Jørgen Hee Uddrag fra Forstyrrernes Forstyrrelse, og Mangelens glædelige Forandring, forestillet i en Prædiken, holden i Holmens Kirke over Evangelium paa tredie Søndag efter Nytaar 1772.

Skikke endog af det uvæsentlige Slags, hvorfore det vist vilde blevet en almindelig Bekymring iblant Giæsterne, faa fremt de havde fornummet noget til denne Mangel, de vilde have an feet det for et bedrøvet Forevarsels Tegn for Brudefolkene, og i sær vilde Brudgommen selv været bleven meget rørt derved, som saadan Mangel maatte synes at vilde geraade til Haanhed og slet Omtale. Her finde vi da i det lidet en nogenlunde Afridsning paa det større, jeg meener, den kummerlige Omstændighed i en Skat, som vi have foretaget os at betragte. En Skat kan vi ansee, som en Bryllupsfærd, hvor alles Øyne ere henvendte paa Hovedpersonerne, som ere Brudefolkene, Brudgommen i sær, som Hovedmanden, alles Hierter opfyldte med Glæde over hans Velgaaende, alles Munde fulde af Lykønskninger, og alles Sind henvendte til at bevise ham Ære og Høyagtelse, Brudgommen paa sin Side er og omhyggelig for, at Giæsterne maa være med- deelagtige i den Glæde, som saadan Tid og Færd medfører. Saaledes har det sig og med en Stat, jeg meener en Christen Stat, som erkiender Religionens hellige Baand med al Høyagtelse og ærbødighed, Hovedmanden her