? Uddrag fra Tanker ved Synet af de menneskelige Elendigheder.

Da din Viisdom udviklede mig af mit raa Intet, og tilloed mig, at see din Verden, denne mærkværdige Klæde, gav mine forvirrede Graad noksom tilkiende, at min Siæl, disværre! havde tabt de glade Evner, at beundre din Viisdom saaledes, som jeg burdte; — ja mine Taarer, disse den menniske Elendigheds sandfærdige Pro- pheter, malede for min nysblæste Siæl Livets Plager, vel med forvirrede Træk, men med rørende Farver. Din lille spæde og afmægtige Skabning læspede, Alviise, om din Adams Fald, om det tillukte Paradies, men glæd dig min Aand! om den oplukte Himmel. — Skulde vel din nyefødte Skabning være til, uden, om ikke kiendeligen, saa dog paa en uformærkt Maade, med raa Sukke, med Børne-Taarer at begynde