Luxdorphs samling af trykkefrihedens skrifter 1770-1773: Række 1 bind 10

Adskillige Tanker som Skrive- Friheden har givet Anledning til.

Kiøbenhavn 1771.

Trykt hos Johan Rudolph Thiele, og sælges paa Børsens Boglader.

2

        

3

Da Skrive-Friheden blev given, tænkte jeg ikke at blive een af dem, som skulde have betient sig deraf; men er og andet, som i denne Tid er skrevet og talt om, har bevæget mig dertil.

Ved at igiennemlæse Philopatreias, syntes mig, at der i Anledning af nogle af de Præstelige Indkomster kunde være noget ved at erindre, dog var der mig uvedkommende. Men da kort efter Philodani Undersøgelser kom ud, og jeg deri havde seet Sammen-

4

4

ligningerne imellem Præsternes og Officierernes Indkomster, og siden hørte noget mere om det samme, fattede jeg det Forsæt at skrive et par Ord om begge Deele, og da jeg havde faaet Penen i Gang, bragte en Tanke en anden efter sig, og jeg kom baa- De videre og paa andre Materier, end jeg først havde foresat mig.

Det er langt fra, at jeg holder med Philopatreias, idet han siger om Præstestanden, hverken i Henseende til Antallets eller til Lønnens Formindskelse; men faae hellere tvert imod, om der var mueligt, at nogle af Kirkerne, hvor Forretningerne ere mange, fik flere Præster, og nogle af Præsterne, som har heel lidet at leve af, større Indkomster. Jeg vil ikkun mælde, at jeg, og flere med mig, ønsker, at den Skik, at betale Penge til Præsten for Brude-vielser, Børne-Daab og Jords- Paakastelse, var afskaffet. Ikke fordi jeg, som Philopatreias, troer at disse Udgifter af- skrekker Folk fra at gifte sig, endskiønt de kom-

5

5

mer paa en Tid, da Omkostningerne desuden ere store nok; men for Geistlighedens egen Æres og Fordeels Skyld; thi det er just her- ved, at de ere komne i det almindelige slemme Rygte for Gierrighed.

Der klages, maaskee med Rette, over en Deel alt for nærige Præster, som, om jeg skal bruge den Talemaade, saa got som høkrer med disse hellige Forretninger, og viser Folk bort, hvis de ej betaler saa og saa meget; og ikke allene disse; men endog de, som ej forlange mere end hvad billigt er, kan ikke undgaae Beskyldning. Dersom en Præst vil alt for ofte eftergive, fordres det siden som en Skyldighed, og han kommer til at miste en anseelig Deel af sine Indkomster; derfore kan ingen fortænke ham i at kræve sin Ret. Han kan siden give dobbelt saa meget bort, om han vil. Et er at give en Ting bort frivilligen, et andet er at blive nød til at afstaae noget. Hvo er vel den Mand, han maa være Geistlig eller Verdslig, som taaler, i hvor

6

6

gavmild han end ellers kan være, at no- get af det ham med Rette tilkommer, beta- ges ham?

Den hvis Indkomster ere uvisse, er gierne mere nøiseende i Penge-Sager, end andre som har staaende Løn; han veed hvad han har i Dag, han kan ej vide hvad han faaer i Morgen. Det er Naturen af Tingene, og ikke nogen besynderlig Egenskab hos Præsten, som forvolder det. Man give ikkun Agt, om det ikke i Almindelighed forholder sig ligesaadan ved de verdslige Embeder, hvor der falder Sportler. Men denne Maade at oppebære Penge paa, synes i den gemeene Mands Øjne saa uforsvarlig, at Beskyldningen falder saa got som paa hele Geistligheden; da der dog er saa langt fra at de forskylder det alle, at der endog har været dem iblant, som har begaaet Excesser i Gavmildhed. Den værdige Mand, som er min Skriftefader, kunde jeg anføre meget berømmeligt om i den Fald, og jeg

7

7

har den Ære at kiende mange flere foruden ham, til hvis Ros jeg kunde fortælle der samme.

Det kommer an paa at finde en Maade, hvorved Præsterne kunde nyde Erstatning for Tabet af ovenmeldte Indkomster. Der kan være Hindringer, som jeg ei seer; men saa vit mig tykkes skulde det gaae an, ved at an- slaae hver Person i Sognet for noget vist, som han i der minste skulle give. En Kiøbmand saa meget, en Haandværksmand saa meget, en Daglønner saa meget, alt efter et fornuftigt Overlæg og en billig Proportion, og det ikke allene Huuseieren, som derforuden skulde betale de sædvanlige Præstepenge; men og tillige de Logerende, baade gifte og ugifte, og Dette synes mig saa meget desmere billigt, da der ere mange nu, som har Evne til at offre deres Præst, og giør det ikke, men da blev nød dertil. I er vitløftigt Sogn kunde det beløbe sig til noget anseeligt, om endog enhver ikkun gav lidet, og dette skulde da hæves omtrent

8

8 paa samme Maade, som nu skeer ved ExtraSkatten. Men det maatte ikke regleres af nogen Præste-Hader.

Det forstaaer sig af sig selv, at disse paa denne Maade inddrevne Penge, skulde ikke være i Steden for Høitids-Offeret; men alle- neste, som jeg og allerede har sagt, en Erstatning for Udeblivelsen af det som ellers betaltes for Brude-vielser, Børne-Daab og JordsPaakastelse.

Og om en eller anden sterk Aand skulde vægre sig for at give Offer, under Paaskud, at han ikke hørte til Kirkens Samfund, da er i mine Tanker, en saadan Undskyldning ikke antagelig; thi endskiønt han ikke behøver Præsten til at sørge for sin Siel, saa trænger han jo dog, ligesaavel som hans svage Brødre, til den Sikkerhed og Beskyttelse som Religionen giver, og bør følgeligen betale for den Lykke at boe iblant Gudsdyrkere.

9

9

Men jeg maa begive mig til Hovedsagen, hvorfore jeg har taget Penen fat, og vende mig til Hr. Philodanus selv.

Der kommer mig fore, min Herre! at Deres Nidkierhed imod Philopatreias, har drevet Dem til at yttre sig med nogen Ugunst imod Krigsstanden, fordi han saa løseligen har talet et Ord til dens Fordeel.

Præstestanden og Krigsstanden er bleven ligesom Gienstand for hinanden. Mange har taget sig Geistlighedens Sag an, og derfore tager jeg mig den Frihed ogsaa at tale noget til Krigsfolkers Forsvar. Vel er der sant, ar man bør uegennyttigen forrette sin Tjeneste, og overlade til andre at skiønne om, hvor meget den er Tak værd eller ei; men naar man giør sir Beste, og lønnes med Forhaanelse, er det da Uret at beklage sig?

Jeg vil sætte mig i Officierernes Sted, og tale som Officier.

10

10 De sige, at Rang-Forordningen er ikke indrettet efter Embedernes Vigtighed, og De har Ret. Dersom man betragter Præsten som Sielesørger, da veed jeg ej at finde Plads til ham i Rang-Forordningen; thi en Siels Salighed overgaaer alle Timelige Fordeele; men jeg vil ikkun ansee ham som Sædelærer, og endda gierne tilstaae, at han er ligesaa værdig en Mand som en Capitain, hvilken De har sat ham i Ligning med, og jeg har ikke heller mærket andet, end at ham i alle skikkelige Sælskaber, hvor Ceremonieller ikke har Sted, gives et besynderlig Fortrin. En fornuftig Officier ansætter aldrig sit Embedes Forretninger høiere end de virkeligen ere, og han bør endog for sin egen Æres Skyld ikke giøre det; thi den som ærer sig selv, dens Ære er intet.

Jeg har altsaa i Henseende til Sammenligningen af Præstens og Capitainens Rang, intet imod Dem; men naar De taler om de vel proportionerede Indkomster, troer jeg, at

11

11

De tager mærkeligen Feil. Hvad Geistlighedens angaaer, da kan jeg ikke regne dem efter, og misunder denne ærværdige og umistelige Stand ei heller noget af sit; men Officierernes Indkomster veed jeg.

De siger, at Præsten behøver Penge til Bøger. Behøver Officieren ikke ligesaa? Og ere mathematiske Bøger mindre kostbare end Theologiske?

En Officiers Klæder kan ikke være af den Varighed som en anden Embedsmands, efterdi hans Forretninger falder meest under aaben Himmel, og det, hvad enten Veiret er ont eller got, og han kan ej klæde sig som han vil, men maa gaae i sin Uniform. Kongen skee Tak, for Guld- og Sølv-Sløiffers. Afskaffelse !

Den største Deel af Præsterne leve paa Landet, og har der meeste af der de behøver til Huusholdning i deres Huus. Officierernc derimod opholder sig i store Steder,! og

12

12

maa betale alting dyrt. Dette synes mig bur- de ogsaa overveies.

En Compagnie-Chef ved Søe-Etaten, en Escadrons-Chef og en Capitain, som har et Compagnie ved de gevorbene Regimenter, ere de første som man nogenledes kan sige om, at de har Levebrød; thi de besværlige Tider vil jeg sætte uden for Betragtningen, efterdi de trykker saavel den ene Stand som den anden. Men hvor bliver da Subalterne-Officieren af? Er han ikke værd at agte paa? Hvad han har at leve af er alt for vel bekient, til at jeg skulde behøve at anføre det, og jeg troer neppe, at nogen paastaaer, at han kan komme ud. Regningen er ikke tung at giøre, og der skeer letteligen at der mangler en Portion i hans Madspand, uden at en foregaaende Dags Ødselhed har forvoldt der, uagtet Hr. Philocleresias synes at tvivle derom. Enhver seer vel, at jeg ikkun taler om dem, som ingen Midler har.

13

13

Det er sant, at en Lieutenant tiener paa Forfremmelse, og derfor giøres det ei behov at han i de første Aar har saa meget som han faaer siden, naar han bliver Regiments- eller Divisions-Chef har han desmere. Men naar det gaaer Lieutenanten som Jakob, der tiente 7 Aar for Rachel *), og i Steden for hende, fik en Lea, og maatte tiene 7 Aar til for det samme. Naar han maa, siger jeg, ikke allene tiene 14, men maaskee 20 til 30 Aar, inden han faaer et Compagnie eller en Escadron, og naar han efter at have faaet det, maa i lang Tid leve knap, for ar betale den Gield, han i sine Lieutenants-Dage har giort, for endeligen, om der er mueligt, ak komme som en ærlig Mand i sin Grav, hvor lang Tid mon

*) Nogle har fundet for got at ligne et Compagnie i Søe-Etaten, eller et andet gevorben Compagnie, ved en kier Brud, som en Officier tiener for at faae. Jeg veed ikke om det er saa almindeligen bekient; men mig Lykkes Lignelsen er ikke saa slet.

14

14 der da vel er tilbage for ham at have got af Livet i? Skal han endeligen være dømt til Elendighed? Hvor mange ere der ikke, som aldrig opnaaer den Lykke, om jeg saa skal kalde det, og hvad gavner det dem da, ar deres Commandeur eller Oberst har gode Indkomster? Mon ikke en stor Mængde i deres Alderdom har Aarsag at sige: Vi har for in- tet slebt.

Jeg veed vel, at imod dette kan indvendes, at man ogsaa seer Capitainer iblant, som ere temmelig unge, og allerede haver Compagnie, hvilket ogsaa er sant; men saa meget desværre; thi derover har mangen en gammel velfortient Lieutenant maattet miste der. Herpaa kan svares, at sligt reiser sig af en Uorden i Krigsstanden selv, og bør ikke tages i Betragtning, hvor der alleneste tales om Forholdet imellem den og andre Stender. Lad os derfore tilsidesætte Land-Etaten, for saa længe, og allene agre pan Søe-Etaten, hvor det gaaer meest ordenligen til; lad os see, om der ikke ere

15

15

Capitain-Lieutenanter, og caracteriserede Capitainer, henimod 40 Aar gamle og derover, som ingen Compagnie har, og kan maaskee komme til at vente længe derefter endnu, og da ved et hvert Compagnie er en Compagnie- Chef og to Subalterne-Officierer, og det ved begge Etater, det er, een som har Brød, imod to som tiener for at faae det, saa troer jeg at Forfremmelserne kan omtrent ansees for at være i ens Forhold, i Land-Etaten som i Søe-Etaten, naar lige Orden paa begge Steder iagttages.

En ung Officier, hvis han ikke er af et des lykkeligere Naturel, staaer Fare for at forfalde enten til Følesløshed og letsindig Ubekymring, for ei ar sige Liderlighed, som giør ham uskikket til alvorlige Foretagender, eller og, at Nærings-Sorg betager ham baade Mod og Munterhed; man har Exempler paa begge Deele, og det er maaskee en lang Vane allene, som foraarsager at en stor Deel bæ

16

16

rer deres trykkende Omstændigheder endda nogenledes vel.

Om Lieutenanterne ved National-Regi- menterne, har jeg tit hørt det Mundheld, at de kan nok leve, naar de ikkun staaer sig got med Proprietairerne, og om Enroullerings- Lieutenanterne siges det samme, i Henseende til Borgerskabet. Jeg vil ikke søge at ud- vikle alt hvad disse Mundheld synes at kunde indeholde; men det er nok, de giver til- kiende, at Lieutenanten, uden andres Hielp, maa leve slet.

Nogle vil maaskee, fordi Præsten sættes ved Siden af Capitainen, have Studenten sat i Rang med Lieutenanten, og sige, at denne første maa ogsaa gaae længe, og ofte blive gammel, førend han kommer til Kald. Jeg ærer en brav Student; men i Ligning med Lieutenanten kan han ej sættes. En Student er ikke i Statens Tieneste, men det er Lieutenanten. En Student kan søge mange Nærings-

17

17

veie, han kan informere Ungdommen, han kan fortiene Penge med at skrive, han kan conditionere i et eller andet Huus, Lieutenanten derimod maa og bør nøies med sin Gage. Dersom der endog var saa lidet og ubetydeligt ved Tienesten at forrette, at man kunde sige, han giorde slet intet, saa burde dog, efterdi al Lejlighed til paa nogen anden skikkelig Maade at erhverve sit Brød er ham betagen, hans Tidsspilde ham gotgiøres. Alle Love bevilger det.

At gifte sig maa meget saa Officierer tænke paa; thi den som ikke kan tage en Kone førend han er 4, 6 til 8 og fyrgetyve Aar, troer jeg gior best i at lade det blive.

En Officier maa ikke gifte sig, sige nogle. Men I gode Herrer! som ere af den Tanke, hvad Ont giør vi, at I vil fradømme os den sødeste af alle Timelige Lyksaligheder?

I svarer: En Officier kan gaae til Skiøger. — Min Gud! jeg vil ej tale om Ugudeligheden i dette Svar; men alleneste spørge: om noget fornuftigt Menneske kan sætte

18

18 en blot kiødelig Lyst i Ligning med en Kierlig- hed, som er grundet paa Høiagtelse; og en egennyttig Skiøge, med en kierlig Kone, som i Medgang og Modgang deeler Skiebne med sin Mand?

Kongen skal søde Officieren, men ej hans Kone. Got! det bør Kongen ikke heller. Han bør ligesaa lidet føde Officierens Kone, som Hofmandens og Dommerens. Naar Officieren har en skikkelig Gage, ernærer han nok sin Kone selv.

Der foruden troer jeg ikke at Staten taber ved det, at Officiererne har Børn; jeg vil ikke sige, at Officiers-Sønner just alle Tider bliver de beste Officierer; men naar til er naturligt got Genie føies en fornuftig Faders Underviisning, maa ufeilbarligen en dobbelt Nytte frembringes.

Jeg har forlat Dem lidet, Hr. Philodanus! og kommer til Dem igien. Lad os, om det behager Dem, følge Krigsmanden i

19

19

Marken og paa Søen, for ar see, om han der har det bedre, eller og, efterdi vi ei selv kan komme over alt, for at betragte alting, lad os nøies med den Underretning andre kan give. Jeg vil ikke kræve Vidnesbyrd af Of- ficierer, de bør ei vidne i deres egen Sag; men spørg Felt-Præster og Skibs-Præster, spørg Proviant-Commissarier og andre Civile, som følger med til Felts til og Søes, om hvad de der mangen Gang maa døie. Der behøves hverken Sverd eller Kugle for at dræbe en Mand, han har ofte Elementerne selv imod sig, og de uundgaaelige Fatiguer kan giøre ham nok af det. De har bragt mangen en brav Officier for Tiden i sin Grav, fat hans Kone i Enkestand, og giort hans Børn faderløse. Andre have mistet deres Helbred, (uden hvilket alt andet er intet,) og i deres sidste Aaringer maattet slæbe paa er svagt Legeme.

Jeg veed vel, at nogle sige, en Officier bør have et des stærkere Helbred, og jeg til-

20

20

staaer, at det kunde giøres fornøden; men hvor skal han faae det stærke Helbred fra mere end andre Folk?

Andre sige, at alt sligt er en Følge af en Officiers Metier, og derfor bør han taale det, og jeg er eenig med dem, han bør ikke allene taale det, mm han bør taale det villigen og uden Knur; men just fordi det er en Følge af hans Metier, derfore synes mig at det burde paaskiønnes.

De seer, min Herre! af foregaaende, at en Officier ikke alleneste kan komme til at udstaae, men at han ofte virkeligen udstaaer mere Ont en andre Embedsmænd af lige Værdighed med ham, og at han følgeligen snarere kan blive Syg end de; at han er fattig har jeg allerede forhen viist. Jeg har været Vidne til de Ting, som nok kunde præsse Taarer ud,

og dersom De selv havde seet: Jeg

troer De er en medlidende Mand, mere vil jeg ikke sige.

21

21 Kaster man Øiet til den gemeene Mand, især til Soldaten, hvilken viid Mark fuld af Elendighed bliver man ikke da vaer!En saadan Stakkels Karl lastes, fordi han imellem tager noget, som ikke hør ham til, og han fortiener at lastes; men om mange af os var i hans Sted! Gud veed hvorledes --- Men der vil jeg ikke tale

mere om.

Her er en anden Omstændighed, som er det meest væsentlige og uomgjengelig fornødne i den Militaire-Stat, og som, i hvor fornøden den end er, dog har sine Ubehageligheder. Jeg meener Subordinationen. Denne saa nødvendige Ting i en Stat, strækker sig i de andre Stænder ikkun til visse Embeds-Forretninger, og naar de ere vel til Ende bragt, er Manden sin egen Herre. Men hvad Officieren angaaer, da kan og bør den ikke allene i Henseende til hans Embeds-Forretninger, (som ikke i alle Ting saa fast kan bestemmes som andres,) udstrek-

22

22

kes meget vidt, men han er ogsaa tvungen i sine egne daglige Handlinger, saa at han hverken saa reise, gifte sig, o. s. m, ja hart ad hverken gaae eller staae, uden sine Foresattes Tilladelse. Nu indseer en fornuftig Officier vel, hvor fornøden Subordinationen er, ja jeg er vis paa, at enhver af dem ønskede heller at nedlegge sin Charge, end at see denne saa nødvendige Ting, som er Sielen i Krigsvæsenet og Kilden til alle Seiervindinger, svækket; men han seer ogsaa hvor meget samme indskrænker hans naturlige Frihed, og at han næsten er den mindst frie i hele Staten, og den som er minst frie og tillige besværet med Fatiguer og Fattigdom, hans Lykke kan ikke siges at være saa stor, at nogen har Aarsag at fortryde derpaa.

I Deres andet Hefte fra pag. 46 til pag. 49, anfører De de Regler hvorefter Gager bør bestemmes.

23

23

Disse Regler ere for det første følgende trende:

a). Embedsmændene bør salareres efter de-

res Forretningers Mængde.

b). Forretninger som ere vanskelige, (det

er efter deres egen Forklaring saa- danne, som udkræver Forstand, Indsigt og Erfarenhed,) fortiener bedre at lønnes, end de som ere lette.

c). Et Embede bør have Gage efter sin

Vigtighed.

Dernæst følger disse tvende:

d). De Embedsmænd som ere tillige Til-

synsmænd, (eller Befalingsmænd,) ere i alle Stater besynderlig gagerede. Gagerne stiger efter dette Tilsyns større eller mindre Vigtig- hed.

24

24

e). De Poster, som ere bestemte til Regentens og Statens udvortes Ære, ere og gierne vel aflagde.

Intet af dette trætter jeg imod; men mig tykkes at her fattes en Regel, nemlig denne:

Ved at bestemme Gagen til et Embede, bør skiønnes paa dets Møisommelighed og Farlighed.

Jeg seer ikke at den er indbefattet under nogen af de andre Regler, og den er dog billig. Mig rykkes, at naar Officierernes Gage ere nøie indrettede efter de foregaaende Regler, fordrer denne, at endnu et lidet Tillæg bør skee. Den som udstaaer Ont frem for andre, behøver Vederqvægel- se frem for andre, og om en Officier havde noget lidet tilovers tli anstændig Forlystelse, troer jeg ikke at det var utienligt. Sømmelig Sinds-Opmuntring en Gang imel-

25

25

lem, er nødvendig for Mennesket, lige saa vel som Mad og Drikke, og den strengeste Moralist skal ikke kunde modsige det. Men saa længe der ikke haves til det Nødtørstige, er det forgieves at tænke paa Forlystelser.

Forestil Dem, min Herre! at en Mand hielper Dem med en Sum Penge, og en anden vover sit Liv, eller i det minste sit Helbred for Dem, hvilken af disse to troer De at De bør være meest forbunden? Sæt t een, for at bevise Dem en Villighed, paatager sig den Umage at skrive nogle Ark Papir for Dem, og en anden i Regn og Slud gaaer en Miil for Deres Skyld; hvilken af dem fortiener meest Tak?

De sige: Officieren kan komme i den Nødvendighed at vove sit Liv, men det kan og hænde sig, at det ikke skeer. Gud være lovet, at vi leve i Fred! og gid vi maa beholde den længe. Men om saa skeer, at vi faaer Ufred, maa han ikke da

26

26

være redebon til at vove det? Det kan hæn- des at han beholder Liver, og mister nogle af sine Lemmer; det kan hændes, at han beholder sine Lemmer og mister sin Eqvipage; Det kan hændes at han mister ingen Ting; det kan og hændes, at han mister alting. Det ene som det andet er uvist.

Men just fordi det er uvist, derfore er det og stedse mueligt, og denne Uvished og Muelighed allene, giør hans Tilstand mindre lykkelig; thi jeg sætter at Officieren er en saadan Helt, at ingen Farer strækker ham, lad ham foragte alt hvad Resten af de Dødelige gruer for, lad ham med kolt Blod bivaane det Slag, hvis blotte Fortælning kommer hans Medborgere til at gyse; saa kiender han dog Livs og Lemmers Værd, og om han end skulde aldeles ringe agte Livet, og ansee Døden som et Budskab Naturen desuden sender ham en Gang, tilig eller sildig, saa bliver dog Lemmernes Forliis af en saadan Vigtighed, at intet uden allene-

27

27 ste en god Samvittigheds Trøst og den Glæde at have tient sin Konge og sit Fædreneland troe, kan veie op derimod. At sige anderledes kunde ikke agtes for andet end Pralerie, som er Feighed nær beslegtet, og det vilde være ufornuftigt at vise det første, og derved giøre sig mistænkt for det sidste. Det var at have et urigtigt Begreb om Tapperhed, at forlange den skulde bestaae i en Sandseløshed; thi en retskaffen Mand, endskiønt han som en anden er et Menneske, gaaer nok hvor Æren kalder ham alligevel, og tænker, saalænge Heeden varer, ikke paa andet end at iagttage sin Pligt. Ja, dersom han endog ligesaavel uden for, som i Striden, ikke skulle røres af noget, som ikkun angaaer ham selv, saa kan han dog ei være uempfintlig ved sine lemlæstede og halvdøde Kameraters Suk, og jo ædlere og større Helt han er, jo mere føler han dertil.

28

28 Andre Embeder kan ogsaa have deres Fortrædeligheder og Vanskeligheder, men faa eller ingen har dem saa store som Krigsmanden. Foruden disse almindelige, kan der endnu møde ham een, som maaskee overgaaer alt hvad jeg hidindtil har handlet om, og den bestaaer deri, at Tilfældene kan være saa tvivlsomme, at den Allererfarenste og Dygtigste ikke veed hvad der er raadeligst, og at Resolutionen taaler ingen Opsættelse: falder Sagen ikke ud efter Ønske, kaldes en saadan Mand for en Krigsret, hvor han maa giøre udførlig Reede for een i en uvis Sag hastig fattet Beslutning, og svare til de Spørsmaale, som en Fiscal, forsynet med tydelig Kundskab om de Omstændigheder, som før Udfaldet vare skiulte, har lang Tid at betænke sig paa; det hele Publicum taler om hans Forhold, mange som hverken har Forstand eller Indsigt, dømmer med Myndighed om hvad han burde have giort, og ofte bestaaer hans hele Forseelse deri, at han ikke har kundet giøre Mirakler. Et

29

29 ugunstig! Øieblik kan forspilde al den An- seelse og Lykke, som han i mange Aar har været om at erhverve. Og dette kan hændes ikke allene en Generals- eller AdmiralsPerson, men og en langt mindre Commanderende, som nogen Expidition er betroet. See! hvad der fordres af en Officier! overvei det ene med det andet, og siig, om hans Tilstand er meest at misunde eller beklage?

Jeg har i Korthed giort denne ufuldkomne Afbildning paa berørte Poster, for at bevæge mine Landsmænd til at troe, at den Smule Brød vi faaer, gives os ei uforskylt, og for at betage dem den Tanke, at det er os alt for rundeligen tildeelt. Jeg veed ikke, at jeg har overdrevet noget, eller fremført andet end bekiendte Sandheder.

I det foregaaende har jeg sagt, at en Compagnie-Chef ved Søe-Staten, en Esca-

30

30

drons-Chef og en Capitain som har et Com- pagnie ved de gevorbene Regimenter, kan siges at have Levebrød; men da abstraherte jeg fra den dyre Tid og de trykkende Paalæg, og supponerede, at vi levede i lige saadan en Tid, som Den for 40 Aar siden. Naar der nu tæn- kes paa vores nærværende Tilstand, troer jeg ikke man kan sige, at Capitainen har bedre end Lieutenanten. De maa vide, at jeg anseer Capitainen som gift; thi om han end giør be- dre i at lade blive ar gifte sig, bør det dog ingenlunde være ham forbudet.

De sige selv, at til at leve anstændigen og som skikkelige Folk i Middel-Standen i Dannemark, udkræver paa Landet 400 Rixdaler, i de smaa Kiøbstæder 600, i de større 800, og i det dyre Kiøbenhavn 1000 Rixdaler, foruden Tillæget til Boger; 400 Rdlr. har ingen Major ved Nationalen, til 800 Rdlr. stiger ingen Premier-Majors Indkomster ved de gevorbene Regimenter, og de i virkelig Gage staaende Commandeur-Capitainer

31

13

og Oberst-Lieutenanter, har under 900 Rdlr., da dog saa got som hele Søe-Staten, og en stor Deel af Land-Etaten boer i Kiøbenhavn, hvor der udfordres 1000 Rdlr., og følge- lig kan efter deres egen Regning, ingen af disse forommeldte Officierer leve anstændigen og som skikkelige Folk i Middel-Standen, og altsaa Capitainerne endnu mindre. Der bliver da ikkun Divisions - Chefferne og Regiments-Chefferne i Kiøbenhavn, (thi Generaler og Admiraler taler jeg ikke om,) og foruden dem, Obersterne, Oberst-Leiutenanterne med et Par Majorer i de smaa Kiobstæder, samt en eller to Enroullerings- cheffer som har anstændig Udkomme, og dertil naaer de fleste aldrig.

Dersom en Officier ikke havde nødig at tiene længere end 8,10 eller høit 12 Aar, som Subalterne, og dersom de forbigangne lykkelige Lider tillige varede endnu, saa kunde man antage Gagerne fom nogenledes vel proportionerede. Men da Omstændighederne ere som de

32

32 ere, nægter jeg ikke, at jeg ønskede gierne, at de classer, som har saa saare lidet at leve af; maatte faae noget mere, om det var muligt, og jeg veed ikke, om den Begierlighed er at laste, dog er det langt fra, at jeg ønsker Tillægget at være saa stort som Møjsommeligheden og Farligheden af Tienesten kunde synes at forlange det; thi det var ikke nogen Veltænkende og ærekier Mand anstændigt, og Kongens Casse formaaede der ei heller.

Hr. Philalethes siger, at Ære bør være Krigsmandens Drivefieder, og ei Binding; og han har fuldkommeligen Ret. En Stand maa nok tragte efter at faae sit Udkomme men den maa ei forlange ar trykke de andre.

Imod Enden af Deres Undersøgelse, beskylder De den militaire Etat for at være den tærende Deel af Staten, den, som udarmer hele Europa, og Der med et efter-

33

33

krykkeligt NB. I den Meening, som jeg troer at de selv tager disse Ord, tilstaaer jeg dem gierne at have ret; men de indeholde en Slags Tvetydighed, som fortolkes ilde.

Først siger De, den tærende Deel, ligesom det var den, og allene den der levede paa Statens Bekostning; da dog, om enhver Stand, som lønnes enten af Kongen eller Publicum, kan siges der samme.

Dernæst: Den tærende Deel. Dette Ord forstaaer ei alle paa een Maade; nogle sige, at man deraf snart skulle slutte, at Krigsstanden fik sin Løn uden at giøre fyldest Tieneste derfor, eller at den førte Pengene ud af Landet, eller og at den forvarede dem paa Kistebunden, og ikke ved Circulation igien lod Dem flyde hen til Kilderne, hvorfra de ere tagne. Der ere nogle borgerlige Håndteringer, som ikke nytter til andet end at føde Overdaadighed, og andre som allene søger deres Vin-

34

34

ding i Lasters Vedligeholdelse. Der ere Spillehuse og de saa kaldede Contoirer, hvor Ungdommen taber Penge, Helbred, Sæder Samvittighed og alt; der kan man sinde de Stender som med bedre Føie fortiener at kaldes de tærende. Maaskee det alt for store Antal af Brændeviins-Handlere kan legges til med.

Fremdeles: som udarmer hele Europa, (nemlig med sin Mængde.) At der i Europa, at forstaae i hele Europa sammenberegnet, holdes for mange Krigsfolk i staaende Sold, kan nok være. Men hvis Skyld er det? Mon det er Krigsmagtens egen eller Regieringernes? Krigsfolkene selv havde mere Nytte af at være færre; thi saa kunde de baade lønnes og agres bedre. Man kan end ikke kaste Skylden paa alle Regieringer i Almindelighed; thi naar et Rige giør sig formidabel, nødes det Angrænd- sende til at giøre ligesaa. Det svagere Ri-

35

35

ge kan vist ikke begynde med at formindske sin Magt.

For ei at paadrage mig den Beskyldning at fordreie en Mands Ord, vil jeg igientage, at jeg aldeles ikke bebreider Dem, min Herre! at have meent saaledes som foranført, og jeg begriber Heel vel, at De med det Ord tærende, ikke vil have andet forstaaet, end de Paalæg Indbyggerne maa taale, at De tillægger Krigsstanden i Besynderlighed det Epitheton, ikkun fordi den koster mere end andre tærende Stender, at De fremfører det alleneste for at sætte Deres Meening imod Philopatreias, som synes at ville forstørre Rigets Udgifter.

Men mon og en liden Forøgelse eller Formindskelse i Folkenes Antal og Løn, foraarsager Forandring i Skatterne? Oeconomien giør meget til Sagen. Maaskee er det ikke heller afgiort endnu, at Krigsstanden er saa overmande mere tærende end an-

36

36 dre Stender; thi her maa mærkes, at alt hvad som udgives for at vedligeholde Fæstnings- Værkerne, Krigsskibene, Tøjhusene med Tilbehør, Magaziner med mere fligt, bør trækkes fra det, fom Krigs-Væsenet over Hoved koster, og at man maa alleneste agte paa Det som gaaer med til Folkenes Underholdning. Men lad være, at denne Stand, formedelst sin Takrighed, koster dobbelt, og tredobbelt imod nogen anden, er det dog vist, at naar man efter en General-Beregning, ligner Mand imod Mand, og Lige imod Lige, saa er Krigsmanden, paa saa Undtagelse nær*), den minst tærende af alle.

Jeg vilde, at den gode Philopatreias enten ikke havde begegnet Geistligheden saa groveligen, eller og ladet være strax derpaa

*) Med disse Undtagelser har jeg egentligen sigtet til Skoleholderne paa Landet, hvis Vilkaar det var at ønske maatte forbedres.

37

37

at tale til vores Fordeel; thi han har giort os mere Fortred end dem, og kunde have skaanet os for en Deel ubehagelige Expressioner.

Dog, ligesaa lidet som jeg holder mig for at være Hr. Philopatreias Tak skyldig, fordi han paa saa ubeleiligt et Sted taler til Officierernes Beste, saa langt er jeg og fra at troe om Dem, Hr. Philodanus! at De har havt det Forsæt at krænke os; thi De har i Deres Skrift viist for megen Ret- sindighed og Forstand dertil. Det jeg har skrevet, er ikke heller anført altsammen for at overbevise eller modsige Dem, hvilket og letteligen sees; men jeg har tilligemed vildet besvare andre, som har talt om samme Materie, og lagt os til Last det der alle- este er en Følge af Tingenes Natur. De maa ellers holde mig til gode, min Herre! at jeg har vent mig til Dem i Besynderlighed. De er en Mand som har forhvervet sig en almindelig Høiagtelse, og et Ord

38

38 af Dem er af alt for stor Vægt, til at vi skulde lade det være os ligegyldigt, aller- helst da der ere alt for mange som søger at sværte os og at betage os Publici yndest, og ingen bør fortænke os i, at vi søger at hindre Det saa meget vi kan; thi enhver ærlig Mand holder sine Medborgeres Kierlighed og et got Navn for den rette sande Ære, og agter, naar dette fattes, al den Anseelse som Rang og Æres-Tegn kan give, for intet.

Jeg siger, at alt for mange søger at sværte os, og at betage os Publici Ynvest. Vi begik en Uret, om vi vilde ganske, fritage os fra al Skyld. Der siges om Officiererne, at det meste man i Almindelighed hører af dem, er stolte Ord og Trudsler *), og at det som de

er

*) Det er vel ikke fornuftigt at udbrede sine egne Feil; men hvad hielper det at ville skiule en Ting, som hver Mand taler om? Er det ikke bedre at bekiende, at det saaledes har været i

39

39

er beredvilligst til, er Udfordringer og tve- kamp. Men mine kiere Medborgere! exami-. nerer til Gavns, saa skal I befinde, at disse krigerigske Folk, har for største Deelen værer enten Udlændinger, eller og unge Mennesker, som nylig er kommen i Tienesten. Sielden

fornemmer man det af en aldrende Officier, og for nærværende Tid hart ad af ingen. Og om end denne Brutalite herskede endnu, mon den da ikke snarere fortiente at belees, end at

gamle Dage, end ved Stiltienhed at giøre sig skyldig. Man maa rose vore gode Forfædre, de Tydske, saa meget man vil i andre Tilfælde, saa er det dog dem, tillige med flere senere fra Tydskland indkomne, som har indbragt denne Svaghed, hvilken siden af og til, ogsaa har yttret sig paa de Danske L begge Etater. Hr. Philocleresias stikler herpaa, og føier mere til, som gierne kunde været udelat. Er der nogle Officierer iblant, som elsker at fortælle deres Mandoms Bedrifter; der findes og Jurister, som prale af deres Lovkyndighed, Studerende som giør sig til af deres Lærdom, og andre af andre Ting, hver paa sin Maade, saa at den ene har ikke meget at lade den anden høre.

40

49 vredes over? Enhver Stand er tilbøielig til sine Feil. En ung Krigsmand veed, at han skal være ærekier og modig, han feiler ved at vise det paa det urette Sted, og deraf kommer hele Forseelsen. Hvad Menneskelige Feil Officiererne kan have tilfælles med andre Folk, bør ikke tilregnes dem i Besynderlighed.

Naar ellers en officier begaaer noget nedrigt, eller alleneste bliver beskylt derfor, hvem er ham da mere imod end hans egne Kamerater? Hvem mere end de driver paa, ar han enten skal fralegge sig Beskyldningen, eller og gaae ud af Tienesten? og saaledes bør det være, Gid enhver Stand giorde det samme! thi de som beskiemmer dem meest, ere deres egne Medbrødre.

En Unavngiven, giver i Fri-Magasinet No. 3. i det andet Stykke, sin Uviilie imod Krigsstanden, eller imod de gevorbene Landtropper, saa tydeligen tilkiende, at meget lidet

41

41 af det han om dem anfører er teen Sandhed. Jeg forbigaaer mange af hans Talemaader, som deels igiendriver sig selv, og deels allerede ere besvarede, og vil ikkun rage far paa nogle af hans Sætninger.

41 Han spørger: Hvortil nytter en talrig gevorben Armee i Freds-Tiid? Dette Spørsmaal er dobbelt, og vil sige saa meget, som, hvortil nytter en gevorben Armee i FredsTid, og hvorfor skal den være Talrig? Jeg vil for Tydeligheds Skyld skille dem ad, og paa Dette sted allene besvare det første. Den er vant til Krigs-Disciplin, den er færdig ved første Vink, naar nogen uformodentlig Fiendtlighed Fulde paakomme, og den tvinger blot ved sin Tilstædeværelse en krigerigsk Naboe ofte til at holde inde med sine overrumplende Anslag, hvilke Fordeele man ikke kan vente af uøvede øg adfpredde Folk. Der for uden tiener den i de store Steder, hvor den ligger i Guarnison, som en Art af Politie, Opkommer nogen Klammerie, kan der faaes Hielp

42

42

fra den nærmeste Vagt; skeer et eller andet Optog, er strax en Commando til rede for ar holde Orden. Mig synes allerede at jeg hører ham raabe: En herlig Orden! en saadan Commando giør mere Skade end Gavn: en Skildvagt bør anstendigen advare Folk, og ei slaae dem. Ja, det er sant; men naar Folk klager over at en Skildvagt staaer om sig, tier de stille med, at han i Forveien er længe bleven drillet; og hvad Anstændigheden angaaer, da troer jeg ar en Skildvagts Høflighed gaaer lige saa langt som en Vægters.

Den gode Anonymus er meget behændig i at indslikke noget sant iblant meget Usant. Han siger, og det i Sammenhæng med det foregaaende, ar den gevorbene Armee kan ei bringes længere end til Fiendens Fortropper, hvor med han uden Tvivl sigter til de Desertioner som skeer af de mange fremmede antage ne; men om faa er, burde det nok have udgjort en Meening for sig selv; thi et er at ønske, at de gevorbene Regimenter bestod af Lan

43

43

dets Indfødde, og et andet er at ønske de ge vorbene Troppers Afskaffelse.

Formedelst andre potentaters StatsMaximers Skyld, tilstaaer han at disse Tropper ere nødvendige; men vil at de skal indskrænkes til et saadant Antal, at staten lige- saavel kan lønne dem i Krigs- som i Fredstid, og flere end han er af samme Tanker. Philo- patreias med sine Tilhængere, mener at Krigsstanden ei letteligen kan blive for stor. Begge Partier haver deres Aarsager, og maaskee ere deres Meeninger ikke saa stridige, som de ved første Øiekast synes at være. Det ene Partie kan omtrent forklare sig saaledes: "En Re gent bør holde saa liden Krigsmagt som mu- ligt, for ikke at betynge sit Rige for meget, dog ei mindre, end at han kan være i Stand til at forsvare sig imod fiendtlig Angreb." Og det andet Partie: "En Regent bør holde saa stor Krigsmagt, at han kan være sine Naboer voxen, dog ei større end hans Ri ge taaler.”— Jeg troer der er et Medium,

44

44 som kan foreene begge Deele. Den som kien- der Rigets, og dets Naboers Tilstand, maa skiønne derom.

Han siger, at denne Stand hører ganske allene til de fortærendes, og er til de fortienen- des Classe. Det synes, som han deeler Stenderne ind i 3 Slags, nemlig tærende allene, nærende allene, og tærende og nærende tillige. (Jeg vil heller bruge Det Ord nærende end fortienende, efterdi der her skal betyde eet, og der første udtrykker Meningen bedre.) At de gevorbene Tropper, eller reent ud sagt, alle de Krigsfolk som har staaende Løn, gan- ske og aldeles ei hører til de fortienendes eller nærendes Classer, troer jeg neppe er nogens alvorlige Meening. De maa betale Told, Consumption og Accise, (undtagen af det Kongen giver dem i Varer, som Brød og fligt, hvilket for Soldatens Part ikke er meget,) og alle de som ere i saadanne Omstændigheder, at de nogenledes kan, (der er nemlig Officie- rerne,) maa svare Skatter og Paalæg, som

45

45

andre; der for uden lever en stor Deel Bor- gerfolk i Kiøbenhavn af Soldaten og matro- sen, og mange andre Kiøbsteder i Landet har deres halve Næring af de der liggende Ryttere og Soldater.

Man kunde opfylde en heel Bog med at anatomere de Ord tærende og nærende, med at undersøge hvilke Stender det meest tilkommer at kaldes saaledes, og hvilke der lade deres Penge circulere paa en Riget meest fordeelagtig Maade, og med at examinere om ikke alle og enhver, ja Bønderne selv, (ved umaadelige Priser,) gierne hælder over til den tærende Side, naar der ei passes paa med dem. Jeg troer, som den ærlige Mand der har besvaret vores Anonymus i Fri-Magazinet No. 5. og 6. at alle Stender ere baade rærende og nærende; men nogle kan være mere det eene, og andre mere det ander, og i den Forstand taget, tilstaaer jeg, og har allerede for

46

46 hen tilstaaet, at Krigsstanden hører til de tærende classer.

Bemeldte Besvarer er af samme Tanker som Anonymus, at Bønderne og Borgerne bør være Regieringens kiereste Børn*), eller med andre Ord, er dens besynderlige Opmærksomhed værd, og jeg er eenig med dem begge, hvad Bønderne angaaer, og til- staaer og at Borgerne, nemlig skrædere, Skomagere, bagere, Bryggere, Murmestere og Tømmermand, og flere saadanne nødvendige Folk hører dertil med; men om Ga- lanteriekremmere, Perlestikkere, Hyrekudske, Haarskiærere med flere af Det Slags, fortiener Regieringens særdeles Omhue, er jeg ikke overbeviist om.

*) Alle Mennesker i Riget bør være Regieringen lige kier, men uden at elske den ene mere end den anden, kræver Fornuften at Øiet bør fornemmelig være henvent til de Folk, paa hvis Velstand det Hele beroer.

47

47

Men jeg vil være saa billig og saa føie- lig som jeg være kan, og lade alt dette staae ved sit Værd, og den Udtryks-Maa- de af et nødvendigt Onde, vilde jeg ogsaa ganske tilgive ham, hvis han alleneste talede om Talrigheden, og hvis hans hele Afhandling ei tydeligen indeholdte denne Syllogismus:

Et Onde som ei kan afskaffes, bør trykkes saa meget mueligt,

Krigsstanden er et Onde som et kan afskaffes;

Derfore bør den trykkes, eller, hvilket er det samme, slet lønnes og

agtes.

Hos den berømte Poet Friis, da de Svenske ved en Skrivelse forestiller de Norske deres Trang, og indbyder dem til at

48

48 Kaste sig under Kong Carl, svarer en norsk bonde saaledes: saa længe der er Bark i skoven til en kage, saa længe der er vand i elv og aae at tage, der er Liv og Varme i vort Blod,

er vor Pligt, vor Kierlighed, vor Mod.

Jeg haaber, at en Dansk kunde sige dét saavelsom en norsk, og at en Krigs- mand var lige saa villig dertil som en Bon- de, naar det gielte; men uden Fornødenhed, alleneste for sine Medborgeres Ukierligheds Skyld, at føre et Levnet som ikke er meget bedre, kunde betage Krigsmanden Lyst til at vove sig for saa uskiønsomme Landsmænd. Den Lunkenhed som findes hos en Hob af de Gemeente, saavelsom de mange

49

49 Desertioner, er maaskee og til Deels Virk- ningerne deraf.

Vor Anonymus vil have en Ligevægt og passende Forhold indført imellem Stenderne, og deri ere Krigsfolkene fuldkommen eens finder med ham; men saa længe, de ere i en undervægtig Tilstand, maa de stige op ad, for at komme i Ligevægt, og ei ned ad. Jeg skulde dog neppe troe, ar han vil have den sat ned ved Siden af Slaverne. At det er for den gevorbne Armees kostbare Underholdnings Skyld, Staten er nedsynket i Forgieldelse, Armod og elendige Ruiner*), bilder jeg mig aldrig ind, at han selv har kundet tro.

Man skulde snart falde paa de Tanker, at Hr. Anonymus har begaaet et lidet Kneb**), ved at tiikiendegive at han mee-

*) Saaledes ere hans egne Ord.

**) I det minste har man Aarsag at slutte saaledes. Giør jeg ham Uret, er Skylden hans egen.

50

50

ner alleneste de gevorbene Land-Tropper, for at bringe Søe-Etaten og Land-Milicien paa sin Side; men der er saa megen Overeensstemmelse-imellem disse adskilte Dele af Krigs- standen, især hvad Officiererne angaaer, at det meeste som siges om den ene Deel, kan ogsaa hentydes paa de andre.

Han slutter med at paastaae, at Krigsstanden, eller egentlig Officiererne, bør settes i en med deres Indkomster overeensstemmende Rang, paa det de ei skal have Aarsag at klage over deres ringe Løn.

Dersom nogle af de militaire Classer ere for høit ansatte i Rang-Forordnin i Proportion af visse civile Embedsmænd*), saa er de og ganske vist satte

Man nævner for Exempel, Kiøbenhavns Magistrat, naar de ikke har nogen anden carak- teer. Det er sant, deres Rang er vel liden. Dog kan der svares at en Civil Mands og en

51

51

for lavt i en Deel andre Henseende. Og om officiererne havde et lidet Fortrin i Rangen, over det dem efter fornuftige bestemte Regler, i Ligning med andre Embedsmænd tilkommer, til Erstatning for det, som de har mindre at leve af, troer jeg ikke at det var saa skadeligt; thi hvad skal bevæge et ungt Menneske til at give sig frivilligen i Krigstjeneste? de fede Indkomster og de magelige Dage, lokker ham sandeligen ikke dertil. Hvis han kan blive Capitain og faae Compagnie strax eller om kort Tid, ja saa vil han nok tiene; men naar alle skal gaae Trappe- viis, fra under op, lad os da see, hvor man-

Officiers Myndighed er af ulige Beskaffenhed. Den civile Mands er indskrænket til visse Om stændigheder, men Officierens gaaer meget vit, han er for sine underhavende, tillige Befalingsmand, Dommer, Politiemester, Forvalter, ja saa gar Formynder imellem, og alt hvad som ved dm Borgerlige Stand er fordeelt til ad- skillige.

52

25

ge der melder sig. Lidet Blendverk kan og have sin Nytte imellem.

Skulde nogen synes, at det er at tale sig selv imod, naar jeg først siger, at enhver ær- lig Mand, følgelig og en Officier, holder sine i Medborgeres Kierlighed og et got Navn for ' den rette sande ære, og siden begierer at han skal have høiere Rang, end den ham efter fornuftige bestemte Regler kan tilkomme; da vil jeg bede dem læse om igien, og observere, at jeg paa bemeldte tvende Steder har havt forskiellige Absigter.

De maa og tillige give Agt paa Anledninningen hertil, og vide, at jeg ikke har skrevet dette fordi jeg ønsker Officierernes Rang forhøiet; men for at fremvise en Meening, som er ligesaa rimelig, som den af vores Anonymus imodsatte. En Mands, eller et Embedes Værdighed, er som en Mynts Gehalt, og Mandens Rang og Caracter er som Præget paa Mynten. Præget kan være falskt,

53

53 men Mynten løber da og Fare for at blive re- duceret, og den som har eller tragter efter en uproporlioneret hoi Rang, kan letteligen kom- me til at friste samme Skiebne. Guldsmeden agter ikkun paa Metallens Verdie, og skiønsomme Folk skatterer en Mand ikkun efter hans Fortienester og hans Embedes Vigtighed; men for Ukyndiges og for Ordens Skyld, behøver Manden en bestemt Rang, og Mynten et Fiendelig Præg. At høiere Rang udfordrer større Bekostninger, er ikke kant, uden naar Distinctionen er stor, og Embedernes beskaffenhed udkræver det, (jeg abstraherer fra RangSkatten,) thi enten een staaer først eller sidst i en classe, eller om han er i den ene eller den anden af tvende tæt paa hinanden følgende classer, nødes han derfor ikke til at forstørre sine Udgifter. Jeg kiender mange af ulige Stender, hvoraf de fornemste fører minst Pragt, og derfore, om det forslag fom Hr. Anonymus giver, skulde hielpe, maatte reductionen være betydelig.

54

53

Jeg haaber, at enhver Skiønsom selv indseer, hvor meget et eller andet af det jeg om Krigsstanden, og om Subalterne-Offi- ciererne især har sagt, passer sig paa den Etat mere eller mindre end paa anden; jeg har søgt at undgaae overflødig Vitløftighed, og troer at det meeste kan henegnes paa begge Etater tillige.

Dette foregaaende er jeg bleven foranlediger til at skrive; men jeg begiver mig nu til en anden Materie, som jeg aldrig havde tager fat paa, hvis den første ikke havde ført mig paa Veien.

Jeg har længe staaer i Tvivl, om jeg kunde troe mine egne Begreber, eller om jeg og havde indseet alt. Jeg er ei endnu ganske vis i min Sag, og det er neppe at jeg kan overtale mig til at komme frem med mine Tanker; men Gud har forundt mig at Tænke, Kongen har tilladt mig at Skrive, og hos Publicum venter jeg en mild Overbærelse.

55

55

Skulde der ellers være nogen Grund i det jeg siger, vil jeg bede andre mere oplyste fremsætte det i et større Lys, eller og kuldkaste der om det er falskt.

Det er Folkemanglen jeg sigter til. Der klages over den overalt, og de store HovedAarsager dertil, saasom den høie Pris LevnetsMidler og andre Vare ere stegne til, de mange Ufornødenheder, som Overdaadighed har giort fornødne, og de Bekostninger Haandværksmænd maa giøre førend de kan faae Borger-Ret, ere noksom omtalte, hvorfore jeg forbigaaer dem med Tavshed; men der ere andre Aarsager, hvilke jeg ikke har hørt ere saa almindeligen bekiente, endskiønt flere end jeg maaskee har tænkt paa det samme.

Det første jeg vil tale om, er den saa kaldede 8 Skillings eller Rixdalers-Skat. Jeg veed hvad man kan vente sig af en Konge, hvis Symbolum er: Gloria ex Amore Patriæ. Jeg er vis paa, at vor Monarch letter sine

56

56

Undersaatters Byrder, saasnart Omstændig- hederne tillader ham at giøre det. Det er Derfore ei Skattens Ophævelse, men alleneste nogen Forandring i dens Indretning, at jeg har Øie paa.

Jeg kan ikke giøre Undskyldning nok for min Dristighed, men maa igientage, at jeg ikke skriver for at meddeele, men for at begiere Undervisning, og for at give andre Anledning at svare.

Jeg har begynt, jeg maa frem dermed. Dersom et hvert Mandsperson betalte 2 Rdlr. om Aaret i Skat, og Fruentimmerne derimod vare frie, i Steden for at Mandspersonerne og Fruentimmerne nu betaler hver 1 Rdlr., mon det da ikke skulde falde lættere for Landet i Almindelighed? I Henseende til Mand og Kone, vilde det blive det samme; thi enten en Mand giver 2 Rdlr. for sig allene, eller og, een for sig og een for sin Kone, falder det ud paa et, saavel for Kongen som for dem; men

57

57

naar et Par Folk har 3 eller 4 Pigebørn og derover, saa kiendes Forskiellen. Vel ere der de Huse som det ikke kommer an paa nogle Rixdalere mere eller mindre; men der ere og mange som savner dem.

Hele Forskiellen kom til at bestaae deri, at Ungkarlene og Enkemandene, foruden deres egen Andeel, tillige maatte svare Pigernes og Enkernes, og mig synes at det var ikke saa ubilligt. En Ungkarl bærer virkeligen i mange Henseende, meget for lidet af Landets Byrder, i Proportion imod en gift, og giør min- dre Gavn. Gavn, kalder jeg blant andet ogsaa det, at opføde Børn, endskiønt jeg veed at nogle svarer: "To Børn ere to Børn, hvad enten de ere ægte eller uægte sodde?" Men man maa tilgive mig, at jeg har Ont ved at troe, at Landet kan vente sig samme Nytte af to Børn, som mangler baade Faders og Moders Omsorg, og ofte løber for vild og vove, uden at kiende nogen af dem, som af to andre Børn, hvilke opdrages under fornuftige

58

58 Forældres Opsyn. Der er vel iblant de man- ge Ungkarle en stor Deel som tiener for deres Brød, og har af deres Løn ei Raad til at betale den Rixdaler mere; men Tienestepigerne har ei heller Raad dertil; deres Herskab maa betale den paa deres Vegne, og ligeledes kunde Herskabet giøre ved Karlene, og igien spare Omkostningen for Pigerne, hvilket jeg mener skulde ikke falde mere besværligt for nogen, men snarere lættere, saasom de fleste dog holde flere Piger end Karle i Tie- neste.

Nu resterer allene Haandværks-Svenne og Daglønnere at tale om. Otte Skilling for dem at give mere om Maaneden, det er ikkun 2 Skilling mere om Ugen, eller saa meget som 2 Glas Brændeviin koster; dersom denne Udgift til Kroen blev sparet, var strax de 2 Skilling tilvejebragt, og hvilken brav Karl vilde ikke gierne lade sig nøie med 2 Glas Brændeviin mindre om

59

59

Ugen, naar han vidste at det skeede til Pigernes Fordeel? han har saa ofte drukket 2 Glas mere for deres Skyld.

Om ellers nogen enkelt skulde lide et lidet ubetydeligt Tab ved dette Forslag, hvis han er Patriot, agter han det ei, og er han ei Patriot, fortiener han at taale det til Straf.

Hvad de Enker angaaer som holder Værkstæd, eller som driver Avling, eller har nogen anden Slags Næring, kunde nok taale at betale, som om deres Mænd levede endnu; thi de træder i saa Maader virkeligen i Mændenes Plads.

Her er ikkun en Ting tilbage at af- giøre, og det er i Henseende til Kongens Indkomster, om den dobbelte Skat af Mand- folk vilde beløbe sig til lige saa meget, som den enkelte Skat af begge Kiøn. Det kan vel være at der ere flere Fruentimre end

60

60

Mandfolk i Landet; men om saa er, saa er der nok noget nær, saa mange Enker og andre Fruentimre, som formedelst Fattigdom ere skatfri, ar Antallet af dem som betaler af begge Kiøn, kan ansees at være lige, og skulde Forskiellen være betydelig, kunde det lignes paa de mere formaaende. De som har med Regningerne over Skatterne at bestille, troer jeg, kunde og være tient dermed; thi de vilde hart ad slippe med den halve Umage.

Det kan være at Passion forleder mig, uden at jeg selv mærker det; men naar jeg tænker paa en gift Mand og en Ungkarl med lige Indkomster, og derhos overveier begges fornødne Udgifter, føler jeg, uagtet jeg selv ikke er gift, en saa stor Attraae hos mig efter at see den førstmeldte taget noget under Armene, besynderligen i en Tid, da Landet saa høiligen trænger til Folk, at om min Regning med Skatten ei skulde komme

61

61

ud, jeg da vilde ønske, at de Mandfolk, som har naaet en vis Alder, og er i noget skikkeligt Brød, være sig geistlige eller verdsligt, af Rangen eller i Borgerstanden, og efter et par Aars Forløb ikke gifter sig, maatte komme til at bøde noget derfor.

Dersom saadanne eller andre mere betydelige Forandringer kunde skee, til Lættelse for fattige Familier, vilde maaskee mangen et Barn blive befriet fra at forkomme af Sult og Nøgenhed, og Staten hielpes til saa mange Indbyggere flere. Der er got at opmuntre til Ægteskabe; men det fornemste er at stræbe efter at Folk kan leve, siden formeerer de sig nok, uden at man har synderligen nødig at overtale dem dertil.

Men i hvor almindelig at forommeldte Klage, at Landet fattes Folk, end er, saa findes der dog nogle, som jamrer sig, fordi Der ere for mange, hvilket vel synes stridigt;

62

62 men hvo veed ei, at vi har for faa til at arbeide i de ringere Stender, og for mange som tragter efter Høihed og bedre Dage? og det eene er i visse Maader en Følge af det andet.

De Ord Ærekierhed og Patriotisme, har i nogle Aar været saa brugelig, at man har hørt Gienlyd deraf allevegne. Saa got som enhver, hvis Vilkaar eller Adgang til de Store, nogenledes kunde give ham Haab, har ikke holt det for nok at være en ærlig privat Mand; men han har stræbet efter Embeder, for at tiene Kongen og Staten, og for at vise sin ærekiere og patriotiske Attraae. Saadan Bestræbelse fører sikkerlig megen Nytte med sig, og det er uimodsigeligt, at jo mere man benytter sig af Lejligheden til at befordre Fædrenelandets Vel, jo berømmeligere er det; men at bilde sig ind, at den handler imod sin Ære og sin Skyldighed, som lever i privat Stand, og derfor at tragte efter offentlige

63

63

Embeder, det er at drive Begrebet om Æren for vit, og at misbruge Navnet af Patriot.

Hvo som ikke har kundet komme i Embeder, eller ei skiøttet om at besvære sig med Em- beds-Forretninger, har i Steden derfor ladet sig nøie med en ligegieldende Titel; og den vin- skibelige og ærlige Borgermand er bleven seet over Skuldrene, og i Dag neppe agtet værdig at omgaaes med den, som i Gaar tilkiøbte sig en Caracter. Adskillige, som ellers aldrig havde tænkt derpaa, har, for at undgaae en saadan stædsevarende Forhaanelse, søgt en Rang som andre; og mangen en brav Mand, som i Hiertet beleer slig Daarlighed, og som nærer sig af en saa hæderlig Handtering, at han ikke behøver at skamme sig derved, har, for en eller anden Bi-Aarsags Skyld, og for at følge Strømmen, maattet giøre det samme, og saaledes skiult sin virkelige Stand under et fremmet Navn.

64

64 Man bør ikke fortænke Folk i, at de sørger for deres Børn det meeste de kan, og at de søger at bringe dem fra en saa uanseelig Stand, som de indbilder sig Borgerstanden at være, til en anseeligere; men deraf flyder, at Borgerstanden mister sine velhavenste og fornemste Folk, at Antallet af dem som søger Embeder, langt overstiger Embedernes Tal, og at det alt for store Overskud, for en stor Deel bliver til unyttige Lemmer, og forfalder baade til et og andet Ont, og naar de har forødt deres Midler, om de har havt nogen, lever siden enten af Spil, eller af at optrække Kiøbmænd og Handverksfolk, indtil de i deres beste Alder døer bort, uden at efterlade sig andet end et stinkende Eftermæle. Og dersom den besværlige Tid, som et i den Fald lykkelig Onde, ikke hindrede Giftermaale og Familiers Tilvæxt, skulde man endnu see flere slette Følger deraf.

Derimod, hvis den rette patriotiske Dyd var i vedbørlig Anseelse, skulde mange flere

65

65

faae Lyst at anvende deres Tid og Penge til at bringe Videnskaberne, Kunsterne og Handelen i Flor, i Steden for at spilde det eene saa vel som det andet paa de ligesaa unyttige som flittige Opvartninger; og saaledes tragte efter at gavne baade sig selv og andre, hellere end at være slet ingen til Nytte. Til Handelen behøves Penge, til Videnskaberne og Kunsterne ligesaa. Det er got at der ere andre Folk som studerer, end de som af Trang og Nød drives dertil.

Foruden dette, at den Mængde af caracteriserede Folk opføder deres Børn saaledes, at en stor Deel af dem bliver som tabte for Landet, behøver de endnu saa mange Mennesker til Tienere og Opvartere, som tages fra Ploven og andre nødvendige Stæder, og som, tilligemed deres Herrer, ikke alleneste er at ansee som et Nul, der ei giør Folkemængden større, men som et Negativ eller tærende Tal der bør trækkes fra.

66

66

Saa vel det som jeg har sagt om den alt for store, (jeg siger alt for store, thi naar den er modereret, har jeg intet derimod,) Begier- lighed efter at være Embedsmænd, som om Lysten til Titler, er intet nyt; men i hvor be- kient det end er, finder Sagen endnu sine Forsvarere. Og jeg skulde ikke have melt et Ord derom, dersom jeg ei fuldkommeligen vidste, hvorledes unge Mennesker troer sig be- skiemmet, hvis de ei kommer i Kongens Tieneste, hvorledes mange bilder sig ind, at de ved at ringeagte deres Undermænd, ikke giør andet, end hvad deres Embeders Høihed fører med sig, og at de dermed ikke forseer sig imod nogen Pligt, naar de ikkun i det øvrige handler retskaffeligen, og hvorledes en stor Deel taler om Caracterer, som en Riget nyttig Opfindelse, Der giør Levemaaden anseelig, skaffer Kiøbmanden, Kunstneren og Haandverksmanden Næring, og befordrer Folkemængden *), og er

*) At Folkene har formeeret sig i de store Steder eller i Kiøbenhavn, kan ikke nægtes; men man

67

67

er som en Tilflugts-Kilde, hvoraf Kongen i fornøden Tilfælde kan trække Penge, naar han vil paabyde en Rangskat. Det værste er endnu at den ødelæggende Pragt og Overdaadighed, som dette fører med sig, kan ikke igien afskaffes, uden at mange Menne- sker bliver brødløse derved; en Deel af Ar- beiderne reiser ud af Landet, for at søge For- tieneste anden Steds, og i Fald de her har forhvervet noget, tager de det bort med sig.

Og ligesom disse Indbildninger har forvoldet at Rangspersoner ere næsten blevne anseede for at være dannede af en anden Materie, end andre Borgere uden for Rangen, saaledes seer man og Embedsmænd af adskilte Stender, at hæve sig over hinanden, og Hoben troer, at det er saaledes ret. Nogle holder ikkun Krigsfolk for at være Ære

savner dem paa Landet, og dersom VornedRettigheden ikke var, beholt Bonden kan skee faa tilbage til at hielpe ham at dyrke sin Jord.

68

68

værd, andre tænke, at det er Hofmanden allene som bør hædres, og Tidernes Foran- dring giver snart een snart en anden Stand Fortrinet. Disse vildfarende Begreber for- aarsager at Forældre umager sig for at faae deres Børn satte til den Stand, som de hol- der for den fordeelagtige og værdige, og det uden at kiende Børnenes Genie eller Tilbøielighed, og derover bliver een til en slet Raadsherre som kunde have blevet en brav Of- ficier, og en anden til en maadelig Officier som med Ære kundet komme til at forrætte et Prædike-Embede.

Dersom alle Stender holtes i Agt, og ingen bleve anseede for ringe, søgte skiønsomme Folk mindre at tvinge deres Børns Naturel, og satte dem hellere til saadanne Metier, som de formedelst Lyst og Genie kunde vente at giøre god Fremgang ved, end til andre, hvor De i Mangel af beqvemme Gaver stedse vilde komme til at staae tilba-

69

69 ge, og der skulde blive saa uduelige Folk at see.

Skulde et eller andet af det jeg har frembragt, især om Rang-Sygen, synes noget haart *), da vil jeg bede, at det maae undskyldes mig; thi jeg har ikke havt i Sinde at fortørne nogen; men jeg troer at Sygdomme, som har taget saadan Overhaand, at endog Fornuftige selv ikke ere aldeles ube- fængte deraf, og Misbruge, som ere blevne saa mægtige, at mange imod deres egen Tænkemaade maa følge den, bør ikke skaanes.

Man veed, at til at hæve sig over en saa almindelig Fordom og herskende Mode, udfordres mere end hver Mand formaaer; og derfore bør de ikke saa meget lastes; men Misbrugen og Lysten dertil forebygges. Det

*) Saa længe Talen ikke sigter til visse Personer, kan ingen med Billighed fortryde paa at der røres ved sligt. Et hvert Menneske har Feil; men den Fornuftige søger at rette sine.

70

70

Kongelige Rescript af 4de Septembr. forri- ge Aar, har sat Grændser for Misbrugen; men Lysten er ikke endnu ganske betagen.

Store Herrer formaaer meget. Naar nogen tager sig den Frihed ar hilse dem, da først at see til dens høire Side, om han og der bærer en Nogle, førend de agter ham værdig ar blive hilset igien; at vise sig frygt- som for at nogen skal komme over at see dem tale med een, som de holder for at væ- re for ringe dertil, eller at lade en jevn brav Mand staae som en foragtet Ting i et Forgemak, og tilsidst bortvises med Uforskam- menhed af en dumdristig Tiener, er ikke Maaden at bringe enhver til at være for- nøiet med sin Stand. En mild Hilsen, en Art af fortrolig Samtale paa et offentlig Sted, engang imellem at byde en skikkelig Mand til Bords, og mere saadant, koster lidet, og kan have en uforlignelig Virk-

71

71 ning. Gid store Herrer selv vidste, hvor megen Kraft de besidder til at giøre Got.

Jeg, saavel som flere, har i Anledning af foregaaende, ofte tænkt paa, om det ikke kunde være gavnligt, at der paa 3 eller 4 Steder i Riget blev oprettet anseelige Skoler eller Seminarier, hvori alle slags Standspersoners (hvor- iblant jeg ogsaa regner Docteres, Professorers og Præsters) og Adelsmænds Børn, omtrent fra deres 10de eller 12te Aar, indtil deres 16de eller 18de, efter Omstændighederne, kunde, enten for intet, eller for ringe Betaling, blive underviiste i Christendom, Regning og Skrivning, Sprog, Geographie, Universal- Historien, de første Grunde af Geometrien, og kort sagt, Fundamenterne til alt det som er nyttigt for Folk af alle Stender. Naar saa de Foresatte, saavelsom Forældrene, imidlertid havde lært at kiende disse unge Menneskers Naturel og Genie, og ladet dem fornemmeligen holde sig til de Videnskaber som de fant

72

72 størst Behag i, og de derefter bleve satte til Sorøe-Academie, Cader-Academierne, Universiteterne, eller hvortil de fandtes meest be- qvemme og havde størst Lyst; da troer jeg, at de, naar den første Grund var vel lagt, siden i en temmelig kort Tid kunde opnaae en betydelig Færdighed. Hvilke som ikke kunde faae Plads i Kongens eller Statens Tieneste, maatte dog ansee det som en Lykke, at have havt Underviisning i saa lang Tid, og naar Vil- kaarene var bekient forud, havde ingen noget at beklage sig over.

Det er mig ikke ubekient at der kan siges meget imod saadanne offentlige Skoler, der er meget trettet i den Sag, og jeg vil ikke imodsige, at jo Privat-Information kan være bedre; men da mange brave og anseelige Folk, særdeles de, som boer paa Landet og i Smaaestæder, ei haver Evne til at holde Informatorer til deres Børn hiemme, troer jeg, at slige Seminarier, som var tilstræk-

73

73

keligen forseet, saavel med Opsynsmænd som Betientere, skulde hindre mangen et got Genie fra at blive forsømt. Tilgang til Værdigheder bør ikke være tilsperret for den fattige; thi det har alt for mange onde Følger, naar Rigdom allene skal være Middel til Befordringer.

Vil nogen spørge, hvorfra alle de Penge skulde komme, som disse Semenarier vilde koste, da svarer jeg, at jeg veed det ikke; Det jeg skriver er ikkun en Tanke til høiere Eftertanke, og dersom det først blev afgiort at Semenarierne vare til Nytte, fantes der maa- skee med Tiden ogsaa Raad til Omkostningerne.

Min Hensigt er ikke at faae Videnskaberne saaledes udbredt, at Kiøbmanden derover skulde forsømme sin Handel, og Haand- værksmanden sit Værkstæd, eller at bringe nogen fra en fordeelagtig Nærings-Vei, til at lide Mangel paa sit Studerkammer; men

74

74

mit Ønske er ikkun, at faae de beqvemmeste Genier udsøgt, saavel til det ene som til det andet, og der saa meget desmere, som vore Naboer trint omkring os legger en besynderlig Flid paa Studeringer.

Og dersom en saadan Art af Forfremmelser, som den Hr. Philodanus ønsker i den Juridiske Stand, blev indført i alle Stender, var det maaskee ei skadeligt. Det er unge Standspersoner ingen Skam at tiene deres Fædreneland paa nogen Maade, og allerminst paa den, hvorved de i mindre betydelige Embeder kunde forhverve sig Dygtighed til bedre at forrette de mere vigtige.

En skiønsom Ven, som jeg har viist dette Skrift, har giort mig den Indvending imod Rixdalers-Skattens Forandring, at ligesom der ere Folk som har 3 eller 4 Pigebørn, saa er der og dem som har 3 eller 4 Drengebørn; saa længe disse Drengebørn

75

75

endnu ikke ere store, kan de ei ret siges at fortiene noget, men falder Forældrene allene til Last, og disse Forældre vilde ved mit Forslag komme til at tabe for meget, i Proportion af hvad andre vant. Jeg seer heel vel denne Indvendings Vigtighed, og har, førend han sagde mig det, allerede selv tænkt derpaa; men her kunde maaskee og raades Bod paa. - - -

Jeg veed endnu flere Ting, som kan siges saavel imod Skatte-Forandringen, som imod det jeg har foreslaaet, angaaende de Penge der betales Præsterne for BrudeVielser, Børne-Daab og Jords-Paakastel- og om Seminarierne; men jeg befinder mig ikke i den Situation, at jeg kan have eller faae alle tilstrækkelige Oplysninger, og derfore sigter mit Forslag ikke heller til Tingene selv; men alleneste til en Undersøgelse om Tingene. Skulde jeg være Executor,

76

76 var det en anden Sag; jeg betænkte mig da vist Hundrede Gange.

Til Slutning vil jeg giøre det Ønske, at Hr. Philodanus, eller nogen anden Indsigtsfuld Patriot, eller og et Sælskab af forstandige Folk, vilde paatage sig den Umage at give os en udførlig Beskrivelse om Handelen med alle sine Grene, saavel den gavnlige som den skadelige, baade det der kan siges med, og det der kan siges imod, samt det der passer sig paa Dannemark i Henseende til dets Beliggende, frem for paa andre Lande. Den halve Deel af Publicum skriger efter Fri-Handel, det er, paa deres Sprog, frie Indførsel af alting.

Der ere Usandheder som have Sandheds Skin, og ere derfore des farligere; og jeg er ikke langt fra at troe, at det som siges til den Fri-Handels Forsvar er af det Slags: at Folk kunde faae mange Sorter fremmede Vare for bedre Kiøb end vore egne

77

77

er vist, og at de som handlede der med vil- de blive rige er ligesaa; men Spørsmaal, fra hvad Kilde vilde deres Rigdomme fly- de, og hvem vilde tabe det som de vant? Spørsmaal, om ikke den største Deel af Haandværkerne vilde gaae under, og Kon- gen komme til at miste den Skat som de nu i deres Velmagt yde? Spørsmaal, om Kongen ikke vilde blive nødt til at forhøie Paaleggene, for af de Tilbageblevne at faae Erstatning for det han ved de Fragangne havde tabt, og om ikke Dyrheden derefter vilde stige i Proportion? Og Spørsmaal, naar en Feil engang er begaaet, om det da er saa læt at rette den igien?

Vore danske Vare ere dyre, det er sant; men kan de vel være andet? da Haandværksmanden maa dyrt betale de raae Materier, give sine Svenne høi Løn, behøver selv at trække en skikkelig Profit, for at kunde leve, og Fabriquerne tilmed ere an-

78

78 lagde i det kostbare Kiøbenhavn. Jeg fryg- ter, at saa lenge den dyre Tid varer ved, vil alt det der arbeides til Landets Opkomst, være til liden Nytte.

den 12 Februarii 1771.

79

Trykfeil:

S. 19. L. 9. til og Søes, læs: og til Søes, 20. L. 14. en læs: end 30. L. 15. udkræver læs: udkræves 49. L. 10. den sat læs: dem satte 54. L. 5. Etat mere eller mindre end paa anden. læs: eene Etat mere eller mindre end paa den anden.

66. L. 1. det som jeg. læs: det jeg.

De øvrige Feil som ikkun vedkommer Skriverigtigheden, og hindrer ei at forstaae Meningen, vilde Læseren behage selv at rætte.

80

        

1

Tanker

om

Krigsstanden

og dens

Forbedring.

Mich hört, roer Muht im Busen fühlt, Soldat und Officier.

Kiøbenhavn 1771.

Hos Joh. Gottl. Rothe, Kongel. Hof- og Universitets-

Boghandler i No. 8. paa Børsen.

2

        

3

Adskillige Venner af Krigsstanden have ønsket denne Stands Forfremmelse, og offentligen opmuntret dem, som vilde og kunde, at sige deres Meeninger, hvorledes Soldaternes Gage kunde formeeres. Heri, neml. synes HovedSagen at bestaae, som Standens Velyndere ønsker at see tilvejebragt. Det er unægteligt, at jo Soldatens Løn er for ringe for ham at leve af, for alting i Hovedstaden, allerhelst da han neppe har hver tredie Dag for sig selv. Thi naar han kommer af Vagt, det er midt paa Dagen, saa maae han pudse Gevær, Lædertøi, Støvelletter, Patrontaske, Knapper o. s. v., og faaer derfor ingen Tid til sine egne Forretninger, førend den paafølgende Dag; men hvor mange Extra-Turer falder saa ikke ind, som tage end ogsaa

4

4

denne eene Dag fra Stakkelen; thi den paafølgende trækker han igien paa Vagt. Han maae da tidt og mangen Gang leve hele Dagen af sine 4 Skilling. Ja, kunde han endda spise og drikke disse Penge op, saa torde han dog maaMe, en Dag om den anden, faae en nogenledes Mættelse for dem. Men Kiere! her skal Vask, her skal Poleervox, Skoevox, Pibeleer, Tripels, og Gud veed, hvad mere anskaffes. Altsammen af de bedrøvelige 20 Skilling, som han faaer hver femte Dag. Qvartals-Pengene kan han jo ikke bruge dertil, de gaaer alligevel op, for Skiorter, Skoe, Strømper, Saaller og andet.

Det er da med Rette, at man ønskede Soldaten lidt bedre Traktamente. To Skilling i daglig Tillæg, vilde være en mægtig Lættelse for ham, hvilket nok indsees af enhver, der har bekymret sig lidt om Soldatens Huusholdning. (Naar jeg siger Sol- dat, saa antager jeg Ordets mere indskrenkende Bemærkelse, nemlig: Musketeer, Underofficier, og kort sagt, alt hvad ikke er Officier. Siden naar jeg taler om Officiererne allene, saa betiener jeg mig maaskee

5

5 af Ordets mere udvidede Meening, hvori det bemærker enhver Krigsmand.)

Alt dette, hvad jeg hidindtil har sagt, er almindelig bekient, og jeg troer, at enhver Patriot ønsker med mig: at de, som ere bestemte til den vigtige Forretning, at forsvare Landet; de som i paakommende Tilfælde maae finde sig i at døe, ofte paa en pinefuld Maade, eller det som er langt værre, at læmlæstes og giøres uduelige til næsten alting; de, som endogsaa midt i Fredens Tider føre den besværligste, den ubehageligste Levemaade, saa at de næsten, (som Hine Spartaner,) have det lettere i Fælten, end de have det Hjemme. At disse, siger jeg, fik en liden Hielp, en liden SmertePenge, for alle de Livets Behageligheder, som de mage opofre, for at være Statens Gierde.

Det store Spørsmaal er da dette: Hvorledes fange vi det an, at forskaffe vores Soldat denne ønskelige Forbedring? Hvor er den Fond, den græsseligen store Fond, som behøves dertil, naar Kongen skal ikke udgive meer end Han udgiver nu, og naar de andre Stænder ikke skal bebyrdes stærkere?

6

6 Jeg vil fremsætte mine Tanker derom, og sige: (som alle Politici udi Afkrogene sige,) Dersom jeg maatte raade, saa gjorde jeg saaledes. Men først og førend jeg kommer til mit Æmne, maae jeg igientage nogle meget gamle Sandheder; thi disse udgiør det beste Forsvar, jeg veed, imod de vigtige og uvigtige Indvendinger, som kunde giøres mig.

I. En Ting er ikke umuelig, omendskiønt der findes Vanskeligheder ved at bringe den til Virkelighed. II. Det Tab som een lider, maae ikke tages i Betænkning, naar en Snees vinde derved. Forstaae, naar denne eenes Tab ikke er ødeleggende. III. Nogle Uleiligheder for den nærværende Tid ere ubetydelige, naar de forsvinde i Fremtiden: og, den levende Slægt maae ogsaa taale lidt for Efter- slægtens Skyld. IV. En liden Hielp bliver stor for den, som har kun lidet og er vant til lidet. V. Totale Forandringer kan ikke skee uden Fordommers Tilsidesettelse.

Disse Grundsætninger ere det, som mit System er bygget paa, og jeg har nu kun en

7

7 Ting Meer at erindre, for desbedre at blive for- staaer. Dette er, at jeg her allene taler om det hværvede Infanterie. Naar jeg først har sagt mine Tanker herom, saa vil jeg anføre, Hvorfor hverken Landmilicen eller Kavalleriet, eller Artillerister, Ingenieurer eller Garderne kommer i mit Anslag, for saa vidt Hoved-Posten er angaaende.

Mit Svar paa det store Spørsmaal: Hvor skal den Fond komme fra, at skaffe Soldaten et Tillæg? Bliver da med tre Ord: Af Officierernes Gage.

Forklaringen er denne: Kongen holder nu 16 hværvede Infanterie-Regimenter, hvert paa 14 Kompagnier, ved hvert Kompagnie staaer 3 Officierer og 67 Mand. En kort Beregning vil vise os, at naar disse 16 Regimenter bleve til 8, saa kunde hver Soldat nyde 6 Skilling om Dagen, i Steden for 4 Skilling, og en Underofficier efter Forhold. Hvem der ikke troer min IV. Grundsætning, den komme og see Soldatens Huusholdning, saa skal han overbevises om, at dette er en stor Tilvæxt i Indkomster, for den der endogsaa kiender Værdien af en Halvskilling.

8

8

Beregningen er let giort. Naar 8 Regimenter saaledes gaaer ind, saa spares Maanedlig i Gage for

8 Obrister, foruden hvad de har som Kompagni-Chefer, hvilket siden anføres under Kapitainerne a 100 Rdlr. er - 800 Rixdaler. 8 Obrist-Lieutenanter ligesaa a

50 Rdlr. - - 400 -

8 Premier-Majorer ligesaa a 16

Rdlr. 4 Mk. - - 133 R. 2 Mk.

112 Kompagnie-Chefer ligesaa

a 50 Rdlr. - - 5600 -

112 Premier-Lieuten. a 17 R. 1904 -

112 Second-Lieuten. a 15 R. 1680 -

8 Regiments-Qvarteermestere

a 17 Rdlr. - - 136 -

8 Auditeurer a 17 Rdlr. - 136 - 8 Regiments-Feltskierer a 15

Rdlr. - - 120 -

Da Infanteriet efter nu værende Indretning har 2 virkelige Generaler, 4 virkelige General-Lieutenanter, og 8 General-

10909 R. 2 Mk.

9

9

10909 R. 2 Mk. Majorer, faa gik ved Reduktion Hælvten af disse ind med, og straredeS derfor Maanedlig: for

1 virkelig General a 333 Rdlr.

2 Mrk. - - 333 2

2 virkelige General-Lieutenanter

a 250 Rdlr. - - §00 -

4 virkelige General-Majorer a

166 Rdlr. 4 Mrk. - 666 4

12409 R. 2 Mk. Ydermere gik ved de reducerede Regimenter ind:

112 Fourerer a 3 Rdlr. 3 Mk.

9 Skill. - - 402 Z

224 Korporaler a 3 Rdlr. 12

Skilling - - 696 -

16 Kompagnie-Feltffierera 5 R. 80 -

8 Gevaltiger a 3 R. 2 mk. 4 Fl. 27 -

8 Regiments - Tambourer a 3

R. 2 mk. 4 M. -- , 27 t

48 Hautboisier a 3 Hd. 2mk. ask, 162 -

8 Stokkenknegte a 1 Rdlr. 1

et 8 Skil. - - 10 -

13813 R. 5 Mk.

10

10

I denne Beregning har jeg ikke anført Douceurene for Regiments-Qvarteermester og Com- mander-Sergeanter de Omkostninger som Instrumenterne og Tambourenes samt Hautboisternes Munderinger, (Under-Officierernes ikke at glemme,) koste meer end den gemeene Mands, med flere smaae Ting, som dog det ene med det andet noksom beløber sig til en lille Sum; men som vilde falde for vitløstigt, her at anføre. Nok er det, at det udgiør meer end 200 Rdlr. Maanedlig ved de 8 Regimenter, og da jeg desuden i Officierernes Gage overalt har regnet det mindste, saa kan man sikkert antage, at ved denne Reduction sparedes Maanedlig i det mindste 14000 Rdlr.

Denne Sum kunde da anvendes paa de overblevne 8 Regimenter. Disse bleve nu fordobblet i Henseende til Mandskabet. 3 Officierer som passer paa Tjenesten, kan gierne holde 80 Mand i Orden. Jeg siger 80, (egentlig blev Hvert Kompagnie over 130 Mand;) thi vi veed jo, at der ere kun faa, jeg tør sige ingen Kompagnier, som nu har 40 Mand i Garnisonen. De faa Uger at Frimændene ere inde, giøre vel ikke

11

11 stort til Sagen. Lidt Paapassenhed mere, det er alt; men, flere Under-Officierer maatte disse fordobbelte Kompagnier have, 1 Ser- geant og 2 Korporaler af de reduceerte Regimenter kunde derfor sættes ved hvert Kompagnie, saa at der nu vare 3 Ober- og 9 Under-Offlcierer derved; og saa maatte det være Nisser og ikke Mennesker, dersom de ikke kunde holdes i Ave af disse 12. Ligeledes maatte ved hvert Regiment antages 4 Kompagnie-Feltskierere til, eftersom Mandskabet bliver dobbelt, saa at nu ved hvert Regiment kom 10 Kompagnie-Feltskierere. For denne nødvendige Augmentations Skyld, har jeg i Beregningen alt fradraget, saavel disse, som de omtalte Under-Offlcierer, og kun regnet saa mange iblant de Reduceerte, som ikke kan anvendes i deres forhen havte Pladse udi de vedblivende Regimenter. Og disse sidste kunde ogsaa Med Tiden faae deres respektive Charger igien, men for det første fik de tage til Takke med en Gemeens Plads og Lønning, eller ogsaa de faa, som ikke vilde dette, kunde Kongen tilstaae Afskeden, saasom dette Tab ikke vilde være af nogen Betydenhed.

12

12 Antage vi nu, at alle de som ikke er Officierer bleve i Tjenesten, og af ovenstaaende 14000 Rdlr. fik et Tillæg daglig, Sergeanten, Gevaltiger, Regiments-Tambour og Kompagnie-Feltskier 6 Skilling.

Foureren 64 Skilling Korporalen 4 Skilling.

Grenadeer, Musikeieer, Tambourer og Støkkenknegte 2 Skilling.

Saa beløb sig dette Maa- nedlig ved de overblevne 8 Regimenter, for 336 Sergeanter, Kompagnie - Feltskierer, Regiments-Tambourer og Ge- valtiger a 1 Rdlr. 5 Mrk. 4 Skilling til - - 630 Rixdaler,

112 Fourerer a 2 Rdlr. 3 skl. 227 3 Mrk. 672 Korporaler a 1 Rdlr. 1

Mk. 8 Skill. - - 842 -

14072 Grenadeerer, Muffeteerer, Tambourer og Støkkenknegte a 3 Mk. 12 Skill. 8795 -

Tillægget beløb sig altfaa Maa-

nedlig kun til - - 10492 R. 2 Mk.

13

13

Anmærkning.

Foureeren faaer 1/2 Skilling Daglig meer i Tillæg end Sergeanterne; men han faaer derved dog ikkun den samme Lønning som disse, thi han har nu virkelig 1/2 Skilling Daglig mindre. Da ham paaligger alt Skriverie ved Kompagniet, og dette Skriverie ved den Forandring Qvæstionis blev fordobbelt, saa vilde det være ubilligt dersom han ikke skulde nyde lige saa meget i Lønning som Sergeanten. Vel er det sandt, at KommandeerSergeanten har mere travelt i Tienesten, men derfor har han og aparte Douceurer, og ikke de utrolige Bryderier med Skrivning og Regning som Foureren har. Og han fik jo ogsaa en Sergeant til Hielp, som kunde skiftes til at besørge Tienesten med ham, og alt hvad han beholt allene at forrette, det bestod i Komandoen, og den kan han gierne komme af Sted, uden al for stor Umage. Hautboisterne behøve vel intet Tillæg, da de alligevel veed at fortiene sig uden om, meer end dem tiener.

14

14

Man seer af dette korte Overslag, at det store Ønske kunde blive opfyldt, uden at Kongen og de andre Stænder udgav mere end hidindtil, ja, der sparedes da Aarlig nogle og Fyrretyve Tusinde Rixdaler. Mueligheden og Nytten af saadan Forandring synes da øjensynlig nok, uden at der behøvedes at legge noget mere til.

Men her møder mig tvende Indvendinger, som jeg ikke tør forbiegaae, allerhelst da mig synes at de ere de eeneste som med Skiel kunde giøres.

Først da, vil man spørge: Naar saale- des Officierernes Tal bliver nedsat paa Hælvten, hvorledes skal de da kunde bestride Tjenesten? Jeg svarer: Meget vel!

Lad os sætte, at i Steden for de 6 Regimenter som nu ligge i Kiøbenhavn, herefter laae kun 3, (Mandskabets Antal bliver det samme,) saa vilde der være 78 Lieu- tenanter til Tjenesten, naar 3 Kapitain-Lieutenanter og lige saa mange Adjutanter fradrages. Og disse vare tilstrækkelige at besætte Vagterne, (som den eeneste besværlige Tieneste,) dersom der virkeligen og for Alvor tænktes paa Militair-Standens Forbedring.

15

15

Thi siig mig, hvorfor skal Reusensteins Bol- værk, Rosenborg Slot og Hovedvagten have en Lieutenant paa Vagt? Fordi engang ved Reusensteins Bolværk er begaaet et Ran paa et drukkent Qvindemenneske? Fordi at Rosenborg kaldes et Slot? Fordi maaskee i Preussen, (hvor der er Overflødighed af Of- ficierer,) en Lieutenant trækker med Kapitainen paa Hoved-Vagten? — Kunde disse, burde disse smaae Aarsager ikke falde reent bort, naar det gialt om at erholde saa betydelige Fordeele? Kiøbenhavn beholdt da ikkun 5 Lieutenants-Vagter, og saa falt Touren kun hver 14 Dag til en Officier, da de nu ikke nær saa længe have frie. Sant er det, der maatte da ikke heller tilstædes, at en Officer var ideligen af Byen, uden at see sin Vagt-Tour besørget; det maatte ikke tilstædes, at en Officier giorde sig syg, naar hans Vagt-Tour treffer; der burde ikke være Patteglutter med Portepeen paa Vuggen, som de andre brave Officierer maa giøre Tienesten for; der burde høre mere til end Chefens Bevaagenhed eller Skiødesløshed, naar en Officier skulde gandske frietages for Tieneste. Alt dette burde være og

16

16

maatte være, naar man havde det faste Forsæt, at hielpe Soldaten paa Fode.

Som det gaaer med Kiøbenhavns Garnison, saa gaaer det og med Rendsborg, som den anden Hoved-Festning i Landet. Tre (maaskee To) Lieutenants-Vagter vare nok der, i Steden for de Fem til Sex som de have nu, Resten kunde besættes med Under- Officierer, uden at der blev forsømt det ringeste. Det vilde falde for vidtløftigt, her at tale om vore andre saa kaldede Festnin- ger, om hver især; men man kan forsikkre sig om, at det i alle Maader forholder sig med dem, som med de anførte.

Den første Indvending falder altsaa bort. Nu da til den anden, og her maae jeg til- staae, at den er vigtig og grundet.

Naar skal alle de Officierer, som I sætter ud af Nummer, komme ind igien? Baade de reducerede og de vedblivende tabe derved Aar paa Aar udi deres Avancement, saa at den, der havde sandsynligt Haab om, inden 4 Aar at blive Kapitain, maae nu staae i 8, maaskee 10 og flere Aar, førend han kommer dertil, og ligesaa med de høiere og mindre Klasser.

17

17

Jeg svarer hertil: I har Ret! I har Aarsag til at klage, naar I reduceres; I har Aarsag at klage naar I bliver. Jeres Avancement standses i en lang Tid, ja maa- skee gaaer tilbage. — Men kiere brave Venner! hvad er at giøre? I som opofrer jeres Magelighed, ja jeres Sundhed og Liv til Staten, I, som ere Patrioter nok til, for en ringe Giengieldelse, at frasige jer, i jeres blomstrende Aar, Tusende Livets Behageligheder, for at skaffe Borgeren og Bonden Fred og Roelighed. I vilde ikke undslaae jer, ogsaa at giøre noget for jeres kiere undergivne Brødre, hvis Vilkaar alligevel ere og bliver langt under jeres. See til min II. og III. Grundsætning, og lad disse være eders opmuntrende Trøst. Siig mig, hvad ere 40 Officierer imod 950 Gemeene? Disse sidste faaer saa stor en Hielp ved denne Ulejlighed, som nu rammer jer faa, og som I med Tidens Længde vil have forvundet, og som da vil glæde eder med den behagelige Erindring, at I, endog med eders Tab, have biedraget noget til saa stor en Forbedring. Og inden 50 Aar vil næsten ingen mere vide af dette at sige. Nytten skal ved-

18

18 vare og Ulejligheden glemmes, og I skal have forfremmet mange Efterflægters Gavn. (I maae forlade Mig at jeg taler om Mit Indfald, som om et virkeligt Project. Det er en Autor-Svaghed, som alle er befængt med, ligesaavel den der skriver nogle Ark, som den der skriver Alphabeter.)

Men det er ikke allene med dette, som jeg agter at svare paa denne Indvending med. Dersom jeg ikke havde andre Grunde at sætte imod den, saa vilde jeg heller reent tiet stille. Lad os tale med kolt Blod herom og sætte:

1). At Kongen var naadig nok, (af de Penge som sparedes og ikke gik med til Tillægget for de Gemeene,) til at lade hver Officier faae saa meget i Vartpenge, at han havde nok til tarvelig Klæde og Føde, til han blev emploieret. Sant er det, en Officier kan ikke leve i 4 til 6 Aar af 60 eller 72 Rdlr. Aarlig, men han kan, (i hvor stort han er vant,) komme ud med mindre end 400 til 500 Rdlr. Disse Vartpenge toge af fra Aar til Aar, ligesom Officiere- ne bleve emploierede til. I de første Aa- ringer lagde Kongen noget til, derefter in-

19

19

tet, og endelig vant han fra Aar til Aar. Jeg tør sige, og kunde bevise, at ved en ordentlig Indeling, Kongen ikke behøvede at legge i de første besværligste Aaringer meer end 10000 Rdlr. til i det allerhøjeste, og inden 3 til 4 Aar behøvede Han slet intet meer at legge til, og siden var det snart opreist igien, hvad hans Kaffe tabte i disse første Aaringer.

2). Da denne Forandring hverken rammede Nationalene, eller Kavalleriet, eller Garden: saa kunde alle hos dem forefaldende Vacancer ligeledes besættes med reducerede Officierer; thi det var ikke meer end billigt, at de, i det mindste for saa meget, hialp til at bære paa Byrden. Maaskee at der iblant de Reducerede ogsaa fandtes nogle, som kunde emploieres i Artilleriet eller Ingenieur-Corpset; ja, hvem veed, om ikke i Søe-Etaten selv, eller i Civilstanden?

3). En alvorlig Kongelig Beslutning kunde tages, gandske og aldeles at forbyde det skammelige Kiøben, som endnu ikke er saa udryddet som det burde være, og som hidindtil saa meget har nedslaget den brave

20

20

men uformuende Officier. Dog herom me- re siden.

4). Man kunde være lidt mindre føielig i, at give enhver indkommende Fremmed de anseeligste Charger. Da vi dog gierne følge andres Exempler, Hvorfor ikke heri, og i det som forrige Numer handler om med? Hvorfor kan en Fremmed, som forlader sit Fædreneland og kommer til os, ikke lade sig nøie med en Second-Lieutenants Plads naar han har været Premier-Lieutenant? Hvorfor skal han endelig være Obristlieutenant, Major, eller i det ringeste have Kompagnie? Gud forbyde, at vi skulde troe om vort kiere Fædreland, at det ikke havde brave Folk, der vare i Stand til at være gode Officierer, og at vi derfor maatte ligesom kiøbe de Fremmede herind. Nei, saa mange, mange velfortjente Landsmænd bevise Modsætningen. Fik de gode Herrer, som fra alle Verdens Kanter komme herind, at tage til Takke med en ringe Charge, eller (pia defideria,) bleve viist Veien tilbage, hvor de kom fra, saa vilde de snart betænke sig, at trække Dosinviis herind og forlade deres Fædreneland, (hvor somme Tider

21

21 der er Krig oven i kiøbet) og komme til et Land, hvor alting er roeligt, og hvor Hoved-Systemet er og bør være Fred. Og saa vilde Avancementet gaae utroeligen meget hastigere, vore reduceerte officierer fik snart deres Plads igien, og inden kort Tid var da alting i forrige Orden.

5). Der kunde saavel ved Reducering, som Forflytning, sees paa en Officiers Omstændigheder, og ikke alle skieres over en Kam. Den ugifte Officier taaler det bedre end den gifte; den unge bedre end den Gamle, den Formuende bedre end den Uformuende. Tyve Mile er ikke saa lang en Vei som Hundrede o. s. v. Endogsaa Garnisonen og Levemanden der burde paaagtes; thi at forflyttes fra Kiøbenhavn til Christiania, eller fra Glykstad til Rendsboeg, er langt fra ikke saa fortrædeligt, som at komme fra Rendsborg eller en anden Fæstning hvor alting er got Kiøb, til Hovedstaden, eller det ligesaa dyre Christiania.

Der kunde maaskee findes endnu flere Anordninger, hvorved denne Indvending om ikke gandske ophævedes, saa dog giortes saa ubetydende, at den i Patriotens Øien slet

22

22

ikke kom i Betragtning imod det store Gode, som vilde flyde af saa total en Forandring.

En tredie Indvending, som maaskee af nogle kunde giøres, er denne: Hvad skulde Verden sige, dersom Kongen af Dannemark og Norge ikke holdt flere end 8 Regimenter Hværved Infanterie?

Hvad Verden vilde sige? Den sagde: Kongen af Dannemark holder i 5000 Mand Hværved Infanterie; thi han behøver ikke flere i Fredstider, og lige det samme siges og saa nu. Bestaaer en Konges Ære eller et Lands Sikkerhed i Antallet af Regimenterne eller i Antallet af Soldater?

Den første, den vigtigste Post kan alt- saa afgiøres: Soldaten faaer større Traktamente. Lad os nu ogsaa betragte nogle andre mindre Lettelser, hvorved Livet kunde giøres lidt mere behageligt for den gode Soldat.

Soldatens Klædedragt møder os først; og her maa man tillade mig at spørge: Hvad due disse pinende ubeqvemmelige støvelletter til? O! gid at den, som først opfandt dem, maatte bestandig have gaaet i dem,

23

23

saa længe han levede, og det efter den samme Methode, som de nu bæres efter. Jeg veed ikke hvorledes det giør, naar Torturen de spanske Støvler appliceres, men det veed jeg, at strax efter disse, Støvletterne have største Ret til det Navn af ypperlige Pine-Maskiner. Man forestille sig disse, af tykt indgneden Poleer-Vox stive Tingester paa Beenene af den stakkels Karl, nogle Hattefilt-Lapper ligge der imellem for at giøre dem ret trange, og en jern Hage brækkes tit i Stykker under det Arbeide, hvormed de maae tilsnøres. Nu seer Karlen deilig ud! han har retskaf-fens Been! Støvelletterne kan man speile sig i og Knappene i dem? — Aa, de blinke som Solen! — Maaskee Karlen staaer endnu i fuld Væxt; maaskee hans Muskler ere ikke hærdede nok, at udholde saa voldsom en Sammentrykkelse; maaskee — Hvad? skal Karlen derfor ingen Støvelletter have paa.? Strax Støvelletterne paa ham! — See, Hvad fattes Karlen nu? Kan Han ikke exercere, marschere faa got som nogen? Og om de end piner lidt, og han derved bliver adspredt og kan ikke have Tankerne sammen, for at passe paa Kommandoen, saa kan et

24

24

Par dygtige Rap snart give ham Samling igien. Ja, ja! — inden et Aar gaaer om, ligger Karlen paa Sygestuen, han har sure Been, Regiments-Feltskieren trækker paa arlene. Karlen er incurabel, han maae have Afskeed. (Hvad kan man bruge en Karl til som ikke kan faae Støvelletter paa Beenene.) — Obristen bliver vreed: Hvor i al Verden kan det komme fra, at vi har saa mange Folk med Beenskade? Ja, Gud veed! — Ja vist veed han det, men jeg veed det ogsaa, og de fleste vide det, — men Støvelletterne kan aldrig afskaffes. Himlen bevare os! en Soldat uden Støvelletter, det var jo Himmelskrigende! Og hvad vil man sige? Kongen af Preussen giver jo sin Hele Armee Støvelletter, og officeren maae bære dem med. — Ja, det er sandt, derimod lader sig intet sige, giør han det, saa maae vi endelig ogsaa, det forstaaer sig.

Imidlertid, saa hørte jeg dog en gammel Officeer, som havde seet sig lidt om i Verden, han sagde til mig (under fire øien thi hvem vilde sige fligt offentligt,) han sagde: "Naar vi regner, Hvad Skoe og Støvelletter koster i Aar og Dag, saa be

25

25 høvedes der kun et lidet Tillæg, (naar man lod dem forfærdige paa engang og til den rette Tid,) for at skaffe hver Mand et Par korte Støvler. Disse Støvler holt Beenene langt varmere og tørrere, og al den forsmædelige Pine forsvant, som den ellers nok plage Soldat nu har at udstaae. Den meeste Pudsning falt. tillige væk, som Soldaten nu maae spilde saa megen Tid paa. Paa Marschen falt de vel lidt tungere end Støvelletter, men saa var Benene ogsaa mere frie i dem, og det skulde altsaa gaae op imod Hinanden. I Feldten, naar et Overfald skeer, saa springer Soldaten snart i et Par Støvler, men nu, maae han i flige Tilfælde enten fare herud imod Fienden i Strømper og Skoe uden Spender, eller og han maae give sig Tid at paaskrue sine gode Støvelletter, og imedens han har at bestille dermed, (thi det er ikke saa hastig giort.) lade sig slaae ihiel eller tage til Fange. Ydermere, (sagde den gamle Officeer,) naar det er heedt Veir om Sommeren, saa kunde vores Soldat have et Par Strømpeskafter paa, uden Fødder i; og jeg veed af egen Erfaring, hvor sunt og behageligt det er at

26

26 gaae barfoded i Støvler Sommeren over, helst naar man skal gaae meget. Skal vi igiennem lavt Vand eller Moradser, see, saa er Støvlen, og (om det behøves) Strømpen af, eins, zrvey, drey! og saa gaaer vi barbeened igiennem. Men nu — o. s. v.”

Soldatens Gevæhr, kiere Venner! siig mig: Hvorfor skal dette endelig være som et Speil? Maaskee at man i Krigstider skal kunde see en Trup, naar den kommer blinkendes langt fra? eller og i Fredstider at slide Løbene reent væk ved idelig Pudsning, saa de kan ikke holde nogen Fyring ud, naar det gielder. O! lad os faae en god brun Farve over dem, som tillige kan indrettes saaledes, at den holder Rusten fra Jernet. Soldaten sparede herved atter mangen en Time, som han nu maae pudse bort, og Kongen de mange nye Geværløb, som nu et Regimente, nu et andet trænger til, naar de forrige ere opslidte under Pudsestokken eller Poleerstaalet. Men her maae jeg vente en Hoben Indvendinger, som jeg intet har at sætte imod, uden min V. Grundsætning.

27

27 Det samme som her er sagt om Gevæhrene, kunde maaskee og passe sig paa Sabelgrebene. I det mindste sparede Soldaten mangen Skilling derved, som nu gaaer for Tripels, Blodsteen, og sligt Snurpiberie.

Jeg tør vel neppe udlade mig med en Tanke, som jeg længe har havt, og som alletider har syntes mig meget rimelig. Jeg har nemlig saa tænkt ved mig selv: At Soldatens Haar er opstukket og sidder glat naar Han er i Mondur, det kan jeg finde mig i, men at vi vil have vore unge raske Svende at see ud allesammen, saa graaehærdede som deres Farfar, det synes mig forunderligt. 45000 Pund Hvedemeel kunde dog bages en Deel Tvebakker af i et Aar, og Soldaten beholdt de 4 Skilling maanedlig i sin Lomme. Hvad Pudderkræmmeren tabte derved, fik Marketenteren igien, altsaa var det eet, i Henseende til Borgeren, men i Henseende til Soldaten var det ikke eet, enten han fik for 4 Skilling Vare paa Hovedet eller i Maven.

Haarpidsken synes vel af saa ringe Betydenhed, ak det ikke var Umagen værd at tale derom, men det maae ikke hielpe. Smaating

28

28

giøre mangen Gang megen Bryderie. Den- ne ubegvemme Tingest kan ikke anføre andet til sit Forsvar, end det, at den tager et Hug af, som ellers tog Hovedet med. Derimod er det øjensynligt, at den falder lige besværlig at bære, Baade i Fred og Feide. Baandet og Pidsken koster meer end Soldaten kan miste; under Gevæhr saavelsom paa Bridsken, er den til største Hinder. Thi det er ikke med denne, som med en Officeers eller Civilistes lille bitte Pidsk, der kan bukkes og dreies ligesom man lyster; nei, midt i denne Klump Hamp, gaaer der en Staaltraad igiennem, saa tyk som en Pibestilk, og nu skal man nok lade være at bøie Pidsken. Havde Soldaten derimod en Slags Merlidon i Nakken, omtrent et Spand lang, beviklet med trediedeelen af det Baand han nu bruger, saa havde han deri ligesaa got et Skiold mod Palladsken, det var uendelig mere mageligt, kostede mindre, og mig synes det vilde lade nok saa got, som de nu brugelige Knippele. Men Kongen af Preussen! —Ja, saa tier jeg!

Hvad om den danske Armee heri, som i det foromtalte, engang gav Mynstret? Hvad

29

29

om vi herved begyndte at blive Originaler? Om vi var de første der afskaffede Støvelletter, og blanke Gevæhr og Pudder og Pidske. Men vi torde endda komme for sildig; thi der siges, at den østerrigske Armee har hverken Støvelletter eller Pudder mere. — Lad saa være da! Har vi saa længe været Kopier i andre Ting, saa lad os være det heri med, hvorved vi dog i det mindste engang skulde antage en fremmed Skik, som var nyttig.

Nok om Klædedragten. Lad os tale lidt om Soldatens Qvarteer. Aldrig boer han bedre end i Baraker. Maatte dog snart hele Garnisonen være forsynet dermed, og det saa- vel i Kiøbenhavn som i andre Fæstninger. Men Stabs-Officerene behøve ikke at tage Rummet op i dem: Maaskee ikke Kapitainen engang. Naar to Officerer og alle Underofficerene ligge sammen med Kompagniet, saa kan der holdes Orden nok. Kapitainen kan jo visitere hver anden Dag, eller saa omtrent, og Stabs-Officeren hver Uge.

I Barakerne Har for det første Soldaten ikke Behov at ligge paa et durklaüchtigt Loft eller i en sumpet Kielder, og der at sætte sin Helsen til; ikke behøver han der at drikke en

30

30 Skilling op, naar han engang vil varme sig lidt; holder han got Huus med den Ildebrand som han staaer, saa kan han have lidt Varme om Morgenen, naar han skal klæde sig paa, og behøver derfor ikke at søge Varme i Brænde- viinens og ere hans Klæder giennemvaade af Snee og Regn, saa kan de tørres til næste Vagtdag. I Barakerne er ingen egennyttig Vert, som forfører Soldaten at fortære meer end hans Lønning, ved en tilbuden, ja somme Tider paanødet Kredit. De saa kaldede Ka- meradskaber kan aldrig giøres bedre end i Barakerne, hvor et hvert Kammer har sit bestemte Mandskab, som legger sammen, og laver sig selv hvad Mad dem lyster og de kan betale, og gierne er der en Kone i hvert Kammer, denne koger da for Soldaterne, og disse løbe og slæbe for hende. Soldaten i Baraken har ikke nødig at tradske igiennem Kiøbenhavns skidne Gader, fra Vestergade til Gottersgade, eller fra Borgergaden til Stormgaden til Kompagnie-Paraden, og saa derfra igien til General-Paraden. Her er Kompagnie-Paraden strax ved Barakerne, og saa gaaer Vagtfolkene derfra lige hen til Kongens Nyetorv, eller hvor de skal hen.

31

31

Officeren kan i en Barake visitere 7 Gange en Dag, om han lyster, det koster ham ikke meer end at gaae fra det eene Kammer i det andet; og vil han visitere sildig om Aftenen, eller og om Natten, saa behøver han ikke at lade sig begegnes grovt af en Spekhøker eller anden ubehøvlet Karl, som lukker sine Døre naar ham behager. Hvor meget let det bliver at forhindre Desertion, naar Officeren har hele Kompagniet under Øinene, begriber nok enhver, uden at her behøves at legge mere til *). Kort sagt: Aldrig har Soldaten bedre end i Barakerne.

Et Ønske endnu har jeg til de gode Soldaters Fordel. — Det er en besværlig Sag at trække paa Vagt; det er meget mere besværligt at staae Skildvagt; men allerhaardest er det naar man er frossen stiv, eller giennemvaad af Snee og Regn, da i fire Timer at sidde i en kold Vagtstue, for efter denne Tids Forløb at trække paa sin Post igien, koldere og stivere end

*) Mangt et Monderings-Kammer er brændt op i Borger-Huse, aldrig i Barakerne; thi her er hele Kompagniet i samme Øieblik tilstæde og kan redde.

32

32 man kom fra den, ja mueligen i disse 4 Timer at være i Mørke til. Jeg vil her ikke engang tale om, at hverken Brænde eller Tran strækker til, naar der leveres noget; thi det er dog noget, Vagten kan dog engang blive varm, og en stor Deel af Natten kan der være Lys. Men jeg vilde kun, at der maatte giøres Forandring i den besynderlige Indretning, at det skal net op til Mortensdag begyndes, og Paa- ske Aften endes, med Lysets og Ildebrandens Levering til Vagterne. Slig mig, kiere Landsmænd! I, som kiende det danske Clima, siig mig, begynder Vinteren og de lange Aftener kun for Civilisten saa tidlig, og varer saa læn- ge? eller har Soldaten maaskee meer end vi andre en Jern-Hud og Muldvarpe-Øine? Soldaten bør være haardfør, men han er og bliver dog et Menneske; hvorfor da paastaaes, at han, kun han, skal være uden Varme og Lys indtil den bestemte Dag? Og Gud veed af hvad for en Aarsag net op disse Dage ere fastsatte.

Dersom dette blev forandret, (gandske saa Omkostninger, ja, jeg torde gotgiøre slet ingen Omkostninger behøves dertil,) saa blev det alt en Hoben lettere for vores stakkels Soldater, hver tredie Døgn at have en urolig Nat og en

33

33

besverlig Dag. Saa vilde det falde en Hoben lettere for dem, hver tredie Nat at sove en idelig afbrækket Søvn i Klæderne paa den haarde Bridsk, og hver tredie Dag at staae to Timer ad Gangen i det gyseligste Veir, i den kolde Vinter, under aaben Himmel, paa en høi Vold, udsat for alle Vinde, og intet at skiule deres Legeme med, uden en stumpet Mundering, en Smule Hat og en traadbar forreven SkilderKappe. Kunde man da ogsaa faae det saa- vidt, at naar en Underofficeers Vagt byggedes af nye, eller en gammel reparertes, at der da blev indrettet en lille Forstue med Dør for, saa at Vinden og Kulden dog ikke saa strax feiede derind, ved den idelige fornødne Ind- og Udgang. Kunde dette bringes tilveie, saa var det en nye Beqvemmelighed som Soldaten gierne tog med.

Det er virkelig en utrolig ubetydende Sag at faae alt dette indført, alligevel er det ikke skeet. Hvad en eller anden Veltænkende Kommandant kan rette deri, saa længe han har at raade, det giør kun lidet til Sagen, og lidet er deres Antal, som bekymrer sig derom; thi hvor mange Garnisoner kan vel rose sig af en

Sames?

34

34

Vi see altsaa, at det er ikke saa umuligt at giøre betydelige Forbedringer i Soldatens

Gage,

Klædedragt,

Qvarteer og Tienefte.

Andre Forbedringer i Soldatens Kaar overhovedet, bør ikke forbiegaaes; men saasom de formeget beroe paa Tid og Omstændigheder og Vedkommendes Tænkemaade, saa kan deri intet vist bestemmes, men kan allene søges at blive tilveiebragt, saa vidt mueligt er. Hertil regner jeg: lemfældig Medfart, kierlig Omgang, Skaansel for unyttig og overflødig Exercice og Parade, Frimændenes Udeblivelse, naar de kan fortiene noget retskaffens, Opmærksomhed med at Folkene ikke commanderes at møde Klokken Sex, naar de skal bruges Klokken Tolv, (besynderlig om Vinteren,) Kirkeparaders Afskaffelse, med mere. Hvad denne sidste Post især angaaer, da er det meer end bekient, hvilken elendig Gudstjeneste den er, som Folk tvinges til, og ligesaa bekient er og den Sandhed, at den samme Ting, som vi giør af egen Drift og Lyst, bliver os modbydelig og ubehagelig saasnart den forlanges af os som en Pligt. Lad

35

35

ogsaa Præsten klynke over (hvilket er skeet,) at ham betages saa mange Tilhørere; saadan ubetænksom Klage bør ikke agtes paa, naar man alleneste betænker den Lunkenhed i Gudstjenesten, ja de Bespottelser, som desværre ikke udeblive, og som er en bekient Følge af denne forunderlige Ceremonie. Erfarenhed Har lært mig, at endog Soldater gaae i Kirke, og det ikke i ringe Antal, naar de kun ikke drives derhen.

At ved disse Forandringer Soldaterne vant saare meget, det er vel ingen som nægter; men lad os nu gaae videre, og see om ikke Kongen selv vinder anseeligen derved.

Dersom disse Indretninger fant Sted, hvor vilde da Solvaren finde det nogen Steds bedre end her? I Preussen? Vist ikke. I Sverrig? Langt mindre. Ikke heller i nogen af de tydske Fyrsters Tienesie, og iblant Hundrede der desertere, kommer neppe een i østerrigsk, fransk eller anden Armee, og endogsaa der finder han ikke alle de Fordeele, som Han fik at nyde her Hos os. Desertionen altsaa formindskedes. Første betydelige Fordeel!

De faa, som løbe bort, alleneste for en Forandrings Skyld. O! de vilde ved første

36

36

lighed komme igien, og endda maaskee bringe nogle med sig. Og blev det først be- kient, hvor got den danske Soldat havde det, og det spørges snart; see, saa vilde det vist ikke mangle paa dem, der snart indfant sig, for at tage Deel i dette Gode. Hværvingen blev saa let, at vi maaskee fik den samme Karl for 20 Rdlr. som nu maae veies op med en 50 ja 80 Rdlr. Og hvo veed, om ikke mangen vakker ung dansk eller norsk Karl tog imod en liden Haandpenge, og tiente sine 8 til 10 Aar, naar de blev vaer at der hverken var Sult eller Slaverie ved Tienesten. Hværvingen lættedes derved

en Hoben, og dette vilde være en anden Hoved-Fordeel. Hvilke mægtige Penge-Sum-

mer derved sparedes ei allene for Kongens Kasse, men endog for hele Landet, det falder let i Øinene, naar man kiender lidt til en udenlandsk Hværving. Haandpengene ere de mindste. Men Diæterne for et Hværve-

Kommando, Stikpenge, Anbringer-Penge,

Transport-Omkostninger, disse ere det der gaae udaf Landet og kommer aldrig igien. En stor Deel af alt dette falt bort, saa- snart den danske Tieneste blev saa profitabel,

37

37 at den øiensynlig udmærkede sig for de andre Magters.

See, disse tvende Poster har jeg maattet anføre først; thi der gives Folk som alting maae regnes ud for, og som kiende til intet andet Argument, uden til det, der tages af Penge-Kassen.

Men der gives andre derimod, som tænke finere, der gives Patrioter iblandt de Danske og Christianer iblandt Kongerne. For disse er det en magtpaaliggende Sag, at see mange Tusindes Vilkaar forbedrede; for disses Øien er Soldaten, endogsaa den Hværvede, ikke blot en foragtelig Leiesvend, som fortiener neppe at lægges Mærke til; disse ansee Krigsstanden for ligesaa vigtig, (hverken mere eller mindre) som de andre Stænder; thi de troe, at den europæiske Stats-Forfatning nu engang er saaledes, at endog i Fredstider der behøves en Armee, og at denne Armee ikke kan bestaae af lutter Indfødninger, naar Staten ikke har stor Overflødighed af Folk; disse endelig ere det, som ønske denne nødvendige Stands Opkomst og Forbedring til saadan Grad, at den (ikke overgaaer, men) staaer i Ligevægt med de

38

38

andre Stender, baade i Udkomme og Anseelse, alt efter Proportion, og medlidig see de til hine, som foragte Soldaten, der er nødt at leve tarvelig og at beqvemme sig til de besværligste Møisommeligheder, naar han befales dertil.

O uretfærdige Foragt! Skulde man troe at den fant Sted, dersom man ikke saae og hørte det? Tager eder den Umage, I, som lade saa haant om, naar man ikkun udlader sig for eder med, at en Soldat, ja en gemeen Soldat kan have sine Fortienester og kan paastaae nogen Høiagtelse; tager eder den Umage at tænke lidt paa hans Besværligheder. Hvad om I selv skulde staae paa Voldene og skræmme de lurende Fiender bort?

-- Hvad? Hører I Stormens Tuden derude? Hører I Haglen at rasle paa eders Vinduer? Seer I det tykke Sneefog som opfylder hele Armo-Sphæren? Sætter Foden uden for eders varme Gemak, føler I den hvasse Frost? Hvad? I gyser, og tilbage kryber I, til den blide Kakkelovn og den bløde Kanapee. Midnatten, den cimmeriske Midnat ligger over Jorden, endnu holder Uveiret ved, endnu raser Stormen, endnu

39

39

fyger Sneen, og i al den Tid har Solda- ten staaet og staaer endnu derude og trodser alle Elementer. Et Stykke tørt Brød, og kommer det høit, et lille Glas Brændeviin, det er tit alt, han har faaet den gandske Dag. Stod han ikke der, saa skulle I ikke ret længe have Roelighed og Fred til at spise eders Kapuner, og drikke af den raske Schampagner, og strække eder paa Ederdun. Fortiener han da intet uden Foragt for denne taalmodige Standhastighed? "Jo, han faaer jo sin Betaling!" — Ja vist faaer han sine 4 Skilling! Men troe I da, at disse Femten Tusende allesammen vare for dovne til at føre Ploven, eller Øxen, eller Høvlen, eller for svage til at hale et Toug, eller at vinde et Anker op, for derved at fortiene ti Gange saa meget, og saa lade eder selv sørge for eders Forsvar? — Og nu nærmer sig den grumme, den blod- og rovgierrige Fiende? Hvad nu? Hvem gaaer den i Møde? Hvem er det, der uforfærdet farer frem ind imellem Ti Tusende blinkende Sværde; der uforsagt staaer, naar "det lyner Marken om, og hagler Morder-Blye;" der kiek seer ind i Kartovens aabne Strube,

40

40

og glad styrter sig i Døden? Fortiener denne Mand ogsaa kun Foragt og 4 Skilling? Nei, saa længe der gives Patrioter, saa længe vil det ikke nægtes at den Hværvede Armee er en uundværlig og derfor agtværdig Stand. Og for Patrioter er det, at den tredie Fordeel, som flyder af de foreslagne Forandringer, bliver den vigtigste. Femten Tusende Menneskers, Femten Tusende nyttige Menneskers forbedrede Omstændigheder! Hvilken betydelig Sag for Patrioten, Hvilken betydelig Sag for en Titus, en Antonin eller en Christian! Hvilken inderlig Glæde optændes i disse høie Siele ved saa- dan Tanke! Hvilken Glands i deres Øien, og hvilken Purpur paa deres Kinder! thi Patrioten paa Thronen og Patrioten i Hytten spørge som Himlens Monark, ikke efter hvad er Stort? hvad er Ringe? Nei, deres Spørsmaal er: hvad er lykkeligt, hvad er det ikke?

Førend jeg gaaer videre, maae jeg nu fremsætte de Aarsager hvorfor jeg hidindtil kun har talt om en Deel af den danske Krigsmagt; thi i det Paafølgende kommer jeg til at tale om Officerene, og der maae

41

41

jeg tale om dem allesammen overhovedet ved den hele Landmagt. Jeg har vendt mine Tanker først og allene paa den hværvede Infanterist, af følgende Aarsager: Den hvær- vede Infanterist er slettest aflagt af alle Soldater, ligger tillige i Garnison paa saadanne Steder, hvor der ere de dyreste Priser paa alting, har tillige (Artilleristen undtagen,) den mindste Tid tilovers at fortiene noget udi, uden om, og tillige den besværligste Tieneste. Her behøves vel intet Beviis til dette; thi det er hver Mand bekiendt, at Kavalleriet ligger omkring i Kiøbsteder og Landsbyer, giør siælden eller aldrig Vagt, og har desuden meer i Gage. Artilleristerne have dog lidt meer i Gage, og dersom ikke deres daglige Arbeide, og tredobbelte Exercice var, saa levede de ti Gange bedre end Infanteristen. Garden har en vakker Gage, og en Garde-Soldat har desuden adskillige Fordeele, som ingen anden kan rose sig af. Land-Milicen derimod kan slet ikke komme i Betragtning. I Fredstider faaer den ingen Sold, thi da giør den ingen Tieneste, og i Krigstider, naar Nøden

42

42

paakommer, strider Landsoldaten kun som en- Hver Borger pro aris & focis.

Den anden Hoved-Aarsag er, at kun i det hværvede Infanterie kan der mistes Officerer; thi Kavalleriet ligger overalt fordeelt i Landet. Paa hver Post behøves dog en Officier, for at have Tilsyn med Karl og Hest. Ligesaa forholder det sig med Artil- leriet og Ingenieur-Corpset, hvoraf der behøves overalt i begge Kongeriger nogle Officierer, og der hvor Staben ligger maae dog ogsaa være et tilstrækkeligt Antal af dem tilovers. Garderne have ikke for mange Officerer, det sees tydelig nok af deres Vagter, som indfalder næsten hver tredie eller fierde Dag. Land-Milicien har kun to Officerer ved hvert Kompagnie, alt hvad derfor kunde spares ved den, gik ud paa nogle Ba- taillons-Chefers Gage, naar flere Kompagnier bleve lagde til een Bataillon eller til et Regimente.

Vende vi os nu til Officieren, saa seet man tydelig, at deres Gage, (Subatlernenes nemlig,) er noget vel ringe, og jeg ønskede ret inderligen (og hvo der kiender min ubetydelige Person, den vil troe mig paa mit

43

43

Ord, at dette Ønske er mit Alvor,) at der kunde sindes Udveie til ar skaffe dem en bedre; men denne Bekostning vilde blive for stor, og Kongens Kasse har alligevel Udgifter nok at holde af, for Krigsstanden; saa at dette Ønske maae for det første nok regnes iblant dem, hvis Opfyldelse ikke er at haabe. Ydermere synes mig, at det ikke er ilde indrettet, at et ungt Menneske i Udskejelsernes Aar, ikkun faaer det, hvad han behøver til det allernødvendigste, naar han har grundet Haab om, med Tiden ogsaa at faae noget til det beqvemmelige og behagelige. Naar for Ex. Een paa 18 Aar bliver Sekond-Lieutenant, saa kan han dog, naar alting gaaer, som det burde, vente sig et Kompagnie naar han er 45 Aar, og da har han i de sidste 12 til 20 Aar af sin Levetid, noget lidet at giøre sig til Gode med.

Her spørges altsaa: Kan Officerernes Omstændigheder forbedres, uden at give dem meer i Gage? Jeg meener ja. Der er en Hoben Ting som kunde indrettes, hvorved Officerens ellers ubehagelige Levemaade kunde forbedres, og hvorved den blev sat i Stand

44

44

til, at tiene med Lyst, og til at bestræbe sig med Iver efter, at giøre sig alt mere og mere duelig og fuldkommen til sin Bestemmelse.

Jeg antager, at i den nuværende Forfatning, Officerenes Omstændigheder ere næsten eens i den hele Land-Armee, hvad deres Gage og Avancement angaaer, som de tvende Hoved-Poster der udgiør Krigsmandens Lykke. Jeg antager dette paa følgende Grunde:

Infanteriers Gage er bekiendt nok. Hvert Regimente har 14 Kompagnier og 28 Lieutnanter. I Kavalleriet derimod ere kun 5 Eskadroner og 15 Subalterner, og Hest og Ridetøi koster en Deel; men til Vederlag har de og større Gage; ligge ikke i de bekostelige Garnisoner; og faaer de først en Eskadron, da tjene de en Hoben bedre end Infanterie-Kapitainen. National-Officeren tiener kun slet, det er sandt nok; men saa ere de og kun sex Lieutenanter om sex Kompagnier; de fleste ligge paa Landet og de faa andre i smaa Kiøbstæder, hvor de kan leve for tredjedelen hvad den garnisonerende Officeer behøver, og kan have en Mundering

45

45

i sex Aar, som hin slider op i eet. Ingenieurerne have god Rang og Gage, og kan derfor gierne bie lidt paa Avancement, og ere de engang Ober-Kondukteurer, saa har de det bedre end mangen InfanterieMajor. De kan desuden begynde tiligere end Infanteristen, saasom de ikke have noget ordentligt Kommando over Folk. Deres hele Tieneste (i Fredstider,) bestaaer i en let Tilsyn med nogle Arbeidere og i Tegninger, som de kan giøre i deres gode Stue, de have ingen raa Soldater at trekkes med og (en stor Post!) ingen Exercice, at spilde den skiønneste Aarsens-Tid paa *). De faa Garde-Officerer have foruden god Rang og Gage endda mange Fortrin frem for alle andre, og inden man veed et Ord deraf, har de Kompagnier i Regimenterne. Artilleriet

*) Det synes vel efter denne Betragtring, som om Ingenieurene havde alt for udmærkede Fortrin, frem for de øvrige Officerer. Men her er intet uden Billighed. Der bør skiønnes paa, hvad det koster førend Een faaer lært alt dette, som en nogenledes duelig Ingenieur bør at forstaae, endog i Fredstider. Deres slette Avancement har jeg alt nævnet der oppe.

46

46

giør her en Undtagelse. Thi deri ere 60 Lieu- tenanter og 20 Kompagnier. Naar en Infanterist begynder Officeer-Tienesten, saa kan han haabe, i det længste inden 14 Aar at have gaaet de 14 Sekond-Lieutnants Pladse igiennem, og at være Primier-Lieutenant. Artilleristen derimod skal med mindre Gage end Infanteristen gaae igiennem 18 Numere, førend han bliver første Sekond-Lieutenant og da er han endda ikke saa vidt som Infanteristen var, da han blev den yngste Officeer i hele Regimentet; thi nu maae han paa nye gaae 18 Numere igiennem, førend han kan naae den Lykke, at blive den yngste af 24 Premier-Lieutenanter. Artilleristen har desforuden ikke den ringeste Smule Rang frem for Infanteristen; han maae i de første 10 til 12 Aar tiene med mindre Gage end denne, og siden i 16 til 18 Aar med meget lidt mere, han maae desuden anskaffe sig en Deel bekostelige Ting, som denne ikke egentlig behøver, som Ridsetøi, Instrumenter, Bøger o. s. v. Og har endelig, foruden ordentlig Infanterie-Tieneste, endnu en tredobbelt Exercice, som varer den hele Sommer igien- nen, til midt ude i Efterhøsten; ikke at regne mange bekostelige Reiser, som indtil de yngste

47

47

Subalterner maae giøre, naar Chefen finder det for got. Artillerie-Officerene tiene altsaa virkelig en Hoben slettere end nogen i hele Armeen, men da de i Forhold til hele Landmagten kun udgiøre et ringe Antal, saa kan jeg nok antage, som sagt er, at hele Armeens Officerer have omtrent eens Vilkaar i Henseende til Avancement og Gage, alt efter deres respective Charger. Naar man derfor taler om Forbedring i Officerenes Omstændigheder, saa kan man uhindret tale almindeligen, thi bliver saadan Forbedring giort overhovedet, saa at alle Corpse tage Deel deri, saa skeer ikke andet, end enhvers Omstændigheder giøres fuldkomnere, alt efter det Forhold som hans Corps og hans Person staaer i imod andre. Lad os derfor see hvilke almindelige Forbedringer kunde være giørlige.

Den første og vigtigste Post er Avance- mentet. Dette kunde indrettes saaledes: at en Officeer var forvisset om, alletider efter den rigtige Tour at naae en Kapitains ellers høiere Plads. Da vilde et ideligt Haab oplive Officeren og aldrig kom den tilkommende Tid ham til at gyse, som desværre, den nu giør. Hvem der veed, hvilken beha

48

48

gelig Ting Haabet er, naar det er geleidet med en Slags synderlig Vished; hvem der veed, hvor megen Styrke der giver os i alle Livets Besværligheder; hvem der har erfaret dette, (og hvem har ikke det?) den vil sande med mig, at der er intet der mere nedslaaer, intet, der giør mere uvillig til alle Ting, end end Haabets Svækkelse. Burde da ikke alle Krigsstandens Velyndere ønske med mig at Officeren, frem for alt andet, maatte nyde igien til Fuldkommenhed denne søde Trøst, nemlig, et vist Haab om sin tilkommende Befordring. Hvorledes dette kunde skee, skal jeg her sige mine Tanker om, til Skiønsommes Om- dømme.

1). Dersom hvert Avancement, som forefaldt, forblev i det Regiment eller Corps hvori det var, saa at hverken nogen af et andet Regimente, eller og en Fremmed kom dertil, saa var dette alt vunden en Hoben *). I et Infanterie-

*) Det synes, som jeg modsiger mig selv, (og det var ikke meer end naturligt; thi hvilket Menneske giør ikke det, naar han ønsker noget med Heftighed,) efter det jeg har sagt i den anden Post om de reducerede Officerers Befordring.

49

49

Regiment ere der 42 Officerer. Der eene Aar i det andet, døer af 40 Mennesker Eet. Naar altsaa en Officeer begyndte OfficerTienesten, saa kunde han inden 28 Aar have naaet et Kompagnie. Men det er ikke ved dødelig Afgang allene at der bliver va- cancer. Nu tager Een fin Afskeed; nu gaaer der Een i anden Tieneste og bliver der, nu forefalder der ellers noget, hvilket altsammen sætter Antallet af Aarene ned. Saa, at naar vi antage, at Een træder i Tienesten i sit attende Aar, saa er han 45 Aar eller saa omtrent, naar han faaer Kompagnie, og saa er dog endnu en Deel Aar tilbage som man kan leve skikkelig i, efter den trange Lieutenants-Tid er overstaaet.

Jeg har med Flid antaget, ar hvert Aar kun 1 døer af 40, da det det dog er bekient at Proportionen er som 1 til 36

Men det synes kun faa; thi ved den foreslagne Reduktion maatte der jo giøres en Undtagelse. Men det ovenstaaende skulde være Reglen. De faa Garde-Officerer som ikke kunde befordres i Garden, kunde ogsaa gierne medtages i denne Undtagelse, da de ikke kunde giøre stor Hinder i det Hele.

50

30

i det mindste; men jeg maatte antage lidt mere, fordi at jo høiere man kommer, jo mindre bliver Antallet af dem, som skal for aarsage Avancement, saa at naar man ikkun haver 18 for sig, faa døer kun hver andet Aar Een, og saa fremdeeles. Ja, jeg burde sætte Forholdet som i til 50, dersom ikke dette kom i Betragtning, at jo høiere jeg kommer op, des ældere blive mine Formænd; og de ovenomtalte Vacancer, som just ikke skee ved naturlig Dødsfald, giøre ogsaa noget.

2). Hvad som jeg har rørt om, under tredie og fierde Post, angaaende de reduceerte Officeres Employering, det maae jeg igientage her, som en vigtig Punkt til Avancementets Befordring overhovedet. Hvor bedrøveligt er det ikke for en Officer, naar Han seer et Avancement for sig, og allerede smigrer sig med det søde Haab om at komme lidt videre frem, naar saa en Fremmed, som ikke har kundet sinde Befordring i sit eget Fædreneland, (og som maaskee ikke engang har fortient det,) naar den kommer og snapper Brødet af Munden for ham, og han maae staae tilbage; eller naar

51

51 et Menneske, hvis eneste Fortineste er, at have havt rige Forældre, kiøber det bort for ham, som han i saa lang en Tid har gaaet og flæbet for. Den ubemidlede Officeer kan ikke spilde sin ledige 'Tid paa disse kostbare Forlystelser, han legger sig derfor, (saa vidt hans ringe Indkomster tillade det,) efter et og andet, som kan giøre ham brugbar, ikke alleneste i Fredstider, men endogså i Krig; han er nødt til Tarvelighed, og derved bevares hans Sundhed og Sæder fra Fordærvelse; hans Omstændigheder bøie hans Omgængelse, hans Tænkemaade til Beqvemhed for det menneskelige selskab. Den derimod, hvis Forældre fulgte den vak- kre Grundsætning: Virtus poft nummos, og som han formodentlig antager efter dem, denne springer ved sine gode Penge lige ind i hvilken Charge ham lyster, og naar han er deri, saa staaer han og seer sig om, som i et ubekiendt Land, men hvilket han kun bryder sig lidt om at lære at kiende. Penge med Ungdom ere alt for mægtige Fiender af Helbred og gode Sæder, end at han skulde bevaret disse, og naar saa Staten troer, den har en duelig Soldat i Leiren, saa

52

52

ligger han ved mindste Fatigue og stønner i Telten, eller og han giør ved Spil, Drik og Fruentimmer sig end meer uskikket til alting, end han allerede var i Garnisonen. Og i Garnisonen selv øder han sin Tid paa idelige (faa kaldede) Forlystelser, ja giør maa- skee ved sin uforsigtige Opførsel største Skam til den Stand, hvilken han saaledes har trængt sig ind udi. Spørg ham om Soldatens Levemaade eller Klædedragt, om Maa- den at holde et Kompagnie i Orden paa, uden Stok eller Spidsrod; han svarer enten slet intet eller noget gandske urigtigt, om han ikke leer ad dig. Men spørg ham, om vi snart kan vente friske Østers; om Con- toirerne, hvor de smukkeste Piger ere; om hvad et lækkert Maaltid Mad koster i Torbek, og du skal see at han kan svare til Gavns. —

Og flige Folk skal den sædelige, den brave Officer staae tilbage for? For saadanne Spraderes Skyld skal han gaae og blive gammel, for engang, som en graaehærded Mand at leve et Tiggerlevnet? Ikke at tale om den vanærende Tænkemaade, som bliver en nødvendig Følge deraf, og som

53

53 tidt nok høres af mangen Officeer: ”Pen ge er alting! dersom jeg bare havde Pen ge, saa brød jeg mig Pakkeren om alt andet. o. s. v." Ja, af denne Tænke: maade kommer det, at mangen Officeer ødelegger sig ved Basset-Bordene, for, som det kaldes, at giøre sin Lykke. Eller kan han faae saa meget famlet, at han kan begynde noget anseeligt, da — — — Jeg gider ikke udført dette videre, thi en Spillere af Profession er i mine Øyne saa foragtelig en Karakteer, at jeg let kunde forledes, at bruge saadanne Udtryk, som vare for ubeqvemme til at tillægge dem Folk, der alligevel staae i hæderlige Betieninger.

Jeg veed heel vel, at der gives dem blant Officerene, som have kiøbt, hvor det foranførte Billede ikke passer sig til, og kiender selv nogle faa, som virkeligen ere fortiente Mænds men jeg tør paastaae, at disse ere kun saa faa, at de ikke ere at regne imod den Sværm af flette. Og lad være der var flere, saa sætter dog alletider dette skammelige Kiøb og Salg, den ubemidlede Officeer saaledes tilbage; nedslaaer hans Bestræbelser, hans Flid og Mod i en Maade;

54

54

at det ikke kan ansees for andet, end den fordærveligste Misbrug af en mild Konges Maade.

Men det er ei alleneste Penge, hvorved Uberettigede trænger sig ind i Officeer-Charger. Familie, Bevaagenhed, Smigrerie, en sinuk Søster eller Cousine, og flere saadanne hæderlige Ting, kaster en uduelig Karl efter den anden i OfficerStanden, eller avancerer ham deri, til andre brave Folkes Nakdeel, og Standen selv til Skade, som tidt maae høre ilde af Folk, for flige Folkes slette Opførsels Skyld.

3). En officeer burde ikke være over 20 Aar naar han blev den yngste i et Regimente. Var han ældre, saa kunde han ikke haabe om at faae et Kompagnie eller dersom han endog oplevede det, saa fik han dog neppe Tid at nyde det.

Men derimod burde ikke heller antages Svøbelsebørn til Officerer, saadanne som alt ere af de ældste Premier-Lieutnanter naar de begynde at faae Skiæg og Forstand, og som en Snees brave, dygtige Mænd maae giøre

55

55

Tieneste for i en 12, 16 Aar, uden en Gang at faae Tak for det.

Dette hvad jeg hidindtil har anført, har syntes mig baade billigt og giørligt til at befordre Officerenes Avancement. Jeg tvivler ikke paa, at der jo kunde findes flere Midler dertil, som jeg ikke er falden paa, og som maaskee kunde være endnu mere virksomme. Jeg ønskede at disse Tanker, maatte bidrage noget til at formaae een eller anden af de mange, der have flere og bedre Indsigter i disse Ting end jeg har, ligeledes at bekiendtgiøre deres Tanker om denne Sag, for at komme Maalet saa nær som mueligt.

Gagen eller overhovedet en Officeers Indkomster, er det andet Hovedstykke som bør agtes paa, naar OfficeerenS Kaar skal forbedres. Vi have seet, at det falder meget vanskeligt at skaffe alle Subalterner flere Indkomster, men her lad os eftertænke, om man ikke derimod var i Stand til at skaffe dem færre Udgifter.

1). Her falder os da strax i Øinene hvilken ødeleggelse for Officerene disse fordærvelige Forandringer i Munderingen ere.

56

56

Naar en eller anden engang faaer et Indfald om en nye Slags Uniform, saa maae der strax projecteres; det bliver proponeret i Parole-Stuen, samtykket af de Bemidlede, (andre faaer neppe Lov at tale med,) derpaa forestillet, og da Kongen umueligen kan bryde sig om alle Smaaeting, approberet og indført. Med den gemeene Mands Mundering har dette intet at sige, thi naar Forandringen kun ikke koster meer end den gamle, saa kommer det ud paa eet, naar Munderings-Terminen kommer, enten Munderingen giøres saa eller anderledes. Men Officeren, som ikke kan binde sig til MunderingsAar, som alle Tider skal gaae skikkeligen paaklædt, og hver Dag maae være i Klæderne; Officeren, som har sammensparet sig en nye Klædning, og har den hængendes til Hæders, tilligemed en skikkelig een til Vagt, og en gammel til Exercice; han maae nu anskaffe sig en nye Klædning to Aar førend han behøver det. Den gode Kiole, som endnu i Aar og Dag kunde holde ud paa Vagten, den maae han kaste bort, og da han i tienesten maae være munderingsmæssig, saa maae han slide den nye foran

57

57 vrede Mundering paa Vagterne og ved er- ercicen. Ja, vil han see nogenledes menneskelig ud, saa maae han anskaffe nok en Mundering af dette forandrede Slags, og de Munderinger, som han har levet knap nok for førend han fik dem, disse maae han jaske op, eller see hvad han faaer for dem. Jeg veed den Officeer, som maatte sælge en Mundering, som var gandske nye og havde kostet henved 40 Rdlr., for 12 Rdlr. o. s. v. Et Kongeligt Ord kunde ophæve alle disse bedrøvede Unyttigheder, ligesaa hastig som det fordum giengse Guld- og Sølv-Klikkerie, der ikke tiente til andet end at ødelægge Officeren des hastigere.

2). Omfløtningerne bidrage ogsaa en Hoben til at sætte en Officeer tilbage. Snart skal han ligge her, snart der, nu sættes han i dette Regiment, nu i et andet. I et andet Regimente maae naturligviis Munderingen forandres, og det koster altid noget. Ja, somme Tider kan han ikke bruge et Stykke af al hans forrige Mundering. Reyse-Omkostninger fra den ene Garnison til den anden, ere undertiden ogsaa betydelige nok; ikke at regne der Tab som lides ved

58

58

at rives ud af en Deel smaa oeconomiske Anstalter og Forbindelser, som den knappe Gage giør nødvendig. Har en Officeer selv søgt saadan Forandring; ja, saa faaer han finde sig i alt dette; men burde ikke ogsaa sees derhen, at ingen om han endogsaa vilde det, maatte ødelegge sig?

Men alt dette er lidet at regne imod de Uleiligheder, som forefalde naar et heelt Regimente maae trække ind i en anden Garnison. Naar man ikke har seet det, saa er det utroligt, hvilken Skade hver og een i hele Regimentet maae lide, og frem for alle andre, de som ere gifte. Et Regimente for Ex. som siden dets Oprettelse, har lagt paa et og det samme Sted, hvori næsten alle Kompagnie-Chefer og en Deel Lieutenauter ere gifte og have indrettet deres lille Huusholdning paa det beste: Dette Regimente bliver nu, uden den allerringeste rimelige Aarsag revet ud af sin Garnison, (som endda ikke havde Folk tilovers,) og bliver sendt over Land og Vand, en 80 Mile derfra til en anden, hvor Clima, Love maade, ja Sproget selv er fremmed for det. I denne Garnison laae ellers et Regiment

59

59

af Landets Indfødte, dette maatte en 30 Mile herned, til et Sted som atter var ubekiendt for dette. Denne smukke Foranstaltning varede net op et Aar, saa gik hvert til sit forrige Sted tilbage. Betænker nu, kiere Landsmænd, alle de Omkostninger og det smertelige Tab, som ved dette Flytterie unødvendigen paalagdes de stakkels Officerer. Hvor mange af deres gode Meu- bler, som de havde skaffet sig med stor Umage, der maatte sælges i en Hast for et Smørrebrød, deels for at formindske Bagagen, deels for at faae Reisepenge; thi en Reise paa saa mange Miles Distance behøves mere til, end en frie Bondevogn over Landet og en Plads paa et Skib over Søen. Det er intet Eventyr jeg fortæller, Historien er bekiendt nok. Folk som vare uden for det, loe af disse Anstalter, men Regimentet loe vist ikke*).

*) Og hvad lider ikke Kongens Kasse ved disse unyttige Omskiftninger? Skibsfragten udgiør allerede en temmelig Deel; men den, som kiender et hvert Regimentes Egenskaber og Forbindelser, seer det største Tab, som rejser sig af en Mæng

60

60

Det vilde da være meget at ønske, at saadanne Forandringer aldeles ikke mere foretoges, og naar endelig den yderste Nødvendighed udkrævede den, da burde det i det mindste bekiendtgiøres, (ikke 3 Uger, fem i det anførte Exempel,) men 1 Aar forud, for alle Officerer, at de kunde faae Tid at indrette dem derefter. Derfom dette alletider var blevet iagttaget, saa havde mangen of- ficeer ogsaa sparet et halvt eller heelt Aars Huusleye, som han maatte betale for slet intet til den Vert, hvor han havde fæstet. Det samme kunde og De, naar vi engang

de Friefolk der blive tabte. 1). I den Garnison hvor der laae 4 Regimenter tilforn, og efter dette Regimentes Bortgang ikkun Tre. 2). I den Garnison hvor det kom hen, og hvor det andet Regimente maatte flytte ud for dem; Folket af den gamle Garnison vare bekiendte i Egnen, og de nye kunde umueligen forhværve sig saadant Bekiendskab i det første, da de ikke engang forstode Landets Sprog. Og endelig, hvad døer der ikke Folk undervcys og i et ube- vandt Clima. Alt dette gaaer paa Kongens Regning, eller hvilket er det samme paa RegimentsKassens; thi naar denne er udtømt, faa faaer Kongen nok at fylde den igien.

61

61 oplevede den forønskede Tid, at alle garnisonerende Soldater lagdes ind i gode Baraker. — Naar jeg siger at Soldaterne ligger best i Baraker, saa er det kun dem allene jeg meener og ikke Officerene, thi disse råbe i Barakerne virkelig en Deel Mageligheder, som de har hos Borgerne. Men det maae ikke sige, et Par Officerer maae alle Tider uden Knur finde sig i, at opofre noget for 60 til 80 Mands Skyld. Men endogsaa heri kunde Officeren lettes, naar det betænkes, at, ihvorvel det er billigt, at Qvarteers-Penge falder bort, naar Qvarteret gives i Natura, at, siger jeg, alligevel intet Forhold findes i et Qvarteer, uden de ringeste af Meubler, til et Tab af 18 Rdlr. hvert halve Aar.

Da Omflytninger ere saa ødelæggende for Officeren, og som i den næstforegaaende Anmærkning er viist, pengespildende for Kongen, saa kan man ikke noksom undres over, at Folk kan tænke, ja offentlig sige, at disse fordærvelige Flytterier burde giøres almindelige. At der virkeligen gives saadanne Folk sees af Magazinet for patriot. Skribentere No. 36. og 37. Art. III. Patriotisk er

62

62

Forfatteren af denne Artikel vist ikke; thi at bygge en Stands Fordeel paa en andens Ruin, det er vel ikke synderlig patriotisk tænkt; men at han er ubesindig, og aldeles ukyndig i alt hvad Militairet angaaer, dette vil jeg bevise mathematisk. Lad ham først gaae hen og lære at Frimændene ikke faae Quarteerspenge, og at de høye Officerer ikke trækker deres Gage, men at den gaaer til RegimentsCassen og bliver beregnet til paa tusende Deel nær, lad ham først lære deste og hundrede andre Ting, førend han giver sig af med, at tale om militaire Indretninger.

3). En stor Deel Officerer forfalde til Mistrøstighed om ikke til Udskeyninger ved det, at de ere geraadet i Gield. Det er ikke alletider Liderlighed eller en slet Huusholdning, som sætter Officeren i Gield. En Mand som nu først bliver Officeer, og har intet uden sin Gage, hvor skal han tage alt det Nødvendige fra, som enhver offi- ceer dog saa høyligen behøver? Det er næsten uomgiængelig fornødent, at han har tre Munderinger, og dermed gaaer over 100 Rdlr. bort. Nu Lintøy, nu Skoe og Støvler, nu Propretæter, (en nødvendig Post, ou

63

63

Han skal kunde søge andre Sælskaber end Casse og Viinhuse) nu Portdepeer, Skiærs og Ringkrave, Madspand og hundrede Smaating Hvor skal de komme fra. Land-Kadetterne faaer dog en liden Hielp ved de 100 Rdlr. Eqvipage-Penge, som de faaer ved deres Afgang; men de mange Officerer som bliver det fra Underofficeer eller Volontair af, saae slet intet; hvor skal disse tage noget fra? Alle maae giøre Gield. Her er en Klat og der er en Klat. Paa hvert Sted skal der betales noget, og saa gaaer da den Smule maanedlige Gage bort, og der sidder han tilbage med tomme Hænder.

Skulde det ikke lade sig giøre, at Regiments-Kassen forstrakte en Officeer med saa meget, som kunde behøves til hans Gields fulde Afbetaling og hans Eqvipages fuldkomne Istandsættelse. Herpaa betalte han maanedlig 2 Rigsdaler, som han ved en stræng Oekonomie kunde søge at indbringe igien. Nu var Resten af Gagen hans, dermed kunde han holde sin Eqvipage ved lige og leve til Tarvelighed. Nu, da hans hele Gield var samlet paa et Sted, nu be

64

64 høvede han ikke at betale paa fire, fem forskiellige Steder, i Rigsdaler eller meer maa- nedlig til hvert; han behøvede ikke ideligen ved de mindste Leyligheder at giøre Kredit, og betale en Trediedeel meer, end han giver naar han betaler Kontant. Kassen kunde endogsaa tage 3 til 4 Procenter, det vilde en Officeer gierne give. Vil han derimod nu have en klækkelig Sum, saa maae han gaa til omskaarne og uomskaarne Jøder, og give 50, ja 120 Procent. Hundrede og Tyve Procent maae han give, og sige Tak

til.

Døde en Officeer, som havde faaet fligt et Forskud, og dette skeede dog vel ikke for ofte i et Regiment; Naar da, saa blev hans Plads saa længe ledig, til Gielden var betalt. Men dersom Kassen maaskee ikke var i Stand til at afholde de fornødne Udgifter, ved denne Indretning, saa kunde gierne giøres Anviisning paa en anden Fond, som kunde miste noget i en Tidlang, da det baade var profitabelt og sikkert at giøre disse Forskud.

Meget vel veed jeg, hvad imod dette Forslag kunde indvendes. Der kunde findes

65

65

dem iblandt Officerene, som misbruge flig en Hielp til Uordentligheders Understøttelse. Dette veed jeg fuld vel; men jeg veed ogsaa, at den som tænkte nedrig nok, til at giøre sig skyl-dig i flig en Misbrug, at den som et unyttigt og skadeligt Lem burde affskieres, og et tillades længere at vanære en ærværdig Stand. Lad den, som ikke har Følelse nok for Æren, til at holde ham fra flige udskeininger, lad ham gaae og tiene sin Føde med sine Hænders Arbeide; men lad Kaarden ikke bæres, uden ved den, hvis Hierte staaer for Ære og Dyd.

Ved disse tre Poster da, troer jeg, at Officerenes Omstændigheder kunde forbedres, for saa vidt deres Indkomster angaaer, og her maae jeg atter erindre, at ogsaa flere muelige og giørlige Anordninger kunde giøres, som een eller anden maaske kunde falde paa, giøre det bekiendt, og udføre bedre, end jeg troer mig til.

Tilsidst maae jeg sige et Ord endnu om Pensioner. Egentlig findes der kun faa Ka- pitainer og Stabs-Officerer, som ere saa gamle og aflægs, at de slet ikke mere due til Tjenesten, især i Fredstider; men i Kri-

66

66

gen har man seet mangen gammel graaehærdet Helt commandere bedre end den Unge. Saae ikke den sidste tydske Krig, den 80 Aars gamle Schverin at falde paa Ærens Seng? Efter den foreslagne Indretning vilde slet ingen gammel Lieutenant findes, og de faa alt for sikrebelige Officerer i Høyere Charger, vilde udgiøre saa ubetydende et Antal, at vores eyegode Konge gierne kunde lade dem beholde deres hele Gage, til deres ikke længe udeblivende Død; thi det er dog meget Haardt, at en Mand, som i 40 eller fleer Aars Tieneste har fortæret sine Kræfter i samme, at han skal leve af tre- diedeelen af det, hvad han havde tilforn, og det i den Tid og de Omstændigheder, hvori han just behøver den meste Pleye. Li- gesaa kunde det forholdes, naar en Subalterne ved Sygdom eller ulykkeligt Tilfælde, (som han slet og aldeles ikke var Aarsag til), blev ubrugbar til Tienesten. 60 eller 72 Rdlr. ere sandelig for lidt til Huus, Klæde og Føde. I denne Post Haver jeg det beste Haab. Thi den beroer til største Deelen paa Kongens Naade, og hvad kan man ikke vente sig af den, i Danmark?

67

67

Jeg vidste vel en Fordeel endnu for Officerene, og den var maaskee den allerbetydeligste, saavel for dem selv, som ogsaa for Kongen og Staten. Men den har desverre saa mange Vanskeligheder, at den alle Tider kun maa regnes iblant de behagelige Drømme, som imellem forlyste Menneske-Venner og Patrioter, saa længe disse tænke paa dem, men som give dem ikkun Aarsag at sukke, naar de vaagne og betragte den Umuelighed, at faae den iværksat, saa længe Mennesker ere Mennesker. Jeg har og derfor ikke anført denne Punkt paa sit behørige Sted, nemlig der, hvor jeg talte om Officerenes Befordring, og vil kun her røre lidt derom, for ikke aldeles at gaae den forbi med Tavshed.

Sagen er denne. Belønning bør ikke gives uden til den, som fortjener at belønnes. Den militaire Befordring er den eneste Belønning, Soldaten kan vente sig. Nu siger Retfærdighed: Hvad? kan I paastaae at belønnes, fordi at I ved en Slumpelykke et Aar før blev Officer, førend hiin velfortjente Mand? Ja, maa- skee er eders Bestalling kun een Dag æl-

68

68 dre: maaskee I er kun ved en Feyltagelse sat over ham; og derfor tør I paastaae at belønnes, at befordres frem for ham? Er denne eders paaberaabte Anciennetet en sand Fortieneste? Skal denne brave Mand, som har giort sig saa store Bemøyelser i Tjenesten; som har studeret de Nætter igiennem, som I sov eller svirede hen, skal han staae tilbage for jer? Og skal I unge Menneske, uden Erfarenhed, uden Kundskab, skal I kommandere, denne brave, gamle Mand? Og dette alleneste, fordi han har gaaet alle Underklasser igiennem, og derfor først blev Officer længe efter jer, som lige fra Skolen af, maaskee lige fra Vuggen af, hoppede ind i den røde Kiol, og snoede Fælttegnet om Kaarden strax den allerførste gang, da I fik en Kaarde ved Siden? — — Saa spørger Retfærdighed: Og alle Retskafne, og alle Fornuftige, og det hele ærværdige Chor af Patrioter og MenneskeVenner, de alle svare med een Røst, og raabe: Nei! Det er ubilligt! Det er en himmelraabende Uretfærdighed! Det er skam- meligt! Aldrig kan Krigsstanden komme til den Hæder og Anseelse, som den dog

69

69

ved sit Livs Opofrelse søger at forhverve sig, saa længe en Slumpelykke saaledes raader for Belønningers Uddeelelse, saa længe man kan sove sig til Befordringer og Forfremmelse! Fuld af denne ædle Nidkierhed reyser da Patrioten sig, han som staaer ved Fyrstens høyre Haand. Han taler, og Fyrsten syntes at samtykke. Nu udgaaer Retfærdigheds Stemmer, og byder: Kun Fortjenester skal fremmes! Den Dovne, den Udskejtende, den Vankundige, den Nederdrægtige skal staae tilbage! De skal i det høyeste kun tiene til at opfylde en Plads, men de skal blive hvad de ere, til de følge de Bedres Fodspor, og forhverve sig virkelige Fortjenester! — Nu bliver dette Bud bekiendt, de Gode glæde sig, og Sværmen skielver.

Men see! hvad følger? De Store

ere Mennesker, og hvem vil, hvem kan forlange, at de ikke skulle være det. De ansee for Fortjenester, det som ikke er det. Saa kiendte jeg een, som blev foretrukken en halv Snees af sine Ligemænd, som alle vare bedre end han, og hvoriblant fandtes de dueligste, habileste Folk. Hvorfor? Han

70

70

forstod at farve Soldaternes Lædertøy pag en ny Maneer, saa at det saae ganske artigt ud, og dette holdt hans Chef for en Fortjeneste, som burde belønnes. En anden havde den samme Lykke, fordi han tilbød sig at ægte et Fruentimmer, som Obristen i visse Tider havde befundet at være en ganske vakker Pige: See, det burde jo og belønnes! Her foretrækkes en elændig Karl, fordi at hans Obriste troer, at Øretuderie er en Fortjeneste; hist, fordi denne ikke veed, at den, der har meget i Munden, har sielden noget i Gierningen. Her sættes en vakker Mand til Side, fordi han ikke kan spille l'Hombre til 8 Skill. Matadoren, og der, fordi hans Haar er ikke opsat efter beste Smag, o.s.v.

Nu seer man endelig, at den ypperlige Anordning bliver netop brugt bagvendt, man trækker paa Arlene, og stiltiendes bliv den ophævet. Saa gaaer da Officeren igien Landeveyen igiennem Ancienneteten. Og, kiere! hvem skal vel dømme om Officerens Duelighed, uden hans Chef? Og hvem kan forlange, at en Mand skal frasige sig alle Passioner, saasnart han faaer et Regi-

71

71 ment? Nei, det faaer vel forblive ved det Gamle, og alt hvad man kan haabe, det er, at een eller anden retsindig Chef undertiden viser Mod nok, til at fremlægge saa upaatvivlelige Prøver paa en Officeers Fortienesier, at Kongen derved bevæges at giøre denne til et opmuntrende Exempel for hans Ligemænd.

Disse ere da de Tanker, som jeg Har Havt, ved de adskillige Ytringer, som i disse Tider een eller anden har udladt sig med, Krigsstandens Forbedring angaaende.

Hvo der kiender Krigsstanden, og tænker retsindig og dømmer Upartisk; Hvo der elsker Kongen og Fædrenelandet; Han være min Dommer!

72

        

1

Anmerkungen

eines

Officiers in R*ndsb*rg

über die im

Kopenhagener Magazin

für patriotische Skribenten eingerückte

Noten

wieder den

Kriegsstand

in Dännemark.

Kopenhagen, 1771.

2

        

3

Diese Gedanken, welche hiemit dem Publico übergeben werden, sind eigentlich durch verschiedene, den Militair-Etat betreffende Schriften, veranlasset worden. Es ist durch dieselben, das mir seit 20 Jahren so empfindtlich gewesene Andenken eines gewissen fast nicht zu nennenden Wiederwillens, so der Civilstand gegen den MilitairEtat hier zu Lande heget, erneuert worden. Ich habe, meiner guten Absicht mich bewußt, es gewaget auch meine Gedanken frey und öffent- lich an den Tag zu legen, um geschicktere zur Prüfung derselben aufzumuntern, und ich hoffe von allen Rechtschaffengesinnten um so mehr eine geneigte Aufnahme zu bekommen, da ich hiemit öffentlich gestehe, daß ich die zu einem Skribenten nöthige Requisita nicht besitze.

4

4

Da ich Gelegenheit gehabt mich in andern Ländern aufzuhalten, und andern Potentaten zu dienen, wo ich gefunden, daß nicht allein die größte Einigkeit unter den Ständen geherrschet, sondern auch öfters erfahren, wie ein Stand dem andern hülfreiche Hand geleistet, und allen möglichen Vorschub gethan; so hat es mich desto mehr geschmerzet und befremdet, daß eben in meinem Vaterlande der Militairstand den andern ein Dorn im Auge ist. Daß dieses sich also verhält ist unläugbar, und kan nicht im Zweifel gezogen werden, der tägliche Umgang wird uns nicht allein hievon überzeugen können, sondern auch alle neulich herausgekommene Schriften und Blätter. Ja es dürfen nur einige zum Nutzen des Kriegwesens hinzielende Geschäfte jemand unter Händen kommen, so siehet er welche Hindernisse ihm in dem Wege geleget werden, und mit welchem Eifer man dagegen arbeitet.

Den wahren Grund hievon habe ich noch bis jetzt nicht einsehen können, denn einige geringe Muthmaffungen sind noch unzulänglich, daß sich zum Bew. ein junges Officierchen etwa gelegentlich Airs giebt, die eine Art von Ver-

5

5

achtung gegen andern anzeigen können, oder dergleichen. Dieses sind Fehler, so der unerfahrnen Jugend in allen Ständen gleichsam angeboren sind, man trift sie auch bey dem größten Theil der hiesigen Jugend an, sie mag Civil oder Militair seyn. Das Glück, die bequeme und geruhige Lebensart, starke Besoldung, der grosse Aufwand der Militairpersonen ist gewiß nicht zu beneiden, so wenig als der ihnen beygelegte Rang; denn dieses ist nach Proportion derjenigen, über welche sie zu befehlen haben, eingerichtet; da wir hergegen bey den Civilstand Exempel genung aufzuweisen haben, wie an sich geringe Bedienungen mit grossen Rangspersonen besetzt sind. Ich glaube gerne es wissen auch die mehresten unserer Mitbürger nicht, warum sie solchen Widerwillen gegen uns gefaßt haben, denn es ist ihnen so angeerbt. Der

Haß solcher Personen, die dessen keinen andern Grund angeben können, als weil Vater und Mutter so gesinnet gewesen, wäre nun auch endlich wohl zu ertragen, und ihnen ihr Vorurtheil zu benehmen, eine eben so vergebliche Arbeit, als einen Kloß mit einen Scheermesser zerspalten zu wollen. Daß aber Leute, welche vernünftig denken wollen, und auch schriftlich

6

6

zeigen, daß sie es können, dennoch diese angeerbte Antipathie (so muß ich es nennen) nicht verbergen können, und obgleich ihre eigene Vernunft dieses Vorurtheil bestreitet, es doch bey dem geringsten Affekt, worinn sie sich selbst vergessen, auf eine so bittere und merkliche Art hervor leuchten lassen, das muß ich gestehen, ist weit über meinen Begrif.

Ja, wie ferne Unterthanen berechtiget sind, ihrem souverainen Monarchen ungefoderte, ja gar mit vielen Vorwürfen begleitete Vorschläge zu thun, wozu er seine Einkünfte anzuwenden habe, und wie groß oder klein die Armee, so er zu erhalten für gut befindet, seyn soll, will ich hier ununtersucht lassen. Göttliche und natürliche Gesetze lehren uns unterthan zu seyn der Obrigkeit, die Gewalt über uns hat. Ich überlasse diese deren Dreistigkeit in Frechheit ausartet, einer gesetzmäßigen Be- urtheilung, und rede nur mit denjenigen, die theils aus Irrthum, theils weil sie (wie jener, der glaubte sein Fähndrich hätte mehr Pflichten und Beschwerlichkeiten, als der Obriste) nicht recht von der Sache unterrichtet sind, so oben hin Urtheilen, und überhaupt mit denen, welche

7

7

gestehen, daß sie Menschen sind, und aus Mangel an Einsicht, und nicht aus Bosheit, irren, habe ich es zu thun. Es nennet zum Exempel ein gewisser Autor, für den ich sonst viele Achtung habe, den Militair-Etat den zehrenden Theil des Staats, den der Bürger ernähren muß, der sonst ein reicher Mann wäre, wenn er diese Aussauger nicht hätte. Ich finde diesen Gedanken, wenn ich ihm seinen bittern Witz benehme, sehr unbedeutend. Denn es werden dem Könige, unter allerhand Arten von Benennungen, Abgaben von den Unterthanen, oder besser gesagt, von den Bürgern (wodurch ich alle diejenigen verstehe, so keine Besoldung vom Könige bekommen) entrichtet. Diese Abgaben müssen nach dem Verhältniß des Vortheils, so selber von diesem oder jenen Gewerbe hat, eingerichtet seyn; der König wendet dieses nach seinem Gutbefinden, wie er es nöthig oder nützlich findet, an, er hält wenige oder viele Bedienten, grös- sere oder kleinere Armeen, die er besoldet. Wo lassen nun diese Besoldete das Geld? bekömt nicht der Kauf- und Handwerksmann, das ist, der Bürger alles wieder? und wer, darf ich wohl sagen, ist bey extraordinairen Schatzungen am übelsten daran? Ohne alle Wiederrede der,

8

8 so eine stehende Besoldung hat; er muß seine Schatzungen und Abgaben entrichten, und kan sich nirgends wieder erholen, da hingegen der Kauf- und Handwerksmann es auf seine Waare schlägt, so daß dieser gegen jenen doppelt leidet, zu gefchweigen, daß ein grosser Theil derjenigen, welche man Bürger nennet, lediglich allein von diesen so genannten zehrenden Theil des Staats zehret, und ein gewaltiges Wehklagen anfänget, wenn es nur einen geringen Theil dieser zehrenden nicht aus der Stadt, sondern nur aus seinen Häusern verlieren soll. Ich kan meinen Satz mit dem Exempel einer ganzen Stadt beweisen. Da die in Rendsburg garnisonirenden Regimenter kampirten, was wurden nicht von der Bürgerschaft für Gesuche und Memoriale, die mit den bittersten Klagen, daß sie nicht zu leben hätten, angefüllt waren, eingesandt, mit Bitte, die Garnison so bald möglich einrücken zu lassen. Ich überlasse dem Leser hieraus die Folgen selbst zu ziehen.

Da ich, wie schon gesagt, nur mit denjenigen rede, so mit allem Rechte eine Ansprache auf ein vernünftiges Denken machen; so erwehne ich hier vor allen andern der Noten, so zu dem

9

9

zweyten Stück des im Magazin No. 30. 31. eingerückten Textes gemacht worden. Wir haben von dem oder denjenigen, so die im Magazin eingerückte Abhandlungen mit Noten beehret, schon manchen richtigen Gedanken erhalten, ihre Kritiken sind bisher nicht unbescheiden gewesen, so daß ich hoffen darf, sie werden die meinige mit eben der Bescheidenheit annehmen, welche ich bey dem Durchgehen der ihrigen beobachten, als auch hierunten immer mit ihren eigenen Worten anführen werde. In dieser ersten Note (1) übergehe ich die erstern aus des Au-

(1) Af Forfatterens Ord bør dog ey udtrækkes den Slutning: At Regenten indtil den 12te Februarii havde regieret under Blindsomheds Skyer; thi saadan Sats var vist da blant de urigtige. Men har Regenten under bemeldte Dato afkastet et Aag ved sin Indsigt, saa ere vi og altid forvissende, at han ey af Underfundighed fra en anden Side lader sig besvære med en ny Kunde, og belægge med et nyt Aag, som vist ville blive vanskeligere for ham i Eftertiden igien at afkaste, naar Nøden fordrede det, som vist snart ville skee. Forfatteren seer let, at Ordren af 12 Februarii grundes blant andet allene paa denne forudsatte rigtige Tanke, at de Personer, som i Ungdommen har været hindret fra at erkyndige sig i civile og juridiske Kundskaber, og ved et løst Levnet blevet til Bytte

10

10

tors Worten gezogene Schlüsse, als nicht zu meinen Zweck gehörend. Nur diese gehören hieher, in wieferne nun der Soldat, der seine Zeit auf die Waffen wenden muß, in Ansehung seiner gründlichen Einsicht von jenen (so laut der Ordre von 12ten Februarii von Bedienungen ausgeschlossen sind) unterschieden sey, wollen wir in der Eil nicht festsetzen. Warum in der Eil, ich sehe nicht, daß sie jemand übertreiben oder hiezu nöthigen kan, oder schreiben sie für Geld? Da es überdem gänzlich mit der Einrichtung des Magazins streitet, so sollte wenigstens alles von ihnen mit der größten Ueberlegung, und gewiß mit mehrerer, als mit der sie die Note hingeschrieben, geschehen seyn, und nicht so in der Eil. Wem verstehen sie nun eigentlich unter dem Worte Soldat? Vermuthlich alles was Soldat heißt, insbesondere aber doch wohl den Oberofficier, als von dem

for Taabelighed, og maaskee for skadelig Tænkeorden, bør ey stædes Adgang til de Betieninger, som ere dem for vægtige. Hvorvidt nu Soldaten, som bør anvende sin Tid paa Vaaben, er i Henseende til sin grundige Indsigt forskiellig fra hine, veed vi ey just i en Hast at fastsætte; men nogen liden Forskiel er der rigtig.

11

11

doch nur zu supponiren, daß ihm ein Amt dürfte anvertrauet werden, wozu eine besonders gründliche Einsicht und Wissenschaft erforderlich wäre. Was nun dis anbelanget, so ist, wie in allen Ständen, insbesondere in diesen allemal der Geschickteste der beste, der Fleiß so auf die Erziehung der Kadetten, als eigentlich zu diesem Stande bestimmten jungen Leuten gewendet wird, zeiget deutlich, wie weit diese von jenen, so nichts gelernet, unterschieden sind, es ist auch überdem nicht leicht zu supponiren, daß ein Officier ganz ohne alle Wissenschaften sey, und gesetzt, daß ein oder der andere nichts, als eine gute Auferziehung gehabt hätte, so hat er doch Müsse genung (ohne daß er nöthig hat, wie sie davor halten, seine ganze Zeit auf die Waffen zu wenden) sich mit verschiedenen nützlichen Wissenschaften bekannt zu machen, als worauf auch sehr bey den Regimentern gesehen wird.

Es würde auch dieses mehr geschehen, wenn sie einige Hofnung hätten, statt einer geringen Pension, ein Amt, welches sie ihrer Geschicklichkeit nach verwalten könten, zu bekommen. Sie halten dieses zwar in der zweyten

12

12

Note 2) für eine öfters ausgekochte, und eben so oft über den Hausen geworfene, oder sich selbst über den Haufen werfende Sache, ja sie sehen es gar für wiedersprechend an: Soldat zu seyn, und eine andere Bedienung dabey zu haben. Ob dieses nun gleichwohl seyn könte, nach Beschaffenheit derselben, so verdrehen sie doch hier den Sinn des Autors, denn seine Meynung ist gar nicht gewesen, eine Civil- und Militairbedienung mit einander zu verknüpfen, lesen sie nur die folgenden Zeilen, so werden sie finden, er wünschet, daß das Loß, Bedienungen zu erhalten, eher solche Leute treffen mögte, die einige Jahre treu, beschwerlich und mit weniger Besoldung gedienet hätten. Sie haben also hier

2) Denne hundrede gange opkogte, og lige tit udstødte Sætning, hvis væsentlige Anomalia hidtil har stedse dæmpet dens Iverksættelse seer vi dog endnu engang her. Men skal det borgerlige Liv og Handlinger opløses ligesom Gordies Knude med et Sverd? skal Loven sættes i Afmagt og Taushed under Vaaben? og skal Embederne, Domstolene og Ordenen i Staten overlades til den meest hovedkuls farlige Ledighed, naar Soldaten skal rykke i Felten, og forlade den Post, som han hidtil havde beklædt? Vi veed ey om enten Statsmand eller Patriot skulde falde paa denne Opkogning tiere.

13

13

wieder in der Eile hingeschrieben, und warum? Ich wolle gerne sagen, so wie an andern Orten, eines witzigen Einfals halber, aber auch den kan ich nicht darin finden, denn es hat noch wohl niemand, als sie selbst den Einfall gehabt, daß einer zu gleicher Zeit, eine wichtige Civilbedienung haben, und mit der Armee in das Feld rücken sollte. Ob aber nicht unter dem Militairstand, solche Subjecta zu finden gewesen, mit welchen die Bedienungen besser besetzet wären, als mit solchen, die laut der Ordre vom 12ten Februarii davon ausgeschlossen, will ich dem Publico zu beurtheilen überlassen.

Bey ihrer dritten Note kan ich mich warlich des Lachens nicht enthalten (3), nehmen sie es mir nicht übel, denn würden sie ein jedes zum Einrücken eingesandtes Blatt so mishandeln, so müßten sie Morgen aufhören, und wie Rabner

(3) At Landet hidtil aldeles ingen Nytte har havt af dem, som ey ere under Geværet, var vist en heroisk komisk Sætning; men dette veed vi, at vi har havt den Lykke, at ikke nogen Soldat qva Krigsmand har i Bataille siden 1720 tient Landet det mindste, og i Belegringen forsvarede jo Borgeren sig selv og Staden.

14

14

Noten ohne Text machen. Was können sie doch in der Eile für Schlüsse machen. Der Autor sagt: Die besten Bedienungen waren an Leute gegeben, von denen der König keinen Nutzen gehabt hätte. Das übersetzen sie nun: Das Land hat von keinem einigen Nutzen gehabt, als von denen nicht unter Gewehr-gestanden. Sie müssen entweder weniger, oder mehr Dänisch verstehen, als ich, denn von allen dem finde ich kein Wort. Sie wissen gewiß, welche Leute der Autor meynet, aber sie wollen es nicht wissen, wie es scheint, es wäre also überflüßig, wenn ich sie auf die neueren politischen Schriftsteller unserer Zeit, die sich mit der Schubörste so artig amusiren, verweisen wollte. Viel lieber wollte ich ihnen rathen, den ersten den besten, der hier oder anderswo eine gute Bedienung hat, zu fragen, wer er vorher gewesen? Wenn er ihnen aufrichtig antwortet, werden sie finden, daß statt einiger braver und verdienter Männer, sie auch gar balde einen solchen antreffen werden, als der Autor hierunter verstehet, und wenn er diese Leute meynet, hat er da nicht mehr Recht, als wenn sie in der Folge behaupten: Es hätte kein Soldat seit 1720, als Kriegsmann dem Lande den mindesten Dienst gethan,

15

15

weil seit der Zeit keine Bataille geliefert worden? Das Schlachtfeld wäre also der rechte Platz, den sie dem Soldaten anweisen, hier mag er ihrenthalben gerne dienen, denn im Felde haben sie keine Lust zu stehen, hinter der Mauer, das wäre noch wohl so ihre Sache, wo sie sich getrauten ihre Sache vertheidigen zu können, nicht wahr? Ich bin weit entfernet, jenen braven Vertheidigern der Hauptstadt, bey der fürchterlichen Belagerung der Schweden, das geringste, ihres mit Recht verdienten Ruhmes zu nehmen, ich will auch nicht eben eine neue Belagernng wünschen, um die Tapferkeit der jetztlebenden auf die Probe zu stellen, so wenig wie sie eine Bataille wünschen werden, um zu sehen, wie der Soldat darin seine Schuldigkeit beobachtet.

Ich dächte aber der wesentliche Dienst eines Soldaten wäre am wenigsten hierin zu suchen, und ob ich gleich verschiedene der größten Schlachten selbst mit beygewohnet, habe ich doch es niemahls davor angesehen. Und gesetzt, wir wollen auch eine Bataille als ein Meisterstück annehmen, so wird doch hiezu Uebung und Geschicklichkeit erfordert, und eben so wie ein Handwerker mehrere und wahrere Dienste leistet,

16

16

wenn er die im gemeinen Leben nothwendige Sachen verarbeitet, als wenn er ein Meisterstück verfertiget; so dienet auch der Soldat dem Staat, auf eine viel bessere und würklichere Art, wenn er, die Ordnung und den Frieden eines Landes, von aussen und innen durch sein Daseyn erhält, als wenn er, in der äußersten Noth, sein Blut in der Schlacht vergiesset. Um mich eines ganz simpeln Gleichnisses zu bedienen, womit ich aber vielleicht mehr sage, als wenn ich ihnen, die Nothwendigkeit des Soldatenstandes, weitläuftig demonstrirte? haben sie eher keinen Nutzen von der Einzäunung ihres Gartens, oder von ihrer Hausthüre, als in dem Augenblick, da der Dieb übersteigen will, oder mit Gewaltthätigkeiten einzudringen sucht. Ich denke vielmehr, wenn er voraus weiß, daß alles bey ihnen wohl verwahret und befestiget ist, wird ihm dieser Gedanke nicht einmal einfallen.

Wo bleibt denn nun in der vierten Note (4) mit einmal die bisher zu weit getriebene Vergeltung der treuen Dienste ihrer Bediente?

(4) Men mon Armeen har tient dem, eller de har tient Armeen meest? Det første.

17

17

Ist sie nun auf einmahl, da vom Kriegsstand die Rede war, verschwunden, oder haben sie diese Gedanken einem gewissen grossen Mann abgeborget? Pflichten erfordern Gegenpflichten, aber alles im gehörigen Verhältnisse und Maaß. Braucht der König meine Dienste nicht, so kan er mir freylich einen Abschied geben, und es ist billig und gerecht, daß ich eine Pension bekomme. So lange aber die Regel fest, ewig und unverändert stehet, daß treue Dienste eine Belohnung erfordern; so hat der Kriegsmann eben sowohl, ein gegründetes Recht auf die Gnade des Königes, als ein jeder anderer Unterthan. Daß er sie nicht mit zwanzig Bataillen verdient hat, ist nicht seine Schuld, wären diese zum Dienst des Vaterlandes nöthig gewesen, würde er auch das seinige dazu beygetragen haben. Genung, er ist es sich bewußt seine Pflichten erfüllt zu haben, so wie er auch, so bald ihm der König befehlen würde, aus dem Militair in Civilstand überzutreten, seiner Pflicht ein Genüge zu thun sich bestreben würde. Und was ist auch wohl dem Staat nützlicher, daß ein Mann, der Schwachheit oder Alters halben seine Dienste im Militairstand nicht gehörig mehr verrichten kan, statt dessen

18

18

eine, seiner Fähigkeit gemäße Bedienung bekömmt, die er mit Bequemlichkeit abwarten kan, oder daß sie einem ungeschickten Müßiggänger, der sich dazu auf seine Untergebene verlassen muß, gegeben wird? Ich weiß nicht, ob ich ihnen etwas vom Diensteifer vorsagen darf, denn da sie glauben, daß Soldaten Verdienst bestehet nur darinn, Schlachten zu liefern, so werde ich ihnen wohl schwerlich hievon einen Begrif machen können, allein, gesetzt sie geben zu, daß er statt finden könne, so würde derselbe, eben durch die Hofnung einer solchen Belohnung, mehr angefeuert werden, als durch die Aussicht eines herannahenden Alters und Schwachheit, ohne Stütze und ohne Ruhe, die ihn nach seiner gegenwärtigen Bestimmung erwartet. Zu geschweigen, daß wenn ich es ihnen sagen darf, ein rechtschaffener Officier dienet nicht, um bloß gut leben zu können, sondern er wünschet nur so viel zu haben, als zu seinen Unterhalt unumgänglich erforderlich ist, um dienen zu können. Da wir nun hier von Diensten und Gegendiensten reden, giebt mir dieses Gelegenheit, eine Anmerkung zu machen, in wie ferne eine Militairperson, in allen Klassen, wenn sie mit einer Civilperson gleiche Geschicklichkeit hat, der letz-

19

19

tern vorzuziehen seyn möchte. Wenn der Satz richtig ist: Wer gelernet har zu gehorchen, ist am geschicktesten zu befehlen, so bedarf es wohl keines weitern Beweises. So viel ist indessen gewiß, daß die, welche gewohnt sind, alle ihnen gegebene Befehle pünktlich zu erfüllen, auch weit genauer und accurater, in ihren Geschäften und Verrichtungen zu seyn pflegen, daß man sich weit mehr auf sie verlassen könne, daß sie das ihnen anvertraute Amt gehörig verwalten werden, als die, welche nichts gethan, als was sie zu thun vor gut befunden, stets ungebunden und frey nach ihrem eigenen Herzensdünken gelebet; wie angenehm und erfreulich auch immer dieser Zustand sonst seyn mag. So wenig man nun läugnen kan, daß Gehorsam, Accuratesse, eine pünktliche und schnelle Beobachtung der Sachen, vorzügliche Tugenden eines Mannes sind, der öffentliche Aemter verwaltet; so wenig, deucht mir, kan man auch in Abrede seyn, daß nicht, wenn der Fall von beyden Seiten gleich, der Vorzug auf der Seite der Militairperson ist. Mehr verlange ich nicht zu behaupten. Nichtswürdige und Unwissende giebt es in allen Ständen und Klassen, und die sind auch mit Recht von

20

20

allen Vernünftigen und Rechtschaffenen verachtet, sie mögen nun vom Civil- oder Militair- stande seyn.

Bevor ich mich mit ihnen wegen der fünften Note (5) einlasse, wünschete ich ihnen gewisse, edle Empfindungen einflössen zu können, die ihnen unbekannt zu seyn scheinen, und ohne welche wir uns, nicht so recht verstehen werden. Der Inhalt ihrer Anmerkung ist, wo ich nicht irre, folgende: Je grössere Grade der Grobheit, hartes Herzens und verhärteter Natur der Soldat hat, desto tapferer ist er, oder mit einem Worte, je gröber je besser. In welche Klasse von Geschöpfen sehen wir uns nun auf einmahl versetzt, und wie müßten wir uns nicht selbst Vorkommen, wenn man allgemein so von uns

(5) Men hvorvidt er Grovhed nødvendig for Soldaten i Bataillen? Den polerede polske Adels- mand veed vi næsten ey hvad Meriter han haver! - - og le petit Duc de Brandenbourg

(efter de Franskes Benævnelse) afviste temmelig kraftig og vist tappert de franske Soldater med alle deres polerede Complimenter i sidste Krig; til at dræbe, hvori Soldaten just skal have en Færdighed, behøves maaskee en heel Grad Grovhed og haart Hierte med en forhaardet Natur.

21

21

dächte. Aber daß sie selbst nicht würklich so denken, schliesse ich daraus, weil ihre ganze Note zum Text nicht gehöret, sondern ich weiß nicht wie sie dazu gekommen ist. Allein es scheint, sie sind ein Liebhaber witziger Einfälle, und der Gedanke vom le petit Duc de Brandenbourg, und der polirten polnischen Edelleuten, war gar zu brillant, als daß sie ihn hätten vorbey lassen können. Nicht wahr? Ich, der ich aus Erfahrung weiß, wie schwer es hält solche Gedanken zu unterdrücken, wenn sie auch noch so ungelegen hervor brechen wollen, vergebe ihnen dis völlig, und hoffe eben dis von ihnen wiederum zu erhalten, wenn ich, um das Gegentheil zu beweisen, vielleicht nach ihren Urtheil zu weit gehen werde. Kein edleres, der Gottheit würdigers Schauspiel kan unter der Sonnen seyn, als wenn der Mensch sich über sich selbst erhebet, und doch Mensch bleibet, als wenn ein rechtschaffener und menschenfreundlicher Krieger mit männlichen und gesetzten Muth, und mit dem festen Vorsatz seine Pflichten, als Held und Christ, auf das genaueste zu erfüllen, seinen Feinden, oder vielmehr den Feinden des Vaterlandes entgegen tritt. Bey vielen andern Tugenden

22

22

und Thaten kommen so viele Nebenumstände zusammen, daß sie den größten Theil des Werthes sich zueignen können, aber hier strahlt sie in ihrem hellesten Glanze, und erhebt sich gleichsam über sich selbst. Von der herzlichsten Menschenliebe befeuert, und von eben so heisser Begierde zu siegen, der Verachtung des Todes und der Gefahren entflammt, blutet sein Herze bey jedem Streiche den er führen muß, wehmüthig läßt er eine Thräne über den zu seinen Füssen liegenden Feind fallen, den er gerne als Freund umarmet hätte, und den er noch vom Tode zu retten eifrig bemühet ist, seine Leidenschaft verschliesset er im Busen, weil eine traurige Nothwendigkeit ihn dazu zwinget, und unwillig betritt er von neuen die Bahn der Ehre.

Verzeihen sie einer Hitze, die mich hinriß — — Glauben sie ja nicht, als

wenn ich nur von einigen wenigen Helden oder Officiers geredet, nein! ich habe manche unter den gemeinen Soldaten angetroffen, die eben so gedacht und gethan. Ich erinnere mich besonders mit inniger Freude, da mir einst das Commando aufgetragen war, die auf dem

23

23

Schlachtfeld liegen geblieben Bleßirten unter das Dach zu bringen, wie eifrig der gemeine Mann, die ganze Nacht hindurch bemühet war, das Elend seiner Gefährten zu lindern, und aller ausgestandenen Beschwerlichkeiten und Strabatzen ohnerachtet, so erfindsam und geschäftig war, die Noth seiner Mitbrüder zu erleichtern, daß er oft seiner selbst dabey vergessen, aus Mattigkeit bey den andern hingefallen. Ich habe bey dieser sowohl, als bey vielen andern Gelegenheiten, niemahls gefunden, daß Grobheit, oder ein hartes Herze dem Soldaten nothwendig oder nützlich wäre, und diese bittern Vorwürfe treffen nur diejenigen mit Recht, die in Grausamkeiten und Un- Menschlichkeiten einen Ruhm suchen, und die Schande und Fluch ihres Standes sind. Ich wünsche, daß ihnen dieses einzige Exempel überzeugend genung seyn möge, sonst gestehe ich gerne, daß es Umstände geben könne, daß ein Soldat des Petit Duc de Brandenbourg sie hievon, ohne Feder und Dinte, besser überzeugen kan.

24

24 Bey der folgenden sechsten Note (6) habe ich wenig oder nichts zu erinnern. Warum aber fetzen sie bey dem Worte Kriegsstand das Prädicat nützlich, und nicht bey dem Civil- stand? (daß soll wohl so viel heißen, wenn er nach ihrem Begrif eingerichtet ist). Ich glaube sie ließen sich dieses Adjectivum, welches sie hier auf eine so feine Art eingeschaltet, nicht

(6) Vi kan fremvise hundrede Civile, som i det nærværende Anlæg har Sødskende ved Patrontasken, og ligesaa talrig en Mængde ved Patrontasken, som har Nærforvandte i Civilstanden. Og her skrev Forfatteren en paatalelig Urigtighed; thi før Had kan forsvinde, maa jo nødvendig antages: At det er til. Men vi tør vist forsikre ham, at den civile Stand er og saa vel dannet, at den ingenlunde hader en nyttig Krigsstand; og hader han den civile Stand, da maa han rødmes, endog i den øvrige Krigsstands Øyne. Thi vi ere vis paa, at den veed det er sin Pligt, ey at hade? nogen uden allene Landets Fiende; og Patrioten har her Lov at skrive: At om Forfatteren, som Krigsmand, hader indvortes Borgerne i Staten, han da eo ipso har fortient, at Landet dimitterede ham, som sin hidtil lønnede uværdige Tiener og Hader i Unaade. Men vi vil troe, at hans Tanke er maaskee bedre, end hans Pen er agtsom. Og det Publiqve vil vel nærmere driste hans Begreber.

25

25 um viel Geld abkaufen. Ueberhaubt siehet man sie hier nur en Masque, und in dieser Gestalt mögen sie auch einen Richter vorstellen, nehmen sie aber die ab, so gilt auch eo ipso ihr Urtheil nicht. Was sie übrigens von dem Autor glauben, und was das Publicum von ihm sagen wird, kan mir und ihnen gleichgültig seyn denn ärger kan er wohl nicht gemißhandelt werden, als schon geschehen ist. Da er aber auch nicht viel hiervon gesagt, hätte er dieses lieber weglassen mögen.

Bey ihrer siebenten Note aber (7) nehme ich gleich im Anfang meinen Hut ab, und bin

(7) Har da den hidtil antagne hele Antal af Krigsfolk ikke bemøyet sig for at være habile og brave? saa har jo vi, som Borgere, lønnet dem, som Ufortiente. Vi veed derimod, at der og findes brave iblant Militaire; saa Forfatteren heri har ikke Ret. Og at jo en ønskelig talrig Mængde i den civile Stand denne Dag endog bemøyer sig, ja har hidtil bemøyet sig, for at blive brave Mænd, derom tør Forfatteren vel dog ey engang tvivle, da alt for talrig en Mængde Exempler bevidne ham det (*).

(*) Nehmen sie mir das nicht übel, daß ich ihrer

26

26

ihr ganz gehorsamer Diener. Nein, mein Herr! da protestire ich feyerlichst gegen. Ich Habe wohl gehört, daß die Herren Hamburger ihre Stadtsoldaten usse Lüde nennen, aber mich bezahlt mein König, dem ich diene, und von ihm habe ich meine Bestallung, ihn erkenne ich vor meinen Herrn, und es ist auch wohl das beste, daß sie es ihm überlassen, aus welcher Kasse er das Geld nimmt, seine Armee zu unterhalten. Sie geben mir nun auch in verschiedenen Sachen Licht, denn ich habe es sonst nicht begreifen können, warum ich stets den Bauren auf der Landstrasse, aus dem Wege fahren muß, wenn ich mich anders nicht, in Handgreifliche Discourse mit ihm einlassen will; allein, nun merke ich wohl die Ursache. Er denkt, wie sie: Diesen Rothrock muß ich auch ernähren, dafür soll er ausweichen. Ich weiche auch gleich, und verzeihe ihm gerne diesen

Note noch eine Note beyfüge. Ich rathe ihnen, als ein Freund, machen sie sich etwas besser mit den orthographischen Distinctionszeichen bekant, oder lassen sie sich dieselben von einem andern beysetzen, sie machen ihre Leser oft ganz verwirrt damit, und sie laufen Gefahr, nicht recht verstanden zu werden.

27

27

bäurischstolzen Gedanken. Bey alle dem aber bleibe ich doch noch im Lande. Wie würde ich mich aber heraus wickeln, wenn jeder fremde Schiffer, der seinen Zoll im Sunde entrichtet, mich zu Rede stellete, warum er mich lohnen müsse, da er doch gar keinen Nutzen von mir hätte? Müßte ich nicht antworten: Herr! ich bin eben da, damit er und andere wunderliche Köpfe, sich nicht weigern dem König zu geben, was des Königs ist? Für das hiebey folgende uns beygelegte Lob, obschon sie nicht

en ønskelig talrig Mængde brave

Mænd unter den Militairstand finden wollen, so verdienet doch die geringe Anzahl allen Dank, und sind wir ihnen um so vielmehr dafür verbunden, da wir, wo nicht von dem guten Herzen, woraus es geflossen, doch von der Billigkeit überzeugt sind. Ich wünsche von Herzen, daß alle und jede, so gegen die Militairpersonen gesinnet wären, wie ich gegen jeden meiner Mitmenschen, er befinde sich in welchen Stande er wolle, ich wünsche jeden von ganzen Herzen alles Gute, und ich muß es ihnen gestehen, es ist für mich keine grössere und auserlesener Freude, als Menschen, ohne Unterscheid des Standes, Geschlechts,

28

28

oder Ranges glücklich zu sehen, die einzige wahre und unvergällte Freude dieses Lebens! Nach dieser Erklärung werden sie es mir verzeihen, wenn ich mich sollte geirret haben, da ich glaube, Text und Noten haben einen Autor, und das erste ist geschrieben Um das letzte anzubringen. Ich sehe sonst gar nicht ein, was der Autor mit seinem angenommenen philosophischmoralischen Styl will. Bessere Besoldung, fängt er an, soll der Soldat nicht haben. Wer hat denn welche verlangt? Der Soldat ist hier so gut besoldet, wie in einem Lande, aber dadurch daß sie die Seele des gemeinen Mannes mit Ehre und Hofnung speisen, wird sein Leib wenig Stärke bekommen, und in seinem schlechten Quartier bey diesen theuren Zeiten gewaltig Noth leiden, wenn er allein hievon zehren sollte. Daß er nicht von seinen Traktementen verzürtelt und üppig wird, davor stehe ich ihnen, denn es ist wohl gewiß, daß der Soldat gut genung besoldet wird, daß aber die Theurung und nicht der wenige Sold ihn darben läßt. Ob und in wie ferne hierinn eine Aenderung getroffen werden kan, überlassen wir den vortreflichen Einsichten unsers Regenten, dessen scharfsichtiges Auge das Wohl

29

29

und Glück der übrigen Stände, und also auch unsers nicht übersehen werden. Mit dem Gehalt der Officiers hat es eben die Bewandniß. Könnte ein Mittel ausfündig gemacht werden, den Officier mitlerer Klasse, das ist den Kapitain, auf bessern Fnß zu setzen, wäre es sehr zu wünschen. Es ist diese Charge als der Ruhepunkt der militairischen oekonomischen Wirthschaft anzusehen. Der Subaltern-Officier hat entweder von seinen Eltern oder Angehörigen etwas zuzusetzen, und so wird er deren Beyhülfe anwenden; denn er denkt, wenn er eine Compagnie erhält, kan er ohnehin leben; oder er hat es nicht, und es nöthigen ihn auch bey der genauesten Wirthschaft, theure Zeiten, Ünglücksfalle, oder Familienumstände Schulden zu machen, so host er dieselben bey Empfang einer Compagnie wieder bezahlen zu können; bekömmt er dieselbe, deren Unternehmung ohnehin mehrentheils Geld erfordert, was wird er nun, besonders wenn er Familie hat, mit ohngefehr 400 Reichsthaler ausrichten können? Von der Compagnie, das ist des Kapitainsgage, soll dasjenige ersparet werden, was den etwa- nigen ferneren Avancement zu Bestreitung der Unkosten und Equipirung muß angewandt wer-

30

30

den. Wollte ich allein für Militairpersonen schreiben, würde ich mich weitläuftiger darüber heraus lassen, und erklären können. Zu meinem Zwecke habe ich unterdessen dieses wenige genung zu seyn erachtet, um zu beweisen, daß nemlich eine Militairperson nicht ein so beneidenswürdiger Gegenstand sey, als man sich es oft vorzustellen pflegt, noch das jemand ihm mit Recht seine oekonomische Glücksumstände mißgönnen könne.

1

Forslag til at finde Udveye til Krigstienerens bedre Besoldning.

Kiøbenhavn, 1771. Trykt hos Brødrene Berling.

2

        

3

Tanker

ved Igjennemlæsning

af

Philopatreias,

i sær over de Ord; anførte paa Pag. 36, saa lydende:

Der bør altid være en Ballance imellem Mængden og Belønningerne i enhver Stand. Den militaire er allene den, hvor ey Tallet lettelig kan blive for stort. Give, der kunde udfindes nogen Udveye til deres bedre Belønning. Det var et værdigt Arbeyde for tusinde Patrioter; thi deres Caracteer udfordrer Udgifter, og deres Liv er i Krigs-Tider Gierdet for alle Stænders Sikkerhed.

Endskiønt jeg ikke er nogen synderlig Lieb Haber, enten at læse eller skrive meget, uden allene, der som man saa at sige bruger til Huusbehov, Saa nægter jeg ikke, at mig paa en 5 a 6 Ugers Tid er overkommet ligesom

4

4

en læselyst, ey i Henseende til bekiendte Bø- ger, i hvad Materier de og kunde handle om, ey heller af bevægende Aarsager, for paa den Alder jeg nu er, at kunde tænke at opnaae nogen Viisdom derved; ney! ingen af Deelene, men min læselyst er kommen af de mangfoldige Discourser jeg hist og her har hørt, nu af een, nu af en anden om de paa en kort Tid udkomne Skrifter under adskillige Navne, Hvilke roses af nogle og lastes af andre, saa at det meeste man nu Hører Folk tale om, er ved Spørsmaal og Giensvar om de nye udkomne Skrifter, nemlig: Hvad synes dem om den Bog? Ja endog iblant Fruentimmerne har jeg med Opmærksomhed hørt, at disse Skrifter Baade forsvares og lastes indtil de empfindtlig- ste Bevægelser og Udtrykke, da den eene har paastaaet, at have ligesaa god Indsigt udi disse Skrifter, som den anden, ja! disse Disputer og Stridigheder kroer jeg ganske vist vil gaae saa vidt, ar Fruentimmerne selv vil tage Pennen i Haanden; og hvorfor ey? Thi det er ikke ualmindeligt, at man af dette smukke Kiøn Hører meget solide og fornuftige Indfald og Rai- sonnements, i sær kan Philopatreias, i hvor han end er, lee i sit Hierte, at han har bragt

5

5

Heele Publicum i Bevægelse ved hans den 23de November forrige Aar udgivne Anmærkninger om 3de Poster, thi siden den Tid har Folk næsten intet haft at tale om, uden om samme Mand og hans Anmærkninger, samt den Reformation han har projecteret at burde iværksættes, som han meener skulde være saa fordeelagtig, at Eftertiden skulde frembringe os til at blive et lykkeligt Folk, og Tiderne saa gode som man kunde ønske sig; jeg har desaarsage med Folke-Mængden af begge Kiøn, og igiennemlæst dette Philopatreiæ Skrift, saavelsom endeel andre smaae Bøger og Skrifter derimod, baade udkommen og indført i de offentlige Blade; men jeg bekiender reent ud, at Tvistigheden er saa vanskelig for mig, at jeg ganske maa frafalde mine Tanker saavel om det eene Partie, som det andet, og har derfore allene sat mig paa den Fod, at jeg vil baade have Philopatreias til Ven, saavelsom være Ven med hans Uvenner, dog maae ingen for- staae mig paa den Maade, at jeg vil med ham i Comoedien agere, eller være hver Mands Ven; Ney! saa tænker jeg ikke, thi mit Venskab til Philopatreias gaaer ey videre, end det bør, og blev jeg fristet til at give mine

6

6

Tanker om dette hans Skrift, saa bleve de disse: Tak for Deres Bog, men De har indført noget derudi, som aldrig burde staae der, og derimod er noget anført som sandelig, er saa ædel tænkt og vel grundet, at har Skriftet tilveyebragt Dem Fiender, burde slig Fjendskab dog kuns vare til en kort Tid, allerheldst endeel af deres Tænkemaade vil komme i en ævig Forglemmelse, og noget deraf igien blive Dem til en stedsevarende berømmelig Erindring, ligesom De har udladt og fremstillet Dem; imidlertid fortiener en Autor altid Tak hos nogle for sine Skrifter, fornemmelig, naar der dog findes noget, eller lidet got derudi, thi jeg sætter at et Blad, eller en seneste Side udi et Skrift, som er paa 46 Sider, er sindrigt og nobelt baade tænkt og skrevet, fortiener da Autor derfore ikke langt meere Tak, end de, som slet intet vil skrive, eller og skriver uden Hensigt og øyemeed til en Stat eller Stands Forbedring; jeg vil her endog baade for Philopatreias og andre bekiende, at jeg ikke har læst mange Bøger, men af dem jeg har læst, har aldrig ved Igiennemlæsningen faldet mig noget ind, uden omtrent disse Tanker: Den Bog er meget god, meget opbygge

7

7

lig, godt, om man kunde leve derefter & c. & c., og derved er det blevet baade uden videre og anden Bekymring; men jeg kan ikke nægte, at den 36te Side udi Philopatreias Skrift meget rørte mig, og gav mig en dyb, stille og langvarig Eftertanke, ja! endog Lyst at for- fatte disse mine Tanker i Pennen, som der al- lerførste, og maaskee det sidste, jeg nogensinde tænker at skrive, uagtet jeg just ikke reent har forlovet det; og vidner jeg tillige, at disse PH. Udtryk ville kommet mig langt ædlere og ædel- modigere fore, om de havde været anført i Steden for under den Caracteer: Om Geistlighedens Indkomster; paa en sig bedre passende Maade; jeg siger Ordene som PH. bruger, nemlig: Der bør altid være en Ballance imellem Mængden og Belønningerne i enhver Stand, ere ædle; thi hvilket christeligt Menneske kan læse samme, uden at bifalde det, og hvo kan eftertænke disse Ord, uden denne emfindtlige Tilstaaelse: Det burde saa være, men skeer dog ikke; jeg kunde her næsten begynde min Vrede imod PH, fordi han just under den Caracteer, som anrører den ærværdige Lære-Stand, bruger saadanne Ord, da de aldrig kan passe sig, eller jeg nogensinde

8

8

vil tilstaae, om jeg end var den arrigste Præste- Fiende, som Gud forbyde, jeg skulde være; thi skriver han straxen efter: Den Militaire er allene den, hvor ey Tallet lettelig kan blive for stort, hvorudi han og maa beholde Ret, siden jeg drister mig ikke i den Punet, at sige ham imod, som noget jeg ikke kan entrere udi, dog tør jeg vel sige saa meget, det i Følge min liden Indsigt, har Philopatreias baade Rimeligheden og Billigheden til sit Forsvar, men for ikke at gaae uden for de Grændser, som jeg har foresat mig, saa renuncerer jeg ganske paa mine Tanker, angaaende PH. Skrift, uden for saavidt de Ord, jeg har taget under mine Betragtninger, og som staaer paa den første Side af dette Skrift, og til samme vil jeg allene holde mig, thi den anførte Tænkemaade bliver altid en gylden Sandhed, naar den fra lignelsen bliver separeret, thi at formindste de Geistliges Indkomster ved at forbedre de Militaires, er baade en ugiørlig og contradictorisk Sætning, allerheldst den Geistlige Stand er i Henseende til deres lidet Tal næsten som intet at regne imod den militaire Stand, og det nødvendig udfordrende Antal derudi, og naar det er uimodsigeligt, saa bli

9

9

ver ligeledes de rerne Følger: At den sidste Stands Forbedring aldrig kan opnaaes eller tilveyebringes ved den første Stands Indkom- sters Forringelse, thi er der nogle faae Kiøbstæds og andre Præsier og Kirke-Betjente, som har noget meere end de selv med deres Familier saa at sige skikkelig kan leve af, saa er der hundrede imod een, som neppe har deres Udkomme, hvilke alt for mange Exempler dag- ligen bekræfter, Philopatreias fortiener der- fore ingen Roes ved denne hans paaberaabte Ballance imellem Mængden og Belønningerne i enhver Stand, naar han vil ligne den Geistlige og den Militaire med hinanden; men hans Tænkemaade er roesværdig, naar han allene vil sige, at der bør være Ballance imellem Mængden og Belønningerne, og endnu ypperligere havde det været, om han havde lagt de Ord: Folkets Gierninger til, og sagt: Folke-Mængden, saavelsom deres Gierninger og Belønninger bør baade qvadrere og ballancere med hinanden; maaskee denne min Skrivemaade falder ikke tydelig og forstaaelig nok, men jeg haver de Tanker, at naar disse Blade ere igiennemlæste, skal den sande Meening dog vel knude udtrækkes; jeg be-

10

10

giver mig derfore til de øvrige af Philopatreias Ord, som lyde: Give! der kunde udfindes Udveye til deres bedre Belønning. Ja! det er sandt, deri har Philopatreias Ret, her skriver han som en Indsigtsfuld Mand, og som en nobel Patriot, Gud give Udveye kunde udfindes til deres bedre Belønning; og vil jeg her ikke entrere, uden for saavidt den gemeene Mand, eller rettere sagt, hvad egentlig Soldaten er angaaende; hans Kaar og Vilkaar ere virkeligen tunge og Umagen værd, endog med Siæls Kræfter at tage sig samme til Hierte, thi om hannem kan man med Billighed sige, at han som oftest lider Nød, og man maatte næsten falde paa de Tanker, at det er Guds besynderlige Styrelse og Direction, som meddeler Soldaten Velsignelse, at baade han, hans Kone og Børn faaer deres livs Ophold. Min Hensigt er her langt fra ikke, at jo Landets Konge og Fader har tillagt ham det Fornødne, jeg troer og al Soldaten under vores glorværdigste Monark er saa got aflagt her, som under nogen anden Potentat, mens ikke destomindre troer jeg tillige, at denne Stand dog er den allereneste, som enhver sand Patriot kunde ønske bedre at blive aflagt, eller at bruge

11

11

Philopatrieiæ Ord: At Udveye kunde findes til deres bedre Belønning; her kunde vel nogle erindre og sige: denne opstaaende Philopatreiæ Ven kunde sparet hans Umage, med at anføre noget, som enhver tilforn viste, og der er jo uden hans Bekiendtgiørelse en noksom bekiendt Sag, at Soldater-Standen er en kummerlig Stand, jeg maa og sige saadanne Folk kan have nogenledes Ret, thi det er be- kiendt og øyensynlig nok, baade Nat og Dag, at Soldater-Standen er haard, naar alle andre Stænder har det ulignelig bedre og taaleligere; her statuerer jeg ingenlunde en Mue- lighed at kunde tænke, enten at den Stand kunde komme i Ballance i Henseende til be- lønningen med andre Stænder, ey heller om end saa kunde være, at det dog burde skee, efterdi Følgen blev, det hvad en Soldat nu har for lidet, vilde han da faae for meget, og at de Forseelser, som nu begaaes af en Aarsag, kunde paa en anden Maade begaaes af en anden Aarsag; men mine Tanker gaaer kun saavidt med Philopatreias: At Soldater-Standens Vilkaar eller rettere Belønning burde forbedres, og det mener jeg virkelig kunde og burde skee, ja! jeg hører, ligesom nogen svarer

12

12 mig? Vist burde det skee, Soldaten har for lidet, det var got om han havde meere; men Hvor skal han faae det fra, vil I have Kongen skal enten forbedre eller fordoble hans Leehuing? See! saaledes imaginerer jeg mig, at Folk snakker baade hist og her, men jeg vil igien yttre, hvad jeg tænker, og sige: Lad os tale med Overlæg og fund Eftertanke, saa maaskee vi forandre vore Udtryk til meere Menneske-Kiærlighed, og blive enige med Philopatreias af Hiertet at ønske: At Udveye kunde findes til bedre Belønning, langt fra at Kongens Casse skulde besværges, til deres bedre Belønning, Ney, meente eller talte jeg saaledes, saa var jeg aldrig værdig at leve un- der saa ypperlig en Monarkes Regiering; mine Tanker gaaer langt hellere derhen, at Soldaten selv tænker, at hans Konge giver ham det Fornødne, og hvad han som Soldat kan og bør leve af, og de meste iblant dem ere forsikrede om deres Konges faderlige Hierte, til nok at unde dem mere; ja! jeg erindrer at have hørt i Norge nogle Ord af en Soldat, som ofte rinder mig i Tankerne, og skeede ved denne Leylighed, at som jeg stod og saae paa hans Arbeyde, som var ved at opsætte noget Brænde, det han var

13

13

baade lystig og fornøyet, uagtet det Skiul han havde iført sig, var ynksom; saa gav der mig Anledning at sige: Der er fermt, Cammerade, I arbeyder brav; tiener I Kongen? Ja! jeg giør, svarede hanm jeg har nu tient Kongen meest i 13 Aar, og jeg har ikke lært andet; Soldaterstanden er og god; Ja! det er sandt, sagde jeg, dersom Soldaten havde noget meere at leve af, saa kunde Han leve godt nok; Herre Gud! svarede han, jeg kan troe, Kongen tænker, vi kan nok lade os nøye, og det gaaer vel ogsaa an, naar faae lidt Arbeyde og noget at fortiene, Kongen skal jo lønne alle Mennesker; - - Ja, tænkte jeg ved mig selv, du taler Sandheden paa en eenfoldig Maade, og gik fra ham under adskillige Betragtninger baade om Soldaterstanden i sig selv, som og at disse Folk ligeledes ere fornøyede, og at de elsker deres Konge som Fader, da de i Almindelighed mage giøre idem det Begreb, at siden Kongen er den, som skal lønne alle Mennesker, kan han ikke ret vel befolde dem b bedre end skeer; men for at komme til Øyemedet af mit Skrift, som er: At ville sinde nogen Udveye til Soldatens bedre Belønning, hvilket Philopatreias melder: At ville være et vær

14

14

digt Arbeyde for tusinde Patrioter, saa maa jeg sige, at disse anførte Philopatreiæ Opmuntrings-Ord bør af enhver retsindig Pa- trioy og Undersaat søges at arbeydes paa, baade ved Pennen og Evnen; de første, som ere Pen- nens Arbeydere, behøves kuns faae retsindige Personer til, men Evnens Arbeydere maa være mange tusinde, dog bør saadanne Udveye ef- ter mine Tanker ikke søges enten i Henseende til at formere Kongens Udgifter, ney! jeg tænker paa Soldatens Ord: Kongen har Ud- gifter nok, han skal lønne alle Mennesker; ey heller maa de sigte til nye Skatters Anleggelse, thi Skatter er et tungt Ord for Landets Undersaatter, og jeg troer stadelig, at vor eyegode Konge selv bærer Afskye, at legge sine Undersaatter Skat paa, uden Hvad der skal og bør skee af hoyst nødvendige Omstændigheder, og alle saadanne Skatter maa jo ikke falde nogen Undersaat tunge, thi at tænke igien paa Soldatens Ord, saa kan jeg sige: Kongen maa jo skatte næsten til alle Mennesker, og derfore høyst billig, at skatte frivilligen og gladeligen til ham igien, naar han maatte befale det; men endnu veed Læseren ikke, eller maaskee kan

15

15

falde paa, Hvad Udveye jeg vil udfinde til Soldaterstandens bedre Belønning; maaskee de tænker at jeg har fortrydt, hvad jeg forhen i dette Skrift har meldet om Geistlighe- den og at jeg nu vil sadle om igien og projectere, at deres Indkomster brav burde fra den- nem afskiæres og tillegges denne Stand, eller og jeg vil tage fat paa Bondestanden og klippe den, ja! mueligen, nogle tænker at jeg har faaet Griller og Projecter i Hoveder af Martin Sadecks Spaadom, og vil foretage mig en Reise til Jerusalem , for at erobre den Viise Salomons Skat, som foregives at skal være 18000 Millioner &c. &c. See! saaledes vil baade Scoptici og Critici raisonere, men de tage alle feyl; den Idee jeg har giort mig om Philopatreiæ udvalde og noble Udtryk, og som er Maalet for mine Betragtninger, ere virkelig alt for sericuce, ømme, emsindtlige og menneske-kierlige, at jeg skulde ville udfinde noget, som enten var latterligt, lastværdigt eller umueligt; jeg har tilforn sagt min Meening om de Geistliges Indkomster, og det bliver jeg ved, deres Kald og Byrde er tung; og af 2de Deele, naar eet absolute skulle skee, var det bedre, at deres Indkomster bleve formeerede, end

16

16

formindskede; jeg har og sagt en Generale, at det er ubilligt, at tage noget fra een Stand, og tillægge en anden, da samme vilde have mangfoldige onde Sviter, derfore best at lade enhver Stand blive i den Circul, den er; og overalt blev jeg overtydet om, at det dog kunde rimeligen og vel lade sig giøre, saa tænker jeg dog, at Bondestanden blev langt fra ikke den, som skulde forringes til den Militaires Forbedring, Hey! Bondens Vilkaar anseer jeg næst Soldatens for de haardeste; ey heller troer jeg som Daaren paa Spaadomme, thi det er langt fra min Tænkemaade; vil derfore, som een Ven med alle, ey disputere Martin Sadeck hans Prophetie, ey heller ville jeg giøre mig umage, at leede efter denne Skat, om han end, førend hans 2de Dødsfald, havde med Eed bekræftet, at Skatten, i Steden for at ligge i Jerusalem, laae ude under den store Steen i min Hauge; kunde Ønsker gielde, saa vilde jeg guske til Gud, at tusinde Parten af den omspaaede Rigdom laae vel, vist og sikkert bevaret i Kongens Skattkammer, thi Der kan dog vel ikke være meget, naar Soldatens Ord tages i Betragtning, thi han siger: Kongen skal jo lønne alle Mennesker; udveye da,

17

17

som skulde findes til denne Stands Forbedring, eller rettere bedre Belønning, bør altsaa hverken trykke Kongens Casse eller nogen anden Stands Casse, langt mindre den private Hosbonds Casse; thi der gaaer, med Hosbonden i det ilder lignelseviis, som med Kongen i det Store, nemlig at en Huus-Fader, hvad enten han er Kiøbmand, eller Haandværksmand, eller og bruger andre lovlige Midler til at leve af, saa skal han allene dog sørge baade for sig selv med Familie og Tyende, desaarsag Har enhver slig Hosbonde og sin Deel at lønne og give til, seer derfore ikke heller, at noget fra dennem kan aftrækkes; men nu vil jeg snart yttre mig at forestille Udbeye til denne saa ypperlige Militairestands, eller bedre talt, den stolte, modige og brave Soldaterstands bedre Belønning, thi siger Philopatreias: Det var et værdigt Arbeyde for tusinde Patrioter; dette Arbeyde, som Philopatreias skatterer her saa hent, har forceret mig at tage fat paa Pennen, i den christelige og menneffe-kiærlige Intention, at giøre en Prøve med at lade mine Tanker udløbe iblant Publicum, ikke af indbildte, men af søde oprigtige Tanker og Ønsker, at noget af hvad,

18

18

som skrives her, baade maatte have en god Begyndelse og efter flere og mere indsigtsfulde Patrioters Arbeyde, maae og opnaae den for- ønske Virkning; dog førend jeg endnu kan sige, hvad jeg meener, eller opfylde mit løfte, saa er der nogle af Philopatreiæ Ord, som forpligter mig, end videre lidet at tages under min Betragtning, thi han skriver noget foran: At der bør alrid være en Ballance imellem Mængden og Belønningerne i enhver Stand; hvad dette vil egentlig sige, begriber jeg ikke tilfulde, ey heller vil jeg entrere med Philopatreias om Ordenes yderlige Bemærkning, men kortelig melde: At ved det han har sat disse hans noble Udtryk under den Caracter af Geistlighedens Indkomster, saa giver samme Anledningen til deres Uforstaaelighed, thi at Philopatreias skulde mene, at Folkemængden i disse 2de Stænder skulde ballancere, det kan jeg aldrig troe, jeg har og bedre Tanker om Philopatreias, end at han skulde tænke, at den geistlige Stand kunde leve af saa faae Indkomster, eller med lige Beløn- ning, som den militaire; de kunde nok maa- akee! og fik vel at finde sig derudi, naar Kongens Casse skulde besolde dem, men da de fleste

19

19

Geistliges Indkomster bestaaer i frivillige Gaver, ligesom Præsten er dygtig og elsket til af sin Meenighed, saa kan intet indvendes, at de jo rimeligviis har flere Indkomster end de Militaire, men derfore skal man ikke søge eller Projectere, at tage noget fra dem, uagtet jeg tænker den militaire Stand, i Henseende til Generals og Oberstes Charger, ere ligesaa importante af Indkomst, som en Bispe-Stoel eller Sognekald. Give! enhver subalterne Officier havde efter Advenant (uden at ønske det af Kongens Casse), saa meget som et Cap- pelanie indbringer, men jeg maa afbryde, thi heele Philopatreiæ Skrift kommer ikke under mine Tanker, men allene de Ord paa den 36te Side, ey heller gaaer mine Tanker videre, end at tale om Soldaten allene, thi hvad Kongens høye og andre Officierer angaaer, saa er jeg uvidende om deres Indkomster eller Beløn- ning; nok er det, at denne præferable Stand, af alle Stænder, burde have, i Fald de ikke haver det fuldkomne Nødvendige at leve af; hvad PH. derfore mener med det Ord Ballance og Belønningerne, som skulde være i enhver Stand, kan jeg hverken udgrunde eller forklare, saa lidet som jeg kan udtænke, hvad

20

20

for en Stand det skulde være, hvorudi saadan Folke-Mængde, som kunde ballancere, eller lignes med den militaire, ligesom og det vilde blive efter mine Tanker et umueligt Arbeyde, at udfinde saadan Ballance, at baade FolkeMængden og Belønningerne med hinanden kunde quadrere, i det mindste vil jeg for min Part overlade saadant Arbeyde til andre at tage fat paa; jeg hverken kan eller drister mig dertil, men det lidet jeg formaaer vil jeg under enhver retsindig Patriots bedre Omdømme fremføre, da Scopus af mig er ganske allene, at vil begynde med et Arbeyde, for at udfinde Veye til Soldatens bedre Belønning; men her vil læseren maaskee falde paa sælsomme Tanker, og sige: Hvad monne det være for Veye, Autor vil finde? Thi efter det Foregaaendc han har udladt sig med, skal ingen af de andre Stænder, Se, Adel-Præste-Borger- Bondestanden fratages eller formindskes noget, og naar saa er, hvor skal da stige Udveye findes, eller Soldatens Belsnning forbedres, jo mine gode Venner og Patrioter, jeg tænker dog, førend jeg slutter dette Skrift, at fornøye dennem, og hos de allerfleste, ja! hos Folke-Mængden at finde Bifald; jeg siger

21

21

derfore igien, ey i Almindelighed at vil besatte mig med nogen Stand, ey heller afskiære dem noget, og desuagtet vil jeg dog projectere, eller see at udfinde Middel eller Veye til Soldatens bedre Vilkor eller Belønning, men det er endnu ey Tid at aabenbare mig, førend jeg Har giort een og anden Reflexion baade over en Soldats Ciccul og Tieneste, samt hvorledes han er at ansee under hans Potentats Regiering, og derimod paa den anden Side at betragte: Hvilke eller hvad for Mennesker som nærmest kan ligne en Soldates Stand og Soldates Tieneste, og forinden jeg giør denne Ligning, vil jeg dog med kierligst Tilladelse bruge den Frihed, at sige: At i Steden for det Ord Soldat vil jeg kalde eller nævne ham ved det Ord: Kongens Tiener, thi denne Titul passer sig best paa alle Kongens Undersaatter, ingen Stand eller Person exciperet, thi i Henseende til Monarchen ere alle Undersaattere og Underdanere intet andet, end hans Tienere; og naar man skulde see de herlige Ordens-Dragter, saavelsom de ordinaire Soldater-Dragter, at staae for Kongens Throne; hvad ere de da andet, end begge tilsammen, eller enhver for sig at regne, uden Kongens Tienere; altsaa mee-

22

22 ner jeg, det er et ret passende Ord, som Soldaten tilkommer, at han, og det udi den fuldkommenste Virkelighed kan kaldes Kongens Tiener. Ja! hvad er Soldatens daglige og modige Mundheld andet, næsten ved alle LeyLeyligheder, end disse Ord: Ich diene dem Könige, og deraf giør han sig den største Ære. Her er min Agt, ingenlunde at giøre Soldaten stolt, ved at give ham den samme Titul, som hans General eller Chef, hvilke og ere Tienere lige med ham; en heller giver jeg Soldaten det Navn af Tiener, for efter Ordets Udtryk at giøre nogen Ligning imellem den Chef, som commanderer, og Soldaten, som adlyder; Ney! meente eller tænkte jeg det, saa kunde jeg umuelig være ved Forstanden; thi det var ikke got under en Regiering, at alle Tienere vare lige, desaarsage er i enhver Potentats Herredømme den ypperlige Orden indbragt, at der er giordt den fornødne Forskiæl, baade paa Standen, saavelsom Standens Personer, og Ligning næsten og truffet, i Henseende til deres Stand og Indkomster; for nu at komme til Maalet, som er at finde Udveye til Soldatens bedre Belønning, saa burde man eftertænke i Forveyen, hvilke Personer de ere, som først kan sættes i

23

23 Classe eller Ligning med Soldaten, og da vil jeg, i Følge min Plan, ikke røre ved Stænderne i Almindelighed, eller nogen vis Stand i Særdeleshed, men allene sige: Der findes uden for Stændernes egentlige Bemærkning en Hoben, ja! en Mængde Personer, som ligeledes bærer Navn af Tienere, og staaer ligesaa lider under nogen Rang, som Soldaten, uden hvad de imellem dem selv behager at rangere sig; og disse Folk ere egentlig Herskabers og andre formuende Mænds Tienere eller Domestiquer, i hvad Classe eller Stand de end tiene, saa at disse Tienere, except Monarchens egne, eller med forstaaeligere Ord udtalt: Kongens Liberie undtagen, ere alle de andre Domestiquer at ansee ligs høye og med Soldaten lige i Stand og Embede, da deres rette Titul er og bliver en andet, end Tiener eller Tienere, altsaa haaber jeg, ingen, endog denne Tienerstand tager det ilde op, at jeg sætter dem i Ligning i Henseende til Soldaten; ey hel, ler kan jeg andet end bede den brave Soldat, det han ufortrydelig optager, at jeg ligeledes ligner ham ved Tiener- eller Domestiquestan, den, hvilket jeg saa meget meere seer mig forpligtet til, som jeg er overbeviist om, at denne

24

24

saa ærekiære Soldaterstand, i Henseende til det største Antal, hellere udvælge at være Kongens Tiener, end en anden Mands Tiener, og at han alletider ambitionerer, og agter det at være en langt større Ære for ham, at staae ved sit Skilderhuus, end bag paa en Karet, derfore maa ingen af de Personer, som her forstaaes under de Ord: Tienere, legge mig til Last denne Ligning, da enhver af dennem bør af alle have den tilkommende Agt, som hans Tienerstand medfører; og vil jeg da, uden videre at ligne deres Stand, allene giøre en Forskiæl paa den Caracter, som jeg vil give til disse Kongens Tienere og andre Folkes Tienere, nemlig jeg vil herefter i dette lidet Skrift kalde Kongens Soldater for Krigstienere, og de andre Tienere for Fredstienere, og dermed fornærmer jeg vel ingen, da jeg sætter forud, enhver tiener troli- gen i det han er engageret for, ligesom og enhver meget vel er tilfreds og fornøyet i sin Stand, gaaer jeg nu til at overveye disse Tieneres og vore Medchristnes Omstændigheder i Henseende til deres Forretninger og Belønninger; saa falder jeg i en stille Forundring og tænker: Store Gud! er det mueligt, at Mennesker, sadt i lige Stand, bliver saa

ulige

25

25

ulige belønnet, her rinder mig Philopatreiæ Ord i frisk Minde, naar han siger: der burde være Ballance imellem Standen og Belønningerne, men skeer det? Har det saa været tilforn? Eller vil det blive nogen Tid herefter? Jeg vil haabe det sidste, men denne rimelige Ligning har aldrig været iagttaget tilforn, at Krigs-Tieneren er bleven belønnet saa got som Freds-Tieneren, eller at Kongens Tiener har faaet nær saa meget som en anden Mands Tiener, og hvoraf kommer det andet end først en introduceret Vane, som er Aarsag dertil, 2det, at Krigs-Tieneren tør ikke tale, eller langt mindre begiære mere, og 3die ingen har moveret denne Ligning, førend nu Philopatreias begynder derpaa, derimod paa den anden Side, hvad Freds-Tieneren angaaer, da har han for det første fra Begyndelsen af haft mere og langt større Belønning end Soldaten, 2det har han ved denne saa bedre Belønning altid været dristig nok at begiære og paastaa mere, indtil nu i disse seenere Tider, da han for det 3die næsten foreskriver sin Herre, hvad han absolute vil have, og paa denne Maade er det al sin Tid gaaet uden Forandring eller Forbedring til nogen Slags Balance imellem disse

26

26 Krigs- og Freds-Tienere, da ingen vel vil imodsige mig, at saa knapt som det er tilmaalt de første, saa topmaalfuld har de sidste; dette er jo dog en besynderlig Ting og Umagen værd, baade. at tænke, tale og skrive om; og hvo vil vel udlade sig med, at det bør stedse herefter saa at forblive, jeg maa sige, at den der saa- ledes for mig ville raisonere, ansaae jeg hverken for en Christen eller Menneske Ven, langt mindre at flig Mand viste andet end selv at leve med sine Freds-Tienere i Overflødighed og Glæde, uden at tænke paa Josephs Skade, eller den saa knap besoldede Soldat, som oftest maa forrette sin Konges Tieneste med Suk, ja næsten Sult og Tørst til, da derimod FredsTieneren manquerer intet, og har maaskee ligesaa ofte en Snitsert paa, som Krigs-Tieneren er nød til at slukke sin Tørst ved Vandpompen; jeg spørger her det fornuftige Publicum og enhver redelig og ærekiær Patriot, er det ret og er det billigt, at lige Tienere skal have saa forfærdelig en uliig Belønning? Freds- Tiener! kom selv hid og siig din Meening herom; fortiener Krigs-Tieneren ikke at leve ligesaa got som du? Er din Husbonde ikke hans Herres Tiener? Og faaer han ikke saa riig en Besold-

27

27

ning af Kongen, at baade han lever til Fornøyelse og du i Overflødighed, tænker du slet ikke paa Krigs-Tienerne og deres saa Hiertelig knappe Omstændigheder, samt den Forskiæl der er imellem deres Tieneste og din? Jeg kunde ganske vist uden at fortørne dig, sige: at han i Følge mine Tanker meriterer og burde at leve saa ubekymret for Klæde og Føde & c. & c. som du, i sær naar hans Arbeyde og Tieneste, imod den du haver, bliver sammenlignet; men skeer det? Ney! det skeer ikke og vil aldrig skee, desto værre for ham, at det er umueligt at han kan faae det saa mageligt og got, som du har det; her kunde og burde jeg vel giøre en Afridsning paa Krigs-Tienerens og FredsTienerens Arbeyde og Indkomster, men jeg tænker det er næsten unødig, ethver fornuftig Menneske veed det uden min Oplysning, og Freds-Tieneren desputerer vel ikke, at han i hans Overflødighed, dog undertiden med Ømhed og Følelse har tænkt paa Krigs-Tienerens saa haarde, som knappe Vilkaar; daglige Exempler oplyser desuden denne Sag nok, fornemmelig for dem, som veed hvad en Soldats eller Krigs-Tieners ugentlige eller daglige Besoldning er; deres og Koners med Børns Klæ-

28

28

dedragt (Except, naar de giør Tieneste, da de seer ud som Dukker) uden at tale om mangfoldige andre Ting, viser sig og saaledes, at tusinde, ja ti og flere tusinde med Philopatreias maatte og burde ønske: At Udveye kunde findes til deres bedre Befoldning, ja! alle christelige Freds-Tieneres Hierter tviler jeg ikke paa, tilstaaer gierne at miste endeel fra deres Overflødighed for at tillegge til hines; og de, som tænke anderledes, burde sandelig probere hines Vilkaar, for at see hvorledes de vilde skikke dem derudi, jeg troer de renun- cerede gierne paa al deres Løn, for at komme fra Krigs-Standen igien, og villigen indgik Accord med deres forrige Herre, at tiene ham for Klæde og Føde allene, da Penge-Lønnen burde gaae til Krigs-Tieneren, og om end saa skeede, blev dog begge disse Tieneres Vil- kaar langt fra ikke lige, da Krigs-Tieneren maa-raale Ont, lignelseviis, som en Hund, naar Freds-Tieneren derimod har de roeligste og mageligste Dage; men jeg vil heller ikke gaae saa vidt, at nægte Freds-Tieneren endten at leve bedre end hine, eller tiene foruden Løn, jeg under dem og alt got, men jeg synes høystbillig, at da de sidste har alt for meget og de

29

29

første har alt for lidt, saa burde Freds-Tiene- rens gode Kaar noget udi Indkomster formind- skes og tillegges Krigs-Tieneren, at dog en liden Ballance kunde være imellem begge disse Tienere, thi rimeligen er det jo, at den Tiener, hvis Herres Arbeyde er tungest, burde have meest Løn, om ikke saa gode Dage, men saa vidt driver jeg det aldrig, jeg troer og at Krigs-Tieneren selv prætenderer det ikke, havde han kuns lidet mere Besolding end han haver, byttede han langt fra ikke med Freds-Tieneren, og derfore ønskede jeg gierne, det vi i denne Tid, da saa mange herlige Indretninger for Nødlidende og Betrængte giøres, at der og maatte tænkes paa og indrettes noget til Soldatens bedre Vilkaar, hvortil dette lidet Skrift og allene sigter; faa Ord vil jeg dog melde, som jeg for nogen Tid lagde Mærke til, da jeg gik fra det Danske Comoedie-Huus, hvor jeg først faae endeel snorede Kioler, eller FredsTienere at læske sig paa det lækkere, som nu der for Penge kan erholdes, men da jeg havde passeret disse saa lystige og sig selv saa tilgode- giørende Personer, kom jeg til Krigs-Tieneren, som stod paa sin Post, ikke langt fra Drikke-Bordet, og da sagde een af mit Følge

30

30

til denne Skildvagt: Es ist brav kalt heute, ja! svarede Han: Erstaunlich, dog med et mildt og got Humeur; og gav disse 2de Syn os Anledning at giøre adskillige ømme Betragtninger over disse Freds- og Krigs-Tieneres Vilkaar, da de første stod næsten som paa et Been af Glæde og Kaadhed og tikkiøbte sig det gode, maaskee ikke saa meget for Tørst, som lyst, da den sidste derimod stod saa ordentlig og stille, som et Voxbillede, og turde ikke røre hans Hoved, ja uagtet denne sidstes Syn var i mine Øyne langt pynteligere og værdigere at see til end de førstes, saa viiste dog deres Ulige Vilkaar og Besoldning, at Freds-Tieneren lever i Glæde og Overflødighed, naar Krigs-Tieneren neppe har saa meget i sin Lomme, at forskaffe sig en halv Pegel Brændeviin for; videre maa jeg som Patriot oprigtigen sige, at ved de Førstes Forbigaacnde faldt mig ikke noget i Tankerne, som er værd at melde, men ved den Sidstes og de andre Krigstieneres Syn ønskede jeg af Mit inderste, at vor dyrebare Monarch havde hundrede tusinde af saadanne Krigstienere, da det vilde være et prægtigt og nyttigt Syn, om Udveye kunde findes til deres Besoldning; af hvad, som nu meldt er,

31

31

kan noksom sees disse Krigs- og Fredstieneres lige Stand og Caracteer, men ulige Arbeyde og Indkomster, uden at røre noget ved Behandlingen som bruges imod enhver, thi naar Krigs-Tieneren for sin, enken modvillige eller skiødesløse Forseelse, tiltiende maa tage imod den ham destinerede Correction, saa er det derimod en almindelig Følge, at i hvad Fortred og Skade Freds-Tieneren end giør hans Herre, og desaarsag fortiener Tiltale og Irettesættelse, saa bliver gierne Udfaldet, at saa- danne Fredstienere giver knappede Ord og opsiger deres Tieneste; og denne Vane er almindelig næsten hos alle, Baade af det ene, saa- velsom det andet Kiøn, derfore lever man og i slige Tider, hvor man næsten maa indrette sin Tale paa det forsigtigste imod sine TienesteFolk, thi ellers bliver de vrede og truer med deres Tienestes Opsigelse, ey betragtende, at der er snarere et Land fuld, end en Haand fuld af slige Mennesker; hertil kommer og, at disse Fredstienere og Tjenerinder ere paa en Snees Aar eller noget meere bleven saa indbildte og storagtige, at de næsten begiærer en Instrux paa hvad de vil og ikke vil giøre, og saaledes skriver Pigen Regler fyr sin Frue, og Tieneren

32

32 for sin Herre, ja! Kudskens almindelig Ordsprog er, jeg vil passe paa mine Heste og min Vogn, og intet videre, derfore seer man Krigstienerne rundt omkring at giøre Fredstienernes Arbeyde, nu med at rulle, nu med at sauge Brænde, nu med at bære Vand, og mangfoldige andre Ting, som dog absolute Freds- tieneren burde selv giøre, men da denne sidste er aflagt og lønnet udi Overflødighed, saa synes han at saadant Arbeyde er enten for ringe, eller tilkommer ham ikke, og derfor maae Krigstieneren forrette alt dette, ikke fordi han har Lyst dertil, ey heller fordi han jo har Ambition nok, som den der baade af hans Konge og Fæderneland er æret, ligesaa høyt om ey mere end Fredstieneren; men Aarsagen er, at Kongens Besoldning er saa liden, at de med Kone og Børn ikke kan leve deraf, uden at fortiene noget paa en anden ærlig Maade, og heraf kommer det, at Fredstieneren næsten efter en indført fordervet og utilladelig Vane agerer ligesom Herre, og bruger Krigstieneren til at arbeyde for hannem, eller at giøre endeel af hans Arbeyde, da de dog kan regnes lige af Stand, endskiønt Præferencen falder altid paa Krigstienerens

33

33

Side; disse saa forfærdelige ulige Belønninger føder og mangfoldige Uleyligheder af sig, deels ved indbildt Hofmod, Dristighed og Modvillighed paa Fredstienernes Side, som og Forseelsers Begaaelse paa hines Side, som aldrig saa ofte vilde hænde sig, naar de havde noget lidet mere at leve af, altsaa skulde det være et priisværdigt Arbeyde om saadan god Indretning kunde giøres, det Fredetienerens Indkomster som sagt blev formindsket og hines formeret, hvilket skulde være høyst nyttig for begge disse Tiener-Classer; og paa det jeg ikke skal skrive noget, nden hvad jeg ønsker straxen at maatte see Effecten og Nytten af, saa vil jeg i Følge Patriotisk Iver, kiærligst forestille Maaden til Krigstienerens bedre Belønning herefter, og da skulde det være en god magelig og giørlig Sag, ja! overeensstemmende med et hver christeligt Hierte, hvad enten han er Herre eller Tiener, at sætte denne Plan i Arbeyde, da jeg vil haabe Kiærligheden selv vil forekomme Monarkens Befaling Herom, og enhver Kongens Tiener og Embeds-Mand udi alle 9 Classer ansee det ret billigt og christeligt at betale enten til en ny Kongelig Krigs-Casse, eller anden Particulair-Casse noget af den Løn,

34

34

som Fredstieneren og Tjenerinden tilstaaes og haver, og mener jeg, ar intet Tegn paa at elske deres Konge og hans Krigstienere bedre kunde fremvises, end at enhver Embeds-Mand og Rangs-Person vil efter deres Pligt alle giøre nye Veye til Krigstienerens bedre Belønning, og igien afskaffe de Topmaal, som Fredstienerne have, da de kan tiene for langt mindre, og i Følge samme nye Løn forrette deres Herrers Tjeneste langt bedre, end tilforn. For mig her at giøre nogen Regning over Fredstienernes og Tienerindernes Tal er ganske unødvendig, jeg kan ey heller af Mangel paa den fulde Indsigt derom. Dette veed jeg, at Domestique-Mængden eller Fredstienere ere mangfoldige, vil derfore overlade dette til andre og bedre Indsigtsfulde, jeg siger allene: at det var en priselig og christelig Gierning, naar enhver Herre straxen deponerede i Kongens Casse 10 Rdlr. for hver Fredstiener han holder, og 5 Rdlr. for hver Fredstienerinde, ey i nogen Maade at tænke eller mene, at disse Penge skulde betales af Herrens egen Casse, ney! langtfra ikke, uden paa den Maade, at decourtere enhver samme Penge udi deres aarlige Løn, saa at Tienerne skal herefter tiene for 10 Rdlr. og Pigerne eller Tienerinderne for 5 Rdlr. ringere,

35

35

end tilforn, da dog, uagtet dette skeer, deres Vilkaar er 10 gange bedre, end Krigstienernes; naar da en Herre holder en Kudsk, 2 Tienere og 3 Piger, indsender han strax til Kongens Casse 45 Rdlr., og saa efter Proportionen, ligesom han holder meere og mindre Domestiquer til, da alle de, som tiener ham, under hvad Titul eller Navn det end er, skal decourteres, som sagt, i deres aarlige Løn den ommeldte Summa, hvilke Penge efter vores dyrebare Monarches faderlige Hierte igien kunde tillegges hans Krigstienere til bedre Belønning for Eftertiden, da jeg meener deres Kaar vilde blive taaleligere for dem selv, saavelsom deres Koner og Børn, og Fredstienerne langt fra ikke ved denne Decourte i deres Løn lide nogen Nød, da Tienerne alletider har Klæde og Føde, samt gode og magelige Dage at regne imod hines. Hvad Tienerinderne angaaer, da, endskiønt de med Billighed kan paaberaabe sig, ingen Liberie af deres Herskaber at faae, saa er deres Tieneste dog altid saa god og af den Beskaffenhed, at de kan taale at miste eller decourteres, enhver for sig i deres aarlige Løn 5 Rdlr., thi desuagtet faaer de lige fuld det fornødne Ovhold saavel af Føde som Klæde, men mister al- lene 5 Rdlr. af de Udgifter, som de nu sætter til

36

36

paa Stads og Fias, hvilken Decourte jeg haaber de med Fornøyelse vil finde sig udi at betale, og det langt hellere paa denne Maade, som an- ført er, end om det behagede Hs. Majestæt, at nedsætte deres Løn til noget vist, eller og forbød disse pæne Tjenerinder, at gaae enten med Silke Klæder og Kaaber, samt Sætter og høye Topper, med mindre de deraf betalte en vis Skat eller Afgift. Vil nu ethvert Herskab saavelsom alle andre, baade Handlende og Geistligheden, som holder Domestiquer, (Haandværksmanden undtagen) finde sig frivillig herudi, som de nok giør, dog tillige at dertil udvirkes Kongelig Befaling herom, saa tænker jeg, at inden næste Maaneds Udgang Kongen vil faae paa denne Maade en meget anseelig Summa i hans Casse; i lige Maade synes mig den fordærvelige Vane burde afskaffes med Nyaars-Givelse til disse Fredstienere og Tjenerinder, da de desuden har det Fornødne efter deres Stand at leve af. Men som mit Øyemed ikke, at noget Herskab eller andre Herrer og Hosbonder ved denne min Plan skal have mindre Udgifter, end tilforn, men at det gaaer allene ud paa, at Krigstienernes Vil- kaar ved nogen meere Belønning burde forbedres, saa kunde det for det andet baade være en høyst for-

37

37

nøden, let og gøorlig Sag, hvortil Hs. K. Maje- stæts allernaadigste Befaling og maatte skee: det enhver i Rangen staaende Embedsmand, saavelsom og de uden for Rangen, der holder Domestiquer eller Fredstienere, burde indsende til Kongens particulaire Kammer, eller hvor Hs. Majestæt maatte befale, en rigtig Specification paa hvad enhver til sidst afvigte Nyaars-Gave til disse deres Fredstienere og Tjenerinder haver givet, ved hvilken Fortegnelse maatte følge lige Summa, for at nedlegge i Kongens Casse, og Fredstieneren og Tjenerinden igien ved deres Løns Udbetaling at decourtere, da Herskaberne og andre ved saadanne Udgifter aldeeles ingen Udgift eller Skade lide, mindre nogen Particulair bebyrdes med Skat, Paalæg eller Udgifter, men allene Fredstieneren decourteres i det Overflødige han haver; skulde jeg her have paadraget mig Fredstienernes og Tienerindernes Ugunst eller Vrede, saa lad dem selv eller ved andre overbevise mig at jeg skriver imod Rimelighed, da jeg fuldkommen er af de Tanker, at disse Decourter magelig kan giøres dem, da de derimod vil være nogle gode Veye til Krigstienerens bedre Belønning; er nu det anførte grundet paa Rimelighed og Billighed, haaber jeg intet

38

38

af nogen derimod kan indvendes, da det herefter staaer Fredstieneren frit for at giøre en Forandring med Krigstieneren, og probere om han da vil faae det bedre; og er Fredstienerinden misfor- nøyet og staaer paa Nakken af dette, saa lad hende ligeledes forandre hendes Stand og give sig i Æg- teskab med Krigstieneren, og see da til Udfaldet; jeg siger, lad dem probere det, i Fald nogen af disse omtalte over min Plan skulde klage; men der kunde dog maaskee være nogle, som uden Betænksomhed ved denne Plans Iværksættelse ville opsige deres Tieneste, og derudi maatte man finde sig, da det kuns vilde blive for en føye Tid inden de kom igien og tog imod Herrens Tieneste, endog paa langt haardere Conditioner, thi nu har saadanne Folk alt for meget, saa de slaaer bag op og foreskriver Love for deres herskaber; en Ting var endnu ønskelig at iværksætte, nemlig at afskaffe den onde Vane med at give Fæstepenge, thi deels af denne ene Aarsag har saa mange faaet Bisselæder i Skoene, da de skifter Plads hver halvt eller heelt Aar, dog mener jeg ikke at Fæstepengens sulle afskaffes uden paa denne Maade, at i Steden for at Herren tilforn maatte give dem til Tieneren, saa bør enhver Tiener og Tienerinde herefter levere dem til Herren, og det ved en

39

39

fastsat Pris, nemlig 2 Rdlr. for Hver en Tiener og i Rdlr. for hver en Tjenerinde, som fæster sig i en ny Plads, Hvilke Penge strax skal sendes til den Casse Kongen maatte forordne, og ligeledes tiene til Krigstienerens Fordeel og bedre Vilkaar; og mener jeg sikkerlig, at disse anførte Poster ville indbringe hver Aar store Penge i Kongens Casse, samt være gode Veye til Krigstienerens bedre Belønning herefter, thi han med Kone og Børn lider meget mere Nød, end nogen kan troe eller forestille sig; hvordan og paa hvilken Maade Krigs-Tienerens Vilkaar herefter skal settes og forbedres, vil jeg overlade til Kongen og hans Generaler, ligesom Financerne maa først vides hvad Beskaffenhed de kan blive udi, dette er alt noget jeg ey entrerer udi, jeg har kuns vildet giøre Anmærkninger over de anførte Ord af Philopatreia, og siger; Soldaten eller Krigstieneren er mindst aflagt, i Henseende til deres Stand og Arbeyde af alle Mennesker, da jeg langt fra er enig med Philodani at ansee en Vægters Stand, enten saa vigtig eller drabelig som han foregiver, og besynderlige ere hans Lignelser Vægteren angaaende; men det er ikke min Sag, jeg vil ey have noget enten med den ene eller den anden af disse Skribentere at bestille, ey heller har jeg holdt

40

40

det nødig at give dette Skrift noget Navn, mindre at dedicere det til nogen, jeg har skrevet hvad jeg tænkte i en god Meening; seer jeg mit Ønske opnaaet, endog kuns saavidt, at Krigstieneren herefter faaer 1/4 Mark om Ugen mere at leve af, skal det Hiertelig glæde mig, jeg begiærer aldeles intet, enten for min Umage, eller ar befordre det til Trykken, men siger og slutter allene: At naar vor Store Monark og Øverste for alle hans Krigsog Fredstienere maatte befale at min Plan skal efterleves, er jeg fornøyet, og straxen til den anbe- falede Casse skal indsende saavel de herudi nedfadte Priser for de Domestiquer jeg selv holder, som og sende lige Summa med den jeg har uddelt disse Folk udi Nye-Aars Gave, og dermed vil jeg bede Philopatreias Farvel med følgende velmeente Tanker om hans Bog; og videre gaaer min Censur ikke.

Philopatreiæ Skrifter, som Blank Publicum saa tvistes om,

Bør ikke reent forkastes, thi Der er dog noget Godt udi.

1

Svar

til Autor af det nylig udkomne

Forslag

til at finde bedre Udveye til

Krigstjeneres

Besolding.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt hos Johan Rudolph Thiele, boende i Peder Hvitfelts-Stræde.

2

        

3

Min Herre!

Gudsfrygt, sund Fornuft, og et redeligt Hjerte ere Uadskillelige og nødvendige Egenskaber, der maa findes hos den, som vil træde frem for Publicum, og lade see, at han er en retskaffen Patriot; thi en patriotisk Iver allene, uden nøye at overlægge Følgerne af Hans Forslag, duer intet, og anretter ikkun Ulykker i Landet.

Enhver retskaffen Patriot ønsker og stræber altid, at det maa gaae hans Herre og Konge vel, og efter Ønske, samt at hans Interesse maatte befordres; men naar hans

4

4 Anslag til sammes Befordring er grundet paa andre Undersaatters Ruin, da bliver det vist ikke efter vor dyrebare Monarkes Velbehag, kan ei heller fortjene Navn af patriotisk.

Det Forslag min Herre har giort, har jeg for længe siden hørt tale om, saa at min Herre maa alt for rum Tid siden have undfanget dette Foster, som nu er kommen frem, da jeg aldrig havde troet, at det kunde falde nogen fornuftig Mand ind, at udgive dette Forslag, som en god, magelig og giørlig Sag. Ja han tør endog kalde den christelig, og men- neskekierlig, da den himmelhøjt strider imod begge; thi at tage fra en Fattig, og give til en anden, som ei trænger saa haart, seer jeg ikke, at kunde kaldes christelig og menneskekierlig, men —

Jeg ærer og har Høiagtelse for dem, som benytte sig af den allernaadigst givne Skrivefrihed til at frembringe noget sundt, nyttigt og vel overlagt, som kunde være vor allernaadigste Konge behageligt, og for Staten i Almindelighed gavnligt.

5

5

I det lange og vidtløftige Præludium, min Herre bruger, førend han ret vil udlade sig med Forslagene i sig selv, finder jeg adskillige Ting, hvori han har fuldkommen Ret, og at mange Tjenestefolkes Trodsighed imod deres Herskab er stegen til en snart utaalelig Høide, er en unægtelig Sandhed. Men mon ogsaa ikke mange Herskaber tildeels selv kan være Skyld deri? Kostpenge, som gives Kudske og Tjenere, giøre ikke lidet dertil, og de anseelige Kortpenge, der falder i mange store Huse, giøre endnu meere, da dog disse sidste uden Tienernes Fornærmelse til bedre og for Staten nyttigere Brug kunde anvendes, og mange Syge, Sengeliggende og Huusarme kunde husvales.

Endskiønt der nu ere mange store og fornemme Huse, hvor Tjenere kan skrabe noget anseeligt tilsammen, saa ere de dog ganske vist ikkun meget faae imod de Huse, hvor Tjenere maa lade sig nøie med deres Løn allene, hvormed de ei skal giøre ret store Spring, hvorfor alle Tienere ei heller kan skieres over en Kam, og det gaaer ei heller til hos os, som i Holland, hvor en Kokkepige hos maadelige

6

6

Standspersoner faaer firesindstyve til hundrede Gylden aarlig Løn.

Min Herre veed, det er ikke alt Guld, som glimrer, det skal prøves. Projecter ere ei altid gavnlige, endskiønt de glimre i sær i Autors Øine. De burde nøie undersøges og driftes, førend de blev sendt for Lyset, og Autor burde selv forud giøre sig alle de muelige Indvendinger og Modsigelser, som andre kunde giøre imod hans Forslag, da han selv ville finde meget at kradse ud, som ei burde at staae, og skulle endda en liden Fejltagelse i Omstændighederne, af Mangel paa tilstrækkelig Indsigt i Sagen, indløbe, da var samme ar undskylde, saa snart man udi Forslaget ei kunde spore andet, end et ædelt Sindelav og en redelig Intention, som allene sigter til det Almindeliges Beste. Vi ville da prøve min Herres Forslag, for at erfare, hvorvidt det kan kaldes patriotisk.

Han siger pag. 33: Jeg vil, i Følge patriotisk Iver, kierligst forestille Maaden til Krigstjenernes bedre Belønning herefter, og det skulle være en god, magelig og giørlig

7

7 Sag — at sætte denne Plan i Arbeide, da jeg vil haabe, — at enhver Kongens Tjener og Embedsmand udi alle ni Classer vil ansee det ret, billigt, og christeligt at betale — noget af den Løn, som Fredstjeneren og Tjenerinden tilstaaes. — Jeg siger, at det var en priselig og christelig Gierning, naar enhver Herre strax deponerede i Kongens Casse 10 Rixdaler for hver Fredstjener han holder, og 5 for hver Tjenerinde. Ei i nogen Maade at tænke eller mene, at disse Penge skulle betales af Herrens egen Casse. Nei! langt fra ikke, uden paa den Maade, at decourtere enhver samme Penge udi deres Løn, saa at Tjeneren skal herefter tjene for 10 Rixdaler, og Pigerne for 5 Rixdaler ringere end tilsorn.

Men min Herre har glemt her det Beste i hans Forslag, som ogsaa kunde komme ham tilpas. Skal jeg sige det? Nei, jeg maa gaae gradatim til Verks, ligesom han, førend han kommer ud med sin Mening. Skal jeg sige det? Nei! Nu kommer det strax. Nei, endnu et lidet Omsvøb. Skal jeg? Jeg maa tælle mine Knapper: Skal jeg? skal jeg ikke? skal jeg? skal jeg ikke? Jeg skal,

8

8 for at være kort, sige ham: Det er Ammerne han har forglemt, af disse ere der et anseeligt Antal; thi det er ikke Mode, at nogen i Rangen ammer selv deres Børn op. Her er noget at malke, ikke af Melken. Nei! thi hun maa allene sørge for Barnets Underholding, hun kan deraf intet miste, — men af hendes fede Løn; og her bliver endnu noget tilbage, som man ikke finder hos Pigerne? Hvad meener han vel? alle Vuggepengene, de skiønne Ducater og Kroner. O en stor Skat, som den klækkeligste af alle! Af denne allene kan han skaffe hele Armeen Mansketter, som er det eneste jeg veed Krigstjenerne fattes, kan de af dette Fond ikke faae dem af Kammerdug, faaer de lade sig nøie med Papiir, som de giøre i Frankerige. Tak mig nu for dette deilige Indfald, og see heraf, at jeg er ogsaa en Patriot, skiønt ikke saa ivrig, som han. Jeg er selv bleven saa indtagen deraf, at dersom jeg vidste at finde ham, jeg ville strax, strax sende min Herre alle min Ammes Vuggepenge, og være dertil ligesaa villig, som han paa den sidste Side af hans ypperlige Skrift yttrer sig med at være, til at betale for de Domestiker han selv holder. Men hvad

9

9 Kudsk, Tjener og Piger angaaer, da lader jeg det bero med dem, indtil min Herre allernaadigst finder for got, at formilde Skatten. Men for at komme til Sagen.

Min Herre siger selv forud pag. 13.

Det er ubilligt, at tage noget fra en Stand, og tillægge en anden, da samme ville have mangfoldige onde Sviter; derfor best at lade enhver Stand blive i den Cirkel den er.

Hvorledes rimer sig vel dette Principium med hans Forslag? Havde han betænkt dette ret, da havde han vist ikke faaet det Indfald at forarme en Stand, som i hans Tanker bliver for riig, for at fornøie en anden, som ham synes at være meere trængende. Men veed han og vel, eller har han med sit patriotiske Syn igiennemgransket de Ulejligheder, som af hans Anslags Iverksættelse ville flyde? Jeg tvivler storlig derpaa. Jeg vil derfor vise ham nogle faa, og give andre Anledning til ar fortælle ham flere.

1) Hvorledes ville det see ud for dem, som ere i Rangen? Hvorfra skulle de faae

10

10 Kudske, Tjenere, og Tjenestepiger? Alle Tjenestefolk ville søge hen til dem, som vare uden for Rangen, hvor de, efter hans Forslag, skulle være fri. Kan vel de, som ere i Rangen, meere undvære Tjenestefolk, end Kiøbmænd og Haandverksfolk, som han nævner? Skal Herren selv børste sine Skoe og Klæder, forrette Ærender i Byen, strigle og foere sine Heste, ja kiøre Møg ud? Skal Fruen dække Bord, lave Mad, og staae ved Ludegryden? Dette er et nødvendigt Følge, naar ingen vil tjene dem.

2) Naar da Herskabet et vil finde sig i, (som jeg ei heller skulle troe, at han paastaaer), selv at giøre Tjeneres Gierninger, hvad da? Maatte da ikke Herren forud love

sine Tjenestefolk, ligesom det er gaaet de fleste Herskaber med Extraskatten, som dog er ikkun i Rixdaler aarlig, at give dem deres Løn uden Afkortning? Og hvorledes blev da hans bittre Had til denne Stand tilfredsstillet, naar de, han sigtede, ei kom til at føle Svien af hans ukierlige Forslag, men faldt i deres Lod, som hans

11

11 patriotiske og ømme Hierte dog ville have forskaanede? Jeg har selv en Kudsk, en Tjener, og to Piger i mit Brød, Kudsken faaer sexten Rixdaler, Tjeneren tolv, en Pige ti, og den anden otte Rixdaler aarlig Løn. Naar nu Kudsken og Tjeneren skulle hver for sig betale ti, saa beholdt den første sex, den anden to tilbage, Pigerne skulle betale hver fem, saa beholdt den ene fem, og den anden tre, hvor længe tænker han nu, at jeg skulle beholde disse Folk, som jeg er vel fornøiet med, og som har tjent mig tro og vel over en halv Snees Aar? Og hvorledes skulle jeg faae Folk igien saa gode, som disse, nemlig en Kudsk for sex Rixdaler, en Tjener for to, eller en Pige for fem, og en anden for tre Rixdaler Løn? Seer han nu, som før er meldt, at dette ville ufejlbar gaae ud over Herskabet? Synes han og vel, at tredive Rix- daler, som han saa strax, strax uden videre Betænkning, ville have udbetalt, ere i disse trange og vanskelige Tider saa strax tilrede at ryste ud af Ærmet. Sagte! naadige Patriot! at mynte Penge og giøre Bancosedler veed Han jo er en Halsløs Gier-

12

12

ning. At stiele og bedrage sin Næste er ugudeligt. Hvorfra skal da en ærlig Mand tage saadanne unødvendige Udgifter, som allerede er saa betynget, at han, endogsaa under sin Stand, maa indskrænke sig, for at bestride de nødvendige. Jeg kalder denne med Flid en unødvendig Udgift; thi min Herre siger selv pag. 13. at Soldaten i Norge var baade lystig og glad, og siden efter, at Skildvagten ved Comediehuset var ved et mildt og got Humeur. Jeg maatte derfor spørge, hvorved han da fik Anledning til de ømme Betragtninger over Krigstjenernes flette Vilkaar, siden ingen beklagede sin Nød for ham? Jeg gietter vel ikke Uret, om jeg troer, at min Herre blev vred paa denne Fredstiener, som i den kolde Forstue giorde sig lidet til Gode i Comediehuset, han torde for Liberiets, Stædets, og Forsamlingens skyld af dette slags Folk ei udøse sin Galde paa ham offentlig, men tænkte i hans ømme Hierte: Du skal vist faae en Ulykke for dette, var ikke dette christeligt? For da at hevne sig paa denne og al hans Slægt, blev dette drabelige Forslag avlet i hans

13

13

Hjerne, at forbedre Krigstjenerens Vilkaar, hvilke kommer ham saa ynkværdig fore. Jeg tilstaaer selv, at de ere haarde, naar de lignes imod andre Stænders, men de ere langt fra ei saa haarde, som Min Herre forestiller sig, eller som de ere for denne Stand paa andre Stader, i sær i Sverrig. Dette kan Deserteurer bevidne, som have fundet Lejlighed at komme tilbage igien, efter at de herfra vare bortløbne. Og tænk han ikke, min Herre, at see dybere ind i denne Stands Vilkaar, end vor priisværdige Regiering, som nok har indseet, og i saa mangfoldige Tider har havt Prøve paa, hvorvidt denne Stands Forflegning bør strække sig, saa at Hans Medynk er ufornøden, og hans ømme Hjertelav kunde beqvemmeligere have yttret sig, da han saae, at Fredstjeneren gottede sig om han, i Stedet for at sige Krigstjeneren, at det var koldt i Dag, hvilket han desuden vel vidste, og kunde føle, havde givet ham et Par 10 Skillinger, og sagt: Tag dem, gak bort, og giør du ligesaa. Min Herre, læg han sit patriotiske Hoved i Blød, og skaf bedre Kiøb

14

14

paa Fødevare, og vær forsikret, at han aldrig skal høre Krigstjeneren klage, saa længe han faaer, hvad Monarken tilstaaer ham. Min Herres Omsorg er da i denne Sag ufornøden, saa længe han ei kaldes ind med i Raadet.

End videre: Har da Synet af Krigstjeneren ved Comediehuset opvakt ømme Betragtninger, da har vist en ond Aand opfyldt hans Hierte med bitter Galde, da han saae Fredstjeneren giøre sig til Gode; thi kan vel Helvede selv indgyde et større Had i et Menneskes Hierte imod sin Næste, end det min Herre har fattet til denne Stand i Almindelighed, da han saa pa- triostisk vil have dem alle, ja mange tusende Forarmede og Undertrykte. Hvo tjener vel uden Fattige af begge Kiøn, som ei kan føde og underholde sig selv? Kan han da ei taale, at en kudsk en Tjener maa have en Skjorte, en Trøie paa Kroppen, naar han gaaer af sin Tjeneste, og Liberiet skal leveres til hans Eftermand, eller at en Pige, som i mange Aar har tjent tro og vel, ei maa lægge sig et Par Lagen og

15

15 en Dyne til, for at have lidet at begynde med, naar hun bliver hendes egen? Thi hvorfra skal saadant komme, naar Lønnen, de tjene for, skal tages bort for deres Næse, og gives til dem, som derved ikkun lidet kan blive hjulpne? Det er ikke alle Piger, der sætte deres Løn paa Stads og Fias, som han kalder det; der findes visselig mange, som tænke med Fornuft paa den tilkommende Tid, og lægge sig et og andet nyttigt Stykke til, som de i Fremtiden kan have got af. Ei allene dette vil min Herre skille dem ved, han vil end- ogsaa, at de skal gaae nøgne; thi hvorfra skal Pigerne faae Klæder, som de selv maa skaffe sig? Vil han giøre dem til Huustyve, eller hvad? Skulle vel en Pige, som daglig maa løbe, i alle slags Vejr, en lang Vej til Stranden, Torvet og Slagterboden, kunde komme ud med tre Rixdaler aarlig til bare Skoe og Strømper, og hvorfra skulle hun tage Resten? Hvorledes skulle en Kudsk for sex Rixdaler, og en Tjener for to, kunde holde sig selv ved lige med skikkelig og anstændig Linnet og andre Retheder, naar man tager ti Rixda-

16

16 ler bort af deres Løn? Et dejligt Forslag, hvormed han indlægger sig stor Ære!

En Arbeider er sin Løn værd. Disse ere ikke mine Ord; men betænk, min Herre, hvem der Luc. 10, 7. har sagt dem. Forvend dem ikke, staae ei heller hans Villie imod; thi det vil blive ham haardt at stampe imod Braadden. Husk paa, hvad der staaer Tob. 4,19. Lad ingen

Mands Løn, som arbejder for dig, blive hos dig Natten over, men giv ham den strax. Her staaer ikke, man skal tage den fra ham, og give den til andre. Min Herre har visselig Aarsag at frygte sig for den, der taler: Malach. 3,

5. Jeg vil komme nær til eder, til Dom, og være et hastende Vidne imod Troldkarlene, og imod dem, som svære falskelig, og imod dem, som med Vold tilbageholde Dag lønnerens Løn. - See engang, min Herre, hvilke smukke Personer han staaer i Rang med, og hvad han kan vente sig for Løn for hans ugudelige Anslag, i Fald han ikke i Tide paa den rette Maade

17

17 søger at afvende den. Men jeg farer videre fort.

Forklar mig engang, min Herre, siden han uden Betænkning nævner alle 9 Classer i Rangen, hvor mange han vel meener, der vil findes endogsaa i de første Classer, som give deres Tjenere saa stor Løn, at de uden deres Fornærmelse og Skade deraf kunde miste 10 Rixdaler, og dog forskaffe sig det Fornødne? Han maa troe de ere meget faa, og at der i de andre Classer ei heller ere mange, som give noget betydeligt meere, end jeg forhen har sagt ham, at jeg selv giver.

Endnu en Omstændighed, som han ei heller har overvejet, da han fra denne Udgift undtager dem, som ere uden for Rangen, saasom Kiøbmænd og Haandverks- mænd. Hvem meener han, at Byrden trykker meest, naar dyre Tider, Skatter og andre Paalæg indfalde, enten dem i Rangen, som sidde i Embede, og nyde en vis Gage, eller dem, som ere uden for? Jeg kan fortælle ham, at de første maa ei

18

18 allene bære deres egen, men maa og hielpe at bære en Deel af de andres med; thi Kiøbmanden og Haandverksmanden sætter Prisen igien paa sine Vare saa høit, at de kan være skadesløse. Men hvad Regres kan de søge, som ere i Rangen, og nyde en vis Gage, enten Tiderne ere onde eller gode. Altsaa har min Herre urettelig giort denne Distinction i hans Forslag.

3) Det tredie onde Følge, som af min Herres Forslags Iverksættelse ville flyde, bliver et evigt uforsonligt Had imellem disse Stænder, som kunde foraarsage mange Ulykker. Thi hvor skulle en Kudsk, en Tjener nogen Tid kunde kaste Øine paa en Soldat, uden i hans Hierte at ønske Ont og Ulykke over den, som af hans Løn og Fortjeneste gjorde sig til Gode? Ville ikke dette give Anledning til mange Sammenrottelser, Mord, og andre Ulykker; thi min Herre veed af sit eget Exempel, at Hevnen er sød, og man giør sig saa søde Betragtninger, naar man faaer Lejlighed til at giøre Ont, og at ødelægge dem man er vred paa.

19

19

4) Ville det blive meget farligt for min Herre selv; thi ihvorvel han nu holder sig skjult og ubekiendt, saa bliver han dog ganske let at udspore, naar det var Alvor. Hvor torde han da vel lade sig see ved Indgangen af Comediehuset, eller andensteds om Aftenen, hvor nogen Samling var af disse Fredstjenere? De ville ganske vist opfylde deres Embeds Pligt, og paa det beste banke hans Kjortel af, saa der ikke skulle blive et Pudderstøv tilbage. Jeg ville ei heller ønske ham at komme i et Kiøkken, hvor der var et Par raske Piger, de ville vist sætte Prøve paa, hvem der best kunde holde ud, enten deres Kosteskafter, eller hans patriotiske Ryg.

See altsaa min Herre her nogle faa af de Følger, som af hans Forslags Iverksættelse ville finde. Jeg vil nu til Slutning allene giøre en liden Anmærkning ved en Talemaade, som min Herre bruger i hans Præludium, førend han kommer til Sa

20

20 Han siger pag. 127 — Dette Arbeide, som Philopatreia skatterer saa høit, forcerer mig at tage fat paa Pennen, i den christelige og menneskekierlige Intention, —at lade mine Tanker udløbe iblant Publicum, ikke af indbildte, men af søde oprigtige Tanker — & c.

Ak herlige Ord! men derunder ligger Øglegift og Galde. De komme mig for ligesom de Ord en Bøddel sagde til en Misdæder i Holland, hvis Hoved han stod færdig at hugge af med en Øre: Lig kun

stille, jeg skal intet Ont giøre dig.

Hvad vare vel hans føde Tanker, som han gik ud med iblant Publicum, uden et mordisk Forsæt at skade hans Næster, nogle tusinde Mennesker? Synes han dette Udtryk er for haardt, saa kan han flaae op udi Syrachs 34, 23. hvor han skal finde det

samme: Hvo som borttager Næring, han dræber sin Næste, og hvo som berøver en Daglønner sin Løn, udgyder Blod. Hvorledes tør han vel i saa oplyst et Land kalde saadant Foretagende christeligt og menneskekierligt? En rar

21

21 Christendom! I Satans Skole har han lært at sætte saadan Sminke paa sin Ondskab.

Det er ikke en liden Ulykke, at mange af de, i vore Tider, fremkommende Patrioter fuse til, og af et eller faa Exempler, som de enten treffe paa af en Hændelse, eller med Flid udforske, tage strax Anledning til en General-Slutning, sætte sig ned, og uden grundig Overlæg og Betænkning fremsætte en almindelig Plan. Jeg vil ikke sige, at Sult driver nogle til at skrive nu omstunder, som man kunde have Aarsag at troe, siden de fleste af de smaa Piecer, som daglig kommer ud, blive saa ubillig betalt, at Autor af endogsaa et maadeligt Oplag, kan, om han ikke har andet, leve vel, indtil han faaer opspundet noget Nyt, som kan give Penge. Men jeg troer, at den bittre Ondskabs Rod, der ligger skiult udi mange Menneskers Hjerter, som Lovene tilforn har sat Gierde og Grændser for, ved Gierdets Nedbrydelse yttrer sig nu, og vil ventelig mere og meere udbrede sig, ja gribe saavidt om sig, at den vil blive

22

22 vanskelig igien at udrydde; thi man seer snart ikke et eneste af de nærværende Tiders patriotiske Skrifter, (jeg meener ingenlunde Besvarelserne imod dem), at de jo sigte til at forklejne, bespotte og ridiculere visse Personer eller Stænder, eller ganske at underminere og kuldkaste dem. Dette kildrer den gamle Adam, der ligger i Hjertet, og vil saa gierne giøre Ont og skade sin Næste, naar den ikkun under søde menneskekierlige favre Ord og patriotisk Iver kan opnaae sit Maal, og faae dem lagt øde, som den meeder til. De giøre sig Kong Alexanders Principium ved Gordii Knude til Regel: Nihil inter est qvomodo folvatur; naar ikkun Autor naaer sit Maal, og faaer Penge til, hvor galt hans Forslag endogsaa er, lader han Vedkommende selv sørge for at rede sig ud af Labyrinten, hvori han har sat dem, om de kan. Kan de ikke, det er ikke hans Sag, derom bekymrer han sig aldeles intet.

Siden da det Patriotiske Blod allerede nu, da Kulden er saa stærk, er stegen til saa

23

23 høi en Grad i Hidsighed, var der at ønske, at der, inden Æqvinoctium, maatte en tilstrækkelig Aareladen blive ordineret for Patienterne, da man ellers maa befrygte, førend Hundedagene komme, at alle brave Folk vil blive skrevne baade fra Hæder, Ære og Velfærd. Thi ingen, end ikke de Redeligste, kan være sikker for disse skiulte Dyr, der ligge forborgne bag Buskene, lure paa Folk, og griber dem glubsk an, førend de tage sig vare, og kan sætte sig i Forsvarsstand.

Tag til Takke, min Herre, med dette Svar paa hans Forsiag, indtil en anden Pen kan tydeligere vise ham, hvori han har taget Feil.

Til Slutning

maa jeg i Anledning af min Herres Censur ved Enden af hans Skrift, over Philopatreias, ogsaa sige, at min Herres Skrift bør ganske forkastes; thi der er meget Ont udi. Dette troer jeg, at enhver

24

24 retskaffen Christen vil sande med mig. Philopatreia vil have alle Geistlige, og min Herre vil have alle fattige Tjenestefolk forarmede og undertrykte; saa at de i den Post ere begge lige gode, da vi fattes endnu ikkun nogle faa Patrioter, som kan paatage sig at angribe de andre Stænder, for at faae det hele Land ødelagt.

1

Breve, indeholdende Anmærkninger ved det forrige og nu værende Krigs-System Sammenligning.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt og findes tilkiøbs hos Aug. Frid. Stein, boende i Skidenstrædet No. 171.

Af C. H. G. v. M.

2

        

3

Første Brev.

Min Herre!

Jeg veed ikke, hvorvidt det er mig mueligt, at svare til det Haab, De har om min Indsigt. Vel har jeg bievaanet nogle Feldtoeg, vel har jeg giort mig nogle udenlandske Krigshærers Indret- ning, og deres af Indretningen selv flydende større eller mindre Virksomhed, nogenlunde bekiendt; men desuagtet tildrister jeg mig neppe, at yttre mine Tanker om vores Krigshærs nye Indretninger, i et Land, hvor enhver vil være Dommer i Sagen.

4

4

Her er i en Tid af aatte Aar fore- gaaet stoer, og igientagen Forandring med Krigs-Standen. At foreslaae og at ville udføre en eller anden nyttig Forandring, er det samme, som at ville udsette sig sine Medborgeres Had og Forfølgelse. Den der bifalder Reformen, staaer samme Fare. Det Gode, Reformerne medfører, erkiendes ikke gierne som godt, førend i den næste Slægt. Hvad Forandring kunde være fornødnere end den, Luther i Religions Sager udførte, og hvo kunde være meer derimod, end de Tiders Menneskers? Naar det kommer an paa, at standse en nyttig Reforme, da blues endog de Klogeste ikke ved, at undertrykke deres Indsigt, at negte Sandhed deres Bifald, at tale ulempeligen om Stifteren, og den menneskelige Forstand til Vanære.

Er Stifteren ved Tiid og Leylighed trænget igiennem, saa forholder Efterkommerne, men sielden de Tiders Mennesker, som Forandringen paagieldede, sig, ligesom unge Folk, naar de kommer til skiels Aar og Alder. Misfornøyede, havde de modsat sig Forældres og Læreres Underviisning: U- kyndig om deres sande Beste, havde de ey skammet sig ved, at paadigte deres Velgiører alleslags ureene Hensigter, at unddrage sig deres Opsyn, og at foragte deres gode

5

5 Raad. Men nu tænker de anderledes, nu takker de, at man har villet værdige deres Ungdom og Uskiønsomhed, sin Medlidenhed og Revselse.

Alle Tiders Historier ere fulde af brave Reformatørers slette Skiebne. Havde disse imidlertid ikke forbarmet sig over os; saa ville det Onde have tiltaget, og vi maat- te endnu i denne Dag, have befunden os i eet for den menneskelige Forstand utaaleligt, og med største Skam bedækket Mørke.

Hvilken Skam, at have været en saa- dan Mands Fiende! Hvilken Bebreydelse for den, hvis Efterkommere i Tiden skulle høre: Din Fader var og med, at forfølge Fædrenelandets Velgiører; han var og med at hindre sine Medborgeres Lyksalighed!

Af det jeg her forudsætter, vil min Herre letteligen merke, at jeg svømmer imod Strømmen. Jeg har mine fleste Medborge- res Stemme imod mig; at overdøve dem, er ikke i noget enkelt Menneskes Kræfter, men maaskee nogle loed sig overbevise, og iblant disse ønskede jeg, de min Herre, maatte være den første. De spørger maaskee: hvor- fra skal denne Overbeviisning komme? Fornuften skal være vores Prøvesteen. Hvor

6

6

henne savnes, der ville vi ikke tale et eeneste Ord. Dog ville min Herre, uagtet Deres bekiendte gode Indsigter, ey give Deres Fornuft Tøylen, forinden den er bleven skikket til at antage visse, Krigs-Standen vedkommende, men uden for denne Stand, lidet bekiendte Sandheder.

De veed, uden min Erindring, at enhver Videnskab har sine Regler. Uden at kiende disse, er det ey mueligt, at dømme rigrig. En Nation, der har havt Fred i halvtredsindstive Aar, anseer sin Krigsmagt ikke saa fornøden, som den i sig selv er, og uden hvilken man neppe ville have beholdet Fred i nogle saa Aar. Hvad man ikke holder synderlig fornødent, hvad man ikke agter stort, dets Regler bekymrer man sig ikke meget om, og naar det kommer Høyt, saa lærer man saa meget deraf, som behøves, for at indslettes i een eller anden Samtale til Tidsfordriv.

Og, fandt ar sige, hvad skulle bevæge en Mand uden for Krigs-Standen, at erhverve sig betydelige Indsigter i Krigs-Videnskaberne? Neppe giver een eller anden enkelt Officeer sig denne Umage. Men just derfor ædsker jeg, at enhver, som ikke har

7

7

studeret Krigs-Videnskaberne, aldeles und- slaaer sig fra at dømme i ukiendte Ting.

Det er forunderligt, at den Mand, der med god Grund beleer den politiske Kan- destøbers daarlige Stats-Videnskab paa Skue- pladsen, kan glemme Bremenfeldts latterlige Rulle, for selv at spille en meget slettere. Hvad kunde være os meere fornødent, end saavidt vores andre Forretninger tilstæder, at legge Vind paa Helbredelses-Konsten og paa Lovkyndighed? Del første, for at hielpe os selv i Nødsfald; det andet, for at kunde. forsvare vores Gods og Ære. Men vi giør det ikke. Disse Videnskabers Udøvelse lader vi komme an paa nogle faa Mennesker Villig og utvungen overgiver vi vores Liv og Ære og Frelse i disse Mænds Hænder, bekiendende, vi forstaaer det ikke. Men neppe lader Landets Regiering udføre en ny Plan i een eller anden Deel, strax er hver anden Undersaat Statsmand, holder sin Indsigt for tilstrækkelig, stræber at hindre Fremgangen, viser det nye Systems Feyl, og meener, dermed at have giort, hvad en god Patriot er pligtig at giøre. Og hvo er den, som dristeligen vil tage Haand i med, for at bevæge de store Hiul i Rigernes Stats-Maskine? Det er hiin usle Mand, der ikke kan hielpe sig selv for en liden Ho-

8

8 vedpine; der ikke selv drister sig til, at svare paa en Stevning.

Jeg venter, min Herre, De ere alt for øm over Deres Ære, end at De ville give Anledning til slige Bebreydelser. Det er dem ingen Skam, om De, som jeg troer, er ukyndig i Krigs-Videnskaberne, men det er en Skam, at ville overtyde sine Medborgere om Standens slette Indretning, uden at have andet Beviis paa denne Angivelses Rigtighed, end en Deel Medborgeres foreenede Raab.

Jeg forbliver & c.

Andet Brev.

M. H.

Mit sidste Brev sluttede jeg i den For- modning, at De letteligen loed sig bestemme til, at indeholde med Deres Domme i ukiendte Ting. Jeg gav Dem ikkuns i Almindelighed at forstaae, Folkets Stem-

9

9

me ey altid at være Sandheds Stemme, og at vores Krigs-Stats Indretning kunde være god, uagtet Publikum, ja det militaire Pu- blikum selv, skreeg derimod. I det mindste burde saadant Skrig ikke kunde virke noget paa de Kloge. Jeg fornemmer af Deres sidste mig tilærede, at De vel paa nogen Tid vil anstille sig som døv ved Mængdens Klager, men tillige vil anvende denne Tid, for at sætte sig i Stand til at dømme selv, Hvorvidt Klagerne maatte være grundede eller ikke: Og herudi begierer De, min, maaskee Utilstrækkelige Veyledning. Jeg skal, siger De, udvikle Sagen fra Grunden af, jeg skal giøre Dem alting tydelig, paa det De kunde studere Krigs-Videnskaberne, for saa- vidt de behøves, til at dømme om denne Stands meere eller mindre fordeelagtige Ind- retning.

Jeg priser Deres Forsæt, men De ville Holde mig min ufuldkomne Indsigt til Gode. Jeg vil oplyse Noget, men jeg kan ikke oplyse Alt, af Mangel paa tilstrækkelig Erfaring. Den Mand, der har angivet vores Krigs-System, skulle bedst kunde oplyse det, men han er ikke her. Just en saadan Mand, som denne; der foreenede grundig Lærdom med Erfaringer, som han havde sam-

10

10

let i nogle og tredive Feldtoeg, var fornøden for Dannemark.

Fornøden, vil De venteligen svare. Denne saa almindeligen forhadte

Mand? Uanseet dette almindelige Had, min Herre, skal dog vi, om vi forstaaer at skiøn- ne derpaa, eller vores Efterkommere, finde os heel betryggede ved hans Indretning. De har neppe kiendt vores gamle System, og dets Mangler og dets Misbruge. Visseligen, Det var et Herre-Levnet. Alle andre Stænder bestemmede med Glæde deres Børn dertil, naar de havde lidt Formue. Et ungt Menneske, for Exempel, der eyede, eller vidste at opbringe nogle faa tusind Daler, kiøbte sig en subalterne Officeers-Plads, eet eller to Aar derefter et Kompagnie, drev dets Indkomster saa høyt, som en Forpagter, levede i Uvidenhed og Overdaadighed og Blød- agtighed, indtil han fik det Indfald, at fælge Kompagniet, saa forfalden som det var, og med Høyere Titel benaadet, toeg sin Afskeed. I de sidste Aaringer behøvede man neppe, at giøre sig Umag for Høyere Titler, de korn af sig selv, saa at man af de i Tjeneste staaende Officerer kunde rundeligen regne den halve Deel, at have høyere Titeler, end deres Embeder medførte. Lydighed, Respekt for Krigslovene, Krigstjenestens Studering;

11

11

alt dette for en Krigshær saa fornødne, fandtes næsten ingensteds, uden hos een eller anden enkelt Person, tilfældig viis. Den gemeene Soldats Vilkor vare derimod de elændigste.

I en saadan Krigshær kunde en Reformator aldrig være velkommen. Men han var dog fornøden. Begriber De nu, min Herre, hvorfra det almindelige Had kommer? Synes det Dem ikke, at Taagen forsvinder for Deres Øyne? Egennytte, Magelighed og Ulydighed blev angreben. Voldene, bag hvilke disse Menneskernes Skiødesynder for- svarede sig, blev nedkastede, og et nyt System betoeg dem deres Haab, atter at indsnige sig i Krigs-Standen. Saa længe dette System staaer, nødes de og til, at blive borte, falder det engang, da har vi disse tre Hoved-Lyder, hvorved mange Krigshærer ere blevne ødelagde Uden Sværdslag, igien paa Halsen.

Jeg raader Dem altsaa, min Herre, at De, i den anseelige Embeds Post, Dem er betroet, ikke letteligen bifalder dem, der hem- meligen stræber at fremkalde det gamle System. Det var sandeligen et slags Forræderie mod Fædrenelandet. Det var, at underminere vo- res Krigshær. Skulle saadanne Forslag kom- me til Deres Erklæring, hvilket i mange Henseender, men i sær for Oekonomiens skyld

12

12 kunde ventes: da laan aldrig Deres Øre til Forslag, der befordrer hine Lyder. De ere værre, end Pesten i en Krigshær. Pesten borttager endeel, men den største Deel findes dog frelst. Egennytte, Magelighed og Ulydighed derimod besmitter den største Deel, og giør Krigshæren gandske ubrugbar.

Tredie Brev.

M. H.

Ja, visseligen er det mit Alvor, at forsvare vores Krigs-System og dets Stif- tere. De forundrer sig derover i Deres sidste Brev. De vedhænger endnu Medborgernes Mistillid i denne Sag. Men hav den Godhed at betænke, hvad jeg har anmerket om alle Reformatorers Vandhæld. Jo almindeligere Skriget er imod disse, jo fordægtigere bør det være os. Betænk, jeg beder Dem, endnu har aldrig en reneste, saavidt jeg veed, i nogle

13

13

hundrede ved Pressens Frihed udkomne Skrifter, vovet at bevise det nye Systems Skadelighed. Man har ladet sig Nøye med, at bruge den Deklamatoriske Stiil mod Systemet, denne bruges ofte i Steden for Beviis. Man har jamret sig over endeel Fæstningers Nedlæggelse, og anseet det som et Slags Landsforræderie, da det dog snarere kunde kaldes saa, om man vilde have vedligeholdet dem. Man har beklaget, at Krigshæren i sit Antal var bleven betydeligen formindsket, at Rytteriet ikke var som før, med meere. Men endnu har ingen beviist Klagemaalenes Rigtighed, man har for- udsadt dem, som sande og noksom beviislige. Heri er det, Publikum feyler, og De med, min Herre.

At paastaae, vores Landmagt stedse skulle blive som den var, indtil Aaret 1763; er det samme, som at paastaae: vi skulle endnu i disse Tider gaae en Europæisk Krigshær i Møde med Pandser, Skiold, Bue, Piile, Lastespyd og Slynge: vi skulle angribe Fæstninger med Stormbukke, Balister og Katapulter: vi skulle forsvare dem med, at slaae sydende Vand og Steen paa de Stormende. Saaledes var ikke vores forrige System, vil min Herre ventelig svare. Ney, det var det ikke: men jeg har villet føre dem dermed paa den Tanke: at ligesom vores Naboer, eller

14

14

andre Nationer, med hvilke vi kan komme i Krig, forandrer eller forbedrer deres Indretninger, deres Angrebs og Forsvars Vaaben, saa nødes vi og til, at giøre det samme, at blive dem i det mindste liig, om det ikke skulle være os mueligt, at overgaae dem. Giør vi ey det, saa faaer vi Hug paa alle Kanter, og det var dog ikke det, Nationen ville.

Neppe havde andre europæiske Nationer i den sidste Deel af det forrige Aarhundrede afskaffet Pikerne, førend vi saae os tvungen til det samme. Neppe havde Kongen af Preussen i sine Slesiske Krige dreven Subordinationen og alle andre Krigstugtens Deele, til den høyeste Grad; Neppe havde han vænnet sin Krigshær til største Hurtighed og Behændighed i Exercits og March; Neppe havde han ved et usædvanligt stort Artillerie understyttet og forøget sit Fodfolks Angreb i aaben Mark, førend alle andre Europæiske Nationer, og vi med, overtydede os om Nødvendigheden, at maatte giøre det samme, dersom vi ellers ville vente Seyer. Neppe var man bleven vaer i sidste Tydske Krig, at saavel den Allierede, som den Franske Krigshær, i en Tid af to eller tre Jevndøgne med nogle faa tusind Mand befæstede Bønderbyer eller andre beqvem liggende Stæder, saa vel, at disse med Sikkerhed kunde bruges til For-

15

15

raadens Bevaring, til en slagen eller retirerende Fløyes Bedækning, m. m. førend man saae sig overbeviist, at Fæstninger, naar de ikke ere, som de efter disse Tiders Angreb bør være, underholdes med Skade og til ingenslags Nytte. Folard, Krigs-Standens klassiske Autor, har allerede i sin Tid an- mærket, at jo meere Nationerne lærte at kiende deres Fordeele og Sikkerhed, jo mere forvandlede de deres Rytterie til Fodfolk. Disse kostbare Tropper bruges undertiden ikke een eeneste Gang i et heelt Feldtoeg, man maae som oftest, lade endeel deraf blive et langt Stykke Veys fra Infanteriet, helst i kouperede Lande, og der gives Egne, hvor de ey kunde lades allene, men maae til den agerende Krigshærs Tab, have endeel Fodfolk hos sig, som kan bedække dem mod uforventet Overfald, hvilket de ikke i enhver Egn af egne Kræfter kunde modstaae. Heraf kommer det, at man i alle Krigshærer har givet Rytteriet en gandske anden Proportion, i Ligning med Infanteriet, end før. De fleeste har man befried fra deres tunge Rustning, giort dem til Dragonere, øvet dem som Fodfolk, og derved giort dem meere brugbar.

De, min Herre, er Patriot. De kan ikke ville andet, end Landets Gavn. Som saadan, kan De ikke andet, end ønske, og i

16

16 Deres Deel befordre Krigshærens best muelige Indretning. Alt hvad, som modstaaer denne, vil De ufeylbarligen ønske afhiulpen. Alt hvad som befordrer den gode Sag, vil De ønske iværksat. Det feyler kuns, at de kien- der det, som er Fortrinsviis godt, saa vil De befordre det, men De maae tillige samtykke de Midler, der skal føre os til Maalet. Fierde Brev. M. H. Er det Føyelighed, eller er det Overtydelse, naar de i Sidste Brev synes at give mig et Slags Bifald? Jeg stoler endnu ikke der- paa. Imidlertid tager jeg Dem paa Deres Ord, og sætter i vores følgende Brev-Vex- ling forud, at De indrømmer mig Midlerne, der giennest og sikkerst fører til Maalet.

17

17

Heri ere de billigere, end de fleste an- dre af vores Medborgere, der gierne ønsker en fortræffelig vel indrettet Krigshær, men modsiger alle, til Maalet forende Midler, som forræderiske, eller i det Mindste som skadelige for Landet.

Det første Middel til Krigs-Standens Forbedring, er Krigstugten; og i sær Ly- digheds bedre Haandthævelse. Lydighed er den første Krigsdyd. Er den ikke dreven til det høyeste, saa duer Krigshæren aldeles intet. De ville merke sig disse Ord: Aldeles intet; som om de vare skrevne Med store Bogstaver. Lydigheden maae ey alleene fin- des hos den gemeene Mand, men hos alle uden Forskiel. Hvor der findes Modsættelse, hvor Krigslovene, og de den Stand vedkommende Anordninger, Hemmelig eller offentlig bestrides, hvor man giør Gloser over dem, hvor man stræber at underminere Systemet, At giøre det latterligt eller forhadt, der duer Krigstugten aldeeles intet, og de Krigsmænd, der falder i denne Last, ere Fædrenelandets aabenbare Fiender. Det ere de farlige Kaniner, der Underminerer vores Huse, indtil de nedfalder, og knuser os uforventet.

Troe ikke, Min Herre, at Følgerne ere ringere, end dem jeg her angivet. Mit

18

18

Forsæt er, i dette Brev at vise, Krigsstandens forrige System, at have givet største Anledning til Gienstridighed. Obersterne levede til Deels af nogen fast Befoldning og af det, der blev til overs af Soldatens Mundering, til Deels af deres Liv-Kompagniers Indkomster. Kompagnie-Chefferne havde ligeledes noget lidet i fast Gage, i øvrigt levede de af deres Kompagnier, hvis Indkomst de dreve saa høyt, som de kunde. Subaltern-Officerernes første Klasse levede til Deels af den saa kaldede Douceur, som de fik af deres Kapitainer, hvilken i de sidste Aaringer var bleven til en Slags Rettighed, men egentligen hidstammede fra den Tiid, da Kompagnie-Chefferne ey torde holde meere end 10 Friefolk, og dog holdt 40 til 60, indtil det efter omtrent 30 Aars Misbrug, blev dem offentlig tilladt, at holds saa mange, fom Tienesten ville tilstæde. Hvilken Anledning til Opsætsighed!

En Oberst, der ikke var bemidlet, maatte ofte selv, for sit Liv-Kompagnies Skyld, see giennem Fingre med de øvrige Kompagnier, saavel i Henseende til Mand- skabets, som til Hestenes Udygtighed. Han maatte leve i en Slags vedvarende Frygt for Bebreydere og Angivere, for saavidt hans Fordeele ey havde Lovgiverens formelige Til-

19

19

ladelse, men allene et langvarigt Misbrug til Grund.

Man har Exempler, at Officerer har udredet sig af een og anden Subordinations- Process, allene ved at true med Angivelser.

En fattig og nærig Kompagnie-Chef turde sielden holde tilbørlig Mandtugt i sit Kompagnie. Ofte undgik den Opsætsige, saavel som Tyven sin Straf, helst naar Straffen kunde formodes at blive, saa stor, at Forbryderens Afgang stoed til at vente. Mange subaltern Officerer turde neppe tale imod Misorden, endskiøndt det var deres Pligt. Men deres Douceur stoed i Vove, de behøvede Oberstens Gunst til Befordring, og Obersten, Deels for sit Liv-Kompagnies Skyld, Deels for at Have et godt Rygte, holdt gemeenligen Kompagnie-Cheffernes Partie.

Jeg er øm ved, at opklare Sagen videre, i sær for mange endnu levende brave Regiments- og Kompagnie-Cheffers Skyld, der aldrig toge Deel i saadan Uorden, men stedse gik den rene Vey, Holdende Mandskabet, og ved Kavalleriet, Hestene saaledes i Stand, som Nationens Ære og Sikkerhed der udkrævede.

20

20

Det er ikke tungt, at indsee den, med et saadant System forbundne Fare. De gode Menneskers Antal, er altid de mindste. Det System altsaa, hvorved Undersleb og Uorden giøres mindre muelig, er bedre end det gamle. Jeg ville før tvivle om mine udvortes Sand- srrs Virkning, end tvivle paa denne Sandhed.

Troe aldrig, min Herre, at i Almindelighed talt, Mandskabet bedre og ømmeli- gere blev forpleyet i Sygdoms og andre Tilfælde, fordi Kapitainens private Fordele den Gang paa det nøyeste var forbunden med Mandskabets. Nei, Erfaring viser os det, der er tvertimod. Aldrig er der sørget saa vel for den syge, skrøbelige og trængende Soldat, som i det nye Systems Tid. Det har nu staaet i aatte Aar. Man behage at eftertælle de Dødes Antal, det skal vist findes meget mindre, end de Dødes Antal i lige Tidsrum, under forrige System. De Anstalter, der nu ere giorte til de Syges Pleye, i Ligning med de gamle, synes at være saa fortræffelige, at allene i denne Henseende det nye System fortie- ner største Ære.

Kiert skal det være mig, min Herre, om De, ved at eftertænke den gamle Indretning, hvis Mangler jeg ikke med fuldkommen

21

21

Tydelighed gider beskrive, overtyder sig, at Lydighed, i den fornødne Grad, neppe loed sig vente; men at Opsætsighed og Gienstridig- hed, og følgelig Krigshærens Uvirksomhed, vare, Indretningens naturlige Følger.

Enhver Krigsmand maae saaledes have vænnet sig til Lydighed, at Modsigelse i det der engang er befalet, aldrig falder ham ind. Saa vist, som man kan vente Lyd af en bevæget Klokke, saa vist og saa hastig bør man og kunde vente Befalingernes og Pligternes Fuldbyrdelse. De seer, min Herre, endeel af vores Krigsmand ere endnu langt fra Maa- let, i det mindste de, som ideligen skriger imod det nye System, og hemmeligen modsætter sig dets Fuldbyrdelse. Saadan Mod- sættelse er en Lævning af den gamle, endnu ikke gandske forglemte Indretning, hvor en Kompagnie-Chef kunde modsige fornødne An- ordninger, under Paaskud af Uformuenhed, og en Lieutenant kunde negte Lydighed, fordi det stoed i hans Villie, om og hvorvidt han ville være sine Foresattes Angiver.

22

22 Femte Brev. M. H.

Det er mig kiert, de i seeneste Brev bie- falder mig, at Lydigheds Indskierpelse er det første Fornødne i vores Krigshær, og at De ønsker alt, hvad der kan give Anledning til Opsætsighed, bortryddet. Dermed giver De stiltiende det gamle System Afskeed. Jeg glemte i mit sidste Brev at sige Dem, hvor strenge Begreb en vis Monark, der tillige er en stoer General, har om Krigsly- __ dighed, for saavidt den bør sinde Sted efter de adskillige Embeds Grader. En ung, af Kongen yndet Regiments-Chef, stolende paa den Yndest, hvori han stoed, vovede det engang, at lade Generaliseret svare paa en der- fra udstædt Befaling: Jeg antager ingen Be- faling end umiddelbar af Kongen. Kongens umiddelbare Befaling fulgte og straxen: I afsættes hermed, som den der visseligen ville have udbredet og underholdet en farlig Modsigelses Aand i eders Regiment, og tre Maa- neders frit Qvarteer paa Fæstningen Sp... o. s. v.

23

23 Forestil dem, min Herre, en saadan Krigshær, hvor Lydighed er bragt til sin tilbørlige Høide, og hvor den understyttes fra Tronen af. Forestil dem en anden Krigshær, hvor hver anden, enten har et nyt System i Lommen eller i Hovedet, skielder og smelder mod det antagne, søger alle optænkelige Lejligheder, for at hindre dets Fremgang, giør det forhadt og foragtet, saavidt han kan, m. n. Forestil sig end videre, disse to Krigshærer hinanden modsatte som Fiender. Hvilken Ulykke for den sidste!

Hiin tør kuns henvises til sine Bevægelses Love, saa er dens Gang saa uforanderlig, sikker og tilforladelig, som det bedste Urverks. Denne derimod antager ingen Bevægelses Love uden Modstand, uden Reaction, og førend Modsigelsen er hævet, førend Lydighed er indført, har hiin Krigshær allerede ødelagt denne.

Jeg forlader disse Betragtninger for at svare paa deres Forespørsel, om vores Krigshærs nu værende Styrke og Sammensettelse. For saavidt Antallet af Mennesker forstaaes under det Ord Styrke, da kan jeg med Tilforladelighed forsikre dem, at vores Krigshær har ikke mindre Styrke, end den havde, da det gamle System blev nedlagt i Aaret 1763. Vi kan begge tælle, og jeg frygter ikke, at de ved

24

24

Eftertælling skal finde Aarsag, at beskylde mig for usandfærdig Angivelse. De Forsikringer, der antages for aabenbare Sandheder, Krigs- hæren at være bleven nedsat til et ringe Antal, ere gandske ugrundede, Derimod tør jeg for- sikre, at ethvert Regiment kan møde sin Fiende med et ulige større Antal i Marken, end før, Jeg vis allene antage, at mau ved ethvert Re- giment saavel Fodfolk som Rytteri, i forrige Tider havde 36 enten udlevede, eller formedelst Brok og andre Tilfælde, ubrugbare Mænd, der ikke kunde fægte med, og enten bleven afsatte i nærmeste Feldhospitaler eller bleve ved Tros- vognene, Enhver som kiender noget til vores forrige Indretning, maae tilstaae dette som en Sandhed, der maaskee endnu lader sig bevise. Man forestille sig 24 saadanne Regimenter i Slag, Her feiler 864 Mænd, næsten et heelt Regiment, Disse, fægtende i tre Leed kunde have indtaget et Rum i Linien af næsten 300 Alen. Hvilken Afgang paa, Skud, paa Mod- stand? hvilken Forbittrelse hor de sunde og dygtige, der skulle vove Livet, imedens hine vare i Sikkerhed!

Aarsagen til dette Onde, som Medborgere uden for Krigsstanden ey kiendte, er nu hævet. Kompagnierne underholdes ikke meer paa Kapi- tainens, men paa Kongens Bekostning.

25

25

Krigshærens Styrke bestaaer videre, i en veltroffen Sammensettelse af de adskillige Slags Tropper, Proportionen paa Artillerister, Ryttere og Fodfolk er angiven af Mænd, der har tient mange Aar i udenlandske Krige. De Kongelige Staters beliggenhed, deres Land- og Søe Grændser; de adskillige Landstræknin- ger, der trildeels ere platte, tildeels kouperede, tildeels med utilgiængelige Hindringer af Naturen selv forsynede; Naboe Landes Beliggenhed; Naboe-Krigsherrers meer eller mindre fordeelagtige Indretning; Egne, saavelsom fremmede Skibs-Floders Størrelse; Egne, saavelsom fremmede Fæstningers Beliggenhed; Tiden der behøves til en fiendlig Krigshærs Samling; Tiden der behøves til egne Troppers Samling; Midlerne til at opholde en indtrængende Fiende paa nogen kort Tid, indtil heele Statens Forsvar er kommen under Vaaben paa behørige Stæder; Anstalter til Krigshærens Rekrytering; Magazinernes Anlæg og Sikkerhed, Alt dette og meere er upaatvivler ligen kommen i Beregning, og man har be- stemmet de adskillige Slags Troppers Antal efter forudgangen Overlæg. Til saadant Overlæg behøves Krigserfarne Mænd, der i mange Aar, ved adskillige Krigshærer har kiendt og studeret Krigen og dens idelige, saavel Hæn- delseviis, som ordentlig paakommende Afvexlin- ger og Forandringer.

26

26

Ved at bestemme saadan Proportion, er meere Fare, end de Ukyndige kroer. Hvad der holdes for meget af et Slags, det holdes uden al Nytte, koster store Pengesummer i Fredstider, og er overflødigt i Krigstider.

Hvad der videre udkræves til en Krigshærs Styrke, skal vores følgende Brevvexling sige dem. Af Frygt, de maatte faae alt for meget al overtænke paa eengang, slutter jeg.

Siette Brev. M. H. Dersom de for Alvor vil studere Krigen, saa er det fornødent, at de i Tankerne følger med mig paa hiine vidtstrakte Marker, hvor vi vil faae det første Feldtogs Aabning at see.

Der —, vi ville nærme os —, der — møder vores Infanteri sin Fiende. Battaillo- nerne udvikler sig, de rykke an i fulde Linier, færdige til Angreb paa begge Sider.

27

27

"Aarsagen til Battaillonernes Stør relse?" Ethvert er ikke meget over 600 Soldater stærk. Dette Antal, der marscherer i tre, tæt paa hinanden sluttede Leed, kan Bat- taillonens Anfører oversee i alle dets Bevægelser, og Bataillonens Mandskab kan got høre ham. Et større Antal ville foranledige Uorden og Misforstaaelse. De veed, min Herre, at Statur, Lemmebygning, og Sandse-Redskaber, foreskriver os Grændser, og at man ikke ustraffet synder mod Naturen. Her har de Aarsagen til en Battaillons Størrelse.

"Men disse Battailloner svækkes dagli gen, ved Død, Sygdom, Bortløbere." Til Lykke, svækkes og Fiendens Battailloner, ligesaa meget og af samme Aarsager. Har Fienden Rekryter i Nærheden, til at besette sin Afgang, da kommer vi tilkort i alle Tilfælde, om ikke samme gode Anstalter ere giorte til at besette vores Afgang. De seer altsaa Fornødenheden af nogle Tusinde Rekryters Forraad.

"Aarsagen til de mindre Afdelinger i en Battaillon, besatte med Officerer i det første Leed." Uden disse mindre Afdelinger kunde Battaillonens Anfører hverken holde Orden, eller sluttet Linie, langt mindre forsvare sin Post med Tapperhed. De Officerer, som man seer

28

28

inddeelte i første Leed ved de aatte eller flere særskilte, men dog i en sluttet Linie, Marscherende Afdelinger, holder Øie med hinanden, paa det Mandskabet stedse kan rykke frem i sin sluttede Linie, uden at trænge sig, og uden at aabne sig. De lader Ilden afvexle fra een Afdeling til den anden. De seer derhen, at Bartaillonens halve Mandskab har ladte Geværer i Beredskab, imedens den anden halve Deel lader paa ny. De deler Faren med den gemeene Mand, der ikke letteligen, og maaskee aldeles ikke, lod sig anføre mod Fiendens Ild, dersom Officererne bleve bag Linien. Min Herre seer heraf, at i det mindste 10 Officerer behøves foran i en Battaillon.

"Men bag Fronten tælles ligesaa mange Officerer, der intet synes at bestille." Disse behøves i det mindste, deels for at træde frem i det første Leed, naar de sammesteds inddeelte Officerer falder, deels for at hindre enkelte Personers Udvigelse af de dem i Battaillonen anviste Poster, endelig og, for at befordre Taushed, Orden op Tapperhed. Fornødenheden udkræver da et Antal af 18 til 20 Officerer ved hver Battaillon.

"En Mængde Underofficerer bag Fronten, har intet at bestille. Kunde ikke disse, som mindre bekostelige, bruges i hines Sted?"

29

29

Hvilket kameralistisk Indfald! I Almindelighed kan man ikke vente Underofficerernes Op- dragelse, Omgang og Forretninger at føre til en saa ædel Tænkemaade, som den der fordres af en Officer. Officeren bør være besielet med en saa høi Grad af Ærekierhed og Patriotismus, at Underofficererne, i Almindelighed talt, ey ventes at kunde ligne ham. Soldaten er vænnet til saadan Respect imod Officeren, at han ikke letteligen tør modstaae hans Vink, endog der hvor det gielder Livet, da derimod Underofficererne ideligen omgaaes med Soldaterne, lever i Fællig og Omgang med dem, og derfor ere mindre anseete. Underofficeren er i Vane Med, at giøre hvad ham befales. Officerens Ærekierhed tilstæder ham neppe, at oppebie Befalingen, men han er i Vane med at forekomme den, om han tør. Hiin adlyder af Nødvendighed, denne af Ærekierhed. Tag de fleste Officerer bort fra Battaillonen, og besette deres Poster med Underofficerer. Jeg vedder de høres ikke, Battaillonen jages ud af Linien ved første fiendlige Angreb. Min Herre ville altsaa mærke sig, hvad Erfarenhed stedse har beviist at være sandt, at nemlig Officerernes Antal ikke bør formindskes, i Haab at Underofficerer kunde udrette det samme, men at man stedse bør vide Raad til Officer-Pladsernes hastige Besetning.

30

30

"Hine mindre Battailloner." Deres Antal burde være lige med disse, men Kompagniernes Chefer ere Forpagtere deraf. De veed den Konst, at skiule endeel udlevede, kraf- tesløse og brækfældige Soldater i deres Kompagnier, indtil Tropperne skal bruges. Vil de følge med mig til Trosvognene og til Feldhospitalerne, der skal de finde dem der feiler i det fulde Antal her paa Marken. De ville erindre sig herved, at Kompagnier, som underholdes paa Landherrens Bekostning have et betydeligt Fortrin, for dem der ere overladte i Forpagtning.

"Hisset lader Generalen sette et Par af de omtalte mindre Battailloner ud af den første Linie." — Vi vil nærme os, og høre Aarsagen. — Nogle enkelte Soldater, som en Kapitain har tvungen til at rekapitulere, hvilke nu truer ham. — Andre, som har været tvungne til, at blive Frimænd. Lieutnanten, som vil mælde det udygtige Mandskabs Antal, fordi Generalen paastaaer, disse. Battailloner burde være lige saa stærke under Gevær, som hine paa Landsherrens Bekostning underholtede. Andre Kapitainer i yderlig Frygt og Fortvivlelse, at Desertion og Dødsfald i deres Kompagnier skal sette dem i yderste Armod — Hvilken Anledning til Modløshed i det Øieblik, Mod og Tapperhed

31

31

burte fordoble sig! De, min Herre vil mærke den Fare, der er ved at bortforpagte Kom- pagnierne.

"Skal vi see Forskiellen paa Rytteriets Kompagnier?" Dette er endnu for tidlig. Men lad dem blive fire Uger ældre i dette Feld- tog, da skal de see, at endog uden Fiendligheder, de i Forpagtning staaende Kompagniers Heste, for en stor Deel har, formindsket sig, frem for dem, der underholdes paa Landsherrens Bekostning.

Vi ville forlade Marken, min Herre. Jeg er undseelig ved, at føre Dem videre denne Gang, sluttende Mit Brev med denne reneste Erindrings at foruden de 6oode Mand, hvoraf en Bataillon i det mindste bør bestaae, naar den rykker sin Fiende i Møde, har des foruden er hvert Bataillon et halvt eller et heelt Grenadeer-Koinpagnie, der bør være udvalgt af Battaillonens bædste og tapperste Mandskab. Disse Grenadeer-Kompagnier drages fra deres Stamme-Mødre strax ved det første Feldtoegs Aabning, inddeeles for sig selv i særskildte Grenadeer-Battailloner, og bruges i de betydeligste Krigs-Tilfælde, som Kiernen af den heele Krigshær; der, hvor man vil være vis paa et fordeelagtigr Udfald, og ikke letteligen tør lade Udfaldet beroe paa Slumpelykke.

32

32 Syvende Brev.

M. H.

meener i Deres seeneste Skrivelse, jeg

dølger Sandheden, i det jeg har forestillet Dem vores Battailloner i Marken over 600de Mand stærke, foruden de allerede derfra afgangne og anden Steds samlede Grenaderer.

Dette er ikke saa farlig en Sag, som De indbilder sig. Vi kan i Fredstider gierne være vores Battailloners Styrke bekiende, og vi veed, hvorfra vi skal tage vores Forstærkning, om Krig paakommer; saa at ethvert Infanterie-Regiment, som bestaaer af to Battailloner, alt i alt bliver omtrent 1500 Mand stærk. Drages nu herfra to Grenadeer-Kompagnier, ethvert paa 100de Mand, foruden de dertil hørende Ober- og Under-Officerer, saa bliver for et hvert Bataillon, de kommanderende medberegnet, over 600de Mand, hvilket var det Antal, vi i Marken fandt at være fornøden.

33

33

Denne Forøgelse kommer vel silde, naar Krigen nærmer sig vores Grændser; Men vores Regiering er alt for opmærksom, end at en Fiende kan paakomme os uforventet. Ikke engang paa vores svageste Side, hvor Traven og Elven skiller os fra vores Naboer, tør vi befrygte Overrumpling. Vi sover ikke nogen politisk Søvn, som Tyrkerne, der ingensteds har Gesandter. De europæiske Førster ere opmærksomme paa hinandens, Foretagender og Tilrustninger.

En Tid af to Maaneder vil sette vores National-Battailloner samlede hos, og under stukne i de dem vedkommende hvervede Infanteri-Regimenter, i Stand, at giøre god Tieneste, om ikke i det første, saa dog i andet og tredie Leed, hvor de vel øvede drager de mindre øvede med sig, indtil disse sidste bliver lige med hine. De nationale Officerer efter deres Battaillons Aflevering til det hvervede Regi- ment, gaae tilbage i deres Distrikter, en reserveLandmiliz udtages og øves paa ny, for at tiene til de i Krigen værende Regimenters idelige Rekrytering.

Imedens den understukne Landmilizies. Øvelser varer, er det den kommanderende Generals Sag, at opholde Fjenden ved andre Midler, der her for Vidtløftigheds og for min

34

34

Herres Myndigheds skyld ikke vel kan opreg- nes. Det er dem ventelig nok, at Sagens Muelighed forsikres, og i fornøden Fald, med mange Exempler bevises. For en duelig, og forsøgt General er det let, at giøre saadanne Vendinger, som kunde paa nogen kort Tid op- holde hans Fiende, eller hendrage dennes Op- merksomhed paa andre Gienstande, end dem han havde foresat sig. Dette er en stor, men høifornøden Konst, som overalt, hvor Feld- togene aabnes, bliver anvendt, indtil Maga- zinerne ere anlagde, indtil det kostbare Rytteri er kommen efter, og indtil Artilleriet, hvilket behøver en forudgangen Krigshær til sin Sikkerhed, er bleven hidført.

Jeg lader det nu staae derhen, hvorvidt min Herre holder sig overtydet om Danmarks og Førstendømmenes gode Forsvars-Stand, i Henseende til Infanteriet, hvis Modstand, foreenet med Artilleriets, egentlig er den, der skal være den farligste for en fremtrængende Fiende, Hvorfor jeg og har troet, Infanteriets Ind- og Afdeling burde bekiendtgiøres dem, frem for alle andre Krigs-Indretninger.

Uden at tale om Norges National-Miliz til Hest og til Fods, kan vores Konge mod- sette den fremtrængende Fiende 3 Battailloner Artilleri, 40 Eskadroner Rytteri, 40 Battail-

35

35

loner Fodfolk, alle tienstdygtige, og i Freds- tider med saa liden Bekostning vel underholde- de, at ingen Europæisk Stat kan bryste sig af, at have en i Henseende til Bekostningen saa talrig Krigshær som Dannemark.

Merkværdigt er det derhos, at dette vel udtænkte og sig saavel efter ud- som indvortes Omstændigheder passende Krigs-System underholdes med en niende eller en tiende Deel mindre Bekostning, end det forrige.

Ottende Brev.

M. H.

Det har behaget dem, at giøre Indvend- ning imod Landmiliz-Battaillonernes Indlemmelse i de hvervede Regimenter. De bør agere for sig selv, siger de.

Dette gaaer an i Fredstider, min Herre, men neppe i Krigstid: med mindre vores Fiende, ligesom i Aarene fra 1758 til 1762 vil

36

36 være saa billig at unde os en fire Aars Tid, til at øve og disciplinere dem samlede.

Efter disse Tiders Maade at føre Krig, ville en General vove alt for meget, ved at lade sluttede Landmiliz-Battailloner, om de end et par Maaneders Tid vare bleven øvede i Samling, staae ndi Slagtorden med de hvervede Battailloner. De skal holde Stand; de skulle paa første Signal angribe med største Heftighed og tillige med største Orden; de stulle være uigiennemtrængelige, saavidt samlede Men- nesker kunde være det, ellers hugger Fienden strax ind i Aabningen, og kuldkaster Linien. Deres Indlemmelse i de hvervede Battaillo- ner, hvor en disciplineret og veløvet Mand tiener til Exempel og Opmuntring for sine Side- og Eftermænd, bidrager uendelig meere til den gode Sags Befordring, end de, der ere ukyndige i Krigen, skulle troe,

Endnu voveligere er det, at sette Landmiliz-Battaillonerne i Reserve-Koret. ReserveTropperne skal rykke frem i de Slagnes Sted. De maae saa meget meere besidde Behændighed og Tapperhed Fortrinsviis, som de Slagnes Blod endnu strømmer paa Valpladsen, og øiensynligen afskrækker uforsøgte Tropper. Skrækken forøges ved den feirrige Fiendes igientagne heftige Angreb paa de nykommende.

37

37

At bruge Landmiliz-Battailloner til Fest- ningers eller Mark-Forskandsningers Forsvar, er endnu betænkeligere, endskiønt Mænd, der ere ukyndige i Krigen, angiver Volden, som Landsoldatens rette Post. Men hvo tør med uforsøgte Tropper vove Udfald om Natten, for at forstyrre Fiendens Arbeid m. m.? Hvo tør med idel uforsøgte Tropper forsvare Udenværker eller Hovedvold? Stæder, hvor man, ved at vige eet eneste Skridt i urette Tid, gemeen- ligen maae overlade til Fienden, det Verk, man skulle forsvare.

Enhver har Forlov, at bygge sit Utopia, som han vil, men man skulle dog vogte sig for en falsk Maalestok. Kommer en General og siger: Eders Maalestok bør være Kri- gen selv, den I ikke kiender, strax har han hele Nationen paa Halsen, og de uforsøgte Krigsmænd med.

Det allerførste Feldslags Forliis har største Indflydelse paa de følgende. Mislykkes det første, da settes Skræk og Rædsel i Tropperne, og Fienden bliver saa meget meere modig. Generalen bør undskyldes, om end Feldslagets Forliis drager heele Provinzers Forliis efter sig, saafremt han i rette Tid har advaret Landsherren om Indretningens Mangler.

38

38 At forevende, Landets Omstændigheder udkræver, at Landmiliz-Battaillonerne ikke blandes med de hvervede, og at Generalens Forslag bør læmpes efter Omstændighederne, er det samme, som at tvinge Bygmesteren til at antagen en falsk Maalestok til den sidste halve Deel af sit Arbeid. Dette passer ingensteds, det er ubrugbart. Fiendens Forfatning bør være vores Maalestok, hvis vi ikke ville lade udøse vores Medborgeres Blod forgieves, og tabe Slaget, uden Fornødenhed,

Een Lejlighed veed jeg, hvor Landmiliz- Battaillonerne med Nytte kan bruges i Krigen selv. Dersom vi nemlig kan vente en Fiende, der har samme slags Tropper, ikke meere brugte, øvede, eller disciplinerede, end vores, da kunde vi modsætte ham et lige Antal. Finder jeg een saadan Indretning hos nogen af de Magter, med hvilke vi kunde komme i Krig, da skal jeg bekiendtgiøre dem det.

Har vi gode Raad til Landmiliz-Ober- Under-Officerernes Forpleining, paa nu værende Fod, saa befordres Ordenen meget derved i Distrikterne, og denne Indretning er gandske uskadelig, ja den kan medføre stor Nytte, saafremt Landmiliz-Battaillonerne i Fredstider eengang aarlig paa en Tid af sex Uger samles under Telte og øves. Men saasnart en Krig

39

39

paakommer, da bør en uforsøgt, skiønt nogen- lunde veløvet Landmiliz, ikke ansees for andet end et Supplement: Den dernæst paa ny udtagne, som et Rekryt-Depot: Og Officererne, som de, der tilbereder Bonde-Karlen, at kunde blive Soldat.

Niende Brev.

M. H.

De giør mig forlegen, i Henseende til det, de yttrer om vores nedlagde Fæstninger, ikke fordi det mangler mig paa sunde Svar, men fordi jeg ugierne kalder en Vens forudfattede Meening, ved sir rette Navn, naar han, al Overbeviisning uagtet, ey vil frafalde den.

De Mænd, som i de ældre Tider raadede til, at nedlegge Naskovs, Flensborgs og andre Fæstningsværker, Skandserne ved Isefiordens Mundning m. m., ere de i vores Historie bleven lastet derfor? Jeg troer det ikke. Jeg finder det ingen Stæds.

40

40

Siig mig dog, jeg beder dem, hvad skal Landet med Fæstninger, der gaae over ved det første alvorlige Angreb. Troer de, det var forsvarligt, om saadant blev dølget for Monarken? De Nationer, der i Tiden kunde blive vores Fiender, ville Hemmeligen fornøie sig over, at see os spilde vores Penge paa falsk og skadelig Værns Vedligeholdelse, og derimod spare paa den Kant, hvor Penge burdte anvendes.

Iblant de vedlagde Fæstninger er een, som behøver i det mindste 10,000 Mand, om den skal forsvare sig i en formelig Beleiring. Uden at svække vores til fornødnere Brug i Krigstid bestemte Hær, kunde vi ikke forsyne den, hverken med halv eller heel Besetning; Thi man vil dog nok ikke, at Krigshæren skal lade Fienden indtrænge i Provintser, erobre dem, og giøre dem skatskyldig, paa det disse Fæstninger, der dog efter kort Modstand gaaer over, kan vorde besatte? Den eeneste Nytte, den maaskee kunde føre med sig, skulle bestaae i een, ud af Marken slagen, eller for sin Fiende vigende Linies Optagelse. Endskiønt Erfarenhed noksom beviser, at saadanne Fæstninger ikke altid ere gode Tilflugtsstæder for en vigende Krigshær. Til Exempel ville de erindre sig Tønningen.

41

41 Iblant andre nedlagde Fæstninger, ere nogle, som kan beskydes fra nærliggende Høider. Jeg veed een, i vores Tid med nye konstige Udværker forsynet, saa nær anlagt ved en Høide, at man fra denne kan kiende Indbygger- ne paa Torvet med blotte Øine. Man ind- drage saadanne Høider under Befæstningen, vil

min Herre maaskee sige. Man give og

i saa Fald en god Krigshær paa, i det mindste Hundredtusind Mand, vil jeg svare.

Til Anstyttelses-Poster eller Tilflugtsstæ- der, behøves ikke een af de nedlagde Fæstninger. Der, hvor til Krigshærens, eller For- raadens, eller det grove Skyts Sikkerhed, een eller anden Befæstning paa kort Tid behøves, der kan vi giøre den i nogle faa Dage ved nogle Tusind Soldaters og ved Bøndernes Hielp: For den Sags skyld behøves da de nedlagde Fæstninger ikke. Men, siger de, det er en Trøst for Provintsernes Familier, at vide en Fæstning i Nærheden, Hvorhen de kunde flygte med deres kostbareste Gods. — Derved giøres slige Fæstningers Forsvar endnu svagere, thi saa mange Flygtende, saa mange Medædere.

Om man ville have vedligeholdet de nedlagde Fæstninger, saa kunde de tiene Fienden til Veiviisning, naar han behøvede Penge

42

42

og Fødevarer, begge Deele glemmer Land- manden ikke at indføre, meenende, der er Sikkerhed at vente, ligesom Børn, naar de skjuler sig, meener, nu kan ingen see eller naae dem.

Endelig havde de nedlagde Fæstninger, i Henseende til Værkernes ufordeelagtige An- læg, næsten intet at forsvare sig med efter disse Tiders Angreb. Ikke heller stoed de til Forbedring, med mindre man skulle omstøbe alt med utrolig Bekostning.

Min Herre skienker mig ventelig Beviserne. Jeg maatte forudsette stor Kyndighed i Befæstlnnqskonsten hos dem, førend jeg blev dem forstaaelig.

Vil de heri troe mig paa mit Ord, saa behag tillige at eftertænke, hvorvidt det synes forrædisk, at have nedlagt meerbemeldte Fæstninger, og at have sparet omtrænt en halv Tønde Guld aarligen paa deres Underholdning.

43

43

Tiende Brev.

M. H.

De æsker mine Tanker, angaaende den

Fornærmelse i Indtægt, hvorover vores Officerer klager. Jeg er opdragen i det

___ Infanteri-Regiment, hvor min salig

Fader i tredive Aar havde et Kompagni, holdende det, saaledes som en ærekier Officeer bør holde det. Jeg selv stod som Lieutenant ved hans, og siden ved et andet Kompagni, hvilket jeg i nogle Aar forestod i min Majors Fraværelse. Jeg Har altsaa haft Leilighed nok, at giøre mig en Kapitains Indkomster bekiendt. Jeg ejer endnu de nøie holdede Indtægts- og Udgifts-Bøger, og naar jeg siger dem, at min Faders Beholdning sammenlagt for tredive Aar, ikke udgiør meer end 564 Rdlr. aarligen; saa er det en beviislig Sandhed. De, som i et saadant Tidsrum har haft høiere Indkomst, maa have funden for, deelagtigere Leilighed til Rekrytering.

44

44 Ved det nye System er en Kapitain sat paa 600 Rdlr. At Rang- og anden Skat i disse seenere Tider har borttaget endeel deraf, det er et Tab, som ey vedkommer Systemet, men ville have funden Sted under den forrige Indretning, saavelsom denne.

Ingen Kapitain maa fremkomme med betydelig Modsigelse, angaaende forbemeldte min Regning. Ingen kan have haft stort meere, uden Kongens Tienestes Fornærmelse.

Det samme kan siges om Rytteriet, endskiønt jeg veed, at dels Kompagni-Cheffer har giort en langt høiere Beregning. Nogle have roset sig af 12 til 1600 Rigsdalers aariige Indkomster. Men lad os spørge Landmanden, der skulle levere Hoe og Slraae, hvorfra endeel af disse store Indkomster hid- stammede? Jeg er undselig ved at sige, hvad mig i denne Post er bekiendt. Jeg kiender alt for meget til Misbrugen, saavel ved det sene som andet slags Tropper, end at en falsk Regning, hvorved Landmanden, Kompagnierne, Kongens Tieneste og Fædrenelandet ere bleven besværede til Upligt, skal kunde holde Stik i mine Øine.

Egennytte fængsler Høie og Lave. Misbrugen maae være saa trykkende for Landet,

45

45

som den vil, den finder sit Forsvar, saasnart den er bleven almindelig i een eller anden Stand. Den begynder hemmelig, med en slags Frygt og Undseelse, men neppe har Mængden vovet et saadant Skridt, førend der udtænkes visse Formaliteter til Misbrugens Besmykkelse. Iagttages disse, da har man vunden Spil, og nogle Aars Misbrug giver saadan Hævd, at endeel Misbruge i Krigsstanden omsider offentligen ere bleven privilegerede.

Jeg holder det for Landets store Lykke, Rytteriet at være sat paa nærværende Fod, hvor noget vist i Penge gotgiøres til enhver Hestes Underholdning. Nu er det, Kongen kan benytte sig, som han vil, af sine, forhen til Hestenes Græsgang, med Agerdyrkningens og de Kongelige Revenyers største Tab, udlagde Domainer. Gid den paa ny indførte Høe- og Halm-Liveranz ikke maa give Krigs- mænd ny Leilighed til, at trykke Landmanden, og til at vanære sig selv.

Dette er det nu, hvad jeg kan oplyse, i Henseende til Kompagni-Cheffernes Indtægt, hvilken jeg ikke indseer, at være formindsket ved det nye System. Hvo som en høstede paa en fremmed Ager, hvo som ikke tilegnede sig forbuden Binding, hvo som stedse

46

46

holdt tienstdygtige Soldater, Ryttere og Heste; den kunde sielden udbringe det høiere end til 600 Rdlr. aarligen. Med Misbrugene har jeg intet at giøre i denne Regning.

Subaltern-Officerernes Indkomme er for de fleste forøget og for ingen formindsket. En Sekond-Lieutenant ved Fodfolket havde forhen 10, og i Kiøbenhavn paa nogen kort Tid 11 Rigsdaler, nu har han 15. Hvilken Forbedring, hvilken Anledning, at lade sig undervise i det en ærekier Officeer bør lære, nu meere end før! De høiere Officeers Klassers Indkomme er hos nogle forbedret, hos andre omtrent som før.

At Rytteriet, i sær Dragonerne ere satte paa samme Indkomme, som Fodfolket, hvilket endog med nogen ubetydelig Forskiel er skeet med Underofficerer og Gemeene, det er en Indretning, der bør ansees som uadskillelig fra et got Krigs-System. Man har ingen god Aarsag, hvorfor Dragoneren skal betales høiere for sin Person, end Soldaten ved Infanteriet. I adskillige andre velindrettede Krigshærer er denne Forskiel og ophævet, og derved i Krigstider megen Ulæmpe og Strid iblant menige Mand forebygt.

47

47

Soldaten til Fods selv, tiener nu uneg- teligen bedre, end før. Forbedringen beløber sig om Aaret omtrent tre og en halv Rdlr. Ved et ret behændigt Konstgreb spillede Syste- mets Skifter Proviantsbetienternes Fordele i Underofficerernes og Soldaternes Lomme.

Paa hver Mand gotgiøres daglig to Skil- ling til Brød, deraf bekommer Soldaten en halv Skilling, og Proviantbetienterne leverer for det øvrige omtrent ligesaa meget Brød, som før for to Skilling. Systemet har staaet i aatte Aar, Proviantbetienterne vedbliver deres Kontrakter, men de vinder derved mindre end før, og Soldatens Indtægt er derved dag- ligen forøget med en halv Skilling, der er gandske betydelig for Ham.

Ved Fodfolket kunde en tienestgiørende Soldat næsten aldrig være uden Gield. Et par Skoe og en Skiorte bleve ham ikkuns got- giorte i et heelt Aar. Hvad han behøvede meere, forestrakte Kapitainen ham, mod sex Skillings Afkortning i sin Lønning, hver aattende Dag. Denne Gield, hvori Soldaten næsten altid stod, og hvorved megen Desertion og Uorden, naar det feilede paa Livets nødtørftigste Underholdning, blev foranlediget, giorde desforuden vores Soldater Mod- og Kraftesløse: Men det gamle Systems Velyndere anseer

48

48 endnu i denne Dag Soldatens Gield, som nød- vendig, for at tvinge ham til, efter sine Tieneste-aars Forløb, stedse at blive i Landet. Det er efter disses Meening, høist skadeligt, at den tienestgiørende Soldat aarligen bekommer 2 par Skoe, 2 par Skoesaaler og 2 Skiorter, Støveletter m. m. uden Betaling. Systemers Indretning skulle medfore, siger disse Mænd, at Soldaten stedse blev i Gield, saa kunde man derved allene tvinge ham, at blive i Kompagniet, saa længe han var duelig.

Ellevte Brev.

M. H.

Jeg mærker af deres sidste mig tilærede, at de Fordeele, det nye Krigs-System, har medført for de Kongel. Domainer, er dem ubekiendte. De behager, at lade sig oplyse For- deelene af en Kameralist, thi derom veed jeg ikke saa nøie Beskeed. Men sandt er det, Hovedgaards-Markerne vare forhen, for den

49

49

største Deel udlagde til saakaldede RytterKopler, Kompagnie-Chefferne i fleere end een Henseende til bedste. Bønderne vare plagede med, at giærde og at grøfte omkring disse Kopler, der just, fordi de stedse bleve brugte til Græsbeed, ikke havde den Værdi, Jorde-Godser burde og kunde have. Rytteriet havde hjemme der, men Eyeren ikke. Ville Eyeren, nemlig Kongen, sætte sine Godser i Værdi, ville han have tilbørlig Nytte af dem, ville han sælge dem; saa var dette ikke mueligt, uden Forandring i Rytteriets System.

En Tydsk Skribent har allerede med temmelig nærgaaende Udtryk bebreydet os, at Man ikke bedre vidste at nytte Domainerne her i Landet. Endelig har KrigsStandens Reforme givet Anledning dertil. Efter min Gisning, uden at kiende Regningen Nøye, forholder Nytten sig, som Kongen nu mere end før, kan vente af de solgte, saavel som usolgte Hoved-Gaards-Jorder, som 3 til 1.

Man lægge disse betydelige Fordeele sammen med, i det mindste toe Tønder Guld, som Krigs-Staten nu koster mindre om Aaret, og sige os dernæst, om Stifteren fortiener Tak eller Utak for sit System?

50

50 Jeg tænker, det er det rette og ægte Guldmagerie for Nationen. En Krigshær, der koster ulige mindre end før; Er ligesaa stærk i Henseende til Antallet, som før; Den gemeene Soldat bedre betalt end før; Den yngste Officeers-Klasse en halv Gang meer Befolkning, end før; Misbrug mindre mue- lig, end før; de Kongelige Hovedgaards- Revenuer nu betydeligen høyere, end før.

Man har uden Grund anseet Syste- mets Stifter for en, Mand, der ikke kiendte Landet, og deraf slutter sig til Systemets Uduelighed. Men i det mindste bør man tilstaae, at han, hvad de Kongelige Godsers friere og nyttigere Brug angaaer, har vidst meget god Beskeed, udeladende disse af Sam- menhænget med Krigs-Standen, saasom Ryt- teriets Heste meget gierne kan underholdes, foruden dem. At disse Godsers nyttigere Anvendelse, er en Torn i deres Øyne, som i forrige Tider ere blevne fede derved, saa- vel i, som uden for Krigsstanden; det bør ey lægges Stifteren til Last.

Udtrykkene om Landets Ukyndighed, forekommer mig noget ubestemte hos dem, som jeg hidindtil har hørt dem af. Sandt er det, Local-Omstændighederne har Indflydelse i meget, og jeg har nyligen viist, at

51

51

de i Hensigt til de Kongelige Hoved-Gaarder ere vel iagttagne. Men det Locale kom- mer ikke altid i første Betragtning.

Tvertimod har jeg i et af mine for- Udgangne Breve udførligere viist Dem, at naar man giør nye Indretnings Love for en Krigshær, bør det Locale i visse Tilfælde sættes til Side, og de Krigshærers Indretning, med hvilke vi kunde komme i Krig, Nøye betragtes.

Vi lever ikke afsondrede, som Japponeserne. Vi tager og giver Besøgelser. Det er et vist Slags Fælledsskab i Europa, fra hvilket vi ikke kan unddrage os. Ja, undertiden fører vi vores Vaaben til de tre andre Verdens Deele. Aldrig vil vi blive kronede med Seyer, naar vores Local-Omstændigheder skulle være den reneste Maale- stok, hvorefter Søe- og Landmagtens Kræfter beregnes.

I en sukkende Tone: Vores gamle skiønne Kavallerie! har min Herre vel end videre ved Deres sidste Skrivelse, givet en Slags Mistillid til vores nu havende Ryt- terie tilkiende. Maaskee i Henseende til Mandskabet? Jeg selv har ikke megen Til- lid til en udenlands hværvet Rytter. Men

52

52

vi kan jo tage Indlændinger. Vores Bøn- derkarle vil vift bryste sig, naar de tiener til Heft.

Hvad Rytteriets Heste angaaer, da ere og holdes de nu unegteligen bedre end for. Nu kan vi sige, vi har et tienstdyg- tigt Rytterie. Jeg tvivler ikke paa, vi og forhen har havt endeel gode Heste, men ey saa almindelig gode, som nu; da de holdes for Kongens Regning. I det mindste er et Par Tilfælde mig bekiendte, som vidner, at ikke Hestene overalt vare i tilbørlig Stand. Tilfælde, hver min Herres Patriotiske, men ilde anvendte Suk: Vores gamle skiønne Kavallerie! ey synes passende. Jeg vil sige Dem et Par Exempler:

Af et vist Regiment skulle for endeel Aar siden ikke meer end 80 Heste bruges. Man fandt ikke saa mange tienstdygtige iblandt tre- til fire hundrede, men maatte kiøbe nogle Stykker til Antallets Fuldstændighed.

Et andet Regiment skulle paa to Mile- Veys, lade henlede 50 Heste, for at bort- sælges ved Auction: nogle Stykker af disse faldt om paa Marken, og stoed aldrig meere op. Jeg troer, det var syv Stykker. Det-

53

53

te er Frugterne af Kompagniernes Bortfor- pagtning.

Sigter min Herre med sit Suk, til det samtlige Kavalleries nu værende Antal, i Ligning med det forrige; da meener jeg: Antallet at være forholdsmæssig med Krigshæren, og Inddeelingen bedre end før. To Kompagnier udgiorde forhen een Eskadron, kommanderet, øvet, forpleyet og disciplineret af tvende, ofte stridig tænkende og handlende Mænd, hvoraf den eene undertiden laae nogle Miile i Garnison fra den anden. I- midlertid skulle dog disse toe, naar Tropperne bruges, giøre eet, fegte samlet, og det heele Feldtoeg igiennem blive samlet, næsten i alle betydelige Krigs-Tilfælde. En tohoved Regiering duer ingensteds, men allermindst der, hvor det gielder Liv og Lemmer. Den eene fordærver det Gode, den anden stifter; og den eene vælter Skylden fra sig paa den anden, i Tilfælde af en mislykket Expedition. Derfore i sær er det, at adskillige Potentater betroer en Eskadron til een Mand alleene, undergivende ham saa mange Officerer, som til Inddeelingen behøves.

Udi een Ting giver jeg min Herre Bifald. Vores Rytteries hvide Klæder, siger De, burde strax aflægges, og de røde igien

54

54 indføres. Jeg finder dette saa uomgiengelig fornødent, at jeg neppe troer, den Danske Rytter enten trives i Fredstid, eller er tapper nok i Krigstid, medmindre han faaer en rød Kiol paa. Det Røde er just Blodets Farve. Dens idelige Beskuelse giør os mindre frygtsom ved Blodets Udgydelse. Syner, denne udvortes Sands, modtager den røde Farves Indtryk: den meddeeler saadant til det heele Legeme: Blodets Kredsløb bliver heftigere: Nervesaften udspænder Seenerne: den vældige Arm svin er sit Sværd, hugger ind paa sin Fiende. —— See, hvor de

ligger, næsegruus omkring ham. Saa-

danne tappre Gierninger har til Deels deres Grund i de røde Munderings-Kioler, hvilke man uforsvarligen afskaffer.

En Ven giorde mig den Indvending, at Preusisk, Keyserligt og andet Kavallerie

havde viist Tapperhed uden røde Klæder. ____

Jeg svarede koldsindigen: Min Herre, der er Grader i Tapperhed. Man kan fegte tapper i hvide, tapprere i blaae, men allertapperst fegter man i røde Klæder. Det er en afgiort Sag, som beroer paa Physiske Grunde, tagne af den menneskelige Natur.

55

55

Tolvte Brev.

M. H.

Vores Krigsmænd behøver en god Skole, siger min Herre i sit sidste Brev. Jeg bifalder denne Tanke saa meget mere, som jeg er overtydet om Skolens Fornødenhed.

Krigs-Skolen har to Hoved-Afdeelinger. I den eene øves Legemet, i den anden forøges Kund- skaben, Tænkemaaden forbedres og henledes til de Regler, som Krigs-Lovene foreskriver. At Krigsmanden er en Medborger i Staten, og som saadan bør leve i god Forstaaelse med alle andre, stamt giøre sig duelig til at leve af eget Arbeyd, naar han engang forlader Krigsstanden i Velmagts-Dage med sunde og friske Lemmer, det fordrer min Herre, at jeg skal sætte forud, som afgiort.

Krigs-Skolen, i Almindelighed talt, kand ikke findes paa eet eller andet enkelt

56

Sted, men bør være overalt, hvor Krigsmænd har deres Ophold, under een eller firere Officerers Befaling. Med den gemene Mands øvelser kommer man nok afsted. Tænke- maadens Forbedring derimod, gaaer med lang- somme Skrit, saa længe Soldaterne ligger adspreedte i folkerige Stæder. Bedre vil det gaae ved de Regimenter, som har den Lykke, at blive indqvarteret i Kaserner. Dette har en Mand, uden for Krigsstanden meget hældigen udført, og jeg er undseelig ved en Deel af vores Officerer, der dagligen skriger imod Indqvarteringen i Rendsborgs og Kiøbenhavns Kaserner, og dermed røber Mangel paa Indsigt i de, deres Stand vedkommende Ting. Hvo som læser Professor Schneedorfs Patriotiske Tilskuers 304de Stykke, og endnu ikke lader sig overtyde om Kasernernes Fornødenhed, han er paa urette Veye. For en saadan Medborger kan vi nok bede, men overtyde ham kan vi ikke.

Bør man, som jeg før sagde, over- alt kunde finde Krigs-Skoler, hvor Krigs- mænd, enten i mindre eller større Afdeelin- ger opholder sig; saa indseer min Herre letteligen, at alle Lærerne skulle være veldannede i denne, saavelsom fleere Henseender. Ikke nok, de vide deres Krigsgreb og andre Le- gems øvelser, og det man kalder den mindre

57

57

Taktik; thi alt dette fordres endog af en Un- der-Officeer: Men de skulle være ligesaa haard- føre, og ligesaa lidet hengivne til Blødagtig- hed (Molleffe), som den gemeene Mand; thi ellers er Nationen bedragen med dem i Krigen, hvis Møysommeligheder de da ikke kunde udstaae, men opfylder Hospitalerne: De skulle have nogenlunde Kundskab om den Høyere Taktik, Fortifikationen, Artilleriet, Jordbe- skrivelsen og Historien, i sær Landets og Na- boernes: De skulle være kyndige i et Par levende Sprog, foruden deres Moders Maal: De skulle kunde tegne noget, og ideligen for- øge deres Indsigter ved Læsning.

Endeel Officerer af saadan god Beskaffenhed, har vi virkelig i vores Krigs-Hær. Men endnu er Kundskaben ikke noksom ud- bredet. Tiden vil befordre Patrioternes Ønske desangaaende. Meget har allerede KrigsStandens Reforme bidraget dertil, i det vores Officerer indsaae den Fare, der er forbunden med Uvidenhed. Den for vores Artillerie-Officerer oprettede Skole (man støde sig ikke over Navnet) er til stoer Nytte. Gid den maatte blive større, og vores unge Officerer tilholdede, at lære noget der, og at bevise deres Fremgang i noget, om ikke i alt, saafremt De ellers ville vente sig befordret til Høyere Embeds Poster.

58

58 Alle Keyserlige Officerer, Generalerne ikke undtagne, Maae efter en for gandske saa Aar siden, given Befaling, tage Underviisning i Tegne-Konsten. Sandt at sige, jeg veed ikke, hvorledes en Officeer kan komme afsted i Krigstider, uden at kunde noget af Maale- og Tegne-Konsten. Han er ikke Halv brugbar. Man kan bruge ham der, Hvor det heder: Slaae til! men dette alleene synes mig alt for maskinemæssig, endskiøndt det paa sine Tider behøves.

Maae nu en Keyserlig General, en forsøgt, afhærdet Mand, med sit graae Haar finde sig deri, at lære Tegnekonsten, om han ikke veed den; Saa behøver vores Officerer ikke at skamme sig ved, at tage Lektioner i dette og meere, om aldrig i anden Henseende, saa dog for at undgaae Uvidenheds Bebreidelse af Landets øvrige Stænder.

Et Par Ord maae jeg endnu svare Min Herre, paa det De yttrer, angaaende Krigsmandens Moed i Slaget, hvilket efter Deres Meening skulle have sin Grund i Religionen, eller i Patriotismus, eller i begge tidlige; og at Modet, dersom det ikke havde sit Udspring af een af disse Kilder, ey skadede Fienden meget. De har Ret, min Herre! Af disse Kilder burde man al

59

59 lene øse. Men vi maae tage Menneskene, som de ere, og forbedre dem ved et eeneste almindeligt Middel.

Dette Middel er Krigs-Tugten: den jævner alt: den benytter sig af enhvers Temperament til Hoved-Hensigtens Befordring, og holder dem dog alle saaledes Stangen, at de ey andet kunde, end opløfte sig til den i Krigs-Lovene foreskrevne Tænkemaade. De maae forandre sig til det Gode, end og imod deres Forsæt. Æresyge, Vrede, Hævn, Venskab, Vinding, ja Frygten selv, naar den nærmer sig til Fortvivlelse, sætter Mod i Folket, og river dem ind i Slaget.

Men der behøves modige, og i Krigen vandre Læremestere til Krigstugtens Bestyrelse, saafremt ellers disse adskillige Temperamenter lykkeligen skulle foreenes til Øyemedets Opnaaelse. Og det skulle endda ikke opnaaes, dersom ey i Fredstider et hvert Kompagnie, Battallion og Regiment havde sin Stamme dagligen samlet, og under Baa- ben vandte til Lydighed.

At nye hvervede Regimenter, der strax efter deres Oprettelse føres ind i Krigen, ge- meenligen mislykkes, og enten bliver et Offer for deres Fienders gamle Regimenter,

60

60

eller bliver Landmandens ødelæggere, indtil man med Tiden indlemmer dem i gamle disciplinerede Regimenter, eller og aftakker dem; det er os alle bekiendt, endnu fra sidste Krig: Og jeg fører Dem saadant her til Gemyt, paa det De kunde forandre Deres Tanker i Henseende til vores Landmilitz-Battallioner, dem De gierne ønsker at beholde stuttede i Krigs-Tid; men dog neppe ønsker, at see i Grunden ødelagde ved første eller anden Træfning.

61

61

Trettende Brev.

M. H.

Nu det Tid for mig, at nedlægge min Pen, som Lærer; og at blive Deres opmærksomme Tilhører. Sandelig, min Her- re! De ere dyblænkende. Neppe havde jeg ledet Dem ind paa Banen, førend De allerede ved et meere, end almindeligt skarpt Syn, opdagede den, ved Banens Endemaal opfatte Seyerskrands.

Saaledes er det med de store Genier, de indseer ey allene Fordelene og Manglerne udi de sig fremstillende enkelte Gienstande; men de indseer og tillige disse Genstandes Sammenhæng og Virkninger.

Aldrig havde jeg ventet den Bebreydelse: "at mit Omdømme, angaaende Land- Militsens nu værende, og af mig bifal dende Indretning, forekom Dem, som en ilde anbragt Smigger." De mener,

62

62

at jeg har kæmpet mig efter Nationens Smag, og at jeg ved denne Sags Betragtning, aldeles har tilsidesat Krigens Hoved Øyemærke, nemlig Seyeren; uden hvilken vi med ald vores bekostelige Rustning, dog aldrig før vente andre Freds-Vilkaar, end dem, vores Fiende vil unde os.

De har Ret, min Herre! Men torde jeg vente, at en Mand, der har været saa yderligen opbragt imod Systemet, som De, skulle finde sig bevæget, af egen Drivt at ønske Landmilits-Battallionerne straxen indlemmede, og stedse vedligeholdende Udi de, dem vedkommende hværvede Regimenter? Torde jeg vente, at De med god Villie opofrede Nationens Idole?

Jeg læmpede mig, uagtet min egen Overbeviisning, efter Deres Smag, haabende med Tiden at kunde faae Bugt med Fordommene. Jeg tænkte, det er bedre, at vinde en brav Mands halve Bifald, end at tabe det Hele, fordi man fordrede det paa een, ham ubeleylig Tiid. Jeg vovede det, at besmykke Sagen med nogle Skingrunde, saasom: at en duelig General letteligen fandt Midler, til at henlede fin Fiendes Opmærksomhed paa andre Gienstande, indtil han fik sin Landmilits vel øvet og disciplineret.

63

63

Men Sandhed er det imidlertid, at man behøver meere end et Par Maaneder, og at man gierne kunde bruge nogle Aar, for at disciplinere et halvt hundrede Bønder ved hvert Kompagnie; Og Gud forbarme sig umiddelbar over det Land, der troer, at Generalen kan giøre Mirakler, naar en talrig, og efter disse Tiders Krigskunst disciplineret Fiende nærmer sig, og byder vores udisciplinerede, skiønt noget exercerede Bønderkarle Spidsen.

Nogen Vanskelighed, bør De dog til- staae, jeg satte forud. Vilkaaret sagde jeg, skulle være, at Landmilits-Battallionerne aarligen kamperede og excrcerede i sex Uger. Dette troede jeg, efter Proprietairens, Bondens, Land-Soldatens og nogle andre betydeligere Mænds Situation, nu for Tiden ikke kunde skee, men at dette Vilkaar aldeeles blev forkastet.

Nu tænkte jeg, forkaster man dette, saa maae man dog tilstaae (dersom man ikke har Lyst, at modsige alle Krigførende Nationers Erfaring) Land-Milits-Battallionerne at være en svag og ubetydelig Værn, og just saa svag og kraftesløs i Træfningen og andre Krigs-Tilfælde, som jeg i mine forud-

64

64 gangne Breve har beskreven dem, naar de med den nu havende Disciplin og Indretning skulle bruges.

Denne Svaghed, haabede jeg, man dog inden kort Tlid ville legge Mærke til, og bevillige eet af to: Enken Exercice i sex Uger aarligen, eller Indlemmelse i de hvervede Regimenter. Maaskee, tænkte jeg, bifalder man det sidste, som det der udkræver mindre Tidsspilde for Bondekarlen.

Saaledes, min Herre, tvinger De og Deres Lige, os smaae Folk, at hykle en Tid- lang, for ikke at foraarsage dem Smerte paa det ømmeste Sted. Nationen har nu eengang sadt sin Fortroelighed i derte Slags@Tropper, uden at kjende den Aand, der be- sieler dem, vores Fiender i Tiden kunde modsætte os. Den vil, ald Erfaring til Trods, at Fienden skal lade sig fordrive ved LandMilitsen med sin Søndags Exercice.

Værdige og til Deels Krigserfarne Officerer, ere satte ved disse Battallioner: Mænd, som anvender største Flid paa Troppernes øvelser. Men de maae selv bekiende, at de ey kan udrette meget i Følge Sagens nærværende Beskaffenhed.

65

65

At arbeyds paa Tænkemaadens Forædling hos den gemeene Mand, er plat umue- ligt; thi de saa Timer om Aaret, da Officeren har Tilladelse, at være samlet med sine Land-Soldater, bør han anvende til Legemsøvelser.

Jeg bifalder Dem altsaa af gandske Hierte, min Herre, at Battallionerne indlemmes straxen i de hvervede Regimenter, og stedse af Distrikterne vedligeholdes. At de halve eengang aarligen indhentes, for at vorde øvet med Regimenterne; At nogle hvert Aar beholdes ved Regimenterne den hele Sommer igiennem, for at disciplineres; At dermed aarligen omskiftes; At Landmilits-Officererne bliver som de ere; At under dem alt Distriktets Mandskab fra 17 til 40 Aar antegnes, og 10 Gange aarligen i fire Dage i Rad ex- erceres Men ikke med Mundering forsynes; At af dette Mandskab hine, saavel i Fredssom Krigstid rekryteres, m. m.

Naar saa skeer, da har Landet et fortreffeligt og tilforladeligt Værn. Da kan vi med Sandhed sige: Land-Soldaten gavner Staten som Soldat; thi hidindtil har hans Stand som Soldat, næsten alleene gavnet Proprietairen: Og neppe skulle Proprietair-Mi-

66

66 nistrene have trænget saa meget paa Landmilitsiens anden og tredie Opretning, dersom ikke Vindesyge, og den Begierlighed, at kunde true og tvinge sin Med-Undersaat, havde bevæget dem til, at blive Raadgivere udi Krigs-Sager, og at paastaae, Deres Raad at være ulige bedre, end forsøgte Generalers.

67

67 Fjortende Brev.

M. H.

De skal vel neppe kunde gjette Aarsagen

til min langvarige Taushed. Jeg maatte over Hals og Hoved giøre en Søe- Reyse af næsten hundrede Miil i Familie- Ærinder. Denne har ikke været med de hældigste. Da jeg behøver nogen Tid, til at forbædre mit ved Reysen svækkede Helbred: saa ville min Herre undskylde, om jeg, med at svare paa Deres videre Forespørseler, Krigs- standen vedkommende, ikke holder mit Løfte, førend ester nogle Maaneders Forløb.

Maaskee det ikke skulle være Dem u- behageligt, om jeg underholdt Dem med endeel af min Søe-Reyses Historie.

Neppe var vi kommen lidet frem, fø- rend jeg mærkede en Slags Misforstaaelse iblandt Passagererne paa den eene, og nogle af de betydeligste Skibs-Folk paa den anden

68

68 Side, der letteligen kunde have bevæget mig til at gaae over paa et andet Skib, dersom et saadant havde været ved Haanden. Men jeg var nu eengang der, og maatte overlade mig Forsynets Førelse.

Vi havde en riig og fornemme Mand, (om hvilken jeg siden fik ak vide, at han selv enede dette Fartøy) tillige med sin Frue, fire voxne Sønner, og toe Døttre med Deres Mænd, om Borde.

Den ældste Søn havde i nogle Aar boet hos en Seylmager, og paastoed Kundskab i Søe-Væsenet, som han sagde, at have erhværvet ved daglig Omgang med Seylma- geren. Han taalede ikke, at nogen lignede sig med ham, hvad Seylenes og Kompassets Brug angik; thi dette sidste, sagde han, havde stedse hængt ham over Næsen i hans Dagligstue, Hvor Leylighed, at giøre sig dette og endeel meget ziirlig stukne Søe-Kort bekiendt, ikke fattedes. Hvert Øyeblik løb han til Styrmændene, der vare heel paastaaelige og i deres Konst ikke eftergivende Folk, og ville snart undervise dem bedre, snart passe paa, at de en forsømmede deres Pligter.

69

69

Den anden Søn havde været brugt som Tegnere ved Skibbyggeriet, og indbildede sig ikke lidet paa sin Indsigt i Søe-Væsenet,

Den tredie og fierde havde gaaet i Dandse-Skole nogle Aar i Rad, med endeel unge Søe-Officerer, der næsten dagligen talede med dem om deres Videnskaber,

De tvende Døttres Mænd vare ikke mindre indtagne af sig selv, og paastoede Ind- sigt i Søe-Væsenet, Den eene, fordi han havde med egne Hænder forfærdiget et pynte- ligt Model til et Krigs-Skib. Den anden, fordi han som Kiøbmand aarligen forsynede de Skibe, der gik paa lange Reyser, med adskillige Fornødenheder, og følgelig ofte kom i Søemænds Sælskab.

De der vare antagne til at føre og regiere Skibet, ansaaes af disse Herrer, som dumme, uforstandige Folk. Deres Foretagender bleve giort latterlige, omsider forhadte.

Reyse-Sælskabet, de gifte Døttre ey Undtagne, lode sig overtale, at Styrmændene enten ikke forstode deres Konst, eller ikke giorde forsvarligt Brug deraf. Der blev saa længe og saa ideligen talt ilde om Styrmæn-

70

70

dene, og i sær om deres Paastaaelighed, at endelig de Gamle, som stedse bleve i Kahytten, bifaldt Klagemaalene som sande, og bleve opæggede mod dem, der skulle føre Skibet, endskiøndt disse bevisede, at have ført Skib i samme Farvande i mange Aar.

Vi, som forstaaer det, sagde Patronens Sønner, vi maae ikke faae vores Villie frem, endskiønt vi mathematisk kunde bevise, at det ellers gaaer galt.

Skibet hører vores kiære Fader til, om hans Ære gielder det. Lad Styrmændene have Arbeydet, dertil ere de leyede, men under vores Bestyrelse.

Styrmændene modsatte sig denne Bestyrelse af alle Kræfter, forsikrende, Farten ville ellers gaae ulykkelig af.

Endelig blev den Gamle vred for Alvor. Skib og Gods er mit, sagde han. Kierlighed til mine Børn befaler mig, at un- derstytte deres ønsker. Styrmændene skal ikke understaae sig, at handle anderledes, end

efter mine Børns Billie, Men vores

Liv er os kiert, sagde Styrmændene, vi forstaaer Sagen, De ikke. Under Dæk-

71

71

ket med dem og deres Anhang, faldt Sønnerne dem ind i Ordet. —— Strax blev denne Befaling iværksat med Magt, og Søn- nerne med den uvidende Deel af Skibsfolket,

antoeg sig Seyladsen. Saa bør det

være, sagde den anden Søn. Skib og Gods hører vor Fader til. Vi taaler ikke Modsæt- telser af Folket. Min Fader allene har at befale. Ingen Styrmand understaae sig, at formere flatum in flatu.

Nu begyndte det at kule, Stormen blev meere og meere heftig, Bølgerne overskyllede os, tykke Regnskyer formørkede Solen, og Faren var øyensynlig.

Os blev hed om Ørene. De unge Herrer bleve taus, de skielvede, de saas sig om blant Folket, om ikke een eller anden kunde give dem et godt Raad i denne Forlegenhed. Men det var ubefarne Folk. De Befarne Havde man jaget under Dækket, og ind- sluttet dem. Man var i Begreb med, at aabne for dem, at kalde dem op, at udbede sig deres Hielp: Men i Øyeblikket stødte Skibet an, og Vandet krængede ind igiennem en sønderslagen Planke.

72

72

Jeg, med nogle fleere, reddede os Deels paa Baaden, Deels paa Vraget, og komme omsider efter megen udstaaet Elændig- hed til en Klippe, hvorpaa vi klavrede op. Et forbiseylende Skib optog os meget kierli- gen den anden Dag, og førte os i Havn; hvorfra jeg fuldførte min Reyse baade frem og tilbage, uden videre Anstød.

1

Tanker

og

Observationer

til

høyeste Eftertanke

angaaende

den Danske Søe- og

Krigs-Flode

Udi

Bygningen, Freds- og Krigs-Tider;

samt

et Tillæg

paa hvad Maade Kiøbenhavn inden

sine Volde beqvemmeligst kan have VandMøller og del ferske Vand, at en Fiende ikke kan betage Staden det, hvoraf Kiøbenhavns Fasthed befordres tillige.

Kiøbenhavn, trykt hos P. H. Høecke, 1771.

2

        

3

Forerindring.

Ligesom det er de fattigste Monarchier, der ingen Søemagt eyer og bestrider, saa er og de Potentater der have deres Riger ved Søen, de mæg- tigste, der altid holder gode og vel indrettede Floder, og dertil dygtige Folk. Saaledes har Dannemark altid været det mægtigste Søe-Rige i heele Europa over 2828 Aar; ja! hvad det er svækket i sit Landstridbarhed fra Kong Hanses Tid, da det Tydske Folk blev her indfort og siden brugt; saa at vi nu fra den Tid ikke

4

Forerindring.

ere saa stridbare som vore Forfædre forhen, fordi de vare ikke leyede, men Landets egne Børn, der stridede til Lands og Vands for Landet og deres Brødre: den Mangel er hidtil oprettet ved vores Flode, saasom den er bemandet og befalet af idel gode Søe- Helte og Danske Folk. Skulle den Ulykke indtreffe, at Tiderne omvexledes for dem som for Land Armeerne, at blive befalede af fremmede, da er sammes svageste Tidspunkt og Ærens Undergang, det Gud og Kongen afvende at andre skulle tumle den, end allene af idel rette Danske Søehaner Oprigtigheds og Krigsvillige Kiemper.

5

1) Om Tømmeret hvoraf Skibene bygges, dets bedre Conservation imod Soel, Regn, Slud, Vind og Vandgraver, hvilket foraarsager dets hastige Forraadnelse, for at bespare Kongen og Riget hvad som kan spares.

Dette man her udgiver, sigter til Landets Tjeneste, men udgives til de Høyestes Skiønsomhed som Spørsmaals Tanker og ikke anderledes; hvorfore man ikke heller vil affatte det uden i det korteste, som mueligt er, og forbigaaer et og

6

6

andet af samme dependerende, hvortil dette giver Lys og Spor. Det er ikkun Tanker og ikke et lærd Ordskrift her udgives; derfor bedes at oversee de eenfoldige Feyl, her maatte forefindes, siden det er Dansk.

Tommeret, som oplegges ved røde Hav, aaben for Soel, Regn, Vind og Veyr, synes derved at tage utaalelig Skade og indvendig Anstikning, saa at naar det settes i Skibene, stikkes det strax deraf an som endog er friskere. Endnu værre er det til at stikke an som legges og synkes i Vandet, optages deraf, hugges til og saa vaadt som det er settes i Skibe; da det synes at være en Sandhed, at det vaade stikker det tørrere an, og Skibene saaledes des hastigere kan forraadne. Er det sandt, da taber Kongen og heele Riget derved.

Røde Hav er desuden ikke en Plads til dette Tømmer; Raisong: 1) om der kom Tidløs; 2) at den er uden Indlukke og er Tyverie underkastet. NB. De ex-

7

7 cuserer, at man ey nævner Maden, hvorledes Kongen bliver bestiaalet paa sine Holme, 3) at det ligger og forraadner. 4) at der spildes Tiden at hente og oplegge, samt at passe paa.

Ligesaa farligt og aldeles skadeligt synes det at være, at synke det ned i Gravene ved Holmene: 1) forraadner den Side, som er mod Solen, førend det synker; 2) spildes Tiden ved at legge der i saadan Orden; 3) at passe paa det, og dog stieles det beste bort; 4) at tage det op; 5) raadner det strax; 6) stikker dette det tørre og friske strax an, naar det sættes i Skibene; thi det er næsten Luften betaget, og har Forraadnelsen, saasnart det er kommet af Vandet, og de Elementer, Vinde og Soel, har opløst Pores.

Man vil ikke igiennemgaae Maaden, hvorledes det beste Tømmer, hele Planker, Jern, Kobber, & c. stieles af Holmen og man tør ey heller sige Raad derimod; thi det høye Collegio vil selv finde det be- quemmere, naar de betragte, at der ere for

8

8

mange Veye til Holmene, og de ere alt for adspreedte fra hinanden.

Tør man allerunderdanigst sige sin Meening, da troer man, at Kongen kan have alt sit Skibs-Tømmer ved og paa Nyeholm, samt under Tag; thi det synes ikke at koste Kongen og Riget saa meget at bygge Skuure dertil, som at spilde Millioner paa at bygge Skibene, der ere frynnet inden Aarets Ende.

Vil der spørges om sammes Plads; da svares allerunderdanigst: at lige ud for Nyeholm, i Linie med Biørneskandsen, er en større Plads end dertil behøves, og kan blive med Vand om, om det saa behøves, til den Side Qvintus er. Havde de sat det nu nyelig bekostede Bollværk om Nyeholm derud, i Steden de satte det 2 Allen uden fra Holmen, da havde det dog ikke kostet en Skilling meer, end det har kostet. Opfyldningen koster ikke heller en Skilling; thi der kan befales, at Renovations-Vognene stal losse der, da Renovations-Cassen derved sparede de Penge, som de give for deres Losse-Plads, ifald de give noget.

9

9

Saaledes kan den Plads og opfyldes for littet, som er bag ved Christiansholm.

Enten det saa maatte behage Kongen at tage samme, eller den første, til sit Søe- Mandsskab (dog at der er Vand om den) og lade dem boe nær ved Holmene, og ikke i Byen, hvorved ikke de halve Arbeydere giør Tjeneste, da sparede det meget i Tiden, saavelsom og af Tømmeret og fra Absenter, og i deres Sted at lade Soldater beboe de Huuse i Nyeboeder, eller at sælge dem til Borgerne, i Fald somme syntes saaledes meere eensstemmende med Kongens og Landets Tjeneste.

Man understaaer sig ikke at melde om, at de Skibe og Planker holder længere, som alt kaages i Tiære og Olie, end de Planker som brændes dertil, da de ved Paasætningen springer, saa at naar Skibene kommer i Søen og arbeyder, veed ingen at finde den usynlige Lekkas.

2) Tanker om Krigs-Skibene, at de ikke burde ophugges, men heller sælges pan Auction.

10

10

Det er beviseligt, at de gamle Skibe koster Kongen mere til at hugge op til Brænde, end det han faaer igien af samme Brænde; ikke at tale om hvem der faaer det, og hvor det bliver af, hvorom jeg ingen Tilladelse har at tale.

Men at hugge Skibe op for at faae Brænde-Knobber og Kiler, er Kongen til Tønder Gulds Skade. Solgtes de til Publicum, og duede endda til NegocieSkibe (endog del var billigt de solgtes for) saa vinder dog Kongen, naar Staten og Riget vinder; og Kongen og Riget taber, endskiønt 2 a 3 vinder ved et Skibs Ophuggelse, da Kongen spilder daglig saa mange Matrosers Dagløn og Kost.

Knobber og Kiler kan tages af det, som sauges af det nederste eller Ender, og ikke føre samme fra Lofterne at hugge i Raas.

Jeg vil ikke fordriste mig til at tale om Valmen og Tran, eller Olie, ved Mastmagerne.

11

11

3) At forekomme Absenter, og Aarsagen, hvorfore endeel giør Absent.

Der er intet færsk Vand paa Nyeholm; at gaae for Vand, er saadan en Motiv og til Forhindring. Havde de nu Vand der, samt deres Huuse derved, da gik de af Holmen og i deres Huuse, og kunde ikke komme i Byen førend om Søndagen, eller imod Aftenen; deres Koner allene maatte gaae ud og ind alle Søgnedage. Men siden det synes vanskeligt at legge Vand ind til Holmen, saa vil der vel svares, at det maatte være urimeligt at tænke paa. Dronning Simiramis byggede en muuret Broe, 1 ½ Miil, over Euphrat i Staden Babylon; Saa kan det og skee fra Volden over Enden af Biørnsens Plads til Nyehavn, og med det samme at legge Vand i Blyerender derind under; men Broen behøvedes, for Handelens Skyld og Indgang til Holmen, fra den Side at være af Kampesteene.

Og saadan en Bygningsmaade og Vand-Indledning er ingen Hemmelighed

12

12

for mine Landsmænd, som daglig seer samme Slags Maade ved Holmens Kirke, og veed, at det er Blyerender, der ligger over til Christianshavn, hvilke begge Deele ere bekostede af Kong Christian IV. Saa koster ikke heller en Steenbroe saa meget som en Træebroe, der koster hvert Aar, og naar den best behøves om Sommeren, da forfalder den. Derimod var Steenbroen altid det samme Arbeyde, som da den blev færdig. Var det ikke for at giøre denne Piece kort, da vilde man vise, at den ikke kunde blive Byen eller Kongen til Bekostning. Om det saa syntes, burde den at bygges af Tal-Lotteriets Indkomster.

Saadan en grundmuret Broe, hvoraf Buen var Kampesteen, havde Biskop Absalon bygget fra Steylborg og til Enden af Vestergade ved Volden, hvor Porten har staaet; hvilken Broe varede i 432 Aar, til Vandet blev opfyldt at bygge paa. Havde den været af Træe, da kunde den ikke have staaet saa længe.

13

13 Tillæg.

En læt Maade at befordre Naturen, hvorved Staden Kiøbenhavns Fasthed befordres, og at en Fiende ikke kan betage den det ferske Vand; samt ved det samme Middel at kan have fornødne VandMøller i Kiøbenhavn, uden nogen anden og større Bekostning, end hvad en Vand-Mølle koster almindelig i Siælland at bygge.

Man foreslaar dette, som synes vigtigt og værd at tænke paa, og udgiver det til bedre oplystes Dom, om samme ikke er Staden tienligt, helst da det kan spare Staden baade fra Udgifter, Ulykke og Undergang, saa længe den Almægtige tillader Menneskene, ved menneskelig Viisdom at

14

14

forekomme det Onde, og med Efterladenhed at styrke sig i Fordervelse.

Fersk Vand er saa fornøden som Brødet selv; og man agter ikke i disse Lande, hvor store Rigdomme Kiøbenhavn har frem for mange Kongeriger og HovedStæder, der eye Guld nok, men fattes Vandet, og give gierne Guldet bort for Vandet.

Denne Stad er en stor Stad; om en Fiende kom, vilde dens Mangel blive stor, thi han kan strax betage os det ferske Vand; men vi kan hjelpe Naturen og forbyde ham det. Synes det da ikke værdt at være vis paa, at han ey kunde betage os det, legge vi ikke Merke til Ao. 1658, da Fienden betog vore Forfædre det, og nu er det værre end det var den Tid, for fersk Vand.

Er det ikke og en Stad ligesaa tjenligt, at Fienden ikke kan forhindre den at faae malet? I Vinter havde vi ingen anden end Naturen til Fiende, som næsten

15

15 syntes at dræbe Folket, og nægte dem at faae malet. Det synes og at Vold-Møl- ,

lerne, som ikke i Fredstider kan forsyne Staden, ere ikke andet end Galanterie og Sukkerbagerie-Taarne. En Fiendes største Plaiseer er at skyde dem ned, og hvo kan forhindre ham det? Vandet i Staden,

og Møller tillige, kan komme med een og den samme Bekostning, og i Tiden spare meget.

Jeg vover mig da til at fremsætte mine ringe Tanker: Man lader det salte Vand løbe ud af Gravene, og indrette dem med Qvader-Steene i Grunden paa begge Sider, saa Vandet ikke udskierer Jorden, samt en Dæmning ved hver Ende, at man kan lade det løbe ud, om der var for meget. Lad dem løbe fulde af de 3 Søer, og om 2 a 3 Dage atter løbe ud, for at trække Saltet bort; dette kunde skee 3 a 4 Gange.

Hvorledes Kiøbenhavn paa 3de Maader kan have VandMøller.

16

l6

Imidlertid muures en Vandport paa Volden ved Enden af Gothersgaden, af Qvader- eller Kampesteene, for at have et Stigboer for en Vandmølle; de første fik Overfalds Vande. Og saa fremdeles paa Siden af Rosenborg Have, ja, heelt ned i Nyehavn kunde være over 1000 Møller, og der behøvedes lidt mere Vand end en Rendesteen har. Ved denne Ende af Nye- havn kunde dette samme Vand samles som en Søe, og der kunde atter til begge Sider af Kanalen være endeel Møller, og saaledes ved alle vore Kanaler; samt fra Volden i Sølvgaden, og den Side til Rosenborg Have; item St. Peders-Stræde, Studiistræde, Stormgade og PrintzensGade. Her er de 2de Maader. Den

3) At have Møller paa Pramme, som sveyede med Strømmen.

Og saaledes kan der være over 1000 Møller fra Langebroe og til Toldboeden; helst om denne Langebroe blev muuet, og dertil blev giort Stigboer, for at kunde holde Vandet, som agtes fornødent hertil;

17

17 og om der ikke skulle kunde være Seyllads udaf Kalleboederne i Kiøge Bugt, da at lukke den af fra Amager over Svane-Klapperne til Flaske-Kroen; Og, efterdi alle vore ferske Søer falde derudi, da blev det en ferst Søe for Kiøbenhavn. Dette svarer til Langebroe, og de Møller, samt om Broen at være muret. (NB. Denne Maade foreslaaes i saa Fald, om denne Udfart ikke behøves og en bruges). Og naar den blev indrettet til fersk Vand, da kunde dermed altid settes Amager under Vand, om en Fiende havde sat sig derpaa. Paa saa- dan en Maade kunde der komme fersk Vand i Stads-Graverne om Christianshavn.

Vand-Møller kan være i hver af de foreslagne Gader, og saa mange Gader, saa mange Møller, samt saa mange Slags som man behøver, ja, alle de Slags hidindtil ere opfundne, og endnu kunde opfindes. Vandets Løb for dem behøves, som meldt er, at være som Rendesteenene ere, og behøves ikkun at være lidt bredere. Disse Møller, saasom til Meel, Malt, Gryn, Myndt, Kobber, Jern, Papir,

18

18

Klæde-Stamper, Bark & c. Slibe-Møller, Sage-Møller til Marmor og andre ædle Steene, o.a.fl. Disse Møller vi da Havde i Byen, kan ikke nogen Fiende forhindre for os; men Vold-Møllerne ville han forstaaelig strax rydde og skyde ned af Volden. Det vilde blive en vis Følge i Beleyrings Tid. NB. fra St. Jørgens Søe uden Vester-Port og indtil Kalleboederne, kan være over 100 Møller fra Broen og ned til Stranden, og nu spildes Vandet baade Vinter og Sommer.

Observationer med Vandledningen i Kiøbenhavn, til at tiene Byen, og spare os selv og de sildigste Efterkommere for de Byrder, som nu haves i den Henseende.

Ved det samme at Gravene tilbereedes at tage imod det ferske Vand, giøres De dybere og bredere, og forhøyedes i Kalleboederne, o.s.v. hver paa sit Sted, indlegges beqvemmeligt en Blye-Rende fra Gothers Vold (i Bornholmsk Steen, at den ikke skulde trykkes sammen) midt paa

19

19

Kongens Torv; eller og tage et Stykke af Nyehavns Kanal at indrette med Mure af Qvader-Kamp, og lade ommeldte Rende lede Vandet derudi, da det er midt i Byen; og hvem, som da vilde have Vand, legge Let derfra, men af Blye-Render i Steen; Thi Byen svækkes ved den idelige graven, og Træe-Render koster langt mere i Længden end dette, som maatte legges et Stykke om Aaret af Vand-Skatten, og følgelig blev det ikke Byen til nogen nye Byrde og Udgift, men kom til at spare den meget i Tiden.

Denne Byens almindelige Vandrende kunde giøres tildeels af Bornholmsk Steen, og deels af Kampsteen i Grunden, og med det samme saa mange Tapper eller Render, som her kunde ventes at blive lagt Vand til Gaderne i Tiden. NB. Vi tiente os selv herved, og endog vore Efterkommere, som kunde forefinde Vande i deres Gader, uden at vide hvor det kom fra; undtagen saavidt, at det var inde i Byen og Castils-Gravene, hvilket synes at maatte ansees Kiøbenhavn som en uskatterlig Herlighed, at have i Castillets

20

20

Graver en fersk Søe inde i dens Gader og Stad.

Hvorledes samme ferske Vand kan tiene Staden til Befestning og til Afbræk for en Fiende.

Naar Vandet kommer til at gaae ind i Stads-Gravene og om Castiller, følgelig har vi Søen i Byen til den Side, da kan Fienden ikke lettelig stiere det fra os, saasom Gravene ere ligesaa lave som Søerne; Men nu, for at forbyde en Fiende at forhindre de Vandrender, som fylder bemelte 3de Søer fra Landet, da bør den fra Ples- ses Have af og heel ud til Dalene at skie- res ligesaa bred som Peblinge-Søen, et for at Fienden ikke skal kunde stoppe den, et andet for at han ikke lettelig kunde løbe derover, om den var deelt i 2 Dele; og om vi giorde Udfald enten af Øster- eller Vester-Port, kunde han ikke komme de andre til Hielp; og var der ikkun et Corps, da havde vi ikke at befrygte, at de skulle trække sig imidlertid om til Vester eller Øster Port at gaae ind. For det 3die og vig-

21

21 tigste blev endnu dette ene ikke liden For-

deel af samme Vandaae, at den er midt for Byen, just hvor ventelig det skarpeste Anfald paa Staden er; Men ved at for- brede Renden, forhindres at betages Fjenden at giøre Anfald og bruge sin Magt midt for Byen.

Dernæst kan vi sette Bombaderer og Fyer-Pramme i den midterste Søe, som kan løbe ud i denne og ruinere Fienden og hans Leyr paa hvilken Side han er. Hvad ikke den rekker eller kan naae, da kan vi have en Bombardeer ved Kalkbrænderiet, og een i Kalleboederne, som paa alle 3 Steder kan hilse af Hiertens Grund.

NB. Denne Rende at forstørre, bør ikke giøres paa Byens Bekostning allene, men ved en Commando.

Anmærkning. Som meldt, skulle Vandets Indledning være ongefær lige

for Nørre-Port, fra Peblinge-Soen til

Stads-Gravene. Naar nu en Søe behøvede at renses, da havdes altid Vand imidlertid af de to, o. s. f.

22

22

Men imellem Kalkbrænderiet og Ca- stillet burde at skiæres en Kanal ind forbi Øster-Port fra Staden; thi ellers synes Castillet ikke at være nogen Fasthed for Byen, men snarere det farligste Sted. Og Ligeledes giør Renovationen dem Umage for at befordre det samme ved Vester-Port, som burde hindres dem, om ikke og fra den Side at indskiere et Stykke, begge Steder til Pramme.

1

Forslag til bedre ADMINISTRATION eller En kortere Maade i Processer for Dannemark og Norge.

Kiøbenhavn 1771. Selges hos Kanneworff i Silkegaden.

2

        

3

Fortale

Ligesom Retter og Dommere ere nødvendige Midler, til at undersøge og paakiende alle Forurettelser, Mishandlinger og Disputer, som forekomme blant Menneskene, og derved at skille dem fra hinanden, efterdi Mennesken ikke paa anden Maade kan nyde Ret og Skiel, eller

den eene blive frie for den andens Tvang og Overfald, endskiønt samme ikke fuldkommen kan holde en Lighed i Retten iblandt dem, men virker dog en stor Hielp og Sikkerhed, som i Mangel af Retten, høyligen maatte savnes, saa er ogsaa den korteste Vei og Maal til Disputernes og Mishandlingernes Endskabs Naaelse og Afstraffelse den beste og beqvemme-

4

4

ste for alle Mennesker i Almindelighed, især for dem, som ere fattige og lider Forurettelse og Tvang, men ikke har noget at føre Proceß med, efterdi enhver kan være undergiven Over- fald, Forurettelse pg Proceß, og de som ere formuende, eller nogle af dem, søger med Jnventioner, Kreplerier, Udflugter, Forhalinger og adskillige andre unyttige Paafund og Ophold, at tvinge den Fattige, og forhindre ham at naae den Ret, som ham tilkommer; nogle fattige ere udi ald deres slette Tilstand, saa taabelige og malicieuse imod den Rige, som har hiulpet og assisteret dem, at de, i steden for at viise de skyldige Pligter, og giøre den Rigtighed, som dem tilkommer at giøre, søge med Spilfægterier, Inventioner, urimmelige Paafund og Ophold, at foraarsage ham Fortræd, Vidtløftighed og Bekostning, saa at der høres og sees Strid og Forurettelser i mange Maader, som ikke paa anden Maade kan tvinges end ved Justitiens Hielp

5

5

og Befordring; Hvorover de Formuende ofte maae tabe noget anseeligt, og mange baade Formuende og Uformuende blive ruinerede, saa at de desformedelst til sidst maa leve udi Armod og Elendighed. Nogle henfalde til Misgierninger; Hvorover foraarsages Møie og Bekostninger, for at see samme hemmet og afstraffet, til fortient Løn, samt Skræk og Afskye forandre.

Disse nødvendige Midler udfordre en Orden, Maade og Maal, som kan være beqvem- mest og nyttigst, efterdi alle som overfaldes, tvinges og forurettes, lide derved, og det egentlig er dette samme, som ved Midlerne, søges hemmet og afstraffet, saavidt, som mueligt være kan. Den Anordning som i saa Maade er giort, er og saa meget god og priselig, og berømt for en af de beste; men ved de mange Instanser eller Appellationer, som Sagerne drives til og gaae igiennem, førend de endelig kan blive paakiend-

6

6 te, Dsiputerne ophævede og det Onde afstraffet, udholdes og forlænges Processerne, hvor over mange, som ere fattige, ikke kan udholde med Penge, indtil Sagerne komme til det Sted, hvor endelig Dom afsiges, men ofte maa lade sig qvæle eller tvinge, af Mangel baade paa Kræfter og Forstand, og den blomstrende Retfærdighed, som de har paa deres Side, henvisner, og nogle derimod tilsætte anseelige og store Bekostninger; ja nogle blot og allene af Frygt for at blive draget igiennem de mange Retter, som deres ContraParter maatte finde Fornøyelse udi at trække dem, tage hellere Skade og give andre Fordelen, end som de fægte derom ved Retten, og paa saadan Maade kan mange tvinge andre, til at give dem det, som dem aldrig tilkom, saa at den almindelige Retfærdighed, som bør at have sit Løb iblant alle Mennesker, derved tilsihesettes og Uret gives frit Løb.

Dette har givet mig Anledning en, herved at udlade mine Tanker, paa hvad Maade jeg meener at en beqvemmere og nyttigere Orden og Gang, i Retten, til Tvistighedernes

7

7

Endskab, Tvangs Forekommelse og Rettens deraf følgende Opnaaelse, kan bestemmes saa- ledes, at samme skeer uden alles Fornermelse og til Fordeel for Kongen og Landet i Almindelighed, i der jeg herved har giort et Forslag til Overretternes Ophævelse, hvor alle dubieuse Sager i lang Tid, til stor Bekostning for mange, opholdes, førend bekomme til Høyeste Ret, dog uden nogen Tab for de nærværende Oberrets Betjente, som maatte nyde noget, saa længe de levede, men i Tiden til Fordeel for Kongen og Landet, i det han kunde spare den Gage, som nu gives, og alle og enhver undgaae at betale noget ved Oberretten. Har ieg derudi feilet, som jeg overlader til Fornuftigere at dømme om, saa haaber jeg dog, at jeg ikke foxtænkes, fordi jeg, udi en god Meening har proponerer et Forslag som ingen skader.

Kiøbenhavn den 16 Februarii 1771.

Autor.

8

Indholden:

1. Om de nu værende Instanser og

det, som ved Oberretterne har sit Løb og Bekiendtgiørelse.

2. Om Oberretternes Ophævelse og de

Tings Tour, som der bleve besørgede og bekiendtgiorte.

3. Om Oberrets Betienteres Løn og Pensioner.

4. Om Underdommeres Forbold.

5. Om Procuratores.

9

Første Post.

Om de nu værende Instanser og det, som ved Oberretten har sit Løb og Bekiendtgørelse.

§. 1.

Justitien administreres paa forskiellige Steder, ved de dertil enten bestandig beskikkede Rettens Betient ved Underog Oberretten, samt Kongen ved Høyeste-Ret, saa og af de udi særdeles Tilfælde af Kongen beskikkede eller befalede Dommere, saasom: Commissarier, hvortil kommer de Mænd, som Dommere og Oberdommere ved Loven ere authoriserede til at opkræve, udmelde og beskikke, for ved dem at naae den behøvende Oplysning og Rigtighed, saasom: Sandemand, Reebsmænd, Gransknings Mænd, Liqvidations Mænd, Vurderings Mænd, Ridemænd, Lavrets Mænd og andre saa- Danne; hvilke jeg ikke vil opholde mig over,

10

10

men begive mig til at tale om de Sager, som kan drive igiennem fra Underretterne til Høyeste- Ret, og hvor mange Instanser samme have.

Instanserne ere ikke lige i alle Sager, men ligesom Retterne og Værnetingene ere adskilli- ge og af ulige Beskaffenhed samt Personerne, som trætter, af ulige Stand og Vilkaar, saa og Instanserne faae eller mange, da i nogle Sager er Een, nogle To, nogle Tre, nogle Fire og andre Fem, som er det høyeste; dog er ei mere end tre Indstanser i Dannemark men i Norge fem, i nogle faae Sager.

Og paa det jeg, forinden jeg fremfører mit Forslag til Oberretternes Ophævelse, kan give en ideé om Værnetingene og Instanser- ne for en hver Sag i sær, vil jeg samme Post- viis anføre:

1. De ordinaire Værneting ere Bye-Herrets og Birketinget i Dannemark, samt Bye- Bøide- og Birketinget i Norge. Derunder henhøre alle de Sager, som angaae Jord og Eiendom, Gaarde og Huuse, borgerlig Brug og Handel, Gieid, samt alle publiqve Forseelser og Misgierninger, som begaaes af upriviligerede Personer, og de, som ei staae under anden sær Ret. Saadanne Retter staae igien under Ober- Retterne og Høyeste-Ret, hvor Sagerne, efter at de ere examinerede og paakiendte

11

11

ved Hiemtinget, didstævnes, og har altsaa følgende Indstanser, faafom:

a) I Dannemark tre Instancer:

1. Bye- og Herredstinget

2. Landstinget eller Raadstue-Retten, hvor Byen har Landstings Ret, som anden Instans, og

3. Høyeste Ret, som tredie og sidste Instans.

dog undtages Rytter-Districternes, samt Greve- og Frie-Herskabernes Birker, hvorudi der ei ere flere end som tvende Instanser, nemlig:

1. Birketinget, som første Instans, og

2. Høyeste Ret, som anden og sidste Instans.

b) I Norge i Almindelighed fire Instanzer, saasom:

1. Bye- eller Bøidetinget, som første In- stans

2. Lavtinget, som anden,

3. Oberhofretten, som tredie, og

4. Høyeste Ret, som sidste Instans.

Men i Særdeleshed, ere der nogle Steder, hvor Byetingsdommen gaaer til Raadstuen, siden til Lavtinget ogsaa videre, saa at der i alt bliver fem Instanser.

Hvorimod Birkedommernes Domme i Grevskaberne og Baronierne, indstævnes for Ober-Birkeretten, efter at de for Under-Retten,

12

12 som første Instans, ere examinerede og paa- kiendte, og siden appelleres videre.

2. Politie-Sager, som ere de der angaaer god Skik og Orden, Helligdags-Brøder, Land- og Forprang, ubillig Aager, ulovlig Credit til Umyndige, Forseelser af Huusbonder og Tienere imod hinanden, nogle Lauges Rettigheder og saa videre, indstævnes for Politiemesteren, hvor nogen er, saasom i Kiøbenhavn, Christiania og Bergen, og siden appelleres i Kiøbenhavn til Politie og Commerce Collegium, men i Norge til Oberhofretten, og siden paa begge Steder til Høyeste Ret; dog undtages nogle Sager, som ere af ringe Betydenhed, hvilke ei kan appelleres, saa og vigtige og tvilraadige Sager, hvori Kongelig Resolution skal indhentes. I de andre Kiøbstæder og paa Landet derimod, skal saadanne Sager af de ordinaire Rettens Betiente eller Dommere antages, examineres og paakiendes og siden appelleres til Oberretten og Højeste Ret, efter Sagernes Beskaffenhed; Dog i nogle Tilfælde indsendes Politie Forhøret in forma, til Stiftamtmanden eller Amtmanden, som derudi deciderer; hvilken Decision, om den Skyldige ei dermed er fornøiet, maa indstævnes til Oberhofretten og Høyesteret.

13

13

3. Confiscations Sager har to Instancer: a) Den ordinaire Ret, hvor de skeer, undtagen i Kiøbenhavn, hvor de, naar Confiscationen ei overgaaer et

Hundrede Rexdaler, indkaldes for Told-Inspeteurerne og tvende af Hofrettens Assessores. b) Cammerretten.

4. Ægteskabs Sager har:

a) I Dannemark to Instanser, fc.

1. I Kiøbenhavn Consistvorium og paa andre Stæder Tamper-Retten.

2. Høyeste Ret.

D) I Norge er en Instanse mere.

5. Geistlige Sager har:

a) I Dannemark tre Instanser:

1. Provsteretten 2. Landemoder og

3. Høyeste Ret; dog undtages Kiøbenhavn, hvor geistlige eller lærde Mænd, Studiosi og alle Universitets Betiente svare under Consi- storium. I Norge: 1. Provsteretten

2. Stiftamtmanden og Biskoppen, og

3. Ober-Hofretten, samt

4. Høyeste Ret; dog veed jeg ikke om Stiftamtmandens og Biskoppens Domme i slige Sager indstævnes

14

14

til Ober-Hofretten eller directe til Høyeste Ret, men i andre Tilfælde skeer det, see Forordningen af 23 Febr. 1748. Art. 4.

6. Sager som angaaer Kongens Indkomster indstævnes lige til Cammer-Retten, hvor samme, efter Cammer-Rets Ordningen paadømmes uden Appel.

7. Militaire-Sager indstævnes efter deres Beskaffenhed og Personernes Omstændigheder og Stand, enten til en, eller enhver af efterfølgende Retter, nemlig:

a) I Garnisonen ved Land-Etaten: i. Under Krigsretten, og

2. General Krigsretten.

3. Derforuden i ringe Forseelser fore-

stilles Obersten under Krigs-Rettens Dom til Approbation, men i grove Forseelser indsendes Dommen med General-Auditeurens Betænkning til Kongelig Approbation.

b) Ved Søe-Etaten:

1. Den Combinerede Ret.

2. General Krigs Retten.

c) Ved Søe-Etaten er derforuden for Civile Sager:

1. Under-Admiralitets Retten.

2. Ober-Admiralitets Retten, og 3. Høyeste Ret.

15

15

d) Paa Landet i Dannemark og Norge: 1. I Civile Sager, den ordinaire Underret og derpaa følgende Oberretter. 2 I Militaire Sager. Krigs Retten.

8. Til Borgretten i Kiøbenhavn, svare alle der boende Kongelige Betiente, som ikke nævnes i Rangen, med deres Hustruer og Børn samt Enker, saa og alle Kongens Hofbetiente, som ikke nævnes i Rangen, item alle Rangs Personernes Tienestefolk, og iligemaade Kongens Handværksfolk, som faae Løn af Kongen, eller boer i Kongens Huuse. De Sager som didstævnes, har tre Instanser, nemlig:

a) Borgretten.

b) Hofretten, og

c) Høyeste Ret.

9. Til Hofretten i Kiøbenhavn, svare alle Rangs Personer, som ikke bruge borgerlig Næring, undtagen i Livs og ÆreSager, hvori de indstævnes til Høyeste Ret, iligemaade svare dertil alle Civile Betiente, som nævnes i Rangen, undtagen Admiralitets, Holmens og Arsenals Betiente, saa staae og i derunder de i Rangen værende Krigs Officerer til Lands og Vands, som af Tienesten ere forløvede, hvad heller de nyde Pension eller ikke, alle i Rangen værende og til den Mi-

16

26 litaire Etat henhørende Civil, Justitz, Regnskabs og andre Betiente, som ikke høre til noget vist Regiment, samt alle deres Hustruer og Børn; dog ligesom de undtages i Livs og Ære Sager, saa undtages de ogsaa i Sager, som angaae Huuse og Gaarde i Kiøbstæderne, samt Jord og Eiendom paa Landet eller nogen borgerlig Brug og Handel. Alle de Sager, som der a Prima Instantia indstevnes, gaae derfra til Høyeste Ret Grever og Baroner, i de Sager, som angaae dem og deres Børn, søges directe for Høyeste Ret; dog udi de Sager, hvor først anden Oplysning udkræves, forordnes dem Commissarier; men dersom de ere i nogen Militaire-Employ, da skal for de Militair-Forseelser, som af dem begaaes, for Krigs eller Admiralitets Retten dømmes.

11. De Sager, som efter Kongelig Bevilling af Commissarier paakiendes, har,:

a) I Dannemark, to Instanser:

1. Commissionen, og

2. Høyeste Ret. b) I Norge tre:

1. Commissionen.

2. Ober Hofretten.

3. Høyeste Ret.

17

17

12. Stiftamtmændenes og Biskopernes De- cisioner i Regnskabs Sager, som an- gager publiqve Midler indstevnes i Danne- mark til Høyeste Ret, men i Norge til Ober Hofretten, og siden til Høyeste Ret.

13. Skiftebreve, Indførsels Forretninger og Udlæg i arveløs Boe, indstævnes for den Oberret, som de Personer ere under, som have giort Forretningen, og siden Appelleres fra Ret til Ret.

14. SandemændsTog i Drabs Sager ind- stevnes til Landstinget; men have de soe- ret om Herreds eller Markeskiel, da om samme paatales, udmeldes Ridemænd af Landstinget, som derpaa skulle kiende, og om samme deres Forretning paaankes, indstævnes den for Høyeste Ret. Dette er de Poster, som jeg fornemmelig har er- agtet fornøden at anføre, for derom at give min Betænkning under det Forslag, som jeg i følge den 2den Post, har giort om Oberetternes Ophævelse. Men jeg vil her under denne Post, endnu anføre nogle Ting, som ved Retterne har sit Løb, for derom ligeledes herefter, at give min Be- tænkning, saasom Proclamationer, Tinglysninger, Stævningers Læsning og deslige:

18

18

§. 2.

Proclama er er skriftlig Document, som og Skifteren udstæder, for dermed at bekiendtgiøre et Dødsfald, for at indkalde Credi- og Debitores, samt vedkommende Arvinger til Stervboen. Proclama læses ved Lands- og Laugtinge og de Raadstuer, som har Landstings Ret, efter Stervboets befindende Beskaf- fenhed og Vidtløftighed, dog undertiden, naar Boet er af ringe Betydenhed, rent forbigaaes. Det udstædes og naar et Stamhuus skal oprettes.

§. 3.

Et Skiøde, er et Document, hvor ved en Sælgere overgiver en Kiøbere Eiendoms Ret, over en Jord, Eiendom eller andre Ting, som Sælgeren før har tilhørt, det læses og Tinglyses ved den Underret, hvorunder det solgte Gods ligger, med mindre, det lyder paa frit Jordegods eller Sædegaard; thi da skal det Tinglyses ved Lands- eller Lavtinget; hvilken Tinglysning er nødvendig for Kiøberen, fordi han derved betrygges for Sælgerens Bedragerie, som ham kunde tilføie ham, i det han efter det første Skiødes Udstædelse, igien kunde sælge Godset til en anden og derpaa meddele ham det andet Skiøde, og naar da den samme lod sit, som sidste Skiøde læse, føren den første Kiøberes blev læst, fik han

19

19

Prioriteten tilder solgte Gods. Den første fik vel, i saa fald Rettighed eller sin Ret forbeholden til Sælgeren, men naar Sælgeren in- tet eiede, saa maatte han tage Skade.

§. 4.

Pantebrev, er et Beviis, hvilket en Debitor giver en Creditor for laante Penge, som den første giver den sidste fuldkommen Forsikring og Pante Rettighed for, udi tilhørende Jord, Eiendom, Gaard, Huus eller andet, som i Beviset eller Pantebrevet er an- ført, det læfes til Bye-Herrets-Birke- og Bøideting, med mindre der lyder paa frit Jordegods, thi da skal det læses til Lands og Lav- ting, og derved erlanger Creditor en fuldkommen Rettighed til det pantsatte Gods, frem for alle andre, indtil han bliver igien skadesløs betalt.

Affald, er et Beviis, hvilket en Arving giver en Formynder for Arvemidlers Betaling, Rettighed og Regnskab, er just ikke ved Loven befalet at Tinglyses, men almindelig skeer det at samme tinglyses ved Underretten, til Sikkerhed for den i Hændehavende i fald den skulde bortkomme. Der synes og at en Præst, i de Tilfælde, hvor ingen ordentlig Skifte holdes, kunde paastaae Afkaldets Ting-

20

20 lysning, førend han Ægteviede den Person som samme havde udgivet, med nogen anden, efterdi han ikke maa vie nogen, førend Skifte er holdet, og samme egentlig vil sige, at der skal vises, at være giort Rigtighed imellem Arvinger, førend Ægteskab maa tillades med den Person, som har med andre Arvinger at bestille, i Henseende til Deelings Rigtighed; thi naar den som vil indlade sig i Ægteskab, skul- le udbetale Arv efter Testamente, burde han ei allene giøre der samme og tage Afkald derfor, men endog lade Afkaldet tinglyse, førend han indlod sig i Ægteskab, til Sikkerhed for Præsten, om der bekomne Afkald skulle bortkom- me; men naar Skiftet eller dets Udfald har været i Øvrighedens Hænder, som derefter sørger for, at enhver Arving faaer sin Part, og hvorfor i paakommende Tilfælde kan haves behøvende Oplysning, behøves ingen tinglyst Afkald for Præsten.

§. 6.

Cautions Breve for Kongelige Intrader, skal baade læses til Hiemting og Landsting, hvor Forloveren boer.

§. 7.

Moratarium, er en Bevilling en Debitor gives, at hans Creditor paa nogen Tid ei maa søge ham, skal læses for Debitors

21

21

Værneting, saafremt samme skal være af nogen Kraft.

Efter at jeg nu har talt om Tinglysninger, saa er det ogsaa fornøden at tale om Stævninger, i de Tilfælde, hvor sammes Forkyndelse forud ved Retten har sit Løb:

§. 8. Naar en stævnes, som ingen Boepæl har i Riget, og ei vil lade sig finde, da foruden, at ham gives 6 Ugers Varsel, paa det Sted, hvor han sidst har opholdt sig, skal ham gives 6 Ugers Varsel til Lands- eller Lavting, mener han uden Riget, da gives hannem Aars Varsel baade for sidste Opholds Stæd og Landstinget. Paa samme Maade maa han forelægges.

§. 9.

Naar en stævner en anden til Skilsmisse Doms Erhvervelse formedelst Desertion, da gives den bortrømte 6 Ugers Varsel paa sidste Opholds Sted og 6 Ugers Varsel til Landseller Lavting. Møder han ikke til Tægtedag, forelægges der paa samme Maade.

§. 10.

Opbud, som er, naar en formedelst stor Gield og hans Indkomsters Ringhed, ei kan betale det han bliver skyldig, men opbyder sit

22

22

Gods til sine Creditorers Afbetaling for saavidt som det kan tilstrække. Dermed forholdes saaledes, at den Opbydende skal indlevere til Oberdommerne en Specification paa alt det han eier og haver, saavelsom paa Gielden og hvorefter Oberdommerne udmelder tvende Mænd til at behandle Boen, skifter og deler imellem Creditorerne; hvilken Behandling og Deeling paa nogle Stæder i Kiøbstæderne, skeer ved de ordinaire Skifteforvaltere.

§. 11.

Nams eller Indførsels Domme over priviligerede Personer, maa ei exeqveres, førend de have været indstævnede til Oberretten og der ere confirmerede.

23

23

Anden Post.

Om Oberretternes Ophævelse og de Tings Tour og Besørgelse, som der bleve besørgede og bekiendtgiørte

§. 12.

En kort Administration er den beste, naar ikkun Tingene derved naaer en god Ende, og intet bliver forsømt, tilbageholt eller tilsidesadt;. thi af Ophold og Udsættelser kommer ei andet end Bekostninger, Møie og Besværlighed, samt Misfornøielse og deraf følgende Urolighed, og saadant foraarsages gierne fattige og uformuende, som af deres Overmænd bliver overvældede med Process, Udflugter, Ophold og Forfølgelser fra Ret til anden, hvorover de til sidst baade maa give sig fortabte, lide Uret og blive ruinerede. Den Fattige er ildefaren; thi den Rige søger ved alle Leiligheder, at benytte sig af hans Fattigdom, deels med ubillig Fordeels Søgelse ved hans Godses Bortsælgelse, som den Fattiges Omstændigheder driver ham til, deels ved Aager, og deels

24

24

i andre Maader, og naar den Rige ei kan faae det efter Behag, vil han tvinge den Fattige med Process, hvorover og mange maa lide baade Uret og Tab; Kongen bevilger vel saadanne forurettede Beneficium paupertatis men det har sin Vanskelighed for Kongen altid, at faae den rette Oplysning om ubekiendte Personer og om ubekiendte Ting, som ingen kan vide tilfulde Sammenhængen om; uden de som har seet Tingene i sig selv; og om end den fattige og forurettede faaer Beneficium, saa lider han dog Ophold og tilføjes stor Ulejlighed og Bekostning, ja fornemmelig kommer det endda an paa, hvorledes han kan faae sin Sag oplyst eller beviist og udført, og om han faaer Ret eller Uret, efterdi det er saa med de fleste, at de ikke selv kan udføre deres Sag, og benytte sig af deres egne Øyne, men maae betiene sig af andres Forstand og Intention, samt see med andres Øine, og naar saadanne har slette Procuratores, som enten ere vankundige eller partiske, saa ere de ilde farne. De Rige derimod, som ere retsindige og behjelpelige, forurettes og chicaneres ofte uskyldig viis af de Fattige, iblant hvilke findes mange, som besidder meget slette Gemytter, i det at naar den Rige har assisteret den Fattige, og igien vil have Rigtighed, saa gaaer der som Ordsproget lyder: Man laaner sin Ven og kræver sin Uven, da den Fattige, naar han skal tvinges til at giøre Rig-

25

25 tighed i all sin Elendighed, ikke undseer sig for, at udbryde med disse Ord: Jeg skal spille med Jer: I skal komme tids nok: Jeg skal holde det med Jer til Høyeste Ret; og derefter er han i Stand til at inventere de Cortra Pre- tentioner som aldrig have været til, ja end mere, paa saadanne urigtige Beretninger tør understaae sig til at anholde om Beneficium paupertatis, og endskiønt han ei faaer den, forfølger sin Sag, om han endog dertil skal laa- ne, og derfor bedrage andre. Nogle saa vel Fattige som Rige have urolige Hoveder og finder Fornøjelse udi at have Processer, endog med dem, som aldrig har giort dem noget imod, saa at det er dem lige meget, enten de har Ret eller Uret, og hvem det er imod, naar de ikkun kan faae Process. Andre ere for at lade sig see iblant Folk, og i den Anledning opfinde noget, som kan give Anledning til Profess. Andre igien vil have Ord for at være kloge i Lov og Ret, som de holder for at være dem en stor Ære, og i ald deres formeentlige Klogskab, besidde største Vankundighed og Blindhed med urimelige og taabelige Inventioner; ja de ere i Stand til at anlegge 3 a 4 Sager om en og den samme Ting, som kunde ventileres under et. Nogle ere saa onde af Naturen, at de uskyldigviis overfalder mange skikkelige Mennesker, som derover for at blive i Fred, maae benytte sig af Justitien til Tugtemester. Nogle aldeles

26

26 onde og skarnagtige henfalder til grove Laster og Misgierninger, hvis Afstraffelse foraarsager Retten og Lander Møie, Ophold og stor Bekostning.

Af saadanne Sager ere da nogle nødvendige og nogle unødvendige og syndige. De nødvendige ere de, som enhver anlegge for ar indtale sin Ret, og de som maae iværkstilles for at straffe Misgierninger; hvor tilkommer de fornødne Forsvar, som enhver maa bruge der uskyldig vis overvældes med Urmeligheder. De unødvendige og syndige ere de, som den Rige anlegger imod den Fattige for at tvinge ham og derved søger ubillig Fordeel, de som den Fattige anlegger imod den Rige der har assisterer ham, for at føre ham i Ulejlighed og stor Bekostning, som ham ved Inventioner og Udflugter tilføies, førend han kan naae sin Ret, de som af urolige Hoveder for egen Fornøjelses Skyld, anlegges imod uskyldige Mennesker, de som inventeres af nogle for at lade sig see iblant Folk; saadanne kan dog ikke være syndige naar Parterne er eenige derom, men er det den eene, Part imod, saa bliver det en anden Sag, de som af indbildt Klogskab anlegges af dem, som vil have Ord for at de ere kloge i Lov og Ret, som de holder sig for en Ære ere unødvendige og syndige imod den, som derved lider ogsaa videre; og dette er Aar-

27

27

sagen til, at saa mange bliver mulcterede enren lidet eller stort efter Sagens Beskaffenhed. Naar nu det første Slags af de nødvendigste Sager skal anlegges, eller den som Sagen tilhører foraarsages til at lade sin Contra-Part tiltale, saa gruer han derfor, i sær om han ei er meget formuende; hvorfor? fordi Sagen har mange Instancer, som hans Contra-Part kan drage ham igiennem, og desforuden ved Retterne med Inventioner og Udflugter kan blive opholdt i mange Aar, hvorover enten Citanten kan blive ruineret, eller Contra-Parten reent forarmet, døe, eller gaae Fallit, saa at Citamen ikke engang kan faae sin første Prætention, mindre sine anvendte Bekostninger, som kan blive anseelige, og undertiden langt mere end Prætentionen; hvorover han heller lider Uret eller den første og mindste Skade, end som han paataler sin Ret og tager den sidste Skade med den første; og naar Sagen er af den Beskaffenhed; at den Rige vil tvinge den Fattige til ubillig Fordeel at give, eller ikke vil give ham det han med rette tilkommer, da maae den Fattige grue for Vidtløftigheder, Ophold og de Ting, som ere ham for svære at igiennemgaae. Det andet Slags af de nødvendige Sager, blev ei paatalt og Misgierninger afstraffet, dersom de forurettede selv skulle paatale Sagerne og giøre Bekostningerne, af den Aarsag, at Forbrydere i

28

28 Almindelighed intet har, hvorfor de forurettede ei ere for, paa Afstraffelserne, at giøre saadanne Bekostninger, som de ei igien kan naae; Hvorover sligt maa skee efter Øvrighedens Foranstaltning og paa Publici Bekostning, som ved Forbrydernes lange Arrest og Underhold, saa og ved mange Befordringer og Reiser, bliver store og anseelig, da Tiden er lang inden hvilken saadanne Sager kan udløbe igiennem saa mange Instanser. Naar de unødvendige Sager anlegges, da eftertænkes aldrig hvad paafølger, men fuses hen i Veier og Vind, eller og, om saadan Eftertanke er til- stæde, smigrer man sig dog med Forliig under en lang Ophold, eller og man troer at den Person, som uskyldig overfaldes og tiltales, enten ikke har Forstand til at forsvare sig eller ikke kan udholde med Bekostninger igiennem saa mange Instanser, sligt skeer, fornemmelig af saa- danne, som vil tiltvinge sig, ligesom en Slags Overmagt over andre, eller og blot og allene af Misundelse; og naar de saaledes overvældes, som ere fredelige eller ikke har synderlig Forstand i Lov og Ret, eller og fattige og ikke har Raad til at forsvare sig, og ellers i Almindelighed frygter for den lange Proceß og de store Bekostninger, som de herved føres udi, lader de sig af saadanne Tanker holde tilbage, hvorved de sidste tilvendes anseelige Fordeele, og de første derimod stor Tab. Kongens Lov er vel en

29

29

stor Hadere af alt sligt, og en god Tugtemester for de slettetænkende og ildesindede, men Riigdom, pollerede Hoveder Frimodighed og Venskab vender undertiden Loven Ryggen eller byder andre Spitsen, Fattigdom, Eenfoldighed, Banghed og den sande Ret, maa undertiden give sig fangen, Kongen eller Høyeste Ret, faaer ikkun lidet at vide af det som foregaaer iblant Folket, saasom de fleste Stridigheder, af foranførte Raisons og af Frygt for at komme med samme for Høyeste Ret, blive dræbte i Fødselen.

Og fordi jeg er af de Tanker, at ildesindede og slettetænkende bedre kunde holdes i Ave og Tvang, og de retsindige og forurettede mere forhielpes til at søge og erlange den Ret, som dem tilkommer, ved en kortere Gang i Processer eller mindre Instanser, da endskiønt jeg maaskee feiler, vil jeg dog ikke undlade derom at anføre mine Tanker.

§. 13.

Den ordinaire Under-Ret, som jeg un- der første Post 1 §. 1 Punkt har handlet om, er det Stæd, hvor en Sag af første Instanse skal oplyses, bevises, examineres og paa- kiendes, og følgelig høist fornøden, ved Vidners føring. Naar Sagen der er examineret og paakiendt, saa gaaer den derfra til OberRetten, Oberhof Retten og Høyeste Ret, i

30

30

fald Parterne ei forinden aqviescerer med de ergangene Domme. At en Sag skal til Høye- ste Ret, dertil er Aarsagen, at Kongen selv vil høre Parterne og sige dem Retten imellem, naar de ei uden dette vil lade sig nøie; Kongen er ogsaa den ypperste og beste Dommere i Landet, fordi han er over alle andre og en retfærdig Dommere, som intet tager Stikpenge, hvorved Retten kan blive fordreiet; og at en Sag skal til Ober Hofretten, er fordi at Ober Hofretten i forrige Tider har været som en Høyeste Ret for Norge, ved hvis Domme Parternes Disputer bleve ophævede, uden derefter at komme til Høyeste Ret i Dannemark; men at en Sag skal til Lands eller Lavting, og de Raadstue Retter, som have Lands- eller Lavtings Ret, dertil kan jeg ikke vide Aarsagen, uden den er denne: At Lands- og Lavtinge haver været til, førend Høyeste Ret og Ober Hofretten bleve, eller og at disse Ober Retter ere beskikkede, for, ved de Domme som der kunde forandres og giøres rigtige, at forekomme endeel af Sagernes Løb til Høyesteog Ober Hofretten, dog troer jeg ligesaa snart det første, som det sidste, og at Kongen i begge Tilfælde kan have givet dem Adgang til sig ved Høyeste- og Ober Hofretterne, som have formeent sig at være fornærmede ved Ober- rets Domme, og ligesaa fra Ober Hofretten til Høyeste Ret. Naar derfor tages i Be-

31

31

tænkning: 1. At alle og enhver frygter mere for Høyeste Ret, end for Oberretterne og Ober Hofretten, at mange derover kan ikke undser sig for at indstævne reene Sager til Oberret- ten, som de ikke turde komme til Høyeste Ret med og at dubieuse Sager, som indstævnes til Landstinget, gaaer almindelig gierne ogsaa baade til Ober Hofreten og Høyeste Ret, naar Parterne har Raad dertil. 2. At de som fare med Spilfægterier og Urimmeligheder, kan drive hen dermed og opholde samme ved Oberretten i lang Tid, og dermed i alle de Tilfælde,

som jeg forhen § 12. har anført, udmatte og forurette deres Contra Parter, ja tvinge dem, og desformedelst vinde Seier med en uretfærdig Sag, hvoraf det efter saadan Beskaffenhed kan synes, at de fornærmede og forurettede Parter hellere ville ønske at de maatte gaae lige fra Underretterne til Høyeste Ret, hvor ingen saa lettelig drister sig til at komme med urimmelige Ting, og om end nogle giorde det, saa vilde det dog ikke blive saa mange, som saale- des vilde fremkomme ved Oberretten; saa troer jeg det kunde være nyttig for mange om Landsog Lavtingene ganske bleve ophævede, og om Ober Hofretten blev som tilforn Høyeste Ret for Norge, eller i den Stæd stifte en Høyeste Ret i Kiobenhavn, hvor alle Norske Sager kunde paakiendes, i fald det skulle behøves; men som mange Underrets Domme,

32

32 hvilke kan være gode, indstævnes til Landstinget, og ved Landstinget underkiendes, hvorover den som har vunden ved Hiemtinget, igien maa stævne til Høyeste Ret, saa troer jeg ikke at ved Oberretternes Afskaffelse, vilde komme mange flere Sager til Høyeste Ret, end som nu dertil fra Oberretterne indstævnes, og om endogsaa nogle flere kom, saa ville dog ved saadan Forandring megen Tid vindes og stor Ophold og Uleilighed foforekommes, i det ingen med lang Ophold ved Landstinget og paafølgende Indstævning til Høyeste Ret, skulle tilføies Bekostninger, af sin Contra Part tvinges samt forhindres fra at føge den Ret som han tilkommer; og saaledes blev da ei mere end to Instanser i Dannemark og to i Norge. Tager jeg nu i Betænkning at en De- linqvent Sag, naar Delinqventen dømmes fra Liv eller Ære, skal absolut til Høyeste Ret, da kan jeg ikke fatte Aarsagen til, hvorfor den skal til Mellemretterne, saasom Oberretten og Ober Hofretten, uden det maa være fordi at Høyeste Ret i saa betydelige Tilfælde, vil høre mange andres Raisons og Grunde til Dommen; men ved Sagens Gang ved Oberretten foraarsages Delinqventen lang Ophold, og over det samme opløber Bekostningerne, som indsamles og svares af Kiøbstædernes og Landets Beboere, til noget anseeligt, og mange Underdommer kan give lige saa god Raison for sin Dom som Landsdommerne.

33

33

Jeg troer ogsaa, at naar Underrettternes Domme overalt gik directe fra første Instanse til Høyeste Ret, ligesom Birketingenes udi Rytter Districterne, samt Greve- og FrieHerstabernes nu gaaer, og Dommerne bleve med saa meget større Mulct anseete for deres urigtige Domme, saa ville sligt forkorte Sagernes Tal til Høyeste Ret.

§. 14.

Alle andre Sager, hvorom jeg har handlet under første Post, for saavidt som Instanserne angaaer, monne de ikke kunde tilendebringes paa

samme Maade: saasom Politie Sager see §. 1.

Punct 2. Geistlige Sager, ibid. P. 5. Militaire Sager P. 7. Borgrets Sager P. 8. Ægteskabs og Commissions Sager, samt Stiftamtmændenes og Biskoppernes decisioner, for saavidt Norge angaaer, see P. 4, 11, 12. Skiftebreve, Indførsels og Udlægs Forretninger, samt Sandemænds Tog, see P. 13, 14? Jeg mee-

ner det kunde lade sig giøre. Det eeneste som jeg finder at erindre, er, at det ville være alt for vidtløftig og besværlig om Høyeste Ret

skulle udmelde Ridemænd; men naar det indfalt, at den eene af de stridende Parter var

misfornøiet med Sandemændenes første Forretning, saa kunde den samme tage andre paa

34

34

sin Side, og naar de paaankedes, kunde det skee for Høyeste Ret; overalt er det enhver tilladt at føre saa mange Vidner, som han vil og eragter fornøden til sin Sags Oplysning, hvorfor det intet kunde hindre om Ridemænd aldrig brugtes, i sær, da Vidner som er nærværende, og som det staaer i enhver Parts frie Vil- lie, at kalde saa mange af, som han agter fornøden og hvem han vil, kan give den beste Oplysning; Sandemænd og Ridemænd af samme Aarsag, bruges ei heller nu omstunder; men Vidner og Situations Carter, ere de som Dommere rette sig efter. Sandemænd og Ridemænd har været brugt i gamle Dage, førend Situations Carter bleve opfundene, og de har soeret Skiel og giort Forretning efter deres egen Videnskaber, uden andre Beviisligheder eller Vidner, og altsaa, siden Dommerne nu maa rette sig efter Vidner og Situations Carter, ere hine ufornødne, hvorfor heller intet i Henseende til dem kan giøre nogen Hinder, med mindre sligt efter at Dom i en Sag var falden skulle eragtes fornøden, saa at Parterne maatte behøve Sandemænd til at sætte Skiel efter Dommen og Cartet, da med deres Forhold og Udmeldelse kunde forholdes paa forbemelte Maade.

35

35

§. 15.

I Almindelighed er at merke om de Sa- ger hvorudi Execution paafølger, at dersom Execution for en Underrets Dom ved Høyeste Rets Stævning skulle forekommes, da efterdi ved en Underrets Dom, efter Loven, ei fastsættes længere Tid end 14ten Dage, inden hyilken Dommen skal fyldestgiøres, og det ei er mueligt inden den Tid, fra de fleste Stæder, at faae Høyeste Rets Stevning udtaget, til Foreviisning ved Executionen, for dermed at forhindre sammes Fremgang, ville det være fornøden at denne Opfyldelses Termin længere blev udsat, saasom 6 Uger, ligesom nu er brugelig med Oberrets Domme i Dannemark og Ober Hofrettens i Norge, efter danske og norske Lovs 1 B. 5 Cap. 15 Art., der paalegger Dommerne at fastsætte en vis Tid inden hvilken Dommene skal fyldestgiøres, med mindre Underdommerne maatte være berettigede til at udstæde Høyeste Rets Stævninger.

§. 16.

Tingsvidner indstævnes ogsaa til Oberretter til Underkiendelse, førend endelig Dom gaaer i Sagen ved Underretten; dette holder jeg for unødvendig for en Part at giøre og anseer det meest for derved at opholde Hovedsagen; thi som et Tingsvidne er og bliver det samme som det er og altid har sine Beviisligheder

36

36 som derunder findes, saaledes som de i sig selv ere, og den Omgang som derunder er brugt, som ligesaavel kan sees ved Hovedsagens Paa- kiendelse, som ved Tingsvidnets Paakiendelse i sig selv, det og falder enhver Part ikke mere bekostelig at indstævne en Hovedsag, end som et Tingsvidne, saa taber han ved det, at han først maa indstævne Tingsvidnet og siden Hovedsagen, naar Dommen gaaer ham imod, men om han end lod blive med, at indstævne sit Tingsvidne, som ieg supponerer kunde være urigtig og derfor maatte blive underkiendt, saa tabte han dog intet derved, fordi han kunde indstævne Hovedsagen med samme Bekostning som Tingsvidnet, og følgelig da maatte vinde Sagen formedelst Tingsvidnets Urigtighed; hvorfor Oberretten og i dette Tilfælde, for saa vidt, som Tingsvidnets Indstævning for sig selv og dets Underkiendelse angaaer, kunde forbiegaaes.

§. 17.

Skiftelysninger og andre Proclamationer, som ogsaa ved Oberretten har sit Løb og Bekiendtgiørelse, hvor om er ventileret under 1 Post § 2, dets Bekiendtgiørelse er saaledes anordnet i forige Tider, førend Bekiendtgiørelsen i Aviserne blev brugelig, og som der sielden kommer nogen til Oberretten af dem, som sam- me, kan vedkomme, saa bliver de ikke heller

37

37

der fra underrettet noget om det, som dem angaaer, hvorfor saadan Bekiendtgiørelse ei heller i saa fald kan tiene til andet, end som til en Sikkerhed for vedkommende, som har giort Indkaldelsen efter Loven; men som Aviserne, hvorudi saadanne nu og almindelig indføres, kommer om iblant alle og enhver, hvorover de Paagieldende snarere af samme, end som fra Oberretten kan blive undereettet om det som dem er angaaende eller vedkommende, saa er denne Bekiendtgiørelse bedre end hin og Øvrigheden eller de som giør samme, er alletider sikker nok ved Avertissementet, hvorfor og Oberretten i dette Tilfælde, synes at kunde forbigaaes.

§. 18.

Skiøder og Pantebreve paa frit Jordegods, hvorom § 3, 4. kan ligesaavel læses og protocolleres ved den ordinaire Ret, hvorunder Godset ligger, som ved Landstinget, ligesom saadanne Breve der lyder paa ufrie Jordegods tinglyses ved den ordinaire Ret, og den samme Efterretning, som nogen faaer fra Oberretten, som skeer ved en Attest af Skiødeeller Pantebøger, kunde da gives fra Underretten, hvorfra saadanne Attester paa ufrie Gods udstædes, siden Rettens Betiente ved Underretten, har ligesaa fuldkommen fidem, som Oberdommerne.

38

38

§. 19.

Cautions Breve for kongelige Intrader, see § 6. meener jeg ere fuldkommen sikre, naar de bleve læste paa det samme Stæd, som Efter- retning skal gives fra om Skiøder og Pantsettelser; og naar da alle Skiøder og Pantebreve, saavel paa frit som ufrit Jordegods bleve tinglyste ved Underretten, uden at komme til Landstinget, saa var ogsaa Kongen sikker nok ved Cautions Brevets Tinglysning for Underretten allene.

§. 20.

Nogle Stævninger læses ved Oberretten, foruden det, at de forkyndes for de Fraværendes Boepæle, see § 8, 9.; mon det ikke kunde være nok at naar den som skulde stævnes, var undvigt, at Stævningen blev forkyndet for deres Boepæll, siden den som ei vil lade sig finde, eller har forstukket sig, ei opholder sig ved Landstinget, og det er vanskeligt, at han derfra kan bekomme nogen Efterretning? Kunde det ikke være nok, saa meener jeg, at han kunde indvarsles ved et Avertissement, som maaskee kunde komme ham for Øinene, i fald han var i Riget. Maaskee ellers at den Maade, som bruges ved Stævningens Læsning til Landstinget er sadt til Sikkerhed og Beviis for den som lader stævne, at det deraf kan sees, at den har lovlig stævnet; men naar Stævningen

39

39

er lovlig forkyndet for den fraværendes sidste Opholds Stæd og derpaa i Retten redelig af- hiemlet, saa har den som har ladet stævne, nok til Sikkerhed for sig; hvorfore jeg og holder for at Oberretten mindre i dette, end i andre Tilfælde, kunde være absolut fornøden.

§. 21.

De andre Tinglysninger som ere omtalte §. 5. og 7. ere ei befalede at skal fremføres ved Oberretten, og følgelig kan forbiegaaes.

§ 22.

Opbud, vide § 10. forrettes ei af Oberdommerne, uden for saavidt de udmelder Op- budsmændene, men paa nogle Steder ved de ordinaire Skifteforvaltere, eller andre, som dertil ordineres. Spørger man: kunde ikke Skifteforvalterne overalt antage Opbud og behandle Boen? Da troer jeg jo; thi Opbuds Deeling er det samme, som naar der deeles udi en Stervboe imellem Creditorerne, eller ganske overeensstemmende med Fallit Boers Deeling, som skeer ved Øvrigheden eller Skifteforvalteren; hvorfore og Overdommerne i den Fald kunde forbigaaes; men at Opbud i Loven er indført, at skal skee til Oberretten, troer jeg maa have sin Oprindelse af de Tinglysninger, som sammesteds har sit Løb paa frit Jordegods,

40

40 paa det Oberdommeren ved Anmeldelsen, kun- de see hvad som hæftede paa Godset.

§. 23.

Nams eller Indførsels-Domme over Priviligerede, see § 11. hvad monne være Aarsag til, at de skal indstævnes til Oberretten til Confirmation, førend de maa vorde exeqverede og at Indførsel hos saadanne skal skee ved Landsdommerne eller Ridemænd? Jeg mener: Personernes Stand; men Execution kunde skee efter Underrets Dom, eller samme ved Høyeste Ret confirmeres førend Forretningen gik for sig; og alle Domme kunde exeqveres ved den ordinaire Dommere; saa at Dommerne ved Oberretten i den Fald kunde for- biegaaes.

§. 24.

Eftersom da Oberretterne ei skal høre Vidner, ei antage andet til Paakiendelse end det som for Underretten er examineret og paadømt, ei kan afsige nogen endelig Dom, uden at den skal staae under Appel, med mindre det er i ringe Sager, som sielden kommer der, og alle de Tinglysninger og Bekiendtgiørelser, som der har sit Løb, kan besørges ved Underretten eller paa andre Steder, hvortil nytter da Oberreten? Hertil vil jeg svare saa godt, som jeg kan: Naar Oberretten ikke kan forekomme en Mængde

41

41

Sagers Løb til Høyeste Ret, som jeg ikke troer, efterdi alle tvivlraadige Sager, som med god Grund kan indstævnes til Oberretten, gaaer almindelig ogsaa til Høyeste Ret, naar Parterne har Raad dertil, slette Sager kom- me ikke saa lettelig til Høyeste Ret, thi naar sligt skeer, bliver vedkommende saa meget haardere Mulcteret, ja mere end ved Landstinget, saa og idømt anseelige Omkostninger, derfor troer jeg at Oberretten er mere skadelig end nyttig; thi ligesom den i de Sager, som ved dens Domme kan blive afgiorte, eller imedens de hviler under Opsættelse, blive forligte, kan aftage Høyeste Ret den Ophold og Byrde, som den dermed maatte tilføies, af de Sager, som dertil i Mangel af Oberretten maatte indkomme, naar sligt endelig skulle indløbe, saa synes den i unødvendige og syndige Sager, som riige, urolige og trættekiære Hoveder anlegge imod fattige, for at tvinge dem, at være en Aarsag til de sammes Ruin og Forhindring fra deres Rets Nydelse; hvorfore? Fordi at saadanne Sager kan opholdes ved Oberretten i lang Tid, efterdi Dommeren ikke maa nægte nogen Opsættelser til Demonstration og Repliqver, som Tid efter anden kan være fornøden paa begge Sider, og naar Oberrets Dom er falden, endda indstevnes til Høyeste Ret, hvorover den som er fattig, tilføies saa store Bekostninger ved Overretten, at han enten

42

42 frygter for at følge med til Høyeste Ret, fordi han mangler til de fornødne Bekostninger, eller og forinden Dom gaaer ved Landstinget, tvinges til at forlige Sagen; da det ellers ikke i sig selv er nogen Sag eller medfører nogen Fare, for et urimmelig, uroelig og trættekiær Hoved, at indstævne en aldeles urimmelig og aabenbare uretfærdig Sag til Landstinget, som han derved tænker at tvinge sin uformuende Contra Part til at forlige, efterdi naar Parterne forliger sig, saa kommer Sagen aldrig til Eftersyn og Paakiendelse, men alting henfalder af sig selv. Den trættekiære lader Det altsaa komme an paa, enten det gaaer ilde eller vel, og imidlertid, om det gaaer galt for ham, stævner han til Høyeste Ret, for at faae Landstings eller Oberrets Dommen af sin Kraft, og om han da ikke dermed kan tvinge den fattige Contra-Part til Forliig, udebliver han med Stævningen; ja, han bliver da vel mulcteret, men saa har han dog faaet sin Villie fremmet saavidt, at han har draget den anden saa langt han kunde; det har vel og været til hans egen Skade, i det han har giort ufornødne Bekostninger og Landstinget eller Overrettens Dom desuden maae staae ved Magt, men det bekymrer han sig intet om. Af den Aarsag er det og det allerbeste for saadanne, at de staae lige under Høyeste Ret som anden Instanse, hvor den som urettelig eller uden Aarsag søges og paabyrdes

43

43

en unødvendig og syndig Sag, strax eller uden videre Procedure kan forhielpes til sin Ret, og den derimod som viser sig saa formastelig og skammelig at han indstevner en aabenbare uretfærdig Sag, kan blive saa meget haardere af- klappet og mulcteret, efter sin Omgangs Beskaffenhed. Af samme Aarsag holder jeg det ogsaa for got, om alle og enhver, som stævnede til Høyeste Ret, blev paalagt, at møde eller fremkomme med den indstævnte Sag, paa det deraf kunde erfares, Sagens Beskaffenhed, endskiønt det ogsaa kan være ufornøden, fordi at den indstævnte Contra-Part kan møde og giøre Paastand for Omkostninger, og den ellers bliver mulcteret, som efter udtagen Stævning, ikke møder.

44

44 Tredie Post.

Angaaende Overdommeres, Skriveres og Tinghøreres Løn og Pensioner.

§. 25.

Naar Oberdommere, Skrivere og Ting- hørere skulle afgaae, saa er det at merke:

1. At Magistraten i Kiøbstæderne, som have Landstings Ret, fremdeles forbliver det de forhen vare, nemlig Borgemestere og Raadmænd, og ei mistede noget af deres Indkomster, undtagen Stævnings og Dom Forfeiglings Penge, som er af ringe Betydenhed. 2. Raadstueskriveren, som tillige er Bye- skriver i Kiøbstæderne udi Provincerne,

mistede sin Skriver Salarium af de Sager, som pleie at indkomme til Raadstuen fra Byetinget, som ikke er meget, saasom der ikkuns kommer faae Sager til Raadstuen, men beholdt sin Skriver Salarium for Byetings Sagerne og Skifte-Acterne, som er det meste.

3. Vice Landsdommere faaer ingen Løn, men de virkelige Landsdommere faaer Løn

45

45

og deeler Sportlerne imellem sig, saa at Vice Landsdommerne har større Byrde og Tab, end som Nytte af Embedet, saa- længe de ei blive virkelige Dommere, saa har de da Brød; Imidlertid kan det@være uvis at de nogen Tid naaer det.

4. Laugmænd, Landstings Skrivere og Hørere har baade visse og uvisse Indkomster. Og som de der skulle afgaae, ikke fik noget at bestille med Embeds Forretninger, og følgelig ei heller behøve dertil at anvende de Bekostninger, som medgaaer for mange at reise til Tingene, saasom Landsdommere, der have lang Vei fra deres Herregaarde eller Opholds Stæder til Tinget, men derimod i deres ledige Timer kunde foretage sig noget andet, saa behøvede de ei heller den visse og uvisse Løn, som de nu have; dog som det var billigt, at de burde nyde noget, indtil de ved Døden afgik, saa kunde oprettes en Casse ved Høyeste Ret, hvortil kunde erlegges noget af alle de Sager, som indkom, der kunde blive til Deeling imellem dem, hvis Indkomster ved denne Forandring aldeles blev dem betaget, da saa- dan Deputat, ligesaa vel kunde svares af en Sag ved Høyeste Ret, som den tilligemed mere, nu maa svares ved Oberretten; ved hvilket de stridende Parter endda profiterede, idet de fleste og dubieuse Sager, som kommer til Oberretten, kommer ogsaa til Høyeste Ret,

46

46

hvor Parterne maa betale for dem paa begge Stæder, og derforuden, i det de vandt den Tid i hvilken en Sag ved Oberretten maa opholdes, førend den kan komme til Høye- ste Ret. De derimod, som havde meget udi visse Indkomster, behøvede ikke noget, og de som ikke havde mange visse men uvisse Ind- komster og intet synderlig afgik, saasom Borgemestere og Raad, behøvede ei heller noget.

47

47

Fierde Post.

Om Underdommeres Forhold.

§. 26.

Loven fordrer store Reqvisita af en Underdommer, og deriblant, at han skal være lovkyndig og examineret, førend han træder til Dommer Embedet. Han bør altsaa at have og legge sig efter en grundig Lovkyndighed og øve sig i Lov og Ret. Han examinerer, hører og veed de Sager fra Grunden af, som for ham indkommer og han skal dømme udi; og ellers har Tid nok til at igiennemgaae alting, førend han afsiger Dom i Sagen. Og som han deraf vel kan blive underrettet om en Sags Beskaffenhed, saa kan han ogsaa afsige en rigtig Dom i alle de Tilfælde, hvor der er Beviis for Sagen enten ved Documenter, egen Tilstaaelser eller Vidner, hvorfor det ogsaa er hans Pligt og Skyldighed, der efter at dømme rigtig, saa at han, for saa vidt Retten medfører, derved kan forekomme Sagens Appel til høiere Ret; hvorfore og, om han i saadanne rene Sager, skulle dømme urigtig han med saa meget større Mulct og Straf bør at ansees.

48

48

Hvad derimod angaaer saadanne tvetydige Sager, som ere af den Beskaffenhed, at der ikke findes mere Grund til Retten paa den eene Side, end den anden, eller at Retten kommer af en uregelmæssig Tilfald, eller af en mørk og ukiendelig men dog mistænkelig Gier- ning, saa at en Dommere derover kan sættes i Tvilsmaal om hvilket det rette er, deri kan han ikke saa absolut forbindes til at giøre det, som hans Overmænd eller Oberdommeren maatte approbere, og følgelig ei heller straffes; hvorfore han ikke sættes i nogen Fare ved sin Dom, enten han fælder den til den eene eller den anden Side, dog bør han alletider at kunde give god Raison for sin Dom hvorfor han dømmer saa, og ikke anderledes; thi dersom han ikke har noget grundigt, at bygge Dommen paa, saa løber han Feil, og sligt kan regnes ham til Last.

§. 27.

Han bør altid holde god Orden og Justitz for Retten, saa at han ikke tillader nogen Støi og Allarm, Skienden og Uhøfligheder af Procuratores eller andre, men tilholde enhver at Ære Kongens Ret, hans Pligt er og at han ikke maae tillade, at nogen for Retten fremfører Chicaner imod hinanden eller tillægger hinanden uanstændige og uhøflige Navne og Caracterer, enten i eller uden Protocollen,

49

49 hvor Ærbarhed og Sædelighed bør iagttages; og naar noget sligt indløber for Retten, som er indført i Protocollen, da har han Magt til og det er hans Pligt efter Loven og Forordnin- gen om Lovens Skierpelse imod temere Litigantes samt uretvise Dommere og Procuratores af 23 December 1735, dennem derfor at an- see og mulctere; men som desto være findes de Retter paa Landet, hvor alt for megen Støyen, slem og liderlig Snak foregaaer og anbringes, som er Retten til Vanære, saa var det got om en Underdommere, blev givet saadan et Reglement, at han, saasnart sligt indløb og nogen begiærede det i saa Maade at nyde Fred og at forhielpes med Rettens Assistence, eller og af egen Drift og Myndighed, skulde strax og uden Stævnemaal opkræve tvende af de nær- værende Stokkemænd til Vidnesbyrd derpaa, deres eedelige Vidnesbyrd tage og samme i Rettens Protocol, ved at standse den forehavende Sag, strax indføre, samt derefter de Skyldige, efter Omstændighederne, enten Fængsle og i Forvaring hensætte til videre Action, eller fra Retten lade udsætte, eller og med tilstrækkelig Mulct ansee, efterdi det Sted, hvor Retten pleies, maa være Kongen til Ære og Parterne og andre, som derved har at bestille, til Fred og Beskyttelse; ja hellig holdet, høit agtet af alle og ikke giøres til en Sladder- eller Skiændestue, saa meget mere,

50

50

da Retten derved confunderes og foruroeliges, og Stokemændene, som skal give agt paa hvad som for Retten fremføres, forvildes og ikke kan give Agt paa det de bør, i sær, naar Usøm- melighederne ere af den Beskaffenhed, at en Dommere saavelsom Skrivere og Stokkemændene gives Leilighed til Latter over grove og dumme Indfald og Talemaader, som nogle ikke undseer sig for at spilfegre med, til andres Tort og Fornærmelse. I Kiøbenhavn holdes en priselig Justitz for Retten, og i sær, siden den seenest udgangne Placat, hvilken tillader, at Stokkemændenes Vidnesbyrd maa tages, strax i Protocollen indføres, og de paagielden- de, som bruge Uanstændigheder for Retten, uden Ophold, føres i Arrest, udsættes eller mulcteres, efter Beskaffenheden. Nogle Stæder paa Landet, i sær ved Kiøbenhavns Rytter Districts Birketing og andre Stæder i Sælland, gaaer det ligesaa, saa at alle og en- hver kan være i Fred for Retten, og Retten ikke vanæres, og det var at ønske, at det var saa overalt; men det gaaer paa sine Stæder alt for galt, saa at der vel og tør findes de, som ikke undseer sig for at rives og skiendes for Retten, i stæden for at de paa det Stæd med Sømmelighed og Ærbarhed burde begegne hinanden

51

51

§. 28.

En Dommere maa ikke nægte nogen Retten, og følgelig ei maa nægte nogen at fremlegge, beviise og fremføre, hvad han veed, udi den Sag som han har stævnet udi, dog er han ei forbunden til at tage imod det, som er uden for Sagen og Stevningen. Jeg meener og at han i Følge af samme, er forbunden til, at tage imod de fornødne Erindringer i Protocollen og procedurerne som de falder, omendskiønt de gaaer uden for Sagen, og naar nogen fremkommer med noget unyttigt, urimmeligt, uanstændigt og Sagen uvedkommende, da dennem derfor at mulctere og tillige advare, videre at entholde sig fra sligt. Ligesaa er han alletider sikrere ved, at antage hvad som søges fremlagt og beviist, end som at forkaste eller forhindre det, omendskiønt det kan have Skin af, at gaae uden for Stævningen og Sagen; dog maae han ei tillade noget fremført imod ustævnte Personer, uden med den Clausul, at det angaaer, er sagt af, eller er hørt om en ustævnt Person, og hans Navn maa ikke nævnes, med mindre det maatte være i Delinqvent Sager, for saavidt som angaaer den Skyldiges Opdagelse; ei heller maa han, imod Ex- ception paalegge nogen et Vidne for den Ret, som ei er hans rette Værneting.

52

52

§. 29.

Det er en Dommeres Pligt at befordre Sagernes Endskab, men det gaaer desto være paa nogle Steder, alt for langsom dermed. En Dommer faaer Opsættelse Penge naar han bevilger en Opsættelse, og ligesaa Betaling for Continuations Stævninger og Forelæggelser; Men Spørsmaal om det paa sine Sæder ikke kunde befordre Sagernes Endskab om dette var afskaffet, i sær hvad det første angaaer? Dersom der nogensteds maatte findes en Dom- mer, som maatte mere hensee paa egen For- deel, end som til at befordre Sagens Endskab, saa var det bedre at disse Penge vare afskaffede, fordi han kan bevilge en Opsættelse for at faae Penge og tillade en Stævning og Forelæggelse for det samme, endskiønt det og synes, at de tvende sidste Poster ikke giør noget enten til el- ler fra, fordi det samme som betales for Con- tinuations Stævning og Forelæggelse, maatte betales derfor under en nye Sag; derimod holder jeg for at i steden for Opsættelse Penge kunde Dommeren tillades, af hver Sag, som for ham fremkom, at tage noget vist, forud i Retten.

Alting kunde ogsaa regleres saaledes at enhver skulde svare noget vist aarlig til Dom- meren, og han slet intet nyde af de indkommende Sager.

53

53

Femte Post.

Om Procuratores.

§. 30.

Naar Oberretterne skulle afgaae, saa vilde det foraarsage at de Procuratorer, som derved nu ere, intet fik at fortiene, men de fik at leve ved Underretterne, eller og om de kunde blive befordrede til Underrets Embeder, saa, vare de vel tiente dermed. Der findes vel og ikke mange som ere Procuratorer ved Oberretterne allene, og de som skal reise did fra andre Stæder, kan ikke meget fortiene, fordi de tilsætter Fortienesten i Reise Omkostninger.

§. 31.

Procuratores skal være lovkyndige og derudi examinerede. Nogle ere examinerede, andre ikke; det var dog got, om de alle vare det og af Kongen beskikkede; thi som de bør vide Loven saaledes, at de derudi haver en færdig Kyndighed og kan applicere den paa forekommende Ting, saa at de i saa Maade kan være nyt ig for alle og enhver, som dem maatte behøve, som de uden saadan Kyndighed ikke kan; Kongen ey heller beskikker andre til Procuratorer end de, som ere examinerede udi Lovkyndigheden og derforuden af skikkelig og god Reno- mée, saa ville det meget forhielpe dem, som

54

54

intenderer ei andet end Ret, om de alletider, ei allene selv kunde betiene sig af saadanne exa- minerede og beskikkede Procuratores, men endog befries for Indsigelser af uforstandige og slet- tetænkende Personer, der ikke undseer sig for at paatage sig slette Ting og at fremføre det som aldrig burde tales og høres i nogen Ret; da der findes de paa sine Steder at gaae i Rette, som i stæden for at ære Retten og den Protocoll som Kongen har destineret til Rettens Pleie, giøre sig en Ære af, baade i og uden for Protocollen, at kunde chicanere Contra-Parterne og deres Procuratores med slette og lumpene Choser, Talemaader, fingerede Navne og Ca- racterer og bekymre sig intet om at fremme Retten, men giør sig allene Umage for at kunde chicanere Contra-Parten og fordreye Retten med Spilfægterier og urimmelige Ting; og som saadant desuden er forargeligt i en Ret, saa troer jeg det var ikke formeget, om en Underdommere fik Magt til, at forbyde alle saadanne, ei at komme inden Rettens Døre, eller og at hensætte dem i nogen Tid paa Vand og Brød, for dermed at corrigere deres slette Intention og Opførsel, og at han dertil absolut skulle være forbunden eller selv lide derfor, naar det blev paaanket; og som baade Rettens Be- tiente og andre, som opfører sig honet og skikkelig i en Ret lider ved saadan slet Omgang og Opførsel, saa baade burde og kunde Dom-

55

55

meren hemme sligt af sig selv, men hvor der findes en Dommere, som er bange eller holder Partie, han giør det intet, hvorover den som begegnes med Spilfægterier og usømmelige Ting, maa lide derunder.

§. 32.

I sær maa alle som gaaer i Rette, beflitte sig paa, at holde sig visse Anordninger efterrettelig, saasom: Forordningen af 13 April 1686, og 27 Januar. 1736, Art. 2, hvorefter de ikke maae antage Tyvsager ved Inqvisitions Commissionen i Norge, Forordningen af 4 Marti 1690, hvorved dem er forbuden at tilforhandle sig Sager, Lovens 1 B. 9 Cap. 10 Art., hvorefter de maa giøre Ced paa, at de i ingen dennem bevidste vrange og uretfærdige Sager vilde lade sig bruge, ingen Uretviished i Rettergang, Vidners Føring eller anderledes videndes drive, ikke med Kroglove, Udeblivelser, Forhalinger, unødige og søgte Skudsmaal uden billige Aar- sager, Sagen opholde, ingen vidtløftig indviklede Stævninger eller forsætter skrive og dermed Aarsag give, at Dommene vidtløftigere end tilbørligt er, skulle forfattes, ikke vilde hidse Folk sammen eller hindre lovlige Forligelsemaale, ikke ville de Fattige eller andre med ubillig Løn udsue, og endelig, at de deres Principaler med Flid, Troeskab og ald Oprigtighed vilde tiene, om hvilke Stykker og om deres Ced de af Domeren i hver Sag som tvilraadig er, skulle erindres,

56

56 og om Dommeren det fornøden eragter paa nye for Reten giøre deres Ced, saa og særdeles advares at de raade Folk fra Skieldsord, og allermeest fra Ære- rørige Ord, naar Æren ikke søges, Forordningen om temere Litigantes af 23 December 1735 dens 3 Art. hvorefter de, som skal veilede andre, saa meget haardere mulcteres, naar deres Brøst maatte befindes, Forordningen om Vidners Føring af 3 Martii 1741 fornemme- lig dens 10, 11, 12 og 14 Art, hvorved de ere erindrede, ikke med unyttige Vidtløftigheder og utidige Indsigelser, at opholde Vidners Førelse eller Dommeren med uførnødne Interlocutoriers Afsigelse at umage, saa og at entholde sig fra Sagen uvedkommende Spørsmaale, un- der tilbørlig Mulct, item at de ikke indfalder Vidnet i sin Tale, mindre legger ham Ordet i Munden, eller for- dreier hans Udsigende eller søge at faae det anderledes indført i Tingbogen, end som Vidnets egentlige Ord og Mening haver været, og ei heller udi Spørsmaalet indføre hvad de vil have svaret, men lade Dommeren handle med Vidnet og indføre dets Svar i Protocollen, og ikke un- derstaae sig at tale med de indstævnte Vidner efter at Retten er sadt og medens den holdes, mindre at friste Vidnerne, om hvad de ville sige, men enhver som ved Retten er, skal med ald Ærbødighed være taus og stille og intet andet tale end det som han haver at lade i Protocollen tilføre, under Mulct, som strax maa betales førend videre Rettergang tilstædes. Efter hvilken Anordning om Vidners Før ng en Dommer i alle Tilfælde burde bruge en fuldkommen Myndighed og stricte holde derover, men det er langt fra, at det giøres af alle, som jeg og forhen har erindret.

1

ORTOPHILI

Tanker

over

Lægevidenskabens

nærværende Tilstand

og

nødvendige Forbedring

i

Dannemark og Norge

skrevne

den 19 Octob. 1771.

ln mundo nihil constar, in orbem vertitur orbis Qvid mirum, recti qvod sit in orbe nihil.

Kiøbenhavn

trykt hos Paul Herman Höecke 1771.

2

Non cuivis lectori auditorive placebo: Lector & audirot nec mihi qvisqve placet.

3

Indledning.

Salus civium suprema lex esto.

Saa vist som Religionens og Rettens Videnskabers Forbedring og Handthævelse er nødvendig for at beholde dydige Borgere i en Stat, ligesaa vist er ogsaa Lægevidenskabens Opkomst og Handthævelse uomgiængelig nødvendig til at beholde sunde Borgere. Det vilde ikke være nok for en Stat at see alle sine Lemmer at udøve Dyden, uden Sundheden tillige satte dem i Stand til at befordre den ganske Stats Velstand; thi Dyden styrer alleneste alle Foretagende til at blive gode, men Sundheden frembringer disse: begge maae derfore være foreenede til at befordre Statens Velstand, allerhelst da Dyden i en Skat er ligesom død, uden den har Sundheden til Følge-Svend, hvilken sidste er en Moder til Munterhed, Arbeydsomhed, Riigdom, Folkemængdens Forøgelse, o.s.v.,

4

4 men ligesom lever op naar den er foreenet med Sundheden, hvorved disse Sundhedens Yndlinger drives paa den rette Maade og i den tilbørlige Orden. Man begriber heraf den vigtige Indflydelse Lægekonsten har paa Borgernes Liv og Helbred; og derfore maae altsaa udstrække sig til Religionen, Sæderne, Retten, Politien, Menneskenes Sædvaner, og paa Statens Bistand i Almindelighed. Det er bekiendt nok, hvor n-undværlige Lægernes Bedømmelser ere i Rettergangs Sager, hvor nødvendige i Henseende til Menneskenes Sundheds Vedligeholdelse, Justizog Politi-Sager. Thi da alle Love og Anordninger maae have Menneskenes og de Borgerlige Sælskabers Vedligeholdelse, Forøgelse og Velgaaende til Øyemeed , og disse Love maae, saa meget som mueligt, grunde sig paa Naturens Ret, som igien har sin Grund i Naturlæren og de øvrige medicinske Grunde, saa indseer man lættelig, at en stor Deel af det Borgerlige og almindelige Væsens sande Velgaaende maae vorde bestemt efter de me- dicinske. Grunde. — Udi Gudslæren have Naturlærens og Lægekunstens Grunde ligesaa stor en Indflydelse til at give grundige Forklaringer over Skabelsen, Opholdelsen, de Bibelske Sygdomme, aandelige Anfægtninger og Siele-Virkninger, og til at give

5

5 gode Regler for Ægte-Standen, Børneopdragelsen, Kirketugt, o.s.v., hvilket her vilde blive for vidtløftigt at udføre. Lægevidenskaben, for saavidt Borgernes Liv, Virksomhed og Velgaaende har sin Grund i samme, er derfore en værdig Gienstand for Regenten, og nødvendig for Religions- og Retsvidenskaberne, hvorfor den paa alle muelige Maader bør forfremmes og handthæves.

Man har nu snart i et Aar skrevet o- ver de fleeste Ting, som kunde ansees enten som virkelige Mangler i Staten, eller og som skadelige Indretninger for det Almindelige. Saadant har giort sin Nytte, og vil giøre der fremdeeles. Men hvorfore har man ikke seet noget, som kunde udsættes paa der medicinske Væsen, i Særdeleshed hvad den medicinske Politie angaaer, da dog der vanskabte Forhold herudi synes at være saa aabenbart, ar enhver maatte kunde kiende den? mange maae tænke, at Der medicinske Væsen enten er aldeles frie for Mangler, eller og, at herudi ingen Forandring er muelig; thi hvorfore tie ellers alle stille herom paa en Tiid, da enhver Retsindig har Friehed at tale? for Mangler er den vist ikke frie, og at afhjelpe disse er baade høyst nødvendigt og mueligt. Nødvendigt er der formedelst Videnskabens Vig ighed, og Mueligheden kan viifcs af an

6

6 Dre Rigers lykkelige Fremgang herudi. Hvor ønskeligt var det derfor ikke, om de medicinske Patrioter vilde foreene sine Kræfter for at tikiendegive de Mangler, hvoraf den ædle Lægekunst daglig trykkes, og aabenbare de Kilder, hvorfra de dødende Floder have dederes Udløb, hvilke aarlig bortskylle mange Tusinde Mennesker, da saadant vilde give vor Allernaadigste Konge Anledning til at give det medicinske Væsen en anden Skikkelse, end den nærværende, og derved rædde en stor Mængde af sine dyrebare Undersaatter fra Undergang. Jeg har derfore foretaget mig at giøre Begyndelse hermed, og at opregne, hvad jeg har troet kunde være til nogen sand Nytte for Rigerne, overladende til andre Veltænkendes nøyere Overlæg og Omdømme, hvorvidt jeg har tænkt ret eller ikke.

Den beskuende Lægevidenskab.

Olim intonsus erat, sed nunc tondetur Apollo;

Vix in toto anno ridet Apollo semel. Fallitur ô qvicunqve Camænas dixit amænas; Phæbi delira est nunc lyra; manca manus.

De medicinske Videnskaber, som i en lang Tiid forhen have ligesom ligget i Dvale ved vores Universitet i Kiøbenhavn, da Læ-

7

7

rerne i Lægekunsten, jeg veed ikke enten af Magelighed, eller formedelst andre Forretningers Mængde, neppe gave de Lærende saa megen Undervisning, at disse med en maade- lig Indsigt omsider lykkelig og uden Skamme kunde udøve Lægekunsten, ere nu ved vore Høystpriselige Kongers Allernaadigste Omhue vel bragte dertil, at en Studerende kan ved at høre de Forelæsninger, som holdes, naar egen Læsning og Flittighed kommer dertil, bringe sine Studeringer til Fuldkommenhed, uden af Nødvendighed enten at sætte egne Midler til ved udenlands Reyser, eller at trygle sig Reysepenge til af Professorerne, som allertider have holdt det for en uryggelig Regel: At være sig selv nærmest; men her synes endnu ar feyle noget, som de i denne Tiid udkomne Patriotiske Blade have givet mig Anledning til at eftertænke, uagtet man i samme dog ikkuns har seet lidet eller intet, som kunde tiene til Lægevidenskabens Forbedring.

Uagtet Lægevidensskaben, som sagt, kan læres ved vores Universitet, saa udfordres dog hertil en Tiid af 8 til 10 Aar, da de Studerende bestandig maae opholde sig her, hvilket ikke er enhvers Leylighed. Saa lang Tiid behøver man ikke til at studere Lægevidensskaden udenlands. Aarsagen synes at være denne:

8

8 Lægevidenskaben er af en vidtløftig Udstrækning: her ere ikkuns saa Lærere i Lægekunsten, de som ere her, ere mestendeets beskiæftigede med andre, deres Embede uvedkommende Forretninger, og de, som herudi ingen synderlig Deel tage, kan ikke overkomme at læse over alle Videnskabens Deele. Heraf flyder, at formedelst denne Faahed kan der ikkuns høres saa grundige Forelæsninger aarlig over visse Videnskabens Deele, andre blive løselig behandlede, og andre høres aldrig. — Formedelst saadant Forhold maae mange Aar gaae bort, inden de Studerende faae hørt en grundig Forelæsning over den heele Videnskab. Ved mange velindrettede udenlandske Academier holdes Forelæsninger over den heele Videnskab snart hvert Aar, saa at de, som opholde sig der, kan paa en kortere Tid giøre sig alle Ting bekiendte, og de som forblive der ikkuns for en Tiid, kan udvælge at høre de Deele, som de fornemmelig troe sig at være nyttige. Kommer en Reysende til os, saa maae han ofte bie i 2 til 3 Aar, inden han faaer den Deel at høre, som han ønskede at giøre sig bekendt, og imidlertid tage til Takke med hvad i den Tiid kan forefalde. Jeg vil her til Exempel allene anføre Anatomien, som er en af de største Grundpiller for Lægevidenskaben, hvorover her

9

9

ikkuns aarlig høres en til toe af dens Deele, og 3 til 4 Aar gaae bort, inden man med alle Deelene kommer til Ende, da de dog al- le paa 2 Aar kunde og burde igiennemgaaes.

Den Forhindring, som dernæst ligger i Veyen for Lærernes Flittighed, er ikke af mindre Vigtighed, og visselig burde aldeles afskaffes, enten Universitetet forbliver i Kiøbenhavn, eller vorder forfløttet til et andet Sted.

Skulde Universitetet blive forfløttet til et mindre og beqvemmere Sted, saa var denne Forandring saa meget meere Ønskelig, som der er bekiendt, hvor mange andre uvedkommende Ting vore Lærere i Almindelighed her i Staden ere indviklede i, som fradrage dem den nødvendige Rolighed og Eftertanke, der udfordres til at holde gode Forelæsninger, og med Raad og Daad at gaae de Studerende til Haande, hvilket dog skulde være den egentlige og rette Hensigt af Stiftelsen. Jeg vil ikke opholde mig ved de theologiske og juridiske Læreres Forhindringer, som ere tydelige nok, og have været det i mange Aar; ikke heller røre noget ved den Foragt eller Ringeagtelse, hvormed de Studerende bestandig ere anseete af Professorerne, og som ingen anden Grund kan have, end den Omgiengelse, der kan haves i Kiøbenhavn, fremfor paa andre Stæ-

10

10

det, med de saa kaldede Fornemme og Store, hvorved en Student er i Lærernes Øyne blevet saa ringe et Creatur. Ikke heller vil jeg opregne de Forhindringer og Adspredelser, som ved Kiøbenhavns friere Levemaade holde de Studerende fra den tilbørlige Flittighed og Agtsomhed, da disse Ting af andre allerede ere igiennemgaaet; men allene berøre den Anstøds-Steen, som bestandig har ligget i Veyen for Lægevidenskabens Fremgang, og hindret, at Lærerne gemeenlig ikke have kunder opfylde deres Pligter saa tilstrækkelig, som der til de Studerendes Nytte udfordre- des. Slægtskab, et stort Bekiendtstab, og de deraf flydende nødvendiggiorte Sælsskabe og andre Samlinger adsprede vel Tankerne, og ere virkelige Hindringer for Flittigheden; men den store Praxis er den fornemste, som holde Professorerne og andre anbefalede Lærere fra at blive de Lærende saa nyttige som de kunde og burde være, da de fleeste herudi ere saa stærk sysselsatte, at de ikke have Tiid at tænke paa Tilhørernes Fordeel. At denne Praxis er Aarsag til ovennævnte Forsømmelse, er bekiendt nok. Man spørge allene de unge Studerende, om de ikke have savnet en Forelæsning over Medicina clinica og Chemia pharmaceutica pag Friderichs Hospital; og Vundlægerne, hvorinange offentlige Forelæs-

11

11

ninger de høre imellem Aar og Dag over Vundlægekunsten. — Naar en Lærere bliver fra Morgen til Aften kaldet fra en Syg til en anden; saa er der naturligt, at han enten aldeles maae afstaae fra Forelæsning, eller og, da han i disse Forretninger ikke kan tænke paa andet, end de forekommende Gienstande; saa faaer han megen liden Tiid til at bereede sig til Forelæsningen. Læsetiimen kommer; her skal siges noget, og da dette maae skee uden foregaaende Beredelse; saa bliver ogsaa Forelæsningen tør og mager, og Tilhørerne gaae misfornøyede bort. — Det er vidst, at denne Misbrug tilsorn har været mere almindelig iblant de medicinske Lærere, end nu paa en kort Tiid, da vores brave og flittige K. herudi har viist de andre med sit gode Exempel, hvorledes de burde forholde sig; men denne Misbrug kan jo igien indsnige sig, og faae samme Magt, som før, og da bliver vist Hovedstaden, hvor Universiteter er, ogsaa Aarsage hertil. — Var Lærernes staaende Løn alt for ringe; saa kunde Undskyldning herfor finde Sted; men uden Nød at tiene sig selv og nogle saa af Statens Lemmer, og at lade den hele Skat tabe derved, er baade ubilligt og imod de høye Stifteres Øyemeed. Thi hvormeget taber ikke Staten derved, at Landene blive forsynede med halvlærde og udue-

12

12

lige Fuskere, som mere ved sin Uvidenhed kan svække end ophielpe Folkemængden. Det skeer vel ikke saa ofte nu omstunder, at man iblant Lægerne skal finde saa mange af dette benævnte Slags, som meget mere iblant Vundlægerne. For at overbevistes om dette sidste, behøver man allene at see sig lider omkring i Rigernes smaae Kiøbstæder, hvor man skal erfare mine Ord sande. — Det er nødvendigt, at de Syge skal have Raad og Biestand i deres Elendigheder; men det hør jo dog de udøvende Læger egentlig til at give saadant; thi heraf skal de leve, og de Academiske Lærere vandt da mere Tiid til sine Hoved-Foretninger.

Skal Universitetet forblive hvor det er, saa maatte der, om nogen Forandring skulde skee med Indkomsterne, besørges, ar Professorerne kunde have saa megen Løn, som kunde være tilstrækkelig til paa en anstændig Maa- de at underholde en Familie ved, og da synes Lønnen ikke at burde være under 1000 Rdlr. aarlig. Herved burde det tillige være strængelig paalagt, at ingen medicin Lærere maatte besatte sig med den udøvende Lægekonst, eller i nogen Maade at have Tilsyn med Syge; men all deres Opmærksomhed skulde være henvendt til de unge Studerendes Underviisning. Her maatte tillige sees paa,

13

13

at fleere Lærere bleve beskikkede, i det mindste maatte Arbeydet deeles imellem 3 Personer; thi der er jo umueligt for toe at kunde bestride der heele Arbeyde, og give en grundig Underviisning i alle de vidtløftige Deele, som udgiøre hen ganske Lægevidenskab; ja den anatomiske er tilstrækkelig nok for en Mand. Have vi havt 3 Mænd til at holde de theologiske Forelæsninger, saa troer jeg ikke at feyle, om jeg paastoed, at der behøvedes 4 til de medicinske, naar alle Ting skulde læres grundig: nemlig 3 medicinske og en chirurgisk Lærere. Thi hvad anden Grund kan vel anføres dertil: At mange af de udenlandske A- cademier besøges saa flittig af Fremmede, da vi derimod sielden eller aldrig see nogen hos os, end denne: At fieere ere om Arbeydet, saa enhver kan giøre sit tilgavns.

Eftersom jeg oventil har talet om Universiteters Forfløtning, saa tillades der mig, at fremføre mine Tanker om et og andet, som ved Forfløttelsen synes at maatte tages i Betragtning, om saadant skulde skee.

Skal Forfløtningen gaae for sig, burde da ikke den medicinske Have ved Toldboden følge med? Da man siger, at den endelig skal forfløttes, saa synes dette fornuftigst. Den var vel anlagt, hvor den var; Anlægget havde koster store Penge, og Indretningens Fuldkommen-

14

14 hed giorde sin Dyrkere megen Ære, som til Uhæld for tiilig blev rykket fra den. Man troer derfore i Almindelighed, at naar Riget og Academiet ikke skulde miste en Ziir og nyttig Indretning, saa burde den enten følge med Universitetet, for at faae en stor og beqvem Plads, eller og blive hvor den hidindtil har været, eftersom man til Forfløttelsen ikke kan see nogen tilstrækkelig Grund, naar Universitetet skulde forblive hvor det er.

En Vanskelighed vil møde ved Forfløtningen. Den anatomiske Videnskab er som Grunden, hvorpaa en vigtig Deel af en Læges og Vundlæges Kundskab maae bygges, og derfore bliver i Besynderlighed nødvendig. Der maatte altsaa ved Academiets Anlæg sees paa, at en nødvendig Deel af døde Legemer kunde haves til Anatomiekammeret, baade paa den Tid, da man kan betiene sig af dem og saa ofte man behøvede dem; thi ellers vilde Academiet tabe meget, baade af Nytte og Anseelse. Et nærliggende Tugthuus og Hospital borttog denne Vanskelighed, naar der tillige var overflødigt paa Lemmer.

Den udøvende Lægevidenskab ved de Syges Sænge (Medicina clinica) og Jordemoderkunsten, vilde dernæst fore en stor Vanskelighed med sig, som næppe kunde overvindes. Men da det nye oprettede Academie

15

15

vel ikke kom saa meget langt fra Kiøbenhavn, saa kunde det heller ikke blive til saa stor Bekostning for de Studerende, om de for at lære disse Videnskaber, opholdte sig her et halvt eller heelt Aar, efter at de beskuende Dele vare lærte, for ved det nyttige Friderichs Hospital at lægge sig efter den udøvende Deel af disse, som de sidste Videnskaber.

Det chirurgisse Anaromiekammer blev alletider en nyttig Indretning for der nye Academie, naar det kunde beholdes; men synes ogsaa efter nærværende Forfatning, som ikke er overeensstemmende med Stiftningen, uden noget Tab at kunde undværes, og at den anatomisse Lærere med en og samme Umage kunde undervisse de unge Læger og Vundlæger i Anatomien; men det blev en nødvendig Sag, at der var en Lærere beskikket i Chirurgien, som med Flid vilde antage sig de Lærende, og undervisse dem i de Timer, som til Forelæsningen vare bestemte, uden til de Lærendes største Tab og Skade at anvende samme, som nu skeer, til Svendenes forunderlige, langdragende og næsten aldeles unyttige Overhørelse, hvilken efter nærværende Forfatning aldrig kan beviise den unge Vundlæges Færdighed og Indsigt i sin Videnskab, og endnu mindre være Tilhørerne til nogen sand Nytte. — Kan man i alle andre Videnska

16

16 som ere vigtigere end Vundlægekunsen, paa en halv eller Heel Dag udforske dens Indsigt, som overhøres, hvorfore kan det da ikke skee i denne Videnskab? Han kan jo paa Spørgs- maales Besvarelse, ligesaavel Viise hvad han har lært, som ved at forestille en Demonstrateur, da han herudi almindeligst ikkuns giør en slet Figur, efterdi Grundighed og Veltalenhed savnes.

Disse benævnte Ting synes at være en Eftertanke værdige, om Universitetet skulde komme til et andet Stæd, naar jeg lægger til, at det formedelst Tilførselen vilde blive be- qvemmeft og mindst kostbar i en Søestad.

Ligeledes troes samme Forholds-Regler og Indretninger at ville blive nødvendige ved det meget omtalte norske Academie, om samme kan komme til Virkelighed, og Omkostningerne hertil bestrides. — Om Nytten af dette Academie har man Ikke Aarsage at tvivle i Henseende til det medicinske Væsen, naar man veed, hvor stor en Mangel Norge har paa duelige Læger og Vundlæger, og hvormange fordeelagtige Ting der i dette riige Land kunde opdages af de Kyndige i Naturens Rige.

Naar Lægevidenskabens Indretninger bleve satte pag ovenmeldte Fod, i hvor Academierne end skulde være, saa blev Studere-

17

17 maaden lættere for de Lærende, og Lærerne gaves meere Tiid til en grundigere Underviisning, fornemmelig, naar Arbeydet tillige blev deelt imellem fleere. Man vilde da neppe savne Søgning af udenlandske Studerende, hvilket alletider er et Tegn til Academiets Flor, og endnu mindre af Indenlandske, som med Fiiid vilde fortsætte sine Studeringer, naar de ha- stigere kunde komme til Maalet, og være forvissede om, derved i Fremtiden at finde Levebrød i sit Fædreneland. Det vilde da blive ufornødent, som forhen er skeet, at forskrive og indhente tydske Læger til at besætte Tienesterne med; thi man savner ikke beqvemme Personer iblandt de Danske og Norske, naar disse ikkuns ikke savne den tilbørlige Opmuntring og Belønning, som Drivefiederen til alle gode Foretagender. Det var ogsaa Rigerne til større Ære, at have sine egne Børn til Landenes Tienester, end at beskiemme begge Folkeslagene med slige Forskrivninger. Lader os tage Exempel af de Svenske, som herudi, saavelsom i andre Ting, ikke have viist nogen Foragt imod deres eget Folk.

Den udøvende Lægevidenskab.

Fingit se medicum qvivis idiota profanus, Judæus, monachus, histrio, rasor, anus.

18

18

Man er paa denne Tiid meget sysselsat med politiske, oekonomiske og andre Projecter, som efter Opfindernes Foregivende skal giøre Menneskene og Rigerne lykkelige; men ingen bekymrer sig om den medicinske Politie, som daglig geraader meer og meer i Forfald. Det sletteste Handværk er med sine Privilegier be- skyttet, hvilke ogsaa blive handthævede; men den ædleste af Videnskaberne er uden all Po- litie, og de Privilegier, som den har, blive u- straffet overtrædre. Naar andre Politielove overtrædes, som enten angaae Statens Sikkerhed, eller en Handværksmands Privilegier, saa bliver Angiveren belønnet, hans Navn fortiet og han har ingen Uleylighed herfore ar befrygte for sin Person. Vil derimod en Læge begiære Beskyttelse paa sit Privilegium, saa vilde man af en offentlig Sag see en privat, og Lægen finde sig forfuglt med Had og Fiendskab, ja indviklet i en fortrædelig Proces. Desuagtet er det dog aabenbar, at naar et Laugs Privilegier overtrædes, saa lide allene de faa Personer, som ere i Lauget; men naar Lægernes Privilegier overtrædes, og der er ingen medicinsk Politie, saa lide alle Mennesker derunder. — Vore nyere Oekonomer striide for at faae Laugene afskaffede, paa det at de beste Mestere skulde have den største Næring, og at ikke saa man-

19

19

ge Stympere skulde skulde under Laugs Privilegierne. Man skulde troe, at saadant ogsaa maatte være fordeelagtigt for Lægerne, naar der ikke bliver seet paa nogen medicinsk Politie; men man mærker just det, som er tvertimod, da den stetteste Læge ofte finder meere Bifald, end den beste. Derfore, saa nyttig Laugenes Afskaffelse kan være for de gode Handværksmestere selv og andre Folk, saa lidet er Lægerne og den menneskelige Slægt tient med, at det medicinske Væsen er uden Politi.

Uagtet denne Politie er høyst nødvendig, saa er det dog aabenbar, at man i den udøvende Lægekunst umuelig kan kiende, at vi have nogen medicinsk Politie i disse Riger, da enhver Dosmer og Stymper, som ikke har lært de første Grunde af Lægekunsten, ved et skammeligt Misbrug ubehindret og ustraffet kan udøve samme, og ligesom stiæle Brødet af Munden paa de udøvende og beskik-kede Læger. Denne Misbrug er det, som for- aarsager, at vi i Henseende til Rigernes Størrelse ikkuns have faa Læger, da samme tilbageholder og nedtrykker de Studerendes Lyst til Lægevidenskaben, siden de formedelst denne Uorden ere i Uvished, om de i Fremtiden derved kan leve, og overvinde de store

20

20 Bekostninger, som maae anvendes til denne Videnskab.

Dette er dog den mindste Skade; men større og vigtigere er den, som Staten tager ved saadant Forhold. — Det er bekiendt for alle, som have lært at tænke fornuftigt, og ikke at foretage sig noget uden dertil at have en tilstrækkelig Grund, at der er en stor For» skiæl imellem en Læge og en Vundlæge, imellem deres Studeringer og Indsigter, og i- mellem deres Forretninger; men vilde man herfra giøre Slutning, saa vilde man ikke finde mange fornuftigtænkende Personer i Staten, da man seer overalt, at der snart ingen Forskiæl giøres imellem disse Personer; thi man seer jo Vundlægerne og andre Fuskere i Lægekonsten, at være antagne baade hos smaae og store Folk, Lærde og Ulærde, baade i ind- og udvortes Sygdomme, ligesom de hertil havde de største Rettigheder og Privilegier. — Men vidste Folket den ovennævnte Forskiæl: Vidste det hvor liden Kundskab i Lægekunsten de allerfleste af disse forvovne Mennesker besidde: Vidste det hvormange Ulyksalige der aarlig ved disses Behandling, enten miste Helbreden for deres Levetiid, eller og formedelst disses Uviidenhed og den deraf flydende Forsømmelse i Sygdommen, eller og virkelige begangne Feyle maae blive det kiære

21

21

Liv berøvede ; saa vilde det visselig ikke Viise den Skiødesløshed med sit eget Liv og Helbred, som i saa vigtig en Sag daglig af de fleeste begaaes. — Denne Betragtning har ofte frembragt en Medynk hos mig over de Elendige, som af Mangel paa Kundskab om en sand og falsk Læge, have betroet sig til slige uvidende Mennesker til deres egen Fordærvelse. - Overtydning om benævnte Forskiel begribes neppe af dem, som ved Studeringer have beriiget sine Indsigter i andre Ting, og endnu mindre af Almuen. Den almindeligste og blinde Fordom hærsker hos alle: At den som kan skrive Recepter, og lader sig kalde Doctor, kan ogsaa helbrede Folk.

Det er ikke min Sag her at Viise den Forskiæl, som er imellem Lægen og Vundlæ- gen: Ikke heller vil jeg tale meere om de Misbruge og Ødelæggelser, som ved denne Uorden daglig stiftes og anrettes paa Undersaatterne; men vil bede enhver, som er uviidende herom, at læse den lærde Zimmerman og grundige Tissot, hvor han vil finde de over- tydenste Beviiser af oven anførte, samt af enhver samvittighedsfuld og sand Læge finde denne Sandhed bekræftet. — Jeg vil allene sige: At der burde sættes Grændser for enhver især, saa at Vundlæger, Lægedomskræmmere,

22

22

Barberer og Badere kunde blive hver ved det, de havde lært, og ikke ustraffet fornærme Lægerne eller hinanden indbyrdes.

Næst Staren tabe ved denne Uorden de udøvende Læger mest; thi disse fornærme ingen, men alle uvedkommende fornærme dem. Dette indsees lættelig deraf, at i Kiøbenhavn, som ikke har et ringe Antall af Borgere og Indvaanere, udgiøre de udøvende Læger et meget ringe Antall, og lærtelig kan tælles, da dog, naar man vilde sammeligne Kiøbenhavn, i Henseende til Størrelsen, med andre Stæder i Europa, hvor et stort Antall af Læger kan finde sit Ophold, saa burde en tredobbelt Mængde, ja fleere, have sin rigelige Indkomst, og fortiene sit Levebrød i Kiøbenhavn, naar ikke den store Mængde af Regiments-, Divisions-, Batallions- og StadsFeltskiærer, Barberer , Lægedomskræmmere, Qvaksalvere, Markskrigere, Signekiærlinger, og alle disses Svenne og Underhavende, der allevegne have Ærende, paa en forvoven og fræk Maade indsneeg sig i alle Huuse, og med største Dristighed, ja ligesom med uindskrænket Magt berøvede Lægerne Brødet, hvilke sidste det dog allene er tilladt at udøve Lægekunsten overalt i disse Riger og Lande, efter Medicinal-Forordningens af 4 Decemb. 1672. §. 3. Derimod er der, efter samme

23

23

Allernaadigste Forordnings §. 4, 12 og 28, alle disse ovennævnte, uden Undtagelse, aldeles forbudent at give indvendige Lægemidler under tilbørlig Straf, uden alleneste Vunddrikke, Decokt og Gurgelvand.

Skulde man vel efter dette Allernaadigste Forbud formode, ar disse Folk kunde have taget sig saa stor en Friehed i en dem uvedkommende Sag, som skeer er, dersom man ikke daglig saae det for Øynene? — Den Allernaadigste Forordning synes at være bleven forglemt, og Opsynsmændene - - - - - Ja! Man trækker paa Skuldrene, og lader det gamle Indsnig uden Paatale meer og meer udbreede sig, af Frygt for at faae den heele Fusker-Sværm paa Halsen, eller i det ringeste at blive anseete med Uvenskab og skeele Øyne. —

Dl dette Indsnig kunde man maaskee give nogen Aarsag. I forrige Bider, da Lægevidenskaben kluns stod paa en flet Fod hos os her ved Universitetet, da lider eller intet blev lært ved offentlige Forelæsninger: da der altsaa vare ikkuns faa medicine Studerende: da man forffrev Læger fra Tydskland: da der ikkuns vare faa Læger i Kiøbenhavn, hvilke, da de havde rigelige Indkomster, ligesom nu, og allene opvartede de Rige og Fornemme, og saae paa sine egne For-

24

24 dele, uden at bekymre sig om Mængdens og de øvrige Indbyggeres Tab ved Fuskerier: da der paa Landet i Provintzerne vare endnu færre eller ingen Læger, og de, som vare der ikke kunde udrekke deres Hielp til de langt fraliggende Indbyggere: Paa denne Tiid indsneg sig dette fordømmelige Qvaksalverie, hvorved heele Staden og alle Landene bleve oversvømmede med chirurgiske saa kaldede Doctores. — Disse Omstændigheder synes at have givet Anledning til Indsniget, som endnu udbreder sig; men hvorfore seer man nu igiennem Fingre hermed, og lader denne giftige Byld æde saa vidt om sig, uden at tænke paa Lægedom. De forrige Tiider kan man nogenledes have undskyldte, da der formedelst ovenanførte Aarsager ikke vare mange danske Læger, og man saae sig da nødt til at hielpe sig, som man kunde; men nu, da vi ingen Mangel have herpaa, hvorfore afskaffes ikke saadan Uorden ?

Efterdi der er nogen Forskiel imellem de benævnte Personer, fom uden Tilladelse fornærme Staten og Lægerne, da nogle have lagt sig efter en Videnskab, som er Nærmere beslægtet med den udøvende Lægekunst end andres, og andre derimod have flet ingen; saa. synes de at kunde bringes i adskillige Classer.

25

25

Til den første Classe henhøre: Regiments- og Divisions-Feltskiærer, hvilke uagtet de have udstaaet et faa kaldet chirurgisk Overhør, og derfore have Tilladelse at udøve Vundlægekunsten vaa Soldater og Matroser, dog gemeenlig ikke have lært de medicinske Grunde saa tilstrækkelig, som der til en lykkelig Udøvelse i Lægekunsten udfordres; saa ere de alle uberettigede til at udøve samme.

Man vil ventelig indvende: hvorledes skal da Krigsfolkene blive helbredede, naar det ikke maae tillades disse Vundlæger at forordne dem det nødvendige i paakomne Sygdomme? Jeg svarer: kan ikke Lønnen deeles imellem visse Læger og Vundlæger, saaledes, at der blev et mindre Antal af Vundlæger, og ordentlige Læger i de Afgaaendes Stæd blive antagne. Paa denne Maade kunde enhver giøre sit, og alt kunde blive vel forrettet. Skulde bette Forslag ikke blive antageligt, saa synes det billigt, at saadan en Indskrænkning blev giort for disse Vundlæger, som kan sees i nogle udenlandske Medicinal-Forordninger, hvorudi slige Vundlæger eve tilstædte ar helbrede indvendig ved deres Regimenter; men ved civile Personer maae de ganske aldeles holde sig baade fra indvendige og udvendige Curer, saavelsom og

26

26

Aareladning, og uden Fornærmelse overlade saadant til de Læger og Vundlæger, som bære Borgerlige Tyngder.

Til den anden Classe kan henføres Stads- og andre Vundlæger og Barberer, som, endskiønt de vel i Almindelighed ha- ve underkastet sig det chirurgiske Overhør, dog gemeenlig ikke have den Indsigt og Færdighed i Vundlægekunsten, som de nys oventil benævnte, og derfore endnu mindre have kunder forhvervet sig nogen Indsigt i Lægevidenffaben; faa er det aabenbar, at de ikke bør befatte sig med sammes Udøvelse under haard Straf. Disse ere end ydermere udi de vel indrettede Medicinal-Forordninger befalede: ikke at maae skride til Spyttekuren u- den en Læges Samtykke, da mange af Skiødesløshed herved elendig ere omkomne: ikke heller i hidsige Sygdomme uden en Læges Nærværelse at foretage nogen Aareladning, eller at paatage sig svære og farlige chirurgiske Curer, uden at have søgt en Læges Hielp og Raad.

Den nyelig anordnede offentlige Overhørelse i Lægevidenskaben vil komme disse benævnte Indskrænkelser til en ypperlig Hielp i Henseende til deres Varighed, da de halvlærde og opblæste Vundlæger og LægedomsKræmmere ikke herefterdags, som tilforn, da

27

27

Overhørelsen skeete inden fiire Vægae af et par barmhiertige Professores, tør fordriste sig til at lade sig offentlig overhøre, for at bekomme en skriftlig Tilladelse at behandle Folkets Helbred og Sundhed efter eget Tyk- te, eftersom de nu kan have grundig Aarsage til at befrygte, at saadan en offentlig Frem- stillelse ikke vil blive dem til megen Ære.

Den tredie Classe indbefatter Lægedoms- Kræmmere, Vadere, Jordemødre, Qvaksalvere, Markskrigere, Omløbere, kloge Koner og Signekiærlinger. Da disse aldrig have lært noget, som kan henhøre til den udøvende Lægevidenskab eller Vundlægekunst, og derfore endnu mindre kan underkaste sig nogen Overhørelse enten i det ene eller i det andet; faa bor de ogsaa under de haardeste Straffe være aldeles forbundne at befatte sig i ringeste Maade med den udøvende Lægekunst.