Luxdorphs samling af trykkefrihedens skrifter 1770-1773: Række 1 bind 12

Upartisk Undersøgelse,

om De academiske

EXAMINA

ere

Videnskaberne og Lærdommen

til Gavn eller Skade.

- - - utile dulci

Horat.

Kiøbenhavn 1771.

Trykt hos H. I. Graae, boende ved Gammel Strand.

2

        

3

Naar man ingen Lande kiender foruden sit Fædreneland, vil man strax forarge sig over, at jeg tør giøre en Sag problematisk, som ingen undersøgelse synes at behøve. I andre Stænder antages ingen til nogen Forretning eller Handtering, af hvad Slags den ogsaa er, førend han har aflagt Prøve paa, at han besidder den Duelighed, som udfordres til det, han tragter efter. En Læredreng kan ikke blive Svend, en Svend ikke Mester, uden en vis foregaaende Prøve; og selv hos Landmanden bestemmes den For- skiel, som giøres imellem Dreng og Halvkarl, imellem denne og Fuldkarl, efter visse Dueligheder, hvorpaa man maae have aflagt Prøve. Hvorledes vil man da forlange, at de Studerende skulde i Fleng og uden Prøve antages

4

4

iblandt academiske Borgere, eller til academiske Værdigheder, da de ved saadan Antagelse privilegeres til at søge Betieninger, som ere for de Studerende allene, og som saaledes let, naar ingen Dueligheds Prøver aflagdes, kunde blive et Rov for Stymperen iblandt de Studerende, ja for Ustuderede selv?

Saaledes dømmer man maaskee, naar man har Laugsprincipier i Hovedet, og ikke kan gaae med sine Erfaringer uden for sit Fædreneland. Med Laugsprincipier har jeg her intet at giøre, endskiøndt vore Universiteter ere ligesaa lidet frie fra dem, som vore Verksteder. Men dem, som maatte holde Nødvendigheden af den academiske Overhørelse for afgiort, og altsaa denne Undersøgelse for unyttig, vil jeg allene bede, at vende deres Øine til de mangfoldige Universiteter i Tydskland, hvor man antager enhver iblandt Studenteres Tal, som melder sig, og kan betale sine Inscriptionspenge. Hvor staaer det med Videnskaberne i Tydskland? Har man et mindre Antal af Lærde der, end hos os? eller ere de Betieninger, som bør besættes af Studerede, slettere besatte end i Danmark?

Men jeg vil gaae methodisk til Verks, og med den største upartiskhed i Verden undersøge baade de Fordele, og de skadelige Følger,

5

5

som de academiske Overhørelser kunne have, og lade Læseren afveie begge imod hinanden. Jeg vil begynde med den, som er Grunden til de øvrige, jeg meener den første Examen, eller saa kaldte Deposiz, hvorved den stude- rende Ungdom tilstædes til Academisk Borgerret.

At den første Examen har store Fordele, er unægteligt; ja jeg tør paastaae, at, saa længe vor Skole- og Universitets-Væsen skal forblive i den Forfatning, hvori det er, kan man ikke ophæve denne Examen uden til Skade for Studeringer. Den er det stærkeste, ja næsten det eeneste Baand paa de offentlige Skole-Lærere, som skal holde dem til Troeskab og Flid i deres Embede, naar alle andre Motiver, tagne af Pligt, Lyst til at lære, Kiærlighed til Ungdommen o. s. v. svigte. Man tage den Frygt bort, hvori Skolelærerne bestandig maae være for Universitetet, den Efter- tale, de maae lide, den Miscredit, de sætte dem selv og deres Skole i, den Misfornøielse, de opvække hos vedkommende Forældre og Paarørende, ifald deres Ungdom bliver afviist ved Universitetet, eller forholder sig slet. Jeg seer da ikke, hvad der skal forsikkre Staten om de offentlige Læreres Flid og Troskab. Ved den private Undervisning ere Forældrene selv Herrer over deres Børns Lærere. De kunne afskaffe dem, opmuntre dem,

6

6

eftersom de vise Flid til, og have Baand nok paa deres Huuslærere. Men med de offentlige Skolelærere have Forældrene intet at giøre; de kunne ingen Regnskab kræve af dem for deres Flid, efterdi Underviisningen koster dem intet. Den er en offentlig Velgierning, som Forældrene nyde af Staten. Denne lønner Lærerne ganske allene, og de ere ikke forbundne at giøre nogen Regnskab uden Staten, det er at sige, dem, som Regieringen har sat til at have Opsyn med Skolerne. Men dette Opsyn skulde ikke sige meget, naar den Forbindelse, hvori Skolerne formedelst den første Examen staae med Unlversitetet, blev ophævet. Biskoperne ere de eneste Scholar- ker i Landet, og enhver i sit Stift Skolelærernes eeneste Øvrighed. Men, hvem veed ikke, hvor mange, forskiellige, vigtige Forretninger, disse Mænd ere overvældede med? Hvor store Stifter de undertiden have at bestyre, og hvor mange Skoler i disse? Det er næsten umueligt, at disse Mænd kunne strække deres Opsyn længer end til den Skole, som de umiddelbar have under Øine, eller i den Bye, hvor de selv residere. De andre Skoler i Stiftet nødes de til, hvad Underviisningen angaaer, at overlade til Rectorernes Enevolds Bestyrelse, og bør være glade til, at de af Discipler- nes Forhold ved Universitetet kunne dog giøre dem nogen Slutning om Lærernes Duelighed

7

7 eller Flid. Professørerne ved Universitetet ere derfor i visse Maader meer Scholarker, end Biskoperne; og naar en Rector allene kan mage det saa, at hans Discipler forholde sig upaaklagelig ved Academiet, har han giort sit Embede, som en fortreffelig Mand, og kan trodse enhver, om han saa ikke har giort andet, end hørt og slaaet.

Hvorledes vilde det altsaa'see ud med mange Læreres Flid, naar den første academiske Examen blev afskaffet? Var det ikke at befrygte, at de Skoler, hvor Skolarkens Øie ikke kan naae hen, vilde ganske forfalde, naar de allene skulde overlades til Lærernes egen Samvittighed og Følelse af Pligt eller Ære?

Den ene Fordeel, som jeg har tilskrevet den saa kaldte Deposiz, angik Lærerne; den anden viser sig hos de Lærende. Disse have i deres Skolegang intet Maal i Sigte uden Academiet; derhen gaae alle deres Ønsker, og Lyst til at udmerke sig ved den academiske Examen er hos de Unge ærekiære Gemytter en Spore til mange Aars Flid. Det er behageligt at høre sit Navn nævnt med udmerket Roes iblant en Mængde: det kildrer den Unges Ærgierrighed at høre sig i Berømmelse overgaae dem, som ere fra samme Bye som han, som have

8

8

sat ved Siden af ham i Skolen, som han maa- skee i Skolen for deres Forældres fornemmere Stand, eller større Formue, har kastet en barnagtig Misundelse paa. Derhos er Professornavnet et æret og frygtet Navn hos den Unge. Hvad giør han ikke for at behage dem, som han merker, at hans Lærere ere saa angest for at mishage? Hvem, der kiender noget til vore offentlige Skoler, veed, at mange unge Mennesker anvende meer Flid, og vise større Lærelyst i deres sidste Skoleaar, eller i det mindste i de sidste Maaneder for Academiet, end de have udviist deres heele øvrige Skoletid, og at de, som altid have maattet drives ved Tvang og Straf, drive sig da af sig selv. Denne Opmuntring for de lærende synes altsaa at tabes, naar man afskaffer den academiske Examen.

Andre Fordele, end disse, seer jeg ikke, at Deposizen kan have; og disse skulde ogsaa være vigtige nok til at forsikre os om dens Nødvendighed, dersom den ikke paa den anden Side havde skadelige Følger, som overveie Fordelene. Disse mage jeg da nu ogsaa betragte.

Jeg hav sagt, at Deposizen er et Nyttigt Baand paa Lærernes Troskab og Flid. Derfor holder jeg den i nærvarende Forfatning.

9

9

Men paa den anden Side er den et skadeligt Baand paa deres Indsigt, og et Middel til at giøre de beste og redeligste Lærere lunkne i deres Embede, og betage dem al Mod og Lyst til at lære.

Hvad er det for Videnskaber, som giøre den academiske Examen meest glimrende, og forskaffe et ungt Menneske de fleste Berømmelsestegn? Det er ikke dem, som udfordre den længste Tid i Skolen for at læres, eller, som forudsette den største Flid og Duelighed hos Lærerne for at læres vel. Den største Fremgang i det grædske og latinske Sprog er neppe kiendelig ved den academiske Examen for den Examinerende selv, end sige, at den skulde udmerke en Candidat iblant den store Hob af Medcandidater. Lad et ungt Menneske have anvendt sin meste Skoletid (og jeg holder denne Tid ikke ilde anvendt) paa at erhverve sig en grundig Indsigt i det grædske og latinske Sprog, lad ham læse sine Autorer efter sin Alders Maade med Smag og Forstand! hvad hielper denne møysom erhvervede Kundskab ham til at glimre ved Academiet? En halv Times Overhørelse er al den Tid, han faaer til at vise sig; og om han end viser sig nok saa fordeelagtig, saa faaer han dog for mange Aars nyttige Flid ikke fleer eller større Berømmelsestegn, end en af hans Medcan-

10

didater for et unyttigt Præceptum, som han med en god Hukommelse i nogle Dage kan lære uden ad. De saa kaldte Præcepta ere der, som trække meest til den Sum af Roes, som er ungt Menneske eftertragter ved Academiet: jo fleer af disse, jo flere Bene: jo fleer Bene, jo større Roes. Al sin Videnskab reducerer et ungt Menneske til Bene: alt hvad som ikke lader sig reducere dertil, er en Vahre, som han ikke kan bruge. En latinsk eller græsk Autor meer eller mindre! Jeg kan dog ikke faae meer end Optime for Grædsken eller Latinen. Men et Præceptum meer, er en Fortieneste meer; skulde det end ikke være brugbart længer end Examensdagen. Det unge Menneske faaer Lede til al den Kundskab, som koster for megen Tid i Skolen, og fylder for lidet paa hans Beneliste: Og Di- sciplernes Lede meddeler sig snart til Læreren. Denne mærker, at Stymperen blant hans Ordensbrødre, hvis hele Kundskab i det grædske og latinske Sprog er laant af Pasors

Lexicon og Minnellii Noter, sender sine Di- scipler med større Berømmelse til Academiet, end han, som giør Sprogene til sin Hovedfag, og Præcepta til Biesager. Han seer derhos let, hvor meget mageligere han kan have det, naar han kan overtale sig til at følge Slendrianen. — og hvi skulde han kunne modstaae at følge den, naar han finder Magelighed og

11

11

Ære paa een Vei? Han setter Underviisningen i Sprogene tilside, hvorved Arbeidet er det sværeste paa hans Side, og ingen Ære for ham at vinde, og sysselsetter sine Discipler med Præ- cepta, hvorved al Arbeidet bliver deres, og han selv kan være rolig. Saa mange Definio- ner til den Dag! saa mange Theses til den!

og kan du dem ikke. Læreren hører

og brummer, Discipelen reciterer og skielver; den ene lader Ørene, den anden Næver saa længe til, indtil Lectien er lært, og Candida- ten vis paa sit Optime til Examen.

Det er altsaa een Virkning af den første academiske Examen, at den giør Lærerne i Sko- lerne lunkne og magelige i deres Embeds Førel- se, fordi Æren af deres Underviisning, som beroer paa Disciplernes Forhold ved Universi- tetet, er en Sag, som den største Stymper, der allene forstaaer sit Haandverk, kan deele med den dueligste Lærer.

Men denne samme Examen indskrænker endnu paa mange andre Maader Lærernes Ind- sigt. Den hele Underviisning i Skolegangen er stilet paa denne Examen. Den er Hensig- ten af alle Skolebøger, af al Methode. Saa snart et Barn træder ind i Skolen, faaer han Bøger i Hænder, som han vil komme til at examineres efter ved Academiet. Disse maae

12

12 han lære uden ad i et Sprog, hvoraf han netop forstaaer saa meget, som han hver gang læser. Det er ikke nok, at han kan sige Meningen af hvad han læser i sit Modersmaal, i en anden Orden, med andre Ord, end det staaer i Bogen. Ved Academiet vil der komme an paa at recitere med Færdighed: og denne Færdighed i at recitere lærer Barnet snart at ansee som Hovedsagen ved sin Underviisning, og Læreren selv nødes at giøre det dertil for Examens Skyld. Var det endda danske Compendier, han reciterede, kunde Læreren lade ham meer Friehed, og vænne ham til at bruge egen Eftertanke; men det er et fremmed Sprog; slaaer han et eneste Ord feil, er ofte den best lærte Lectie spilt, fordi Barnet intet veed at sette i Stedet. Læreren er altsaa nødt til at kræve den nøiagtigste Oplæsning af ham, ifald han skal have nogen Ære for sin Underviisning.

Lad Læreren indsee, at visse Videnskaber kunde bedre foredrages i Modersmaalet, end i et dødt Sprog. Hvad hielper det? Hans Discipler bør examineres paa Latin; og hvor vil han kunne skaffe dem saadan en Færdighed i dette tunge Sprog, at de med den Lethed, som udfordres til en kort Examen, skulde kunne forklare sig med egne Ord, uden at binde sig til et Compendium? Vilde han end søge

13

13 at skaffe dem denne Færdighed, saa vilde dog hans Ungdom selv vælge den mageligere og sikrere Vei, og holde sig til det gangbare Compendium.

Lad Læreren indsee, at visse indførte Com- pendier i Videnskaberne ere utilstrækkelige, slette, skadelige. Hvad skal han giøre? At forbedre, rette, tilsette ved Underviisningen selv, er et baade for Lærere og Lærende kiedsommeligt og tidspildende Arbeide, og heller ikke enhver Læreres Sag, da det skal skee paa Latin, efterdi det bør læres paa Latin. Vil han sette sine Forbedringer og Tillæg til paa Dansk, præker han for døve Øren, og kan ikke vente, at mange vilde give Agt paa hans Foredrag, efterdi de da ikke kunne bruge det ved Academiet, hvor al deres Hue staaer hen. Han maae altsaa imod sin Indsigt lade dem læse det ufuldstændige, der slette, det adelige Compendinin.

Lad ham videre skiønne, at nogle Viden- skaber ere for en Deel af hans Ungdom, hvis udvortes Bestemmesse er afgiort, eller hvis Genie er mærkelig bestemt til en eller anden Videnskab, enten ganske ubrugbare eller dog mindre nyttige. Det hielper ikke. Den Videnskab fordres af alle ved Universitetet, og af alle ligemeget; de have alle eet Maal, een

14

14

Examen at udstaae. Troer kan f. E., at visse@Deele af det nye Testamente, fE. nogle af Pau- li Breve, Johannis Aabenbaring o. s. v. burde ikke læses med Ungdommen i Skolerne, eller maaskee, at det hele nye Testamentes Læsning i Hovedsproget burde udsettes indtil de academiske Aar. Han kan ikke følge sin Indsigt, og sysselsette sin Ungdom med nyttigere Ting. Han kunde sette den i Fare for, om ikke at bli ve afviist ved Academiet, saa dog at blive antaget med et slags Infamie.

Kort! den academiske Examen setter en duelig Skolelærer i bestandig Strid med sin Indsigt og Lyst. Han kan ikke undervise i det, som han efter sin Skiønsomhed og efter den Kundskab, han har om sin Ungdoms Genie og Bestemmelse, holder for at være dem tienligst. Han kan ikke vælge hvad Lærebøger han vil: Han kan ikke engang vælge Methoden. Videnskab, Lærebøger, Methode, alting er passet efter den academiske Examen. Denne er det, han stedse maae have for Øine. Jo dueligere han er, jo tungere er dette Aag ham. Han behøver stor Overvindelse til at forrette sit Embede med Lyst. Han staaer meget i Fare, for at forfalde til Lunkenhed, og at ansee det, som et opus operatum, som en Syssel, han maae forrette, fordi han lønnes derfor; og da veed man vel, hvorledes det forrettes.

15

15

Hvem, som kiender noget til de latinske Skoler i Tydskland, og til den tydske studerende Ungdom, vil finde en følelig Forskiel imellem de tydske og danske Skoler, den tyd- ske og danske Ungdom. Det er ikke Duelighed, enten hos Lærere eller Lærende, som giør Forskiellen. Vi have ligesaa duelige Lærere, og ligesaa vittige Discipler, heelt mod heelt, som i Tydskland. Men Forskiellen bestaaer i Munterheden baade hos Lærere og Lærende, i Lyst til at undervise hos de første, og Lyst til at undervises hos de sidste. Man skal finde Skolelærere i Tydskland, som med en ussel Løn arbeide paa Ungdommen fra om Morgenen tilig til sildig om Aftenen, og dog beholde Munterhed til deres Arbeide, dog stedse tale derom med Lyst. Mange beholde endog ved dette strænge Arbeide baade Tid og Lyst til at skrive. Man skal finde Skolediscipler der, som i den største Armod, uden nogen offentlig Understøtning, med den sletteste Pleie, bi- vaane med den største Munterhed baade of- fentlige og private Skoletimer, og for at fortiene det, hvormed de kunne betale de private Lectioner, undervise i deres frie Timer i Borgerhuuse. De holde lærde Journaler i Selskab sammen, de læse de nyeste Skrifter sammen, de raadføre sig idelig med deres Lærere, udbede sig hvad Videnskaber og Bøger de helst vilde have læst over o. a. m. — Nu hol-

16

16 de man herimod vore Lærere og Discipler! Mange af de første arbeide under langt fordeelagtigere Vilkaar end de Tydske; de fleste arbeide ikke den halve Tid paa Ungdommen imod hine; nogle arbeide ikkun det halve Aar i Skolen, og have det andet halve Aar aldeles til deres eget Brug; og dog skal man ofte høre endog af disse sidste, at klage over det sure Skolearbeide, at ønske sig afspændte af det haarde Aag, der trykker deres Skuldre, og at giøre sig Umag for at udfinde Latinsk-Danske- Floskler til at beskrive deres Slaverie. Hvor mange af dem giøre sig bekiendte ved Skrifter? og naar man hører dem tale derom, giver deres Skolearbeide dem ingen Tid dertil. Og nu vore Discipler! Skolegangen koster dem intet, de fleste faae endog Belønning i Stipendier og Beneficier foruden den frie Underviisning. Og dog! med hvilken Ulyst besøge de ikke Skolen, og hvor fortrødne sidde de der! de beste af dem giøre ikke meer, end hvad de bør giøre, og den allerstørste Deel giør intet uden Tvang og Haardhed. Lovbeden, som er noget uhørt i en tydsk Skole, er en Pest i vore danske, og Forlov er den største Velgierning, en dansk Discipel kan nyde. Frygt for Lærere og Academiet er det eneste Motiv hos de fleste til Flittighed. Deraf kommer dette nedslagne, enfoldige og pedantiske Væsen, som hænger ved de fleste deres Livstid, og hindrer

17

17

de Dueligste iblant dem fra at vise deres Due- lighed, og give de Folk, de komme i Selskab@med, en god Tanke om deres Indsigt og Lærdom. Man see en ung Dansk, og en ung Tydsk Studerende i Selskab med hinanden! Den sidste kan vide meget lidet, og dog synes meget lærd, naar den første, som maaskee besidder hiins Kundskab dobbelt, kan synes en Idiot imod ham. Hvad er Aarsagen? Den Tydske siger ud al det lidet han veed; den Dan- ske er bange for at sige endog det, han best veed. Den første opmuntres af Lyst til at behage, den anden holdes tilbage af Frygt for at mishage. Den første kan have lært lidet; men han har lært det paa saadan en Maade, at han strax veed at føre sig det til Nytte; den anden kan vide meget, men han behøver Tid for at udvikle det, og giøre det brugbart. Det er daarligt at søge Grunden til denne Forskiel i Forskiellen af det tydske og nordiske Clima. Jeg er vis paa, at de Danske fødes ligesaa muntre til Verden som de Tydske; Forskiellen er heller ikke saa stor imellem den danske og tydske Almue, som imellem den danske og tydske Lær- de. Grunden er blot i Underniisningen. Den danske Studerende er vant fra sin Barndom af at opsige sine latinske Lectier under megen Frygt og Vævelse; et Ord, en Glose sagt feil, har forvoldet ham mangt et suurt Øieblik. Denne Angest hænger ved ham bestandig. Da

18

18

han er vant til ikke at feile ustraffet; saa af Frygt for ikke at sige alting godt og rigtigt nok, forfalder han til den anden Yderlighed, og tier heller stille.

Men denne Tvang, vil man maaskee sige, er en Feil i Underviisningen, som kan og bør rettes, et Pedanterie hos Skolelærerne, som intet har med den academiske Examen at giøre. Jeg paastaaer jo, og tør sige, at denne Tvang aldrig skal kunne afskaffes, og en fornuftig, menneskelig Læremaade indføres i Skolerne, med mindre den academiske Examen afskaffes, eller i det mindste indrettes anderledes. Jeg har kiendt Lærere, som have troet, at Underviisningen ikke nødvendig maatte skee med Tvang og Haardhed, og at man ganske kunde afskaf- fe Riset, og bruge ædlere Opmuntringer. De have i Aar og Dag ikke taget Riis i Haanden. Men hvad Virkninger har dette havt? Nogle faa gode Gemytter have ladet sig drive ved Opmuntringer eller af sig ffelv; men den allerstørste Deel har glemt, hvad den vidste tilforn, og intet lært til, og endog de beste Hoveder ere forfaldne til Dovenskab og Lediggang. Denne Erfaring er ganske naturlig. Den Maade, hvorpaa Ungdommen skal lære Sprog og Vi- denskaberi i Skolen, for at kunne glimre ved den academiske Examen, udfordrer Tvang fra de allerførste Skoleaar af, og Tvang eengang be-

19

19

gyndt, maa vedligeholdes stedse. At lære et Pensum uden ad i et Sprog, hvor man maa binde sig til hvert Ord for ikke at feile, er et Arbeide, som et ungt Menneske ikke let underkaster sig uden Tvang; og dette Arbeide er dog Læreren nødt til at fordre af ham med den stør- ste Nøiagtighed? Han kan ikke lade sig nøie med, at han siger ham Indholdet, at han forklarer ham det i sit Modersmaal: Han maa have det reciteret Ord for Ord; og hvor kan dette andet, end foraarsage Misfornøielse paa begge Sider? Man har kaldt Underlærerne ved vore Skoler Hørere, og dette Navn bære de ganske egentlig. Deres fornemste Forretning bestaaer i at høre, hvad Disciplene recitere, men denne Høren og Reciteren er det just, som opfylder vore Skoler med Ulyst og Tvang baade paa Læreres og Lærendes Side.

Man ophæve derimod den første Examen, og man skal see et nyt Liv opstaae i vore Skoler. Professorfrygten vil ophøre, men ædlere Drifter til Flid ville indtage dens Rum. Vor Ungdom vil søge Skolen for at lære, og ikke for at samle sig en Mængde barnagtige Be- rømmelses-Tegn ved en Examen. Den kan nu ikke bestemme, hvor meget den behøver at lære, for at blive Student med Ære, men vil troe, at den ikke kan lære for meget. Læ- rerne ville giøre deres Embede med Lyst, fordi

20

20 de kunne følge deres Indsigt, benytte sig af deres Erfarenhed, og forbedre deres Methode. De see, at deres Skoles Ære beroer paa dem selv, og deres egen Flid, Iver og Indsigt, og ville derfor umage sig for at udmærke sig ved disse utvetydige Tegn. Frygt og Tvang vil ophøre, naar Lærerne ikke behøve at kræve alting af alle, men kunne læmpe Underviisningen efter Disciplernes forskiellige Talenter og Bestemmelser. Lærerne ville blive mindre Hørere, men meer Lærere, og Disciplerne tilbringe meer Tid med at læse og tænke, end med at lære Lectier.

Jeg er ganske forsikret paa, at den academiske Examens Ophævelse vil have alle disse gode Følger, og forvandle vore Skoler fra fæle Tugthuse til behagelige Planteskoler for Staten. Jeg seer heller ikke, hvad Universitetet kan tabe ved denne Forandring. Det vil meget meer faae langt flere lærvillige Borgere, end det nu faaer, som ville besøge Lærernes Forelæsninger uden Tvang, blot af Lyst til at fortsætte og udvide deres Kundskab. Det vil jeg vel tilstaae, at der i sær i Henseende til La- tiniteten kunde komme nogle slettere til Un ver- sitetet, endnu omstunder; men hvad tabtes derved, naar de Gode igien blev bedre, og det mener jeg tillige, maatte ufeilbar skee. I nærværende Forfatning er det ikke let mue-

21

21

ligt, at nogen kan komme til Academiet, som er aldeles forsømt i sin latinske Grammatik. Han maa have saa liden Lyst til Studeringer, saa lidet Talent til Sprog, som han vil: er han først antagen i Skolen, maa han igien- nem for at naae Academiet, og bringe saa meget med sig i Latinen, at han ikke skal blive afviist. Læreren veed, at en Vildelse i Stilen bliver i sær høit anregnet ved den academiske Examen; han søger derfor for al Ting at sette sin Ungdom fast i de grammaticalske Reglers Brug; og der komme vel saa til Academiet, som jo kunne giøre en Stiil uden de groveste grammaticalske Feil. Men jeg troer ikke, at enten Lærere eller Lærende have stor Aarsag at være stolte af denne Kundskab, naar man betragter den Tid og Møie det har kostet at bringe et Menneske saa vidt, som Naturen har negtet al Genie til Sprog, den Misfornøielse, det har forvoldet paa Læreres og Lærendes Side, den Tvang det har giort fornøden, den Tidsspilde og Forsømmelse, som de gode Hoveder derved har maattet lide, og endelig den ringe Nytte, som er Menneske kan have af denne Kundskab. Naar ikke Examen var, vilde maaskee en Lærer opsette, de grammaticalske Øvelser tilsidst, han vilde ikke foretage den med lige Strænghed med alle; han vilde lade sig nøie med, at de, som han forud saae, skulde ikke blive store Latiner, havde saa megen

22

22 Kundskab om Reglerne, at de kunde læse og forstaae Autorerne, om de end ikke selv kunde anvende dem med større Nøiagtighed i latinske Exercitier; han vilde overalt anvende meer Tid paa de gode, end paa de slette Hoveder, i det mindste vilde han skienke hine den Tid, som var spildt paa disse, og heller sysselsætte disse med Ting, som de i enhver Forfatning kunde have Nytte af, end tvinge dem imod Lyst og Genie til det, hvori de dog aldrig skulde kunne giøre taalelig Fremgang. Kort: Jeg seer ikke, hvad Academiet kunde tabe ved denne Forandring. Det vilde i Almindelighed saae bedre og muntrere Tilhørere, og de slette selv vilde blive flittigere og lær- villigere.

Jeg har kalder den academiske Examen et Baand paa Skolelærernes Troskab og Flid, og et Middel til at forsikre Skolarkerne om deres Underviisnings Redelighed. Hvorledes

kan jeg da ønske den ophævet, naar jeg ikke veed

noget andet Middel at sette i Stedet, som kunde være i det mindste ligesaa virksom hos Lærerne, som Frygten for Universitetet? —

Jeg maa forklare mig herover. I Almindelighed troer jeg ikke, at man

behøver mange Tvangsmidler for at holde Folk til at giøre det, som de kunne giøre med

23

23

Lyst, naar de tillige besidde den fornødne Kundskab og Færdighed for at kunne giøre det med Nytte. Jeg troer derfor, at man allere-de havde givet Lærerne et stort Motiv til Flittighed, naar man ved at ophæve den academiske Examen fik sat dem i Stand til at forrette deres Embede med Lyst og Nytte. Man sørge ikkun tillige for, at Skolerne besættes med Mænd, som have givet Beviis paa Arbeidsomhed, og aflagt Prøve paa den fornødne Lærdom. Der er da liden Grund til at troe, at en Skolelærer skulde blive efterladen i sit Embede. At meddeele sin Kundskab til andre, er en naturlig Drift hos Mennesket, som lønner sig selv, og ikke behøver anden Opmuntring, end den giensidige Lærelyst hos andre; men qvæles kan den og ganske udslukkes, naar man er nødt til at lære imod sin Overbeviisning, er bundet til Me- thoder som man misbilliger, eller ingen Fremgang seer hos de Lærende.

Imidlertid vilde jeg dog ikke, at man i saa vigtig en Sag lod det ganske. komme an paa Lærernes Ærlighed og Samvittighed. Skolelærerne bør blive under en Opsigt, som kan hindre dem fra at være uredelige, om de end havde Lyst dertil. Men denne Opsigt kan ikke komme fra Biskopperne allene. Den maa være Skolelærerne meget nær, saa at de ingen Dag er sikker for den. Den maa være i me-

24

24 get oplyste Personers Hænder af forskiellig Stand. Jeg vilde ikke have de Geistlige alde- les udelukte fra denne Opsigt; men jeg vilde heller ikke have den allene betroet til dem. Den nærmere Anledning, de som opofre sig til den geistlige Stand, have frem for Studerende af andre Stænder, til at faae ret Smag paa Videnskaber, giør det fornødent, at Videnskaberne og Lærdommen bliver under deres Opsigt. Men de Fordomme, som tillige hæn- ge ved mange af den geistlige. Stand, meer end ved andre Stænder, den Hengivenhed for det Gamle og Vedtagne, den eensidete Smag, som gemeenlig findes hos de Geistlige, giør det meget farligt for Videnskaberne, at betroe dem denne Opsigt allene. Jeg ønskede desuden, at Skoleopsigten maatte være betroet Mænd af større Myndighed og Anseelse, end de Geistlige nu omstunder have, at den maatte være hos saadanne Mænd, som havde det i deres Magt at belønne Skolelærerne efter deres Fortienester Dersom det lod sig giøre, holdt jeg det for meget tienligt, at der i enhver Provinz var et eget Collegium Scholarchale, bestaaende af de anseeligste og lærdeste Mænd i Provinzen, som vare adspredte hist og her, og allene forsamledes paa visse Tider om Aaret for at conferere med hinanden. Ethvert Lem af saadant er Collegium skulde være berettiger til at besøge hvad Skole i Provinzen, han vilde,

25

25

og saa tidt, som han vilde, og at lade sig giø- rete Regnskab for Skolens Tilstand. Ingen Maaned maatte gaae forbie, at jo en Sko- lark indfandt sig i Skolen, men ikke paa nogen fastsat Dag, heller ikke anmældt. Det var ogsaa got, at den samme Skolark ikke altid kom i den samme Skole. Saadan en Skolark skulde have Magt til at overhøre Ungdommen, at lade sig giøre Forslag til Skolens Opkomst o. s. v.; men til atr bestemme nogen Forandring, maatte ingen have Magt uden det hele Collegium. Disse Provinzialskolarker burde foreslaae Candidater til de ledige Skoleembeder i deres Provinz; men selv stode de igien under et Overcollegium Scholarchale, til hvilket de aflagde deres Beretninger, og som bestyrede Her hele Skolevæsen i begge Riger under Regieringens umiddelbare Opsyn.

Dog det er her ikke min Agt at udkaste nogen fuldstændig Plan til en almindelig Skoleopsigt, som kan veie op imod den academiske Examen. Det er nok, at der bør være nogen saadan Opsigt, og at man indseer dens Mue- lighed. Men endskiønt jeg holder en fornuftig indrettet Skoleopsigt tilstrekkelig til at forsikre sig om Lærernes Troskab; saa vilde jeg dog, at der endnu skulde være et Baand paa dem, det Baand, som er det skærkeste paa Folk af alle Stænder: Jeg meener, at deres egen Inte-

26

26

resse skulde bevæge dem til Troeskab og Flid, og at de skulde vinde i Indkomster, ligesom de formerede deres Flid og Arbeide. Det er ikke saa i nærværende Skoleforfatning. En Lærer, først i Embede, har strax alt, hvad han kan faae nogensinde, og enten han er flittig eller lad, enten han anvender megen eller liden Tid paa Ungdommen, har og beholder han de samme Indkomster. Den frie Underviisning er en stor Regieringens Velgierning imod Un- dersaatterne, som kan veie op imod en anseelig Skat paa Middelstanden. Men denne Vel- gierning føder en vis Dorskhed af sig i Sko- lerne baade paa Læreres og Lærendes Side, som maaskee ikke skulde have Sted, naar Un- derviisningen ikke var ganske frie. Forældrene blive lunkne i Henseende til deres Børns Un- derviisning, fordi den intet koster dem, og de- res Lunkenhed meddeler sig til Børnene. Disse vænnes snart til at ansee en Sag for uvig- tig, for hvilken deres Forældre ere saa lidet be- kymrede. Lærerne blive stolte, egensindige, magelige, fordi de ingen Belønninger nyde af

Forældrene, men ansee sig snarere, som disses Velgiørere. Dette vilde uden Tvivl forandre sig meget; ifald Forældrene selv maatte føle nogen Byrde for deres Børns Underviisning i de offentlige Skoler, og ifald Lærerne kunde have nogle Indkomster af Forældrene, som stode i Forhold med deres Flid og Arbeide paa

27

27

Børnene. Forældrene vilde da blive opmærksommere baade paa Lærernes og Børnenes Flid, og Lærerne vilde blive muntrere til Arbeide, naar de saae, at deres Indkomster tilto- ge eller aftoge i Forhold med deres Flittighed. De vilde læmpe sig Meer efter Forældrenes Hensigter med deres Børn, blive meer føielige og mindre selvraadige.

Hvad er det, som setter saa meget Liv i de tydske Universiteter? som foraarsager denne Drift og Lyst til at lære baade hos Studenter og Professorer? Denne Friehed, hvormed de Studerende omgaaes deres Lærere? Denne Artighed og Lyst til at behage, som spores hos Lærerne? — Intet andet, end at den mindste Deel af Underviisningen er frie, at de Studerende i visse Maader underholde deres Lærere, som have desto fleer Indkomster, jo meer Flid de anvende, jo fieer Tilhørere de kunne erhverve sig. Mangen Student besøger flittig Col- legier allene fordi han vil have Skiel for sine Penge, og mangen Professor læser flittig og got, om ikke for at have Livets Ophold, saa dog for at kunne leve desto beqvemmere og anstændigere. Det er derfor ogsaa, jeg billiger saa meget den Skik, som er indført i de tydske Skoler. Læsetimerne ere der inddeelte i de offentlige og private. De offentlige ere ikke saa mange som hos os, og for dem lønnes en Læ-

28

27 rer af Staten: de private lader han sig betaleaf sine Discipler; og omendskiønt denne Betaling ikke beløber sig meget om Aaret for enhver Discipel, saa kan den dog i et stort Antal ind- bringe noget klækkeligt for Læreren. Disse private Timer er Lærerne ikke forbundet til at holde, men Disciplene ere forbundne til at bivaane og betale dem. Ved dem har Læreren ofte sine beste, og altid sine behageligste Indkomster, og de udgiøre gemeenlig ogsaa den behageligste Deel af Underviisningen for Disciplene selv. Ved dette Middel erholdes ogsaa ikke allene den Munterhed i Underviisningen, hvorom jeg taler; men mange Skoleembeder blive derved meget anseelige af Indkomster. Man har giort stort Væsen af de Danske Skolelæreres Indkomster imod de Tydske; og det er vist, naar man betragter disse i de smaae tydske Torveflekker, hvoraf enhver gemeenlig har sin egen latinske Skole, saa skulde faa af vore

Hørere eller underste Lærere bytte med mangen saa kaldet Rector i en tydsk Flekke. Seer man derimod til Skolerne i de større og folkerige Steder i Tydskland, saa vil man finde, at vore beste og meestindbringende Skoleembeder ikke kunne lignes imod disse: jeg setter, at der ingen Hovedfeil ere i Skolernes Indretninger, som hindre deres Floer Saaledes troer jeg vist, at f. E. en Conrector ved Johanneum i Hamborg har langt større Indkomster, end

29

29

enten Rector ved Kiøbenhavns eller Roskilde Skole, som dog holdes for at have de største Indkomster af alle Rectorer i Landet. Men, det har han ikke ved sin viste Løn, men ved sine private Forelæsninger, det er, ved sin egen Vindskibelighed. Vore Lærere, som maa savne denne deres private Vindskibeligheds Belønning, have derved paa de allerfleste Steder meget maadelige Indkomster imod andre kongelige Betiente. Men deres Indkomster vilde paa mange Steder voxe anseelig, dersom private Forelæsninger bleve paabudne efter de tydske Skolers Viis tilligemed de offentlige — og det var det Forslag jeg vilde giøre, som en nye Opmuntring for Lærerne til Troeskab og Arbejdsomhed, der kunde bøde paa den academiske Examen. Jeg er vis paa, naar det var Lærerne tilladt, at lade sig deres private Forelæsninger betale, saa vilde end ikke de iblant dem, som havde de beste offentlige Indkomster, forsmaae denne nye Næringsvei. De vilde komme i Vane med en Flittighed og Stræbsomhed, som skulde have store og vidtløftige Følger for Videnskaberne. Forældrene vilde faae nogle nye Udgifter til Skolens Lærere, men Udgifter, som paa de fleste Steder ikke vilde overgaae de Indtægter, som deres Børn annamme af Skolen i Beneficier og Stipendier, og som overalt snart vilde godtgiøres ved en troere og muntrere Underviisning.

30

30

Jeg har saaledes baade vist de gode Følger, som Deposizens Ophævelse vilde have for Skolerne, og tillige angivet Middeler til at forebygge de onde. Resultatet synes mig, bliver nu dette, at Deposizen eller den første academiske Examen er Videnskaberne til meer Skade end Gavn. Denne Sandhed vil ikkun meer bestyrkes, naar man betragter denne Examen selv i sit rette Lys. Man forestille sig, at en Kiøbmandsburs for at blive Karl maa prøves af de anseeligste Kiøbmand i begge Rigerne, en Feldtskierdreng for at blive Svend af det hele Collegio Anatomico, eller en Cadet for at blive Officeer, af ti af de største Generaler ved Armeen. — Saa har man et Billede paa den første academiske Examen, hvor ti Mænd, som hver holdes for ar være Mestere i sin Videnstab, kræve, den ene efter den anden, offentlig Regnskab af et Barnfør alle Videnskaber. Det er sandt, det lader stort, og synes at give en Student et stort Fortrin frem for Karlene i andre Stænder, at hans Prøve er saa meget vanskeligere, end deres. Men naar man anseer denne Prøve med de rette Øine, saa er den et Børnespøg, som er saa lærde og værdige Mænd, som Professorerne bør være, nesten uanstændig. Hvor en Examinators og Examinands Indsigter ere alt for meget forskiellige, — hvad skeer der? Det, som skeer, Man aftaler med hinanden,

31

31

hvad man vil examinere i, og hvad man vil examineres i, eller, hvilket er det samme, man vælger visse Compendier, hvortil man kan binde sig paa begge Sider, og som kan blive Middelet til at foreene saa ulige Indsigter. Man prøver da ikke, hvad Grund et ungt Menneske har lagt i en eller anden Videnskab, men hvorvel han har lært det i denne Videnskab gangbare Compendium uden ad; og en høilærd Professor med Compendium i Haanden og Candidaten for sig, er ikke andet, end en Skolehører, der lader sig en Lectie forrecitere. Det Compendium, som forelegges ham, maa han examinere efter, og han kan ikke med Billighed forkaste det, det maae være nok saa slet og fuldt af Feil. Hvad afgiøres nu ved saa- dan en Examen? Om de unge Mennisker have lagt en god Grund i en Videnskab? om Lærerne have underviist dem med Skiønsomhed og Smag ? — Ingenlunde; men ikkun: om Børnene have Gaver til at lære uden ad, og om Lærerne have holdt dem tilgavns dertil. — Vil man sige, at en Examinator vel kan modtage et Compendium, og dog faae Leilighed til at høre, om hans Candidat har meer end lært det uden ad, ved at indlade sig med ham i en eller anden Materie; saa lader dette sig af adskillige Aarsager ikke vel giøre. I hvad Sprog skal han raisonnere med sin Candidat? — I Latinen.— Men i dette Sprog

32

32

kan man ikke vente sig den Færdighed af et ungt Menneske, allerhelst efter den Maade, hvorpaa del læres i Skolerne, at han skulde kunne forklare sig i frie Raisomnnements. Eller kan han det, er det at befrygte, at disse Raisonnements ere ligesaavel udenads Lectier, som hvad han reciterer af sit Compendium, og at al Examen vil være forbie, saasnart som Examinator viger det mindste fra det Foredrag, hans Candidat er vant til i Skolen. - Det fornuftigste var altsaa at prøve ham i Mo- dersmaalet. Men sker det? og kan det skee, saa længe Modersmaalet ikke meer dyrkes i de latinske Skoler, end det nu giør? - Dog! om en skiønsom Examinator ogsaa kunde udfinde et Middel til at prøve, om hans Ungdom havde bragt nogen grundig Kundskab med sig i en eller anden Videnskab, saa fattes ham Tid dertil. At examinere sexten Personer i sexten Videnskaber paa een Dag, kan umuelig skee med Grundighed. Man maae lade sig nøie med at høre dem. Men over denne Høren blive ofte de Dueligste Subjecter ubemærkede, og de uduelige slippe igiennem ved en god Hukommelse eller Slumpelykke, eller Børnepuds. Den eneste Kundskab, som forundes nogen meer Tid ved Examen, er det latinske Sprog. Men just det latinske Sprog giøres

deels for lidet, deels for meget af. For lidet deri, at den vigtigste Examen deri, jeg mener

33

33

Examen styli, er meer skikket til at prøve, om Ungdommen har lært sin latinste Grammatik tilgavns, end om den har lagt nogen synderlig Grund i Sproget; for meget, i det, at der ved Censuren regnes meer paa en grammatikalsk Vildelse i Stilen, end paa al den øvrige Examen.

Vilde man endelig have en academisk Exa- men, for at prøve de fra Skolerne dimitterte Candidater, hvilket jeg slet ikke vilde afraade, saa maatte den dog indrettes ganske anderledes, end den nu er. Man maatte af ingen Candidat fordre alle de Indsigter, man nu fordrer, men af alle dybere Indsigter i visse Ting, end man nu fordrer. Man maatte ved Examen giøre Forskiel imellem de Candidater, hvis Bestemmelse var afgiort, og dem, hvis Bestemmelse endnu var uvis, og ikke fordre det samme af de første, som af de sidste. Ingen Lærebog maatte fordres, men en frie Examen anstilles i Videnskaben, uden Hensigt til nogen Lærebog - og det forstaaer sig, al Examen paa Dansk, med mindre en Candidat forlangede at examineres paa Latin, da det og burde kunne skee. Latiniteten allene undtagen, hvorfor af alle burde giøres Rede paa Latin. - Dette blev omtrent, hvad jeg i Almindelighed vilde fordre afen academisk Examen. Skulde jeg nærmere forklare mine Tanker, hvad In

34

43 sigter man vilde kræve af en Candidat til Academiet, og paa hvad Maade jeg ønskede, at han maatte giøre rede for sine Indsigter, saa vilde dette føre mig vidt, naar jeg skulde udtømme denne Materie. Jeg vil stræbe at sige det fornemste i Korthed.

Jeg betragter de latinske Skoler i deres nærværende Forfatning, og ikke i den, hvori de vilde komme, ifald de bleve giorte til Realskoler. Jeg ønsker dem som Seminarier for Lærde, hvorfra den tilkommende Kiøbmand og Konstner allene ere udelukte, men hvor Børn af alle andre Bestemmelser bør, om ikke lære, alt hvad de behøve for deres tilkommende Bestemmelse, saa dog intet lære, som kan være dem nogen Tid unyttigt. I denne Betragtning er det, jeg fordrer af enhver Candidat til Academiet først og fornemmelig Græsk og Latin. - Græsk og Latin for en tilkommende Krigsmand! for en tilkommende Proprietair! - Ja; jeg veed vel, at jeg med denne Fordring ikke smigrer Tidernes Smag, men jeg seer paa Videnskaberne, og ikke paa Tidernes foranderlige Smag. Og Videnskabernes Beste udfordrer i mine Tanker uomgiengelig, at Græsk og Latin bliver anseet som en Hovedsag i Skolerne. Men denne Materie

allene udfordrede en egen Afhandling. Jeg vil allene sige saa meget. Vi behøve en vis uryk-

35

35

kelig Standart, som kan holde os den almin- delige gode Smag og Tænkemaade i Viden- skaberne for Øine, og føre os tilbage til den, ifald vi skulde være paa Veien til at tabe den. Og ethvert Folk taber den meer eller mindre, naar det først har bragt Smagen i Videnska- berne til en Høide. Det gaaer da ned ad, og gemeenlig med stærke Skridt. Og det, som er det værste, det mærker ikke sin egen Aftagelfe, men den store Hob holder sin Tids Smag stedse for den beste. Det er Aarsagen, hvor- for intet levende Sprogs Skrifter ere skikkede til at tiene til saadan en urykkelig Standart eller Fakkel for Smagen. Man har i de nye- re Sprog mange ypperlige Skrifter, hvoraf mange endog i mine Tanker overgaae Latinernes og Grækernes. Ja, jeg ønskede, at ved alle offentlige Skoler var Leilighed til at lære de nyere Sprog. Men med alt det holder jeg et dødt Sprogs Skrifter allene skikkede til at blive en almindelig og bestandig Regel for Sma- gen. Og da de latinske og grædske Skrift er have en Værdie, som er bestemt, og som de aldrig kunne tabe, Smagen i de nyere Sprog maa forandre sig som den vil; saa bør der væ- re offentlige Indretninger til at holde disse Sprog i Agt og Ære. Latin og Grædsk bør derfor fordres af enhver, som igiennem en of- fentlig Skole gaaer til Academiet. Men derfor forsvarer jeg ikke den lange Tid, man an-

36

36

vender paa disse Sprog i Skolerne, eller den Methode, man bruger for at lære dem. Jeg troer, man ved en bedre Methode skulde i en kortere Tid bringe det videre i disse Sprog, end man giør, og da der endda skulde blive Tid nok tilovers for andre nyttige Indsigter. Men derom er det nu ikke Sted at tale.

I Henseende til Overhørelsen i disse Sprog ved Academiet, ønskede jeg i sær med det latinske Sprog nogen Forandring i den Maade, som nu bruges. At oversette et Stykke af en latinsk Autor paa Dansk, eller at sige nogle latinske Talemaader paa dansk, er intet tilstrekkeligt Middel til at prøve et ungt Menneskes Fremgang i Latinen. Han maatte have den Færdighed, at kunne forklare sin Autor paa Latin med andre Ord; og naar han havde den, kunde man gierne skienke ham Stilen. - Om det græske Sprogs Examen vil jeg allene erindre, at man for al Ting ikke maatte kræve det nye Testamente, som. en nødvendig Indsigt, efterdi dets Læsning i Hovedsproget bliver en Syssel for Theologer allene, og kommer tids nok i de academiske Aar.

Hebraisk er et Sprog, som er for Theologer allene, og ikke engang for alle. De unge Mennesker, hvis utheologiske Bestemmelse, om jeg saa maa tale, var afgiort, burde

37

37

ganske forstaanes med dette Sprog. De andre havde nok i de allerførste Grunde, ia i Læsningen allene, og kunde overlade Resten til de academiske Lærere.

Foruden de lærde Sprog blev Historie og Geographie i sær at kræve af en academisk Candidat: fornemmelig Fædrenelandets Historier, hvis politiske og oeconomiske Forfatning, ja Rettergangsmaade med, naar det kunde skee i Korthed, burde være ham nøie be- kiendt. - Af Philosophie havde han nok i en kort Logik, og en fornuftig Moral. Vidste han noget af de andre Philosophiens Deele, var det godt; men meer burde ikke kræves. Hvad Physik og Mathematik angaaer, da var det ønskeligt, om der ved Skolerne var Anledning til at faae nogen Grund, i sær i den første Videnskab; men skulde saadan Anledning fattes, saa bør Academiet være forsynet med Lærere, som kunde meddele Ungdommen den fornødne Kundskab deri efter enhvers Hensigt, beqvemmere end Skolelærerne.

Alle disse Videnskaber burde examineres paa Dansk, og meer ved frie Samtaler, end ved nøie afpassede Spørsmaal og Giensvar. Allerede dette vilde nøde Ungdommen til at legge sig efter Modersmaalet, og skaffe dem en Fær- dighed i at udtrykke sig med Tydelighed, Rig

38

38

tighed, og Næthed. Men derhos ønskede jeg, at enhver Candidat maatte ved en academisk Examen aflegge egne Prøver paa denne Hardighed ved al opfctte sine Tanker over en fore- lagt Materie, ved at fortælle et Factum, sam- menskrive et Brev o. s. v. Ingen burde desuden komme til Academiet, som ikke havde giort sig vore beste Skribenter bekiendt, og kunde declamere nogle Tirader af dem med Smag.

Om Theologien og Christendommen har jeg intet talt, fordi Underviisningen deri bør tilkomme Kirkens, og ikke Skolens Lærere. Forældre og Præster bør see til, at Ungdommen faaer Den fornødne Kundskab i deres Christendom; og Confirmationen er Examen nok, i denne Kundskab.

Naar den første academiske Examen blev indrettet paa denne Maade, eller en anden, som havde dennes Fordeele, saa vilde den ikke allene blive uskadelig, men Skolerne vilde allerede af denne Forandring høste de vigtigste Frugter. De latinske Compendier vilde blive udryddede i Skolerne, og i deres Sted brugbare danske Læsebøger anskaffede. Lærerne vilde lægge sig efter meer at lære ved Samtaler o. s. v., end at høre Lectier. Tvang og Dorskhed vilde for en stor Deel forringes. Man vilde anvende mindre Tid paa Grama-

39

39

tikerne i de lærde Sprog, men meer paa Skribenternes Læsning selv, m. a. m. Men, naar jeg skulde tilraade en Examen, var det meest for dem, som igiennem de latinske Sko- ler kom til Academiet. For andre indseer jeg ikke Nødvendigheden af nogen Examen. Naar Larerne ved Universitetet holde deres Fore- læsninger i Modersmaalet, saa seer jeg ikke hvorfor man ikke kunde antage en Candidat til Academiet med en ringe eller ingen Kundskab i de lærde Sprog, og uden nogen fore- gagende Prøvelse.

Jeg har været nødt til at opholde mig længe ved den første Examen, fordi jeg ikke kunde undersøge dens Værdie, uden at indlade mig i adskillige Undersøgelser, som angik Skolerne. Jeg befrygter ogsaa snarere, at jeg har sagt for lidet, end for meget derom; men jeg har stedse haft min Hovedmaterie i Sigte, og derfor søgte at fatte mig i Korthed. Maaskee Modsigelser af andre Patrioter kunde bevæge mig til at udlade mig i en og anden Sag vidtløftigere. Ved de andre academiske Overhørelser kan jeg være kortere.

Den anden eller saa kaldte philosophiske Examen er i Grunden ikke andet, end en Igientagelse af den første. Man forlanger de samme Videnskaber, som til den første Exa

40

40 men, og den, som i denne har forholdet sig vel, behøver ikkun at see til, at han ikke glemmer, hvad han vidste, og har ikke nødig at lære meget nyt til. Der Aar, som forløber imellem den første og anden Examen, er derfor et virkeligt Driveaar for de allerfleeste Studerende. De, som haver hurtige Remmer og gode Gaver til at lære uden ad, bekymre sig gemeenlig ikke om deres philosophiske Examen, førend i den sidste Maaned for Tiden. Mange unge Mennesker af de beste Hoveder blive saaledes forførte til Lediggang, og Liderlighed, dens Daatter. De veed, at naar de allene forholde sig vel i den anden Examen, spørges ikke om, hvor lang Tid de have brugt til at forskaffe sig den Kundskab, hvorpaa de bør give Prøve i Examen, de bruge altsaa den mindste Tid dertil, som mueligt. Hvad Begreb maa dette allerede give de unge Mennesker om Videnskaber og Lærdom? og hvilke Følger har det ikke for manges hele Studeretid, at denne deres første Studenterexamen giøres dem saa let? Lad ogsaa nogle have Lyst at besøge Professorernes Collegier, og at udvide den Kundskab, de have bragt med sig fra Skolerne; saa see de dog, at de ikke for Alvor kunde applicere sig til nogen vis Videnskab, hvortil deres Lyst og Tilbøielighed kunde føre dem, efterdi de behøve at vide noget af alle Videnskaber for at glimre ved Examen:

41

41

Kort: det første Studenteraar kan en Student gierne slette ud af sin Livsbog, og efter den anden Examen er han gemeenlig saavidt, som han var ved den første. Denne Examen er altsaa i mine Tanker ganske unødvendig; og jeg seer ikkun en Ting, som kan siges til dens Forsvar. Det er dette.

Der ere visse almindelige Indsigter, som bør holdes lige nødvendige for alle Lærde, til hvad Deel af Cruditionen, til hvad Facultet de bestemme sig: lige nødvendige for Lægen, for Juristen, for Theologen. Man fatter disse Indsigter undertiden under der Navn Philosophie, naar man tager dette Ord i en vidtløftig Bemærkelse, og forstaaer da derved, foruden den egentlig saa kaldte Philosophie, i seer de physiske og mathematiske Videnskaber. At enhver Studerende skulde forskaffe sig nogen Indsigt i disse almindelig nyttige Videnskaber, førend han opofrede sig ganske til sit Hovedstudium, var uden tvivl Hensigten af det Aar, man gav ham til at studere Philosophie, og af den Examen, man krævede af ham efter hans første Studenteraar. Paa denne Hensigt seer jeg ikke, hvad der var at udsette, naar man tillige havde sørget for, at den var blevet opfyldt. Men hvorledes opfyldes den nu? Man kræver af en Student til den philosophiske Examen ikke allene den Phi-

42

42 losophie, jeg har beskrevet; men foruden den, ogsaa de lærde Sprog, ogsaa Historie og Geographie. Kort: man kræver for den Tid imellem den første og anden Examen for meget, naar man vil forlange en grundig Indsigt i nogen af de Videnskaber, man fordrer; men for lidet, naar man lader sig nøie med en Igientagelse af hvad en Student har profiteret til den første Examen. Og denne maa man vel lade sig nøie med, naar man ikke vil krave umuelige Ting. En Student, som ogsaa havde Lyst at lægge nogen Grund i en eller anden Videnskab, faaer ikke Tid dertil: han adspredes ved det meget, han maae vide noget af, og maa fra eet til det andet; thi ved Examen kommer det ikke an paa, hvor stor Indsigt han hari i en vis Videnskab, men hvor meget han veed af dem alle; Og det, som er det værste, de unge Studerende vænnes til at ansee de Indsigter, de maa lægge sig efter for Examens Skyld, som blot fornødne for denne Examen. Examen forbie, troe de at have naaet Maalet i disse Indsigter, og bekymre sig siden sielden om dem.

Jeg befrygter slet ikke, ifald den philosophiske Examen ophævedes, at de unge Studerende skulde fordømme at erhverve sig den Kundskab, som i ethvert Facultet kunde være dem nyttig, for strax at anvende al deres Tid

43

43 paa deres Brødstudium, eller paa den Videnskab, hvortil de vare bestemte. Thi hvorfor skeer det ikke ved de tydske Universiteter? Enhver tydsk Student kommer til Universitetet med en vis Hensigt og Bestemmelse. Jeg studerer til Doctor, siger den ene, jeg til Advo- cat, den anden, jeg til Professor, jeg til Præst. Men saa ulige deres Bestemmelser ere, saa have de dog visse Collegier tilfælles, hvilke de alle høre, foruden dem, som egentlig bor danne dem til deres Hovedstudium. Ingen Student kommer der til Academiet, at han jo især i det første Aar hører et Cursus i Philosophien, i Naturlæren, i Historien, i de skiønne Videnskaber, vel ogsaa i Mathematiken; men derhos forsømmer han ikke de Forelæsninger, som henhøre til hans Hovedstudium. Det samme vilde skee hos os, naar man først havde giort en fornuftig Studeringsplan antagelig, og bragt den i Mode. Og da man ikke havde en vis Examen i Sigte, behøvede man heller ikke at bestemme, hvor megen Tid man vilde anvende paa de Kundskaber, som ikke stode i nogen umiddelbar Forbindelse med vor Brødstudium. Tvertimod, dersom f. E. Juristens besynderlige Tilbøielighed faldt til det mathema- riste Studium, saa vilde han ikke lade sig nøie med, som nu skeer, at høre nogle Bøger af Euclides i en kort Tid; han vilde med Flid lægge sig efter Mathematiken; hvorved han dog

44

44 ikke behøvede at forsømme sit Hovedstudium. Det kom kun an paa, at Professorerne indrettede deres Forelæsninger paa tydsk Viis, og læste ligesaa flittig som de Tydske. Og dertil vilde de endog faae en stor Opmuntring, naar den philosophie Examen blev afskaffet. Thi i det Sted nu ingen Professorers Collegier be- søges, uden deres, som examinere, hvorved ofte den høilærde Stymper faae de fleste Tilhørere, og den dueligste Lærer sidder ledig, saa vilde enhver Student udvælge den Lærer, han syntes best om, og som giorde sig meest Møie for at nytte ham. Hvad Følger dette igien vilde have i det hele Universitetsvæsen, hvilken Activitet det vilde foraarsage baade hos Professorer og Studenter, behøver jeg ikke at erindre.

Den theologiske Examen, eller saa kaldte Attestaz er ganske nødvendig for dem, som skulle befordres til Lærere i Kirken. Men jeg vilde ikke, at det theologiske Facultet altid og allene skulde examinere Candidaterne. Dette forvolder, at, da det theologiske Facultet er ikkun eet eeneste i begge Rigerne, nødes de uformuenste blant Studenterne til at ile med deres Attestaz, for at faae den fra Haanden, imens de for de andre Examiners Skyld opholde sig ved Universitetet. Thi naar de siden komme bort langt fra Hovedstaden, og en Lejlighed

45

45

viser sig for dem at komme i Præstekald, er det alt for besværligt for Attestazens Skyld at reise til Kiøbenhavn igien, og opholde sig der i nogen Tid for at giøre sig bekiendt med Pro- fessorerne. De passe derfor gierne Lejligheden, at giøre sig klar, som de kalde der, imedens de ere ved Academiet. Men derved skeer det ofte, at mange ikke anvende den Tid paa det theologiske Studium, som udfordres til en grundig Kundskab, men gaae Gienveien igiennem Compendierne. Jeg vilde derfor, at det theologiske Facultet ikke examinerede uden dem, som forlangte det: undtagen man vilde paalægge de Studenter, som formedelst academiske Beneficier vare satte i Stand til at opholde sig i adskillige Aar i Kiøbenhavn, at lade sig examinere af Facultetet. Andre derimod, hvis Formue ikke tillod dem at opholde sig længe ved Universiteter, (men under to Aar burde dog ingen forlade det) skulde allene forsyne sig med Beviis fra de theologiske Professorer, at de flittig havde besøgt deres Collegier i den Tid, de opholde sig ved Academiet. Disse Beviis skulde forevises et Consistorium, som jeg i ethvert Stift ønskede maatte indrettes. Saadant et Consistorium kunde bestaae af Biskopen tilligemed 4 eller 5 af de lærdeste Provster i Stiftet. For dette Consistorium burde en Candidat mælde sig, saasnart han forlod Academiet, for at opholde sig i Provintzen. Han burde stedse

46

45

underrette det om sit Opholdssted, og dette Con- sistorium skulde have et vaaget Øie over Can- didatens Opførsel. Saasnart nogen blev kaldet til Præst, burde han lade sig examinere af dette Consistorium, enten han havde sin Attestaz i Kiøbenhavn, eller ikke. Denne Examen skulde ansees som en tilstrekkelig Attestaz, og for dette Consiftorium kunde ogsaa de saa kaldte Dimisprækener holdes. — Jeg ønskede tillige, at alle theologiske Overhørelser maatte see paa Dansk baade Faculretet og af det fo- reslagne Consistorium. Deraf vilde følge, at Professorerne ogsaa maatte læse deres Collegier paa Dansk, og dermed tænker jeg var Viden- skaben vel tient.

Jeg har nu allene den Examen tilovers, som man maae underkaste sig, for at naae en Magisters Navn og Rettigheder. Man har beæret denne Examen med det høiere Navn af Conferenz; men de, som kiende den, kalde den i Almindeligheden god anden Examen, og andet er den heller ikke. Man har i vore Tider troet, at sette Magistergraden i større Priis, ved at giøre Conferenzen offentlig, da den tilforn gik for sig inden fire Begge. Men jeg tvivler paa, man ved dette Middel naaer sin Hensigt. Visse Ting have størst Agt, saa længe de holdes hemmelige: aabner man Døren og tillader enhver at indsige i disse Hemmelighe-

47

47

der, tabe de al deres Priis. Og saaledes vil det vel gaae med Magisterconferenzen. Enhver, som med Roes har udstaaet sin anden Examen, vil troe sig dygtig til at blive Magister. Feilen er, man kræver her atter for mange forskiellige Indsigter og Videnskaber, og derfor kan man ikke kræve meget dyb og udvidet Kundskab i nogen særdeles Videnskab. Magistergraden burde være Trinnet til Professorater, og ingen tilstedes til den, uden de, som vare Professorlærde. Men ligesom ingen paatager sig, at være Professor i alle Videnskaber, uden den, som ikke burde være det i nogen, saa burde man ikke forlange af en Magister uden en dyb Indsigt i visse Videnskaber, som han isar havde lagt sig efter, saasom: Philologie, Philosoyhie, Mathematik o. s. v. Man kunde da kalde dem, efter deres besynderlige Styrke: Magistri Philologiæ, Philosophiæ, Mathematum o. s. v. En Conferenz med saadanne Candidater kunde man vel forlange, burde skee paa Latin; og naar den tillige holdtes offentlig, vilde den giøre den examinerende Professor ligesaa kiendelig, som Candidaten.

Dette er mine Tanker om de academiskeExaminer, hvilke jeg underkaster andre Patrioters Prøvelse. Jeg troer, Sagen er vigtig nok til at prøves af flere, og jeg veed ikke, at nogen tilforn har udladt sine Tanker derom

48

48

offentlig. Jeg har giort mange Forslage, det er sandt; men hvor er der mueligt at røre ved en Ting, som l mange hundrede Aar har været urørt og uantastet, uden at finde meget at forandre, meget at foreslaae? Jeg forlanger ikke, at alle mine Forslage skulde være de beste. Det er mig nok, ifald jeg har vist nogle Feil og Mangler ved vor Universitets- og Skole- Væsen, som ere vigtige nok til at sette Patrioter i Bevægelse, og opmuntre dem, som have Magt dertil, at tanke paa Midler for at hæve dem. Vigtige Manglers Indsigt er det første Skridt til Forbedring, og uden Forslag iverksettes ingen Forbedring. Jeg har saa nøie, som mueligt, holdt mig til min Hovedmaterie, da jeg ellers, naar jeg skulde have udført de Nebenmaterier, som stode i Forbindelse dermed, maatte have skrevet en heel Bog; hvilket ikke var min Hensigt.

1

Philokalus

om

Studeringers

nærværende

Tilstand

og bedre

Indretning.

I Anledning af

Upartisk Undersøgelse,

om

de Academiske Examina ere Videnskaberne og Lærdommen til Gavn eller Skade.

København, 1771.

Trykt hos Brødrene J. C. og G. C. Berling.

2

        

3

Jeg behøvede maaskee ikke i Forveien at er- indre, at jeg taler om Studeringers Tilstand hos os, ikke om Videnskabernes. Dog for en Forsigtigheds Skyld vil jeg giøre det, og tillige sige hvorfor.

Videnskaber og Studeringer i en Stat ere to saa forskiellige Ting at man kan blive for- staaet ilde, naar man taler om det eene, og ansees for at tale om det andet. Vilde nogen sige, at Videnskaberne ere i Affald hos os, at vore Naboer kan fremvise større Lærde, bedre Skrifter, nøiere Kiendere af den sande og ægte Lireratur, da torde jeg frit sige, at han talede Usandhed, men jeg vilde sige det samme til den,

4

som torde paastaae, at Studeringer blomstre hos os, at de have kraftige Opmuntringer, Understøttelser og Hielpemidler, at de have faa Hindringer og mange Anledninger. Sa- gen er denne: I et Land hvor Nationen er ærekiær og paa en ædel Maade nysgierrig, kan det ikke feile, at jo mange med Iver dyrke Videnskaberne, nogle, for derved at indlegge sig Ære, andre, fordi de deri finde en Føde for Siælen og et Maal for en ædel Videlyst.

Men dermed er Sagen ikke afgjort. Man maa eie de ypperligste Lærde, see fremkomme de beste Skrifter; det bliver altid et Spørsmaal: Hvorledes ere disse Lærde blevne til? Heldige indtreffende, Omstændigheder, besynderlige Bekiendskaber, Omgang med indsigtsfulde Mand, kan danne store Lærde af dem, som ellers vilde blevne indhyllede i samme Mørke, der omgiver utallige andre. Ja maaskee disse store, disse lærde Mand, have været deres egen Lærere, maaskee de have ingen at takke for al deres Indsigt og Kundskab, maaskee de ikke kunne nævne een som de i denne Henseende ere forbundne. Er dette saaledes, da kan det derfor gierne staae slet til i Landet med Studerin-

5

3

Der kan da ligesaa lidet hos os som hos nogen Nation i Verden giøres Slutning fra Lærde, fra Bøger og Skrifter, fra Videnskabernes gode Tilstand o. s. v. til Studeringers gode Indretning og Beskaffenhed, thi dette sidste bestemmes af Skoler og Universiteter, det første ikke. Det kommer an paa hvorledes de Unge opmuntres og læres, hvad Hielpemidler der er i Landet dertil, og hvad Hindringer, hvorledes disse Unge hielpes til at elske Videnskaberne, at føle deres Værd, at indsee det vigtige i dem, at fatte Ordenen, og oversee alt. Det bliver ellers meget mueligt, at det ved et Universitet kan læses og læses, gaaes paa Forelæsninger, og tages Examina, uden at Vi- denskaberne kan siges at dyrkes eller Studeringer at blomstre. .

ger og deres Indretning, eftersom det er vist, at dersom disse Mænd ikke have havt enten et besynderligt Held, eller besynderlige Gaver, da have de ofte feilet, og ofte giort Omveie, som burde og kunde været undgaaede. Kort: Det er neppe nogen Ære eller Fordeel for et Land, naar dets Lærde ere Autodidacter, og kunne rose sig af at være det.

6

Jeg haaber ar man indseer hvor jeg vil hen, og jeg tænker at det lidet, som jeg nu har erindret, vil kunne tiene til at oplyse Øiemedet af disse Undersøgelser; een Anvendelse skal jeg endnu giøre af dem.

Alt hvad jeg har i Sinde at skrive, alt det, man her vil faae at læse, skal forstaaes u- den Fornærmelse, for Skolernes og Universiteters Lærere. Disse maa vare saa brave Mænd som de være vil; det giør intet til at slutte noget fordelagtigt om Studeringers Tilstand; thi det kommer ikke aleene an paa om de giøre hvad de kan, men og om de kunne giø-re hvad de vil, og hvad de ansee for best.

Det er fornemmelig Universitetet, jeg har sat mig for at undersøge. Et eeneste Universitet i to Riger fortiener uden Tvil, at man anseer det for vigtigt, og giver Forslag til op- lyste Patrioters Prøvelse. Jeg vil ved den Leilighed nødvendig komme til at tale ogsaa om Skolerne, thi det eene staaer i nøie Forbindelse og Sammenhæng med det andet.

7

5

Jeg tager Universitetet som det er, end- skiønt jeg indseer meget vel, hvad Skade Studeringer lide hos os, fordi det er i Kiøbenhavn. De Adspredelser, hvilke saavel Professorer som Studenter ere underkastede i en Stad som den- ne; det meget der behøves til Udkomme og den deraf flydende Bekymring og Tidsspilde; O- verdaad, Yppighed, Selskaber, og alt det Væsen, som kommer heraf, ere Uleiligheder nok, Hindringer nok, og endda er der flere. Naar jeg da saae vort Universitet opreist et andet Sted i een af Provindserne, og alting var der i fuld Gang da vilde det paa Landets og Studeringers Vegne fornøie mig meget. Men jeg seer saa megen Hindring deri, at jeg ikke tør tænke derpaa, mindre giøre Forslag dertil. Var det alene Academiets Bygning, der skulde flyttes, gik det nok an; men alt det som skulde afsted, vilde fordre en saadan Pengesum, at jeg strækkes strax naar jeg tænker der- paa. Det faaer da blive her; men dets Mangler kan forbedres og rettes.

Nu udbeder jeg mig den Godhed at man vil følge mig Trin for Trin, thi jeg har i Sinde at besee det overalt. Og skulde jeg gaae no-

8

6

get af Vigtighed forbi, da bliver det en Mangel hos mig som jeg beder maa undskyldes.

De ved vort Universitet brugelige Examina er det første som møder os. Forfatteren af den paa dette Skrifts Titel anførte Upartisk Undersøgelse & c. kommer mig her meget til Hielp. Han har med stor Skiønsomhed anmærket det meeste af det, som i denne Henseende kunde erindres, og jeg kan ikke andet end bevidne min Fornøielse over hans Betragtninger. Bliver jeg i nogle Ting ueenig med ham, da er det vist fordi jeg har troet, at hans Skrift var værd en Undersøgelse, og at han fortiente, at man indlod sig med ham i een Materie, som han saa vel har begyndt.

Han har sagt, at vort Universitets Indretning smagte af Laugs Principier; og dette er upaatvileligt. For at overbevises nøiere herom behøver man kun at see tilbage til den Tid da de Unge maatte ved nogle urimelige mysteriøse Ceremonier indvies til det Academiske Borgerskab. Den første Examen eller saa kaldede Depositz, har han veiet for at finde dens rigtige Værd; og Slutningen bliver at den bør

9

7

afskaffes. Han har anført sine Grunde, og det er vist, at de have meget Værd. Lad os høre.

Denne Examen legger et Baand paa Skolelærernes Indsigt og Flid; disse maa lære de Unge ikke det, de vide og holde for best, men det som ved disse Examina fordres. Og hvad fordres der nu? Ikke en grundig Kundskab i Alderdommens Skrifter, i det Græske og Latinske Sprog, hvilket jeg tilligemed ham holder for temmeligt vigtigt, men Præcepta fordrer man, det er at sige, unyttige Hukommelses Arbeider, hvilke læres blot til Examen for at famle en Hob Bene. — Ja det er sandt, og det er uden Tvil af Ulyst, at han ikke med slettere Farver har malet disse Uordener. Her spørges ikke meere om et saadant ungt Menneskes Flid og Duelighed, men kun om Tallet paa disse Bene; og det er forunderligt, hvorledes de ere voxne i Været nesten i samme Forhold som vore Kornpriser. For 20 Aar siden var 16 et anseeligt Antal, for 10 Aar siden skulde det være 24 og nu synes 36 til 40 at være den rette Summa. Nu dette være hvad det vil; men man maa være meget uerfaren og

10

8

ukyndig i vor studerende Ungdoms Opdragelse og Underviisning, naar man vilde nægte Forfatteren at alting ved Underviisningen gaaer ud paa at bringe et saadant Antal Bene tilveie. Jeg har ofte beklaget dette, og dog har jeg nesten ligesaa ofte maattet lee, ved at høre Forældre nesten legge paa deres Børns Samvittighed at skaffe sig ligesaa mange Bene, som een eller anden af deres Bekiendte. Følgen af denne Examen bliver da rigtig nok denne, at den Lærer sender sine Disciple med størst Berømmelse til Academiet, som agter Hovedsagen og en sand Kundskab for det ringeste, men derimod driver paa Remser og Hukommelses Tøi, og at den Candidat staar sig best ved Examen, som med en barnagtig Dristighed kan, uden at famle, regne noget op af sin Bog, som han ikke tænker det mindste ved.

See alt dette er saa rigtigt, at man ikke kan faae i Sinde at sige det imod, naar man har Lyst til at troes oftere.

„Man ophæve derimod den første Exa- men, og man skal see et nyt Liv opstaae i vore Skoler,„ siger han. Men her tage

11

9

han ikke fortrydelig op, at jeg er uenig med ham. Jeg vilde sige: Man indrette denne Examen paa en bedre Maade; og da er jeg vis paa, at man kunde frembringe samme Liv i Skolerne, samme Lyst ved Studeringer, og endda undgaae de Uleiligheder, som vilde blive Følgen af denne Examens Ophævelse, hvilke han og har tænkt paa, og tildeels berørt. Dog maa jeg erindre, at det, han udlader sig med, at man maatte frygte at overlade Underviisningen til en Lærers Samvittighed og Pligt, foraarsager mig ingen Bekymring; thi først kommer det jo an paa hvorledes Skole-Embederne besættes, og private Larere kand Forældre væl- ge med Klogskab og Forsigtighed, for det andet anseer jeg det for en meget rigtig Sætning "at man ikke behøver mange Tvangs-Midler for at holde Folk til at giøre det, som de kunne giøre med Lyst, naar de tillige besidde den fornødne Kundskab og Færdighed for at giøre det med Nytte" og det endnu allermindst i henseende til Kundskabens Forplantel- se, efterdi ikke alleene Kierlighed til andre, men ogsaa Egenkierlighed driver os til at giøre andre deelagtige i vore Kundskaber. Men noget andet er det, jeg frygter for, om man

12

10 overlod Underviisningens Indretning aldeeles til Lærerne. Det vilde da komme an paa, hvad en saadan Lærer efter sin Samvittighed vilde holde for vigtigt eller ikke vigtigt (thi at han vilde læse efter Samvittighed og med Flid, kroer jeg efter foranførte Grunde,) det vilde komme an paa, om han ikke eene og aleene vilde faae i Sinde, at drive paa en eller anden Videnskab, et eller andet Sprog, som var. hans Favorit, og derved forsømme andre nyttige og brugbare Ting. Skeedte nu dette, var det uden Tvil ilde fat. Det synes derfor meget rigtigt, at der bør vare en Slags Opsigt, med Skolelærerne. Men jeg ønsker heller at denne haves af Publicum end af et Collegium Scholarchale. Jeg er forsikret, at Forfatteren selv indseer hvad Uleiligheder, Uordener og Misbrug denne Indretning kunde forefalde til, om det endog kan siges forvist, at en Direction, bestaaende af meer end een, har nogen Tid nogen særdeeles Nytte. Men jeg kan sige det reent ud. Jeg vilde, at man beholdt denne første Examen, og at man lærede i Skolerne alt det som endnu læres, men meere til, og altsammen meget bedre; og da kunde man med en god Samvittighed afskaffe denne Examen. Nu

13

11

man at høre mit Forslag. Der Latin- ske og Græske Sprog bør ikke alleene dyrkes i Skolerne, men ansees for det meest vigtige. Ikke aleene tiener saadan Kundssab, som Forfatteren rettelig erindrer, til en Fakkel for den gode Smag, men disse Sprog ere upaatvilelig Grunden til al sand Lærdom, fordi disse gamles Skrifter ere Kilden dertil; og naar man skriver for en oplyst Nation, behøver man ikke at bevise disse Originalers Fortrin for Oversættel- serne, hvilken bliver i Videnskaberne noget nær den samme, som Biblens Original-Texts Fortrin for dens Oversættelser i Religionen. Historie og Geographie kan hverken skilles fra disse Græske og Romerske Skribenters Læsning@ei heller kan de paa nogen Maade undværes, Disse Ting bør da, ja de bor upaatvilelig, være Hovedsagen ved Ungdommens Underviisning, og ikke aleene drives paa med alle, men drives med megen Flid.

Men skulde dog en Candidat vcrre uvidende i Philosophien, i Geometrien, intet vide af Naturlæren, intet af de Himmelske Legemers Bevægelse, skulde en Globus være ham ubekiendt Maskine; hvad skulde vi da giøre

14

12

dem, som nu nødes til at forlade Kiøbenhavn skrax efter Deposizen og med største Nød kunne opholde sig her i to Maaneder førend Examen Philosophicum begynder? Man betænke dette, og da sige man, om det ikke er nødvendigt at Ler gives dem i Skolerne saa megen Kundskab i disse Videnskaber, at de ikke, maaskee for deres heele Livs Tid, skulde være gandske uvidende i dem, om enten deres Bestemmelse, eller nogen anden Nødvendighed kaldte dem strax fra Universitetet. Men jeg vilde da og have noget langt andet, end det, de nu i Almindelighed bringe med sig fra Skolerne, og dog ikke meer end det, saavel lærere som Disciple kunde bestride.

En stor Fortred har det i endeel Aar varet, at man har hastet med at sende unge Mennesker til Universitetet; og skal det saaledes blive ved i nogle Aar til, vil det paa Studeringernes Tilstand ved Universitetet kiendes tydelig. Tolv, Tretten, Fjorten Aar; Forstanden er endnu raa, Vittigheden vild, og det gandske Menneske barnagtigt. Disse faae Examen, thi vi have hørt, at det er ikke Kundskab og Indsigt, men et par Aars Pine for Hukommelsen, som

15

13 forskaffer den. Have nu disse den Lejlighed, at de kunne beholde en privat Lærer, ja saa gaaer det got, thi de gaae da i Skole paa nye. Hvis ikke, glemme de snart dette uden ads Tøi, tilligemed det lidet af Sprogene, som de i den korte Tid har kunnet lære. Efter 3 Aar, og før, ere de i en ynkværdig Tilstand, fordi de da maa begynde alting for fra; og dette er dem saa meget haardere, som de immer synes at have lært det, og følgelig ikke burde lære det paa nye. Sandt er det, de have gaaet paa Forelæsninger til Examen Philosophicum, men det er og det meeste, man kan sige, at de have gaaet der, thi lært noget have de vist ikke. Lad være at disse Forelæsninger ere til deres øiemeed skikkede, (og derom skal jeg tale siden,) lad være at der kan læres noget, der læres dog virkelig saa got som intet, fordi deels disse Unges Alder, deels denne Examens lige Ind- retning med den første, i Henseende til disse Bene, giør at der tænkes kun paa at bringe nogle Remser ind i Hovedet for at lade dem løbe ud af Munden, med stor Rummel, paa ExamensDagen.

16

14

Men vi skulde være vel farne om alle U- ordener saa vel kunde hæves, som denne. En Befaling, at ingen maatte indskrives i Universitetets Protocol førend han havde fyldet sit 18 Aar, vilde forhindre dette, uden nogen Uleilighed. En saadan Befaling har været, og vil fremdeeles blive af yderste Nødvendighed, ja, om ingen anden Forandring skedte, maatte dette uopholdelig skee. Kan et ungt Menneske nu ikke komme til Academiet for den Tid, forstaaer det sig jo selv, at han maa blive Under sin Lærer. Er han ikke begavet med de beste Naturens Gaver; Lærerne vil da ikke blive overhængt, enten af ham eller hans Forældre, at han dog maa blive Student. Har han Naturens Yndest, og er maaskee et stort Genie, da har han saa megen Tid for sig, at han kan lære meget, ja vel og nøde sin Lærer til at giøre sig Umage med sig.

Men hvad skal da læres i Skolerne? thi endnu har jeg kun talet derom i Almindelighed. Sprogene bør læres, saaledes at en Romersk og Græsk Skribent forstaaes tilfulde, det er, at ikke Tingene aleene begribes, men at ogsaa Udtrykkets Art og Natur, tilligemed Maaden

17

15

at fremsætte Tankerne paa, fattes og begribes, med faa Ord, saaledes at disse Skribenters Læsning bliver de Unge saa naturlig som mueligt er. Hvorledes dette skal giøres maa ikke fore- skrives Lærerne, men overlades til dem selv. To Methoder kan hos to forskiellige Lærere være begge lige gode, og vilde maaskee blive lige slette, om de bleve vexlede om saaledes at den eene af Lærerne skulde bruge den andens Lære- maade. Erfarenhed, Overbeviisning grundet paa eget Val, visse Greeb, om man tillader mig dette Udtryk, ja den blotte Vane kan giøre en Maade heldig og frugtbar, som i sig selv viser ingen Fordeele.

Videnskaberne skulde alle foredrages paa Dansk: og Professorerne skulde beordres at skrive Danske Compendier i Historien og Geographien, Philosophie, Geometrie o.s.v. hvilke til dette Øimeed kunde agtes beqvemme. Af disse maatte de Historiske og Geographiske skri- ves udførligst og med størst Overlæg. Og da kunde man vel bruge dem i Skolerne, men tillige (fordi det skedte paa Dansk) lære de Unge at bruge Eftertanke, vel examinere efter dem ved Universitetet, men dog give Candidaterne Leilig-

18

16

Hed til at vise, hvorvidt de i Skolen Havde brugt Eftertanke derved.

Theologien vil denne Forfatter have ud af Skolerne, som noget, der hører Kirken til. Jeg kan aldrig bifalde dette. Forfatningen hos os giør, at en stor Deel af Studentere maa prædike strax efter første Examen, og det er i visse Henseender saa nødvendigt, at det nok ikke taaler Forandring. Disse behøve derfor ogsaa strax en udviklet Kundskab i Religionens Hovedstykker. Men det er udtrykkelig af hans Ord at see, at han tager Theologie og Christen- dom for et og det samme; de ere det virkelig ikke, end ikke efter vore Skolers Forfatning. Hiin er en Kundskab at lære andre efter, denne en at leve og rette sig efter; og denne Forskiel viser sig tydelig i vore Skolers Indretning i Henseende til det, der læres i Theologien Og dersom jeg ikke tager feil, tilkommer det Kirken at give den Catechetiske Kundskab i Religionen, men Skolerne at give den Systematiske. Jeg troer vist at han efter nøiere Overlæg vil forandre sine Tanker i dette Stykke.

19

17

Et kort Compendium bør derfor ligeledes skrives paa Dansk i Theologien, og dette bør være indrettet langt anderledes end noget hidtil bekiendt System. Ikke aleene bør den gode Smag lede den, som skal skrive saadant et, men han bør ogsaa meget have for Øie, hvilke Vildfarelser vore Tider meest elske. Endeel, Sagen selv uvedkommende, Spidsfindigheder, som vi skylde nogle Kiettere, hvilke ingen meer bekymrer sig om, skulde reent udelades. Men derimod skulde man have et vaaget Øie paa Naturalister, Deister, og hvad man kalder disse ynkelige Folk, som giøre sig en Ære af at tænke med Gevalt anderledes end andre.

Alle disse Danske Præcepta (thi de bør alle skrives paa Dansk) bør være aldeeles u- bebyrdede med alt det som man kalder Termini,

eller Konst-Ord, med mindre det er saadanne, som henhøre til Sproget, og deri have faaet Borgerskab. Men disse Konst-Ord, endogsaa de latinske, kunde sættes i Bredden, eller under Texten; og dette kunde give Læreren Anledning til at forklare, hvad man kaldte dette, eller det, i det lærde Sprog.

20

18

Og nu have vi Lærebøger og Underviis- ninger for dem, som forhindres at opholde sig længe ved Universitetet og følgelig ellers fra at lære dette. Nu kunne disse unge Mennesker kiende Videnskaberne, nu kunne de elske dem, nu kunne de føle deres Kald til een eller anden i sær, uden at hendrive meer end disse første Skole-Aar derved.

Det Hebraiske Sprog har jeg ikke be- rørt. Jeg holder for at det kan blive i Sko- lerne, og at det bør. Det er got at en Candidat kan i sine første Ungdoms Aar lære noget deraf. I den modne Alder er der ikke saa haardt og besværligt at bringe en vis Kundskab videre, som at begynde den fra det første af, hvilket i Ungdommen og Skole Aarene falder meget let. De, hvis Bestemmelse er det Hebraiske Sprog aldeeles uvedkommende kan gaae det forbi, ligesom og nu undertiden skeer; kun at det kan læres i Skolerne.

Nu kommer Candidaten til Examen. Han skal ingen Bene have; han skal kun antages, og kunne giøre sig kiendt. Han skal være 18 Aar, og maaskee han er 20; jeg seer

21

19 forud, at nogle ville vise udmærkede Kundska- ber. I denne Alder vil det ikke feile, at jo en saadan Candidat kan snakke med, naar han har været anført dertil. At Examen bør skee paa Dansk, er ikke fornødent at erindre, thi den forrige Indretning fordrer det nødvendigen; jeg er ikke eenig her med min Forfatter deri, at det skulde tillades nogle at lade sig examinere paa Latin, naar de det ville. Nei, det vilde snart blive fornemmere at lade sig exami- nere paa Latin, end paa Dansk, fornemmere at sladre noget hen i Været, end at giøre god Reede for sin Videnskab, fornemmere at for- staae intet, end at have god Kundskab, fornemmere saaledes som det nu er med Snak og Remser, end naar Candidaten tænkte og talede; vi skal siden see at give Leilighed for en Studerende at vise Færdighed i at tale Latin, men nu skal han kun forstaae det og kunne læse Skribenterne. Man examinere ham nu. Har han læst et par Romerske og Græske Historieskrivere (og dette maa endelig have,) da maa han giøre Rede for Historien saaledes som den findes i disse Bøger, og desuden oversætte noget af Bogen selv paa sit Modersmaal. Har han læst den Halicarnassiske Dionyses critiske

22

20

Skrifter, Ciceros Rhetoriske, Qvintilian om Talekonsten, da kunde der giøres artige Spørsmaal om et og andet, hvori han kunde vise megen Vittighed og forsikre om skiønne Talenter. Men til at antages skulde det være i denne Henseende nok, at man blev vis paa at han Havde læst nogle Romere og Grækere og at han forstod Sprogene. Historie og Geographie maatte examineres alvorlig, thi disse Videnskaber tilligemed de to anførte Sprog skulde bestemme hans Antagelse. I de øvrige Videnskaber spurgte man ham, hvad han havde læst og forstod, samt undersøgte hvorvidt hans Kundskab strakte sig, og dette skulde blot sigte til at udmærke nogle, enten ualmindelige Genier, eller med megen Flid oplærte unge Men- nesker eller besynderlige Talenter til een eller anden af visse Videnskaber i sær. Examen Styli, som man kalder den, har intet Værd, og derfor skulle den ophæves. Den er en for liden Prøve naar nogen forstaaer got Latin; og dette kan man gierne blive vis paa, uden at give de Unge et saa ubetydeligt Exercitium, i det mindste vil denne Stiil neppe overbevise stort derom.

23

21

Efter saadan Indretning forgaaer det lidet Værd, som Examen Philosophicum nu har, thi noget Værd har den. Det som i Almindelighed nu læres i Skolerne er saa got som intet; og dette skal forstaaes uden Fornærmelse for Skolelærerne i Landet; thi vi have Hørt de sande Grunde hertil, og vi ere temme- lig visse paa, at de ligge i første Examen eller Deposihen. Et ungt Menneske som da uden Kundskab er kommet fra Skolen til Universitetet, kan nu paa Forelæsninger til Examen Philosophicum skaffe sig de nødvendige Kundskaber i Videnskabernes første Deele. Han kan skaffe sig dem, thi det jeg har sagt, at det skeer ikke, erindrer jeg endnu. Jeg vil kun sige her, at Forelæsningerne ved Universitetet ere til deres Øiemeed gandske skikkede, ja at de neppe kan være anderledes, naar disse u- vidende unge Mennesker skal kunne have nogen Nytte deraf. Men ogsaa dette er en Fortred. Thi derfor mangler der saadanne Forelæsninger, som man torde kalde, og egentlig kunde kalde, Forelæsninger i Videnskaberne selv. Og enhver vil vel sagte troe, at de som have giort nogen Fremgang ved egen Flid kan ikke være tiente med at høre disse første Grunde for-

24

22

klarede oftere end første Gang. Nu er da dette samme allerede lært i Skolerne, fordi der til dette Brug er skrevet gode Bøger i disse Videnskabernes første Deele, og fordi Skole-Tiden Her været tilstrækkelig til at lære det; Professorerne har ved Examen lært at kiende nogle un- ge Mennesker, som fortiente at antages med Omhue. Dette har altsammen megen Nytte. Nu skal her læres meer. Her skal holdes Forelæsninger, som forudsatte disse smaa Kundskaber. Mig synes nu, at jeg allerede seer Professorerne omhyggelige for at udvide disse unges Indsigter, for at udtænke de beste Maader til at foredrage dem ualmindelige Ting, for at tildrage sig deres Agtelse og Fortrolighed. Jeg seer paa den anden Side disse unge, at elske Videnskaberne, at spørge om de beste Forelæs- ninger, at gaae derpaa med Lyst, at giøre sig Flid for at fatte alting nøie; thi det kommer nu ikke meere an paa et Øiebliks Glimmer ved en Examen, men paa at blive lærd, at faae Indsigter som af en Professor kunde fortiene at roses, at giøre sig udmærkede iblandt Mæng- den, at ville agtes over den. Kort: Jeg seer knyttet det for Studeringer saa fordeelagtige Baand imellem Professorer og Studenter,

25

23

formedelst hvilket hine immer have Øie paa at gavne disse og at være dem til Tieneste, disse derimod søge dem med Munterhed og Lyst; jeg seer dem i det fornøieligste kappende Arbeide med hinanden, da Professorerne kan med Fornøielse hver foredrage sin Videnskabs ædle Deele, nu da de ere visse paa den Belønning, al høres med Agtsomhed og Frugt, disse derimod vide intet af en pedantisk Frygt for at miste nogle Bene til en Examen. Dømmer selv I kiære Folk tilsammen, om I ikke vare vel tiente hermed paa alle Sider; Studeringer og Videnskaber vilde vist have Fordeel derved. De Studerende, som allerede havde lagt denne Tid tilbage, vilde uden Tvil dog finde Regning ved at høre Forelæsninger, thi de bleve nu holdte til Nytte, ikke for at tage Examen. Jeg tænker, at man nu snart vilde faae at here et Collegium Methodicum, eller hvad man vilde kalde det, i alle Videnskaber; en Sag som er saa vigtig, at den dog tillige maatte alvorligen befales. En Begynder i en vis Videnskab gaaer paa Forelæsninger, han lærer der dens Indhold, dens Sandheder og Sætninger. Men han skal jo vide meer derom, end det han hører paa Forelæsningerne; han

26

24

skal vide meer, naar han agter at bekiende sig til denne Videnskab, at lære i den, skrive i den, end naar hans Udsigter ere Meere indskrænkede. Hvorledes skal her nu studeres, hvad skal der læses og i hvad Orden? Hvor ere Hielpemidlerne i denne Henseende og hvor ere de i denne? Hvor skal man begynde, hvor skal man ende? Hvor behøves de stadige Trin og hvor de hastige Skridt? Det er en stor og sand Ulykke, at saadanne Collegier, saadanne Forelæsninger, ikke ere til. Lad en Studerende have lært sin Videnskab, lad ham have lært Theologie, Jura, Historie, hvad det og er, dersom han ikke har den Lykke ved besynderlige Hendelser at trække dem som kunne og ville vise ham videre frem, dersom han ikke har Dristighed til at spørge, og Mod til at prøve og forkaste, da bliver han vist nok staaende paa Halvveien. Det er lidet, at han ikke kiender Bøgerne hvoraf han kunde have Nytte i sin Cirkel. Men han veed ikke hvad der er først og sidst. Han læser maaskee, og han læser frem og tilbage uden at giøre i lang Tid noget virkeligt Skridt. See, er det ikke en Ulykke! Jo, jeg er vis paa at nogle aldrig bleve grundlærde fordi der fattedes dem saadan Anviisning, og at

27

25

nogle ikke studerede videre efter de Academiske Aar, fordi de ikke vidste hvorledes de skulle bære sig ad. Alle ere ikke Naturens Skiødebørn som have faaet store Gaver og Talenter, alle have ikke eet Held, een Lykke; men mange kunde blive lærde ved Flid og god Anførsel.

Baccalaureigraden gaaer bort tilligemed Examen Philosophicum, og den, saadan som den nu er, fortiener ikke at der skrives Ord meer om den. Men Magistergraden fortiener det, thi den har dog noget virkeligt, nemlig, en virkelig Urimelighed. Det er fandt, hvad oftbemeldte Forfatter skriver om den, at den tabte meget, da man giorde den offentlig; thi den tabte gloriam arcani. Det er urimeligt, at en Studerende bliver examinerel i alle Videnskaber af alle Professorer, hvoraf hver har nok i sin. Det er jo ogsaa ubegribeligt, at nogen kan slippe vel fra denne Conference, med mindre man vil sætte at nogen forstaüer ligesaameget som en halv Snees Professorer, af hvilke hver forstaaer sit. Den anførte Forfatter har derfor fuldkommen Ret i alle sine Anmærkninger, thi ingen Examen, Conference, eller noget stigt, bør være af den Beskaffenhed, at der

28

26

behøves Discretion. Uordenerne af dette ere for store og for vigtige. Magisterconferencen derfor, saadan som den nu er, bor ophæves,

Men lad os i alle Forandringer beholde hvad vi kan, og lad os giøre det nyttigt, frugt- bringende og vigtigt. Baccalaureigraden er en Skam for vore oplyste Tider men lad os indrette den saaledes at den giør os og vore Tider Ære. Magistergraden er daarlig og urimelig; vi kan maaskee finde paa at giøre den ærværdig og anseelig, ja lad os prøve der- paa; maaskee det lykkes os.

Min Forfatter (jeg kalder ham min, fordi jeg har taget mig den Frihed at under- søge hans Skrift) taler i Henseende til Ma- gistergraden, om Conferencer i visse Viden- skaber, om Magistri Philosophiæ, Philologiæ o. s. v. Det samme er ofte faldet mig ind, og derfor fornøiede det mig at jeg ogsaa fandt det her hos ham; jeg har undersøgt det, og jeg har ikke fundet een Uleilighed derved, men mange Fordeele. Lad os da nu bestemme denne Tanke nøiere, lad os gaae dermed saa-

29

27

<r=

vidt vi kan. Nu høre man da mine Tanker ligesaa villig som jeg vil høre andres.

Jeg vil have Baccalaureigraden med; denne har han intet talet om; thi hans Plan fordrede der ikke, fordi han skrev kun om de nu værende Examina ved Universitetet. Lad et ungt Menneske komme frem og angive sig at have læst en vis Videnskab, Theologie, Jura, Philosophie, de Skiønne Videnskaber, Philologie, og hvad han vil. Lad ham blive Baccalaureus i Theologien, Philosophien o. s. v., naar han giør Rede for denne Viden- skabs Sætninger og Indhold. Lad Baccalaureigraden i Theologien og Jura befrie og undtage fra de Examina, som nu holdes i disse Videnskaber, thi jeg vilde at denne Prøve skulde være skarp, og det kunde den blive, naar man tillige fordrede Videnskabens Historie, eller noget saadant, foruden en ret sand Kundskab i Videnskaben selv. I Theologien kunde man fordre Forklaring om andre Kirkers og vigtige Religions-Secters Tilstand, exegetiske Kundskaber, og maaskee tillige det samme, som nu fordres til Laudabilem ved Attestats, og da kunde man lade Attestatzen selv, den gandske

30

28

Attestats beroe ved det, som nu fordres til Haudcontemnendum. Paa samme Maade kunde der forholdes med Baccalaurei i Jura, da man foruden det, som nu fordres til Lau- dabilem skulde forlange et got System i StatsKonsten, nogen Kundskab om vor Stats og Lands Forfatning, og saa lade Examen, Juridicum beroe ved en Slags Kundskab i Naturens Ret og den Danske Lovkyndighed. Kun med et Ord vil jeg erindre, at denne Examen burde altid være paa Dansk,

Nu undgik man disse Characteerer, Lau- dabilem, Haudillaudabilem og Haudcontemnendum, hvilke aldrig have nogen Fordeel med sig, det maa giøres hvordan det vil. Baccalaureigrad er nu Baccalaureigrad og Attestats Attestats.

Med Magister-Conferencen skulde forholdes net op paa famme Maade, kun at man her maatte bringe med sig mere udvidede og vidtløftigere Indsigter. En Candidat til Magistergraden skulde have læst de beste Skrifter i sin Videnskab, vide at tale om en Materie efler det, som hist og her hos de Classiske Skri-

31

29

bentere i hans Videnskab var skrevet derom. En Magister Historiæ, f. Ex. maatte ikke aleene vide denne Videnskab, men han maatte vide den af Kilderne, og føres til at anbringe saadan Kundskab. En Magister Phllosophiæ maatte kiende til gamle og nye Philosopher. Naar nogen vilde være Magister i Theologien maatte han have læst de lærdeste og berømteste Theologers Skrifter, ja vel og nogle af Patres. En Magister Juris burde til Grunde have studeret de gamle Love foruden Politiken, som han ligeledes af de beste Skribenter burde forstaae. Denne Conference maatte og skee paa Dansk; og naar nogen tog Magistergraden i en Videnskab, forstaaer det sig selv, at han ikke behøvede Baccalaureigrad i den, ligesom en Baccalaureus Theologiæ og Juris ikke skulde behøve Attestatz. Paa denne Maa- de kunde det skee, (og det vilde vist skee), at een Studerende blev Baccalaureus eller Magister i flere Videnskaber efterhaanden.

Man seer let, at Magistre og Baccalaurei bleve efter saadan Indretning nogle ganske agtværdige Personer. Derfor maatte saadan Flid alvorligen belønnes, og disse Folk have

32

30 ikke aleene got Haab men en sikker Forvisning paa at blive anseete, saavel ved Academiet i Henseende til visse Stipendier, som og uden for, i Henseende til Embeders Besættelse. Og her- om vil jeg faae Lejlighed at tale siden.

Men Baccalaureigrad og Magistergrad saadanne, som de nu ere indrettede, bør ikke være til.

Hvad bliver nu Doktorgraden i Theo- logie og Jura, thi Magistre vide nu det som dertil fordres? Jo, denne Conference kan skee paa Latin, og vil man disputere til, saa kan man. I dette Tilfælde vil jeg intet have imod Disputatzer endskiønt jeg siden vil faae meget at erindre imod dem i andre Henseender.

Hertil har jeg haft Hielp af det anførte Skrift: Upartisk Undersøgelse & c. hvilket viser en Mand, som man i disse Materier kan ønske meer fra. Jeg underkaster hans Under- søgelse baade det, jeg allerede har erindret i Anledning af hans Skrift, og det, jeg har i sinde at udføre. Thi nu vil jeg gaae videre.

33

31

<ir—==S>

Ved det Kiøbenhavnske Universitet ere en god Deel Stipendier; og af disse skinner det Kongelige Communitet og de 4 Collegier mærkelig i Øinene. De ere og vist i Stand til paa en kraftig Maade at befordre Studeringer, naar man vil drage al den Nytte deraf som muelig er. Det vil ikke fortryde os at overveie deres Indretning, og see hvorledes den kunde forbedres.

Communitetet er en Ære for Kongerne, som stiftede det. 200 Studerende ere her, siger man, foruden Provsten og 11 Decani. Af disse 200 har hver 4 Mk. ugentlig, De- cani hver 6, og Provsten 8, thi hvad den sidste har meer har han ikke af Communitetet selv. Alt dette er vel, naar kun disse Indkomster kan engang blive større og voxe saa jevnt fremdeles; thi 4 Mark om Ugen, det er at sige, omtrent 34 Rdlr. om Aaret, er for lidet i vore Tider, med mindre man troer at Videnskaberne ere bedre tiente med mange Studerende, hvoraf ingen formedelst Næringssorger kan dyrke Studeringer tilstrækkelig, end med et ringe Antal, som har Tid nok, Mod, Lyst og Sindsfrihed nok til at lade Studeringer være

34

32 deres eeneste og fornemste Syssel. Men dette er ingen Bebreidelse for dem som have forvaltet denne Stiftelses Midler. De have holdet saa got Huus dermed, at den er bleven i Henseende til Antallet mærkelig forøget, men de have taget en ufordeelagtig Plan, efterdi det vist var bedre, at Antallet var mindre og Indkomsterne større for hver, saa meget heller som det skal være Erstatning for to Maaltider om Dagen efter Stiftelsens første Indretning. Men denne Forøgelse i Indkomster kan skee endnu, og jeg veed ikke, hvor jeg har hørt, at der er tænkt derpaa. Naar nu en saadan Studerende havde 1 Rdlr. ugentlig eller 8 Mk. hvilket sidste vist nok var det beste, da troer jeg at han selv vilde tilstaae Staten eller Stiftelsen (hvad man vil kalde det) Ret til at fordre visse Ting af sig. Og dette burde vist nok være noget langt andet end de Øvelser, som nu daglig anstilles paa dette Sted. Disputerekonsten i sig selv har næppe noget Værd; og endda er den af ringere Værdie i vore Tider end i Communitetets Fødsels-Aar og noget derefter. Man kunde derfor, uden al Fare for Videnskaberne, ophave disse Øvelser, som gandske unyttige og derimod i deres Sted anbringe noget andet.

35

33

Jeg har forestillet mig, hvad Virkning det vilde have, om hver Decanus var Raadgiver og Leder for lige saa mange Studerende, som han nu har ved det Bord, hvor Disputere@Øvelserne anstilles, om han samledes med dem aleene, paa Communitetet visse Tider (maaskee to Gange om Ugen var nok) og der talede med dem, deres Studeringer angaaende, underrettede sig om hvad de læste o.s.v. Og det synes mig, som Nytten af dette vilde overgaae det lidet, jeg kiender til de nu værende Øvelser. Det forstaaer sig selv, at man ligesaa lidet her, som nogensteds, og allermindst efter den Indretning, som jeg allerede har fastsat, kunde paar lægge en Decanus alle Videnskaber. Men hver skulde i sær paatage sig en eller to nar be- slægrede, som han skulde vare forbunden til at dyrke med Flid, een f.Ex. Philosophie, Hvorunder hører Moralen og Naturlæren, den anden Mathematik, hvortil hører Astronomie og Physica Cælestis, den tredie den latinske Philologie tilligemed Mythologien og de Romerske Antiqviteter, og atter en anden den Græske o.s.v. Nu er det ikke at tvile paa, at jo en Decanus tillige havde meer end just sin Videnskab inde; men dog skulde efter disse Ho-

36

34 vedsager de Studerende anvises ham, thi jeg vilde, at hver Student paa Communiteret skulde anvende et par Aars Tid til en saadan vis Videnskab, foruden de tre Hoved-Videnskaber, Theologie, Jura, og Medicin. Men dette er endda ikke alt, hvad jeg vilde forlange af disse gode Folk tilsammen. En Decanus skulde lade sig være af Vigtighed, at have et Øie paa ethvert af disse unge Menneskers Foretagende, han maatte vide, hvilke Forelæsninger de hørde, og han kunde derved have megen Lejlighed til at underrette sig om, hvorledes de hørde dem. Han maatte vide tilstrækkelig enhvers Levemaade, og det vilde have megen Virkning, naar han foreholdt een eller anden, uden andres Nærværelse, visse Fejltrin, naar han paamindede og advarede dem. Og saaledes kunde man paalegge ham et Ansvar baade for deres Studeringer og øvrige Levemaade. Disse Samlinger skulde en Gang eller ro om Aaret besøges af Professorerne, og da vilde hver Decanus kunne give disse Studerende artige Lejligheder til at vise med hvad Flid de i et Aars Tid havde studeret, thi naar han giorde sin Pligt, maatte han i deres Studeringer følge dem ved hvert Trin, stedse vide, hvad de havde for, opmun-

37

35

tre, raade, og sige dem sine Tanker, baade naar de spurgte og ikke spurgte. Saadan De- canus blev da det, som uden Tvil har været Hensigten med Navnet, Privat-Præceptor, ved Academiet, og som nu betyder slet intet.

Jeg kan aldrig troe andet, end at dette vilde jo kunne giøres med megen Fornøielse og Nytte. Kun een Ting ønskede jeg endnu iverksat. Hvad om Provsten og Decani holdte hver aarlig offentlig paa Communitetet en Tale paa vort kiære Modersmaal, som hidtil saa meget har været forsømt ved vort Universitet, eller, for det latinske Sprogs Skyld, nogle paa Latin og de øvrige paa Dansk; mon vi da ikke skulde være fuldkommen skadesløse for Dispu- tere-Øvelserne? En Tale vilde der da blive holdet hver Maaned, og jeg troer vist at de vilde fortiene at trykkes. De kunde og trykkes og selges til Fordeel for Forfatterne.

Men jeg har paalagt Decani megen Byrde, som de nu ikke veed noget af. Det er ikke min Meening at disse gode Folk skulde giøre dette for 50 Rdlr. aarlig, men jeg troer at de ville giøre det for 150 Rdlr., og saa meget

38

36 kunde de og vist fortiene. Fire af dem have allerede 100, naar dertil regnes de Penge som ere henlagte til Forelæsninger, disse behøve da ikkun 50 Rdlr. til; de øvriges Tillag blev 100 Rdlr., fordi de ikkun have 50 Rdlr. aarlig. Den heele Sum som behøvedes, beløb sig da til 900 Rdlr. Og jeg spørger om det ikke var værdt at tage 27 Pladser i Communitetet og omstøbe hertil, thi saa meget vilde denne Forandring medtage. At mage det nu saaledes at de øvrige paa Communitetet fik 1 Rdlr. om Ugen for det første, vilde foraarsage noget Overlæg, men efter noget Overlæg vilde det og gaae an. — Og da har vi Commnnitetet indrettet paa en langt fordeelagtigere Maade saavel for de Studerende som for Videnskaberne. Provsten ved Communitetet har jeg ikke talet om, thi han bliver det samme han var før; han bliver Decanus ved sit Antal, og beholder Opsyn over alt, tilligemed Ret til ar paatale alle Uordener og melde dem for Consistorium, naar Erindringer ikke vil giøre Nytte. For ham maatte Decani ogsaa altid melde hvad Forfald de havde, naar de ikke kom den fastsatte Tid paa Communitetet, og det skulde være en Forbrydelse, naar der ikke blev meldet. Til

39

37

Ham skulde gives Beretning om alt hvad der angik besynderlig Forsømmelse, Uorden og sligt; men det forstaaer sig selv, at der i denne Henseende skulde giøres Anordninger. Hans Indkomster har jeg gaaet forbi, ikke fordi det skulde være mig imod, at de fik en Tilvext, men fordi det, i Henseende til hans andre Ind- tægter, for det første kunde beroe til videre.

De 4 Collegier, Regensen, Valkendorphs, Borks, og Elers, have gode Fundatser; og naar de besættes vel, hvilket altid kommer an paa Professorerne, da kan der i Henseende til deres Indretning ikke erindres meget andet, end at Disputere-Øvelserne giøre her ikke engang den Nytte som paa Communitetet, hvor de dog tiene til at vedligeholde det latinske Sprog. De saa gode Afhandlinger vi faae, fordi der aarlig skal skrives en Disputats, betale ikke de maadelige. Det er en forunderlig Fordring at en Student skal noget efter Examen Philosophicum skrive en lærd Afhandling paa Latin, som han selv offentlig paa samme Sprog skal forsvare. Hverken har han Kundskab nok til at vælge. Materie, eller Indsigt nok til at afhandle den, eller Styrke nok i Sproget til

40

38 at forklare sig net og bestemt. Jeg taler nu ikke om nogle faa, som have været i Stand til at levere os gode Afhandlinger, fordi de allerede have haft en vis Styrke borte, førend de have faaet Plads i saadant et Collegium, thi Collegierne kan ikke altid blive besatte med lærde Mænd, men vel med duelige og flittige Studerende. Naar nu og en Student paa et Collegium har bragt en taalelig Disputas til-

veye, og har i et halvt Aar arbeidet derpaa, saa spørges med al Ret, om han har anvendt den Tid for sig, saa got som han har kunnet, om han ikke derfor har maattet forsømme sine ordentlige Studeringer o.s.v. Jo man kan gierne sige, at disse Disputatser ere vore kiærre Stu- derende til megen Byrde, og til ingen Fordert hverken for dem eller andre. Lad dem læse og skrive, men hvad de vil og naar de vil, og lad os besætte Pladserne paa Collegierne saaledes, at man kan vente, at de, som ere der, vil studere af Lyst og med Flid.

Og her treffe vi paa en Hovedsag. Det er af megen Vigtighed, hvorledes Pladserne i disse Collegier besættes, og det er af Vigtighed, at man før disse Studerendes Duelighed og Flid

41

39

kan have sikrere Borgen end en Formodning. Det er hoistrimeligt, at de som i eet eller to Aar have vel anvendt Tiden, og givet Prøver paa er- hvervede grundige Kundskaber, ogsaa vil fremdeles blive ved at elske og dyrke Studeringer; og det er altid got at gaae efter saadan Rimelighed. Nu erindre man hvilke ærværdige Folk Magistre og Baccalaurei vare, efter det Forslag, som jeg giorde derom. Disse derfor, og ingen andre, skulde have Plads i de 3 Collegier, Valkendorphs, Borts, og Elers; men derimod kunde Regentzen være for dem, som ikke havde giort denne Fremgang. Jeg veed meget vel, at Regentzen kan regnes for et gan- ske fordelagtigt Collegium; men der er dog den Uleylighed derved, at Pengene og Indkomsterne skal indsamles, og ere tillige uvisse; i denne sidste Henseende er det derfor, at jeg giør der ringere end de andre. Naar nu en Student paa Regentzen havde i den Tid, han der havde havt Plads, taget Magister- eller Baccalaurei-Graden i en vis Videnskab, efter der Forslag jeg har givet, da skulde han til Plads i et Collegio være lige berettiget med en anden Magister eller Baccalaureus, kun at ingen fik Plads i de 3 anførte Collegier, uden

42

40

saadan en Magister og Baccalaureus i en vis Videnskab. Nu vilde man og ikke komme i Bryderis, naar de Pladser skulde besættes, fom Stifteren udtrykkelig har befalet at skulle besættes med Folk, som vilde dyrke en vis Videnskab; thi naar saadan en Studerende allerede havde taget een af disse Grader i den Videnskab, kunde man roeligen overlade ham Pladsen, uden at have den Frygt, at Øiemedet ikke opnaaedes. Skeedte det nu, at en saa- dan Studerende, efter at han var kommen paa Collegium, studerede en anden Videnskab, da var intet tabt derved, thi Stifterens Villie, at der skulde vare nogle beqvemme i den Videnskab, var dog opnaaet. Det maatte og aldrig formernes saadan en Studerende, som allerede havde taget een af Graderne i den udfordrede Videnskab førend han kom paa Collegium, nu igien, imens han var der, at tage en Grad i en anden. Jeg siger med Flid, førend han kom paa Collegium, thi Løfte om at tyage saadan en Grad maatte aldeeles ikke gielde, men ingen foreslaaes til Valg undtagen han virkelig var enten Magister eller Baccalaureus, efterdi saadanne Indskrænkninger og Exceptioner tiene til intet andet, end spille Giæk

43

41

med Indretninger og Anordninger, og føde til- sidst Uordener og Misbrug. Nu kunde man gierne skiænke dem Disputatserne imod at de udarbrydede engang for alle en Afhandling i den Videnskab, hvori de havde Styrke. Magistri og Baccalaurei philologiæ latinæ aleene kunde skrive den paa Latin, og da havde vi jo Borgen for det latinske Sprog. For Resten kunde de skrives paa Dansk. Lad os kun betiene os af vort Moders Maal. Det forstaae vi best, og kan lettest skaffe os Styrke i det forstaae vore ustuderede Landsmænd, som og have Lyst at læse de Studerendes Arbeyder.

Nu komme vi til de smaa Stipendier.—

Nemini tribus beneficiis junelim fruit concedi-

tur, staaer der: Ingen maa have tre Stipendier paa een Gang. Denne Anordning var god i den Tid. Nu burde det i det mindste hedde: Neroini quinque &c. Ingen maa have fem. To Stipendier, hvoraf det ene er 20, der andet 30 Rdlr., eller om de begge ere 30, draber ikke stort; og saa længe saadanne Principier gjelder, kan Studeringer aldrig blomstre. Det er en unægtelig Sag, at det i Henseende til Videnska- bers og Studeringers Befordring, er bedre,

44

42

naar een er hiulpet til gavns, end naar to ere hiulpne saaledes, at ingen af dem tilvisse veed, hvorledes de i Hensigt til deres Øiemeed skal bære sig ad. Jeg veed, at jeg her har Mænd imod mig, hvis Stemme gielder noget, eller dog burdte gielde noget; men det hielper ikke. Thi om Plato selv stod op og talede anderledes, sagde jeg frit at han talede Usandhed; dog det havde ingen Fare med den vise Plato. Saadanne Fordomme og falske Sætninger komme af intet andet, end disse ukloge Forestillinger, at Stipendier ere Almisser, at ingen bør have formeget, at det er Fattigdommen som bør hiel- pes, og følgelig være fornøyet med lidet, og saadant mere. Rei, academiske Stipendier ere ingenlunde Almisser, men det er en Capital, som Staten lønner nogle med for at giere visse Arbeyder, hvoraf den siden agter at drage Fordeel, og da taber den selv, om den ikke giør denne Fordeel saa vis og sikker, som mueligt er, om den formedelst en alt for ringe Betaling giør det nødvendigt for disse Folk at sysselsætte sig med andet Arbeyde til Skade for dette. Den kan gierne passe paa, at dette dens Arbeyde bliver passet tilbørlig, og hvorledes dette er mueligt, har jeg viist en Prøve paa

45

43

ved den Indretning paa Communitetet, som jeg har foreslaaet; og der er endnu mange flere muelige. Det er en ugrundet Frygt, at formegen Beqvemlighed svækker Flid .og Vindskibelighed. Saadanne Tanker røbe i Videnskaberne en lille Literatus, ligesom en lille Politi- kus i Staten. Fattigdom har intet Fortrin, og bør intet have, naar der sigtes til Forbedring i Republica literaria. I Fundatzen til Stipendium Grisianum er det anført som et Principe til Huusholdning med dette Stipendium; men, om jeg husker ret, var det og vor store Gram, som conciperede denne Fundatz.

Den Lov derfor, af ingen bør have tre Stipendier, bør ophæves, som for Studeringer meget skadelig og ufordeelagtig; og Reglen bør giøres saaledes, at naar en Student har 100 eller (om man saa synes, thi jeg har intet derimod) 150 Rdlr. af Stipendier, da kan man sætte Skranke. Man tale mig kun ikke om den Tid, da dette var for meget, thi naar man vil maale Indkomster af, maa man bruge den Tids Maal, som man lever i. Jeg anseer dette for saa vigtigt, ogsaa i Henseende til vort Academie, og de der varende Stipendier,

46

44 at jeg troer, jeg havde begaaet en stor Feil, om det ikke var blevet erindrer. Og dette bør endnu legges til, at de Specimina, som pleie at giøres for ethvert af disse Stipendier, maa ikke meer have Sted, saasom de nytte til intet. Er det en Alumnus paa et af de tre Collegier, som efter det her giorte Forslag bør være en Magister eller Baccalaureus, da er det Specimen nok for alt, naar han efter det, jeg tillige har erindret, skriver en Afhandling; og er det een som ikke har faaet denne Fortjeneste, og følge- lig ikke har Plads i et af disse Collegier, da bør man ikke fordre andet end en tilkommende Duelighed.

Man seer let, ak jeg ingen Elsker er af Disputatzer og Disputere-Konst. Og dog ærer jeg Aristoteles og Cartesius, Nevton og Leibnitz, thi det jeg kalder Philosophie er noget langt andet end det, som disse Øvelser skaffe Færdighed i. Dem, som kunde være ueenige med mig, vil jeg bede at betænke nøie, hvad de have bragt med sig hiem, naar de have hørt den beste Disputatz Hvad er det vel andet end Gøglerie for den meefte Deel? Hvor har man ved Disputatzer to lige lærde, lige talen-

47

45

de lige kyndige i Sproget; og hvad bliver Slutningen af dem alle. I et Øyeblik skal en Spidsfindighed indsees, et Vildereede opleses, som den anden med lige Vittighed har maaskee været to Dage om at vikle sammen; i samme Øyeblik skal Tankerne derøm fremsættes kort og tydelig, og tillige haves Øye paa at intet siges, som kan give Anledning til nye Tvistighed. Og tales nu det mindste Ubestemt, strax høres et Definiatur, og Trætten om denne Definition, varer da saalænge indtil baade Tilhørerne og de Disputerende har glemt hvor man slap. Nu begynder man da for fra, og det bliver til det samme. Transeat, siger man tilsidst, og enhver lader sig nøye. Jeg taler nu dog om dem, som kan disputere; thi jeg er vis paa, at der gives grundlærde Folk, som ikke et Øieblik skulde holde ud imod en lille indbildt Svadsers Kanonade. Kiære Landsmænd! (I som have studeret, meener jeg fornemmelig) dømmer, om det er nyttigt at spilde Tiden paa saadanne Øvelser; bør vi ikke betænke, at vore Tider have det Fortrin frem for de ældre at ikke ethvert Kietterie i en Videnskab, hver Erindring i Theologien strax skal underkastes en Cathedralsk Proces. Baade vi og Religionen ere lykkelige derved.

48

46

Men Theologie, Jura, og Medicin ere de Videnskaber, hvorved en Dansk Studerende skal haabe at giere Lykke. Disse Videnskaber bør derfor immer haves for Øine. De Embeder, som udfordre stor Indsigt i Literaturen, eller i nogen anden Videnskab, end den Theologiske, Juridiske, og Medicinske, ere hos os saare faa. Men disse tre er det, som belønne denne øvrige Lærdom. Dette har jeg vist ikke under denne min Afhandling glemt; men jeg har sat forud, at hver i det mindste to Aar efter sin Ankomst til Academiet vilde være betænkt paa, at giøre sig duelig i een af disse ædle Videnskaber. Theologie og Jura kan læres i een af vore Landsbyer, ligesaavel som her i Kiøbenhavn, endskiønt med større Fordeel og mindre Møye ved Universitetet, hvor man har Forelæsninger og kan have mundlig Raadførsel. Det er derfor billigt, at man giør Indretningerne til disse Videnskabers Dyrkelse saa lette og beqvemmme, at de, som (li- gemeget af hvad Aarsag) ikke just opholde sig her et par Aar efter de to første academiske Aar, hvilke jeg i sær vilde have opofret Literaturen i Almindelighed, kunne dog, ikke allene giøre Fremgang i disse Videnskaber, men ogsaa ag

49

47

tes lige ved dem, som ved Universitetet have studeret. At her er en Examen, troer jeg nødvendigt, men ikke saaledes, at det skulde være nødvendigt for denne Examens Skyld, at opholde sig her i Byen et par Aars Tid, endskiønt det altid var got, naar det skedte. Theologie er Theologie og Jura Jura, og naar en Candidat meldede sig, skulde han uden Van- skelighed examineres. Paa Dansk skulde han examineres, og ingen anden Characteer have end denne, at han var examineret og befundet dygtig til Præste-Embedet naar det var i Theologien, og til Dommer-Embede naar det var i Jura, thi den større Indsigt skulde overlades til Magistri og Baccalaurei i disse Videnskaber efter det, som tilforn er erindret; og hvad det latinske Sprog angaaer, da begriber jeg ikke hvad det skal betyde, at en Candidat examineres paa et Sprog, som han trøstig kan sværge, om det gielder, at han aldrig meer har i Sinde at bruge. Jeg erindrer det saa meget heller, som jeg er overbeviist hos mig selv om, at nogle have manglet Svar ved Attestats, fordi de ikke have kunnet faae det afpasset paa Latin; Examinanten har imidlertid givet et nyt Spørsmaal, og det er gaaet lige-

50

48 ledes. Slutningen er blevet ufordeelagtig for Candidaten, og efter nærværende Indretning kunde den ikke blive anderledes; men i sig selv var jo Feylen, at han ikke forstod Latin, da Spørsmaalet dog var om Theologien. Det er jo nok, naar en Candidat til Prærste-Embede forstaaer Theologien og kan foredrage den got paa sit Moders Maal; at han kan læse og forstaae en latinsk Bog, sætter jeg forud; thi det har han lært i Skolen. Man kunde derfor giøre Examen skarp nok, thi skarp burde den være. Og da dette skeedte paa Dansk, vilde det vel blive Mangel af Kundskab, om Canditaten manglede Ord. For Resten kunde man lade samme Ting blive behandlede, som nu behandles ved den mindste Characteer, efter det, som oven er blevet erindret. I den Henseende vilde Forelæsninger i Dogmatiken vist nok blive nødvendige; men der maatte for deres Skyld, som vilde gaae til en vidtløstigere Kundskab aldrig savnes Forelæsninger i Moralen, Kirke- Historien , Exegetiken, den Polemiske Theologie (NB. indrettet efter en god Smag) og andre til den Theologiske Kundskab henhørende Videnskaber, endskiønt de just ikke fordredes ved denne Examen. Thi det er en Grundsætning, som im-

51

49

mer bør haves for Øie; at Forelæsninger ikke bør indrettes efter en Examen. Og naar det skeer, da er det en Feil; kan det ikke andet end skee, da er det en Uorden (*)

Med de Juridiske Studeringer har det omtrent samme Beskaffenhed. Dog er derved allereede den Fordeel at der examineres paa Dansk. Sandt er det, denne Danske Examen er for dem, som ikke have studeret, og derfor er den aldeeles forskiellig fra den Danske Examen, som jeg raader til. Denne allerede indrettede Danske Examen, kan, efter mine Tanker, gierne blive uforandret, saadan som den

(*) Forfatteren af Upartisk Undersøgelse & c. vilde ikke lade sig fortryde, at jeg har forbigaaet det Stykke hos ham, som handler om denne Examen. Det er vist ikke skeedt af ringere Agtelse for dette end for det øvrige i hans Skrift. Men min Plan syntes at fordre at denne Post hos mig burde først paa dette Sted afhandles. Og nu vil han let see at nogle af hans Forslag efter min heele Plan ikke ere nøvendige. Saa meget vil jeg kun sige at hans Forslag om Consistorier m.v. forekommer mig ikke simpelt nok og følgelig vanskeligt at holde Orden i, og forebygge Misbrug ved.

52

50

er, enskiønt man indrettede en anden Dansk efter mit Forflag; thi ellers vilde ustuderede Folk enten blive udelukte fra Embeder, som de dog gierne kan forrette, eller og blive antagne dertil uden Examen, det er at sige, uden nogen Kundskab. Men dog er det at ønske, at den maatte blive noget skærpet; thi det forekommer mig som Hukommelsen har mere Deel i den end Forstanden; meest ønskede jeg at der maatte skee Forandring i Henseende til det der fordres i Naturens Ret, hvilket nu ved denne Examen betyder visselig meget lidet.

Men min Examen, endskiøndt den er paa Dansk, vilde være noget langt andet. Den vilde i Henseende til Sagen selv tilfulde blive det samme som den Latinske nu er, thi der vilde blive saadanne Spørsmaal besvarede, som ikke kunde gives undtagen til den, som havde læst hvad man i Latin har skrevet. Og fordi det Danske Sprog skulde bruges saavel ved denne, som de øvrige Examina, deraf følger ikke, at jo en og anden Sætning, Regel, og deslige kunde anbringes paa Latin. Men jeg veed, at disse Erindringer ere her mindre nødvendige end i Henseende til Examen Theologicum, fordi

53

51

man altid meget fornuftigen har tilladt Candidati Juris ved Examen at svare paa Latin, eller Dansk, efter Omstændighederne, og ligesom de best har kunnet, naar de ikkun har vidst at giøre Rede for Tingene.

Medicinen kan, meest for de anatomiske Forklaringers Skyld, ikke vel læres uden ved Universitetet, i det mindste ikke, uden at man der opholder sig noget. Denne Videnskabs Indretning behøver derfor ikke de Anmærkninger, som de andre.

Nu bør jeg tale lidet om nogle visse Embeders Besættelse, hvilke egentlig vedkomme Studeringer. Jeg meener, herved Præstekalde, Rectorater og Conrectorater ved Skolerne, samt Professorater ved Universitetet; Blive disse ikke rigtig besatte, tabes vist nok Lyst og Mod hos de studerende til at giøre sig U- mage og Flid, eftersom der altid bør være noget til Belønning for dem som have opofret Tid og Penge, Magelighed og Forlystelse, ja ofte Helbred og Sundhed, paa at tiene Staten med erhvervede Indsigter.

54

52

Præste-Kaldes Besættelse er hos os, for en stor Deel, betroed Proprietairerne; en Herlighed, som er baade for Kirken og Staten for vigtig til at betroes til en ubekiendt Person, blot fordi han har et Jordegods i Besiddelse. Det er slet ikke mueligt at disse Kalde kan blive besatte med den tilbørlige Forsigtighed, om vi endog vil sætte, at man hos enhver Proprietair kunde have Haab om den fornødne Retsindighed. Jeg taler om Præste-Embeder, som om vigtige Embeder baade for Kirken og Staten, thi var det kun om en Søndags-Prædi- ken at giøre, da vilde jeg, hvor vigtig jeg dog anseer denne Post, eftergive noget. Men her skal antages en Lærer i Kirken og en Mand i Landet. Hvor faae ere ikke de Propietairer, som man kan til troe de fornødne Egenskaber til at giøre det rette Vel? Hvo vil nægte mig at der er mange iblant dem hvis Kundskab strækker sig ikke uden for Godses Grændser og deres Indsigt ikke videre end i deres Oeconomie. Det vilde ikke være uretfærdigt at tage dette Privilegium fra Jordegods-Eierne, fordi det efter dets Natur ikke indbringer dem noget og bør ikke. Den Grund, som tages deraf at en Proprietair bør dog have en Præst, en

55

35

Skrifte-Fader, som han kiender, som han kan komme til rette med, som han kan lide o. s. v. betyder intet; thi først, bor han agte og ære, lide, og komme til rette med, enhver retskaffen Kongelig Embedsmand, som en Person, der tilvisse er ligesaa respektabel, som en Jordegods-Ejer, for det andet, maa i Kiøbenhavn og de andre Kiøbsteder saa mange anseelige og agtværdige Folk lade sig nøie med at Staten anviser dem en Præst, hvorfor da ikke og en Proprietair? Men skulde man dog synes at denne Herlighed burde forblive paa den Grund, at Eiendomme og de Rettigheder som komme deraf, bør være hellige og ukrænkede; ja vel, da har jeg intet derimod; thi denne Sikkerhed er vist nok en Borgers første Rettighed. Men da maa der nød- vendig tænkes paa et Middel til at komme de veltænkende Proprietairers Omhue til Hjelp, og at indskrænke tillige de Uordener og Misbrug, som kan skee formedelst nogle ildesinde- des Skiødesløshed eller Uredelighed. Her kunde derfor giøres en Anstalt, i Form af et Seminarium, hvilken blot kunde bestaae i en Liste paa deres Navne, som vare Candidater til Præste-Embede, ligemeget hvor de opholdt.

56

54

sig. Til at komme paa denne Liste skulde Attestatzen aleene berettige; men Magistre og Baccalaurei Theologiæ, disse, som jeg tilforn har talet om, skulde og være der. Indskrivningen skulde skee i den Orden som de vare exami- nerede, kun at Magistre i Theologien giorde den første Classe for sig selv, Baccalaurei den anden, og de øvrige, som jeg vil kalde de Exa- minerede, den tredie. Bisperne kunde beqvem- melig have denne Liste; og jeg seer ingen Aarsag hvorfor den ikke kunde trykkes aarlig, enten for sig selv, eller i Samling med noget andet. Nu skulde Proprietairen besætte de ledige Kalde af denne Liste, men saaledes, at han af Magistre og Baccalaurei maatte tage hvem han vilde, men iblant de andre, ikkun af de øverste Ti. Jeg behøver vel ikke at sige hvortil denne sidste Forsigtighed tiener. Der kunde nu dog ligefuldt skee Anmeldelser af Candidaterne; men skeedte der Anmeldelse af nogen, som ikke var Magister eller Baccalaureus, eller af de ti øverste Examinerede paa Listen, da var der Proprietairen formeent at antage ham. Var der nu nogen iblant de yngste af de Examinerede, som det syntes haardt at bie indtil Turen kom til ham, med at blive een af

57

55

de 10 øverste, da kunde han, ved at vise samme Duelighed som Magistre og Baccalaurei, raa- de Bod paa dette. Kiere Landsmænd, og I retskafne iblant Proprietairerne! er det mue- ligt at dette Forslag kan mishage eder, eller bør jeg vel vente eders Fortrydelse, om jeg ikke bliver ubekiendt? Behagede det nu Kongen at giøre det til en fast Regel, at ingen igiennem Cancelliet maatte forestilles til noget got Kiøbsted Kald, undtagen han var Magister i Theologien, da har jeg den Tanke, at der paa denne Kant var sat en Fieder i Skaren, som vilde tiene til, paa kraftigste Maade at forfremme Kongens beste Hensigter med at bringe vor Maskine i Orden. Hvad Tillid kunde man ikke have til Embedsmænd, om hvis Kundskaber og Indsigter man var forsikkret; Thi det er jo dog vist, at, uden Kundskab og Indsigt, for- maaer den største Redelighed intet? Hvad Formodning om Arbeidsomhed og gode Bestræbelser havde man ikke i Henseende til Mænd, som allerede havde viist sig stræbsomme, og just derved søgt at komme til Embede? Man kan sige med fuld Sikkerhed at gode Embedsmænd i alle Stænder er Statens Styrke.

58

56 Jeg erindrer nu dem som kom i Embede uden at have taget Magister eller Baccalaurei Grad; men man vil vel let troe at jeg vilde unde disse, endskiønt de vare i Embede, samme Rettighed som de øvrige Magistre og Bac- calaurei, naar de kun viste samme Duelighed. Thi fra det Øieblik af, at en Præst tog Magister Graden i Theologien skulde hans Navn skrives paa Listen iblant Magistre, naar han forlangede det; og paa denne Maade skulde han have samme Adgang.

Nu indvende man kun ikke, at denne Indretning vilde medføre Vanskelighed, fordi de Studerende, som det vedkommer, ere ikke belavede herpaa; thi deraf følger intet videre end at der her, som ved alle nye Forandringer maa bruges nogen Forsigtighed og Be- tænksomhed. Naar Iverksættelsen blev fastsat at skulle skee to Aar efter den Dag man forkyndede den, da var man, troer jeg, gandske i Sikkerhed imod disse Uleiligheder. Det skul- de og ikke være mit Ønske at dette Forslag blev anderledes iverksat.

59

57

Rectoraterne og Conrectoraterne ved Skolerne ere ogsaa meget vigtige; og det er en stor Fortred, naar de ikke besættes saaledes, at Ungdommen kan dannes til gode Kundskaber og en god Smag. Man maatte derfor meget see paa, at de, som bleve valgte til Rectores, havde en fornuftig Læsning i de Gamles Skrifter, som den eeneste Regel for en god Smag og den eneste Kilde til al grundig Indsigt. Til den Ende maatte enhver, som skulde blive Rector, være Magister enten i den Latinske eller Græske Philologie, og Baccalaureus i Historie og Geographie samt for Smagens skyld, ligeledes Baccalaureus i de skiønne Videnskaber paa det at man kunde være vis paa at disse Gamle vare læste med Skiønsomhed og Eftertanke. Paa denne Maade er jeg forsikret, at Smagens Fakkel, som i nogle Aar har mærke- lig udbredet sit Lys vilde omsider aldeles opklare vor Literatur, og vi ikke meere høre den ynkelige Forskiæl imellem grundige og skiønne Videnskaber, nye og gammel Smag, m. v. men alle vore Arbeider blive indrettede efter den rette Smag, som de Gamle Romere og Græ- kere har givet Mesterstykker i. I Henseende til Forflytninger fra et Embede til et andet fra

et lidet

60

58 til et større, bør bruges megen Forsigtighed, om man ikke aldeeles vil svække Stræbsomhed og Æmulation. Et lidet Embede kan i intet Tilfæl berettige en til et større, efterdi det, først, er ingen Fortieneste at være i Embede og at være kommen tidlig deri, med mindre det ogsaa er en Fortieneste at skynde sig til Embede, hel- ler end ved meget Arbeide, megen Møie og Uroe, og med megen Uvished, at forskaffe sig Duelighed, for det andet, er det meget mueligt, at en kan være i en mindre Cirkel en god Embedsmand, som i en større Cirkel vilde dog ved samme Embede ikke udrette den Nytte, fordi hans Forhold til andre var af anden Beskaffenhed, og derfor hans Ære, Agtelse og Opmuntring ogsaa af anden Beskaffenhed. Jeg vil ikke tale om at det undertiden er Ulyst til Arbeide, Mistillid til sig selv, Utidig Lyst til Giftermaal, Forlovelser, og saadant videre, der virker en Løben efter Embede, enten dette eller det, enten her eller der. Jeg vil kun af almindelige Aarsager sige, at det bør ikke være en Regel, at der skal skee Forflyttelser. Men eet Embede er vigtigere end et andet, og det vigtigste Embede bør have den beste Mand, han maa være hvor han vil, i Embede eller

61

59

ikke. Den Grund, som tages deraf, at den som er i Embede har en vis Erfarenhed frem for en anden, som ikke har været i Embede, falder nødvendig bort efter noget Overlæg, først fordi den Erfarenhed, som samles uden foregaaende Kundskab og Forstand duer ikke meget, og fortiener kun det Navn af Vane og Routine, for det andet, fordi det er uden Modsigelse, at een kan samle i et Aar meer Erfarenhed end en anden i Ti, een meer i en lille Cirkel end en anden i en større, een finde rede strax i det, som en anden indseer med Møie, om han endog har havt samme Tilfælde før med nogen liden Forandring. Skal det være en afgiort Sag at det første Embede al- tid skal være maadeligt, da har jo alle eens Lykke og hvor bliver da Maalet for forskiellig Flid, hvor Opmuntringerne dertil, og hvor Belønningerne for Møie og Arbeide, for Bekostninger? for ypperlige Naturens Gaver. Men disse sidste ere jo ikke noget frivilligt, kan man sige; sandt nok, men lad os kun agte og belønne dem, naar de bruges vel, siden de saa ofte misbruges.

62

60

Det bør derfor, heller ikke i Henseende til Rectorater, være en Regel at en Mand skal forflyttes fra et mindre Embede til er større, undtagen man har andre Grunde derfor.

Men her maa jeg til Slutning erindre, at naar jeg har talt om Magister-Grad i det Latinske eller Græske Sprog, Baccalaurei Grad i Historie, Geographie, og de skiønne Videnskaber, som Beskaffenheder ved en Candidat til Skole-Embede, da har jeg samme Tanker som ved Præstekaldenes Besættelse, at det vilde være fornødent, at udsætte Iverksæt- telsen af denne Fordring indtil To Aar efter Forkyndelses Datum.

Professoraterne ved Universitetet bør u- den Tvil, siden det er det eeneste i To Riger besættes med den allerstørste Betænksomhed. Thi den fornødne Lærdom og Indsigt er vist ikke den eeneste Egenskab hos en god Professor ved et Universitet; Men det er dog af aller- yderste Vigtighed at Universitetet altid kan have en Mand i hver Videnskab. Det er derfor en forskrækkelig Indretning med Professorer, som ere Designati til alle Videnskaber uden

63

61

Forskiel, saaledes, at et Professorat i Mathematiken kan tilfalde en Lingvist, og et i Philologien kan komme til en Mathematikus. Vi have i nogle Aar seet Følgerne i Henseende til det Græske Sprog; og hvor er den, som kunde holde Forelæsninger i de Orientalske om Academiet i det samme kom til at savne den Mand, som nu beklæder denne Post. Videnskaberne ved Universitetet vil tabe anseeligt, om der ikke skeer Forandring i dette. Det er jo intet Under at visse ugangbare Videnskaber af ingen dyrkes, da den eeneste eller dog een af de største Opmuntringer er borte. Det feiler mig aldrig, at jo nogle, endog Rectores ved Skolerne giorde sig i dette Øiemeed Umage for en vis saadan Videnskab om denne Indretning ikke var til. Der skulde og neppe kunne skee nogen beqvemmere Forflyttelse, og jeg ønskede at det var, thi da havde Rectorer og nogen Opmuntring til meere Fliid, meere Fornøielse i deres Embede, fordi de havde meere Haab,

Jeg har saaledes giennemgaaet det mee- ste af det, som angaaer Studeringer hos os. Jeg har havt mine Tanker bundne til Sand-

64

62 hed og Upartiskhed. Ingen Stand og intet Menneske har jeg villet fornærme; og skulde nogen falde paa at tænke det, da forsikkrer jeg dem, at de tage Feil. At en Forandring, saa vel ved Universitetet, som i det øvrige til Studeringer henhørende, er nødvendig hos os, er jeg vis paa, at meget faa, endog af dem, som ere i denne Cirkel, vil nægte mig. Jeg har vovet en sammenhængende Plan; og det skal fornøie mig om det som her er skrevet maa blive af mine Landsmænd undersøgt. Det er ikke vel mueligt at alting skulde behage alle, men jeg vil dog bede at det ikke maa mishage uden efter Prøvelse og Overlæg.

1

Undersøgelse

hvorvidt

de Aarsager kan giælde

der

anføres som Hindringer for

et Norsk Academies

Oprettelse

anstillet

af

en Normand.

Kiøbenhavn 1771.

2

        

3

Fortale.

Neppe havde Landets milde Fader tilladt Skrive-Friheden, førend vi saae et anseeligt Antal Danske Børn betiene sig deraf. Og, endskjønt egne Fordeele maaskee mere end Fædernelandets Kjærlighed har styret nogles Tanker, gav dog een roesværdig Iver andre Lyst og Moed til at antaste misbruge og blotte Egennyttens Hæslighed; Men alle skrev de dog som Danske kun for Dannemark, og manges Hensigter gik ej uden for Hoved-Staden. Saa indskrenket er undertiden den Patriotiske Iver; Saa vanskelig er den gam-

4

le og indgroede Tenke-Maade at udrydde. Man har troet, at, naar det gik Dannemark vel, gik det og de øvrige Regjeringens Deele vel. En Tanke som er ligesaa skadelig for det heele som ødelæggende for hver Deel i sær. Et plaget Island og det i mange Aar foragtede Norge kan beviise denne Sandhed; og dog tænker man saaledes endnu. Patrioten skriver, og næsten den mindste Deel af Regjeringen blir Gienstanden for hans Betragtninger. Men Lykke er det, at den vaager, som overseer det heele; Lykke er det, at Borger nes Forslag er ey Kongernes Beslutning. Imidlertid ere de Danske Patrioter at undskylde, som haver skrevet for Dannemark uden at fornærme de øvrige Statens Deele. De haver maaskee holdet det for en Skyldighed at overlade til andre at skrive for andre Stæder. Her seer de da ædle Norske, højstærede Landsmænd! vor Beskjæmmelse, Danske skriver for Dannemark og Nordske tier. Skal da andre lære os at tage Deel i Fædernelandets Vel? Skulle vi i saa beleilig Tid skjule vore Ønsker? Ney! kaster et opmærksomt

5

Øje til Fædernelandets Trang, og lader vor Viise Konge og iblandt os finde dem, som taler dets Sag. Længe nok har den skumlende Avinds Bestræbelse udtæret os; længe nok have vi med koldt Blod nedsvælget den Forgift, som bestukne Læger haver beredt os. Aldrig haver Landes Børn manglet Moed og Styrke til Forsvar mod dets bevæbnede Fjender; Ofte haver de været en Muur for andre. Men Listighed haver betaget dem sine Rettigheder, Falskhed haver faaet Hævd paa at bedrage os, og vi tier. Hvad vil den udarmede Efterslægt skylde os for Taksigelser? Intet andet Raad til at befrie den fra den Yderlighed at forbande vor Erindring, end om vi nu, da Landets Fader har aabnet for de Fortryktes Forestillinger Adgangen til Tronen, som Misundelse og Egennytte ofte har tilsperret, med Klogskab følge hans Viise Hensigter. Om vi nu, da Friheden vinker ad os, og den bæste Konges Naadigste Biefald opmuntrer os, har Moed nok til at Viise Verden, hvad Fordeele vort Fæderneland besidder, og vore Fiender, hvorledes de har misbrugt dem. Saa

6

vigtige Forbindelser paaligger os, og jeg tvivler ey paa at Patrioter af mere udvidede Indsigter end mine, vil bedre fyldestgiøre dem. Jeg har kun foresadt mig at betragte een Mangel, som strax falder i Øjnene; overvejer højstærede Læsere! mine Tanker herom, og retter Fejlene.

7

Hvorfor har Norge intet Academie?

Dette er et Spørsmaal, som ey alleene enhver, der veed hvad Fordeel Viden- skaber bringer et Land, har Aarsag til at gjøre, men endog maae falde enhver ind, der kun lidet begynder at kjende Landet. Norge, et Land af saa mange Miiles Omkreds, et Land, som har fire Folkeriige Hoved-Stæder, foruden mange anseelige Kjøbstæder; Et Land, som Naturen har begavet med de herligste Fordeele til en udviidet Handel; Som i for- rige Tiider har haft de prægtigste Stiftelser; Som uden at blive Udarmet, har kundet støde Erke-Biskop, Biskoper, Prælater, Ea- niker og mange Klostere fulde af Munke, uden at Paven, som dog gjærne vilde have

8

8 sine Børn vel forsørget, kunde klage at de leed Mangel; Dette Land maae dog nu være det eeneste af alle Europæiske Riger, som ey kan have et lidet Academie, hvor Landets Børn kunde faae den nødvendige Underviisning til at blive nyttige Borgere. Hvad kan dog være Aarsagen? Vi vil gjætte os frem. Toe Ting synes mig med Billighed kunde udelukke et Land fra den Fordeel at have et Academie. Naar enten Landet i sig selv ingen Andleedning gav til vigtige Undersøgelser for de Vittige, de Lærde, for Visdoms Sønner; Thi af saadanne bør jo et Academie bestaae: Eller Indbyggerne i Almindelighed vare ubeqvemme til høyere Videnskaber. Skulle vi troe, at den første Aarsag her kan have Stæd? Ney! Norge er et Land, som ville give den flittige Lærde de bæste Andleedninger til Vigtige Opdagelse. De fleeste af de nu blomstrende Academier, hvor Boglige Kunster læres, er indrettet for de Fire Hoved Videnskaber, Guds-Ords-Læren, Lovkyndigheden, Lægekunsten og den verslige Viisdom med sine Deele. Den første er af den Beskaffenhed, at som den behøves alle Stæder lige høyt, kan den og allevegne læres med lige Fordeel. Dog kan den alvorlige Theologus i et Land frem for i et andet finde Andledning til en opmuntrende Tlidsfordriv, nemlig i det Land hvor Kirke-Historien er den lærerigste; hvis gamle

9

9

Hedenske Theologie endog er værd at komme i Betragtning. I denne Henseende kunde maaskee og Norge have sine Fordeele. Allevægne har der været Mænd hvis Fortjenester i Kirken har værer værd at erindre; Men Norge har maaskee og haft store Lærere. Forskjællen er kun, at her begraves de i Forglemmelse, naar paa andre Stærder Lærde umage sig for Lærdes Erindring. Dog dette er ikke Hoved-Sagen. Den Kirke Historie er ikke den Lærerigste, som giver det rigeste Register af Lærde Navne, af Skrifter, som læstes for nogle Aarhundrede siden, og nu har et nyttigt Stæd i Kræmmernes Boder; Men den som lærer os bæst at kjænde Mennesket, hvordan det har viist sig ved Sandhedens Forkyndelse; Som giver os de fuldkomneste Exempler af Bestandighed i en vedtagen Religion, af Villighed til at antage een bædre, af Dyder som beviiser og ziirer den rigtige Lærdom. Af disse torde maaskee den Norske Kirke Historie give ligesaa mange som noget andet Lands, naar Lyst til at Arbeyde i og for Fædernelandet maatte opmuntre Dueligheden. Ja skulle de gamle Norske Heedningers Theologie eller rettere Mythologie være en Christen Theologi Opmærksomhed gandske uværdig? Skulle ikke Sandhedens Lys, sat imod Fabelens mørke; give des klarere Skin? Skulle den dybsindige Sædelære, som lig-

10

10 ger skiult i mange af disse Alderdommens Lærdomme, ej give Andleedning til vigtige Betragtninger? Jo jeg tør troe, at hvor andre Hedenske Fabler ej uden Modbydelighed kunde bruges, der skulle een klog Anvendelse af Forfadrenes Meeninger ej mangle Indtryk hos den paa Alderdommen opmærksomme Almue. Ej at tale om hvad Lys Historien, Veltalenhed og andre Videnskaber vilde faae ved disses Udgrandskning.

Hvad Lovkyndigheden angaaer, ville dens Dyrkere vel og her finde nok, som var deres Opmærksomhed værdigt. Een flittig Undersøgning, om denne Videnskabs Skjæbne hos os, skulle den mangle sin Nytte? Ejendommenes Forskjællighed her frem for i mange andre Lande, de mangfoldige Forandringer, som Naturen ved utallige Hendelser aar- lig frembringer deri, ved Forandring af Elvers og Aaers Løb, ved Oversvømmelser, Jordfald, Bierg-Snee-og Iis-Skrid, og paa mange andre Maader, kunde ikke alt dette nok beskiæftige Lovkyndigheds Elskere? Jo jeg troer de vilde faae nok at bestille med at skille det rette og billige fra det falske og ubillige i saa mange foranderlige Tilfælde.

For Læge-Kunsten vil vel ingen nægte, at jo dette Land kunde forskaffe mange vær-

11

11

dige Iagttagelser. De forskjellige Maader, paa hvilke Landets Indbyggere maae søge Livets Underholdning, underkaster dem forskjellige Sygdomme, som ere mindre bekiendte og mere sjeldne, end de der reiser sig af Kjøbenhavns tykke Luft og uordentlige Levemaade. Den i Gruberne og Biergværkerne og af fleere end een Elendighed overvældede Biergmand, den vindskibelige Arbejds Mand, som i Skoven, paa Havet, paa de farligste Veje, hvor Fornødenhed drager ham, overfaldes af de usædvanligste Tilfælde, disse maae altid paa Mangel af erfarne Mænds Raad ende et nyttigt Liv, naar de erfarneste Læger her arbeyder paa at holde Livet i Jordens Byrder og Menniskers Afskum. Naar den af Raadhed forfuulnede Skjøge, den af Liderlighed forraadnede Sviire-Broder, en i Dansen sprengt Spradebasse, eller i Rendesteenen nær omkommen Drukkenboldt her legges ind paa Hospitaler, opvartes med Omhyggelighed af de dueligste Læger og pleyes med de bæste Lægemidler, maae der den nyttigste Deel af det Menneskelige Kjøn, den Arbeidsomme nemlig, see sig underkastet utallige Farer, og overladt til een omløbende Qvaksalvers eller ubarmhjertig Hæste-Docters Cuur. Disse vore Medynksomheds værdige Lands-Mænd: Arbejder for at forskaffe andre de Riigdomme, som Naturen har nedlagt i

12

12 Bjergenes Indvolde. De vover det eeneste de har, et usselt Liv, for at forskaffe andre hvad de behøver til Klæde, Føde og Boeliger, og for alt dette værdiges de ikke den Omhue, at der i Landet maatte findes den fornødne Anstalt, til at conservere det Liv, som bruges kun for andre.

Seer vi til den Fierde Hoved-Videnskab, som læres paa Academier, nemlig den verdslige Viisdom, da vilde i det mindste dens Practiske Deele uden Tvivl her ikke mangle lykkelig Fremgang. Skulle ikke den opmærksomme Natur-Kyndige her finde Værd nok for Undersøgelser? Jo vi har formeget til fælles med Sverrig, til at vi ikke skulle haabe, at kunde ligne dets Fortjenester i denne Videnskab; Og med Tilladelse mine Herrer Danske! Disse har lært baade Eder og Os meget. Norge har længe af Fremmede værer søgt som et Stæd for vigtige Observationer, og vor viise Konge, hvis Navn Videnskaberne skal forævige, har nyelig der udført et Kongeligt Foretagende; Men havde Norge haft et gammelt og velindrettet Academie, kunde Nationen selv haft den Ære, som Fremmede nu bryster sig af; Og vor milde Landets Fader, skulle maaskee ved den sidste Lejlighed haft den Fornøyelse, at Landets egne Børn kunde udført hans Villie; Thi aldrig

13

13 har det været Nationens Caracteer at bytte Æren bort for Magelighed, og vi skrækkes ikke for Vanskeligheder.

Dette anførte er maaske nok til at Viise, at Norge ville give de Lærde Andleedning nok til vigtige Undersøgelser, og at vi følgelig ey i dennes Mangel bør søge Aarsagen, hvorfor vi intet Academie haver; Men nogle torde angribe mig, fordi jeg har sagt at et Land har fremfor det andet Fortrin til at befordre Videnskabers Dyrkelse. Men en smule Taalmodighed Mine Herrer! overvey Sagen, og de skal finde den har Grund. Jeg veed nok, at de Videnskaber, som alleene har med Mennestets Forstand og Hjerte at gjøre, kan læres, hvor der kun er Mennesker; Men de derimod, som har at bestille med Ting uden for os, ey i Aandernes Riige men synlige Ting, de læres bæst der, hvor der gives mæst Lejlighed til at kjænde disse Tings Natur. Hvad ville de synes om at høre et Collegium over Svømme-Kunsten i een af Africæ tørre Udørkener?

Ligesaa lidet bør vel Aarsagen søges i Nationens Uduelighed. Jeg er en Normand, og jeg haaber, at eenhver som kjender os, befrier min Norske Beskedenhed fra at skrive Nationen een Lov-Tale. Nogle afmægtige

14

14 Fjender, hvis hele ære bestaaer i at kunde laste og belee alt hvad der ikke er deres eget, naaer ikke op at beskjemme os. De faa Norske, Thi de er kun faa, som kan bestride de Omkostninger, Studeringer ved Sagernes nærværende Indretning udfordrer, har dog viist og viiser, hvad man kunde haabe om Mængden. Ja jeg troer, at naar man undtager een eeneste Viidenskab, skal der endnu i de øvrige findes ligesaa mange og haabefulde Norske som Dan- ske Dyrkere.

Her maae jeg nu vel være betænkt paa at møede een Indvending, som vore gode Venner nok vil gjøre os. De vil maaske spørge, hvorfor kan disse duelige Norske ey udrette det samme her som om de selv havde et Academie, hvorfor kan de ikke ligesaavel her som der give Os en Norsk Kirke-Historie, Lov-Historie, o. s. v. Ney Messieurs! Vi er alt for taknemmelige, til at vi skulle æde Dansk Brød, og Arbeyde for os selv. Men I ryste paa Hovedet. Staaer dette Svar ikke Eder an? Ney! I tænker nok, hvad de æder maae de selv betale. Ja dette er for saavidt rigtigt, men den Nor- ske Taknemmelighed strækker sig vidt; Dog for at tjene Eder vil jeg give Et alvorligere Svar. De Norske, som ved de aarlige Skole-Forhør hvert Foraar dømmes til

15

15

Kjøbenhavns Universitet, kan beqvemmelig deeles i trende Classe. Nogle har, Gud- skee Lov! mange Penge. Disse bliver, nogle faae undtagne, som har en meget stærk Natur, saa snart de mærker den Kjøbenhavnske Luft, enten reent gale, eller og saa dorske og dovne, at de intet gider bestille. For Tidsfordriv lægger de sig vel efter nogle af Stædets Nætheder, at Sviire, Støye, Spille m. m.; Men alvorlige Ting kan de aldeeles ikke komme afstæd med. Andre har kun faae Penge, dog nogle som de kan hjelpe sig med i Begyndelsen. Disse maae sørge for Eftertiden, og beskjæftige sig, med saa mange Ting, saa de snart glemmer Fæderne-Landet. Endelig andre kommer der, som har slæt intet at leve af. Disse maae enten strax rejse tilbage, eller naar de har megen Lykke, kan de finde Naade for nogen af Professorernes Øine: Og da bliver de lagt ind paa et dertil indrettet Huus, for at føde Forstanden, med Grædske og Hebraiske Gloser og opkogte Disputatser. Disse ere nu i den prægtigste Vey til engang at blive Støtter for Kirken og Staten. Ved at omgaaes her med Folk af alle slags, forvandles de saaledes, at inden Aaret er ude, skal ingen kjænde dem for Nord- mænd. De maae da have os undskyldt Messieurs! saa længe Sagerne staaer paa nærvarende Foed, kan I aldrig vente at see no-

16

16 get fra os. Een anden Sag er det, naar vi omsider kan komme saavidt, at vi frie for Nærings-Sorger kan tænke paa at tjene vore Medborgere; Men i Kjøbenhavn har hver som Student nok med sig selv. Det efterfølgende kan maaskee lære, om man kan haabe, at see disse Forhindringer ryddet af Veyen, ved et Norsk Academies Oprettelse.

Ikke meere end de ovenanførte Aarsager, kan vel denne ansees at være af Vigtighed, som man ofte hører af begge Nationer paa- raabes, nemlig denne: At Norge des bædre maa holdes i Lydighed. De kalder dette en Politisk Aarsag; men skulde man ikke have Aarsag til at kalde dens Forfægtere smaae Stats-Kyndige, som seer alleene til Tingenes Overflade og udvortes Anseelse; Thi den er vist aldrig kommet i Betragtning hos de store Konger og Stats-Mand, som haver regjeret Tvilling-Riiger De haver elsket begge Folk og ved at Lyksaliggjøre, ej ved at tvinge forsikkret sig om begges Lydighed.

Ja hvo veed ikke, at Undersaatternes Troeskab grunder sig paa Kongernes Dyder? saa længe da Christian den Førstes Dyd hviler paa hans Efterkommere, saa længe kan I og Mine Herrer smaae Stats-Kyndige, være

17

17

forsikkrede, at Normanden ej under de Dan- ske alleene den Lyksalighed at regjeres af denne Ædelmodige Stamme. Føer kun velsignede Christian! Scepteret med Viisdom, og Himlen Velsigne Din Efterslægt med Forfædrenes Dyder, saa forfremmes begge Riggernes bæste, og Foreeningen staaer til Verden falder. Et undertvunget Folk kan maaskee for een Tiid holdes i Tømme ved Magten, men Venskab bestyrkes ved fælles Fordeele. Men naar har de Danske undertvunget os? Knud den store vidste hvad Indtryk Guldet gjorde paa Dem, som endnu ej kjændte Magten af dets forføriske Glands, og med List overumplede Han de trygge. Men Magnus den gode havde siden Magten. I de sildigere Tiider har den Lyksalighed, som begge Riger har høstet af Foreeningen, gjort Venskabets Baand u-opløseligt, og fælles Ræt til at regjeres af de bæste Konger har gjort det eene Folk færdigere end det andet til at adlyde. Men jeg sætter at Norge var et undertvunget Land, og at Magt og en forurettende List var de rette Midler til at holde det i Lydighed, hvad kunde det da skade Dannemark, at Norge havde et Academie? det er vel ey de Lærdes Sælskab og Videnskabernes Dyrkere, som Magten har at frygte for i et Land. Ney! for disse gaaer det Landet vel nok, naar De i

18

18 Roelighed kan opofre sit Liv til Studeringer. Eller skal maaskee den her Studerende Ungdom være gidsler for deres Landsmænds troeskab? O! disse ere kun den mindste Deel af Landets Styrke; og jeg er forsikkret, at naar Neroner og Domitianer kom til at sidde paa den Danske Throne i stæden for Titer og Auguster, vidste hver ærlig Nordmand, at han skyldede sit Fædreneland end og Livet selv. Men overalt dette har intet Stæd; Dog da denne Aarsag af de indbildte Stats-Kyndige idelig anføres, har jeg ej maattet mangle at besvare Dem. —

Vore viise Konger og de store Mænd, som haver været med i raadet til at Stifte og vedligeholde et Academie i Dannemark og ikke i Norge har derfore vist haft andre Aarsager. Vi har altid haft Konger hvis viise og Naadige Regiering har været Dem borgen for Undersaatternes Kjærlighed. De har derfore ey tvivlet om de Norskes Troeskab meere end om de Danskes. Men de har maaskee forestillet sig at Videnskaberne vilde ved begge Nationers paa et Stæd foreenede Kræfter des bædre ophjelpes; At Folkenes forskjællige Beqvemmelighed til forskjællige Videnskaber ville tjene til Deres fælles fremvæxt; At det eenes Fordeele ville erstatte det andets Mangeler. Tiiden og opfyldelsen

19

19

har viist, at dette var Hensigter, som var viise Konger og Arbeydsomme Undersaatter værdige. Dannemark har frembragt skjønne Talere, grundige Theologi, alvorlige Jurister. Norge muntre Jurister, grundige Mathematici, ypperlige Digtere. I Sandhed den Ærbødighed, jeg skylder dette saa viise som lykkelige Anlæg, kunde snart komme mig til at frygte, at een Forandring vilde blive Videnskaberne skadelig. Dog naar jeg seer til forskjællen, der er imellem vor Forfatning, for 300 Aar siden og nu, naar jeg betragter at et Værk, hvis Anlæg behøver foreenede Kræfter, naar det er bragt til Fuldkommenhed, med større frugt kan adskilles. Naar jeg eftertænker; at Norge vilde give for visse Videnskaber en bædre Lejlighed end Dannemark; Troer jeg igjen det modsatte. Hvad Videnskaber jeg her forstaaer, sees lættelig, nemlig de som have indflydelse paa Landets Naturlige forfatning. Vare disse blevne opklækkede iblandt Norske Fjælde, istæden for paa Charlottenborg og mellem de Sællandske Korn-Agre; da troer jeg de havde bragt større Nytte. Og vi skulle da ikke behøve at lære af de Svendske og Tydske, at opgrave og reense vore Metaller; Kostbare Lære Mæstere! Thi hvo vil fortænke Dem, at de, naar de har lært os sin Kunst, til sidst reifer bort med vore Penge undertiiden over Accorden. —

20

20

Hertil kommer at et Norsk Academies oprettelse vilde give begge Academierne anleedning til en for Videnskaberne nyttig Æmulation. Den Efterladenhed i at frembringe noget Nyt, denne Vedhængenhed i det gamle, denne Stolthed, som mange af de Herrer Professorer ofte røber imod de her Studerende, og som ofte gaaer til en skammelig Foragt; Denne Selvnoksomhed hos dem, som hviler saa roelig i de erlangte Fortjenester, og den dybe Taushed, som de uden for læse Timerne, og de fastsatte Disputatzer, saa hellig bevarer i alt det, der kunde røre ved Videnskaberne, maae ikke Oprindelsen til alt dette Academiske Onde tildeels søges deri, at Academiet i begge Rigerne er det eeneste af sit Slags. Professorerne frygter ikke at lide Skaar i sin Næring, skjønt Academiet kom i Miscredit. De ere visse paa lige saa mange Tilhørere i Aar som i Fjor; thi de har de samme tvangs Midler i Hænderne, de ere ey bange at det andet Academie skal drage Rigernes Studerende Ungdom til sig; Men lad nu et andet Academies Oprettelse giøre deres Tilhøreres Forsamling lidt mindre talriig, og dem selv lidt meere uvisse i sine Indkomster, saa er jeg vis paa at Videnskaberne intet vil tabe derved. Lad os kun see til vore Naboer! Aldrig var Upsala i saadan anseelse, førend Aboe blev anlagt. Skrivende og ey blot Disputerende Professores, de vittigste

21

21

Skrifter og grundigste Undersøgelser i alle Videnskaber, og den ædle Frihed som giver Studeringerne sit Liv, har siden bragt Upsala til en Høyde, som det uden Æmulation neppe havde opnaaet.

Men de vise Academiets Stiftere og Videnskabernes Beskyttere har maaskee og haft en anden Aarsag. De har maaskee troet, at et Academie kunde være nok for begge Rigerne og tvende vilde derimod kun være til større byrde og Omkostning. Man skulle altsaa troe at hvad et Academies oprettelse i Norge vilde koste, det skulde være sparet. Jeg vil ej opholde mig med at undersøge, hvorvidt dette har kundet have stæd i den forbiegangne Tiid; men at det og herefter kan gjælde det ønsker jeg at see bevist. Jeg troer at et Academie nu kunde anlegges og vedlige holdes uden nogen følelig Omkostning for Staten. Ja jeg sætter, vor dyrebare Konge af landsfaderlig Omsorg vilde give en Kongelig Gave til et saadant Værk, eller at de som kiender og ærer Videnskaberne, blev anmodede om at understøtte deres Opkomst, skulde de Fordeele, vi deraf torde love os, ey blive saa anseelige, at de vilde give Landet og Staten en fuldkommen Erstatning. Var der intet, at en Egn eller en Stad i Norge derved kunde faae flere Næringsveje, flere duelige Mænds Levebrød, er der ikke Statens Fordeel? torde man ikke haabe, at see Landets i

22

22 sidste Aandedræt liggende Oeconomie igjen oplivet, naar der kom Mænd, som havde Indsigter nok til at undersøge selv og at Lære andre at kjende baade dens Mangler, og det Haab der kunde være om dens Liv. Jeg veed nok hvad man vil svare; Skulde ikke Landhuusholdnings Selskaber drage Omsorg for denne sin spæde Yndling? Jo jo Dannemark tænker paa os endnu. Vi ære dette Sælskbs Bestræbelser og haaber meere af dets moednere Overlæg. Skade kun, at Norge ikke ligger inden for Kjøbenhavns Volde. Og jeg frygter, at det er alt for kortsynet til at see saa langt fra; men Selskabet fører Correspondence, og har adskillige vigtige Mem- bra i Norge. Ja jeg veed, hvad det betyder, at correspondere om Sundheden. Jeg kjendte en Ven i Norge som paa Landet var bleven overfaldet af Kold-Feberen. Det var langt fra Byen og her grasserede FlekFeberen. Man maatte correspondere. Lægerne toeg til de Recepter, som de paa en Tiid var meget vandte ved, og ordinerede for Flek-Feberen. Man maatte skrive meget før end man kunde overtale dem om Feyltagelsen; thi for Honeurens Skyld kunde de ikke vel rette sine Feyl. Endelig lode de sig overbevise, de gav Raad for Kold-Feberen; men nu havde den allerede forandret sig til en hidsig Feber; Man skrev atter; men inden Expressen kom

23

23

tilbage var Patienten død. Jeg har siden frygtet meget for de corresponderende Medici. Jeg vilde ønske disse Oeconomiens Læger meere Lykke. Men Høystærede Landsmænd! skulde det gaae galt, hvad vilde vi da giøre? Jeg veed ikke bædre Raad, end at betale Recepterne og skaffe den afsjælede Oeconomie en anstændig Begravelse paa Dansk Grund. Hvad Medlemmerne i Norge angaaer, forlader Fædrenelandet sig til deres Redelighed i at forestille Sælskabet det bæste; men de fleeste ere Mænd, som har nok med at iagttage sine Embedsforretninger. De dagligen forefaldende Leyligheder viiser dem nok Mangler og Misbruge; men Indsigter og Tiid nok til at udsøge Raad derimod torde maaske mangle de fleeste. De kan være enkelte Foretagender voxne, men her behøves samlede Kræfter. En bædre Grund vilde derfor vort Haab om den Norske Landhuusholdnings Vel have, naar der i Landet selv ved et Academies Stiftelse blev lagt Grund til et Selskab af duelige Mænd, lærde Mænd, af Mænd som kunde opoffre sin heele Tiid paa at undersøge, overveye og lære. Endnu en Fordeel som Norske og Danske med, i Fald vores Vel er deres Vel, kunde høste af denne Indretning. En bedrøvelig Erfaring har lært og lærer, hvor stor Fare den første Udflugt til Academiet underkaster den her studerende

24

24 Norske Ungdom. De haver enten under For- ældrenes Øyne, eller paa de publiqve Skoler under een eller anden troe Vens eller For- vandtes Opsigt, erhvervet sig de fornødne Videnssabers første Grunde. Skolerne har nu intet meere at lære dem, og de dømmes værdige til at gjøre en Prøve ved Academiet. De ømme Forældre og Venner berømme de- res Flittighed, og ved en kierlig Omsorg vil opmuntre dem til videre Stræbsomhed. De griber sig derfor an ofte over Kræfterne, for at faae et saadant haabefuldt ungt Menneske saaledes forsynet, at han uden Skam kand lade sig see blandt fremmede; Alt i det Haab, at faae ham engang igien at see som Fami- liens Ære og Kirkens eller Statens Haab. Den unge reiser. Friheden gjør ham mun- ter. Han seer alle sine forrige Dommere ryddede af Veyen. Mangel paa Ettertænk- somhed gjør ham sikker for Sorrig. Ung- dommen, som er læt til at gjøre sig gode For- modninger, forsikkrer ham om en stor Lykke, og Tillid til en ukjendt Duelighed gjør ham dristig. I denne Forfatning kommer han i en Alder, da han har alle Ting uden For- stand, til Kjøbenhavn. Et Stæd, hvor den erfarneste behøver Anførere, og hvor der ud- fordres megen Viisdom for at anvende en eeneste Dag saaledes, at den ey skal give And- ledning til en langvarig Fortrydelse. Her

25

25

blotter strax alle Himmelens og Jordens Gudinder, Dyden undtagen, alle sine Tillokkelser for den unges nysgjerrige Øjne. Forblindet af saa mange foranderlige Yndighed ersavner han neppe den eeneste, som han maaskee kjendte hjemme fra. Udygtig til at undersøge og dømme, priser han det altsammen saare got. I denne Skjønhedernes Beundring møder han een af sine forrige Skole-Brødre. De omfavner hinanden, og den unge, som bær Hjærtet paa Læberne, aabner for den anden alle sine Ønsker. Han glæder sig ved at have fundet en gammel Ven, en Ven, som i Skolen var kjændt for det dydigste Menneske, den lærvilligste Discipel. Men, hvor er han forandret! han hader Dyd og foragter Lærdom. Han har nu været et Aar eller to i Kjøbenhavn, og maa- skee skulde kjende ders Afveye. Han paatager sig at anføre den Unge. Denne overlader sig til ham; thi siælden har han andre Venner. De følges ad paa alle de Stæder, hvor Tid og Penge fortæres. Lidt efter lidt faar han Smag paa Lasterne. Han glæder sig i dem og takker sin Anførere. Men Tiden nærmer sig, at den Unge maae gjøre sin første Prøve. En Maaned har han været i Kjøbenhavn, og endnu ey seet nogen af Professores. Han skjelver for disse forskrekkelige. Hans Ben trøster ham. Dagen

26

26

kommer, og han staaer sig som en Virtuos. Hvor fredsommelig gaaer det ikke til i denne Striid. Nu er Faren forbi, og vor Helt skal samle nye Kræfter til næste Gang. Med første Post beretter han sine Venner sin Lykke; men beklager Tiderne. En nye Remisse opliver ham. Det var ubilligt, at han skulde mangle, som stod sig saa got. Nu lever han ikke længer for sig selv. Hans Godhed deeler med alle. Han gjør sig Venner, hvor han kommer, ved Regimenterne, paa Theatret, i Caffe-Huusene. Hver Mand kjænder ham uden for Porten. Lige til Dyrehaugen strækker hans Rygte sig. Imidlertiid seer han intet af, hvad som hører til Lærdom. Han hører intet til Professores, og disse ey heller til ham. De har bege vigtigere Ting at iagttage, end at informere sig om hverandres Forhold. For Eftertiiden og visse Aarsager tegner han sig paa deres Collegia. Nu veed Gud, naar de treffer hinanden igien. Han tilbringer Vinteren paa samme Maade, som han endte Sommeren. Penge maae skaffes, hvor de kommer fra. Jøder er derfor nyttige ved et Universitet; Thi de uskjønsomme Venner vil have Raison for Udgifterne. Imidlertid lakker det til Tiiden at han skal have sin anden Examen, og det i Philosophien. Denne for Videnskaberne, saavel som for Professores nyttige Examen; Men

27

27

han har intet læst. Ja han veed nok, der behøves intet mere, end hvad han lærte i Skoelen. Collegia ere betalt, og Himmelen skee Tak for barmhjertige Professores! Han vover sig i Ilden. Jeg veed ey, hvo der hjalp ham ud, men nok er det jeg seer ham som en Helt staae iblandt Baccalaureos. Graden maaskee han har betalt forud, eller i det mindste paa onde og gode Tidender nedsadt Pengene i Deposito hos Decanus. Nu skulle Manden til at fortsætte sine øvrige Studeringer med lige Fliid og Lykke, men adskillige Vanskeligheder yttrer sig, og hans Venner holder det raadeligst at kalde ham hjem, saa- dan som han er. Frugten af deres Møje og Omkostning bliver da enten at glæde sig over en Nar, eller sørge over en Elendig.

Forlader mig mine unge Landsmænd! at jeg saaledes har maattet afskildre manges første Aar ved Academiet; Thi nogle findes der dog, som endog i dette farlige Aar ere stærke nok til at modstaae Forføreren. Men jeg har ikke kundet forestille Faren, uden jeg tillige maatte tilstaae, at mange lettelig lader sig styrte deri; Og det er got, undertiden at see sine Fejl afmalet. Et herefter bædre anvendt Liv vil udflette Ungdoms Forseelser. Og Norskes Fiender skal dog ey triumphere over nogles Laster; thi har Kjøbenhavn giort

28

28

fleere end en Nordmand til Sviire-Brødre, saa har den og gjort fleere end en Jyde til fortreffelige Spitsbuber, og fleere end en al- vorlig Iislænder til naragtige Petits Maitres. Allesammen lige gode caracterer for Videnskabernes Dyrkere.

Dømmer nu heraf mine Læsere! hvad Staten, ey allene Norge, men Rigerne i Almindelighed, vover aarlig ved at sende den studerende Ungdom til Kjøbenhavns Universitet. Den vover et anseeligt Antal haabe- fulde Borgere uden Anførere imod de farligste Fiender; thi Lasterne ere, ligesaa vist Statens farligste Fiender, som dydige Borgere ere dens bæste Forsvar; Og ingen uden Lasternes Ven, Dydens og Statens Forræder, kan vel nægte, at jo Kjøbenhavn svarer til det gamle Ordsprog: Store Stæder, store Laster. Men, hvo skal anføre vor Ungdom, og hvo skal styre dens vaklende Skridt? Academiets Lærere. Ja! men hvo veed ikke, at Professores midt i en HovedStad, ophøyet til en Rang, som giør dem til Statsmænd, og ikke til Lærere ved et Universitet, tilbageholdes ved saa mange Forhindringer, og beskjæftiges ved saa mange Forretninger, at de lidet eller intet kan bekymre sig om den her studerende Ungdom. Ja! jeg har selv hørt en af Professores, som

29

29

dog kun var simpel Professor, klage, at han havde saa mange Forretninger, at han neppe kunde faae Tiid til at holde Collegium. Har da ey enhver Retsindig Aarsag at frygte for den Ungdom, som maa vove sig hid. Og hvad Middel mod denne Frygt; Uden det Haab, at om Ungdommen kommer paa Af- veye, kan den igien bringes til rette. Men hvad om Sygdommen bliv ulægelig? Ja et eller to Aar ilde tilbragt, hvad Skade er det ikke i et Menneskes heele Liv? og hvor meget kan ikke paa et eller to vel andvendte Aar arbeydes baade til sin egen og Landets Vel. Jeg anseer i Sandhed det Tab, som det Almindelige lider ved unge Menneskers Fordærvelse i Kjøbenhavn, saa væsentlig og vigtigt, at jeg troer det allene for denne Aarsags Skyld maatte være værd at ønske, at Academiet, uagtet alle Egennyttens Bestræbelser og sandsynlige Hindringer, maatte forflyttes fra det kostbareste og for Sæderne farligste Stæd, til er billigere og for Muserne mere roligt. Men at komme til Norge i sær, kunde da ikke dette Onde afhjælpes ved et Norsk Academies Oprettelse? Jo, naar Landets Sønner i Landet selv kunde finde den Underviisning, der kunde beskjæftige dem til en moednere Alder; naar et Academie blev anlagt, hvor duelige Lærere kunde have Opsigt med den studerende Ungdom; kort sagt:

30

30

hvor Flittighed kunde arbejde i Roe. Fleere skulde da nyde Musernes Omgang, og man skulde da studere for at lære, men ey ligge ved Academiet for at tage Examiner. Sjæl- den skulde da en Fader klage over en ved Academiet fordervet Søn, og siælden skulde da den ømme Moder bringes til yderlighed, for at underholde en sværmende Academicus. Landet kunde da med større Tryghed betroe sine med moednere Alder og moednere Kundstab udrustede Børn til Fremmede. Maatte dog denne Fordeel rettelig indsees af dem, som baade har Kjærlighed nok til at ville, og Formue nok til at kunde forestille vor naadigste KongeLandetsTranglJa dyrebaresteChristian! skulde engang disse Blade blive lykkelige nok til at komme for dine Øyne, saa gid Sandheden maatte tale for os, og vore Fjender være langt borte. Fædernelandet har kjendt den bæste Fader, og nyttigste Borger, som anførte mange Sønner til forskjellige Vi- denskaber. Hvilket Haab for Staten! Men Videnskaberne skulde moednes i Kjøbenhavn. Døden berøvede dem deres Fader, og de bleve Mestere af anseelige Midler. Hvilken Lykke for Studerende! Men de var kun faa Aar i Kjøbenhavn, førend de bleve nødde til i Armod, at blive sine Venner til Byrde. Hvad vilde ikke det Almindelige vinde, om man i Tide forekom mange

31

31 saa bedrøvelige Exempler. Efterslægten vilde med Velsignelser erindre den store Konge, som Omkostninger ey afskækkede fra saa stort et Værk, og de Velgiøreres Minde vilde ey uddøe, som understøttede det.

Men tænker dog ey, Danske Rivaler! at vi intet andet Raad seer, end at søge frem- met Hjælp, for ar bestride de ved et Academies Stiftelse nødvendige Omkostninger. Fremmet Hjælp kalder jeg den Understøttelse, som vi hos Eder torde haabe af Videnskabernes private Velyndere, omendskjønt vi kunde have Ret til at fordre Vederlag, saa frygter dog ikke, at vi vil være nogen til Byrde. Ney! vi vilde heller see at hjælpe os selv lit efter lit paa Fode. De bæste Hensigter har ofte lidt Skibbrud paa en alt for kostbar Begyndelse. Og et lidet Anlæg har ofte med Tiden opnaaet en fuldkommen Styrke. Vi maatte derfor ey tænke paa engang at faae et saa vigtigt Værk fuldført: Ney de for Landet nødvendige og dog endnu meest ubekjændte Videnskaber maatte først opelskes. Mange Theologi behøvede vi ikke, ligesaalidet mange Jurister. Tænker dog ey, mine Herrer Danske! at vi meere end I vilde være Athei eller exleges. Ney! men Guds Ords-Læren og Lovkyndigheden ere Videnskaber, som pleyer at gjemmes til en

32

32 moednere Alder, i hvilken Ungdommen med meere Tryghed kunde betroes Fremmede, og inden vi fik samlet Kræfter, kunde vi endnu unde der Danske Academie nogle Douceurs, for at lære disse Videnskaber. Theo- logiens forste Grunde læres jo desuden i Skolerne, for saavidt, som det almindelige Liv udfordrer. Og at undersøge ved forefaldene Examina, om man var en Christen eller ey, kunde jo gjerne betroes til en af de øvrige Professores, eller og om saa syntes, til en af Præsterne i Nærheden, som for Honeurens Skyld og Professor-Rang gierne uden Løn paatog sig den Umage. I Lovkyndigheden maatte vi vel og hjælpe os som vi kunde i Begyndelsen. En duelig Mand vilde dog udfordres, for at lære de ringere Rettens Betiente qvid juris. Thi Rettens Handthævelse beroer ofre meere paa disse, end paa de andordnede Underdommere. Sprogkyndigheden behøvede vel ey strax at udgiøre 3 eller fleere Professorater. En duelig Latiner, som tillige havde lagt sig noget efter det Hebraiske og Grædske Sprog, vilde være nok til at lære den nogenledes forfremmede Begynder, at kjænde noget af Alderdommens Skjønheder, og forstaae de Lærdes Taler. Hvad den meere læregjerrige Theologiens eller Alderdommens Dyrkere angik, maatte vi endnu for en Tiid have ham recommenderet

33

33

til Fremmede. De levende Sprog vilde væ- re os mere nødvendige, men disse læres neppe Academice. De øvrige Videnskaber, som angaaer Læge-Kunsten og den værdslige Viisdom, blev os mere u-undværlige; de maatte derfore ey heller mangle sine offentlige Lærere; jeg tør ikke vove at bestemme deres Tal, Duelighed og Flittighed kunde erstatte, hvad der manglede i Mængden; Men, naar hver af dem nød aarlig 300 Rdlr. og frie Bolig, foruden hvad deres Collegia kunde indrente dem, skulde de da ikke kunde leve? Jeg seer nok, at ingen af de her værende Professores vilde bytte med dem; men duelige Professores, ey feede Professorater befordrer Videnskaberne. Overflødighed er sjælden en Moder til Flittighed, men net op gjør, at man kan arbeyde uden Bekymring. Desuden, naar de i denne Station havde gjort sig bekjendt, kunde de jo vente Forfremmelse til riigere Universiteter. Academiet synes og ikke at maatte andlægges i een af de største Stæder; Thi disse ere gemeenlig de dyreste. Ja, hvad Fornødenhed var deri, at det skulde være ved Søekanten? Saa stort et Land, som Norge er, har ingen Stæder uden ved Søen. Den trængende Landmand maae ofte i det farligste Føre hente sine Fornødenheder fra de langt fraliggende Søestader. Hvad om et Acade

34

34

mie anlagt i en for Transporten til Lands beqvem Egn, kunde lokke den nærringsøgende Handelsmand til at gjøre et Oplag af sine Vahre længere ind i Landet? Han vilde da finde mere Afsætning, og Landmanden skulde ikke forsømme og tabe saa meget ved de lange Bye-Reyser. En Egn kunde paa denne Maade hjelpes, for andre maatte føyes andre Anstalter. Men nu for at bestride de første Nødvendigheder med Bygninger, Professorernes Gage, med meere, da er jeg forsikkret, at hver Norsk Undersaat, som ved Videnskabernes Hjelp æder Norsk Brød, vilde med Lyst foreene fælleds Kræfter for at ophjelpe dem; naar de under den naadigste Konges Biefald og Beskyttelse kunde være trygge for Misundelses Bestræbelser. Skulde der behøves at bygges, da har Norge Bygnings-Materialia nok. De i Nærheden af det udvalgte Stæd beliggende beneficerede Skove vilde uden Savn forskaffe det Tømmer, som nu staaer hverken Kongen, Herligheds Eyeren, eller Byxselmanden til nogen Nytte. De hist og her anlagde Tegl-Brænderier vilde for billig Priis forskaffe den fornødne Steen; Og duelige Arbeydere mangler ikke blandt de hændige Norske. Uden alt for store Bekostninger kunde da gjerne opføres fornødne Boeliger for Professores og

35

35

2 a 300 Academici; thi de Norske Muser vilde vist lade sig nøje med en mindre prægtig Bygning, end den, Krigs-Gudinden inden for Kjøbenhavns Volde har opført for sine fredsommelige Dyrkere. Det Norske Præsteskab giver aarl. en anseelig Academie-Skat, som jeg troer Landets Børn frem for andre kunde tilegne sig. Endnu et Raad: det Kjøbenhavnske Universitet kunde deele med os nogle af sine Rigdomme. Ney! nu bliver Nordmanden grov. Aldeeles ikke. Der er ingen Uartighed, hvad Billighed kræver. Vi har i en Tiid dyrket de boglige Kunster i Fællesskab. Om vi nu adskilles, er det jo billigt, vi bør deele, hvad i Fællesskabet er erhvervet. Jeg vil vel troe, at de ivrige Forfægtere af de Danskes Monopolium paa at have et Academie, vilde ansee denne Paastand om en Deeling for urimelig og umuelig; Men jeg kjænder den, som kunde giøre den ligesaa rimelig som muelig, naar, nemlig vor Naadigste Konge, overbeviist af Sandheden, og bevæget af Sagens Nytte, vilde befale det Kjøbenhavnske Academie at forflyttes, saa kunde jo en Deeling af dets Beneficia være dem ligesaa tjenlig, som os, da de derved kunde spare det halve af Bygnings-Omkostningerne. Men skulde dette Raad, uagtet, ald dets Billighed, dog synes for haardt;

36

36 vel an! saa lad det Kjøbenhavnske Universitet beholde sine Beneficia i Roe. Endskjønt vi i Begyndesen kunde behøve nogle af dem. saa troer jeg, at vi for Eftertiden skulle kunde undvære dem; Thi den Norske Ædelmodighed ville vist ikke glemme ved Donationer, Legater og Testamenter at understøtte een for Landet faa nyttig Stiftelse. Ja var det mueligt at undersøge hvad Patrioter, der Tiid efter anden har havt i Sinde at oprette Testamenter til et Norsk Academies Beste. Da troer jeg, at Verden deraf allene skulle lære, at Norge har aldrig manglet hjelpsomme Borgere, og at det, som nu udfordrer fælles Hjelp, kunde allerede ved nogles Ædel- modighed været udført. Den retsindige Thomas Angel, hvis Navn Norge med Tak vil bevare, havde vist bestemt en anseelig Deel af sine Midler til et saa høytideligt Brug. Men, hvem har det været, som har hindret hans og andre reedelige Norskes Ønsker? Egennytte og Misundelse har tilsperret Adgangen til Thronen. Og de bæste blandt Kongerne har troet at Sandhed og Reedelighed talte, naar den slebne Statsmand opfandt sandsynlige Aarsager, for at hindre Landets Vel. Men skulle det ey være mueligt ar eftersøge, hvortil i det mindste nogle af saadanne Penge siden ere anvendte? Og

37

37

kunde det endnu ey være Tid til at betjene sig af det til en meere nødvendigt Brug, som siden er bestemt til et mindre vigtigt, naar man kun var forsikkret, ar Testator havde udvalgt dette, i Mangel af et bædre, og ey havde forandret sin første Billie af anden Aarsag, end fordi Magten hindrede ham fra at fuldbringe den?

Heraf maae man nu dømme hvor nær jeg er kommen de rette Kilder, hvoraf de til et Norsk Academies Anlæggelse fornødne Omkostninger kunde tages og hvorvidt den Sats er beviist: At et Academie i Norge kunde anlægges uden en for Staten følelig Byrde. Jeg forlader mig til at en Patriot af større Indsigter end mine vil opfylde det manglende; Thi at indlade mig i een vidtløftig detail eller opreigne alle Ting paa det nøjeste, har jeg ligesaa lidet Lyst til som Evne. Men Jeg troer, at om der til saadant et Værk, udkræves een stor Summa, er og de angivne Kilder gandske riige. Og en lykkelig Fremgang vilde vist Erstatte det giorde Udlæg.

Førend jeg slutter denne Afhandling, maae jeg endnu undersøge een Aarsag, som almindeligst anføres, men forekommer mig dog mindst vigtig nemlig denne: At Kjøben

38

38

havn ved Academiets Deeling eller forfløttelse, vilde tale i sin Anseelse og Styrke. Men skal da tvende Riigers Vel sættes tilside for een Stads Opkomst? Kjøbenhavn kan i Sandhed ansees som een Blod-Igle, der udsuer alle Undersaatterne til Marv og Blod. Hvad den arbejdsomme Landmand med blodig Sveed fortjener, hvad den vindskibelige Handelsmand ved vovelige Forsøg og utrættelig Flid kan vinde. Kort sagt: hvad enhver stræbsom Undersaat kan sammenspare, det trækkes omsider altsammen ind i dennes fortærende Svælg. Lykkelige vare vi, om vore Rigdomme ved en bestandig Circulation løb herfra igjen ud til de øvrige Statens Deele, Lykkelige vare vi, om her som man burde haabe, fantes, hvad Kongens og Landets Tjeneste udfordrer, naar de udarmede Riiger intet meere formaae. Men herfra adspredes Alt iblandt fremmede, og Staden bliver lige forarmet. Een Hovedstad, hvor Kongerne holder sit Hoff, har altid store Fordeele fremfor andre Stæder til at erhverve sig Magt og Velstand. Men lad den bruge de Midler, som er den egne. Lad Handelen, dog uden andres Fortrykkelse, ophielpes; Thi her er altid søgning af Fremmede. Lad en talriig Besætning be- skiæftige den arbeidsomme Haandværksmand. Lad de Kongelige Collegier her have sit Sæde.

39

39

Men den maae ey tillukke alle Næringsveye for andre Lad Manufacturer og Fabriqver ophielpe de ringere Stæder hvor Levnetsmidlernes ringere Priis kan formindske arbeyderens Løn uden Klage, og befordre affætningen ved billigere Kjøb. Lad Kunster og Videnskaber dyrkes hvor de finder den bæste Anleednig; Thi de ere ej skabte for at indsperres inden visse Volde, men for at udbredes i Landet. Ja vi tør haabe, at den Viisdom, hvis Øyne vi har seet opladt til vort Vel, skal og vaage over os til at afskaffe de herved indsnegne Misbruge. Lad Philopatreias kun troe, at han indseer Rigernes Vel, naar han indseer Hovedstadens, at han taler Landets, Sag, naar han taler Kjøbenhavns, Stadens Øll-Patrioter vil derfor vist skylde ham en Æ- restytte, men Rigernes øvrige Børn vil skye hans Erindring. Hvad synes Eder højstærede Landsmænd, naar Kjøbenhavn skulle blive et Oplagsstæd for Norske Vahre? Fædrenelan-det vil da vist nok profitere. I Sandhed det vil blive os en Ære at disse Adelige Borgere vil udhøkre vore Vahre, men jeg frygter, at Factorernes Provision vil fortære Gevinsten. Og jeg tvivler paa at Norges Venner de Hollandske og Engelske, som nu saa flittig besøger, og endnu tilforn flittigere har besøgt vore Norske Havne, vil finde sig vel

40

40

ved at tage vore Norske Vahre i Kjøbenhavn.

Men at komme til vort Academie igjen, skulle da Kjøbenhavn lide saa meget ved dets Oprettelse. Det er sandt de Norske Studerende tilsætter her endeel Penge imellem Aar og Dag, men en Forandring vilde dog i saa stor en Stad vel neppe føles. Den ville des uagtet, naar det Danske Academie skulle forblive her, ej mangle Studentere. Dannemarks mange offentlige Skoler giver aarlig et anseeligt Antal deraf. Og om vi forlader dem, saa lad de gode Herrer Professores umage sig for at lokke fremmede her ind i vort Stæd. De veed nok selv bæst, hvorfor man seer her saa faae af disse, da dog deres Penge maatte værre langt kjærere; Thi de Norskes finder man altiid. Jeg overlader da til de reedelig Sindede, thi de ureedeliges hæse Raad maae her en høres, at dømme, hvorvidt denne med de øvrige anførte Aarsager, som jeg dog troer ere de vigtigste, kan være tilstrækkelige, til at hindre et Norsk Academies Oprettelse. Skulde noget i de derimod anførte Grunde være fejlet, haaber jeg een Sandheds Elskere vil rette det. Imidlertiid skal dog aldrig nogen kunde beviise, at det blev til det heeles Fornærmelse om Norge fik et Academie; men en-

41

41

hver maae derimod tilstaae vi har mange Grunde til at ønske det, da mange mindre Riiger har fleere end et deraf. Det bliver derfor Norges Haab, at vor Viise Konge forjager Fordommes Magt, og bygger paa visse Grunde. Han indseer vore Mangler og vaager for vort Vel. Førend den trængende Undersaat har tordet ønske, er ofte besluttet det som kunde tjene til vort bæfte. Et Vink fra Trohnen! saa falder alle Forhindringer, og de vigtigste Foretagender udføres.

Endnu et Par Ord til nogle svagtroende Landsmand: Videnskabernes Dyrkere svæver siælden i Overflødighed, og de grumme Nærings- Sorger gjør dem ofte Livet bittert. Af denne Aarsag har jeg hørt nogle af de her studerende Landsmænd, selv tvivle om, at det var tjenligt, at Norge fik et Academie; saasom de frygtede, at der vilde blive færre Nærings-Veye, end her, for en Studerende, som ey besad Midler. Men skulde denne Indvending være af nogen Vægt? Jeg troer ney. — Academiet blev enten anlagt i en af de store Stæder, eller i en liden Stad, eller paa Landet. I de tvende sidste Tilfælde blev dets Vilkaar næsten det samme. Blev det nu anlagt i en af de store Stæder, saa vilde Nærings-Benene blive de samme;

42

42

Thi var Staden mindre end Kjøbenhavn, saa blev og de Studerende færre. Man havde og ey der at frygte for disse Videnskabernes Smug-Handlere, som ved alt for godt Kiøb udarmer baade sig selv og sine Meborgere. Og vores Landsmænds Raisonablere i saa Fald er bekjendt, en allene for Landets Børn, men og for Fremmede. Et Beviis herpaa giver de Danske Studenter, som saa gjerne søger vore Conditioner. Blev derimod Academiet anlagt paa et andet belejligt Stæd i Landet, som af adskillige Aarsager var meere at ønske, saa blev der vel tillige føyet saadanne Anstalter, at nogle trængendes Omstændigheder derved kunde ophjelpes; naar der kun fra Begyndelsen blev vaaget over, at Professorernes Børn ey maatte op- æde Academiets Fedme; at hverken Venskab, Svogerskab, eller de Stores Recommendationer, maatte berøve Dueligheden sin bestemte Deel. Hertil kommer den Fordeel, at være sine Venner nærmere, som med adskillige Nødvendigheder, uden den besværlige PengeUdgift, kunde komme saadanne til Hjelp. Færre Anledninger til unødvendige Udgifter ville tillige spare meget. Ja blev desuagtet nogen tvunget at forlade Academiet, førend han ønskede, saa kunde han lettelig ved een sparsommelig Flittighed paa andre Stæder i

43

43

et eller to Aar erhverve sig det, hvorved han siden kunde fortsætte sine Studeringer; Een Fordel, som vel mange har erfaret, nu maae arbeydes for 6, ja 8 Aar og længere. I Betragtning heraf, tvivler jeg ikke paa; at jo og disse Landsmænd vil billige dette Ønske: at Landets Fader, ved et Academies Stiftelse i Norge, vilde opmuntre fleere til at forskaffe sig Videnskabs og Kundskabs skiulte Rigdomme, og saaledes give Landets Fiender, Egennytte og Misundelse, et ulægeligt Saar; Thi ved Videnskaberne, ey just ved mange af disse udhungrende Pedanterier, som nu læres i Skolerne og ved Academiet, men ved gode og nyttige Videnskaber, forfremmes Landets Vel, og den stræbsomme Borger glæder sig ved, i disses Lyys at kunde finde den nærmeste Vey til sine Ønsker.

Nota. Da jeg har udladt mig med, at det syntes ønskeligt, om Norge fik et Academie, at det da blev anlagt inde i Landet; men jeg veed, at mange er af andre Tanker; Saa maatte det komme an paa, hvilken Meening en viis Overveyelse fandt mest grundet. Jeg kan ey nægte, at jeg jo ved dette Stæd har tænkt paa Hedemarcken i Aggershuus Stift, hvor der

44

44 i forrige Tider var een af de anseeligste Stæder. Denne er den frugtbareste Egn, og Adkomsten er ey af de besværligste; Men den Indvending; jeg seer man vil gjøre mig, er dog ey uden Vigtighed, nemlig: Det var at befrygte, at der kunde indfalde haarde Aaringer, som kunde udhungre Muserne. Dog, jeg haaber, at Viise Indretninger kan for Eftertiden forekomme den Mangel, som tilforn et eller andet Aar kan have trykket denne og andre Egne t Norge. Imidlertid skulde andre Stæder have vigtigere Grunde for sig, kan Fædernelandet blive ligevel tjent. De smaae Søe-Stæder ved Vester-Kamen vilde maaskee, hvad Beliggenheden angaaer, have de største Fortrin.

1

Tanker.

Forfattede i Andledning af en

Normands Undersøgelse,

hvorvit

de Aarsager kan gielde der anføres som

Hindringer

for et

Norsk Akademies

Oprettelse.

Kiøbenhavn 1771.

Trykt og findes tilkiøbs hos I. R. Thiele, boende i Peder Hvitfeldts Strædet.

2

        

3

Til Forfatteren af Undersøgelsen.

Din frimodige Undersøgelse, min kiere Landsmand! og Forslag til et norsk Akade- mies Oprettelse har høilig behaget en stor Deel Normænd, som jeg kiender, fra dem slutter jeg til de øvrige Patriotisksindede. Thi om Restens Biefald, der med Flid har afført sig al norsk Tænkemaade, endog indtil Udtalen i

4

4 Fortale.

Sproget, troer jeg du, ligesaa lidet som jeg, bekymrer dig. Blant de Danske selv har jeg fundet mange faa billige, at de har tilstaaet Nytten af et Akademie i Norge, ja endog ønsket dit Forslag i alle sine Dele iværksat. Dog har der ikke heller manglet dem, som med en meget betydende Mine og høilært Smil har sagt: ja vist, ville et norsk Akademie giøre stor Opsigt i den lærde Verden; hvilken brav Karl vilde vel der være Professor? & c. — Man værdigede ham ikke engang Igiendrivelse, thi den maatte have begynt med at føre ham hans Forbindelse og Pligter mod Norge til Hierte. Lad os kun, min Landsmand! foragte slige upatriotiske Indfald, allerhelst, saa lenge de ikke ere forbundne med Magt til at skade os.

5

5

Fortale.

Vort fortrængte, og som du rettelig siger, i mange Aar foragtede Fæ- dreneland, har hidtil savnet en Redelig, som har villet og kundet tale dets Sag. Undersaatternes Ønsker for deres Velfærd, have aldrig kundet trænge igiennem Egennyttes, Partiskheds og Misundelses Pallisader til Thronen. Man har altid meget omhyggelig passet paa at undertrykke og qvæle dem i Fødselen. Har Patrioten taget Penen fat, saa har man ved at tilbageholde det almægtige Imprimatur, kundet tvinge ham, enten til at lade sit Skrift blive utrykket, eller til at male om igien de beste Træk derudi, alt efter Bedømmernes GotbefindendeHavde nu vor vise og dyrebare Konge ikke raadet Bod paa denne Uorden, ved at tillade en almindelig Skrive- og

6

6 Fortale.

Trykke-Frihed, saa skulle de uden Tvil have erfaret, at baade din Undersøgelse og disse mine Tanker, ja fornemmelig maaskee disse 2 Skrifter havde aldrig faaet Lyset at see. Aarsagen begriber du selv.

Imidlertid er og bliver dog et Akademie i Norge en af de vigtigste blant de utallige Fornødenheder, hvis Savn for nærværende Tid meest trykker dette Rige.

Gid nu ogsaa en eller flere Patrioter, som bære en sand Kierlighed til deres Fædreneland, og som have den fornødne Indsigt i dets indvortes Beskaffenhed. Gid de, siger jeg, ville ogsaa nu paatage sig at skrive om andre Dele af Norges Tarv, og fremstil-

7

7 Fortale.

le i fuld Lys de mange øvrige StatsSvagheder, som uden hastig mellemkommende Redning, truer dette skiønne Kongerige med ufeilbarlig Undergang. De Prøver vi allerede have havt paa, Kongens Bevaagenhed for Norge, svarer til den inderligste Hengivenhed, hvormed de Norske i Almindelighed elfter og ærer ham, trods alle falske Begreber, som Avind saa gierne ville formeere baade sig selv og andre derom; disse Prøver give os største Grund til at haabe, at der ogsaa i Fremtiden vil med den samme Iver blive raadet Bod paa vore Mangeler, som de Danskes, naar kun en Normands Pen var hældig nok for at blotte dem paa den rette Maade, og hans Skrift heldigt nok til at komme Monarken for Øinene.

8

8

Fortale.

Men for at komme igien til din Undersøgelse, angaaende det norske Akademie, da skylder alle Normænd dig megen Tak, for din gode Hensigt mod vort Fædreneland. Enhver, der læser dit Skrift, maatte jo være blind, naar han derudi ikke kiendte Patrioten, thi dennes Stemme, i hvor den for Resten er, har dog noget besynderligt og eget i sig, som den Falske og og Ure- delige giør sig forgieves Umage med at efterligne. Som Patriot begierer du ikke at fritages for dine Landsmænds Domme og Kritike, tvert imod, du ønsker selv, at nogen Redeligsindet ville undersøge dit Skrift, og de Grunde, hvorpaa du bygger Forslaget til det norske Akademie. Du ønsker selv, at nogen som kiender Landet, vilde tage Sagen i nøiere Betænkning, og til dens fuld-

9

9 Fortale.

komne Oplysning bekiendtgiøre sine Tanker offentlig.

Dit Forslag behover sandelig nærmere Bestemmelse i visse Stykker, og to kan du ikke nægte, seer jo bedre end een. At jeg derfore udgiver disse pa. triotiske Tanker over samme Materie, troer jeg fornærmer dig saa lidet, at du heller forøier dig derover, saasom dette er just hvad du ønsker.

Jeg for min Part seer gierne, at nogen dertil berettiget, det er at sige, nogen Norsk vil undersøge dem, og jeg er stedse villig til at frastaae alt, hvori noget urigtig maatte befindes.

Skal vi norske da prøve hinandens Tanker, skal vi endog nødes til at

10

10 Fortale.

igiendrive hverandre, saa bør det skee i saa stor Kierlighed og med saa lit Bitterhed, at hele Verden kan see, det vi (tvert imod vore Forgiengeres Exempler,) skriver ikke for at bides, men for Sandhedens upartiske Undersøgelses Skyld, og af en reen Kierlighed til vor Fædreneland, den vi heller stræ- be at udvise i Gierningen uden Indskrænkelse til visse enkelte Provinser eller Byer, end at broute af paa Ti- telbladet.

Lad slig Bitterhed af Vankundig- heden kaldes med hvad Navn den vil, lad den kun kaldes en høi Grad af patriotisk Iver, som bliver nok det mil- deste Navn den fortiener: Gaa væ- re det dog langt fra at vor norske Patriotisme skal blive saa enthusia-

11

11 Fortale.

stisk; thi vi have allerede lært, at Affekternes Rolighed befordrer den Klarhed i Forstanden, som er Patrioten saa høistnødvendig, naar han engang skal skrive for sit Fædreneland.

12

Burde og kunde Norge have et Akademie?

Titelen og ovenstaaende Brev viser, hvad som har givet mig Anledning til denne Afhandling, og hvad man har at vente sig i samme. —

Jeg har ikke i Sinde at igientage noget af det, Forfatteren til Undersøgelsen har sagt, uden for saa vit, som hans Setninger kunde fordre, enten aldeles Rettelse, eller nøiere Bestemmelse, eller en bedre Orden; men min Hovedhensigt er at fremsette og forklare mine egne Tanker om et norsk Akademie. Jeg indseer min Svaghed i denne Materie med den skyldigste Erkiendelse deraf, og holder slet ikke for, at der jo

13

13 bliver meget at sette ud, paa det jeg her skriver. — Men mine Landsmand tier jo.

De af dem som kunde have bedre Indsigt

end jeg, og som ere i den Alder og Vei,

at de kunde selv have Fordeel af at faae

et Akademie i Norge, disse skriver intet, da Tiden er saa ønskelig og beleilig dertil. — Jeg derimod, hos hvilken en lang Fraværelse kunde med Rette troes at have for- kiølnet den Patriotiske Iver, jeg taler et Fædrenelands Sag, som jeg har intet Haab oftere at see. Derfore haaber jeg og at mine Landsmand har mig undskylt om Evnen ei har svaret til min gode Villie. De egennyttige Domme bryder jeg mig ei om. Jeg legger hertil, at jeg meener endnu at kiende visse Dele af mit Fædreneland temmelig nøie, og uden for den Kundskab jeg har skal jeg aldrig vove mig, eller handle om det jeg ikke forstaaer. Dette maa være nok til at retfærdiggiøre mit Foretagende.

Her spørges først: Burde Norge have et Akademie? Det hedder med andre Ord: Burde et stort Kongerie af meer end 300 Miiles Længde, have nogen An-

14

14

stalt inden Landers Grændser, hvorved Ungdommen kunde oplæres i de fornødne Videnskaber, uden at sætte baade Siel og Velfærd, Gods og Rygte i Vove blant Fremmede, og endda komme næsten lige klog hiem? Fra hvilken Punkt man end betragter dette Spørsmaal, saa kan man ei andet end svare Ja dertil.

Min Forgienger i denne Materie har temmelig eftertrykkelig vist endeel Grunde, hvorfor et Akademie bør være i Norge. — Nogle af dem ere paa Indbyggernes og de Studerendes Side: Kostbarheden at opholde sig i Kiøbenhavn. Det som en Student der behøver for at komme ud med et Aar, troer jeg vilde hjemme i Norge være tilstrækkelige Tærepenge for ham i to Aar, naar Akademiet blev anlagt paa et andet Sted som ikke var alt for kostbart. Vor Ungdom vover sig ind i en stor Hob moralske Farligheder, naar den kommer til Kiøbenhavn, som den i det minste kunde undgaae hjemme. Disse drage som oftest mange physiske Uleiligheder med sig, saa at Norge i Steden for friske og sterke Borgere, som det

15

15

sender til Kiøbenhavn, faaer gierne svage og skrøbelige Beenrader tilbage, hvis Helbred for deres øvrige Livstid er knækket. Desuden veed enhver, hvor usund den Kiøbenhavnske Luft er for Fremmede. En blant tyve af Ankommende, skal efter nogen Tids Ophold der, neppe undgaae Sygdom, med mindre han har Lejlighed til at leve besynderlig got, og ellers bruge kraftige Præservativer; det første nødes de fleste Norske til at lade blive, og hvo siger at man skal reife til Akademiet for at medicinere? Hvad Billighed er der i at jage et heelt Lands Ungdom ud af den Himmel-Egn, som den er vant til, naar alt det samme kunde læres og forrettes hiemme som andensteds? — Sandelig Kiøbenhavn er dog umættelig! den fordrer ikke allene de Norskes Penge og Midler, som en ordentlig paabuden Skat, men den vil og, at de skal tolde endeel af deres Helbred inden dens Volde. Mon ikke mange norske Studentere havde levet endnu, hvis de ei havde været nødt til at søge deres Død her. — — Men nok

16

16 Paa Statens Side ere der og vigtige Grunde, som kunde overtale til et norsk Akademies Oprettelse. En Stat har alletider Fordeel af, at de enkelte Dele i den staaer nogenledes i Ligevægt med hinanden, i Henseende til Indbyggernes Velstand. — Er en Provints overflødig riig og en anden meget fattig i en og den samme Stat, naar begge ellers havde lige fordeelagtige Veie at sætte sig i Velstand paa, saa seer enhver at den Stat er syg. Nu udtømmer Norge til Kiøbenhavn mange af sine Midler, som det kunde med al Rette forlange at beholde selv. — —

En stor Deel af den slette Tilstand, som dette Kongerige er udi, kan det tilskrive de kostbare Udmarcher, som det har været nødt til at lade sine Børn giøre i saa mange Aar.

Man efterregne kun, hvor meget der af Normændene fortæres i Dannemark mellem Aar og Dag, og spørge saa: Er dette Ligevægt? Norge har, saa vit jeg veed, ikke en Skilling eller Skillings Fordeel af

17

17

Dannemark, men vel Dannemark af Norge, og den undte vi dem gierne til Maas de, naar den kun ikke gik over Grændserne. End mere: Naar de norske Penge maatte tillige med den norske Ungdom faae Lov at blive hiemme, saa havde Staten den Fordeel deraf, at den eiede meer circulerende Rigdom, i det minste der oppe; thi alt hvad af Penge kommer til Kiøbenhavn, troer jeg er at ansee som forlovet for Staten, da denne kierlige Oldmoder dies alt for sterkt, ja indtil Blodet, af udenlandske Stifbørn, naar hendes egne lide baade Hunger og Tørst.

Staten har og Fordel af at eie dydige velopdragne og gudfrygtige Borgere. En af deres fornemste Beskæftigelser burde jo da være at danne sine Børn saaledes. — Men man synes at handle tvertimod denne Hensigt, naar man forpligter et helt Kongerige til ar vove alle de af sine Børn som skal lære noget, ind i Kiøbenhavn, hvor enhver veed, at Ungdommen lettelig fordærves, og i Steden for at blive Støtter, heller blive til Byrder, baade for Staten, Kirken og det Almindelige. — Men hvor

18

18

faa ere ikke de Normænd som undgaae denne Fare? —

Den Indvending, at Kiøbenhavn vilde tabe for meget ved at miste de norske Studenteres Penge, er af saa liden Vigtighed, at Forfatteren til Undersøgelsen burde ikke have giort sig nær saa megen Umage med at besvare den. Og i hvor grundigt dette end er skeet, saa havde dog saadant Svar været alt nok. — Hvor staaer det skrevet, Messieurs! at de øvrige Statens Dele skal med deres Sveed underholde Kiøbenhavn?

Mon det og blev tienlig for Videnskaberne at Norge fik Akademie? maatte nogen spørge. Kiere! er da al Lærdom indsluttet i Kiøbenhavn? og skulde den ikke li- gesaavel kunde blomstre i Norge som der? Jeg behøver kun at henvise den tvivlende til de anseelige Frugter, som de Kongelige norske Videnskabers Selskab har leveret os af deres lærde Bemøielser.

Døm deraf, min Ven! hvad man kunde haabe af et ordentlig indrettet Akademie

19

19

der. Døm deraf, om Muserne ikke ligesaa vel trives i det kolde Norge, som i det taagefulde Kiøbenhavn, naar de kun finder flittige Dyrkere. Ja, just derpaa kommer det an, siger du. Men jeg vil gotgiøre, at man havde Aarsag til at haabe flere saadanne af den norske Ungdom, naar den kun maatte studere hiemme, end man hidindtil har seet.

Kiøbenhavn er overalt et ubeqvvemt Sted for Studerende. Tusinde Adspredelser har det endog for dem, som der ere opdragne, hvor meget mere for Fremmede? henfalder de da til Vitløftighed i Levnet, som de har største Lejlighed til, saa Farvel Studeringer! Men jeg setter, at de giøre det ikke, at de tvertimod leve saa ordentligen som man kan forlange. De vilde endda faae Anledninger nok til Tidsspilde. — @Saa mange uvante Ting for dem at give Agt paa, saa mange hidtil ubekiente Tidsfordrive, som de jo endelig maa tage Deel udi, afholder dem fra den Stadighed i Studeringer, som bør findes ved Akademiet, og som giør lærde Mand. Hertil kan legges,

20

20

at de Norske tabe i Kiøbenhavn gemeenligen al deres Munterhed til at studere. Mangel paa det fornødne, som trykker, desværre! de fleste af dem; Længsel efter Venner og Fædreneland, som de i de Unge, ja ofte i Barndoms-Aarene maa skilles fra; Ræd- sel for at falde i de græsselige Rovfugles Klør, som de dagligen see at efterjage baa- de deres Uskyldighed og Velfærd, og som de ikke uden Gysen kan tænke paa; Kiedsomhed over al den Ondskab, som de der høre og see omkring sig; alt dette kan nok knekke baade Sind og Legeme paa vore ærlige Normænd, og betage dem Munterheden til deres Studeringer.

Men med hvilket nyt Liv, med hvilke fornyede Kræfter, med hvilken Lyst og Iver, og til hvilken Nytte for Videnskaberne og de boglige Konster, vilde de derimod ikke dyrke dem hiemme, hvor de udvortes Omstændigheder vare lit mindre uangenemme for dem? — Maaskee ogsaa Kappen og Æmulation vilde efter Forfatterens Meening ikke allene drive Professorene, men og de Studerende til mere Flid.

21

21

Et hvert Akademie vilde have Prisen for at have frembragt de største Mænd og beste Skrifter. Normanden giver ingen Na- tion efter i Ærekierhed; og Videnskaberne i Almindelighed kunde vinde derved.

Endelig er der visse Videnskaber, som slet ikke med den Held og Fremgang kan dyrkes i Kiøbenhavn, som i Norge, og disse ere just de vigtigste og nyttigste for Staten. Hvor mange Rariteter og Selsomheder, foruden en større Overflødighed af de naturlige Natur-Produkter, vilde ikke beskieftige Naturforskerne, naar kun nogen saadan fantes der? Hvor mange paa andre Steder ubekiendte Ting, vilde Lægen ikke der opdage, og giøre brugbare og nyttige i hans Konst.

Norge er fult af Forandringer i Naturen. Landets Beskaffenhed er ikke paa et Sted som paa et andet. Er end den beste og fordeelagtigste LandhuusholdningsMaade for en Provints udfundet, saa tænke ei Patrioten, at han dermed kan slaae sig til Rolighed. Nei! han reise kun ind

22

22 i en anden Provins , han reise kun over et Field til neste Kirkesogn, og han skal med Forundring finde alting saa forandret, at hans hele forrige Plan bliver ikke allene her ubrugbar, men ofte skadelig at følge. Han maa udarbeide en anden, som passer sig bedre til den Egn der nu er bleven Gienstanden for hans Flid og Opmærksomhed. Saaledes forestaaer ham overalt nyt Arbeide. — Hvo seer da ikke, af hvilken udstrakt Vitløftighed den norske Oekonomie er, og hvor nødvendig den tilligemed Naturhistorien og Lægekonsten maatte næst Gudslæren, den verslige Visdom, Maalekonsten og Lovkyndigheden med største Flid opelskes og dyrkes ved Akademiet. Mon dette kunde med samme Hæld skee i et Studerekammer i Kiøbenhavn, som hiemme i Landet? Del skal aldrig nogen faae mig til at troe.

Nogle Regler, saa fradragne og almindelige, at de i det minste kunde passe sig til de nordiske Riger overhovedet, udgiør ikke Oekonomiens Studium. Et Land, saa fult af Forandringer i Naturen, som Norge, maa kiendes i alle sine enkelte Dele.

23

23 Men de fleste Danske kunde jo ikke engang giøre sig et almindeligt Begreb om dets Beliggenhed, uden at have seet det: Hvorledes skulde de da kunde lære vor Ungdom Landets indvortes Huusholdning, at jo enhver fornuftig Bonde der oppe skulde giøre det langt bedre, omendskiønt hans Fortienester baade i Agerdyrkningen og andre Dele af Oekonomien, der ofte overgaae hvad man skulde troe og tænke, hverken kiendes eller udbassuneres i Aviserne. O! hvor indskrænket er dog ikke eders Syn, ædle Patrioter!

Jeg forbigaaer, hvad Forfatteren af Undersøgelsen har sagt om Norges saavel Kirkelige som Verdslige og Lov-Histories Dyrkelse, hvortil Nærværelsen i Landet vilde give større Leiligheder end ellers.

Her seer man da, hvad Videnskaberne i Almindelighed, hvad de for Staten nyttigste og nødvendigste Videnskaber i Særdeleshed vilde vinde, om Norge var saa lykkeligt at faae sit eget Akademie. Følgelig er det første Spørsmaal: Burde Norge

24

24

have et Akademie? i alle sine Dele fuld- kommen besvaret.

Nu spørges for det andet: Kunde og

Norge have et Akademie?

Jeg svarer Ja, saa fremt Kongen vilde tillade det. Hvad jeg her siger, skal jeg siden bevise. — Jeg holder det ikke for- nødent med Forfatteren af Undersøgningen, at raabe paa Norges Velstand i gamle Dage, da det eiede saa mange herlige Stiftelser, og kunde føde baade Prælater og saa mange Klostere fulde af hellige Lediggiengere uden at lade nogen af dem lide Nød, og deraf giøre den Slutning: Derfor kunde det nok endnu taale at have og underholde et Akademie.

Der er stor Forskiel paa Norge nu og i gamle Dage. Tilforn var det, som i Almindelighed de nordiske Lande, fult af Rigdom og Velstand. Nu derimod fuld af Armod og Elendighed. De Rigdomme som Geistligheden og Klosterne oppebare af Borgerne, bleve for det meste i Landet. Kom

25

25

opslugte vel endeel af dem, det nægtes ikke, men Kiøbenhavn og Fremmede sluger nu omstunder mere, det paastaaes aldeles.

I de lykkelige Tider, som Forfatteren omtaler, var Norge, (hvilket man maa merke,) deels regieret af sine egne Konger, deels af de Danske, men med mere Agtpaagivenhed og Omhyggelighed, end siden skeede, saa som Foreeningen imellem det og Dannemark var endda i sin Barndom, og en alt for spæd Plante til at taale Skiødesløshed.

Det være langt fra mig at skrive paa Kongernes Regning, at Norge er uomhyggelig behandlet. Nei! de have altid med Upartiskhed deelt deres Kierlighed lige imellem Rigerne, hvilket begges Undersaattere med storste Taknemmelighed og Hengivenhed noksom erkiender. Men enten saa vort Fædrenelands Fraliggenhed fra Residentsstaden og Hoffet, eller vore Fienders lumske Ef- terstræbelse, yttret i Sandhedens Fordølgelse for Monarken, eller Egennyttens andre nedrige Hensigter have voldet det, saa lærer dog nu Erfarenhed, at det er gaaet, som

26

26 jeg siger, nemlig at Norge formedelst Man- gel paa Omhyggelighed er nedsynket i den dybeste Armod og Elendighed, som er saa meget farligere og ulægeligere, da enhver her nede i Dannemark, (hvilket jeg med Forundring har mærket,) staaer i den vrange Indbildning, at Norge er et blomstrende Land, hvor man svømmer i Guld og Sølv, og hvor aldrig nogen Mangel kan have Sted. Men hvor dyrt denne Fordom har ofte kommet os at staae, er her ikke Sted at vise.

Gid vor Christian vilde med sin høie Nærværelse snart oplive de efter ham sukkende norske Indbyggere, og med egne milde Øine see deres Nød, for at kunde desto eftertrykkeligere afhielpe den. Men jeg kommer igien til min Hovedsag.

Jeg siger, at det er just ikke fornødent at paaraabe Norges forrige Velstand, naar her spørges, om det nu har Leilighed til at underholde et Akademie, eller ikke; thi det er gaaet med den, som med Sneen, der falt i Fjor, efter Ordsproget. — Men alligevel tør jeg svare Ja til Spørs-

27

27

maalet: Kan Norge Have et Akademie? I hvor fattigt Landet er, i hvor mange Vanskeligheder saadan en Stiftelse synes at medføre, saa skal der dog blive Leilighed dertil. Jeg tænker at hele Spørsmaalet kan best afgiøres i disse 2 Punkter: Først at anvise en tilstrækkelig Fond, til saa stor og vigtig en Stiftelse. Dernæst et Sted, hvor Akademiet kunde anlegges beqvemmeligst og fordeelagtigst for de Studerende.

Hvad den første Punkt er angaaende, da blev det vel vanskeligt, ja, aldeles umuligt, at tilveiebringe fra et eneste Sted slig en Summe, som Akademiets Stiftelse fordrede, med mindre Monarken vilde befale, at man efter Forfatteres Forslag skulde bruge Thomas Angels Midler dertil.

Men, omendskiønt denne rige og veltænkende Mands store Legatum til et Fattighuses Oprettelse o. s. v. var alletider bedre anvent for Staten og Riget, naar det blev brugt til et Akademies, saa behøvede man jnst ikke at angribe det, da jeg har ladet mig sige, at der desforuden skal være

28

28

en stor Deel Midler efter ham, som ei ere til noget vist Brug bestemte. Disse mener jeg kunde gierne uden nogens Klage derover, tages og anvendes til saa nyttig en Stiftelse som et Akademies, og jeg troer vist, dersom Salig Angel nu havde levet, da havde han selv frembudet nogle, om ikke alle sine Midler til sligt Brug. Men sæt, at vi ikke kunde faae en stor Fond til Akademiet fra et eneste Sted, saa kunde vi hiel- pe os alligevel. Vi skulle fra adskillige

Steder faae det fornødne samlet sammen. Jeg vil foreslaae og noget nøiere bestemme en Deel Kilder hertil , blant hvilke min Forgjenger saa løselig har berørt nogle i hans ret gode Afhandling.

1). Kunde der ansattes en vis Taxt, hvorefter enhver Embedsmand i Norge skulde aarligen erlegge noget pro Cento til Akademiet af hans Indkomster, som skulde under Fed angives af de Geistlige til Biskopen, og af de verdslige til Amtmanden. Deraf kunde enhver siden lettelig udregne, hvad han havde at betale. Herhos maatte mærkes, at den verdslige Embedsmand burde

29

29

ansættes noget høiere end de Geistlige, af Aarsag, at disse, uden at have større Formue, har stedse havt større Byrder end hine, og desforuden allerede hidtil betalt en anseelig Akademie-Skat. De verdslige, som har varet forskaanet for denne, har dog med samme Frihed betient sig af Akademiet, baade for deres egne og deres Børns Personer, som Geistligheden, og ville vel i Fremtiden giøre det samme, hvad billigere derfor, end at den Skat de nu bør erlegge af deres Embeders Indkomster, bliver noget større end de Geistliges, allerhelst da disse sidste, uden at undtages fra denne nye Akademie-Skat, burde tillige vedblive at betale den forrige, men til Norges eget Akademie. — Dernæst at ikke Proprietairer paa Landet og Kiøbstads-Borgere skulle være aldeles frie, da disse og lader deres Børn studere ved Akademiet, saa kunde de begge ansættes til at betale efter deres Formue; men de sidste desforuden, ligesom nu nyelig saa viselig er skeet i Kiøbenhavn, for at ophielpe Opfostrings-Stiftelsen, paalegges at give til Akademiets Beste en aarlig Skat af alle Heste som holdes til Pragt, Be-

30

30 qvemmelighed o. s. v. Dette altsammen tilligemed Embedsmandenes pro Cento Skat, burde ikke vare længer, end til Akademiet fik lit Kræfter, og enten ved Legater, (af hvilke vore patriotiske Norskes Ædelmodighed lover os med Tiden en Deel,) eller andre Leiligheder blev fat i den Stand, at det trængte ei mere dertil. —

2). Kunde en Deel af det her værende Akademies Beneficier drages til det Akademie, som blev anlagt i Norge. I den- ne Post er jeg aldeles eenig med Forfatteren af Undersøgningen. Thi de gode Mænd som have stiftet Beneficierne og Collegierne i København, have sandelig da de giorde dette, ligesaavel havt Øiemærke til de Norske som til de Danske Studerendes Hielp og Understøttelse. Hvad de tilforn have nydt i Fællesskab, siger rettelig Forfatteren, bør de dele, saasnart Fælledsskabet ophører. Lader os nu see, efter hvilken Proportion det norske Akademie skulde dele Beneficierne med det danske. De her ved Universitetet studerende Normænd forholder sig til de studerende Danske i det mindste som 1 til 3.

31

31

Følgelig har det Ret til og bør tage med sig en tredie Deel af alle Beneficier. Men da nogle af Collegierne, naar man fratog dem den tredie Part, maatte blive alt for ubetydelige, og et Stykke af Bygningerne ved samme Lejlighed komme til at staae ledige, uden nogen Nytte, ikke at tale om de mange fortrædelige Regnskaber og Bryderier, som saadant Deeling af et hvert enkelt Stykke vilde foraarsage. Saa troer jeg at det danske Akademie var best tient med at lade det Norske tage et eller andet Beneficium reent bort, for selv at beholde de øvrige hele og holdne tilbage, lade det sælge Bygningerne sig til Indtægt, og forflytte deres hele Fond med hvad videre dertil hører, op til Norge, hvor man efter Behag enten kunde lade dem forblive i forrige Tilstand, eller slaae dem sammen til et. Især var det Kongelige Communitet en alt for vigtig Herlighed til at de Danske burde beholde den allene, da Normændenes Ret efter udtrykkelige Kongelige Privilegier, er ligesaa stor dertil, som deres. Jeg vil ikke tale om de mange andre Stipendier, som ikke ere bundne til noget vist Collegio. Af

32

32

disse faaer Normændene sielden noget, og det er for det meste ikkun visse Familier, som Stifterne have givet nærmeste Privilegium til at nyde den. Kort sagt, denne Kilde, at dele kierlig og broderlig med det Danske Akademie vilde blive baade riig og retmessig nok til at bestride en stor Deel af vore Omkostninger ved det norske Akademies Stiftelse.

Jeg venter strax denne Indvending af de Danske: Hvor skulle man da giøre af de Studentere, der endnu have Pladse i Beneficierne, som I ville bemægtige eder? Hvad de danske Studentere angaar, da kunde man jo befordre dem til de allerførste ledige Steder i de endnu for Kiøbenhavns Akademie tilovers værende Beneficier. De Norske derimod kunde, have nærmeste Adgang til dem de havde tabt, ved det nye stiftede Akademie hiemme. Altsaa seer De, mine Herrer! at man behøvede just ikke at slaae forbenævnte Studentere ihiel, for at faae deres Steder ledige, og mit Forslag iværksat. Der gives nok af mildere Midler til at blive af med dem.

33

33

3). Det kunde hende sig, at Hans Maiestet behagede med en Kongelig Skienk at forøge det norske Akademies Fond, som nu allerede er bleven temmelig riig; og hvorfor skulde man ikke haabe det, da han tilforn ved andre saadanne Lejligheder har viist Prøver nok paa sin store Gavmildhed?

4). Ligeledes var det ei at tvivle paa, at jo enhver Patriot, som Forsynet havde sat i gode Omstændigheder, vilde jo godvillig bidrage med noget til en Stiftelse, der saa længe har været ønsket. Deres Gaver kunde man beqvemmeligst samle ved Subskription.

Her haaber jeg da at have anviist temmelig rige og tilforladelige Kilder, hvoraf Penge til det norske Akademies Stiftelse og Vedligeholdelse skulde udflyde, og altsaa fyldestgiort den første Punkt af Spørsmaalet: Kunde Norge Have et Akademie? Nu kommer jeg til den anden, nemlig, at anvise et Sted, hvor Akademiet, kunde anlegges beqvemmeligst og fordeelagtigst for de Studerende. —

34

34 Jeg underskriver gierne med Forfatteren, at det slet ikke er fornødent at Akademiet skulde være ved Søekanten, ikke engang ved nogen Bye, mindre i en af de store Steder; han slutter saaledes: Det burde ligge midt i Landet, i en for Transporten beqvem Egn, der var frugtbar nok for selv at tilbeiebringe de fornødne Fødevare til saa mange Mennesker, som nødvendig der vilde samle sig. Saadan en Egn er Hedemarken i Aggerhuus Stift, meener han. Sant nok, benævnte Provints er den aller: frugtbareste i hele Norge paa Korn, og kan foruden sig selv forsyne mange af sine Naboer dermed. Hvad Fede-Vare ere angaaende, da har den vel derpaa ingen Overflødighed, men kunde med ringe Bekostning have dem fra den næst hosliggende Provints Guldbrandsdalen, som aarligen udfører en stor Mængde til Christiania og anden Steds. Hedemarken har dernæst den beqvemmeste Beliggenhed ved Kongeveien, og i øvrigt alle de Behageligheder, som nogen vil forlange.

Men have vi seet Fordelene, saa lader os ei heller glemme Vanskelighederne, som

35

35

ere derved, at Akademiet skulle være paa dette Sted. Lader os see at faae dem op- løfte paa den beste Maade. — Jeg har til- staaet, at Hedemarken er det allerfrugtbareste Sted i hele Norge paa Korn; men har den vel meget tilovers deraf, naar den faaer forsynet Foldals og Røraas Verkerne, og visse Steder udi Guldbrandsdalen, som træn- ge til at kiøbe denne Produkt? Naar den ligeledes faaer en stor Deel af sit Korn til Brændeviin, hvormed den forsyner næsten hele Oplandet? Jeg mener Nei. I det minste ikke saa meget, at deraf kunde foruden Stedets ordentlige Indbyggere underholdes 5 til 600 overordentlige, (saa mange Siele maatte Akademiet dog vel vist trække til sig i alt.) Altsaa maatte Brændeviins-Brænden for det første alvorlig hemmes. Man maatte sætte stærk Straf baade for Forordningernes Overtrædere, og for øvrigheden selv, naar den forsømte at opsøge og afstraffe disse. I det mindste maatte man lave det saa, at ingen torde saa aabenlyst og saa upaatalt, som gemeenlig skeer, længere øve dette forbudne Haandværk. Paa denne Maade kunde en heel Hob Korn spa-

36

36

res og haves i Behold til Akademiets tieneste. Dette var og langt bedre Middel, end at forbyde Hedemarken Udførfel til andre Steder. Thi hvorvel Røraas og Foldals Verker kunde nok faae Korn anden Steds end herfra, saa havde de det dog ikke for saa got Kiøb, som nu, og hvo veed ikke, Hvilken væsentlig Fordeel Proviantens lette Pris er for Værkerne i Norge. Men til Guldbrandsdalen maatte Hedemarken dog uomgiengelig blive ved at udføre en Deel, saa fremt de Fattige paa det første Sted skulde faae noget at leve af, og den jammerlige Hungers-Nød, stor nok før, skulde ikke blive endda større. Neppe har Dannemark i sine frugtbareste Provincer og de beste Aaringer været nødt til at spise sine Fattige med det bedrøvelige ildesmagende Barke-Brød, som Norge stedse maa giøre. — @ Jeg taler nu kun om, hvordan det gaaer i de frugtbareste Provincer, og nævner ikke engang, at man i Finmarken og paa andre ufrugtbare, men tilstrækkelig Tilførsel manglende Steder, har seet den fattige Huusfader med sin Familie, at opgive Aanden ved Strandbreden med Muskelskallene i Munden,

37

37 som de havde samlet og slugt raae i sig for Hunger.— O! Konge! gid Du saae alle Dine Børns Nød og Kummer, hvor rørtes ikke Dit ømme Hierte! — Men jeg kom nu for langt af Veien.

Den ene Post i Henseende til Proviant er da afgjort. Hedemarken kunde skaffe Korn og Guldbrandsdalen Fedevare for Akademiet. Men er alting dermed afgiort? Her er endnu flere Vanskeligheder tilbage. Akademiet er nu vel forsynet om Sommeren. Lad os tænke paa, naar Vinteren kommer; kan Hedemarken da skaffe Brænde nok uden at giøre dyr Kiøb derpaa? Hvilket vanskeligt Spørsmaal at besvare i en Hast! Det er ingen Konst at faae Brænde hvor man er, naar man vil betale saa meget mere derfor. — Men her er kun i Almindelighed Spørsmaal om et ei for kostbart Leve-Sted, der NB. ogsaa har de øvrige fornødne Egenskaber for et Akademie. Kulden er paa de Steder langt stærkere end ved Søekanten, ja saa stor, at man til visse maatte bruge fire Gange saa meget Brænde til et Kammer hele Vinteren igiennem, som her i Sielland, eller i Kiøben-

38

38

havn. Naar Prisen da var for høi derpaa, saa vilde denne Post allene være Akademiet til en utaalelig Udgift. — Visdommens Sønner maatte for alting ingen Frost lide om Vinteren. For sterk Kulde og for sterk Hede betager i lige høi Grad altid Muserne deres Virksomhed. Men nu har Hedemarken selv vel ingen betydelige Skove, naar man undtager den noget afsides liggende Mordskov. Den største Deel af Provincen er flad og opryddet til Jordebrug. Bemeldte Mordskov er en saa kaldet Alminding af nogle Miles Størrelse, og leverer aarlig meget Brænde, som Indbyggerne i Mangel af at Have det nærmere, opkiøber i saa kaldte VedFlaader, der føres paa Miøsen. Kunde man ved at fastsette Prisen derpaa, hindre Brændet fra at løbe for høit op, saa forskaffede endelig nok Mordskoven og nogle andre endda længer bortliggende Skove med fælles Hielp, saa meget Ved man brugte. — Brændets Hugning og Førsel fra Skoven til Akademiet blev det eneste som maatte betales. Maaskee en Licitation var det tienligste Middel, til at faae det giort for beste Kiøb. For Resten maatte Akademiet have samme Ret, som

39

39

en anden Gaard i Bøigden, til at bruge Al- mindigen til Brændefang og fornødent Bygnings-Tømmer.

Dog om vor dyrebare Konge skulde finde for got, at bønhøre Normændenes Ønske i dette Stykke, saa bliver ventelig en Commission nedsat af forstandige Indfødde, og befalet at udkaste Planen dertil, følgelig: og at undersøge hvilket Sted der maatte være det beqvemmeste og beleiligste. Jeg siger med Flid en Commission af Indfødde; thi man har før seet at naar Danske, ja vel Udenlandske, har været brugte i norske Sager, uden at have seet eller kundet giøre sig et Begreb om Landet, hvor kloge og herlige Planer der er kommet ud af, som i Fald de var bleven udførte, havde ufeilbarlig styrtet Landet i Undergang.

Bør og kan da Norge have et Akademie, hvorfor har det intet? maa jeg

billig spørge med Forfatteren. Men jeg legger Haanden paa Munden, og befatter mig hverken med at besvare dette Spørsmaal, eller med at bestemme egentlig, hvorledes Akademiet burde være indrettet, hvor mange Professorer, og

40

i hvad Videnskaber, hvor mange og hvilke Examina o. s. v. der burde være, thi dette treffes vel, naar man først kan blive færdig med Hoved-Vanskelighederne, og faae selv Stiftelsen i Stand.

Indeholder ikke disse i en reen og patriotisk Hensigt forfattede Blade noget rart og got, saa troer jeg heller ikke, at de indeholder noget, som i minste Maade kan være nogen fornærmelig; thi man kan nok være Patriot og tale Sandhed, (hvilket jeg i denne hele Afhandling har beflittet mig paa,) uden at man just skal giøre sig til Martyr for sine landsmænd, naar ingen høiere Nødvendighed udfordrer det, eller man kan tilveiebringe nogen anseelig Nytte derved. Jeg har skreven hvad jeg har tenkt. Giører fremdeles ligesaa, mine Landsmænd! I som har mere Indsigt end jeg! Haaber med mig, at Christian vil bønhøre vore Ønsker.

1

Studenternes

Skiæbne,

Sic fuit in fatis

Trykt i Kiøbenhavn — 1771.

Hos Paul Herman Höcke, boendes@i store Hellig-Geist Stræde.

2

        

3

Det er vist ikke forundrings værdigt, skiønt Studenterne, eller rettere sagt, de som i Tiden skal indlemmes i dette vidt udseende Sælskab, saavel som andre deres Medmennesker, i og efter Fødselen, ved Jammer-Skrig og Hylen ligesom betegne og tilkiendegive, hvor meget ondt dem stal vederfares, inden de igien forlade og træde udaf Verden.

Vel er sandt, ar de første umyndige Aar gaae bort uden Bekymring, og love noget stort i Tiden. Magazinerne, de lækkre Ammenes Bryste aabnes til Nødtørft; og Mødrene, deres ømme og medfødde Kiærlighed kalde sine Smaae til Giæste, og sige dem alting velkomne. Men hvor længe varer denne Herlighed? Gandske stakket; thi efter nogle faa Aar heder det: Min kiere Søn! nu stal du gaae i Skole og lære Latin, at du kan blive Præst bekomme Midler, leve høyt, og nyde Roes og Ære iblant dine Medbrødre. Ligesom Forældrene vilde sige, Lykkens Hiul staaer immer stadig, og hvad her er lovet kand umuelig rygges. Sønnen opmuntred ved slige Forestillinger, gaaer i Skole uden videre

4

4 Betænkning, (som det gemeenlig siges: Ungdommen raser,) og lever af Forældrenes Lomme, saa længe det varer, fornøyet over sin Skiæbne. Imidlertid forandres Skuepladsen. Forældrene døe og efterlade sig net op saa meget, som Giælden kan betales med.

Sønnen besøger Huuset i Haab om at høste Frugten som tilforn, men forgiæves; thi Abraham vil ikke vide af ham at sige, og Israel kiender ham ikke: Lykkens Tempel fordunkles, og det store Haab ligesom forsvinder. Saa Forældrene burde nu (tykkes ham) at have sagt i Førstningen: Min Søn! Nu skal du ved at gaae i Latinsk Skole udsættes for Vind og Væyr, belave dig paa at taa- le alle muelige Naturens Omverlinger, sulte og tørste, fryse om Natten, men brænde om Dagen af Solens Varme: omgaaes med Christne Jøder, Tyrker og Tartarer, Høye og Lave, til Lands og Vands, lige glad i Medgang og Mod- gang.

Lærlingen, som anseer sin Skolegang for et Slaverie, nu er paa det Høyeste Trin i Skolen, og følgelig nær ved at giøre sin Lyk- ke, anseer dog sit Tab med Ligegyldighed, trø- stende sig ved sine brave tilkommende Academiske Læreres Godgiørenhed og retfærdige Under- støttelse; thi han har hørt fortælle af sine ældgamle Medbrødre, at i deres Academiske Aar

5

5

blev Flittighed belønnet anseelig og Musernes Dyrkere aflagde med en rigelig Underholdning, og det uden Personers Anseelse. Han forlader derpaa Skolen, og kommer springende i fuld Galoppe til Universitetet med et af Sko- lelærernes roes-glimrende Testimonium i den eene, og Oplags Pængene i den anden Haand, erlegger sit Tilskud ved Gamaliels Fødder, deponerer og tærer paa Capitalen, saa længe den varer, holdende sig at være ret lykkelig; thi nu er han sin egen Herre indtil det saa kaldede Examen philosophicum begynder, hvorved baade Hiærnen og Pungen ofte maa aabnes paa engang; (som gemeenlig skeer ved al Handel) men naar den sidste er tom, faaer han i Sinde at gaae til sin Privat Præceptor, som han neppe kiender, eller er bleven kiendt af, samt andre sine Lærere, hvis Collegia han har besogt, og tænker i det mindste at faae et Stipendium til sin Underholdning; men faaer til Giensvar: Man kiender jer ikke. eller: mig synes at kiende Ansigtet. Stor Lykke for den Unge Student. Han bivaaner siden ideligen de private og offentlige Forelæsninger: lige meget enten Han deraf kan lære lit eller meget. Men imidlertid Haabefuld om at vinde nogle Skillinger, sparer han ingen Umage, og giør sin vedbørlige Opvartning 2 a 3 gange om Ugen uden at faae Herren i Tale, som siges at have vigtigere Ting at forrette.

6

6

Han gaaer tilbage igien med uforrettet Sag, skiønt misfornøyet. Men at trætte med Dommeren, indrenter kun lidet den Fattige.

Til sidst bliver Studenten kied af Visiterne, som aldrig før har giort sig Tanker om slig en Metamorphosis, i sær naar Maven er tom, og Pungen ligeledes nægter al videre Bistand. Og søger derfor at slippe til en Condition, li- gemeget hvor og hos hvem, i eller uden for Hoved-Staden. Skeer det i Hovedstaden, synes ham got derom; thi skiønt Han derved forsømmer 6 a 8 Timer om Dagen, saa har han dog Haab om at kunde tage sin Attestatz efter nogle Aar, naar kun Conditionen er saa fordelagtig, at han imidlertid kan opholde Livet, Klæderne tages gemeenlig paa Credit, i det faste Haab at Lykken engang vaagner og han kan slippe til et Levebrød med Tiden (a). Kommer Han uden for Hoved-Staden, seer det ikke saa got ud, thi saa mister han ikke allene Adgang til Bibliotheqvet, men endog sine Læreres Underviisning og Omgiengelse med civiliserte Folk, Ja bliver ved samme Leylighed ligesom sat ud af sin heele Cirkel, og alle hans forrige Hensigter gaae overstyr. Han forbliver i Conditio-

(a) Jeg mener her fattige og ikke bemidlede Studentere, eller andre Lykkens Pamphilii, som ved Recommendation, høy Herkomst, deres Forældres Bekiendtskab, eller paa en anden Maade ere indtagne paa et af de her i Byen offentlig stiftede Collegier.

7

7

nen indtil sit 40 Alders Aar, og forlader sig heller paa de visse Indkomster, skiønt de end ere ringe, end at han i Uvished vover sig ud paa det vilde Hav, med andre sine Medbrøre og Skole Cammerater, som ere ligesaa gamle og flinke, og han hører endnu ikke et an- viist Sted i Gudernes Tempel.

Til sidst beslutter han at reise til HovedStaden, tager Attestatz og faaer den høyeste Carecteer, forbliver siden sammesteds saa længe Pungen tillader og søger Levebrød, men forgieves. Hvorpaa han tvivlraadig om sin videre Lykke og Fortgang i Verden, søger at blive en Skoleholder paa Landet, og erholder den Betiening med allerstørste Møie og Be- sværlighed hvortil andre, som have kuns lært at læse og skrive, ere ligeledes befordrede. Nu ønsker han først aldrig at have lært mere end disse, og er færdig at bande sine Forældre, som raadte ham til slig et forvovent Arbeyde.

I disse Omstændigheder lever han det øvrige af sin levetid, og hensover siden glad med Paulo at skilles herfra og være med Christo, thi det synes ham langt bedre.

Saaledes er da ofte deres Vilkaar og Belønning, som anvende deres Midler til sin egen og sin Næstes Fuldkommenhed, som med Sveed, Nattevaagen og Møye have indsamlet Kundskab for igien at udbrede samme og opbygge sine Medborgere og trøstesløse Brødre

8

8 i Epheso, som stræbe maaskee over sine Kræfter at befindes duelige Reedskaber til Fæderne-Landets Tieneste. Saa jeg troer det var høyligen nyttigt for en fattig Lærling, som Forældrene saa got som nøde til at gaae i Latinsk Skole, om han i sine spæde Aar havde lært de Viiser og forstod deres rette Meening, for i Tide ar faae at vide Udfaldet af sin Lykke, som findes anførte i Sal. Græv Griffenfelds Liv og Levnets Beskrivelse under det Navn Studiosus Lamentans, hvoraf nogle lyder saaledes. Hvi har jeg i Skole ganget,

Og har taget Bog i Haand?

Hvi har du mig Pallas fanget Og opsat i Lærde Stand?

Efterdi mig Modgang trænger Og mig Sorgen saa omhænger.

Vaag Donatus op af Graven Jeg dig ofte haver læst,

Svar til Navnet kom med Gaven Som kan dæmpe Modgangs Blæst Hvo som kan Donatus være Han opstiger vel til Ære,

Viisdom har jeg elsket gierne Som en Himmel dyre Skat I Blød lagde jeg min Hierne Morgen, Middag, Aften, Nat.

Jeg derfor dog elskes ikke,

Viisdom agtes ey ved prikke. -

9

9

Jord, Ild, Luft, Vand, Træer, Skyer Og Naturens rige Skiød,

Himmel, Stierner, Urter, Byer,

Nægter mig mit Føde-Brød; Viisdom er landflygtig bleven, Rigdom staaer for høyt opskreven.

Hidindtil har jeg kuns afmalet en eneste fattig og nødlidende Students Vilkaar i Sær- Deeleshed skiøndt ikke i samme Tone som Forfatteren af ovenanførte saavel som følgende Vers, Jacob Worm, hvilket sidste findes under Navn af Studiosus relamentans redivivus i be- meldte Greves Historie; sigende:

Holmens Fanger de har bedre End en Venneløs Student,

Naar de end i Bolt og Fiædre Hen i Trældom blive sendt,

De dog nyde Bord og Brød Til de Drog de blive død.

Thi Friheden har meget at sige. Imidlertid er dog vist, at hvad der passer sig paa een af disse Personer, passer sig ligeledes paa andre deres Mage, som nu omstunder, desto værre! ere alt for mange. Hvilket ingen kan komme underlig for, i Fald deres Skiæbne me- stendeels et Aarhundrede siden disse Viser bleve skrevne, idelig haver været den samme.

Den 3die Post i Magazinet for patrioti- ske Skribentere, som mælder om Studenternes overdaadige Klædedragt, synes vel at stride imod

10

10 det, i Forveyen er sagt om deres Vilkaar. Men jeg forsikkrer, at Forfatteren selv derudi haver gaaet alt for vidt, i det han siger: At endeel Srudentere gaae saavidt i deres Klædedragt, at man næsten ikke kan kiende en Eenevolds-Herre fra en Student. Og han maa uden Tvivl ikke have kiendt mange, eller maaskee kun dem, som have været af Adelig Herkomst. Men hvorom alting er, saa er det meere anstændigt og nødvendigt for en Student som har noget til beste, at opføre sig stands- mæssig, end en Gadedreng eller Skoepudser at gaae Sølv- og Guldbroderet. Man veed desuden, at efter den almindelige nu herskende Tænkemaade, bliver den foragtet i de fleste Sælskaber, som forsømmer at iagttage de vigtige Nyemodens Regler, og Folk ligesom væmmes ved at være iblant maadelig klædte Personer, eller som det paa anden Dansk gemeenlig Heder, liderlige Mennesker. Altsaa følger af Fornødenhed, at en Student, som ved adskillige Leyligheder søger honette Sælskaber, jo maa anvende al Fliid paa at følge Strømmen, saa længe han vil ansees for at være skikkelig og have Omgiæn- gelse med andre sine Lige. De Klæder han gaaer med, misunder ham og ingen, uden maa- skee P. H. og Forfatteren, som uden Tvivl begge ere af samme Tanker, og ønskede at alle Studentere gik ligesaa pjaltede for og bag, som Don Ranudo bag til paa Comoedien.

11

11

Hvad ellers det anbelanger at en Maade- lig klædt Student, efter samme Forfatters Meening, ikke skulde faae Brød, eller en Dosmer igien snarere employeres for sine prægtige Klæders skyld; da kan jeg sige i Sandhed, ae han kun har havt slette Tanker om dem som Uddeele Embeder, der befindes alt for kloge til at lade sig bedrage af udvortes glimrende Væsen; I det mindste bør man ey tænke saaledes, og følgelig vil det komme ud paa et, enten Studenterne gaae alle med røde Klæder, eller den Ærbare sorte Dragt, som vor Forfatter giver Fortrinnet; med mindre Studenterne i Forveyen Kiender den Herres Gemyt, som han Skal giøre Opvartning hos, og er overbeviist om, at samme settes i en overordentlig Bevægelse ved den alt for verdslige og pralende røde Couleur.

Paa de første Sider har man betragtet en fattig Students ynkelige Skiæbne og Endeligt, ja endog afmalet samme, skiøndt ikke med de almindeligste eller groveste Farver: Og spørger nogen om Aarsagen, da vil den ventelig blive den samme, som for mange Aar siden, nemlig:

Jeg har ofte suppliceret,

Men endnu fik ingen Svar.

Der er ingen designeret Som den Fattig tager var.

Der er ingen sat i Dag,

Som skal dømme i den Sag.

12

12

Saa Uhældig kan et Menneske ofte være, og saa ustadig, slibrig, vaklende og misundelig er Lykken dem som leede efter den, og trænge til nogen Hiælp; da hun tvertimod ligesom søger at hitte andre, der ikke bryde sig stort om hindes sande Venskab. Spørgsmaal: om Lykkens Uhyre aldrig kan forebygges, og om de Studerende ikke alle kan blive dens Venner. Jeg mener jo! Thi om man vilde deele dem i 2 Classer, hvoraf den første skulde udgiøre A- delige Personer, som ved Midler have indsamlet Viisdom og Erfarenhed, ja ved Fødselen ere bestemte til der Høye; og til den anden, Børn af ringere Herkomst, som Skiæbnen, saa at sige, og tilfældige Ting ved ordentlig at løbe Banen igiennem have ligesom anviist Sted iblandt hine, saa kan dog begge blive hiulpen, i sær naar de sidste havde aflagt Prøver paa deres Duelighed i en af Videnskaberne, eller fleere, skiøndt de ikke paa staaende Foed havde lagt fuldkommen Grundvold til dem alle, og lad dem ikke vide uden en eneste, saa heder det dog at en Student kan være nyttig til alle Ting, og at de flestes Hierner ere saaledes dannede, at de kan tage imod al Underviisning, og paa kortere Tid end andre opnaae den forønskte Høyde, samt tænke, tale og skrive i en vedbørlig Orden, altsaa slutter jeg at de meget let kan anvendes til Fædrenelandets Nytte, og at de just ere de beqvemmeste Reedskaber som Hans

13

13

Kongelige Majestæt kan bruge i adskillige Tilfælde, og følgelig er det urimeligt, at disse skul- de kunde blive sine Forældre og Staten til alt for stor Byrde, som Erfarenhed dog virkelig lærer; thi naar ikke ved sine Studeringer kan erhverve sig selv Føde og Klæder, saa maae Forældrene, eller og Publicum nødvendig række dem Haanden, hvortil de førstes Kræfter meget tidt ere alt for svage. Jeg vil da sette, at den første Classe af de Studerende kom til at nyde, som sædvanlig, de høyeste og vigtigste Betjeninger, hvilke de, foruden Fødsels Retten ved adskillige store Fortienester have giort dem værdige til at beklæde. samt nogle af den anden Classe, ere saa lykkelige at blive indtagne paa Kloster, Regentz, og andre offentlig stiftede Collegia, og befordres derfra til Levebrød, somme igien antage fordeelagtig Condition i Byen som dertil have Lyst. Nogle blive Gravere, Klokkere, Toldbetientere & c. saa findes dog vel mange tilovers. Disse synes mig, best kunde fortiene sit Levebrød ved at antage Skriver-Condition i de Kongelige Collegia, Cammer og Cancellie, og der enten søge at avancere op ad, eller og befordres til andre, saavel Geistlige som Verdslige Embeder i Rigerne, naar de dertil havde viist sig duelige; Men derimod vilde maaskee Manufactur- Fabriqve- og Landvæsenet gierne betiene sig af andre, som i Forveyen have levet ved disse Con- ditioner

14

14

Vel er sandt at her kan spørges, om det og er anstændigt for en Student at antage slig en Conditon? Dertil svares: Ja. Thi det maa hver en Fornuftig tilstaae, at det er af langt større Vigttighed at skrive, concipere og udstudere de Ting, som angaae heele Rigernes Vel, end informere en Spekhøker Datter i Alphaberh-Bogen med største Kiædsommelighed 6 a 8 Timer om Dagen, og derved distraheres fra andre vigtigere Studeringer. Ikke at tale om hvor ypperlig en Andledning de herved fik til at lære og legge sig efter Statz- og CammeralVidenskaberne, som de ellers maaske aldrig havde tænkt paa. Hvortil og kommer det, at til- sidst blev alle Collegia besatte fra Top til Taae med studerte Personer, som ikke mindre synes ar være ziirligt end nyttigt, ja endog nødvendigt i en Regiering.

Tilgiver Kiere Medbrødre! at Jeg har yttret mine Tanker om Eders modvillige Skiæbne, og foreslaaet de Midler, hvorved mig syntes de ikke allene indtil videre kunde leve, men endog faae Anledning at vise deres Forstand til fælles Opbyggelse. Tiden har været Eder lisom mig selv Kiedsommelig, og Udfaldet ubestemt for os alle: Vor Arvedeel er bortsmeltet, og Eders maaskee saavel som mine Venner ere hensovede med deres Forfædre. Det ene vi har at trøste os ved, er at Landets og følgelig Vor Fader lever, og vil eller har taget den anstø-

15

15

delige Steen af Veyen, som var Forhindring i vor Lykke, som Jeg kan slutte af følgende Drøm.

Hen imod Aftenen, da Solen begyndte at dale, og Stiernerne saavel som Maanen lode sig see paa Himmelen; mærkede Jeg at Maanen var rød som Blod, og deres Forspringere af en meget underlig Gestalt; hvorpaa Maanen skildtes ad i 2 Deele, og den eene blev siddende paa: sit Stæd, men den anden sløy hen til Nord med en ubeskrivelig Hastighed, svingede sig omkring paa Himmelen, og forsvandt ved den sydvestlige Horizont, Jeg spurgte gandske forskrækket, hvad dette forunderlige Syn skulde betyde, og fik til Svar, ar de hellige Muser og Gydinder vare fortørnede. Siden saae jeg mig om til den høyre Side, og see! der var et kostelig opbygget Pallads med 2 Porte, en paa hver Side, Jeg mærkede strax at dette var Lykkens Tempel, og just det Sted, hvor Embeder skulde uddeles.

Derefter faae jeg en talriig Mængde Men- nesker baade inden og uden for: de som vare inden for, bare alle Laurbærkrandse i deres Hænder, fornøyede over deres Lykke. Den største Mængde søgte at komme ind af den sydvestlige Port, som jeg holdt for at være løngangen; men der blev ikke andre indladte, end de som havde et særdeles Kiendetegn paa deres Klæder, og de blev alle hiulpne. Derpaa gik jeg til den mørke Port, som vendte imod Norden, og saae der

16

16 ligeledes en Heel Deel Mennesker, de fleste med forte Klæder. Jeg biede længe, og faae aldrig Porten oplukkes. Jeg spurgte, hvor længe de agtede at staae? Indtil, svarede de, at alle ved den sydvestlige Port ere hiulpne. Og da blev Porten i en Hast og med forfærdelig Styrke aabnet; og en Løve kom til Dørren med en

Ædelsteene, som sagde: Kommer ind, mine Elskværdige! thi nu er Eders Tid kommen? Siden blev den sydvestlige Port tillukket og i det samme vaagnede jeg op, betragtede Drøm- men, og prisede Løven for sin Retfærdighed og Viisdom.

1

Zwey Briefe über die Academie der Künste.

Kopenhagen gedruckt bey Paul Hermann Höecke.@1771.

2

        

3

Ich muß Ihnen freymüthig gestehen, es scheint mir noch nicht ausgemacht zu seyn, ob eine Academie den Künsten oder dem Staat vortheilhaft ist oder nicht. Ist es wahr, daß ein Künstler gebohren wird, daß ihn die Natur mit der Empfindung des Schönen, mit dem Talent einer leichten Ausführung beschenkt und in seine feinere Organisation den Beruf zur künftigen Vortreflichkeit legt; wenn das Genie entsteht, sich nicht bildet, wollen Sie es wagen ihm Fesseln anzulegen, es in Schranken einzusperren, ihm in der gränzenlosen Laufbahn zu lehren, wie es die Füsse setzen soll? wollen Sie den jungen Schöpfer der Grazie mit dem Maaßstab und der Ruthe in der Hand durch die Schule begleiten? Ein Baum, dessen Gipfel dem Auge entwächst, kommt wohl in der freyen Luft, aber nicht im Treibhause fort, Die grösten Künstler blüthen nicht in der Zeit der Academie, die Raphaels, die Corregios, die Le Sueurs, die Poussins die Rubens, die Van Dyks haben nie um eine Medaille gewahlt. Seitdem Italien Aca- demien stiftete, kann es sich keines grossen Meisters mehr rühmen. Wozu helfen diese Anstalten denn? Das wahre Genie bedarf ihrer nicht, und dem Staate fallen sie zur Last, indem sie dem Pflug,

4

4 der Marine, den Handwerkern eine Menge nützliche Hände entführen, um Stümper zu bilden oder Unglückliche, die der Hunger nöthigt ein ander Vaterland zu suchen. Die Vorsicht hat uns unter einem rauheren Himmel nur ein nochdürftiges kein geschmücktes Leben beschieden; wir sind nicht zur Ueppigkeit, der Mutter und Ernährerinn der Künste berufen.

Antwort.

Sie beweisen mehr als Sie wollen. Die größten Feldherrn aller Zeiten haben die Kunst zu siegen in keiner Schule gelernt. Weder Ruyter noch Du Gue Trouin, sind jemals Seecadetten gewesen. Der Engländer Blake, der Cromwells Feinden zu Lande und zu Wasser fürchterlich war, hatte vergeblich eine Priesterstelle auf dem Lande gesucht. Pascal als Knabe ohne Anweisung in der Geometrie erfand die fünf ersten Propositionen des Euclides noch einmahl. Oft bildete sich in der ländlichen Einsamkeit, fern von Lehrern und Classen, ein grosser Gelehrter. Wenn Ihre Grundsätze und diese Beyspiele tressen, so ist der Unterricht in der Taktik, in der Navigation, so sind alle Schulen und Erziehungs-Anstalten überflüssig. Der grosse Mann in jeder Wissenschaft bildet sich selbst und übersteigt alle Hindernisse glücklich. Lassen Sie immer den Jüngling mit allen Talenten zur Bortreflichkeit gebohren seyn; die Kunst steigt nicht, wie die Egeria des Numa, von Himmel herab und flüstert ihrem Liebling

5

5 ihre Geheimnisse ins Ohr. Er muß arbeiten, sich bemühen, sich üben. Auch die Raphaels und die Poussins giengen nicht aus der Hand der Natur, wie Minerva aus dem Haupte des Jupiters, vollkommen hervor; sie studirten nach Menschen und nach der Antike. Noch sind eine Menge Entwürfe des erstern übrig, und auf den Ueber- bleibseln des Alterthums findet man beynahe alle Figuren des letztem. Hätte Rubens in einer Künstler Schule oder, welches einerley ist, nach wohl gewählten Modellen nach den besten Bildsäulen gezeichnet, so wären seine Formen edler gerathen, und seine dicke Hausfrau hätte nicht zum Urbild, denn einer Grazie, und denn einer Liebesgüttinn gedient.

In der Academie wählt man Modelle, man sammelt Antiken, man lehrt dem Schüler die wahren Grundsätze der Kunst, man leitet seine Ausführung, man belebt seinen Eifer durch den Wettstreit, man feuert seinen Fleis durch Belohnungen an, man seht ihn in Stand die Schätze der Kunst fremder Länder zu nutzen. Man erleichtert und verschaft ihm also die Mittel, ohne welche er ohnmöglich geschickt werden kann. Oder wird es ihm besser gelingen, wenn er nach schlechten Modellen arbeitet, die Regeln erst durch mislungene Versuche, durch eine eckelhafte unordentliche Uebung finden muß? wenn sein Fleis ohne Belohnung und Wetteifer erkaltet? wenn seine Armuth ihn an seine Heymath fesselt, wenn ihm das grosse belehrende Schauspiel fremder Kunstwerke verborgen bleibt.

6

6 Sie sehen, mit welchem Recht Sie den Verfall der Kunst in Italien seinen Academien beymessen. Gestehen Sie vielmehr, daß in diesem mit ewigen Ruinen der römischen und griechischen Pracht ganz angefüllten Lande, alles Gefühl aller Sinn des Schönen ganz ausgeartet, ganz vernichtet zu seyn scheint. Lesen Sie die neuern Alterthumskenner, die Commentatoren der Herkulanischen Ueberbleibsel: Sind sie nicht so trocken, so kalt, so voll Pedanterey als ob von Druidischen Steinhaufen, von Hieroglyphen ober von dem Gort Horus und Aunbis die Rede wäre. Die, französischen Academien hingegen haben einen Bouchardon, einen le Moine, einen Saly, einen Grenze, einen Vernet, und eine Menge vortrefliger Baumeister und Kupferstecher erzogen, Künstler, die in ihrer Art an der Seite der größten Meister aller Jahrhunderte glänzen,

Ihre Haupt-Bedenklichkeit ist, ob diesem nördlichen mit Reichthum nicht gesegneten Lande die Ueppigkeit der Künste erlaubt sey? Wir sind freylich nicht reich genug um einen Circus, ein Amphitheater zu bauen, unsere Hauser mit Gemälden auszuzieren und unsere Kohlgärten mit Statuen zu bevölkern, aber einige Künstler muß man uns nicht mißgönnen. Wir lieben die Bildnisse unsers Königs, unserer Königinn, und unserer Freunde; Die Kupferstechery ist der nützlichen Wissenschaften treueste Gefährtin; Und sollten nicht würdige Männer unter uns, die ihr Vaterland ehren und der Thräne der spätern Zeit werth sind, Denkmäler verdienen? Die Academie wird unsere nöthige

7

7 Künstler aus Landeskindern in unserm Schooß erziehen. Lassen Sie uns auf diesen Vortheil eifersüchtig werden, damit wir nicht immer fremde berufen und theuer zu unterhalten genöthigt sind.

Wo aber finden wir Arbeit und Brod für die Menge junger Reisenden, die jährlich zunimmt, deren mancher geschickt zurückkommt und endlich dem Staate zur Last fällt oder unglücklich wird? Noch sind wir nicht mit guten Meistern überhäuft. Und lassen Sie uns immer unsern Ueberfluß an Fremde überlassen. Der Däne liebt sein Vaterland, er wird den auswärts eingeerndteten Ruhm und sein erworbenes Vermögen zu uns zurückbringen, um sein übriges Leben in der Gesellschaft der Freunde seiner Jugend zu endigen. Man kann auch in Zukunft nur vorzüglich begabten Lehrlingen zu reisen verstatten, deren Anzahl immer gering ist. Auch diese sind Nicht dazu berufen des Königs Kostgänger zu werden; Er hat sie zwar durch sein Wohlthun fähig gemacht ihren Unterhalt selbst zu verdienen, aber nirgends versprochen sie Lebenslang aus seiner Casse zu ernähren.

Die nützlichste Wirkung der Academie habe ich bis zuletzt verspart. Sie können nicht leugnen,@daß seit ihrer Errichtung der gute Geschmack ausgebreiteter und allgemeiner geworden sey; daß er nach und nach in unfern Gebäuden, in unsern Verzierungen, in allen unsern bildenden Handwerkern kenntlich werde. Die Academie unterweist jährlich gegen zweyhundert Knaben, deren vielleicht nur sechs sich eigentlich den Künsten widmen, die andern werden in alle Werkstätte verstreut

8

8

und es ist möglich diese vortheilhafte Wirkung noch zu verstärken. Zimmerleute, Maurer, Tischler, Wagenmacher, Kleinschmiede, Silberarbeiter, einige Fabrikanten können sämtlich die Zeichenkunst nicht entbehren. Die Academie unterweist ihre Lehrlinge gründlich und umsonst. Gelingt es uns einst unsere Products zu veredlen und Kupfer- Stahl-und Eisen-Fabriken anzulegen, unsere Tapeten, unsere geblümte Zeuge, und alle die Arbeiten selbst zu verfertigen, wo der Geschmack der Zeichnung und die Schönheit der Formen den Preis der Waare erhöht und ihren Absatz begünstigt, so werden wir erst den Nutzen dieser Anstalt lebhaft empfinden.

Wenn nun die Academie nicht allein vaterländische Künstler sondern auch geschickte Handwerker und Fabrikanten erziehet, wenn dadurch ihre Arbeit sich der fremden an Vollkommenheit nähert, wenn der zunehmende Geschmack unsere Neichen befriedigt, ihre Lust zum ausländischen entkräftet und dem Staat ansehnliche Summen erspart, so verdient sie in solcher Betrachtung allein den Schutz aller wahren Patrioten- Sie wird auch dem strengsten Haußhalter nicht misfallen, wenn ihm die mässige Summa bekannt wird, die jährlich ihre Unterhaltung kostet.

1

Forslag

til

en forbedret

Indretning

ved de

Latinske Skoler.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt og faaes tilkiøbs hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet.

2

        

3

Der er ingen Skiønsom, der nægter den offentlige Underviisning Fortrinnet for den private, saasnart som kun Opsigten over Disciplernes Opførsel er, som den bør; Skolerne ere besatte med duelige Leerere, og disse ere i Stand til at have faa nøye Tilsyn med Skolarerne , som baade Tingens Vigtighed udkræver, og de selv ønskede. Til at give Ungdommen god Opdragelse behøves meget, ikkun faa Forældre ere oplagte dertil, enten fattes dem Indsigt, eller og Kiælenskab, og en utidig Ømhed forbyder at følge den. Derfor har man troet at den beste Opdragelse blev given af fremmede, muelig og af den Aar

4

4

sag, at man forlod sig paa deres prøvede Duelighed. Erfaring og en ved idelig øvelse forhvervet Færdighed, som den i alt andet skaffer Lethed og Rigtighed tilveye, saa hjelper den og meget til at give god Opdragelse; da en Person, som besidder denne Egenskab, bedre veed at omgaaes med de Unge, opdager lettere deres Tilbøyeligheder enhvers i sær, og finder snarere de tienligste Midler i alle Tilfælde; hvoraf han er belavet paa mange, fordi han sluttede fra lige Exempler. Skole-Embedet er derfor overmaade vigtigt, som det, der bereder nyttige Borgere og dygtige Embedsmænd for Staten, og fortiener Regieringens største Omhyggelighed. Del er det allersikkreste Pant for de tilkommende Tiders Lyksalighed, naar Skolevæsenet er i god Stand; At bringe det dertil, vil blive vor vise Regent til ikke liden Ære,

En stor Skade er det, at Underlærer- ne næsten i alle vore Latinske Skoler baade ere saa slet aflagde, og blive saa lidet befordrede. Thi saalænge en Hører har kun 60 til 70 Rixdaler i Løn, hvilket er det almindeligste, og maae tigge sig sin Kost til; derimod en Hovmester hos et Herskab 100, 150 til 200 Rdlr., foruden et prægtige Bord, og Forsikkring om god Befordring ved et af Kirkeherrens Kald; faa seer enhver let,

5

5 hvilken af Delene en Karl helst vælger, som forstaaer hvad han bør, og at det maae kun være af Mangel paa bedre, hvilket igien maae have sin Grund enten i Personens Opførsel eller Lærdom, at nogen tager Tie- neste ved saadan en Skole, og tilbringer der næsten sin hele Livstid i det elændigste og ufordrageligste Slaverie. Vel har de Løfte om Befordring til Præste-Embedet, men hvad kan det blotte Løfte hielpe dem, naar det snart aldrig opfyldes? Forfremmelse fra en ringere til en høyere Plads i Skolen er deres eeneste Trøst. Aarsagen er, at de fleste Hørerpladse besættes med unge Studenter, som nys have faaet anden Examen ; thi det er jo intet Under, om de ældre og lærdere Karle ey ville tage derimod. De henvende da strax deres Tanker til Skolevæsenet, og hverken faae Smag paa de Theologiske Videnskaber, eller Tid til at legge sig derefter, da Lcrsetimerne eene nok kan tratte et Menneske, saa de behøve nogen Hvile, naar disse ere forbie; og hvad Tid de kan faae tilovers, kan de gierne have fornøden til deres Skolesager. En anden Aarsag er rnuelig ogsaa denne, at man har holdt det for rimeligt, at enhver blev forfremmet i sit eget Fage; og som man nu ansaae det Theologiske og Philologiske for gandske forskiellige Videnskaber, bleve med

6

6 det samme Hørerne udelukte fra dette Slags Befordringer.

Skoleforfremmelserne derimod vare de des vissere paa, og endog dette holder jeg for en Feil. Naar en Hører har gaaet en 20, 30 Aar som Hører, og tæret sine Kræfter bort, kan man aldrig vente den Hurtighed og muntre Virksomhed af ham, som af en Mand, der var i sin blomstrende Alder; og jeg tæn-ker, jeg har beviist dette tilstrækkeligt, naar jeg nævner Christian Schnabel. Denne Mands Fortienester ere for store og glimrende til, at hans Ihukommelse ikke skulde overleve hans Død, som indtraf for en 10 Aar siden, i det ringeste bør jeg formode, at Hans Discipler ere nidkiere for at bevare Erindringen af denne store Mand. Han var omtrænt 24 Aar gammel, da han blev Rector i Roeskilde. Kan nogen roses af en utrættelig Flid og Arbejdsomhed, saa var det vist den yngre Schnabel. Jeg tør paastaae, at om man sammenregnede alle Minuter for at faae Summen ud af Lovrimerne han gav, skulde man ikke kunne bringe een Dag ud af alle de Aar han var Rector, naar jeg undtager hans Svagheds-Tid. Hans mange Spioner underrettede ham om hvad enhver af hans,Difcipler foretog sig, endog

7

7

paa deres Kamre, og fordi han holdt det hemmeligt, hvem han havde Efterretningen fra, torde den eene af Mistanke til den anden intet ulovligt foretage sig. Mange af hans Discipler have fortalt mig, hvad Ynk de saae paa ham de sidste Maaneder for hans Død, og hvorledes de bare ham ind og ud af Skolen, naar Læsetiden var forbie, som Manden giorde sig en Samvittighed over at forsømme. Han betalede med sin tilige Død (thi han forlod Verden lidt over 30 Aar gammel) den Berømmelse, ingen med Billighed kunde nægte ham, at Roeskilde-Skole var i hans Tid den beste af alle.

Jeg har sagt, hvad det er for Folk, hvoraf Hørerne tages; naar nu disse, eftersom de ere ældst til, stige igiennem Underlectierne først til Conrectorat, og videre til Rectoratet, hvad Smag? hvad Videnskaber? hvad Methode kan man love sig? Den samme, som var Mode for 100 Aar siden. Alting er arveligt, og forplantes fra Slægt til Slægt. Lærerne give deres Disciple de samme Stiile, som de selv paa samme Maade fik, da de vare Disciple. Alle Videnskaber opsættes til Mesterlectie; Grunden have vi hørt. I den øverste Lectie har Disciplerne saa meget at giøre, at det eene maae forsømmes for det andet, de jaske snart i eet, snart i et andet,

8

8

Lærebøgerne blive vel forklarede, eller rettere sagt, gaaet igiennem eengang om Aaret, og det er og alt. En Rector kan være en gandske brav og lærd Mand, og derfor ikke bes sidde saa stor Styrke i enhver Videnskab, at han kan læse deri, hvorfor man og seer at Physik og Mathematik i de fleste Skoler blive forsømte. Latin læres best; men og Underviisningen heri er bedrøvelig. Der begyndes med dette Sprog fra Førstningen af Disciplen kommer i Skole; men ingen maae fortænke mig; om jeg ikke tiltroer alle Høre« re faa fiin Smag i dette dybe Sprog at de kunne lægge en god Grund. Jeg skal tiene mine Læsere i at give dem et kort Begreb om Underviisningsmaaden. Først Donat og Aurora, derpaa Grammatica; Alt dette var got nok, dersom de ikke lode Disciplerne spilde Tiden med at lære disse Ting uden ad. Siden anføres Disciplerne til at anvende, hvad de have lært, i Exempler, som er meget got, naar kun Læreren selv tilfulde indsaae Grunden i Reglerne, og kunne philosophere derover. Derpaa tydes, forst Cornelius; vel, derpaa Fædrus; hvilket synes mig urigtigt, da det er alt for tiligt for den Unge endnu ar tage fat paa Poesie. Længer hen Curtius, Ovidius, Vellejus, Terentius , Florus, Vir- gilius, Sallustius, Horatius, Cicero om Pligterne, Juvenalis, Plinii Lovtale, Persius, noget

9

9

af Tacitus, noget af Livius, ja noget af der altsammen; thi i mange Skoler er man faa omhyggelig for at forderve de Unges Smag, at nran giver dem lutter Stumper og Stykker, for at de en skal faae noget Mynster i sær, at danne deres Smag og Tænkemaade efter. Dette seer man klarest af deres Stiil. De maae anvende alle de Talemaader, som ere forekomne i Autorerne, og i Mangel her- af maae Phrasekisterne holde for. Et skiøn- ne Miskmask; her en Sentenz af Curtius, der en Strophe af Ovidius, nu et Ordsprog af Plautus eller Terentius, nu kom Raden til Cicero og Sallustius: At Stilen bliver ujevn, baade sig selv og Materierne bestandig uliig, og latterlig ved de selsomme Forbindelser, bryde Lærerne sig ikke gierne om, naar der kun er Autoritet for hvert Ord. Gestare aliquid in finu & oculis, er en Phrase paa at elske; følgelig maae og dette være rigtigt: Cicero Tusculanum fuum in finu & oculis gestanit dvs: Cicero elskede sit Tusculan. Allene af hvad Tidsalder Phrasen er, bekymrer man sig om for at bestemme dens Skiøn-hed, og om den er brav metaphorisk; thi det er høytravende Latin; men Analogie maae man vel hytte sig for man ikke følger. Dette undrer jeg mig saa meget mere over, som Qvinctilianus, hvilken alle Skolelærere burde læse, recommenderer just Analogie; men han

10

10

levede endelig ikke i den gyldne Alder. ledicere dvs: at forbande, er ikke got, heller ikke Christianus dvs: en Christen; den yngre Plinius har begge Ordene, men han levede i Sølvalderen: Impossibile dvs: umueligt, har Qvinctilianus, men det samme gielder om ham. Derimod har Cicero rarenter dvs: sielden, Plau- tus specio dvs: jeg skuer, og det er herligt. I Ordenes Stilling følges den Regel slavisk, at sette Verbum i Enden; Qvinctilianus recommenderer den iblant andre, uden selv at være en Slave deraf, og jeg vil ikke troe, at det er af Ærbødighed for denne store Mand, at man er saa omhyggelig for denne Eleganze. Cæsar satte Veltalenheden i Ordenes Valg, Cicero og Qvinetilianus bød og! at beflitte sig paa de egentligste Udtryk; thi det er Mangel af egentlige Ord der har giort de uegentlige, og hvad man kalder Omskrivninger, fornødne, men dette er ikke konstigt og høyt nok.

Hvad Tydningen angaaer, saa er og det den beste Dansk, som er meest høytravende, som viger meest fra Ordene i Autoren. Jo flere Ordsprog, jo bedre. Uagtet det Danske Sprog i en Tid af en Snees Aar er meget dyrket, skal man dog ikke see nogen mærkelig Forskiel i Skolerne imellem de Danske Oversættelser af Autorerne, som nu bruges, og dem fyr 50 Aar siden, og der kan ikke heller være;

11

11

thi de ere de samme. Dansker, som andet Arvegods, gaae fra een til den anden igiennem adskillige Hænder, og Disciplen ex alt for ærbodig imod fin Læremester til at forandre noget heri.

Naar en Skribent skal forklares vel, det er saaledes, at ikke allene Ordene forstaaes, men og Meningen af dem fattes, behøves en rigtig Kundskab om det Land, Historie, Love, Skikke, Statsforfatning, Gudstieneste, Philosophie, ey at tale om de almindelige Sprogkonstens og Veltalenhedens Regler, skiønt og ethvert Sprog har noget heraf som det tilegner sig med Eyendomsret; for at kunne sætte sig i de samme Omstændigheder, som Autoren var i, da han skrev. Disse FortolkningsMidlers Nødvendighed nægter vel ingen mig; men har og enhver Skolelærer dem inde? I Mythologien ere de gierne stærke, og det maae de endelig være , siden de tygge Poeterne, hvor sligt forekommer snart paa hvert Blad, saa tidt igiennem; desuden have de Minellianske og Sinceri Udgaver af Autores nok heraf til Hunsbehov. Det er overhovedet ikke meget Underlærrernes Sag at indlade sig i Forklaringer; hvor gabede jeg ikke, det første jeg ved Cornelii Tydning hørte Selvmord at roeses, som jeg af min Christendom vidste var utilladeligt! Deelene af den gamle Historie hænge

12

12 saa stærk sammen, at de neppe kan adskilles, og at forlange af en Hører under nærværende Omstændigheder, at han skal vide det altsam- men det eene med det andet, er formeget, da denne vidtløftige Videnskab er nok allene til at sætte een Mand i Arbeide.

Skribenten moraliserer imellem, og da indstrøer nogle philosophrske Læresatser af det Parties, hvoraf han er Tilhænger; det var da vel, om Skolelæreren var noget beløben i den philosophiske Historie, i sær hvad der an-

gaaer de ældste Tider. Ja vist var det

vel; men hvor kan man fortryde paa at dette ikke læres i Skolerne, da der ikke i Mands Minde er læst derover ved Universitetet, førend nu Professoren i Philosophien, en Mand vor studerende Ungdom alkid vil vare forbunden, foresatte sig at opfylde denne Mangel?

Hvad Talekonsten angaaer, lære Disciplene i nogle Skoler Resenii Rethorica udenad i Underlectierne, og Bogen tydes for dem, da Læreren hellig vogter sig for at legge noget til af sit eget. Nok sagt til at forstaae, hvorledes denne ædle Videnskab behandles. Af Exemplerne læres ikkun de poetiske; maaskee det behøves ikke at lære de prosaiske, fordi Læs rerne antegne til Disciplernes Agtsomhed de skiønne Stæder, og de konstige Vendinger,

13

13 ligesom de forekomme hos Autorerne? De meddele deres Disciple alt det, de selv vide heri, og meer er jo ikke at forlange.

Hebraisk giemmes til Mesterlectie, og derom har jeg intet at sige: nu Har jeg kuns Grædsk tilbage for at komme fra denne fortræ-delige Materie. I dette Sprog lærer: Disciplen først Grammatik, dog som oftest Syntaxis undtagen. Først flyer man ham Johannis Evangelium at læse, formodentlig for at det ey skal være for reent Grædsk, han begynder fra. Man er fornøyet, naar han kan opløse Ordene i Tempora og Modi, og navne deres Herkomst. Men hvad Bemærkelse baade Verba og Propositionerne have, eftersom de styre forskiellige Casus, derom pleier man ikke at bryde Discipelen. Naar han faaer det Nye Testamente igiennemlæst, er han allcrede saa høylærd i Sproget, at det var at beskiemme hans Indsigter, dersom man bød ham ringere, end de allersværeste Poeter, Homerus og Hesio-, dus. Dog kun et Stykke af hver; thi for at han skal vide lidt af alt, eller med andre Ord, for at forvilde hans Begreb ved en adsplittet Læsning, førend han endnu har fattet nogen Skribent tilgavns, plukker man Stumper ud af Isocrates, Plutarchus, Plato, og undertiden gives ham en Chrestomathie oven i Kiøbet til Fricasee. At giøre Grædsk Stiil, eftersom det

14

14 ey er Mode at lære Syntaxis i Endeel Skoler, maae endelig være uhørt i Skolerne, siden det og er det ved Academiet.

Saaledes er det beskaffen med Skole- Underviisningen de fleste Stæder: Manglerne ere kiendeligere, end at de ikke ved første Øye- kast skulle falde enhver i Sigte, og det er kun af Ulyst, at jeg ikke har giort Mahleriet fuldstændigere. Det forstaaer sig selv, at jeg ikke vil giøre alle Skolelærere lige; Nogle, hvis Smag er dannet paa Academierne, have giort sig udeelagtige i de Bebreidelser, man ellers med temmelig Grund kan giere endeel Skole« leerere. Jeg kiender og har stor Agtelse for en Thorlacii Fliid og Smag, som jeg er vis paa bliver meddeelt til hans Disciple; og Rector Baden har leveret os for mange Prøver paa hans udbredte og smukke Låsning til, at jeg ikke skulde troe at finde kendelige Spor deraf paa hans Disciple. Men hvad skal en Rector giøre? Om man end kunde vente af ham fag almindelige og vidtløftige Indsigter, at han var i Stand til ar læse over alle Videnskaberne, hvor faaer han Tid dertil? Han kan neppe igiennem« løbe det meget, som er pakket sammen til Mester« lectie, end sige grundig forklare det; og Di- sciplernes Hukommelse og Agtpaagivelse spræn- ges, fordi de bebyrdes med for mange Ting paa eengang. Og af en Hører, som tiener paa

15

15 50 Rixdalere Løn, hvoraf han baade skal føde og klæde sig, og kiøbe Bøger, og følgelig har neppe Halvparten saa gode Vilkaar, fom en Avlskarl, hvad høye Indsigter, og hvilke store Figurer skal man vente af ham? Et suurt Arbeide, knap Udkomme, lidet eller intet Haab om Befordring; thi der ere tre Hørere imod een Rector, og Præste seer man de ikke blive: Med hvad Lyst skal saadant et Menneske trælle fra Morgen til Aften, Dag ud og Dag ind, og er det vel at undre over, at saadant et ulyksa ligt Creatur meddeler sin egen Dorskhed og Kiedsomhed til sine Disciple?

Først da for at lette Skolelærerne Arbeidet, og giøre dem det meere behageligt, ved at forunde dem nogle Hviletimer, troer jeg det var nyttigt, om Hørerne lige saadanne kunde afløse hverandre, som Rector og Conrector giøre i Cathedral-Skolerne. Alle Skoler skulde være Cathedral-Skoler; thi det er for svært et Arbeyde for en Rector at læse alle Dage i Ugen, og her gielder den samme Aarsag for, som jeg nyelig anførte, hvorfore jeg meente, at Hørerne skulde skiftes til at læse. De tage sig ellers selv den Friehed, som Indretningen næg- ter dem; Frugten bliver, at Disciplerne gaae og drive paa Gaderne, og forfalde om ikke til grove Laster, faa dog til den noksom skadelige Ørkesløshed. For at iværksette detse Forslag, uden

16

16 at bebyrde Regieringen med nye Omkostninger, maatte endeel Skoler legges sammen, ligesom forhen er skeet, og da var del maaskee nok best, helst at forlegge de store og folkerige Stæders Skoler til de mindre, eftersom Larerne der bedre kan have Disciplene under Opsigt, end i de vidtløftige, helst Handelstæder, hvor Ungdommen staaer størst Fare for Forførelse. Kiøbenhavns og Helsingørs Skoler bleve da de forste, som maatte forlegges.

Jeg vil forekomme en Indvending, jeg seer vil giøres mig i Henseende til dette Forslag. De folkerigste Stæder, vil man svare mig, ere de, som yde det største Antal af Disciple: Det var da en Ubillighed at rive Børnene fra de omhyggelige Forældres Øyne, som man maatte tænke bevarede med større Omsorg Sædernes Reenhed hos de Unge, end vild fremmede. Jeg vilde ønske at dette, om ikke altid, saa dog de fleste Gange var sandt; man havde da ikke saa mange bedrøvelige Beviser paa, at Hovedstaden opdrager baade de vittigste, og tillige de vildeste og ryggesløseste unge Mennesker. Saa fornærmende end dette maatte synes for Hovedstaden, ingen offentlig i Latinsk-Skole at have, saa seer man dog at mange Standspersoner forsende deres Børn til Udenbyes Skoler. Det er dog kun faa formuende Folk i Kiøbenhavn, som sette deres Børn i Stadens offentlige

17

17 Skole; enten sendes de bort, eller de faae Underviisninger i Huset. Alt det der da vilde flyde af denne Forandring blev dette, at der kom ikke slet saa mange Haandværksfolks og Kielder« mænds Børn i Latinsk Skole, og tabte vel enten Staten, eller Videnskaberne meget herved? Ja, Haandværksmænd, begriber jeg nok, fik

herved en Hoben Læredrenge flere. Og

dem trænger de og til. Men det er ikke dette allene. Hvad Videnskaberne angaaer, er det større Skade for dem, end man lettelig skulde forestille slg, at de Studerende ere fattige. Forelæsninger paa Academiet, og gode Bøgers Læsning ere de eeneste Midler, hvorved en Student forfremmes i Videnskaberne: Er han nu fattig, maae han tilbringe den Tid paa at undervise Bøm, som han burde høre Forelæsninger i, allene for at fortiene det daglige Brød; og mindre har han Raad til at kiøbe Bøger. Selv fortiener han intet, og han tager Fortjenesten fra andre ved at undersælge dem. Det ere Fuskere og Smughandlere næsten ved alle Handteringer.

End videre: Forældre af denne ringere Classe, som almindelig fra Brygger- Vognmands- og Gaards-Karl have nedsat sig i en Kielder eller Spækhøkerboe, have rimeligviis ikke kunnet give deres Børn en god Opdragelse: Den Raaehed i Sæderne, som avles heraf, sammenlignet med Studentens slette Vilkaar,

18

18

der igien ere kiendelige af Klædningen, er den rette og snart eeneste Grund til den ringe Ag- telse Studenterne, og med dem Videnskaberne ere i. En ung Person, som er opklækket i Fattigdom vant til gemeent Selskab, trængende til alle, kan neppe tænke ædelt, kan og maae taale Alting, krybe og ydmyge sig for alle; og derved giør baade sig og sin hele Orden foragtet. Havde nu Hovedstaden ingen offentlig Latinsk Skole, blev det Følgen, at de Børn, som Forældrene nu for at trække Skolens Stipendier opoffre til Studeringer, bleve satte til nyttige Haandværker, hvorved de i Tiden kunde føde baade sig og sine. Derved formindskedes Antallet af Studenter mærkelig, men deres Vilkaar bleve bedre, fordi de overblevne deels selv eiede lidt, deels bedre kunde forhverve sig noget.

Saa nødvendige som Videnskaberne ere i et Land, saa unægtelig en Sandhed er det at deres Dyrkere, for saavidt de arbeide allene for sig selv, og det giør Studenterne, ere tæ- rende Lemmer, og besværlige for det Almindelige, dersom deres Antal er for stort. At Kundskab er udbredt, meenig Mand oplyst, de nyttigere og fornødnere Indsigter almindelige, og enhver Stand, enhver Håndtering for sig selv, har Leilighed til ak forskaffe sig de besynderlige Videnskaber, som nærmest og egentlig henhøre til dens Forretninger, ere Her

19

19

ligheder et Land aldrig bør savne, og aldrig Uden største Skade for vet Almindelige kan undvære: Og for at have dem er der at det helliger Videnskaberne endeel af sin Ungdom. Men, ere disse Studerende flere end der kan bruge, er det just disses Mængde der hindrer Videnskabernes Fremvært; saa seer jeg ikke rettere, end at der er baade Staten og Videnskaberne magtpaaliggende ar indskrænke Tal- let af de fattige Studerende.

Jeg vil nu ikke indlade mig i Beregning over Tallet paa Studenterne i Dannemark, som er meget vanskeligt at bestemme, og hvorover neppe nogen med Vished kan giøre noget nøiagtigt Overslag: Men at de i Forhold til Folkemængden i Landet og de Be- tieninger, hvortil uvkræves Studeringer, ere for mange, er saa Soleklar en Sandhed, at den ey behøver meget Beviis. Hvor stor en Rift der er, naar et Brød bliver ledigt, kan de best sige os, igiennem hvis Hænder An- søgningerne gaae til Monarken: Vist er det, at naar jeg forhen giorde Ober-Secretairen min Opvartning, fandt jeg altid hans Audien- ce - Gemak gandske fuld af Supplicanter, som Længselfulde ventede efter Leylighed at faae Excellencen i Tale; og Kammertieneren sagde mig, ak der altid vare lige saa mange. Det forønskte Øyeblik kom, Døren aabnedes, Ministeren traadde ind, alle krummede sig, Ær

20

20 bødighed stod tegned paa alles Ansigter, alle bade, alle ydmygede sig, og jeg mærkede at næsten enhver havde et Papir at levere ham, som man sagde mig var Ansøgning om et Embede. Jeg skyndte mig bort fra delte fæle Sted, hvor faa mange Suk bleve spildte, jeg ynkede Hoben, som maatte gaae trøstesløs bort, og beklagede ikke mindre Ministeren, som ikke kunde hielpe dem alle. Ulyksalige tænkte jeg, hvad maae I ikke undgielde eders Forældres Daarlighed! Videnskaberne ere de eeneste, som ikke kan hielpe deres Dyrkere frem. Den flittige Haandverksmand savner aldrig Arbeide, naar han tillige er ærlig : Stræbsomhed i Foreening med Sparsommelighed, giør hans Kaar dagligdags bedre, og han er sikker paa at blive lykkelig, saalcenge han fortiener det. Han har ingen Opvartninger at giøre, hans Velfærd er ikke bygt paa store Herrers Gunst, og kan ikke omstødes ved de- res Ugunst. De derimod, som skal have Bestalling, inden de kan begynde paa noget, maae besidde saa megen Duelighed som de vil; deres hele Lykke kommer dog an paa de Folks Indfald, der have nærmest Adgang til Thronen. Tusende Tilfælde kan hindre eller befordre den, og hvor det gaaer, maae dog den største Deel staae tilbage, Ministeren maae have det beste Hierte, de reeneste Hensigter, og være nok saa frie for Egennytte; hverken Egensindighed, eller blind Gunst og ildestædet Fortrolighed

21

21 bestemmer hans Beslutning; men Recommendationer drevne over Sandheds Grændser, og urigtige Efterretninger kan forlede ham: og følgelig kan ingen giøre sig sikker Regning paa at erholde det Embede, hvortil han har giort sig beqvem.

Vist er det at de Studerendes Vilkaar i Dannemark ere meget slette i Henseende til den uvisse Befordring, og at det meget skader Folkemængdens Formerelse i Landet, at de Studerende enten aldrig, eller meget sildig komme til Embeder, hvilket altsammen har fin Grund deri, at Landet har en 2/3 Deel Studenter flere end det kan bruge; og altsaa kan mit Forslag intet tabe ved den Indvending, at om der blev fulgt, vilde Antallet af Studerende aftage. Ja gid det vilde, og det mærkelig; thi saa længe man har saa god Forraad af dem, at de rage imod Skoleholdertienester paa Landet med en Snees Dalers Løn, og man beholder endda et Par Tusende uforsørgede tilbage og derover, har man ikke nødig faa snart at frygte for at mangle Mænd til Embederne? Imidlertid gaaer mit Forsiag ikke ud paa at udelukke alle fattige Børn fra Skolerne; men jeg vilde, at ikke andre skulde antages, end de som tegnede besynderlig vel; og disse bleve ikke flere, end Skolernes Stipendier gierne kunde underholde. Derfore maatte saadant et fattigt Barn i een af Ho-

22

22 vedstadens Danske Skoler have givet udmær- kede Prøver paa et opvakt Nemme og besynderlig Læselyst, for at kunne antages i en Latinsk Skole, og faae tilstrækkelig Understøttelse. Sko- leholderen mældede det til Sognepræsten, naar han fandt faadant et ypperligt Hoved, og Sog- nepræften, efter at have undersøgt Sagen, og erkyndt 'sig om Barnets Tilbøyelighed og forrige Opførsel, giorde videre Anstalter.

Paa denne Maade hindredes, at der ikke kom saa mange fattige til at studere, tvertimod hvad Naturen og deres Hovedtilbøyelighed synes at have bestemt dem til: Man havde og herved et lidet Forsøg at prøve de unge Mennesker efter, for om det lykkedes, at strække det videre, og giøre det almindeligt; en Indretning Dannemark saa længe har trængt til, og som er en stor Feil at vi ikke have. Men videre at udføre min Plan: Kiøbenhavns Latinske Skole blev da med Lærere, Lønninger, Stipendier og Disciple (de nemlig, som ved en alvorlig Examen bleve befundne at vare oplagte til Studeringer; thi alt det slette og middelmaa- dige behøvedes: ey at slæbe med) forlagte til andre Skoler. Men da denne Skoles Indkomster for en stor Deel bestaae i Accidencer, nemlig for Sang ved Brylluper og Begravelser m. m. og Skolen dog ikke gandske burde fragaae disse betydelige Summer, mener feg der kunde træffes en Deeling. Der skulde anlæg-

23

23 ges en Dansk Skole i stæden for den Latinske, og med de samme Herligheder. Lærerne og Disciplerne af den skulde forrette og oppebære, alt hvad den forrige Latinske Skoles Lærere og Disciple havde forrettet og oppebaaret ved slige Leiligheder. Indtægterne skulde sankes i en Casse til lige Deling ved Qvartalerne imellem denne Danske og den forlagte Latinske Kiøbenhavnske Skole, saa nær som Hørernes Degnepenge; hvilke disse burde have lige saa fuldt som før, og uden Deeling, da det meeste af deres Løn bestaaer deri. Bygningen, hvor forrige Latinske Skole havde været, kunde efter Vurdering overlades til den Danske, og her fik man allerede en Capital. Af alle disse Indkomster skulde de Kiøbenhavnske Latinske lærere lønnes, Disciplene underholdes, et Skole-Bibliothek anskaffes, og blev der med Tiden noget synderligt Overskud, blev man, haaber jeg, vel ikke forlegne for at finde vaa, hvorledes del kunde anvendes. Nu har jeg Forslaget færdig, hvad Forlæggelsen af Kiøbenhavns Skole i sær an- gaaer, og nu maae jeg vise Fordelene. Jeg vil ikke igientage, hvad jeg før har sagt i denne Materie: Jeg vil kun erindre, at alle store og folkerige Stæder ere skadelige for Studeringer, formedelst den megen Larm, de mange Adspredelser og Forførelser med, de Unge ere udsatte for. Derfor ønskede jeg og Academiet forlagt, dersom det var giørligt, og da Skolen ikkun har en Bygning, som man let kan finde paa at faae

24

24

anvendt, og der behøves meget nøye Opsigt med Disciple, som ikke vel kan haves i Hovedstaden, tænker jeg der er lige imod lige endnu vigtigere Motiver for at forlægge den Latinske Skole, end Universitetet. Man regne for Spøg over, og jeg troer at det skal staae fast, at iblant de Danske Studenter have de ryggesløseste gierne kaldt sig enten Kiøbenhavner eller Helsingoraner; skiønt for en halv Snees Aar siden sloge Fridericsborgenserne heller ikke Slemt, som kom sig deraf, at Professor Schrøder var for gammel til at holde dem tilbørlig i Ave.

Det er ikke nok at Kiøbenhavns Skole og Helsingørs med, om man saa synes, forlægges, endnu ere der nitten Skoler tilbage i Dannemark, og deriblant Halvparten, som ikke ere Cathedralske. I hele Norge er der ikkun fire Skoler. Jeg tænker Endeel Skoler kunde lægges sammen af dem, som laae nærmest. Borringholm bør enten have ingen, eller en bedre Skole, ligesom Laaland og Falster; thi det er Synd at Disciple skal drive deres Tid bort uden at lære noget. I Nyborg ere der ingen Di-. stiple, altsaa kan Lærerne let forlægges til en anden Skole. Colding og Fridericia Skoler kunde lægges sammen, siden de ere hverandre saa nær, og det samme maaskee lod sig og giøre ved flere. De fleste Discipler ere dog, Kiøbenhavn undtagen, Embedsmænds Børn, og da Forældrene alligevel ikke kan være nærværende, kom-

25

25

mer det dem paa eet ud, enten de sender dem 5, eller 4 Mile bort. Man seer og i Gierningen, at de ikke agte paa Forskiellen af Nærheden thi saasnart Lærernes Fliid har bragt en Skole i Udraab, faaer den Tilløb, endog fra andre Stifter. Men at jeg ikke skal synes at giøre For: slag i Luften, saa lad os veie Fordelene.

Een af de vigtigste Herligheder den offentlige Underviisning har frem for de private er det Liv, den Lyst det giver i Studeringerne, at Disciplene af Ærekierhed stræbe at overgaae den eene den anden; hvorved det skeer, at ime- dens den ene griber sig an for at faae Fortrinnetog den anden skammer sig ved at staae tilbage, alle Kræfter anspændes til en utrolig Fordeel for Videnskaberne. Forsøgte Lærere vide selv best, hvor ypperlig en Anvendelse man kan giøre af denne ædle Strid imellem modige og ærekiere Disciple: De skulle tillige være mig Vidner paa, at de Disciple, som ere følesløse imod af Ære og Skam, dem er der intet mere ved at giøre. Nu, jo flere Disciple, (naar de kun ikke ere flere, end Lccrerne kan overser) jo flere at stride sammen; des mere ærefuld, desto vanskeligere er Seieren, des mere Flid koster det at vinde, men desto større Opmuntring er der tillige til at stræbe derefter; og deslettere finder enhver sin Ligemand at kappes med. Efter nærværende Indretning veed jeg næsten ikke, om en halv Snees Disciple er værd at giøre saa store Be-

26

26 kostninger paa, som der udfordres til at lønne en Rector og et par Hørere, og holde en grundmu- ret Bygning ved lige: Og somme Stæder ere Skolerne saa fattige, at enten forfalder Bygningen til den bliver ubrugelig, som det er skeet i Kiøge, eller for at faae den istandsat, maae Skolen undvære en Hører, som man har maattet giøre i Vordingborg, for af hans Løn at bestride Omkostningerne. Er man endnu tvivl- raadig, om det er nyttigt af to slette Skoler at giøre en god; helst da de Bekostninger, som gik til den eene Skoles Vedligeholdelse, kunde spares, og tilligemed det, Bygningen blev solgt for, bedre anvendes? Jeg vil ikke at Skolevæsenet skal tabe de Capitaler, som eengang ere henlagte dertil, enten ved Gaver eller Testamenter, eller det paa nogen anden Maade tilfaldne; thi Kronen har ingen Ret dertil, om endog noget deraf var alieneret Gods; men at det skal bedre anvendes; og det kan Regieringen befale. Hørerne ere elændig aflagde; deres Løn bør forbedres; det overstiger een Mands Kræfter at læse hver Dag og i alle Videnskaber; derfor skal der være dobbelt Lærere: Nu kan man først vente Liv i den offentlige Underviisning.

Men det er got nok at lægge et Par Skoler sammen, derved faaer man Arbeidet deelt; men endnu maae man have Hørernes Løn forbedret, om man skulde kunne siges at have udrettet noget stort til Videnskabernes Beste. Maa-

27

27 skee man og her kunde finde paa Midler. Først kunde den Sum, som var bestemt til den afskaffede Skoles Vedligeholdelse, anvendes til dette Brug, tilligemed Renterne af den Capital, Bygningen blev solgt for. Videre, de fleste Kiøb- stæder have Hospitaler, og ved dem ere der gierne Forstandere med skikkelig Løn: Jeg troer ikke ar en Forstander-Tieneste er vanskeligere, end at jo en Hører magelig kan forrette den tilligemed, naar Læsetiden var deelt med en anden. Her fik man Levebrød til een Hører, Klokker- og Chordegn-Tjenesterne kunde lægges til et Par andre. Paa denne og anden Maade fandt man vel paa Udveie, og om ikke andet, kunde noget af de overflødige Skolestipendier bruges hertil. Dog maatte der altid være noget vilkaarligt i Lærernes Indkomster, som Skoleherren bestemte til Opmuntring for en udmærket Flid, og til disse Flidsbelønninger, som Skoleherren efter best Skiønnede uddeelte i Forhold til Fortienesterne, skulde alle Skolelærerne kunne concurrere. Hørertienesterne skulde nu være Embeder, og da man veed, at ingen Familie i Kiøbstæderne kan leve ringere end af 400 Rixdaler, skulde dette og være den mindste Skoleløn. Men ligesom dette Forslag ikke maatte iværksettes i alle sine Deele med eet, og paa eengang overalt, som vel og forbød sig selv i Henseende til Lønningerne, for ar undgaae Forvirrelse; men Planen først ved en allernaadigst Forordning bekiendtgiøres, hvori tillige blev forbuden vedkommende indtil videre

28

28

at antage nye Hørere i de ledigvordende Pladser: Saa maatte og nøie uudersøges, hvilke Hørere der skulde beholdes som duelige, og hvilke ikke, som om de vare beqvemme, kunde forhielpes til Præstekald, eller paa anden Maade forsørges. Naar dette blev iagttaget, og det var tillyst noget i Forveien, skulde det ikke mangle, at der jo fandtes duelige Personer nok, som fik Lyst til Hørertienesterne.

De foromtalte Flidsbelønninger for Skokelærerne blev der vel ingen anden Udveie til, end at de maatte tages af Stipendierne. Derved fik Disciplerne mindre, men jeg troer ikke at deres Forældre kunde fortryde derpaa, naar det fradragne blev anvendt til saa herlig en Brug, og deres Børn fik faa meget desbedre Underviisning. Men som der altid ere fattige Børn, som ikke kunde undvære det, og dog vare ypperlig oplagte til Studeringer, maatte der og sørges for dem; Og dette var ei heller faa vanskeligt, naar Stipendierne bleve uddeelte i Forhold til enhvers Fliid og Trang. Nu nyde de alle næsten ligemeget, men naar Udbyttet blev ulige og forholdsmæssig, fulgte det af sig selv, at de fattige enten maatte vare flittige, eller forlade Skolen; og de mere velhavende var Tabet ikke faa føleligt. Men i Henseende til de sidste, og fordi det altid er mere kierkomment, hvad som har Navn af Tillæg bestemt til at belønne Fortienester, ønskede jeg man

29

29

vilde giøre følgende Indretning med Skole- Stipendierne: Naar det, Hørerne fik, var fradraget, inddele del overblevne i to lige Parter, hvoraf den eene skulde være Stipendium, den anden Flidsbelønning for Disciplerne. I Stipendiums Uddeeling skulde haves Hensigt til Fattigdom, i Flidsbelønningernes til Flittig- hed allene: Af Stipendium fik de Fattige meest, og i Forhold, som de vare fattige til; Flidsbelønningerne nød de allene, som lagde besynderlig Vind paa Studeringer, og det i Forhold til den Fremgang enhver giorde, enten de vare fattige eller rige. Paa denne Maade havde ingen at klage over andre, end sig selv, og denne Indretning allene troer jeg vilde giøre en forunderlig Virkning, naar kun Ligningen skeete med Redelighed og Upartiskhed, hvilket maatte være Skoleherrens Sag at have Tilsyn med. Der skulde og holdes skarp Examen over Disciplerne, og en andre beholdes tilbage, end gode og flittige Hoveder: Og da derved Disciplenes Tal mærkelig aftog; vilde det neppe kunde kiendes, som fragik Stipendierne til Lærernes Løn.

Ligesom man nu fik dueligere Lærere ved Skolernes Underlectier, saa kunde og Videnskaberne blive fordeelte. Historien og Jords besskrivningen beroe allene paa Hukommelsen,

30

30

som er stærkest i Barndommen. De Poster, som udkræve en større Eftertanke, en stærkere Anspændelse af Indbildnings- og DommeKraften, kunde giemmes til en moednere Alder, og altsaa opsættes til de øverste Lectier. Skiønt jeg veed ikke engang, hvorvidt dette behøvedes; man seer at Børn i de Danske Skoler lære meget tilig Regnekonst, som vist kræver megen Eftertanke, og derimod er det meget neppe at man kan præke nogle faae Mathematiske Propositioner i Discipler af Mesterlectie.

Jeg vilde ikke have det formeent nogen Skolelærer at søge anden Befordring, som det forhen har været Conrectorerne forbudt at søge Præstekald. Thi omendskiønt Skolevæsenet, naar det blev sat paa den Fod, jeg har foreslaget, blev langt behageligere, end det forhen har været; saa er det dog fortrædeligt nok i sig selv til at giøre Folk kiede deraf, naar det ikke træffer paa nogle visse egne Hoveder, som af Naturen synes bestemte hertil. Vi have bedrøvelige Exempler nok paa hvad Træghed og Ulyst det giver, at Skolelærerne blive for gamle i Embedet, derimod give Forandringer og Afvexkinger nyt Liv, naar der kun passes en Middelvei med dem. Alt for hastige maatte de ikke være; thi faa forvirredes Disciplene ved Methoder, og Læreren gik bort,

31

31

just nu, da han havde erhvervet sig nogen Erfaring, og skulde giøre den meeste Nytte Sex Aar tænker jeg kunde bestemmes, at en Person skulde have været ved Skole-Embedet, inden han maatte søge om Befordring til Prædikestolen, men saa maatte han og have en god Befordring. Fornemmelig vilde jeg saa have seet paa hans Flid ved Skolen, for. baade snarere og bedre at blive hiulpen. Naar der nu blev ledigt i en Skole, kunde Hørerne nok stige fra en slettere Plads til en bedre, uden dog at forlade deres Lectie. Det skulde være Alderen i Embeder, og ikke Lectiens Nummer, som bestemte Rangen imellem Hørerne, dog at de Graduerede havde Fortrinnet. Indkomsterne kunde byttes ved saadan Leilighed, og Hørerne dog ikke have nødig at qvittere deres Lectie. Videnskaberne følger det af sig selv skulde saaledes for deeles som enhver Lærer havde meest lagt sig efter een Videnskab i Besynderlighed. Naar disse Indretninger bleve iværksatte, troer jeg ikke det behøvedes at foreskrive noget om Underviisningsmaaden; efterdi naar Lærerne havde Duelighed og Smag, lode de det nok af sig selv see; og de traf best den rette Middelvei imellem det falske og sande Pedanterie ved Hielp af Erfaring. Men for det første giorde man nok best i, helst at see paa Academici ved Skole-Embedernes Be-

32

32

sættelse, for at faae den gamle Slændrian dessnarere bort, og den Smag i Videnskaberne indført, som nu er brugelig i Europa, og har sin Grund i en ufordervet og naturlig Fornemmelse af det virkelig skiønne og nyttige.

1

Helsingøer, 1771.

Trykt i det Kongel. privilegerede Bogtrykkerie.

Raisonnemens

over

Kiøbenhavns

Universitet.

Af Forfatteren af

Upartisk Undersøgelse, om de academiske Examina ere Videnskaberne og Lærdommen til Gavn eller Skade.

2

        

3

Fortale.

Jeg har kaldet disse Betragtnin- ger over Universitetet, Raison- nemens, og jeg faaer taale det, at man kalder mig selv Raisonneur. Men jeg ønsker, man maa finde, at jeg ikke har raisonneret uden efter Grunde og Erfaring. Jeg har studeret ved Kiøbenhavns Universitet i mange Aar, og havt Leylighed at sammenligne det med nogle tydske Academier. Hvad jeg ved denne Sammenligning har fundet, er det, jeg her fremlægger, og som jeg agter, ifald min Tid tillader det, at fortsette, og end videre at forøge med Betragtninger over vore Gymnasier og Skoler.

Ved den Anledning vil jeg siden faae meer Leylighed til at tale om den Plan, som Philokalus i sin smukke Afhandling om Studeringers nærværende Tilstand og bedre Indretning

har foreslaget, og om de Erindringer, som han tillige har giort mod nogle af mine

4

4 Fortale.

Forslag til de academiske Examiners Afskaffelse. Imidlertid vil han allerede her finde adskillige Stykker af sin Plan berørte og prøvede. Det skal være mig kiært, om han ogsaa vil aabne mig sine Tanker om de nye Forslage, jeg her har vovet an- gaaende Universitetet. Han skal finde, at det koster mig liden Overvindelse at opofre et Indfald, naar jeg finder det ugrundet; og jeg vil ansee det som et Beviis paa, at jeg har truffet det rette, naar en Mand af hans Indsigt og Erfaring samtykker det.

I det øvrige vil jeg bede at troe, at det aldrig har været min Agt, at fornærme nogen af Universitetets Lærere, af hvil- ke der ere mange, som jeg er meget forbunden, og ingen, som jeg har det allerringeste udstaaendes med. Mit eneste Ønske har været, at see Studeringer satte i den Drift i mit Fædreneland, at vi ikke meer skulde føle den ydmygende Forskiel imellem et dansk og et tydsk Universitet, som nu falder saa kiendelig i Øyne.

5

Om Videnskabers og Studeringers Tilstand i Danmark.

Naar man kiender vor Universitets Forfat ning, og betragter Videnskabernes og Lærdommens Tilstand i Landet, saa bliver man et Misforhold vaer imellem Landets Universitet, og Landets Oplysning, som paa den ene Side behager, men paa den anden opvækker Forundring.

6

6

Videnskabernes Tilstand hos os er aldeles ikke slet, naar man betragter den med uparti- ske Øyne. Jeg tilstaaer, vi have ikke mange eller store Originallærde; men disses Antal er i ethvert Land lidet, og deres Indflydelse paa den almindelige Oplysning ikke betydelig. Disse burde først og snarest søges ved Universitetet, og naar der ikke findes mange, bør man ikke undres over, at der ikke findes mange andensteds. Men lad os ogsaa ikke have mange Lærde, som have bragt det til en overordentlig Høyde i Videnskaberne, som have udbredet en eller anden Videnskabs Grendserkiendelig, eller sat en mærkelig Periode i Literaturens Fremgang! Vi have dog en Mængde vel oplyste Folk i alle Stænder; og iblant de Lærde mange vel studerede Mænd, som giøre enhver sin Videnskab Ære. Man kan ikke med Billighed sige, at nogen Videnskab er gandske forsømt hos os, og naar jeg sammenligner os i Indsigt og Lærdom med vore Naboer de Tydske, seer jeg slet ikke, at vi have Aarsag at skamme os for vor Oplysning. Men det forstaaer sig, man bør ikke glemme det Forspring, som disse naturligviis formedelst deres Naboelaug med andre tidligere polerede Nationer have for os, og de fordeelagtige Omstændigheder, hvor-

7

7 under en stor og talriig Nation dyrker Viden- skaberne, frem for en liden og indskrænket.

Man kan ikke sige, at vi nogen Tid ere blevne staaende paa eet Sted i Videnskabernes Dyrkelse. Vi have stedse rykket frem, og lige saavel som andre Folk tiltaget fra Tid til anden i Indsigt og Oplysning. Jeg troer, man vil finde en mærkelig Forskiel, naar man sammenligner Videnskabernes nærværende Tilstand hos os med deres Tilstand for 20 til 30 Aar siden. Man vil finde, at visse Videnskaber, som den Gang enten intet, eller lidet kiendtes, dyrkes nu med Flid og Lykke, og at vi i andre have vundet en kiendelig Tilvext. Man vil see, at den gode Smag i alle Videnskaber har tiltaget med stærke Skridt, og faaet en mærkelig Indgang hos Lærde af alle Faculteter.

Men det er Videnskabernes Tilstand, jeg roeser, og ikke Studeringers. Og at der er stor Forskiel imellem begge disse Ting, har den Mand, som under Navn af Philokalus har giort mig den Ære at prøve min upartiske Undersøgelse om de academiske Examina, med god Grund erindret. Videnskaberne have stedse været i Tiltagelse hos os, imens Stude

8

8

tinger ere forblevne næsten paa een Fod. Fra Reformationen af indtil vore Tider har vore Studeringers Plan og Indretning været omtrent den samme. Vel har man i denne Tid giort Forandringer, og væsentlige Forandringer med vore Skoler; hvoraf nogle have været meget viselig udtænkte. Men de fleste og beste have alligevel sigtet til at reglere Skolernes Oeconomie og at sørge for deres Midlers bedre Forvaltning; og de faa, som have havt Studeringers bedre Indretning til Hensigt, have ingen ret Nytte kundet giøre, fordi Skolerne stode i faa nøye en Forbindelse med Universitetet, at, saa længe man lod dette urørt og i sin gamle Forfatning, maatte Skolevæsenet ogsaa omtrent blive det samme, det altid havde været. Og Universitetet lader det til, man har troet, var uforbederligt. Alting er derfor blevet der paa den gamle Fod i Henseende til Ungdommens Overhørelser, til Professorernes Forelæsninger, o. s. v. Man har troet, der behøvedes ikke andet for at holde Academiet i sin gamle Flor, end at erindre Professorerne Tid efter anden om at holde smukt deres aarlige Disputatser, og saa at forsyne Academiet med Lærere for et heelt Seculum.

9

9 Denne Misproportion imellem Videnskabers og Studeringers Forfatning i et Land bør ikke sette nogen i Forundring, som kiender de Grunde, Philokalus i sin Afhandling om Studeringers nærværende Tilstand og bedre Indretning har anført. Jeg lægger endnu til, at den store Communication, vi staae i med andre slebne Folk, i sær med de Tydske, tillader os ikke at blive længe uvidende om de Indsigter og Videnskaber, som dyrkes hos dem. Vi befænges snart med det Gode, de ene, saa vel som med deres Daarligheder. Vi have intet Mode-Academie i Kiøbenhavn; og dog faae vi de Tydskes Moder jaa rigtig, som om der holdtes Forelæsninger over dem i Hovedstaden. Hvi skulde vi da ikke ogsaa faae deres Viden- skaber? Vi faae dem rigtig, men ligesom Moderne, først, efterat de ere blevne gamle hos dem. Saaledes har efterhaanden den Wolffiske og Dariesiske Philosophie, Naturhistorien, de oeconomiske og skiønne Videnskaber passeret Elven, for at opslaae deres Boepæl jblant os, og der er Haab om, at den gode Smag i den hellige, saavel som profane Philologie vil udbrede sig med store Skridt, og vise sin Indflydelse saavel paa vore Prækestole, som paa vore Skoler.

10

10

Mangler ved Kiøbenhavns Universitet. 1.) Den første og fornemste Mangel er, at Universitetet er anlagt i en Hovedstad. Men denne Mangel har allerede en anden Patriot forekommet mig i at beskrive, og jeg vil her allene laane hans Ord. (*) „Levemanden er i saa- dan en Stad kostbar. Professorerne maae derfor lønnes vel; thi det, som de kunde vente at vinde ved deres Forelæsninger, er lidet. Den største Deel af de Studerende er fattig, og Stedets Levemaade giør dem endnu fattigere. De nødes til at dele deres Tid imellem Under- viisning i Borgerhuse og Professorernes Forelæsninger, og at undervise andre, imens de endnu behøve at undervises selv. Saadan en Stad har tusende Adspredelser baade for Lærere og lærende. Jeg vil ikke tale om den Mængde offentlige Lystigheder og Fornøyelser, som følge med Hoffets Nærværelse, saasom Comoedier, Masqverader, Concerter, o. s. v. thi disse adsprede meer Penge, end Tid, og man kunde gierne taale, at en Lærer saavel som Lærende, naar de begge havde anvendt Dagen vel, toge et Par Aftener om Ugen Deel i en anstændig Fornøyelse. Men der ere andre Adspredelser, som ere endnu vigtigere end disse."

11

11

„Professorerne, hvis kiæreste Omgang, endog i deres Friheds og Fornøyelses Timer, burde være deres Tilhørere og Studenter, drages i en stor Bye i et tidsspildende Bekiendtskab med Familier af andre Stænder, hvis Tænke- maade og Levemaade fordærver dem. De efterabe disses Pppighed, Forfængelighed, Fornøyelser. De lægge Vind paa at udmærke sig ved Trakteringer, ved Titler, ved Forbindelser, som kunne skaffe dem Anseelse, og tabe Smagen paa den Ære, som vindes ved Lærdom, fordi den ikke paaskiønnes i deres Selskaber. De jage efter de Stores Yndest, og foragte de Studerendes. Og da de høye Colle- gier gemeenlig ere, hvor Hoffet er, saa stræbe de vel ofte at erhverve sig en Plads i disse, for at svinge sig over deres Stand, og afdrage sig saaledes alt meer og meer fra deres Stands Forretninger, som omsider blive dem væmmelige."

„For de Studerende falder Æmulationen, denne mægtige Drivefieder hos unge Gemytter, næsten gandke bort i en stor Stad, eller taber i det mindste meget af sin Braad. De ere her alt for meget blandede med Folk af andre Stænder, hvis Veye til Lykken, som ere forskiellige fra deres, forvirre og adsprede dem. De unge

12

12 Mennesker faae alt for tilig Smag paa det, man kalder at giøre sin Lykke, og i Stedet for i nogle Aar rolig at anvende al deres Tid og Omsorg paa at erholde Middelet dertil, nemlig Indsigt og Lærdom, jage de strax efter Øyemedet, og forledes let til at gaae de Krumveye til Lykken, Hvoraf Hovedstaden stiller dem saa mange for Øyne. De blive urolige i Henseende til det Tilkommende, og tabe den stadige Sindsforfatning, som behøves til Studeringer."

„Alle disse Uleyligheder falde bort ved en liden Bye. Levemaaden er der af sig selv lettere, og man kan ved Politieanstalter tvinge den, naar Stedet har sin største Næring af Universitetet. Professorer og Studenter udgiøre her et samlet Legeme: de dele deres Arbeyder og Fornøyelser med hinanden, og ere hinandens bestandige Vægtere og Paapassere. Lærerne see sig ikke omgivne med andre Gienstande, end saadanne, som kunne minde dem om deres Pligter; og deres Flid og Vindskibelighed bliver igien en mægtig Opmuntring for Ungdommen. Den slaviske Frygt og Høyagtelse, hvormed mange af vore Studerende nu skue op paa deres Lærere, og den Haanhed, hvormed disse ofte see ned til en Student, tabes meget,

13

13 naar de, ved at blive hinandens fornemste Omgang, lære at kiende hinandens Fordele og Skrøbeligheder nøyere. Thi hvem skal en Professor paa et lidet Sted omgaaes med, uden med sine Colleger og Tilhørere? Men Collegers Venskab varer ikke længe, og en Professors Tilslugt bliver omsider hans Studenter. Af disse giør han sig Partier, og hans Anseelse og Fordeel voxer, jo stærkere hans Partie bliver. Vel er det os ikke ubekiendt, hvor mange Mis- fornøyelser og Ubehageligheder saadanne Partier forvolde ved Universiteterne i de smaae Steder; men det kan nu ikke anderledes være iblant de Lærde; og det skader heller ikke stort; thi de holde paa den anden Side saadant et Universitet i bestandig Liv og Munterhed, og bevare det fra en Dorskhed, som er skadeligere end den hidsigste Partieaand. Vi forbigaae andre Fordele i Henseende til Disciplinen og andet, som et Universitet paa et lidet Sted kan betiene sig af."

2.) Docenternes Antal er for ringe imod de Studerendes. Et eneste Universitet i to Riger burde have en stor Mængde Studerende, naar disse søgte til Universitetet, allene for at studere; og da kunde et Antal af 14. til 16

14

14 Docenter ikke være tilstrækkeligt til at give de for- nødne Forelæsninger i alle Videnskabernes Dele efter enhvers Tilliid, Lyst og Bestemmelse. Imidlertid kunde man lade det gielde med de tre øverste Faculteter, det theologiske, juridiske og medicinske, hvilke kunne synes at have et tilstrækkeligt Antal nok af Lærere. Men det philosophiske Facultet, som indbefatter saa mange og forskiellige Videnskaber, har ikkun een Lærer for hver Videnskab; og dette er meget for lidet. De Studerende maae have nogle at gaae i Valg i. Enhver Docent er ikke lige skikket til at erhverve sig de Unges Fortrolighed. En kan have Lærdom, men fattes Gaver til at lære: han kan være god til privat Raadførsel; men, er han ene Docent i en Videnskab, seer det vist ilde ud for den allerstorste Deel af hans Tilhørere. Og hvad! om en Videnskab til Ulykke har faaet en Lærer, som ikke er den voxen, og ikke kan blive den voxen; saa er det jo saa godt, som om denne Videnskab ikke lærtes ved Universitetet, naar den har ikkun denne eneste Docent. Desuden er det fornødent for Lærerne selv, at de have Rivaler, som kunne holde dem i Munterhed. Den ene maae frygte for, at den anden kunde berøve ham sine Tilhørere, spilde ham sin Credit. Er der ikkun een Lærer i

15

15 en Videnskab, kan han altid være vis paa at beholde et lidet Antal af Tilhørere; han maae læse nok saa maadeligt eller skiødesløst. Hans Ukyndighed eller Magelighed falder ikke saa meget i Øynene, fordi man har ingen dueligere eller flittigere at sammenholde ham med.

3.) Ikkun den halve Deel af de Lærere, som ere berettigede og forbundne til at lære ved Universitetet, læser virkelig. Jeg vil ikke sige, at de jo tilbyde sig at læse, og virkelig mene disse Tilbud meer, end det Løfte de aarlig giøre om at disputere V. D. Det er en Lyst at see vore aarlige Lectionscataloger. Efter dem at dømme læses ved vor Universitet i alle Videnskabernes Dele. Der er næsten ingen Videnskab forglemt. I Oeconomien, i Naturhistorien, i Statsvidenskaben, i de skiønne Videnskaber, i alting tilbyde sig Mænd at læse, som jeg vist troer, kunde holde hvad de love. Men læser alligevel den halve Deel? Man besøge vore Læreres Høresale, og man skal finde lutter Tomhed hos dem, som ikke ere Examinatores, de maae for Resten være saa bekiendt-duelige Mænd, som de ville; men derimod Vrimmel og Støy nok Hos dem, som examinere, allerhelst naar disse for- staae Bene-Oeconomien tilgavns. Hvad Nytte

16

16 giøre nu de Mænd, som ikke examinere? Eller som ere beskikkede i Videnskaber, hvori der ik- ke examineres? Jeg veed vel, de ere undskyldte, at de ingen Nytte giøre; thi hvad kunne de giøre meer, end tilbyde deres Tieneste? Men er det ikke dog en Ulykke, at en slet Forfatning skal kunne undskylde dem?

4.) De academiske Examina ere derfor en Hovedmangel ved vor Universitets Forfatning, som maa raades Bød paa, ifald ikke den halve Deel af Lærerne skal blive i en ævig Inactivitet, og den anden halve Deel ævig sysselsætte sig med at foredrage Videnskabernes første Elementer for den raaeste Ungdom. Jeg taler nu ikke om den første Examen eller Deposißen; thi denne gaaer Academiet mindre an, end Skolerne, og her har jeg foresat mig at tale om Academiet. Det er ikkun den philosophiske og the- ologiske Examen, jeg har med at giøre. Jeg har allerede i min upartiske Undersøgelse o. s. v. veyet disse Examiners Værdie, og viist, hvad skadelige Følger de have for Studeringer i den Forfatning, hvori de nu ere. Her vil jeg lægge endnu en anden Virkning til, som de have paa Professorernes Forelæsninger ved Academiet. Disse ere indrettede blot for Examina,

17

17

følgelig holdes ikke Forelæsninger i andre Kund- skaber, end de, som profiteres til en Examen. Jeg har kiendt det theologiske Facultet, da der intet blev læst, af alle den theologiske Literaturs Dele, uden den blotte Dogmatik, og nogle Ascetiske Collegier over et og andet Stykke af det Nye Testament. Jeg kalder dem Ascetiske, endskiønt de udgaves for Exegetiske; men hver Time var en ordentlig Præken, saa god, som man kunde høre den i Kirken, kun at den var paa Latin; og paa denne Maade, erindrer jeg, at 2, om ikke 3 Aar gik bort med at forklare de smaae Johannis Breve. Intet egentlig exegetisk Collegium over nogen Deel af det N. T.! intet over Kirkehistorien! intet over den theologiske Moral! intet over den naturlige Theologie! Jeg vil ikke tale om mindre væsentlige Stykker af den theologiske Literatur. Jeg taler om det theologiske Facultet fra den Tid, jeg kiendte det selv. Det kan have forandret sig i dette Stykke. En Cramer i det mindste kan umuelig indskrænke sig til Dogmatik og Ascetik. Men det maae have forandret sig saa meget, som det vil, saa begriber jeg let, at Dogmatik maae blive de theologiske Professorers Hovedlæsning, saa længe den, og den allene kræves ved den theologiske Examen. Sin Dogmatik maa en Kandidat

18

18

vide, til hvad Karacteer han gaaer op. Den Exegetik, som kræves af ham, er ikke meer, end den, der kræves af en Kandidat til den første Examen; for dens Skyld behøver han altsaa ikke at høre noget Exegetisk Collegium.

Anderledes var det heller ikke i den Tid, jeg kiendte Academiet, med det philosophiske Facultet. Logik og Metaphysik læstes, og i nogle Aar, om jeg mindes ret, over Baumeisters Definitioner. Af andre philosophiske Collegier vidste man intet. Derfor saae man ogsaa den Hunger, der var paa vore Studerende efter Philosophie, da Biskop Gunnerus begyndte at Holde philosophiske Forelæsninger. Naturens Ret var en Hemmelighed, som maaskee nogle saa Lovkyndighedens Disciple havde faaet Lov at kige lidet ind i, men hvorfra de andre Fakulteter indtil denne Tid vare gandske udelukke. I samme Forfatning var Naturvidenskaben, indtil Prof. Kratzenstein kom til Landet. I Mathematiken torde man ikke være klog over nogle Bøger i Euclides; hvem, som vilde vide noget af den anvendte Mathematik, maatte oplede private Lærere, eller hielpe sig, som han kunde, selv. Intet Collegium over Fædrenelandets Historie, eller den almindelige Historie,

19

19

eller andre Nationers Statsforfatning! Horazes Carmen-seculare og nogle Stumper af romerske Antiqviteter var vor latinske Philologie; og den grædske bestod i nogle saa Timers Forelæsninger over Gesners Chrestomathie. Intet philologisk Collegium over det Nye Testament; intet over de grædske Profanskribenter. Den orientalske Philologie giemmer jeg til- sidst, fordi den fortiener en Undtagelse. Etatsraad Kall maa man give den Lov, at han altid har holdt Forelæsninger, hvoraf endogsaa de, som ikke stundede efter en Examen, kunde have Nytte.

See! saaledes læsts Collegier ved et Academie, hvor man hører Collegier allene eller fornemmelig for en Examens Skyld. Det hjelper ikke, at man besetter saadant et Academie med de dueligste Mand fra alle Verdens Hiørner. Den maadeligste Mand kan her giøre den samme Nytte, som den allerdueligste. Han behøver kun at vide lidet meer, end de, der slet intet vide, saa kan han forrette sit Embede saa got, som den allerbeste. Udfordres det, at han til Parade skal tilbyde sig i Lectionscatalogus at læse over Ting af en høyere Sphære;

20

20

det kan han ogsaa; thi han veed vel, at ingen let skal forlange af ham at opfylde sit Tilbud.

5.) Den Maade, hvorpaa Professorerne lønnes ved Universitetet, er slet ikke til Studeringers Opmuntring. Man tænke ikke, at jeg her vil bestride Professorernes store Indkomster, eller betage dem deres Jordegodser. Ney, jeg seer ikke, hvad der med Billighed kan siges imod nogen af Delene. Hvilken Patriot kan misunde dem deres Bøndergods, naar man veed, at de Høylærdes Bønder leve og ansees som Herremænd ikke allene imod andre Proprietairers, men ogsaa imod Kongens Bønder? Naar den Maade, hvorpaa en Betient hæver sine Indkomster, er baade for ham selv den sik- kerste, og for andre gavnlig, saa seer jeg ikke, hvorfor man skulde ønske den forandret. Og hvad Professorernes Indkomster selv angaaer, saa bør man ikke ansee dem for at være for store, saa længe man intet har imod en Toldinspecteurs, en Postdirecteurs, og flere kongelige Betienters Indkomster. Hvorfor skulde en lærd Mand ikke kunne leve ligesaa anstændig og beqvemmelig, som en anden kongelig Betient! hvi vilde man misunde ham, om han havde noget tilovers, til at anvende paa et Bibliothek, eller om han

21

21

kunde efterlade sine Børn noget? Herimod har jeg altsaa intet at erindre. Universitetet bør beholde sine CORPORA. Men jeg troer, det havde været gavnligt, om man fra Begyndelsen af, i Stedet for 12 eller 14 CORPORA (thi saamange, troer jeg, er der) havde ikkun ladet blive 6 eller 8 for 6 eller 8 af de fortienteste Professorer; og anslaget de øvrige CORPORA Academica i Penge, hvoraf man havde taget ringere Lønninger til de andre Professorer. Man kunde paa denne Maade lønnet et større Antal Lærere, og lønnet dem alle. Nu har en Professor ved Academiet enten ingen eller gode Indkomster; de unge ingen, de gamle gode. Jeg taler her om Professores designati; thi de i nyere Tider beskikkede faa Professores extraordinarii, som lønnes for at docere ved Academiet, er en, i sig selv ypperlig, Indretning, som ikke vedkommer Universitetets Forfatning. Naar en Mand bliver designacus, har han som designatus, i mange Aar intet at leve af, uden det Haab, at han engang vil faae et got Levebrød. Dette Haab kan ikke glippe ham. Han ønsker sig ikkun et langt Liv, for at naae og nyde sit CORPUS; og kan Magelighed blive et Middel til at forlænge hans Dage, hvorfor skulde han ikke betjene sig der-

22

22 af? Men det værste er, at hans ældre Colleger have det samme Middel i Hænder til at forlænge deres. Saadan en Mand savner det største Motiv til Flid og Stræbsomhed; thi han veed, at han med de største Fortienester dog ikke naaer tiligere til Corpus, end Lykken vil, og at han uden al Fortieneste naaer dertil engang, naar han først er i Touren. Det torde derfor vel hænde sig, at mangen Professor var i sit 40de Aar, da han fik et Corpus, ligesaa vidt i sine Videnskaber, som han var i det 25de da han blev designatus. Hvor Anciennitet bliver an- seet for Fortieneste, og berettiger en Mand til større Ære og Belønninger, end andre; der kan den største Dosmer have Haab om at døe en fortient og æret Mand: han behøver kun at skaane sit dyrebare Liv for megen Hovedbrud og Nattevaagen.

6.) Dette Uhyre af Anciennitet, for hvis Skyld mangen Duelig har forbandet sin Ungdom, og mangen Dosmer drevet Afguderie med sine graae Haar, giver mig Anledning til at tale om en anden betydelig Mangel ved Universitetet i Henseende til Professorernes Beskikkelse. Philokalus kalder det „en forskrækkelig Indretning med Professorer, som ere designati til alle Videnskaber uden Forskiel." Han

23

23

har Ret. Men jeg holder denne Indretning ikke saa vel forskrækkelig deri, at der ere Professores designati til alle Videnskaber uden For- skiel, som deri, at en Mand designeres til at nyde et got Levebrød om 10 eller 20 Aar, enten han imidlertid giør sig værdig til at beklæde det, eller ikke, og enten der imidlertid ved eller uden for Academiet findes en anden Mand, som er meer skikket og værdigere til at nyde den ledige Profession, end den designerte Professor. Thi, man maa tilstaae mig, at en Mand kan i sit 24de Aar fortiene at være Professor, og ikke fortiene at være det i sit 40de, naar han fra det 24de til 40de Aar har lagt sig paa den lade Side af Mangel paa Opmuntring, og fordi han vidste, at den Belønning, han havde i Sigte, ikke kunde glippe ham. Har han derimod ikkun et indskrænket Haab, maae han væ- re bange for Rivaler baade ved og uden for Academiet, som ved forefaldende Vacancer kunde støde ham fra hans Haab; saa vil han søge at giøre sig ligesaa duelig til at nyde et Corpus Academicum i sit 40de Aar, som han var duelig og værdig til at komme ind i Professorernes Orden i sit 24de; og var da en uduelig Mand i sin Ungdom sluppet til at blive Professor, saa fik man Tid til at lære at kiende ham;

24

24 han fik da at lade sig nøye med den liden Løn, han havde faaet fra Begyndelsen, og man kunde ved forefaldende Vacance af et Corpus give det bort til en meer fortient Mand. Men nu maa en Designatus i Kraft af sin Bestalling, Have det vacante Corpus, enten han fra sin Designations Tid af har lagt i Dvale, eller viist sig ved Flid i Skrifter og Forelæsninger. Og er imidlertid paa et andet Sted en anden Mand opstaaet, som den vacante Profession aabenbar bedre kunde være tient med, saa hielper det ikke; denne maae nøyes med tomme Berømmelser, naar den anden gaaer af med Belønningen. See! det er den store Feyl ved de academiske Designationer. Men for Resten seer jeg ikke, hvad det kunde skade, om et Professorat i Mathematiken tilfaldt en Lingvist, eller et i Philologien kom til en Mathematicus; naar kun ikke en Lingvist var nødt til, fordi han kaldtes Prof. Mathem., at læse i Mathematiken, eller en Mathematicus, fordi han kaldtes Profcssor lingvarum, at læse i Sprogene. Ved Academiet i Leipzig er den samme Indretning, om jeg veed ret; men den giør der ingen Skade. En Professor kan der ogsaa ofte bære Navn af en Videnskab, hvoraf han intet forstaaer; men han forstaaer dog noget.

25

25 og han læser i det, han forstaaer, og overlader til en anden af sine Colleger, der har lagt sig efter den Videnskab, som han bær Navnet af, og bær maaskee Navnet af en anden, som den første har lagt sig efter, at læse i den, han for- staaer. Saaledes bliver ingen Videnskab tom, men enhver læser i det, han har Indsigt i, ubekymret om, hvad han kaldes. Naar det var saaledes ved vor Universitet, saa skulde det ikke havt saa megen Skade, at Professionen i det grædske Sprog var faldet til en Mand, som forstod meer af politiske Videnskaber, end af det grædske Sprog. Thi Manden havde da giort Nytte med den Videnskab, han forstod, og overladt til en anden af sine Colleger at holde Forelæsninger i det Grædske. For de Studerende havde det jo været det samme. Men naar de Docerendes Antal er faa indskrænket, at der ikkun er een eneste Docent bestemt til at læse i en Videnskab, og en anden, som har lagt sig efter samme Videnskab, ingen Belønning kan finde ved Academiet, med mindre han skal tage den fra den første, sfaa opstaae saadanne Uordener, som de, Philokalus klager over, og saa er det vist nok slet bestilt med Universite- tet. Men lad os afskaffe de academiske Examina! Lad os opmuntre de unge Magistre og

26

26

Decani til at vise sig ved Forelæsninger og Skrifter! Lad dem see Haab for sig at blive Professorer med ringere og større Løn, alt som de vise Fortienester til! Lad os afskaffe disse Designationer, som støde den gamle Dosmer frem, og gjøre at den vittige Unge forfalder til Dovenskab! vi skulde da ikke mangle Docenter i alle Viden skaber ved Universitetet, eller være angest før, ifald en Professor i en eller anden Videnskab gaaer af, hvorledes vi skulde faae hans Plads besat.

7.) En Patron for et Universitet kan gjø- re Videnskaber og Studeringer stor Nytte, naar han er en Herre af en udvidet og opløftet Sjel, som har en almindelig Kierlighed for alle Videnskaber, og ingen Prædilection for visse, hvilke han paa de andres Regning føger at bringe i Veyret: Naar han har Forstand og Myndighed nok til at holde Lærerne ved Universitetet i tilbørlig Respect, og Mod nok til at afvise alle de vindesyge Forslage, og alle de nedrige Smigrerier, hvorpaa de Lærdes Egennytte er saa vittig. Men anseer han sig som Oldermand for et Laug, hvis Pligt det er at handthæve alle de Rettigheder og Vedtægter, som Universitetet har anmasset sig paa andre Societeters

27

27

og paa det Almindeliges Bekostning: troer han, at en Professorsøn kan blive Professor med ringere Dueligheder, end en anden, fordi han er en Laugsbroders Søn: misbruger han sin Post til at befordre sine uduelige Clienter: — saa bort med ham! Studeringer behøve ingen Oldermand.

Jeg har faaledes anført de Mangler, som jeg holder for de væsentligste ved vor Universitet. Jeg vil nu ogsaa vove nogle Forslag til deres Afhjelpning.

Om Universitetets Forflytning fra Hovedstaden.

Ønskeligt var det vist nok, at Universitetet kunde forflyttes fra Hovedstaden. Deri troer jeg, at alle de ere enige, som kjende de mangfoldige Hindringer, der ligge i Veyen for Studeringers Drift i en stor Stad, og derimod hvilke Opmuntninger der ere i en liden Bye til at dyrke dem. Man holde allene vor eget Ridderacademie i dets gode Tider mod Kiøbenhavns Universitet. Jeg troer, Sorøe Academie har fra dets Fornyelse af allene udrettet mere got, jeg mener, udbredet meer Indsigt

28

28 og Oplysning, og dannet fleer Subjecter, end Kiøbenhavns Universitet, naar jeg ved Universitetet forstaaer dets Lærere, i dette og forrige Aarhundrede. Og dette siger jeg, saa langt fra at gjøre Ridderacademiets Lærere nogen utidig Compliment, som at fornærme Universitetets Lærere. Jeg troer, disse skulde, som de ere, og som de altid have været, udrettet det samme som hine, naar de havde været i deres Forfatning. Det er ikkun Forfatningen, jeg taler om, og i sær Stedet. Man maa gjøre saa mange Forandringer som man vil, med Kiøbenhavns Universitet. Det kan gandske vist ved fornuftige Forandringer forbedres meget; men blomstre vil det dog aldrig, saa længe det ikke forflyttes fra Hovedstaden. Her er ikkuns Spørsmaalet, om saadan en Forflytning for Omkostningernes Skyld er gjørlig? Og i fald man vidste Udveye til de fornødne Omkostninger, om det da ikke var gavnligere for Videnskaberne, at oprette et gandske nyt Academie ved Siden af Kiøbenhavns, for at ophæve det for Studeringer saa skadelige Monopolium, som Kiøbenhavns Universitet hidindtil har, og at befordre en nyttig Concurrence imellem de Lærde. Disse Fordele ere vist nok høyst vigtige. Men uden ar tale om, at Bekostningerne af

er

29

29

et gandske nyt Academie vilde blive langt størke, end de, det gamles Forflytning skulde udfordre; saa befrygter jeg, at Bekostningerne paa det nye Academie vilde være spildte, saa længe man lod Kiøbenhavns Academie blive i Kiøbenhavn. Dette vilde betiene sig af sine gamle Rettigheder, af sine herlige Stipendier, af sin Nærværelse ved Hoffet, til at underminere sin Rival. I Dag eller Morgen vilde det faae en mægtig Patron, som holdt det for Older- mands-Pligt at bringe det gamle Academie i Veyret paa det nye Academies Undergang. Seer man ikke hvad som skeer med Sorøe? Skulde dette Academies Forfald ikke for en god Deel være ar tilskrive Moderacademiet? Jeg vil ikkun nævne een Omstændighed, som er mig bekiendt; de som kjende Sorøe-Aeadcmie nøye-ere end jeg, vide maaskee flere. Ingen Adelsmand kan tage Sæde i Høyeste-Ret, førend han har underkastet sig en Examen i Lovkyndigheden. En ypperlig Anordning! Men det er ikke nok, at han underkaster sig denne Examen ved Rid- deracademiet, at han der befindes dygtig til at forlade Academiet for at tiene det Almindelige. Han skal paa nye udstaae en Examen af Universiteters Lærere. Det er at sige, han skal begynde at studere paa nye igien, efterat han har fuldendt sine Studeringer ved et velindrettet og

30

30

vel forsynet Academie. Saa bliver Adelsmanden da heller ved Universitetet, og studerer der med alle, som han kan, end underkaster sig en dobbelt Examen. — Og saaledes taber Ridderacademiet sin Søgning og sin Anseelse ved disse Laugsprincipier.

Men! naar man veed Udveye til et af De- lene, saa bør Universitetet i mine Tanker snarere forflyttes, end et nyt oprettes. Men derfor er jeg ikke imod et nyt Academies Oprettelse, naar vore Financer engang kom i den lykkelige Forfatning, at de taalede denne Udgivet, Kun for det første var det vel raadeligst, naar noget skulde giøres, at forflytte Academiet. Men jeg seer meget vel de store Vanskeligheder, som møde ved dette Forslags Iværksættelse. Det er ikke allene Bekostningerne, der afskrække, end- skiønt disse vist nok vilde blive meget anseelige. Men umueligt burde der ikke være at tilvenebrin- ge dem. Har en Hertug af Meklenborg, blot til Trods for sine Landstænder, kunnet i vore Tider oprette et nyt Academie; hvi skulde da en Konge i Danmark, som har ubundne Hænder, og sit hele Folks ønsker for sig, ikke kunne forflytte et gammelt? Dog! Pengene at udfinde til saadan en Indretning, overlader jeg til andre, som kiende til vor Universitets

31

oeeonomiske Forfatning meer end jeg. Jeg troer vist, de maatte kunne sindes, naar det først blev Alvor at søge dem. Men det, som meest afskrækker mig, er den Ustadighed, som spores hos os i alle gode Anlæg, den Uredelighed og Søvnagtighed, som findes saa ofte hos dem, der betroes ti! at udføre vigtige Forslage. Skulde det Forslag, jeg her taler om, betroes saa: danne Folk til Iværksettelse, som lode det ligge paa Halvveyen, naar en Deel Penge allerede vare anvendte derpaa, som ved uredelige og egennyttige Betragtninger lode sig forsinke i deres Foretagende: saa gid jeg aldrig havde tænkt paa det! saa gid mine Blade aldrig komme for de Personers Øyne, som kunne billige Forslaget, og vide Midler til dets Iværksettelse! Man siger, at Dannemarks Ulykke har været Projectmagere, og man har ikke gandske Urer. Men man burde tillige ikke glemme at sige, at mange Gange ere de nyttigste Forslage blevne ikke alleene frugtesløse, men ogsaa skadelige, fordi man har maattet lade dem udfore ved dorske, uredelige og nedrige Folk. Projectmageren har altid maattet bære Skylden for Forslagets Udfald, fordi del er mageligere at sige: Projecter duer intet, end at undersøge og opdage alle de hemmelige Renker og Skiødesløs-heder, hvorved det beste Project kan giøres unyttigt.

32

32

Mit Forlag er da: at forlagge Kiøben- havns Universitet til en Egn, hvor Levemaaden er lettere og tarveligere, Sæderne simplere og renere, og Adspredelserne færre, end i Hovedstaden. Man kunde tillige vælge en Bye og Egn, som havde faa Næringsveye, og som ved et Universitet kunde hielpes i Veyret. I Sielland er Levemaanden næsten allevegne dyr, fordi Hovedstaden opsluger alle Levnetsmidler, og betaler dem dyrt. Fyen kunde i Henseende til Levemaaden være beqvemmere, og i Odense fandt man allerede et lidet Anlag i det der værende Gymnasium, som kunde lette paa Bekostningerne. Men Odense er allerede for stor en Bye for et Academie, og den vilde blive endnu større ved dette. Jo mindre Bye, og jo længere fra Hoffet, desto bedre for Universitetet. I mine Tanker maatte man søge en liden Bye op i Jylland paa Grendserne af Slesvig, eller maaskee i Hertugdommet Slesvig selv, hvor man knnde lægge Academiet hen. Man vilde der, foruden de omtalte Fordele, ogsaa naae denne, at man maaskee da kunde bevæge de Holstenske Studenter til ar besøge det Danske Academie med meer Villighed, end de nu giøre. Dette vilde blive en anseelig Vinding for Landet, og holde en stor Kapital inde, som nu aarlig ved de Holsteensike Studenter, som

33

33

besøge fremmede Universiteter, gaaer ud. Det Holsteenske Landsmandsskab er det største ved de fleste tydske Academier. Men det er troeligt, at Holstenerne vilde ligesaa gierne søge til et dansk Academie, naar det laae beleyligere for dem, end Kiøbenhavns: og naar de kunde lære det samme der, som i Tydskland, saa seer jeg ingen Ubillighed i, at nøde dem til at opholde sig i det mindste i nogle Aar ved det danske Acade- mie, førend de reyste udenlands. Sproget burde ingen Hindring giøre; thi det danske Sprog forstaaes næsten overalt i Slesvig, endog mange Steder, hvor det Tydske prækes; og Holstenerne kunde gierne lægge sig derefter. Sproget fortiener det vel; og maae de danske Studenter som gaae til tydske Universiteter, lægge sig efter det tydske Sprog, for at forstaae de tydske Forelæsninger; hvi kunde man ikke gierne anmode Landets Undersaatter at lægge sig efter Landets Hovedsprog? Men, om man endelig holdt dette for ugiørligt, kunde man da ikke beskikke nogle tydske Professorer i alle Faculteter ved Academiet? Der vilde vel endog af Landets egne Børn blive dem, som vare skikkede, eller kunde giøre sig skikkede til at holde Forelæsninger i begge Sprog. Og hvad? om man forflyttede det hele Gymnasium i Altona

34

34

derhen? det giør dog, hvor det er, liden eller ingen Nytte, men forenet med Academiet kunde det giøre megen. — Og siden jeg taler om et Gymnasium, som giør liden Nytte, falder mig naturligviis vor danske Gymnasium i Odense ind, vor Seminarium Fridericianum i Bergen, vor Schola illuftris i Herlufsholm: skulde man ikke kunde anvende de Capiraler, som ere henlagte til disse Stiftelser, og som nu giøre saa liden Nytte, til Academiets Forflytning? — Dog Penge at skaffe sammen, overlader jeg til andre, som kiende de mangfoldige Legater, der hist og her ere henlagde til Studeringers Forbedring. Aldrig troer jeg, de kunde bruges bedre, end til dette Forslags Iværksettelse.

Imidlertid seer jeg let, at denne Hovedforandring med Kiøbenhavns Universitet for det første ikke vil gaae for sig; og dog vilde jeg nødig, at man skulde opgive alle andre nyttige Forandringer, fordi Denne Hovedforandring ikke endnu og førend vore Financer komme i en bedre Forfatning, kan finde Sted. Jeg vil derfor forlade denne søde Drøm om et dansk Academie paa Grendserne af vor Konges tydske Stater, og allene forestaae saadanne Foran-

35

35

dringer, som bør kunne finde Sted, endog om Universitetet aldrig forflyttes fra Kiøbenhavn.

Forslage til Forandringer med Universitetet i Henseende til Lærernes Antal, Bestikkelse, og Lønning.

Saalænge Kiøbenhavns Universitetstal beholde sit lærde Monopolium, bør det i det mind- ste, som andre Societeter, der have Monopolium, holdes til at forsyne sig med saa tilstrækkeligt et Antal af alle Slags lærde Vahrer, at enhver Liebhaber efter sin forskiellige Smag, Tilbøyelighed, Tid, Alder, Egensindighed o.s.v. kan blive tilfredsstillet. Det er ikke nok, at der holdes en Lærer for hver Videnstab, om han ogsaa er den dueligste Mand. Ikke nok f. Ex., at der er en bestikket Lærer i Mathematiken, om han og besidder lige sikker Indsigt i alle Mathematikens Dele. Han kan dog ikke læse over alle mathematiste Videnskaber paa een Gang, i eet Aar; han kan ikke vælge de Timer, som ere alle lige beqvemme; han kan nu og da forhindres ved Reyser, ved Sygdom, ved andre Tilfælde: og da bliver altid et Antal af Mathematikens Elskere forlegen, og maa føle Følgerne af Monopolium. Det er ikke nok,

36

36 at Academiet er forsynet med gamle Lærere; det maae ogsaa have et Antal af unge, ikke allene for at afløse de gamle, men ogsaa for ar holde dem muntre og aarvaagne, for at hindre dem fra Lunkenhed og Stolthed, og at nøde dem til at bekymre sig om Videnskabernes Tilvext, om Smagens Forandring i en og anden Videnskab, fra Tid til anden. Det er ikke nok, at det har nogle vel aflagde Lærere; det maae have andre, som ere slettere aflagde, og som ved Flid kunne tiene sig frem til bedre Belønninger.

I mine Tanker burde et Academie som Kiøbenhavns, naar det skulde blive der eneste i to Riger, ikke have et mindre Antal af Læ- rere end imellem 40 og 50. Men ved Lære- te forstaaer jeg ikke allene dem, som bære navn af Professorer, ikke allene dem, som bære Navn af Profefforer i en vis Videnskab: jeg forstaaer derved enhver, som virkelig holder Forelæsninger ved Academiet, han maae nu kaldes Professor, Doctor, Magister eller Decanus. Af Professorerne burde ikkun være tvende Klasser, ordinarii (ordentlige) og extraordinarii (overordentlige). Afordentlige Processorer skulde det theologiske og juridiske Facultet have hver 3, og det medicinske 4, og i

37

37

det philosophiske Facultet bleve følgende 10 Professorer, som hver bare Navn af en vis Videnskab; saasom i i den latinske Veltalenhed, I idet grædskeSprog, I i de orientalske Sprog,

I i Mathematik, I i Astronomie, I i Physik og Naturhistorie, I i Oeconomie, I i Historien, I i Philosophien, og endelig I i det danske Sprog og i de nordiske Antiqviteter. Tilsammen 20 Proifessores ordinarii. Disse

20 Professorer skulde udgiøre det academiske Raad, være Confistoriales, og styre Universiretet. De bare vel Navn af et vist Facultet eller en vis Videnskab; men derfor havde de dog intet Monopolium: jeg vil sige, de skulde vel holde Forelæsninger i den Videnskab, hvortil de vare kaldede, men derfor kunde de ikke forbyde andre at læse i den samme, heller ikke vare de selv bundne og i indskrænkede til denne Videnskab allene. Havde f. Ex. en Profes. Juris Lyst at læse et Collegium over en latinsk eller grædsk Autor, skulde det ikke formenes Ham; ligesaa lidet skulde det formenes en Professor i det latinske Sprog at læse over de romerske og danske Love.

Af overordentlige Professorer kunde i et Hvert af de 3 øverste Facultteter være 1 eller 2,

38

38

og i det philosophiske Facultet 5 til 6. Disse bare vel Navn af extraordinarii; men det Navn var ikke, som nu, en blot Titel. De vare virkelig ved Gage bundne til Academiet, og pligtige til at holde Forelæsninger; kunde og- saa, naar de selv havde Lyst dertil, giøre sig Haab om engang at blive ordinarii. De kunde tages deels af de ved Academiet docerende Doctores, Magistri og Decani, deels af Embedsmænd i Staden, som havde Lyst og Gaver til at docere; men disse kunde da ikke have Haab om at blive ordinarii, med mindre de vilde nedlægge deres Embede.

Professorernes Antal, de virkelig docerende Professorers Antal blev saaledes stedse imellem 30 og 40. De øvige Docenter bestode i unge Doctores, Magistre og Decani, som deels understøttede ved academiske Stipendier, deels allene i Haab om engang at blive Professorer, Holdt private Forelæsninger, for hvilke de lode sig betale. Foruden disse burde Universitetet være forsynet med lønnede Lærere i de fornemste levende Sprog, saasom Engelsk, Fransk, Tydsk og Russisk.

39

39

Hvor saadant et Antal af Lærere skulde komme fra, er ikke vanskeligt at sige. De unge Doctores og Magisiri Decentes komme af sig selv, uden al anden Opmuntring, end Lyst til at læere, til at Viise sig, til at befordres. Man rydde ikkun alt det af Veyen, hvorved de gamle Lærere kunne undertrykke de unge, og hindre dem fra at Viise deres Dueligheder; saa vil man snart see en Mængde unge Docenter opstaae, som skulde kappes med de gamle om de Studerendes Biefald, og holde disse i bestandig Aarvaagenhed. Belønninger behøvede man ikke at udtænke for dem, andre end de, de selv kunde skaffe sig ved deres Flittighed. Men, da man dog allerede har et Slags lønnede Docenter ved Academiet, jeg mener Decani ved Commumtetet, saa var det godt, at disse bleve giorte saa brugbare for Academiet, som mueligt. Jeg er enig med Philokalus i at afskaffe Disputeerøvelserne paa Klosteret, og i det Sled at giøre Decani til Raadgivere og Ledere for de unge Studerende, som nyde dette Stipendium, om hvis Studeringer, Læsning og Levemaade de burde nøye underrette sig, og i visse Maader være ansvarlige derfor. Men jeg seer ikke, at man derfor behøvede at forsøge deres Løn, eller bebyrde Commumtetet med nye

ed

40

40

Udgivter til Decani. De skulde dog ikke være paa Klosteret meer end den ene Time om Dagen, som de nu bør være der, og det Arbeyde, de fik, vilde, tænker jeg, blive dem behageligere, end Disputeerøvelserne. Men for at være forsikret om, at Blinde ikke undertiden bleve Blindes Ledere, saa vilde jeg tillige, at Provsten paa Communitetet, som for sit vigtige Embeds Skyld altid burde være Professor enten extraordinarius eller Ordinarius ved Academiet, holdt private Forelæsninger for sine Decani, hvori han underrettede dem om den beste Studeremaade, med Hensigt og Anvendelse paa de Feyl, som han havde mærket, at en og anden af dem havde begaaet paa Klosteret. Thi, jeg vilde, at, naar Disputeerøvelserne paa Klosteret afskaffedes, Provsten da selv ingen Commentales skulde beholde, men allene være forpligtet til i den Time, da Decani vare forsamlede paa Klosteret, at gaae fra det ene Bord til det andet, høre hvad der foretoges, sige sine Tanker ved given Leylighed, og i sær bielægge de Tvistigheder, som af forskiellig Tænkemaade og Smag kunde opstaae imellem en Commentalis og hans Decanus; thi omendskiønt man ikke disputerede in forma, saa venter jeg dog, at mangen venlig Strid

41

41 vilde forefalde; og da var det godt, at en Mand var tilstede, der kunde ansees som Lærer baade for Decani og Commensales. — Men hvad? om Professores extraordinarii selv skulde finde sig tiente med at være Decani, for at nyde dette lidet Stipendium med til Hielp til deres smaae Lønninger; da vilde vist nok Communitetet med Tiden giøre Nytte; men det forstaaer sig, de maatte giøre Skiel derfor, saa godt, som en anden Decanus.

Professorernes Antal var vel ikke heller vanskeligt at bringe til Veye, uden noget nyt Fond til at lønne dem. Man behøvede ikkun at bruge det Fond tilgavns, som allerede er henlagt til Universitetets Lærere. Hvad dette Fond tilsammen udgiør, veed jeg ikke; men det veed jeg, at Studii-Skatten, som bruges til at lønne confistoriales, beløber sig allene aarlig over 6500 Rixdaler. Deraf kunde lønnes 8 Professores ordinarii med 800 Rdlr. aarlig. Naar jeg nu regner Jordegodser, Tiender og andet, som er henlagt til et Corpus Academicum, hvoraf der vel i det mindste ere 12; saa venter jeg, at enhver af de 12 æld- ste Professores ordinarii kunde nyde aarlig 1000 Rdlr. Løn, foruden frie Boelig, og

42

42 der endda paa hvert corpus Academicum skyde saameget tilovers, at Professores extraordirarii kunde faae aarlig 200 til 300 Rdlr., hvormed, jeg troer, de vilde lade dem nøye, i Betragtning af, at de tilig kunde komme til at hæve denne lønning, at de kunde giøre sig Haab om at ascendere til bedre løn- ninger, og endelig at de derhos kunde have enten Decanater paa Klosteret, eller Præstekald ved Hovedkirkerne, eller Advocaturer ved Retterne, eller Physicater i Hovedstaden. Og skul- de Fondet ikke række til at lønne de 8 yngste Professores ordinarii med meer end 600 Rdlr.; saa troer jeg, de lode sig ogsaa for det første nøye dermed, naar de kunde have vist Haab om, som de burde have, ved Afgang at rykke op i de bedre gagerede Professorers Løn- ninger. Man maae altid erindre, at jeg ønsker Academiet sat i saadan en Forfatning, at Læ- rerne kunde fortiene noget ved deres Forelæsnin-ger; ved hvilket Tilstød de da altid skulde kunne forøge deres Indkomster.

Men skulde Universitetets Lærere lønnes paa denne Maade, saa maatte der Fond, som er henlagt til dem, det maa nu bestaae i Jordegodser, Tiender, Skatte eller andet, alt

43

43

sammen gaae i en fælleds Casse, hvoraf ved Communitetets Oeconomus, eller Academiets Forvalter, blev udleveret aarlig eller qvartaliter til enhver Professor i rede Penge, hvad han var ansat for at nyde. Universitetet beholdt saaledes sine Jordegodser og Tiender; men enhver Professor tabte dem, og fik i deres Sted rede Penge. Skulde da ved Tidernes foranderlige Kornpriser noget skyde aarlig over af det hele til Universitetet henlagte Fond, efterår Professorernes Lønninger vare udbetalte; saa kunde dette aarlige overskud enten reporteres pag enhver Professor i Proportion af hans tillagte Gage; eller, om man saa syntes, kunde det henlægges til at giøre et nyt Fond, for med Tiden at kenne nye Lærere, i Fald de behøvedes, eller at forbedre de andres Lønninger.

Jeg har hidindtil ikkun talt om Universitetets eget Fond, og formodet, at det allerede skulde findes tilstrækkeligt til at lønne det fornedne Antal af Lærere. Men om det ogsaa ikke skulde findes gandske tilstrækkeligt, har man da ikke ved Charlottenborg to offentlige Lærere, den ene i Naturhistorien, den anden i Oeconomien? og hvad Ubillighed var der i, at drage disse Mænd ind under Universitetet, hvor de

44

44 uden Tvivl kunde giore større Nytte, end ved Charlottenborg, eller, hvilket er det samme, at drage deres Lønninger ind i Universitetets Fond, og lade dem tiene til at underholde et Par Professorer? har man ikke ved samme Charlottenborg en Maitre i Mathematiken, en anden i det franske Sprog? eller i der mindste Løn til dem? Skulde disse ikke ogsaa kunne læ- re ved Universitetet? — Sprogmestere kunde det vel ikke fattes paa i en Hovedstad, hvilke for en liden tillagt offentlig Befoldning bleve i sær til de Studerendes Tieneste. Jeg vil ikke tale om de store Fonds, som ere henlagte til vore lidet frugkbringende Gymnasier i Odense og Altona, og som uden Ubillighed kunde anvendes til Universitetets Forbedring, naar de ikke maatte bruges til dets endnu nyttigere Forflytning.

Naar da Academiet var forsyne: med det tilstrækkelige Antal af lærere, naar Larerne vare aflagte saaledes, at de kunde arbeyde uden Nærings Bekymringer; saa kom det allene an paa, at tage den Plan i at beskikke Lærere til Universitetet, hvorved man kunde forsikre sig om at faae de dueligste Subjecter. At designere et ungt Menneske 10 Aar og længere i

45

45

Forveyen til en ubestemt videnskab med en bestemt Løn, er en af de ulykkeligste Maximer, som en Universitets Patron kunde falde paa, og en Misbrug, som Viiser, hvad Skade en Patron kan giøre Academiet. Alle Designationer, bestemte og ubestemte, bør for ævig op- hæves, og de Professorer, som allerede have Designation, bør enten befordres til andre Betjeninger, naar man kiender andre Mand, som vare dueligere end de, til at tiene ved Academiet, eller, naae man ikke tvivler om deres Duelighed, giøres til Professorer med Løn, enten overordentlige eller ordentlige, efter deres Fortjenesters Grad. Al Anciennitet bør settes til Side, og ikke tages i Betragtning, uden hvor Dueligheder i alle Maader ere lige. Intet Professorat gives bort, førend det virkelig er ledigt, og da vælges det dueligste Subject, som kan findes, det maae være ved Universiteter, eller uden for samme. Prof. extraord. bør ved forefaldende Vacance iblant ordinarii ikke for- biegaages, naar de som extraord. have læst med Biefald, eller giort sig bekiendte ved Skrifter; men for Resten bør de aldeles ikke ansees som defignati; ogdet b'r kunne være mueligt, at en kan blive extraordinarius sin Livetid: ja, naar en Prof. extraord. har et andet Embede tillige,

46

46

bør han ikke blive Ordinarius, uden at re- signere dette sit Embede. De unge Studerende, som give tilig Beviis paa, at de kunne blive duelige Universitets-Lærere, bør man især have et vaaget øye over, at man hverken ved at give dem for hastig de storste Belønninger, heller ikke, ved at lade dem staae tilbage for deres Ungdoms Skyld, svækker deres Flid og Iver. At have, som Magister, Decanus eller Doctor docens holdt Forelæsninger med Bie- fald, at have erhvervet sig Studenternes yn-dest, bør ansees som en større Fortieneste til at erlange et Professorat, end at have Professorernes, ja selv de Stores Yndest; og en Pro- fessorsøn bør for alting intet Fortrin have til at blive Professor, end der en stører Duelighed giver ham.

Videre om de academiske Examina.

Vi maae forsyne Academiet med saa mange og saa duelige Lærere, som vi vil; vi maae lønne og beskikke dem paa hvad Maade, vi vil — saa leenge de academiske Examina blive paa den Fod, de ere, saa sette vi altiden stor Deel af lærere, nemlig alle dem, som ikke ere Examinatores, i en svig Uvirksomhed, og en endnu større Deel af Studenter ligesaa,

47

47

nemlig alle dem, som have overstaaet deres academiske Examina. Vil vi have, at vore Professorer skulle læse for at underviise, og vor Ungdom studere for at lære, maae Examina afskaffes. Jeg taler nu ikke om den første Examen eller Deposizen; dens Vigtighed eller Uviglighed angaaer Skolerne allene, og har ikke stor Indstydelfe paa Academiet. De Examina, jeg her har med at giore, er den anden eller philosophiske, og den kredse eller Attestazen. Den philosophiae Examens værdie har jeg prøvet i min upartiske undersøgelse o.s.v. og fundet, at den ikke allene uden Videnskabers og Studeringers Skade kunde afskaffes, men at den endog burde afskaffes, naar man vilde vente at see Studeringer i Flor ved Academiet. En Ven, for hvis Domme jeg har megen Agtelse, har givet sit Biefald til, at denne Examen kunde afskaffes, nagar man allene var forsikret, at Examina af de tre andre Faculteter desto bedre og skarpere bleve indrettede, og i samme nøye undersøgt, om Candi- Daterne havde i de øvrige Videnskaber og Sprog den fornødne Kundskab. Denne Forsigtighed giver en Frygt tilkiende, at maaskee det kunde skee, naar denne Examen ophævedes, som jeg i upartisk undersøgelse har sagt, hverken

48

48

burde eller vilde skee nemlig at den studerende Ungdom vilde forsømme at erhverve sig de Indsigter, som man kan kalde forberedende til ethvert Hovedstudium, og at den uden Forberedning af philosophiske Videnskaber vilde begive sig strax til sit Hovedstudium. Jeg for min Deel begriber ikke, af hvad Aarsag man skulde have denne Frygt i Dannemark meer, end i Tydskland; undtagen man vilde troe, at vor Nation var mindre oplagt til en grundig Studeremaade, end den Tydske; hvilket man vel ikke vil antage. I Tydskland veed man af ingen saa kaldet philosophisk Examen at sige. Jeg veed heller ikke, at Examina af de tre andre Faculterer indrettes der med meer Hensigt til at prøve Candidaternes Kyndighed i de vi- denskaber og Sprog, som gemeenlig henregnes til det philosophiske Fgcultet, end hos os. Og dog finder jeg iblant tydske Theologer for Ex. Mænd, som have den meest udbredte Læsning i de gamle grædske og latinske Autorer: Beviis: en Ernesti, Semler, Cramer — jeg finder Mænd, som have den vidtløftigste kund-skab i Historien: Beviis: foruden de anførte, en Walch, en Boysen og andre — Mænd, som have den dybeste Indsigt i den theoretiske Philosophie: Beviis: en Jerusalem, en

49

49

Nesselt, en Tøllner — Mænd, som forbinde den fineste Smag i de skiønne Videnskaber med deres theologiske kundskab: Beviis: en Cramer, en Schlegel, en Jacobi og andre. Det samme kunde jeg sige om mange berømte tydske Jurister og Medici. Hvorfor have da disse Mænd ikke forsømt at skaffe sig Indsigt i de saa kaldte philosophiske Videnskaber, endskiønt de ingen philosophisk Examen havde ved deres Universiteter? — Ney! det har ingen Nød, og man kan gierne ogsaa hos os være sikker i dette Stykke. Det kommer kun an paa, som jeg alt har sagt i min Afhandling om Examina, at man giør en fornuftig Studerings- plan antagelig, og at vore Professorer læse paa tydsk Viis og ligesaa flittig, som de Tydske. Alting kommer an paa Lærernes Forelæsninger: ere disse indrettede med Smag; er Læreren ikke en purus putus i sin Videnskab, men har studeret den selv grundig; saa vil han snart Viise sine Tilhørere Veyen til den samme grundige Kundskab, som han selv besidder, og opvakte Lyst hos dem til at følge den. Jeg kiender dem, som fik først ret Smag paa de grædske og latinske Autorers Låsning ved et Collegium over det hebraiske Sprog. Hvi skulde man da ikke kunne holde Forelæsninger over Dogmatiken,

50

50

Lovkyndigheden, ja over visse Dele af Medicinen selv, paa saadan en Maade, at man gav sine Tilhorers at forstaae, hvor nyttigt, ja nødvendigt del vilde blive for dem til en grundig Indsigt i deres Hovedvidenskab, at have seet sig om i Philosophie, Sprog, Historie o.s.v.? Ja, jeg er vis paa, at en Cramer i Theologien, en Dons i Lovkyndigheden, en Rott- bøll i Medicinen kunne ikke læse mange Timer, uden at efterlade hos deres Tilhørere en Overbeviisning om det nøye Baand, der er imellem de philosophiske Videnskaber, og disse Hovedstudier.

Desuden forudsetter jeg jo, at de Studerende bringe fra Skolerne med sig nogen Forsmag paa de Sprog og Videnskaber, som man Henregner til det philosophiae Facultet. Mon ikke denne Forsmag allene skulde drive dem til af sig selv at giøre videre Fremgang, uden Frygt for nogen philosophisk Examen? Og hvor mangen en maae ikke, endog i nærværende Forfatning, sin hele Livstid lade sig nye med den Kundskab, Han i Skolen kan have faaet om de Sprog og Videnskaber, jeg taler om? Mange studere jo ikke ved Universitetet til den anden Examen; andre opholde sig vel ved Universitetet, men hø

51

51 re ingen Collegier; og atter andre høre vel Collegier, men lære intet af dem, enten fordi Col- legierne selv ere indrettede for Examens Skyld, eller fordi Studenten veed, at der ved Examen spørges meer, om han har været paa Collegier, end om han har lært noget der. Alle disse maae jo lade sig nøye til deres Hovedstudium med den Indsigt, de have faaet i Sprog og philosophiske Videnskaber i Skolen, eller paa egen Haand dyrke disse Kundskaber videre. Man maae derfor ansee Sagen som man vil, saa holder jeg det for afgiort, at den philofophisse Examen, saadan, som den nu er, er til ingen Nytte for Studeringer. I tre Fierding Aar lader sig umuelig, endog af den flittigste Student, noget læ- re i 5 eller 6 forskiellige Videnskaber, hvoraf han i sin Tid kunde have nogen retskaffen Nytte til sit Hovedstudium.

Men maaskee denne, saavel som de andre Examina, kunde indrettes saaledes, at de bleve Studeringer til Nytte og Opmuntring? Maa- skee! Men i Almindelighed maa jeg tilstaae, at jeg ønsker Studeringer andre Opmuntringer, end Examina. Jeg ønsker, at vor Ungdom maatte studere af Lyst, ikke af Tvang (og Examina blive dog altid et Slags Tvang); at vo

52

re Læreres Forelæsninger holdtes med saadan Smag og Iver, ar Ungdommen bievaanede dem af egen Drift og af en Hiertelig Overbeviisning om Videnskabers Nytte, ikke af Frygt for en Examen, eller af en barnagtig Længsel efter at glimre offentlig; at de, som havde udmarker sig i Videnskab og Indsigt, maatte i alle Stænder udmærkes ved Ære og Beløn-ning. Gee! disse og saadanne Opmuntringer ønskede jeg Studeringer og Videnskaber; og naar de havde dem, vilde jeg skienke Examina med alle academiske Vædigheder til deres Opfindere. Jeg skulde ogsaa uden Betænkning raade til alle academiske Examiners Afskaffelse, dersom vor Universitet var saa vel anlagt i en liden Stad og i en Afkrog af Landet, som det er det i to Rigers Hovedstad. Men, da jeg stedse maa betragte Kiøbenhavns Universitet i Kiøbenhavn, hvor det ventelig endnu en rum Tid vil forblive, saa nægter jeg ikke, at jeg jo giør mi-ne Forslag til Academiets Forbedring, i fær i Henseende til Examina, med nogen Frygt, og ønsker ikke, at de maatte iværksættes, uden efter det nøyeste Overlæg: thi det skulde blive Mig en krænkende Bebreydelse, om jeg endog ved de best mente Forslag skulde have giort Studeringer i mit Fædreneland nogen Skade,

53

53

fordi jeg ikke nok havde taget det ufordeelagtige Sted i Betragtning, hvor Universitetet er anlagt. Jeg igientager det derfor endnu engang; man kan ikke giøre nogen sikker Regning paa sine Fordslags Udfald, saa længe Academiet bliver i Residenten. Der behøve Studeringer maa- skee andre Opmuntringer; der lader sig maa- skee ikke studere af Lyst allene, der maae maa- skee og nogen Tvang til. Jeg har selv seet, hvad Forskiel der er paa Studeringers Drift i Tydskland ved et Academie, som er anlagt i en liden Bye, hvor den øvrige Deel af Byen tabes i Academiet, og et andet, som er anlagt i en større Stad, der har flere Næringsveye end Universitetet, der har en blomstrende Handel, adskillige høye Collegier o.s.v. Og dog er intet Protestantisk Universitet anlagt i en for Studeringer saa ufordeelagtig Stad, som Kiøbenhavn.

Eamina kunne vi da vel ikke aldeles afskaffe; men lad os indrette dem saaledes, at de giøre Studeringer den mindst muelige Skade. Philokalus har giver en Plan til deres bedre Indretning; og jeg finder deri, som i hans hele Skrift, meget fornuftigt og antageligt. At Examina skee paa dansk, at de ere

54

54 ubundne i Henseende til Tiden, at de indskrænkes til viste Videnskaber, billiger jeg aldeles. Men den Mængde Examina, han foreslaaer, , holder jeg slet ikke nyttig. Examen Juridicum for Er. skal efter hans Forslag blive ved, og dog skulle vi desuden have Baccalaurei juris, Magistri juris, Doctores juris: den theologiske Attestats skal blive ved, men foruden den en Baccalaurei-Examen, en Magister-, en Doctor-Examen i Theologien. Jeg kan aldrig troe, al disse mange Examina kunne have nogen god Virkning. Jeg befrygter stedse, at man vil studere for Examiners Skyld, studere for at faae en Examen, en Titel efter den anden, at man kan skrive sig Baccalaureus, Magister og Doctor i Theologien, ligesom Cancellie-, Justist- og Erats-Raad: jeg befrygter, at de examinerede Docenter ville misbruge Examina for at binde Munden paa de Docenter, som ikke examinere, og hindre dem fra at faae Tilhørere. Desuden have de academiske Æretitler i vore Tider og fornemmelig i Hovedstaden tabt deres Priis, og det var bedre, naar man vil bruge Titler til at be-

lønne Fortienester, at man forvandlede dem til Cancellie-Titler, end at man vedligeholdt dem i deres gamle Form.

55

55

Ney! lad os beholde saa faa Examina, som mueligt; men lad de faae, vi beholde, vakre alvorlige og strenge. Lad ingen befordres til noget offentlig Embede, med mindre han har udstaaet en skarp Examen i de Indsigter, som udkræves til hans Embede. Tiden bør beroe paa Ham selv, og han kan udsætte den saa langt, som han vil. Examen maatte skee offentlig paa dansk, og enhver Docent ved Academiet, han maatte vare Professor, eller ikke, extraordinarius eller Ordinarius skulde have Friehed og indbydes til at examinere Candidaten.

Vilde man da endelig beholde en philosophisk Examen, saa vilde jeg kalde den en Examen i de skiønne Videnskaber, og dertil udfordre I. Kundskab om Fædrenelandets Historie, dets oeconomiske og politiske Forfatning. 2. Kundskab om andre Landes Producter, og Na- boerigernes oeconomiske og politiske Forfatning. 3. Kundskab om den mathematiske og naturlige Jordbeskrivelse, hvorunder jeg befatter de for enhver Stand umistelige Indsigter i Astronomie og Physik. 4. Saa megen Kyndighed i det tybske, franske og engelske Sprog, at man kunde forstaae en ikke alt for vanskelig Autor, og have en historisk Kundskab om de fornemste

56

56

Skribenter i disse Sprog; og endelig 5. Den øvelse i Modersmaalet og i at tænke, lige meget, paa hvad Maade erhvervet, at man kunde opsætte en skriftlig Beretning om et forelagt Factum, eller forklare sine Tanker tydelig over en bekiendt Materie.

Men, som jeg ofte har sagt, jeg holder denne Examen ikke nødvendig, under hvad Navn man ogsaa beholder den; allermindst, naar man af Candidacerne til den første Examen, lfald man beholdt denne, fordrede de samme Kundskaber, som jeg her har nævnet. Man kunde da uden Fare tillade en Student at begive sig, saa snart han kom til Academiet, til sit Hovedstudium, Theologie, Jura, Medicin. Naar han først i Skolen havde faaet nogen Smag paa den almindelige Literatur, naar de, som holdt Forelæsninger i hans Hovedvidenskab, ikke selv vare puri puti, og endelig, naar han saae, at det var Mode at høre et Cursus over visse almindelige Videnskaber, førend man ene og allene opofrede sig til sit Hovedstudium, saa vilde han uden Hensigt til nogen Examen giøre det samme. Om han da bestemte sine første academiske Aar til denne almindelige Literatur, eller han dyrkede den tilli-

57

ge med sit Hovedstudium, kom ud paa et. Jeg seer ikke, hvorfor han ikke kunde høre Dogmatik og Mathematik, Kirkehistorie og Philosophie paa een Gang. Philokalus vilde dog, at de to første academiske Aar skulde i sær være opofrede til Literaturen i Almindelighed. Derimod har jeg intet, naar man kun ikke maatte befrygte, at mange Studerende ikke fik Tid eller Raad til at opholde sig ved Universitetet, uden just disse to Aar, og at de efter deres Forløb altsaa maatte forlade Academier, uden at have lagt sig noget efter deres Hovedsiudium. Dette indseer denne skiønsomme Mand selv. Men, da han troer, at Theologie og Jura kan læres i en af vore Landsbyer, ligesaa godt, som i Kiøbenhavn, saa holder han der ufornø-dent, at en Student for Examens Skyld i disse Videnskaber, opholder sig et Par Aars Tid ved Universitetet, endskiønt det dog altid, siger han, var godt, naar det skeede. For Examens Skyld vilde jeg heller ikke, at en Student opholdt sig ved Academiet; jeg har derfor i min upartiske Undersøgelse foreslaget, at Theologerne kunde forlade Academiet, uden at underkaste sig nogen Examen der; og det samme, tænker jeg, kunde tillades Juristen, naar der før- gedes for, at han blev examineret, og skarp

58

58

examineret, inden han kom i Embede. Men jeg ønskede dog, at baade Theologen og Juristen kunde opholde sig saa længe ved Universitetet, at de ved egen Flid og gode Forelæsninger kunde lægge god Grund i deres Videnskaber, hvorpaa de siden, paa egen Haand, videre kunde bygge. Thi, jeg seer ikke, hvorfor det skulde blive mindre farligt for Studeringer, at lade Theologen og Juristen blive Autodidakter, end de andre Videuskabers Dyrkere. Kan Theologie og Jura-læres ligesaa godt i en Landsbys, som ved et Universitet, saa seer jeg ikke, hvorfor man ikke ligesaa vel i en Landsbye kan studere Mathematik, Philosophie o.s.v. Det er dog ikke vanskeligere at overkomme et trykt eller skrevet Compendium over Mathematiken eller Philosophien, end et Collegium over Dogmatiken eller Rettergangen. Men den Mand, jeg har med at giore, har alt for rigtige Begreb om Videnskaberne til, at han skulde holde Kisbyes Collegium for Theologie, eller Hesselbergs Collegium for Jura. Imidlertid befrygter jeg, de vilde blive holdte derfor, naar man skulde kunne vare Theolog og Jurist, uden at have hørt theologiske og juridiske Forelæsninger.

59

59

Den theologie Examen kunde maaskee indrettes paa den Fod, som jeg alt har foreslager i upartisk Undersøgelse o.s.v. Philokalus troer, at mit Forslag om geistlige Consistorier ikke er slmpelt nok, og var vanskeligt at holde Orden i og forebygge Misbruge ved.

— Jeg veed ikke. Men, det er vist, at den simpelste og beste Plan kan komme i Uorden og give Anledning til Misbruge, naar Regieringen ikke nøye vaager over de Personer, som ere satte til at udføre den. Imidlertid har man geistlige Consistorier og theologiske Examina omtrent efter samme Plan i Tydskland, og, saa- vidt jeg veed, endog i vor Konges tydske Stater, og jeg veed ikke af store Misbruge eller Uordener, som de der forvolde. Men det bør jeg dog endnu lægge til her, at, skulde saa- danne Consistorier have den Nytte, jeg sigter til, burde de have Magt til at foreslaae Can didater til de ledige Præsteembeder; og, naar de skulde have denne Magt, burde man, ved at beskikke Sognepræster i de store Kiøbstæder, ikke see paa, om de havde tient mange Aar ved et lidet Kald, ved at beskikke Provster, ikke see paa, om de vare gode Regnskabsførere allene, men beskikke saadanne duelige og lærde Mand, som Candidarerne kunde have den Tan-

60

60 ke om, at de vare dem i Indsigt og Lærdom overlægne.

Om Magisterexamen finder jeg heller intet at lægge til det, jeg derom har sagt i upartisk Undersøgelse o. s. v. Det fornøyer mig, at en Mand af Philokalus's Indsigt og Erfaring har havt den samme Tanke, som jeg, at der burde være Magistre efter de forskiellige Videnskaber, hvori enhver kunde have sin besynderlige Styrke, saasom Philosophie, Philologie o. s. v. Det skulde heller ikke være mig imod, at en og samme Person efter hans Forslag efterhaanden blev Magister i adskillige Videnskaber, naar man ikkun saae til, at der blev fordret lige skarp Examen i alle Videnskaber, og ikke tillod, at en Can- didat slap igiennem med en svag Indsigt i en eller anden Videnstab, som han forlangte at kaldes Magister af, fordi han havde viist Styrke i en vis Videnskab; thi da vilde Magisterexamen snart blive det samme, som den nu er. Og for at undgaae denne Misbrug, vilde jeg ikke engang, at Skolelærerne, omendskiønt de bør underviise deres Ungdom i de første Grunde af adskillige Videnskaber, foruden Sprogene, skulde nødvendig være andet end Magi-

61

61 stri Pnilologiæ. Thi, jeg holder det for afgjort, at ingen med en ringe Indsigt i Philologien kan give sin Ungdom Smag paa de Gamles Læsning; derimod troer jeg, at man med Nytte kan lære et Barn de første Grunde i Videnskaberne, om man end selv ikke veed meget meer, naar man allene har et methodisk Hoved. Og hvor er desuden den retskafne Philolog, som er saa purus putus Philolog, at han ikke skulde have omseet sig saa meget i de andre Videnskaber, som man kalder philosophiske, at han i det mindste skulde kiende deres Værd, og ved nogen Tid og Anvendelse sætte sig i Stand til at underviise Ungdommen i dem med Nytte. Ingen kan have studeret en Videnskab til Grunde, at han jo tillige har maattet bekymre sig om mange andre; og det er ikke mueligt, at nogen kan læse og forklare de Gamles Skrifter med Smag, naar han er gandske vankundig i Philosophie, Historie og andre Indsigter. De, som derfor tale om Kyndighed i de grædske og latinske Skrifter, som om en blot Sprogog Glose-Kundskab, forraade ikkun, at de ikke vide at sætte Priis paa de Gamles Læsning. Men herom taler jeg maaskee meer ved en anden Leylighed.

62

62

Om Examina i de juridiske og medicinske Videnskaber, har jeg i min upartiske Undersøgelse intet talt, og taler her Heller intet derom, fordi jeg hverken kiender disse Examiners nærværende Indretning, heller ikke Videnskabernes Tarv selv, nok til at kunne bestemme, hvorvidt de behøve nogen Forbedring, og hvori den maatte bestaae.

Om de academiske Stipendier.

Ogsaa over denne Materie har Philokalus yttret adskillige rigtige og grundede Tanker, som jeg ikke vil igientage. Min Agt er ikkun at giøre Forslag til nogle Forandringer i de academiske Stipendiers Uddeling, hvilke, jeg troer, skulde tiene til Studeringers Befordring.

Det er vist, som Philokalus har sagt, at Stipendier ikke bør ansees som Almisser, og at Fattigdom allene ingen Paastand bør giøre paa at nyde dem. Men Belønninger torde jeg dog heller ikke kalde dem med samme Forfatter. Deres Hensigt var vist nok ikke at belønne enten den Fattige eller Rige, men at gribe den fat- tige Duelige under Armen, og sætte ham i Stand

63

63

til at giøre Fædrenelandet i sin Tid Tienester, hvortil udfordres Duelighed, og som han ikke vilde have giort det, ifald han havde manglet Understøtning. Der er vel altsaa ingen Tvivl om, at jo den Fattigere bør have Ret til at nyde Stipendier, frem for den Rigere, naar de begge give lige stort Haab for Eftertiden. Dette bør saa meget meer iagttages ved de academiske Stipendiers Uddeling, som ingen gandske Fattig lettelig kan komme til Academiet, naar den sidste Skoleforordning efterleves, med mindre han har besynderlige Talenter til Studeringer. Men er han først for sit gode Nemmes Skyld i sine Skoleaar blevet understøttet ved offentlig Hielp, saa var det Synd at forlade ham paa Halvveyen, og at slaae Haanden af Ham, naar han var kommet til Academiet: ja det var en Ubillighed imod Staten, efterdi den Bekostning, som var anvendt paa ham i hans Skoleaar, var spildt, naar man unddrog ham den Hielp, hvorved han skulde fortsætte sine Studeringer videre.

Jeg holder det for en Feil, at en fattig Student ikke kan nyde Stipendier, saasnart han kommer til Academiet, men maae vente eet og ofte to Aar, inden han kan faae Sted

64

64

paa Regenzen eller Klosteret. Det Heder ge- meenlig, ingen maa nyde disse Stipendier, i det mindste ikke det sidste, førend han har sin anden Examen; og, naar han endelig har faaet den, og er saa lykkelig at blive udnævnt til et af disse Stipendier, saa maa han gemeenlig exspectere et halvt og ofre et heelt Aar, inden han kan komme til virkelig at hæve dem. Hvad skal han i disse halvandet eller to Aar leve af? Har han ingen Venner, som kunne underholde ham saa længe, nødes han til at forlade A- cademiet, saa snart han har faaet sin første Examen, og seer det enten aldrig igien, eller ikkun nogle faae Maaneder for sine Examina. Mangen Fattig, som i Skolen har givet det beste Haab, gaaer paa denne Maade gandske glip af de academiske Stipendier, som dog vare i sær bestemte for ham, og taber sig af Mangel paa Understøtning iblant den store Hob.

Jeg vilde derfor, at den, som uagtet sin Armod var antaget i en offentlig Skole og understøttet ved Skolens Stipendier, fordi han viiste besynderlige Gaver og Lyst til Studeringer, skulde, saa snart han kom til Academiet, og var indskrevet iblant Studenters Tal, nyde Regenzen og Klosteret, ligesom de Island-

65

65

ske Studerende. Til den Ende burde Rectores ved de offentlige Skoler aarlig et halvt Aar for St. Hans Dag indsende en Fortegnelse til Universiteter paa de Candidater, som af deres Skole nødvendig behøvede academiske Stipendier strax, for at blive ved Academiet; og, naar denne Fortegnelse af vedkommende Biskop var approberet, burde saadanne Fattige, saasnart de kom til Academiet, anvises Sted paa Regenzen og Klosteret. Men det forstaaer sig, at hvor de fra en Skole dimitterte Disciplers Oplagspenge beløb sig til saa meget, at de kunde veye op imod Regenzen og Klosteret for et Aar eller to, burde de i saa lang Tid udelukkes fra at nyde disse Stipendier, og imidlertid fortsætte deres Studeringer ved Hielp af deres Oplagspenge; eller, hvor Oplagspengene ikkun veyede ep imod det ene af de omtalte Stipendier, burde de ogsaa ikkun nyde det ene for det første.

Hvad Collegierne angaaer, saa vilde jeg just ikke, som Philokalus, giemme dem til de graduerede Personer allene; men det er dog vist, at jo større et Stipendium var, jo større burde Dueligheden være hos Candidaten, som skulde nyde det.

66

66 Det theologiske Facultet har i mine Tanker alt for vigtige Stipendier ene at raade over. Jeg kalder Regenzen og Klosteret vigtige Stipendier; thi at have frie huus og Ildebrand, og 50 til 60 Rixdaler aarlig for intet, er en meget betydelig Sag for et ungt Menneske, som ikke er vant til Overflødighed. Jeg seer ikke, Hvorfor saa vigtige Stipendier skulde bortgives af de theologiske Professorer allene? Derved eer, at sielden nogen kommer til at nyde dem, uden Theologer, enten de nu virkelig ere det, eller i det mindste giøre sig dertil, indtil de have, hvad de søge, i Hænder. Dette gik an paa den Tid, da ingen studerede Theologie, uden de Fattige, og ingen Jura eller Medicin, uden de Rige; og fra denne Tid har dette Theo- logernes Privilegium ventelig sin Oprindelse. Men nu er meget forandret i dette Stykke. Det holdes ikke meer for vanhelligt og ryggesløst at studere Jura; Medicinen er det nu ikke saa vanskeligt at studere, som i forrige Tider, og der ere flere Befordringer nu end tilforn fordens Elskere; og Theologien kan man vente, vil, formedelst vore Geistliges kiendelig tiltagende Smag, Oplysning og Sædelighed, efterhaanden drage flere til sig af formuende og vel opdragne Folkes Børn. I saadan en For-

67

67

fatning bør Theologerne ikke have alt, og der bør ogsaa være noget for de fattige Jurister og Medici, eller dem, som giore sig en vis Videnskab af det philosophiske Facultet til deres Hovedstudium. Derfor burde ogsaa ethvert Fa- cultet have et vist Antal af de aarlig ledige Pladse paa Regenzen og Klosteret at bortgive.

Hvad de Prøver angaaer, som bør fordres af dem, der nyde de academiske Stipendier, da er jeg enig med Philokalus i at afskaffe Disputeerøvelserne, som ikke allene uskikkede til at Viise en Persons Duelighed, men ogsaa skikkede til at fordærve Tænkemaaden og Smagen. De Disputeerøvelser, som daglig foretages paa Klosteret, har jeg alt talt om, og billiget de Forandringer, som Philokalus har foreslaget med dem. Jeg vil endnu lægge til, at man kunde underrette hinanden i de Timer, man kom sammen paa Klosteret, om Literaturens Tilstand saavel hos os selv, som hos andre Folk, ved at meddele hinanden Kundskab om de nyeste Skrifter, som vare udkomne saavel hiemme, som hos Fremmede. Til hvilken Ende det var godt, om de beste Journaler i de fornemste Sprog bleve anskaffede paa Communitetets Bekostning, som altid kunde give Ma-

68

68

terie nok til Samtaler. — Af dem, som havde Sted paa et af de tre Collegier, kunde man gierne forlange, at de, inden de forlode Collegiet, skulde give en trykt Prøve paa deres Duelighed i den Videnskab, som de havde giort til deres Hovedstudium. Og, naar de Havde lagt paa et Collegium i 2 Aar, kunde ogsaa paalægges dem, at holde nogle Timer om Ugen offentlige Forelæsninger i en eller anden Videnskab, uden Betaling.

Om Ridderacademiet i Sorøe.

Vor Ridderacademie fortiener vel, at jeg berører det med to Ord, og om det er mueligt, giør nogle Forslag til dets Opkomst. Det har baade i ældre og nyere Tider havt en Mængde berømte og duelige Lærere, som have giort Fædrenelandet Ære; det har i sine gode Tider dannet et ikke ubetydeligt Antal af unge Adels- mænd og Hovmestere; og det kunde endnu giøre Landet stor Nytte, naar det blev understøttet.

Hvortil have vi et Ridderacademie? hører jeg ofte spørges. Hvorfor kan Adelen ikke ligesaa vel studere ved Universitetet, som de Borgerlige? — Jo, naar Universitetet ikke til

69

69

Ulykke var i Hovedstaden, saa behøvede vi, i mine Tanker, intet Ridderacademie; saa kunde og vilde Adelen studere ved Landets Universitet, saa godt, som de Borgerlige. Men Universitetets Anlæg i Hovedstaden gav i sær i de ældre Tider, da Adelens Anseelse var stor, Anledning til at tænke paa et Ridderacademies Oprettelse; hvilket man maaskee ikke skulde tænkt paa, dersom Universitetet var blevet anlagt i en liden Stad, i det mindste skulde man vel ikke i nyere Tider have fuldet paa at fornye det. I Hovedstaden føle de adelige Børn alt for meget deres Adel: saa længe de ere i deres fornemme Forældres eller Slægtninges Huus, tage de alt for megen Deel i den Ære, som beviises disse De faae idelig Anledning at tænke paa deres Stand og Fødsel; og naar de studere tilsammen med de Borgerlige, kan Videnskabernes Baand ikke saa meget sammenknytte dem, som Standen adskiller dem. De see hinanden ikke tiere, end i Læsetimerne, og see hinanden da under megen Tvang af Complimenter og ydmygelser. Læreren, som i Børnene stedse seer paa de alt for nær værende fornemme Forældre, giør baade af Frygt, og af Hovmod, og af Interesse, for megen Forskiel imellem de Adelige og Borgerlige; og stiler sin hele Un

70

70

derviisning messt efter de første. Dette forvolder en vis ubehagelig Tvang hos dem begge, og sætter dem paa begge Sider i en Forlegenhed, som giør, at de i en Hovedstad heller studere adskilte, end samlede. Naar derimod Universitetet er anlagt i en liden Stad, ere de Adelige ude af Forældrenes Huus, og man tildeler dem Æen meer efter deres personlige Værdie, end efter deres Forældres Anseelse. De have her meer Omgang med de Borgerlige; de mærke paa begge Sider, at Naturen har givet dem eens Tilbøyeligheder, eens Svagheder; og Dette Baand knytter Venskaber imellem dem. Lærerne, som ubekymrede om de Stores Yndest, hvilken de mindre behøve, end i Hovedstaden, see blot paa deres Interesse, smigre de Tilhørere meest, som de vinde meest ved, enten de ere Adelige eller Borgerlige. Dette holder begge Stander i et Slags Ligevægt, som fattes alt for meget, naar de studere sammen ved Hoffet og i Hovedstaden.

Et Ridderacademie har altsaa en Tid væ- ret fornødent i Dannemark. Om denne For- nødenhed er saa stor nu, som den har været, vil jeg ikke bestemme. Nok! vi have et Ridderacademie i Landet. Et anseeligt Fond er hen-

71

71

lagt dertil, som, saavidt jeg veed, ikke kan tages derfra. Academiet fortiener for den Nyt- te, det allerede har giort, Regieringens Agt og Omsorg. Lad os da tænke paa, at giøre denne Stiftelse saa nyttig for Landet, som den i nærværende Forfatning kan blive.

Jeg har talt om det skadelige Monopolium, som Kiøbenhavns Universitet har. Kunde man ikke ophæve dette Monopolium, og befordre en for Videnskaberne nyttig Æmulation, naar man oprettede Ridderacademiet til et Universitet, og gav det alle et Universitets Rettigheder og Frieheder? Det skulde derfor blive et Ridderacademie, og de Indretninger, som ere gjorte der til Adelens Fordeel, skulde endnu stedse komme dem til Nytte. Men de skulde studere her i Flæng med de Borgerlige, og jeg er vis paa, naar det blev ikke allene befalet (thi det er alt skeet), men og alvorligen paaseet, at ingen adelige Børn maatte reise udenlands, førend de havde studeret nogle Aar ved et dansk Universitet, vilde de fleste af sig selv vælge Sorøe Academie. Men for de Borgerliges Skyld burde det have alle Universitets Privilegier, ligesom det gamle Ridderacademie har havt. De, som havde Stipendier ved Kiøbenhavns Uni-

72

72

versitet, endog de, som havde Sted paa et Collegium, burde have Tilladelse at studere ved hvad Universitet, de vilde, og lige fuldt nyde deres Stipendier. Ja, det vilde være godt, om Professorerne i Sorøe fik en Haand med i de academiske Stipendier, og havde Ret til at udnævne et vist Antal til at nyde dem. Denne Indretning kunde giøres uden nogen synderlig Bekostning. Sorøe Academie kunde den i det mindste ikke skade; og skadede den Kiøbenhavns, ved at formindske de Studerendes Antal der, og drage dem til Sorøe, saa fik Professorerne ved Kiøbenhavns Universitet være betænkte paa at blive ligesaa nyttige for de Studerende, som de i Sorøe: de beholdt dog altid Forspring nok for disse. Det er vist, at Professorernes Antal i Sorøe er noget lidet for et Universitet. Jeg haaber ogsaa, at der med Tiden vilde findes Udveye til at lønne flere, men for det første fik man nøyes med dem, som ere der; og jeg tvivler ikke paa, at der jo snart vilde indfinde sig en Mængde unge Docenter, som indtil videre kunde bøde paa Professorernes ringe Antal.

1

Philomusus om de Academiske Examina ere Videnskaberne og Lærdommen til

Gavn eller Skade.

Kiøbenhavn 1771.

Hos Joh. Gottlob Rothe, Kongel. Hof- og Universitets- Boghandler i No. 8. paa Børsen.

2

        

3

Forfatteren af upartisk Undersøgelse om de Academiske Exa- mina ere Videnskaberne og Lærdommen til Gavn heller Skade, ivrer

sig meget imod de Academiske Overhørelser, og meener at det Grundiges og Vigtiges Forsømmelse i Skolerne ere dem meget at tilskrive. Den vittige Philokalus slaaer paa samme Stræng, Bene, saaledes slutte de, tælles, de veies ikke. Et unyttigt Præceptum giver ligesaa vel et Berømmelses-Tegn, som et vel lært Sprog, uagtet der er ingen Ligning i den Tid og Umage de koste at lære. Præcepta give da fleest Bene, de koste Lærerne minst Umage, og

4

4 Disciplernes Ærgierrighed forvolder, at de, be- gierlige efter at overgaae hinanden, tilsidesætte det Grundige for det Glimrende. Følgen bliver, at i hele Skole-Underviisningen bliver Udenads-Tøiet Hovedsagen. Jeg troer rigtig nok, at denne Straf ganske retfærdig vederfares nogle Examinatores, for deres alt for store, enten Lemfældighed eller Ligegyldighed; men mig synes ogsaa, at det er ubilligt, ved at tale i almindelige og ubestemte Udtryk, at giøre alle lige. Intet er heller lettere, end at afvælte Skylden fra sig selv paa andre. Rectorerne kunde klage over, at Professorene examinere ikke, men høre Lectier, og de igien skyde paa Rectorerne, der forgive dem med saa- danne elendige Candidater, som de enten maatte vise af eller høre efter Bogen. Men vi ville følge Forfatteren Skrit for Skrit, for at see, om han har truffet de rette Aarsager til Skolevæsenets Forfaldelse hos os.

Pøbelen iblant de Studerende, tilstaaer jeg, lader sig nøie med at tælle Benene, uden at agte for hvilke Videnskaber de ere faaet; men de Skiønsomme giøre det vist ikke, og kan umulig giøre det, saa længe som et unyttigt Præceptum, der er blot et Hukommelses-Værk, fylder

5

5 ligesaa meget paa Listen, som Græsk eller Latin; det kommer nu kuns an paa, hvilke af Parternes Domme en Rector troer mest, til at giøre Slutning, enten hans Skole har staaet sig vel eller ilde. Er kun den, som examinerer en af Hoved-Videnskaberne, eller Sprogene saa skiønsom, at han veed at indrette sin Roes efter Fortjenester; han maa heller være for paaholden paa sine Æremærker, end for ødsel, at han ikke af Blødhiertighed giør Folk Uret, og bringes til den Forlegenhed, at han kan ikkun giøre liden eller ingen Forskiel imellem den duelige Candidat og Stymperen, fordi han gav Stymperen for meget. Naar saa skeede, vilde saadan en Herre kun giøre slette Figurer med sine mange Bene, naar hans Bene-Liste bar Vidne om hans maadelige Indsigter i det Grundige.

Jeg ønskede desuden, at man bar sig ad med at høre Latin, ligesom med de andre Sprog, at Candidaten tydede et Stykke i Bogen, og det af mange Aarsager. Først, ofte ere de Stykker, Examinator regner op, saa lange, at Can- didaten har glemt det første, medens han giver Agt paa det sidste; undertiden er Examinators Maal utydeligt; de rives ud af deres Sam-

6

6 menhæng, og derved let kan forvilde Candida- ten; og desuden ved det, at naar Examinator oplæser de Stykker, han best erindrer sig, som altsaa ere hans Livstykker, skeer det, at der blive visse Spørsmaal, som jevnlig falde, og da dette bliver snart bemærket, mange ogsaa bruge at optegne Professorens Spørsmaal, finder Candidaten snart paa at føre sig dette til knytte. Candidaten er desuden vant til i Skolen at have Bogen for .-Ørne, og derfor holder jeg desmindre for, at man maa tage den fra ham paa Examens Dagen.

Ingen kan forstaae Sprogene tilgavns, uden at vide det almindelige af Folkes Antiqvitæter, Mythologie, den philosophiske og Statshistorien; og følgelig maatte disse Dele uomgiengelig kræves tillige med Sprogene, og Anledningen til at spørge derom, troer jeg beqvemmelig kunde tages af det forelagte Sted i Autoren. Candidaten burde og vide saa meget af Rhethoriken, at han kunde, naar der mødte en Figur, sige, hvad det var for en. Han skulde giøre Regnskab for det vigtigste af Historien i den angivne Autor, alt dette skulde han giøre Regn- skab for paa Latin, vidste han mere, var det vel, og saa kunde man gierne skienke ham Sti

7

7

len. Kunde han ikke dette, i det ringeste i det ene af Hovedsprogene, skulle han ikke antages, ihvor mange Bene han ellers havde. For Sprogene, og om man saa vil, for et Par HovedVidenskaber, skulle han ikke have Bene, men Caracterer af et andet Navn; hvoraf der dog skulle være flere end een, eftersom en Candidat kunde have giort større Fremgang heri, end en anden. Naar alt dette blev iværksat, skulde det neppe være at befrygte, at Præcepta læn- ger blev Hovedsagen til den grundigere Lærdoms Skade.

Men hvor ansees Udenads-Tøiet som Hovedsagen, og hvori bestaaer dette? I de saa kaldte danske Skoler veed jeg nok, at Disciplerne lære Lectier paa Skolen, og der kan man med Rette sige, at Udenadstøiet er Hovedsagen; men jeg har aldrig hørt, at dette har væ- ret Brug i nogen Latinsk Skole. At Disciplerne holdes fra Lediggang; at de foruden en Stiil, de faae at giøre hiemme, nogen Tydning, de skal berede dem paa, saae et Par Lectier at lære uden ad, og at der, paa at høre disse, anvendes et Qvarteer af en Formiddags Læse-Timer. Alt dette holder jeg for meget nyttigt, og begriber ikke med hvad Ret man

8

8

kan sige, at Udenads-Tøiet er Hovedsagen i vore Skoler. En brav Skolelærer fordrer det ene ligesaavel som det andet, og det er ikke sagt, fordi en Discipel kan sin Lectie uden ad, at han derfor intet forstaaer deraf.

Dette er ingen Følge, fordi Lærebøgerne ere skrevne paa Latin. Duelige Lærere pleie at gaae dem igiennem for deres Disciple; det er desuden Brug i de fleste Skoler, hvilket jeg ingenlunde holder med, at Videnskaberne opsættes til de øverste Lectier, og naar en Discipel er kommen saa vit, er det Lærernes Skam, om Han ikke i saa mange Aar har lært saa meget Latin, siden dette er det eneste han har lært, at Han forstaaer gangbar Latin.

Jeg har intet imod, at Videnskaberne bleve baade i Skolerne lærte, og ved Academiet overherre paa Dansk. Imidlertid kan jeg intet nægte, at den Slutning, Forfatteren til Uparkisk Undersøgelse &c. bruger for, at Examen bør være paa Modersmaalet, er forekommet mig meget løierlig. Disciplerne, siger han, nødsages til at binde sig til et hvert Ord, fordi Lærebogen er skreven paa Latin, et Sprog, Hvori de ikke færdig kunde forklare sig; et Ord udeladt, og Meningen er borte, fordi de ikke

9

9

kunde sætte et andet Ord i Steden. De maa da meget nøie lære deres lectier uden ad, fordi de ikke kunde udtrykke sig paa Latin, og dette kunde de ikke, fordi de have saa meget at lære uden ad; med andre Ord: de maa lære uden ad, fordi de maa lære uden ad. Men lad dem og blive overhørte paa Dansk; dette skeer saa tit, og bliver aldrig nægtet af nogen fornuftig Examinator, allermingst ved de ferste Examina: Hvo vil v«re os da Borgen for at de ikke ligesaavel remse os nu en Dansk, som før en latinsk Lectie op? Jeg ønsker virkelig, at alle Examina vare paa Dansk, Magister-Conference og Theologisk attestaz allene undtagen, men af andre Aarsager: Vi fik vort Sprog beriget, og endog Ustuderede kunde med Nytte læse disse danske Lærebøger; herved blev den gode Smag og Videnskaberne meget udbredte; men der maatte ikke være et eneste latinsk Konstord deri, med mindre det allerede forhen var indlemmet i vort Sprog. Dette ville tillige lære vore Tydske Professorer, at legge sig lit mere efter det Folkes Sprog, de leve iblant.

Men om man endog kunde, troer jeg ikke der var tienligt, gandske at afskaffe UdenadsLectier; at formindske Tallet af dem, har jeg

10

10 intet imod. Allene Paradigmata, ingen Glosebøger, ingen Gramatiker i noget af Hovedsprogene skulle læres uden ad. Gloser læres best af Tydning, og Sprogreglerne baade oplyses og fattes tydeligere under Autorernes Forklarelse, og de indspræntes dybest i Hukommelsen ved en lidelig Anvendelse i Stilen. I Henseende til Theologie, holder jeg med Forfatteren af upartisk Undersøgelse, at den gierne kan undværes i Skolerne, allermeest holder jeg det for urimeligt at plage Børn med at lære et og det samme paa to Sprog.

Til Confirmation maa børn giøre Rede for deres Christendom, de maa ogsaa kunde Luthers Catechismus uden ad, og altsaa veed jeg ikke hvad Positionerne og Cathechesis have at giøre i Skolerne. Den smukke Philokalus giør forskiel imellem Christendm og Theologie, som imellem catechetisk og acroamatisk kundskab, og mener, at Disciplerne ikke kunde undvære denne sidste, af den Aarsag, fordi de ofte maa prædike, saasnar Examen er forbi.

Jeg holder saa vit med ham heri, at jeg troer, det er meget nyttigt, at unge mennesker tidlig øve sig i at prædike, for at anskaffe sig en sømmelig Frimodighed i en Alder, da de ha-

11

11 ve størst Tillid til sig selv, og baade lettest og lykkeligst efterligne først, og siden ved Vane giøre det naturligt og til deres eget, hvad de have optaget efter de beste Talere, fordi de skiønnede, at disse Toner, Miner og Gebærder i de og de Tilfælde & c. klædte disse vel. Og dette samme har og vor viise Monark anseet for saa vigtigt, at han har befalet slige Øvelser at begyndes i Skolerne selv. Anden Nytte eller Nødvendighed seer jeg ikke der er i disse Prædikener, og den allene er og tilstrækkelig nok, Hvorfor de bør beholdes; men aldrig troer jeg det er Philocali Alvor, at disse unge Talere udarbeide selv deres Prædikener; Positionerne skulle kun lit hielpe dem, og meget lidet mere end Pontoppidans Forklaring, naar der ingen gode Trøstere vare til, jeg meener Postiller og Haandskrifter. Jeg ville desuden, at ved Confirmationer skulle kræves mere af Latinske Discipler end af andre, de skulle lære: saadant et Compendium, som det Autor foreslaaer, men hele Sagen skulle overlades til Sogneherren allene, som anden Confirmation, og Theologie ikke kræves til første Examen, da Candidaten engang er overhørt deri.

12

12

Det er nu ikke mere Skik i de fleste Sko- ler, at lære Poeter uden ad, og jeg er glad over at dette er afskaffet, som var til ingen Nytte, hvor Poeternes Tydning blev dreven med den tilbørlige Iver, da man formedelst den iidelige Igientagelse, og den nøie Agt der gives paa hvert Ord, gierne kan remse hele Stykker op, uagtet man ei har haft det for som en Lectie.

Nu troer jeg ikke der bliver for mange Præcepta tilbage, Historie, Geographie, Philosophie, Astronomie og Physik. Her troer jeg vi have dem allesammen, thi Mathematik og Regnekonst har aldrig været Udenads-Lectier. En kort Lærebog hver af disse fem Videnskaber kan jeg dog ikke sige, er saa svært et Arbeide at lære udenad i en Tid af 7 til 8 Aar. Jeg vilde og have gyldige Beviis for mig, for den Skade der flyder af at lære udenad, og den maatte meget overveie det Nyttige deri, inden jeg ville raade til nogen Forandring i den Skik, som allerede er vedtagen; thi i hvor latterlig end Tingen forekommer Forfatteren til upartisk Undersøgelse; i hvor meget han spøger med den høilærde Examinator med sit Physiske Com- pendium i Haanden, saa har han dog hverken

13

13 spøgt eller leet nok til, at jeg skulde blive overbeviist. Jeg veed, at baade Cicero og Qvinctilianus, og den yngre Plinius meget have raadet til Udenadslæren, (memoriter discere, recitere,) mig synes og jeg seer gyldig Grund hertil. Man forsøge enten selv at lære daglig noget udenad, eller og give Agt paa dem, nær- værende Skole-Indretning tvinger dertil; finder man ikke, at Arbeidet bliver immer lettere, og som i alt andet, saa kan man og forskaffe sig en Færdighed i at lære uden ad? Vanen giør at en Præst, og en anden øvet Talere, kan paa nogen Tid lære saa meget, som tager en Heel Time bort med at memorere, hvor ville ikke de Folk blive forlegne, som enten Stats-Angelegenheder eller Religionens Nytte paalegger den Nødvendighed, uden lang Forberedelse at holde lange og udarbejdede Taler til Folket, i Raadet, og for Monarkernes Throner, naar de ikke betimmeligen i deres unge Aar havde forhvervet sig en Lethed i at lære udenad?

Tingene desuden vi lære udenad, blive ved det Arbeide vi have med at lære dem, saa faste i Hukommelsen, og saa dybt indprentede, at næsten ingen Tidens Længde formaaer at udslette dem deraf. Man har ved at lære uden-

14

14 ad noget vist, (de Gamle kaldte det Loci,) at henbringe det til, man siden lærte friere, og giøre Begrebene derved bestandigere, og styrke Hukommelsen. Det skulle og giøre mig meget ont paa de eenfoldige Folks Vegne, som en ussel Opdragelse har berøvet en fuldstændigere Kundskab i Religionen, om den Skik at lære udenad blev aldeles fordreven af alle Skoler; den eenfoldige blev derved Magten betaget til at udøse sin Klage, og anraabe sin Skaberes Hielp, naar han var bestædt i Nød. Det er ikkun de mere oplyste, som ere i Stand til selv at sætte Bønner sammen, og skulle da den eenfoldige savne den Trøst, der følger af en ivrig Bøn, fordi han ei i hans unge Aar havde lært at bede. Man tage Catechismussen bort fra vore Bønder, og jeg er bange for at det vilde see bedrøveligt ud med deres Christendom, de iide- lige Catechisationer uagtet. Jeg er saa langt fra at holde for, man giorde vel i at ophæve den i vore saa kaldte danske Skoler UdenadsLære. Der læres uden ad saavel i de saa kaldte danske som latinske Skoler, og hvad der kan siges med eller imod denne Skik paa det ene Sted, kan og, skiønt i en mindre eller større Grad, siges paa det andet. Jeg troer ikke det skader

15

15 at lære uden ud, naar der allene sørges for at Lærebøgerne ere gode, og de Examinerende passe paa, saaledes at indrette deres Spørsmaal, at De kan see, om Candidaten forstaaer, hvad han siger; og hvis ikke, give ham intet for sit Præceptum, i hvor got han end har kundet opregne det.

Saa skulle jo dog Bene-Characterene forblive, siden Præcepta og skal examineres! Ja, og hvad have de uskyldige Bene syndet? Hvert for sig have de ikke meget Værd, men samlede have de dog nogen, og ville faae mere ved en forbedret Indretning. Ja jeg tør endog under nærværende Forfatning opfodre enhver, som noget nøje kiender til det Academiske, og jeg er vis paa han skal sande med mig, ak det aldrig slaaer Feil, at den Discipel der overgaaer det sædvanlige i Bene-Summen, og ikke har, hvad man kalder nobilitas academica, at han og er en Person af et besynderligt Haab. Man rette nu Misbrugen, og saa bliver Bene-Listen et Recommendations-Beviis for Candidaten, ja det saa vigtigt, at jeg meener der burde settes Pedellen, ligesom Brug er ved andre Handteringer, en Taxt for Udskrivningen, han ikke maatte overtræde. Thi for en 7 Aar siden

16

16 kostede Bene-Seddelen 10 Skilling, nu en Rigsort, og hvad ville den ikke løbe i, naar Charactererne bleve mere paalidelige?

Forfatteren til Upartisk Undersøgelse har Ret deri, at der til første Examen anvendes for liden Tid paa at overhøre enhver Candidat enhver Videnskab. "At examinere sexten Per- soner i sexten Videnskaber paa en Dag, kan umuelig skee med Grundighed." Sandheden taler for sig selv. Her maa tænkes paa Forandring. Og uden Tvivl var dette det beste, at alle de Candidater, som have mældet sig hos Decanus, bleve paa engang en Dag efter den anden i Rad overhørte af en Professor, og naar denne var klar, af de andre i samme Orden. Saa fik enhver Professor Leilighed til at anvende saa megen Tid paa enhver Candidat, som han meente at være nok til en nøiagtig Prøve, og at give Candidaten Anledning til at vise sig, om han besad nogen udmærkede Indsigter; isteden for nu Professoren iiler, fordi Pedellen mindte ham, at den næste Examinator var paa Veien.

Hovedsprogene skulle da være først i Ordenen, eftersom de bestemte, om Candidaten skulle antages eller ikke; og iblant Hovedsprogene

17

17

Latinen allerforst. Der skulle fastsættes hvor mange enhver Professor maatte tage op om Dagen, hvilket kunde best skiønnes af Videnskabernes forskiellige Strekning og almindelige Vigtighed. Nok et mindre, men ikke et større Antal, maatte Professorerne tage op om Dagen.

Nu er den Vanskelighed hæved, Professoren har faaet Tid nok til at examinere, nu gjelder det at skierpe Examen, hvor det behøves. Skiønt meget ville det vel ikke behøves at forebygge Misbrug heri, saasnart Monarken bekiendtgiorde, at Candidaterne skulde være Befordring nærmest, eftersom de havde aflagt de beste Dueligheds Prøver, og dette blev nøie paaseet i Cancelierne, da jeg er forsikkret paa, at de Examinerende, som forhen havde været for lemfældige, fordi de ansaae Examen for en intet betydende Ting, ville i deres Samvittighed finde den ivrigste Mindere om deres Pligt. Dog Pedellerne skulle og have noget at giøre. Der kunde indrettes en Protocol, ligesaavel til første Examen som der er til Attestatz, denne skulde Pedellen føre. Hvor der ikkun skulde antegnes ved Spørsmaalet, enten Candidaten havde besvaret det ret eller ikke, Professoren skulle tilsige Pedellen, hvad han skulde skrive,

18

18

Pedellen skulde intet have for dette Arbeide, da han lønnes alligevel. Men paa det Nærighed ikke selv skulle finde paa at giøre sig Sportler, skulde der vare en streng Straf bestemt for den, der handlede partisk. Embeds Fortabelse, og et Par Aars Arbeide i Rasphuset, skulle være den mildeste Straf, den Skriver havde at vente, som blev overbeviist om, at have ladet ulovlige Aarsager styre sin Pen.

Vi beholde da baade Bene og Præcepta til Examen, og Rectorerne maae høre Lectier efter de indførte Lærebøger. Men hvorledes faaer man da Skoletvangen afskaffet, og en fornuftig menneskelig Læremaade indført i Steden? Hvordanne dette nedlagte enfoldige og pedantiske Væsen fordrevet, som hænger ved de fleste deres Livstid, og i Steden for de Danskes maalløse Undseelighed i Sælskaber, indført de pratende Tydskers Svadsighed? Dersom Tvangsmidler skal fremdeles have Sted i Skolerne, hvilket er uomgiengeligt fornødent, hvor der skal læres udenad? Jeg har nok hørt om Skole- Tyrannie, endog i vore Dage, at man har sagt om en vis Skole, at der kan ventes en 50 til 60 Haandtager til en Frokost for en Discipel ad Gangen; men sligt synes umueligt at kunne

19

19

skee paa et Sted, der er umiddelbar under Skolarkens Øine: Ellers er man almindelig eenige i, at Omgangen med Disciplerne er i disse Tider langt Menneskeligere, end den har været forhen. Jeg raader heller ikke til at afskaffe reent Riset i vore Skoler, da sligt lader sig neppe giøre i den Tilstand Skolevæsenet er i. Børn sættes i Latinsk Skole i deres ottende Aar, og ingen tvivler om, at de i den Alder kunne behøve Revselse. Skolelærerne ere da at ansee som Pleiefædre for deres Disciple, og altsaa maa have den samme Magt over dem, som deres naturlige Forældre, for at kunne være ansvarlige til deres Levnet og Lærdom. Børn ere Børn, og bør behandles som Børn, saa lange de ere det; endog slette Gemytter kan rettes i den bøielige Alder, og jeg vil vise mange duelige Mænd, som aldrig havde blevet til det de ere, dersom ingen Børnetugt havde været i Skolerne. At vinde Børn med det Gode, med Grunde, Overtalelser og Bebreidelser, lader sig ei alle Tider og ved alle Gemytter giøre, og strax at overgive Haabet, naar de lindere Midler ei vil frugte, var alt for ubesindigt et Skrit. En Skolelærer maae vide, at han ved at betræde Faders Sted, med de

20

20 faderlige Rettigheder tager tillige de faderlige Forbindelser paa sig, og saa har man ikke nødig at frygte for Skole-Tyrannie. En Skole-Lærer, som selv er, eller agter at blive Fader, kan jeg aldrig troe, at denne Børne-Tugtelse vil falde besværlig, helst da han vidste Vilkaa- rene førend han søgte Skole-Embedet. Der kan vist meget udrettes uden Haardhed; til Beviis tiener Rectoren i Wordingborg, som uden at tage Riis i Haand i mange Aar, dog immer hen har holdt at sende meget gode Disciple til Universitetet. Og jeg maa sige, jeg ikke seer den nødvendige Forbindelse imellem Udenads-Lectier og Haardhed. Alting kommer meget an paa Vanen; somme Steder er et Ord, et surt Ansigt nok, andre Steder behøves en Rap til Mindelse, og andre Steder igien maae daglig tærpes, her udrettes dog allermindst, da Disciplens gierne blive dulhærdede og følesløse. At jeg skal sige min Meening med et Par Ord: Jeg tilstaaer, at de danske Studerende have noget eget i deres Væsen, jeg veed ikke, om jeg skal kalde det en forsigtig Beskedenhed, eller frygtagtig Undseelighed, det er en Frugt af den Høiagtelse man har for hverandre, at man anseer andre for klogere end sig selv, og reiser sig

21

21 af en Mistillid til sine egne Indsigter. Denne Agtelse for andre indprentes de Unge fra deres spæde Aar, og er den end en Lyde, saa er det vist, at den ei har sin eeneste Grund i UdenadsLectierne, og gierne kan rettes uden at afskaf- fe disse.

De gode Rectorer skulde kun være saa artige at holde sig den Kongelige Skoleforordning efterrettelige. Alle de Disciple der ikke gave stort, i det ringeste got Haab om sig, skulle de forvise Deres Skole, saa kunde de snart faae en fornuftig menneskelig Læremaade indført i deres Skole. Men saa længe som Rectorerne sette deres egen og Skolens Ære deri, at have mange Discipler, saa længe de uden Forskiel antager alt hvad mælder sig i deres Skoler, og taaler der de Onde med de Gode, saa er det en gandske begribelig Sag, at ei alle Have Lyst, alle Nemme til at lære hvad de bør.

Philokalus har rigtig nok anmærket, at det var farligt at lade Rectorerne efter Behag vælge Videnskaber. Det er og meget sielden, at Genierne ere bestemte i Skolegangen, og især skal der en besynderlig Lykke til at giette, hvad Videnskab enhver er naturlig best oplagt til; men Disciplerne finde snart paa at undskylde

22

22

deres Ladhed dermed, at de ingen Lyst have til den eller den Videnskab. I Almindelighed er det først ved Academiet, at de Studerende vælge sig Videnskaber, og dette skeer endda mere af egennyttige Hensigter, efter som besynderlige Bekiendtskaber og Forbindelser aabner dem en nærmere Adgang til Lykken af en eller anden Vei, end af en særdeles Lyst og naturlig Til- bøielighed. Alle bør høre efter, naar Skole- Læreren gaaer noget igiennem; Videnskaberne Have og en saadan Forbindelse, at det ei skader, at vide noget af dem alle; skulle en Viise en besynderlig Beqvemhed til en Videnskab frem for andre, og han ikke kan overkomme at lære mere, kan man skienke ham noget i Udenads-Lectierne.

I Henseende til Valget af Lærebøger og Methode, veed jeg ikke at første Examen indskrænker nogen Skolelærers Friehed. I de fleste Skoler, hvor Lærerne due noget, haves haandskrevne Lærebøger næsten i alle Videnskaber. Dette Arbeide synes Forfatteren maaskee er for meget; vel an, lad ham rette det Urigtige, og opfylde det Manglende i de gangbare Lærebøger, saa meget Latin maae en Rector endelig vide; og hvis ikke kan man hielpe ham af

23

23 denne Nød, ved at give dem danske Lærebøger i Skolerne. Ellers hvad Frihed Skolelærerne enten have eller tage sig, i Henseende til Lære- bøger, kan dette Exempel temmelig bevise, at i et Aar har en Conrector ladet sine Disciple lære tre forskiellige Compendier i Philosophien, det eene efter det andet. Næsten hver Skole har sin egen Methode, og altsaa klager Forfatteren i dette Stykke uden Grund over Tvang. Den Methode maae ikke have duet ret meget, som han har været vant til, hvor Lærererne ikke gjorde andet, end at høre og slaae. Fornuftige Lærere anvende megen liden Tid paa at høre Lectier, enhver Discipel faaer et Spørsmaal, og saa er det forbie. Alt dette er bestilt paa Halv Time.

Jeg troer, jeg har tilstrækkelig beviist Uden- ads-Lectiernes Nytte, og tillige sagt, hvorledes Misbrugen kunde afskaffes, jeg kunde da gierne spare mig Umagen med at besvare den Indvending, som Forfatteren af upartisk UNdersøgelse har giort for at vise, at Professorerne ved første Examen høre Lectier: Ti Mand, som hver holdes for at være Mestere i sin Videnskab, kræve, den eene efter den anden, offentlig Regnskab af et Barn for alle

24

24

Videnskaber. — Hvor en Examinators og Examinands Indsigter ere alt for meget forskiellige; hvad skeer der? — man vælger visse Compendier, hvortil man kan binde sig paa begge Sider, og som kan blive Middelet til at foreene saa ulige Indsigter.

Dette er alt hvad jeg mener, kan og bør siges i Henseende til denne Forfatters Indvendinger imod første Examen, og jeg troer det er tilstrækkeligt til at giøre de Grunde til intet, hvorfore han vil have denne Examen afskaffet. Thi hvad den Ulighed angaaer, som der er imellem hvad Examinator og Eraminandns veed, faaer jeg herefter Lejlighed udførligere at tale derom, det er forklare mig i denne Materie. Og jeg kan saa meget bedre opsætte denne Un- dersøgelse, som jeg har beviist Nytten af at læ- te uden ad, og med det samme tilstaaet det, som Forfatteren sigtede til med denne Indvending.

Jeg nægter ikke, at vore Skoler ere i en elendig Tilstand, og jeg kan aldrig tilgive nogle visse af Professorene den utidige Lemfældighed, at de antage alt det jammerlige Tøi, som Rectorerne behage at sende dem paa Halsen. Bare de noget skarpere i Censuren, og uden Barm-

25

27 hiertighed afviiste, hvad som ei fortjente Academisk Borger-Ret, ville dette vist giøre Rectorerne noget mere forsigtige paa Pungens Vegne. Jeg troer at den største Skyld ligger hos Skolelærerne. De antager alt hvad melder sig i Skolen, og hvad antaget maae igiennem til Academiet, efter Forfatterens Ord. Og det uagtet de have disse Bussemænd i Professorene. Man læse dem af disse Baand, man befrie dem fra den Frygt, de staae i, for den Academiske Censur, da først kunne de forrette deres Embede med Lyst, og man behøver aldrig at tvinge Folk til det, som de kunne giøre med Fornøielse! Ja, man seer hvad Pligt, Skam og Samvittighed over at giøre saa mange ulyksalige, og bebyrde Staden med unyttige Borgere, udygtige Embedsmænd, hidtil har virket.

Forfatteren af Upartisk Undersøgelse, holder det selv for betænkeligt, at lade hele Sagen komme an paa Lærernes Ærlighed, baade erkender han Fornødenheden af en Skole-Opsigt, og foreslaaer tillige et andet Middel af den Beskaffenhed, at Egennytte selv skulle drive Læ- rerne til at vise Flid i Undervisningen. Han vil have de offentlige Lære-Timer formindskede, og i deres Sted indført privat Undervisning.

26

26

Da man maae tiltroe Skole-Lærerne den Billighed, at de ikke ville fordre Betalning af Uformuende, har jeg intet imod dette Forslag, men er meget heller forsikkret paa, at det vilde giøre en ypperlig Virkning, nemlig i Henseende til læs- ningen selv; thi hvad de Udueliges Forviisning af Skolerne angaaer, fik Rectorerne herved en nye Fristelse til at see igiennem Fingre med dem af deres Disciple, som enten Naturen havde nægtet Beqvemhed til Studeringer, eller som selv havde forsømt at føre sig dem til Nytte. Her behøves da saa megen større Opsigt, og hvem skal den komme fra? Forfatteren har foreslaaet en Plan til et Collegium Scholarchale, Spørsmaalet bliver, om Fordelene deraf kunde veie op imod Fordelene af nærværende Indretning. Philokalus svarer Nei, og hvad han siger, grunder sig paa daglig Erfarenhed. En Direktion, bestaaende af mere end af een, har ikke gierne nogen synderlig Nytte. Ingen især tager sig meget af det, som er betroet til fælles Opsigt, og det hele Sælskab bør giøre Regnskab for. Skam og Ære deelt imellem saa mange, taber sin Kraft. Hvad kommer det Mig ved mere end de andre? Hvorfor skal jeg just Være den onde Mand? er gierne Mund

27

27

heldet, den eene seer paa den anden, ingen vil være den første, og Arbeidet ligger. Jo flere Misbruge og Uordener man vil have indført, jo mere sammenfat og indviklet skal man giøre Indretningen. Og net op saadant synes dette Forslag mig at være. Et UnderCollegium, bestaaende af de lærdeste og anseeligste Mænd af forskiellige Stænder i hver Provins, som igien staaer under et Ober- Collegium. Hvilken Maskine! Men hvor faaer man disse Scholarcher fra i Provinzerne? Anseelige, naar Byrd og Caracterer berettige til dette Navn, finder man nok, i det ringeste har et hvert Stift fin Stiftamtmand, med endeel Amtmænd og Herremænd; men her skulle være Anseelse og Lærdom foreenet i en Person, og af saadanne finder man foruden Biskopen, ikke ret mange i Provinzerne. De Geistlige, som vare de eeneste, der kunde sige. noget, i Henseende til Videnskaberne og Læremaaden, vil Forfatteren have udelukte fra denne Skole-Opsigt, fordi de ere for uanseelige, og elske for meget det gamle. De Ustuderende blive da tilbage, og dem kan Rectoren foresnakke hvad han behager; de maae troe ham

28

28 paa hans Ord, da det er Ting de ikke forstaae. Skolernes Stipendier kan opædes af Dosmere, Academiet blive opfylt med Stympere, Landet komme til at vrimle af lutter Fødenød, til største Skade for Folkemængden, da Ungdommen tages fra de nyttige Haandteringer, og Verk- stæderne blive øde af Mangel paa Arbeidere; thi hvo skal have Indseende hermed? Slige konstlede og vitløftige Indretninger have gierne denne Ulejlighed i Følge med sig, at enten giøres der intet, derfor blev Forstvæsenet ophævet, og endeel andre Forandringer, som ere skeete paa nogen Tid, have formodentlig havt samme Grund, eller og et Par Personer rive hele Myndigheden til sig, og regiere uindskrænket, fordi det gaaer paa det heele Collegiums Regning.

Jeg kan aldrig troe andet, end at Scho- larcherne, i det ringeste de fleste af dem, vilde inden stakket Tid blive kiede af denne Tieneste, som intet indrentede dem; men tvertimod satte dem ved de mange og undertiden lange og besværlige Landreiser i betydelige Bekostninger; Følgerne heraf indseer Forfatteren let.

29

29 Nu, dette Skole-Opsyn er intet nyttigt, og noget skulle man dog have; kan skee det er best, det vi have, naar Misbrugene ryddes bort, og saa er det jo ikke værd at giøre Forandring. Nu har Biskopen, den geistlige høieste Øvrighed, enhver Opsigt over Skolerne i sit Stift. Disse Mænd, som foreener i en Person Lærdom og Anseelse, ere i Kraf af deres Embede, forbundne til Aarlige Visitatzer, og kunde da beqvemmelig besøge Skolerne paa Vein. De holde og to Gange om Aaret Landemode, med alle Stiftets Provster, som kunde under Haanden give dem Efterretninger, enhver om sine nærmeste Skoler. Skulle en Biskop blive efterladen, da vil der i Kraft af Trykkefriheden vel ikke savnes de, som vil give ham en Paamindelse. Saa vit er der temmelig vel sørget for at holde Skolelærerne til at giøre hvad de bør. Her er og Controulleurs. Professorerne ere vel ikke egentlig Skole-Lærernes Øvrighed, men de giøre det samme, som om de vare det. Befindes nogen Candidat udygtig til første Examen, maa Rectoren give sine Ti Rixdaler i Straffe-Bødder. Men Rectorerne have fundet paa et Konstgreb at sette sig i Sikkerhed for dette, som maa betages dem.

30

30

Først, for at undgaae Torten, distingvere de imellem at dimitteres fra Skolen, og at staae egen Risiko; og for del andet, for at hytte deres Casse, giøre de bemeldte Distinction til virkelig, ved at tvinge Candidaten, førend han erholder sit Testimonium, at deponere hos Rectoren Ti Rixdaler, indtil han har været oppe til Examen. Imidlertid deeler dog altid Rectoren Skam og Ære med sin Skole, og naar Examen blev sat paa den rette Fod, ville dette have en fortreffelig Virkning, deels til at stifre Æmulation, og følgelig Virksomhed imellem Skolelærerne; deels og til at holde Dosmere fra Academiet.

Men de Tydske vide intet af denne Examen at sige: "Man antager enhver iblant Studenteres Tal, som melder sig, og kan betale sine Inscriptions-Penge." Forfatteren af upartisk Undersøgelse & c. anfører dette ikke just som et Beviis, hvorfor første Examen skulde afskaffes, fordi det er anderledes Brug i Tydskland; men han pukker dog saa ofte herpaa, at man snart skulde tænke, han ansaae det for et Argument. Intet er heller sædvanligere at høre, hvor

31

31

der tales om at forandre, forbedre og giøre nye Indretninger, end at saa og saa er Skik i det og det Land, i det Churfyrstendom, Margrævskab, Hertugdom, ret ligesom det var en afgiort Sag, at alle fremmede Indretninger vare bedre end vore egne, og de Danske vare det, de høflige Tydske sige om dem, kun Abekatte, skabte til at giøre efter, men ei selv at finde paa noget Nyt. Forfatteren farer fort med at spørge: "Hvor staaer del med Videnskaberne i Tydskland? Har man et mindre Antal af Lærde der end hos os? eller ere de Betieninger som bør besættes af Studerede, slettere besatte end i Dannemark". Man besvare hans Spørsmaal, hvorledes man vil, der bliver dog ingen Styrke i hele Argumentet; det kan gaae taalelig til i Tydskland under den der brugelige Forfatning; men det ville maaskee gaae langt bedre, om de Tydske ei vare for stolte til at optage noget efter de Danske. Der kan være mange ypperlige Indretninger, som erstatte Mangelen i Skolevæsenet, og giør at denne bliver mindre kiendelig i Videnskabernes Aftagelse. Iblant saa stor en Mængde Studerende, maa der

32

32

endelig være nogle gode; der er en bestandig 2Emulation iblant de mange Naboe-Universiteter, og imellem de mangfoldige Landsmandsskabe ved et og det samme Universitet, foruden utallige andre Aarsager, som til Hobe skaffer det Liv og Virksomhed ved de Tydske Universiteter, som ei kan være hvor der er Monopoli- um i Videnskaberne.

Naar Forfatteren vil have, hans Argument skal bevise noget, saa maae han gotgiøre, at den Misbrug er der ubekient, som jeg mener første Examen begvemmest kan raade Bod paa, at ingen andre kommer til Academiet, eller taales i Skolerne, end de, som have Lyst og Nemme til Studeringer; og da skal jeg være den første, der skal raade til at afskaffe denne Examen.

Denne Misbrug er ikke saa skadelig i Tydsk- land, hvor de Unges Opdragelse ikke koster Staten nær saa meget, som hos os, hvor Skolerne de fleste Steder ere temmelig vel beneficerede. Skiønt at slippe Arbeidere fra de nyttige Handteringer, og i deres Sted føde Dagdrivere, altid er en vigtig Stats-Feil. Det er Frugten af, at alle i Fleng ved de Tydske Universiteter indskrives som Studentere, at endeel

33

33 bære dette Navn, som ei fortiene det, og saa længe, til det er forsildig at gribe til en anden Nærings-Vei, da Fortvivlelse til Slutningen, og Mangel af det Nødvendige til Livets Ophold, giøre enten Soldater eller Spidsbuber og Gavtyve af dem. Dog, Tydskland er aldrig forlegen med sine slette Producter, om ikke andet, saa kan de afsættes i Dannemark med god Prosit, for at giemmes omsider i Stokhuset.

Latinske Soldater og Latinske Slaver ere her nok af, og dem pleier man altid at ansee som de største Skielmer, der tigge paa Latin. Det er aldrig gavnligt, end ikke for Videnskaberne selv, at der er et meget stort Antal af Studerende, naar Mængden af dem er fattig; i det ringeste anfører den lærde Struvius i hans Introductio in Hiftr.Litterar., dette som en Hovedaarsag til Videnskabernes Aftagelse hos hans Landsmænd. Collegierne koste Penge, Bøger ligesaa, intet er at fortiene, fordi iblant saa mange Fattige, den ene undersælger den anden, for at have det daglige Brød. Bestandige Nærings-Sorge qvæle al Lyst til Studeringer, og undertrykke Munterheden. Regieringen bør forbyde Folk at blive ulyksalige,

34

34

naar den har det i sin Magt, om de endog ere taabelige nok til at løbe i deres egen Fordervelse, og dette kan den beqvemmest giøre, ved at skierpe første Examen.

Endnu en Uleilighed, ifald man op- hævede Examen. En ustuderet Mand vil have en Præceptor til sine Børn: Saa længe der er Examen til, og denne holdes i Hævd, har han noget at gaae efter; denne Ledere forsvinder, og Manden har intet uden en blot Slumpelykke at takke, dersom han træffer vel. Lærde Folk har Familie, deri studerte Stympere, deres Recommendationer have saa tit slaaet Feil, at ingen med Sikkerhed kan lide derpaa. Af disse Aar- sager troer jeg, at første Examen ei uden stor Skade kan afskaffes.

Saadan, som anden Examen nu er be- skaffen, er det umueligt, at det beste Hoved, med den største Fittighed, kan udrette noget i den Mellemtid, som der er imellem første og anden Examen, med mindre han strax giør Valg imellem Videnskaberne, da han ellers maa blive tummel i Hovedet af saa mange sammenmængede Ting; men dette

35

35 staaer vel til at rette, og noget saadant som anden Examen maae dog haves, da der ere visse Videnskaber, som ei kan henføres til noget af de tre Facultæter især, fordi de høre ligemeget til dem alle, og det var Lær-

dommen meget skadeligt, om de bleve for- sømte. Jeg seer forud, at dersom der ingen Examen er, hvor disse Mellem-Videnskaber kræves, vil de uden Tvivl, i det ringeste hvad Mængden af de Studerende angaaer, blive forsømte, som man seer er skeet med andre Lærdommens Dele, den Philosophiske Historie, Talekonsten, og paa nogen Tiid med, det Græske Sprog. De Studerendes Tænkemaade ved Universitætet, er saadan, (og der vil Tid til, inden man kan skaffe Forandring heri,) at de ikke, hvad Mængden angaaer, høre Forelæsninger uden egennyttige Hensigter. Sandheden af det Ordsprog: Hvo som ikke examinerer har ingen Tilhørere, bevise de uexaminerende Professorers, Magistrers og Decaners Exempler, som ingen Tilhørere have kundet faae; men at sige om dem alle, at deres Forelæsninger intet have duet, er urimeligt.

36

36

Dette vilde kun blive til liden Ære for vor Tids-Alder, om Dannemark standsede Videnskabernes Udbredelse paa samme Tid, da det øvrige Europa, overbeviist om deres Nytte, arbeider af al Magt paa at giøre dem almindelige. En Præst kan dog ikke vel undvære den philosophiske Morale, jeg vil nu ikke tale om de andre Philosophiens Dele, skiønt hvo veed ikke, at vor Religion er bygt paa Fornuft, og dens første Grundsandheder bør bevises deraf? Og Physik Astronomie, Historie og Mathematik, hvor nyttige og tillige behagelige Videnskaber! Min Meening er: Den anden Examen bør beholdes, men indskrænkes i Hensede til Tallet af Videnskaber, som kræves dertil, saa meget mueligt er. End ikke under nærværende Forfatning behøver Candidaten at have lagt sig efter alle de Philosophiske Videnskaber; hvad han ikke giver an, bliver han ikke examineret i. Hebraisk seer jeg let kan tages bort fra Examen Philosophicum, da det er et Sprog som er egentlig for Theologer; hvorimod jeg vilde, at Professoren i det Østerlandske Sprog skulde examinere til Attestatz tillige med Theologerne. Maaskee der var mere, som man kunde afsondre fra anden Exa-

37

37

men. Og da Tiden er for kort, Candidaterne have til at studere saa mange Ting, som der endnu ville blive tilbage, nemlig, otte Maaneder efter den nu brugelige Skik, ønskede jeg Tiden maatte giøres dobbelt saa lang, og Examen selv deles i to Parter, saaledes at der i de første otte Maaneder blev examineret i Halvparten af Videnskaberne, og i de andre otte Maaneder i den overblevne Halvepart, at Candidaten ikke skulde forvirres ved det meget HukommelsesVerk, han paa eengang havde at giøre Rede for. De beslægtede Videnskaber skulde tages sammen, og noget Hukommelses-Tøi blandes i med det, hvor Dømmekraften havde det sværeste Arbeide; altsaa kunde der til den eene Gang samles Geometrie, Regnekonst, Astronomie og Physik, med Historie og Geographie, og til den anden Halvpart Grædsk og Latin, med alle Philosophiens Dele. Følgen heraf blev, foruden at Candidaten lærte alting bedre, fordi han lærte mindre ad Gangen, at de philosophiske Professorer kom til at holde to Slags Forelæsninger, i de sene otte Maaneder for Begyndere for Examens Skyld, i de andre otte Maaneder,

38

38

da deres forrige Tilhørers besøgte Forelæsninger i de andre Videnskaber, for gamle Studentere, der havde giort en større Fremgang i Videnskaberne.

Man vil svare mig, at det tvang Studenterne til at opholde sig længere ved Academiet, og vilde foraarsage dem besværlige Omkostninger. Jeg meener nei, Oplaget af Skolerne setter dem i Stand dertil, man seer og gierne, at de forblive ved Universitætet, efter at de endog have taget Attestats, i det mindste for en stor Deel. Lad dem faae Kloster og Regent, naar de have Halvparten af Examen forbie, saa er denne Vanskelighed for en stor Deel hæved. Noget af den unyttige Tid som gaaer bort, inden de for Alvor give sig til at studere Theologie, kunde de og, uden at tage sig det for nær, opoffre de Philosophiske Videnskaber.

Bakkalaurei-Graden er intet andet end et aabenbare Snyderie, og bør afskaffes.

Nu Magister-Conference! og hvor har ikke baade Forfatteren af Upartisk Under-

39

39

søgelse, og Phiokalus især været ødsle paa Spotterie over den.

Denne Conference var af Førstningen privat, i Nærværelse af det philosophiske Fa- cultet, og som tiest Academiets Patron. Det er kun meget kort siden at den blev offentlig, og den tabte virkelig sin Anseelse derved. Patronen, som formodentlig troede, at hans Nærværelse nu ikke behøvedes, da Publicum kom til at dømme, og maaskee af denne samme Aarsag, for at vinde Tid til sine andre mangfoldige og vigtige Forretninger, indførte denne uconstitutionsmæsige Skik, indfandt sig ei saa flittig som før. De tre Candidater, som siden den Tid confererede, vare til al Ulykke alle Skolelærere, de to Hørere, og den tredie, vidste man, havde Expectancen saa got som udvirket paa et Conrectorat. Jeg undskylder nu ikke de gode

Herrer Censorer for en overdreven Barm-

hiertighed, at de giorde sig Samvittighed over, som de kaldte det, at spilde Folkes Lykke; thi en Skolelærer, ved at blive reject ved en Conference, tabte vist og den Anseelse, han bør have hos sine Disciple, og nu kunde Skammen ikke skiules, eftersom

40

40

Conferencen var offentlig; dog holder jeg dem noget til Gode, thi de toge det for en Examen, og de vare vante til at examinere, vante til at være medlidende. Magister-Promotion var desuden i lang Tid blevet meget rar, saa at uagtet Studenter fik Graden for intet, det er at sige for Ti Rixdaler, vare der dog saa faa Lysthavende, at der maatte udvirkes et Kongeligt Reseript til Decani paa Communitetet og Hørerne i de Latinske Skoler, hvori Hans Majestæt erklærer, at han saae gierne de toge Graden. Endog dette havde ikkun en liden og stakket Virkning; man udtolkede snart Ordene i Rescriptet: Saae gierne, som et Raad, ikke som en Befalning, og da ved Ansøgninger ingen Forskiel blev giort paa Magistere frem for andre, til hastig og god Befordring, tvertimod de bleve gierne bedagede Folk, som gik til de bleve 40, mange til de vare 50 Aar gamle, inden de kunde blive Hjulpne, og mange bleve det aldrig. Nogle søgte af Utaalmodighed Skoleholder Tienester og Pedellater: Ved alt dette kom Magister-Navnet i saadant Ud- raab, at alle vare bange for at blive saa-

41

41 danne elændige Creature. En Magister har

ved Academiet mindre Rettigheder, end en Decanus paa Communitetet, denne kan holde Forelæsninger over alle Videnskaber uden Undtagelse, naar Magisteren maae indskrænke sig til de Philosophiske allene. Alt dette, det ene med det andet forvoldte, at ingen anden tog Graden, end de, som agtedeat søge Skole-Embeder. Nu blev Confe-

rencen offentlig, der meldte sig lutter Skole, Lærere, maaskee et Par fortiente at afvises maaskee og den eene stod Fare derfor, i det ringeste sagde Rygtet det, og det er vist, at der raadslogedes i to fulde Timer. Medlidenhed fik Overhaand, og mine Forfattere en skiøn Leilighed til at triumphere over den stakkels Magister-Conference.

Havde endda disse Forfattere besiddet Ærlighed nok til at fortælle Sagen med sine rette Omstændigheder. De sige Usandt deri, at denne Conference ei er andet, end en god Anden-Examen, endog om de tale om den, saadan som den er, siden den blev offentlig; thi den har vist liidt en stor For- andring efter den Tid.

42

42

Man vidste forhen aldrig af at give noget an, Professoren indlod sig i en frie Samtale med Candidaten, en Materie angaaende, som hørte under hans Videnskab, som oftest var Sagen problematik, hvorom de da disputerede, anbragte og igiendrev Argumenter paa begge Sider, og Candidaten fik ligesaa tit Ret, som Professoren. Men nu er det ikke mere Conference, men Examen, Candidaten indleverer en Liste, ligesom ved første og anden Examen paa hvad han har lært, hvor efter han tilspørges. Lit Physisk, noget eller intet Mathematik, halv Hebraisk, ingen Styrke i nogen besynderlig Videnskab.

Hvad er det for en Magister-Confe- Ikke destomindre er dog Beskyldningen urigtig, at denne Examen ei var skar- pere end Philosophicum, Spørsmaalene og de Ting, som førtes paa Bane til Afhandling, vare vist betydelige, jeg hørte selv derpaa, men de bleve slettere besvarte end ved en god Anden-Examen.

Feilen var intet andet, end at Can- didaten burde været afviist. Og det kunde

43

43

skeet med største Ret, i hvad end begge mine Forfattere behage at indvende, ei fordi Candidaten havde ingen meget dyb og udvidet Kundskab i alle Videnskaber, men fordi han havde det ei i nogen særdeles Videnskab.

Men nu at gaae mine Forfatteres Hoved-Indvending i Møde, hvad er det, hvorfor den eene ligner Magister-Conferencen med en god Anden-Examen, den anden kalder den en virkelig Urimelighed og en Daarlighed? fordi her kræves mange og forskiellige Indsigter, og hvem har nogen Tid troet, at en lærd Mand har kundet undvære det, man kalder almindelige Indsigter? Jeg benytter mig af begge mine Herrers gode Til- staaelse, at til en almindelig Lærdom og god Smag, udkræves, foruden Historie og Geographie, de to lærde Sprog, jeg har da vundet Græsk og Latin uden Sværdslag, nu vil jeg tage en Physicus, han behøver Dia- lectica til at slutte efter, især hvad de physiske Hypotheser angaaer, og at maale Graderne af rimelige Gisninger. Herpaa har Crusius i hans Physik givet os et ypperligt Exempel, i hans Afhandling om det.

44

44

Jeg vil nu ikke tale om de øvrige Phi- losophiens Dele, da det er dog dette, som har giort Hamberger, Krüger, Eschenbach saa store, at de have tillige været Physici og Philosopher. Videre der er en stor Mængde Udregninger og Maalinger i Physik, hvortil Arithmetik og Geometrie ere saa aldeles nødvendige, at ingen kan være en god Physicus, uden tillige at være en god Mathematicus. Astronomie er en Part af Physik. Sædelæren kan dog den Lærde vel ikke undvære, altsaa er Hebraisk det eneste, man kunde maaskee ansee for overflødigt.

Dog, som de fleste gierne have taget Theologisk Attestats, inden at de magistrere, har man ikke meget Aarsag at besvære sig over dette Sprog. Man bære sig ligedanne ad med een af de andre Videnskaber, og Udslaget bliver det samme. Videnskaberne staae i saa nøie Forbindelse med hverandre, at man aldrig kan erhverve sig en dyb og grundig Kundskab i den eene, uden at være tillige noget bekiendt med de andre. Og forunderligt er det, at man nu ivrer sig baa meget imod Polyhistorie, da man dog surde betragte, at de største Lærde have væ-

45

45

ret det. Hver forskillig Lærdom besad ikke Aristoteles? Hvor mangfordige og adskillige Indsigter fremskinne der ikke i Ciceros, Qvinctilians, Senecas, og den yngre Plinii Skrifter. Plutarki megen, grundige, dybe og udbredte Lærdom sætter os i Forundring Det samme føle vi ved Verulas, Erasmi, Lipsi og Vossii Giennemlæsning. Grotius skrev Krigs- og Freds-Ret, giorde Udkast til de forenede Staters borgerlige Ret, com- menterede over den hele Bibel, beviste den Christne Religions Sandhed, forsvarede Lærdommen om Forsoningen imod Socinus, skrev Vendernes Historie, Manden var stor i alting. Leibnitz, sagde man, der var et helt Sælskab af Lærde i. Peter Baile bliver Verdens Under. De mindre store vil jeg ikke tale om.

Et urimeligt Indfald er det af begge Forfatterne, at de paastaae, Magistrandus skal vide alting lige got, og det er aabenbare Usandfærdighed at sligt fordres. Han maae ikke være gandske fremmet og uvidende i to, tre Videnskaber, men een skal han forstaae til gavns, og deri skal han vise sig. Saaledes er det altid før

46

46 tilgaaet med Conferencen, og det Har jeg manges Forsikkringer for som selv have confereret. Sprogene have altid hos os været anseete som Hovedsagen, og det maatte de nødvendig og være, saa længe MagisterGraden var Døren til Skole-Embeder, dog har man og været fornøiet, naar de have viist en besynderlig Styrke i een af de andre Videnskaber. Man har undertiden giort sin Lykke ved Magister-Conferencen; det er Beviis paa, ar en Candidat har her Leilighed at vise sig, og det er ikke længer siden, end da Etatzraad Mølman var Academiets Rector, da spaaede man strax af Conferencen, at Magister Riisbricht skulle blive Professor i Philosophien, fordi han ved Con- ferencen havde aflagt Prøve paa en besynderlig Styrke i denne Videnskab, og man saae, han blev det. Mine Herrer Forfattere maae erindre sig, at det er en Conference, og det er Candidatens Skyld, om det bliver til en Examen. Candidaten har lige saa stor Ret til at giøre Indvendinger, æske Svar, igiendrive, som den Examinerende. Og da kan de let begribe, at en Candidat har Leilighed til at legge det

47

47

for Dagen, om han forstaaer noget. Philokalus behager at foreskrive denne Regel, at ingen Examen, Conference, eller noget sligt bør være af den Beskaffenhed, at der behøves Discretion; han debiterer os dette uden Beviis, og altsaa kan jeg intet svare ham andet, end at jeg har den Tanke om de Examinerende, at de have Skiønsomhed og almindelig Folke-Forstand.

Imidlertid er dette dog den vigtigste Anstødssteen, som møder baade den Upartiske Forfatter og Philokalus, at den Examinerende og Candidatens Indsigter ere saa meget forskiellige, og altsaa faaer jeg see at rydde den af Veien; saa meget mere, som jeg forhen har viget af for den, og tillige lovet nøiere at undersøge denne Materie. Jeg slutter, det er disse Herrers Forfatteres Mening, at hvor der skal aflegges Dueligheds Prøver, der skal begges Kundskab strække sig lige viidt, baade den, hvis Duelighed un- dersøges, og hans, som skiønner derom, og at, jo større Uligheden er heri, jo mindre kan man lide paa Undersøgelsen. Enten maae dette være Meningen, eller jeg begriber ikke, hvad den Indvending vil sige om de

48

48

ulige og forskiellige Indsigter. Philokalus harog forstaaet det ligesom jeg; han siger reent ud: "At det er urimeligt, at en Studeren de bliver examineret i alle (philosophiske) Videnskaber, af alle (philosophiske) Pro fessorer, hvoraf hver har nok i sin. Det er ogsaa ubegribeligt, at nogen kan slippe vel fra denne Conference, med mindre man vil sette, at nogen forstaaer ligesaa meget, som en halv Snees Professorer, af hvilke hver forstaaer sit." Her siger han tydelig nok, at Candidaten bør vide lige saa meget som den Examinerende, naar det skal gaae ret til, og der ingen Discretion skal behøves,

Jeg derimod, har altid forestillet mig, at der i enhver Videnskab var visse GrundSandheder, som en Examinator frem for andre spurgte efter; jo nøiere og fuldstændigere Candidaten kunde forklare disse, jo dybere Indsigt havde han i Videnskaben; at, naar han vidste de mere almindelige Satzer, ledte Examinator ham ind i de mere indviklede Materier, og gik med ham ind i det inderste af Videnskaben, for at maale Vidtløftigheden af hans Kundskab. Og til

49

49

at vide alt dette, baade hvad der var meer og mindre vigtigt og almindeligt i en Videnskab, og indrette Spørsmaalene paa en behændig Maade, at det eene Hænger af det andet, og fører til det tredie, har jeg stedse tænkt udfordredes en oplyst og øvet Forstand. Mine Forfattere ville, at Indsigterne paa begge Sider skulle være lige; det kunde de være, og endda var det let mue- ligt, at den Tilspørgende bragte Examinandus til Tavshed, uagtet de vidste lige meget, men ikke de selv samme Ting. Examinator ville friste samme Skiebne, om han skulle examineres, det kom kun an paa hvem det falt til at giøre Spørsmaal. Baade Examinator og Examinanten maatte vide alt det der kunde siges i den Videnskab, eller og have lært just et og det samme, om lige Indsigter skulle være nogen betydelig Egenskab hos den Examinerende. Der skal baa- de Kunst og Videnskab og Forstand til at examinere. Tag en halvlærd Herre til Examinator, forstaaer han end at giøre sig tydelig, ja endog kan adskille spitsfindige Kløgter fra det Vigtige og Nyttige, hvad gielder, han vil dog i sin Forfængelighed

50

50 finde mægtige Fristelser til at lade sin Visdom høre paa de andres Bekostning? Han driller ham med Narrerier, og spørger om det, som ingen skulle bekymre sig om at vide uden for Examen. Man siger for et Ordsprog: En Gal kan spørge om mere end ti Kloge kan svare paa. Jeg for min Part lader mig heller examinere af sindige Mænd, som overgaaer mig meget i Belæsenhed, end af een, der vidste kun halv saa meget som jeg: han kunde dog vide noget, som jeg ikke vidste, og i Mangel af Kundskab, kunde han hiemme berede sig paa noget, hvormed han kunde fange den allerklogeste.

Der gives i alle Videnskaber noget, som kræver en stærk Hukommelse, og derfor sielden vides uden ad, for Ex. de. forskiellige Læsemaader hos en Autor, hvo kan regne dem op paa sine Fingre, for strax at bruge dem, til at rede sig ud af et, formedelst urigtig Afskrift, vanskeligt Sted? Har man Lyst, da er det ingen Kunst at bryde Folk, dertil behøves kun liden Forstand, Discretion er altid fornøden, og Mistanke er altid ubillig, naar den er ugrundet.

51

51

Begge Herrer Forfattere foreslaae at giøre Magistere i de forskiellige Philosophiens Grene, som Philologie, Historie, Mathematik, o. s. v., dette er det samme som Doctor i Kirkehistorien, i Dogmatik, Exegetik, den hellige Critik, Moral m. m., de høre samtlig hver under sit Facultet, Titler har jeg aldrig været for, der skulde væ- re for mange af, og nu begynder man jo og at blive sparsomme derpaa. Philocalus gaaer videre, han vil skabe Magistre i Lovkyndighed og Theologien. Manden maae nok ikke vide, at Magistre i Philosophien er det samme som Doctorerne i de andre Faculteter. I Begyndelsen kaldte man dem, som Universiteterne tillagde de høieste Ærestegn i et af Faculteterne Magistre, man havde da Magistros Juris, Medicinæ &c. Men i Theologien giorde de hellige Fædre sig Samvittighed over at bruge det Navn Magister, paa Grund deraf, at Christus Matth. XXIII. 7, 8. forbyder sine Disei- ple at kalde hverandre Mestere. Med Tiden begyndte Navnet Magister og at gaae af Mode i Medicinen og Lovkyndigheden, hvor i Steden Doctor blev indført, men i

52

52 Philosophien, som snart var det eeneste Scholastici lagde sig efter, meente de nok de kunde vare Mestere.

Den Forandring jeg ønskede i Magister-Graden, bestaaer deri, først, at den slet intet skulde koste, for det andet ei gives til andre, end dem, som confererede, og for det tredie, være det nærmeste Trin til Befordring. Alt hvad som har Skin af Snyderie, misbilliger jeg: Og uagtet de af Geistligheden, som ere forfængelige nok til at kiøbe sig et Ærenavn, de ikke fortiene, ei burde i Følge det Kongelige Rescript nyde en confererende Magisters Rang og Værdigheder, saa er dog dette Forbud af ingen Nytte, eftersom ingen holder Liste paa de confererende Magistre; tvertimod, da det gierne er en Daarlighed, at attraae en Ære, som man ei gider været over at fortiene, er det ofte skeet, at Udskuddet af Geistligheden har tilforhandlet sig Magister-Navnet, som beholdes, endog naar den Uværdige er sat til Embede; Magister Arent, forhen Præst til Mehren, tiener til Beviis her-

53

53

Præsterne have desuden tiltaget sig Bonetten, som af Førstningen var et MagisterInsigne; denne kunde de nok miste, med mindre de ville fortiene den, da det altid er en Fordeel, at giøre Fortienester meest kiendelige, mueligt er; Disputatzen ved Magister-Promotionen kunde enten afskaffes, eller og udarbeides og holdes af Magistrandus, trykt omsonst af Universitets-Bogtrykkeren.

De Theologiske Attestatzers Nødvendighed erkiender Forfatteren af upartisk Underføgelse, men han vilde, at der foruden det Kiøbenhavnske, skulde være Provincial- Consistorier, hvor Candidaterne i Provintzerne kunde overhøres. Dette Forslag er jeg bange for ikke var giørligt; thi hvad Bekostning og Besværlighed var det ikke at sanke 4, 5 høilærde Provster sammen en halv Snees Mile borte fra deres Hiem, hver Gang en Candidat skulde overhøres? Imidlertid har jeg aldrig holdt for, at det Theologiske Facultet burde eene examinere, af den Aarsag, at Candidaterne allene lære at binde sig til de Academiske Forelæsninger, og fortælle Professoren ved Examen hvad de

54

54 Have hørt af ham selv. Philocalus vil foruden Attestatz have Baccalaurei-Grad i Theologien, og Charactererne afskaffer han. Mig synes, man kunde beholde det altsammen. Der ere tre Characterer til Attestatz, Ros-

værdig, ikke Urosværdig, ikke at for-

agte, afpassede efter den forskiellige Fremgang, Candidaten har giort i Videnskaben. Charactererne tanker jeg man kunde med Nytte beholde, men kræve mere af hver. Det er en Skam, at nogen bliver Præst, som ei kan læse hele Bibelen i Grundsprogene paa en Tid, da der nesten til et hvert ledigt Kald mælder sig Hundrede Ansøgende og der over. Der er stor Forskiel paa hvad man nu omstunder og strax efter Reformationen kan fordre af den der søger om geistlig Befordring; den Tid fik man tage, hvem man kunde faae, nu er der nok, og derfor kan være des forsigtigere i Valget. Lad være en mindre studeret kunde forrette Embedet med Nytte, han bør give Plads for en anden, som har en lige saa god moralsk Character, men bedre Studeringer. Naar ei alle kan hielpes, er det allerbest at giøre Veien ti! Embeder vanskelig; men

55

55 naar nogen har overstridt Besværlighederne, bør han og belønnes. Her har man og Grunden, hvorfor jeg vil have Attestatz paa Latin. Er dette Sprog, som Philocalus holder for Kilden til den gode Smag og sande Lærdom, er det tillige en afgiort Sag, at Prædike-Embedet er den almindeligste Be- lønning for lærde Folk, skulde det da vel være for meget, at fordre til Attestatz af Candidaterne, færdig at kunne forklare sig paa det færde Sprog. Aldrig har nogen Examinator viist sig uvillig til at imodtage Svar paa Dansk; jeg har tvertimod ofte hørt Professoren forlange af Candidaten, at han skulde svare paa Dansk, om han ikke var det Latinske mægtig: Men om og nogen var afviist ved Attestatz, fordi han ei kunde tale Latin, hvilken Ulykke for den lær- de Verden! Ophæver man reent Brugen af det latinske Sprog ved at examinere overalt paa dansk, og afskaffe Disputatzerne, er jeg bange for man tilsidst kommer saa vit, at man reent glemmer Latin. De Theolologiske Kunst-Ord ere i Forveien fordanskede, vi have og danske Lærebøger i denne Videnskab, og derfor mangler her den Grund,

56

56 hvorfor jeg ønskede de øvrige Videnskaber foredragne, og examinerede paa ModersMaalet.

Til den ringeste Character bør udkræves alt det, som nu bestemmer den øverste Rang til Attestatzer, allene med den Forskæl, at man i Steden for Fædrenes Levnets Historie lader sig nøie med Kundskab om Hoved-Kietterierne, og de Theologiske Lære- satzers Historie, og foruden den blotte Oversættelse, forlanger i det nye Testamente en kort Paraphras til Meeningens Oplysning, tilligemed Kundskab om de vigtigste Herme- meutiske Regler. Til næste Character foruden anførte, maatte Candidaten ligeledes kunde paraphrasere over det gamle Testamente, være noget beløben i den hellige Critik, og den nyeste Polemik, for saa vit den angaaer vore Tiders Vildfarelser. Ville man have en Character endnu, kunde man forlange Læsning af visse Patres, Indsigt i nogle Østerlandske Sprog, en vitløftigere Polemik o. s. v. Characterer blive i mine Tanker altid meget nyttige, da de, naar Huusholdningen med dem er rigtig, iblandt flere Søgende bestemme hvo der er den vær-

57

57

digste, og af denne Aarsag kunde være et fortræffeligt Baand paa de Kirke-Patroner, som Samvittighed ei holde fra at misbruge deres Kalds-Ret. Nu maae enhver Præst, naar han er kaldet, giøre sin Eed paa, at han ei er kaldet i ulovlige Hensigter, og kan vel noget være urimeligere, end at sværge for en anden? Eeder misbruges meget i Dannemark, men jeg kiender intet Exempel mage til dette, hvor en Person tvinges i almindelige Udtryk til at beedige det, han ofte enten slet intet veed, eller og veed det er tvert imod, undskyldende sin Meen-Eed med Nødvendigheden, og anseende hele Sagen som en anbefalet Ceremonie. Og

sandeligen han fortiener vor Medynk, naar Forfatningen i Henseende til Befordringer er saaledes beskaffen, at Vinskibelighed og Duelighed intet hielper, om han engang handler imod Samvittighed, for at giøre sin Lykke med eet. Kalds-Retten i Dannemark er for den allerstørste Part i Privates Hænder, som have kiøbt denne Herlighed, og derfor

maaskee faaer i Sinde at giøre sig den indrentende. Ilde er det, at denne Herlighed er kommen fra Kronen, men Misbrugen

58

58

maae man vare betænkt paa at forebygge, som og let kan skee paa denne Maade, naar vor Viise Konge vilde befale, at iblant flere Søgende, skulde Kirke-Patronen være forbunden til at kalde den, der havde den beste Character. Kalds-Rettigheden kan dog aldrig være overdragen til nogen Gods-Eiere i anden Meening, end at han skulle vælge den dueligste han kiendte, og skulde det end være skeet i anden Hensigt, kan dette aldrig forbinde en Regent, der aldrig har paataget sig at handhæve Uordener: Naar nu de, som ere bestikkede til at dømme om Candidaternes Duelighed, erklære een værdigere end en anden, bør dette og værre en Regel for den Kaldende.

Bisperne vilde jeg, skulde leveres en Liste paa Candidaterne med hostegnede Characterer, (dette er Philocali Forslag, noget forandret,) og der iblandt maatte Kirke-Patronen ei tage en mindre værdig, naar en værdigere søgte tillige, nemlig, ProprietairKald skulde, ligesom de Kongelige, meldes strax ledige i de offentlige Tidender, med Proprietairens Navn og Opholds-Sted, men Ansøgningen skulde tilsendes Bispen, og

59

59

fra ham til Proprietairen, at denne ei skulde fragaae at have faaet Ansøgningen. Iblant Candidater af lige Værdighed kunde Proprietairen vælge efter Behag. Havde det skeet før, hvor skulde da ikke Videnskaber og Lærdom have blomstret i Dannemark! men Æren for dette, saavelsom for saa mange andre ypperlige Indretninger tænker jeg har været giemt til vor Store Christian.

Det er meget magtpaaliggende, at vigtige Indretninger, saasnart man er overbeviist om deres Nytte og Giørlighed, blive i- værksatte, jo før jo hellere; ere de meget fordeelagtige, nægtes det Almindelige den Nytte, som det kunde have høstet af Indretningen i den Tid, da man troede de vare tienlige, men tøvede med Fuldbyrdelsen. Men dette frygter jeg her intet for. Jeg er forsikkret paa, at Monarken, saasnart han ved Overlæg finder dette mit Forslag grundet paa Billighed og Nytte, haster med at iværksætte en Indretning, som vil giøre ham udødelig i Videnskabernes Historie, der skal regne deres lykkelige Alder fra den Tid, den Viise Konge lagde Grundvolden til deres stedsevarende Flor i Dannemark, og eiede

60

60

ikke allene Viisdom, men og Mod og Hierte nok til at føie de Anstalter, der ræddede de Studerende fra den Undertrykkelse og skammelige Foragt, de sukkede under, der oplivede og reiste dem af den Afmagt, hvori de laae nedsiunkne, til at arbeide med Lyst, fordi de forvissedes om Belønning. Der er intet i Veien, som kunde giøre Opfættelsen af saadan en Forandring fornøden; thi omendskiønt de, der allerede havde taget Attestatz, havde med mindre Møie fortient den høieste Characteer, saa var Lyst og Ærekierhed og det eneste der havde drevet dem saa vit, og hvor det gik, vare de dog mere fortiente end andre, som med Nød vare slupne saa vit, at de havde erholdet Plads iblandt Candidati Ministerii.

Philocalus forestaaer Baccalaurei-Grad i Theologie, et Academisk Æretegn, som er brugeligt i Engelland, og jeg kan ikke andet, end holde med ham heri. Denne Grad skulde give Fortrin for den høieste Character til Attestatz, i Hensende til Befordring. Den skulle give de Præster som tog den, et Slags Rang over de andre, og Fortrin til Provste-Værdighed. Ja, jeg

61

61 ønkede, at et lidet Mærke i Dragten gior- de dem kiendelige iblandt deres Ordens-Brødre, for at opvække Æmulation. Denne Grad, saavel som alle andre, skulle intet koste, Candidaterne skulle. conferere og disputere paa Latin.

Dimis-Prædiken kunde gierne holdes, som Forfatteren af upartisk Undersøgelse fo- reslaaer, for Stiftets Bisp. Den saa kaldte Bispe-Examen er jeg ikke saa meget for skulle afskaffes, som skierpes. Det er gandske begribeligt, at en Person kan være antagelig ved Attestatz, og siden en halv Snees Aar derefter eller meer, naar han kommer til Bispe-Examen, have glemt alt det han vidste; men bliver altid forunderligt, at i en halv Snees Aar skulde man ikke høre nogen i begge Rigerne at være rejiceret ved Bispe-Examen, dersom denne Prøve havde altid været saa skarp som den burde. Men dette kan der let raades Bod paa, allene at Hans Majestæt lader udgaae en alvorlig Befalning til samtlige Biskoper denne Sag angaaende, saa er det bragt i Rigtighed. Jeg ønskede tillige, at det maatte befales to Geistlige. Stifts-Provsten med en anden

62

62 Byens Præst, som Biesiddere at bivaane denne Examen. Naar den blev saa skarp som den burde være, vilde vist en Hoben af det elendige Tøi, som i de barmhjertige Tider for en tre fierding Aar siden saa hyppig løb op til Attestatz, blive hindret fra @at beklæde et Embede, hvortil de fattes de fornødne Indsigter.

Af denne hele Afhandling sees let, at jeg setter stor Priis paa Examiner; jeg maae tilstaae, jeg begriber ikke, hvorledes en Indretning kan i sig selv være skadelig for Studeringer; (thi om Misbrug er intet Spørsmaal, de bør rettes,) der sætter de Studerende i en bestandig Virksomhed, driver dem frem fra et mindre til et større, som oftest er et Belønnings-Middel for Flid, i det ringeste deri, at det bestemmer Forskiellen imellem den Arbeidsomme og den Lade, og endnu kunde blive uendelig kraftigere og nyttigere, naar det baade udmærkede og beløn- nede Fortienester.

Førend jeg slutter min Afhandling, vil jeg anføre et Exempel, som nu faldt mig ind, og synes mig at bevise Nytten baade

63

63

af Examiner, og den Plan jeg har foreslaaet til geistlige Befordringer. I Tübingen forbindes alle Theologiske Studentere Aaret efter at de ere indskrevne som Studentere, at tage Magister-Graden, som der er det samme som anden Examen hos os, for at nyde Stipendium Ducale. Naar de ere komne ind paa Convictorium, maae de strax studere Theologie efter en vedtagen Læ- rebog, og blive ugentlig overhørte deri af Repetenterne i nogle af Professorernes Nær- værelse. De forfremmes til Præstekald eftersom de have været der længst, naar intet er ar udsætte paa dem, og de selv ei begiere sig for denne Gang forbiegaaede. Alle ere eenige i, at der intet Sted i Tydskland findes saa got og oplyst Præsteskab, som i de Wurthembergiske Lande.

64

        

1

En Præstes Tanker om Universitetets Forbedring og om et

Universitets Oprettelse i Norge. I en Skrivelse til sin Ven.

København, 1771, Trykt og findes til Kiøbs hos Borups Enke, boende i store Helliggeist. Strædet,

2

Høistærede Ven!

Mange Skrifter og i dem mangfoldige Forslag, skriver Du min Ven, at være nedfaldne som Støbregn siden Trykke-Frieheden. Du beder og at jeg skulde give Dig mine Tanker tilkiende om vort Universitets Forbedring, hvilket jeg vel, mellem os, er villig til at giøre; men vil betænke mig, om jeg vilde giøre det offentlig. Din Begiering opfylder jeg med Løfte fra Dig, at Du og sender mig Dine Tanker om samme, og alle de Piecer, i det mindst, de, som rører noget om Studeringernes Fremvext.

3

[3] Intet kan efter Mine Tanker, heftigere drage et ungt Menneskes Hierte til Studeringer, end Ære og stigende Belønninger. Dette opvækker den naturlige Lyst, og føder Kappen, da den ene gierne vil være den anden lige, ja overstige hinanden. Vort Universitet synes saaledes at være indrettet; men desværre! Gunst og Gave kan hastigere tilbringe sig Beneficia end de kan erhverves ved Flid og Duelighed. Hvor mange Rige og Formuende nyder ikke disse frem for Fat- tige og Trængende, som allene ved Flid og Duelighed have Ret dertil. Det var at ønske en Forbedring heri, saaledes, nemlig: at Magten til at uddele Beneficia ikke blev hos Professorerne, men allene hos Patronen for Universitetet, hvilken ved deres Forestilling skulde udvælge.

4

4 Ligeledes med Ære - Trinene, ar disse herefter ikke længere burde holdes til Falds af Decano, men gratis uddeles til Fortiente, disse holder jeg fore, burde være mange, og ingen uden de som ved Ære-Trin havde giort sig bekiendte, burde antages til noget offentlig anseeligt Embede, i visse Klasser burde de inddeles, og efter disse Klasser Embeder udeeles.

Examina burde efter mine Tanker staae ved Magt, men for at hemme Misbrugen kunde Professorerne tillægges en aarlig Løn, pg strengeligen forbydes ar tage nogen Be- talning af Candidaterne for deres Collegia.

Dog for at ophielpe enhver Videnskab især, skulde de adskilles hver Videnskab sin Examen Belønninger og Ære-Trin, visse allene, som Nødvendigheden udfordrede at være foreenede kunde sammenblive; ved Embeders Ansøgning, hvider jeg for, ar Competenterne burde examineres, og Embedet gives til den, som stod sig best. De Examinerende eller Professorerne burde langt fra ikke efter eget Tykke tildømme Candidaterne Ære-Trin efter Examina, men der hele Auditorium burde tilspørges, og Candidaterne, efter deres Dom ophøies. Af disse fulgte da mange andre smaae, dog nyttige Forandringer, hvilke dette Rum ikke tilllader at anføre

5

5 Du mælder og, at der ere udkomne tvende Skrifter om et Academie i Norge, og forlanger mine Tanker derom: Enhver uden Norges Misundere mag tilstaae, at det var nyttig for begge Rigerne, men det er sandt, Professorerne ved Kiøbenhavns Universitet tabte særdeles meget derved.

Den Fordeel et Universitet i Norge vilde give os blev uendelig stoer En almindelige Nytte, at begge Universiteterne kappedes med hinanden om Fortrinnet, derved kom først Videnskaberne i sin fulde Flor, og jeg er forsikret paa« at Normanden taalte ikke i dette, som i alt andet, nogen Overmand; man seer nu hvor meget de ikke vover for at giøre sig berømte hos Fremmede, og indlegge sig Ære, meget mere da, naar Leilighed til at studere gives i deres eget Land. De Danske troer jeg og gandske vist ville faae større Mod og Lyst, ved at kiempes med sine Brø- dre om Prisen, kort inden en stakket Tid, tænker jeg, at Dannemark og Norge da vilde blive Videnskabernes Boelig, og ethvert af dem et filie Athan.

Fordeele og besynderlige Fordeele for Norge, vilde det blive, at have sit eget Academie, hvilke alle baade var for vitløftig at, opregne, ikke heller staaer det i min Magt at indsee dem alle; men dette veed jeg, at mange Penge spartes for Norge ved den Leilighed.

6

6

Hvor mange Fædre fik ikke da at beholde sine egne Sønner, uden at faae dem ombyttede i det forøfriske Kiøbenhavn. — Til ret at Dyrke Studeringer udfordres Roelighed, denne gives ikke i det urolige Kiøbenhavn, Landet blev det beqvemmeste Sted, vise- ligen var der da, om Universitet blev forflyttetr til et roligt Sted, som Du siger, man taler om i Kiøbenhavn, Ringsted synes mig var beleilig dertil. Men Vanskelighed til- staaer jeg man fandt nok af ved denne Om- flyttelse i Henseende til de mange Universitets Bygninger i Kiøbenhavn, og ellers vaa andre Maader. Sandelig Mæand, som besad den største Kundskab om Landets Be- skaffenhed skulde give Plan dertil. Landets indfødde Børn og ingen fremmede burde antages til denne, for det hele Land saa vigtige Sag.

Jeg veed ikke, ja hvor kan det være mig muelig, at opregne alle de Herligheder, som flød af denne Indretning, Landet og dets Beskaffenhed er mig ikke bekiendt; det var at ønske, Norge maatte forundes denne Herlighed, og hvo vil vel misunde vor brave Nordmand denne Lykke, da Landet derved kunde komme i Flor. Nei enhver retsindig Dansk vilde aldrig misunde sin kiære Broder denne Fordeel, tvertimod med større Kier- lighed skulde begge Rigerne kappes om Fortrinnet.

7

7 Men Vandskelighed mødte virkelig i dette, som i alt andet, baade hvor Penge- ne, som Universitetet kunde anlægges for, skulde komme fra, og hvor det skulle være. Men hvem kiender ikke Normandens Ædel- modighed? Jeg troer, kort Tid vilde kun forløbe, efter samme var bevilget, at jo den første Vanskelighed var hævet, og den anden kunde Insigtsfulde Mænd raade Bod paa. Nogle faae andre Vanskeligheder udryddede Tiden. Dog synes mig et frit Valg burde gives, saaledes at en Nordmand kunde studere her, om han vilde, ogen Dansk hos de Norske,, følgelig og Embeder uddeeles i Fleng.

Her har Du da mine Tanker, skriv mig endelig til igien Dine Tanker om samme Materie, og glem ikke at tilsende mig de oven- anførte Piecer, anfør dem kun alle paa min Regning, jeg venter med Smerte efter dem, endelig med første Leilighed maa jeg have dem, at ikke min Nysgierrighed skal martre mig formeget.

Nysgierrighed, ja ret Nysgierrighed efter at see Frugterne af den forønskte og glædelige Skrive-Frihed, hvilken, o gid aldrig maat- te misbruges! men meest er det Lyst til at see Videnskabernes Forbedring, som giør mig nysgjerrig. Jeg forblive & c.

Saa skrtiver min Ven i denne Materie til mig, og lutter Ærgrelse over nogle Selv-

8

8

kloge, har forledet mig til at fornærme min Ven, ved at giøre dem offentlig bekiendt. Jeg var i Gaar i et Sælskab, hvor der blev talt om disse Materier, hvor nogle indbildte Herrer talede med største Misfornøielse om disse udkomne Skrifter, baade om der, som handle om et Universitets Oprettelse i Norge, pg de andre om vort Universitets Forbedring.

Min Hensigt er allene, ar vise, hvorledes en ret Dansk tænker om Norge. Kan jeg beqvemme min Ven dertil, dog først maa denne Forseelse, jeg har begaaet imod ham, afbedes; og da min Hensigt har været saa redelig, haaber jeg Forseelsen undskyldes, jeg drister mig da, at love hans udførligere Tanker om denne Materie, hvilke jeg haaber skal finde alles Fornuftiges Biefald. Jeg henlever høistærede Læsere Deres oprigtige Landsmand.

Tilskrift.

Vel kunde jeg have ladet dette indrykke i det Patriotiske Magazin, men den store Forraad forhaler Tiden, at det ikke saa hastig kunde skee, som min Iver det udfordrede.

7 ¿N EA !

1

Nye Plan

til

Forbedring

Studenternes

Vilkaar,

forestillet i Breve til Hr. R a a d v i l d.

Skreven i Pressens Frihede-Alder, den 7de April 1771.

Ubi adsunt Mæcenates ibi non deerunt Marones. Iste Hæfte.

Kiøbenhavn,

Trykt og faaes tilkiøbs hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet.

2

        

3

Fortale.

Det er besynderligt, at der iblant de mange, som i disse Tider have taget Pennen i Haanden, ey findes een, som af Kierlighed til Studeringer og disses Dyrkere (jeg meener Studentere) har giort eet Forslag til Forbedring i Studenternes Vilkaar. Man haver fra Pressen seet et nylig udkommen Skrift, kaldet; Undersøgelse om de Academiske Examina; Dette har givet en Philocalo Anledning til at skrive om

4

Fortale.

Studeringers nærværende Tilstand & c. Omsiber er et Skrift fremkommet, som kaldes: Studenternes Skiebne. — Men i ingen af dem alle findes noget Forslag til Opmuntring og Belønning for Studentere. — Hiin Author til Skriftet: Studenternes Skiebne: viser ret artig en venneløs Students Tilstand i de Vers, som han af Sal. Grev Griffenfeldts Liv og Levnets Beffrivelse har uddraget. — Saavidt mueligt at raade Boed paa saadan Tilstand fortiener (efter mine Tanker) at tages udi nøye Betragtning; Dog der findes saa nedrig et Menneske, som giør sig en Ære af at forhaane StudenterStanden med de skammeligste Usandfær- digheder, og oven i Kiøbet at kalde sig Studios; at han ey er den, han siger, det viser tydeligt hans taabelige Skrift kaldet: Forsvar efter Loven & c. Skam og Ska-

5

Fortale.

de for Studenter-Standen, om Publicum fæstede Troe til hans Daarekiste-Snak!

Mon det ey er overeenstemmende med Navn af en sand Patriot, om man bestræbede sig med at udfinde Midler til at ophielpe den fortrykte Studenter-Stand?

— Jeg troer Jo; og da en vis Mand nyelig ved een Skrivelse forlangde min Mee- ning angaaende sin yngste Søn, om hvilken han var uvis, hvad enten han stulle lade ham give sig til Bogen (som man kal- der det,) eller til en anden Handtering, saa fattede jeg den Slutning at svare ham ved Pressen. — Denne er Anledningen til disse Blade. — Mit Ønske bliver opfyldt, om de Tanker, som findes derudi, bliver anseet for værdige til nøyere Eftertanke. — Det vil inderligen glæde mig, om disse kunde give Anledning til en Forbedring, der er saare nødvendig. — Hvo

6

vil tvivle om, at vores allernaadigste Konge (som vise den største Omhyggelighed for sine undersatters Beste,) kaster et naadig Øyesyn paa de Academisse Borgere?— Een saa viis Monark vil vist opmuntre disse, og derved befordre Studeringers Floer. — Det var derfor at ønske, at dette blev Ham forebragt og afmalet med de tydeligste Farver; — Hvad kunde da ey ventes af den elskværdigste Monark?

7

I. Brev.

Min Herre!

De forlanger min Betænkning der- over: om De skal lade Deres Søn studere eller ey. Dette Spørsmaal er vigtigt; men da jeg forbindes til et Svar ved den Høyagtelse, som jeg stedse skylder Dem, saa giver jeg mig den Frihed at afskildre for Dem (saavidt mig er bekiendt) en Students Lykke ved Academiet.

— Troe mig! den er liden. — — I for-

8

3 vejen maae jeg nævne, at, skal Deres Søn

studere, da maae De forskaffe ham private eller publique Information. — Begge Deele føder store Besværligheder; Til det første haver De ey Formue, da dog dette var Deres Barn tienligst. — De maae da sette ham i publique Skole; her maae han anvende sine kostbare Ungdoms Aar, og det blot paa de Ting, i hvilke Øyemærket eene og allene er at blive Student. — Omsider bliver han med Roes sendt fra Skolen til Academiet, Han faaer en Hob Bene, og dermed er det giort. — Oplever De denne Tid, da glæder De sig, over Deres Barns Fremgang i sine; Studeringer; og nu spørges: om De har Formue til at opholde ham ved Academiet og skaffe ham de nødvendige Ting til Videre Fortsettelse i hans Studerin- ger. Derimod, ere De allerede død; hvem skal da hielpe deres Søn? Venner og Slegtninge kiende ofte ey den Trængende, skiønt han utrængt var deres Ven. — Hvormed skal han opholde Livet, og hvem vil kæde

9

9

ham? —- De vil svare mig: han skal søge Stipendia eller tage Condition: Troe mig, min herre! det er ey saa let giort som sagt. faa. let giort som sagte

Fortryd ey at jeg undersøger begge Deele, og De vil give mig Ret. —- Det kand ey være Dem ubekiendt, at der opholder sig en Mængde Studentere ved Academiet, følgelig en Mængde Soliciterende om Stipendier, da faae ere saa formuende, at de uden disse have Ophold. — De kand ey forestille sig, hvor vanskeligt det er at faae nogen af disse saa kaldede Stipendier. — At een, ofte igientagen, Ansøgning, som ey sielden. vedvarer i heele 2 Aar; bliver frugtesløs, er ey noget Nyt. — Deraf kand De slutte sig til det øvrige. — Lad deres Søn endog være saa lykkelig, at nyde eet af de beste, dette er dog ey klækkeligt til hans Underholdning; Er han meget lykkelig, da nyder han endnu eet: men at komme videre, forbyder vel i nærværende Forfatning saa ilde brugte Principiuim: Nemini tribus beneficiis

junctim frui conceditur. — Den retsindige

10

10 philscalus overbeviser grundigen de, (som benytter sig heraf til at nægte de Søgende,) om deres Sats Urimelighed; og det var at ønske, de retsindige og nyttige Forslag, som han derom giver, blev taget nøye til Eftertanke. — Da de grumme Nærings-Sorger giør ofte Livet bittert for Studeringers Dyr- kere, saa blev det dem til største Nytte, om de Stipendia, som ere ved Academiet henlagde til de Studerendes Nytte, bleve sammensmeltede, og efter Fortieneste Upartisk ud- deelede. En samlet Summa af 4 til 5 Stipendiis, som beløb sig til 100 Rdlr., ville forskaffe en Studerende Underhold. — De Hr. Professores behager at give os en Liste paa de Stipendier, som efter Hofmans Fundat. udvisende ere henlagde til de Studerende, og ey endnu er; gaaed under, ville vi maaskee see saa stor en Mængde, som vi aldrig kunde have drømt om. Hvorledes nogle af disse bedre kunde anvendes, derom skal jeg siden meddele Dem mine Tanker. —

11

11

Min Herre! De see heraf, at Stipendia ved Academiet ere meget smaae, og at disse smaae ere dog vanskelige at faae. — Neppe havde De saa ringe Tanker tilforn om Stipendiis, da De meente, at deres Søn af disse kunde opholde sig ved Academiet; at samme i nærværende Forfatning er ikke mueligt, derom tvivle De ey nu. —

Ligesaa ugrundet er og den Tanke, De haver om Conditioner, eller rettere: Informationer, ved hvilke De troer, at deres Søn fand soutinere sig. — Hvor vanskeligt var det ey for ham at lære andre, der selv nyelig var en Lærling? Hvoraf kan Deres Søn vide (da han er ung) den Maade, paa hvilken han kan blive en beqvem og nyttig Lærere? Mon der ey udfsrdres meget til at kunde forestille sine Lærlinge de vanskeligste Ting under de sødeste Billeder, og paa den meest indtagende Naade? Hvor vigtigt er det en for en Lærere ar være frygtet og elsket af de Lærende? 2, — Lad os sette, at De-

12

12 res Søn besad alle de Ting, som udfordres Hos en beqvem og brav Lærere, at han havde de nødvendige Indsigter & c. — Men kand denne Beqvemhed, disse Indsigter opholde ham ved Academiet? Mener De, at det er en ubedragelig Følge; om han besidder disse, skal han vist faae en Information? — De feiler — Daglig Erfarenhed vidner tvertimod Dem. — Der findes mange Studentere, som uagtet ald muelig Flid og Søgen i 3 a 4 Aar ey har kundet naae een eneste. — Dette synes Dem fremmed, men ikke desmindre har Sagen sin Rigtighed, og har sin Oprindelse just ved Mængden af Studentere. Omsider kand den forønskte Dag treffe ind; En Condition bliver ledig; Her aabnes den Kilde, hvoraf Deres Søn kand (saavidt De Mener) drage sit Ophold — Got! — Men doøm engang om Ypperligheden af denne Kilde, naar De ere underrettede om, hvor ringe Belønningen er, som tilbydes en Student for saa surt et Arbeide. —

13

13 En troværdig Ven har berettet mig, at han efter megen Søgen blev tilbuden en Condition; der blev fordret daglig informa- tion i Fransk, Geographie, Skrivning & c.; 3 Timer af hans Tid hver Dag blev fordret; (Hvor kostbar er ey Tiden for en Academico?) — De kand neppe forestille sig, at hans Arbeyde skulle Maanedlig *) betales med 10 Mark Danske; Han foreholdt, at Prisen, fom de satte paa Hans Arbeyde, var for ringe. — Men see et Svar: Vi kand faae een for 8 Mark, som har informeret nogle Børn i vor Familie; — Et skiønne Tilbud! — Maaskee de got Folk gik Sandhed forbie! — Imidlertid er og bliver det dog en Sandhed, at just Mængden af Studentere giør Conditionerne slette; da disse ey Have Midler & c. Formue, da det er dem ligesaa umueligt at faae et Stipendium eller flere, som kand være tilstrækkelige, som det er at bestige Toppen paa de Atlantiske Bjerge i Barbariet, saa sees det lettelig, at

*) Calender Maaned.

14

14 om Conditionen er nok saa slet, saa tager de imod den; Aarsagen tør jeg ey ved at nævne, den er noksom bekiendt). I øvrigt vil ikke een, saa vil den anden, her er nok at vælge udi; Just denne Lethed i at faae dem, formindsker Lønnen; Det er ey Duelighed, hvorom Folk i Almindelighed bekymrer sig hos @en Informator, men det er i Særdeleshed Prisen, for hvilken de kand faae een; og saaledes forekommer adskillige Færdre mig, som hiin Fader, der kom til den Græske Philosoph Aristippum og bad ham undervise sin Søn; Dette lovede Ariftippus paa Vilkaar: at @hans Arbeide blev lønnet med 100 Talenter; Men Faderender blev hæftig forskrækket over der begierte Løn, og var alt for gierig til at betale sit Barns Opdragelse saa dyrt, svarede: Det skal koste mig mindre at kiøbe en Slave; Ey, svarede Ariftippus, kiøb dig den, saa har du toe.

Lad og en Student antage saadan Information, hos hvem og for hvilken Priis det end

15

15

maatte være. — Hvor ustadige ere ey disse?*) — En brav Karl treffer ey sielden en modig Principal eller Principalinde, der forlanger en Æresbeviisning, som de af høyeste Rang allene kand tilkomme; Vil han beholde Condi- tionen, maae han bide i det sure Æble, og paatage sig en Hykleres Maske; Hos For- ældrene findes ofte en utidig Kierlighed til Børnene, og ligesaa ofte viser sig en nye Furie, der truer Informator med Afskeeed og Forliis af sit Ophold; og hvorfor? det seer enhver lettelig. — Hvo kand opregne alle de Fortredeligheder, som en condirionerende Student er exponered for, e. g. urimelige Forældre, slet opdragne Børn & c. & c.

Om endog en Student faaer i Kiøbenhavn saadan Condition, hvor Forældrene ere veltænkende, og Børnene fornuftig opdragne, saa troer jeg dog, da hans ædle Academisketiid, i hvilken han skulle bievaane Forelæsnin-

*) Jeg mener Time-Conditioner i Kiøbenhavn.

16

16 ger, besøge Bibliothequerne & c. & c., derved, saa mærkelig formindskes, at altsaa Conditioner ere høyst skadelige for en Student qua Academico. Jeg skal en anden Gang berette Dem et Forslag desangaaende og nu forbliver

Min Herre!

Deres ********

17

17 II. Brev.

Min Herre!

Jeg lovede i mit sidste Brev at berette Dem mit Forslag, angaaende Stipendia ved Academiet; disse, mener jeg, burde tildeels være Belønning for flittige Studentere. Saalænge de Academiske Examina blive i den Forfatning de ere, saa bliver der nødvendigt; at det nøye tages i Betragtning, om Examina sustineres med større eller mindre Berømmelse. — Dersom de, med beste Caracteers aflagde, bleve præfererede andre til at nyde Stipendia, da tvivler jeg, at saa mange med ligegyldige Øyne skulle ansee de Caracteers, de erlanger.— Man skulle e. gr. da neppe tælle saa mange, der vare ærede med de saa kaldede illum og Kræmmeren, som man nu omstunder kand — og mon det var ubilligt, at de, som erholdede disse

18

18

2 Caracteers ved Examina; blev ey allene udeladte fra alle Academiske Beneficia, men endog fra at nyde deres Oplag fra Skolen, om de havde nogen?

Jeg troer Ney; og ey allene med philokalo holder for, at Stipendia bør ansees for Capitaler, hvormed Staten lønner nogle for at giøre visse Arbeider, hvoraf den siden agter at drage Fordeel, men jeg meener og, al Stipendia bør ansees som Belønninger for de Academiske Borgere, der have stræbet at giøre sig bekiendt ved deres Flittighed i Stu- deringer; Thi blev Stipendia anseete og uddeelede, som Belønninger, da ville de være en Spore til Fliid og Arbejdsomhed, følgelig Kildevæld, hvoraf Studeringers Tilvext vilde opvelde. —

Ved Academiet er Mangel paa Beløn- ninger for Studentere. — Disse kunde være af et dobbelt Slags: deels ved tilstrækkelige Stipendiis, deels ved Embeder. De skulle

19

19 være Studentere til Opmuntring og Studeringer ville komme i Floer. — Flittighed og en utrættet Arbeidsomhed i at berede sig til Examina, ville komme i Mode. — Hvad vandt en Studeringer derved? — Her kunde indrettes Stipendia for de, som vare flittige og viiste sig duelige ved Examine Philesophico — Dog disse burde være tilstrekkelige, og ey gaae under 100 Rdlr. om Aaret; vel sandt, deres Tal var lidet, som kunde nyde saa stor en Sum; men mon det ey var bedre, at een Student havde sit Udkomme, end at fire havde saa lidet, at de uagtet Stipendio nødtes til at søge andre Næringsveye, og saaledes blev hindret fra at iagttage det Øyemærke, hvorfor de laae ved Academiet. — Her burde være Belønninger for dem, som viiste sig at have god Indsigt ved Examina Theologica eller Juridica. — Iblant disse kunde være de 3de Collegia Walkendorphs, Borrich. og Elersian. — Skulle disse være Belønninger for saadanne, saa følger, at ingen uden Attestati burde indtages derpaa. —

20

20

Her burde dog Medici undtages, som kunde udvælges til de Pladse, som for dem ere paa Collegiis fastsatte. —

Forfatteren af Skriftet: Studenternes Skiebne, giøe (saavidt jeg af andre har hørt) de Studentere, som ligger paa disse Collegiis, stor Urer, naar han Pag. 6. kalder dem Lykkens Pamphilii. — Disse Ord Viiser, at han mangler Kundskab om Størrelsen af Collegier. Stipend, for nærværende. — Da nogle af dem ere saa smaae, at de neppe kand bestride de, der forefaldende, Udgifter, e. gr. Disputas-Trykning &c., saa troer jeg, at det gavnede til Studeringers Opkomst, om de Herrer Professores bestræbede sig med at forøge disse Stipendia saaledes, at een Alumnus uden at bekymre sig om andre Næringsveye kunde deraf nyde sit Ophold. —

Forøgelsen kunde skee ved at samle andre Stipendia sammen, og egge disse til de, som tilhører Collegiis. – Hertil foreslaaer

21

21

jeg Scheels extraordinaire Stipendium, som hidindtil er uddeelt til mange i mange smaae Portioner. — Og af samme Slags findes Stipendia nok, som kunde bringen i en Massa, og blive nyttigere anvendt end de hidtil have varet. — Lad enhver Alumnus paa et Cols legio have aarlig 140 til 150 Rdlr., det var ey for meget; hvorom den grundige Philokalus raisonnerer meget fornuftig. — Ere da Alumni Collegior. af Professorerne anseete værdige til at nyde Collegia, saa burde og (efter mine Tanker) disse saaledes aflegges, at det med Sandhed kunde siges, de nod et Stipendio, der baade var en Belønning for deres udviste Fliid, og som var dem eu Hielp, hvorved de kunde videre fortsette deres Studeringer, uden at beskeftiges med andre Ting til at underholde Livet. — Det vilde uimodsigelig være en stor Nytte og Opmrlntriug for de, hvis Øyemærke i at studere var at blive i fremtiden Præst, om der blev udsat Præmier for at udarbeide Prædikener. –@Til at bedømme disse kunde udvælges det

22

22

Theologiske Facultæt, i hvis Paahør de burde holdes i een af Stavens Kirker. — Disse lærde og brave Professors i Theologien vilde ey allene dømme Upartisk efter deres store Indsigter, men det skulle og være Candidatis til Nytte i Fremtiden, hvorom jeg i mil følgen« de Brev skal nærmere mælde. — Hvor stor en Nytte ville ey saadan Indretning føre med sig? — Den gejstlige Veltalenhed blev bragt ubi Floer. — Canditaterne bleve øvede i at udarbejde en Tale. — Vor Modersmaal blev dyrket &c. &c. — Med faae Ord: Her var en Lejlighed, hvorved duelige Lærere kunde dannes til Fremtidens Beste. — Præ- mia for saadanne udarbejdede Prædikener kunde tages af Stipendiis; e. gr. Tvende af de (saa kaldede) Klosterdalere, der udgiør circa 68 Rdlr. om Aaret, kunde deeles, saa at de udgiorde 5 a 6 Præmier. — Del er vel fandt, at disse Præmia var smaae, men det er ey saa meget Præmium, som Æren af at kiendes værdig til at nyde det, der skulle opmuntre Candidaterne. — Hvilken Ære

23

23

for en Candidat, at hans Prædiken blev af det Theologisike Facultæt per plurima vota dømt værdig til en Præmie! — Desuden, hvor tungt falder det ey mange fattige Studentere, (uden for de 4 Collegia) at betale sin Hnusleje; men her var jo et Middel just ved at faae er Præmie, hvorved de kunde erstatte denne Mangel paa Betaling for 4 a 5 Maaneder. — Følgelig kunde ey allene Æren, men endog Fortienesten, overtale Candidarerne til at stræbe i at overgaae hinanden, og de ville kappes om at giøre sig værdige til Præmien. Følelse af Ære, Omsorg for Eftertiden, ville ey giøre lider hertil. — De, som bleve tildømte Præmierne, skulle have nærmest Adgang til det (saa kaldet) Rosborgs Stipendium; — Mon det ey skulle være i saa Fald bedre anvendt, end naar det imod dets Øyemærke gives til dem, som nyelig har taget Examen Philosophicum, og neppe nogen Tid været paa Prædikestolen eller maaskee ey kommer der i den Tid, de nyder Stipendio.—

24

24

Andre derimod under Paaskud at de ere for gamle, (eller sligt,) skønt øvede i Prædikestolen, maae staae tilbage, og ey engang proponeres. — Andre derimod kand faae dette Stipendium Med Kaldsbrev i Lommen, endog for heele 3 Aar paa eengang. — Er det ey Retsindighed og Upartiskhed? — Nogle vil sige, at endeel veltænkende Alumni paa Colle- gierne har oprettet Selskaber imellem sig, hvorudi de øver sig baade i at udarbeide og holde Prædikener under præfidio af de Theologiske Proftssores. – Hvis saa er? — Bur-

de da ey saadanne Alumni, der bestræber sig med at blive duelige Lærere for fremtiden til Guds og Kirkens Tieneste, ansees og saadanne deres Flid paaskønnes. — De vil maaskee spørge: Min Herre! paa hvilken Maade kand det best skee? Jeg svarer: De Herrer Høyærværdige Præsides, som best kiender disse, kunde deels proponere dem i Consistorio til saadanne Stipendia, som de med samtlige Professores kand bortgive, deels belønne dem

25

25

med saadanne Stipendiis, som de selv kand bortgive uden Samtykke af de andre Professores. — Iblant de sidste Slags er Rosborgs. — Min Herre! De seer heraf, Hvorledes jeg ønskede deels nogle Stipendia forøged, deels Maaden at Uddeele dem paa forandret. — —

I mit forrige Brev meldede jeg, at Informationer bleve slet betalede. — Jeg viiste, at Lønnen, hvormed det møysommelige og suure Arbeide skulle erstattes, er alt for ringe. — En Dantsemester kand i een eneste Time fortiene, ved at lære andre sine Capri- oler, meere end en Student udi 6 Timer ved Information udi Geographie, Historie, Læsning, Skrivning, Latin & c. — Hvad dømmer min Herre herom? — Hvem er et Menneske meest skyldig, enten den, der retter hans Sind og Sæder, og forbedrer disses Mangler, eller er han den meere skyldig, som

26

retter hans Legeme, viser ham at bare sit Hoved ret, gaae vel paa Beenene & c. — Skulle man dømme efter lønnen, hvormed Lærerne i disse Ting aflegges, da beholder den sidste (skiønt mindst nødvendige) Prisen.

— Dog at Informationer saa slet betales Studenterne i deres Fag, derudi er de (som før er sagt) tildeels selv skyldige. — Jeg vil derfore giøre et Forslag; — Da det synes, som alle Dantsemestere har giort en Pagt eller sammensvoret sig saaledes, at de ey informerer nogen Time ringere end 24 Sk.

— Monne det da en skulle være til største Nytte for de Studentere, hos hvilke Nød- vendighed udkræver at antage Information, om og disse forbandt sig indbyrdes til ey at antage nogen til Information, uden for een meere taalelig Priis, hvorved Informator kunde være tient. — Naar saadan Priis var fastsat, burde den, derimod forbrydende, betale en vis Mulet. — Blev dette iverksat, da vedder jeg, at Studenten blev bedre

27

27 salerered end nu. – Hvor skammeligt er det en, at een for at børste Skoe og banke Klæder skal lønnes bedre for saadant sit Arbeide et Aar igiennem, end den, der har lært de Boglige Kunster, og derudi underviser andre. — Blev Studentens Arbeide bedre betalt, da kunde han bedre have sit Udkomme, forskaffe sig gode Bøger, og opføre sig bedre i Klædedragt, hvilket sidste jeg troer, snarere at være Standen til Ære, end at jeg samtykker hiin Daares Tanker om Studenternes Klædedragt (i Magazinet for de Patriotiske Skribentere No. 10.) — Denne indbilder sig, at deres Dragt gaaer over sine Grændser; Men jeg meener tvertimod, at den endnu burde være prægtigere i Henseende til nærværende Forfatning, da Yppighed har taget Overhaand, og da Manden æres af sin Dragt, indtil man nøyere kiender, hvad han fører i sin Skiold. — Da Studenterstanden er af alle Retsindede agted, og en Student kand omgaaes Høye og Lave, saa maae

28

28

det vel tilstaaes mig, at deres Dragt bør være anstændig og rettet efter Brugen. — At erindre de Følger. som Mangel heraf ville drage efter sig, synes mig alt for over- flødig, da de ere noksom bekiendt. —

29

29

111. Brev.

Min Herre!

Jeg beviiste i mit sidste Brev, at der bur- de være ved Academiet Belønninger for Studentere i Stipendiis, men jeg nævneds ogsaa tillige, at Embeder burde være dem Belønninger. — Paa hvad Maade sligt kunde indrettes, vil jeg denne Gang forestille Dem. —

Iblant Studentere findes vist saadanne, som kunde blive Fædrenelandet til stor Ære og beqvemme til de største Tienester. — Var ey en Griffenfeld Student? og monne der ey nu skulle findes ligesaa vittige iblant Studenterne, som han? jeg troer, Jo. — Det var at ønske, at saadanne bleve udsøgte, og paa een eller anden Maade soulagerede Sta-

30

30

ten til Beste i Fremtiden. — Saadanne kunde vist nok blive dygtige til de Charges, som ved forudfattede Meeninger nu synes alt for vigtige til at betrædes af en Student.— Til at udsøge saadanne, kunde Academiets Professorer være beqvemme, da disse have god Lejlighed til at kiende Studenterne, for hvilke det kunde være nyttigt at kiendes af hine—

De seer altsaa, min Herre! at mangt et vittigt Hoved, hvis Indsigt er ligesom begravet i Mørkets Skiul, ville komme for Dagen, saasnart Vished om Belønninger fandt Sted, og just denne Vished skulle være en vigtig Motiv til de Studerendes Fliid. — Følgelig til Studeringers Floer. — Ved de Belønninger, hvorom jeg her taler, vil jeg have forstaaet Befordringer til Embeder. — Lad Examina skærpes. — Lad Professorerne ved disse kræve store Indsigter af de Studerende. — Lad Arbeidet end

31

31 være nok saa besværlig. — Alt dette vil være ringe i en brav Students Øyne, naar han først er forsikret om, at han efter en fastsat Indsigt i sit Studio blev befordret (og ikke blot kunde blive befordret); mon Arbeidet skulle længere være tungt, naar man var vis paa, at det ey var forgjeves? — O Ney!

-— De kummerfulde Omstændigheder, som mange Studentere i deres Academiske Aar (i Særdeleshed) ere underkastede, vilde merkeligen forsødes derved. — Enhver veed denne Sandhed: li faut passer par les peines, pour arriver aux plaisirs, — Bliver Tingene efter nu brugelige Maade fremdeles behandlede, saa er intet som kand opmuntre en Student til at tragte efter dyb Indsigt i sine Studeringer. — I et uvist Haab (hvorfor ikke? da daglig Erfarenhed beviser det) underkaster han sig de Academiske Examina. og opholder sig ved Academiet for at giøre Fremgang i sine Studeringer. — Men hvilken er Belønningen for mange, endog

32

32

brave, Studentere? — Denne, at det til- lades dem at henleve deres Aar uforsørget i maadelige, ja ofte elendige Omstændigheder. — Døm selv, min Herre! hvor lidet er da Studenterne dem forbundne, som burde og kunde raade Bod paa sligt? — At der er Maader nok, hvorpaa en Student kand hjelpes, det beviser Erfarenhed, men om de alle ere lovlige nok, og overeenstemmende med Billighed, det er noget andet. — At der ere Embeder nok, hvortil Studentere kunde emplojeres hver efter sin Indsigt, er saa soleklar en Sandhed, at den ey behøver. Beviis. —

Vor allernaadigste Konge har nyelig anordnet, at Tienere skal være udelukte fra offentlige Embeder. — Her aabnes for de Studentere, der legger sig efter det Juridiske Studio, en Vey til Befordring, som hidindtil har været mærkelig indskrænket af disse ilende

33

33 Jurister. — En viis Anordning! mon det ey var urimeligt, at saadanne skulle præfereres Studentere til Byefoged-Embeder & c.? Jeg vil ey tale om større Embeder, thi dertil har Tienere længe været de Værdigste. — Saa- længe Tienere skulle forfremmes til JuridiskeEmbeder, og de Studentere, som have anvendt deres Tid paa det Juridiske Studio, skulle blot befordres til at være Fuldmægtige & c. hos disse, saa er vei ingen, som tvivler, at en Student fattes Motiv til at forskaffe sig grundig Indsigt i det Juridiske Studio. — Det er altsaa (som før er sagt) en viis Anordning! — Vor Tids Jurister*) har altsaa oplevet saa lykkelig en Tidsalder, da de kand have vissere Haab om Employ end tilforn. — Mon ey Det var værd at ønske, at de Studentere, hvis Hensigt er at blive Præster, kunde og naae en saadan Lykke? — Desverre! her ere mange Forhindringer. — Hvad er vel Aarsagen,

at saa mange, endog brave, Studentere**), bliver gamle, ja endog gamle Academici, uden Befordring til Embede? — Hertil anseer jeg 2 Ting i Særdeleshed at være store Aarsager:

A) Den første er Jus vocandi. — Den- ne er allernaadigst forundt adskillige Jordegods-

Eiere, naar de have tilkiøbt sig Godsene *) Saavel Studentere som Skriverkarle **) Som søger Præstekald.

34

34

Men at dette er til Præjudice for Candidater til Præste-Embede, indsees lettelig, naar man eftertænker, at Hans Kongelige Majestæt har serre Kald at give bort i Dannemark end Jordegods-Eierne. — Vel er det en unægtelig Sandhed, at mange brave Karle blive af disse kaldede til Præster, men at en ulignelig større Mængde af slette bliver befordrede til PræsteEmbeder af disse end af Kongen, bliver og uryggelig vist. — Hvo vil undre derover? Da mange neppe ere blevne Studentere, før dem ey allene loves, men de og virkelig erholder Exspectances paa Præstekald af disse Herre- mænd. —

Jeg ønskede at vide, hvorefter de gode Herremænd dommer. -— At de dømmer efter Indsigten hos de Studentere, til hvilke de giver deres Præstekalde, er aabeubare falsk, — og de ere at undskylde, da den mindste Deel af dem haver studeret. — Maaskee de dømmer efter Recommendation — og denne kommer oftest fra læge Folk. — Men ere disse ikke ligesaa lidet skikkede til at dømme om en Students Duelighed og Dygtighed til saa vigtigt et Embede, som Herremanden selv? — Hvad skal disse got Folk med saa vigtig en Ting? — Hvorledes kand de siges skikkede til at bortgive saadanne Embeder? — Skulle jeg sige min Meening, da burde saadan Rettighed,

35

35 som kaldes jus vocandi, gandske kaldes tilbage, og aldrig meere finde Sted hos Herremændene.

— Det var at ønske, at Kongen kaldede selv alle præster i sine Riger og Lande. — Herved ville forekommes Misbruge. —- Jeg vil hævne een: — Hvorfor ey? Da jeg kiender her i min Afkrog Studentere, som nu havde været i Præste-Embeder, om de havde villet, som Herremanden fandt for godt. — Disse har siden suppliceret, men hidindtil forgieves.— Da deres Samvittighed ey tillod dem at antage Embeder paa hiin Maade, saa maae de nu bie. — Jeg vil reent ud nævne, hvad jeg meener: Det er: Huusholdersker, Kammer-Jomfruer & c., har ofte formaaet meere end mange Aars Spadseren paa CancellieTrapperne. — At bevist det, skulle ey blive vanskeligt. — Mange iler paa saadan Maade ind i Embeder, og meener det at være nok, naar de kun kand komme i Embeder, ligemeget paa hvad Maade det end skeer. — Uden at tale Bisperne *) for nær, kand man trygt sige: Giv mangen een havde undersøgt sine Kræfter til at forestaae Embedet, for dette blev søgt.

— Lad saadan Mand treffe en Naturalist, Deist, & c. (En lærd Rabbi er heller ingen Kramsfugl.) — Mon det ey være til Skam og Skade, om Præsten ey kunde grundig afvise

*) Disse skal examinere Præsterne før de blive ordinerede.

36

36

deres Sætninger? — Desuden kand man sige, at en retskaffen Geistlig giør Religionen ære ved sin Lærdom og Indsigt i Videnskaberne. — Mon ey Indsigt i Historien, Geographie, Mathematik, Physik, & c. kand være ham vigtig og nyttig? — (Man efterlæse Historiernes Beretning, om Jacob Basnage Præst i Rotterdam, om Semler, Mykonius, Kruciger & c. & c.) — Saadanne Ting er ey dem paa Hierte, som paa forberørte Maade stræber at komme i Embeder. — De gaaer en nærmere Vey end de Academicis, der stræ- ber at giøre sig bekiendt ved Lærdom og Indsigt, og paa saadan Maade bane sig Vey til Forfremmelse. — Hiin Vey fører sikrere, (desverre) sikkere, til Maalet— Den er alt- saa til præjudice for brave Studentere. — Vor allernaadigste Konge kunde have denne Misbrug, ved at tage jus vocandi til sig allene. — Saa beroede dette alt paa Forsynet, Kongens Raade og Duelighed i Studeringer. -— Og end meere, ingen Kone havde da Lejlighed herefter at sige, som hiin til sin Mand: havde jeg ey været, saa havde du ey blevet det du er. — Hvilken Skam at slige Creature skal være saa mægtige! — Den grundige Philokalus undskylde mig, at jeg siger ham imod, naar han foreslaaer en Liste *), hvorpaa Candida-

Denne Liste kunde uden Forhold til Herremændene være vist til stor Nytte i mange Henseende for de Søgende.

37

37

ters Navne skulle være optegnede, og al Herremanden skulle vælge iblant disse optegnede. — Min Aarsag er denne: Settes dette i Forveien, at den mindste Deel af Herremændene har stu- deret & c. saa skede et saadant Valg i Henseende til Duelighed aldeles i Blinde; Og monne ey dette Valg kunde ogsaa misbruges *) ? — Jeg meener: Jo! — Der var derfor best, at Kongen beholdt for sig allene denne Ret. —. Mueligt Herremændene har formedelst denne Rettighed betalt sine Godse dyrere end ellers var skeet. — Men kunde ey Kongen paa andre Maader erstatte dette Tab? — Der blev nok fundet Midler dertil; — denne Paa- stand kunde altsaa en sige noget.

B) Jeg meener, at man med Rette kand indsee den Maade, (som de Norske Præster hidindtil har betient sig af,) for at være en Aarsag til at mange Studentere bliver ældgamle, for de blive hjulpne (som man kalder det). — Mange af Præsterne i Norge have anskaffet sig Capellaner. — Den geistlige Calender kand udvise det. — En PersonelCapellan bør være til at hielpe en Mand, der, af Alderdom eller besværlig Sogne-Vey, ey kunde overkomme de Forretninger, som hans Embede fører med sig. — Men mon denne

*) At Herremændene, som kunde have skiult Aar- sagen til at foredrage een for en anden & c.

38

38 er Aarsagen, hvorfor de fleste Norske Præster antage Capellaner? — Dernæst, neppe have disse Capellaner været nogle Aar hos en Præst, før de komme ned til Dannemark. — Her er Kiøbenhavn, det Tilflugtssted for alle Solicitantere? — Bør de ey hjelpes? Jo vist. De haver Kiolen, de bør ogsaa have Embeder, og det strax. — Del er jo det gamle Principium — Ligemeget er det, om samme skulle skee gamle Academicis til Præjudice. — Der bør da ey agtes, om disse have opholdt sig ved Academiet, og der giort sig bekiendt ved deres Indsigter. —

Burde ey saadant indskrænkes, og slig Misbrug med at amage Capellaner hæves? —

Det sees lettelig, at jeg ey taler mod Capella- pro Persona, som en Præst af forberørte Aarsager seer sig nødsaget at antage, men jeg taler blot om dem, som strax efter Attestats drager til Norge, bliver Capellan hos en Præst, og føye Tid efter komme feliciterende til Kiøbenhavn, paa Grund, at de har været Capellaner. —

Jeg nægter ey, at jeg gierne ønskede, der maatte (ved at bortgive Embeder,) haves Hensigt paa de Caracteers, som ved Examen ere erholdede. Skeede dette, da ville uimodsigelig Flittighed, og Stræben efter at bekomme

39

39

god Indsigt komme udi Brug; til at erholde de beste Caracteers, udfordres jo langt større Tid og Flid, end til de mindre; hvad skal opmuntre til at affectere det første Slags, naar begge vare ligemeget agtede? — Ligesaa gierne ville jeg, at de Theologiske Professorers Attester maatte være i tilstrækkelig Valeur, naar de bleve lagde til Suppliquer af Ansøgen- de; Thi skal Professorernes Attester intet have at sige i saa Fald, — hvad skal da bevæge en Student til at giøre sig bekiendt hos dem (hvortil jeq i mit forrige Brev giorde Forslag)? — Intet; thi i Fremtiden havde de ingen Nytte deraf. Jeg siger: intet; thi der var just Embeder i Fremtiden, hvortil de stedse havde Øyne henvendte, saavel før de fik Stipendia, som efter at de havde begyndt at nyde

disse. Det er vel sandt, al dette Gode

kunde de allene nyde, som laae ved Academiet, og altsaa havde Lejlighed til at kiendes af Pro- fessores Theologiæ; Men derimod kunde de, som ey laae ved Academiet, giøre sig bekiendt med brave Provster og Præster, og forskaffe sig disses Attester; og hvorfor skulle disse ey være af samme Værdie, som Professorernes ved Ansøgninger, da der findes mange saa brave og lærde Mænd iblant disse, at de fortiente et Professorat, følgelig, kand ligesaavel dømme om en Students Indsigt ved nøye Omgang, som en Professor ved Examen & c.

40

40

Enhver seer lettelig, at jeg taler om dem, som haver taget Attestats, af disse ville jeg, at de, som ey laae ved Academiet, skulle erhverve sig brave Provsters og Præsters Attester. — Altsaa skulle enhver Suppliqve have Attester med sig. — I Mangel af disse, skulle Suppliqven ey antages. — — Mine Tanker,

angaaende Deres Søn, skal jeg videre med føste tage mig den Frihed at sende Dem. —

Imidlertid henlever jeg

Min Herre!

Deres

1

Jens Paupers

Liv og Levnet samt

hans ulykkelige

Feldtog

imod

de under Fortunæ Anførsel saa kaldede guldskrammererede

Studentere.

Af

ham selv beskreven

og

til Trykken befordret i hans høye Alderdom.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt hos Thomas Borups Efterleverske boende i store Helliggeist-Strædet.

2

        

3

Jeg, som i mine unge Aar Har været med at dandse,

Fra Leeg og Lyst nu Kræbsgang gaaer Og viger reent den Skandse, Hvorpaa jeg stoed, som tapperst Helt I Krig og største Heede,

Var en forsagt at gaae i Feldt Og mig til Strid at reede, Saasnart som Lykken truede Mig Spidsen at modbyde,

Og mindste Kiendetegn lod see Den Fred med mig at bryde,

Som engang fast besluttet blev Uryggelig at blive,

Da sidste Gang vi underskrev Den aldrig op at rive;

4

4

Men som i mindste Maader ey Oprigtighed lod kiende,

Og sine Løster holde, ney!

De fik en hastig Ende.

Jeg nu al Ting forlade vil,

Og kun allene siunge Om Krig og sørgelige Spil

Med min vandsmægtet Tunge,

Og om den liden Ild og Gled,

Som under Asken lenge Laae sjiult, men som med Magt frembrød For snart at giennemtrænge.

Den greb om sig saa heftig, at Ey Hav og Floder kunde Udslukke den, men maatte plat Fortæres indtil Grunde.

Saavidt kan Fienders Vrede gaae,

At de foruden MaadeGir Hævnen Rum og lar bortgaae Al hyldest Gunst og Naade,

Ja naar de blidest viser sig,

En Skalk da ofte bæres Forborgen under Venskabs Flig Af Følgende det læres:

5

5

Det var i Aar Et Tusinde

Sex Hundrede og ----------

Jeg Verdens Lys fik først at see,

Og som en yndig Spire Fortuna mig fra Moders Skiød.

Henlagde ved de Bryste,

Hvor jeg den Tid ey manglet Brød.

Hun selv mig oste kyste;

Hun bar mig og paa Armene,

Ja med et vaagen Øye Saae til, at alt Nærværende Mig kunde ret fornøye.

Men Piben fik en anden Lyd, Saasnart jeg skiønne kunde;

Thi al min Leeg, min Lyst og Fryd Gik gandske nu til Grunde.

Sig Bladet vendte i en Hast Til min saa store Klage, Misundelse den fæle Gast Hun kunde ey fordrage,

Og for sin bittre haarde Død Ey taale eller lide,

At i Fortunæ bløde Skiød Jeg altid skulle sidde,

6

6

Tilmed saa mærkede hun og,

At jeg med Tiden vilde Ey blive dum, som Steen og Stok, Det loed da alt for ilde,

At mangen Dosmer-Pande, som Stod under hendes Fane, Formedelst mig og flere kom En efter gammel Vane,

Til Høyhed. Ære, Rigdom, Pragt, Til Herredom og Vælde, Skiønt Penge var hos dem nedlagt, Som overalt skal giælde. Sligt tænkte hun bestandig paa

I sit forbittret Hierte,

Og om hun det ey hævnet saae Det skulle hende smerte.

Hun sine hastig Vinger ind Til sig da strax lod bære.

Og dem iført, som Hvirvel-Vind Fløy til sin Søster kiære.

Hør, o Fortuna! Søster min, (Saadan var hendes Tale.) Du blant Gudinder faur og fiin,

Du som kan prunke, prale,

7

7 Du Lykkens Hiul omdreyer saa,

At hvad, som nys var oven, Nu kommer nederst til at staae, Naar du udgiver Loven.

Du fordum Jupiter har ned Fra høye Himmel kastet,

Og satte dig udi hans Sted Hvor ingen dig antastet.

Er du min Søster, hør da hvad, Jeg af dig vil udbede!

Før bliver ey mit Hierte glad Før stilles ey min Vrede.

Af denne Roes og Titul blev Fortunæ Mod snart værre, End naar en Tiener i et Brev Blir kaldt Velædle Herre. Han kneyser hønt, han giør sig til, Veed sig ey ret at skabe, Erindrer ey man derved vil Kun holde ham for Abe.

Imidlertid ----- -----

Saameget dog kan vinde,

For at flatere Tienere

De Herrers Gunst kan finde,

8

8 Og paa slig lumpen Maade naae.

Hvad dennem er om Hierte. Endskiønt, gid Last og Skam den faae, Som Verden dette lærte;

Thi Frue Misundelse da en,

For Vreden sin at svale,

Saa hastig skulle fundet Vey Ved List at overtale Sin Søster Frue Fortuna, som Den Roes gad gierne høre,

Der hende ey med Ret tilkom Dog klingede i Øre.

Hun derfor svaret mildelig:

O Søster! dig allene,

Saafremt der ikkun staaer til mig.

For andre skal jeg tiene.

Siig frem, hvad din Begiering er;

Thi den vel muelig bliver:

Jeg hielper gierne dem i sær,

Opsminket Roes mig giver.

Herpaa Misundelse oplod

Sin Klaffer-Mund og talet Saa kiæk, som hver en Løgn nu stod Paa Prent for hende malet.

9

9

Mit Rige, siger hun, jo snart Aldeles maa gaae under Ved slig en Uret og Medfart,

Som hendes nu omstunder. Uskyldighed og Troeskab, som. Nu meer og meer tiltager,

Dens heele Slægtning og Afkom Mit Folk paa Døren jager.

Dem beder jeg du ville ey Aldeles saa forsvare,

Og paa din brede Lande-Vey Dem ikke Lade fare;

Thi see i deres unge Aar

Du dem din Gunst lar kiende Hvorved de kun med Tiden faaer Formegen Magt i Hænde.

Mit unge Folk, som derimod Ved Verdens Levemaade,

Som klædes op fra Top til Fod Med prægtig' Klæder baade Af Guld og Sølv broderet, at Det stort i Øyne praler,

Som har Plumars og Fier Hat,

Som store Ord kun taler:

10

10

Vel sandt de ikke lærde er' Skiønt de i Bøger roder,

De taler dog om Stats-Affair,

Al Verdens Pragt og Moder. Og hvorfor mon de ikke kan Derfor ophøyed' blive,

Til dygtig og fuldkommen Mand De kan jo Penge give.

Dem ville jeg ugierne see At skulle staae tilbage For Ringe og for Fattige,

Som jeg seer nu tiltage,

Just derfor, at min Søster kier Mod dem er mild og venlig Endskiønt du høyst forsikkret vær Det er dig ikke tienlig.

Det Barn, som du nu ammer op Vil vist med Tiden blive En klog, en stridbar, mægtig Krop Og bryderie dig give.

Hans Afkom ligeledes vil

Med ham sig vidt udbrede.

I Magt og Vælde tage til,

Hør da hvad jeg vil bede:

11

11 Bøn Grenen medens den er ung, Som gammel Ordsprog lyder, Luk op dit Øye og ey Pung;

Thi ellers man dig snyder. Ved Modgang ham i Tide lær,

At du er Herskerinde,

Og Dødeliges Gierninger,

At temme du er Qvinde.

For slig Velgiernrng, jeg dig lav Heel rigelig belønne;

Thi mange Døttre jeg vist har, Som rige er og kiønne,

De alle er, af smuk Herkom,

Og haver prægtig Sager, Med dem du gifte maa hver, som Dig Lyster og behager.

En Deel er, vel vanskabte, men Desmeere har as Penge, De snarest nu med Frieren Kan gaae i Brude-Senge. Hvad skader det vel mangen en Til den at blive ægtet.

Som Øyen, Næse, Arme, Been I Skabelsen er nægtet;

12

12 Naar han til Medgift Penge faaer Hun legger ham ey øde,

Daa Sengen medens han bortgaaer Og søger anden Føde.

Imidlertid vor Rigdom kan

Ved Slegtskab samlet være,