[Niels Prahl] Den Patriotiske Sandsigers Bedrifter, Bedømmelse og Dom.

Den

Patriotiske

Sandsigers

Bedrifter,

Bedømmelse og Dom.

Kiøbenhavn 1773.

Trykt og findes tilkiøbs hos Johan Rudolph Thiele, boende i store Helliggeist-Strædet.

2

        

3

Den patriotiske Sandsigers Bedrifter ere hans Tre nu forbudne Skrifter. Disse vare aldrig blevne lagte for Publici Øine, dersom Censuren havde vedvaret; og sammes Forfatter var da og bleven frie for at dømmes og straffes. Ikke des mindre er Pressens Frihed et Klenodie, for hvis Bevarelse største Straf gierne bør overgaae al væ- lig Misbrug af samme. Philopatreias, den for sin Forlegger dyrebare Mand, havde fat saa mange Penne i Bevægelse, at man var mæt og træt af at læse alt hvad der blev skrevet imod ham, da denne Patriotiske Sandsiger udmerkede sig ved sin første Bedrift: Hans Svar paa Publici Vegne til Philopatreias. Omstændighederne i det da værende Tidsløs giorde, at dette Skrift fandt ligesaa sterk Aftræk, som Philopatreias selv; thi de Skrifter søgtes meest, som vare fyldte med de dristigste Udtryk. Den Gang vilde dog ikke alle underskrive den Dom, som Forfatterne af For eqnelsen paa de nyeste Skrifter fældte derover: at Dumhed, Grovhed, driftige og lumske

4

4

forvovne Udtryk, der under en slet og vaklende Regiering letteligen kunde blive en Gnist til en langt større Ild, var der eneste, der giorde dette slette Skrift merkværdigt. Men da det er faldet ud med Sandsigeren, som det er, saa underskriver de den vel gierne. Ret har hine Forfattere deri, at han duser Philopatreias med en Heftighed, som om han vilde give ham Ørefigen, og antaster ham paa Geistlighedens Vegne med en fuldkommen Inquisitors-Geist; men det skulde just saa være, naar han saa længe bag efter de andre skulde kunne give sit Skrift Aftræk. Han naaede sit Sigte, at hans Piece blev læst af mange; og at den blev ligesaa hyppig kiøbt som Philopatreias selv, det forledede ham til at troe, at han havde vundet et værdigt Bifald i Publico, i hvis Sted han havde optrædet, at bestride alt, hvad der i hans Tanker var urigtigt iblandt os. Det var vist derfor, at han skrev sit Brev til adskillige om adskilligt i hans nyeligen udgivne piece, der kan ansees, som en Indbydelse at subscribere paa de Skrifter, han fremdeles havde i Sinde at udgive; men som nu er blevet ham formeent, i hvor martialsk han end lovede at blive, naar han eengang kom til at skrive om Krigsstanden. Dette Brev er ikke iblandt de i hans Dom nævnte forbudne.

Førend den første Deel af de i dette Brev belovede Piecer udkom, var han bleven sat i Harnisk over en vis Modstander i det patriotiske Magazin, og med den ham egne Dristighed, med hvilken han efter sin egen Beskrivelse vovede at udlade sig, og

5

5

laste det, han ikke fandt efter sit Hoved, satte sig ned og skrev selv sin anden Bedrift, kaldet: Jere- miæ Brev imod den hykkelske Afguds-præst, som taler i Magazinet No 73, skrevet til Forsvar for den redelige Sandsiger, til Opmuntring, Trøst og Troskabsbestyrkelse for de danske Israeliter, som endnu leve i Rujoneriets Fængsel i Babylon. Saasnart dette nu forbudne Brev udkom og var læst, blev Sandsigerens nærværende Skiebne forudspaaet ham af Skrift-Fortegnel- sens Forfattere. Deres Betænkning om denne Piece vil man her tillige anføre; ”Det hele første Ark af Skriftet gaaer ikke ud paa andet, end at for-

svare Sandsigeren, samt hans Skrift saavel imod alle i Almindelighed, som mod en vis Modstan der i patriotiske Magazin No. 73 i Særdeles- hed, og vi kan ogsaa sige, at de i Henseende til

Grovheder ikke blive hinanden noget skyldige; — men i det sidste Halvark udlader Forfatteren sig i en høistfornærmelig og dumdristig Tone imod Regieringen og dens Anstalter; og vi tør sikkert spaae, at dersom Sandsigerens udlovede Hefter

skulde smage af den Suurdei, ville de bringe farlige Følger for denne hidsige Skribent." Spaadommen er bleven opfyldt.

Sandsigerens tredie Bedrift: hans Skrift om Religionen dens Sammenhæng med Regieringerne, og om geistlige personer, samt de Anstalter, der sigter til at danne Geistlige, udkom. Dette var den patriotiske Sandsigers første Hefte. Det blev bekiendtgiort, at Subskribenterne kunde afhente deres Exemplarer for 4

6

6

Mark 8 Skilling og da der strax mumledes om, at denne Piece skulde confisqueres, saa bleve mange begierlige efter at faae den og læse den; thi al- le Mennesker har den Natur, at de higer meest efter det Forbudne. Længer end mange ventede, va- rede det dog inden der blev giort Anstalt at confi-squere den; thi den var ventelig ikke kommen for deres Hine, som vare berettigede dertil. Endelig skeede det. Forfatteren blev sat paa Raadstuen i Arrest; og Ordet gik, at han der levede vel, og forsvarede sig dygtig. Sandsigeren var i de Dage Maalet for alles Samtaler. Bedømmelserne over ham og Meeningerne om hans Sags Udfald vare ulige. Mange begyndte at stirre paa Sandheden selv med pilatuske Øine, og i den Stirring at spør- ge ligesaa fremmet som han: Hvad er Sandhed?

Sandsigeren blev roest af nogle og lastet af andre. Men om han havde tænkt, at blive det samme i Dannemark, som den bekiendte Wilkes i Engeland, saa tænkte han Feil.

Udfaldet har lært, at ikke allene Sandsigeren selv havde Uret, men endog alle de, der paa nogen Maade holdt med ham, og søgte underhaanden enten at undskylde eller forsvare hans Udtrykke og Udslettelser. Disse troede, at en Sandsiger burde tage Bladet fra Munden, skrive dristig og bidende, og uden Persons Anseelse sige sin Mening reent ud, ligesom Conferentzraad Suhm i sit Brev til Kongen, eller Etasraad Langebech i sin nye prøve af Skrivefrieheden. Men der er stor og uendelig Forskiel imellem disse Mænds ædle Dristighed og Sandsigerens dumdristige Næs-

7

7

vished. Ikke saa? Conferentzraadens ædle og varme Udtryk, at Hans Majestet maatte ikke lade sig indbilde, at han var som Kong

Christian den Fierde eller Friderich den

Fierde, o.s.v. vilde maaskee ikke bekommet enhver anden vel, at have udladt sig med; men her blev det naadigt optaget og beundret; og saa maatte det skee, naar der ingen Ubillighed skulde vises imod Sandheden af en Mands Mund, som havde et ædlere Kald til at sige den, end vor stakkels Sandsiger. Etatzraadens dristige Erindringer og Regler for Kongen, samt egne Betænkninger over et og andet, blev altsammen ikke allene undskyldt, men endog efter Fortjeneste opløftet til Skyerne og fandt ligesaadan Aftræk som de varme Fastelavnsboller. Men hvo? uden saadan en Mand skulde siden have tordet vedkende sig denne Dristighed, underskrive den egenhændig, og tiltroe sig at torde bestyrke den med Memoirer, som hverken han eller nogen anden Uvedkommende burde være vidende om, eller i det mindste aldrig offentlig udlade sig med at have seet eller læst. Ikke desto, mindre fortiener saadan en Mand for sin Redeligheds Skyld den mildeste Undskyldning og værdigste Agt, samt hans Skrift at være antaget og med Maade anseet af en stor Dronning!

Man mage visselig meget forundre sig over, at saa mange vare alt for kortsynede til at indsee den Forskiel der er eller bør være imellem de Personer der kan sige de Store Sandhed med Bifald. De maa have et eget Kald dertil, som giør dem ærværdige og hellige i alles Øine. Ikke ligt det,

8

8

vor patriotiske Sandsiger meente og at have. Om der endog var nogen Sandhed i alt det Studenten Thura har skrevet, som jo dog er ganske umue- ligt at kunne bevise; hvad Kaldsbrev havde han da vel at opvise, som berettigede ham til at sige og skrive den? Han er jo hverken af Bispelig eller Præstelig Familie, (See Adresse-Avisen No. 5 for i Aar) om man og vilde troe, at geistlige Per- soners Børn havde et større Kald, end andre, til at sige Sandhed. Han vidste med sig selv, at han ingen Midler havde, som det forfængeligste Kald, hvormed mangen en dog tør trodse. Saadant Kald, som det, hvormed Nye Prøve af Skrivefriheden først udgik, havde han jo heller ikke. Da det kom dertil, at der blev spurgt om Forfatteren; saa var det en fattig Student, Monsieur Thura. Hvor vilde det arme Menneske hen? Hvor forblindet har han dog været! Nei, han havde slet intet Kald til at fremkomme med sine Betænkninger om det minste af alt hvad han har skrevet om. De har derfor allesammen den allerstørste Ret, som har sagt og troet, at alt hvad Sandsigeren har skrevet, er noget dumt Tøi og elendigt Slidder-Sladder.

Det settes endog, at der var det ringeste som havde Sandheds Skin; hvor dumt da! ikke at have indklædet samme i en eller anden antagelig Dragt. Nøgen Sandhed imodtages ikke fra alles Hænder; og er det ei et Tegn til den største Uforstand, ja et et Beviis paa Taabelighed, Narag- lighed og Forstandens Drukkenskab, at skrive i Sandsigerens Stilling og Tone? Hvad nytter det

9

9

ham nu, om han endog undertiden kan trekke et mildt Smil ved en indbildt Følelse (thi Indbild- ning maa det jo vel endelig være) af den hemmelige Trost, at han troede og vidste med sig selv, da han skrev, at han skrev Sandhed efter sin beste Overbeviisning, og at det, som han er dømt til og mere benaadet med at lide, der lider han for Sandhedens Skyld. Den Sandsiger maa være en sær Karl. Der har jo dog altid været langt behageligere for den Menneskelige Natur, at belønnes for Løgn, end lide for Sandhed!

Men Sandsigeren er jo hverken dømt eller lider for Sandhed, men for sine dristige Løgne. De, som har giennemlæst hans nu forbudne Skrifter, behøver intet mere Vidnesbyrd derom. De erindre sig kun løselig hvad han havde sammensmurgt om Religionen! og hvilken Gysen maa det ei foraarsage, at han vilde, vi skulde beholdt vore afskaffede Helligdage. Nej, Hr. Sandsiger! Langt bedre havde det været, at ivre over, de til dem anordnede Texter og Psalmer staaer endnu i vore Psalmebøger, og hvorfor ikke vor Liturgie, Ritual, Alterbog, Psalmebog og alt derhenhørende er endnu tænkt paa at forandres i Overensstemmelse med Forordningen om Helligdagenes Afskaffelse. Der kunde have været holdt dygtigt Huus med Bogtrykkere og Forleggere af bemeldte Bøger, og Bisperne være blevet uskaarne, hvis Embede og Sag det dog aldrig kan blive, at sette sig imod Kongens Villie, saalænge Sabbaten ei bliver befalet at afskaffes; men det har ingen Fare: saa havde De Hr. Sandsiger, kundet spare sig selv for megen

10

10 fortient Bedømmelse fra den Kant. Men jeg kan troe, De vilde med Magt have de afskaffede Helligdage indførte igien, og De fase ingen anden Udvej dertil, end at skrive Deres Sandsiger, Hvad har De nu vundet derved? Helligdagene ere afskaffede; og vi har nok at bestille med at bruge dem vi har igien. Neppe vil De opleve den Tid, at see dem atter indførte; men det er dog en Trøst, at deres Amindelse er endnu ikke udryddet af forbenævnte Bøger eller af vore Huuspostiller. Den gode Grund, at ophæve og afskaffe dem, har ret strax hele Europa indseer; hvorfor kunde da De, Hr. Sandsiger! ikke og have indseet samme, og i Stilhed ladet sig nøie med at helligholde dem, vi beholdt. Grunden er nemlig en slet Helligholdelse og Anvendelse af de afstaffede Helligdage, og at de kunde bruges bedre til Arbeide; thi ved Arbeide og Skræbfomhed kan Mennesker ret tvinge Guds Velsignelse til sig. Hvo kan have noget at tænke paa til Indvending imod saa god en Grund. Hør engang hvad den danske Mercur sang derom med en smilende Mine:

Ved Forestilling lod Monarchen sig behage,

At skaffe af en Deel af Fest, og Hellig-Dage.

Man veed, det er kun saa, som protestanterne Med Grund kan skaffe af som overflødige?

Til Arbeids-Dage de ei stort vel skal udgiøre? — —

Ja, — vi vil Kongens Grund til slig Afskafning høre:

"Hans Overveielse har intet derimod,

At jo den første Grund kan have været god,

Paa hvilken Fædrene anordned' disse Dage,

Et gudligt Øiemed han dem et vil betage;

Men saadant Øiemed han nu et længer seer At haves udi Agt."— Og han seer ret, desværr'! —

11

11 "Til sand Guds-Dyrkelse han seer dem er anvendte;

Men meer til Lediggang og Laster, som bekiendte;

Ved grundigt Overleg han saadant hemme vil: De skal for Misbrugs Skyld da meer ei være til! Han nu forseer sig til, at Zions Helligdage — Søndagene og de, han lod os end tilbage — Med meer Alvorlighed, meer gudelig Andagt,

Her helligholdes skal."— Den Grund er forebragt. Vor Alders Christenhed vist vare maae uægte,

Naar den sin Frelses Gud hans Dyrkelse vil nægte.

Ja nægte den saa grovt, At Nordens Herskere — Selv Christne, som man seer — de allermildeste Ei mildre Middel veed, end samme at betage Uskyldigst Leilighed til Himlen at mishage? — Tænk: "Man for Misbrugs Skyld selv Brugen skaffer af!''

Det vist vor Kirke-Tugt ei megen Ære gav.

Hvad Frygt, hvad hellig Frygt bør os ei overfalde? — Kan man ei Resten med paa samme Grund hjemkalde? Ja selv Sabbaterne?— Thi, skiønt vi veed forud. De aldrig hævet blir ved noget Mennesk-Bud:

Saa har dog Kirkens Gud, som er Sabbatens Herre, — Naar han paa samme Grund saa nidkier vilde være — Jo meer end Aarsag nok, at kalde dennem ind.

Og overlade os til vores eget Sind?

Dersom Sandsigeren havde giennemlæst dis- se Mercurs Betænkninger, saa kunde han gierne have sparet sine. Han maatte og have vidst, hvad den Svenske Phosphilus vandr, som skrev om Helligdagenes Afskaffelse, længe førend samme der skede. Han vandt intet, og udrettede intet dermed, i hvor meget han end greb sig an, for at beholde dem? da han endog bragte i Forslag: ”at paa de sædvanlige Hellige Dage, som man i Sverrig vilde have afskaffede, skulde vel holdes Præ- diken; men hvo som formeente sig at have mere

12

12 magtpaaliggende og nyttigere Forretninger, end at gaae i Kirken paa de Dage og høre Prædiken, den kunde upaatalt blive derfra." Det havde været artigt, om dette Forslag var blevet fulgt. Præsterne vilde vist ikke have været fornøjede dermed thi alle Prædikedage ere deres Arbejdsdage. Phosphilus giorde derfor ikke en ganske vis Regning da han giorde Beregning paa Geistlighedens Vin- ding og Vindelyst paa de siden afskaffede Helligda- ge, og at den foregivne Nytte af samme til landets og Næringers Opkomst ikke Milde kunne overtale alle retsindige lærere og Tilhørere til, at give saa mange Helligdage til Spilde; efterdi lærerne regner sig det til en uskatterlig Avance, at kunne vinde Herren en eneste Siel, og ingen Tilhører vil vinde hele Verden med sin Siels Skade. — Langt bedre Beregning har en anden Person i Sverrig giort over den Fordeel Lander vinder ved Helligdagenes Afskaffelse; thi han setter at naar Sverrig derved allene vandt 12 hele Arbejdsdage, og i de samme ikkun 700000 Mennesker arbeidede, saa profiterede landet allene derved aarlig 25 1/2 Lønde Guld. Tænk! hvilken Rigdom disse Helligdages Afskaffelse vil udbrede over land og Riger. Hvi mon ingen endnu har giort ligefaadan Beregning i Henseende til Dannemark? Det burde Sand, sigeren have giort. Han var da ikke bleven bedømt eller dømt paa saadan Maade, som skeet er. Men han har heele Veien igiennem ivret sig paa den urette Maade.

Hvor gal er ikke den Maade, som han foreslaar til de geistliges Kald! Jo mæn, Lodkastning

i vore

13

13

i vore Tider, da alting kommer an paa aflagte Prøver, paa gode Vidnesbyrd, og paa noget ver lig- ner Lodkastningen, som man kan kalde Lykke og Fromme; det er jo ganske forsvarligt. Ved noget maae de, som forestiller og exspederer, kiende Can- didater; om ikke altid ved Recommendationer, saa undertiden ved mange Aars Overløb. Hvad Skam er det og for deres Kundskab! at bruge den samme Formular til dens Kaldsbrev, der blev graa af Ælde, for han fik det, som til dens, der neppe nok er lovlig gammel; at han nemlig nu skal være Præst, om han NB. befindes af den Alder, som Loven befaler. Er det ikke ligesaa uskyldigt som Lodkastning, at man tiender slet ikke til de Ansøgende, enten de ere under Fem og Tyve, eller over Halvhundrede Aar? At giøre, som Cramer giorde, lade enhver Ansøger ved første Anmeldelse bevise sin Beqvemhed og Værdighed, og derefter, uden videre Ansøgning, hielpe ham i den Vei han søgte at komme, naar Turen traf ham, uden enten ved Recommendation eller Persons Anseelse at giøre Forandring derudi, det var jo det samme, som at vige alt for sterkt fra det, der lignede Lodkastningen, og binde Hænderne paa sig selv; men hvo vil ikke have frie Hænder heller end bundne!

Slet ikke bedre er det beskaffet med Sandsigerens øvrige Udslettelser og Forslag. Han opholder sig næsten rasende over de Fattiges Anstalter og en gammel Forordning dem angaaende. Han kunde umuelig fordrage, at det uforskammede Tiggeris blev straffet. Det syntes, som

14

14

hans Forslag for en kort Tid blev fulgt og prøvet, da Ævret blev opgivet for alle Tiggere i Kiøbenhavn; men man har befundet saadant af større Skade end de forrige Anstalter til Tiggeriets Hemmelse, og derfor ikke allene igien optaget, men endog skierpet disse. Nytten heraf vilde med Tiden blive kiendelig, naar alting i den Sag skede ordentligen og stikkeligen; naar de bleve hjulpne til rette, som kunde hielpes til rette, og ingen blev straffet til Forverrelse men til Forbedring.

Videre at bedømme Sandsigeren, vilde næsten være det samme som at tage Deel med ham i Udsettelserne ved Landets dyrebareste Lov, og at ville finde Mangler der, hvor man ikkun bør søge og vente lutter Fuldkommenheder. Nei, naar man tænker paa, at have læst Sandsigeren desangaaende, bor man ikke oplukke sin Mund, men med en blufærdig Tavshed ryste paa Hoveder, og i det højeste ikkun sige: Hum! Hum!

Hvor tungt og besværligt maae det have faldet den stakkels Sandsiger, for den over ham nedsatte Commission at forsvare og med reene Beviiser gotgiøre, at det han skrev, skrev han som Sandhed, og var Sandhed. Langt fra har det ei været ham saa let, som det var Pilatus, der giorde ei videre Regnskab for det han skrev, end: Det jeg skrev, det skrev jeg. Uventet for Sandsigeren var hverken hans paafølgende Arrest eller Dom; det seer man af nogle hans Udladelser, hvor han selv tvivler om, at slippe

15

15 vel derfra; men det maatte dog ikke hielpe; han havde nu engang udgivet sig for Sandsiger, og han vilde deri bevise, at han havde meent hvad han havde synget saa tit i Meenigheden: Tage de bort vort Liv, Gods og Ære, Vi passe der intet paa, De kunde ei mere faae, Guds Rige vi dog beholde. Han havde derfor maaskee aldrig ventet, at faae saa mild og naadig en Dom, som han fik, og endda mindre at faae samme Dom allernaadigst formildet. Han dømtes længe og af afskillige i Forveien, førend han blev dømt i Commissionen; og da Indholdet af hans Dom læstes i de offentlige Blade tilligemed sammes allernaadigste Formil- delse, vidste man ikke, hvad man skulde sige eller tænke om Sandsigeren. Man see Indhol- det her af

Commissionens Dom.

Den Kongelige anordnede Commis- sion over Studiosus Thura, har kiendt for Ret, at bemeldte Studiosus Thura havde forbrudt Ære og Gods, og skulde til Straf hensettes sin Lives Tid paa Munkholmen, samt hans Skrifter ved Bøddelen at opbrændes.

Hvad bliver der nu af hans Spaadom over Dannemark? da, man i Stedet for i Stilhed at overveie hans foregivne Sandheder, samt rette og bedre de af ham alt for hidsigt paapægte forstørrede Feil, har dømt ham efter Fortie-

16

16

neste. Maaskee han nu glemmer at sukke over Rigets og Folkets Skiebne, for at sukke over og bejamre sin egen. Men see hvilken Maade der vederfares ham. Kongen formilder selv hans Dom!

Hans Kongelige Majestet har allernaadigst formildet ovenmeldte Dom saaledes, at bemeldte Thura settes paa Munkholm paa Kongens Naade; hans trende Skrifter, nemlig: Svar til Philopatreias, Jeremiæ Brev til den hykkelske AfgudsPræst, og Sandsigeren confisceres

Saaledes blev udfaldet; og saaledes maatte det vel blive, dersom han ei skulde reent frie- kiendes. De, som har forestiller Hans Sag for Kongen, har dog maaskee seet nogen Sandhed hist og her indstrøet i hans Skrifter, og ynkedes over, at den var falden af hans Mund, som havde intet Kald til at sige den, og ingen Anseelse at forsvare den med. Men derfor fik denne Sag og saadan en

Ende.