Uddrag fra De Retsindiges Kritik over Hr. Conferentsraad Peter Friderich Suhms Moraler til Kongen. Opsat, efter manges Begiering af en Veldømmende. [med Suhms brev genoptrykt som appendix]

min Umage, Omhu og Indsigt selv betalt i hans Misunderes Lovtaler over mig; men mit Hierte var min rigeste Belønnere, og min Philint glemte ei at takke mig derfor; denne Tak var mig langt sødere, end om jeg havde forledt mig selv til at fyldestgiøre min Forfængelighed. Naar jeg da havde en Morale hos mig, som jeg holdt for at være værdig til min Philints Opmærksomhed, saa var det mig en plat Umuelighed, at jeg kunne moralisere for min Ven i et vidtløftigt Sælskab, hvor jeg, (som altid forfulgte hans Handlinger med den nøieste Eftersigt), ved at foreholde ham een eller anden Feilspost, som jeg frem for mange andre havde bemærket, lettelig kunne bringe andre paa Spor til at oplede de Feiltagelser hos ham, som de før aldrig engang havde drømt om. Dette var en Aarsag, hvorfor jeg ikke kunne bære det over mit Hierte, at sige Philint sine Feil, naar andre vare Tilhørere; men det var ikke den eneste. Jo flere Feil andre opdager hos min Ven, desto meere skamfuld maa jo jeg ogsaa blive; derfore maa jeg skiule min Vens Feil, paa det at jeg ikke tilsidst skal kiedes ved, og opsige ham mit Venskab. Desuden! dersom jeg sat min Ven til Rette i andres Nærværelse, saa ville de