[Martin Brun] Uddrag fra Et sælsomt og græsseligt Qvinde-Spøgelse, seet og observeret ved adskillige Leiligheder og paa adskillige Steder her i Kiøbenhavn og i nogle Egne her i Nærheden, af nogle philosophiske Skildvagter. Sammenskreven til Skræk og Advarsel for alle, og til Forbedring for nogle af den politiske Speider.

og Sikkerhed bandt for dine Øine, at du ei skulde see, og stoppet dine Øren, at du ei skulde høre. — Du var en stor! — Ja Du var en stor Hore! ulyksalige Stad; men vi! — men vor Stad! — er den bedre? ere vi reenere? -— Nei! vi skidne Sodomiter! vi opammer de heedeste Ildsluer fra Hævnens oprørte Svælg. Vi, ja vi vil forsøge, hvor heed et Helvede kan blive. — Nu iler Plager til vore Egne! nu nærmer den vrede Almagt sig til vore Stads Porte. — Jeg seer hende! ja, jeg seer hende, det fæle Spøgelse: det er Løsagtighed! denne Jordens gamle Hore; hendes Gang er snedig, hendes Vink trædske, hendes Øine funkler, hun favner i Fleng den Fremmede og den Indfødte, og den unge Karl og Ægtemanden, og Broderen og Blodsforvanten; den Gamle vil hun forsø ge, og den Unge vil hun forføre, hun fanger dem begge; ja det er hende! jeg vil fortælle eder, I mine kiere Landsmand! al vores fælles Ulykke; al vores fælles Ulykke, den er farlig; men at kiende sin Sygdom, er Veien til Helbredelse. — Vaager og beder!