Uddrag fra En troværdig Discipels Nattetanker og Betragtning over nogle af sine Med-Colleges Schotarki Børns Mundiani og Undersaatters almindelige Opførsel. I Anledning af et Brev til sin Fader, og efter sin meget gode Vens Justini Marcelline Begiering […]

Glæde der ville overfalde dit Hierte; og hvor gierne du ville tage derimod, om endskiønt der først skulle koste nogen Umage og Besværlighed; mon ikke dette fik en Ende? Eller hvad var den Glæde at ligne imod den Himmelske. Eftersom vi alle har her ingen blivende Sted, men ere kuns Vandrings-Mænd og Dagleiere; saa vandre da paa den Vei som fører til Livet, hvor du engang kan faae Hvile og Glæde, og med hine sige: jeg har stridet den gode Strid fuldkommet Løbet, bevarer Troen og en god Samvittighed; i Øvrigt er Ærens og Herlighedens Krone, henlagt til mig og alle dem som har elsket GUds Søns herlige Aabenbarelse. Og da med alle Udvalgte, uafladelig siunge for Lammets Trone, Lov, Ære, og er evigt Halleluja. — Aarsagen hvorfore jeg denne gang, har skrevet saa meget og saa vigtigt til dig, er egentlig, da jeg nu er gammel og derhos meget svag, da jeg daglig føler Dødsens Sendebud, og nu ei lengere kan forrette mit Embede, som og uvis, paa hvilken Time det behager min HErre at kalde mig hiem til Regnskab, da der maaskee er den sidste Formaning som jeg giver dig, saa vil jeg opfylde min Pligt, i at igietage HErrens Ord for mine Børn,