Luxdorphs samling af trykkefrihedens skrifter 1770-1773: Række 1 bind 16

En saare mærkværdig Tiidragelse

som

er skeet i den Stad Antwerpen

med et

forhexet Drengebarn

der var en

Nisse

men omskabte sig til en

Skoebørste

med mere

som Historien fortæller.

Først skrevet i Hollandsk ved Heer de Calmuysen og i det Danske oversat ved Claus Lille, fordum Sogne-Degn, og nu til Trykken befordret

ved

Casper Ebletoft,

samt hosføiet en

Lovtale over Skoebørsterne.

Kiøbenhavn, 1771.

2

Erindring til Læserne. Dette lille Skrift, som i Manuskript er funden for omtrent 11 Aar siden i Wartow, haver jeg besørget til Trykken i samme Form som jeg det haver fundet, uden at forandre Stiil eller Skrivemaade, for derved des mere oprigtig at levere Oversætterens Arbeide.

3

Oversætterens Fortale.

Reest at tilbyde en og hver i Særdeleshed min kierlige Salu- tem, vil jeg herved tiene menige Mand med en oprigtig Oversættelse af dette Skrift. Man kand deraf see Satans og den onde Aands Koglerier, og hvorledes hand udi Vantroens Tiider hafver drevet sit Spil, samt kand mand og heraf lære den leede Diæfvels Koglerier, og hvorlunde hans aabenbare Gierninger hafve formindsket sig, ligesom Troens Lius hafver blevet større. Enhver lære heraf at vogte sig for Skiørlesnet, og ey at bemænge sig met Uteerlighed, paa det ei saadane Efventiurer og bedrøvelige

4

Historier skal vorde mere kundbare i- blandt os. - Jeg haver fundet denne Historie udi en gammel Hollandsk Bog, og hafver met megen Flid uddraget og oversadt den udi vort Moders Maal, andre til en Advarsel, og et Speyl paa deslige Historier.

Gud lade Troens Lius daglig udbredes, og Helsvedes-Magt forstørres, Gud bevare enhver fra onde Idrætter, og den forføriske fuule Aands Bedragerier. Dette onsker jeg enhver udaf mit Hierte. Amen.

Aar efter Gude Byrd

1696,

Klaus Lille,

Sogne-Degn.

5

1. Kapitel.

Udi den Stad Antwerpen boede i det Aar 1582 et Qvinde-Menneske som var saa- re genegen til Skiørlefnet og Horeries Synd. Denne Qvinde hedte Frue van Meerbuysen og hafvde allereede afvlet 3 á 4 uægte Børn, da det bemeldte Aar tildrog sig som efterskrefuet staaer. Enhver bør af det efterfølgende lære, hvorledes mand først giør en Synd, og siden for at skiule den for Verden, begaaer en dobbelt og saaledes størter sig af den eene Fordærf- velse udi den anden, for sin Ondskab at stiule det for Verdens Øyne som dog aldrig kan døl- lies. for Gud. -

6

2. Kapitel.

Da nu Frue van Meerbuysen hafvde atter, udi sit slemme uteerlige Lefvnet vorden frugtsommelig, men eengang var tilstæde udi en Forsamling, hvor Strenge Leeg, Dans og stor Gammen, saa hændede det sig, at een af de rilstædeværende, svin udi Naturen meget var forfaren saavel som udi Astrologien og allehaande fortreffelige og drabelige Konster, sagde til hende: at Hand tyktes hende frugtsommelig at være. Men Qvinden som herofver blev ilde til Mode, da just var nærværende et nyt Boelskab, som hun vilde bringe udi sine Snarer, hun begyndte at nægte og bande, sigende at hun ey var svanger og ifald saa var, rnaatte det være med en Nisse, en Skoebørste og mere saadan frække Talamaader. Men den fuule Aand som var med udi Spillet og i hendes Meeneed, toeg heraf Leylighed til at drifve sit Spil som vi siden nærmere skal faae at høre.

Heraf seer man de frække Synderes Maneer og Skik, at de først begaae allehaande Ondt, og det siden med syndige Eeder og Fagter bemantle, hvormed de fortørne den alvidende Gud, som lader saadanne forhærdede Mennesker geraade udi Diæfvelens Kløer, sig selv

7

7

til en velfortjent Straf og andre onde Mennesker til et Exempel, at de ey Guds Langmodig- hed skulle misbruge, men heller i Tide sig omvende. -

3. Capitel.

Om hvorlunde Djæfvelen aabenbarer sig for Frue Meerbuysen.

Frue Meerbuysen kom hjem ad fra Forsamlingen fulgte et nyt Boelskab med Hende, som ydermere foreholdte hende, det som udi Sælskabet talet var, men hun vedblev saadant at nægte og det med syndige Ceder og Bander at stadfæste. Endelig gik hendes Boelskab bort, efterat de sin Utugt med hinanden hafvde bedrefvet, og hun blef alleene. Eftersom det er bekiændt, at den leede Aand sig udi allehaande Skikkelser kand tilsiune lade, ja vel og med Guds sønderlige Tilladelse sig som en Liusens Engel kand fremstille; saa fremkom Hand og her til Frue van Meerbuysen, tiltalede hende med allehaande faure Ord og sagde: hun skulle ingenlunde vorde bange, han vedste meget vel hendes Leilighed, at hun var frugtsommelig og saadant ville fordølie, thi

8

8

ville hand herudi gaae hende til haande og det saaledes mage, at ingen skulle see eller fornemme, og ville Hand end ydermeere sige hende at hun var frugtsommelig med et Drengebarn, som hand med stor Lycke vilde forleene og besynderlige Eegenskaber metdele, at hand udi Verden stor Lycke skulle fange og blive en drabelig Mand. Frue van Meerbuysen blev vel udi Førstningen noget bange, men som hun var forhærdet udi sin Synd, blev hun indtagen udi hans liuflige Tale og besynderlig deraf at hand ville

forhielpe hende sin Skam at fordølie, spurde hvo hand var og om hun sig paa hans Ord kunde forlade? Djæfvelen svarede: Hand var en udi naturlige Konster meget forfaren og op- liust Mand, hun skulle sig for hannem ingenlunde befrygte. Hand vilde hende allehaande Hielp og Tieneste bevise, og naar hun hafvde hans Hielp fornøden, skulle hun alleene trycke paa een Ring som hand antvordede hende, da hand strax skulle komme tilstæde, og dermed forsvandt hand. Frue Meerbuysen som udi sin fordærflige Synd forhærdet, glædede sig over den Hielp hand vilde betee hende, hun betragtede Ringen og da den glimrede af allehaande Ædelsteene, blev hun saare fornøjet og stak den paa sin Finger, ligesom hun ved denne

9

9

Rings Hielp, mange underfundige Skalke- Stykker og onde Daad skal hafve bedrefvet, hvilket henhører til en besynderlig Historie. Imidlertid blev hendes Svangerskab ey mere tilsiune, ligesom hun efter Qvinders Skik in- gen Ulejlighed fornam, men da Tiden var om- me, bragte hun et Drengebarn til Verden, som var en Nisse, skiønt det var saare deyligt at see til paa sin ganske Krop, men som i sin Ungdom undergik adskillige Omskiftelser alt efter Historiens ydermere Liudende, som vi nu skulle nærmere afhandle. -

4. Capitel.

Om hvorlunde dette Drengebarn al- lehaande pudserlige Eventyr hist og her bedrefvet haver.

Da nu dette Barn voxede og tiltoeg, be- dref det allehaande pudserlige Efventyrer, thi da det kom til en vis Alder maatte det efter den ugudelige og forhærdede Moders Forbandelse først blive en Nisse, udi denne Skikkelse drev hand først sit Koglerie uden for Staden Antwerpen, hvor Hand spøgede paa en Kiegle-Bane, hvor det var pudserligt om Aften

10

10

stunder at see hvorlunde Keglerne bleve nedslagne og opsadte, uden at noget Mennene paa de Tider var derved. Men endda saa mere merkværdigt var det, at naar de om Dagen spillede Kegler, og satte Penger som de kalde det, ind i Potten, blev der altid hver gang 2 ß. borte. Hvo som nu der udover bandede og skieldede, den havde ingen Lycke og Fordeel udi Spillet, men tabte alletiider, derimod havde den megen Lycke og Fromme som ei knurrede derover men loed det saa beroe. Dette varede udi et par Aars Tid og var det alle Mand bekiendt at Nissen var paa Kegle-Banen. Ja her lever endnu udi vore Tider gamle Mænd som hafve spillet Kegler paa den Bane hvor Nissen var, og som med deres egne Øyne denne Tildragelse have seet og hørt, og hvilke som Mænd af megen Troeværdighed, dette med sit Vidnesbyrd hafve bekræftet og stadfæstet. -

5. Capitel.

Om Nissens fleere Efventyrer.

Endelig blev denne Kegle-Bane forstørret, og begav da Nissen sig derfra og hen kilen Mand som og boede uden Porten og imodtoeg Penge

11

11

af Reysende og Veyfarende (saadan en kaldes her til Lands en Skillings-Mand): der opholdte Hand sig nogen Tid, og var det Merkværdigt, at Hand ofte i Mandens Lignelse, naar hand ey var tilstæde, imodtog Penge af de Vandrende og Reysende, som ei vedste andet end det var Manden selv, skiønt Hand ey var tilstæde. Mange sagde at dette underlige Barn herved hafver samlet eendeel Penge, som siden hafve kommet ham til gode udi hans ældre Aar.— Dette ville vi lade staae ved sit Værd, og begive os til mere merkværdige Bedrifter udi hans Lefnet. —

6. Capitel.

Om hvorlunde hand omskabte sig til en Skoebørste.

Nu kom da den Tid at dette forherede Barn skulle blive til en Skoebørste, thi begav Hand sig fra sin Fødested og ind udi det Land Holstein, der kom hand ind udi en stor Herres Huns og skiulte sig blant en Hoben andre store og smaae Skoebørster paa en Hylde i et Kiøkken saa at ingen fik ham at see. Men om Natten da de andre sove, bleve Skoe, Støvler og

12

12

mere, saa net afpussede at ingen var i stand det saa net og godt at giøre, og om Morgenen, naar Folkene komme, fandt de alleting i Orden, dette skeede den eene Dag efter den anden, men ingen kunde det begribe, endelig faldt de paa den Tanke at der maatte være en Nisse i Huset, som og saa i Sandhed var, men de lode det derved forblive og vare fornøyede med det som i saa Maader skeede. Men imidlertid dette for- hexede Barn saaledes maatte være i en Skoebørstes Skikkelse i denne fornemme Herres Huus, fik han Stunder og Leilighed, hele Husets Tilstand at udspionere og af Folkenes Samtale Huus-Herrens Sindelav og Gemytte at udforske, hvilket hand sig til Nytte og Fordeel førede, da hand siden blev forvandlet til et Menneske, som vi nærmere skulle faae al høre i det følgende Capitel. —

7. Kapitel.

Din hvorlunde det forhexede Barn igien blef et Menneske og paatoeg sig en Tieneres Skikkelse.

Da nu den Tid var til Ende at det forberede Barn, efter Moderens Forbandelse, maat-

13

13

te være en Nisse og en Skoebørste, blev Hand igien til et Menneske i Skabelse og Skikkelse, endskiønt Hand altid beholdte det onde Hierte og Sind som ham af hans Formynder og PleyeFader, den leede Diæfvel og Satanas, i Moders Liv var tiltænket. Da hand nu igien blev til et Menneske, toeg han Tieneste i den samme Herres Huus, hvor han havde opholdet sig som en forhexet Skoebørste, og i den Tid erfaret Huusens Leylighed. Ingen maa undre over at Hand som en Fuxsvanser og Øyentiener, vedste at smigre sig frem hos den Herre hand tienede, besynderlig da hand som en der havde været en Skoebørste, vel forstoed at børste Herrens Skoe og Støvler. Kort han tiltoeg mere og mere i Naade hos den fromme Herre som ey kiendte hans Diæfvelske Art og Natur, men loed sig aldeles betage at hans Smigrerier, og blev hand hans fortrolige Tiener. Nu hendte det sig at hans Herre var Eyere af adskillige gamle og brøstfældige Huuse, som han en uden Skade kunde sælge. Denne sin Brøst og Mangel klagede hand for sin fortroelige Tiener som loed sig kalde Hans. Hør, sagde Herren, min kiære Hans, da jeg befinder dig i allehaande Ting meget snild og klog at være, saa torde du vel vide mig et Raad, hvorledes jeg mine gam-

14

14

le Huuse uden nogen besynderlig Skade og ydermere til nogen Fordeel kunde qvit og ledig vorde, da jeg dig hæderligen skal belønne i- fald du mig i dette Stykke troeligen kand og vil gaae til haande. Tieneren lovede herudi at giøre sin fromme Herre til Villie, og tænkte herved at finde en goed Leylighed, til at stadfæste sig i sin Herres Gunst, og at bekomme en anseelig Belønning, thi hand var altid opblæst og hovmodig og tragtede efter meget store Ting, skiønt hand ikkun var en liderlig Skiøges Søn, som endog havde forbandet ham i Moders Liv, og for at døllie sin Uterlighed og slemme Horeries Synd havde indgaaet Forbund med den leede arrige Diæfvel. Men vi ville igien begive os til Historien, og see hvorlunde det sig videre tildroeg, og hvorledes hand snildeligen vidste at udføre det Løfte hand sin Herre hafvde givet.—

8. Capitel.

Om hvorlunde det forberede Barn forrettede Huus-Kiøbet og derfore blev belønnet.

Denne forberede Øyentiener begyndte der- paa at handle med sin Herres Huuse, og

15

15

som hans Pleye-Fader Diæfvelen i allehaande var ham behjælpelig, saa hialp hand ham og herudi at forblinde alle Folkes Øyne, saa at hand i en Hast bortsolgte alle Husene til stor Fordeel og uforventet Gevinst, sin Herre til stor Baade. — Hans Herre som herudofver blev saare fornøiet, lovede sin onde Tienere, og holdte rundelig sit giorde Løfte, thi strax derefter hialp hand ham til en offentlig Betjening, hvorudi han faa vel vidste at skikke sig at hand immer mere og mere steeg op til uforskyldt Ære og Værdighed. Ja endeligen ved sin fromme Herres Ære og formaaende Recommendationer bragte hand der saa vidt, at han endelig blev Raadsherre i den Stad Haag udi Holland. Hvo skulde have troet at denne forberede Dreng skulle have kommet til saa stor Ære og Værdighed? heri kand mand see at Diæfvelen som alle Løgnens Aand dog holdte det Løfte som hand havde givet Frue van Meerbuysen, nemlig, at denne Dreng skulle komme til stor Lykke og Værdighed. Nu ville vi faae at see hvorledes hand sig i denne Lykke siden hafver skikket, og hvorledes hand sig viidere hafver opsvinget, samt stor Riigdom og Ære forhverfvet, saa at hand af meenige Mand blev frygtet og fast afgudisk tilbedet. Vi ville da nærmere begif-

16

16 ve os til Historien, og see hvad sig hafver tildraget. —

9. Capitel.

Om den forhexede Drengs videre Lycke og Opførsel.

Som nu Hofmod og Gierrighed er Diæf- velens Art og Egenskab, saa var den og paa denne hans Yndling og Skiøde-Søn fortplantet, men saasom Snedighed tillige hør Diæfvelen og hans Engler til, saa vidste og denne mesterligen i nogle Deele at skiule og forstille sig, helst for de Eenfoldige, ja for desto bedre at forvare Skalken, stillede han sig an som hand var saare gudfrøgtig, og mellem hvert uddeelede Penger til de Fattige som han hafvde bedraget og uretteligen tilvendt sig fra andre. Ja hand loed som hand toeg sig alle fattige Enker nær. Men Aarsagen var denne, at hand som var afvlet udi Hoer og Skiørlefvnet, var og overmaade dertil genegen, og under den Forevending at være de fattige Enkers Forsvar, drev hand hemmelig Boelskab og

17

17 Uteerlighed med dem, og faaledes mesterligen skiulede alting under Barmhjertigheds og Kierligheds falske Kaabe. Ja denne Falskhed drev hand saavidt, at den umuelig kunde blifve skiult for de Kloges Øyne. Imidlertid var hand fuld af allehaande Uretfærdighed, saa at hand fordreyede alle deres Ret som hand ei holdte med, og begiægnede hand alle dem med Ondskab og Efterstræbelse, som ey vilde smigre for ham, og kunde hand saa meeget meere sin onde Id og Billie udføre, saasom hand fik alle andre i Raadet paa sin Side. Fuld var hand af Hovmod, og derfore ville begiægne alle Mennesker som Slaver og Lifegne, og var hand dem alle saare fiendsk som understode sig at nefvne en Skoebørste, da der var alle Mennesker vitterligt, at hand hafvde været en ringe Tiener og Skoepudsere, skiønt saare saa vidste hans rette Historie og dens Sammenhæng. Imidlertid fik hand den eene Æres Post efter den anden, ligesom hand tillagde sig store Midler, med megen Tredskhed, thi, naar nogen døde, vedste hand altid saaledes at mage det, at hand fik deres Gods og Midler i sine Hænder, ey betænkende, at de Umyndige og Faderløse derved blefve fornærmede og berøfvede. Men som Diæfvelens Koglerie ei er bestandigt og Ondskab

18

18

engang blifver belønnet, saa gik det og her, hvil- ket vi med stor Grue og Skræk ville see af det følgende Capitel. —

10. Capitel.

Om den forberede Drengs ynkelige Endeligt.

Saasom Æblet altid falder naar det blifver modent og Straffen kommer eengang over de Ugudeliges Hoved, saa gik det og her. Efter hand i mange Aar havde stor Vold og Uret mod menige Mand bedrefvet, og mange Midler sig falskeligen tilvender, hvorfore hand sig stort Had og Guds Forbandelse havde paadra- get, men ingen hannem kunde fælde, fordi Diæfvelen stoed ham bie, saa hendte det omsider, da Guds Langmodighed var udrunden, at en Mand som i Theologien meget var forfaren, kom til denne Stad Haag, og da hand saae og hørte denne Mands Uretfærdigheder, begyndte hand udaf Bibelen at besvære hannem, hvormed hans Magt forsvandt og hans Uretfærdigheder bleve mere og mere aabenbare, men

19

19 da hand ei meere kunde øve sine onde Stykker, og var kommen under Guds og Folkets For- bandelse, saa skeede det, at Fanden toeg ham levende, hvilket tildroeg sig paa følgende Maade. —

11. Capitel.

Om hvorledes Fanden tog ham.

Een Dag som denne forhexede Dreng med meegen Pomp og Stads var i sin Karethe udfaren, og just skulle fare paa en Broe over Vandet, stoed der adskillige Mennesker ved Broen, som hand forhen havde forurettet. Desse da de finge ham at see, begyndte at udøse Sukke og Forbandelser over ham, men just som hand kom midt paa Broen, begyndte Hestene at fnyse og standse, og see da saae mand hvorlunde Diæfvelen skinbarlig loed sig see i Luften og svævede noget over Vognen, derpaa kom han ned, og tog ham ud af Vognen, hvorpaa hand med stor Bulder fløy op med ham i Luften, og lode sig paa den Tid tilsyne adskillige underlige Gestalter af gloende Skoebørster, og

20

20

hørte mand hvor hand ynkelig skreg, samt saae at Diæfvelen sleed ham i mange Stykker med sine gruelige Kløer. — Saaledes blifver Uretfærdigheds Ende. Vogter Eder derfore, alle I, som giøre Uret, og speyler Eder i den forberede Drengs bedrøfvelige Ende. —

Casper

21

Casper Ebletofts

Lovtale

over

Skoebørsterne.

22

        

23

Uværdige Apis og Osiris, hvo haver giort Eder til Afguder? Hvo haver lært Mennesker at dyrke Slanger og Oxer? Hvi har man ei forlængst begrebet, at intet Creatur fortiener mere Dyrkelse og Tilbedelse end Svinene? Give! alle Mennesker vare sindede som Jøderne i den Post, aldrig at æde Svin. Give! man vilde oprette de lykkelige Creaturer Altere og Æres Templer, og bevise dem den fortiente Dyrkelse! Naar skal dog engang Fornuften opklares, naar skal man eengang lære at kiende de ædle Creatures store Værd og væsentlige Fortrin frem for alle andre umælende

24

24

Creature? Lad Løven rose sig af sin Styrke, Hesten af sin Modighed, Hjorten af sin Hurtighed, og Tigeren af sin deilige Hud; det er alt intet imod dine uforlignelige, nyttige og formaaende Børster, du stolte Soe! som alle Tider bær paa din Ryg, i Børsterne, utalte store Mænd af Raadsherrer, Dommere og velfortiente Embedsmænd. —

Ethvert dit Børst er herligere end Pyr- rha og Deucalions Stene, thi af dem opkom vel Mennesker, men af dine Børster udspringe store og fornemme Mennesker. —

Ingen Kunst, ingen Videnskab, har giort Menneskeligheden større Ære, end Bør- stenbinderiet. Hil være den Haand, som først opfandt den Kunst ar bringe Børster i en Form, og belegge dem med Træe, og sætte Skafter Verpaa! Archimedes Opfindelser ere Solegran imod Børstenbinderes herlige Opdagelser. Du ædle Skoebørst! du Kunstens Mesterstykke!

25

25

du Lykkens Veivisere og Gudernes rette Cornu Copiæ! O! at man eengang tilfulde maatte paaskiønne dine store Egenskaber! Guderne gave engang Midas den Gave, at alt det han rørede ved blev til Guld; men Guderne have forlenet dig den fortreffelige Egenskab, at alt det som rører ved dig bliver idel Værdighed og Ære! Naar man afbilder Lykken, burde hun holde en Skoebørste i Haanden. Naar man afbilder Ærens Tempel, burde en Skoebørste ligge paa dens nederste Trappe, betegnende, at uden den kan ingen komme op til Ære. —

I ædle Skoepudsere! I Lykkens Sønner! og det rette Plante-Beed, hvoraf en Tiidlang alle Embedsmænd have udsprunget, hvi vise I Eder saa glemsomme og uskiønsomme imod Eders Hielpe-Gudinde? Hvi føre I ikke en Soe i Eders Vaaben, og en Skorbørste i Eders Skildt? Vi have levet den Tid i Verden, at Børstenbindere vare RaadsB s herrer,

26

26

herrer, da bleve Fortjenester paaskiønnede. Vi Have levet den Tid, at Skoebørster have dannet store Mathadorer. Hvi paaskiønne vi da ei Skoebørsternes Værd? O! lader os af alle Evner berømme de aldrig nok ophøjede Skoebørster! Istemme dem en Lovsang, alle I, som ei have andet end dem at takke for Eders Lykke, I som saa længe have pudset til I have pousseret Eders Lykke! I som saa længe have seet paa Eders Herrers Skoe og Støvler, at I til Slutning have seet andre over Skuldrene! I som saa længe have smurt andres Skoe, at hver Mand nu maa smørre Eders Hiul! Ærer og tilbeder dog denne værdige Befordrere, og naar I i Eders pudrede Alonser kiøre i Eders forgyldte Vogne, da glemmer ikke, at Skoebørsten er Middelet, hvorved I ere ophøiede. — Seer alletider høit i Veiret, naar I ere i Selskaber, men naar I ere i Eenrum, da seer paa Eders Skoe, ja fysser dem som Eders

27

27

Lyksaligheds Kilder! Skoebørsten er Eders Lykke, Skoevoxet Eders Forfremmelse, Svampen Eders Kundskab og Befordring. -— O! værer da ei utaknemmelige imod Eders Befor- drere! Tilbeder Svinene, som Eders Lykkes første Grundvold, ja ærer dem dobbelt, fordi I selv, i Henseende til Forstanden, ere dem meget lige! Befordrer Børstenbinderne, som have skabet Eders Lyksaligheds Midler; Priser Skoebørsterne, thi de, de ere Eders Velstands og Æres Kilder!

O! at jeg i min Ungdom havde blevet en Skoepudsere! Hvor havde da min Tid været vel anvendt?

Jeg seer jo daglig den lyksalige Hob af dem som paa Svine-Børster ere opstegne til Ære. Af dem, som have sprunget lige fra

28

28 Carethen og ind i Værdigheden. Af dem, som have udtrykket Lykkens Nectar af Fruens Svamp.

Kan da nogen noksom berømme de ædle Skoebørster. Kan da nogen Lovtale være dem ypperlig nok. Nei, ingenlunde; O! I Høiædle Velbaarne, Høiædle Velbyrdige, Vekædle Velbyrdige, Velædle VelViise, samtlige gunstige Herrer Skoebørster! Jeg vil tilbede Eder Morgen og Aften. Jeg vil oprette Eder Æres Templer og Altere. Jeg vil skrive Eder Lovtaler og Ære-Digter Jeg vil udlede Eders Herkomst fra Soen, og Soens igien fra Syndfloden. Jeg vil bevise, at I ere de ypperligste og herligste Hænders Gierninger, som den menneskelige Kunst har kundet opdage, og Menneskers Hænder har kundet bruge. Fra Eder need-

29

29 stammer al Forstand, Ære og Værdighed. Ved Eder befordres al sand Fortieneste. Og I, I have dannet tusinde Tieneres Tienere, og giort tusinde Tienere til Herrer. Kort, I ere og blive der Ypperste nogen Dumrian kan ønske sig, og den sikreste Vei til Mæg- lighed for den Uværdigste.

Kort; I med Eders Dyrkere og Af- fødninger nedstamme alle fra Svinene, og i Sviin ere, fødes, giøres og leve I.

af

Casper Ebletoft.

30

        

1

Æreminde

over

Sallig

Hr. Etatzraad

Nissen.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt i det Konge!. Universitets Bogtrykkerie hos A. H. Godiches Efterleverske.

2

        

3

Erindring til Læseren.

Hverken Hyklerie eler Egen-

nytte har bragt mig til at opsætte disse Linier, thi saa megen Afskye som jeg har for det første, saa lidet skat og det sidste bringe

4

4

mig nogentid til at føre min Pen. Kun Kierlighed til Sandhed, kun en sand Høyagtelse for den Hensovedes Dyder, og Rygtet om hans ædelmodige Gierninger har frembragt disse Tanker. Det er ikke givet noget Menneske at læse i andre Menneskers Hierter. Han seer deres Dyder, han veyer deres Værd, ikke efter Forsæt og Billie; det kan kun den, som seer nøye indtil Tanker og Begieringer, men Mennesket veyer dem efter det Gode, som derved udbredes i Verden. Han ønsker sine Medborgere til

5

5

Lykke med enhver dydefuld Gierning, Det er dydige Gierninger, der bevarer Menneskeligheden fra Undergang, der opholder Rigerne, der beskiermer Staterne. Det er upaatvivleligt at en Mand, som giør vel imod Mange, en Mand som man ikke kan beskylde for nogen Last, fortiener at kaldes en retskaffen og en ædel Mand, hans Gierninger maa man ære, og kalde ham en Dydens Ven. Hyklerie, Egennytte og Ærgierrighed kan efterabe Dyden, men aldrig bestandig, aldrig til sit Lives Ende, aldrig med

6

6

Beredvillighed og Lyst, og dette giorde den Mand, hvoraf jeg her har malet nogle Træk. Maatte kun min ringe Roes være ham saa værdig, som for: tient, da skulde jeg smigre mig med den Lykke, at have været mine Medborgeres Tolk til Menneskevennens og Patriotens Ære

7

Det er Menneskelighedens Pligt, at begræde den Retsindiges Tab; thi hvor faa ere de Retskafne i Landet? hvor faa ere de som elsker Sandhed og Dyden? hvor faa ere de hvis Glæde det er, at være de Fortrængtes Hielp, de Forladtes Trøst, og de Ydmyges Forsvar og Stytte.

- Æren er Dydens sande og fortiente Belønning. Den følger altid med enhver dydig Gierning, enhver Bestræbelse efter at giøre det Gode, men kun altid den sande,

8

8 som er Hiertets egen Overbeviisning om vore Gierningers Rethed, saavidt Retskaffenhed kan være i de menneskelige Handlinger. Denne sande Ære er altid Dydens skiulte Løn. Dyden boer helst i Ydmyghedens Hytte. Den kiender selv de menneskelige Dyders Ufuldkommenhed, og den maaler sine Gierningers Ringhed efter sine egne Ønsker og sit Forsæt, men Dydens udvortes Belønning, de Frommes, de Retskafnes Bifald og de Forstandiges Roes bliver og undertiden Dydens Løn. Den søger ikke selv efter Roes; thi Daarens Roes er ligesaa forfængelig, som hans allerskammeligste Beskylninger afmægtige til at forringe Dydens Værd. Den bliver evig uforglemmelig i den Retskafnes Siæl. Han seer Dydens Gierninger, beundrer den, og glæder sig.

Intet Menneske kan belønne de Retskafnes Gierninger. Kun det alvidende

9

9

Forsyn belønner dem i al Evighed. Han har optegnet dem for sit Ansigt, og han tæller de Retfærdiges Skrit, men det hører Menneskene til, at skiønne paa det Gode, og at opmuntre hverandre til selv at giøre got.

Et skammeligt Hyklerie er ligesaa lidet i Stand til at giøre Laster til Dyder, som en skammelig Dumdristighed kan belage Dyden sin Roes. Den første handler af Egennytte, og den sidste af Misundelse, og det ugudelige Forsæt, at undertrykke det Gode, at hans egen Ondskab ikke skal sees af Sandhedens Øye og hans Gierninger ikke straffes med deres fortiente Løn. Han vil ikke selv være blant de Gode, og han kan ikke heller taale, at andre maae være det. Maatte alle blive som han, da var hans Laster ingen Skam. Dog, den Daarlige! naar alle bleve som han, hvor gik det da til i Landet?

10

10

Men lader os vende vort Øye fra den Uretfærdiges Boelig til den Mands Huus, som grønnes ved Ædelmodighed og Sandhed. Her høres den Fortrængtes Graad, og de Forladtes Suk at anraabe om Hielp. Hvorfor søger saa mange saadanne hen til hans Boelig. For, der ere saa mange Fortrængte, men saa faa, som vil hielpe. De søge derfor hen til det Sted, hvor de finde Redning og Frelse. Seer! med hvilket medlidende Øye Menneskevennen ynkes over deres Jammer; med hvilken Agtsomhed og Medynk han horer deres Klage, hvor villig han er til at meddele dem alle, dem han aldrig kiendte, dem han aldrig havde seet, for det Øyeblik de anraabte ham om deres Hielp. blegner Misundelse! skielver Frekhed! søger forgieves at bruge eders skarpeste Vaaben! lad Utaknemmelighed raabe høyt, og Dumdristighed fortælle fin egen Skam! —

11

11

Det er Menneskets høyeste Ære, det er hans sande Liv, at have giort mange lyksalige, at have været den Fortrængtes Arm og den Forladtes Haab.

Saa var Han, hvis Støv nu hviler ved hans dydefulde Frues. Han kiendte Livets sande Værd. Han vidste, hvor uværdigt det Liv er, som ikke føres til vores Medborgeres Vel, naar vi har Evne til at hielpe. Dette var den Belønning, hvormed Forsynet kronede hans menneskelige Ønsker, hans ædle Bestræbelser for hans Medborgeres Velfærd, at den satte ham i Stand til, at giøre vel imod mange, og at være de Fortrængtes Ven.

O! at mange af dem, som priser Dydens Fortreffelighed og Skiønhed, men som selv vise saa lidet at svare til deres egne Ord, maatte af ham lære, hvad det er at være dydig, og at de, som søge

12

12

at drive Spot med Dydens Navn eller at forvende dens Ære, maatte kiende og udøve Dyden, som allene kan giøre os sande lyksalige her i Verden, og folge os ind i Evighedens glædefulde Havne, hvor Ufuldkommenhed ikke mere skal blande sig i vore Gierninger, hvor Misundelse og Bagtalelse ikke mere skal fordømme vore Handlinger, men hvor den Ugudelige skal høre op at plage den Retskafnes Siæl.

Det er ikke Fødselen der kan giøre os til dydige og retskafne Mennesker. Den kan ikke forskaffe os nogen virkelig Ære, Den er en Beskikkelse af Naturen, og kan ikke gives os af os selv. Det er altid roesværdigere at være født af en ringe og ubekiendt Stamme, og at have fortient ved sin Flid, sin Indsigt og Oprigtighed at forfremmes til en Høyere, end at være født af en adelig Slægt og ikke at vise sig fom en ædeltænkende Mand.

13

13

Det er altid Patriotens Pligt, at forvalte sine Sager med Retsindighed og Flid, og at foregaae andre med et efter: følgelsesværdigt Exempel. Det er en retskaffen Mands Ære at have været flittig i sit Embede, oprigtig i sine Ord, nøyagtig i sine Løfter, venskabsfuld mod sine Venner, og menneskekierlig imod alle.

Saaledes var den Mand, hvorom der nu høres af alle; Ak! at den Retskaf- ne døde; ved hvis Død saa mange maae klage: vor Velgiørere er ikke mere. Hvor retsindig vandrede han ikke alle hans Lives Dage. Med hvilken Retskaffenhed i sit Embede, med hvilken Kierlighed til sine Medborgere, med hvilken Tienstvillighed mod de Ringe, med hvilken Iver for det Gode, med hvilken Ømhed for sin Frue, med hvilken Oprigtighed i sit Venskab, og med hvilken almindelig Kierlighed imod Alle.

14

14

Hvor sandrue, hvor oprigtig i sin Tale, hvor ordentlig, hvor utrettelig i sine Forretninger, hvor langsom til at dømme om andre, og hvor beredvillig til at tænke vel om enhver. Hvor tarvelig uden Karrighed, hvor gavnmild uden Ødselhed, uden Stolthed, uden Egennytte. Hvor let til at tilgive, at forglemme al Forurettelse og Utaknemmelighed.

Hvor ofte saaes hans mandlige Øye at henflyde i medynksomme Taare, nu over den beste Ægtefælles Smerter og Jammer, nu over Dydens Undertrykkelser og Modgang, nu over den Faderløses, den Forladtes Uselhed og Suk.

Nu maatte han see den kierligste Mage at gaae ind for ham i Evigheden. Dette var hendes sidste Ønske for de Bedrøvede og Forladte: at hendes Ven, hendes Mage maatte endnu leve længe til at være deres Ven og deres Fader. Taare

15

15

strømmede ned af den Frommes Kinder , han bad med hende til deres evige Forløser, og saae henrykt af Glæde, med hvilket Haab hun indgik til Dydens Løn.

Snart, ak! alt for snart maatte han følge hende efter, efterat han havde nydt endeel af den Eviges Belønning: At et langt Liv skal mætte den Retfærdiges Siæl. Kort for dem, som savner ham her i Verden, men et Liv som havde været langt for ham ved hans retffafne Vandel. Thi det er efter vore Gierninger vore Dage skal tælles. At have levet et Aarhundrede, uden at have giort Got, er at have levet kortere, end den Unges Liv, der døer i sin blomstrende Alder, men hvis Dage ere tegnede med mange retskafne Gierninger.

O Dyd! hvor herlig er din Ihukommelse for den Retskafnes Siæl! Hvor lyksalig er den, som vandrer paa dine

16

16 Veye. Fred og Lyksalighed skal omskygge ham her i Verden, og evig Glæde stal omfavne ham hisset. Lad Livets Storme bruse; lad Misundelses, lad Bagtalelses og Ondskabs Aand giøre den Retfærdiges Dage bittre; med en rolig Smiil vender han sine Øyne til Himmelen , hvorfra den Eene Retfærdige med sit alvidende Øye skuer hans inderste Tanker, og demmer hans Siæl; Han kiender hans Aand; han veyer hans Gierninger. — Ulyksalig er den, hvis Gierninger han finder for let!

1

Pro Memoria

til

den vanartige

Æbeltoft,

eller

Forfatteren

det forhexede

Drengebarn,

sammensat

af

Tiener-Lauget.

Sævit atrox Volfcens, nec teli conspicit usqvam Auctorem, net qvo se ardens immittere possit

Virgil.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt og faaes til Kiøbs hos August Fri- derich Stein, boende i Skidenstrædet.

2

        

3

Hr. Æbeltoft!

Det er Deres ret vanartige Skrift, og liderlige Skrivelses-Maade, hvorom jeg i Aften alvorlig hav i Sinde at skrive Dem til. Alle Gader lyder af Æbeltoft og Umenneske, og hvad meener De vel? De tør endog paastaae at tale om Dem, paa en barmhiertig Maade, som siger: Hr. Æbeltoft har menneskelige Gaver, men Dievelske Hensigter. Siig mig! Bor jeg ikke troe, hvad jeg seer, bør Sands heds-Elskere forgiæves have lært denne Sand,

4

4

hed, at man kan slutte fra Virkning til Aarsag.

Jeg har lært, at et hvert Skrift bør være et Vidne om Menneskelighed, et Maal for Opbyggelse, en Skueplads for Pligter og forsynet med reene Hensigter. Er delte ikke en Sandhed? Med disse Fordringer læste jeg og Deres Skrift; Jeg læste og ledte, jeg fandt og græd. Tør De vel troe dette? Jeg fandt kun et Skilderie paa Forfatteren selv, af selvtilegnende og Plat- fodede Træk, med Underretning om et ægte Lidenskabers Rov i skummende og susende Forfatning.

Menneste-Kierlighed er en Pligt, een af mine kiereste Pligter; men at benytte mig heraf til Deres Undskyldning, det var Forbrydelse imod Sandhed.

Jeg vil da af et fuldt Hierte sige Dem reent ud, hvad jeg tænker, og hvad jeg tænkte,

5

5

da jeg læste Deres dyrebare Siels vanartige Bestræbelser. Jeg ansaae dem, som et ulykkeligt Foster af den lastefuldeste Pens Heede, et udtrykt Billede paa det uværdigste og neddrigste Gemyt. De skiuler sig, og man veed ey hvo De er. Jeg tilstaaer, at man vel ikke behøver at lade andre vide sine Handlinger; men de bør dog alle være saaledes, at de kan viides. Men som Tabet paa Deres Ære vilde blive for stort, saa skiul De kun Deres Navn.

Hvo De er, ved vi da ikke, men hvad De er, det seer vi, at De er den allerskadeligste Skabning, et Hierneløs vittig Menneske, fuld af Ondskab, Dumdristighed og Løgn, der opofrer sig gandske til hemmelig Forræderie. Men hvorfor tør De ikke offentlig? hvorfor paa saadan Maade? Sandheds« Elskere behøver en at frygte, naar De taler Sandhed og har redelige Beviiser.

6

'

6

Med deres Tilladelse, Hr. Æbeltoft! De er en Løgnere. Troer De vel selv, hvad De har skrevet? Har De ikke forbeholdt sig en hemmelig og nagende Tvivl? og dog vil

De andre skal troe det? Græsseligt er

det, at De tør hidkalde de vankundige Tider igien, som bedrog og .forvildede de vilde ube- vogtede og forkoglede Hjerter. Dievelsk er det, at Løgnens Fader, den forældede Dievel skal finde Vantroe, Overtroe og Løgn paa Jorden; men fordømmeligt er det at være en Gienstand for denne tilskyndende Magt. At da der, hvor den hersker, og har lagt Sielens Kræfter i Vanens og Lydigheds Lænker.

Løgn holder immer Sindet til at tænke, for at udfinde sin Sags Besmykkelse, og paa den Maade let kan give Leylighed til at smigre med en fortryllet og falsk Vittighed, der paadigter andre Laster, for selv at blive befriet fra dem, benægter andre gode Egenskaber for selv at være deres fuldkomne Besidder, angriber som oftest dem, der meest bur

7

7

de forskaanes, for at Viise, hvor dybt man kan see.

Hr. Æbeltoft! Jeg vilde være en Abe, om jeg Stykviis vilde afhandle og følge Dem i Deres Skrift; Af saadan Format har De nok nylig seet Deres Billede hos et Latinsk-Menneske og Slutningsformige Jurist. Jeg vil allene paa Dansk giøre denne ene Slutning: At Deres Skrift er en Ære- rørende Usandhed, og de altfaa en Løgnere. Nu kan jeg bygge saa meget jeg vil paa denne Slutning. Løgn var den første Synd paa Jorden, det første Leed i Lasternes Kiede, Hvorfra de øvrige fik Vext. Og med denne Last, med Løgn, opsvinger De sig, Hr. Æbeltoft i Luften, blandt en Sværm af gloende og optænkte Byrster, liig Løgnens Fader paa sin Luft-Flugt i Træet, der blev nedstyrtet for at krybe paa Bugen i Støv. Tænk paa dette, De vil da en anden Gang maaskee skrive det, man kan troe, og ikke ydermeere

8

8

være en Løgnere, der ikke engang selv troer og veed, hvad han skriver.

Vidste De, som saa uindskrænkt og endeligt dømmer Deres Medmenneske paa den græsseligste Maade at andre derved ere blevne skyldige til at bruge sin Ret til at bedømme Dem paa en Maade, som De ligesaa lidet troer, som vi troer Deres Skrift, De havde da aldrig skrevet, uden at viide Veye og prøve hvad De skrev. Vidste De, at man intet bør haabe hos en anden, uden det han kan haabe at finde igien, at Kierlighed er den rette Løn for Kierlighed, Redelighed for Redelighed, da skulde De maaskee og have vidst at Deres hele Skrift og Skrivelses-Maade er den allerukierligste, umenneskeligste, Verden har seet.

Men tør De i alt dette troe, at heele Skriftet underretter kun om sin Forfatter alle- ne, at De kun har beskrevet Dem selv, og

9

9 forklaret os Deres eget vanartige og lastefulde Hierte. Troe mig! Deres Indbildningers uægte Øyne De har brugt at see med, vil omsider viise Dem selv, som Gienstand, naar den hidsige Forvirring, som Deres bedragne Siel er sat udi, engang maatte ophøre.

Skoebyrsten, siger Deres vankundige Saft- og Kraftløse System, skaber lige med et Spring høye Embedsmænd. Mig synes denne Beskyldning er for stor imod den Høyere Magt, der vælger. Desuden skal jeg erindre Dem, at et Menneske stiger ikke op uden Trin eller noget der ligner,

En fattig Karl bliver da efter Deres Sprog, Skoepudser. Han er oplagt og aflagt med Naturens gode Gaver, og Dem vil De Han skal nedgrave? Ney! han giør sig værdig til noget større, bekymrer sig om sine Pligter. Det lykkes ham. Han bliver Skriver, Fuldmægtig, Forvalter & c. Stiger fra et Værdig-

10

10 Heds-Trin til et andet; Alt dette kalder jeg efter mit Sprog et Menneskes virkelige Ære, og ikke den, jeg faaer paa laante Vinger fra de Dødes Graver.

Kommer imidlettiid en uværdig saa høyt; Erfaringen giør det mueligt; Hvorfor stal Byrsten og de arme Sviin være Skyld? Jeg vilde med redelige Beviiser, heller kalde den uretsindige Herre, til hvis Skoe Byrsten brugtes, den virksomme Maskine, hvis Luftrør driver Skummet faa høyt, og der uden stort at fortænke andre. Jeg er vis paa, Hr. Æbeltoft! at De skulde være meere end forfængelig nok til at modtage det Embede, Hvortil De endog var det uværdigste Kreatur. Beundre Dem da ey, hvorfor De i Deres Ungdom ikke blev Skoepudser. Jeg er desuden vis paa, at om De skiønt var bleven det, De havde været der endnu , med mindre De havde troffet for en Herre, hvis Øyne vare fortinnede. Det skal allene være redelige Hierter, der skal for

11

11

skaffe sig Velyndere og Befordere hos de Veltænkende Store, Kierlighed og Høyagtelse hos de fornuftige Mindre. Deres er ey mægtig hertil.

Med hvor misundelige, forte og uroelige Bevægelser fremluske De ikke, som Ære- Tyv paa: en skulende og skumrende Maade, i Deres sidste offentlige Bestræbelser og dog kun blotter Deres egen forfængelige og ret hulkende Længst! efter at komme af Deres fattige og trængende Tilstand, hvortil han, den store Han, der seer Alt, nok har seet Deres Hierte for Lastefuld. Vil De troe mig, Hr. Æbeltoft! at Deres Skrift, Deres misundelige og vankundige Skrift, skiuler Dem paa et Sted og blotter Dem paa et andet; men just under denne Vankundigheds lumske Klippe skiules Øglen, den Dievelske Øgle, af hvis Verdens Elementer, De beleves for at døe. Maatte De kun see. den skiulte Magt, der Driver Dem, det hemmelige Forræderie, der aabenbar for-

12

12

raader Dem, De skulde vist selv begræde Deres egen Daarlighed.

De har fældet den ubarmhiertigste og umenneskelige Dom; De har optænkt de løgnagtigste og nedrigste Maader, og De har til et Slagtoffer for Deres Æreløse og forbittrede Misundelse, søgt at opofre den, hvis dyrebare Liv den skiønsomme, trængende og retfærdige Verden tiender og ærer, saa at De allene i alt dette har intet andet viist, end hvad De selv er, en giftig Jeg er med Pladtfodede Piile, som brydes i Deres egen Skygge langt fra Sigtet, sværmer om, træffer og standser der, hvorfra de kom. Saa grusom Forbindelse har Deres Luftflugt med sin Forfatter, og han med de Gergeseners Sviin.

Trædskhed og Forræderie røber Mangel på Duelighed og Fornuft, paa grundige og oprigtige Beviiser: Imod den da, som Bevii- serne ere grundige, aabenbare og fattelige for-

13

13

klarede imod, der, der er Maalet og Sigtet for Deres Skrift, og hvor bange er jeg nu for Dem selv. Et Menneskes Ære, er som det fiineste Flor, hvis Rister ingen Forstand og Kunst med ald sin Hemmelighed kan døde: Dyden kan overvinde alle menneskelige Elendigheder i Verden; men vanskelig denne, og hvor bange er jeg nu atter for Dem, og for Deres i Luften omsvævende Afgudinde?

Ak kunde De kun faae Øyne at see med, De skulde maaskee og faae Øyne til at græde med, til at græde og begræde den Van- skabning blandt det menneskelige Kiøn, som til saa umenneskelig Daarlighed havde opofret saa dyrebart et Nærværende, for at Viise Verden, hvor fordievlet han omtumles og kryber i Støvets neddrige og misundelige Lænker.

Troe mig, Hr. Æbeltoft! jeg er alvorlig. Det giør mig ont for Deres forførte Hierte og i Fare svævende Siel. Maaskee

14

14 Skillerums-Veggen imellem Tiden og Ævigheden, den Veg, der bestemmer Deres ævige og uigienkaldelige Skiebne, er tyndere end De troer. Et Pust af Luften kan giøre det. De zittrer, synker, daler hen i Døden. Hvor er De nu? Himlen anseer aldrig med Ligegyldighed hvad de Værste øver, og hvad de Gode lider. Nægt ey hvad De føler.

1

Lygtemandens,

Heldhestens,

Varulvens og Marens,

Fødsel

og fuldkomne

Liv og Levnets

Beskrivelse

indtil denne Dag.

Skreven

af

Simon Troldkarl.

Kiøbenhavn, 1771.

2

        

3

... ridentem dicere verum Quid verst? .. Horat. Da alle Nationer stedse har vidst at tale meget, og fortælle mange haande underlige Ting om disse fire artige Skabninger, Lygtemanden, nemlig, Heldhesten, Varulven og Maren, og dog ingen vidste fuldkommen Beskeed om dem; saa har jeg af Lyst til at tjene og fornøye de Uvidende, opsat disse velmeente Blade. I det tre og tredivte Aar efter Floden levede en Herremand i Fyhn, ved Navn von Lumskenfeldt. Hans Historie er denne. Der var en stor

4

4 og mægtig Landsbye, og alle vare Bønder, alle Ligemænd, som brugeligt var kort efter Syndfloden. Lumskenfeldt var da og Bonde, og hede Lumske Peer. Han kiøbte sig en Tønde Brændeviin, og lige saameget gammelt Øl og Mød (saa gamle ere disse Drikke her i Norden, omendskiønt der almindelig paastaaes, at Brændeviin for to hundrede Aar var her ubekiendt). Han opfandt Kort, Terninger og KegleSpil. Saaledes skylder hele Verden Norden disse Opfindelser, omendskiønt fremmede Nationer har opsnappet Æren fra os, saa vel for disse, som for mange andre vittige Opdagelser. Det kommer af vor Taushed og Myndighed i Historien.

Vil vi vide vor egen Historie, saa maae vi læse Romerske og Franske Skribentere. Det er artigt nok! men der ere flere Ting artige. Dog uden at giøre for store Afvigelser, er det nok best at komme til vor Peer igien. Han indbød de an- dre Bønder, gav dem at drikke og lærte dem at spille. I Førstningen skede det for Tidsfordriv, og som de gamle Nordiske vare meget magelige (nær havde jeg sagt

5

5

dovne) saa takkede og beundrede de Peer, som havde opfundet saa behagelig en Maa- de at dræbe Tiden paa. Da de nu nogen Tid havde spillet for Tidsfordriv, lærte Peer dem at spille til Øls, og siden om Vahre (thi der var den Gang hverken Penge eller Papiir i Norden, undtagen det som blev brugt til Kort) Peer loed dem vinde i nogle Dage, saa at de bleve meget hidsige til at spille. De vandt nogle Tønder Øl fra ham, Rug, Ærter, Kiør, Faar, o. s. v. Da nu Peer havde faaet dem, som han vilde, begyndte han at udføre sit første Forset. Han pakkede Kortet, tillagde sig falske Terninger, og besaaede Keglebanen med smaa Stene. Nu kunde han give sig selv, hvad Kort han vilde, kaste med Terningerne, hvad Øyne han ønskede. Kegler spillede han ikke selv; thi han havde stedse en stiv Arm. Han loed derfore de andre slaae, og holdt Feileren. Stenene giorde, at Kuglen sprang stedse af, og Gevinsten i Peers Lomme. Peer loe, fik alle de andre Bønders Gods, og, da disse nu havde slet intet tilbage, og vare nær ved at omkomme

6

6

af Sult, bleve de tvungne til at give sig i Tjeneste hos Peer. Ikke fornøyet med at have ødelagt denne Landsbye (thi naar lader en Erobrer sig fornøye?) toeg han sig for at ødelegge endeel andre, og det lykkedes ham. Han blev Herre af mange Landsbyers Eyendomme. Folket, for ikke at sulte ihjel, maatte tjene ham. De maatte rygte hans Qvæg, saae og pløye for ham. Da Peer nu mærkede, at han havde store Fordele af dem, vilde han just ikke heller sulte dem reent ihjel, men gav dem saa nogenledes det daglige Brød og Tamp til. — Hvorfor sammenvandt de sig da ikke imod Peer, dræbte ham, og toge Tampen tillige med deres Eyendomme fra ham? — Peer havde lært den store Konst at giøre dem alle ueenige. De sterkeste af dem; de som havde meest Mod, dem behandlede han lidt bedre end de andre, bragte dem paa sin Side, og de bleve hans Spioner, Fog- der og Forsvarere. — Han vilde nu ikke mere hede Lumske Peer, men Lumskenfeldt, og foran det Ord Mand lagde han Herre, og kaldte sig Herre-Mand. Det-

7

7 te et kortelig hans Liv og Levnets Hi- storie. Omsider døde han, mæt af Dage mæt af Kneeb. Nogle Bønder slog ham ihjel, og kastede ham i en Mose. Aldrig saasnart var han kommen der, førend det hele Legeme brændte i een Ild, som Tegn paa hvad han havde fortjent. Deraf er Lygtemandens Opkomst. Ingen Under, at han endnu er saa meget for at drille Bønderne, vise dem gal Ven, og bringe dem i Vilderede og Ulykke! — Ligesom Træer og nogle Dyr kand forplante sig, ved at kaste Sæden fra dem, saa kunde og denne Lygtemand, ved at kaste Gnister fra sig, avle andre Lygtemænd, og saaledes ere Lygtemændene kommen ind i Verden. De Lærde vil vel herom, som om mange andre Ting, væve os en Hoben for, og indbilde os, at Lygtemænd ikke er andet, end Svovel-Dunster, som opstige af Jorden. — Men hvilken Sladder! — Hvad skulde bevæge Svovel-Dunster til at forføre godt Folk, og saaledes at drille de stakkels Bønder, Vognmænd og Kudske? — Enhver kan derfor let indsee, at min Hi-

8

8

storie er ligefrem, naturlig og sandfærdig, og at de Lærde gaae Sandhed forbie.

Med Heldhesten har det saadan Beskaffenhed. Aar 363. efter Syndfloden døde en Procurator. Stedets Bye- foged havde stedse redet paa denne Pro- curator, og giort underlige Turer. Han forede ham godt (dog af sine Sportler) og blev selv tyk og feed. Byefogden døde kort efter, og de kom begge til eet Land. Gammel Vane bider best. Byefogden vilde atter op og ride paa Procuratoren. Denne var og strax føyelig; thi han ventede det gamle fede Foer. — Men som han havde her ingen Stigebøyler eller Bidsel, faldt han af Procuratoren; stødte sit Been, og i Mangel af Læger blev stedse lam. Denne lamme Hest er Heldhesten, og som han stedse havde været sine Medborgeres Pest, lader han sig endnu altid see og høre, naar denne Straf truer et Land. — Her giør de Lærde atter forferdelige Indvendinger, og sige reent ud, at der ikke engang ere

9

9

Heldheste til, da dog saa mange hæderlige, sanddrue og gamle devote Matroner grandgivelig saae ham her i Kiøbenhavn kort for den sidste Pest; hvilket deres Børn og Børne-Børn endnu med Eed kand bekræfte, og hvem vilde vel sverge sig Fanden i Vold for en Canaille af Heldhest? — Men hvad negte ikke de Lærde! De negte jo og Nissen. Dog ogsaa mueligt, at han nu er ikke mere til; thi det var et snue gammelt Best. Han loe saa hiertelig, naar han kunde narre Folk. Det gror mig endda ikke saa meget ondt, ar de negte Nissen, som naar jeg hører, at de tillige negte Spøgelser, da det dog spøger fast i hvert Huus. Her spøger en fuld Kone, hist en gal Mand. Her Tjenestefolkene, der Herskabet. I et Huns Sønnen, i et andet

Datteren. Men Satire til Side, hvoraf jeg er en Ertshadere, da paastaaer jeg endnu, som før, at der ere Spøgelser til, Beviis Ole Vegter, som ikke tør raabe et vist Sted paa sin Post, alene af Frygt for at faae Halsen knekket af disse Krabater. — Saaledes negte de Lærde og

10

10

Varulve, da dog en af dem nær havde revet den gamle Else ihjel, da hun lavede til Barsel med lille Kirsten. Spørger hende selv derom, og hun skal, saa Mænd! ikke lyve eet Ord.

Med Varulve har det den Beskaffenhed. Vanartige Mødre, for at saae en let Forløsning, krybe igiennem noget —

— ja jeg vil ikke nævne det, at andre ikke skal benytte sig deraf, og styrte deres Fostere i lige Ulykke — Naar de nu ere krøbet igiennem dette noget, føde de uden Smerte. Er det et Pige-Barn, bliver det Maren, og er det en Dreng, bliver han en Varulv. Maren rider paa Mandfolk, naar de sove, og kand aldrig blive frelst. Men Varulven kand frelses paa toe Maader, enten derved, at en siger siger ham lige i Øynene, at han er en Varulv, eller og ved selv at rive

Fosteret ud af en Barsel Kone, for at

drikke dets Blod. — Der ere mange Maader at blive qvit med Maren paa; men det allersikkerste er, at udrydde af sit , 1 Eye alle Slags Metaller, og alle de Ting,

11

11 som kand forandres til Metaller. Jeg veed nok, at vittige Skribentere for mig have paastaaet, at man just skulde fordrive Dem ved Metal. Men denne Lærdom befindes aabenbare falsk; thi det er just efter Metal, disse Tæver løbe, besynderlig, naar det har en vis rød Skær. Simon Nielsens Søn arvede fem tusinde Ducater. Saalænge han havde dem, kunde han aldrig blive Maren qvit. Men, da han havde faaet dem alle forødt, forloed Maren ham godvillig af sig selv, og kom aldrig mere til ham i Sengen. Imod Varulven derimod er ingen Raad, uden Prygl; thi han er glubsk som andre Ulve. Artigt nok er det, at han selv bliver frelst, naar nogen siger ham lige i Ansigtet, at han er en Varulv. — Du er en Varulv, sagde Knud tit Jeppe. — Mange Tak, svarede Jeppe, nu er jeg frelst, og siden blev han aldrig Varulv mere. — Kunde alle Slags Menneske-Ulve saa let helbredes, og blive sande Mennesker, da var det herligt. — Men man maae skrive og sige til dem, hvad man vil, saa ere og blive de Ulve, stedse de samme, stedse

12

12

uforandrede. Endog i Præstestanden findes Ulve. — Farlige; thi de gaae i Faare-Klæder, ihvormeget de end tordne imod Maskerader. — Men man kand kiende dem af deres Frugter. — Pastor Negli- gens sover, æder og drikker, spiller og fladrer de sex Dage bort af Ugen. Paa den syvende staaer han lidt tiligere op, end sædvanligt, faaer sin Tobaks-Pibe og Postil fat, og saa prædiker han, hvad den gode Mand har skrevet ham for i Postillen, enten det saa passer sig eller ikke. Fuldkommen vel forstaaer han at giøre det ti! Rettigheder, som i sig selv kuns ere Villigheder, og at udsue de Allerfattigste i Sognet. Jeg troer, det er en Ulv. — Der var en Politie-Mester i det gamle Africa, længe førend det blev saa vildt og barbarisk, som det nu er. Han skulde have Opsigt, saaledes var Hoffets Ordre, med Laugene, at de ikke fik Lov til at øde- legge den øvrige Almue. Der kom mange Klagemaal for ham fra de Fattige, snart at de bleve udsuede af Kiød- og BrødHandlerne, snart af Most-Bryggerne, og andre flere. De Anklagede forte Kiød,

13

13

Brød, Most, rede Penge, o. s. v. ind i hans Huus, og de Anklagende bleve afviste med de allerstørste Grovheder, og mange Trudseler. — I ere nogle Keltringer, sagde Politie-Mesteren. I klage over heelt Skind, og alle disse Folk, som I klage over, handle ganske oprigtigt, og efter Landets Love. I burde jages ud af Byen, sagde han til de fortrykte Fattige; thi I ere Rebellere. De fattige Skiøger kom i de offentlige Tugthuse, og de Forgyldede levede med Fred, Herlighed, og Overflødighed i prægtige Værelser. Han loed, siger den Africanske Krønike, haardelig afstraffe de smaa Tyve. Den melder in- tet om, hvorledes han bar sig ad med de store — — En mærkelig Feyl i denne Historie. Men hvad er ganske fuldkomment; derfor har den gamle Horass sagt:

—— Nihil est ex omni parte beatum.

Det er paa Dansk:

Der var kuns faa, som fik Fuldkommenhedens Gave, Thi Mængden Feyl paa Feyl i Deres Blindhed have, Hver tænker best om sig, belcer og ynker den. Som dog af sund Fornuft og Dyd er bedre den.

Men allerivrigst, meest nidkier og flittig var han i at lade opspore, fængsle og pine

14

14

Udlevede, Halte og Krøblinger, som søgte den ringeste Hjelp hos deres Medborgere. Denne og Tyvene loed han pakke i eet og det samme Hul, og behandle paa een og den samme Foed. — Det er da meget bedre og fordeelagtigere, sagde nogle fattige Africaner, at vi stiele end tigge. Gribes vi, er Straffen den samme. Saalenge vi derimod undkomme og gaae frie, leve vi langt bedre ved Tyverie end ved Tiggerie. Man kand stiele sig riig med eet eeneste Snit, da man neppe har det tørre Brød ved al sin Betlen; thi vi Africa- ner trenge fast alle til at trygle, og hvem veed, sagde de, om man ikke, naar man var saa lykkelig at giøre en god Choup, kunde blive gode Venner med sine Forfølgere; thi en vis Mand har sagt :

Romæ Omnia suunt venalia:

Det er paa Dansk:

Vi Afrikaner kand med Guldet Alting giøre,

Og rige Tyve man til Galgen ey kand føre.

— — Jeg troer, at denne Politie-Mester var og en Ulv.

15

15

— — Africanerne vilde engang have Fabriqver, ligesom Asien. En af deres omme og patrioriske Fyrster overdrog til nogle Herrer at indføre og bestyre denne nye Plan. Fabriqvernes Opkomst laae ikke disse Herrer paa Hierte. De havde langt finere Tænkekraft. Fyrsten gav dem rigelig Penge af sine Kasser,@hvilke de skulde uddele til duelige Fabriqveurer, som Forskud. Men disse gode Herrer brød sig ikke meget om, enten Fabriqveurerne vare duelige eller uduelige. Nok at det var en Asiat, som mældte sig. Strax fik han anseeligt Forskud. Misun- delse og Bagtale sige at Herrerne delede Forskuddet med ham. Asiaten løb bort med Pengene. Det gik heller ikke Inspecteurene til Hierte. De glædede sig heller, at Asiaterne ved deres Undvigel- ser tog Skylden med dem, hvorved deres Kneeb kunde begraves i evig Taushed. — Hvilke Ulve ! — Men hvem kand og hvad har jeg nødigt at opregne alle disse Arter af Ulve, som paa alle Maader søge at opsluge deres Medmennesker? Jeg har jo alerede opfyldt mit Titel-Blad. Gid

16

16

de Lærde vilde giøre ligeledes! saa skulde man ikke saa ofte give fine Penge ud i Blinde og unyttig. Dog jeg skal have Arket fuldt. Det er og en Lov for en Bogmager. Hvad skal jeg da skrive mere i Tage fat paa Ulvene igien? Det er vel ikke værd. Maaskee det er forligt? mue- ligt de vilde rive mig ihjel. Men Argus setter Mod i mig. Han er ikke meget bange for disse Ulve. Overalt griber han dem an, og det som en Mand, der baade har Klogskab og Mod. Man behøver ikke heller at være saameget bange for Ulvene, saalenge Løverne forsvare os. Jeg faaer da Mod nok, og vil tiere give mig i Kast med disse glubende Dyr. For Denne Gang vil jeg lade dem gaae, for at hvile mig lidt ud, og samle nye Kræfter.

1

Pilati

Livs- og Levnets-

Beskrivelse

fra hans første Ungdom op, indtil han blev Dommere.

Med hosføiet

Register eller Catalogus

paa adskillige rare Sager,

som ved offentlig Auction bleve bortsolgte, deels efter Pilati, deels efter Herodes Død i Jerusalem.

Beskrevet af en Gallilæer, og til Trykken befordret af en spansk Munk,

og af Spansk igien paa Dansk oversat

af

F*****

Kiøbenhavn 1771.

Trykt hos Joh. R. Thiele, boende i Peder Huitfeldts- Stræde, og findes sammesteds tilkiøbs.

2

        

3

Fortale

af den spanske Oversætter

Det er og bliver altid en rosværdig Sag, at bevare Forfædrenes Bedrifter til Eftertidens Erindring. Det nærværende og næst foregaaende Seculi merkværdige Mænds Historier bliver og ere med største Nøiagtighed optegnede. De Ældgamles Historier derimod ere meget dunkle og til Deels aldeles forglemte.

Det vil vel derfore ikke ganske være curieuse Læsere ubehageligt, her at see en Mands Historie, som har levet

4

4

for næsten 1600 Aar siden, helst saa- dan en Mand, som i den Theologiske Historie har megen Indflydelse, nemlig, den i vor Passions-Historie faa navnkundige Pilatus. Jeg har fundet den i et græsk Manuskript i et Kloster i Audalusien, og har jeg oversat den Ord til andet i det Spanske Sprog, deels for at redde dette rare Manuskript fra Undergang, deels for at giøre mine Landsmænd en Tieneste med denne ubekiente Efterretning. Autors Navn stod ei paa Manuskriptet, men allene det Ord Gallilæer.

Jeg leverer Ord til andet, hvad jeg har fundet i Manuskriptet, og har ei mere Deel deri, end Oversættelsen. Skrevet i Madrid d, i5October 1605.

af Oversætteren

Sebastian dell Ferdinand Gonzala.

5

Pilati Liv- og LevnetsHistorie.

Denne Pontius Pilatus er fød Aar ef- ter Verdens Skabelse 3943, i det Jødiske Gebet af middelmaadige ringe Forældre. Han blev i sin Ungdom skikket til Grækenland, og holt til Studeringer, hvori han gjorde nogenledes god Fremgang, besynderlig i de Romerske Love. Efter sin Tilbagekomst til Rom, blev han offentlig Lærere i en Skole; men da han got forstod ar smigre, blev han under Augusti Regiering i der Aar 3961 efter Verdens Skabelse, udnævnt til Censor Morum.

6

6

I dette Embede vidste han got at snoe sig, og ved at hykle for de Store, og tage Penge af de Mindre, tillagde han sig lov» lig store Midler. Uagtet han selv var et uretfærdigt Menneske, forfulgte han dog me- sterligen alle Dem han hadede, under Retfærfærdigheds Skin og Maske; thi han kunde selv got skiule Skalken, og ved sin Kund» stab i Lovkyndigheden fordreiede alle Ting for de mindre Indsigtsfulde. Endelig da Han nogen Tid havde værer Gensor Morum, blev han Aar efter Christi Fødsel 32 Landsherre. I dette Embede var det han spillede sin største Rulle ved den Uskyldigstes Dom.

Man maa vide, at omendsskiønt Jøderne den Gang vare under de Romeres Aag, saa havde de dog mange Venner til Hove, og ved Penge kunde udvirke store Ting, det var derfor ingen Under, at de kunde bevæge Pilatum til at fælde den Uskyldigste; thi Judas fik kun af den ypperste Præst 30 Sølv Penge for at forraade ham, men Pilatus derimod fik 300 Centner for at dømme ham.

Ellers skal Hoved-Aarsagen til Pilati Opkomst have været denne: At han engang blev udnævnt til Dommere i en Sag, som

7

7

angik Kejserinden Livia, da han for at føie og fornøie hende, skal have dømt en Uskyldig til at miste al sin Ret og Frihed. For denne uretfærdige Gierning blev han ophøiet til Romersk Ridder, og siden en Tidlang conserverede sig i Naade derved, at han mesterlig vidste at vende Kaaben efter Veiret, og at hykle for dem som vare i Naade ved det Keiserlige Hof.

Men som Uretfærdighed gierne tageren lumpen Ende, saa gik det og med denne Uretfærdige; thi under Skin af det Almindeliges Nytte, giorde han engang det Forslag, at den halve Deel af det Romerske Folk skulle miste sin Borger-Rettighed. Aar- sagen til dette Forslag var denne, at han derved kunde berige sig selv, naar de havde mist sin Rettighed; thi Da kunde enhver kiøbe sig Borger-Ret og Friheder, og af de Penge derfor blevne givne, fik han tillige sin Andeel.

Dette Forslag, omendskiønt det var grundet paa idel Egennytte, og i Fald det havde faaet Fremgang, havde aldeles declineret det Romerske Folk, var det dog belagt med saa mange glimrende Argumenter og Skingrunde, at det nær havde faaet Frem-

8

8

gang, hvis ikke en paa samme Tid levende Tribunus Plebis, med en grundig Igiendrivelse, havde beviset dets skadelige Følger, og lagt tydelig for Dagen dets Egennytte.

Herved tabte den falske Pilatus sin formeente Anseelse, og ei allene blev forhat af Folket, men og ved det Keiserlige Hof an- seet for en egennyttig Hykler.

Det er bekient, at han ved den Uskyldigstes Dom, blev en Ven af Herodes, og siden den Dag spillede disse under Dækket, og ved fælles Overlæg øg Hielp udrettede mange hemmelige Stræger, til den Romerske Regierings Skade øg Folkets Fornærmelse. Endelig da hans Stræger mere og mere bleve aabenbare, blev han afsat fra sin Bestilling og Værdighed, og som Uretfærdigheden krævede Himmelens Døm, fik han at finde at det er haart at stampe imod Braaden, og blev han belagt med saadan en Tære Sygdom, at han spyttede Stykker efter andet op af sin Lunge, indtil han endelig døde. Saaledes bliver Uretfærdigheds Ende. ,

Give alle Pilati og falske Dommere, maatte faae den samme Skiebne; men des

9

værre! de uddøe neppe mens Verden staaer, og der gives alt for mange af dem, som toe sine med Uretfærdighed smittede Hænder, naar de have dømt og fordømt den Uskyldige, enten af Interesse, Misundelse eller Had.

Efter hans Død blev han begravet i Jerusalem, og satte Een følgende Gravskrift over ham:

Hic Jacet Pontius ille Pilatus, pauperis é Pa-

rentibus natus.

Adulatione & Arte elatus, vela vertit fecun-

dum Flatus,

Judicio & morte innocentis, Muneribusqve

Judaicæ gentis,

Impietas ejus emergit, qvam nec Aqva nec

Ignis abstergis;

Ablue Manus Adulator! Cæli Terræ? & omnium Sator,

Te luere faciet æterno, Amico cum Herode in

Inferno.

Oversat:

Her ligger Pontius Pilatus, som var fød af fattige Forældre, ved Hyklerie og List kom han i Veiret, og vendede altid Kaaben efter Vinden. Ved den

10

10

Uskyldiges Død, og de derfor bekom« ne Foræringer af det Jødiske Folk, vi- ses hans Uretfærdighed, som hverken Ild eller Vand kan udslette. Tvæt kun dine Hænder Hyklere, Himmelens og Jordens Fader skal nok komme dig til at betale i Evighed, tilligemed din Ven Herodes, i Helvede.

Register eller Catalogus

paa adskillige rare Sager , som ved offentlig Aucion bleve bortsolgte, deels efter Pilati, dels efter Herodis Død, i Jerusalem.

1 En Journal, hvori Pilatus har optegner alle de Stikpenge han har faaet for uretfærdige Domme, og hvori tillige fin« des antegnet, at han den 3 Aprilis 34 Aar efter Christi Fødsel, om Morgenen Klok. 8. ved den ypperste Præst Caiphas Tienere, blev tilsent 300 Centner, for at dømme dem til Velgefal.

2 Det Kruus Herodes og Pilatus drak af den Dag de bleve Venner med en SkuePenge i Laaget.

3 Den Haanddug Pilatus tørrede sine Hænder paa, og det Porcelains Fad han toede

11

11

sig. i, ganske ubeskadiget, tilligemed den Sæbekugle han brugte , som har den Egenstab, at den aldrig kan forbruges.

4 Den Pung Caiphas skikkede Pilatus Pengene i, virket af Silke med 12 Rum i, men beskadiget paa Laasen, saa den aldrig kan lukkes til.

5 En Tandbørste, giort af de Haar man har plukket af Nebucadnezar, da han gik paa 4 Been.

6 Det Speil Ester speilede sig i den Dag hun skulle gaae ind til Ahasverus, lider beskadiget paa Rammen.

? Det Fad Johannes den Døberes Hoved laae paa da der var afhugget, af Kobber, med en messing Hank i.

8 Den Feltseng, hvorpaa Holophernes laae da Judit afhuggede hans Hoved, hvorpaa er en Blodplet som aldrig kan aftoes.

9 Der Zitar Keiser Nero spillede paa i sine Dage, mangler 2 Strenge.

10 En af Samsons Haarlokker, som Da lisa afklippede, sort af Coleur, men noget æt af Mider.

11 En rund Paryk giort af Samsons Haar, som havde tilhørt en af Philistemes Øver

12

12 ster, men blev ham frataget i et Feltslag, og til Afmindelse var ophængt i Jerusa» lems Tempel, hvorfra en Levit hemmelig havde udtaget den, og foræret den til Pontius Pilatus, som gemeenlig brugte den naar han reiste nogen Steds om Sommeren.

12 En Trense med Capsun, som Bileam havde paa sin Aseninde den Gang hun talede, af hvit Skind med Duster, hvoraf 2 mangler.

13 Dronning Wasti Erme-Kaabe, garneret med Brabanske Kniplinger, efter nyeste Facon.

14 Bersabeæ Brystbillede, tegnet efter Originalen, som viser at hun har havt en en Lykke-Vorte paa Den venstre Kind.

15 Uriæ Liig-Svøb optaget 3 Dage efter hans Begravelse.

16 Dalilæ Natbord, Dækket i Stykker revet.

17 Herodes Tobakspibe, Hovedet af Merstum, saa stort at det rummer et fierding Pund Tobak.

13

13

18 Keiser Calligulæ Lommekniv, med hvit Elfenbeens Skaft, Odden afbrækket.

19 den Dolk hvormed Brutus stak Julius Cæsar, noget forrustet.

20 En Stege-Pande, hvori Rut bagede Fleske-Pandekage til Boas, paa tre Fødder, den ene Fod er krum.

21 De Israelitiske Dommeres Portraiter, alle i Messing Ramme, paa de 2 ere Co- leurerne forandrede.

22 Den ypperste Præstes Caiphas Portrait i fuld Corpus, ved Siden af hannem er malet en Hare og et Horn.

23 Den Syriske Konges Senacheribs Nei» Støvler, af Engelsk-Læder med stive Kraver.

24 Troldqvindens i Endors Laterna Magica, eller Hexe-Lygte, igiennem hvilken hun præ- senterede Samuels Billede for Saul, tilligemed et stort Lagen, hvorpå« hun præsenterede Schatten an der Wand, med 33 diverse Stykker til at præsentemere adskillige Forestillinger.

14

14 25 Den tydske Lucretiæ Billede med en Rift i. 26 Julii Cæsaris Pennekniv, hvormed man kan skiære 2 Penne paa engang 27 Tolv Par sølvskaftede Knive, som have tilhørt den rige Mand, tilligemed en BordServiet, som han havde for sig den sid- ste Dag han spisede.

29 Den Samaritanste Qvindes VandKrukke, Hanken afslaget, og i Skeden paasat en sølv Hank, saa snæver at man ikke kan faae Haanden ind i den.

29 Den Strikke Judas hengte sig i, som er gaaet i Arv i Familien 200 Aar, men siden er kommet i fremmede Hænder.

30 En høiskygget Hat som Noah brugte første Gang han bad Fadder.

31 Den Tobaks-Daase Caiphas tog sin en Pris Continence af, naar han sad i Raa- det, med lit spansk Tobak i.

52 Et Collegium Juridicum, skrevet af den store Lærere Gamaliel, hvori det fornemste

15

15 Kapitel er om Arve-Retten, i fransk Bind, 3 Ark i 4to. Manuskript.

33 Aarons Brøstspende med Bømiske Steene indfattet i Sølv.

34 En Krukke fuld af nedsaltet Manna, at bruge som Asia.

35 Den Cananæiske Qvindes Underskiørt, af blaat Filt, med en høi Skoe under.

36 Udskrift af et Kierligheds-Brev, som Por tiphars Hustrue tilskrev Joseph, da hun vilde forføre ham til Ukydskhed.

37 En Flaske Sminke-Vand, som Bersabea brugte at toe sig med hver Gang hun gik hen til Kong David, Flasken er skabt som en Aux de Lavande Flaske.

38 Trende store Fortænder af de Hunde som slikkede Lazarus, temmelig Ormædte.

Alle disse ovenstaaende Sager bleve solgte paa en Auction i Jerusalem, men saa- som ingen Liebhabere indfant sig, bleve de solgte for halv Værd, og opkiøbte af Joderne, som siden Jerusalems Forstørring skal

16

16 have bragt dem hist og her omkring i Verden, hvor den meste Deel igien til høie Priser skal være kiøbt af Christne. Ja, Pilati Journal, som findes under No. 1 skal allene være betalt med 800 Dukater, uagtet den efter første Kiøb paa Auctionen, blev solgt for 4 Shestertier.

Jeg gad gierne vide, om ei er eller ander Stykke af disse Rariteter kan forefindes hos de som ere Elskere af Antiqviteter. — De Roman-Katolske, som kan fremvise saa mange Reliqver kunde maaske eie nogle af disse med.

1

Det

Gevaudanske Dyr

i Dannemark.

Dets Rasenhed og Ødeleggelse

først i Jylland dernæst i Norge.

Samt

hvorledes dette skadelige Dyr endelig blev ødelagt, med mere som Historien udviser, beskreven af en Jæger og til Trykken befordret af en Krybeskytte.

Kiøbenhavn 1771.

Trykt hos Joh. R. Thiele, boende i Peder HuitsfeldtsStræde, sg findes sammesteds tilkiøbs.

2

        

3

Fortale.

Jeg troer det er noksom bekient, hvilken Opsigt det Gevaudanske Dyr i en lang Tid giorde i adskillige Lande. .Alle Aviser vare opfyldte med dette Dyrs Beskrivelse, og Historier om dets Heltegierninger.

Mangen General, som ved sine Troppers Hielp myrder mange tusinde Mennesker, bliver neppe mere navnkundig end dette Best, som med sine Tænder og Klør, kom en heel Provincie fast

4

4 Fortale.

til at skielve, og gav andre Lande nok at tale om, i al den Tid det huserede.

Man er ei endnu tilfulde forsikret om, enten dette Dyrs virkelige Grusomhed , Avisskrivernes frugtbare Opfindelses-Geist eller de Franskes Banghed, har giort dette Dyr meest navnkundig. Nok er det, Rygtet har fortalt store Ting om det; men jeg vil hviske Læseren noget i Øret: Der gives dem som troe at dette Dyr aldrig har været til i Virkelighed, men at det allene er et Digt, ja vel en Satyre, da man slutter, at under Navn af det Gevaudanske Dyr, forstaaes en eller anden Lands-Ødelegger og Udsuere i Frankerig. Det kan gierne være mueligt; thi Frankerig saavelsom andre Lande, have nok sine Plage-Fogder

5

Fortale. 5

og Udyr som opæde Landet og dets

Indbyggere.

Imidlertid er det afgiort af Fran- kerig som et Land der er frugtbar paa meget nyt, frembringer adskillige Udyr, som endog forurolige andre Lande, ja ofte anstifte Ødeleggelser, som er vær- re end de, det Gevaudanske Dyr efter Rygtets Beretning, har anrettet.

Jeg vil lade alle Ting staae ved sit Værd, jeg vil hverken nægte eller bekræfte dette Dyrs Existence; men jeg vil allene berette en sandfærdig Histo- rie om et Udyr, som i Jylland og Norge har anrettet en ubodelig Skade.

Jeg kalder det, det Gevaudanske Dyr, fordi det af sin Skadelighed er bekient, og desuden da det er et fransk Navn, haaber jeg det behager, thi

6

'

6 Fortale.

det franske pleier almindelig giøre en stor Indtryk hos os. Imidlertid vil jeg berette Historien ligesom den er tildraget, og maa det staae enhver frit for, at antage og forkaste, at troe eller nægte den; saa meget vil jeg sige: man kan tilforladelig troe, at den in. deholder mere Sandfærdighed, end det Avisskriverne har debiteret om det Ge- vaudanste Dyr. Historien er opteg- net af mig i mine ledige Timer, og har jeg, som en Jæger, havt Leilighed at observere Dyrets Natur. Jeg for- bliver Læserens hengivne Tienere

Jæger.

7

Det Gevaudanske Dyrs Grusomhed i Jylland.

Dette forfærdelige Dyr, hvis Lige man ei før har seet her i Landet, var af en egen Skabning, det saae magert, skarp og spitssnudet ud, det var meget varsomt og listigt, og derfore ei let at fange. —Man tillegger Biørnen stor Forstand, men kan med større Føie tillegge den dette Dyr. Det var meget eensomt, og uagtet det havde en Mage, strejfede det gierne allene, og dets Mage giorde ingen Skade, det havde heller ingen Unger. Det gav et Lyd fra

8

8 sig som var meget uforstaaelig, og lydede næsten som naar man nævner det franske Ord: par Dieu!

En Deel gamle Folk meenede, at dette Dyr skulle være en Yngel af en stor dansk Hund og en Ulvinde. Men dette kan ei siges med nogen Vished. Det er ellers merkværdigt, at dette Dyr havde altid i Sælskab med sig en gammel Ræv, ret ligesom den kunde være dets Veiviser og Ledsagere i de ubekiendte og fremmede Lande.

Angaaende dets Egenskaber, da var det meget Rovbegierligt, og dets Tilbøielighed til at skade, var saa stor, at det endog med sine skarpe Tænder og stærke Klør, nedrev og nedgravede alle de Mure og Bygninger det kunde komme af Sted med; man skulde snart falde paa de Tanker, at det forstod sig paa at anrette Ulykker, og at det var som en Plage udskikket, for paa alle muelige Maader at ødelegge Folk og Land. Man har nok hørt tale om adskillige Dyr, som Have ødelagt Mennesker, Men endnu har man ei hørt tale om et saadant

9

9 Dyr, som har ødelagt Mure og Bygnin- ger. Et Beviis paa dette Dyrs Snedighed man det være, at det søgte først og fornemmelig at ødelegge de beste Hunde ved Hiorden, men de unge uduelige Hvalpe lod det gaae urørte, ja, de logrede endog for Dyret. Forunderligt er det, at det ei dræb- te Hundene, men allene lemlæstede dem, og giorde dem reent udygtige til videre Tieneste. Da nu Hundene vare borte, ødelagde det Dag for Dag Bøndernes Hiord, saa at den som for havde eiet 100 Kreature, ei beholdte mere end 30, faaledes ødelagde det alle Steder et vist Antal, ligesom med et Overlæg, for at udmatte Folk og betage dem siden al Leilighed til Velstand og videre Opkomst.

Mange Mennesker i Jylland troede sikkert, ar dette Dyr var en af de sorte Konstnere, som havde paataget sig denne Skikkelse, og var sendt herind, for i et Dyrs Lignelse at tilføie os saadan stor Skade. Man kan just ei troe alt saadant, men ikke desmindre syntes dette Dyrs Snedighed at være overnaturlig, og fast at ledsages af et

10

10 Slags Overlæg. Dette Dyr gik ei i Van- det, men giorde allene Skade til Lands. Man fortæller, at da det engang vilde vo*- ve sig ud i Vandet, blev det af en gammel kiek Søemand jaget tilbage, og havde næsten omkommet i Vandet, hvis det ei havde været saa snedigt.

Merkværdigt er det, at da dette Udyr havde ødelagt og formindsket Hiorden allevegne, nedrev det ogsaa Staldene, ligesom det vilde med et Overlæg vise, at man ingen Stalde behøvede naar man ingen Kreature havde.

Den ubodeligste Skade det Kreatur anrettede , var iblant Hestene i Jylland, hvilke de til en ubodelig Skade for Landet ødelagde og adspredde, saa der neppe blev en at finde, og de skiønne jydske Heste bleve ved den Leilighed, ynkelig adspredde og fordervede. El tydeligt Beviis er paa dens giftige Tænder, at naar det beed de skiønne store sterke Heste, faa bleve de contracte, sammenskrumpede og smaae som Heste-Føl, saa at Hvor man før havde stærke, store og

11

11

overalt berømte Heste, har man nu ikkun nogle usle uanseelige Skintmærer, ikke engang i Tallet saa mange som før. Man formener , dette er medvirkende Aarsage til vort Cavallerie ei er nær saa smukt som før, dette vil jeg lade staae ved sit Værd, og kan ei saa lige sige om man kan tilskrive det Gevaudanstke Dyr den Virkning.

Heel Merkværdigt var det med dette Dyr, at det i Besynderlig hadede, forfulgte og ødelagte alle dem som bare røde Klæder og Gevær. Ubevæbnede Folk lod det nogenledes passere, men hvo som bar Værge, den var ulykkelig.

Efterat dette Dyr en Tidlang havde huseret i Jylland, tog det med et Veien op til Norge, hvor det anrettede samme Ulykker, skiønt ei saa høi en Grad som i Dannemark. Kort, det er ubeskriveligt, hvad Skade dette Dyr paa begge Steder forvolte. Hist sad en Kone og græd for sin saarede Mand, hist Forældre for deres Søn, hist sade gamle duelige Folk, og bejamrede at dette Udyr havde tilføjet dem større Ulykke,

12

12 end de Krigens Blesurer de kunde fremvis- se. Hist laae Folk døde paa Veie og Stier, som vare ilde tilrede af dette Dyr, og maatte crepere af Sult, fordi Udyret havde bort- taget deres Hiord og Levnetsmidler. Det Havde ellers tilfælles med det Gevaudanske Dyr, at det gemenlig kun attaqverede Mandfolk, men ved at ødelegge dem bleve man- ge Koner og Umyndige Brødløse.

Ja, Forskrækkelsen for dette Dyr var saa stor, at mange habile og duelige Folk reiste ud af Landet, saafom de ei hiemme vare sikkre for det Gevaudanske Dyrs Klør og Tænder. Ynkeligt var det, at see hvor tomt Landet var for Folk, og hvor mange øde og sløifede Bygninger hist og her stode, som dette Udyr havde kuldkastet.

Ja havde dette Dyr blevet længere i Landet, kroer jeg det hele Land Havde blevet aldeles øde for Folk og Bygninger; midt i denne almindelige Forskrækkelse, vidste alle at klage over og bejamre det Gevaudanske Dyrs Rasenhed, men ingen havde Hierte til at angribe det, eller Forstand nok til at

13

13 overlægge hvorledes det best kunde udrede des fra dem.

Man var ofte paa Jagt efter det, men forgieves, man kom hiem med blodige Pander, og Dyret vedste altid at undgaae.

Endelig indsaae nogle erfarne Jægere, ar man forgieves vilde eftersætte Dyret , saa- længe den omtalte gamle Ræv fulgte med det; thi saasom det Gevaudanske Dyr var fremmed i Marke og Skove, kunde man maaskee have besnæret det, hvis ei den gamle Ræv som var Landet bekient, Havde været det en troe Veiviser. Man bestuttede derfor at stræbe paa, hvorledes man kunde forjage Ræven, eller skille dem fra hinanden, for des lettere siden at fordrive det store Dyr.

Efter lang Møie lykkedes det omsider at faae Ræven fordreven. hen i en anden Eng, denne Fordeel hialp en Hoben; thi Udyret blev strax noget roligere, og omendskiønt det ei ganske ophørte, bleve dog dets Streiferier og ødelæggelser mindre end før,

14

14

ja, efter nogen Tids Forløb, blev det en kort Tid ganske borte. Strax opvækkeddes en almindelig Glæde, og man herte FrydeSkrig over Dyrets Bortgang , men den Glæde varede kun kort; thi det kom strax igien, og syntes da ret med en dobbelt Dristighed og Bitterhed at ville rase; thi en meget listig og varsom Maar fulgte da med det og var dets Ledsagere.

Men til al Lykke varede denne Skræk ei meget længe, thi inden man enten formodede det, eller vedste et Ord deraf, løb Maaren bort. Da nu det Gavaudanfike Dyr blev ene, og man efter Haanden lærte at kiende dets Trækker, fik man endelig omsider Bugt med det, og efter megen Møie, til stor og almindelig Glæde, med Stok og Steen fik det reent jaget udaf Rigerne og Landet.

Men uagtet nu Udyret er borte, vil man dog ei saasnart kunde glemme dets Nærværelse, thi dets Ødeleggelse vil nok i de første 20 Aar blive kiendelige, og knap i den

15

15

Tid med al vor Vindskibelighed igien kunde oprettes.

Man glæder sig nu i det Haab, at man ei mere skal faae det at see, give det Haab maatte blive opfylt! men en Ting synes at giøre Fornøielsen liden og Haabet usikkert; thi man har fornummet at den bekiendte gamle snedige Ræv, som fulgte det Gevaudanske Dyr, er endnu hemmelig til- stæde her i Landet, og saa længe den er der, kan ei Frygten hos Jyderne for det, saa reent forgaae.

Hvo veed da vel, om ei dette trædske og falske Best, der ei selv har Magt nok til at udrette alle Ting ved sin Snedighed, ikke engang kunde lokke det Gevaudanske Dyr her ind igien, og saa var Ulykken vist dobbelt. —

Give den slemme Ræv med, enten engang maatte falde i Jægerens Hænder eller og blive steenet ud af Landet, saa blev vor haab sikrere og vor Glæde større, ja vor

16

16 Sikkerhed vilde blive vedvarende, og maa- skee fuldkommen.

Denne er det Gevandauske Dyrs rig- tlge og naturlige Beskrivelse, hvis Sandhed Erfarenheden desværre tilstrækkelig nok har lært os, og endnu daglig bekræfter for os, og som endog i Eftertiden vil blive følelig for vore Børn og Børnebørn.

Ende.

1

Den

forvandlede

Gedebuk,

en

forunderlig Tildragelse

kiøbt i

Manuscript

efter en afdød Hyrde,

og nu

for sin Selsomhed udgivet i Trykken

ved

Sandrue.

Haag 1771.

2

        

3

Dedicatio.

Denne forunderlige og selsomme Historie, er jeg i Tvivl om, til hvem jeg skal dedicere. Det er vel en Coutume, at fremsende ethvert Skrift til en eller anden stor Herre,

4

4

som man holder for at være sin Velynder; Men hvem skal jeg insinuere dette, som er en Beskrivelse over en latterlig Gedebuk? hvem skulde finde Gout i saadant ringe Skrift! som handler allene om et Dyr.

Jeg har længe disputeret med mig selv, og endelig falden paa den Tanke, at insinuere samme til Vognmændene; thi de Folk holder mange Heste, og jeg har ladet mig sige, at dette Slags Dyr ere meget nyttige i en Heste-Stald: Maaskee jeg ved denne Æres-Beviisning kunde faae frie Be-

5

5

fordring til et eller andet Sted, eller og en Chane-Tour. Men naar jeg betænker, at han blev forvandlet til en Abekat, falder baade Projectet og Fordeelen bort, siden det er bekiendt at Abekatterne er ligesaa skadelige som latterlige, og altsaa tilføyede saadanne Folk meere Skade end Gavn baade paa Bester og Foder.

Jeg har derfore besluttet at dedicere det til enhver, som vil og kand tænke; Da jeg troer, der dog gives nogle, som ey holder dette for blot Tant, men giør sig samme Begreb om det,

6

6 som jeg, nemlig: At der kand gaae meget for sig i Naturen, som man ey kand begribe, men dog ey bør negte, og at en Deel deraf skeer andre til Advarsel og Exempel.

7

En gammel Gedebuk, som gressede og opholdt sig gierne paa den beste Høy nær ved et Faare-Huus, fik formedelst sin Skabning og særskilte Brægning Hævd paa at opholde sig der sin Livs-Tid, og var som Forstander for en Hoben Geder og Bukke.

8

Denne gamle Buk var Fader til adskillige Bukke, iblant hvilke var en ung Buk, hvis Historie Eftertiden til Forundring er optegned. Hvis mine gode Venner, som jeg haver Troen til, ey havde forsikret mig om Historiens Sandfærdig- hed, og helligen bekræftet, at denne Buk endnu var til i en anden Gestalt, som og at Author selv, saa vidt sees af Historien, haver levet paa samme Tid, havde jeg aldrig ladet den trykke; thi at fare med Tant er aldeeles ey min Maade.

9

Jeg haver læst saa mange underlige ja nesten utroelige Tildragelser i adskillige Reise-Beskrivelser og Historier, hvilke uagted man er uvis om deres Virkelighed dog have amuseret. Jeg haaber derfor saa meget meere at fornøye mine Læsere, som jeg selv haver været Øyensynlig Vidne til denne, forunderlige og selsomme Hendelse.

10

10

Denne unge Gedebuk blev, saasnart han kunde nemme, anført af sin skiæggede Fader i alt hvad hans Stand egnede og an- stod, og begyndte saa snart mueligt, at slegte sin Fader paa baade i Myndighed og Skakkerie. Han var ellers i sin spæde Ungdom vild og gal, saa det blev et Ordsprog iblant de andre Dyr i Nærheden, naar de vilde betegne et Springs-Dyr: Han er saa gal som den unge Buk. Ligesom han tiltog i Alder, voxede tillige hans medfødte Indbildning om sig selv og Foragt for de andre Dyr. Ingen skulde troe det, men jeg veed det vist: Han fik en af sin Faders Bukke saaledes under sit Herredømme, at han maatte tiene ham til Hest og bære ham: Hvad skeede? Engang kom han paa Ryggen af denne Buk, thi at ride og færdes var han meget for; Men Bukken, som havde sat sig for at spille sin Cammerad et Puds, spillede af med ham og giorde en Tour ind igiennem neste Bye; Den stakkels Rytter, som mere maatte tænke paa at sidde fast end komme af, passere- de mange forbie, og bekom derudover Navn af Gedebuk-Rytter. Han blev nok noget vreed paa Bukken, men formedelst sammes

11

11

underdanigste Afbigt og ydmygste Forsikringer om, at det skeede allene for at for- nøye ham, erholdt han Pardon; Thi Bukkene vidste meget got, at ved Flatterier og Complimenter kunde den unge Buk allene forsones.

Han havde mangfoldige Narrerier og Pudserier fore, som jeg ey vil opholde Læseren med at opregne, og altsaa ey tale om, at han allerede i sin Ungdom vennede sig til Jux, hvorved hans Faders underhavende Bukkeløse Geder skal have lidt endeel, saa at ingen Buk var saa rask, at han jo ved ham kunde forraskes.

Det maae være nok, at man seer af heele Historien, at han haver været et Monstrum, som Naturen haver spillet Gæk med, og maaskee fremstillet ham som et Speil for Narrerier iblant Menneskene; hvo veed det?

Mange faldt paa den Tanke, at han ey var en virkelig Gedebuk, men . . . . . Ja jeg troede det ey heller selv. Jeg vil derfor nævne ham herefter med det ham

12

12 almindelig tillagte Navn: Gedebuk-Rytteren.

Da nu Skiægget begyndte lidet at pippe frem paa vores Rytter, søgte hans Fader at overtale ham til et meere forestilt sat og alvorligt Væsen, leggende til, at om han vilde ligne ham og blive til noget i Verden, samt giøre sig nogen Fordel, lige- meget paa hvad Maade, maatte han give sig en Air, og ey blotte sin naturlige Tilbøyelighed.

Dette giorde vel nogen Indtryk paa Gedebuk-Rytteren, men hvo kand forandre sin Natur? Fordeel og Myndighed vare hans Arve-Passioner, men til at give sig en Høyærværdig Air var han endnu alt for raa og ufornuftig, og tilmed var han ey begavet med hans Faders Mæle.

Han giorde sig dog saa meget mueligt Umage for at følge sin Faders Raad, og til den Ende, ved Faderens formaaende Mellemhandling blev optagen i Munke-Ordenen og parrede sig med en ung Ged, som ey til- forn var skeet, i det ringeste ey publiqve i

13

13

den Orden. — Den gunstige Læser maae ey opholde sig over sligt, men bestandig ansee vores Rytter for Naturens selsomme Uhyre og Spectacle.

Nu begyndte vor Rytter at faae Horn, og dermed voxede tillige Myndighed og indbildt Anseelse. Han tumlede stedse omkring paa Landet, og maaskee for Løyer Skyld, blev indskudt i et Consilio, hvor- udi han skulde være Præses, og deele imellem de andre Dyr, samt fælde dem i deres Disputer. Man kunde umuelig bare sig for at lee, naar man saae ham sidde ligesom midt for et oval Bord og give sig en forunderlig Air iblant de andre Dyr, som manglede Kraft, Bravour, Hofmod og af Mod nok til at støde ham ud, men hans skiæggede Fader havde forskaffet sig saa stor Anseelse, at han snildelig kunde understøtte sin Race. Ja vor Gedebuk-Rytter vidste og selv at vinde Ulvenes Hierter, som havde Sager ved denne Ret, hvorom vidner den foerede Pels, som han om Vinteren var bedækket med, ved denne Complisance skal disse Ulve have funden deres Regning.

14

14

Læseren maae troe, at den Orden, han var kommen udi, var ham ey til liden Fordeel. —

Han slog sig nogen Tid igiennem i dette Consilio, og var ofte tilbedet af andre Dyr, som kunde profitere ved det, end- skiøndt de i Hiertet stal have Heleet ham. —

Vor Gedebuk-Rytter havde nu faaet Smag paa at komme ind i noget og det gik ham, som det gaaer med Menneskene, sans Comparaison, at naar de først bliver til noget, er siden ingen Værdighed dem høy nok. Tænk engang! han bragte det endog dertil, at tvende af de største Bukke maatte trække ham omkring i en Æske, og de stakkels Dyr maatte stedse trippe og dantse afsted med ham; thi deri fandt han sin største Plaisir, og en stakkels Babian havde han faaet afrettet til at kiøre dem.

Denne Stald-Knegts, jeg vil saa kalde ham, forunderlige Gestalt, saavel som hans Herres, gav en latterlig Parade for samme iblant Dyrene, men opvakte Forundring og Ærbødighed hos andre, som

15

15 maaskee giorde sig den Tanke, at Fanden kunde bruge sit Spil med ham til at forraske andre: Men denne Meening er ey orthodox.

Hvordan det gik eller ey, blev han dog formedelst den Orden, han var kommen udi, som altid haver været anseet for exemplarisk, udvalgt til Forstander for en hoben Bukkeløse Geder, hvis Føder han vidste saa vel at forvalte og Uddeele, at de ey havde nødig at gaae og træde i det; thi han vidste at hvad der var sparet havde han fortient, som Ordsproget lyder: Det skal kræves af din Haand.

Jo fleere Ting han sprang ind i, jo meere blev han af en Hoben anseet, og det- te giorde at han blev saa forvoven, at han lod sig udraabe iblant de andre Dyr for en stor Theologant, hvilket var noget forskrækkeligt. Betænk engang! at give sig saa hæderlig en Earacteer for desbedre at kunde forraske og bedrage, er en afskyelig Ting, og med Lykke at fremture derudi er heel forargeligt: Men alt dette havde han arvet efter sin skiæggede Fader, som laante an-

16

16

dre trengende Dyr et Pund Foder og tog ti Pund igien, hvorfor han og, uagtet sin udvortes Anseelse, skal være bleven anseet, og sadt, da han allereede var til Alders, i Paralell med glubende Ulve, som bedækker sig med Faare-Hud. Man bør altsaa ey fortænke ham, men betænke hvad Tydsken siger: Art von Art.

Hvordan gik det vel vores GedebukRytter? forskrækkelige Methamorphosis! Han vognede en Morgen op, og da han efter Sædvane speylede sig, ventelig i en Bæk, saae han sig med Bestyrtelse forvandlet til en Abekat. Hands Staldknegt kom ind, og da han saae sin Herre saaledes om- skabt, studsede han noget, og havde en kiendt ham, hvis ey Trækkene med Munden endnu var bleven tilovers, hvoraf kunde sees, at han havde været en Giedebuk. StaldKnegten talede ham derpaa til, og viiste den største Glæde over at see ham i denne Gestalt, forsikrende, at nu turde han spaae ham langt større Lykke end tilforn; thi, sagde han: Denne Skikkelse haver i rum Tiid forskaffet visse stor Ære, som allene haver stræbet at ligne Dem; De er det virkelig, hvad skulde da være i Veyen.?

17

17

Mine Camerader, sagde han videre: ville alle saavelsom jeg selv være villige til at tiene den i alt, hvad vi formaaer, efter som vi Stakler ere formedelst vore store og stærke Lemmer ey af Skiæbnen udseet til andet end til Arbeide for de af eders Slags, som ere begavede med fiinere Lemmer. Kunde vel nogen Client snedigere flatere sin Patron end denne Bavian?

Vores Abekat begyndte selv at elske sin Skikkelse, og jo meere han betragtede sig, jo bedre kunde han lide sig selv; Saa at det, som skulde have været ham en Advarsel for hans Galenskab, tiente ham tvertimod til at fremture derudi, saa at man maae sande det gamle Ordsprog: Naturam expellas furca tamen usqve recur- rit, som paa Dansk er udlagt: Eselen blev Borgemester men blev dog et Esel. vid. Antiqvit. Rom.

Besynderligt nok var det, at denne Forvandling derangerede ham aldeles in-

18

18 tet, han vedblev endnu alle sine Forretninger, og blev ligesom meere agted af andre Dyr; ja hans Ged selv syntes at præferere denne Figur for den forrige. Sælsomt nok.

Alt hvad man kan sige, er, at hans Time var endnu ey kommen, og at det er sandt, som man siger: den drukner ey i en Mødding, som skal ombringes i et Gade-Kær. Alle Abekatterne saavelsom og Babianerne fattede saa store Tanker om ham, at de ansaae ham for et Oracel. Han betiente sig og deraf, og logrede saa lenge med sin Hale, at han avancerede ind i et større Concilium, hvorudi gaves meere Leilighed til at mætte sin Begierlighed og Indbildning. Han var aldrig saa snart bleven et Lem i dette Raad førend han pønsede paa at udviide sin Myndighed og forskaffe sig større og større Anseelse. Han sleskede saaledes for de andre i Raadet, at de, maaskee for at see Udfaldet, paa hans Forsikringer om sin Indsigt i Land. Væsenet som Abekat, overdrog ham Opsigten og Bestyrelsen med deres Løkker,

19

19

som dem fra gammel Tiid skal være overdragen, men laae for langt borte fra den Høy, hvor de skulde samles for at holde Raad, og hvor de desforuden ey manglede Overflødighed af allehaande dem til Føde tienlige Ting, hvor af vores Abekat ey glemte at tage sin Deel. Den retfærdige mangler ofte Brød.

Nu var han ret kommen i sit Ess. Her havde han ret Leilighed til at færdes og tumle. Han giorde sig adskillige LystTourer, og hver Gang han kom hiem, havde han som Henric i Comoedien, falvâ Reverentiâ, faaet et nyt Indfald i Luften, som de andre dog ey altid approberede; thi nogle havde saa megen Fornuft, at de kunde indsee at det var Abekatterie.

I Raadet sad han ey og sov, men vrissede stedse med Hovedet og mimrede med Munden for at synes geskæftig og fik og undertiden sit Votum indført; thi han var der nu, og sandt at sige, havde han og nogle

20

20

paa sin Side, som maaskee enten fandt sin Fordeel derved, eller søgte at see ham ved Leilighed prostitueret.

Ustadig var han ellers i alle sine Be- raadslutninger, hvad han bejaede i Dag benægtede han i Morgen, naar derved ikkun kunde profiteres noget. Alle hans Bestræbelser gik ud paa egen Interesse, da han dog i Henseende til det Raad han var hopped ind i, burde have øvet Redelighed; Men jeg forløber mig, det var en Feiltagelse, han var en Abekat.

Goddædighed vilde han, uagted alle sine Intriguer, gierne være udraabt for, og til den Ende hialp han paa andres Bekostning en og anden, dog altid sit eget Slags og Anhang, som derfor maatte udraabe ham iblant de andre Dyr for ædelmodig og godgiørende; hvo skulde ellers falde paa den Tanke. Ærlighed blev ham endog tillagt, som var noget absurd, af dem som blev el-

21

21

ler søgte at blive hiulpen ved ham. Hvad giør man ey for Fordeel.

Endskiønt han ey var Præfes i dette Raad, thi der var 4 à 5 over ham, vilde han og gierne ansees derfor, og saae gierne, at Dyre-Mængden troede, at alting maatte gaae igiennem hans Hoved.

De store og arbeidsomme Babianer havde han saaledes med sit Abespil forblindet, at de kappedes med hinanden om at vide hans naragtige Gunst og ofre paa hans forraskelige Altere. De Stakler toge sig ey i Agt for, at Abekatten ofte bidder den, som giver ham Brød. Han tænkte nu fornemmelig paa hvorledes han kunde benytte sig af disse Babianers Fortroelighed, hvilket og lykkedes ham, som her efter vorder at see; thi i Underfundighed og Filourerie havde han iblant Dyrene neppe sin Liige, men aldrig sin Overmand, saa man gierne kunde kalde ham, den sande Ugl-Spils Overmand. Saa rask var in-

22

22 tet Dyr, at han jo spillede eller i det ringeste søgte at spille dem Prævenire, hvilket i mine Tanker lykkes kuns til en Tid. Hvo som bliver reen gal settes i Daare-Kisten.

Babianerne brugtes, som er bekiendt, til svært og stærk Arbeide, som for Exempel til at hente de andre Dyrs Foder og andre svære Ting lang Veys fra, som de ey selv enten formaaede eller gad bære, item til at holde Passagerne reene og passable, hvorved disse Dyr fortiente det fornødne Foder til sig og sine Slæbe-Dyr, Bukkene.

Disse Babianers Eenfoldighed og Troeskyldighed førte han sig og til Nytte, og under Prætext, at forskaffe dem større Fordeel, beriigede han sig selv, og skildte dem ved en anseelig Deel af deres Forraad, i det han agerede deres Anførere og Beskyttere; han giorde tilsidst disse Stakler saa godt som umyndige, og fandt i en Vinkel eller Afkrog, en snedig Abekat, paa hvis

23

23

Troeskab han kunde forlade sig: Denne fik han indsadt som Opseere og Under-Formynder over de arme Babianer, som saaledes saae til for dem, at naar de manglede det fornødne, var han i Stand til at laane dem, dog med anseelig Fordeel, og altsaa jo længer det varede, jo meere bleve de den sammes Gieldbundne, og maatte saaledes nødtvungne finde sig i disse Abekatters uretfærdige Behandlinger.

Vores Abekat, som Formynder og Entrepreneur vidste altid at skyde Skylden paa sine Underhavende, eller brugte andre snedige Udflugter, naar nogen af disse Babianer besværede sig, som dog for Frygt Skyld var rart; thi han havde saaledes kiørt omkring med dem, at de vare gandske forbausede, og tilmed maatte de og have Respect for ham, saasom han i visse Maa- der, i Henseende til det han presenterede, var deres Superieur. Ja det var ret forunderligt, hvorledes han spillede og snoede sig.

24

24 Man kunde vel falde paa at spørge, hvor kunde de andre i Raadet taale saadant et Udskud? Men jeg maae herpaa svare, han søgte at faae en Deel om ikke alle paa sin Side ved Flatterie og indbildt Fordeel; endskiønt enhver, som begreb det, maae til- staae han tog Fløden, som efter Babianernes Sprog er udlagt: Den der haver Svøben kiører. Ikke desto mindre, paa det han ey skulle synes, at ville sluge alting i sig, fo- restillede han Raadet, at den Fordeel, Ba- bianerne havde ved Passagernes Eftersyn, var heel profitable, som dog ey af Babia- nerne blev efterkommet som den burde, og at det vilde blive en Smaus om Raadet antog sig samme. Kunde han vel tage dem paa omnere Siide? Hvad giør ey Tyd- sken for Penge, sagde Franskmanden, han saae Abekatten. De fleeste af Raadet nikkede ad Abe- katten, og han fik sit Project fuldført; Men

25

25

merk! han accorderede sig Bestyrelsen derover og Opsigten dermed. De elendige Babianer maatte altsaa see sig skildt ved denne Nærings Vey, og gaae, som man siger, fra Huus og Hof.

Her havde vores Abekat friske Anstalter: Dette Læe-Huus, som laae ey ret langt borte, var som et Lyst-Sted for ham at divertere sig paa om Sommeren. Her fik han og Leilighed til at employere fleere af sine Clienter, de smaa Aber, som alle under Brøds Fortabelse maatte see paa hans Beste, som deres Herre og Forfremmere. Uerkiendtlighed er endog en Last iblant Dy- rene.

Ved Indkiøb og Consummation af Foderet til de paa dette Sted holdende Bukke, mumlede adskillige iblant Dyrene om et og andet Abekatterie, som for Ex. At han og de der underhavende smaa Babianer tog fremmede Bukke og andet Kræg ind til Leye paa det Foder, som af Raadet allene

26

26 var kiøbt til de paa dette Sted bestemte Bukkers Underholdning.

Hvad skal man sige, herved kand og have været noget at malke. Dog var det et stort Skielmstykke, om det var sandt. En ærlig kand jo ey være frie for Bagtalelse. Med Babianerne, som foerede og rygtede Bukkene, var han dog Monfrere og Cammerad, hvilket borttager denne Mistanke; Med mindre de haver forstaaet hinanden, som jeg lader være udsagt.

De i Raadet, som havde Horn i Næsen, saae paa det Reelle, og ey ved et Haar lod sig dreye som en Fiæder, syntes aldeeles intet om disse Abekatterier.

Iblandt de store Babianer vare og nogle, besynderlig Een, som ved andre mee- re formaaende Dyrs Hielp fik ham udaf sit Formynderstab; men den omtalte liden Abekat, som han fik indsadt, gik den Gang frie, thi han krøb igien i en Vinkel til Stor-

27

27

men var forbie. Den som giør reent over- aldt feyer og i Krogene, derfor tag dig i Agt.

Nu havde vores Abekat allene at ob- servere, hvorledes han kunde hytte sig iblant de andre i Raadet, hvoraf vi haver hørt, at nogle allerede, saa at tale, havde observeret Juxerierne og derover giort Opmerksomheder, saa Snittene ved denne sig tilsnegne Administration ey kunde skee saa hemmelig glubsk som tilforn. Vee den! som bruger sig, naar han kand til andres Skade.

Da vores Abekat nu merkede, at det var kommen for vidt med hans Luurendreierier, og at endog de Dyr, som contribuerede til Passagernes Istandholdelse knurrede over hans slette Administration, blev han noget forsagt, dreyede sig tredskelig udaf det, og slap saaledes, skiøndt besudlet, da han havde sadt det i yderste Decadance, som siden vorder oplyst.

28

28

Hvordan det siden er gaaet ham, saa- velsom og enten han er død eller underkasted fleere Forvandlinger, er mig ubekiendt. I- midlertid opsettes hannem følgende til vel- fortient Efterminde:

Du Gedebuk og Abekat Flux hialp kuns dine Liige, Deri din Retviished var sat, Gav Vota saa at siige:

For Verden Du Spectacle var.

For mange Dyr en Plage, Og Bukkeløse Geder har Selv Aarsag sig at klage; Men Babianer glæder sig,

At de slap nogenlunde,

Just da Du søgte tredskelig At see dem gaae til Grunde, De ønsker, at du aldrig var Til saadan Abe bleven!

At flere Dyr ey ilde faer So lang als Hirschen Leben!

29

29

NB. Uagtet jeg ey er Poet, kand jeg dog nok see, at Author ey haver været født Poet, som fornemmelig røbes i sidste Linie, hvori mine Tanker ligesaavel kunde have staaet paa Dansk: Saa længe Hiorter Lever, og været conform med hans øvrige Udtryk; Men jeg maae troe, det haver været for Riimet Skyld. Der findes dog adskillige Ord, som i mine Tanker kunde riime sig, som for Exempel Kneben, Greben og uddreven med fleere af samme Lyd.

30

        

1

Sandheds-Elskeres Besvarelse mod

Sandrue

i Andledning af

den forvanlede

Giedebuk.

Valbye, 1771.

2

        

3

Tredobbelt Nar! du har i største Ondskab skreven; Men Lykke var det, om din Pen ey slap var bleven.

Er du som Abe selv almægtig til at skabe?

Kan du forvandle Folk til Geddebuk og Abe?

Skriv frit; — men troe og viid at Avind er en

Lyde,

At gribe Laster an, dig ingen vil forbyde;

Men naar du paa et H som paa en Buk vil ride, Bør Bukken flaae dig af og Rytteren besk. * *

Du Sandrue nævner dig, din Siel dog falsk

maa være. —

Den største Falskhed er at klippe Nestens Ære. —@Du tænker meget stort; men ulyksalig Stymper!

Har Overlæg det giort? —- her Sielens Orm sig

krymper.

4

4 Lad Støvet, ja lad selv kun Asken blive borte; Du hovne, som du vil, du Æren ey kan korte. Lad du kun Bukken gaae paa Græsbegroede Enge —@Hans Fader Hyrde var — gid Hiorden aldrig

trænge.! —

En Jøde — kan en Buk paa Græsset Jøde være, Endskiønt hans Brægen ham tilbragte Roes og

Ære? —

Du nævner beste Høy — hvad Høy? — Enhver let skiønner.

Misundelse ey just Veltalende belønner.

Lad den Graaskiæggede, dens Yndling æret

blive.

Lad hin sit muntre Kid i fede Enge drive;

Det græsses hvor man vil, dog kan ej Græsset skorte Da Bukkens Tænder er for Græsset alt for korte. Lad Bukken være vild, og gal. Hans Moed aftager, Om end hans Faders Buk, som modig Hest ham

drager;

Lad denne flaae ham af, fordi han glemte Svøben. —

Et Kid forstaaer dog ej de gamle Bukkes Løben;

Lad dette unge Kid fra unge Gedder tage;

Der bliver derfor nok for disse Dyr tilbage.

De andre Bukke har selv Græsbegroede Høye,

Lad disse (om de kan) med deres Foer sig Nøye.

5

5

Et Monstrum var han ey, du selv maae Monstrum blive,

Som kan saa magert om de fede Bukke skrive. Naturen spiller tit, men aldrig spillet haver,

Saa den blant Dyrene giør Mennesker til Slaver, Men holt! du standser her; din Ondskab dig bestemmer.

Du Skaberen og dig, og alt det Skabte glemmer; Du veed ey, om du Buk, ey Mennesk' ham skal

kalde. —

Vee dig, som tør saa frit fra Sielens Tanker

falde! —

Nu Skiægget pipper frem, hans Fader Regler

giver,

Og disse Regler, mod din Tanke, rigtig bliver; Han siger, at han skal i Fædres Fodspor træde,

Og (hvis det lykkes ham) da fremmens Slægtens

Glæde.

Her staaer Misundelse paa nye falske Toner, — Ey Egennytte en graahærdet Ærlig Kroner — Hvi skal en Fader da til Søn og Arving sige:

Søg kun din Ære i din Næste at besvige?

Lad Bukken være ung, han savne Faders Mæle, — Man Skaberen ey seer paa engang at besiele,

De Skabte med det Got, han skabende tiltænkte; Men efter Skabelsen det gradeviis dem skienkte.

6

6

Men kan en Buk sig vel i Munke-Orden

give?

Lad end Hans Faders Raad den største Skytte

blive;

Saa veed man derfor vist, og ingen derpaa tviler Æy en uskiægged Ged i Munkens Arme hviler.

Dog — hvad? — Du har del sagt — maaskee

for at bedrage,

At Myndighedens Horn begyndte at tiltage. — begyndte at tiltage. —

Lad Bukken gaae paa Græs for Spøg, men lad

ham søge

Det, som kan eget Vel og Fælles Vel forøge.

Lad Kraft, Bravour, og Moed og hovmod

vilde fælde,

Hans Fader levede, — en Faders Røst bør

gielde; Lad andre ham belee, naar dette Kid befaler, Nok. er det, at han viis og efter Forskrift taler, Han fandt Fornøyelse i ridde og at kiøre,

Lad andre, hvem der vil, selv samme Optog føre. Stalknægten lever frie, mens Herren giør Parade, See! det et Optog er, som ingen er til Skade. Kan Fanden Bukke-Siel, som Menneskers omdreye, Men! herpaa tviler jeg; thi Dyr ey Siels eye, Du bruger Fanden for dit Abe-Spil at smykke; Men frygt og bæv, han vil din høye Nakke trykke.

7

7

Du siger, han blev sat for Bukkeløse Gedder.

Hvis Foer, hvor rig den er, Han aldrig reent

udreder;

Men ak! er dette sandt, mit ømme Hierte bløder, Naar slig Fornærmelse for Faderløse Møder.

Theologant — hvad Ord? — Hvad Navn

skal jeg det give?

Guds Lære maa det vist i mine Tanker blive. En Fader født ved den, opdragen i dens Lære,

Han Selv og Sønnen ey kan Ulv blant Hiorden være.

Men den Forandring som din Tanke nu be-

skriver,

Forskrækkelig og fæl ja snart utrolig bliver;

Du saae en Geddebuk, men nu; du seer en Abe. Du sværger, større Dyr saaledes sig omskabe. Du føler hos dig selv og ved din Herres Lykke

En Sag, som kun din Siel, som Staldknægts

kan samtykke.

Du troer Omskiftelse af Abe du paatager Din Herres Tænkekraft af samme Tanker smager.

8

8 Lad hele Verden, ja lad redelige dømme;

Sov du, og om du vil, lad dine Brødre drømme.

Du bliver hvem du er, lad kun din Herre

være. —

Den Fyrsten ærer, bør og hele Folket ære. Besynderligt, ja meer forunderligt det bliver,

(Som din selvraadig Pen, i Vilderede skriver,)

At denne Abekat blev meer og meer ophøjet.

Da han med Vidende ey nogen Ret har bøyet.

Du siger, Timen ey endnu for ham er kommen.

Du troer, han er for let, og al Ting tomt i

Lommen;

Du vælger ham en Grav, for selv Naturen

kalder.

Et Gadekiær for ham for dybt og skiden falder Det større Raad hvori din skabte Abe sættes,

Hvori Begierlighed og Æresyge mættes,

Der mangler ikke Brød. Gid du det maatte

smage!

Gid du retfærdig, som din Abe det maa

tage!

9

9 Nu var han i sit Es; men hvad skal Hen-

drik giøre,

Skal nu din Abekat et Menneske opføre?

Skal Raadetr hielpes ved de Raad, ham Luf-

ten giver? —

Jeg troer, at Aber ey i Raadet regnet bliver. Du siger, han ey sov. — Hvad Under! —

Hvem vil være

Søvnagtig, naar man skal i Byens Ting erklære?

Hans Hoved vrissede, ey Skiægget Mim-

ren glemmer;

Er dette ikke nok, naar Fælleds Pligt han fremmer?

Sæt du som Ulv kun al din Bitterhed tilside,

Du skal Uskyldighed ey graadig sønderslide.

Siig en, han andre Dyr just ved at kunde bræge Til Rov, til Underslæb og Lister kan bevæge.

At hoppe i et Raad; hvad vil vel dette sige? Fant denne Abekat i Raadet ey sin Lige? Goddædighed han vil paa andres Regning tegne, O skam dig! du maa og som Skumlere her blegne

10

10

Din Ondskab gaaer forvidt, ey lader af at skrige. Du siger: Aben vil nedstyrte sine Lige,

Just for at klavre selv, og øverst Trind at tage. — Her Ulgspil falder selv i Ulgspils Svælg tilbage Naar Ære bydes, man den ikke bør foragte; Men altid med Fornuft til større Ære tragte Naar andre lade dum og sidde som i Blinde Bør den, som selv er blind ved disse Lyset finde. Du Daarekisten vil for denne Buk oplukke,

Men vogt dig, at du selv ey just deri skal

sukke.

Beskyldninger er let, men disse at besvare,

Det er for en Forrykt den allerstørste Fare.

Du Babian! hvad vil de Babianer sige,

Som du fortæller os, han fik udi sit Rige? Man bør i alle Ting for Fælles Beste stræbe; Lad Babianer da, som Babianer flæbe;

Lad ham Beskyttere for Babianer være?

Lad ham sig feede og de andre kun ernære.

Nok er det: disse maae og bor til Takke tage,

Naar større Babian i Aag med dem vil drage,

11

11 At give Løfter ud blandt Dyr kan ikke gielde. — Hos Menneskerne selv de tabe Magt og Vælde. Opseeren bør først sit Hiul paa beste smøre;

Lad saa Hans Fuldmagt, som hans egen svøbe kiøre; Lad Babianerne i Fuldspring gaae og kiøre,

Lad Løfter deres Haab og Svøber længer giøre;

Den Slutning staaer dog fast: man Fogderie

ey finder,

Hvor Fogden ikke selv en liden Fordeel vinder.

Han snoer sig vel omkring, og hvem kand det

fortryde?

Den fede Suppe bør jo først til Kokken flyde.

Naar Skummet skummes af du Nar da den

kan tage.

Bundfaldet bliver just for slige Folk tilbage.

Du siger Tydsken kan for Penge alt udføre, Kun naar en Babian vil Babianer smøre,

Men Fettet er for dyrt, og Smørret bitter smager, Skiønt den som smører best den største Fordeel

tager.

Et Raad, hvad Raad er det? Hvor Abekatte sidde.

Kan disse Dyr indsee det Mennesker ey lide,

12

12 Men mærk, en Abe kan ey alkid Abe være,

Han kommer i et Raad. Han fremmer Raa-

dets Ære.

Lad denne Nærings Vey hans Brødre end fratages.

Lad disse eftersee, lad hele Lasten vrages. — Hver Babian faaer sit, skiønt Babianer drage; Lad den som fedes vil da Krafte-Suppen smage.

Dit Læe-Huus, hvor er det? Det neppe langt er

borte,

Da du forsyne vil din Abe med dens L** Maaskee at Lugten alt din svage Hierne svækker; Dog det man ønsker meest man graadigst efterrækker. Men en Indvendelse mig her paa Stedet møder, At sine Bukke han med andres Føde føder; Men fødes Bukkene: Hvorfor skal Kræet faste, En slig Godgiørenhed hos Aber man bør laste. Erkientlighed en Dyd; men uerkientlig være Er allerstørste Last, som Steen af Bye bør bære. Jeg troer, og alle troer, det bliver evig Glæde, At Herren hvo Han er, bør have sikker Sæde.

13

13 Lad andre Bukke, lad dem laste, mumle, tale, Lad disse dem og ham, og flere Dyr afmale;

Jeg seer dog uden Tvil og for en Sandhed

sætter,

At hine deres Feyl ved dennes Dyd udslætter.

Et Horn i Næsen man i Norden sielden møder. —

Hvis Hornet stanger ret, vist mange Næse bløder. —

En Fier — hvor skal den hen? Kan Luften

den ey tage;

Thi Horn er ikke skabt for Fiedere at plage. Men kan en Abekat, og en Formynder være?

Sæt dig i Abens Sted, søg Abens Roes og

Ære

Hans Hale logrede, jeg dine Ord bør tage; Men laan — tag Arven ind — gak i dig

selv tilbage.

Vel have Bukke-Horn, men Forskiel man dog

finder,

Den som de Største har, de mindre overvinder;

14

14

Dog kan den Minste Buk sig vel en Vinkel søge, Hvori han Foeret maa med større Lyst forøge, Han bruger sig og det just til sin Næstes

Skade.

O vee dig! alle bør jo mistænkt Ondskab hade.

Du nævner Lasterne, men Dyder stedse glem-

mer. —

Der som nedstyrter En, en anden just forfremmer. Men kan din skarpe Tand og hvasse Tunge bide,

Tør du paa andres Ryk, og Navn og Ære

ride;

Saa viid hvis Navnet er, leg Svøben, lad den

falde;

Thi ellers man maaskee Græs-Rytter dig vil

kalde.

Lad ham nu være den, han var og kunde

være,

Enhver forsørge sig, lad Skumleren sig

nære

Med Snak, med Lørgn, med Digt; det dog en Sandhed bliver;

Den Fyrsten ærer, hver tilbørlig Ære giver,

15

15

Kneb, Greb, Uddrivelse — o ædle Dumheds Gave!

Hvor kan saa mat en Siel, som din slig Tanke

have?

Hver feie for sin Dør, og Veien reen skal blive. Du feie for dig selv; jeg dig vil Kusten give.

16

        

1

Merkværdig, sandfærdig og tilforladelig

Beretning

om

den bugede Ræv,

som var bleven

Proviant-Forvalter

i

Niels Klims Rige.

Kiøbenhavn, 1771.

2

Bor Ræv, som havde faaet det Navn Lumske Bug, fordi han saa lumsk vidste at fylde Bugen paa sig, havde en Fader, som var Proviant-Forvalter. Da denne mærkede, at Lumskebug røbede strax i Barndommen en sleben og skalkagtig Hierne, antog han dette (thi alle Fædre, dog mest Modre, dømme stedse paa det fordeelagtigste om deres Børn) som et stort Tegn paa, at Sønnen var ret oplagt til Studeringer, og at der af ham vel kunde fremspire en Griffenfeld. Han fik da tiligen Informator; men, ihvor troeligen han end blev informeret, saae man intet Griffenfeldiansk hos ham, ingen Skiønsomhed, ingen Vittighed til Bogen, men vel en Slags Lumskhed og oplagt Hierne til Skielmsstykker. Han blev da endelig Student; thi Faderen, som Proviant-Forvalter, havde baade Flesk og Smør at smøre med. Da Faderen nu merkede, at der var ingen Forhaabning om Griffenfeldter, ja, at han ikke engang duede til at være Skoleholder paa Landet, og som Lumstebug selv ingen Lyst havde til Studeringer, blev der i Tide giort Ansøgning om, at han skulde være sin Faders Eftermand i Brodet, en Tieneste, som han ret var stikket

3

3

til; thi hans Forfødder lignede Magneten, og havde en overmaade rar tiltrekkende Kraft. Faderen døer, gammel og mæt af Dage og Jux, dog til al Lykke ikke, førend han havde fra først og tilsidst oplært Lumskebug (der dog selv var lumsk og skalkagtig nok af Naturen; thi Tydsken siger: Art von Art) i alle Trekker og Kneeb. Faderens Død gav ham mange Penge, og den feede Bestilling at være Proviant-Forvalter ved Floden. Hør nu engang, hvorledes Lumskebug bar sig ad. Der var saa omtrent fire tusende Kiør, der tiente for Matroser: af disse vare stedse et got Antal frie for Klims Tienester, fik Lov at reyse paa deres egen Haand til Gøes, for at øde sig i Søemandskabet, og giore sig andre Fordele. Disse frie Kiørs Proviant skulde høre Klim til; men man vil sværge paa, at Keyseren fik aldrig nogen Underretning derom, men at Lumskebug beholdt Provianten, som skal have udgiort forfærdelige store Penge-Summer. Det var ikke nok dermed, men han snød endog de Kiør, som giorde Klims Tieneste; thi Baade kiøbte han under Prisen, og alle Ting for ferre Penge, end de, han oppebar af Klim; til hvilken Ende han aldrig brød sig

4

4

om, hvad Afskrab han samlede tilsammen til Kiøerne, naar han kuns kunde faae got Kiøb, og skakkre paa alt; som for Er. 4ts. paa et Pund Smør, og saa videre efter Advenant. Og dog oven i Kiøber gav han ikke Matroserne den fulde Vegt engang, som Keyseren havde tilstaaet dem. Saaledes snydende baade paa Indkiøb og Vegt, fik han en forfærdelig tyk Bug, og det smukke Navn DE Lumskebug. Men alt dette Snyderie var dog saa got som intet imod al den Mængde Frie-Kiørs Kost, som han gandske og reent ud beholdt. Klim fik dette at vide. Han kom i Arrest. Alting blev ham over- beviist, og hans Straf blev at miste Brødet og alle sine Midler. Det var en meget haard Straf, meente man; men Lumskebug loe kuns deraf. Han havde i Tide udtransporteret sine Juxerier, og det man fandt i hans Værelser hiemme hos ham selv, forholdt sig kuns dertil, som Een til Halvfemsindstyve. Lumskebug, saaledes fluppen fra Strikken, hvis værdigste Candidat han stedse havde været, tog ud paa Landet, under Foregivende der at søge og tilbetle sig det daglige Brød hos nogle af sine Venner. Men her havde Ræven sine mange Tyve-

5

5 Koster, og levede Fyrstelig, dog i Førstningen incognito. Siden efterhaanden udvirkede han ved Breve og Stikpenge, at han fik en Bestilling igien paa en frisk. Nye Bestilling, nye Juxerier. Lumskebug kunde nu have været lykkelig, hvis han havde kunder ladet være at stiele; men Forfød- derne vare alt for virksomme. Keyseren (thi Klims Aarvaagenhed er af alle bekiendt) fik atter hans Kneeb at vide, samt hvorledes han forrige Gang havde faaet udpractiseret sine Juxerier, ved hvis Hielp han siden var kommen til Brød igien. Klim meen- te, at det denne Gang ikke burde gaae saaledes til. Lumskebug maatte lugte Strikken; hans bestukne Patroner og Medholdsmænd fik og en Rem af Huden, og alle hans Juxe- rier blev den Gang rigtig opspurgt, fundne og confisqueerte. Man havde ondt ved at faae ham op ad Stigen, saa tyk og forædt var hans Bug; men han blev dog omsider lykkelig og vel hængt. Det var en almindelig Mode den Gang i Klims Rige, at alle Embedsmænd, som frygtede for Virkningen af deres Kneeb, udtransporteerte deres Penge, som de Perfas og nefas havde samlet sig, til fremmede Banqvet, for siden

6

6

i den onde Tid at have noget at holde sig vel med, foruden Stikpenge til Vedkommende, for derved at snige sig ind i Naade og Embeder igien, naar den første Storm var forbi. Klim kom i Erfaring om dette, og lod den Forordning udgaae, at de Dyr, som førte saaledes deres Penge udaf Landet til fremmede Stæder, skulde uden al Eftergivelse strax ophænges; og, som Livet er kiert, endog for Dyrene, indjog dette saadan en Skræk, at Pengene forbleve i Riger. Denne Proviant-Forvalter havde nogle Halv- Brødre som ligeledes maatte see Kiøge Høns. Vanskabningen med Hunde-Hoved og Ræve-Kløer, som giøede saa ubarmhiertigt-hundsk af Borgere og Almue, og som havde giort til Stats-Maxime, at de und- biliteerte Dyr skulde hver Uge have fire Faste-Dage, og klippes til Vinteren i Frost- Veyr, maatte paradere ved Siden af Lumskebug, som endog fik Sælskab af en anden Halv-Broder, som, efterat have spillet tre Gange Fallit, fandt Midler og Udveye til ar blive en stor Herre, Excellence og Indcasserer. Han tog rigtigt og nøy- agtigt nok imod Skatten; men Klim fik kuns det mindste deraf. Der var nok

7

7

en Halv-Broder, som under Klims Formand havde samlet Keyserlige Rigdomme, tildeels ved at bortsælge alle Embeder og Æres-Titler, ved at tilbageholde Fyrstens Revenuer, og tildeels ved de overmaade store Skenkaser, som Fyrsten gav ham, saa ofte han, formedelst en vis Drik, hvis Brug dette sledske Dyr havde lært ham til sin egen store Fordeel, var bleven alt for meget lystig, saa at ligesom henrykt og uden for sig selv, druknet i Fryd og Glæde, han ikke var sin fulde Forstand mægtig, men feylede lit paa sine Concepter. Dette lumske Dyr blev ogsaa efterseet, og fik sin tilbørlige Løn, og Klim fik hans Penge samlede, ihvor vidt og bredt de end vare@ud- og adspredte. Da Keyseren saaledes var kommen i Færd med at straffe luxerier og alle Uretfærdigheder, faldt og i Unaade det upatriotiske Dyr, som stedse ved sin Slidder-Sladder og Forestillinger havde trukket saa mangfoldige Fremmede ind i Riget, for at give dem de Rigdomme og den Ære, som tilhørte og burde tilfalde Landets Indfødte. Hvad skulde disse mange Fremmede giøre? De skulde giøre Vind; thi herpaa manglede der meget i Klims Rige. De oppustede ogsaa en Vind, som nær havde blæst hele Klims Rige om. Da de nu i lang Tid havde giort et rasende Uveyr, løb de bort med Keyserens Penge i Millionviis, og lod Stormen blive tilbage, hvis bedrøvelige og sørgelige Virkninger Landet endnu føler. Klim vil nu ingen fremmede Vindmagere mere have; han vil endog dempe det indenlandske Vindmagerie, og i Henseende til alle Forfremmelser allene see paa virkelige Fortienester. Men at komme tilbage igien til den bu- gede Proviant Forvalter, da skal han (at forstaae, førend han blev hængt) have ladet sig forlyde med, at vilde aabenbare tusinde og tusinde Renker hos andre til største Fordeel for Keyseren. Men Klim lod svare, at han desuden skulde blive nødt og tvungen til at fremsige alt hvad han vidste, saafremt der var Anstalter og Tampe i Stokhuusene. Den arme Ræv maatte da, førend han. blev opklynger, fremsige alt hvad han vidste, baade løst

8

8

og fast, hvorved mange Betientere ved Floden fik en haanlig Straf; og der blev saa stor en Reforme ved Proviant-Gaarden, at faa eller ingen af de forrige Betientere forbleve i Tienesten.

LumskebugsSvanesang langs af Veyen og op ad Stigen. Væ mig elendige, som nu skal klynges op,

O væ min tykke Bug, o væ min arme Krop!

Ak! at mit Snyderie saaledes vorder hevnet,

At Livet en engang i mig stal blive levnet.

Hvis alle Snydere med mig nu qvalte blev,

Som havde mod Niels Klim og Dyrene brugt Kneeb, Da vilde Brændet, som saa dyrt nu sælges, blive saa dyrt, at Velstand selv ey Kulden kunde drive. Klim blev da lykkelig, og hele Folket med,

Den viise Keyser fik opnaaet sit Øyemeed;

Men om det mueligt er hver Snydere at hænge.

Det er en Sag, hvorom jeg tvivler har saa længe. Indtil jeg endelig dog selv nu klynges op.

Og strekkes jammerlig udi min tykke Krop.

Lad Kornpugerne, som Folket pine, plage Som jeg, ved Strikkerne og ende deres Dage;

Til dyre Aaringer de giemme deres Foer,

Og alt for ofte der til fremmed Lande gaaer.

Lad dem, som Banqverot i Rigdoms Skiød tør giøre, For at beholde alt, hvad Næsten ryer, høre

Den samme Dom, som jeg; saa Excellence-Skab I Hast forvandlet bliv til Ærens, Livets Tab.

Søg de Almisser op; som Fattige bør nyde.

Som deres Alderdom ernære skal og fryde.

Hvad gielder, at endeel af disse Penge er For de Forvaltende, som Arve-Skillinger.

Lad dem da ogsaa see, man dem kan attrapere,

Saa at de ey omsonst skal Keyseren fixere;

Saa at de ey omsonst skal pine Armod ud,

Og drive Spot med alt, Religion og Gud.

Kort: Gid hver Snydere man Strikken vilde sender: Men Spørsmaal ene bliv: Hvor faaer man alt

det Brænde?

1

Den saa kaldede

nye Autor-Igle.

En

vigtig Opdagelse

for

alle skiønsomme Insekt Elskere.

2

Den mægtige Berømmelse som de kri tiske Lærde uddele til dem, der kan aabenbare os noget om Myggens, Fluens og Edderkoppens Egenskab, item deres sande Maade af forplante sig paa, og Det seremonielle (*) derved, med utallige fleere lykkelige Opdagelser, haver endelig ansporet mig til at blive nøye seende, paa det jeg og hos de lærde Karle kunde komme i Anseelse.

Jeg begyndte at stirre, og see meget nær an paa det jeg vilde læse, efterdi jeg mærkeds at det var en ligesaa lærd som lykkelig Egenskab. Det jeg saaledes af Skalkhed giorde for at blive anseet for lærd, er bleven til en Vane hos mig, saa at jeg nu pliirer ligesaa stærk som den allerlærdeste. Og da jeg altsaa be-

(*) ceremonielle.

3

sidder ej allene Lærdom, men endog lærde Grimaser , faa. bør Akademiet i det mindste belønne mig med en Doktor- eller Ma- gister-Titel; det værste er, at jeg kommer noget sildig, lhi da vi allerede have Professorer og Doktorer baade eller 3die og 4de, saa maa jeg sedere (*) 4 eller 5 Orde- ner. Dog i denne Tiid siger en liden Rang meget, efterdi Meriter og Rang skal følges ad herefter.; Vi yngste i Rangen vil dog vist komme til at staae iblant de overste Klasser udi den nye poitiske Merite-Rang-Bog.

Dog! jeg bygger Kasteller i Luften, jeg har jo ikke engang fortient ka- racteren endnu, og vil dog have den, det lader forbandet ilde. Men frisk Mod! jeg haver Forgiængere som have ingen anden Fortieneste, end at de har kundet berømme sig af fremmede Egenskaber, og af de Virkninger som gode vægtige Du- cater og undertiden allene et velsmagende Maaltid haver havt den største deel udi, og dog bære de prægtige Titler. Da jeg nu ved en lærd Opdagelse agter at giøre mig meriteret, saa seer mit skarpe ØyeBelønnigen for

(*) dvs: cedere.

4

ud, saa meget vissere som umeriterede Personer ikke kan spille mig Prævenire.

Men jeg maa fortælle mine flittige og for det menneskelige Vel overmaade nyttige Opdagelser, saavelsom Anledningen dertil. En Dag, da jeg sad halv nedslaget i Sindet over mig selv, fordi jeg ikke endnu havde giort nogen Deku- verte, hvorved min Lykke kunde vogne, thi den var falden i en dyb Søvn, saa at den endog ved Gevalt ikke vilde lade sig opvække, see! da steede er stort Knald, hvorved min Lykke med et vognede, saa at det som jeg ikke ved al min Flid kunde udrette, erholdte jeg nu ved en puur Hændelse.

Lykken tiltalede mig strax saaledes:

Du er noget for gammel til at blive lyk- kelig, Penge er mig og umuelig at skaffe dig, thi dem ere der kun faa af; jeg kunde ikke bare mig at falde Lykken ind i Talen, og spørge om Storken tog dem med sig, Ney, sagde Lykken, Men de faae der have dem, ruge og puge møysommelig over dem, af Frygt for at miste dem, thi mange vil laane, men faa vil betale. Som da Sirkulationen er hæmmet, giøre disse liggende Penge ikke mere Virk-

5

ning end om de aldrig vare til (Maaskee, tænkte jeg, Pengenes Indsluttelse skal forebygge, at hvad hos de fleeste med Synden er kommen, med Sorgen stal ikke forgaae)

Men jeg vil derimod, sagde Lykken videre, give dig Leylighed og Held til at naae Ære og Gase (*) under den Forbintlighed og Kondision, at du skriver alle gangbare fremmede Ord paa en dansk Maade og Udtale; thi omendskiønt det i de fleeste Henseender er et puurt Pedanterie, hvorved mange Ord giøres ukiendelige, saa bliver du dog derved anseet for en lærd Mand, og du kan vente at blive Sekretær i et eller andet lærd Sosietæt, ja, som er det fornemste, erholde en berømmelig Kritike hos de lærde Sjurnalister.

Lykken gav mig derpaa et Øyenglas, sigende: dermed kan du see de mindste Dyr lige ind udi Indvolden. Giør dermed nye Opdagelser, Giv dem i Trykken, og faae en eller anden lærd Sjurnalist par Resong til at berømme dine nyttige Bestræbelser, og see! alt andet skal gives dig.

(*) osv: Gage.

6

Jeg applicerede strax mit Glas og blev vaer paa en for mig liggende nye udkomne Pjese som jeg nylig havde ley et, en liden krybende Orm. Jeg raadførte mig strax med Lykken hvad denne Insekt hedte, jeg fik til Svar: Den er just til din Opdagelse konserveret, og siden den lever af at makulere og fordærve nye trykte Skrifter, og giøre dem U- fælgelige, saa vil vi kalde den: Den Nye Autor-Igle, thi ligesom Iglen udsuer Blodet af andre Creature, saa udsuer denne Blodet af Autorerne ved at giøre deres Arbeyde usælgelig. Men du maae være hurtig i dine Anmærkninger, thi der er foruden denne ikkun en eeneste af samme Slags, og da de ere af et Kiøn uddøe Arten med dem. Jeg var ej seen at giøre mine Antegnelser, thi Lykken maa man hurtig adlyde, jeg befandt, at denne Igle var af Kolør hvide graae næsten som en Møller naar han staaer udi sit Værksted eller Mølle, den var temmelig smal efter sin Længde, den havde to Forbeen og to Bagbeen, maadelige Øyne og en temmelig vel proporsioneret Næse, som sad imellem Mund og Øynene; man kunde mærke, at der var Ansat

7

til et par Horne, men om de vare afsrødte eller endnu skulde komme, kunde jeg ikke ret siysere. Men med største Forundring saae jeg grant, at den opsøgte og fortærede ey andre end disse Bogstaver A. O. R. T. U. hvoraf det Ord Autor bestaaer. Som jeg da havde antegnet disse opbyggelige og nyttige Anmærkninger, og var i Forfatning med at giøre flere Opdagelser hos denne AutorIgle, kommer dens Kamerat antrækkende, hvisker den første noget i det eene Ø- re; thi hver af dem havde to, et ved hver Side; under denne deres Deskors eller Samtale, som varede en god Minut, observerede jeg saa meget, at naar nogen vil spørge. mig kujus generts vare de, kan jeg under Fed bekræfte, Masku-lini generis ligesom jeg og anmærkede, at den stedse saae fristere ud af Øynene end den forrige, hvilket anlediger mig at troe at samme var meget ung imod den første, Hvorfor jeg og til Forskiæl markerede den hos mig for den unge AutorIgle, saa var og denne sidste noget mørkere i Koløren. Derpaa forlove de mig meget iilfærdig, og erfarede jeg, at de kunde temmelig hastig komme af Stæd

8

ved at bultre sig frem i en Rundhed, ligesom Staal Ormen. Jeg forfulgte dem med mit Glas, og saae, al de tog Veyen op ad Østergade, og da de kom til et vis Hiørne strækkede de sig ud, og med et smuttede de begge ind under en Stolpe i et gammelt forfaldet Huus. Med første og saa snart de dertil udfordrende store Omkostninger kan udfindes, agter jeg at holde en ordentlig og med al- le høytidelige Seremonier geleyder Di- sputas over denne Insekt. Indtil saa- dant skeer vilde de nidkiære Velyndere af Insekt-Historien lade sig opbygge ved denne korte Beskrivelse over disse for de nye Skrifter saa skadelige Autor-Igler. Kiøbenhavn den 21 Martii 1771.

1

Den Gierriges

Urte-PM.

Sammenskrevet

af

Claus Klompe,

og

til Trykken befordret

af

Christopher Langkaal.

Forsendt med Posten fra Randers den 12 Januarii 1771.

Kiøbenhavn, 1771.

2

        

3

Denne liden Piece lader jeg komme for Lyset, for der ved at lade hver Mand see og erfare hvor gierrig mange Mennesker er, for at samle og praktisere sig en stor Hob Penge, og der ved at fornærme sin Næste og Medborgere; dette har man mange Exempler paa, men et fornemmelig: om en gammel krogryg-get V. Svend, som havde en Deel

4

4 Penge, han fortrød paa, at Mesterne

havde god Aftræk paa deres Haandværk, denne gierrige krogrygget J. fik dog sin Villie frem ved en Mester, M, som mestendeels var af samme Sort som han. Just maatte jeg spørge om dette var ret giort i Thi den, som tager Brødet af Munden paa sine Medborgere, de maatte ligesaa gierne dræbe ham. Naturen maa jo selv svare paa Spørgsmaalet, og det kan ogsaa hver fornnstig Menneske selv begribe; vi ere jo allesammen Mennesker, vi vil jo allesammen leve. Nu er der intet andet tilbage end Spørsmaalet: hvorle-des det vil gaae saadanne falske Menneskert Gud kan jo intet andet end straffe dem; thi de søger intet andet

5

5

end at formere sin Penge-Hob, og derved at fornerme og drage Næringen fra sin Næste, det kan jo gaae denn som det gik Fordum med den rige Mand, da han levede i Vellyst, at Gud sagde til ham: i denne Nat skal din Siel tages fra dig; hvem skal; høre til, som du haver samlet, eller, som Corah, Datan og Abiram der sank levendes need i Helvede, saaledes kan det og gaae dein, at bande de og deres gamle forrevne Hnnse kan falde, foruden hvad Straf de burde have; her indstilles til hver Mands gotbefinden- de Skiønsomhed. Saasnart vor allernaadigste Konge Kong Christian den 7de havde givet Trykke-Frieheden, indsankede han alle disse smaae Pieser,

6

6

hvorover han har ladet udgaae en For- tegnelse; kan jeg sige det er andet end at fornærme sine Medborgere: naar en gaaer hen saasnart der kommer en Materie ud og strax kiøber den, derefter holder den til Fals for Leie, i steden for at samtlige B. skulde sælge dem, for deraf at udredde deres paafølgende Udgifter til Kongen og Lauget; men alle M vare falske, saa var den B. ligesaa, men man siger for et gammelt Ordsprog: hvad der kommer paa saa- dant en Maade gaaer Fanden i Vold, paa tusinde andre. Jeg kan ei mere skrive, thi det er for vitløftig; men til- føier en Lykønskning:

7

7 farvel min M og J

Jeg ikke meer kan skrive, Jeg ønskede, at I

Nu kunde omvendt blive Fra Eders Gierrighed,

Og takke Gud derfor Af Hiertens Ydmyghed.

Jeg vil og ønske med,

At deres gamle Huus

Maa falde til Jorden need Og flaaes i tusind Gruus.

8

        

1

Den skadelige Borger.

Et

Original Stykke

dediceret

til

Kritike-Direktøren

af

Anders Sand.

Kiøbenhavn 1771

2

        

3

Velædle og Højlærde

Hr. Kritike-Direktør!

Den gode gamle Skik at dedicere sine trykte Skrifter til en eller anden god Patron, for at være i en lykkelig Ihukommelse, haver Deres Velædelhed nu bragt udi Gang paa nye.

For saadant bør Dennem baade Ære og Tak

Begge Dele gives Deres Vel. ædelhed herved offentlig.

4

Det maa dog kildre Deres Velædelhed lige ind til Deres lille bette Sjæl, at de kan see Deres Vittighed og Indfald saa høyt paaskjønnet, saa meget meere som De med Dem selv og Deres altid ømme Samvittighed ved, at Deres sande Fortjenester haver den største Deel herudi.

Men ligesom partikulære Hensigter gjerne haves ved alle slags Dedikasioner, og ligesom Deres Velædelhed maaskee haver havt Haab ved Deres Dedikasion at faae Skifte-Akter og Protokoller til Indbinding, saa haver jeg og ligeledes partikulære Hensigter med denne min ydmygste Dedikasion.

Deres Velædelheds Indsigt er saa stor og bekjendt, at det vilde være forgjæves, om en Author søgte at skyv- le endog den mindste Tanke ved sit Arbeydes Udgivelse; jeg gjør derfor

5

af Nødvendighed en Dyd, og tilstaaer, at ligesom Deres Velædelhed kan have havt 2de interesserede Hensigter med Deres Dedikasion, nemlig:

1. At faae Arbeyde udi Hustruens Værksted, thi selv er De jo, som bekjendt, Studiosus.

2. At faae Afgang paa den af Dem bekostede Oversættelse, i Tanke at dersom Værket i sig selv ikke kunde finde Liebhabere nok, vilde Dedikasionen som noget nyt,skjønt opkaaget Tøy, dog skille Dem ved de fleeste af Exemplarerne.

Saa haver jeg iligemaade 2de Hensigter med denne min Dedikasion, nemlig:

1. At erhverve min Person Deres Velædelheds Behag og Patrocinium, nu jeg vil begynde at fremtræde paa Skue-Pladsen og med mine mange til Pressen færdig

6

liggende Haandskrifter at frem-

viise mig en flittig Author.

Hvormed jeg altsaa kan være for- visset om, at mine Traktater vil erholde gode Kritiker udi Deres høytformaaende Fortegnelser.

Og naar saa skeer, opnaaes min anden Hensigt, som er 2. At faae god Aftræk paa mine

Skrifter.

Hvorved jeg ey alleene vil blive skadesløs for mine Omkostninger, men endog, ligesom min Herre, see min umage, Sveed og Spekulasioner skikkelig belønnet.

En Pieces lykkelige eller ulykkelige Forhandling flyder og følger af dens Berømmelse eller Forringelse udi min Herres skjønsomme Fortegnelse, men dens Berømmelse eller Forkastelse af det Venskab eller Uvenskab,

7

som Author kan staae udi hos Dem selv, Deres Haandlangere eller Fuldmægtige;

Dette haver jeg forlængst lagt Mærke til, og er samme tildeels Aarsag at jeg har grebet mig saa stærk an med mine Komplimenter, og at jeg med saadan stor Devosion søger at faae Deres Velædelhed paa min Side, thi Deres Betjentere maa lystre Ordre, og naar min Herre siger: Denne Piece skal berømmes, denne skal lastes, denne, som jeg ey veed Author til, kan skrives saa løselig om; Men denne, hvis Author jeg har et hemmeligt Had til, skal skruppes dygtig af, saa bør de som lydige Tjenere og tjenstagtige Aander efterkomme under Embedes Fortabelse det anbefalede.

Og da jeg, efter saa stor en Prøve paa eu sand ærbødighed, ikke kan

8

vente mig andet end Deres Velædel- heds Venskab; saa synes mig allerede, at jeg seer en særdeles Lovtale ey alleene over denne, saavelsom mine øvrige til Trykken i Tiden befordrende Piecer, men endog over min Person og Qvaliteter; hvorefter jeg altsaa, foruden god Aftræk paa mine Exemplarer, kan gjøre mig Haab om at erholde en eller anden vigtig Be- tjening.

Og for end videre at giøre mig skikket til min Herres Høyagtelse og Venskab, haver jeg forkastet det franske eller latinske (c), saavidt som det bemærker (k), saa og det Bogstav (t), saa ofte det skal læses som (s), og meener derudi at finde Bifald af de Allerskjønsomste; omendskjønt jeg imod Kritikens Kiæledegges maade behol- der disse Bogstaver, naar de skal læses efter deres egen Lyd

9

Til Slutning maae jeg ærbødigst erindre Dem om, at De gjorde meget vel udi, om De, for at faae Oldsagerne komplet, vilde ved næste Leylighed lade Deres Udgave ziire med smukke Lykønsknings-Vers, helst efter Formularen i Dorothe Engelbrechts Siunge-Chor; og kunde disse Gratulasions-Stropher, jo fleere jo bedre, beqvemmest og med mindst Bekostning skee af Deres Haandlangere, siden dog sammes Navne ere ubekjendte for den offentlige Deel.

Lidt mindre reen Papiir end i Deres sidste Udgave, ønsker jeg at finde i Deres tilkommende Værker, paa det at underlige Mennesker ikke skal faae Anledning at tale ilde om Dem, og beskylde Dem for, at De tager 4 Sk. for et Ark reent Tryk Papiir. Naar Bladene ere tætte og fulde, kan det være ligemeget, hvormed. Thi Tryk betaler Publicum; men de reene Bla-

10

de skjærer for meget i Øynene paa visse særsindede Smaa-Sjæle. Jeg forbliver med vedbørlig Respekt

min Herres

Sandhedsborg den 1 October 1771.

tienstærbødige Tjener

Anders Sand.

11

Ved en Borger forstaaer jeg udi disse Anmærkninger enhver Undersaat, som er kommet til en Borgerlig Alder eller Forstand, og altsaa haves ikke ved samme nogen Hensigt til et vel erhvervet BorgerskabsBrev.

Ligesom derfor en god Borger kan være uden for den særdeeles Borgerstand, saa kan den og kaldes en ond og skadelig Borger, som i og for sig selv er en ond og skadelig Undersaat, og det uden Forskjæl af Stand eller Værdighed.

Denne Distinksion er nødvendig for fine Kritikusers Skyld.

Det er alleene nogle visse Træk af den skadelige Borger, jeg har foretaget mig at

12

12

udmærke; thi at forskjellige den gandske Ka- raktær, strider baade imod min Tid og mit Forsæt. Kritiken kan legge der Ord Evnen til, saa har den dog engang sagt et vigtig Ord.

Den Karrige er en skadelig Borger; thi ligesom han ikke under sig selv noget, paa Set han ey skal lade sin Skilling komme ud, andre til gode, saa hindrer han Cirkulasionen af sine Midler.

En Bazet-Bankerer er en skadelig Borger; thi Vinde-Syge er hans Fører; og at ødelegge sin Næste er hans Profession.

En Aagrer, som tager 8, 16, 30 a 40 pro Cento, er en skadelig Indvaaner; ja der ere de Jøder, som kræve og faae 4 a 8 Skilling af hver Rigsdaler om Maaneden, som da giør 50 4 100 pro Cento.

Det var at ønske, at vore nidkjære og paapassende Commissærer kunde udfinde et Middel til at komme efter dette fordærvelige og ødeleggende Onde.

13

13 Maaskee de gjorde Staden og de Fattige bedre og vigtigere Tjenester dermed, end med alle deres andre Forretninger, hvoraf endeel ere mere til Inkommendasion, end nogen virkelig Opkomst for Borgerskaber og Indvaanere.

Ugudelige og tyranniske Projektmagere, især naar de have saa stor Indflydelse udi Regjærings-Sagerne, at deres Forslage let- telig kan blive antagne og finde Vey til Approbasion, ere høystskadelige Borgere.

Hyklere i Almindelighed ere skadelige Undersaatter; men deriblant ere de hykkelske Kritikuser de allerskadeligste. Thi som Ar- beyderne udi Kritiken stedse udgive sig for ærekjære, sandrue, vittige og upartiske Mænd, saa lider Sandheden og det Almindelige aller- meest ved disse Slags Hyklere, naar de kalde Got ont, og Ondt godt.

Naar nidkjære og retsindige Undersaattere angribe de offentlig isvang-gaaende Indgreb udi Religion, Menneskelighed, naturlig

14

14

Billighed, o. s. v. da er strax den hykkelske Kritikus ved Haanden og affærdiger disse re- deligfindede Patrioter paa en ret ubarmhjertig Maade, ja, er næsten færdig at udtømme Gammelstrands-Matron-Lexikon, for at faae grove og gemeene Expressioner udstødte imod saadanne ærlig sindede Skribentere.

Den Minister, som rekommenderer og un- derstøtter Tal-Lotterier, er en skadelig Herre; thi jo fattigere Undersaatterne ere, jo mere vove de udi saadant Lotterie, som lover dem Guld-Bjerge, og viser store Præmier for en ringe Skilling.

Tresker det ind, ar nogle saa kan vinde et hundrede Daler eller to engang, imellem alt det store Tab, som ellers er almindelig for Indsætterne, strax bliver saadant med ophøyet Stemme i de offentlige Efterretninger fra Kollektørerne udbasunet, og saa megen Støy og Væsen gjort af et Par Amber og en toe Skillings-Terne, som der var vunden en hel Herregaard med sin fulde Besætning. Lutrer Lokkemad, som udkastes for ar fange den taabelige Fisk.

15

15

Kollektørerne oprette Kompagnier paa mange Nummere, gjøre store Forklaringer og Forsikringer om en mægtig Gevinst, lige indtil der ringer med Klokken og Kassen skal snoes, da falder det dem først i Tanke, at det maaskee kan hændes, at Gevinsten vil blive liden. Men, naar Tallene ere med stor Pomp udtrokne, saa adskilles Læberne, saavel paa Kollektørerne, der undertiden selv vove af et got Hjerte en temmelig Summa, som og paa den gandske Skare; undtagen nogle faa, som ere bestemte til at gjøre sig lykkelige.

Imod Træknings-Tiden fortrække heele Mængden med hurtige Skridt og glade Ansigter, og endeel gjøre allerede Overslag paa, hvortil de vil anvende Qvarternen; Men, naar Trækningen er til Ende, og enhver har faaet sin Skjæbne til Livs, da aftrække de besynderlig langsom hjem ad, ligesom de frygtede for at komme udi deres Eenlighed, eller i Tale med Slægt og Venner.

Det er meere at ønske end haabe, at Lotto-Administrasionen maatte blive befalet at fremlegge for Publikum hver Træknings Bi-

16

16

lanz; Maaskee de Enfoldige kunde, om saa skeede, blive derved noget bedre oplyst og overvunden fra deres ulykkelige Tillid og Fordomme. Af bare Resonnemangs og Forestillinger lader vores danske Publikum sig ikke konvincere; thi, saafremt det var muelig derved at overvinde Mængden, maatte det have skeet efter den stærke Advarsel og de oprigtige og hjertelige Bønner, som derom ere udstædte i den af Forlæggeren altid berømmelige Kanneworfiske Fortegnelse, i Anledning af de adskillige imod dette Tal-Lotterie udstyrede Piecer.

Naar Minervæ Kjeledegge og Viisdommens Sønner ikke kan bevæge Gemytter ved udstuderede Overtalelser, saa kan intet uden haandgribelige Argumenter, og saadanne, som man ikke, uden at fornægte sine Øyne deres Virkninger, kan imodstaae, overvinde et falsk Haab.

Den, som er Aarsag udi Kronens umaadelige Gjeld, har været en skadelig Mand for alle Undersaatter; men den eller de, som hindrer en retfærdig Examinasion, og kan,

17

17

men ikke vil, udvirke en Kongelig Ordre om Tilbagegivelsen, ere endnu værre end Mis- gjerningsmanden selv.

Thi saadant vilde give Anledning til at indkalde og ophæve den for de Fattige saa haardt nedtrykkende og den sidste Smule bortførende Extra-Skat.

De, som tage hemmelig Stikpenge for at vedligeholde en eller anden fornærmelig Indretning, ere skadelige, efterdi de lade deres egne og andre private Mænds Interesse over- balancere de publiske Fordeele.

De, som udvirke Befordringer efter den puure Yndest eller Rekommendasioner, men ikke fornemlig anseer paa Graderne af Qvalifikasionen, ere adelige Mænd, og tiene Kongen og Landet utroe og partiisk. Dette nægte endog ikke Hyklerne selv; men de kan ikke lide, at man oplyser Kongen og Regjæringen, at der virkelig befindes saadanne Befordrings-Herrer. Thi da Hyklerne

have Haab om at tilvinde sig Yndest, og

18

18 under denne Yndest at tilveyebringe sig en god Betjening, eller om de have den, da Rang og Høyhed: saa frygte de for at blive kuperet i deres Lykke, og derfore udskrige, baa- de mundtlig og skriftlig, Sandheds-Sigerne for grove Skribentere, som ikke ere værd at reflektere paa.

Hvad skal man giøre med Sandhed, naar man ikke maae bruge eller anføre den?

Mon vores Danske Ærlighed skal ligesom vores Danske Myndter forviises Riget?

Bare der ingen Hælere, bleve der ingen Stjælere; og havde vi ikke den mægtige Hob af dristige og Samvittigheds-løse Hyklere, som vi virkelig allevegne ere opspændte med, da skeede aldrig saa store Anfald paa Religion, Menneskelighed, Patriotismus, naturlig Billighed og andre Dyder, som der nu skeer.

Det er vore offentlige Kritikemagere, der, i Stæden for at skjende og laste de ærlige og troegivne Undersaatter, burde stække Vingerne paa vore hykkelske Skribentere; Men da disse Mænd, som burde være Sandheds Elskere og dens Berømmere, selv afgive

19

19

sig med Hykle-Posen, og blæse hver Dag Vind der, saa kan de paa ingen Maade fordrage, ar derpaa skeer nogen Anfald, men ere færdige som halve Bødler og Skarprettere, at hugge Næse og Øren af brave Mænd, fordi de tale hvad Sandhed og Ret er.

Men ligesom vi have oplevet den Tid, da Pietismus er bleven forvandlet til Naturalismus og Atheismus, Ærlighed til Falskhed, og ligesom Hyklerie haver fordrevet Sandhed; saa vil vist den Dag komme, at Religionen bliver stadfæstet med Exempler, Naturalisten fordømt, Falskheden udstødt, og Hyklerne faaer sin høystfortjente Løn.

Naturaliske og fanatiske Skrifter, rettede lige imod vores helligste og salige Reli- gion, bedømme vore lærde Kritikuser med en Facilitet og Ømhed, som viiser, at de ere ikke meget bedre sindede imod Gud og Religionen end Forfatteren selv.

Derimod, saasnart en Author rører no- get ved en af deres Afguder, da ere de fær- dige at bevæge Himmel og Jord; Himlen

20

20

for at berede ham et Helvede, og Jorden for at opsluge ham levende.

Ey allene enhver ærlig Skrift-Forfatter, som seer sine redeligste Hensigter skamslikkede, fordreyede og forhudlede af disse hykkelske og partiiske Bedømmere, haver Ret til at udpiibe saadanne slette Aktører fra deres kritiske Theater, men endog enhver Læser, som bedrages af de urigtige Beretninger, som disse Kritikmagere uden for Sandheden give, have Aarsag at være misfornøyet med dem, og at lade deres Fortegnelser ligge ukjøbte hos Forleggeren, indtil han tilligemed sammes Forfattere giøre en alvorlig Poenitense, og renser deres Udgaver fra alle personelle Partiiskheder.

Det nægtes ikke, at nogle slette Skrifter ere bedømmede efter Fortjeneste; men det er ligesaa vist, at alle hykkelske Skrifter ere i- mod Fortjeneste ophøyede; da andre sande og med patriotiske og ærlige Hensigter og Iver geleydede Skrifter ere imod ald redelig Upartiiskhed af puure Philautie blevne fornedrede, og med Foragt og Skjeldsord, i Stæ

21

21

den for en vittig Berømmelse, blevne behand- lede.

Ja, disse Piece-Dømmere ere ofte saa malicieuxe, at de, enten af egen Drift eller efter Mesters Ordre, nævne Forfattere, deels positive, og deels med Omsvøb, tvertimod deres egen Regel pag. 113. hvor det heeder: ,,at det er vist utilladelig at udpege, skjønt paa en forblommet Maade, den, som man formoder at være Forfatter af det Skrift, som angribes; i det mindste naar man ikke med upaatvilelig Vished veed det.,, Jeg vil tillegge, at det vist er Tegn til et nedrig, skadelig og til Fortræd hengiven Gemyt, at nævne en Forfatter, som ikke nævner sig selv, om man endog efter Gjetteverk og Bye-Snak synes at vide det; thi at nævne upaatvilelig Vished, hvor Forfatternes Tilstaaelse mangler, og Tingsvidne derom ikke haves, er Kontradiksion og lutter Sladder, som Børn og gale Folk alleene reflekterer paa.

22

22 De som forvirre og forbittre Undersaat- terne ved deres interessede og deels urimelige Forslage, som de vide Vey og Leylighed til at gjøre antagelige, ere skadelige Herrer; Deriblant hører den, som kan have Hjerte og Tilbøyelighed til at kaste Foragt paa Rasionen, og udsøge tydske Mænd til Medlem udi en dansk Magistrat; Tydskere, som ikke forstaaer det Sprog, som de Folk tale, der skal dømmes eller orddeeles.

Enten maae disse Sproget Ukyndige tie, og altsaa være unyttige Embedsmænd, eller og have en Tolk, paa hvis Redelighed en Stads Velfærd skal ankomme; Men Følgen deraf bliver dog denne, at den, som kan meest Tydsk og deri best forklare sig, haver den største Ret, men den der stammer og ikke kan komme fort i det Tydske, maae lade sig nøye, om han faaer denne Afviisning: Hvem som stammer, den lyver, uagtet at ikke Sagen, men Sproget er Aarsag udi en seen Forklaring, og at Talerens Tanker maae være mere henvendte paa Ordene end paa hans Sags Nødtørft i sig selv.

23

23 Den bare Erindring, at saadant var mueligt, kunde føre enhver redelig sindet Un- dersaat og Borger udi et tungt Homør, men at Virkeligheden deraf er til, maae bringe endog det taaligste Gemyt, naar samme har den ringeste Deel af en sund og ærekjær Patriotisme, udaf ald sin Kontenance og Taalmodighed.

En Stad er aldrig saa liden, at jo deri maae findes nogle faae ærlige og udi Stadens Partikularier kyndige Borgere, og altsaa bliver det ikke efter Nødvendigheden men efter Kaprice, at man forbigaaer ey alleene Stadens men endog Rigets indfødde og boesatte Borgere.

Til Beslutning herpaa vil jeg alleene erindre, at naar saa tydelig oplyste Sandheder ikke skal blive antagelige eller til Forandring reflekterede, er det forbie med ald Moral og Forbedring hos os, og den Nytte, som Trykke-Frieheden burde frugte, vil altsaa blive til et Chimere og bestaae udi den puure Indbildning.

24

        

1

Velmeent Erindring

til

Hr. Πoλυπράγμων.

Af IDIOMELES.

1771.

2

        

3

Min allerkiæreste Ven!

Jeg veed, De er en meget høilærd Mand, som ved Deres Kunst-Erfa-

renhed har giort et stort Spring i Ver- den. Jeg erindrer mig meget vel, hvad Aar det stod i de Lærde Efterretninger, at De da med Berømmelse studerede til Oxford; Deres adskillige Reiser Hist og

4

4 her omkring i de Franske Provinser, ere mig for den største Deel desværre ubedte- ligesom jeg ei heller veed Deres Reise-Route igiennem Tyskland herind; dog alligevel, da vi nu ere Borgere af een Stat, og derfor at ansee som Lemmer eet og det samme Legeme, saa kan jeg ikke andet, helst da jeg har seet det fortroligste Venskabs Prøver af Dem, end er- indre Dem om en Forbrydelse imod det Almindelige, som mig er kommen for Øren, at De skulle være skyldig udi.

Grækerne, som have været lykkeli- ge i at lænke deres Tanke-tegn net tilsammen, og udfinde beqvemme Kunst-Ord, @kalde den Forseelse, som De beskyldes

for, Πoλυπραγμό σύνη.

De veed selv, min allerkiæreste Ven! hvor hæslig, afskyelig, andre Med-

5

5

mennesker fornærmelig, og for Staten skadelig denne Last er; dersom jeg kunde tænke mig til, at De, som en lærd Mand, ikke havde tydelig og fuldstændig Begreb om denne Lastes Afskyelighed, vilde jeg tage mig den Frihed, at henvise dem til den grundlærde Zehner (Cent. I. adag. 29. item Del Reo. T. 2. adag. p. 185.) Hvilke syndig, net og flygtig have afhandlet denne Materie.

O! kunde jeg være saa lykkelig, at føre Dem, min allerkiereste Ven! fra Deres Vildfarelsers Irr-Vei, da vilde jeg indbilde mig, at have giort en fortienen- de god Gierning.

vi Danske, som længe have været befængte med den Syge, at besprænge vor Moderne Sprog med Franske og Tyd-

6

6 ske Gloser og Talemaader, have ei endnu, (saavidt jeg veed,) været lykkelige i at udfinde et Ord, ved hvilket vi denne Last kunde betegne. Maaskee man kunde kalde det Fleeræmbdsighed, Nærighed, eller andet.

Paa det Tydske Sprog, hvilket jeg veed De forstaaer saa godt, som det var Deres eget Moders Maal, kaldes denne Udyd Fürwitz, og har sin Oprindelse af Für und Witz, q. f. Für andere witzig, og betegner altsaa den, som bilder sig ind at være klog og vittig fremfor andre, og mænger sig i fremmede Handlinger.

Min allerkiæreste Ven! at denne Last er i sig selv afskyelig og farlig, vi-

7

7 ser den viise Salomon i Ordsprogernes 12, v. i i. Den, som dyrker sit Land,skal mættes med Brød, men den, som jager efter unyttige Handler, fattes Forstand. Hvilke Ord den Sl. D. Lu- therus i sine Rand-Anmerkninger saale- des kortelig forklarer: Wer sein Acker bauet, dvs. Wer deß seinen wartet, in seinem Beruff und Stand, sonst heißt es 14 Handwerk, 15 Unglück.

Sprach, som just heller ingen Bog- finke var, formaner derfor saaledes: De Ting, som ere dig foranbetroede, grund paa dem heiligen dvs. redeligen og oprigti-

8

8 gen, thi du har ikke fornøden at see de skiulte Ting med dine Øine, giør dig ikke Umage forgieves i ufornødne Gierninger Syr. 3, v. 21, 22. Apostelen Paulus siger om dem,

som drive ufornøden Handel (περιεργα-

ζoμέυoις) at de vandrer uordenligen dvs. de gaaer uden for deres Cirkel og den Orden de ere fatte i. 2 Thess. 3, v. 10. Den, som mænger sig ind i en fremmed Bestil- ling, han bliver af Apostelen Petro sat paa en og den samme Rang-Trappe, som Mordere og Tyve. 1 Petr. 4, v. 15.

9

9

Jeg veed, min allerkiæreste Ven! at De snart bliver kied Guds Ords Hørelse, derfor vil jeg ikke bestride Deres Feil med flere bibelske Sprog, som ville falde Dem kiedsommelige, men hellere søge at overtyde Dem, som en overhaands vittig Mand, om Deres Vildfarelse, af hedenske og verslige Skribentere.

Hvad har vel Digterne (især Ovidins Metamorph. Libr. 2) villet andet sige med deres Phaeton, hvilken, for at blande sig i fremmede Ting til andres Skade, blev ved Jupiters Torden-Straale styrtet ned i Floden Eridanus.

10

10 Cleon bliver jo hos Plutarchum sat i Rette for, at hans Hænder vare paa et Sted, og hans Sind og Tanker paa et andet.

Lad Fornuften tale, enhver bør jo med Rette passe paa sine egne Ting. Den, som har mange Jern i Ilden paa eengang, faaer jo gemeenlig et af dem forbrændt.

Jeg tilstaaer vel, at det af Natu- ren vilde Menneskes forkastelige Hierte, helst i Forhaabning om Gevinst, er tilbøyelig til at mænge sig i fremmede Ting,

11

11 og derved forglemmer de Ting, som det i Kraft af sit Kald, Embede, Stand eller Haandværk, skulle og burde beopagte og paapasse.

Plautus klagede allerede i sin Tid over Mængden af slige Folk, naar han siger:

Sed curiosi sunt hic qvam plures mali,

Alienas res qvi curant studio Maximo

Her alt for mange er af onde Mennesker, Som sig befatte vil med andres Gierninger.

Man burde jo med Villighed tilta- le saadanne fleeræmbdsige, og i den dem

12

12 uvedkommende Handling ufornødigen beblandende Personer, med den gamle Menedemi Ord til Chremes hos Teren- tium: Ak! Chremes! har I selv saa li- det at tage vare paa, at I har Tid til at bekymre Jer om andres Sager, og endnu saadanne, som slet intet kommer Jer ved Heautont. 1 Act. 1 Scen.*

Befinder Du Dig da, min allerkiæreste Ven! iblant deres Tal, som har for mange Jern i Ilden, og er Du iblant dem, som efter Bye-Rygtet befatter sig

* Her er brugt den Danske Oversættelse af Terentio.

13

13

med de Dem og Deres Stand uvedkommende Ting; da betænk det gamle Ordsprog: Ne sutor ultra Crepidas dvs. Sko- mager bliv ved din Lest.

Jeg veed, Du er belest i Historier- ne, drag derfor til Eftertanke den berømte Johannis Funccii Endeligt, som, fordi han bemængede sig i de ham uvedkommende Ting, blev Aar 1566 til Königsberg i Preussen, i sit Alders 49 Aar halshugget, da han for sit Endeligt opsatte dette eftertænkelige Vers:

Disce meo Exemplo, mandato numere fungi, Et fuge ceu pestem τὴ u πoλυπραoυμoσίνηυ.

dvs. Af mit Exempel lær, paa egne Ting at agte, Og flye Fleeræmbdsighed, som mig om Livet

bragte.

14

14 Eftertænk iligemaade den berømmelige D. Justi Jonæ mærkværdige SvaneSang, Aar 1567.

Qvid juvat innumeros scire atqve evolvere vasus, Si facienda fugis, si fugienda facis.

dvs. Hvad nytter det at du erfaren er i meget, Naar du fleeræmbdsig er, og passer ei dit

Jeg haaber, at Du selv efter Din Høye Vittighed og Forstand indseer Hæsligheden og Afskyeligheden af den, andre i deres Næring fornærmende Last, for hvilken Du offentligen i hele Byen maae løbe Spidsrod igiennem Mundens Svøber. Intet skal være mig kiærere, end Du vil kiende, erkiende, og underkiende din For-

15

15

seelse. Og da jeg veed, at intet har saa rørende som Kraft paa Din Siel og dit Hierte, som gamle Antiqviteter og Oldsager, da, for at vise Dig min oprigtige Nidkierhed for Dit sande Vel, vil jeg med- dele Dig et ældgammelt, rart, og ei end- nu udkommet Skrift, som er bleven fundet ved et brøstfældig Taarns Istandsettelse, hvilket Ord til andet lyder saaledes:

Min Ven! jeg raader Dig, Du Dine Sager retter Saaledes ind, at Du Din Hu og Tanke setter Paa den Ting udi sær, som er Din Hoved-Sag; Pøns Du og pynt paa den med Tænkning Nat og DagMen, hvis fra en Ting Du til anden Ting henløber, Din Ufornuftighed Du tydeligen røber;

Enhver Fornuftig vil Dig holde for en Nar,

Naar Du paa mange Ting tillige Opsigt har.

16

16 Thi Du da ligne vil * hiin tøffed Bygnings Mester. Som paa sin, Bygoing ei sit Sind og Tanke fæster, Grundrigsningen var skiæv, og om i Bugter gik, Og for dens Reisning han kuns Spot og Blaine fik. Spør Du, hvi Skorstenen nedfaldt, skiønt nys opbygget, Hvi den i stille Veir fra Hvile-Punkt blev rykket? Da viid: Bygmesteren var Bygnings-Inspecteur Men han for Brændeviin var og Entrepreneur. Naar han i Bondens Vogn skal efter Dunker kige, At intet Brændeviin paa Landet sig skal snige. Døm da fornuftig om hans Bygning passes kan Naar Pose-Kigerie han passer som en Mand.

* Berosus Rerum Babylonicarum. Libr. IX. Cap 65. pg. m. 599.

1

LovTale

over

Sko-Børsten

holden som en Indvielses-Tale

ved Skobørste Templens Oprettelse

i Gammel-Grønland

2

        

3

Lov-Tale

over

Sko-Børsten.

4

Forerindring.

Paa Mardehuus øverst i Norge, blev i Aaret 1757. en Auction holdet i Commendantens Huus, paa adskilligt Gods, som var kommet did ned fra Grønland efter en gammel Mis- sionarius. Denne Mand havde i sin Tid været meget agtet iblant Grønlænderne.

Han havde begyndt at samle paa en grønlandsk Historie, hvoraf man fandt Levningerne, men som den af Søevand var bleven vaad, var den mange Steder bleven saa fordervet, at det var umuelig at samle eller læse den. Blant hans Papirer fandtes nærværende Efterretning om Mester Erik, tilligemed Lov-Talen. Den sidste har været noget længere, men nogle Blade af den vare bleven forkomne, derfore er den her saa kort.

5

Kort efter Ny-Danmark i Aaret 1619. var bleven opfundet af Capitain Jens Munk *) paa den vestlige Deel af Jord-Kloden, var der en Skipper, navnlig Gunner Lange, som feilede fra Randers didhen, i Haab, at han i Hudsons-bayen skulle giøre en anseelig og fordeelagtig Fiskefangst.

Borgemesterens Tiener der i Randers feilede og med denne Skipper didover, baade for at fortiene sig noget ved Reisen, som og for tillige at faae Kundskab

*) See Danske Mænds og Qvinders berømmelige efter- mæle 2. Part, Sid. 526.

6

4 om et Land, hans Hosbonde vilde han i Fremtiden skulde handle paa, i Fald han saae det ville lønne Umagen saa rundelig, som der gik Ord af.

Paa dette Fartøy gik og en gammel Magister om Bord; Samme var Mester Erik, med Tilnavn Skive, barnfød i Randers. Denne Mester Erik havde i sin Ungdom lært sin Bog meget vel, besad og mange grundige Videnskaber, men som han manglede Velyndere, eller Adgang til de Store, og kiededes ved daglig at trænges blant Svermen af de Uvittige i RigsRaadernes Forgemakker, maatte han leve kummerlig i. Kiøbenhavn. Han fik sit Ophold ved at undervise unge Mennesker i Sprog, og især i Matematigven. Da han saae at det ei kunde hielpe ham, at han havde afiagt mange offentlige Prøver paa sin grundige Kun- skab i Videnskaberne, reiste han hiem til Jylland til sin Føde-Bye.

Her hørte han en Dag, han spiste hos Borgemesteren, tale om det nye forestaaende Tog; Han beslutter derfore strax at ville drage med, for at øve sig i Styrmands-Konsten.

7

5

Det var en let Sag for Mester Erik snart at blive færdig, thi han eiede kun en sort Plydses Kiole, som han gik udi, en Bibel, nogle mathematiske Redskaber, samt Bøger af samme Slags.

Borgemesterens Tiener Lars Knub havde bedre Vilkaar; Han var et ungt Menneske 23. til 24. Aar gammel, som et par Aar havde gaaet i Byens offentlige Skole, men som han selv merkede, at hans Hoved ei var oplagt til Bogen, vidste han af Erfarenhed, ar han vel engang i Tiden kunde komme til at sidde i Raadet med, dersom han først gav sig til at tiene Borgemesteren for Dreng. Det stod ham for Øine, ar det saaledes var gaaet med et par af hans Faders Kammerater, der havde tient tvende Raadmænd saalænge, til de selv kom i deres Hosbonders Sted.

Lars var troe og aarvaagen i sin Herres Tie- neste, derfore havde og den gamle Borgemester, som var en stærk bemidlet Mand, lovet ham, at han skulle blive Vrager der i Byen, naar den gamle Vrager ved Døden afgik, men som dette drog noget langt ud, raadede hans goddædige Hosbonde ham, ar han i værende Tid skulle giøre en Reise med Skipper Gunner Lange til Nye-Danmark; Derved kunde han legge sig en

8

6

Skilling til beste. Lars havde Lyst til at see Verden, derfor seglede han ogsaa med.

Lykken var dem der i Landet saa gunstig, at de fik en meget riig Ladning inden Borde; Efter tre Maa- neders Forløb hidsede de Segl igien, i Tanke at gaae fornøjede hiem, men som de havde biet noget vel længe ud paa Aaret, overfaldt dennem meget Uveier paa Reisen. De vare alt kommen forbi Skotland, der- fore tænkte de, nu var al deres Nød overstanden, men da gik den først for Alvor an; En græsselig Storm reiste sig om Natten; Den oprørte Havet fra Bunden af; Master og Stænger gik over Borde, og som de i det samme, til al Uheld, mistede deres Roer, maatte de lade Skibet flyde som et Vrag.

I trende Dage kunde de ingen Ende see paa deres Angest, thi Vinden og Strømmen drev dem bestandig fort, indtil de tilsidst kom saa højt op i Nord, at de kunde see et med Snee bedekket Land forud, og mange Iisbierge blinke sig i Møde. Endnu haabede Skipperen at bjerge Skibet, men den følgende Nat kom de ind imellem Driv-Isen, som skiød Skibet for sig saalænge, til der en Planke blev stødt i tu. Deres Jammer og Nød var her ubeskrivelig; De søgte

9

7

vel at stoppe Hullet, men nogle Timer derefter sad Skibet reent fast i Isen, og inden de vidste et Ord der- af, løb det alt fuld af Vand.

En liden Fierding Veis fra dem laae det faste Land; Enhver skyndede sig derfore at tage saa meget af Provianten, som de kunde bære. Isen var en stærk Bro, paa hvilken de tryggeligen kunde gaae til Landet, men neppe havde de sadt Foden paa samme, førend en stor Iisskolle trængte hart ind paa Skibet. Ved den paaskyllende Søes Heftighed, kantrede den først Skibet, siden skiød den sig saa længe hen over det, til det omsider sank med Takkel og Tov.

Dette var et bedrøveligt Syn! Det var en ond Dag! Ulykken var saa meget større, som ingen kiendte Landet man var kommen paa. Efter Styrmandens Gisning maatte det være det gamle Grønland. Kulden var saa heftig, at to af Skibets Mandskab frøs ihiel endnu for Aften. Der holdtes Raadslag, hvad man i denne Yderlighed skulle begynde? De fleste Stemmer faldt paa, man skulde stræbe at komme ind i Landet, for at finde nogle af dets Indbyggere, og hos dem noget til Livets Ophold; Man vandrede

10

8 afstæd; Reisen stod paa i tre Dage, i hvilke elleve Mennesker omkomme i Snedrivene.

Omsider fandt man en Flok vilde Grønlænder, som vare paa Jagt efter tvende hvide Bierne. Det er uvist, enten de mere forskrekkedes, eller mere forundredes, da de først saae disse nye Ankomne. Som ingen forstod deres Tungemaal, maatte man med Fagter forklare sig for dem; De bragte disse Fremmede til deres Hytter, og vederqvægede dem med Melk af deres Rens-Dyr; men hele Mandskabet var saa forkommet af Kulde, at de alle i en Tid af otte Dage døde, saa nær som Lars og Mester Erik.

Disses fornemste Bestræbelse var at lære Landets Sprog. Et heelt Aar gik dermed næsten til Ende. Da de vare kommen saavidt, at de meget vel kunde forklare sig med hinanden, indkode Grønlænderne sig i Samtale med dem om Lyksalighed, og de Maader man hos dem kunde opnaae samme paa. Endskiønt man nu vel vidste, at samme siger kun lidet hos dem, lode Grønlænderne sig dog forstaae med, at de meente, intet Folk var lyksaligere paa Jord-Kloden end de.

Mester Erik syntes han burde betage dem denne Indbildning; Derfore fortalte han dennem adskil

11

9

ligt om andre Landes Lyksalighed, og Indbyggernes Fortrin baade iblant sig selv, og i Almindelighed for Grønlænderne. Nogle af de Fornuftigste faldt da paa at forlange, han skulde sige dem, paa hvad Maade man vissest kunde komme til saadan Lyksalighed i Verden?

Mester Erik begyndte med et mildt Aasyn at beskrive, hvorledes Ungdommen i de Syndre Lande blev opdraget; Derpaa talte han meget om den Maade hvordan man skulde lære at kiende og dyrke den ene sande usynlige Gud; Tilsidst afmalede han de Mennisker, som de lyksaligste Borgere, der havde opofret sig til Videnskaberne, og der havde giort der til deres Hoved-Sag, med deres Forstand og Kyndighed at tiene deres Fæderne-Land. Han viste dem vidtløftigen, baade hvor tungt der er, at komme til nogen grundig Indsigt i Videnskaberne, som og hvor ulige begvemmere saadanne Mennesker ere til at tiene det almindelige, end andre der ingen Ting haver lært: Hans Raad blev derfore: De skulle først lære at kiende de Christnes Gud, og dernest lade sig, tilligemed deres fornemste Ungdom undervise i de første Grund-Regler af de mest fornødne Videnskaber; Han tilbød sin Tieneste til begge Dele.

12

10

Grønlænderne indsaae snart de Besværligheder der fulgte med dette Tilbuds Antagelse; De spurgte derfore: Om de blant de Christne, holdtes for de Ypperste, som havde de beste Hoveder, og tillige havde anlagt deres Tid vel? Iligemaade: Om de, frem for andre, bleve forfremmede til Statens anseelige Betieninger og Embeder, som havde opnaaet en grundig Indsigt i Videnskaberne?

Mester Erik trak paa Skuldrene, men dermed vare Grønlænderne ei fornøiede; De vilde Have et reent Svar. Han sagde da: Han maatte, desto verre! tilstaae, at det ei alle Tider hialp blant de Christne, at et Menneske besad mange Videnskaber; han maatte desuagtet, som tiest, staae tilbage for mange Vankundige og ganske Ulærde, men derved leed Landet og i mange Hensigter! Ei! Hvi skulde vi lade Verden blive os saa suur, raabte Grønlænderne, naar vi ei dermed skulde vinde et Fortrin frem for andre mindre duelige! Lars smilede: Dette blev Grønlænderne xaer; De adspurgre ham derfore: Hvad han syntes?

Lars slog til Lyd med Haanden, thi der var et temmeligt stort Murren iblant dem, og sagde: Jeg vil vise eder en langt lettere Vei! For mig kan I be

13

11 holde den Troe I haver, thi jeg troer, enhver bliver salig ved sin Troe. Naar I kun lever vel her, og det efter eders Phantasie og Maade, kan det jo være eder ligemeget, hvad der skal hænde eder efter dette Liv, om man ellers skal troe der er noget!

Mester Erik faldt ham med Hæftighed i Talen, og spurgte ham paa Dansk: Om han skulde tale saa Ugudelig, og bibringe eller styrke disse Vilde Uoplyste... Grønlænderne faldt over Mester Erik, og den Fornemmeste af dem, der af Laderne kunde skiønne, der var ei rigtig, gav ham med sin Harpun-Stang et Drag over Nakken, sigende med Hæftighed: Han skulde holde sin Mund! Denne var deres Mand! Hans Lære havde de Lyst at høre, maaskee og at følge; Derpaa bade de, at den gode Lars end videre vilde aabne sine Tanker om Lyksalighed?

Lars blev da ved: Videnskaber behøves ingenlunde! Der, hvor jeg er kommet fra, blive flere, som ei have lært noget, hiulpen, end de, som haver lært noget. De faaer Embeder; derpaa lære de, ved lang Øvelse, hvad der udfordres til deres Embeder, og bliver omsider temmelig anseete Mænd. Man kan let slaae sig igiennem Verden, uden at have lært noget. Videnskaber! ha! ha!

14

12

hvad ere de? Et forrøget Skolefuxerie, som jeg maae til- staae kan være artig nok for en Mand i en sort Plydses Kiole, til at forstaae Tiden og Griller med, men til at komme frem i min Verden, hielpe de kun lidt, behøves ei heller. Skulde jeg ei kunde forestaae et Embede, eller dømme en Dom, ligesaa got som den best Studerede, uagtet jeg kun haver seet min Hosbonds Lovbog uden paa? Jeg kan jo læse Bogstaver? Det er sandt! Er den just ei saa ganske ret, saa er den lidt kroget, men det kan være ligemeget. Det kommer ei saa nøie an paa en Haandfuld Noder, naar man forstaaer Mu- siken. Den der haver hiulpet mig frem i Verdendet er Sko-Børsten!

O store Afgud! raabte alle Grønlænderne med een Mund, dig ville vi ogsaa tiene. Kiere Lars! Du kommer os saa snild og vakker for! Dig have vi Lyst at høre og adlyde; Siig os: hvordan seer denne din Afgud ud? Vi vil sette ham over alle vore andre Guder i vore Boliger!

Vil I endelig tilbede Sko-Børsten, som en Afgud, svarede Lars, det staaer til eder. Jeg haver just ikke faldet paa Knæ for den, men dog alligevel Holder jeg af den, ja agter den høit for dens gode Virk

15

13 ninger. Den er den Dunkraft, der skruer mig og Mine Lige i Veiret.

Jo vi synes bedre om dig og din Afgud, raabte Grønlænderne, end om Mester Erik og hans Forslag! Hvordan skal vi dyrke din Afgud ? Hvordan. seer han ud?

Lars havde engang saa løseligen hørt, da han stod og vartede op bag sin Hosbonds Stoel, at Rectoren i Randers, som var til Giest hos Borgemesteren, havde fortalt over Bordet om Mahomed, hvilken en anseet Mand han var bleven til blank Tyrkerne ved at opfinde en ny Religion; Det randt ham derfore nu i Tanker, det kunde være en artig Sag, om han opfandt en nye Guds-Dyrkelse, og fortplantede den blant disse vilde Mennesker. Han foreslog dem derfor strax, at de skulde bygge en smuk Tempel til denne deres ny Afgud; Han vilde selv forfærdige hans Billede, og være hans Ypperste-Præst; Men paa det Mester Erik ei skulde forglemmes, da skulde han nyde den Maade at tiene under ham som TempelVogter eller Degn.

16

14

Herved vægrede sig Mester Erik; han foreholdt den anden, at det var en himmelraabende Synd, saaledes at forføre denne vankundige Hob. Men Lars, som havde alle Grønlænderne paa sin Side, fik dem lettelig til at true ham paa Livet, hvis han ei villig efterkom alt hvad han befalede ham, bad ham og, han skulde kun lade ham raade, thi dertil var han oplagt.

Templen blev bygget, og det prægtig efter Landets Evne og Maade. Nu faldt Lars paa der skulde holdes en Indvielses Tale i samme. Grønlænderne vidste i Førstningen ei hvad det vilde sige, men da det var bleven dem forklaret, paastode de, at den Ypperste-Præst selv skulde holde den; Men han tilstod reent ud, han var ei i Stand til at sammensette den; saadant var ei hans Sag; Mester Erik kunde let giøre det. Grønlænderne synkes noget underligt herom; Da Lars merkede det, sagde han: Det er vel en Regel i andre Lande, at naar en faaer et Embede, staaer han og Forstanden med det samme, dog slaaer det Feil imellem, som nu her; Men just og derfore haver jeg taget denne gamle Pedant til min Fuldmægtig. Hin Side Havet er det meget brugeligt, særdeles blant de Store, at naar en benaades med et Embede, som han som oftest ei forstaaer, holder han en god Fuld

17

15

mægtig; Denne maae opsette og skrive alt hvad der forefalder i Embeds Sager; Endskiønt nu Herren selv mange gange neppe veed, om det er ret eller galt Fuld- mægtigen har sammenskrevet, skriver han dog sit høie Navn derunder, og see! dette er alt nok for ham, baade til at kunde værdigen forestaae sit betydelige Embede i mange Aar, som og tillige en gyldig Grund at tage imod al den Ære der følger et saadant Embede. Hvad skulde nu hindre mig at følge store, ja betydelige Mænds Exempler. For at ligne dem, haver jeg antaget Mester Erik til min Degn og Fuldmægtig; Lader ham giøre mit Embedes Skyldighed, thi just derfore ere saadanne Pedanter til.

Da Grønlænderne hørte, at det var en brugelig Skik i andre oplyste Lande, fandt de sig omsider derudi.

Mester Erik fik da Befaling, at holds en Indvielses Tale til Tempel-Herrens Ære paa den bestemte Dag. Han krympede sig overmaade, men vilde han være sit Liv sikker, maatte han finde sig deri. Nød bryder alle Love.

18

16

Den bestemte Dag kom. Det var en deilig Dag i Grønland, thi det var ei alene et meget klart Soelskins Veir, men og derhos en faa reensmagende og klinger Frost, at der samledes Klumper Iis i Mester Eriks store vidt udhængende Øienbryne af Aanden, der udgik af hans Mund og Næse.

Lars var prægtig iført paa grønlandsk Viis. For at have Deel i Fæstens Ære, havde de overrroiske Qvindfolk foræret ham en lang nedhængende Kiortel, sammenstykket og forfærdiget af vilde Andrekkers glindsende Nakke- og Hoved-Skind, hvis Fiære blinkede mod Solen, som Guld blandet i grønt. Hans Støvle vare af fiint u-fødde Sælhundes Skind.

Med sin egen Haand havde den Ypperste-Præst i mange Dage tilforn forfærdiget en stor Mængde SkoBørster af allehaande Skikkelser, langskaftede, aflange, fiirkantede og runde. Med samme, der forestilte Afguds-Billedet, havde han giort en hellig, hos Grønlænderne høit anseet Foræring til enhver, som skulde møde ved Fæsten.

Ingen maatte lade sig see i Tempelen, uden han havde et saadant Afguds-Billede i Haanden. De

19

17

langskaftede tillod han alene Hovederne, eller Anførerne for hver Hytte, at prunke med; De aflange forætte han Qvinderne; De firkantede gav han alle dem, der paa nogen Maade havde været ham imod, eller vildet hindre denne nye Afguds-Dyrkelse, men de runde glædede han dem med, som med en grønlandsk Enfoldighed havde troet alting, og ladet sig alting vel befalde.

Øverst i Templer; var en overnaturlig stor SkoBørste opreist, som paa sin lange noget plumpe Skaft stod fast i Jorden. I steden for Øine, vare tvende Børster udrevne. For ved den havde fire krogede Grønlændere opreist et stort Alter, pyntet med mange afhugne Biørne-Lapper og Rensdyr-Horn.

Da nu alle Grønlænderne med Qvinder og voxne Børn vare komne i Tempelen tilhaabe, gik den Ypperste-Præst frem, og tog fire Tutter Skovox op af sin Lomme, dem han, efterat have gaaet trende gange omkring Alteret, med megen Ærbødighed lagde paa samme. Han havde ved et Misgreb stukket dem hos sig, den Tid han merkede Skibet skulde forgaae af den paatrængende Iis, i Tanke det havde været lige saa mange Tutter med Otte-Skilling-Stykker, Han havde giemt i sit Skrin.

20

18

Saa snart han havde stillet sig for Alteret, blev paa et afrundet Stykke Hvalfiske-Been frembragt en stor Deel Ild, som blev lagt midt imellem Tutterne. Da det var skeet, bøiede den Ypperste-Præst sig, og gik tre gange tre Skridt baglends tilbage fra Alteret, hvorpaa det ei varede længe, førend Ilden smeltede Skovoxet, og da Tælgen kom til Gløderne, stod hele Alteret paa Øieblikket i lys Lue.

Grønlænderne viste en stoer Glæde ved dette Syn. Da Luen sagtedes, og hele Tempelen var bleven opfyldt med een for dennem behagelig sterk TælgeDamp og Stank, vinkede den Ypperste-Præst ad Mester Erik, at han skulde trine frem. Han havde intet uden sin sædvanlige sorte Plydses Kiole paa. Han holdte da for Alteret, til alles af Forundring gabende Grønlænderes største Fornøielse, følgende Tale paa Lan- dets Sprog, som af Grønlandsk paa det nøieste over- sat, lyder saaledes:

21

19

Okausit manniunartut

Ullok ivna ussornartuinnarsoarme

GUDETARSUB SKOBÖRSTERSUB

innermet.

Det er:

En allerydmygst

Indvielse-Tale,

paa den utroelig store Dag,

da en Tempel indvies

den nye Afgud,

den mægtige Sko-Børste

til Ære.

En i sig selv liden ja ringe Ting, er som tiest Anledning til noget stort i Verden. Hvor ofte haver ei en liden Gnist optændt en stor Ildebrand? Store Floder leder sig fra de smaae Vandbække; Af den liden Gran-Knop opløber et

22

20

Maste-Træ, som kneiser mod Skyen! Daarlig var derfor den, som af den ringe og uanseelige Begyndelse stedse vilde slutte sig frem til en Giernings, Tings, eller Forehavendes videre Fremgang og Udfald.

Forunderlige Sko-Børste! Du ene est nok for mig at tale om! Hvor est Du ei, i Henseende til Dit Væsen ringe, men dog høistbetydelig! I Hensigt til Dig selv uanseelig, men forskaffer dog Dine Tienere, som tiest, besynderlig stor Anseelse og Ære.

De Lærde! Bog-Ormene! De ansee det for en ringe Begyndelse, naar den raae Dreng triner frem med Dig, anseelige Sko-Børste! i Haanden; Men monne dette Folk ei er slagen med Blindhed? Er det ikke Dig, der viser den rette Gienvei til Hæder ja Embeder? Monne disse Dine Trælle, de dummeste Drenge, ei vinder Anseelse af Klogskab ved Din smutsige Kraft? Monne de ei løftes i Veiret blot paa Grund eller i Anledning af deres Troskab imod Dig? Sligt er og ret; De bør gaae ind, hvor Videnskabernes Dyrkere maae staae uden for.

23

21

Tillad derfore mægtige Sko-Børste! at mine Tanker i Dag ved denne Din Tempels Indvielse tør endevende Dig! At jeg tør anstille Betragtninger over Dig selv og Dit Væsen! over det Du est sammensat af, og over det Du saa forunderligen virker; Vox-glindsen- Afgud! Du Dine Tilhængeres sværtede men mægtige Forfremmer! Jeg beder Dig, tillad at jeg, hvis Kald det aldrig har været at famle Dig med Hænder, tør trine for dit børstefulde Aasyn! Forlad! Forlad ! det jeg dierves at begrandske alt det Dig tilhører; Dit Udvortes og Indvortes!

Underlig nok est Du skabt og bleven til i Moders Liv! Af Guder-Historien er os Dødelige først bleven bekiendt, at Gudinden Skada, som boer paa Biergene, og er gift med Niord, Vindenes Gud, engang lavede til Barsel, men hun kom for tilig ned; Hun fødde et utidigt Foster, og see det var Dig. *)

*) Vel taler Edda ei noget herom, dog er Historien ganske vis, og lige saa sandfærdig, som alle de andre i denne gamle Danske Guder-Historie.

24

22

Hverken min Tunge eller Pen kan beskrive hvor utrøstelig Gudinden blev, da hun saae Din børsterige Skabning! I den første Skræk snappede hun Dig i sine Arme; Hun skyndte sig der- paa over Broen Bifrost, den Menneskene ansee for Regnbuen, fra Jorden op til Himmelen. Der fløi hun igiennem Guder-Boligen As- gaards Porte, begav sig saa hastigen ind i deres Forsamling, hvor hun i Olfader Odins Fraværelse kastede Dig for Krigs-Gudens Thors Fødder.

Hun bad væmodig, at han vilde dræbe Dig, paa det Du ei skulde være hende til daglig Qval og Drøvelse! Men see! Som der stak noget mere end almindeligt, en virkelig Guder-Art i Dig, kunde det ei skee.

Hele Guder-Mængden tog Deel i BiergGudindens Bedrøvelse, thi der blev et kort Stille over. den ganske Guder-Sahl; Men imedens alle Guderne tav, kom Odin.

Nu blev man en blusende Nyfigenhed vaer, som malte sig paa alle Gudindernes Kinder.

25

23

Blant Himmel-Boerne bestaaer denne Liden- skab i en velgrundet Attraae, at vide alle saadanne Omstændigheder ved en Hændelse, hvoraf noget got kan uddrages til den Lidendes Nytte. De Nordiske Gudinder have siden vildet fortplante denne Dyd paa det smukke Kiøn blant Menneskene, men den udartede saaledes, at den er bleven til en Soet, hvis Virkning daglig kiendes, naar de Syge brænde af Begierlighed at vide alting, særdeles deres Medborgeres Feil-Trin.

Denne roesværdige Nysgierrighed bragte Gudinderne til at anmode Gudinden Skada, hun vrlde berette dem, hvorledes; hun var kommen afstæd? Hun fandtes villig at efterkomme deres Begiering: Man veed hendes Ord vare disse:

„Jeg var gaaet fra Biergene ned i Lun den, for at lade Niord, min Herre, blæse mig en frisk Urt- og Blomster-Lugt i Møde; Min Tilstand krævede det; Jeg gik der heel fornøied omkring en deilig Plæt Jord, hvilken den flittige Bonde havde besaaed med Hamp.

26

24

Ved det den sterke Hamp stod i sin beste Grøde, og var voxet meget høi, gik jeg og forlystede mig med at see paa den, som paa en lille tyk Skov, i hvis Toppe Vinden spillede frem og tilbage, mig til Behag.

Den sagte Bevægelse i Røret var næsten at høre paa, som naar et velklingende Cither er langt borte fra det lurende Øre. Længe har jeg ei været saa vel til Mode, gik og der- fore med Lyst omkring den tyk bevoxne Jord.

Jeg maae sige, at denne Egn i sig selv var mig frem for andre saare behagelig. Det var ei alene for Stedets Beliggenhed, som den smilende Natur indbyder enhver til, da Ageren, som ligger for Enden af en Fiske-rig Søe, er tæt omgiærdet med Himmel-høie Gran, og de rankeste Æske-Træer, Bierge og Skov nogensinde kan fremvise, men mest fordi disse unge Æske-Træer ere just opløbne af det Frø Vindens Gud, mig til Fornøjelse, har blæst didhen fra den store Ask, under hvilken Guderne holde Ret.

27

25 Mine fortroelige Veninder, de tre Valkyrier, som bestandig opholder sig under den store Ask, nemlig Urd, som raader for det Forbigangne, Werandi, som byder over det Nærværende, og Skulde, som befaler over det Tilkommende, disse Tre, der raade for Menneskenes Dage og Alder, hvor længe de skal leve, og hvorledes det skal gaae dem bestandig i Livet, de have øst Vand af den i Nærheden overløbende Kilde, kaldet de for- bigangne Tings Bek, hvormed de have van- det dem saalænge, at de ere opløbne til den omtalte mageløse Høide.

Det var en temmelig Tid jeg havde vanket omkring denne Jord, førend jeg tilsidst uformerkt kom til Agerens Ende. Paa dette Sted var just et sumpigt Sted, i hvilket tren de Vildbasser laae og solede sig mod Solen. Ved det jeg, uden selv at vide det, var pludse ligen kommen over dem, forfærdedes Svinene, og fore ud af deres vaade Leje lige imod mig. Jeg derimod, som hidindtil havde fløttet Fød derne fordybet i en stille Roe, forskrekkedes end mere, og vilde have flygtet; Men ak!

28

26 I Guder! Her hendte just den Ulykke, som gav dette Misfoster sin Skikkelse! I det jeg vilde have flygtet til Siden, faldt jeg over det ene Sviin, som maatte treffe sig, just var det mest tilsølede, og det mest urene blant dem alle. ,,

Bierg-Gudinden standsede noget paa dette Sted i sin Tale, eftersom der blev et stort Murren iblant Guder-Hoben over det, som hendet var.

Vred-ladende reiste Skiønheds-Gudinden Freya sig op, og raabte: Der har vidst den tredske Lokke været! Misundelses fortrædelige Gud! Men Odin! Saa utilladelig en Gier-

ning maae dog umuelig gaae ustraffet bort.

Monne vel noget sligt maae kunde hændes en Gudinde? Olfader Odin skaffer vidst Ret, Gudinde! naar hun fremdeles har fortalt os, hvad hun end videre oa tilsidst haver udstaaet.

Mægtige Sko-Børste! Gudinden Din moder fortsatte da Din Fødsels-Historie suk- kende saaledes:

29

27

„Jeg glemmer aldrig denne Dags Van- held! Det Fald jeg giorde, var endog saa uhældig i sig selv, at havde jeg ei med den ene Haand faaet fat paa en ung Ask, og med den anden i nogle Hampe-Stængler, havde jeg ufeilbarlig busset over Ende med Ansigtet ud i Svine-Sølen. Men mægtige Odin! I hielperige Guder! Hvad jeg end haver lidt, vil jeg dog ei kræve Hævn over den, som haver tillavet mig dette Bad, dog vil jeg aabenbare Eder, hvo der haver været Ophavsmand til sam- me. Rigtig nok reiser det sig altsammen fra Lokke, Misundelses glatkievede Gud.

Han havde hørt, det Videnskabernes Gud Brage talede med mig. Det angrede ham, at samme lovede, det hans Sønner paa Jorden skulle dyrke mine Døttre: At de skulde ansee det Foster jeg bar under mit Bryst, som deres Forlystelsers Gudinde, og Skialdrenes besynderlige Tilhold; For at spilde mig denne Fornøielse, fandt han paa dette Stykke.

Virkningen af hans Skalkefund følede jeg, desto værre! strax. Fra det samme Øie

30

28 blik jeg styrtede over Svinet, fornam jeg til et svart Hold i min venstre Side. De dermed følgende Smerter forøgedes daglig saalænge, indtil at Fødsels Pinen i u-rette Tid nærmede sig. Naturen kunde ei hielpe sig. Jeg er derfore Gudinden Iduna en evigvarende Tak skyldig, at hun vilde komme mig til Hielp i Nødens Tid. Hun aabnede min venstre Side, ak! med en sønderbrudt Offer-Kniv! Af denne Aabning væltede strax dette ulyksalige Guder-Foster frem, og plumpede til min Sorg ud i Verden. „

Guder pleier ei at forfærdes, dog saae man her, hvad man ellers aldrig faaer at see! Ved det første Øiekast Gudinden Din Moder skiød hen paa Dig, store Afgud! overfaldt en saa utroelig Skrek og Redsel hendes hele Væsen, saa hun bævede værre end et Menneske! Hun skielvede som et Espe-Løv! Forbauset over Din Skabning, skreeg hun op mod Skyen. Hun løb derpaa til, næsten som i Vildelse, og svøbte Dig sit utidige Foster, i et kostelig tilberedt Kalveskind, det en Jydsk Skomager nyligen tilforn havde ofret paa hendes Alter i Leire Skove.

31

29 Hun fløi mere end hun gik med Dig igiennem Himmel-Boligen Asgaards Porte; Men aldrig haver nogen teed sig saa vaanefuld for Gu- derne, som da Skov-Gudinden trinte ind for deres Forsamling; Alle saae hun var forskrekket, thi Angest-Perlerne stode paa hendes forkøsne Aasyn.

Men værdiges nu at høre mig Du selsomme, ja endog i de sildigste Tider mægtige Afgud!

Imedens Din Moder Skada forlangede af Krigs-Guden Thor, han med en Lynild skulde omkomme Dig, eller giøre Dig til et Intet, krøbst Du, mægtige Afgud! omkring blant Gudernes Fødder; Du viskede med Dit loddene Ansigt, Bryst og Bug al Støven af deres Fodblade. O! herlige Sindbillede paa Ydmyghed. Store Exempel! Priisværdige Adfærd!

Odin selv raabte til Dig: Stat op, Du haarede Halv-Gud!. men Du vilde ikke.

32

30

Deiligheds Gudinden Freya, nødtes der- paa at reise sig anden Gang af sit Sæde, da Du vilde krybe under hendes Skiørt; Med pene Fingre greb hun Dig om Livet; Hun tog Dig op, og viiste Dig frem for hele Guder-Hoben. Man fandt, at Du var haard paa Din Ryg som et Træ; Man saae sterke trevlede Seener ligge paa denne Din Ryg; Men de stiveste Børster skiulede hele Fordelen af Din Krop. Da blev det kundbar, at Din Frue Moders Fald, det hun ved den Lejlighed greb efter, og det hun holdte sig ved, var Aarsag til Din fordervede Skabning.

Nu raadsloge Guderne over Dig; Men Odin selv fældte Dommen: „Fordi Du bestandigen holdte Dig til de nedrige Dele, skulde Du og herefter gives den nedrigere Deel blant Menneskene til Beskyttere og Gud; Imidler- tid skulde Dig dog undes Magt at forfremme Dine Dyrkere til ufortient Ære og Værdighed i Verden; Du skal endog have Magt at løfte dem af Støvet, paa Dommer-Bænkene og saare betydelige Ære-Sæder.„

33

31

De andre Guder lagde dette til: „Vi vil taale at denne krybende Halv - Guds Dyrkere Mage opstaae under Nord - Polen som Briller, der af Nødvendighed stal fettes paa alle de Em- beds-Mænds Næser, somere foddei taager Veir. Disse Briller stal kaldes Fuldmægtige, og under dette Navn forunde vi dem Magt at bestyre hele Provintser og Amter. Naar de komme op at ride, da vil den, hvis Næse disse tyk-stebne Briller findes paa, ei kunde see eller skiønne anderledes om forekommende Embeds-Sager, end som Glasstue i Brillerne vil forestille det. Border imidlertid Taagen ved Brillens Kraft forvandlet til et yderligt Mørke, førhielpes Brille-Bæreren strax til et neget klarere Syn, naar Vedkommende forstaae uformerkt med krumme Næver at forgylde Brille - Boilen ordentlig.„

Herpaa blev Dit Offer bestemt. Det blev tilladt, at samme torde frembringes i smaae Kurve, fyldte med Kønrøg, sammensmeltet Tælg og Vox, og lidet grøn Sæbe, sag vel som al anden stags Sværte.

34

32

Heimdal, som er Gudernes Herold, fik den store Befaling offentligen at udraabe, at Dine Dyrkere bestandigen skulle have Dit Billede for sig, thi naar Din Efterlignelse ideligen samledes i deres Hænder, kunde de bedre ihukomme den Ærefrygt de vare Dig skyldige.

Men see! Det er nu Tid at vende min Tale til Eder, Skind-pelsede Tilhørere og høitærede Venner! I veed selv, Hvorledes jeg er kommen til at tale for Eder i Dag. Den oplyste Deel blant Eders Folk haver begiert af os at vide, hvilken der var den tryggeste Vei til Ære og Anseelse under Nord-Polen, og hvilken blant Guderne man burde holde sig til for at naae saadant sit Øiemeed. De, mine Venner, lagde dette til, de vilde sette dette Afguds Billede over alle deres andre Guders; Uden Forbehold haver den Ypperste-Præst skriftet Dem Sandheden: Han haver sagt Dem, at Sko-Børsten eiede i saa fald største Magt. At den haver hiulpet mange, og giør saa endnu den Dag i Dag er.

Virkningen af deres Tillid til den Ypperste-Præstes Ord, sees her i Dag. Denne mod

35

33 Field-Ryggen opførte Bygning, denne efter Landets Maade prægtige Ære-Tempel, skal blive Efter-Slægten et evigvarende MindesMerke om eders Nidkierhed for Gudernes Ære og Troe til de hielpsomme Guder. Den børsterige Gud skal igien lade Eder vederfares Naade; Endog de, der neppe have sund Sands, de der ere mest vankundige og dumme iblant eder, skal komme til Ære ved ham. Jo mere smutsige hans troe Tienere, i al Enfoldighed, haver giort deres Fingre og Hænder, til hans Tieneste, jo mere skal han fette dem over de best fortiente i Landet, paa Ærens bløde Hynder.

Mig er befalet, ved Indvielsen at holde en Lov-Tale til Tempel-Herrens, den mægtige Sko-Børstes Ære; Men jeg vil uden Blusel be- Fiende min egen Uformuenhed.

Skulde jeg opregne halvdelen af det, der hører til at beskrive denne anseelige Afguds Vælde, vilde den længste Dags Lysen her under Nord-Polen, ei strekke til for mig. Blant den store og forskrekkelige Mængde af det, der kunde, og maaskee burde siges, vil jeg derfore

36

34

alene foretage mig at vise, hvad vores Afgud egentlig fordrer af sine nidkiere og rette Tilbedere.

Som man er selv, saa ønsker man og gierne at sinde andre. Vores Afgud seer selv Hiertelig enfoldig ud. Eders nye Afgud elsker og derfore Enfoldigheds Anseelse over alle Ting, om den endog gik til Taabelighed.

Videnskaber, med Kundskab i verdslige Ting, fordrer han saa lidet, at han snarere afskyer disse Egenskaber, fordi de der have besiddet dem, sielden have villet dyrke ham. De der have lært noget retskaffent i Verden, især de, der fra Ungdommen af har lagt Vind paa boglige Konster, ere ham saare forhadte. Han haver merket, at disses Hob haver været spæ over ham og hans Hielp; De have forhaanet hans Dyrkelse, og troet sig for ædel-tænkende til, at ville frembære ham noget Offer. Af- guden haver og derfore i sin Harme skieldet dem; I sin store Vrede kaldede han dem, Viis- dommens Sønner, hvilket i Sko-Børste-Sproget er det mest forhadte Skields-Ord, der kan optænkes.

37

35 Men endog her seer vi intet skeer uden tilstrekkelig Aarsag. Vores Afgud haver havt største Føie til det han haver giort. Erfarenhed haver viist ham, at den bog-lærde Flok staaer i de vrange Tanker, at det bør dennem at gaae alt længere og længere frem i deres Kundskab. De vil see dybere ind i Sandhederne, og adskillige Tings Natur og virkelige Sammenhæng, end andre have giort. De vil ei lade sig nøie med hvad andre have giort for dem. De finde paa Nyt, ja de prøve det; Men Daarer! Hvor farligt er ei sligt? Dog mest farligt for en værdig Tilbeder af vores Sko-Børste. Til det første hører megen og god Kundskab, men til det sidste iblant ogsaa Lykke, naar saadanne nye Forsøg og Opdagelser skal iverksettes og prøves. Saadanne Foretagender ere almindeligen underkastede megen Fare; de ere geleidede af ei forud-seete Fortrædeligheder. See! for alt saadant bliver I fri, opmerksomme Tilhørere! naar I kun beflitter Eder paa denne af vores Afgud høit anpriste Dyd. Med Sølv-Bogstaver og Guld-Stifter skal derfore ogsaa disse hans Bud-Ord indklamres i en Aske-graae Marmor-Tavle:

38

36 Du maae aldrig gaae længere, end Din Formand gik for Dig.

Bliv uryggeligen ved at følge de gamle Formularer, uden at undersøge, om de ere vel indrettede, eller ei.

At undersøge en gammel Skik, er allerede Synd, men at forandre den, bringer Dig Fordærvelse; Thi vide maae Du: De Gamle have ingen Narre været.

2.) Den som dernest ved denne vores børsterige guds Hielp vil giøre sin Lykke, maae i Begyndelsen ei være Ære-kier. Ære i Verden kommer af sig selv; Naar han længe nok haver bøiet sig, kan han være vis paa, han skal komme til at reise sig desto høiere. Hvad er billigere, end at den, der længe haver staaet bag ved en Stoel, tilsidst selv setter sig paa den, og det som Hosbonde og Herre.

3.) Dumdristighed er en ypperlig Dyd! Den bør enhver høiligen at beflitte sig paa. Den kan giøre Ier-Tegn!

4.) Alt hvad han ei forstaaer, det skal han foragte. Videnskaber skal han ansee som

39

37

Giækkerie, og al Lærdom for idel Tant, vel betænkende, at man gierne kan blive lykkelig i Verden, uden at have lært noget.

5. ) Endskiønt vores Afgud er en stor Hader af

al grundig Indsigt, seer han dog igiennem Fingre med, om nogen skulde besidde en naturlig Beqvemhed til at kunde forrette en og anden Haand-Gierning. Sunde og føre Kroppe kræver han; Derfore lider han ingen iblant sit Folk, som enten er een-øiet, halt eller lemlæstet paa Hænder og Arme. Dum maae de gierne være, men ei døve eller stumme.

6. ) Sluttelig kræves som en Hoved-Sag, at

han maae forstaae troeligen at kunne børste et Par Støvler. Dette er det sværeste. Her er Enden men og tillige Knuden. Det er ei saa ringe en Ting, at børste et par Støvler regel-ret, som Folk i Almindelighed troer; Skam at tale om, saa ligger i denne ene Handling mere Matematiqve skiult, end nogen tager sig i Agt for. Rundhovede Tilhørere! Jeg vil bevise hvad jeg siger.

40

38 Den som vil børste et par Støvler regelmessig, bruger virkelig, dog uden selv at vide det, næsten alle de Linier, baade krumme og lige, som den matematiske Lære nogensinde fremviser. Agter kun nøie, om han ei griber Støvlen horizontal med Gulvet udi Borgerstuen; Derpaa holder han den ret paa tvers for ved sig. Naar dette er skeed udstrækker han sin Arm over Sko-Børsten, og lader den igien synke lige ned i en perpendicular Linie, for at tage sit Afguds-Billede vertical i Haanden. Det er Ærbødighed, som kræver, at han skal vende samme lige op og ned. Naar dette er skeed, føres Afguds-Billedet udi en parabolisk Linie til Støvlen, hvilket da skeer udi en saadan BueLinie, som man almindelig seer Bomber tage i Luften. Herpaa begynder han forsigtigen at børste med Paralel-Linier, eller rigtig afpassede Mellemrum. Jo nøiagtigere dette skeer, jo bedre. Til Hælen og Foden, til Skaftet og til Kraven, bruges ganske adskilte Linier; De hyperboliske Linier, der ere, som det Strøg Cometerne iagttage i deres Løb, bruges egentlig til Hælen, men Spiral-Linien til Foden. En Cirkel-Linie kan beqvemmeligst bruges til Skaf-

41

39

tenes Blankning. Til Støvle-Kraven derimod hører den elliptiske aflange Linie, fordi den gaaer frem paa den Maade, som Planeterne bruge i deres Løb. Resten vil Tiden ei tillade at tale om, for ei at trette Eders Øren.

Merker nøie! Saa megen Kunst hører til at børste et Par Støvler. Hvo skulde have troet, at saa meget Hovedbrud var forbunden med saa- dan Gierning. Det vilde være umuelig at overkomme et saadant Arbeide for en læg Mand, dersom ei denne Eders nye og mægtige Afgud havde erholdet den Gunst hos de andre Guder, at alle hans sande Tilbedere skulle see sig denne Færdighed medfød.

De besidder naturlig-viis al den Beqvemhed, der hører til saadan Gierning. Er det ei noget stort? Andre derimod, som lægger sig efter Videnskaber, besidde intet forud af Naturen. De veed intet uden hvad de møisommeligen maae lære. Deraf er den Slutning visseligen draget, at den, som af Naturen besidder Beqvemhed til et, besidder den og til et andet. Den som de milde Guder i Søvne skienker noksom Styrke og

42

40 Beqvemhed til at børste en stor Mands Støvler, den har de ogsaa skienket overflødig Beqvemhed til at forestaae alle slags Embeder.

Mægtige Sko-Børste! Du haver alt længe i andre Lande uddeelt Embeder, som vel- fortiente Belønninger for de med Dig forrettede vigtige Tienester; Men aldrig endnu er man faldet paa, at oprette Dig nogen Tempel. Hvo skulde have tænkt, den første skulde opreises til Din Ære saa høit her oppe i Nord. Jeg falder selv i en ligesaa billig som hellig Forundring. Lyk- salige de, som blive Dine Tilhængere. Lykkelige de, som Du under Sted i Din anseelige Orden.

Er det mig tilladt at ønske noget, da vil jeg ønske, at Din Tempel maae staae, indtil Lærdom forskaffer sine Besiddere Fortrin for de Vankundige. Gid hverken Snee eller de skarpe Vinde maae beskadige den, førend de saa kaldede smukke Videnskaber skal bane Veien til Forfremmelse for deres Dyrkere. Skeer det, da tør hænde, Du vil see Din Ære-Tempel Moesgroet af Ælde.

1

Børsternes Endeligt I77I.

Beskreven af Jens Gaardskarl.

Kiøbenhavn.

2

Tanker ere Toldfrie.

3

3 Skoebørste ! hvor er din Ære? Klædebørste! hvor er din Triumph ? C være Lov og Tak, som tæmmede, eder ved sin Viisdom!

Fordomme, hvilke Uhyrer! man kan fælde dem og vil ikke; man vil fælde dem og kan ikke. Der var et Land idet gamle America, (Navnet har jeg glemt) dette blev beboet af et elskværdigt Folk, Fol- kets Navn kand jeg ikke erindre; men Histo-

4

4 rien er denne: Landet var en omflødt Øe, og deri laae Lyksaligheds Havn. Alle strømmede derhen, saavel fra det faste Land, som nær omliggende Øer. Alle kunde der giøre deres Lykke, besynderlig de, som kunde giøre Vind, og Skindpelserne. Findlænderne maatte da være meget lyksalige der, vil man sige; thi de kan giøre Vind og Veyr. Rigtig nok; men deres Vind duer ikke. Det skal være Tyrkisk, nær havde jeg sagt Tydsk Vind. Men, apropos! om den Finlandske Vind, da har jeg Hørt følgende: En Finn gav sig ud for at kunde forud sige tilkommende Ting. Alle troede ham (hvorfor skulde man ikke troe Løgn, da man ikke troer Sandhed? noget skal man dog troe). Denne Finn paastoed, at Sielen ved Hielp af nogle visse Grimaser forlod Legemet og løb hen og hentede Kundskab om alle Ting. Til den Ende, naar han vilde spaae, giorde han opdigtede og forstilte Convulsioner, bar sig ad som en Besat, og

5

5

kastede sig paa Gulvet, saa lang som han var. Han strakte sig nu ud paa Gulvet/ og Sielen var ude. Alle beundrede ham. Men til al Fortred skulde der just være en Vantroende tilstæde. Jeg skal strax, sagde denne, give ham hans Siel tilbage, og der- paa gav ham nogle dygtige Slag af sin Stok. Finnen skreeg, og maatte tilstaae at han havde Siel og Følelse. De andre bleve vrede paa ham, som havde bragt dem af Drømmen, saa sødt er det for Pøbelen at blive løyet fuld, og saa bittert at høre og erfare Sandheder. Der var en ung Dreng, som i Mangel af Forældre, Slægt og Venner, maatte tilig fortiene sit Brød. Hvad skulde han giøre? Han greeb til Børsten, og det paa en ganske nye Facon. Han var kuns en Pog paa en aatte à nie Aar; men, hør hvilke Indfald i saa spæd en Alder! Naar Folk spadserede om Sommeren, passede han paa/ naar de gik ind af Stadens Porte. Bevæbnet med sin Bør-

6

6

ste, bad han om at være dem til Tieneste. Han børstede Støvet af deres Skoe, og derved fortjente Brødet. Da han nogen Tid havde drevet dette Haandverk, falder een af de Afbørstede paa at spørge Rollingen, angaaende hans Forældre, medvidere, og da han havde udhørt Drengens Skiebne, ynkedes han, og tog ham hiem med sig. Drengen vover til, og Manden sætter ham paa sit Contoir. Han blev af Nødvendighed engang Skriverkarl. Han havde lært mangfoldige rare Ting: at staae bag paa en Vogn, at skrive Bogstaver, at skiere Penne, at giøre Forskiel paa sort og blakket Blek. Nu begyndte Fyren at giøre sig tyk. Han var snu, og bar sig derfor ikke ad som De andre Skriverkarle. Han havde toe Slags Penne, et Slags for Mandfolk, et andet for Fruentimmer. Manden havde en Datter af en gemeen Tænkemaade. Han brugte sin Fruentimmer-Pen, og malede hende en Dreng af. — Hvad skulde Fade

7

7 ren sige? Han forundrede sig, ak den ene Dreng kunde male den anden, saa livagtig, at alle ansaae det for et levendes Barn Saaledes fortæller man om Pericles, ak han har malet Vindruer saa livagtige, at Fuglene lode sig bedrage, og vilde spise deraf. — Stor Kunst at tegne levendes Vindruer, naar man i vore Tider kan tegne levende Børn. Faderen, i Betragtning af denne Vittighed, søgte den Americanste Fyrste, som toeg Skriverkarlen i sin Tieneste ved Hoffet. Nu var han Fyrstelig Domestik, nu børstede han ikke Skoe mere; men havde smaae Borster under sig igien. Han betragtede Fyrstens Kiøkken. Han

merkede, at det var godt at tiene her. Han søgte og fik her en Skriver-Plads. Han

havde god Løn, som han meget overflødigt

forbedrede ved sin nye Skrivemaade, og artige Regninger. Han blev nødvendig riig og hans Rigdom satte ham i Anseelse. Han avanceerte, og fik snart en anden Tie

8

8 neste, som gav ham Baade mere Anseelse og større Indkomster. Der var en ung Adel ved det Americanske Hof. Den nye Æmbedsmand havde lært at kiende dem ved Hoffet; han vidste, hvem af dem der var af største Herkomst, og følgelig sin Lykke nærmest. Disse inviterede han jevnlig, giørde Giestebudde for dem, forstrakte dem med Penge, og beviste dem mange smaae Artigheder. (Mueligt han og forskaffede dem Maitresser). Denne unge Adel af de høyeste Huse, voxer snart til, og faaer store Æmbeder. De finde sig erkiendtlige, og alle stræbe at hielpe deres Velgiørere. Denne steeg alt Høyere og Høyere, nærmede sig i Rang og Stand til sine høyeste Befordrere, og blev nobiliteret, som stede ved det Americanske Hof, ved at legge en Stavelse til Navnet for og bag. — Det var ikke den eneste, der fra Fyrsten af havde giort slige Sving. Det var en almindelig Sædvane, og snart som en given Lov, at man skulde børste og

9

9 lade sig børste. — Skindpelserne gik en anden Vey. De toge Træeskoe paa, og børstede Øl-Tønder. Af denne Børsten paa Tønderne fremgnistrede mange underlige Syn, og eengang (hvem i al Verden skulde tænke sligt) en PORTEPEE. De med den Tydske og Franske Vind søgte en anden Tour. De giorde lutter Projecter. Ilden skulde slukke sig selv. Træe skulde løbe paa Havet, som Lynild, og jeg veed ikke alle de Mirakler, der skulde skee. Der skede dog ingen, undtagen dette, at Projektmagerne fik anseelige Penge til For-, Mellem- og Efter- skud, og at Amerikanerne bleve ved at lade sig narre. Imidlertid at Vind, Træe- skoe og Børster saaledes tumle sig, sukker

Folket. De Lærde, de Vittige, Patrioterne, alle sende deres Klager op til Himmelen. Americanernes Skyts Engel yn-

kedes. Han lod sig see i Skyerne, og holdt et gyldent C i den høyre Haand

10

10 med Overskrift: Ved dette Tegn skal du vinde. Projektmagerne sittrede og bævede for Engelen og for Cet, og i største Hast forlod Landet og Staden , Lyksaligheds Navn. Skindpelserne krøbe ned i Huler, og torde ikke mere see Dagens Lys; men lode sig nøye med at plage og udsue fattige Folk i Mørket. Skoebørsterne sank med en forferdelig Stank, Knagen og Bragen, ned i Afgrunden. Folkets Glæde var ubeskrivelig. Børsterne sank! raabte de. Skoebørste! hvor er din Ære! Klædebørste hvor er din Triumph! C være Lov og Tak, som tvang dem formedelst sin Viisdom! Andre udtonede.: Projektmagere! Eders Vind har lagt sig, Skindpelse vogter eders Huuler, og tænker aldrig meer paa Commando-Stave. Alt Folket velsignede det gyldene C, og Himlen blev opfyldt med Taksigelse. Hvem bliver tret af at ønske, og hvem veed ikke, at det

11

11

Gode kan blive bedre? Folket ønskede, at slet ingen maatte komme i offentlige Æmbeder, med mindre de offentlig havde viist Prøver pag, af de duede dertil, og havde alle de fornødne Indsigter, som udfordredes. Naar nogen derfra søgte et offentlig Æmbede, loed man sig ikke nøye med den gamle Stue-Examen inden fire Vægge, geleider af nogle Guldstykker, som fordum havde været brugeligt i America. Sollicitanterne maatte overhøres i en talrig Forsamling. Der var ikke nok, at de sædvanlige Professores overhørte dem; thi disse kunde bestikkes og som Mennesker feyle. Andre lærde Mænd, og dygtige Æmbedsmænd gave tillige Qvæstioner, og man loed sig ikke nøye, førend den Ansøgende fik, foruden Professorernes Biefald, Roes og Priis af flere andre dygtige Mænd. De Bestillinger, som ikke udfordrede nogen Indsigt, som Gravere, Klokkere, Skil: lingsmænd, Visiteurer, Politie-Belientere,

12

12 o. s. v., gaves derfor ikke til Børsten; men til skikkelige Folk. Regieringen var kommen i Erfaring om, at en Gravers Len kunde stige til et Tusind Daler, og at en Klokkers Indkomster steeg til 3 à 4000 Daler. Man begreb, at en Børste burde ikke komme saa høyt. Man gav disse Bestillinger bort til Folk med Hoveder, som i deres mangfoldige frie Timer kunde arbeide til Landets Lyksalighed. Man saae snart Frugter af denne herlige Anordning. En ypperlig; men fattig Poet (som de sædvanlig pleye at være) blev Graver. Han havde nu ikke meer nødig at spilde Tiden og skrive Hykle-Vers for det tørre Brød. Nu var hans Sang-Gudinde frie, og sang i ædle Toner. Nu giorde han et Heroisk Digt over en Amerikansk Prins, snart ædelmodige Sørge-Spill, og snart noget af et andet Slags. Gud være lovet! sagde Folket, nu have vore Gravere Ho-

13

13 veder. En u-hjulpen Jurist blev Klokker. Han blev ikke saa tyk som de andre; thi, mens disse sov, vaagede denne, og skrev prægtige Sager til Lovenes Oplysning og Forbedring. Gud være lovet! sagde Amerikanerne, nu vaagne vore Klokkere af den dybe Søvn. En forladt Astronom blev Skillingsmand. I sine ledige Timer giorde han Astronomiske Beregninger til Nytte og Ziir for Landet og fordybet i disse, glemte han at decourtere Porte-Pengene, som man roeste hans Formænd for. Men han, fornøyet med den Berømmelse, som Astronomien tilveyebragte ham, forlangte ikke sine Formænds Roes. Da nu kloge Folk tillige bleve Visiteurer, Politie-Betientere, o. s. v. saae man overalt de ønskeligste Virkninger. Det var nu ikke mere dens høyeste Konst at flæbe en paa Raadstuen, eller at gramse i en Pose. Ved at være saa meget ude og stedse blandt Folk, udstude-

14

14

rede de Byens Tilstand, og om samme gave tilforladelige og oplysende Efterret- ninger til Magistraten , som nu ogsaa børstefrie, vare oplyste Mænd, og derfor havde Kræfter at dømme. Snart forklarede de Magistraten, hvorledes Høkerne udsuede fattig Folk, hvorledes den nødvendige Drikke blev for dyr. Nu talede De om Slagternes, nu om Bagernes ud- suende List. Man vilde give dem StikPenge; men det hialp intet- De havde aldrig været Skoebørster og forstoed sig derfor ikke paa Audience Penge. Tilmed Vare de oplyste, havde Samvittighed, og vidste, hvad en Eed var. Videre var Borgernes Kierlighed saa stoer til dem, ar den langt overgik de muelige StikPenge. Da nu Hele Folket saaledes svøm» mede i Glæde, sang een af de Amerikan- ske Poeter følgende:

15

15 Skoebørsten falden er, o Hvilken Fryd og Glæde! Dens høystnødvendig Fald ey Nogen vil begræde, Dog holdt, vist Børsterne sig selv begræde vil,

Saa længe Børsterne i Verden ere til.

16

        

1

En brødløs Lakeys

begrædelige Skrivelse

til

sin Farbroder

vel bekiendt Kornpuger i Jylland angaaende

Rugens faldne Priis

og

den ædle Skoebørstes Forhaanelse i Dannemark

til Trykken befordret af

Rasmus Ligefrem

som giver de brødløsse Skobørster et godt Raad igien at komme til Ære og Værdighed.

Kiøbenhavn 1771.

2

Hierte kiære Farbroer!

Vi lever i en ulykkelig, ja i en ulykkelig Tid. Det er langt fra ikke som I tænker. Verden bliver stedse verre, og det tegner sig kuns slet baade med jer og mig. De 500 Tønder Rug, som I saa sparsommelig og møysom har samlet sammen, og som I efter Eders Beretning har opkiøbt i Fierdingkar og Skiepper, vil langt fra ikke indrente Eder den Fordeel, som I tænker. Sælg dem! Sælg dem, om det og skulde skee under Indkiøbs Prisen; thi sælger I dem ikke i Aar, saa kommer I vist til at give dem bort i det tilkommende Aar. De Folk her i Byen, som spiser Grovbrød, have kundet hver Dag faae Rugen for 3 Rdlr. Tønden. Ingen maa mere brænde Brændeviin af Ruug; og Friebagerne, som uagtet de have ladet male paa deres Vindvesskaade: Konge-

3

3

lig privilegered Friebager, dog mangen Gang hverken kiende Klinte eller Heyre, og som, tillige med Brændevinsbrænderne, have tilforn hiulpen Eder til en god Gevinst, kan nu ey heller være Jer til Nytte. Disse skulde sælge Brød til de Fattige; men hvorledes skulde disse kunde kiøbe Rugen dyre, naar hine daglig kan faae Brød paa 3 Stæder næsten 3 Pund for 4 ß. Efter denne Forklaring, saa kan I vel tænke, at I denne Gang har giort falsk Regning til førstkommende Snapsting at forøge Eders Kapital ved Fordelen af denne Handel. Ney Ney desverre! Det bliver nu lettere at føde Folk i Hovedstaden end et fede Sviin og Stude i Jylland. Er det da ikke en ulykkelig Tid? Slet for Jer; men langt slettere for mig.

Kiere Farbroer! Alle Eders Lærdomme og gode Raad, som hidindtil haver været mig til saa stor Nytte, ere nu paa engang bleven frugtesløse. Jeg er ulykkelig, ja evig ulykkelig. Naar jeg sammenligner den forrige Tid med den nærværende, da kan jeg ikke bare mig for Graad, ja jeg burde græde Blod, og naar jeg eftertænker, Fremtiden da man jeg gyse. Hvorfor vil I vel spørge? Ak kiære Farbroer! I veed, at et Par Træestoe, en Vadmels Vest og 6 smaa Sølv 8 Skillinger udgiorde min hele Formue, da jeg reyste fra Eder. Neppe var jeg kommen paa Kiøbenhavns Toldboed,

4

4

førend Lykken gik mig i Møde, jeg blev Gaardskarl hos et fornemme Herskab. Jeg iværksatte Eders ypperlige Lære-Regler, som, jeg for at vise Eder, at jeg ikke har glemt dem, her vil igientage, de vare: Spar paa Skillingen, kommer Du til Værdighed, da vær underdanig ydmyg imod dine Overmænd ligegyldig mod dine Ligemænd, og stolt imod dine Undermænd. Derved vil du erhværve dig de førstes yndest, og de andres Høyagtelse og Ærbødighed. Ved at iagttage disse herlige Formaninger forskaffede jeg mig i en kort Tid en almindelig Yndest i Gaarden og Høyagtelse af alle de andre Gaardskarle i Naboelavet. Jeg hialp Kudsken at strigle Hestene og denne, som var en dygtig Karl, lærte mig de 4re Specier af Regnekonsten; jeg hialp Herrens Tiener at støbe Skoevox og børste Skoe, og han lærte mig at skrive zirlige Bogstaver. Ved den førstes Kunst lærte jeg at multiplicere mine Indkomster, og ved den sidstes at giøre mig skikket til et offentlig Embede.

Min Løn som Gaardskarl var vel ikke ret stor; men ved i beleylig Tid at nægte Herren hjemme, og forskaffe adskillige Suplicantere Au- dience, vidste jeg at forøge den. Jeg sparte paa Skillingen, i det første Aar var jeg Ey- ere af 40 Dalere. Siden lærte jeg at laane

5

5

Penge paa Pant imod Douceurer, og dette formerede min samlede Capital anseelig. Jeg mærkede, at en god Kiol og et frisseret Haar gieldte mere end Forstand og Dygtighed, derfor flettede jeg mit Haar i en net Pidsk, og skaffede mig en sirlig Gaardskarls Eqvipage, et par store Sølv-Skoespænder og et stort Lommeuhr. Kort at sige, i en Tid af 2 Aar var jeg en Karl paa 200 Daler og tillige den netteste og mest yndede og agtede Gaardskarl i hele Na- boelavet.

Engang da Fruens Tiener var ude, kaldte hun paa mig for at forrette et Ærinde. Jeg iværksatte det med min sædvanlige Hurtighed. Hun roste mit Forhold. Jeg kastede mig ned for hendes Fødder, og, for at vise min Erkiendt- lighed, kyssede jeg Sømmen af hendes Forklæde. Staae op Jens, raabte hun meget naadig, I fortiener en bedre Lykke. Kan I lære at accommodere, da skal I blive min egen Tiener. Neppe havde hun udtalt, førend jeg som et Lynild fløy hen til en Haarskiærer, til den berømte Msr. La Crinniere, og efter at jeg havde givet ham 10 Dukater, lærte han mig i en Hast ligesaa got nu at omgaaes med Menneske-Haar, som tilforn med Hestenes. Jeg aflagde min Prøve paa Fruens naadige Hoved, og de Hænder, som tilforn vandt Kudskens Bifald i Stalden, erhvervede sig nu Fruens Yndest ved

6

6 Natbordet. Hun gav mig 3 Dukater til

Fæstepenge.

Her begyndte efter mine Tanker min Lykke at fæste Rødder, jeg saae mig nu paa den Vey, som fører lige hen til Embeder, Indkomster og Værdighed. For at naae Maalet maatte jeg strax tilsidesætte en af Eders Regler. Spare paa Skillingen kunde jeg ikke længere. Jeg maatte nu forandre min Eqvipage. Broderede Manskietter, Silkestrømper, Fløyels Buxer, mindre Spender og et mindre Uhr koster Penger. Mine 200 Daler kunde altsaa ikke formeres. Desuden maatte jeg lære de ziirlige Videnskaber. Jochum Brakarl lærte mig at giøre en Compliment efter Moden; og Stephan Grenadeer lærte mig at spille Piqvet og parlere Fransk paa engang. Og da Øvelser er det fornemmeste ved disse Videnskaber, saa blev jeg nødt til at søge Sælskaber for at giøre mig mere fuldkommen. Jeg naaede Maalet. Fruen sagde til mig: Jens I er en tout á fait Laquais, og da denne Roes den Tid var paa anden Dansk, saa meget som Jens I er ey alene skikket til at faae et Embede; men I skal endog faae Det, saa gik disse Udgifter mig ikke til Hiertet. Mine 200 Daler vare forsvundne. Jeg skulde endog selv have kommet til at laane paa Pant, hvis jeg ikke havde forstaaet mit Embede som Tiener; og hvis jeg ikke havde havt saa naadig en Frue. De øvrige Lære-Regler beholdt jeg. Midt i min Lykke var jeg saa ydmyg mod Fruen som en Orm, og ved en vis fier eller stolt Mine forskaffede jeg mig Anseelse i hele Huset. Begegnede man mig med Koldsindighed, vidste jeg at hævne mig. For Exempel Mester Hans glemte engang at kalde mig Monsiør, han maatte derfor bie et halvt Aar efter sine Penge, og ved Regningens Afbetalelse, blev han tillige afkortet. Kort at sige, jeg var æret og agtet og næst den lille Manille var der ingen, i hele Huuset, som Fruen bedre kunde li-

7

7

de end mig. Hun rekommenderede mig derfor til det Herskab, hvor jeg nu er, og fra hvis Karether saa mange Embedsmænd ere udspirede. Jeg har, ved Eders lærerige Grundregler, ved min behagelige Opførsel, og prægtige Levemaade, forskaffet mig samme Yndest og Agtelse her, som det andet Stæd. Fra simpel Tiener er jeg bleven til Kammertiener, og fra Kammertiener til Herrens Sekretær. Det var nu ikke mere som forhen slet og ret Jens, ey heller Msr. Jens; men efter Eders Stammenavn Hr. Dyrkiøb. Min Lykke var nu paa sin høyeste Spidse. Jeg ventede kuns paa et par Mænds Dødsfald, for at faae et vigtigt Embede, for ligesom

mine Formænd, selv at komme til at holde Lakeyer.

Men Ak! Hertil er jeg kommen og ey videre. Forleden Dag da jeg vilde erindre min Herre om hans Løfter, svarede han mig gandske kort: Jens er I ikke fornøyet med den Tieneste, I nu har, saa faaer I at skaffe Jer en selv, jeg kan ikke hielpe Jer. Jeg er fornøyet naadige Herre svarede jeg, i det jeg faldt ned paa Knæe, Men. Her hielper ingen Men, svarede han mig i en mere naadig Tone: Jens Sekretær Kan I ikke være længere, I maa blive Kammertiener, og skulde Tiderne end mere forandre sig, saa maa I finde Eder i at staae bag paa min Vogn igien.

Hvad synes Eder, kiære Farbroer! var det ikke et Fandens Afslag, og har jeg ikke Aarsag ligesaavel som I, at beklage mig over Tiderne? Jeg tænker jo. Ja, jeg kunde vel græde Blod, naar jeg betænker den forbigangne Tid. For lang Tid siden havde jeg kundet havt en god Dommer-Controlleur- eller Toldertieneste; hvorefter mangen en Student og Skriverkarl har sukket i 20 Aar; men det var mig ikke fornemt nok. Ak! jeg Tosse, jeg Erketosse! Jeg er nu allerede forringet fra Sekretær til Kammertiener, lever jeg lidt, bliver jeg slet og ret Tiener- og døer min Herre, førend jeg, saa kommer jeg vel til at pudse deres Skoe, som jeg for kort Tid siden med en

8

foragtelig Mine har dreven ud af min Herres ForgemakAk! disse Betragtninger komme mig til at gyse! Hvad skal jeg elendige giøre? Giv mig et godt Raad. For at fordrive Sorgen, tager jeg nu sidste Gang min Domino paa. Maaskee jeg midt i min Ulykke kan være lykkelig paa Maskeraden, og med de 2 Ducater, som jeg endnu eyer, kan jeg kanskee vinde et Par Hundrede. Vist nok er det, at Folk klager over Contanter her i Byen. Men paa Maskeraden kan man see, at der ligesaavel er Guld- og Sølv-Myndter i Kiøbenhavn, som jeg af Eders Brev kan see, at der er Ruug i Jylland. Jeg henlever med største Bedrøvelse Eders

Kiøbenhavn den 22 Febr. 1771.

ydmygede Brodersøn.

Jens Dyrkiøb. Gunstige Læsere!

Her er Brevet; det er ingen Opdigtelse, men et virkeligt Brev, som jeg en Morgen tidlig fandt uden for det danske Comoedie-Huus. Jeg har givet det, ligesom jeg har fundet det; duer det ikke til andet, saa kan man dog deraf see, at de Vittige, som har ivret sig imod Skoebørsternes Værdighed, ikke har havt Uret. I brødløse Lakeyer! Jeg har lovet Eder et godt Raad: Jeg elsker Korthed: Giv Eder i Krigsstanden. Naar I saa pudser Eders egne Skoe, og iagttager den militairiske Nøyagtighed; saa kan I med Tiden blive befordret til Under-Officier; og maaskee da Tiderne saaledes kan forandre sig, at I kan faae nogle af de Embeder, paa Eders gamle Alder, som I i Eders Ungdom har foragtet. Hermed Gud befalet.

Rasmus Ligefrem.

1

Skoebørstens Svanesang.

2

        

3

Ak! at mit Herredom nu ikke meer skal være, Jeg, som saa mange før har bragt til største Ære, Fik nu mit Bane-Saar, og iler til min Død; O Haandhed, fuld af Skræk! o pludselige Stød!

Hielp, hvem, som hielpe kan! hvem vil min Læge

blive?

Den, som helbreder mig, jeg første Brød skal give; Han blive skal Justitz, Etatz, og al Slags Raad; Men jeg først hielpes maa, saavel med Raad,

som Daad.

Fra Arilds Tid jeg var i beste Sundheds Dage Jeg prunkede, var stolt, og kunde alt indtage; Men nu forsvunden er med eet min Herlighed, For Død og Undergang jeg ingen Redning veed. I mange hundred' Aar jeg herlig har floreret, Endogsaa Herrer selv mig have respecteret; Hvorfor? thi jeg i Hast dem overvoxede,

Og, før de faae sig om, alt meere var end De.

4

Ak! jeg fortvivle maae, jeg kan jo ikke andet,

Mit Fald, min Undergang med Spot er sammenblandet;

Jeg i min Velstand før drev Spot med hver

og en,

Nu troer jeg, at man vil betale mig igien.

Saa lader Hofmod da I Lykkelige! fare,

Den stedse været har for Velstand Fald og Snare;

Selv Lysers Engel faldt i Dybets Afgrund ned,

Saasnart at Hovmod fik Hos hannem Plads

og Sted.

Da Cræsus først blev stolt udaf sin store Vælde,

Begyndte Lykkens Vogn for hannem strax at helde;

Han blev en fangen Mand, han misted Regiment,

Og det var meget nær, at han var bleven brændt.

Han alt paa Baalet var, og saae sin Morder-Lue,

For slige Scener jeg ey nødig har at grue,

Man ey vil fengsle og langt mindre brænde

mig,

Jeg Børste er og blir, som ey forandrer sig.

Dog holdt! forandret nok, forandret til min

Smerte,

Min store Nød og Sorg bør røre hver Mands

Hierte;

5

5

Men see! der ingen er, som Medynk Har med

mig,

Fordi at jeg var stolt, da jeg var lykkelig.

Hver raaber: at jeg nu den rette Skiæbne haver, Til forrig Velstand og den mindste Ret og Gaver, Særdeles Bogen er fornøyet, at jeg faldt;

Ja alle troe, at jeg er gandske vel betalt.

Men jeg bør trøste mig med andres lige Skiæbne, Og med Taalmodighed, saa got, jeg kan, bevæbne; Der mangen bleven er med et ulykkelig,

Som for et Øyeblik har stærk hovmodet sig. Hvad om nu Klokkerne og fik en Rem af Huden? Men de for rige er, og det er hele Knuden; Den, som har Penge nok, saa let ey velte kan;

Thi, hver vil reyse ham, som har Metall-

Forstand.

Jeg gierne ønskte dog, de Svindsot fik i Lommen; Thi deres Indkomst er til voldsom Høyde kommen.

Fem virksom Embedsmænd var tiente med den

Løn,

Som disse Karle faaer for Amen til en Bøn. En Graver kunde og paa Lønnen noget lide,

At lukke Stoele op, bør, som enhver kan vide,

Er være Veyen til et tusind Dalere,

Det er for stor en Sum for Hovedløsede.

6

6 Hvad om nu Laugene casseerte kunde blive,

Det Menneske-Gestalt og mangen vilde give, Som nu af Dovenskab og lutter Fylderie See ud som mæsked' Sviin, der fødes paa en

Stie.

Maaskee at Bryggerne Omgangen snart maae

savne,

Det vilde Borgerne unægteligen gavne;

En duelig Bryggere ey noget tabte; men

Langt større Vinding fik, end den, han nød forhen.

Men see! alt dette mig kun liden Glæde giver, Jeg ulyksalig er, jeg ulyksalig bliver;

Men holdt! jeg finder Trøst udi min store Nød, Jeg vel afmægtig er, dog ikke gandske død. Skiønt jeg ey mere selv ophøyes kan til Ære, Jeg dog et Middel kan til andres Lykke være; Jeg og kan styrte den, som min Unaade har, Om det den klogeste, ja Dyden selv end var. Min Herre troer paa mig, jeg alt ham kan indbilde, At Grønland er poleert, at Fransmænd ere vilde; Han ofte trængende er og til mine Raad, Saa at jeg troelig er hans Hielp i Raad og Daad. Jeg Fruentimmerne i Huuset ofte fryder,

De stundum Tieneste udaf min Børsten nyder;

7

7

Jeg i det gandske Huus derfore byde kan,

Snart voldsom og snart lumsk min Sag jeg

griber an.

Jeg denne Herlighed vil føre mig til Nytte,

Og for min heele Løn den Vinding ey ombytte; Jeg stedse nægter, at min Herre hiemme er, Naar den Ansøgende ey giver Skillinger.

Og skal det hende sig, han kommer ham i Tale Imod min Villie, jeg ham da skal afmale Med sortest Farve, saa han vist skal Afslag faae, Og ingen Nytte af sin megen Møye naae. Naar Folk saaledes seer, jeg Spillet kan regiere, Saa nødes de vel til, at giøre mig al Ære:

De neye dybt for mig, ja meget dybere,

End de for Fruen selv og Herren bukkede.

Min Herre! sige de til mig, er Herren hjemme? Og, hvis den Spørgende sin Skyldighed vil

glemme,

Saa svarer jeg strax: Ney, endskiønt han

hiemme er,

For Audience just at give til enhver.

Om nogen vide vil, hvad Skyldighed betyder, Da er det en Douceur, som kloge Børster nyder For given Trøst og Hielp til Supplicantere, Der ellers gandske vist forladte sig maae see.

8

8

Vel tør en Skumlere det Stikke-Penge kalde; Men slige Skoser kan mig ikke bittre falde;

Thi mangen Herskab og det samme Haandværk

har;

Saa han og Børsten er et ret vel troffen Par. Men Synet smerter dog af gamle Camerader, Som jeg i Vogne seer at slide Byens Gader, Forgyldte, glimrende, af andre Børster tient, Af Rigdom, Rang og Stand i heele Byen

kiendt.

Hvad hielper, at jeg kan en Supplicanter snyde, Den skidne Vinding kan mig ikke meget fryde? For Eftertiden jeg af Angest skielve maae.

Da jeg har intet lært og intet Brød kan naae. Naar Herren tager nu sit Liberie og Snorer, Jeg ingen Udvey meer til nogen Redning sporer; Siig da, i hvilken Stand jeg skal begive mig, Og om jeg ikke er da høyst ulykkelig.

Til mægtig Brygger-Gaard min Lomme sig ey

skikker,

I denne Handel alt for mange Penge stikker,

For Resten er det smukt at være Bryggere; De tvinge, som de vil, jo alle Borgerne?

I Brænd'viins-Lauget jeg mig kunde vel begive;

Men Spørsmaal: om det Laug skal længe varigt

9

9

Maaskee at Brændeviin med et afskaffet blir. Og til Vestindisk Rom sin Seyer-Fahne gier. Jeg en Spekhøkere maaskee vel kunde være.

Jeg just behøvede ey denne Kunst at lære;

Thi jeg er oplagt til, og flink til Snyderie, Hvorfra hver Høker er ey gandske reen og frie. Men jeg den Skindpels kan paa Kroppen ikke lide, Som er dog det Signal, af hvilket alle vide.

At man med Ære og Respect Høker er. Som Fløsk og Skillingen af Hiertet haver kier. Jeg ved Øltapperie ey megen Vinding skuer, Med mindre Spil er hos, for hvilket jeg dog gruer, En Eed mig skrækker; jeg er af de Hellige, Skiønt jeg vel stundum kan agere Snydere.

At være Marchendiis; det kan vel profitere; Men Tyve-Hælen kan i Hast og ruinere;

Jeg, som lidt gierig er, kan let forløbe mig; Thi sandt at sige, vil jeg gierne være riig.

En graadig Marchandiis er stedse udi Fare, Han stedse skielve maae, som Espeløv og Hare. En stor Koldsindighed til denne Handel vil; Men jeg for hidsig er, og ikke skabt dertil. Hvis Lucifer ey var, jeg troer, jeg blev en Jøde, Men Skræk for denne Karl mit Forset kan omstøde;

10

10 Han seer saa garstig ud, det har jeg stedse hørt; Og til Medlidenhed han aldrig bliver rørt. For Resten Jøderne har meget gøde Dage,

De veed af Skakkerie den rette Frugt at tage; De lee os Christne ud, vi lee af dem igien; Men hine Penge har, naar vores Pung er reen. For deres Snydene at ville Grændser sette,

Og deres mange Kneeb at ville noget rette,

Er en umuelig Sag, da det er dennem let At eludere Lov, Forordninger og Ret.

De lære denne Konst og Talmuden tillige,

Og naar ved Snyderie de først er vorden rige, Maaskee en Christen Siel øg Stikkepenge taér, Og Jøderne i Kraft deraf ustraffet laér.

Dog sandt! vi megen Skyld selv have udi dette, Og vi Bebreydelser kan giøre os med Rette;

Thi vi fra Haandværks Ret dem udelukket har, Saa Jøden snyde maae; han ellers var en Nar. Tillad dem Haandværks Ret, at de sig kan ernære, Hvis ey, da burde de i Landet ikke være;

Det jo ubilligt er med tvungne Snydere At fylde Landet op til Folks Fordervelse.

Men ak! Hvad haver jeg med Smauserne at giøre. Min egen Jammer kan mit Hierte noksom røre.

11

11

Endnu tvivlraadig, og uvis, om hvad for Stand Jeg til Forfremmelse som helst skal gribe an. Som Marquetenter jeg vel herlig kunde klæde.

At pine Maden ud, det ogsaa var min Glæde, Jeg og Tallerkener er vandt al bære frem, Forstaaer og meget vel den Konst at slikke dem. Top an: jeg troer, at jeg vil Marquetenter være, Ey borge nogen: see! det er min første Lære,

Al Resten lær sig selv; thi det er ingen Sag, Om Maden falder tynd, og haver ingen Smag. Jeg brav for Giesterne min Mund vil lade høre. Og med al Verdens Prat døv giøre deres Øre, Saa glider Maden nok; men nu det Spørsmaal

skeer:

For hvilken Art af Folk jeg holder Spiisqvar-

teer?

De høy fornemme Folk Credit vil gierne have, Desuden have de en alt for kræsen Mave,

Den høye Gout, som dem en dyrket Afgud er, Forbyder mig for dem at holde Spiis-Qvarteer. Den Middelstand, som man det Navn honette giver, Vil gierne borge, og bestandig skyldig bliver,

Jeg da for Pøbelen min Mad vil lave til;

Jeg den behandle kan, saaledes som Jeg vil.

12

12 Jeg dem Slampamper gier; de maae fornøyet være, Jeg tager Skillingen forud, før jeg laér bære

Den mindste Mundfuld Mad for dem paa

Bordet frem,

Det er jo mageligt; den Handel haver Klem. Honette Folk man ey paa denne Fod kan tage, De før Betalningen vil gierne Maden smage, Og, naar de have spiist, man ofte høre maae: I Morgen, kiere Vert! De Pengene skal faae. Men denne Morgen blir af Almanaken borte,

Og dette meget kan udi min Regning skorte,

Jeg ba for Pøbelen min Mad vil rette an, Dertil jeg haver Lyst, og en oplagt Forstand.

Men holdt! jeg troér, jeg vil min heele Plan

forandre,

Og til en anden Stand fra Sløv og Kiedel vandre, Det dog saa smudsigt er at være Marqvetent, Og Jeg er stedse vandt, at alt skal være pent. Jeg ey saa gammel er; jeg kan et Haandværk lære,

Men siger, Kiere! nu, hvad Haandværk skal det

være,

I et har Mesteren den største Fordeel, og I andet Svenden; ja endog hans Lære-Pog. Saa længe fremmede Karether indført blive,

Kan Hiulmands Lauget ey for megen Indtægt

13

13

Maaskee at andet meer saaledes bliv indført, Jeg i det mindste har saa sagte dette hørt.

O Contreband! hvad skal man vel til dette sige, Det er en Pest og Gift for Fædreland og Rige, Haanværker, Handelen, og alt fortæres maae, Hvis Viisdom ikke kan den Gift uddampet faae, Maaskee jeg Griller faaer, og vil til at studere Jeg kiøber en Donat, og laér mig informere, Lad være, Deposik mig saa af Bene giér, Det ingen Hindring i min ventet Lykke bliér, Om uden Caracteer jeg to Examens tager, Derfore ingen, som kan tænke ret, mig vrager. Jeg har Patroner, og en Lomme-Skilling: See Det heele Grunden er til min Forfremmelse. I Verden mangen Præst blev skabt paa denne

Maade,

Snart ved den rene Myndt, og snart ved Fruens

Naade,

Hvad andet Sted er skeed, vel Moden blive kan Hos os, som dog har Lyst at følge fremmed Land. Det var et artigt Syn fra Børsten at afvige,

Og sig som Kiereste Aurora at tilsige;

Men hele Verden er riig paa Forandringer, Og Vi omdannes tit, Vi arme Mennesker.

14

14

Men jeg er bange, at mit Hoved en kan fatte, Donatens Regler, og Auroræ Morgen-Skatte, Der maae dog lidt Forstand til disse Studia, Jeg kuns en Børste er, hvor skal den komme fra? Ak! jeg omkomme maae, min Svanesang jeg ender, Og mine Børster jeg med Sorrig ned ad vender, Jeg Børste er og bliér, og jeg fortvivle maae, Maaskee jeg af en Skiald kan saadan Gravskrift

faae: Her Børsten hviler, mat, forladt, Som før gav Ære, Rigdom, Skat; Dens Vinger stekked' ere, Den maae paa Jorden være. For den i Luften hæved sig, Blev æret, mægtig, lykkelig, Nu i en Afkrog giemmes. O du, som mægtigst Børste var, Til lykkens Spidse alle bar,

15

15 Du skulde døe og dræbes,

Og udi Skarnet slæbes!

I Skarnet, som du børster af,

Er nu din Vaaning, Levnet, Grav, Du Luftsyn meer ey bliver,

Som en Beundring giver.

Lad ingen Tider mere see Skoebørsterne opvaagnede,

Det Staten blev Vanære,

Dens Pest vist skulde være.

Da Capo.

16

        

1

Samtale

imellem tvende Piger

om

Skoebørstens Fald,

holden

fra Nye-Gaden til Amager-Torv.

Til Trykken befordret af

Morten Langsom.

Börsten har givet Brød.

2

Mette.

Ey see! god Dag, kiære Syster! nær havde jeg gaaet Hende forbie, dersom jeg ey havde kiendt Hende af Hendes Klæder; thi Hun seer saa ilde ud; ja, jeg maa sige: at Hendes forhen rosenfarvede Kinder ere mangfoldig falmede, saa at de ligner mere Rosen, naar den falder af, end naar den staaer i Blomster.

Catrine.

Ja, Syster! Hun har gandske Ret! jeg troer selv, at jeg snarere ligner et Scelet, end et Menneske.

Mette.

Men, hvad kan være Aarsagen hertil, kiære Syster? Hun pleyer jo dog stedse at ligne Venus selv i Hendes beste Prydelse, og nu er Hun paa engang bleven saa forandret? Hun har dog vel aldrig været syg i fyrretive Uger? Ney, hvad siger jeg, lagt paa Hospitalet?

Catrine.

Ney, kiære Syster! tænk dog ikke det; man maa ikke strax tænke efter Møden; vel er det sandt (imellem os sagt) ar det ikke havde været den første Gang; men dog er det ikke denne Gang Aarsagen til min slette Farve.

3

Mette.

Men, hvad feyler Hende da, kiære Syster? Vi har jo dog stedse været fortrolige Veninder? altsaa kan Hun jo gierne uden nogen Samvittigheds-Nag aabenbare mig denne Hemmelighed.

Catrine.

Ach! jeg kan umuelig tænke derpaa, Uden største Græmmelse! jeg, som havde tænkt, at jeg engang i Tiden kunde have havt nogen under mig, maa nu ey være be- tænkt paa andet, end hvorledes jeg med mine Hænder kan erhværve den Smule, hvoraf jeg skal leve; og om jeg engang skulde faae Monsieur Lars Børst, saa seer jeg dog ikke andet, end Kummer og Elendighed for mig.

Mette.

Ey! hvilken Sluder-Slader! Monsr, Lars Børst er jo en velskikket Karl, hvad vil jeg sige. Tiener? han kan jo accomodere, barbere, og det som endnu mere er, tale Fransk; Vi leve jo i Tider, hvor man skiønner paa disse Videnskaber; hvorfor skulde han da ikke naae det Maal, som baade han og Hun i nogen Tid har ønsket, allerhelst da han er Tiener hos en Herre, som formaaer meget i denne Tid.

Catrine.

Ja, gid dette kun var sandt, da vilde jeg ret være glad! ja, jeg vilde virkelig gi-

4

ve Hende, kiære Syster! ti Rixdaler i dette Øyeblik; og det, som mere er: jeg kunde da endnu have Haab om at naae det Maal, som han har lovet mig, nemlig at blive æret af alle.

Mette.

Men hvorfor skulde det ikke være sandt? jeg kiender jo saa mange, som ved Børsten ere blevne anseelige Mænd; ja nogle af dem kan jeg dagligen see kiøre paa Gaderne i Deres smukke Vogne, som dog før har tient i Gaarde med mig, og nu ere anseelige Mænd

Catrine.

Ja, her har jeg ikke et Ord imod; men viid, at Tiderne snarlig forandrer sig; ja, desto værre! de har allerede forandret sig, saa jeg, som jeg før har sagt, skiælver og gruer.

Mette.

Ey hvad! skiælve, grue! den, som er saa bange, skal staae Skildtvagt; thi da har man ey nødig at grue for, at han bliver skudt ihiel.

Catrine.

Ja, got nok, kiære Syster! jeg hører nok, at Hun ey veed det, jeg veed; thi, dersom Hun vidste det, da talte Hun gandske vist af en anden Tone.

5

Mette.

Ih saa siig mig det dog, kiære Syster! Tiden er saa knav for mig, og dersom jeg ey faaer det at vide, kan jeg ey sove de tre første Nætter, Catrine.

Ja, jeg vil gierne sige Hende det; men hun maa ey tage sig det for nær.

Mette.

Ney saa mænd vil jeg ikke; jeg er i alle Ting lige glad; og jeg har lært den Konst, at jeg ikke tager mig Verden for nær.

Catrine.

Ja, gid jeg havde samme Sind, da var jeg ret lykkelig! Men ach, min Lars Børst! jeg kan ikke glemme hans slette Skiæbne.

Mette.

O! giør mig dog ey Tiden saa lang! jeg har allerede sagt, at Tiden er knap, jeg kan vist ey bie længere; dog vilde jeg gierne vide, hvad der ligger Dem paa Hiertet, hvorover De saa hæftig klager.

Catrine.

Ja! ja! jeg skal sige Hende det: har De ikke hørt, at ingen Tiener mere maa faae en Betiening, ja ey engang blive Raadhuus-Tiener, da dette dog var, imellem os sagt, saa feedt et Stykke Brød.

6

Mette.

Ey! det kan aldrig være mueligt, det var jo reent galt! hvor skulde da alle de arme Tienere hen, som dog ikke har lært andet, end at børste et par Skoe og Støvler, og denne Videnskab var det jo, som bragte dem den Ære, som jeg før talte om.

Catrine.

Jo! jo! troe mig kun, det er alt for sandt, kiære Syster! og derover er det, at jeg har mistet mine rosenrøde Kinder.

Mette.

Dersom jeg ey kiendte Hende desto bedre, skulde jeg snart troe, at Hun var tosset. Min lille Søren Kudsk kunde allerede for længe siden have været euren Politie- eller Visiteur-Betient men han vil ey have saa ringe en Tieneste; ney, han vil være Raadstue-Tiener; ja, han har sagt mig og det for nogle Uger siden, at dette var den neste Tieneste for ham, allerhelst, da han hverken kan skrive eller regne; men Hun maa troe, han har lært at begiere to Rixdaler, naar en vil tage sit BorgerskabsBrev, (NB. til dem alle fire) thi hun veed nok, det gaaer, som man siger i Ordsproget: Vi tigger alle til en Pose.

Catrine.

Ja Hun har Tids nok, kiære Syster! troer Hun det, saa troer Hun rigtig Feyl;

7

en Kudsk, som ey har lært andet, end at strigle et par Heste, skulde blive Raadhuus- Tiener; ney, det Exempel har man aldrig havt før, endog i de gyldne Tider; nu har Monsieur Lars Børst allerede længe søgt efter saa feedt et Stykke Brød; ja, han har lovet mig, at saasnart han et Aar havde været det, vilde han give mig en Fløyels Polenese og en brocheret Kiol; og nu, da jeg havde det beste Haab om, at han skulde blive det, som han og jeg saa længe har ventet, seer jeg i Avisen, at ingen Tiener mere maatte blive brugt til offentlige Embeder; jeg har endnu Avisen hos mig, og for at overbevise Hende, vil jeg lade Hende læse det; nu kan Hun let tænke, hvorledes jeg blev til Mode herved.

Mette.

O lad mig see, endskiønt jeg allerede er færdig til at daane af Forskrækkelse! dersom dette er sandt, troer jeg vist nok, at jeg taber min Forstand.

Catrine.

Der har Hun den, læs, og Hun skal see, at jeg ikke lyver.

Mette.

Ey! Ey! ach, det er alt for sandt! nu er jo alt mit Haab forsvunden! O! jeg elendige! Men, hvad er det, den Mand staaer der med paa Amager Torv? jeg

8

troer rigtig, det er noget Rart, lad os gaae hen, for at see, om vi ey kan oplive os lidet dermed i vor store Sorg.

Catrine.

Ja, lad os det; min Ven! hvad har I der? Jeg har Skoebørstens Fald- eller rettere sagt, Monsieur Børstes Nedstødelse fra Ærens Bierg.

Mette

Gaae I Pokkeren i Vold med heele Eders Perspektiv-Kram! der er vel ikke nok, som kan vise dem deres Fald, uden I ogsaa skal være med.

Catrine.

Nu kan Hun see, kiære Syster! at det er sandt, Hun behøver nu ey længere at tvivle herom.

Mette.

Ja, alt for sandt! kom, lad os gaae, for i Stilhed at beklage vores Skiæbne. Jeg maa sige, Hun har havt Aarsag nok til at tabe Hendes Skiønhed. Mine Been ryster allerede under mig af Forstrækkelse. Jeg havde et got Haab; men det er nu paa engang bleven til Vand.

Catrine.

Ja, lad os det; vi faaer, som man siger, skikke os i Tiden, da vi dog neppe kan vente, at enten Søren Kudsk eller Monsieur Lars Børst kan naae det, hvorefter baade de og vi saa længe har ventet.

1

Et forunderligt Syn ssm blev seet en Nat i W*lb** Skole der forestillede en Liigbegængelse med Skoebørster samt en

Liig-Tale

som blev hørt

af underjordiske Folk.

Optegnet og til Trykken befordret ved Mogens Skolemester.

Kiøbenhavn, 1771,

2

De Frække og Vantroende til Overbeviisning men de Svage og Vankundige i Særdeleshed mine kiere Skole-Børn og alle andre gode Christne til Lærdom og Underretning skrevet i W*lb** Skole 1771.

3

Fortale.

Jeg veed nok, der gives mange vantroe Mennesker, som aldeles tvile paa at der gives Phantasier, Spøgelser og underjordiske Skabninger, ja endeel ere saa formastelige, aldeles at nægte de ere til. -

Jeg forbigaaer Dievelens Abespill og Koglerie, da det er noksom bekiendt, at han fremstiller sig i ad

4

Fortale.

skilliget Skikkelser; men jeg vil aleene om, at der gives Skabninger som for vore Øine ere usynlige, og kun ved særdeles Hændelse kan blive sigtbare. Hvor smukt og tydeligt afhandler ei den lærde Herman Ruge dette, og hvor mange troeværdige Beretninger haves ei om Gienfærd af adskillige gamle tro- værdige Folk; mon ei Kiøge HuusKors, og Lucas Jacobsen Debes om Satans Anfægtelse og Spøgelser i Færøe, med flere saadanne paalidelige Skrifter, tydelig bevise, at der gives Spøgelser, Aander, Underjordiske og Nisser, etler hvad man vil kalde dem? Jo! intet er vissere; thi Skabningens Deele ere uendelige, og vort svage Syn kan ei see

5

Fortale.

alt det materielle, mindre det ele- mentariske og ætheriste Væsen. Stemme ei alle baade gamle og Rne Skribentere overeens i at tale om Spøgelser, Spectra, Bierg- og Skov-Trolde, med videret mon ei Disse Skrifters Overeensftemmelse, ledsaget af saa mange ældgamle Menneskers Vidnesbyrd, er et tydeligt Beviis? Man maa ei sige at de alle ere eenfoldige Folk; Nei, lærde Mænd selv have tilstaaet og erfaret det. Blev ei den store Guds Mand, den Himlens Herold, Vantroens Forstyrrere og Lysets Udbredere, vor uforlignelige Doctor Morten Luther, selv anfægtet i Mon ei denne Mand kunde skille Løgn fra Sandhed, og mon nogen tør sige, at han

6

Fortale.

var en Fanaticus, som af Blodet, Imaginationer og Griller lod sig bedrage. Mon ei Anfægtelser og Fristelser har været Anledning til den Bog vor lærde Jersin har skrevet under det Navn: Troens Kamp og Seier? Hvo vil da tvile om, end sige nægte, Aanders og Spøgelsers Existence eller Tilværelse? Ikke Hedningerne engang have nægtet dette, mindre skulle man forvente det af oplyste Christne. —

Jeg har kiendt dem som med største Halsstarrighed saadant have benægtet, men dyrt have maattet betale deres Benægtelse, da de tildeels af Spøgelser med et vældigt Ørefigen ere blevne regalerede, deels

7

Fortale

hovedkulds af Trapperne nedstyrtede, da de siden (skiønt forsilde) have maattet bekiende deres Vildfarelse, naar de derom have faaet en saa følelig Overbeviisning. — Best derfore, ikke at nægte det man ei begriber, og ei at tvile paa en Sandhed, som med saa mange Vidnesbyrd er beseglet. Der gives de Mysteria Fidei, eller Troens Hemmeligheder, som vi ei kan begribe, men derfore ei tør nægte; hvorfor stulle vi da nægte Mysteria Naturæ eller Naturens skiulte Hemmeligheder, fordi vi ei begribe dem? Vort Begreb er ikkun svagt, og kan ei overrække de meest synlige mindre de usynlige Skabningens Deele. —

8

Fortale.

Kort: Enhver maa Troe hvad han behager. Jeg fortæller ikkun det jeg har seet, og lader de Vantroe gierne drive Spot dermed. Nok er det, at følgende er en virkelig Tildragelse. —

9

Et forunderligt Natte-Syn af Spøgelser eller Underjordiske.

Jeg har i min Ungdom ofte hørt meget tale om Underjordiske og Spøgelser. Jeg har baade hørt mine egne Forældre og andre troeværdige Folk at fortælle, hvorledes de om Natte-Tider, deels i Brøgger- og Ba- ger-Huuse deels i Staldene, have seet smaa underjordiske Folk med et lille blaat Lys at Have omvanket og med adskillige af vore men- neskelige Gierninger at have været sysselsatte, ja baade at have røgtet Heste og Køer, og endog at have malket de sidste, som derved overmaade vel skal trives. Men aldrig haver jeg med egne Øine selv seet noget, førend jeg

10

10 var 17 Aar gammel, og det just paa en Skiertorsdags Aften Kl. imellem 12 og 1 Slet, da jeg i mine Forældres Gaard vilde gaae hen i Brøggerset for at see om Ilden var slukket, hvor jeg da skinbarligen saae en lille Kone i en blaae Trøie og Skiørt at sidde ved Skorstenen og svøbe et Patte-Barn; i det jeg kom ind, løb hun bort med Barnet, men glemte Svøbet i den Skynding. Jeg slog Kors for mig, og var saa forsigtig, at jeg med Jldklemmen tog Svøbet og lagde det stille hen i en Vraae. Jeg faae derpaa efter Ilden og gik saa ind i min Seng, befalende mig Gud i Vold, men neppe havde jeg lagt mig, førend den samme lille Kone, som jeg saae i Brøggerset, kom og bankede paa mit Sengekammer-Vindue, sigende: Det var din Lykke, at du ei med dine blotte Hænder rørte ved Mit Barne-Svøb. Enhver kan tænke, at jeg herover blev heftig altereret. Den følgende Dag fortalte jeg det til mine Forældre og andre Husets Folk, men ei førend jeg havde spiset og Soel var opstaaet, (thi fastendes maa man ei tale om faadant,) de

11

11

forsikrede alle, ofte i Brøggerset at have seet denne Kone, og at hun havde sin Bolig der.— Siden den Tid har jeg seet og hørt adskillige Ting, og gaaer neppe nogen Uge forbi, at jeg jo seer noget i denne Skole, hvor her ei er aldeles trygt; men Gud være Lov, det jeg har seet og hørt, har aldrig tilføjet mig nogen Skade. —- Men aldrig har jeg seet noget saa betydeligt, som det følgende, hvilket jeg ei har kundet undlade at optegne, for derved at bevise, baade at underjordiske Mennesker ere til, og at de i alle deres Gierninger efterabe os jordiske Mennesker, hvorom følgende kan være et tilstrækkeligt Vidnesbyrd:

Natten imellem den 12te og 13de Februarii sidstleden, da jeg laae i min Seng, Kl. omtrent 11 1/2 Slet, hørte jeg først en grumme Bragen og Knagen, derefter begyndtes med en jammerlig Hylen og Tuden, ligesom om alle mine Skole-Børn paa eengang kunde have faaet Hug og begyndt tillige at græde. Dette varede indtil Klokken var omtrent 11 3/4 Slet.

12

12

Hvorpaa denne Larmen og Græden ophørte, og fremkomme da 2de smaa Skabninger i blå Klæder, som hver havde et blaat Lys i Haanden. De ginge begge hen og satte sig paa Gulvet ved Kakkelovnen, tet ved min Seng, Hvor de satte Lysene fra sig og begyndte følgende Samtale: Hør Ansind, sagde den ene, veed du vel, at vores Elle-Konge har i Sinde Klokken 12 at lade Dvergen Dagott, der er skabt som en Skoebørste, levende begrave? Hvorledes kan det gaae an, min kiere Uttur, sagde de: den anden, Dagott er jo mægtig og har et stort Anhang, han vil ei blive saa let at faae Bugt med, mindre at begrave levende, desuden veed jeg ei han har begaaet noget Ondt, hvorfor han skulle fortiene denne Straf.

Anfind.

Jeg skal fortælle dig hele Sagen: Du veed saavel som jeg, ar vi efter en vis skiult Lov ere forbundne til at efterabe de overjordiske Menneskers Gierninger. Nu har deres Konge,

13

13

som er meget viis, nylig indskrænket deres U- tidige Fortgang, som fra Støvet, Skoebørsten og Karetheu af ere sprungne ind i de største Æres-Poster og vigtigste Embeder, følgelig ere de saa at sige levende begravne. Da vores Elle-Konge fik dette at høre, besluttede han strax at lade Dagott begrave, fordi han var skabt som en Skoebørste; men for at fuldføre det Forsæt, og at bemægtige sig Dagott, som har mange Tilhængere, lod han indgive dem først alle en Dvale-Drik, som kaldes tpircseR, hvorved de alle bleve magtesløse, og er nu Begravelsen besluttet, og skal gaae for sig naar Klokken er slagen 12, derfor er jeg sendt i Forveien for at eftersee om alle Ting ere stille og i Rolighed.

Uttur.

Ja det maa være, min kiære Ansind, Men hvor skal Begravelsen gaae for sig?

14

14 Liigbegængelsen begynder fra Skolemesterens Kielder, som du veed er lige for Skalden, og er Gravstedet i Stalden lige under Skolemesterens blissede Koe, just paa det Sted hvor hun vender Rumpen til; men der er best vi gaaer bort, thi Tiden er strax for Haanden.

Herpaa forsvandt de alle begge. Og jeg, som blev opmærksom over denne Tale, jeg stod op af Sengen, og kastede i en Hast mine Klæder paa, og listede mig hen i Stalden, hvor jeg lagde mig i Skiul paa et beleiligt Sted, for at see Udfaldet paa det de to Underjordiske havde talet om.

Neppe var jeg kommet ud i Stalden, førend Klokken slog 12 paa mit Stue-Uhr, og strax derpaa galede Hanen. Endda var alting stille et par Minuter; men med et saae jeg min hele Gaard fra Kielderen af indtil Stalden at være besat med smaa blaae Lys, uden at jeg

15

15 kunde mærke hvor de kom fra, eller at nogen satte dem der. Strax derpaa bleve mine Kielder-Luger aabnede, og saae jeg da dette forunderlige Syn:

Først komme 2de underjordiske Skabninger frem, den eene bar i Haanden en Stok, hvor oven paa var en stor Svamp, den anden havde ligeledes en Stok, der oven paa var dannet som en Skoebørste, disse præsenterede 2de Marskalls-Stave, de vare omvundne med gamle sorte Karreklude, og de som bare dem havde hvide Kitler paa ligesom Pudder-Skjorter. Strax efter disse igien komme 6 Stykker som bare hver en stor Tutte Skoevox, der præsenterede Voxlys, de vare alle antændte og gave en blaae Lue og Skin fra sig. Derefter komme 12 Sørge-Par, 2 og 2 i Parret, de havde diverse Klæder, men vare alle deels stribede, deels med Galoner besatte, deels med adskillige couleurede Opslage og Skulderbaand. Derefter kom Liig-Kisten, som var af Marmor, prægtig udarbejdet, den blev baaret af 12

16

16 Stykker, som alle havde store Knebelsbarter, ved Siderne af Kisten ginge de som bare den Dødes Insignia, som vare følgende:

Først gik een paa den høire Side

1. med en stor Klædebørste.

2. med en Accomodeer-Kam.

3. med et Tælle-Lys.

4. med en Pudder-Qvast.

5, med en Pomade-Æske.

6. med en Pudder Skiorte.

7. med en Ragekniv.

8. med et Barbeer-Bækken.

9. med en Lancet.

10. med en Sæbekugle.

11. med et Vaskerbækken.

12,. med en Haanddug.

Paa den venstre Side:

1. med en Svamp.

2. med en Natpotte.

3. med et Stikbækken.

4. med en Flaske og et Glas.

17

17 5. med en Spytte-Bakke.

6. med et Natskriin.

7. med er par Tøfler.

8. med en Sloprok.

9. med en Tut Skoevox.

10. med en Skoebørste.

11. med et par Støvler.

12, Med et par Skoe.

Alle disse Insignia bleve baarne paa stri- bede Puder, og de som bare dem vare alle i- førte sorte Klæder med røde Skulderbaand. Men oven paa Kistens Laag laae et par hvide Silkestrømper, en stor Haarpung og en Muffe, krydsviis over hverandre, og bag efter Kisten ginge fire Stykker, som hver bare en stor sort Tavle, hvorpaa stod skrevert med hvide Bogstaver: Ets-Rdr., Istc-Rdr., Cncll-Rdr., Cmmc-Rdr., Inspctrr., Oecnm., Tldr., Brgmstr. Rdmnd., Vrkdmmr., Fgdr., Skrvr, alle, alle af een Suurdei. - Paa Siderne af dem ginge 2de som bare hver en stor Haand, med hvilken de viskede Skriften ud

18

18

af Tavlerne; hvorpaa de som bare dem, vendte Tavlerne om, og stod da skrevet paa den anden Side: Lqvr., Skpdsr., Tnr., og intet mere. Efter disse kom en heel Skare, som vil blive for vidtløftigt at opregne; men Troppen blev sluttet af fire, som holdte hver et Papiir i Haanden, hvorpaa med forgyldte Bogstaver stod skrevet: det benedidede tpircseR. — Den hele Liig-Skare gik meget langsom, saa jeg havde nøie Stunder at anmærke alle Ting, og kom lige hen til Stalden, som i en Hast med smaae blaae Lys blev overalt illumineret. Da de komme hen til Stald-Dørren, holdte LiigSkaren stille, hvorpaa de 2 de som bare Marskals-Stavene i Hænderne, traadde ind og nærmede sig hen til min rødblissede Koe og fattede Post, een ved hvert af Koens Laar, derefter komme nogle ind, som optoge et Bret i Gulvet lige bag ved min Koe, og saae jeg da, at der var er ordentlig indrettet Gravsted. Der- paa marcherede de andre frem med Kisten, og satte den først ned paa Gulvet, hvor da Laaget blev taget af den, og saae jeg da til min store

19

19

Forundring, at der ei laae andet i Kisten end en Vanskabning, der var over en Alen lang, og havde Mund og Øine, men saae dog ud af Skabning som en Skoebørste, Men Haarene paa den vare meget krusede. Da nu Laaget var taget af Kisten, komme de frem som ginge paa Siderne af Kisten og kastede alle de Insignia, som de bare, ned i Kisten, hylende og raabende: Umistelige Dverg! Uovervindelige Dagott, lykkelige Dagtyv! din Magt er forsvunden, og dine Tilhængere ere overvundne! Derpaa blev Kisten igien tillukket og nedsat i Graven, som i en Hast med endeel Koemøg blev opfyldt, og Brettet i en Hast meget behændigt tillukket. Derefter begyndte hele Liig- skaren at hyle og græde, som en heel Flok Ulve kunde tude. Jeg blev af denne græsselige Lyd saa forfærdet, at Haarene reiste sig paa mit Hoved, og i min Angest begyndte jeg at raabe paa Guds Navn, og strax forsvandt hele Skaren, og efterlod sig en heslig Stank. — I det jeg nu laae og vilde recolligere mig, see saa blev hele Stalden med eet igien oplyst og

20

20 da fremkomme de fire som ginge bag efter Liig- Skaren og holdte det Papiir i Haanden, hvorpaa stod skrevet: det benedidede tpircseR; disse begyndte at hoppe rundt omkring paa Graven i nogle Minuter, derpaa stode de stille, og begyndte da den eene saaledes at tale: Nu er vor Modstandere Dagott falden, hans Rige er ødelagt, og hans Magt er forsvunden, men til den sidste Afmindelse vil jeg holde ham en LiigTale. Hører nu nøie til! Derpaa taug han nogle Minuter stille. Jeg blev ret meget nysgierrig for at høre dette, og med største Opmærksomhed gav Agt paa, da den eene af de 4 ommeldte begyndte saaledes st tale:

21

21 Lig-Tale

ved

Skoebørstens Grav.

O! Glæde over og under Jorden! O! lyksalige Periode! O! hældige Stund! Uforglemmelige Time! du 12te! den vigtigste blant Dagenes, og du anden den vigtigste blant Maaneders, du 71, det vigtigste blant Seculens, og du 7de, den vigtigste blant Menneskers Tall! Dagott, den Mangfoldige, hvis Svands og Hale var længere end den største Cometes,

22

22 Dagott, den Afgud, er død og begravenl Vi have levet den Tid, at Slangen laae hos Løven, og Ulvene hos Lammene. Da, da kyssede de hvide Baand Skoebørsterne, og da, da lugtede Skoevoxet bedre end Musens og Ambra, da hængte SkulderBaandene høiere end Lærdoms LaurbærKrandse, og Livreet var ædlere end Viisdom, Muss ne saae haanlig til Borgerne, og Larserne fordrede Ydmyghed af de Studerede.. Men Mørkhed er nu forsvunden, Skoevoxet er smeltet, Børsten er falden, Scepteret er vegen fra Lars og Judas og deres Sted er ei mere; Alle Skoebørsternes Oldefader er død og begraven, og hans Sæd skal ei mere opstaae. Som Morgen-Dug for Solen, saaledes forsvinde de spraglede Champignoner, som Rosen om Vinteren, saaledes visne de mangfoldige Padde-Hatte.

Græder og hyler, I Skoebørster, naar I erindre de gamle gyldne Tider, da

23

23 I vare Herrens Tienere og Fruens Elskelige, Frøkenens Tiener og Junkerens Fader. Græder, ja skraale! naar I betragte, at I, som forhen ginge med Embeder i Lommen og Caracterer i Maven, nu see Eder beskikkede til Spækhøkeres, Kieldermænds og høist Ølltapperes Kreds. Ja! Ja! Millon Gange bedre klæder en Skindpels den Krop, som er Liberie forhen har bedækket, end en Fløiels Kiole. Ziirligere er et Øllkruus i den Haand, som har trykket Svampen, end en Dommeres Pen! Passeligere er det Navn Fâer og Papa for en Hans og Lars, end en Etats- eller Justice-Raad. — Dagott du er borte, og din hele Slægt skal forgaae. — Skoebørsternes Tempel er falden, og Røgen af deres Aske formørker Luften mere end Støvet af hundrede Carether. Her, her er det velfortiente Gravsted, som indhegner Levningerne af Eders Fordoms Ære! Du veed ei, du Stald, hvilken Skat du indhegner, og du Grav, hvilken Rigdom du

24

24 indslutter. O! at du maatte forvare den til Dommedag! O! at aldrig denne Kiempe Dagott igien maatte udbryde af sit Fængsel; Thi opretter han pas nye sit Rige, da maa hele Landet skielve for hans Magt. Benedidede, ja tre Gange benedidede tpircseR! Fortienester skal bygge dig Ære-Støtter, Viisdom skal sætte derpaa hellige Ære- Skrifter, Flid og Lærdom skal giøre dit Navn udødeligt. Uovervindelige, store og mageløse tpircseR! hvo havde troet den Periode skulle komme, at Dagots Regimente fik en velfortient Ende? Vore Forfædre have ei drømt derom; vore Tiders Mennesker have knap troet det, men vore Efterkommere skulle høste Frugten deraf. O! I unge Mennesker, som forhen have givet Eder Børsterne i Vold, for at have magelige Dage, og uden Flid, Lærdom eller Fortjeneste, at komme uforskyldt til Værdighed og Ære; Vaager nu hellere ved Cleanders Løgte, end I pudse ved Kiøkkenets Lampe. Smitter hellere Eders

25

25

Fingre ved Blækket end ved Skoevoxet, lager heller Ferlen i Haandert end Skoebørsten, søger heller at opstige i et Cathedra end paa en Careth! Thi Dagott er Død, hans Rige er falden, og her ligger han begraven i Stalden lige ved Koens R . . . . . — I det samme den Underjordiske talede disse Ord, slog Klokken 2, og Hanen galede, og dermed forsvandt de alle. —

Jeg gik derpaa ud af Stalden og ind igien i min Seng, men kunde ei lukke et Øie til formedelst Tanker over dette forunderlige Syn. — Jeg stod derfore op igien, antændte mit Lys, og optegnede alt det jeg havde seet, mens det endnu var mig i frisk Minde. —

Dagen derefter gik jeg ind til Kiøbenhavn, for efter min Sædvane hos min gode Ven P*d*r L*rs*n i P*l*-Strædet at læse Aviserne. — Men hvor blev jeg

26

26

forundret, da jeg just i dem fandt noget Nyt, som aldeles oplysede og forklarede mig det forunderlige Natte-Syn, hvis Betydning jeg ingenlunde forhen kunde begribe. Jeg aabenbarede i Fortroelighed for en god Ven alt hvad jeg havde seet, han fandt dette Syn at være meget Mærkværdigt og betydeligt, og raadede mig til, at jeg offentlig skulle kundgiøre det. Jeg var eenig med ham deri, men forbød ham derhos ei at aabenbare det for noget Menneske, forinden jeg nærmere talede med ham og fik nøiere eftertænkt Sagen. —

Jeg gik om Aftenen hiem, hvor jeg nøie overvejede alle Ting; men min Beslutning var, at tie med dette Syn, thi ifald jeg aabenbarede det, frygtede jeg for at fortørne de Underjordiske, og man har haft mange Prøver paa at de haardeligen have straffet dem som paa een eller anden Maade haver giort dem noget imod, deels med Sygdom paa Legemet, deels med Tab og

27

27 ForliiS af deres Formue, saa at aldrig de- res Creature har kundet trives, eller noget Foretagende lykkes. — Denne Historie havde derfore blevet begravet i en evig Forglemmelse, hvis ei følgende havde tildraget sig. Om Natten, da jeg kom hiem fra Kiøbenhavn, sov jeg meget rolig, deels fordi jeg var Udmattet af Vejen, deels fordi jeg ei forrige Nat havde sovet. Men midt i min sødeste Søvn om Natten forekom mig et Syn: Jeg faae nemlig ganske skinbarlig et underjordisk Menneske staae for min Seng, som sagde til mig: Mogens! frygte dig ei for at kundgiøre det Syn du i Gaar Nat faae i din Stald; thi vi ville just, du skulle see det, og derfore lod dig i Forveien ved Andfind advare, paa det du skulle faae hele Sagen at see, Jeg vaagnede derfore op i en Forskrækkelse, og saae jeg hvor den Underjordiske løb hen til Døren og forsvandt. — Den følgende Dag derpaa tog jeg min Optegnelse fat og bragte den i Still og Orden, og gik ind til en

28

28

Bogtrykker i Kiøbenhavn dermed for at lade den trykke og komme for Lyset, og har jeg de Kloge til Eftertanke hosføiet en li- den Advarsel og Betænkning.

Mogens Skolemesters

Advarsel og Betænkning.

Heraf kunde I see og lære, I Formastelige, som nægte at der ere Underjordiske til, og som holde alle gamle Traditioner derom for Digt og Tant, at endog saa- dant er seet i disse Dage og i vor oplyste Tid. I kunde heraf tillige erfare, at endskiønt disse kunde vel tilføje Mennesker Skade, naar man fortørner dem, saa ere de dog ei saa ædle Skabninger som vi, men de ere kun Aander eller Skygger, som maa forsvinde for vore Øine, ligesom ikkun visse Timer af den Mørke Nat ere

29

dem tildeelte, da vi, som Guds Skabninger, ere Elskere af det ædle Solens Lys, og deri ligne Lysens Fader. Lærer tillige heraf I Natte Sværmere, at vogte Eder for at giøre Dag til Nat, I kunde ellers vederfares Skade, ifald I forstyrrede disse Skabninger, som al Naturens Herre har tildeelt saa kort en Tid, nemlig fra Midnat indtil Klokken 2, at bruge sin Håndtering i. I øvrigt er det mærkeligt, at disse underjordiske Skabninger ere saa at sige vore Abekatter, i det de om Natten efterabe de Gierninger som Mennesker bedrive om Dagen. De ere altsaa imod os ikkun at regne som Skygger imod Legemer. Forunderligt er det, at de saaledes efterabe os, de maa vist finde en Behag i vore Gierninger; Men de efterabe aldrig vore onde Gierninger, thi hvor Ondskab og Banden er i et Huus, der trives de aldrig. Et mærkeligt Morale for os Mennesker, at skye det Onde. Men hvor Stilhed og Ordentlighed hersker i et Huus, der ere de

30

30

gemeenlig, og alting lykkes i det Huus. Et mærkeligt Beviis paa, at disse Skab- ninger ei maa være onde, siden de kan føre Lykke med sig.

1

Penge er bedre end Forstand og Lærdom:

Forestillet i en kort Afhandling

holden

som en Oration paa det øverste Auditorio

i * * * *

af

Hieronimus Dumrian

Professor i Æde-Kunsten og Magister i HykleVidenskabet

strøede

som de sidste Blomster

paa Graven

af

den berømte Skoebørste

som

opslidt af Alderdom, døde af Svindsoet først i den sidste Maaned, offererede til Trøst

for dens forladte Arvinger

som ved Stervboets Aabning fandt intet, uden

et gandske tyndslidt Haab, og en Hierne af Flor med mange Huller paa, i hvilken var en hoben Krøllhaar.

Kiøbenhavn 1771

2

        

3

Velbaarne dumme og tykhovede Tilhørere!

Mundus vult decipi — eller hvordan det heder, som jeg med Væmmelse hørte engang i et Lærd Sælskab, hvor jeg halv sovende ved et Fad Frikkadeller og en Boutellie Rød-Viin — maatte fordrive en heel Aften — Verden vil bedrages —@det er ikke alt Guld som glimrer —

4

4 Videnskaber og Læsning kan ligesaa meget hielpe os frem i Verden — som træebenet Krøblingen, naar han ingen Krykke har — Hvem laaner os noget paa vor Forstand — uden den er geleydet med en beleven Gavmildhed — og glindser af Guld? — Saa kan vi borge paa den — baade Indsigt i alle Ting — Duelighed til alle Ting — og opnaae alle Ting —

En Pukkelrygget Magister - Stiev i Halsen af Læsning — Tyndslidt paa Albuerne af Meditering — Starblind af Titten paa gamle Ebraiske Bogstaver — og bruun om Skiegget af Spansk Tobak — er jo det latterligste Creatur — naar han stedse gaaer i en og den samme Kioel — tykker paa Neglerne til Froekost — æder Penefiedre til Middag — gaber til Vesperkost — og spiiser Riis-Velling med en Syenaal til Aften — Troer at han er Riig, naar han har fiire Skilling i

5

5

Lommen — og vil smøre sin Skoemager med en Disputatz om Munden, som god Betaling. —

Men en halv lærd Dosmer — i en Lue forgylt Kareth, med toe raske Heste for — ligesaa modige — og jeg vil legge dette til — ligesaa kloge som den de trækker — som trykker Hovedet ned i Skuldrene af Hovmod — er Starblind efter Moden — hvis Krave-Slidse er fuld af Tobak, af det meget han kommer i Sælskab — han trækker alles Øyne til sig — Naar hiin begynder at Taele — vover strax denne hans sagte talende Tunge ved Klangen af de Penge, som han stedse rangerer med den venstre Haand i Buxelommen, og den høyre i Brystet — hvad hiin forstaaer — men tør ikke bringe frem af en vedbørlig Ærefrygt — taler denne om med fræk Færdighed, som faaer alle til at Troe, at han forstaaer det han taler om —

6

6

Ney? lader os alle kaste Bøger og Skrifter hørt — lader os alle legge Vind

paa, at forskaffe os Penge? —

Hiin lugter den Steeg — og hører de Glas klinge ved hvilke denne bedømmer de ydmygste Lykønsknings Vers, som hiin har giort i Andledning af en Fæst, hvortil denne er indbuden og sadt øverst — Hiin maae stiltiende pille de Been af sin ukiemmede Peruqve, som denne nyelig har gnavet, ved hvilket hans Tienere giøre dem et lystigt Nachspil

Hvo vilde da vel, dumme Tilhørere! være saa klog at henslide sin Levetid med at rode i gamle Latinske Autores — som kun betaler Umagen med Foragt, Spottegloser — Fattigdom — og Sult som er den staaende Løn — dens uvisse Sportler ere af samme Bonitet.

Hvem vil betale os Umagen, naar

vi blive Gamle med andet? Ney? ladet os alle kaste Bøger og

Skrifter bort - lader os alle legge Bind paa, at forskaffe os Penge? -

7

7

I see selv, dumme og tykhovede Tilhørere! af min foregaaende Indgang, hvor meget større Kraft en halv lærd Dosmer har, frem for en Magister, der er giennemstukken af Bogorme!

Legger Vind paa at blive halv lærd, og heel riig —

Tager Eder Exempel af denne afdøde Skoebørste, hvis berømmelige Liv og Levnet bør være os en Opmuntring!

Og til destomeere at opvække Eders Lyst, vil jeg her kortelig fortælle dens Opkomst, Fremgang og Lykke i Verden —@ifald Eders Maver kan ellers holde det ud med Eders Øren:

I maae da vide, at den er fød af gandske enfoldige Forældre — Faderen var en ærlig Børstenbinder — og Moderen var først Kammer-Pige, og avancerede der

8

8 fra til Amme. — De gave ham en god Opdragelse — Faderen, som nok vidste hvordan en Børste skulde være, formanede ham, altid at holde Børsterne stive — og Moderen gav den et Slags glindsende Vox, hvormed den kunde sætte en glat Farve paa alle Ting. — Det havde den Kraft, at det sværtede alle Skoebørstens Misundere; men giorde dens Velyndede hvide og reene.

Moderen gav den desuden en nøye Underretning om dette fortræffelige Voxes Brug — som hun havde samlet mens hun var Kammer-Pige; Dette var dens Lexicon. —

I Stæden for at lade den læse og skrive, anvendte de hans Ungdom langt nyttigere. De lode ham lære at børste HovedHaar meget net i Krøller — og at afbørste Skiæg paa Hagen; og den kiære Moder, som vidste fuldkommen Besked, gav den iblandt andet disse 7 Lærdomme:

9

9

1) Skal du viise dig ydmyg imod de af dine Med-Børster, som du skiønner at have meest at sige, indtil du kan finde Leylighed, at styrte dem. Men NB. Alting har sin Tid. —

2) Skal du aldrig fortælle noget, før man spørger dig — og kan du see Leylighed, saa læg meer til. — Men NB. Alting har sin Tid.

3) Skal du i Førstningen altid børste ned ad, siden kan du altid børste op ad. — Men NB. Alting har sin Tid.

4) Skal du i Særdeleshed insinuere dig hos Fruentimmeret; og naar du seer Leylighed, kan du rigtig giøre dit Snit. — Men NB. Alting har sin Tid.

5) Skal du, naar du bliver gammel i Sadlen, aldrig lade dig forbløffe men give Stykke for Stykke. — Men NB. Alting har sin Tid.

10

10

6) Skal du, de Dage din Herre gir Au- dience, holde Børsterne særdeles stive — De bliver nok bøyelige. — Men NB. Alting har sin Tid.

7) Skal du forfølge og hade alle dem, som Verden kalder lærde — Thi disse vil vist, om de kan komme til, slide alle dine Haar af. Børst dem af imellem. — Men NB, Alting har sin Tid.

Med disse Lærdomme vandrede den ud i den viide Verden — Den kom først i Tieneste hos en god enfoldig Herremand i Provincen — I hvis Klæder var ligesaa meget Støv, som Penge i hans Kister. — Denne Mand var ikke allene gandske blind, men endog døv — Munden var det eeneste brugbare Lem — men Skoebørsten havde ingen Øren. — Herremanden var ikke gift — men lod sit Huus bestyre af en Huusholderske, som var ham saa troe,

11

11

som nogen blind kan forlange. Vores ædle Skoebørste iagttog den 4de Post, af hans Moders Læreregler - og i Tide giorde sit Snit - Han samlede sig, ved sin egen Vindskibelighed - og Huusholderskens Menniske-Kierlighed, en saa anseelig Capital, at han holdt det ikke for raa- deligt, at bie der længere, men reyste til sine kiere Forældre, og vilde nu lagt sig paa den lade Side - Men hans kiere Moder, som forstod Kunsten bedre, lod ham vide, at det nu var Tid, at smede, mens Jernet var varm. - Hun skaffede ham ved sin Anseelse en meget ypperlig Tjeneste hos en stor Herre i deres Bye. - Ham tiente han med største Agtpaagivenhed; og holdt høyt over sine Moders Lærdomme og Formaninger - og huskede stedse, at Alting har sin Tid. -

Endelig, formeerende og ey formindskende sin Velstand, steeg han, triumpheren-

12

12 de over alle lærde og velfortjente Misundere, op til denne anseelige Æres-Post, i hvilken han for kort Tid siden af en Svindsoet ved Døden er afgangen.

I græder, dumme og tykhovede Tilhørere! Ja! dertil have I den billigste Aarsag - Eders Graad bærer Vidne om, hvor meget I ærer Stumperne af Eders afslidte og nu opslidte Skoebørste? -

I græde over dens Død - og I erindre Eder tillige - at Eders Lykke begraves med den? Men hvad skal I sige? Dyden forfølges allevegne - Eders Fædreneland er straffet nok - og bliver meere straffet, fordi det, ved Eders Patrons og Forfremmeres - den ædle Skoebørstes Død, nu vil foragte Eder. - Men bliver kun varagtige, ædle Arvinger efter Skoebørsten! lader Eder ikke afskrække - elsker den spraglede, og hader den sorte Kiole - Nogle mølstukkene Blade kan dog umuelig

13

13

længe holde Overvægten mod de blanke Kroner - og glindsende Ducater. - Æder Eder mætte paa Jeres Herrers Bekostning - og drikker Eder skumfulde paa deres Regning - Hykler for Fruentimmerne - overvind dem, som har solide Forstand, med uforskammet og næsviis Dumhed! Saa bliver alle Ting got. -

Staae med Taalmodighed endnu nogen Tid bag paa - saa kan I siden med desto meere Ære sidde inden i. - Aldrig er Seyeren saa ærefuld for den der vinder, naar Magten har været lige stor, som naar den har været ulige!

Naar Eders Fædreneland længe har haanet Eder, vil det til sin egen Skade Indsee sin Daarlighed - og saa kan I lade Eder desto længere bede, førend I vil lade Eder forsone!

Nu vil jeg ikke trætte Eders Ører længere; jeg har maaskee allerede været for

14

14

vidtløftig — endeel af Eder gabe alt — og nogle sove. — Men vogner nu, mine dumme Tilhørere — vaagner nu op — og istemmer med mig en værdig FrydeSang over det visse Haab:

Skoebørsten skal opleve igien!

1

Den

levende Skoebørstes

Lov-Tale, over den store berømte Bygmester

af

Skoebørste Templets Opbyggelse i Grønland.

Udgivet i det Nye-Grønland

Trykt i Kiøbenhavn. 1771.

2

        

3

Fortale.

Jeg træder for første, og maaskee tillige for den sidste Gang, frem paa den lærde Skue-Plads, ikke for at lade see min Færdighed i Skrive-Konsten, eller at udbede mig det høistærede Publici Omdømme, om min sløve Pens grove Træk, men da Auctor til Lov-Talen over det saa kaldede Grøndlandske Skoe Børste

4

Fortale.

Tempel, ikke har rørt det mindste om sammes store Byg-Mester, men alleene om dets Indvielse, troer jeg, og maaskee fleere med mig deri ere eenige, at denne store Jydske Orator selv er Byg-Mesteren, da samme umulig kand være sammenføyet af Juridisk Støv eller skummet af saadan Lærdom, ligesom og at samme ikke er opreist til den foragtede Skoe-Børstes Ære, men at Uretfærdighed og egen Nytte kunde forestilles i en ærbar og uskyl- dig Maske, og Sandheden blive ført bag Lyset, og at Rygen af hans grøn- kanske Bedrifter ikke skulde giøre Ham Veyen trang til den forventende Lykke, lod han Indbyggerne underkiøbe til at oprejse dette Tempel som et Ære- minde, da dog samme bliver hans egen

5

Forta te.'

Vanære. At jeg har nævnet mig med det gangbare Skoe-Borste Navn, er fordi at min Avinds Mand ikke skulde bebreide mig, at have foragtet det Partie, fem jeg vilde Forsvare, og hvorfor jeg ikke lige faa vel har am grebet de siden udkomne Skoebørste Skribentere, men jeg fvarer der til, at jeg af Naturen har megen Afffye for de forraadnede og alt for ilde lug. tende Ureenligheder, hvis stinkende Pøel lettelig kunde foraarsage Væmmelse, har jeg allene vendt mig til Stammen, og ey til dets vilde udspirende Greene, thi bliver den forste af. hugget, vil de sidste ikke sige meget.

Jeg vover mig alt faa ikke paa Kampe Pladsen, for dermed at ind.

6

Fortale.

lægge mig Ære og Berømmelse, eller i den høye Tanke at komme tilbage som en mægtig Seyer Herre, ney der til er mit Hielm for svag og mine Vaaben for sløve, mig er det alt Ære nok at komme nederst paa Listen af disse Skoe- børste Skribentere, og agter jeg derhos ikke om en bidsk Hund bieffer, naar den ikke bider, skulde jeg ellers blive anfaldet af disse Skribentere, haaber jeg at finde Beskiærmelse, hos de saa kaldede svage Skoe-Børster, og skiønt mit Haab er kun svag, vover

jeg mig dog paa Dybet og lader mine Seyl falde.

7

Lige saa lyksalig som et Land er, naar Regenten, med en Uindskrænket Til-ladelse giver enhver Frihed at aabne og skierpe sin Hierne ved enhver forefaldende Lejlighed, og at Viise saa vel Publicum som andre vedkommende Forskiellen imellem det Sande og Falske, ligesaa afskyelig er det! derimod, naar samme bliver ledsaget med en Epicureisk Sectes daarlige Philosophie, hvis fornemste, og høyeste Øyemed er, at see den fortrængte nedlagt under den haarde Armods tunge

8

8

Byrde, og deres lyksalige Tid vel aldrig frembrød, før saadanne udsle Mennesker, blev giort offentlig Fal paa: skammer eder dog om i ere Mennesker, og finder Følelse af samme, at i tør vove at fremkomme paa den lærde Skueplads med saadanne vanslægtede Misfosters, hvo kunde nogensinde have tænkt, at slige Uhyrer kunde avles midt i Viisdommens Skiød, og troer jeg vist, dersom ikke Landets Love holdt saadanne lidet i Tømme, vilde alting henfalde under et grumt Tyrannie, og faa Frugter vilde kiendes af Menneskeligheden. Af slig Surdey synes mig mange af de fra Trykken udkomne Skrifter ere, og i sær det saa naragtige Skrift om Skoebørste Templets Opbyggelse i det gamle Grønland, hvilket jeg fornemmelig vil fæste mine Tanker paa: ingen tænke, at jeg her med Skoebørsten i den ene Haand, og Pennen i den anden, vil giøre mig saa høye Tanker at vilde spille den fornemste Rolle blandt Musernes Sønner, ney dertil finder jeg mig selv alt for svag og afmægtig, ikke heller har jeg

9

9 dertil anvendt de forløbne unge Aar, som nu ere forsildige for mig at kalde tilbage, men da den lærde Flod er løbet øver sine Bredde, og overskyller hele Landet, saa man seer Skrifter frem- komme med lige saa stridig en Strøm som Vand til Babylon, og ingen vil paatage sig de usle Fredstieneres Forsvar, har jeg som Læg- mand, dristed mig til at vove en liden PenneKamp, Sandheden til Beskiærmelse, og Daa- rernes Phantastiske Indfald til en evig Bestemmelse. Det første Spørsmaal, som jeg maa giøre denne saa høylærde, som store Bygmester er dette, om en Domestiqve nogensinde haver giort større Forfremmelse, end i Sal, og Høylovlig Ihukommelse Kong Friderich hen Fierdes Tid, og monne da nogen være blevet bestikket til Embeder, hvortil de ikke hesad den fornødne Kundskab? ney, der i troer jeg endog Misundelse selv ikke kand nægte Sandheden, og tør nogen, saa nedrig Siæl fremkomme at criticere eller bedømme en saa viis, som lyksalig Regjering Høystsammes var, eller beroede saadannes avantage allene paa Recom-

10

10 mendation, og en paa sand Capacitet og Duelighed, O! Skielv i din Siel, om Du besidder nogen Følelse, som jeg troer der er det eneste, der giør Forskiel imellem Dig og Dyrene.

Det andet Spørsmaal, som jeg maae giøre denne saavel meriterede Skribent, bliver dette, om det er ubilligt, at et Menneske fra Støvet opsvinger sig paa Ærens Trappetrin, naar han dertil findes værdig, og kand hand ikke dertil være beqvem uden hans Hierne er opfyldt med nogle latinske Gloser, eller bør vi som de Egyptier giøre en Oxe til en Gud, fordi den er tegnet med en Hviid Plæt i Panden, det er derfore best, at man ikke uden Forskiæl, ophøyer alle dem, hvis Hierne er tilstoppet med bare latinske og grædske Gloser, uden han tillige besidder Judicium, og mon samme bliver dem i de latinske Skoler indpræntet eller det undfanges i Fødselen, beklageligt er det, at disse af denne saa høylærde Autor berømte Viisdommens Sønner, ofte forfalder, og siælden haver dette

11

11 til deres fornemste Drivere, at være Landet og Riget til Tjeneste med deres Lærdom, følg mig O! store Bygmæster med et tænkende Hierte til de Lærdes Løbebane, nu i denne Tiid da Skrive-Sygen hærsker og er uden for den sunde Fornuftes Grændser, staar ikke enhver færdig, omendskiønt Sværdet er sløv, med en stormende Haand at angribe endog de største Fæstninger, og at underminere Rigets sande Piller, saa der seer ud til efter den udvortes Anseende, at de vilde, om det var mueligt omstøbe den heele Verden, og det ganske Menneskelige Kiøn i en anden Form, og maae jeg bede dig, afdrag først Partiskheds Kjortel, og iføer dig Derimod Retfærdigheds Kaabe, døm saa om Landets fornuftige Patrioter bør være Maalet for slige Fantasters Daar- lige Skrive-Lyst, mig synes, om endskiøndt Munden er taus, Hiertet dog udbryder, og giør dig selv dette høye Spørsmaal, tør saadanne nedrige Siæle kaste Baand og Lænker paa den mildeste Konges Hierte, eller sætte Grændser for Høysammes Maade, og hvad er

12

12

Hensigten af saadannes daarlige Philosophie, uden at de med Magt vil udrydde den liden Gnist, af Menneske Kiærlighed, som endnu ulmer i deres Medborgeres Bryste, og da de selv ere følesløse til det gode, men derimod fyrrige og aarvaagne til at udtømme ald den Ondskabs Bærme, som deres Hierte er opfyldt med, ved det mindste Feiltrin, som uskyldigen kan begaaes af Mennesker i Skrøbelighed, men tillad mig at give Eder I Herrer Skribentere en liden Formaning, nedbryd først de svage og uduelige Piller, da I siden kan op- rense de af Eders prægtige Marmor formente troe Pillere, og bedøm ikke det, hvortil Eders Tænke Kraft er ligesaa svag som Eders Forstand, lærer først at stille Avnerne fra Hveden, førend i begynder at udsaae Eders saa gif- tige Sæd, thi at skiære alle over en Kam, er i sig selv formastelig og tillige ufornuftig og troer jeg vist, at der iblandt disse, som Eders daarlige Pen har antastet findes nogle, som ere værdige at tillægges, sand Ære og Berømmelse; thi hvad nytter det at igiennemhægle

13

13 Personer uden Forskiæl, og ey at viise, hvorledes Tingene bør og skulde være, lige saa lidet som at sige den vildfarende Vandringsmand, at være afviget fra sin Vey uden at følge Ham paa den rette, men der gaar Eder som Holberg faa viiselig har sagt udi sine moralske Tanker! nogle fatyrisere af Ondskab, for at hævne sig over deres Fiender, andre udaf Kaadhed, for at lade see Deres Geist, hvilke begge Deele jeg troer at være Eders fornemste Spore, eller tænker I mægtige Skribentere, at fordi Landers milde Fader har tilladt Eders Lærdoms Sæd at blive udsaaet, uden at blive kigget eller beskaaret af en viis og fornuftig Urtegaards Mand, at derfor Diiger, Dæmninger og Giærder ere sløifede, og lige som Æret være opgivet for alle onde Lysters og Lasters fæle og rasende Strømme, ney vaer Dig Du dumdristige og forvovne, at Du ikke kommer Solens mægtige Straaler for nær, da Du læt, af dens fortærende Brynde kan blive forbrændt, som ellers kunde tiene Dig til vederqvægende Varme, og skulle

14

14

Eders Fornufts Kiste derved være blevet betynget af en ond Aands farlige Indflydelse, til at udspye alt det onde, som i saa lang Tiid har lagt nedgravet i Eders Ondskabs Barm, der mere sigter til, om det var Eder mueligt at iage Goddædighed i Landflygtighed, og at omskabe Mennesker til Stok og Steen; O I vittige hierneløse Hoveder, I døbte Vantroende, som ved Forbedring kuns ere blevne stemmere, som kun ere tvættede, for at blive endnu urenere, er dette Hensigten af den mildeste Monarkes allernaadigste Tilladelse, at Eders fnysende Galskab kunde med en utøylet Fart anfalde uden Forskiæl, Fredens sande Dyrkere, og udædske dem til Vaaben hvis høyeste Lyksaligheds Ønske allene er at Freden ævig maa omgiærde Deres svage Paulun, skal da dette være Kilden til Landets sande Lyksalighed, og dets trængende Manglers Forbedring, men ach des værre findes her ikke alt for mange af saadanne Kilder, der har sit Udløb fra en stinkende og ureen Pøel, thi vil jeg af en følende Medynk over den rable Forstand, have

15

15 Eder, som den levende Skoe-Børstes Doctor, den almindelige Recept, i tiide Recommenderet, forsøm da ikke denne min saa velmeneme Cuur, da i ved Tiidens Forhalning mueligen kan blive Incurable, og I som ved en klarere Lykkes Kilde ere blevne drukne og raver igiennem Glædens Labyrint, hvor Sandserne efter at de have revet sig løs fra Fornuftens Lænker, vildt omsvæve, og besynge den falske Roelighed, til den omsider dræber Eders urolige Siæl! glem dog aldrig der gamle og heel vigtige Ordsprog, at man bør heller tie med Forsigtighed, end tale med Vankundighed.

Men forlad mig min gunstige Læser, at jeg har forladt min Cuurs og ikke fulgt min Formands Kiølvand, men ingen kan deri fortænke mig, at jeg som en uerfaren Søemand maae holde Landkandten, for ikke at blive anfaldet af de rasende Bølgers skummende Gab: lige som jeg ikke heller haaber, at det Respective Publicum skulde ansee mig for saa Forvoven og Dumdristig, at jeg vilde bedømme uden

16

16

Forskiel alle de nu i denne Tid udkomne Skrift- rer, som uværdige at komme for Lyset, eller paa kaste en evig forglemmelse. Ney dertil er mit Syn for kort, og min Tænkekraft for slap, uden de, hvis Træk ere saa grove at endog den Blinde som ey kand see, dog føle det saa som en Junior Philopatreias, og alle de som har brugt Skoebørsten til deres Pen: men at der jo gives nogle som ere værdige at kaldes Viisdommens Sønners ægte Sæd, var ligesaa formastelig at imodsige, som at jeg vilde nægte, jeg ikke havde Skoebørsten til mit fornødne Brug. Endelig i det jeg med saadanne adspredde Tanker, lister mig med mit svage Skib saa sagte forbi de blinde Skiær og Klipper, kommer mig et Land i Sigte, hvor efter jeg retter Coursen, og da Ankeret er i Grund, gaaer strax i Land, og faar da at vide at samme er det gamle Grønland, og Havnen hvorpaa jeg ankrede kaldtes Formalia, allene dette Navn kom mig til at skiælve, dog gaar jeg bedre ind i Landet, og faaer da dette Tempel i Sigte der varmed adskillige Prydelser af Figurer besadt,

17

17

Her faldt mig da i Betragtning Sandhedens Figur med tilbunden Mund, dernest Retviished med Øynene udstukket, i det jeg med saadanne dybe Tanker, staaer og betragter disse Figurer, kommer en gammel Mand, som tiltaler mig saaledes: du beseer det yderste af dette Tempel, uden at kiende hvad du seer, det er opført af mange forbrændte Retfærdigheds Documenter, og det som du seer hisset staae i den prægtige Prydelse, er Uretfærdighed, det som følger der efter, er Egen nytte, for den alle maae bukke; dette er alt opført af de rige Indbyggere i Landet, for at efterlade denne Tyran et udødeligt Æreminde, og samme gav Anledning til, at han fik en juridisk Perle hvori var en ægte militairisk Steen, ved Ankomsten til hans Fødeland. Du har nu beseet det yderste af Bygningen, følg mig nu efter og besee det inderste, her begyndte mit Øye at standse, da jeg saae en mægtig Tingstuud at sidde og

18

18

dømme, som jeg meget berømte for hans Flit- lighed, da han med den ene Haand skrev Dommen, og med den anden modtog noget, som man kalder juridisk Smør, see sagde min Leeder, paa denne Maade kand jeg faae dig fradømt din liden Eyendom, som du haver, og tilsidst afdrage dig din Kiortel, ved dette Ord frygtede jeg at miste den Kiortel, som ikke tilhørte mig, men min Herre, og ilede fra dette ulyksalige Land, og kom til mit Skib, for at gaae til Seyls, men i det jeg vinder Anker, brast Touget, og Ankeret blev forliist, dog, alligevel vover jeg uden samme, som ellers er den Seylendes fornemste Haab, at fortsætte min Hiemreyse, trøstende mig ved en Høyere Biestand, og maa- skee min Auctor glædede sig i Taushed, om som en skibbruden Mand skulde komme tilbage, men jeg leer ad Modgangs stormende Bølger, saa længe mit Skib ikke er læk, og trøster mig i det søde Haab, engang at havne

19

19 der, hvor min Lykkes Soel ikke er underkastet Formørkelse, des Aarsag er jeg tryg end og paa Spidsen af den farligste Klippe, naar Udyd skiælver paa Filsbeen Sengens bløde Leye, skulle ellers disse af Eder ringe agtede Skoebørster have giort Eder Skaar i den for meente Deel af Lykke, eller med deres Villie have besudlet Eders røde med Karetqvaste behængte Kiortel, tør jeg paa Deres Vegne forsikre Dem, om all den Satisfaction, som de formaner at tilveyebringe, om det og var at overfarve Eder med Røgelsen fra det løgnagtige grønlandske Tempels Alter, og du som saa meget allarmeres over din Næstes Velgaaende, trin dog tilbage for et Øyeblik i Tiiden, for at besee dine egne Handlinger, maaske den lille Orm Samvittigheden, hvor stærk den end snork sover, mueligen kan giøre Dig skamrød i dine egne Gierninger, og da vil den ondskab, som du saa længe har øvet under ærlig-

20

20 heds Maske, lættelig kiendes i sin heslige Gestalt, og føre dig paa Veyen til Retfærdighed. Jeg maa da tilsidst spørge, om en Tiener fører et an-, stændigt, ædrueligt og skikkeligt Levnet, og besidder desuden nogle Naturens Gaver, læser fligtig, er vindskibelig i sine smaae Forretninger, og iblandt betroes nogle af sin Herres Handlinger, enten ved at læse eller at reenskrive samme for ham, og i sine ledige Timer lader andre læse for sig, og derefter tør driste sig til at tage Examen, mon saadan Person er ubeqvem til en Justiß Betjening eller anden Civil Tieneste? herpaa tør jeg æske de Jydske Juristers og enhver fornuftig Embedsmands upar- tiske Svar, og mon ikke ligesaa mange, Dom- me af Oberretterne være underkiendt, som er afsagt af en høy studeret Mand, mod de der er Dømt af en Mand med Privat Examen, da de første med mere Frækhed tør bøye Retten, forladende sig paa fornemme Patroner, og muelig

21

21 en forventende Arv; Skade at Embeder ikke er arvelig paa Sønnen, som denne Auctor nok gierne ønskede, da derimod de sidste er mere varlig og frygtsom, for ikke at forspilde deres Timelige, giennem en trang Vey erhvervede Lykke, og ey kan giøre sig Haab om dette glipper, at naae et bedre, eller vente Understøttelse af nogen.

Endelig til sidst, bør jeg ikke forglemme den Tak, som jeg er denne berømmelige Lære- mæster skyldig, da Han i sit Skrift, har viist os nogle Mathematiske Observationer paa Støvlerne, saa og de horizontale Kneb, hvormed Hans Hierneløse Hoved er opfyldt, thi ønskede jeg gierne at blive antaget under Hans Information, dersom jeg ikke frygtede, at samme vilde blive lige saa kostbar som hans Bog, men at jeg ikke skal ansees for Utaknemlig, vil jeg dog ophøye Ham med den efterfølgende, og paa Ham passende Lovsang.

22

22 Een Ugle flyven kom fra Jydske Skov

og Dale

Ret stolt udaf sin Sang fra Hoved indtil

Hale Og heel indtaget af sit skurrende Tuuhuu, Hvor findes vel en Fugl en Sangere

som du:

Strax Nattergalen høyt opstemmer sine

triller,

Hvis søde Harmonie paa Fløyte tonen

spiller

I sin Uskyldighed den lover Skaberen, Skiøndt Uglens Tuuden Ham sit Echo tager hen:

23

23

Nu aabner Hand sit Gab og som en Oxe

brøler,

Saa Hand sig hees og stum i egen Dumhed soler

Strax lasters funkle Krudt slaar Ild til Ondskabs Tynder

Og Daaren tiender ey en eneste Ham

ynder.

Her yppedes en Striid, hvo er paa Uglens Side

Een sladdervoren Gaas paa den hånd nok

kand lide

Thi Daarens Merke blev udi Hands Pande skreven

Og

24

24 Som et unyttig Drog, han kiendelig er

Bleven

Een Stork fra Ebbeltoft et værdig gam-

mel bæst

Hand bliver Dommere og maaske Uglens

Præst,

Hands Dom heel kiendelig for alles Øyne

sees,

Som Nar og Taabe Hand af Verden maae

belees.

1

Et Skrift

uden Titel,

men sammensat

paa det skiønsomste

efter

det nu brugelige Arbeyde,

A QUATRE Couleurs,

og af Forsigtighed

trækket igiennem Eddike, samt tørket siden i Eenebær-Røg, alt for at forhindre Smitsomheden.

Givet til

Friskolernes Nytte,

i Betragtning af det gamle Ordsprog:

Jung gewohnt: Alt gethan.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt hos August Friderich Stein,@boende i Skidenstrædet.

2

        

3

For mange er Begyndelsen haard; og for en Mængde er Slukningen end- nu haardere. Dette kan siges om det Menneskelige Liv, verdslige Forretninger, ja om Skrifter selv. Ligesaa forskiellig den eenes Begyndelse i Verden er imod den andens, ligesaa forskiellig bliver den ogsaa i Slutningen, i Henseende til den Mængde Forandringer, man er underkastet i Verden; og kan det nægtes, at mange Bøgers Slutning (Helst vittige) aldeles ikke svare til Begyndelsen?

Derfor er vel best, at man søger at blive sig selv liig i alt hvad man foretager. Sandt nok, vilde man intet giøre, uden hvad som kunde kaldes fuldkomment, saa vilde dette overstige menneskelige Kræfter. En stor Konge siger:

4

4

A tout étre créé le Ciel accorde un don; Aux animaux l'instinct, aux hommes la raison-

Himlen tilstaaer hver en Skabning en Gave; Dyrene har faaet Tilbøyelser og Menneskene Fornuften.

Saa i Betragtning af disse Ord gaaer jeg videre frem. Dog mærker jeg, at det er ingen let Sag, at skrive et Værk uden Titel. Vilde jeg misbruge det Ord patriot og trække det til min Side, saa blev jeg derved vel meget lettet, men tillige udsat for en større Skam, ifald det befandtes at være usandt. Dertil saa have vi hidindtil haft paa eengang Overflødighed og dyr Tid paa Politica saavel- som paa R—. Pressefriheden haver givet Anledning til Pengepugerie, Forprangerie og deslige, paa Børsen og andre Steder, og uret- færdig Aager drives endogsaa med Patriotis- mus - - - og Pølsesnak.

Rien n'est fi contagieux que l'exemple, & nous ne faisons jamais de grands biens, ni de grand maux, qui n’en produisent de semblables. Nous imitons les bonnes actions par émulation, & les mauvaises par la malignité de notre nature, que la honte retenoit prisonnière, & que l’exemple met en liberté,

5

5

Det er: Intet er saa smitsomt, som Exempler: Vi kan aldrig øve enten store Dyder eller store Laster og tvivle, at de ikke vil frembringe de selvsamme igien. Vi efterligne gode Gierninger ved Efterstræbelse, og Lasterne følger gierne vor fordærvede Na- tur, hvilke for Skam skyld haver holdet sig skiulte, ligesom i et Fængsel, men ved Exempler tager deres fulde Frihed.

Om jeg derfor snakker alleene om mig, og om min egen Sag: saa undgaaer jeg i det mindste derved den Critiqve: at jeg ey skriver hvad jeg ikke forstaaer; her beder jeg, at man ihukommer mine gjorte Precautioner! thi foruden dem var det sandelig den største Forvovenhed at udgive disse Blade.

Da den allernaadigst forundte Pressefrihed ophævede det derpaa værende Monopolium, saa randt mig de gamle Saturnales i Sinde; Jeg troede i min Eenfoldighed, ingen at forarge, men heller meente:

Revenez á la verité, qui que ce soit, qui vous la montre.

For Sandheden en almindelig Frihed.

kunde nu have sit Sted, helst naar man vogtede sig:

Que la gaieté des sots n’atrifte les gens d'esprit.

6

6 Intet af skrive uden hvad som er sædeligt, forstaaeligt, kort sagt, med et got Hierte, og i det mindste med en 1/32 Deel sund Fornuft. Jeg betragtede mig alvorlig og opmuntrede mig med Pope:

See the sole bliss heav’n could on all bestow! which who but feels can taste, but thinks

can know;

yet poor with fortune, and with learning

blind,

the bad must miss; the good, untaught, will find;

slave to no sect, who takes no private road, but looks through nature, up to nature's God;

and knows where faith, law, morals, all

began,

all end, in Love of God, and Love of Man.

Kiend din Lyksalighed! den Eeneste som Himlens Godhed kan til alle skienke: at smage af enhver, der kuns har Følelse, at kiende af enhver, der kuns formaaer at

tænke;

ved Rigdom fattig, og ved Lærdom blind faaer ingen Ond, saa reen en Skat i Eye; den Gode vinder ved et nøysomt Sind og naaer sit Maal paa uoplyste Veye;

7

7

ey Slav' af nogen Sect, og noget synderlig er ey hans Sigt, at sette til sit eene Kald, Naturen er hans Sag, for den saa kiendelig, som derved seer paa Gud, det store Alt i Alt!

og lær: Hvis alt i Troe, Moral og Lov begynder, i Kierlighed til Gud, og Mennesker det

og sig ender.

Altsaa er det Kierlighed til Gud, og en almindelig Menneske-Kierlighed, som eene kan giøre os lyksalige? Ach! hvorfor findes saa megen Ulyksalighed endog i denne vor beste Verden? — Iblandt Aarsagerne kan sikkert regnes tvende Poster: nemlig Guldet og Fordomme. Hvor mangen Rig indbilder sig ikke, alleene at være en Guds Skabning? Hvor mangen stoeler ey alleene paa sin Rigdom, foragter sine Medmennesker, ja Gud selv? Fordommene bliver vel aldrig udryddede af den menneskelige Natur, helst i den Forfatning, hvori Verden nu findes; det lader ret, at Menneskene, saa at sige, elske at falde i noget, enten Misbruge eller Fordomme, thi hvor den eene slippes, tages strax fat paa den anden. Kan det vel nægtes, at prægtige Klæder eller anden Stads bliver holdet for Rigdom, og at mangen een saa kaldet lærd Persons hele Viisdom bestaaer, for det meeste, kuus deri, at han op-

8

8 viser sit Diploma, hvorved han meener at have et større Fortrin, end alle andre, som og at han derved troer sig berettiget og skikket til alt hvad ham forekommer. Langt fra at jeg med disse Ord vil pege paa vore Tiders Skribenter, omendskiønt vel fleere end een bevidner dette med Exempler; Ney, naar den vittigste Na- tion, den som snart er Mynsteret for heele Verden, ønsker forgieves:

Otez du monde l'or & les préjugés,

& tous les hommes feront égaux!

At: Naar Guldet og Fordomme kunde borttages af Verden; saa vilde alle Mennesker være lige!

Saa sees tydelig, at jeg her taler i Almindelighed om disse tvende Anstøds-Steene, som forhindrer en almindelig Menneske-Kierlighed.

Jeg maae frit bekiende, at i den Tid det ikke stridde imod min Pligt *) var jeg forvoven nok, og skrev nogle Ord derom; Anledningen dertil gav mig den velbekiendte Bog, med de tvende ypperlige Zirater. Der fortalte jeg af eget Vidnesbyrd, paa hvad Maade, der om- gaaes i Søndre og Vestre Lande med T - - - Tie - - kom dog ud! med Tieneste-Folk; Jeg tænkte: Vel er der Herrer nok, som beseer

disse.

Jeg skrev i Januarii Maaned.

9

9

disse Lande, men mon disse bekymrer sig ogsaa, jo! jo! om saadanne smaa Ting? det er en Heel anden Sag, og i denne Henseende skri- ver du altsaa noget originalt. Som jeg bur- de, lagde jeg Sandheden for Dagen; jeg hyklede aldeeles ikke, hverken for mig eller mine Brødre, det helligste Skrift ledsagede mig, og Prior:

Charity decent, modest, easy, kind,

softens the High, and rears the abject mind:

Knows with just reins and gentle hand to

guide

betwixt vile shame and arbitrary pride.

lays the rough paths of peevish nature even, and opens in each heart a little heaven.

En anstændig, sædelig, føyelig og gunstig Kierlighed, formilder Tankerne hos de Sto- re, og opløfter de Ringes: den lærer at styre med Retfærdigheds Tøyle og en gavmild Haand. Mellemveyen af Skammen, som følger Nederdrægtigheder, og den som følger en overdreven Hovmod. - - -

jævner de haarde Veye som legges af arrige Gemytter, og aabner (om mueligt) et lidet Himmerig i hvert et Hierte.

10

10 Men Verden haver sine Epoques; saa- ledes seer man i en vis Tid en Heel Nation opstige, og nedfalde igien i en anden. An- vendelsen er let at giøre. Vilde man skrige sig hæs nu omstunder, og paastaae, at den sande Lyksalighed egentlig bestaaer deri, at giøre andre ogsaa lykkelige, saa finder dette aldeeles ingen Gehør; Sagen er saaledes op- rørt, og forestillet med saa sorte Farver, at det er daarligt, ja endog lastværdigt, at be- stride dette; og det er farligt at gaae imod Strømmen, helst da Misbrugen ikke kan næg- tes, ligesaavelsom at vel mangen een haver anseet Videnskaber som Giækkerie og Lærdom for idel Tant. — Men bliver det derfor en uryggelig Sandhed, at just alle tænker saa- ledes? Hvilket latterligt Indfald var ikke det? Skulde vel et Menneske, kuns med den rin- geste Forstand, naar han er nødsaget at bæ- re laante Klæder, og strax ved Iføringen (mange gange) bærer Navnet, skulde han paa saadan Grund, siger jeg, derfor foragte dem, som havde opofret sig til Videnskaberne? Jeg kan umuelig troe det. Naar jeg seer, at der behøves 7 Aar for at lære endog det ringe- ste Haandværk, saa samtykker mit Hierte strax det ham tilkommende Fortrin; og hvor meget større maae nu naturligviis ikke Ærbødighe- den være for en lærd person? Dog, da Klædninger ey ere nok til at giøre de for-

11

11

nødne Forretninger, og det prægtigste Skildt ey forsikrer mig, at Eyeren er en duelig Mester, saa kan vel ikke heller alle de Folk kaldes lærde, hvilke som jeg haver sagt, alleene stoeler paa deres Lære-Brev. Her kan siges:

A Vous connaitre attachez votre érude Dans vos desirs n'ayez point trop d’ardeur.

Vilde hver een forbinde Selv-Kiendelsen med Videnskaberne, saa vilde man ey viise i sine Begieringer en alt for stor Hidsighed.

Men da dette vel ikke skeer saasnart, saa vil Verden ogsaa fremdeeles rave udi Blindhed; Misbruge og Fordomme; og for en almindelig Menneske-Kierlighed, vil endnu nok mange ønsker forgieves henfalde.

Hvad jeg videre haver sagt, maae enten antages eller forkastes for godt eller slet; nok er det, at alt er grundet paa en bedrøvelig Sandhed og Erfarenhed, det kan hverken gavne mig eller giøre min lidte Skade ringere eller større & c. Men Ak!

Zéle imprudent! zéle maudit!

Saturne y perdroit son credit, mes jambes tirez moi d’affaires!

12

12

Dette kan forklares: Vil din Erke-Tosse være den første som peger sig frem, med dine

Udegiorte Forretninger; - Jo vist har jeg

været saa uhældig, at misfalde Viisdommens Gud, dog NB. ikkuns den falske. Uden at kiende mig, har han den Godhed at til- legge mig et og andet; for Exempel, han vilde gerne ophidse den ærværdige Themis imod mig, paa Grund, at jeg skulde have vanhelliget Lovbogen; men deri tager han mærkelig feil, thi først har mit Liv ey været saa roeligt, at jeg havde kundet giøre en Begyndelse at lære noget i Besynderlighed, og for det andet, saa overeenstemmer det aldeeles ikke med mine Tanker og Tilbøyeligheder. Der er Videnskaber i Verden, som, i hvor nyttige de end ere, bliver skadelige ved uvittige eller halvlærde Personer, og deriblant regner jeg billig Lovkyndigheden. Og da det altid har været mig modbydeligt at leve paa andre Menneskers Skade eller Ruin; hvormeget mindre kan sluttes, at jeg skulde have søgt med nogle Ord (ret eller uret sagt) at giøre andre ulykkelige?

Nu tilstaaer man mig vel, at man kan være et nyttigt Menneske i Verden, uden just at fuske paa Ting, som behøver et Menneskes heele Opmærksomhed! Min Rettesnoer har altid været: at jeg i min Cirkel haver giort

13

13

hvad jeg burde og kunde; at jeg haver beflittet mig paa al kiende mig selv og stun- dom opbygget mig med et og andet:

Apprendre à voir la mort d'un œil plus

intrépide;

à craindre l’appareil des plaisirs d'ici bas;

à mepriser des biens qui ne contentent pas; å mieux placer mes voeux, à saisir le solide.

At lære, at betragte Døden med et uforsagt Mod; at frygte for de jordiske For- nøyelsers Anseende; at foragte de Beqvem- meligheder, som ikke fornøyer; at indskrænke mine Ønsker, at fastholde det grundige.

Saaledes formoder jeg ikke at have ilde anvendt min Tiid; har jeg maattet vandre paa Torne, saa har jeg trøstet mig:

Que c'eft une chofe agréable, que d’esperer l'èternité, qui console en l'adversité,

& rend le mal plus supportable.

At det er en behagelig Ting:at haabe Evigheden; hvilket trøster i Modgang, og giør det Onde meere taaleligt.

14

14

Dog er det sandt, at ihvormeget man ogsaa stræber at vende sine Tanker fra det Verdslige, saa bliver tidt den menneskelige Na- tur endog Mester, og trækker Tankerne til Verden igien. Det kan ey stort undres over, at mit Forliis har smertet mig, og at jeg derfor haver bekiendtgiort det, som og at jeg i en Tiid, da det endnu var tilladt, skrev: At Egennytte for at forfremmes var min største Drivefieder; disse Ord ønskede jeg behageligst nu udslettede; thi nu er det en For- brydelse, og man maatte ey elske sit Liv, ifald man lod sig mærke med saadant noget; Ellers tvivler jeg meget paa, at man i øvrigt med Rette kan beskylde mig for Egennytte. Hvor tungt og haardt det endog er for mig, at jeg for et got Hiertes Skyld, maae miste alt mit Suurfortiente, saa trøster dog min Samvittighed mig dermed, at det er ikke mig som haver forurettet andre. For Resten dersom der med største Ret kan siges om mig:

— — My May of life

is fallen into the fear, the yellow leaf, and that which should accompany old age, as - - - - - - - - - - -

I must not look to have; but in their stead Curses - - - - - - - - - -

saa opmuntrer jeg mig, med en frie og fremmed Oversættelse saaledes:

15

15 Vielleicht gereichte mirs zum Schaden,

menn ich nach Wunsche glücklich wär: darzu gehören stärkre Waden, daß gute Glücke wiegt gar schwer.

Ich könnte mich vielleicht an übrig guten Tagen, aus Ungeschicklichkeit, lahm und gebrechlich

tragen.

Her behøves Taalmodighed! og Tak være min Skiebne, som har sat mig tidlig nok i den beste Skole! Snart alle verdslige LykkesGaver har været mig nægtede; af Beskrivnin- ger og Forestilninger kiender jeg kuns noget til disse Ting; og jeg maae tvivle, at de i Virkeligheden just er det, hvortil min Indbildning skaber dem for mig. Saa nøysom jeg endog er: saa vilde jeg Hiertelig gierne give alt det jeg havde, for selv at prøve og smage hvad Kierlighed er! Denne Sødhed er mig aldeeles ubekiendt, da jeg heel rigtig kan anvende den Engelske Philosophs Ord paa mig: At jeg er et vaklende Træe uden Rødder og uden Greene & c. at jeg indtil denne Dag ingensteds haver fundet den Ømhed eller Forsorg, at jeg engang kunde blive til et faststaaende Træe! Snart var jeg faldet paa de Tanker, at det kunde skee her; i Henseende at jeg snart lige saa længe har været her som i mit Fødeland, men jeg frygter, at jeg tilsidst maae sige:

16

Must I then be to vifitants a gaze, or pity ’d object?

Udlegningen findes fuldkommen i det eene- ste Ord: Spectacle; det er ligemeget i hvad Bemærkelse det skeer, naar det kuns ikke er i det Engelske Sprog; thi jeg forsikrer, at det aldeeles ikke er min Sag, at paradere paa got Folks Næser. — Maaskee det var anderledes med mig, om jeg havde været noget meere be- gierlig, samt om jeg havde havt en større Ind- bildning om mig selv; da man maaskee saale- des ikke vel kunde sige til mig, at jeg var en Tosse, fordi jeg ikke tog imod det Gode, den Stund jeg kunde faae det. Ney, har ingen meere plaget de Mægtige end jeg, saa tør jeg offentlig sige, at de har havt Roe; der hører et Slags Hierte til, som mig fattes, og det kunde hende mig, at jeg med uforrettet Sag maatte tænke:

Muli I at the uncharitable gates of proud great men implore relief in vain!

Dette synges under den bedrøveligste Melodie, jo ynkeligere jo bedre! — Gierne vilde jeg have bedet min Halvbroder Themistocles at giøre mig noget Selskab, da jeg troer, at han ved nærmere Omgang vilde blive overbe- viist, at jeg aldeeles skyer Fianter. Om jeg

17

17

nu giætter ret, saa er dette Ord reen Norsk, men desmeere fornøyer det mig, da han ved liden Efterspørsel kan erfare, at jeg slet ikke har opført mig paa Fianteviis i Norge. Der lader sig ellers meget sige under Skiul og mørke Navne; men hvor ønskeligt var det, at mangen en Reformator betænkte, hvad jeg haver læst i en gammel Reyse-Beskrivelse!

Non judices quodcumque vides; nam qui judicat quodcumaque videt, sæpe ju- dicat quod non est.

Net op forstaaer jeg saa meget af disse Ord, at Udlægningen kan findes i en liden gammel Bog (under 8de Bud), hvormed Ungdommen meget plages, men til Vederlag: jo større den bliver, jo meere forglemmer og tilsidesætter den ogsaa disse Ord.

Med god Overlæggelse har jeg indrettet disse Blade saaledes, at samme ey beqvemt kan blandes med andre Høylærdes; Formen beviiser det tydelig nok; da det er meere be- qvemt i Nødsfald at have Hielp deraf, til at anstikke sin Pibe.

Var jeg trættekiær, som jeg ikke er, saa indstævnede jeg min Herre Pseudo-Apollo for Over-Dommeren Signor Minos; venteligt

18

18

blev Udfaldet, at jeg ikke havde nødig at takke Apollo for naadig Dom. Men da jeg elsker Freden over alt, saa vil jeg være fornøyet, om han istemmer med mig:

Connaissons notre aveuglement,

Nos préjugés & nos faiblesses!

Tout ce qui nous paroit si grand,

N’est qu’un amas de petitesles,

Erindret er jeg bleven, at jeg ey bogstaverer ret; rigtig nok! Was Hänsgen nicht lernt, lernt Hans nimmermehr; helst uden Underviisning. Ellers veed jeg, at i andre Lande bliver en Fremmed undskyldt, naar han begaaer Feyl i LandetsSprog, og snart hvert et Land holder saa meget paa sit Sprog, at Fremmede ere nødsagede til at tale det, ligemeget ret eller uret, naar man kuns viiser, man vil lære og ey foragte det; i saadan en Formodning har jeg tænkt, det var bedre at skrive slet Dansk, end slet intet, og er vel tilfreds, naar jeg kuns har opnaaet den Høyde, at man har kundet

forstaae min Meening. Men siges: at

jeg har drevet Spot med mig selv, i det jeg nævner mig aabenhiertet, saa maae jeg svare: Sagens Natur medfører det saaledes, denn wer den Schaden hat, darf vor den Spott nicht sorgen. Slemt nok, at Folk, som tager

19

fyrgetive pro Cento Renter, slipper saa frit, ligesaa vel for det eene, som for det andet; og for Resten siger jeg:

Fine speeches are th'instruments of fools or Knaves, who use them when they want good sense; but honesty needs no disguife or ornament,

Disse Ord at forstaae, maae jeg bede om Forladelse, at efterfølge en velbekiendt og nu Hensoved Autor! og henviise mine gunstige Læsere til det tredie Blad af: Altid noget nyt & c. — Om nu aldeeles ingen Nytte findes i disse Blade, saa tilgiver man mig dog i det mindste den Indbildning, at de ey kan være overflødige. Det er saavel bekiendt, at snart hver en oprørt Materie er blevet forfegtet og de fleeste Gange med den største Hidsighed, samt for et gunstigt Publicum til saare liden Opbyggelse. Skulde det nu kaldes uret, at have givet nogle Ord at læse, angaaende en heel Stand? En Stand, som vil være umistelig, om Levemaaden endog simplificeres efter den Patriarchiske Tids-Alders Smag, da man finder, at i Abrahams Tid allereede har været Tienestefolk.

Det er sandt, det havde været bedre, om en ædeltænkende Herre (i mit Sted) havde

20

20 giort denne Barmhiertighed; men hvo kunde forvente sligt! og Erfarenhed beviiser, at det og havde været en alt for dristig Forventning. Barmhiertighed bliver af alt for mange lagt til Side, naar man meener; med et eller nogle Ark Papir at give Raad til Statens Forbedring; dog formoder jeg, intet fornuftigt Menneske vil troe, at hvad som er skrevet om Tieneste-Folk, er skeet af saadanne, som kan eller er nødsaget at holde en Deel af dem. Derfor ønskede jeg, at disse gode Mænd kunde alle blive til store og rige Herrer! da De paa denne Maade best kunde lære, hvad det er, selv at holde Folk? og den Forskiel vilde ogsaa falde Dem bedre i Øynene, som er imellem gode og slette Tieneste-Tyende.

Dog, for at fornøye (om mueligt) Hvert Menneske, saa fordømmer jeg mit forrige Skrift meget gierne til Fidibus. Og da dette nærværende Skrift kommer maaskee i de Lærdes Hænder, saa vilde jeg og, at det skulde komme til sin rette Bestemmelse; derfor beder jeg ydmygst, at det maae blive skienket til Tieneste-Folkene! Paa saadan Maade bliver det en dobbelt Almisse; thi Pengene anvendes til Friskolernes Nytte, og af dette Skrift har ingen Nytte, uden maaskee de tienende Mennesker. Besynderligt er det, at

21

31

alle Skrifter, som handler om denne Stand, forekaster Uvidenhed paa den eene Side, og paa den anden taler om Lærdom, Menneskenes Forbedring og beslige; men slutter med Lære-Regler, hvilke af det uvittigste Menneske

mage foragtes. Dog sand Fortieneste

har sin egen indvortes Værdie, og er aldrig avindsyg, derfor troer jeg visselig, at mange Rettænkende stiltiendes haver tænkt med mig, at:

The broadest mirth unfeeling folly

wears,

Less pleasing far than virtue’s very tears.

Lystigheden som tales med fuldeste Munde,

opslides i ufølelig Daarlighed, og fornøyer langt fra ikke som Dydens virke-

lige Taarer.

Den mindste Upartiskhed maae ogsaa tilgive, at der ey kan legges bedrevne Mis- gierninger for Dagen; alt hvad en kildrende Vittighed, plantet med Hævn, har kundet opfinde, bestaaer deri: at nogle har været for letsindige; men i Steden for at tilrettesætte dem, optænker studeerte Personer Regler, at forværre dem end meere.

At giøre det Modsatte, er Hensigten, at jeg nu Har taget Pennen; hvad jeg haver

22

22 sagt hidindtil, kan ansees, som en Tilskrift til den snart tabte Menneske-Kierlighed! Hvor forunderligt og foranderligt gaaer det ikke til i Verden! Fleere end een Moralist have sagt længe siden: At i Fald hvert Menneske kiendte sin rette Fader, vilde det foraarsage de største Metamorphoses i Verden. Kan dette nu ikke nægtes? O, hvilken Forsikring findes vel, at Efterslægten skal altid være den selvsamme? Kaster man kuns Øyet til de allernaturligste Forandringer i Verden, saa kan det nok foraarsage alvorlige Tanker; men dette bliver glemt af mange nu omstunder,

Efter min Plan, spiller jeg nu dette Skrift i de Uvittiges, Hænder; jeg forhindrer altsaa dermed, at dette, ligesaa lidet som mit første, vanærer de Lærdes Skrifter; Oven i Kiøbet vil jeg fortælle min egen Critiqve, da jeg saaledes ikke foraarsager noget Menneske den mindste Umage; behageligen antages der- til følgende Lignelse; Et Menneske lærer af sig selv at spille paa Fiolin, foruden Noder og alt andet; I en stor Forsamling træder han frem og lader sig høre; det Meeste er hans egen Phantasie; Naturlig viis fremkommer en Hoben skurrende Toner, omendskiønt han ogsaa benytter sig af nogle gode, som han ha- ver hørt ved een eller anden Leylighed. Nu setter man i Steden for Musik: Skrift, og

23

23

legger til, at Sagens Beskaffenhed, samt Spillerens Temperament m