[red. J.C. Tode] Uddrag fra Blandinger. [No. 1-7 Lørdag 10. Oktober - 21. November 1772]

finder han de første Stropher mystiske og begriber ikke Meeningen, da han ikke seer hvori de skulde connectere. Hans Hierte har da ikke sagt ham, at den høie Person, hvorom Poeten taler, er en god Engel og en Velsignelse for Christian og hans Undersaatter? Hvo som haver nogen Følelse af denne Sandhed, vilde letteligen stavet sig til Meningen. Dog, at dette ikke kommer af en forstilt Eenfoldighed; men en virkelig Taabelighed, det røber han tydeligen ved at sætte til, at der er bleven udeladt et Verbum i Enden af Verset, hvilket han dog anseer som en Licentia poetica. Ja, denne poetiske Frihed haver Poeten taget sig, da han ikke troede at skrive for Ignoranter: det Verbum som her er bleven udeladt, er beholde. Men den samme Ellipsis, som De saa grant bemærke her, den kan De ikke see i de foregaaende Stropher? Hvorledes ere De kommen til Rette med Deres Cornelius Nepos, og Phædrus, (for ei at kyse Dem med Tacitus eller Persius)? Hvor liden Meening maa De have funden i disse meeningsfuld Autorer, naar De altid behøve en soleklar Connection og standses ved en hver Ellipsis!