[Martin Brun] Uddrag fra Fandens Liv og Levnet første gang til Trykken befordret ved Doctor Faust.

doms Folk, lovede hans Troe og Dyder, at min Synderknusere skulde fødes af hans Æt. Han toeg sig Abrahamiterne an, som en Fader, var selv deres Gud, Konge Lovgiver og Veileder, ja mægtige Forsvarer. Jeg tabte dog ikke Modet. — Jeg vedligeholdt Afguderie og Ondskab blandt alle de andre Nationer, og var endog baade saa dristig og saa lykkelig, at jeg mange, mange gangs fik Abrahamiterne selv i mine Snarer og Strikker. — Nu lakkede det ad Tiden, at min Bane-Mand vilde lade sig føde. Jeg og hele Helvede fnøes og skiælvede af Forbitrrelse. I min Fortvilelse tænkte jeg paa at forføre den Førstefødte selv. Er meget dumt Anslag Men hvad giør ikke Fortvilelse, Bitterhed, Had og Galenskab? Forsonings-Verket blev fuldført. Guds rene Ord blev forkyndet alle Slægter paa Jorden. Mange, mange Tusinde omvendtes og bleve min Fiende troe i Liv og Død, i Med- og Modgang, igiennem Ild og Sverd, den græsseligste Marter og Pine. Jeg fnøes ved dette Syn, saa hele Helvede gav Gienlyd af min græsselige Brølen og Hylen. — Jeg kom endelig til mig selv igien. Mine Med-Brødre i Helvede og paa Jorden bebreidede mig mit forsagte Moed. Jeg blev skamfuld, vreed og optent. Vel an, Kamerater! sagde jeg. Jeg skal fare Jorden omkring, (og I maa staae mig troeligen bie)