Luxdorphs samling af trykkefrihedens skrifter 1770-1773: Række 2 bind 16

Den

Patriotiske

Sandsigeres

Første Deel.

Indeholdende:

Religionen, dens Sammenhæng

med Regieringen, de Geistlige Personer og Embeder, og de Anstalter som sigter til at vedligeholde Reli- gionen og at danne Geistlige.

Kiøbenhavn,

trykt hos Paul Herman Höecke 1771.

2

        

3

Gunstige Læsere!

Det kan vel være at der ere de, som har subscriberet paa Sandsigerens Hæfter, der havde ventet at see noget andet end det, som skulde smage saa meget af Theologie. Men Sandsigeren troer dog om dem, at de fleeste haver forestillet sig det, og at de andre haver ham undskyldt; thi da han har taget

4

Fortale.

sig fore at betragte Religionen, dens Sammenhæng med Regieringerne, de Geistlige Personer og Embeder, og de Anstalter som sigter til at vedlige- holde Religionen og at danne Geistlige, saa meener han at de gode Herrer Subscribentere selv indseer, at Theologien kan i dette Hæfte ingenlunde undværes; ja, den kan ikke i de andre Hæfter gandske forbigaaes; thi iblant Guds Folk bør Theologie at blande sig i alle Ting. Og han troer ogsaa om dem, at de ingenlunde ere Hadere af Theologie, efterdi de selv har subscriberet paa det, som de i Forveyen kunde indsee at ville blive meget Theologisk. Imidlertiid vil de finde ham ligesaa Borgerlig, dog Re-

5

Fortale.

ligieux, naar han kommer til at tale om Borger-Standen; og igien gandske Martialsk, naar han kommer i den Materie. De gode Herrer Subscribentere ville ikke fortryde paa, at han har opholdt deres Længsel noget længe; De veed vel selv, at god Gierning vil have Tid. Imidlerttid seer De af dette Hæfte, at Sandsigeren ikke er blevet kyset af det andægtige Spøgelse, (saaledes har en ubekiendt brav Mand i et Avertissement i Adresse-Avisen No. 132. kaldet ham) som taler i Maga- zinet No. 73. Og efterdi han har i sit Invitations-Brev til Subscribenterne baade i Forveyen spaaet, af hvad Suurdey hans Modstanderes Skrift ville blive, saavel som og allereede

6

Fortale.

deri besvaret hans Speyderi og Sladder, saa værdiger han ham nu ikke et eeneste Ord, paa det han ikke skal spilde Tiden paa saadant unyttigt Væverie. Det tør vel hænde sig, at andre Fornuftige og Retsindige tager Sandsigerens Parthie og jager denne hykkelske Trompetter paa Dørren. Sandsigeren holder sig det for større Ære at andre giøre det, end om han giorde det selv.

<v>

7

Forberedelsen.

Det Ord Religion, naar den tages i sin rette og almindelige Meening, bemærker en vis Maade til at dyrke Gud paa. Ligesom nu denne Maade er ret eller uret, saa bliver og Religionen.

Der kan ikke være nogen Religion, med mindre man maae forud sætte, at der er en Gud eller et Overvæsen til. Derfore kan Religionen deeles i den Rette eller Sande, og i den Urette eller Falske, ligesom dette Overvæsen dyrkes til.

Fremdeles kan Religionen, ihenseende til sin Lærdoms Grund, enten være den

8

8

Aabenbarede eller den Naturlige, og denne sidste kan atter igien deeles i den Fornuftige og Ufornuftige.

Den fornuftige naturlige Religion har sin Oprindelse af den naturlige Guds Kundskab; thi det er alle Mennesker af Naturen bekiendt, at der er et Overvæsen til, det er noget foruden Verden, som er mægtigere end heele Naturen, af hvil- . ken baade Himmel og Jord saavel som de selv, med Siæl og Legeme har baade deres Oprindelse og Vedligeholdelse; thi dette behøves ikke at siges dem, efterdi de veed meget vel, at de ikke har frembragt sig selv,

de veed ogsaa, at de ikke heller har opholdet og vedligeholdet sig selv.

Derfor har de Mennesker, som med et taknemmeligt Sind have eftertænkt denne Guds Godhed, deels med Ord, deels med visse Skikke, Dage og Foræringer, eller Ofringer, villet give deres Sinds Taknemmelighed tilkiende. Dette holder jeg fore, at have været Oprindelsen til Ofringerne.

Og efterdi de Begrebe, at Gud var ikke et indskrænket synligt Væsen som

9

9

et Menneske, den de kunde gaae hen til og give deres Foræring, saa har de bygget sig, naar de var paa slet Land, ophøyede Stæder, hvorpaa de har opbrændt hvad de vilde ligesom ofre og forære Gud, derimod lagde de det paa Høe eller store Steene, hvor det fandtes; thi de har tænkt at Gud, som de har holdt for et subtilt aandeligt Væsen, skulde dog lugte Røgen af deres Gaver. At det har været deres Tanke, det kan man see af den Hellig Aands Talemaade om de Troendes Ofringer, nemlig Skriften siger: at Herren lugtede en sød Lugt af de Troendes Ofringer. Nu forstaaer det sig selv, at de har just givet af de Ting, som Gud havde givet dem Overflødighed af. Derfore læser vi, at Abel, som var en Faare-Hyrde og havde Overflødighed af Qvæg, ofrede af sin Hiords Fedme. Cain derimod, som var en Agerdyrkere og havde faaet Overflødighed af Jordens Grøde, ofrede Korn og Jordens Grøde.

Naar de nu viste deres Taknemmelighed og Ærbødighed mod Skaberen, enten ved Ofringer eller ved offentlige Taler og Bønner, eller og ved visse Erin-

10

10

drings-Dage eller Fæster, saa kaldtes det at tiene eller dyrke Gud, ikke fordi at Gud egentligen tienes af noget Menneske, eller behøvede at tage imod noget af nogen, men fordi Menneskene giorde sig samme Umage, som om Gud virkelig behøvede deres Flid, og det med lige saadan Velvillighed, som om de af ham selv vare antagne til at tiene ham paa denue Maade. See, dette er uden Tvivl det retteste Begreb som man kan giøre sig om den naturlige sande Religion.

Den falske naturlige Religion har ligeledes sin Oprindelse deraf, at man har holdt fore at der var noget til, som var høyere og mægtigere end Naturen, men man har troet, at der var meere end et Overvæsen, og saa har man sluttet, at man burde ligesaavel dyrke det ene som det andet; og paa det at man kunde have noget at fæste Tankerne ved, naar man forrettede Dyrkelsen, saa har man giort sig Billeder, og sat dem paa det Sted hvor Dyrkelsen skeede, ja maaskee Lærdommen om Englene og Banderne, som ikke rettelig er blevet forstaaet, ja endog Spøgelsers Aabenbarelse har baade bestyrket og forøget denne Dyrkelse.

11

11

Dette er den sande Oprindelse til Afguderiet, hvilket er siden meget blevet forøget ved Poeternes spøgende Genier, som har fundet Behag i at forestille visse mægtige Passioner hos Mennekene, Ex. Gr. Kierlighed, Vrede, Krig & c. saavel som og mægtige Egenskaber i Naturen under Personlige Figurer og Navne; dette har de daarlige og dumme Folk, som allerede i Forveyen vare befængte med den falske forudfattede Meening at der vare mange Guder til, taget op lige efter Ordet, og altsaa har de dyrket lige saa mange Guder, som Poeterne have fingeret.

Den aabenbarede Religion er, ihenseende til Væsenet selv, det samme som den naturlige sande Religion; men den kaldes aabenbaret, fordi Gud har ved umiddelbar Aabenbaring deels samtykket og biefaldet de Gierninger, som Menneskene af deres sunde Fornuftes Drift har giort, for at vise deres Velvillighed imod Skaberen, deels ogsaa fordi Gud har aabenbaret Fædrene de Ting, som Fornuften af sig selv allene ikke kunde lære dem.

12

12

For Syndfloden, blev den sande naturlige Religion vedligeholdet iblandt de Folk, som i den Hellige Skrift kaldes Guds Sønner, og Adam tillige med de andre Gudfrygtige Stamme-Fadre har vedligeholdet den og forrettet Dyrkelsen, samt underviist deres Børn og Familie, og man mærker ingen Tegn paa Afguderie i den Tid; thi de andre som Skriften kalder Menneskens Børn, har været en Sort grove Naturalister, som allene levede efter Kiødet, og hverken troede eller bekymrede sig om et Liv efter dette. De har ikke giort Forskiæl paa Synd eller Retfærdighed, og efterdi de ikke gjorde denne Forskiæl, saa sørgede de ikke heller over Synden, og brøde sig aldeeles intet om, enten der kom een, som skulde sønderknuse Slangens Hoved og afskaffe Synden og Døden, eller ey.

Og endstiønt Gud den allestædsnær Hellige Aand, har ængsted dem i deres Siæle og derved givet sin Mishag til dem tilkiende, saa har de dog slaget denne omvendende Naade bort, og maaskee lige som andre Ryggesløse endnu giøre,

13

13

har bildt sig ind at den Ængstelse kom af tungt Blod, og de har optænkt sig nye Forlystelser, hvorved de ideligen hindrede Guds Aand i at omvende og saliggiøre dem, og saaledes bleve ved at forhærde sig indtil deres Hierter bleve gandske følesløse, saa at Gud selv maatte tilstaae, at der var nu intet meere Aandeligt ved dem, men de vare bare Kiød, som hans Aand ikke længer burde trættes med. At bruge Vold og at undertrykke, det har de holdet for deres høyeste Ære og Kunst; derfore siger Skriften: at der var paa den Tid Voldsmænd, som vare meget berygtede; men Religionen har de slet intet brydt sig om.

Imidlertid har dog de Gudfrygtige Fædre, som bleve meget gamle, vedligholdet Religionen, indtil deres Børne-Børns Børne-Børn omsider ogsaa sloge sig til Vellyst, og blandede sig med de vellystige Fruentimmer, da er Religionen hos de faa overblevne Gudfrygtige blevet agtet for Pedanterie; og saaledes var Religionens Tilstand da Syndfloden kom, og bortskyllede alt dette Pak tillige med alle deres Synder.

14

14

Strax efter Syndfloden blev den sande Religion af Noæ og hans Sønner oprettet, vedligeholdet og fortplantet til deres Børn; men da Folk begyndte at formeres og de udbredte sig meere og meere over Jorden, og ikke saa ideligen, ja vel mange aldrig hørte Stamme-Fædernes Tale og Underviisninger, saa har der ikke varet mange Hundrede Aar, førend den sande Religion er ved urigtige Beretninger, som den ene har givet den anden, blevet forfalsket, og er forvandlet fra den sande til den falske og overtroiske, og dette er fornemmelig skeet iblant de Folk, som boede paa de Stæder som var langt fra Stam- me-Fædrene; derimod blev Religionen vedligeholdet noget bedre paa de Stæder hvor Stamme-Fædrene selv boede.

Den sande Religion er ikke lidet blevet forstyrret paa de Stæder hvor den martialske Nimrod huserede; dog har han vedligholdet den falske Religion, ja han er selv blevet dyrket som en Gud efter sin Død.

Paa denne Tid begyndte den sande Religion meget at forrykkes, derfore kaldte

15

18

og udvalte Gud Abraham til at være Stamme-Fader for det Folk, iblandt hvilke Gud havde bestuttet at oprette og vedligeholde den sande Religion.

I Abrahams Tid vedblev endnu den sande Religion hos mange Nationer, hvilket kan sees af den Historie om Melchisedech, som var den høyeste Guds Præst og Konge i Salem, saavelsom den Historie som fortæller Abrahams Reyse til Ægypten, item den Cananitiske Fyrstes Tale til Abraham, da han gjorde Forbund med ham; men efter hans Tid tog Afguderiet alt mere og meere Overhaand i alle Lande.

Imidlertid blev den sande Religion vedligeholdet i Abrahams Familie indtil Mosis Tid, da blev den paa en særdeles herlig Maade af Gud selv offentligen ved de Guddommelige Love stadfæsted, udvidet og i alle Stykker fuldfærdiger, da blev ogsaa det Ypperste Præstelige Embede oprettet, og da blev Grundloven for det Kongelige Embede givet, hvorved dette er at mærke: at, endskiønt Kongen blev tilstaaet en souverain Magt i alle verdslige Ting, til at paalegge Skat, udskrive til

16

16

Krigs- og Hoftieneste hvem han bilde, til at føre Krig og slutte Fred, til at dømme, give Love, og ophæve Lovene, som han selv havde givet; item, for saavidt ogsaa i Geistlige Ting, til at tilholde Folket til at iagttage den udvortes Religion, at paabyde Faste- og Bededage, TaksigelsesFæster og Offringer; saa havde han dog aldeles ingen Myndighed til at afskaffe de af Gud og Propheterne anordnede Fæster, Offringer eller Dyrkelser; det er korteligen: det var ham ikke allene tilladt at forøge, bekræfte og vedligeholde Religionen, men det var ham endog paalagt som en Pligt; men det var ham ingenlunde tilladt, at forstyrre eller formindske den fastsatte sande Religion; ikke heller var det ham tilladt at melere sig med de Præ-stelige Forretninger.

Endskiønt den sande Religion ofte i samme Tid blev forrykket: saa blev den dog nogenledes vedligeholdt, deels under Dommernes og de Ypperste Præster, deels under Kongernes, endelig under Fyrsternes og de Ypperste Præsters Regiering, lige til Messiæ Tilkomst.

17

17

Den sande Religion var i al denne lange Tid ligesom indsvøbt og giemt, fornemmelig i den Ceremonialske Lov, hvilken var Skyggen af Christo, som selv var Legemet; det gik derfore med det gamle Testamentes Religion ligesom med Maanen, som vel har en Glands og Herlighed, dog ikke af sig selv, men af Solen, hvis Speyl den er, men naar Solen kommer op, baade mister den sin Glands og gaaer gandske under. Saaledes og da Messias kom, rensede han baade Lovens Lærdom fra de gamle Pharisæers Vildfarelser, saa ogsaa forkyndede det Evangelium med tydelige Ord, som tilforn paa en forblommet Maade var bleven lært ved den Ceremonialske Lov.

Ja den Herre Christus lod det ikke blive derved allene, at han viste sig at være Israels Huses Opreysere og Saliggiørere, men endog Hedningenes; der- fore udsendte han sine Apostler med Ordre, at forkynde hans Rige overalt i den gandske Verden. Hau lovede ogsaa paa sin Himmelfarts-Dag, at han vilde sende dem den Hellig Aand, som skulde udruste

18

18

dem med saadan Kraft og Gaver, at ingen skulde kunde imodstaae dem, og selv lovede han at vilde være med baade Lærere og Tilhørere indtil Verdens Ende.

Disse Ambassadeurer, eller Apostler, havde han meddeelt en særdeles høy Myndighed, nemlig: Magt til at forlade og beholde Synder; Magt til at med- deele den Hellig Aands Gaver; Kraft til at giøre Mirakler og underlige Gierninger; en stedsevarende Virkning af den allene allesteds nærværende og alvidende Hellig Aand, hvilken Alvidenhed fremskin-ner af deres efterladte Skrifter; han gav dem og Magt, formedelst Aanden, til at udvælge deres Eftermænd i Embedet, og saaledes er ved deres Fliid den sande Religion, efter lang Modstand, endelig kommet fra Jerusalem til vores Norden, derved er Propheten Zachariæ Spaadom om de Nordiske Lande bleven opfyldt, som siger: Den Vogn, som farer til Nordenland, giør, at min Aand bliver i Nordenland.

Men just da den himmelske Lærdom, som lærte Menneskene den sande Religion, begyndte at udbredes, og at blive antaget

19

19 baade af Jøder og af Hedninger, blev Satan, Aarsagen til den onde Natur, langt mere rasende end tilforn, og betiente sig af den Dumhed og Vankundighed, som i saa mange Aar tilforn var indgroet i de taabelige Afguds-Dyrkeres Hierter, opvækkende dem til Vrede imod disse Freds Herolder, saasom de i deres Blindhed an- sage dem for Atheister, fordi de negtede de mange Guders Existence, og derfore behandlede dem ligesom Oprørere. Herudover bleve de fleste af dem ligesom Faar, slagtede for Sandheds Bekiendelse, hvilket bevægede de haardeste Hierter iblant Hedningene til, nøyere at betragte den Christne Religions Grund-Sandheder, som bragte dem til, uagtet de forestaaende haarde Piinsler og Forfølgelser, at antage og erkiende Jesum for Guds Søn, og hans Lærdom for Guddommelig.

Dette bevægede endeligen endog de forhen forblindede Rommerske Keysere til at erkiende Christum for deres Hoved og Herre, ja de endog forandrede deres Love efter den Christne Religions GrundSatzer, og gandske og aldeles forbød og

20

20

udryddede Hedenskabet eller den falske Religion.

Da Satan, den Antichristi Aand, ikke mere kunde formaae, at forlede Regenterne til at forfølge Guds Folk, greb han Sagen an paa en langt snedigere Maade, ved at opvække Uenighed imellem Lærerne selv, som ved det forbandede Arrianske Kietterie giorde meere Ulykke, eller i det mindste ligesaa meget som Hedenskabets falske og dumme Religion tilforn havde giort.

Denne Sværm foruroligede Guds Kirke, indtil Antichristi Aand paatog sig en nye Gestalt formedelst det opkommende Pavedømme og den falske Prophet Mahomet, at jeg skal forbiegaae mange betydelige Passager med Religionen.

Disse tvende Fiender ere til endnu paa Jorden, og holder en utroelig stor Mængde Mennesker fagne i deres Vildfarelser indtil denne Dag. Imidlertid har Guds Kierlighed ideligen, endog i disse Fienders Regierings Tid, haft et vaaget Øye over den sande Religion, og besynderligen opvakt adskillige troe Lærere, som

21

21

midt i Forblindelsens Tid haver frembragt den sande Religion, fornemmelig den besynderlige Guds Tienere Doctor Luther.

Nu i vor Tid synes det at Antichristi Aand vil atter igien paatage sig en nye Skikkelse, og formedelst Vantroe og Ryggesløshed vil udføre sin sidste Tids-Perio-dus; saa at det Bæstes Opstigelse af Afgrunden, hvorom Propheten Johannes har spaaet, synes ikke at være langt borte.

Og da de 10 Konger i Europa, siges i samme Prophetie, at ville overgive Bæstet deres Rige, og at ville blive enige med Bæstet om at stride imod Lammet, og at undertrykke den sande Religion; saa kan vi ikke meget undre over, at vi i vor Tiid mærker saa lidet Tegn paa sand Gudsfrygt og Religion hos Regenterne i Europa, ja, at de nærværende og følgende snarere bruger al deres Kunst til at forstyrre og ophæve alle de Anstalter som Forfædrene har giort til Religionens Vedligeholdelse; i det mindste synes de alle at være blevne enige om at bringe al Religion i Foragt, og derimod at giøre Opera, Comoedier

22

23 og andet Abekatterie anseeligt. De Rygle som vi har haft fra fremmede Lande, mælder ikke et Ord om Regienternes Devotion; men om Hovmod, Pragt, Vellyst, Vold, Religions Foragt, indbyrdes Uenigheder, Uretfærdigheder, Misundelse, Krige, Undertykkelse, Selvraadighed og at behandle og agte Undersatternes Liv ligesom Skarn, da de dog nyder saa stor Ære, Lydighed og Løn af Undersaatterne, fordi de har paataget sig at befordre deres timelige og evige Velfærd; men hvor meget de fleste giøre Arbeyde for Lønnen, det vil sees og aabenbares paa Dommens Dag.

Imidlertid have vi her i Norden, formedelst den før anførte Zachariæ Spaadom, den Fortrøstning, at dette sværmende ryggesløse Pak ikke skal formaae at udrydde den sande Religion af vore Lande, men den stal blive uryggelig, omend- skiønt den paa en Tid skal blive meget anfegtet.

Dette bar Doctor Luther indseet, derfore svarede han, da han blev adspurgt: i hvilket Land han meente, at Evangelii

23

23 Lærdom skulde blive bestandig, at han tvivlede meget om sit eget Fæderneland, men ikke om de Nordiske Lande, at de jo vilde beholde Evangelium, naar de først fik det.

Fremdeles er Religionen enten den indvortes eller udvortes, den indvortes bestaaer i Hiertets Hengivenhed til Gud og Christum efter Loven og Evangelium, den udvortes bestaaer i visse Gierninger, hvorved et Menneske giver sit Hiertes Hengivenhed til Gud tilkiende; disse Gierninger og Skikke ere enten af Gud selv bestemte, eller og af Lærerne Menighederne og Tilhørerne lærte, for at de ved dem kunde bevidne deres Hierters Hengivenhed til Gud. Denne Bevidnelse er den udvortes Religion. Det tilkommer Lærerne alleene at bestemme den udvortes Religion; thi derfore ere de offentlige Lærere, den bør de bestemme for heele den Meenighed eller Kirke, som antager Lærernes Lærdom, i hvad Stand og Orden Meenighedens Lemmer end ere, enten de ere Key- sere, Konger, Fyrster eller andre Øvrigheds Personer. Den Verdslige Øvrigheds Myndighed i Kirkens Sager be staaer i at foreene deres Myndighed med

24

24 Lærernes Lærdom, til at tilholde heele Meenighedens Lemmer til at iagttage den udvortes sande Religion. Eftirdi den udvortes sande Religion er det eneste Middel til at oprette og vedligeholde den indvortes Religion, saa skal den nøye iagtages efter Guds Ords Forskrift alleene, og den bør og skal aldrig bestemmes efter et eneste Menneskes Godtbefindende, om han endog var Souverain Keyser eller Konge, men efter Lærernes og den Hellig Aands Godtbefindende og den heele Kirkes Sam- tykke. Om Religionens Sammen- hæng med Regieringerne. Da jeg nu har givet en kort historisk Beretning om Religionen i Almin- delighed, baade den falske og den sande, saa vil vi detragte dens Sammenhæng med Regieringerne. Men jeg vil ikke i denne Afhandling meget opholde mig med at betragte Religionens Beskaffenhed, thi det er i den foregaaende Forberedelse no-

25

25

genledes viist, derfor vil jeg allene sige dette: at der er intet Rige paa Jorden, ja der har aldrig været noget Rige, Republik, eller ordentlig oprettet Societet, at de jo har vedligeholdt noget, som de har kaldet Religion.

Vel fortæller nogle Reyse-Beskrivel-ser, at Hottentotterne skal aldeles være uden al Religion, men man har ingen fuldkomne Beviser paa Historiens Rigtighed; iligemaaede fortæller endeel, særdeles Engelske Reyse-Beskrivelser, at der skal, fornemmelig i Africa, findes en Sort Creaturer, som i nogle Ting gandske ligner Mennesker, men i andre Ting mere ligner Fæe end Mennesker, disse holdes og for Atheister af Naturen; ja de nyeste Beretninger, som vi have faaet af de Engelske Lærde som for kort Tiid siden giorde en Reyse omkring Jord-Kloden, fortæller os noget om en Syderlig Nation, som de vare trofne til, som viiste slet ingen Tegn paa nogen udvortes Religion, men de samme negter dog ingenlunde, at de jo dog kunde have enhver for sig en indvortes vis sort naturlig Religion; thi det kan

26

26 ingenlunde bevises, at alle de Nationer som beskyldes for det Theoretiske Atheiste-rie, ere og i Sandhed stedsevarende Guds Fornegtere; thi de maae dog saa længe som de skal passere for og kaldes Mennesker, have noget som kan kaldes Religion, i det mindste maae de erkiende et Overvæsen, med mindre man vilde troe, at der ere 2de slags Skabninger til i Verden, som kaldes Mennesker, nemlig Fornuftige og Ufornuftige, og i saa Fald var dog den Deel, som ingen Religion har, den allermindste Deel af det menneskelige Kiøn, og man kan i samme Henseende holde den Deel Mennesker for den aller sletteste Sort, ja endog ringere end de umælende Bæster; thi man sporer dog hos dem, foruden den Underdanigheds Frygt, som de har for Menneskene, ogsaa en Frygt for et Overvæsen, følgelig maae de af Naturen vide at der er et Overvæsen til, hvilken de lader see, fornemmeligen naar det tegner til ondt Veyr, naar det tordner eller stormer stærk, thi da seer man at de søger Skiul og Beskyttelse hos Menneskene.

27

27 See saa gandske urimeligt er det at tilstaae, at der er fornuftige Mennesker som aldeles ingen Religion har.

Men skulde det dog kunde bevises, at der ere Mennesker paa Jorden som aldeles ingen Religion har, saa kan dog derved ikke siges andet, end at der er sandt, at der ere nogle faa Mennesker som gandske og aldeles har tabt Guds Billede; men at den største Deel har dog en gandske liden Levning endnu tilbage i Forstanden.

Fremdeeles paastaaer jeg ogsaa, hvilket Historierne tillige bevidne, at de Mennesker, som holdes for at have aldeles ingen udvortes Religion, har ikke heller nogen indbyrdes Subordination, altsaa fører de heller ikke noget Regimente.

Heraf sees at min første Setning er rigtig, nemlig: at der er og har aldrig været noget Rige, Republique eller ordentlig oprettet Societet iblant Menneskene paa Jorden, uden de jo have vedligeholdt noget som de har kaldet Religion.

De allerældste og tilforladeligste Beretninger som vi have om Rigerne, ere de, som den hellige Skrift har givet;

28

28

med disse Beretninger stemmer de fornemste og beste hedenske Nationers Historier overeens. Den Romeske Hedning Sal- lustius siger i Fortalen til hans Romerske Historie: Imperium semper ad optimnm quemque a minos bono transiit &c. det er: den høyeste Regiering er altid blevet forflyttet fra den mindre Gode til den beste, og derpaa opregner han de 4re store Over-Herredømmer i deres Orden, hvorledes det ene har afløst og er kommet i steden for det andet, lige i samme Orden og med samme Navn som Bibelen anfører det.

Foruden Sallustius ere der mange flere Hedenske Skribentere, som giøre det samme; alle disse taler tillige hist og her om de Nationers Religion, hvis Historier de tage sig for at fortælle. Fremdeles fortæller de nyere Beretninger om den største Part i Verden, nemlig America, at der var en slags Religion iblant Indbyggerne, da Spanierne kom til Landet. Grønlænderne, som beboer den Norderligste Deel af Jord-Kloden, havde ligeledes en Sort Religion. Naar vi nu samler alle

29

29 Verdens 4re Parter tilsammen, tillige med den allernorderligste Deel, og seer, at der Baade i vor Tiid og længe før vor Tiid er og har været Religion iblant alle de Nationer, som har udgiort noget Societet, Stat, Republiqve eller Rige, saa er det let at slutte, at Religion maa være noget uomgiengeligt fornødent enten til at grunde, eller at bestyrke, eller og at vedligeholde Regimentet med.

Det er sandt at Historierne, fornemmelig de Bibelske, viiser, at en Deel Herredømmer, og mestendeels de største, har haft en meget slet Oprindelse, og har snarere grundet sig paa Vold, Røverie og Undertrykkelse, end paa Religion.

Saadan en Oprindelse har de 4re store Over-Herredømmer, nemlig: det Assyriske, Persiske, Grækiske og Romerske; og meener jeg at dette er Aarsagen hvorfore de samme afbildes under saa fæle Figurer i de Prophetiske Syner, nemlig: som hæsselige vanskabte Bæster.

Men uagtet denne slette Oprindelse har de dog allesammen maattet rette sig efter Religionen, ja de have endog man

30

30 ge Gange været nødte til at betiene sig af Religionen til Bestyrkelse. Det var uden Tvivl af den Aarsag, at den Assyriske Monarch Nebucadnezar lod giøre det store Guld-Billede, og befoel alle sine Undersaatter at dyrke det; thi han tænkte ved denne Invention at samle sine mangfoldige og forskiellige Nationers Religioner ligesom under een Hat, og at indføre en eeneste Religion i sit vidtløftige Herredomme; thi han, som en fornuftig Mand (efterdi han ikke kiendte Gud som det allerhøyeste Væsen) har indseet at hans Undersåtter fore alle, enhver i deres Religion, vild, og dyrkede ligesaa mange Guder, som der har været Familier i Landet.

Disse mange og forskellige Religioner har vel og givet Anledning til indbyrdes Uenigheder som det gemeenligen eer, hvilke Uenigheder, giorde ham selv usikker paa hans Throne, da det var fornødent at tage et Partie, eftersom han da indsaae at de vare alle lige gode og vidste ikke at vise dem en bedre, og dog begreb at det var ham umueligt at Ophæve Religionen

31

31

aldeles, eller at afskaffe de mange AfgudsBilleder, saa har han tænkt, at det kunde tiene til hans Magtes Bestyrkelse at han giorde et saa anseeligt og dyrebart AfgndsBillede af puurt Guld; dette kunde, som han bildte sig ind, drage alles Hoyagtelse til sig, dels fordi det var saa dyrebart, deels ogsaa fordi det var just Kongens egen Afgud; thi det Stats-Principium staaer fast, at ligesom Viseren ganer saa flyver Bierne efter.

Den første Persiske Monarch, Kong Cyrius, har jo skrevet et herligt Brev om Religionen, hvilket vi kan læse i Bibelen, ligeledes Darius. Alexander den Store, Stifteren til det Grækiske Over-Herredømme, baade stadfæstede Jøderne deres Religion, ja han siges og selv at have ofret til Israels Gud, ligeledes ofrede han til Jupiter Ammon, og saaledes dyrkede han de Folkes Guder som han kom til, hvilket uden Tvivl er skeet af den Raison, at han meente at kunde drage Folkes Hjerter til sig ved at conformere sig med dem i Religionen, altsaa baade grundede han til deels sit Herredømme paa Religio

32

32

onen, deels stadfæstede og bestyrkede sit Rige ved Religionen.

At de Rommerske Keysere, baade i Hedenstabets saa og i Christendommens Tiid, have deels grundet, deels bestyrket deres Rige ved Religionen.

Det vilde blive for vidtløftigt at opregne Exempler herpaa; dog kiedes man vel ikke ved at betragte lidet meere denne Sag i Henseende til den Nordiske Historie. Det er bekiendt at Othin, hvoraf Onsdag har sit Navn, som med rette kan kaldes den Nordiske Mahomet, betiente sig af Religionen til at giøre den Nordiste Nation næsten uovervindelig i Krig, ja til at bestyrke og ophøye saaledes sit Rige, at han blev endog selv efter sin Død dyrket som en Gud.

Har ikke den falske Prophet Mahomet oprettet et af de allerstørste Riger paa Jorden, og det mestendeels ved Religionen?

Endeligen har de Rommerste Paver fornemmeligen vidst at betiene sig af Religionen, baade til at forhøye, udvide og bestyrke deres Regimente; ja de har Tiid efter Tiid giort heele Europa , ja hele den

33

33

Christne Verden til et eeneste Pavedømme ved Religionen. Thi endskiønt at Reformationen ved den Guds Mand Lutherum tog sin Begyndelse, saa faldt det dog tilbage igien, ikke just til Paven i Rom, men til de verdslige Fyrster, saa at man kan sige: at Verden fik i stedet for een Pave mange Paver, efterdi verdstige Fyrster deels har tilegnet sig den samme Myndighed i Kirkens Sager, som Paverne tilforn forbeholdte sig allene, deels har og baade er geistlige og verdslige Undersaatter af Frygt for at være under de Rommerske Paver, næsten allesammen af Taabelighed overdraget deres Verdslige Fyrster den Pavelige Myndighed, i det mindste ere GrundLovene saa ubestemte, at de kan forklares ligesom man vil; derfor er der bleven næsten ligesaa mange Paver, som der har været egenraadige Souveraine Evangeliske Fyrster.

Endskiønt det nu kan bevises, at de fleste ikke har brugt denne Myndighed, saa har det dog ikke været Regierings Formernes Skyld; thi de har været taabeligen nok indrettede, men det maae snarere

34

34

henførestil de regierende Personers Dydelighed og Gudsfrygt; men i hvor taabeligen de end ere indrettede, sættes dog Religionen i dem alle som det øverste Principi- um Imperandi; korteligen: jeg veed ikke noget Rige, Republiqve eller Societet, at de jo baade har haft og endnu har noget, som de har kaldet Religion.

Det forunderligste er, at de fleste i et hvert Rige, Republique eller Societet, ja endog mange af dem som med Iver har antaget sig Religionen, have selv ikke vildet være under Religionen, men de have dog været nødte til at iagttage noget af den, og at tilholde andre til at iagttage den. Nu kan man ikke slutte at de som har haft et ont Hierte til Religionen, at de, siger jeg, har vedligeholdt den i nogen redelig Hensigt; Men, ingenlunde! det er skeet af bare Politik og Stars-Raison.

Ladet os derfor undersøge hvad der har været den Raison, som har forbundet onde Regentere til at iagttage og vedligeholde Religionen. Og da har det været deres egen Sikkerhed og den øvrige Nytte og Fordeel, som de har indser at de kunde ha-

35

35

ve af at bevare den, som for Exempel: de have indseet, at der som Undersaatterne, enhver for sig, havde det samme Begreb om Gud det allerhøyeste Væsen, som de Selv havde, nem lig: at de ikke troede, enten at der er Gutil, eller og at Gud ikke agter paa de Menneskelige Handlinger og Gierninger, item at der var ikke Forskiel paa Dyd og Udyd, paa Retfærdighed og Uretfærdighed, paa Velanstændighed og Uanstændighed. Saa kunde enhver af Undersaatterne holde sig ligesaa værdige og beqvemme til at være den Øverste i Riget, som de der ere det; thi i Siel og Legeme er ingen Forskiel, og saa vilde alle tragte ester Regieringen, og hvorledes var Regenten da sikker paa Thronen. Item, hvem vilde kiere sig efter Eed, enten en Atheist sværger ved Gud eller ved slet intet, det forbinder ham ligemeget; thi han troer ikke at der er nogen Gud til.

Dyd, Trossak, Ærlighed og Retsindighed holder alle Folk at være Gud eller Guderne behagelig, og de som søger at være Gud behagelige, de legger Vind paa disse Dyder, nu er det alletider besværligere at legge Vind paa Retfærdighed, Dyd og sand

36

36 Gudsfrygt, end paa Uretfærdighed, Falsk- hed og andre Skarns-Stykker. Men hvem vilde have den Besværlighed, naar man enten troede, at der var ingen Gud til, eller og at Gud tog sig ligesaa meget af det ene som af det andet. Endog Hedningene, eller de som har den falske naturlige Religion, have holdet for at Guderne have vedligeholdet Giengieldelsens Ret; denne Troe holder mange tilbage fra at giøre Vold og Uret, men naar der var ingen Gud saa var der ingen Gingieldelse, og saa kunde Regenterne ikke være et Øyeblik sikkre, deels for selv at faae Hævn af dem som de giøre Uret, deels for at blive overfaldet af andre som de ikke engang havde giort Uret.

Dette har de onde, men dog kloge Re- gentere indseer, derfor har de vedligholdet Religionen; de har ogsaa mærket, at alle de Regentere, som har holdt Religionen vedlige, de ere blevne ærede, elskede og ad- lydede af deres Undersaatter, paa det at de da kunde faae samme Ære, Kierlighed og Lydighed af deres Undersaatter, saa har de giort meget af Religionen. De gode

37

37

derimod have giort al deres Flid i at vedligeholde Religion af Kierlighed til Religionen; thi baade har de formedelst Religionen fornummet Guds Sødhed indvendig i deres Siele, derfor siger David, som selv var en Regent: smager og seer, hvor sød Herren er. Saa har de og seet, at jo meere Religionen i Almindelighed blev efterfulgt af Undersaatterne, jo meere har Gud velsignet deres Lande med rimeligt Veyrligt, Frugtbarhed, lykkelige Seyladser, Sundhed, Fred, Seyer og alle timelige gode Ting. Hvo seer ikke af alt dette, at der er en overmaade Sammenhæng imellem Regiering og Religion.

Endelig kan det og sees af Lov og Ret i et Land; hvor meget nytter Lov og Ret, naar Religionen, alLov og Rettes eneste Grundvold, ikke agtes? jeg er vis paa, at Atheisternes Snedighed skal kunde til intet giøre al Lov og Rettens gode Hensigt. Ja hvor ofte skeer det ikke, at de billigste Love blive paa de skammeligste Maader illuderte. De som vil giøre Synd, kommer ikke for Lyset, ak deres Gierninger ikke skal straffes, og naar de har giort

38

30

Synd, saa bruger de al Fllid i at faae Lovens Bogstav paa sin Side, og dermed slipper de got igiennem, og narrer Regenten og deres Næste lystig. Men har Un- dersaatterne Religion, saa holder Samvittigheden, som er Hiertes Lov dem tilbage, og dersom Regenten har Religion, saa dømmer han ikke efter Bogstaven alleve, men efter Sagens sande Beskaffenhed og Lovens Hensigt, som er: Retfærdigheds og indbyrdes Kierligheds Vedligeholdelse.

Fremdeles saa kunde der ikke engang gives Love, hvor man ingen Religion har, thi Grunden til al Religion er denne GrundSetning: Der er en hellig, viis, naadig, barmhjertig, retfærdig og almægtig Gud og Skabere, som allene bør æres, elskes, adlydes og frygtes over alle Ting, som ikke taaler at den ene Skabning forderver eller hader den anden, men ligesom han Selv er Kierlighed, saa vil han og at de skal indbyrdes elfte hinanden; af denne Grund-Sætning i Religionen flyder umiddelbar de 2de store Bud hvorpaa alle Love og Forordninger, naar de skal due

39

39

noget og have Magt til at forbinde til Lydighed, maae grundes; nemlig dette: Du skal elske Herren din Gud af gandske Hierte, af gandske Siel og af gandske Sind; og du skal elske din Næste ligesom du elsker dig selv. Lader os borttage disse 2de Bud, som ere de 2de Hoved Hiørne-Stene til alle Love og Forordninger, saa vil vi faae at see hvilke vandskabte og forkerte Love og Forordninger der skal komme frem, og om Regenten vilde endskiønt, fordi han heder Regent, bruge Magten for at tvinge Undersaatterne til Lydighed, saa lykkes dette ham ikkun til en Tid, og det allene iblant Taasser; thi kloge Folk anseer ikke længer hans Myndighed at være af nogen Betydenhed, end naar han bruger den som en Guds Tienere, og i Guds Sted. I det øvrige hverken kan eller bør de ansee ham anderledes end et andet syndigt og skrøbeligt Menneske. Af dette sees ogsaa, hvilken stærk Forbindelse Religionen har med Regieringerne.

Endeligen sees og denne Sammenhæng af Regieringernes Beskaffenhed, Formerne, og den deraf flydende Virkning;

40

40

derfore ere Regieringerne altid grumme der, hvor der ere falske Religions Grunde. Dette sees best af Pavedømmet, og den falske Prophet Mahomets Rige; hvor mange uskyldige Menneskers Blod har ikke disse 2de Magter udgydet? fordi de har haft det falske Religions Principium, at De nemlig tiente Gud dermed, at de ihielsloge dem, som havde andre Meninger end de. Af disse Ting sees tydeligen, at Re- ligionen har og nødvendig maae have en fornøden Forbindelse og Sammenhæng med Regieringerne. Den maatte derfor være beslaget med en bæstisk Dumhed, som vilde sammensmidde et Atheistisk Regie- rings Systema, og bilde sig ind, at han foruden Religion skulde kunde regiere vel, lykkeligen og længe.

Ney, Ney! Religionen, fornemmelig den Christelige, er just de Baand og Seeler ved hvilke Gud holder baade Re- gentere og Undersaatter i Tømme. Vel har Kong David spaaet, at der vilde komme Regentere i Verden, som skulde faae i Sinde at rigiere foruden Religion, ja at hele Nationer skulde og samtykke i

41

41

den Mening, naar han siger: hvorfor fnyser Nationerne og hvorfor raadslaaer Jordens Konger og de Vældige imod Herren og hans Salvede? sigende: kommer, lader os sønderrive deres Baand. Og Historierne bevise det tydeligen, at Propheten har ikke spaaet feyl; thi man kunde gierne giøre hele Registere over Regenters og Nationer som har raadslaget imod Herren og hans Salvede. Men den har ikke heller flaget Feyl i det øvrige, nemlig Regentere ere omkomne midt pag Veyen, det er: de ere blevne rykkede bort midt i deres Dage, og Nationerne, naar de har fulgt deres Konges Billie, ere blevne tugtede med allehaande Lande-Plager: Pest, Hunger, indbyrdes Uenigheder, Krig og saadanne Ting; dette har nødt dem til at lade Guds Seeler og Baand blive ubrudte og usøndersliote.

Skulde nogen tvivle om jeg i dette taler sandt, saa lad os ikkun begynde at bortkaste den Christelige Religion; lader os overtale vor Konge og Øvrighed til at giøre det samme: jeg vedder med ald Jordens Indbyggere, al der skal ikke vare

42

42

ret længe, førend vi skal allesammen faae Troen i Hinderne ved vor egen timelige og evige Ulykke.

Tilsidst kan vi af den almindelige Christelige Religions Virkning see Religionens Sammenhæng med Regieringen. Alle de Nationer som den er bleven indbragt iblant, der har den giort en merkelig Forandring, jeg troer, at baade den Rommerske Keyser og Pave, tillige med de andre Vesterlige Europæiske Po- tentater, har allesammen indseet, at den Christelige Religion var det eeneste Middel til nogenledes at tæmme den Nordiske Nation, som saa tit giorde den Uroe; troe mig, at den danske Nation var ikke nær saa tractabel og føyelig, den Tid da de i Frankerige, Engelland og andre Steder fang i deres Litanier, á Furore Danorum libera nos Domine, det er: fra de Danskes Vrede frie os kiere Herre Gud, som de nu ere. Derfore, da de af lang Erfarenhed havde med deres egen Skade seet, at den Nordiske Nation lod sig ikke ved ald udvortes Magt tvinge, saa har de tænkt at de og vilde prøve Religionens

43

43

Styrke, og da dette har lykkedes saa vel , saa foreenede de siden deres Magt med Religionens Magt, og derved naaede det, som de tilforn ved al deres Kunst og Styrke ikke kunde erlange, nemlig: den Nordiske Nation blev ved den Guds Kundstab, som Religionen grundes paa og vedligeholder, gjorte saa tamme, at et Lam, som Esaias siger: kunde boe hos en Ulv, og Koen kunde gaae i Græs hos Biørnen, og et afvant Barn kunde stikke sin Haand i Basilistens Huule, og dog ikke faae skade deraf: thi Landet blev fuld af Herrens Kundskab. See hvilken Sammenhæng Religionen har med Regieringen.

Fremdeles var det jo den reene Apostolist-Evangeliste Religion, som ved den ærlige Lutheri Fliid blev igien bragt for Lyset, som hialp Konger og Fyrster til deres rette Myndighed, da de tilforn vare ikke anderledes at ansee, end som den Rom- merske Paves Vasaller. Atter et Beviis paa Religionens Nytte og Sammenhæng med Regieringen.

Derfore seer jeg ikke, at der er noget visiere Raad for Pavedømmet til at

44

44 erlange igien den forrige Høyhed, end deels at stille sig an for de Evangeliske Theologer ligesom de og selv vilde reformere, ved at conformere sig med dem i smaae Ting, og for Resten at see til, at det Atheistske Frietænkerie, som har sin første Oprindelse i Pavedømmet, kunde brav komme til at rullere i de Evangeliske Stater; derved kunde de vinde 3de vigtige Ting; thi 1) kunde de aflegge det gamle Rygte, at de nemlig ikke stride i- mod Sandhed, for det 2) kunde de allermest svække Regenternes Myndighed ved at faae dem formedelst Frietænkerie forførte til Affald fra den gandske Christendom, og for det 3) kunde de allervissest faae Evangelii Udbredelse hemmet, naar Regenterne forsi bleve forførte; thi saa vilde de tage sig den Sag ikkun koldsindigen an. Dette har de Christelige Viise Konger indseet, fornemmeligen her i Dannemark, derfor har de alle og besynderligen Sal. Høylovlig Ihukommelse Kong Friderich den 3die ved Souverainitets eller Regieringens Grund-Lov forekommet dette Ondt, alt hvad de har kundet, ved at paalegge

45

45 de efterfølgende Souveraine Monarcher som et uomgiengeligt Requifitum til at be- holde Regieringen og Souverainitet, at de skulde være af den Evangelist-Augsburgisse Confession.

Jeg veed nok, af der ere nogle som synes at Kongerne i Dannemark ere just i denne Henseende ikke Souveraine nok, efterdi den Souveraine Regiering deels er overleveret paa den Condition, at Hans Majestæt vilde føre ikke allene en retfærdig, men en mild og naadig Regiering, deels og at de ere ved Loven forbundne til at være af den Augsburgiske Religion; men de samme indseer ikke at en Souverain Regiering, som ikke er bygget paa disse 2de Grund-Regler, er den allerdummeste og skadeligste Regierings-Form som kan være til; thi hvo ville betroe baade sin egen og sine Børns og Efterkommeres hele timelige Lykke og Velfærd til et eeneste Men- neske, som har en syndig Natur, der er en Beqvemhed og Tilbøyelighed til at giøre ondt, og som snart af een snart af en anden Yndling eller Favorit kan lade sig forlede til Partiskhed ligesom alle andre, uden med

46

46

den Betingelse, at Regenten skal føre en mild og naadig Regiering. Og hvad Religionen angaaer, da kan Undersaatterne ikke give Regenten nogen Myndighed derover, efterdi de har ingen Myndighed selv over dem, og der som man ikke eyer, der kan man ikke give andre. Men de kan gierne forbinde Regenten til at have den Religion, som er beviist meest at kunde forfremme Guds Ære, Regentens og Undersaarterues timelige og evige Velfærd. Men naar disse Ting, nemlig: en naadig Regiering og den beste Religion, i Forveyen ere betingede, saa kan Undersaatterne sikkert overlevere Regenten Dictatur eller Souverainitet, og da maae nødvendig Riget ved denne Regierings Form blive det herligste og lykkeligste, saa længe begge Parter, og fornemmelig Regenten, uryggeligen holder der som de har lovet hverandre.

Men dersom enten Undersaatterne ikke viser Lydighed og Troeskab, eller Regenten dommer grumt, partisk og uretfærdigt, plager med ubillige Skatte, og afskaffer Religionen, som han har slet ingen Myndighed over, saa kan der ikke komme

47

47 andet deraf end Guds Vrede over Landet, efterdi Regenten begaaer Crimen læsæ Majestatis Divinæ, og befaler sine Undersaatter at giøre det samme, og en stor Misfornøyelse i alle Undersaatternes Hierter, efterdi ingen af dem er tient med at faae Lande-Plager fra Gud, og at blive haardt og ubarmhiertigt behandlede af Kongen. Derfore kan man ikke ansee dem, som raader en Faderlig dictatorisk eller Souverain Regent til at giøre Forandring i denne dictatoriske Regierings-Form, for andet, end for en Guds Fiende, Fæder- ne-Landets Forræder og den almindelige Freds og Lyksaligheds Forstyrrere.

Men dersom Regenten er selv af saa- dant halstarrigt ondt Gemyt, al han finder Behag i at vende op og ned paa alle Ting, af pure Opsætsighed imod Gud og Foragt til sine Undersaatter, saa bør han at forlades og forskydes af Gud, hvilket og visselig skeer, fordi han har forkastet Gud, og af Underfaatterne og alle Mennesker, fordi han har foragtet og forkastet dem alle, og intet ærligt Menneske bør hielpe dem som strider imod Gud, enten

48

48 han heder Keyser, Konge, eller hvad det og er.

Her hielper det ikke, at man vil be- raabe sig paa den hellige Skriftes Ord om Underdanighed imod Kongen; thi den samme Apostel, som befaler ethvert Men- neske at være al menneskelig Orden underdanig for Herrens Skyld, befaler og udtrykkeligen, at man skal adlyde Gud mee- re end et Menneste.

Den som sætter sig først op imod saadan en Guds og Fæderne-Landets Fiende, bør agtes for den helligste og redeligste Mand og største Patriot, fordi han vover sit Liv, som er det høyeste et Menneste kan give for Guds Ære og Fæderne-Landets Beste; og de andre, som la- fter saadan en Helt, bør ansees for Skielmer og slette Patrioter.

Det synes herved ikke at være af Veyen at tale lit meere om den Danske Regierings-Form, paa det man desbedre kan see dens Sammenhæng med Religionen. Og da indeholder den i Almindelighed 2de Poster, som kan forbinde Kongen til Nøye Efterlevelse under sin Regie

49

49

rings Fortabelse. Det 1ste er, at han skal ikke allene føre en retfærdig, men og- saa en mild og naadig Regiering; dette var den Condition, paa hvilken Kong Friderich den 3die annammede Souverainitetet; altsaa er Regierings-Formen ingenlunde Despotisk, eller Tyranisk, som nogle fremmede Skribentere, og indenlandske Vandkundige, som ikke er Rigets Historie vel bekiendt, bilder sig ind; thi i en Despotisk Regierings Form sættes aldeles ingen Condition eller Betingelse; altsaa bør Kongen ikke være sit Folkes Behærskere, men dets Fader; thi han har ikke ved sin Magt indtaget og undertvunget Riger, men Riget har paa den anførte Betingelse overgivet sig til ham med samme Fortroelighed, som et Barn overgiver sig til sin Fader, eller en Myndling til sin Formynder; og endskiønt han har det nu arveligt, saa har han dog ikke arvet meere eller andet end det, hans Fader har efterladt ham.

I denne Form annammede Kong C. 5te Regieringen, og forestod og efterlod den i samme Form til sin Søn Kong F. 4de,

50

50

som baade forvaltede og efterlod Regieringen uforstyrret i Hensende til dens Form til sin Søn C. 6te, som igien efterlod sin Søn F. 5te Regieringen uforstyrret i Henseende til sin første Form. See saa ledes har 5 priselige Souveraine Monar- cher vedligeholdet den første fastsatte Faderlige Dictatoriske Regierings Form, ingenlunde som Behærskere, men som Fædre, og Riget har ved deres Regemene ofte floreret. Souverainitets Historien som fortæller, at Kong F. 3die forsikkrede Stænderne om en mild og naadig Regiering, samt de 4 efterfølgende Kongers retfærdige, milde og naadige Regiering, ere uimodsigelige Beviiser paa den danske Regierings Forms sande Beskaffenhed

I Salig og Høylovlig Hukommelse F. 5tes sidste Regiering syntes Regierings-Formen formedelst den Høysalige Konges alt for store Tillid til sine Ministre at vige noget fra den Monarchiske til den Aristocratiske maaskee den havde blevet gandsje Aristocratisk, dersom Under saatternes Aarvaagenhed ey havde hindret

det.

51

51

det. Men den tegnede aldrig til at blive Despotisk, langt mindre Pavelig.

Den 2den Post, som dog er den største og fornemste, er denne: at Kongen stal være af den Augsburgiske Religion; altsaa maae han hverken være Roman- eller GrækerCatholsk, ikke heller Calvinsk-Reformert, men Luther-Evangelisk Reformert; derfor er han i Henseende til Religionen forbunden til at iagttage og at handthæve der Evangeliske Religion i den samme Form, som den blev sadt i ved Lutheri Reformation.

NB. Uttdersaatterne kan ikke engang overdrage deres Regent nogen Myndighed over Religionen, efterdi de har ikke nogen selv; thi Religionen er ikke en menneskelig men en Guddommelig Indretning; og i fald den er allene menneskelig, er den falsk, efter de Ord: de dyrke mig forgieves, den Stund de lære saadan Lærdom som er ikke uden Menneskers Bud. Men da vor hellige Evangeliske Religion er et saa fuldkommeligen Beviis at være fra Gud og gandske overeensstemmende med det aabenbarede Guds Ord, og er alleene i

52

52

Stand til at befordre Menneskenes timelige og evige Velfærd, saa kan Undersaatterne gierne forbinde Regenten til at have den Religion som er bevist, at være den beste; thi de bliver ingenlunde tiente ved at have en Regent, som enten har slet ingen, eller en falsk og menneskelig Religion. Thi dersom han har ingen Religion, saa vil han ligesom andre Ugudelige forstyrre og formindske Religionen, for at bryde dem, som elsker den sande Religion; men har han en falsk Religion, saa er han altid paa deres Partie, som har hans egen Religion, og dette bliver den sande Religions elskere til Skade. Efterdi vore Forfædre have indseet dette, og fornemmelig Kong F. 3 som var en sand Guds Tienner og Fædrenelandets Fader, saa har de ved Grund-Loven forbundet Regenten til at være af den Augsburgiske Confession.

Vel er det saa, at Kongen ikke forbindes ved nogen Eed til at iagttage de Puncter som Regierings Loven ellers indeholder; Men det forstaaer sig dog selv at Kongen skal være en ærlig Mand, og holde hvad han lover, og dette giør ham

53

53 derfor ikke til nogen Despotes eller Tyran, det er at sige: han har og ikke Lov til at giøre hvad han vil, men han skal just ville det som han bør af ville; thi saaledes kan hans Villie blive Landets Lov, og da heder det rettelig: at Kongens Villie er Landets Lov, nemlig: naar hans Villie er over- eensstemmende med Guds Lov og Villie, eller i det mindste ikke strider noget derimod. Man seer heraf, at Kongerne i Dannemark burde alle være sande Theo logi og Guds Tienere.

Dette burde de at betænke, som raaber idelig og ved alle Leyligheder paa Kongens Souverainitet, og meener, ar fordi han heder Souverain, han derfor maae giøre og befale hvad han vil; Ney tvertimod, han har faaet Souverainitetet og en uindskrenket Magt, paa det han ubehindret skulde og kunde giøre hvad han bør, altsaa har han slet ingen Magt over Religioner til at formindske eller afskaffe dem; thi ingen bør have Magt over Gud, som er det høyeste Væsen, eller Religionen som er hans Ære.

54

54 Det forstaaer sig selv at Regenten

bed Grund-Loven forbindes til at være en Bekiendere af den Augsburgiske Religion, ikke allene i Ord men endog i Gierningen; thi ellers blev han formedelst Loven forbunden til at være en Hyklere eller Løgnere, efterdi han maatte da sige et og mene og giøre et andet.

Naar derfore Kongen vil have den danske Kirke conformeret med en anden, i Henseende til den udvortes Religion, bor han først erkyndige sig om sine Religions-Forvandteres Meening, og dertil hører den hele Lutherust.Evangeliske-Kir-kes eenstemmige Consens eller Samtykke, førend han kan afskaffe nogle af de hellige Dage, som i den hele Evangelisk-Lutheri-ske Kirke vedligeholdes, og af hans Forfadre ere blevne fastsatte, anderledes har det sig med de extraordinaire Bededage, som han selv i sit Rige anordner. Vel siger Grund-Loven: at Kongen skal have høyeste Myndighed i verdslige og Geistlige Sager, men man veed vel sagte, at ved geistlige Sager kan der ikke forstaaes Troens, Lærdommens eller Religionens Sager, men

55

55 allene Dispyter og Trætter, som kan opkomme imellem geistlige Personer, hvilke Dispyter og Trætter ogsaa kaldes geistige Sager; thi dersom man vilde paastaae, at Kongens Souveraine Myndighed strakte sig og til Troens, Lærdommens og Religionens Sager, saa seer jeg aldeles ikke, ar der var nogen Forskiel imellem vores Konges Souverainitet og Pavedømmet selv, og saa veed jeg sandelig ikke, hvad vore Forfædre har stridt imod, da de af- skaffede den Rommerske Paves Myndighed i vore Lande; thi saa er uimodsigeligen den danske Regierings-Form et nyt Pavedømme i Norden.

De 5 foranførte priselige Monarcher har vel dog forstaaet deres egen Regierings Form, og man har nu i 100de Aar ikke seer nogen Prøve paa, at de har af- skaffet noget af den udvortes Religion, som er Guds Navns Ære, førend just i vor Tid, og det som er det forunderligste, at ingen af vores Geistlighed har sat sig imod dette antichristiske Væsen. Jeg skul-de dog vel troe, at vores Geistlighed i 100de Aar har kundet indseet den sande

56

56 Mening af Rigets Grund-Lov og den Augsburgiske Confession.

I kiere danske Biskopper, Professo- res Theologie og Præster! I lader Eder kalde Høyærværdige og Velærværdige, og ihenseende til Eders Embede ere I det i al Sandhed, men I har sandeligen i den- se antichristi Aands Regierings Tid for- dunklet Eders Ære, i det at I af pure Menneske-Frygt har ladet Eder bringe til at antage og for Folket at lade oplæse For- ordninger og Love, som ere fornærmelige for Guds og Christi Eders sande og retmæssige Herres allerhoyeste Ære. Propheten Malachias siger til Lærerne i Israel: at en Præstes Læber skal bevare Kundskab, og Loven skal søges af hans Mund; thi han var den Herre Zebaoths Engel. Men siger han I ere afvigede af Veyen; I giøre, at mange støde an imod Loven; I forderver den Levi Pagt; derfor bliver I foragtelige og nedrige for alt Folket, efterdi I ikke bevare Guds eye, men anseer Personer i Loven. Mon ikke alt dette kunde siges til Eder: hvorfore har I tilladt at vore Taksigelses Fæster

57

57 ere blevne afskaffede og at lemlæste vore Høytider? Var der ikke, fordi I ansaae Kongens Person eller rettere sagt hans Navn (thi jeg troer dog om de fleeste af Eder, at I giorde det imod Eders gode Villie) altsaa har I jo frygtet og adlyder Menneskene meere end Gud.

Ingen kan med Sandhed bevise, at de Fæster som nu ere afskaffede vare overtroiske Papistiske; thi de vare enten Taksigelses Dage for Guddommelige store beviste Velgiærninger imod Kirken og Staten, og hvor billigt og ypperligt er der ikke at takke Gud, eller og ordentlige Høytider, som vare fastsatte og indrettede efter den sande Evangeliske Lærdoms Form; thi vi dyrker og bekiender en Gud i 3de Personer, og hver af de 3de Guddommens Personer har ved særdeles Guddommelige Velgierninger giordt sig bekiendt for Verden, saasom: Faderen har elsket Verden saa høyt, at han har givet sin Søn den een- baarne, paa det at hver den, som troer paa ham, ikke skal fortabes men have det ævige Liv. Denne Guddommelige Kiærligheb erindrede vi med Høytidelighed paa

58

58

Jule-Fæsten. Sønnen opfyldte Faderens kierlige Hensigt og fuldkommede vore Synders Renselse ved at offre sig selv til et Skyld-Offer, samt bragte Livet og Uforkrænkelighed for Lyset, denne Velgierning og store Kierlighed erindrede vi paa Paa- ske-Fæsten. Den Hellig Aand, som selv var Frugten af Faderens Kierlighed og Sønnens Igienløsning, lod sig sende over Apostlerne paa Pintze Dag, og giorde dem dygtige til det Nye Testamentes og Aandens Tieneste, paa det at de kunde være hans Redskaber til at oprette Forligelsens Embede iblandt os; hvilket vi endnu Gud skee Lov have; formedelst hvilket Embede Aanden endnu, Gud være ævig lovet, gives. Altsaa holder vi 3de store Høytider for enhver i sær af de 3de Guddommens Personer. Men da de 3de Guddommelige Personer, ikke i Henseende til Væsenet ere adskillige, men en eneste sand Gud, og ikkun i Henseende til de 3de anførte Kiærligheds Gierninger imod Verden skilles ad, men enhver har haft Deel i den Velgierning, som ellers tillægges een i sær, saa har Forfædrene helliget 3de Dage paa

59

59

enhver af de 3de Høytider, for at give til- kiende at de ærede en Gud i 3de Personer, og at de erkiendte at alle 3 Guddommens Personer havde Deel i den Kierligheds Gierning, som de paa enhver Fæst i sær fornemmeligen erindrede. Denne Theologiske Raison til de 3de hellige Dage paa de 3de store Høytider var vel Eder (saavidt jeg troer om Eder) bekiendt, i det mindste har baade jeg og andre Christne her i Dannemark helligholdt Fæsternes 3de Dage i den Forstand; og jeg troer ikke at nogen Theologus skal have noget at udsætte derpaa.

Hvorfore lader I Eder da en Religions Maade paatvinge, som mindre her- liggiør Herren for den raae og vankundige Almue, end den som vore Fædre have fastsat? Hvorfore beder I ikke Kongen om, at afholde sig fra at giøre sig selv til Herre over Religionen, hvilken hverken han eller noget Menneske kan være Herre over, men bor alle være underdanige med en lige Yd- myghed saavel Kongen, som den ringeste Bonde. I vide selv, at Kongen har, ifølge Rigets Grund-Lov aldeles, ingen Myndig

60

60

hed over Religionen, men det er endog hans Skyldighed, at han skal selv viise Ærbødighed for Gud, ved at iagttage den udvortes Religion, og at holde alle sine Undersaatter til at giøre det samme. Endelig ønskede jeg, at I vilde sige om der er Konger og Fyrster, som Herren har giort til Sende- bud i Christi Sted, til at lære Folket Religion og Guds Dyrkelse? eller det er E- der, som selv ere Lærere? Naar I taale saadant at skee, saa tør jeg nok spaae, at eders Feighed og Menneske Frygt vil endog tilsidst forlede eder til ikke at prædike andet (i der mindste bliver det vel ikke mere aanderigt) end det som paa Comoedie-Hu set sladdres om.

Jeg gav nøye Agt paa Christi Hiords Overtilsyns Mænd, og de Øverste Geistlige, den Tid den Atheistiske Forordning om Fæsternes Afskaffelse var i Gierde, om her fandtes ingen, som torde vove sig for Guds Ære; men jeg maae sige med Propheten: I afvigede allesammen af Veyen, hvorved I har giort, at mange støde an imod Loven. Der var ikke allene de Bud i Loven, som sigter til Gud, hvil

61

61 ke I har tilladt at nedtrædes, men endog de som sigte til Næsten. Den skien- dige Forordning, som tilstæder Horerie i Ægteskab, og det som alletider tilforn er bleven holdt for Blodskam, har I jo ladet oplæse paa de hellige Stæder, som ere alleene bestemte til den Hellig Aands Tale. Ja endog nogle af Eder haver ved Eders slette Exempel selv giort antagelig, ey betænkende hvad Paulus siger: at om Kiød forargede hans Broder, da vilde han ikke spise Kiød evindelig. I har da viist, at I herudi ingenlunde havde Pauli Sind; thi der er mindre forargeligt at spise Kiød, end at tage sin afdøde Kones Syster til Ægte. Vel kan ikke nægtes, at nogle retsindige iblandt Eder har i Eders Prædikener givet Eders Mishag til dette ugudelige Væsen tilkiende, men hvad forslaaer det til at hemme den store Forargelse, hvorved Guds allerhelligste Navn bliver agtet ringere en Kongens, som dog er ikke uden et syndigt uselt Menneske! derfor maae I ikke undre over, at I bliver selv foragtede og fornedrede, efterdi I, som Christi Sendebud og Ambassadeurer

62

62

saa lidet iagttager, at fordre eders høye Principals allerhøyeste Ære. I kan ikke heller meget fortryde paa, om I herefter Dags bliver, ligesom de Ægyptiske Af- guds Præster, giorte til Kongelige Betientere i steden for Christi Tienere; thi naar I, som Rygtet lyder, skal endog herefter Dags have Eders Løn af Kongen, og ikke mere af Christo formedelst Menighederne, som tilforn, og I tillige adlyder Kongens Befalinger i hvordan de end ere, mere end Guds, saa seer jeg ikke at I kan mere passere for at være Sendebud i Christi Sted, omendskiønt I paa en Tid for det første kunde kanskee faae Lov til at prædike nogle Stykker af Guds Ord, nemlig saa meget som Hoffet vil tillade, og det første eller andet Aar kanskee faae en skikkelig vis Løn; thi jeg vædder med Eder, at det efter nogle faa Aars Forløb vil komme til at hede, at Caffen formaaer ikke at give Eder saa meget Løn, som i det første blev lovet Eder; thi dersom i først giver Satan en Finger, saa skal I siden faae Lov til at give ham heele Haaden. Jeg veed nok hvad I vil sige til Eders Undskyldning, I har

63

63 maaske frygtet for, at dersom I ville giøre Modstand, da ville I miste Eders Embede; men betænker, ifald de hellige Kirke- Fædre som ere ofrede som Martyrer paa Guds Altere, havde ikke haft mere Mod og Mandighed til at maintenere deres Embedes Værdighed, end I, mon de havde conserveret den hellige Troe saa uforkrænket til vores Tid, som den nu befindes? Jeg mener, Ney! de kunde ligesaavel finde paa den Undskyldning at de havde Kone og Børn at forsørge, som I; men al den Kierlighed har de sadt tilside for Christi Kierligheds Skyld, og deres Omsorg for Eftertiden har bortdrevet al Sorg for den nærværende Tid. Denne antichristiske Aands Regierings Tid i Dannemark, er en virkelig Prøve-Tid, da der aabnes Porte og Døtre for Guds Bespottelse, Liderlighed og alle slags Synder. Hvo som viser Standhaftighed i Gudsfrygt og Dyd i vor Tid, kan ligesaavel forskylde Navn af Martyr, som i den første Kirkes Tid; og jeg troer vist at Guds Kirke lider mere Afbræk ved en Souverain apostaserende Regent, endved en hendensk Tyran; thi en

64

64

hedensk Tyran kan alle tage sig vare for, efterdi ingen venter noget got af ham, og han har heller ikke lovet nogen noget got; men en hemmelig Apostat, som tilforn har giort en god Troes Bekiendelse, kan ingen tage sig vare for. Der er desuden bekiendt, at en affalden Christen har langt større Had til Christendommen, end den, som aldrig tilforn har kiendt Sandheds Vey. Men I vil maaskee sige: at Regierings Loven gror Eder ikke til Dommere over Kongen; da vil jeg paa Guds Vegne erklære: at dersom Regierings Loven giør Kongen til Dommere over Gud, hans Lov, Ære og Dyrkelse, da er den ikke en Pibe Tobak værd, og altsaa bør intet Christen Menneske adlyde den; og saa veed jeg dog, at I har ligesaa megen Myndighed efter Guds og Naturens Ret, til at giøre en visere Regierings Lov, som vores Forfadre har haft, til at giøre og antage den Grund-Lov som vi nu har; thi ingen Jurist, i hvor spidsfindig han end er, skal kunde bevise af Naturens eller Guds Lov, at Forældre har Magt til at giøre deres Børn og Børne-Børns-Børn til Slaver

65

65

og Afguds-Dyrkere, det er: at forspilde baade deres timelige og evige Velfærd.

I gode Herrer Geistlige kan selv bedre giøre den øvrige Application af Pro- phetens Malachiæ Prophetie, som jeg før anførte. Derfore faaer delte at være nok til Eder, eftersom jeg sandelig ikke er nogen Præst eller i gejstligt Embede.

Af alt dette anførte seer enhver tyde- lig, at Regierings-Formen i Dannemark, naar den tages i sin rette Mening, er særdeles forbunden og sammenknyttet med Religionen.

Derfor er Kongen forbunden til at giøre alt hvad han kan til at handthæve, vedligeholde og forfremme den sande Evan- geliske Religion. Men han maae ikke svække, formindske eller forstyrre hverken den indvortes eller den udvortes Religion.

Jeg siger med Fliid, at han ved Loven er forbunden til at forfremme endog den indvortes Religion; hvilket skeer, naar han beskikker dygtige Lærere i Skolerne og Kirkerne, og seer nøye efter, at Skole-Lærerne holder Ungdommen flittig til at høre, lære og leve efter Guds Ord,

66

66

hvilket egentligen bringer den Hellig Aand med sig, som selv indvendig i Disciplernes Hierker opretter den sande Gudsdyrkelse. See, dette er at være Kirkens Foster-Fader! dette er at være Guds Tienere i Regieringen! men at arbeyde paa at indføre fremmede Folkes Ryggesløsheder i sit Rige, at vilde formindske den fastsatte Orthodoxe udvortes Religion, ved at afskaffe nyttige og gudelige Fæster, at giøre det suurt for Lærerne at faae noget at leve af, at giøre nichtswürdige Forretninger anseelige og ærværdige, at belønne løse Folk, saasom Dantze-Mestere, Acteurer, Actricer, Operateurer, Spillemænd og andet letfærdigt Pak, som snarere burde forvises Landet, ligesaa anseeligen, ja endog mere end høytnødvendige Embedsmand, at dømme i Faveur af Syndere, og at negte retfærdige og dydige Folk Adgang til Tronen og en retfærdig Dom, at plage Folk med idelige Skatte og Paalæg, at ruinere gudelige publiqve Stiftelser, at tillade Horerier, og der som altid er holdt for Blodskam, og at forhindre lovlige Ægteskabe ved at

67

67

forhindre og tilsperre alle lovlige NæringsVeye, at ansee Skielmstykker for Tegn paa Vittighed og Klogskab, at holde Simulation for den sande Regierings-Kunst, at bespotte Gud, Christum og den Chri- stelige Lærdom og Religion, at forandre fornuftige Kirke-Skikke, at indkalde Atheistiske Papister i Riget, og giøre dem til de vigtigste Embeds-Mænd, og tillade saadanne adelige Folk at vende op og ned paa alle Ting, at afsætte fornuftige og ærlige Embeds-Mænd uden Aarsag fra deres Embede og Leve-Brød, dette er ingenlunde at være Kirkens Foster-Fader, men det er at være dens allerhaardeste Stedfader, det kan ikke heller siges: at være Fæderne-Landets Fader, men dets aabenbare og grummeste Fiende.

Men da der er ikke nok at en Læge opregner en dødelig Sygdoms adskillige Virkninger og Tilfælde; men han maae ogsaa ordinere fornuftige Midler og en vis Omgangs-Maade til at bruge Midlerne, paa det at Sygdommens Onde kan nogenlunde standses, og ved en sindig og fornuftig Cuur gandske udføres af det sy

68

68

ge Legeme; saaledes holder Sandsigeren sig ikke for at have giort sin Pligt, uden han tillige foreslaaer Midler, hvorved det Onde, som besværger det gandske StatsLegeme, kan afhielpes.

Vel raaber de fleeste nye frie Skribentere paa, at Rigets Onde deriveres af den store Gieid som Riget i Høystsalig Kong F. 5tes Tid geraadede udi; men de kommer mig fore allesammen at sige det som alle veed; ikkun een, saavidt mig er bekiendt, har for en Deel raadet til at borttage noget af dette Onde, ved at bevise at det tilkommer ingenlunde en Regent at betale sin Formands Gield, helst naar Gielden er ikke giort til Rigets Beste, ey heller er anvendt til Rigets Gavn. Men Sagen bliver dog ved denne Oplysning ligesaa uvis som tilforn, og der kan disputeres prø og contra In infinitum om hvilken af Deelene der er rettest. Mig synes i denne Materie at kunde sige dette, som jeg tilforn haver sagt, nemlig: at det tilkommer dem at betale Gielden, som ved deres slette Oeconomie og daarlige Projecter have bragt Kongen til at giøre saa- dan unødvendig udenlands Gield, og for at

69

69 forebygge at saadant skulle skee tiere, skulle det befales alle Regnskabs-Førere, at giøre offentlig Regnskab; ja, der var endog billigt, at man paa Hans Majeftets Vegne aflagde Regnskab for den store Mængde Penge, som aarllgen indkommer i Kongens Casse. Hvad den indenlandske er angaaende, kunde den betales lidt efter lidt til de Creditorer, som ikke kunde taale at bie; men ved god Leylighed til de Formuende.

Jeg derimod deriverer ikke Statens første Onde fra Gielden men endog Giel- den selv fra Rigets almindelige Ryggesløshed og Ugudelighed; vil derfor Kongen vente nogen Tiid at see sit Rige i en bedre Stand, saa er det for- nødent at han for det første igienkalder alle de Forordninger, som i vor Tiid ere udkomne Religionen til nogen slags Præjudice og Fornærmelse; dernæst ogsaa giøre saadanne Anordninger, hvorved baade hans Forfædres Anstalter og christelige Hensigter til Religionen kan meere stadfæstes, det er: selv som Hovedet for det Danste Stats-Corpus ydmyger sig for Christo sin Herre, alle Kongers og Herrers Hoved og Herre! velvidende: at all Vel-

70

70

signelse og alle gode Gaver kommer her oven fra, fra Lysets Fader. Jeg veed vel, at det vil blive en haard Striid; thi der vil møde før det første en indvendig Striid imellem Vantroen og Forhærdelsen, som er Mørkhedens Magt, og det vil koste meget inden Retfærdigheds-Soel kan med sine Straaler igiennemtrænge et Gemyt, som frivillig haver sammentrukket de allertykkeste Lasters og Gienstridigheds Skyer, ja Sinai Torden-Skral og Lyn- Ild vil vel og foraarsage saadan en Forfærdelse, at det vil heede i Sielen: lad tale hvo der tale vil, lad ikke Herren tale! de fortryllende Lyster, saavelsom Hykleres løgnagtige Smiger vil sandelig ikke holde sig tilbage; men det er dog bedre at resolvere i Tiden til at overgive sig til den hvis Barmhjertighed har ingen Ende paa Naa- de og Unaade, end at have Lyst til at prøve hvorvidt den Almægtiges evige Vrede strækker sig: det er bedre i Tiden at lade sig overtale til det som Daarer kalde Uvished, end alt for sildig at blive vis om en fortærende Retfærdighed. For det andet vil den medfødde Hovmod, hvilken Satan nok skal stræbe at oppuste, indgive den Tanke

71

71

at det er Skam at ydmyge sig for Gud; der vil komme Tanker, som vil sige: at det er Skam at kalde uretfærdige Anordninger tilbage; thi det lod da, som man ikke havde været viis og fornuftig nok, da man befalede det som var galt; men her maae tænkes tvertimod; thi det var Skam at synde imod den allerkierligste Skabere, den evige Forløsere og den allene hellig- giørende Aand; men det er ingen Skam at ære den allerværdigste; ingen Skam at bekiende ham; ingen Skam at udbrede hans Ære ved sin Omvendelse! Naar disse sidste Tanker kan faae overhaand i Gemyttet, saa er der Haab til Bedring, og bliver Hovedet frisk, saa troer jeg og vist at Legemet kommer sig; thi saa er der Haab om, at den helliggiørende Aand, som stedse indgiver sig i retsindige Menneskers Siele, kan faae Adgang til Regieringen, da er der Haab om at Sion kan opbygges, uden hvilket Rigets Velfærd skal aldrig kunde befordres; da bliver det fatteligt, at Dyden og dens Elskere vil blive paaskiønnede og belønnede; da vil det ryggesløse, liderlige, vantroe Pak

72

72 flyve fra Thronen og Majestæten, ligesom Nat-Ugler og Flager-Muus flyver i Huller og Skiul naar Solen fremkommer. Dette havde jeg nær glemt at anføre som et Kiendetegn paa, om mit Skrift skal giøre den forønskede Frugt og Nytte eller blive en Døds-Lugt til Døden, nemlig: dersom dette Skift bliver i Stilhed eftertænkt, efterfulgt og adlydet af alle dem som finder sig skyldige i noget af alt det som er anført, saa har jeg allerede den fuldkomne Forsikring paa, at alting skal blive got igien, og at Dannemark skal endnu engang komme til at florere; men hvis ikke, saa er jeg gandske vis paa, at der er intet tilbage uden en stræng Dom, som skal fortære de Gienstridige. O I Konger! I kaldes den høyestes Børn og Guds Sønner, stikker Eder dog værdige til at være Guds Sønner i Gavn, og ikke allene i Navnet! viser Eder himmelsk sindede og hellige, saasom den store Gud, som I kalde Eders Fader, er hellig! En hedensk Keyser sagde fordum, det Rige var lyksaligt, hvor Philosopher regierede, og Regenter philosopherede: det var roesværdigt tænkt og talt af en Hedning;

73

73 men man kunde sige med Sandhed om de Regentere og Øvrighed, som selv tillige med deres Undersaatter i Daaben ere tegnede med Treenighedens allerhelligste Navn, at den Republiqve vilde blive lyksalig, hvor Theologi regierede, og hvor Regenterne selv bare Propheter. Jeg har med Fliid fortiet mit Navn, paa det hverken min Ringhed skal hindre de Mægtige fra at følge min Viisdom, ikke heller min Lærdom skulde faae Ære for at Sandheden bliver adlydet. Ingen maae tænke, at jeg skiuler mit Navn af Feighed eller Menneske-Frygt, ingenlunde; thi naar jeg taler paa Guds Vegne, saa forretter jeg hans Ærinde, og jeg veed vist jeg skal svare til ethvert Ord jeg har skrevet og talt, fornemmelig i hans Navn. Vil nogen da i denne min Forretning overfalde mig, og enten ved en hastig eller langsom Død sende mig tilbage til min Skabere, saa giør de mig større Ære og Nytte end de nogen Tiid selv bliver værdige til at faae. Jeg har saa ofte i Guds Meenighed siunget: Tage de bort vor Liv & c. vi passe der intet

74

74 paa! jeg maae dog engang viise ved Gierningen at jeg meente det i Sandhed.

Det andet Forslag skal være at Kon- gen afskaffer alt det som giver i Almindelighed Anledning til Ungdommens Forførelse, og dette er fornemmeligen: Comoe- dier, Masqverader, Opera, & c. hvilke Ting, naar de paa det allerbeste undskyldes, ere ikke andet end unyttigt BarneVærk, og man maae meget forundre sig over, at fornuftige gamle Folk, hvoraf en stor Deel ere satte til at være Øvrigheds Personer, kan være saa forgabede i dette Børne-Spil, at de henflider en vigtig Deel af deres Tiid derpaa, og spilder deres Penge, som burde anvendes til fattige Menneskers Pleye, allerhelst paa denne Tiid, da Staten vrimler af Fattige og Brødløse Mennesker. Det er utroeligt, hvor stort Onde dette Lapperie fører med sig; thi for det første, bliver Ungdommen ved de Gamles og Øvrighedens Exempel opmuntrede til ideligen at spilde Penge og Tiid paa den overflødige Øyens-Lyst! for det andet bliver de opvakte til Letfærdighed, og skierpede i Amours Intriguer,

75

75

hvortil Ungdommen er meere end beqvem nok af sig selv, og behøver aldrig at op- muntres dertil. Man foregiver gemeenligen at Comoedie sigter til ar bibringe Folk Velanstændighed i Sæder og Opfør- sel; men om det var endog mueligt (hvilket ey kan bevises) at Sædelighed paa den Maade kunde gives nogen, saa er jeg dog forvisset paa, at der føder et andet moralsk Onde, som vil blive langt vanskeligere at uddrive, nemlig: Næstens Foragt. Dette Onde er u-undgaaeligt, endog ved dem som benytter sig af Comoedie i den allerretteste Meening; thi jo meere de opvækkes til at betragte Lasternes Afskyelighed ved Personer, jo mere de bringes til at foragte Personer, og naar denne Næstens Foragt har fæstet ret Rod i Gemytterne, da troer jeg gandske sikkert, at de har tabt meere Moralitet og Skikkelighed ved at frequentere Comoedier end de har vundet. Fremdeles har Kiøbenhavns unge Folk aldrig været saa ryggesløse førend Comvediernes Opkomst, som de ere blevne efterat dette Onde tog Overhaand; thi den idelige Sammenkomst, som kunde være undskyldelig, giver

76

76

Anledning til andre Sammenkomster, som ikke kan undskyldes. Hvo skulle have tænkt at Lysten til Comoediers Beskuelse skulde kunde bringe Mængden paa saadan en forkeert og fanatist Devotion, som man nu omstunder hører mange at røbe, naar de sige: at de finde sig ligesaavel opbyggede ved en Comoedie, som ved en Prædiken; enten maae disse Personer ved ComoedieGang være blevne til Enthusiaster, eller og de sige det af bare pure Bespottelse for at have noget at imodsige dem med, som vil raade dem fra at misbruge Tiiden og deres Penge. Hvor fornærmeligt er ikke dette talt imod vores hellige Evangelists Lærdom, som haver langt anden Kraft til at bibringe os Velanstændighed i vores Opførsel baade for Gud og Menneskene, end all det spidsfindige moralske Kram, som Holberg, Voltaire og andre Pedanter kan sammenskrabe, hvoraf det meste er sat saaledes paa Skruer, at de fleeste som seer Comoedien, ikke indseer hvad Morale samme indeholder, og altsaa gaaer de i den Henseende ligesaa kloge derfra som de gik dertil. Jeg vil ikke her tale meere, paa

77

77

det jeg ikke skal spilde Tiiden med at demonstrere en Ting med Ord, som ved Virkningen demonsterer sig selv bedre end ved Ord.

Det tredie Forslag skal være, at den sande Christendom og Guds Kundskab kan giøres meere almindelig, fattelig og uimodsigelig; derfor har jeg forfattet en dansk Theologie, som jeg vil udgive. Jeg nægter ikke, at her jo af vores Forfædre ere giorte meget velmeente Anstalter; men Erfarenheden i Tiden har viist, at de ikke har været tilstrækkelige, eftersom de alle ved Omveye fører alt for langt fra det endelige Øyemed, hvorved Kundskaben opholdes og Tiiden unyttig spildes. Mit Forslag skal derfor være, at begynde paa den spædeste Ungdom med en langt anden Underviisnings-Methode, end den hidindtil brugelige. (Jeg faaer at giøre den bekiendt i Tiide, paa det ikke Bagtalere skal komme siden efter og sige at jeg haver taget min Lære-Methode af den Preussiske Real-Skole, hvis Lære-Metho- des Indhold jeg ikke veed; men maaskee min foreslagne Methode dog kunde ligne

78

78

den, ifald den er, som jeg formoder, fornuf- lig; men dog veed jeg vist, at den er gandske unødvendig og unyttig i Dannemark.)

Jeg vil da først og fornemmelig: at alle Tvangs-Midler skal være gandske ophævede, og derimod skal bruges all den Mildhed og Venlighed i at bibringe de Unge Kundskab, som mueligt kan være; derfore vilde jeg at Skole-Lærere skulle vænne deres Discipler til at kiende Bogstaver ved støbte Figurer af Blye, Tin eller anden Materie; disse Figurer falder langt gesvindere og lettere i Børnenes Nemme end de trykte; naar de vare vel bekiendte, kunde de appliceres til de trykte Figurer i A,B,C, eller de andre Initialier.

Naar de skulde lære at bogstavere, skulde man ikke strax tage fat paa Troens Artikle eller Christendommens GrundSandheder; thi derved vænnes ikkun de Unge ved ideligen at nævne og høre dem uden Agtsomhed til en Væmmelse for dem, og de faaer ret et fuldkommet PapegøyeGenie, da de kommer til at sige og bekiende det, som de aldrig har forstaaet, langt mindre troet; efterdi de aldrig har agtet paa

79

79

Sandhederne selv; men ere allene blev- ne nødte at stave Ordene og at udtale dem ret.

Man kunde i den Sted tage fat paa en Ord-Bog eller og forfatte et Register over alle rette danske og andre indbragte Ord, de nemlig: som ere saa brugelige, at de ere Naturaliserede. I denne Bog skulde de Unge vel exerseres, at de baade kunde stave inden ad og uden ad, først de Ord af en Stavelse, siden de Ord af tvende, 3de og fleere Stavelser. Bemeldte Ord-Bog skulde være inddeelt i Columner, hvoraf den første skulde indeholde Ord af en Stavelse, den 2den de Ord af 2de, den 3die de Ord af 3de Stavelser og saa fremdeles. Det skulde ikke tillades Dis- ciplerne at læse inden ad, førend de vare gandske fuldkomne øvede i at kunde uden ad stave de vanskeligste Ord. Denne Stave-Methode indseer enhver letteligen at kunde hielpe meget til at de skrev ret naar de kom til at skrive, ja det vilde endog skaffe os en vis og fastsat Orthographie i det Danske, NB. Dersom den Stave-Methode maatte allernaadigst approberes og

80

80

anbefales, lover jeg gratis at forfærdige saadan en Ord-bog, og at skienke dens Indtægt til den af de fattige Skoler, som er meest trængende. Naar de vare vel øvede i denne Stave-Merhode, skulde de dog ikke befales at læse noget af Christendommens og Troens Grund-Sandheder; men de skulle vænnes tydeligen ved Aviser eller andre ikke meget magtpaaliggende Skrifter, men dog ingenlunde ved saadanne Skrifter, hvori der indløb noget forargeligt eller uanstændigt.

Herimod vil nogle maaskee indvende, at det er Synd at lade Ungdommen saa længe opholdes fra at faae noget at vide af deres Christendoms Lærdomme, ja, de vil vel og sige: at man just derfore tilforn har lært Børn til at stave og læse ved Christendommens Grund-Sandheder, paa det man kunde ligesom fra Grunden af indprente dem Troens Sætninger; men Erfarenheden har beviist og hver Dag beviser, at man ikke kan indprente Ungdommen Troen paa den Maade; men gierne vænne dem til at nævne og bekiende det som de aldrig har forstaaet, og meener jeg

81

81

at meget af vore Liiders overflødige Religions-Spotterie, Frietænkerie og øvrige Ryggesløshed kan deriveres fra denne brugelige Lære-Methode; thi det gaaer gemeenlig saaledes til, naar et Menneske har lært en Deel at pladdre uden ad, som del aldrig har forstaaet, og det da kommer siden i Omgang med andre ryggesløse, spidse sindige og ugudelige Mennesker, saa bliver det saa uformærket meere draget til at troe hvad det hører af de andre som det om- gaaes med, end han troer det, som han har lært uden ad i sin Skolegang, efter St. Pauli Ord: Ond Snak fordærver gode Sæder.

Nu maae ingen tænke at jeg vil at den kiære Ungdom i all den Tiid den er i Færde med at stave og læse inden ad, skulde være gandske uvidende i Christendommens og Religionens Grund-Sandheder; Ney! men jeg vil, at de og skal bibringes saa meget som de i deres Alder kan fatte, og det paa den Maade, at det skal kunde være som en Grundvold til den fornuftige Christendom, som i deres tilvoxende Alder viidere skal udføres.

82

82

Til at naae dette Øyemeed vil jeg foreslaae en liden Christendoms Historie; den skal være saaledes forfattet, at den bliver baade angenem for Ungdommen at høre, og dog saaledes, at enhver Historie er som en Grund-Lærdom til den meere fuldkomne bibelske Historie.

Denne vil jeg at Lærerne skal mundt- ligen paa visse Tider af Dagen fortælle Disciplerne, som Dagen derpaa bliver tilspurgte om det, som Læreren Dagen tilforn havde fortalt dem, paa det at han kan see, hvilke Discipler der ere agtpaagivende. Skulde han da merke en slags Uagtsomhed hos nogle af dem, maae han derfor ikke flaae dem eller bruge nogen TvangsMidler, men allene erindre dem om det samme igien, og derimod rose dem meget, som har været agtpaagivende den forrige Dag, men dog vogte sig for, at han ikke saa meget roser, at han skulde indprente Hovmod, ikke heller saa meget laster den Uagtsomme, at han indprenter Modfaldenhed, Kiedsommelighed eller Had.

Paa det jeg kan give Publicum et lidet Begreb om Historiens Beskaffenhed, vil jeg her fremsætte noget af den:

83

83

[Hvad var til førend alle Ting blev skabt?] Førend noget af alle de Ting, som nu ere til, blev skabt, var Gud allene, som besluttede at frembrin- ge Skabninger, som kunde være et Billede paa ham Selv.

[Hvoraf har Gud skabt alle Ting?] Førend de Materielle Ting fik deres Begyndelse, var der al- deles Intet.

[Hvad frembragte Gud allerførst?] Derfore frembragte Gud al- lerførst en Samling af alt det, som kaldes Materie, og dette kaldes i Skriften Begyndelsen paa Verden, eller Himmel og Jord.

[Hvad var det første, som Gud skabte?] Det første, som Gud udtog af denne Samling af Materielle Ting, var den lysende Materie, eller Ildens Element, som i Skrift ten kaldes Lyset; og da blev det kaldt den første Dag.

[Hvad var det andet?] Det andet, som Gud udtog af alle Tings Materie, var den vidt udspendende Luft. Da Luftens Materie var skildt fra de øvrige Elementer, blev det kaldet den anden Dag; og Luftens vidt udspendte Element blev kaldt den

84

S4

udstrakte Befæstning eller Himmelen.

[Hvad var det Tredie?] Derefter paa den tredie Dag

frembragte Gud Jorden, eller det tørre og faste Element, tillige med de Planter og Vexter, som dette ved Hielp af de andre skulde frembringe, og skildte den fra det flydende, som ellers kaldes Vand. [Hvad var det Fierde?] Paa den fierde Dag samle- de Gud Ildens eller det lysende Element til visse Pladser i den vidt udspendte Luft, og kaldte den Soel og Stierner.

[Hvad var det Femte?] Paa den femte Dag opfyld- te Gud Vandenes Forsamling under Himmelen, som ellers kaldes Hav, med mangfoldige Slags svømmende Dyr eller Fiske; saavelsom og den Deel af Luften, som er blandet med Vandets Element, med mangfoldige Sorter flyvende Dyr eller Fugle.

[Hvad var det Siette?] Paa den siette Dag besatte Gud det tørre Element eller Jorden, med mangfoldige Sorter fiir-

85

85

føddede og krybende Dyr. Og tilsidst skabte Gud Mennesket, som skulde være en Herre over alle dis-se Skabninger.

[Hvad var det Syvende?] Den Syvende Dag anord- nede Gud til en Hviie-Dag, fordi han den Tid lod af at frembringe nye Slags Væsener, og vilde, at Menneskene i Eftertiden skulde paa den Dag fornemmelig betragte hans Almagt, Viisdom og Maade i at frembringe de mange Sorter Creature.

[Hvorledes skabte Gud Mennesket?] Det Creatur Mennesket hav- de Gud skabt sig selv til et Billede, at Gud i der kunde ligesom speyle sig selv; derfore blev det skabt i fuldkommen Frihed, Hellighed, Viisdom og Uskyldighed.

[Hvorledes matte Menesket være, naar det skulde ligne Gud?] Det var fornødent, at Men- nesket skulde skabes i en fuldkommen Frihed, efterdi det skulde væ- re et Billede paa Gud, som er det allerfrieste Væsen. Det maat- te og skabes helligt, paa det at det kunde være helligt, som Gud selv,

86

86 der er det helligste Væsen. Det maatte være viis, ligesom Gud, der er Viisdommen selv.

[Blev da Mennesket i denne herlige Tilstand?] Men Mennesket blev ikke be- standig i denne medskabte herlige Tilstand; men da det blev sat paa Prøve, misbrugte det sin Frihed og antog et andet Væsens Bilie-de, som var langt ringere og tvertimod Skaberen.

[Hvorfor maatte Menneskets Friehed prøves?] Det var fornødent, at Menneskets Frihed maatte prøves, efterdi det var befluttet, at ligesom denne Frihed nu blev brugt, saa- ledes skulde hans Natur for ham og alle hans Efterkommere fastsættes.

[Var det ret, om Gud havde hiulpet Mennesket at udholde Prøven?] I denne Prøve var det og fornødent, at Gud maatte enthol- de sig fra at assistere Mennesket paa nogen overordentlig Maade.

[Hvem tillod han da at prøve dem?] Derfore tillod han den onde

Aand, Satan, at besætte en Slan- ge, som giorde da al sin Kunst til at faae Mennesket overtalt til

87

87 at troe, elske og adlyde Løgnen mere end Sandheden, som er Gud selv.

[Søgte Gud da slet ikke at hindre Syndefaldet?] Men paa det at ingen skulde Søgte tænke, at Gud jo vilde hindre Syndefaldet, saa havde han i Forvey- en sagt Mennesket, at han havde skabt tvende Træer i den deylige Have Paradiis, hvor han havde sat Mennesket, som han havde fastsat dette ved: at dersom Mennesket først aad af det Træe, som han kaldte Livsens Træe, saa skulde det blive evig fastsat og bestyrket i sin hellige og fuldkomne Natur; men dersom de aade først af det Træe, som han kaldte Kundska-bens Træe, saa skulde de forderves i hele deres Natur.

[Hvilket Træe tog Satan Anledning af at friste Mennesket med?] Da nu Fristelsens Tid be- gyndte, gav Satan, i Slangen, som han havde besat, sig i Discours med Eva om Kundskabens Træe, og først lod, ligesom han vidste ik- ke andet, end at de vare saa tvung ne, at de ikke maatte æde af Træ-

88

88

erne i Haven, sigende: I maae jo ikke æde af Træerne i Haven. [Lod da Eva, som han først fristede, sig da strax o- vertale til at giøre mod Guds Advarsel?] Men efterdi Eva var endnu bestandig i Sandhed og Uskyldig- hed, svarede hun: at de maatte æde af alle Træer, undtagen det Træe; thi Gud havde sagt om det- te Træe, at naar de aade deraf, skulde de døe og forderves.

[Hvad Snedighed betiente da Satan sig af, efterdi det første ikke lykkedes?] Derpaa anstillede Satan

sig langt anderledes, og lod lige som han vilde give hende i Fortro- lighed en bedre Underretning om

Træets Beskaffenhed, og sagde: at Gud var ikke saa eenfoldig, at han skulde troe, at dette Træe havde noget skadeligt i sig, han havde jo selv kaldt det Kundska-bens Træe, og hun kunde ikkun betragte Træet og dets Frugt, og see, om der var noget forgiftigt eller skadeligt derved.

[Blev hun da endnu bestandig i Lydighed og Troe?] Disse Ord begyndte hun at betænke og betragtede Træet, og saasom hun ved al sin Betragtning ikke kunde see, at der var noget

89

89

skadeligt derved, og Gud ikke heller havde sagt andet om Træet, end at det skulde have den Egenskab at give Kundskab paa Ont og Godt, begyndte hun at troe, at det var sandt, at Træet var et ønskeligt Træe til at faae Forstand og Kundskab af.

[Hvad Løgn indbildte Satan hende, for at faa hende braft til en fuldkommen Vantroe?] Da Satan nu havde bragt hende til at tage hans Ord til Hierte, overtalte han hende lette- ligen til at troe, at Gud havde allene forbudet dem at æde af dette Prøve-Træe, paa det de ikke skul- de blive saa fuldkomne som han i Alvidenhed, og da var hun allerede aandelig faldet, saasom hun med meere Tillid antog og troede Dievelens Ord end Guds.

[Beviiste hun da og ved Gierningen, at hun troede Satan mere end Gud?] Og da nu Hiertet var ind- taget af Løgnen, forsøgte hun ved Gierningen selv at skaffe sig den Lykke, som hun indbildte sig at kunde faae ved at æde af Kund- skabens Træets Frugt, og aad

90

90

[Hvorledes gav Fordervelsen sig da strax tilkiende?] Da hun nu fornam i sig selv

en Uroe og Frygt i Samvittighe den, overtalte hun ogsaa hendes Mand til at æde af Træets Frugt. [Blev da Adam ikke og sat paa Prøve, og hvor fristede ham?] Og uden Tvivl har hun brugt disse Ord til at overtale ham med: at han, nemlig, paa hende kunde see, at det ikke var sandt, at man dø de, fordi man aad af det Træets Frugt; thi hun levede jo endnu. [Stod han da Prøve?] Altsaa lod han sig og over tale, og aad af Frugten, som hun gav ham.

[Fulgte da den Død og Fordervelse, som Gud havde truet dem med og derpaa?] Derved blev begge deres Na-

tur gandske og aldeles fordervet,

og det baade i Henseende til Aan- den og Legemet.

[Hvormed røbede Menneskene at deres Sieles Natur var blevet fordervet?] Thi den Frygtagtighed, som

end ond Samvittighed fører med sig, og som umiddelbar flyder af Vantroe, viiste sig strax hos dem var begge; saa at de giorde sig Skiør- ter af Figenblade, for at skiule deres Blusel. Ja Adam var bange for at tale med Gud, da han

91

91

lod sin Røst høre i Haven, og skiulede sig for Herren iblandt Træerne.

[Foraarsagede dette Fald ogsaa den Legemlige Død?] Af Sielens Fordervelse fly- der naturlig viis Legemers For- krænkelighed, endskiønt de ikke strax og i samme Øyeblik døde den Legemlige Død, saa dog fulgte den derpaa omsider nogle Hundrede Aar derefter.

[Hvor gammel var Adam da han syndede?] Adam levede 900 Aar efter Syndefaldet, altsaa var han 30 Aar gammel, da han syndede, ef- terdi hans gandske Alder, fra hans Skabelses-Tid indtil hans Død, var 930 Aar.

[Hvorledes viiste Gud sin Midhag i Syndefaldet?] Da Syndefaldet var be- gaaet, kom Gud og tiltalede Adam, og sagde enhver af dem, som havde Deel i den Menneskelige Na- turs Fordervelse, deres egen særdeles Straf.

[Hvad Straf fik Adam?] Nemlig: Adam fik ikke Lov til at boe mere i Paradis, men blev befalet til at gaae ud at dyrke og forarbeyde Jorden, som Gud

92

92

Herren havde lagt Forbandelse paa, og at søge sin Føde i sit Ansigtes Sveed.

[Hvad Straf fik Eva?] Eva fik den Straf, at hun og alle Qvinder skulde have Smerte med at føde deres Børn, og ingen Deel have i Huus-Herredømmet.

[Hvad Straf fik den aandelige Slange?] Den aandelige Slange eller Dievelen, som den første og fornemste Aarsag i Faldet, blev det sagt til, al han skulde afskaffes med de Ord: Ovindens Sæd ffa! sønderknuse Slanges Hoved, og Gud satte et evigt Had imellem den aandelige Slange og alle de Aander som have hans Sind, og imellem de Mennesker, som har Qvindens Sæds Sind.

[Hvad Straf fik den naturlige Slange?] Den naturlige Slange, som havde været den aandelige Slanges Redskab i at indføre Vantroen eller Syndens Natur i Menneskets Siele, fik den Straf, at han ikke mere skulde kunde gaae oprakt, men krybe paa Jorden, og slikke Forgiften eller den Ma-

93

93

terielle Forbandelse, som Gud havde lagt paa orden, i sig; Desuden satte Gud et Had og Afskye i Menneskene for Slangen og dens Arter, ligesom der var allerede et Had og Afskye i Slangen til Menneskene og deres Sæd.

[Hvad Bivirkning havde Guds forjettelser for Mennesket?] Ved det trøstelige Ord, som Gud talede, at Qvindens Sæd skal sønderknuse Slangens Hoved, derved bleve Adam og Eva igien opvakte til det aandelige Liv eller Troen, hvilket gav dem en nye Leve-Kraft, saa at det strax i Historien heder: at Adam kiendte sin Hustrue, og avlede en Søn med hende, som hun kaldede Cain, og noget derefter en anden Søn, som blev kaldt Abel.

[Hvad toge disse 2de Brødre sig for?] Disse tvende Børn sloge sig, da de opvoxede, hver til sin Hand- tering; Cain blev en Agerdyrke- re, og Abel lagde sig efter Fæe Avling.

[Bare de begge af en slags Gemyts Beskaffenhed?] De vare gandske ulige i de- res Gemyt og Opførsel mod Gud.

94

94

[Hvad Forskiel var der daa paa dem?] Thi Cain var ikke taknem- melig, men tog imod hvad Gud skabte og gav af Jordens Grøde, ligesom det havde været Guds Skyldighed; Abel derimod var taknemmelig, og erkiendte Guds Godhed og uforskyldte Naade.

[Hvorved gav Abel sit Gemyts Beskaffen- hed tilkende?] Dette gav han tilkiende ved at give eller at ofre Gud, af det som Gud havde givet ham i Overflødighed af hans Qvæg.

[Hvorledes antog Gud det?] Efterdi Gud faae, at denne Gave kom af en børnlig, enfoldig og kierlig Taknemmelighed, antog Gud den med Velbehagelighed, og har uden Tvivl viist sin Velbehag paa en forunderlig Maade.

[Vilde Cain ikke ogsaa synes at være Gud?] Da Cain faae dette, vilde han ikke heller være ringere end hans Broder Abel; derfore frembragte han og et Offer.

Men Herren saae ikke med Velbehag til hans Offer, efterdi han ofrede ikke i Troe og Kierlig- hed, men allene for at trodse mod sin Broder.

95

[Hvorledes optog Cain dette, at Gud forsmaaede hans Offer?] Dette fortrød Cain meget paa, at hans Broder var mere el- sket og agtet af Gud end han, og derfor søgte han Leylighed, da han engang var paa Marken allene med ham, og slog ham ihiel.

Dette faaer at være nok, at anføre af den Bibelske Historie denne Gang; Publicum kan deraf giøre sig et nogenledes Begreb om det heele Værk, som jeg haver forfærdiget. Dette vil jeg berette, at heele Værket er afdeelt i 3de Classer efter de 3de Ordener eller Classer, som jeg har ved lang Omgang med Ungdommen og megen Erfarenhed befundet, at de kunde beqvemmeligst inddeeles i. Classerne ere følgende: den 1ste Barndommen, i denne Alder hersker allene Eenfoldigheden og Uskyldighed, altsaa antages alt der for Sandhed, som Lærerne, Forældrene, eller og Børnenes Foresatte, beretter: Derfore bør Lærerne see vel til, at de biebringer Ungdommen af denne Alder, i Henseende til Guds Kundskab, saadanne Sætninger, som ikke opvækker nogen Tvivl eller Di- spytte i Børns Hiertet, men som dog kan

96

96

formaae dem til at have gode Tanker, Frygt, Ærbodighed og Hoyagtelse for Gud eller et god og almægtigt Overvæsen. Og i Henseende til de andre Videnskaber, bør de allene i denne Alder at lære saadanne faste og uimodsigelige Grundsætninger, som enten falder i Sandserne, eller og med deres spæde Fornuft kan sluttes; Men det bor strængeligen forbydes SkoleLærerne, at lade dem lære i denne Alder noget uden ad, undtagen Gloser og Navne paa adskillige Ting; men de grammatikalske og syntaxiske Regler bor giemmes til den tilvoxende Alder, da Dømmekraften naturligviis mere opererer hos alle Børn.

Den anden Classe er den tilvoxende Ungdom; i den Alder yttrer baade Nemme og Dømmekraften sig hos alle Mennesker dagligen mere kiendeligen, end i den barn- lige Alder: Da er det Tid at man begynder med den Slags Bibelske Historie, som jeg tilforn anførte (thi jeg maae sige Publico, at det Stykke af Historien, som er anført, er allene af den Historie, som jeg har bestemt til Børn af 2den Classe); da er det og Tid at man begynder at opvække

97

97

og exercere Dømmekraften, ved at lade dem lære den historiske Catechismum, hvoraf jeg og herefter vil meddeele Publico et Exemplar, samt de grammaticalske og syntaxiske Regler, i Fald de skal lære fremmede Sprog; da er det og Tid, at de begynde paa Mathematiken; thi omendskiønt de behøver ikke alle at blive Machematici, saa dog er det Studium særdeles nyttigt til at hielpe Ungdommen til at tænke ordentligen.

Det forstaaer sig vel selv, at jeg ikke paastaaer at de skal lære andet end de første Grunde i Mathesii. Hvad den Prac- tiske Regning angaar, da har jeg ligeledes bestikket til Børn af denne Alder en Regne-Dog i hvilken alting afgiøres efter visse Regler, jeg har ikke sat meere end et Exempel til hver Regel efterdi enhver Lærere kan selv fingere saa mange Exempler søm han finder at være fornødent til at applicere paa Reglen og at exercere Disciplerne efter, siden bor Disciplerne ved Prøve-Tiden selv inventere Exempler til hver Regel for at bevise at de til Grunde forstaaer de Practiste Regler. Hvad Skriv-

98

98

ningen angaaer, kunde man ligeledes anskaffe ved alle Skoler trykte Forskrifter paa Median Papiir teignede efter de beste Skriveres Hænder; naar disse bleve anbefalede at bruges ved alle Skoler vilde det skaffe en almindelig Symetrie i Fremtiden i Skrivning, og man vilde da ikke mere faae at see saa mange ulige og ulæselige Skrifter, som tilforn.

Jeg har vel lovet Publico at anføre noget af den Historiske Catechismum; men da Subscribenterne til dette Hæfte skynder saa meget paa at faae det, vil jeg udgive den aparte.

Efter den Historiske Catechismum vilde jeg, at Lærerne skulde nogle Gange igiennemløbe den demonstrerede Bibelske Historie som jeg vil udgive, hvoraf jeg og vilde anføre noget, men faaer nu ikke Leylighed dertil, af denne vilde jeg at Disciplerne selv skulde vennes til at uddrage de Lærdomme som indeholdes i Salig Doc. Morten Luthers større Catechismo, hvilken jeg vil oversætte paa Dansk, ifald den ikke findes paa Dansk oversat, efterdi jeg holder den for nyttigere end den nu bruge

99

99 lige Sal. Procanceler Pontoppidans Forklaring. Sprogene, som hører til at bevise enhver Lærdom med, vilde jeg at Dis- ciplerne baade selv skulde kaste op i Bibelen og lære uden ad, dette burde endelig skee førend de kom til Confirmation. Iligemaade vilde jeg, at de til enhver Høytid og Fest skulde læse den Historie som handlede om Festen, hvortil jeg bag i Cate- chismo vil føye en liden Festologie eller Fest-Historie, saa vilde jeg og at de lærte nogle Takke- og Love-Psalmer uden ad, saadelsom og nogle af de Psalmer som henhører til enhver Fest især, og i øvrigt skulde de alle som havde nogenlunde Stemme lære at synge ordentligen, yndigen og ret, alle de almindelige Kirke-Psalme-Toner efter en Coral-Bog, af enhver Kirkes Can- tor, Degn eller Skoleholder, som og tillige skulde have Indsigt med alle Skolerne, at udtage de Discipler til at synge i Kirken som duede dertil, de andre skulde befales at tie eller at synge sagte i Kirkerne. NB. ingen burde tillades at være Cantor eller For-Sangere i nogen Meenighed, med mindre han havde Stemme og Gaver til

100

100

Sangen og kunde i det mindste saa meget af Noderne, at han baade kunde veylede sig selv og Ungdommen til at synge efter Gradualen, ikke heller burde nogen anta- ges af Biskopperne, Provsterne eller Menighederne til at forestaae Sangen i Kirkerne, med mindre han kunde fremviise Attest fra bekiendte habile Sangere, at han forstod saa meget af Musiqven som oven fore er anført. Organister og OrgelVærker skulde ogsaa anskaffes hvor det var mueligt; naar disse Ting kunde skee, troeer jeg vist at vor Kirke-Sang vilde blive til langt større Opmuntring end den nu er. Iligemaade kunde man nok i dette Musi- cerede Seculo legge lidet mere Vind paa Kirke-Musiqven end man giør, fornemmelig her i Kiøbenhavn, og man burde ikke saa gandske vanhellige det musicalske Studium ved at opoffre det til Masqverader, Comoedier og andre Galenskaber, denne Invention vilde skaffe en deel Musicantere noget at leve af.

Men at jeg skal gaae til Skolerne igien, da har jeg vel sagt at SkoleLærerne bør afholde sig fra alle TvangsMidler, i at skaffe Ungdommen Ind

101

101

sigt i Religion og Videnskaber; men jeg har dog aldrig meent at man skulde forbyde dem at tugte og straffe Disciplerne for Udyd. Ney, hvo som forhindrer Lærerne i at straffe eller chicanerer dem fordi de straffer Børnene for Udyd, de ere skyld i Børnenes timelige og ævige Fordærvelse, i det mindste ere de Aarsag i at Børnene længe opholdes inden de udfries af Mørkhedens Magt eller Syndens Herredømme, og oversættes i Guds elskelige Søns Rige; derfore har vi saa mange Exempler paa at Børnene, naar de kommer til deres myndige Aar, tugter og straffer Forældrene ved deres Ryggesløshed, Løsagtighed, Liderlighed og Foragt og andre Synder, fordi de har taget det ilde op at Skole-Lærerne har efter Forældrenes Kiærlingagtige Dom tugtet deres Børn som de har anseet for at være af en bedre Sort syndig Natur end andre, for de Laster som Lærerne har mærket at Børnene vare tilbøyelige til, derfore burde det være en fast og afgjort Sag, at naar Forældrene har overleveret Børnene til Skole-Lærernes Tugt og Underviisning, burde de ikke have det

102

102

mindste at raisonere imod Lærerne, efterdi de haver overdraget den Gierning til andre, som de enten ikke ville eller ikke kunde giøre selv, ja de burde snarere vederlegge Lærernes Arbeyde med en aparte Douceur naar han har tugtet dem, efterdi Læreren giør derved en Gierning som ikke egentligen vedkommer hans Embede, hvilket bestaaer alleene i at underviise og lære, men ikke i at arbeyde med Riiset.

Alle Skolelærere have vel et særdeles besværligt Embede; ja saa besværligt, at det endog iblant Hedningene har været et Ordsprog, at Jupiter giorde dem til Skole-Lærere, som han hadede; men da offentlige Skole-Lærere haver dog formedelst Øvrigbedens Myndighed nogen Assistance, og Studentere derimod, som informerer Privat, haver flet ingen, ja enten for at have noget at leve af, nødes til at informere og tugte efter Forældrenes gale Gout, eller og maae vente at blive Brødløse inden de veed noget deraf; saa var det raadeligst for Studentere, som tager sig paa at Præceptorere, i Forveyen at giøre en skriftlig Accord med Forældre

103

103

ne eller Børnenes Foresatte, baade om Lønnen, Tiden og Arbeydet; Samme Ac- cord skulde underskrives baade af de Accorderende selv og tvende andre Mænd; og efterdi en Student er ligesaa frie som en Adels-Person, saa bør han ikke at lade sig bringe in formam servi.

Reglen, som Skole-Lærerne i Henseende til Tugten haver at agte, er fornemmelig denne: At Straffen bør modereres og lempes efter Forseelsens Beskaffenhed. Derfore bør de Forseelser straffes dobbelt, som har sin Oprindelse af Gienstridighed, som begaaes med frie Vil- lie, uden Tvang og Tillokkelse eller Forførelse, saavelsom og alle de Forbrydelser som skiules med Løgn, Snedighed og Hyklerie; derimod bør de Synder vel straffes, som udbryder formedelst Temperamentet eller den Naturlige Constitution; men ikke saa alvorligen og strængt, efterdi disse Forseelser ere mere Skrøbeligheds- end Ondskabs-Synder.

Endelig burde Børnene aldrig tilstædes at komme til Confirmation, førend de havde igiennemgaaet den demonstrerede

104

104

Christendom. I det mindste burde Lærerne være overbeviiste om, at deres Confirmandi havde den Historiske Troe, førend de tillader dem offentligen og for Guds Meenighed at sige, at de troer det, som de aldrig enten har eftertænkt eller fortaget, men ere allene blevne nødte til at pladre uden ad og at sige Ja og Ney til, efterdi det stod saaledes i Bogen. Dette maae være nok om de saa kaldte danske Skolers Forbedring, alleneste dette burde og siges ar alle Skole-Præcepta i heele Den dansse Kirke burde indrettes efter et authoriftret Systema, og alle Lærerne burde giore sig samme Systema ret bekiendt, og før burde de ikke tillades at blive Skole-Lærere; dette vilde skaffe en almindelig Nytte saavelsom og en fuldkommen Sy- metrie hvorefter man i paakommende Tilfælde kunde dømme om Skole-Lærerne havde giort deres Pligt. Saadan et Systema haver jeg forfærdiget, og efter dette har jeg indrette de Skole-Præcepta, som jeg har nævnet; men jeg seer forud at jeg udretter ikke meget, i det mindste ikke det halve Gode med alle mine Forslage, enskiønt enhver maae

105

105

tilstaae af de ere grundede paa Sandhed og Erfarenhed. Thi jeg kiender mine Landsmænd at de ere næsten allesammen sindede ligsom Kiøbmænd, som haver Skibe i Søen, hvilke ideligen gaaer ud og seer hvad Vinden er; thi man har i lang Tiid ikke indrettet sine Domme efter Publici sande Beste; men allene efter den Gou som man meener at det stærkeste Parthi ved Hoffet haver, og hvorledes skulde da noget kunde see som kunde befordre Guds Ære og Menneskens sande Nytte. Nu har et fremmet og gandske uvedkommende Parthi Overmagten, og saalænge det varer skal alting være Engelsk, i Henseende til udvortes eller verslige Ting, og i Henseende til Religion Preussisk, eller og (som er det samme, Naturalistisk og Atheistisk, og saalænge det varer, vil, saavidt jeg kan spaae, alt det som kaldes Geistligt Theo- logisk eller, som sigter til Gud og Religionen, foragtes og ophæves; naar nu dette Parthi engang faaer Ende, kan jeg ikke sige, hvilket Parthi der da skal komme til at prædominere; men venteligst vil det blive nogle af Adelsskabet. Det troer jeg

106

106 dog sikkerst at kunde spaae, at RegieringsFormen vil neppe komme i sin rette første Naturlige Situation saadan, nemlig som den blev oprettet af Kong F 3die; thi i Følge af den Indretning skulde det Gehei- me Staats-Raad bestaae af 7 GeheimeRaader, hvoriblant Kongen skulde selv baade være den Øverste og som Ober-Præfident eller Dicrator, de andre vare Chefs eller Formænd, enhver for sin Etat, saasom: Biskoppen for Geistlig-Standen, en Admiral for Søe-Staten, Gouverneuren i Kiøbenhavn, eller en anden habil Genneral, paa Land-Statens Vegne; Ober-Præsidenten paa Borgerskabets Vegne, den Danske og Tydske Ober-Secretair begge paa Adelstandens Vegne; denne Form var fornuftig, ordentlig og billig; thi i Følge af dens ne Regierings-Form vilde enhver Stand eller Etat blive handthævet i sin Ret, efterdi enhver Chef passede vel paa at forfremme sin Etats Beste, i det mindste kunde han hindre naar noget var i Gierde, som kunde være hans Etat til Fornærmelse. Denne Regierings-Form varede ikke længere end i Friderich den 3dies Le-

107

107 ve-Tid, siden har man uden Tvivl indbildt Kongen, at det var for ringe imod hans Souveraine Høyhed og Myndig, at han skulde have 2de saadanne ringe Assessores, saasom Biskoppen og Præsidenten for Bor- gerskabet; thi endskiønt disse 2de Etater havde i Sandhed og af Hiertet meest contribueret til Rigets og der regierende Huuses Beste: saa dog kan man tydeligen see, at Adelstanden, som altid var om og ved Kongen, fik ham dreyet til siden at udelukke stedse de 2de Repræsentanter af det Geheime Stats-Raad, og saaledes vil det uden Tvivl bestandig blive; thi Adelstanden har stedse et Horn i siden paa Geistligog Borger-Standen, og seer ikke gierne at nogen af de Etater faaer noget at sige hos Kongen. Man kan tydeligen see dette, naar man betragter de Rang-Forordninger som er udkommen siden Souverainiteten, deri sættes f.Ex. en Ober-Staldmester, som i sig selv ikke er andet end en Mand som har det øverste Tilsyn med nogle Heste og StaldKarle, meget over en Biskop, som skal have det øverste Tilsyn med Gudstjenesten og et heel Stiftes Menneskers Salighed; mon

108

108 ikke denne Rang og Orden strider imod ald Menneskelig Fornuft? Jeg vil ikke fremføre heele den forkerte Orden, som RangForordningen indeholder; men jeg vil allene erindre mine Læsere om den korte Rang-Forordning som St.Paulus skriver, naar han siger: de ÆIdste som vel fore- staaer, holdes dobbelt Ære værd, men de som arbeyde i Ordet og Lærdommen. Men maaskee Paulus, som en Theologus og Geistlig, taler partisk? ney, det har ingen Nød; Han tillige med de andre Apostler ansaae det allene for deres høyeste Ære at de tilfulde og nøye kunde forrette den Guddommelige Ambassade til hele Verden, som de vare satte til at forrette, de vare ikke saa taabelige, at de skulde ansee det for nogen synderlig Ære, om de i et vist færdees Rige, hvor de ikke havde noge vist blive Sted, bleve satte øverst paa Listen i de verdslige Kongers Rang-Forordning; Ney, Ney, de Personer, som Propheten Daniel længe tilforn havde sagt om, at de skulde skinne ligesom Himmelens udstrakte Befæstning og som Stiernerne altid, og som vidste om og med sig selv, at de tillige med Christo deres Herre,

109

109

ald Verdens Kongers Konge og Herre, skulde engang have den Ære at de skulde dømme hele Jordens Slægter og Englene, de ansaae det sandelig ikke for noget enten de bleve satte øverst eller nederst i Rang-For- ordningen. Det er let at begribe, at disse Personer, som af Gud selv og den Hellig Aand som paa en extraordinair Maade boede og vidnede i dem, at de, ligesom vare Guds Medarbeydere og lidte tillige med Christo, saa skulde de og regiere og triumphere med Christo og som desforuden vare vante til Selvfornægtelse, at de, siger jeg: ikke har givet Verden den foranførte Grund-Regel til Rang-Forordninger af Partiskhed, eller fordi de selv vare Geistlige og vilde have Deel i den Ære; Ney, men allene paa det at Verden kunde i dette Tilfælde ligesaavel som i andre have en vis Regel at rette sig efter, saa har de sagt, at naar de vilde legge Ære paa nogle Undersaatter i sær, saa skulde de ære alle Chefs eller Forstandere, som havde noget Embede at forestaae, og dem som forestod det vel, dobbelt saa meget som andre; men allermeest de som arbeydede i Order og i Lærdom- men. Aarsagen til denne Ordener denne:

110

110

saalænge som Børn og Almue Folk endnu ikke haver den fornødne Agt for Embe- derne og deres medførende Virkning, saa opdækkes de ved de udvortes Æresbeviisninger, som de see, at der giøres de Personer, som forretter Embedet til Agtsomhed, og de bliver derved villigere at lyde og være, underdanige og derved befordres jo alles Nytte, og i Besynderlighed deres, for hvis skyld Embederne ere indrettede. Nu er det en afgiort Sag, at intet Embede sigter saa meget til Menneskens Nytte, som Lære-Embedet, ikke heller er der noget Embede som har saa megen Guddommelig Authoritet til Grund, som Lære-Embedet, ja efterdi Lære-Embedet har ikke allene med Undersaatternes men ogsaa med Regenternes Siæles Velfærd at befordre, saa maae der nødvendig være dobbelt æret; altsaa er den Rang som i vores Rang-Forordning foreskrives, snarere Embedet Tort end til re, derfor var det bedre at Kongen slet intet befattede sig med at bestemme Geistlighedens Rang; men derimod satte det som den 1ste Articul i Rang-Forordningen, at enhver Geistlig skulde rangere med

111

111

andre, ligesom andre som, vare i Sælskab med dem, selv ærede det Geistlige Embede. Naar denne Regel om Geistlighedens Rang blev sat øverst paa Rang-Forordningen, og for Resten slet intet viidere end en Fortegnelse paa alle virkelige Geistlige Embeder, og hvorledes det ene skulde være det andet indbyrdes subordineret, saa kunde siden de verdslige Embeder rangeres, dog burde i denne Rang iagttages 1) Nytten og Nødvendigheden, 2)Æren, 3) Ziirligheden, 4) Ejendom, 5) blotte fingerede Ære-Navne. Naar Rang-Forordningen blev saaledes indrettet, saa var den ingenlunde Religionen til nogen Fornærmelse, og den kunde ikke heller opvække ringe Tanker om det Geistlige Embede hos taabelige og eenfoldige Folk. Geistligheden kunde ikke heller i Følge af denne Regel, opdækkes til Hofmod, efterdi deres Rang kom da til at dependere af andres Yn- dest til Religionen, altsaa kunde de vente Æresbeviisninger af alle dem, som elskede Religionen, men slet intet af dem som hadede den; men dette Stykke henhører egentligen til den Afhandling om Geistlige Personer og Embeder.

112

112 Jeg faaer at tale noget mere om Skolerne, som egentligen ere de Plante-Beede hvorpaa baade gode Borgere i Staten og Lemmer af Kirken opvoxer. Man erindrer allene, at hvad jeg hidindtil har talt er om læg Folkes eller de saa kaldede almindelige Danske Skoler; men ikke om de latinske eller lærde Skoler, hvorved rester allene dette at sige: at naar Disciplerne vel havde igiennemgaaet de Bibelske Historier, som jeg før anførte tilligemed Lukheri fordan- skede større Catechismum og min historiske Catechismum, saa burde de igiennemløbe den demonstrerede Bibelske Historie, hvor- paa jeg velhaver begyndt, men er endnu ikke færdig, dog haaber jeg ved Guds Naades Bistand med det første at faae den færdig; og skal det ikke lidet opmuntre mig til Flid, naar jeg seer at mit Arbeyde ikke bliver forsmaaet, hvilken nødvendigen maae giøre en stor Nytte, da den ikke allene erindrer Disciplerne om det igien som de har læst eller hørt tilforn, men tillige stadfæster dem, i det mindste i den historiske Tro, og kunde giøre dem mægtige til uden be-

113

11

sværlighed strax at giøre Rede før det Saligheds Haab, som var hos dem. Denne ønskede jeg gierne at de alle maatte holdes til at igiennemgaae førend de bleve Confirmerede. Naar denne Methode og bisse Skole-Bøger bleve overalt authoriserede troer jeg gandske sikkert at vi ville, om ikke i vor Tid, dog i vore Efterkommeres Tid, faae langt meere Haab i vor Norden til at opfylde Propheten Zachariæ Spaadom om Guds Aands Vedblivelse i Nordenland, samt til at opfylde Esaiæ Spaadom om Guds Kundskabs Formerelse og Udbredelse over all Jorden, søm er der eneste Middel til Verdens Fred og Lyksalighed, hvilket baade af dens allerede giorte Virkning tyde- ligen kan sees, som og af Prophetens Ord kan troes. Ordene ere disse: et Lam skal boe hos en Ulv, Koen skal gaae i Græs hos Biørnen, et afvandt Barn skal stikke sin Haand i Basiliskens Huule, man skal ingen skade giøre paa mit hellige Bierg; thi Jorden skal være fuld af Herrens Kundskab, som Vandet der skiuler Havets Bredde. Hedningene have i Almindelighed sagt om Studeringer didisusse fideliter

114

114

artes emellit mores nec sinit esse feros, det er: at have flittig studeret, det giør Folk sædelige og tillader dem ikke at være vilde; men dette kan med Sandhed siges om Guds Kundskab; thi den allene kan giøre det som al Lærdom og Kunst ikke kan udrettes. Hvo veed om Dannemarkes Skole-Væsen kunde ikke blive et Mynster for vore Naboer til at indrette deres Skoler efter, hvorfore skal vi endelig laane alting af vore Naboer, ligesom her fandtes slet ingen som Gud havde givet sin Aands Naade til at opfinde noget nyttigt og godt, uden man endelig skulde hente det fra Fremmede, jeg er forsikkret paa, at min Skole-Plan skal staae Prøve. De Skole-Bøger som jeg har lovet, er ikke nær saa vidtløftige som de nu brugelige; men dog meere passende paa alle Menneskers naturlige Gaver, baade til at fatte, huske, og at dømme efter; jeg vil og forfatte en Exemplar-Bog, og i samme skal Huus-Tavlen tilligemed et kort Begreb af GrundLoven og den Eed som alle Undersaatter bor giøre deres Øvrighed, blive indrykket. Jeg lover at forfatte den kort, grun

115

115

dig og sammenhengende. I denne vil jeg indføre de Pligter, som Folk af alle Stænder ere hverandre skyldige, og i Anledning af Grund-Loven og Eeden vil jeg og viise dens rette Meening. Det er underligt at denne Sag bliver saa skiødesløs behandlet i Skolerne, saa at der ere mange gamle Folk som hverken veed hvad de ere Gud, Kongen, deres Øvrighed, eller Medborgere skyldige, dog haver Sal. Pro- canceler Pontoppidan i hans Forklaring søgt at raade Bod derpaa. Deraf flyder, at mange giøre enten alt formeget af Øvrigheds Ordre, saa at de snarere adlyder dem end Guds Ordre; derimod giøre andre alt for lidet deraf, og holder Toldsvig og andre Utroeskaber og Ulydigheder imod Kongen for slet ingen Synd; nogles heele Flid for Kongen er pure Hyklerie og Fuxsvantferie, i det at de chikanerer deres Næste, og ideligen søger at indbilde Kongen og Øvrigheden at de ere allene de troeste ved at angive hvad lovlige Fordeele Næsten kan have giort sig selv i deres Handtering og Næring, og overtale ham til at legge en nye Skat, Accise og Licent

116

116

paa samme Handtering, da det dog var bedre at opmuntre alle, enten ved en Præ- mium eller Rang til at poucere deres Talent og lovlige Verdslige Fordeel paa det høyeste.

Jeg har i Fortalen og talt om at Skole-Børn skulde henvises om Eftermiddagen til Fabriqver for at arbeyde; men det forstaaer sig vel selv, at dette er ikke at forstaae uden allene om gandske fattige og trængende Børn, og meener jeg at Hellig- Geistes fattige Skole, i Henseende til Fa- briqven, nemlig saadan som den var da Klokker Sendberg var Skoleholder, bliver uden Tvivl den beste Form til at indrette de fattige Frie-Skoler efter. Jeg er kommen i den Tanke, at de Frie-Skoler som Hr. Agent Holck har indrettet, ere hverken vel indrettede i Henseende til Forfremmelsen i Christendom og Guds Kundskab; thi det kan man tydeligen see at Spinderiet og Arbeydet drives langt mere paa end paa Guds Kundskabs Formerelse; ikke heller i Henseende til Standhaftighed og Bestandighed: thi hvo seer ikke at heele denne Indvention med alle disse Frie-Skolers Oprettelse

117

117

falder tilbage, saasnart de goddædige Folk, som har ladet sig teigne til at svare et vist Qvantum Maanedligen, enten døer eller og sættes udaf den gode Tilstand at de ikke kan længere holde det som de har lovet. (Jeg vil ikke just tale om, at de synes at være oprettede, paa det man kunde faae fat paa Waisenhuusets og de andre fattige Skolers Font;) thi de aparte Gaver som det goddædige Publicum giver til at vedligeholde denne Indretning med, omendskiønt de ere Beviiser paa et nobelt Publicum og retsindige Christne, kan dog ingenlunde forstaae til saa mange: altsaa blev der uden Tvivl der raadeligste, at man incorporerede alle Frie-Skolernes Børn, Lærere og Penge med de fattige Skoler, som ere og i mange Aar har været ved enhver Kirke; thi disse har dog alle en Font, og kunde ikke svækkes ved det at de fik et nyt Tillæg. Lærerne kunde ved forefaldende Vacance employeres til Graver-Tienester, og leve af det som samme Embeder indbringer. Dette vilde meget soulagere Skole-Cassen, efterdi Lærernes Løn kom da ikke meere af Cassen, men af Gra

118

118 ver-Indkomsterne. De samme Lærere kunde da med god Samvittighed og lovlig Ankomst tage imod Offer og frivillige Gaver af Meenigheden, efterdi de vare da i Sandhed Geistlige, hvilke Offeret allene tilkommer. Skolernes Font burde deponeres i Banqven, eller man kunde oprette en aparte Banqve som fornemmeligen skulde være den indenlandske Handel til Beste; item til at assistere Borgere i Byen med. Denne Assistance burde aldrig være over et 100 Rdlr., ikke heller under 5 Rdlr.

Jeg har tilforn talt om, at man burde antage fattige Studentere til Gravere og Skole-Lærere; men dette er fornemmeligen saaledes at forstaae, at naar en Student søgte saadant et Embede, burde han, som den der havde opofret sine Aar paa Studeringer, have frem for nogen Fortrinnet til Lodkastning, paa det at der ikke herefter Dags skulde saa mange gamle Studentere døe brødløse eller gaae og lide Mangel, hvilket er en stor Tort for Regieringen, og et unægteligt Beviis paa dens Skiødesløshed og Øv-

119

119 righedens Ukiærlighed; men jeg vilde og at en stikkelig Borger som behøvede det, eller en Tiener, som havde tient sin Herre vel og kunde fremvise Attester, at han forstaaer Skole-Væsenets Plan og de efter samme Plan anordnede Bøger, maatte antages dertil; thi jeg holder det for ligesaa ubilligt gandske og aldeles at udelukke alle Tienere fra smaa Embeder, som at trække dem ind baade i Raadstuen og andre Ære-Embeder, og ligesom det ene er en Virkning af Militair OfficeerPartisthed og Tilbøyelighed, saa er det andet en aristoctatisk Invention, da Ministerne allene søger derfore at befordre deres Tienere, at de kan bevise hvor mægtige de ere, og at de tillige kan have Clienter i adskillige Etater.

Men paa det at Antagelsen til Skole-Embede kunde skee efter Billighed og Retfærdighed, saa ville jeg at Competenterne skulde i Præsternes, Skole-inspec- teurernes og Directeurens Nærværelse kaste Lod om Embedet, og det burde ingenlunde bortgives efter Recommendation allene; men den som Lodden traf paa, skulde strax

120

120 forfatte en Suppliqve hvilken skulde attesteres af de til Lodkastningen tilstædevæ-rende Competenter, at Lodden traf Sup- plicanten, og indlevere samme i Cancelliet, og derfra erholde en Kongeltg Bestalling, hvis Bekostning ikke burde drives høyere end 10 pro Cento af Embedets Indkomster.

Alle Skoele-Lærerne burde giftes, allerhelst om de vare unge naar de kom til Embedet; i det mindste burde de bestemme en Tid, inden hvilken de vilde gifte sig, paa det at deres Koner kunde have Inspection med Pige-Børnene i Fruen- timmer-Gierning. I Henseende til Lærdommen burde enhver Kirkes Præster have Inspection med Catecheten eller SkoleLæreren, og see vel til at han fulgte den authoriserede Lære-Methode, og efter den burde det paaskiønnes om Læreren giorde sin Pligt eller ey.

Da det er bekiendt at der er stor For- skiel paa at prædike og informere, og at mange Præster hverken har nogen Tiid selv informeret Børn, ikke heller duer til at informere deres egne, end sige fremme

121

121

des Børn, saa burde det ikke engang tilla- des Præsterne at giøre nogen Forandring i den authoriserede Lære-Methode, ikke heller at forandre Skole-Bøgerne eller den foranførte symetriske authoriserede Lærdoms Form; thi det burde strængeligen befales alle Vedkommende at iagttage den.

Efterdi jeg agter at udgive alle Skole-Bøgerne tilligemed Planen, hvorefter jeg vil at alle Skoler skal indrettes til hele Publici Omdømme; og jeg tager gierne imod Forbedringer og Rettelser, om nogen kan forbedre noget i mine Skrifter, ja for at vise at det er mig allene om Sandhed og Guds Ære at faae udbredt, tilbyder jeg mig at giøre Forlaget selv, og jaa stienke den Skole-Bogs Inrægt til den, som opdager nogen Feyl i min Lærdom. Det begribes vel, at de privilegerede Skoler, som ellers kaldes Puge-Skoler, bør at con- formere sig med de authoriserede KirkeSkoler, og Præsterne bør ligesaavel have Indseende med dem som med de andre, at de alle bruge eens Skole-Bøger og Lære-Methode. Dette kunde være nok om de saa kaldte Danske Læse- Regne- og SkriveSkoler.

122

122

Dog erindrer jeg, at jeg i Fortalen har sagt, at man letteligen kunde finde paa at giøre hele Rigets unge Mandkiøn til en eeneste stor og talriig Armee; jeg maae da vel og til at vise hvorledes dette kan gaae an. I gode Herrer Officerer, jeg beder eder at spare eders Latter til en beleyligere Tiid, i det mindste til jeg faaer udtalt; ja I gode Herrer Geistlige, jeg synes at jeg seer allerede en spodsk Mine i nogle af eders ærværdige Ansigter, fordi jeg just nu, da jeg taler om pure Geistlige Ting, vil vise, hvorledes man kan, uden Kongens og Rigets Bekostning, giøre hele Landets unge Mandkiøn til en eneste stor og talriig Armee, som ingen skal kunde finde sig fornærmet ved.

Jeg har indbildt mig, at I af min fo- reganende Tale nok har kundet begribe at jeg er ingenlunde af de Statsmænd, som holder Ugudelighed, Vantroe og Atheisterie for fornødne Egenskaber hos en tapper Krigsmand. Jeg vil ikke heller at Soldater skal vare som Fæe, som af en blind Lydighed lader sig af sin Regent føre i uretfærdig og unødvendig Krig; ingenlun

123

123

de, jeg holder fore at en Soldat som skal udrette noget stort og priisværdigt, maae være Gudfrygtig og Troende; thi der er umueligt at nogen kan have det rette Mod og Courage, uden formedelst Troen og en ved Christi Blod renset Samvittighed.

Vel viser Historierne os nogle Exempler paa, at vantroe Folk, ja endog Atheister have giort tappre Gierninger; men naar de samme retteligen betragtes, saa seer man, at de Gierninger snarere har havt deres Oprindelse af Hovmod, Desperation og Ga-. lenskab end af fornuftig Mod og Tapperhed. Thi, den som har bedrevet dem har tænkt, jeg seer nok, at dersom jeg skal blive æret, roset og agtet mere end de andre, saa faaer jeg at giøre noget som de andre ikke tør vove sig til og som kan være nyttig for mange, saa faaer jeg, om jeg skal naae den Ære, prøve derpaa, det kan være ligemeget, enten jeg vinder eller taber; thi dersom jeg sætter Livet til, kan jeg ikke tabe mere; efterdi jeg troer ikke, at der er et Liv efter dette Liv; men dersom jeg vinder, saa faaer jeg det som jeg tragtede efter og agter for det høyeste Gode; men

124

124

dette er jo dog pure Galenskab. Og jeg vilde ingenlunde, om jeg var Regent, have det paa min Samvittighed, at nogen skulle vove sit timelige Liv, eller hasardere sin Naade-Tid for min skyld; derfore driver jeg allermeest paa den sande Christendom og Guds Kundskab, og derfore legger jeg just denne til Grundvold, baade til at danne gode Borgere og tappre Soldater. Nu vil jeg da Viise hvorledes det sidste kan paa en compendieus Maade erlanges.

Det er bekiendt, at næsten alle Drengebørn i deres Opvext vil i deres Leege gierne agere Soldader; dette giøre de uden Tvang og af en naturlig Drift. Hvad var nu meere fornuftigt, end at følge Naturens Anførsel, og at lade dem i deres ledige Timer got øve sig i Krigs-Exercitie og Maneuvrer.

Men paa det at dette Spøg kunde blive til Nytte, jaa kunde Catecheten eller SkoleLæreren invitere nogle Leutenanter et par Gange om Aaret, naar det var got Veyr, ud paa Marken, og der lade dem ordentligen mynstre og exercere; og derefter kunde de samme og Læreren bestemme deres Præ

125

125

mier og Honøres, som agiterede sig best. Enhver begriber vel lettelig, at de ikke maatte i deres Barne-Aar have andet at spøge med end Træe-Kaarder og Flinter; Alt dette kunde skee uden Tvang, alleneste ved smaa Opmuntringer og Præmier; Men Dagen efter deres Confirmation, hvilken aldrig burde skee førend i deres 18 Aar, skulde Læreren give enhver af dem en Flint og Kaarde i Kongens Navn, med en Formaning, at de i paakommende Tilfælde skulle, som troe og tappre Patrioter, forsvare deres Konge og Fædreneland, og endskiønt de nu gandske forlode Skolen, skulde de dog love ham, at de vilde, naar deres Haandværk og Levebrød tillod det, exercere sig selv indbyrdes.

Til at hindre Dueller, burde alle Dueller giøres foragtelige, og baade den, som fordrede til Duel, og den, som mødte, skulde erklæres for uærlig, og til Skam bindes med den ene Arm til en Nat Vogn, og Smaa-Drenge skulde have Tilladelse til at slaae Skarn paa dem, og raabe: see Kiemperne, som søgte Ære i deres Skiendsel.

126

126

Dette burde være en Kongelig almindelig Forordning, som Lærere skulde læse op for dem, naar han gav dem Kaarde og Flint. I øvrigt skulde Læreren i For- veyen i Lærdommen over det 5te Bud vise dem, at Tapperhed bestaaer i at vove sit eget Liv, for at redde og bevare Næstens Liv; men ingenlunde i at vove sit eget Liv, for at spilde en andens.

Hvad jeg her har sagt om Krigs-Exercitie, er at forstaae om alle Skoler baade Latinske og Danske. Da nu alle seer af dette, som sagt er, at Skole-Embedet er det vanskeligste, nyttigste og langt mere ærværdigt end alle de Embeder som ellers bliver ærede, ja de baade legger Grund til det geistlige og verslige Regimente, saa holder jeg fore at det burde ogsaa være sat i en vis Ære og Anseelse, og det kunde skee om det blev sat i Rangen i det mindste lige med en Cancellie-Raad. Ingen maae tænke at jeg setter denne Rang for høy; thi ifald der vare i Sandhed saadanne Creaturer til, som man kalder Can- cellie-Raader, og som med deres Raad tiente Cancelliet, saa var det dog ikke saa

127

127

priselig og nødvendig en Gierning, at give Cancelliet et sundt Raad, som at give en stor Deel unge Mennesker Raad baade til deres timelige og ævige Velfærd.

Dette giør jo Skoleembedet altsaa i eenfoldige Folkes Øyne mere anseelig, og altsaa sik Lærerne meere Myndighed, og Lærdommen blev meget bedre antaget og fulgt, og den kunde nogenledes erstatte den Mangel i Indkomster, som det ellers bringer med sig, ja denne Rang vilde ogsaa animere bemidlede Folk til at tragte efter Embedet, det er jo allene i denne Henseende, at man har tilforn giort mindre betydelige men dog fornødne Embeder ærværdige; hvorfore burde dette Embede ikke at være det, som dog er det Nyttigste og Nødvendigste for hele Kirken og Staten, ja som medbringer aldeles intet nedrigt.

Studentere som Præceptorer burde rangere med virkelige Secretairer; men dog ikke længere end naar de havde nogen at informere. Aarsagen er denne, fordi ingen Secretariat er saa ærværdig og nyttig som Information. Det skulde gierne tillades

128

128 Disciplerne at gane fra een Lærere til en anden; men ingen maatte antage dem uden de medbragte Testemonium med sig fra deres forrige Lærere. Testemonium skulde være saaledes forfattet, at den som havde givet det, kunde med sin Eed bekræfte det, naar det forlangtes. Naar noget var indløbet i den forrige Information, som enten gav virkelige Laster, saasom Horerie, Tyverie, Løgn, eller Dyder tilkiendte, saa skulde det ikke forglemmes at indføres i Testemonio; men det skulde i Forveyen siges Disciplerne, paa det de kunde vogte sig for et slet Testemonium; ikke heller burde det glemmes at siges om Dis- cipler havde været flittige i at spørge sig fore; thi deraf allene skulde paaskiønnes om de havde været lærvillige eller ey; saa- dan et et Testemonium skulde ogsaa gives dem til Præsten, naar de skulde til Confir- mation. Og ingen Lære-Mester, Kiøbmand eller Herre maatte tilstædes at tage imod nogen Dreng, uden han kunde forevise saadan Skudsmaal, og paa samme Skudsmaal burde og det Lære-Brev eller andre Testemonier at grunde sig og have

129

129

Sammenhæng med, som Rectores, Herrer, Kiøbmænd og Lære-Mestere skulde give deres Discipler, Skriver-Drenge og Læredrenge naar de dimitterede dem. Dette kunde i mange Tilfælde være til Nytte og meget contribuere til Ordentlighed, Underdanighed, Lydighed, Velanstændighed og ærbare Sæder hos unge Mennesker, som gemeenligen ere mere Ærekiære end de Gamle.

Jeg har vildet at alle Chefs eller O- vermænd skulle, naar de antoge en Discipel, Tiener og Lære-Dreng, først og fornemmeligen formane deres Underhavende og sige dem, at ligesom de ville opføre sig, saa skulle og deres Testemonium blive; men ifald Discipelen, Tieneren eller Lære-Drengen ikke fik saadan Formaning, eller det kunde ikke bevises at saadan Formaning var dem givet i Forveyen, eller og at man ikke havde sagt, at man vist vilde sætte i Testemonio, hvad Laster og Feyle de Unge vilde hænge ved, saa skulde Testimonium aldeles intet giælde, ja det skulde ansees for et Skandskrift, og den som havde givet det, skulde ansees for en Æreskiendere. Attester kan sandelig være

130

130

til stor Nytte, naar alle Attesterende giver dem efter den foreskrevne Regel; men de er enten til slet ingen Nytte, eller til største Skade, naar de gives saa daarliligen og ubilligen, som de hidindtil ere blev- ne givne.

Jeg vil allene herpaa anføre et reneste Exempel, som jeg og andre haver en levende Erfarenhed om, nemlig: jeg saa- velfom mange af mine Med-Discipler mærkede tydeligen i vor Skolegangs-Tiid, at de, som i de nedrige Classer vare blevne forhadte eller udraabte for at være Daasmere, de bleve gemeenligen saaledes forhadte og behandlede hele deres SkolegangsTid igiennem. Vi saae og, at de som havde været saa lykkelige at behage deres første Lærere, bleve elskte og berømmede alle Classer igiennem, omendskiønt de ingenlunde overgik dem som vare forhadte, hverken i Sindets Gaver eller Levnet, vi an- sage dette, og bildte os ind at det var saaledes en vis Sort Skiæbne; thi vi vidste aldeles ingen Raison; men siden fik vi at vide, hvorledes dette Koglerie hængte sammen; thi ved hver Examen giorde enhver

131

131 Collega et Skudsmaal til enhver Discipel, især af de Discipler som i Aaret tilforn havde været under deres Information til deres tilkommende Hører eller Informator; men ingen af Disciplerne fik at vide hvad der blev skrevet om dem. Hvad Under da, at den nye Lærere blev formedelst Tillid paa den foregaaende Læreres Skudsmaal bragt til Mishag til den Discipel, som havde faaet saadan et hemmeligt slet Skudsmaal? Og hvad Nytte skulde saadan et Skudsmaal giøre hos Disciplerne, enten til Sinds eller Levnets Forbedring, som Discipelen aldrig faae, hørte eller vidste noget? Altsaa tiente det ikke til andet end til at sætte enten en ond eller god Tanke i Hovedet paa den nye Lærere imod Disciplerne. Derfore har jeg udtrykkeligen sagt, at intet Skudsmaal burde giælde, uden den Underhavende kunde tilstaae at han var lever i Tide advaret for at faae et slet Skudsmaal.

Paa det at Skriftermaal og Altergang kunde være til mere Saligheds Nytte end tilforn, burde Præsterne alletider give Communicanterne enhver især strax

132

132

paa Skriftemaalet en liden Attest, samme skulde ikke saa meget vise Tiden da de communicerede; thi det ligger der ikke saa megen Magt paa, som Maaden og hvorledes de havde beredt sig til Herrens Nadvere. I samme burde endeligen nævnes,om de havde talt noget i Fortrolighed med Præsten til deres Siels Beste; men dog ingenlunde hvad de havde talt, og af dette sidste skulle skiønnes paa, om de iagttoge Religionen med den tilbørlige Alvorlighed eller ey. Disse Communion-Attester kunde skaffe Lærerne en nøyere Indsigt og tillige en vissere Kundskab om hele Menighedens Lemmers Aandelige Tilstand, i det mindste bleve de forvissede paa at deres Prædike-Embede blev ikke allene en blot Røst som raaber i Ørken til at berede Herrens Vey, uden at vide om nogen hører og følger; men de vilde vist faae Glæde ved at see at deres Arbeyde var ikke spildt.

Men paa det, at saadanne Sedler skulde ikke skaffe Præsten for meget Skriverie, saa kunde enhver Præst en Gang om Aaret lade sig trykke en stor Mængde Communion-Attester, af dette Indhold:

133

133

Hos Mig underskrevne, Pastor ved N.

N. Meenighed her i Byen, skriftede og talede N. N. saasom Han eller Hun vilde meddeles den hellige Nadvere, om det som hører til Guds Rige, den N.N. og befandt jeg Ham eller Hende vel beredt til at annamme Sacramentet. Lestor N. N.

Anno N. N. Saadanne Attester burde aldrig koste mere end 2 ß. og ikke heller mindre end 1 ß. Gandske Fattige burde Præsten give den gratis. Det skulde tidt og ofte siges heele Meenigheden; at naar Communicanten ingenlunde vilde beqvemme sig til at tale aabenhiertet med sin Skrifte-Fader, saa var ikke heller Skrifte-Faderen forbunden til at absolvere en Communicanten. Jeg vil at CommunionAttesten skulde koste 1 eller 2 ß. paa det at Præsten kunde i det mindste faae Trykke-Lønnen igien.

Da jeg nu nogenledes haver opfyldt mit Løfte i at sige hvad der kunde tiene til Lægfolkes eller de ordinaire Læse- Regneog Skrive-Skolers Forbædring, saa feyler nu at tale noget om de Latinske eller

134

134 Lærde Skoler, og da er derved ikke just saa meget at udrette; endskiønt de ere ikke gandske uden Feyl; allene disse faa Ord ere at sige, at Gudsfrygt og Guds Kundskab drives ikke paa med den Iver som den burde, der giøres tvertimod alt for meget Væsen af et got Genie og de Hedensse Autorers Læsning. Disciplerne opholdes alt for længe med Sprogene; thi jeg baa- de har viist og vil end vidtløftigere viise en langt kortere Vey til at perfectioneres i Latinitet, Grækisk og Hebraisk, end den nu brugelige; men disse Blade tillader det ikke. Og da een af mine gamle gode Venner har paataget at udgive et særdeles nyttigt Værk, under Titul af: kort Indhold af alle Lærde Videnskaber, saa vil jeg henvise Læseren dertil, jeg er forsikkret paa, at ingen skal fortryde ar de har bekostet sig samme Bog. Skulde jeg herved kunde opvække Liebhabere, behager de at agte, at der er en anden Bog af samme Titul, som er udgivet i Tydskland og oversat paa Dansk, som snarere burde hede: Viel Geschrey aber wenig Wolle; efterdi den indeholder meget lidet af det som Titulen lover, og en

135

135 stor Deel af det som den indeholder, er i Henseende til Theologien, Juris Prudence og Politiqven grundfalsk, saa at den snarere giver sine Læsere et falsk og forstyrret Begreb, end noget solid og ordentlig Begreb; imidlertid har dog den prægtige Titul staffet den mange Liebhabere, og Boghandlerne har efter deres egen Tilstaaelse afsat en utrolig Mængde Exemplarer. Det er nok herom, eftersom Autor med det første selv inviterer Prænumeranter eller Subscribenter.

Den Plan som Autor i Henseende til Lærdommen følger, vilde jeg gierne at der maatte befales alle Lærerne, og at de vogter sig for at plage Disciplerne med alt for megen udenads Læsning, i det mindste burde hverken Theologie, Philosophie, Astronomie, Geometrie, eller nogen af de Videnskaber, hvor Forstanden har mere at giøre end Hukommelsen, læres udenad; Geographie burde læres efter Landkortene allene, og Sphærica efter Globum.

Lærerne burde og befales at holde det for en Dyd hos Disciplerne, at de vare flittige i at spørge sig fore i alle de Ting, som de vare ukyndige og uvidende om.

136

136

Og naar de vilde igiennemgaae et Præceptum med Disciplerne, saa burde de ikke just strax efter Expllcationen flye dem det hen at lære uden ad; men heller allene bede enhver især, at eftertanke om de til Grunde havde fattet hvad de havde expliceret, da Disciplerne skulde strax efter Explicationen adspørge Lærerne om alt hvad de ikke tilfulde havde forstaaet, og det burde ingenlunde legges Disciplerne til Last at de, endog kort førend Examen, tilspurgte Læreren; men det burde endog anføres, som et vist Tegn paa Lærvillighed, i enhver Discipels Testemonio, at han flittig havde spurgt sig fore. I Henseende til Autorers Læsning burde det strax siges Disciplerne, at man allene læste dem for af dem at uddrage de rette Talemaader, altsaa burde der meere attenderes paa Sproget end paa Historien eller Moralen. Iligemaade burde man lade de Unge vide, at man trakterer de gamle Poeter og Comoedier ingenlunde for Skriftets egen Skyld, eller for Moralen som det kan indeholde, ligesom den var saa ypperlig at den ikke fandtes saa god i den Christelige Lærdom; men for Sprogets Skyld fornemmeligen, og

137

137

tillige for at vise, hvor meget den Heden- ske Moral stemmer overeens med den Chri- stetige, og hvor meget den Christelige er ypperligere end den Hedenske og blotte Naturlige. I øvrigt burde for Symetriens Skyld alle Latinske Skoler inddeeles i lige mange Lectier, og ligedanne Præcepta burde ordinere for Disciplerne i alle Classerne,

Naar disse Ting bleve iagttagne, saavelsom de foregaaende, for saavidt som de Latinske Skoler i Henseende til Informations-Methoden og Disciplerne bor stemme overeens, saa er ingen Tvivl paa, at de jo vilde giøre Nytte.

Men da jeg har tilforn klaget over den nærværende Kirke-Musik, og Rectores ved de latinske Skoler prætenderer dog ge- meenligen Hævd paa at forsyne Kirkerne med Sangere, saa ville jeg just ikke at de Latinske Skoler skulle miste noget af deres gamle Rettigheder, uden at man gav dem noget igien til Vederlag eller Indkomster, ja holder det i Sandhed for Kirkeran og Tyverie, at man under det hykkelske skin at soulagere Almuen i de Bekostninger, som fra gammel Tiid har været brugelige

138

138

ved adskillige Kirke-Ceremonier, udgiver Forordninger hvorved samme Ceremonier enten reent ophæves eller saaledes indknibes, at de indbringer saa got som slet intet til de gamle Christelige publiqve Stiftelsers Vedligeholdelse. Af saadan Suurdey var den Forordning, som befaler Folk at begrave Liig om Natten; thi derved mistede Collegæ og Disciplerne en god Deel af deres Indkomster og fik slet ingen Ved- derlag, efterdi Folk skiøttede intet om LiigSang om Natten. Jeg veed sandeligen ikke at den Forordning havde mindste Skin af Fornuft; thi all den ellers brugelige Ceremonie med Liigbegiængelse skeer alle- ne til at opvække de Levende til at betænke de sidste Ting, nemlig Døden og Dommen; men hvorledes kunde dette skee, naar den Døde blev baaren bort paa en Tiid naar alle sov? Man skulle snarere tænke, at de, som tilskyndte Kongen til at udgive denne Forordning, har været en Deel forhærdede Atheister og ugudelige Frietænkere, hvilke ikke kan taale at man erindrer dem om Døden og Dommen, fordi deres Samvittighed vidner i dem, at

139

139

den timelige Død vil just blive en Begyndelse for dem paa deres evige Død og Jammer; thi der var ingen tiente med den, hverken de som lave begrave, eller de som skul- de følge, eller Kirke-Betienterne, og Bekostningen for dem som lode begrave er dog den samme. Ligesaa klog er næsten den Forordning, hvorved spraglede Vogne anordnes for Sorge-Comikatet, og en meget dybsørgende Vogn for Liiget, som hverken sørger eller glædes meere; men herom kan tales meere en anden Gang. Altsaa er det billigt og ret, at Rectores paastaaer deres Skolers Ret; men da Rectores ikke kan forsyne alle Kirkerne med habile Sangere, hvil-ket dog var fornøden til at give den udvortes Guds Tieneste sin tilbørlige Anseelse, saa vilde jeg at enhver Sogne-Kirke skulde have sit eget Capel.

Enhver Kirke burde have sin egen Capel-Mester, Organist, Cantor, Succentor og visse Discipler til Vocal-Musi- qven; derfor har jeg tilforn sagt, at Cantores skulde have Tilladelse til at udtage og udsøge i alle Skolerne, de Børn som vare best begavede med Stemme til Chor-

140

140

Sangen og Kirke-Musiqven, og deri skulde ingenlunde giøres nogen Persons eller Stands Anseelse. Ja de skulde endog have Myndighed til at destinere til Chor-Sang og Kirke-Musiqven, de fornemste Folkes Børn, naar de kunde oplede nogle beqvemme, omendskiønt de vare Adel og af den høye Rang, og den ellers Frueragtige HofmodsGrille at Adels Børn vare alt for fornemme til at giøre Opvartning i Guds Huus, til den Almægtige store Guds allerhelligste Navns Ære, burde, som den i all Sandhed er, agtes for den allerforagteligste Daarlighed; ja de Forældre og Børn, som vilde holde sig og deres Børn for gode til denne Forretning, burde, saasnart de ikke havde nogen anden gyldig Raison end den foranførte, miste deres Rang og Caracteer; thi der er dog ingen ærværdigere Forretning paa Jorden, end den som sigter til Gud. Paa det jeg kan tydeligere forestille min Meening herom, vil jeg forestille min Læsere denne Sammenligning. Det agtes i et lidet Fyrstendømme for en Ære at Fyrsten udtager nogle af de Adelige Børn til sine Pager; men dersom en mægtig

141

141

Keyser vilde udtage de samme til sin HofTieneste, saa troer jeg gandske vist, at det blev agtet for større Ære at de kom til Keyserens end til Fyrstens Hof; men hvad er Fyrster, Konger og Keysere at ligne imod Gud, mon dette offentligen til Guds Navns Ære og Meenighedens Opmuntring at synge Lov-Psalmer er ikke at forrette Engle Gierning, og mon Englenes Forretning og Tieneste er ikke langt ærværdigere, end den Forretning som den mægtig- ste Keysers Pager kan giøre, hvorfor skulde da nogen have Tilladelse til at holde sig for god til at være ved den offentlige GudsTieneste. Derfore maatte slet ingen have Tilladelse til at undslaae sig derfore, naar de fandtes beqvemme og begavede dertil, i det mindste burde der, foruden Cantor og Succentor, være 8te udsøgte Sangere til et- hvert Chor i enhver Kirke, nemlig 2de Dis- cantister, 2de Tenorister, 2de Altister, og 2de Bassister; men det kunde ikke skade om der fandtes fleere af hver Stemme end 2de, og jeg troer gandske vist, naar enhver Meenigheds Børn bleve igiennemsogre, fandtes der vel mange sieere. Disse udsøgte

142

142 søgte Sangere burde være tilstæde ved Guds-Tienesten alle Søndage og Høytider, og der paa alle 3de Dage af Høytiden, (jeg nævner 3de Dage af Høytiden; thi jeg tør sikkert spaae, ar Kongen, naar han fager bedre Oplysning, tillader os igien at holde vores 3de Høytids-Dage og vore skyldige Taksigelses-Fester ;) men paa det fattige Folkes Børn, som bleve ankagne til Kirke-Musiqven, ikke skulde besværes med Opvartning uden Løn, saa skulde de foruden visse Penge have en nye Klædning hver Aar af godt fiint Klæde, syet efter den brugelige nyeste Mode. Iligemaade burde i det mindste 8te Musikantere antages til Opvartningen i Kirken, og have en vis Aarlig staaende Løn og frie Huus.

Capel-Mesterne og Cantores skulde, foruden frie Huns, have 400 Rdlr. Aarlig af Kirkens Caske, Succentor 300 tilligemed frie Huus, Musikanterne, saasom Violongerne og Hobøyisterne hver 200de og frie Huus, nogle af dem skulde ved hver Kirke-Copulation og Liig-Begiengelse giere Opvartnig gratis; men dersom heele Kirkens Capel blev forlangt, enten til Be

143

143

gravelse eller Bryllup, saa skulde der gives en convenabel Kiendelse til Latinsk Skole. Denne Invention vilde skaffe mange Folk Embede og Leve-Brød, som nu maae giøre Tieneste ved det publiqve Narre-Værk, Comoedier, Masqverader, og andet Lapperie, og dog neppe har det tørre Brød derved. Kiære Lands-Mænd! hvor opmuntrende og vederqvægende ville ikke vores udvortes Guds-Tieneste blive, hvor mange vilde ikke passe paa at komme til rette Tid i Kirken, og man vilde da ikke meere skynde sig saa Hovedkulds udaf Kirken saasnart Præsten ender Prædiken; thi de som ikke selv kunde synge, vilde finde Behag i at høre den smukke og ordentlige Chor-Sang, og de andre som kunde synge, de vilde desmeere opmuntres til at synge ordentligen og næt. Og naar der paa Landet kunde blive oprettede Orgel-Værker, eller hvor det ikke var mueligt, ingen blev antaget til Degn uden gode Sangere, som tillige burde udrage dem af Bøn- der-Børnene som vel kunde synge, og rangerede dem i Classer efter de 4 Stemmer, saavelsom i Skolen eller anden given Ley-

144

144

lighed lærte dem at synge Tonerne paa Psalmerne efter en Coral-Bog, saa vilde dog Kirke-Sangen paa Landet i det mindste blive passabel. Jeg veed vist, at alle de som ere af Gud og finder Behag i at høre hans Ord, vil ingenlunde imodsige mig; men de vilde vist tillige med mig ønske at Sjette kunde komme i Stand; men de tvivler paa at det kommer nogen Tid saa vidt, Aarsagen er denne: de meener at man ikke kan finde de Kilder hvoraf disse mange Musici skulde leve; men jeg vil snart viise hvoraf alle disse Musici kunde faae deres Ophold. Det er ofte bleven sagt at det Franske Theater koster Hans Majestæt næsten 40000 Rdlr. Aarligen at holde i Stand; nu er det gandske troeligt at Hans Majestæts Casse kan taale den Udgivt; thi ellers var den vel ikke i saa lang Tid giort paa saadan unødvendigt og unyttigt Lapperie, (jeg kalder det saaledes med Flid; thi ingen kan faae mig overtalt til at troe, at nogen enten kan opbygges eller tienes enten med de Franske eller Danske Comoedier;) siden nu Cassen kan taale den Udgivt, saa synes jeg at Pen

145

145 gene bleve meget bedre anvendte, i Fald Hans Majestæt kunde overtales til at destinere den Summa til Gudelig Brug, og ombede den saaledes, at 4000 Rdlr. bleve hver Aar givne til enhver af de store Kir- ker; thi af den Summa kunde alle de Musici som jeg før nævnte, holdes honet ved enhver Kirke. Men paa det at denne Font ikke for hastig skulde stoppes, hvilket kunde skee naar Kongen vilde ikke længere lade de 4000 Rdlr. Aarligen gaae udaf sin Casse til den publiqve Kirke-Musik, saa kunde enhver Communicant i enhver Meenighed af Klokkeren, naar de bleve teignede til Communion, tilspørges om hvormeget de efter deres Formue om Aaret kunde taale at give til Chor-Sangens Vedligeholdelse, iligemaade til hvad Tid det var dem beleyligt at betale deres Contingent; thi alt dette kunde og skulde overlades til Givernes eget Godtbefindende. Det skulde ingenlunde paalegges nogen som en Skyldighed hvormeget de skulde betale, ikke heller naar de skulde betale; men det skulde i all Høflighed siges enhver især, at de kunde betale hvad de havde ladet sig teigne til, naar en

146

146

hvers Leylighed tillod det; men dog maatte det for Regnskabets skyld skee inden Aa- rets Udgang. Jeg troer gandske sikkert at Meenighedens frievillige Gave vilde indbringe noget Anseeligt om Aaret; thi man kan jo anvende saa anseelige mange Penge Aaret igiennem paa Øyens Lyst og Kiødets Fornøyelse, hvorfore skulde man da være saa paaholden paa at spende- re noget paa Siælens Fornøyelse og Guds Are, jeg for min Part vilde gierne, endskiønt jeg har ingen visse Indkomster, lade mig teigne til at svare 2 Rdlr. om Aaret, og jeg vilde med større Villighed betale dem end extra Skatten, efterdi jeg ved ikke om den kommer Kongen til Nytte, og jeg kunde med ligesaa god Samvittighed give dem dertil, som til de Fattige; thi derved hindrer jeg, naar andre ved mit Exempel kan opmuntres til at giore det samme, at en stor Deel Mennesker, som har opoffret deres Tid paa det Musiealske Studium, ikke skal blive Tiggere; men snarere sættes i den Stand, at de kan, i Fald de bliver omvendte og sande Christne, viise Barmhiertighed imod andre Nødlidende. I det mindste haaber jeg at vore smaa Herrer, som ikke tager i

147

147

Betænkning at spendere 2 Mrk. hveranden Aften paa Comoedie-Huuset, kunde nok Viise saa megen Generøsitet imod Kirkens Capel, at de lode sig teigne til at svare 1 Rdlr. eller 2de om Aaret; thi da en stor Deel af dem giør denne Depence meere for at lade see at de ere ikke Fitter, og for at blive bekiendte for at være Folk, som har lært den honette og galante Levemaade, end for ved Comoedier at lære smukke Sæder, saa kunde de lettere obtinere den Honeur ved at contribuere til Kirke-Musiqvens Vedligeholdelse, hvilket jeg nu strax vil viise. Regnskabet for denne saavelsom alle publike Stiftelse, skulde skee offentligen af Capel-Mesteren og Cantoren i Kirke-Patronens, Forstanderens og heele Meenighedens Nærværelse, paa samme Tiid skulde paa en trykt Liste opregnes alle deres Navne som i det foregaaende Aar havde svaret en slet Daler og derover. Og da kunde Capel-Mesteren Uddeele Tabeller til hele Meenigheden, hvorpaa deres Navne stode trykte som Aaret tilforn havde svaret 1, 2, 3, 4, 5, 6 eller flere Rdlr. til Capellet. Enhver Tabel vilde uden Tvivl udgiøre et Ark efter

148

148

de Navnes Mængde som derpaa venteligen vilde sindes. Denne kunde passere for en Qvittering og ophænges paa adskillige Steder i Kirken, samme Dag naar Regnskabet var til Ende, og burde da Capellet til Erkiendrlighed imod Gud og Meenigheden opføre en Consert eller Musiqve i Kirken, i hvilken Choret skulde i en TakkeArie takke Gud for Daglig Bred og Meenigheden for deres Velvillighed imod dem.

Det er nok herom. Jeg maae tale noget mere om Skolerne. Enhver som har med ret Agtsomhed læst hvad jeg har skrevet i Henseende til Lærernes Pligter, de maae tilstaae, at dersom Skole-Væsenet saaledes blev anordnet, som jeg har foreskrevet, da vilde sandeligen Collegæ i de Latinske Skoler faae et særdeles suurt og besværligt Arbeyde, som næsten ikke var til at udholde. Nu er jeg ingenlunde nogen Pharisæer, som vil legge Byrden paa andres Skuldre og ikke hielpe saa meget som med en Finger til at bære Byrden; ney, jeg vil derfore ogsaa see til om jeg ikke og kunde giøre nogle fordeelagtige Forslage, som nogenlunde kan lette Byrden for Lærerne.

149

149

Og da bliver dette det allerførste, nemlig: det skulde alvorligen befales alle Rectores, ingenlunde at omgaaes og behandle Collegæ som deres Tieneste-Folk; men næsten som deres ligemænd, ikke heller maatte nogen Rector ansee sig selv som befalende Herre; men allene som primus inter Pares, velvidende, at Rectores er ikke alletider de Lærdeste, endskiønt de ere de Øverste i Skolen, og det har vel ofte hændet, at de Lærdeste og Habileste har maattet for Livs Ophold skyld været glade, at de kunde maae de nederste Pladser i LæreEmbedet, naar derimod de Uduelige og 11- lærde, formedelsten Recommendation eller Slægtskab med fornemme Folk har nydt den Øverste. Derfor skulde Rector ingenlunde bebyrde nogen af sine Collegis med Kirkegang imod hans eget Godtbefindende; thi saadan tvungen Kirkegang kan snarere lignes ved Soldaternes Kirke-Parade end kaldes en frivillig Gudsdyrkelse. Iligemaade burde han og lade det staae til Hørerens eget Godtbefindende, at forunde hans Discipler Lov naar han syntes; thi endskiønt at der er en Regel og Lov fore-

150

150

skrevet, baade i Henseende til Læse-Tiden og Timerne, som Læsningen skal vare i, saa nøder dog sund Fornuft os ofte til at flaae en Stræg over saadanne Regler, efterdi man avangerer ikkun slet i Studeringer, hvor Lysten til Gierningen baade paa Lærerens og Disciplernes Vegne er reent borte, og den maae nødvendig forsvinde, hvor Gierningen alletider skeer med Tvang og efter Ordre; man maae dog vide at der er stor Forskiæl paa at gaae i Skolen og Informere, og paa at staae paa Post, og der kommer ingenlunde an paa hvor lang Tid en bruger til at lære en Ting; men allene paa hvorledes han lærer det, som han skal lære. Vel skal der være Orden imellem Geistlige og Lærde Folk, saavelsom iblant Verflige; men de behøver dog ingenlunde at indføre imellem sig selv den Militaire Subordination; thi alting bor skee frivilligen og med Lyst, saa gaaer det vel til. Den Militaire Subordination er endog, naar den ikke høyligen behøves pure Pedanterie og en Frugt af Herste Syge, hvormeget mere den Geistlige? Af den Aarsag vilde jeg, at Rectores me stendeels skulde overlade Informationen,

151

151

Tiden og Timerne ganske til Collegis allene, og ikke fordre Regnskab for noget, førend til Examen. Dog burde Rectores passe paa paa at excludere de uduelige Di- scipler i de nedrige Classer.

Det 3die Forslag skulde være, at ingen skulde antages til Hører uden unge Personer og paa visse Aar, og naar den Tid var forløbet, skulde den Hører, hvis Aar var exspireret i Skole-Embedet, strax befordres til en bedre Post i Lære-Standen. Derfore burde baade agtes efter hvor gamle de vare naar de kom til at blive Lærere, saa og hvor længe de havde været det. Naar en ugift Person naaer sine 30ve Aar, bør han giftes, med mindre man vil have dem fordervede; derfore skulde ingen længere plages med Hører-Tieneste i Skolen endtil den Alder; altsaa burde han endeligen inden den Tid hielpes til et bedre og med Ægte-Stand mere passende Embede, med mindre han selv havde sadt sig fore at leve deraf, og derfor selv havde Lyst til at blive derved. Ja Biskopperne skulde nøye eftersee deres Skole-Læreres Alder, og derefter uden Ophold befordre dem, som vilde indtræde i Ægte-

152

152

Stand til bedre Leve-Brød. Iligemaade skulde den ene ingenlunde blive den anden, naar Vacance existeerte, foretrokken til Avangement i Skolen. Men Hørerne af den nedrige Classe skulle efter en fast og uforanderlig Lov, enten Rector og Biskoppen vilde eller ikke ascendere til den høyere Classe, undtagen naar han selv havde Lyst til at blive i den Classe, som han var i, da skulde han ikke nødes til at ascendere. Det for- staaer sig selv, at naar en af Hørerne havde Stemme og duede til Cantorat ved et af Ca-pellerne, og vilde legge sig efter Vocal Musiqve, da burde han frem for andre have Adgang til Cantoratet eller Succentoraret, ja endog til Capel-Mester Tjenesten, naar han kunde paatage sig baade at componere og derigere en Musiqve; men ingen burde naae Embedet, hverken Capel-Mester eller Canror-Tienesten, uden han underkastede sig i Meenighedens og habile Musicorum Nærværelse en offentlig Prøve; og om nogen havde naaet Embedet efter en Snige-Prøve, saa skulde det dog ikke giælde, og enhver som holdte sig selv mere habil, skulde have Tilladelse at protestere imod det giorte Valg, og selv invitere Meenigheden til

153

153

at anhøre hans offentlige Prøve. Korteligen, ingens Myndighed, Inclination, Grace eller Recommendation skulde giæl- de; men allene Meriter og Habilitet. Sang for Liig, saafom det udgiør et stort Stykke af Skole-Lærernes Leve-Brød, burde høre dem til som tilforen , og det kunde igien gives dem, naar den sidste Forordning om Liig-Begiængelse om Natten og om Morgenen tidlig blev kaldet tilbage, og den burde vist kaldes tilbage, efterdi dem besværer alle, som skal have med den Forretning at giøre; thi den gamle Forordning, som befaler Liig at begraves om Middagen eller Eftermiddagen, var fornuftig, saasom den setter Forretningen paa den Tid af Dagen som ikke incommoderer Arbeyds-Folk i deres Arbeyde; thi deres Arbeyde er gemeenlig færdig Klok. 11ve; men det er nok herom.

Men da Academierne ere de høye Skoler, i hvilke de skal perfectioneres som atter igien skal være som Lys

154

154 for Publico, saa var det nok tienligt, noget at betragte dem, for at see om alting gaaer til der, som det bør, iligemaade om ikke noget kan udtænkes, som kunde være til Nytte. Ingen maae tænke, at jeg har i Sinde af Misundelse at snuuse om iblant Professorernes Indkomster, ney; thi de ere saaledes i Ligning med andre mindre vigtige Embeder i Staten proportionerte, at ingen af dem bør have mindre; men nogle af dem burde havde mere, og efterdi Professores ere Embeds-Mænd, hvis Tal og Indkomster ikke bør efter den Svenske og Tyndske Maade at formindskes, hvilken Regierings-Maxime paa nogen Tid synes at være fulgt i Dannemark; thi jeg troer ingenlunde at nogen er blevet tient med det meget Knibfitterie som paa nogen Tid er skeet i alle Stænder hele Riget igiennem; efterdi Handelen maae nødvendig standses, da enhver Embeds-Mand, som skal kiøbe hvad han skal forbruge, bliver nødt til at indstrænke sin Huusholdning, naar han enten afsættes eller hans Gage formindskes, HaandværksManden faaer ikke heller meget at fortiene,

155

155

da Emkeds-Mandens Aarlige Indkomster og tillige Udgifter ere formindskede, alt- saa kan Haandværks-Manden ikke heller kiøbe meget. Endelig, naar baade Haand- værks-Manden og Embeds-Manden ind- skrænker deres Udgifter, saa nødes Handels-Manden ogsaa til at indskrænke sine Udgifter, efterdi ingen kiøber hans Vahre. Da nu hele denne Livs Næring bestaaer i denne indbyrdes Tvang, formedelst hvilken den ene Borgere i en Stat krænger til den anden og lever af den anden, saa er en stor almindelig og uomgiængelig Fattigdom i hele Riget ganske vis og uomgiængelig, saasnart Regenten eller hans Raad laborerer af den forbandede Misundelse saa at de og af Partiskhed udsuer, indkniber enten alle Embeds-Mænd eller viste Etater og Borgerne i Staten; thi Staten er et eneste Legeme, og naar en Lem lider saa lider de alle. I Betragtning af dette vil jeg ikke tale noget om Professorernes Indkomster; men overlader det ganske til Stats- Fuxsvantzere og misundelige Folk, som vist nok ikke ville glemme at bilde Kongen og de lettroende Medborgere ind, at hele

156

156

Publici Velfærdt beroer paa at faae Professores ved Universitetet giort til Staaddere, at de for Mangel skyld kunde blive nødte til, ligesom i Tydskland, at skrive lange Commentarier over Nihil, eller som vore fattige Studentere, at giøre Vers over Kiøbenhavns Galenskab, baade først i at tillade og siden at ruinere Hore-Huuse, ja jeg er vis paa, at de ikke skal glemme at sige, at de Bønder som før vare i god Stand, fordi de vare Geistlighedens Bønder, skulde nu ved Fællesskabs Ophævelse blive Hovedrige; thi saa kunde de komme under de nærmeste Herremænd og saa bleve Pro- feffores dog skildte ved dem. Alt dette, siger jeg, overlader jeg til Stats-Fuxsvantzere, saadanne som Lars Leegaard og an-

dre af hans Gemyts Beskaffenhed, allerhelst da dette henhører til det andet Hefte.

Men da jeg har i dette Stykke taget mig fore ar tale fornemmeligen om de Anstalter som sigter til at danne Geistlige, og Publicum har gemeenligen, ja de bør og at have den Tanke, at baade de Latinske Skoler og Universiteter ere af de Anstalter som sigter til at danne Geistlige, saa maae jeg

157

157

opholde mig lidet ved dem. Den forrige Ryggesløshed med Drik, Hoer, Frækhed, Dueller, Opsætsighed og Trodsighed imod Professores, er nu omstunder, i det mindste ved vores Universitet, jaget i Landflygtighed, saa at jeg kan sige, at der skal neppe være et Universitet i Verden, hvor Studentere ere saa skikkelige som ved det Kiøbenhavnske, ja Studenterne indbyrdes hader dem, som de mærker at være befængte med de ovenanførte Laster. Hvad Hoer og Drik og Frækhed angaaer, da kan der vel være nogle som hemmeligen ere hengivne til de 2de første; men efterdi at de veed de holdes for Laster og ere skam- melige, saa bedrives de ikkun i Smug, Frækheden animeres de vel meget til formedelst Comoedier, Masqverader og andre publiqve Narrerier, som vore Tider er langt mere frugtbar paa, end vore Forfædres; men dette kan ingen vedligeholde, andre end de som har faaet en god ArvePart, eller har selv gode Indkomster, altsaa ophæves denne Last af sig selv, saa at det kommer til at heede imellem Studenterne, som det saa ofte ellers har heedt: deficiente Pecu defict omne nia, og der

158

158

ere dog mange, som holder Comoedier, saa som de i Sandhed ere, for Børneværk, og en slags daarlig Lære-Methode, som enten er opfunden af dem som vare begiærlige efter at leege; thi man veed jo, at Børn i deres Leege agerer Konger og Dronninger, Officerer, Præster og Bonder og hvad de kan finde paa, og hvad er dette Børne- Spøg andet end en Comoedie, eller og af philosophiske Moralister, som har mærket, at Barnet hængte endnu de fleeste gamle Folk i Ermet, og derfor har de under saa- dan Spøg søgt at bibringe Folk de Moraler, som de ellers ikke torde sige dem reent ud. De af Studenterne som indseer dette, og ere ikke alt for Stupide til at kunde begribe en Moral, uden den med Grimazer, Ord og Gierninger viises for Øynene, kiærer sig intet efter Comoedier, altsaa kan de ikke heller formedelst dem forføres, saa at der er ikkun de Unge som det Barnagtige Væsen endnu hænger ved, der ere forgabede i dette Lapperie, og derfor lærer noget af den comiqve Frækhed; men den forgaaer dog alt med Tiden.

159

159

Jeg vil da heri ingenlunde tale om Studenternes Levnet, efterdi de fleeste i Velanstændighed overgaaer nu omstunder unge Folk af de andre Stænder, som ge- meenlig mene at de har Privilegium paa at synde, efterdi de kaldes verslige, ikke heller om Professorernes Indkomster, efterdi de ere, som jeg før har sagt, ret nok proportionerte i Ligning med andre Embeder; men jeg vil allene tale om de Ting, som baade giør Skade og som burde rettes, og om hvorledes Stipendia og Collegia burde distribueres, og endeligen hvad slags Lære-Methode der kunde være den nyttigste ved Academiet.

Det første som burde rettes, er Professorernes alt for store Stolthed i Omgang med Studenterne, jeg siger ikke at de skal giøre sig til Cammerat med dem; men jeg vilde dog, at de med mere Venlighed og Fortroelighed vilde omgaaes Studenterne end de gemeenligen giøre; jeg siger ikke heller at De skulde vise en illuderende Complisance, saa at de staaer med Hatten eller Huen i Haanden hver Gang de taler med en Student, saadant behøves

160

160

ikke; thi Studenten veed med sig selv, at han er ringere end Professoren, som er hans Lærere, og Professoren baade tilegner sig og ved given Leylighed bruger en befalende Myndighed, altsaa kan Studenten ikke ansee saadan alt for stor Complisance for andet end Skallen af Ydmyghed, som Professoren giver Studenten, paa det Studenten skal give Professoren Kiærnen, eller at jeg skal udtrykke min Meening med andre Ord: Professoren vil med denne utrerede Ydmyghed ligesom sige, Monsieuer, seer du hvor ydmyg jeg, som dog er din Herre og Overmand, viser mig imod dig, som dog er min Underdan, saa kan du nok slutte hvor ydmyg du bør være imod mig, det er af lutter Hofmod at vise Ydmygheds Tegn, dog ere Studenterne med Billighed mere Elskere af denne Omgang, og det er ved saadan Omgang, at Professores i Tydskland drager saa mange Studentere til deres Universiteter, endog her fra Landet, ingenlunde ved deres Lærdom; thi jeg er gandske forsikkret paa, at alle de som har reyst paa Kongens Stipendio, skulle, naar de vil tale Sandhed, tilstaae at man

161

161

aldeles ikke kan lære noget mere udenlands end her, i hvad Videnskab det end er, saa at Kongen uden Tvivl giorde meget bedre i at uddele det Stipendium af 300 Rdlr. til 4 fattige Studentere her ved Universitetet, end at sende baade Studenten og Pengene udenlands for at hente Viisdom, hvoraf der er nu omstunder slet intet meere at faae tilkiøbs udenlands end her i Landet, allerhelst da der ere ligesaa lærde Professores her i Landet som i Tydskland, og vi har lige saa gode Subsidier med Bøger og alt andet som udfordres til Studeringers Fortsettelse, som de; det eeneste som de Studerende fattige her i Landet hindres og undertrykkes af, er Fattigdom, og den regierer i Tydskland lige saa godt som i Dannemark; altsaa kan ingen ved at reyse udenlands, naar han enten har ingen Penge selv, eller og faaer ikke Kongens Stipendium, profitere noget ved udenlands Reyse. I gode Herrer Professores og Studiosi, som veed hvor godt et Logement der var hos Hertz-Mutter, som saa ofte har gaaet paa Bibliotheket og har vant eder til at huske Navnene paa Bø

162

162

gerne og Professores ved Universitetet, og ikke haver glemt at bede dem alle, at tegne nogle Tanke-Sprog i eders forgylte Stam-Bøger, siger dog aabenhiertet, om I lærte noget mere udenlands i nogen Videnskab end I kunde have lært hjemme og det paa kortere Tiid, i Fald I vilde have flittig studeret; jeg er vis paa, I skal svare ney; men I vil dog gierne, at eders Landsmænd, siden de allerede ere betagne med den falske forudfattede Mening, at man profiterer i Lærdom ved at reyse udenlands, skulde bestandig blive i den Grille, at i ere udenlands blevne saa lærde, paa det at I ved eders Hiemkomst kunde have Adgang til deshastigere Promotion, og stedse blive i det Udraab at I ere lærdere end de, som studerer hiemme. I maae da forlade mig, at jeg som Sandsigere, har røbet hvori eders Præference bestaaer, nemlig i slet intet, om I end havde føytet om i Tydskland, Frankerige, Engeland, Italien og andre Stæder, saa at I endog kunde braute af at I havde været vandrende Riddere og fuldkomne Peripatetici; thi med al eders Omvanken har I ikke udrettet andet nyt

163

163 tigt, om I endskiønt havde studeret flittig paa hver Sted, end den udretter, som ren- der af et Kiøkken i et andet for at spise noget paa hver Sted, naar han vil spise Middags-Maaltiid og stille sin Hunger.

Jeg tilstaaer, det maae være en stor Fornøyelse, at kunde fare fra en prægtig Stad til en anden, for at besee dem, for at agte paa fremmede Folkes Sæder og Love, for at giøre Anmærkninger over adskillige af denne Verdens Herligheder og Mærkværdigheder i Naturen og Architecturen; men alt dette er ikkun en Divertissement, og i hvor gammel jeg er, kunde jeg dog faae Lyst til at giøre saadan en Reyse; men det er ingen Mente, og det hjelper lidet eller intet til Forfremmelse i Studeringer, og jeg indseer ikke hvad Præference til hastigere Befordring den haver, som har haft den Kongelige Maade at have haft Stipendium at reyse paa, eller rettere sagt, som har haft den Lykke at faae Penge for intet af Kongen til at øde paa sin egen Divertissement, frem for den som studerer troeligen hiemme i sit eget Fædreneland, og ved sin egen Fliid og Bekostning naaer

164

164 en langt solidere Erudition, end den som føyter fra et Sted til andet og hører snart en snart en anden Professor; men jeg maae afbryde denne Materie, og tale lidt meere med de gode Herrer Professorer om deres Omgang med Studenterne.

Jeg har allerede viist, at den hykkelske Complisance drager mange Studentere i Tydskland, til Academierne hvad vilde ikke den fortroelige og ærlige Venlighed drage Studenterne til flittig at freqventere Academiet; men man venter forgiæves paa mange Auditores, hvor man med en Borgemesterlig eller Magistrats Mine begegner de Academiske Borgere; thi Overmandens Fortroelighed og Kiærlighed skal altid forekomme og opvekke Undermandens Kiærlighed, og Overmanden bør altid saaledes at begegne Undermanden, at Undermanden meere opvekkes til at elske end til at frygte ham. I den Henseende burde de gode Herrer Progessores nøye forhøre og undersøge Studenternes Tilstand, og see til at de ikke leed alt for megen Mangel, (jeg siger med Fliid alt for meget; thi det er dem umueligt at afværge al Mangel) ikke heller,

165

165

at de for Mangels Skylh leed nogen Tort; thi mange kommer i Liderlighed, og begaaer nedrige Stykker af pure Fattigdom, hvilke aldrig havde giort det, dersom de ikke for Mangels Skyld vare komne i Fristelse. Saa var det og meget fornødent, at Professores havde, helst paa denne Tiid, noget meere Indseende med de unge Studenteres Levnet og øvrige Omstændigheder; thi det har i lang Tiid været Brug, at sende Børn til Academiet.

Endskiønt det nu ikke tilfalder Professores, ja det er dem næsten umueligt, at passe paa hvad Studentere giøre, naar de ere fra dem, saa er det dog stor Synd saa aldeles at slaae Haanden af disse unge og uerfarne Børn, og at overlade dem gandske til deres egen Villie og Skiæbne. Derfore var det høyligen fornødent, at Professores allerunderdanigst bad Hans Majestæt om en Forordning maatte udstædes, hvori deres Alder og Aar burde bestemmes som skulde demitteres til Academiet, og i det mindste burde 22 eller 23 Aar være den fastsatte Alder da de burde demitteres; men der er meget uforsvarligt og daarligt giort

166

166 af Forældre og Skole-Lærere, at de sender deres Børn til Universitetet under den foranførte Alder.

Jeg veed aldeeles intet, hvorfore man haster saa meget med dem; thi de kan jo dog ikke obtinere noget Embede i saadan Barnagtig Alder; altsaa tiener den ikke til andet, end til at give Børnene Tøyle til allehaande Daarligheder og Ryggesløsheder, ja de bliver ved det Navn Karl trodsige, saa at de lader sig ikke let- teligen regiere, derimod kan de dog nogenlunde styres naar de ere under den foranførte Alder, saa længe nemlig, som de endnu ikke hede Karl. Men jeg maae dog, siden jeg har paataget mig det Navn Sandsigere, see om jeg og kan finde den sande Aarsag til dette overhaand tagende Onde, og da mener jeg at det hænger saa-ledes sammen: Forældre har hørt og læst i Historier, at den eller den store Mand var allerede Student i hans Alders 12te eller 14de Aar; nu har de hørt at det blev udstreget som er Beviis paa samme Mands store Genie, paa det nu at deres Børn, som de formedelst naturlig Kierlighed under alt godt kan komme i Udraab for at være sto

167

167

re og prægtige Genier, saa skynder de alt hvad de kan, deels paa Informatores, deels paa Børnene, al de snart kan komme til Examen og faae Navn af Student; men hvad er dette andet end Daarlighed. Jeg meener at det er langt fornuftigere at lade de Unge heede og passere for Børn, saa længe som de ere det, og derimod lade dem studere i samme Tiid alt hvad de kan, om det endog er meget mere end det som ud- fordres til første og anden Examen. Informatores ere og selv, endskiønt de burde have bedre Forstand end Forældrene enten med eller imod deres Villie, Skyld i denne skadelige Hastighed; thi de hører ideligen at de bliver roset og berømte, som saa hastigen kan expedere deres Discipler til Examen, paa det de derfore, enhver for sig, kan komme i det Rygte at de kan saa gesvindt befordre deres Discipler, skyn- der de sig med dem, som de har at informere, og paa denne Maade kommer de mange Børn fra alle Kanter til Universiteter for at faae Navn af Studentere. Min Meening er derfore denne, at man bør stræbe at bringe de Unge saavidt i Kundskab som mueligt kan være, ja det var

168

168

meget vel, om de endog kunde i deres Læ- re-Aar saaledes perfectioneres, at de kunde tage Doctor-Graden til første Examen; men de burde dog ikke overgives til deres egen Frihed og Førelse, førend i deres 22 eller 23 Aar.

Man kan være forvissede paa, at vore Forfædre har været meget forsigtige i det, at de ved Loven har erklæret det 25de Aar for myndig Aar; thi endskiønt det kan undertiden hænde, at en ung Person kan opføre sig fornuftig, ja endog bedre end mange Gamle, saa dog bliver gemeenligen Ordsproget Sandhed: at Ungdommen vil rase. Og det er meere end eengang skeet, at de, som i deres unge Aar har været overladte til deres egen Villie, har siden bejamret deres baade Aandelige og Legemlige Nød, som de have styrtet sig selv i, ved det at de har haft deres Frihed paa den Tid af deres Alder, da de allermindst duede dertil. Herimod kunde indvendes, at KongeLoven giør en Kron-Printz myndig i hans 14de Aar; men jeg troer vist at Lovgiveren har i Rigets almindelige Lov, som sætter det 25 Aar som Myndigheds-Aar

169

169

for private Personer, bedre sørget før deres Timelige og Aandelige Lykke, end han har sørget for Printzers Velfærd, i det at han har bestemt det 14de Aar i Grund-Loven for dem til at agtes for myndige. Med mindre man kunde bilde sig ind, at Print- zer bleve fødte med meere Viisdom end andre Mennesker, og at de ikke vare avlede med den samme syndige Natur som andre Mennesker; altsaa kan jeg ingenlunde troe, at Lovgiveren har i denne Ar- ticul sørget enten før Printzernes eller Rigets sande Beste, i det at han har erklæret en Printz myndig i det 14de Aar; thi gøde Hofmestere, Lærere og Formyndere ere allermest fornødne i den Alder, fornemmeligen i et Rige hvor Regierings-Formen er Souverain; thi det er jeg vis paa, at naar saadan et uerfaren Barn kommer til at raade over alle Ting, saa vil sandelig Satan ikke forsømme sig at indgive ham allehaande galne og ugudelige Anslage, i at opmuntre Lysterne, som hos unge Men- nesker ere altid hæftigere end hos gamle, i at opvække Forførere, som vil insinuere sig hos Regenten med allehaande Optøy-

170

170

er, som ikkun sigter til at vende op og ned paa alle Ting, og omendskiønt alle hans Anstalter vare splitter galne, saa troer jeg dog vist, at der skulde findes Hyklere nok, som skulde ved enhver nye Forandring og Forstyrrelse udraabe Regenten for viis, uaadig og fornuftig, ja da vil sandelig de Stænder, eller det Parthie i Riget, som ere Hadere af Regierings-Formen eller Souverainitætet, ikke forsømme saa god en Leylighed, som de da har i Hænderne til at faae den gamle Regierings-Form omstødt og drage den høyeste befalende Myndighed til sig, hvilket og letteligen kan skee, da Prinser bliver gemeenligen Hovmod indpræket fra Barnsbeen, hvor snart kan da ikke saadant Kongeligt Barn blive forført til at troe, at Souverainitæten er dem givet paa det at de skal giøre hvad de lyster; men ikke hvad de bør, ja at de ikke har nødig at vise Ærbødighed for Gud og Religionen, hvor lettelig kan de ikke falde til at tænke, at alt hvad de befaler, enten det er ret eller uret, skal passere for en Lov; og naar de saaledes længe har spillet Bolt med den høyst befalende Myndighed, maae Undersaat-

171

171

terne, paa hvis Velvillighed eller Uvillighed heele deres Magt beroer, endeligen nødes til at blive enige om at deele den Myndighed iblant mange, som før har tilhørt een allene, og da har Contra-Parthiet næ- sten Spillet vundet, allerhelst om samme Prins kan i Forveyen blive, i Henseende til Religionen, forderet og anbragt til at synde imod Samvittigheden, eller de aandelige indvortes Paamindelser; thi saa bliver omsider Fornuften ham berøvet og Viisdommen viger ganske bort, ja der vox- er i Hiertet et fælt Had til Sandhed og Dyd; men naar det eer, da var det allerhøyst daarligt om Riget ville betroe RegieringsRoret i dens Haand, som har mistet baade Troe, Viisdom og al Dyd, og som ved sit Affald fra Gud drager Guds Vrede og Straf over Landet; men lad os gaae tilbage og see hvoraf alt dette Onde kommer, mon Grund-Loven, som giorde Printzen myndig i hans 14de Aar, var ikke meget skyld. Derfore holder jeg for, at Lovgiveren har ikke indseet, hvad Skade det vilde blive baade for Printzen selv og for hele Riget, at han saa tilig blev myndig. Altsaa seer man nok at der Argument, som

172

172

tages af Grundloven, duer ikke til at omstøde min Sætning, og derfor burde det være en fast og uryggelig Lov ved Academiet, at ingen Student fra noget af Rigerne burde inscriberes som Academist Borgere under det 22de eller 23de Aar, om de endskiønt var nok saa vel lærte; thi jeg er alt for vel overbeviist om, at den meget store Erudition som et Barn under den Alder synes at have, er et glimrende Intet og pure Hukommelses Værk; men ingenlunde Sandbeds Kundskab selv. Nu ere i en lang Tiid, saadanne Personer blevne sendte og der vil vel flere med Tiden sendes til Academiet; alle disse unge Børn burde Professores have nøyere Agtpaagivenhed paa, omendskiønt det var i sig selv ikke andet, end at giøre Professores, som Bør være offentlige Lærere for Folk, som ere komne til en moden Alder og Fornuftens rette Brug, til Tugte-Mestere for en Deel uregierlige og selvraadige Børn, saa er det dog fornødent, efterdi en stor Deel Studentere paa nærværende Tid er saadanne, med mindre de endeligen skal overlades til deres egen Skiæbne; det var da

173

173

billigt at Studenterne absolverte de 2de første Examina i det ene Aar, hvilket de lette- ligen kunde, naar man Forudsetter at de i Forveyen vare i deres Discipel-Aar saa vel præpareret. Men da man ved de andre smaa Academier, nemlig Søe-og Land- Cadet Academierne (jeg kalder dem med Fliid smaae Academier; thi de ere i Ligning med Universitetet at regne, ikkun som Skoler) har sørget saa vel for Academisterne, at man har anviist dem Kamre paa Academiet, paa det de kunde være ved Haanden naar Læse eller Examens-Tiden begyndte, saa forundrer jeg mig meget over, at vores Universitets Bygning eller Academie er saa slet en Bygning i Kiøbenhavn, al- lermeest paa denne Tid, da endog somme Borger Huuse, ja endog Kongns Heste-Stalde, ere langt anseeligere baade i Architectur og Commoditet end Universitetets Bygning, som dog burde være noget anseeligere i Betragtning af, at deler det eneste Universitet i 2de Kongeriger, som ligger i en Stad hvor man ellers har saa mange prægtige Bygninger, at man ved ubetydelige og private Folkes Huuse

174

174 i Architectur og Kunst synes næsten at ville overstige det prægtige Rom selv. At man, siger jeg, aldeles intet har bekymret sig om, at skaffe Academisterne eller de Studentere som studerer for at absolvere deres Examina, Kammer paa Academiet, da dog Pladsen er stor nok. Naar Bygningen blev noget fornuftigere indrettet, kunde den romme fuldkommen saa stor et Tal af Studentere, som hver Aar kommer til Academiet for at obsolvere deres Examina. De samme burde ikke længere ligge paa Academiet, end det Aar de skulde absolvere de 2de første Examina, siden kunde de flytte ud for at give Plads til de nye Studentere, som fra Provintzerne kom til Academiet; men paa det at Academiets Bygning ikke skulde derved ruineres ligesom Christiansborg Slot, som fornem- meligen i Grev Molkes Tid blev giort til et almindeligt Giestgiver-Huus for endeel Ministre og Hof-Officianter, som ellers har Gage stor nok til at de ved den kunde leve, boe og holde Huus og Hof i Byen, og saaledes lade deres Penge rullere iblandt Folk af Borger-Standen, og unde Borgerne i Byen at leve med dem, saa burde

175

175

enhver svare 2de Slette Daler om halv Aaret til Bygningens Reparation og Vedligeholdelse, og forresten selv bekoste nye Ruder naar nogen gik i tue. Enhver burde have sit eget Kammer med en fælleds Kakkelovn; men Sengeklæder, Stoele og andre Mobilier burde de forskaffe sig selv.

Ingen burde ligge længere paa Academiet end det Aars Udgang, i samme Tid skulde de flittig freqventere Lex- ier og Collegier, og saasnart de havde været til anden Examen, skulde de udvælge og for Professores Navngive hvilke Studia som de fornemmeligen havde Lyst til. Det burde ikke tillades dem at stu- dere meere end 2de diverse Videnskaber paa engang, og disse burde de saaledes excolere, at de kunde ved Examens Tid vise at de havde en solid Indsigt i de Videnskaber som de profiterde; alt dette burde skee endog førend de kom til Examen Philofophicum; det burde ingenlunde paalegges dem at rende paa alle Professores Lexier eller Collegier paa engang. — De Barnagtige Opmuntringer, saasom Bene og Oprime

176

176

og saadanne brugelige Honeures, burde gandske afskaffes, saasom de tiener ikke til andet end at indbilde de unge at de ere lærde nok; Examen Theologicum burde snarere bestaae i en Colloqviom end i Examen. I Henseende til Lære-Methoden, burde den for alle Professores bestaae, ikke deri, at Professores sidder og læser over den eller den Videnskab som han profitere; men deri, at han hver Dag discur-sive afhandler det, som han har sat sig fore at læse over, og baade tager imod Spørsmaale og giver Giensvar til Studenterne, saa at han allene giver Svar og Studenten allene spørger; og dette kunde da siges Studenterne i Forveyen, at de maatte allene spørge paa Collegio om de Ting iden Videnskab, som forekom dem vanskelige at forstaae: naar en Student skulde til en Examen, burde det udtrykkeligen nævnes i Testemonio om han havde været flittig paa Collegio i at spørge sig fore, og dette burde ansees som Beviis paa den Studerendes alvorlige Flid i hans Studeringer, det ville tillige skaske Professores en nøye Kundskab om Studenternes Beqvemhed. Den

177

177

Lære-Methode er alle Tider langt bedre, hvor Disciplen tilspørger Læreren, end den hvor Læreren tilspørger Disciplen; undtagen naar Disciplen er en gandske, raae Begyndere i sin Videnskab, da er det fornødent at Læreren først forklarer det, som Disciplen skal siden igiennemgaae for sig selv. Og paa det at Læreren kan faae at vide, om Disciplen under Explicationen har brugt den fornødne Agtsomhed, saa bor han strax efter Explicationen ved Ca- techesation eller Sporsmaale undersøge, om Disciplen har brugt den fornødne Agtpaagivenhed eller ey; men førend den endelige Examen eller Prøve, bør Disciplen ideligen consulere Læreren, og dette vil sandeligen hielpe Disciplen meget mere fort i sine Studeringer, end al det som Professorerne holder enten paa de offentlige Lexier eller Collegier; thi det kan let hende, at Professoren kan, i det at han igiennemgaaer det som han har sammenskrevet for at holde Lexier over, behandle det løseligen for sine Tilhørere, som forekommer dem allervanskelligst at fatte. Iligemaade kan det og skee, at

178

178

Disciplen enten kan være borte eller occu- peret med andre Tanker paa den Tid det bliver igiennemgaaet, som han allermest behøvede Underretning om; men ved den for anførte Lære-Methode kan ingen af Delene skee; derfor maae alle tilstaae, ar den Lære-Methode er den allerretteste, for- nemmeligen ved Academiet, hvor der forudsettes at der ere saadanne Disciple, som selv med Begierlighed søger efter Sandhed. Men da alle Videnskaber enten bibringer noget til Guds Knudskab, eller og naar de retteligen excoleres, udvider og forøger den, saa burde Professores af de ringere Videnskaber saaledes rose og op- høye de Videnskaber som de selv ere Professores i, at Studenterne dog stedse kun- de beholde den største Høyagtelse for Theologien, som den ypperste, nyttigste og herligste iblant alle Videnskaber, som ere et Menneske mueligt at faae Indsigt i. Min Mening er, Professores Physices burde saaledes docere Plysiqven, at Guds herlige Egenskaber fremskinnede af Naturens Betragtning; ingenlunde saaledes, at Studenterne bleve bragte i Tvivl om det

179

179 Guddommelige Væsens Existence, eller om Guds stedsevarende Medvirkning i Naturen, velvidende at hele Naturen er ikke engang et Væsen, men allene en Sam- ling af fastsatte Egenskaber som hver Ting har, samt den deraf flydende ordinaire og sædvanlige Maade, som enhver Ting har at virke paa. De burde ikke faa, som vores Nærværende Simon Magus, jeg meener Professor Kratzenstein tage sig for at giøre Mirakler, eller at bevise ved physiske Ex- perimenter at de i den Hellige Skrift omtalte Mirakler var ikkun blotte Naturens Virkninger; thi omendskiønt al hans Snak er ikkun en Langagtig Bespottelse, saa dog kan dette physiske Koglerie eller Tasken-spiller-Kunster, allerhelst naar det geleydes med Bespottelse, meget stadfæste den naturlige Vantroe. Jeg indseer ingenlunde, hvorfore man i vor Tid giør saa meget Væsen af der physiske Studio frem for andre, det kunde velvære meget nyttig til at vise Forskiellen paa Guds ordinaire og sædvanlige Gierninger og Virkninger i Naturen, og paa de usædvanlige eller ex- traordinaire; disse sidste kalder man Mi-

180

180

rakler eller forunderlige Virkninger, de andre kalder man sædvanlige, og man forundrer sig ikke saa meget over dem, fordi man seer dem ideligen, endskiønt at der i enhver af dem fremskinner ligesaadan en Guddommelig Almagt som i Miraklerne selv, og naar det Physiske Studium iden Hensigt blev expoleret saa kunde det meget ophielpe den naturlige sande Theologie, ja det vilde aldeles intet skade den aabenbarede Theologie; men naar man giør Physiske Experimenter allene for at illudere Miraklerne i Skriften, under den Forevending, at man vil frie Folk fra Overtroe; men man taler med det samme ikke om, hvilke der ere de sande og de falske, saa udretter man aldeles intet andet, end man allene opvekker, styrker og stadfæster Vantroen, og følgelig gandske aldeles fordunkler Forstanden og vanhelliger Villien, ja man kan derved giøre et ungt Menneske gandske suppid i aandelige Ting, saa at han ikke kan fatte de Ting som hører Guds Aand til. Dette meener jeg, at være den sande Aarsag til, at man finder saa mange Medici nu omstunder, som ere fuldkomne grove Na-

181

181 turalister; thi i deres Studere-Aar fordy- ber de sig saa gandske i Materiens Betragtning, at de gandske glemmer at attendere til Aanden, som den der driver, styrer og bevæger de Materielle Ting; men hvor lidet dette Studium, naar det saaledes misbruges nytter til at giøre de Sturende aandelige, det indseer nok enhver som upartisk og med sund Fornuft vil betragte Sagen.

Jeg er sandellg ingen Hadere af Physiqven; thi jeg baade har giort og endnu giør, ofte adskillige Physiske undersøgelser; men jeg kan dog ikke med al min Flid komme videre end til denne almindelige Sætning: der er en almægtig, kiærlig, hellig, sand og viis Gud og Skabere, og af ham har baade jeg og alle Creature vores Begyndelse og Vedligeholdelse, som bor æres i alle Ting og for alle Ting, og jeg holder fore, at jeg er avangeret videre, end de som saaledes studerer Physiqven, at de hverken kommer til at kiende Skaberen, sig selv eller andre Skabninger; men bliver ved deres Studering til fuldkomne Bæster baade i Liv og Død, fulde af Van-

182

182

troe og Bespottelse, saa at det gaaer dem, lige som det gaaer dem som saaledes studerer Astronomien, at de forvildes gandske fra Christendom og Troe, over det at det forekommer dem rimeligt at der maae foruden denne vores Verden være ligesaa mange andre som der ere Planeter, hvilket altsammen kunde være antageligt og troe- ligt; men det kan ikke egentligen interessere os, som ere Indbyggere paa denne Jord, og om vi endskiønt bleve gandske forvissede om den Sætnings Sandhed, saa vilde det intet kunde udrette, enten til vores Fordømmelse eller Saliggiørelse. Men naar man over den Speculation lader sig føre ind i de Tanker om Synden, Forsoningen og Megleren, samt begynder at sette en Proportion paa Planeternes Beboeres Legemer efter den Forhold som de rimelige burde have med den Jord, som de beboer, saa fører man sig selv ind i saadan et Labyrint, hvor man letteligen kan tabe den Bibelske Historiske Troe, og naar dette skeer, saa forsvinder gandske letteli-gen den Christelige Troe, Dyd og Gudsfrygt, hvilke herlige Egenffaber ere egent-

183

183

ligen det som udgiør vor Salighed, og derfor burde man lige saavel holde Maade med den alt for høye Speculation, som med den øvrige Fornuftens Vildskab.

Det gaaer ligesaadan til med Sprogene, man giør enten Haarkløverie og Sub- tilitæter hvor det gandske kunde undværes, eller og man bebyrder Studenterne med alt for mange Auctorum Læsning, jeg me- uer naar de Studerende i Skolen allene holdte sig til nogle Auctores ex aurea & Argentea Etate, og derimod gandske holdte sig fra de Autores ex Ænea & ferrea Ætate, og iagttage samme Regel ved Academiet saavel som og ved alle Leyligheder, helst paa Academier talte allene Latin, og for at nøde de unge Studentere, fornemmelig Aceademisterne dertil, saa kunde en liden Mulct paa et par Skilling paalegges dem som talte et andet Sprog, saa mener jeg at de fuldkommeligen kunde perfectioneres i Latinitæten og Sproget, som nu mit i alle de mange Auctorum Læsning er dog et dødt Sprog, og det kunde der ved oplives og giøres til et levende Sprog. Hvad det Grækiske Sprog angaar, saa burde

184

184

Academisterne ligesaavel exerceres i at giøre Grækisk Stiil, som de ellers exercerer sig i at giøre den Larinske; men den Latinske burde ophøre saasnart de havde giort Prøve-Stilen og vare inscriberede, ja jeg vilde og at de skulde, saa vidt mueligt kunde være, exercere sig i det Hebraiske; men til Examen Philosophicum, skulde aldrig giøres mere end en liden Prøve-Stiil i Grækisk og Hebraisk efter Gramatica, samt det Grædske og Hebraiske Testamentes Version, og saa intet mere af det Østerlandske Sprog kræves; derimod burde alle de, som ville legge sig efter det Grøndlandske eller Malabariske, for i sin Tid at blive Missionaire, strax gives Kost og Kammer paa Academiet, og de øvrige Subsidier af Bøger og andre Fornødenheder, skulde paa Academiets Bekostning forundes dem gratis.

De Theologiske Professores skulde fornemmelige paa deres Lexier og Collegier igiennemgaae: først den Thetiske Theologie, i samme skulde først enhver Thesis demonstreres, baade af Fornuften og Skriften; derefter burde enhver af Auditores inviteres til at opponere, og paa den Maade skulde Theologia Polomica tracteres. Dersom

185

185

da nogle Dubia endnu hos nogle ex Audicoribus skulde blive tilovers, skulde Auditores give dem skriftligen til Professores paa den efterfølgende Dag, og saa forvente Svar naar det var Professoren beleyligt.

Professores Theologiæ burde befales at indrette deres Collegia efter den Ma- thematiske Demonstrative Lære-Methode; næsten saadan, som den Engelske Ditons Demonstatio Evangelica, dog ikke just saa vidtløftig. Det burde strængt forbydes dem at giøre Theologien forfængelig med mange Divisioner og Subdivisioner; item med udnødvendige Definitioner, ikke heller uforstaaelig, med mange Philosophiske Kunst-Ord og andre skolastiske Pluk- kefinkerie. I Dialettica eller DisputereKunsten var det bedre at man gaaer Spørsmaals-viis til Værks, end at man formerer mange Haranger af Syllogismer; thi den Disputatz som behandles Spørsmaals-viis, afgiøres hastigere, lettere og grundigere, end den som afgiøres paa den sædvanlige og brugelige Maade; man seer og af det Nye Testamentes Historie, at den største af alle Propheter, Christus selv,

186

186

har brugt den Slags Disputere-Maade, hvori alting ved Spørsmaale, Giensvar og de deraf flydende uomstødelige Slutninger afgiøres. Dette er egentligen den naturligste; thi leeg Folk, som hverken veed hvad Logica eller Metaphysic er, bruger just den Disputere-Maade, og det allene efter deres egen naturlige Fornuftes Drift og Veyviisning, den er tillige den eenfoldigste og altfaa den retteste, derfor undrer jeg meget over at den nærværende er kommen saa meget i Brug; men jeg vilde at Studenterne skulde forstaae denne nærværende Disputere-Kunst, paa det at de ikke skulde være gandske uvidende i den; men derfor ikke i almindelighed bruge den eller holde den for den beste.

I Henseende til Skriftens Forklaring, eller det som man kalder Exegesis, var det raadeligt, at Professores Theologie vilde fornemmeligen commentere over Psal- merne og de Prophetiske Bøger, baade i det Gamle og Nye Testamente, og ingenlunde glemme at applicere Prophetierne, baade til den Verdslige og Geistlige Historie; thi dette er den allerkraftigste Lære-

187

187

maade, baade til at overbevise de Gien- stridige og Vantroe, eftersom det derved bliver al Verden bekiendt at Propheterne have været drevne af den alvidende Guds Aand. Det tiener ogsaa til at styr- ke de Troende i Troen, eftersom de derved bliver overbeviste om, at deres Troe grunder sig allene paa guddommelig og ik- ke paa menneskelig Vidnesbyrd. De Dogmatiske Bøger i Skiften behøver de just ikke at commemere over, deels fordi de indeholder næsten intet uden hvad som den sunde Fornuft kan lære, deels ogsaa fordi deres Ord forekommer i Theologiens Explication, og ellers alletider i de sædvanlige Prædikener; men de Historiske Skrifter ere saa eenfoldrge forfattede, at man behøver aldeles ikke at forklare dem; thi det aller eenfoldigste Menneske kan endog begribe dem, det eneste som er ved Historierne at giøre, er allene dette, at demonstrere de Miraculeuse Begivenheder saaledes, at den Historiske Troe i det mindste kunde blive fast. Dette vilde meget svække det over- haandtagende Atheistiske Frietænkerie.

188

188

Det Juridiske Studium, saasom det er egentligen ikkun en Part af Theologien; nemlig det Stykke som vi kalder Loven, saa burde man ikke giøre saa meget Væsen deraf, at Honeures, Rang og de fornemste Værdigheder i Staten, endeligen skulde de- pendere thi jeg troer gandske vist, at enhver som bliver en sand Theo- logus, maae nødvendig være en god Jurist, det er langt fra at Theologien forhindrer den Juridiske Kundskab, al den langt snarere forfremmer den, ja den er endog Aarsag til den sande Jurisprudence, derfor setter St. Paulus det som noget urimeligt, at en skulde kunde være en Theologus og dog have Forstand til at dømme i verslig Sag, sigende: I som dømmer i Himmelske Ting, kan I dømme de Jordiske. Derfore vilde jeg, at alle som havde sat sig for at tiene Gud og sin Næste med Jurisprudence, burde legge sig først og fornemmeligen efter Theologien, og i det mindste saa meget, at de kunde være fast overbeviste om enhver af Christendommens Grundsandheder eller Troens Artikle. Dette vilde have den Virkning, at Jurister ikke bleve til Atheister og Bespottere, som en stor

189

189

Deel af dem baade har været og endnu ere; det vilde og giøre, at man i Domme mere gav Agt paa Sanvittighedens og Forstandens Vidnesbyrd, end paa Sagens udvortes Form eller Anseelse.

Og dersom de Medicinske Studiosi lagde sig efter Theologien, er jeg vis paa at de ikke saa ofte, som de ellers giøre, confunderede Aandens og Materiens Virkninger med hverandre, ja de vare og i Stand til i Nødsfald at give Patienterne et godt aandeligt Raad, som undertiden var meget kraftigere end alle Piller, Pulver og Drauber.

Men paa det at dette Hefte ikke skal blive for stort, maae jeg afbryde denne Materie, og give mig i Færd med at betragte Studenternes Nærings Veye og Opholds-Midler, og da ere de meget ulige og ubillige omdeelte, hvilke gierne kunde være rettere og ligere omdeelte. De Academiske Beneficia ere vel ikkun faa, og altsaa ikke tilstrækkelige til mange; men jeg mener dog at de kunde uddeles saaledes, at de kunde blive mere tilstrækkelige til nogenledes at opnaae de Christelige Stifteres Gudelige Hensigt.

190

190

Forfædrenes fornemste og første Hensigt, som har legeret noget til Academiet, har uden Dispute, hvilket kan sees af Testamenterne selv, været allene at hielpe de fattige Studerende, at de og nogenledes kunde have noget ar leve af, i den Tid de freqventerede Academiet, og uden al for stor Bekymring for Livets Ophold kunde fort- sette deres Studeringer; see dette er den første og fornemste Hensigt. Denne Hensigt kunde opnaaes naar alle Legata bleve samlede i en Summa og Stipendia deelte i lige Portioner, og ikke distribuerte til andre end de Studentere som ikke ellers enten af Collegis, eller Communitæt, eller af Arv, eller egen Fortieneste ved Informationer havde 50 Rdlrs. aarlige Inkomster, og til den Ende burde Professores stiftes til aarligen at giøre Mandtal over de fattige Studentere, og nøye at forhøre og eftersee deres Tilstand. Efter dette Mandtals Forhold burde ogsaa Stipendia uddeles, dog alletider i lige Portioner, saa at alle de Trængende kunde faae noget. Jeg mener ingenlunde, at man skulde oprykke de Collegier som ere i god Stand, saasom Borkens, Eilersens og

191

191

Walkendorphes; ney, jeg erindrer at jeg i Førtalen har lovet, at ingen af mine Forslage skal sigte til ar giøre Skade, ikke heller til nogens Fornærmelse eller smage af Religions Foragt; hvorledes skulde jeg kunde holde hvad jeg har lovet? Dersom jeg vilde, ligesom de Ugudelige og Skarns Mennesker har giort, som ved deres Forslage har forstyrret Veysenhuset, Con- venthuset, Magistratens Enke-Casser og andre gode Ting, giøre Forslage til Forandringer, allene for at faae noget nyt paa Bane, uden at betænke om det var nyttigt eller skadeligt. Derfore vilde jeg for det første, at det ved en fast Lov skulde af- giøres at Universitætet skulde blive i Kiøbenhavn, at alle Collegia, saafom de ere priselige og gode Stiftelser, burde stedse blive uforrykkede; ja den eller de, som vilde forstyrre dem burde strax erklæres for Skielmer og forvises Landet; men dog ønskede jeg, at der maatte giæres en retfærdig Uddeling, og at Recommendation eller Slægtskab og Bekiendtskab med Ephoris, eller Professores ikke skulde være den fortjenende Aarsag til at nyde Gavn af disse Stiftelser, men ved forefalden

192

192

Vacance burde de Studerende allene have Adgang til Callegia som tilforn havde haft de ringeste Stipendia, og disse skulde, naar Ephori vare nærværende, kaste Lodder om, og samme Uddelings-Maade holder jeg og for at være den retteste, endog i Henseende til Communitætet og de Kamre paa Regentzen, som der ere lagde visse Penge til.

Iøvrigt vilde jeg raade alle Christelige Folk, som maatte her efterdags faae i Sinde at testamentere til Kirker, Skoler, Hospitaler eller anden Gudelig Brug, at de for det første ikke glemmer at indføre den, som den første Post i Testamentet; nemlig at Testamentet efter deres Død 2de Gange om Aaret skulde oplæses paa det Sted, til hvis Vedligeholdelse Testamentet sigtede. For det andet, at det halve af Legatum skulde uden al Proces og Dom tilhøre den, som kunde opdage nogen Svig med Legali Forvaltning, og den som havde ved sin svigagtige eller skiødesløse Forvaltning forringet Legatum, skulde være ansvarlig for Testamentet, og have lige saa meget af sine Effecter forbrudt til Le-

193

193

gati halve Deel kunde beregnes paa. Disse tvende Poster ere høystnødvendige at iagttage ved alle Testamenter, som sigter til Publici Nytte. Anderledes har det sig med Testamenter som sigter til private Personer; Disse burde nøye betænkes af Øvrigheden, førend de bleve confirmerede; og om det efter Testators Død befandtes, at de retmæssige Arvinger, som vare trængende, uden gyldig Aarsag vare udelukte, skulde de aldeeles intet gielde; ja, de som havde tilsneget sig saadan et Testamente, burde endog ansees som Tyve. Jeg troer vist, at baade det Kongelige Waysenhuus og andre gudelige Stiftelser havde været endnu i Stand, dersom de christelige Forfadre, som havde givet saa anseelige Cas pitaler til dem, havde iagttaget den Forsigtigheds-Regel, som jeg før anførte; men de har allene ladet sig nøye med at troe, at St.Pauli Ord, som siger: at ingen giør en Mands Testamente til intet, naar det er stadfæstet, skulde i et christeligt Land staae fast; dog har de ældgamle Testatorcs ligesom forud giættet, at der i den antichristiske Aands Regierings-Tid skulde

194

194

komme Øvrigheder, som ikke engang fulgte den Hedenske Ærlighed, og holdte hvad de selv havde confirmeret; Derfor har de ved store Forbandelser søgt at forbinde Efterkommerne til at følge den Plan med Legati Uddeelelse, som de i Testamentet havde fastsat; Men vores Tid har viist, at hverken Forbandelser, eller noget som har Smag af Religion, kan forbinde atheistiske Frietænkere til at giøre Ret, derfor er den megen Forstyrrelse i Dannemarkes Rige, som er her tillige med den over- haand tagende Fattigdom kommet. Lad os ikkun løseligen betragte de sidst forløbne 20 Aar og hvad som i den Tid er giort galt, saa skal vi faae at see, at heele Rigets Ruin ikke kan deriveres fra vores nu værende Konges Regimente, ikke heller fra det sidste splitgalne Regierings-Forfatning, men fra Religionens Forfald og Foragt, som fornemmeligen begyndte at tage til i Friderich den Femtes Tid, endskiønt ikke med den Høysalige Konges Villie; thi han var selv en Hadere af Ugudelighed; men det er alle, som da levede og endnu lever, bekiendt, at næsten alle som

195

195

vare om og hos Hans Majestæt, giorde al deres Fitid i at dysse Hans Majestæt i Søvn, i at spollere hans Casser, i at udarme Undersaatterne ved adskillige unyttige Projecter. Alt dette er skeet, som er meere end nok bekiendt, og dog listede alle disse, og fornemmelig deres Anførere, sig bort, uden at giøre Regnskab for deres Huusholdning til vores nu værende Konge da han tiltraadde Regieringen. Alle disse, for ikke at ansees for Hyklere, hverken havde eller viiste Høyagtelse for Religionen. Siden fik et andet Parthie Overhaand, som havde ligesaa lider Religion, og endnu meget mindre end det første. Men alt dette Onde er sandelig ikke skeet saa Hændelse-viis, men gandske vist efter Guds retfærdige Dom; thi jeg erindrer endnu tydeligen Kong Christian den 6tes gudelige, viise, retfærdige og ordentlige Regiering, og tillige Folkets uforskammede Utaknemmelighed og den ryggesløse Hobs Bespottelser, som ikke vare fornøyede med at være under gudelig Tugt. Denne de Ugudeliges Regimente i Dannemark er Aarsag til Landets Ulykke og dets store

196

196

Fattigdom; den er tillige en Straf, fordi de ikke har vildet være Guds Aand lydige; thi derfor skal de nu lyde Diævelen, og fordi de har ikke vildet dyrke Gud i hans Tempel, derfore skal de nu ikke engang faae Tid og Leylighed dertil, nogle for Fattigdoms skyld, da de ikke heele Ugen igiennem kan, nu da Lønnen for al slags Arbeyde er midt i den dyre Tid saa meget formindsket, fortiene saa meget at de kan have noget at leve af Sabbathen over; andre fordi de just om Hellige-Dage maa giøre mest Opvartning for dem, som holder baade Helligedage og Søndage lige gode. Ja heele Nationens Friehed skal den saaledes betages, at de ikke engang skal have Lov til at holde deres sædvanlige Høytider og Taksigelses-Fester, saa at Rigets Børn skal endog være større Slaver og meere ufrie end andre gandske fremmede, for Exempel Jøderne; thi de har jo dog Lov til at holde deres Fester og Høytider, og jeg troer ikke at de lade sig nogen Kongelig Forordning i den Fald paatvinge. Men vor egen Nation er derimod enten beslaget med en almindelig Feighed

197

197

og Menneskefrygt, saa at de tør ikke andet end adlyde, eller og med saa stor Skiødesløshed og Koldsindighed, at de kierer sig al- deeles intet om, enten de ved den udvortes Religion ærer Gud eller ikke. Ser alt dette er en Straf for Nationens foregaaende Utaknemmelighed; saaledes forestiller jeg mig Sagen, og saadan befindes den i Sandhed.

Men da jeg nu har talt noget om Anstalterne som sigter til at danne Geistlige, nemlig om Skoler og Universitetet, faa maae jeg og tale lidet om Geistlige Personer og Embeder, og da holdes fornemmeligen Præster, eller de offentlige KirkeLærere for Geistlige Personer, enten de i Sandhed ere det eller ikke.

I en Politisk Meening ere de det alle, fordi de fremfor andre Borgere i Staten behandle Guds Ord, som er Geistligt eller Aandeligt; deres Embede er paa Guds Vegne, som er et Aandeligt Væsen, og sigter til at giøre andre Mennesker Aandelige, og efterdi heele Embedet er Aandens, baade den evige og uskabte Aands

198

198

og de endelige eller skabte Aanders Tieneste, eller noget hvorved begge Deeles Forlangende skeer, og altsaa Aandens Tieneste allene, saavel som og fordi til dette Embedes rette Førelse udfordres, foruden den almindelige saliggiørende Aandelighedeller Igienfødelse, en særdeles Aandelig Dygtighed, eller en Samling af udvortes Aandelige Gaver: saa maae de Personer, som forretter dette Embede, fornemmeligen kaldes Geistlige eller Aandelige. See, i saa mange forskiellige Hensigter ere de rette Geistlige eller Aandelige Borgere i en Stat eller Rige afskildte fra de andre Borgere i Riget, eller som vor Frelsere Christus siger, udvalte af Verden.

Nu var det at ønske, at alle de, som kaldes Geistlige, vare alle saadanne Geistlige, i det mindste i de tvende sidste Hensigter; nemlig i Henseende til Igienfødelsen og Udrustningen med de Aandelige udvortes Gaver. Nu omstunder bliver de allesammen i Almindelighed anseete for Geistlige, som af Kongen, en Proprietair, eller anden verdslig Øvrighed bliver bestik-

199

199

ket til at forrette det Geistlige eller offentlige Lære-Embede. Almuen er ved den lange Vane kommet i den Tanke, at de, som i Kongens Navn bliver bestikkede til at forrette dette Geistlige Embede, de ere strax og i Sandhed sande Arbeydere i Guds Viingaard; men Hvo der vil med sund Fornuft og Uparliiskhed betragte de 3 foranførte uforbigiængelige Reqvisita, kan nok see, at et Menneske kan ikke blive Geistlig, fordi han bliver kaldet til at være Geistlig af de verdslige ØvrighedsPersoner (i sig selv synes det gandske urimeligt, at verdslige Folk kunde giøre Geistlige; thi det var ligesom man ville paastaae at Mohrer skulle avle hvide Folk) thi til at blive udvortes Geistlig, at faae Lyst til at forrette det Geistlige Embede, hører en indvendig Guddommelig Drift, som vi i Theologien kalder Guds Kald, og dette kan hverken Konger eller Fyrster give nogen. Troe mig, at Dørren til Cancelliet, Ober-Secretairernes Forgemakker eller Kirke-Patronernes Stuer, ere ingenlunde de rette Dørre til Christi Faarestie. Ney! Ney! den Herre Chri-

200

200

stus er det selv, og den Hellig Aand er Dørvogteren, og allede der stige anden stæds ind, ere Tyve og Røvere; det er at sige: de benytter sig af det, som i Verden kaldes Ret, og har Rettens Skin til at skaffe sig selv Adgang til det Livs Ophold og Næring, som ellers af Christo selv er bestemt for de sande Arbeydere i Viingaarden, saa at de rettelig kan lignes ved de Ravne, som Noach udsendte af Arken, hvilke ikke kom tilbage til ham igien; men nøyedes med at føde sig med de mange døde Aadseler, som Jorden strax efter Syndfloden har været opfyldt med.

Imidlertid er det dog noget besynderligt, at ligesaa snart som Christi Kirke forfaldt fra sin første Hellighed og Reenhed, saa har Dispyten om at vælge til Embeder, strax opkommet imellem den Verdflige og Geistlige Øvrighed.

I den allerførste Apostoliske Kirkes Tid da var ingen saa uforskammet at de tiltoge sig denne Myndighed; thi det strider gandske og aldeles imod ald Fornuft, at en Herre tager sig paa at fæste en anden

201

201

Herres Tienere uden hans Vidende og Befalning: men de lode Gud selv raade for at bestikke til Lærere dem, som han efter sin foregaaende Aands Meddeelelse havde ligesom udmærket dertil; og dog alligevel har de Verdslige og Geistlige Øvrigheder, uagtet de foregaaende Exempler, da Kirken alt var forfalden, ideligen trættedes om at vælge til Geistlige Embeder. Den Dispyt imellem Pave Gregorius den Syvende og Keyser Henrich er min Læser, saavidt jeg formoder, bekiendt; i samme paastod Paven allene at have Myndighed til at kalde Geistlige. Keyserne og Kongerne, som før havde brugt denne Myndighed, bleve meget allarmerede derover, thi de ansaae det, som der og i Sandhed var, som et Indgreb i deres Myndighed. Deres Cancellie-Betientere har vel og, for ey at miste deres Myndighed og Profit, saavidt man kan slutte, ikke glemt at afmale Pavernes Ubillighed i at tilegne sig det, som efter deres Tanker tilkom allene de Verdslige Regentere, men erindrede ikke, at de tillige med deres Principaler,

202

202

tillige med den største Deel af Almuen allerede havde afstaaet den Myndighed til Paven, ved det at de troede og tilstode, at Paven var i Guds og Christi Sted paa Jorden, og saaledes giort ham til en synlig Gud; derfore var det urimeligt, at de ville paastaae og fordre Myndighed i det, som de allerede havde afstaaet. Jeg erindrer, at jeg tilforn har kaldt den Myndighed, som Konger og Keysere tilegne sig i at bestikke Geistlige til Geistlige Embeder retmæssig; og af det næstforegaaende kunde en eenfoldig Læsere snart tænke, at jeg sagde mig selv imod; men her er den sædvanlige Regel fornøden: Tempora distingve, & omnia bene convenient. Førend Paverne bleve erklærede for universaile Biskopper, Kirkens synlige Hoveder, og Christi Statholdere, de overste Dommere i Geistlige og Verdslige Sager, da havde somme Stæder og Meenighederne ved Voca udvalgt deres offentlige Lærere; undertiden havde de Øverste blant Lærerne udvalgte deres Under mænd, siden ascenderede og bleve deres Efterkommere. Saaledes gik det til i

203

203 Kirken, endog i Apostlernes Tid. Det var langt fra at de lode det dependere af et eneste Menneskes Caprise, hvo der skulde være Ledsager og Siæle-Sorger for nogle Tusinde Mennesker. Men da Keyserne selv antoge Troen paa Christum, saa enten af en Slags Tillid til Keyserens Redelighed, eller og Hoyagtelse for hans Myndighed som øverste verdslige Øvrighed, overdroge Biskopperne og Meenighederne selv den Myndighed til Keyferne at vælge offentlige Lærere. Efterdi den Myndighed at vælge offentlige Lærere, var paa denne gandske lovlige Maade kommet i de verdslige Fyrsters Hænder, saa kalder jeg den Myndighed, som for Pavens Opkomst havde, en retmæssig Myndighed, endskiønt, naar man vil hensee til den Vælge-Methode, som den første Christen Kirke og Apostlerne selv brugte, ikke heller kan med Sandhed kaldes den retmæssige; thi i Dispyten med Paven blev det fuld- kommeligen beviist, at de verdslige Fyrster havde tilforn enten af Skiødesløshed eller Gierrighed, Falskhed og Hovmod, handlet svigagteligen i at vælge til offentlige Læ-

204

204 rere, og de Pavelige Clienter, som ved alle Leyligheder søgte at drive Pavens Myndighed langt høyere end Keysernes og de andre verdslige Fyrsters, glemte ingenlunde at anføre utallige Exempler, som Beviser paa Fyrsternes ugudelige Handel og Uværdighed til denne høye Myndighed. Deraf kom det sig, at Paven fik omsider Overhaand og saadant uformodentlig Biefald; thi der blev fuldkommeligen beviist, at Keyseren, saavel som de andre verdslige Fyrster, havde deels solgt, deels per Grace, uden Hensigt til nogen Merite eller Beqvemhed, bortgiver de Geistlige Embeder, hvilket var noget, ingen retdømmende Christen kunde billige. Nu var det let at forstaae, at man kunde ikke andet end tilstaae Paven den øverste Vælge-Myndighed, naar man først havde tiltaget ham den øverste Myndighed i Troens og Lærdommens Sager, saavel som erkiendte ham for Christi sande Statholdere. Eftertiden viiste, at Paverne havde ligesaa redelige Hensigter, som Keyserne og de verdflige Fyrster tilforn, ja at de brugte den selv-

205

205

samme Methode, saa at de endog giorde det værre, og drev deres Gierrighed, Hovmod og Herskesyge til den allerhøyeste Spidse. Dette giorde de uden ald Skye og Frygt; thi da de havde faaet Bugt med Keysere og Konger, torde ingen lettelig dukke op imod dem. Derfor var den Revolution, som skeede ved den Guds Tieneres Doct. Luthers Flid, snarere at ansee som et Mirakel eller guddommelig Gierning end nogen menneskelig; thi ved denne Revolution blev Myndigheden igien draget fra Paverne, og overleveret de verdflige Fyrster. NB. Jeg kalder det med Flid Revolution, ikke Reformation; thi Reformation bemærker at bringe noget tilbage i sin allerførste Form. Og det skeede ikke ved ald den Dispyt, som de Evangeliske havde med Paven; thi det blev kun bragt i sin næstforegaaende Form, nemlig som det var da Kirken allereede var forfalden fra sin første Hellighed og Reenhed. Den første Form beskrives os i Apostlernes Gierninger 1ste Kapitel 15 og følgende Vers. Deri vises, at Apostlerne ikke engang understode sig til at

206

206

vælge en Apostel i Judæ Ischariotis Sted; men de udvirkede Guds Kald deels ved deres Bøn, og deels ved Lodkastning.

Jeg har ofte undret over, at Doct. Luther, som baade var Skriften saavel bekiendt og tillige vidste det Menneskeli-ge Hiertes Falskhed, saavel hos de saa kaldede Geistlige som Verdslige Øvrighed, har ikke paastaaet denne Skriftmæssige Vælge-Maade, da han dog ellers i alle Ting gandske rettede sig efter Skriften.

Jeg er vis paa, at dersom de fleestes Kald og Adkomst til Embedet blev nøye exa- mineret, skulde den befindes ligesaa uriglig efter Reformationen, som den var i Pave- dømmets Regierings Tid, at min Paastand heri er rigtig, beviser iblanr andet de adskillige Love og Farordninger, som ere udkomne siden Reformationen, for nogenlunde at standse Canditaterne i deres ulovlige Ansøgninger, saavel som KirkePatronerne i deres ulovlige Val; men hvormeget har de vel kunde været tilstrækkelige? mon de har kundet standset dette Onde? Jeg vil ikke sige reent ophævet det; thi det er gandske umueligt ved

207

207

menneskelige Inventioner at kunde ophæve de menneskelige Snedigheder og In-

triguer.

Jeg veed vel, at alle Præster paa- staaer at de ere lovligen kaldede, og der fore uden Samvittigheds-Anstød tager imod de præstelige Indkomster; i en vis Henseende kan det og være Sandhed, nemlig for saavidt at en gammel Vedtægt, om den end var ubillig, ogsaa passerer for en Lov. I denne Henseende tiistaaer jeg og at de fleeste, som ere kaldede, ere ligesaa lovligen kaldede som de vare det, som bleve kaldte da Meenighederne allerførst tilstøde de øverste Lærere eller Regenterne den Kalde-Ret. Men da efter Reformationen disputeres dog idelig om, hvilken Maade der er den retteste til at bestikke Lærere, og det vilde blive et uendelig Værk at ex- aminere alle Kalds-Maader, saa synes jeg, at man giorde allerrettest i at rette sig gandske og aldeles efter den Maade, som foreskrives i Apostl. Gierningers 1 Cap. Alt hvad Theologie, som vil mentinere den nu brugelige Kalde-Maade, kan anføre til Forsvar for den brugelige Kalde-Maade, er ikke af synderlig Betydenhed, og kan

208

208

snarere passe sig paa vantroe Folk, end paa dem, som burde ansees som Pillere i Guds Meenighed, nemlig man siger, at man skal distinguere imellem Eccelesiam plantandam, og Eccelesiam plantatam, og ikke vente Guds overordentlige Besty-relse nu da Kirken er plantet. Jeg veed sandeligen ikke hvad de meener dermed; thi her forlanges ikke noget overordentlig Guds Medvirkning i Naturen eller Regieringen, men alleneste en ærligere Kaldsmaade end den brugelige; og i den Henseende bliver jeg fast ved min Paa- siand, at den, som den hellige Skrift har foreskrevet os, er bedre end alle de, som enten Regenterne eller Lærerne har opfundet eller kan opfinde. — Naar man vil nøye betragte den, saa skal man befinde, at alle Snedigheder, som ellers begaaes i at kalde til Geistlige Embeder,

derved gandske og aldeles ophæves. Jeg

tvivler ingenlunde paa Guds Biestand; thi dersom denne Vælge-Maade maatte overalt blive befalet, og vi viiste saadan Redelighed i at bestikke Arbeyderne i Guds Viingaard, saa tvivler jeg ikke paa, at

209

209 Gud jo lod Lodden falde paa de værdigste Personer. Men paa der jeg kan vise Publico, hvorledes denne Kalde-Maade kan blive applicabel overalt ved alle Meenigheder, vil jeg foreslaae efterfølgende Anordning:

Først burde ingen tilstædes til Lodkastning, uden han kunde medbringe Testimonium fra Academiet, at han saaledes havde studerer Theologien, at han var i Stand til at igiendrive Frietænkere, Naturalister, Atheister, saavelsom andre Kiettere og Vildfarende (Ingen maae tænke, jeg fordrer for meget; thi jeg er fuldkommen overbeviist om, at den christelige Lærdom er mægtig dertil). For det andet, at han havde viist, at han havde en tilstrækkelig Kundskab baade i Skriftens Udleggelse og Kirke-Historien, og endelig at han førte er uskyldigt Levner. Alle de, som medbragte saadant Testimonium, skulle admitteres til Lodkastning; nemlig alle deres Navne skulle tilligemed Kaldets Navn legges i en Casse, og saa i heele Meenighedens, samt Candidaternes, eller deres Fuldmægtigers, Provstens og nogle

210

210 andre Præsters Nærværelse, udtrækkes af tvende uskyldige Børn; og paa det det kunde skee gudeligen, burde Meenigheden formanes til at giøre en Bøn af den selvsamme Indhold i Forveyen, som vi finder at den første Christne Meenighed giorde, da de udvalgte Apostelen Mathias. Naar Lodtrækningen skulde skee, burde Provsten staae nærmest ved Barnet som udtrak Lodden, og han skulde lydeligen nævne dens Navn, som Lodden var falden paa, og saa længe holde Sædlen i Haanden, indtil baade Candidaterne allesammen, saavel som Kirkens Forstandere, og de andre tilstædeværende Præster havde læst den, og allesammen, hver i sin Orden, nævnet dens Navn, som Lodden var falden paa. Naar Lodkastningen var til Ende, skulle Provsten ved en Skrivelse bekiendtgiøre dette Vall til Cancelliet, som da, ligesaavel som ellers, skulle i Kongens Navn udstæde en Befaling at forrette det Geistlige Embede ved den eller den Meenighed, som han ved Lod var bleven udvalgt til.

Bekiendtgiørelsen til Cancelliet skulde underskrives af Meenighedens Forstan-

211

211

dere og tillige af de tilstædeværende Com- petenter, hvilke alle skulle bevidne at Lodkastningen var skeet ærlig. De øvrige Ceremonier med Ordination og Indsættelse burde dog alligevel skee, saasom det tiener til at opmuntre Lærerne til Flid i deres Embede, og Tilhørerne til Agtsomhed og Lydighed.

Strax efter Indsættelsen burde den nye Lærere være berettiget til at imodtage alle de Indkomster, som hans Formand i Embedet havde havt.

Men ved det jeg her taler om Formandens Indkomster, forstaaer det sig selv, at jeg baade meener, at han skal svare Naadsens-Aar og andre lovlige Udgifter, og tillige have Rettighed til igien at reconciliere til sit Embede de Accidentzer, som paa nogen ulovilg Maade ere komne derfra uden nogen sand Aarsag og Vederlag.

Exempel paa saadant vil jeg anføre: Jeg erindrer at det i min Barndom var brugeligt, og er iligemaade i Loven befalet, at alle Tieneste-Folk offrede til Capellanen til Froe-Prædiken paa de 3de store Høytider; denne Indtægt kan enhver begribe, at have indrentet noget omseeligt

212

212

for Capellanerne, og jeg hørte aldrig at noget Menneske var derover bleven forarmet; thi, uagtet alle de Lande-Plager, som Riget blev plaget med baade i Friderich 4des og Christian 6tes Tid, saa kan jeg dog sige, at alle Ting paa den Tid florerede frem for nu. Men Fattigdommen har taget til, fornemmeligen siden man begyndte at spare paa de Udgifter, som sigtede til Religionens Vedligeholdelse. Denne utidige Sparsomhed begyndte først at opkomme i Kong Christian den 6tes Tid, og det under Helligheds Maske, nemlig: man raabte ideligen paa, at Geistligheden skulle være nøysom og tarvelig, og at Christi Kirkes Prydelse skulle ikke være udvortes, ja det var ikke langt fra, at de Tiders skinhellige Prædikantere jo havde indprædiket Almuen Tigger-Munkenes Meeninger og Lærdom, hvis Løgnagtige Indhold er denne: At Christus og Apostlerne levede af lutter Tiggerie. Disse og andre Meeninger bleve den Tid drevne paa, af nogle i en hellig og reen men dog raabelig Hensigt, af andre i en stadelig og falsk Intention; da begyndte man først for Alvor

213

213

at udskrige Præsternes Indkomster for alt for feede, hvilket kunde vel den Tid være Sandhed i Henseende til nogle faa, men er nu omstunder pure Hyklerie og Løgn, i Henseende til de fleeste Præster, som har i Ligning med andre Verdslig Stands Folk alt for lidet. Siden da man mærkede at man ved Hoffet ikke reflecterede mere paa Testimonium Pietatis, fik man dog at høre at Folk sang den samme Viise, og vare ligesaa ivrige i at formindske Præsternes Indkomster, men de bygte deres Satser ikke mere paa Theologiske Grunde, men paa lutter Religions Foragt og Misundelse, og derved er man blevet indtil nu, da man foruden Froprædikens Offeret til Capellanerne har endog borttaget Præsternes Tavle-Penge, maaskee under den Forevending at man vilde befrie Publicum fra den Udgivt, paa de det skulde give desmere i de tilbageblivende Tavler.

Korteligen, jeg ville at alt hvad der er fragaaet Præsterne i deres Indkomster, enten ved Hykleres eller Religions-Spotteres og Præste-Haderes Sladder, skulle dem restitueres; og dette kunde gierne skee

214

214

uden Publici Fornærmelse, nemlig naar det blev befalet enhver at svare efter Loven en frievillig Gave paa hver af de store Høytider til Capellanerne; thi om del ik- kun var 2 ß. paa hver Høyrid for en LæreDreng og Tieneste-Pige, saa blev det dog til en Summa heele Aaret igiennem, efter Ordsproget: mange Bekke og smaae, de udgiør en Aae. Men det burde og siges Meenigheden, hvem de skulle give deres Offer, og det burde ikke tillades dem, saaledes som en lang Tid er skeet, at springe Capellanen, Cantoren og de virkeligen ringe Geistlige borbie, og derimod at give det til de verdslige Kirke-Betientere, saa som Klokkere. & c. & c.

Men paa det jeg kan vise min Læsere, hvor stor Nytte den slags Kalde-Maade vilde have frem for den nu brugelige, da vil jeg giøre en Sammenligning og al- leneste forestille nogle af de brugelige Ansøgnings-Maader, som Candidaterne baa- de før har og endnu betiener sig af, hvilke ingenlunde kan kaldes ulovlige, efterdi vi har ingen andre, og det ganske kommer overeens med det som vi kalder Lov og Ret. Det er jo alle bekiendt, at man maae

215

215

enten insinuere sig hos en Proprietair, som har Jus Vacandi, eller og hos OberSecretairen eller de Deputerede i Cancelliet, inden man kan have Haab om at nyde et Kald.

Nu forstaaer det sig selv, at enhver, som vil insinuere sig hos en Person, maae nogenlunde udstudere dens Sinds Beskaffenhed, hvis Faveur han agter at vinde, uden han kan vente at samme Person skal tage sig hans Beste noget an; men hertil udfordres og at han skal conformere sig med den, hvis Andest han agter at vinde. Dersom den samme er da et ondt Menneske, Sandheds Hadere eller hengiven til nogen Last, saa maae Candidaten, i Fald han skal kunde vente sin Patrons Assistance og Andest, ikke formeget vise Nidkiærhed imod den Last, som hans Patron inklinerer til. Hvad er dette andet, end at nøde Candidaten til at blive Hyklere? og det paa en Tid da han allermeest skulle legge Vind paa Retsindighed og det, som er just en retskaffen Læreres Caracteer, nemlig: at lære Guds Veye i Sandhed og ikke agte paa Menneskens Personer; men er Candidaten selv ikke noget got Men-

216

216 neste, og ikke søger allene om Embedet for Brødets skyld, saa veed jeg vist, at han kierer sig ikke efter at paatage sig hvilken Maske det end skal være, og han skal nok opfinde Konster og Udveye til at illudere Lovene og til at narre endog den beste og retsindigste Kaldende.

Derimod har jeg den Fortrøstning til Gud, at han nok bestyrer Lodden saaledes at den kan træffe paa den Værdigste, naar vi ville vise, at vi have saadan sønlig Fortroelighed til Gud og stiøttede om at lade Gud regiere med.

Jeg veed vel, at der ere de som tænker, at Gud tar sig ikke af de menneskelige Handlinger, og anseer ham som en ørkesløs Til skuere; men de samme har ikke betænkt, hvad det har i sig som Salamon siger: Lodden kastes i Skiødet; men det, som der skal dømmes om, kommer fra Herren. De har ikke engang saa meget Begreb om Guds Medvirkning i Verden, som den Hedning har havt, hvis Ord Paulus anfører, naar han siger: I hannem ere, leve, og røres vi. Hvad jeg nu har talet, er i Almindelighed for at bevise, at den foreslagne Kalde-Maade er den allerretteste.

217

217

Det ville blive alt for vidtløftig at opregne alle de Spidsbube-Stræger, som efter den saa kaldede lovlige authoriserede Kalde-Maade baade har gaaet i Svang og gaaer i Svang den Dag i Dag er, og bliver ved stedse. Her er allelider levende Bevist paa, at skarns Folk løber af med det som tilkommer godt Folk; thi hvorfore gaaer vel saa mange brave Karle ubefordrede næsten deres hele Livs Tid, uden allene fordi baade de Kaldende retter sig efter Sagens udvortes Anseelse og ikke efter dens sande Beskaffenhed, og de Resindigste blive tiest udelukte fra at have Tilladelse at leve paa Joden, da dog de ere Mennesker som udelukke andre fra at leve paa Jorden, ligesaavel som de der Udelukkes. Men da de ere Guds Skabninger og Billeder, ligesaavel de som skal regieres over, som de andre der paatage sig at herske over Guds Hiord, og har i den Henseende ligesaavel Ret til Verden, som de allermægtigste Souveraine Konger og Keysere; thi Jorden er Herrens og dens Fylde, saa maae Øvrighed aldrig vente, saa længe de bruger saadan Skiø-

218

218

desløshed i deres Formynder-Embede for Guds Kirke, at faae Velsignelse eller Lykke i deres Regimente; thi det kan ikke gaae anderledes til, end at Gud jo nødvendig maae opvækkes til Vrede, naar han seer at den ene af hans Creature og Børn tager sig før med Forsæt foragteligen at undertrykke og hindre den anden at leve paa den Jord, som han med lige Ret har givet til dem alle, og det allene fordi han har tilladt dem indbyrdes at overdrage hinanden Regimentet for Ordens skyld, for at hindre Vold og Uret, og ikke af nogen anden Aarsag. Hvor vil man kunde vente, at den som et Aar efter et andet uden Aarsag faaer Afslag paa sine Begiæringer, og bliver som et Skumpel-Skud sat tilside, og det allene fordi han ikke vil beqvemme sig til at underkaste sig den Bæstiske Regiering, som er opkommen iblant Menneskene, og at falde ned og tilbede Diævelen, og tage sin Tillid fra Gud og satte Kiød for sine Arme, hvor kan man vente, siger jeg, at saadan een skal ønske Velsignelse over sin Øvrighed; thi om han endskiønt med Munden giør det, og Forstanden kan undffylde dem, som un-

219

219

bertrykker ham, og med Taalmodighed lider Uret en lang Tid, saa dog kan han neppe holde det længe ud, at han jo omsider overgiver Gud, som sin Skabere, sin Sag til at dømme i, og da vil sandelig Dommen ingenlunde falde ud til deres Beste, som ved deres Skiødesløshed, Uretfærdighed og Herskesyge, Partiskhed eller andre Laster har undertrykket den Uskyldige. Denne megen Undertrykkelse, som gaaer i Svang ved alle Stænder, og det endog under Lovens og Rettens Skin, holder jeg for at være den sande og eneste Aarsag til de mange Lande-Plager som vi har havt og endnu har baade i Dannemark og andre Lande i Europa.

Paa nogen Tid har man fundet paa her i Dannemark at overdrage det til Biskoppernes Godtbefindende, at vælge eller i det mindste at proponere til det Geistlige Embede dem, som de holdte for de værdigste og beqvemmeste, og dermed meente man at Sagen var meget vel bestilt; men da Biskopperne ere ligesaavel syndige Mennester, som de verdslige ØvrighedsPersoner, og man kunde gierne fremføre Ex-

220

220 empel paa, at de har viist Partiskhed og undertrykt uden Aarsag dem de burde for- fremme: saa seer man nok, at det duer ikke heller.

Hvorledes Maaden til at kalde Præster paa nu er, og hvem Supplicanterne egentlig skal holde sig til, det veed jeg sandelig ikke. Det rimeligste er, at man kan slutte at det gaaer til, som naar der kastes Penge ud til Grams, eller og at Supplicanterne maae holde sig til dem, som de kan opspore at have Jus Vacandi, og altsaa gaaer det uden Tvivl i den gamle ravgale Slentrian.

Der er forunderligt, at Øvrigheden ikke engang kan indsee, al den Regierings- Maade over Geistligheden er dem selv meget skadelig; thi det føder fiendske eller i det mindste koldsindige Undersaatter, og det skeer paa denne Maade: Naar et Menneske har studeret, anvendt sin Tid og sine Penge paa at beqvemgiøre sig til Publici Tjeneste, og hans øvrige Leve-Brød skal siden dependere af et andet Menneskes Caprise. Han seer tillige at Øvrigheden ved en og anden Ansøgning ligesom ligger paa Luur paa ham, for at faae Rettens

221

221

Skin til at udelukke ham som uværdig fra Embedet; saa kan det ikke andet være, end at den liden Fortroelighed og Kierlighed han havde til dem, i den Tid han søgte dem og ansaae dem som sine Fædre og Forfremmere, maae forvandles til Had, nu da han seer at de begegner ham som Fiender, og det uden Aarsag. Saaledes gaaer det med dem, der ere af et vredagtigt Temeperament; de andre derimod, som har lagt mere Vind paa Taal- modighed, de opdækkes just en til nogen Fiendskab eller Had; thi Guds Kierlighed, som er udøst i deres Hierter formedelst den Hellig Aand, styrer saaledes Vreden hos dem, at den ikke bliver til nogen Had; men den kan ikke forhindre, at de jo falder til at foragte saadan ond og daarlig Øvrighed, som har taget sig paa at være de Fornemmeste i Verden, og giver sig ud for at ville forfremme deres Medmenneskers Lykke, og i Gierningen selv giør intet andet, end viser en yderlig Foragt mod deres Undermand, som i alle Maader ere ligesaa gode ja undertiden bedre end de selv.

222

222

Det maae være nok herom. Jeg kunde gierne vidtløftigere dem onstrere Sagens Sandhed, og bevise at endog de ved Loven fastsatte Kalde-Maader ere rettere sagt ulovlige end lovlige, ja jeg undslaaer mig ingenlunde for at besvare alle mine Modstandere, men dette lille Skrift tillader det ikke. Nu rester allene at sige, at ved alle Meenigheder burde ikke findes Sogne-Præster og Capellaner, men allene Compastores.

Appendix.

Da jeg har taget mig for aabenhiertet til Guds Ære og min Næstes sande Nytte at skrive om Religionens Forfremmelse i Landet, som det eneste og sande Middel til Fædrenelandets Opkomst; saa kan jeg ingenlunde undlade at tale noget om Pleye-Anstalten, efterdi det er virkelig et stort Stykke af den udvortes Religion, efter Apostelens Jacob Bestridelse over Religionen, naar han siger. En reen

223

223 og ubesmittet Guds-Dyrkelse for Gud og Faderen er denne: at besøge Enker og Faderløse i deres Trængsel, og at holde sig selv ubesmittet fra Verden.

Enhver kan nok indsee, at Pleye-Anstalten hører og til den udvortes Religion, efterdi det er ligesom Regieringens Visite eller Besøgelse til Enker og Faderløse. Dersom vi nu vil betragte vores nuværende Pleye-Anstalt, saadan som den i Sandhed, saa skal vi snarere befinde at det er en Plage-Anstalt end en Pleye-Anstalt. De Præparatorier, som ere giordte til denne Plage-Anstalt, ere saa skammelige, umenneskelige og uden all Barmhjertighed, at baade de og Plage-Anstalten selv er intet andet end en Kiæde af Himmelraabende Synder.

Først begyndte man i Friderich den 5tes sidste Regiering at splitte de Fattiges Penge ad, ved at laane dem bort til dem som aldrig betalte dem; og det forunderligste var, at de som vare Fostandere, laante selv og glemte at betale. Og da de Fattiges Raab og Skriig om Assistence tog mere og mere til, da der var intet tage af,

224

224

saa at den høyeste Øvrighed blev derved allarmeret, og begyndte at spørge om Aar- sagen, saa hedte det: at Almuen var saa doven, gad intet giøre noget, og derfore kom saa mange som søgte om Almisse. Paa samme Tid arbeydede de fleeste Pro- prietairs og Adelsmænd, som eyede LandGodser, paa at bringe deres Vahre i en høy Priis, eller rettere sagt, at giøre en almindelig Dyr Tid, deels ved at bringe Kornet udaf Landet, deels ved at formaae Kongen til at forbyde Indførsel paa de Tider, naar Staten meest trængte. Dette udvirkede at alle Vahre nødvendig maat- te stige, derved skeedte at den Assistence, som tilforn til de Fattiges Ophold var neppe tilstrækkelig, blev nu ganske utilstrækkelig.

Derpaa begyndte endeel Projectmagere, fornemmelig dem, som favoriserede Handels-Standen, ideligen ar raabe paa de Fattiges Dovenskab, og at foregive den som den eeneste Aarfag til deres Forarmelse, og Fabriqvernes Standselse; nemlig, man sagde, at fordi de Fattige ikke ville spinde, derfore vare de saa forarmede, og derfor kunde Fabriqverne ikke kom-

225

225 me ret i Flor. De ønskede derfor ikkun at Kongen ville overdrage Directeurerne, som vare Undere af Fabriqverne, men ikee af de Fattige, og de Com- mitterede over de Fattiges Væsen, en fuld Myndighed til at behandle de Fattige efter Godtbefindende, hvilket ogsaa skeede. Derpaa projecterede man dog hemmelig paa at giøre alle fattige AlmisseLemmer til Fabriqverernes og adskillige rige Kiøbmænds Slaver. Man arbeydede paa at sælge den Fattige, som Propheten siger, for et par Skoe ved at forringe Arbeyds-Lønnen, og der just paa den Tid da alle Vahre vare stegne til en høy Priis. Skulle nogle tvivle om Sagens Rigtighed, saa kan man ikkun efterspørge hos dem som nu arbeyder og i de bedre Tider har arbeydet for Fabriqveurer, saa skal man faae at høre, at Arbeyderne nu omstunder faaer ikkun det halve til Løn for deres Arbeyde, paa en Tid, da alle til dette Livs Ophold fornødne Vahre ere alle dobbelt saa dyre, som de vare den Tiid Arbeyderne fik dobbelt Arbeyds-Løn. Dette kan jo ikke andet, end det maae nødvendig udpresse de Fattiges Suk og Raab til Gud alles vo-

226

226 res Skabere. Jeg veed nok, at de som saaledes har projecteret, har meest haft Hensigt til at faae Dannemark i samme falske Floer fom Engelland; thi efter Forlydende, saa ere alle Arbeydere og Haandværker i Egelland ikke andet end visse rige Kiøbmænds Slaver; men hvor langt dette er fra den sande Politiqve og StatsKunst, at lade nogle faa ved Negotie og Schakkerie blive saa overmaade rige, at de endog kan trodse Regenten selv, giøre deres Medborgere til deres Slaver og ud- sue deres trængende Næste, det meener jeg alle de maae tilstaae, som begriber hvad Salomon meener, naar han siger: For et Lands Ondskab bliver mange mægtige deri. Jeg meener enfoldigen, at den vise Salomon har anseet dette for den allerstørste Lande-Plage og Straf fra Gud, at han tillod nogle i et Land at blive saa overmaade mægtige, at de kunde Herske over deres Medborgere; ja, jeg meener, at han har anseet disse store Hanse, ligesom de Plage-Fogder, Gud fordum tillod at herske over sit Folk i Ægypten. Forunderlig er det, at man her i Dannemark har været saa dumme,

227

227

at man har bildt sig ind at skaffe Engeslands Rigdom her ind i Landet, ved at efterfølge Engellands Synder; thi det Stykke er just det lastværdigste af heele den Engelske Regiering, nemlig at fordobble Arbeydet og forringe Arbeyds-Lønnen.

Nu var det ikke nok dermed at Fonterne til de Fattiges Almisse bleve spoleerte, der var endnu noget tilbage af hvis Renter mange Fattige kunde blive soulagerte. Disse Fonter maatte da, for at faae Projectet fuldkommeligen udført, endeligen anvendes til en stor og prægtig Bygning; denne Bygning kunde man med Tiden giøre til et nyt Tugthuus; man kunde i det første kalde det et almindelig Hospital, og udraabe dets Anstalter meget prægtige, paa det man kunde lokke de Fattige selv i Muse-Fællen; naar de saa først vare komne der og Pengene vare forødte, saa kunde man altid finde paa at lade dem arbeyde for intet, eller for saa lidet som man selv syntes, det ville da og komme til at Heede: At hvo som ikke ville arbeyde for saa lidet, den skulde slet ikke faae no- get.

228

228 Nu gad jeg gierne vidst, om det tilkommer Arbeyds-Herren at bestemme Lønnen, eller Arbeyderne selv. Jeg veed at det er vist, at en Arbeydere er sin Løn værd, og at det tilkommer ham selv, som har giort Arbeydet, at bestemme sin Løn, og slet ingen anden. Men nu er det jo bekiendt, at disse nærværende Pleye-Anstalts Directeurer og deres underhavende PlageFogder bestemmer Lønnen før Arbeyderne ikke i Proportion med Torve-Kiøb, men som de selv godt synes. De har udgivet en Plan, hvori de fastsætter Prisen for Pundet af alle Sorter Garn, den er saa sulten og suurfittig bestemt, at ingen kan være tient dermed, og dog alligevel faaer de Fattige ey engang det, som de der paa Papiret har lovet. Hvorledes er det mueligt, at et Menneske skal kunde underholdes af 15 ß. om Ugen. Jeg troer neppe, at nogen kan sortiene meere med al sit Spinderie. Dersom man, foruden Arbeyds-Lonnen, gav dem tillige en vis fastsat Almisse, saa kunde man tænke at Projecteurerne havde baade haft Menneske-Kierlighed og Retsindighed, efterdi de baade hialp de Fattige til at faae noget

229

229

at fortiene og derved afværge Dovenskab, og desuden gav dem Almisse; men da de nu bruger Almissen, som andre Mennesker af deres Christelige Sindelaug har givet og giver de Fattige, til at give som Arbeyds-Løn, saa kan jeg ikke see at den Fattige faaer nogen Almisse; thi naar han saa suurt maae arbeyde derfore, saa er det en skyldig Løn og ingen Almisse. Jeg sluttet dette Stykke efter St. Pauli Tænkemaade, som siger: den, som arbeyder, gives Lønnen efter Fortieneste og ikke af Maade; og derimod den, som faaer noget uden Arbeyde, han faaer det af Maade: thi ellers blev Naade ikke Naade.

Disse Blade tillader just ikke, at jeg igiennemløber al den uretfærdige og ubarmhjertige Behandlingsmaade, som bruges imod de Fattige. Jeg vil ikkun anføre det, som saa kiendeligen og aabenbarlig strider baade imod Ret og Religion.

I Kong Christian den 6tes Tid, udkom en gandske ugudelig Forordning, som forbød i Almindelighed baade at tage og give Almisse til Tiggere, og desuden dicterede Straf for dem, som gav Almisse til

230

230

Tiggere (ved samme Tid kom ogsaa Lan- de-Plagerne, som siden ere blevne forme- rede og endnu vedvarer). Da dog den Herre Christus, Kongernes Konge og Herrernes Herre har sagt: giv den, som Leder dig, og vend dig ikke fra den, som vil laane af dig; men anførte Kongelige Forordning siger ikke allene: du maade ikke give, men du skal straffes oven i Kiøbet, dersom du lyder Christi Forordning. Hvad kan være meere ugudeligt end at give Ordre, som ere gandske stridige imod Christi Forordninger? Hvo, som nu veed og betænker denne Høysalige Konges øvrige Opførsel og Religieuse Sindelaug, skulle snart tænke, ar det var umueligt, at der i saa Religieus en Konges Tid kunde udkomme en saadan Forordning. Heraf seer man, hvad Hyklerie og de ugudelige Statister kan endog forlede de bedste Re- gentere til. Jeg veed meget vel, hvori alle de Sminker bestaaer, som baade Juristerne og andre Skarns Folk fremkommer med, til at bestyrke denne Anordning, og der skulde være mig saa let at giendrive al deres Snak, som at kløe mig i Ho

231

231

vedet, dersom disse Blade tillode det. Saa meget vil jeg alleneste sige, at en sand Christen bliver ved saadanne Forordninger sat i en Forlægenhed, ja i en virkelig Fristelse; thi de havde i Forveyen læst Christi Ord: at de skulle, uden at dømme deres Næste, give den som bad dem, og ey vende sig fra dem, som ville laane af dem, og nu skulle de i Følge af Forordningen nægte den som bade dem; nu blev da Spørsmaalet, hvem de meest skulle adlyde, enten Kongen eller Christo?

Fremdeeles er den paafølgende Behandlingsmaade med de Fattige saa stolt og herskende, uden al Barmhiertighed og Mildhed, at den maatte være en fuldkommen Nar, som ikke opfandt alle Slags Renker, Tyverier og hvad der kunde hielpe til at befrie ham fra Fattigdom, langt hellere end at lade sin Lykke befordre enten af Directeurerne eller de Committerede.

Paa nærværende Tid holder man jo endeel authoriserede Folke-Tyve, som skal have 1 Rdlr. for hver Tiggere de kan opbringe. Denne kloge Anstalt troer jeg vist

232

232 at vore Tiders Hyklere ikke skal glemme at rose, allerhelst siden Pastor Resewitz, saadan en ægte Pharisæer, er med, og næsten den øverste blant Directeurerne, som ey har skammet sig ved at være blant dem, som ville føre Forbandelse over Kongen og Landet ved Waysenhusets Ruin. Nu ville jeg sige, at disse aurhoriserede FolkeTyve og Straten-Røvere vare split-galne, om de ikke snappede op frisk vek hvem de kunde komme over; thi jo flere de kan opsnappe, jo flere Rixdalere faaer de jo, og naar Sagen skal undersøges, saa kunde de jo med gandske god Samvittighed giøre Ced paa, at de, som de havde opsnappet, havde rigget; Thi der findes vel neppe Noget Menneske i heele Staten, at de jo har tigget, enten paa een eller anden Maade. Enhver Supplicant er jo en Tiggere; ja jeg priser mig selv særdeles lykkelig, at jeg ikke af disse Folke-Tyve er blevet opsnappet, da jeg oprigtig tilstaaer, at jeg ofte haver paa Gaden, naar jeg selv feylede Tobak, og var saa lykkelig at møde en, som jeg kiendte og vidste brugte Tobak, bedet om en Priis Tobak; hvor let kunde

233

233 det ikke have skeedt, at jeg kunde været blevet opsnappet, i Fald nogen af de udsatte Spioner havde været nærværende og hørt at jeg bad om Tobak- Dersom det ey streed imod Christi Regel, som befaler os, ikke at afvende Vold med Vold, men at overvinde det Onde med det Gode: saa ville jeg raade alle Fattige til at have en ladt Pistol hos sig, og strax at give den paa Pelsen, som ville bemægtige sig hans Person. Jeg veed vist, at det strider ingenlunde imod Naturens Ret; thi i Følge af den Lov er jeg mig selv nærmest, og i Følge af den Lov bor jeg, naar min Øvrighed, som er ellers sat til at være mit Forsvar, ey allene ikke vil forsvare mig, men endog give andre Lov til at overfalde mig, selv at forsvare mig, og bortdrive Magt med Magt; ja jeg bor endog ansee Øvrigheden ikke meere som mine Fædre og Forsvarere, men som mine afsagde Fiender.

Vil nogen indlade sig i videre Di- spyte med mig, og undersøge hvorvidt mit Forsvar for de Fattige strækker sig, saa de kun udgive der skriftlig, jeg skal snart

234

234 expedere dem; Men dette skal være Ac- cordten, at de maae ikke fremkomme med Argumenter, som enten tages af menneskelig Myndighed, eller som grunder sig paa foregaaende urigtige Forordninger; thi i slige Tilfælde værdiger jeg dem ingen Besvarelse. Det faaer at være nok om denne Sag.

Inden jeg faaer dette Skrift færdig, har Hyklere smeddet saa meget Galenskab sammen, saa at jeg, som en Sandhed Herold, Publici Tolk, mit Fædrenelands sande Elskere, neppe kan faae Tid til at faae en Galskab Flot til Dørs, førend en anden er allerede paa Bane. Man snakker nu stærk om en Real-Skoles Oprettelse; og just fordi den er unødvendig og tillige bekostelig, frygter jeg, at Projecter bliver iværksat; thi det har jeg for lang Tid siden mærket, at jo mindre nødvendig, jo meere bekostelig, ja, endog hvor skadelig et Project har været, jo snarere er det blevet iværksat: hvorfor er det da ikke at formode, at dette Project maatte komme i Gienge, som har saa stor Skin af Nytte, som desuden i lang Tid har været i Preussen, et Land, som paa nær-

235

235

værende Tid er i stor Udraab, hvis Regierings-Principia de fleste i Europa holder for pure Viisdom.

Det er langt fra at jeg laster Real- Skolens Oprettelse i Berlin, ney tvertimod; jeg holder for, at den retsindige Præst, som var dens første Oprettere, har været en meget oprigtig Guds Tienere, som har meent baade Gud og sit Fædreneland det gandske vel; Thi han har indseet, at det var høyt fornøden for Berlin, en Stad, som var ligesaa stor som Kiøbenhavn, hvor Skole-Væsenet var kun i temmelig slet Stand, hvor der var i lærde Sager ikkuns eet eeneste Gymnasium, og altsaa var Staden gandske trængende til saadan en Stiftelse. Men at man i Kiøbenhavn, en Stad, som i Henseende til sine lærde Sager neppe har sin Lige i hele Europa, hvor der er ikke alleneste en anseelig Latinsk Skole, som gierne kunde passere for er Gymnasium, men endog 4re Academier, tilligemed andre publiqve Skoler ved hver Kirke, og desuden nye oprettede Frie- Skoler, dertilmed saa mange brave Studentere, som baade kan informere i Tydsk,

236

236

Fransk, Engelsk, Mathematiqve, og i alle de Videnskaber, som ellers paa Real-Sko- len skulle læres, og det for mindre Betaling end paa Real-Skolen, paa en Tid da der hersker den største Fattigdom, at man der ville oprette en Real-Skole, det er sandeligen aabenbare Daarlighed, og i mine Tanker ligesaa splitgalt, som da Professor Oeder tog sig for at oprette den Callenbergiske Enke Casse, og derved stilte Enkerne ved den Pension, de havde enten af Magi- stratens eller andre Casser. Dersom ikke Guds synderlige Forsyn og andre Christne Menneskers Medlidenhed havde hindret det, saa maatte jo de Enker, som af de adskillige og differente Magistratens Casser fik Pension, allerede været døde af Hunger; thi jeg troer neppe, de kunde taale at faste et heelt Aar, og det er alt over et Aar siden man tog Pensionen fra dem, som havde nogen, under det Løfte, de skulle faae den igien af den Callenbergiske Casse, og endnu har man ikke hørt at nogen af dem har nydt noget. Hvorledes tænker man det ville gaae adskillige fattige Studentere, som nu lever allene af at infor-

237

237

mere, i Fald Real-Skolen endelig skulle oprettes? Hvem skulle eller ville underholde dem? Jeg frygter for, det ville gaae dem ligesom Enkerne, som skulle vente efter at faae deres Levebrod af den Callenbergiske Casse. Jeg mener enhver har Lov til at nære sig af sin egen Profession; altsaa har man ikke nødig at efterfølge saadanne udenlandske Inventioner; thi de vil fan- deligen ikke giøre andet end forvirre vores Rige, og naar det er kommet i Uorden, som det allerede synes at være bragt i, saa troer jeg neppe, at nogen af de Udenlandske vil giøre andet end lee os ud, fordi vi har været deres Abekatte. Derfore holder jeg for, at enhver Regent giør allerklogest deri, at han betiener sig af sine egne indfødde Landsmænds Raad, end af en heel Hoben Fremmedes; thi det gamle Ordsprog staaer dog fast: Før sviger de Kaarne end de Baarne. Thi man kan være forvissede paa, at alt hvad de fremmede Giæster fremkommer med, sigter egentligen til at sætte dem selv fast i Gracen, men ikke egentligen til det Riges sande Fordeel, som de synes at ville ophielpe. Mit For-

238

238

slag er derfor, ingenlunde at udelukke Publicum fra at faae Indsigt i de Videnskaber, som i Real-Skolen ellers skulle læres; men jeg ville, at de samme Ting skulle saaledes omdeeles til de her værende Skoler, at det, som feylede i nogle, kunde læres i andre; og naar dette skeer, seer jeg ingenlunde, at nogen Real-Skole skal nogen Tid blive fornøden. I øvrigt kan jeg ikke undlade at tale noget om den forargelige Orden, som Videnskaberne, som paa RealSkolen skulle læres, bleve opregnede i; nemlig Theologie, eller Guds Kundskab, som den vigtigste, fornødenste og herligste af alle Videnskaber, blev sadt allersidst i det Avertissement, som udi Adresse-Avisen udkom: Hvad Under da, at daarlige og vankundige Folk tracterer denne Videnskab som en Biesag, naar endog de Geistlige Projecteurer selv sætter Theologien i nederste Classe: Vee Eder, I Hyklere! som tager Eder for, selv at forringe det, som Sandheds Mund har erklæret for det Allerhøyeste! Har I ikke læst, at det er det evige Liv at kiende Gud og Megleren imellem Gud og Menneskene; hvor tør I

239

239

da understaae Eder, at sætte denne Videnskab nederst? Naar blev nogen Tid Mathematiqve, Historia, Geographie, Bogholderie, Philologie eller Sprog- Kundskab, eller nogen verdslig Videnskab erklærede for et evig Liv, og hvorledes kan nogen af dem være det? Hvad er da al Eders Brouterie, med Eders Videnskaber, andet end Bespottelse? Det er jo den Videnskab, som har Magt til at igienføde, til at forandre og omskabe ikke allene enkelte særstille Personer, men heele Riger og Stater; hvor tør I da sætte den bag paa Brever, naar I opregner alle Videnstaber? Der er nok herom.

Men at ikke nogen skal bestylde mig for, at jeg ikke under mit Fædrenelands Børn Indsigt i det, som paa Real-Skolen skulle læres, saa kunde der anordnes, at de Videnskaber, som ikke i de nu værende Skoler læres, kunde ved enhver Skole doceres; thi der findes habile Lærere nok dertil af vor egen Nation. Hvad Haandværks-Sager er angaaende, da kunde Mesterne i ethvert Sogn ombedes at have Indsigt med hver Skoles Børn for at lære

240

240

dem noget af deres Haandværker, om det endeligen skulle være fornødent; men ellers er der nok bedre, at det bliver i den gamle Tour, at man lader Ungdommen selv udvælge baade Mester og Haandværk; thi hvad som skeer med frie Villie, skeer altid med Lyst.

Alt dette kan enhver begribe, kan skee uden Bekostning. Og da jeg nu har indført heele Real-Skolens Nytte i vores Stat uden at ophæve nogen af de fore- gaaende priselige Anstalter, eller at giøre uskyldige Folk i en Hast uden Aarsag brødløse, og saaledes af indføre Fattigdom i Staten, saa meener jeg, at Regieringen endog er saa viis, at den ikke antager saa- danne ilde overlagte udenlandske Projecter.

Men jeg maae tale lidt meere om Pleye-Anstalten. Man har nu fundet paa at giøre Hospitaler til Tugt-Huuse; til den Ende har man ladet en heel Hob Fabriqveurer komme til at raade over al- ting i Hospitalerne; disse nedbryder, bygger op igien, og det alt paa de Fattiges Regning, dertil bliver det meeste af Almissen anvendt. End videre: man har

241

241 antaget, som jeg for har sagt, privilegerede Folke-Tyve, som skal have 1 Rdlr. for hver de opbringer; dette gaaer og paa de Fattiges Regning. Man har sat en nye Direction, giver enhver af Directeurerne en urimelig Besoldning; da de dog alle ere rige Mænd, dog faaer de endog 1000, ja 2000 Rdlr., og altsaa større Almisse end de Fattige selv; (thi det er jo af de Fattiges Penge disse Karle faae deres Løn) dette gaaer jo og paa de Fattiges Regning. Desuden en Deel Sogne-Doctere og Apothekere som skal opvarte Sognets Syge, alt paa de Fattiges Regning. Naar man nu betragter alle disse Depenser tilligemed Enke-Cassernes Ophævelse og Forstyrrelse, de mange Afsettelser fra Embeder, som er skeet i Flæng, og mange Steder uden Aarsag, hvorledes kan da Fattigdom undgaaes?

Man har det som almindelig Axiome in Jure, al man maae hellere lade 10 Skyldige slippe uden Straf, end at straffe en Uskyldig, hvorfore skal de Fattige ey have samme Ret? Hvorfor skal Fattigdom straffes ligesom Tyverie? Man giør jo ikke andet ved en Tyv, end man

242

242

nøder dem til at arbeyde for Føden, hvorfor skal da en Fattig sættes i Classe med en Tyv? Hvorfor skal Tiggerie og Tyverie eens straffes? da der dog er saa stor Forskiel, at det eene baade efter det aabenbarede Guds Ord og Naturens Ret er tilladt, det andet derimod gandske forbudet. Jeg kunde holde det for Ret, at man tilbyder fattige Folk at faae Arbeyde, og accorderer med dem om Arbeyds-Lønnen, saavel som og virkelig betaler dem den Løn, som man efter Accordten er dem skyldig; men at man opsnapper dem, tvinger dem til at arbeyde for saa sulten en Løn, at ingen kan være tient dermed, og desuden sætter en heel Hob Plage-Fogder over dem, som skal have Lov at behandle dem ligesaa malitieux, som de selv vil, det er aaben- bare Vold og Tyranie, og jeg troer ikke at Pastor Resewitz med all sit lærde Hyklerie skal kunde giendrive mig.

Da jeg nu har talt noget til de Fattiges Beste, kunde jeg slutte dette Capitel, skiønt der kunde vel siges meget mere; Men da jeg har andre ligesaa vigtige Ting at give Oplysning udi, saa maa jeg dog snart

243

243

slutte dette. Jeg veed at her i denne Materie er talt saa meget, at den i Svang gaaende Himmelraabende Synd, de Fattiges Undertrykkelse, burde ophæves.

Dog maa jeg giøre Forslag til nogenledes at ophielpe de Fattiges Casser igien, og det meener jeg kunde skee saaledes, nemlig: i Fald man kunde overtale Hans Majestæt til at beordre, at der ved alle Sammenkomster baade paa Børsen, Com- pagnier, Vertshuse og alle Steder hvor der var nogen publiqve eller privat Forsamling, skulle anskaffes en Bøsse, hvori skulle gives en Mulct for enhver Eed og Banden, som i Forsamlingen blev talt, og desuden skulle Enhver, som gik ind i et Vertshuus, og Giestgiver-Huus, for at blive der noget, give i Skilling i Bøssen til de Fattige. Men paa det at disse Penge rigtig skulle betales af Verterne og vedkommende Col- lecteurs, skulle de hver Uge levere det indsamlede fra sig til Rhode-Mesterne, som hver Mandag alle paa en vis Tid skulle tømme disse smaae Bøsser i Kirkens Blok, i Kirke-Forstandernes Nærværelse, som skulle have Nøglen til enhver Bøsse.

244

244 Og den Giest, som kunde overbevise Verten om at have giort Underslæb enten med at give efter og ikke fordre saavel den 1ste ß. for dem som ville sidde i VertsHuus, eller logere i Giestgiver-Gaard, som og ved at give Mulcten efter for Ceder og Bander, den skulle have den heele Uges Indsamling. Jeg troer dette kunde hielpe lidet til at forøge de Fattiges Indkomster, saa og formindske Guds Bespottelse og Banden.

Jeg har sagt, at dette indsamlede skulle leveres til Rhode-Mesterne; thi jeg holder for at det er mere anstændig for Borgerne selv indbyrdes, at have med de Fattiges Pleye at giøre, end at man bebyrder Sogne-Præsterne dermed, hvilke, naar de vil nøye iagttage deres Embede, haver nok saa meget at bestille, saa de ikke kan faae Tid til denne Forretning. Det er dem desuden uanstændig efter St. Petri Ord, naar han siger: Det sømmer os ey at forlade Guds Ord og tiene for Borde, som vi kan læse i Apostl. Giern. 6 Cap. Thi endskiønt de Fattiges Pleye er vel et Stykke af den udvortes Religion, og kan

245

245

for saavidt passe sig paa Præsterne at have en Inspektion derover, men derfor kan det ikke tilfalde dem at være Distributores; thi det er i sig selv en ganske verdslig Forretning efterdi det sigter kun til det timelige Livs Ophold, og derfore bør det omdeeles blandt enhver Sogns Borgere, hvilke kunde skiftes til hver Aar at være deres egen Sogns Fattiges Forstandere, til hvilke Kirkens Forstandere skulle Ugentlig levere heele Summen, hvilken Summa skulle fra enhver Kirke gives tilkiende i AdresseAvisen, at alle og enhver kunde være forvissede om, at hvad som bliver givet til de Fattige, ogsaa virkeligen blev anvendt til deres Beste. Ligeledes kunde hver Maa- ned udgives en Balance-Regning paa hver Sogns Fattige, og paa Indtægten til deres Almisse. Dette ville meget opmuntre Publicum til Goddædighed imod de Fattige naar de fik at see, at man retfærdig og redeligen omgikkedes dem.

Men efterdi all Religion, som ikke har Redelighed og Sandhed til Følge, er ikke andet end Hyklerie, ja all StatsKunst, som allene grundes paa Simula

246

246 tion, er i sig selv ikke andet end Spids- buberie, saa bør enhver Regent fornemmelig stræbe at vedligeholde denne saa umistelige Dyd. Til den Ende burde man i alle Testimonia og Skudsmaaler anføre noget om Personens Redelighed, ja ingen burde befordres til Embede, uden han kunde fremvise Ærligheds Skudsmaal, Vittighed, Studeringer og andre gode Egenskaber kunde vel anføres, men ey som nogens Hoved-Caracteer, hvoraf burde dømmes om Personens Værdighed til Forfremmelse; men denne Egenskab skulle fremfor alle have Fortrinnet. Jeg troer vist, at Sal. Høylovlig Ihukommelse Kong Christian den 6te havde giort viseligere, om han havde givet den Ordre til alle Etater, Collegier og Stænder, end han giorde, da han gav Befaling paa, at alle som ville forfremmes skulle fremvise Teftimonium Pietatis; thi man kan lettere vise Gudfrygtigheds Skin og nægte dens Kraft, end man kan vise Redelighed uden Oprigtigheds Gierninger, og derfor blev der og saa mange Hyklere i hans Tid; men dette samme at Hykleres Tallet blev

247

247

forøget, fordi Kongen befalede Gudfrygtighed, det giver Formodning til at troe, at her ville blive mange ærlige Folk, i Fald Kongen ville befale, at enhver som ville befordres, skulle fremvise Ærligheds Testimonium.

Betænkning over Rigets Grund-Lov.

Men efterdi jeg har i Fortalen sagt, at jeg holder den Souveraine Regierings-Form for den beste, saa saaer jeg og at mælde noget derom, paa det at jeg som Sandsiger ikke skal agtes for en Hyklere eller en, som bare af Coujonsk Frygt roser i Flæng hvad han hører de fleeste roser. Det er bekiendt, at Geistlige og Borgerstanden i Dannemark bleve enige om at overdrage Hans Majestæt en Souverain Myndighed i alt det, nemlig: som de kunde overdrage ham den i, (thi hvad Troen, Lærdommen og det væsentlige i Religionen angaaer, deri kunde de overdra-

248

248

ge ham nogen Myndighed, efterdi de havde ingen selv) og dette bleve de bevægede til, fordi de syntes at Adels-Standen hav- de i Sinde at drage (ligesom forhen i de Papistiske Biskoppers Tid Biskopperne) den høyeste Myndighed til sig; derover blev de nødte til at overdrage Kongen, hvis Faderlige Hiertelaug de allerede vare over- beviste om, en Faderlig Diktatorisk Magt. Jeg kalder den saaledes, efterdi den er i sig selv ingenlunde Despotisk, som ukyndige har villet forklaret den: thi den blev overdraget paa en vis Betingelse, som tilforn er viist, og Grund-Loven selv, som er uforanderlig, er ikke andet end en stedsevarende Haand-Fæstning, som alle Kon- her i Dannemark giver deres Undersaattere, og altsaa er Regieringen, i der mindste i Henseende til Grund-Loven, indskræn- ker. Nu forstaaer det sig selv, at de derved havde Hensigter, baade paa deres e- gen og Efterkommernes sande Vel; men hvorledes skulle alles Vel befordres, naar Regenten ville indbilde sig, at han var ingen forbunden uden allene sig selv og sin egen Villie. Det er lige saa stor Usandhed,

249

249

naar en Regent bilder sig ind, at Undersaatterne ere skabte for hans skyld allene, som Undersaatterne bilder sig ind at Regenten er skabt for deres skyld allene; thi de ere begge skabte og af Gud bestikkede til at befordre hverandres indbyrdes Velfærd. Denne indbyrdes Velfærd befordres deels ved Befaling, deels ved Lydighed og Troeskab. Befaling tilkommer Regenten, som heele Statens øverste Bevogtere; thi endskiønt man vil sige, at Landets Love er egentlig det, som conserverer Staten, saa maae man dog tilstaae, at der kan indløbe saadanne Tilfælde, hvor Lovene ikke allene ere utilstrækkelige, men endog skadelige; thi det er umueligt, at nogen almindelig Lov kan forfattes, som skulle kunde i alle indløbende Tilfælde være en uforanderlig Retfærdigheds- og Billigheds-Regel. Altsaa er det godt, at der er een i en Stat, hvis upartiste befalende Myndighed kan i en Hast afgiøre Sagerne ved en retfærdig, uinteresseret og billig Discision; thi dersom saadanne Sager skal opsættes indtil Under-Dommere, som ere forbundne til at følge den almin-

250

250

delige skrevne Lov, faaer discideret, saa kan baade Sagen giøres uendelig, og de, som endog havde efter all Billighed og Fornuft den største Ret paa sin Side, komme til, fordi de manglede Lovens Bogstav, at lide den største Uret, som og i lang Tid er skeet, hvilket med mange Exempler jeg gierne kunde bevise (dersom disse faa Blade tillod nogen Vidtløftighed) efterdi Kongen har tidt og ofte afvist adskillige Sager fra sig selv, som er den levende Landets Lov til at bedømmes af den skrevne og døde Lands Lov, som ikke egentlig indeholder nogen Billigheds-Regel for saadanne Sager, hvis retfærdige Kiendelse just dependerede allene af Hans Majestæts egen Fornuft og Forstand; derved har Hans Majestæt, dog uvidende, afsadt sig selv fra sit øverste Dommer-Embede, ja endog ved at underkaste Undersaatterne snart een snart en anden Favorit, læderet sin egen høye Myndighed; men alt dette burde rettes; thi man kan ikke meget undre over, at Favoriterne enten directe eller indirecte giør Indgreb i Kongens Myndighed, naar Kongen selv giver saa megen

251

251

Anledning dertil. Men min Paastand bliver dog alligevel fast, at den Faderlige Dictatorske Regierings-Form er den ret- teste, naar den kun holdes efter sin sande Meening.

Paa det derfore at Dommer-Embedet, som det vigtigste Stykke af det Kongelige Embede, kan blive alle og enhver til sin sande Nytte, saa har Sal. Høylovlig Ihukommelse Kong Friderich den 3die i den uforanderlige Grund-Lov i den 2den Art. giort Kongen til øverste Hoved over alle menneskelige Love, som ingen Dommere kiendte over sig, hverken i Geistlige eller Verdstige Sager, uden Gud allene NB. ved Geistlige Sager forstaaer jeg her ingenlunde Troens, Religionens eller Lærdommens Sager; thi saa streed det imod den 1ste Art., som forbinder Kongen til ganske og aldeles at rette sig i Religions Sager efter den Augsborgske Confession, udgivet 1530. I Følge af samme Art. som den Første og Fornemmeste i heele Konge-Loven, er Hans Majestæt, som alle er bekiendt, forbunden til vældeligen at beskierme, forsvare og vedligeholde den ufor-

252

252

falskede reene Christelige Troe i sine Lande og Riger imod alle Kiættere (deriblant er ogsaa Syncretister, Svermere og Guds Bespottere) dertil henregnes uden all Modsigelse Naturalister og Frietænkere; altsaa bør han ikke handthæve dem i sine Laude, langt mindre holde dem ved sit Hof.

I Følge af samme Art. er det og klart at Fæsterne bør restitueres og den Danske Kirke snarere bor conformere sig med den Svenske end med den Preussiske, Papistiske eller med de andre uden for. Jeg sagde: at Stifterne til Grund-Loven har derfore giort Kongerne i Dannemark til Det øverste Hoved over alle Mennesker, paa det at det vigtigste Stykke af KongeEmbedet, nemlig Dommer-Embedet, kunde blive alle Undersaatterne i heele Riget til den sande Gavn og Gode. Derfor har og samme Høylovlige Stiftere i den 3die Art. givet Kongen allene Magt til at give Love efter sin egen gode Villie og Velbehag, velbetænkende det almindelige Juridiske Axioma: At naar en Lov ey udretter Lovgiverens intenderede Meening og Menneskenes sande Nytte, bør den af-

253

253

skaffes og agtes for skadelig; ja, man bør vide, at Menneskene ere ikke skabte for Lovens Fyld, men Loven giøres for Men- neskens skyld dvs. til deres Nytte. Jeg troer ingenlunde at Grund-Lov-Giverens Meening har været at Kongen skulle have Lov til at vende op og ned paa alt det, som var ret og klogt, item: at følge snart en snart een anden udenlandsk Vindmagers Projecter til at forstyrre baade Gudelige og ordentlige velindrettede Stiftelser; men da Lov-Giveren haver baade paa sin og sine Efterkommeres Vegne lovet i Forveyen, at han ville føre ikke allene en retfærdig, men endog en mild og naadig Regiering, saa bliver uden Modsigelse dette Meningen af den 3die Art. i Grund-Loven: At Kongen allene skal have Magt til at giore Love, forandre og ophæve de af ham selv og Forfadre givne Love, denne: at naar Hans Majestæt blev overtydet om, at en Forordning, Lov eller Ordre ikke giorde den intenderede Nytte, skulle den ikke længere have Magt til at forbinde til Lydighed, end den giorde den intenderede Nytte, item: at Hans Majestæt skulle have Myndighed til strax, uden i Forvey-

254

— —.—

1 ■ 254

en at tage imod sine Mrnistrers Forestilling, Raad eller Samrykke, at befale hvad han selv var bleven overbeviist om at være det Retteste og Beste; thi paa den Maas

deres og alle Sntriauer af UInder-Jommez

255

255 skiønt at alle Embeder skal, i Følge af Grund-Lovens 4de Art. have saasom sin Kilde og første Oprindelse allene af Kongens Enevolds-Magt, saa dog følger det lydeligen af den foregaaende Condition og Betingelse, paa hvilken EnevoldsMagten blev af Stænderne Kongerne overdraget, at Kongen skal endog i den Fald føre ikke allene en retfærdig men og mild og naadig Regiering, hvilket han ikke kan siges at giøre, naar han uden Hensigt til Meriter sætter i Embeder, og uden Hensigt til Forseelser sætter af Embeder; thi dette er ikke engang en retfærdig langt mindre en mild og naadig Regiering. Ligesaa har der sig med den 6te Art., hvor Kongen giøres til Erke-Biskop over sine Riger og Lande. I samme tilstaaes ham vel den øverste Myndighed til at anordne all Kirke- og Guds-Tie- neste; men jeg troer neppe at Lov-Giveren har derfor givet Kongerne Lov til at ophæve og formindske Guds-Tienefte, i- tem: til at handle med Geistlighed og Clereciet efter Adelens og Proprietairernes Godtbefindende, ved enten at tage de-

256

256

res Indkomster fra dem, eller og at legge dem saaledes under de andres Herredømme, at Geistlig-Standens Folk bliver allene Adelstandens Slaver, eller og nødes til for at faae Embede og Leve-Brød at hykle for dem, og at blive Bug-Præster i Stæden for Guds Præster. Ney: men jeg meener, at den Høysalige Konge har ligesaavel paataget sig at være heele Clereciets Fader, Forsvar, Dommer og Konge, som de andre Stænders, og altsaa kan jeg ikke ansee de modsatte Principia, som indgives en Enevolds Printz, som sigter til at sætte Spliid imellem Kongen og en af Rigets Stænder, som han ved GrundLoven har forbunden sig til at være en Forsvar, Fader, og Beskiermere for, for andet end aabenbare Forræderie, og det kraftigste Middel til at faae Regierings-Formen og heele Riget kuldkastet; men naar Kongen holder Grund-Loven, saa er sandelig den Regierings-Form den allerbeste; thi saa kan Geistlige Folk ligesaavel vente Nytte af Kongens øverste Myndighed i Geistlige Sager, som Verdflige StandsFolk af hans øverste Myndighed i Verdsli-

257

257

ge Sager; thi det er jo allene i den Hensigt, at begge Rigernes Indbyggere baade Geistlige og Verdslige overdroge den souveraine Myndighed til Kongen, ja der skeede endog paa den Condition, som af Dannemar- fes Riges Historie kan bevises.

Det øvrige som jeg haver at erindre i Anledning af Rigets Grund-Lov, er ikkun i Henseende til Kongens Mindre-Aarig- hed, hvilken burde fastsættes til det 24 eller 25 Aar, ligesaavel for en Prins som for en privat Person; thi en Prins er i de foregaaende Aar ligesaa uskikker til at bestyrke sig selvsom andre. De foranførte 24 eller 25 Aar burde endelig fastsættes for en Prins, i Betragtning af, at han ey allene har sig selv, sit eget Hof og Huusholdning, men endog nogle Millioner Menneskers Velfærd at besørge, hvilket altsammen, naar det ret betragtes, vil skaffe erfarne og fuldkomne Mænd nok at giere; men vil blive ganske umuelig at bestride for et ungt og uerfarent Menneske, som snart lader sig drive af en, snart af en anden Favorites Tilskyndelser, derfore siger jeg, at naar denne Punct i Grund-Loven var rettet, saavelsom og den Forklaring som jeg har anført, var sat un

258

258

der enhver af de andre Artikler, saa pan- staaer jeg at den Danske Grund-Lov er i alle Stykker den Fornuftigste som noget Rige skal kunde fremvise, men ikke saadan som den er nu. Ingen maa beskylde mig for, at jeg tager mig for at forandre Grund-Loven, Ney: jeg lader alle Artikler blive ligesom de ere Ord for Ord; men allene siger hvad deres sande Meening er, undtagen alene den Artikel som giør Regenten myndig idet 14de Aar; denne ville jeg have forbedret for saavidt, at jeg og enhver kan indsee at det bliver Regenten selv og Riget til Forvirrelse og Skade, dersom den bliver som den er, det skader ikke heller, om nok en Artikel blev sat til som er næsten ligesaa nødvendig, nemlig: at det blev bestemt hvorledes at det skulle tilgaae om Kongen var berøvet Fornuftens Brug. Saadanne fatale Hændelser kan hændes ligesaavel en Regent som en anden Mand, og det er ey allene en Muelighed, men endog en Virkelighed. Man betragte ikkun Frankeriges fatale Tids-Periodus under Kong Carl den 6te i det 15de Seculo. Jeg troer neppe, at dersom samme Konge havde ikke været berøvet Fornuftens Brug, at Fran-

259

259

kerige da saa let af Engellænderne var blevet indtaget, og bragt i den Forvirrelse, som Efterkommerne havde nok med at rette. Disse 2de Artikler holder jeg for at være høyst fornødne i et Riges GrundLov, saavel som og en Forklaring over de foregaaende fastfatte Artikler, hvilke uden Tvivl ikke kan blive anderledes end som jeg allerede har udtydet dem; thi dersom nogen af Grund-Lovens Artikler anderledes forklares, da føder det ikke andet af sig end Forstyrrelse i Kirken og Staten, hvad Forargelse og Skam for Nationen har ikke den Forordning om Fæsternes Afskaffelse udrettet, formedelst dens Efterlevelse agter jo de Danske Christne deres Konge større end deres Gud, siden de ey tør holde Fæster til Guds Ære uden deres Konges Tilladelse; thi om man end kunde sige, at nogen af de i vor Tid afskaffede Fæster bleve misbrugte og ikke anvendte til det som de vare indstiftede til, saa flyder dog ikke deraf at de skulle afskaffes; thi under den Prætext kunde Kongen og- saa afskaffe Sabaterne og de af Gud selv anordnede Fæster. Jeg har derfore meent, at til dette Skrit med Fæsternes Afskaffel-

260

260

se et Kongen enten blevet forledet af dem som ville giøre ham hans Regiering disputeerlig, eftersom det ingenlunde bør dependere af Kongen, som i Henseende til Religionen og den Augsborgske Troes Bekiendelse saa ikke anderledes ansees, naar han betragtes paa det allerbeste, end som den øverste Troende i Meenigheden; thi det er Troen allene, som berettiger det ene Menneske til at foreskrive det andet Religion og Guds Dyrkelse; men naar nogen vil foreskrive andre Religion, saa maa den Forskrift være saaledes at de andre troendes Samvittigheder kan eenstemmigen tilstaae at denne Forskrift er overeensstemmende med det Begreb som alle har om Gud, det allerhøyeste Væsen, med mindre man vil tilstaae at Verdslige Kongers Myndighed overgaaer Kirkens Myndighed, derfore siger jeg, at hvo som har forledet vores unge Konge hertil, har uden Tvivl giort det for at faae Kongen selv til at svække sit Riges GrundLov, og giøre sit Souverainitet forhadt af Gud og alle christelig-sindede Mennesker; thi det falder endog det dummeste Menneske i Øynene, at det er forargeligt paa een og den samme Tid at afskaffe Festerne og at an- ordne Opera om Sabathen. Men eftersom

261

261

jeg har talt om hvad Forargelse ugudelige Forordninger kan udrette, og hvor meget de samme kan virkelig skade en souverain Konges Myndighed, saa kan jeg ikke heller forbi- gaae at tale noget om den Forordning, som tillod at tage sin afdøde Kones Syster til Ægte, omendstiont der i den Hel. Skrift slet intet tales om den Sag, saa dog havde den Tilladelse at ægte sin afdøde Kones Syster ikke nogen Tid været i Brug i Dannemark, derfore forstaaer det sig selv, at den som gan- ske nye og ubekiendt, og fremkommende paa en Tid, da man tydeligen saae at Regenten og Regieringen selv ikke brød sig meget om at giøre det som var det Guddommelige Væsens Velbehagelighed, at den nødvendigen maatte opvække retsindige ærlige Christne til Mistanke om Kongens Underdanighed imod Gud, og i sig selv strider den imod den sande Politiqve eller Regierings-Kunst; thi en Regent bør saaledes at regiere, at han kan giøre mange af sine Undersaatter lykkelig, hvilket ved denne Tilladelse ikke kan see, efterdi en Sviger-Søn kan, i Følge af denne Forordning, ikke allene faae ligesaa meget i Arv som en Søn, men endog halvanden Gang saa meget, og maaskee dobbelt; thi det

262

262

kommer ikkun alt an paa, hvor snart hans første Kone vilde døe, nu kunde jo fleere Mandspersoner blive hiulpne ved at frie i en Familie, hvor hver af Døttrene havde en anseelig Arv, eller kunde vente at faae et anseeligt Udstyr, naar den gamle Lov stod ved Magt, end i Følge af den nye Tilladelse, altsaa har jeg viist den politiske Raisong hvorfor denne Lov ikke bør staae fast; men dersom man vil betragte den Theologiske Raisong, som er langt vigtigere end den Politiske, da kan enhver Fornuftig nok indsee, at alle Love eller Tilladelser, som ikke stemmer overeens med de foregaaende, om de endskiønt ere i sig selv tilladelige, opvækker dog en Forvirrelse og Uvished baade hos dem som følger dem og hos dem som seer at de bliver efterkommede; thi de som efterkommer dem, foruroliges af deres egen Samvittighed, naar de mærker at de selv frievilligen har opvakt andre til at domme ilde om sig, og har tillige giort en Gierning, som de ikke gandske vare overbeviiste om at være ret, ja at de endog har givet Anledning til at andre dummere Folk giør imod deres egen Samvittighed, hvilket skeer, naar Folk giøre de Gierninger, som de tilforn i deres

263

263

egne Domme, endskiønt de fore vild, holdte for at være Synd. De som nu seer at de bliver efterkomne, bliver og foruroligede, i Fald de ere eftertænksommere og lær- dere end andre, ved det at de ere ikke visse paa om den Gierning var af Gud eller ey; altsaa skader denne Forordning dobbelt, baade dem som burde være Exempel for andre, og de som efterfølge deres Exempel, ja endog dem som allene seer at den bliver efterfulgt. Der faaer at være nok om denne Forordning.

Den Forordning som saa got som tillader Horerie i Ægteskab, er af samme Suurdey, formedelst den forbydes baade Præster, Magistrat, Naboer og Gienboer, saavel- som Slægt og Paarørende, at dadle det, at en Mand eller Kone besmitter sin ÆgteSeng; thi Forordningen lyder saaledes: at ingen maatte tale paa Sagen uden den fornærmede Person; men hvorledes skulle nogen Præst, hvis Embedes Pligt er endog at tale om det som har kuns en rimelig Formodning til Grund, og hvis Indseende med Sæderne strækker sig langt videre end den verdslige Øvrigheds, kunde tale paa saadan en Sag, naar de forurettigede Per-

264

264

soner selv kunde ikke engang tale derpaa; thi man veed at den øvrige Lovformelige Procedur med Vidners Afhørelse skulle iagttages saavel i denne som i alle andre Sager. Nu forstaaer det sig selv, at ingen tager Vidner paa naar man vil ligge hos et Fruentimmer, hvorledes skulle da den forurettigede Person tale paa sin Ret, ef- terdi han har aldrig Vidner derpaa. Jeg holder derfore for, at i saadan Sag bør Dommerne ikke saa meget kiere sig efter Vidner som Eed, og at det skader slet intet om man tillader alle at tale derpaa naar der er nogen slet Formodning; thi det vilde snarere tilholde enhver ar holde sit Ægteskab ubrødelig og sin Ægtesæng ubesmittet, end at man forbyder andre at tale om Horerie i Ægtestab, undtagen allene de forurettigede Personer; men hvad Straffen var angaaende, naar det hos nogen Ægtefolk blev befunden at nogen af dem havde begaaet Horerie, nemlig: at deres halve Boes Lod skulle være forbrudt til Kongen, da synes jeg at samme Lov er gandske uretfærdig, efterdi den forurettede Person skades ligesaavel derved at dens

265

265 Boe bliver splittet ad, som den blev skadet derved at dens Ægtefælle gik forbudne Veye, hvilket er det samme som at straske den Uskyldige med den Skyldige; det var derimod billigere at den skyldige Ægtefælle blev straffet paa Kroppen, efterdi han har syndet med Kroppen, og at den anden Ægtefælle, som ikke har forseet sig, beholder heele Boet ubeskadiget, og endog Sagens Omkostninger erstattet.

Endelig maae jeg og melde noget om en Sort ulovlig Ægteskab, som ellers agtes gandske lovlig, nemlig det som skeer imellem en Qvindes-Person som er over 50 Aar og en ung Mands-Person, hvilket burde aldeles være forbuden; thi det som er Ægteskabs Hoved-Øyemeed, kan ved slig Ægteskab ingenlunde optineres, ja det kan ikke engang formodes (uden man skulle vente at Gud, for at føye en gammel geil Kier ling, skulle giøre et Mirakel, og handle imod den sædvanlige Naturens Orden.) Hvor skammelig og bespottelig er det ikke at høre paa, naar Præsten opregner Copu- lations-Ordene, og skal iblant andet sige: voxer og formerer Eder og opfylder Jorden,

266

266

hvilket kommer mig for, ligesom han vilde sige: Nu skal der giøres et Mirakel; thi ellers kan disse Ord ikke blive opfyldte ved disse Brudefolk; de andre Hensigter ved Ægtestab, nemlig indbyrdes Hielp og Raad, kunde gierne optineres, omendskiønt saadan et gammel unyttig Qvinde-Redskab ikke fik narret en Mands-Person til at spilde den Sæd paa sig, som Skaberen har allene bestikket til at danne Mennesker af. Dersom man ret ville betænke den Historie om Onan, Patriarchens Judæ Søn, om hvilken der tales Gen. 38 Cap. 9 v. saa seer man nok, at det er ey saa ringe en Synd at spilde Sæden, som vores nærværende sludderrag-tige Theologi og Jurister mener; derfore kunde og burde man med god Samvittighed gandske og aldeles forbyde Æg- teskab med en Qvindes-Person som var over 50 Aar. De Ægtestaber som allerede ere indgangne med saa gamle QvindFolk, burde vel blive ved endnu; men dog ved en evig uforanderlig fastsat Lov for Fremtiden gandste og aldeles forbydes, eftersom saadant Sammenløb ey fortiener Navn af Ægteskab. — Derimod holder jeg

267

267

for, at det som i Sandhed og for Gud er Ægtestab, bor ogsaa af Menneskene og Øvrigheden ansees og tracteres som Ægteskab, nemlig: naar et ugift Mandfolk bliver forelsker i et andet ugift Fruentimmer, og da efter Naturens Drift og Orden opfylder Skaberens Hensigt, og anvender Sæden til at avle Børn med den som han er forelsket udi; dette kalder man gemeenlig efter den gamle Pharisæiske Talemaade Leyermaal. For denne Synd pleyer man at faae Synds Forladelse for 18 SI. Daler og en heel Hoben Skiænden af Præsten i Kirken, hvorved de skyldige Personer bleve nødte til at bede gandske ubekiendte og uvedkommende Personer om Forladelse, fordi de vare faldne paa deres Trappe, skiønt de vidste slet intet deraf. Jeg mener hermed den hykkelske Ceremonie, hvorved de, som stode aabenbare Skrifte for det faa kaldte Leyermaal, bleve befalede at reyse sig op og bede Menigheden om Forladelse, da dog næsten hele Meenigheden, i det mindste den største Deel vidste slet intet af det, førend Præsten ved at giøre Confitentens Synd bekiendt, giorde Forargelse i Mee-

268

268

nigheden; thi Meenigheden blev ikke saa meget forarget derved, at en Pige i all Stilhed lod sig besove, som derved, at Præsten stod for hele Meenigheden og gjorde den. Gierning bekiendt som burde ties; thi saa længe den var ubekiendt, kunde den ingen forarge. Jeg erindrer meget vel hvad Discurser der bleve opvakte imellem os Dis- cipler, naar vi saae en stakkels Pige med en sort Kaabe og Kyse at komme frem for at knæle i Chors-Dørren, saa vidste vi strax hvad Klokken var slagen og hvad Psalmer vi skulle synge, nemlig: Beklage af all min Sinde & c., da var det først at Forargelsen skede i Meenigheden; thi jeg kan forsikkre paa, at ingen af os talte noget lasciv førend vi saae den sorte Kaabe og Kyse at nærme sig; (thi Mand-Folk saae feg aldrig i min Skolegangs-Tid at sidde Skrifte, enten det nu skeede fordi Øvrigheden selv vare Mandfolk, og betænkte desmere deres egen Skrøbelighed, og derfor bar Medlidenhed med Mandkiønnet, eller og at Barnefaderen havde givet mere for sin Aflad end Fruentimmeret, eller og de syntes at en sort Kaabe og Kyse klædte saa got i Chors-

269

269

Dørren, alt dette veed jeg ikke; men dette veed jeg vist, at Præsten, som stod og støyede over at de havde ladet det kommet for Lyset som de havde giort i Mørket, alt efter Guds og Naturens Orden, gjorde den største Forargelse.) Dette Galenskab blev nogenlunde remederet, ved det at den Høytberømte og Himmelsksindede Dronning Lovise gav en anseelig Summa Penge til et frie Accouchement Huus, og tillige formaaede hendes Gemahl, Høysalig Kong Friderich den Femte til at paalægge Jordemødrene ikke at bekiendtgiøre hvem de betjente. Hensigten med denne Anordning var allene at hemme det meget i Svang gaaende Borne-Mord; det steede og, thi efter den Tid har man ikke seer saa mangt et stakkels Fruentimmer at miste sit Hoved for Barne-Mord; men da denne Anordning, i hvor hellig og retsindig den end er, haver dog sine Vanskeligheder i Folge med sig, da det ingenlunde kan hindres, at jo Staten nødvendig maae blive bebyrdet med Blodskam; thi i Følge af denne Anordning kan en Søn

270

270

i Fremtiden gierne komme til at avle Børn med sin Moder, en Fader med sin Datter, og Broder med sin Søster. Siden efter har man stræbt at hielpe noget paa denne Sag, ved at ophæve Boder og at paalæg- ge begge Forældre at give 20 Rdlr. til Barnets Opdragelse. Denne Forordning kom frem da man arbeydede paa at giøre den Danske Regierings-Form til Despotismum; thi det øvrige af Barnets Opdragelse skulle gaae paa Kongens eller rettere sagt Publici Bekostning, og siden høre Kongen til som en Liv-Egen, det skulle da være Land-Soldat i Steden for den Bondes Barn som havde taget det til sig for Betaling at opføde. See! hvilken herlig Invention i et Christelig Land, at give Hoer-Karle Lov til at giøre Børn paa Kiøb Endelig da Struensee var meddeelt Kongelig souverain Myndighed, og alle Colle- gier vare befalede at adlyde hans Ordres ligesaa fuldt som Kongens, da vidste dette dumdristige dumme Menneske intet andet at insinuere sig med hos Almuen, end det som han selv fandt meest Behag udi, nemlig Horerie og Vellyst, derfor blev

271

271

Rosenborg Have giort til en almindelig Hore-Forsamlings-Plads, Gabels Gaard kunde man ansee som Veneris Tempel i Kiøbenhavn; en Casse hvor Børnene kunde henlægges blev og anordnet; en Forordning udkom som bestod af 2de Propositioner, hvoraf den første var ret og ganske overeensstemmende med Naturens Lov, den anden derimod reent splitter gal, nemlig: formedelst den første bleve de allene som havde avler Børnene, tilholdte selv at opdrage dem, i den anden blev det forbudet alle og enhver at tale paa Horerie i Ægteskab; hvor ubillig denne sidste Sætning var har jeg allerede viist, derfor vil jeg en tale om den paa dette Sted; men hvad den første Sætning er angaaende, da skader det vel ikke at jeg mere vidtløftig demonstrerer dens Billighed: hvad kan være billigere efter Guds eller Naturens Lov, end at Forældre selv tilholdes at op- føde deres Børn, hvem er Børnene nærmere end de som har avlet dem, derved bliver jo Børnene friede fra at blive Kongens Slaver. Jeg kan sandelig ikke, uden jeg skulle forandre mit Sandsiger Navn,

272

272

sige andet, end at denne Forordning var billig og ret, lad være den kom ud under Struensees Protection; (thi man maae ikke just sige at alt der, som kom ud under ham, var galt, i det mindste ikke hvad det udvortes af Staten angik, og jeg er fast i den Tanke, at baade hans og Brand- tes vigtigste Forbrydelse var deres aaben- bare Guds Fornægelse se og Religions Foragt; thi af disse 2de Kilder udstod alle de andre onde Gierninger, som i sig selv ikkun ere smaa Ting at ligne imod disse HovedLasten) men at denne særdeles billige Lov kunde staae evig fast, saa skulle det i Almindelighed befales alle ugifte Personer uden Stands og Ordens Anseelse at opdrage de Børn som de avlede uden for det med sine sædvanlige Ceremonier auctoriserede Ægteskab, ja det skulle befales Præster og Klokkere ved alle Kirker, fra 20 Aar siden at regne, at indføre alle de saa kaldte Slægfred Børn som ægte Børn i Kirkens Protocoll; thi det er unægtelig Synd, at det uskyldige Barn skal undgielde hvad Forældrene haver giort.

273

873

Iligemaade skulle det strængelig forbydes Præsten, Klokkere & c. at giøre mindste Forskiæl ved saadan Barne-Daab, enten i Henseende til Tiden eller Ceremonierne, ja de burde endog for saadan en hykkelsk Persons Anseelses skyld, som ganske strider imod den hellige Skriftes Bydende, remoperes fra Embedet. Derimod burde den som bestilte Barnets Daab, betale det samme for sit Barns Daab som en anden. Denne Lov skulle gielde for alle, baade Geistlige og Verdslige, og hverken burde nogen Student derfor relegeres fra Academiet eller hindres fra Adgang til Geistlige Embeder, naar han ikkun iagttog den foranførte Faderlige Pligt imod det Barn han havde avlet; men i Fald han giorde ey det, eller avlede Børn med fleere end med een, saa burde han straffes som en Hoer-Karl, og det ey allene paa Penge, men endog paa Kroppen. Denne Lov burde gielde for alle, enten de vare Geistlige eller Verdslige, Uadelige eller Adelige, Studerede eller Ustuderede; thi at avle Børn er ligesaa billig og naturlig en Gierning for Folk, af den ene som af den anden Stand.

274

274

Men ved det at jeg her taler om de Studerende, forundrer jeg mig meget over Øvrighedens foregaaende og endnu vedholdende Pharisæiske Retfærdighed i at dømme og behandle Studentere, som avle Børn førend de faaer Brød; Øvrighederne ere selv Aarsag i at de opholdes saa længe inden de faaer Brød, og derved sættes i Stand til at komme i lovlig Ægteskab, og dersom de avler Børn førend de har faaet Brød, og kan komme i ÆgteStand, saa straffes de gemeenlig ved at udelukkes fra Kald og all Slags Geistlig Embede og Leve-Brød, undtagen de be- qvemmer sig til enten at hykle for en Proprietair, eller og veed at skaffe sig Adgang til Fruen, hendes Pige og andre som har nogen nær Adgang til Kirke-Patronen, eller og paa en fiinMaade forstaaer at beqvemme sig til at tage en andens tægte Qvinde for at lade sin egen fare; i dette Tilfælde veed jeg nok at det gaaer ikke saa strængt til. See, hvilken retfærdig Regiering! ja man er endog undertiden saa nøye paapassende med Præster, at man endog efter deres Bryllup regner efter naar deres Kone kommer i Barselsseng, for at faae nøye at bide

275

275

om hun haver baaret Fosteret i de sædvanlige 10 Maaneder, derfore maatte den gode Præst i Jylland for kort siden fra sit Kald, fordi det blev beviist at hans ægte Hustrue kom nogle Uger i Barselsæng, førend den for Præstekonerne lovligen bestemte Barselsængs Tid, hvoraf maatte sluttes at han havde havt legemlig Omgang med sin Hustrue førend der efter den Phari- sæiske Præste-Lov var givet Ordres dertil. Vist er det at Manden blev skilt ved sit Kald og altsaa og ved sit Leve-Brød; men den hellige og særdeles retfærdige Geistlige Øvrighed lod ham dog beholde sin Kone og Børn. Nu er del et Spørsmaal: om den Rød, Sult og Fattigdom som Præstens Kone og Børn kom til at lide gandske uskyldigen, ikke var en Frugt af denne umenneskelige hykkelske Præste-Lov, saa og om samme Lov ey gandske burde ophæves efter der almindelige Axioma, at Menneskene ere ikke skabte for Lovens skyld, men Lovene ere giorte for Menneskens skyld, del er dem allene til Nytte, men ingenlunde til Skade; alt dette har jeg kun anført som et Beviis paa hvad Skade Love kan giøre, naar de enten i sig selv ikke ere rette og passende paa

276

276

den Menneskelige Natur og Guds Sind og Vilie, eller og bliver applicerede urigrig, forandrede eller ophævede, enten efter Regentens ubetænksomme Indfald og Ca- prise, eller Hykleres og andre skarns Men- neskers Indgivelse; thi da giør de Skade en allene paa dem de skulle være til Nytte, men endog paa Regenten selv; thi det giør hans Regimente forhadt og latterlig, og jo mere nidkier han vil være til at holde Haand over daarlige Anordninger og Love, jo snarere mister han all sin Høyagtelse hos Undersaatterne, og deraf flyder at hans heele Kongelige Myndighed bliver omsider gandske uduelig; thi den Tanke er fast i alles Gemytter at Kongen har slet ingen Myndighed til at giøre eller befale Uret; og at man behøver Regentere i Verden for at holde Orden og Ret, og ikke for at forstyrre og giøre Vold og Uret.

Naar dette foranførte om Ægteskab ved Loven rettet, synes jeg at det passer sig bedre at Tampe-Retten og Consistorium tillige med alt andet hvad som før henhørte til Geistlighedens Forum dem restitue-res, saasom det er aabenbar, at den sidste

277

277

Forandring var ikkun en Virkning af Re- ligion-Hadernes Had til Geistligheden, fordi de misundte dem all Slags udvortes Myndighed og Anseelse saavelsom og en Frugt af den sidste Forvirrelse i Regieringen, da man stræbte at omstøbe den Faderlige Dichlariske Regierings-Form til det ugudelige Dispotismum.

Omendskiønt Dom og Ret ere ved en temmelig lang Hævd og Vane kommet gandske fra Geistligheden, og derfor bliver af Folk i Almindelighed ikke agtet for noget som henhører til Religion, saa kan det dog ansees for et Stykke af Religionen, i det mindste for saavidt at der har Guds Lov, som er en Part af Theologien, til sin Grund, derfor synes mig at jeg kan ikke undlade i dette Hæfte at tale noget om hvorledes Retten bedre og hastigere kunde handthæ- ves end det skeer.

Til at befordre denne vigtige Sag, meener jeg at den Forordning kunde meget hielpe, i Fald Hans Majestæt fandt for Godt at befale: at Dom og Ret maatte aldrig kiøbes eller sælges, item: at Anklageren burde aldrig paalægges at

278

278

give nogen Skilling for Rettens Pleye; men alle Dommere og Øvrigheder skulle være forbundne til at anhøre hvad Klagemaale nogen fremkom med, og paa det Dommeren ikke skulle nægte nogen sin Us- sistence skulle han strax meddeele den Klagende et lille Beviis under sin Haand, paa hvilken Dato den Klagende havde været hos ham, tilligemed den Dato naar han ville undersøge og anhøre hans Klagemaal, indstævne Vidner og dømme i Sagen.

Alt dette burde skee gratis, og ingen Sagsøgere burde paalægges at indlægge Penge i Retten, førend Sagen var kommen til Uddrag. — Den malitieuse Philopatreias, som jeg i mit Svar paa Publici Vegne først tiltalte, glemte ikke at giøre en Sammenligning imellem Kirke-Betientere, som lader sig betale for deres Forretninger nogle Timer for, eller høyt et par Dage førend de giør Gierningen som de faae Betalning for, og Horerne, som ligeledes lader sig betale i Forveyen; men han talte intet om Jurister og Dommere og all anden Verdslig Øvrighed, som alletider tager Betalingen for deres Gier-

279

279

ninger, ikke nlleneste nogle Tiimer, men mestendeels mange Maaneder og Aar, og endda meget sielden giør noget som er til Publici sande Gavn; i det mindste veed jeg at Rettens Pleye er nu saa retfærdig foranstaltet, at man, endskiønt man vinder Sagen, dog taber sine Penge.

Jeg veed vel at Dommere bør leve af deres Embede ligesaavel som andre Embed- Mænd; men deraf flyder dog ikke, al de, ligesom Horen, skal tage Penge i Forveyen, førend de giør noget af deres Emdedes Pligter. Jeg troer sikker, at man i Henseende til Rettens Pleye kunde give Credit, ligesaavel som en Skræver, Skoemager eller anden Haandværksmand bier med Betalin- gen for Arbeydet til Arbeydet er færdig. Hvad Billighed er der dog i den Lov, at jeg skal udlægge saa mange Penge, som ere ved Forordningen paabudne, førend jeg kan faae Tings-Vidner afhørte, udstædt et Stævnemaal, eller giort en Sag anhængig, hvorledes skal noget fattig Menneske, om det end var skeet den største Uret, kunde anlægge nogen Sag mod den som har forurettet ham, naar han endeligen skal

280

280

give saa mange Penge i Retten førend hans Klagemaal maa blive hørt? Hvorfor kan Dommeren ikke give Credit til han faaer Sagen examineret og paadømt, og saa lade sig betale af den som taber, og mon ikke dette ville meget hastigere befordre Sagerne til Endelighed, naar Dommeren ey kunde vente sig nogen Løn førend han havde giort Arbeydet færdig, og mon ikke den Anklagende ville skynde sig med at fremføre sin Sag for Dommeren med sine Beviiser og alt hvad som kunde høre til Sagens Oplysning, langt bedre end det nu skeer, da han, i Fald han er fattig, maae opholdes saa længe indtil han faaer laant, tigger eller sammenskravet saa mange Penge, som den retfærdige Øvrighed forlanger for at vise deres Retfærdighed. Maaskee nogen vil sige at Retten bør giøres dyr, paa det at man derved kan hindre Folk fra Trættekiærhed; men enhver Fornuftig seer nok, at det er ey Trættekiærhed som derved hindres, men allene Retfærdigheds Øvelse; thi det er langt fra at uretfærdige Folk bliver derved kiede af at giøre deres Næste Uret, de blive der-

281

281

ved snarere mere modige og opmuntrede til at giøre det, især mod deres fattige Næste, siden de stoler paa, at han har ikke Evne til at søge dem, og altsaa kommer den Fattige til at lide mere og mere Uret, og Dommer-Embedet bliver dem til aldeles ingen Nytte, da det dog fornemmeligen skulle være den Ringe til Hielp.

Ingen har Aarsag til at klage over denne Forandring med Penges Erlæggelse i Retten, uden allene de som stoler paa deres Penge og mærker, at dersom dette blev paabudet, saa vilde mange Intriguer gaae glip for dem, ja de ville blive nødte til at lade mange Uretfærdigheds Øvelser fare; thi dette er uden Tvivl den sikkerste Maade til at hindre Trættekiærhed, nemlig uinteresseret at øve Dom og Retfærdighed; thi det maatte nødvendig indjage de Onde den tilbørlige Frygt for Dommer-Embedet.

Fremdeles kunde i visse Henseender den gamle Orden, angaaende Værne-Ting, være meget tienligere til Rettens Befordring end den nye er; men da forstaaee det sig selv, at der burde lægges det til, at naar nogen ikke fandt sig retfærdigen

282

282

dømt, kunde han selv udnævne det 3die Værne-Ting, og med dets Dom burde han være fornøyet; paa det jeg kan giøre mig fattelig, vil jeg oplyse Sagen med et Exempel: en Borger, hvis Værne-Ting er Magistraten, søger en Student, hvis Værne-Ting er Consistorium, Borgeren holdte Consistorii Dom for partiisk, altsaa kunde han indstævne Sagen enten til Mi- litair, eller Hof-Retten, hvilket blev da det 3die Værne-Ting, og dets Dom burde han være fornøyet med, siden han selv havde voldgivet Sagen til dette Ting; dette ville meget hindre ethvert Værne-Ting i at være partiisk i deres Domme, naar det sidste Værne-Ting og havde Lov til at straffe Dommernes Partiskhed, og paa denne Maade kunde den ene Dommere nøde den anden til at dømme relfærdigen.

Endelig ville dette meget time til at befordre Retfærdighed og hindre de falske Formaliteter, som ofte ere skyld i at den alleruretfærdigste Sag bliver dømt for Ret, allene fordi den Forurettende har været mere snedig i at udføre sine Skielmstykker, end den Forurettede har været vis

283

283 til at iagttage Lovens Bydende, naar den, som meente sig forurettet, udgav en sandfærdig Historisk Beretning til Hans Majestæts egen Kiendelse, hvilket Hans Majestæt ikke heller burde nægte. At dette er fornøden, kan sees naar man betænker at dette er just en af de vigtigste Hensigter som Riget har havt, da det overdrog Hans Majestæt en souverain Myndighed, jeg meener at det er derfor, at Kongen selv siges at være Loven og Lovens Ende, eller og at Kongen er den levende Lov, og bor altsaa validere mere end den døde og skrevne Lov; thi det er meget urimeligt, ar Hans Majestæt vil afviise de Sager fra sig, til at dømmes efter den skrevne Lov, som den skrevne Lov enten ikke haver noget om, eller ogsaa utilstrækkeligt, at den som er skeet Uret, kan i Følge af Loven ikke faae Ret. Hvad nytter det da, at han har faaet en Dictatorist Dommer-Myndighed; thi paa den Maade giør han Under-Dommerne mere myndige end sig selv; en anden Sag var det, om nogen almindelig Lov kunde giøres, som kunde indeholde alle fornødne Forholds-Regler i alle de Tilfælde, som i det Menneskelige Liv kan indløbe. Der-

284

284

som dette sidste var mueligt, behøvede man hverken Souverainitet eller nogen dictato- risk Myndighed. Siden denne Sag er af synderlig Vigtighed, vil jeg oplyse det med et eneste Exempel, endskiønt jeg kunde fremføre mange flere: Et Fruentimmer havde i en Tid af halvfemte Aar været forlovet med en Person med hans og sine Forældres Villie og Samtykke, begge Deele har bevidner deres Forlovelsemaal med adskillige Fæstens-Gaver. Dette er ikke allene skeet af de forlovede Personer selv, men endog af deres Paarørende, og det paa begge Sider; Imidlertid hænder det sig, at begge Deele bliver paa en Tid syge, den enes Sygdom, nemlig Fæstemandens angriber Hiernen og Forstanden, den an- dens Sygdom er en stærk Forkølelse, men lader Forstanden blive ubeskadiget; den første gaaer i sin Forstands Forvirrelse hen og snakker noget forvildet Amureus-Snak med et andet Fruentimmer, som han selv tilforn, da han havde Forstand, efter Bil- lighed hoyligen foragtede; samme Qvinde siger at han har forlovet sig med hende, men han gav hende hverken Fæstens-Gaver ikke heller holdte nogen offentlig Forlovelse,

285

285

det skeer ey heller med hans Venners Vidende eller Samtykke, og han opsiger ey heller sin forrige Kiereste; men derimod da Sygdommen noget begyndte at sætte sig hos ham, længes han inderlig efter sin rette Kiereste, sender Bud efter hende, som og for at føye sin Kierestes Længsel, vover sig, som selv er syg, for tidlig ud, kommer til ham, tilligemed sin Moder, hun beordrer Opvartere til troeligen at antage sig ham i hans Sygdom, og paa samme Dag bliver deres Ægteskabs-Løfte i det forbenævnte Fruentimmers, hendes Faders, den første Kierestes Moders og et andet Fruentimmers Nærværelse fornyet. Dagen efter kommer den forrige Raptus over ham igien, og hans retmæssige Kiæreste bliver mere syg og maae holde sig hiemme; denne gode Leylighed benytter det snedige Fruentimmer sig af, overtaler ham til at giøre Testemente, hvori hun bliver indskrevet som Kiereste, og i samme Raserie stienker hende 4000 Rdlr. og sit Chatol, tilligemed alt hvad deri fandtes, (NB. i Chatollet fandtes meget som ikke tilhørte ham), iblant andet en Deel af det som tilhørte hans retmæssige Kiæreste, som

286

286

han Dagen tilforn havde fornyet sit Ægteskabs-Løfte med hende, legerede han 900 Rdlr. og lod samme Summa indføre iblant de andre Legata, som vare givne til fattige Skoler og Kirker, hans Svoger udnævner han som Executor Testamenti.

Nu er at agte, at Ægteskabs-Fornyelsen med den første Kiereste skeedte den 1ste May, Testamentet blev freden den 2den May i Notarii Publici Nærværelse, og underskrevet af tvende uvedkommende Mænd, imidlertid, saasom han ofte blev aareladt, kom Forstanden lidt efter lidt tilbage igien, og Samvittigheds Nagen over der som han havde giort, begyndte at yttre sig hos ham med en kiendelig Fortvivlelse, hvorpaa han igienkalder Testamentet, og erklærede reent ud, at han aldrig havde intenderet noget Ægteskab med nogen, uden den første. Han erklærede den sidste for et løst og liderligt Fruentimmer, han lader et Document forfatte af sin Svoger, lader det samme underskrive af 4 Lovfaste Vidner, og beder sin Svoger at levere dette i Cancelliet, for at hindre at ikke det galne Testamente skulle confirmeres af Kongen; men Svoge-

287

287

ren forholder dette Document, og i dets Sted indgiver allene en Begiering, at Testamentet ey maae blive confirmeret; men Fæstemanden bliver dog ved til sin DødsDag, den 11 May, at erklære sin første Kiereste for den, som han agtede at leve og døe med. Han døer, som sagt er den 11 May; men Testamentet, som præjudicerer baade Testators retmæssige Kiæreste og de øvrige Arvinger, bliver dog anseet for lovligt af Cancelliet, og af Kongen, efter Cancelliets Forestilling, confirmeret. Imidlertid indgiver den forurettede Kiæreste en Begiæring til Kongen, som hun, i Følge af Regierings-Formens sande Beskaffenhed, anseer for ikke allene en naadig men endog en retfærdig Dommere, NB. hun bad ikke om nogen Maade; men allene om en retfærdig Dom, nemlig: hun bad Kongen om at han for at frie hende fra Trætte og unyttig Tids- og PengeSpilde, vilde ansee og erklære deres lange Forlovelse-Maal, som var skeet med begges Forældres og Families Samtykke, samt begge deres sidste Erklæring om Ægteskab som var skeet i Vidners Paahør, lige saa gyldig et Ægteskab, som om de hav-

288

288

de begge i en Præstes Næværelse, og under den sædvanlige Copulations-Act erklærede at leve og døe med hverandre i Ægteskab, eftersom hverken han eller hun havde af anden Aarsag ikke efterkommet Lovens Bydende om Copulation, end fordi de begge vare paa en og samme Tid syge. Kongens Svar herpaa var, i Følge af den da værende Geheime-Cabinets-Monister Struensees Paateigning, at Hans Majestæt Kongen vilde, at med Supplicantindens Ansøgning skulle omgaaes efter LandsLov og Ret. Dette Svar, i Fald det var i Sandhed Kongens eget (hvilket ikke er troeligt) var hverken koldt eller varmt, og var i Sandhed Kongen selv til Vanære; thi det var det samme, som Kongen ville sige; endskiønt Landets Lov og Ret er Supplies cantinden til slet ingen Nytte, efterdi den indeholder ingen Regel, som kan appliceres paa hendes Sag, men snarere noget som kan spilde hendes Ret, hvilket Juristerne, som gemeenlig ere i den Fald tienstagtige Aander nok, passer paa at giøre, saa vil jeg dog lade, som jeg vil have at det skal gaae saa lovlig til, og derfor vil jeg

289

289

svare: at Supplicantindens Ansøgning skal behandles efter Landets Lov og Ret, eller tydeligere: jeg vil ikke dømme ret, og jeg vil dog vise, at jeg kan giore hvad jeg vil derfor, endskiønt jeg nok indseer, at Copulationen, som i Følge af Loven burde skeet, ikke er det essentiele af Ægteskab, og at den kunde, endskiønt Loven befaler det, ikke skee, efterdi begge Personer vare paa en Tid syge, og hver laae i sit Huus, saa vil jeg dog her vise at jeg er souverain og kan giøre til Ret hvad jeg vil. Hvorledes det siden er løbet af, veed jeg ikke; ven- teligst passer vel Cancelliet der saa, som har formaaet Kongen til at confirmere et ulovligt Testamente, at hun, fordi hun laae syg paa samme Tid, som hendes Kiæreste skal aldeeles lide Uret.

See! saadanne ufordeelagtige Tanker for Regenten, maae nødvendig saadanne daarlige Svar opvække hos Undersatterne. Jeg troer vidst, at intet er kraftigere Middel tit at svække den souveraine Myndighed end saadanne Svar; thi ved dem bliver den ikke allene unyttig, men endog skadelig, naar Regenten vil

290

290

ikkun blive ved, at henviise Folk til at dømmes af Loven, i de Tilfælde, hvor Loven har intet, eller og er gandske tvetydig bydende, eller og, naar han betroer sine Ministre og Collegier at dømme i de Sager, som de selv først haver ved at rette sig efter Lovens Bogstav giort galt; thi da er det det samme som Regenten selv afsagde sig med det øverste Dommer-Embede, eller og erklærede sig selv for saa ufornuftig, at han ikke kunde see og kiende i en Sag, uden med sine Collegiers og Ministres Øyne, saa vil hans Souverainitet ikke vare i mange Seculi. Denne med mange andre StatsFeyl, har længe gaaet i Svang i Dannemark, og har meget contribueret til Rigets Forvirrelse; den begyndte først kiendeligen i Friderich den 5tes Tid, strax efter Sal. Dronning Lovises Død, og tog alt mere og mere til, saasom den Høystsalige Konge alt for meget betroede sig til en vis Minister, hvis Navn heele Riget kiender, samme Minister var ikke nogen Statsmand, men han havde dog af Naturenen Beqvemhed til at blive det; men efterdi han plagedes af en stor Hoved-Lyde, nemlig Gierrighed, saa blev all hans Con-

291

291

duite anvendt paa at skrabe sammen, og paa det at mange ikke skulde fortryde paa det, lod han og andre faae noget med sig; men alt dette gik paa Kongens Regning, og siden paa heele Landets. Derfore fik vi en Kop- Skat som vedvarer endnu, som giør de fleeste Undersaatters Hierter affældige fra det Kongelige Huus. —- Jeg troer nok at man har indbildt Kongen, at han gierne kunde først paabyde saadan en almindelig Skat, og at det vilde tiene til at beviise, at han var Despotes, hvilket er i sig selv, i Følge af Regierings-Formens sande Be- skaffenhed, aabenbar falsk, som jeg tilforn har viist. Imidlertid skulde der intet spares paa unyttige Prægtigheder og Forlystelser, her skulde giøres Anlægge til vidtudseende Anstalter, hvoraf faa bleve bragte til Virkelighed, enhver fremmed Landløbere, som sielden giorde Regnskab, skulde have Forstrækning til Fabriqvers Anlæg, alt paa Kongens Regning; naar nu en almindelig Mangel og Fattigdom yttrede sig overalt, hvilket er en naturlig Følge af en souverain Konges Forarmelse, saa skulde man ingenlunde sige

292

292

den sande Aarsag; men saa var det best, at man bildte Kongen ind, at Publici Overdaadighed og de Fattiges Dovenskab var allene skyld til Fattigdommen; saaledes bliver de beste Regentere narrede, og bragte bag Lyset. Man talte intet om, at den hyppige og utidige Rangs og Caracteers Uddeelelse til gandske umeriterede Personer, at den veyledede ganske fra Huu selighed og Tarvelighed til Overdaadighed og Ødselhed, efterdi alle de som havde faaet saadan et Øgenavn, blev for deres Navns og Stands skyld, nødte til at klæde sig statzeligere, at logere prægtigere, at holde fleere Opvartere, at spise lækrere, at spare paa Almisse til de Fattige, for at have noget til Comoedier, Opera, Ball, Masqverader, Kort- og andre Spil, paa det de kunde ligne Folk af Stand.

Jeg kunde gierne opregne visse Familier, som levede ganske borgerlige og tarvelige, samlede Penge og Gods, ja gave og adskillige anseelige Almisser, og baade var deres fattige Famile bekiendt og hialp dem troeligen, saa længe Hosbonden ikke endnu havde andet Navn, end simpel Hosbonde;

293

293 men saasnart som han fik det Navn Herre, da fik Piben en anden Lyd.

Dette Lapperie, tillige med Comoe- diernes, Masqeraders og andre offentlige Narreriers Oprettelse, det har foraarsaget Overdaadighed, Vellyst og Yppighed hos Nationen, ingenlunde Tilladelsen at bære Guld og Sølv paa Klæderne.

Forbudet, som kom ud i Christian den 6tes Tid, om al bære Guld, Sølv og Juveler, har ikke tæmmet Overdaadighed, det har snarere skilt Rigerne ved mange Tønder Guld, efterdi Folk, som havde anskaffet sig saadanne Ting, bleve nødte til at stille sig ved dem for halv Værd, og den giorde i en Hast mange Arbeydere og Haandværks-Folk Brødløse, det er sandeligen ikke ved saadanne Forbudde at Overdaadighed hemmes; men ved at betage Publicum all Anledning til Yppighed, Hovmod og Vellyst, samt ved at holde dem Nøye til Religion og sand Gudsfrygt, faaer de først Smag derpaa, saa er jeg vis paa, at Regenten skal ikke have nødig at bruge mange Kunster med dem, for at dæmpe deres Overdaadighed, og jeg tør vist for-

294

294

sikkre paa, at han maae giøre alle sine Kunster forgieves, saa længe han glemmer at hielpe til rette paa, og forbedre Grundvolden til all Lyksalighed, baade i Kirken og Staten. Sandelig, den Høysalige og Høystpriselige Konge, Kong Christian den 4de har udvalgt sig et meget sandfærdigt og viist Symbolum, nemlig: Regna Firmat Pietas det er: Guds Frygt bestyrker Rigerne; men hvor uliig er ikke vore Tiders Tænkemaade med den Tids, og hvor meget har ikke Hovmod og Daarlighed faaet Overhaand siden den Tid, og just fordi man nu omstunder bilder sig ind at være viisere end den Tid, bliver man til aabenbare Narre. Men efterdi jeg herved er kommet til at tale om noget af det, som hører til Borgerstandens Forbedring, saa vil jeg slutte dette Hæfte med Guds og Jesu Christi Formaning: søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, saa skal alt det andet gives Eder. Denne Formaning gielder baade for enkelte Personer og hele Riger og Stater.

Ende paa Sandsigerens første hæfte.

295

        

296

        

1

        

2

        

3

% /j (TTL Me aL

afo i KU n ^ y /^c^^^//l / ^ ^ £n +? n j? «

if^l^TL • ^fLTtjL 4^/2n^r

0 yj LP / ' FA -, ,

yj LP F, <+ f Ba / UA 4 Cy,

f &*stuf

jr

NV ni Ozu; "i

åd ; Ends ft^ jp ^.. General Vaal

; jGrub UE CU € •- Å:

i/l.y 'TL^u $ y * £%ijl -A* ** f /

iiy^£ft,f + / ar UTC bn <Jh^t. fy Pi

+ / po^m-ti-J^ n ^ <£)~c^c m Pi /. %/ =

| U/Zl/JTZL -?£_, 2——y

Ah f ay

fanti ari fi. a. Gary

nGÅ SUR Mit ts mrs

7 42

fo ^

ZA /

Ko ^y Jk SSD ^ LÅ 4/L ~4t~J $L£~G~+ ^

2 vl2& <L4C ^mjQ /^JZyr^eJc,

jIh Yrs TA

rZ ** ^ C^'iV- Zlt <5 yj/' <-<— - Z^—n^V' -

4

9 Vv

5

•Vv// /V^ i 4 I / '(« FP + L/L

/ /« FP + Å ' a n ., L/L HU ii ft ,m n. /j, f] Q S ‘y <Yrf^/ß4ticV Vi ( k / Cy A

HU ii ft ,m n.

U a wy

a n ., //j, f] Q S ‘y CP V k A

, <Yrf^/ß4ticV Vi ( k / Cy Aus

KF, 7? 7 e , ZO 4 h

KF, 7? 7lord Pe , ZO 4 h

, OK S/T pr KH Ch,

' . / h

ß

' . / h C *• yJV. .5 #&'<L/*A /fø*«-J~( - /

i t /y?, /aJ^nc ,f ©

ig {«i lt © Zem / ah ^ Z SEJ): AU"

g {«i lm / TZ SJ /) //* / EJ): AU" ,. _ 7 uh 7'7 ' /j* /r E 811 s/f Hu

,FP t i 7^7 /i' < --T^.S~4^7L (

Ltfn-t7 n y7

SN — « , -ry r V/ - - - ,-,/■,*■ Pr - ^-c * «zl. f /7 _ CER , Voy i Ah 'fyxyJJr

LU

/? 7

/

TM. VK ur SKUE

dL 811

AY PFP

7 *

« , «zl. f R ,

/) 7 s/f

/- 7 'T'C*^/ * / ed. Hou j

< * J Vs / Le fr dra J AM

* * s AM ^ S /7

— « , -ry r V/ - - - ,-,/■,*■ - -c «zl. f /_ CER , Voy i Ah 'fyxyJJri

SN /Ain eg eo ML

{\X*- y ri y tf jy^^ tL f - %7~y fru yt <st^C fr &. *'{. p t%i . i/v

Wu Mus epn r ts/ckr PAA,

^ /;-<l ^ kJ 4 Y ^ QKfr,4 #-#-*// Oi.if Zr SF

/;-^ k4 ^ QK,4 #-#-*/Oi.iA Zr 2 SF ^ ^ > 77 VA

VA: (fa ^

^ 04

/) {kJ-y*" Ii) 't tlJ $a

{/* s A i

tt 5 0 ri ^

DH.) , 7 77^ Br l M

Br y Fl Mu y . y rt'JT ,

i Lau u t? Vae aii (ne, Ap Aoi 7 ^K PWW

. ’ 7 7 o . y ' ^K 7 PWW .7

y 7 NWA)! Une ny <f'tf-tL- 'Yi?y .CjJ-f <i

i

Æ; fcßci \ <k ft// L 7' ^ ^ v^-

5

WWW

hs .. // r } -J {/1 /j/l fl /] /1'

h .. / 1 j/] %vi 4>-a’ iiM. tcjJ Yl- t K t xß« >/n Ctß^Y 4%/ '0 ^ 7/JtM. y x ELP e LAT AF:

%v 4 i. jY- xELP e LAT lv /V #/ . , AF: -

, YO J!7y1^77_i t t^u-

'jfßjßß*’ ln ’Qr /iv'^ « kßu JU^^n GAL

itf/p k <<? C^«-9~ n~c«y n- Ba,

11 Cas

JPG PU"

æn

tut Ti $

By gt 1tt t

Au.

ef Lø j

-€ j] gpx-<^ cyf-t-e - g <\$,m

y 7-^-y- s*4 Aa "■ . •

Aa på» ß\)A'<f Jl-Jt t* /)-7L Aldus

^ +l >

Aa.* u Al

7777

jT / u ^ /\fl-n Jl 'W. jf ( , ELE TEEL så ege1

, /7 EEE EL o ELE TEEL a /» V") « 7 7 så eger 1) ge, fø

« ge, pfø i $'.

f jQtoß *ß-~ty^ 7L 77tf-—^

ga Fr

ak VA / ^X^v^rix^ ande Vh &' jL.^l

l£. ^ 7**^ ß~ Yt~ -

LTL.

y

ry ''

''»Ul

rl <tA-4-^tL sd { @cj ± /évtrzL ut 7 br, + FS

-^L d { ut 7 br, + . . ^ FS / . PFA

styn,# QriJJfr-r-eynwjlb' 288702 Vus ETRE

,/ D/P a og VuETRE d

styn,# QriJJfr-r-eynwjl/ D/P a Vus ETRE

D/P a og 4M. ? kd, nap ah ficar pp,

& i JbJ'H^tt ^ LENA BRA / VIDERE " 7 1/^

& i Jb'H^tt LENA BRA / VIDERE " 7 1/^ / 7

nu OF fri) udgik,

6

MO

il

GL,

.

tf ^ V (Ikß-nyi y / ififl

udn fie 4?^-fr n^~ J-rt^ y-^sy^n- MIO

VI

i

y —^7 ^ ^

^ ^ E n fif^y- db ^ ^

/ 77 4

ft

nd Os pny (on ral C &*/'£&'/Ltz. / ^/|t PA <x' VA 5 E H,

s n C *'z. / ^|t VA 5 E / . H, s - - . - (jf-wjW-ik. Få LA

(jf-wjW-ik. Få /

ue.

$ ^C i

LA

mdk

in

* -jA i^st t VI

r%Å-n^p\fify^c +Jlvu^

-ji^st t ^ VID 7

h~&T 7 Z^ tralen kend ^

t-^ i J-y -YL-it. ‘ ^ ^

y^^^L of jc ZL 4 ^d/ 7 i ^y.^-u

(./7 X^An^ifi il-tt'y + 7 - <y y Ap fifa/d jfit.

dn Frat Luf fah NA LL

j nu 7^ ' XA't't-L 0PftA^C4.y^~TL fij-lP-f £

| HØ (ß<*>«->} jf«.^ & $ f{H^LyM^t^y ^ J

ÉcJxrKé?—^usé^ y

Iy^y^rå^e^. Bryan DE ST

MA. |

i]

7 .. /? ~-J~-‘

OD AAK PUP

tn AO y

7

5- ^ h

i

o :

aur Cy J $/ y '-V- '***■

Ki) Vil c

jjM gun shui OA

sl» MM Are n

f

f Od

9

9 i ^ J ^Jej^ly/i^f'^'r iJrptZwtXsc

~t^r J if^J-t^^i

h -. A. CoA CA vL án

&Jf ^ 'tL^SP^L. 4-J*-^7lJI f Le J

jftsU- vftisL {/?7^Cy^iuH2^ Hsi^n J

Kur / uus Øs hnireuin C II vÅ af Judy Np

J

Aug aks øre f

y%^.. ^J^AA-ié iA- ^ ^ ^

Xs 9^, > ys lux

Xs ren, lux S

OS /•

SS

LL AN

MA EM -

- y^y-n

My ^ yyyy»-^ / y*^ n -f: 54

^ Va ^ n -f: 54

Dr

År

Dr - gn „ v an KO nr J

go Peer

HM

aC ÉL,

^eyr^T^t

Mj miHi

8

PA,

I Up / i^-y. r £4 4 yd LE J

yrdr £. 4 4 Mk fynd rod LE Y^n^4-J£ y J~fv+*si . -^ ''

> JT t Afa år 17 TS or AT AA

JAr ØK or A AT AA , J~ GamN

, jT V'P-II' I'C J~ Au Gaume C MØN

GS TTT: p-

A 7tl- qT*1 / '/

farv EL &qf éb^n^-er-LzJ? ±7£AS£a^7jirL jA s

7^ y f £k~u^7vy 7*~

i) Oii Fart ale erEDE <fAq/ syn Frk c 444 - ae ør rtr fre ånde, rr PE Ae

444 - rtr fre ånderr- ' PE ■ Ae 'uk r^JU7 i/Titane At .

' ■ r^JU7 i/Titane At .

a pur / øj/y //n Alot Få

7^ # j77r-r~ iz-evi f 7f? 7c. f ^/ e

-evi f 7f? Ie M /*> v ^ /v Cua faet/*1* Mg

/v /v Cua faet//*1* Mg fl: v MI

/v / A MI % 4r , >? OF J

, OFT PÁ NA %.cu4J7**' <f^y^7t^y

af: /7)- fnp ^ 7 ^ 7 fyTßr øl tg

tg (^7*- A^^ysn,.- ALi**..

9

{

DT DD gs KODE

f iA^i-yi- Ag nA fre Hvene ) Mo frk ' os THA SO NME Lui PG mær

i^i-y- fn? / P' os THA SO P NME LL ui PG mær

fad /Ly x\^/yy pe

4,1

hl

Z} BER (/rt Zløv &c Pp-r f 11^ ) N

} RL) GG) AN ^ /? c r ^ S A fo

bh ADS VAM EAA _ ,.. tftL'tiy^t tf /i1- ßO^O/ 'V-

L) GG) AN ^ bh ADS V_ ,.. fo tftL'tiy^t tf /i1- ßO^O/ 'V-

it tk en ei lm

fu:

/

unu {aer Hi 5

- , * y ~w „r L^^aa-J fø yj^yi^*/ Lr) l

, * y ~w „r fø yySØ ca li O*/ /S/ Gemt 1739 place len a A J&e&wi$T, //

SØ ca i O*/ /S/ Gemt 173place len a A J&e&wi$T, // //1 />

H^ ,/ f **>» JC-ti/rl /1 ß/t-A. -vf* i< ^ <AV <« />-»

f **>» JC-tirl ßt-A. vf* i< <<ÅD ✓ /^7/ w UTZ Car ahOFrer C <Jh4)^

✓ '-f UTZ Car ahr OF) rer C < oJh+£~ 4)^/

tn.'

ÅD ✓ /^'-f UTZ Car ahr OF) Di oJh+£~ 4)^/

ri'^ Jh '\PzjjJT ^Lzéi^/L2/ir-CA^ ßfOv^/' "V^TZu

FOR

- ur.

rF,

7

Yp t{

pn 9

3j CkJi^rn yarrm i^ii^

vre og Vfl Lopatretrae“ i

IsVt^ck uicin^C ~JUso<^jl J Z\ Vt'U^p

c^i { rf'w/ ~~»/{* føze/-., øn

, —jw-^'*' mdrt hb: yb ', Ü (tj^in^xfyMr^. , vy Cn é

X^JVti^C {f*^ /C a&vl V’év'n-WjJ#*44'

^ - * “ ^-“m- t-z^Lm.^ '

10

. i

le Linn / ^of^-r^ "

lji ik'i'* *f".. ?'- ty i X yi^n * <- m ga fn %#. i \ß~Ct \b fc\s&-u~ 4 r~y~'

C LW /

LN a] ; - • AF

Li j iAt f J åg ^

a; - • AF

/ 1

Ayn Fru SA gir fm ^

\/fr- f / 4./i' y ^- / ' f 4. ^ -ejLr^ is/fr^-l rciA i / />• L

DIM LAS

VA DHV FJ

\/fr- f / 4./i' y ^- / ' f 4. is/fr^-l rciA i / />• L

.,/? - LZ 1/ *t l

,y 1/ *t ^ ^ yl t,L. /1. tf-

ak C&L

(ik <J^4*«*. ^V#«4 År ctfn '/ L-^ f n , ^^^

ak (ik J'^ L^> fu C&LUi Mans ok- i^-H^.'f;

Ml

in

f*

^4«. #« r tfn -f n , \S-J^^ " JuA }'/få y b ØS, 4M--VL pund altn

\S-JJuA '/få y b ØS, 4M--VL pund altn n-T^- f

når -4- : ■ ' Å ^^~n ml f* d

* AA gg mdt, ^ y? fi AMv i ^ bal

gm, y? l~AM~ v i ^ j) *L Abt iris ft {^/£^ alle / fdd Jf t

ihenning ! AA MÁ ) A

p'tL. n 1 ^"v/ c *.' to x^yt CAr

^v/ c *.to x^yt CAY . yjL

j(4) Far MÅ få t ZF du ^

pus W**, 1^/’< W v> «•-«•‘^ BA / 7 ak fø'p'&Lj L

a j f* E- LTL ytre _ / 2 e/o ID

e/o ■ y SF ID nd ar AA b

y Adr Før nd and Er ØrAAløy-C yr bg, Ca / Ig lur LØ

a Ilur LØ REN fe rrt-tn Cras hrg z<

f'fV'tsL' f Tee pres gr

f'fV'tsL' - tuLM-sOUtJ gr

•4t yAt'i i iiu jL. nAA-JL- A -r^L- -L -

11

iT

Lod NA

pH

\>* %j£7&7l^£lJ?é r VA * TA Ter 11 * SALT r^-T * f

rn ~V"'.

' j^ttt^^r ty i

12

        

13

        

14

        

15

        

16

$

ud UZ ré

ak,

«fl

i FT TL

vf

Ln^t'&n'^LL^rZ- ' y TF

- y /? føu * . TF . 1fl

6-1^2 TL^r^ \fl~—>2. X^<—4- (xÅ^n-^—n^ I FT

. —- (x-^O I ^ FT f /) SS N

^ f IVE ttf -4*^j2yi-rt 7z-*/ -v^ve / [HU Spot

ttf TOA He MÅ ■y-*-*'1-'*- J —'^-ßC^r^r fg

i

ÅH fu

Ha! ar ticmulr ' md

-> , . , md r

ul

«Å /biW <•/("/' .\ i/.' •. LF yop LE 2. VTA

t /2 lyi^CL LE 2. ^<*^'71-

EA) ,

«Å iVTA

EA) VA, rig Prier py j

^*"jyt~xtc-q>- Qom <jl I - HS ^ -y-*^n y<z-&

i Pyy&ß.o ä J-sr-e^ Æjty *'. ,^j>

fe

' tfe) * f'- K. ud) Fy *■*- /-£-£

^'fe. ■£-£-«.'^ «t <^t« J .

Lr sg E

en UK ri

AJ,

RR

n-**

c/s

f*—^ ..^

^7 hu Ve Lr le SaR tt gr p68 * LSV-

•-, y * LSV- /

•-, y dr ^ ^ ^ iM-~'- lyt. y ^

17

Å Ten Maure f

kf 5 'p lU^L - £^l *f ~føon Sund,

vr erz Fryd

*t

{

7 $/ J aJ^"' rt - ,

// . I ’ifi*** vH1 -

5F^.

j pJ^tA- ra FS (fc-4t~<f^tc* #. y^j£,^ £ ■?

j ( ^ ^ c / ' 4

"* Ä« >L.. /i Xä /77J

tf

ul

18

ß

&rt^ü^%J$U^rZL,,ß^

y ale /, Ltr eh; ti f PY MW

y e /r ; ta / 4 > /-. /Är Ff . PY LL «^---/ MW t ''^y-^c/jCu-

. «^---/ Lt ''^y-^c^/jCu^n--- -v-y -'U.Wfcfyx, / \ tf'

otfo'f y -fj£) Eu

y -fj£) <trfJ^L Eu *'

/- MMA dJ

ror adJr-cij2Lxt^*

'V-ty /MMßo t.^* ^

ty o t.^* v ^ ^ 17 K

//'

WW;

\J) ß-e'T-c^n.i-øL (jfå^r-'y

ra 05 4, kr Søe,

' / y />* / (Vr _>r UK.

§ qP^ty'Tr-'fr -V-Jf SR

74

11

19

        

20

        

21

        

22

        

23

        

24

        

1

Den

Patriotiske

Sandsigers

Bedrifter,

Bedømmelse og Dom.

Kiøbenhavn 1773.

Trykt og findes tilkiøbs hos Johan Rudolph Thiele, boende i store Helliggeist-Strædet.

2

        

3

Den patriotiske Sandsigers Bedrifter ere hans Tre nu forbudne Skrifter. Disse vare aldrig blevne lagte for Publici Øine, dersom Censuren havde vedvaret; og sammes Forfatter var da og bleven frie for at dømmes og straffes. Ikke des mindre er Pressens Frihed et Klenodie, for hvis Bevarelse største Straf gierne bør overgaae al væ- lig Misbrug af samme. Philopatreias, den for sin Forlegger dyrebare Mand, havde fat saa mange Penne i Bevægelse, at man var mæt og træt af at læse alt hvad der blev skrevet imod ham, da denne Patriotiske Sandsiger udmerkede sig ved sin første Bedrift: Hans Svar paa Publici Vegne til Philopatreias. Omstændighederne i det da værende Tidsløs giorde, at dette Skrift fandt ligesaa sterk Aftræk, som Philopatreias selv; thi de Skrifter søgtes meest, som vare fyldte med de dristigste Udtryk. Den Gang vilde dog ikke alle underskrive den Dom, som Forfatterne af For eqnelsen paa de nyeste Skrifter fældte derover: at Dumhed, Grovhed, driftige og lumske

4

4

forvovne Udtryk, der under en slet og vaklende Regiering letteligen kunde blive en Gnist til en langt større Ild, var der eneste, der giorde dette slette Skrift merkværdigt. Men da det er faldet ud med Sandsigeren, som det er, saa underskriver de den vel gierne. Ret har hine Forfattere deri, at han duser Philopatreias med en Heftighed, som om han vilde give ham Ørefigen, og antaster ham paa Geistlighedens Vegne med en fuldkommen Inquisitors-Geist; men det skulde just saa være, naar han saa længe bag efter de andre skulde kunne give sit Skrift Aftræk. Han naaede sit Sigte, at hans Piece blev læst af mange; og at den blev ligesaa hyppig kiøbt som Philopatreias selv, det forledede ham til at troe, at han havde vundet et værdigt Bifald i Publico, i hvis Sted han havde optrædet, at bestride alt, hvad der i hans Tanker var urigtigt iblandt os. Det var vist derfor, at han skrev sit Brev til adskillige om adskilligt i hans nyeligen udgivne piece, der kan ansees, som en Indbydelse at subscribere paa de Skrifter, han fremdeles havde i Sinde at udgive; men som nu er blevet ham formeent, i hvor martialsk han end lovede at blive, naar han eengang kom til at skrive om Krigsstanden. Dette Brev er ikke iblandt de i hans Dom nævnte forbudne.

Førend den første Deel af de i dette Brev belovede Piecer udkom, var han bleven sat i Harnisk over en vis Modstander i det patriotiske Magazin, og med den ham egne Dristighed, med hvilken han efter sin egen Beskrivelse vovede at udlade sig, og

5

5

laste det, han ikke fandt efter sit Hoved, satte sig ned og skrev selv sin anden Bedrift, kaldet: Jere- miæ Brev imod den hykkelske Afguds-præst, som taler i Magazinet No 73, skrevet til Forsvar for den redelige Sandsiger, til Opmuntring, Trøst og Troskabsbestyrkelse for de danske Israeliter, som endnu leve i Rujoneriets Fængsel i Babylon. Saasnart dette nu forbudne Brev udkom og var læst, blev Sandsigerens nærværende Skiebne forudspaaet ham af Skrift-Fortegnel- sens Forfattere. Deres Betænkning om denne Piece vil man her tillige anføre; ”Det hele første Ark af Skriftet gaaer ikke ud paa andet, end at for-

svare Sandsigeren, samt hans Skrift saavel imod alle i Almindelighed, som mod en vis Modstan der i patriotiske Magazin No. 73 i Særdeles- hed, og vi kan ogsaa sige, at de i Henseende til

Grovheder ikke blive hinanden noget skyldige; — men i det sidste Halvark udlader Forfatteren sig i en høistfornærmelig og dumdristig Tone imod Regieringen og dens Anstalter; og vi tør sikkert spaae, at dersom Sandsigerens udlovede Hefter

skulde smage af den Suurdei, ville de bringe farlige Følger for denne hidsige Skribent." Spaadommen er bleven opfyldt.

Sandsigerens tredie Bedrift: hans Skrift om Religionen dens Sammenhæng med Regieringerne, og om geistlige personer, samt de Anstalter, der sigter til at danne Geistlige, udkom. Dette var den patriotiske Sandsigers første Hefte. Det blev bekiendtgiort, at Subskribenterne kunde afhente deres Exemplarer for 4

6

6

Mark 8 Skilling og da der strax mumledes om, at denne Piece skulde confisqueres, saa bleve mange begierlige efter at faae den og læse den; thi al- le Mennesker har den Natur, at de higer meest efter det Forbudne. Længer end mange ventede, va- rede det dog inden der blev giort Anstalt at confi-squere den; thi den var ventelig ikke kommen for deres Hine, som vare berettigede dertil. Endelig skeede det. Forfatteren blev sat paa Raadstuen i Arrest; og Ordet gik, at han der levede vel, og forsvarede sig dygtig. Sandsigeren var i de Dage Maalet for alles Samtaler. Bedømmelserne over ham og Meeningerne om hans Sags Udfald vare ulige. Mange begyndte at stirre paa Sandheden selv med pilatuske Øine, og i den Stirring at spør- ge ligesaa fremmet som han: Hvad er Sandhed?

Sandsigeren blev roest af nogle og lastet af andre. Men om han havde tænkt, at blive det samme i Dannemark, som den bekiendte Wilkes i Engeland, saa tænkte han Feil.

Udfaldet har lært, at ikke allene Sandsigeren selv havde Uret, men endog alle de, der paa nogen Maade holdt med ham, og søgte underhaanden enten at undskylde eller forsvare hans Udtrykke og Udslettelser. Disse troede, at en Sandsiger burde tage Bladet fra Munden, skrive dristig og bidende, og uden Persons Anseelse sige sin Mening reent ud, ligesom Conferentzraad Suhm i sit Brev til Kongen, eller Etasraad Langebech i sin nye prøve af Skrivefrieheden. Men der er stor og uendelig Forskiel imellem disse Mænds ædle Dristighed og Sandsigerens dumdristige Næs-

7

7

vished. Ikke saa? Conferentzraadens ædle og varme Udtryk, at Hans Majestet maatte ikke lade sig indbilde, at han var som Kong

Christian den Fierde eller Friderich den

Fierde, o.s.v. vilde maaskee ikke bekommet enhver anden vel, at have udladt sig med; men her blev det naadigt optaget og beundret; og saa maatte det skee, naar der ingen Ubillighed skulde vises imod Sandheden af en Mands Mund, som havde et ædlere Kald til at sige den, end vor stakkels Sandsiger. Etatzraadens dristige Erindringer og Regler for Kongen, samt egne Betænkninger over et og andet, blev altsammen ikke allene undskyldt, men endog efter Fortjeneste opløftet til Skyerne og fandt ligesaadan Aftræk som de varme Fastelavnsboller. Men hvo? uden saadan en Mand skulde siden have tordet vedkende sig denne Dristighed, underskrive den egenhændig, og tiltroe sig at torde bestyrke den med Memoirer, som hverken han eller nogen anden Uvedkommende burde være vidende om, eller i det mindste aldrig offentlig udlade sig med at have seet eller læst. Ikke desto, mindre fortiener saadan en Mand for sin Redeligheds Skyld den mildeste Undskyldning og værdigste Agt, samt hans Skrift at være antaget og med Maade anseet af en stor Dronning!

Man mage visselig meget forundre sig over, at saa mange vare alt for kortsynede til at indsee den Forskiel der er eller bør være imellem de Personer der kan sige de Store Sandhed med Bifald. De maa have et eget Kald dertil, som giør dem ærværdige og hellige i alles Øine. Ikke ligt det,

8

8

vor patriotiske Sandsiger meente og at have. Om der endog var nogen Sandhed i alt det Studenten Thura har skrevet, som jo dog er ganske umue- ligt at kunne bevise; hvad Kaldsbrev havde han da vel at opvise, som berettigede ham til at sige og skrive den? Han er jo hverken af Bispelig eller Præstelig Familie, (See Adresse-Avisen No. 5 for i Aar) om man og vilde troe, at geistlige Per- soners Børn havde et større Kald, end andre, til at sige Sandhed. Han vidste med sig selv, at han ingen Midler havde, som det forfængeligste Kald, hvormed mangen en dog tør trodse. Saadant Kald, som det, hvormed Nye Prøve af Skrivefriheden først udgik, havde han jo heller ikke. Da det kom dertil, at der blev spurgt om Forfatteren; saa var det en fattig Student, Monsieur Thura. Hvor vilde det arme Menneske hen? Hvor forblindet har han dog været! Nei, han havde slet intet Kald til at fremkomme med sine Betænkninger om det minste af alt hvad han har skrevet om. De har derfor allesammen den allerstørste Ret, som har sagt og troet, at alt hvad Sandsigeren har skrevet, er noget dumt Tøi og elendigt Slidder-Sladder.

Det settes endog, at der var det ringeste som havde Sandheds Skin; hvor dumt da! ikke at have indklædet samme i en eller anden antagelig Dragt. Nøgen Sandhed imodtages ikke fra alles Hænder; og er det ei et Tegn til den største Uforstand, ja et et Beviis paa Taabelighed, Narag- lighed og Forstandens Drukkenskab, at skrive i Sandsigerens Stilling og Tone? Hvad nytter det

9

9

ham nu, om han endog undertiden kan trekke et mildt Smil ved en indbildt Følelse (thi Indbild- ning maa det jo vel endelig være) af den hemmelige Trost, at han troede og vidste med sig selv, da han skrev, at han skrev Sandhed efter sin beste Overbeviisning, og at det, som han er dømt til og mere benaadet med at lide, der lider han for Sandhedens Skyld. Den Sandsiger maa være en sær Karl. Der har jo dog altid været langt behageligere for den Menneskelige Natur, at belønnes for Løgn, end lide for Sandhed!

Men Sandsigeren er jo hverken dømt eller lider for Sandhed, men for sine dristige Løgne. De, som har giennemlæst hans nu forbudne Skrifter, behøver intet mere Vidnesbyrd derom. De erindre sig kun løselig hvad han havde sammensmurgt om Religionen! og hvilken Gysen maa det ei foraarsage, at han vilde, vi skulde beholdt vore afskaffede Helligdage. Nej, Hr. Sandsiger! Langt bedre havde det været, at ivre over, de til dem anordnede Texter og Psalmer staaer endnu i vore Psalmebøger, og hvorfor ikke vor Liturgie, Ritual, Alterbog, Psalmebog og alt derhenhørende er endnu tænkt paa at forandres i Overensstemmelse med Forordningen om Helligdagenes Afskaffelse. Der kunde have været holdt dygtigt Huus med Bogtrykkere og Forleggere af bemeldte Bøger, og Bisperne være blevet uskaarne, hvis Embede og Sag det dog aldrig kan blive, at sette sig imod Kongens Villie, saalænge Sabbaten ei bliver befalet at afskaffes; men det har ingen Fare: saa havde De Hr. Sandsiger, kundet spare sig selv for megen

10

10 fortient Bedømmelse fra den Kant. Men jeg kan troe, De vilde med Magt have de afskaffede Helligdage indførte igien, og De fase ingen anden Udvej dertil, end at skrive Deres Sandsiger, Hvad har De nu vundet derved? Helligdagene ere afskaffede; og vi har nok at bestille med at bruge dem vi har igien. Neppe vil De opleve den Tid, at see dem atter indførte; men det er dog en Trøst, at deres Amindelse er endnu ikke udryddet af forbenævnte Bøger eller af vore Huuspostiller. Den gode Grund, at ophæve og afskaffe dem, har ret strax hele Europa indseer; hvorfor kunde da De, Hr. Sandsiger! ikke og have indseet samme, og i Stilhed ladet sig nøie med at helligholde dem, vi beholdt. Grunden er nemlig en slet Helligholdelse og Anvendelse af de afstaffede Helligdage, og at de kunde bruges bedre til Arbeide; thi ved Arbeide og Skræbfomhed kan Mennesker ret tvinge Guds Velsignelse til sig. Hvo kan have noget at tænke paa til Indvending imod saa god en Grund. Hør engang hvad den danske Mercur sang derom med en smilende Mine:

Ved Forestilling lod Monarchen sig behage,

At skaffe af en Deel af Fest, og Hellig-Dage.

Man veed, det er kun saa, som protestanterne Med Grund kan skaffe af som overflødige?

Til Arbeids-Dage de ei stort vel skal udgiøre? — —

Ja, — vi vil Kongens Grund til slig Afskafning høre:

"Hans Overveielse har intet derimod,

At jo den første Grund kan have været god,

Paa hvilken Fædrene anordned' disse Dage,

Et gudligt Øiemed han dem et vil betage;

Men saadant Øiemed han nu et længer seer At haves udi Agt."— Og han seer ret, desværr'! —

11

11 "Til sand Guds-Dyrkelse han seer dem er anvendte;

Men meer til Lediggang og Laster, som bekiendte;

Ved grundigt Overleg han saadant hemme vil: De skal for Misbrugs Skyld da meer ei være til! Han nu forseer sig til, at Zions Helligdage — Søndagene og de, han lod os end tilbage — Med meer Alvorlighed, meer gudelig Andagt,

Her helligholdes skal."— Den Grund er forebragt. Vor Alders Christenhed vist vare maae uægte,

Naar den sin Frelses Gud hans Dyrkelse vil nægte.

Ja nægte den saa grovt, At Nordens Herskere — Selv Christne, som man seer — de allermildeste Ei mildre Middel veed, end samme at betage Uskyldigst Leilighed til Himlen at mishage? — Tænk: "Man for Misbrugs Skyld selv Brugen skaffer af!''

Det vist vor Kirke-Tugt ei megen Ære gav.

Hvad Frygt, hvad hellig Frygt bør os ei overfalde? — Kan man ei Resten med paa samme Grund hjemkalde? Ja selv Sabbaterne?— Thi, skiønt vi veed forud. De aldrig hævet blir ved noget Mennesk-Bud:

Saa har dog Kirkens Gud, som er Sabbatens Herre, — Naar han paa samme Grund saa nidkier vilde være — Jo meer end Aarsag nok, at kalde dennem ind.

Og overlade os til vores eget Sind?

Dersom Sandsigeren havde giennemlæst dis- se Mercurs Betænkninger, saa kunde han gierne have sparet sine. Han maatte og have vidst, hvad den Svenske Phosphilus vandr, som skrev om Helligdagenes Afskaffelse, længe førend samme der skede. Han vandt intet, og udrettede intet dermed, i hvor meget han end greb sig an, for at beholde dem? da han endog bragte i Forslag: ”at paa de sædvanlige Hellige Dage, som man i Sverrig vilde have afskaffede, skulde vel holdes Præ- diken; men hvo som formeente sig at have mere

12

12 magtpaaliggende og nyttigere Forretninger, end at gaae i Kirken paa de Dage og høre Prædiken, den kunde upaatalt blive derfra." Det havde været artigt, om dette Forslag var blevet fulgt. Præsterne vilde vist ikke have været fornøjede dermed thi alle Prædikedage ere deres Arbejdsdage. Phosphilus giorde derfor ikke en ganske vis Regning da han giorde Beregning paa Geistlighedens Vin- ding og Vindelyst paa de siden afskaffede Helligda- ge, og at den foregivne Nytte af samme til landets og Næringers Opkomst ikke Milde kunne overtale alle retsindige lærere og Tilhørere til, at give saa mange Helligdage til Spilde; efterdi lærerne regner sig det til en uskatterlig Avance, at kunne vinde Herren en eneste Siel, og ingen Tilhører vil vinde hele Verden med sin Siels Skade. — Langt bedre Beregning har en anden Person i Sverrig giort over den Fordeel Lander vinder ved Helligdagenes Afskaffelse; thi han setter at naar Sverrig derved allene vandt 12 hele Arbejdsdage, og i de samme ikkun 700000 Mennesker arbeidede, saa profiterede landet allene derved aarlig 25 1/2 Lønde Guld. Tænk! hvilken Rigdom disse Helligdages Afskaffelse vil udbrede over land og Riger. Hvi mon ingen endnu har giort ligefaadan Beregning i Henseende til Dannemark? Det burde Sand, sigeren have giort. Han var da ikke bleven bedømt eller dømt paa saadan Maade, som skeet er. Men han har heele Veien igiennem ivret sig paa den urette Maade.

Hvor gal er ikke den Maade, som han foreslaar til de geistliges Kald! Jo mæn, Lodkastning

i vore

13

13

i vore Tider, da alting kommer an paa aflagte Prøver, paa gode Vidnesbyrd, og paa noget ver lig- ner Lodkastningen, som man kan kalde Lykke og Fromme; det er jo ganske forsvarligt. Ved noget maae de, som forestiller og exspederer, kiende Can- didater; om ikke altid ved Recommendationer, saa undertiden ved mange Aars Overløb. Hvad Skam er det og for deres Kundskab! at bruge den samme Formular til dens Kaldsbrev, der blev graa af Ælde, for han fik det, som til dens, der neppe nok er lovlig gammel; at han nemlig nu skal være Præst, om han NB. befindes af den Alder, som Loven befaler. Er det ikke ligesaa uskyldigt som Lodkastning, at man tiender slet ikke til de Ansøgende, enten de ere under Fem og Tyve, eller over Halvhundrede Aar? At giøre, som Cramer giorde, lade enhver Ansøger ved første Anmeldelse bevise sin Beqvemhed og Værdighed, og derefter, uden videre Ansøgning, hielpe ham i den Vei han søgte at komme, naar Turen traf ham, uden enten ved Recommendation eller Persons Anseelse at giøre Forandring derudi, det var jo det samme, som at vige alt for sterkt fra det, der lignede Lodkastningen, og binde Hænderne paa sig selv; men hvo vil ikke have frie Hænder heller end bundne!

Slet ikke bedre er det beskaffet med Sandsigerens øvrige Udslettelser og Forslag. Han opholder sig næsten rasende over de Fattiges Anstalter og en gammel Forordning dem angaaende. Han kunde umuelig fordrage, at det uforskammede Tiggeris blev straffet. Det syntes, som

14

14

hans Forslag for en kort Tid blev fulgt og prøvet, da Ævret blev opgivet for alle Tiggere i Kiøbenhavn; men man har befundet saadant af større Skade end de forrige Anstalter til Tiggeriets Hemmelse, og derfor ikke allene igien optaget, men endog skierpet disse. Nytten heraf vilde med Tiden blive kiendelig, naar alting i den Sag skede ordentligen og stikkeligen; naar de bleve hjulpne til rette, som kunde hielpes til rette, og ingen blev straffet til Forverrelse men til Forbedring.

Videre at bedømme Sandsigeren, vilde næsten være det samme som at tage Deel med ham i Udsettelserne ved Landets dyrebareste Lov, og at ville finde Mangler der, hvor man ikkun bør søge og vente lutter Fuldkommenheder. Nei, naar man tænker paa, at have læst Sandsigeren desangaaende, bor man ikke oplukke sin Mund, men med en blufærdig Tavshed ryste paa Hoveder, og i det højeste ikkun sige: Hum! Hum!

Hvor tungt og besværligt maae det have faldet den stakkels Sandsiger, for den over ham nedsatte Commission at forsvare og med reene Beviiser gotgiøre, at det han skrev, skrev han som Sandhed, og var Sandhed. Langt fra har det ei været ham saa let, som det var Pilatus, der giorde ei videre Regnskab for det han skrev, end: Det jeg skrev, det skrev jeg. Uventet for Sandsigeren var hverken hans paafølgende Arrest eller Dom; det seer man af nogle hans Udladelser, hvor han selv tvivler om, at slippe

15

15 vel derfra; men det maatte dog ikke hielpe; han havde nu engang udgivet sig for Sandsiger, og han vilde deri bevise, at han havde meent hvad han havde synget saa tit i Meenigheden: Tage de bort vort Liv, Gods og Ære, Vi passe der intet paa, De kunde ei mere faae, Guds Rige vi dog beholde. Han havde derfor maaskee aldrig ventet, at faae saa mild og naadig en Dom, som han fik, og endda mindre at faae samme Dom allernaadigst formildet. Han dømtes længe og af afskillige i Forveien, førend han blev dømt i Commissionen; og da Indholdet af hans Dom læstes i de offentlige Blade tilligemed sammes allernaadigste Formil- delse, vidste man ikke, hvad man skulde sige eller tænke om Sandsigeren. Man see Indhol- det her af

Commissionens Dom.

Den Kongelige anordnede Commis- sion over Studiosus Thura, har kiendt for Ret, at bemeldte Studiosus Thura havde forbrudt Ære og Gods, og skulde til Straf hensettes sin Lives Tid paa Munkholmen, samt hans Skrifter ved Bøddelen at opbrændes.

Hvad bliver der nu af hans Spaadom over Dannemark? da, man i Stedet for i Stilhed at overveie hans foregivne Sandheder, samt rette og bedre de af ham alt for hidsigt paapægte forstørrede Feil, har dømt ham efter Fortie-

16

16

neste. Maaskee han nu glemmer at sukke over Rigets og Folkets Skiebne, for at sukke over og bejamre sin egen. Men see hvilken Maade der vederfares ham. Kongen formilder selv hans Dom!

Hans Kongelige Majestet har allernaadigst formildet ovenmeldte Dom saaledes, at bemeldte Thura settes paa Munkholm paa Kongens Naade; hans trende Skrifter, nemlig: Svar til Philopatreias, Jeremiæ Brev til den hykkelske AfgudsPræst, og Sandsigeren confisceres

Saaledes blev udfaldet; og saaledes maatte det vel blive, dersom han ei skulde reent frie- kiendes. De, som har forestiller Hans Sag for Kongen, har dog maaskee seet nogen Sandhed hist og her indstrøet i hans Skrifter, og ynkedes over, at den var falden af hans Mund, som havde intet Kald til at sige den, og ingen Anseelse at forsvare den med. Men derfor fik denne Sag og saadan en

Ende.

1

        

2

cfjr £ 751 BÅL,

Af

v j YX

WD \

(hm na AA a, 11 Vh £,x* -.

fe/uw&ét-ns Ser +), £‘ftsføaM-

/

3

'Ci t £ LY ^ D e

LY ^ - ^'‘-^7 o ^ D Ee .-i# FA j^iö P

LEP - ^ y / eCL

^ ket CL 24 VET ZL AE ■/ .

iS£/!.£? > .

au? y -> gf ■ AD FE A' A^

ugf AD FE fU-0~ ?f cA^sio ^ tA^^o^ß ^ui^ßnivV

Citer. — WM da bd

b Cp CR af (xx l A ^ N aA T

UN aA A T SF

AP SF * j t

hr fr % o £ t,

, ^ 'Ai tÅ- ^r ve t^uAsMsHA*

-h-'/ iA£t-A/, fr A'T A >» iPcLruts/-' Ze me Bed riffér 7 ron når C /y Hor Cat, HB» <•■ ål ©

J Ar/Dc 'Ate tt c H //^ ^ l 4 mø" L \ <) Gr ^ Any ER Er, fr drer

7 ZH X HE p TÆT V ho

/> * Pr U

AAC VALG UNA A/^l'^-

£*c

7 ho

AAC VALG UNA J / £JS^L/£/1-'/ «■r/^TyÖ A/^l'^- n*%

Søs kr I Han Gudo Z Telt Cup 4 av + f ^ AAN

4

f . 'X tt

LinA

lyfø/jds l_y~*/7Z Å'^} /rC^C*c£

YT^T -- ^"^-C l H- v j AA Pd

/ FAA ^ Pd ^ //V7 o yi/'ö

^ /c ^ ^ 4o yi/'ö-^n^

SJ . ^ ^ JL

. ^ 0 P^ ^c^£æ^l2) / A^f/y jzfv£ y “E rt ^

2) / “E p rt / ; ^/> /:?. M VE

/ . tf M VED,

2. ^h*t^^£vLy'JcLuh

Ver f '/? (7 ' Cr ofDCS l O10

/? (ul Og 10,

hr *^~y/-^ CA SS i7 k 7 /

/>^T Av 1

ß/h^ ^ ^l.- »I, <* LL -A^»* /

År vo og yyv ^C^^s

r 7 / *r ^

Ars; aA,

5