Luxdorphs samling af trykkefrihedens skrifter 1770-1773: Række 1 bind 7

Gespräche

zweyer

Müßiggänger.

Erstes Stück.

Kopenhagen

gedruckt bey Paul Hermann Höecke. 1771.

2

        

3

Sie also, mein Herr, sind für Zölle, für Verbietung gewisser Waaren, für strenge Strafen des Schleichhandels, für hundert beschwerliche Einschränkungen? Freyheit, Freyheit ist das Erbrecht der Menschen. Ihre Stimme schallt laut durch die ganze Natur, und wenn sie unterdruckt wird, so tönt sie leise fort, in jedem Herzen. Der König will, daß sie erschalle, er hört sie lieber, als das Geklirre der Ketten, er liebt freye Unterthanen und keine Sclaven, Freyheit zu glauben, Freyheit zu schreiben, warum nicht auch Freyheit in allen Arten des Gewerbes? Erlauben sie jedem Bürger, sein Glück auf dem Wege zu suchen, den er wählt, und werfen sie die Schlagbäume nieder; lassen sie das Heer von Untersuchern und Zöllnern das Land bauen, bevölkern, und vertheidigen, und trauen Sie es dem Fleis, und der Gewinnsucht der Einwohner zu, sich gewiß zu bereichern, wenn man ihnen die Hände nicht bindet.

B.

Sie sprechen wohlthätig, wie ein Tribun des Volks, und Ihnen gehört eine Krone von

4

4

Eichenlaub. Sie haben mein Herz auf Ihrer Seite; überzeugen Sie nun auch meinen Verstand. Wir sind in dieser geschäftigen Zeit müssige Zuschauer im Staate. Nichts ist angenehmer, als den Minister zu spielen, wenn man unsern Rath nicht begehrt, und wenn wir nicht für den Erfolg haften sollen. Nach Ihrer Meinung also, werden alle unsere Häfen zu Freyhäfen erklärt. Alle Nationen slud eingeladen, daselbst zu kaufen und zu verkaufen. Kein gieriger Knecht der Zollkammer erschreckt den ermüdeten Schiffer, wühlt in seinen Papieren und in seinem Gelde. Sie haben wohl im voraus an Mittel gedacht, um die Einkünfte zu ersetzen, die der König dadurch verliert, und die er, der Bedürfnisse des Staats wegen, nicht wohl entberen kann?

Da habe ich sie erwartet; nun ist ihnen gewiß wie einem Finanz-Controlleur bange, der Geld schaffen soll, und nichts dafür bieten kann, als neue Edicte. Ich denke mir eine weit einfachere Art, Schatzungen zu heben, als durch Zölle und Accisen. Lassen Sie erst den Handel sich ausbreiten, und den Wohlstand zunehmen, geben Sie mir Freyheit, so soll es der Schatzkammer nicht an Gelde gebrechen.

5

5 B.

Mir grauet vor der magern Zwischenzeit. Denn der Reichthum, welchen sie erwarten, steht nicht, wie ein aufgethürmtes Wasser, vor dem Schlußbret der Schleuse, die man nur öffnen darf, damit Seegen das Land überströme. Und wie kann der König so lange einen grossen Theil feiner Einkünfte missen? Machen Sie das mit der Rentekammer aus; ich vertheidige keinen Zwang; ich helfe Ihnen alle Zollbuden stürmen; unser Handel ist frey; Sie erwarten also

A.

Reichthum und Ueberfluß, mehr Fleiß, mehr Geschäfte, mehr Getümmel, ein angenehmeres und wohlfeileres Leben, Wein für die Hälfte, feinere Tücher, schönere Seidenzeuge, Spitzen, Galonen, Stickerey, Hüte, Strümpfe, aus Frankreich und England. - Aber unsere theure Fabriken

A.

Und warum sind sie theuer? warum sind wir verurtheilt, schlechte Sachen mit Geld aufzuwiegen?

B. Sie haben recht; und ich glaube, Sie werden mit fremden Tüchern unsere Land- und See

6

6 macht weit zierlicher und wohlfeiler kleiden. Man schickt den Schwarzen auf der Guineischen Küste baumwollene Zeuge, die mir besser gefallen, als das Wadmel unserer Bauren. Alle ManufacturWaaren anderer Völker sind vollkommner als unsre. Darf ich fragen, holen sie alle diese Sachen auf eignen Schiffen? oder ist es gleichviel, ob man sie uns zuführt?

A.

Wenn ich Freyheit verlange, so verlange ich sie ganz. Ich sehe dem Gedränge von fremden Schiffen mit einer warmen Freude entgegen; ich frage nicht, wo sie zu Hause gehören, sondern, ob ihre Ladung wohlfeil und gut ist.

B.

So sind wir erst glücklich! denn die Holländern werden uns mit allem liebreich und brüderlich versorgen; sie werden uns die groben Waaren der Ostsee, Hampf, Flachs, Theer, Masten und Korn bessern Kaufs bringen, als wenn wir sie selbst hohlten; sie sind besser im Fischen geübt als wir; sie werden uns unsre Stockfische und Wallfische fangen, und uns solche nothdürftig und billig überlassen; endlich treiben sie wohl auch den kleinen Handel auf unsern Küsten, bringen uns Butter aus Hollstein und Vieh aus Jütland, führen unser Korn nach Norwegen, und nehmen unser Holz

7

7

und unser Kupfer auf ihren Fahrzeugen mit weg. Welche Menge Schiffe, Matrosen und Unkosten ersparen wir alsdann nicht? Es ist, wie Domat, ein grosser Rechtsgelehrter, sagt: weit besser, Fremde an sich zu ziehen, als zu ihnen zu kommen; denn man entgeht dadurch den Gefahren und den Beschwerlichkeiten der Schiffarth. Würklich, ein beneidenswürdiger Zustand! Die ganze Welt arbeitet für uns, und wir legen die Hände in Schooß! Ich kenne nur zwey so glückliche Länder in Europa: Portugall wird von England versorgt, bekleidet, bewaffnet und belustiget; und in den Handel von Spanien theilen sich die Engländer, Franzosen und Holländer. Es ist wahr, in beyden Reichen hat man noch keinen Zweig der Industrie zu einiger Vollkommenheit gebracht: dahingegen ist es edel, sich bedienen zu lassen; und ihre Flotten aus America bringen Schätze gnug mit, um viele hundert Meilen von Lissabon und Madrit den Fleis fremder Arbeiter zu bezahlen. Aber aus welchem Ophir hohlen wir Gold, mein Hert A.? und welcher Merlin rührt die Völker mit dem Zauberstabe an, damit sie am Ende des Jahrs unsre Zettel für Silberbarren halten?

A.

Sie verwirren mich ein wenig; aber noch gebe ich nicht verlohren. Ich kämpfe für die Frey-

8

8

heit. Auch hier, unter zu liegen, ist rühmlich, Sehen Sie nicht so vertraulich in die ungewisse Zukunft, und weissagen sie keinen Untergang der Staaten.

B.

Das ist indessen das unvermeidliche Schicksal eines jeden Landes, das wenig abzusetzen, nnd viel Bedürfnisse hat, und dessen Handel und Schiffe gegen andere Nationen noch weit zurück ist. Wenn man dieses Land der geübtern Geschicklichkeit der Fremden ohne Fürsicht Preiß giebt, so geht es ihm, wie einem sorglosen Verschwender, der eine Zeitlang herrlich von seinem Capitale lebt, und endlich im Elend stirbt. So lange das Erbtheil währet, wimmelt es in seinem Vorzimmer von Kaufleuten und Schmeichlern; man erräth und befriedigt seinen Geschmack; Man kommt seinen Wünschen zuvor; man thut allen seinen Phantasien gnug; aber der Schwarm nimmt ab, so wie die Baarschast wegschmilzt; zuletzt bleibt er allein unter den Trümmern seines Ueberflusses mit Begierden, die er nicht mehr vergnügen kann, unfähig, sich selbst zu ernähren, von den Mitteln entblößt, seine Nothdurft zu kaufen, verurtheilt, wie der ehemahlige Besitzer der rothen Hämmel, Candide, von den Früchten seines kleinen Gartens kümmerlich zu leben. Ich überlade das

9

9 Gemählde nicht: ein Staat hat in der Minderjahrigkeit seines Handels Vormünder nöthig.

A.

Sie mögen ihren Grundsatz noch so scheinbar vortragcn; bey mir gilt das Urtheil der Leute vom Handwerk. Alle Kaufleute sind für eine völlige Freyheit. Wie widerlegen sie eine so einstimmige Meinung?

B.

Aus dem Munde eines erleuchteten Kaufmannes, des Engländers Gea. Wenige unter uns, sagt er, erheben sich über den Eigennutz, und sind einen Rath zu geben fähig, der nicht nach Privat Vortheil schmeckt. Kaufleute können sich bey dem Verluste des Staates recht wohl stehen, und ein Handel, der uns aussaugt, kann sie geschwinde bereicheru. Warum soll man auch von ihnen die Selbstverleugnung fordern, das allgemeine Wohl dem ihrigen vorzuziehen? Wenn es in ihren Büchern gut steht, was gehet sie das Buch der Nation an? Der Holländer, welcher zur Rede gestellt wurde, weil er mitten im Krieg Pulver an Ludwig XIV. verkaufte, um sein eigen Vaterland damit zu verwüsten,antwortete im Geiste des Handwerks: „Ob wir Krieg oder Frieden haben, das ist nicht meine Sache; mein Pul- ver ist bezahlt, und ich stehe dafür ein, daß es

10

10

gut sey. Wenn man Pech und Schwefel nach der Hölle verlangt, und Rimessen schickt, so soll Myn Heer Satan mit ächter Waare bedient werden„. Es kommt überhaupt hier auf keinen authoritätischen Ausspruch, sondern auf die Sache selbst an. Ich bin überzeugt und ich glaube, bewiesen zu haben, daß unser Land bey einem ganz freyen Handel nothwendig verarmen muß, und alle Stimmen des grossen Haufens können mich vielleicht überschreien, aber nicht eines andern überzeugen.

A.

Nur noch kein Sieges-Ausruf, ich bitte; denn mein stärkster Hinterhalt für die Freyheit ist noch nicht im Treffen gewesen. Werfen sie dort ihre Augen hin auf die tapfern Bataven, die mit dem spanischen Joch alle Fesseln abwarffen. Dieser Haufen Bettler wie sie die Statthalterinn nannte, wurde schnell zur reichsten Nation der Erde. Zwischen dem Jahr 1579, da sie ganz von Spanien absielen, und dem Jahr 1609, da sie ihren zwölfjährigen Stillstand schlossen, hatten sie ihre Vereinigung durch zwey Provinzen verstärkt, den Hafen von Sluys weggenommen, Bergen op Zoom, Breda, Herzogenbusch erobert, Ostende drey Jahr lang vertheidigt, den Spaniern in ihren eignen Häfen getrozt, und die Canarischen

11

11 Inseln geplündert. Mitten in diesem kostbaren Kriege erhob sich Amsterdam als die Königinn des Meeres, und war schon damals, was es jetzt ist, das Magazin der ganzen Welt. Wie konnte dieses Volk solche Ausrüstungen bezahlen, und noch Schätze dabey sammlen? Blos durch seinen freyen und ausgebreiteten Handel, indem es alle Früchte der Erde, und alle Products des menschlichen Fleißes frey ein- und auszuführen erlaubte, indem es gerade gegen Ihre Grundsätze handelte: sonst wären die Holländer noch jetzt ein armseliges Volk; sie würden in ihren Morästen herum kriechen, sich bey jedem Windsturm auf ihre Sand-Dünen retten, und kümmerlich von den Fischen ihres Strandes leben; sie hätten gewiß dem Ocean keine Erde abgetrotzt, nicht die Macht der Fluthen durch Dämme gebändigt, sich nicht unter dem Wasser Horizont sichre Wohnungen gebauet, nicht ihre Sümpfe in Gärten verwandelt und mit Dörfern, Städten und Menschen bedeckt. Wenn die sichtbare Erfahrung wider Sie predigt, so beweisen Sie immer; ich widerlege Sie, wie Diogenes den Sophisten, der die Bewegung läugnete: er gieng. Nun darf ich, dünkt mich, den Lorbeer ums Haupt winden. Hier ist meine Hand. Ueberwundenen muß man großmüthig begegnen. Lassen Sie uns von etwas anders reden.

12

12

B.

Wie aber, wenn Ihre ganze Tirade mehr blendend als gründlich wäre, wenn Sie aus ganz verschiednen Umständen einerley Resultate erwarteten, wenn es mit Holland und seinem freyen Handel eine ganz eigne Beschaffenheit hätte, die sich weder auf uns, noch auf irgend ein anderes Land paßt?

A.

Wie wollen Sie das beweisen?

B.

Ohne viele Mühe. Erst wollen wir Holland von dem ersten Anfang seines Daseyns folgen, und dann mögen Sie urtheilen, ob nicht besonders glückliche Umstände und unbegreiffliche Fehler andrer Nationen der Hauptgrund ihres Wohlstands gewesen? ob ihr freyer Handel den Reichthum, oder ihr Reichthum den freyen Handel veranlaßt, und noch jetzo erhält?

A.

Das ist für mich ein ziemlich neuer Gedanke. Der Reichthum von Holland, das kaum den achten Theil seines Brodkorns bauct? Aber ich will geduldig zuhören.

B.

Es ist ausgemacht, daß die Einwohner von Flandern die ersten Weber inEuropa waren. Schon

13

13

im Jahr 960 sind Märkte in diesem Lande bekannt, auf welchen man Manufactur-Waarcn nach Frankreich und Teutschland vertrieb. Durch Kriege mit Frankreich verlohr Flandern einen Theil seiner Fabriken, die sich nach Löwen in Braband zogen.

Im Jahr 1200 hatten sich die Creuzherren Meister von Preussen und Litthauen gemacht, und die an der Ost-See gelegenen Städte fiengen an, die dort fallenden groben Waaren nach den Niederlanden, Engelland, Spanien, Italien, und Frankreich zu bringen, und von daher, besonders aus den Niederlanden, Manufactur-Waaren zurück zu nehmen. Diese waren also der erste Grund ihres Handels, die erste Quelle ihres Reichthums; und sie nahmen immer mehr in dem eigentlichen Holland zu. Denn im Jahr 1303 entstand Aufruhr unter den Webern in Löwen, Ipern und Brügge; ein Theil derselben flüchtete nach Engelland; und ein Theil nach dem Lande über die Maaß und nach Holland. Als, ohngefähr gegen 1360, die Kriege zwischen Dännemark und Schweden die See unsicher machten, und Wißburg geplündert wurde, so entstand der Bund zwischen den HanseeStädten, um die freye Fahrt und den Handel zu beschützen. Die sogenannten Oesterlinge wurden eine zeitlang Herren in der See, aber Holland gewann ihnen bald den Rang ab; denn im Jahr

14

14

1400 ward die Kunst Heringe zu salzen erfunden: eine neue Waare, die man überall bedurfte und nur in Holland fand. Unterdessen war Antwerpen zum höchsten Grade des Wohlstandes aufgeblüht; Aus Italien schickte man die Producte der Seidenwebereyen, die Waaren aus der Levante, aus Persien und China dahin, und vertheilte sie da weiter durch Europa; die Portugiesen entdeckten den Weg ums Cap, und die Spanier America; beyde Nationen handelten mit ihren eroberten Schätzen nach Antwerpen, und die Engelländer hatten daselbst ihren Stapel. Im Jahr 1585 zerstörte der Prinz von Parma dieses neue Carthago; und hier fieng der glückliche Zeitpunkt der Holländer erst an. Amsterdam erbte alle Reichthümer seiner älteren Schwester; die Spanier wollten aus einer falschen Staats Kunst die Schelde nicht wieder öffnen, damit diese Stadt arm und unterwürfig bliebe; alle Kauffleute entwichen, nicht nach Frankreich oder Engelland, denn da wurde der Handel durch Auflagen gedrückt, und kein Fremder begünstigt, auch nicht nach Flandern, wo weder bürgerliche noch Gewissens-Freyheit herrschte, sondern nach Holland, wo man sie brüderlich aufnahm, und wie eigenen Kindern begegnete. Die Fischereyen zogen sich ganz dahin. Die Tuch-Manufacturen liessen sich in Leyden und die Leinwands-Fa-

15

15

briken um Harlem herum nieder. Amsterdam erwarb eine Menge reicher und kundiger Kauffleute, und durch sie neue Zweige eines einträglichen Handels. Eine Menge glücklicher Umstände vereinigten sich also zum Vortheil der Holländer, aber der Untergang von Antwerpen war allein genug; und diese Begebenheit war nicht in der Ordnung der Dinge, war weder eine Folge ihres Fleisses noch ihrer Klugheit: denn sie trugen nichts dazu bey, daß die Spanier lieber dürftige Sclaven als reiche Bürger haben wollten. Sie hinderten bloß die Würkung dieser Regierungsfehler nicht; Sie verschlossen ihre Thüren dem Ueberflusse nicht, der von allen Seiten auf sie zudrängte. Das ist noch nicht alles. Eine Gesellschafft von Kauffleuten wurden Könige in Ostindien, alleinige Besitzer der Gewürz-Waaren, und hierzu kam ihr WallfischFang. Nach einer zuverläßigen Berechnung haben sie dadurch in 46 Jahren 16 Millionen Pfund Sterling aus der Tiefe des Meeres heraufgearbeitet. Sie begreiffen nunmehro, daß sie für ihre Gewürze ihre Fische und ihre Manufactur-Produkte, die Nothwendigkeiten ihres Lebens eintauschen, und die Wünsche ihrer Ueppigkeit befriedigen können, ja sie behalten noch eine Menge Waaren übrig, die man ihnen mit baarem Gelde bezahlen muß. Ihr Handel hat daher keine Einschränkung nöthig,

16

16

denn sie verkauffen beständig mehr als sie kauffen; die Balance ist überwiegend auf ihrer Seite, die meisten Nationen sind am Ende des Jahres ihre Schuldner. Sie gewinnen daher auch immer auf den Wechsel-Cours, und Holland ist einem Meerwirbel ähnlich, der das Vermögen aller Nationen in sich schlingen würde, wenn nicht Amerika die Lücken ausfüllte, und wenn man nicht nach und nach Fahrten entdeckte, um den schädlichen Wirbel zu vermeiden.

Sie sind Meister im Felde, und haben keine Festungen, keine Bollwerke nöthig. Wir aber würden bald überwunden und geplündert seyn, wenn wir die unsrigen niederreissen wollten. Was sagen Sie nun mein Herr A? Sind Sie noch für einen ganz freyen Handel in Dannemark? denken Sie noch, daß wir es in gleichem Spiel mit den Holländern aufnehmen können, daß wir dabey gewinnen würden?

A.

Ich bin zornig auf Sie — Sie haben mich um meinen Lieblings-Einfall gebracht: Kein freyer Handel! — eine traurige Aussicht!

B.

Ein freyer Handel, aber kein ganz freyer Handel ist möglich. Die Mittel sind leicht, um

17

17 fremde nothwendige Waaren wohlfeiler einzubringen, überflüssige auszuschicken, unsere Manufacturen gegen die geringeren Preise anderer Länder zu schärfen und vom Untergang zu retten. Vor allen Dingen ziehen wir, mit Ihrer Erlaubniß, unsern Zöllnern und Sündern die Montur wieder aus, zumahl da sie zum Theil nur eine schlechte Figur unterm Gewehr machen würden. Jede weise Regierung hat sich der Zölle, ihrer Erhöhung und Verminderung bedient, um den Handel des Landes gegen den Handel anderer Nationen abzuwägen, zuweilen diesen Zweig zu begünstigen, jenen zu belasten, je nachdem es ihr Vortheil oder ihre Nothdurft erheischte. Der König von Preussen gestattet keinen freyen Handel; Frankreich ist seinen strengen ausschliessenden Gesetzen und seinen Auflagen auf Waaren anderer Länder das Aufkommen seine Fabriken allein schuldig; und es ist ein lächerlicher Irrthum, wenn man glaubt, daß die Holländer sehr geringe, oder gar keine Zölle haben. Oft sind in Holland einige fremde Waaren ganz verbothen, und alles was im Lande verbraucht wird, selbst die ersten Nothwendigkeiten des Lebens, sind mit schweren Abgaben belegt. Sie schonen bloß die ausgehenden und durchgehenden Waaren, die sie bey sich zum Verkauf auflegen.

18

18

A.

Und hiervon haben sie geschwiegen. Die Holländer macht ihr selbstständiger Handel, wie man ihn nennen könnte, nicht allein reich, sondern ihre Fracht, ihre Auflage —,

B.

Sie haben nicht Unrecht. Die Holländer sind die Fuhrleute zur See für alle Nationen, oder wenigstens für die, welche nicht aufmerksam gegenung sind, das Fuhrlohn selbst zu verdienen, die, wie Sie es Dännemark anrathen, alle fremde Schiffe in ihren Häfen ohne Einschränkung aufnehmen. Diese Quelle ihres Reichthums kann versiegen, so bald man aufgeklärter und klüger werden will.

A.

Man versichert mich aber, daß die Holländer manche Bedürfnisse weit wohlfeiler zuführen, als man sie mit eigenen Schiffen aus der ersten Hand holen kann.

B.

Nichts ist natürlicher. Sie fahren mit weniger Mannschaft uud wohlfeilern Schiffen. Der Schiffs-Zimmermann, der Segelmacher, der Seiler, Brauer und Branteweinsbrenner treten zusammen, und rüsten ein Schiff aus; jeder hat nachdem Verhältniss seines Beytrags und seiner Arbeit,

19

19

so wie der Schiffer selbst für seinen Lohn, einen Antheil darinne; sie sind zugleich selbst Rheder, und wenn sie Vorschuß gebrauchen, so finden sie Geld zu drey pro Cent Zinsen. Ihr ausgebreiteter Handel macht, daß wo sie eine Ladung hinbringen, da finden sie auch meistentheils eine wieder zurück, oder sie wagen es auf Speculation eine zu nehmen, führen sie nach Holland, oder höckern sie in irgend einem andern Hafen aus, und gewinnen auf der einen Seite, was sie auf der andern verlieren. Sie können also mit einer Ausrüstung thun, was wir und andere Nationen mit zwey und mehr verrichten müssen; und wenn es nicht gelingt, so haben sie oft kein Geld, sondern bloß ihre Mühe verlohren. Die Vortheile dieser Einrichtung können leicht 10 a 20 und mehr pro Cent betragen, die oft eine Waare mehr kosten würde, wenn man sie nicht von ihnen empfinge, sondern aus der ersten Hand bohlte.

A.

So sind, dünkt mich, die Kunden der Holländer nicht zu tadeln — Denn wenn man fremde Waaren nöthig hat, so ist es besser sie da zu kaufen, wo man sie am wohlfeitsten findet.

B.

Wenn der Kauffmann rechnet, ja: nicht aber wenn der Staat rechnet. Denn für die Nation

20

20

ist es unendlich besser, ihre Fracht selbst zu verdiedienen, und sie doppelt zu bezahlen, als nur halb so viel den Holländern zu gönnen, zumahl wenn die Stärke dieser Nation in ihrer Schiffahrt und in ihren Flotten vorzüglich besteht; und die schärfsten Gesetze sind die weisesten, um alle Fremde davon auszuschliessen. Engelland wäre gewiß nochferne von seinem jetzigen Flor, hätte der grosse Uebelthäter Cromwell nicht dafür durch die Navigations-Acte gesorgt, die allen Seefahrenden Völkern heiliger seyn sollten als es die Sybillischen Bücher den Römern waren. Ihr Innhalt ist Ihnen ohne Zweifel bekannt?

A.

Ich erinnere mich dessen nur obenhin.

B.

Nach dieser Acte soll kein fremdes Schiff andere Waaren, als die in seinem Lande fallen, nach Engelland bringen; nach den Colonien sollen nur Englische Schiffe gehn, und nur auf solchen sollen alle Produkte derselben nach Engelland gebracht werden; von Hafen zu Hafen wird keinem fremden Schiffe zu handeln erlaubt; Fische, Wallfisch, Thran und Fischbein, von Fremden gefischt, bezahlt doppelten Zoll; und die künftige Verminderung der Zelle kommt bloß Englischen Schiffen zu gut; Hampf, Mastbäume, Theer, Pech, Salz, Rosinen,

21

21 Baumöhl, Korn, Wein und Brandtewein, darf nur auf Englischen Schiffen gebracht werden, oder die damit beladenen fremden Schiffe müssen an

dem Orte wo die Products fallen, gebaut seyn. ---

Cromwelln gelang es dadurch die Holländer zu demüthigen; und ich erwarte mit der Zeit ein ähnliches Gesetz von der grossen Kayserinn, die ihre Blitze aus dem Finnischen Meerbusen bis auf die hohe Pforte schleudert, und deren Flotten zu handeln anfangen werden, wenn sie zu siegen ermüden. Mancher brittische Vaterlands-Liebhaber hat sich wohl auch vormahls auf der Londner Zollbude gegrämt, die Themse von fremden Wimpeln und Flaggen entblößt zu sehen; aber Josias Child, ein erleuchteter Kauffmann, bezeuget, daß die Englische Schiffahrt siebenzehn Jahre nach der Akte dreyfach stärker als vorher gewesen sey.

A.

Sie zielen wohl damit auf unsern Patrioten,den Herrn Philopatreias?

B.

Vaterlands Liebhaber druckt den Mann und den Nahmen recht wohl aus, und Amoureux sagt es noch bester, denn ein warmes Herz und die Leidenschafft entschuldigt manche Schwärmerey. Ihm gelüstet nach Irländischer Butter; er sey herzlich darauf willkommen, aber nur so viel als er zu seinem Frühstücke braucht, denn wir befinden uns wohl bey der unsrigen. Er will Geld in Roulance gesetzt wissen; welche Danar zieht uns einen goldenen Regen vom Himmel? Er mag die grossen Kauffleute nicht, denn sie unterdrücken die geringern; wir erneuern also wohl die Gesetze des Ly-

22

22

kurgs, und theilen das Vermögen aller Einwohner des Staats in gleiche Portionen: Ich und Er, wir würden beyde vielleicht dadurch nicht verlieren.

A.

Indessen hat die Freyheit der Presse eine vortheilhaste Gährung in der Nation veranlaßt. Für mich ist dieses Gelärme von Geistern, die wie aus einem Schlummer erwachen, ein angenehmes Schauspiel. Mir kommt es vor, wie in der Natur des Lukrez, ein Gewimmel von Atomen, die nach allen Richtungen hinfahren, denn schnell im Creyß herumfliegen, denn tief zu Boden sinken, zuweilen

ein leuchtender Blitz aus dem finstern Chaos. ---

Wir müssen erwarten, was für eine Welt daraus wird.

B.

Wer kann die Zufälligkeiten alle berechnen? wer weiß, wenn dieser Schwerm von Atomen sich in Elemente zusammen drängt? Die Freyheit zu schreiben ist immer ein wirksames Mittel, um den Verstand in Circulation zu setzen, den sonst jeder, wie verbothene Münzen, wie Irons Rubel verschließt. Nur muß man nicht glauben, daß der gute Nahme der Bürger dadurch der witzigen und unwitzigen Bosheit eines jeden Scriblers Preiß gegeben sey. Der gute Nahme gehört mit zum Eigenthum, und darf nicht mit Gewalt geraubt werden. Alle Gesetze sind nicht mir der Censur aufgehoben; wer im Beyseyn; von Zeugen seinen Nächsten lästert, wird gestraft: warum sollte der frey ausgehen, der durch den Druck und im Angesicht des Publicums lästert? Diesen Mißbrauch ausgenommen, so lasse ich mir gerne lächerliche Vorschläge, übel verdaute Einfälle, phantastereiche unmögliche

23

23

Staats-Maximen gefallen. Denn die Entwickelung des Verstandes fängt vom romanhaften an,geht zum wahren und gründlichen über, und artet endlich ins zierliche aus. Es findet sich wohl mit der Zeit ein Lucian, der die guten Schriftsteller und die Minister aus der Keller-Etage zusammen öffentlich ausbietet, damit ihr Gehalt bestimmt werdeAber wieder zur Sache —

A.

Was haben Sie mir nun alles mühsam bewiesen? daß uns ein ganz freyer Handel schädlich seyn würde, und daß wir uns nach ganz andern Grundsätzen, als die Holländer, richten müssen. Wir haben, wie Sie wissen, Einschränkungen genug, und wir ahmen die Holländer nicht nach. Wir thun ohngefähr, was Sie wollen. Unser Handel hat also keine Ermunterung nöthig? Er ist so ausgebreitet und so blühend, als wir es wünschen? Sie können das nicht im Ernste behaupten. Und welche Mittel schlagen Sie vor? Meine einfache fruchtbare Maxime haben Sie muthwillig vernichtet: predigen Sie nun Ihre neue Weisheit, und erfinden Sie etwas bessers.

B.

Das wäre vielleicht nicht unmöglich, wenn uns nicht eine Menge Nachrichten fehlten. Um die Kräfte des Staats, und den Gang seiner inneren Betriebsamkeit zu berechnen, müsten gewisse Facta bekannter seyn. In Engelland und Frankreich sind die Register der Zölle und der Schatzkammer, die Balancen der Compagnien, der Banquen, und der Schulden in aller Neugierigen Händen. Hier aber darf kein Profaner auch nur einen Zipfel des Vorhanges aufheben, der diese Geheimnisse

24

24

A.

Sind das aber nicht Staats-Geheimnisse?—

B.

Deren Resultat nicht verborgen bleiben kann. Einem einzelen Bürger gelingt es zuweilen, seine Umstände eine Zeitlang zu verhehlen, und reicher zu scheinen als er ist; aber kein Staat verbirgt sich; man schaht ihr ohngefähr so hoch, als er werth ist. Die Haupt-Summe wird verrathen, warum soll das Detail dieser Haupt-Summe verschwiegen bleiben? So lange dieß der Fall ist, sind alle Vorschläge schwankend, denn man kann sie nicht mit Gewißheit auf unsern Zustand anwenden. Dem ohngeachtet sollen Sie meine Einfälle hören. Ich will mich aus Freundschaft für Sie in den Rath träumen, wo man mich weder begehrt noch bedarf. Aber nun ist es Zeit nach der Oper — Ich mag gerne die ernsthafften Geschäfte des Lebens mit ein wenig Freude mischen, so wird die Seele heiter, und gebiert ohne Schmerzen.

A.

Diese Göttinnen und Halb-Menschen sind eine theure fremde Waare —

B.

Und ein vortheilhafftes Product des Italienischen Fleisses — Eine Fabrik mit der Aufschrift; quì si castra con gusto, ist mancher andern vorzuziehen. Wir wollen ein andermahl mehr von

allen diesen Sachen schwatzen; kommen Sie ---

es ist die höchste Zeit.

1

Tillæg

til

Philodani første Hæfte,

eller

Afhandling om Handelen,

og især

den Islandske.

Kiøbenhavn

Trykt hos Paul Herman Höecke, boendes i store Hellig-Geist Stræde, 1771.

2

        

3

Fortale.

Saa vist som en retskaffen, reedeligsindet og oprigtig Handlende, udgiør en blandt de stærkeste Grundpillere i Staten, og fortiener, ikke allene Roes hos deres Medborgere, men endog af sine Konger, saa vist er det, at de modsatte ikke engang burde beæres med det ziirlige Navn at heede Kiøbmænd. De første søge med største Fliid og Omhyggelighed at anskaffe og forsyne Land

4

og Riger med duelige, og derhos nyttige Vahre. De sidste derimod sige med den Rommerske Keyser Vespasianus, som satte Told paa Urinen, at Vinding og Fordeel lugter got i hvorfra den endda kommer.

De første giøre Udlæg og ere fornøyede med middelmaadige Renter. De sidste vinde aldrig for meget. Kort sagt: de forste opbygge hvad de sidste bryde ned. Altsaa maae disse regnes som Ukrud i Agerne, da hine fortiener Stæd iblandt de deyligste Lillier paa Marken.

5

Fortale.

Det Islandske, Finnmarske, og Grønlandske Compagnie, samt de inden disse Grændser Handelen betroede, maa Naturligviis henhøre til een af Deelene; men da de selv ventelig har Afskye for at være de sidstes Medbrødre, saa faaer det at blive derved, skiønt jeg etters ikke mod alt Overbeviisning havde dristet mig til at give dem Stæd iblant de første.

Vel er sandt, at af Compagniet og de Handelen betroede, gives brave Folk, og følgelig har ikke andre nødig at tage sig af det hvad her er skrevet, end de, som i Samvittigheden ere overbeviste om at

6

Fortale.

have medhandlet bemelte fattige Lænders Indbyggere anderleedes, end de naturlige og borgerlige Love foreskrive; thi det var lige saa urimeligt, at beskylde heele Verden for Ondskab, som at sige: alle Mennesker ere gode.

7

Nec fpes libcrtatis erat nec cura peculî.

Hirudo fangvifuga, eller de faa kaldede Blod-Igle, ere et Vandkrøb og et Amphibion tillige, naar det giøres fornøden; det er: de kan baade leve paa Landet og i Vandet. Paa Hovedet af Blod-Iglene findes en Aabning, som er imellem de tvende Læber; denne Aabning er forsynet med stærke Tænder, dygtige til at giennembide, ikke allene Menneskers Hund, men endog en Hestes og Oxes.

Blod-Iglenes Forretning er at udsue Blod af alle Dyr som de faae fat paa, hvilket indgaaer i deres Hindpose eller

8

8 Mave, og forbliver der da dem fattesmen stille sig derved formedelst en usynlig Uddampning.

Jeg veed mange vil blive nysgierrige for at vide Anvendelsen af denne BlodIglenes Beskrivelse, i sær da Hr. Philodanus, i hvis Foedspor jeg træder, aldrig har melder et Ord om dejlige Insecter. Men betænker, at hvad han anfører under Navn af Monopolister og Compagnier, har jeg Hørt andre kalde Blod-Igler; hvilket dog bør skee med stor Forskiæl; thi alle Compagnie ere ikke af een og selvsamme Bestaffenhed, men bestemmes ved Samvittigheden og Gemytternes ædelmodige eller nedrige Egenstaber og Tænkemaade. Hvorvidt ellers Navnet er grundet, maae Finnmarken, Island, Grønland og andre under Compagniernes Eenevolds Herredømme beliggende Lande bedømme. Nok er det, Hr. Philodanus siger: at det Almin.

9

9

delige Handels-Compagie er et saa besynderligt Sælskab, at dets Lige ikke saa læt skal findes (Meningen er maaskee aldrig skal findes) Tilskud og intet Udbytte, og det i mange Aar efter at endog Island og Finnmarken ere giorte til dets Trældomsstæder, ere mørke Taler & c. Fornuftige men dog tillige forunderlige Tanker! Medens der var noget til Udbytte, og Fordeelen glimrede i Øynene, dog altid sammenknyttet med Landets Undergang og en Forberedelse til nu værende ynkelige Omstændigheder, hørte man aldrig en Patriot fremtræde paa Skuepladsen at tilkiendegive Landets Fader og Konge, hvad Compagniernes Handel tilsidst vilde føde af sig; men nu først, da Fuglen er afplukket, og følgelig intet Udbytte, er det at manges Øyne oplukkes. Saa det heeder her: Skaden giør mange kloge, men ikke rige. Besynderligt hvad Egennyttighed kan udrette! der udsuer andre for selv at

10

10

blive feed, og skiller sig derved igien formedelst en usynlig Uddampning, eller paa anden Dansk, ligesom Kong Pharaonis Kiøer bliver jo mavrere jo meer de æder; ja endog ikke skaaner heele Nationer for Undergang.

At forarme sig selv og forarme andre, er en Trykfeyl af Betydenhed. 30 a 40 Mænds Velstand og Riigdom, om Del og endnu var saa, med mange Tusinde Siælers Ødelæggelse erhvervet, synes at have været noget dyrt betalt.

Hr. 'Philodanus siger: at Island og Finnmarken ere giorte til Compagniets Trældomsstæder, visselig og Kiøbenhavn med; hvilket jeg troer Borgernes Pung lætteligen stal kunde bevise, som nu, imod for, maa betale alting dobbelt, og saa dyrt som Compagniet sinder for got, eller og nappes om det ved offentlig

11

17

Auction, hvor en forlegen holder den anden Stangen, saa længe begge veed den mindste Udvey til at betale.

Hvad Island anbelanger, da er det vist, at naar Compagniet siger a, saa maae og en Islænder, i hvem det faa er, sige b, og naar en regierende Kiøbmand siger c, maae Indbyggerne med Hatten i Haanden sige d; thi en Islænder ansees aldrig for en Handlende, men immer som en Betlere, endskiønt den havde Pænge nok at betale med; Samme giælder om dem i Finnmarken; Og hvem vilde troe, at det var en Pest for Kiøbmændene og Compagniet, om en Islænder skulde saae en liden Indsigt til at inkikke i Handelen, eller noget den angaaende, hvortil de heller ikke faae Anledning, uden ved den Føring, som Octroyen siger dem allernaadigst at være forundt.

12

12 Til Beviis ellers paa det Islandske Compagnies udstrakte Myndighed, tiener følgende, nemlig at det afvigte Aar 1770 satte selv en Taxt, som skulde giælde for heele Nationen, paa de utaxerede Vahre, uden derpaa at erhværve Hans Kongelige Majestæts allernaadigste Approbation; i det ringeste er det ey bleven kundbart giort, hvilket dog i forrige Tider haver været en Sædvane. Og efterdi nogle af de farende Kiøbmænd have været saa godgiørende, at hænge dette Document op i Kramboederne til Vedkommendes Efterretningmen andre derimod ikke have sundet det fornøden, saa er jeg forsikkret at Islænderne ikke vil fortryde paa, at jeg, skiønt fremmed, lader til deres Tieneste samme her indføre Ord for Ord, i Fald disse Blade kunde komme dem engang for Øyne. Og er det da af følgende Indhold:

13

13

Taxt

Efter hvilken efterfølgende hidindtil saakaldede utaxerede Vahre af Kiøbmændene paa alle Havne udi Island herefter, fra den Tiid Skibene i Aar til Havnene arrivere, og indtil videre skal forhandles.

Regning.

I Pronlæs Regn.

Gl. Fransk Viin, Potten Rød Viin, Potten Blank Messing, Pundet Bouttllier paa i Pott, stk. dito paa 1/2 Pott, stket. dito paa i Port, stket. Almanakker, stket. Taffel-Kager, stket. Peber-Kager, ket. Ræve-Kager, Pdet. Indigo, Pdet.

Kirsch, Alen

Fildt, Alen

Golgas Flonel, Alen Plyds, Alen

Rød og sort Flonel, Alen

Vett.

Fiske

6

8

20

4

3

2

Vett.

Fiske

6

8

22

4

14

14

Callemanke, Alen Ulden Dammast, Alen Naccorat Sarge, Alen Blaatvg hvidtCatmn, Al. Blaar farvet dito, Alen Rød og hvid dito, Alen Hvid dito, Alen

BlaatVeftph. Lænm, Al. Blaat UltzingerLærret, Al. Indenlandsk Hørlærret, iß-Alen bred, Alen dito izAlen breed, Alen Blaastribet og tærnet Lærret, Alen

Indenlandsk Blaarlærret, i Z-Alen breed, Alen dito Alen breed, Alen Dantziger Strie, f a § Alen breed, Alen Flensborger Seyldug, AlBreedeFløyelsBaand, Al. Middel dit, Alen Smalle dito, Alen Posemenrmager-Snorer, i sie Sort, Alen 20 Sort, Alen -ZdieSort, Alen

He Fiske Regning.

Veer.

Fiste

24

28

32

20

20

20

18

12

iO

12

TO

LO

9

8

2

8

8

6

5

4

3

2

I PronlæsRegn.

VektFist«

28

30

35

24

24

24

20

14

12

12

10

12

9

8

3 8 8 6

5

4 3 2

15

15 Eouleurt Traad, Ydet. Ordn.Canuns Tørklæder, Lærrers Tørklæder, Stket. Mindre dito, Stket. Flint Lak, der,

Middel dild, Dof. Ordmair dito, Poet. Ordin.Briller med vt dito tiden Futteral, Parret Metal Kiolknapper, Dosi. Ordinaire dito, Dosinet dito Vestknappe, Dehne: Store Hornkirapper, Dos. Smaa dit», Dosinet Tin-Knapper, Dosiner Beenkuapper, Dosinet Kirke-Oblacer, 1000 Fingerborrer, Sker. Horn Blefhven, Srket. dito med Peneknive, Stker. Træ Blekhorn, Srket. Bleklader, Stket. Budikker, Stk. Naalehuse, Ske, Uægte Guld- og Solvgaluner, breede Alen dito smallere Alen endnu smallere Alen

I Fiske Regning.

VettI

Fiske

16

14

LO

20

30

6

4

12

8

6

6

3

6

4 10

1

6

8

4

4

1

1

6

4

3

Qe PronlæsRegn.

Vett.

i

Fiske

18

16

12

20

30

6

4

12

8

6

6

3 6

4 10

1

6

8

4

4

x

X

6

4

3

16

16

Store Stile,

Middel diro, Stik. Ordinaire dito, efter Zap Sen af 1702.

Store Hollandsse FolleKnive, Sk.

Middel dito,Scket.

Smag dito, Stk,

Horn Bord-Knive med Gaster, Parret Ordinaire Peneknive, St. Store Saxer, Scket.

Middel dito, Stket.

Ordinaire dito, efter Taxien af 1722.

Store Messing Hegrer, Bundret Smaa dito,Bundtet Store Jernhegter, Bund. Smaa dito, mund, Score Skuffespeyle, Stk. Middelmaadige diro, Sk. Sye-Naale, 100

Jern Knappenaale, Brev. Messing dito, Brever Brede Kamme, Stket.

I Fiske Regning.

Vett.

Fiste

6

4

8

6

12

8

;

4

ZO

20

2O

10

8

6

LO

2

3

3

I Prov læs

Vett.

Fiste

6

8

6

4

12

8

5 4

30

20

20

10

8

6

10

2

3

3

17

17 Trine Uldkarder, Parret Ordinaire dito. Parret Malede ZEsker, Saget Staal, Ydet.

Kort, Spillet

Ordinaire korte TobaksPiber, Dosinet 3

21,18 og ir Garns Trosser, Favnen 5

Skind-Bmdsel, Ydet. 4

Gl. Salte-Tønder, Stk. 15

Boge Halv-DTonder, Stk. 14

OrdmairTheeBohe, Pd. 36

Cafe Bønner, Pd. 24

Melis Sukker, samt brun Candis, Pd. 10

Datum Kiøbenhavn den 8 May 1770. NB. 1 ett er 90 ß. Courant, og 1 Fisk 25, Courant.

I

Regning.

Vett.

Fiste

20

16

12

8

4

os PronlæsRegn.

sett.

Fiste

20

16

12

8

4

5

4

15

14

36

24

10

Men for ikke at udelade hvad der egentlig kan tiene til Sagens Nøyere Oplysning, eragtes billigt at Kiøbmændenes

18

18

Instrux samme Aar udgivet under Dierecteurernes Navn og Compagniets Seigl, ligeledes kommer for Lyset, hvilket skal siden blive undersøgt: Det lyder saaledes:

Pro Memoria

For de paa Island farende Kiøbmænd.

Set kan ey være nogen Iislands Kiøbmand ubekiendt, at under den i Taxten staaende Peckling altid har været at forstaae den Lybske Strie, som i Breeden holder i Alen, og at den i seenere Tider i Brug førte Danziger Strie, som ikkun at have Breeden af 3/4 til 7/8 Alen, er en Sort Vahre uden for Taxten, ikke desto mindre er det Høylovlige Rente-Cammer, i Anleedning af de 2de udi afvigte Aar Beskikkede Besigtelses-Mænd, deres Foregivende, af den Mening, at Danziger Strie skulde være Peckling, og følgelig holde 1 Alens Breede.

19

19

I den Anledning tilkiendegive Vi Kiøbmændene herved, at, i Fald Islænderne ikke vil svare den sædvanlige Priis for bemeldte Sort Danziger Strie, nemlig 2 Fiske i Fiske, og 3 Fiske i Pronlæs Regning, saa maa den ikke sælges eller nogen Nedsættelse derpaa tillades. ■

2.

Da der til os er indløben 2de Skrivelser fra det Høylovlige Rente-Cammer, angaaende de til Island førende utaxerede Vahre: 1) i Anleedning at nogle Sysselmænd havde indberettet, at slige Vahre bleve noget dyrt solgte. 2) At de af Sysselmandene over Vahrerne i Landet foretagne Besigtelses-Forretninger ikke kunde medføre den intenderende Nytte, med

mindre Kiøbmændene bleve tilholdte aarlig med Besigtelserne og Vahrenes Taxation at fremlægge ikke allene rigtig og fuld-

20

20

stændig Specification, over de efterliggende og ved Skibets Ankomst indbragte Vahre, men endog Forklaring over Indkiøbs-Priserne paa de utaxerede Vahre; Saa har Kiøbmændene, i Følge vores Svar til Hoybemeldte Collegium under 30 Januarii og 1 Februarii a. c. at agte 1) At de rette sig med Priserne paa de utaxerede Vahre efterdags efter en dem under vores Hænders Underskrift og Compagniets Segl en medgivende Taxt hvilken i Boeden til alle og enhvers Efterretning opslaaes. 2) Levere de Sysselmændene Specification over den aarlig indbringende Cargason, dog uden at vedtegne Indkiøbs-Priserne, efterdi disse ere Sysselmændene uvedkommende.

3.

Uagtet at Landfogden Schule Magnusen og hans Adjunctus John Schulesen, samt Sysselmændene Gudmunder Runolvsen, Jon

21

21

Eggertzen og Magnus Ketilsen, har foretaget sig afvigte Aar at confiscere de utaxerede Vahre paa Grindevig, Bosand, Holmen og Stikkelsholms Havne, har Kiøbmændene dog frit at sælge slige Vahre til Indbyggerne, efterdi Compagniet dette Aar, ligesom de forrige er skeet, har, i Følge Octrøyens 18 Post, indhentet Høylovlig Cammer-Collegii Tilladelse dertil; skulde ellers nogen Øvrigheds-Person eller andre, paa hvad Havn det maatte være, driste sig til end videre at ville øve nogen Confiscation, haver Kiøbmændene derimod vidnesfast at protestere, og ey at lade dem bortføre Vahrene fra Kramboden, men forseglet derudi blive liggende indtil Sagens Uddrag, da imidlertid et Lovlig Tingsvidne over det passerende, erhverves og hiembringes.

Kiøbenhavn den 21 May 1770.

P. Borre. M. Skibsted. K. C. Yttrech.

H. C. Bech.

22

22 Af disse Kiøbmændenes ForholdsRegler sees da 1) Compagniets Billighed, at ville paastaae ligesaa meget for den smale Dantziger Strie, som den i Taxten anførte Peckling, hvilken dog er bredere. 2) Ikke at ville tilstaae Sysselmændene at see Indkiøbs Priserne paade utaxerede Vahre, for efter Sandsynlighed og med Overlæg at kunde dømme om de paasatte Priser, og saaledes i Mindelighed forekomme al videre Ulempe. 3) At Directeurerne i Følge deres eget Svar til det Høylovlige Cammer: Collegium af 30te Jan. og 1ste Febr. a. p. har sat Taxt efter deres eget Gotbefindende.

Hvor vidt ellers den 3die og sidste Post kommer overeens med den 18de Artikel i den Kongelige Octroy, overlades til de skiønsomme Læseres Omdømme. Imidlertid er det dog vist, at blev mindre indført af unyttigt Kram til Island, og igien meere af det gavnlige, vilde Udfaldet blive anderledes.

23

23

Den Tilstand altsaa som disse oven: melte Lande nu befindes udi, er da at tilskrive Handelen, følgelig ere Armod, Fattigdom, Vandkundighed, slavisk Tænkemaade, og deraf flydende herskende Laster de som udbrede Monopoliens Ære, og Efterkommerne vil sige - - - Historien bevidner, at medens Islænderne havde deres egne Fartøyer, var Landet i en lyksalig Tilstand, og endda i den separate Handelstid; thi den Gang tvang Udreedernes egen Fordeel dem hver især at giøre nogenledes vel imod sine egne Districts Indbyggere; men nu er ingen Igienløsning at vænte; søger de paa de høyeste Fiældstoppe eller yderste Landpynte, saa er og Compagniets tunge Haand der. Grønland, uden Borlige Love og nedgravet i Vankundigheds Mørke, vil og væntelig lade sig høre med samme Klage. Vel er det sandt, at Faare-Pesten har klækkelig udmattret Island i næst afvigte 10 Aar, hvor dog Skindene

24

24

alletider behøves til Søeklæder, Tælgen til Lys, Kiød og Melk til Føde samt Ulden til daglige Klæder; Men dette Onde har giort større Skaar i Indbyggernes end Compagniets Pung, efterdi Fiskerierne have siden gaaet bedre for sig, og ere nu blevne til et Hoved-Næringsmiddel; ja vilde med meere Eftertryk og Fordeel for Compagniet drives, dersom det engang havde betalt Indbyggerne de ved Octroyen belovede og af Kongen paa-budne Baade-Bygnings Præmier.

Men det som især har styrtet Compagniet, er Directeurernes usædvanlige Opførsel imod sine egne Betientere og andre Vedkommende; de nye opførte! store Bygninger, man siger allene i Hensigt af at knibe de Fahrende; alt for mange hjemme blivende Betientere, aflagde med store sager; samt de Fahrendes Indskrænkning i Løn og Hyre, der stræbe suurt nok for sit

25

25

eget og deres Paarørendes Underholdnings men miste Modet naar intet er at fortiene. Og at jeg skal yttre mine Tanker, da er der ingen Fordeel for Compagniet at forstrække Islænderne med Laan i de gode Aaringer; thi derved vænnes Bonden til Dovenskab.

Det Forsiag altsaa som H. Philodanus gier om Compagniets Ophævelse, synes i det mindste ikke at stride imod Majestætens sande Nytte, langt mindre mod Religionen; Og jeg tør forsikkre, at Indbyggerne lod sig trøste ved en fordelagtigere Handel; thi det er fattelig nok af nærværende Omstændigheder, at inden 50 Aar ere til Ende bliver Island og Finnmarken ødelagte under samme Vilkaar, og før, om Fiskerierne slaae Feyl.

Nu er tilbage at man undersøger de fornemste Aarsager til de Forpagtedes ilde

26

26

Medhandling. Det var urimeligt om en vilde tilskrive Principalerne eene og allene alle disse Uleyligheder. Ney; Erfarenhcden lærer anderledes. Mon ikke og Borgemester Andersen, hans usandfærdige Efterretninger om Island, kunde tiene til et fuldkommen Beviis paa Kiøbmændenes og nogle andre Fahrendes Hjertelav imod Indbyggerne, som ikke have skammet sig ved at udsprede et ondt Rygte om en heel Nation uden Forskiæl, og det den de havde sin Velfærd og Fordeel at takke. Sunde politiske Regler, som ligne Forfatterne! at sætte en heel Nation i Foragt, som man dog ideligen omgaaes og nyder immer got af, er at sætte sig selv i Discredit, om ikke strax, da hos Eftertiden. At udsprede et ondt Rygte om en heel Nation i Politicis, Oeconomicis og Moralibus & c. er at betage den samme Lyst og Moed til at forarbeyde for slige Folk hvad der duer. Og jeg tør sige, at Naionens Foragt ud-

27

27

virker Foragt til Landets Producter, og følgelig opnaaes ikke heller Principalernes forønskte Øyemaal. Skade at vore Islandske Kiøbmænd have ikke bedre lært det 8de Bud.

Gaaer man et Trin nærmere hen under den kolde Luftegn, da aabnes Skuepladsen for Alvor, hvor Artaxerxes sidder paa sin Throne, befaler og tager igien, ja Echo af de dumme Klipper, da ingen andre tør tale. En Souveraine Konge har en uindskrænket Myndighed, kan give Love efter sit eget Tykke, og staaer under ingen andres end Gudernes Tiltale. En Ober-Kiøbmand er vel ikke født med saadan Myndighed, dog er hans Hiærne den fornemste Rettesnoer, og Bondestanden dens rette Læreklud. Men for ikke at overstride de rette Lære-Bygnings Regler, vil jeg tage den sidste Lignelse af samme som i Begyndelsen, nemlig Iglene, hvilke

28

28 under Søesvalens Tiltale, ligesom. Kiøbmændene under Sysielmændenes, og naar de ere stilte tilfreds og tie, raabe Steenene forgiæves. Jeg har i Forveyen meldet, at naar Kiøbmanden siger c, da maa Indbyggerne, om det end var til deres største Skade, sige d, en nødvendig Følge af den tvungne Handel! Det er beklageligt, naar en stakkels Bonde, som af yderste Kræfter stræber for sit og sines uforbigiængelige Livs Ophold, begiærer f. E. Salt og Bræder til Klipfisk-Virkningen. tomme Kar til Tranets Bevaring, eller og Føde Vahve for reede Penge, men maa dog 10 a 12 Mile reyse tilbage med uforrettet Sag. Derimod om en forlanger Tobak eller Brændeviin, det skadeligste Ukrud i en udpidsket Ager, ja endog paa Credit, giøres ingen Modstand; ikke at tale om hvor tidt en Kiøbmand forseer sig med umaneerlige Afviisninger, som f. E. da en har glemt noget i det Øyeblik hans under

29

29

danigste Handelstiid varede, ikke maa igien indlades.

Dette synes vel af ringe Betydenhed, men er dog nok til at opirre Gemytterne, og bevæger dem ofte at overskride Billigheds Grændser; saa jeg troer neppe det vilde blive usandfærdigt, om en eller anden paastod, at Kiøbmændenes (a) middelmaadige Opførsel var en Hovedaarsag til al den Misforstaaelse, Uenighed og Trætte, som lang Tiid har været imellem de Fremmede og Hine; hvilket Compagniet umuelig har kundet forebygge, men dog alligevel maat lide derunder. Og hvem kan forsikre at disse Handelen betroede ikke en eller anden Gang har fat paa de utaxerede Vahre meer end Compagniet befalede, og følgelig forhindret

(a) De som veed sig at være uskyldige ere her ikke meente; thi det var ikke ret at skiære alle over en Kant.

30

30

Afsazen til Vedkommendes Skade. Ikke at tale om, dersom nogen befandtes at handle med de Vahre, som Principalerne aldrig have været Eyermænd af.

Det er neppe Umagen værd at gaae nærmere ind i Tingene, men Nok at man anfører en vis Forfatters Ord, bygde paa publiqve Documenter, da han siger: Den følgende Deel af samme Hundrede Aar, nemlig fra 1602 til 1700, er en Kiæde af Klagemaal, indgivne en allene til Landstinget og Øvrigheden paa Stædet, men endog til Hans Kongelige Majestæt selv, nu over heele Landet, nu i visse Fiærdinger. Og endelig findes Befalning Aaret 1702 til at undersøge Efterliggernes Opførsel i Landet m. v., saa det vil blive ret angenemt at høre visse Folkes Skudsmaal, naar Historia Patriæ, saa fuldstændig og sandfærdig skreven som mueligt, engang

31

31

kommer for Lyset. Men naar er det gaaet værre til end nu?

Kong Christian den IV. Høylovlig af Ihukommelse, oprettede først i sine Lande Compagnie paa Ostindien, hvis Fonds beløb sig til 189614 Rdlr. Anno 1624, og gik over styr. Høystsalig Kong Christian V. gav siden i Aaret 1670 et nyt Compagnie sin Octroy, og skienkede samme 79073 Rdlr., og Interessenternes Tilskud var 162800 Rdlr., men alt dette kunde ikke hielpe, og derfore gav de Kongen sine Octroyer tilbage Aar 1730. Tilsidst satte Kong Friderich IV. det paa Foed igien, og Kong Christian den VI. gav det en fuldkommen Jurisdiction over alle som staae under det, undtagen i Livs- og Æresager; foruden andre store Friheder. Og skiønt dette sigter just ikke lige paa mit forønskte Øyemed, saa viser det dog de Danske Kongers overmaade store Nidkierhed for deres

32

32

Undersaatters Beste og uforlignelige Gavmildhed til Statens Velgaaende; ja ikke det allene: Man seer og tillige, hvor Gud og Naturen have ligesom sat sig imod med tilfælles Aarsager og adskillige ulykkelige Hændelser Compagniernes Fremgang; thi ellers havde bemelte Capitaler neppe saaledes bortsmeltet. Stiftelsen af det Islandske og Finnmarkske Compagnie bevidner ikke mindre om Kongernes store Omhyggelighed for disse Lænders Indbyggere, og tillige Kiøbenhavns Indvaanere, skiønt Udfaldet svarer ikke til deres allernaadigste Faderlige Hensigter; da disse Provincer ere blevne Hans Majestæt til Byrde og ingenlunde i Stand til at reyse sig igien, med mindre de bekomme Hielp af det Høye, og en udstrakt Arm rekker Haanden.

Det Vandkrøb som i Begyndelsen blev afmalet, bider meget haard, og dets Bid foraarsager emfinddtlige Blegne paa

33

33

det menneskelige Legeme, og efter Lægernes Paastaaende, Frisler, Krebs og Koldbrand; følgelig behøves erfarne Læger og kraftige Midler til at afhielpe dette Onde. Legemet er stort, Blodkarrene mange, og Giften har indsniget sig lige til Hiertet. For en Konge allene lægeligt med følgende og andre deslige Recepter:

R Absit monopolium detur oppositum.

Digeratur per tres annos & invitentur omnes subditi opulentiores, Norvegi inprimis, ut migrent in Islandiam cum tota familia.) habitentqve ibidem ad finem vitæ usqve, Privilegiis singularibus suffulti.

D. S. Til alle og enhvers Efterretning.

Det er paa Dansk: Monopolium skal afskaffes, det modsatte gives efter 3 Aars Forløb.

Alle vore Undersaatter som besidde Midler, og især Norske, indbydes for at

34

34 sætte sig ned i Island med deres heele Familie, dog saa, at de forblive sammestæds indtil deres Dødsdag; thi da maae de vænte at blive benaadede med særdeeles Privilegier.

D. S. Ligesom det første.

Man tvivler ikke paa, at hvis sligt gik for sig, og disse maatte agere med frie Hænder, vilde mange indfinde sig og indgaae denne Contract; men de maatte naturaliseres i Landet og forblive sammestæds indtil deres Død; ellers høstedes aldrig den sande Nytte af Tingene. De efterliggende Kiøbmænders Exempler, som have været i Island nogle Aar, og samlet saa meget, de rigelig siden have kundet forsørge sig og sine med, vise just ikke, at Landet har taget Fordeel ved deres Nærværelse, men meget meere tabt; hvilket følger af Fornødenhed, og ikke andet at vente, end en Flakkende maae see sig for

35

35

borgen, i hvordan det siden gaaer de andre; men en retsindet blivende vil at alle skal leve i Velstand; thi da er han først sikker paa sin egen timelige Lyksalighed. Og, hvad vilde ikke Svogerskab udvirke? Eller mon det var skadeligt, om Islændere fik et Stykke Levebrød i Norge, Jylland eller andre af Provincerne, og blev siden kaldede hiem, da de havde samlet Forstand og Kræfter til Fædernelandets Tieneste.

Naar jeg tænker paa Islands Situation, til Hvalfiske Fangsten, siger Hr. Philodanus, til det Fiskerie, som falder paa dets Kyster, og, som ikke er dog spildt, fordi Dünkkerkerne bruge det & c. saa veed jeg intet større Skiændsel for mit Fæderneland. Gid de havde levet og skrevet disse upartiske Tanker først i den Tid, Compagnierne bleve stiftede; saa vilde Island nu i Dag befinde sig anderledes. Dets Situation til Hvalfiske

36

36

Fangsten, er, som de siger, ypperlig, skiønt der ved Kysterne i Almindelighed ikke falder de feedeste Fiske, ligger dog nærmere Grønland end Dannemark eller Norge, hvis jeg ikke tager Feil. Og, hvad siger man om dets Beliggenhed, i Henseende til nye Opdagelse af Østerbygden, der saa længe har staaet i Forglemmelsens Bog; eller om den Handel, der fra kunde drives med Americanerne? Men her standser jeg. Kiøbmændene have fortalt, at i Island vare ingen Vinterhavne; og falder det i Sandhed lættere at troe, end om en havde sagt: I Island er aldrig fanget Fisk. Jeg tilstaaer, at under visse Vilkaar er Fiskeriet under Island ikke spildt, fordi Dünkkerkerne bruge det, som, i Fald Indbyggerne selv havde Fartøyer og kunde komme saa langt ud, som hine. Men da det er tvertimod, og Hollænderne kaste ud Indvoldene af Torsk, Flyndre og andet deslige, hvorved Fisken ligger og følge

37

37

lig skyer Landet, saa have Fiskerierne meget standset derved; og altsaa burdte det Forbud: at Hollænderne ikke maae fiske nær Landet, end fire Miil, reent ophæves.

Man skrige sig hæs om Folkets slette Character. Ethvert Folk, som er Monopolium for et Compagnie, bliver fordervet, om det var saa det beste i Verden. Det er vel ingen ubekiendt, i hvilken Tilstand Russerne vare, da den store Konge Peder Zahr tiltraadte Regieringen, og, hvorledes han i fin Tid raffinerede denne Nation, om støbte dens grove Lader og gav den en anden Tænkemaade. Mon vor store Monark ikke kan udrette ligesaa vigtige Ting? Danz og Musik, som Nationen er forgabet i, kan omdanne dem til andre Mennisker; thi det choleriske eller melancholiske Væsen, som har Overmagten hos det Nordiske

38

38 Folk, læges best ved anførte Midler. Kong Waldemar I. og Il. giordte et Folk af Soldater mildt og sædeligt ved en Politie, som dannede Borgere. Waldemar II. ved at afskaske Jernbyrd, udryddede aldeles Levningerne af et Barbarie, hvis Erindring er en stor Admygheds-Lærdom for Mennisket. Mon vore Tiders høyt oplyste Regent ikke kan udvirke meer end disse? Ingen redelig sindet tvivler derpaa.

Til Slutning maa jeg give nøyere Agt paa Hr. Philodani Tanker, og dertil føye mine egne, nemlig: at bliver Islands Medhandling til hans Fædernelands Skiændsel; saa kan dog de Høystsalige Regentere for sig selv aldrig være sligt at tilskrive. Thi midt i alle Islands Viderværdigheder fremskinner deres ømme Hiertelaug og store Kierlighed til Landet,

39

39

som de daglig, ligesom Himmelen Jorden, have overdugget med deres utallige Raades Beviisninger, skiønt forgiæves. Fordi at, om det end var mueligt at Island ved Hielp af mechaniske Hiul kunde forflyttes til en anden Kant af Verden, saa blev dog Island det samme, som nu, saa længe den ulyksalige Handel vedvarer.

Stormægtigste Monarch!

Island, Finnmarken og Grønland giemme i sit Skiød en uskatteerlig Riigdom; De ønske inderlig, at den blev anvendt til en Ædelsteen i Deres Aller. naadigste Monarches Krone; de blues ved at imodtage tusinde Velgierninger uden Vederlag, og fortryde, at andre Fremmede uretmæssig høste Frugten;

40

40

Ja, de sige: Lad Fængselet op, og giv os Opreisning ved de rette Midler; saa vil vi erkiende det Gode, og vores Store Monarches Høye Navn sakl blive for os udødeligt! Amen.

1

Upartiske Tanker

om det

Islandske

Handels-Compagnie

og

dets farende Kiøbmænd.

Gratia si nulla est , lacrymæ tibi gratia

fiant;

Hoc potes aut nullâ parte movere

Deos.

Kiøbenhavn, 1771. Trykt hos Brødrene Berling.

2

        

3

Fortale.

Gunstige Læsere!

Jeg skriver ikke for at vinde Penge, eller egennyttig, utidig Fordeel; langt mindre af Hævngierrighed, eller for at rose Seyer over Vedkommende. Jeg søger ikke at paadrage mig Deres Ugunst, ald den Stund jeg skriver Sandhed; og Deres Gunst erholder jeg neppe, siden jeg

4

4

siger Sandhed. Besværlige Tider! Island trænger høiligen til en god Forandring, og er færdig, at spille banqverot. Compagniet staaer, som Folk siger, paa svage Fødder; Kiøbenhavns Fattige sukke og svækkes ved de fordoblede høie Prise; de Farende tabe meer, end de vinde; og er da ikke høi Tid, at forandre, førend Strikken løber til Halsen. Jeg laster den monopoliske Handel, fordi den har altid havt onde Felger, hvor man saa seer hen i Verden, og ikke af Had til de Personer, som drive samme for nærværende Tid paa Island. Jeg opregner nogle faae af Kiøbmændenes Kneb, fordi diste Per-

5

5

soner have ikke altid opført sig, som de burdte; men undtager alle fromme. Jeg skriver, som siden bli ver sagt, for at Folk skal tænke paa de langt bortliggende Lande, som saa hastig kan gaae af Glemme, og viser tillige, hvad ondt de dog i Deres beklagelige Omstændigheder maae lide. Jeg skriver efter min ringe Indsigt, og tillader andre, at fælde Dommen, holdende for min Pligt at sige mine, ligesom andre aabenbare deres Tanker i mindre magtpaaliggende Ting. Er ikke Island mestendeels ligesaa vidtløftigt, som StorBritannien? og hvad Forskiel er der ikke paa begge Kongers Fordeele: Lad

6

6 Naturen have nedlagt mindre got i og ved Island, var det dog ikke at ønske at vor Konge maatte nyde den femtende Part i Forhold af Engellands Fordeele, i Stæder for at Han nu selv maa af sit eget lægge til at vedligeholde Island, som Himmelen har saa rigelig velsignet: og hvorfor skulde vi da tie?

7

Frie Handel NB. Alting har sin Tid. Der er Tid at tænke og Tid at skrive. Tid at sige Sandhed, og ikke længer Tid at holde sig derfra.

Tid at fremstille sig for et aarvaaget Øye,

og ikke Tid at holde sig derfra. Tid for Norden at sukke, og Iisbiergene at skrige.

8

8

Høistærede!

Hvem gav Slangen Magt til at bide Mennesket?

Katten Snedighed at fange de uskyldige Sommer-Fugle?

eller

Ræven Klogskab, at indtage Vinterqvarterer i de koldeste Lande?

Hvem gav Raad at udrydde disse skadelige Dyr af Landet igien?

Og hvem laante de Uskyldige Vaaben imod sine bevæbnede Fiender?

Har ikke Monarchens Viisdom giort det sidste, og de Første selv taget sig Retten til

Uden Hans Vidende? Men ach! Jeg

havde i Sinde at skrive noget om nærværende Handels Forfatning udi Island, og jeg agter at blive ved mit Forsæt; skiøndt Tankerne i Begyndelsen ere saaledes uformodentlig adspredte: Dog førend jeg gaaer videre, vil jeg fortælle den gunstige Læsere en 130 Aar gammel Islandsk Bondes Drøm, Natten imellem den 24de og 25de April 1565, som blev fun-

9

9

den optegnet paa Pergament iblant hans Efterladenskaber, og lyder Ord for andel saaledes, som følger:

Jeg drømte (skriver Bonden) at jeg og mine 16 Sønner og Sønne-Sønner havde et overmaade prægtigt og langt Haar, som beklædede vore Lænder: det var gult og fint som Silke. Mine Sønner brystede sig ikke lidet af Haaret , og jeg selv i min høie Alderdom var ligesom ret fornøiet. Derefter saae jeg til mine Sønner, og see! de havde alle røde Skarlagens Klæder paa, med Guld rigeligen besatte, og hver en af dem sin Guldring paa Haanden, samt kostbare Armbaand, (som i de Tider vare brugelige). Jeg sluttede med mig selv, at de maatte have sanket en Hoben Penge, og fik at vide, det var som jeg tænkte. Kort derefter saae jeg 20 forfærdelig store Ravne, og en heel Hoben andre ligesaa skadelige Rovfugle; men de sidste vare siærmere. Ravnene havde jernbeslagne Kløer, og en

10

10

stor Krog paa Næbet. De omringede mine Sønner og reve deres Klæder gandske smaat itoe, indtil de omsider vare alle splitter nøgne.

Jeg frygtede mest for, at de tilsidst vilde tage fat paa det deilige Haar, som jeg saa høit i mine Tanker havde forhen skatteret, hvilke og stede; thi inden tre Minuter var det gandske afplukket. Ach! Ulyksalige, raabte jeg, skal dog min Afkom saaledes gandske ødelægges? Ravnene svarede: Indiens Guld forvandles til Jern, og deraf smeddes Trældoms Lænker. De andre Rovfugle sagde: I det inderste af Roms Huse smeddedes de Lænker, hvilke lagdes paa Verdens Folk. Jeg overvejede Drømmen med største Bekymring det øvrige af Natten indtil Dagen brød frem og Morgenstjernen traadde udaf sin Leie, da syntes mig Sønnerne ligesaa pyntede, som tilforne; mig selv skadede intet, og i det vaagnede jeg.

11

11

Af denne Drøm kunde jeg just ikke spaae mig selv noget ondt, efterdi Rovfuglene loede mig passere, som sagt er, frie og ubehindret; men strax sluttede derhos, at nogle vanartige Mennesker vist nok vilde med Tiden spille mine Efterkommere, Børn og Børne-Børn i tusindeste Leed, nogle ubehagelige Ruller, ja tilsidst mesten ødelegge hele Slægter, om ikke Morgenstjernen før havde ladet see sit Skin paa Himmelen.

Ved mine Sønner og Sønne-Søn- ner forstaaer jeg, som sagt er, mine Efterkommere, Landets Beboere, og ved deres deilige Haar samt prægtige Klædedragt, blomstrende Velstand paa nogen Tid.

De tyve forfærdelig store Ravne betyde uden Tvivl tyve bevæbnete Betientere, udskikkede fra de andre ligesaa skadelige Rovfugle, som vare fiærmere, til at udsue og plage uskyldig Folk. At de reve Klæderne itoe, og tilsidst plukkede Haaret af, tyder jeg saaledes, at dette mageløse Sæl

12

12.

skab mon ikke allene bortsnappe mine Sønners Løsøre, men endog deres faste Gods, ja til Slutning sætte dem, om mueligt, i ævig Trældoms Fængsel, som Ravnenes Svar ogsaa tydelig giver tilkiende, nemlig: Indiens Guld forvandles til Jern, og deraf smeddes Trældoms Lænker. Eller og, som de andre Rovfugle svarede: I det Inderste af Roms Huse smeddedes de Lænker, hvilke lagdes paa Verdens Folk, der er: paa den inderste Forsamlings - Sal vil blive smeddede de Lænker, hvilke skal lægges paa det Nordiske Folk.

Dagbrakningen, saavel som Morgenstjernens hurtige Aabenbarelse, just i det Øieblik, da mine Sønner vare i den største Elendighed, og saa got som færdige at opgive Aanden, er intet andet end et Forbillede paa en mild, naadig, retfærdig og Visdomsfuld Regent, som ventelig vil tage sig de forqvaklede og undertrykte Menne

13

13 sker, deres Partie an, og sætte siden atter i en lyksalig Tilstand.

Drømmen, og Udtydningen derpaa, er med min egen Haand optegnet til Vedkommendes Efterretning, i fald den engang skulde blive opfyldt, Muhle, den 25. April

1565.

Hildebrand Axelfon.

Dette vigtige Document giver da for det første tilkiende Mandens Agtsomhed i at optegne, hvad han meente kunde tiene til sine Landsmænds Forvarsel og Underretning; og for det andet, at de herligste Naturens Gaver og en ypperlig Indbildnings-Kraft kan endog være nedlagt hos den ringeste Bonde. Men hvorom alting er, saa lader jeg Drømmen staae ved sit Værd, og vil allene giver Agt paa dens Forklaring, som synes at være den mærkværdigste, som vor skarpsindige Bonde har lagt for Dagen, og kan jeg da ikke andet end biefalde Forfatteren deri, at Islænderne levede om nogen Tid særdeles vel fornøiet og sam

14

14

lede anseelige Midler imedens de selv dreve deres egen Handel paa Norge, Skotland, Irland, Rusland og Dannemark, hvor de bleve altid overmaade vel imodtagne; men saasnart Hænderne vare paa dem tilbundne, og Munden tilstoppet, begyndte de immer mere og mere at tage af, saavel i Henseende til deres udvortes som indvortes Styrke, ja, det som overs gaaer alle Ting, at Tænkemaaden, ved det langsommelige Slaverie, jeg mener under den forpagtede Handel er gandske fordervet: Saa det kan nu hiemføres paa Islænderne, som Saxo Grammaticus fordum sagde: ,,lnternum periculum externo atrocis erat. Thi omendskiøndt Compagnierne havde ladet boere Huller paa deres Baade, (ligesom det skede i bemeldTilfælde, saaledes at endeel af Skibene sank, da dog Fienden brugte sine Vaaben ligefuldt) og sat Skildvagt paa den ene Side, for at betage dem al Næringsvei i kort føie Tid, saa var det dog bedre, end ved yderlig Tvang, at forderve en heel Nations Tænkemaade, som i Sandhed ikke er saa let igien ak forbedre.

15

15

Gunstige Læsere! De troer maaskee, at jeg har sagt formeget, men, desværre! Jeg har endnu sagt mindre end jeg burdte. De vil kanskee spørge, hvad Handelen har med Tænkemaaden at bestille, som ere af en saa forskiællig Natur og Beskaffenhed. Dertil svares: at det er Legemet fornemmelig, som søger sin Underholdning ved Handelen, enten den saa er tvungen eller ikke. Er nu Handelen tvungen, hvorved Legemet skal opholdes, og samme nægter det fin fornødne Pleie og Forflegning, saa maa jo Siælen og være tvungen, følgelig ogsaa Tankerne; thi det er Soeleklart, at Legemers Baand og andre udvortes ynkelige Omstændigheder, sætte som ofrest Lænker paa Siælens Virkninger, Armod og Fattigdom, nyttige Forsøg, som Siælen har peget paa, tilbage, og man kiedes ved at tænke, naar Udfaldet belønner ikke Umagen. Jeg skriver om forqvaklet Tænkemaade, just fordi jeg anseer den samme for den allerstørste og vanskeligste Anstøds Steen for Hans Kongel. Majestæt ved Islands Opkomst og Reformation at faae ryddet af Veien, og tør gandske vist tilskrive

16

16

den tvungne Handel, a) som Hoved-Aarsag, dens Fordervelse, sigende med Hr. Philodanus:

at ethvert Folk, som er Monopolium for et Compagnie kan blive fordervet, om det endog var det beste i Verden. Nu har jo Islænderne været saa længe underkastede Com-pagniernes Herredømme, som med største Iver frygtende for at tabe, Have sat sig ud til at betage dem al Lejlighed, at see fremmede Nationers Foranstaltninger i adskillige Slags dem høieligen fornødne Ting, hvorved de flestes Forstand dog meest bliver oplyst, og til den Ende givet sine Kiøbmænd saa lydende Instrux, at de ikke maae lade Islænderne faae Lejlighed til at lære at salte Kiød, Klipfisk, Torsk & c., langt mindre bekomme nogen Slags Indsigt i Handelen, med videre, som samme indeholder. Alligevel paastaaer man, at vil have gode Produkter, og tilskriver Islændernes ureenlige Medhandling, om de feile

noget.

a) Man speile sig i de Sicellandske Bønders og Soldaternes Egenskaber, hvilke begge jævnlig holdes under Pidsken, og betragte af deres Exempler, hvad for et Foster Tvang og Elendighed jo ikke gemeenlig føder af sig.

17

17

noget. Hvem skulde altsaa undre sig over, skiøndt Kunsterne ere uddøde, Lysten borte, og Tænkemaaden i Bund og Grund fordervet; eller være saa ubillig, at tilskrive Indbyggernes Efterladenhed, som altid har maattet dukke under, skiøndt de ere geraadede udi nærværende Omstændigheder, og især efterdi Kiøbmandene have vist ikke forsømt, helligen at efterleve disse sine Forholds-Regler, i hvor urimelige de endogsaa ere.

„Maaskee byder Stats-Klogskaben, at Folkene skulle blive i Mørket; maaskee er den mindst oplyste Borgere den beste; maaskee skulde Fornuftens Brug opløse Lydighedens Baand; O ulyksalige Land, om hvilket fligt kunde gielde!"

Islænderne lastes for en eller anden Lidenskab, og hvem er fligt at tilskrive? Er det ikke Mangel paa Oplysning, og Omgiængelse med dem, som skiønne paa Dyden? Visselig; ,,thi kan end ikke lyset altid fordrive Lidenskaberne; det skal dog legge Tvang paa dennem. Som Kundskabens Grændser udvides, saa giøres Menneskene bøielige og

18

18

den lyksaligste Konge skulle være den, der regierede over et Folk af Vise."

Det første og sidste altsaa, som bør iagttages ved Islands Opkomst, er at forbedre Smagen; at faae de forfængelige Griller udryddede, som Mængden er befængt med, skiøndt ikke i det, som udfordres. til deres ævige Salighed. Men, Kiære Islændere! De tænker maaskee, at jeg vil lægge Dem til Last Deres forkiærte Tænkemaade; men det er langt fra, allermindst i Almindelighed, siden jeg er overbevist om, at deres uhældige Skiæbne i deslige og flere andre Begivenheder, er som foran blev sagt, den tvungne og forpagtede Handel mestendeels at tilskrive, og ønskede langt heller, at den ved smaae publiqve Scholers Opbyggelse, Bogtrykkeriets rette Drift, b) samt

derb)

Jeg siger ved Bogtrykkeriet og ikke Bogtrykkeriernes rette Drivt, efterdi i det hele saa kaldede vidtløftige Island findes ikke meer end et eneste, og det i saadan en Forfatning og ynkelig Tilstand, at hver en retsindet Patriot maatte med grædende Taare billigen beklage dets Skiebne, og af empfindtligste Følelser hæve og

19

19

derfra udgaaende lærerige Traktater i alle Videnskaber maatte igien blive sat paa Fode og forbedret; thi naar faa var, vilde man snarere kunde ophielpe Landet, og spare anseelige Midler, som ellers maaskee unyttig bortsmeltede, ja vel og Nationen selv saae Afskye for det, som nu omstunder holdes for at være sømmeligt.

Saaledes er da Islændernes ædelmodige gamle Tænkemaade forvandlet til en flavisk, og besmittet ved et ideligt Monopolium, følgelig

skiælve ved at see fast det eneste Middels til at forekomme Nationens Barbarie, saa hastig Undergang og ødelæggelse, med mindre der paa nogen Maade bliver kommet i Veien for. De udgangne Skrifter i nogle Aar vise ellers Dets nærværende Forfatning, og de indgivne Besværinger i Cancelliet, saavelsom Kirke: Inspections Collegium, dets prisværdige Drivt næstafvigte

halvsnees Aar eller mere, skiøndt

— Men Hans Kongel. Majestæt, som veed frem for nogen anden, at Bogtrykkeriernes Standsen legger Lænker paa Forstanden, vil Allernaadigst maaskee ogsaa beværdige denne Post med allermildeste Agtpaagivenhed, og see derhen, at samme kommer i sin forrige Stand igien.

20

20

kan det ikke komme nogen underlig for, skiøndt Islands Forfatning er kuns maadelig, Huusholdningen forfalden, Politiken Vidunder, Retten gaaer Krebsgang, ja fleste deres Idrætter ere bagvendte, saasom alt dette umiddelbar Hænger af Siælens Bestyrelse.

Ved, det første Syndefald tabte Siælen sine Virkninger, og meget af sin første ædelmodige Styrke, efter de Geistliges Paastaaende, i de aandelige gode Ting; men ved det andet Fald, under det monopoliske Herredomme, forliiste Islænderne endnu noget af deres siden tilbage blivende ypperlige Sinds-Gaver og naturlig Tilbøielighed, samt Kræfter til de Legemlige nyttige Foretagende. De maatte og kunde forher reise hvorhen de vilde, de toge med sig saa meget de fandt for got og havde fornødent, uden at raadslaae derom med en forpagtende Formynder, eller andre af samme Bonitee, skiøndt ringere Værdie. De tienke Konger og Fyrster i Krigs og Freds Tider; og viiste sig tappre imod Fjendens Antasten, og ædelmodige i Erobringens Tid: De indsamlede Visdom, bestyrket med lang-

21

21

varig Erfarenhed, og Fordeelen berigede Fædrenelandet. Men nu ligger en anden Ugle i Moesen: Frieheden er borte, og man er ikke længer mægtig sit eget; Fattigdom spiller Mester paa den ene Side, og Monopolium paa den anden veed got at betiene sig deraf, sigende: Jeg har Magren, og efter min Pibe skal I danse. Søger hvor I kan, og om I end kan faae Opreisning, saa skal der dog ikke blive givet Agt paa. Dette giøres bevisligt af den Promemoria, som findes indrykket i Philodani Tillæg, hvor det heder, at vil ikke Islænderne svare toe Fiske i Fiske Regning, og tre i Pronlæs-Regning for hver Alen Danziger Strige, saa maa den ikke sælges eller nogen Nedsættelse derpaa tillades.

Nu sætter jeg, at 1 Alen var ikke meer end som i Fisk værd, hvorfor maa den da ikke sælges for den samme Pris? Fordi, saa er jo Fordelen halvparten mindre, og nran af langvarig Erfarenhed er tydelig overbevist om, at Islænderne tilsidst maa nødes til at betale den efter Forlangende, ja, om det end var 10 gange meer for hver Alen, end som foran blev mel-

22

22

det. Af samme Aarsag forbydes og ligeledes Nedsættelsen, i hvorvel Hans Kongel. Majestæt allernaadigst ved Octroyen, og desuden mangfoldige andre Rescripter, strængelig har befalet Syffelmændene at være tilstæde og besigte den indbringende Cargason, samt givet dem fuldkommen Myndighed til at nedsætte efter Sandsynlighed de Vahre, som enten ere bedærvede, uduelige, eller og uforholdsmæssige med Taxten af 1702. Quæstio problematica? hvordan en Kongelig Betient i flige Tilfælde skal bære sig til. Kongen befaler Sysselmændene, hvis det giøres fornødent , at nedsætte Vahrene. Compagniet derimod forbyder al Nedsættelse at maae tillades, og at de ikke skal sælges ringere, end de ere engang for alle ansatte for da dog Indbyggerne trænge høiligen dertil, især siden Faare-Pesten begyndte alvorligen at tage overhaand. Jeg holder for, at en Sysselmand, som er pligtig at efterkomme Hans Kongel. Majestæts allernaadigste Billie og Befalinger, saavel som forebygge Landets Ruin, bør bruge Magten, og i Mangel af bevæbnede militairske Tropper samle saa mange af Bondestanden for billig Betaling,

23

23

paa Compagniets Regning, som han behøver til sin Assistence imedens han uddecler bemeldte Sort Vahre med taalelig Pris til Indbyggerne, da de som giøre Modstand, svare til den Skade og Ulæmpe, som kan foraarsages af deres Foretagende, og ikke det allene; Deslige Vahre synes mig med al Villighed kunde fortiene at være forbrudte, som saaledes forhandles imod Hans Kongel. Majestæts allernaadigste Forordninger. Er Dommen ellers for haard, saa kan Compagniet trøste sig derved, at jeg just ikke er sat til at være deres Dommer.

Vi have hidindtil været i lav med at betragte Islændernes Tab i Henseende til deres Egenskaber, gode Tænkemaade og Indsigt i adskillige Videnskaber under den forpagtede Handel, og beviist at samme er gaaet til agters formedelst en idelig Tvang og Undertrykkelse. Thi Compagniet og deres farende Kiøbmænd har stedse indbildet sig, og indbilde sig endnu den Dag i Dag, at ved en oplyst Nations Handel kan man aldrig vinde ret meget, og følgelig anseet den Post ligesaa hellig og ubrydelig, som en af deres Troens Articler, nemlig

24

24

bestandig, baade tidlig og sildig at holde de arme Indbyggere under Pidsken, og til den En« de af yderste Kræfter søgt at betage dem al leilighed til at bekomme Visdom, forhindret saa vidt mueligt deres udenlands Reiser; ja, om de end have været saa lykkelige at komme ud af Fædrenelandet, da indskrænket dem meer meer Tid efter anden.

Jeg vil ikke bruge mange Ord til at bevise det disse svagtænkende Mennesker, jeg meener de Handlende paa Island, mærkelig har taget feil; thi Engelsmanden og Nordmanden f. E. ere jo toe oplyste Nationer, og den ene vinder dog anseeligt ved den andens Handel, og det uden Tvivl meget meer end Compagniet ved Island, eller Island igien ved den ulyksalige Handel. Det var altsaa at ønske, at Compagniet i sin moednere Alder, jeg før ikke sige, sidste Aandedræt, vilde sadle om, hielpe Islænderne til at lære noget got, og kalde tilbage igien sine skriftlige Begieringer om at indskrænke de Studerende, hvorved det just ikke vil indlægge sig meget stor Berømmelse hos nogen Veltænkende Patriot, langt mindre sine Efter-

25

25

mænd i Handelen, og allermindst fortiene nogen Tak af den allerviseste Regiering, som det, nu paa den, nu paa en anden Maade, har ligesom søgt at forvilde, og formaaet den undertiden at udgive de Befalinger, som Erfarenheden siden har lært, ikke at have været saa særdeles fordelagtige for nogen af Vedkommende, uden kanskee i en kort føie Tid for Compagniet selv. Man maae heller ikke indbilde sig, at sligt har været en umuelig Sag, eftersom nogle af Interessenterne bestandig have svævet i en høiere Luftkreds, og havt saa got som Forestillingsmagten umiddelbar i Hænderne.

Iblandt andet ellers erindrer jeg mig en, gang at have seet og igiennemlæst et Missive til Amtmand sal. Magnus Gislesen, som og ved samme lejlighed af ham er i Trykken udgivet, dat. d. 11te Januari 1766. af følgende Indhold:

Det maatte behage Hr Amtmand ved Overtalelse at bringe det derhen hos Indbyggerne udi Island, at de til Deres egen og Handelens Beste i gode Fiske-Aaringer

26

26

i deres egen Oeconomie betientesig meer af Udstud-Fiske, og derimod hos Kiøbmændene toeg saa meget desto mindre Mehl og Brød, end i Fiske-løst Aaringer maatte skee, naar stigt nødvendig udfordres, da saadan endog deres egen Velfærd vilde befordre, ved det at Almuen kunde anvende ni andre deres Nødvendigheder det som de ellers ved Handelen udgive for mere Meel og Brød i goede Fiske-Aaringer, end de nødvendig behøvede, og udi hvis Stæd den udskudte Fisk kunde tiene dem til deres nødtørftige Underholdning. Vi forblive

N. N. & c.

Det er langt fra at jeg paa nogen Maade vil forklejne de Hele Herrers Roes og Ære, som vare Forfattere til denne Skrivelse. Imidlertid maae jeg dog med al vedbørlig Ærbødighed og Høiagtelse give Agt paa hvad den indeholder, som er at Islænderne til deres egen og Handelens Beste i gode Fiske-Aaringer, i deres egen Oeconomie betiente sig meer af Udskud-Fiske og der-

27

27

imod hos Kiøbmændene toeg saa meget desto mindre Meel og Brød, end i Fiskeløse Aaringer, da saadan endog deres Velfærd vilde befordre & c.

Det Ord Udskud, som sættes foran ved det Ord Fisk, giver da for det første tilkiende, at det er saadan en Fisk, som allerede af Kiøbmændene er forkasted og de ikke ansee for at være duelige Handels-Vahre, som gemeenlig skeer, enten Fisken er forsvarlig eller ikke, naar Handels-Skibene først have indtaget sin fulde Ladning, og de Farende begynde at blive alt for mætte. Følgelig falder det af Fornødenhed, at jo Indbyggerne maae beholde, hvad Kiøbmændene ikke vil tage imod, thi Bøn og Formaninger formaae her kun lidet. Altfaa forsvinder denne Post af sig selv, og viser just ikke andet end C. C har villet føie Compagniet i denne dets saa hvit fornødne og fornuftige Begiering.

For det andet kan man ikke saa læt udleede Islændernes Fordeel af at beholde Udskuds Fisken i de gode frem for de Fiskestøte Uarin-

28

28

ger; thi ere de berrettigede til i de gode Aaringer naar de selv kan kjøbe Meel og Brød & c. om det var at bekomme, at spise UdskudsFisk, hvorfore da ikke i de haarde Aaringer ligeledes, naar Gud og Naturen selv synes at have givet dertil Befalning.

Desuden naar Compagniet skulde spare paa de Vahre, som Islænderne ere særdeeles tjent med; i de gode Aaringer, som, for Ex. Meel, Brød, da dog Indbyggerne kan betale dem, hvad mon det ikke vilde gjøre i de Fiske-løse Aaringer; eller maatte jeg spørge, hvad skulde Islænderne faae for deres gode Fisk den belejlige Tid, naar de ikke kan faae Fødevahre imod Fødevahre, der dog ligesaa got kunde forvares og gjemmes af Islænderne selv indtil de haarde Aaringer, som om de bleve liggende i Compagniets Pakhuuse, og i det ringeste var Indbyggerne vissere paa at have noget Forraad i den dyre Tid, naar de selv havde et Ovantum liggende hos dem selv, end om de skulde tigge dem noget til, naar maaskee heller intet var at bekomme. Kort sagt, Meeningen er denne: I den gode Tid skal man kjøbe ad-

29

29

skilligt unyttigt Kram, og gaae siden ud paa Græs med Faarene, naar Kramboeden nægter al videre Biestand og Tilførsel. Og begriber jeg altsaa ikke, hvordanne Islændernes Velfærd paa denne Maade kan blive befordret, men Compagniet derimod vinder øjensynligt.

Hvad ellers mærkværdigt kunde findes udi dette Hvilovlige Missive, lader jeg staae ved sit Værd, men allene siger, at Amtmanden, en indfød Islænder, burdte efter mine Tanker have bedre indseet Styrken deraf, og ikke anvendt saa overmaade stoer Møie paa, at faae samme i Punkt og Prik saa nøje efterlevet, uden for saavidt at Forfatterne vare Hans Øvrigheder, hvis Befalinger han burdte holde hellige, enten de vare af mere eller mindre Værdie.

Jeg skulde ved denne Lejlighed have gaaet flere Documenter igjennem, som jeg har ved Haanden, og vise hvorledes Compagnierne have søgt at insinuere sig i adskillige Tilfælde, for at kunde vinde lidet, hver for sig, uden at see paa Indbyggernes eller Majestætens For-

30

30

deel; men som Rommet og Tiden ikke tillade Mig at være meget vidtløftig, saa faaer det at bie til en anden gang. Allene maae jeg dog erindre at det nu værende Compagnie (c) ikke allene ved Overtalelser, men og virkelig i Gjerningen har lagt Vind paa at knække Halsen paa Indbyggerne, og nedtrykke alt hvad der kunde engang have Skin af at tjene til Landets Opkomst, hvorom de Nye Indretninger i Reykevig klarligen vidne, som med største Møje og depencer af den elskværdigste Regent i Verden Høystsalig Konge Friderich den Femte, udødelig af Ihukommelse hos Islænderne, bleve anlagte; da det, Compagniet nemlig, den 24de Januarii afvigte Aar 1770 loed falde saadant et ufordeelagtigt Resultat i General-Forsamlingen: De nye Indretninger skal, saavidt som mueligt indskrænkes, og troer Compagniet sig dertil, da aldeles ophæves.

Ach!

c) Skjøndt Heele Sælskabet er ikke Mevider i hvad der gjøres og foretages i Directionen, saa bliver dog samme det alligevel at til skrive.

31

31

Ach! uskatterlige Ejegode Friderich! var det Din Hensigt, at Dine Hænders Gjerninger i sin spæde Ungdom saaledes skulde forgaae? Eller havde du befalet, at de unge umyndige, men derhos nyttige Planter, med Roed og alt paa denne Maade skulde gandske oprykkes og fortæres af de uskjønsomme Kaalorme? Nej! nej! Din Ædelmodighed var langt større; Din Visdom, beblandet med Gavmildhed, anderledes, og Din ubeskrivelige Nidkjerhed for Undersaatternes Beste havde gjerne ønsket at see langt bedre Udfald af et saa umisteligt, som en Indsigtsfuld Monark anstændigt Anlæg. Derfore skal og Dit Høje Navn til en ævig Amindelse staae udhugget i de Islandske Klipper. Og vi have fuldkommen Aarsag at begræde Din Bortgang med blodige Taare; som af idel Kjærlighed uden at vente nogen Erstatning for det første havde besluttet at ophæve af Støvet. Men hvorledes er det gaaet? Hvor ere for Ex. de smaae og behændige Hukkerter, som Deres Højstsalige Majestæt skjænkede til Indretningernes Transport, og hvor er Havfruen, som Islænderne selv byggede og elskede frem for al de-

32

32

res Eyenbom? Er den ikke solgt af Compagniet for Slikk, førend man vidste af, til Skotlænderen, som havde Fartøjer nok, og det arme Island faaledes skildt ved deres hele Flode? Ja følger da ikke af Fornødenhed, at jo Indretningerne maae sløjfe sig selv, efterdi Transporten over Land falder alt for kostbar, fra alle i Landet langt bortliggende Stæder? Visselig, Compagniet har og vel indseet, at Hovedknuden i at sløjfe Indretningerne var opløst, naar de ingen Fartøjer havde.

Gunstige Læser! Jeg kjædes ved at skrive alt, hvad jeg indbilder mig at kunde sige om en monopolisk Handel, og det fornemmelig derfore at hele Verden er nu omstunder, Gud skee Tak! saa oplyst, at den veed, eller i det mindste burdte vide dens skadelige Følger; Altsaa er mit Hensigt med disse Blade, at Island, Finmarken og Grønland maatte blive i frisk Ihukommelse, og engang befries fra de ubehagelige Rovfugle, som Bonden i foranførte Drøm har spaaet om, at skulde udplyndre Hans pyntede Sønner.

33

33

Men saa nær beslægtede som den første, og de medvirkende Aarsager ere, for hvilkes Hjelp et eller andet bliver iværksat; saa uadskilleligt er Monopolium og de farende Kjøbmænd, som kraftige Redskaber til dets skjønne Fortgang og Fuldbyrdelse, og derfore fordrister jeg mig til at optage dem i Sælskabet, og give Stæd næst ved den første Classe, med det velfortjente Roes og. Berømmelse, at skjøndt de ikke vide, hvad Utvungen Handel kan udvirke til Rigernes Fremtarv og Nytte, saa kjender ingen bedre den forpagtede, eller veed, hvad den indrenter end som de. Altsaa kan man med største Billighed slutte, at disse lydige Personer ikke allene have efterlevet deres Principalers Ordres, men og undertiden gaaet langt videre, og selv tiltaget sig, som Vice-Regentere, paa saa langt bortliggende Stæder, en selvgjort opdigtet Myndighed; thi jeg formoder ikke for Ex. at det er Compagniets Billie, at nægte Indbyggerne imod reede Penge Fødevahre, og lade samme siden fortæres om Vinteren af Muus og Orme; ikke at tvinge en Karl til at forrette Compagniets Arbejde ringere, end om han

34

34

skulde tjene hos sine egne Landsmænd d); ikke at tage den bløde Fisk til Indbyggemes største Skade, efter sit eget Gotbefindende, nemlig f. E. 3 Langer (e), som kunde veye haarde 20 Pund og følgelig gjelde 10 Fiske, eller 22½ Sk.

d) Indbyggerne give om Sommeren i Almindelighed en Tjeneste-Karl 1 Rdlr. Croner hver Uge, undertiden 1 Rdlr. Specie, eller 108 Sk. Courant, foruden Mad og Drikke. Da derimod findes de af Kjøbmændene, som paa Compagniets Vegne ikke give meer end 40 Fiske eller 90 Sk. Courant ugentlig og hverken Øll eller Mad, da dog Kjøbstæd-Arbejdet falder gjerne sværere, og udfordrer dobbelt saa mange Klæder. Endelig dersom Compagniet ikke tilstaaer sine Kjøbmand meer end 90 Sk. om Ugen for hver Arbejds-Karl, da falder denne Beskyldning bort af sig selv paa deres Side, og tilffrives Sysselmændenes Upaapassenhed, som ogsaa i dette Tilfælde bør see paa Indbyggernes Beste. Thi hvorfore skulde en Islænder tjene fremmede for mindre Løn, end sine egne Landsmand, som selv lide i nærværende Forfatning allerstørste Mangel paa Folk.

e) Samme gjelder om Qvantum var mere.

35

35

Courant, efter at Indbyggerne endog først have anvendt en Heel Dag paa at fange dem, siden nok en dito at føre hen til Kjøbstæden uden Betaling, og tilsidst havt Umage med at tage Indvoldene og ryggen ud, samt bragt dem hen paa det Stæd, hvor de skal indsaltes; f) ikke at tale om naar en Bonde, som boer 14 a 15 Miil, eller længere bort fra Kjøbstædet, driver sine Faar derhen over Heeder og Elver, med stoer Besværlighed, i den kostbareste og nyttigste Tid midt om Sommeren, for at faae dem omvexlede med noget, som han igien trænger til i Huusholdningen, og Kjøbmanden ikke viltage imod, eller og kun giver for dem Halvparten mindre end Taxten tilholder, eller og Bonden kunde faae hjemme af sine Landsmænd, uden at have rejst ud af Flekken, ventelig paa den Grund, at Kjøbmanden har faaet for

f) For saa vidt, ere og Kjøbmæendene at und: skylde i denne Post; thi naar der er ingen Opsigt, og de maae lade og gjøre, hvad de vil; saa kommer det siden an paa, hvor meget Samvittigheden kan fordrage i Gjerningens Udøvelse.

36

36

meget, g) eller og Faarene udmattede af den lange Rejse, ikke see saa nydelig ud, som de andre i Nærheden, hvilket falder af Fornødenheden. Bonden vil nødig drive dem tilbage, thi da lider han dog Skade, og har slet intet for sin møjsommelige Rejse og Tidsspilde; ja, kan og maaskee ikke naar Faarene ere trætte; mer vidste ikke medens han endnu var hjemme, i hvilken Humeur Kjøbmanden vilde blive, naar han kom med sine Faar til Residenzen: Udfaldet maa altsaa, som Bonden plejer at sige, beroe paa den naadige Herr Kjøbmand, som gemeenlig holdes for al kunde betjene sig af disse Lejligheder, især da den tilforordnede

g) Her tales ikke om siden Faare-Pesten begyndte, og hvorfor ikke? Fordi at medens Naturen viste sit Mesterstykke og frembragte en talrig Mængde, skjønnede man der ikke paa; men nu den lader af at yngle, som tilforne føler og indseer man tydelig, at Tabet er alt for stort, og følgelig tager til Takke med skallede Unger og saadant et Misfoster, som Naturen, i saa langsommelig lang Tid forhaanet, i sin Vrede har udklækket.

37

37

Stædets Øvrighed er meget sjelden tilstæde, eller og i andre Forretninger.

Indsigtsfulde Stats- og HandelsMænd! meene de ikke at Islænderne har kundet samle nogle Tønder Guld i omtrent et par hundrede Aar ved saadan en extraordinaire fordeelagtig Handel, og det allerhelst naar Vahrene, som Kjøbmændene betale med, ere opsatte til sin fuldkomne Højde imod det annammede? Ach! Hvor lyksalige ere ikke de Islandske Bønder, Hustruer, Børn og Tjenefolk som paa en kort Tid i Nærværelse af Kramboden kan vinde en anseelig Skat, som af Rust og Orme ikke saa let kan fortæres. Lyksalig er den Regent, som skal oppebære Skat og Tiender af slige Capitalister; ja, lyksalige ens Betjentere, som kan fremstille sig med saa kostbare Klenodier for Monarchens høje Ansigt.

Men lader os komme til det mere alvorlige igjen, og forbiegaae vores Islandske Kjøbmænd, og deres Forhold medens de vederqvæges af den kolde Luft, siden alle deres

38

Gjerninger og Foretagende hænge umiddelbar af forpagtende Sjælers Virkninger, og den tvungne Handels selvsomme Vilkaar. Det plagede Island, formørkede Grønland, og den udsuede Finmark have følet Kjerligheden, og maae, desværre! tilstaae og bekjende sin Skrøbelighed, som Følge af et langvarigt monopolisk Herredømme, og af et Folk, hvis Egenskaber har læt Kundet kæmpe sig derefter.

Jeg har da hidindtil søgt, skjøndt ufuldstændig, dog sandfærdig og uden Bitterhed at afmale Islændernes Tab i legemlige, og om jeg maatte saa sige, aandelige Ting, ved foranførte Handel. Men nu staaer den vigtigste og vanskeligste Post tilbage, nemlig at jeg hitter paa noget Middel til Landets Opkomst. (Thi det er ikke nok, om Lægen ti Gange sagde Patienten, at han var betændt af en stærk Inflammations-Feber, men gav dog ingen Raad til at udrydde samme) Og er jeg da eenig deri med Hr. Philodanus, og Forfatteren til sammes Tillæg, at Frie-Handelen er den

39

39 beste, (h) naar den blev tilladt i Tide, skjøndt den for det første vilde finde sine Vanskelighed der i saadant et land som Island (i). Dog kunde maaskee de fleste blive ryddede af Veien, ved et

b) Aarsagen er den, som enhver Kjøbmand dagligdags kan erfare, nemlig at saasnart Handelen er bunden, har den ingen retskaffen

Fremgang meer, og naar Pengenes Om-

løb standser, tilspærres ogsaa Fordeelen, som ikke saa let kan ffee i frie Handelen, eftersom Vindesygen er dens fornemste Hjul. Og desuden falder det af Fornødenhed, at siden Frieheden agtes af alle for noget af det Herligste, den jo virkelig maae vare Livet og Sjæ- len i al Handel. Dette eene, som Hr. EtatsRaad Kofod Anchers guldvægtige Tanker i en af Hans Fortaler give tilkjende, er „den almindelige Lov for al Handel at den ikke maae være det almindelige Beste imod, eller falde ud til egensindig Selvraadighed.

i) I forrige Tider veed man, at den indenlandske Handel har været dreven der med stor

Nytte, og at samme nu er mestendeels ud-

død, ja vel af nogle anseet, som uanstændig og utilladelig, ved det de ikke gjøre Forskjel paa Aager og redelig Kjøbmandskab. Derfo-

40

40

fornuftig velgrundet Plans Anlæggelse, som efter mine Tanker allerbest kunde lade sig gjøre paa følgende Maade. Nemlig: om Hans Kongel. Majestæt foruden alle andre besynderlige Naades-Bevisninger imod Island, allernaadigst fandt for got, at udsætte en Pris-Medaillje af 50 Rdlrs. Værdie for den best og grundigst udarbejdede Afhandling om FrieHandelen paa Island, samt alt hvad derved kunde være at iagttage, saavel i som uden for Landet, til Majestætens, Indbyggernes og de Farendes Fordel; dog saaledeS at med samme maatte forholdes ligesom andre Pris-Skrifter, nemlig at alle Afhandlingerne blev indleverede med en Devise paa en forseglet Seddel, med Forfatternes Navne og Opholds-Stæd udi; hvilken Devise svarede til de anførte paa Afhandlingerne, og ingen saadan Seddel blev

re maatte man paa det Forderligste see til at sætte den paa Foed igjen, som Grundvold og Kilde til den udenlandske, og oprette Markeder, betryggede med gode Love og PolitieAnordninger allevegne, dog besynderlig udi Synder-Fjerdingen, hvor det falder Indbyggerne mindst vanskeligt at komme tilsammen.

41

41

aabnet, med mindre Forfatteren er Præmien tildømt; men blev Vedkommende u-aabnet tilbage leveret imod Forevisning af Seddelens Mærke.

Foruden nu at den Overgaaende Commission, dersom den anseer Fries Handelen nyttigere end anden, vil ved sin Tilbagekomst visselig medbringe et fornuftigt Plan, saa fik man tillige at høre andres fornuftige Tanker, som hande kjende Island og tillige flere Landers Forfatning, samt deres Forhold mod hverandre, hvilket visselig udfodres, førend man maatte vente at kunde forevise et fordeelagtigt Plan til bemeldte Handel.

Overalt biefalder jeg selv Forfatteren ti! Hr. Philodani Tillæg, hans Meening og Forslag, skjøndt samme er meget utilstrækkelig, om at indbyde bemidlede Fremmede, at sætte sig ned i Landet, og forblive der bestandig, skaanede indtil videre for alle besværlige Paalæg, og ikke det allene, men at de maatte frie og ubehindret baade til Lands og Vands drive deres Næring og gjøre dem det anviste Stæd

42

42

saa nyttigt som de kunde, uden Indbyggernes Fornærmelse. Thi dette synes ikke lidet at ville befordre Frie-Handelens skjønne Tilvæxt.

Det andet Hoved-Middel til Landets Opkomst, er at pynte paa Landvæsenet i sin hele Omfang, og især ved adskillige smaae Præmiers Udsættelse, opmuntre Folk at anlægge KjøkkenHaver, hvortil Naturen selv synes at have dannet Landet, skjøndt der endnu ikke findes ret mange ventelig af den Aarsag, at Bonden har hverken Anfører, eller fornøden Indsigt i at saae og tillave Mad-Urterne, saaledes at de beholde deres rette Smag, hvilket lættelig afhjelpes, naar Fremmede have først sat sin Boepæl blandt dem.

Hvad Agerdyrkningers Opkomst anbelanger; da mærker jeg nok, at alle ere ikke eenige i den Post at samme skulde sættes paa Fode igjen, eftersom de frygte for at samme ikke skal belønne Umagen, allermindst blive til et HovedNærings-Middel. Men jeg vil spørge: Bør den derfore gandske forkastes og ansees med Ligegyldighed? Nej; thi om den end ikke kunde føde meer end 4 a 500 Mand, saa var dog vun-

43

43

det noget, og følgelig maatte man heller aldeles ikke forglemme den Næringsvej, men snarere udvælge kyndige Norske Bønder, eller og de af Islænderne, som have lagt sig efter Agerdyrkningen, og vilde maaskee med mere Eftertryk drive samme, ja langt bedre end de Jydske Bønder fordum, som lode Kornet mestendeels moedent overalt staae paa Marken, uden at anstille flere nyttige Forsøg. Sjælland er udraabt for at være et dejligt Kornland, og man kan vist ikke sige derimod; men hvortidt skeer det ikke, at endeel af Korner, særdeles naar der indfalder fugtigt Væjr, maae afmeyes halv moedent? og mon det bliver derved? Langtfra; thi det som er blød i Kjærnen, tørrer man i en Bagerovn inden det kommer under Qværnen, og deraf bages siden Brød, som ikke giver det andet noget efter. I Island kunde man jo gjøre ligeledes. Dog skulde man ikke, som tilforne, udvælge Dansk Korn til Udsæd i Island, men heller forskrive saa meget som behøvedes, fra Siberien, Archangel, eller og af det saakaldede Snarre-Korn, som voxer i Norge, (k)

k) Det kaldes Snarre-Korn, fordi det voxer saa hastig, og kan blive moedent i 4re a 6

44

44

Videre henhører umiddelbar til Landvæsenets Forbedring udi Island, at man strax uden Forhaling, saavidt som mueligt, lader slette (l) alle de Marker, som ligge omkring Gaardene; thi derved kunde jo Landmanden øjensynlig spare den halve Tid og Umage bag efter, og følgelig anvende hele Maaneder, som nu unødvendig sættes paa Høeavlingen til Fiskeriets Drist, eller andre nødvendige Foretagende. De, som kjende Landet, og veed hvor stoer Forhindring Tuerne gjøre i Bondens Arbejd, maae tilstaae at denne Post er af allerstørste Vigtighed, og jeg troer gandske vist at TugtHuus-Lemmerne der i Landet ikke kunde bedre anvendes end til slige publiqve Forretninger, (m) under Anførsel af en duelig Opsyns-Mand;

Uger, faaes op i Dalene, hvor Soelen stikker som stærkest an.

1) De Svenske og Norske bruge en Øre til at hugge Tuerne af med, som de kalde Græve, jævne siden, som sædvanlig, Jorden med Plog Jernharre, men besaae den med Kleverfrøe.

m) Lad være de ikke kunde overkomme meer end 2 a 3 Sogne for det første, saa var det dog bedre end slet intet.

45

45

og intet var billigere, end at de skulde arbejde til det almindelige Beste, naar hele Landet saa længe har maattet underholde dem uden noget Vederlag. Ikke at tale om i Fald disse magelige Personer bleve tilholdte at udgrave Moradser, lægge Broer over sumpige Stæder, og lade Gjærder, hvor det gjøres fornødent.

Endelig til Slutning maae jeg ydermere give Agt paa, hvad der kan befordre Landets Lykke. Man veed at Tilførselen skeer kun eengang om Aaret, og det maaskee paa sine Stæder utilstrækkelig; Fiskerierne slaae fejl, og Creaturerne døe undertiden paa engang; altsaa maae Indbyggerne gaae fra Huus og Hjem, hvor saadant tilfalder, og være sig ude om Føden, hvor noget er at bekomme. Ja, ikke det allene, men maae hobe-viis midt om Vinteren paa de besværlige Rejser sætte Livet til; (n) og andre tillige i Lejervold som ikke ha

n) Nogle have faldet paa, at Island var alt for folkerigt, cg derfore døde saa mange Mennesker af Sult i de haarde Aaringer; andre igjen har beskyldt Guderne, for at have nedlagt mindre i Naturens Skjød, end som

46

46

ve taget sig vare for slige Besøgelser. Følgelig skulde det synes højligen magtpaaliggende, at der blev indrettede Proviant-Magaziner i hvert et Syssel over det hele Land, og gid Hans Kongel. Majestæt af faderlig Omsorg for disse sine Undersaatter, allernaadigst fandt for got nu i dette Foraar at lade alle Vedkommende Øvrigheder næstkommende Høst fremkomme med deres Plan og Demonstrationer, hvordan saadant et højstnødvendigt Anlæg best kunde iværksættes, alt paa nærmere allernaadigste Approbation.

Det sidste Forflag, som jeg nu først erindrer, og tilforne uformodentlig er gaaet mig af Glemme, er dette: at man overalt i Landet søgte at indføre alle Slags Rokker i

Mængden behøvede til sin Underholdning. Men Begge tage mærkelig Fejl; thi det er en almindelig og uryggelig Sætning, at jo flere Folk der er i et Land, jo flere Næringsveje, altsaa kan ikke Folkemængden i sig selv betragtet, være Aarsag til nogen Dyrtid, langt mindre Naturens Fattigdom, eftersom daglig Erfarenhed viser det Modsatte; men snarere Mangel paa Folk og andre fornødne An

47

47

Brug, og derimod, deels ved Sysselmændenes Hjelp at opbrænde, deels afskaffe, saavidt mueligt strax og siden efterhaanden, de foragteliqe nu brugelige Haandteene, som Fruentimmerne betjene sig af, og ikke allene gjøre, men og have gjort saa stor Forhindring i deres Spinden og Tvinden at de neppe i 3 Dage kan afkaste saa meget som ellers i en, ved Hjelp af foranførte Redskaber og for at man desto før kunde opnaae sit Øiemed, synes mig Compagniet, i fald det mod al Forhaabning skulde længe vedvare, burdte, siden Forslaget sigter til Handelens saavel som Indbyggernes Fordeel, ikke allene udsætte, men og udbetale til de Bønder, som fandtes villige at kjøbe Rokkene, og beviste siden med SysselmændeneS Attester, at de havde ført dem sig til Nytte, smaae Præmier af 10 a 20 Fiskes Værdie, som Bønderne lade sig nøje med. Vilde man ellers indvende at for næværende Tid er kun lidet af Uld i Island; saa dog alligevel nok af Hør i Kjøbenhavn, og bedre for en heel Syssel, at bekoste og anskaffe nogle saa Vevstoele med videre, som dertil udfordres, end legge sig paa den lade Side, og mangle siden det Linnet, som ved slige Anstalter kunde blive i fandet forarbeidet.

48

        

1

Islændernes Haab til Kongen om allernaadigst Forandring

af

Deres haarde Skiæbne

hvorpaa beroer

Dannemarks Flor

fremsat paa

Islands Vegne

Thomas Balle.

Kiøbenhavn 1771,

trykt hos Joh. Rudolph Thiele, boende i store Helliggeiststræde.

2

        

3

Stormægtigste Monark Allernaadigste Arve-Herre og Konge Kong Christian den Syvende

Konge til Dannemark og Norge de Wenders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsteen, Stormarn og Ditmarsken, Greve til Oldenborg og Delmenhorst.

Min Allernaadigste Arve-Herre og Konge

4

        

5

Stormægtigste Monark.

Eders Kongel. Majestets, Retferdigheds og Kierligheds klar skinnende og vidt straalende Glands, har saaledes udbredet sig at enhver af Eders Kongl. Majestets troe Undersaatter er bleven derved paa nye oplivet. Ja enhver retsindig Patriot fryder sig og ikke tør frygte, at komme for Lyset med det som sigter til Eders Kongl. Majest. allernaadigste Villies Opfyldelse.

Og som Islænderes Haab til Kongen om allernaadigst Forandring af deres haarde Skiebne til Dannemarks Velgaaende er Grunden til denne liden Piece: Saa er

6

den og indrettet efter den nuværende Commercien Stats-Forfatning, at det ikke alleneste kan iværksættes saavel i det nuværende Handels-Compagniets Tid, medens Octrøyen vedvarer, som og naar Compagniet Ophører, hvad enten Handelen bliver separat eller en fri Handel: og at Dannemark og Deres Kongl. Maj. andre respective Handelsstæder efter deres Situation, saavelsom al anden HandelsPraxin des angaaende, derved skal findes interesseret.

Saa andseer jeg det for min Pligt, at ligesom jeg har understaaet mig allerunderdanigst at frembære de Tvende Deele af mine Oeconomiske Tanker over Island for Eders Kongl. Majest. nu hos Gud salige Hr. Fader, ligeledes at nedlegge dette lidet Skrift: Islændernes Haab til Kongen & c. for Eders Kongl. Maj. Fødder med allerunderdanigste Ærbødighed, til Eders Kongl. Maj. aller-

7

naadigste høyere Betænkning: og tilføye denne allerunderdanigste Dedication det hiertelige Ønske, at ligesom Deres Kongl. Maj. desuden seer derhen, at besynderlig Commercien udi Eders Kongl. Maj. af Gud velsignede Riger og Lande, saavel i Syd, Nord og Østersøen maae blive jo længere jo florisanter. Da og tillige Eders Kongl. Maj. Lande: Dannemark saavelsom de øvrige Handelsstæders fordeelagtigste Situation, ja endog saavel Ost-som Westindien deraf participerer, og i Stæden for at det som hidindtil har kundet synes at være besværligt, dog igien tillige med disse og andre deslige gieldende Fordeele, af Gud og Tiden, som og Eders Kongl. Maj. maatte have at nyde igien erstattes.

Den Allerhoyeste omringe Eders Kongl. Maj. og det Høy-Kongelige Huus, med sine rige Velsignelser. Han velsigne fremdeles Eders Kongl. Maj.

8

allerviiseste Regierings-Forfatning, faavel til Høye som Laves Frelse og Velfærd, at det alt maae udfalde til den Ende, at ikke alleneste Eders Kongl. Maj., men og Handelens Lyksalighed maae udfalde til Velsignelse, med en Forraad efter den anden at tiltage og formedelst Handel igien med Nytte at udgives og forblive udi en forønsket Tilstand: Og saaledes giøre Herren selv over det vi bede eller forstaae, hvilket udi allerunderdanigst Devotion af Hiertet ønsker

Stormægtigste Allernaadigste Arve-Konge og Herre Deres Kongl. Majestets

Kiøbenhavn, den 23 Dec. 1771.

allerunderdanigste troe og arve Undersaatt

Thomas Balle.

9

Høygunstige Læsere!

Den Kongl. allernaadigste forundte

Skrive-Frihed har opmuntret mange retsindige Patrioter ved trykte Skrifter at give deres Tanker tilkiende i adskillige Materier, særdeles da deres Navne maatte være skiult. Denne ædle Frihed blev og misbrugt, hvorfore jeg og holt det betænkeligt at skrive noget, at ingen derved skulde tage Andleedning, at tillegge mig det mig ikke tilkom: som for Exempel at

10

Fortale.

jeg skulde finde nogen Fornøyelse i noget som var Lastværdig der angik Personer eller deres Forretninger. Ney ingenlunde? Men da det blev bekiendt at en god Samvittighed maatte tale: Saa veed jeg at det som udi heele Skriftet bliver fremsatt er Sandhed baade for Gud og Mennesken, jeg vidste og heel vel at naar denne Materie kom for Lyset da vilde enhver lettelig forestille sig hvem Author havde været, da jeg er baade ven første og sidste der har skrevet til sand Oplysning om den Islandske Oeconomie: derfor torde det og af mig som bekiendt bleven anseet som en Art af Forvaavenhed, om dette Skrift uden Fortale havde bleven udgiven. Desuden veed jeg meget vel at Fortalen af et Skrift udgiør egentlig en saadan Deel der mindst læses, saa kan dette dog ikke være umistelig til Skriftet selv, hvilket til Læsernes Eftertank: ankyndiges. Hvorfore det synes dog tienligt ar enhver som har Lyst ar skrive noget ved Indgangen af Værker nøye bestemmer. Anleedning, bevægende Aarsager og Hensigrer.

Andleedningen til de første tvende Deele af mine Oeconomiske Tanker over Island til Høyere Eftertanke, var ligeledes høystsalig Kong, Friderich den Femtes, store Naade i Aaret 1760, da alle og enhver ligeledes blev indbuden saavelfom nu, at skrive hvad de

11

Fortale.

vidste til Fædrene Landets Nytte, da der ikke skulde ansees paa Personer, Stand, eller Vilkår, ey heller paa Stilens Pynt eller Zirlighed, men allene paa det reelle, hvilket Fortalen af mit Oeconomisk Skriftes første Deel oplyser, ellers er det og en Anleedning at jeg af adskillige veltænkende Patrioter er saa got som af tvungen at oplyse den Islandske Handel der er ligesom i Dvale og saaledes som den er, hverken tll Guds Ære, Kongen eller Fædrene Landet til Nytte og Islands Ødeleggelse.

Bevægende Aarsager findes ligeledes i Fortalen af mit Oeconomisk Skriftes første Deel. Nemlig det civile Societets-Nytte at hielpe o. s. v. at formindske Udgifter og formeere Indkomster, saavel til Kronens som til Landets Gavn og Beste: Men der er hørt et Echo i lang Tid; Hold du din Mund, hvad forstaaer du dig derpaa: See Adresse-Avisen No. i Aaret 1765. Svar af Philopator.

Der fandtes og paa den Tid da mit Oeconomisk Skriftes anden Deel kom for Lyset, saadane Gemytter, der frygtede at deres Projecter skulde gaae over styr, da det den Tid gik løs paa Kongens Penge; Thi Handelen førtes den Tid for Kongens Regning: disse vidste da intet at indvende uden at jeg af for

12

Fortale.

rige Compagniets Tieneste var af satt. Men at samme var usandfærdig, kan endnu af oprigtige Mænd bekræftes, som endnu leve. Endskiønt derpaa blev intet anseet da Commissarierne reyste til Island. Men at jeg selv begierede min Afskeed af det forrige Compagniets Tieneste for 18 Aar siden er Sandhed; Da jeg indsaae ar mir Embedes Forretning jeg den gang forestod, som var Islands Kiøbmænd, kunde jeg hverken tiene Gud eller Kongen som jeg ønskede og var da som sagt er, en bevægende Aarsag, som nogenlunde og vil sluttes af det jeg siden har foretaget.

Hensigterne jeg har haft og endnu har overlades ligeledes enhver skiønsom Patriot. Jeg har ikke forglemt hvad Sandheds Mund har talt, giver Keyseren, eller Kongen det Kongens er, og Gud det Guds er, og er det, det samme jeg endnu ønsker, at vores allernaadigste Kongens faderlige og hjertelige Ønske til fine Undersaatters sande Vel maatte blive opfyldet. Hvilket med det velsignede Land Island er saaledes forbunden, at om vi endnu længere skal blive udelukkede fra den Velsignelse, som vi virkeligen have udi Eye af Island. Hvorfra vi nu i nogle Aar har været og endnu er udelukket, da er og bliver derved det beste Spisekammer for Danne

13

Fortale.

mark tillukket, hvilket staar aaben for fremmede Nationer, som vide at benytte sig deraf, og derved berige sig, til de Danske Undersaatteres største Skade, saavel her, som i Island, og ligeledes til andseelig Skade for Kronens Interesse.

Vel havde jeg lovet udi den anden Deel af mit Oeconomiske Skrift, at jeg snart skulde komme igien, dersom det der den gang blev fremsatt havde fundet Biefald. Men som jeg endnu ikke har seet det Maal at være trossen hvortil jeg har sigtet, da havde Det uden Tvivl bleven derved, dersom ikke den Kongl. allernaadigste forundte Skrive-Friehed var bleven bekiendt, hvilken igien har opmuntret mit Haab om Island, foreenet med Islændernes Haab til Kongen; Thi den Tanke er aldrig opstegen hos mig, at jeg vilde formere det store Sælskab, som med Skrifter søger at tiene Verden og søge derved Fortieneste, da jeg desuden veed, at Tabet for mig bliver det visseste. Om jeg derved kan undgaae hemmelig Had, maae jeg endog kalde mig lykkelig, om endskiønt Materien ikke skal beskiemme Titul-Bladet, som oftest skeer at Titulen af adskillige Skrifter til siger meget, hvoraf siden i den gandske Materie, findes slet intet.

14

Fortale.

Den høygunstige Læsere vil lade sig dette Værk saaledes behage og at være dermed tilfreds, at den Tid derved anvendes til samme at igiennem læse, vil formodentlig ingen fortryde: ogsaa meget meere da der indstilles til høyere Betænkning Haabet beskiemmer ikke.

15

Forlad dig paa Herren Saa skal Han give dig Hvad, det Hierte begierer.

Gyldene Tider! Naar, kommer

de, er den Tid forgangen, er Haabet forgiæves. Levede vi i de gyldene Tider, og vare de nærværende, havde vi ingen Aarsag at spørge: Naar kommer de; ere de gyldne Tider endnu tilkommende, er det al Fliid og Umage værd om vi kunde opleve den Tid at see en Begyndelse af de gyldene Tider for vore Efterkommere, hvad Haab kan vi giøre os om de gyldene Tider. Saalenge det er sandt, som det er, hvad Psalmisten Da

16

2 vid siger: På. 104, 24. 25. 26. saa er Haabet ikke forgiæves: og hvad siger han! Herre!

hvor mange ere dine Gierninger? Du giorde dem alle viiseligen, Jorden er fuld af dine Eyendomme. (anlangende) Dette store og viide og brede Hav, der Vrimler det, der er ikke Tal paa, der er levende (Fiske) de smaae og de store (der gaae Skibene) (der er) Leviatan, den du dannede at legge der i, dette er sandt over Dannemark. Det 31 Vers: Herrens Ære

skal være evindelig, Herren skal glædes i sine Gierninger: Hvorledes skal Herren Æres, naar hans Velgierninger forglemmes, er ikke Dannemark Eyere af al den Herlighed som meldt er. Men hvorledes er det indtil denne Dag ført til Nytte, Dannemark burde aldrig vidst af Mangel, men derimod været et Spisekammer og Tilflugt Stæd for mange. Dog hvad er vel en større Glæde end at høre og see Kongen i sin Majestetisk Glands, hvis Ansigt glimrer af Kierlighed imod sine Undersaatter derfor er det faldne Mod igien oprettet ved den ædle Skrivefriehed; særdeles da den nu er grundet paa en god Samvittighed: Kongen skiønner naar Kierlighed og Oprigtighed har ledsaget Patrioten til hans Throne. Enhver

17

3

opmuntre sig til at takke Gud, som har givet vores allernaadigste Konge et Faders Hierte, og tillige Mod nok, til at forandre og kuldkaste, alt, hvad som kan have mindste Hensigt til sine Undersaatters Ruin. Kongen vil vist ikke lade det lengere blive derved at 80000 Mennesker i Island vedblive at leve i Elendigheds Aarene. Skal det vare i fire Aar. Philodanus siger sex a otte Aar. Enhver retsindet Patriot giøre sit dertil efter Formue, at det jo for jo hellere maatte forandres at Dannemark ikke tillige skulde høste de Frugter deraf, som det den Dag i Dag tegner til: Hvad er det jeg her siger? Er det til Tieneste for Fædrenelandet og hvad vil det alt sige, meere end jeg for tie Aar siden har sagt, jeg ønskede langt heller at det som for tie Aar siden var frem satt, var nu i gang, og allereede i fuldkommen Flor. Da var det nok. Men endog siden den Tid er udkommen større Skrifter om Island, hvor af det almindelige beste er bleven ligesaa oplyst i Enden som i Begyndelsen. Dog i hvor pyntet nogle af disse Skrifter synes om sig selv, var det dog at ønske, at de ikke skulde anrette meere Skade end Gavn. Islænderne selv have dog skiønnet, at de har værdiget Balles Navn Sted, nest efter Vidalin i

18

4

deres offentlige Lovtaler; alt dette siger intet til det reelle.

Men hvad seer vi i disse Tider, en Philodanus seer en bedrøvet Philopatreias, jeg Tvivler ikke paa at jo fleere retsindede Patrioter havde Aarsag til Bekymring, om det faldne dermed var opbygget.

Philopatreias beklager at han ikke seer Master udi Skibene paa Kiøbenhavns Reed, som Skoven at see til. Ja? Hvorfor seer vi det ikke, har ikke Naturens Herre dannet det saaledes for os, at vi, dertil have den beqvemmeste Leylighed.

Philodanus siger hvad har vi - - - at udskibe uden Kornvahre, da han siger i sit første Hæfte pag. 13. man nævne mig noget og noget klækkeligt, han taler om Naturens Hielp, forholds viis med de andre Danske og Norske Stæder.

Enhver see sig om i Naturens Riige, baade i henseende til Dannelse og Hielp, saa skal han tilstaae: Gud er ikke Aarsag i Dannemarks Skiebne: Jeg vil henviise til den anden Deel af mit oeconomisk Skrift pag. 45 & c. og tillige Viise af det følgende. Er der noget Land med dets Provincier og tilliggende Øer, der af Gud er tillagt Velsignelse, da er det vort kiere Danne-

19

5 mark, og hvorfor nyde vi den ikke. De som fordærve Jorden skal Gud fordærve Aab. 11, 18.

At Menneskene allereede for tie Aar siden har tænkt ligesom nu, bør ingen tvivle, men at Sandheden den Tid stod Fare er der mange vil tilstaae, saa dog for svandt al Frygt hos de oprigtige og ingen saa den Tid, hverken Philopatreias eller Philodanus, dog alligevel Oeconomiske Tanker over Island og i Aaret 1765 en oprigtig Philopator vid. Adresse-Avis No. Derved blev det.

Det som Philopatreias beklager sig over at vi mangler Skoven af Skibene paa Kiøbenhavns Reed kan ikke være Aarsag at det jo burde være saaledes, naar det var bleven iagttaget: See Oeconomiske Tanker anden Deel pag. 26. der tales om at Islænderne have seylet med Skibe til Dannemark og pag. 31. tales om tolvhundrede Skibe til Island, det er bekiendt nok saavel af de offentlige Tidender som særdeles af Erfahring at der aarligen gaae til Island af fremmede Nationer over tre til fire hundrede Skibe allene paa Torske Fangsten.

Men hvorfor seer vi ikke ligesaa mange Skibe fra Island paa Kiøbenhavns Reed: Hvorfor ikke saa mange overvintere inden vor Toldboed: Hvorfor hente ikke fremmede saavel

20

6 deris Fiskevahre hos os, og betale os igien med nyttige Vahrer eller reede Penge, eller og vore egne Skibe at vinde Fragter derved. Anført i oeconomiske Tanker anden Deel pag. 45. og Hvorfor have vi ingen Oplagssteder hos os af Fiskevahre, om ikke meere end for Østersøen, hvad vilde det give for Fordeel for de Negotierende, og hvad Gavn for Borgerne: Da Engeland holde paa Terre-Neuve over 20000 Mennesker i Arbeyde ved Fiskerierne, som dog intet bør settes i Liighed med de Islandske, hvorom kan sees det jeg derom lod indføre i AdresseAvisen No. 67. i Aaret 1762: Men hvorfor gaae Kongens Penge aarlig med stor Bekostning til Androllering, som kunde spares, naar vore Skibsfolk hertil Lands kunde have noget at fortiene, men fordi hertil Lands er intet for dem at fortiene, maae de tage Tieneste hos Fremmede, og Kongen saaledes kiøber sit eget Folk at blive i Landet: Hvilket til Deels beroer paa den islandske Handel.

Naar det nu betragtes om Hvalfangsten kom dertil som vi kunde have saavel under Island som Spitsbergene, da jeg med mine Øyne har seet det store aabenbare Hav, under Island, saavidt som Horizonten har strakt sig, har det vilde Hav været at see til som den sorte Jord,

21

7

opfyldt oven, i Vandet med store Hvale og andre store Fiske, foruden andre smaae Fiske som Vrimler under Island: Men skal vi have Gavn deraf, skal det føris til Nytte: Jeg vil anføre hvad der findes udi Origines Hafnienfis udgiven af Hr. E. Pontopidan. Doct. Universitet. Hafh.: Procanceller trykt 1760. pag. 29. Ordene lyde saaledes. Lad den riigeste Konge i Europa kiøbe lutter Trækar for al sin Riigdom, Kongen min Herre kan paa Kysten af sine Lande lade fange Fisk nok til at fylde alle disse Trækar: Et andet Sted heder det, at tvende Slags Fiskehoveder allene kunde fylde disse Trækar: Hvad vilde da Kroppene opfylde, eller hvad Midler af Trannen udbringes: Dette skal være talt af danske Ministere, og er intet Nyt; jeg vilde ingenlunde anføre sligt om jeg ikke selv kunde derom, være et Øyen synligt Vidne: At Herrens Gierninger ere store. Men de som agte derpaa have idel Lyst dertil.

Hr. Philodanus? hvad siger han hertil: har vi nu i Dannemark noget og noget klækkeligt; jeg vil undskylde baade Philodanus og Philopatreias og troe, at ingen af dem, har seet Island, ei heller seet de fremmede Nationers Skibe som vrimler under Island: jeg tør ikke forbie gaae en æreværdig Philocosmus der har

22

8

skrevet om den islandske Handel, havde han, seet Island, kunde baade Island og Dannemark have noget stort at vente.

Men angaaende vore Landes Fiskerier, vil vi begynde ved Toldboden og see rundt omkring os her i Kiøbenhavn, ud at Øster-og Nordsøen, og imellem Kiøbenhavn og Helsingøer erindre hvad jeg selv har erfahret.

I Aaret 1762 havde jeg ved Hirschholm noget at forrette, reyste derfor Strandveyen først til Skovens Hoved, det var den Dag et meget angenem Soelskins-Veyr som den beste Sommerdag, endskiønt det var den 24 April, jeg saae mig rundt omkring og faae ikke en eeneste Fiskerbaad paa Vandet, jeg ønskede vel at kunde haft Leylighed at anstillet et Forsøg paa Fiskerie saavel som de skiønne Lystgaarde der ligger langs Strandkanten kunde have, hvilket var alt for mig Ønsker, forgiæves. Jeg tænkte ved mig selv, det kan være her er lidet at fiske, og derfor ingen giør sig Umag, gik derfor ned til Strandkanten da jeg kom til Torbek, for at besee Fiskernes Anstalter, som bestod af lutter Fiskegarn: kom derover i tale med en gammel Fisker ved Navn Benken, som stod med begge Hænderne i Lommen: jeg tænkte ved mig selv, her er en erfahren Mand, her faar

23

9 du den rette Oplysning: spurde ham derfor, om der i Dag ingen var ude paa Søen at fiske. Han svarede, ney? det er Fastelavn hvad vi giør, imidlertid kan Fisken gaae at voxe: jeg spurde ham derpaa om der var ingen Fisk, siden ingen umagede sig derfor. Han svarede? her er Fisk, Gudsvelsignelse, dersom vi ikkun gider søgt den: jeg spurde ham derpaa om de brugte ingen Kraage at fiske med, han svarede, nei? den Umage giøre vi os ikke, siden vi kan have det meget lettere. Han sagde derhos at i Helsingøer brugte de meget at fiske med Kraage og fik stor Fisk dermed paa Dybet, og naar Fiskerne i Torbek og deromkring vilde have stor Fisk, seylede de til Helsingøer for at kiøbe samme af Helsingøers Fiskere og saa længe de opholdt sig i Helsingøer for at kiøbe Fisk, maatte intet overlades til Helsingøers Beboere! jeg sagde til ham: derved giorde de dyrt Kiøb paa fersk Fisk i Helsingøer. Han svarede? det forstaae sig, og sagde tillige, at hvad de af fersk Fisk kunde kiøbe for 8 a 10 ß i Helsingøer, det kunde de udgiøre i 2 a 3 Mk. udi Kiøbenhavn. Men jeg sagde, saadan reyser skulde de oftere giøre, da kunde de til sidst nøyes med mindre Fordele og Kiøbenhavns Indbyggere faae bedre Kiøb: Han svarede? ney? den Vane vil vi

24

10

intet venne dem i Kiøbenhavn, at faae bedre Kiøb, saa vil vi heller komme med lidet og faae det dyrt betalt. Dette er den sandfærdige Oplysning jeg fik af Fiskeren og reyste videre og saae langs Strandkanten ingen ude at fiske: Og kan den nu værende islandske Handel gierne sættes i Lighed hermed uden Fornærmelse.

See vi nu til vore Fiskerier uden for Helsingøer langs Sielland, ligeledes langs Jylland, det kan neppe kaldes Fiskerier imod hvad det kunde være, da vi betaler vore gode Jyder 48 ß for et hundrede Flyndern, som vi burde have for 10 a 12 ß, naar vi ikkun vilde benytte os af det Fiskerie som er i Døren hos os, de vilde nok med Tiden lære at give os bedre Kiøb. Hvilket alt var let at forekomme, naar enhver fom lystede fik Friehed at fiske hvor de vilde. Da jeg ikke kan see at nogen Landsens Indvaanere kan til egne sig Eyendoms Ret udi saadan Vildbane, siden ingen kan see forud hvad de jager efter, førend det bider paa Krogen; et andet er det at ligesaa lidet som vi vil fornærme fremmede Nationer, ligesaa lidet burde de at fornærme os: derimod naar Fremmede skulde tillades at fiske ide danske Vande, kunde det være tilladt, imod en billig Betalning for saadan Friehed.

25

11

Seer vi til vore Naboer hvilken Velsignelse af Sild fanges ikke i de samme Vande der omringer os, men hvad Nytte have vi deraf, uden en ringe Fordel, naar der tilfalde dem saadan Overflødighed at os i Kiøbenhavn forundes noget lidet deraf, og hvor vel finder sig det almindelige derved, naar 80 Sild sælges her for 20 ß, da det varer ikkun kort, da det ikke hænder sig 2 a 3 Gange om Aaret: og i dette Aar intet. Den 1 November engang.

Seer vi til Hamborger Elv, da see vi de saa kaldede Blankeneeser, som have til Søes 20 a 24 Mile, og søge dog daglig Fiskerie udi Mængde, som de udsælge i Glykstadt, Altona og Hamborg, da vi have derimod ikke saa langt at søge vore Fiskerier til Kiøbenhavn naar derpaa blev begyndt med alvorlig Flid.

Har vi ikke ligeledes om Sommeren, saavel fra Svensk som Preusisk Pommern og andre Stæder i Østersøen ofte Tilførsel baade af fersk og salt Vands Fiske, hvilket ikke er at forkaste: Men hvorfor benytte vi os ikke af vore egne.

Jeg vil nævne lidet om de Fiskerier som er anlagde fra Kiøbenhavn for at tilføre os fersk Fisk for 8 a 10 ß Pundet, og koster nu i dette Aar 16 ß Pundet, det er lidet for de rige

26

12

Huusholdninger; men hverken for Borger eller Bonde. Det er for kostbart for det almindelige. Endskiønt Kongen har været saa naadig at skienke disse Fiskerier Friehed, baade for Salt og andet dertil behøvende: saa er dog Indretningen ikke for det Almindelige, Udgifterne gaar over Indtægten, derfor gaar det over Styr.

Men hvorledes vaager ikke Frankrig, Engeland og Holland over Fiskerierne, tillader Engelænderne de Franske at fiske paa Terre-Neuveske Fiske Banker uden paa visse Conditioner kommede hinanden nærmere i deres Rettigheder end Frieheden det tillader, giver det blodige Pander. Hollænderne tilbyde sig der ikke, siden de hellere elske Roeligheden i de islandske Vande. Engelske og Franske Besøger ligeledes de islandske Fiskebanker. Thi der have de begge lige Rettighed og kan gierne taale at see hinanden. Hollænderne derimod ansee de islandske Fiskerier som en gamel Hævd, og bruger Fiskerierne ubehindret: dog erindres at den Kongl. Fregat Blaae Heyren i Aaret 1736 opbragte syv hollandske Fisker Hukkerter, dog have de siden den Tid i de offentlige Tidender ladet bekiendt giore nogle Aar over 126 Hukkerter under Island paa torske Fangst allene, men at deres Friehed er almindelig tilladt troer jeg ikke.

27

13

Det er og bekiendt at for faae Aar siden blev fra Rusland, som vi læste i de offentlige Tidender inviterede fremmede Nationer at nyde Friehed, som vilde nedsætte sig i Cola i Russisk Findmarken for at drive Hvalfiske Fangsten fra Spißbergene og hvem veed om det kan komme dertil, da vil det være til liden Fordeel for den norske Nordlandshandel, jeg vil ikke tale om den danske Findmarske Handel, endskiønt der findes de skiønneste og beleyilgste Havne i Findmarken, som Wardøehuus og andre hvor der tales intet om Hvalfangsten paa Spihbergene og desuden lidet Fiskerie udi Findmarken.

Om nogen vil læse den første og anden Deel af Oeconomiske Tanker over Island, da skal enhver derudi finde denne Sag tydeligere oplyst.

O! ædle tænkende Patrioter, hvorfore vil De længere udelukke sig selv fra disse Fordeele, som her er meldet og ellers findes bereignet i Oeconom. Tanker: anden Deel pag. 55 til 59. Er det ikke Handels-Compagniet der er foreenede med de islandske Indretninger, der uden Hindringer kunde søge de største Fordeele, og hvad holder det tilbage.

Nu gielder det. Hvem der kan opsætte den beste Lov tale, for vore Patrioter, hvilke

28

14

der har haft Magt og Evne til at udføre dette til Kongens og det almindelige Beste, da det er 10 Aar siden, det Deconom. Skrift over Island kom for Lyset, hvor der tales om anden Deel pag. 45 til 48. at meget Guld og Sølv burde ved de islandske Fiskerier og Handelen indledes i Dannemark. Men naar den rette Sandhed skal siges, da vil det blive til liden Ære for vore Patrioter, der har haft denne Negotie under Hænder og forsømt det velsignede Island, hvoraf fremmede Nationer med Skibe i Hundrede Tal høste saa anseelige Fordeele, og havde de det ikke, de kom der ikke, da nogle Skibe komme til Island tvende gange om Sommeren. I Adresse-Aviserne 1769 No. 109 læses at inden faa Aar vilde Handels-Compagniets Aktier stige til sit fulde Indskud af 600 Rixdr. med et Tilskud af 30 Rixdr. (hvilke Aktier gielder til denne Dag ikke høyere end 205 Rixdr.) og at Kongen burde have af Island aarligen over 40000 Rixdr., og Islændernes Arme og nedslagne Vilkaar derved merkelig forbedres: Er det i Værksat og udi drift hvilket enhver ærligsindet Patriot maatte ønske. Men jeg troer det er af vedkommende aldrig tænkt paa, som kunde og burde Viise det, jeg tør ikke sige om de har i sinde at det nogen sinde

29

15 skulde opfyldes: Patrioter uden Ende, hvilke hidindtil hverken har seet paa Kongens Interesse eller Landets Opkomst, heller seer derhen at vedligeholde saadant velsignet Lands, som Islands totaliter Undergang, hvorved tillige, som meldet er, det beste fordeelagtigste og rigeste Spisekammer for Dannemark bliver tillukt, at Kiøbenhavns Indvaanere ikke skal faae bedre Kiøb, og fem Torbeks Fiskere svarede jo meere der koster, jo bedre det smager.

Kongens allernaadigste Øyemærke over sine Undersaatter er saa overmaade stort, at vi aldrig kan fuld takke Gud og Kongen for den Naade Soel, der er oprunden over os. Men opnaaes Majestetens allermildeste Hensigt nogen sinde, den Stund vore egne Lande forsømmes, og vi ikke indseer den store Velsignelse som vi have udi vort eget Dannemark, da den er saa overflødig at vi ikke behøvede at see os om til andre. Da Naturen har saaledes dannet det for os, at der svemmer Overflødighed af Fødevahre fra Kiøbenhavns Toldboed, i Nordog Østersøen Jylland og Norge i det store Oceanus rundt om Findmarken, Spißbergene, Jan Mayn-Eyland, Grønland og Island, hvor vi henvende vore Sandser om Fiskerierne og de

30

16 deraf flydende Fordeele og hvo veed hvad Haab der torde giøres videre om Grønland.

Hvorfore alt hvad som kunde synes at vilde stride imod de deraf faldende Fordeele, i hvor Grundfast det end var, burde kastes over Enden; ingen tvivle at jo den allerviseste Monark vel tør udfinde et Middel hertil saavel som til alt andet.

Der torde vel nogle falde paa de Tanker at med Island er lidet at udrette, siden hønstsalig Kong Friderich den Femte ikke opnaaede sit allernaadigste Øyemærke, da der blev anvendt saa mange tusinde Rixdaler. Ja! Skade var det at det gik saaledes. Men saa længe Mennesker er Mennesker, kan de og fenle. Landfogden Skule Magnusern havde vel en god Hensigt, men feylede Indsigt; de som han kom i færd med var en heller alle Islands Venner. Egennytte indfant sig ligeledes, som paa den Tid var almindelig, derfantes vel og dem udi Island som derved fandt Leylighed at berige sig, hvilket af Commissionen havde været værd at undersøge. Men at Landfogdens Indsigt var svag oplyser hans Project for Aaret 1752. hvoraf noget til Exempel anføres.

31

17

Projectens ungefærlige Facit.

Paa hvis en Ulden -Fabriqve og Indretning til bedre Fiskerie at istandsætte, vilde koste tilligemed de derpaa gaaende Omkostninger for er Heelt Aar.

Forst Fahriqven.

Et beqvem Hnusbygning med Jordvægge

og indvendig beklæd - 20 ZOO LD.

En Stampemølle med Tilbehør - 500 rd.

Til Farvenets brugende Instrumenter ansiagen - - - Lyord.

K 96 Væverstole , 20 Spinderokker, 20 Hasper, 20 Kårder, 20

Kradser med videre - - lOO rd.

Giør - LOOOrd,

il Fiffenet.

Enbeqvem Hukkertbygning - lOOrd. Materialier til 2de Fartøyer

med DF, Svialoq Ankere ZOOrd.

ditto til 2de Chalupper - - 40 rd. 2de mindre ditto - FO. 2de 4 Manne fahr 20rd» 2de 2 Manne fahr iQrd.

Summa Capital -1500 rd.

32

lg

Et Aars medgaaentze Omkostninger

En Bogholder Kost og fon - 62 rd.

En Væver som tillige er Overstierer Kostog Len - rov td, En Farver form veed

2 ArbeydskarleKost ogLena2§rd.-§Ord.

2 Piger - 2 g rd.

2OPersonerforhvis Kost ugentlig a io Fiste 231 rd. 5

De samme til Klæder øm Aaret aq 2 rd. - - 42 rd.

420 Føringer Uld ai§f'-iZZrd. i§ß.

Lys eller Tran - 22 rd.

Brende - 32 rd.

Farve ungefehr- §Ord.

842 rd. 22 ß.

Den ommeldteBogholdertilLøn- 62rd.

EnCkibbyggr,Kost vgLsn - iQQrd.

En Meebflager 122 rd.

En Bødker - i22rd.

222 rd.

12 Arbeydsk.Kost, Len og Klæd. 2g2rd.

12 Personer tilKost 12Fiste iZg rd.Z2ß.

til Klœd. a 4rd. 48 rd.

12 Tender Tiere

- - Zi rd. 56

16 Skyd. Hamp a I2kd. - 192 rd.

i249rd.Z§ß.

De Modstaaende

- - 842rd.2oß.

Zil heleFndretning. at vedligeholdeet Aar - 227 rd. 35 §,

at Pressere. - 122 rd. adeBaadsm.

2Z22rd.

den ommeldteCapit. I TOO td,

33

Fabriqven kan forarbeyLe et hedt Aar.

3000 allen • a IA Fiske - 1666rd. goß.

Fisker i Proportion af 1202 Tender Torsk a i td, - 120019,

De øvrige Baade 4 « 5 stor hundrede i Lott - - 40019,

22 Tønder Tran af vvenmeldte

Torsk - - - 82 rd.

3346 rd. 30 ße

Derfra drages som forrige Mars

Provision «+ - ss 232200.

1246 to.

Hvilket er over 27 pro Ct» Rente af den indfatte Capital for et Aar fradraget § pro Cto af Capitalen som er - - Tord.

Remant fom til videre skal dens

staae rc. - - - 8§6rd. zoKSom

i § Aars Tid gier 4283 td.

5 Fiske og med 483 ed. overgaver det første Aars indsatte Capital.

34

20

Dette er da Landfogdens Project, hvortil blev skienket strax af Kongens Cassa 10000 Rixdr. da Skule Magnusen fik disse Penge, kiøbte han strax tvende Hukkerter, hvilke kostede inden de kom ud af Toldboeden over elleve tusinde Rixdaler, som han havde anført for To hundrede Rixdaler, en Væver som han anførte for hundrede Rixdaler, kostede ham aarlig otte hundrede Rixdaler, foruden Doceur 820 Rixdr. efter 5 Aars forløb. Og

Saaledes gik det veyen igiennem, hvorom der tales udi det siden den Tid udkomne Skrift Deo, Regi, Patriæ kaldet; det første af samme Skrift begynder med Beviis til Misligheder, og siden pag. 394 siger han: følgelig er herved tabt paa Fiskerierne 11650 Rixdr. 51 ß, dog siges der samme Side: Hvor vigtigt det er, at man ikke lader det begyndte saavidt bekostede og istandsatte undergaae: Hvilket ingen kan nægte, at jo det, som endnu er til overs af den til Island skienkende Capital, der beløb sig til hundrede tusinde Rixdaler: at det Overblevne deraf endnu anvendtes til Islands Opkomst: dertil er baade Compagniet og Interessentskabet i Island forbunden, saavel efter den Kongl. Convention af Aar 1752, som efter den Kongl. Octroy 1763: Men lidet vil det

35

21 udrette, at skrive derom udi pyntet Stil, naar Profitten er borte.

Dersom nogen vil efter see min Beregning udi oeconomiske Tankers anden Deel, om Fiskerierne pag. 55 til 59 og om Fabriqverne Pag. 65 til 74, saa burde der intet bleven tabt: Men hvad blev Udfaldet, enhver som det angik taugde stille, da det var ikke værd at det skulde oplyses, det gik ganske vel, hver Aar Penge af Kongens Cassa, og naar der skulde giøres Regenskab, maatte der eftergives, om der skulde Balanceres.

Udi benævnte Skrift Deo, Regi, Patriæ, tales om Midler til Islands Opkomst pag. 113. saaledes, at Landet fik en indfød Amptmand: dette har det Længe haft: og at samme skulde benaades med saadan Værdighed, at han kunde faae en Hustrue i Kiøbenhavn: venteligt skulde det være en Frue eller Frøken: dette Middel til Islands Opkomst overlades andre til at overveye, om Fiskerierne derved kunde forbedres, pag. 118. fremsættes til Huusholdningens Forbedring: At anlegge en liden Kiøbsted, og siger han, der kunde alle TiggerDrenge fra 12 til 21 Aar samles til at lære de meest fornødne Haandværker, hvortil maatte forskaffes fremmede Mestere. Byen maatte

36

22

have 5 Fiskerhukkerter, som foruden, norske Folk, skulde besættes deels med friske Løsgiængere, deels gifte Fattige: Fiskerierne skulde levere til Islændernes Føde i Byen, den femte Deel af Fiskerierne, samt Hoveder og Indvolde: ligeledes pag. 120. §. 40. siges: at de udi Landet meest fornødne Haandværker kunde lettelig sættes i Stand, naar hver Haandværkslaug af disse i begge Riigerne skiøde sammen til at bygge i Byen, hver et Huus til sit Haandværk. Handværkslaugene menes kunde faae deres forskudte Hovedstoel inden 20 Aar, Renten inden 30 Aar, dog ikke uden Hielp af Tømmer af de Norske Almindings Skove: ligeledes pag. 122. siges Huuse til Fiskerierne og Hukkerter troer han skulde kunde udbringes blot ved nogle Aarsfriehed fra offentlige Afgifter, samlet paa Haab.

Hvad Vidalin har haft for en Sats, vil faa udfinde: thi at anlegge Kiøbstæder med Tiggerdrenge, er meget hoytravende; Hvad fremmede Mestere vil fatte for Tanker herom, er mig ubekiendt: men dette er jeg bekiendt, at der vil findes meget faae iblant HaandværksMestere i Dannemark, der har Leylighed at udsætte Capitaler paa 20 Aars Hovedstoel, og 30 Aars Renter. For de Haandværks-Me-

37

23 stere som vilde reyse til Island, maatte giøres et ganske andet Forslag, da var det værd at ønske, og at bygge Huuse op 5 Hukkerter paa Haab, da de 2de Hukkerter gik over Styr med 45857 Rixdr. 61 ß, og Huusene, Jagtens og Baadens Bygning tillige med Smeddearbeyde kostede 11650 rd. 51 ß. saa at det er beviist hvad der er udkommen af disse Forslage. Der siges og, at der skulde være 5 Hukkerter i Island, da de 2de sidste tabte 23595 Rixdr. 67 ß.

Jeg tør ikke nævne det Skrift Speculum Regali, som er opfyldt med saa mange Uhyre og andre Ting af Fabler, at det mere skrækker end opmuntrer, dog har et hver Skrift sin Schutzgeist, endskiønt derudi er lidet at finde af det som meldes paa Titul-Bladet.

Et andet seenere Skrift under Titul:

Hvor vidt en Konge er forbunden at betale sin Formands-Gield, anf.: Mangen Statt har langt fraliggende Lande, hvis Handel er den til liden Nytte, de forsømmes, ruineres og i Steden for at have en Hielp deraf til at bære de almindelige Byrder, maa de ofte af Staten ophielpes og bevares for Undergang. Naarslige Landets-Handel blev forpagtet til Fremmede, vilde derfor, maaeskee, betydelige Sum-

38

24

mer indkomme og man kunde alle Tider indrette Conditionerne saaledes at hverken det forpagtede Land eller Staten, i Almindelighed skulde lide der under.

Er dette sagt om Island, er det ikkuu et maadeligt Indfald,, dog af dem som ikke har seet Island kan intet bedre formodis, til Giensvar kan ellers tiene hvad som findes udi Oeconomiske Tanker over Island, anden Deel pag. 44.

At den Islandske Handel burde være i største Andseelse, saavel for Staten som det Almindelige, derom burde ingen bære tvivl, og at den Findmarske saavelsom den Islandske Handel ingen Tab kan medføre er lett at udfinde, hvilket er ingen uloddelig Afgrund, den Stund den Islandske Taxt af 10 April Ao. 1702 staaer ved Magt, ikke heller ere Priserne paa de Islandske Vahre her i Kiøbenhavn ubekiendte: Kongen! veed enhver har ingen Afgift af Handelen, som i forrige Tider, endda hvor høyt Compagniet sælger deres Vahrer, baade i Kiøbenhavn og paa fremmede Stæder, et Skippund Tørfisk koster i Island 3 Rixdr. 4 Mk. 8 ß. og sælges her i Kiøbenhavn igien for 16 til 20 Rixdr. reignes nu Fragten med

39

25 de derpaa gaaende Omkostninger et Skpd, 2 Rixdr. 3 Mk. folgelig fortiener et Skippund Tørfisk reen Profit 10 til 14 Rixdr. paa et Skippund Klipfisk fortienes ligesaa meget. En Tønde Kiød kan regnes reen Profit over 6 Rixdr., hvad enten der tales om Qvægsygen i Island eller ikke, saa er dog Taxten af 1702. den samme: den saltede Torsk og Trannen vinder og andseelig og hvad er der som ikke burde give Handelen Andseelse.

Her fremsættes tit enhvers Skiønsomhed og Eftertanke. Den Islandske Handels, Udreedning, Omsats i Island og Udfaldet af Negotien i Kiøbenhavn.

Ladningen til Island Ladningen i Kiøbenhavn 95418 Wetter 114365 rd. 114365 Wet. 310602 rd.

Udredningen fragaaer 95418 rd.

215184 rd.

Skibsfragten fragaaer 26583

188601 rd.

22 Kiøbmænd a 400 rd, - 8800 rd.

22 Underkiøbm. a 200 rd. - 4400 rd.

160 Folk = a 100 rd. = 16000 rd.

— 29200 rd

40

4 Directeurer a 500 rd. - 2000 rd.

1 Bogholder = = 1000 rd.

2 Factorer a 600 rd. = 1200 rd.

2 Pakhuus = Skrivere = 800 rd.

8 Betientere a 100 rd. = 800 rd.

— 5800 rd.

Pakhuus = Leye = = = 2000 rd. Licitation = = = 600 rd,

12000 Tdr. Mehl at mahle a 1 Mk. 2000 rd. S.Salk. Fr.Salr Tran-Tønder & c. 4766 rd

44366 rd.

144235

Gives til Spandagie = 8827 rd.

135428 rd.

Dersom Kongen nu fik Told af denne Handel er den beregnet efter ToldRollen = = = 554O8 rd.

Følgelig er ved Handelen et Aar

fortient = = = 80000 rd.

Nu faae Kongen intet af Handelen, venteligt skulde den nu fortiene aarlig 135408 Rixdr. paa 95418 Rixdr. Udgift, er nu Udreedningen

større fortiener den meere.

41

27 Den Regning her findes svarer: til Skibener Drægtighed endog for dette Aar, da det ikke er at vente at Compagniet skulde fragte Skibe til Island for at gaae tomme tilbage uden der falder Misfangst, jeg taler intet om Kiød Ladningerne, det er allens Skade for Kiøbenhavns Indbyggere at der ikke føres meere Kiød fra Island, men ikke for Compagniet; Thi sælger Compagniet ikke sine Vahre et Aar ligger Vahrene til et andet Aar: crediterer Compagniet Vahrene til Indbyggerne beholder de det tilgode til et andet Aar Skibsfragten betales ey heller for meer end Skibene har inde.

Det var Jammerskade, da den Islandske Handel udi Aarene fra 1759 til 1763, førtes for Kongelig Regning, at det gik, som det gik, at den anførte Regning da ikke udkom efter Proportion, da havde overskuddet gierne bleven anvendt til Islands Opkomst; Thi det var Øyemærket og Aarsagen hvorfor Kongen tog Landet til sig at udreede. Men i den Tid blev alt forgieves og misligt. Udi samme Tid fra 1759 til 1763 havde det nu værende Compaqnie Tid nok at betænke sig. Men hvad blev Udfaldet. Kongen fik slet intet til Afgift, hvilket vel aldrig tilforn har været hørt, og om saa-

42

28

dant burde høris i Dannemark, saa længe der lever fornuftige Mænd! det forstaae jeg ikke.

Der tales om at Compagniet har ladet komme Folk fra Norge og Nordlandene til Island, for at anlegge Fiskerier, hvilket burde roeses, naar det var af den rette Art: disse Fiskerier bør sigte til Landets Opkomst og hvad bliver deraf; Thi det er Islænderne i Almin-delighed der skal drive Værket, og kommer det ikke dertil, faa har hverken Kongen eller Landet Nytte deraf. Hvad enten det er Norske eller Islandske saa længe de er under Trældoms Aag, da ere der Prøver nok at dette er ikke de rette Anstalter, endskiønt det skal bære Navn af patriotisk.

Naar vi betænke Aarsagen hvorfore vore Føde og Kornvahre ere i saa høye Priiser, da har det en stor Oprindelse af den Islandske Handel: Thi det er sædvanlig at Slagter Skibene har kommen hiem til Kiøbenhavn i den almindelige Slagtertid, naar Folk er udi begreb med at indkiøbe deres Vinterprovision: spørges det nu paa den Tid at der er Sygdom blant Faarene i Island (omendskiønt der ere faae der har det Begreb, at det giør intet til Sagen: siden de desuden ere ukyndige om Taxten i Island for Aar 1722) da stiger strax

43

29 Prisen saavel paa det levende som slagtede Qvæg, Sviin, Faar og andre Føde-Vahre derefter. De smaae LandSkippere rette sig ligeledes derefter. Og at der ligesaa vel burde sættes en Taxt i Kiøbenhavn paa de islandske Vahre saa længe der er Taxt udi Island, er vel uden Modsigelse at det ikke skulde være en afgiort Sag, at opskrue Priiserne efter Indfald, jeg troer ikke at nogen med Grund skal kunde beviise, at saa længe de islandske Vahre solgtes for billigere Priifer, var Sæden ikke i Stand til at kunde stige. Men tvert imod saa længe en Tønde islandsk Kiød solgtes for 6 Rixdr. til 7 Rixdr. 1 Lispd. Tørfisk for 3 Mk., 1 Skpd. Klipfisk for 3 Mk., en Tønde Torsk for 5 Rixdr. da fik vi og en Tønde Rug for 6 til 7 Mk.

At oplyse Sagen nøyere! da de islandske Vahrer solgtes for benævnte Priiser, fik Kiøbmændene i Kiøbenhavn og de smaae Kiøbstæder saadanne Priiser, ar de kunde udsælge det til Borger og Bonde for det halve imod disse Tider: Borgerne og Handværks-Manden kunde den Tid spise sig og sine Folk med Fisk for 4 a 6 ß som han ikke nu kan have for toe dobbelt, Bonden ligeledes: Man spørge Hørkræmerne her i Staden, der maae betale Compag-

44

30

niets-Vahre saa dyre, hvad Tørfisk og Saltfisken er angaaende, naar Indsvinding fra regnes og De igien skal sælge det i smaae Vægt har de ikke Rente af deres Penge, men maae sætte til derved, om Hørkræmerne og vil kiøbe noget saae de det ikke for Penge; Bonden kiøber og ingen Fiskevahre i disse dyre Tider, derimod fortærer han langt heller med sine Folk, Flesk, Kiød, Smør og hvad Bonden tilforn har haft at sælge til Torvet det er han nu nødtil selv at fortære, og derved at Suulet til Brødet bliver mindre, skal endelig Sæden er statte det manglende, saa længe der er intet der kan holde Ligevægten. Saa er det og skrækkeligt at tænke paa naar Egen-Nytte i disse vigtige Poster tager overhaand, da maae Udfaldet endeligen blive Dyre Tider.

Saasnart som nu den islandske Handel forandredes og vore egne Landes Fiskerier blev observeret at de blev satt i drift, da vilde der skee en mærkelig Forandring udi vores indvortes Lands-Huusholdning: See da til om vi ikke snart skulde faae en Tønde Rug for 6 til 8 Mark og ald anden Sæd derefter.

Men der høres, tales, skrives i vore Tider allene om fri Handel udi Island. Philodanus siger Handelen maae være fri, man har

45

31

derfor ikke endnu seet nogen at giøre bedre reede derfor end en Philocosmus, jeg vil derfore yttre mine Tanker, om det kunde tiene til Oplysning; jeg Ønsker det. Dog maae jeg først erindre enhver ærlig Patriot hvad en god Samvittighed siger, og fremsætte et store Exempel, og Viise Skattens Mynt

Hvis Billede og Overskrift er dette.

Svar! Kongens

Saa giver da Kongen det Kongens er og Gud det Guds er: hvad Tanker jeg herom har fattet er da disse: At Sandheden Selv, Guds egen Søn, der forud vidste, Alt, har dermed vildet Viise 1) at det er Kongens Vel, vi som en vigtig Sag bør have for Øyne; thi naar det gaar Kongen vel, gaar det ogsaa os vel 2) har Sandheden selv vildet lære os ved den Fisk som blev tagen, hvorudi Skattens Mynt var lagt, at vi og Skulde sandse at Fiskerierne er

46

32

saadan Velsignelse der er i Stand til at give Kongen det Kongens er, eller havde det været Guds Søn ligesaa lett at befale sitte Discipler at gaae hen i næste Ager og tage der en Mynt at give til Skatt: Hvem der vil oplyse mig bedre, er jeg Tak skyldig.

Naar nu Tolden som er det Kongen bør tage bliver satt forud, da maatte det enhver tillades, med en uindskrænket Kongelig Friehed at oprette Fiskerier i Island efter en Plan som findes paa sit Stæd, paa hvilken Havn i Island og i alle Kongens Lande baade af Torske og Hvalfangst enten det da var egne Midler eller Interessentskab og at have Friehed at føre samme til Kiøbenhavn, med egne og fremmede Skibe dog maatte dertil ingen Hollænder eller Fremmede indbydes, saa længe den Danske Nation bestaar af et Folk som kan tænke fornuftig: Saadant Interessentskab skulde Islænderne i Særdeleshed opmuntres til at indlades efter Formue og dennem ingenlunde formeenes: Saadant kunde Handels-Compagniet og Islænderne, som nu ere samlede med hinanden allerhelst sætte i Værk, særdeles da de ere dertil forpligtede baade efter deres Privilegier for Aaret 1752, saavelsom den Kongl. Convention samme Aar, ligeledes efter den Kongl. Octroy

47

33

1763. Pag. 42. siger faaledes. Hvad Compagniets Interessentere videre kan finde fornøden til denne Handelsflor og Conservation Og det gemene Beste allerunderdanigst for os at søge og andrage, ville vi allernaadigst efter dessen billige Beskaffenhed see befordret og bevilget.

Der tales ikke et Ord om i den hele Octroy at Handelen naar den sigter allene til at ruinere baade Island og Dannemark at den da Skal blive ved Magt. Philocosmus siger pag. 199. Island er Trældoms Stæder, Dannemark og Kiøbenhavn er det og pag. 222, taler Philocosmus om Compagniet, 20 Aars Ret at handle som Høgen med Duen 50000 Menneskers ja 80000 Menneskers) Lyksalighed: 2de Rigers (vigtigste Fordeele, mod nogle faae Personer. At undersøge Compagniets - Gevinst eller Tab (det har jeg tydelig viist at Compagniet intet taber. pag. 223. siger Philocosmus, 4 a 8te Aar i Forveyen siger Philodanus vore Handlende skal have Tid at smage derpaa: hvilket ligeledes er viist hvad det har udrettet, nemlig saameget at Kongen fik intet: Derfor bør enhver at have Friehed endog medens Compagniets-Octroy ved varer at oprette Fiskerier i Island, Compagniet taber intet derved i Henseende til Fiskerierne,

48

34

men deres Handel vil derved florere, da de som oprette Fiskerier ikke indlade sig i CompagnietsHandel medens Octroyen varer, indtil Kongen sinder allernaadigst Behag at Handelen maatte forandres, Hvilket er Islændernes Haab, naar det ikkun sigtede til Statens øg det almindelige Beste meere end hidintil, og tilstaae Compagniet en billig Doceur af et hvert Skib som begyndte en nyttigere Handel kunde de gierne tage imod: Philocosmus siger pag. 42. og anfører: Saa tillade vi allernaadigst at Compagniets-Interessentere saadan Convention som de for Handelens Opkomst og deres eget Beste fornøden eragte saa længe derudi intet findes stridigt imod vores Lov og Forordning: Men hvor siges det i Kongens Lov og Forordninger at Island og begge Riger skal øddelegges for Compagniets-Skyld.

Dette Forslag om Fiskerierne sigter ligeledes til den Kongl. Instructions-Opfyldelse (for Commissarierne) og dens reene Hensigt, see dens 4de Post (b) af dato 22 May 1770.

Men Hvad Haab kan man vel giøre sig om Islands Indbyggere i denne vigtige Sag, da det er dem det gielder meest; Thi det er ingenlunde 22 Grosserer som Fogden taler om udi sin Plan og Demonstration af Aar 1767. Gros-

49

35

serer ere Kiøbmænd, deraf har Handels-Compagniets-Interessentere Prøver, det er heller ikke de Norske Fiskere: det er Islændernes Mængde i Almindelighed der skal giøre det meeste hertil, de feyler Resolution og Modet, de lade sig nu ikke letteligen bringe til noget nyt, de har lært det siden 1752. hvad det har kostet dem at bære Navn af Interessentere, de fik intet videre, Fordeelen blev borte, der siges udi det Skrift: Deo Regi Patriæ, at Profitten blev borte, det blev tabt. Hvad Raad er der nu for.

Har det hidindtil været misligt, da vil det visseligen ikke feyle under vores allernaadigste Konges allerviiseste Regiering. Gud har forleenet ham Myndigheden: ingen Octroy vil Hindre: som han byder saa staar det, og hvor. maatte det ikke ønskes at det maatte skee, som han Befalede.

Hvad er nu Islændernes Haab til Kongen.

Fiskerierne maae i Island anlegges, efter en Plan som er at see paa sit Stæd: Hans Majestet maae selv allernaadigst give Fiskerierne den største Undseelse og være Interessent, med en Summa efter allerhøyeste eget Behag: Særdeles for at opvække Lyst og Mod udi et opret-

50

36 tet Fiske-Interessentskab. Kongen tager Interesse efter Indskud, ligesaa vel som de andre Interessentere, der maae intet tabes faa længe Gud afvender Søeskade, heller ikke kunde nogen Søeskade have saadan Virkning at den kunde foraarsage følelig Tab, efter disse Indretninger. Men der skal aarlig giøres rigtig Reede derfor, Personer skal antages dertil som har Indsigt, Patroner skal intet gielde, Kongens Interesse og Landets Velgaaende skal allene gielde: Naar Kongen da faar at see at alting lykkes og alt faar et ønskeligt Udfald: Da staar det til Kongen at tage sine Penge og lade Handelens-Interesse blive Undersaatterne til Deel, og tage Tolden: disse Fiskeriers Anlæg er viist udi Oeconomiske Tanker over Island, 2den Deel, pag. 55, 56, 57, 58. dog er det at agte at den Plan noget forandres, siden Husenes Bygning til Fiskerierne en ere andførte, da der den Tid haabedes, da Handelen var for Kongelig Regning at de nye Indretninger skulde hiulpet noget dertil.

Men den Regning vil altid finde Stæd og have sin Rigtighed, at med 2000 Rixdr. reede Penges Indskud vindes i 4re Aar 11000 Rixdaler.

51

37 Og hvad vilde Hollænderne sige dertil naar de Islandske Fiskerier kom til saadan Fuldkommenhed, monne de da med saa stor Næsvished vilde indfinde sig udi Island, jeg troer. Men? De skulde da snart tilbyde Kongen en andseelig Summa for saadan Frihed, om det maatte være dem tilladt: dette falt og af sig selv med andre fremmede Nationer.

Philodani Undersogelser af Philopatreias siger: den gode Mand kunde og lade være at sætte Amsterdam og vor Stad, Holland og det danske Rige i Sammenligning og at fore give at vi burde naae i Handelen den samme Høyde: saa siger han Holland er Holland.

Men hvem har først lagt Grund volden til Harlem og Amsterdam for meere end 900 Aar siden, var det ikke Danske og Norske der har giort Begyndelsen til Hoved Stæder, efter at der først af fattige Fiskere var bleven begyndt med et Huus af Træ-og Straatag, siden formeeret en liden Bye, og som meldet er siden af de Danske og Norske giort til andseelige Stæder. Saa vist som det nu er at Holland er bragt udi Andseelse ved Fiskeriernes Begyndelse, saa vist kunde det og været at Island formedelst sine Fiskerier burde været bragt udi Andseelse; Kunde vi ikkun kalde tilbage det som er

52

38 forsømt i det sidste Hundrede Aar, torde vi vel tænke langt anderledes Dog er Haabet ikke ude, dersom vi endnu vilde giøre os det rette Begreb om de Velsignelser vi visseligen Besidder, og ikke lade os samme længere betage.

Af dette andførte kan det nogenledes sluttes hvorledes Kiøbstæder vil falde udi Island af sig selv, naar Fiskerierne først retteligen tages i agt; Thi da kunde de som begynde med Fiskerierne og sat sig udi Island bygge Huse, indtil det blev til en Bye, saa at naar Mængden formeeredes blev det af sig selv til en Kiøbstæd. Saadanne Bygninger kunde med liden Bekostning opføres, da der findes Steene nok udi Island dertil beqvemme, Kalk kunde ligeledes Haves i Overflødighed, da jeg veed at Materien til Kalk findes Mængden udi Island, saa at det ikke behøves at føre Kalk og Steen til Island, naar der er Folk udi Island som Forstaar hvoraf Kalk skal brændes: Allerhelst naar

Steenkul fandtes udi Island. Oeconomisike Tanker over Island 1te deel, Pag. 30. hvoraf

der ligeledes et Overflødighed: de som da boede i Landet paa de saaledes omlagde Stæder og i Byerne kunde have deres aparte Jorden at holde Creature, eller og Islænderne kunde sælge til Beboerne hvad de behøvede, dette vilde da

53

39

give en langt anden Negotie end hidindtil baade inden- og udenlands i Island.

Men Landfogden i hans Plan og Demonstration Aaret 1767. siger at der skal 50000 Rixdr. dertil for det første af Kongens Cassa, dermed vil han udrette ligesaa meget som med den forrige Capital han fik til Islands Opkomst der var dobbelt saa stor: det blev alt misligt: derimod tales der slet intet udi dette heele Skrift, Islændernes Haab til Kongen om Udgifter af Kongens Cassa uden profitabet Interesse.

Landfogden siger og i samme Plan og Demonstration: Fri Handel vilde da falde af sig selv, naar de først havde saa meget til Beste, at de med egne eller dertil fragtede Skibe kunde udføre Overflødighed af Vahrer, foruden de nu paa Landet fahrende Compagniets-Skibe. Men jeg spørger; hvor er Overflødigheden meere end tilforn at Skibene skal fahre med: Fogden skal med god Grund ikke kunde svare mig anderledes, end at Overflødigheden han taler om gaaer endnu paa Havets Bund: Saa maae Han først henvises til Fiskerierne der skal udgiøre Overflødigheden meer end det sædvanlige: derfor ikke at giøre Begyndelse med at bygge Kiøbstæder førend Fiskerierne er bevist og naar Over-

54

40 flødigheden af Fiskerierne først er bevist, da er det først Tid at tænke paa at anlægge Kiøbstæder, efter Philocosmi Plan pag. 235.C.

Men Landfogden siger ligeledes i samme Plan og Demonstration: der skal være Groshandlere i Island, fom har Midler: ligesom Groshandlere ikke vidste at anvende deres Midler uden at reyse til Island: han siger! der skal være Visiteurer, de Handlende skal være underkastet Confiscation af Skib og Gods: Indbyggerne for deres Forseelse skal gaae i Slaverie: Hvilket altsammen er ikkun liden Opmuntring til Negotie: og hvem skulde vel exiqvere Confiscationen i Island: Gud trøste Groshandlerne der sat sig udi Island om Confiscationen-Executionen Skulde skee samme Stæds, og Indbyggernes Slaverie er ikke uden almindelig, hvilket kan oplyses deraf: da der er talt med en Islands Bonde i Kiøbenhavn for 36 Aar siden, hvilken for sin Forseelse var dømt her til Slaveriet. Men han tilstod at Bremmerholms Slaverie i Kiøbenhavn, var langt bedre end at være Bonde i Island, uden at han manglede sin Friehed; hvoraf kan sluttes Islands Indbyggeres Tilstand. At det er Sandhed som Philocosmus og andre har skrevet at Islænderne ere Trælle saa er det og vist som Philo-

55

41 cosmus siger pag. 239. at Fiskerierne i Island, er Hoved Grundnæringen for Hoved Stat og Colonie i den Handel.

Deraf bliver det og Hoved Slutningen at intet kan redde Islænderne af deres Elendighed, uden deres Haab til Kongen.

Hvad Philocosmus siger pag. 169 og 170, og Philodanus har sagt om HandelsCompagniets Sælskab. Da er det bekiendt at det er fornuftige og forstandige Mænd, Kiøbmænd og Grosserer: hvor iblant ere Mænd som beklæde det høye Raad. Ingen torde giøre sig den Slutning, at naar det bliver dennem overtydet, at saa mange Tusinde Mennesker i Island vil sukke over dem og deres Børn og at den Islandske nu værende Handel er ligeledes en Aarsag til dyre Tider i Dannemark: at da disse gode Herrer og vise Raad skulde vilde forsvare uforanderlig Forandring udi Island, saa længe det allene sigtede til Kongens og Landets Beste og særdeles til deres som Handlendes egne Fordeele: Da Compagniet kan vedblive Handelen, skiønt Fiskerierne forbedres og Compagniet ligesaa vel som andre at være Interessentere i de anlagde Fiskerier, og derved ligesaa vel legge Grund til Kiøbstæder, som andre, naar det tager sin Begyndelse af den rette

56

42

Art: vid. Philocosmi pag. 242. K. Da derimod som det nu er med Efterliggere, Sundmøers Fiskerie, o. s. v. er meere til Landets Ruin end Fordeel og Opkomst.

En ubekiendt Skribent Har handlet om Blod-Igler: saa er det bekiendt at Blod-Iglen er tienlig til Lægedom, derimod naar den irriteris er den giftig: Herom kunde siges meget om det ellers hialp noget til det reelle: bliver Islændernes Haab til Kongen ikke beskiemmet, saa forandres de Islandske Fiskerier, hvorpaa Sagen allene beroer, da al anden Forandring for det første kan have Haab om Misligheder: Og om Fiskerierne ikke forandres at sættes i bedre Stand, saa ruineres Landet desuden, hvad enten det da skeer af Compagniet, Blod-Igler, eller Hollænderne & c. er et og det samme.

Fri Handelen vid. Philocosmi pag. 223. 3) o. s v. blev da best indrettet naar det var tilladt at handle efter en god Samvittighed: Et hvert Skib, saavel Compagniets som andre ingen undtagen at være tilladt at handle paa Island og at betale Kongens Told af indkommende og udgaaende Vahrer til og fra Island efter Andgivelse og meest lemfældige Medhandling vid. Philocosmi pag. 228. g) Underslæb var af erfarne Mænd lettelig at obser-

57

43

vere: dog var det bedre at det ikke fandtes: Modtvillige Forseelser maatte alvorligen handthæves og straffes: Men som det stedse har været fra Aaret 1752. Islændernes Hensigt at vilde bestride den Islandske Handel allene? Hvilket jeg ikke misunder dem. Dog maae de først tillade at andre Danske og Norske kommer dem til Hielp: øvrigheden i Landet kan desuden have Frihed saavelsom andre at benytte sig af disse Herligheder, for Resten ikke at befatte sig med Tvangs-Midler for de Handlede. Hvilket mere afskrækker end befordrer en fri Handel.

Hr. Philocosmi Meening pag, 239. de 3de sidste Linier o. s. v. er for haard om Capitainer og Skippere: disse saavelsom alt Søefolket maatte have en uindskrænket Frihed: Thi naar det bliver en fri Handel bortfalder det Navn Føring: Da Søefolket som vove deres Liv for Kiøbmandens Profit bør ingen Frihed betages i Handel og Vandel, naar de lige saavelsom paa Westindien betale Skibets Reedere Fragten for hvad de medbringer: Derved tage Skibets Reedere ingen Skade, naar Handelen i Island først er anderledes end den nu er.

58

44

At Vandmøller udi Island vare høyst fornødne da der desuden findes Steene nok udi Island som kunde være tjenlige og dygtige saavel til Møller i Island som til vore Møller i Kiøbenhavn hvilket jeg allereede for otte Aar siden Har givet tilkiende, det gik dermed som med altandet: Møllerne udi Island kunde anlegges hvor der findes Elver og Aaer dertil-tjenlige, da der findes nok af det slags. Møllerne kunde bygges efter de smaae Norske Vandmøller med liden Bekostning. Rugen kunde derved bevares fra den Fordærvelse der malede Meel er underkastet som føres til Island: Islænderne fortiente Mahlerlønnen og kunde have det nødig, de fik da gode Levnetsmidler for slette og bedærvede. Mange Klager og Besværinger tog dermed en Ende.

Den omtalte Surtabrand, Lignum Fosile paa Dansk Mineralisk Træe, kunde da best blive søgt af de som boede i Landet uden stor Bekostning, Drivetømmeret vilde da ey heller blive uopsøgt af dem, det kunde behøve, uaar det kunde haves for det samme.

Efter Landfogdens Plan og Demonstration Anno 1765, sindes Toldberegningen efter den Norske Told, og hvorfor kan den ikke indrettes efter den Danske Told, naar Negotien efter

59

45

pag. 25, som her findes andført, kan svare til samme: En Toldberegning er allereede seer paa sit Sted 1760, den Tid havde der været nyttigt dermed at have giort en Begyndelse: saa er det og tienligst at indrette sine Anslag efter de nærværende Tiders Tilstand og hverken efter de forbiegangne eller tilkommende.

Hr. Philocosmus Pag. 198, vil ikke Handle om de udi Island urimelige anlagde Fabriqver: dog maae han tilstaae, havde anlaget og udfaldet bleven efter mine Oeconomiske Tanker anden Deel, pag. 66 til 75. havde det næst Fiskeriet bleven det vigtigste og nødvendigste Island behøver.

Philodanus siger? at det var Skade om den, den Tid, paa Landet værende Commission skulde giøre Undersøgelser efter en Plan, sigtet til Compagniets Vedligeholdelse. Commisfionen bør efter Kongens allernaadigste Villie være upartisk; Kongens og Landets Vel bør være deres Øyemærke, Compagniet taber intet ved en fri Handel, mindre ved Fiskeriernes bedre i Standsættelse; Thi Compagniet kan selv være med i begge Deele, dog ikke som et Monopolium ikke heller at betales noget aarlig fordi at det gaaer Kongen og Landet Vel, dertil er det forbunden selv at contribuere hvor det

60

46

kan lade sig giøre, foruden det at de intet taber, da de giver Kongen intet.

Commissionens Hovedsag var det efter Instruxens 3die Post, at undersøge Fiskeriernes Tilstand: Hvorvidt de ellers ere bragte i bedre Stand er ubekiendt, i det mindste høres der intet om: Ligeledes var det Commissionens-Sag at undersøge alle Havner og Viger som kunde findes beqvemme for store og smaae Skibe: Relationer fra den geistlige og verdslige øvrighed udi Island kunde haves hvert Aar tilforn; dermed var det ikke giort: der har tilforn varet foretagen Undersøgelser i Island. Men denne Kongelige Commission vil sige noget større: Det vilde være Commissarierne til stor Ære om deres Dag-Journal ved offentlig Tryk blev giort bekiendt til almindelig Skiønsomhed, da Sagen er af Vigtighed, det gielder saa at tale baade Islands og Dannemarks Velfærd. Eller og Hvad derefter Instruxens 12 Post af Commissionen er opfunden, af Mineralier, Erker, rare eller kostbare Steene, Naturalier, Musler hvoraf kunde brendes Kalk, om ikke til andet, da af disse berørte Poster gives Mængden i Island. Enhver ærlig sindet Patriot vilde med største Længsel see et saadant Skrift. Ingenlunde tvivlende at jo det Kongelige Finandse-

61

47 Collegium vil derfore nok udfinde Kiernen der længe har været skiult under Skallerne: Gud oplyse det Kongelige Finanse-Collegium til at udfinde det beste Middel til Islands Velgaaende, da Dannemarks Herligheder endeel derudi bestaaer. vid. Herr Philocosmi pag. 252

Det staaer nu til sidst og iblant det vigtigste at besvare? Hvor længe skal det endnu vare at Islændernes Haab til Kongen skal være for giæves; Thi saa længe Islændernes ulykkelige Skiæbne ikke forandres, saa længe er det hverken Island eller Dannemark nogen nytte, af al den Velsignelse det haver udi Eye. Og dyre Tider bliver imedens intet usædvanlige, men tvertimod almindelige, naar der er intet der kan holde Ligevægt imod Landets Byrder: jeg meener det at være tunge Byrder for det Almindelige, hvor Fødevahre ere i høye Priser. Det er tilforn sagt, giver Kongen det Kongens er. Men hvoraf Ml det tages naar der intet Brød er i Huset. Havde der med de Islandske Fiskerier været giort Begyndelse efter den første Plan, hvilken jeg Aaret 1753. insinuerede udi det Høylovlige Cammer-Collegium hvilket nu er over sytten Aar siden, der havde vist været noget anseeligt i Kongens Cassa meere end der

62

48

er, Island havde vist nu været i den Stand at give Kongen en andseelig Summe af Landet aarlig foruden den aarlige Told af Negotien. Dannemark havde ikke haft Aarsag at spørge saa Nøye efter Sæden til det kiere Brød: Kornprangerne havde i den Tid maatte fattet andre Tanker, Bonde, Borger, Kiøbmand og Handelsmand havde været i anden Tilstand end de nu befindes: Lad dem selv tale, og hvad havde vi haft for Mængde af Søefolk i Kiøbenhavn naar Fiskerierne i Island for Sytten Aar siden havde taget sin Begyndelse, eller i det mindste for Tie Aar siden, saaledes fom det er anført udi Oeconomiske Tanker over Island, anden Deel pag. 55 til 59. Saaledes som det er Kongens Villie at det skulde skee, hvilket var Commissionens Ærende til Island. Skal det endnu vare længere. Den lange Syge er den visse Død. Det er førhen sagt! at HandelsCompagniet havde Tid nok at betænke sig! Hvad blev deraf, Kongen fik intet, mindre kan han vel ikke faae, enten det da varer Fire eller Aate Aar. Mig er givet til Giensvar af det førhen Høylovlige Cammer-Collegium udi Resolution af dato 26 Januarii 1771. at det ikke skulde vare længere end til Commissionen kom fra Island: den Tid er og oplevet. Det bliver da

63

49 efter Hr. Philocosmi Slutning pag. 223,224. Nogle Aar vil være af Fornødenhed inden Fiskerierne udi Island vil Viise sin Velsignelse, skiønt dermed strax kan giøres Begyndelse. Desuden giemmer dog Island fleere Herligheder end her er meldt. Hvor længe skal det vare med Fiskeriernes Begyndelse ved Kiøbenhavns Toldboed og videre, hvor ingen Hindringer kan være i Veyen: Hvad den Westindiske Handel ved dette indbemeldte vilde participere overlades til Fornuftige at skiønne og hvorvidt dette ellers vil tiene til at oplyse de af. Det Kongelig Danske Landhuusholdnings Sælskab udsatte Prismaterier: Saasom den første Theoretiske: der tales om Hvilke ere de naturlige Producter af Dyr Riget som Dannemark bør beflitte sig paa: Kreature mod Kreature. 3die Post, af benævnte Prismaterier: Spørges! Hvilke ere de Saltvands Fiskerier Dannemark og Norge i sær bør opmuntre og fra hvilke Havne børslige Fiskerier som befindes at være af Vigtighed, i sær drives: Sælskaber vil nok finde herudi et vidtløftig Spørsmaal: kortelig besvaret: havde Erfahringer ikke ført Penne vilde nok det arbeyde være forgiæves, saavelsom alle de Skrifter vi endnu have om Island: Men jeg vil troe at Sælskabet vil finde sig fornøyet, ved at see i

64

50 det mindste hvad Island og Dannemarks Fiskerier baade kunde og burde indbringe Kongen og Landet.

Over alt dette? Haabet beskiemmer ikke, vores allernaadigste Monark, Kong Christian den Syvende, vil visseligen udfinde, det viiseste, sikkerste og bestandigste Middel, til at opvække Island saavelsom Sine andre Lande af Døde: og da dette Islændernes Haab saavelsom mine forhen udgivne Oeconomiske Tanker over Island gaae til Høyere Betænkning, vil jeg have enhver Gud befalet. Soli Deo Gloria.

1

Korte Betænkninger over den Islandske Handel,

deelte udi

Tvende Afhandlinger

af hvilke

den Første berører

Islændernes Skibsfart, og adskillige Fremmede Nationers Handel paa Island,

den Anden

den Danske Handel sammestæds.

Forfattede af

John Olavsen.

Vicelavmand for Norden og Vesten i Island samt Corresponderenbe Medlem i det Kongel. Danske Landhuusholdnings Sælskab i Kiøbenhavn.

Kiøbenhavn, 1772. Trykt hos Brødrene Berling.

2

        

3

Gunstige Læsere.

Det tør vel komme Dem forunderlig for, at jeg ved nærværende Betænkninger, uden al Interesse, stræber at bringe for Lyset den Islandske Handels Natur og Beskaffenhed, saavelsom dens Forandringer udi de ældre og nyere Tider. Mens naar Dem behager, nøye at eftertænke, at enhver i særdeleshed, og alle med samlede Kræfter bør staae hinanden bie, udi de Tings flittige Undersøgning, der kunde befordre den uskatterlige Sandheds Oplys-

4

4

ning; Saa vil og deres Forundring snart

forsvinde.

Mit foresatte Øyemærke derved er da alleneste, at fyldestgiøre, (for saavidt de Islandske Monumenters, Annalernes, Kongelige Retterbøders og aabne Brevers Igiennemlæsning dertil har banet Veyen) forbemeldte Pligt; og har jeg ved samme Leylighed ikke kundet undlade, at uddrage deraf alt hvad mig syntes berøre denne Materie, især af den Aarsag, at Sandhedens Glands kunde i dette Tilfælde eengang stikke frem af Forglemmelsens og Mørkhedens sorte Skyer; men forsikkrer derhos oprigtig, at jeg derved til intet mindre har sigtet, end at støde nogen for Hovedet; Ja! ingenlunde De Respective Islandske Compagnies Medlemmer, endskiøndt jeg, for min Umage har hos Dem ringe Belønninger at vente; da

5

5 disse Betænkninger ere Heel ubeqvemme til at forsøde Deres saa tidt paaraabte suure Sveed og Omhyggelighed for de Islandske Havnes Beseigling.

Jeg tilstaaer ellers gjerne, at denne Materie kunde af een anden Indfød med større Flid og Røyagtighed udarbeydes, som dertil have rigeligt Subsidiers Forraad, end det er skeet af mig i disse knappe Nebensrunder; besynderlig for saavidt Handelens Historie egentlig angaaer, hvilken jeg for Vidtløftigheds Skyld ikke har kundet, uden til Deels, Tide-Registerviis, anføre. Imidlertid haaber jeg dog, at have derved opnaaet. mit Hensigt, i at tilkjendegive den Islandske Forpagtede Handels igjenstridige Sviter, imod Rigernes Øyemaal; dens Ubillighed og. Askaffelses Nødvendighed; item dens Uoverensstemmelse med

6

Hans Majestæts Allernaadigste og Høystpriselige Omhue for Landets Beste, samt Undersaatternes og Rigernes deraf flydende Fordeel: Hvorfore jeg ønsker intet heller, end at nævnes og forblive Kongens troe Undersaat, det udi saa mange Aar undertrykkede Lands Medynkere, og Sandhedens Elskere; Hvilken Characteer om jeg kan erholde, skal jeg med Tiden give Dem et fuldkomnere Begreb om denne vidtløftige Materie; Og imidlertid forbliver jeg Deres ærbødige Tjenere.

Forfatteren.

7

Forberedelse.

§. I.

Handelen er en Forretning, hvor-Ordets Be-ved Vahrene eller alle de rørlige mærkelse. Ting, som kan kjøbes og sælges, stedse omstiftes og omstuzes imellem Riger og Lande, til fælles Nytte; og for af raade Boed paa deres indbyrdes Mangel.

Ordet Handel tages i adskillige Bemærkelser hos de Lovkyndige. Undertiden for de Handlendes Rettighed, til at kjøbstaae, undertiden betyder det og Contracten selv, der bliver af de Kjøbende og Sælgende indgaaet, anlangende de Ting, som skal ombyttes og overleveres den Eene af den Anden, imod en Erkjen- delse

8

8 Ved Forretning forstaaes her de Gjerninger, som ere bestemte til det menneskelige Kjøns Lyksaligheds og Sikkerheds Befordring, men i Særdeleshed de Midler, hvorved de Ting kan erhværves, som ere nyttige og nødvendige til Livets Ophold.

§. 2.

Handelens Handel er da baade fordeelagtig og

Nødven- nødvendig. dighed og Nytte

I) I Følge den alvise Skabers Bestyrelse har et Land eller Rige, overflødig Velsignelse og Forraad af de Frugter og Producter som et andet Land lider-Mangel paa, og dog uforbiegjængelig behøves; men derimod er begavet med andre Guds Velsignelser, som fejle hos de Første, saa rigelig, at det kan igjen opfylde den andens Mangel. Dette er Oprindelsen til allehaande Slags Handel og Vandel, og dens Tilvæxt. Historien lærer, at den i Begyndelsen haver varer af gandske ringe Betydenhed; men jo mere Menneskenes Nødtørst har tiltaget, jo fastere Rødder har den slaaet, og af de samme

9

9

Tid, een efter anden, opspiret til den anseelige Heide og fulde Floer, den har den Dag i Dag er.

2) Da vores Jordklode er saaledeS danner, at de fleste Landskaber ere separerede og adskildte fra de andre; faa er Skibsfarten eller Handel til Søes nødvendig, at Communicationen skal holdes ved lige imellem alle Jordklodens Deele; og der eene Land kunde forhiclpeS og. understottes af dest andet, paa saadan en fordeelagtig Maade, ved Nødvendige og nyttige Tings Indførsel og Udførsel.

3) Udi Handel og Vandel bestaaer et Lands Lyksalighed, dets Styrke og Kræftter; derved fødes og næres Haandværker, Fabriqver, Manufacturer; ja ydermere alle Konster og Videnskaber; og opnaae derved sin Fuldkommenhed; hvilket er en Sandhed, som i sig selver haandgribelig; Men desuden kan bevises med adskillige Nationers Exempler, især af Hanse-Slædernes, i de ældre, Engellændernes, Hollændernes, samt de' ordiske, Nationers, i de nyere Ti-

10

I0

der, deres blomstrende Handels, Nytte og Virkninger.

§. 3.

Negecian- Handelens almindelige Oyemærke er

ikke allene, at de Kiebflaaendes udvortes

Endemaai Tilstand kan blive fuldkommen; og baade

vor sigte til Kiøbende saavel som Sælgende derved kan deres og an-

dres Bel- befordre deres timelige lyksalighed, hvilken

stand. indbefatter Menneskenes Conservation, Fornøyelse og Fuldkommenhed; Men ogsaa at alle andre deres Medborgere kan have Deel berudi. Menneskenes Fuldkommenhed i dette liv er enten indvortes eller udvortes; Ved den indvortes forstaaes fornemmelig Siælens og legemets, (saavidt det staaer i en fast Foreening med Siælen) Fuldkommenhed. Den udvortes derimod sigter til de udvortes- gode Ting, som ere baade fornøden og tlienlige, ikke allene til Livets Vedligeholdelse og Sikkerhed, men og til dets skikkelige, roelige og anstændige Fremdragelse.

11

11 1) Eftersom alle menneskelige Gierninger, i Følge Guds og Naturens Lov, bør sigte til et Maal, som hverken strider imod de menneskelige Sælskabs Regler eller Forretningernes egen Natur, og Handel eller Kiøbmandskab er en Forretning §. 1. da er det en nødvendig Følge, at Handel bør og sigte til dette Maal, saafremt den skal komme overeens med Naturens Lov, og forrettes med en sund Fornuft.

2) Saa bør da at sluttes af dette foregaaende, at ikke skal være iblant det menneskelige Kiøn nogen Underfundighed, til at giøre hinanden Skade meere i Handel, end som i andre Ting og Omgiængelse: Det var at ønske, at Ærlighed og et oprigtigt Venskab mellem Herreder, Provintzer og Riger blev nøyere iagttaget i alle Slags Mellemhandlinger, end som i nogen ringeste Deel af disse skulde befindes svage Betænkninger; hvilke nødvendig maa føde et svagt Venskab; ja svagt i saa mange Grader, som Kundskaben er ikke klar og distinct grundet til at hen-

12

12

føre den paa Mellemhandlingerne. Hvilket om man ret betragter, skal man vist besinde, at ingen bør berøve, en anden den Ret, som ham tilkommer; eller tilføye ham den ringeste Ulæmpe.

3) Saasnart som det heele Menneskelige Kiøn ber udi ald Handel og Vandel omgaaes reedelig med hverandre, at alle i saa Fald maatte derved opbygges og forhielpes; og hvad Naturen ved det eene landskabs Beliggenhed og Dannelse fornægter dets Indbyggere, kunde et andet Lands Indvaanere erstatte mestendeels ligesaa fuldkommen, som dets egen Natur havde det selv frem bragt; da flyder deraf videre, at eet Rige bør ikke allene imod Fremmede iagttage Retfærdigheds Regler i Handelen; men og med særdeeles Omhyggelighed komme i Veyen for, at dets egne Indvaanere paa nogen uretfærdig Maade skal fornærme deres Medborgere.

13

13 §. 4. [Handelens egentlige Øiemaaler en billig Gevinst.] Men eftersom de Negocierende umue- lig kan forfremme deres udvortes Tilstands Fuldkommenhed, uden de ved Handelens Drift søger billig Gevinst; saa kan man ikke tvivle, at dem jo tilkommer Ræt til alle de Midler, formedelst hvilke de kan tilforhandle sig Vahre, og dem igien afsætte, med retskaffen Fordeel, hvilket er de Handlendes Øyemaal i Særdeeleshed.

Men Spørsmaal: Hvad er en Gevinst? Gevinst kan man kalde ald den virkelige Formues Forøgelse, som ved Negocie erlanges: og den er enten billig eller ubillig, eftersom den paa Vahrene paasatte Priis meget eller lidet overgaaer deres Valeur og Værdi, da man har de paa Vahrenes Tilførsel paagaaende Omkostninger frataget.

14

14

Vahrenes Priis i alle forekommende Tilfælde af deres Godhed, Nytte, Nødvendighed, efter hvert Lands Beskaffenhed og Tidernes hastige Forandringer, er ikke læt at bestemme i en mathematisk Proportion og Liighed: Dog er det sikkerst for de Handlende, at de i saa Fald frem for alle Ting nøye iagttager den naturlige Billighed, anseende de Regler, som deres Samvittighed og Fornuft lærer dem.

15

Den

Første Afhandling.

Om

Islændernes Skibsfart og adskillige fremmede Nationers Handel paa Island.

§. 1. Handel er enten inden eller uden- lands. Indenlands Handel kaldes den, som drives imellem Byer og Stæder, udi eet og det samme Land, og fortsættes indbyrdes af dets Indbyggere. Denne Handel i Henseende til den udenland- [Den Islandske Handel har ikke været af stor Vigtighed.]

16

16

ske er ikke as stor Værdie. Saavidt Island angaaer, da har den i Besynderlighed, fra ældste Tider af til nærværende, hos Islænderne havt gandske ringe Anseelse: tildeels formedelst de første landets Besidderes og deres Efterkommeres Uforfarenhed og Skiødesløshed i at anlægge Handelsstæder, oprette Fabriqver og Manufacturer i Landet, m. v. hvilke havde kundet give en rigelig Materie til bemeldte Handel: tildeels og af den Aarsag, at der ere faae, ja snart ingen seylbare Floder i Landet, der paa een fordeelagtig og beqvem Maade kunde befordre Communicationen imellem Indbyggerne; desuden ingen Overflødighed af Vahre og Producter; og Veyene heel vanskelige at føre dem over Land fra et Stæd til et andet paa deres Heste; Men uagtet de Vanskeligheder er denne Handel baade nyttig og fornøden for Landets Indbyggere, og burdte paa alle optænkelige Maader oplives, og Tid efter anden forfremmes med behendige Fartøyers Bygning, Markeders Beskikkelse paa beleyligste Tider og Stæder, Landnyttige Fabriqvers Istandsættelse, Proviant-Magaziners Oprettelse, Veyenes Forbedring og flere deslige til Landets sande og almindelige Nytte hensigtende Anstalter.

17

17

§. 2.

[Udenlands Handel er enten fri, eller Forpagtnings-Handel.] Udenlands Handel er igien toe Slags: enten fri National-Handel, eller af visse Per- soner, eller af et heelt Sælskab forpagtet Handel: Denne drives endten af enkelte Per- soner eller fleere, udi et Compagnie sammen- føyede: Interessenterne i Sælskabet allene til Fordeel; I øvrigt heele Riget, men dog fornemmeligst den Province, eller det Lands Indvaanere, hvorudi saadan en Handel føres, til stoer Skade, Armod og Ruin. Frie Handel derimod forrettes, naar ikke allene alle fremmede Nationer, uden Forskiæl og Forhindring have Frihed at føre til et Land nyttige og fornødne Vahrer imod dets Producter;

Men i Særdeleshed, naar eet Land med egne Skibe driver Handel paa fremmede Stæder; udfører de Sorter Vahre, som Landet helst kan undvære til de Landskaber, hvor de ere umistelige, og følgelig udi største Priis, og igien indbringe de Sorter, der giøre til Landets og dets Indbyggeres Opkomst og Velstand, fra første Haand af; og fra de Stæ- der, hvor de kan erlanges, for den ringeste Priis. Formedelst saadan en Handel, men ingen anden, beriges en Gaard, en Bye, et Herred, en Province, ja! det heele Rige bliver derved mægtigt, Folkerigt, og lyksaligt. Forpagtnings-Handel vil jeg siden afskildre, i den Materie, som angaaer de Dan-

18

18 skes Kiøbmandskab paa Island; men Her allene berøre den fordelagtige fri Handel for saavidt Islænderne er anbelangende.

§. 3.

[Islænderne have i gamle Dage besøgt nærgrændsende lande med egne Skibe.] I de ældste Tider, efter at Island blev beboet, henved Aar 874, og besat med Indbyggere, og indtil saa længe det beholdte Navn af en frie Republiqve, har Jislænderne havt Skibsfarten selv og ført Seigladsen med egne Skibe til adskillige Europæiske Riger og Lande, som f. E. Dannemark, Sverrig, Rusland, og andre ved Østersøen beliggende Stæder, samt Grønland og de nordiske Provintser udi Vestindien; men fornemmeligst til Norge og de Storbritanniske Landskaber, ikke allene i Hedenske, men endog i Catholske Tider; hvilket Jislændernes gamle Love og den Islandske Søe-Ret udi Jonsbogen, Farmanna-Løg kaldet, saavel som deres Historier, Monumenter og Annaler noksom bevise. Bevisene, hvorved denne Sandhed gotgiøres, vil jeg ey paa dette Sted anføre, for at undgaae ald Vidtløftighed.

§. 4.

[Og til den Ende baade kiøbt Skibe, og ladet dem selv i Landet bygge.] Paa det, at deres Skibsfart og Communication med fremmede Riger kunde vedligeholdes, har de ikke allene tilforhandlet sig Skibe af Fremmede udenlands, og dem som

19

19

besøgte Landet, men desuden faaet dem ved Foræringer, ja og selv i forrige Tider ladet dem bygge. Til Skibsbyggeriets Materialier have de til deels betient sig af Drive-Tømmer, til deels af de Skove, som Landet den Tid var overdekket og besat med; Men da det sidste kunde synes utroeligt for Ubekiendte og Fremmede, vil jeg af troeværdige Islandske Monumenter anføre nogle faa Stæder, som overbevise Læserne om Sagens Sandfærdighed. Hvad det Første anbelanger, nemlig: at Islænderne have fordum selv bygget Skibe, hvormed de kunde beseyle fremmede Lande af derved Landets Strandbreder forefundne Drive-Træer; da gotgiøres det af Landnama Saga, anden Deel. Cap. 31. og Sagan af Ønund, Træfod Cap. 10. og 15. som overeensstemmig fortælle, at nogle Kiøbmænd loede bygge det Skib Trækilleren udi den Viig, som siden blev kaldet Trækilles Viig, beliggende udi Strande Syssel. Om de mangfoldige og ypperlige Skove, som Island har været begavet med udi de ældgamle Tider kan eftersees Landnama Saga dens første Deels 1 og 19de Cap. og anden Deels 2. 21de Capitel, saavelsom Schedæ Arie Præst Frodes pag. 2. Edit. Skalholt. Item Arngrimi Jonæ Anatom. Blefken. anden Deels 63 Side desuden beretter Svarf Dæla Saga (at jeg forbiegaaer mange andre) dens 14de Capitel med tydelige Ord, paa hvilket Stæd, af

20

20

hvilken Sort Træer, og hvor de Træer voxede i Landet af hvilke Ljot-Olfur og Karle loede bygge det Skib Islænderen kaldet, hvorpaa Karle siden reiste til fremmede Lande.

§. 5.

[Islænderne vare fordum stærke til Søes, men brugte lidet deres egne Skibe til Negotiens Fortsættelse.] Omendskiønt Islænderne have, som sagt er, erhvervet sig Skibe, baade ved at Kiøbe dem og at lade dem selv bygge; og paa den Maade blevet temmelig mægtige til Søes; hvilket til deels bevises af de nye Colonier, som af Islænderne, i den Tid at Landet var fuldkommen besat med Indbyggere, bleve ført over til Grønland, samme Land at beboe, (a) deels og af det blodige Søeslag, som Thorder

Kakale og Kolbein Unge holdte imellem hinanden, i de Sturlungers Tider, før end Landet frievillig blev overgivet til Norges Krone, og Kong Haagen Haagensen den gamle, udi Aaret 1262: Saa maae man dog af Historien ugierne mærke, at Islænderne have den mindste Deel af deres Skibe brugt og bestemt til Handelen, dens Vedligeholdelse og Fremvæxt. Aarsagerne dertil vare adskillige.

§. 6.

(a) Conf. lib. orig. ift. Part 2. cap. 14. og Arngr. Jon. Gronlandia impreff. Skal. holt. cap. 2.

21

21

§. 6.

Det er bekiendt, at de gamle Nordiske Af følgende Folk i de Hedenske Tider, længe efter Odens Aarsager, Ankomst; Ja ydermeere endnu i de Catholske nemlig deTider, vare i Besynderlighed hengivne til res lyst til Krig og Soerøverie; hvilket var en Følge af sen og Frieden Hedenske Religions Satser, og i den bytterie. Henseende lagde Vind paa, ved alle optænkelige Idrætter, at disse den Tid kaldede ædle og uskatterlige Konster kunde uden Forhindringer øves. Af bemeldte Aarsag bekymrede de sig lider om Rigers og Landers Fordeele, Opkomst og Velgaaende; følgelig loed Handelen fare. Samme Tanker havde Islænderne ikke allene til fælles med de øvrige nordiske Nationer, men jo meere høymodige de vare, og hengivne til Feyde, indbyrdes adskillige krigsmæssige Foretagende, Caperie og andre der henhørende Øvelser; jo mindre Fliid lagde de paa Handelen, end andre. Da nu Island maatte nødvendig fourneres med visse Sorter udenlands Vahre, som Landet ikke selv giver af sig, og Forretningen ligesom hos de gamle Rommere almindelig blev agtet for at vare ligesom afskyelig (b) var den overladt til de afmægtige og vanføre Folk, det Foragt videre me

B 3 hver-

(b) Dette kan bevises nøyere ved Biørn Harald Haarfagre Søns Exempel; Hvilken, saasom han var en meget sagtmodig Mand af Naturen, havde, stoer Afskye for af fiendlig

22

22

hverken havde Moed eller Mands Hierte til at forsvare sig i Krigen og gaae Fjenden under Øyne. Hertil kan og lægges andre Bieaarsager: nemlig de gamle Islænders og andre Nordens Indvaaneres VankundigHed i Stiernekonsten, Mange! paa Søe-Carter, Compasser og aftegnede Himmel og Jords kugler, hvilke efter mange Tiders Forløb bleve først opfundne, i hvis Stæd de maatte lade sig nøye med egne Iagttagelser af Solens,

Øvelst, men derimod beflittede sig paa Negocie med fremmede Riger, Engelland, Dannemark og Sverrig, Rusland og andre Nationer, og dermed indsamlede stoer Rigdom; hvorfor han blev meget forhadt af hans Brødre de Kongelige Printser, der havde andre Knæb i Hovedet, og blev i den Henseende, for at indprente andre hans For retningers Vanære, faldet Biørn Kiøb,mand: hvorom kan læses Olav Trygvi-sene Historie, Kap. 6. pag. I. Disse slette Tanker, som de gamle Nordiske Folk fattede i Almindelighed om Kiøbmænd og deres Bedrifter, formildedes og til Deels ophøtede, da Kong Olaf den Tykke interesserte udi Handelen med Normændene og Islænderne, og paa den Maade ved sit eget Fxempel toeg de forudfattede Meeninger og falske Tanker fra Folk, som Nordens Indbyggere havde giort sig fra Arrilds Tid af, om alleflags Negocie, og desuden opmuntrede dem, til at lægge Vind paa den ftemdeeles, Riget og hans Thronfølgere til stedsevarende Gavn og fordeel.

23

23

Maanens og Stiernenes Gang, Veyrligheds og Luftens Beskaffenhed, voxende og faldende Strømme (Kvak), Havers udvældendende Løb fra Landene, Træsponner flydende i er Vandkar og deslige. Man har og et Exempel i Historien, at de brugt Ravne til deres Ledsagere, besynderlig naar de formeente sig at være nær ved et Land, da Ravnen fløy derhen, hvor Landet var og Skibene fulgte bag efter. For disse Aarsagers Skyld var [Skibsfartens Vanskeligheder og forhindringer.] Skibsfarten i de Tider største Fare og Hazard underkaster; Og, saasom de med ingen og Vished, men af Formodninger og halve Gis- bringer, ninger, satte Coursen fra er Stæd til et andet, Hvilket mangfoldige gange sloeg Feyl, kom de undertiden til at sætte Liv, Skib og Gods i Stikken ved at støde an paa Udhukker Blindskiær og Klipper, ja mange Gange bleve borte i det vilde Hav, (c) ti! hvilken Ulykke ikke lidet hielpede den eenfoldige ældgamle Maade at bygge Skibe paa, som hverken kunde formedelst deres flade og heel ubeqvemme Skikkelse afvende de brusende Bølgers Overlast, eller være forsynede med bebørige Dekker og Pomper, indtil Dælu-Austur

i der tolvte Aarhundrede blev opfunden;

Thi til den Tid vidste man ikke af andre Midler at sige, hvorved Vandet kunde udøses,

(c) See Landnaama Saga anden Deel, pag. 50 det 14de kapitel, og Christindoms Saga 14de Kapitel.

24

24

end den fortrædelige Stampe eller ByttuAustur.

§. 7.

[Islændernes særdeeles Øynemaal.] Uagtet Seigladsen var saa mange Far- ligheder undergiven, som jeg har viset i den næstforegaaende befandt dog de mandhaftige Islændere sig vel fornøyede med alle de Uleyligheder; og paa det de desto heller kande læske deres stærke Tilbøyeligheder de vare frem for andre Nationer med behæftede, maatte de udenlandske Reiser med behæftede, Deres fornemste og egentlige Øyemaal ved Skibsfarten var da, at de ved Hielp af den samme kunde forskaffe sig Videnskab der udfordredes i Krigs-Sager, i Svømmekunsten, til de ædle Friebytteries Øvelser, til den Kunst, retskaffens at behandle en Bye, og et de derved kunde faae Leylighed, Nøyere at erkyndige sig om de Fremmedes Tilstand, Forhold, Idrætter og Hoffvæsen med videre. Dog kan man derhos ikke nægte, at endeel har lagt sig efter Kiøbmandskab, ført Handel med egne Skibe paa fremmede Lande, tilforhandlet sig de udi Island nyttige og nødvendige Vahre, for Exempel Engelsk Sølv og Penge, Klæde, Tømmer, Jern, Malt og noget Korn, (d)

(d) Kornvahre, som Rug og Byg & c. Hør og Hamp, havde de ikke fornøden at afhente andre Stæder fra, eller lade sig tilbringe,

25

25 hvormed de til eendeel har forsynet sig og andre, og paa den Maade forøget sin Formue.

[Aarsag til Handelens Aftagelse.] Saa længe den Catholske Religion ikke. havde roedfastet sig i landet, og de geistlige Catholiker opførte sig moderat imod de Verds- lige, hvilken Tid beregnes fra Religionens Introduction, Aar 1000 ongefær til 1270 da John Erke-Bispens af Nideroes ubesindige Myndighed toeg Overhaand, skeede der ikke synderlig Forandring fra de Hedenske Tider udi-Islændernes Skibsfart og Handel paa fremmede lande; men jo meere de Geistliges i sær Bispernes Magt tilvoxede, jo mere

undtagen i lidet Qvantitæt, naar Misvæxtpaa Kornet indfaldt, dog til et Stad i Landet mere end til et andet; eftersom Agerdyrkningen noget nær over det hele Land har snart fulde 500 Aar været i Brug; hvilket kan bevises af de gamle og nye Islandske Historier, deres Geistlige og Verdslige Love, Annalerne, Maaldagene, Stædernes og Gaardenes Navngivelser; saavelsom af Deditionis, som blev indgaaet med Kong Haagen og Islænderne Aar 1264. Følgelig hvad denne Post angaaer har Tilførselen af Kornvahre ikke været fornød, uden paa visse Stæder i Landet, lig udi haarde sig tildragende Aar, den over hele Landet grasserende forte Død Aar 1350, Pestilentz 1401 til 3, den store Mande-Død 1494 til 1496, og kopperne 1501.

26

26 blev den svækket een Tid efter anden, indtil saa længe den paa der sidste faldt hovedkulds, og gik reent overstyr, da Carholikernes Voldsomheder udi landet havde opsvinger sig i Høyden. Saaledes var deres ikke allene grove Forhold imod landers Indbyggere, men og hvilket giorde meere til Sagen, deres Midlers og Eyendommes voldsomme Berøvelse, Aarsag til Handelens kiendelige Aftagelse. Vel er det fandt, at de geistlige Carholiker, fornemmelig Bisperne havde adskillige Fartøyer, for Ex. Petursbollann, Mariubollarnn og Sunnifu Sudina, som John Biskop Skalle lod bygge paa Hoolum, Aar 1374, af hvilke de fleeste hørdte Domkirkerne til ved Bispegaarden, og hvormed Bisperne loed fra nærgrændsende lande afhente de nødvendigste Ting, som Materialer til Huusbygninger; men derved kan ikke gotgiøres, at de har lagt nogen Fliid paa at vedligeholde de Indenlandske Commercier med egns Skibe, eller ladet de samme videre sortsætte med andre.

§. 9.

[Aarsag til Handelens Undergang] Hvad de Verdslige i landet anbelanger,

da før end det kom under Kongelig Regiering

1262. besøgte de hvilke heldst lande som dem selv lystede, Med en uindskrænket Friehed; skiøndt de i særdeeleshed med egne Skibe gik til Naboelandene, Norge og Storbritanien, frem for andre (§, 3.) Men efter-

27

27

at Island dependerede af de nordiste Konger, mærker man først at herudi er skeet stor Forandring; dog den ædle Friehed, at drive Handel paa fremmede Lande, var Islænderne just ikke aldeles betagen, men saaledes indskrænket, at de kunde handle paa Norge, i sær Bergen og Trondhiem, om deres Kræfter tilloede det; hvilket kan sluttes af det Fordrag, der blev oprettet imellem Kong Haagen og Islænderne Aar 1262 og fornyer af de følgende Konger. Endelig siden Norge med underhavende Provintser bleve foreenede og sammenstøbte udi eet Rige med Dannemark, har Islændernes Seiglads paa fremmede Riger ikke allene forfaldet, men og reent undergaaet. Aarsagerne dertil ere følgende: I) Den 1ste. Da Landets Indvaanere ved indbyrdes udsvede Fjendtligheder og blodige Fegtninger, i mange hundrede Aar bleve meer og meer udmattede, og de geistlige Catholiker paa uretfærdige Maader bemægtigede sig deres Jordegods og Formue; bleve de bragte i det forvirrede Tilstand, at de maatte saavel Landets

som Handelens Regiering til Fremmede overgive. 2) Kan man med al Billighed Den 2den. tilegne Handelens Undergang de grusomme Landplager, Islænderne havde at trækkes med (§. 7.) af hvilke almindelige Ulykker Landets Indbyggere i mange Tusinde Tal har været bortrykkede, og de øvrige Kræfter saaledes svækkede, at de formedelst Mangel af Folk,

28

28

ikke have kundet dyrke Jorden, Ager og Eng, eller besætte de for den Tid beboede Gaarde, saa at siden nogle af dem, ja vel heele KirkeSogne udi Landet kigge ode, udyrkede og ubeboede til darum, langt mindre drive Negocie med egne Skibe, paa fremmede LandDen 3die. skaber, 3) Har Indbyggernes Friehed til at føre Seigladsen været mangfoldig indkneben, ved fremmede Nationers Handel, som i Følge af dem særdeeles forundte Privilegier, have handlet paa Lander, til hvis Bestyrkelse jeg vil ikkuns paa dette Stæd anføre 2de Beviser. Det første taget af Kong Christian den Førstes Beskiermelsts-Brev, givet Biskop Gotschalk den 1ste paa Hoolnm, dat. ex Caftro Hafn. Sabbaro proximo antefestum benedicti Andreæ Apoftoli, Aar 1400. Hvorudi af særdeles Gunst tillades, at hans Skib maae style til Bergen, og andre Stæder i Norge med hans Gods uden nogen Told (e) Secktgield,

(e) Man seer udi de Iskandske Monumenter antegnet, at Oistmand og Vestmand, Nordmænd og Islænderne, saavel som andre fremmede Kiøbmand, have i ældgamle Tider, førend Islænderne dependerede af nogen Konge i det Verdslige, maattet erlægge Havne-Told, eller saa kaldede Landøre, til Jorddrotten, det er den, som eyede Grunden, hvorpaa de fahrende Kiøbmand lagde deres Skibe til Vinterleye udi Isalnd. Hvor

stoer

Anmærkning over de Gamles Havnepenge.

29

gield, eller andre Skatte. Men det Sidste er taget af Friderich den Andens besynderlige Privilegio, udstædet til Biskop Hr. Gudbrand Thorlaksen paa Hoolum, dareret Koldinghuus den 15. Martii 1553., hvorudi

bemeldte Bisp og hans Med-Interessentere, paa videre Beskeed, Allernaadigst, efter allerunderdanigst giordte Ausøgning, bevilges, at holde et Skib, (hvilket, som Annalerne melde, Biskoppen og hans Med-Reedere havde sig tilkiøbt af Hamborgerne) og lade der løbs efter Tømmer, Jern og andre Deele, til Domkirkens, Skolens og hans Gaards Bygnings Behov. Videre tillader dette Frieheds-Brev, at bemeldte Bisp og hans MedReedere maae giøre Skage Herreds Indbyggere Tilføring med Tømmer til Bygning, Meel, Malt, Klæde og andre Deele de behøve, og sig igien tilforhandle, hvis Vahre der kunde falde; og derhos forbydes dem

strængestoer

denne Erkiendelse har været, skal jeg ikke kunde sige, rimeligst er, at den har været lempet efter Skibenes Størrelse, saavelsom de fahrendes og tilbragte Bahrers Mængde, Om disse Landsres første Oprindelse Norden taler Are den Hoobe i hans Schedig, Cap. 2. pags 8. og foregiver, at de ere, af Kong Harald den Haarfagre opfunden; for derved at afværge de Norskes Uddragen af Norge til Island: De skulde i Førstnin-

ger

30

strængeligen at handle med nogen af Øefiord, Kongens Kiøbmand, som paa Kongens vegne samme Øefiord besøger, til Skade, Afbræk og Forprang; hvoraf sees, at den Danske Handels Monopolium sammestæds paa Island, strax efter Reformationen allerede Har været indført, skiøndt formodentlig ikke uden at holde op imellem, vedvaret. Dog alligevel blant andre Aarsager gvælet Inbvaanernes egen Skibsfart og Handel. Til Slutning meldes i høystbemeldte Allernaadigste Privilegio, at Bispen skal give Konge og Kronen slig Told og Rettighed, som Kiøbmænd

gen betales af hver Mand til Kongen, der flottede fra det første Stæd til det sidste, uden af de, som derfra i Besynderlighed vare

befriede. Siden, bleve de paalagde hver een, som seylede imellem Island og Norge. De vare først fastsatte til 5 Øres Bærdie; Men derefter forhøyede af Kong Olaf den hellige til halv Mark, som udgiør 3 Mk. Udi Dansk Courant Mynt, dog befriede bemeldte Konge Fruentimmerne fra deres Betaling. Disse Havnepenge maatte Islæender-nd altid betale, i Følge derom indgaaet Accoed naar de besøgte Norge, og havde faaet der Anker Grund, og det til Kiøbstædernes Vogtere, der vare beskikkede til at tage imod ankommende Skibe, og føre dem til sikker Havn, hvorom vidtløftigere i den Islandske Lovbog Graaggas, kalder; Men efter Aar 1262 bleve de skatskyidige Islændere iblant

andre

31

31 mænd og andre, som have nogen Forpagtning der paa bandet, pleye at give. Siden Aar 1551-52. og folgende Aar, da Reformatio Ecclefiaftica blev indført Island, have Indbyggerne hverken havt Tilladelse at beseyle fremmede Lande eller dertil udfordrende Skibe, undtagen nogle smaa Fartøyer og Jagter, berammede til Fiskeriet omkring Island; item til at afhente Drive-Tømmer fra adskillige Landets Stæder. Og har det forblevet derved, saa længe, indtil Hs. Majest. af en Ubeskrivelig Kongelig Gavmildhed, skienkede 2de stoere Hukkerter, til Fiskeriets Forbedring

og

andre Privilegier befriede fra deres Erleggelse; Skiønt man fornemmer, at de siden, har maattet clarere for bemeldte Havne-Told, under de følgende Konger; hvilket sees af den Transaction, som Aar 1277 blev besluttet imellem Kong Magnus Lagabæter og Erke-Bispen af Trondhiem; saavelsom deres Klagemaal, indstillet for Kong Haagen Magnussen, omtrent ved Aar 1300. I øvrigt har fremmede Nationer, som har drevet Handel paa Island, i de nyere Tider betalt Havne-Told, først til Norges, og efter 1383 til Dannemarks Krone, skiøndt udi Begyndelsen meget ringe, men efter Haanden større; særdeles siden Krud og Canoners Nødvendighed blev indbragt I Verden, hvis Paafund har giort Handelen ti! Søes meget meere farlig, besværlig og for Regentere kostbar, følgelig og hindret dens Tilvært. Fioer og Anseelse.

32

32 og Landets almindelige Nytte. Det var inderligen at ønske, at en nye Epocha udi denIslandske Historie maatte tage sin Begyndelse under en saa naadig og viis Konges Regiering, ja den Islandske Handels Opkomst, samt andre Landets nyttige Indrætningers Forfremmelse, Høystbemeldte Hans Majestæt til en ævig Berømmelse!

§. 10.

[Anmærkning over Islændernes Handel paa fremmede Stæder med egne Skibe.]

Da Island var fuldkommen beboet udi Aaret 930 og besat med den ypperste Adel og rigeste Folk af heele Norge og Island; som Historierne noksom give tilkiende, havde Indbyggerne fuldkomne Kræfter til at drive Kiøbmandskab paa fremmede Riger, med sig selv tilhørende Skibe, ja vedligeholde og forsætte Handelen alleene foruden Fremmedes Hielp og Biestand; Men saasom de vare den Tid ligesom deres Naboer de Norske til intet mindre i Almindelighed genegne, end til Handelen (§. 6.), overlod de denne fordeelagtige Forretnings storste Deel til andre, og i Stæden beflittede sig paa indbyrdes Republiguen høystskadelige Krige og Tvekampe med videre, (§. 7.) og lagde dermed Grunden til Landets og dets Indvaaneres stedsevarende Armod og Elendighed; hvilken Efterkommerne maae føle den Dag i Dag er; ja vel saa længe denne almindelige Syge, af en Høy og Mægtig Haand, ikke vorder læget ved. en almin-

33

33

delig, beqvem og i nærværende Tid høystnødvendig Lægedom. Den første Aarsag til Islands Ulykke kan da henføres til dets første Besiddere, der hverken bekymrede sig om at stifte Republiqven med nyttige Lovgivelser, i Følge af hvilke Armod kunde forebygges, eller andre fornødne, og for Efterkommerne tjenlige Indretninger og Anstalter, saavel Handelens Drift vedkommende, som Byers, Kiøbstæders, Havne og Toldstæders Anlæggelse. Thi havde de og følgende Catholiker, hvilke paa en selvsom Maade, meer udsuede end forøgede Landets Formue, giordt nogen Alvor af, selv at befordre Handelen med egne Skibe til fremmede Lande, om ikke just gandske, dog til den største Deel, var der hverken Engellændernes, Normændenes, eller Hansestædernes Handel bleven udi Landet, til et af Indbyggerne udi 135. Aars Tid forhadt Monopolie Vel synes det at kunde bevises af de Catholskes Canoniske Lære, at de ikke vilde befatte sig meget med Kiøbmandskab; thi hvor strængelig de forbød Aager, er noksom bekiendt; saa kan dog derhos siges, at det modstridede ikke meere andre deres verdslige Forretninger, at lade sine Huusholdere udføre og forestaae Handelen, end det var for en Civil-Person saadant selv at giøre, eller giøre lade: Mens da Efterkommerne, for berørte Aarsagers Skyld, haandgribeligen føle og fornemme den Feil, deres Forfædre,

34

34

Have beggaet ved den Islandske Handels Indretning, er det en billig og magtpaaliggende Sag, i Nærværende Tid, Nøye at undersøge de sikkre Hielpemidler, hvorved kan raades Boed paa den Skade, som deraf er Riigerne foraarsaget, og det bygges paa saadan en Handels fast og uryggelig Grundvold, som ikke let kand kuldkastes, og sigter baade til Dannemarks Riges og Islands Indvaaneres af geistlig og verdslig Stand samtlige Nytte, Forfremmelse og Velstand, da Islands Natur synes ikke dertil uskikket, men Tid efter anden at ville love noget Anseeligt og belønne Umagen rigelig.

§. 11.

[Nordmændenes og Irlændernes Handel på Island] Førend jeg berører den Danske Handel paa Island, vil jeg med faae Ord tale om de øvrige fremmede Nationer, hvilke sammesteds tilforn have brugt deres Negocie, og tilkiendegive deraf flydende Landets Tilstand. I de ældste Tider brugte fornemmelig Nordmænd og Irlænderne deres Kiøbmandskab paa Island uden al Hinder og Forfang, saa længe Landet stoed under en Aristocratie; og ved den Leylighed, at Islænderne forsømte at drive Handelen selv, med sig tilhørende Skibe, transporterede bemeldte Nationer nyttige, nødvendige og udi Landet afsættelige Vahre; og jo meer Islændernes Forsømmelse og Formues Svækkelse tilvoxede (§. 7.8.9.) jo større

35

35

Vind lagde de paa, besynderlig Nordmænd, at forsyne Landet med fornødne Vahrer; hvilket vedvarede indtil Island kom under Kongelig Regering, Aar 1262., og mærker man ikke af de Islandske Historier eller Annaler, at den Engelske Nation har taget sig for med nogen Eftertryk at drive Kiøbmandskab udi Landet med Indbyggerne, til bemeldte Tid. Derefter have Nordmændene, fornemmeligst fra Bergen, fortsat den Islandske Handel, og i Følge adskillige, for Ex. af Kong Erik Magnussen, Præstehader 1294., og Erik af Pomeren 1414., dem forundte Privilegier, ført sig den til Nytte, indtil Aar 1479. da Vitalianerne anden gang plyndrede Bergen; og bragte Borgerne udi saa elendig en Tilstand, at de maatte lade Handelen fare paa Island, Færøe og Grønland: (f) Dog kan man ikke nægte, at de øvrige Norske har jo havt Deel udi den Islandske Handel, skiøndt til den Ende maattet erhværve sig særdeles Frieheder, saasom de af Bergen vare frem for andre privilegerede; hvilket iblant andet sees af den bekiendte Convention, imellem Kong Magnus Lagabæter og Erke-Bispen af Trondhiem, 1277; hvorudi bemeldte Erke-Bisp bliver accorderet, at lade til Island overbringe 30 Læster af Kornvahre,

(1) See B. Holbergs Bergens Beskrivelse 1ste Deel pag. 10.

36

36

naar Aarets Frugt det tilloed, og alle andre Ting, hvad Navn de end kunde Have. Siden Aar 1429. mælde Annalerne ikke det ringeste om Nordmændenes Handel paa Island; og skiønt den ved bemeldte Tid ikke gandske har undergaaet, kan man dog med stoer Villighed slutte, at den har til den største Deel forfaldet. Hvad Irlændernes Handel paa Island anbelanger, da har den forvist vedvaret indtil det 15de Aarhundredes Udgang; (g) Uagtet de ingen Privilegier siden Aar 1262. dertil have bekommet. Ellers veed man, at de Irlandske Kiøbmænd have paa nogle Stæder udi landet i de nyere Tider opslaaet deres Kramboeder, hvortil tydelige Kiendetegn endnu ere at see.

§. 12. [Engellændernes Handel paa Island.]

Da Islændernes Skibsfart og Handel paa fremmede Lande efterhaanden meere og mere formindskedes af foranførte Aarsager (§. 8. 9.) og Normændenes fornødne Vahres Tilførsel var aldeeles utilstrækkeligt at det Heele land nemlig kunde derved forsynes; hvilket til Dels kan gotgiøres af Bergensernes Handels Beskaffenhed paa Island; da det varsom Baron Holberg vidner udi hans Bergens Beskrivelse pag. 117. nogle Borgere i Ber-

(g) See Constitut, Christiani Primi, quam lslandi longam vocant Edit, Hafn, 26. Novembr. 1450. artic. XV.

37

37

gen bevilget, aarligen at besøge Island med 6 Byser, saaledes at 6. Byser eller Skibe, som førte Bergens Vahre til Island, skulde ligge der Vinteren over, og 6. andre gaae tilbage med Fisk til Bergen; deels og at Islændernes Paafordringer, efter Islands Overgivelse og Ansøgninger, indstilledes for Kongerne af Norge, Haagen Magnussen i Begyndelsen af det 14de Seculo, og Magnus Eriksen 1319.; fik den Engelske Nation herved Leylighed ogsaa at blive deelagtig udi den Islandske Handel. Tiden, paa hvilken den allerførst har taget sig for at kiøbslaae sammestæds, er ikke læt at fastsætte; dog kan man sikkert slutte, at den i Begyndelsen af det 13.

Seculo, eller lidt før, har besøgt Island, men ikke drevet Negocie af nogen Betydenhed med Indbyggerne, førend i det 14de Seculo, og derved giordt Bergenserne stoer Skaar og Afbræk i deres Handel. Engellændernes [Deres Handels Beskaffenhed.] Handel har været af følgende Beskaffenhed. De have besøgt Landet i Hobetal, dog ikke hed. lige mange hvert Aar, ja somme Tider blevet reent borte. De har kiøbslaaet med Indbyggerne ikke allene udi bestemte Havner omkring Landet; hvortil en eller anden har forskaffet sig Frieheds-Brev imod en vis Tolds Erlæggelse til Kongens Embedsmænd; men og uden Forskiæl de fleeste Tider, paa de beqvemmeste og for dem fordeelagtigste Handelsstæder udi Landet; og til den Ende ladet

38

38

Pak- og Kiøbmands-Huuse opbygge og sine Fuldmægtige der om Vinteren efterligge. (h) Men da Hamborgerne, Lybeckerne og Bremerne fornam, at de Engelske giorde dem stoer Skade udi Handelen, og paa den Maade overtraadde dem allernaadigst forundte Privilegier, sadte de sig for, som meest mueligt, at hæmme de Engelskes Overlast, angreb dem, og sloeg dem paa Flugten. (i) Da nu Engellændernes Handel blev desuden, i Kraft af mangfoldige Forbud meer og meer indskrænket, har de opfundet en anden Maade at vedligeholde Handelen paa, og det nemlig forsynet sig baade med de til Nogocien saavel som Fiskeriet nødvendig udfordrende Ting, og formedelst de Hielpe-Midler ved alle givne leyligheder handlet med Indbyggerne, undertiden og indsat deres Folk paa Landet, som iblandt Almuen skulde bruge Kiøbmandskab (k) og for desto bedre at afsætte deres medbragte Vahrer og spare Landsfolkets Omkostninger har de bragt dem hiem til Bønderne, og i deres Stæd tilforhandlet sig andre. Denne deres Handels Maade vedvarede en Tid lang, indtil 1602., da de Danske Kiøbenhavns, Helsingørs og Malmoes

(h) See Christian den Tredies Forordning, dat. Kiøbenhavn 1542.

(i) See Annalerne for Aaret 1518.

(k) See Kong Christian den Fierdes Reskript af 4de May 1598.

39

39

Borgere fik Havnernes Forpagtning; dog har de ikke derved holdt op, flittig at besøge Landet, under det Navn af Fiskerie, det heele paafølgende 17de Aarhundrede, og brugt nogen Kiøbmandskab med Almuen, men gandske ringe i Henseende til den forrige; indtil al Handel med fremmede blev forbuden under Boeslod og Bremerholms Straf, Aar 1682. og har saaledes som sagt, den efterhaanden forarmede Pøbel af høysttrængende Aarsager, været nødt til at tilforhandle sig deres gode og uforfalskede Vahre, som Engelsmanden holdt udi tredobbelt ringere Priis, end de Danske Kiøbmænd. [Engellændernes Vold og Plyndren var Aarsag til deres Handels Afskaffelse.]

Hvad Engellændernes Friehed og Ret- tighed til den Islandske Handel anbelanger; da har den hængt af de Norske og Danske Kongers Forbund med Kongerne af Engelland; i hvor vel ikke kan nægtes, at de jo foruden alle Privilegier, og undertiden imod Kongelig Forbud have handlet paa landet. Aar 1432. blev sluttet Accord imellem Kongerne af Dannemark og Engelland, at de En- gelske derefter, under livs og Godses Fortabelse ikke skulde besøge de Islandske, eller andre forbudne Havne i Dannemark og Norge;

Til hvilket Fordrag gav Anleedning den Skade, som de Engelske havde tilføyet Landets Indbyggere udi Norder-Stiftet, og deraf foraarsaget Slag, holdt 1429. i hvilket 80 Engel-

40

40 lændere maatte sætte livet til; men uagtet det haarde Straf, som de i Følge af strax berørte Forbud skulde være undergivne, har de dog blevet ved at handle indtil Handelen igien ophørte ved det 5. Aars Krig imellem Dannemark og Engelland, som aarsagedes af de Engelskes nye Voldsomheder, de øvede udi Landet; særdeles for den Skyld, at de havde flaget ihiel en Islænder af fornemme Extraction, ved Navn Biørn Thorleiffen, Ridder, Aar 1467, og mange af hans Folk, hvorfor Torve Aresøn Kongens Befalingsmand over Island, bragte med sig fra Kiøbenhavn til Island udi bemeldte Aar Kong Christian den Førstes, aabent Brev og Mandat, at de Engelske skulde være fredløse i de Islandske Havne omkring Landet, uden de vare besynderlig forsynede med Kongelig Tilladelse; og var det i den Henseende, at bemeldte Biørns Frue Olof loed Arrestere 3de Engelske Fartøyer paa Isefiord, Aaret derefter, og slaae ihiel en Deel af Folket. Man mærker og desuden, at de Engelske have nægtet Kongerne af Dannemark den sædvan- lige Told og Havnepengernes Oppebørsel, som de for den nyttige Handels Skyld burde have reedelig betalt; Hvilket bevises af høystbemeldte Konges Christian den Førstes Befaling til Islænderne, dat. ex Castro Hafn., Die S. Gregorii Papæ 1453, at de skulle sætte sig imod Engellænderne, der vegrede sig

41

41

ved at betale til Kongens Embedsmænd Havnepenge, og anden tilbørlig Told. Da den Islandske Handel, formedelst anførte Aarsager, blev dem til en stoer Deel afskaaren, begyndte de at legge Fliid paa Fiskeriet, og til den Ende besøgte Kysterne saavel af Island, som af Nordlandene, hvilket dog ikke har skeet før end i det 14de Aarhundrede. Men besynderlig udi det 15de, da de øvrige Europæiske Nationer tillige lagde største Vind paa Fiskefangsten; hvorfor det i Annalerne er og antegnet, som noget Mærkværdigt, at Aar 1412 skulde 30. Hukkerter have gaaet paa Fiskefangsten under Island. Man mærker ikke, at de i Forstningen have havt Kongelig Tilladelse til deslige Beføgelser, førend efter mange Tiders Forløb under Kong Hanses Regiering; men i de nyere Tider erlanget adskillige Privilegier derpaa; f. E. Kong Christian den Fierdes Høylovlig Ihukommelse, Aar 1636. 1644 Allernaadigst forundre Friehed at fiske ubehindret paa alle Strømme i Kongens Lande og Riger, dog ikke nærmere Island, end fiire Miile.

§. 13. [Hamborgernes, Lybekernes og Bremernes Handel på Jøland.]

Efterat Hansestæderne ved den vidt ud- strakte Handel, de dreve fordum over den største Deel af Europa, havde erhvervet sig Magt og Anseelse hos alle Nationer, og samlet derved en ubeskrivelig Riigdom, loed de ikke heller den Islandske Handel uforsøgt,

42

42

især Lybeckerne, Hamborgerne og Bremerne. Det er hart ad umueligt, at fastsætte nogen vis Tid eller Aarstal, naar denne deres Negocie først begyndte, eftersom de Islandske Annaler give herudi ingen tilforladelig Oplysning: Saa meget er dog vist,at de i Begyndelsen af det 16de Seculum havde allerede bemægtiget sig den største og anseeligste Deel af Handelen, og søgte af yderste Kræfter bemeldte Tid, at skille Engellænderne (der giorde dem adskillige Forhindringer derudinden, reent af med deres Handel (§. 12.) Hvorfore de og efterhaanden, baade for at faae de Engelske ryddet af Veyen, og for deres egne Sikkerheds Skyld, forskaffe sig Kongelige Privilegier; for Ex. Kong Friderich den Andens af 29. Januarii 1507. og sammes af 15de Martii 1577. givne til Borgerne fra Stade at handle paa Jisefiord og Øefiord, saavelsom Christian den Fierdes af 25de April 1594. I disse og andre deres Frieheds Breve blev hver en af forbemeldte Stæders Udreedere forundt visse bestemte Havners Forpagtning (l) imod 20 Gyldenes Afbetaling og Erlæggelse, hvert Aar, til Kongens Befalingsmand, og det førend de begyndte deres Negocie i Landet, (m) hvoraf tillige kan sees, at de, saavelsom de Engelske har vegret sig

(l) See Christian den Fierdes Forordning af 18de April 1602.

(m) item Kong Christian den Andens Mandat af I523.

43

43

ved at betale den paalagte Told og Havnepenge. Deres Privilegier ophævedes ved det Danske Handels-Compagniets Antrædelse, Aar 1602. den 18de April; Men deres Handel varede ligevel nogen Tid derefter; som sluttes kan af de Kongelige Forbud af 17de April, 1603, 14de April, 1604. og 7de April 1616. I hvilket sidste Kongens Befalingsmand befales, at lade nedbryde de Tydske Kiøbmænds Pak- og Handelshuuse; de havde paa mange Stæder i Landet ladet bygge, og deres Tømmer til fattige Kirker, der havde Mangel paa Bygningsmaterialier, henlægge. Siden Aar 1616. da de havde hos Almuen, i Kraft af dem til den Ende bevilgede. Privilegier, indkrævet deres Restancer (som paa det sidste synes at have været meget tilvoxen) har deres Seilads og Handel paa Landet taget Ende.

De Franske og Hollandske, har saavel i de ældere, som de nyere Tider brugt deres Fiskerie og Hvalfangst under Landet og undertiden indløbet i dets Havne, baade for indfaldende Storm og Uveyr, som og for, at tilforhandle sig nogen til Forfriskning behøvende Proviant; men for Resten ingen synderlig Handel drevet med Indbyggerne, hvilket er foraarsaget ved de strenge Kongelige Forbud, fremmede Nationers Handel sammesteds angaaende, og det formedelst de Danske

44

44 Kiøbmænds idelige Klynken og Klagen, Tid efter anden, indgivne.

§. 14. [Anmærkning over fremmede Nationers Handel paa Island.]

I de ældgamle Tider, da Islænderne, deels med eegne Skibe, afhændtede fra frem- mede Lande deres Nødtørft; deels og bekom af Nordmænd og Irlændere den øvrige Tilføring, som de forsømte selv at tilbringe; var Landet ikke allene heel folkerigt, som bevises baade af deres aarlige Sammenkomster paa General-Landstinget; og den stoere Mængde af Landmænd og Bønder, forude Catholske Bisper udi en kort Tid kunde lade hværve, af nærliggende Herreder, men og dets Indvaanere stærk bemidlede; Til hvilket at bekræfte ikke fattes Exempler, i de Islandske Monumenter. Da nu deres egen Skibsfart efterhaanden toeg af, og Handelen tilsidst beroede allene paa de Fremmedes Oprigtighed, formindskedes, jo længere, jo meere, deres Formue, følgelig og deres Tal; thi Landets Tilstand har meget beroet paa deres egen Handel, og dens Aftagelse været Aarsag til deres Midlers Svækkelse. Det kan ikke næg- [Normændenes.] tes, at Normændene en Tidlang handlede paa en redelig Maade med landets Indbyggere; dog maae man derhos klarligen slutte af Kong Magnus Erichsens, udi hans 12te Regierings-Aar udgivne Retterboed, at deres Handel i det 14de Aarhundrede, ikke har væ-

45

45

ret den fordeelagtigste, ja vel heel slet i de sidste Tider. Aarsagerne dertil kan man tilskrive den Armod, som Borgerne i Bergen, til hvilke endeel af den Islandske Handel var overdragen, ved en og anden Ulykke vare bragte udi; hvorfor det er rimeligt, at de ikke har været i Stand, til at give bedre Kiøb paa deres tilførte Vahre. Hvad Engellænder- [Engellændernes.] nes Handel anbelanger; da bevidne de Jølandske

Annaler eensstemmig, at den har været bedre og nyttigere for Landet, end andre Nationers; ikke alleene i Henseende til Vahrenes Godhed men og den ringe Priis,

de bleve holdte udi; saa, naar man undta- ger deres Voldsomheder, de øvede paa eet el- .

ler andet Stæd, imod nogle af Landets Ind- byggere, er det soeleklart at deres Negocie,

for saa vidt den strækkede sig, har ikke lidet hjulpen til Landets Formues Vedligeholdelse. [Lybeckernes, Hamborgernes og Bremernes Handel]

Ved Lybeckernes, Hamborgernes og Bremernes Handel har Island ingen Forbedring eller Opkomst bekommer. Den var i Først-

ningen taalelig for Indbyggerne, dog meget slettere end Engellændernes og Normændenes,

men tilsidst aldeeles uforsvarlig. Hvorfor John Johnsen Laugmand, Aar 1594. paa Landets vegne, reiste til København, for at andrage for Hans Majeft. Kong Christian den 4de, Høylovligst Ihukommelse, den Uret, som de Tydske Kiøbmænd, der med Kongens Pas

46

46 opseglede Landets Havne, tilføyede den gemene Mand; hvilken bestoed ikke alleene derudi, at de paatvingede Pøbelen ringe og unyttige Vahre, hvilke de forhøyede og opsatte saaledes i Prisen, at man maatte betale dem snart tredobbelt, tvertimod dem forundte Privilegier; Men og tiltoge sig den Myndighed, at forbyde andre Nationer at segle og handle paa andre Havne, som laae langt fra dem udi Landet; og som de ikke selv kunde besegle; hvilket foraarsagede, at Landet fattedes sin Nødtørft. (n)

Af det anførte skal man da uden Modsigelse kunde udleede 4re Slutninger, nemlig 1) At Islændernes Handel med egne Skibe har været den sikkerste for Landet, og den fordeelagtigste. 2) Den Norske uforfalsket og reedelig men tilsidst utilstrækkelig, 3) Den Storbrittanniske uforlignelig, og af alle fremmede Nationers, som have drevet nogen Kiøbmandskab udi Island, den fuldkomneste, Land opbyggeligste og roesværdigste. 4) Den Tydske uretfærdig, men dog taaleligere, end den paafølgende Danske, som siden skal gotgiøres.

(n) See Kong Christian den Fierdes allernaadigste Resolution paa bemeldte Besværinger af 4de May 1595.

47

47

Med de Franske Hvalfangere og Hollandske Fiskere, efterat den Islandske Handel, Allernaadigst var bevilget og forundt de Danske Kiøbmænd, var det fordelagtigt for Indbyggerne, at tilhandle sig af de første Skraaet af en Hvalfisk for 2 a 3 Beeder, og af de sidste extraordinaire gode Fiskelinier, Specie-Penge, og skikkeligt Linnet, for de Uldenvahrer, som de Danske Kiøbmænd hverken vilde værdiges at see, langt mindre at eye.

48

48 Den

Anden Afhandling.

Om

den Danske Handel paa Island

§. 1.

Førend jeg betragter Landets Tilstand under den Danske Handel, maae jeg give [De Danske have handlet paa Island førend Aar 1602.] læseren kort, dog tilforladeligt Begreb, om dens Oprindelse og Fremgang, nogenleedes udi et historisk Sammenhæng. At den Danske Nation har paa et eller andet, dog fastsat Stæd i Island kiøbslaaet med Indbyggerne; udi det 16de Aarhundrede, bevises klarlig af Friderich den Andens §. 9. Sect. l. anførte Allernaadigste Privilegio af 15de Martii 1553. saavelsom af Høystbemeldte Konges Forbud af 27de Martii 1563. at handle med Engelske paa Vestmand-Øerne, førend de Danske [for Ex. paa Øefiord of Vestmand-Øerne.] Skibe sammestæds havde bekommet fuld Ladning. Dog holder jeg for, at bemeldte Havne ikke har været forpagtede til nogen af Undersaatterne; men at Høystsamme Konge har

49

49 [Den Danske Forpagtnings Handel paa Island er først funderet Aar 1602.] selv ladet dem udreede og besegle. Aar 1602 blev der først stiftet et Dansk Handels- Compagnie (0) og bevilget de 3de Kiøbstæ- ders, Kiøbenhavns, Helsingørs og Mal- møes Borgere, at besegle de Islandske Hav- ne, og bruge der Kiøbmandskab. De dem til den Ende Allernaadigst givne Privilegia ere daterede 18. April, 1602. Hvorudi tilkiendegives adskillige Vilkaar, med hvilkes Fyldestgiørelse dem bliver Handelen forundt i næstfølgende 12. Aar, det er til 1614. Af dem [Bevilges paa 12 Aar] ere disse de fornemmeste:

For der Første skulde Havnene deeles imellem forbemeldte 3de Kiøbstæder, saaledes, at til enhver af dem hørdte visse Havne omkring landet, som de havde Frihed at besegle.

2) For denne Benaading skulde de 3de Kiøbstæders Borgere give til Kronen 16 gam-

(0) Aarsagen til dette Compagniets Stiftelse giver Niels Schlange i Christian den 4des Historie, for, at have været de Klagemaal, som Tid efter anden kom fra Landets Indbyggere, over de Tydske Stæders Kiøbmænd, hvorledes de besværede dem, og besvigede i deres Handel med onde og slette Vahre, som de førte til Landet, og med Priisen, som de efter eget Behag, satte ikke alleniste paa, hvad de indførte; men end ogsaa, hvad de igien udførte. Man maae for saavidt bifal- de ham herudi, skiøndt andre skiællige Aarsager kunde og dertil føyes.

50

50

le Daler aarligen for hver Havn, og dem levere til Kongens Lehnsmand.

3) Skulde een eller toe Kiøbsvende i det Høyeste være i Vinterleye ved hver Havn, og der noget Gods forhandle, Indbyggerne til Gavn og Befordring, og ikke til Skade.

4) Skulde de betee sig imod Landets Indvaanere, Geistlige og Verdslige, venligen,

med god Omgiængelse; faa at intet kunde over dem med Billighed klages.

5) Skulde de riigeligen forsyne Landet med gode og uforfalskede Kiøbmands Vahre, som kunde være fornødne; faa at Almuen maatte for et billigt og Christeligt Værd bekomme, hvad enhver havde fornødent, og saa fremdeeles.

Men hvad mærkelig Forandring der har skeet strax ved denne Handels Begyndelse; faavel

formedelst de Danske Kiøbmænds uartige Opførsel imod den gemeene Mand, som deres tilbragte Vahres Udygtighed, bevidne Anna- [Compagniet overtræder første gang deres Octroye.] lerne, i Aaret 1602. Og hvorledes det nye oprettede Sælskab haver efterkommet berørte Conditioner og Vilkaar, under hvilke Handelen blev dem accorderet, sees af Islændernes almindelige Besværing over de Danske Kiøbmænds ubillige Handel, dateret paa Landstinget, den 30. Jun. 1604. hvorpaa de rime-

51

51

lig ingen Resolution have bekommet, eftersom Hans Majestæt Kong Christian den Fjerde ved et Missive til Herlufdal, af 4de April 1628. allernaadigst befalede, at lade nedrive alle de Tydske Handelshuuse, der endnu vare i Landet.

§. 2.

Da den første Handels-Termin var forløben udi Aaret 1614. blev de føromtalte 3de Kiøbstæders Borgere, efter Ansøgning, paa nye allene forundt Handelen i 11. Aars Tid, nemlig til Aar 1625. for 16. gamle Dalers Afgift af hver Havn; hvilket deres Allernaadigste Privilegia udvise af 28de April 1614, hvorudi de fahrende Kiøbmænd strængelig forbydes at forhøye Priisen paa deres Vahre, som de tilforn havde giort; men befales, at de skal forholde sig dermed efter den gamle Taxt og Sædvane, som i Landet overalt var brugelig. Men hvor herlig de har efterlevet denne Allernaadigste Befaling, sees af den priisværdige Udnævnings-Dom, der under Laugmand Haagensens Opsigt og Præsidio blev afsagt den 24de Junii 1615. og i Kraft af Naturens, Landets Verdslige Love, Kongernes Allernaadigste Retterbøder og Forordninger, saavel som Landets almindelige Placita, eller saakaldede Lavtings Samtykker, billig fældet over de Danske Kiøbmænds ubillige Handel. Anledning til bemeldte Dom

52

52

har givet Indbyggernes Klagemaal, indstillede for velbemeldte Laugmand, betagende udi 5. Poster:

For det Første at alle udenlands fra tilført Vahre, vare Høyere end tilforne opsatte i Prisen, dog udi alle Maader slettere.

For det andet, at den gemene Mand blev nægtet de til sin Nødtørft udfordrende Ting.

For det tredie, at ald Maal og Vægt udi Kiøbstæderne baade paa inden- og udenlands Vahre var meget ringere, end fordum.

For det fierde, at Øll, Mød, Viin, og i Besynderlighed Brændeviin var med utilbørlige Ting bemenget og fordervet.

[En courieur Udnævningsdom fældet over de Danske Kiøbmænd] For det femte, at de, som ikke vare i Stand til at betale Kiøbmændene med Fisk og Tran, kunde ikke bekomme det de forlan- gede, imod Smør, Beeder, Oxen, Vadmel, Hoeser & c. Dommen kan ikke her formedelst dens Vidtløftighed indføres; men burdte for sammes Vigtigheds Skyld oversættes og Ord for andet tilføyes.

§. 3.

[Beviis p a de Danske Kiøb-] Uagtet Indbyggernes bestandig vedholdende Klagemaal over de Danske Købmænds

53

53 [mænds ubillige Handel.] Nogocie, fornemmer man dog alligevel, at ingen Forbedring er skeet derudinden; som kan sees af 2de, Christian den Fierdes Re- scripter til Høvidsmanden Friderich Friis, af 20de og 21de April Aar 1619. hvorudi ham befales:

For det Første, at eftersom de Kiøbmænd der besegle Island og drive der deres Handel og Kiøbmandskab, ikke did henføre saa goede og tienlige Kiøbmands-Vahre, som de burdte: han da skulle have flittig og alvorlig Tilsyn, at ingen utienlig eller straffelig Vahre af fornævnte Kiøbmænd paa Landet forhandledes; Iligemaade, at de udi al Handel, Udgift og Indtægt brugte eet flags Maal,

at Undersaatterne der i Landet ey kunde med Billighed sig besværge.

For det andet, at lade føre Tings-Vidne, og noyagtig Beviis, om de Danske Kiøbmænds Handel paa Vestmand-Øerne, og Forhold imod Indbyggerne sammestæds.

For det tredie, at han skal beordre fire fornuftige Delegatos af Islænderne; efterdi de vare meget ilde tilfreds med de Fremmedes Kiøbmandskab udi Landet, at reise til Kiøbenhavn, for der at accordere med Danske Kiøbmænd om en billig og taalelig Taxt paa alle Slags Vahre. [En nye Kongelig Taxt anordnes.] Samme Aar 1619. den 6. September blev Kong Christian den Fier:

54

54

des Allernaadigste Taxt udgiven; af hvilfen man i Besynderlighed kan lære, hvor ulige Vahrenes Priis og Værdis var for de Fattige og Riiqe, som giorde Regning paa 100 Wætter: Disse fik en Tønde Meel, som skulde vene 12 1/2 Lispund for 50 Fiske, eller 1 Rdlr. Courant 1 Mk. 1/2 Sk. 1 Tønde Malt 50 Fiske, 1 Tønde Salt, 40 Fiske, 1 Pot Brændeviin, 4re Fiske. Derimod de Fattige, som ikke gjorde saa høy en Regning, fornemmelig de paa Vestmand-Øerne, maatte betale en Tønde Meel med 80. Fiske, en Tonde Malt 60 Fiske, en Tønde Salt 50 Fiske, en Pot Brændeviin 5 Fiske & c. Forbemeldte Aar fik det Islandske Handels-Compagnie, bestaaende af Kiøbenhavns, Helsingørs og Malmøes Borgere nye Octroyer af 16de December, med følgende Vilkaar og Conditioner: 1) Skulde Compagniet være forpligtet til at afsætte de fra Landet udgaaende Vahre, den halve Deel til Øster eller Vester-Søen; men Halvparten udi Kiøbenhavn. 2) Skulde de for Havnenes Forpagtning, give til Kongen, 20 enkelte Rdlr. aarligen, for hver Havn, og Vestmand-Øerne 8000. Rdlr. 3) Skulde de forsørge Indbyggerne med god og forsvarlig Kiøbmands-Vahre, som de til Underholdning, og anden Nødtørft forlangede og behøvede; og holde sig den udgivne Taxt i alle Punkter efterrettelig. Men uagtet disse, og andre Allernaadigste Anord-

55

55

ninger, og til Landets almindelige Gavn sigtende Foranstaltninger, give Annalerne Aar 1619. os den uangenemme Efterretning, [Hvilken de Danske Kiøbmænd forkaste.] at de Danske Kiøbmænd solgte og kiøbte efter eget Behag, den nye Taxt ikke saa nøye iagttagende.

§ 4.

[Handelens Fortsættelse.] Aar 1631. blev en nye Kongelig Taxt, og haardere end den foromtalte, efter det Islandske Compagnies Andragende udgiven; som bevises af et Kongelig Missive til Høvidsmanden Holger Rosenkrantz, dat. dm 18de April udi samme Aar. Hvorudover Indbyggerne indstændig anholdte om nogen Formildelse derudi; Hvilken deres allerunderdanigste derom giorte Anføgning bemeld- . te Høvidsmand ikke vilde til Befordring imodtage, men Hr. Gisle Oddsen, som samme Aar reiste til Kiøbenhavn, for der at indvies til der den Tid ledige Bispe-Embede, loed den allerunderdanigst forestille Hans Majestæt og erholdte derpaa Allernaadigst Bønhørelse.

[Anmærkning over B. Holbergs Ord] Heraf er klart, at det, som Baron Holberg udi sin Danske Historie dens tredie Deel, og Dannemarks og Norges Beskrivelse det 8de Capitel siger Compagniet at have været ophævet formedelst den Skade, som Tyrkerne tilføyede dem i Aaret 1627. er urigtigt; eftersom Compagniet ikke destomindre holdte Handelen vedlige. Desuden kunde et Fartøyes

56

56

Forliis umuelig foraarsage det Heele Sælskabs Ophævelse. Under Friderich den Tredies Høylovlige Regiering har man ikke noget tilforladeligt om den Islandske Handels Beskaffenhed, førend høystbemeldte Konge forlangede Tilstød til Krigens Fortsættelse af Kiøbstæderne udi Dannemark, da Magistraten i Malmøe gav derpaa følgende Svar af

6. October, 1653. at de vilde udruste eet fuldkommen Orlog-Skib, og holde det i Beredskab til Hs. Majestæts Tieneste, om dem Allernaadigst blev forundt Fahrten paa 2de Islandske Havne; Hvoraf sees, 1) At den Islandske Handel haver den Tid maattet være meget fordeelagtig; og 2) at den største Deel af Handelen har da Malmøes Borgere været betagen, eftersom de i Førstningen havde Allernaadigst Privilegium Paa at udleede

7. Havne omkring Landet; men siden 1614 ikkun 2de, Patrixfiord og Vapnefiord. Hvorfor den Meening synes riimeligst, at de i Stæden for bemeldte slette Havne har ønsket sig

andre fordeelagtigere. [Det gamle 100. Vætters Kiøb aflegges.] Aaret 1658 den 6te Junii afskaffede Høystsamme Konge aldeeles det bekiendte 100. Vætters Kiøb; hvoraf den gemeene arme Mand havde før havt Skade og Uleylighed; og befalede, at 4re Sysselmænd, eller andre fornuftige Mænd, skulde begive sig til Kiøbenhavn, i den Henseende, at overlægge med Compagniet, og give Forflag om en nye Taxtes Indretning; Hvilket

57

57

dog ikke kunde komme til Endelighed, formedelst den Tid indfaldende Kriig med Carl Gustav [Compagniet ophæves.] Aaret 1662. den 7de Martii op- hævede Hans Majestæt Compagniet, og be- viidne Literæ Cessationis, at det havde selv givet Anledning dertil, [Aarsagerne dertil.] deels fordi det ikke havde assecureret deres egne Koffardie-Skibe med nogen Convoye i Krigens Tid, deels og af den Aarsag, at det ikke havde forsynet landet med forsvarlige og tilstrækkelige Vahre;

Og seer man af de Privilegier, som af Høystsamme Hans Majestæt bleve Allernaadigst givne Jonas Trelundt, for Hvalfiskefangsten under Island, at det ikke havde været beseglet udi 2 Aar. [Et nyt Compagnies Anlæggelse.] Dog alligevel var be- meldte Aar 1662. stiftet et nyt Islandsk Compagnie, og Landets Forpagtning deelt udi 4.re lige Deele, imellem saa mange Ho- ved-Participantere, for 800. Rdlr. aarlig, for Landets hver 4de Deel, paa disse og andre Conditioner, som sees i deres Octroyer, under dato Kiøbenhavn, den 31. Julii 1662. da var og bemeldte Compagnie Handel bevilget udifølgende 2O Aars Tid, samt Christian den Fierdes Taxt, udgiven Aar 1619. Aller- naadigst stadfæstet.

§ 5.

[Den Islandske og Færøiske handel for-] Da det Forpagtnings-Termin løb til Ende udi Aaret 1682. blev det Allernaadigst for godt befundet, at den Islandske og Fær-

58

58

[pagtes til eet slutret Compagnie] øiske Handel skulde komme udi eet. Til den Ende blev samme Aar oprettet et nyt Compaguie; og var bemeldte Handel udi næstpaafølgende 20. Aar overdragen til dets Interessentere, paa visse Vilkaar; Som i deres Privilegier af 13de Maji, Aar 1682. findes anførte. Samme Aar befalede den høystpriiselige Konge Christian den Femte, at fiire Sysselmænd, eller andre forfahrne Mænd skulde forføye sig til Kiøbenhavn, for der at afgiøre og raadslaae om en nye Taxtes [Christ. d. 5tes Taxt, udgiven A. 1684.] Reglement med Compagniet, som ikke kunde fordøye den gamle fra Aar 1619. og til den Tid

vedblivende Kongelige Taxt. De efterlevede Kongens Ordre, og bragte med sig Landets almindelige Suppliqve, af 12te Julii 1683. allerunderdanigst begierende, at den sædvanlige Taxt paa alle til Landet førende Vahre, maatte derefter vedblive; hvilket allernaadigst blev dem afslaget, faasom det følgende Aar blev skikket til Landet en nye Taxt, af 6te May 1684., mangfoldig strængere end den forrige; Da for Exempel, efter den gamle Taxt, skulde 1 Tønde Meel veye 12 1/2 Lisp. og koste 80 Fiske, men siden 85 udi Fiske, eller 90 Fiske udi Hofers Regning; og faa videre efter advenant. [Adskilliige Forordninger.] Hvorpaa fulgte adskillige Kongelige Forordninger, angaaende de Islandske Vahres Godhed. 1) Om Blodbeenet i Torsken, og dets Afskiæren dat. 1ste Junii 1686. 2) Om den Islandske Hænge-

59

59

Torskes Afskaffelse, eller Forringelse udi dens Værdie, dat. 5. Febr. 1687 og 7de April 1691.

Paa hvilken sidste, de omkring Snæfelds Jøkkel boende Folk gav deres allerunderdanigste Erklæring, dat. Munadarhvol den 19de Jun.

1691. og erholdte derudi nogen Lindring, som sees af Forordningen af 1. April 1693. 3) Om Ulden-Vahres dygtige Forarbeidelse, af 28 de bemeldte Taxt og 30te April 1701. Forbemeldte Taxt vedvarede indtil Aar 1702. da Kong Friderich den Fierde Høylovligst Ihukommelse Allernaadigst eftergav Compagniet 6000 Rixdaler aarlige Forpagtning, hvilken allerede var forhøyet til en anseelig Sum.

[Friderich den Fierdes Taxt, udgiven Aar 1702.] Samme Aar den 10de April blev Kong Christian den Femtes Taxt forandret og for- bedret; og en nye anordnet, som nærværen-Taxt, de Tid bør, saavel af Compagniet, som Lan- dets Indbyggere iagttages. Ellers kan man tilskrive Aarsagen til denne Forandring [Aarsag dertil.] den Armod, som Indbyggerne formedelst Com- pagniets uretfærdige Handel udi næstforegaaende 20 aars Tid, og deraf foraarsagede Dyrtid udi landet, vare bragte udi; saa at de siden umuelig kunde efter den forrige Tart tilkiøbe sig de meest fornødne Vahre til Livets Ophold.

§. 6.

[Handelen bliver continueret.] Siden Aar 1702 og til nærværende Ti- der har Handelen været askillige forandrin-

60

60

ger undergiven, hvis nøyagtige Afskildring i denne korte Afhandling forbiqaaes, beroende til beqvemmere Tid og bedre leyligheder; dog er den samme forbleven Hos Kiøbenhavns Borgere alleene; Undertiden dreven af separate Udreedere, undertiden og af sammensvorne Compagnier. Ellers er det Mærkværdigt ved denne Handel, at jo større Grad af Fattigdom, Hunger, Dyrtid, og andre Elendigheder Indbyggerne have maattet udstaae, jo simre Erkiendelse have Handelens Forpagtere, særdeeles siden 1682. da den Første gang, ved offentlig Auction blev forpagtet, [Anmærkning over Forpagtningens Ophøyelse.] givet for Havnenes Besegling. Saaledes er den for Ex. udi Aarene 1706. og 1724. opstegen 20190 Rixdaler, aarlig Afgift; hvilket er et uimodsigeligt Beviis, anført i Paul Vidalins Afhandling om Islands Opkomst det en alt for stor og utidig Danske Kiøbmænds en alt for stor og utidig Vindesyge; da de ved Afgiftens frivillige Ophøyelse har til intet mindre henvendt deres Tanker og Sind, end til Majestætens virkelige Indkomsters Forfremmelse, men tvertimod taget deraf Anledning med desto større Eftertryk og Iver, at udarme landets Indvaanere, og forbinde dem til undertiden at imodtage tilførte, og dem paabyrdede slette og uduelige Vahre, som foran er gotgiort , efter en af dem selv foreskreven Taxt, hviket Øyemeed Erfarenhed lærer, at de har og opnaaet, saa

61

61 at siden forbemeldte Aar, have Islænderne, skiøndt uformærkt, ja vel Kiøbenhavns Borgere maattet betale, om ikke just den Heele, af Reederne selv-villigen bestemte Forpagtning; da dog skinbarligen største Deelen deraf.

§. 7. [Betænkninger over den Danske Handel.] Jeg har tilforne antegnet, at adskillige fremmede Nationer have drevet deres Handel paa Island, og i den Anledning viset, at endskiønt Islænderne ingen Opkomst eller Forbedring ved nogle af dem have bekommet, saa har dog deres Formue synderlig ikke aftaget, førend sidst i Hansestædernes Handlings- .

Tid, da Negocien med Engellænderne og de øvrige Nationer blev, i Kraft af adstillige Kongelige Forbud mærkelig indskrænket. Nu resterer med faae Ord at betragte Landets Tilstand under den Danske Handel. De Islandske Monumenter og Annaler lægge klar- lig for Dagen Islændernes Velstand og Overflødighed, de havde af alle fornødne Ting i de ældere Tider: ja indtil saa længe Hænderne bleve bundne paa dem og andre Nationer, i Besynderlighed ved den Danske Handels Anrettelse. De samme give noksom tilkiende den der i Landet tilvoxende Armod i de nyere Tider, og udlede de rette Kilder dertil, nemlig at den monopoliske Danske Handel er en almindelig Syge, der fortærer det heele Lands Kræfter, udsuer og udmatter Indbyggerne.

62

62

Man kan ey andet end biefalde dem herudi; thi det er unægteligt, at deres Formue ikke allene mærkelig er bleven formindsket i bemeldte Handels Tid; men og derhos sikkert slutte, at Landet ved den sidste er meere bleven svækket, udi 153 Aar, som regnes fra dens første Stiftelse Aar 1602 til 1755, end ved alle andre fremmede Nationers sammesteds drevne Negorie, fast fulde 800de Aar, hvilket ved første Øyekast vel maaskee synes urimeligt; men dog er en haandgribelig Sandhed, at ingen, der veed Landets ynkværdige Tilstand, og blader igiennem de Islandske Historier, gamle og nye Documenter, samt Annaler, holdende saaledes imod hinanden da gamle Tiders Velstand og de nærværendes Væstand og yderste Grad af Armod, hvorved Landet trykkes og trues den Dag i Dag er, skal med ringeste Raison kunde nægte den. Man lærer ellers af den Islandske Historie, at Misvæxt paa Korn og Græs; saavelsom haarde Aaringer paa Fiskeriet, har i de ældere Tider adskillige Gange indfaldet udi Landet; dog fornemmer man ikke at Indbyggerne derfor ere ombragte ved Hungers-Nød eftersom de fik tilstrekkelig Undsætning af Proviant fra fremmede Lande. Derimod, under den Danske Handel, har de i mange hundrede Tal styrtet i de slette sig tildragende Aar, formedelst Mangel af de den Tid uforbigiængelig til Livets Fremdragelse fornødne Vahres

63

63 Tilførsel, hvor med de Danske Udreedere har i Følge Dem Allernaadigst givne Octroyer, været pligtige Landet at forsyne; men af Mangel paa Kramvahre og adskilligt unyttigt og unødvendigt Dukketøy har man aldrig vidst at sige. Jeg veed ikke, om jeg toeg Feil, hvis jeg tilskrev Handelens Forfatning de Uleyligheder og mange Menniskers Undergang, som ere foraarsagede af Mangel paa Fødevahrenes Tilførsel udi haarde Aaringer, Gaardernes, ja vel heele Kirkesogners Ødelæggelse udi Island? efter mine Tanker vil den blive en medvirkende Aarsag dertil, skiøndt andre fleere ogsaa kunde opregnes. Dog bør den Danske Handel i saa Fald ikke skiæres over een Kam, eftersom den separate har været taaleligere, end den, som haver været forpagtet til et vist, udi et Corpus Mystieum sammenbragt Sælskab, af hvilke det mærkværdigste haver været det saakaldede hørkræmmer-Compagnie; og dernæst det, som blev oprettet 1682. og privilegeret paa 20 Aars Tid. (p) Om det nu værende

vil jeg her intet tale, nok at de af Monopolio foraarsagede Viderværdigheder ere hartad ubeskrivelige og hele verden bekiendte.

64

64 [Monopolium paafører Riger og Lande idel Skade.] Her seer man da den Virkning, som nødvendig flyder af Monopoliens Natur og Egen skaber, hvilken saasom den sigter til egen og

Med-Interessenternes Fordeel allene, skader den andre og fornærmer dem. Da nu et Riiges rette Øyemeed bør være Undersaaternes Sikkerhed, hvilken paa den Maade, at den eene Borger trækker den anden op, giør ham Overlast, eller foruroeliger i hans lovlige Næ-ring og billige Forretninger, ikke kan erholdes, og Monopolium sigter til andres Skade, Nachdeel og Besværing; saa sees deraf at den passer sig ikke med Rigers Øyemeed, eller dets borgerlige Love, langt mindre med [Fornemmelig Island.] Guds og Naturens Lov. Videre: Eftersom det Islandske Compagnie er allene uden Hinder og Forfang, med alle andres Udelukkelse, allernaadigst berettiget til at afsætte deres Vahre i et langtfraliggende Land fra sin høyeste Øvrighed, til dets Indbyggere; hvis største Deel formedelst Vankundighed, antager de Ting, sim de negocierende bringe til landet for gode og oprigtige, hvor slette de endda ere, og tilligemed have snart ingen Forsvar af dem, som burdte have Opsigt med Handelen; saa følger af Fornødenhed, at deslige Negociantere saa derved bedre Leilighed, til at handle, som de finde for got med Landets Indbyggere, af hvilke de intet har at

65

65

befrygte sig; særdeeles saasom de veed at Landets Børn maa tage til Takke med hvad de finder for got at give dem ; følgelig maa de og være skadeligere udi dette Land, end udi et andet. Var det ellers mueligt at ved Monopolium kunde de høyeste Øvrigheders Indkomster forbedres, og Publici nytte og Gavn tillige erholdes, saa var og Forpagtnings-Handel baade uskyldig og fordeelagtig; men da dette ingen Overeensstemmelse har med det Islandske Monopolium, maae det andet falde af sig selv. Hvad det første angaaer; da har Hans Majestæt den Fordeel deraf, som ved Compagniets Vedblivelse, vil uden Tvivl ophøre; thi saasom Landets Indbyggere efter en stakket Tid ere i Bund ruinerede formedelst tidt berørte Aarsager, og Forpagterne ikke kan længere stoppe de paa Fahrten gaaenhe Omkostninger, er det øyensynlig klart, at deres aarlige Erkiendelse for Havnenes Forpagtning, ikke alleene forringes, og med Tiiden forsvinde; men og at Handelens Fortsættelse, paa et saa udarmet Land, bliver i saa Fald Hans Majestæt fremdeeles til Byrde.

At Indbyggerne i Landet, deres Nytte og Gavn ikke kan opnaaes ved nærværende Forpagtnings Handel, et meer føleligt, end det kunde nægtes, eftersom Landet immer meer og meer forsvækkes ved det stedsevarende Monopolium,

66

66

hvilket med uryggelige Beviisligheder i Forveyen er lagt for Dagen, ja efter al Rimelighed og Tingenes naturlige Følger omsider vil kuldkastes. Om Kiøbenhavns Borgere haver nogen Fordeel deraf, er mig ubekiendt, saa meget er dog vist, at nogle faae Familiers Gevinst kan ikke veye op imod nogle 100000de Menneskers Forliis.

§.9. [Beviis paa at Monopolia ere skadelige.] Det er vel ufornødent, at oplyse nogen den foregaaende §. med Historiske Beviis; Dog for at ingen Tvivl skal blive tilbage, vil jeg her tilføye eet eller andet Exempel:

[Hamborgernes Jus restringendi.] For det Første det saakaldte Jus restringendi Hamburgensium, som de fornemmelig betiente sig af i Dannemarkes Riger og vedvarede meer end hundrede Aar; og bestoed derudi, at Hamborgerne, under Prætext af Keyserlige Privilegier, forhindrede de Danske at tilføre og afsætte deres Kornvahre til andre Stæder ved Elven beliggende, end til Hamborg; hvor de bleve solgte for den Priis, som Hamborgerne fandt for godt at sætte derpaa. Om nu Dannemark har taget derved nogen Fordeel eller Skade, vil jeg overlade til andres [Anmærkning derover.] skiønsomme Omdømme; men siger allene, at eftersom Hamborgerne fordristede sig til, at øve dette deres formeente Monopolium imod en oplyst og blomstrende Nation, saa er

67

67 det ikke Underligt, skiøndt de Danske Kiøbmænd øver det dem allernaadigst forundte Monopolium udi en temmelig høy Grad, og med en uindskrænket Myndighed paa en stakkels Øe, som er nær fraskildt al fremmede Rigers Communication.

For det andet Nordfahrernes Handel med de Contorske og tydske Kiøbmænds Fuldmægtige udi Bergen; Hvorover jeg vil her indføre den berømmelige Holbergs synderlige Betænkninger, tagne af Hans Bergens Beskrivelses anden Deels syvende Capitel pag.

265-6. saasom de passe sig meget vel paa den Islandske Handel; Hans Ord ere følgende:

[B. Holdbergs Betragtninger over den gamle nordlandske Handel.] „Efterat de Contorske havde giort Nordfa- rerne den Forstand, som Bergens Folk ikke var i Stand at giøre; og bemeldte Nordfarere engang først vare blevne deres Debitores, Maatte de siden, af Fornøden hed, holde ved at handle med dem. Mod

Philippi Jacobi Dag skeede af dem Leve- rants til de Tydske, paa Fisk, Tælge,

Smør, Skind, m. v. Naar de igien skulde udreedes, maatte de tage til Takke med hvad de Contorske sunde for godt at give dem; saa at de reisede bort igien med en Hob udi deres Indbildning dyre Vahre;

hvilke dog vare af ingen stoer Vigtighed;

som for Ex. Mød for Spansk Viin,

Stralsund og Wismar Øll for Rostocker

68

68

Øll, noget Meel og Malt & c., Klæde, som var maalet med kort Alen; Hvilket de dog for fuldkommen Maal maatte antage; Og var det i den Henseende, at de geraadede Meer og Meer i Gield, eftersom deres med bragte Vahre ikke kunde balancere mod de Contorske, som under saa prægtige Titler bleve dem solgte. Ingen Rordfar giorde derfor nogen Reise, uden at formeere sin Giæld derved, og at formere Kiøbman- dens Hoved-Bog med en nye Restance. Ja, deres Gield er Tid efter anden saale des tilvoxen, at de med deres hele Eyen dom ikke have kundet betale den 4de Part deraf. Man faae den undertiden stige til 50000 Bøger Fisk. Formedelst denne daglig tilvoxende Gield, have Nordfarer ne været ligesom de Contorskes Vornede;

saa at de ikke alleene have været tvungne til at handle med dem alleene; men endogsaa, at lade sig nøye, med hvad Vahre de vilde unde dem, og hvad Navn og hvilken Priis de vilde sætte derpaa. Og strax derefter siger samme berømte Autor: De Contorsike have ikke forglemt at anføre det fom en Merite, i det de saa lang Tid have giort Forskud til et gieldbundet Folk, og holdet ved at creditere dem, uanseet der var ingen Forhaabning om Gieldens Betaling. Men man kan derimod sige, at hvis de alleene havde crediteret dem for-

69

69 nødne Vahre, eller ikke solgt dem ringe Sager under prægtige Titler, var Gielden ikke bleven saa stoer. Handelens Continuation giver derforuden tilkiende, at de Contorske, uanseet disse paaraabte Forliiser have fundet deres Regning derved." Saavidt Holberg.

Ingen Pen er i Stand til at give nøyagtigere Portrait over den Islandske Handel; hvorfor jeg lader og derved blive. Man seer af Snorre Sturlesens Heims Kringle, at Indbyggerne udi Nordlandene have fordum ingen Mangel lidt af fornødne Ting, fornemmelig indtil Kong Harald Gylles Tider; men hvilken slet Tilstand de have i den Contorske Handels Tid været bragte udi, er læt at slutte af det foregaaende: Ydermeere, i hvad Skade Bergens Folk har raget ved de Contorskes Negorie, da Borgerne maatte have alting igiennem deres Hænder, sees af des res Besværinger over de Tydske Kiøbmænds, imod dem øvede Uretfærdigheder, indstillede for Kong Christopher af Bayern (q).

§. 10. [Landets Formue svækkes ved] Et Lands Styrke svækkes ved udygtige Vahres Tilførsel og jo meere de samme ere

(q) Ses Mag. Apsolon Pedersens Norrige Riiges Historiske Beskrivelse.

70

70

[udueiige fornødne Vahres Indførsel.] fornødne, jo større Armod geraader det udi, Den uophørlige Kiæde af Klager, som en Tid efter anden ere indløbne over Kramvahre, Tømmer, Jern, Fiskelinier med videre, just de nødvendigste, ere et uryggeligt Beviis paa Handelens ynkværdige Tilstand, og følgelig man endelig Landet tilsidst udmattes, thi man indseer og begriber meget læt, at naar Kornvahrene ere uduelige, og Prisene ikke derefter bestemte, ja om de endog vare, tabe Indvaanerne anseeligt, at naar Tømmeret er fugtigt, raadent, og ikke holder det rette Maal i Længde og Tykkelse, forhindres Baadebygningerne, og følgelig Fiskerierne kommer til at standse, hvilket og gielder om Fiskelinier, naar de ere af samme Beskaffenhed, ydermeere dersom Jernet er kaaldskiær og ubeqvemt til sit Brug, som i Hørkræmmer Compagniets Tid saa meget ofte er skeet, foraarsages umiddelbar Faarenes, Qvægets og andre Creatures Undergang, hvilket Vedkommende fordum rimeligviis ikke have givet Agt paa eller indseet, thi ellers havde de ikke med fuld Forsæt lavet Riis til sin egen Ryg: men bestandig og af alle Kræfter søgt at føre de Vahrer til Landet, som Indbyggerne kunde være tient med og hvoraf Bægge siden havde kundet høste Frugten; hvorved de monopoliske Grundvolds-Regler dog havde maattet lide, der foreskrive at Indkiøbspriisene maae være de allerringeste og følgelig Vahrene slette,

71

71

men Udsalget igien det samme, som om de vare de allerbeste, og følgelig Gevinstens Høyde, derefter brydende sig kun lidet om Eftertiden, eller Efterkommernes Velfærd i nogen Maade.

§. 11.

[Compagnierne forhindre de boglige Konsters og følgelig Landets Opkomst.] Udi den 8de og foregaaende §§er er ikke allene ved Fornuftslutninger, men og ved levende Exempler gotgiort, at en forpagtet Handel altid er af den Natur og Beskaffen- hed at den søger sin egen Fordeel og udelukker andre derfra som ere uden for Sælskabet, alt- saa er den ikke allene skadelig i den strænge- ste Forstand for det Land, som den drives paa, men forhindrer tillige Videnskabernes Tilvext, og tilintetgiør de Anstalter, som Regenten maatte finde for godt at iværksætte til saadan et Lands muelige Opkomst. Paa bægge Deele har vi gandske nye Exempler, som nærværende Tids Alder har givet os Anleedrung at lægge Mærke til; hvorudinden de Nøyere Indsigtsfulde Statsmænd og Skribentere tre og eenige.

§. 12.

[Forfatterens Tanker om det,] Det være langt fra jeg vilde nægte, at Island behøvede en anseelig Forbedring udi dens meget slette Politiske og oeconomiske

72

72

[Hvorledes Island kan fra Undergang reddes og forhielpes.] Forfatning, hvorhen en Veltænkende Patriot stedse burde henvende sine Tanker, men siden det egentlig paa dette Sted ikke er min Agt, at afmale disse Feil , eller give Raad deri mod, vil jeg holde mig til det Begyndte og give min Meening mig til dot Begyndte og give min meening tilkriende, hvorledes landets fattige Børn best kunde befries fra de adskillige Uleiligheder og Ulempe, som saa tidt have reist sig af den monopoliske Handel, og vil da det reneste Middel blive dette, at Compagniet allernaadigst i Tide bliver afskeediget; hvilket ikke lidet vil giøre til Rigernes sande Nytte, da der er unægteligt, at ligesom Lemmerne paa et legeme eenstemmig mig hielpe til at vedligeholde det Heele Legems Styrke og Kræfter, saa hielper og een Riget tilhørende Profintses Opkomst til det hele Riges Velstand, men i fald saadan gik for sig, vilde igien blive fornødent:

[1) Ved frie Handel fra Dannemark og Norge.] For det første, at den Islandske handel allernaadigst bliver overdragen til Hans Majestæts Understtatter, og begyndes saavelsom fortsættes fra begge Riigerne Dannemark og Norge saavelsom Fyrstendommene; dog saaledes, at Landers Børn ikke derved betages

den Friehed, selv mod egne Skibe, som de sig efterhaanden forskaffe, at udfore deres Lands producenter til fremmede Riiger, eftersom Island ved intet mindre sætte udi

73

73 Sikkerhed, end ved at indrsmme Fremmede Heele Landets Handel.

I saa Fald bleve da alle sikkre Havne omkring Landet beseylede, og maatte derfor ved hver Havn Toldstæder oprettes, over hver Toldstæd een eller fleere Toldere beskikkes, og Tolden af alle fra og til Landet gaaende Vahre fastsættes, og derover til Nøyere Efterlevelse, een særdeeles Told-Roulle forfattes; hvorved man maatte tage i Agt, saa vidt mueligt, at den paa Vahrene paalagde Told blev sadt paa den Foed, at Hans Majestæt i det mindste kunde oppebære noget meer, end nærværende Forpagtning giver af sig; hvilket dog neppe kan afgiøres, med mindre man veed tilforn, hvor stoer Andeel af Vahre Lander bliver aarlig tilbragt og derfra igien udført. Men i Fremtiden, da til landet ved denne Handels rette Drift, Fiskeriets Forbedring, HvalfiskeLaxe- og Sildefangstens Oprettelse, og Landoeconomiens tilbørlige Pleye, desto større Qvantitæt af Vahre bliver til og fra Landet førte, vil følgelig og deraf gaaende Told med Tiden formeeres, saavelfom og Hans Majestæts Indkomster derved tilvoxe.

[2) Med alle Europæiske Nationers frie] For det andet gives der endnu en an- den Handelsmaade, hvorved Island kunde reddes og igien oprejses af Støvet, hvis

74

74

[Handel paa Island.] samme var antageligere, end den første. Det er nemlig, at ikke allene Kiøbenhavns og andre Hans Majestæt tilhørende Kiøbstæders Indvaanere, men og alle Europæiske Nationer, som havde Lyst dertil, blev tilladt, at handle paa Island. Jeg vil ikke vidtløftig beskrive, hvad heraf vilde flyde i Fremtiden, saasom samme vel ikke er giørligt formedelst at de udenlandske vilde løbe af Med Fordeelen, ved Vahrernes Omsætning, men tør dog forsikkre, at Island derved inden kort Tiid vilde komme paa Benene, saasom disse Handlende rimelig maatte kappes om at føre til Landet de beste Vahrer, og for billigste Priiser, og Kongen i faa Fald ikke alleene ved Toldens Erlæggelse, endskiøndt Fordeelen af Handelen for sig selv betragtet var ringe, men og paa en anden Kant ved Formuens Tilvæxt udi Landet selv trække anseeligere Indkomster end hidindtil, foruden at ved samme Lejlighed torde maaskee nogle smaae Byer og Kiøbstæder opstaae og Folkemængden derved formeeres anseelig.

§. 13

[3) Ved Indbyggernes frie Handel.] I Fald man kunde finde nogen Udveye dertil, er endnu det sikkerste Middel tilbage, at Islænderne selv blev tilladt frie Handel Handel med egne Skibe, hvorhen de selv fandt for got, men da den store Anstøds-

75

75

steen for det første ligger der i Veyen, nemlig Indbyggernes Uformuenhed, saa vil Forslaget ventelig indtil videre falde af sig selv. Imidlertid burte man dog tænke paa Philocosmi Forslag, hvorved han holder for mueligt, at forskaffe Landets Indvaanere Pænge, endskiøndt de nu ikke ligge paa reede Hænder. For det andet vil man nok herimod indvende, at Handelen paa denne Maade ikke kan bevilges, eftersom Kiøbenhavn aarlig derved mistede den sædvanlige stoere Proviant, som føres fra Island. Rigtig nok, i Fald Tilførselen fra Island, af Fødevahrer, er for Kiøbenhavn ganske nødvendig og umistelig, thi i de ældere Tider var der ikke saaleedes, hvilket bevises baade af Kong Christian den Fierdes Allernaadigste Privilegio dat. den 28de April 1614. den 5te Artikel forundt dem den Tid værende Landets Forpagtere; hvorudi dem tillades, deres fra Island kommende Skibe andensteds at forhandle, hvor de best kunde; efterdi de Islandske Vahre ikke aldsammen udi Dannemark kunde sælges eller forhandles; saavelsom af Christian den Femtes Høylovligst Ihukommelse Allernaadigst givne Octroyer til det Islandske Compagnie, dat. den 13de April 1682. dens 8de Artikel, hvorudi det forpligtes at sætte deres Vahre, som fra Island og Færoe indføres, som meest mueligt være kunde, paa fremmede Slæder, undta-

76

76 gen saa mange Fiskevahre, som Høystbemeldte Hans Majestæt og Hans Lande behøvede. Hvoraf er klart, at Kiøbenhavn, udi det forrige Seculo har behøvet en gandske liden Deel af Landets Midler, som da førtes fra Island. Vil nogen sige, at Staden er bleven folkerigere nu end den Tid, og følgelig behøver større Qvantitet af Viktualier, da kan det ikke nægtes; men naar man igien seer til den anden Side, saa er jo Tilførselelen og i de nyere Tider forholdsmæssig derefter og voret til en temmelig Høyde, saa man med Billighed maatte slutte, at Kiøbenhavn kunde undvære endeel af den Proviant, som føres fra Island ligesaa vel nu som i forrige Tider, da Dannemark ikke var kommet i med at drive nogen betydelig Handel paa fremmede Lande, eller øvet retskaffens i Seiladsen; men for ikke at blive Læseren, alt for kiedsommelig, vil jeg begive mig til Enden, og sige, at naar ikke allene, hvad forhen er anført, men og andre flere Poster sigtende til Handelens Opkomst paa Island, og følgelig til Kongens og Rigernes Beste tages med Overlæg og Forstand udi Betænkning, vil ikke allene vore Medborgere glæde sig over at Handelen udbredes og ved det monopoliske Tvangs Ophævelse forbedres, men og med samlede Kræfter tage Deel derudi, at den en gang ved frit Omløb, kunde blive til noget anseeligt, og stræbe at udelukke andre Na-

77

77 tioner, som uden nogen Tak eller Erkiendtlighed, søge at borttage det, som Naturen dog har bestemt til vort eget Brug og Nytte.

Og haaber jeg saa nogenledes uden nogens Forkrænkelse at have givet Læserne et kort Begreb om den Islandske Handels Beskaffenhed.

[Slutning.] Ingen Patriot eller redelig sindet Undersaat kan ønske noget angenemmere, end at de Høye Herrer, som sidde ved Roeret,

Maatte gives Forstand til at opfinde de rette Midler, hvorved den Islandske, Finmarkske og Grønlandske Handel kunde sættes paa en fordeelagtigere Foed, til Hans Kongelige Majestæts og Undersaatternes samtlige Nytte, i sær siden disse Lænders nødvendige Producter vil blive i Priis og give Handelens Dyrkere den anseeligste Fordeel.

78

        

79

        

80

        

1

Svar

paa den i

Magazinet

for

Patriotiske Skribentere

Aar 1771 No. 65 og 66 under 3 §. indragne

Islandophilus

til

Author for Skriftet Upartiske Tanker om Handelen paa Island & c.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt Hos Brødrene Berling.

2

Ef menn vildu Island,

Eins medfara og Holland; Hygg eg valla Holland Halfu betra en Island. Audugt nög er Island Af imfu, er vantar Holland; Eda, hvi vill Holland Hialpa sier vid Island?

G. P.

3

De, som vide nærværende Omstændigheder med Island, at Hans Kongelige Majestæt haver i samme Land anordnet en Commission, saavel til Landets, som Handelens nærmere og fuldstændige Undersøgelse, kunde have indeholdt med Skrifter i den Materie, indtil man fik at høre Udfaldet af Commissionens Forretninger. Det maa være Skrive-Frieheden, hvis Misbrug Islandophilus dog selv dadler, som en haver tilladt ham saadan Opsættelse, skiøndt tienlig i sig selv; men da han nu ved den Lejlighed, som sagt er, har alt i Forveyen offentlig bekiendtgiort sit Skrift, saa er det nødvendigt at han offentlig besvares og veyledes til de af ham begiærte afgiørende Beviisligheder; hvorhos dog maa mærkes, at jeg ikke er den Person, som haver skrevet eller udgivet de saa kaldte Upartiske Tanker, mod hvilke han har skrevet.

4

4

For desto mere Tydeligheds Skyld, vil man deele Islandophili Afhandling i toe Deele. Den første om Compagniets Handel paa Island, og den anden om den forestagne Islandske frie Handel, og anføre hans egne Ord med kort Svar paa hver Post især, og i øvrigt følge hans Orden heele Skriftet igiennem.

Islandophilus siger strax i Begyndelsen:

1) At Forfatteren af Upartiske Tanker har anbragt en Hoben nøgne Tanker, som uden Bevisninger ere og blive at ansee for Nulliteter. Der bør giøres Forskiel paa at anføre noget uden Beviis, og at anføre noget enten imod Beviiser, eller som aldrig kan bevises. Der ere visse Sandheder, som aldrig kunne bevises, fordi Sagens Omstændigheder ikke tillade tydeligt Beviis, og dog kunne saadanne Sandheder ikke strax derfor kaldes Nulliteter. Der ere andre, som jævnlig anføres uden Beviis i en Bog, Afhandling eller Document, Deels fordi de ikke just udgiøre Hovedsagen, Deels maaskee fordi de ere andensteds udførlig beviiste, eller og det vilde føre den Skrivende alt for langt fra Maalet, at indlade sig i at bevise dem paa det urette Sted. Om endskiønt nu noget af alt dette kan have Sted, kan dog Sagen selv ingenlunde derfore erklæres for en Nullitet, med mindre noget skulde være anført imod havende Beviser, hvilket da Modsigeren paaligger at gotgiøre.

5

5

2) Altsaa har han, heder det videre, udi det samme paalagt sig selv det onus probandi, saafremt han ellers er en fornuftig, ærlig og kyndig Mand. Det er let at bevise, af en sund Morale, at adskillige Tilfælde kunde gierne undskylde een fra at aabenbare, eller bevise en Sandhed; Forfatteren maa best vide, om nogen saadan Omstændighed her kan have Sted.

3) Islandophilus spørger, om og paa hvad Grunde det er afgiort, at frie Handel i Almindelighed maa recommenderes og den lukkede fordømmes? Det er nu unødvendigt at igientage disse Grunde, nok at hele Europa er bleven ved dem allerede for rom Tid siden overbeviist om, at Eenehandels Rettighed er og bliver altid skadelig, enten den saa er bevilget til een eeneste Person, eller til nogle Personer samtlig under Navn af Compagnie, eller til en heel Bye, ja endog til en heel Nation, naar ikkun Concurrencen ophører, eller svækkes derved. De Statskyndige have, over Hoved at tale, forlængst erkiendt alt dette. Min Sag er kun, at handle om Island i denne Henseende, for saavidt her er given Anledning dertil, og da det hedder

videre:

4) Her maa ikke sees til Misbruge eller til en vitios Octroy, thi begge kan hielpes, og det første især dependerer hverken af Octroyens eller Handels Naturens Qvalite; men af vedkommende Embedsmænds Efterladenhed, eller Underslæb. Har Autor noget paa dem at udsætte, da

6

6

bør han & c.. At Octroyen er vitieux, det er hans Ord, og ikke mine. Feil og Misbrug ved et Privilegium eller en Octroy kunne være toe Slags enten tilfældige, som ikke oprinde fra Privilegio i og for sig selv, eller og væsentlige, som Privilegii Natur nødvendig fører med sig. Og naar nu et Privilegii Natur medfører saa vigtig en Feil, at det gode af Privilegio ikke kan overveye den, saa troer jeg at enhver maa tilstaae, at saadan et Privilegium ey bør blive ved Magt. Alle Octroyer over Island ere blevne sluttede uden Islændernes Vidende. Tvende gange, da Handelstarten er bleven sluttet, have de været hørte i den derom holdte Conference, og man har end nu Laugmand Gottorphs CopieBog der om Aar 1701, 1702 og 1703, men nu paabyder Compagniet selv en Tart, som ikke kommer overeens med, men er tvertimod Octroyen. Saa længe Handelen var under Hansestæderne, afgjorde Vedkommende Misligheden med Næverne, men siden den ved Octroyen kom under Kiøbenhavn, haver sligt maattet udrettes ved Pennen. Havde Islandophilus læst Baron Holbers Dannemarks Staat, og Professor Erichsens Udtog af Laugmand Vitzalins Skrift, samt erkyndiget sig i det Kongelige Rente Cammer og Cancellie om alle de Andragender og afbeviste Klager, saavel fra Almuen, som fra dem, der skulde holde over Octroyens Efterlevelse; saa vilde han have skaanet Embedsmændene for Beskyldning af Efterladenhed i deres Pligter. Er det ikke bekiendt, hvorledes de Handlende iblant have afstraffet de Embedsmænd, som have fordriftet sig til at paastaae Octroyens Efterlevelse?

7

7 Ja endogsaa en Amtmand have de straffet med Sult, ved at nægte ham hans forskrevne MundProvision. Hvad Belønning haver Landfoged Magnussen faaet? Lad ham selv sige det, han er nærværende! De, som skulde i Landet holde over Octroyen, have selv været lænkede under de Handlende Octroyhaveres Myndighed. Og hvad haver end og Cammer-Collegium, som meere end alle andre skulle haandhævet Octroyens Efterlevelse kundet udrette? Kongen selv er jo bleven tilnødt at anordne Commissioner, ja vel ogsaa at afsætte et Compagnie, og mon deres Efterkommere derfor ere forbedrede? Den sidste Islandske Land-Commission maatte vel høres her om! Skulde min kiære Islandophilus paastaae flere Afbevisninger, da kunne de vel bringes tilveye, men han, som Kiøbmand, blev ventelig ey tient dermed, eftersom da tillige vilde blive afbeviiste saadanne Behandlinger, som ikke lettelig bør lægges for Publici Øyne. Det er desuden bekiendt at de Handlende have i alt dette paastaaet og udøvet al den Ret, som Octroyen tilstaaer dem over Islænderne, hvilket disses ligesaa mangfoldige Klager paa forbemelte Høye Stæder, og de der paa udvirkede Forordninger og Ordres noksom afbevise. De have vist ikke forsømt at raabe paa Octroyen! Octroyen! ret ligesom Jøderne i fordum Tid raabte paa Herrens Tempel! Men Skaden er Kun at ligesom de sidste vanhelligede Tempelet, saa have de første vanhelliget Octroyen, ved ikke at efterkomme deres ved den indgaaede Pligter. Underslæb i Handelen kan ingenlunde tillægges Islænderne, men vel maaske de Handlende, selv indbyrdes,

8

8 Hvilket dog er Islandophili og ikke min Beskyldning. Og hvor kan vel Defraudation egentlig have Sted i en Handel, som er passiv i den strængeste Grad, som den Islandske virkelig er? Skulde Han ellers her formeene den forbuden Handel med fremmede Nationer, som Islænderne saa ofte ere beskyldte for, da bør denne først afbevises; og naar ret er skeet, endda betænkes, at Skylden hviler eene og alene paa de handlende Octroyhavere selv, og det paa denne Maade: Handelen i Almindelighed er en alleene tillukt, som Islandophilus tilstaaer, men Handels-Stedet, Kramboden er ogsaa det heele Aar tilstuttet med en stærk Laas og 500 Rdlr. Mulct, undtagen de to til tre Maaneder, som de Handlende ere i Landet, hvilketn Tid endda ofte lider megen Afkortning formedelst Skibenes saa sildige Expedition fra Kiøbenhavn, at der neppe kan vindes Tiid til at expedere dem fra Landet igien. Imidlertid haver da Islænderen med hans sure Sveed giort saa god Fangst, at hans Foustagier en forslaae til at bierge hans Tran, som han desuden, siden paa nogle Steder maae føre 10 til 20 Miile i Aabne Baade paa rum Søe og brusende Hav til Handelsstedet; Men nu kommer et fremmed Farton lige for hans Dør og under ham 2 a 3 Rdlr. rneere end Landtaxten tilstaaer for den Tønde Tran, som ellers maatte udlække og spildes: Han sælger den da til denne Fremmede. Og hvad skeer nu herved? Trannen bliver Conserveret, Bonden bedre betalt og hans Møye og Omkostning med Flotningen lættede. Skulde man nu ved saadanne Omstændigheder vel kunde legge Sysselmanden til Last,

9

9

at han en som en Strandriider støver om efter sligt paa 40 til 60 Miiles Vey frem og tilbage, uden noget Vederlag, eller Erstatning for hans Omkostninger? eller at han ikke efter Landtaxten exeqverer med yderste Strænghed, uden noget af Octroyhaveren anlagt Søgsmaal 10 Rdlr. for denne ved paatrængende Tab og Compagniets Forsømmelse foraarsagede Tranprang? Allerhelst naar han tillige veed, at dette Slags Handel er dog et Middel til at redde Indbyggerne fra den Ruin, som OctroyHandelen saa øyensynlig medfører; thi det er e. g. afgiort hos alle Kiendere, at Nordfierdingen var forhen den folkerigste og bestformuende i Landet; men siden Aar 1741, da den Hollandske Handel sammesteds fuldkommelig blev afskaffet, er den bleven til den fattigste og skændigste. Men ikke det allene, den Islandske Handel er ey allene tillukt udvortes, men tillige indvortes; thi Landtaxten forbyder jo Indbyggerne, at handle med deres Landsmænd, naar de ey ere Octroyhavere. Herom maae aarlig forskaffes Tingsvidner overalt, aaa at Tankernes Forfatter vel maatte sige to gange, ald OctroyHandel i sær den lukkede, er et Tugtens Riis i Almindelighed at sige for Mennesker paa Jorden og følgelig at forkaste, og gid kun denne Octroy-Handel maatte blive et Tugtens Riis til en paafølgende forbedret Tilstand.

5) Men spørger Islandophilus: Vover da Tankernes Forfatter at velte paa Octroygiveren saa grov en Beskyldning? Beskyldningen er ikke saa overmande grov, naar man ret betragter

10

10

den. Man vovede jo langt meere ved at beskylde de gamle Kiøbenhavnere for at have ladet Tydskerne brygge deres Øll; Hollænderne tilføre dem Kaal og usigelig mange andre Ting, som Tidernes Beskaffenhed ikke tilloed Forfædrene at indsee, eller om de end indsaae dem, dog ikke at sætte det i Verk.

6) Men glorieux i Hukommelse Dannemarks Konger har dog ufeilbarlig haft gode, grundige, Christelige, ja tildeels meget exstantes Aarsager, hvorfor de har lukket Handelen paa Island. Igiendriv dem, eller beviis at disse Aarsager have forandret sig & c. Ja derpaa tvivles ikke, at man jo i fordum Tid har forestillet det saaledes: Hensigten har og uimodsigelig været den reeneste, men enhver Tid har sine visse Indsigter, ligesom sine visse Fordomme og Forhindringer. Dog dette Slags Aarsager bør Islandophilus selv forklare og fremlægge, eftersom han selv beraaber sig paa dem, og vil bruge dem til at bevise hans Sag. Saasnart han offentlig fremsætter dem, vil man være betænkt paa at besvare ham, paa det Publicum kan grundig vorde overbeviist om denne vigtige Sag. Thi allene at beraabe sig paa de forrige Anstalter, er langt fra ikke nok til at beviise Handelens rette og nyttige Anlæg.

7) Videre spørger Islandophilus: Skal Kongen, fordi Philodan har sagt, at Monopolium giør Folkene slaviske, kuldkaste sit Compagnie? Ikke fordi Philodan har sagt det, men

11

11

fordi det er billigt, ja ret, da det paaliggerr en Konge altid at sørge for Hans Undersaatters Velgaaende, og bringe den til mueligste Fuldkommenhed. Og hvordan er vel den Islandske Octroy at ansee? Er den ikke en Contract imellem Kongen og nogle af Hans Undersaattere under Navn af Compagnie, angaaende andre længere fraliggende Kongens Undersaattere? Alleene at den tillige foreskriver Love, hvoreledes Undersaatterne paa begge Sider skal holde denne Contract. Naar nu Contractens Øyemed som jeg trøstig slutter at være, alles Vel og ingens Tab, ikke kan opnaaes; naar de med Kongen contraherende Undersaatter ey efterkomme Contracten; og de andre Undersaatter, som den paa gielder, mishandles imod den, og mod dens Øyemed, deres Formue formindskes, de Selv aftage, og Alting seer ud til fuldkommen Undergang, saa troer jeg, man tør uden Formastelse gaae aaa vidt, at sige reent ud, at det er Kongens, som en Landefaders Pligt, jo før jo heller at ophæve denne Contract, for derved at see de Skadelidtes Tab erstattet. Og at sige dette, er ikke Kaadhed af Skrive-Frieheden: Herom er alvorlig skrevet, skiønt det ikke er fuldstændig bekiendtgiort ved Trykken, længe førend Skrive-Friheden endnu blev tilladt. Herved vendes ikke op og ned paa Rigernes Oeconomie. Ney! her søges tvertimod ikkun at forbedre den ved en sund Politik, til fælles Fordeel, ey alleene for Island, men og tillige, ja fornemmelig for Rigerne selv.

12

12

8) Islandophilus forekaster at man heri paakalder Philodan som Skydsengel, og deri lader det ligesom Philodan var den eeneste Grund til at foreslaae frie Handel, og ligesom ingen anden havde før talt om den. Ney! saa ukyndig er Islandophilus visselig ikke. Han veed jo, at der vrimler af Eenehandelens Fiender blant vore Tiders Skribentere, og der i alle Lande; hvorfor skal da Philodan eene bære denne Skyld?

9) Men NB. Compagniet og Indbyggerne paa Island maae nødvendig staae i lige Interesse sammen; saafremt de begge paasee sit sande Beste; thi Landets Cultur og Dyrkelse er Compagniets rette Fordeel og Landets Cultur fordrer stræbsomme, ja formuende Indbyggere. Ja det burde saa være, men Erfarenhed viser meer end alt for følelig, at det ikke gaaer saa til i den Verden, som nu er. Argumentet er ellers det samme, som blev meest brugt i gamle Dage til at forsvare Trælle-Standen, og siden Vaarned-Rettigheden, og nu omstunder bruges det meest til at forsvare Hoveriet i Sielland, og det Islandske Compagnie. Hvor meget det holder Stik, viiser enhver gierrig Herremands, og især det sidste Vestindiske Compagnies Exempel. Dog ved alt dette ikke nægtet, at Regelen jo i sig selv er og bliver en uimodsigelig Sandhed; Skaden er allene at de Handlende aldrig have iagttaget og efterlevet den, formedelst deres Frygt, at, skulde Islænderne en gang blive formuende, da krængede ey Island videre til nogen Octroy; men nu ere Islænderne ved

13

13

Octroyen, eller rettere at sige, ved dens Misholdelse, saaledes medtagne, at Octroyen kan ey længere bestaae. Med et Ord at sige, Handelen haver været tvertimod Regelen, en udsuende Handel. De farende Kiøbmænd spørges ikke af Directionen ved deres Hjemkomst om Landets Cultur, om Indbyggernes til- eller aftagende Formue, og denne Afeller Tilkagelses sande og egentlige Aarsager; De spørges kun om Retour-Ladningens Qvantum; er dette ikke efter Directionens Behag, da faae de Utak, som unyttige ja skadelige Tienere, der holde med Islænderne, og maae frygte for, om ikke at degraderes eller afsættes, dog at forfløttes til en anden dem ubehagelig Havn.

10) Ja Compagniet er dog forbundet i Krigs- og Fredstider at forsyne Landet i frugtbare og ufrugtbare Aaringer. Ligeledes Sandhed, men mon Islandophilus erindrer, hvorledes det gik til i de seeneste Krigstider imellem Dannemark og Sverrig, at de adskillige Havnes Indbyggere, som den gang savnede Besegling 1 a 3 Aar begik sig meget vel, og oplagde efter Islands Leylighed en anseelig Formue, at ligne imod andre aarlig beseglede Havne-Distrikters Indbyggere? Alle ere og nu blevne eenige deri, at 1759 Aars ringe Besegling bødede Meere paa den slette Tilstand, som Island da var kommet i, ved de dyre Aaringer, end 10 Aars sædvanlige Besegling. Og hvad meener vel Islandophilus her med frugtbare og ufrugtbare Aar? Enten de i Dannemark, eller i Island, eller og begge Deele? Saaledes vil

14

14 jeg forstaae det. Hvad Dannemark angaaer, og Haver Landtaxten lagt til Grund den Middelpriis, som var gangbar paa de Tider, og som meget vel svarer til Priisen paa de Islandske Vahrer; og det er bekiendt, at ligesom Kornvahrene, saa ere og de Islandske i Dannemark stegne til umaadelige Priiser, og anderledes kunde Virkningerne ikke blive i denne Handels Forfatning, naar Dannemark Havde ufrugtbare Aar. Men med der ere indfaldne ufrugtbare Aar i Island, med Qvægets Død, Fiskeriets Mislingelse, eller andet deslige, have dog de Handlende ey forsynet Landet mere eller bedre, og aldrig til Fornødenhed, men dog ikke desmindre bortført derfra ald den Fisk og Kiød, de have kundet overkomme. Og da nu den Tilførsel, som de have giort Landet til Vederlag for dette, haver været utilstrækkelig, saa ere Islænderne i Hundrede Tal omkomne af Hunger. Derimod naar Handelen havde været frie, kunde Island, som andre Lande, hiulpet sig frem i de dyre Aar med det, som var oplagt i de gode, og uvegerlig faaet, hvad de havde forlanget til Fornødenhed, i Stedet for at dette under Octroyen er bleven dem nægtet, saasnart det overgik det saa kalded sædvanlige Qvan- tum; ikke at tale om, at den nu forbudne Inden- ' lands Handel i sandet Selv kunde da allerbest kommet det til Nytte.

11) Men Compagniet skal jo forsyne Landet ey allene, naar Islænderen haver Contant at handle med, men og naar han med to tomme Hænder kommer frem at kiøbe paa Credit. Ja

15

15 vist nok, men hvorledes det er blevet forsynet, og hvorledes de Contante Penges Behandling har været, det viser Vidalins Deo Regi Patriæ pag. 381. At Islænderen aldrig haver kundet i de gode Aar oplægge noget til hans understøttelse i Paakommende Dyre Aar, er just den sande Aarsag til, at han maae fremkomme med to tomme Hænder til at kiøbe paa Credit. Vel kan ingen Handel undvære al Credit, men det kan og ey nægtes, at den Islandske Credit er mest bleven misbrugt af de Handlende selv. De som mest have trænget til den, have faaet Mindst, og derimod de Mindsttrængende den meste Credit, for at holde dem begge under desto stærkere Tvang og Lydighed imod de Handlende. I gode Aar bør ingen Credit eller Laan have Sted ved den Islandske Handel, i følge Octroyen og Landtaxten, undtagen som jeg kan indbilde mig, naar en eller anden ved ulykkelige Tilfælde, haver lidt Skade paa Qvæg etter Fiskerie. Og hvor i har nu denne saa meget paa raabte Credit eller Laan fornemmelig bestaaet? Jeg svarer med faae Ord det, som enhver veed: I Tobak og Brændevin. Thi vel havde den store Restants, som Compagniet opgav Aar 1758, trænget igiennem, ligesom Arvesynden, i mange Leed, endog fra den separate Handels Tider; mest havde alt Udlaan af Tobak og Brændeviin, samt Laan til dem , som ikke behøvede det, været fradraget, og alle Restants-Rullerne været aldeeles rigtige, da var Summen visselig bleven langt mindre og gandske taalelig. Imidlertid overlades til de skiønsommes Dom, hvorvidt det kan agtes billigt,

16

16

og hvad der kan flyde af, at nægte al Credit under en monopolisk Handel?

12) Saadant alt ere Hoved-Ting, der ikke lættelig finder Sted med frie Handel. Det er ogsaa sandt, at alle disse Uleiligheder kunne meget bedre og sikkrere afhielpes under en frie, end under en octrojeret Handel, thi saa faaer Landet det, som det begierer, begierer ey andet, end det behøver; og forøder ikke, hvad der skulde tiene til Betaling, til det ufornødne, hvilket nu paatrænges Indbyggerne i Steden for det Fornødne, som begieres. Er han en virkelig Islandophilus, saa fattes ham dog den rette Islandognosin. Island haver ikke uden de saa kaldede Tre Stænder, og mangler den fierde, som er en vel indrettet Handels Stand; Det haver savnet denne snart fra sin første Beboelse, og det igien er Hoved-Aarfagen, at det aldrig i forrige Tider kom til nogen retskaffen Velstand, og at det i de seenere, under den octcoyerede Handel, er saa nær gaaet til Grunde. Og hvorledes vil han vel afhielpe denne Uleilighed under nærværende Handels Indretning? Men han vil sige: denne Indretning er fornøden, thi:

13) NB. Landet kan ey ernære sit Folk med egne Producter. Dem er en af Islandophili allervigtigste Satser, men derhos til Lykke den allermest urigtige, og allerede for i Veyen igiendreven med Tillægget til Udtoget af bemeldte Vidalin pag. 375, hvor man finder gotgiort, at der udgaae aarlig fra Island meget fleere Madvahrer,

17

end der komme ind. De staae dog i det Forhold til Folkemængden, at ligesom denne Har aftaget, ligesaa og Madvarens af Kiød og Fisk, saavidt disse ikke frembringes af sig selv, men behøve Arbeide, hvortil igien behøves Folk. Vel have Islænderne, da de overgave Landet til Norge, betinget sig aarlig Tilførsel af 6 Skibsladninger Mehl, men det var meget ringe i Forhold til daværende Folkemængde. Jeg giør ingen, og haver aldrig giort nogen vis Regning paa Kornvæxt i Island, men nægter dog langt mindre dens Muelighed. Jeg gier ikkuns Regning paa i saa tilfælde det man erfarer og føler, som er Fremvæxt af Kaal, Kartofler og Kiøkken-Urter, som ere meget gode og sunde til daglig Spise for Islænderne, i Stæden for Brød til Mælk, Fisk og Kiød. Men for at komme til Forholdet af de Madvarer, som føres til og fra Island, da viser den anførte pag. 375, at Islands udgaaende Madvarer i de der beregnede tre Terminer overgaae de indførte Kornvarer med 86394 Vetter; naar nu derfra drages, for at følge de Handlendes mundtlige Octroy: Mad for Mad og Smør for Tobak, den indkommende kiere Brændeviin og Tobak efter pag. 381, i Fald sligt skulde eragtes nødvendigt, 49148 Vetter, bliver af Madvarer endnu tibage - - - 37246 Vet.

og de øvrige udgaaende Vahrer efter pag. 380 - - - - 74075

tilsammen 111321 Vet. hvilket er endog overflødig til de indførte umistelige

18

18 samt nødvendige Varers Indkiøb. Islands Exporter tage af og til efter Arbeidernes Af- og Tilragelse, og bestaae alle i nyttige, ja nødvendige Varer, som ere Fisk, Kiød, Tælge, Skind, Tran og Uldengods. Jo meere, fornuftigere og bedre Kilderne hertil holdes i Gang, desto fordeelagtigere er den Islandske Handel, og mangler aldrig fordeelagtig Afsætning.

14) Islandophilus spørger: Om det kan egentlig tilskrives den lukkede Handel, at Nationen er usigelig genegen, ja gandske hengiven til en umaadelig Brændeviins-Drikken, eller om det af Handelen, paa hvad Foed end samme stoed, kan begieres, at den herudi skal af sig selv indskrænke Nationens Tilbøyelighed? I Kiøbenhavns første Handels Tider paa Island, eller Aar 1655 blev intet Tobak ført derhen, og ikkuns 236 Tønder Brændeviin, som ey kunde siges at være for meget, for saa stort et Land; men derhos blev tillige indført tydsk og dansk Øll for 8095 Vet. I de seenere Tider, da Handelen kom under en meere bestemt Forpagtnings-Afgift, blev Consumtionen paa hver Pot Brændeviin gotgiort med 4 Sk., saa Potten kostede de Handlende ey meere, end 5; til 6 Sk. Courant, men blev derimod solgt i Island for 11 Sk. Specie i Islandske Varer. Herved kom bemeldte Øll af Moden, og lutter Brændeviin i dets Sted, som for foranførte anseelige Vindings Skyld, blev af de Handlende indført i Overflødighed, ja endog meget udlaant, og derpaa igien udpranget af Indbyggerne

19

19 selv. Vel have de Handlende vildet forsvare Brændevins-Indførselen og dens Nødvendighed med, at den var en uomgiængelig Vederqvægelse for de forfrosne Fiskere, men disse have altid nydt den mindste Deel deraf; ligesom og ingen, han være saa stor Drukkenbolt han være vil, betiener sig deraf, naar han er paa Fiskerie. Heraf kan da enhver selv slutte efter Behag, enten de Handlende, eller Indbyggerne have Skylden i den herved opkomne umaadelige Drukkenskab? Mig tykkes den bør vel tildeels tillægges Indbyggerne, saavidt de saaledes have ladet sig forføre af de Handlende, men dog allermest Octroyen, der gav Forførerne saa beqvem en Leylighed. Islænderne ere ikke den seneste Nation, som ved Drik er bleven forført; men saadant undskylder dem ikke; dog maatte man spørge: Naar og hvor drikke de den meste Brændeviin? Svar: Just paa de Dage, som de opholde dem paa Havnene, for at drive deres Handel; der giøre de sig glade; thi de tracteres der, og deres Tracteurer ere just de, som mest bebreyde dem. Jeg tager imidlertid intet Partie for Brændeviinen: Enhver kan slutte, som ham behager, enten det er bedre at handle med en ædrue, eller med en beskiænket Bonde.

15) Islandophilus spørger end videre: Om det kan tilskrives den lukkede Handel, at de vil æde Sur, som de kalde kasen og maltet Fisk. Herpaa svares til Tieneste. Hertil ere de anførte og ledsagede ved de Handlende og Handelens Indretning. Den Fisk, de levere i Han

20

20 delen, skal være ukasen og umaltet. Kiøbmændenes Instructioner have forbudet at anlære Islænderen til at salte hans Kiød og Fisk, og usaltet kan Fisken ingenlunde conserveres, i Regn og vaadt Veyr, uden at blive kasen og maltet. Islænderne skal efter Taxten levere til Handelen af yderste Kræfter sine beste Vahrer, det er: Handelen skal Have det søde, selv maae han æde det sure, og salte det maae han ikke. Hvo vil da vel kunne uægte, at denne Handels-Regel haver haft foranførte ubehagelige Følger, ligesom den tildeels indført, deels og forøget og forværret, den i sig selv noksom fordærvelige Skiørbug eller Spedalskhed i Island?

16) Men det er ikke nok, at Fisken er kaset og maltet, den skal og være besmurt med fingertyk usaltet Smør. Her haver Islandophilus brugt Fingrene, og ikke Lands-loven; thi denne tillægger en Arbeidsmand i 7 Dage, det er ugentlig ikkun 32 Skaalpund Smør og 10 Pund Haardfisk; meere Smør faaer han aldrig, men ofte meget mindre: og mon dette er for meget? da han faaer saa lidet og ofte slet intet Brød eller nogen anden Føde, og naar saa skeer, afkortes den i Fisken og Smøret. Dette er nu ald den Føde, han faaer i den strænge Fiske-Værtid og saa videre Aaret igiennem, thi hvad han kaager af den færske, afkortes ham i den haarde Fisk. Og mon nu Fisken allene, uden Brød, uden Smør kan opholde saadant et Menneskes Kræfter i hans svære Arbeide? Jeg svarer ney, og kan bevise det

21

21

med mange Erfarenheder, men mig svares, at Smørret burdte saltes. Det er vel saa; men saa blev det lige saa kostbart og begiærligt i Handelen, som det danske selv, eftersom det er ligesaa got, og kan, naar det er vel behandlet, lignes ved ævret Smør. En Tønde saadant Smør, eller 14 Lispund, koster i Island efter Landtaxten 8 Rixdaler 38 Sk. og oftest i Kiøbenhavn 30 Rdlr. Hvorledes skulde de Handlende forsømme saadan Fordeel? Det haver altsaa hidindtil været et nødvendigt Middel til Islændernes Ophold, at de ikke har lavet deres Smør til god Handels Gadding; thi derved har de faaet Lov, til at forbruge det selv til deres Fisk, da det ellers var gandske vist med alt det andet blevet ført udaf Landet, og dog ikke flere Kornvahre end sædvanligt førte ind igien. De, som kiende Sagen, ere eenige deri, at det stærke Handels-Slagterie og Kiødvarenes alt for store og uforholdsmæssige Udførsel mod Kornvares Indførsel at regne, haver høyligen fordærvet Island. Udførsel af Smør havde vist giort det samme, ja ventelig faaet et endnu værre Udfald.

17) Islænderne lastes fordi de lægge Bind paa saadan Kost, i Steden for at plante Kaal, Rødder, Potatos og andre der meget beqvemme Vexter. Laugmand Gottorphs Copiebog, saavidt den mælder om, hvad der blev indgivet til den Commission, der blev Holdt i Kiøbenhavn, om den Islandske Handel, først i dette Seculo, viser, at det i den Tid var de Handlendes Meening,

22

22 deels at Kaal og Kiøkkenurter ikke kunde avles i Landet, deels og at til slige Urters Brug, vilde medgaae formeget Kiøb, til Handelens Skade, hvorfor de og syntes at finde ald Aarsag at frafalde dette Slags Indretning. I de seenere Tider klage Islænderne over, at det Kaalfrøe de faae ved Handelen, er først for dyrt, og dernæst forglemt, og ellers udueligt. Hvorledes nu alt dette er, saa kan dog denne Indretning aldrig blive almindelig al den Stund de Handlende ey vilde rekke den Haanden. Det selvsamme maae siges om Jordenes Indhægning, tillige med Husenes Forbedring: Indbyggerne ere nedsiunkne i saa dyb Afmagt og Fattigdom, at de umuelig kunne bekoste noget Slags Forbedring i deres Tilstand, saa længe de Handlende arbeide, ikke med, men imod dem. Thi hvad skulde vel kunne opmuntre dem dertil, da de erfare deres Vilkaar Tid fra Tid at forværres, og ikke at forbedres? De kiende meget vel, at saadan Uleylighed tilflyder dem af Handelen, og behøve ikke at tilspørges eller at erindres derom.

18) Det hedder videre, at Islænderne Mishandle sit Qvæg. Dette er en usandfærdig i Beskyldning, undtagen i een eneste Henseende, nemlig at dem fattes tienlige Fæehuse. Herom ere førte utallige Klager, og disse desto grundigere, som Skoven i Landet er aldeeles ødelagt, og Drivtømmeret haver aftaget Tid efter anden. Tilsidst ere deres Vaanings-Huse, endogsaa i deres nærværende Elændighed og fattige Tilstand, snart blevne

23

23

ubrugbare, og dette ved alt for liden og slet Tilførsel af Tømmer. Saaledes have da de Handlende tillukt Islandophili saa kaldte Islandske Guldmine og Handelens største Gevinst af Fisk og Kiødbaade til Lands og Vands.

19) Det er vist, at Faare-Pesten haver en Tid været en Ødeleggelses Plage. Jeg vil alleene anmærke derved, at de eenfoldige Islændere have fattet den Tanke, at Faare-Pesten er indkommen til at giøre Forandring i Handelen, og vil ikke holde op igien, førend Octroyen ophører.

20) Men Islandophilus vil maaske svare dertil, at Island feiler ikke paa dem af deres eget Folk, som chinere, trykke og især bedærve dem. Dette vilde han forklare og bevise! Saa længe det ey skeer, agtes det, som en urigtig Beskyldning.

21) Og naar han videre spørger: Hvorfore ville ikke de Myndige og Mægtige i Landet foregaae de andre med godt Exempel? Disse kan da vel ikke være Slaver under Compagniet og nogle Kiøbmænd i slige Ting.

Saa falder Svaret af sig selv, nemlig: Alle Islændere med al deres Formue, Magt og Myndighed, enten den er stoer eller liden, ere indelukke under Octroyen, som, om ikke selv, saa dog ved Misbrugen, giør al deres Magt og Myndighed til intet, i alt det, som tilflyder og forvoldes

24

24

af Handelen, saasnart deres Forhold ikke er efter de Handlendes Sind, og endskiøndt de ikke just føre Navn af Slaver, saa have de dog hidindtil ey kundet udrette mere end de, som baade føre Navnet og bære Lænkerne. Men ikke det allene. Man kan jo allerbest besvare dette Spørsmaal ved at spørge tvert imod: Af hvad Aarsag ville ikke de myndige og rige Handlende opbygge Landet, foregaae Indbyggerne med gode Exempler, samt oplære og hielpe dem? Mon det ikke er Octroyens til nogle Aar indskrænkede Tid, eftersom ikkun Faae have Lyst at vove noget til sin uvisse Efterkommeres Nytte? Men skulde Octroyen da blive ævig, for at unde den behøvende Tid til Forbedringen?

22) Islandophilus tilføyer, at saa længe den gamle Norske Slægt og Blod var ikke endnu aldeeles udartet, da dyrkede Islænderne sin Jord o.s.v. Han skulde have sagt: saa længe Island endnu ikke var underkuet og udarmet ved de Handlende. Men han havde ikke modig at erindre Islænderne om deres bekiendte Stamfædre: Maaskee han ikke havde vidst, Hvorfra de nedstammede, hvis de ikke selv havde underrettet Verden derom. Dog det er ikke Sagen. Her er kun Spørsmaalet: Hvad Høyagten-de Kierlighed en herom oplyst Islænder vel kan bære til den, som for sin Fordeels Skyld haver bragt ham til saa store Viderværdigheder, om hvis Afhielpelse her er at handle? eller, synder han vel ved at søge Befrielse fra den Haand, som haver paa saa mange Maader arbeidet paa at han

25

25

skulde udarte? Ney! dertil er han naturligvis bunden.

23) Det kan være saa, ar en Mand, som førhen tog en Tønde Mehl paa Handelen aarlig, tager nu 6. Men disse fem Tønder Mehl opveyer dog ikke i hans Huusholdning imod hans tabte Faar; og skal Handelen have Fisk, saa maa jo Indbyggerne nyde i Forhold dertil Fødevahrer af Mehl, og naar Islænderen rigtig betaler de 5 Tønder Mehl, Hvorfor skulde de nægtes ham? Men lad os endog sætte, at det ringe Antal af Mennesker, som nu ere i Island, forlanger og behøver fleere Fødevarer, end i forrige Tider, da Folketallet var større. Mon det ikke er baade et Beviis paa, og tillige en Virkning af de stærke og haarde Baand, som en tvungen Handel haver forlængst paalagt al Vindskibelighed? Baand, som ey kunne løses uden ved Friehed i Handelen.

24) Hvad Islandophilus kalder saa meget

i Tvil, nemlig: Islændernes Bravure og Tapperhed m. v i forrige Tider, kan man med roelig Samvittighed overlade til de nordiske Historieskrivere, hvilke i næværende Tiid ere indfaldne bedre, og meere oplyste end nogen Tid før. Det er ellers vist nok, at en sulten, nøgen og u exerceret Soldat giør ikkun en slet Treneste, men disse og deslige Vanhæld ere allesammen ar regne iblant de ulykkelige Følger af Frie-handelens Tab.

26

26

25) Men Islandophilus vil vel maaskee tænke at det nu maae blive i den forfaldne Stand, det er: thi Island kan ey bære sig selv, men ligger Kongens Cassa, samt andre hans Børn og Undersaatter til Byrde og Last. Men han vilde kun agte at naar Kongen fik den Told og Consumtion, som Octroyen skienker de Handlende, eller som Kongen fravendes ved Forpagtningen, saa kunne de paa Islands Regiering anvendende Udgifter ey allene meget vel bestrides, men endog lægges noget op. I øvrigt taber ingen Undersaat ved Island paa nærværende Tid, undtagen allene Islænderne selv, saa og det almindelige HandelsCompagnies Participanter, i det de tabe alle Renterne af deres indsatte Capitaler, og gid ikke Capitalerne med! hvilket de endelig maa tilskrive Octroyen, men især den Maade, hvorpaa Octroyen bruges.

26) De Anstøds-Steene, der ligger i Veyen for Frie-Handel, tilkommer Islandophilus selv at vise os, eftersom han fraraader den for deres Skyld. Jeg kan vise ham een, som og er den eeneste, og det er Octroyen; men da den er saa lidet blevet holden, og paafører i Kongen, sandet og Participanterne saa betydelig Skade, skulde den da vel være saa vanskelig

at rokke?

27) Islandophilus har Ret i at sige, at det hielper ey her, at stikke under Stoel med ' Sandheden. Han har jo og faaet den.

27

27

28) Men een af Islændernes egne har sagt i et offentligt Skrift, at de ere et Folk uden Sæder, uden Oeconomie, uden Religion og uden Formue. Det maae kraftig bevises og ey declamatorie udskriges at Compagniet heri egentlig er Skylden dette haver jeg ikke læst eller seet, men vel i den Geistlige Gavmildhed pag. 113 Graubynternes Feil opregnede, hvilke Autor ønsker at maa være langt fra

Island, og pag 131 advarer han, at de ikke maae

indsnige sig ved Mangel af Lærdom i Landet; thi han har selv erfaret, hvor yderlig de Handlende have arbeidet imod de herværende Islandske Studentere, for at faae deres Tal, og deres Studerings

Tid indskrænket, og det dem i Octroyen tillagre

ophævet. Hvor mange Academie-Erklærin-ger og Rente-Cammer Resolutioner haver man ikke ved Haanden i denne Post? Og hvor kan det være andet? Intet er jo farligere for disse Handlende, end om Islændernes Øyne engang skulde oplades ved Lærdom og Erfarenhed; thi da vilde ikke endog 10 Octroyer kunne holde paa dem, i Steden for at de ved Lærdom, forbedrede Sæder og Oeconomie, vilde meget befordre fornuftige og kiærligere Handleres, og deres egen Fordeel. De øvrige af Islands Børn, som komme her til Kiøbenhavn (andensteds kunne de ikke, og maae heller ikke komme) til at lære en eller anden for Landet og Handelen nyttig Profession, behandles efter Proportion saa meget slettere, som de ansees ringere end Studenterne: Mange maae endog blive Soldater eller Matroser, hvilket de Handlende

28

28 ansee med Ligegyldighed, naar ikkun Islænderne kunde holdes fra at kige dem i Kortet; da de ikke agte paa, at just denne Adfærd ogsaa giør sit til at udtømme Landet for Folk, og med det samme at nedrive Handelens Grundpillere, Qvægavlingen og Fiskeriet.

29) Det er gandske rigtig at det Onde skal qvæles. Men det kan aldrig bedre qvæles, end ved sund Lærdom, og dog have de Handlende, som sagt er, sadt sig imod dens Fremgang.

30) Islandophilus spørger: Hvor skal rige Colonister tages fra? De Beviser, som man endnu har seet, at Island er en Colonie af Kiøbenhavn, ere ey meget stærkere, end om man vilde sige, at Dannemark og Sverrig vare Colonier af Asien ved Odin, eller af Hanse Stederne ved Borgmester Ambrosius. Her tales ey om at stifte nogen Colonie paa den Maade, som Europæerne have stiftet saadanne i de andre Verdens Parter; thi Landet er længe siden bebygget ved vor egen Nation. Her tales ikkun om, at Landets Handelsmænd satte dem ned i Landet selv, og flakkede ikke, som hine gamle vandrende Riddere og Søehaner saa meget om paa Havet, men meget mere dreve med Indbyggerne saadan utvungen Handel, som drives i andre Kongens Riger og Lande. Hvad der gav Anledning til Islands første Beboelse omtrent for et Tusinde Aar siden, mest ved Nordmændene, er endnu bekiendt, og det er ligesaa let at forestille sig, at nærværende.

29

29

dyre Aar her i Rigerne kunde give Anledning til, bedre end hidindtil at dyrke og benytte Grunden til de Islandske Handelsvahrer, og at Island endnu kunde trække til sig nogle brave Nordmænd paa nye; dog uden at de skulde: have Umage med, først at føre det for Island saa umistelige Tømmer, Jern og Tiære fra Norge til Kiøbenhavn, og siden efter eet til toe, ja vel nogle Aars Forløb fra Kiøbenhavn igien forbi Norge til Island.

31) Men maaskee een som vil med sin Capital sætte sig i Roulance, vil visselig see sig om et meere menneskeligt og beleiligere Sted.

Ja maaskee han vilde, og maaske ikke, thi hvor skulde han vel faae det? I det mindste agtede Phoe-nicianerne i de ældste, og Hanse-Stæderne i de nyere Tider ikke paa det Slags Uleiligheder, som kunne falde i Island, ja ikke engang paa andre uendelig større. De giorde meget meere deres Anlæg paa saadanne Steder, hvor de best fandt Wahrer til Udførsel til Handelen, og hvor de kunde behandle dem frit og udi Roelighed. Islandophilus kiender vist Trondhiem, Storfosen, Nummedalen og den sydligste Deel af Nordlandene i Norge; Island ligger paa selvsamme Bredde som de, og der falder ikke stærkere Frost, men end og mere Tøeveyr, end i Trondhiem. Det er sandt, at Island hverken haver Opera eller Comoedier; dog, Trundhiem har dem ikke heller. Derimod har den adskillige andre smaae kystigheder, som Island og kan saae, naar de som sette

30

30 sig der ned, ville blive menneskelige. Imidlertid ere dog Islænderne heller ingen Umennesker.

32) Det kunde vist nok ikke hindre, om han end skulde kiøbe og fragte Skibe, samt leye Skibsfolk med mere langt bort fra. Thi det er jo i disse Tider en almindelig Klage, at Skibene ligge stille, da de faae for liden eller slet ingen Fragt. Det almindelige Handels-Compagnie sælger endog sine Skibe, saa at Søefolk fra Danmark, Norge og Holsten maae see sig nødte til at føge fremmed Tieneste; altsaa mangler her hverken Skibe eller Folk, men allene Anstalt til at bruge dem. En Nordmand og en Sønderborger og maaskee en Kiøbenhavner med, ville ufeilbarlig tage ligesaa gladelig imod en velfortient Fragt af en Islandsk, som af en Dansk Haand. Det vilde vel ey heller falde saa vanskeligt eller overhaands kostbart, at bygge de Fartøyer i Norge, som kunde behøves til Islands indenlands Handel og FIskerie, uanseet disse med Tiden vilde blive mange. Intet af alt dette kan svække eller formindske Antallet af Islands nu værende Arbeidere, men langt mere sætte dem i et fornuftigere og fordeelagrigere Arbeide, og med Tiden erstatte Islands tabte Mandskab.

33) Det hindrer altsaa ikke, om Island i denne Tid kunde kaldes et Folkeløs Land, i Hensigt til sin Størrelse at regne. Dets Folkemængde er endnu et omtvistet Spørsmaal, og

31

31

vil ventelig bestandig blive det, da man mangler fornødne Efterretninger derom fra de gamle Tider. Saa meget allene bevidne Jordebøgerne, at en tredie Part af de fordum bebygte Jorder ligger nu øde; der ere og uden Tvivl færre Folk nu i de fleste Familier, end der vare i fordum Tid. Aar 1703 var Hoved-Mantallet i Landet 50682, Aar 1769 var det 46221, altsaa i denne Tid Aftagelsen 4461, som giør Aarlig 67 1/2, og siden Aar 1000, da Landet efter de Tiders Talemaade, var fuldkommen bebygt, i 769 Aar 51907, hvilket tillagt det nuværende foranførte Antal udgiør 98128, og træffer da saa nær ind med den gamle Tradition at de Islandske Indbyggeres Antal haver ved Aar 1000 omtrent været 100000; hvorhos man dog meener at Aftagelsen ikke har begyndt, førend ved den saa kaldte sorte Død; Men siden har den aldrig kundet blive erstattet igien under en fremmed og tvungen Handel.

34) Snart den halve og beste Deel af Landet ligger øde, som behøver mange Hænder til Opreisning. Dette er vel og fornuftig sagt; men ingen af disse Hænder kunne erholdes, saa længe Octroyen varer. Hvilken frie født og fornuftig Dansk, Norsk eller Fremmed skulde vel ville underkaste sig Islands Octroy og Landtaxt? De Folk, fom skulde arbeide paa Islands Opreisning, maae endelig understøttes med Friehed, uden hvilken de maae blive besværlige for Kongens Cassa, fortærende for sig selv og til

32

32

ingen Opbyggelse, ja endog til Skade for Landet. En beklagelig Erfarenhed viiser denne Sandhed i Høystsalig Kong Friderich den Femtes Nye Indretninger i Island, som dog ere uomgiængelig nødvendige, naar Landet ellers nogensinde skal komme sig. Og det kan desuden med en Mængde authentiqve Brevskaber, som for deres Vidtløftigheds Skyld ey kunde indrykkes paa dette Sted, tydelig lægges for Publici Øyne, at det er Octroyen, som har hindret og kuldkastet Indretningerne. Ja, den Modstand, Trykning og Ødeleggelse, som de have udstaaet, foruden alt det øvrige, som Landet er vederfaret, have endog giort Navnet af et Compagnie der til Lands ligesaa modbydeligt, som fordum de Rommerske Ørne vare det i Jerusalems Tempel.

35) Og naar det hedder videre, at ey en eneste Havn paa Island er beqvem til Vinterleye, mindre til et Skibsværk. Da er dette ligefrem usandfærdigt. Islandophilus haver ikke besigtet Island videre, end en farende Kiøbmand, der allene besigter den Havn, han farer paa, og som han har arvet efter HanseStæderne paa een eller anden Udhukk, hvor de kunde først lande og først slippe til Søes igien. Man har tvertimod ved nøyere Eftersyn og Undersøgning, som dog ey endnu er nær bragt saa vidt, som den kunde og burde, forefundet mangfoldige gode Havne endog til Vinterleye, længer inde i Landets Fiorder og Indviiger, frie for al

33

33 stærk Søegang og Iisbrud, hvor tillige kunde haves beqvemme Skibsværfer, ja af Naturen dannede Doqver, hvilke tillige understøttes af den store Forskiel imellem Flod og Ebbe, som paa mange Steder i Landet falder 8te til 12 Danske Foed. Og lad endog være, at der ey fandtes Vinter-Havne paa den sydostlige Kant, imellem Østerhorn og Reikenæs, som dog ikke endnu er tilfulde afgiort, saa kan det ikke hindre. Thi en frie Handel behøver ikke nær saa mange Vinket-Havne og Skibsværfer, som Handels-Havnene nu ere, om endog Landet kunde have saa mange, ja mange fleere, som slet ikke kan paatvivles. Der er ogsaa bekiendt, at Hollænderne have kiølhalet deres Fisker-Hukkerter paa adskillige Stæder i Island, uden at man derfor behøver at sige med Poeten: Æqvora fecere Dii, sed littora Belgæ.

36) Men Hvad skal man sige om det vældige Udraab, hvori Islandophilus ligesom samler alle sine Kræfter til at udskrige FrieHandel. Island maae allerede forud være Holland, førend de faae Frie-Handel. Jo der er nok at spørge: Var da Holland det, det nu er, eller rettere, det det var i sin største Velmagt, allerede førend det begyndte sin saa udstrakte frie Handel og Fiskeriet? Og har vel noget Folk i Verden, førend der begyndte paa frie Handel, allerede været det, som det er bleven ved den? Jeg haaber at dette forvendte Udraab

34

34 taber sig i den dybeste Taushed, naar disse Spørsmaale besvares, som de bør, og som enhver Fornuftig, ved første Øyekast, lettelig er i Stand til, uden at jeg behøver at laane ham Ord.

37) Det er sandt, at Islænderne ere ikke mere Kongens Undersaatter, end andre deres Brødre; de paastaae ikke heller at være det, men forestille allene, at de ere ligesaavel Undersaatter, og Europæiske Undersaatter, som andre deres Brødre; de anholde følgelig allene om, at dem maae vederfares lige Ret med disse, og det i ingen anden Hensigt, end at de ikke skulde enten aldeeles ødelegges, eller dog blive i Tiden Kongen og deres Medbrødre til Besværing, men tvertimod sættes i Stand til, at kunde befordre den fælles Nytte, hvortil Naturen har dannet det Land, som de beboe.

38) Men Islandophilus vil vel sige at det vil blive forgiæves, at anvende noget paa Islands Opkomst, da det staaer hver Mand for Øyne, hvorledes alt for store Summer ere allerede gaaet i Løbet til deres Fabriqver. For alle de Summer skal være aflagt Rigtighed paa det Sted, hvor sligt henhører, og tillige afbevist Aarsagen, (som og er nævnet tilforn §. 34.) hvorfor disse Summer ey have baaret større Frugt til Landets Beste. Men

35

35 alt hvad heraf flyder, vil allene blive dette, at enhver Retsindig bør fraraade at udbetale flere Summer til Islands Forbedring, saa længe Octroyen en varer, efterdi disse ville faae det selvsamme Udfald, som hine. At conservere det endnu overblevne af Indretningerne, er alt hvad imidlertid kan tænkes paa, i Fald og det kan udrettes.

Herved har man da anvist og fremført de Beviser, som Islandophilus haver forlanget. Jeg vil kun tilføye noget om de Aarsager, som han (see tilforn § 6. og 26.) formeener at have været de fornemste til den Islandske Oetroys Stiftelse og Vedligeholdelse, efter de fremfarne Tiders Tænkemaade; nemlig:

39) At Island kan ey i Krigstider beskiermes, og derfore maae det ey samle nogen Capital, som en Fiende kan faae Lyst til. Paa den Maade skulde jo intet Land, som er blottet for fiendtlig Overfald, og vanskeligt at forsvare, tillades at samle sig nogen Capital. Men det har ingen Fare; thi først er Island ikke nær saa vanskeligt at forsvare, som mangen en synes ar troe; dernæst, naar Landet først haver faaet en Capital, da kan den tillige med den aarlige Told og Consumtion, meget vel og bedre erstatte de Omkostninger, som Kongen kunde have fornødent at anvende paa dets Beskiærmelse, end nuværende 7000de Rixdalers Forpagt-

36

36

nings-Afgift, som Octroyen accorderer, og som desuden gaaer bort igien til Grønlands Besegling.

40) Men hvad skulde de paa Island farende Kiøbmænd og Arbeidsfolk, som ey vide andet end dette Nærings-Middel tage dem fore? De kunde nedsætte dem i Island, hvor de kunde ey allene langt bedre underholdes af den Fortieneste, som Kiøbenhavns kostbare Levemaade aarlig fortærer, men og tillige befries fra Søe-Reisernes Farlighed med deraf flydende Bekymringer.

41) Kiøbenhavn kan dog ey undvære de Islandske Vahrer. Ingen siger heller, at den skal, eller at den engang kan miste dem ved frie Handel, thi ligesom alle vide, at Kiøbenhavn betaler de Islandske Vahrer bedre, end alle andre, saa maa den og frem for alle faae dem, med mindre de Handlende i Island skulde selv frievillig ville handle sig til Skade, hvilket aldrig kan formodes.

42) Dog! Laugene i Kiøbenhavn vilde ved Islands frie Handel lide en ubodelig Skade,

37

37 og deres Fortieneste bortfalde. Dette er uden Tvivl, der vigtigste Beviis for den Islandske Octroyes Adkomst og Vedligeholdelse. Men om der end havde nogen Grund, bør da vel Island ødelegges for Laugenes Skyld, og hvad have de vel deraf, naar, det er ødelagt? Men vi ville sætte dette til Side og spørge lidet nærmere: Hvilke Lauge ere det vel, som kunde lide herved? Aldrig bleve det Groshandlerne; thi de vilde langt bedre finde deres Regning ved de Islandske Handels-Commissioner, end ved deres Actier i Compagniet, eller ved de nu brugelige Licitationer, som saa meget have fordærvet og forstyrret den Islandske Handel. Kiøbenhavn vil jo altid forblive en Middelpunkt for den Islandske Handel, allene med den Forskiel, at den ikke indsluttes i et eeneste Pakhuus, men fordeeles til fleere, og mon Fordeelen derved vil derfor blive mindre? Det, som Bryggerlauget afgaaer, er af saa liden Følge, allerhelst siden Caffe og The Har taget Overhaand, at det ey kan komme i nogen Betragtning. Bagernes Adkomst til at bage det Islandske Brød, Møllernes til at male Meelet, og Bødkernes til at sammenhæfte de dertil behøvende Tønder, vil ved retskaffen Eftertanke og politisk Beregning, findes saa ugrun

38

38

det og unødvendig, at den i vore oplyste Tider, ey kan længer fortiene at nyde Lauvhævds Rettighed; og naar Brændevinens Indførsel til Island kunde indskrænkes, som høylig var at ønske, da bør Brændeviinsbrænderne tilskrive Forbudet, og ikke Island slig Afgang i deres Næring, om end og denne kunde, som den aldrig kan komme i nogen Betragtning imod en saa betydelig Provintses Velfærd, som Island.

Den anden Afdeeling bør følge.

39

        

40

        

1

Tanker til Høiere Eftertanke

over

Tobakshandelen

i Dannemark.

Sandfærdig fremsat af den

Som frygter Gud, ærer Kongen og elsker Fædrenelandet.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt hos Brødrene Berling i Pilestrædet og findes Sammesteds tilkiøbs.

2

        

3

Hvilket er det tienligste Anlæg eller Fabriqve?

Resp. Er det ikke det Anlæg eller Fabriqve?

1. Som uden Alles Fornærmelse giver sin Eiere den største Fordeel.

2. Som med mindste Hazard og Bekostning kan anlægges.

3. Som i letteste Egne almindeligst kan drives næsten af menige Mand.

4. Som kan holde Pengene i Landet.

4

4

5. Som kan forskaffe Næringsveie, og altsaa være de rette Grunde og Aarsager til Folke-Formeerelsen.

At dette er Sandhed, tviler vel ingen paa, og at Tobaks-Plantagier i Landet kunde netto være det Slags, det haver Erfarenhed noksom klarlig beviist i de Egne hvor samme Vahre komme lidet udi Flor, dog lad os paa det nøieste og upartisk undersøge Sagen.

1) Hvad kand være fordeelagtigere end at et Stykke Land, hvorudi kan saaes 1 Tønde Sæd og jeg vil sætte i gode Aaringer igien avles 8 Tdr., altsaa haves de 7 Tdr. for Omkostninger og til Gevinst, jeg vil sætte, at disse 7 Tdr. Sæd NB. i frugtbare Aaringer kunde udbringes til 12 Rdlr., thi naar Sæden er dyrere, skeer det ved Misvext, da der neppe haves 3 a 4 Fold, og altsaa høiere For-

5

5

deel aldrig kan almindelig beregnes, men som oftest de fleste Tider langt mindre Fordeel naaes; samme Stykke Land plantet med Tobak kunde de Fattigste plandtende (i a de frit maatte leve af deres Arbeide) udbringe til 60 Rdlr. i det ringeste, da de solgte deres Tobak deels spunden og deels i Blade, ja mange plantende bragte det langt videre, de spandt selv deres Tobak, og solgte den saa for 8 Sk., hvorved de udbragte 100 Rdlr. af den paa 1 Tønde Land avlede Tobak; nu nægtes ikke, at jo større Bekostninger udfordres end til almindelig Agerdyrkning, men samme kan dog bestrides med 16 Rdlr. paa en Tønde Land, altsaa have de første endda friet i Behold 44 Rdlr. og de sidste 84 Rdlr., thi de tørre Blades Anfugtning og deraf flydende Overvægt, samt de tilkiøbte Virgini Stilkes lette Indkiøb 9 Mk. 100 Pd. som blev tillige indspunden, kunde fuld-

6

6

kommen erstatte Umagen med Spindingen.

Ja Erfarenhed har tydelig viist, at vores udi Landet avlede Tobak kan saaledes ved Ælde forbedres, at den i Bonite kan blive ligesaa god, som Hollandsk Gods, saa at af samme kan spindes Tobak ligesaa god, som det saakaldte Engelske Tobak derpaa Magazinet koster 16 2/3 Sk. Pundet; Tænk engang! Hvad blev det ikke for en besynderlig stor Fordeel; mens ikke nok. Enhver Landmand veed, at ald Jord, i hvor megen Giøding den end kan faae, saa behøver den dog Hviile imellem, om den skal holdes beqvem til at bære Sæd; thi ellers jager den allehaande Græs og Ukrudt af sig iblandt Sæden, hvorved den tager Skade; skal derfor Jorden vedligeholdes ret beqvem til Sæd, behøves ofte Giødning og Hviile.

7

7

At landet nu formedelst Qvæg-Sygen er berøvet sin beste Giødning, at Jorden, naar den hviler, giver kuns liden Fordeel, ere Sandheder, enhver Landmand veed. Hvor anseelig stor er ikke den Fordeel, naar begge Deele kan lang Tid undværes, og Jordens Bonite og Beqvemhed til Sæd i meget høiere Grad forædles, dette skeer ved Tobaks-Plantning, den kan bære overflødig Tobak udi 9 Aar og derefter, da den ved Tobaks-Plantning er bleven saa skiør og renset, overgaaer samme den allerbeste giødede og hvilte Jord, saa den kan give 20vefold Sæd, ja i mange Aar uden Giødning og Hvile derefter give en overflødig Velsignelse af sig. Den Planteur nu, som saaledes kan skifte med sine Jorder, og eyer en Snees Tønder Land, hvor fordeelagtig driver han ikke frem for alle andre sine Jorder, og hvad Anlæg i saa lidet giver vel sfaa stoer en

8

Fordeel, som denne. At nu tillige disse Plantagier vare uden alles Fornærmelse, er let seet; thi Tiende-Tageren fik fin Rettighed betalt med Penge; og andre kunde jo ikke tabe herved. Vil man nu indvende, at de Jorder, som brugtes til Tobak, fattedes til Korn-Sæden, altsaa deraf desmindre, gav des høiere Priser til Skade for det almindelige. Hertil svares, som af Erfarenhed forhen er mældet: at Jorden ved Tobaks Plantninger bliver saa beqvemme og frugtbar til Korn-Sæd, at den derved langt mere foraarsager Overflødighed end Mangel; Ja det, som mere er, gode Jorder, som i 3 Aar havde baaret Sæd, og i følgende 3de Aar, efter befundne beste Landhuusholdnings-Maade skulle hvile, kan i disse 3de Hvile-Aar i Stæden bruges til Tobaks-Plantning, og derefter uden Giødning i følgende 3de Aar bære langt overflødigere Sæd, end

9

9

om den i foregaaende 3de Aar havde hvilet og tillige var giødet, naar den igien blev optaget til Sæd, og at jeg kortelig et lidet skal tale om Fordeelen i det almindelige af den Tids Handel, da bliver jo samme soeleklart, naar Bonden og den Fattige Almue kunde kiøbe sig ligesaa god, ja bedre Tobak for 5 a 6 til 8 Skilling Pundet, som nu han maa give 11 a 16 Sk. Pundet, og endda ofte maae nøies med mugen Tobak, i hvor dyrt han endog betaler, og at saadant skeer, kan baade med Prøve in natura og med utallige Vidner bevises.

2) At Tobaks-Plantagier uden Hazard og store Bekostninger kan anlegges, er snart viist. Vel er det sandt, at Misvæxt saavel kan indtreffe for Tobaks, som anden Sæds Avling, men det er en ligesaa bekiendt Sandhed, at Misvæxten paa

10

10 Tobak bliver aldrig for en fornuftig Eiere saa stor, at de jo har deres Arbeide og Omkostninger betalt, da Sæde-Manden ofte maae klage ved indfaldende Misvæxt at han paa mangt et Stykke Jord ei har faget fin Udsæd igien, hvilket udi Aar er skeet med Rugen mange Stæder ja betydelig Misvæxt paa Sæden indtreffer oftere end paa Tobakken, hvorfore og en Planteur, naar han i Behold ikke haver større Gevinst paa en Tønde Tobaks-Land, end paa en Tønde Korn-Land i frugtbare Aaringer, anseer det for en stor Misvæxt. Lad os dernæst overveie Bekostningerne, da er samme meget ringe undtagen de forhen anførte 16 Rdlr., som kan medgaae til en Tønde Land, da alt øvrigt bestaaer i en Misbænk og den dertil udfordrende HefteGiødning, som naar den derudi et Aar er udbrændt, med større Fordeel til Giødning et andet Stæd end den friske kan

11

11

bruges, dernæst nogle smaae Jern-Hakker af ringe Værdie, til at hyppe Tobakken med, og til saadan Brug i mange Aar kan bruges; thi de behøvende Hampe-Traade til Trækningen kan af de anførte 16 Rdlr. bestrides. Nu kunde vel nogen indvende, at til Tobaks-Plantagier behøvedes meget Huus-Rum, hvis Anskaffelse og Vedligeholdelse kostede meget, hertil svares: Enhver, som har Avling, behøver ligesaa, og naar en Planteur passer paa, tidlig at sætte sin Tobak, kan han igien tidlig begynde at indhøste den; den Tobak han da 4re Uger for Michaeli indhøster, kan han i Hast paa den Aarets Tiid efterhaanden faae tørret udi Luften, desuden kan han paa sit Loft, som han til adskilligt andet behøvende bruger, have Stilladser til det øverste under Taget at hænge Tobak udi; men disse Stilladser er jo og en Bekostning? Sandt nok, men ikke af saa

12

12 stor Betydenhed; thi først er det nogle ordinaire Lægter, dertil behøves, og for det andet er det ikkun en Bekostning eengang at giøre for hele Eftertiden at bruge.

3) At Tobaks-Plantagier i lætteste Egne og almindeligst af meenige Mand kan drives, har Erfarenhed for længst bevidnet, da samme alt i endeel Aar i langt fra Kiøbenhavn fraliggende Egne i Landet er bleven drevet, og været der Kiøbstædens beste Næring, ja været drevet der saa almindelig, at de fleste Fattige Borgere levede af Tobaks-Plantning; thi skiøndt de end ikke selv eiede Jorder, kunde de let faae Jord at plante udi til en billig leie, saasom enhver, der havde Jorder, ønskede hellere end gierne sin Jord, som forhen meldt, ved Tobaks-Plantning saa høilig forbedret til Sæd. Ja det er bekiendt, at Bønderne mange Stæder udi Egnen

13

13

ved slige Kiøbstæder plantede alt Tobak i sine Jorder, og havde eendeel af dem bragt det saa vidt, at de ei alleneste havde nok til eget Brug, men solgte og til sine Naboer for en billig Priis, fandt og saaledes deres Regning derved, at uagtet det 1760 strengelig blev dem forbuden, vovede dog nogle at plante, indtil deres Tobak blev dem frataget og de tillige maatte betale Mulct derfor.

4) At Tobaks-Plantagier kan være et Middel til i den Handel at holde store Capitalier i Landet, falder enhver let i Øien; thi jo flere Tobakker i Landet blev avlet, jo mindre behøves jo de fremmede Tobakkers Indførsel, og da (som forhen er sagt) vores Tobakker ved Ælde saaledes kan i sin Bonite forbedres, at de omsider kan blive ligesaa gode, som Hollandsk Gods, hvilket mange ved forhen giorte Forsøg er bleven

14

14 overbeviist om, faa skiønnes jo deraf klarlig, at derved kunde anseelige Capitaler blive i Landet, som nu udi denne Landets store og betydelige Handels-Green udgaaer, da Tobaks-Handelen i Landet virkelig er langt større, end de fleste maaskee tænker.

5) Endelig paaligger endnu at Viise den ædleste og uskatterlige store Nytte, at Tobaks Plantagiers Floer i Landet forskaffe Nærings-Veie og bliver altsaa een af de rette Grunde og Aarsager til Folkeformerelsen. Dette at være Sandhed kan de Egne best bevidne, hvorudi TobaksPlantning var kommen i nogen almindelig Brug, thi naar en Pige eller Karl udi nogle Aar havde tient en Planteur, strax giftede saadanne unge Mennesker sig, fik sig nogle Stykker Jord i førstningen til Leie, at plante Tobak udi, og havde

15

15

faa strax deres Leve-Brød, hvorved de ernærede sig, indtil de efterhaanden selv kiøbte sig Jorder; ikke nok! De forhen anførte 16 Rdlrs. Omkostninger, som Planteuren havde paa hver Tønde Land, disse bleve næsten alle fortiente af gamle udlevede Folk, vandføre og især umyndige Børn, til andet Arbeide endnu ikke vorne, som alle i Tobaks Plantagier kunde arbeide og fortiene Brødet med at plante, luge, hyppe, brække og trække Tobakken. Tænk nu! allene en Planteur, som plantede 10 Tdr. Land, han havde strax 150 Rdlr. og derover aarlig at Uddeele til saadanne, som ikke kunde fortiene Føden paa nogen anden Maade, da de ikke havde Kræfter til noget strengere Arbeide, og ved saadanne Opmuntringer om Nærings Udkomme giftede mange sig, da de Umyndige strax kunde begynde at fortiene Brødet med Forældre-

16

16

ne, som ellers ikke havde Formue at op føde dem.

Af dette samtlig anførte er det jo aabenbar, at Tobaks-Plantagier skaffer Nærings-Veie ei allene for de Plantende selv, men endog for saa mange andre, som nødvendig i Plantagierne skal bruges og ellers maatte crepere eller bettle, da de (som sagt) ved andet Arbeide intet kunde udrette; det gielder altsaa ikkuns paa at opfinde lovlige Nærings-Veie i Landet, saa er man altid vist nok paa Folke-Formeerelsen.

Hvor nødvendige og for Landet høist nyttige Tobaks-Plantagier har været anseet i forrige Tider, sees af de herlige privilegier de første fremmede reformerte Planteurer bleve benaadede med, ja endog da Erfarenhed i mange Aar tydeligen havde viist Tobaks-Plantagiernes store Nytte

17

17

for Landet blev ved Forordningen af 14. Aug. 1741 befaler at fierde Parten af alle Kiøbsted-Jorder skulle bruges (naar de tienlige befandres) till Tobaks-Plantagier. Ja et Forbud imod Tobaks-Plantagier i Kiøbstæderne, ligesom skeete imod Bonden paa Landet, ikke indtil denne Tid efter visses Bestræbelse har været giørlig at udvirke, synes endog at give Beviis paa at Tobaks-Plantagier i Landet ansees sit højeste Stæd for Landets Nytte. Men lad nu være, det er sandt, samme er ikke forbuden i Kiøbstæderne, saa er det og sandt, at Omgangen og Behandlingen med de Plantende i Kiøbstæderne er dog Tid efter Tid bleven af den utaalelige og fornærmende Beskaffenhed, at de ligesom allerede begyndt fremdeles maae vedblive at undergaae; thi lad os alleneste retsindig undersøge Omgangen med de Plantende udi sidste 10 Aar fra Tobaks-Han-

18

18

delens Oprettelse. Udi Forordningen af 31 December 1760 dens 6te Articul befales efter Markets Priis, eller efter 2de Mænds Taxation paa hver Side skal General-Directeuren kiøbe de Plantendes Tobak, eller og skulle de Plantende uden Riget debitere deres Blade. Denne Friehed, at debitere Tobakken Udenrigs, kan vel sit Højeste Stæd være smykket, og forebragt at sige meget, men sagde i sig selv slet intet; thi da alle Tider fremmed Indførsel, men aldrig Udførsel af Landets Tobakker var skeet i Landet, saa blev det for de Plantende (der udi alt udenrigs Handel vare ukyndige) et stort Mysterium at tænke paa slig Handel; altsaa Tobakken maatte og skulle sælges til General-Directeuren; Markeds-Prisen blev da den Priis, som General-Directeuren ville give, og dermed maatte de lade sig nøie; de Plantende blev da lovet 4 Sk.

19

19

Pundet for deres Tobak, undtagen hvad smaat Affald var, som ey kunde knippes, derfor skulle de have 2 Sk. Pundet, dernæst blev dem lovet, at Oplags-Commissairen i Byen maatte giøre dem Forstrækning om Sommeren paa deres Tobakker til deres Plantagiers Fortsættelse, og saasnart deres Tobak var indhøstet og forsvarlig tørret, skulle den strax af Oplags-Haveren der i Byen imodtag esførst i Betaling for bekomne Forskud og dernæst alt øvrigt med Penge, efter forestaaende Accord, strax at betales dem; skiøndt nu de Plantende herved tabte, saa anseeligt, som af forhen anførte let sees, saa blev det ikke derved, thi strax da deres Tobakker bleve leverede, gik først bort 4 Procent, og da fik de ikkun 4 Rdlr. for 100 Pd., dernæst blev ikkun de fornemmeste Planteurer betalt de 4re Rdlr., alle de øvrige bleve ikkuns givet 3 1/2

20

20

Rdlr. for 100 Pund; Ja en stor Deel af deres Tobakker blev end videre reduceret, som skulle være Sandgods, og samme fik de da ikkun betalt ligesom smaa Gods med 2 Rdlr. 100 Pd., dette varede da i den Egn, hvor jeg haver haft Bekiendtskab udi, 2 a 3 Aar, saa var alle Løfter og Accordter ude, siden Vedkommende nu vare faste i Sadelen og Bygningen var paa behørige Stæder med forgyldte Piller afziiret, Oplagshaveren, skiondt han caverede, maatte Dog ikke giøre dem 1/2 Sk. Forskud, paa det de Plantende skulle om Sommeren fattes Penge og altsaa Plantagierne nødvendig mere og mere nedlegges, da de nu ikke, som i forrige Tider, kunde faae Forskud af de Handlende, som da igien kunde tage Tobakker i Betaling. Ja, det var endnu ikke nok! Oplagshaveren maatte ei heller imodtage deres Tobakker, naar de vare tørre og tienlige at

21

21

aflevere, altsaa maatte de Plantende selv beholde deres Tobakker liggende indtil næste Aar undertiden langt ud paa Sommeren, altsaa fik de ei heller Betaling før, imidlertid sadte dei Gield for hafte Omkostninger paa deres Plantagier om Sommeren, og intet havde til Livs Ophold og Udgifter om Vinteren. Enhver, som i Tide forudsaae deres Ruin, frygtede sig for at give dem Credit, imidlertid laae Tobakkerne, som deres Velfærd, daglig og svandt, ja Mangesteds, i Mangel af beqvem Huus-Rum, maatte flyttes fra et Sted til et andet, da den nu i saa lang Tid laae og tørredes, blev den nødvendig skiør, saa hvad ikke ved Indsvindingen blev tabt i Vægten, saa faldt den i Stykker, og hvad ei reent deraf blev spildt, blev da til smaa Gods, til 2 Rdlr. 100 Pund, da saa i øvrigt, naar den endelige Leverance kom, blev ald deres To

22

22 bak paa det skarpeste vraget, og de Plantende maatte nøies med hvad de ligesom af Naade vilde give dem for deres Tobak.

Alt dette ere aabenbare bekiendte Sandheder, og af saadan Behandling flyder jo nødvendig Tobaks-Plantagiernes Undergang til fast ubodelig Skade for Landet; thi foruden saa mange Familiers Ødeleggelse, som levede af at plante og spinde Tobak, og alle de Menneskers til andet Arbeide unyttige, som levede af dem igien ved at arbeide i Plantagierne, saa taber jo derforuden noget utroeligt meenige Mand derved til saa høie Priser at kiøbe Tobakker af slet Bonite. Nu maatte maaskee nogen indvende: At ligesaa mange Tønder Guld, som Landet tabte, ligesaa mange Tønder Guld vandt igien Kongens Casse, og altsaa kunde an-

23

23

sees, som en nødvendig Skat paa Landet, hertil fuldkommen at svare behøves langt større Oplysning og Dristighed end jeg besidder, og ligesom alt hvad jeg forhen har skrevet er lutter aabenbare Sandheder, skrevet af Erfarenhed og Overbeviisninger, saa maae jeg hertil at svare ligesom trave for eendeel i Mørket, med mindre det kunde ansees for Svar nok, til Høiere Eftertanke: At Tobaks-Handelen nu i Dannemark er at ansee, som et Monopolium, og hvor skadelige det Slags Handlinger ere i alle Lande, det er vitterligt for alle og forlængst bekiendt. Men kan nu og Tobaks-Handelen i Dannemark ansees for det Slags, siden alle Kiøbmænd i Landet kan faae Friehed at handle med Tobak? Hertil svares Ja! thi de samtlig dermed i Landet Handlende ere jo kun Høkere eller Haandlangere, der alle maae for Monopolisten sælge

24

24

Tobak. Men vil nu nogen spørge hvem er da Monopolisten? Saa maa jeg hertil svare: Der veed jeg ikke; det synes vel at kunde være den, som haver meest Fordeel af Handelen; Og for nu ei strax igien at komme i Knibe, og atter erklære mig som Ignorant, vil jeg spørge først: Hvem er det, som haver største Fordeel af Handelen? Vil nogen sige, det er Kongens Casse, da svarer jeg, det troer jeg aldrig, og i det mindste blev det aldrig bestandig for dens Skyld, og det af følgende Aarsager:

i) Veed enhver Undersaat, at vi (Gud være Tak) ere velsignet med en naadig og retfærdig Konge, hvis Hukommelse vil blive velsignet til Tidernes Ende i alle Danske Undersaatters Hjerter, da Hans Majestæt, som i alt, saa og i Den betydelige Deel til Landets sande Lyk-

25

25

salighed, ligner den store Kongernes Konge, at hos Ham gielder ingen Persons Anseelse. Siig mig da! Hvorfore skulle fornemmelig den fattigste Almue herved især undertrykkes, thi den fornemmelig og meest trykkes af dette Onde. Ja det, som strax kan falde i Øine, viser jo tydelig Contrarium, da Agerdyrkningen just er et Formaal for vor store Salomons Bestræbelser, og siig mig nogen Agerdyrknings-Maade saa fordeelagtig og nyttig for Landet, som Tobaks-Plantagier?

2) Siig mig, er det Fordeel, helst for en souverain Konge, at vinde 1000. Rdlr. til sin Casse, naar Hans Undersaatter ved Følgerne deraf skal tabe en Tønde Guld, da Han, naar Førnødenhed udkræver, og Hans Undersaatter ere i Velstand, jo altid har det tryggeste og meest florerende Skatkammer, thi saa

26

26 ved en vel proportioneret Skat kan alle Stænder lettest og retfærdigt bære Byrden med hinanden.

3) At Kongens Casse nu ved Tobaks-Handelen skulle vinde, hvad Landet tabte, er jo umuelig og let kan indsees. Betænk! hvad har vel de store Bygninger kostet at bygge og vedligeholde tilligemed dertil henhørende Inventarier? Hvad koster vel de mangfoldig holdende Betientere tilligemed Commissionairer og de, som aarlig reiser Landene om, for at inqvirere? Lad nu være, en og anden Betient koster ikkun lidet at holde om Anret, saa gives andre, der koster anseeligt mere, og det samtlige Tal er stort. Sæt, det er mueligt, ald den saa vidtløftige og af mange Tønder Guld bestaaende Handel kunde drives ved een Betient, og den samme saa levede efter alles Vidnesbyrd

27

27

saa fyrstelig, at han ei selv vidste andet, end han var Tobakkernes Fyrste, strax tabte jo Landet meget, som Kongens Casse ikke vandt Ja hvad om saadan Betient for sin Sikkerhed maatte meget depensere.

Sat sapienti veritas parit odium. Men at jeg

skal lidet mere med Vished tale, saa vidt jeg kan, om hvad der bliver virkelig tabt for Landet, og ei kommer Kongens Casse til Fordeel, saa er jo det bekiendt at mange i Hoved-Magazinet bedærvede Tobakker bleve offentlig brændte, og siig mig! mon Vedkommende selv veed, hvormange der findes endnu saa vel i Magazinet, som alle Oplagene, der ere mugne og bedærvede? Her vinder jo ey Kongens Casse. Men denne Skade bliver maaskee henregnet til Landets egne slette avlede Tobaker, men hertil kan jeg, af Erfarenhed overbeviist, dristig svare: Ney! Thi lad være, jeg troer gierne, der kan være mange af Landets

28

28

egne avlede Tobakker iblant, saa siig, naar de udi skyllende Regn baade kiører, lader og losser Tobakker, hvad Under da om ved maadelig Tilsyn og Omgang derefter Tobakken bedærves, at dette er passeret, kunde med Tings-Vidner bevises. End viidere hvormange Capitaler har ikke Fragter og Tobakkernes Transportering koster frem og tilbage til Stæderne undertiden heel dyre? Hvad Summa koster vel ikke alle Oplags Pak-Huuse, Emballering, Foustagier, Arbeids-Penge, Vogn-Leye & c. & c.? Ved alt dette profiterer jo ikke Kongens Casse. Ja siig mig! hvad taber Kongens Casse udi sine Told-Intrader af Tobakker om Aaret, som forhen har været betalt? Ja hvad Interesse for Hazard af saa anseelig store Capitaler i Handelen burde vel Kongens Casse have om Aaret? Om ellers det gandske kommer for Lyset?

29

29

Af det nu, som allerede er sagt, og meget mere, som kunde siges, frygter jeg for, ved Patriotisk Revision, Balancen ei nær (som forhen sagt) bliver, at Kongens Casse vinder 1000. Rdlr., naar Hans Undersaatter ved alle Følgerne deraf taber en Tønde Guld; Overalt er det klart nok beviist, at Kongens Casse aldrig kan vinde uden en gandske liden ubetydelig Deel af det utroelige Store, Landet taber. Det er derfor alle de faae Retsindiges Ønske i Landet, at den for Landet saa ødeleggende Handel maatte ophøre, Planteurer igien ei allene givet sin forrige frie Handel, men endog Præmier udsatte for dem, som avlede de fleste og beste Tobakker i Landet, og paa de endnu fornødne fremmede Tobaks-Blades Indførsel ikkun maadelig Told paalagt, men paa alle spundne, karvede og fabriqverede Tobakker dobbelt saa høi Told,

30

30

for tillige ved denne store og saa betydelige Handel, ligesom ved mange andre vores langt mindre betydelige anlagte Fabriqver, selv at fortiene Arbeids-Lønnen, og spare de Penge udi Landet, allerhelst hertil behøves ingen fremmede Konstnere, som skal ved Privilegier og Forskudder bedrage Kongen og Landet, formedelst deres ødsele og stolte Levemaade, ei heller behøves store Pallais til Fabriqver, ligesaa lidet at anlegges paa kostbareste Stæder i Landet; Nei! Fabriqveurerne er Landets Børn, undertiden en fattig Enke, som derved kan opføde sine Børn, Fabriqven enhvers Huus og Hytte, hvor de boe og finder lettest for sig at leve, og just saadanne Anlæg bliver de rette nyttige for Landet, allerhelst naar Landet selv tillige kan producere de raae Materier til Fabriqven.

31

31

Gak nu, mine Tanker, til Høiere Eftertanke frem for Lyset; Enhver sand Patriot ønsker Eder ikkun den Lykke, at kunde igiennem alle Snarer finde frie Adgang til Thronen. Ja glædes Fædrenelandet! Ved Eders Bønhørelse skal flere om Justicien, Handelen og Kiøbstædernes Ødeleggelse udflyde efter Haanden fra samme velmeente Sandheds Kilde.

Si Deus & Rex pro nobis, qvis contra nos.

32

        

1

Erindinger

og bedre

Underretning

for dem,

som have læst det nylig udkomne

Skrift

om

Tobaks-Handelen;

Skreven i Eenfoldighed,

af en, som ønsker, at baade

Kongens

og

Landets Fordeel

maatte fremmes.

Kiøbenhavn, trykt hos L. N. Svare, boende i Skindergaden, og er sammesteds til Kiøbs.

2

        

3

Tiderne ere vanskelige, og i sær nu i disse Vinter-Tider, enhver klager i Almindelighed, da Kulden tvinger alle, og somme have saa stærk Hede, at de deraf bekommer Kuller; hvoraf den Sygdom er kommen, veed jeg ikke; thi at Vinteren er kold og besværlig, det er naturligt; men hvorfra Heden, som er mod Naruren, er fremstegen, kan jeg ikke begribe, undtagen det kan være den forskrækkelige Skrivesyge, som er slaget sig til en Feber i Kroppen, og derved foraarsaget en stor Forstoppelse, hvoraf er generet en Hob Vestindiske og Siellandske Orme, hvilke Orme søger en særdeles Udflugt, og vil ud igiennem Hovedet; og da de skal denne trange Vey igiennem, blive de til saadanne Misfostere og Snoger, at man ikke i mange Seculi har seet Mage til slige Dyr, saa man kan sige: som Fædrene ere, saa ere Affødingen, eller efter det gamle Ordsprog: Art von Art. Et Beviis

4

4

herpaa af Sygdommens Virkning, har en af Patienterne indfundet sig i disse Sneefogs-Tider; da Heden kom i ham, gav han sig til at trave igiennem Snee, Vand og stormende Vinde fra et af Landets Kiøbsteder, og da Folk i Byen spurgte ham, hvor han vilde hen, gav han dem til Svar: Han vilde nu see at giøre al Verdens Tobaks-Planteurer lykkelige eller ulykkelige. Det sidste Ord skal man mærke, for det andet vilde han flytte Vestindien til Kiøbenhavn, og Holland til Slagelse, for der tredie ville han recognocere Kongens Indtrader i Tobaks-Handelen, for det fierde vilde han afskaffe alle Betientere derved, saasom han meente, alting expederte sig selv, dog tillader han en eneste, og da de sagde til ham: Min kiære Travere, I er fra Forstanden, og I maa være beladt med den nye Syge, see til I kan faae noget ind, der kan døde de Orme, som vil samles og fødes af Jer, svarede han: Jeg stader intet; thi jeg frygter for Gud, og jeg er nødt til at ære Kongen, faa og elsker jeg Fædernelandet og alle de der boe i, som eye Midler, hvortil jeg daglig tager min Tilflugt; det sidste var ikke saa galt betænkt. Nu opregner han sin Reyse-Tour, som skal være til Planteurernes Beste og Landets store Vel, som begyndes saaledes: Først, uden ringeste Fornærmelse giver sine Eyere den største Fordeel. Dette strækker sig til Krebshuset, hvor

5

5

han beder; for det andet, som med mindste Bekostning og Haszard kan anlegges, saa lager han sig en Sobken i Ringsted; for det tredie i almindelige Egne, som næsten kan drives af menige Mand, nu spiser han i Roeskilde; for det fierde som kan holde Pengene i Landet, nu er han i Roeskilde Kroe; for det femte, som kan forskaffe Næringsveye og altsaa være de rette Grund-Aarsager til Folke-Formerelsen i Valbye. Nu forandrer han sin Mund til et Posthorn, kommer kiørende og blæsende langs ad Vester Broe, dertil en liven VocalMusik, hvor Kudsken blæser i Hornet, og han synger selv, i hvilken Vise er sat disse Ord, saa lydende: At dette er Sandhed, tvivler vel ingen paa, og at Tobaks-Plantagier i Landet kunde netto være der Slags, det haver Erfarenhed noksom klarlig beviist i de Egne, hvor samme vare komne lidet udi Flor. Dog lad os paa det nøyeste og upartiskeste undersøge Sagen, nu er han inden Vester Port, og staaer af Vognen, strax begynder han paa sin Proposition til Planteurernes Lykke, hvor han siger paa Side 5: paa et Tønde Land, plantet med Tobak, kunde de fattige Plantende, da de frit maatte leve af deres Arbeyde, udbringe tredsindstyve Rixdaler i det ringeste, da de solgte deres Tobakker deels spunden og deels i Blade, ja mange Plantende bragte det Land videre, de spandt selv deres Tobak og solgte den

6

6

for otte Skilling, hvorved de udbragte 100 Rigsdaler af de paa et Tønde Land avlede Tobakker; nu nægtes ikke, at jo hertil udfodres større Bekostninger, end til almindelig Agerdyrkning, men samme kan dog bestrides med 16 Rigsdaler paa et Tønde Land, altsaa have de første frit udi Behold 44 Rdlr. og de sidste 84 Rdlr.; thi de tørre Blades Anfugtning og deraf flydende Overvægt, samt de indkiøbte Virgini-Stilke lette Indkiøbet, 9 Mk. pr. 100 Pd. kunde fuldkommen erstatte Umagen med Spinding; saa vidt min gode Traveres egne Ord. Men hvorledes han kommer til denne Regning, kan jeg aldeles ikke blive klog paa, uden for saa vidt, at jeg troer han fantaserer, 60 Rdlrs. Indtrader paa et Tønde Land i det ringeste da de plantede frit; her vil jeg spørge: Naar plantede de frit, var det for ti Aar siden eller har det været efter Tiden, i mine Tanker har det ikke været i de første 16 a 20 Aar, Planteurerne have plantet frit, derimod er det bekiendt, en Planteur i Administrations-Tiden haver havt mere Frihed med sin Plantering, dersom han ikke forhen var bleven udsued af Landets Kiøbmænd, og maaskee min gode Travere er en af dem selv. I erindrer Jer vel meget got, siden I er Sagen saa vel bekiendt, hvorledes det er tilgaaet med Kiøbmændene og Planteurerne i Landet forhen, da de plantede for halvt, men, desvær-

7

7 re! I snød Planteuren for alt, hvorledes gik der til, tilbød I ikke Plauteuren at plante til halvt, hvad gav I ham at plante i? En ski-den og overbegroed Ager, som I vilde have renset, paa det I et andet Aar kunde saae mere Korn af samme Ager, hvorved I paa en intrikat Maade søgte Eders egen Fordeel, men hvad faaer Planteuren, uden at see ham indbragt i et Slaverie og Armod, hvorledes gik det til, maatte ikke Planteuren anlegge Misbenke for at giøre en Begyndelse til Plantager, at han kunde see og faae lidet til Ophold for sig, sin Kone og fattige Børn, at de ikke reent skul-de krepere, han kom saa vidt, han fik sine Jorde pløyede, han satte sine Planter med stor Kummer og Fortredelighed; thi mange tusende gik ud af dem, deels ved Nattekulde og deels ved tørre Veyrliger, altsaa maatte han arbeyde paa nye igien med stor Kummer og Hjertesorg, nu faldt hans Planter i at groe, nu behøvede de at hyppes, som er det første, tænk mig nu til, min kiære Traver, hvor mange Mennesker behøvedes ikke til at hyppe 3 a 4 Tønder Lands Jord, saa mange Planter som derudi vare satte? har I nogen Tid selv lagt Haand paa det Arbeyd? det tvivler jeg om; hvis saa var, raisonerte I med bedre Fornuft; thi de blotte Jernhakker, som I taler om, kan ikke giøre der allene, men de som skal derigere Jernhakkerne, finder Møysommeligheden, ikke

8

8 heller lader det sig saa let giøre, som I siger, ved gamle Koner, Børn og Krøblinger; disse ere allermindst duelige dertil; thi til Tobaks-Plant-ningen behøves de vaerligste Omgiengelser. Nu skal vi til at giske, koppe, med videre, behøves her ikke Penge til Arbeydere, hvor faaer Planteuren dem, han maa til Kiøbmanden, som han planter til halvt med, hvor han maa suplicere og udbede sig hos Monsieur N. N. om nogle Penge til at fortsette deres Plantager med, og deels til Klæde og Føde til sig, Kone og Børn, men hvad er Kiobmandens Svar? Behøves alt Penge Niels? Det havde jeg ikke tænkt, du kan vel lade dig nøye med nogle faa Skillinger til at fortsette Plantagen med for det første, Planteuren svarer: Jeg skulle dog have lidet til Klæder og Føde for mig og mine, vi kan dog ikke ligge saa nøgen og sulten i Marken i Regn og Slud, Kiøbmanden svarer: Du skal faae en Skieppe Erter, en Skieppe Gryn, en Otting Spegesild, et Lispund Flesk, en halv Tønde Rug og saa videre, du kan faae nogle Alen Vadmel eller Hiemmegiort Tøy til Klæder, alt dette kan du tage ud i Boden hos min Karl Frans Hansen, og lade ham rigtig føre dig til Bogs, saa skal vi liqvidere, naar vi giøre Regning med hverandre om vores Plantage. Planteuren gaaer hiem, siger til sin Kone, hun skal sette Porten pan Ilden, gaae hen til Monsieur

9

9

N. N. og hente Fødevahrene Hiem, Konen er glad, hun og hendes Børn faaer noget at æde, Glæden varer ikke længe; thi de Penge til at fortsette Plantagen med, er snart medgaaet; nu behøves Plantagen at rygtes til Gavns, og nu behøves Bekostninger derpaa at anvendes, og tænk engang, saa mange 1000 Planter paa et saadant Stykke Land kan hver Plante udskyde paa 24 Timer, mindre og meer, over 50 Gisblade, hvilke alle skal afpilles, for ikke at tage Vexten fra de ordentlige Tobaksblade, dersom dette ikke skeer, bliver der ikke sund Tobak paa den hele Plantage, samt at bryde alle Blomster-Knoppe af, uden de som skal staae til Frøe, tænk nu til, hvilken Umage det er, og Planteuren kan ikke anvende de fornødne Bekostninger formedelst sin udsuende Medhielperes intrikate Tilbageholdelse, hvorfore Planteuren maa lade groe hvad groe kan; thi til Kiøbmanden at komme for tidt om Assistence, er han bange for, og frygter for at han skal blive ham for Eftertiden hadelig, hvorfore han lader det beroe, til han begynder at brekke, som kommer meget an paa at faae Tobak i gode Veyrliger, nu skal de til at lade denne Tobak ophænge, trekke paa Traad, nu har Planteuren ikke Rum nok i sit eget Huus, hvorfore han maa hen og laane Huus hos den som han har plantet til halvt med, hvor han kan faae det øvrige tørret, hvilke Huse ikke i mindste

10

10 Maade er apteret til Tobaks-Plantager, ret nu kommer Planteuren meer i Knibe; thi medens Tobakken stod paa Marken, vidste Kiøbmanden, at Planteuren aad ikke af den, men nu den er kommet i Huus, frygter han for, Planteuren skal giøre sig noget deraf til Nytte; thi ligesom Kiøbmanden er i sig selv, saa tænker han og om Planteuren, hvorfore Kiøbmanden tager Nøgelen til sig, og Planteuren, hver Gang han skal rygte, maa hente den der, hvor han er saa lykkelig, og faaer en til Hielp, ikke for at hielpe sig, men for at see, at Planteuren ikke giør sig noget til Nytte. Nu kommer da endelig den elendige Tobak til sit Maal, nu skal den opveyes, den veyer saa og saa meget, altsaa bliver saa og saa meget min Part, Niels Planteur, og din Part ligesaa meget, vil du nu sælge mig din Part for Markets Pris, de sidste der har været i Kiøbenhavn og solgt, har faaet for 100 Pd. 3, 3 en halv og 4 Rd., jeg vil være saa raisonabel og blive ved Middelveyen, siden du er en fattig Mand og give dig 3 en halv Rdlr., og det mener jeg er Billigheds Grændser; thi betænk, skal du leye og fragte Vogn og Heste, og kiøre til Kiøbenhavn, og du saa kunde faae 4 Rdlr., hvad havde du da til Profit, Planteuren kløer sig bag Øret, smager paa denne Proposition, tænker, det er best at skille sig af med Manden i Mindelighed, hvorfore han svarer, ja det faaer

11

11

saa at være, hvorpaa Kiøbmanden tager sin Bog, siger til Planteuren: Kom, Niels, vi vil giøre Regning strax, han slaaer op efter Alphabeth, han tæller op a, b, c, d, e, f, g, Niels bekommet den og den Dato saa mange Erter, saa mange Gryn, saa meget Flesk, saa megen Rug, saa meget i Penge, og saa meget i hiemmegiort Tøy eller Vadmel, Summa Summarum giør saa meget, naa Niels, det har du jo bekommet, har det ikke sin Rigtighed, det skal nok ongefær gaae lige op, min gode Niels Planteur, dog vil jeg regne det videre over, lad mig see Nul imod Nul gaaer op, seer du Niels, ja Monsieur, jeg seer det, jeg seer det, jeg havde dog tænkt jeg skulle faaet nogle Skillinger, nu har jeg intet at leve af den hele Vinter, ja giv dig kuns tilfreds, Niels, vil du være en ærlig Mand mod mig, som jeg et mod dig, saa skal jeg nok hielpe dig til rette, saa længe du kan giøre noget, nu veed du, jeg har denne Tobak liggende, den vil jeg lade dig spinde i Vinter, om du vil være noget billig med at arbeyde den ud, jeg haver en Hob VirginiStilke, dem vil jeg have anbragt dertil, og saa kan du spinde halv Stilke og halv Blade, du veed nok det er daarlig Tobak, men Stilkene giør den god, de svirre i Bondens Pibe, som Ild i et Straae-Tag, hvorledes Stilkene ere indkomne her i Byen, Niels, maa du hol-

12

12

de din Mund i om, du er saa gammel en Mand her i Byen, og jeg formoder, du har de Tanker, at du som en ærlig Mand tier paa dette Sted; thi det er dig ganske godt bekiendt, at Virgin-Stilke kan ikke faaes i Dannemark for 9 Mark Hundrede Pund, uden at besvige Kongen sine Indtrader, derfor hvad du giør, saa vær taus, om du vil have Brødet hos mig, jeg seer kun derhen, at der skal een komme fremtravendes om en 10 à 12 Aar, og bevise Plantagiernes store Indtrader, Nytte og Gavn for Landets Vel, hvilket jeg, som en Mand, der i min Ungdom Iidet haver studeret, lærte dog saa meget, at jeg fik en Green af en prophetist Geist, og kunde nogenledes see forud efterkommende Ting, især i den Artikel om vor Tobaks-Verden, hvad der i Tiden vilde blive skrevet og talt. Nu har endelig den store Orator og Skribent indfundet sig, og siger, Landets Planteurer kunde udbringe sin Plantage af et Tønde Land til 8 Sk. Pundet, som udgiorde den Summa af samme Tønde Land 100 Rixdaler, og de som solgte det i Blade, havde 44 Rixdaler paa et Tønde Land. Nu skal jeg vise dig, Niels, at min Spaadøm er opfyldt, nu skal du see Regningen, Niels, nu tager du 1000 Pund af mine Blade, som du selv veed har kostet 3 1/2 Rixdaler, og 1000 Pd. af de omtalte Virgini-Stilke, som du veed, (unter uns gesagt,) har kostet 9 Mk. 100 Pd,

13

13

hvilke 2000 Hd. glør 50 Rixdaler, saa giver jeg dig i Spinde-Løn for ermeldte Tobak 10 Rixdaler, kan du ikke faa nok leve, Niels, i Vinter, hvilket alt beløber sig til 60 Rixdaler, der kan sælges igien for 8 Sk. Pundet, saa profiterer jeg dog langt mere end den store Skribent Velmeent haver sagt, men jeg kan ikke regne ham det sag til Onde, siden han siger selv, at han maa ligesom krave i Mørke, seer ogsaa han manqverer Vid og Indsigt, hvilker jeg ikke heller vil tilregne ham, saasom jeg merker, den gode Mand vi! tie med mit Perfas & Nefas, dette fvrstaaer du intet, Niels, hvad det vil sige, nei Monsieur, der har jeg aldrig hørt for, det er og lige meget, Niels; thi du kan ikke leve af Latin. Men nu stal jeg dog sige dig, hvor stor Summa jeg kan udbringe af denne Tobak: den beløber sig til 166 Rdlr. 4M., alksaa 66 Rdlr. 4 Mk. mere, end Skribenten har sagt, saa det er kun lider, han har løyer, Niels, han siger, han frygter Gud, mm han lyver noget grovere, naar man lcrser noget bedre hen i hans Piece, men der hindrer inter, Niels; thi der er alle Løgneres og Skalkes Maade, at beraabesig paa et GudfrygtighedS Skin, for at komme Folk nær i Bedragerier, det har du jo hørt, Niels, i Kirken i Søndags, ar Præsten sagde: ja det er sandt, Monsieur Kiøbmand. Havde han ikke været saa snue en Mand, troer jeg ikke han havde sar i saa-

14

14

dan god Stand her paa Stedet; thi han er jo som vor Herremand, ja, ja, Niels, du siger noget, jeg seer heller at tage en anden ved Næsen, end en anden skal tage mig ved Næsen, og saaledes maa man staae sig igiennem i de smaae Kiøbstæder, Piantiuren sukker og gaaer

hiem.

Nu kommer Niels og skal spinde Tobak, han laver Godser til, som forhen er sagt, Kiøbmanden ordinerer hvordan der skal apteres, saa siger han, det stal spindes i 3/4 Pd. Ruller; thi fuld Pund maa de ikke være, fordi han er uvis paa, om Bonden vil give ham 8Sk. for Pundet, og Afgang i hans første giorte Regning maler han ikke, aitsaa maa han bedrage Bonden paa denne Maade.

Niels siger ved sig selv, det er dog en Fandens Profil, den Man vil have, Bladene haver kostet saa meget, Stilkene saa meget, den piinagrige og blodsuende Arbeids-Løn saa meget, nu stal det giøres i Tre Fjerdings Ruller, alt for at bedrage Bonden og berige sig selv, Planteuren tænker: Kommer der nogen i Helvede, bliver det vist denne Mand, Niels spørger atter igien: Om der er hans Alvor, han vil have der spunden i Tre Fjerding Punds Ruller? Kiøbmanden svarer ja, du maa spinde der efter Lybsk Maneer, og du maa sause og anfugte

15

15

Det saaledes, at der kan blive endnu et skikkeligt Overskud; thi det er Profiten, man lever af, og nu efterdags maa du inter bryde mit negotierende Hoved mere med dine Spørsmaale, Niels kan dog ikke tie, han siger: Kiete Kiøbmand, ved denne Anfugtning, som tilsidst er anlagt, kan jeg forsikre dem til, at deres Tobak og Hoved - Principium vil mugne og raadne bort, Kiøbmanden leer, siger til Niels- Du Fjender mig intet rer, du forstod jo ikke de Par Latinske Ord jeg talte forleden om, erindrer du dig ikke min prophetiske Geist, at jeg kan forudsige tilkommende Tider som vil indfalde, hvor jeg vil faae min raadne Tobak betalt saavelsom den gode, og jeg skal og sige dig det, naar det vil falde ind; thi det Aars Luftsyn sværmer alt i min Hierne, og vil uden Tvivl skee i Aaret 1761; thi da vil de begynde ak forvandle mine Cgennyttigheder, som jeg i saa mange Aar har praktiseret, da bliver der for Kongelig Regning oprettet et Magazin, hvor jeg og alle mine Collega skal aflevere alt det, der kaldes Tobak, hvad enten ver er sundt, mugent eller raadent, altsaa hindrer det intet, at mine Tobakker ere fordervede; thi jeg faaer dem dog betalt, ja jeg kan sige dig mere, Niels, hvordanne disse Tobakker vil trakteres til sidst, de bliver alle sanket til Hoved-Magazinet i Kiøbenhavn, og der vil blive en temmelig Mængde, ongefær en 60002. á 82000 Pund, der bliver de alle cas-

16

16 seerte, men det er mig lige meget; thi jeg har faaet min Betaling derfor, og siden Vedkommende ikke vilde tillade mig at narre Folk med slige bedervede Vare, saa fortryder jeg slet intet paa, at de blev brændt ude paa Amager. Nu kan du see, Niels, at jeg er en lærd Mand og har gaaer i den sorte Skole, begriber du det ikke af andet, saa tænk paa mine Par Latinske Ord, hvilke du ikke forstaaer, men du kan dog slutte Dig til, som Planteur, hvor meget min Forstand gaaer over din. Nu træffer da Tiden ind, Kiøbmandens Spaadom bliver opfyldt rigtig, som han har sagt, ja meget rigtigere, end den flygtige Pater skriver, nu er Det alt gaaet for sig, Kiøbmanden er nu befriet for at udsue Bonden og Planteuren i den Artikel, nu har han længe ligget og luret, og hviilt sig i Vinterens Tider, nu kryber han ud af sine Huller til Foraaret, han gaaer ud paa Gaden for at forslaae sine melankoliske Tanker, røgende en Pibe Tobak, hvilken Røg staaer ham strax i Næsen og inficierer ham med en TobaksFeber, til al fortred møder Niels Planteur ham, han spørger ham derpaa: Hvor lever du, Niels, hvad faaer du for din Plantage? Niels svarer: Kongen giver mig Fire Rixdaler for 100 Pund, kan du være tient med det, Niels? ja hvorfor, Monsieur, kan jeg ikke være tient dermed? Kunde jeg være nem med eders 3 1/2 Rdlr., saa er jeg jo bedre tient med her paa

17

17

Stedet at faae 4, ja det er altsammen godt nok, Niels, men der gik en stor Artikel bort af min Cirkel ved den Lejlighed, og jeg haaber at see en Slags Lejlighed at faae det i sin gamle Orden igien; farvel, Niels, her er en Mand, jeg skal tale med. God Dag, min kiere Broder Travius, hvor har du været saa længe, jeg har ikke seet dig? det skal jeg,sige dig, kiere Ven, du har jo hørt at mumle om en Piece, som er udkommen om Tobaks-Plantagier og Spinderier, ja hvad den, hvad den, den har jeg skreven og recommenderet til Høyere Eftertanke, at den maa komme for Lyset; thi enhver sand Patriot, som jeg er, ønsker den til Lykke, at den kunde forbigaae alle Snarer og finde frie Adgang til Thronen, og at den ikke maa falde i mange Fornuftiges Hænder, som skulle omstøde mit Anlæg, Hvorfor det, min kiere Traver? er det ikke alt sandt, som du har skreven? nei! ikke alt, min kiere Ven, det meste er Løgn, (unter uns gesagt,) dog skal jeg læse alle mine Grundregler, som jeg har brugt:

Først siger jeg, at en fattig Planteur kan profitere paa et Tønde Land 44 Rdlr. i Fortjeneste, det kan passere for Sandhed, derimod tier jeg stille med, at naar han planter til halvt med Eder som Kiøbmand, har han kun 22 Rdlr., og dog selv maa forrette alt Arbeidet.

18

18

For det andet siger jeg, at naar han spinder den Tobak, kan han naae 8 Sk. for Pundet, og fortiener saa 100 Rixdaler, men tier med, at Planteuren har spundet for Kiøbmanden af samme Tobak, som han har plantet til halvt, hvor Planteuren da ikke har fortient meer end 30 Rdlr. i alt; hvori den meste Profit bestaaer, haver jeg og viist, som bestaaer fornemmelig i Virgin-Stilke, deri har jeg skammelig forløbet mig; thi enhver seer deraf, at de ere indpractiseerte, og at deraf ei er betalt Told eller Consumption; men saasom jeg har taget mig den Caracteer til, at jeg frygter Gud, ærer Kongen, elsker Fædernelandet, troer jeg ikke, nogen skulle tilregne mig det til Onde, siden jeg selv beraaber mig paa at være saa ærlig en Mand.

For det Tredie har jeg paa en meget philosophisk og grundig Maade forestilt, at vort eget Lands indavlede Tobakker, naar de bliver gamle, kan være lige saa gode i Bonitet, som Hollandske og Engelske Blade, saa at man kan spinde lige saa god Tobak af dem, som den Tobak de sælger paa Magaziner for 16 2/3 Skilling Pundet, dette er en af de løgnagtigste Artikler, jeg har kundet paahitte, og jeg er bange, at de gode Tobakspindere skal faae mig engang i Knibe, og til at slaae mig selv paa Munden og blive en Løgnere, som jeg meget vel veed jeg er,

19

19

jeg veed ikke heller, hvor mine Tanker vare henne, da jeg skrev dette; men det har den ulykkelige Philopatrejas Junior Skyld i; thi jeg sad just den Tid og læste i en udkommen Piece, skreven over Philopatrejas Junior, hvor hans Skilderie var afbildet som et Svine Hoved, hvilket Blad havde den Kraft, at jeg blev til det samme paa Stedet.

For det Fierde havde jeg skrevet: Vi manqverer Giøding, formedelst Qvægsygen, og at Landet derfore ligger ufrugtbart, hvorfore jeg har proponeret, at i disse ufrugtbare Agre kunde plantes Tobak, og det uden Giødning, i 9 samfulde Aar efter hverandre, som jeg meget vel veed er en aabenbar Løgn; thi enhver veed vel, at til Tobak, saavel som Korn, behøves Giødning og Pleye for Jorden, derimod haver jeg dog talt lidet sandt: thi jeg siger, efter at Tobak er plantet i en Ager, voxer Aaret efter bedre Korn, men hvad skal man sige om en Skribent, som vil præfereres især, jeg maa skrive Løgn og Sandt om det skal kunde staae til at troes.

For det Femte skriver jeg, hvorledes Bonden kiøbte sin Tobak for Administrations-Tiden hos Kiøbmanden i Landet, og jeg raaber høit og siger: den Tid fik Almuen bedre Tobak for

5 til 6 a 8 Skilling Pundet, end nu, de maa

20

20

give 11 a 16 Skilling Pundet, og endog ofte maa nøyes med mugen Tobak; men jeg tier med, at den slette og mugne Tobak var den, som blev solgt for Administrations-Tiden i Landet, som var spunden af Giske- og Send-Bladene, som de kiøbte af Planteuren for en Skilling Pundet, dertil kom de og indpractiseerte Virgini-Stilke, hvilke vel kunde lade sig sælge til 5, 6 a 8 Skilling, desuden Rullerne dog ikke mere end 3/4 Pund, men jeg tier med, at Magazinet sælger et Pund bedre Tobak end den omtalte, i sin fulde Vægt for 5 a 6 til 9 Skilling Pundet, jeg tier og med de mange 1000de Pund, som vi Kiøbmænd her i Landet har indpractiseert af Lybsk og Norsk Spind, samt Leverpolds Carduser, hvilket vi alt kunde sælge for gode Priser, og præjudicere Planteuren og Tobakspinderne i høyeste Grad.

For det Siette viser jeg, at i Kiøbstæderne i endeel Aar i nogle langt fra Kiøbenhavn beliggende Egne, som enhver kan vel slutte sig til maa være Slagelse eller Nyekiøbing i Aasherred, hvor de fleste Planteurer har drevet denne omtalte Plantage, jeg siger derhos, at de alle vare fattige Borgere, og meest levede af Plantager; men jeg tier dermed, at det var just disse Folk, en a to Kiøbmænd eller flere laae og aagrede med, og havde dem alle i deres Spekhøkker-Protocol om Sommeren, og om Vin-

21

21

teren maatte de sulte; thi de laae paa deres Jorder, for at plante og rense deres Agre, ligesom Vestindiske Negre eller Slaver; thi selv eyede de ikke Jorder, og de vare et sammenløben Folk, som kom sammen i stor Fattigdom, og ventelig aldrig reiste sig, hvorfore de altid vare Kiøbmandens Slaver.

Jeg har for det Syvende og skrevet, at Bønderne plantede Tobak, hvilket giver en stor Glands i disse oplyste Tider; men jeg har intet talt om, at Bonden fik ingen Nytte af Tobakken, saasom han ikke forstod Tobaks-Plantering, og maatte kaste det paa sin Mødding, hvorved han giorde den unyttig; hvorfore der blev forbuden ikke at plante Tobak, uden i rette Kiøbstæd-Jorder og af gode Planteurer, at ikke nogen Smue-Handel eller Jords Misbrug skulle skee.

Jeg siger for det Ottende, at TobaksPlantager kan være et Middel til i den Handel, at holde store Capitaler i Landet, hvilket falder enhver let i Øinene; thi jo flere Tobakker i Landet blev avlet, jo mindre behøves de Fremmedes Tobakkers Indførsel, og da, som forhen, er løyet, vores Tobakker saaledes ved Ælde kan i Bonitet forbedres, at de omsider kan blive lige saa gode som Hollandsk Gods, hvilket ved mange forhen giorte Forsøg er ble-

22

22 ven overbeviist om, saa skiønnes jo deraf klarligen af dem, som ikke forstaaer bedre, at der kunde blive anseelige Capitaler i Landet, som nu udi denne store Landets betydelige Handelsgreen udgaaer, da Tobaks-Handelen i Landet virkelig er langt større, end de fleste maaskee tænker, her bruger jeg atter, min kiere Kiøbmand, et stort Kunstgreb til at vælte den store Maskine, hvor enhver Landsbye-Kiøbmand kan komme til sine forrige Snitter, helst de som har en poleert Tænkemaade; her undseer jeg mig ikke atter igien at lyve, hvorfor jeg ikke taler om hvad Sort Hollandsk Tobak der kunde sættes i Paralet med vore Siellandske Blade, hvorfore jeg med et vil bilde Publicum ind, at Holland er i Nyekiøbing, og Virginien er i Slagelse; og at holde Capitalerne i Landet, er noget betydeligt, seer man deraf, da det var drevet til den høyeste Spidse med vores faa reele og mange qvaklende Planteurer, har beløbet sig i alt til 10 a 12 eller 16 Rixdalers Indeholdelse, jeg har og taugt til dette, at det kunde ikke blive til mere, siden Kiøbmanden practifeerte sine spundne Tobakker fra Lybek, og sine BladeTobakker fra Pommern, hvilket nok er vitterligt; men jeg haaber endeel ere døde, og jeg mener, enhver som er skyldig i dette, tier med mig; thi jeg lyver for deres Bestes Skyld.

For det Niende har jeg skrevet et godt Anlæg til Folke-Formerelsen, som skal genereres

23

23

af Tobaks-Plantagerne, disse, siger jeg, ere de rene Grunde for Folke-Formerelsen, dette at være Sandhed, kan de Egne best bevidne, hvorudi Tobaks-Plantagerne var kommet i nogen almindelig Brug; thi naar en Pige eller Karl havde udi nogle Aar tient hos en Planteur, strax giftede saadanne unge Mennesker sig, fik sig nogle Stykker Jord i Førstningen til Leye, at plante Tobak udi, og havde saa strax deres LeveBrød, men jeg taler ikke om, at det var et bedrøveligt Leve-Brød og ugrundede Aarsager til Folke-Formerelsen; thi de satte Planteuren Stolen for Døren, sagde, de gav ham Døden og Dievelen, løbe hen i deres Brunst og avlede et Barn eller to, hvormed de siden maatte gaae og tigge, og da deres Nærings-Veye vare saa kummerlige, holdt de op at avle Børn af sig selv, og de Avlede bleve opfødde i Kummer og Elendighed, hvorfore de ikke kunde faae menneskelig Education, altsaa bleve til Slaver og hendøde deri.

For det Tiende anfører jeg, at gamle udlevede Folk, vanføre og især umyndige Børn, kunde fortiene Brødet ved at plante, og naar en Planteur havde 10 Tønde Land, kunde han uddele til disse elendige Mennesker i Arbeidsløn aarlig 150 Rixdaler, her har jeg og forfattet i alle Planteurers Øine en stor Løgn; thi enhver Planteur seer vel, at han ikke kan komme

24

24 ud med fin Arbeidsløn til udlevede gamle Folk, vanføre og især umyndige Børn paa 10 Tønders Land, uden det maatte koste ham over 600 Rixdaler, og dog ikke faae Tobak paa sine 10 Tønder Land for 10 Daler ved slige Folkes Arbeide, jeg seer meget vel, at jeg har forseet mig heri; thi jeg har forhen nævner, at det var Piger og unge Karle, som var tienlige til dette Arbeide; men hvad vil det sige jeg lyver, siger nogen, jeg er en Løgner, saa siger mine Tilhengere dog jeg har talt sandt, jeg veed vel selv, naar jeg vil tale Sandhed, og Plantningen skal forrettes som den bør, er det et af de stærkeste Arbeider og Slaverier, dog vil jeg bekræfte dette, af det samtlige anførte er det jo aabenbart, at Tobaks-Plantager skaffer Nærings-Veye, ei allene for de Plantende selv, men endog for saa mange andre, som nødvendig i Plantagerne skal bruges, og ellers maatte crepere eller betle, da de, som sagt, ved andre Arbeidere intet kunde udrette, det gielder ikkuns paa at opfinde lovlige Nærings-Veye i Landet, saa er man altid vis nok paa Folke-Formerelsen. O hvad har jeg nu giort? atter løyet, atter forseet mig, atter talt om Folke-Formerelsen, jeg skal reent forsvære at læse Philopatrejas Junior; thi disse Blade og dets Fostere render mig om i Hovedet, som en Kat med Briller paa, jeg har talt om Folke-Formerelsen, som skulle skee ved gamle udlevede Folk, ved Betlere og ved umyn-

25

25

dige Børn, det seer jeg meget vel, at jeg har taget Feil i, og det er at sætte et Kalve-Hoved i Liighed med et Svine-Hoved.

Atter har jeg skrevet for det Ellevte, min gode Kiøbmand, hvor nødig og for Landet høist nyttig, Tobaks-Plantagerne har været anseet i forrige Tider, sees af de herlige Privilegier, de første fremmede Reformeerte Planteurer bleve benaadede med, ja endog, da Erfarenhed i mange Aar tydelig havde viist Tobaks-Plantagernes store Nytte for Landet, blev ved Forordningen af 14 Augusti 1741 befalet, at Fierde Parten af alle Kiøbstæd-Jorder skulle bruges; seer I, min gode Ven, hvad Umage jeg giør mig, for at komme i Frederitz, og beraabe mig paa de Reformeerte Planteurers Friheder, samt at citere dertil en Forordning, dette er atter noget stort i min Journal; thi jeg tier med, hvorledes disse Reformeerte ere bragte til Armod ved Kiøbmandens Plantning til halvt og Spekhøkker-Handel, samt de efterfølgende Fuskerier i Plantningen, hvorved de ere en Tid efter anden fordybet i mere og mere Armod, saa at gode Planteurer maatte nedsette deres gode indavlede Plantager for Fuskeriers Skyld. Og da disse Fuskere solgte deres Blade, som vare avlede i Frederitz, hvilken er dog en god Egn at plante Tobak i, for 2 1/2, 3, 3 1/2, 4 Rdlr. pr. 100 Pund her i Kiøbenhavn, hvorfor kan fo-

26

26

revises Regninger og Qviteringer, hvad skulde da de ordentlige Planteurer faae? de maatte vel følge efter, om de vilde af med deres Blade; thi de kunde vente, der kunde komme et Par Ladninger Tobaks-Blade fra Pommern, saa maatte jo deres blive liggende, og de kunde jo ikke æde Tobak, altsaa maatte de sælge for hvad de kunde faae, og følge andre Fuskere efter. Saaledes gik det til i Frederitz, og saaledes gik det med de Franske Planteurer i Siælland. Hvad nyttede da de milde Kongelige Anstalter, samt Forordningen, som siger: Fierde-Parten af Kiøbstæd-Jorder skulde anlægges til TobaksPlantager; men de Reformeerte, som her satte sig ned i Siælland, saae deres Skiebne strax ved de indpractiseerte Pommerske Blade, samt Lybske spundne Tobakker, at de vilde ikke stige op til Rigdom, men dybt ned i Armod; thi de have seet det for deres Øine, da de attrapeerte engang i Slagelse Bye To belæssede Vogne med Lybske Tobakker, hvilke de ville anholde, saasom de ansaae det for Contraband og præjudiceerligt i deres Nærings-Vei; og Karlene, som kiørte Vognene, vare stærke Kæmper, som ventelig dertil vare udvalgte, pryglede Planteurerne af, og da de søgte Assistance hos Borgemesteren, blev den ude, og Vognene kiørte deres Vei, ventelig landede i en anden Kiøbstæd. Dette haver jeg kun sagt, for at lade dem vide, min gode Ven, hvad jeg veed derom; thi vi

27

27

taler under Fire Øyen, og hvad To taler om, kommer ikke den tredie Mand ved; man kan ikke altid blive ved Sandhed, thi det vilde give alt for oplyste Tider.

For det Tolvte har jeg atter giort mig Umage for at citere en Forordning af 31 December 1760, den 6 Artikel, hvor der befales, eller efter tvende Mænds Taxation paa hver Side, skal General-Directeuren kiøbe de Plantendes Tobak, eller og skulle de Plantende uden Riget debitere deres Blade: denne Frihed at debitere Tobakken udenrigs, kan vel paa det høyeste Sted være smykket og forebragt at sige meget, men sagde i sig selv slet intet; thi da var alle Tider fremmed Indførsel, men aldrig Udførsel af Landets Tobakker skeet i Landet. Jeg vil ønske, min kiere Kiøbmand, at min Piece aldrig var kommen til Trykken; thi jeg seer bag efter, jeg har løbet gal, jeg beraaber mig paa en Forordning og Artikel, som just er det Remarcableste i Billigheds Grændser, som er: Det skal sælges efter Markets Pris, eller efter tvende Mænds Taxation paa hver Side, hvilket er jo dog saa retfærdig et Anlæg, der kunde forlanges, man veed tilforn var Markets-Pris for Sendeblade 1 a 2 Skilling, for Tobaks-Blade saa kaldet, 3 a 4 Sk., ja undertiden noget meer, naar de kiørte til Kiøbenhavn dermed, hvor de Maatte depencere Heste,

28

28

Reise og Vogn, da de ikke havde meget for det; naar de kom hiem igien, men i AdministrationsTiden haver Planteuren havt 4 Rixdaler for 100 Pund, og i de sidste Aaringer veed jeg meget vel, dem er lagt et Par Mark mere til, for at annimere dem til at plante gode Tobakker, denne Betaling have de faaet hvor de boe, uden at leye Heste og Vogne, og reise andensteds hen at sælge det, altsaa kan jeg ikke nægte, de have havt mere Fordeel i disse 10 sidste Aar end forhen; men at jeg siger, at der er aldrig skeet Udførsel af Landets Tobakker, men alle Tider Indførsel, deri begaaer jeg en stor Feil, og ønskede aldrig at have skrevet; thi just deri statuerer jeg selv, at de indpractiseerte Tobakker have sat Planteurer og Tobakspindere i den største Armod og Elendighed, og at der er aldrig skeet Udførsel af Landets Plantager, lyver jeg ogsaa i; thi der er solgt mange 1000 Pund i disse Tider til fremmede Stæder, baade til Norge, Lybek og Holsteen. I Fior solgte to Planteurer deres indavlede Tobak til Norge, og Borgemesteren der i Byen modtog den til Forsendelse, den ene Planteur fik vel ingen Penge derfore, men hvad da, han betalte sin Bye-Skat, og derved blev ikke meget riig, han var vandt til at være en fattig Mand, altsaa maatte han forblive det.

For det Trettende har jeg antegnet, at jeg har havt Bekiendtskab i en Egn i 2 a 3 Aar,

29

29

hvor der har været adskillige Plantager, og Planteurerne blev lovet Forskud, men blev atter ophævet igien, siden Vedkommende vare faste i Sadelen, og Bygningen var paa behørige Steder udziret med forgyldte Pillere, Oplagshaveren, som ventelig var en Kiøbmand i Byen, vilde cavere for Planteurerne, men maatde dog ikke giøre dem en halv Skillings Forskud, paa det de Plantende skulle om Sommeren fattes Penge, og altsaa ikke udføre sin Plantage som i forrige Tider, da han havde Forskud af de Handlende, og de Handlende igien kunde tage Tobakken i Betalning. At dette Forskud er ophævet, kan jeg ikke nægte gaaer mig jo haardt til Hiertet; thi ved mit Bekiendtskab i disse 2 a 3 Aar, hvor jeg ved visse Tider kunde leve vel, finder jeg dog en Skortning, saasom en Hob af mine Venners Indtrader er borttagen, og jeg derved mangler, hvorfore jeg er nødt til at bruge skoptiske Talemaader, og derfor bruger jeg disse Ord, siden Vedkommende nu var fast i Sadelen, og Bygningen paa behørige Steder med forgyldte Piller udziret, hvilke Ord kan vel og passe i disse Tider paa Gudsfrygt, Oplagshaveren, skiønt han caverede, maatte dog ikke giøre den en halv Skillings Forskud, dette var et stort Skaar for Oplagshaveren, som var en Kiøbmand sammesteds; thi alle, som plantede, vare forbundne til ham, som forhen, at tage til Forskud Ærter, Gryn, Flesk, Rug

30

30

og det til dyreste Priser, i Steden for Forskud af Penge, og for at faae dette rigtig betalt, trak han der af ved deres indavlede Tobakkers Leverance: kunde man da ikke blive ophidset ved saadan Behandling, at saadanne Indtrader bleve ophæved for en, som ikke var af liden Betydenhed; thi de kunde ganske vist være en Snees Familier, som kunde trænge til saadant Forskud, og Kiøbmanden derved med sin Familie leve allene deraf, og Skade tog han og derved; thi hans Smør stod og randt hen om Sommeren, og hans Flest svandt ind, ja hans hele Spekhøkker-Bov stod stille, efterdi han vilde ikke forstrække nogen med det mindste, siden hans Egennyttigheder ikke kunde finde Sted derved.

For det Fiortende siges der: Imidlertid laae Tobakkerne, som deres Velfærd, daglig og svandt. Jeg skulle vel ikke sagt det saa offentlig; thi der ere vel de, som vil observere, at den endnu ikke var tørred tilgavns, ja mange Steds i Mangel af beqvem Huusrum, maatte fiyttes fra et Sted til et andet. Dette skulle jeg taugt stille med; thi deraf kan sees, at Rosterne eller Husene er ikke apteret til Plantage. Da den nu i saa lang Tid laae og tørredes, blev den nødvendig skiør, saa at hvad ikke ved Indsvindingen blev tabt i Vægten, saa faldt den i Stykker, og hvad ei reent deraf blev spildt, blev da til Smaa-Gods

31

31 til 2 Rdlr. pr. 100 Pund, alt dette har jeg og forløbet mig i at anføre, og jeg veed ikke hvordan det er med mig; thi da jeg begyndte at skrive, var mine Tanker at ophielpe forfaldne Ting, men jeg er bleven til en, som ligner den falske Prophet Bileam, der reed paa det talende Æsel, som siger sig selv imod, og jeg kan jo ikke nægte, at jeg forhen haver sagt, at io ældre Tobakkerne blev, jo bedre blev de i Bonitet, ja de blev saaledes, at de kunde sættes i Valuta med Engelske og Hollandske Blade. Dette haver jeg jo her nægtet, naar jeg siger, at de blive spolerede paa en Tid fra Mikkelsdag og til efterkommende Pintsedag, hvorved jeg seer, jeg har skammelig forløbet mig, og giort Plantagen udygtig og mig selv til en Løgnere.

For det Femtende vil jeg nu søge at besmykke mine Satzer paa en Maade, at jeg kan komme til at legge Plaster paa Øinene af seende Folk, og da begynder jeg saaledes: At dette er aabenbare bekiendte Sandheder og af saadan Behandling, flyder jo nødvendig TobaksPlantagernes Undergang til fast ubodelig Skade for Landet; thi foruden saa mange Familiers Ødelæggelse, som levede af at plante og spinde Tobak, og alle de Mennesker til andet Arbeide nyttige, som levede af dem igien, ved at arbeide i Plantagerne, saa taber jo derforuden den menige Mand noget utroelig derved, til saa høye

32

32 Priser at kiøbe Tobak af slet Bonitet. Nu maatte nogen maaskee indvende, at lige saa mange Tønder Guld, som Landet tabte, lige saa mange Tønder Guld vandt igien Kongens Casse, dette er noget af mine dybeste Tænke-Sprog ; thi ved det jeg raaber paa Planteurernes Undergang og Familiers Ødelæggelse, samt mange Tønder Gulds Tab for Landet, mener jeg, er nok til at omkaste et Tobaks-Magazin, som profiterer Kongen mange Tusinde Rixdaler aarlig, dog vil jeg ikke ønske, jeg skulle komme til at bevise, hvor mange Tønder Guld Landet mister, at vise hvad Indtrader der kommer i Kongens Casse derved, der veed jeg ikke, men ved det jeg har talt om Tønder Guld, det kan giere Effect, men nu er jeg atter bange igien, at jeg har begaaet en liden Bacesse; thi naar jeg tænker mig ret om, saa maa jeg sige, at der ere kun saa Planteurer i Landet, de fleste ere i Frederiß, og om jeg erindrer mig ret, ere der i Slagelse To eller Tre, i Nykiøbing i Aasherred et Par Stykker, i Roeskilde een, og i Riøge een a To, Resten ere ikke Planteurer, ogman kan ikke sætte dem i Paralel med Planteurer, ikke heller er det at begiere af dem, at de skulle være saa fuldkommen som de rene Planteurer; thi de øvrige ere Skoemagere, Skrædere, Snedkere, som ikke vedkommer Planteurerne, men vel søger at fuske paa Plantager, hvorover de mere forderver end godgiør.

33

33 Nu maa jeg tilstaae for det Sextende, at alt hvad jeg har skreven, er lutter aabenbare Sandheder, skreven af Erfarenhed og Overbeviisninger; men hvorledes jeg har skreven, faa maa jeg hertil svare, ligesom trave for en Deel i Mørket, medmindre det kunde ansees for Forsvar nok til Høyere Eftertanke, dog mener jeg, enhver giver mig mine Skrøbeligheder efter, siden jeg maa trave mig frem, og der bliver jeg vel ogsaa ved til mit sidste, og jeg haver giort saa mange Feiltagelser allerede, saa jeg mener det sidste bliver ikke værre, hvorfore jeg vil spørge:

For det Syttende: Om Tobaks-Handelen nu i Dannemark er ikke anseet som et Monopolium, og hvor skadelig det Slags Handling er i alle Lande; men kan nu og TobaksHandelen i Dannemark ansees for det Slags, siden alle Kiøbmænd i Landet kan faa Frihed at handle med Tobak? hertil svares ja; thi de samtlig dermed i Landet Handlende, ere jo kun Høkkere eller Handlangere, der alle maa for Monopolisten sælge Tobak, ja jeg kan ikke nægte ved mig selv, skiønt jeg burde ikke tilstaae der, at kan en Kiøbmand i Lander være Høkker for Bonden og sine Byefolk, saa bør han meget mere at være en Høkker af Tobaks-Handelen, og naar han tilforn ei har seet at kunde practisere sine Tobakker ind fra Lybek og andre Stæder, maatte han jo være en Høkker af To-

34

34

bakspinderen, eller og paa en udsuersk Maade faae Planteuren til at spinde for sig, derimod kommer jeg igien under en Helligheds Masqve, og siger: Enhver Undersaat veed, at vi, Gud være Tak! ere velsignede med en naadig og retfærdig Konge, hvis Hukommelse vil blive velsignet til Tidernes Ende, og han ligner den store Kongernes Konge, hvor hos ham gielder ingen Persons Anseelse, og er en Elskere af Ager-dyrkningen, hvoriblant Tobaks-Plantagerne er det Anseeligste. Dette mener jeg, giver Lyst nok, at en Kiøbmand i Landet kan komme til sit forrige Maal, og faae alle Planteurer under sin Direction igien, hvorved han, som forhen er sagt, kan svinge sig op igien, saa giør jeg akter Spørsmaal : Siig mig, er det Fordeel for en souverain Konge, at vinde 1000 Rdlr. til sin Caske, naar Undersaatterne derved skal tabe en Tønde Guld? da han, naar Fornødenhed det udkræver, og hans Undersaatter ere i Velstand, (her skriger jeg atter høit, for Tønder Guld og Undersaatters VeIstand falder i Øinene. Jeg taler i Almindelighed, ligesom Planteuren og Kiøbmanden var i lige god Velstand; thi jeg haver mine Tanker længere borte, og mener Regieringen) skulle ansee en Planteur i lige Kaar og florerende Velstand med Kiøbmanden, hvorfore jeg siger, at naar Landers florerende Tilstand indbringer store Fordele, kan Regieringen deraf tage en vel propor-

35

35

tioneret Skat, da kan alle Stænder lættest og rerfærdigst, jeg siger retfærdigst, N. B. bære Byrden med hinanden, men dermed tier jeg, at Planteurerne har altid været de fattigste Folk, og Kiøbmændene ere som Proprietarier i deres Sted, og jeg veed meget vel, at der var en Billighed i, at Kiøbmændene burde betale de fattige Plantuerers Skatter og Udgifter, allerhelst, disse Folk have været Middel til at deres skidne og overbegroede Agre, hvorved de have faaet mange Fold Korn igien, og naar de viiste denne Douceur imod Planteuren, kunde de nogenledes sigte til ar bære Byrden med hverandre, men nu vil jeg tie for Resten, for ikke at komme i Knibe.

For det Attende, at Kongens Casse nu ved Tobaks-Handelen skulle vinde hvad Landeg tabte, er jo umueligt, og let kan indsees; thi jeg siger: hvad har vel de store Bygninger kostet at opbygge og vedligeholde? her begynder jeg atter at lyve mig frem; thi jeg veed meget vel, Tobaks-Magaziners Bygning med dets Vedligeholdelse, koster Kongen ikke 2 Skilling, men dette kan alt intet hindre mig, som traver i Mørke, derfore spørger jeg: hvad koster vel de mangfoldige holdende Betientere, tillige med Commissionairer og de, som aarlig reiser Landet om, for at inqvirere? ak fy de sidste skulle jeg ikke udlagt mig med, de første Betienteres Holdelse kunde være hvad det vilde; thi derved

36

36

har jeg ikke forløbet mig, og enhver veed vel, at en Ting ikke kan expedere sig selv, men jeg spørger kun om hvad der koster, saasom jeg deri er uvidende, men Betienterne, for at inqvirere det, stammer jeg mig ved at have talt, efterdi det er kun at oprive gamle Saar, og komme til der Foregaaende igien paa Slagelse Torv, med den Lybste Tobak og de mange Pommerste Blade, og desuden Vine, Brændevine og af udenlandske Manufacturers Fabriqver. Her har jeg giort min Sag værre, end den Kiøbmand her i Landet, som solgte Snnus-Tobak i sit corresponderende Brev, hvori ver stod disse Ord: Hermed følger nogle Maatter Engelsk Tobak, samt et Stykke Barkan. Dette var jo at opdage sin Urroeskab; og ved det at jeg har talt om Betientere at visitere, saa vil jeg jo sige dermed, at endeel af Landets Kiøbmænd ere Kongen utroe og egennyttige Mennesker, men jeg skal dog see at fordreye det paa en anden Maade, hvorfore jeg vil spørge:

For det Nittende, hvor mange fordærvede Tobakker der findes i Magazinet og i andre Oplags-Huse? Herved vinder jo ikke Kongens Casse, heri forseer jeg mig ikke; thi jeg spørger mig kun for, hvor mange der findes, og at jeg siger herved om det saa er, saa er det jo sandt, at Kongens Casse vinder ikke derved, men skulde det være, da vilde maastee henregnes til Landets egne flette avlede Tobakker, men hertil kan

37

37

jeg af egen Erfaring overbeviist, dristig svare nei; thi lad være, jeg troer gierne der kan være mange af Landets egne avlede Tobakker iblant. Har jeg nu aldrig talt sandt, saa har jeg dog nu tilstaaet en stor Sandhed; men at ikke ansees for alt for retfærdig, saa vil jeg dog skyde Skylden hen paa noget andet, saasom der er undertiden lodset og ladet i Regnveir, ja jeg er endogsaa saa grov, at i de stærkeste Regne er dette passeret, og dette vover jeg at ville bevise med Tings-Vidner, paa det jeg kan skrække alle, og at de kan tage de Tanker om mig, at jeg er en fuldkommen Tingstud, da jeg meget vel veed, at i skyldene Regne er det ikke passeret, og i smuskende Regne, naar der skulle lades og læsses, er der brugt al Forsigtighed, deels med tillukte Rustvogne, dels med Pelsninger til Overdekker for at befrie Tobakkerne fra Bedervelse, ligeledes at jeg taler om, hvad Capitaler der er medgaaen til Frakter, Transporter, Embaleringer, Foustagier, Arbeids-Penge, Vognleye & c. & c. Ved alt dette profiterer jo ikke Kongens Casse, ja siig mig, hvad taber ikke Kongens Casse udi sine Told-Indtrader om Aaret, her har jeg gaaet meget oeconomisk til verks, ja noget over Oeconomien; thi om jeg havde et Fahrtøi, vilde jeg have Fragt og Betaling for de Vare, som de farer frem og tilbage til Stæderne, og naar jeg skulde embalere dem, maatte jo Embaleringen og Fousta-

38

38

stagerne koste mig Penge, de Arbeidere derved skulle jo og have sin Betaling, Vogn-Leye ligeledes; thi det er gammelt og sømmeligt, at en Arbeider er sin Løn værd, og man skal ikke binde Munden paa den Ore som tersker, hvilket vor store Salomon ikke heller forlanger; thi han er ikke af de Gemytter, der vil udsue sine Underdanere, men heller skaffe dem Føde og Ophold, denne Artikel slap jeg vel fra.

Nu vil jeg da begyndt på min Tyvende, ja Tyvende og sidste Proposition, og derved slutte min Pieces Indhold, og mener saa at have snart nok til Kiøbmandens Lykke og Planteurernes efterkommnende Aag, hvor jeg begynder saaledes, af det som nu allerede er sagt, og meget mere som kunde siges, frygter jeg for, ved patriotisk Revision, Balancen ei nær, som forhen er sagt, bliver, at Kongens Casse vinder 1000 Rixdaler, naar hans Undersaatter ved alle Følgerne deraf taber en Tonde Guld, at Kongens Casse vinder dog noget anseeligt om Aaret, kan dog nok være, men jeg giør det med Villie og Forsæt til lidet; thi den Handel ønskede jeg gierne afskaffed, saasom det er en stor Sandhed, at Kiøbmændene i Dannemark taber en Tønde Guld derved; thi naar jeg eftertænker, hvad man i forrige Tider kunde indpractisere uden at betale Told og Consumption, var det noget anseeligt. Hvad er ikke indpracticeret i Sielland, Lolland, Falster, Møen,

39

39

Langeland, Ærøe, Bogøe og det store Jylland, naar alt dette blev lagt sammen, kunde der vel beløbe sig til en Tønde Guld, ja man seer, at hele Fartøyer er taget i Jylland i Administrations-Tiden, ladte med spundne Tobakker, som var spunden i Holland. Nu seer jo alle og enhver, at jeg har Ret i at Landet taber en Tønde Gulds Indtrader. Det er derfore alle de saa Retsindiges Ønske i Landet, at den for Landet saa ødeleggende Handel, jeg siger selv faa Retsindiges Ønske, maatte ophøre, Planteurerne igien faae sin forrige Friehed, og Præmier udsatte for dem, som plantede de beste Tobakker, hvilket er skeet i Administrations-Tiden, og Kiøbmændene i Landet maatte tilholdes paa det skarpeste, at tage deres Tobakker af Landets Fabriqve, paa det Arbeids-Lønnen kunde blive i Landet, hvorved Folke-Formerelsen kunde tiltage, og da man seer det i Administrations-Tiden er allerede skeet, viser sig af følgende Tobakspinderiers Tiltagelse, da her i Landet fandtes en Tobakspinder i Slagelse, 2 i Kiøge, en i Roeskilde, en i Ringsted, og de i Fyhn bleve og paa deres Sted, hvilke forhen vare, men i Kiøbenhavn vare for Administrations-Tiden 12 a 16 Stykker, men nu ere forbedrede til 40, og formodes, naar den mangfoldige Indpractisering af fremmede Tobakker kunde hemmes, kunde endnu avle af sig mange gode Tobaks-Fabriqver, hvorved mange fattige Men

40

40 nesker kunde have deres Ophold. Disse ere, min gode Kiøbmand, de Grundregler jeg haver udgivet i min Piece, og mener, de ere vel fremsatte for Kiøbmændene og Planteurerne; skulde jeg have forseet mig i et andet, enten i at lyve eller sige sandt, troer jeg ikke nogen regner mig det til Onde; thi efter min tiltagende Caracteer, bør de ikke, som er dette: Jeg frygter Gud, ærer Kongen, og elsker Fædernelandet.

1

Vorläuffige Gedanken von dem

Ruzen

der

Manufakturen überhaupt

besonders aber in

Betracht

auf Dännemark.

Kopenhagen 1771. Gedruckt bey L N. Svare, wohnend in der Schinderstrasse.

2

        

3

Bey den vielen zum Vorschein gekommenen Schriften, die zur Verbesserung des Landes abzielen sotten, hat man unterschiedliche Vorschläge gefunden, wodurch man geglaubt, den Bedruck des Landes abzuhelfen.

Einige haben die freye Handlung als den einzigen Weg das Land aufzuhelfen angerathen, andere dagegen die bessere Cultivirung des Ackerbaues, als das sicherste Mittel, das Land in Aufnahme zu bringen, im Vorschlag gebracht: Keiner aber hat der Manufacturen Erwehnung gethan, vermuthlich weil man solche als Einrichtungen von geringer Bedeutung, die zur Aufnahme eines Landes, wenig beytragen könnten, angesehen.

Man muß aus allen diesen mit Recht den Schluß machen, daß keiner den Wehrt der Manufakturen kenne, noch den grossen Einfluß, welchen solche in dem Wohl eines Staates haben eingesehen.

4

4

Ich halte es daher, als ein Patriot, für meine Pflicht, die Wichtigkeit der Manufacturen für ein Land überhaupt, und sonderlich in Betracht auf Dännemark zu zeigen.

Ich werde dieses aus nachstehenden 5 Sätzen zu beweisen suchen, nemlich:

1. Daß die Manufacturen das Land bevölkern.

2. Grosse Summen Geldes durch den Arbeits-Lohn

im Lande erspahren, und herein ziehen können.

3. Die Landes Cultur überhaupt aufhelfen.

4. Die Handlung befördern.

5. Und die Städte in Aufnahme bringen.

1. Daß die Manufacturen das Land bevölkern.

Da es als eine allgemeine Wahrheit, die keinen Zweiffel leidet, angenommen werden kann, daß ein Land in so ferne für reich und mächtig zu halten, als es viele arbeitende Einwohner zählen kann; so kann auch die Vermehrung der Einwohner in einem Staat durch nichts mehr und geschwinder befördert werden, als eben durch die Manufacturen.

5

5

Je mehr Nahrungs-Mittel in einem Lande können in Bewegung gesetzt werden, desto mehr Menlchen können auch ihren Unterhalt darinnen finden.

Unter allen Nahrungs-Mitteln aber in einem Staat, können gewis keine Hände mehr beschäftigt werden, als eben bey den Manufacturen, und sie allein haben dieses voraus für allen andern Handthierungen, von welcherley Natur sie auch seyn mögen.

Man nehme zum Exempel die Lacken-Fabriken, so wird man finden, daß ein Stück sein Lacken von Anfang an, daß es in Arbeit gefetzt wird bis es völlig fertig, wohl achtzig Mahl durch die Hände gehen muß, welches hier zu detailliren zu weitläuftig fallen würde; außerdem ist als ein Articul der die Vermehrung der Menschen ungemein befördert, in Erwegung zu ziehen, daß, da bey den Manufacturen Kinder von 6 Jahren bis alte Leute von 70 Jahren, etwas verdienen können, ein Gesell oder andere dabey arbeitende Persohn sich weit leichter verheyrathen kann: als bey irgend einer anderen Profession.

Die sonst bey der Verehligung so schwere Frage, woher nehmen wir Brodt? fällt bey ihnen ganz

6

6

weg; der Mann weiß, daß seine Frau und Kinder ihm nicht allein nicht zur Last fallen werden, sondern können ihm immer etwas verdienen helffen. Ein Vortheil wovon sich andre Professionen nicht rühmen können.

Uberdem wird die Historie aller Staaten sattsam zeigen können, daß nur allein diejenigen Länder blühend und volkreich sind, wo Fabriken gehandthabet werden. Die geschwinde Vermehrung der Menschen, daselbst nur von der Zeit an ihren Anfang genommen, wie solche eingeführt worden; und daß im Gegentheil, wo Manufacturen landflüchtig sind, sich ein grosser Mangel an Einwohner findet.

Zum Beweiß des ersteren kann Engelland, Holland und Frankreich dienen, und das letztere liegt durch das Exempel Spaniens, Portugals, Pohlens und Ungarn deutlich am Tage; da alles Gold und Silber so jährlich aus America nach Spanien und Portugal gebracht wird, solche eben so wenig, als der gute Boden, und der Uberfluß an Getreide in Pohlen und Ungarn diese Lander hat bevölkern können.

2. Grosse Summen Geldes durch den Arbeirt-Lohn im Lande erspahren, und herein ziehen können.

7

7 Da ich im Vorhergehenden gezeiget, daß kein Nahrungs-Stand zu Verfertigung seiner Maaren so viele Hände in Bewegung setzen kann, als eben die Manufacturen, so ist es offenbar, daß wenn ein jeder auch nur so viel dabey verdienen soll, daß er wenigstens das kümmerliche Brodt haben könne (weil es Leute darunter gibt, die die Woche für 12 Lß. arbeiten müssen) der Arbeits-Lohn gleichwohl ein beträchtliches ausmache.

Zum Beweiß dessen, will ich die so genannte Holländische Lacken-Fabuike anführen. Selbige hat nach einer genauen Berechnung allein in 14 Jahren 235498 Rthlr. 4 Mk. 6 ß. an Arbeits-Lohn ausgegeben. Wie viel würbe der Arbeits-Lohn nicht ausmachen, wenn alles was Dännemark jährlich würklich an Lacken consummiren kann, hier fabricirt würde Ich halte es der Mühe werth eine ohngefehrliche Berechnung hie herzu setzen.

Gesetzt, es kleiden sich in Dännemark 150000 Menschen im Lacken von unterschiedlicher Bonitet und Preisen.

8

8 Ein dritt Theil davon werden sich alle Jahr, ein andrer dritt Theil alle 2 Jahr, und der Rest alle 3 Jahr ein Kleid machen lassen, wovon der Arbeits-lohn folgendermassen zu berechnen seyn würde:

50000 Menschen die sich jährlich ein Kleid machen

lassen a 10 Rthlr. - Rthlr. 500000 50000 alle 2 Jahr a 4 Rthlr. jährlich 200000 50000 alle 3 Jahr a 2 Rthlr. jährlich 100000

macht Rthlr. 800000

Zu Verfertigung einer solchen Quantität Lackens werden pr pr. 25000 Menschen erfordert, wovon wenigstens von 20000 (Kinder von 6 bis 14 Jahren, die doch gleichwohl auch dabey arbeiten, unberechner) jeder jährlich durch die Circulation an Contribution, Consumption und Accise 6 Rthlr. bezahlet, macht 120000 Rthlr. die dadurch in die Königliche Casse fliessen.

Kann nun eine einzige Branche der Manufacturen dem Lande und dem Könige so vielen Rutsen schaffen, so werden die übrigen Arten, von wollene, seidene, baumwollene, leinene und andere Fabriken, ich rechne nur sehr mäßig, eine nehmliche Summa dem Lande an Arbeitslohn erspahren können, und eben so viele Leute unterhalten.

9

9

Man bedenke, was ausser einer solchen jährlichen Erspahrung von 2 Millionen die Circulation davon für eine erstaunende Wirkung in allen andern NahrungsStänden zu Wege bringen würde, da von dieser gedachten Summa gar wenig für auswärtige Producten, die zur Ueppigkeit dienen, ausserhalb Landes gehen werden, sondern unter Brauer, Bäcker, Brantweinsbrenner und viele Handwerker vertheilet werden.

3. Die Landes Cultur überhaupt aufhelfen.

Nachdem ich in den vorhergehenden heyden Posten satsam erwiesen zu haben glaube, daß Manufacturen beydes das Land bevölkern, und grosse summen Geldes im Lande ersparen; so will ich hier der Ordnung nach, jetzund kürzlich zeigen, welchen grossen Einfluß selbige in der Land-Oeconomie haben, und nichts solche mehr befördern können, als eben diese; so wie im Gegentheil eine gute Cultur des Landes zum grossen Vortheil der Manufacturen gereichet. Beyde sind ohne alle Wiederrede Geschwister, deren gemeinschaftlich Wohl ohne Beystand und Beförderung beyder nicht statt haben kan.

10

10

Daß der Landmann grossen Nuzen von den Manufacturen ziehen könne, ist offenbar.

Man nehme an, so wie es der Natur der Manufacturen nach seyn soll, daß sich allenthalben in den kleinen Städten Fabriken finden. Wie viele Dinge bedürffen solche nicht von dem Landmanne. Ausser seines angebaueten Korns, das er sonst sehr oft auf etliche Meilen entfernet, mit wenigem Vortheil verkaufen muß, und nun in der Nähe absetzt, bedürfen diese Leute sehr viele andre Dinge, die der Acker hervorbringen kan, und den Landmann ermuntern, sich auf solche Producten zu legen, woran er vorhero nie gedacht, und wofür er gleichwohl vielleicht so vieles Geld lösen kan, als ihm die Nothwendigkeiten, die er aus der Stadt bedarf, kosten würden.

Was wird er nicht an seinen Wagen und Pferden ersparen, wenn er an statt eines Weges, oft von 8 bis 10 Meilen, den er fahren muß, und dieserwegen wohl 3 Tage mit seinem Knecht vom Hause entfernet bleibt, um Geld für seine Producken zu lösen, solche in einem halben Tag am Mann bringen könte.

11

11

Nicht zu gedenken, daß seine Pferde im Frühjahr im Stande seyn werden, seine Aecker besser zu besorgen, folglich sich einer reichern Erndte wird gewärtigen können, an statt dessen man jetzt mit Wehmuch sehen muß, daß zwischen den gesäeten Aeckern vieles Brach lieget, welches aus keiner andern Ursache geschiehet, als weil des Bauren Pferde nicht im Stande sind das Land zu äckern. Ich sollte glauben, dieser Umstand verdienet angeführet zu werden.

In einem grössern Detaill will ich mich jetzt nicht einlassen, da meine Absicht in diesen vorläufigen Gedanken lediglich dahin gehet, zu zeigen, daß Fabriken die Cultur des Landes überhaupt aufhelfen. Ich könte mich noch überdem auf die Authorität vieler Schriftsteller beruffen die meinen Satz bestärken werden, ich will aber nur ein paar anführen, welche diese Materie, ausser was unser redlicher und patriotisch gefinneter Hr. Capitaine Lürkens davon geschrieben, berühret haben.

Der erste ist der Hr. Commerz-Rath Dluf <Dluf Hamren in Schweden, der schreibt in einer Piece von den