Uddrag fra De Retsindiges Kritik over Hr. Conferentsraad Peter Friderich Suhms Moraler til Kongen. Opsat, efter manges Begiering af en Veldømmende. [med Suhms brev genoptrykt som appendix]

var jeg ligesaa øm over ham, som over mig selv; jeg ville lige saa nødig at han skulle forsee sig, som jeg. Fordi Dyden havde opløftet os oven over den ryggesløse Hob, saa maatte ingen ubesindig, skadelig eller forargelig Handling, sætte en Plæt paa denne vores Høihed. Jeg skielvede, blot ved at forestille mig at dette kunne skee. Om min Philintes Skrøbeligheder fik ham til at slippe sin Høihed af Sigte; fik ham til at begaae noget, hvorover Sælskabet billigen opholte sig; ach! min Gud! hvor blussede jeg da af Unseelse, at den, som formedelst sine høje Egenskaber, var mit Venskab, min Høiagtelse allene værdig, skulle bevise, at mit Vennevalg ej havde været rigtigt. For at afbøde denne Unseelse, som Philints uagtsomme Opførsel foraarsagede mig, kunne jeg dog ikke nenne at vende Vaaben imod ham. Han var mig alt for kier dertil. Jeg sat meget heller min største Ære deri, at jeg kunne byde dem Spidsen, som ville saare ham med deres Spidsfindighed. Mange Gange anvente, et eller andet misundeligt Lem i Sælskabet, al sin forgiftede Veltalenhed paa at fortære Lyset af min Vens Fuldkommenheder, og giorde alt Sit til, at hans Fortrin skulle blive anseete, som