[P.F. Suhm] Uddrag fra Om Danmarks og Norges Tilstand i Henseende til Handelen.

4 mindste komme til Lighed, og er det mueligt, til vor Fordeel; thi delte er den rette Stats Spare- og Vinde-Konst. At Kongen sparer paa sine Betientere, paa sit Hof, derved vinder Landet intet, og følgeligen Kongen ei heller. I det høieste kan saadant ei tiene til andet, end at betale den Gield, Kongen er skyldig til sine egne Undersaatter, og dermed kan det umuelig haste, saa længe Kongen og Landet ere saa meget skyldige til Udenlandske. Thi jeg kan ei troe, at man tænker paa at samle en Skat, en Tanke, der ellers ei er saa ganske at forkaste, da det vilde være paa en meget ubeqvem Tid, saalænge Landet aarligen taber i sin Handel med Fremmede, og maae desuden betale saa mange Renter til dem. Jeg tager derfore ei i Betænknig frit ud at erklære: At de, som have raadet Kongen til saadan Sparsommelighed, have aldeles intet forstaaet af Statskonsten, og været ganske ukyndige Mænd. Men derfore forkaster jeg ei en viis Sparsommelighed, tvertimod jeg antager, at den er Grunden til al Velstand; men den bestaaer i at forbyde saa mange fremmede Yppigheds-Varer, som mueligt, eller og at belægge dem med den høistmue- lige Told, og derimod at opmuntre og lette mange indenlandske Næringsveie og Haandvær-