Uddrag fra En troværdig Discipels Nattetanker og Betragtning over nogle af sine Med-Colleges Schotarki Børns Mundiani og Undersaatters almindelige Opførsel. I Anledning af et Brev til sin Fader, og efter sin meget gode Vens Justini Marcelline Begiering […]

her foreskriver mig at jeg skal giøre; ja dersom saadan en fantes iblant de i deres egne Tanker, sprenglærte, saa kaldede Discipler, antoge de ham vist for en Erremit, og vilde inden een kort Tid faae et contraheret Halsbeen. Thi Gudsfrygt er for den største Deel af dem, en afsagt Fiende, og noget underlig noget, som kommer tids nok; men tvertimod Ugudelighed og dens Laster, deres Ven og daglige Haandverk, som er nødvenvig og strax man læres; thi den første Lærdom som en nye Discipel lærer, naar han kommer i latinsk Skole. (NB. naar han ei tilforn har lært det,) efter deres Indvielse, som jeg først betragter, som almindeligviis bestaaer i de saa kaldede Brix, som igien bestaaer af nogle udvalgte Næver, som udtrykker deres Hiertes Meening med nogle modige Slag, paa den nye Indviedes Rumpe, og varer ei lengere, end til Henderne bliver følesløse, og naar de ei lengere vil betee ham sine runde og milde Hender, saa niver de ham kuns lidt i Laarene, indtil de faaer probeert, om han har en god Stemme: Dog er der en, som vil undgaae slig Æres-Beviisning, og han vilde accordere med dem, om hvad han skal give dem, baade for at spare deres Næver og sin Rumpe, da kan han slippe omtrent med 2 Rixd., og om de ere meget naadige, med