Luxdorphs samling af trykkefrihedens skrifter 1770-1773: Række 2 bind 4

I Anledning

af

Fredagen

den 17 Januari 1772,

den Freds og Frelsesdag

for

Tvillingen.

2

Saa har dog Himmelen giort Ende paa vor Trængsel,

Og omvendt, Gud skee Tak! til Frihed Zions

Fængsel,

Det er de Vendinger, vor mageløse Hviid, Anviiste os til Trøst, for ganske føie Tid.

3

Saa vendte Bladet sig saa Hastig og saa Hæl-

dig;

Til nye Erindring om: Guds høire Haand er

vældig;

Den høie høire Haand vi eene kysse paa,

At Fredag, som en Freds og Frelses-

Dag vi faae.

Op, frelste Tvilling! op! din Frelser at

lovsiunge.

Og tak din Frelses Gud, som frelste saa din Konge,

Hver ærlig Dansk og Norsk omringe

Kongens Slot,

Med Vivat Christian! og for Ham bede got.

4

Sidd Selv Almægtige! paa Tronen i Hans Hierte; Giv Ham den Viisdom, som en Salomon be- gierte; Giv Ham de Kræfter, som du seer han trænger til, For Kongens dyre Liv vi alle bede vil. Vi alle, Dansk og Norsk, hver ægte Landets Søn; At Kongen leve maa, er og Levitens Bøn. Allerunderdanigst ved Ferdinand Ulrich Friderich Treu, SSti. Minist. Candidat.

1

Tanker

i Anledning af

Natten

imellem

den 16de og 17de Januarii 1772, da

Grev Struensee

og hans Complot

bleve fængslede.

Kiøbenhavn, trykt og findes tilkiøbs hos A. F. Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

2

        

3

I Nat, o! Glædes Nat, hvis Fryd ei kunde ventes,

Hvis Haab var skiult med Sorg, og nær med Døden endtes,

I Nat blev Sorg og Død til Fryd og Liv

omvendt,

Da Himlens Hielp os blev, i Dagningen til- sendt.

4

Tegn op, o Tvilling Søn, see til, du aldrig

glemmer

Den Lysets Nat for dig, som Mørkheds Hær

nu klemmer,

Den Glædes Nat, som slugte mange Nætters

Graad,

Den Viisdoms valgte Nat, som styrted' Ondskabs Raad.

Den Nat, som Himlens Raad bestemte til

at redde

Sin Salvede fra dem, som nu i Skiendsel græde,

Den Nat os Friehed gav, men dennem

Fængselet,

Som tænkte ei paa Gud, paa Eed, paa

Dom og Ret.

5

Den Nat, som fangede de Fugle, som op- fore

Saa hastig og saa høit, i Frækhed, Stolthed store,

Den Nat, som styrtede fra Ærens høie

Top

En Haman, ja vel meer', en mordersk

Røver-Trop.

Den Nat, da Greverne var sidst paa

Masqverade,

Og der med deres Flok var ret af Ondskab

glade,

Den Nat tilmaalte Gud dem Hævnens fulde

Maal,

Saa det dem bliver suurt at drikke Dommens

Skaal.

6

Uglemmelige Nat for dem, som er, som kommer, Da Herren viiste sig Forsvarere og Dom- mer, Paa Kongens Huus blev seet Guds Vare- tægtes Magt, Rovfuglene blev fast i Buur og Lænker lagt.

Bliv ved, Almægtige, at redde Kongens

Ære;

Lad Herrens Viisdoms Aand med Kongen altid være;

Giør store Ting imod vor store Christian,

Vi store Ting af ham da og forvente

kan.

7

Velsigne Dronningen, vor vigtig' Juliane,

Hvis Viisdoms Raad til Fryd fra Sorg kan Udgang bane,

Hvis ædle Konge-Mod et Lys i Mørket

var.

Som giennem Tvivlens Nat med Haabets Straaler skar.

Velsigne hendes Søn, vor Konges kiere

Broder,

Hvis Dyd, Forstand ham giør ret værdig til sin Moder;

Giør vel mod Kongens Huus den gandske Konge-Slægt,

Lys over dem din Freds og Naades Varetægt!

8

Omgierde Kongens Stoel med Mænd, som veed at fremme

Din Ære, Kongens Gavn og Landets Skade hemme,

Som trolig bygge op, hvad hine nedbrudt

fik,

Bønhør mig ringe; thi min Bøn fra

Hiertet Gik!

1

Kort Efterretning

om

den merkværdigste

Begivenhed

ved

Kongens Hof,

Fredagen den 17 Januarii 1772. da

Dronning

Caroline Mathilde

fik efter Kongelig Ordre sin Residentz paa Slottet Cronborg, og de tvende Grever Struensee og Brandt med flere bleve iudlogerede i Citadellet Fridrichshavn indtil videre,

Samt

Kong

Christian den Syvendes

høytidelige Optog

omkring i Staden, Indvaanernes almindelige Glæde derover og paafølgende lyse og mørke Aften-Scener.

Kiøbenhavn, trykt hos Morten Hallager, boende i store Fiolstrædet.

2

        

3

Skriv op, o Dannemark og Norge ! denne Dag. Fortæl for Slægterne, som ere og som kommer, At en almægtig Haand fra en retfærdig Dommer@Har styret og udført det Danske Folkes Sag.

Naar Faren synes størst, da Hielpen nærmest er. Vi derpaa til Beviis har levet og end lever;

Og seer det satte Maal for de opsprungne Grever, Om hvilket Haab og Frygt har længe mumlet her.

Vi vidste gandske vist, at noget saadant snart Ufeylbar maatte skee; thi Strængen altid springer, Som man ved Stemningen for høyt i Lyden tvinger. Dog tænkte ingen paa, det blev saa hastigt klart.

Et Forsyn over os har lempet alle Ting,

Saa det Udfaldet er til Nationens Glæde.

Ikkun Tilhængerne af det Partie vil græde,

Som giorde Spring i Spring og kiørte alt i Ring.

Men lad dem længe nok begræde deres Tab:

Saa mange sukket har og blege Kinder vædet,

For hine i Triumf sig yppigt nok har glædet,

Og derved sværtede sin beste Egenskab.

4

Nu kan al Verden see, at Himlens Varetægt Er over Dannemark, og til en Tid kun taalte,

At Uretfærdighed og Synder de imaalte,

Som Kongens Eenemagt gav en uægte Vægt.

Fra Stats-Minister af i Kongens Cabinet Er Greve Struensee Stats-Fange værdig blevet,

Og til vor Held ey fik sit Ønskes Maal oplevet.

Fred være over dem, som har afværget det!

Hvad var hans Ønskes Maal? — det er ey hemmeligt. — Forvovent nok af ham, saa frek at torde vove,

At overtræde Guds og Billighedens Love;

Ja reent at fkeye ud fra Undersaattens Pligt.

Vel nok, at meget Got ved ham udrettet er,

Det selv hans Fiender vil med Ret ey kunne nægte; Men naar man fandt ham fra den Caracter vanslægte, Som Stats-Ministrene udmerke bør i sær:

Saa har han jo fortient alt det, han nu vil faae, Saavel som alle de, der af hans Tanker vare;

Og ingen Advocat vil kunne ham forsvare.

Her seer man høyest Spring for dybest Fald at gaae.

Men vi maae ordentlig fortælle hvad er skeet,

Og lade Struensee og Brandt med hele Resten, Afgive Stof for os i Dag til Glædes-Festen,

Hvis Lige man ey før i Kiøbenhavn har seet.

Ney, ey dens Lige før for os har været til.

Der sig en Glædes-Tid i alles Hierter tændte,

Hvis Lue hos en Deel endog for heftig brændte:

Saa Glædes Scenen var nær bleven Sørge-Spil.

5

Fredag, den Syttende Ianuarii, skede det,

At efter Kongens Bud, blev Dronningen Mathilde Til Cronborgs Slot udført, hvor Kongens Naade vilde Bestemme Residenz for Hendes Majestet.

Grev Sruensee blev strax til Citadellet bragt. Derefter blev Grev Brandt og Gähler med udførte; Og flere ligesaa til samme Sted udkiørte.

Vel alle skyldige i det om dem er sagt.

Ey før var dette skeet, før det strax rygtedes,

Og hele Slottets Plads med Mennesker opfyldtes, Der ydre Glædes-Tegn, som Kongens Naade skyldtes: Saa Mængden raabte sig paa Hurra næsten hæs.

For aabent Vindue Monarchen lod sig see,

Hos Enkedronningen, vor beste Landets Moder,

Og hos Prins Friderich, vor Konges Ven og Broder, Og dette Engle-Syn hvers Hierte glædede.

Ja, Glæden større var, end vi beskrive kan.

Dens Virkninger endog til dennem sig udstrakte,

Som sig i mange Aar til Smil ey fandt opvakte.

De Smilende nu skreeg: Vivat Kong Christian!

Nu saae Monarchen selv sit Folkes Kierlighed!

I alles Fryde-Raab Han samme kunde høre.

Han derfor fandt Behag, en Tuur omkring at kiøre.— Kan foer som i Triumf, og Skaren fulgte med.

Igiennem Gaderne, hvor Majesteten kom,

Løb Glæden om Hans Vogn og med Opløftet Stemme Sit Hurra hvirvlede. De Store og Fornemme Sang Hurra med de Smaa, for Bladet vendtes om

6

Igiennem Vinduer, ja op fra Tagene Kom Hurra ham saa sterkt og glædefuldt i Møde,

Ret som vor Konge var for os vakt op af Døde.

Ak! dette Optog var en Hierte-Lyst at see!

Spædt Vivat Christian ! fra Engle-Kiønnets Mund Tilviftedes vor Helt og milde Landets Fader.

Der var ey noget Huus i alle Stadens Gader,

Hvor jo en hæftig Fryd frembrød i samme Stund.

Kort sagt, ey noget Syn var forhen dette ligt!

Thi saa almindelig var Glæden som uventet.

Dens Udraab ikke blev fra tvunget Hierte hentet; Men det var alles Lyst at øve denne Pligt.

Nu kom Monarchen hiem til Christiansborg igien: Hvor Rangsmænd gjorde Cour og ønskte Ham til Lykke Med den Beslutning, som vil Hans Regiering smykke. Ja alle Landets Børn velsigner Ham for den.

Han Undersøgelser nu strax anstille vil,

Hvordan Huusholdningen om Hannem haver været, Hvordan man har misbrugt Hans Naade, den ey æret; Og hvi man ey har søgt det Maal han sigted til.

Hvad Dommen blive vil, os Tiden lære skal.

Saa meget forudsees, den blive vil retfærdig,

Og hver for sin Bedrift vil faae hvad han er værdig Af dem som ere blant de nu Fastsattes Tal.

Hans Liv-Vagt han igien i Stand vil have sat Som Jule-Aften blev afskediget. Hans Ordre Vist meer Forandring vil til gammel Skik befordre. Hvor ikkun Misbrug var til Skade for hans Stat.

7

Det Gode, som man ey kan nægte, jo er skeet Han ønskes Kongelig bestandig at handthæve;

Men derimod enhver til Forholds Regnskab kræve For unødvendigt Nyt, som er iblant os seet.

Liv-Vagten i en Hast man viidt adspredet fik,

Da dette kiekke Corps man ikke kunde tvinge, Feldtregimenter sig at lade underbringe.

Det ret en Lykke var det uden Blod afgik.

Man ey i saadan Hast det faaer igien i Stand; Men naar det skeer, det da vil ret anseeligt være,

Og blive Kongens Magt et Gierde og en Ære,

Som og en Ziir igien for baade Stad og Land.

Bor store Januar sin Dag uu hælde lod,

Og hele Staden blev af Fryd illumineret,

Til Glædens Vidnesbyrd om det, som var passeret;

Lys i hvert Vindue i alle Gader stod.

Til dette Øyeblik var Alting saare got:

Alting bevidnede en overvættes Glæde

At have hos enhver i Hiertet taget Sæde

For det, som Rygtet bar omkring fra Kongens Slot.

Men nu forandredes den Scene, som var spillt:

En Nidkierhed opkom i Tusendes Gemytter,

Til hvis Beskrivelse faa Ord kun lidet nytter;

Den ved et Raserie blir nærmest forestilt.

Nu Jomfrue-Husene skal en Ulykke faae!

Saa svoer den hele Flok af Pøbel sammenblandet.

Og, skiønt de i sig selv fortiener ikke andet;

Man dog Medlidenhed med dem her have maae.

8

Men Hævnens vældig Haand var engang seet udrakt; Og alt uhørligt var, saa var nu ogsaa dette: For Pøblens Raserie ey Grændser var at sette;

Til Vold og Røverie den bleven var opvakt.

En Vold og Røverie jeg Hævnen kalde tør,

Som Himmelen tillod vor Pøbel at ndøve;

Thi man Uskyldige dem saae endog bedrøve.

Sligt har i Kiøbenhavn sig ey tildraget før.

Formanden Gabel blev for dem, som fik Besøg. Ham elskede de meest, og altsaa først besøgte,

Hvorefter de omkring paa andre Steder spøgte;

Dog denne Gang det blev ey blot ved bare Spøg.

Naar slig Besøgelse hos een er forhen skeet,

Da har kun Ruderne i Vinduerne dandset;

Men nu Besøgelsen ey kunde blive standset,

Før intet Møbel meer i saadant Huus blev seet.

De Alting toge bort, nedreve Mure med,

Og disse Steder har et saadant Merke skienket,

At der til Marv og Been har mange af dem krænket. Man tage kan for grumt mod Onde selv afsted.

Saa mørk en Slutning fik den lyse Glædes Dag. Det er Historien i Korthed om den samme.

Gid aldrig nogen Dansk sig efterdags maae skamme Ved det, som ey er Guds og fromme Folks Behag!

1

De betydelige Forandringer

ved Det

Kongelige Hof, som af

Kiøbenhavns Indvaanere

med Glæde hørtes og saaes,

Fredagen den 17 Januarii 1772.

Tilligemed

en kort Beskrivelse

om Pøbelens Opførsel samme Nat.

Kan og synges som: Sørge-Takter, sorte Noder & c.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos L. N. Svare.

2

        

3

Nu synger alle Glædes Munde Om denne Dags Forandringer.

En vigtig Sang! som ingenlunde For ofte kan gientages her.

Den gamle Cloris derom synger,

Saa og den syge Choridon.

Den Sang de Aldrende forynger,

Om Hyrdens Christians Person.

Hver synger om: Han var i Fare,

Og glædes over, Han slap frie,

Og ikke kom i opstilt Snare,

Man søgte at faae Ham udi.

Det er bekiendt nok allevegne,

At alle Hyrder har Ham kier,

Som her omkring i disse Egne Bestandigt Offer til Ham bær.

Han, som er Egnens Overhyrde,

Det Rygtets Mund fortæller os,

Man viide, om just ikke myrde,

Dog tage Magten fra til Trods.

4

Men der blev lykkelig opdaget;

Og strax anvendte Han sin Magt,

At hver paa Timen fast blev taget,

Som havde Uraad overlagt.

Da Modet knekket blev hos mange,

Som andre før indjoge Skrek,

Og de, for hvilke hver var bange,

Man førte nu som Fanger vek.

De fromme Landets Hyrder glædes Ved alle disses Fald i Dag;

Thi mangt et Øye maatte vædes,

Til Hielp for deres slette Sag.

Men det dog hialp dem ei omsider, Da Himlens Time kommen var.

Vor Frygt forsvandt for verre Tider,

Og de sin Løn at vente har.

Enhver af Glæde blev henreven,

Da Rygtet dette bredde ud,

At Han fra Faren frelst var bleven,

Der elskes som en jordisk Gud.

Nu kan man klart, hver Borger, Bonde,

Og alle Folk i Landet see,

At Greverne har været onde

Om Christian den Syvende.

Især de tvende sidste Grever,

Som nu sin Friehed mistet har,

Og udi deres Fængsel lever

Som dem beredt af Skiebnen var.

5

Retfærdig Skiebne dem lod stige

Paa Ærens Trappe til sit Fald;

Da dette skede, hørtes sige: De nu ei fleer bedrøve skal.

Ei Struensee, ei Brandt, ei Gähler,

Ei Falckenskiold, ei en og hver,

Som var i denne Sag en Hæler,

Meer Sorg nu skal aarsage her.

De alle fast nu ere satte,

Som overtraadde hellig Pligt,

Og Kongens Gunst ei vilde skatte.

Slet ingen græder over sligt.

Nei tvert imod, hver sees at glædes,

Som ei Tilhænger var af dem,

Og Frydesang af alle qvædes,

I hvor man gaaer og kommer frem.

En Mængde Folk tilsammen stimler

Paa Slottets Plads med Hurras Raab; Ja de i alle Gader vrimler,

Og synger om sit store Haab.

De følger Kongen om i Staden,

Da Han sig offentlig lod see,

Og i hvert Huus, som ud paa Gaden,

Var Glæde hos hvert Menneske.

Et Hurra uafbrudt bestandig

Om Majestetens Vogn blev hørt.

Ja Glæden teede sig saa mandig,

At den til Vildskab nær blev ført.

6

6 Thi Pøbelen var fast afsindig Udi sin Fryds Betegnelse;

Den troede, den blev anseet vindig,

Om den ei giordes virkende.

Den foer, som Stormen høres suse, Med Stoy i Gaderne omkring,

Besøgte flittig Skienke-Huse,

Og brød sig ei om nogen Ting.

De Penge kræved', at opdrikke,

Og derom Folk antastede.

De Penge fik, og glemte ikke At tælle dem til Skienkerne.

De drukke sig af Glæde fulde.

Korn-Brændevinet spartes ei;

Men da de hjemad vende skulde,

De tumlede en anden Vei.

Korn-Brændeviin frisk Mod kan give, Det sagde Jeppe, da han drak;

Og det, som jeg nu vil beskrive, Bevidner det er ikke Snak.

Den rusende og vilde Skare Optændtes af Forbittrelse Mod visse Huse, som her vare; Foer til, dem ruinerede.

Et efter andet de anfaldte,

Som det var efter Liste skeet. For Gammelt nogle vel betalte ; Men andre blev uskyldig beet.

7

7

Begyndelsen paa Østergade Blev giort med Ødeleggelsen,

Hvor man ei Verten vilde lade Engang beholde Boligen.

Hvad løst og fast i Huset fandtes,

Først flyttedes og rantes bort;

Der stødtes, skraaltes, stoytes, bandtes,@Imedens denne Fangst blev giort.

Derefter Skaren sig fordeelte Omkring udi Smaagaderne,

Og hvor de kom, sin Kage meelte,

Som de var commanderede.

Nu var de komne i den Vane,

At tage Alting vek for Fod:

Saa de blev ved, hvert Huus at rane,

Og ingen torde staae imod.

De tænkte, hvad de fik, var deres,

Og glemte Pligten mod de Bud,

At Næstens Gods maae ei begieres, Og endnu mindre ranes ud.

De bøde fal, der kiøbtes, solgtes;

De søgte Fordeel hver for sig.

Al denne Rey af Drik forvoldtes,

Som Folk omskaber jammerlig.

Monarken Sendebud udsendte; Lod Folk ombede, at gaae hiem.

Men Ranelyst saa heftig brændte,

At næsten ingen hørte dem.

8

8 Der blev udraabt Pardon og Naade For det, som nu passeret var, Naar de sig vilde lade raade,

At gaae hvorhen hver Hiemmet har.

Ja! raabte de, paa Øyeblikket

Vi nu enhver til Sit skal gaae;

Men den og den gaaer da uslikket:

Vi Hannem først besøge maae. Kort sagt, ei Pøbelen blev rolig,

Uagtet Ordre eller Vagt;

Og hver Mand frygted i sin Bolig

For Overvold og Ransmænds Magt. Saa glædelig den Dag begyndtes,

Ved Meest kierkommen Tidende,

Som hastigt overalt forkyndtes,

Saa fæl dens Ende var at see.

Skiønt slige Huse bør afskaffes,

Var dog den Medfart alt for slem; Og saadant vil herefter straffes,

Saa det kan have Fynd og Klem.

1

Musernes

Indfald,

i Anledning af

17 Januarii 1772. indsendt

fra Parnasso.

Kiøbenhavn,

trykt med Godiches Skrifter.

2

        

3

Undersaatterne til hverandre.

Som Nordens Folk paa nye sendt ned fra Himmelen,

Ret som den første Dag vi om Hans Fødsel hørte,

Er os Landsfaderen, Monarchen, Folkets Ven.

Vi ved Hans Frelse os fandt overvettes rørte.

Opstemmer et Ønske for Kongen! Han lever!

Ja, Han leve længe, lyksalig og vel! Retfærdighed følge og lønne de Grever Og Herrer, som giorde ey Ret eller Skiel!

4

4

Tanker om den 17 Januarii 1772.

Saa merkelig en Dag faae aldrig Dannemark.

Da Griffenfeldt han faldt, det vel stor Opsigt giorde;

Men dennes Fald ey kan med deres lig- net vorde,

Som nu befaledes at skee af vor Mo-

De tvende Grever faldt: Grev Stru-

ensee og Brandt@Og deres Fald endda langt fleeres med

sig trykte. Men, priset være han, som Hævnens

Haand udrakte@Mod dem, som onde Raad mod Kon-

gens Huus opspandt.

5

5

Tanker ved Dronningens Udfart til Cronborg.

kiører Dronningen til Cronborgs Slot afsted,

For der, til videre, at skulle residere. Hvo spørge tør: Hvorfor? og hvo vil viide mere?

De veed det neppe selv, som følger Hende

ned.

Uventet Residenz for Hendes Majestet! Og uformodet Nyt for Folket og for Landet!

Men Ære være Gud for dette og alt andet,

Hvorved hans store Navn og Dyden skeer sin Ret!

6

6

Tanker ved Greve Struenses Ud- bringelse til Kastellet.

Saa gaaer det, naar vort Mod ved Lykken sig opsvinger.

Han glemte Icarus, som brandte sine Vinger,

Da han i Hovmods Flugt kom Solen alt for nær.

Den samme Ild til Straf i Nordens

Soel og er.

Hvor blev Ministeren som fløy i Kabinettet?

Hans Æreminde bliv hos hver en Dansk udslettet,

Endog for det, som har fortient Berømmelse;

Thi han, hvor høyt han fløy, var dog blant Nedrige.

7

7

Tanker ved Greve Brandts, Ge- neral-Lieutenant Gählers og Frues Arrestering.

høyere paa Straa, jo dybere er Fal-

det.

At ville giøre det, hvortil man ey er kaldet Af Pligt og lovlig Drift, fortiener ingen

Agt,

Men dobbelt Skam og Straf, naar Ond- skab Grund har lagt.

Ey nogen ynkes ved Grev Brandts og Gählers Skiebne;

Og alles deres, som sig tør mod Kongen væbne.

Bort, bort med alle dem, som ey er Kongen troe,

Og som forstyrre vil vort Kongehuses Roe!

8

8 Tanker ved Oberst Falckenskiolds og de andres Arrestering. Saa faaer vist Falckenskiold den Løn han har fortient, Saavelsom alle de, der af Hans Sind har været, Og Kongens Magt og Bud ved onde Raad vanæret, Som alt for meget er af Virkningen bekiendt. Livvagten, dem til Trods, paa nye oprettes skal; Og deres Anslag er af Himlen giort til Skamme, Som i beleylig Tid de Onde veed at ramme. Gid aldrig nogen Dansk meer findes blant det Tal

9

9 Tanker ved Kongens Fremstillelse for Folket paa Slots-Pladsen.

Umueligt er, med Ord den Glæde at udtrykke,

Med hvilken en og hver Monarchen ønskte Lykke,

Da Han fremstillede sin hellige Person, Som sand Retfærdigheds Handthæver og Patron. Hurra! og Vivat! maae for alle Ord her gielde.

De fyldte Luften op for Kongens Eene-

vælde,

Da man Ham fik at see hos Enke-Dron-

ningen

Og hos Printz Friderich, Hans Broder og hans Ven.

10

10

Tanker ved Kongens Optog omkring i Kiøbenhavn.

Et Seyers Optog har saa prægtig aldrig

været,

En Seyervinder er saa høyt ey bleven

æret,

Som Kongens Optog nu, og som Han

æret blev

For det, vi billigen Guds Almagts Haand tilskrev.

De, som det ikke saae, sig ey kan forestille,

Hvor man saae Lyst og Fryd i alles Øyne

spille.

Her var en jordisk Gud og hans Tilbedere.

Et Optog, Ilden værdt, som det oplivede!

11

11

Tanker om Aften-Spectaklet

den 17 Januarii.

Lyst for Guds Frelse saaes om vor Monarchs Person, Anstilte overalt Illumination:

Saa hele Kiøbenhavn, vor Konges Ho- ved-Sæde

Indviet Tempel blev for en udmerket

Glæde.

Men det, som fulgte paa, alt Lys uværdiqt var.

Vor Pøbel rasede mod Jomfru-Husene; Ey nok, de sloge ned, men de og ranede. Det, som gaaer alt for viidt, ey noget Forsvar har.

I

1

i

i

12

12 Til Kongen. O Konge! dobbelt kier Du bliver nu Dit Folk, Da Du, som arvet har at være mild og naadig, Er bleven løs, og frie, og frelst, og eneraadig. Troe aldrig efterdags vor Uhelds falske Tolk! Troe Dine Egne mest, og vær Dit Folkes Ven! De elsker Dig som Børn, naar Du vil være Fader, Og ikke een sin Pligt af dennem efter- lader, Men takke alle Gud, for vi Dig fik igien.

13

13

Til Dronning Carolina Mathilda.

O Dronning! vi har seet og kiendt Din Majestet

I al den Tid Du har vor Landets Moder været;

Som Undersaatter vi Dig altid og har

æret,

Og ville troe, at Du nok haver merket

det.

Nu Du Din Residentz paa Cronborg have skal,

Vort Ønske følger Dig, at Du, som er ophøyet

Langt over andre Folk, mane findes der fornøyet,

Og nok af Tidsfordriv mane have for

Dit Val!

fe* %

14

14

Til Enkedronning Juliana Maria.

Priisværdig Dronning! Du, Dit Fol- kes Enke-Moder!

Velsignet vær af os for hvad Du hos os

vaer!

De største Dronninger selv Mønster i Dig har!

O Gud skee Lov for Dig og for vor Konges Broder!

Næst Gud vi skylder Dig al vor Taksigelse, For de Forandringer, som vist vil Norden nytte.

Guds Magtes Varetægt herefter selv be-

skytte

Vor Konge og hans Huus i høy Velgaaende!

15

15 Til Arveprintzen, Kongens Broder. Hvad har har det glade Folk sin Arveprintz at yde? Ak, Du, o dyre Printz! skal vore Hierter nyde? Du forhen dyrebar for alle Danske var, Men Du hos Kongen nu langt fleere Straaler har. Ophøyet vorde Du til Tvillingrigets Stytte! Saa vist som Du vil see paa hver Mands Tarv og Nytte. Ey nogen zirer meer vor Konges Kabinet, End naar vor Arveprintz hos Kongen er i det.

16

16

Til Kronprintz Friderich.

For Dig, som er bestemt, at faae Din Faders Krone, Alt Folkets Ønske skeer til Viisdom og Forstand,

Gid han, som vilde os med Himlens Gud forsone

Selv danne Dig, at sees en værdig Sceptermand !

For Din Opdragelse gid saadan Omsorg drages.

Som hver Veltænkende med Glæde kan

ansee;

Thi Folkets Vel og Vee af samme vil ledsages:

Saa den tilvisse er for os det Vigtigste.

17

17 Til Printzesse Charlotta Amalia.

Nordens store Skat! Du Himmelens Veninde!

Du lever gandske vist at bede got for os.

Du af Din Gudsfrygt har fortient den

største Roes;

Og vi nu Frugten kan af al Din For-

bøn finde.

Dit Liv forynge sig ved hele Hoffets

Glæde,

At uformodentlig vi ikke skal begræde Een af vor Konges Huus! Ja gid Du leve maae,

Og see alt Landets Held sin rette Høyde

naae!

18

18

Til Printzesse Lovisa Augusta.

Da, Dyd kan give Glands, som Fødslen aldrig giver:

Gaa ønskes, at Du maae i Dyder tage til,

Som Du med Aarene herefter ældre

bliver,

Om Himmelen hos os Dig leve lade vil.

Den, efter hvilken Du Lovisa kaldet er

Var før og i sit Navn er Norden meget

kier.

Naar Du i Yndighed som Dyder hende

ligner.

Da er ey nogen Tvivl, Dig Himlen jo velsigner.

19

19

Til Hofstaten.

De Mænd, som nyder nu den Naade og den Ære,

Om Kongen, som Hans Raad herefterdags at være,

Lykønskes af enhver, og ønskes Raad af

Gud,

At dele overalt sit Raad til Kongens

Bud!

Troe Danske aldrig skal den beste Konge

fattes,

Og Tillid ey til dem endnu forgieves sattes. Det hver udi sin Stand herefter vel vil

gaae,

Naar Kongen raader Selv, og Raad Ham raade maae.

20

20

Tanker ved Audientzerne hos Kongen.

Monarchen naadig er, og som en glædet Fader

Hans troe og fromme Folk til Audientz indlader.

Han Stadens Geistlighed forsikkret sit

Behag

For deres Nidkierhed ved Kongehusets

Sag.

De Flere, som hos Ham er Audientz forundet.

Har alle, hver for sig, den største Glæde fundet.

Ach ja, hvo glædes ey, som har en ædel

Siel,

Ved det, at Kongen er i Live, vil os

vel!

21

21

Til Dannemark og Norge.

Altid lyksalige og frelste Tvilling Rige! Hvor maae Du nu i sær af HErrens Frelse sige.

Tak Gud, for Du ey fik at vide al den

Sorg,

Som Dig tillavet var at skee fra Christiansborg.

Grev Struensee, Grev Brandt og mange andre Herrer Blev arresterede. Det ey Din Sag forverrer.

Ney, Kongens Enemagt uarresteret er; Og Han har Dannemark eg Norge lige

kier.

22

22

Til Søe- og Land-Etaten.

I Kongens Frelse sees Guds Hævn i Dag udført.

I Fredens Hævnere af Søe- og Land-

Etaten,

Som værge skal Hans Liv saavelsom hele

Staten!

Maae hver af Eder nu ey Hiertet finde

rørt?

Afskyer dem blant Jer, som ey var Kongen troe.

De faae, hvad Falskheds Løn for slige Folk bør blive.

Men I! ophøyer Gud, for Kongen blev i Live!

Troe Helte værer Ham! og værger Ham

i Roe!

23

23

Til Magistraten.

Det, som paa denne Tid hvers Bøn i Brand har sat,

For Kongens Majestet erfaret har Guds

Frelse,

Og Ham med Konge-Huus tilbeder Fred og Helse,

Særdeles haver rørt vor Hsye Magistrat.

Den Gamle og den Nye, sin Konge lige

troe.

Vist lige Nidkierhed for Kongens Vel

udviste.

Det Dem en Vinding er, vi Struensee

forliste.

Nu kan hver ærlig Mand staae paa sin Post i Roe.

24

24

Til Høyskolen.

Nu Kongen Konge er igien! O fryder Eder!

Thi bliver alting ey ved gammel Slentrian,

I dog den Naade nu af Kongen vente

kan,

At han hver Lærer paa sin satte Post be-

freder.

Grev Struensee, opreyst i Kongens Cabinet,

Vanslægtet gandske var fra Fædres Gud og Dyder,

Og allerede nu paa Straffen Forsmag

nyder.

O, ønsker Kongen Got! og takker Gud

for det!

25

25

Til Præstestanden og Geistligheden.

Der længe pønset er paa Raad mod HErrens Sag

Og mod hans Huses Folk og Tienere i

Ordet.

Men han forsvarer den, og indtil denne

Dag

Ey stort betydeligt er deri vundet vordet. Ophøyer Gud derfor I Danske Geistlige! I skal Kong Christian en frelst sand Christen see.

O beder Gud, at Han herefter maae bevares,

Og af Guds Trofasthed til Siel og Liv forsvares!

26

26

Til Proprietairerne.

I Herrer Eyere af Godfer! fryder Eder, Og for Monarkens Liv, som Landets

Faders, beder!

Han lever! og for Jer; Thi Han er alles Ven.

Men vider, vi Ham fik paa nye af Him-

melen!

O hielper derfor til, enhver af alle Kræf- ter,

At Han det Maal kan naae, som Han

har stræbet efter:

Landvæsenet hos os pan beste Fod at faae. En Faders Hensigt her hver Skiønsom skiønner paa.

27

27

Til Bønderne.

I gode Agermænd! fornøyer Eder nu. Fordobler Eders Flid, den kiere Jord at

dyrke:

Saa skal I Landets Vel og Eders Held

bestyrke,

Og Kongens Naade jer vil komme mildt

ihu.

Fortæller Eders Børn og hvem I kommer

til:

Vor Konge Christian den Syvende Han lever

Men Han fra Thronen har nedstødt de tvende Grever,

Grev Struensee og Brandt. Det alle glæde vil.

28

28

Til Borgerne.

Nu kan hver redelig, troe og retssaffen Borger

Sig dristig rive løs fra allehaande

Sorger,

Som forhen plagede og qvælede hans

Sind,

Saa længe Statens Skib har seylt for al Slags Vind.

I gode Borgere! I tør nu ey befrygte, At jo troe Kongens Mænd vil Eders Beste rygte

For Kongens Majestet til Eders Gavn og Tarv:

Saa Fædres Lykke gaaer til Børnene i

Arv.

29

29 Til Kunstneren og Haandverksmanden.

Nu bliver alting got og ønskeligt igien: Saa baade Kunstneren saavel som Haandverksmanden

Har allerstørste Grund, at glædes med hinanden,

Og for det, som er skeet velsigne Himmelen.

Hos Tarvelighed de jo begge trives kan; Og I, got Folk! ey vil faae Aarsag meer at klage,

Naar os Fremtiden spaaer de lykkeligste

Dage

Formedelst gode Raad omkring vor Christian.

30

30

Til de Afskedigede.

Var forhen Eders Trøst en god Samvittighed,

Saa trøster Eder nu, at Eders Hævn er kommen:

Sidstleden Syttende Januar afsagdes Dommen.

Enhver Hoffærdig blev fra Thronen kastet ned.

Hvo som Retskaffen er blant de Afsattes

Tal

Kan være rolig nu, ja og Erstatning

vente;

Men de, som ikke før sin Konge trolig

tiente,

Bør aldrig komme meer til noget Brød

paa Val.

31

31 Til de Ruinerede. I Folk! I to Slags Folk, som Af- tenqvalen fandt, Da Ødeleggelsen hos Eder blev anstillet, I ynkes; dog kun hver Uskyldig deriblant. Med hine blev tildeels af Hævn tilbørlig spillet. Dog gik det alt for viidt, da Pøblen giorde Ran; Men dette til Beviis for Eder her maa tiene, At I bør ryddes ud fra andre, som urene. Dog, I et Onde er, som ey undværes kan.

32

        

1

De

Danske Kongers

Souveraine Magt,

viist og beviist i Andledning af sidste 17de Januarii

til

Undersaatternes nye Lyksalig-

hed og Glæde.

Kiøbenhavn

trykt hos Paul Hermann Hoecke 1771.

2

        

3

Et Folk kan under forskiellige RegieringsArter bestige Lyksalighedens Top, under adskillige Regierings-Former kan et Rige vore til den høyeste Spidse af Ære, Magt, Anseelse og Høyhed. Lader os aabne Roms Archiver, disse for heele Verden faa lærerige Skoler, og vi skal befinde, at Rom snart har sukket under Konger, dannede som en Tarqvinius Superbus, snart lever meget lyksalig under Konger som Numa Pompilius, Servius Tullius og fleere, der vare fødte med saadant et Hierte, der allene ønskede Rommernes Velfærd, og med en Forstand, som var mægtig nok til at udfinde, eller i det mindste skiønne paa de sande Midler til at befordre et Folkes Velgaaende. Det samme

4

4

Rom, som under den Consulariske Regiering har været saa lykkelig, saa seyerriig, saa frie, saa mægtig, har dog ikke kundet nævne deres Sullaner uden med Skræk og Angest. Midt iblant Caliguler og Neroner har Rom haft de allerdydigste Despoter. Hvem kan høre tale om en Trajano, om en Marco Aurelio, uden at tilbede dem: Saaledes kan Stater- ne til visse Tider ved strænge og nøyagtige Iagttagelser af Regieringens Grundforfatninger blomstre og skinne. Dog er det vist, at ingen Regierings-Form er meere simpel og naturlig, følgelig ey heller medfører større og meere vedvarende Lyksaligheder, end den Monarchiske. Her er et Billede paa den gamle Patriarchalske Regiering, hvor Een er Fader og Resten Børn. Denne Regieringsmaade grunder sig paa Naturens Billighed selv. Undersaatternes Kiærlighed til en Monarch er derfor stærk som Døden og reen som prøvet Guld. Monarchen, som har intet at frygte, kan derfor ikke være grum; thi det er just Regenternes Frygt, som føder Grumhed; thi i det den søger at nedbryde de modsatte Dæmninger, farer den afstad som en voldsom Strøm, for med sit grumme Løb at styrte dem omkuld. Hvis Christian den Anden havde været født Souverain, skulde man endnu have kaldet ham Nordens Trajan; men

5

5 at hans Historie just ikke paa alle Stæder skinner saa stærk, er en Virkning af de myndige Modsigelser, han ikke kunde taale, der var født med et høyt Hierte, og dannet til at regiere allene. Hvor fromme, kiærlige og milde have ikke de Danske Souveraine Konger været? og hvor meget have de ikke været elskede af deres Undersaatter? og er det endnu i disse Tider.

Hvis man Beviser vil paa denne Sandhed tage,

Den Syttende udaf den første Maaneds

Dage

I det begyndte Aar et ævigt Minde bær,

Hvor høyt vor Christian er elsket af enhver!

Adel, Geistlig, Borger, Bonde bevidnede paa denne Dag med et Skye-trængende Hurra og Vivat, at intet paa Jorden kunde fryde dem meere end Christian den Syvendes sande Velgaaende. Da de, som formastelig havde vildet sætte sig imod Christians Vælde og hans Rigers Lyksalighed, afmægtige sank med eet ned for Kongens

6

6

Scepters Tyngde og hans Viisdoms Over- flødighed. Da Dragen og hans Engle faldt for Michael, hvilken Lyd blev ikke da hørt over heele Jorden!

Enhver saae med Beundring, Glæde og ubeskrivelig Kiærlighed Monarchen frem- træde fra Sit Kongelige Sæde ud paa det Stæd hvor alle kunde see ham, fuld af Ma- jestæt og Naade, ret ligesom Solen, naar den fremtiner som en Brudgom af sit Sæbe, opliver heele Naturen , saa skinnede alles An- sigter, saa oplivede bleve de, da de saa deres Christian. Henrykt og fuld af Kiær- lighed hilsede Kongen og Undersaatterne hin- anden. Hiin havde ikke meere Air af at have fældet Titanerne, end disse havde Fryd og Glæde af at see Rigets og Landets Mod- standere at være knuste under Kongens Hæl.

Den kiække, den ærekiære og brave Danske Adel hilsede og tiltalte hinanden med Fryde- Toner, Glæden spillede i deres Ansigter over, at de nye, usædvanlige og rasende Dyr vare blevne fangede, de tilbade Himmelens Forsyn og takkede og prisede Gud for Christians Magt og Viisdom.

7

7

De Geistlige opildede af den mest brændende Kiærlighed, indsendte Bønner til Himmelen med Lov og Taksigelse for Christian den Syvendes Regiering.

Alle Borgere raabte frydefulde i Munden paa hinanden: O! hvor værdig er ikke den Syvende Christian til den Magt, som vores Formænd Erkiendtligheds-fulde overdrog til den Tredie Friderich.

Bonden sagde ligefrem, paa sit ukonstlede Agerdyrkiske Sprog: O Gud skee Lov! ar Kongen regierer endnu, og de andre har maattet pakke sig.

Den hele Magt til Lands og Vands, udviiste og sin Glæde paa denne Dag, ja nogle af dem havde nær udviist den for stærk. Kort sagt: den rigeste med den fattigste, den største med den mindste, alle med en Mund og forenede Hierter, velsignede dette Øyeblik, da Babels Rige blev forstyrret, og vor viise Christian ved sin Kiekhed og Kongelige Mandighed viiste den sande Monarkiste Aand i al sin Herlighed og Pragt, og med et af- viskede alle de Pletter, der saaes at nærme sig for at fordunkle Nordens Soel. Aldrig saa snart saaes de mørke Skyer at ville nær

8

8 me sig, at jo Kraften af Christians Viis- dom med et splittede dem fra hinanden, saa at de faldt ned til Jorden og blev til Vand.

Saaledes Ondskabs Raad, som Nedrighed ud-

klekker,

Saa ofte Halsen paa Forfatteren selv brækker;

Saa falder oftest den i samme Snarer,

som

Han stiller andre for, ved Himlens Straf

og Dom.

For alting farligt, naar man vil med Kroner

spøge.

Og udi deres Rift sin Høyhed vil opsøge

Et Scepter vinker kuns bestyret af For-

stand,

Saa siunker Lasters Vriml, og Stik ey hol-

de kan.

Den brændende og medfødte Kiærlig- hed, som gaaer fra Monarker til Undersaatter, og fra disse til hiine igien, beviiser at den Monarkiske Regierings-Form er den fuldkomneste og beste af alle. Den Monarkiske Re- giering, som ikke veed af slavisk Frygt at sige (i det mindste ikke i vort Dannemark) forvol-

9

9

der, at enhver sand Monark kan sige med hiin store Friderich den Fierde: at han kan sove tryg og roelig i Armene paa hver Undersaat. (*)

Vores Rgierings-Form i Dannemark er stadfæstet ved Kiærlighed, og hvad har mere Varighed, mere Styrke, mere Lyksalighed end det, hvis Grund-Piller er Kiærlighed, Himmelens Monark bruger selv Kiærlighed, som den stærkeste Seele at opdrage os til sig med.

Et stort Beviis paa en Monarks Kierlighed er, (da han just kan giøre det) at han sørger for sine Undersaatters Gavn og Beste, og deres facile Underholdning i Henseende til Levnets-Midler.

See! vores Christian forleden Vinters Dage, Da Norden Vindens Kuld ey vilde Afsteed

tage,

Saa at hver anden var af Hunger næsten

død,

Selv opfandt Midler til, den Fattige fik

Brod.

(*) I hans Tale til Peter Czar.

10

10 Vi derpaa Tak paa Tak ey glemme dig at yde, For du saa naadig veed i alle Ting at byde. Vi spise Brødet og velsigne Gud og dig, Som giør hver Undersaat fornøyet, lykke- lig.

Dig Vadmelet saavel som Silken kan behage, Den allerringeste du skaffer milde Dage,

Og har den Himmel-Fryd at trøste hver

og een

Med Viisdoms Fynd og Kraft i Ord og

Gierningen.

Langt mindre glorieux en Verden at indtage,

End at forsøde de Betrængtes Leve-Dage, En sand Velgiørenhed vel tit beundret er, Skiønt Seyer-Herren Navn af Voldsmand ofte bær.

Hvem kan tale værdig i en lille Piece om de utallige mange og store Herligheder som vor Danske Souveraine Regiering har forud frem for andre forskiellige Regierings- Arter?

11

11

Vore Konger ere ingenlunde Despoter, som nogle fremmede, ukyndige om vor Regierings-Form have villet foregive; thi en Despot er efter den store Montesquieus Si- gelse en Herre og Regent, som blot følger og dømmer efter sine Indfald, og under hvem Undersaatterne have ingen Love eller Forskrift- ter at rette sig efter. Vore Konger ere derimod Monarch; thi en Monarch er efter samme Forfatters Beskrivelse en Regent som udgiver visse og Viise Love, hvilke han saavel selv følger, som følge lader af sine Undersaatter. Har vi Danske ikke klare og tilstrække-lige Regler at leve efter, saavel i Christian den Femtes Lov-Bog, som i følgende Kongers mildeste Anordninger? Disse Loves Herlighed ere blevne os misundte af mange fremmede Nationer, og den Engelske Moleswort selv, som ellers vragede alt hvad der var Dansk, har dog tilstaaet, at disse Love vare dicterede af Viisdom og skrevne af Retfærdighed. Hvor stor Lyksalighed er det ikke at have alle Landets Love saaledes sam- lede en Corps, og det paa Moders-Maal. En Herlighed, som hverken Frankrig eller Italien eyer, og som Preussen og Rusland haver erholdet. Her bruges ingen voldsom Had, her presses ingen til Matros, her fødes ingen til Soldat, alle er frie og i deres Op-

12

12 væxt kan begive sig i hvad Stand de vil, og forceerte og listige Hvervinger have her ingen Stæd.

Hvem kart noksom priise de Danske Monarchers Lyst til Fred; ingen Træk i vore Tiiders Historie kan viise, at vore Konger nogensinde har vovet deres Undersaatters Blod for at giøre den ringeste Erobring paa fremmed Grund; aldrig har de gaaet offensi- ve men defensive til Værks. Deres Undersaatters Kierlighed har stædse omringet dem, og deres Mildhed og Naade har regieret Un- dersaatterne; de selv har ikke eftergivet dem i Kiærlighed. Hvad mærkværdigere Ord af nogen Konge end disse som hiin store Friderich den 3die lod falde i Kiøbenhavns Be- leiring, da man formedelst den overhængende Fare raadte ham til at søge Retirade fra Kiøbenhavn andenstæds hen. Ney; svarede denne dyrebare Konge: Jeg vil døe i denne min Reede, og saaledes forlod han ikke et Øyeblik sine troe Undersaatter, da Kugler- ne allevegne fløy ham om Hovedet paa den beleyrede Byes Volde.

See saa troe saa kierlig omgaaes vi, saa mildt bestyres vi af vore Konger, vi frygter ey for at den Souveraine Magt Kon-

13

13

gen har, skal misbruges af ham, o ney! just den Magt er den Form vi ønsker, den Re- gierings-Form er for Staten den sikkerste, for Land og Riger den beste, og for os alle den nyttigste. O hvor ere vi trygge naar vor Konge bruger den, hvor ere vi glade naar han benytter sig af den. Den 17 Januarii, en Dag evig for Norden, en Dag, hvis Ihukommelse aldrig uddøer af nogen Undersaattes Hierte, den overbeviiser os om, at vor dyrebare Monarch, som ey kunde taale at nogen skulde giøre Indpas i hans Kongelige Magt og Vælde til Landets og Rigets Skade, just ved sin Souveraine Magt, hvilken alle var hørig og lydig, nedstyrtede disse Modstandere og giorde dem Vaabenløs.

Her kunde vi kiende Guds naadige Forsyn og Beskyttelse over os, her saae vi Frugterne af vor Souveraine Konges Magt hos os, hvilken just paa denne Dag lod sig see i sin fulde Majestæt og Pragt omkring os. Vi kan aldrig nok fuldtakke Himmelen for vores Konge, aldrig nok priise og love et evigt Forsyn, som har berustet de troe Raadgivere som Kongen har havt om sig med sunde og gode Raad til Riget og Landets Vel.

Kommer alle Regentere, som hersker paa Jorden; kommer Konger og Fyrster fra alle

14

14

Verdens Kanter og Egne, speiler eder i vo- res Christian, og i ham stal I finde:

At han oprigtig er mod Himlens høye

Gud,

Og Holder troeligen sin viise Faders Bud. At han er Christian, sand Christen i sit Hierte, Som elsker Dyderne og Synd anseer med

Smerte.

At han hver Undersaat har kiær som egen

Søn,

Og de for ham igien opoffrer Himlen Bøn. At han ey Overtroe, ey Vantroes Love ærer; Men Christnes Mærke i sit heele Levnet bærer.

Alfader, Aanders Aand, Gud for vor Gud

og Fader,

Vi haabe, bede, troe, du Kongen ep forlader,

Kan du forlade dit saa sande Billede, Ney: raaber Echo af den glade Syttende.

Tak milde Forsyn for den Maade du har

Og Christian for sin Hielp vi ville have

priiset.

15

15 Ja først og sidst for den han sidste Syttende

Beviiste mod enhver tro Undersaattere.

Lev mange Syttende i idel Fryd og Glæde,

En mægtig Cherub dig ved Haanden stædse

leede,

Saa at du sikker gaaer og aldrig snuble

maae;

Thi Veyen slibrig er, som Konger træde

paa.

Gid vor Geheim-Conseil maae under Christians Fahne

See høye Siæle! som en Friderich, Juliane.

Da vil vor Christian saa høyt i Ære

gaae ,

At ingen Potentat saa let kan hannem

naae.

Gid ey Sirener meer fortrylle disse Lande,

Gid Achitopheler med dennem aldrig sande!

Men gid hver Adelsmand Rantzovisk

tænke maae,

Just Nordens Herlighed sin Spidse da

skal naae.

16

16

Gid Eichsteds Hierte maae enhver Soldat

regiere,

Da vil vor Danske Magt indlegge sig ald

Ære,

Vi uden fremmed Mænd kan slaaes til

Lands og Vands

Og slette udi Fred og Krige Ære-Krands.

Gid Kongens værdig Sæd maae herske udi

Norden

Saa længe Nordens Navn maae høres her

paa Jorden,

Saa længe iblant Tal Syvtallet holder

Stand.

Saa længe Kongens Sæd regiere i vort

Land.

Før Sole slukkes ud, før Jorden øde blive,

Før Firmamentet ald sin Pragt til Chaos

give,

For vi forglemme skal den Dag da Him-

melen,

Saae med Beskyttelse ned til Regieringen.

1

Dannemarks Oplivede Haab paa den store Dag

den 17 Jan. 1772.

Sangviis betragtet

i nogle faa Arier,

under

deres egen Melodie.

Kiøbenhavn

trykt hos Morten Hallager, boende i store Fiolstrædet.

2

Deus nobis hæc otia fecit VIRGIL

3

1.

Bryd Danskes Fryde Skrig igiennem qvalte Hierter, Hvis hule Suk, med bange Slag, Kun turde lægge for en Dag Enhver retsindig Patriotes Sorg og

Smerter.

Syng overlydt med Fryde-Stemme Om dette Øyeblik Da Danmark Frihed fik Som ingen Undersaat bør glemme.

4

2.

Stem Frydens Harpe høyt, lad Glæ- dens Tone klinge, Vær Echo af den glade Bye,

Hvis Ønsker op mod Himlens Skye, Om Christians Liv og Held og Lan- dets Vel sig svinge. Bring Norges Land ,var Tvilling-

Søster

Den søde Tidende,

At vi vor Christian see,

Som Tvilling-Riget glæder, trø-ster. 3. Sving dig min svage Geist - hist blant den glade Mængde, Hvis Fryde-Skrig bær Vidne om At denne store Dag nu kom Da landets Soel igiennem mørkest' Skye sig trængte. See! (Om du dette Syn kan taale) Det naadefulde Smiil, Som med en kierlig Ild Sig kaster i en yndig Straale.

5

Vor Konge — Gud! — dm store Christian, som vendte Til sig sit Landets Kierlighed, Ved al den Godhed, som han ned Fra Faders Throne til sit Folk og

Rige sendte.

Han — Folkets rette Lyst og Glæde, Vort ene Nok og Alt,

Betroede sin Gevalt Til den, ham vilde undertræde. 5.

En Konge, som et Menneske, iblant

kan feyle

Men disse Feyl og føles af Dem, Himlen ham at styre gav; Og just i deres Suk han tidt sig selv

kan speyle.

Vel, naar en Konge vil opdage Det, som just tiene kan Til Velfærdt for hans Land Og det ey hen til Løfter drage.

6

6.

Et Hierte tidt bedrages kan udaf en Smigrer

Og tidt den falske Ven med Smiil Kan saare dybt, som skarpest Piil, Lidt under yndigst Sløer er skiult den grimmest' Tigrer. Men, i Særdeleshed en Fyrste,

Er blottet for sligt Stød —

Og Riget ofte Nød Med sin Regent tillige lider.

7.

Vel! Dannemark, som saae din Konge yndig smile — Og Glæden i hver Øye-Steen,

Nu har da HErren lægt dit Meen; Lad nu din Bøn og Tak, derfor til Himlen ile; —

Du seer dit Haab paa faste Grun-

de— Som ey omstødes skal — Da Himlens eget Val Har det stadfæst med tusind' Munde.

7

8.

Ey en uværdig Skye skal Kongens Glands tildække — Men all hans høye Majestet Herefter altid la'r sig see

Hvis Yndighed oplive kan — naar hine skrække —

Ved hver et Bud, fra ham skal gives Held, og Lyksalighed —

Og vi herefter ved Skioldunger grønnes — trives.

9. Og Dig, o store Christian! jeg ønsker

Lykke —

Som Jordisk Gud — tilbedes du— Enhver udi sit Sind og Hu,

Er stedse villig fligt i Gierning at ud-

trykke

Og om en Konges Magt fal regnes—

Fra Landets Kierlighed —

Saa troer enhver, og veed,

At Du, som størst blandt Konger

regnes.

8

Votum Til Tiden omdeltes —-

Og Konstnernes Gavn Som Chaos omsmæltes Skal Christians Navn Urykkelig findes —

Hos alle, som mindes —

At Oldenborgsk Stamme,

Til Rigernes Fryd,

I Naade den samme —

Og størst udi Dyd —

Har længe paa Thronen i Dannemark fat, Og aldrig skal Modgang i forreste Nat Meer skiule den Soel, Som skinner saa klar ogsaa hel Paa Dannemark Poel,

Før Døden i sildigste Aar Frarøver vor Gode og Vel.

Det bedste, som Dannemark faaer.

1

Kiøbenhavns

Pro Memoria

over

den meget merkværdige

Begivenhed,

som

skede den 17 Januarii

1772.

Sangviis forfattet under

den Melodie

Det største Glædes Flag.

Kiøbenhavn,

trykt og faaes tilkiøbs hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

2

        

3

1. Hurra! Hurra! Hurra! Opfylder Stadens Gader For Landets fromme Fader.

Hurra! Hurra! Hurra!

Triumph! Victoria!

Naar fandt en Glædes Dag Et saa alment Behag!

Naar bød en Frydefest Gaa rigt enhver til Giest!

Som Januari Syttende?

For os og Efterkommerne.

Den Dag i Minde staae Til Verden skal forgaae!

4

2 2.

Du glade Kiøbenhavn! Fortæl de andre Stæder Hvorover du dig glæder.

Giv Glæden dog sit Navn:

Alt Landets fælleds Gavn!

Er dette Glædens Grund? Velsignet var den Stund,

Da Sorg og Frygt forsvandt, Som Frommes Hierter fandt. Er Forsyn vaager dog endnu, Og kommer Dannemark ihu.

O glade Borgere!

Saa ændres Tiderne.

3. Gaaer hen til Kongens Slot, Hvor Mængde Unge, Gamle,

Sig i en Hast forsamle,

Og ønsker Kongen Got,

Men Landets Fiender Spot.

Der spores idel Fryd;

Der høres Glædes Lyd;

Der bliver overalt Merkværdigt Nyt fortalt: Merkværdigt Nyt, at Kongen giør, Hvad høyst retfærdigt kaldes bør: Frigiør sig selv og os,

Hans Navn til ævig Roes.

5

5 4. Et Engle-Syn er her! Monarken og hans Broder Hos Landets Enke-Moder.

Hver af Dem hver har kier,

Som patriotisk er.

Det Syn udgyder Trøst!

Hør Folkets Glædes-Røst.

Ey nogen elskes kan Meer end Kong Christian. Vivat og Hurra for Ham gik. Ret som paa nye vi Hannem fik. O mætter Øynene,

Ved dette Syn at see! 5.

Men hvor blev Hine af, Som før om Kongen vare?

Lad Rygtets Mund dig svare:

De sendtes til sin Straf;

Det Hver Mand Holder af.

Just det, at de kom bort,

Har alle glade giort.

Man alle muntre seer,

Just for de sees ey meer.

Det var just hvad vi ønskede, Vor Konge uden dem at see. Og lovet være Gud,

Som førte Sagen ud!

6

6 6.

Vor Konges Cabinet Bør ubesmittet være.

Mænd, som er Himlens Ære, Kun findes bør i det;

Thi ellers gaaer det slet.

Vi intet Tab har giort Ved det at de kom bort, Som Lænker havde lagt Paa Kongens Eenemagt, Og som sig selv anmasede Regieringens Bestyrelse Med Underfundighed, Hvorved saa mangen leed.

7. Religion og Dyd,

Med Viisdom sammenbunden,

Omkring en Konge funden,

Befordrer Held og Fryd,

Og stemmer Glædens Lyd.

Den Lykke vor Monark Og hele Dannemark Samt Norges Rige med,

Vi ønske vil i Fred!

Gud give Kongen gode Raad Til Gavn for alles Tarv og Daad, Og flaae med Hevn ihiel Enhver Achitofel!

7

7

8.

Endnu er meer at see Af Dagens store Glæde.

Man maae os dog tilstæde,

At see det vigtigste Omkring i Gaderne.

Udi Procession Vor Konge sin Person Fremstiller offentlig,

For Folket viser sig.

O hvilken Glæde Folket fik,

Da Kongen med Prinds Friderik I Staden kiørte om,

Og Mængden om ham kom.

9. Hof-Cavaliererne Man Hattene saae svinge Og Glæden meer opbringe:

Saa Luften skingrede Af Hurras Raabelse.

Hvert Huus, Han foer forbi, Med Mængden stemtes i.

Enhver tilkiendegav

Fornøyet Sindelav

Kort sagt, der blev kun seet og hørt,

At hvert et Hierte fandtes rørt

Med inderligt Behag

Ved saa merkværdig Dag.

8

8

10,

Saa merkelig en Dag@Har ingen før oplevet.

Det er iverksat blevet,

Som er saa høy en Sag,

At Skildren er for svag.

Her en usynlig Magt Det vist i Stand har bragt Som vi i Dag har seet,

Der ellers ey var skeet.

Hvor maae vi glade være nu, Og komme denne Sag ihu, Hvori Gud viser sig Stor og forunderlig.

11.

Vor Konges Majestet Har herlig forhen været;

Men meer nu bliver æret,

Naar Verden hører det,

Som her hos os er skeet.

Og hvo vil frygte for At Frugten blir ey stor Deraf for hver en Mand Udi det hele Land,

Naar kun vor Konge om sig faaer Troe Mænd, som Ham tilhaande gaaer, Der med retskaffen Siel Vil see paa Landets Vel.

9

9

12.

Velsigne Christian O Gud! med Held og Naade,

At Han maae eene raade I sin Regierings Plan,

Saa alle hielpes kan.

Lad aldrig Hyklere Og ilde Tænkende Til Hannen nærme sig!

Giør Ham Hans Fædre lig!

Ja lad Ham Dennem overgaae I Dyd og Viisdom, saa vi maae I Hans Regierings Tid See Held af Kunst og Flid !

13.

At giøre om igien Hvad bedre giort kan være,

Er altid Kongers Ære.

Vor Christian faae den,

Som Landets milde Ven!

Han see paa Fingrene Hans Regnskabs Førere.

Han høre ifleres Raad,

At stille Trængtes Graad.

Han være altid Efterdags Landsfader af det beste Slags, Og faae Velsignelse Med Undersaatterne.

10

10

14.

Selv Konge, Han nu vil Sin Livvagt atter have,

Som Ordres Afsked gave Der torde sigtet til Et hesligt Sørge-Spil.

Vor Jule-Aften sidst Er mange vel bevidst:

Livvagten Afsked fik;

En Deel til Norge gik;

En Deel, som at formode var, Igien sig engageret har.

Hvor faaer man samlet det, Som da adspredtes let?

15. Det Corps dog skal i Stand;@Og Regnskab vil nok kræves,

For man det saae ophæves,

Som endog Mand for Mand Var Ziir for Stad og Land.

Hvad dets Aftakkelse Udi Gemytterne Hos Nordmænd virket har Vel ey det Beste var.

Men naar de nu at vide faaer At det paa nye oprettet staaer: Saa voxer Kierlighed Hos dem i andets Sted.

11

11

16.

Nu maae vi videre Paa Dagens Glæde agte,

Og overalt betragte Gaarde og Husene Illuminerede.

Det alt en Virkning er Af det, som skede her;

Og er et Vidne om Hvad Fryd paa Folket kom, Fordi at Kongens Majestet Lod Dennem vederfares Ret, Hvis Tab beklages ey Af Een paa Dydens Vey.

17.

I hvert et Vindue Endog i mindste Gader,

Af Lyst til Landets Fader Var tændte Lys at see,

Som alt erklærede:

Her saadan Glæde var,

Som ingen fundet har Ved Glædes-Fester før,

Det jeg frit sige tør.

Thi indtil Halte, Krøblinge Var alle i Bevægelse.

Den hele Holmens Magt

I Glædes-Fyr var bragt.

12

12

18.

Fra hver af deres Mund Man Hurra! Hurra! hørte.

De alle vare rørte Af Fælleds Glædes Grund I en uventet Stund.

Ja Sinds Fornøyelse Dem saa bestormede,

At De om Aftenen

Gav sig aldeles hen

Til Glædens Overgivenhtd

Og toge alt for grumt afsted:

Saa til-Udskeyelse

Den dem forledede.

19.

Matroser overalt Med Pøbel samlet vare,@Og Hvor de kom, var Fare

At blive dræbt og qvalt Af Trykken og Gevalt.

De tumlede omkring Og slæbte af med Ting: Saa deres Forhold kan Med rette kaldes Ran. Det bedre Navn fortiener ey; Thi det var ret en hurlumhey, Som før ey var at see, Og gid ey mere skee

13

13 20.

De Hun-Contorene

I hver en Krog besøgte;

Men alt for fælt de spøgte.

Og ruinerede Hvad de ey ranede.

Spektakel, ret uhørt Af dennem blev opført. Hver Gade, hvor de var, Sit Kiendemærke har.

Paa Østergade, de i sær Besøgte een de havde kier, Og reent udfeyede Meer, end han eyede.

21.

Det for vidtløftigt er,

Hver Gade at opregne,

Og hvert et Sted betegne,

Hvor de har været her Og giort Forretninger.

En stod den anden bi;

De holdte eet Parti,

Og agtede ey om,

At Vagt og Forbud kom.

Saa vidt gaaer hidsig Nidkierhed, Ak den sig ey at styre veed. Saaledes gik det her.

Som nu berettet er.

14

14

22.

Alting gik meget got.

Allene det undtagen,

Som skede ey om Dagen,

Og er kun visses Spot.

Men nu til Kongens Slot!

Ministerne sig der Forsamler en og hver,

Saa mange, som her er,

Og fleer vil komme her.

De ønsker Kongen Lykke til Den Bygning, Han opføre vil Paa Statens gamle Grund! Det skee i heldig Stund!

23.

Bør saa merkværdig Dag I Glemmebogen skrives!

Ney den et Sted bør gives Med meget Velbehag I Mindets beste Fag.

De meest Nysgierrige Ved denne Tidende Sit Sind tilfreds kan stille,

Og seer nu Kongens Ville,

At alting gandske ret og reent Af Hannem selv er altid meent. Men er det saa ey skeet,

Da har Han det ey seet,

15

15

24. Om den Begivenhed Vi længe ville tale Og ofte den afmale.

Gid den befordre Fred,

Og Held paa hvert et Sted!

Gid Kongen Sundhed faae Og gammel blive maae.

Ja gid Han Glæde, see Omkring i Rigerne.

Hans Norge venter Ham til sig; Han komme der saa lykkelig, Som Han nu hos os er! Thi Nordmænd har Ham kier.

25.

Af Kongens Stiftelser,

Som nyttelige ere,

Enhver i sær florere Og vore meer og meer,

Saa Frugt deraf Han seer

Han alting faae i Stand Udi sit hele Land!

Han sit Skatkammer see Bestandig rigere!

Selv see Han sig lyksalig her Hos os, som alle har Ham kier Og vover Liv og Blod For Ham med tappert Mod.

16

16

26,

Saa blev den Dag da endt; Men gid vi aldrig Ende Paa Kongens Naade kiende ,

Som blive dem tilvendt,

Der Har den best fortient.

Vi Himlen takke bør,

Som vel imod os giør,

Endog i denne Sag,

Som ligger for en Dag.

De Onde sin Betaling faae,

For de af Verden bort skal gaae; Og alt, hvad Onde er,

Ey komme Kongen nær!

1

De

Kiøbenhavnske Borgeres

Seyer-Sang over

de nye, men heldige

Forandringer.

Under den Melodi:

Det største Glædes-Flag & c.

Kiøbenhavn 1772.

2

        

3

1.

Vi vandt! vor Sag var god Thi Himlen den anførte, Og vore Bønner Hørte, I Fred og uden Blod Vi vandt vor Sag var god. Guds milde Forsyns Øye Saae over Vand og Høye Til vores Dannemark,

Og elskede Monark

Den evig Visdoms Straaler Saa Tingene afmaaler Paa allerbeste Fod.

Vi vandt! vor Sag var god.

4

20

2. Vi vandt! vor Sag var god. Skiønt Fienden havde smedes, Og Ondskab sammenkiedet, Guds Forsyn med os stoed Vi vandt ! vor Sag var god.

De Lænker, han bestemte Til os, hans Lemmer klemte, Da Hævnen iiler hid At korte af hans Tid.

Forræderen for mange Blev, før han ventet, Fange, Og tabte alt sit Mod Vi vandt! vor Sag var god.

3.

Vi vandt! vor Sag var god,

Thi Mørkheds heele Bande I Havnen maatte strande.

Vor Velfærd Prøve stoed.

Vi vandt! vor Sag var god.

Hver Dag blev Frekhed større Og loed sin Stolthed høre. Den svinget hastig op Til Ærens høye Top,

Men nu er Dragen faldet, Da herren blev paakaldet. Vi har vor Borger-Blod.

Vi vandt! vor Sag var god.

5

21 4. Vi vandt! vor Sag var god Da Ordens Gud loed høre Siu Stemme for vor Øre; Her snuble skal din fod.

Vi vandt! vor Sag var god.

O ædle Konge-Hierter!

I lindret vore Smerter.

Og udi Rolighed Giord' aller vigtigst Fied.

Ja Gud sig lod Forbarme, Da han i Søvnens Arme Indsluttet os tilloed.

Vi vandt! vor Sag var god.

5.

Vi vandt! vor Sag var god.

Nu svandt vor daglig Smerte, Hver Undersaatters Hierte I glædes Flamme stoed,

Vi vandt! vor Sag var god.

O! CHRISTIAN! hvor rørte Du os, den Dag du kiørte Omkring iblant dit Folk!

Hver Siæl var Glædens Tolk.

Endnu vor Konge finder Blant danske tre Heltinder,

Som Vivat klinge loed.

Vi vandt! vor Sag var god.

6

22 6. Vi vandt! vor Sag var god. Vivat! vor Konge lever,

Vor Prints og ægte Græver Bliv reen! o! danske Blod!

Vi vandt vor Sag var god.

Florer vor Riges Trone!

Og Dannemarkes Krone Staae fast fra Slægt til Slægt, Ved Himlens Varetægt!

De gode Sæder fremmes!

Og Satans Frekhed hemmes! Ryk Ukrud op fra Roed!

Vi vandt! vor Sag var god.

7.

Vi vandt! vor Sag var god, Thi det var Himlens Ville Ved Skummet os at skille Og Guldet os tillod.

Vi vandt! vor Sag var god. Vor Sørge-Floer vi kaster, Og os i Bønnen haster Til vor Immanuel,

Som vilde Riget vel.

Nu skal vor Ønsker klinge Vidt op paa Troens Vinge I glad og fredigt Mod.

Vi vandt! vor Sag var god.

7

23 8. Vi vandt! vor Sag var god. Vor vigtig Juliane Staaer under Jesu Fane,

Og styrer ved hans Blod Vi vandt! vor Sag var god.

Vor Riges Velfærd styrkes. Naar Herrens Ære dyrkes. Hver Handling lykkelig Og daglig fremmer sig,

Naar Gudsfrygt, gode Sæder For Herrens Aasyn træder. Flyd Taarers Glædefloed!

Vi vandt! vor Sag var god.

9. Vi vandt! vor Sag var god. Almægtige Regenter!

Fra dig vi alting venter;

Thi du! du ved os stoed!

Vi vandt! vor Sag var god.

Din Viisdom staae om Tronen Og ret velsigne Kronen!

Forjag Bedragere Som sig tør lade see

Omkring vor Dyrebare Kong CHRISTIAN! bevare Det ædle Konge Blod.

Vi vandt! vor Sag var god.

8

24

Vi vandt! vor Sag var god. Giv, Himmel! daglig Kræfter Og Maade til herefter Paa Ondt at raade Boed Vi vandt! vor Sag var god!

Dit Forsyns naadig Øye Da være med de Høye I deres Handlinger Til Glæde for enhver!

Vivat! Monarken lever!

Hans Septer Uro hæver.

Jeg synger med frit Mod:

Vi vandt! vor Sag var god.

1

Om

Dagen

den

syttende Januarii 1772.

Ved

T. R. 31**.

Efter Befalning trykt.

2

        

3

Først Ham, den Evige, vor Gud! der frit af-

maaler

Til Jordens Folk, hvad Hæld, og hvad af Trængsels Veer, Der vexler om blant os paa Kloden her, og merker I Verdens Krøniker Aarveltningerne ud!

Først Ham til høie Priis og Tak skal Sangen lyde Om Dagen nys. — Men og for Dig, Du Brødre Folk! Den lyde skal til Skrek, ja gid med Tordens Vælde Den løed til Skrek, om Du saa dybt i Sieledød Var siunken ned, at Du den Magtes Arm ei kiendte Der spreedte bort, maaskee , utænkelige Veer.

4

4 Tilsidst: O! hvilket Hæld det blev mig, om for Kongen

Min Harpe værdig stemt i høye Sølver Klang Saa tonede, at Han med Lyst det heftig følte, Hvor Nordisk ædelt er det Folk, der lyder Ham.

Blant Muelighederne nys laae de hen, de Dage, Kun Gud dem skuede, og under Horizont Uveiret var endnu, men taarnet op af Damper,

Som de fra østlig Dal, hvor Pesten hæver sig,

Og farer ud, saa var maaskee den Skye optaarnet Og tung og sprengt af Veer, der skulde øses ud Paa Folkene. — O du! der troer, at her jeg drømmer Kun digterisk, og sterk ved heed Indbildnings Kraft Vil Uting male hen, for Følelser at skabe Hos Høreren, og for at vinde Digter Navn.

Du siig, om Du det veed, om Du det giennemtænkte Som Philosoph, hvordan er Borger-Staeten tryg Og sterk ved Samlingen af Millioner Kræfter,

5

5 Dem Lov og Pligt og Hevn uløseligen giør

Til eet? — Og siig os Du! der fra de gamle Dage

Ud indtil nu har fulgt vor Arts Omvexlinger:

Har seet, hvorved omfaldt nu Alpisk bygte Troner,

Og nu blant frie Folk hensvandt Hæld, Moed og Fred: Last, Syndighed det var, og ey jeg Last kan tænke,

Ey Gift, der æder hen hver Sielens ædle Kraft,

At jo jeg seer den ud i Stygisk Strøm at vælde Fra det, at troe, der er ey Gud, der veyer os,

Der seer os, lønner os, der vældelig nedstyrter Den Onde— O hvor her det skumler fælt og sort Om mig, da oprørt Siel, dig rædsom Vantroe skuer, Som du med giftig Brand antendt ved Helvedglød Udfarer, aandende kun Had mod alt hvad ædler Vor Art, og hæver den op over Dyre Art.

Blød er min Siel, og ei jeg kan end Fiender hade. Men skielve kan jeg, og hvor skielvede jeg tit!

I Dagene, der nys forløb, naar nu aleene Med Gud, nu med en Ven, den Gud og undte mig.

6

6

Jeg tænkte mødigen hen ud i andre Dage Der froede for — O da det Syn til Ængstelse!

Thi ach! hvor saaes det ey, at Folkets Troe blev agtet Som Skiendsel værd! og det, at alt Hvad helligt var Blant os, det grebes an, ey blot ved Konst og Klygter, Men Pharaonisk var det Raserie mod Gud.

O de Sirseeske Vraaer til Trods mod Middags-Soelen, Og hvor man sølede sig i Kapræisk Lyst!

Og som ved Herolds Bud, det frekt og stolt blev lovet Til Christnes Angst, at snart nu Helved Seier vandt: Saa Templerne laae hen som natlige Ruiner,

Saa øde — Saa der ei var Alter meer — Og ei Var Helligdom blant os— Da vee hvem Gud det undte At være Fader — Og den Stund det var for mig! Saa sort, naar veemodsfuld jeg holdt i matte Arme Dig Barn! og tænkte da, Du gik i Verden ud Eengang af Faders Huus, løb saa blant idel Snarer, Men fandt ei Vogtere, og ei Forfærdere,

Og ei Beskiemmere eengang, om Du til Rasen

7

7

Fra Lyst til Lyst henfaldt, og rasede da bort En eene Livets Hæld i feyre Ungdoms Dage,

Men Æren med, og Kraft, og Mod til mandig Dyd. O Barn! hvor ofte da Din og min Gud det hørte Af mig, at Mødres Land jeg villigen forloed,

Om mueligt var; men saa, naar Baandene jeg talte Der holdte mig — O da! hvor sort det var, til nu, Naar Haab paa Forsyn og paa Gud gav Sielen Liise, Og Graaden tørredes saa af, og Du mit Barn Med ald min øvrig Sorg blev trøstelig befalet Den Mægtige, vor Gud. —

Nu da de Rædseler bortveyredes, saa Dagen Gav Haab igien — og nok vi saae til Sorg og Skrek! Og hvad end meer af Vee, der os rundt om bespendte, Det Gud kun saae — og ham bor Priis fra Land og

Folk. —

— Om Thronen bævede. — Om Morder Dolken sleebes — — Om Bud til Meeneed var bereedt — Om Staet og Folk, Det ædle Folk var solgt til skiendigt Aag at bære —

8

8

Om Flidens fuure Sveed, og Faderløses Brød Var sendt hen ud, paa det, at eengang, naar i Norden Ei meer var Tryghed for en skielvende Sejan,

Han da paa andet Sted sig kunde stolt opbygge Tropheer af samlet Rov, og Leyet reede sig Blødt hen i Vellysts Arm— O det, om saa er syndet, Det være Lovens Sag, og de, dem Byrden er paalagt For os, de Værdige! der skal ved Nætters Grublen Oplede Sandhed paa Dedalisk Irregang,

Dem vorde Viisdom sendt fra Gud: at klar som Dagen, Ja som høy Middags-Soel for Verden viises maa Det Verk, vist konstelig i sortest mørke ordnet,

Og listig hyllet ind i Nat fra Helvede.

Ja Værdige! naar da Areopagisk viise I har det dømt — O da skal heele Folkets Tak,

Og sildig Slegtes Tak skal Eder Lønnen være,

Fordi hver Sagens Deel saa reent udviklet blev,

At og den tvivlende endnu som vidløs Daare Bør staae derhen til Spot. —

9

9

Ær da det viise Valg — o Folk — det Kongen

giorde,

Nu Domstol blev opreist mod hiint det utroe Verk.

Tie Du! og lad det kun paa disse Fædre hviile At sige, hvad der var, og hvad der vides bør.

Ja hvo der kaldtes ey til Domstoel at beklæde,

Til at afveye Spot og Død paa Themis Vegt, Ydmygeligen han i Støvet sig nedbøye,

Og tænke det, hvor brat det gaaer mod Afgrund hen, Det Glid, naar Lysterne os mægtelig borthvirvle — Og est Du Christen, o da føle Du dig det Hvor bliidt et Syn, at hist i Sirklen stod og skaantes, Hun, der uvarsom gik i Kamp mod Fristelser,

Og gleed, og faldt —

Tænk saa den Tiid, o Folk! da blant os var forsvunden

Bor gamle Thrones Glands, og med vanhellig Arm En Voldsmand ranede sig Part af Sceptrets Vælde

10

10 Men og den varede kun kort, den Skiendsels Tiid.

Hvor Folket fnysede imens! og hvor det brændte Fort hen i Sielene, det Had mod Raneren! Men Kongens Bud der var, og først maa Dansk fortvivle,

Før han mod Kongens Bud giør voldsom mindste Fied; Ja end han giør det ey, før i hans Siel opstiiger Den Skrek, at Lydende han utroe Borger er.

— Saa hendtes nys — alt nu af mangen ærlig Fader Liv, Velfært, Slegt og Huus til Gud befalet var Med fast Beslutning, før for Morder Arm at falde, Før utroe Mand han blev mod Staet og Fædres Land

— Gud bøyede det af— og hvilken Rædsels Time Maaskee i dette Bluun det var, om ey Hans Arm Dem havde hvirvlet bort som Avn, maaskee da Blodet Nu elvestridigt randt blant os — maaskee du Stad Nu laae der hen, en Hob omstyrtede Ruiner

Af Liig, af Steene kuns, dem natlig Mordbrands Ild Ei havde ædet op — O Christian! elskte Konge!

11

11

Dit Folk, Din Stad blev frelst — og hvor den underlig Blev frelst! — Og hvor Dit Folk, der var saa heed af

Harme,

Saa oprørt brusende af Nidkierhed og Kraft,

Hvor kunde det sig selv som rasende fortæret!

Om Gud ei havde seet til os, da Nød var meest.

Nu Konge! kiend Dit Folk — Du har dets Adel prøvet. O før Du Sceptret Selv, og styr os mandelig.

Og faderlig. — Og viid! at Thronen ei kan styrtes I Norden her, før den nedknuser i sit Fald Fast hele Folkets Haab.

I Krønikerne da for evig skal antegnes Den Dag — og den skal staae derhen liig fordums Dag, Da stolt Erobrere paa Thronen fast opsteegen Blev standset brat, og stoed, og saae, og følede Saa harmefuld den Magt, hvorved i Seyers Løbet Han standset blev — Men og ved hiin den anden

Dag,

12

12

Den nyere, da vild af Had, en bitter Fiende Os svoer Fortærelse til Død ved Sverd og Ild.

O! han for Verden og for os svandt hen, og glemtes Alt nu, fordi han ey fik Tiid til Voldsomhed.

Staaer da I Dage skiønt derhen, til evigt Minde! Og vi der skuet har, hvor nys den sidste var Saa festlig — O det blev os Skiendsel om vi taugde For Verden Navnene, der bør med Dagen staae I Krønikerne hen — Saa lyder høyt I Navne!

Først Julianes Navn — O Dronning nyd Din Løn

For prøvet Dyd! — Og hvis Du saae; hvor Folket føler Beundringsfuld Din Værd! og hvor det føler med Sin Gield fordoblet nu mod Dig, da Haabet straaler Saa blank om Friderik, Din Søn— dog meer end Haab Det er; det Vished er, at i Hans ædle Hierte Er Mildhed, som den var hos Kongen Friderik! Den Elskede! og o! hvor var Han Landets Glæde Og hvor Hans Minde er saa kiert endnu! —

13

13 Her, Prinds! jeg stammer kun! for heftig Tanken fører Mig bort i Dagene, da fordum Du mig var Betroet — Og o hvor jeg saa troefast — Ja det kiender Min Gud, hvor troefast da jeg elskte Dig min Prinds! Og hvilken Fryd det var for mig, i Haab at skue Dig saa, som nu jeg seer Dig, herlig straalet om Af Viisdom og af Dyd— O Prinds ei kanst Du tænke Hvor Du lyksaliggiør Din fordums Tienere —

Men og maaskee— Dog ney! den Tanke skal bortvige, At Du det glemte, hvor jeg fordum elskte Dig.

Saa hør mig nu! som da, da uden Konst jeg talte Med Dig, og mandigen gav Raad, og viiste Dig, Hvad Dyden er, hvad Pligt for Mand af Kongestamme! Dog see! Din Vandring gaaer jo stolteligen frem Paa reene Dyders Vey, og hidtil har ei gleedet Din Foed eengang — Saa nu jeg tier frydefuld Ved det at tænke Dig — Og kun eet Ord skal lyde Om Folkets Kierlighed, og om den heede Tak,

Det yder Dig for Deel, Du tog i Statens Frelse,

14

14

Og for det Haab, at om eengang Erobrere

Sig hæver op, at da og ved Din Arm Du standser

Hans Fart, og hevner saa hans Anslags Voldsomhed.

Eet er endnu min Prinds! og det er Folkets Ønske, Dets Bøn til Dig: — Vær Du vor Ven hos Christian! Og beed Ham elske os, og viis Ham, hvor Han elskes Af os, og giør at Han lyksalig er ved os,

Ved vores Kierlighed — O Prinds skaf os den Glæde, At kun i hældig Fryd og Fred hver Dag for Ham Gaaer hen — Saa deele Du med Ham Hans Arbeids Byrde! At Han maa føle det, hvor yndet af Sin Gud Han er; hvor bliidt et Kald Han fik til Deel, da Konge Han blev for os, og da han blev det med for Dig.

Her stands min Sang! O gid saa værdig som det føles Af mig, jeg kunde høyt opløftet siunge hen,

Hvor festlig Synet er for mig! hist hvor jeg skuer I Tanken — Hende— O høytiidelige Syn! Charlotte for Sin Gud, vor Gud i Støv nedbøyet

15

15 Og o hvor straalende fra Himlen er den Glands Om Hende! — Her er Dyd et Liv igiennem levet,

Og Siel saa blank, saa reen som klarest Himle-Dag. Saa kierlig Siel — O hvor vil giennem Landet lyde Det Veemods-Bud! naar Hun eengang ey mere er. Naar da de Lidende i hobetal omvanke

Foruden Trøst; dem Hun med Konge-Gavmildhed Opholdte moderlig — O da! hvor skal det lyde Igiennem Landet hen til Sorg, at Hun gik bort!

Ja Folk, du veedst det ei maaskee, hvad Gield du skylder Til Hende — O det har saa mangen Ærlig tænkt, tankt.

Og Gud det veed at jeg har tænkt det med, og tænker Endnu, at fulde Maal af Nød et ramme kan Vort Land, saalænge Hun den fromme Konge-Dotter Henlever Dag og Nat i Bøn for Christians Folk. — Vel har Hun bedet hart i disse sorte Dage Der nu løb hen — Og mens Hun er endnu blant os, O da det maatte skee, som Herrens Arm det giorte, At Soeleblink saa flux af Torden-Skyen brød.

16

16

Jeg taug nu her, og loed saa Harpen ophængt hviile; Men det er Borger-Pligt, og Fryd for ærlig Siel, Først heele Folkets Tak, saa eegen Tak at yde Til Mændene, der nød det Held at redde os.

Hvor bliid en Lod! og det fuldt mangen heftig ønsker, At Ham var bleven undt og et saa hældigt Kald.

Dog nu, de valgtes af vor Gud! Ham, Ham bør Æren! Men os, at hædre dem, de Mænd — hvis fine Geistl 1) — Hvis kolde Moed 2) — hvis Kraft ved muntre Sielens

Evner 3) —

Hvis Fyrighed 4) — Dig har, o Folk! den Fest bereedt. Saa dreven sang jeg nu.— Og Norden skal dem nevne Med Hæder, ordne dem alt efter Sielekraft,

Hvorved De merkes ud blant Mænd — hvorved De virkte At Dagen blev saa stor. — — 1) R. 2) E. 3) K. 4) B.

1

Uebersetzung

einer

i n d er Holländischen Gazette

befindlichen

Receftfion.'

En Tarer den yerfchiedenen Schriften , welche als Freudcnsbezeugungcn über die am I7ten januarjr dies Jahres zu Copenhagen erfolgte Staat.» -'Veränderung * gedruckt erschienen find , zeichnet fich ein Gedicht des Herrn juftitz- Raths , T.ygo Rothe, besonders aus , ‘o den Thil führet : Der Tag. vom 17 January. Die Schilderung des elenden Zuftandes, worunter die Nation, während des Mimlterii des Grafen Struensee, ge-. ' ■. •: OD seufzet hat , wie auch, dxe betrübten Folgen, welche dellen längere Denier gehabt, haben wurden - ‘it (chr rührend und dichterifch geratüen. Nachdem der /Hert Verfaßer hierauf Gou 3 für die Abwendung diefes Staats- üebels,. Daack

geoptertj

2

geopfert 5 ufed ; len hochften Königlichen Perfonen . die zu diefer glücklichen Veränderung mrk Hand ang.el.fgct r. feine Ehrfurcht und Gluckwünlehc bezeuget hat y machet er am End® 8 denen übrigen bekanntet! Herren > welche die% des ruhmvolle Wcrck betrieben und ausg^fiih^ rct haben, ein sehr schmeichelhafter Compliment. Dennoch fol! der Hert Verfallet

*

(wir lagen es ungerne nach ) stets eine fehl ergebene Creatur von dem Grafen Struehfee, biss an dc/lelben Fall , gewesen feyn 5 und fowohl zu der Abfetzung des alten Stadt-Magifbrats?, als auch zur Aufhebung der , ehemals von einem weilen und grollen Könige vortresklich eingerichteten Rente-Cammer , und verfchiedenen anderen Anschlägen mehr , demselben die Hand geboten haben, ja fich selbst in der neuen Mägifträtür auf "k'urtze Zeit zum Bürgermeister , hernach aber zum Deputaten des neuen Finantz -CoHegii und Chef der dänischen Cammer, ernennen lallen. .— Wie sehr und vielfältig haben in solcher Zeit nicht Stadt und Land über befetzlofigkeit, Unrecht und

Gewalt

3

Gevalt geklaget! — Solchem Un vefen fo

viel möglich zu wehren , and selbiges unter einem unkundigen Ausländer, wie Struenfee in Dännemarch war » nicht befördern helfen, wäre nur eine der geringsten Pflichten eines gebohrncn Danen und wahren Patrioten gewesen. Solte nun der Hert Verfaflfer diese Pflichten unterlaßen haben , so kann man sagen, dass fein Gedicht, wenn es an fleh noch so gut wäre , feinem Hertzen keine Ehre machet* —

4

        

1

Gedanken, im

September 1770 geschrieben, und

wegen des merkwürdigste»

17ten Jenners zu einer Erinnerung beyder Zeiten, in» Druck gegeben.

Rcpcnyagen, >772.

Gedruckt, und zu finden bey Job. Rud. Thiele, in der grossen Heiligengeiststrasse.

2

        

3

He ie: sollt es mir denn nie gelingen? Schon zehnmal Hab ich es versucht.

Und jedesmal wärs wie verbucht.

Doch will und soll ich S dahin bringen, Er soll, er soll mir endlich fort.

Aus diesem Reich, von diesem Ort.

.

Cus 0 ruft im Zorn der Hert und Meister, Der schwarzen Brut verdammter Geister; Neid, Wohllust, Undank, Schmeicheley, Treulos', Heuchler und Verräther;

Du ganzes Heer der Uebelthäter,

Kommt, kommt Lieblinge, kommt herben!

4

«JJeut, heute könnt ihr Ruhm erlangen, Beschlossen ist es bey wir fest,

Dev — Fuchs muß aus dem Nest,

Sonst weiß ich hier nichts anzufangen«.

Er selbst ist schon dazu geneigt,

Wenn nur der Schwarm der Bettler schweigt

« 1

1 ■ w 9' an

dies verhaßte Zeug von Armen,.

Har er stets Mitleid und Erbarmen;

Er ist ihr Trost, sie sind stur Schuh.

Sie halten ihn mit ihrem Flehen,

Dem kann kein Teuft! widerstehen^

Es Bietet. unserm. Heere Trutz.

^tct sind der Höllen schwarze Waffen,. Wißt ihr nun Hüls md Rach zu schaffen, Go schwöre ich bey Fluch und Tod,

Es soll euch ewig Ehre bringen,

Wenn Dättnema k wird anders singenr Wenn Unglück über Unglück droht.

5

Sft* sollen tausend T ^ * Holen Flucht Satanas in finem Grimm,

Ich mach's in Dannemark fs schlimm,' Und schlimmer noch, als wie in PöhlM Treibt ihr nur diesen Fuchs hi ans-.

Bin ich so gm wie Hert im Haus.

Lind nun, verstellt, mit sachten SchrittenTrat Bosheit und die WohLust auf;:

Die tausendmal für dich gestritten,

Versuchen jeht ein neuen Lauf.

Du Höllen-Fürst sey ohne Sorgen !' Der Sieg ist unser eh- es Morgen.

§^ie Bosheit Hüllte sich ins KleideVon einem stolzen Charlatan;

Die Wohllust hatte eins von Seide-

Sie zog sich leicht und üppig an,

Und beyde nahmen ihren Lauf,

Gerade nach dem Schloß hinauf»

A 3 Hier

6

wissen sie nichts ar zufangen,

Bis Bernstorsk vorher weggegangen. Und des Monarchen Heiterkeit

Sich ganz in dem Gesicht verloren.

Zu voll von Unterricht die Ohren,

Ha! dachten sie: Nun ist es Zeit.

m

I

Monarch! zu dessen Dienst wir stehen, Wir müssen mir Verwundrung sehen,

Wie Leine Macht jetzt wird gekränkt; Giebst Du nur acht auf jene Thaten,

Der Häupter derer die Dir rächen,

Und denen Du Dein Huld geschenkt.

NSie sehr mißbraucht man Deinen Namen, SD! Sie verstehen sich zusammen;

Reiß Dich von ihren Banden los!

Sie wollen es mit List erzwingen.

Du fol’ im gleichen Tone singen,

Fürwahr sie werden Dir zu groß.

7

Beschneide BtVNstoE nur bie F ügch Und laß den andern nicht den Zügel,

So bleiben sie nicht mehr so kühn;

Wir wollen für Dein Wohl schon wachen Mit Rath und Thar des Landes Sachen, In Flor zu bringen uns bemühn.

rauch Deine Jugend mit Vergnügen, Geschäfte sollen gar nicht liegen,

Wir wollen promter seyn wie sonst;

Aus Ehre nur, und nicht um Gaben, Wirst Du an uns Bediente haben,

Uns blenden nicht Geschenk noch Gunst.

§)ieS hieß das rechte Ziel getroffen;

Ein Fürst kann ja nichts bessers hoffen, Als seiner Länder Glück im Schwang.

Also verführt man Euch Ihr Großen! Denn-augenblicklich ward beschlossen;

Der besten Männer Untergang.

r,

i

8

Triumph sang nun di« ganze HM«,

Der Teufel flucht bey seiner Seele:

Er hätt kein schönern Streich gefehlt.

Dm Preis müß man der Bosheit lasse», Die Wohllust frölich, sanft umfassen.

Und trinken auf ihr Wohlergehen«

O O G

Oy min, so trink verfluchte Schaa-e, Trink immerhin du Sodoms - Buts Doch wisse, dcfl nach Tag und Jahre Die Straf vor deiner Thüre ruht. Wenn Millionen Flüche regnen,

Wird mau dir deinen Trunk gesegnet

Der Hert halt über dich Gerichte, Du sammlest die unseelgen Früchte, Der granzeulofen Bosheit ein.

stürzt AWerräther, kein Erretter, r Herr) ist mein.

1

Tanker,

skrevne paa Tydsk,

i September 1770,

og

for den mervædigste

17de Januarii 1772

til en

Erindring om begge Tider,

ved Trykken udgivne.

Nu paa Dansk oversatte.

Kiøbenhavn 1772,

trykt og findes tilkiøbs hos I. R. Thiele, boende i store Helliggeiststræde.

2

        

3

Hvad! skal det mig da ey gelinge Jeg det forsøgt ti gange har, Men hver gang det forhexet var,

Dog skal jeg vist det dertil bringe, Han absolut engang skal fort.

Fra Staden og fra Riget bort.

Forbittret alle Lasters Fader Sin sorte Yngel famle lader;

Nid, Vellyst, Utak, Hyklerie,

Hver troeløs Smigrer og Forræder;

Du hele Hær af onde Sæder, O kommer, Yndlinger, staaer bie!

4

4 I Dag jer Æren skal tilhøre; Hos mig er den Beslutning giort; Den — Ræv maae drives bort, Jeg ellers intet her kan giøre.

Han selv er villig nok dertil.

Om Tigger-Sværmen tie vil.

For denne stygge Sværm af Arme Hans Medynk sees sig at forbarme;

Han deres Trøst, hans Skyts de er. Just Sværmens Graad hans Marsch giør Hinder, Den ingen Dievel overvinder,

Den trodser al vor hele Hær.

Her nu Helveds sorte Vaaben,

Staaer Vey til Hiep og Raad nu aaben, Saa sværger jeg ved al Uret,

Det jer skal bringe ævig Ære,

Naar Dannemark skal andet lære,

Naar al Ulykke truer det.

5

5

Mich sollen tansend T * * Holen,

Svor Satanas i bitter Harm,

Giør jeg i Danmark ey Allarm Saa styg, som aldrig var i Polen.

Jo, driver Ræven kun herfra,

I Huset jeg blir Herre da.

Strax Ondskab er med Vellyst rede, Forstilt begynder sagte Spil;

De, tusind gange for dig strede,

Nye Bane nu fosøge vil.

Kast, Helveds-Fyrste! bort al Sorgen; Vi Seyeren vist har i Morgen.

Sin Klædning Ondskab nu tillavde, Paatog stolt Charlatanisk Dragt;

Men Vellyst en af Silke havde Til yppig og løsagtig Pragt.

De begge sprunge i Gallop Med denne Pynt til Slottet op,

6

6

De intet her at giøre vide,

Før Bernstorff først er gaaet til Side, Og før Monarchen, munter, blid,

En anden Ansigts Mine tager Ved mange Ham til bragte Klager.

Hey! tænkte de nu er det Tid.

Monarch! vi Dine Tienere Maae med en stor Forundring see, Hvordan Din Magt nu bliver krænket. Agt kun paa deres Gierninger,

Som ere Naadets Hoveder,

Og som Din Tillid Du har skienket.

Dit Navn de Folk misbruge tør,

De eet tilsammen mod Dig giør;

O riv Dig løs fra deres Lænker!

Med List de ville tvinge Dig,

At Du skal synge dennem lig.

Du alt for stor en Magt dem skienker.

7

7

Paa Bernstorff klip kun Vingerne,

1 Giør hines Tøyle kortere,

De meer saa dristige ey bliver.

Vi ville vaage for Dit Navn;

Med Raad og Daad alt Landets Gavn I Flor at bringe er vor Iver.

Din Ungdom til Forlystelse Anvend kun Du; Affairerne At drive, vi skal promte findes.

For Gaver ey, kun af Honnør Vor Treneste vi hos Dig giør,

Af Skienk og Gunst vi ey forblindes.

Det var at treffe Maalet ret;

Kan Fyrster bedre vente det,

End fine Lande see florere.

I Store! saa beføer man Jer.

I øyeblikket fastsat er,

De beste Mænd at ruinere.

8

8 Triumph sang alle Helveds Brande;

Og Satan ved sin Siel tør bande, Han bedre Streg ey spillet saae;

Her Ondskab ey sin Roes skal savne, Vi glade Vellyst bør omfavne, Og begges Skaal vi drikke maae.

Drik da, forbandet Helved-Skare, Drik Lyster, som før Sodoms vare; Men viid, at efter Aar og Dag Skal Hævnens Straf dig sikkert raine. Din Drik da bliver dig til Skamme Paa Millioner Ønskers Sag.

Gud Herren vist dig dømmer, tugter, Du samler dig Ulykkens Frugter; Thi ingens Ondskab er som din. Styrt da hver Ond, styrt hver Forræder, Der ingen Frelse er for Eder:

Al Hævnen (siger Gud) er min.

1

Aften-Tanker,

i anledning

af den for nogle bedrøvelige; men for begge Riger glædelige

Syttende Januarii 1772.

Af den som

Altid bær sit Aag

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt og findes tilkiøbs hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helliggeiststrædet.

2

        

3

Konge og Regent ey uden Hielp kan være. Der mange store Ting af Ham forrettes maae. Han ikke er i Stand Selv Byrden eene bære;

Han Tienere da tar, som Ham til Haande gaae.

Om og en Konge Han en Argus var, dog ikke Han sige kunde sig at have Øyne nok,

Der mange Ting bør sees, det kan sig jo ey skikke Selv at udrette Alt blant Riges store Flok.

Det som Han ikke veed, ey heller faaer at vide, Det Han ey rette kan, hvor galt det end og er, Derfore ofte maae Uskyldige dog lide:

Skiønt Kongen altid har hver Undersaat saa kær.

En Konge, siger jeg, behøver mange Hænder,

Han mange Gierninger har at fuldføre her:

Kort sagt maae have Hielp, sligt Himlen Ham tilkiender: Det kommer derpaa an, de handler som de bør.—

4

4 Sligt gammel Tøy er vel ey værd i Pen at sette;

Men kiære tænk da kun det Aften-Tanker er;

Der skrives meget nu, langt mindre Værd end dette. Nok er det Kongen er jo al Undsætning værd.

Hvad Hielp? ey nogen spørg, Enhver det veed at sige: En Konge have maae, dem Ham kan give Raad: Raadgiver, Embeds-Mænd og andre fleer tillige, De alle tiene Ham i Raad ogsaa i Daad.—

Et Raad behøves her; men hvermand hertil ikke Kan tiene; thi sligt Raad maa have god Forstand. Erfarne Mænd, der veed Alting i Orden skikke Hvad der fornødent er for hver Provintz og Land.

De viide maae et Lands Beskaffenhed og Kræfter Hvad der er skadeligt ; hvad som til Nytte er, De deres eget Val med Landets sammen hæfter! De være Kongen troe. Ham elske have kiær.

Et Rigets Raad derfor maae Kronens Tienre være Et Rigets Raad derhos Erfaring have maae; Rigs Raader jo vel ey, en Konge her begierer De, som for Unge er; de Gamle Fortrin faae.

Det Rigets Raad er got, om det og her er øvet; Af Lykkens Hiul, der nu er op nu atter ned; Om de veed got og ont, om de sligt haver prøvet, De dømmer altid best, de som selv noget veed.

5

Et Rigets Raad maa da befries fra de Laster,

Ufred Paastaaenhed opvakt ved Passion,

Saa maa de Girrighed og langt bort fra sig kaste, Vort Rige var nu sat i stor confusion.—

Siig Tvilling Rige! siig! hvordan er her tilgangen? Har Kongen nogle Aar haft Mænd at lide paa? Hvem siges være troe? den ey, som nu er fangen; Ey heller siges kan de for ham mon afgaae.

Troe Mænd vor Tvilling Rig i nogle Aar har savnet:

Raadgiverne de kun har seet paa Egennytt',

Ondskab, som Venner de af Hiertet har omfavnet Saa Lykke, heelt fra os nu næsten var bortflytt.—

Hvad Raad af Utroe kan vel for en Konge ventes?

Naar som Raadgiveren ey er ret Kongens Ven ; Ueenig Sæd udsaaes, og Thronen selver hendes Ey andet end Uroe, Forstyrrelse, Elend.—

Mon Rigets Raad ey bør vor Kongens Tiener være Men ach! elendigt jo! har man kun sagt vel saa? Om Struense, om Brandt, og andre saadan fleere? Hvad Troeskab har de viist, man saae ved Kongen staae.

En Struense, et Skarn, og meer end et Uhyre, Dem Gud og Lykken selv en deylig Krone gav, Dem tiene burde han; men Skielmen selv vil styre; Dog lovet være Gud ! de sank i Afmagts Grav.

6

6

Gud reddet Kongen ud fra Biørner og fra Løver. Gud gav Ham Styrke til at troe et ærligt Sind; En Juliana, Hun den store Dronning Kløver. Forrædrens Magt, Hun dem her overvind.

Ach! merkelige Dag! da Sytten vi mon skrive I Maaned Januar og Aar et Syv Syv To, Den Dag af Danske vil erindret vist nok blive, Saalænge Dansk er til; saalænge Gud er god.—

Bedrøvelige Dag for dig du Lands Forræder, Ugudelige Siæl du stolte Struense,

Du som det danske Folk vil under Fødder træde, Der er vist over dig raabt mange Ach, og Vee!

Hvad hielper nu at du dig Penge havde samlet; Med Uretfærdighed, du som misbrugt og har Din Konges Naade. Ach! Din Lykke er forfamlet, Retfærdighedens Gud og Konge dig ey spar,

Vi alle eene vil med dig her ogsaa blive,

Tænk aldrig dog ey i den onde Galenskab!

Ney! Vi saalænge vi skal være her i Live,

Vil tænke paa den Dag, dig Sorg, os Glæde gav.—-

Jer meste Sorg vel er at I ey kan jer hævne. O! om I havde Magt, man skulde da faae see, Hvor mange Siæle I til Døden vilde tegne,

I begge Riger vist blev hørt Bedrøvelse.

7

7 Tag rette Sorrig an, som døden ikke bringer;

Fortryd Jer Synd, fald ned for Naadens blide Stoel; Fly ind til Gud med Tilliids lette Vinger,

I Glæde hilset da skal naae af Naadens Soel.

Hver Siæl Jer ønsker sligt; men maaske I vil ikke:

I som troer ingen Gud, I siger maaske ney? Jeg tvivle paa at I til sligt vil Eder skikke,

Vel an! saa gaae da hver, sin egen Skiebnes Vey.

Her ingen sørger for I frelset monne vare.

Hver kierlig Undersaat nu glæder fryder sig, Vivat! Kong Christian vi alle nu frembæer, Lyksalig Dag, i Dag da vor Christian er frie.

Hver Undersaat i Dag af Glæde vist vil siunge Paa denne Dag, saa længe han er til Og det af Hiertens Grund, hver priiser nu vor Konge, Det som jeg her i nu, saa kort optegne vil:

8

8 Du grov en Grav, du Struense,

Du eene dog var ey;

Du styrtet vores Vel her ønske see,

Det anderledes gik, du græder nu vi lee.

Gud styrtet dig, du gik din Vey Til Fængsel, Plage, Straf, hvor-siden, Vi glade lykkelig i Roe nu slider Tiden; Din Lige Men veed,

Ey ønsker det at see.

Vi Lovsang Herren siunge Med Hierte Mund og Tunge.

O! store Gud, dit Navn vær ævig æret!

For du det magte saa vor store Christia Blev bragt af Snaren, som Ham havde nær fortæret, Vor store Dronning, vi ey glemme kan;— Den store Juliane, af Gud udvalgte Siæl,

Der ønsker Kongens og vort Tvilling Rigers Vel.— Høyælsket Friderik vor Konges Broder kiær , Dit Navn skal agtes høyt af hver en Siæl især.—

O! naaderige milde Gud!

Styr og bevar vor Konge!

Før Hannem baade ind og ud!

Leg Viisdom paa Hans Tunge! Bind Trende Hierter fast!

Lad Eenighed regere!

Forstyrrere i Graven kast!

Du vor Beskiermer være!

1

En Nye Viise om

Kongen af Dannemark,

hvorledes

han ved sine troe Mænd

lod uddrive

Forræderne

fra

Kongens Gaard.

Siunges som:

Og der gaaer Dands paa RiberGade o.s.v.

Kiøbenhavn,

trykt hos Morten Hallager, boende i store Fiolstrædet.

2

        

3

1.

Og der gaaer Dands paa Christiansborg, Struensee er bunden!

Der dandse Riddere uden Sorg.

For Christian Konge hin unge.

Og længe leve han!

2.

Og der gaaer Dands ved hver en Bro, Struensee er bunden!

Der tramper mangen en Hesteskoe.

For Christian Konge hin unge.

Og længe leve han!

4

3. Fore da dandser Ranzov god: Struensee er bunden! Gierne han vovede Liv og Blod. For Christian Konge hin unge. Og længe leve han. 4.

Efter da dandser Køller kiek,

Struensee er bunden!

Han gav Forræderne Fandens Smæk For Christian Konge Hin unge.

Og længe leve han!

5. Saa dandser han Herr Eichstedt med, Struensee er bunden!

Han var alt sat i Herr Gudes Sted. For Christian Konge hin unge.

Og længe leve han!

5

6.

Næst da saa dandser Bieringschiold, Struensee er bunden!

Han haver grebet Herr Enevold.

For Christian Konge hin unge. Og længe leve han!

7.

Tosser syv de Helte er,

Struensee er bunden!

Efter Herr Køller de dandse her.

For Christian Konge hin unge. Og længe leve han!

8.

De dandsed dem paa Slottet ind;

Struensee er bunden! Struensee blegned ved Rosens Kind. For Christian Konge hin unge. Og længe leve han!

6

9. De dandsed op, de dandsed ned Struensee er bunden!

Brandt blev saa ilde til Mode ved For Christian Konge hin unge Og længe leve han!

10.

Hængendes Karm blev leedt for Port: Struensee er bunden!

Alle forrædere aag bort.

For Christian Konge hin unge.

Og længe leve han!

11. Kongen han bød dem fare vel.

Struensee er bunden!

Han bød dem føres til sit Kastell For Chrrstian Konge hin unge.

Og længe leve han!

7

12. Kongen han sig af Vindue saae: Struensee er bunden!

Hvad vil de got Folk, der ude staae? For Christian Konge hin unge. Og længe leve han!

13.

Svared hans Moder en Dronning siin: Struensee er bunden !

Hver Mand vil gierne see Kongen sin. For Christian Konge hin unge.

Og længe leve han!

14.

Kongen han hen til Vinduet træn, Struensee er bunden!

Med ham, hans Moder og Broder væn For Christian Konge hin unge.

Og længe leve han!

8

15. Leve, og leve Christian!

Struensee er bunden!

Raabte nu Qvinder og raabte Mand. For Christian Konge hin unge. Og længe leve han!

16. Leve vor Kong', den Herre prud!

Struensee er bunden!

Alle hans Fiender forstyrre Gud!

For Christian Konge hin unge. Og længe leve han!

17.

Leve vor Kong i hundred Aar, Struensee er bunden!

Han bliver elsket, mens Verden staaer For Christian Konge hin unge. Og længe leve han.

1

De Syv merkværdige

Fanger.

Den 17 Januarii 1772.

Kiøbenhavn.

Trykt og findes tilkiøbs hos A. F. Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

2

        

3

Tegn op den syttende, som lærte dem at sandse,

Man Aftenen tilforn saae gladefuld at

dandse,

Med Skalkheds Masqve paa, nu demas-

qverte er;

Før Grever og Baron' - nu Jern-Lænker

bær.

4

Besee en Struensee, før Greve, nu en

Fange, Før glad af Ondskabs Haab, nu er han slaget,

bange,

Hans Grevskab var en Vind, som fløi med

hastig Fart,

Da Kongens Ordre var: Han skulde

fængsles snart.

Han skiød sig med en Hast, som Ceders høie

Toppe,

Nu kan han knap tre Skrit fra Veggen frem- ad hoppe,

Før bar han Frekheds Pant i Stoltheds

høie Bryst,

Nu faaer han Vredens Viin af Hevnens Drue kryst.

5

Besee hans kiere Broer, som gik ham fix

til Haande,

At legge Ondskabs Plan, nu er han lagt i

Baande,

Nu Fange, som før var Retfærdighedens

Raad.

For Uretfærdige afskieres Lykkens

Traad.

Grev Brandt, som brændte saa af Ondskabs, Vellysts Lue,

Nu i en Hede er, som giør, at han maae

grue

For Hevnens mægtig Arm, der truer med et

Slag,

Der dømmer dem, som slaaer, der redder Sines Sag.

6

En Falk og fangen blev, men ingen Skiol-

de brugtes,

Thi Jagten først gik an, da Falkens Lys

udsluktes.

Ja, tredske Jægere! du ogsaa fangen

blev

Ved Himlens Viisdoms Magt, som Dommen underskrev.

Hr. Gähler, General, er ogsaa Fange

bleven.

I Krigs-fær Stats-Puds var han tredsk og gammel dreven.

Ja! Ræver fanges og, og Fangne Vidner

er,

At Falskhed Had imod sin egen Herre bær.

7

Hans Dame ogsaa maae i Fængsel indlo- geres;

Thi Kiøn og Skiønhed ei af Hevnen re- flecteres.

Galanterie forsvandt den Masqverades

Nat,

Som greb Galanter og Galanerne ret

fat.

Hr. Berger var og med blant dem som skulde

smedde

Til Ødeleggelsen en tredsk og listig

Kiede,

Hans Haand og Hierte var opfyldt med Ondskabs Gift,

Som ønskede Ruin ! ryk op! hug af! giør

Rist!

8

Men Himlen lærte ham og andre om at

qvæde,

I Fængsel maae de nu af Skam og Skiendsel

græde.

Guds Haand, den var mod hver, som var mod Kongens Vel, Guds Haand, den var med hver, som elsk- te Kongens Siel.

1

Sandfærdig Liste

paa

de vigtige Mænd,

som

efter høyeste Ordre

den 17de Januarii 1772. toeg

Kongens

Fiender,

enhver i sær i Fængsel,

og

Deres Avangemens ved samme Leylighed.

Kiøbenhavn.

Trykt og findes tilkiøbs hos A. F. Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

2

        

3

Naar var Forandring før saa frydefuld i Norden,

Som den, den Syttende i Aar er for os

vorden?

Hvert Øye græd af Sorg, man ventede

Ruin,

Og nu er Beskheds Kalk omvendt til Glædens Viin.

4

Guds Dom og Kongens Hævn omvendte

Landets Taarer,

Hvert Øie smiler nu, kun Fryd man hos os

sporer.

See Kongens Fienders Skam, see Kongens Magtes Glands ;

See Kongens brave Mænd, hver fik sin Ære-

krands. Grev Rantzau! brave Mand, af Landets ægte Grever! Dit Hierte ærligt var, Du Kongens Vel haandhæver, Det viiste Du den Nat, da Kongen Hende bød At reyse, som før sad paa Kongens eget Skiød.

5

Du viiste Troeskabs Pligt. Din Konge

derpaa skiønner,

Med Elephantens Baand Din Troeskab

Han belønner ;

Du bliver General for Kongens Fodfolks

Magt,

Og Kongens Naade med paa Din Person er lagt.

Hr. General-Major von Eichstedt nu

er bleven

For Kongens Rytterie som General ind-

skreven,

Han fik det Hvide Baand, blev Vice Commandant;

Thi Kongen Troeskab i hans Handlinger befandt.

6

Da Kongen Kaldte ham, da var Han strax

tilrede

At sætte Gähler fast, han loed sig tidt ey bede.

Og Gählers Dame blev af Eichstedt

fangen bragt.

I Citadellet er de begge under

Vagt.

Hr. Oberst Køller ! Du var den, som greb

hiin Greve,

Du brugte Klogskabs Magt, — til Skam

han skulde leve.

Du fik ham levende — Din Konges

Vink gav Magt,

At Strudsens høye Top nu er i Skarnet lagt.

7

Din Konges Naade har det Hvide@Baand Dig skienket, Ja meer, med Adels-Navn af Banner

Dig betænket;

Tre Æres-Titler fik Din Troeskabs store

Navn.

Hr. Beringskiold var med, han Kongens

Røgel brugte,

Han Greven Brandtes Dør med Vold

og Magt oplufte:

Hans ædle Tapperhed og strax Belønning

fik,

Med Gylden-Røgel han fra Kongens

Ansigt gik.

8

Ja mange fleere var, som Troeskabs Prøver

viiste.

Monarken naadig var, og Troeskabs Dyd

anpriiste.

Stads-Hauptmand Obersts Rang og Løns Avange faaer.

Hver troe og ærlig Mand i Kongens Naade

staaer.

Saa speyl Jer, Danske Mænd! i disse Helters Dyder,

Som Efterstræbere i Troeskab Jer fremby-

der.

Opmuntres frisk heraf, at meene Kongen

vel,

For Kongens, Landets Vel at vove

Liv og Siel,

1

Velmeente

Glædskabs-Tanker

til

vores dyrebare Monark

Kong Christian den Syvende, Arve-Printz Friderich og Dronning

Juliane Marie,

i Anledning af den 17 Januarii.

Kiøbenhavn,

trykt hos L. N. Svare. 1772, boende i Skindergaden i No. 76.

2

        

3

Nu sang man saa det skald,

Og Bierges Gienlyd hørte Ved Dragens store Fald Og deres hiins tilførte.

Hver af dem Hoved-Mand,

Som Landet vilde qvæle,

Og vi udi den Stand

At vore Danske Siæle,

4

Var udi saadan Qval,

Som Sind og Sands forqvakler.@Vi ønsker, Konge! tael!

Retfærdighedens Fakler Fortære disse toe

Som Mørkheds Ravne-Unger,

Du, vi i Tryghed boe

Hver Patriot udsiunger.

Da Gud og Dig den Tak,

To Guder kan fortiene,

Naar løs fra dette Pak

Vi Bønner vil foreene, Til vore Guders Priis

Den store Gud ey glemmes,

Men først paa vores viis I Hiertet Tak bestemmes.

5

5 Men Du vor Jordens Gud, Staaer dernæst først paa Listen Og dette er et Bud,

Hvorom er ingen Tvisten. Gud hører vores Bøn

Og bøyer Guders Hierter, Juliane, Friderichs Søn Skal lindre vore Smerter. De vover Liv og Blod

Og Snaren sønderriver,

De Toe i Gabet stod

Men Seyer-Herre bliver.

Thi Gud var Deres Skiold.

Fremfører Deres Tale. Vi takke Tusindfold,

Som ikke kan betale

6

6

Med anden Mynt end Tak

Vor Helt, Heltindens Gierning, Her ey er Qvinde-Snak,

De kaste ikke Tærning Om, hvem der først skal gaae

Til Kongen og Ham vække, Allene ønsker saa:

Gid Vores Trop ey trække Paa Skuldre ind og ud,

At Troeskabs-Eeden glemmes Forhindre det, o Gud!

Da Vores Anslag fremmes.

I saadan Troe De gik,

Og alle Ting udførte,

Til mindste Punkt og Prik,

De Kongens Hierte rørte.

7

7 Han ey i Tanke tog

Sit Navn at underskrive,

Et Raad saa snilt og klog Som evig vil forblive Dig Dronning og Din Søn Til varig Ære-Minde Af hver en Stand og Kiøn Skal ingen faae i Sinde At glemme Kongens Navn Syvende Christian,

Til Danskes, Norskes Gavn Vor største Danske Mand, Som paa Sig Selv giør Vold For Folkets Gavn at fremme, Tak, Tak ti tusind fold!

Vi aldrig Dig forglemme.

8

8

Tænk ikke Høye Siæl

At andre faaer Din Ære, Vi andre rose vel,

Men Du skal eene være Den, hvortil Du er skabt,

Regent, Stormægtig eene, Thi ellers har vi tabt.

Regier Du ey allene Med uindskrænket Magt,

Dog Viises Raad betragter Og eet til andet lagt,

Taer deraf hvad Du agter Er got til vores Vel

Og gavner Dine Riger, Af Gud ey andre Træl Ey Sceptret fra Dig viger.

9

9

Til Lykke da paa nye

Med begge Dine Riger! Herefter Ondskab flye

Fra alle dem som kiger

Ind i det Konge-Sind

For hvem du aabner Hiertet Som Avnerne for Vind Bortfiyver, strax lad SnærtetAf en retfærdig Pidsk

Dem jage bort fra Thronen, Du skiønner er pollisk

Og eftertragter Kronen. Jeg meen, regiere vil

Og Magten fra Dig tage, Hvo vover dette Spil, Død, Fængsel lad ham smage.

10

10

Nu har Du Manddoms Aar

Og meer end før kan skiønne, Hver Dag nye Got vi spaaer,

Med Troeskab vi belønne.

Vi vover Liv og Blod

For Dig, vor store Konge! Og siunge Eyegod,

Saa det i Skyen ronge.

Blant Danske Konger stor

Den Roes Dig ingen nægter, Men vi dog alle troer

Du større blier herefter Ved Herrens vise Raad

Og Mænd udi Conseilet, Hvis trygge Raad og Daad Vi falskelig har speilet

11

11

Ey forhen i et Speil

Som dennem kan flatere,

Ey nogen uden Feil Og ingen reflectere Paa troe Mænds mindste Feil,

Naar Ondskab ey regierer For Falskheds fulde Seil,

Som sønderriver, snærer Alt hvad som kaldes got,

Om Skin af Got end giøres Af Grunden Falskhed, Spot, Hvorved dog andre føres Fra Ærens rette Maal

Og Landet dermed skades, Imens Vellystens Skaal At drikke dem tillades.

12

12

Som Tydste, Franske Kneb

Af Hiertet digter, tragter Og i et kort Begreb

Vor Danske Mænd foragter. Men got er Alting giort;

Thi da de spotter Faren Det heder: skynd jer fort!

Og de løb ind i Snaren, Til andre stillet var

Og herved fik at vide,

Hver Dansk er ei en Nar Og Tydsken ey maae ride Paa troe og Danske Mænd,

Men sig at lade nøye Med Kongers Danske Læhn, Og ikke uden Føye

13

13

At giøre Æren Vold Og søge at tilsnige

Sig uretfærdig Told

Af Konge-Gunst, som lige Maae deles Ud til dem, Fortienester har inde,@For Dagen har lagt frem De ikke ere blinde Af Ære Syge meer,

Som hine falske Græver Og mange andre fleer

Ved deres Fald dog bæver Udaf en billig Skræk,

Hvad før er skeet, betragtet Fra størst til mindste Træk Er dette ikke agtet.

14

14

Før legges nu paa Vægt,

Thi Riget maae vel lære Af Fiende Tidens Slægt,

Om den skal ikke være For andre Riger Spot

Tilsidst gaae reent til Grunde, Naar Ont skal være Got

Og falske Raad de sunde.

Men vel hiins falske Raad

Ved troe Mænds Raad blev Avner Hver Dansk og Norsk i Graad Dig Juliane favner.

Dig Friderich en Søn

Af Friderich den Femte,

Og Kongen er vor Løn

For Troeskab, som bestemte

15

15 Vor Oldefædres Troe

Til Oldenborgisk Stamme Gud lad i Fred og Roe

Vor Efterslægt den Samme Paa Thronen immer see,

Vi spaaer da Dem den Lykke,@Som vi ved store Tre

Nu nyder, dybt vil trykke Paa Børne-Børn ind,

Den Troeskab De bør vise I Dansk oprigtig Sind

Mod Kongens Huus og prise Vor Kongers Konges Magt, Forræderne her standset Til Naade, Naade lagt,

Naar hine de har danset

16

16 En skiændig Dødsens Dans,

I Hofmænd her kan lære At I er uden Sands,

Naar Konger I vil være. Og Kongens Huus kan see,

At Gud udi det Høye Var med Dem alle Tre,

Men vi ey uden Føye Endnu istemmer Sang

Til Guds og Kongens Ære, Og lover Nok engang

Troe Danske Børn at være.

1

Tvilling-Rigets Tvilling-Glæde.

I Anledning af

den blant Dagene velsignede 17de,

som

gav os

den høystglædelige

29de Januarii

1772.

Kiøbenhavn.

Trykt og findes tilkiøbs hos A. F. Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

2

Henrykte Siel! Hvad nu? hvorfra den

Glædes Vrimmel!

Hvad Grund til Glæde! hvad er Aarsag til

din Fryd?

Min Gud ! Hvor er det fat? ach styrk min Lyd, o Himmel!

Hvis ey, jeg daaner ned. Ach tal en himmelsk Lyd!

Bryd ud, du frelste Folk! lad Sejers Skrig nu høres; Fremtrin, udbred, forkynd den dyrebare

Dag,

Da dig af Himmelen nye Grund til Fryd

tilføres;

Thi evig Almagts Haand udførte Folkets

Sag.

3

Opreis et Fredens Tegn, opreis en

Seiers Støtte;

Indprent med gylden Stiil; laan Evighedens

Pen!

Et Eftermæle, som ey nogen Tiid skal

fløtte —

Optegn den Frelse, som vi fik i Dag

igien.

Min Gud! forvoven Hob, din Almagt Grændser setter.

Den stolte Tænke-Kraft sit intet glemmer

nu.

Opblæste Dødelig med Evigheden tret-

ter.

Hver sagde sukkende: Hvor sort seer det

nu ud!

Det er nu Knald og Fald; alt Haab er nu

forsvunden.

Vor svage Raab ey meer fra Himlen Giensvar

saaer.

Nu Nordens Lykkes Soel har alt sin Høyde

funden.

Den haster, at den snart sit Løbes Ende

naaer.

4

Ach grumme Syn! en Ven sig mod sin

Ven opsetter.

Naar hørtes sligt vel før? Dog tie! nu tilig

nok!

Det Baand, som Venskabs Pagt imellem Dem

opretter,

Er brudt; thi Kongen sees midt i en Røver-

Flok.

Frygt og Forskrækkelse omgir Monarchens

Trone.

Forbauset , skielvende jeg det endnu be- seer.

Al Flid, Bestræbelse er vendt paa Kongens

Krone.

Mon saa forvovent Raad og Himlens Bifald

bær?

Kan Forsynets Kraft indsluttes inden

Skranker?

Har hiint almægtigt Bliv nu mindre Magt

end før?

Kan hiin umaalte Top nu maales ud af Tanker!

I Viisdoms bundløs Dyb mon Skabte giette

tør?

5

Ney! nen! det store Alt bestemmer kuns

vor Lykke.

Hans uindskrænket Magt af ingen Grændser

veed.

Vor Afmagt kan det store Viisdoms Raad ey

rykke ;

Ja Dødeliges Kaar Alvidenhed ey leed.

Fornuftens Øye kuns en ringe Punct be- stiger.

Forsynet bliver dog bestandig Synets

Grund.

Ey nogen Dødelig bag Tidens Forhæng ki-

ger;

Thi Evighedens Raad har ey som Tidens

Bund.

Nøden den var størst, os Himlens Hielp omringer. Da det meest graanede, kom Soelen i en

Hast,

Da var først Herrens Tid, da først han Frelse bringer.

Forløsning sender Selv —og vores Snare brast.

6

Den Snare, som en Helved-Trædskhed mod os stilte,

Blev sønderbrudt, og vi slap udaf Fængslet

fri.

Al Flid, al Møye de forgiæves derpaa

spilte;

Thi meer end Mennesker Vor Gud han

stod os bi.

Fredens Gud bød Fred i Fryd sin Fane svinge.

Bort Tordenskyer, som bestormer Soelens

Glands!

En Fredens Dag skal os nye Fred, nye Frelse bringe;

Thi saa var Fredens Raad — kom Dødelige!

stands.

Din Minde, store Dag ! den sildre Slægt skal ære.

En Alderdommen skal udflette Dine

Spor.

Den sølvgraae Alder skal selv Vidne om

Dig bære,

Indtil at Tiden udi Evighed forgaaer.

7

Hver Mund nu aabner sig, hvert Hierte sees

nu brænder.

Guds Ære, Kongens Vel og Frelse

Maalet er.

En Tvilling-Glæde Tvilling-Riget nu

antænder.

Gud Kongen, Kongen os, og vi har

Kongen kier!

Byd, store Jehova, Fred, Salighed

og Lykke

Omringe vor Monark, vor store Chri-

Ian!

Tillad ey Modgangs Skye Hans Glædes Soel undrykke!

Hans Lykke Nordens Vel dog best bestemme kan.

Beskyt Ophøyede! Din Salvede i Norden!

Bliv Hans Raadgivere, Hans Førere

og Ven!

Da faaer vor Konge ey sin Lige meer paa

Jorden;

Ja Riget samler og nye Styrke, Kraft

igien.

8

Nedstyrt enhver, som sig mod Kongen tør

ophøye;

Ophøy enhver, som vil forfremme Kongens

Gavn;

Lad intet mangle, som hans Hierte kan

fornøye;

Befal, en Evighed at krone Kongens

Navn!

Bliv ved, at legge Aar til Kongens

Leve-Alder,

Nye Aar udfordrer og nye Help, nye Naadens Saft;

Vær Lysets Engel nær med Hielp, naar han

paakalder!

Viig Dødens Engel! Vær o Gud! hans Lys,

hans Kraft!

1

Hjertelig Taksigelse

til

Det Guddommelige Forsyn

Over

Vores Allernaadigste

Konges og Herres

Christian den Syvendes

Frelse,

i Anledning af

den 17 Januari 1772

Af

E. T. L.

Under den Melodie:

Helligste Jesu, Helligheds Kilde.

Kiøbenhavn 1772,

trykt hos August Friderich Stein, boende i Skiden- strædet i No. 171.

2

        

3

Tre-Enig Gud og Frelser kiære, Dit Navn skal evig priset være,

Imens jeg Liv og Aande har; Du os stor Naade Har beviset,

Da vi var gandske nær forliset,

Da saae vi du almægtig var; Dig ynkedes vor Nød,

Du vilde ey Kongens Død; Du viiste, at

Din Almagts Haand best hielpe kand, Du viiste, at du var Overmand.

4

Tak skee dig Gud! vor Konge lever,

Hver Undersaat i Glæde svever,

Thi Herren har giort alting got. Da det var yderst udi Nøden,

Og Mange maatte vente Døden,

Var du i sær paa Kongens Slot; Du giorde alting saa, At alle prise maa Dit store Navn; Tak skee dig Gud! Lev, Konge, vel Med alle dine til Liv og Siel!

5

Tak, Juliana, for Du vilde

Ey denne Leylighed forspilde,

Men med Din Frid'rik vaagen var;

Gud Dem til Middel bruger haver, Og fleere, fom i disse Sager

Oprigtig Troeskab viset har; . Nyd evig Løn hos Gud,

At Kongen han slap ud Af denne Nød.

Tak skee dig Gud! Lev, Konge, vel Med alle dine til Liv og Siel!

6

Hvor glad er nu mit Hierte bleven, Min Konge er af Faren reven,

Jeg priser Gud med Siel og Hu, Hver Undersaat med mig istemmer,

Og aldrig Herrens Lov forglemmer;

Ja! havde jeg min Trompet nu, Jeg skulde blæse ud Priis, Lov og Tak til Gud, Som frelset har;

Tak skee dig Gud! Lev, Konge, vel Med alle dine til Liv og Siel!

1

Det gyldne A, B, C, i Anledning af den 17 Januarii 1772.

Kiøbenhavn, trykt hos P. H. Höecke.

1772.

2

1.

A, A, A, Nu tegner alting brav. Hvem som var Land og Kongen troe, Kan sidde nu i stille Roe,

Og siunge: Hey, sa, sa,

Triumph, Victoria!

2. B, B, B, Hvor gaaer det Struensee, Som nu i Lænker sidder hen?

Ey hielpe kan ham beste Ven.

B, B, B,

Hvor gaaer det Struensee?

3. C, C, C, Vi alle blev' frelste:

Thi Gud ved sin den gode Aand Sleed sønder Satans Snære-Baand.

C, C, C,

Vi alle blev frelste.

4. D, D, D, Hvad maae og Brandt ey see

Med alle hans Tilhængere?

Lænker, Baand, Forhaanelse.

D, D, D,

Hvad maae nu Brandt vel see?

3

3 5. E, E, E, Nu Glæde er at see For hver en troe, oprigtig Siel,

For Kongen og for Landets Vel. E, E, E,

Hvad Glæde er at see!

6. Fy, Fy, Fy! Saa raabes i hver Bye:

Kun de, som Kongen giorte got, Tiltænkte ham og Landet Spot.

Fy, Fy, Fy!

Saa raabes i hver Bye.

7.

G, G, G, Hvad er vel kierere End vores Konge Christian Vil hielpe hver oprigtig Mand?

G, G, G,

Hvad er vel kierere?

8. H, H, H, Hvor mon det Gählert gaae?

Mon han befinder det saa got, Castellet, som før Kongens Slot? H, H, H,

Hvor mon det Gählert gaae?

4

4 9.

I, I, I, Oprigtige er fri;

Enhver under sit Figentræ Kan sidde udi Lye og Læe.

I, I, I,

Oprigtige er fri.

10.

K, K, K, Den Doctor Berger saae Med sine Med-Collegier,

Ey Medicinen hielper der.

K, K, K,

Den Doctor Berger saae.

11.

L, L, L, Hvert ærligt Sind og Siel, De ønsker alle, sidst som først,

Kong Christian! bliv allerstørst Paa heele Jordens Bold,

Til Lykke tusind Fold.

M, M, M, Vi, Vi flere skal hav' frem;

Jeg kan dem ikke huske strax,

Som spændte deres Rævesax.

M, M, M,

De skal dog vist her frem.

5

5 13. N, N, N, Hielp kom fra Himmelen:

Naar vores Haab var vaklende,

Gud da fin Naade lod os see.

N, N, N, Hielp kom fra Himmelen.

14. O, O, O, De græder, som før loe;

De maae nu til Bekiendelse,

Selv tilstaae, de ey Uret skee.

O, O, O,

De græder, som før loe. 15.

P, P, P, Hvad kierer’ er at see,

End Kongen med hans Broder huld For alles Øyne frydefuld?

P, P, P,

O Glæde stor at see! 16. Q, Q, Q, Var Struensee hvor Du, Da Lænkerne blev snart aflagt saafremt det stod i Qvinde-Magt. Q, Q, Q, Slaae ham kuns af Din Hue.

6

6

17. R, R, R, Enhver, som Dyd har kier,

Til Døden Dyden følger med,

Ey Udyd finder hos dem Sted.

R, ære, R

Enhver, som Dyd har kier.

18. S, Se, Se, Justitz-Raad Struensee!

Jeg dig nu havde nær forgiet,

Du selv nok maatte ønske det,

At du ey vidste før Din Broders Ulve-Kløer.

19.

T, T, T, Velsignet være de,

Som Syttende Januari Nat Sit Liv og Blod i Vove sat!

T, T, T,

Velsignet være de.

20.

U, U, U, Forrædere, kom ihu,

I, som før sad ved Kongen Bord, Nu tilstaae maae opspundne Mord.

U, U, U,

Hvad tænker I vel nu?

7

7 21. V, V, V, Gud udi Naade see Bestandig til vor Dannemark Og Norge med, som Noæ Ark!

V, V, V,

Gud naadig til os see!

22.

X, X, X, Jeg har kun nævnet Sex, Ey vidende de andre nu;

Dog, Falkenschiold randt i min Hue Ret ligesom jeg sad.

Han er vel ey ret glad?

23. Y, Y, Y, Ulykke fra os fly.

Velsigne Gud hver Patriot,

Mig og hver fattig Undersaat.

Y, Y, Y,

Ulykke fra os flye.

24. Æ, Æ, Æ, RO See nu, Frietænkere!

Gud giv, at Eders Lænker nu Opvække maae Jer Sind og Hue Ret til Omvendelse Og Synds-Fortrydelse!

8

8

25. Ö, Ö, Ö, Bekiender før I døe,

Først hvad I her bedrevet har;

Dernæst saa Eders Tilflugt tär I Jesu Saar og Blod,

Som nogen for os stod.

26. Alpha og O, Fred, Sundhed, Fryd

og Roe!

Velsigne Gud Kong Christian Og beste Dronning i vort Land, Printzerne kier og huld,

Printzessen dydefuld!

27. Alpha og O, Hver i sin Sted og Boe, Geistlig saavel som verdslig Stand, Velsigne Gud til Land og Vand;

Hver kierlig Ægte-Par Med Børne-Flok bevar.

1

Tvilling-Rigernes

Taksigelse til Forsynet

over

Kong Christian VII.

tilligemed

Kiøbenhavns Borgeres

Glæde

over

de vigtige Tildragelser

den 17de Januarii Anno 1772.

Kiøbenhavn

trykt hos Paul Herman Höecke. 1772.

2

O dies læta! notanda candidissimo lapillo.

HORATIUS.

Den Dags Hukommelse, saa længe Verden

staaer,

Ey nogen ærlig Dansk og Norsk af Minde

gaaer.

3

Kongens Vel og Landets Vel ere tvende nær forenede Støtter, paa hvilke et Riges Lyksalighed grunder sig; men skal et Riges Lyksalighed just staae fast ved disse, da maae de selv have en fast Grund at staae paa, og denne Grund opbygges best ved Gudsfrygt.

O kiære Dannemark! Et evigt Bliv har sat dig paa saadant et Stæd paa Jordkloden, hvor du gierne kan leve og bestaae, dig er skienket saa stor en Plæt af Jord, hvilken, naar den ved Fliid og Vindskibelighed

4

4 bliver dyrket og ret anvendt, Forsynet har benaadet med saa overflødig Velsignelse, som er tilstrækkelig nok til at underholde dig og dine, naar du kuns vil passe paa flittig at luge Klinten fra Hveeden, og stræbe med Aarvaagenhed at dræbe de fremmede Blod-Igler, som saa ofte hemmelig indsniger sig for at sue Blodet af dine Aarer.

Du har stedse været fornøyet med dine egne indfødte Konger; Din Kiærlighed til dem og deres til dig igien har været medfødt; Du har aldrig ønsket at maatte regieres af andre end dine egne Konger, og naar de kuns selv har siddet ved Roeret, har du været best faren. Deres medfødte Mildhed og Naade har allene kundet styre dig, og Kiærlighed til dine Kongers Liv og Vel har allene giort dig rebellsk. Kort sagt: Din Kiærlighed til dine Konger har været saa reen og ægte, at om de havde ligget og sovet paa den alfareste Vey i Deres beste Prydelse, ingen Røver, i hvor stærk Bevæbnet, i hvor grusom og mordisk han end kunde være, havde Mod og Hierte til med den mindste Finger at røre dem.

5

5

Lyksaligt Dannemark! Et evigt Forsyn har paa nærværende Tiid skienket dig en Kon- ge, hvis milde Aasyn opliver enhver, der seer ham, alles Hjerter er fulde af Glæde naar de beskuer ham , enhver indfødt Dansk og Norsk kappes om med Liv og Blod at beskytte ham, og alle er eenige i at elske ham, hver Gang de seer ham oplives, deres Haab, deres Glæde forøges. Elskværdig Konge til slig Rige! elskværdig Rige til slig Konge! Jo meere jeg skriver, jo meere henrykt bliver jeg, mit inderste oplives af Kiærlighed, jeg - - - Nok er det: elskte Konge! elskte Christian! Det er alles Ord med mig, og jeg hører alles Hierter er eenige om eenstemmigen at udraabe:

Til Rigets, Landets Vel, til hele Statens

Nytte,

O evig Forsyn! du vor Konge selv beskytte, Paa Jorden neden for blev raabt; Lev

Christian! Fra Himlen kom en Lyd: Endnu jeg tar

ham an.

6

6

Elskværdige Konge! min Pen er alt for svag til at beskrive den heftige Glæde, og den inderlige Fornøyelse enhver indfødt Dansk og Norsk føler hos dem, den store Kiærlighed deres Hierter brænder af til dig; Dit Foretagende er for dem ubegribeligt; enhver elsker det, og dog forstaaer det ikke; de er inderlig fornøyede, og begriber det ikke; den eeneste Aarsag til den Glæde de føler i deres Hierter, siger de, er Kiærlighed til deres Konge. Kort sagt, enhver er ligesom henrykt; ja, det lader ligesom Kiøbenhavn har faaet en nye Skikkelse:

Nocte pluit tota, redeunt spectacula læta, Divisum imperium cum Jovc Cæsar habet.

Den Skye, som længe os med Modgang haver truet,

Hvorover hver og een saa længe haver gryet, Den er nu drevet bort, vi kommer den

Gud med vor Christian beskytter os

endnu.

7

7

Den Danske og Norske Nation gir in- gen i Verden efter i Kiærlighed til deres Konger, de er fuldkommen oplyste om de har gode Konger, de har elskværdige Konger, det begriber de, det skiønner de paa. Vi faae den 17. Januarii en Talriig Forsamling paa Slottets Plads, hvoraf enhver, fra Rigest' til Fattigst', fra Størst' til Mindst' Strømmeviis kappedes om at udviise deres Glæde. Hør engang: de udraaber eensstemmig et Vivat neden for, og Kongen selv med Giensvar oven for gir sit milde Biefald tilkiende. Saa lyst som der var Fredags Aften, den 17 Januarii, i alle Huuse og Gader, saa brændende og ivrige as Glæde var alles Hierter. Beviis nok paa Undersaatternes Kiærlighed til deres Konge, og deres Konges Kiærlighed til dem igien.

Op alle indfødde ærlige Danske og Norske! kommer, haster og foreener eder med mig, opløfter eders Hænder og med Hænderne eders Hierter til Himmelen, nedknæler Andagtsfulde i Ben for vores Konge, udbryder med Lov og Tak til det evige Forsyn, som har beskyttet

8

8

og beskiermet ham. Lader denne Dag aldrig gaae eder af Minde, saa længe I kan huske; lader denne Dag give eder Anledning til man- ge Taksigelses-Dage; lader denne Dag paa- minde eder om, at den store Kongernes Kon- ge beskytter og beruster vores Konge til Rigets og Landets Vel. Lader os siunge Her- ren en nye Sang, hans Lov skal være i vor Meenighed. Herrens Haand har ved Kongens Haand draget de, som syntes Mægtige i Landet af Stolen. Herren haver giort deres Anslag til intet, de vaklende Knæe haver Han giort raske, og de nedsiunkende Hænder haver han givet Styrke. Op glæder og fryder eder, takker Fyrsynet vor Christian lever endnu, de bedrøvede Borgere er trøsted', De Beængstede husvaled', de Modfaldne styrked', alle er fornøyet.

Nu da: Tak mildeste Forsyn for den Konge du gav os! Tak for vores Christian! Du har givet ham en Krone, Tak for du benytter den ; vær Kongens Skiold og Landets Skiold, saa lever vi trygge, boe i hans og alle

9

9

hans Undersaatters Hierter, saa lever vi sikkre. Din Troefasthed beskytte ham, din Kiærlighed oplive ham, din Viisdom bestyre ham, saa ere vi Lyksalige.

Du store Hierternes Randsagere! Oplys Kongens Øyne, at han maae see og kiende dem som er hos ham, forstærk hans Forstand at han maae kiende og forstaae, om deres Raad, som er om ham, sigter til hans, til Rigets og Landets Beste. Drag selv Dækket ned fra alle Masqverte Ansigter, at Kongen maae kiende dem, bekiendt giør alle Hyklere for ham, og lad deres hemmelige Raad og Anslag, som til egen Interesse for dem imod Kongen og Landet ere besluttede, blive aabenbarede.

Dit aarvaagne Øye staae stedse over det gandske Kongelige Huus Dag og Nat, saa er det tryg, faa staaer det sikker imod alle Anstød til Rigets og Landets Beste.

Regier selv Rigets Raad med dit Raad. Lad ingen uden reedelige Hierter nærme sig til Kongen. Forund Lykke og styrk selv hans Be-

10

10

slutninger: saa troer vi de haver den rette Fremgang, saa veed vi de ere lykkelige, saa slutter vi det gaaer os alle vel.

Vores Magt til Lands og Vands bestyr og styrk, at de maae viise deres Tapperhed i rette Tiid.

Det hele Land, Geistlig og Verdslig, Adel og Uadel, Borger og Bonde, lad dem tilsammen hvile under dine Vingers Skygge, saa lever Kongen og Landet lyksalig.

11

Opliv dig Dannemark! op, fryd dig

nu igien;

Det syntes som dit Mod nu reent var lagt i

Dvale;

Men see! vor Christian dig nu atter vil

husvale,

Saa du af Sorrig ey nu reent skal svelte

hen. Din forrig' Munterhed nu i en Afkrog laae, En paalagt Myndighed som dig just til at gyse Og Blodet ligesom i alle Aarer føyse, Du vidste ey tilsidst hvad du dig skulde spaae.

12

12 Men see! et Øye seer til vores Chris- stian hen,

En Haand fra Himlen selv tar Dækket bort

fra Øye;

Saa at han skimter Hielp fra den hielpsomme

Høye,

Og just ved dette Syn benytter sig af

den.

En Masqverade var just for i denne

Nat,

Og Nyt vi haver hørt i Kongens Huus

feret,

Vi takker Himmelen for det er arriveret,@Skiønt vi det ey forstaaer, hvorledes det

er fat.

Hvorledes det er fat; Nok: det os Glædde er.

Nok er det, vi har hørt de Masqver er borttaget,

Og deres Myndighed blev ved hans Haand

aftaget.

Som just beskiermer har enhver af dem

især,

13

13

O! gid at hver og een, som Masqver

bær endnu,

For Guds, for Kongens og for heele Statens

Nytte,

Dem med reent Ansigt og reent Hierte vil

ombytte,

Og denne Nat som Dansk maa komme

reent ihu.

Nu frydes just min Siæl, just nu i denne

Stund,

Da hver en Undersaat af Dansk og Norsk

tillige

Just kappes om Vivat eenstemmigen at skrige,

Og Echo høres fra den høye Konges

Mund.

Monarch! engang din Plads af Mængde

opfyldt er

Af Aldels, Geistlig Stands, af Borgers, Bønders Glæde,

Som søgte kapviis for dit Ansigt frem at træde,

For at lykønske dig til Thronen hver i

sær

14

14

Just nu paa denne Dag vi samme Optog seer.

Hver ærlig Undersaat af Kiærlighedens Lue Selv kappes om at de maa vores Konge skue. De seer ham, frydes, og reen fuld af

Glæde leer.

Stadt-Hauptmand kommer for vor kiære

Konge frem.

Tak! for vi Borger kan faae Kongen udi

Tale; Tak ædelste Monarch! for du vil os husvale; Din Hielp veed vi er stor, din ved vi

haver Klem.

Op! frydes Dansk og Norsk! op! frydes

hver og een!

Hør Christians milde Svar: I mine

Norske Gutter,

Som for mit Liv, mit Blod Jer Næver ey

indputter,

Som staaer for Mand og naar det giel-

der ey er seen.

15

15

Med min Medborgere jeg just i dette Nu

Er gandske reent omspendt af Troeskabsfulde

Flammer!

Tak Himmel! for du os bortdrev forventet

Jammer!

Tak! du ved Christians Hielp har

kommet os ihu.

Tak milde Forsyn! du den Skye bortdrevet har,

Som længe nok har os med Modgangs-Vinde truet,

Hvorfor enhver og een af os længst haver gruet,

Tak! du ved Christians Haand den Godhed for os bar.

Lev længe Christian lyksalig Aar fra

Aar!

Det er det Ønske vi for Himlen dig fremsender,

Fra Riigst' til Fattigste, som Sorgen reent

omspender!

Her er det Ønske som dit Borgerstab

formaaer.

Opliv dig Dannemark, rc. rc.

16

        

1

Hvo sig selv ophøyer, han skal

Nedtrykkes, Luc. 14. 11.

Betragtet i Anledning

af

Den ønskeligste Forandring

ved

Det Danske Hoff

den 17de Jan. 1772.

Da

Grev Johan Friderich Struensee

Med sit skadelige Tilhæng, efter

Kongel. allernaadigst Befalning, blev hæftet og til Sagens Uddrag indbragt i Citadellet i Kiøbenhavn.

af Franz Christen Sön.

Tronhiem, 1772.

Trykt paa Autors Bekostning.

2

1 Cor. X. 12.

Hvo sig lader tykke , at han staaer, den skal see vel til, at han ikke falder.

3

Min GUD! — hvad Nyt fra Dan-

nemark?

Kan Landets Fader og Monark

I Sikkerhed ei blive?

Tør Ondskab vel formastelig Til Guders Throne nærme sig Og der sin Gift udgive?

En Slange i sin Konges Barm Opelsket, kiælen, vel og varm Sig om hans Hierte vinder, Den hvisler, kryber af og til, Vil alt hvad Kongens Hierte vil, Indtil den Udflugt finder;

4

Nu stikker den sit Hoved frem, Indsniger sig hos alle dem,

Som Landets Tilstand kiender Den veed, at Kongens Øyemeed, Som ømmest Faders Kierlighed

For sammes Velfærd brænder. —-

Endnu er Slangen ingen Ting,

Som ussel Orm den gaaer omkring Maa sig i Haabet mætte.

Den skiuler List og Gift og Braad,@Imens den spinder paa den Traad, Som skal dens Krone flætte.

Først i det Allerhelligste,

Hvor uden Livs Forbrydelse Ei nogen sig bør nærme,

Den søger sig et Tilflugts Sted,

Hvor den mod Følgers Farlighed@Sig sikker kand beskiærme.

5

Saaledes første Trin er giort; Dog dette hielper ikke stort;

Her meget er tilbage,

Hvis han sit Ønske skal opnaae, Maa han i Raad med sieere gaae For Kongen at bedrage.

Men, uden Rang og Værdighed, Anseelse og Myndighed

Et Værk at giennemdrive, Som hele Rigets Sikkerhed,

Ja Thronen selv maa vakle ved, Det ei saa let vil blive.

Han Kongens Hierte dobbelt har,

Og Kaaben efter Veiret star;

Var tredst og underfundig;

Han talte gierne Landets Sag;

Var haard og nidkier mod Bedrag,

Udrænkte alting grundig.

6

Med en saa hellig Maske paa,

Han burde vel Belønning faae Af Landets ømme Fader?

Ham værdiges Fortroelighed,

Ham skiænkes Rang og Værdighed I før uhørte Grader.

Nu skyder han sin Slange-Hud, Foragter Konge, Pligter, GUD, Fordreier Ret og Love.

Men endnu er hans Myndighed Ei i fuldkommen Sikkerhed,

Han derfor snart maa vove,

At spille saa sit pakket Kort,

At faae de høye Trumpfer bort,

I Beet ham kunde føre.

Han blander om, og blander saa,

At den maa ud af Spillet gaae,

Som ingen Kneb vil giøre.

7

Vel Redelighed vaagen staaer, Og troelig Ham i Hælen gaaer,

For i hans Kort at kige: