Uddrag fra Høimesse Prædiken holden paa den […] anordnede Almindelige Takke- og Bede-Fest den 1 December 1773.

Guds Frelse er Guds mægtige og naadige Hielp, naar han ved sin Almagt og Naade saa giør det, at de, der har været bestedde i Nød, trængte af grumme og mægtige Fiender, eller paa anden Maade, af anden Modgang og Besværlighed været trykte, udfries af denne deres Trængsels Stand, og oversættes i ønskelig Glædes, Frieheds, Medgangs, Lykkes og Velsignelses Tilstand; enten saadan Forandring skeer ved overnaturlig Hielp og Midler, at det skinbarlig, endog for de mindst skiønnende og seende, kan kiendes at være Herrens Frelse; eller og det skeer ved ordentlige Midler og paa ordentlig Maade, dog saa, at de, der ret skiønne, kan see og maa nødes til at bekiende, Hielpen og Frelsen er fra Herren. En Frelse af det første Slags var det, da Gud friede Israel fra Ægypterne, som forfulgte dem, ved at lade Vandet adskilles for Israel, og Ægypterne omkomme deri, derfor og Moses sagde til dem: staaer, og seer Herrens Frelse, som han skal giøre Eder i Dag, 2 Mos. 14, 13. og mange andre, dette Folkes Frelsninger, saasom ved Jonathan og hans Vaabendrager, ved David o. s. v. saadan var det beleirede Samariens Befrielse. En Frelsning af det andet Slags var dette Folkes Befrielse af det