Uddrag fra Brev fra En Ven i Norge.

vare ikke vore Tunger længer bundne som før, men talede ægte patriotisk Fædrene-Landets Sprog. Vi takkede Gud, og velsignede Kongen med høy kongelige Familie. Vi opførte Sejers-Musik, og ønskede Arvehuuset Bestandighed, Lykke og Fred! Det forekommer mig, som alle Nationer maa spile Øynene ved saa vigtig en Tildragelse og i ærbødig Respect ønske os til Lykke, som et Folk, Gud holder sig nær til med sit reene Ord, med sin mægtige Frelse! O! den lange besynderlige Fred vi har haft, hvor er den ikke Beviis paa Guds Godhed mod vort kjære Fædrene-Land! Andre vaage af Frygt, vi sove roeligen; andre svømme i sit Blod, vi ligge tørre og beskiermede under Almagtens Vinger. Dette burde gjøre os skiønsomme; Ja gid det endnu var saa vel! Men ach! mig synes Ukruddet tager over Haand, og vi ere, midt i Frelsen, saa ubevægelige som de, der aldrig havde været i Fare! Det har jeg lagt Merke til, at, eftersom Ryggesløshed har tiltaget, saa har Velsignelse aftaget, og var nu end Ulykken paa det høyeste, saa var vist nok Ondskaben ogsaa paa det galeste.