Uddrag fra Hvad et Folk skylder Gud, til hvis Velstand han har viist en besynderlig Løst, forestilled i En Froe-Prædiken for Holmens Meenighed i Kiøbenhavn Paa dcn anordnede Almindelige Takke- og Bede-Fæst den 1. December 1773. […]

Og da David nu ey alleene havde mange Fiender, der, som han i det foregaaenbe Vers siger, glædede sig ved hans Ulykke, men havde og mange Venner, der tog Deel i hans Vee og Vel, saa er det og han, efter at have erfaret særdeles Naadefulde Blink af Herren i henseende til hans Tilstands Forandring og Forbedring, taler om dem, hvad de vilde, hvad de skulde, og burde sige ved en saadan Leylighed. Lad dem sige, heder det saa, lad dem altid sige: Herren bør storligen loves, som haver Løst til sin Tieners Velstand!