[Martin Brun] Uddrag fra En Skrivelse fra Caroline, Mamaes eneste Datter, til Pastor Fido, hendes Skrifte-Fader. [Den Danske Democrit-Heraclit 1]

giorde spæde Barsel-Kone. — Ak! nu skal de høre noget forskrækkeligt. Da jeg kom tre Skridt nær vor Huus, kunde jeg kiende paa de brogede Kaal-Orme, vor Madames Tienere, at hun var kommen hiem; jeg spurgte den snil- de Vulpin, som er en indfød Fransos, og Mas damens egen Tiener, om der var sandt, mine Ahnelser sagde, at Fruen var kommen hiem; ja, svarede han, der er alt for sandt. Fruen drømte i Nat, at hendes Frøken Datter indbød hende i Dag, at staae Fadder til hendes lille Søn, som krøb nyelig i Æsken, men Fruen mærkede nok, ar hun kom for sildig, er derfor til Sinds, at foretage sig en anden Lyst-Tour om nogle Timer, saa snart en Præst har expederet Frøken Dorimenes og Cliartes Hænder. Han er alt kommen, man venter kuns paa Brudgommen, som, man troer, har giort sig usynlig. Himmel! hvilken Tidende! men hvad sagde Fruen til Dorimene? hendes Indgangs Tale var smuk og kort, saaledes som følger: Nu min lille Datter! der maae jeg bekiende; du er en expedit Glut, din Moder maatte anderledes til, da hun første Gang kom need med to Tvillinger uden hendes Ægte-Seng; saa har Mama ogsaa faaet Børn uden om, sagde Frøkenen; o ja! en Deel, min søde Datter, sagde Fruen, og Frøkenen brød ud i en Andagtsfuld Tone: Himlen skee Tak for sin velsignede Frugtbarhed hos Moder og Datter, og for Sagens galante Udfald; jeg tænkte, at Mama blev vred for