Jørgen Hee Uddrag fra Forstyrrernes Forstyrrelse, og Mangelens glædelige Forandring, forestillet i en Prædiken, holden i Holmens Kirke over Evangelium paa tredie Søndag efter Nytaar 1772.

Og faadanne Forstyrrere have vi, mine Elskelige! som alt for vel bekiendt er, befunden iblant os, hvilke aldeeles ingen Uret giøres, naar dennem tillægges det fæle Navn af Guds, Kirkens, og Landets Fiender og Forstyrrere, der ikke have havt nok i den Forstyrrelse, som allerede er skeet, ved en kongelig Magtes og Myndigheds Forkrænkelse og Misbrug, Gud veed, ikke til Kirkens og Landets Fordeel, men til begges Skade og deres egne slette Hensigters Befordring, men endog agtede at drive Forstyrrelsen saa vidt, at Eftertiden og Efterslægten skulde deraf Have beholdet en vedvarig skræksom Mindelse, hvis ikke den trofaste Gud havde forebygget det, ved at lade Forstyrrelsen overgaae dem selv, ligesom skede med Achan, som Josva i vore Indgangs Ord forkynder en streng, men derhos vel forskyldt Dom, da han