Jørgen Hee Uddrag fra Forstyrrernes Forstyrrelse, og Mangelens glædelige Forandring, forestillet i en Prædiken, holden i Holmens Kirke over Evangelium paa tredie Søndag efter Nytaar 1772.

Dom. 5, 31. De Omstændigheder, som forhen have i mange Henseender været kummerlige baade for Kirken og Staten, ere alt for vel bekiendte, at jeg skulde behøve meget derom at tale, det er heller ikke min Sag at indlade mig i Vedkommendes Plan, som øyensynlig saaes at være denne, at alting skulde omstøbes, ret som der aldrig havde været Viise Folk i Landet for disse, men at de tænkte, at Viisdommen skulde døe med dem. Job. 12, 2. Det er kun min Sag, som Præst, at paatale Religionens og Kirkens Ret, som ingen skal kunde nægte, den jo er bleven temmelig haardt anfægtet ved en og anden Anstalt, hvorved Herrens egen Dag kunde meer og meer komme saa got som i Forglemmelse, og overalt Ureenheds og Letfærdigheds Synd, som baade Skriftens og Verdens Historie viser med mange Exempler at Have draget de besynderlige Guds Vredes Domme over en Stat, og som efter sin onde Art og Beskaffenhed i sig selv, samt alle de indløbende Omstændigheder ey kan andet, end have de fordærveligste Følger for en Stat, har faaet ligesom offentlig Friheds Brev; under disse skræksomme Omstændigheder, samt idelig Frygt for noget værre have alle retsindige Kirkens og Landets Børn