Luxdorphs samling af trykkefrihedens skrifter 1770-1773: Række 2 bind 18

No. 1.

Blandinger.

Løverdagen den 10 Oktober 1772.

1. Smaa Stykker i Vers og Prose.

1. Tanker i Anledning

af

Hendes Kongelige Høiheds, Prindsesse

Charlotte Amalies

høie Fødselsdag.

Charlottes Siel er Dydens reene Tempel Og Hendes Liv en deilig Sommerdag: Det viser i et straalende Exempel Gudfrygtigheds Belønning og Behag.

O Gud lad Christian og Hans

Undersaatter

Sin gode Engel, sin Velsignelse!

Lad Fierde Friedrichs Stammei Hans Daatter Hans kongelige Dyders Billede!

2

2 2. Erfarenheds Forklaring over end eel brugelige Ord. Ved en fransk Officeer.

A, B, C. Mange klygtige Hoveders hee-

le Videnskab.

Accidenser. Sammenbragte Børn af Ret og Uret.

Apparence. Et moralsk Forhæng, bag hvilket man sikkert kan giøre hvad man lyster.

Armod. Et Slags Onde, som giør større Skade end Udyd.

Auction. Et Slags Kiøbmandskab, hvori man pleier at sælge med Skade eller at kiøbe til Unytte.

Autorer. Besynderlige Slags Folk, som ofte blive modbydelige ved deres Indbildning, og ofte keedsommelige ved deres Lærdom.

Bataille. Et blodigt Raserie efter Befalning.

Begierligheder. Ere ofte langt sødere

end deres Opfyldelse.

Bravoure. Den første Dyd Soldaten, den sidste Officeeren behøver.

Bøger. Smagens Prøvesteen og den Viises Rustkammer. Comedie. Efter Sigende Sædernes, men i sig selv alleene Forstandens Skole.

3

3

Complimenter. Ord som man op- ramser med ligesaa megen Meening, som smaa Børn, der læse til Bords.

Conversation. Sammenblandet Sniksnak som ligner Pactolus: fornuftige Tanker findes som Guldkorn i en heel Strøm.

Creditorer. Ærlige Folk som altid maa have Uret, og som lære Høflighed uden Betaling.

Duel. En nødtvungen Misgierning.

Dyd. En herlig Ting i alles Øine som enhver danner efter sit Sind.

Effronterie. En sikker Vei at komme igiennem Verden, naar den ledsages af Forstand.

Flatterie. Et Garn hvori man fanger Taasser.

Fordomme. Fornuftens ældgamle Fiender.

Forfængelighed. Æres og Daarligheds Datter.

Forstand. En farlig Løgtemand for store Hoveder.

Fortieneste. En Ting som man ikke kan bedømme, med mindre man selv haver nogen.

Forvovenhed. En Handling som kaldes langt anderledes, naar den lykkes.

Fortsættelsen efter Leilighed.

4

4 3. Til en Gravskriftmager. Efter Pope.

Stax, lad os med Gravskrifter eengang i Roe: Du giør dem saa høie, saa lange.

Det halve du skriver kan Folk ikke troe,

Og Resten, den læser ei mange.

—M—.

4. Et ypperligt Middel imod Trødske.

Trødske er hidtil bleven holden, i det mind- ste af Almuen, for een af de farligste eller dog vanskeligste Tilfælde, især hos Voxne; ja for et Tegn til Døden i de onde Febre.— @Den kan ogsaa være slem og ubetvingelig nok hos visse særskilte Syge; men i Almindelighed er den ikke saa vanskelig at faae bort, naar man bruger den rette Hielpemaade. Den, som jeg nu skal beklendtgiøre for Publicum, er den sikkerste, lemfældigste og letteste af alle.

Eet Quintin gandske fiin stødt Borax smeltes i to Spiseskeer fulde af kaagende heedt Vand. Dertil kommer man da ligesaameget Rosenhønning eller anden god Honning. — Med denne Saft bliver Trøsken besmurt eller penslet: den Syge kan ogsaa blive sprøitet eller gurgle sig dermed, naar man giør det

5

5

tyndere med lidt meere Vand. Om Patienten endog skulde synke noget deraf, skader det aldeles ikke. Denne Renselse igientages efter Fornødenhed, hver tredie Time eller tre Gange om Dagen. Paa denne Maade er Trødske gemeenligen meget let at faae reent bort, enten det er hos Unge eller Gamle.

Dette Middel er lige nyttigt hos smaa Børn saavelsom Voxne: og de endogsaa, som mest elske Huusraad, bør at have Høiagtelse derfor; thi omendskiønt det nu bruges af de beste Læger, saa haver dog en gammel Ko- ne allerførst opfunden det.

D —.

5. En Ord-Gaade. Logogryphon.

Nysgierige her er en Gaade,

Paa Herr Mercur de Frances Maade,

Nu brugelig i Kongens Kiøbenhavn

Til Tidsfordriv. Og for de Rige

Er Tidsfordriv saa god som Gavn. —

Her er en Logogryph. Det er at sige:

En Ting at giætte, i hvis Navn Man giætter mange andre Ting tillige.

Jeg fødes Stykke efter Stykke,

Af lige Farve, lige Skikkelse;

Men ulig Sindelaug og ulig Lykke.

Jeg fandtes først hos Engelske. —

6

6 Dog holdt det er ei af det Heele, Min Læser, du skal kiende mig; Nei, ved at rage i de skiulte Deele Mit Navn besidder, skal du hielpe dig. Syv Lede har det. Øv dig nu:

Riv hver en Stavelse itu:

Og dan deraf udi din kloge Hierne En Bogstav-Ambe, Terne og Quaterne.

Der finder du det glimrende Metal, Saa rart at finde andre Steder;

Det som befaler hvad du skal;

En Fugl som saare ilde quæder;

En anden, kiælen Elskovs Billede;

Et Forraadshuus hos vore Bønder;

Et Slør paa Chloes Bryst og Engene; En Stand, den Vornede ei meget ynder; Det første Offer for Misundelse;

En Vædske overmaade bitter;

Den beste Rente af et Faar;

En Modecur hos Moscoviter;

Og tvende Perioder i et Aar.

Du seer en Plads umistelig i Stæder;

En Ting nødvendig i en Bog;

En Skabning baade ond og klog.

Og liig et Menneske i Gang og Sæder;

Et Sted, som findes vist hvor Bierg og Klipper er; En slugen Fisk for haard for svage Mager:

Et Bad, som Kokkepigen laver

7

7

Til Fade og Tallerkener.

Dog see ret til, du seer til visse Foruden Hielp af alle disse,

Med egne Øine, hvo jeg er. Y —.

6. Landsbypræsten.

En Fortælling ved Dr. Goldsmith.

Jeg haver altid været af den Meening, at en brav Mand, som gifter sig og opdrager endeel Børn, giør sit Fædreneland langt større Gavn end den, som bliver i den eenlige Stand og ikkun raisonerer om Folkeformerelsen. Af den Aarsag havde jeg neppe været eet Aar i Kiolen førend jeg begyndte for Alvor at tænke paa at gifte mig. Jeg saae i at vælge mig en Kone paa samme Egenskaber, som hun giorde da hun udsøgte sig en Brudeklædning: ikke paa en glimrende udvortes Anseelse, men paa faa- danne Dyder, som holde længest.

For at lade hende vederfare Ret, saa var hun et got retskaffent Fruentimmer: og hvad Levemaaden angik, da vare der faa Landsbyfruer som overgik hende. Hun kunde læse sit Modersmaal i hvilken Bog det skulde være, uden at have nødig at stave sig meget frem; og i at sylte, bage og koge havde hun ikke sin Mester. Hun giorde sig ogsaa til af hendes Huusholdningskunst, omendskiønt jeg kunde aldrig mærke at vi bleve rigere ved alle hendes Paafund. Ikke desmindre elskede vi hinanden

8

8 inderligen, og vor Kiærlighed tiltog med Alderen. Der var heller ikke noget som kunde giøre os vrede paa Andre eller paa os selv. Vi havde et smukt Huus: det laae i en beha- gelig Egn og imellem gode Naboer. Aaret tilbragte vi med moralske saavelsom Land-For- lystelser, med at besøge de riige Raboer og at see til de Fattige. Vi havde ingen Modgang at frygte, ingen Besværlighed at udstaae: alle vore Begivenheder tildroge sig ved Caminen, og alle vore Vandringer gik fra den blaae Seng til den brune.

Siden vi boede nær ved Landeveien, saa havde vi ofte Besøgelser af de Reisende eller Fremmede, der vilde smage vor Stikkelsbærviin, som vi vare meget berømte for: og jeg maae tilstaae, med al historisk Sandfærdighed, at jeg aldrig mærkede at en Eeneste af dem havde noget at sætte ud paa den. Endogsaa vore Sødskende-Børn, Frender og Slægtninger i det fyrgetivende Led, erindrede sig alle, uden ringeste Hielp af Genealogien, deres Slægtskab med os og kom meget ofte for at besøge os. Nogle af dem giorde os vel ingen stor Ære ved disse Fordringer paa vort Slægtskab, da der vare baade Blinde og Halte iblant dem. Dog paastod min Kone stedse, at de burde spise ved samme Bord som vi, da de vare vort Kiød og Blod. Havde vi altsaa ikke meget riige, saa havde vi dog meget fornøjede Venner omkring os; thi den Anmærkning vil man altid finde rigtig, at jo fattigere en Giest er,

9

9

jo bedre smager ham det man byder ham: og ligesom nogle Mennesker gabe med Forundring paa en braaget Tulipan eller en spættet Som- merfugl, saa haver jeg altid været en Elsker af fornøjede Ansigter.

Ikke desmindre, naar een eller anden af vore Slægtninger havde et slet Gemytte eller slette Sæder, og vi gierne vilde være af med ham, saa pleiede jeg altid at passe det saaledes at jeg kom til at laane ham, naar han tog bort, en Reisekiortel, eller er Par Støvler, eller undertiden en Hest af ringe Værdie: og jeg havde den Fornøielse, at han aldrig kom igien. Saaledes blev Huset frit for dem, som vi ikke kunde lide; men aldrig vidste man, at min Dør var lukket for den Reisende eller Trængende.

Paa saadan en Maade levede vi nogle Aar, i en meget lyksalig Tilstand; dog kunde der indløbe een og anden af de smaa Fortre- deligheder, som Forsynet tilsender os, for at forhøie sine Velgierninger. Ofte plyndrede Skoledrengene min Frugthauge: og min Kones Bagværk bortsnappede Kattene eller Børnene. Undertiden faldt Herremanden i Søvn over de mest rørende Steder i min Prædiken; eller den naadige Frue knixede ikke artig nok for min Kone. Dog overvandt vi snart den Fortred, som saadanne Tilfælde giorde os: og nog- le Dage derefter pleiede vi al forundre os over at saadanne Smaating havde kunnet giøre os nogen Fortred. Fortsættelsen følger.

10

10

7. Fortvivlelse af Kiærlighed.

En Sang.

En Efterlignelse af hagedorn.

I Sandhed den er at beklage.

Den sorrigfulde Elskovs Træl,

Hvis Taare aldrig kan indtage

Den Skiønne, som indtog hans Siæl.

Al Nattevaagen, Beden, Skrigen

Er spildet paa en haardfør Møe:

Den Stakkel maa dog endeligen,

Af bare Suk og Klage døe.

"Clarisse" raabte Stax: "Grusomme!

Du vil da aldrig elske mig!

Du vil jeg skal af Sorg omkomme!

Velan jeg vil adlyde dig!" Stax glemte at han var en Christen:

Dog hvad kan ei Fortvivlelse?

Han rendte lige op i Quisten

Og — stod og saae paa Folkene.

Man bad ham komme ned at spise.

Han kom; men ach! han kom ihu,

At Stax, det Offer for Clarisse,

At han var levende endnu.

"Clarisse!« raabte han; ”du byder Den allertroeste Elskers Død!

Det er for dig mit Blod nu flyder!"

Saa tog han Kniven og star Brød.

11

11

Knap var han mæt saa fandt hans Hierte, Igien til Selvmords fæle Drift.

Uheldig Elskovs lønlig Smerte Er best at stille ved Forgift.

Saa tænkte Stax og fandt, desværre? Fortvivlendes Liv-Medicin:

Og ret for Alvor at crepere

Han tog og drak en Flaske Viin.

Nu bander han sin onde Lykke,

Som skuffer hans Fortvivlelse.

Han henter Skammel, Søm og Strikke Og sværger paa, nu skal det skee.

Dog Elskere er at beklage,

Som døe i alt for megen Hast;

Hans Søm og Strikke var for svage Og Skammelen stod ikke fast.

Sin egen Banemand at være,

Den Ting er noget vanskelig;

Dog var endnu et Middel meere,

Det letteste: at quæle sig.

Begiærlig at forkorte Piinen,

Tilskyndt af sort Melancolie,

Gik Stax til Sengs, krøb under Dynen Og sov fra Elleve til Ti.

12

12 8. Smaa Kneb.

Til Nytte for Procuratorer.

Tagen udaf Nouvlles Causes celebres.

En Advocat havde en Sag for et faderløst Barn paa 4 Aar. Da han var i sin beste Tale, tog han Barnet paa sin Arm og bad Dommerne med de mest rørende Ord, at betragte dets uskyldige og forladte Ungdom. Barnet græd og dets Taare, som kom Advocatens Veltalenhed til Hielp, bragte alle Nærvæende til Medlidenhed.

Hans Contrapart blev uroelig, da han saae alle Hierter i Bevægelse til den Lilles Fordeel. Han opløftede sin Stemme og sagde til Barnet: ”Hvad fattes dig, min sø- de Glut, hvorfor græder du?"

"Han kniber mig:" raabte den lille Uskyldige. — Paa Timen blev heele Sel- skabets sympathetiske Bedrøvelse til Latter: alle de rørende Ord den Anden havde brugt, giorde ham og hans Sag meere Skade end Nytte: og man kunde længe ikke glemme denne List, som ret kunde kaldes et Kneb.

13

13

II. Videnskaber.

Pressefrihedens andet Aar haver endet sig paa saadan en Maade, at man dog eengang kan giøre sig Haab om at den hæftige Fermentation i den Danske Litteratur, som en løsgiven Indbildningskraftes, eller rettere Skrivekløes første Heede og Tidernes politiske Giær have given Anledning til, endeligen er nær ved at udrase. Projectmagernes Vind og Dunster synes at have giort sig Luft og søgt igien til det Vacuum, de vare komne fra: det Vandagtige som de elendige Poeter have spædt til, er bortdunstet: den Forgift og Galde Ondskab havde spyet sammen, er bleven mat og harmløs: og det tunge taassede Væv haver sat sig til Bunds, ligesom det lette Fiads er alt bleven afskummet og brugt til Huusbehov. Sandheds, Vids og Lærdoms reene, sunde Viin kommer nu frem igien, ufordervelig af de heterogene Materier, som gierne ville hænge sig ved.

Der er neppe nogen Videnskab, som ikke i disse sidste Tre Maaneder er bleven beriiget med eet eller andet nyttigt Skrift, og nogle iblant disse kunne endogsaa ansees som Mesterstykker.

14

14

Behøve vi vel at lede efter Exempler, som kunne tiene til Beviis? Der ere nok; men Eet af de Vanskeligste og Heldigste, en Guldbergs Verdens-Historie er allene tilstrækkeligt; et Værk, som underholder lige- saameget som det underviiser, hvori historisk Rigtighed findes foreenet med classisk Ziirlighed; og hvis Læsning er forbunden med eu bekymret Frygt for at det maatte have endeel andre ypperlige Skrifters Skiæbne, at blive ufuldført, eller det som værre var,

at blive fuldført af en anden Autor.

Vel have vi seet for nylig endnu et

Exempel paa alt det som kan kaldes elendig

Scribent i denne Titels heele Strækning: en Junior Philopatreias oplivet og opstanden eller forflyttet i en patriotisk Sandsiger. Dog denne Autor haver sat sig strax under, og i visse Maader uden for al Critique. I Almindelighed er det aldeles ikke saa ilde giort af slette Skribenter, at de skrive lige ved Siden af de Ypperlige: de tiene til at sætte disse i et større Lys: og man kan ligne dem med en Mørk Forgrund paa et Skilderie, som giør saa fordeelagtig en Effect paa det Heele.

Octobermaaneds første litterariske Pro- ducter ere Følgende.

15

15 1. Beschreibung von Arabien. Aus eigner Erfahrung und im Lande selbst gesamleten Nachrichten abgefasset von Carsten Niebur.

Trykt hos Møller, 2 Alphab. 4. med 26 Kaab. Sæl- ges hos Heiniche og Faber for 5 Rdlr.

Dette kostbare Værk, som skal tilfredsstille saa mange Lærdes og Ulærdes Længsel, er nu eengang kommen for Lyset, efter at Forfatteren ved et Kort over Arabien i Forveien havde bestyrket Publicums Tilliid til hans Efterretningers nøiagtige Rigtighed. Han har nu opfyldet dette Haab og beriget fleere end een af Videnskabernes Deele med magtpaaliggende Oplysninger. Dog de, som mindre have seet paa denne Reises Øiemeed og sande Nytte, end paa de Reisendes formodentlige Tildragelser paa saa lang en Vei, iblant saa mange vild fremmede Nationer og i Særdeleshed i det Land, hvorom de have læst tusinde og et Æbentyr, ville ingen Føde finde for deres Nysgierighed.

2. Einer Tambeskielver, et Sørgespil i fem Optog til Brug for den K. D. Skueplads, ved Joh. Nordahl Brun, Medlem i det Norske Videnskabers Selskab.

Trykt hos Godiches Enke 5 Ark 8. Sælges hos Forfatteren for 2 Mark.

Dette deilige Stykke er da det første gode originale Sørgespil i danske Vers over et Subject af Fædrenelandets Historie; thi Jomfru Weydes Beleyring er vel et tragisk Stykke og tilvisse et Original, men ikke det som kan kaldes Skuespil. — @Men hiin sande Tragedie hører egentligen til det dramatiske Fag; dog yde vi i forbigaaende vor Hr. B. Tak for den Fornøielse, som Hans Einers Læsning nu allerede haver forskaffet os.

16

16 III. Dramaturgie.

Omendskiønt vi vente med Længsel efter at see det muntre Stykke, Kiærlighed uden Strømper, saavelsom den rørende Einer Tam- beskielver opført, saa vilde vi dog endmeere glæde os end meere dertil, hvis Forfatterne vilde føie os i at giøre følgende smaa Forandringer, hvorved vist ikke skulde tabe af deres Skiønheder.

Kunde ikke det Udtryk ”det veed, det veed vor Herre" omdannes til ”det maa Himlen viide" eller en anden ligelydende Talemaade? Kunde ikke den nye Psalme-Bog blive fra Theatret og en gammel Vise-Bog, eller nogen anden Bog træde i dens Stæd?

Iligemaade ønskede vi at Einer maatte faae saadant et Banesaar, som tillod ham at kunne gaae saa langt og at tale saa længe. En Piil siges ikke at dræbe førend den drages udaf Saaret; men den der haver en Piil siddende i Lungen, lader nok være at dialogue- re saaledes som Einer giør. Voltaire, som synes her og der, i sær S. 57 at have været Hr. Bruns Mønster pleier endogsaa at iagttage Chirurgiens Regler.

Kiøbenhavn 1772.

Trykt hos Johan Rudolph Thiele, boende i store Helliggeiststræde.

17

No. 2. Blandinger. Løverdagen den 17 October 1772.

I. Smaa Stykker i Vers og Prose.

I. Tanker i Anledning

af

Hans Kongelige Høiheds,

Prints Friderichs

høie Fødselsdag.

Prinds, i hvis Aarer flyder,

En dobbelt Heltestammes Blod,

Du elskte Søn af Friedrich From og God, Du himmelyndte Arving til Hans Dyder!

Bliv ved som Han at være Nordens Lyst, Som Han vær Menneskenes Glæde:

Saa arver ogsaa Du et Kongesæde,— @En Throne i vort Bryst.

18

18

2. Poetens egne Anmærkninger over det Foregaaende.

For at forekomme fremmed Critique i Hen- seende til et Udtryk, som jeg selv holder for smukt fordi det er sandt, men som letteligen kunde støde de Betænkelige, maa jeg vise Læseren— ikke til Aristoteles, Horatius, Bat- teux, Home o. s. v. — men til Friederichsborg Slot. Af alle de Inscriptioner, som jeg haver havt Leilighed at læse paa de Stores og de Vises Eftermæler, i sær i PetersKirke i London, haver ingen rørt mig meere end den, som findes paa een af hiin ærværdige Slots Bygninger, for saavidt samme indeholder en ypperlig Konges uhyklede og beskeedene Berømmelse, eller rettere Character. De faa Ord

”Friederich then Anden god oc from"

sige i vore Tanker langt meere og tale langt stærkere, end kold Lærdom eller smigrende Vid nogentiid formaaer at giøre: thi de sige intet andet end Sandhed og de tale lige til Hiertet. Det rette Majestætiske fremstraaler des klarere, da det ikke er indsvøbt i Konstens Prydelser. Hvilken Ære for en Regent at sætte sin Høiheds Attributer saavelsom sin personlige Character i Godhed og Fromhed!

19

19

Alle andre Titeler, som tillægges Potenta- terne, Uovervindelighed undtagen, kunne have deres Grund og Nytte, minde den Herskende paa sin Værdigheds Pligter og forhøie Undersaatternes Begreb om den Ærbødighed de skylde ham; men Godhed og Fromhed vinde Hierterne endogsaa uden for hans Rige, hos republicanske Friheds-Trælle og hypochondriske Forfægtere af de Dødeliges Liighed.

3. Til Voltaire.

Efter det Engelske af Young.

Du er saa ond, saa gammel, fæl og tynd,

Du minder os paa Miltons Død og Synd,

4. Et tilforladeligt Middel imod Liigtome.

Reent at borttage denne Plage, især naar den er ret indgroet, er let at sige men ikke let at giøre. For ei at spilde Tiid og Penge med Huusraad og udenlandske Plastere, vil jeg allene tilraade et af de beste blødende og løsnende Midler.

Dette bestaaer i et lidet Stykke af et Aloe-Blad, frisk lagt paa saa ofte det er bleven tørt, saaledes at den inderste eller saftige Side kommer til at ligge paa Liigtor

20

20

nen. Den Blanding af Gummi og Harpix, som giver de fleeste Plastere sine Kræfter, findes reenere og mildere i disse Blade.

Det er med en stram spændt Traad, at man afskiær saadant et Stykke af AloePlanten.

5. En Ordgaade.

Høivise, Giættefærdige!

Hvis Næse ideligen rager I Ting for Eder uvedkommende,

Hvis grandskende Forstand opdager Den skiulte Grund til hver Tildragelse,

Den hemmelige Drift til det Folk foretager:

O lader paa en stakket Tiid Et Naboelaug, en heel Regiering være.

Og bruger den utrættelige Fliid,

Det skarpe Syn, hvormed I dechiffrere, Analysere, combinere,

Og ufeilbarlig demonstrere.

Til meer behagelige Øvelser Og giætter hvad Slags Ting jeg er.

Jeg tager min Oprindelse Af to Bevægelser, alt stille stridige.

Som sielden finde Sted tillige —

Dog, Læser, lad Dig mine Deele sige.

Hvad Navn jeg har: viid, det bestaaer af Fem. Prøv nu engang Din Konst paa dem.

21

21 Du seer en blodløs Levning af et Saar;

En Deel i Legemet, som aldrig savner Væde ;

En anden, to Slags Pinslers Sæde;

En Mundfuld af den Sorrigfuldes Glæde;

Et Vand som stille giennem Engen gaaer.

Men ved en Mølle praleragtig skralder,

Og taus igien i større Vande falder;

Et Tal som man Fuldkommen kalder;

Det som Enhver, i Rettergang paastaaer;

Et Stykke Træ, umisteligt i Baade;

Og Tiidens længste Periode

For mange Tusinde, desværre! — Dog, min Ven,

Dit Hierte maa nu kiende mig igien,

6. Hvorledes Hyacinther drives

om Vinteren paa Glas med Vand

De stunder nu til Vinteren. — Det er ret vel, hører jeg en stor Mængde Folk af Smag og Levemaade sige, Sommeren er smuk nok, men den er saa kiedsommelig, ingen artige Selskaber kan man faae samlet, uden man skal reise heele Miile efter dem, den eene er paa sine Godser, den anden paa sit Lyststæd og den tredie i Torbek, Tuborg eller hos gode Venner paa Landet, reiser man selv med, saa er der dog liden eller ingen Forandring, Skov og Mark et Stæd, eller Mark og Skov et andet Stæd, derimod om Vin-

22

22

teren saa have vi Comoedier, Baller, Con- certer, Beføgelser. Sammenkomster: og naar andet sattes, saa er Spillebordet et sikkert Middel til at fordrive Tiden. Dersom alle tænkte saaledes, saa kunde jeg pakke sammen, og kaste denne Afhandling paa Ilden; men til Lykke er der en stor Mængde andre, som sige: det er ret ilde, at Vinteren er saa nær, som beklage at Sommeren er for kort, og som gierne ville strække den saa langt de kan; at giøre Sommeren selv længere end den er, nødes vi til at lade være; men dens Billede, Blomsterne, haver Kunsten tvunget Naturen til at forsyne os med til en Tiid, da vores Øie og Næse ellers maatte savne denne behagelige Vederqvægelse.

Den som endog ingen Følelse haver af Sommerens Behagelighed, gidder dog gierne seet og lugtet en smuk Blomst, og mange andre finde en Vellyst deri, som forsøges naar de selv have drevet den. Dem haaber jeg der- fore det vil være en Fornøjelse, at blive underrettet om de ringe Haandgreb, ved hvilke alle Blomster heele Vinteren igiennem kan haves.

Den jeg først vil begynde med er den smukke Hyacinthe. Enhver af mine Læsere veed, at den er enten dobbelt eller enkelt og

23

23

hver af dem igien, hvid, blaa eller rød, hvilke trende Farver atter udgiøre utallige Forandringer. De kunde alle drives; dog ere visse iblant dem tidligere end andre, hvilket erfares af alle Blomster Catalogi og af den Gartner som sælger dem.

Der ere tvende Maader at drive dem paa, enten i Jord eller paa Glas med Vand; endskiønt denne sidste Maade er et lidet Tyrannie imod Zviebelen, som altid gaaer i Løbet, saa er det dog saa behændigt og saa net, at den altid maa finde Elskere; jeg vil der- fore her nøie beskrive denne Maade og spare den anden til næste Gang.

Man sørger først for at faae gode Zviebler, som have lagt paa et luftigt Sted, siden de bleve taget ud af Jorden, men dog ikke alt for rørt, disse legges paa Glas, som faaes i alle Glas Boutiquer, med saa snever Aabning, at Zviebelen ikke kan falde ned. Dagen naar den skal lægges er ligegyldig, det kommer allene an paa, til hvilken Tiid man vil have den i Blomster: derefter retter man sig, da det kan skee fra først i Sept. til sidst i Februario og sildigere. Naar Zviebelen drives godt, bør den blomstre en Maa- ned efter at den er paalagt, hvorefter man kan passe Tilden.

24

24

Naar man haver faaet et Glas som passer til Zviebelens Størrelse, fyldes samme med Vand og det saaledes, at Vandet naaer til Halvparten af Zviebelen. Derpaa sættes Glasset paa et tempereret Sted, helst ved Vinduet, siden den friske Luft er nødvendig naar man vil have en smuk Blomst, hver Dag øses alt Vandet fra Zviebelen, og reent Vand i Stæden, dog uden at tage den udaf Glasset, siden Rødderne derved lettelig tage Skade, hver Aften flyttes Glasset fra Vinduet, paa det ingen pludselig Nattekulde skal giøre Skade, og om Dagen nyder Blomsterne en tempereret Varme, dog kan den taale stærkest naar den vil springe ud; saa- snart Blomsteret er forbi, hænges Zviebelen op paa et luftigt Stæd, men at den ikke fryser; og lægges derefter i Augusto i Jorden, da den det næste Aar vel selv gaaer ud; men giver dog ofte endeel Unger.

Dette er heele Omgangen, nu maa jeg endnu giøre nogle Anmærkninger: Vel er det ligemeget til hvad Kant Stuen ligger hvor Zvieblerne staae, dog er det best naar den vender mod Sønden.

Ere Vinduerne utætte, da bør de til- kliines, paa det ikke en pludselig Kulde skal fordærve heele Arbeidet.

25

25

Vandet, som hver 24 Timer gives dem frisk, maa have staaet nogle Timer i Stuen, saa det er nogenledes kuldslaaet; iis- koldt Vand sinker Væxten mangfoldig. RegnVand er det beste, dog er vores almindelige Pompe-Vand meget godt, men Kulden maa være derfra.

Man haver andre Stæder fiirkantede Kar af Leer med afdeelte runde Huller til Zviebler: derved er den Fordeel, at man kan have mange paa et lidet Rum; ved Bunden af disse Leerkar er en Tud med Tol, som tages ud naar Vandet skal afløbe, hvorved man saa meget nemmere kan give dem frisk Vand hver Dag.

De maa aldrig komme Ovnen for nær, men naar de staae ved Vinduet, kan en stærk Varme i en daglig Stue engang imellem ingen Skade giøre dem. Derimod maa nøie vogtes, at Kulden hverken Nat eller Dag bliver saa stærk, at Vandet fryser; skulde det imidlertid skee uforvarendes, er derfor ikke alt tabt; hvis Frosten ei haver beskadiget Zviebelen, saa kan den naar Vandet jævnt optøes endnu komme sig, endskiønt sildigere og med et svagere Blomster.

26

26 II. Videnskaber. De som kunde tvivle paa de Kiøbenhavn-

ske Læreres Flittighed i at undervise og paa vore Studerendes Leilighed til at høre alle de Videnskaber, der bør at læres ved et Uni- versitæt, ville behage at kaste et Øie paa følgende Efterretninger om de offentlige saavelsom private Forelæsninger, som nu virkeligen holdes.

I Gudslæren have vi en Doct. og

Professor Holm, som læser baade offentligen over en Christens Pligter imod sin Næste: og privat over den dogmatiske Theologie; hvorved han ogsaa holder et theologisk Collegium examinatorium.

Hr. Professor Studsgaard lærer offentligen den antithetiske og privat den dogmatiske Theologie: derhos læser han over Naadens Midler og holder et Collegium examinatorium saavelsom Homiletiske Øvelser.

Af Hr. Professor Balle have vi exegetiske Forelæsninger over det nye Testament, over det sammes Kirkehistorie, over den dogmatiske Theologie, og over den

27

27

dertil hørende Historie. Foruden disse holder han ogsaa Prædikeøvelser og en ugentlig Repetitions-Examen.

Disse Forelæsninger, af hvilke de Førstnævnte ere offentlige, haver Hr. Professoren begyndt med ligesaa mange Taler, der kunne ansees som sikkre Borgener for den Grundighed og Behagelighed, som de Studerende love sig af denne Lærer. — Samme fem Taler ere trykte hos Hallager, 65 S. 8. og faaes tilkiøbs hos Gyldendal for en Mk.

Endeligen læser ogsaa Hr. Seidlitz, Provst paa det Kongel. Communitæt og Biskoppens Vicarius, offentligen over den naturlige Theologie efter Guldbergs.

I Lovkyndigheden have vi vel ikke fleere end een Lærer, som virkeligen læser: nemlig Hr. Etatsraad og Professor von Obelitz; men denne holder ei allene offentlige Forelæsninger over den hypothetiske Natur-Ret: men ogsaa private over den moral- ske Philosophie, tilligemed Natur-Retten og over den Rommersktydske og Dansk og Norske Proces efter Struvens fierde Bog.

Fortsættelsen følger.

28

28 III. Litterarisk Journal.

3. Patriotiske Erindringer ved det uden vedbørlig Autorisation oprettede General Com- missions Directorium.

Trykt hos Hallager, 24 S. 8. Sælges hos Pelt, Buch o. a. m. for 6 Sk.

Disse halvandet Ark indeholder ikke meere Materie end Adressecontoirets egen Anmeldelse: men man finder her det nye Anlæg forestillet paa en heel anden Maade, og betragtet fra en Side, hvorfra nok Fleere betragte det. Den tillagte Fabel viser at Forfatterne er ikke meget heldig i Digt; hvor lykkelig han derimod haver været, i at sige Sandheder, det overlade vi Publico at dømme om. I Skrivemaaden haver denne Autor megen Liighed med een af vore første politiske Stridsmænd, som ligeledes gav Anledning til critiske Undersøgelser paa

4. Grundig og tydelig Anviisning til den civile Bygningskonst, hvorudi vises hvorledes man kan bringe de fem Ordener i en god Overeensstemmelse og vel anvende dem i heele Bygningskonsten efter de fem ældste og beste Bygmestere, nemlig Vitruvins, Serlio, Scamozzi, Vignola og de Romerske Antiquitæter. Udgiven til Nytte for den studerende Ungdom paa det kongel. Danske Skildre Billedhugger og Bygnings-Academie, af Ge- org Conrad Anthon, kongel. Byg-Inspecteur og Informator sammesteds. — Gründ-

29

29 liche und deutliche Anweissung zu der civilen Baukunst o. s. v.

Trykt hos Müller, 20 Ark Fol. med 51 Kaabber.

Sælges hos Rothe for 16 Mk. 8. Sk.

Denne nyttige Afhandling er som Titelen viser allerede udkommen 1751, og kan ikke ansees som ny, undtagen for saavidt Forfatteren, som siden den Tiid er bleven kongel. Hofbygmester, haver forøget den med et lidet Tillæg og igien ladet den anmelde. I Stedet for Critique over et Arbeide, som er ganske uden for vort Selskabs Sphere, ville vi allene her fremsætte et Ønske, som enhver eftertænksom Læser vil nok bifalde, at enten denne erfarne Forfatter, eller nogen anden duelig Architect, maatte tiene Fædrenelandet med saadan en Anviisning, hvoraf endog den Ringere, i Kiøbstæder saavelsom paa Landet, kunde benytte sig og eengang lære at give sine nedrige Boeliger i det mindste den Regularitæt, som endog vilde Nationer, ja umælende Dyr iagttage Denne Nedladelse fra Italiens Pragt til Bondens Hytte vilde nok være et Offer for en Virtuoso, men ikke falde vanskeligt for den som er tillige Patriot.

5. Cecilia Anders Daatters anden Skrivelse til Argus, som Giensvar paa det til hende fra ham udkomne No. 40. af hans Blades anden Aargang.

Trykt hos Hallager, 1 A. 8. Sælges hos Buck, f. 4 S.

Denne Autor, som seer ud til at være det den giver sig ud for, en ret gemeen Tøs, beder sin værdige Correspondent om Tilladelse "at blive ved med sin Pølsesnak;” men vi haabe den gode Argus befatter sig ei med at give en Dispensation, som han neppe selv kan Vente af Publico.

30

30

IV. Dramaturgie.

Rien n’est beau que le Vrai.

BOILEAU.

Imod det Ønske, som vi Have vovet at fremsætte i vort første Nummer, Einer Tambeskielvers Banesaar angaaende ville nok de, som ikke kunne see Feil, hvor de finde Skiøn- heder, giøre adskillige Erindringer.

Man vil forsvare Hr. Brun med en Anecdote, velbekiendt i de Latinske Skoler, om en anden Helte i de ældre Tider, den store Epaminondas. Denne General, som var bleven saaret med en Piil, hvis Udtrækning han efter Lægernes Meening ikke kunde overleve, behagede ligeledes at lade den blive siddende, indtil han havde faaet Slagets Udfald at vide. Da han hørte, at hans Folk havde vunden Seier, rev han selv Piilen ud af Saaret, og døde ligesom Einer, ja i visse Maader med samme Svanesang: thi han skal ogsaa have sagt, at han nu døde med Glæde, da han efterlod sit Fædreneland seier- riig, Sparta ydmyget, og Grækenland i Frihed. — Omendskiønt denne Helte-Anecdote er nok lige saa troværdig, som endeel af vore Krampe-Viser, saa vil jeg dog lade den staae ved sin Værd, og selv bede Læseren, at

31

31 søge fleere Beviis imod os i Homerus og Virgilius. — Den hævngierige Achilles lod sit Spyd en Tidlang i den ædle Hectors dødelige Saar: og i den Tiid har den Overvundne havt Magt at bede for sig. Pallas, hvis Bryst Turnus havde giennemboret med en Piil, mistede baade Liv og Blod, da den anden drog den ud.

Til disse gamle Poeter ville vi regne en af de allernyeste, Belloy. Denne lille Voltaire lader i det ypperlige Sørgespil, som vi for nyeligen have seet opført, Gaston & Bayard, den Sidste blesseres med en Pique og beholde den i Saaret, i alle Maader á la Epaminondas, ligesom ogsaa den gode Ba- yard endeligen samtykker i Vaabenets Udtrækning og trøster sig noget nær med samme Grunde, som den Thebanske og Nordske Helt. Fleere Exempler veed vi ikke.

Men alle disse Anførte beviise Intet. — Baade Epaminondas, og Hector, og Ba- yard havde got ved at declamere: Ingen af dem havde faaet Skade i Brystet. Den Første var bleven saaret i Hoften; den Anden i Halsen, og som Poeten udtrykkeligen siger, saaledes at han kunde snakke; thi overalt viser Homerus saa megen Indsigt i Saarenes Beskaffenhed og Følger, at man end-

32

32

ogsaa slutter, han maae have forstaaet Anatomien. — Den gode Chevalier sans Peur & sans Reproche er bleven stukken au desaut de l’armure og hans Saar kunde des- mindre hindre ham i at tale, da han allerede er paa Beenene igien inden Stykket er til Ende. Den stakkels Pallas kunde ogsaa tale saalænge han ikkun havde et Stød i Laaret; men da Turnus giver ham eet til igiennem medium pectus, er han død, som en Sild. Det samme melder den eftertænksomme Virgilius om hans Banemand, da denne fik sit Lungedrag af den fromme Æneas.

En Piil, som bliver siddende i Brystet, maa endeligen have trængt ind i Lungen, og da kan den Saarede, for Blodstyrtnings, Beængstelsers og andre Tilfældes Skyld, umueligen haran- guere. Er Saaret ikke saa dybt, bliver Piilen imellem Ribbeenene, saa kan og maa Mennesket ikke saa strax crepere.

Hvo som troer, at Einers Piil, til Trods for al Critique, dog er og bliver en Skiønhed, maa gierne beholde sin Troe; vi derimod holde for, at den synder imod Natur og Sandhed, og efter een af de største Konstdommeres ovenstaaende Ord, heller burde blive borte eller forandres.

Kiøbenhavn 1772.

Trykt og findes tilkiøbs hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helliggeiststræde.

33

No. 3. Blandinger. Løverdagen den 24 October 1772. I. Smaa Stykker i Vers og Prose.

I. Apostrophe til Gudfrygtighed.

Efter et Sted i Ogilvies Day of Iudgment

Hil dig, du Himlebarn, Gudfrygtighed, Hvis mægtig Smiil kan straale Lindring ned

Paa mørk Fortvivlelses afsindig Smerte,

Og helde uvant Vellyst i hvert Hierte, Aftørre den Forladtes blege Kind Og stille Stormen i et oprørt Sind!

Lyksalig den, der vover at forlade Den lave Verdens sminket Overflade,

Et uvist Her, et alt for flygtigt Nu, Opløftet, smilende og reen, som Du!

Hvis Siæl sin Flugt til bedre Egne tager; Hvis Barm en ubesmittet Sødhed smager;

34

34

Hvis Tænkekraft i høi Henrykkelse Opsvinger sig langt over Tiderne,

Indtil den ikke øiner Jorden meere,

Fri, som en Engel, søger Englers Sphære, Med soelvant Syn, som Ørnen, farer frem Og naaer i evig Dag sit rette Hiem!

X —

2. Den lutherske Skriftemaade i Holland.

Omendskiønt Lutheranerne i Holland og Engeland holde ligesaa troefast som vi Danske ved den reene Ausgburgiske Confessions Sandheder, og omendskiønt de, ihenseende til de Pligter, som denne vor fælles Troes Bekiendelse medfører, tillade sig mindre Frieheder end desværre skee der, hvor den lutherske Religion er den herskende, saa vige de dog i de mindre væsentlige Ting, i den udvortes Gudstjeneste, kiendeligen fra deres Troesbrødre i de nordiske Riger og Tydskland. Een af de merkværdigste Articler er Skriftemaaden, om hvilken jeg nu, da vort Fædernelands Religionsforfatning er i den roeligste Sikkerhed og denne uskyldige Fortælling ikke kan ansees som en philopatreiatisk Omstøbelsesprojet, vil give mine Landsmænd en Idee.

35

35

Efterat Præsten den eene Søndag haver paamindet sin Meenighed om at der er Communion den næstfølgende, indfinde sig alle de, som agte at communicere, i en Forberedelsesprædiken, som holdes Løverdag Eftermiddag Klokken 5. — Da ingen Børn eller andre den forestaaende hellige Handling uvedkommende, ere tilstede; da Præsten er selv opfyldt af deres fælles Hensigt; da han taler til sit eget Hierte saavelsom til sine Tilhøreres; da han skal være en Tolk, baade for sin egen og saa mange andres Siæle, saa haver na- turligviis denne Pønitenseprædiken meere end sædvanlig Eftertryk: Andægtighed spredes fra Hierte til Hierte: og den hæle Handling er ledsaget med en rørende Høitidelighed.

Naar Præsten haver endt sine Formaninger, tiltaler han de for ham staaende Skrif- tefærdige saaledes:

”Mine Venner, da Bodfærdigheds

Prædiken kræver af os en oprigtig Bekiendelse af vore Synder, og da det guddommelige

Naade-Ord lover alle dem, som saa giøre, deres Overtrædelsers Forladelse, ligesom den Apostel Johannes siger i sit første Brevs første Capitels niende Vers: Dersom vi bekiende Herren vore Synder, saa er han troe og retfærdig, at han forlader os Synderne, og vil rense os af al Uretfærdighed, og

36

36 David i den 82de Psalmes femte Vers: Jeg sagde, jeg vil bekiende mine Overtrædelser for Herren; og du, du forlod mig min Synds Misgierning, Sela! Saa bør I ogsaa af Hiertet bekiende Eders Synder og i Troen bede om Naade, paa det I maatte annamme Eders Misgierningers Forladelse.

Men paa det Eders Bodfærdighed maae kiendeligen lægges for Dagen, saa skulle I tilforne for Guds hellige Aasyn og for denne christelige Menighed tydeligen og oprigtigen svare mig paa følgende Spørsmaal.

Fortsættelsen følger.

3. En velgrundet Selvroes.

Et Stæd i Lord Lyttletons Skrifter.

Of English sterling Wit one single

line

Drawn in French wires will through whole pages shine.

Med fleere slige udvalgte Steder af de beste Engelske Poeter agte vi fremdeles at berige disse Blandinger, for ei allene at giøre nogle af vore Læsere me- re og mere bekiendt med ypperlige Mynstre, men og- saa at give vore poetiske Hoveder Anledning til smaa Oversættelser eller Efterlignelser, hvilke vi med Fornøielse ville indrykke, ifald Forfatterne behage at tilsende Bogtrykkeren det de ville beære os med.

37

37

4. Om Mossernes Nytte.

Man veed om en Konge Alphonso af Navarra, at da han i de Tiders Astronomie blev underrettet om de mange forvildende Cirkler og Baner, som Stiernekyndige havde befalet Planeterne at vandre, for at tvinge dem efter deres urigtige Lærebygninger, sagde hans Uvidenhed med nogen Føie, at hvis Gud havde taget ham paa Raad med sig, skulde Verdens Løb blevet langt bedre indrettet. Alle de, der ligesom han ikke kiende Naturen, ere noget nær af samme Tanker; endskiøndt de ikke altid yttre den saa tydelig, saa troe de dog, at meget i Naturen kunde være ganske anderledes, især mange Ting, hvilke ansees som skadelige, udryddes. Et deriblandt bliver Mosserne. Denne store Classe i Planteriget er hidindtil lidet bekiendt, og i Almindelighed agtes den skadelig eller i det minste unyttig. Naturkyndige derimod sinde allerede mange deraf umistelige for Verdens Indretning: og dersom de øvrige vare os fuldkommen bekiendte, vilde vi snart tilstaae dem det samme. —

Ingen troer den tynde Steen-Mos at være af synderlig Nytte, og dog er det maa- skee den, Norge haver at takke for sine Skove og Island for sine feede Græs-Gange.

38

38 Naturen gaaer deri frem paa følgende Maa- de: Ingen Klippe er saa nøgen eller glat, at jo i kort Tiid nogle Steen-Mosse anlegge sig derpaa. Der fiine Frøe føres snart ved minste Bevægelse i Luften nogle Skridt videre, snart ved Stormvinde heele Mile frem og beklæde Steenen med en Skorpe, den man neppe kan aftage. Naar disse Liche- nes leprosi og crustacei i nogle Aar have blomstret og udgaaet, samles ved deres Fugtighed og Forraadnelse en siin Jord, i hvilken en større Art Mosser, saasom Lichenes imbricati, finde Føde. Disse, formeere Jorden ved deres Undergang og giøre Plads for Hypnis, Bryis, Mniis, og andre i Dansken unavngivne grønne Mosser; hvoraf endelig samles saa megen Jord, at først de smaae Græs Arter og derefter større kunde vore deri. Blive disse urørte af Mennesker og Qvæg, formeeres Jorden saa anseeligt ved deres Forraadnelse, at til Slutning Buske og de høieste Træer finde tilstrækkelig Næring og kunde fæste Rødder deri; saaledes bliver denne liden, denne foragtede Steen-Mos Grunden til alle de følgende Vexter, og uden den skulde mange tusinde Klipper, som nu beboes af Mennesker og Dyr, være blottede for beg- ge Deele.

39

39 Desuden have mange Mos-Arter en besynderlig oeconomisk eller medicinsk Nytte, som deels Naturkyndige, men største deels Bønder og Qvinder af Nødvendighed tvungne ved Eftertanke eller Slumpviis have opdaget.

Saaledes er Blomsterstøvet af Lycopodio clavato især et fortreffeligt Middel imod podagrisike Smerter, naar det i smaae Poser indsyes og legges tørt paa de lidende Deele.

Vandet, hvori Lycopodium Selago koges, fordriver Luus hos Øxen og Sviin.

Sphagnum palustre giør i kort Tiid de dybeste Moradser, til de skiønneste Enge og føder Tørv i de sumpige Stæder hvor den voxer.

Polytrychum commune er Laplændernes Seng paa deres Reiser, og ieg troer sikkert, at neppe et sundere, neppe blødere Leie skal kunne findes, end paa visse Mos-Arter. Fieder og Uld udgiør nu vores sædvanlige Leie; men at det første er usundt veed enhver, og at det sidste bliver klumpet, samt naar Ulden ei er desbedre renset, giver en ubehagelig Lugt, er ligesaa unægteligt.

Lichen pulmonarius er meget tien- lig mod Lunge-Besværinger, og paa Friderichs Hospital ere dermed bleven giort adskillige lykkelige Forsøg. (Slutningen følger.)

40

40 5. Ordgaade.

Jeg er af største Gavn For Christnes uoplyste Siæle.

Den Læser, som har glemt mit Navn,

(En Ting nu alt for let i Kiøbenhavn),

Kan giette sig dertil ved mine Deele.

Jeg haver heele Elleve;

Men det som er det Giætteværdigste,

I disse Lede skiuler sig den Fiende,

Som jeg beflitter mig at overvinde.

Hans Navn er flettet ind i mit.

Og hvis han kunde tage sit,

Saa faldt det Meste af mit eget.

Han levnede mig kun et uselt Par Som ingen Lyd og Mening har,

Endskiønt blant Tallene det gielder meget.

Vor første Ordgaade i No. I betyder det Ord Ugeblad, hvori man ved Bogstavernes Flytning vil finde Guld, Bud, Ugle, Due, Lade, Abel, Adel, Galde, Uld, Bad, Dag og Uge, Gade, Blad, Abe, Dal og Lud.

6. Et probat Middel imod Halsbrynde.

Da dette Tilfælde næsten altid et et Tegn paa en Suurhed og Svækkelse i Maven, især naar man haver spiist megen Frugt, Grønt,

41

41

Kaal o. s. v. eller Melkemad, saa er det beste Huusmiddel derimod følgende:

Af et Pulver, som paa Apotheker kaldes hvid Magnesia, giver man to Quintin og smelter det i sex Spiseskeer fulde Pebermynte-Vand. Heraf tager man, hver Gang Halsbrynden yttrer sig, een god Spiseskee fuld. Det er ikke ilde, om den Syge tager samme Aften en Theskee fuld Rhabarber Pulver eller ogsaa en Spiseskee fuld Rhabarber-Draaber. Tilligemed maa han vogte sig for Suurt og holde sig til Kiød og Fiskemad.

7. Juridisk-Medicinisk Spørgsmaal

Hvorpaa kan man kiende, hvilken af tvende Tvillinger er den Ældste, naar man ellers ingen paalidelig Efterretning har?

Denne Uvished, som kan give Anledning til stor Tvistighed, saaftemt det gielder Arvegods og Arveherredømme, ere ikke saa let at hæve. Lægerne overlade til de Lovkyndige at skille denne Trætte, og de Fleeste af disse tildømme den af de to, som er best dannet, stærkest og mest begavet med Forstand, første Fødsels Rettigheder. — Men herimod kunde man giøre en Indvending. (See No. 4.)

42

42 II. Videnskaber

Ved Kiøbenhavns Universitæt læres fremde- les i Lægevidenskaben Chemien i offentlige Forelæsninger af Hr. Professor Kratzen- stein, som siden ogsaa agter at læse over andre Deele af Medicinen. Hr. Justitzraad og Professor Rottbøl afhandler nu i offentlige

Timer Beenlæren og derefter i Private Mus- clerne, Nerverne og Karrene. Han igiennemgaaer ligeledes i private Forelæsninger de

medicinske Institutioner.

Desforuden læser Hr. Prof. Hen- ningsen paa det K. Amphitheatrum offentligen over Anatomien og Chirurgien.

Hr. Doct. Saxtorph holder private Forelæsninger over Jordemoderkonsten og over Tissots Anviisning for Landfolk.

Oberchirurgus ved Admiralitætet, Hr. Doct. Callisen læser privat over Anatomien: og Hofmedicus Doct. Tode ligeledes pri-

vat over de veneriske Sygdomme og Patologien, og i December agter han at fort- sætte sine private Forelæsninger over Materia medica og Praxis clinica.

43

43 Ill. Litterarisk Journal.

6. Korte Betragtninger over Aarsagerne til Kornmangelen og de høie Kornpriser i Dannemark, samt om de beste Hielpemidler til at forekomme samme, fremsatte i Følge det Kongelige Danske Landhuusholdnings Selskabs offentlige Indbydelse i Aaret 1771. Ved Johann Ludvig Lybeker. Et Priis Skrift.

Trykt hos Möller, 60 S. 8. Sælges hos Rothe for 1 M.

Dette lidet Skrift, som i Henseende til Grundighed og Orden er et af de Beste iblant dem, som denne vigtige Materie haver givet Anledning til, kunne vi ikke noksom anpriise Læseren. Vi ønske allene, at ligesom det er bleven kronet af det K. Landh. Sælskab, det ogsaa maa krones af Landhuusholdningen selv ved virkelig Iværksættelse af denne oplyste og erfarne Pa- triotes Forslag.

7. Erast, den lykkelige Dyd. Et Forsøg efter Hr. v. Kleistes Irin. Ved Christian Schulze Viborg.

Trykt hos Hallager, I A. 8. Sælges hos Buch o. a. for 3 S.

I Efterligning er denne Forfatter heldig nok, end skiønt han kunde nok giort et bedre Valg; men hvor han er selv Original, saasom i Stavelsemaaden, vil neppe nogen efterligne Ham igien. At skrive det Ord drog med eet o hvor det er langtonet, og derimod med to hvor det aabenbar skulde være kort, er en alt for modstridig Sælsomhed.

44

44 8. Brave Danskes Sang og Ønsker paa Arve-Prinds Friederichs Geburts Dag den 11 October 1772.

Trykt hos Høeke 8 Sid. 8. Sælges hos pelt for 2 S.

Disse Vers ere flydende — som reent Vand.

9. Pro Memoria imod Raisonnemens over Enkecasser, visende Land Militair Etarens Pensions Caffes Prærogativ frem for den i Forslag bragte Contributions Casse.

Trykt hos Hallager 2 A. 8. Sælges hos Buck, for 8 S.

Omendskiønt denne Forfatter, som viser en kiendelig Prærogative frem for andre Raisonneurer i Henseende til udanske Ords Sammenblandelse, synes at have Færdighed nok til at kunne skrive Pro Memorier om hvad Materier og i hvad Tiid Folk behager; saa har han dog ikke fundet for Got at komme frem med sin Giendrivelse, førend Autoren til de anfægtede Raisonnements var bort. Han kan altsaa være vis paa at beholde — det sidste Ord; men om han ogsaa vil beholde Ret hos de Læsere, som ligne hans Pro Memoria imod hine nøiagtige og koldsindige Beregninger, især imod den vigtige Post om Enkernes Udstyr, hvorom Giendriveren ikke engang taler; det er en anden Sag.

10. En Tale til mine Landsmænd og Medborgere de Danske, Norske og Holstenere etc. Trykt hos Stein 24 S. 8. Sælges hos ham f. 6. S.

Een af de Taler, hvorpaa man intet har at svare.

45

45

IV. Dramaturgie.

Kiærlighed uden Strømper er eet af de faa danske Skuespil, som have faaet og det, som meere er, fortient almindeligt Bifald. Den finere Verden i Kiøbenhavn, som finder alt for meget Gemeent i de holbergske Stykker; den Ordklygtige, som savner i dem det rette attiske Salt; den Sædelige, som støder sig over den danske Plauti prosaiske Friheder, og den Belæste, som sporer de Ældre og de Nyere, endskiønt incognito, i de beste Steder; alle disse, som ikke meere beundre den første og største comiske Digter Dannemark har havt, ere eenige i at beundre Kiærlighed uden Srømper. Vi uværdige Dramaturgister, som vi ere, blande vore svage Lovtoner med Folkets Røst, og bekiende, at den baade haver gefaldet og befaldet os. Ja det Heele forekommer os saa smukt, at vi selv ere ret nysgiærige at see, hvilken Skiønhed iblant saa mange egentligen er den, som mest indtager os: ligesom en Elsker ofte med et critisk Øie mynstrer sin Smukkes Yndigheder, for at udfinde hvor hendes Deiligheds Overvægt sidder, om det er Roser eller Lilier, Elfenbeen eller Perler, Kirsebær eller Hyben, Junoniske Oxeøine eller en Roxelansk

46

46

stumpet Næse, som haver givet ham det første eller det dybeste Stød.

Til denne forliebte Critique, indbyde vi vore Læsere, med de udtrykkelige Vilkaar, at vore uforgribelige Tanker ikke i mindste Maa- de skulle komme i Collision med det, som kiendes for Ret paa den Dramatiske Journals Domstol.

Det første, som vi tage under Betragtning er den Hensigt, Forfatteren kan have havt ved at udarbejde saadant et Stykke: og omendskiønt det er noget voveligt, at ville forklare det ingen uden Manden selv synes at kunne vide, tør vi dog paastaae, at dette løierlige Sørgespil er enten skreven fom en Prøve paa det poetiske, og i Særdeleshed dramatiske Anlæg, Forfatteren besidder, eller som en Parodie over Tragedier, eller som en Satyre over de stakkels Skrædersvende og deres Kiærlighed. — Andre Hensigter kunne vi ikke troe ham til.

Til at vise os, hvad hans theatralske Muse duer til, kunde han gierne have valgt et ædlere, nyttigere og vanskeligere Æmne, hvorved han vilde have giort sin Smag, sine Sæder og sine Gaver des større Ære. En virkelig Comoedie eller Tragedie overbeviser ligesaa got om en Digters Duelighed, som

47

47

et Stykke der hverken er det Eene eller det Andet.

At Kiærlighed uden Strømper hverken er ædel i Planen eller i Udarbejdelsen, at det Nedrige skinner alt for meget igiennem Scenernes saavelsom Dialoguernes tra- giskcomiske Indsvøb, er ingen ugrundet Beskyldning; vi forpligte os til at bevise den i det Følgende. At den store Holberg haver været alt for heldig i det Gemeene, ansees nu af Nogle, som en Omstændighed der heller giør hans Stykker Skade, og leder til ubehagelige Gisninger i Henseende til de Kilder, hvor en Friherre kan have taget denne grotesque Vittighed fra. Vi ville ikke være saa kræsne: vi tillade gierne en Autor, at nedstige i Kieldere, og at krybe op i Quistkammere, at plyndre den gemeene Mands Locos communes og at skildre Pøbelen efter Naturen; — saafremt det baade ligner og tiener til nogen Nytte. Saaledes veed jo enhver at vor uefterlignelige Holberg haver giort Sæderne mest Tieneste, naar han syntes mest at fornærme dem; thi endogsaa den mindre agtede Deel af det borgerlige Selskab, som hans comisksatyriske Aand nedlod sig til, er ved det livagtige Speil han foreholdt den, bleven forbedret og belæret.

48

48

Smagens og Sædernes Patrioter skyl- de Ham derfor langt meere Tak end de have Føie til at critisere ham; den eller de, derimod, som bringe saadanne Nationalstykker for tit endnu paa Scenen, nu de ikke længere ere passende, følgeligen ogsaa unyttige, — de kunde nok fortiene en critisk Anmærkning.

Overalt er ingen Gienstand for nedrig for den straffende Digter, naar Denne ikkun op- naaer den Hovedhensigt han bør have, — at gavne endogsaa ved at skiemte, og at forbedre saavelsom fornøie. Hvo som ikke haver denne Virkning, ja ikke engang dette Øie- meed, vil nok opvække Latter, men hos Mange — paa hans egen Bekostning. Saaledes kan ogsaa en Polichinelle og hans heele burlesque Familie, ja den livløse Schersliper og Madame Cunigonde i et sandsesløst Marionettespil, (undertiden heller ikke uden meget spildt Vid,) sagte faae Folk til at lee, endog at skoggerlee; men hvor flygtigt er ikke dette mechaniske og sandselige Indtryk! — Hvor varigt er derimod ikke det milde Smiil, som reiser sig af en smigret Tænkemaade og af et Hierte, der paa eengang glædes ved Autorens Vid og over de Fordeele, Sæderne høste ved hans lykkelige Fliid! Dog, vi spare Ex- emplerne til næste Nummer.

49

No. 4. Blandinger. Løverdagen den 31 Oktober 1772.

I. Smaa Stykker i Vers og Prose.

I. Giøglerne.

Efter Gays Fabel: The Iugglers.

En Taskenspiller havde længe Med Londons Bifald trokken Londons Penge; Saa snild, saa færdig var han i sit Spil,

Man skulde sagt, det gik med Fandens Konster til.

Hans Rygte kom tilsidst for Udyds Arne,

Hun læste om hans Konst paa hvert et Hiørne,

I alle Tidender: og hvor hun kom.

Var han allene den, Folk talte om.

Hun svor misundelig, at giøre hans Placates Til lutter Løgn og Praleren til Skam:

Gik ogsaa til det yndede Theater Og giorde offentligen Nar af ham.

”Er det den Mester," raabte hun, "I finde,

Saa stor og uforlignelig?

Kan saadan Sinke Eders Øine blinde?

50

50 O torde han kun slaae til Veds med mig,

Hvo af os To kan mest! Saa skulde Staden lære, Hvor fattige den Stympers Konster ere."

"Top!” svarte Giøgleren, heel bister af Fortred. "Jeg viger Ingen i Behændighed."

Med forudfølt Triumph han træder hen Og giør med ring're Ting Begyndelsen.

Først under Begeret han viser dem en Kugle:

Man seer kun een. — Han tumler den, og see!

Den Eene bliver strax til Tre,

Og Tre til Een igien. — Nu maae Tilskuerne! Udtrække nogle Kort. Hans mægtige "Changez" Forvandler Bladene til Fugle.

Han puster kun. See der de forrige tre Kort!

"Een! To! Tre! Marsch!" — Nu er de alle bort. "De huske vel? Det var jo Kløver-Dame,

Og Hierter-Otte og Spar-Ti?"

Han slaaer et Æg i tu og finder Kort deri:

Men hvad for Kort! Net op de Samme; Klør-Dame, Hierter-Otte og Spar-Ti.

Nu viser han en mægtig Pose frem,

Tom, gandske tom, som nogen Skialders Lomme;

Man seer hans Hænder. Ingen Ting i dem. —

"Changez! Det klingrer alt: Ja Pengene maa komme!" Han ryster Posen; den er fuld Og yder heele Bunker Guld.

Han beder næste Dame om en Ring,

Og lægger den hvorhelst hun selv befaler.

Men paa det første Ord den store Mester taler. Forsvinder den og man seer ingen Ting.

51

51 Hvor i al Verden kunde Ringen blive?

Dog Manden vidste nok hvor den var hen.

Han lader sig af Tieneren

Bag fra Theatret af, en prægtig Daase give.

Den aabner han, men seer en anden een i den,

I den en anden een igien Og atter den finder han en anden.

Forgiæves søger han i alle dem.

Indtil den Syvende er kommen frem;

Dog den er lukt i Laas. "Her," raaber Manden:

”Her skal nok Ringen finde sig."

Parterret troer den Sag er ikke muelig;

Med mindre han har giort Forbundt med Fanden.

Fra Galleriet kalder Giøgleren En Grinebider ned. "Kom," siger han, "min Ven Lad os den Nøgle faae, som passer Laasen,

At vi kan tage Ringen udaf Daasen."

”Jeg Nøglen?” raabte Stakkelen!

"Hvor skulde jeg vel have den?"

"I Næsen " svarer Mesteren og blæser Paa denne Næse over alle Næser,

Og krammer til enhvers Forskrækkelse Den lille Nøgle frem han ventede.

Strax aabnede den Daasen og paa Bunden Blev Damens Ring in salvo funden.

Forundring hersker blant Tilskuerne;

Mangt hm, hm, hm! og see, see, see! Forkynde Konstneren hvad Bifald han har vunden.

52

52

2. Erfarenheds Forklaring over endeel brugelige Ord. Fortsat. (See Nummer 1) Fornuft. En Ting, som er i alles Munde; men i de Færstes Hierne. Fornøielse. En Trold, som vi løbe efter; men som flyer for os naar vi meene at holde den.

Fornøielighed. Alle Lyksaligheders

Kilde.

Forundring. Eet af de Taabeliges Kiendemærker.

Franskmand. En trofast og bestan- dig Elsker af sin egen Person. Frimodighed. Een af vore Forfædres

Dyder.

Fruentimmer. Et uopløseligt Problema. Frygt. En Sygdom, som hænger ved os fra Vuggen til Graven, til Trods for Magt og Stolthed.

Genie. En Gnist af den Ild, som Prometheus stial fra Himmelen.

Helgen. Et Slags Mennesker, som man allene kiender af Rygte. Herre. Et Menneske, som haver meere Umage end endre at giøre sig elsket. Fortsættelsen følger.

53

53

3. Utaknemmelighed.

a. Efter et Stæd i Youngs Busiris.

He, that's ungrateful, has no guilt but one, All other crimes may pass for virtues in him.

b. Efter Rowe i hans Fair Penitent.

Base ingratitude

Is such a sin to Friendship, as heav’ns mercy That strives with man’s monstrous wickedness, Unwearied with forgiving, scarce once pardons.

c. Efter Thomson i hans Coriolanus.

All should unite to punish the ungrateful: Ingratitude is treason to mankind.

4. Om Mossernes Nytte.

Fortsat af No. 3

Lichen islandicus koges med Melk til en værende Grød; men bør først koges i Vand, som slaaes bort, siden det laxerer.

Og fleere, især af de feie Ulvis og Fucis skulde maaskee give en tienlig Føde for Mennesker og Dyr, naar de nøie bleve undersøgte. Om adskillige Svampe veed man det tilfulde; Kunsten er allene at kiende dem.

54

54

Lichen tartareus, faxatilis, Roscella og mange fleere ere fortræffelige til Farverie: disse give Purpur og rød Farve, andre grønne, gule og brune Farver, som især bruges af de svenske Bønder,

Lichen rangiferinus er den, hvorpaa heele Laplands Velfærd beroer, da samme udgiør Rensdyrenes meste Vinterfoer.

Det vilde blive for vidtløftigt her at anføre alle bekiendte Mossers og Svampers Nytte; de benævnte viise allene, at mange af dem ere umistelige, og kunde opmuntre mine Landsmænd til nøiere at undersøge de ubekiendte.

Et vil jeg allene føie til: adskillige Urtegaards-Mænd klage med Rette over Mos paa Træerne, hvilken udtærer deres Kraft, er Aarsag til slette Frugter og hindrer deres Vext; man bruger derimod adskillige Midler, men de fleeste forgiæves, da denne Sygdom ikke er en Feil hos Træet, men reiser sig af en utienlig Grund, eller at Træerne staae for tæt paa hinanden. Naar Jorden er tienlig for Træerne, og ei for fugtig, som især er skadelig for Frugt-Træer, naar den er temmelig feed, og ei ved gamle Træer udtæret, naar Træerne ikke staae tættere end at Soel og Regn kan virke paa dem, saa skal

55

55

Mossen aldrig udtære dem, og forsømmes disse Regler, saa kan hverken Mossens Afskrabning eller Træets Vaskning med Luud og KalkVand, afholde Mosserne, hvis fine Frøe den mindste Vind udsaaer overalt.

5. En Rebus eller Bogstavgaade.

Logogrypher og Ordgaader kiender nu Folk Og de finde blant Læserne sagte en Tolk:

Men vi fremsætte her en besynderlig Gaade,

Som er tilskaaren efter den Engelske Maade;

At de Herrer, som handle, med Vid kunne see,

Vore Blandinger har saa got Oplag som de.

Naar I tage den mindste og mellemste Deel Af en deilig Fløitist — Notabene i Lunden,

Som dog og i Rosenborg Hauge blev funden. —

Med en Fierding af nogen tro Musulmands Siæl: Saa det Første af det som vi har mens vi leve.

Og den halve Part af en forædlende Lyd,

Som erhverves dog meere ved Guld end ved Dyd; Med de To, som enhver kan see bag paa en Greve,

Og I samle dem, faaer I et Ord og deri Det uheldigste Nummer i Tallotterie.

56

56 6. Til Forfatteren af Recensionen

over Blandingerne No. 1.

Til Lykke, Rasmus Iæn, med din Kofte!

Saa skal vi da mødes her paa Tofte!

Ja tre gange til Lykke, du Skolens haa- befulde Unge, som heltemodig har revet dig løs af Grammatikens Ledebaand, og med din Ammes, din rette Muses understøttende Bifald, under hendes ledsagende Øine, eengang vover at gaae allene! Velkommen til Critiquens farlige Egne: Egne, hvor du vist aldrig havde villet eller tordet lade dig tilsyne, med mindre det skeede, som nu skeer, i din umyndige uforstandige Alder! Du skal ubeskadiget kom- me derfra; thi hvo vilde forgribe sig paa din værgeløse Ungdom? Du skal komme til din Ammestue igien, og fortælle som et Æventyr, at du haver været blant nogle vilde Folk, kaldet Critici, et Slags Menneskeædere, langt værre end de Grammatici, som Hagedorns

Klim fandt at være ==

Da ville Pigerne staae tet omkring dig, og sprætte af ængstlig Forundring over at disse Uhyrer ikke have ædt dig levende.

Men hvorfor skulde vi giøre dig Fortred, critiske Lillefar? Fordi du haver recenseret vore Blandinger? — See vi ikke

57

57

nok at du bare haver villet prøve, om du kunde skrive et Exercitium allene? Thi hvad din Amme kan have hiulpen dig, det kommer ingen ved. — Og naar du endeligen vilde skrive, saa kunde det jo ligesaa got være en Recension som en Oration eller nogen anden Ting, som du ikke forstod: saa kunde du ligesaavel give dig dristigen i Færd med vore Blandinger, som nogen anden Discipel offentligen taler om Constantinus den Store med saadan Fortroelighed, som han havde kiendt den salig Herre.

At dit usunde Hiernefoster er blevet trykt, det er ikke din; men din Ammes Skyld: stakkels Menneske vilde gierne see sin Patteglut i Trykken. Den ziirlige Bogtrykker har nok anseet dit Kluderkram for en AuctionsCatalogus, og ladet det trykke med den dertil brugelige Omhyggelighed: dine 35 Skrivefeil er bleven forøgede med dobbelt saa mange Trykfeil: og det første Aftryk urenset og urettet anmeldes, og sælges til Hvermands Beundring. Saaledes pleier man ogsaa at giøre ved andre Vanskabninger, hvis Vederstyggeligheder man heller forøger end formindsker, naar man vil lade dem see for Penge. Og saaledes holdes et antique Hoved i des større Priis hos Kiendere, naar det hverken haver Næse eller Ørne.

58

58 For selv at vise Forfatteren sine Skiønheder, saa finde vi grov Uvidenhed Side 3. Lin. 6. 11, 12. S. 5. L. 10. 16. S. 6. L. 4. 11. 24. S. 7. L. 25. S. 8. L. 1. 10. Pølsesnak S. 3. L. 10. S. 4. L. 1. til 11. 22. S. 5. L. 18. S. 6. L. 17. S. 7. L. 71. Reent Galenskad. S. 1. L. 7. S. 5. L. 10 S. 6. L. 13. S. 8. L. 7. 11. 12. Aabenbar Usandhed S. 5. L. 4. 24. S. 7. L. 16. 25. Hans satyriske Udfald. S. 4. L. 15. S. 5. L. 16. S. 6. L. 14. 16. ikke at forglemme. Skivefeilene skiænker han os nok.

7. Et Middel imod gule Pletter i Huden.

Dette Tilfælde, som ofte vanziirer de smuk- keste Fruentimmers Hals og Bryst, bestrider man forgiæves med de saa kaldte blodrensende Medicamenter. Det følgende er tilforladeligt og uden slemme Følger.

Med to Lod Kalkvand blandes eet Quintin af Goulards Blyextract. Her i dyppes smaa Klude og legges paa Pletterne, hver Aften naar Personen gaaer til Sengs. Vil man tillige bruge en Kryderthee af nogen Sarsaparillerod, Mellisseblade og deslige eller laxere engang eller to, saa er man des sikkrere.

8. Naturlig Forstand bedre end Lærdom.

En Anecdote.

En Advocat af Parlamentet i Paris, som i Sommerferierne opholdt sig paa Landet, fik der Indfald at fixerer Dommeren i samme

59

59

Bye, som var en ærlig men ustuderet Bondemand; thi saadan en Iuge de Village er ofte intet meere end een af de fornemmeste Bønder. — Han paatog sig altsaa en Bondes Sag at føre, og plaiderede i det latinske Sprog. — Dommeren, lod ham tale ud; hvorpaa han befalede. at lukke Dørene, og sagde med en Myndighedsmine: "Førend vi gaae videre, dømme vi Klagerens Procurator efter Loven, til at bøde 24 Franker, for at have brugt for Retten et Sprog, som Retten ikke forstaaer." Advocaten mærkede nok, at Bonden var klogere end han, betalte sin Bøde, og talte aldrig et Ord om Løier, som geraadede ham selv til liden Ære.

II. Litterarisk Journal. II. Harlequin Patriot, eller den uægte Patriotisme. — En comisk Comoedie i tre Handlinger paa Vers af Johannes Ewald.

Uden Bogtrykkerens Navn. 132 Sid. 8. Sælges hos Proft for 2 Mk.

Denne comiske Comoedie bestaaer af 1438 Stropher, overskaarne ved 2845 Stræger og Pauser. Formedelst disse Afbrydelser, hvoraf enhver i Declamationen naturligviis maa koste halvanden, om ikke fleere Secunder, bliver Stykket i Opføringen een og en fiendendeel Time længere end det ellers havde været, saa det kan validere for en Comedie af 5 Acter. Men den Vittighed og de Moraler, som Stykket er

60

60 fuld af, komme Skuespillerne til at give fra sig i af- kappede Stumper og Smaaklatrer, hvorved det Heele taber mangfoldigt. Der er liden Natur i Hovedcharacteren, hvilket man endeligen aldrig venter hos en Arlequin, ei engang hos den gode Batocchio fra Bergamo, end sige hos en Københavnsk. Politiske Tydskere, saasom Holbergs Geert Westpfaler og Stork paa Anholt skildrer Hr. E. saa livagtigen og naturligen, som Idealer kunne skildres; men hvor tit finde vi ikke ogsaa Efterligneren, for ei at sige Copiisten, af Klopstocks Landsmænd, endog i aabenbare Idiotismer! Versificationen havde den flydende Lethed og behagelige Klang, og Dictionen den umodstaaelige Styrke, hvorved Hr. E. altid haver udmærket sig, hvorved Han i vore Øine haver viist sig at være den Allerbeste af Danske Digtere, dersom ikke hans ligesaa characteristiske Streger afbrudte de beste Steder og Læserens Taalmodighed. Hvad Sands eller Meening kunne vi forbinde med følgende Ord, og hvad Pantomime kan forklare dem eller opfylde de ufornødne Pauser?

O snart! — En anden! — værre! —

En — O!

12. Eremitens Tanker ved Hoffets Ankomst til Hovedstaden.

Trykt hos Høecke 8. Sid. 8. Sælges for 2. S.

Efter den Frakke eller Skrivemaade at regne, hvori disse eremitiske Tanker lode sig tilsyne, saa haver den gode Autor ikke altid været saa indgetogen som han nu vil passere for, i det minste ikke hos Bogtrykkerne: men hvis han virkeligen hidindtil haver været en Eremit, saa er det Skade at han ikke er bleven i en Eenlighed, som Publicum gierne under saadanne Autorer, som han er.

61

61 III. Dramaturgie.

Vi have priset den comiske Digter, som ved at spille paa Hiertets Strænger, frembringer sympathetiske Smiil i følefulde Tilskueres Ansigter. Vi maa igien anmærke, at dette Siælesmiil er meget forskielligt fra den me- chaniske rystende Latter, som nok kan fordeele det tykke Blod i Milten og den feie Galde i Leveren; men haver ingen Virkning, i det minste ingen varig Virkning, paa Gemyttet. I eet af vore følgende Blade, kunde vi maaskee handle udførligere om hiint gavnende Smiil; men her da vi tale om Kiærlighed uden Strømper, et Stykke som saa lidet tiener til at forvolde saadanne Bevægelser, er det best at blive ved det uædlere Slags, Latter.

Endogsaa Denne er bleven brugt, paa nedrige Personagers, paa gemeene Characterers Bekostning; men til aabenbar, ja tildeels patriotisk Nytte. Vi finde Exempler paa slige frugtbringende Burlesquer hos et Folkeslag, hvis ypperlige Fortienester i det dramatiske Fag ere alt for lidt bekiendte hos os.

Gay, den agtede Ven af engelske Hertuger, nedlod sig med sin Muse til Røvere og deres Forbundene; han bragte først til

62

62

Manges Forundring, men omsider til Manges Oplysning, Galgens Candidater paa Skuepladsen: han revsede de store Tyve ved at opføre de Smaae: hans strænge Thalia traade i den lunkne Themis Sted; og the Beg- gars Opera fældede Misbrug, som havde trodset Lovene.

Den uefterlignelige Garrick er Forfatter til High Life below stairs eller Fornemt Levnet i Borgestuen, hvori den Dumdristighed som da grasserede iblant Tienestefolkene i London, til Trods for Galleriecabaler blev opført og sat i saa naturligt og latterligt et Lys, at den heele Livreeslægt saae sig tvungen til at aflegge Lyder, som Herskabernes Myndighed ikke havde formaaet at standse.

Hans Ven og Medarbeider Foote, den fuldkomneste Mimus og een af de mest bidende comiske Autorer, som have været til, skrev og opførte for nogle Aar siden et heroisk Stykke, kaldet The Iourneymen Taylors, eller Skrædersvendene, i Anledning af en Slags Opstand, som disse ellers saa fredsommelige Mennesker havde giort for at faae deres Ugeløn forøget. Det Latterlige som baade Stykket og Acteurerne selv, hvor iblant Foote og den løierlige Shuter vare de for-

63

63 nemmeste, øsede paa det oprørske Laug, tiente ligesaa meget som Øvrighedens Anstalter til at quæle den heele Rebellion.

Til denne Critique over Skrædersvendene var da en grundig Anledning og den svarede en nyttig Hensigt, omendskiønt vi ville ikke paastaae, at den var Forfatterens Hovedhensigt. Men hvad forbedrende Morale, hvad gavnende Critique ligger i Kiærlighed uden Strømper? Til hvad Nytte tiener den enten dem som sye, eller som lade sye? — Dog vi spare Moralen af dette Stykke for en særskilt Articul.

Efter Forfatterens heldige Udførelse og flydende Versification at regne, maa dette Stykke ei heller have kostet ham saa megen Uma- ge, som vi nok vilde unde enhver Autor ved de første Frugter han byder Publikum. Jo meere Fliid saadant et Arbeide synes at have kostet Forfatteren, jo større Tak kan han vente af skiønsomme Læsere: og de Vanskeligheder han haver havt at overvinde, blive de gyldigste Undskyldninger for de Ufuldkommenheder, som endnu kunde være tilbage. Det gaaer Poeterne ligesom de skrøbelige Piger: naar den første Fødsel er ikke vel haard, naar Publicum alt for godvilligen skiller dem ved deres forste Unge, naar Critici med Hanrey-

64

64

agtig Taalighed hædre Barnet, saa bestyrkes Bolerne i deres utilladelige Leflerie med Muserne og de avle eet uægte Foster efter det andet. — Til disse Autorer regne vi langtfra ikke Forfatteren til Kiærlighed uden Strømper: tvertimod, vi holde ham af fuldkommen Overbeviisning for een af Fædrenelandets beste Digtere; men just derfor havde vi ventet et heelt andet Slags Prøvestykke af ham, i Fald hans Sørgespil kan ansees for saa- dant.

Skal vi derimod betragte hans Stykke som en Parodie over Tragedier, saa kunne vi ikke andet end tilstaae, at han har vovet sig paa en velbanet Vei og i eet af de letteste dramatiske Fag. Hvor mange og hvor vittige Parodier have vi ikke allerede over Voltaires, Crebillons, Lanoues og andre ypperlige franske Digteres beste Sørgespil? Er ikke en Ugolino bleven paroderet? Vi have af vor egen Holberg en velbekiendt og velyndet Melampe, et Stykke, som uagtet sin Kat og sin Prose dog forekommer os som den beste af de to Danske Parodier; hvorimod vi holde den løierlige Fieldings Tra-

gedy of Tragedies eller the Life and Death of Tom Thumb the Great for den mest passende og mest originale af Alle.

65

No. 5. Blandinger. Løverdagen den 7 Novembr. 1772.

I. Smaa Stykker i Vers og Prose.

I. Slutningen af Giøgleren, en Fabel

(See No. 4.)

Han træder af og Udyd i hans Plads,

Som efterligner ham i hver Grimas.

Først rekker hun et magisk Speil omkring.

”See her en uskatterlig Ting!

Beskue sig kun og lad saa Nogen sige Om man har seet dens Lige!"

Hver Mund berømmer det trofaste Speil;

Thi hvert et Ansigt seer sig — uden Feil.

Til een af Parlamentet viiser hun "En Bancoseddel frem." Behag de kun at læse. — "En artig lille Summe! hundred Pund!

Men maa jeg bede nu engang at blæse

Paa Seddelen?" — Han puster. Paa hans Mund

Sees strax en Hængelaas. Dog hun befaler:

Og Laasen bliver bort og Manden taler.

66

66

Nu fylder hun det hele Bord

Med rød og hviid Viin, Punch og Paarter:

Men al den Herlighed forsvinder ved et Ord Og man seer intet uden dragne Kaarder.

En Tyv tilbyder hun en Pung med Guld;

Han griber hurtigen saa kiær en Nævefuld.

Dog hvor forbauset blev han ikke!

Den Pung, han havde tænkt at holde, var en Strikke.

Hun rekkede en Stav til Æregiærighed,

Den greb en blodig Øxe i dens Sted.

En Casse fuld af milde Gaver Fremsætter hun og beder en god Ven At puste. — Strax forsvinder den:

Man seer et Tractement igien,

Som bringer Appetit i nogle hundred Maver.

Hun kalder paa en tynd udtæret Synder.

"See her et Skilderie! hvor røde Kinder!

Hvor Hviid en Hud! Og hvilket hvelvet Bryst!

Endog det blotte Syn indskyder Lyst!

Tag og behold det kun, om De behager."

Forført af aldrig mæt Begierlighed,

Udstrækker han den visne Haand og tager.

Men ach! hvor ogsaa han beskiæmmet staaer!

Det er en Æske Piller som han faaer:

Og heele Huset leer af Taassen og hans Plager. @En Regnepenge hos en Gniere Forvandles i en glimrende Guinee,

Og denne bliver strax til mange Fleere.

Hun ryster denne letfortiente Skat I Aagerkarlens muntre Arvings Hat!

67

67

Og see! det røde Guld er ikke meere.

En Regnepenge bleeg og bar Er al den Herlighed han har!

Det Guld, som har blant os saa mangen Slave, Maa ydmygst lyde hendes Mesterspil,

Hun danner en Guinee til hvad hun vil,

Endogsaa til en pharisæisk Gave.

Alt det Folk rørte ved og blæste paa,

Blev ei den samme Ting de saae.

Med inderlig Fortred og dybe Sukke Maa Taffenspilleren for Udyd bukke.

"Hvorledes," raaber han, "hvorledes skulde jeg Saa ypperlig Behændighed anfægte,

Saa soleklart et Fortrin nægte?

Hvad Mesterkonst i hver en Stræg!

Dog Øvelse giør heele Sagen.

Jeg kan ei giøre Konster naar jeg vil;

Men Udyd driver heele Dagen,

Hvert Øieblik sit Giøglespil."

2. Fortsættelsen af Landsbypræsten.

(See No. 1.)

Da mine Børn vare Maadeligheds Affødninger, og bleve opdragne uden Kiælenskab, saa bleve de baade veldannede og friske: mine Sønner haardføre og muntre: mine Døttre smukke og blomstrende. Jeg havde kuns sex: men naar jeg stod i denne lille Cirkel, betrag- tede jeg dem dog som en meget kostbar Foræring til mit Fædreneland.

68

68

Vor ældste Søn blev kaldet George efter hans Morbroder, som efterlod ham 10000 Pund Sterling: det andet Barn, en Pige, havde jeg i Sinde at kalde Marie efter min egen Moder: men min Kone, som havde læst

endeel Romaner medens hun lavede til Barsel med hende, vilde endeligen at hun skulde hede

Olivia. Inden et Aars Forløb havde vi en

anden Datter, og nu besluttede jeg vist og fast

at døbe hende Marie; men en riig Paarørende fik der Indfald, at ville staae Fadder til hende, og efter hendes udtrykkelige Begiering blev Barnet kaldet Sophia, Vor næste Søn døbte jeg Moses, og nogle Aar efter ham fik vi endnu et Par Drenge-Børn.

Jeg kan ikke nægte at jeg var inderligen fornøiet, naar jeg stod midt i denne behagelige Krebs og saae mine Smaae omkring mig. Men min Glæde var langt fra ikke saa stor, som deres Moders Stolthed og Fornøielse. Naar nogen af vore Giæster pleiede at sige: "Sandeligen, Madame Primrose, De har

de smukkeste Børn i heele Egnen:" saa svarede hun gierne: "Ja Naboe, de ere som vor Herre haver skabt dem: smukke nok, naar

de kun ere gode nok; thi den er smuk, som fører sig smukt op." Og saa bad hun Pigerne holde Hovedet i Veiret.

De vare virkeligen ogsaa meget smukke. Den blotte udvortes Anseelse er saa ubetydelig en Omstændighed i mine Øine, at jeg neppe skulde have erindret at nævne den, dersom ikke

69

69 heele Egnen havde talt derom. — Olivia var nu omtrent 18 Aar gammel og besad al den blomstrende Skiønhed, som Skildrerne tillægge Hebe: en uskyldig, en munter og en yndig Mine. Sophies Ansigtstræk havde ikke nær saa stor Magt i Førstningen; men deres Virkning var ofte des vissere; thi hun var kiælen, beskeeden og indtagende: hun vandt ved ofte igientagne Bestræbelser hvad den Anden vandt ved et eeneste Slag. Man kan i Almindelighed slutte et Fruentimmers GemyttesBeskaffenhed af hendes Lineamenter: i det minste gik det saa med mine Døttre. Olivia ønskede sig mange Tilbedere; Sophia attraaede kun een vis. — Olivias Opførsel var ofte overdrevet af alt for megen Lyst at behage: Sophia holdt endogsaa sine Ypperligheder tilbage, af Frygt at fornærme. Den Eene opmuntrede mig med sin Lystighed, naar jeg var munter: den Anden med sin Forstand, naar jeg var alvorlig. Dog bleve disse Egenskaber aldrig dreven til det Yderste hos nogen af dem: og jeg har seet, at de have byttet Sindelaug en heel Dag igiennem. En Sørgedragt haver forandret min Flane til et stadigt Fruentimmer: og nogle nye Baand kunde giøre hendes Syster meere end sædvanlig munter.

Min ældste Søn, som jeg havde bestemt til Videnskaberne, lod jeg studere i Oxford. Den Anden skulde lære Handelen og fik en Slags blandet Opdragelse hiemme.

70

70

Men det er unødvendigt at stræbe efter at beskrive unge Folkes Gemytter, som have kun seet meget lidet af Verden. Kort at sige: en Familie-Liighed herskede overalt og alle mine Børn havde egentligen kun een Character: de vare alle lige ædelmodige, lettroende, een- foldige og uskyldige.

Fortsættelsen følger.

3. Ordgaade.

Jeg er det femte Element,

Men findes allermest mod Norden.

Dog er min Magt nu overalt bekiendt,

Endogsaa der hvor Solen brænder Jorden.

Hvis jeg ei lokker Læseren,

Saalænge han kun seer det Heele:

Saa er han dog maaskee des større Ven Til een af mine Hoveddeele.

Men naar vi først faaer Snee og Iis,

Saa sættes paa den Anden større Priis.

4. Anmærkning over Ordgaaderne, i Henseende til deres Opløsning.

Hvorfor haver den sindrige ***n, den første som indførte Logogrypherne med en Slags Forberedelse i vore offentlige Blade, ikke tillige lært sine Læsere at opløse disse Spørgsmaale over alle Spørgsmaale eller Ordgaader,

71

71

som han kalder dem? Haver han ikke vil let eller ikke kunnet angive den rette Maade? — Her er den, saaledes som vi selv have udfunden for længe siden.

Vi antage at en Forfatter til en Ordgaade er saa forbindtlig at lade Læseren vide, hvor mange Lede eller Bogstaver den bestaaer af: foruden denne Lettelse er det ofte ligesaa forgiæves som unyttigt at bryde Hovedet med slige Grandskninger. Vor anden Ordgaade, som findes i N. 2 af disse Blandinger, haver 5 Bogstaver. Der siges at i disse 5 der skal findes en blodløs Levning af et Saar: hvad kan dette vel være andet end et Ar. — Vi ville nu kuns blive ved det Tydeligste. Et Vand som gaaer til en Mølle o. s. v. er formodentligen en Aae. Det fuldkomne Tal er nok tre; thi omne trinum perfectum. — Her have vi allerede 5 Bogstaver a, a, r, t, e. Lad os blive ved. Den Tidens længste Periode, som er rimelig med hine 5, hvilke man supponerer at være de rette, er uden Tvivl et Aar. Det som Enhver i Rettergang paastaaer kan neppe være andet end Ret. Alt dette passer sig til hine 5. De Øvrige kunne nu ikke meere falde vanskelige. Thi den Deel i Legemet som er to Slags Piinslers Sæ-

72

72

de, kan ikke være Tand; thi den har 2 Bogstaver som de forrige Exempler ei kiende sig ved; men Taa, hvilken gaaer op i de ommeldte 5, og efter de fleeste Læseres Vidende er Podagras og Ligtornenes Residents. Et Stykke Træ umisteligt i Baade er ganske rimeligen en Aare: og den Deel som aldrig savner Væde er ligeledes en Aare. Et Mundfuld af den Sorrigfuldes Glæde er endeligen vel en Taar. — Naar man nu omsætter og forsætter, transponerer og anagrammatiserer disse 5 Bogstaver, vil man let- teligen finde, det som Ordgaaden betyder, Taare.

Vor sidste Ordgaade betyder Catechismus, hvori findes Atheismus og CC.

5. Naturen over Konsten.

En Sang. Efter det Tydske af Hagedorn.

Der hvor Naturen selv forsvinder I Seenens overdrevne Pragt,

Mit Øre, kun mit Øre, finder

De Scalabrinske Toners Magt: Henrykket føler jeg tilvisse En Røst, uefterlignelig;

Dog Sangerindens Mund at kysse, Kun eengang hendes Mund at kysse, Det har jeg aldrig ønsket mig.

73

73

Men lad en konstløs Trine synge,

Saa føler al mit Inderste,

Den Danske Skiønne kan betvinge Foruden Torres Trildere.

O Kiærlighed! du veed tilvisse

Hvor høit jeg onsker mangen gang Den Mund, den søde Mund at kysse.

Ja tusind, tusind gang at kysse.

Med alle Konstfeil i sin Sang!

Y. Z —

.6 En ny Maade at giøre Skoe.

Tagen af Iournal æconomique.

Det er ikke saa meget for at lære vore hæderlige Skoemager-Mestre noget, som for at vise Læserne, hvor utrættelige de Franske ere i at raffinere deres Klædedragt fra Issen ned til Fodsolen. — I Lothringen haver man nu ogsaa begyndt at forandre Skoene, for at give dem baade en uigiennemtrængelig Tæthed og en behagelig Elasticitæt.

Uden paa den inderste Saale smøre de et Lag af den beste engelske Liim og medens det er vaadt endnu bestroe det med sine Sponer af Kork, som er bleven reven paa et Rivejern. Naar dette er tørt, bliver det atter oversmurt og bestrøet med slige Korkesponer, og atter tørret. Dette skeer saa tit indtil der er en liden

74

74

Finger tyk Sponer og Liim. Derpaa bankes denne Korksaale saa længe til den faaer den mnelige Tyndhed og Tethed, hvorefter den yderste Saale bliver lagt paa og syet fast.

Om denne Maade kan lade sig giøre hos os, om den svarer til de Berømmelser, de Franske lægge paa den, det kom an paa en Prøve.

7. En indsendt Efterlignelse af Mylord Littletons Vers.

(See No. 3.)

Med eet Gran ægte Guld kan Konst og Flid Utroelig Størrelse forgylde;

Saa kan og med een Rad af Engelsk Vid En Franskmand heele Sider fylde.

I. D.

8. Om Fire-Regningen.

§. 1.

I den almindelige Ti-Regning (Arithmetica decimalis), gaaer man i Tællingen med Eeuheder ei længere frem end til ti, hvorpaa man begynder paa ny ved at lægge Eenheder til ti.

Anm. De Tal-Tegn som bruges til at bemærke disse Eenheder, I, 2, 3 o. s v. ere bekiendte nok.

75

75

§. 2.

Fire-Regningen (Arithmetica tetractyca) bruger allene fire Tegn: 1, 2, 3, o. Med disse udretter man det samme, som Ti- Regningen med sine Ti.

Anm. Professor Weigel i Jena, foranlediget af et vist Sted i Aristoteles, haver først opfunden denne Regningsmaade. Man finder den beskreven i hans Aristologistica som udkom i Nürnberg 1687. Jeg vil korteligen forklare den af Prof. Heilbronners Historia Matheseos universæ.

§. 3.

Heele Videnskaben er grundet paa tvende vilkaarlige Sætninger.

a. Naar man kommer til 4, begynder man at tælle paa ny.

b. Det første Tal-Tegn paa høire Haand bemærker Eenheder; det andet Tetrades; det tredie Tetradum Tetrades eller Tetractes; det fierde Tetrades Tetractyum og saa videre. Dog skrives her aldrig meere end 3.

Tetrader blive udtrykte ligesom Tierne i den almindelige Regne Maade, i det at man sætter et 0 paa høire Haand ved Eenheden.

76

76

Weigel haver fremsat følgende TalNavne.

10. Erf eller Wurf, et Kast.

20. Zwerf. 30. Dreft. 100. Secht.

200. Zweysecht.

300. Dreysecht.

1000. Schock. 10000. Erfschock.

1000000. Sechtschock. 10000000. Schockmalschock.

§. 4.

Naar man vil forvandle tetractyske Tal i Decimale, eller Decimale i Tetracty- ske, saa maa man iagttage følgende Regel.

Det første Tegn paa høire Haand bemærker Eenheder. Det andet Tetrader eller Summerne af fire Eenheder: det tredie Te- tracter, eller Summerne af 16 Eenheder: det fierde Tetracters Tetrader eller Summerne af 64 Eenheder: der Femte Summerne af 256, Eenheder, det Siette af 1024, og saa videre,

Anm. Man seer heraf, at disse Produkter ere Termini af en geometrisk Pro- portion, hvis Exponent er 4.

77

77

1. 4. 16. 64. 256.

1. 10. 100. 1000. 10000.

1024. 4096. 16384

100000: 1000000 10000000

65536. 262144.

100000000. 1000000000.

Naar f. Ex. denne Størrelse: 2103 bliver fremsat: saa er der i den tre Eenheder hvilket det sidste Tal paa høire Haand bemærker: af Tetrader er der ingen, hvilket det næst sidste Tal 0 tilkiendegiver: een Te- tactres er der, som det tredie Tal bemærker — 16: det fierde viser at der ere to Tetracters Tetrader — 64 to Gange tagen — 128. Altsaa er denne tetractyske Størrelse 2103 = 128 + 16 + 3 = 174.

Paa selvsamme Maade kan man forvandle de almindelige Tal i tetractiske.

Slutningen følger.

9. En fri Oversættelse af Youngs Vers om Utaknemmelighed.

(See No. 4.)

Ved Utaknemlighed sees ingen anden Last:

Dens Kiæmpestørrelse opsluger andre Lyder.

Med Udyd selv dens Fælhed giør Contrast:

Og grove Feil mod den seer ud som Dyder.

O. P. O.

78

78

10. Anmærkninger over et

Juridisk-Medicinsk Spørgsmaal.

(See No. 3.)

Med al Høiagtelse for Hr. Tiraquelli, den berømte Forfatter til 44 Bøger og 44 Børn, for Bartolus og Baldus for Didacus og Cujacius og andre lærde, lovkyndige Mænd, tør vi bog yttre et Ønske, grundet paa moralske og politiske Principier: at det maatte have behaget Autorerne saaledes at bestemme Dommen, at den Tvilling, som havde de beste Sindsgaver, maatte nyde Førstefødsels Rettighed hvor det gieldte om at arve Land og Folk og Værdigheder: den svageligste og mindst klygtige derimod, hvor der allene stod Penge og Midler paa Spil: og en ret smuk Tvilling skulde vige den Hæslige; thi hiin kunde giøre sin Lykke ved Giftermaal, især om han tillige havde haabefulde Lægge.

M N.

II. Haab.

Efter Dryden i Hans Aureng-Zeb.

Hope with a goodly prospect feeds the eye, Shews from a rising ground possession nigh, Shortens the distance and o’erlooks it quite; So easy ´tis to travel with the fight.

79

79

II. Litterarisk Journal.

13. En kort Samtale, hvorudi viises at Overdaadighed fornemmelig er Aarfag til endeel Borgeres ubillige og alt for store Klage- maal over svære Skatter og Byrder. Samt bevises at de Geistlige bære lige Byrder med deres Medborgere. — Holden imellem De- mas og Theophilus, begge Borgere i en liden Kiøbstæd i Norge.

Trykt hos Thiele. 2 Ark 8. Sælges for 8 S.

Skriftets Indhold svarer til Titelen og fremsætter Sandheder, som ingen uden Ondskab og Galenskab kunne nægte. Det viser at forfængelig Overdaadighed ogsaa grasserer i Norge, endskiønt den mindre kan und- skyldes der end hos os. Skrivemaaden er ganske simpel; men havde han endogsaa talt med en Engels Tunge saa vilde det dog have været Vox clamantis in deserto. Thi indgroede Nationalfeil ere nok ikke saa lette at bestride.

15. Den Kongel. Danske og i Henseende

til alle Slags Maader fuldstændige Koge-

Bage- og Sylte-Bog, eller syv hundrede og ti Anviisnings-Regler, indrettet for Herskaber og fornemme Familier, saavelsom for alle og enhver især, hvorefter der kan tillaves alle og kostbare, som ordinaire Retter, saa og hvorledes endeel Have-Frugter skal tørres og indsyltes, samt 52 Regler om Confiturer. Alt efter mange Aars egen Erfaring oprigtig

80

80

og uden al Interesse lagt for Dagen af Marcus Looft, Mester-Kok i Jlzehoe. Andet og forbedret Oplag.

Uden Bogtrykkerens Navn. 35 Ark 8. Sælges hos Rothe for 4 M. 8 S.

Vi kunne ikke indsee, hvorfor vi ikke iblant de Litterariske Producter ligesaavel skulde anføre denne nyttige og til Beviis paa sin Brugbarhed anden gang oplagte Bog, som saa mange unyttige Tanker, Promemorier o. s. v. som dog finde et Sted, skiønt ofte et ubehageligt Sted, endog i de anseeligere critiske Registre, og som have Critiquen alleene at takke for at de have en Slags Existents. Hr. Marcus Looft har alt for stor Berømmelse af det høistelskværdige Fruentimmer-Facultæt, og Mødrene høste for megen Nytte af denne classiske Autor, at de ikke med Fornøielse skulde høre om et andet og forbedret Oplag.

III. Dramaturgie.

Den som kiender Tom Tommefingers Liv og Død, den ypperlige Parodie som vi sidst sluttede med, vil tilstaae, at den ei allene overgaaer andre i Henseende til de burlesque Scener, Situationer, Lignelser o. s. v. men især ogsaa deri, at Forfatteren bruger de berømteste tragiske Digteres egne Ord og giør der Vid, som haver kostet dem mest Umage, til Vaaben imod dem: endskiønt endeel af disse ere saa smukke at vi ere halv vrede paa Fielding, fordi han haver giort dem latterlige. Maaskee vil eet af vore næste Blade meddele en Oversættelse af de beste Optrin.

81

No. 6.

Blandinger.

Løverdagen den 14 Novembr. 1772.

I. Smaa Stykker i Vers og Prose.

I. Kundskab.

Efter Priors SOLOMON.

Mærk, dødelige Slægt alvorligen Paa Prædikantens Ord og troe en Ven. En hellig Muse driver mig at lære,

Det Livets Skole har indprentet mig,

At al den Deel vi tænke og begiære,

Hver Drist, hver Handling er forfængelig:

At i den Vandring, som os forestaaer,

Paa kummerlige fiersindstyve Aar,

Imens med tvivltsomt Fied vor Fod fremtræder, Igiennem Drøvelser og Farligheder Vort Sind, af Reisens Byrde træt og kiæd, Dog frygter for at naae sit Hvilested:

At Hver af os i Moders Liv alt tager

82

82

Sin fulde Arvepart af Uroe, Plager,

Af Daarligheder og Bekymringer:

At naar nu Dødens Engel drager nær,

Med al vor Videnskab vi intet vide,

End denne Sandhed, dyrt nok lært af mig, Og som af denne Sørgesang skal flyde: Den Lyst, den Glæde Hiertet ønsker sig,

Er kun en Drøm; det Onde, som vi lide, Al vor Elendighed er al for virkelig.

Fortsættelsen følger.

2. Den beste Maade at giøre Blæk.

Ved Dr. Levis.

Tagen ud af hans Philosophical Commerce of Arts

De beste Ingredientser og deres Proportion bestaaer, i Følge af denne ypperlige Chemistes Experimenter i een Deel grøn Vitriol, een Deel fiinstødt Campechetræ og tre Deele fiinstødte Galæbler.

Den beste Vædske at bruge hertil er Edike eller hvid Viin: dog kan man i Nøds- fald ogsaa tage reent Vand. Men paa Væd- skens Quantitæt er stort Forskiel. Vil man have et got sort Blæk, saa bør man ei tage meer end een Pot i det høieste halvanden Pot til 6 Lod Galæbler, 2 Lod Champechetræ og 2 Lod Vitriol.

83

83

Gummi angaaende da er dets Proportion ogsaa forskiellig og beroer paa den Grad af Glands man vil give Blækket, eller paa Papirets Igiennemtrængelighed. Tre Lod Gummi til halvanden Pot Blæk, er gierne nok; omendskiønt Blækket vil holde sig des længere, jo meere Gummi vi kunne komme deri, uden at giøre det alt for tykt for Skrivningen.

Alle disse Ting kan man komme paa eengang sammen i et behørigt Glaskar. Naar det haver staaet 10 til 12 Dage, og hvis paa et varmt Sked, før allerede, vil man finde Blækket i brugbar Stand. Imidlertid bliver det des bedre, i Henseende til Farve og Varighed, jo længere det faaer Tiid til at staae paa Ingredientserne.

Eller man kan ogsaa lade Campeche- træet og Galæblerne kaage en halv Times Tiid eller længere i samme Vædske: allene man tager noget meere af denne Sidste, for at opveje det som dunstner bort under Kaagningen. Naar det har kaagt bliver det siet igiennem og medens det er varmt endnu kommer man Vitriolen og Gummi dertil: saa- snart disse ere opløste, er Blækket færdigt. — @Herved er den Fordeel, at man ikke behøver at skidne fleere Kar end det hvori Blækket dog skal giemmes: Blækket er snart lavet og

84

84 meget got til at skrive med. Paa denne Maade forhindres ogsaa at intet noget af de sine vegetabilske Pulvere indblandes i Blækket.

Skulde man frygte at ved denne Giennemsiening endeel af de fornødne adstringerende Principier, saasom af Galæblerne, blev tilbage, saa kan man letteligen rette det, ved at kaste lidt Galæbler grovt stødt i Blækket.

Kan man have et Kar af Eegetræ, til at giemme Blækket i, saa er det desbedre, og man behøver da ikke fra Tiid til Tiid, at komme Galæbler til: desuden kan det have sin Nytte at legge smaa Stumper Jern i Blækket.

3. En mørk Tale.

Den som giør mig, behøver mig ikke:

Den som behøver mig, kiøber mig ikke:

Den som kiøber mig, bær mig ikke:

Den som bær mig, bruger mig ikke:

Den som bruger mig, seer mig ikke.

Tusind gang tusinde kiende mig ikke.

85

85

4. Eenfoldige Spørgsmaale,

vore Tiders Skriverigtighed angaaende.

Er der nogen litterarisk Retsindighed eller Patriotismus i at ville give udanske Ord en dansk Anseelse, ved ei allene at skrive dem med danske Bogstaver; men ogsaa efter den danske Stavelsemaade?

Var det ikke bedre giort heller at lade dem blive reent borte, naar de nogenledes kunne undværes? Var det at naturalisere en Fremmed, naar man ei allene tvang ham til at klæde sig efter Landets Mode; men og- saa klippede Haaret af ham og gav ham en Peruque, eller paa anden Maade mutilerde og metamorphoserede hans Legeme? Og naar man endeligen maa bruge Latinske, Franske og andre Slags fremmede Ord, som ikke allerede af vore Forfædre ere bleven naturaliserede, er det da ikke bedre at lade dem blive saaledes som de ere?

Er der mindre Umage ved at skrive dem forandret end uforandret?

Er saadan et Ord tydeligere fordi man skriver det efter den danske Udtale? Mon den som ikke forstod Ordets Betydning i sin naturlige Skriverigtighed, nu forstaaer det bedre i sin Omskabning?

86

86

Er der nogen Autor til, som skriver for saa en uvidende Pøbel: der ikke kan læse og forstaae saadanne fremmede Ord, med mindre de staves anderledes? Er det ikke at giøre saadant et Ord fuldkommen uforstaaeligt for de Uoplyste, ved at skrive det paa saa- dan en Maade, at de endogsaa ikke meere kunde finde det i en Ordbog?

Er det ikke en Brug hos alle fornuftige Folk, at Drive en Mands Navn efter den af ham selv brugelige Maade, for at forekomme Feiltagelse, om ikke for ei at mestre Manden selv? Hvad vilde der blive af naar man skrev Grev Sengskermeng, Skam- pannie Viin, o. s. v.

Hvorfor skal dette ikke gielde om Tings Navne, saavelsom om Personers? Naar vi laane et Ord fra Franskmænd eller andre Udenlandske, er da ikke samme Nation i Henseende til det Ord, det samme som en Mand er i Henseende til sit Navn?

Hvorfor sættes et k i Stedet for et c eller for et ch, naar det ikke engang behøves? Hvad kan være Aarsag til saa forunderlig en Særhed, som Nogle vise, der skrive Kristian, naar Monarken selv saavelsom alle hans Undersaatter skrive Christian? Mon saadanne særsindede Folk ville i Stedet for det i begge

87

87

Kongeriger brugelige kongelige Chiffre C sætte et K?

Lyder ikke a c ligesaa vel ak som ak? Læser og skriver man ikke a c den Dag i Dag, i alle latinske Bøger?

Hvorfor skal det arme c forjages, naar det saa længe haver havt Sted i vore Forfædres Skrivemaade, i saa mange danske Kongers og i vor Frelsers Navn? Og naar man i de danske Ord sætter k og s i dets Sted, hvorfor kan man ikke sagte lade det i de Udanske?

Er det ikke en Modstridighed, at skrive Aktion, ligesom delte t, i, si, ikke var langt unaturligere i det Danske Sprog end a, c, ak?

4. Forsynet.

Efter Higgons Generous Conqueror.

Submit thy fate to Heavn’s indulgent care:

Tho’ all be loft, ´t is impious to despair.

The tracks of Providence like rivers wind,

Here run before us, there retreat behind,

And tho’ immerg’d in Earth from human eyes, Again break forth, aud more conspicuous rise.

Underkast din Skiæbne Himmelens gunstige Bestyrelse, Om end alting er forloren, er det dog ugudeligt at forForsynets Veie dreie sig ligesom Floder: (tvivle.

Her løbe de for os; der unddrage de sig:

Og enskiønt nedsunkne i Jorden, skiulte for vore Øine, Bryde de dog frem igien anseeligere end før.

88

88 5. Tabelle

over Varmens mærkværdigste Grader.

Efter Fahrenheits Thermometer.

Ved Professor Black af Edinburgh.

350 Grad under 0. Quegsølvet fryser, efter Hr. Brauns Experimenter i Petersborg.

140. De stærkeste Spiritus frøs,

120. Siberisk Kulde.

40. Den største Kulde Fahren-

heit bragte tilveie.

33. Svage Spiritus frøs.

7. Brændeviin frøs.

0. Den Kulde, som avles af

Snee og Salt, sammenblandet.

4 Gr. over 0. Den største Kulde man har havt i England, 20. Stærke Vine frøs

27. Viinedike frøs.

32. Vand fryser. Frost.

65. Ordentlig Sommer Varme.

75. Hede.

95 til 100. Varmen i det menneskelige Legeme.

108. Feberheede.

148. Vox smelter.

89

89 156. Blodets Serum coaguleres.

174. Spiritus Vini kaager.

212. Vand kaager.

408. Tin smelter.

460. Bismuth smelter.

540. Bly smelter.

550. Vitriololie kaager.

561. Terpentinolie kaager.

635. Jern begynder at skinne i

Mørke.

750. Jern skinner klart i Mørke.

784. Jern skinner i Tusmørke

1050. Jern er gloende rødt: og

dette er Hedens Grad i den sædvanlige Ild.

6. Oversættelse af Roves Vers om

Utaknemmelighed. Indrykkede i No. 4.

Al Verden burde være eenig i,

Hver Utaknemmelig at give rette Løn: Saa styg en Udyd er Forræderie Imod det heele menn'skelige Kiøn.

Vor første Rebus skal hede Elleve, sammensat af Nattergal, siæl, liv, de, Greve.

Ordgaaden i No. 5 betyder Brændeviin, som bestaaer af de to Ord: Brænde og Viin.

90

90

7. Slutningen af Lutheranernes

Skriftemaade i Holland.

De tre Spørgsmaale, som Præsten forelægger den for ham staaende skriftende Forsamling, have naturligviis fuldkommen Liighed med Hovedposterne i den hos os brugelige Skriftebøn, nemlig Syndernes Bekiendelse, Troen paa Frelserens Fortieneste og Livets Forbedring.

Det eenstemmige Ja, hvormed saa mange Munds, i en hierterørt Tone, med alle udvortes Tegn paa Andægtighed og Ærbø- dighed for det høieste Væsen, besvare denne solemne Tilspørgsel, opfylder enhver Tilstedeværende med hellige Følelser: i det mindste maa jeg tilstaae, at mine Ørne aldrig have fornummet en meere siælerørende Lyd: tvende offentlige og uforglemmelige Leiligheder undtagen, jeg meener Palmesøndag 1765 og 1768, da jeg var saa lyksalig at høre paa et Ja af den største Vigtighed og til den inderligste Glæde og Opbyggelse for heele Millioner af mine Landsmænd og Troensbrødre.

Præsten ønsker derefter at den barmhiertige og trofaste Gud, som haver givet dem Villien ogsaa maa give dem Evne til at fuldbringe det o. s. v. Han formaner dem fremdeles at ydmyge sig for Herren deres Gud,

91

91

og med et sønderknuset Hierte tale saaledes: — Her følger en kort, konstløs Skriftebøn, efter Ritualen, hvilken Præsten med opløftet Sind og Røst oplæser og som Forsamlingen sagte læser efter.

Derpaa vender han sig igien til Meenigheden og forkynder paa denne sin Bekiendelse og Bøn, alle dem hvis Hierte og Mund have beviist deres Bodfærdighed, Syndernes Forladese; men de Ubodfærdige blive deres Synder beholdne til deres Omvendelse, hvortil han beder Gud vil give dem sin Naade. Denne Absolution slutter han med Fader vor etc. hvorefter man synger en Psalme. Og den anden Morgen gaae de til Communion paa samme Maade som hos os.

II. Videnskaber.

Som et Tillæg til det, som vi have meldt om de iuridiske Collegier ved Kiøbenhavns Universitæt, maa vi ogsaa optegne i disse Blandinger, i hvor lidet de end kunne vente at udbrede eller at forevige litterariske Begivenheder, den offentlige Prøve, som trende af vore unge Lovkyndige, nemlig Hr. Colbiørn- sen, Høiesterets Procurator, og de Herrer Candidati Juris Bang og Nørregaard,

92

92

i forrige Maaned paa høi Befalning, i adskillige Forelæsninger have givet paa deres Gaver til at docere denne betydelige Videnskab. Det academiske Borgerskab smiggrer sig altsaa med det Haab, snart at see sine Læreres Tal forøget med en yndet og duelig Mand; dog vil en Donses Tab ikke blive glemt, ihvor vel det end kunde blive oprettet.

III. Nyttige Konster.

Professor Dominichetti, en Italiener boesiddende i London, hvor han har giort sig meget berømt ved adskillige nyttige Bad og andre Opfindelser, søger for nærværende Tiid ved alle Hoffer i Europa et udelukkende Privilegium, at lade forfærdige og sælge en ganske besynderlig Ovn af hans Invention og næsten utroelig Brugbarhed. I den skal man med langt mindre Umage, Tiid og Ildebrandkunne kaage og lave otte forskiellige Sorter Mad paa engang, være sig Suppe, Fisk, Ragout, Fricassee, Grønt, Postei, Tærter eller Steg, uden at den eene Ret i mindste Maa- de smager eller lugter af den anden, og især uden ringeste Fare for Ildsvaade. Den skal ogsaa tiene til at udbrede en selv behagelig Grad af Varme igiennem mange Værelser, tilligemed megen anden Nytte.

93

93

IV. Litterarisk Journal.

15. Idyller og Samtaler.

Trykt hos Stein 11 Ark 8. Sælges hos Rothe og andre Fleere for 20 Sk.

Den pirrende Anmeldelse, hvormed dette Skrift blev bekiendtgiort, ansaae vi først for een af de Saucer, som Forlæggerne i Nødsfald komme paa en maver og smageløs Titel: ja for saadan en uskyldig Lokkemad, som en forlegen Skillingfænger, i sær i disse ei meere saa slugne Tider, ofte maae gribe til, for at faae dog Nogen til at bide. Men hvor behageligen fandt vi os ikke bedragne, da vi læste disse Idyller selv!

Forfatteren haver ikke funden for got at give sig tilkiende; men saa meget mærke vi dog af alting, at han vist nok maa være een af vore ziirligste Skribenter og een af vore mandigste Skaldrer.

Hans egen Fortale er i visse Maader en upartisk Recension af sit eget Arbeide. Med en Redelighed, som ikke findes hos alle vore nyere Digtere, nævner han de ypperlige Mønstre, som han haver søgt at efterligne. Men han tilstaaer i de fleste at have fulgt sit eget Genie, hvilket vi ønskede han overalt havde giort, hvorved Læserne vist ikke havde tabt, da vi kiendeligen finde ham størst, hvor han synes at følge sig selv. Saadanne Genier burde aldrig at lade sig binde ved Konstens Vedtægter; men vi undskylde ham, hvis han dog ikke reent haver villet støde de subalterne Konstdommere, som ikke have andet at dømme efter end Regler og Mønstre, og som maale Digteres Værdie efter Aristotelis Tommestok: Wieland haver lært at Neue Bahnen sich zu brechen,

Heißt in ein Nest gelehrter Wespen stechen.

Forfatteren haver givet endeel af sine Idyller Samtalens Styrke, Munterhed og Heftighed, da han fandt de manglede det stille Sprog, den sine Stiil og

94

94 den liflige Velklang, som Reglerne kræve af Idyller og det er derfor ham ogsaa kalder dem Samtaler.

Ved disse Afvigelser fra den regelfaste Idylle haver han i Sandhed giort os, for vor ringe Deel, den største Tieneste, da vi aldrig have kunnet lide det kiælne monotoniske Hyrdesprog, saa stridigt mod vore Tiders belle Nature: ja vi tilstaae, til vore Siælekræfters Beskiæmmelse, at vi have funden større Behag i en god Chinafarer Viise end i al den Schäferzärtlichkeit hos den store og de smaae Gesnere.

Imod syv Stykker med grækiske Navne, hvori Forfatteren er bleven Reglerne mindre utroe, finde vi ti, hvis Ord han haver lagt vore Nordiske For- fædre i Munden, og som allerede derved interessere os langt meere; thi hvo vilde ikke lægge større Mærke til en Hagbarth og Roric, en Hrolf og Einar, end til en saa tit opvarme, afslidt Amynt, Daphnis eller Myrtil, disse Jerusalems Skoemagere i Poesien?

Regner og Svanhvide, saavelfom Stærkodder og Isleif ere tagne af Saxo Grammaticus, og mærkværdige nok for de stærke Udtryk og andre smaa Omstændigheder; men de øvrige ere meere originale, og vise ei allene en poetisk; men ogsaa en patriotisk Ild, en ædel Iver for Landmandens Frihed og det Norske Heltemods Vedligeholdelse.

Sarraka og Beive er en skLapland Idylle, af samme Skiønhed, som den rørende Digt, hvori en Engelsk Barde besang tvende Grønlandske Elskeres ulykkeligere Kiærlighed.

De prosaiske Vers befalde os ikke saa meget som den øvrige poetiske Prose: men det er nok ogsaa en Efterligning af Gesner, og overalt hvor Forfatteren efterligner er han under sine Mønstre, hvor han derimod reiser sig uden Veiledere, bliver de tildeels under ham. I det kiælne er han ikke heller saa heldig, som i det Mandige Nogle Steder ere unaturlige og alt for raffinerede, f. x. hvor Laplænderinden ønsker "at see sin Kiærestes Aande i "sig," og hvor" hun tænker ikke i sig men i ham"

95

95 V. Dramaturgie.

Foruden de nyere og meere bekiendte Parodier paa Sørgespil, have vi endnu en gam- mel Dito i et Lystspil af Laffichard, kaldet Les Acteurs Deplacés, hvori man ogsaa seer en tragisk Mundfuld af Mythologien: og denne Parodie er des latterligere, da Polichinelle spiller en Hovedrolle.

Men om vi end ville tilstaae, at Forfatteren til Kiærlighed uden Strømper er den Første og Største i den Kunst at parodere; hvad Ære er derved? Er der noget lettere i Verden end Parodier? Kan man ikke parodere hvert Skrift, hvert Vers? Haver man ikke Parodier paa en Virgils Æneis, saavelsom en Voltaires Henriade? Haver ikke denne selv samme Voltaire paroderet den hellige Skrift i sit forgiftige Stykke David? Og have ikke visse smaae Bespottere bestræbt sig at parodere den bibelske Skrivemaade, ved de mange Krigshistorier om Dronning Theresia, Prætendenten og de øvrige?

At giøre sig lystig over den italienske Opera, som Dancourt, eller over den Franske, som Collee, det kan have sin Nytte; men at ville parodere Sørgespil, at ville giøre det Heroiske, de ophøiede Tanker, som

96

96 findes i de tragiske Stykker, derfor latterlige, fordi vore vanartige Tider ikke meere vide af saadan ædel Tænkemaade og Heltegierninger at sige, vilde geraade enhver Forfatter til liden Ære, da gode Sørgespil, især de som tages af Landets egen Historie, uendeligen tiene til at vedligeholde og bestyrke National- Dyder. Hvoraf har Engelskmanden ellers det uforsagte Mod, den ubøielige Standhaftighed, som giør hans Fædreneland saadan Tieneste i Krigstider?

Var det ikke at ønske, at i denne Tiid da det Norske Folk giver saa priiselige og for Danmark saa vigtige Prøver paa sin uryggelige Troeskab og ældgamle Mod, de to smukke National-Sørgespil Hrolf Krage og Einar Tambeskielver blev opført i Landet selv, for at bestyrke Indbyggerne i deres naturlige og characteristiske Kiærlighed til Fædrenelandet og til Fædrenelandets Fader? Kunde nogen Normand see Hr. Bruns rørende Stykke, see fine Landsmænds Hoveddyd skildret med saa livagtige Farver, uden at hans Hierte udvidedes af sympathetisk Troeskabs Drift uden selv at blive til en liden Einer?

Sandeligen saadan en Tragedie er af større Nytte end al den Kiærlighed uden Strømper, al den uægte Patriotismus som kan være eller blive til.

97

No. 7.

Blandinger. Løverdagen den 21 Novembr. 1772.

I. Smaa Stykker i Vers og Prose.

I. En velgrundet Bedrøvelse. Efter Prior. De beste Folk har ofte mest Fortred.

For Trulla, saa berømt for Deilighed, Blev nyligen den lille Krukke borte,

Hvoraf hun sig hver Morgen dannede De tvende halve Cirkler, jævne, sorte.

For unge Hierter alt for farlige.

Hun skiender paa sin skiødesløse Stine Og i Fortvivlelse vil legge sig.

”Ach!" raaber hun. "Jeg tør ei vise mig For nogen Siæl! Jeg er for græsselig!

Hvad nytter Øine uden Øinebryne?"

98

98 2. Fortsættelsen af Landsbypræsten.

(See No. 5.)

Huussagerne bleve ganske overdragne til min Kones Forvaltning: det Øvrige tog jeg paa mig. Indkomsterne af mit Kald, som beløb sig kun til 35 Pund Sterling om Aaret gav jeg til Præste-Enker og Børn i vor Stift; thi da jeg havde Midler nok selv, saa brød jeg mig ikke om Indkomsterne. og følte en hemmelig Fornøielse i at forrette mit Embede uden Løn. Jeg fattede ogsaa det Forsæt ikke at holde nogen Capelian; men selv at kiende alle mine Sognefolk: da ellers mange Sognepræ- ster i Engeland fortære deres Penge i de store Stæder og aldrig komme til deres Meenigheder.

Jeg opmuntrede de gifte Folk i mit Sogn til Tarvelighed, og de Ugifte til Ægteskab: saa at det efter nogle Aar blev et almindeligt Ordsprog, at der vare tre besynderlige Mangler i Wakefield; Præsten manglede Stolthed, de unge Karle Koner og Ølhuusene Giæster,

Det kom nok deraf at min ældste Sen saa ofte hørte at jeg berømte Ægtestanden, at han strax efter sin Hjemkomst fra Universitætet fattede Kiærlighed til en Præstedatter i Naboelauget, hvis Fader kunde efterlade hende store Midler. Men Midler var hendes mindste Fuldkommenhed. Alle, mine to Døtre undtagen, tilstod Mis Wilmots Smukhed: dertil

99

99

var hun ret et Billede paa Ungdom, Sundhed og Uskyldighed.

Da Hr. Wilmot vidste at min Søn ogsaa kunde vente Midler, saa var han ikke imod Partiet: og begge Familier levede i den Harmonie, som pleier at foregaae en tilstundende Ægteforeening. Erfarenhed havde over- beviist mig, at Frierdagene ere de lyksaligste i vort heele Liv: jeg var derfor villig til at forlænge dem: og de adskillige Fornøielser, som det unge Par dagligen nød i hverandres Selskab, syntes at forøge deres Kiærlighed. Naar det var got Veir, saa gik vi paa Jagt. Ved Bordet førte min Kone Ordet, og medens hun skar for, gav hun os Historien af hver en Ret. Om Eftermiddagen havde vi gierne en liden Concert, eller vi spadserede og fordreve Dagen paa en fornøielig Maade, uden nogen Tiid at tage vor Tilflugt til Kort; thi jeg hadede alle Slags Spil, undtagen Toccadille, hvori jeg og min gamle Ven somme Tider vovede et Par Styver.

Paa denne Maade gik nogle Maaneder hen, indtil vi endeligen holde det for raadeligt at fastsætte Bryllupsdagen, som de unge Folk syntes at længes saa meget efter. Jeg behøver ikke at beskrive, hvor travelt min Kone havde, og hvilke Øiekast mine Døtre gave hinanden, medens man havde med Bryllupsanstalterne at bestille. Min egen Opmærksomhed havde en anden Gienstand: jeg var i Færd med at fuldføre en Afhandling, som jeg havde

100

100

i Sinde snart at udgive, som et Forsvar for den Whistonske Meening, at en Præst ikke maa gifte sig fleere end een Gang.

Da jeg holdte dette Arbeide for et Mesterstykke, var jeg saa stolt deraf, at jeg ikke kunde bare mig for at vise der for min gamle Ven Hr. Wilmot, og tvivlede aldeles ikke paa at faae hans Bifald. Men da mærkede jeg først for sildig, at han var ganske hengiven til den modsatte Meening, og det af en ganske gyldig Aarsag; thi paa den Tid friede han just til sin fierde Kone.

Herved opkom, som man let kan tænke, en Trætte, som truede med at hindre den tilstundende Ægteforeening; dog bleve vi eenige om at undersøge denne Sag Dagen for Brylluppet. Disputen gik for sig med megen Hidsighed paa begge Sider; men da Trætten var paa det heedeste, blev jeg kaldt af een af mine Venner, som raadede mig at give efter, i det mindste indtil min Søn havde havt Bryllup.

”Hvad?” raabte jeg "Jeg skulde opofre Fornuft og Sandhed for at lade min Søn faae Bryllup? De kunde lige saa got raa- de mig, at overgive mine Midler, som min Meening."

”Hvad deres Midler angaaer," svarede han, "da giør det mig ondt at jeg maa sige dem, de ere næsten slet intet. Den Kiøb- mand, som havde dem i Hænder, er gaaet sin Vei: og man troer ikke at hans Credi- torer vil faae fem Procent. Jeg vilde nødig

101

101

forstrækket dem eller deres Familie før Bryl- luppet; men nu kan det tiene til at dæmpe deres Hidsighed i at forsvare deres Mee- ning; thi de vil nok indsee, hvor nødvendigt det er at forstille sig, indtil deres Søn har

faaet sin Kiærestes Midler i sin Magt?"

”Vel!" sagde jeg "Er det som de sige mig, sandt, og skal jeg end derved blive til en Betler, saa skal det dog ikke giøre mig til en Skielm eller bringe mig til at afstaae fra min Meening. Jeg vil i dette Øieblik underrette Selskabet om mine Omstændig- heder. Jeg er saa langt fra at søge nogen Fordeel i den forehavende Forbindelse, at jeg endog tilbage kalder min forrige Tilladelse, og min Søn skal nu ikke have den gamle Mands Datter."

Det vilde være forgiæves at beskrive de forskiellige Følelser begge Familier havde, da jeg bekiendtgiorde dem dette ulykkelige Nyt. Men det de Andre følede, var intet imod det de Elskende syntes at udstaae. Hr. Wilmot, som allerede ved vor lærde Trætte var bleven tilbøielig til at ophæve Partiet, erklærede sig nu reent ud derimod, da han hørte denne Ulyk- ke: een Dyd besad han i Fuldkommenhed; Forsigtighed, som alt for ofte er den eeneste vi have tilbage i vort halvfjerdsindstyvende Aar.

Det eeneste Haab min Familie nu havde var at Efterretningen om vor Ulykke kunde enten være udspredt af Ondskab, eller uden

102

102

Grund. Men et Brev fra min Commissionair i Byen, bekræftede snart alle Omstændigheder. Tabet af mine Midler, havde i Henseende til mig selv ikke været af nogen Betydenhed: jeg var allene uroelig for min Familie, som nu skulde være ydmyg uden at have havt en Opdragelse der kunde giøre den haardfør imod Foragt. Fiorten Dage gik hen, førend jeg forsøgte at hæmme deres Bedrøvelse; thi en alt for tidlig Trøst tiener kun til at fornye Smerten.

Imidlertiid tænkte jeg paa Midler til at underholde dem i Fremtiden: og endeligen blev mig et lidet Kald paa 15 Pund om Aaret tilbudet, i en temmelig langt bortliggende Egn. Jeg tog med Glæde imod dette Tilbud, og be- sluttede at forøge mine Indkomster ved at drive en liden Avling.

Da jeg havde fattet denne Slutning, skrabede jeg det lidet sammen, som vi endnu havde tilbage og betalte al min Gield. Af 14000 Pund havde vi ikke meere end 400 tilovers. Det kom nu an paa at faae min Kone og mine Børn til at lade Modet synke og at stikke sig i deres Omstændigheder; thi Fattigdom med Hovmod er baade latterlig og beklagelig.

"I kunne ikke være uvidende om, mine

Børn," sagde jeg, "al endskiønt vor For nuft ei var i Stand til at forekomme vor sidste Ulykke, Fornuften dog kan giøre meget

til at hindre dets Virkninger. Nu ere vi

fattige, mine Glutter! men Viisdom befaler os, at skikke os efter vor slette Tilstand.

103

103

Lad os derfor uden Fortrydelse overgive den udvortes Glands, som giør saa faa lykketige lad os søge i vore slette Omstændigheder den Roe, som giør alle lyksalige. De Fat- tige leve fornøiede uden vor Hielp: hvorfor skulde vi da ikke ogsaa kunde lære at leve uden deres? Ja, mine Børn, lad os fra dette Øieblik af, afstaae alle vore Fordrin- ger paa Høihed. Vi have endda nok tilba- ge til at være lykkelige, dersom vi ville være fornuftige. Lad os beflitte os paa at være fornøiede i vor Mangel”

Da min ældste Søn havde studeret, saa besluttede jeg at sende ham til Hovedstaden, hvor han ved sine Dueligheder maatte kunde fortiene noget til Hielp, for os saavelsom til sin egen Underholdning. At stilles fra sine Venner og Familie er maaskee een af de mest bedrøveligste Følger af Fattigdom. Dagen da de for første Gang skulde skilles ad, kom snart. George tog Afskeed med sin Moder og Sød- skende: og de blandede deres Taarer med deres Kys. Derpaa kom han til mig og bad mig om min Velsignelse. Den gav jeg ham af mit Hierte, tillige med sex Guineer, som var alt det jeg nu kunde miste.

"Du gaaer min Søn," sagde jeg, "til Fods til London, ligesom din Farfader giorde for dig. Tag imod den samme Hest, som han fik af sin gode Biskop, — denne Stav. Tag imod denne Bog: den vil være din Trøst paa Veien: disse tre Linier ere en

104

104 Million værd; Jeg har været ung, og er bleven gammel: dog saae jeg aldrig den Retfærdige forladt, eller hans Børn at tigge deres Brød. Lad dette opmuntre dig alt som du reiser. Gaae mit Barn, hvor-

dan din Skiæbne end bliver, saa lad mig see dig engang om Aaret; hav altid et got Mod og lev vel."

Da jeg vidste at han var redelig og ære- kiær, saa frygtede jeg slet ikke at sende ham nøgen ind i Verden; thi jeg var vis paa, han vilde føre sig vel op, hvordan det end gik ham. Hans Afreise forberedede vores, som gik for sig nogle Dage efter; vi kunde ikke forlade et Na- boelang hvor vi havde nydt saa megen Lyksalighed, uden nogle Taarer, som Tapperheden selv ikke kunde holde tilbage. Desuden maatte nok en Reise af 70 Miile opfylde os, som hidindtil ikke havde været over 10 Miile hiem- me fra, med Frygt og de Fattiges Skriig som fulgte os, nogle Miile, hialp til at forøge den. Den første Dags Reise bragte os i Sikkerhed 30 Miile hen imod vores ny Opholds- sted. Om Natten tog vi ind i et ringe Verts- huus i en Bye paa Veien. Da Værten viiste os ind i et Værelse, bad jeg ham, som jeg pleiede, at giøre os Selskab, som han og samtykkede i, da det han drak vilde forøge Regningen til om Morgenen. Han kiendte det heele Naboelaug jeg skulde flytte hen til, i Besynderlighed Hr. Thornhill, som skulde være mit Herskab, og som opholdt sig nogle Miile der-

105

105

fra. Denne Herre beskrev han som een der brød sig lidt om at kiende meere af Verden, end dens Forlystelser, og var besynderlig hengiven til det smukke Kiøn. Han anmærkede at ingen Dyd var i Stand til at modstaae hans Kunstgreb og Fliid, og at der neppe var een Bondepige, ti Miile rundt omkring, som han jo havde forført og var bleven hende troe- løs. Denne Fortælning smertede mig; men hos mine Døtre giorde den en ganske anden Virkning: deres Ansigts Lineamenter syntes at opklares ved Haab om en sig nærmende Triumph, og min Kone var ikke mindre fornøiet over, og stolt af de Fristelser de skulde være udsatte for og deres Dyd. Imedens vore Tanker vare henvendte her paa, kom Værtinden ind for at underrette hendes Mand om at den Fremmede, som havde været i deres Huus i to Dage, manglede Penge, og kunde ikke betale sin Regning. "Mangler ham Penge," raabte Verten; "det er umueligt; thi det er jo ikke længere siden end i Gaar, at han gav vores Byesvend 3 Guineer for at spare en gammel afdanket Soldat, som skulde været pidsket fordi han havde stiaalet Hunde." Værtinden blev imidlertiid ved at paastaae det hun havde sagt; og han lavede sig til at gaae ud as Stuen, og soer paa at han vilde betales paa een eller anden Maade: hvor paa jeg bad Værten at han vilde føre denne medlidende Fremmede ind til mig.

106

106

3. Kom igien i Morgen.

En Sang.

Ved en af vore prosaiske Medarbeidere.

Har Aaret nogen uvis Dag,

Saa er det vist i Morgen:

Den er de Lades Velbehag

Og falske Løfters Borgen.

Jeg kommer aldrig der igien

Hvor jeg maa høre: Kiære Ven,

Kom kun igien i Morgen.

At harpax er en Gniere,

Det har man vidst saa længe.

Man aldrig seer hans Øie lee.

Med mindre det seer Penge.

Men skal han ud med Skillingen,

Saa heder det: Min kiære Ven,

Kom kun igien i Morgen.

Leander sviirer Dag og Nat,

Paa Bal og Masquerade,

Hans Ære, Velfærd er tilsat;

Dog kan han det ei lade.

Naar han advares troeligen,

Er al hans Svar: Min gode Ven,

Kom kun igien i Morgen.

Din Ungdoms Skiønhed snart forgaaer,

Min deilige Clorinde!

Og Roser ei i mange Aar

Vil blomstre paa din Kinde.

107

107 Brug Tiden vel. — Min ærlig Ven Er hendes Svar: Kom kun igien,

Med slige Aaad i Morgen.

Hvorledes Baldus er Poet,

Det maa enhver bekiende.

Der har de Smøreriet seet,

Som løbe ham fra Hænde.

Jeg sagde ham fortroeligen:

Kast slige Vers paa Ilden hen. — @Ja kom igien i Morgen.

Den gamle Demas, stiv af Aar,

De Store dog tilbeder,

Den suur'ste Vei han gierne gaaer. Som kun til Høihed leder. Hvor Demas hen saa iiligen?

Din Død er nær, betænk dog den. — Ja kom igien i Morgen.

I Dag jeg i Visiter skal,

Saa siger Adelide,

I Morgen maa jeg paa et Bal Og Overmorgen ride.

Hvo passer da Huusholdningen?

Hvo Børnene? — Min kiære Ven, Det gier sig nok i Morgen.

Cujacius vil ei omsonst

En Doctor Juris være. Han mesterlig forstaaer den Kunst, Clienterne at skiære;

108

108

Men kommer der en fattig Mand,

Da korteligen svarer han:

Jeg vil see til i Morgen.

Lysander haver sin Ruin,

At takke Drik og Horer,

Han har en eeneste Termin Til alle Creditorer.

Hans Vært ham spørger, naar er den? Veed I det ikke, kiære Ven!

Kom kun igien i Morgen.

Den løfterige Crispus er En bereedvillig Tiener.

Med Munden tiener han enhver;

Men naar han, hvad han meener, Skal viise udi Gierningen,

Saa heder det: Min kiære Ven!

Kom kun igien i Morgen.

4. Et Middel at opholde Livet

i Hungersnød.

Det er forunderligt, at i disse Tiider, da det arme Norge haver lidt den yderste Mangel paa Levnetsmidler, Ingen af vore politiskpatriotiske Forfattere er falden paa at udfinde saadan Slags Føde, som nogenledes kunde tiene i Steder for den Sædvanlige, naar denne savnes. Det er ligesaa forunderligt, at den

109

109

indsigtsfulde Hr. von Münchhausen i Hans fortreffelige Hausvater, iblant de mange nærende Substantser, som han foreslaaer i Kornmangel, aldeles ikke nævner een af de Fornemmeste i Henseende til Prisen, Sundheden og andet. — Hasselquist beretter i hans vel- bekiendte Reisebeskrivelse, at nogle hundrede Mennesker i en Beleiring have opholdt Livet to hele Maaneder igiennem med intet andet end Kirsebær Gummi, hvilket de lode smelte i Munden og synkede. — Dette er intet

mindre end utroeligt, da de nærende Vædsker i vort Legeme selv ere af en sliimagtig og Gummi lig Beskaffenhed, og da saa mange af vore brugelige Spiser allene føde ved saa- dan en Sliim. Hvor lang en Tiid kunne ikke saa mange Syge leve af bare Havresuppe? Kirsebær Gummi er ikke meere behagelig end den af Blomme- og Birke-Træer, og man veed, hvilken sund og mild Saft disse Sidste give om Foraaret. Den Arabiske Gummi er allene noget kostbarere. Imidlertid behøves ikke meget af denne Føde, da Sliimen langt meere svækker end forøger Ædelysten, uden dog at give mindre Kræfter end Bark og andre grove Nødmidler, som fylde Maven og dog ikke mætter. Sundheden lider visseligen meere af det tørre og ufordøielige Barkemeel end af Gummi. Mueligt en For-

110

110

bindelse af begge Deele kunde være meest tienlig: mueligt ogsaa Althæen Rødder saavelsom de af Quæk eller Hunde-Græs, ja endogsaa Hørfrø, en Substants som er saa riig paa Olie, kunde bruges i høieste Nødsfald.

T — e.

5. En Drikkeviise.

Efter den bekiendte Marsch: Ei so trink einmal.

Ei saa vær tilfreds og drik omkring!

Med Sorrig og Bekymringer udrettes ingen Ting. Kom, den ædle Druesaft Har en uskatterlig Kraft!

Thi saasnart man drikker den,

Falder al Bekymring hen

Og vor Ungdoms Glæde reiser sig igien.

Smukke Pigers Skaal, og dens især,

Hvis Øine har indtaget os, hvis Hierte har os kiær!

Skaal. Vi have Haab og Mod

Er hun kun i Løn os god:

Denne Verden er jo saa,

At man sig forstille maa @Og udvortes skiule inderlig Attraa.

111

111

II. Litterarisk Journal.

16. Recension over de i No. 1 af Blandingerne indeholdte Materier. No. 1.

Trykt hos Graa, 8 Sid. 8. Sælges sammesteds for 2 Sk.

Omendskiønt Recensenten allerede haver faaet sin beskikkede Deel af os i No. 4, hvormed vi ogsaa haabe at han lader sig nøie; saa skylde vi dog Recensionen selv et Sted i vor Fortegnelse over de litterariske Producter; thi da vi erdogsaa have anført den ustuderede Marcus Loofts Kaagebog, hvor meget meere fortiener da ikke et halv Ark der kommer fra en studeret eller dog fra en studerende Mand, som vi maa slutte af adskillige Citationer udaf Dictionnairer og Skoelepoeter. Desuden skylde vi os selv et Svar paa denne Recension. Blandingernes tiltagende Misundere kunde ellers opsnappe disse raa Indfald, pynte og klæde dem lidt ud, og saa efter nogle nyere klygtige Hoveders Maade debitere dem, som det var af deres eget Fabrique, uden at give vor Recensent sin tilkommende Ære.

Strax paa Titelen finde vi et Beviis paa Recensentens Efterrettelighed. Det første Halvark er ikke meere end det første Nummer af en Recension over de i det første Nummer af Blandingerne indeholdte Materier! Men dette første Halvark recenserer alle Materier i vort første heele Ark. Kiære Herre! hvad vil De sige i Deres følgende Nummere over No. 1 af

Blandingerne? Enhver seer, og Mange vil sige,

at dette er kun en liden Feil, en liden Uagtsomhed o. s. v. Men dette er den Mand, som jager efter Feil i Blandingerne: denne Forfatter, som ikke engang kan vogte sig for Uagtsomhed paa en Titel af 7 Linier, opkaster sig ukaldt, uopirret til en Recensent, en hadelig Criticus over en periodisk Samling, som ikke kunde fornærme nogen fornuftig Læser.

112

112

1. I den anden Deel af vore første Vers

"'O Gud lad Christian og hans Undersaatter Sin gode Engel, sin Velsignelse!

Lad Fierde Fridrichs Stamme i hans Datter Hans kongelige Dyders Billede!"

finder han de første Stropher mystiske og begriber ikke Meeningen, da han ikke seer hvori de skulde connectere. Hans Hierte har da ikke sagt ham, at den høie Person, hvorom Poeten taler, er en god Engel og en Velsignelse for Christian og hans Undersaatter? Hvo som haver nogen Følelse af denne Sandhed, vilde letteligen stavet sig til Meningen. Dog, at dette ikke kommer af en forstilt Eenfoldighed; men en virkelig Taabelighed, det røber han tydeligen ved at sætte til, at der er bleven udeladt et Verbum i Enden af Verset, hvilket han dog anseer som en Licentia poetica. Ja, denne poetiske Frihed haver Poeten taget sig, da han ikke troede at skrive for Ignoranter: det Verbum som her er bleven udeladt, er beholde. Men den samme Ellipsis, som De saa grant bemærke her, den kan De ikke see i de foregaaende Stropher? Hvorledes ere De kommen til Rette med Deres Cornelius Nepos, og Phædrus, (for ei at kyse Dem med Tacitus eller Persius)? Hvor liden Meening maa De have funden i disse meeningsfuld Autorer, naar De altid behøve en soleklar Connection og standses ved en hver Ellipsis!

2. Erfarenheds Forklaring over en Deel brugelige Ord anseer han allene som satyriske Forklaringer paa nogle Ord. Uden at opholde os ved disse sidste tre Ord, som ere en jammerlig Igientagelse, maa vi allene spørge ham, hvorfor man ellers kan andsee denne Forklaring? Hvad anden Bemærkelse kan den have,

end en siin Satyre? Kiære Hr. Recensent! De

vilde siige noget, og vidste ikke hvad det skulde være. (Fortsættelsen følger)

1

RECENSION

over

de i No. 1.

af Blandingerne

indeholdte Materier

No. 1.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos H. I. Graae, boende udi Knabroestrædes i No 70.

2

        

3

I. Smaae Stykker i Vers og Prosa. 1. Tanker i Andledning af hendes Kongelige Høyheds Princesse CHARLOTTE

AMALIES Fødsels Dag.

Dette lidet Vers er høytravendes og mystisk f. f. Naar Forfatteren siger i den 5te Strophe „O Gud lad Christian og hans Uudersaatter“ og i den efterfølgende „Sin gode Engel sin Velsignelse" Meeningen heraf haver Forfatteren reserveret sig selv, da vi ikke indsee hvori disse tvende Stropher skulde connectere. Ligeledes naar han udelader et Verbum i Enden af Verset som vi dog andsee som en licentia poetica.

4

4

2. Erfarenheds Forklaring over en Deel brugelige Ord (af en fransk Officier.)

At Dømme om Bemærkelsen af denne Forklaring overlade vi til andre, da vi and- see det allene som satyriske Forklaringer paa nogle Ord.

3. Til en Grav-Skriftmager,

Disse korte og lystige Stropher ere ikke andet end en imitation af den berømte Pope fom og saa Forfatteren selv tilstaaer.

4. Et ypperligt Middel mod Trøske.

Et got Huusraad som er tienligt for gamle Kierlinger, som ofte betiener sig af saadanne, men ikke værd at bruges af en studeret Mand, af hvilken mand maae slutte at det er indført i Blandingerne da man ikke kan troe at ustuderede

Personer ogsaa viide beblande sig med slige Ting.

5. Logogryph: eller Ord-Gaader.

Et af de smukkeste Stykker blandt disse Stykker af Blandingerne, men kunde maaske behage Læseren mere, dersom at Forfatteren havde tillige opløst dette, thi da da det lette- lig sees, at det er en imitation efter den fran- ske Maade, hvor disse Logogrypher ere me-

5

5

get brugelige (i mercure de france findes en 2 a 3 Stykker Logogrypher indført i hver Deel) da burde Forfatteren have observeret at i mercure de france staaer alletider Forklaringen af disse Logogrypher bag efter ellers ere disse Ord-Gaader ikke saa meget begagelige som i førstningen, da man saa ofte seer saadanne Ord-Gaader at være indført i Bibliotheket for nyttige Skrifter.

Vi beder ogsaa at Forfatteren af Ord-Gaaden vilde i næste Nummer af Blandingerne tiikiende give os hvad det Bogstav y skal be- tyde som staaer ved Enden af Logogryphen.

6. Landsbye Præsten.

En Fortælning ved Dr. Godlschmidt

Denne Fortælning er af samme Beskaffenhed, som de vi ofte under Titel af Moersomme Bibliothek finder i Aften-Posten, som efter vores Meeninger for at fylde dette halv Ark af Aftens-Posten, da disse Fortællinger ere ikke meget fornøyelige og moersomme, v beede derfore at Forfatteren vilde en anden Gang lade saadanne Fortællinger indrykke i Aftens-Posten, (dette er ligesaavel som det forige Stykke en imitation af mercure de france.)

7. Fortvilvelse af Kierlighed.

En Sang.

Et lystig og munter Stykke Syjettet er beha- gelig og vel udførte og Poesien er net vi vilde

6

6

ellers ønske at heele Blandingerne bestoed af slige muntre Stykker, da de vilde finde me- re Bifald og følgelig flere Læsere.

(Ligeledes en imitation af mercure de

france)

8. Smaae Knæb. Til Nytte for Procu- ratorene.

(Tagen af nouvelles causes celebres.)

Materien svarer til Stykkets Titel og er meget kort, som vel er, da det blev ellers meget kiedsomt at læse. Det synes ellers at skulde væ- re en Satire paa Procuratorernes indvendinger mod deres contraparter, men har ikke vilde lykkes Forfatteren

II. Videnskaber

Forfatteren haver i Begyndelsen vildet imi- tere den kritiske Journals muntre Stiil, som dog ikke haver reuseret for ham.

Det synes at Forfatteren haver vildet indføre Hr. Etats Raad Guldbergs Verdens Historie blandt de Skriftet, som Presse Frieheden haver foraarsaget, da dog den Første Deels 1ste Bind allerrede er udkommen inden Presse Frieheden var tilladt nemlig 1768.

Forfatternes Mening om Hr. Capitain Nie- burs Beschreibung von Arabien, forstaaer vi sandelig ikke, og derfor beder om en udfør-

7

7

ligere Critic over den i næste Nummer af Blandingerne.

Forfatteerens Meening om Einer TambeSkilever kommer overens med vores, nemlig at vi maatte ønske at der maate findes flere som vilde følge Hr N. Bruuns Exempel der allerrede haver beriget vores Danske Skue- Plads, som var paa faldene Fode, med 2de Original Tragædier, da vi haabe at Hr. Bruun continuerer hvorved at han vilde giø- re sig det Danske publicum meget forbunden.

III. Dramaturgie.

Forfatteren haver været meget theologisk sin det i hinseende til at han i Kierlighed uden Srøm- per (det ulignelige original Stykke) vil have den nye Psalme Bog forandret til den nye Vise Bog. Da maaske det første kommer mere overeens med Publicums Smag og det vilde blive en Forfatter alt for besværlig at forandre alle Ting, efter enhvers Gout og man vilde ansee ham med en latterlig Mine, ifald han giorde det, thi vi haver det franske Ordsprg chacun á son gout,

Dette samme errindre vi ogsaa i henseende Eeiner Tambe Skielver, hvor Forfatteren vil have forandrete den Talemaade, det veed vor Herre, til det veed Himlen da det første dog ikke strider mod Religion og Erbarhed.

8

8

Vi indsee ikke hvorfore at Forfatteren øn- sker at Einer maatte for saadan en Blessur at det var ham muligt at gaae faae længe op og ned og snake saa længe, og at han ikke maatte faae en dødelig Blessur, da det dog er bekiendt af Historierne, at et Menniske kan faae en dødelig Blessure og dog leve længe derefter, (f. E. Epaminondas vid. Cornel, nepos de vita Epaminondæ.

Forfatteren slutter og saa at Einer haver faaet Blessuren i Lungen da derom tales slet ikke i Tragædien selv, ligefom det ikke var mueligt at Einer kunde faae den paa andre Stæder end i Lungen.

(I Øvrigt er disse Blandinger en imitation

af mercure de france, dedié au Roi, par une Société de gens de lettres,)

9

No. 2. RECENSION

af No. II.

af Blandingerne

I. Smaae Stykker i Vers og Prosa.

I Tanker i Andledning af hans Konge- lige Høyheds Printz FRIDERICHS Fødsels Dag

Den 17 October 1772. (stor 8 Stropher.)

Disse Stropher ere ikke saa tvungene, uforstaaelige og mystiske som de til Princesse CHARLOTTES Fødsels Dag, hvil- ke vi allerede i No. 1. af disse Blade have

10

10

criticeret, Det Udtryk „God og From" som Forfatteren benytter sig af, er ellers det naiveste i hele Verset.

2. Poetens egne Anmærkninger over det Foregaaende.

Vi undrer os over, at Forfatteren haver selv giort Anmærkninger over sit eget Vers, men vi andsee at det er giordt allene for at faae indført, at den Tale Maade „From og God" er taget af en inscription paa Fridrichsborg Slot, da dog dette kunde langt bædre været anført som en Nota under Verset.

3. Til Voltaire.

(Efter det Engelske af Young.)

Disse Tvende Stropher passer meget ve paa Hr. Voltaires Caractair, men vi takke heller ikke den, som haver lader disse Strophe indføre iblandt Blandingerne, da det ikke er kommen fra hans egen Hierne, men fra den lærde Young.

11

11

4. Et tilforladeligt Middel mod Liigtorne.

Dette Middel er ligeledes et Huus-Raad, som det i No. 1 af Blandinderne mod Trøske og derfor gierne kunde udelades af de saa kaldede Blandinger.

5. Ord Gaade.

Disse Ordgaader have vi foresadt os ikke oftere speciellemnt at vilde criticere da vi ville henvise vores Læsere til det første No. af disse Blade; vi erfare ogsaa nu af de sidste Nummere af Bibliotheket for nyttige Skrifter, at de paa den franske Maade tilkiedne giver Bemærkelsen af disse Ord Gaader.

6. Hvorledes Hiacinter drives om Vinteren paa Glas med Vand.

Forfatteren behøvede ikke saa vidtløftig her at opholde sig, da denne Drivnigs-Maade

12

12

er meget bekiændt her i Kiøbenhavn, hvorfor at Forfatteren maae en anden Gang indføre noget iblandt Blandingerne som i det ringeste ikke var saa meget brugeligt.

II. Videnskaber

Forfatteren kunde giærne spare sin Umage, med her at opregne Professorenes Collegia, da derover hver Aar trykker en Liste "de Col- legiis & lectionibus publicis Profesforum“ og faaes hos Academiets Pedeller, denne Liste er endnu acuratere, da den viser tillige hvad Timer Professorerne holder disse Forlæsninger.

III. Litterarisk Journal.

De Herrer Forfatteres (af denne Journal ) Meening er i alle Ting overensstemmende med vores, angaaendes, De Patrioti-

13

13

ske Errindringer, ved det uden Authorisation oprettede General-Commissions Directorium. Da vi ønskede tillige, at dette Di- rectorium enten reent maatte blive ophævede som rettest var, eller og autoriseret, og at Po- litie-Mesteren (hvis Pligt det er, at see paa Borgernes Beste) vilde reent forbyde dette Directoriums Fortsettelsee indtil det blev nær- mere af Kongen approberet og authoriseret.

4. Forfatternes Ønske bør vist at være enhver oprigtig Patriots; thi det vilde blive Landet til stor Nytte, om vore Bønder Huuse kunde blive indrettede paa en bedre Maade, end de for nærværende Tiid ere, og der synes os, at det Kongelige Land Huusholdnings- Selskab burde udsætte en Præmie, for den som kunde give den beste Underretning om, hvorledes baade Bønder Huusene, som og Huusene i Købstæderne best og kunde ind-

rettes.

14

14

5. Vores tanker om Cicilia Anders Daatters anden Skrivelse til Argus, ere disse, at det var at ønske, at Presse Friehe- den var reent forbuden, for slige slette Skrifter og allene tilladt for gode og nyttige Skrif- ter, thi hiine gavne Staten slet ikke, men ere allene en riig Høst for adskillige Bogtrykkere, som beblande sig med, at trykke saa- danne Skrifter, efter dette Principium „bonus odlucri re qualibet.“ Af de gode Skrifter dermod findes kuns faae. Vid. Juvenalis fatir 14. v. 41. - - - „& catilinam

quocunque in populo videas quocunque

subaxe

sed nec Brutus erit, Bruti nec avuncu- lus usqam."

Priisen og Tittelen af ovenandførte Piece tilkiænde giver strax at Materien er ikke af

megen Verdie.

15

15

IV. Dramaturgier

Vi haver allerede i No. 1 af disse Blade sagt vores Meening om Einer Tambe Skiel- ver, og om Kritiken over den som var indført i No. 1. af de saa kaldede Blandingerne, og derfore ikke vil opholde vores Læsere med at repetere, dette vi eegang have sagt. Da vi dog see at at Forfatterne af denne Dramaturgie ikke vil forandre deres Meening, om Einers Blessure, hvor fore vi for at undgaae al Dispute vil lade dem beholde ders Tæn- kemaade og vi vores, som er denne at Einer Tambe Skielver er et Mesterstykke af et Dansk Original Sørge-Stykke. Da deri ikke allene findes ypperlige Moraler for en Regent, (f. E. Første Optog 7de Optrin) men endod er complet Mynster paa en smigrende Hof Mand Arne.

16

Da vi troer, at kunde satisficere adskillige af vores Læsere med at rette nogle Trykfeyl som haver indsneget sig i No. 1. af disse Blade, saa vilde vi ogsaa føye vores Lærere heri da Rumet tillader det.

Pag. lin. læs

5

6

7

lin.

6. f. f. f. E.

19. Meeninger Mening er

21 v vi

28 behagelig behageligt ibid. udførte udført 10 ellerrs ellers 7 18 mere meer

De øvrige, ifald flere i de næst følgende No. skulde indsnige sig, beder vi vores Læsere selv at rette; formodendes at ingen Fornuftig opholder sig over Trykfeyl.

17

No. 3.

RECENSION af No. III. af Blandingerne

I. Smaae Stykker i Vers og Prosa.

I. Apostrophe til Gudfrygtighed.

Poesien er flydende og næt i heele Verset, men fornemmelig ynder vi følgende Stropher best. "Lyksalig den der vover at forlade Den lave Verdens Overflade Et uvist Her, et alt for flygtigt Nu, Oprigtig, smilende og reen som Du."

Disse Vers synes os at komme overens med nogle af Tullins i hans Priis-Skrift om Søefarten. (a)

(a) See Førsøg i de skiønne Videnskaber Første Styk- ke pag. 6. lin, 11. etc. etc.

18

18

2. Den Lutherske Skriftermaade i Holland.

Da Materien er endnu ikke endt i No. 3. af Blandingerne og vi derfor ikke kan indsee de Hrr. Forfatteres Hensigt hermed, saa ville vi opsætte vores Recension herover til næste Nummer.

3. En velgrundet Selvroes.

(Af et Sted i Lord Lytletons Skrifter.

Fleere saadanne Sentencer vare artige nok i sær om de Herr Forfattere udsøgte dem af de beste Engelske Moralske Skrifter.

Dette Vers er især meget artig for dem som kan forstaae det paa den rette Maade.

4. Om Mosserens Nytte.

De Hrr. Forfattere af Blandingerne haver giordt sig megen Umage for at beviise Mossernes Nytte, ligesom en Ting som aldrig tilforn haver været bekiendt, men haver vi ikke en langt udførligere Beskrivelse over dem, udi Hr. Bomares Natur Historie i Form af et Dictionaire.

De Hr. Forfatter vil vel svare os, at maaske ikke alle haver Bomares Lexicon eller at ustuderede ikke just forstaaer sig paa Bomares Beskrivelse; men vi svarer dem, at deres (nemlig de Hr. Forfatters) Beskrivelse er ikke nyttig for hiine, saasom den paa adskillige Stæder er for kort (f. E. Pag. 39.) hvor de siger at Lichen Pulmonarius er tienlig for Lunge

19

19

Svagheder; men da maaske den halve Deel af Deres Læsere ikke ere kyndige i Natur Historien eller Medicinen burde de have sagt hvad Lichen Pulmonarius var: for disse derimod (nemlig de ustuderede) er den meget mindre nyttig. Da de Hr Forfattere betiener sig af for mange Latinske Kunst Ord. (a.)

5. Ord Gaade.

Da vi see, at de Hr. Forfattere ere meget rige paa Ord Gaader, maae vi slutte at de maae have hemmelige Kilder, hvorfra at de henter dem.

Vi takker ellers de Hrr. Forfattere for deres Godhed, at de haver opløst os den OrdGaade i No. 1. af Blandingerne.

6. Et probat Middel imod Halsbrynde.

Disse Midler for adskillige Svagheder, som indføres iblandt Blandingerne, synes os bedre at kunde henføre til den Medicinske Tilskuere.

7. Juridiske Medicinske Spørgsmaal.

Forfatterne siger at Medici overlade til de Lovkyndige at dømme herom, og den Dom som de Allegere synes os at henhøre meere til Physiken, da de dømmer ex Rationibus Phy-

Professor v. Aphelen haver meget vel oversadt adskillige af disse Termini i hans Natur Historie i Form af et Dictionaire, som er en Oversettelse af Bomares.

20

20

ficis (ex. gr. stærkeste Lemmer) end til Lov- kyndigheden, de Hr. Forfattere lover os en Invending herimod, og derfore vil opsætte vores nærmere Tanker herom

II Videnskaber

(Fortsettelse af Opregnelsen paa Professore. nes Collegia.)

Vi haver allerede givet vores Læsere vores Tanker om denne Liste, over Professorenes Col- legia tilkiende udi No. 2. af disse Blade, og derfore ikke vil opholde os herved, alleene at vi haver observeret, at de Hr. Forfattere Caracteriserer alle de Medicinske Doctores med Hr. undtagen D. Tode, saa vi deraf maae slutte, enten at de Hr. Forfattere ikke haver stor Høyagtelse for Hr D. Tode, eller og at det kommer af en vis selv Undseelse af Hr Doctoren.

III. Litterarisk Journal.

6. Korte Betragtninger over Aarsagen til Korn Mangelen, etc. etc.

Denne Piece synes os ikke at være de Hr.

Forfattere vedkommende, da de i No. 1. af Blandingerne Pag. 14. siger „October Maaneds første Producter ere følgende,, og deriblandt anfører de denne Piece, omendskiønt den allereede er udkommen, og haver vun-

21

21

det Premien i Landhusholdnings Selskabet, Anno 1771. De kunde desuden gierne spare deres Umage at recensere den, da vi allereede nyelig haver seet den recenseret i No. 24. af den Kritiske Journal.

8. Brave Danskes Gang og Ønske paa Arve Prinds FRIDERICHS Geburts Dag den 11 October 1772. recenserer de Hr. Forfattere af Blandingerne lidet vel laconisk.

9. Mod Promemoria imod Raisonemens over Enkekassen anførrer de Hr. Forfattere alle- ne det Argument, at „Forfatteren af p. m. ikke haver funden for got, at komme frem med sin Giendrivelse, førend Author til de anfægtede Raisonnoments var borte,, hvilket Argument synes ikke at være af nogen Kraft, da den Anfægtede gierne kan forsvare sig omendskiønt fraværende.

10. En Tale til mine Landsmænd og

Medborgere de Danske, Norske og Holstener.

Denne Tale kritiserer de Hr. Forfattere af denne Journal ikke, men siger allene „at det er en af de Taler hvorom man ikke haver noget at sige.,,

Vi nødes deraf til at slutte, at enten er denne Tale meget vel skreven, som vi neppe

22

22

troe, eller og at den er uden for de Hr. For- fatternes Fag, som den dog ey burde være.

Denne Kritik over nye udkomne Skrifter kunde de Hr. Forfattere af Blandingerne gierne spare, da vi allerede have 2de Recensioner derover, nemlig, den Kritiske Journal og Fortegnelse over alle udkomne Skrifer siden Tryk-Friheden, og i det Sted opfylde deres Blade med andre nyttige Materier, som vilde behage Læseren meere.

IV. Dramaturgie.

Vi tænkte at de Hr. Forfattere af Blandingerne allereede havde kriteseret Kiærlghed uden Strømper, men vi feylede, da vi see at de begynder paa nye igien.

De kalde sig „uværdige Dramaturgister som de ere„ hvor værdige de ere, overlade vi til andre at dømme om, det allene ville vi erindre, at de Ord, „som de ere„ gierne at kunde have været udeladte, da det allene er fyldekalk. Ligeledes siger de at den, (nemlig Kiærlighed uden Strømper) haver baade gefaldet og befaldet dem, da det eene Ord maaske, kunde have været nok, men vi ville ikke opholde vores Læsere længere herved, men gaae til Sagen.

De Hr. Dramaturgister roser først Kiærlighed uden Strømper, (Ære nok for Forfatteren af Kiærlighed uden Strømper,) si-

23

23

gendes „at den i det Heele forekommer dem saa smuk, at de længes efter at see, hvilken Skiønhed af saa mange mest indtager dem.,, Ved den Talemaade „at See„ meener vi de Hr. Dramaturgister forstaae, at see den op- ført, som vi dog neppe troer offendtlig at skee, da den ikke er indrettet til at opføres paa en Theater.

Dernæst efter at have meget vidtløftig roest Kiærlighed uden Strømper, med en meget underlig Lignelse, laster de den, da de siger: At „Forfatteren gierne kunde have valgt et æd- lere nyttigere og vanskeligere Æmne, (a) til at vise sin Theatralske Muse,, men sandelig, vi tager os her den Friehed at sige De Hrr. Dramaturgister imod, da vi vist troer af Forfatteren af Kiærlighed uden Strømper, haver haft meere Umage med at udføre dette Æmme, end om han hafde taget et Historisk Æmme. Vi troer ogsaa, at Forfatteren haver ogsaa haft sine visse Aarsager hvorfor han haver valgt sig dette Æmne.

De Hr. Dramaturgister siger ogsaa efter mange Omsvøb, at det Nedrige i Planen, skiænner for meger frem etc. etc.

Nu haver da de Hrr. Dramaturgister baade roest og lastet Kærlighed uden Strømper, saa vi ere uvisse om, Kiærlighed uden Strøm-

24

24

per haver gefalder dem eller ikke, som vi dog troer, at kunde være Forfatteren af Kiærlighed uden Strømper ligegyldigt, da den dog ha- ver erlanget det veldømmende Publicums Ap-

probation. (a)

Ad Notam.

Da vi leverede No. 2. af disse Blade til Trykken, var det os endnu ikke bekiendt, at Magistraten havde forbudt, det uden Autorisation oprettede General Commissions Directorii Fortsettelse, som vi derfore vil bede vores Læsere at erindre i henseende til vores Recension over De Pa- triotriske Erindringer ved det uden vedbørlig Authorisation oprettede General Comissions Directorium. See Nv. 2. Pg. 13.

Hvad andgaaer det Avertissement som vi haver seet i No. 184. af Adresse Avissen.

Fra de Hr. Forfatterer af Blandingerne undte vi os over at de ikke lod det avertere inden at de be- gyndte at skrive Blandinger, men vi slutte, at de i Begyndelsen ikke haver villet tilkiende give Publicum, at Blandinger vare en Emitation af adskillige Udenlanske Ugeblade, (som vi allerede haver viist i No. 1 af disse Blade,) men nu derimod ere bevægede dertil afadskillige for os ube- kiendte Aarsager.

(2) Langt bædre er den Recension øver Kiærlighed uden Strømper som er indført i Fortegnelsen over alle siden Trykfrieheden udkommene Skrifter 2. Aar- gang 28. Styke No. 412

Trykfeylene i No. 2. skal blive rettede naar Rummet

tillader det.

25

No. 4.

RECENSION

af No. IV,

af

Blandingerne

I. Smaae Stykker i Vers og Prosa.

Giøglerne.

Efter Gays Fabel: The Jugglers.

Vi see her et muntert og lystigt Stykke, som vist maae behage Læserne, da Materien er moersom og Poesien flydende, hvorfore vi og ønske oftere at see slige Stykker indførte i Blandingerne.

26

26

2. Fortsættelse af Erfarenheds Forklaring over en Deel brugelige Ord, (see No. 1. af Blandingerne.) .

Denne Forklaring kan maaskee behage adskillige Læsere; Men vi troe vist, at der kuns gives faae som indsee anden Hensigt heraf end den vi have sagt i No. 1. af denne. Recension pag. 4. nemlig at det maatte være satyrisk.

De Hrr. Forfattere siger i No. 1. af Blan- dingerne, pag. 2. at denne Forklaring er skre- ven af en fransk Officier, som dog neppe sy- nes troeligt af den Beskrivelse, som de giver paa en Franskmand, som er en fuldkommen Satire paa Franskmændenes umaadelige Egenkiærlighed.

3. Utaknemmelighed. 1, Efter et Sted i Youngs Busiris. 2. Og i Rowes i hans Fair Penitent z. Efter Thomson i hans Coriolanus

Saadanne Sentencer i fremmede Sprog kan vi ikke indsee at de Hrr. Forfattere ind

27

27

føre af anden Aarsag i Blandingerne, end for at viise Læserne deres Kyndighed i mange fremmede Sprog, da de lige saa vel som vi indsee at disse Sentencer ere af megen liden Nytte for de som forstaae disse fremmede Sprog, og af slet ingen for de som ikke ere kyndige i samme: — Og derfore holde vi det for tienligt om de Hrr. Forfattere forandre deres første Indretning lidet heri, nemlig: i stæden for at indrykke Sentencerne i de- res Original Sprog allene indførte en accurat og god Oversættelse af dem.

4. Om Mossernes Nytte.

Fortsat (see No. 1. af Blandingerne.

Vi have allerede kortelig sagt vores Tanker herom, udi No. 3, af disse Blade, og derfore ikke vil opholde os længe herved. Vi see at de Hrr. Forfattere betiener sig fremdeeles af de latinske Kunst Ord (a) som vi slutte at maae være en Familie Syge, som endnu nedstiger

(a) Proffessor v. Aphelen kalder Lichen Saxatilis Steen eller Kork Muuss o. s. v.

28

28

fra den berømte Humolfus Humblus som de Hrr. Forfattere ufeylbarlig kiender.

5. En Rebus eller Bogstav Gaade.

Atter en nye Art af Gaader, som vi see at være indrettet efter den engelske Maade, vi have ikke uden lidet at erindre herved, nem- lig: At de Hrr. Forfattere siger Lin. 5.

„At de Hrr. som handle med Vid´ kunne see"

„Vore Blandinger have saa godt Oplag

som De"

ved de Ord De synes vi at de Hrr. Forfattere sigter til de engelske, da vi ikke kan udlokke anden Meening heraf

Det synes ellers at de Hrr. Forfattere troer at der ere nogle som skulde tvivle paa at de Forfatterne ikke havde mængde af Gaader; men vi forsikkre høyligen, at vi bestandig have troet, at de Hrr. Forfattere have haft et

29

29 stort Oplags Magazin af Gaader af diverse Sorter.

6. Til Forfatteren over Recensionen over Blandingerne No. 1.

Da vi see heraf at Hr. Forfatteren er en stoer Elskere af Skialdre Kunsten og i Særdeleshed af den siirlige og bekiendte Viise „God Dag Rasmus Jæn etc.„ Saa ville vi for at divertere Hr. Forfatteren Continuere med den — alleene vi tiltage os den poetiske Friehed at omsættee den lidet i Ordene og svare Forfatteren, Per Jæn, saaledes

„ Hvor vil du i din Tanke

— — — henvanke

Mens du har stoiet saa

Med Skoe og Hoser paa. "

Hr. Forfatteren betiener sig meget nydelig af personelle Andgreb, hvilke han ikke ubeqvem kunde give et Sted i hans Forteg-

30

30

nelse over en Deel brugelige Ord. Og ikke upassende kalde dem Stymperes Vaa- ben; Men vi forsikre ham høyeligen at slige siirlige Spydstager herefter som hidtil aldeeles skal være uden for vores Kaager. Da vi troe os end og stærke nok foruden saadanne at efterkomme en Recensents Pligter over saa svært et Ugeblad som Blandingerne, og det uden ald Indflydelse fra nogen Amme-Stue, hvis Snak Forfatteren synes ikke at være ube- løben i, f. E. den smaae Stiil, pag. 58. sy-

nes saaledes af Forfatteren at være indført saa løselig maaskee og uden hans egen Overbeviis-

ning om Indholdens Rigtighed over alt.

Efter at Forfatteren længe haver knuret, lidt smaat tager han fat paa Hagedorns Grammatici men falder hen i mystiske Streger saale-

des ——

Vi skulde vel ikke troe at Forfatteren vilde at man heraf skulde slutte at han engang tilforn haver leveret Pressen et Foster af hans Hier-

31

37 @ne, og der udtrykket sig med Ord, hvor han nu alleene exprimerer sig med Streger — Og i saa Fald var han en allerkiereste sød Her- re. — Hr. Forfatteren opholder sig ogsaa over at vi (ikke saa gamle endnu at vi kunde bære korte Peruqver) haver vovet at recensere hans Foster. — Men vi maae tilstaae at vi aldrig have vidst, at det var noget væsentlig for en Reeensent at bære Peruk,

I det øvrige fornøyer vi os meget at Hr. Forfatteren er saa stærk i Trykfeil, hvilke dog ingen fornuftig tilregner os. — Vi kan des- uden finde adskillige Trykfeil i de ypperlige Blandinger, men vi ansee dem ikke som For- fatternes men Bogtrykkerens Forseelse, og derfore overlade disse Ting til

Vi slutte ellers at Hr. Forfatteren haver dette (nemlig at opholde sig over Trykfeyl) til- fælles med den vidtberømte Steen Dalekarl som ogsaa havde en meget stærk Indsigt i samme, over hvilke han undertiiden giorde sig ret ly-

32

32

stig, og vær for Resten i. sin Skrive-Maade saa kaad fom den beste Matros.

7. Et Middel imod gule pletter i Huden.

Ved dette Middel haver de Hrr. Forfattere vildet forskaffe sig Venner af det smukke Kiøn. Men vi frygte for at faa, og maa- skee ingen vil betiene sig heraf. Da vi vel troe at det vil tage Pletterne af, men det vil vel ogsaa tage meere med sig (som vilde blive en slem Incomodite) thi enhver veed at Kalk Vand er bidende og Blye Extract forgiftig, som sees af Blye-Sukker, eller det som Na- turkyndige kalder, Sacarum Saturni.

8. Naturlig Forstand bedre end Lærdom.

(En Anecdote.)

Den Klygt eller Vittighed som de Hrr. Forfattere holder fore at være i denne Anecdo- te, maae vi tilstaae at vi ikke indsee men synes tvertimod at den er meget simpel.

33

33

Il. Litterarisk Journal.

II. Harlequin Patriot eller den uægte Patriotisme. — En comisk Comoedie i 3 Handlinger paa Vers af Johannes Evald.

Den Roes vi ere Hr. E. skyldige for adskillige Skrifter, nøder os til at sette Fingerne paa nogle smaae sandsynlige Feyl i Stykker.

F. E. — Det de Hrr. Forfattere af Blan- dingerne allegere pag. 80.

„O snart! en anden! Værre — En — O

See 3die Handling 5te Optrin, som dog kan undskyldes — naar man anseer @Personen som en der er i Fortvivlelse.

Det comiske synes paa adskillige Stæder at være lidet affecteret — som foraarsager at Stykket bliver paa nogle Stæder upassende.

I Henseende til Øyemedet, da kan vi ikke see andet end at Hr. E. vil at den skal være en Satire saa vel paa alt for stoere Patrioter, som ere galne af Patriotisme, omendskiønt de ikke

34

34

veed hvad egentlig det Ord Patriot betyder (F. E. en Junior Philopatrecas) som paa veltalne Folk, da man finder et ypperligt Myn- ster paa begge slags i Harlequin. Hr. E.

ellers i 1ste Handlings 3die Optrin me- get vel adskillige Skribentere som en sulten Mave aller andre slette Aarsager have drevet til at levere Pressen deres usle Foster.

De mange Pauser eller Streger, som vi ikke haver tællet, giør Comoedien paa adskil- lige Stæder lidet uforstaaelig. (a).

(a) Vi troe at en kort Underretning om Hr. Evalds Fortienester ikke kunde mishage vores Læsere og derfore fremsette den her.

Han er en Søn af Enevaldus Evald . som var Pro- fessor Publicus i Theologien, han leverede Anno 1759 en Pyrologia Sacra til Trykken og Anno 1764. Svar paa Spørsmaalet hvorfore en guddomelig Forløser var fornøden 1764. Lykkens Tempel en Drøm, (om er anført udi det 3die Stykke af Forsøg til skiønne og nyttige Videnskaber) Anno 1769. Adam og Eva,

35

35

12. Eremitens Tanker ved Hoffets Andkomst til Hovedstaden.

Dette Skrift er af den Sort, som er best at andvende til privat Brug (f. E. Krøller.)

Titelen tilkiendegiver os, at Materien ikke er af megen Værdie, og nødes vi til at istemme de Hrr. Forfatteres af Blandingernes Ønske: nemlig: ,,at det var skade at Forfatterens Tanker ikke var bleven i Eenlighed, som Pu- blicum gierne kunde taale.,,

eller den ulykkelige Prøve Anno 1770. Rolf Krag, et Sørge-Spil i 5 Handlinger, Anno 1771. Adskilligt af Johannes Evald stoer 4 Ark stoer Octavo 1771 De brutale Klappere, og i Aar den comiske Comoedie Harlequin Patriot, foruden en Deel Passions Oratoria.

Foruden haver Hr. Evald ogsaa udgivet endeel andre smaa Stykker uden at sætte sit Navn der under, hvoriblant Philets Forslag om Peber-svenne.

36

39 III. Dramaturgie.

(Fortsættelse af Recensionen af Kierlighed uden Strømper.)

Vi ønske at de Hrr. Forfattere vilde snart ophøre med deres Recension over det ypperlige comiske Stykke — Men vi ere faldne paa de Tanker, af naar Recensionen af Kiærlighed uden Strømper er endt, de Hrr. Forfatteren da skulde savne Stof til deres Dragmatiqve, og af den Aarsag søger med mange Omsvøb at fortsætte den i Haab, at inden den Tiid noget Nyt det dramatiske Fag vedkommende skulde udkomme, hvorved de Hrr. Forfattere kunde viise deres Vittighed.

For at betage Forfatterne af Blandin- gerne deres Umage at opholde sig over nogle Trykfeyl som have indsneget sig No. 2. og 3. af

37

37

disse Blade, saa ville de behage at observere følgende:

I No. 2.

Tag, —- Lin. — les 9 — io 0* 17Oétbj, MO 11 Oftbr,

10 *— Ii.bædre — bedre

— — 16 ve — vel

— — i8 Strophe — Stropher

19 — i b kiændt — bekiendt

— — 6 giærne — gierne

15 — 4 ophævede — ophævet

14 — 10 odlucrirc - odorlucriere

16 — 4 Lærere — Læsere

3 NO. 3-

20 ~ 4 opsætte — udsætte

24 -— 8 forbudt — forbudet

Da de Hrr. Forfattere af Blandingerne have lovet i et Avertissement udi Adresse Aviserne No. 184 at Blandingerne ogsaa skulde indeholde, moralske, mathematiske og juridiske

38

25

Materier, saa haabe vi ogsaa med det første at see nogle af disse Videnskaber indført i Blandingerne Da vi ingenlunde troe at deres Løfters Opfyldelsee skulde falde dem besværligt.

Om Trykfrieheden.

(Efter Baron Bielefeldt.)

Baade den offentlige og private Sikkerhed udfordre at Onde Skrifter maae forbydes Pressen (f. E. Skrifter med gode Sæder, Sikkerhed, Regiering o. s v.) Derfor bør Politien have Opsigt saa vel med Bogtrykkerne, som med Boghandlerne, at de ikke trykke eller udsælge saadanne onde Skrifter, som med rette fortiener at brændes, og Forfatteren saa vel som Udsælgeren at sættes i Hals-Jern.

39

39

Trykfrieheden bør ikke være for meget indskrænket i en Stat, ey heller for meget til- ladt I Holland og Engeland giør de Misbrug af den — I Frankerige ere de me- get strænge i henseende til Trykkefrieheden. @I Spanien ere de naragtige, da de formedels Inqvisition dempe ald Forstand og Tænke- Kraften selv.

Men i henseende til Frankerige, da maae man tilstaae, at Øvrigheden formedels de franskes Spidsfindigheder, ere nødte til at have et vaagen Øye med de Skrifter som trykkes.

Da Author til et vist slet Skrift blev aabenbaret, og ført for Øvrigheden spurgte Politie-Mesteren den berømte d´Argerson ham ad. Af hvad Aarsag han havde skrevet dette slette Skrift "Min Herre!" svarede Skribenten, „skal jeg ikke ogsaa leve?" Men Hr. Argenson Svar blev retteligen: "Jeg

40

40

seer deri aldeeles ingen Nødvendighed Thi saadanne Herrer ere uværdige til at bære det Navn Skribent og ere lige som Utøy blant det Menneskelige Kiøn.

Ligeledes agte vi herefter naar Rummet tillader det at anføre flere saadanne Materier.

Indsendt.

Pro Note.

Man ønsker, at hvad smaae Artigheder, Knur eller andre Kryderier, der maatte vexles fra en Forfatter til hans Recensent, eller og, imodsat Tilfælde, Satsen omvendt, (endskiønt man har Aarsag fornemmeligen at fæste Øye pau første Fald) maatte dog indrettes paa deres egen og ey paa uvedkommende tredie Mands Regning.

Pressens Misbrug blir des lettere undværlig; Og lad være end et Hovedblad skulle derved tabe noget enten i den indvortes Fortieneste eller i Af- træk, saa berettige man dog, ved Ærbarhe- dens Love til Forvisning om Ønskets Opfyldelse.

Disse Blade udgaaer i samme Orden som hidtil.

1

Andres Tanker.

No. I.

Fredagen den 23 October 1772.

— Hic murus aheneus esto,

Nil conscire fibi, nulla pallescere culpa.

Horaz.

Naar vi undersøge alle de Begreb, som ere os indprentede, for dermed at kunde hielpe os ud af dette Livs forvirrede og mørke Vilderede, saa vilde vi ikke forefinde noget, der saa tydelig yttrer sig hos alle Mennesker, som Begreber om Dyden. Man kan vel ikke negte, at den største Deel af de Dødelige giør sig mange falske Forestillinger derom; dette kommer af de forskiellige Lidenskaber, som forblinde dem. Men Dydens sande Karakteer bliver dog altid med evige Bogstaver indskreven i deres Hierter. Randsag dig selv, siger Cicero, saa vil du finde det sande Begreeb om en retskaffen Mand. Menneskene kunde ikke komme bedre dertil, end ved at prøve deres egen Samvittighed; denne er den beste Prøvesteen for Sandhed; den betager vore Handlinger den falske Glands, som saa ofte bedrager os, baade naar vi dømme om os selv og om andre; og den ligner et klart Speil, som forestiller Billedet saaledes, som det

2

2 staaer for det, uden enten at giøre det smukkere, eller besligere. Alle Mennesker komme deri overeens, at de føle en Ærefrygt for Dyden, og en Afskye for Lasterne, deres Tænkemaade maa i øvrigt være nok saa forskiellig. Alle ønske at blive holdte for Dydige. Det største Skarn studser, naar han hører fortælle Exempler paa en ophøiet Dyd; og hans Samvittighed overbeviifer ham om hans forte og fordærvede Hierte, saa megen Umage han endog giver sig for at døve den. En redelig og Dydig Mand skal endog giøre sig agtværdig for sine Fiender, deres Bagtalelser skulde altid svækkes, jo større Fortrin de blive vaer hos ham.

Den sande Dyd maa grunde sig paa Gudsfrygt; just derfor findes hos de fleste Mennesker ikkun Skindyder, hvis Forskiel fra de ægte er meget stor og mærkelig. Den menneskelige eller falske Dyd virker en Begierlighed efter at synes dydig for Verden; den sande, af Kierlighed til Gud flydende Dyd, søger at skiule sig, og dens Besiddere lade sig nøie med to Hovedvidner — Gud og deres Samvittighed. De fleste Menneskers Dyd forlader sig paa sine egne Kræfter; den vil byde Trods til alle Hindringer. Den sande Dyd har altid Mistroe til sin egen Styrke, og skyer meget meer alt det, som kan give Anledning til Lidenskaber, af hvis voldsomme Heftighed den endelig maatte overvindes. Den falske Dyd, eller Skindyden, er stolt og vil aldrig taale

3

3 sin Liige; den sande derimod er ydmyg, taalmodig, føielig, og lader aldrig see nogen Misfor-

nøielse, naar andre overgaae den. Kort, undersøge vi de indbildte Kloges Dyd, saa ville vi sinde, at den er ikke andet, end en uægte Efterligning af den virkelige. Hiin store Men- neskekiender. Rochefaucault har giort den sandfærdige Anmærkning, at de fleste Skindyder ikke ere andet end skiulte Laster, og at Handlinger, som synes høimodige og ædle, ofte have egennyt-

tige Hensigter, eller andre urette Bevægaarsager til Grund. Menneskene lade sig forblinde af den dem medfødte Egenkierlighed, som den stærkeste

Drivefieder til deres Foretagender, saa at de forlade den sande Dyd, og ansee den for noget gammeldags, saa snart en vis Glands, hvorved

den ret kan viise sig for de Forfængeliges Øine, ikke omgiver den. De fleste forlade da Dydens

Vei, fordi de hellere ville forestille sig Verden

prægtig, og mætte deres Egennytte eller Stolt-

hed, end bestilte sig paa den stille Dyd, som allene har Gud til Øiemeed.

Intet er vanskeligere, end at forene Stolthed med Dyden; og da der gives saa faa Men-

nesker, som ere i Stand til ar være saa dydige, som Dydens strenge Love udkræve, saa maa vi aldrig ansee nogen for ganske lastefuld, eftersom

dette vilde tiene til et Beviis paa den største

Tillid til vor egen Indsigt. Vi skulle ikke lette-

lig finde alle Dyder eller alle Laster hos een Per-

4

4

som; og den er den roesværdigste, som man mærker mindst af de sidste hos.

Samvittighedens alvorlige og upartiske Undersøgelse maa bestemme Forskiellen imellem den falske og sande Dyd; denne maa være Voldgiftsmand imellem den fordærvede Tilbøjelighed til stolt Egenkierlighed, og den reene Drift til Dyden. Den Overbeviisning, at have handlet ret, uden at have seet paa udvortes Skingrunde, vil virke den sødeste Trøst i os, og den største Roe og Sikkerhed mod alle onde Menneskers Anfald.

De Dydige have i den inderlige Fornøielse, de føle over deres Samvittigheds Rolighed, en almindelig Bevæggrumd til at handle dydig, uden at lade sig drive dertil af andre Aarsager. I Gudslærens Sprog heder dette: At efterligne Dyden af Kierlighed til Gud, og ikke af Frygt for den Straf, som venter paa Lasterne. Fornuftens Lys lærer os allerede at kiende vor Naturs Værd og Fortreffelighed; den siger os, at vi ere bedre end alle andre Skabninger omkring os, og at disse Fortrin, disse Fuldkommenheder bestaae i at udøve den uforfalskede Dyd, hvis store Formaal, som ikke er ringere, end vort evige Vel, vi uafladelig bør søge at opnaae. Den lærer os, at gode Handlinger allene ere overeensstemmende med vor evige Aand, og at det ikke allene er en Dyd, at handle ret, saa meget mueligt, men endog en Pligt, hvis Nødvendighed ethvert Menneske, hvor lastefuldt det end er, maa indsee. Vi ville fore-

5

5 stille os en forslagen Egennyttig, som underkiøber utroe Folk, en Tyran, en Cromvell. Hvor kunde han have opnaaet sine Hensigter, dersom de, han uomgiengelig maatte betiene sig af, havde været utroe og forsømmelige i de dem overdragne Forretninger? Maatte han altsaa ikke selv give sig af med at være en Sædelærer, der, som Voltaire paa den ene Side lærer Dyden, og paa den anden forstiller den, og giør den ganske ukiendelig?

At endog Lastefulde maa anprise Dyden, beviser blant andet et Exempel, som endnu skulde været ubekiendt i Engeland selv, dersom en viis Harris ikke havde bekiendtgiort det i Cromvells Levnets-Beskrivelse, hvoraf man noksom seer, at han aldeles ikke har været nogen Enthusiast, men en forstilt Bedrager, som betiente sig af dette enthusiastiske Væsen i Dyd og Gudsfrygt til et Skiul for sine rygesløse Hensigter. Waller, en af hans Slegt, mærkede, at der ofte, naar han var i den beste Samtale med ham, kom en Betient, og sagde ham, at een eller anden Person vilde tale med ham. Cromvell pleiede da at springe i en Hast op af Stolen, at opholde dem nogen Tid uden for Kammerdøren, og at tale noget sagte med dem, og Waller kunde da ofte tydelig høre, at de sagde: "Herren hielper nok; Herren skal nok aabenbare det.„ Saasnart Cromvell kom igien til Waller, sagde han til ham: "Fetter Waller, jeg maa tale med disse Folk efter deres Tænkemaade;" og derpaa

6

6 fortsatte han igien sin Samtale. Kunde man vel værre misbruge Dyden, end denne Mand giorde? En

Fortælling

et Fruentimmer.

Herman og Æmilie havde ved lang Omgang havt Leilighed at kiende hverandre. Dyden giorde deres Foreening saa uryggelig, at de efter et Aars Forløb forbandt sig endnu nøiere ved at lade sig vie sammen. Hermans Hensigt var at faae en dydig og flittig Ægtefælle, som kunde lette de Besværligheder, hans Handel førte med sig. Æmilie havde vel ingen særdeles Yndigheder, som kunde bemestre sig hans Hierte, men Siælens Skiønhed giorde hende elskværdig i en langt høiere Grad. Richard, saa hedde dette Fruentimmers Fader, var en Mand, der bedømmede et Menneskes Lykke efter Størrelsen af hans Formue. Han levede indsluttet i sit Huus som en Biørn i sin Huule, og med en frygtsom Omhyggelighed tog vare paa sine samlede Skatter. Intet uden Handelen laae ham paa Hiertet, og den drev han efter saa strenge Regler, at han i en kort Tid blev en Afskye for Folk. Herman havde endelig efter megen Umage erhvervet sig sin

7

7

Svigerfaders Bevaagenhed. Hans blomstrende Handel bragte den gamle Gnier til at troe, at hans Æmilie kunde blive lykkelig ved ham. Æmilie blev overladt til Herman, og begge følte Lykken af en foreenet Dyd. Manden passede med en munter Hurtighed paa sine Handels-Forretninger. Den Tid, som hans Naboer henbragte med Gæstebude, Spil og anden Vellyst, opofrede han til at omarme sin Æmilie. Hans skiønne Hielperinde kom ham til Hielp i hans kloge Levemaade. Hun lod Pragt og Overdaadighed være langt fra sig. Hendes Klædedragt var reenlig, men ikke kostbar. Den Mad, hun tillavede, var velsmagende, men ikke kunstlet, deres hele Leve- maade var maadelig og sig selv liig. Fire Aar tilbragte dette elskværdige Par med at nyde saa sød en Lyksalighed. Ikke een Dag kunde de erindre sig, uden at føle dens Sødheder. Og den hele Rad af Dage var en stedsevarende Lykke. — Men den brave Hermans Lyksalighed maatte

endelig taale en bedrøvet Forandring. Søerøverne borttoge ham tre rigt ladne Skibe. Det var ude med Herman og han maatte overlade sig til sine Creditorer. Ingen kunde beskylde ham for ved Ødselhed selv at have tildraget sig denne

Ulykke. Han havde ikke giort sig nogen til Fiende i sine lykkelige Omstændigheder. Alle Folk elskede ham og lode hans Dyd vederfares Ret. Han gav og ikke heller sin Redelighed og sin

Dyd Afskeed i hans Ulykke. Han kaldte sine

Creditorer til sig, aabnede sine Bøger for dem

sin rette Handels Tilstand. De ynkedes over

8

8 ham og vare beredvillige til at indgaae et Forliig med ham. Og midt i hans Ulykke havde han været lykkelig, dersom hans Svigerfader havde været mindre umenneskelig. Denne haarde Mand havde ikke en liden Sum at fordre for sin Svigersøn. Saasnart altsaa Herman havde truf-

fet Forliig med sine Creditorer, tænkte han allene paa et Middel, hvorved han kunde tilfredsstille den karrige Richard. At gaae selv til ham fandt han ikke raadeligt; thi Gierrighed havde ogsaa frembragt Grusomhed i den haarde Richhards Siæl. Den arme Herman besluttede derfor at skrive sin Creditor saaledes til:

"Jeg er lykkelig, min beste Fader! og vil ikke føle til den Vanheld, der trykker mig som den tungeste Byrde, dersom dette Brev, der er forseglet med mine Taarer, ikke er uden Frugt, dersom mine Bønner ikke blive ubønhørte. Dyrebareste Ven, bør Naturens, hør Blodets Raab! Deres Godhed maa tilintetgiøre mine Fienders Bagtalelse, der tør paastaae, at De har forskudt mig og min Æmilie. — — Dog nei, De kan ikke forskyde os: De kan umuelig giøre det, De ere alt for Veltænkende dertil.

Men har et fiendsk Hierte unddraget os en Deel af Deres Bevaagenhed, saa straf De mig med Deres Vrede. Saa bitter den endog er for mig, saa vil jeg dog gierne taale den. Forbarm De sig allene over min Æmilie, hav i det mindste Medynk med det. Barn der i fire Maa-

9

9 neder har lagt under hendes Hierte. Dette spæde Noer kunde ellers tage Deel i sin Moders Elendighed, og for evig blive begravet under hendes Bryst. Men, beste Fader, vil de en-

delig slaae Haanden af mig, saa tillad mig dog at jeg klager min Nød for Dem.

Jeg er ulykkelig. Jeg og min Æmelie, det er reent ude med os. Muurene selv, som omgive os, aflegge et taus Vidnesbyrd herom. O! saae De dog dyre Fader den Elendighed, som beleirer vort Huus. Forfulgt af Kulde, udtæret af Hunger, udmattet af Mangel lever jeg, og — — ach! at jeg skal sige det min Æmilie. Ingen Ven opmuntrer os med Trøst. Ingen Christen nærmer sig os, for ved milde Velgierninger at lette vores Armod. Elendig er jeg selv. Elendig i min Æmilie! og elendigt er alt det som er omkring mig. Ofte iiler min lille stammende Clementine til mig, og kan neppe drage Aanden. Da vender jeg mit Ansigt til Himmelen og sukker: o! Gud, mæt dog de Umyndige. Mange rædsomme Nætter tilbringer jeg med Graad i min Æmilies Selskab. Vor Siel savner all

Trøst, den eene undtagen som Religionen giver os. Og i Sandhed vi maatte synke, ja vi maatte døe under disse Byrder, dersom vor uskyldige Samvittighed ikke satte Mod i os.

Ja, beste Fader, jeg takker Himlen, at hverken Ødselhed, hverken sorte Laster eller fæiske Lyster ere Aarsager til vor Ulykke. Det er et

10

10

Tilfælde, som ald menneskelig Magt ikke var i Stand til at hindre. En Storm kan knuse Deres Skibe. En Røvere kan skille Dem ved Deres Formue. Og saa er De jo saa mange Mennesker liig, som har havt samme Skiæbne. Forbarm De sig derfor over ulykkelige! Min Lykke, min Rolighed, min Æmilie og Hendes Børns Velfærd er i Deres Hænder. Forlader De os, holder De op at være ædelmodig, saa er Døden vor eeneste Tilflugt. Den skal aftørre fire lidendes Taarer, og giøre Ende paa deres ubeskrivelige Græmmelse. — Men ney min Fader! Deres Hierte er for menneskeligt til at de med Ligegyldighed kan see paa vores Undergang i vore beste Aar. De vil trøste os, og ved at giøre vel imod os, vil De lette vores Qvaal. En over- flødig Velsignelse vil da krone Deres sølvgraae Haar. De kan da prunke med det stolte Navn af en Befriere, og have den Fornøyelse, at jeg og min Æmilie maa takke dem for vor Lykke.

Den Barbar, mine Følelser befale mig at kalde ham med dette Navn, den tyranske Fader læste dette Brev. — Men ikke en Taare trillede need af hans Øyne. Ingen Tiger kan med mindre Rørelse betragte et sønderslidt Lam, end denne Løve, i et Menneskes Skikkelse, ansaae dette Ægtepars Jammer. Skal jeg kalde det Koldsindighed eller en rasende Vrede, der havde bemægtiget sig hans Hierte? Begge disse Uhyrer havde faaet lige stor Magt over hans Siel. Han fattede den diævelske Beslutning at lade den arme

11

11 Herman sætte i Fængsel, og ved hans Undergang at forstyrre haus Familie. Faa Timer efter at han havde faaet dette Brev blev denne ulykkelige Egtemand overleveret Arrestforvareren. —

Saasnart Æmilie fik denne hendes Mands haarde Skiæbne at vide, iilede hun til sin grusomme Fader. Hun omfavnede den grumme Richards Knæ. — I Støvet ligger her din Daatter, sagde den fromme Æmilie. Da jeg har dig og Himlen at takke for at jeg er til, saa hør mig min Fader. Du veed med hvor øm en Kiærlighed min Herman elsker mig. Jeg er vis paa, dersom jeg bar de Lænker, hvori han nu er indsluttet, vilde han skynde sig for at tage dem af mig og taalmodig gaae i mit Sted. Taknemmelighed, Kierlighed, og Troskab fordre af mig, at efterligne hans Exempel. Jeg, jeg vil være Borgen for hans Gield. Hans Lænker skal saare mine Fødder: hans søvnløse Nætter skal qvæle mig: hans Hunger, hans Tørst skal være min Deel. Hans snart forestaaende Død skal forfølge mig. Din Æmilie, som er af dit eget Blod, skal allene være Maalet for din skrekkelige Vrede. Berøv mig ikke, min Fader, denne søde, denne styrkende Trøst. Han er svag, megen Sorg og Græmmelse kunde let giøre Ende paa hans Liv. Und dog det umyndige Barn

endnu i nogen Tid med sin stammende Mund at nævne det fede Fader-Navn. Jeg maa frelse min Mand. Maaskee han havde ikke været saa ulykkelig, dersom han ikke havde giort mig saa lykke-

12

12 lig. Jeg venter paa dit Vink. Med et muntert Ansigt vil jeg skynde mig hen til ham og smilende tiltale ham: Deyligste, elskværdigste, from- me Mand, kast disse Lænker af dig; din Æmilie vil bære dem som en Pyndt. Gaae hen og lad dig see af den grædende Clementine. Jeg vil blive her og døe for dig. — —

For Smerter kunde den troe Æmilie ikke tale mere! Faderen studsede. Hans Hierte slog i ham og blev menneskeligt. Hans ædelmodige Datters Taarer, hendes ydmyge Stilling, den i hendes Ansigt malede Smerte, overvandt hans grusomme Hierte. Kom, sagde han, lad mig omfavne dig, min dydige Æmilie. Du har over-

vundet mig. Din Mand skal settes paa fri Fod, og du være lykkelig med ham. Herman følte sin Faders Godhed. — Han blev løsladt, og blev rørt, da han fik at viide, hvem han havde at takke for sin Frihed.

En ung Dervis havde tilbragt, en lang Tid i et Kloster, uden at kunde undertvinge sin herskende Lidenskab, som bestod i en hastig Vrede. Han beklagede sin Nød for den, som havde øverste Opsigt over Munkene, med Begiering, at det maatte blive ham tilladt, grundigere at lære denne tunge Konst i Omgang med de strenge Eremiter, som vare berømte for deres Selvfornegtelse. Hans

13

13 Foresatte giorde ham vel mange Indvendinger, og blant andet ogsaa forestillede ham, at endog disse @hellige Folk vare underkastede sandselige Fristelser; men hans Prædiken fandt ingen Gehør, og han saae sig endelig nødt til, at give sit Samtykke til den unge Dervises Begiæring. Denne be- gav sig uden Ophold paa Reysen, og tog sin Vey til en langt bortliggende Ørk, som tiente nogle Eremiter til Opholds-Sted. Han kom lykkelig til det Sted, han attraaede, og nærmede sig til den første Hytte, som han fik Øye paa: han bankede sagte paa Døren, og da ingen vilde lukke op for ham, fordoblede han sine Slag. En forskrækkelig Stemme brølede imod ham, Døren blev aabnet, og en Mand lod sig see, som med Myndighed satte ham i Rette, fordi han havde forstyrret hans Middags-Roe. Den arme Dervis stod gandske forbauset over at hans første Forsøg var faldet saa slet ud, og aabenbarede, at hans @Hensigt var, at opsøge en Mand, som var Herre over sin Vrede, til et Mynster for sig paa Taalmodighed; men sagde tillige, at han i ham ikke havde truffet den rette Person, og derfor havde Aarsag at fortsette sin Reyse videre. Han gik og virkelig bort, og kom snart til en anden Hytte. Efterat han havde tilkiendegivet sin Nærværelse ved at raabe og banke, kom en ærværdig gammel Mand frem, som med Venlighed førte @ham ind, da han havde sagt ham hans Forehavende. Just da de begge traadde ind ad Døren, saae Eremiten, at en Potte Melk, som han havde sat over Ilden, var imidlertid kommen i Kaag,

14

14

og at mere end det halve deraf var løbet over. Dette Tab var ham saa smerteligt, at han gruelig forbandede den Fremmedes Ankomst, som Aarsagen til den Skade, han havde lidt. Vores Der- vis tog altsaa med Bedrøvelse anden Gang Afskeed. Skiebnen førte ham derpaa til den tredie Eremit, som just var i Begreb med at indsamle nogle Urter uden for Døren af hans Hytte. Han gik med Bekymring hen til ham, tilkiendegav ham sin Begiering, og fandt strax en Lærere, som tilbed sig baade med Ord og i Gierningen selv at bibringe ham den Videnskab, at kunde undertvinge sin Vrede. Medens disse herlige Løfter bleve giorte, stak en Flue Eremiten paa Næsen, som han slog efter med Haanden, og da den dermed ikke vilde lade sig jage bort, slog han saa alvorlig efter den med hans store Perlekrands, at Snoren sprang i tu og de tunge Trækugler suusede i Luften, nogle fløy og i Hovedet paa den stakkels Dervis, og efterlode sig et ømt Mindesmærke. Da hans Haab om at finde et Mennestke uden Vrede havde slaget ham feyl, gik han stiltiende bort, uvis om hvad han skulde foretage sig. Men for selv at dempe sin Vrede, vilde han endnu lade det komme an paa et eeneste Forsøg. I dybe Tanker førte hans Fødder ham til en Huule i en Klippe, hvilken han, uden at agte det, vilde gaaet forbi, da en Stemme opvakte ham af hans Hen- rykkelse, og bad ham komme nærmere. Han blev en smuk gammel Mand vaer midt i Hulen, som spurgte ham, hvad der var Aarsag til at han indfandt sig der, og bad ham, da han havde svaret,

15

15

at komme nærmere. Dervisen oplivet af et nyt Haab, faldt need for denne elskværdige Mands Fødder, omfavnede hans Knæe, men det saa uforsigtig, at den svage gamle faldt til Jorden. I det han vilde hielpe Eremiten op igien, stødte han imod en Hylle, og slog hans eeneste Drikke-Skaal need, som gik i Stykker. Ved alt dette lod den Gamle ikke høre et utaalmodigt Ord, ja han forbød endog Dervisen at fremføre et eeneste Ord til sin Undskyldning. Nu satte de sig need, og den gamle begyndte et alvorligt moralsk Fordrag, der varede temmelig længe. Det unge og af Reysen udmattede Menneske begyndte at slumre og nikke med Hovedet. For denne Uagtsomhed stødte den Gamle Dervisen saa heftig for Brystet, at han faldt om paa Siden, og med det samme lærte, at endog den allermindste Ting kan giøre et Menneske utaalmodigt, i hvor dydigt det end er.

Satyriske

Forklaringer:

At bede Fadder er en Handling, hvorved i paa det høfligste nøder en til at give Penge imod sin Villie

16

16

At reyse paa Landet hedder i store Stæder at tage bort en Tidlang, paa det Creditorerne ikke skulde vide, hvor man er at finde.

Bibliothek er en talrig Samling af den menneskelige Forstands Svagheder, hvis Eyermand forstaaer det mindste deraf.

Casse: er en med mange Laase vel for- synet Jernkiste, som man meget omhyggelig tillukker, at andre Folk ikke skal kunne blive vaer, at den er tom.

Klog kaldes den, som er snedig nok til at oprette sin egen Feyl ved andre Menneskers Skade.

Til Læseren!

Af dette sees nogenledes Indretningen af disse Blade. Selskabet, som udgiver dem, vil giøre sig all optænkelig Umage for at nytte og behage ved Oversettelser af gode Stykker hos Engelske, Franske, Tydske og andre Forfattere, saa- vel moralske, som politiske, historiske, muntre, ja endog theatralske. Selskabet modtager med Erkiendtlighed indsendte Afhandlinger, saavel Originaler, som Oversættelser. Det forbeholder sig allene at dømme, om de kunde være beqvem- mere for dette Blad, eller ey. Og kunde saadanne Stykker tilsendes Hr. Boghandler Buch paa Nørregade med Udskrift: Til Selskabet; som udgiver Andres Tanker. Bemeldte Hr. Buch modtager Prænumeration med 2 Mk. 8 Sk. for hvert Fierding Aar, da de Herrer Prænumerantere sikkert skal blive tilbragt 1 Ark ugentlig. Sammesteds kan disse Blade og faaes Stykkeviis á 4 Sk.

Kiøbenhavn 1772, trykt hos M. Hallager

17

Andres Tanker. No. 2.

Fredagen den 30 October 1772.

Le coeur est citoyen de tous lès pays.

Montesquieu

Apheridons Hændelser

Af

Ham selv.

Jeg er født blandt Guebrene, og opdragen i en Religion, som maaskee er den allerældste i Verden. Jeg var saa ulykkelig, at lære at kiende Kiærlighed, førend jeg fik Forstand. Da jeg var ikke engang sex Aar gammel, kunde jeg ikke leve uden hos min Søster Astarte; mine Øyne vare stedse hæftede paa hende, og naar hun forlod mig undertiden et Øyeblik, fandt hun dem altid fulde af Taarer, naar hun kom tilbage. Hver Dag tiltog min Alder, og endnu meer min Kierlighed. Min Fader beundrede denne hæftige Tilbøyelighed, og havde gierne ønsket os sammen efter den gamle Brug iblandt Guebrerne, som Cambyses havde indført; men Frygt for

18

18 Mahomedanerne, under hvis Aag vi leve, giør, at vore Folk tør ikke engang tænke paa disse hellige Forretninger, som vor Religion meget meere be- faler, end tillader.

Da min Fader derfor saae, at det vilde være farligt at følge min egen og hans Tilbøyelighed, besluttede han at udslukke den Lue, som han troede, nu først at være antændt, endskiøndt den allerede havde taget Overhaand. Han foregav en Reyse, tog mig med sig, og overgav min Søster til en af vore Paarørende; thi min Moder var allerede død for to Aar siden. Jeg behøver ikke at afmale min Fortvivlelse over denne Skilsmisse: jeg omfavnede min Søster, hun flød hen i Taarer; men jeg fældede ikke een, Sorgen havde næsten giort mig følesløs. — Vi kom til Tefflis, der betroede min Fader min Opdragelse til een af hans Paarørende, for- lod mig, og vendte tilbage.

Nogen Tiid derefter fik jeg at vide, at han ved een af sine Venner havde faaet milt Søster ind i Se- raillet, hvor hun opvartede een af Sultaninderne. Havde man forkyndet mig hendes Død, var jeg ikke blevet meer forskræffet; thi foruden, at jeg ikke kunde haabe, at faae hende meer at see, havde hun antaget den Mahomedanske Religion, da hun gik ind i Seraillet; og efter den Religions Fordomme kunde hun nu ikke see mig uden Skræk. Imidlertiid kunde jeg ikke leve længere i Tefflis; klæd af mig selv og Livet, drog jeg tilbage til Ispahan. Jeg tiltalte min Fader haardt; jeg lastede ham, fordi han

19

19 havde sat sin Daatter paa et Sted, hvor hun ikke kunde komme ind, uden at forandre sin Religion. De har, sagde jeg, paadraget Dem og Deres Familie Guds og Solens Vrede. De har giort

meer, end om De havde besmittet Elementerne; De har besmittet Deres Daatters Siæl, som er ikke mindre reen. Jeg skal døe af Kiærlighed og Sorg derover: maatte kun min Død blive den eeneste Straf, Gud vil lade Dem føle. Derpaa forlod jeg ham. I to Aar henbragte jeg mit Liv med at gaae omkring Muurene om Seraillet,

og betragte det Sted, hvor min Søster var; og udsatte mig derved tusinde Gange om Dagen for at blive qvalt af Gildingerne, som rundere deromkring.

Endelig døde min Fader; og da Sultanin- den, som min Søster tiente, saae, at hun hver

Dag tog til i Smukhed, blev hun skindsyg der-

over, og giftede hende med en Gilding, som elskede hende meget heftig. Ved dette Middel slap min Søster ud af Seraillet, og kom til at boe med

sin Gilding i Ispahan.

Tre Maaneder forløb, inden jeg kunde faae hende i Tale. Den mistænkelige Gilding sendte mig altid bort under adskillige Forevendinger. Omsider kom jeg ind i hans Seraille, og fik Tilladelse at tale med hende: En Loss havde ikke kundet opdage hende, saa indpakket var hun i Klæder, saa bedækket med Sløer, jeg kunde ikke kiende hende uden paa Røsten. Hvad følte jeg ikke, da jeg saae mig paa eengang saa nær ved og saa

20

20

langt fra hende? Jeg tvang mig det bedste jeg kunde, endskiøndt jeg var færdig at segne død ned paa Stedet. Saa vidt jeg kunde see, fældede min Søster nogle Taarer. Hendes Mand vilde giøre mig nogle slette Undskyldninger, men jeg begegnede ham som den nedrigste Slave. Han blev meget forvirret, da han hørte, at jeg talte et Sprog, som han ikke forstod, med min Søster: det var vort hellige Sprog, det gamle Persiske. Hvordan, min Søster? sagde jeg til hende: er det sandt, Du har forladt Dine Forfædres Religion? Jeg veed. Du maatte bekiende Dig til den Mahomedanske, da Du gik ind i Seraillet; men, siig mig, kunde Dit Hierte samtykke med Din Mund i at forlade en Religion, som tillader mig at elske Dig? og for hvem forlader Du da denne Religion, som bør være os saa kiær? For en Elendig, som endnu har Mærker af de Lænker, han har baaret? For en, som, om han er et Menneske, er det

nedrigste af alle. Min Broder, sagde hun, det Menneske, Du taler om, er min Mand; jeg bør ære ham, hvor uværdig han end forekommer Dig; og jeg var det nedrigste af alle Fruentimmer, dersom — Ach! min Søster, faldt jeg hende ind i Talen, Du er en Guebrer: hverken er han, ikke heller kan han være Din Mand: dersom Du er troe som Dine Fædre, bør Du ikke ansee ham

uden som et Uhyre. Ach! sagde hun, hvor viiser denne Religion sig langt borte for mig! Nep-

pe vidste jeg dens Lærdomme, førend jeg maatte glemme dem igien. Du hører, at det Sprog, jeg nu taler, er mig meget fremmet, og at jeg har

21

21 den største Umage, for at udtrykke mig; men vær forsikkret om, at Erindringen om vor Barndom henrykker mig stedse; at jeg har ikke havt nogen sand Glæde siden den Tiid; at der er ikke gaaet nogen Dag forbi, uden at jeg har tænkt paa Dig; at Du har havt meere Deel i mit Giftermaal, end Du tænker; og at jeg aldrig havde bestemt mig dertil, dersom jeg ikke havde haabet derved at faae Dig at see igien. — Men denne Dag, som har kostet mig saa meget, vil snart koste mig meer! Jeg seer, Du er uden for Dig selv: min Mand skiælver af Mistanke og Vrede; jeg faaer Dig aldrig meer at see: maaskee taler jeg nu med Dig for sidste Gang i mit Liv; dersom saa er, da vil det ikke blive langt. Ved disse Ord blev hun saa bevæged, at hun kunde ikke fortsætte Samtalen, og forlod mig i den elendigste Tilstand af Verden.

Tre eller fire Dage derefter forlangede jeg igien at see min Søster: den grumme Gilding havde gierne nægtet mig det; men Deels har dette Slags Mænd ikke den Myndighed over deres Koner, som andre; Deels elskede han min Søster saa Heftig, at han kunde ikke afslaae hende noget. Jeg fik hende at see paa samme Sted igien, ligesaa indhyllet som sidst, og i Overværelse af to Slavinder; hvorfor jeg tog min Tilflugt til vort hellige Sprog. Min Søster, sagde jeg til hende, hvoraf kommer det, at jeg kan ikke see Dig, uden at sinde mig i den græsseligste Tilstand? Disse Muure, som indslutte Dig, disse Tralværker, disse Slaader, disse elendige Vogtere, som passe paa Dig, giøre

22

22

mig rasende, hvorfor har Du tabt den søde Friehed, Dine Fædre saa længe have besiddet? Din Moder, Din dydige Moder, gav hendes Mand ingen anden Borgen for hendes Dyd, end hendes Dyd selv; de levede begge lykkelige i en indbyrdes Fortroelighed; og deres oprigtige Omgang var dem en langt dyrebarere Riigdom, end den falske Herlighed, Du synes at nyde i dette prægtige, udpyntede Huus. Da Du tabte Din Religion, tabte Du tillige Din Friehed, Din Lykke, og den kostbare Liighed, som er en Ære for Dit Kiøn; men det, som enden er det værste, er, at du er ikke hans Kone; thi det kan du ikke være, ney du er Slavinde hos en Slave, som man har fornedret langt under Menneskeligheden. Ach! min Broder, svarede hun, ær dog min Mand, hav Ærbødighed for den Religion, jeg har antaget; efter den er det en Forbrydelse at tale med Dig. Hvordan min Søster! raabte jeg gandske uden for mig selv, du troer altsaa, at den Religion er sand? — Ach! hvor vilde det ikke være fordeelagtigt for mig, at den ikke var det! jeg har opofret for meget for den til, at jeg skulde ikke troe den, og dersom mine Tvivlsmaal — ved disse Ord taug hun. — Ja, min Søster, Dine Tvivlsmaal ere vel grundede, hvad for nogle de end ere. Hvad venter Du af en Religion, som giør Dig ulykkelig i denne Verden, og tillader dig ikke at haabe noget i den anden? betænk, at vores Religion er den allerældste i Verden, at den har stedse blomstret i Persien, og at den ikke har havt sin Oprindelse fra noget andet Rige end dette, som man ikke veed om, naar

23

23 det er opkommet, at det er ikkun en Hændelse, som har indført den Mahomedanske, at den Sect er oprettet ikke alleene ved Overtalelser, men ved Magt. Dersom vore Fyrster ikke havde været feige, skulde vi endnu have seet vor gamle Religion herske iblant os, Gaae tilbage til hine fremfarne TidsAlder; alting vil tale til Dig om vor Religion, slet intet om den Mahomedanske, som mange tusinde Aar derefter var ikke engang i sin Barndom. — Men dersom min Religion er ikke saa gammel som Din, saa er den dog reenere: jeg tilbeder ingen uden Gud, Du derimod Solen, Stiernerne, Ilden og de andre Elementer. — Jeg merker, min Søster, at du iblant Muselmændene har lært at drive Spot med vor hellige Religion, vi tilbede hverken Stiernerne eller Elementerne, vore Fædre har aldrig tilbedet dem: aldrig have de opreyst dem Templer, aldrig have de ofret til dem: de have vel dyrket dem, men i en ringere Grad, som øyensynlige Vidnesbyrd om en Høyere Guddom. Men, min Søster, for den Guds Skyld, som opklarer os, modtag denne hellige Bog. Den er af vor Lovgiver Zoroaster: læs den uden Fordomme: aabne dit Hierte for de Lys-Straaler, som vil giennemtrænge det, imedens du læser. Erindre Dig vore Forfædre, som har æret Solen saa længe i vor hellige Stad: tænk endelig paa mig, viid, at jeg har ingen Roe, ingen Lykke at haabe, uden af Dig, og at mit Liv beroet paa Din Forandring. Jeg forlod hende gandske Henrykt, for at give hende Tiid til at bestemme det Udfald, som var mig vigtigere end Livet.

24

24

To Dage derefter gik jeg igien til hende: jeg talede intet: taugs ventede jeg den Beslutning, som skulle bestemme mit Liv eller Død. Du er elsked min Broder, sagde hun, og det af en Guebrer: Længe streed jeg med mig selv, men, Gud: hvor let hæver Kierlighed alle Vanskeligheder: hvad Trøst føler jeg! nu frygter jeg ikke meere at jeg skal elske Dig for meget. Nu behøver jeg ikke at sette Grændser for min Kierlighed, Yderligheden selv er min Pligt. Ah! hvorvel kommer dette overeens med mit Hiertes Tilstand. Men, min Broder, nu har du brudt de Kiæder, som tvang min Forstand: naar vil Du bryde dem, som omgive mine Hænder. Fra dette Øyeblik af overgiver jeg mig til Dig. Lad den Beredvillighed, Du imodtager mig med, overbeviise mig om hvor kiær denne Gave er Dig. Naar jeg første Gang kan omfavne Dig, min Broder, troer jeg, jeg vil døe i dine Arme. — Det er mig umueligt, at udtrykke den Glæde, jeg følede over disse søde Ord: jeg troede, at jeg var, og jeg var ogsaa virkelig i et Øyeblik, det lykkeligste af alle Mennesker: jeg saae næsten alle de ønsker, jeg i fem og tyve Aar havde giort, at blive opfyldte, og alle de Fortrædeligheder, som havde giort mig dem saa besværlige, at forsvinde: men da jeg blev lidt vant til disse henrykkende Forestillinger, saae jeg at jeg var ikke saa nær ved min Lykke, som jeg havde indbildt mig, endskiøndt jeg havde overvundet den største Hindring. Hendes aarvaagne Vogtere maatte dysses i Søvn: Jeg torde ikke betroe et eeneste Menneske denne vigtige Hemmelighed: Hun og jeg maatte

25

25 giøre alting selv, og dersom jeg gik glip af mit Foretagende, vilde jeg staae Fare for at blive sat paa Spid. Men at miste min Søster vilde være mig den grueligste Piine. Vi besluttede derfor, at hun skulde sende Bud til mig efter et Uhr, som hendes Fader havde efterladt hende, og at jeg skulde legge en Fiil, som hun kunde fiile Gitterverket i Vinduerne ud til Gaden over med, og en knyttet Stige til at gaae ned paa, derinden i: at jeg ikke skulle komme meere til hende, men hver Nat vente neden for hendes Vinduer, om hun maaske, kunde faae Leylighed til at udføre sit Forehavende.

Femten heele Nætter gik uden at jeg saae noget Menneske: hun havde endnu ikke fundet nogen beqvem Leylighed. Endelig hørte jeg den sextende en Fiil arbeyde. Tid efter anden blev Arbeydet afbrudt, og i disse Mellemrum var min Skræk ubeskrivelig. Omsider saae jeg efter en Times Forløb, at hun hæftede Stigen fast. Hun steeg ud paa den, og gleed sagte need i mine Arme. Nu kiendte jeg ingen Fare meere: jeg stod længe uden at bevæge mig af Stedet. Derpaa førte jeg hende uden for Byen, hvor en Hest

stod færdig. Jeg satte hende bag ved mig, og med den mueligste Hastighed skyndte mig bort fra et Sted, som kunde være os saa farligt. Vi kom før Dag til en Guebrer, som havde begive: sig ud til er eenligt Sted, hvor han leve-

de tarvelig af sine Hænders Arbeyde. Vi holdte det ikke raadeligt at blive hos ham, og efter

26

26 hans Raad begave vi os ind i en tyk Skov og skiulte os i en gammel huul Eeg, til Allarmen over vor Flugt kunde være forbi.

I denne Afkrog levede vi to ganske allene! vi igientoge uden Ophør at vi stedse vilde elske hverandre, og ventede ikkun paa at en Guebrisk Præst ved Leylighed kunde fuldføre de Skikke, vore hellige Bøger befale, ved vort Bryllup. Min Søster, sagde jeg, hvor er denne Foreening hellig! Naturen har forenet os, vore hellige Love vil snart forene os nærmere. Endelig kom en Præst, og tilfredsstillede vor utaalmodige Kierlig- hed. I et Bondehuus iagttoge vi alle Bryllups-Skikkene. Præsten velsignede os og ønskede os tusinde Gange Gustaspis's Held og Hohoraspis's Dyd. Strax efter forlode vi Per- sien, siden vi ikke vare sikkre nok der, og for-

føyede os til Georgien.

Der levede vi et Aar og bleve hver Dag mere indtagne i Hverandre. Men da mine Penge begyndte at forsvinde, og jeg frygtede for, at min Søster, ikke jeg selv, skulde lide Mangel, forlod jeg hende for at søge Hielp hos vore Paarørende. Aldrig var noget Farvel ømmere. Men min Reyse var ikke allene uden Nytte, men endog ulykkelig: thi paa den eene Side vare vore Midler confisqverede, og paa den anden vare vore Paarørende ganske uformuende til at hielpe os. Jeg fik altsaa ikke flere Penge med mig, end jeg net op behøvede til min Tilbage-Reyse. Men hvor

27

27

stor blev ikke min Fortvivlelse? jeg fandt ikke min Søster: et par Dage før min Ankomst havde

nogle Tartarer giort et Indfald i Byen, hvor hun boede, og da de saae at hun var smuk,

toge de hende bort og solgte hende til nogle Jøder, som reiste til Tyrkiet, og efterlode intet uden en liden Daatter, som hun for nogle Maa- neder siden var bleven forløst med. Jeg fulgte

efter disse Jøder, og naaede dem tre Dages Reise derfra. Mine Bønner, mine Taarer vare forgieves. De forlangede tredive Tomaner for hende, og vilde ikke slaae en eneste af. Efterat

jeg havde vendt mig til alle, efterat jeg havde anraabt saavel Tyrker som Christne om Hielp, gik jeg omsider til en Armeniansk Kiøbmand, til ham solgte jeg mig selv og min Daatter for fem og Tredive Tomaner. Jeg gik til Jøderne, be-

talte dem de tredive Tomaner, og iilede med de øvrige fem til min Søster, som jeg endnu ikke

havde seet. Du er fri min Søster, sagde jeg,

nu kan jeg omfavne dig igien. Her ere fem Tomaner: det fortryder mig, at de ikke vilde give mere for mig. Hvad, sagde hun, har du solgt dig? — Ja. — Ah! jeg elendige, hvad har du giort? var jeg ikke ulyksalig nok, uden at du endnu skulde giøre mig mere ulykkelig? Din Frihed trøstede mig, men dit Slaverie vil bringe mig i Graven. Ah! min Broder, hvor grum er din

Kierlighed! og min Daatter? hvorfor seer jeg hende ikke? — Hende har jeg ogsaa solgt, sagde

jeg. Vi faldt begge i Graad. Ingen af os havde Kræfter til at tale til den anden. Ende-

28

28 lig gik jeg hen at faae fat paa min Herre: min Søster kom næsten ligesaa snart som jeg; hun kastede sig need for hans Fødder: jeg beder Dem, sagde hun, om Slaverie, ligesom andre bede Dem om Frihed! tag mig, De vil faae mere for mig end for min Mand. Disse Ord frembragte Følelser hos min Herre, som tvang ham Taarerne af Øynene. Jeg elendige, blev hun ved, var du i Stand til at tænke, at jeg kunde tage imod min Frihed paa din Bekostning? — Herre! kiøb De os to Ulykkelige. Vi døe, dersom De skiller os ad. Jeg overgiver mig til Dem. Betal mig! disse Penge og min Tieneste kunde maaskee engang erholde det af Dem, som jeg ikke tør bede Dem om. Det er Deres egen Fordeel, at De ikke skiller os ad. Vær forsikkret, hans Liv beroer paa mig. Armenianeren var blødhiertet, han blev rørt over vore Ulykker. Viis eder begge, sagde han, troe og nidkiere i min Tieneste, saa lover jeg eder eders Frihed om et Aar: jeg seer nok, at hverken den eene eller den anden af eder har fortient disse Ulykker. Dersom I engang, naar I have faaet eders Frihed, blive saa lykkelige, som I fortiene: dersom Lykken engang smiler ad eder, saa er jeg vis paa, I vil gotgiøre mig det Tab, jeg maa lide. Vi omfavnede begge hans Knæe, og fulgte ham paa hans Reyse. Vi trøstede hverandre i vort strenge Arbeyde, og jeg var henrykt, naar jeg kunde forrette det Arbeyde, som tilfaldt min Søster.

Aaret fik Ende. Vores Herre holdt sit Løfte, han gav os vor Frihed. Vi reyste tilbage

29

29

til Tefflis, der fandt jeg en gammel Ven af min Fader, som med Lykke udøvede Læge-Konsten der i Byen. Han laante mig nogle Penge, som jeg begyndte en liden Handel med. Nogle For- retninger kaldte mig derpaa til Smirna, og der satte jeg mig need. Der har jeg nu levet i sex Aar. Der nyder jeg det elskværdigste, det sødeste Selskab af Verden. Eenighed hersker i min Familie, og jeg vilde ikke ombytte min Tilstand med nogen Konge i Verden. Jeg var saa lykkelig at treffe den Armenianske Kiøbmand, som jeg havde at takke for alt, og at giøre ham betydelige Gientienester.

Manden uden Laster og uden Dyder.

En Karakteer.

Erast, meer eremitisk end selskabelig, lever for sig allene, og inddeler sine Midler saaledes, at han kan leve ærlig og roelig. Han har ingen Familie, følgelig ingen Huussorger: er selv Herre over sin Tid, og bær Omsorg for, at han ikke skal falde nogen besværlig. Nu i ti Aar har han levet ligesaa ordentlig den eene Dag som den anden. Han er frisk og sund, og fornøyet med sin Skiebne. Han vaagner Klokken aate. Thee, Aviser og Vinduet give ham nok at bestille til Klokken ti. Ved denne Tid besørger han sine Forretninger, det er: han indfører i sin Dag-Bog

30

30

de Udgifter, han har havt i gaar, beseer dm Pyndt, han havde paa i gaar, om den skulde have taget nogen Skade, udvælger sig en for i Dag, skriver et Brev, naar hans Fordeel udfordrer det, blader i en nye Bog, som er tilsendt ham fra Bogladen, eller tegner en halv Times Tid for sin Fornøyelse, eller seer til sine Fugle. Førend Klokken slaaer tolv, er han paaklæd. Han spiser got, men maadeligt, og i de sidste tredive Aar veed han ikke, hvad en Ruus er. Hans Tid fra Klokken to, til han staaer op fra Aftens-Maaltidet Klokken ti, er ligeledes ind- deelt: en Time anvender han paa at spille Billard, een paa Besøgelser, som han enten giver eller tager imod, en halv Time sover han, en Time anvender han paa at læse et smukt Skrift, een paa at spadsere, naar Veyrliget tillader det, een til at spiise Aftensmad, og naar Klokken er ti, overlader han sig ordentligen til Søvnen. Han viiger ikke et Skridt fra denne Orden, undtagen om Søndagen, da han gaaer i Kirke. Denne Mand er udraabt for sin Indgetogenhed og ordentlige Levemaade. Hans Tiener roeser af, at hans Herre hver Morgen giør sin Morgen-Bøn og hver Aften synger en Psalme. Og i Sandhed, Erast er maadelig og en god Huusholder, ingen Ven af Vellyst og rasende Forlystelser. Han taler ikke ont om noget Menneske, giver enhver den Ære, ham tilkommer, betaler rigtig, hvad han er skyldig, og lever i Stilhed for sig selv. Dog, hvad er Erast, naar man Nøye betragter ham i alle hans Foretagender? er han meer end en ordentlig

31

31 Lediggiænger? hvad er Hoved-Hensigten af hans Plan? Magelighed og en afpasset Dorskhed. Han lever tarvelig for at vedligeholde sin Sundhed: er Huusholder for at undgaae de besværlige Følger af Uorden. Han lever for sig selv, og ikke for andre. Er han vel derfor sat i det store Selskab af Mennesker? Han befordrer sin Fornøyelse; men er det den, Fornuften billiger? Han er omhygelig for sin Formue, eftersom det er et fornuftigt Menneskes Pligt; men, at bruge sin Formue, er dette allene, eller er ikke meget mere en nyttig Anvendelse af Tiden, en Pligt, en bestandig Pligt? Han anvender Tiden blot til at pleie og underholde sit Legeme, og altsaa lever han allene for i Fremtiden at have levet saa længe det har været ham mueligt. Han har en Siel allene for hans Sandsers Skyld, og Forstand allene for at opdage de Ting, som smigre hans Beqvemmeligheder. Han troer, at han giør intet ont, i det han vogter sig for de Laster, som straffe sig selv. Men hans heele Levnets-Plan er slet, eftersom baade Fornuften og det, hvortil Gud har bestemt et Menneske, forkaster den; han legger selv ved hans Indretning for Dagen, at et Menneskes Siel er et virksomt Væsen, da han hver Time paa en vis Maade underholder den. Hvorfor kan han ikke indsee, at det er langt bedre at være en nyttig og arbeydsom Mand, end en sysselsat Lediggiænger? Mon han haaber, at Gud engang evig vil belønne ham for den Umage, han saa ordentlig har giort sig, for at fornøye sine Sandser? Kunde han sove, saa ofte han gad, saa vilde han efter all Anseelse bortsove den største Deel af hans Leve-Tid. Han maa af Naturen være begavet med saa ringe Gaver, som endog kan tænkes, saa har han dog denne Fornuftens og Religionens Pligt tilfælles med alle Mennesker, oprigtig at anvende sit lidet Pund

32

32

til beste for det almindelige. Deri skal hans Dyd og Roelighed bestaae. Han skal leve fornøyet som en Medborger, og ikke som en drømmende Eremit. Han maa vel søge sin Beqvemmelighed, men han lever ikke for sin egen Skyld allene; thi da kunde Skaberen have indsluttet ham i en Huule, omringet med fornødne Levnetsmidler. Endelig er den Sætning falsk, at en beqvem- melig Levemaade er tillige en fornøyelig Levemaade. Naar Erast betænker sig ret (og han kan dog ikke undertrykke: alle alvorlige Tanker med sin Dorskhed) giør hans Hierte ham da aldeles ingen Bebreydelser for hans sandseliqe Levnet? finder han ikke en Tomhed i sin Siel? en Frygt for, at andre, som han slet in- gen Nytte giør, skal foragte ham? en Skamfuldhed over, at han har levet fyrretyve eller halvtrediesindstyve Aar, uden at være bleven bedre Menneske end han var før? Kan han vel forlade sig paa Forsynets beskyttende Haand, og trøste sig med dets Bistand, naar hans Formue, som han for nærværende Tid allene anvender til sin Magelighed, skulde forvandles til Mangel? Kan han vel haabe noget naar han tænker paa Døden? Besidder han ikke disse Sielens Fordele, saa lever han ikke fornøyet; men er belønnet med en behagelig Kildren i nogle Aar og tillige straffet af sin Magelighed, som han har været en Slave af.

33

Andres Tanker.

No. 3.

Fredagen den 6 November 1772.

Ficta voluptatis causa sint proxima veris.

Horat.

Iblant den berømte Svifts Papirer har man fundet føl- gende Fortælling, som et Tillæg til hans Guliver.

Jeg Robert Knox, Capitain paa Skibet Bristol, bestemt til Madras, havde fortsat min Reyse næsten til det gode Haabs Forbierg, da en Orcan, som pludselig reyste sig, satte mig ud af min Cours hen imod Sønden. Stormen holdt ved i tre Dage, og da Søen igien var bleven stille, opdagede vi en Øe, som vi ikke fandt paa vore Korter. Jeg sendte en Baad i Land for at hente nogle friske Urter og Rødder og indtage ferskt Vand, eftersom Skiørbug havde heftig angrebet mine Skibsfolk. Den kom tilba- ge med en god Ladning, og Matroserne vidste ikke

34

34

nok at berømme Øens Frugtbarhed. Jeg fik selv Lyst at føre mine Syge paa Land: jeg overlod altsaa Commandoen til min Lieutenant; og kom lykkelig og vel paa Øen. Mine Syge kom i faa Dage fuldkommen til deres forrige Helbred, og da jeg igien vilde gaae om Bord med dem, gav jeg dem alle et lidet Giæstebud. Midt i denne Lystighed faldt jeg i en dyb Søvn, og da jeg vaagnede igien, var der ikke en Siel hos mig. Jeg kastede mine Øyne ud paa Søen, men mit Skib var borte: ved mine Fødder laae en JagtFlint, et par Pistoler, to Poser med Krudt og Kugler og nogle Tvebakker. En Seddel, som jeg fandt, underrettede mig om, at mine Folk vare blevne Forrædere og Fribyttere, og havde ved en Sovedrik sat mig i saadan en Tilstand, at det var mig umueligt at imodstaae deres Hensigter. Efterat jeg havde overvundet det første Anfald af Fortvivlelse, vovede jeg mig dybere ind paa Øen, for, om mueligt, at giøre een eller anden nyttig Opdagelse. Allevegne fandt jeg nok af spiselige

Frugter. Den tredie Dag derefter, da jeg just

vilde stige ned af mit Natte-Leye, som jeg var

vant at tage i et Træe, der var tæt begroet med Løv, saae jeg en heel Skare Folk nærme sig, som

jeg ganske rigtig ansaae for Øens Indbyggere. De @vare nøgne, og lidet forskiellige fra andre Indianere: de havde ingen Vaaben, en eeneste Mand undtagen, som var klæd i Matros-Klæder og holdt et stort Sværd i begge hænder. Jeg sad ganske stille i mit Træe. Disse Folk vare neppe tredive Skridt fra mig, førend de med eet stode stille: de

35

35

stillede sig derpaa alle i en Kreds, mumlede nogle uforstaaelige Ord, og bare sig ad, som om de vare i Begreb med at holde deres Andagt. Ef-

terat dette havde varet en kort Tid, traadde den Mand, som havde Klæder paa, frem imellem dem og kaldte een af de nøgne til sig. Han kom strax, traadde frem og bøyede sig med Overlivet

næsten til Jorden: Matrosen greb sit Sværd med begge Næver og huggede ham med et græsseligt Hug midt over hans Legeme i to Deele, Tilskuerne gave et heftigt Skrig af sig, og jeg blev sat i den yderste Forskrækkelse. Jeg holdt disse nøgne Indianere for elendige Slaver, hvis fortørnede Herre vilde opoffre dem sin umenneskelige Hevngierrighed. Menneskekierligheden fordrev alle andre Betragtninger af min Siel: jeg raabte med en brølende Stemme: holdt, Barbar! eller du skal faae din fortiente Løn. Jeg iilede med Flint og

Pistoler need af mit Træe, og gik med opspendt Hane løs paa Matrosen. Han selv saavelsom hans Kammerater bleve forskrækkede over min uformodentlige Ankomst, dog toeg han strax Mod til sig, og raabte til mig paa Engelsk: Fremmede! lær at ære Naturens Underverker, og hindre mig ikke i at befordre en Skabe-Kraft, som er skiult for dig: bie endnu lidet, faa skal du dømme langt anderledes om disse mine Handlinger, som synes dig saa grusomme. Imidlertiid gav han nogle Indianere

et hemmeligt Vink, hvilke strax overfaldt mig og bandt mig til et Træe. Derpaa begyndte Matrosen sit Slagterie paa nye: alle Indianerne lode sig hugge midt over af ham, og da der var in-

36

36 gen flere tilovers, nærmede Matrosen sig til mig, lovede mig all Sikkerhed, og forsikrede høyt, at jeg i steden for de halvtrediesindstyve Mennesker, som han havde hugget i tu, skulde i Morgen finde hundrede friske og sunde unge Mennesker. Derefter løfte han mig, tog en Flaske op af Lummen, drak en god Slurk, tørrede Sveden af sig, og gav mig ogsaa al drikke. Da han saae, at jeg havde slaaet mig nogenledes til Roelighed, begyndte han følgende Fortælling; Landsmand! I befinder Jer i en Deel af Verden, som fortiener all Eders Beundring. De Mennesker, som beboe disse Egne, ere dyriske Planter. Det er Eder ikke ubekiendt, at visse Træer blive forplantede, naar man afskiær en Qvist og nedlegger den i Jorden. Her gaaer det ligesaa let, ja endnu lettere til med Menneskene og deres Formeerelse: man hugger dem kun midt over, da den virksomme Natur igien giver ethvert Stykke den halve Deel, det har mistet. Som jeg hører, svarede jeg, saa finder man her menneskelige Polyper, som ligne de dyriske, om hvilke vore Europæiske Naturforskere vide at fortælle saa forunderlige Ting. Den heri aldeles uerfarne Matros lod sig af mig omstændelig underrette om dette Naturens Underværk, og maatte til Slutning selv tiltage, at der var stor Overeensstemmelse imellem disse Mennesker og hine Vand-Insekter.

Videre fortalte han mig, at han allerede for mange Aar siden var opkastet paa Øen ved et Skibbrud, og af Forstanderne for Klapperklin-

37

37

gis (saa hedde denne underlige Nation) var giort til almindelig Skarpretter, eller rettere Folkets Fader og Opholder. I Begyndelsen var han ge- raadet i yderste Livsfare, da disse Indianere fattede det Forsæt, at giøre to Mennesker af ham; Men til hans store Lykke giorde de, ved at skiæ-

re det ene Øre af ham, det første Forsøg paa, om han havde deres Natur, og da dette faldt slet ud, og intet nyt Øre vilde voxe ud igien af Hovedet, saa blev han ikke oftere ængstet med at formeres. Denne hans Fortælling sluttede han med disse Ord: I er, ligesom jeg, en Engellænder, og vor Nation skal efter disse Indianeres

Meening have en medfød Kraft til at hugge de

menneskelige Polyper i tu, saa der af hver halve Deel fremkommer et heelt Menneske: jeg er gammel, og nærmer mig til Døden; dette Folk skal altsaa indsette Jer i mit Embede. Jeg loe ad dette Tilbud, og vilde ikke troe denne selsomme Maade at formere Mennesker paa. For da at hielpe mig ud af min Tvivl, førte han mig nærmere til Slagter-Pladsen: Hvilket Syn! i saa kort en Tid havde disse kløvede Menneskers halve Deele saa kiendelig arbeydet paa at blive heele, at man ganske tydelig kunde see deres Vext. Ef-

ter en liden Irettesettelse førte Matrosen mig dybere ind i Skoven, og lagde sig ned hos mig i Skyggen af Træerne: jeg spurgte ham, af hvad Stand disse Indianere vare, paa hvis Fordobling han ventede? jeg fik at høre, at de vare halvtrediesindstyve Poeter, som man havde hastet med at faae hugget i tu, deels da den giærende Drift til

38

38

at formere sig ellers maatte have sprengt deres Legemer, deels og, da der til at forfærdige et stort Helte-Digt, som nødvendig maatte bestaae af hundrede Bøger, hver Bog af ti tusinde Vers, og som skulde være færdig i ti Dage, uomgiængelig udfordredes hundrede Poeter. Men, min Herre, spurgte jeg, hvorfor lader man ikke Naturen sit frie Løb, og hvorfor skal Sverdet forskaffe disse svangre Poeter Luft? Aarsagen, svarede han, er høystvigtig; thi et Hug af et Sverd tvinger den overordentlige store Evne til at formeere sig paa utallige Maader, saa den lader det allene blive ved en Fordobling: eengang forsømte jeg den rette Tid, da skyndte en Poet sig og udlagde ligesaa mange Unger, som den største Hauge-Ædderkop. Det

værste er, at disse overcomplette Poeter tabe den sande poetiske Smag og Vittighed, og blive til barnagtige Spøge-Fugle, som giøre Oder og Sonetter om Æbler, Nødder, Sukkertøy, Dukker o. s. v. Jeg svarede; Jeres Forklaring giver mig en fuldkommen Indsigt i Sagen; men hvorledes vil det see ud med et Helte-Digt, som hundrede Poeter arbeyde paa, hvilken en væmmelig Miskmask

af forskiellige Opfindelser, Udpyntninger og Skrivemaader maae herved komme for Lyset? Intet mindre end dette, svarede han! Man kan ansee

alle Klapperklingis for en eeneste Siel og et eeneste Legeme, eftersom de fra Begyndelsen nedstamme fra en eeneste Stamme-Fader, hvis heele

Tænkemaade er uforandret bleven meddeelt den ene ligesom den anden. Jeg har allerede sagt jer, at de ere dyriske Planter, og at deres Indbild-

39

39 nings-Kraft bærer Frugter paa samme Maade, som en Æble-Qvist, der, naar den bliver indpodet i et andet Træe, altid frembringer eet Slags Æbler. Jeg indvente paa nye: men hvor kan en Poet hver Dag levere tusinde Vers? Det lader sig meget let giøre, svarede han: alting er mechanisk hos disse Poeter; i et hvert Minut tænker deres Siel en Linie, og net op i lige lang Tid fører deres Haand den paa Papiret; om jeg regner ret, saa skal de ikke fuldt behøve sytten Timer til at forfærdige de tusinde Vers. I har fast opløst alle mine Tvivlsmaal, svarede jeg; men hvorfra faae disse Poeter den Taalmodighed, at de i sytten Timer kan digte og skrive? Spørg heller, svarede han, hvor de i saa kort en Tiid fuldkommen kunne mætte deres herskende Lidenskab; vore Klapperklinges trættes ikke ved en Forretning, som oversvømmer dem med Vellyst: man maa med Magt rive dem løs fra denne henrykkende Gienstand, og vi have hvert Aar Exempler, at mange af dem have forglemt baade at spise, drikke og sove, og skrevet saa længe, at de have opgivet Aanden derover, og denne Maade at døe paa kalde de den saligste. Medens denne Samtale varede, brød Natten frem. Vi spiiste begge vor Aftensmad og sov Natten over i Græsset. Dagen begyndte knap at grye, førend min Landsmand vækkede mig op, og førte mig hen til det omtalte Fødsels-Sted for de nye Poeter, som vi fandt heele og fuldkomme i alle Lemmer. Just paa samme Tid kom man med hundrede Bærestoele, hvori disse Poeter skulde leveres til Hove. Vi fulgte ganske magelig efter til Fods: Saasnart jeg var kommet ind i Hovedstaden, blev jeg bragt for Kongen. Denne Prinds lod mig ved Matrosen forsikkre om sin Naade, og lod mig venlig indbyde til den forestaaende

40

40

Høytidelige Hovedbytte-Fest. Jeg maa melde no- get om en nye Egenskab hos Klapperklingis: naar et Lem bliver dem afskaaren, saa voxer i saa Timer et nyt ud igien; endog et afhugget Hoved bliver vederlagt med et nyt. Dog kan man dermed endnu giøre et andet Forsøg: man hugger Hovederne af to Personer, og setter samme ombyttede igien paa Kroppene, da de derpaa i benævnte Tid voxe ganske nøye sammen med Legemerne. Man skulde neppe troe, hvad for store Fordeele dette Folk har af saadanne Kunstgreb: Finder man en eller anden, hvis Gemyts-Beskaffenhed kommer kun lidet overeens med deres Embede og Stand, saa blive de ved dette Middel paa eengang brugbare Folk: Har een et alt for stille og feigt Gemyt, og hans Embede udfordrer en op- vakt Hierne, saa lader han efterspørge, hvor der skulde findes nogen, som i en Værdighed, der udfordrer en frygtsom Sædelighed, er alt for munter og levende; disse to treffe da et Forliig med hinanden om at bytte deres Hoveder, og saa ere de hiulpne paa begge Sider. Jeg var et øyensynligt Vidne til denne nyttige Omvexling paa bemeldte Hovedbytte-Fest; To Feldtherrer, som havde giort sig syge, da de skulde gaae i en Træfning, og to Hofdammer, som endog i Dronningens Gemak havde givet hinanden et par Ørefigen, maatte giøre dette Bytte; og efter den Tid opførte de sig fuldkommen overeensstemmende med deres Stand.

Saavidt disse forunderlige Efterretninger, som synes ganske utroelige. Om Fortsettelsen deraf er forekommet, eller Robert Knox har forsømt at fuldføre dem, kan man ikke afgiøre.

41

41

Anecdoter.

En vis Staats-Minister, som stod i stor Naade hos Kong Carl den Første i Engelland, havde paa det forbindtligste lovet at skaffe en ung Adelsmand, ved Navn Cæsar, en Tieneste ved Hoffet. Men hvor ofte han end havde lovet ham det, og hvor ler en Sag det end havde været for ham, glemte og forsømte han det dog.

En Dag kom en af Cæsars Venner til ham, og meget omhyggelig spurgte ham, om han havde holdt sit Løfte. Ministeren svarede med en forstilt Forvirrelse, at han havde glemt det, men at han endnu samme Eftermiddag vilde tale med Kongen derom, saafremt han alleene havde en skriftlig Erindring. Den anden skrev strax paa en liden Seddel: Tænk paa Cæsar! denne stak Ministeren, uden at see paa den, i den Lomme, hvori, efter hans Meening, alt det laae, som han allerførst skulde tale med Kongen om.

Herpaa gik en lang Tiid, uden at der blev tænkt paa Cæsar. Endelig vilde Ministren een Dag tage en anden Klædning paa, da hans Kammer-Tiener efter Sædvane leverede ham de Papirer, som vare i den forrige. Da han nu iblant disse

42

42

fandt denne Seddel, som han ikke før havde læst, og som indeholdt net op disse Ord: Tænk paa Cæsar, blev han meget forskrækket og kunde ikke komme til sig selv igien.

Han lod strax sine fortroeligste Venner kalde til sig, og viiste dem dette Stykke Papiir, som efter Formodning maatte være stukket ham i Haanden engang til Hove, eftersom han havde fundet det i den Lomme, hvori han pleyede at have alt det, som var af nogen Vigtighed.

Efter et alvorligt og dybsindigt Overlæg kunde man umuelig tænke andet, end at der maatte være en Erindring fra en Ven, som ikke torde være det bekiendt: at den havde ikke andet at betyde, end endeel mægtige Fienders Sammenrottelse imod hans Liv. Og Cæsars Ulykke var dem alle bekiendt, fordi han enten ikke havde bekymret sig om saadanne Efterretninger, eller og forglemt dem.

Derover besluttede de, at Ministren skulde giøre sig syg, og ikke gaae ud den heele Dag: at ingen, uden hans fortroeligste Venner, maatte indlades til ham: at Porten i Tiide maatte lukkes om Aftenen: at Portneren ikke maatte lukke en Siel ind, ikke heller gaae til Sengs førend om Morgenen, men tilligemed nogle Tienere flittig holde Vagt, om no-

43

43

gen maaskee med Magt vilde bryde ind: og endelig at de selv og nogle andre Herrer vilde blive hos ham for at see Udfaldet.

Da ellers Ministrenes Huuse altiid temmelig tiilig pleye at besøges, varede det den følgende Morgen længe nok, inden nogen blev indladt. Portneren, som i Morgenstunden havde indhentet sin NatteRoe, undskyldte sig for sine Bekiendtere, og hviskede dem i Øret, at hans Herre forrige Nat skulde have værrt ombragt, og derfor havde ingen i heele Huuset været i Seng.

Kort herefter kom den foromtalte Cæsars Ven, for endnu engang at spørge Ministren, om han havde tænkt paa Cæsar. Nu besindede han sig endelig, opdagede de ugrundede Aarsager til hans Uroe, og kunde ikke andet end fortælle sine Venner Sammenhængen, som disse igien ligeledes berettede deres Venner, og saaledes bragte denne heele Historie ud iblant Folk.

Saurinde, et riigt, smukt, og velvoxen Fruentimmer, blev giftet med den anseeligste, riigeste, fornemmeste og fornuftigste Ungkarl i det heele Land. Intet liigere Par var i Mange Aar kommen samme, og enhver bildte sig ind, at dette Giftermaal skulde være et Mynster paa et fornøyeligt Ægteskab: hvilket uden

44

44

Tvivl ogsaa havde skeed, dersom ikke et alt for alvorligt Væsen hos Saurinde havde bragt Amiander, hendes Mand, som var af et meget muntert Gemyt, først til Ligegyldighed og i gandske kort Tiid til Koldsindighed.

Denne Koldsindighed kunde ikke være længe skiult for Saurinde, som besad en meget god Forstand, og Følelsen deraf formerede hendes alvorlige Væsen. Dette forstørrede Amianders Kulde, og denne igien Saurindes Spodskhed: ja det gik saa vidt, at, i det deres Misfornøyelse daglig tiltog paa begge Sider, den eene med største Ret syntes at kunde hade den anden.

Følgen af dette var, at Amianders Huus blev ham kiedsommeligt, og for at fordrive hans Misfornøyelse, søgte han andre Selskaber. Han fandt snart det han ønskede. Han kom i Bekiendtskab med Belinde, som ikke i mindste Maade kunde sættes i Ligning med hans Kone, hverken i Henseende til Skiønhed, Ungdom eller Fornuft; men hendes bestandig muntre Væsen fortryllede ham saaledes i en kort Tiid, at han umuelig kunde være fra Hende.

Vel bleve Øynene undertiden aabnede paa ham, og ikke sielden overveyede han, at saadan en Levemaade kunde bringe ham Skam og Ulykke paa Halsen. Han satte sig adskillige Gange for at forandre sig og forliiges med sin Kone. Men aldrig saasnart nærmede han

45

45 sig til hende, før denne Ild gik ud, uagtet alle hendes Skiønheder, og hendes spodske og ufordragelige Øyekast giorde ham med eet til Iis,

Lupinus, et vidtløftigt Menneske, Amianders Fetter, som allerede for længe siden havde forelsket sig i Saurindes Skiønhed, men aldrig havde havt ringeste Haab om nogen Gienkierlighed, banede sig endelig ved Medlidenhed Vey til hendes Hierte, og under Skin af at beklage hende, kom hun i et fortroeligt Venskab med ham, og da hun oftere omgikkes med ham i hendes Mands Fraværelse, giorde hun ham skindsyg og paadrog sig selv et slet Rygte.

Herved blev Amianders Tilbøyelighed til Be- linde endnu heftigere. Han gav hende saa anseelige Foræringer, at hans Indkomster derved meget svækkedes, og tilsidst beholdt han knap det nødvendige tilovers. Til lidet at formindske denne dobbelte Pine i hans Hierte, tiente efter hans Mening intet bedre end Viinen: af denne tog han saa overflødig til sig, at hans Sundhed, saavelsom hans Capital derved temmelig formindskedes.

Imidlertid truede et ungt Vidne paa denne utilladelige Kierlighed med det første at komme til Verden. Belinde forestillede sig den Skam, dette vilde foraarsage hende, saa stor, at hun, uden at tale med noget Menneske, ja ikke engang med Amiander selv, hem-

46

46

melig ombragte Barnet, saasnart det var født, og kastede det i en Aae, men da det døde Legeme blev fundet, og Mistanken om denne skammelige Gierning formedelst visse Omstændigheder faldt paa Moderen selv, da Aaen just løb forbi den Gaard, hun boede paa, blev hun bragt i Arrest.

Amiander besluttede, af Frygt for den Straf, som følger paa at bryde sit Ægteskabs-Løfte, saasnart han fik denne Efterretning, at tage Flugten. Han skyndte sig hiem i det Forsæt at stikke noget Guld og Juveeler til sig, befalede, at man imidlertid skulde sadle hans Hest. Han ladede sine Pistoler, for at betiene sig af dem paa Reysen, og gik, saasnart han var færdig dermed, ned af Trappen. Men, i det han skulde passere forbi sin Kones Kammer, drev Nysgierrighed ham til at see hende endnu engang.

Han listede sig altsaa til Døren, og kigede igiennem Nøgle-Hullet; men blev vaer, at hans Fetter Lupinus var i Kammeret hos hende, ja fandt ham just i Begreb med at kysse hans Kone.

Dette uformodentlige Syn bragte hans allerede forvirrede Hierne fuldkommen til Raserie, han sprengte Døren op med Magt, skiød Lupinus ihiel paa Stedet, satte sig derpaa til Hest, og, som man let kan begribe, forlod Saurinde i den alleryderste

47

47 Forskrækkelse, som ved hendes egensindige Uvenlighed havde været, om ikke just forsætlig, saa dog tilfældigviis, Hoved-Aarsagen til alle disse Ulykker.

Fabler:

Da Æsops Løve gik ud i Skoven med det Esel, der med sin forskrækkelige Stemme skulde hielpe ham at jage de andre Dyr, raabte en næseviis Krage til ham af et Træe: Et smukt Selskab! skammer du dig ikke at følge med et Esel? Den, jeg kan have Tieneste af, sagde Løven, kan jeg jo sagte tillade at gaae ved Siden af mig.

Da det Esel, som Løven brugte i Steden for JagtHorn, gik ud i Skoven med ham, mødte et andet Esel af dets Bekiendtskab det, og raabte: God Dag Hr. Broder! din Tølper, fik det til Svar. Kun ikke saa stolt, svarede det andet: Du er ikke meere end jeg, og jeg er ikke meere end du; enten du følger med Løven, eller gaaer allene, saa er og bliver du Esel, dog en Esel. Navnet: Jeg spurgte min Pige: Hvad Navn vil du have?

48

48

Hvordan maae min Sang dig vel kalde? Mon Phyllis — — mon Cloris,

Mon Lesbia — Doris,

Mon Galathee vil dig befalde?

Aa! svarte min Pige:

Hvor prægtige Navne!

Vælg selv eet imellem dem alle:

Kald du mig kun Doris Og Phyllis — — og Cloris Og hvordan det dig kan befalde:

Kun din — — din maae du mig kalde.

En Drøm:

Saadan Drøm jeg aldrig drømte:

Naar saae jeg, o! Syn din Liige?

Nylig laae jeg hist i Dalen,

Hvilende de trætte Lemmer,

Der hvor Perle-Aaen rinder Blant de skyggefulde Buske;

Brødre! da saae jeg min Pige Staae ved Aaen, for at bades:

Hun var næsten ganske nøgen,

Nøgen til det utroe Linnet,

Som for hver en Vind maa vige.

Henrykt saae jeg hendes Bryster Svolme, hæve sig og falde:

Dristig holdt jeg stedse Øye Med den hvide Hals, og syntes At jeg mærkte Zephyr blæste Der omkring, og smagte Vellyst.

Nu begyndte hun, o! Glæde,

Sidste Skiul af sig at kaste:

Men ak! — Brødre! mens det skeede Vaagned jeg og hun — — var borte.

Gid jeg, nu kun kunde sove!

Nu er hun dog vel i Vandet.

<h—~-zS

49

Andres Tanker. No. 4.

Fredagen den 13 November 1772.

O mighty God, indulge my tongue,

Nor let thy Thunders roar,

Whilst the Young Notes and vent’rous Song To Worlds of Glory soar.

J. Watts.

Det høyeste Væsens Evighed.

Hil være Dig! Du beundringsværdige Væsen, Dig, som med den høyeste Magt har været til fra Evighed, hvis store Navn staaer skrevet med uudgrundelige Bogstaver dybt i ethvert Menneskes Hierte, og i ethvert udeeleligt Gran i Luften, Jorden og det Azurblaa Hav — —

Du ubegribelige! o! hvad formaae Ord, disse de Dødeliges Tankers svage Fortolkere, eller hvad formaae Tankerne selv — om de endog med vilde Vinger streife igiennem Luftkredsens vidtløftige Hvel-

50

38 vinger — naar de vovede at udfinde en Vey til Himlenes Himle: De tabe sig ligesom Nattens Fugle og blive opslugede af det skinnende Lyses Strømme. —

Tør den unge, ubesielede Digter vove at besynge den Evige? At opløfte sin Flugt til den Høyde, hvor Serapher og Cheruber istemme uafladelige Lovsange, og blande sin svage Stemme i deres store Chor? — — —

Han tør; — naar Du, som skaber Dig Ære og Herlighed, og Magt og Lov af spæde Munde, opløfter hans vingeløse Muse og værdiger hans Sang Din Bistand, Du, det heeles

store Digtere!

Førend denne jordiske Planet dreyede sit Løb om Lysets stedsevarende Kilde, førend Lyset selv begyndte at skinne og fik ved dit besielende Ord sin Tilværelse i en funklende Glands, førend Morgenstierne sang sammen og lovede Dig, Du utallige Verdener Skaber, er Du, den herligste, den naadigste, al Viisdom og al Magt.

Dog — er Skabetiden bunden til disse Ver- deners Begyndelse? Kunde noget hindre den grænseløse Godhed fra evige Velgierninger eller holde den uendelige Kunstner i Uvirksomhed? — Flye! støvbeslegtede, krybende Tanke, at en umaalelig Magt, en ubegribelig Godhed kunde hvile, tilfredsstillet og udtømmet ved een Uges Arbeyde. — —

51

Ney! — ti tusinde gange virksommere end Solen i at udøve Din retmæssige Magt regierede Du, og dannede med din mægtige Haand utallige Systemer, alle beseglede med Dit uefterlignelige Segl.

Men — dersom Musen ustraffelig tør opløfte sine svimlende Sandser til altid redsommere Høyder — maaskee det beste Væsen, indhyllet i dybe Betragtninger, rolig eftertænkte det ædelste Thema, i den store Hensigt, at udgrunde den

evige Magt og Guddom, og opfylde sin alvidende Forstand med sig selv. Dette var tilstrækkeligt til at opfylde det store Alt! dette var en Sabbat,

værdig den Høyeste! maaskee har han, optroned iblant nogle faa udvalgte, men ringere, Aander, giort den store Plan til Verdens Grundstøtter,

Skabelsen og Igienløsningen, og hvilet en kort Tid — ved de store Følelser af sin Herlighed.

Maaskee — — men herneden er alt Gisning, alt Udvidenhed og medfød stolt Forfængelighed. O! Du, hvis Veye det er en Umuelighed nok at beundre, en Formastelse at beskrive — og det er alt hvad vi kunne, der er alt hvad

vi tør — Dig være Ære, Dig være Lov — —

Der kommer en Dag, da skal al denne Jord forgaae, og ikke engang efterlade sig Chaos: Den skal komme, da heele Elementernes Hær skal føre Krig mod hverandre, og ved deres Vrede paa begge Sider befordre Ødeleggelsens Triumph: Den skal komme, da den mægtige Dunstkugle der oppe

52

52

skal sukke i svovelagtige Tordener, og forgaae, og nedsynke i det tomme. Jorden her neden til skal spaltes i sin Middelpunkt, og opsluge den forstyrrende Ilds skrækkelige Lue. — — Hvor er nu Eders Stolthed I Klipper, som trodse Flodernes Rasen, og see med Foragt need paa de uroelige Dybder! og I, I skummende Bølger, som bruse langs igiennem det umaalelige Atlantiske Hav, I svolme forgieves: Skulde vel nogle Draaber være tilstrækkelige til at dempe den uudslukkelige Ild? I Bierge, paa hvis skye- kronede Toppe Cedre forsvinde til smaa Grene, I prægtige Pillere, som understytte Himmelens mangefarvede Hvelvinger og grundfæste Jorden bestandig; hvor er nu, Athos? Hvor er, Teneriffa! din Anseelse? Hvad, Ætna! ere dine Flammer imod disse? Ikke andet end den foragtelige GloeOrm imod den gyldne Soel.

Da skal heller ikke de grønne Dale være sikkre i deres Ydmyghed, ogsaa de maa betale Natur og Retfærdighed sin Gield. Næsten græder jeg over Eder I smukke Medbeylere, Arno og Andalusien! men med overflødigere og mere sønlige Taarer græder jeg over dig, o! Albion, o! mit Fædreneland! — Forgieves adskilt fra de andre Lande maa Du ogsaa tage Deel i denne uundgaaelige ødeleggelse.

Ikke heller skal Du, Du Dagens majestætiske Behersker; ikke heller skal Du, Du Nattens indragende Dronning; ikke heller skulle I,

53

53 I Stierner, endskiønt Million og atter Million Miile borte, overleve den Dag: Ogsaa I maa underkastes Deel i, og ikke blot være skinnnende Tilskuere af denne Scene.

Men, skal end denne Jord indtil dens Middelpunkt forgaae, uden engang at efterlade sig Chaos: Svinder end Luften og ethvert Element bort, ligesom Daarens Drøm: Maa end de uhyre Klipper, paa hvis Toppe de høye Cedre vakle, og de ydmyge Dale, ligge under for Fordærvelsen: Maa end den gyldne Soel og den Sølvfarvede Maane med sit heele skinnende Følge tabes, saa lever Du dog, Du Verdeners store Fader, evig, som Du var, saa lever dog Menneskets udødelige Siel, nu fuldkommen og bestemt til uendelig Fryd.

Han kommer! han kommer! jeg hører den skrækfulde Basune, jeg seer den utaalelige Glands af det blinkende Sverd, han kommer, Over-Engelen fra det Høye.

"Staaer op I den taugse Gravs Indbyg- gere! vaagner uforkrænkelige, og staaer op! fra Østen til Vesten, fra Sydpolen til de hyper- boreiske Lande, alle I Børn, I Adams Børn og Himmelens Arvinger! — Staaer op I det, taugse Gravs Indbyggere, vaagner uforkrænkelige, og staaer op!"

Da, og før ikke, skal den virksomme Siel finde sig selv i sit Hiem; og liig den paa Klip-

54

54

petoppen hvilende Ark see need paa det tryglede Livs ubestandige Løb, og efterat have overvundet Storme og Bølger og Klipper og Uveyr nyde Himlens evige Rolighed. Da, og før ikke, skal den udødelige Siel rigtig kiende sit Væsen, sin Oprindelse. Da skal den menneskelige Stemme med nye Toner synge den Evige værdigere Lovsange. — Dog, det vi kunne, bør vi giøre,

Rens du derfor mit Hierte med Isop, at jeg ikke, liig Cain, skal frembære et frugtesløst Offer, og med mine Gaver fortørne og ikke formilde den Tilbedelseværdige. Og var end Taknemmeligheden velsignet med alle de Evner, som dens overflydende Hierte kan længes efter: Steeg end Ind- bildningskraften paa fyrige Vinger høyere end dens modige Ønsker, saa var dog alt forgieves for at nævne ham, som han er, den ubeskrivelige. Dog lad Fornuften stedse ved Troens Øyne beskue ham med frygtsom Kierlighed. Lad Sandhed forkynde, og Tilbedelse, paa bøyede Knæe med Hænderne imod Himmelen, erkiende hans Rige. Lad Chor af Engle og Over-Engle med alle Himmelens Hære, Cheruber og Serapher, med deres Sølv-Basuner og gyldne Harper istemme: — — "Thi Du er hellig, thi Du er eene, Du Evige; Du allene udover al Godhed og overstiger al Lov.„

55

55

Prosaiske Oder.

Leander til Narcissa:

Endnu seer jeg Himmelen, den mig saa længe be- vante Himmel, at blive rød af Solens unge Straaler, som med høytidelig Pragt fremtrine bag hiine skovbegroede Bierge. Hvilken guddommelig indtagende Scene for den muntre Unge! — Gien- nemtrængt af den sødeste Følelse griber han Liiren, og besynger den ham i Møde kommende Morgen. Harmonisk giennemlyde Strængene den opvarmede Luft; Glæde hæver hans Bryst, og glad gaaer han da til sine alvorligere Forretninger. Hvilken henrykkende Skueplads, hvilket ellers opmuntrende Syn for mig! — nu sort, som Midnatten, der med sit Blye-Zepter behersker Markene, lutter Qval, lutter Klage. Morgenen, som oversvømmer andre følende Siele med Ømhed, og kalder dem til Spøg og Fornøielser, kalder mig — — ak! at jeg maa give dig denne ubehagelige Efterretning, dyreste Narcissa! — — Men kan jeg vel længere sette mig imod Skiebnens bydende Vink? — den kalder mig til at forlade disse Egne — at vende tilbage til mine Fædrene-Muure. Adskillelsens Timer! hvorfor maatte I med en hastig Flugt iile frem? Vel erindrer jeg endnu den Tid, da jeg med en ufor-

56

56 nøiet Mund selv ofte bød Eder at haste; da jeg, forladt af reedelige Venner, i Selskab med nederdrægtige Hyklere, som paa en skammelig Maade søgte at undergrave min Lykke, maatte see mine leedige Øyeblikke fare forbi, eller da jeg vaagede heele Nætter ved den melancholske Lampe, eller eensom gik igiennem de braagede Enge, da saae jeg Eder glad i Møde, og I alleene vare mit Ønske. Men — hvor snart er Hiertet, de dødeliges Ønsker forandrede? — Een eeneste Omstændighed udsletter i os de Drifter, som paa det dybeste havde roedfæstet sig: Nye Bevægelser opkomme, som seyerrige henrive os, ligesom en stærk Bæk den svagere Dæmning. Hvor lykkelige vare vi, naar disse Tilbøyeligheder, som vore Ønsker grunde sig paa, vare altid fornuftige, altid dydige! Mine vare det: jeg kiender mit Hierte, det viiser sig for mig uden Sminke. Fornuft og Dyd understyttede den ømme Tilbøyelighed, som drog mig til dig, værdigste Narcissa! hvor ofte saae jeg da med forandrede, taarefulde Blikke ind i det tilkommende den Dag, som skulde forkynde mig Skilsmissen? ja, jeg saae den, som den, der tillige maatte rive mig ud af dine Arme. Hvor ofte græd jeg den i Møde

i din Barm? — og nu hvilke Følelser af-

vexle i mit Bryst! Nu er den kommen, Veninde!

jeg maa skilles fra dig, for evig skilles —

fra dig, hvis Tilbøyeligheder Himlen havde dannet saa overeensstemmende med mine, dig, som jeg efter

57

57 den Eviges Raadsslutning skulde have troet, at være udvalgt til min bestandige Hielperinde, dersom

ikke heede Taarer bedugge Papiret i steden

for Ord, som for Veemodighed ikke kunne aabne dig

mine Tanker. Du kiender dem dog hvor

ofte sukkede jeg dig dem til — — Haarde Skiebne! skal endog de dydigste Lidenskaber piine Menneske-

nes Siele? uudstaaelige Forestillinger! Ofte

søgte jeg at forbande dem, i Særdeleshed da, naar jeg efter vore ømme Samtaler eensom i Tusmørke giennemvandrede Engene. Min Vittighed var en riig Kilde til tusinde forskiellige Indbildninger og Forhaabninger, om at finde en muelig Vey, hvorpaa jeg kunde opnaae mine brændende Ønsker. Men alle disse søde og smigrende Billedee forsvandt, ligesom en let Drøm, for Mængden af de uovervindelige Hindringer, som viiste sig for min Forstand i deres heele mørke Skikkelse. Da trængte sig hyppige Klager af min Mund: Dem igientog den stille Skov og det luurende Bierg; sørgende skinnede Maanen, som tilforn smiilede saa venlig til mig, da den saae mig ved din Side; den blomsterrige Mark tilduftede mig Væmmelse og Fortrydelse. Forgieves søgte jeg at adsprede min Tungsindighed ved alvorlige Forretninger. Forgieves blandede jeg mig i Venners Selskab, som Munterhed og Lystighed spøgede om — jeg maatte iile til dig igien, endog da, naar Drømme omflagrede næsten den halve Ver-

58

58

den — jeg maatte udøse mine Klager i dit Skiød, og saa sandt jeg Roe og Trøst ved dine fornuftige Forestillinger, blandede med meenende Haandtryk og ømme Kys. For evig er den mig nu betaget, denne Roe — — evig flyer denne Trøst fra mig. O! hvor bange bliver jeg for den tilkommende Tiid, Elskte! borte fra dig bliver intet tilovers for mig, uden den smertelige Erindring af din Ømhed, som enhver klar Dag, enhver stiernet Nat vil dobbelt fornye i mit Bryst. Med Suk vil jeg hilse den største Forlystelse, som tilbyder sig. I Drømme vil dit Billede afpresse mig Taarer, naar det viiser sig for mig, snart, som naar du loe venlig til mig, snart, som naar du med halvdøde Øyne saae need paa mig, naar jeg talte om vor Skilsmisse. Jeg

skal ak! det er mig umueligt længer at vanke

om i denne Mørke Udsigt. Mørk være den, fuld af Klager være den, naar kun dine Dage ere lyse, behagelige og velsignede. Da taaler jeg all Qval med Taalmodighed. Din Lykke er min Roelighed. Den vil heller aldrig viige fra din Side. Himlen er retfærdig, den belønner dit ædle Sindelaug, — du for-

tiener dens Løn du fortiener alt, dydige

Narcissa! hold de fromme Taarer tilbage, som du uden Tvivl vil udøse over min Fraskillelse! qvæl det Ønske, som du udstønner ubønhørt! Forsynet, hvis elskede Formaal du er, har tiltænkt dig en værdigere Ven: Maaskee bleve dine Dyder, din Siels

59

59

Adel, for lidet belønnede ved mig? Ganske fuldkommen maa den være som for evig skal indslutte dig i sine Arme, og kalde dig sin Narcissa. Lykkelig være den Høyagtelse, hans Hierte bærer for dig! lykkelig være den Tilbøyelighed, du har til ham! lyksalig være den Time, som skal foreene Eder ved det stærkeste Baand! lad den Eed, som udfløy af dine Læber paa hiine mig uforglemmelige Steder, hvor vi saa ofte med Haand i Haand og Bryst imod Bryst aabenbarede hinanden vore reene Følelser, ikke afholde dig fra saadan Forbindelse, som sigter til dit sande Vel. Den gang vare vi begge for iilende: Et tykt Forhæng skiulte det tilkommende for os, — jeg løser dig fra den for evig Jeg maa giøre det, men — med hvil-

ken Tvang seer jeg disse hellige Lænker brydes! Himlen selv bryder dem. Jeg er ikke længere din. Før var jeg det, jeg var det fuldkommen — Nar-

cissa! dog tænk undertiden tilbage paa mig, som paa din — Tænk i Særdeleshed paa mig, naar du besøger den skyggefulde Skov, som saa ofte luurede paa os, og tilraslede vore Kys Biefald. Velsigne

mig! velsigne endnu mine Been Maaskee de

bortfalde snart til Aske og Støv. Dydige! du er ikke meere min ikke meere? — — Jo, evig

bliver du min Veninde. Elskede er et Ord,

som jeg ikke uden alt for stor Tungsindighed meer kan nævne. Evig være det unævnet af mig. In-

60

60

gen elsker ømmere og redeligere end du. være Navnet Narcissa mig helligt.—

Narcissa til Leander:

Dit Brev fik jeg — disse faa Ord kunde fuldkommen være i Stand til med de meest levende Farver at skildre dig de Følelser, som stormede i mit Bryst da jeg læste det igiennem. Du kiender mit Hierte, fortroelige Leander! Du veed hvor villig mine Taarer adlyde de mørke Indtryk, som en Ulykkeligs Smerter, som en Ufornøyets Klager giøre paa mig. — Men hvorledes er det mig mueligt at tilbageholde Ordene, naar de skulle aabenbare Tanker, som angaae Dig, Dig, hvis bestandige Samtale havde været mig en evig Lykke. Jeg maa, jeg maa tilkiendegive Dig den Forfatning, som Dit Brev traf mig i; jeg maa afmale Dig den Rad af Tanker og Handlinger, som det frembragte. Allerede malede Solen Vesterhimmelen med skiæve Straaler, allerede iilede Landmanden, hvis Kræfter Dagens brændende Heede havde fortæret, længselfuld til den vederqvægende Hytte, da jeg, giennemtrængt af den reeneste Glæde, hastede ned i min Hauge, og der søgte den stille Eensomhed. Havde jeg ikke Aarsag at være overmaade glad? Min Fader, - ak, hvorledes skal jeg kalde Ham? Den ømmeste Fader? — Der i saa lang Tid maatte opofre sine Kræfter til

61

61 en heftig rasende Sygdom; ved hvis Seng jeg havde udgydet saa mange heede Taarer, naar han, allerede halv fængslet af den blege Død, lagde sin velsignende Haand paa mit nedbøyede Hoved, og med sin fromme Mund overgav mig til Himmelens Forsorg, han, siger jeg, fik af den Eviges Haand—som vist er bleven bevæget ved min heftige Graad — saa megen Styrke paa denne Dag, at han, kiendelig forbedret, kunde forlade sine Smerters Sted, og med en glad Mund kalde mig sin Daatter. Den Plads, hvor den store Skabers Godhed dufter mig i Møde af hans Hænders saa forskiellige Værker, skulde være min Tempel, hvor jeg vilde yde ham min skyldigste Tak. Hvor guddommelig var den Andagt, som giennemtrængte mig! Hvilken Beroeligelse vallede igiennem mine Aarer! Ak, Leander! havde Du kun-

det lytte paa mig, skulde Du ikke have kundet andet, end læst den reeneste Glæde af mit Ansigt, og sluttet den af det jeg saa ofte bevægelig sammenslog mine Hænder. Jeg ønskede, at Du havde været til-

stæde længselfuld ønskede jeg, at Du med

mig maatte have sendt foreenede Taksigelses-Sukke op imod Skyerne. Jeg tænkte stedse, ar jeg dog vel maatte faae Øye paa Dig, i Særdeleshed imellem hiine duftende Roesenbuske, som saa ofte have hørt vore Kys. — Men desværre! da jeg fløy hen at omfavne Dig, fandt jeg en tom Skygge. Saa begyndte jeg paa nye at ønske Dig til Mig, og midt

62

62

i min store Begierlighed efter Dig kom Selinde, og bragte mig dit Brev. Jeg hoppede af Glæde — Han kommer, raabte jeg, nu kommer han strax — Allerede udstrakte jeg mine Arme, for fyrig at indslutte Dig i dem. Men ak! endog de Dødeliges uskyldigste Fornøyelser forvandles ofte ved de bitterste Smerter til Galde. Jeg læste, og hvilken Forandring styrtede sig over mig, saa meget ufordrageligere, som den var uventet! Intet Ord kunde

trænge sig igiennem mine stumme Læber; af Skræk gysede mine Lemmer; jeg begyndte at svimle. Selinde opreyste mit halvdøde Legeme, og søgte at bringe det til Live igien. Følelsen kom atter og formeerede min Qval. Leander! skreeg jeg, og en Strøm heede Taarer flød ned over mine Kinder — Leander! Dig skal jeg ikke see meer? @Dig, den ømmeste den beste, den ædelmodigste Ven? — Evig skal jeg ikke see ham meer ? — aldrig skal jeg trykke ham tiere til mit troe Bryst?— Forraadnelse giennem-

skyde mine ulykkelige Been; Forsyn! eller Neppe

kunde den forgiæves trøstende Selindes Haand tilbageholde de Ord, som allerede vare færdige at bryde ud. Retfærdige Himmel! til hvilke Udsvævelser driver en mægtigere Lidenskab Støvets Børn! Men er det afmægtige Menneske, er vor svage Slegt i Stand til at svinge sig op over den? den yttrer sin bydende Magt, førend vi formode det. Endnu

63

63

hersker den stedse i mig, denne martrende Lidenskab. Snart forrasker den mig med den stærkeste Magt, og da driver mit bange beklemte Hierte mig fra et Sted til et andet. Overalt søger jeg Lettelse, ingensteds finder jeg den. Snart sniger den sig gandske stille igiennem Aarerne, og da skyer jeg alle Mennesker, skiuler mig eeusom, og lader de utilbageholdelige Taarer flyde strømmeviis. Ofte spørger min igien oplivede Fader, naar han seer mine Kinder berøvede sine Blomster, og Tegn til Kummer i mine Øyne: Kiæreste Daatter! hvad for en Græmmelse fortærer dit Hierte? Hold op at være bedrøvet! jeg er jo frisk: Himmelen har bønhørt dine Sukke, og skiænket dig mig igien. Ak! han kiender ikke den Kilde, min Bedrøvelse har sit Udspring af; han kiender den saa lidet, som Du endnu kiender mit Hierte, dersom Du troer, at den Smerte, vor Skilsmisse føder, kunde forandre sig til en større Glæde. Med Dig er al Fornøyelse mig berøvet. Ikke engang en behagelig Udsigt bliver tilovers for mig. Undertryk dog den ulyksalige Tanke, at jeg skulde være i Stand til at skiænke nogen anden min Kierlighed. Dræb den i Fødselen: Den er qvælende for Dig; gruelig —- uudstaaelig for mig. Dig eene tilhører mit heele Hierte. — Kun Du har fortient det. Eeden, Leander! Eeden er mig alt for hellig til at jeg engang skulde nære den straffende Tanke, at bryde den; jeg holder den vist: Maa-

64

64

skee Himmelen anseer denne Troeskab med gunstige Øyne; maaske den belønner mig derfor. O kunde den vel udøse en sødere Belønning i mit Skiød, end naar den efter lange og haarde Prøver endelig vilde for evig bringe Dig i mine Arme? Dog, dersom der i Skiebnens Bog er tegnet en Beslutning, der ogsaa kuldkaster denne smigrende Trøst; dersom det ikke skal være mig tilladt, at blive foreenet med Dig, førend paa hiin Side Graven, hvor Ædle og Uædle ere Søstre og Brødre; saa skal dog aldrig mit Ven- skab, min Kierlighed, min Troeskab imod Dig lide mindste Forandring. Lad denne igientagne Forsikring overbeviise Dig, Leander! Lev lykkelig! maaskee Du kan før være lykkelig uden mig, end jeg uden Dig. — — Jeg uden Dig? — O hvilken Forestilling! Jeg kan ikke meer. Beste Lean-

der! lev fornøyet! —

65

Andres Tanker.

No. 5.

Fredagen den 20 November 1772.

Vergebens wirds der Kluge wagen,

Und, daß wir thöricht sind, uns sagen: Ihn selber halten wir dafür,

Blos, weil er klüger ist, als wir.

Canitz.

Udtog

af et Haandskrift om Landsbyen Qverleqvitsch ved Elven.

Gunstige Læser!

Du maa ikke fordre af mig, at jeg skal sige, hvordan jeg er kommen over dette Haand- skrift, som jeg leverer Dig Nærværende Udtog as. Sagde jeg, at jeg havde fundet det under en gammel Muur, saa vilde du maaskee læse det igiennem med megen Ærefrygt, som en uskatteerlig Oldsag. Jeg kunde vel bilde Dig ind, at det

66

66 har hiemme i en Bogsal, og siden jeg er en Lærd, vilde Du ufeylbarlig troe, at jeg med lærvillige Hænder hemmelig har bortstiaalet det. Men —

jeg har ikke i Sinde at forebringe Dig nogen Usandhed! Dog skal Du heller ikke faae Sandhed at vide. Du maa lade Dig nøye med, at jeg meddeeler Dig et Værk, som kan tiene alle Historieskrivere til et Mynster, og Dig maaskee til Opbyggelse.

Den egentlige Forfatter af dette Haandskrift, og Tiden, naar det er skrevet, kan jeg ikke angive. Paa Titelbladet staaer der i Stedet for Navn et N., som Forfatteren uden Tvivl har sat der, for at giøre Læseren nysgierrig, og sig selv desmere bekiendt. Saa vidt jeg kan slutte, har en gammel Præst skrevet det for mange Aar siden. Om jeg slutter ret, maa Du dømme af de Omstændigheder, som forekomme i Udtoget selv. Endnu uvissere er det, naar denne Præst har lever og samlet disse historiske Efterretninger. Jeg formoder, det har været kort efter Canzler Creels Død; men jeg vil ikke paanøde nogen min Meening.

Verket selv er temmelig vidtløftigt: Fire Alphabeter i Folio. Skriften er meget fiin og ulæselig, og hist og her sinder man, jeg veed ikke, af hvad Aarsager, at der er ladet Plads til noget. Det Udtog, jeg vil give deraf, skal blive des kortere; og med at fylde de aabne Rum maa de forlyste sig, som ere, om ikke lykkelige,

67

67

saa dog i det mindste utrættelige i at forbedre lemlæstede Oldsager.

Saasnart man kaster sine Øyne paa Bogen, bliver man strax overbeviist om, at Forfatteren maa have været af en besynderlig Smag, og just ingen afsagt Fiende af sine egne Fortienester. Først finder man et Billede, som han formodentlig selv har giort. Udkast til, og som just ikke er blevet konstigt, men dog temmelig tydeligt. Det forestiller den flyvende Fama, som man kan see af to meget tykke Kinder og en Trompete: Paa denne hænger et Stykke Lærret, paa hvilket sees en menneskelig Figur med en Beeghætte, en lille Krave, og et saa kaldet Regnklæde: Der er noget skrevet derved, som jeg ikke kan giette meer end de to første Bogstaver af, der uden Tvivl ere P. L. og efter min Meening betyde Pastor loci, endskiøndt det og kunde sige Poëta laureatus. Af Skyerne rager en Haand frem, som holder en sammenbøyet Slange, og endnu noget andet, som ventelig skal være en Laurbærkrands. Neden for binder en Genius Tiden til et Træ, i hvis Bark følgende Bogstaver ere udgravne: S. H. N. Q. T. L. Q. M. Om jeg ikke tager feyl, saa sigtes der til det bekiendte Virgilske: Semper Honos Nomenque Tuum Laudesque Manebunt: Derved staae mange Folk, som med Beundring op opløftede Hænder beskue Billedet. De ere alle meget utydelig afmalede, uden een eeneste, som jeg holder for Skolemesteren der i

68

68

Byen, siden han udspiller Munden forfærdelig. Oven over forestilleset Landskab, og deri Byen Qverle-qvitsch: Over samme svæver en aaben Bog, som uden Tvivl skal betyde en Concordants, eller maaskee dette Verk selv; deri finder jeg disse Ord: Nil sine me. Lige over for Billedet er der ladet et Blad reent, hvorpaa der staaer: Forklaring over min Opfindelse. Men om Forfatteren ikke selv har forstaaet sin Opfindelse, eller Døden har hindret ham fra at fuldføre sin Forklaring, det veed jeg ikke. Jeg har været vidtløftig i at beskrive dette Billede, for at man deraf kan slutte sig til Bogens Ælde; thi nu omstunder, ja allerede for mange Aar siden, ere saadanne prægtige Billeder gaaede reent af Brug.

Herpaa følger Titelen, som er et nyt Beviis paa Værkets Ælde, og saa lang, at man ikke, uden at have en meget sund Lunge, kan læse den op i et Aaandedræt. Jeg vil anføre den heel:

Høytlydende Krigstrompet og Fredsbasune,

Det er:

"En kort Krønike om den vidtberømte lille Bye Qverleqvitsch ved Elven, hvori dens angenemme, dog undertiden bedrøvelige Begi- venheder saa vel i de ældre og nyere Tider, som i Middelalderen, tagne af tilforladelige Ef- terretninger, gamle Folkes Fortællinger, og an-

69

69

dre troeværdige Beviiser, tillige med det Assy- riske, Persiske, Grædske og Romerske Monar- kies deri indfaldende Hændelser, og mærkværdige Forandringer i Keyserdømmer, Fyrstendømmer og Ri- ger; ja Pavernes, Keysernes, Kongernes, Fyr- sternes og andres Levnetsløb og Handlinger, tillige med deres gode og onde Egenskaber, forekomme: og Naturens uudgrundelige Underværker i Solen, Maanen og Stiernerne, saa vel som i Planter, Træer, krybende og flyvende Dyr, baade i Jorden og Vandet, og i alt andet, som lever, bevæger sig og har Aande, lærerig ere foredragne: Og So- cinianernes, Arrianernes, Pelagianernes, Mani- chæernes, Anabaptisternes, Molinisternes, Syn- cretisternes, Atheisternes, Indifferentisternes, og alle andre Kiættere, som ende sig paa ister, deres fordærvelige, afskyelige og diævle blendte Meenin- ger derved paa det grundigste og heftigste igiendrevne; til Advarsel og Formaning, men i Besynderlighed til Trøst for den liden christelige Hob i Qverle- qvitsch i mueligste Korthed, og med en iilende Pen forfattet af N."

Paa den første Side staaer Tilegnelsen til hans kiere Sviger- og Gudfader Jørgen Klunker, Borgemester i Merane, og Oldermand for det hæderlige Skræderlaug sammesteds. Han viser deri den Liighed, Staden Merane har med det gamle Rom, og efterat han med adskillige latinske Steder har underrettet hans Hr. Svigerfader om hvem Cicero har været, spørger han ham og det heele Borgerskab, om Hr. Klunker ikke er den anden Cicero? Han beviser det af Exempler; og iblandt andet deraf, at han har jaget Byeskriveren, som en farlig Catilina, ud af Byen.

70

70

Paa den femte Side skrider han nærmere til sit Forehavende, og anfører de Aarsager, som have bevæget ham til at skrive. Han fortæller dem efter Orden, og holder deriblandt den for den vigtigste, at han ikke længer med en god Samvittighed har kundet imodstaae hans Venners, Velynderes og Foresattes heftige og uophørlige Bønner, Taarer og Trudsler, og har heller vildet meddele den lærde Verden denne Bog, end give Anledning til nogen Voldsomhed.

Fra niende til tolvte Side, viser han Indretningen af det heele Verk; men

Paa den trettende Side dets store Nytte, og Fra den femtende til nittende erklærer han, at han formedelst sine mange Embedsforretninaer maa afbryde og slutte dette Tilegnelsesskrift; hvorpaa der og- saa Side 20 og 21 følger et hierteligt Suk.

Paa den 22 Side staae disse Ord; "Oprigtige Lovtaler og skyldige Æresminder over den høylærde og vidtberømte Hr. N. - -, Forfatter til Krøniken om Byen Qverleqvitsch, opfatte af neden an-

førte lærde Mænd." Men Hr. N. har nok ikke oplevet dem, siden man finder lutter reene Blade, indtil Side 40, i Haandskriftet.

Paa den 40 Side begynder endelig Krøniken selv med store Bogstaver Q. B. D. V.

“Men Gud skabte kun een Mand og een Kone„ ere hans første Ord; og deraf viser han, hvor forunderlig det menneskelige Kiøn har forplantet sig igiennem saa mange Aarhundrede, og i saa mange Lande og Stæder, at der nu befinde sig 89 fornuftige Siæle i Qverleqvitsch allene, som han og ved den Leylighed ønsker at maatte bevares fra Krig, Pest, og dyr Tid,

71

71 hvilket de dog fuldkommen havde fortient med deres Synder.

Paa den 46 Side falder han paa det Indfald, hvordan det vel maa have seet ud i Qverleqvitsch for tusind Aar siden? Han er af den Meening, at Egnen deromkring har paa den Tid været aldeles ubeboet, og at man maaskee ikke har hørt andet end! Rørdrummer der, hvor Prækestolen nu staaer. Herpaa kommer han frem med sin heele Lærdom, og taler om en Cherukisk Fyrste Arminius, om Hermundurer og Myser. Ved samme Leylighed erindrer han sig Thracierne og Schytterne. Han blegner, naar han tænker paa At- tila, og beundrer Skiebnen, som kastede Venderne fra det kolde Norden, ind i det heede Italien, for at forstyrre de skiønne Konster og Videnskaber: Han hu- sker paa Longobarderne, og anfører tolv lærde Mænd, som udlede dette Navn af deres lange Skiægge.

Paa den 59 Side kommer Forfatteren til sig selv igien, og erindrer, at han har giort denne Udsvævelse i sin Fortælling for at komme til at bevise, hvem der havde været deres Forfædre, som boe i denne Egn. Sagen selv holder han for meget uvis, og vil heller anføre slet intet, end noget tvivlsomt, da en fornuftig Mand ikke maa anføre noget, uden det han med god Grund kan paastaae. Han sukker over den fordærvende Hussitter-Krig, hvori de beste Documenter om denne Bye formodentlig enten ere opbrændte eller bortførte til Bøhmen. Ved denne Leylighed falder det ham ind, at Hus betyder en Gaas, og da leer han Hiertelig over den eenfoldige Bonde, som bar en Dragt Brænde til Baalet i Costniz, for at brænde denne dyrebare Martyr.

72

72 Paa den 66 Side vil han, for at komme ud af dette Kram, med Ære, og med en ubeskadiget Samvittighed, lade enhver beholde sin Meening. “Nok er det, siger han, at vi maa have havt Forfædre; thi hvor der er en Virkning, der maa og være en Aarsag." "Men, slutter han videre, jeg og alle Bønder i Byen ere Virkninger, derfor maa vi og have havt en Aarsag, og den er just vore Forfædre, som jeg med saadan Umage har søgt efter." I en udførlig Note viser Forfatteren, hvad Modus denne Syllogismus er i, og bander Aristoteles need i Helvede, fordi han har slaaet heele Verden med Blindhed ved hans Sophisterie. I Kanten staae de Ord: “O Fornuft, hvor skadelig er du;" men da Blekket er gandske nyt, og Trækkene saadanne, som man nu bruger dem, slutter jeg, at denne Anmærkning maa nok være giort for omtrent tyve Aar siden.

Side 68 takker han Himmelen med et inderligt Ak, at den har forleenet ham Viisdom og Styrke til at komme saa vel ud af disse vildsomme Oldsager, og til at sætte de forvirrede Efterretninger om deres Forfædre i et klart Lys. Der bedriver han da og temmelig tydelig Beliggenheden, Omkredsen, Størrelsen, Gierderne og Graverne, saa vel som Inddeelingen af Gaderne i Qverleqvitsch, som jeg alt her, for Vidtsløftigheds skyld vil forbigaae.

Paa den 80 Side, erindrer han sig, at han af Hastverk har forglemt at sige, hvorfra det Navn

73

73 Qverleqvitsch har sin Oprindelse; men nu har han faaet saa priisværdig en Afskye for gamle Undersøgelser, at han ikke opholder sig derved. Hans Meening gaaer ud paa, at den i Betragtning af dens smukke Beliggenhed, i Pavedommet er bleven kaldet querelarum quies: Dette kommer ham høyst sandsynligt for, siden man kun behøver at kaste de Bogstaver e og arum bort og forandre ics til itsch. Dette beviser han og meget eftertrykkelig, ved at sige, at den maa ikke have sund Fornuft, som ikke vil indsee Sandheden deraf.

Paa den 81 Side handler han om Byens verdslige Hovedbygninger, og de derved forbundne Rettigheder, Rettergange og Frieheder. Den strænge Junkers Riddersæde tager han først fat paa. Der er ingen Muur, ingen Stue, intet Vindue, ingen Tagsteen, at han jo beskriver den efter dens Længde og Breede, ja, for, at hielpe paa den Eenfoldige, har han endog tilføyet nogle Grundtegninger tilligemed Maalestokken. Der hører en temmelig Taalmodighed til at læse alt igiennem. Dog maa man ikke lægge ham dette til Last, siden han ikke har giort andet, end det vore Forfattere, endnu den Dag i Dag er, giøre med den urretteligste Omhyggelighed.

Over Porten opdager han en gammel Steenfigur, som efter det Udkast, han har giort deraf, er formodentlig ikke andet, end en Zirat af Løvværk; men han anseer den for et høyadeligt Vaaben, hvoraf han udle-

74

74 der den strenge Junkers adskillige Forbindelser med an- dre Familier, og tillige nogle retmæssige Fordringer paa sex Riddergodse.

Et Taarn, som tiener Bønderne til et Fængsel, holder han for besynderlig mærkværdigt. Han kalder det en Skræk for de Aspenstige, og Retfærdighedens Tempel; men Fangefogeden Retfærdighedens Præst, og viser ved denne gode Leylighed den grundede Forskiel imellem den geistlige og verdslige Armee.

Tinghuuset kan han ikke gaae stiltiende forbi. Han giver omtrent ligesaa livagtig en Afbildning deraf, som af Riddersædet: Men over Lindetræerne deromkring, som Bønderne pleyede at forsamles under, udviser han en hiertelig Glæde, da de ved en meget naturlig Orden komme ham til at erindre sig de gamle afgudiske Linder, og den Sædvane at holde Rettergang under aaben Himmel. Denne Materie afhandler han med stor Belæsenhed; og jeg har seet nogle nyere Forfattere, som ikke komme ham nær i denne Henseende.

Side 140 følger de Geistlige Hovedbygninger, som bestaae af Kirken, Præstegaarden og Skolen. Ved enhver giør han en lang Fortælling, og glemmer heller ikke Billederne. Jeg vil ikke falde den gunstige Læser besværlig med et Udtog af Alt; men nogle Omstændigheder kan jeg ikke lade uberørte.

Hvor længe Kirken har staaet, veed han egentlig ikke, men nok, at den allerede har været til i Pavedømmet. Reformations-Historien tager her en Deel

75

75 Sider op, og det kommer mig meget sandsynligt for, at Sekkendorf har med god Nytte betient sig af dette Haandskrift. Den indmurede Vievands Kiedel kan han aldrig see paa uden at græde, og holder den for noget, der henhører til den papistiske Suurdey: Men den velindrettede Skriftestol, kalder han et Smykke og en Zirat før det heele Tempel. Engang, da man foretog sig at forbedre Kirken, fandt man noget bag Alte- ret, hvilket Forfatteren agter meget høyt, da han anseer det for en gammel Mynt, og føyer ikke allene en Aftegning deraf, men endog Mynten selv til. I Begyndelsen vidste han slet ikke, hvad han skulde giøre det til; men ved en utrættelig Undersøgelse og nogle lærde Venners Medhielp opdagede han en Hest i et Vand paa den ene Side, og en Figur, der saae ud sdm et kronet Brystbillede med denne meget utydelige Omskrift: vedkend, paa den anden: denne er han ubeskrivelig glad over at have fundet; han beviser, at Keyser Karl den Store har ladet denne Mynt slaae ved Wittekinds Daab. Derpaa beskriver han den heele Sariske Krig, og Saxernes endelige Omvendelse, og takker Himmelen med sammenfoldede Hænder, at den har bevaret saa stor en Skat i saa lang Tid, og giort ham lyksalig ved denne kostbare Mynt. Jeg har alt for længe siden skikket den hen til en meget berømt lærd Mand, for at høre hans Meening derom; men han skrev mig til, at den var ikke andet, end et gammelt forrustet Laag af en Daase.

76

76

End videre berømmer han den skiønne Forraad af Bøger, som Sacristiet var udpyntet med, og som han derfor kalder det hellige Rustkammer. Han forsikrer, at der er saa mange praktiske Bøger,

Stierner og Kierner, Stieger og Kiæder og

andre bibelske Rustninger derinde, at man gierne inden en halv Time kunde bevævne sig med en trøsterig Præken.

Halsjernet ved Kirken skal være et ufeylbarligt Beviis paa en god Politieorden: Han ønsker, at alle de vare sluttede deri, som ikke skamme sig ved at give deres Præster Vikker og Klinte, i Stedet for god Tiende, da han dog prædiker Guds Ord høyt og reent for dem.

Præstens Studeerstue kommer ham ikke anderledes for end den trojanske Hest. Af denne, siger han, udsteege saa mange tappre Helte, som lagde det modige Troja i Aske; men af hiin træder en opbyggelig Prædiken frem efter den anden, og bestormer det stolte Babel.

D. Luthers Huuspostil kalder han sit Palladium, og udsøger sammes heele Historier fra de ældste Tider af.

Fra Side 203. til 279. finder man de strenge Junkeres Slegtregister, som have været Arve-, Lehn,- @og Domherrer til Qverleqvitsch. Jeg vil kun anføre nogle af dem, og betiene mig af hans egne Ord, saameget mueligt.

77

77 Hans von N. var fød 1429, og levede 65 Aar: Man veed intet om ham, uden han har havt en meget stor Mave.

Hans Ulrik von N., den forriges Søn, havde en Jagthund, som han usigelig elskede. Da denne Hund døde, skikkede han Præsten ligesaa meget i Foræring, som om hans Søn havde været død. Det maa have været en priisværdig Herre.

Jørgen von N. aad, drak, og giftede sig tre Gange. Hans Bønder var han meget bevaagen; men en dødelig Fiende af Præsten Han vilde ikke liide, at han sagde ham den reene Sandhed af Prædikestolen, da det dog skeede paa saa privilegeret et Sted. Fra utænkelige Tider, havde Præsten hver Søndag spiist til Hove; men denne IJørgen skaffede det af. Det var ret en Atheist uden Gud frygt og Samvittighed; og som han levede, saa døde han: Han faldt need af Hesten, og brak sin Hals. Efter hans Død har det spøget stærkt ved hans Grav, og Præstens Kone har selv hørt, at det var ikke anderledes, end om Katte beed hverandre. Han døde uden Børn, og Godset tilfaldt hans Fetter Casimir von N.

Fra Side 280, til 336. kommer Kirke- og Sko- lebetienternes Liv og Levnet. Det er meer en Kiæde af Lovtaler, end en historisk Fortælling; og da saadanne besynderlige og hemmelige Efterretninger alleene kunne behage faa, men ere væmmelige for de fleeste, saa kan man ikke heller nægte, at den, som skulde finde Fornøyelse i denne Afhandling, maa selv være Præst i Qverleqvitsch. Jeg vil derfor ikke misbruge mine Læseres Taalmodighed; men alleene anføre noget lidet deraf.

M. Henrik Quad, en ærværdig Mand prædikede eengang om Ugen og døde. Han har skrevet en Bog, som

78

78 føret Titel af: Πρὸs εαυτὸν eller velmeent Underretning for eenfoldige Præster, hvorledes de skulle bære sig tugtig ad paa Prædikestolen: Med nogle Billeder i Træesnit.

Jørgen Voigt forstod sig fortreffelig paa Husvæsenet; men prædikede kun maadelig.

M. Cort Hauchius var meget nidkiær. Han blev altiid bruun i Ansigtet, naar han tænkte paa Paven, og giorde 56 nye Kiettere: Han levede i stor Ueenighed med sine Domherrer, og havde megen Fortred med Menigheden for Præstegaardens Skyld; han ærgrede sig engang saa stærkt over gammelt Øll, at han døde.

M. Henrik Bochstaudius vægrede sig

ved at underskrive Cantzler Crelles Ordonantz, og blev sat fra sit Embede. Forfatteren anseer dette for en mærkværdig Omstændighed, da han troer, at han er den eeneste Lærde, der heller vilde miste sit Embede, end skrive.

Saa vidt om Kirkebetienterne: Derpaa følge nogle reene Blade, som, efter mit Sigende i Indgangen, have bragt mig paa den Tanke, at nærværende Krønike er skrevet efter Cantzler Crelles Død.

Af Skolebetienterne der paa Stedet, som Forfatteren navngiver tyve af, vil jeg alleene anføre een eeneste. Han kalder ham Gall Veidt den Store. Det kom mig i Førstningen latterligt for, at han gav en Skolemester dem prægtige Tilnavn; men han be- viiser det saaledes: Han har kundet smukt skrive og læse, underviist Børnene flitig, holdt Kirken reen, ringet vel med Klokken, har kundet synge et smukt Lita: nie, og giøre fuldkommen alt hvad som tilkommer en retskaffen Skolemester. Følgelig, har han ikke været nogen stor Helt, saa har han dog været en stor Skolemester.

79

79 Paa den 336 Side finder man adskillige samlede Efterretninger om Lærde Qverleqvitschere, og iblandt dem synes følgende at have været de berømmeligste.

Jørgen Grif, en Bondesøn, lagde sig efter Lovkyndigheden, og førte Sager i en liden Stad ikke langt fra Magdeburg. Man har mærket, som noget besynderligt hos ham, at han havde meget lange Fingre, og saa tyk en Hud i Ansigtet, at han aldrig kunde blive rød.

Anton Cuntz, ligeledes en Lovkyndig, vilde være Doktor i Erfurt, og til den Ende disputerede de capilamento Ulpiani; men da han paa Kathedret forsvarte sin Sag med saadan Heftighed, at der sprang noget inden i ham, døde han strax derefter.

Baltzer Würtzel, en Læge, en duelig Mand. Naar en Bonde havde Opsigelser, saa vidste han strax, hvorledes de kaldtes paa Grædsk. Han opfandt mange Universalmidler og Lebenstinkturer; men døde i sine bedste Aar, og testamenterede Borgerskabet i Zvenka et Stykke Agerland til en nye Kirkegaard.

Morten Pinsel, ministerii Candidatus, var den gamle Morten Pinsel, Præst til Qverleqvitsch, hans Hr. Søn; hans Moder giorde et Løfte, da hun gik frugtsommelig med ham: Dersom Himmelen vilde give hende en Søn, skulde han være Præst: Hendes Ønske blev til alles store Glæde opfyldt, og den gode Pinsel blev af hans Hr. Fader holdt til alle smukke Videnskaber og Konster. Men han havde et tungt Nemme, en stammende Tunge, og en slet Hukommelse, viiste og liden Lyst til at studere, men vilde heller være Grovsmed. Men hans kiærlige Moder pryglede ham saa længe, til han erkiendte sit Kald, som han og

80

80 siden blev ved og sagte og salig hensov som Informator i Dresden i hans Alders 59 Aar.

Endelig giøre adskillige Mærkværdigheder paa den 384 Side en ønskelig Ende. Her ere Trækkene i Haandskriftet gandske forskiellige fra de forrige; og jeg troer, at Forfatterens Kone maa have sammenskrevet disse Merkværdigheder. Min Formodning er ikke usandsynlig, men Sagen beholder dog sin Værdie; ja jeg kiender en lærd Mand, om hvis Krønike man skulde sværge, at hans Bestemoder havde forfærdiget de tilføyede Anmærkninger.

Jeg veed ikke, om jeg fortiente nogen Tak af Læseren med at levere ham et Udtog af disse Mærkværdigheder; han kan gierne undvære at vide noget om de Soldater, som have ligget i Qvarteer i Qverleqvitsch, saa vel som at der engang indfandt sig en Hestetyv, som blev paagreeben, fængslet og dømt, og at Skoelemesterens ældste Søn faldt engang meget ynkelig i Gade- kiæret, men til al Lykke kom uskadt op igien; dem, som villie læse disse og saadanne flere beklagelige Hændelser, kan jeg foreviise Originalen, hvorfor jeg slutter dette Udtog med de samme Ord, som jeg finder paa det sidste Blad af mit Haandskrift:

Exegi monumentum ære perennius; Non omnis moriar.

81

Andres Tanker. No. 6.

Fredagen den 27 November 1772.

Æquam memento rebus in arduis Servare mentem: non fecus in bonis Ab insolenti temperatam

Lætitia.

Horaz.

Hvorledes skal en viis Mand forholde sig i Lykke og Ulykke?

En Tale:

Kunde jeg med en indtagende Veltalenheds sind-

rige Sprog, kunde jeg med en skabende Pensels fortryllende Kraft byde over mine Tilhøreres Hierter og Følelser, saa skulde jeg ikke underholde Dem, mine Herrer! med noget ringere, end med den udødelige Seyer, den Viise indlægger sig over Lykken og Ulykken; med den livag- tigste, med den yndigste Afbildning skulde jeg underholde Dem. Den Kunst, hvormed Plinius foreviger de beste Fyrster, skulde staae mig bie i ar skildre Dem en Mand, hvis Siæls ophøyede

82

82

Gierninger formørke al Erobrerens Glimmer, og al Monarkernes Pragt. Fra Støvet af ophøyet til de største Værdigheder, opløftet til den høyeste Magt, lykkelig ved alle dette Livs Fortrin og Fornøyelser, elsket og tilbedet af et taknemmeligt Folk — i denne Middagsglands af hans Lykke skulde De see ham, og dog ikke saa meget be-

undre hans Magt, og vidtløftige Æresbetieninger, som hans Ydmyghed, Beskeedenhed, Afholdenhed og menneskekierlige Sindelav. Da skulde jeg just viise Dem denne tilbedede Mand af hiint erkiendtlige, af hiint rørte Folk styrtet i de nedrigste Hensigter, berøvet al sin Formue, høytidelig forbandet, og for evig forviist af Staaten. De skulde see

ham, forskudt af sine Venner, langt borte fra

sit Fædreneland, fare vild paa ubeboede Kyster, omringet med Død, og Hunger og Modløshed; og dog endnu stedse blive den høye Tænkemaade var, som i Lykkens Dage opløftede ham saa

høyt over andre. Stykkende sig ved sin Dyd skulde De see ham, hvorledes han med en beundringsværdig stor Siæl selv i de Øyeblikke, da han smerteligst føler Ubilligheden i sin Skiebne, opløfter sit ædle Hierte mod Himmelen, og begiærer for sin Tilfredsstillelse intet videre af den, end at han maa see sine Fiender lykkelige, og sit utaknemmelige Fædreneland frygtet af alle Folk paa Jorden.

Men alle disse stærke Træk, disse lette Steder i den Viises Billede ere ikkun muelige for hiine skabende Genier, hvis guddommelige Velta-

83

99 lenhed alle Tidsalder beundre. Hvor skulde jeg med min saa øyensynlige Ufuldkommenhed uden Frygt turde vove mig ind i saa overordentlig en Siæls Helligdom? Skal jeg da, undertrykt ved Overvægten af min Gienstand, qvæle hos mig alle beundrende Tanker? Nei! jeg vil ophøye mig over mig selv; jeg vil samle de faa Gaver, Naturen skienkede mig, dem alle vil jeg samle, for i det mindste ikke gandske utroe at kunne forestille Dem, mine Herrer, den imod Lykke og Ulykke stridende Viise. Beær De mig med Deres Opmærksomhed; jeg vil holde disse Øyeblik for de lykkeligste, for de kostbareste.

Naar jeg skal beskrive Dem den kæmpende Viise, maa jeg da ikke og bestemme den Fiende, han bestrider? Maa jeg ikke nøye undersøge hans Svaghed og Styrke, maa jeg ikke udforske Lykkens og Ulykkens Natur, om jeg ellers skal viise ham i sit fulde Lys? Hvor modsigende, hvor for- skiellige ere de Begreb, som Menneskene giøre sig om Lykken? Hvilket Chaos af Meeninger! jeg vover mig ind i dette Vilderede, jeg søger det, der bedrager den Viise. Tusinde rose her den Skiebne, som tusinde andre afskye. Enhver giver sin Lykke en anden Vending, et andet Navn. Vore Meeninger beherske vore Domme og vor Ubestandighed med en uindskrænket Magt. Den, som lader sig forblinde af en glimrende Ære, beundrer Kongerne og de Fornemmeste i Staten. Deres Glands henrykker ham, sandesløs beundrer, han dem, og bedragen priiser han dem lykkelige.

84

84 Den, hvis Begiærligheder ikke optændes af henrivende Lidenskaber, indtages kun af en eenlig, en stille Levemaades Yndigheder- Med Horaz troer

kun den sig lykkelig, som langt borte fra Stadens Tummel, med egne Øxen dyrker sin arvede Ager, som under sit Straaetag ikke skrækkes ved Krigstilberedelser, som ikke tør bæve for Havets Vrede, og skyer de Stores prunkende Palladser. Medens den i Vellystens Skiød drukne Daare drømmer uudsigelige Saligheder; saa iiler den ubekrandsede Helt paa tusinde blodige Liig til Lykkens Tempel. Ulykkelig er Vitell i Harpagons Øyne, som fortærer sit Liv med at vaage over døde Skatter. Vitell beleer den udmagrede Daare, og troer sig lykkelig, og agter sig lyksalig nok, saa længe Kilderne ikke ere udtørrede, der kunne føde hans Begierligheder. Hvilke Modsigelser i Menneskenes Domme! mod hvad for en Lykke er det nu, at den Viise væbner sig? Er det et roeligr, et fornøyeligt Liv? Er det en usaaret Samvittighed? Er det Rigdom, er det Æresbetieninger, som vi have vore Fortienester at takke for? Ney! hvor kunde vi bestride en Lykke, der er en Følge af vor Dyd? Hvilken en Modsigelse, at ville sætte Dyder imod Dyder! ere de naturlige Følger af vore Laster, de Straffe, Lovene til- kiendte os, de Sygdomme, vi selv styrtede os i ved vore Udsvævelser, ere disse de Uheld, som vi med en standhaftig Dyd taalmodig skulle udstaae? Ney! ere de ikke alle Ulykker, som vort Forhold giorde nødvendige? Er det mueligt, at en Lastefuld, som er for liden til den ringeste Dyd,

85

85

ved at udøve een af de meest ophøyede Dyder, kan lette sine Straffers Byrde? Altsaa er den Lykke, jeg taler om, ikke en Lykke, der ved en nødvendig Følge flyder af Menneskenes viikaarlige Handlinger. Ogsaa uden for os ere tusinde Kilder til Glæde og Misfornøyelse. Erfaringen lærer det. Uden for min Sphære ere utallige Aar- sager til min Lykke og Ulykke, som jeg ikke forud kan see, som jeg ikke kan ændre. Maaskee er dette den Lykke, med hvilken den Viise udruster sig? Overhovedet virker det Uventede, det Uforudseete, som grunder sig i Ting, der ere uden for os, af sig selv gandske anderledes paa os, end det, som for vor Skyld var nødvendigt, som vi kunde forudsee, som vi kunde vente, som vi og maa- skee virkelig forudsaae og ventede. Den Lykke, vi erholdte ved vore Fortienester, befæster vor Dyd; den tilfældige Lykke kan komme den stærkeste Dyd til at vakle. Man ophøye en fortienestfuld, en dydig Mand, til en Værdighed, som passer sig til hans Fortienester, som man skyldte ham, og som han kunde giøre den retmæssigste Paastand paa. Lader det sig vel tænke, at denne Værdighed skal giøre ham stolt, gruesom og overmodig? Men man opløfte denne samme Mand til en Ære, som hans Fortjenester ikke rekke til, som er langt større, end den forrige, som han ikke forudsaae, og ikke heller kunde forudsee, skal han vel, overvældet af dens pludselige Glands, kunne holde sig fra den stolte Tanke, den Tanke, siger jeg, at han dog vel ikke maa være denne Ære gandske uværdig, og at han maaskee snarere har

86

86 sine gode Egenskaber, end den tilfældige Virkning af en blind Lykke, at takke derfor? Jeg troer det ikke. Er ikke i det mindste Tanken selv allerede en Forseelse? Man imodstaae den kun ikke tidlig nok, man lade den nogle Øyeblik en Plads blandt vore Livtanker; og den skal opfylde vor heele Siæl, og sukkende skal den overvundne Dyd flye for den. Dette lader sig ogsaa omvendt

beviise om Ulykken. En tredie Lykke gives ey.

Du er da, du Skiebnens Barn, bedragelige Lykke, dannet af en udvortes Aarsag, du er da den Viises farlige Fiende. Jeg kiender dig heel vel paa dit skinnende Billede, paa din smilende Mine, paa din forføriske Stemme. Men smiil kun altid med alle dine Yndigheder, smiil allene forgiæves ad

den Viise. Hans Øye trænger igiennem de Dækker, som unddrage de Svagsynede dit Inderste; og hans Øye forstyrrer den Tempel, og nedbryder de Altere, som Daarlighed og Dumhed her

have opbygget. —

Jeg nænner mig til mit store Billede. Der gives almindelige Grundregler, hvorefter den Viise handler i Lykke og Ulykke. De tages deels af Lykkens Natur, deels af Erfarenhed. Jeg behøver kun at tage dem, og anvende dem paa nogle særdeles Tilfælde, og de skulle i mit matte Udkast

ikke ganske fordærve den store Original.

Alle Lykkens Fordele, den største ikke undtagen, ere, trods de almindelige Fordomme, intet uden glimrende Navne, intet uden indbildte Fordeele. Hvad er vissere, hvad er upaatvivleligere? Og dog

87

87

kiende de daarlige Dødelige dig, klarskinnende Sandhed, lysere end Middagssolen, dig kiende de ikke. Deres af Fordomme forblindede Øyne ere for kortsynede eller for dumme til at trænge ind i Tin-

genes Væsen. De blive hængende ved den sminkede, ved den indtagende Overflade, og mis- kiende i en forblindende Glimmer acherontiske Uhyrer, og kalde dem himmelske. Belæsset med Indiens kostbare Ertser, iiler Jordens Afgud derfra; grønt Laurbær bekrandser hans Tindinger, og Kroner trykke hans Hoved; Purpur og Guld og alle malede Steene, som Siams Høye avlede, be-

straale hans heslige Lemmer; og Vellyst og ra-

sende Fornøyelser svæve efter ham. Hvilket Billede for Slaven af Sandserne! han seer den fortryllende Dukke, beundrer, anseer den for skiøn, elsker den og — den bedragne — gaber sin Forstandbort, og tumler en Skygge, og tumler sin Fordærvelse i Møde. Men den Viise tager Masken af den med en klog Haand, og seer den, som den er,

og skuer i den et fælt Uhyre. Ney! den Lykke er ingen sand Lykke! den opløfter Daaren, som den Viise, og udaander Ødelæggelse over alt, hvor den stiller sine ulyksalige Trin. For dens Aasyn skiælver den stærkeste Dyd; og den svagere skyer den uliige Kamp. Den Lykke er et sandt Onde. Hvor kunde vel den Viise være stolt af at eye et Drømmebillede, et Onde? Det er saa langt fra, at den meget meer giør ham ydmygere og menneskekierligere. Dette er en Egenskab hos Lykken, og tillige en Grundregel, hvorefter den Viise i den gode Lykke ind- retter sit Forhold. Jeg vil vende den om, om

den skal blive til en Grudregel, som i Ulykken

WWW

88

88 skal vogte ham for Feyltrin. De Gienvordigheder, som gemeenlig pleye at møde os, ere intet mindre, end sande Ulykker. Saa modsigende denne Sætning kan forekomme den almindelige Vane, saa vis, saa nyttig er den for den Viise. En uventet, en pludselig tilstormende Ulykke skal maaskee giøre min Dyd vaklende; men skal den og- saa kunne overvinde den? Ingenlunde! midt i Ulykkens Uveyr skal jeg beholde et reent, et ubesmittet, et uvanhelliget Hierte, naar jeg kun kan være stor nok til at ville beholde det. Og er ikke Ulykken den tienligste, den sikkerste Lægedom for vore i Lykkens Skiød forkiælede Siæle, for vore syge, vore saarede Gemytter? Hvor føre de tornede Veye os hen? Hvorhen ellers, uden til den Himmelske Viisdom, hvorhen, uden til Lyksalighedens Marker? Uden Grund begræder den ulykkelige Feyge, som Forsynet nedstyrtede fra hans Høyhed, sin sørgelige, sin grusomme Skiebne; uden Grund troer han, at han sukker under et uundgaaeligt Ondes Byrde. Og hvad ere Følgerne af disse bedragelige Tanker? Han seer nu intet, uden sin Elendighed; og seer den i en langt strækkeligere Skikkelse, end den virkelig har. Et me- lankolskt Øyekast er nok til at omskabe hans Ulykke, der endnu ikkun er middelmaadig, til en forfærdelig Coloss. Saaledes stirrer den over- troiske Vandringsmand om Midnatten i den ræd- selsulde Lund paa en nøgen, løvfrie Stub; han stirrer derpaa; den virksomme Indbildningskraft forsamler i ham alle den omliggende Egns bedrøvelige Spøgelsehistorier; han seer et Kiempebillede med røde,

89

89 blussende Øyne, hvis hornede Hoved rækker op i Him- melen; da igiennemfarer en iiskold Gysen hans Inderste. Frygten reyser ham Haarene paa Hovedet, og under ham synker det bævende Knæ. Saaledes stirrer Daaren paa sin Ulykke, og giver den Anseelse af et heelt Helvede, og forfærdes for sig selv, og skiæl- ver, døvgiort af Skræk, sandsesløs i sin Fordærvelse. Men den Viise frygter ey Ulykkens Uveyr, saa rædsomt det endog stedse maatte bruse. Og hvor kan han frygte derfor, da han kiender dets Natur, og dets Virkning, og den Haand, som tilskikker ham det i ingen, uden de viiseste Hensigter. Saa zittrer Na- turkienderen ikke, naar mørke Skyer opstige fra Østen og Sønden og Norden, nedstyrte heele Ildhave, og med mægtige Knald bevæge det Inderste af Jorden; thi hans hærdede Forstand indseer den uendelige Nytte, som denne Svovelregn, disse Tordenstemmer udbreder over dette heele menneskelige Liv.

Lykken er en sød behagelig og tillige høystskadelig Gift. Denne Grundregel, som Erfarenhed alt for ofte har stadfæstet mig, lærer den Viise meer, end alle andre Grundregler, at vogte sit Hierte for Laster, og fornemmelig paa Spidsen af hans Lykke endnu at give Agt paa sig selv, at være friemodig, forsigtig og vaersom. Han fæster ingen Troe til Lykkens falske Smiil, eller dens smigrende Kiærtegn. Og aldrig, er han meer bange for, aldrig meer mis-

90

90 tænkelig imod sig selv, aldrig meer afholden, end i de lykkeligste Dage af hans Liv, da en klar Himmel skinner for ham med alle Lykkens Straaler. I denne Stilling kommer intet Tilfælde uventet paa ham. Men hvor langt er den fra den Viise ned til Daaren! Daaren river det tumlende Bæger, som Lykken tilbyder ham, med en begiærlig Haand til sig; med tørstige Træk tømmer han det, og inddrikker sin Fordærvelse. Naar da en uventet Ulykke bryder ind paa ham, naar den, liig en uhindret Strøm, truer med en almindelig Oversvømmelse; saa slumrer den sikre Daare i Vellystens Arme, og bortrives, førend han endnu kan besinde sig, i Af- grunden.

See her dit Billede, ulykkelige Hannibal! Du burde været ligesaa klog i at overvinde dig selv, som du var, naar det kom an paa at være Roms Erobrer! Du burde skiælvet ligesaa meget for dig selv, som Rom skiælvede for din frygtede Arm, om du ellers vilde holde dig i den Høyhed, du engang var steeget til. Lykken opblæser vort Hierte, og tvinger Fornuften under Lidenskabernes Aag. Den ophidser vore Begiærligheder, og giør os dristige nok til at ville bestige de steileste Høyder, og trodse de sorteste Farer. En nye Grundregel, der overbeviiser os om Nødvendigheden af at indskrænke vore Lidenskaber. Vi ere allerede af Naturen alt for tilbøyelige til at troe,

91

91

at vor stolte Villie er, som Horaz siger, ikke vanskelig at overvinde. Vore Daarligheder hiige stedse efter det Høyeste. Og naar da en gunstig Lykke, ved en Tid lang at opfylde vore Ønsker, an- falder os med den stolte Indbildning om vore Fuldkommenheder; saa er i Sandhed ingen Tømme, ingen Skranke saa stærk, at vore vældige Begiærligheder jo skulle bryde derigiennem. Eet forvovent Anslag behøver kun at lykkes os, for at tilskynde os til et andet endnu meer forvovent. Misfornøyede med vor Tilstand, stræbe vi stedse efter en bedre, og naar vi have opnaaet den, naar Haabet derom ikke længer henrykker os, saa ere vi allerede igien kiede af den. Vi stige Høyere, og skulde maaskee stige til det Uendelige, dersom vi ikke tilsidst traf for uovervindelige Hindringer, dersom vi ikke fandt Klipper, hvorimod vor Stolthed paa eengang splittedes. Den Viise maaler sine Begiærligheder efter sine Kræfter. Han forstiger sig aldrig. Kun Daaren vover sig med Vox- vinger op imod Solen. Naar Strængen spændes for stærk, springer den. Den Viise forsøger først længe, om han er i Stand til at bære en Byrde. Han læmper sig efter sine Vingers Styrke; og er fornøyet med sin Dal, naar han troer sig for svag til at naae de himmelhøye Bierge. Den Ulykke, som møder os, er Menneskelighedens Lod. Med vor Fødsel blev tillige Vandheld i dette Liv os tildeelt. De ere tilfælles for alle. Liige fra Monarken paa hans

92

92 pralende Throne, til den støvede Landmand bag Ploven. Tordenstraalen treffer ligesaa vel det truende Taarn, som den lave Hytte; og sielden er vor Elendighed saa stor og saa utaalelig, at den ikke, naar den uden Fordomme sammenlignes med andres Ulykker, skulde tabe endeel af sin Byrde. Alle disse Sætninger ere ligesaa mange Trøstegrunde for den Viise til at lette hans Gienvordigheder. Sielden foruroeliges vi meget af det, som vi have tilfælles med andre; og intet er saa kraftigt til at indgive os et uforfærdet Mod, som naar vi see vore Medbrødre sukke under Vægten af en Byrde, der er tungere, end den, vi bære. Lykkelig og tre Gange lykkelig er den, som, underviist af disse Grunde, kan omskabe det værste til godt! Ulykken rammer kun den ringeste Deel af Menneskene; og paa disse kommer der da kun an, at hindre den fra at trænge ind paa deres Siele. Denne er min sidste Grundregel. Armod, omme Venners Tab, Sygdom, alle disse Uheld ramme kun denne udvortes Hytte, denne et Høyere Væsens brøstfældige Boelig. Jeg kan føle dem i alle mine Deele, giennem alle Sandser, giennem hvert et Lem. De kunne giøre mig til en Elendig, til en Krøbling, og til en Spot for Verden. Men forgiæves skulle de forsøge at bryde igiennem den Jern- muur, som sætter min Siel i Sikkerhed for deres Anfald. Jeg kan være arm og dydig tillige; og jeg er det, fordi jeg vil være det. Alle Elementer,

93

93

alt det Skrækkelige, Naturen eyer, Ild, og Krig og Død, kunne sammensværge sig imod mig; dette Legeme bliver maaskee et Rov for deres forstyrrende Kraft; men min udødelige Siel vil dog, ophøyet over alle dens Fiender, fremkomme med Seyer af dens knusede Hytte. Disse, mine Herrer, ere de Pillere, den Viise støtter sig paa, dette er det DemantsPantser, som kaster alle Ulykkens Piile stumpe tilbage, denne er den Tømme, som holder hans opkommende Begiærligheder tilbage, naar de som uregierlige Heste ulydig vrinske imod deres Herres Røst, og tragte efter Friehed. Forsøg de det, ophøy de en Abdolonimus af sit lave Støv, ophøy de ham til eu Herre paa Jorden; Nationer skiælve ved Trappetrinene af hans Throne, og tilbede hans Majestæt! Folkene i de længst bortliggende Verdens Deele udbrede deres Gaver for hans Fødder, og søge Forsvar under hans Vingers Skygge! Hans Navn være under begge Polerne, fra den eene Ende as Jorden til den anden, et tilbedet Navn. Ophøy de ham til denne høye Spidse; og han vil endnu være meer end alt dette! Han vil fortiene Navn af den elskværdigste, den viiseste iblandt Menneskene. Han skiuler aldrig sit Ansigt, end ikke for den ringeste af hans Undersaatter. Han, Menneskevennen, nedlader sig med en faderlig Medlidenhed til deres Klager, øg letter dem de Byrder, de sukke under. Hans Mildheds Dug udbreder sig over Jorden. De see-

94

94 neste Efterslægter beundre ham endnu. Ikke i Min- desmærkerne af hans Seyervindinger, ikke i hans Seyer over sig selv, i hans ædle Siel, i hans Mildhed, i hans Medlidenhed, i hans viise Handlinger beundre de ham. — Men jeg forlader disse klare Udsigter, disse glade Marker; jeg forlader den lykkelige Viise, og følger: ham giennem Graderne i hans Fornedrelse. Den Viise er allevegne stor, allevegne sig selv liig, allevegne den værdigste Gienstand for Beundringen; stor paa Thronen, stor i Støvet Væbner

eder imod ham med alle eders Forskrækkelser, I Ulykkens Bølger! Nedstyrter ham fra hans høye Magt, fornedrer ham til den skammeligste Armod, og erkiender endog i pjaltede Klæder den ædleste, den høymodigste, den bestandigste Siel, som nogen Tid i Guld og Silke be- herskede Kongeriger, og foreskrev Folkeslag Love. Hvad er mer ophøyet, end at tilgive troeløse Venner, naar deres sorte Utroeskab endnu altid bliver ved at gaae fra een Grad i Gruesomhed til den anden? Hvad er ædlere, end at forlade Utaknemmelige, hvis Friehed, hvis Liv var vor Eyendom. Utaknemmelige, som kunde være nedrige nok til at give vor skiulte Lykke det sidste Stød? Hvad er høymodigere, end at vi, paa det føleligste forhaanede og beleete af vore Fiender, dog ikke aabne den mindste Armod og Had Tilgang til vore Hierter? Hvad er beundringsværdigere, end med en roelig, med en villig Siel at bære Armods Jernaag, uden

at handle nederdrægtig, eller knurre med Forsynet?

Alle disse guddommelige Dyder øver hiint nødliden-

95

95 de, hiint forarmede Gemyt, der hist med taarefulde Øyne lister sig ud af den Stores Pallads, som han ved sin forrige Mildhed berigede. Umennesket har forglemt sin Velgiørere. Med de græsseligste Bebreidelser nægter han ham sin Hielp, og med Trudseler viser han ham bort. Her samler den Gamle sin Siæls heele Storhed, og hvor høy er ikke hans Hævn! Han tier; for ham taler en heed Taare, som zitrende triller ned over den blege Kind; og hans fromme Suk stiger nu op til Gud allene for hans Fornærmeres Liv og Beste. Hvilke sielden Gierninger; Gierninger, ikke uværdige til at beundres af Englene! Udmærk dem i Historien, kommende Aar-Hundrede! — — Ikke Lybiske Udørkener, hvor Død og Blodgierrighed vandre omkring i tusinde Skikkelser; ikke brændende Sandhave i der inderste Æthiopen, hvor ingen fortroelig Skygge, ingen ledskende Kilde vederqvæger den trætte Vandringsmand, og hvor Jorden døer under en nærmere Soels Piile; ikke hine menneskefiendtlige Zoner, som under en evig Vinters Jern-Zepter forsteenes; ikke hine underjordiske Fængsler, giennem hvis tredobbelte Muure, ingen Lysstraaler kan trænge sig; ikke den blodgierrige Tyrans blinkende Sværd, ikke

alle Neroners og Domitianers Pinsler — —

intet — var det og selv Helvedes Smerter — intet forrykker den Viise fra sin Dyd, fra sin Siels Odel, fra sin Menneskekierlighed, og fra sin Vey til den sande Lyksalighed. Hører det, I den Viises Fiender; og denne Dyd giennemtrænge eder, med den smerteligste Forestilling om Verdens tilkommende Dom! Her fra det dybeste Trin i Jammer flyder endnu for eder den Døendes Graad, og opstiger den Viises sagte lespende Suk til Guddommens Trone om Forladelse og Velsignelse. Og ere der vel endnu Optrin, til overs, som kunne afmale os

96

96

den Viise lettere, høyere, guddommeligere? maaskee er det større, med en roelig, med en glad Siel, under de føleligste Smerter af en dødelig Sygdom, at opløfte sig over Menneskeheden, og smiile den kommende Død i Møde! Jeg seer den Døende Viise; jeg seer ham, omringet af sine Venner, af sine Børn, som leve i deres beste Aar, af sin ømme Egtefælle. Nu nærmer sig Adskillelsens Time, som skal aabne andre Optrin. Snart vil Skiæbnen ophidse sit Forhæng; og i dette Mørke vil det Tilkommende blive lyst. Allerede suse Dødens Bække nærmere: den Viise hører dem, og føler nu i kiendelige Smerter Begyndelsen til sin Forvandling. Han føler dem, og samler fuld af Roelighed det Liv, han endnu har tilbage. Med en Broders Mine, der paa nogle faae Dage beder sin ømme Broder Farvel, seer han paa sine kiære, som fulde af bange Forventning staae omkring ham. Uforfærdet skuer han deres troe Smerter, og taler lindrende Trøst i deres bekymrede Siele, indtil det styrkende Blod, og Følelsen af den nærmere Død holder hans Sprog tilbage. Nu svinger hans Siel sig op imod Himmelen; nu flyer Verden med alle dens Yndigheder. Allerede smager han Himmelen, og smager den saa fuldkommen, som han kunde føle Døden. Forgiæves truer Helvede med sine rædsomme Billeder, og Evigheden med sit Mørke! Han mærker dem neppe; saa dybt taber hans Siel sig i sine Saligheder. Og nu stiger den seyerrig udaf sin jordiske Hytte, og smiiler alt ud over Urnen. —

97

Andres Tanker.

No. 7.

Fredagen den 4 December 1772.

Innocuos permitte sales, cur ludere nobis Non liceat? Martial.

Følgende er indsendt:

Skatten.

Et

Lystspil.

I

Eet Optog.

Efter

Hr. Lessings: Der Schatz.

Personerne:

Leander.

Skaleno, hans Formynder. Philto, en gammel Mand. Anselm.

Lelio, Anselms Søn. Mascarill, Lelios Tiener. Raps.

To Arbeidskarle.

Skuepladsen forestiller en Gade.

98

98

Første Optrin.

Leander, Staleno.

Staleno. Ey Leander! saa ung, og har

allerede udseet sig en Kiereste?

Leander. Det er just det Fruentimmerne synes godt om, at man er ung. Og hvor ung er jeg vel? Naar jeg var engang saa gammel til, kunde jeg have Børn, der vare ligesaa gamle, som jeg nu er.

Staleno. Og denne Kiereste skal jeg frie til for ham?

Leander. Ja, min kiere Hr. Formynder,

om De vilde være saa artig.

Staleno. Kiere Hr. Formynder; det har jeg saa mænd ikke længe hørt. Om De vilde være saa artig. Naa, hvor høflig bliver man dog ikke strax, naar man er forelsket. — Men hvad er det da for en Pige? Det har han jo ikke sagt mig endnu.

Leander. Ak! en allerkiereste Pige.

Staleno. Har hun Penge? Hvad faaer hun til Medgift?

Leander. Hun er Skiønheden selv, og dertil uskyldig af! ligesaa uskyldig som jeg selv —

Staleno. Taler hun ogsaa allerede om de Børn, hun kunde have? — Men siig mig dog, hvad fager hun til Medgift?

Leander. Dersom De kun saae hende, vilde De selv forelske sig i hende. Et rundt, syldigt Ansigt, men som ikke meer har noget barnagtigt: En Væxt som et Rør — —

Staleno. Og hvad faaer hun til Medgift?

Leander. Saa rank som et Rør, og dertil ikke mager; men heller ikke feed. De veed selv, min

99

99

Hr. Formynder, at ingen af Deelene bør være, naar et Fruentimmer skal være smukt.

Staleno. Og hvad faaer hun til Medgift?

Leander. Hun veed at føre sig, ak! paa en Maade, min kiere Hr. Staleno, paa en Maade— og jeg forsikkrer Dem, hun har ikke lært at dandse; det er hende naturligt.

Staleno. Og hvad faaer hun til Medgift?

Leander. Om hendes Ansigt endog ikke var det smukkeste, saa vilde dog hendes Maneerer giøre hende til den angenemmeste Person af Verden. Jeg kan ikke begribe hvem der har lært hende dem.

Staleno. O saa hør dog! det er hendes Udstyr jeg spørger om. Hvad faaer hun til Medgift?

Leander. Og tale — ak! tale kan hun som en Engel — —

Staleno. Hvad faaer hun til Medgift?

Leander. De skulde have ondt ved at finde saa stor Forstand og Dyd hos nogen af hendes Kiøn, som hos hende —

Staleno. Godt, godt! det er altsammen got nok. Men hvad faaer hun til Medgift?

Leander. Desforuden er hun af en god Familie, Hr. Formynder, af en meget god Familie.

Staleno. De gode Familier ere ikke altid de rigeste. Hvad faaer hun til Medgift?

Leander. Jeg har endnu forglemt at sige Dem, at hun synger meget godt.

Staleno. For Diævelen! lad mig dog ikke staae her og spørge hundrede gange om et og det samme. Jeg vil først og fornemmelig viide, hvad hun faaer til Medgift.

100

100

Leander. I Sandhed, jeg hørte hende selv synge i Aftes. Ak! hvor henrykt blev jeg.

Staleno. Hør! han maa ikke holde sin For- mynder for Nar: Vil han ikke give mig noget Svar, saa gaae sin Vey, og lad mig gaae min.

Leander. De er jo vreed, min kiere Hr. Formynder? Nu vilde jeg just svare paa Deres Spørsmaal.

Staleno. Nu saa giør da Ende derpaa.

Leander. Hvad var det nu De spurgte om? — ja, nu erindrer jeg det: De spurgte om hun var en god Huusholderske? Ak! hun er uforlignelig, min Herre, jeg er vis paa, hun vil spare sin Mand Aar til andet mange tusinde Rigsdaler.

Staleno. Det var endda noget — men det

var dog ikke det jeg spurgte om. Jeg spurgte for-

staaer han da ikke Dansk om hun er riig, om

hun faaer en god Udstyr?

Leander. (bedrøvet) Udstyr?

Staleno. Ja ret Udstyr. — Hvad gielder, den unge Herre har endnu ikke bekymret sig derom. O Ungdom! Ungdom! hvor spørger dog den letsindige Ungdom lidt om det allernødvendigste! — Naa! siden han da ikke veed endnu, hvad hans Pige faaer til Medgift, saa gaae og erkyndige sig først derom; siden kan vi snakke meer om den Sag.

Leander. Det kan vi gierne giøre strax, om det ikke er Dem imod. Jeg har ikke været saa letsindig, som De tænker; ney, jeg har allerede nøye erkyndiget mig derom —

Staleno. Saa veed han da, hvad hun faaer til Medgift?

Leander. Paa et Haar.

Staleno. Og hvor meget da?

101

101

Leander. Alt for meget er det ikke —

Staleno. Ey hvem forlanger alt for meget? Hvad ret og billigt er. Han har jo feiv allerede Penge nok.

Leander. Ak! De er en fortreffelig Mand, min kiere Hr. Formynder. Det er sandt, jeg er riig nok, saa jeg gierne kan oversee denne Post —

Staleno. Det er vel saa omtrent Halvdeelen af hans Midler, hun bringer ham?

Leander. Halvdeelen? Ney det er det ikke.

Staleno. Trediedeelen da? Leander. Heller ikke.

Staleno. Nu! Fierdedeelen dog?

Leander. Knap.

Staleno. Naa! Ottendedeelen maa det dog vel være, ellers var det jo kun et Par tusinde Daler, som snart gaae i Løbet, naar man vil til at sætte Boe.

Leander; Jeg har jo allerede sagt Dem, at det er ikke meget, aldeles ikke meget.

Staleno. Men ikke meget, det er jo dog noget: Hvor meget da?

Leander. Lidt, Hr. Formynder.

Staleno. Hvor lidt da?

Leander. Lidt — De veed jo selv, hvad man

kalder lidt.

Staleno. Naa! her ud med det! Barnet skal jo dog have et Navn. Udtryk dog dette Lidt med Tal! Leander. Dette Lidt, Hr. Staleno, er — ak!

det er slet intet.

Staleno. Slet intet? Ja saa — deri har han ret; slet intet er lidt nok — men i Sandhed, Leander, skammer han sig ikke at falde paa saadan en Daarlighed, at udsee sig et Fruentimmer til Kone, der ikke har noget?

102

102

Leander. Hvad siger De? — Der ikke har noget? Ak! hun har alt hvad der udfordres til en fuldkommen Kone: Kun Penge, dem har hun ikke— @Staleno. Det er at sige: Hun har alt det, som kunde giøre en fuldkommen Kone, naar hun kun havde det, som giør en Kone fuldkommen — Ney, tænk ikke derpaa — jeg maa vel bedre indsee, hvad der tiener ham. Men maatte man vel vide, hvem denne skiønne, elskværdige, artige Betlerske er, og hvad hun hedder?

Leander. De har Synd deraf, Hr. Staleno. Dersom det gik efter Fortienester, saa skulde vi alle være fattige, og denne Betlerske allene rig.

Staleno. Saa siig mig da hendes Navn, at jeg kan kalde hende anderledes.

Leander. Camilla.

Staleno. Camilla? Det er dog vel ikke Søsteren til den liderlige Lelio?

Leander. Just hende. — Hendes Fader skal være den redeligste Mand af Verden —

Staleno. Være og have været er to. — Det er nu næsten ni Aar siden, han reiste herfra; og man har i fire Aar ikke havt den mindste Efterretning fra ham. Hvem veed, hvor han opholder sig, den gode Anselm. Det er endelig ligesaa godt for ham, at han bliver borte; — thi skulde han komme hiem, og see hvordan der staaer til med hans Familie, saa maatte han dog gremme sig til døde. —