[Martin Brun] Uddrag fra Jeg ligger for Døden, kom og beret mig.

skammelig Dorskhed og Ligegyldighed i den vigtige Sag at pleie Siele? Eller skal vi troe (vi har temmelig stærk Grund dertil) at en alt for stor timelig Fordeel og alt for rige Indkomster har giort det Sieliske hos dem uendelig sløv, saa at de allene er og vil ansees af enhver, der kan indsee deres skiødesløse Vandel, for alt for legemlige Mennesker. Bør de ikke ved alle Lei- ligheder stræbe at vedligeholde den Fortroelig- hed, retsindige og gudfrygtige Siele har til dem? Hvem passer sig bedre til at tale med os, naar Herren har behaget, at lægge os paa vor syge Seng, end en retsindig Præst? Og er der vel nogen Begivenhed, hvor vi hellere ønsker og rimeligst venter nogle kraftige Guds Ord af en redelig Præst, end imens vore Sygdomme varer?