Luxdorphs samling af trykkefrihedens skrifter 1770-1773: Række 1 bind 5

Den

Danske

Oeconomus indeholdende

1. Om Handelen.

2. Om Fabriqver.

3. Om Landvæsenet.

4. Om Embedsm. og Suplicanter.

5. Om Borgere.

6. Om Laugene.

7. Om Hospitaler og Fattighuuse.

Første Deel.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt hos Joh. R. Thiele, boende i Peder HvitfeldtsStræde, og findes sammesteds tilkiøbs.

2

        

3

Fortale. Ligesom det er alle og enhvers Pligt, som leve udi Societet med andre, at see hen til og fremme det

almindelige Beste til fælles Fordeele, og at ingen derudi bør gaae nogen Afvey eller søge nogen Fordeel for sig selv. Societetet til Indgreb og Skade, saa burde og ingen af dem, som leve udi et Land sammen, under een Regiering, og ved den beskyttes, at foretage sig noget, Landet i Almindelighed til Skade, men giøre sig Umage for, at fremme det sammes Gavn og Beste; men herudi forekommer Vanskeligheder, i det

4

4 Fortale. Menneskene, enhver især maae sørge for sig selv, og seer hen til egne FordeeIe, uden at kunde drage det almindelige Beste og fælles Nytte i Betænkning, og de som holde sig fra at søge nogen Næring og Fortieneste, ved det som kan være skadelig, maa ofte lide under, at andre foregaae dem med Fordeelene derved. Samme er Aarsagen til at et Lands Vel eller tilfælles Nytte ikke kan blive iagttaget og befordret, uden ved publiqve Oplysninger, Forbude og Anordninger.

Oplysninger har jeg attraaet herved at give, ey allene om det som er skadelig, og derfor burde lades eller indskrænkes; men endog om det, som er nyttig til Nærings-Veye, Fortienester og Underholdning, og derfor burde at be-

5

5 Fortale.

fordres. Har jeg feilet i mine Meeninger, det vil jeg overlade til andre at dømme om, og om saa er, haaber jeg

dog, at ingen fortænker mig, fordi jeg udi en god Meening har udladt mig med det, som jeg troer er gavnlig.

Forbudde og Anordninger giør Kongen, naar han befinder dem nyttige, enten til, at lade det, som er skadelig eller at befordre det, som er gavnlig. De ere altsaa meget gode, uden i de Tilfælde, hvor de kan overtrædes og misbruges saaledes, at nogle uformerkt, kan beriige sig derved, som kan foraarsage mange andres og de flestes, ja snart alles Fattigdom og eendeels Ruin; hvorom jeg har giort min Forklaring under Skriftet i sig selv, og altsaa her vil det forbiegaae.

6

6 Fortale.

Jeg har da ey videre herved at erindre, end at producere det, som jeg ønsker maa blive til Nytte og Gavn.

Kiøbenhavn den 14 Febr.

1771.

E.

7

Første Afhandling.

Om

Handelen.

Handelen udviides og drives i alle Verdens Deele og giver nogle Fordeel, andre Tab.

Saasnart en Konge formerker en skadelig Handel, er han nødsaget til, at indskrænke den, enten ved Told eller ved Forbudde. Formerker han derimod en fordeelagtig Handel, eller en Handel, som han maae lade vedligeholde, for at ophielpe andre, hielper han den af Stæd ved Societeters Stiftelse og Octroyers Uddeelelser, samt forunder Societetet de behøvende Frieheder, og forbyder andre at giøre den nogen Indpas.

8

8 Forbudde er altsaa to Slags, nemlig, de som giøres for at indskrænke en Handel, som er skadelig for Landet i Almindelighed, og de som giøres til er Societets Bistand. Begge Slags Forbudde kan medføre Vanskelighed, efterdi derved kan skee en Forandring i Handelen, som kan røre der, som ey saa lettelig kan viides eller efterkommes, der maaskee lige saasnart kunde vare til Skade, som Gavn, hvorfore de ey heller saa lettelig uden god Indsigt, Overveyelse, Undersøgning, Raadføring og fuldkommen Overbeviisning, om Nytten deraf tilskrides.

Naar nogle giøre tvertimod Forbudde, saa skeer der for egen Fordeels Skyld, hvorfore samme og bliver andre til Byrde, i der de første profiterer ved det, som de sidste, der holde sig Forbuddene efterrettelig, ingen Nytte har af.

Ikke desmindre, saa kan dog nogle Forbudde være et Land meget fordeelagtige, saasom: Forbud at udføre der, som foraarsager Mangel og Dyrtiid i Landet, er meget god, og Forbud, som giøres paa de Tings Indførsel, som ikke behøves, eller i det mindste kan undværes, ligesaa, naar alle ville holde dem, de kunde vare bestandige og ingen Misbrug blev begaaet.

9

9 Men endskiønt jeg vil tilstaae, at saadanne Forbudde kan være gode eller nyttige, saa troer jeg og, at de i visse Maader kan være skadelige, især paa Levnetsmidler og alle de Ting, som ey giver Andledning til Overdaadighed, unødvendig Stats, Fraadserie og Drukkenskab, og det af den Aarsag:

1) At Kornhandlere, og de som ere riige og formuende, kan ved et Forbuds Ophævelse, hvorefter Korn og Fæde-Vare bliver tilladt at indføres, ey alleene giemme deres eget Korn og Fæde Vare, men endog opkiøbe alt det, som paa nogen Tid kan blive indført, ja alt andet, som er i Landet paa Herregaardene og rundt omkring, som de følgelig udi den frie Indførsels Tiid, maatte faae got Kiød paa, og glemme samme saalænge, indtil Forbuddet blev igientaget og fornyet, hvorover altsaa maatte foraarsages Mangel og Dyrtiid i Landet, som ville tilveyebringe, at den eller de, som saaledes havde kiøbt i Indførselens Tid, da Priisen var billig, kunde tage dobbelt Fordeel, og alle i Almindelighed maatte betale det som de behøvede dobbelt. Saaledes har jeg hørt en Historie fortælle om en Kiøbmand som i gamle Dage boede i Provincierne og eyede nogle Herregaarde, at han ey alleene giemte sit eget Korn og sine Fæde-Vare efter Dyrtiid, saa at han

10

10

havde saa mange Aars Korn beliggende, at han ikke kunde rumme der paa sine Heregaarde, men maatte legge der op paa Kirkelofterne, hvor noget laae saa længe indril Ormene gik derudi, men han passede endog paa i de gode Tiider at opkiøbe alt det han kunde faae, som han lod henlegge, indtil Dyrtid indfalt, da han solgte det med stor Fordeel og tog 4 Rdlr. for en Tønde Rug, som ey havde kostet ham meer end 8 a 9 eller i det høyeste 12 Mark, saa at han derover til sidst blev anseelig og riig; men andre, som maatte betale dobbelt, bleve fattige.

2. ) At saadanne Kornhandleres Politesser og Opskruelser udi Handelen, udi en lang Tid kan foraarsage stor Fattigdom iblandt andre Landets Indbyggere, især Borgere, som maa købe alt det de bruge; som ogsaa kan være een af de største Hoved-Aarsager til, at saa mange blive ruinerede.

3.) At andre smaa Handlende, som ey har andet at leve af, end det samme, betages deres Nærings-Brug ved de forbemelte Opskruelser, hvor over de blive kede af at handle, og de som har samlet sig noget, sætte sig hen at leve af deres Midler, saa at Handelen af samme Aarfag standser eller bliver liden, som formindsker baade Folkemængden og Kongens Told.

11

11

4.) Endelig foraarsager saadanne Opskruelser Kongen Tab, i det han maa og kiøbe.

Spørger man da, efterdi saadan Misbrug, som kan begaaes under er Forbud, er skadelig, og kan foraarsage stor Fattigdom iblant de fleste, kan saadant da ikke hemmes? da svares jo; hvorved? Ved en frie Handel for alle og enhver; thi naar en frie Handel bliver bestandig, saa maa dog de som kiober i de gode Tiider og giemmer efter Dyrtiid, eengang holde op og tvinges til at sælge, efterdi at en bestandig frie Indførsel giver Forraad nok, som tvinger de høye Priiser. ,

Spørger man derimod, i Andleedning af der som jeg forhen har sagt, at jeg troer at Forbudde kan være gode og nyttige, naar alle ville holde dem, de kunde være bestandige og ingen Misbrug blev begaaet, kan da en frie Indførsel ey være skadelig? Dertil svares: Ney! den er ikke saa skadelig, som Kornhandlernes Misbrug; thi som en Kornhandlere ved en frie Indførsel maae tvinges til at sælge sine Vare for en billig Priis, men Inden- eller Udenlands, saa udbringes derfor noget, og ved det, at NæringsMidlerne bliver at bekomme for billig Pris, understøttes mange til at fortsætte deres Håndteringer, hvorved noget kan fortienes og indbringes, som de i Dyrtiid ikke kunde afstædkomme

12

12

med; dog undtages de Ting, som forhen er sagt, der giver Andleedning til Pragt og Overdaadighev og kan undværes; over saadan frie Handel og Priisens Tvang vilde endog Indførselen med Tilden forbyde sig selv, af de Ting som vare nødvendige Levnets-Midler.

Naar hertil kommer, at et Forbud har været giort paa en Tings Udførsel, fordi den har været nødvendig behøvende i Landet, men' bliver ophævet naar Kornhandlerne har opkiøbt alt det de kan faae, som kan være ubekiendt, giør samme en Mangel, som foraarsager des større dyr Tid for dem som skal kiøbe, men en Understøttelse for Kornhandlerne.

Handelen er vanskeligt at kiende i Henseende til den Fordeel eller Tab som samme i Almindelighed giver, men det er naturligt, at enhver søger efter Fordeel for sig selv, da nogle Handeler, hvortil Levnets-Midler og andre nødvendige Vare udføres, som kan foraarsage Mangel og dyr Tiid i Landet, ere for saa vidt skadelige, men derimod kan de være nyttige og uforbigængelige, af den Aarsag, at for de Vare, som udføres, maa, andre Vare indvexles og indføres, fordi at de mere behøves, eller mindre kan undværes, end hine, som for Exempel: Salt, Jern og ander sligt, men naar de Vare, som for hine indvexles, ey ere nødven-

13

13

dige i Landet, som de indføres og fortæres, da er Handelen skadelig, omendskiønt den giver de Handlende Fordeel, saasom:

Den Ostindiske og Chinesiske Handel, som ved en Oetroy, herfra i mange Aar haver være, og er et Compagnie eller Societet tillat at drive, samt drives ogsaa fra andre Riger og Lande, troer jeg nok i forige Tider har været nogle i Europa nyttig som først har brugt den, og derved søgt Fordeel ved andre; men jeg troer derimod at den er skadelig for heele Europa i Almindelighed og nu ingen der til synderlig Nytte, men til Tab, fordi dertil udbringes Penge og Vare for mest unyttige Ting.

Jeg veed vel at, jeg herudi vil finde Modsigelse, i det, at herimod kan siges, at de reede Penge, som herfra udføres, forbliver i Spanien, hvor derfra tages Spanske Pilarer, som udføres til China, saa og fordi, at af de Vare,som fra China til Dannemak indføres, afsættes en Deel til Tydskland; men naar betragtes:

1.) At de danske Penge gaaer herfra til Spanien, og de Spanske til China, og at Sølvet følgelig gaaer ud af Europa.

2.) At derforuden udgaaer en stor Provission, som foraarsager Mangel og Dyrtid i Lander.

14

14 3.) At det som fra China bekommes ey er andet end fortærende Ting, som med Tiden forvandles til Støv og Potteskaar, og at desforuden lides derved, i det hvis som her af Klæder, Vare, og Porcelain kuude forfærdiges, ey kan afsættes.

4) At de danske med den Provision og de Vare, som udgaaer for de Ting, som ey ere behøvende, samt med de Penge, som i saa Maade ogsaa udføres, kunde underholde mange Mennesker og befordre mange Etablissementer, som kunde producere noget til Penges Indbringelse.

5) At de Vare, af Chinesiske som afsættes til Tydskland, ikke ere mange og at de danske, ved at befordre deres Fabriqver og andre Nærings-Midler, med de Penge og Vare, som herfra ti! China udgaaer, kunde forekomme de Vares Indførsel fra Tydffland, som De ved Handelen Vexelviis maae tage i Betaling, for den Thee og andet, saaledes debiteres, hvilket sidste jeg under den Afhandlig, som handler om Fabriqverne nærmere stal oplyse; og at ogsaa af samme Aarfag, for det: 6) De Penge og de Vare, som herfra til China er bleven udført kunde have forblevet i

15

15

Landet, til dets Understøttelse, saasom det er klart at Levnets-Midler og Penge, som ere gode og nødvendige vedligeholder alle og enhver samt befordrer og understøtter deres foretagende, men Stads Overdaadighed og mistelige Ting ruinerer dem, især, naar de intet foretager sig, som er fordeelaztig, samt

7) At naar de Penge nu havde været i Europa som derfra til China er udført i saa mange Aar, saa havde det giort noget anseeligt, som nu maa savnes.

8) At de Ostindiske og Chinesiske Vare, som ere meget kostbare, snart opflides eller sønderflaaes.

9) At baade Mands og Qvindes Personer som ere af Stand, kan klæde sig gandske ziirlig i Klædes Klæder eller Klæder af andet fint Indenlands Tøy, og de andre, som ere af ringere Stand og Formue, behøver ey andet end som gode indenlandske Vare.

10) At alle og enhver bruger Silke og Porcelain, saasom, foruden fornemme Folk, ogsaa Borgere og Håndværks Folk, Tienstepiger, Børn, Bønder og hvem det er, som kan samle en Skilling dertil, saa at saadan Brug gaaer alt for meget i Svang.

16

16 11) At nogle endog giøre Misbrug deraf i det de feye Gaden med lange silke Slæber, eller silke Feyekoster, og sligt giøres gierne af dem, som intet har noget, for dermed at indbilde andre, at de ere fornemme Folk, af stor Stand og gode Vilkaar, og

12) At mange kan undvære Porcelain, naar det ey kan faaes her i Landet og benytte sig af Steen-Toy; saa seer jeg ikke, at saadan Modsigelse finder nogen Grund, som kan være at antage.

Vel er der sandt, at Kongen faaer sin Told og de Handlende vinderved denne Handel; men hvad vil dette sige? naar sligt ansees for at kan være det almindelige Beste eller det heele Lands Fordee limod, saa er det jo bedre, at Landet bliver i Velstand, end som at Tolden betales, de Handlende, som Kiøbere og Inhentere vinder, og Resten gaaer af Landet til andere. Det er vel ogsaa sant, at Dannemark vilde tabe ved, at lade denne Handel fare, med mindre at alle andre i Europa giorde ligesaa, fordi, at de danske i saa Fald manne give andre i Europa, Fordeelen og Gevinsten for de Ostindiske og Chinesiske Vare, som de maatte indbringe; men ikke desmindere, naar Handelen synes at være skadelig, saa er det got, at den indskrænkes, faaledes, ar herfra ey udføres for mange

17

17

Vare, af dem som ere nødvendige og umistelige til Levnets-Midler, til Omvexling med andre som her indføres og kunde deels undværes, men maa haves for at forekomme andre Fordeelen, som dermed ville drive Handel og søge Fordeel.

Endelig maa jeg sige, at som Europæerne ere utrængende til denne Handel, som de i gamle Dage ey har vidst noget af, det dog ikke kan være dem saa meget til Skade, men er en Curiositet, at søge og besee fremmede Lande, ligesom det og er dem en Fornøyelse og Behag, at drikke Thee, saa kunde den og indskrænkes saa vidt, at derfra ey maatte tages andet end Thee, faa meget, som behøvedes til Personer af Stand og gode Vilkaar, og en mere, siden det gaaer alt for meget i Svang med at drikke Thee, da jeg troer ikke, at der er noget Menneske inden Kiøbenhavns og andre store Kiøbstæders Porte, uden at det jo drikker Thee, og paa Landet drikkes det ogsaa af de mest Formuende, da er hvert Menneske, som er af ringe Vilkaar, kan nære sig med varmt Øl, Melk og drikke Urter i Steden for Thee, saaledes, som gammel Skik og Brug haver været, og naar der drikkes saadanne Urter, som groer, ey alleene spares, men endog den Skilling og de umistelige Vare, som udgaaer for Thee, forblive i Landet; en anden Sag blev det om de havde saa mange Producter selv, som de ey

18

18

kunde fortære og afsætte paa anden Maade, end ved at omvexle dem med Chieneserne; Men Dette viides at De ikke har, thi hos nogle er baade Mangel for Penge og Levnets-Midler, som foraarsager en dyr Tiid og en Stantsning i mange nyttige Nærings-Veye.

Jeg paastaaer da aldeles ikke, at Thee er en Ting der er til Ruin, hvorfor? 1) Fordi at Den ikke er meget kostbar.

2) At de som ikke drikke Thee, maa drikke andet, saasom Øl, Melk og Urter og 3) at det Øl og Melk, som drikkes i Steden for Thee kan sælges og derfor efter Anseende indbringes ligesaa meget, om ikke meere, end som for Thee udgives, naar Sukkeret undtages, om ikke for samme Ting i Natura, saa Dog for Kornet, som forbruges til Øllet, samt Ost og Smør, som kan giøres af Melken; Dog naar samme tilfulde og med Vished skal siges, udfordrer Det en skarp og nøye Undersøgelse; men naar i Stæden for Thee kan Drikkes Urter, som voxer i Landet og ey til andet forbruges eller noget derfor indbringes, vindes derved, og det er et Sporsmaal, om ikke Thee her kunde voxe, enten i Huus eller paa Marken.

Handelen paa Guinea i og for sig selv, er Dannemark fordeelagtig, af den Aarsag:

19

19

1) At dertil udføres eendeel dansk Brændeviin, som faaes vel betalt.

2) At omendskiønt dertil udføres eendeel Levnets-Midler af de nødvendige, som maaskee kunde være nogen Aarsag til Mangel og dyr Tid her i Landet, saa dog:

3) Siden for De udbringende Vare, tages Slaver og Guld i Betaling, hvoraf Slaverne bringes til Vestindien og faaes vel betalte og Guldet indbringes i Dannemark, samt efterdi Kongen der foruden nyder en god Told, troer jeg min Meening er rigrig; dog mister Kongen derimod endeel af den Told, som kunde faaes af de Vare som udføres, hvorpaa de Handlende er forundt Toldfriehed.

Den Vestindiske Handel derimod i og for

sig selv, troer jeg ikke er meget fordeelagtig:

1) Fordi dertil udføres eendeel nødvendige Levnets-Midler, som her kunde foraarsage Mangel og dyr Tid.

2) Fordi de Vare, som for samme indvexles i Betaling og føres herhid, ere meget kostbare, saasom: Caffe-Bønner, Bom-Uld, Rom, Arrak og Sukker, og deraf alt for meget hidføres og bruges, som kunde undværes, siden den gemeene Mand i Danne-

20

20

mark vel kunde undvære Caffe, eller i det Sted betiene sig af brænt Rug, Hvede eller Byg, som skal være meget got og lige saa got som Caffebønner, selv anlegge Tobaks Plantagier til det behøvende Tobak og bruge dansk Brændeviin og Aqvaviter i Steden for Rom og Arrak, saa at det var meget bedre om mindre af disse Sorter blev hidført og Penge i det Sted indbragt; men des beklageligere er det, at omendskiønt denne Handel, for saa vidt som de til deels mistelige Tings Indførsel angaaer, ved Forhøyelse i Tolden er søgt indskrænket, saa hjelper det dog intet, men Brugen gaaer aft for vidt, i det at en Tienstepige, Tienere og Dreng drikker Caffe med, saa og alle andre, om del ogsaa er den, som neppe har saa meget at den kan skiule sig med og ligge paa, saa at naar den kan faae fat paa en Skilling, skal Ven dog have Caffe, og jeg troer at der findes de som tigge dertil, ja Rom og Arrak Drikkes overalt; hvilken skadelig Misbrug, ikke kan hemmes paa anden Maade, end ved reent at forbyde Indførselen, som dog ville medføre Vanskelighed og ellers kunde foraarsage en Standsning og Skade i Handelen siden:

3) Kongen nyder en god Told af de ud- og indførende Vare og han

21

21 4) maa ligesaa vedligeholde Handelen for at forsørge Indbyggerne i Vestindien, og sine

der havende Collonier; men

5) Naar man kager denne Handel i Consideration. med den Guineiske, saa bliver samme fordeelagtigere, dog vil begge Handeler ikke sige andet, end at vedligeholde Trafiquen, naar derved ingen Fortienste kan haves.

De danske udgive mange Penge imellem Aar og Dag for Caffe, Rom og Arrak, det var bedre at de indskrænkede sligt fra en almindelig Brug, og naar de brugte nogle af de Penge som foruden Tolden dertil udgives, kunde de oplegge meget, efterdi Øl eller de andre Ting jeg har omrørt, ikke koster saa meget, som de Vestindiske Vare; enhver kan selv herover giøre en nøyagtig Beregning, og deraf erfare Fordeelen eller Tabet, naar han forestiller sig baade de Indenlandske Vares Priis her i Landet, Fordeelen derpaa naar de omvexles, de Udenlandske Vares Priis her i Landet, saa vel som deres Vigtighed eller Droyelse imod andre, og legger sig Told-Roullen for Øynene som for Exempel: hvor meget Caffe skal imod en Tønde Øl, hvad er dets Priis, For deelen ved Omvexlingen og Tolden af begge, samt hvad Tab har man ved det at man maa forskaffe sig nødvendige Levnetsmidler i Steden

22

22 for de som udgaaer til Omvexling, og naar sligt skeer, sees Forskiellen noget nær. Handelen pag Strædet er i visse Maader umistelig, i andre fordeelagtig, og i andre skade lig, saasom:

1) Den er umistelig i Henseende til Salt, som derfra maa hidføres og ikke kan undværes. 2) Den er fordelagtig i det, at der afsættes eendeel Fisk og andre Vare, som ere mistelige, og

3) skadelig, naar derfra og her til, indføres for mange kostbare Viiner og Caffebønner, som gierne skeer og maa skee for at holde Trafiquen ved lige. De Fiskevare som didfores komme fornemmelig fra Norge og Island.

Handelen med Frankerige er angeneem og behagelig, men derimod ufordeelagtig og bedragelig, og det af den Aarsag:

1) At de franske Vare saasom Viin og Bræn-deviin ere noget kostbare, og for det meste, især for den gemeene Mand kunde undværes, som kan betiene sig af Landets egen Vare, som han kan have for lettere Priis, saasom, Øl, Brændeviin og Aqvaviter, og

2) i det at de besværge mange Mennesker.

Kongen faaer vel en god Told af de franske Vare, men Landet eller Indbyggerne tabe dog

23

23 derved i Almindelighed; men ikke desmindre, maa de Danske ligesaavel bruge dem, som andre Nationer for at vedligeholde Trafiquen, endskiønt Tabet kan være betydelig og Handelen kunde undværes.

Den Hollandske Handel kunde Indbyggerne her, legge sig mere efter at undgaae end de hidindtil have giort, ved at anlægge tilstrækkelige Papiir- og Oliemøller, Sæbesyderier, Fabriquer, Tobaks-Plantagier, dog ikke her i Kiøbenhavn, siden det uden Tvil i alle Tilfælde her falder for bekosteligt, derefter at sætte en Priis som kan holde Stik med Fremmedes og tvinge Indførselen. Kongen har og ved adskillige Anordninger befaler slige Tings Anlæg, Introduction og Brug, hvorefter ogsaa eendeel Anlægge ere giorde, men Det burde Skee meere, i alle Tilfælde og paa mange Sræder, hvor dertil kunde være bequem Leylighed.

Paa Handelen imellem Norge og Engeland veed jeg ikke noget at kan udsætte, naar Nordmanden ey selv kan søge den Fordeel, som han giver Engelsmanden, i det han udfører sit Jern og andet til Engeland og efter at det der er forarbeydet i Issenkram og andre tjenlige Ting igien kiøber det og derved giver Engelsmanden baade Arbejdsløn og Fordeel. Men som Norge har Mangel paa Korn og Malt, følgelig

24

24

ogsaa paa ordinare Drikke-Vare, saa er især Theehandelen meget nyttig for Norge, da jeg troer, at de norske lettere kan holde Thee end som Øl, og lige saa troer jeg at en bestandig frie Indførsel af Korn og Føde-Vare, er den ikke skadelig, men meget nyttig.

Handelen paa Østersøen kunde mere indskrænkes, end hidindtil skeet er, ved her i Landet at saae noget meere af Hør- og Hampefrøe, end som forhen er saaet saa og ved at anlegge adskillige Fabriquer, som paa sit bequemme Sted skal blive omtalt.

Den Islandske Handel er fordeelagtig og det af den Aarsag:

1) At Kongen maa forsørge Indbyggerne som give ham Skat eller Landskyld.

2) Fordi at de Vare, som dertil udføres bestaaer meest i Levnets-Midler og Vare til Klæder, som ere nødvendige, og

3) at for de saaledes udførende Vare, bekommes Mængde af Fisk, Kiød og ulden Gods, hvorfor mange Penge indbringes baade her, i Hamborg, Danzig, Lybeck, Holland og Strædet, af Compagniet; dog udføres herfra til Island, for mange reede Penge aarlig.

25

25

Svedsker burde aldrig indføres til Danmark; thi som Svedsker er intet andet end Blommer, som ere tørede, og her groer nok af det Slags, saa kunde samme tages i Stæden for dem, som indføres.

Ligesom jeg forhen har været af de Tanker at en frie Indførsel eller fri Handel med alle nødvendige og uskadelige Vare, var nyttig for Landet, for at forekomme Dyrtiid, saa meener jeg og, at en maadelig Told paa de samme er meere gavnlig end som stor Told, fordi begge Deele giør en billig Priis paa al Ting og det er Moderation og Billighed, som befordrer mange Etablissementer, giver Folk Leylighed til at ernære sig, og at kunde formedelst Villigheden, sætte saadan Priis paa deres forarbeydende Vare, at de kunde holde Priis med andre, hvorved fremmede Vares Indførsel af samme Slags som ey vare nødvendige, ville forbydes af sig selv, men Dyrtiid foraarsager, at mange ikke kan ernære sig, men maa gaae bort, Hvorfor heller intet med dem fortienes.

In Summa er af alt foregaaende med mee re, at merke:

1) At Danmark giør anseelige Leverancer af Korn og Fødevare samt andre Levnets-Midler til Norge, Vestindien, Strædet, Gui

26

26 nea, Island og andre Stæder, og at den af de Vare, som derimod indkommer, afsæt» rer eendeel til Tydskland og andre Stæder, hvorover den igien kan behøve Tilstød fra Tydskland af Levnets-Midler. Og at derfore

2) en frie Indførsel paa Levnets-Midler og andre Ting kan være Dannemark tienlig, for dermed at befordre Etablissementerne.

3) At Theehandelen ikke kan være skadelig, men snarere nyttig.

4) At den Guineiske Handel i og for sig selv er god.

5) Den Jslandske ligesaa.

6) Den Spanske umistelig.

7) At den Hollandske meget kan søges forekommet.

8) Den Østersøeske ligesaa.

9) At den Vestindiske vel ikke kan være skadelig at bruge til Maade, men for megen Brug af Caffe, Rom og Arrak tilveyebringer et Tab, i der der udgaaer mange nødvendige Ting for samme som kunde undværes.

10) At den Ostindiske og Chinesiske for saa vidt som angaaer Silke og andre kostbare KlædeVares, samt Porcelains Indførsel og reede Penges Udførsel, er skadelig.

11) At Den Franske er skadelig.

27

27

Toldforhøyelse imod en skadelig Handel, er for saa vidt god, om den kan tvinge Handelen, for dem, som ey ere meget formuede, saa at de derover kan lade det som er skadelig, saa og fordi at Kongen faaer noget for det, som uagtet Forhøyelsen endelig indføres eller udføres; men den kan og i mange Maader være skadelig, saasom:

1) Naar den ey kan indskrænke den skadelige Handel, giør den en fordyrelse paa mange Ting, som formedelst dets forhøyed Priis ey kan afsættes, saasom, naar Tolden bliver forhøyet paa Viin, og alle drikker den, saa foraarsager sligt, at en Fabriqueur maa betale støre Forhøyelse til en Bager paa Brød og give ham sin Viin-Told med, ligesaa til en Brygger, Skræder, Skomager, Peruquemager og andre, for hvis han faaer af dem, han maa og give sine Folk større Løn, og for sin egen Familie tage Tolden, som forhøyer hans Priis paa de forarbeydende Vare, saa ar han ey kan holde Priis med andre og følgelig ey afsætte dem.

2) Kongen maa af samme Aarsag betale det dyrere som han bekommer, og give sine Betientere større Gage, saa at den indkomne Told derved bortgaaer.

28

28 Anden Afhandling.

Om

Fabriquer.

Fabriquer ere meget fordeelagtige i et Land, hvor der gives Leylighed til at holde dem, og Vare til Forarbeydelse, saa at alting er billig for Brugerne, og det af den Aarsag:

1) At mange Mennesker kan ernære sig derved.

2. At Indbyggerne kan forarbeyde deres egen Vare i nyttige og brugelige Ting, og derved ey allene forsyne dem selv med det Behøvende, som de maatte forskaffe fra andre Stæder, men endog vinde den Arbejdsløn og Fordeel, som de maatte give andre, og

3) naar de ligge paa de Stæder, hvor der er god Forraad, og Levemanden er billig, kan paa de forarbeydende Vare sættes saa billig en Priis, at samme ey alleene forbyder Indførselen af sig selv, paa fremmede Vare af samme Slags, men endog giver god Afsats baade Inden- og Udenlands, hvorved meget baade kan spares og indbringes- Naar deri

29

29

mod Anlæggene skee paa kostbare Steder, finde Varene ingen Afsats, formedelst den høye Priis, som Kostbarheden nødvendig udfordrer og Indførselen fra andre Steder kan ikke hemmes, men alt det, som kan faas billigt, søges indkiøbt og forhandet.

Af samme Aarsag holder jeg for at det ikke er nyttig ar anlegge fleere Fabriquer i et Land, end de, som gives Forraad nok til, af Landets egne Vare, til Forarbeydelse, fordi at de Vare, som maatte søges fra fremmede Stæder, koster meget at indbringe, foruden den Fordeel, som derpaa man gives til Negotianterne, der temmelig fordyrer dem.

Seer man nu hen til, at alting i alle Kiobstæder er dyre og Levemaaden koster dobbel eller somme Steder tredobbelt eller meere end som paa paa sine Steder paa Landet, som kommer sig af at der, nemlig i Kiøbstæderne intet haves, uden det, som maa kiøbes fra Landet, at deraf maa betales Told, Consumption Skibsfragt, Kiøbmands Provission, Lade- og Losse-Penge, ArbeidsPenge, Pakhuus Leye, og saa videre, som strækker sig til alle Mennesker. saasom ey alleene til en Anlæggere af en Ting for sin egen personlige Underholdning, men endog til alle hans Børn, Familie og Tienstefolk, samt alle de som maa gaae ham til Haande, saasom Tømmermestere, Muur-

30

30

mestere, Snedkere, Glarmestere, Malere, Skrædere, Skomagere, Peruqvemagere, Bødkere, Slagtere, Bagere, Vafferpiger, Syepiger, og alle andre saadanne, som han maa hove med at bestille, og samme strækker sig ogsaa til Anleggerens Svenne og Drenge, som han maa holde til sin Handterings Drift, som foraarsager, at han maa give dem 200 Rdlr. som han kunde holde paa Landet med 100 Rdlr. ja at en Bygning i Kiøbstæderne, koster ham 4, 6 a 10000 Rdlr. imod at een paa Landet kan haves for Bagatellerie; saa synes det at en Fabriqveur eller Anlægger paa Landet, kan udi et Aar drive saadan et Værk og fabriqvere saa mange Vare paa Landet der kunde med Bygning, Anlæg og al Bekostning ey beløbe sig til meere end 50000 Rdlr. som han udi samme Tid, af lige Bonitet og Qvantitet og med lige mange Folk, ey kunde tilveyebringe udi en Kiøbstæd som er kostbar for 100000 Rdlr. og deraf ville følge at han kunde sætte sin Priis saaledes, at han derved ey alleene kunde tvinge Indførselen af samme Slags, fra fremmede Stæder, men endog finde god Afsats baade Inden- og Udenlands, som for Exempel, en Alen Klæde kunde haves paa Landet for 9 Mk. som udi en kostbar Kiøbstæd ey kan giøres for ringere end 3 Rdlr. af lige Bonitet.

Efter saadan Beskaffenhed meener jeg, at Klæde- og Uldne Vares Fabriqver, saml Kam-

31

31 magerier, Beendreyerier, Garverier, Feldtbereeder- og Handskemager-Værker, Papiirs Møller og saa videre, kunde anlegges paa Landet i Dannemark, til Nytte, siden Landet har Forraad af de Vare, som dertil skulle forbruges, saa vel som gode Levnetsmidler til Arbeydernes Underholdning, da det er bedre at de Vare som falder i Landet, der samme Steds fabriqveres, end som at de bortselges til andre som samme kan giøre i Arbeyde og igien indføre, og at Landets egne selv søge den Arbejdsløn og Gevinst som de give andre. Jeg meener, at nogle af saadanne Anlægge især Klæde- og Uldne Vares Fabriqver, kunde skee ved Sædegaardene, hvor de fleeste Eyere har gode Leyligheder til Værkerne, uden dertil at opføre nogen nye Bygning, som ellers naar de samme maatte opføre, ikke ville koste dem meget, da de kunde anskaffe sig hver en Mester og en Svend, og i øvrigt til at spinde og karte, betiene sig af deres egne Bønder og Tienere, samt lade nogle af de samme oplære, som siden kunde være dem til Tieneste eller etablere sig paa Godserne; og mon ikke enhver Bonde ligesaa vel kunde giøre Klæde, som Vadmel? jeg mener jo, at naar de dertil bleve lærte og de havde de behøvende Stampemøller, Præsser øg Overskiærere i Landet, som de kunde søge paa samme Maade, som de nu søge Farveren, saa kunde det lade sig giøre, især kunde Huusmændene som ingen Av-

32

32 ling bruge, men maa Arbeyde for andre eller ernære sig af deres Hænders Giærninger, derved ernære sig. Ved samme Leylighed kunde de Handlende i Kiøbstæderne bekomme Landets egne fabriqverede Vare, at drive Handel med paa andre Steder. Og som Landet derover ville komme til at behøve meere af fortærende Vare, og følgelig ikke kunde miste faa meget af Korn og Fæde-Vare som nu, med mindre Hederne overalt bleve dyrkede og bebyggede, saa troer jeg, at det var got, dersom de Handlende i Kiøbstæderne maatte tillades en frie og bestandig Handel med Korn og Fæde-Vare fra fremmede stæder, saa at ingen Mangel maatte haves, paa det at Levnetsmidierne ikke skulle fordyres. Sælland troer jeg dog ikke er bes qvem for Fabriqver, fordi at det ligger Kiøbenhavn saa nær, haver liden Forraad og giør idelig Tilførsel til Kiøbenhavn, som fordyrer Lev« netsmidlerne og ofte foraarsager Mangel, saa at mange af Indbyggerne maa kiøbe eendeel Korn- og Fæde-Vare udi Kiøbenhavn, som dertil, med stor Bekostning ere indførte og fortoldede; men Jylland, Fyhn og Holsteen maa ufeilbarlig være det.

Tager man nu Norge for Øynene, da seer man at der haves stor Forraad af Sølv, Kobber, Jern, Metal og andre saadanne Ting, samt en stor Mængde af Tømmer og Træ, som giver

33

33

Andledning at spørge. Efterdi i Norge er saadan Forraad af de ommeldle Ting, kan der da ikke ogsaa forfærdiges, ald Slags Kobber-Arbey- alle Slags Issenkram, Giortler-Arbiede, Uhrmager-Arbeyde, Flinter, Kanoner, og andet sligt, samt brændes Aske, males Olie og kaages Sæbe? og hvortil maae svares: Norge har vel paa sine Stæder Mangel paa Korn og Fede-Vare, men den har derimod god og stoer Forraad paa Fisk, og naar den har frie Handel med Korn og Fæde-Vare, saa kan Levemaaden ogsaa være billig, og efterdi Levemaaden er billig, saa kan den ogsaa selv forarbeyde sine Manufactur Vare og selv søge og vinde den Arbeydsløn og Fortieneste, som den forhen i visse Maader har givet andere, saa og overlade noget til Fremmede; og det er bedre at Nordmanden selv forarbeyder sit Jern i Issenkram, end som at det bliver udført til andre, som forhen har forarbeidet det, og igien indført det til Norge, han kan ligesaa got giøre de Sorter, hvoraf et Uhr sammensættes, som Engelsmanden, der giør samme paa de mindstbekosteligste Steder i Engeland, hvorfra samme indføres i Kasser til London, og der bliver sammensat, som er Aarsagen til at et Engelsk Uhr kan sælges for saa ringe Priis, han kan lige saa got giøre GiortlerArbeide, som andre paa de Steder, hvorfra det hertil indføres, ligssaa Kobber-Arbeide, samt Flinter og Kanoner, saa og ligesaavel som an-

34

34

dre, brænde Aske, male Olie og kaage Sæbe, som alt kan være got. Skulde det formedelst at Norge har en Slags Mangel paa Korn, falde for kostbar, der at vedligeholde Værkerne, som jeg ikke troer, især, da de til forarbeidelse behøvende Vare, der produceres, saa kan jo de sidste Vare med lige saa liden Bekostning indføres fra Norge til Dannemark, og der forarbeides, som de kan føres til andre Steder; vel er det sant, at Dannemark mangler Kuul, som altsaa maatte forskaffes fra fremmede Steder; men som ved en Skieppe Steenkul kan meget forrettes, saa vil saadan Mangel paa Kuul ikke giøre nogen synderlig Hindring, saa længe de ere at bekomme paa andre Steder.

Alle Nærings-Veie ere gode, naar ikkun Anlegget er rigtig, og naar Anlægget ei kan giøres rigtig eller til nogen Fordeel, saa er der bedre at det bliver ugiort end giort. Og som Hoved-Posterne ved et Anlæg, som fornemmelig forud bør eftertænkes, er om Billigheden paa det Sted, hvor Anlægget skeer, er saaledes, at Prisen paa de Forarbejdendes Vare kan nedsettes efter andres Priser paa samme Slags Vare; saa af samme Aarsag meener jeg, at ingen Haandværksmester i Kiøbstederne, kan forfærdige noget, som med ForDeel kan afsættes paa fremmede Stæder, men

35

35

paa Landet vel, saasom skoe og andet sligt, som føres til Vestindien; dog saa længe de Handlende kan holde Pris med andre, paa der som saaledes udføres, kan det ikke være til nogen Hinder, at samme paa de kostbare Steder bliver forfærdiget, og opløber til en høi Pris for Kiøberne.

Tredie Afhandling.

Om

Landvæsenet.

Landmandens Indkomster i Dannemark, kommer af Korn og Qveg, og naar det er Dyrtiid formeeres hans Indkomster paa de Steder hvor der er god Forraad deraf, saasom i Jylland, Fyhn og Holsteen, hvor Bønderne i nogle Aar er kommen sig got og Jordegodserne derover betales tredobbelt saa dyre som forhen. I Sælland kan vel og Proprietairerne som ere formuende vinde ved Dyrtid, i der de kan giemme deres Korn og andre Vare derefter; men jeg troer, at de fleeste

36

36

Bønder lider ved Dyrtid, fordi de om Efteraaret og andre Tider, naar de have indhøstet og slagtet, føre deres Korn og Fedevare til Torvs i Kiøbenhavn, og siden igien maa kiøbe af Kiøbmænd og Skippere. — Dog kan alle Bønder i Almindelighed ikke vinde meget ved Dyrtid, fordi de maa betale andre Vare dyrere igien til Kiøbmændene, saasom Jern, Tiere, Tømmer, Salt, Kuul, og saa videre, efterdi Kiøbmanden som ingen Profit igien kan søge paa de saa dyre kiøbte Vare, og hvem det desuden koster meget at leve, maa søge den paa de Vare som Bonden tilkiøber sig. Ja, paa mange Steder har Bønderne ikke synderlig andet at leve af, end som Fiskerie, og maa kiøbe baade Korn og andre Levnetsmidler, som altsaa lider ved den dyre Tid, paa Korn og andre fortærende Vare.

Brændeviinsbrænderiet er ved Forbudde indskrænket, fordi at Bønderne ikke skulle sole sig i formeget Fylderie, men det hielper ikke; thi de vil dog have Brændeviin, i hvor det kommer fra, hvorover de kiøber det i Kiøbstæderne og Kroerne, og forsømmer deres Arbeide, ved at henligge i Kroerne. Imod disse Forbudde handles og meget, i det endeel af Bønderne stjæle sig til at brænde og profiterer derved meget, andre som holder sig Forbuddet efterrettelig, taber, ved det de giver

37

37

mange Penge ud til Kiøbstædernes og Landets Kromænd. Siden da disse Forbudde ikke kan hemme Brændeviinsbrænderiet i alt paa Landet, ei heller at Bønderne jo drikke Brændeviin alligevel, endskiønt de maa betale det dobbelt saa dyrt i Kiøbstæderne og Kroerne som paa Landet, saa spørges om de ere nyttige eller skadelige? Jeg admirerer Forbuddet, i Henseende til at det hensigter til at hemme Fylderie og Drukkenskab, saa og at befordre Consumptions Intraderne; men jeg troer at det er skadelig, ei allene fordi at nogle lider ved at andre bliver mægtigere end de, ved at handle imod Forbuddet, og søge ubillige Fordeele, men og fordi

1). At Norge som har Forraad af Kobber, kunde afsette en stor Deel mere til Brændeviins-Redskab, for det

2). Er en stor Deel Brændeviins-Redskab bleven sønderslaget og spoleret.

3). Har det været en stor Næringsbrug for Bønder at brænde, da enhver, saasnart den kunde komme afstæd med at skaffe sig en Brændeviins-Kiedel, Hat og Piber, har brænt Brændeviin, og ei allene har havt større Profit paa Brændeviinet, end paa Kornet, men endog har havt den Fordeel

38

38 derved, at kunde fede mange Svin og Kiør med Bermen, og forsyne andre Steder med got seet Flesk og Kiød, som er bedre Flesk end det som er fedet paa Skoven; og kan Bønderne paa de fleste Steder i Provincirne, hvor ingen Skove ere, ikke holde og fede mange Svin, uden naar de brænder, ei heller fede deres Kiør, hvor de har Mangel paa Foering, hvorover endog bortgaae meget Smør, Talg, Ister og Ost, som de kunde forsyne Fremmede med og indbringe Penge for.

4). Kunde en stor Deel Brændeviin og fede Vare afsættes paa Kysten og andre Stæder, og derfor indbringes Penge; Guineserne vil gierne have Brændeviin, saasom det er en stor Styrke for dem, naar de flidder i Guldbiergene og udhugger Guldet.

5). Kongen nød Tolden og Consumptionen af alt det som deraf indførtes til Kiøbstæderne og igien udførtes.

6). Kiøbmændene fik da noget at handle med, og

7). Ville i den Henseende en frie Indførsel paa Korn-Vare understøtte Værket; thi Moderetion og Billighed i et Land, befordrer

39

39

mange Etablissementer, formeerer Folkemængden, og alle Nærings-Veie kan være betænkelige at indskrænke.

Bønderne overalt er formeget plaget med Hoverie, og dersom de bleve Hovefrie, kunde Det være dem til en stor Lettelse, dog er det dem ikke nyttig uden hvor de kunde udløse sig selv fra Proprietairerne; thi naar de skulde betale Hoverie-Penge 2 Rdlr. af hver Tønde Hartkorn, kunde de paa de Steder, hvor de ere fattige, ikke holde det ud, men kunde bedre komme afstæd med at forrette Hoveriet, ved dem selv og de samme Folk, som de holder til deres eget Arbeide; dog var det en stor Nytte for Bonden, om Hoveriet paa nogen Slags Maade med Tiden reent kunde afskaffes; thi Bonden plages alt for meget, og er ligesom en Træld under alt for stor Tvang og Byrde, især hvor Huusbonden er haard og ubarmhiertig.

Dersom enhver Bonde havde sin Jord for sig selv afdeelt, og sin Gaard derpaa beliggende, var det paa de fleste Steder got og til stor Nytte, saasom, hvor en Bondebye ligger samlet ved en Udside af Byens Mark, og haver sine længst bortliggende Markjorder en halv Miil eller en lang Vei borte beliggende, der kan en Bonde paa de Steder,

40

40

naar han skal giøde sin Jord, ei bortføre mere end 4 a 5 Læs Møg om Dagen, og ligeledes gaaer det, naar han skal hiemføre sit Korn, saa at han ikke i saa Maade kan forrette meere en heel Uge, end som han kunde forrette udi 1 a 2 Dage, naar han havde sin Jord for sig selv beliggende og Gaarden derpaa; men paa de Steder hvor der ligger Kiær, Overdrev, Hede eller fælles Græsning paa den anden Side af Byen, som ved saadan Deeling og Forandring ville forvolde at Bonden fik lang Vei at drive med sine Creature, at hente sin Giødske, Tørv og Lyng, der var Forandringen ikke nyttig, men maaskee til Skade, hvilket alt ved Forandringen maa haves for Øine og vel overveies; dog kan Bønderne paa de fleste Steder Hvor Forandringen kunde være nyttig, ikke komme afsted dermed, uden at blive ruineret, saasom det falder dem for bekosteligt at nedrive og igien opføre Bygningerne; enhver kan selv herudi overveie Omstændighederne, og tillige forestille sig at dersom han vinder nogen Friheds Tid derved, kan han i samme foretage sig noget andet, hvorved han kan fortiene Penge; ligesaa at det er meget got i Tilfælde af Ildebrand, at Bøndergaarde ikke ligger samlede paa hinanden.

Der er endnu nogle Ting hvorved Bondens Tilstand kan forbedres, saasom, hvor der ere

41

41

Heder eller saadanne Jorder som ligger langt fra Byerne, udyrkede og beqvem til Bygning og Korn-Avling, der kunde Bønderne være eenige om at opføre en Bygning eller flere, dyrke Jorden og holde Folk til Avlingens Drift. Hvor der gives Leilighed til Fiskeparker, der kunde de iværksætte og befordre Fiske-Yngelen.

Og som det er til stor Fordeel at Skovene efter Skov-Anordningen fredes og forplantes, siden der aarlig udgaaer mange Penge af Landet for Bygnings-Tømmer og Brænde, som formedelst Skovenes Ødeliggelse og Forsømmelse med Plantningen, for Efterkommerne vil blive betydeligere, saa var det got om de nøie ville holde sig Skov-Forordningen efterrettelig med at frede og forplante Skoven, hvormed jeg endog meener der kunde giøres Forsøg paa suuipagtige Steder i Hederne, som ei bruges til noget andet. De skulle betænke, at de ei allene ved at befordre det foregaaende, men endog ved at saae Hør og Hamp, plante Tobak og ligge Humle Kuler, item sette Frugt-Træer, kunde samle og indeholde mange Penge, som de aarlig for det Manglende, maa deels savne og deels betale, og derfore være omhyggelige for alt sligt at befordre.

Herregaardene angaaende, da nydes paa de som ere completerede med Hartkorn en stor

42

42

Frihed, i det der betales ingen Skat til Kongen af Hovedgaards-Taxterne, imod den MatriculSkat som betales af Bøndernes Hartkorn, foruden det, at Eierne nyde Jagt, Fiskerie og andre Herligheder efter Standen, og naar de betalte saadan Skat af alle Herregaarde her i Landet, kan synes at det blev Kongen til større Fordeel.

Spørges nu, efterdi det synes at være Kongen til Fordeel, kan da Sædegaards Eierne ei betale saadan Skat? da svares ja, endeel Sædegaards Eiere som have ucompleterede Sædegaarde, maa betale saadan Skat af deres Hovedgaards Taxter, og kommer dog got ud dermed, men det vilde falde dem af de frie Sædegaards Eiere som ei stod sig vel, forsvert at betale samme, fordi de havde kiøbt for dyrt, med mindre de kunde nyde større Landgilde af deres Bønder.

Spørges derimod, kan da en Herregaard ei anvendes til større Fordeel for Landet, ved derpaa eller paa Hovedgaards-Marken at anlegge Bøndergaarde? da svares nei, absolut ikke i mine Tanker; vel er det saa, at mange Familier kunde etablere og ernære sig paa Hovedgaards Markerne, men naar betragtes:

43

43

1). At Herremanden holder mange Folk og endnu maatte holde flere, dersom han selv skulde drive hans Avling.

2). At Bønderne paa sine Steder, hvor de ere formuende og har Raad dertil, holder flere Folk til Hoveriet og deres eget Arbeide, end som de holt for dem selv allene, og følgelig kan udgiøre lige saa mange Personer, som kunde etablere sig paa Hovedgaards Marken.

3). At Herremanden stalder Øren paa de fleste Steder i Landet, at han opføder gode Heste, at han holder gode Kiør, Sviin og Faar, og deraf ei allene sælger og lader udføre af Landet, men endog producerer meget Kiød, Smør, Ost, Talg, Flesk og Uld, som BønBønderne ikke kunde frembringe, saa meget af og ei heller saa got, hvoraf Kongen nyder stor Told og anseelige Capitaler i Landet indbringes der for.

4). At han holder Mandskabet samlet til Kougens og Landets Tieneste, og

5). At Jagten og anden Herlighed blev spoleret; saa troer jeg at enhver fornuftig vil biefalde min Meening.

44

44

Og ligesom jeg førhen har sagt, at det ville falde de Sædegaards Eiere, som havde kiøbt for dyrt, for svært at betale Skat af Hovedgaards Taxterne, med mindre de igien kunde nyde større Landgilde af Bønderne, saa ville det samme og at betale Skatterne, giøre et Inskaar i Staldningen, efterdi de maatte aftærske det Korn som de giver Stude og Heste, til at betale Skatter med, og følgelig ville samme være til Tab, saa som der indhentes større Told af Oxen og Heste, samt andre Vare, som fra Sædegaardene udførs, end som kunde faaes i Skat af Hovedgaard Taxterne, og desuden indbringes anseelige Kapitaler, som i Mangel af StaldsOxen, Stutterie og saa videre ei kunde indhentes. Om Sædegaards Eiere i den Henseende udi Begyndelsen er understøttet med Frieheden, Hoveriet og andre Herligheder, det skal jeg lade være usagt.

Fjerde Afhandling.

Om

Embedsmænd og Suplicanter.

Kongen, som Regent og høieste Øvrighed over det ganske Land eller Societet, som styres, regieres og beskiermes ved ham, beskikker

45

45

ogsaa de uforbigiengelige fornødne Embedsmænd, til at Drage Omsorg for Landets Vel, og at gaae sig til Haande udi Raadføring, Regiering, Forvaltning, Commando, Oeconomie, Retfærdigheds og Roligheds HandthævelseEnhver

Regent seer hen til, at han kan faae fornuftige og kyndige, troe og redelige Mænd, som udi Raad og Daad kan være ham tienlig, til at befordre fornuftige Raad og Anlæg, til Landets Beste og hans Interesses Formeerelse, og som ei vil Undertrykke eller besvære hans Undersaatter med noget utilbørligt, men giøre lige Skiel imod alle og enhver, og forhielpe enhver til den Ret ham tilkommer.

Saa lenge saadanne Mænd forholder sig som de bør, ere de baade høitagtede af alle i Almindelighed, men maa hades af nogle faae uretsindige, som de maa tvinge eller giøre imod, for at befordre Retten, og nyde saadan Gage, som de kan være tient med, enhver efter sin Stand og Bestillings Værdighed, men findes de utroe forsømmelige eller uduelige, blive de straffede eller afsatte, enten af Kongen eller ved Justitiens Befordring, eller og naar de blive gamle og keede af deres Forretninger i Naade demiterede, enten med eller uden Pension. Naar Forseelsen ei er af større Betydenhed, end at derfor paalegges en Mulct, som ofte forekommer under

46

46 vankundige Dommere, som ikke forstaae at applicere Loven ret paa forekommende dubieuse Ting og rettelig at kiende og dømme, da er det ikke saa tungt for den Skyldige, fordi han, omendskiønt han har Tort deraf, fremdeles beholder Brød; men er den af saadan Beskaffenhed, at den Skyldige removeres fra Embedet, da har han baade Skam deraf, og naar han ingen Midler har, er meget forlegen og ulykkelig, fordi han intet har noget at leve af.

Enhver som tragter efter Embede, maa derfore vel vogte sig for, at han ikke soger det som han ikke forstaaer, og ei kan bestyre, efterdi det er bedre reent at undvære samme, end at miste det til Dishoneur, og den som erlanger samme, maa vel iagttage sin Pligt, at være Kongen, som sin høieste Øvrighed huld og troe, at være ferm og omgiengelig imod alle og enhver, og hore alle, saavel den fattige som den rige, for saavit ham vedkommer, hensee til Landets almindelige Beste, og befordre enhver til den Ret ham tilkommer; thi naar han sligt giør, da omendskiønt han hades af nogle, bliver han dog gierne bestandig, og ofte hielper sligt meget til større Befordring og Værdighed, samt større Indkomster.

Saadan Værdighed og Løn er det meste eller største, som annimerer saa mange til at legge

47

47

sig efter Studeringer og Videnskaber, og derpaa at anvende lang Tid og stor Bekostning;

hvorfore de samme og anholder, om frem for andre som ei have studeret, eller har lært og er øvet i noget, at befordres til Embeder og Betieninger, og naar de da ei kan opnaae deres Øiemeed, blive mange af dem, især de som enten ere fødte fattige, eller har tilsat deres Midler paa Studeringer, forlegen og slet til Mode, og ønsker at de i deres Dage havde foretaget sig noget andet; deraf kommer det og at mange har opholt sig over, at Tienere har søgt at foretrækkes andre til verdslige Embeder og Bestillinger; men hvad er det at tale om? det er jo en Regents Øiemeed at hielpe alle som det behøver og dertil er beqvem, men det falder ham ofte umuelig, hvorfor? fordi der er for mange Supplicanter, og iblant Hundrede kan ikknn en hielpes til den Bestilling, som de alle have søgt, og en Tiener, naar han enten har studeret, eller er oplært enten hos Justistseller Regnskabs-Betientere ved Pennen eller paa anden Maade giort sig beqvem, kan snarest blive hiulpen, fordi at til Befordringer udfordres Bekientskab og Recommedation, ligesaavel som Meriter, og naar han da er hos saadan Mand, som er i Anseelse, og til hvis Recommendation fattes Tillid, gaaer han gierne frem, som og er Aarsagen til, at mange unge Mennesker har givet sig fra Studerin-

48

48

ger eller anden Bestilling, og har taget Liderie-Kiolen paa.

Imidlertid maa jeg ogsaa sige, at eftersom det er en gammel Regel, at en Student, Fuldmægtige eller Skriverkarl spiser ved sin Huusbonds Bord, og nyder Opvartning af Tiener, Dreng eller Pige. Tieneren derimod maa giøre endeel af Pigernes Gierning, saasom at passe op gaae Ærender o.s.v., samt spiser med Pigerne, saa er der ikke nogen Student eller Skriverkarl som giver sig til at være Tiener, med mindre Det skeer af Nød, fordi han intet andet har at leve af; Hvorfor og om en Mand befordrer en slet og ret Tienere som ikke har anvent Tid og Bekostning paa at lære noget, frem for sin Student eller Fuldmægtig, saa er der ham uanstændigt og urettelig giort, fordi at han derved vanærer og. tilsidesætter Studeringer og Lærdom, og tillægger en Tiener, Pige og deslige en Værdighed frem for studerede Personer, som dem absolut og langt fra ikke tilkommer; thi naar Studeringer ei skal gaae frem og nyde Værdighed, hvorfor studeres da, eller hvad skal de da til, og Hvorfor skal saa mange derpaa anvende saa lang Tid og saa store Bekostninger, hvorved de forhindres fra at søge anden Fortun, end ved de samme at giøre sig beqvem til noget, naar de ei maatte gaae frem for Tienere.

49

49

Jeg holder det for, at være lige saadant med Supplicanter, der alle giør sig Haab om at reusere, som med dem der sætte i Lotterier, af hvilke enhver ønsker og kan have Haab om at vinde den største Gevinst, fordi at af 100 eller fleere, som har søgt een og den samme Tieneste, ikkun een bliver hiulpen, og naar de alle have gode Recommendationer og ere meriterede Personer, kan lige saa snart den eene som den anden nyde sin Ansøgning bevilget. Med Befordringer kan det ellers have fin Vanskelighed; thi endskiønt at en Regent meener og attraaer det allerbeste og nyttigste, og at befordre enhver efter Capacitet, Meriter og Skikkelighed, saa kan dog ved Bekiendskab og den Omsorg een kan drage for en god Ven meere end for andre, samt deraf følgende Recommendation, naar til samme fattes Tillid, vendtes et Fortrin og ofte kan stikkelige, beqvemme og trængende Personer mangle Bekiendtere, Venner og Patroner af dem, som kan giøre noget til deres Befordring eller til hvis Recommendation fattes nogen Tillid, hvorfor de maae staae tilbage; under Tiden udfordres Sufficence, saasom til Tienester hvor Kongens Intrader oppebærges, hvortil den Person som beskikkes, maa være i den Stand, at han kan borge for sig selv eller stille Caution: og dernæst skal Dommere efter Loven være vederhæftige, hvilken Vederhæftighed jeg dog meener kan tilsidesættes, i det Tilfælde, naar ikkun

50

50

den Person, som recommenderes, er skikkelig og duelig, saavelsom oeconomisk, som giør ham alle Tider Vederhæftig nok, naar han ellers har saa meget som han kan leve af, og under Tiden kan saadan een som er fattig blive meere vederhæftig, end den som i Begyndelsen af hans Befordring var riig, men er meere ødsel, saa at han derover til sidst maa blive en gieldbunden Mand. Det er derfor ikke got at for mange legge sig efter Studeringer, uden de have Penge, eller søge at giøre sig bekiendte.

Endskiønt Embedsmænd, som Kongelige Betiente, ere i Værdighed og Anseelse, saa ere dog de fleste Embeder nu omstunder ikke meget nyttige at tragte efter, for dem som paa anden Maade kan ernære sig, efterdi Indkomsterne ere uklækkelige, hvorover mange, som en have andet at leve af tillige, maa føre en meget indskrænket Huusholdning og Opførsel, og nogle maa sætte sig i Gield, især Justiz Betientere, saasom, Dommere og Skrivere med fleere, som ikke have mange visse Indkomster, men maa leve af andres Trættekiærhed, Kiøb og Salg, Proclamationer og Skifter; saadant kommer sig af at deres Løn er regleret i de gode Tider, da alting kunde faaes for bedre kiøb end nu, og til deels af Pengemangel iblandt Folk i Almindelighed, saa og af een deraf, saa vel som af andre Aarsager følgende Indskrænkelse i Handelen, som forhindrer enhver fra at

51

51

bruge sig, som den ønskede; Det var derfore vel om den dyre Tid kunde forekommes og Penge hos enhver formeeres til en Lettelse for saadanne som nødvendig behøve det. Vel er det sandt at vis Brød er got, om det er aldrig saa lidet, men Frieheden er ogsaa god, og som enhver ved Betjening forbindes til at iagttage den samme, hvorover han til deels forhindres fra andre Nærings-Veye at søge, ved dertil at anvende den Tid som bruges til Embeds Foretninger, saa, dersom den der tragter efter et Embede af stort Arbeyde og maadelige Indkomster, har Leylighed og Kræfter til at ernære sig paa anden Maade, er han bedre tient med at blive derved og lade Embedet af Sindet, især da det er uvis og en Slumpelykke, om han nogensinde bliver hiulpen, og hvor mangen skikkelig, beqvem og duelig Person, man ikke gaae sin Tid hen over Ansøgninger, indtil han bliver gammel, fattig og skrøbelig, og faaer dog intet, af den Aarsag, der ere mange fleere og han mangler Bekiendtere og Venner, som naar han havde foretaget sig noget andet, kunde saadan hans Fattigdom været forekommet og Velstanden befordret; det er derfore ikke got for saa mange som tragte efter smaae Embeder og leve alleene hen i Haabet om det som de ere uviis om at naae. Store Embeder, hvorved kan leves got, er det endnu vanskeligere at naae, thi dertil udfordres Meriter og dertil udvælges mest Personer af

52

52 Stand, som ere vel bekiendte og qvalificerede, der bevilges et Fortriin for andre. Nogle Embeder ere meget gode og importable, saa at de som betiene samme, ey alleene kan leve got, men endog samle Penge, især naar en Mand har fleere end een Bestilling, som Erfarenheden har lært, da der ere mange, som ved Embeder have samlet saa mange Penge, ar de har kundet kiøbe Jordegods, indlade sig i Handel og andet, som kunde give god Fordeel og omsider har det eene med det andet giort dem riige og anseelige, hvorover de ere blevne lykkeligere end saa mange andre, som maa leve hen udi Fattigdom.

Femte Afhandling.

Om

Borgere.

Naar jeg skal tale om Borgere, da vil jeg forbigaae, ey allene dem, som fra gamle Tider af, have havt Midler, Arv og andre extraordinaire Indkomster, og nyde Understyttelse af deres Renter, Aager og andre Fortienester som disse svære Tider og fattigdom iblant andre,

53

53

giver Leylighed til for dem, som have Penge iblant Hænderne, hvilket endog gaaer saavidt, at der findes de som opkiøbe alt det der kan faaes for at giøre Mangel og Dyrtid, og siden, naar al Ting er bleven dyrt, sælger det med en anseelig Fordeel, end og de fom intet have, men laane, borge og flankere af Bedragerie, som desværre alt for mange giøre, og alleene røre om den almindelige Borgerstand, som lever af ærlige Haandværker, og naar jeg da om saadanne skal sige den reene Sandhed, da ere de meget ilde farne, og maa indskrænke den nødvendige Levemaade og Opførsel, som almindelig tilforn har været uden Tvang, og de som forhen kan have samlet noget, maa sætte det til nu, i Særdeleshed i Kiøbenhavn; Spørger man, hvad er Aarsagen der til? Da spores den i mange Tilfælde, saasom :

1) Formedelst den Dyretid og høye Pris som al Ting stiger udi, udfordres meget meere end forhen til Byernes publiqve Brug, hvorover Borgerne maa betale meget meere i Skat end forhen, i hvor det kommer fra.

2) Mange blive fattige og forarmede, kan intet faae at fortjene, hvorover Borgerskabet maae betale til de Deputater, som ordineres til deres Forpflegning for at opholde dem Livet.

54

54

3) De maae betale større Told og Consumption end forhen, som fordyrer Levners og Underholdnings Midlerne.

4) De maa betale Extra-Skat til Kongen, som de tilforn ey have svaret,

5) Handelen er indskrænket for dem , saa at de ikke kan komme til at søge en ønskende Næring med nødvendige Levnetsmidler af Korn og Fædevare.

6) De bruge for meget af de Vare som ere mistelige og unødvendige, saasom Ostindiske og Chinesiske Vare, fransk Viine og Brændeviine, hvorfor baade Penge og andre nødvendige Vare udføres af Landet.

7) Formedelst alt sligt foraarsages at alle og enhver maa tage en stor Fordeel, saavel paa forhandlende, som forarbydende Vare, som fordyrer al Ting og giør faa liden Afsatz, imod som naar det var billigere og flere Mennesker kunde ernære sig der; og naar al Ting blev billig, troer jeg at meere ved en maadelig Told og Consumption, ville indbringes i Hans Majestets Kasse, end som ved den forhøyelse, der er lagt paa adskillige Ting;

55

55 8) Deraf følger det og at Kongen maa give sine Betientere støre Gage, eller Borgerskabet ved dem maa lide Tab, for hvis de kan bekomme til nødvendig Underholdning og Brug.

9) Overalt dette foraarsages manges Ruin og Undergang, som med Tiden vil forvolde Kiøbstædernes Undergang.

Hvem som vil forestille sig alt dette, maa grues for at komme i nogen Kiøbstæd, og er det derover ogsaa mange siger: Gud bevare os fra at komme til Kiøbenhavn, der kan vi intet leve fordi al Ting er saa forskrækkelig dyrt. Spørger man herimod kan saadant ikke forekommes, uden Kongens og Landmandens Skade? da troer jeg jo: Jeg har forhen talt om de Etablissementer og Nærings Veye, som jeg meente vare nyttige for Landmanden baade i Dannemark og Norge, og hvor af ingen var tienlig naar de skee i Kiøbstæden: En Kiøbstæd skulle altsaa efter mine Tanker, ey bestaae af andre end

1) de nødvendige Embeds og Bestillings-Mænd.

2) Kiøb og Handelsmænd.

z) Nødvendige Handvæksmænd for Byens Indvaanere.

4) Bogtrykkere.

5) Skribentere.

56

56

6) Urtegaardsmænd, naar andre ey selv havde Frugt-Haver.

7) Bryggere, hvor Borgerne ey selv brygge.

8) Bagere.

9) Slagtere.

10 Brændeviinsbrændere og Værtshuusmænd, som ey stulle befatte sig med andet end Indenlandske Vare.

11) Nødvendige Arbeydsfolk og Daglønnere.

12) Den behøvende Garnison til den udfordrende Tieneste, Opvartning og Beskyttelse og

13 Alle de som ville opholde sig der, for at leve af deres Midler.

Og naar disse fik Frihed til at drive en frie Handel og Brug med alle nødvendige og ustadelige Vare, især alle de som i deres eget Land kunde produceres, fabriqveres og forfærdiges og derimod under stor Staf forbuden alle de som ere til Landets Skade i Almindelighed, samt fik nogen Moderation i Tolden og Consumptionen, saa troer jeg at de skulle kunde leve vel og at Kiøbstæderne derover ville florere og tiltage. Ja jeg troer, at Kiøbenhavn ved saadan Forandring, kunde blive ligesaa stor til som den er, og det altsaa som blev modereret og eftergivet paa een Maade, kunde blive indhentet paa en anden Maade, saasom det er en uimodsigelig

57

57

Sandhed, at mange undertrykkes eller ey kan bestaae formedelst Mangel og deraf kommende høye Priis paa nødvendige Ting. At jeg meener at alt sligt skeer uden Landmandens Fornærmelse, Tab og Ruin, dette har jeg forhen beviist, i det at Landmanden, skal, saavidt Leyligheden tillader, søge den Fordeel hos sig selv, som han forhen har givet andre og forarbeyde noget til Forhandling, saa og i der ar han formedelst en frie Handel og Priisens deraf følgende Nedfaldelse, kunde bekomme de Vare som han endelig maatte behøve fra fremmede SteDer for ringere Priis end som nu.

Jeg holder Dyrtid for en stor Landeplage; thi den trykker Næringen, driver Folk til at forlade Lander og udbringe hvad de kan have, hen til de Steder hvor de bedre kan ernære sig, og Kongen mister derved af de samme, Skat, Told og Consumption; men en billig Tid holder ey allene er Lands egne tilstæde, men foraarsager mange Etablissementer af Fremmede, som kan være Kongen og Landet nyttig og Fordeelagtig.

58

58

Siette Afhandling.

Om

Laugene.

Nogle skulle vel ville tænke, at ligesom jeg har været af De Tanker at en frie Handel var Den beste og befordrede mange Etablissementer, jeg og ville sige at frie Håndværk uven Laugs Rettighed, var ligesaa; men jeg er af en langt anden Meening; thi ligesom jeg har meent at der, formedelst den dyre Levemaade og Ophold, som er i Kiøbstæderne fremfor paa Landet, hvor over ingen der kan forarbeyde sine Vare, til Forhandling paa andre Stæder, med nogen Fordeel, fordi han ey i saa Maade kan holde Priis, ikke bør at være fleere Håndværker paa et Stæd, end de som behøves til Indbyggernes nødvendige Arbeyde, saa er det og fornøden at samme nyder den Frihed og Understøttelse som Laugs Rettigheden tilsiger, paa det de kan blive ved Magt, og saa længe de ey formedelst eller ved saadan Friehed ere eenige om for stor Betaling og ubillige Fordeele at søge, saa hindrer denne Friehed ingen, uden de Uberettigede som ville giøre dem nogen Indpas til deres Ødeleg-

59

59 gelse, hvor imod, ligesom det følger af sig selv at en Ting, formedelst Levemandens Billighed kan giøres til billigere Priis paa Landet, end som i Kiøbstæden, jeg troer det var fordeelagtig, at lade saa mange Handværksmænd boe paa Landet som der kunde ernære sig, ey allene af, at forarbeyde det, som Bønderne maatte behøve, men endog af alle de Ting som kunde undværes til Fremmede, saasom: fornemmelig Handsker, Kamme, Beendreyer Arbeyde, Garver Arbeyde, Skoe som føres til Vestindien, bereedte Skind, foruden alle Sorter Klæde og uldene Vare i Dannemark, og i Norge alle Slags Issenkram, Kaardeklinger, Canoner, Bøsser, Hegle, Giørtler- og Uhrmager-Arbeyde, Kaabber-Arbeyde og saa videre, hvorom jeg videre vil have igientaget, hvis forhen er erindret.

Herved møder vel den Vanskelighed at nogle Lauge ville giøres Indpas i deres Næring, men jeg troer ikke at den Indpas ville blive noget betydelig imod den Fordeel som kunde vindes ved Frieheden paa Landet, og jeg meener i disse som andre Tilfælde at en Frieheds Indskrænkelse udi det som Leyligheden gives til, er een af de betydeligste Tab for et Land, fordi den forhindrer mange fra at bruge den Næring, som han ellers brugte paa det Sted den var ham til Fordeel, og derudover tager sin Tilflugt

60

60

til andre Stæder hvor han sig best kan ernære, saa at der ved Frieheden ligesom sees en Fordeel for Landet, som kommer af Villiens frie Drift. Derimod giør vel en Indskrænkelse den Virkning at nogle faa leve desbedre deraf, men jeg troer, som forhen sagt, at den er skadelig for Landet i Almindelighed, fordi den tvinger Handelen og befordrer Fordeelen for Fremmede; dog saa længe et Laug, som skal vedligeholde eller forsyne en Kiøbstæd med det behøvende, kan forfærdige alt det, som Byen behøver, burde paa det samme Stæd ikke tillades nogen Fuskere eller Friemestere at foretage sig noget; hvorfor? Fordi at Friemestere og Fuskere ikke betale Skatter og Laugs Rettigheder som andre Mestere maa svare, men fratage de andre Næringen, hvorover de maa blive ruinerede, og dette høres alt for meget at klage over i Kiøbenhavn.

61

61

Syvende Afhandling

Om

Hospitaler og Fattighuuse.

Hospitaler og Fattighuuse, udfordres desværre

alt for meget her i Landet, fordi

her bliver saa mange Fattige, som mangle Ophold. Dertil er henlagt meget Gods og mange store Indkomster, som visselig udgiør noget anseeligt naar det var samlet, især ved de store Hospitaler, hvortil store Jordegodser ere henlagde.

Jeg meener at de kunde til deels afskaffes, og Godset og Indkomsterne til Kongens Brug henlegges, ved det at eendeel af de Fattige, som have deres Syn, friske Hænder og Fødder, kunde nyde deres Ophold og Forpflegning ved de forbemelte Anlegge og Fabriqver paa Landet, hvor de kunde karte og spinde med videre, som for dem kunde gives Leylighed til at forrette.

62

62

Ved de Hospitaler og Fattighuuse som ligge i Provincierne, kunde beqvemmelig oprettes og vedligeholdes Spinderier og Fabriqver, men naar sligt skeede, saa maatte de Fattige, som nu fortiene noget for Dem selv og ikke nyde saa meget som de kan opholde sig ved, men formedelst saadant Arbeyde intet andet kunde fortiene, tillægges noget mere i Forpflegnings-Penge, eller og nyde en billig Spinde- og ArbeydsLøn, som var proportioneret efter Arbeydet.

Ved de Hospitaler og Fattighuuse som ere i Kiøbstæderne, i fald samme skulde vedblive, kunde vel og anlægges Fabriqer, men der ville det uden Tvil falde for bekosteligt, naar Hospitals Lemmerne skulle kiøbe deres Levnets- og Underholdnings-Midler af Kiøbstædernes Indvaanere af hvis som der er indført og erlagt Told og Consumption af, men naar de kunde nyde frie Spiise og Underholdning af den Avling, som er ved Stæderne og den Landgilde som Bønderne yde, saa og en frie Tilførsel af alt hvis som de derforuden Maatte behøve, troer jeg det gik an, men de fleeste Fonds ville ikke, blive tilstrækkelige til Underholdningen, fordi Personerne, der ligesom de andre paa Landet, fortiente noget aparte, behøvede meere at leve af, end de forhen have nydt, naar de ikke kunde fortiene noget for dem selv, dog naar betænkes at noget ville indbringes for det, som blev for-

63

63

arbeydet, synes at en Udkomme ville hendtes med Fordeel. Det var derfore at tage i Betænkning, i saa Maade at giøre et Forsøg, forst paa et Sted og siden, naar det faldt ud til Fordeel, paa fleere Steder.

Jeg meener at der lige saa vel ved Hospitalerne i Kiøbstæderne, som ved Tugthuusene, kunde fabriqveres Klæde og uldene Vare, men dog ikke til den Priis eller saa billig, som paa Landet.

Det kommer mig ellers noget forunderligt for, at de i forige Tider har anlagt et Hospital for Stiftets eller Landets Fattige i en Kiøbstæd, hvor al Ting falder dyrere end paa Landet, især, da Godset hvoraf Stiftningen vedligeholdes og Lemmerne nyde Ophold, ligger paa Landet; thi det er stridigt imod Naturens Regler at et fattig Menneske fra Landet skal sættes hen paa et kostbart Sted, at nyde Forpflegning. Vel er det sandt, at den som er i den Tilstand, at den kan forrette noget, saasom at spinde, sye eller giøre andet smaat Arbeyde, kan fortiene meere i Kiøbstæden end som paa Landet, men naar det er et Menneske som er blind eller haver saadan Bræk, at den intet selv kan fortiene, saa burde den aldrig at indsættes i Hospital i Kiøbstæden, men paa Landet, hvor den bedre kunde udkomme med sine Forpflegnings-Penge.

64

64 Hospitaler eller Fattighuse i Kiøbstæderne, ere stiftede for sammes faderløse Fattige og Syge og som foraarsager Kongen og Borgerskabet store Udgifter, ere vel nødvendige, og naar de kunde komme til det Maal, at de, for saa vidt De Syge angaaer, kunde vedligeholde sig selv for den Betaling, som enhver, der har Raad dertil, maa give, og for saa vidt de andre angaae, af frievillige Gaver, saa vare de, andre uden Byrde, men som saadant ikke kan skee, saa ere de, meget utaalelige.

Spørges nu, efterdi de ere utaalelige, kan de da ey indskrænkes? dertil svares jo; thi naar en frie Handel bliver tilladt, saa aftager de dyre Tider, og Fabriqver i Provincierne blive anlagt, hvor Anleggerne kan soutenere sig og mange Mennesker leve, saa blive ikke saa mange fattige i Kiøbstæderne, og de som blive fattige kan emplojeres ved Fabriqverne, eendeel ogsaa kan faae noget at fortiene ved Negotiens Tiltagelse.

1

Patriotiske Breve

til

Adskillige

om

1.) Een States Gield.

2.) Samme Materie.

3.) Skovenes Aftagelse og Opælskning.

4.) Hoverie.

5.) Bønder-Gaarders Udfløttelse

paa deres Mark Deele.

6.) Consumption og BrændevinsBrænderiet

i Kiøbstæderne uden for Kiøbenhavn.

af

D. Huusfeld.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt hos N. C. Høpffner, Directeur over H. Kongl. Majest. og Universitets Bogtrykkerie.

2

Avertissement.

Ingen tænke, at jeg med disse Breve har vildet giøre Forslag: Jeg har formedelst mine umodne Tanker allene vildet giøre andre mere indsigtsfulde opmærksomme paa visse Deele af Statens Oeconomie, derfor har jeg ikkuns skrevet Breve, mens ingen udførlige Afhandlinger. Da og Kierlighed til Sandhed og Fædrenelandet allene har ført min Pen, saa fortiener jeg hverken med dette eller andet Nogens Had og haarde Critiqver.

Skrevet i Dannemark den 30 April 1771.

H.

3

Første Brev

om

en States Gield

til

en fornemme Herre.

Den sande Patriotisme og Menneske-Kierlig hed, som opliver Deres Excellences Tanker og Handlinger, giør deres Stand og Adelskab ræt ædel: De er alt forvel overbeviist, at ikke det, at være født ædel, mens at tænke og handle ædel, giør den rætte Adel. Formedelst denne Gemyts-Fatning anseer de intet for deres Vel, som ikke tillige er det Almindeliges. I Besynderlighed har Deres Excellences Patriotiske Tænkemaade og Discourser ofte tourneret paa de adskillige Skrifter, som den vor Alder Allernaadigst forundte Trykfriehed har frem-

4

4 lokket. Den har, som hiin Trojæ Hest, født af sig en Hær, ikke af Stridsmænd, mens Skribentere. Den har født af sig mange Slags Fostere, nogle utidige og vanskabte, andre fuldbaarne og sunde.

Denne Friehed forekommer mig derfor atter som det Prophetiske Træ, under hvilket alle Himmelens Fugle havde Lye og Læe, nu iblant alle Himmelens Fugle ere ikke allene Nattergale og andre deylige Sangere, mens end og Skader, Krager, NatUgler, Rov-og Morder-Fugle. Saa har vi, desværre, seet udklækket under dette skyggefulde Træe en ulyksalig Yngel af Skam- og undertiden Guds bespottelige Skrifter; mens ogsaa, Gud skee Lov! en velsignet Grøde af gode nyttige og roesværdige. Iblant mange andre en Philodan, en Torckil Baden og den ypperlige Patriot, der har givet os sine Betænkninger om:

Hvorvidt en Efterkommer i Regieringen er forbunden at betale sin Formands Gield.

Denne rætskafne og indsigtsfulde Mand har lært baade at tænke og føle. Han taler ikke allene til Fyrsternes Forstand, mens og til Fyrsternes Hierte: Ja! hans Nidkierhed og Kierlighed for Fædrene-Landet driver ham næsten til Aderligheder, saa han i dette Fald synes at ligne nogenledes den store Romerske Ridder og Patriot Marco Curtio, som, for at ræd-

5

5

de Fædernelandet fra Undergang, styrtede sig Hovedkuls i et bondløs Dyb.

Indholden af dette vigtige Skrift, der har giort saa stor Opsigt, har og nogle Gange været Indholden af Deres Excellences Samtaler; og da De undertiden har giort mig den Ære, at høre mine enfoldige Betænkninger, om en og anden Passage derudi, mens mundtlige og følgelig sielden noksom overlagte Svar, næppe kan være saa bestemte, som de burte, saa har jeg heller vildet forfatte dem i Pennen, dog paa den korteste Maade, som mueligt, og nogenledes kan bestaae med Grændserne af et Brev.

Forfatteren erklærer reent ud, at en Efterkommer i Regieringen ikke er pligtig at betale sin Formands udenlandske Gield, uden maaske i det eene Tilfælde, naar Gielden er giort, for at rædde Staten fra øyensynlig Undergang, og hvorfra den paa ingen anden Maade kunde ræddes.

Det er, saavidt jeg kan see, den Saz han stræber at bevise; thi om Gielden er liden, maadelig eller stoer, kan egentlig ikke komme under Qvæstion, fordi, hvor Efterkommeren er forbunden til at betale Formandens Gield, der er han forbunden at betale den, enten den er liden eller stor. Jeg taler ikkuns om den Moralske Forpligtelse, i og for sig selv betragtet.

6

6

Jeg er fulkommen eenig med Forfatteren, at den borgerlige Rættes Regel: Hvo, som vil arve, skal og gielde, ikke finder Sted i dette Tilfælde; thi en Fyrste er efter Grotii Ord, ikkuns en usufructuarius. Han arver, egentlig talt, ikke Landet eller Staten selv, mens ikkuns Regieringen over Staten; følgelig eyer han ikke heller Staten, mens snarere eyes af Staten, som dens allerdyrebareste og uskatterligste Cienodie, for hvis Conservation den er pligtig at opofre alle Ting.

Imidlertid frygter jeg, der torde findes andre Beviis mod Forfatterens Saz.

De første og almindelige Grundsætninger, paa hvilke han bygger sin Favorit-Meening, ere disse:

Et frit Folk har af Begyndelsen udvalgt den, som de agtede værdigst, til at regiære; de have givet ham Magt til at befordre deres Lyksalighed ved alle de Midler, han fandt tienligst, og Magt til at fastsætte Thron-Følgen.

Alt dette maae antages, som uimodsigeligt, allene det synes, at Forfatteren siden i Anvændelsen har paa den ene Side for meget indskrænket disse Grundsætninger, mens paa den anden forvidt udstrakt de deraf bragede Følger. Den første og nærmeste Følge af disse i sig selv rigtige Grundsætninger bliver uben Tvivl denne:

7

7

En saadan Regent forestiller i sin Person det gandske Folk og den heele Stat, saa at det, han, som Regient, giør eller lader, maae ansees som giort eller ladt af det ganske Folk og den heele Stat; thi i det, de har givet ham Magt til at regiere og befordre deres Lyksalighed ved alle de Midler, han finder tienligst, saa har de med det samme i disse Henseender absolute indsluttet deres Villie under Regentens.

Jeg haaber, Forfatteren selv vil bifalde denne Følge, som af mig nærmere skal blive andvændt, naar jeg først nøyere har væget de Begreb, som hiine første Grundsætninger befatte udi sig og vi dermed maae nødvendig forbinde.

I Følge af samme har et frit Folk udvalgt den, som de hav agtet værdigst, til at regiere og givet ham Magt til at befordre deres Lyksalighed ved alle de Midler, han finder tienligst:

Mens nu spørges: Er den værdigste ikke, saavelsom alle andre, et skrøbelig og ufuldkommen Menneske, som kan have Mangel om ikke paa Hierte og Villie, saa dog paa Forstand, Indsigter og Erfarenhed? Ja! lad ham have det beste Hierte og stor Forstand, saa kan han jo end da feyle, baade i at udvælge Midler til at befordre sit Folkes Lyksalighed og i Maalet selv. Maae da ikke det Begreb, vi kan forbinde med disse Grundsætninger, nødvendig befat

8

8

te i sig paa Folkets Side en taus Samtykke i Regentens Feiltagelser, eller den aabenbare; skiønt ikke udtrykte, Fortindtlighed og Tilstaaelse, at viide lide, taale og lade sig Fyrstens Regierings Feyl tilregne? Skriften selv bekræfter dette Begreb.

Staaer dette ikke fast, saa kan ingen Regiering blive bestandig, og disse Sandheders og Pligters Nægtelse af Folket maatte blive en ulykkelig Kilde til utallige Uordener og farlige Revolutioner i Staternes Regiering, som den ofte har været, hvorpaa Verdens Historie ikke lader os mangle sørgelige Exempler.

Jeg tør altsaa formode, at Forfatteren selv bliver eenig med mig om disse Sætningers Rigtighed.

Naar da nu en Regent har, i Tanke og Forsæt at befordre sit Folkes Lyksalighed, giort en stor udenlands Gield, end og til Projecter at udføre, som imod Forventelse, ere i Udfaldet befundne ikke allene vindigge og frugtesløse, mens endog skadelige, saa at han har feilet i at udvælge baade de tienligste Midler, og det rætte Øyemaal, har han ikke da, end ogsaa i disse ubehagelige Tilfælde, forestillet Staten i sin Person og handled efter sin Fuldmagt? unægtelig! følgelig bliver og Folket eller Staten unægtelig pligtig at betale saadan Gield, hvormeget mere, naar Fyrsten har contraheret slig Gield, for at red-

9

9

de Staten fra Undergang, saa det med Vished kunde supponeres, at Staten selv, uden Fyrste, vilde i lige Betryk have grebet til det samme Frelse-Middel. Ja ikke allene det nærværende Folk bliver dertil pligtig, men endog dets Afkom og det efterfølgende, saasom et frit Folk ikke allene for sig selv, mens endog for deres Afkom og Eftermænd, har til en overdraget Regieringen, og Magt til at fastsætte ThronFølgen; følgelig finder den forhen andragne Juridiske Regel her meget vel Sted i Henseende til Folket: Hvo, som vil arve, skal og gielde. Er da nu Folket eller Staten pligtig til at betale en udenlands Gield, en Regent paa saadan Maade har giort efter det store Naturens Bud, som ustridig byder enhver at betale sin Gield, saa følger, at en Efterkommer i Regieringen ogsaa er forbunden til at betale slig sin Formands Gield; thi den Fyrste forestiller ikke mindre det hele Folk og den hele Stat i sin Person, end den sidste.

Ligesom det nu var Uræt, om en Efterfølger i Regieringen vilde erklære saadan udenlands Gield, som Formændene paa bemeldte Maade havde giort for Fallit, saa skulde dette Skrit ogsaa have farlige Følger, thi lad være, at Creditorerne vare Undersaatter ikkuns efter Forfatterens Ord, af frie Republiqver, saasom Holland, Wenedig, og Genua,

10

10 monne disse dog ikke, til deres Undersaatters skadesløs Holdelse skulde bruge Repressalier, og i saa Fald blive Handelen og Søefarten langt farligere Fiender, end Algierer og Tuneser? ja! om ikkuns af Frie-Rigs-Stæder; thi hvor snart kunde det ikke lykkes dem, naar de ikke selv formaaede Repressalier, at trække Keysren og Riget i deres Interesse.

Ved slige Omstændigheder skulde derfore og Handels-Mændene, med ald deres Rædelighed, snart blive satte ud af Stand til at maintenere deres private Credit, ikke at tale om Statens Credit, som undertiden kan være af yderste Nødvendighed, men des formedelst ævig maatte falde.

En anden Sag, naar det var aabenbar, at Fyrsten i ont Forsæt contraherede siig en Gield, saasom for at undertrykke Grund-Lovene og for, tvertimod dem, at tyrannisere over Folket; thi da bliver den en privat Gieid, som hæfter allene paa Fyrsten, og ikke paa Staten, som af Begyndelsen ikke har overgivet Fyrsten nogen Magt til, forsætlig og tvertimod Grund-Lovene, at giøre den ulykkelig, og for saavidt er en Efterkommer i Regieringen ikke pligtig at betale Formandens Gield; mens han kunde i anden henseende være forbunden dertil, saasom om Formanden, som har giort Gielden, er Fader og har efterladt sig nogen betydelig Privat-Eiendom, som

11

11

ikke hører til Staten; mens Efterfølgeren er Søn eller dog lovlig Arving, da er den sidste pligtig, saafremt han vil arve, at betale Gielden af sin Arv.

Hvad endelig den Slags Gield anbelanger, som en Formand i Regieringen giør, ikke for paa nogen Maade at befordre Statens Lyksalighed, mens allene for at føde sine Passioner, saasom Carl den 12te i Sverrig, eller sine Vellyster, som den 2den af samme Navn i Engeland, da kan vel Staten, som har forbunden sig til at taale og lade sig en skrøbelig Fyrstes Feyltrin tilregne, agtes pligtig til at betale denne Gield; mens om ikke Efterfølgeren kan giøre nogle Stræger derover, besynderlig, naar derunder opdages onde eller egennyttige Ministres Intriguer, derom maae andre dømme, i det ringeste kan han dette upaatvivlelig, naar Creditorerne selv have været Medarbeidere eller Medvidere i disse Intriguer.

Alt dette forudsat, kan den Maxime ikke heller, uden forargelige Følger, saa ganske absolut antages, naar Forfatteren skriver:

Formanden har ikke Magt at forbinde Efterkommerne, siden han derved stiller dem ved den samme Ræt, han har havt, nemlig selv at udsøge det beste; thi fra denne Regel maae exciperes.

12

12 Imo. Monarchiets første Stifter og de af ham, med Folkets Samtykke, forfattede Grundlove, som ere foreskrevne og uryggelig forbinder saavel alle Efterfølgere paa Thronen, som Folket, til evige Tider eller saalænge Monarchiet skal bestaae.

11do. Tractaten af alle Slags, som Formanden i Regieringen har paa Statens Vegne sluttet med fremmede Magter, og hvilke forbinder Staten (forstaae naar intet Bedragerie derved er skeet) følgelig og Efterfølgeren i Regieringen, der atter her ligesaavel forestiller Staten i sin Person, som Formanden; thi ellers maatte alle Negotiationer og Tractater med Fremmede (der handler med en Fyrste, ikke som med en privat Person, men som med Staten i hans Person,) være forgieves og Spilfægterie, saasom den contraherende Fyrstes Liv er ligesaa uvis, som et andet Menneskes; mens Staten derimod døer ikke. Saa maatte ligeledes al Tillid og Credit mellem Staterne indbyrdes aldeles forsvinde, saasom noget, der allene dependerede af enhver ThronFølgers Caprice. Følgelig forbindes Efterfølgeren i disse Henseender af Staten og Naturens Lov i For mandens Person.

Om da undertiden en saadan Tractats Ratificaction begieres af en tiltrædende Regent, da, naar ikke andre i Traktaten selv bestemte Aarsa-

13

13

ger det udkræver, kan sligt maaskee allene komme af den Mistillid, som nogle Statister holder saa fornøden til deres Stats Klogskab.

Illtio. En Efterfølger i Regieringen kan, endog i Henseende til sit eget Land og Folk, i mange Maader og formedelst samme Grunde forbindes af Formanden. e. gr.

Han er forbunden at holde de Contracter, som Formanden i særdeles Tilfælde har sluttet med Undersaatterne, naar ingen Dolus malus derunder verserer. Ligesaa at lade de Contracter blive i deres Gyldighed, som Undersaatterne indbyrdes imellem sig har sluttet paa Credit af Formandens Ord eller offentlig declarerede Villie; thi ellers maatte ald Tillid imellem Regenten og Undersaatterne aldeles bortfalde.

Item: at vedligeholde de Belønninger, som ere blevne billigen bestemte de af Fædrenelandet velfortiente Folk.

Item: at vedligeholde Staten Magt paa liggende Stiftelser, særdeles de, som ere ligesaa gamle, som Grundlovene, og tilligemed samme af Monarchiets Stiftere enten først beskikkede eller confirmerede, og siden af alle Formænd garanderede.

Har en Efterfølger i Regieringen ellers Leylighed til at rætte Formændenes virkelige og betyde

14

14

lige Stats Feyl, da maa det skee saaledes: at Lægemidler ikke bliver skadeligere end Sygdommen selv, at ingen uskyldig fornærmes og tillige med den allerømmeste og største Forsigtighed, at han ikke træder Formændenes Ære og Auctoritet for nær, besynderlig naar han selv er af deres høye Byrd, hvormed han ellers kunde fornærme sin egen, og som Buddæus skriver: Acta & decreta antecessorum severe & sancte tueatur, nectemere convellat: Nec omittat qvicqvam, qvod ad antecessorum suorum auctorita-tem & venerationem augendam pertinet Tantum enim cuivis princips decedit, qvantum illis detrahitur.

Kortelig: der hører stor Viisdom og Varsomhed til, enten at forkaste eller antage denne Forfatterens Maxime; thi enten den antages eller forkastes i Utide, saa drager det stor Forvirring og fordervelige Følger efter sig baade for Fyrsten og Staten.

Heraf kan nu nogenledes skiønnes, hvorvidt ogsaa den Stats-Regel kan gielde, som Forfatteren ensvit anfører saaledes:

Intet af alt det, en Formand har giort, kan ansees som gyldigt, førend Efterkommeren har givet sit Minde dertil! sandelig! skulde dette absolute antages og følges, som en uindskrænket Regel, da maatte det see bundet ud i en Stat ved hver nye Omvexling af Regent.

15

15

Med ligesaa stor Skiønsomhed maae det bedømmes, naar Forfatteren strax derpaa fortsætter sin Discours med disse Ord:

Der ere endda Tilfælde, hvor saadan Bekræftelse og Ratihabition ikke kan ansees som gyldig, saasom: om Regenten er kommen ung og endnu uerfaren paa Thronen, og bleven forledet af onde Ministre til adskillige Slags Feiltrin, og at give sit Votum og Ja til onereuse Contracter!

Denne Saz har sin Rigtighed i Henseende til Fyrstens Minorennitet, mens ansees han som Majorennis og fuldmyndig, saa bliver det en anden Sag: har han i dette sidste Fald overilet sig, eller af Mangel paa Erfarenhed, giort noget Feiltrin, da kan han vel, efter erhvervede bedre Indsigter, forandre eller forbædre det, dog at Vedkommende, som herved maaske uskyldigen kunde lide, holdes paa anden Maade skadesløse, end ogsaa da, naar han er bleven forledet til onereuse Contracter af onde Ministre, hvilke vel desformedelst ere last- og strasværdige; mens dog synes Regentens egen Ære og den offentlige Credit, at paabyde deres Holdelse, saavidt samme er muelig, uden Statens alt for store Skade.

Mens vi maa vel vogte os fra enten at regne her hen slige tilforn ommelte Stiftelser og Beneficia, som af alle Formænd i Regieringen ere

16

16

med god Grund blevne stadfæstede, eller at beskylde Ministerne for deres Ratihabition.

Jeg har med disse Tanker langtfra ikke vildet opkaste mig til Dommer over den brave Forfatter af de ommeldte Betenkninger, mens ikkun tilkiendegive min Tvivl imod nogle af hans Sager.

Jeg har allerede overskredet Grændserne af et Brev, og derfor maae denne Gang stutte; mens skal, naar saa af deres Excellence behages og befales, med første fortsætte disse Anmærkninger.

Jeg henlever i al Underdamghed & c.

17

17

Andet Brev

om

samme Materie

til

samme Herre.

Paa deres Excellences Ordre og Velbehag vover jeg endnu denne Gang nogle Anmærkninger over det smukke Skrift om: Hvor vidt en Efterfølgere i Regieringen er forbunden til at betale sin Formands udenlandske Gield.

Sandelig baade den Fyrste og den Stat er beklagelses-værdig, hvor Omstændighederne kan foranledige dette Spørsmaal. Jeg vilde ønske, i et og alt at kunde biefalde den brave Forfatters Meninger; mens af dette, jeg sidste Gang havde den Ære at skrive, erfares, at jeg, og mueligt flere, har tildels andre Tanker.

Det kommer nu an paa, hvorvidt mine anbragte Grunde kan holde Prøve mod Forfatterens.

18

18

Jeg skulde ikke vente, at det kunde forarges mig, at jeg betiener mig af den med saa stor Visdom og Naade Landet skienkede Skrive-Friehed, for paa en sømmelig Maade at undersøge Sandheden, hvortil man desuden publik indbydes. Min Pen vorde sløv og min Haand visne, om ikke blot Kierlighed til Sandhed, min Konge og mit Fædreneland, har styret begge! overalt maa mærkes, at jeg har ikkuns talet de jure principum & statuum: Jeg er af Sect hverken Machiavelift eller Hobefianer, jeg veed, saavelsom nogen, at en Fyrste har Magt til at giøre alt hvad han vil, men en god og viis Fyrste vil ikkuns det, som er ræt: han lader sig foreskrive Forholds-Regler af Folkets Lyksalighed, efter det bekiendte:

Salus populi suprema Lex esto!

Vee den Fyrste, som enten vil eller giør andet! Jeg følger derfor atter min Tour.

Er da nu den udenlanske Gield, som en Formand i Regieringen har contraheret, af saadan Beskaffenhed, at Efterfølgeren, efter mine uforgribelige Tanker og Grundsætninger, er forbunden til at betale den, da maae, jo før jo heller, tænkes paa Udveye til dens bequæmmeste og fordeelagtigste Afbetaling, paa det at, ikke ogsaa Renterne formeget stal ødelægge Staten. Forfatteren har, med den ham egne Soliditet og Frimodighed, anviist adskillige-

19

19

Et Par vil jeg ikkuns udmærke:

Et vigtig Besparelses Middel har han med saa stor Eftertryk og Sandheds Kraft foreslaget i den Militaire Stats Forfatning, at jeg, efter sund Overveyelse og uden alle Passioner, ikke kan andet, end aldeles tiltræde Forfatterens Mening herom (vid. hans Afhandling fra Pag. 37 til 40) og jeg kan dette med saa meget mindre Skin af Partiskhed, som jeg selv har denne ærefulde Stand at takke for mm Oprindelse og Opdragelse.

Dette nyelig ommeldte Besparelses Middel har jeg og allerede selv i Korthed angivet i mine Anmærkninger Pag. 20 over Hr. Philopatreyæ 1ste Piece.

Hr Philopatreias viger ellers her ganske fra min Forfatters Mening. Han siger i sin bemelte 1ste Piece, de Militaires Tal kan ikke lættelig være for stor! og i sin Fortsættelse Pag. 30, hvor han dog synes at forbædre sine Tanker: at den militaire Stat ikke kan være for stor i sig selv!

Jeg tænker her, som min Forfatter, at Landet bor forsvares paa den Maade, som falder Landet gavnligst; thi en stor Magt er vel den bekosteligste, men ey altid den sikkerste, helst naar den bestaaer af fremmede: jeg troer om end 300000 af de ißige Musselmænd havde til Defension besat vore Grændser, Landet var endda meget slet omskandset og omgierdet. Den militaire

20

20

Stat har da uden Tvivl sit rætte Forhold, naar den er saa stor, som Conjunturerne og Landets Kræfter det tillader.

Enhver Monarchist Stat har formodentlig saa mange Kræfter i sig selv, som den behøver til egen Defension, særdeles en Stat, som Dannemark, der er et saa beboed og dyrket Land, samt derhos omgivet næsten allevegne af Havet, forstaae, naar saadan et Lands Kræfter rættelig menageres og anvendes.

Naar nu saadan en Stat fatter den faste Beslutning, ikke at indlade sig i nogen offensiv Krig, mens heller en Tiid lang at opsætte Pretensioners Udførelse, ja vel aldeles, for sin Lykkes og Roeligheds Skyld, at opgive dem; saa vinder den ved et saadan Forhold alle andre Staters Tillid og tillige undgaaer tvertimod deres Jalousie.

Den har og desuden, helst i saa Fald, mægtig Sikkerhed under den alle Europæiske Potentater saa magtpaaliggende Ligevægt: neppe skulde nogen uhævnet overfalde den, allermindst faae Raaderum til at svække eller undertrykke den. Jeg vil og sætte det Fald, at en eller anden udenlansk Puissance kunde formeene sig at have Prætensioner paa slig en Stat, skulde det da ikke være den mueligt, helst i Critiske Conjuncturer og beleylige Tider at erholde disse Præ

21

21

tendenters Categoriske Erklæring, maaske endog af andre guaranteret, ikke i 20, 30 eller flere Aar at ville giøre deres Prætensioner gyldige? Imidlertid fik Staten, naar den var svækket og forgieldet, Tiid og Leylighed til paa alle mulige Maader at oprætte sine Kræfter og faldne Sager.

Er nu vort kiære Fædreneland i den Situation, eller sættes i saadan Forfatning, hvortil behøves da at holde saa stor en Landmagt i bestandig Sold, helst af fremmede Lediggiengere, der uendelig besværger og unyttigviis fortærer Statens Caffe og Folkets Kræfter.

Hvor lidet eller intet ere disse fremmede LeieSvenne at forlade sig paa?

De fleste af dem ere Afskummet af andre Nationer, og hvad kan vi vente os af dem, som have været troeløse mod deres eget Fæderneland, eller som af Værvere ere blevne besnærede i deres Fæderneland til at tage Tieneste i vores.

Hos os sigter de luns for Sold og Løn, mens ikke for Fædernelandet.

Lang Erfarenhed har noksom overbeviist os om alt dette. Hvad har vi udrættet med saadanne Folk, har det ikke været fornøden, naar vore Tropper undertiden har maattet marchere til eller over Rigets Grendser, at lade vor egen Armee ligesom beleire

22

22 af vore egne, for at hindre disse lette Troppers Flugt, uden at engang have seet nogen Fiende? dette gav en vis udenlandsk Gazetier for nogle Aar siden Anledning til at skrive, at i Mechlenborg stoede 20000 Deserteurer. Jeg har selv oplevet, ikke i mit Fæderneland, mens i min Udlændighed, en hidhensigtende Passage, som jeg for sin Rarheds Skyld vil anføre: En saaledes nyelig hvervet tydsk Soldat var saa fræk at sige til sin Compagnie-Chef: jeg har paa et Aar tient 5 Herrer, de tør derfor ikke tænke, at holde mig her; hvad skeer? 8 Dage derefter deserterer han med 2de andre, som han havde forført; mens blev til sin Ulykke indhentet paa Grændserne, og 3die Dag derefter arquebuseret, da hans Capitain, en brav og retskaffen Officeer tog ved Udførselen til Execution saadan Afsked med ham: min Søn, dit mangfoldige Meenederie er kommen paa dit Hoved: giv nu Gud Ære!

Saavidt jeg i Hast kan erindre, formoder den berømte Franske Skribent Montesquieu nogen Feil i vor Forfatning, fordi vor Land-Armee, efter hans Meening, ikke har altid udrættet, hvad den kunde og burde. Har hans Formodning nogen Grund, da maae vel Feilen bestaae i den alt for store Brug af disse fremmede Tropper, som tillige har svækked Nationens gamle naturlige Stridbarhed, og lært vores egne at desertere.

23

23

Jeg vil ikke tale om de store Penge-Summer, som disse udenlandske Værvinger har paa en Tiid af ongefehr 150 Aar aldeles draget ud af Landet. Imidlertid bør ikke nægtes, at der jo blant disse Fremmede ofte har været brave og retskafne Folk, som forlægne Omstændigheder i deres eget Fæderneland eller andre Aarsager kan have bragt til os, og disse vil jeg ingenlunde have hermed talt for nær, mens meget mere ønsker dem al muelig Lykke og Ære i mit Fæderneland, som de tiener redelig.

Man har i vore Tiider for Alvor begyndt at indsee denne Feil, og derfor at recrutere de gevorbene Regimenter med Nationale; mens dette skeer ikke heller uden Besværing, saasom derved drages alt for mange Hænder fra Ploven og Agerdyrkningen.

Efter foregaaende Grundsætninger behøvedes, særdeles i Freds Tiider, ikke flere gevorbene Tropper, end fornøden er til god Ordens Vedligeholdelse og Lovenes Efterlevelse i Landet. Naar derfor det halve Mandskab afgik fra hvert gevorben Cavallerie- og Infanterie-Regiment, saa var det overblevne Tal tilligemed er godt Artilleri-Corps, endda som det synes, tilstrækkelig til dette Øyemaal. Formedelst en saadan Reduction blev Hans Majestæt, der søger sin Ære i Fædernelandets Kierlighed, og vil være sit Folkes Titus, Lyst og Velgiører, sadt i

24

24 Stand til, enten at lette sine troe Undersaatters Byrder? eller betale noget klækkeligt paa Statens Gield. Dog var det Uræt og Synd, at sætte saa mange brave Officers ud af Sold og Tieneste, hvilket ey heller behøvedes; thi de kunde lige fuldt employeres til Landets Defensions Stand, hvilket strax skal nærmere blive forklaret. Paa det nu Riget i øvrigt ikke skulle savne den nødvendige Defension, saa maatte alt det unge Bonde-Mandskab, uden nogen Undtagelse, enrolleres, (hvorom en anden Gang mere) og deraf oprettes Bataillons og Escadrons af Infanterie og Dragoner, hvilke kunde Regiment-viis annecteres til de paa gevorden Foed staaende Bataillons og Escadrons; dog skulde de første aldrig gaae ud af deres Lægs eller Cantonnerings Qvarterer, undtagen i fiendtlige Tilfælde, som Gud afvende, og paa de Tiider, som bleve bestemte til Bataillons Mynstring, mens for Næsten forblive ved deres Føde-Staun, under visse Love og almindelig Jurisdiction, til Agerdyrkningens Tieneste.

Herved kunde da, som forhen sagt, de fra de gevorbene Regimenter afgaaende Officers employeres med samme Gage og Anciennitet. paa denne Maade kunde en tilforladelig Land-Magt, fast uden Bekostning og Byrde for Staten, oprættes og vedligeholdes.

25

25

Hvad ellers de saa fornødne Krigs Øvelser anbelanger , da har det, efter nu værende Indrækning, faldet det unge enrollerede og nationale Mandskab undertiden besværligt, at marchere hver Søndag om Vinteren til Exercer-Pladsene, hvortil de ofte har en lang og ond Vey. Det var derfore ønskværdigt, at til hver 3 a 4 nærmest tilsammen beliggende Landsbyer, maatte ordineres en god Under-Officer, som hver Søndag skulde forsamle det unge Mandskab alternatim til en af disse Byer, for at exercere, mens til Compagnie- eller Divisions-Samling føre dem ikkuns en Gang hver Maaned.

Ved den Leilighed kunde nok en anden, ligesaa nyttig, mens mere fornøyelig, militair Øvelse indføres, nemlig det unge Mandskab tilligemed Bønder og Huusmænd, kunde til en sømmelig Tidsfordriv om Søndags Eftermiddagene af en saadan Under-Officer og under hans Direktion anføres til at skyde efter en Skive, dog at derved al Drik og Dobbel alvorlig blev forbuden.

Saaledes bleve Bønderne selv tilvante at omgaaes med Gevæhr, encouragerede og skikkede til Land-Værn, hvortil de nu ere aldeles ubeqvæm i Tilfælde, naar Soldaten blev beordret at marchere anden Steds henimod Landets Fiender.

26

26 Skulde paa saadan en Maade Monarchen og Staten ikke finde saa stor eller større Sikkerhed i Lan, dets Børns Hjerter og Arme, end i nogle fremmede Leie-Svenne? ufeilbar! skulde dette ikke og være ligesaa mueligt i Danmark, som i Norge, Engeland, Sverrig, Schweitz og andre Stæder? man giøre ikkuns Nationen den Ære, at troe den; man giøre ikkuns Fædernelandet saa behagelig for dem, som mueligt: man indprænte dem kuns ved bequemme Midler Kierlighed dertil og Følelse af Ære, hvad kan ikke ogsaa i den Henseende haabes af vor Store Konge? da skulle vi snart see det gamle danske Mod og Stridbarhed, som før har kommet andre Nationer, end og de mægtigste, til at skielve, igien oplivet i vores forsagte Landmand. Vi skulde see dem i Fred, uden Byrde for Staten, som de fordums Romerske Helte, at føre Ploven, mens i Krig at føre Sverdet. vi skulde see nye Cimbrer og Gother sigte som Løver, mod Fædernelandets Fiender, at sigte for Kongen og Landet, pro aris & focis. Nok om Land-Armeen.

Hvad Søe-Magten anbelanger, da synes samme hos os at være i den allerbeste Forfatning, og efterdi disse Landets sikkerste Værn, næst Gud bestaar derudi, saa maatte altid underholdes en vel forsynet Flode. Følgelig kan herved ingen synderlig

27

27

Besparelse finde Sted, uden saa er, at nogle af de paa bestandig Maaneds Sold staaende gemene Matroser (mens ingenlunde af vores brave og fortræffelige Søe-Officers) kunde afgaae efterdi Hans Majestet, i paakommende Tilfælde, al Tiid har de enroullerede søefolk i Provincerne til hin Tieneste, hvilke ellers intet koster.

En anden bequem og fordeelagtig Methode til den udenlandske Gieids Afbetaling, der tillige er i sig selv et vigligt Besparelses Middel, har Forfatteren endnu foreslaget, som bestaaer derudi, at drage de udenlanske Creditorer ind til os, hvorved Gielden blev indenlansk og Pengene følgelig beholdne i Landet. Han har med sædvanlig Vittighed og Grundighed hertil anvist adskillige Veye. Jeg vil til disse endnu lægge en eneste, mens om den er saa muelig eller gavnlig, som velment, derom maae andre Dømme.

Jeg mener nemlig, at de Capitaler, som Tiid efter anden skulde betales de udenlandske Creditorer til Afdrag paa Gielden, kunde, uden Hazart, indskydes til Fond for en Vexel Banqve her i Landet, imod Assignation til Creditorerne baade paa Capital og Interesse, eller imod Actie-Breve, dog med saadanne Vilkaar, at disse Capitaler ikke maatte uddra-

28

28

ges igien af Banquen, eller Actierne i visse Aar selges til nogen af Kongens Undersaatter.

Ved dette Middel blev Gielden, uden Creditorernes Skade, indenlansk og Pengene i Landet. Dette blev tillige, som det synes, et kraftigt Middel til at tvinge og nedsætte Vexsel-Coursen, til Fordeel saavel for vores som de andre nordiske Rigers Handel.

Nogen vilde maaske indvende, at paa den Maade gik dog den aarlige Banque-Interesse ud af Landet! mens jeg svarer; vi beholt Capitalen, desuden: hvad som blev udgivet i Rænte, blev igien vundet ved Vexsel-Coursens Nedsættelse, følgelig beholdt Landet de Fremmedes Penge, formodentlig uden at betale Interresse deraf.

Hvem veed om ikke ogsaa nogen af Creditorerne derved kunde drages herind.

Jeg forbliver med al Underdanighed & c.

29

29

Tredie Brev om Skovenes Aftagelse og Opælskning til en fornemme Dame.

Dersom jeg kan vente Pardon af Hendes Naades egen genereuse Tænkemaade, frygter jeg ikke, at Verden stal dømme mig, som en smigrende Hykler, naar jeg saa aabenhiertet skriver, at Hendes fortreffelige Gemyts og Sinds Gaver oplofter Hende over sin Stand og sit Kiøn! hvor ofte er ikke mig, saavel som andre, vederfaret den lykkelige Leilighed at beundre disse Egenskaber i Hendes Naades Person, samt dybe Indsigter, ikke allene i den private, mens ogsaa i den publique Oeconomie, som giør Hendes Kiøn Ære og giver alle af Hendes Stand et følge-

30

30

værdigt Exempel? Hun ikke allene saa omhyggelig opdrager en yndig og velsignet Afkom til Fædernelandet, mens endog anlægger Humble-Hauger, planter Træer, ja Skove af det beste Slags, og som Poeten siger:

Serit arbores, qvæ alten seculo profunt, det er: Hun planter Træer for Eftertiden! nu saa bør det og bære Hendes Navn til Efterslægten.

Altsammen værdige Beskæftigelser for store Patrioters roelige Landlevnet.

At Skovene aftager og forsvinder øyensynlig, er det almindelige og, desværre, alt for sande Klagemaal, saa det seer farligt ud for Efterflægten, hvis Nød i dette Fald vi ikke synes at tage os til Hierte, som skee burde Vores salige og i sin Tid skarpsigtige Lutherus har forudseet at Træe-Mangei vilde før Verdens Ende, ogsaa besynderlig trykke det menneskelige Kiøn, formodentlig meest imod Jordclodens Nordre-Pol.

Imidlertid skulle disse Lande ikke endnu have solet denne Mangel, dersom vore store Regenteres vise Love og Forordninger om Skovenes Fredning og nyttige Træers Plantelse vare, ikkuns nogenledes blevne efterlevede; mens nu er det allerede kommen saavidt paa mange Stæder, at deres Efterlevelse fast ikke mere kan fordres uden Skin af menneskelig

31

31

Grumhed, og uden at Menneskene skulde staae Fahre for at omkomme af Mangel paa dette Livets saa nødtørftige Opholds Middel, særdeles i disse kolde Lande, hvor Tømmer og Brænde ere ligesaa fornødne, som Brød til Livet,

Desuagted hører man dog endnu undertiden om saa ubesindige Skov-Eyere, der formedelst den endnu overblevne Skoves forsætlige Ødelæggelse søger at holde sig skadesløse, naar de har kiøbt dyrere, end deres Pung kan tilstrække, saa at om disse maae tvertimod siges: Necant arbores, ut alteri seculo noceant, eller de ere rætte Træ- og Skovmordere for de folgende Tiider.

Alt dette skulde endda have levnet os tilstrækkelig Forraad af Skove og Brænde, dersom ikke den ulykkelige Maade at gierde med Riis og Tiørne havde været og endnu er i fuld Brug der, hvor ikkuns er endnu lidet af Skov tilovers. Man betænke dog, hvor mange Millioner unge Træer og Spirer af Ælle, Hassel, Aun- og Riisbøg, ja endog af Eeg, som aarlig, og det saaledes hundrede Aar en svit, ere blevne ashuggede til Staure i disse Gierder? ja! hvormange, 100000 Læs Tiørne, og med det samme Millioner unge Ymper af alle Slags Træe, som den frie Billie: og frugtbare Natur, selv opfostrer under Tjørnens Skygge og Bestiermelse, ligeledes

32

32 vi da, saafremt denne sørgelige Giersels Maade ikke havde gaaet i Svang, vel havt saa stor Mangel paa Skov og Brænde, og ikke meget mere endnu nok deraf saavel til egen Brug, som Udførsel; enhver fornuftig maae eftertænke Sagen! dertil kommer endnu, at Brænde Mangelen har tillige foraarsaget TørveLungenes Opskiærelse og Udtømmelse.

Er det da ikke høy Tiid, at vi opvaagner af vor Døsighed og lader flige fordervelige Sædvaner fare, at det lidet, som er endnu tilovers af Skov i vore Provinze maatte spares og forbedres.

Hendes Naade har med sit Exempel herudiviist andre Veyen.

Imidlertid ere de Skove, som ved menneskelige Hænder og Kunst plantes, underkastede mange Vanskelinheder særdeles ved nærværende Forfatning: iblant andet maa desformedelst idelig frygtes, at stige unge Træer bliver, saasnart de dertil ere tienlige, afkappede til Gierde Staure, saa at Træeplanteren mage klage: Oleum & operam perdidi! det er: jeg har spilt Penge og Arbeyde.

Skulde da vore Skovlevninger conserveres og forbedres, saa finder jeg dertil ikkuns et eneste Middel, det synes mig saavel læt og simpel, som tilstrækkelig til dette store Oyemaal. Her er det:

33

33

Det maatte Allernaadigst behage Hans Kongelige Majestæt at lade, formedelst en alvorlig og eftertrykkelig Forordning, paabyde, at inden visse forestrevne Aar skulde over heele Danmark alle Slags Riis- og Tiørnegierder være ævig og aldeles afskaffe-de, undtagen ikkuns de, som bestaae alleneste af Piile- og Vidie-Træer, hvilke sidste Slags en derfor kunde, efter Loven, plante til sin Fornødenhed og Nytte.

Det er ikkuns Fordomme, om man vilde tænke eller sige, at vore Kornmarker ikke kunde fredes det første Slags Gierder! jeg tør vel ikke forlange, at al Gierde-Skilsmisse imellem vore Marker skulde ophæves og Qvæget bevogtes af Hyrder paa Græsgangene, end ogsaa midt imellem Kornagerne, som stor Nytte og Fordeel skeer saa mangfoldige andre Steder uden for vort Fæderneland, og jeg selv har seet, ja som endog skal skee paa nogle Stæder i Jylland; thi dette maatte forekomme vore Hiemfødninger alt for paradox.

Mens at Markerne alligevel kan meget vel fredes uden saadanne Gierder, beviser Erfarenhed paa de Stæder allevegne i Provinzerne, hvor Skovene ere allerede ødelagte; thi der gierdes nu med Steen,

Tang, Jord & c..

34

34

Dog ønskede jeg helst, at vore Marker bleve indhegnede blot og allene formedelst visse foreskrevne Grøfter. Man vil vel strax indvende, kan vel blotte Grøfter udeholds Creaturerne? jeg svarer: ja visselig, naar dobbelte Grøfter bleve kastede efter Forordningen af 28 Julii 1769, og mellem Digerne beplantede med levende Gierder, hvilke atter kunde give mange Fold anden Nytte til Landmanden.

Dog jeg sætter, at der, for at spare Jorden og Omkostninger for Bonden, ikkuns bleve befalede enkelte Gryfter, skulde da en Hyrde for hver Bye ikke ligesaavel kunde her vogte Qvæget inden disse Grøfter, som en saadan med sin Hund andenstæds kan bevogte det midt imellem Kornagerne? Qvæget selv nænnes meget snart til Lydighed, saa Sagen blev efter kort Øvelse ganske læt, med mindre man vilde sige, at hverken vore Hyrder eller Hunde, eller Orer vare saa vittige og lydige som de udenlandske. En saadan Hyrde vilde langt fra ikke koste en Bye saa meget til aarlig Underhold, som disse skadelige Gierder, til hvis Sikkerhed endda maae desuden holdes nu omstunder til hver Bye en saa kaldet MarkVogter. Disse Grøfter derimod, naar ere engang kastede, kan siden med liden Møye vedligeholdes, og tillige meget hielpe til at aftrække Vandet fra de sumpige og nedrige Stæder i Markerne.

35

35

Det er sant, at Steen-Gierder har et stort Fortrin for alle andre i Henseende til deres Bestandighed, mens da ikke findes allevegne de fornødne Stene i Nærværelsen, og deres Opsættelse koster saa meget, at det overstiger de fleestes Ævne, saa kunde de vel ikke almindeligen foreskrives.

Paa de Steder, hvor dertil er Leylighed og Forraad, kunde dette maaske foranstaltes saaledes, at en Bonde blev befalet at opsætte aarlig for hver Tønde af sit Hartkorn i Favn slig Gierde, saasom forhen og har været befalet mens ey efterlevet.

Herved blev allerede meget vundet, Agerlandet sparet og til bedre Nytte befriet fra mange unyttige og Auels Bruget hinderlige Byrder.

Dog giver jeg Grøfterne Præference i mange Henseender.

Derimod troer jeg, det skulde være til Fordeel, at paa de Steder, hvor der findes Mængde af Kampestene, nogle lærte saa meget, at de deraf kunde danne Qvadrater til Bygning og andet nyttig Brug.

Men, som sagt, for det almindelige maatte foreskrives Grøfter saaledes, at visse Aar bleve determinerede, efter hvis Forløb ingen af de forbudne Gierder maatte mere findes nogen Stæds.

Kom nu dette til Fuldkommenhed, saa skulde vi med Lyst og Glæde snart fee vores Skove til

36

36

tagt, ja! nye Skove, formedelst Naturens egen villige Frugtbarhed, der, hvor den ubehindret og uden Vold kan virke, og hvor vi af de forrige Skove intet seer, uden nogle nøgne Stuppe.

Forgieves skulde indvendes: at Skovene da bleve saa tykke og uigiennemtrengelige, at den maatte qvæle sig selv! thi først lærer Erfarenhed, at ligesom Tiørnen opfostrer den unge Skov, saa igien undertrykker og døder denne Yngel, naar den kommer til større Vext, sin Foster-Moder.

Dernæst kan jo den overflødige og alt for tykke Skov aarlig udhukkes til Ildebrand, og den saa kaldede Sur-Skov af Elle, Hassel, Aunbøg & c. til samme Brug styvnes, uden at den derfor, naar det skeer i rætte Tiid gaaer til Grunde.

Saaledes skulde Hendes Naade ogsaa have den fornøyelige Belønning, at see sin Skov-Plantning lykkes og trives.

Jeg henlever med al Soumission & c..

37

37

Fierde Brev

om

Hoverie

til

forbemeldte Herre.

Endskiønt Forsynet har bestemt Deres Excellence selv et stort Jordegods, saa har jeg dog den Ære saavel at kiende Deres saa billige, som ædle Tænkemaade, at jeg dristig tør tale Bondens Sag for dem. Dog jeg vil i disse Linier ikke allene tale Bondens, mens og Proprietairens Sag, følgelig stræbe at forklare, dog i al Korthed, begges Ræt.

Om Hoverie er meget bleven i vore Tiider skrevet pro & contra, mens det synes, at de fleeste har confunderet tvende ganske forskiællige Begreb med hinanden, nemlig om Hoverie og Vaarne-Standen: Mangel paa Indsigt i denne Forskiæl har ikke allene givet adskillige Forfattere Anledning fast til Tragiske Forestillinger om Hoverie, mens endog havt onde Følger in praxi og giort mangen Bonde-Plager.

38

38

Hoverie er i sig selv intet andet, end en Tieneste, som jeg betinger mig af en anden, imod at overlade ham min Eyendoms Jord og Grund, for at bruge den lovlig og tage Nytten og Frugten deraf.

Hvad unaturligt eller stridende mod den menneskelige og borgerlige Frihed, forstaae naar saadan Contract sluttes med Frihed paa begge Sider, hvorover vel Landets Love kunde vaage.

Anderledes maae vi ikke forstaae vore Love, naar der tales om Hoverie og Hoveries Tienere, eller om den Lydighed, disse i den Henseende ere deres Husbonder skyldige, thi denne bør, hvad Hoveriet betreffer, bestemmes af Fæste-Contracten.

Hoverie, taget og brugt i denne sunde Bemærkelse, kunde da ingenlunde enten foranledige eller retfærdiggiøre de voldsomme Forslag, som i vore Tider saa ofte og med saa stor Nidkierhed ere offentlige fremsatte: Forslag, som aabenbar strider, imod den guddommelige, naturlige og borgerlige Ræt og Billighed, samt den fuldkomne Eyendoms Ræt, enhver fri Borger bør have over sit, som han ærlig har erhvervet og lovlig besidder, saasom: at Proprietairen skulde nødes til at overlade Fæste-Bonden sin lovlige og paa publici Credit forhvervede Eyendom, uden at beholde og nyde saa megen Frugt og Rente deraf, som han med rætte eller i Kraft af Eiendoms Rætten kan sig deraf lovligen tilegne.

39

39

Dette Skridt maatte geraade til mange anselige, og ofte velfortiente Familiers Undergang, mens tillige til Bondens eget og heele Statens Tab, hvilket læt lod sig bevise, dersom man ikke beflittede sig paa Korthed. Dog er sagt nok herom for eftertænksomme Gemytter.

Mens Ulykken er, at man, som forhen sagt, i dette Begreb om Hoverie har tillige indblandet det Begreb om Vaarne-Stand og Vaarne-Rettigheden: vore Love selv synes ikke at have tydelig nok distingveret disse Begreb, hvilket har giort saa mangen Proprietair, ofte maaske mod sin Villie, til Despote over sine Bønder, da han desformedelst har indbildet sig, at have kiøbt, tillige med Jorden og Grunden, alt det, derpaa findes, livløse saavelsom levende Creature, baade ufornuftige og de fornuftige, da dog Bonden hos os, og efter vore Love ikke er et saadan trælbaarn Dyr; mens foruden sin Fæste-Forpligtelse, er og bør være lige saavel en frie Herre over sig og sit, som Jorddrotten eller Husbonden: Proprietairen har hos os intet andet Herredømme over sine Bønder, end det, som flyder af Fæste-Contractens Natur og af Regieringens eller Lovenes Tilstaaelse: Proprietairerne kan ikke have større Herredomme over deres Bønder, end Monarken over sine Undersaatter; mens hverken vil vor Souverain herske over Slaver, eller

40

40

Undersaatterne lade sig beherske som Slaver: han vil herske, som en Fader over Børn, mere over deres Hierter, end deres Legemer.

Hvad Vaarne-Standen anbelanger, da vil jeg ikke undersøge dens Oprindelse, mens siger ikkuns, at det Begreb vi, siden den store Forordning af 21 Februarii 1702 fra vores udødelige Friderico 4to, maae giøre os derom, bestaaer allene i Bondestandens Forbindelse til sin Fødestavn for Krigs Tienestens og Landets Defensions Skyld, hvortil Proprietairerne har hidtil været forbunden at levere det paakrævede Mandstab af deres Godser.

For da at betage Hoveriet og Fæste-Bondestanden al Skin af tvungen og foragtelig Trældom, og Herremanden al Leylighed til Despotisme og Misbrug, hvortil Vaarne-Rættigheden har givet saa mangfoldig Anledning, saa at paa begge Sider kunde blive Frihed og Ræt, for den sidste ved at bortfæste og den første ved at indfæste, da maatte VaarneRættigheden ikke mere tilhøre Proprietairen: Bondestandens Forbindelse til Fødestavn kan af mange vigtige Aarsager ikke ophøre, mens den skulde aldeles ikke mishage Bonden, som til Lykke holder sit Fødested for det beste i Verden, naar ikkuns denne Forbindelse ikke stoed i Connexion med Hoveriet, og Proprietairen intet havde sig dermed at befatte.

41

41

Her vil man strax spørge: Hvorledes skal dette gaae til? Hvem skal da voge over den? Hvorledes kan da Proprietairen forbindes til at levere Mandskab til Krigs Tienesten? jeg svarer: Fra alt dette skulde Proprietairerne befries aldeles, og dog kunde endda dette al sammen meget vel skee, nemlig ved Bønderne selv; thi hvorfor skulde ikke Bønderne, inddeelte i visse Læg, kunde ligesaavel som Proprietairerne, ja ligesaavel her, som i Norge, Sverrig og anden Steds, levere Karle for sig til Krigs Tienesten! hvem skulde og bedre kunde iagttage og bevogte det unge Mandskab, end Bønderne selv, naar det først blev dem paalagt og derhos alvorlig hetydet, at, saafremt de herved faae igiennem Fingere, eller beviste sig skiødesløse, de da selv skulde giøre Krigs Tieneste. Jeg er forsikkret, at da skulde færre undkomme af det unge Mandskab, end nu omstunder, saasom der bleve langt flere aarvaagne Tilsyns-Mænd og ingen Hielpere. Ja det unge Mandskab selv skulde ved en slig, efter Anseelse større Frihed i Bondestanden mindre fristes til at desertere, besynderlig naar tillige blev anordnet, deels at alt ung Bonde-Mandkiøn, ikke en eneste undtagen, skulde fra første Ungdom enroulleres, dels Presentation og Udtagelse til KrigsTienesten skee, hverken ved Proprietairerne eller Bønderne selv, mens; saaledes: at et heelt Godses

42

42

eller Sogns unge enroullerede Mandskab skulde til en vis Tiid møde for en Kongelig Commission eller Session, som da, tillige med tilgivne Officiers, udsøgte de tienstdygtigste, uden saa nøye at regardere paa Læg, og enhver saaledes udvalgt skulde uden Modsigelse indtræde i virkelig Tieneste, som LandSoldat, og intet befrie nogen tjenstdygtig Karl fra Krigs-Tienesten, undtagen allene disse 2de Tilfælde: enten at saadan en udtagen Karl stillede en anden tjenstdygtig i sit Sted, eller naar nogen vilde fæste Gaard, paa det Gods, hvortil, som sin Fødestavn, han hører, da han ufeilbarlig maatte forløves fra KrigsTienesten. Naar og en Bondekarl vilde og formaaede at kiøbe sig fri fra Fødestavn, da burde Kiøbe-Summen allene bestaae derudi, at han i sit Sted værvede en anden tjenstdygtig Karl til Lægden og sin Fødestavn.

Ved denne Indretning eviteredes al Partisk- hed og Persons Anseelse, som ved nærværende Forfatning finder saa ofte Sted, og naar saaledes blev i dette Fald ingen Forskiel giort paa Rig og Fattig, da blev Krigsstanden ikke længere haanlig for Bonden, og han skulde ikke mere faae Afskye derfor, eller ansee samme, som en Straf for de Fattige; den blev da snarere for hamen Ærestand.

Naar da saaledes Forbindelse til Fødestavn og Rekruteringen ikke meer vedkom Proprietairen, saa

43

43

faldt alt det mest odieuse og modbydelige bort fra Hoveriet: Bonden blev derved fat i Stand til at fæste Gaard med Frihed, og ufornuftige Proprietarier (om de fornuftige og retsindige, der selv ere sig Lov, tales ikke) som ikke vide, hvor uadskillelig deres egen og Bondens Velferd er, befriet fra den Fristelse, at extorqvere, under Trudsel med Soldaterstand, saadanne Fæste-Conditioner, som hverken kan fordres, eller indgaaes af fornuftige, og dog beholder han Frihed at bortfæste saa høyt, som mueligt, og Fæsteren frievillig kan og vil give.

Naar da slig Fæste- og Hoverie-Contract derhos skede under Lovens Gvarantie paa begge Sider, saa at begge lige læt og altiid kunde naae sin Ræt, da troer jeg, at baade Bondens Tilstand skulde være lykkelig og Proprietairen tillige conserveret.

Herved skulde Hans Kongelige Majestæt uden Tvivl opnaae tildeels sine landsfaderlige Hensigter med Bondestanden, og derhos blive forskaanet for at udgive møysommelige Hoverie-Forordninger, hvorved saasnart enten det ene eller andet Partie kan skee fornær. Sagen kom saaledes i sin naturlige Gang.

Uanseet nu denne Indretning, skulde det maaske være endda baade nyttigt og fornødent for god Ordens Skyld, og efterdi Bonderfolk gemenlig ere enfoldige, og udisciplinerede, at Regenten

44

44

tilstoed Husbonden, under bestemte Love en vis Deel af Øvrigheds Myndigheden over sine FæsteBønder, skiønt dette ingenlunde følger af HoverieFæstes Begreb.

Dersom og en velsindet Proprietair endnu nøyere vilde forbinde sig sine Fæste-Bønder, giøre dem Hoveriet mere behageligt, og opmuntre dem med det samme til villig Stræbsomhed baade for sig selv og Husbonden ved det, at begges Interesse blev en og den samme, da behøvede en Herregaards Eyere ikkuns at overlade Hovedgaardens Forpagtning til samtlige under samme Gaard beliggende Bønder, hvilken Proposition allerede forhen hav været under Discours hos Deres Excellence og tillige en af vore Patriotiske Forfattere nylig har offentlig foreslaget.

Herved vantes meget saavel paa Bondens, som Husbondens Side. Bonden vilde da ansee dette Hov-Arbeide med alt, hvad dertil hører, som sit eget, dyrkede følgelig Hov-Jorden med større Flid, end nu omstunder skeer med Tvang og Modbydelighed. Den ene Bonde skulde da formodentlig blive den andens Tilsyns Mand: Bønderne tilsammen vandt og det herved, som en anden Forpagter nu vinder, saa at en Bonde ved denne Indretning kunde maaske faae dette Hoverie-Arbeyde tildels betalt, som han ellers maae forrette blot i Følge af sin Fæste-Contract.

45

45

Mens skulde dette settes i Værk, da maatte det nødvendig skee efter visse fastsatte Regler, saasom:

1.) At Forpagtnings Afgiften blev taalelig stipuleret, baade for Husbonden og Bønderne.

2.) At hver Bonde fik sit visse Maal til at pløye, faae og høste i alle Hovedgaardens Marker, bestemt efter sit i fæstehavende Hartkorn, og skulde ingen ved slig Beskaffenhed besværge sig at have for stor Hovmaal.

3.) Alt Kornet maatte indhøstes til HovedGaarden; thi det er uforbigiengelig fornødent for Giødningens Skyld, at Foeringen udeelt og uadskilt bliver ved Hoved-Gaarden og der af Qvæget fortæres.

4.) Kornet aftærskes der af Bønderne og under deres egen Opsigt, eller ved Tilsyn af en Ladefoget, som de samtlig selv lønner.

5.) Det utærskede Korns Opmaaling paa Loen burde skee altid i nogle af beste og vittigste Bønders Overværelse, hvortil de efter Tour skulde møde.

6.) Det saaledes opmaalte Korn henlegges paa Hoved-Gaardens Lofter, hvor andre Forpagteres Korn forhen har ligget, alt under behørig Tilsyn, og hver Dør til disse Lofter forsynes med 2de Laase, hvortil Herskabet skulde have den ene, og Bønderne eller deres Betroede den anden Nøgel, hvilke følgelig af begge burde aabnes, naar noget paa Lofterne eller ved Kornet skulde forrettes.

46

46

7.) Naar Tiid og Omstændighed fordrede Kornets Salg, da stalde det skee atter ved nogle af de beste og kyndigste Mænd paa Godset, tilligemed Herskabets Raad og Samtykke, forstaae efterat det behøvede. Sædekorn forud er fradraget.

8.) Af Kornets Forhandlings Summa maatte den stipulerede Forpagtnings Afgift allerførst udredes til Husbonden, mens residuum deles imellem Bønderne proportionaliter efter enhvers Hartkorn.

9.) Hollænderiet ved Hoved-Gaardcn beholder Proprietairen selv, eller bortforpagter det til andre; thi det var hverken beqvemt eller nyttig for Bønderne at participere derudi saaledes som i Avlingen.

Paa denne Maade blev dette Slags Hov-Arbeide, og hvad dertil hører (hvilket tilsammen er det største og allernødvendigste af alt;) læt, behagelig og nyttig for Bonden, uden ringeste Tab for Proprietairen: den enes Fordeel blev tillige den andens.

Jeg vil slutte dette Brev med den almindelige Reflexion: Religions Væsenet og Agerdyrkningen ere Danmarks tvende Øyenstene: hvor varsom bør de da ikke behandles? et eneste Feiltrin i den Henseende kunde foraarsage fordærvelige Uordener, som ikke Seculer vare i Stand til at redreffere.

Regenten er det høyeste Øye, der vaager over alt: Der haandthæver Bondestanden til at føde og forsva

47

47

re os: Lærestanden til at undervise os om vore Pligter mod GUd, Kongen og os selv til vor timelige og evige Lyksaligheds Befordring: Borgerstanden til at berige os, og Øvrighedsstanden til at vedligeholde Ræt og Rætfærdighed i Landet. Alle disse Stænder ere j det ringeste lige fornøden til det Heles Velfært. Det er derfor urimeligt og forfængeligt, hvad nogle snakker om Tære- og Nære-Stænder, man behøver ikkuns at henvise saadanne til den bekiente gamle Fabel om Mavens og Lemmernes indbyrdes Klagemaal. Dette er vel en Fabel-Trætte, mens befatter dog i sig en sund og lærerig Morale.

Jeg forbliver i al Underdanighed & c.

48

48

Femte Brev

om

Bønder-Gaardenes Udfløttelse

paa deres Markdeele

til

forbemelte Herre.

Deres Excellence trættes ikke af mine kiedsommelige Breve. Jeg giver mig derfor atter den Frihed, endnu denne Gang at føre deres Eftertanke ud iblant de nedrige Landsbye Hytter.

En af vores beste og for Fædrenelandets Velsært nidkiere Skribentere, jeg meener den brave Torchil Baden, har med stor Force stræbet at bevise vores nærværende Land-Væsens og Agerbrugs slette Forfatning mod det, samme fordums Tiid skal have været. Hans Hensigt hermed er, uden Modsigelse, at vise den store Fordel, som skulde flyde af Bønder-Gaardenes Udflyttelse, hver midt paa sine Markdeele.

49

49

Jeg vil ikke undersøge den Historiske Sandheds hvorpaa denne Forfatter tildeels grunder sine Beviis, thi jeg troer, med ham, Sagens store Nytte, i sig selv betragtet. Jeg vil ikkuns med faa Ord deels berøre de fast uovervindelige Vanskeligheder, som møder dette Forslags Fuldbyrdelse og giør det fast umuelig saavel phyfice, som moraliter, deels vise, at næsten samme Fordeel kunde erholdes paa en langt lettere og kortere Maade.

Vanskelighederne ere:

3.) De saavel for Husbonden, som Bønderne utaalelige Bekostninger, som dette Værk uforbigiengelig vilde udkræve. En eeneste Bondegaard paa 5 à 6 Tdr. Hartkorn kunde ikke saaledes flottes og indrettes under 3 til 400 Rdlr. Depense, og hvor mange Bønder formanede selv dette, eller hvor mange Proprietarier i Danmark vare i Stand til at giøre sligt med et heelt Godses Bøndergaarde? man kunde vel sige: Det kunde skee peu à peu, nu med en, nu med en anden; mens betænker man ogsaa, at hver Gang en Bondegaard blev udfløttet, maatte alle de Marker, hvorudi den forhen havde havt Fællesskab, opmaales og paa nye uddeles ikke allene til de udlagde Gaarde, mens endog til de i Fællesskabet tilbageblevne Lods-Eyere, og hvilket bekosteligt, uendeligt og forvirret Arbeyde var ikke det? Altsaa matte

50

50

denne Udfløttelse skee paa engang med et heelt Gods, med et heelt Sogn, eller dog i det ringeste med en heel Bye, mens hvor umueligt blev ikke atter denne Entreprifefoo de allerfleste, besynderlig fordi det maatte nødvendig skee i en Studs, imellem Høst og Sæd.

b.) De fleeste Bondergaarde ere af skrøbelig Bygning, og hvor gode nogle faa af dem end kan være, spoleres dog meget Tømmer ved saadan Nedbrydelse, Forfløttelse og Opbyggelse i en anden Orden, mens kunde vores nu omstunder forsvækkede Skove vel taale at yde det dertil nødvendige Tømmer, eller Landet at give Penge derfor til Fremmede.

c.) Saadan almindelig Forfløttelse vilde foraarsage megen Knur og Misfornøyelse hos Bønderne selv, og vist mange ubodelig Skade, ikke allene formedelst det meget Arbeyde og store Omkostning, dertil udkrævedes, mens fornemmelig fordi nogle Gaarders ganske Lod skulde falde paa den allerbeste Jord i Markerne, andres derimod, ja de allerflestes, paa den allersletteste; thi hvad Trost kunde det give nogen, at han fik mere Jord i sit Maal, fordi hans Lod var falden paa den slette? eller er der nogen Fordeel ved at faae megen og slet ufrugtbar Jord for den, som forhen har havt god, frugtbar og vel dyrket? man vilde maaske svare: Den slette Jord kan ved Flid og Arbeyde forbedres og blive god;

51

51

men sandelig dertil behøves mere Tiid, Luft og Kræfter, end de fleeste Bønder har. Overalt maae det her Heede: Medens Græsset groer, døer Koen.

a.) Skulde denne Indretning, naar den blev almindelig, borttage en usædvanlig stor Portion af Jorden til de mangfoldige Grøfter, Beye og Stræder, som hertil behøvedes; mens kan Dannemarks Agerland taale dette store Tab.

e.) Behøves slig Indretning ikke i et Land, som overalt er frugtbar og kan tage imod Dyrkelse. Ja hvor mange Familier kunde ikke etableres paa den dyrkværdige Jord, som skulde anvendes til Grøfter og Veye? En anden Sag er det i de Lande, som ere igiennemskaarne af mange store Søer, Moradser, Floder, Skove, Klipper, Bierge & c.

Disse Vanskeligheder, tagne tilsammen, giør, at jeg neppe kan troe, denne Indretning bliver, eller nogen Tiid kan blive almindelig.

Med nogle enkelte Gaarder, eller med et lidet Gods kan det vel lade sig practicere; mens dette som saaledes kan skee, ligesom en Migniatur beviser kuns lidet i det ganske.

Nu bliver det fremdeles min Pligt efter givne Løfte at vise, hvorledes samme Fordeel, som hin Udfløttelse lader haabe, kunde nesten, om ikke saa fuldkommen, dog uden forberørte store

52

52

Vanskeligheder, erholdes paa en langt lættere og kortere Maade.

At Bøndernes Jord for hver Gaards Hartkorn er saa adspredt og, efter Markernes mange smaae Skifter, deelt i mange smaae Stykker i alle Marker, item: at Landsbyerne almindeligen ere saa store, og følgelig alt for mange Lods-Eyere i en Byes Marker, har mange skadelige Følger i Agerbruget. Det første er en Følge af det sidste; thi, efterdi der i slige Byers store Marker findes mange Slags Jord-Arter, jaa matte ved den gamle Indretning og Landmaaling giøres mange Skifter i hver Mark, og hver Gaard tage for sit Hartkorn Deel i hver af disse mange Skifter, hvorfore Jorden overalt er bleven saa smaaerebet, at jeg kiender Landsbyer af 25 og 26 Gaarders Størrelse, hvor ingen Lods-Eyer har mere samlet Jord i Markerne, end til ongefehr 4 Skpr. Lands Udsæd. Dette fører nu, som sagt, megen Ulempe med sig, megen Ophold og Tids Spilde for Bonden i hans Sæd og Høst, megen Kiv om Frapløyning, foraarsager ureent Korn af alle Slags; thi skiønt en Mand faaer reent Korn, saa bliver det dog bedærvet af hans Mark-Naboes Sæd: Den yderste Jord, som er længst borte i alle saadanne Byers store Marker, bliver forsømt, slet dreven og aldrig giødet, hvorfore den og giver liden eller

53

53

ingen Afgrøde, følgelig Sæden og det lidet Arbeyde, som den faaer, spilt. Der ere og for mange om Raadet i flige store Fællesskaber, som føder af sig 1000de Uordener.

Hvorledes kan nu alle disse Feyl remederes, uden at den foreslagne Gaard-Forflyttelse behøves?

Kortest og bcqvemmeligst saaledes: Da til hver Landsbye hører 3 eller 4 Sæde-Marker, saa skulde hver af disse Markers 1) superficiel Indhold geometrice opmaales.

2) Efter Markernes befundne Indhold, skulde saa: mange af Byens Gaarder, som mueligt, tage efter sit Hartkorns Størrelse, al den Jord, som de nu haver i alle Byens Marker, allene i en af Markerne, og saaledes forholdes med hver Mark, dog saaledes, om mueligt, at altid de Gaarder i Byen, som ligger en Mark nærmest, fik deres Deel i denne Mark.

3) Efter den første Separation i Fælledsskabet, skulde fremdeles hver af disse Marker deeles i

3 eller 4 lige Marker, saaledes, at hver Gaard fik efter sit Hartkorn, lige meget Udsæd i hver af disse Marker. Paa de Steder, hvor der er Mangel paa Græsning, burte Delingen helst skee til

4 Marker, hvoraf en alternatim skulde udlægges til Græsning og Høeflet, hvilket vist vilde give saavel rigere Høst paa Korn, naar Markerne paa

54

54

denne Maade vexelvis fik Hvile, som mere Høe og Græs til Creaturerne.

4) Derpaa maatte Jord-Arterne i hver af disse mindre og subdividerte Marker ved kyndige Mænd paaskiønnes, hvilke da langt fra ikke bleve saa mange, som i de nu værende store og vitløftige Marker i ligesaa mange, NB. mærkelig forskiellige Jord-Arter, som da befantes i hver af disse smaae Marker, saa mange Skifter skulde der og blive i hver af dem.

5) Fremdeles skulde hver af de i Mark-Fællesskab forblivende Gaarder tage proportioneret Deel efter sit Hartkorns Størrelse i hver af disse opmaalte Mark-Skifter formedelst Lodkastning, naar forud var bleven fastsat, fra hvilken Side Tilmaalingen skulde begynde, saaledes, at hver fik al sin Jord, som den tilkom i slig et Mark-Skifte samlet paa et Sted. Ved denne Inddeeling bleve alle de forher om melte Uleyligheder forebyggede, og de Fordeele nogenledes erholdte, som ellers med den foreslagne Forfløttelse paasigtes: Bonden fik mere Leylighed og Beqvemhed til, efter beste Indsigt, at dyrke og benytte sig af sin Jord: al Jorden bekom ogsaa eens Drift og Dyrkelse overalt, hvorved Frugtbarheden tillige blev befordret.

Denne Inddeling kunde ogsaa nu best og lettest sættes i Værk formedelst den Kongelig Allernaadigst anbefalede General-Landmaaling, som skal skee i alle

55

55

Provinzer. Den herved udkrævede Mark-Fredning skulde ogsaa allevegne skee formedelst de i mit forrige Brev proponerte Grøfter. Skulde og Hans Kongelig Majestæt Allernaadigst finde for godt, at forbyde de, der ommelte skadelige Gierder, saa var dette en god Beredelse for denne Inddeeling; thi som der dog i Følge heraf, skulde grøftes, saa blev, som siges, 2de Fluer slagne med et Smæk.

Jeg vil, formedelst den derved befrygtede Omkostning, Arbeyde og Besværlighed, ikke forlange, at alle Sædemarker ved hver Bye skulde slaaes i et Integrum, og da opmaales saaledes, at ikkuns 5 à 6 Gaarder fik Fællesskab med hinanden.

Tvende Ting synes ellers meget nyttige og ynskværdige, nemlig:

1.) At alle Bøndergaarde, i det ringeste i hver Bye, bleve sadte i lige høyt Hartkorn, hvorved ikke allene den her foreslagne Inddeeling blev særdeles faciliteret, mens endog enhver Lods-Eyeres Maal læt at finde ved forefaldne Irring og Frapløyning, ligesom og Arbeydet derved blev lige deelt iblant alle, og Æmulation sadt imellem Bønderne.

2.) At ingen Bonde blev sadt for større Hartkorn, end han selv med sin egen Familie kunde sædvanlig bestyre, og tillige med en Plov drive; thi jo mindre Jord Bonden har, jo bedre dyrker han den:

56

56

han dyrker den da selv, og Husbondens Øye giør, efter Ordsproget, Hesten feed. Derimod er det, som oftest, til Bondens Ødelæggelse, naar han har saa stort Hartkorn, at han derpaa maae holde en Deel Tienestefolk: meget af hans Jord bliver da kuns maadelig drevet, han maae holde mange Heste og Creature; kommer der en Uheld paa dem, eller Misvext og dyr Tiid indfalder, som læt kan hændes, da kommer saadan on Bonde paa Knæ saaledes, at han i ikke meere kan reyses. Imidlertid bliver Gaarden og saa megen Jord forsømt, til stor Tab for Herskabet, Bonden selv og det almindelige, hvilket alt ikke er saa meget at befrygte ved et maadeligt Hartkorn.

Mens til at bestemme, hvormcget Hartkorn en Bonde ongefthr kan bestride med egen Familie og en Plov, hører, efter mine Tanker, nogen Indsigt i Landmaalings Taxationen, hvoraf vi belæres, at Sæde-Jords Beregning er fastsat, særdeles i Siælland, Fyhn og Lolland, efter 4 Slags Jord, saaledes:

Den 1ste og beste Slags Jord, hvoraf beregnes paa 1 Tønde Hartkorn udi alle Byens Marker ikkuns 3 Tønders Udsæd, eller Jord af 42000 Qvadrat Alen superficielle Indhold.

Den 2den Slags, hvoraf beregnes paa 1 Tønde Hartkorn, ligeledes i alle Marker 4 1/2 Tøndes Udsæd eller 63000 Qvadrat Alen.

57

57

Den 3die Slags, hvoraf beregnes à Tønde Hartkorn i alle Marker 6 Tønders Udsæd eller Jord af 84000 Qvadrat Alen.

Den 4de og ringeste Slags, hvoraf er beregnet paa 1 Tønde Hartkorn udi alle Byens Marker 9 Tønders Udsæd eller Jord af 126000 Qvadrat Alens Indhold.

I Følge heraf holder jeg for, at en Bonde, som har af den første og beste Slags Jord, kan med egen Hielp og en Plov forsvarlig drive Jord idet høyeste til 5 Tønder Hartkorn.

Den som har af det andet Slags i det høyeste 4 Tønder Hartkorn.

Den som har af 3die Slags 3 Tønder Hartkorn. Den endelig, som har af 4de og ringeste Slags ikkuns 2 Tønder Hartkorn.

Hvilket Hartkorn maaskee kan endda være høyt nok andsat, særdeles for en Bonde, som har i sin Lod af de 2de første Slags Sæde Jord, som er af stærk Consistence, og udkræver følgelig oftere Pløyning og større Drift.

Ved denne Hartkorns Deeling blev al Jorden bedre dyrket, følgelig giort frugtbarere: Den skulde og meget hielpe til at befordre Folke-Mængden i Bondestanden, hvorfra samme, helst i et Land, som Dannemark, først maae begynde; thi

58

58

den gav Leylighed til mange fleere Bønders Etablissement. Derved blev og Hoveriet særdeles lættet for Bønderne i Almindelighed, ikke allene fordi Arbeydet blev lige deelet iblant alle, mens endog fordi der bleve mange fleere Hænder og Arme om Arbeydet, Proprietairen selv vandt derved, endog i den Henseende, at han fik fleere Gaards Parter at bortfæste.

Mens Spørsmaal: Hvorledes kunde denne Deeling og Formindskelse af Hartkornet beqvemmeligst sættes i Værk, med mindste Besværing saavel for Jorddrotten, som Bonden. Jeg svarer saaledes:

Proprietairen behøvede ikkuns at lade bekientgiøre paa sit Gods, at herefter alle fæste ledige Gaarder, som havde over et vist bestemt Hartkorn, skulde deeles, og saa eller saa meget formindskes paa Hartkorn: At det derfor skulde være alle Gaarde Siddere som vilde, tilladt i levende Live at deele deres Gaarder og Hartkorn imellem sig og deres Børn, eller hvem de helst undede samme efter deres Afgang, uden nogen Fæstes Erlæggelse for første Gang, hvorimod de skulde være forbundne til selv paa egen Bekostning at deele Gaarden, indrette derudi fornøden Værelse for den ny Bonde-Familie, samt hielpe den i Drive-Stand med Besætning og andet ester Loven. Det hindrede intet, om

59

59

hver af de delte Gaards Parter ikke just fik saa stort Hartkorn, som forhen blev nogenledes bestemt efter Jordens Beskaffenhed.

Skulde og slig Gaard-Deeling ikke ligesaavel være muelig her, som i Norge og andenstæds.

Mens naar Proprietairen selv, hvilket og undertiden vilde være fornødent, maatte giøre Bekostning til saadan Deeling og sætte den nye Familie i Stand, saa var det billigt, at han i saa Fald fordrede og lod sig betale Indfæstnings Penge.

Jeg henlever i al Underdanighed & c.

60

60

Siette Brev om Consumption og Brændevinsbrænderiet i Kiøbstæderne uden for Kiøbenhavn til Hr. Philopatreias.

Min Herre har i sin første Piece med faa Ord forestillet Consumptionen i Kiøbstæderne, som en i Sandhed besværlig Byrde, mens uden tillige at vise, hvorfra Regiæeringen ellers skulde tage denne saa uforbigiengelig fornødne Indtægt. Jeg vil vove et kort Forsøg paa denne saa vigtige Sag.

Det er uimodsigeligt, at Consumptions Afgiften af Livets allernødvendigste Opholds-Midler faare meget trykker de fattige og arbeydende, som først maae indkiøbe dem, som oftest, for høy Priis, og saa endnu, førend han kan nyde noget deraf, fast end engang betale dem formedelst Consumption, Møller-Løn og

61

61

undertiden Møller-Svig. Fornemmelig trykker denne Afgift Avlingen og de fattige Avlsbrugere i de smaae Kiøbstæder. Man mærke ikkuns med Attention denne mangfoldig besværgende Byrde. En saadan Avlsbruger maae først betale Consumption af sit Korn i Negen saavelsom af Høe og anden Foeder, naar det indhøstes til Kiøbstæden og til sit Huuses samt Avlings Fornødenhed, og atter anden Gang af Kornet, naar han fører det til Mølle, for at kunde forbruge det til sit og sines Ophold: Han maae fremdeles betale for de Creature, som han uforbigiængelig behøver til sin Avlings Drift og Fortsættelse, temmelig svare Græs-Penge, skiønt hans Creature, som oftest, nyde enten ingen eller dog kuns en elendig Græsning ved Kiøbstæden, og derfor nødes til, saasremt de ikke skal crepere, at leye i dyre Maader udenbyes Sommer-Græsning til dem, saaledes maae han betale af hver Hest eller stort Høved aarlig 24ß. til Consumptions Cassen, og ofte naar han har betalt disse endeel Aar efter hinanden for et Creatur, har han tillige betalt Creaturet selv: naar han og omsider slagter et Nød, maae han endda oven i Kiøbet betale i Rdlr. i Consumption. Hvilke fortærende Udgifter! foruden al dette maae han dog endnu betale ikke allene Nærings- og Grund-Skat til Byen af sit Avlsbrug, mens endog Skatter deraf til Kongen og

62

62

Renter til andre. Kan en saa besværget Borger blive bestandig, eller kan ved slig beskafne Omstændigheder ventes nogen Forbedring i Agerbruget fra Kiøbstædernes Indbyggere, af hvilke, saasom frie Folk, samme dog rimeligst skulde formodes & c.

Mens intet qvæler de arme Kiøbstæds Folk faa meget, som den nu brugelige Consumptions Forpagtning og Oppebørsels Maade. Den Misbrug og Mishandling, hvortil dette giver Anledning, er ikke at udsige; Erfarenhed lærer, at de Borgere, som har den Nærings og Forbrug, bliver gemenligst Consumptions-Forpagtere: Undertiden foreener sig flere saadanne i en Bye i den Henseende tilsammen., som alle synes at søge deres egen Fordcel, og tillige sættes derved i Stand til at trykke alle de andres Næring, som maae bære den fulde Byrde, naar hiine paa disses Conto, kan tildeels sidde Consumptions frie, hvorfore de og, i hvor lemfældige de end maatte være, sædvanlig af de øvrige Borgere ansees, som de berygtede Fermiers i Frankerige, for det Menneskelige Kiøns Fiender. Dersom og Consumptions Forpagtningen falder i onde Folkes Hænder, da bruges under dens Skygge 1000 Chicaner, Passioner gives Tøylen til andres Undertrykkelse; heraf flyder da dødelig Had og bitterste Fiendskab imellem Borgere i en Bye, mange ødeleggende Processer, Meenederier, og undertiden hele Familiers Ruin;

63

63

og som det synes Utaaleligt at undertrykkes af sine Medborgere, saa opirres ofte de undertrykte til lastefulde og strafværdige Forgribelser.

Ikke mindre nager det, at undertiden neppe den halve Deel af det, som en Kiobstæds Indvaanere udgiver for Consumption, indflyder i Regieringens Casse, mens i Forpagternes Punge, eller dog maa anvendes til at underholde paa Byens Bekostning endeel ørkesløse Consumptions - Betientere og Dagdrivere, for hvis Brød en Heel Bye maa arbeyde. Saasom naar en Kiøbstæd maa, foruden 6 a 700 Rdlr. aarlig Consumptions-Afgift til Kongen, endnu udgive til Betienterne 4 a 500 Rdlr. Jeg forbigaaer anden Misbrug, og kalder Publicum til Vidne om Sandheden af denne Forestilling. Aarsagen, hvorfore ikke længe siden er bleven raadet Boed paa alle disse Uheld, var maaskee let at opdage.

Imidlertiid kan Regieringen umuelig miste disse Indtrader. Allene skulde det ikke være mueligt for den at hæve disse og større Intrader paa en anden for Undersaatterne langt taaleligere og mindre besværlig Maade? Jeg meener: Jo! Dog at ligne Consumptions-Afgifterne i Kiøbstæderne, som en Personel-Skat, saaledes som forhen er skeet med Consumptionen paa Landet, har store Vanskeligheder. Jeg vil, skønt jeg ikke er nogen Financier, i min Eenfoldighed herom proponere Publico et andet Forslag.

64

64

Brændeviin, saaledes som det nu omstunder bruges, maa unægtelig henregnes til Overdaadigheds vidtløftige Rige. Hvad hindrer da at tage Byrden fra Livets nødtrøftige Nærings og Opholds-Midler, og derimod lægge samme paa denne Kram? Jeg sætter her forud, at Brændeviins-Brænderie og Salg bør efter Loven allene være Kiøbstæds Næring, og at, som man i Almindelighed holder for, samme er saavel unyttig som fordærvelig paa Landet.

Item: At den nærværende Forpagtning af Brændeviins Salg paa Landsbyerne er underkastet megen og stor Misbrug baade til Landmandens og Kiøbstædernes store Tab. Skulle denne ForpagtningsVilkaar nøye efterleves, da havde allene nogle faa Monopolium paa denne Næring, mens alle andre Borgere maatte see sig udelukke derfra, og hvor lidet indbringer den ikke endda Kongens Casse.

Ligesaa: At det var saare fornærmeligt for en Kiøbstæds Næring, naar Borgerne skulle betale 15 Mk. i Consumption af en Tønde Grøft, mens Landboerne have Friehed at brænde uden nogen Afgift.

Dette forudsat kommer jeg nu til mit Forsæt. Det er bekiendt, (*) at Regieringen i Rusland tilegner

sig

(*) Jeg har formedelst et Priis-Skrift, under Devise: Qvi bene latuit, bene vixit, indrykket udi Dannemarks og

65

65

sig Brændeviins-Brænderiet over hele dette store Monarchie, hvilket udgiør en vigtig Deel af dets Financer. Maatte det nu behage vores Allernaadigste Konge i den Henseende at tage samme Mesüres, (som vist kunde skee uden mindste Skin af Despotismo,) saa blev Allerhøystsamme derved sad i Stand til, uden sine Intraders Forringelse, at lætte Cosumptions-Byrden paa Livets nødvendigste Opholds-Midler for sine troe Undersaatter i Kiøbstæderne, samt at ophæve den saa besværlige og forhadte Consumptions Oppebørsels Maade.

Dette kunde efter mine uforgribelige Tanker sættes i Værk paa denne Maade.

1. At Hans Majestæt ved en offentlig Forordning lod Allernaadigst bestemme, hvor meget af hver Brændeviins-Kiedel i Kiøbstæderne skulde, efter deres forskiellige Størrelse, erlægges aarlig til visse Terminer i Consumption, og at det skulde være alle Borgere, som vilde forbinde sig til denne Afgift, tilladt at bruge denne Næring, og ellers ingen anden. Jeg holder for, at i Begyndelsen var Taxten baade billig og taalelig, naar Ex. gr.

Af en Fjerdings Brændeviins-Kiedel indtil en halv Tøndes Størrelse incluNorges

Oeconomiske Magazins 7de Tome, pag. 105, om Korn Prisernes Bestemmelse, per Notam ikkuns anmærkct denne og flere her anførte Poster.

66

66 sive, aarlig blev betalt til Hans Majeftæts Casse - - - 10 Rdlr.

Af en Kiedel paa en halv Tøndes Stør- relse indtil en Tøndes Størrelse inclusive, aarlig - - - 15 Rdlr.

fra en til en og en halv Td. inclusive 20 Rdlr. fra en og en halv til 2 Tdr. inclusive 25 Rdlr. fra 2 til 2 og en halv Td. inclusive 30 Rdlr. fra 2 og en halv til 3 Tdr. inclusive 35 Rdlr. fra 3 til 3 og en halv Td. inclusive 40 Rdlr. fra 3 og en halv til 4 Tdr. inclusive 45 Rdlr. fra 4 til 4 og en halv Td. inclusive 50 Rdlr. og saa fremdeles.

Ringere skulde vel ingen kunde forlange det; thi hvo der brænder med slige Kiedler til Udsalg, maa

dog i det mindste brænde saa meget; som rigelig kan

importere denne Consumption. E. gr. brændes med

en Fjerdings-Kiedel ikkuns 4 Tdr. Grøft om Aaret, saa udkommer deraf efter Consumptions-Forordningen 10 Rdlr., og saaledes en svit.

Det skulde være forgieves herimod at indvende,

at en Fjerdings-eller Halv-Tøndes Kiedel, naar den

bestandig bruges, kunde brænde mere, end en større; thi man veed dog, at en Fierding er 4 Gange mindre, end en Tønde, og 16 Gange mindre end 4 Tønder, hvor meget større maa da Mæskningen ikke bli

67

67

ve til Kiedler af sidste Størrelse, end første. Overalt staaer det jo enhver frit for at bruge en liden Kiedel til Brænding, som herved finder sin Regning.

Ligesaa lidet kan en Brændeviins-Brænder besværge sig over denne maadelige Afgift, endog i den Henseende, at han kan med god Samvittighed lade Brændeviins-Drikkeren, dog under god Politie, betale den.

2. Alle disse mod slig Afgift tilladte Brændeviins-Kiedler burde justeres og stemples, samt hver bevilget Brændeviins-Brænders Navn, tilligemed sin Kiedels Størrelse og derefter stipulerede Afgift i hver Byes Raadstue-Protocol indføres.

3. Alle andre ustemplede Brændeviins Kiedler, hvis Eyere ikke vilde tilstaae den fastsatte Afgift, skulde strængelig forbydes, og enten offentlig sælges, eller ved Rettens Middel sammenstaaes, eller, om de kunde tiene Eyerne til Brygning, Ringen i det mindste afslaaes, og den tillige med Hat og Piber aldeles casseres. Dette burde da skee overalt, uden Undtagelse, saavel paa Landet, som i Kiøbstæderne, hvilket casserede Kobber formodentlig skulde indbringe en god Capital i dette Courant-fattige Land. Dog for at gaae des mildere til Værks, kunde Kiøbstædernes forbudne Kiedler, maaskee med Nytte, et Aars Tiid hensættes paa Raadstuen, eller til anden public For-

68

68

varing, out muelig Eyerne inden Aarets Udgang vilde betænke sig og bruge dem imod den bestemte Afgift.

Det synes ellers, at smaa Destilere-Kiedler frit og uden Afgift, kunde tillades overalt, til at aftrække ikke allene alle Slags Vande, mens endog Aqvaviter, forstaae dette sidste, naar Vedkommende forud meldede dette paa behørige Steder, samt alltiid forsynede sig med gyldig Attest, om Brændevinets Indkiøb; thi derved kunde med Tiden en Handel etableres, som i Danzig med Aqvaviter.

4. Paa det Underslæb og Contravention kunde forebygges, maatte det være de samtlige Brændeviinsbrændere i en Kiøbstæd, som et Laug, tilladt alltiid og ubehindret af alle at inqvirere, saavel overalt paa Landet, som i Kiøbstæden selv. Hvilke andre Midler, der kunde agtes tienlige til BrændeviinsKiedlernes fuldkomne og absolute Afskaffelse paa Landet, overlader jeg til andres Nøyere Eftertanke.

Det kunde maaskee og være til Nytte, til dette Værks Befordring og for all Underslæb at forekomme, om dette samme Forbud strakte sig til alle Privilegerede paa Landet uden Forskiel, saasom til Proprietairer, Embedsmænd, Præster, Forpagtere, Fogder & c.

Give! den Esprit Public maatte ikkuns i denne og andre Henseender ogfaa yttre sig hos os, som vi

69

69

nyelig har seet hos de Svenske af de Berlingske Aviser No. 30 for dette Aar, under Artikulen om Stokholm.

Jeg tør og haabe, at enhver fornuftig Landmand selv indseer den store Nytte af et saadant Forbud i deres Oeconomie. Hvor meget Brændeviin maa enhver Huusfader ikke, ved nærværende overdaadige Forfatning, daglig øde paa sine Tieneste-Folk og Arbeydere, da det paa mange Steder er dermed kommen saavidt, at Brændeviin daglig, og ofte nogle Gange om Dagen ansees, og undertiden forud betinges næsten som en vis Løn, saafremt man vil betienes og faae sit Arbeyde giort. Hvor meget Korn, Brændsel og Folke-Arbeyde kunde et sligt Forbud ikke ogsaa spare for en Huusholdning, helst en fattig Bondes. Dersom og en Huusbonde undertiden vilde have en Drik Brændeviin i Huset, enten for sin egen Mund, eller for fine Tieneste-Folk, saasom i Høsten og i travle Tider, da kan han jo, med mindre Besværing, mellemstunder kiøbe sig en Pot eller Kande efter Behag. Det skulde endog være forbudet for Conseqvences Skyld, paa andre Tider at skienke sine TienesteFolk med Brændeviin, da godt Øll i dets Sted er dem langt sundere, end den ødsele Brændeviins Drik.

Er det fandt, og stadfæstes formedelst Erfarenhed, at Hunde standses i deres Vext, naar dem i Ungdoms

70

70

men gives Brændeviin, saa undrer det mig aldeles ikke, at Folk i de rette Brændeviins-Egne, hvor dog ellers faaes den bedste Føde, ere i Almindelighed saa smaa og skrøbelige, at de ere rare at finde, som nogenledes kan agtes dygtige til Kriigs-Tieneste.

For mange paa Landet geraader Brænderiet ogsaa til stor Skade og Spilde, efterdi de ikke ret forstaae det, uden at tale om den meget fordærvelige Uorden i mange Bønder Huusholdninger, som kommer deraf, at Børn og Qvindfolk, har fra deres første Ungdom af faaet for meget Smag i Brændeviin.

Herimod indvendes nu vel fornemmelig af vanvittige Bønder selv, at de ikke kan undvære Spøel til deres Creaturers Opholdelse i knappe Foeder-Tidcr; mens jeg svarer: Dette besværlige Aar, i hvilket der er faa stor Mangel, saavel paa Korn, som paa Foeder, har noksom forbudet de allerfleste at brænde, og dog opholdes deres Creature, naar de ikkuns kan faae fornøden Foeder. Er Spøl ogsaa fornøden, saa behøver man jo ikkuns at lade undertiden skraae og mæske en Skieppe Korn, som giver, uden at brændes, en Spøel, hvorimod den af Brændingen kommende ikke er at ligne. Imidlertiid kunde det maaskee med Nytte forbydes Brændeviinsbrænderne i Kiøbstæderne at holde Sviin, og tvertimod befales at sælge ald de

71

71

res Spøl til andre, hvorved dette Klagemaal ogsaa i nogen Maade kunde afviises. Kortelig, Landmændene bør ophielpes, Borgerne ligesaa, mens enhver i sin Cirkel.

Naar da Brændeviinsværket var saaledes bragt i Orden, til Refusion for Hans Majestæts Consumptions-Casse, saa kunde Livets allernødvendigste Opholds Midler tildeels befries fra Consumptions-Afgift, mens hvad dog endnu i den Henseende skulde betales af Kiøbstædernes Indbyggere, det kunde da beqvemmeligst og til største Soulagement hæves, som en liden Personel-Skat efter enhvers rimelige Forbrug; mens Søe-Consumptionen lod sig, tilligemed Tolden, allerbedst oppebære af Hans Majestæts Told-Betientere.

Skulde nu af alt dette, alligevel intet finde Bifald, da kunde samme Øyemaal i vis Maade opnaaes, naar det blev alle Bønder tilladt at brænde Brændeviin, imod en vis fastsat aarlig Afgift af hver Tønde Hartkorn, til Soulagement i næmerst beliggende Kiøbstæds Consumption.

Her har De, min Hr. Philopatreias, mine Tanker om Consumptionen og Brændeviinsbrænderiet. Kan de behage Publico og Dem, skal det være mig kiert. Jeg har forhen givet mig den Friehed at skrive nogle Patriotiske Anmærkninger over Deres Afhandling om Geistlighedens Indkomster, men be-

72

72 klager mig, at samme ere blevne saa difigurerede formedelst mange, endog forvildende Trykfeyl. Jeg har skrevet mod Deres Piece, mens ingenlunde mod Deres Person, følgelig ikke af Had, mens af Kierlighed til Sandhed. Ligesom jeg endnu denne Time kræver den Aldseende til Vidne, at jeg ikke i nogen Maade har den Ære at kiende Dem, enten af Navn, ' Stand, Person eller Stæd. Mine lovede Anmærkninger over Deres øvrige Afhandlinger om dyre Tider, Handelen og Rettergangen, skal, om GUd vil, ved Leylighed ogsaa følge.

Min Dristighed i at entrere i saa forskiellige Materier, tør formodentlig sætte Dem i et Slags Forundring, og bevæge Dem til at tænke om mig: Aliqvid in omnibus, Nihil in Toto! Mens jeg har dog nogen Erfarenhed i den store Verden, og tænker ikkuns, for at fremlokke andres langt fuldkomnere Tanker til det almindelige Bedstes Befordring.

Jeg henlever med al Høyagtelse & c.

Philalethus.

1

En Landmands

Tanker

angaaende

1. ) Dommere.

2. ) Tingsvidner. 3.) Tiender.

4. ) Qvægsygen.

5. ) Hoveriets Afskaffelse og

6. ) Dyre Tiider.

Deels anlediget af Philopatrejas, deels forhen efter en Bens

Begiæring forfattede.

Kiøbenhavn, 1771.

2

        

3

Fortale.

Disse Tanker, som herved overleveres Publico, ere indsendte af en Landmand heri Sielland, uden af ham at forlanges trykte: Ved deres Giennemlæsning er jeg bestyrket i adskillige Sandheder, hvori visse Steders Brug

4

Fortale.

haver givet mig Oplysning. Nogle af disse Tanker ere af det Slags, at de, efter min snevre Indsigt, ikke ere overflødige, de ere saadanne, som fortiene ' Publici Undersøgelse, som til Deels sigte til Misbrug at hemme, til Deels bedre Brug at fremme, begge Deele Vindskibeligheds værdige Bestræbelser. Nogle ere saa kiendelig nyttige, at ingen patriotisk sindet kan andet end ønske Dem i værk satte og bragte til Modenhed. Af ingen iblant disse meddeelte Tanker kan vel tænkende have Aarsag, eller Aarsag nok til at betitle Forfatteren, som er en erfaren Landmand, enten for upartiisk etter ildesindet, Naar

5

Fortale.

man veed, at Forfatteren ikke er Embedsmand, saa sees, at Egennytte ikke er Drivefiedren til de bedre Vilkaar, som han tilønsker Dominere. Det som Parterne derved afgik, vilde Processers Forkortelse formodentlig igien erstatte. At Bondens Plage-Fogder overlades Følelser af Strænghedens Svøbe, vil Rætsindighed ikke heller misbillige. Hvor glad vil Forfatteren og fleere patriotisk Sindede føle vor allernaadigste Konges aarvaagne Ømhed over Landets Vel i at forbyde at brænde Brændeviin af Rug, og i at sætte Grændser for Grændseløs Hoverie.

6

Fortale.

Fra Høystsammes glimrende Throne kan og haabes Midler imod Fællesskab, (denne tærende og om sig ædende Syge i Landdyrkningen) og andre Misbrug og Understyttelse for nyttige Forbedringer.

Det øvrige i disse Tanker kan mere Indsigtsfulde forandre og forbedre end

7

Om Dommere.

Ut Lovkyndigheden, og den deraf flydende ubehindrede Rettens Pleye, kunde og burde behandles paa en langt bedre og mindre byrdefuld Maade, saavel for de tvistende Parter, som for Dommere, det nægter ikke lættelig nogen retsindig, og i vores almindelige Rettergangs Maade og Brug ved Under-Rætter erfaren. Men hvorledes Uleilighederne og Misbrugene kunde forekommes og beqvemmest hæves, er et Spørsmaal, som fortiener en Nøyere Undersøgning. Jeg vil derom fremsætte mine Tanker, og overlade Dem, som have Høyere og videre Indsigter i det heele, at bedømme og forbedre dem, og saaledes skal det være mig Glæde nok, om jeg kunde være en Anledning til nyttigere Indretninger, hvorved et eller andet Ukrud kunde

8

8

Hindres fra at udbreede sig og omsider udryddes, til den Ende holder jeg for tienligt, at der blev paa det nøyeste iagttaget og holdet over følgende poster

1.) At Stevnemaalet, som Grundvolden i Sagen, ikke maatte validere længer end de i Loven befalede 6 Uger, og ikke indeholde meere end Sagens Oprindelse og sammenhængende Beskaffenhed, altsaa ikke nogensinde være vitløftigere, end at det paa et halvt Ark Papiir kunde skrives.

2.) At Sagen ingenlunde maatte forlænges ved Continuations Stævning, med mindre Parten aflagde sin Eed for Rætten, at han ved Hoved-Stævnemaalets Udstyrelse ikke var vidende om de Beviiser, som han agtede nu at føre, og hvorfor han behøvede at tage Continuations Stevning.

3.) At ikkun et Indlæg i en Sag maatte indgives i nogen Under-Ræt , og samme ikke være større, end det kunde paa et heelt Ark Papiir udskrives og fuldføres.

4.) At den tabende Part, som bliver tildømt at betale Omkostningerne, tillige skulde betale Mulct til Justice-Cassen ved Under-Rætter, efter Sagens Beskaffenhed.

9

9

5.) En vis Taxt for Procuratores var meget ønskelig og nyttig, saa og, ifald de tabte Sagen ved Under- og Over-Ræt, at de da ey maatte forlange eller modtage noget Salarium, og desuden at mulcteres efter Omstændighederne til Justice-Cassen, fordi de havde indført Principalen i en unyttig og ham skadelig Proces.

6.) Dommernes tillagte Salarium, som er 20 ß. for en Dom ved Herreds-Tinget, er alt for ringe og burde billigen forbedres: En Dommer kunde fortiene 2 Rdlr. for en Dom, naar hans Møye, Arbeyde og Hazard betragtes, og for en Interlocutorii Kiendelse burde betales lige saa meget og det strax af den tabende udredes, hvilket vilde vist indskrænke Rabulisters Kneb og ugrundede Indsigelser.

7.) Skrivere burde en heller betales Arkviis, eftersom det er bekiendt, hvad Vidtløftighed i Arter og Bekostninger for de tvistende dette foraarsager. Lovgiveren har vel høystbillig bestemt Liniernes Tal paa hver Side af Arket, men, naar man beseer Ordenes og Bogstavernes lange Træk og store Sving, hvorved et kort Ord udgiør en Linie, saa troer jeg, at Parterne vare bedre tiente med at betale Rettens Skrivere ligesom Dommeren, eller noget mere, dog bestemt, ifald Acterne vare sær vit-

10

10

løftige, hvilket jeg dog ikke befrygter, naar mine fremsatte Tanker fandt Bifald: ligesaa lidet haaber jeg, at nogen velsindet vil troe, at disse Tanker ere avlede af Menneske-Had, Misundelse eller nogen flig Kilde; thi det er ikke ubekiendt, at Sager ved Stevninger og Continuations Stevninger forlænges og vitløftig giøres, det er jo ikke uhørt, at man har fyldt en ja to Bøger Papiir med et Indlæg, og hvortil tiener fligt, uden at giøre Sagerne, Bekostningerne og Chicanerne uendelige? De Klager, som ikke ubeføyet føres over en eller anden Procurators Kostbarhed, har andlediget mig det Ønske, at Procuratores havde Taxt, efterdi jeg troer, at den eenfoldige og fattige da ikke blev afskrækket fra at tage Procurator an, naar han leed Uret, som nu skeer alt for ofte, da vilde det Viise sig imod Philopatrejas, at Procuratores vare nyttige, men at de, ved at bruges til at tale og skrive i en Mands Sag, tillige berettiges til at være selvraadige over Principalens Penge-Casse, skiønner jeg ikke, at grundes i Billighed. Naar derfor de foranmeldte Poster bleve Nøye iagttagne, og det som herefter siges om Tingsvidner tillige taget i Betragtning, hvormed jeg troer, at de stridende Parter kunde være tilfreds saavelsom Dommeren; saa haaber jeg, at Processer vilde forkortes og Rettens Pleye blive mindre indvik-

11

11

let, ubehindret, og meget lættet, uden at man havde nødig, at ønske et saa umaadelig stort og følgelig kostbart Værk, som det af Philoptreja foreslagne vist vilde blive, hvori alle muelige Trætter vare bedømte, om og nogen Jurist dristede sig til at udsinde og afgiøre alle muelige Disputer, hvilket er ikke troeligt, efterdi Grændser i Mueligheder ikke lettelig kan bestemmes. Skulde jeg hertil legge noget, saa blev det, at ingen Opsættelse af nogen Dommer maatte tillades eller gives i nogen Sag, uden meget vigtige Aarsager, eftersom Sager derved forlænges, Ting-Reiser og Bekostningerne formeres.

Om Tingsvidner.

Den modus procedendi, som herved bruges er megen Uorden og Byrde baade for Part og Dommer underkast; den sidste maae for 10 ß. Salarium ofte i et heelt Aar afhøre Vidner, om en Sagsøger finder Behag i at vidtløftig giøre sin Sag, og for samme Betaling afsige 20 til 30, ja vel fleere Interlocutorii Kiendelser. Til saadant at forebygge, formener jeg det tienligt 1) at der for hvert Vidnes Afhør noget vist til Dommeren og Skriveren skulde

12

12

Betales, saa og ligesaa meget for Interlocutorii Tingsvidner, som i Hoved-Sagen. Ved det første vilde Tiden til Vidners Afhør blive kortere, og Vidners Mængde, som lidet giør til Sandheds Oplysning, formindskes, hvilket alt er de tvistende Parter tienligst; ved det sidste sees paa Billighed, efterdi Interlocurorii Tingsvidner forvolde Dommeren ligesaa stort Arbeyde, fom Hoved-Sagens.

2.) At Vidnet skulde være tilladt, naar Stevnemaalet af Dommeren var betydet, historisk at forklare, hvad det om Sagen var bevidst, og efterat dette i Protocollen var indført, Parterne allene nogle faa Qvæstioner til Vidnet at fremføre. I denne Vidnets historiske Beretning, og saa længe Vidnet for Retten afhørtes, maatte Vidnet under ingen slags Paaskud med Ord eller Gierning hindres i sit Udsigende af nogen, til Sandheds Fortielse eller Fordreyelse, under betydelig Straf, som Dommeren strax tilkiendte Overtræderen.

3.) At Vidner, naar de lovlig under Faldsmaal vare stevnte, da og første Dag skulde vidne og afhøres, og ligeledes godvillig mødende Vidner, hvorefter ikke fleere Vidner skulde antages, med mindre Parten, som forlangte det, giorte Eed, at han ikke vidste af disse Beviser, da Stevning blev udstæder, og at

13

13

disse Beviser kunde eragtes fornødne til Sagens Oplysning. Herimod kan vel erindres, at de indstævnte Vidner ikke altid kan første Ting-Dag afhøres; men naar Dommer og Skriver bleve betalte, som meldt, for Arbeyde og Ansvar, troer jeg, at de i fornøden Fald ikke vare uvillige til at fortfare den følgende Dag med Vidner at afhøre.

Philopatrejas holder billigt, at Militaire

staten, som en glimrende og fornøden Stand, bør have større Indkomster; jeg holder for, det er ikke mindre billigt, at en Dommer, som skal være et Middel i Regentens Haand til at haandhæve Ret og Retfærdighed, og fremme den almindelige Sikkerhed for uretfærdig og listig Voldsomhed, ikke blot til visse Tider, bør have Løn, som er proportioneret efter hans Arbeyde og Ansvar; helst naar han, som Ret er, for en uretfærdig Dom paa det haardeste skal ansees og straffes. Men er 20 ß., som en Dommer paa Landet faaer for en Dom at afsige i en Sag, som undertiden har varet ved Retten behandlet i 2 a 3 Aar, og 10 ß. for et Tingsvidne, som kan have vedvaret ligesaa længe, en saadan Løn? Er det ubegribeligt, om det ofte gaaer, som man siger: at Nød bryder Love, at en Dommer, som i sit Embede en kan fortiene det nøtørstige Brød,

14

14 fristes til at bøye Retten, at befrygte en Procurator, som har en mægtig Principal, der trækker med ham til Ober-Retterne for hver Interlocutorii Kiendelse, som han i Tingsvidne Sager afsiger, under Paaskud at Vidnerne der søges afhørte, med videre, som kan anledige Overdommeren at udstyre Stævnemaal? Philopatrejas og andre kan vel svare, at en Dommer paa Landet ikke har saa mange Udgivter som en Mand i Kiøbstæden, at han Har i vis Løn 30 Rdlr. og en Skieppe Byg af hver Bonde i Herredet; men er dette vel, helst i disse Tider, meere end det, som behøves til at brødføde sig og sine med, om og Kornet overgik 50 Tønder aarlig, som ikke de fleeste Steder skeer, hvad skal han da klæde sig, Kone og Børn med? hvoraf skal de sidstes Opdragelse, som han skylder Publico, bekostes , hvormed mange andre nødvendige Udgivter bestrides? ey at tale om, at han er en Embedsmand, der tiener Staten betydelig, naar han er, som han bor være, og derfor en heller burde nægtes anstændig Underholdning, ligesaa lidet som andre nyttige Lemmer.

Jeg meener, dertil kunde findes Middel; nemlig: naar de mange unyttige Birker efter haanden bleve nedlagte, og disse igien under Herredet at sortere, vilde det hielpe en stor

15

15 Deel; og dersom enhver Underdommer og Skriver aarlig blev tillagte et hundrede Rdlr. af Justice-Kassen, er jeg forsikkret paa, at Cassens Intrader vilde aarlig saaledes stige, at Justice - Betientere kunde bedre holdes og lønnes end nu; naar Dommerne paa Landet, efter mit foranførte, tillige havde Friehed stricte at mulctere enhver Procurator eller Part, som ved nogen Slags Udflugt søgte at fodreye, forvilde eller spilde nogens Ret, eller ikke holdte sig Lovene efterretlige i alle Maader; hvorved tillige kunde forebygges adskillige Misbruge, som giør Veyen til at nyde Ret for de Eenfoldige og Uformuende saa besværlig og vanskelig. De Veltænkende, som veed, hvorledes Underdommere i Dannemark ere lønnede, og hvor stor Had og Fiendskab deres Tieneste ofte foraarsager dem, naar de ere aarvaagne og nidkiære, vil ikke misbillige mine ønsker og Forslag til Justice - Betienteres bedre Befoldning; de vil snarere formere og forbedre dem til almindelig Gavn, og til Opmuntring for dem, som allerede ere eller i Tiden kunde blive beqvemme til at betroes flige Poster.

16

16

Om Tiender.

Der er og bliver vel neppe nogen lættere Maade at yde Tiende paa, end den, som hidindtil hos os er brugt, saa længe samme skal ydes in natura; men dersom Bonden, som meest svarer Tiende, eller enhver Tiendeydere i Almindelighed maatte betale samme med Penge, enten efter ethvert Steds Beskaffenhed, hvilket synes det beqvemmeste og billigste, eller og, for at forekomme Disputer, efter en General-Taxt, var det virkelig til Bondens Opkomst, til Agerdyrkningens Forbedring, og følgelig til almindelig Nytte. Det er sandt, Proprietairen eller Tiendetageren vilde for nærværende Tid tabe noget derved, i Henseende til, at de mistede Halmen til deres Creature; men, foruden de Accordter, som mange Steder ere, om at betale Tienden i Skieppen eller i Penge, vise, at ikke alle finde deres Regning ved, at tage Tienden paa Ageren eller i Straaet; Saa vilde Proprietairer finde deres Regning i Tiden, naar Bonden kom i god Stand; Overalt er flig Tab af liden Betydning imod det, som i Almindelighed herved vilde vindes, da enhver Jordbruger, som har liden Indsigt i Agerdyrkning, vilde faae meere Lyst til at

17

17

bryde Jord op til Agerland, og giøre Forandringer og nyttige Indretninger; men saa længe Landmanden skal yde Tienden in natura af alle Ting, og undertiden ved vanskelig Høst eller andre enten virkelige eller blot foregivne Forhindringer maa lade sin Sæd paa Marken efterligge og forderves, som i sær med Ærter og Vikker kan sees, saa betages ham unægtelig tildeels et Middel at føde Creature, at giøde Jorden bedre, og kort et Skaar giøres i hans Indkomster. Slige og fleere Uleyligheder til Bondestandens og Agerdyrkningens Skade og Forringelse kunde forekommes, ved at forpligte Proprietairer og Tiendetagere i Almindelighed til at nøyes med Tiendens Oppebørsel enten i Penge, eller i Skieppen. Hvilken af Deelene Bonden eller Tiendegiveren fandt sig best tient med at vælge, skulde han have fuldkommen Friehed til, enten efter den almindelige eller besynderlige Taxt, som af Kyndige og Upartiske kunde fastsættes.

Herimod vil jeg foreslaae et Middel, som jeg formener, vilde erstatte Proprietairerne Tabet af Halmen ved Tiendens Erlæggelse, det er at besaae deres Mark med Kløver det sidste Aar, den drives, og Aaret før samme til Hvile udlegges; derved blev ogsaa et godt og lokkende Exempel givet for andre, i sær den efterladne Siellandske Bonde, som i hans

18

18

Jords Vanbrug eller Ubrug dog ikke troer nogen bedre Jordbrug vg Dyrkningsmaade, end den, han og hans Forfædre have brugt, og som langt meere end den Fynske eller Jydske Bonde i Almindelighed behøver ved virkelig viiste Prøver at opvækkes og opmuntres til en bedre Jorddyrknings Maade, end den, som nu bruges, allerhelst, naar Jordegodses Eyere og niftratores med samlede Kræfter vilde arbeyde paa det skadelige Fælledsskabs Ophævelse, og see derhen, at hver Bye fik sin Jord for sig selv, og siden en Reebning at skee over heele Byen, uden Hensigt til dens saa eller mange LodSeyere, hvorved maatte paasees, at enhver Bonde blev udlagt Jord til en fuldkommen Frugthave, og deri aarlig plantede et vist Antal af nyttige Træer; at Jorden kunde have 3 a 4 Aars Hvile og Drift; at Sviins Ringning paa det strengeste blev iagttaget, og endelig, hvilket særdeles var at ønske, at enhver Huusmand i Byen fik en halv Tønde Land samlet at dyrke til sig og sines Føde; thi saa længe Gaardmanden skal svare Skatterne og Udgivterne af Jorden, og alligevel derpaa føde Huusmanden med Kone og Børn, bliver det langsomt og vanskeligt for den første at komme til Velstand; men naar den sidste tiener Gaardmanden for Lene eller Len (som og kunde billig indrettes, og ikke just burde beroe

19

19

paa Huusmandens Indfald) og han har saa megen Jord, som kan give ham og hans Føden, saa kan de begge leve uden at bebyrde eller undertrykke hinanden, som nu mange Steder skeer; hvor den Sætning altsaa rimelig nok gielder: at det er bedre at være Huusmand end Gaardmand; men om det er billigt, kan enhver let skiønne.

Det var og, saavidt jeg Skiønner, bedre for Bonden, om hans Udgivter til Præst og Degn vare meere bestemte og efter Billighed afpassede, end mange Steder skeer; han giver ofte meere, end med Rette kunde fordres af ham. Jeg giver det ikke ud for en afgiort Sag, at den 90de Næg, som efter Danske Lovs 2, B. 15 Cap. 10 Art. ydes til Degnen, skulde afkortes i Præstetienden, som nogle paastaae; men jeg seer ingen Billighed i, at en Bonde, som har mistet sit Qvæg, skal alligevel give Præsten et Pund Ost af hver Tønde Hartkorn eller betale Pundet med 4 ß.; at man paastaaer en Tiende-Gaas af ham, endskiønt hans Giæs ere døde; et Par Sneese Æg, skiønt ingen Høns haves, eller Grise-Korn, naar ingen Sviin haves. Disse Steder maa ey Ordsproget gielde: Hvor intet er, har Keyseren forloret sin Ret. For Præsten maa Bonden og arbeyde, udkiøre Giødning, føre Korn til Kiøbstæd, hiemføre hans Tørv og Brænde,

20

20

med Meere, ligemeget, enten det skeer under Navn af Villighed eller Hoverie, naar det paastaaes som Rettigheder; ligesom Flesk, Brød, Gaas og Æg til Degnen, alt foruden de sædvanlige Offer, og aparte Betaling for Bryllup, Barnedaab og Kirkegang. Saa lidet som mit Forsæt er, at beskylde en heel Orden og Stand for Laster eller Udskeyelser, eller tale i Almindelighed om alle Steder, saa stor Føye har jeg til at ønske, at de ved OfferDage visse Steder anledigede Gilder og Forsamlinger maatte ophøre, efterdi de befordre kuns Uordener og Liderlighed, og at troe, at Bonden var i Almindelighed bedre tient med, at disse Udgivter, som i Sammenligning med de Kongelige Skatter ere Byrde-fulde og tunge, vare bestemte til noget vist aarlig af hver Tønde Hartkorn.

Man holde mig disse og følgende Afvigelser til gode, skiønt de ey just høre til Materien om Tienden; Min Absigt er almindelig Nytte, og i sær Bondestandens Opkomst. Denne vilde herlig befordres, naar Bonden blev tilholdt at legge Flid paa Cartøfler og Kløver-Sæd, paa Humle-Kuler, Træers Plantning og Opelskning, hvorved maatte være en alvorlig Opsyn, bygget paa Erfarenhed, og geleydet med Klogskab. Træerne maatte ikke allene sættes ved Eftersynstiden og siden flyttes paa Loftet, som ved

21

21

visse Godser her i Landet skeer. Da vilde Siellands Bonden ikke have nødig at kiøbe Frugter eller Urter i Kiøbstæden, hvilket ingen Landmand uden Afskye kan see; da sparte han i mange Tilfælde sit Korn, saavelsom den Fynske og Jydske Bonde; da saae man ey Byer uden Frugter, Giærder uden Træer, Fælleder omvraadede af Sviin, og meere; da fik Bonden flere Næringsmidler, førte flere Penge hiem fra Kiøbstæden; da fik man lettere Priser paa Landets Producter, helst om det umaadelige Drik og Fylderie, og de mange af Kiøbstæderne paa Landet satte kroermænd bleve ophævede, (hvorved en stor Deel Uorden kunde forebygges iblandt Gamle og Unge) og der da tillige kunde udfindes Raad og Middel mod Qvægsygen.

22

22

Om Qvæg-Sygen.

At der skulde være eller ikke være Medicinske tilstrækkelige Raad for denne Pæst iblant

Horn-Qvæget, er ligesaa lidet min Sag at fastsætte, da det er uden for mit Studium, som jeg er i Stand til at bedømme denne ødelæggende Sygdoms naturlige Aarsager og sande Beskaffenhed; De derpaa giorde mig bekiendte Prøver have ikke giort det troeværdigt, at noget almindelig tilstrækkeligt Middel eller Præservativ er udfunden imod denne Syge, saa at den allerstørste Forsigtighed og Varsomhed i at bevares fra at anstikkes hidindtil har syntes at være det beste; men da det ikke altid er mueligt, saa have endog de Forsigtigste ikke været befriede fra Fare og Skade, jeg vil derfor fremsætte mine Tanker, som jeg formener at kunde giøre en stor Deel til, om ey gandske at hæve denne Sygdom og dens i alle Stænder følelige onde Følger, dog at giøre Skaden, som ved Sygdommen lides, mindre følelig, og Qvæg-Tabet mindre kiendeligt, ja maaskee, inden faa Aar, efter mit Ønske ukiendelig. Skulde dette sidste ikke skee da var dog allerede meget vundet ved det første, men

23

23

da mine Vilkaar ikke tillade mig at give saa faste og forvissende Prøver paa Sagen som jeg vilde, saa vil jeg dog fornøye mig ved at opmuntre fleere og mere formuende til større Forsøg i en saa nyttig Sag. Erfarenhed har viist, at det angrebne Qvægs Cuur fornemmelig kommer an paa dets svagere eller stærkere Natur, eller naturlige Arter, jeg troer des Aarsag, at man med god Grund kan antage 4 forskiællige Qvæg-Arter, eller inddeele Hornqvuæget i 4 Classer som følger.

1.) Det allersvageste Slags, som alt døer bort af Qvæg-Sygen.

2.) En noget stærkere Art og Slags, som overstaaer Sygdommen tildeels, men det meste Tillæg deraf døer i Sygdommen.

3.) Et stærkere Slags, som gaaer Sygen igiennem tillige med det meste af dets Tillæg og Afkom.

4.) Det allerstærkeste Slags, som tildeels slet ikke anfægtes af Sygen, tildeels bliver meget lidet syg, deraf Tillægget ligeledes lykkelig udstaaer Sygdommen.

Disse Tiders Erfaringer vise Rimeligheden af denne opdagede Forskiæl i Qvæg-Arter. Man har seet, at en Vonde eller andre,

24

24

som har havt Forstand og Evne til at være paaholdende paa sit saa kaldte SygdomsQvæg ɔ: som har lykkelig overstaaet den grasserende Syge, og ikke skildt sig derved, har og beholdt det i sidste Sygdom, og af dets Tillæg med, især har det været øyensynligt, at mange have af de foranførte sidste 2de gode Arter, eller 3die og 4de Klasse, og fra den seenere Qvæg-Syge have beholdt næsten all i Tillæget tillige med Stam-Qvæget, derimod har en og anden fattig Mand, som i forrige Sygdom har beholdt Qvæg tilovers og solgt det til en Liebhaber, som har vel betalt det, kiøbt for ringe Priis Qvæg, som ey har været sygt, og derpaa anskaffet sig Tillæg, men det er alt i sidste Sygdom uddødt, nu har en saadan intet, og formaaer ej at kiøbe uden af den svage Art, og dermed er han saa lidet tient, at han heller intet maatte kiøbe, indtil han kan faae en bedre og sikkrere Art, hvortil kunde føyes Anstalter. Nøye Opmærksomhed og giorte Forsøg har giort mig mine Tanker saa troeværdige, at jeg dristede mig til at paatage mig at viise Rigtigheden deraf, ifald nogen Patriot i Addresse-Avisen det forlanger, og selv vil bestyre Udgivterne, som dertil udfordres, siden jeg ikke formaaer at giøre Forskuddet: Man kunde da indkiøbe 10 a 20 stkr. Køer af foranførte 3die og 4de Classe,

25

25

og en Tyr af samme Art, disses Køers Affødninger og Tillæg, som ere friske og sunde, kunde inoculeres Qvæg-Sygen, saasnart de ere 3/4 aar gamle, dersom nogen da vil betale mig 10 Rdlr, for hver Kalv, som gaaer Sygdommen igiennem, saa betaler jeg hver Kalv, som døer med lige Summa, naar jeg selv indkiøber Qvæget af den rette Art, og tilseer vedbørlig Omgang dermed. Er dette rigtig, saa spørges, om det ikke lønnede Umagen, og erstattede Bekostningerne, at have en saadan Stammehold af Qvæg, paa hvis Conservation for den grasserende Syge man kunde være nogenledes sikker, hvormed de, som havde mistet deres Qvæg, kunde forsynes? jeg har derfor ofte ønsket, at saadanne Anstalter maatte giøres, at de anførte gode Qvæg-Arter med al Flid maatte vedligeholdes, tillige med ald Tillægget, især af Qvie-Kalve, og paa ingen Maade overlades enten til Slagt, eller Udførsel, saa længe Qvæg-Mangel var; jeg har ønsket i dette Øyemeed, at der maatte holdes rigtige Journaler over disse Arter og Affødninger Bye- Sogn- og Herred-Viis af en Patriotisk Betient, ungefæhr paa den Maade, som ved det Kongelige Stutterie, denne Danmarks velbekiendte Herlighed. Jeg overlader Veltænkende at bedømme disse Forslag, og om de ikke fortiene at iværksættes. Jeg troer, det vilde være mindre vanskeligt end det

26

26 kan ved første øyekast synes, jeg troer, naar det alvorlig blev forbudet at overlade de gode Arter til Slagt eller andre end Landmænd, saa længe de behøve dem, saa vilde en Deel Penge blive i Landet, som nu udgaaer til Skaane og andensteds, saa vilde efter nogle Aars Forløb den ødelæggende Qvægsyge ikke findes og føles i Sielland eller andre Rigets Deele, hvor den rette Omgang blev brugt.

Den overmaade høye Priis, som en Koe, der har udstaaet Sygdommen, er i disse Tider steget til, fc. fra 40 til 50 Rdlr. og den Begierlighed, hvormed de Landmænd, der have Kundskab om forommeldte vigtige og Landet gavnlige Sag, have søgt og betalt det saa kaldte Sygdoms Qvæg, uanseet at andet Qvæg kunde faaes for mindre end den halve Priis, bestyrke mig ikke lidet i min Meening, og hvad man end imod mine Tanker kan sige, kand jeg dog ikke skiønne, at deraf kan følge andet end at man ikke endnu var kommet til den yderste Grad af Vished, hvilket paalidelige og nøyagtige Forsøg dog først kan fastsætte. Er altsaa ingen Regel uden Undtagelse, og er det ey mueligt reent at udrydde denne grasserende Syge, saa er det dog mueligt at formindske Skaden og Tabet, som den foraarsager enhver Stand, men det vil neppe skee ved at forsøge Inoculationen enten i Flæng eller paa gammelt Qvæg, som

27

27

koster Eyeren meget, naar Kalve eller ungt Qvæg kan undværes, ved at overlade de beste QvægArter til Prangere, som igien afsætte dem til Slagtere, Brændeviins-Mænd og andre, hvormed Bonden og Landmanden skilles baade ved Stam-Qvæg og Affødninger i en Tiid, da Mangel er kiendelig og øyensynlig, og da det er saa meget mere billigt at have Hensigt til Eftertiden.

Om Hoveriets Afskaffelse

Jeg er aldeles ikke overbeviist om, at Hoveriets Afskaffelse i og for sig selv allene vil giøre flittige og duelige Bønder, enten i Almindelighed eller i Sielland i Særdeleshed; endnu mindre om at Hoverie giør uformuende, forsagte, uduelige Bønder, naar Hoverie ikke gaaer videre end til det Reelle, eller saaledes som en af vore Patriotiske Forfattere og Landsmænd fornuftig i et lidet Skrift har bestemt og indskrænket det; thi jeg taler her ikke om saadanne, hvis nedrige Tænke-Maade finder Behag og Lyst i at være Bondens Plage-Fogder, eller, efter en vis Forfatters Udtryk, at aagre med Bønder, ey heller om saadanne, hvis

28

28

blinde Vinde-Syge forbyder dem at fremme Bondens Velstand, ja end ikke tillader dem at ophielpe hans Mangler enten i hans særskildte Huusholdning eller hans Land-Dyrknings Maade; Lad disse Mulvarpe opsøges og udryddes, dertil har en viis Regiering altid kraftige Midler nok. Men ere der saadanne Proprietairer, Forvaltere eller over Bønder fatte Landmænd til, da maa man dog lade Sandhed vederfares den Ret, at der og ere gode og velsindede, hvilke ikke lade deres Bønder giøre saadant Hoverie, som Vellyst, Pragt eller andre endnu slettere Hensigter opfinde, som lette og formindske det nyttige Hoverie, som endog opofre af deres Formue til nyttige Anlæg og Indretninger, til nye Jordfrugters Avl, til Skovs Opelskning, og Landbrugets almindelige Flor; disse fortiene billig at agtes, men hine at foragtes. Billighed fordrer derfor, at man ikke skiærer alle over en Kam, hvortil saa mange, som endog mangle de fornødne Indsigter og Erfarenhed til heri at være competente Dommere, enten af Fordomme eller overilede Domme, henfalde. Dette forudsat anledeiger mig, frit at fremsætte mine Tanker, som jeg troer i Almindelighed gavnlige; skiønt jeg ikke vil paastaae, at jo et eller andet Steds forskiellige tilfældelige Beskaffenheder kan fordre forskiellige Indretninger. Dog maa jeg tillige

29

29

erindre, at hverken maa Hovedgaardens Avling, som drives ved Hovbønder, være saa vidtløftig, at Hovbøndernes eller Jorddyrkernes Tal er for liden og utilstrækkelig til at drive den, uden at forsømme deres egen; ey heller saa langt fraliggende fra Bønderne, at den halve Dag kan mestendeels spildes paa Henog Hiemfart. Herover har vores Allernaadigste Konge havt et vaaget Øye ved Forordningen om Hoveriets Bestemmelse; og enhver fornuftig Proprietaire eller Eyere af BønderGods vil uden Tvivl deri villig finde tienlige Udvene, jo bedre han indseer, hvor nøye og uadskillelig Bondens Velstand er sammenknyttet med Landets og med hans egen Velgaaende. Naar der spørges: hvorfor man vil have Hoveriet afskaffet? saa heder det gemeenligt: Fordi Bonden derved forsømmer sin egen Jords Dyrkelse; thi Hoveriet er saa mangfoldigt og stort, at Bonden derover maa lade sin egen Jord ligge udyrket, og følgelig intet have at svare sine Skatter af, at ernære sig og sine med, og saa videre.

Men dette, synes mig, er at sætte forud det, som de godt Folk, der saa tale, vilde bevise; Thi de, som ere kyndige i Landvæsenet, troe ikke, at Herregaardens Avling i Almindelighed er saa stor og vidtløftig, at jo de til slige Avlingers Drift bestemte Hovbønder ere mageligen

30

30

i Stand til at drive den og tillige deres egen,

endog bedre end nu skeer, efter det Forhold, som Erfarenhed imellem Arbeydet og Arbeyderne kan fastsætte.

Efter den Kundskab, jeg har om Landets Jordbrug og Drift, troer jeg neppe, at Hoverie drives saavidt i Sielland og Jylland i Almindelighed, som i Fyhn, hvor Herregaardene ere, som bekiendt, meget mere indknebne og hinanden nærmere angrændsende, end i de første Stæder, og dog ere Bondens Vilkaar langt bedre, og hans Velstand større i Almindelighed, end enten i Sielland eller Jylland. Hoverie i og for sig selv giør altsaa ikke her Bondens Tilstand forarmet og slet.

Hvad Jylland angaaer; da troer jeg, at Bonden der endnu mindre var tient med Hoveriets Afskaffelse. Jeg er i en af Jyllands skarpe og magre Egne opdraget paa en HerreGaard, hvis Eyere var en Menneske-Ven og kyndig Landmand; da han havde kiøbt, saae han, at Godset var mestendeels altsammen forarmet, kuns et Par Bønder paa hele Godset velhavende, og, som det der heeder, forekomne. Aarsagen var, at disse tvende havde den største Deel af de øvrige Bønders Jord i Brug; for disse maatte de andre pløye, saae, høste og indavle. Hosbonden saae Manglerne, følte

31

31

dem, og, ved Ansøgning paa vedkommende høye Steder, stræbte at faae enhver Bonde sin Jord udmaalet og tildeelt; men det da, som endnu saa høystskadelige Fællesskab, flere Lodseyere og andre Omstændigheder forvoldte, at Ansøgningen ikke fandt Gehør. Thi jeg maa erindre, at det var endnu længe før den høystpriselige Begyndelse med Fælleskabs Ophævelse blev giort af den ømmeste Landsfader, Høysalig Kong Friderich V. Dog blev endelig lige Jorddeeling i 2de Byer, hvis Beboere alle vare Hoverie-Bønder. Dette forbedrede Bøndernes Vilkaar kiendelig, og efterhaanden satte dem i Stand. Hosbonden tilbød end videre disse to Byers Beboere, at befrie dem fra ald Hoverie; men ingen af dem vilde modtage Tilbuddet; endskiønt Hosbonden ikke engang begierte halv saa meget i Hoverie-Penge, som nu svares, hvor Hoverie er ophævet. Nogle Aar efter solgte Eyeren Gaard og Gods, og de fleste af Godses Bønder bleve Eyere af deres egne Gaarde; der forgik nogle Aar. Et Ærinde bragte mig der paa Egnen, hvor min Ven da faldt igiennem benævnte Hovnings-Byer. Min Nysgierrighed anledigede mig at udforske Beboernes nu værende Tilstand. Jeg sagde til et Par af de gamle Beboere, som ved Sanddruehed og Vindskibelighed havde udmærket sig fra de andre: Nu lever I vel godt, nu ere I frie, og giøre

32

32

intet Hoverie, og nu kan I arbeyde allene for Eder selv og Eders Børn? Men de svarede: Gud bedre os! vi levede før godt: Vores Hoverie trykte os slet intet; vi vare ligesaa visse paa, at vore Børn skulde faae vore Gaarde i Fæste efter os, som vi havde det paa Prænt; feylede os før en Skat, vare vi ey bange for Execution fra Amtstuen; thi vor Hosbonde giorte Udlæg; manglede vi Sædekorn, faa hialp han os dermed; men nu ere vi (vare deres egne Ord) som en Flok Faar, der ingen Hyrde have. Havde vi vor gamle Fader og Hosbonde igien, vi vilde gierne giøre dobbelt saa stort Hoverie, som vi giorde ham, og saadant mere.

Jeg har ikke Aarsag til at satte Mistroe til disses Beretning; thi jeg faae kiendelig deres Vilkaars Forandring. Dersom man nu tillige tager i Betragtning, at Penge-Roullancen hos Bønder er paa mange, ja de fleste Stæder i Jylland, særdeles liden og ringe, og NæringsVeyene saa naar de faa Stæder undtages, som enten ligger nær Kiøbstæderne, eller have en eller anden særdeles Herlighed af Fiskerie eller sligt, som kunde erstatte Mangelen; saa er det begribeligt, at en Bonde hellere vil giøre nogle Dages Arbeyde, end betale Hoverie med Penge. Bondens almindeligste Comanter ere Kornvahre, Hornqvæg og Sviin; skal dette, helst de to første Slags, afsættes til Borgerne

33

33

eller Kiøbstædmanden, skeer det sielden til betydelig Fordeel for Bonden, som i Jylland er almindeligen mere sparsom i at bruge sine Heste til lange Reyser end andensteds, ey heller holder eller kan, sig til Nytte, holde saa mange Heste, som i Sielland. Kiøbstædmanden kiøber meest Qvæg til Slagt, hvortil Bondens Qvæg, som er magert og smaat, ikke er det tienligste. Proprietairen derimod, som kan opstalde det, seer ikke derpaa; han kan til sit Brug være tient dermed; han tager imod Korn for Skatters Afbetaling, hellere end han lader sin Bonde giøre i Utide en lang Kiøbstæd-Reyse, for at skaffe Penge, og de tror begge, at hvorved rede Penges Udgivter spares, derved vindes. Heraf kan jeg ikke dømme, at ald Hoveries Afskaffelse er raadelig eller tienlig paa de næst omtalte Stæder, fordi det forarmer Bonden. Hvad Sielland angaaer, da, naar man undtager Bønderne, i Nærheden omkring Kiøbenhavn beliggende, hvilke altid faae deres Vahre dyre betalte, og leve, for en Deel, vel, ved at opkiøbe de lang Veys frakiørende Bønders Vahre, som de siden, naar ingen langt fraliggende Bonde kan kiøre, igien i Staden afsætte, og opskrue til vilkaarlig Pris: da viser Erfarenhed øyensynlig mange Steder i Landet, hvor Hoverie-Bonden, som har lige stort Hartkorn og lige mange Folk med Frie-Bonden,

34

34

staaer sig ligesaa godt, som denne. End mere: Her findes Hoverie-Bønder, som boe iblandt Frie-Bønder, have en Miil at kiøre til Hove, og dog holde deres Gaarde bedre i Bygning, dyrke deres Jorde bedre end disse, ere i bedre Velstand, og ere langt fra ikke saa uvillige til at antage en eller anden nyttig Forandring i Dyrkningsmaaden (skiønt Fordeelen ikke strax er øyensynlig eller haandgribelig) det er ikke utroeligt, fordi de til Hove see noget saadant, og Nytten deraf. Heraf kan altsaa ey sluttes, at Hoverie i og for sig selv er Bondens ødelæggelse, med mindre den misbruges, da bliver den det unægtelig; men jeg kan derfor ikke ansee en Bonde Eyere og Bonde-Plagere for ligegieldende Bemærkelser; for den sidste har jeg ligesaa stor Afskye, som Høyagtelse for den første.

Dersom de gode Herrer, der tale saa meget om Bondens Aag, havde den Kundskab om Bondens Arbeyde og Beskaffenhed, som jeg, der selv i 10 Aar her i Landet har været Bonde, skiønt ey opfødt ved Ploven, vilde de uden Tvivl forandre deres Sprog og Tanker, naar Sagen blev Upartisk bedømt, og sættes i Forundring over Bondens slette Oeconomie, Uarbeydsomhed og Efterladenhed her til Lands. Jeg vil heraf anføre noget, hvorom jeg selv Har været et seende Vidne, deraf jeg lader enhver dømme, om ikke Bonden her er meere

35

35 ødsel end sparsom over Tiden, endog paa en Tid af Aaret, da vindskibelige og duelige Landmænd ere meest beskæftigede.

Bonden i Sielland giør de fleste Steder ey selv noget betydeligt Arbeyde Aaret igiennem, uden at saae sin Sæd, og være med at meye og hiembringe den; det øvrige Arbeyde forrette hans Tjenestefolk. Naar han har indhøstet, blottes hans Umaadeligheds Syge strax; han maa da, og saa længe Ladene formaae noget, altid have got Øl og Brændeviin; hans Rug til Brød maa sigtes, og alting maa være overflødig; kommer han til Kiøbstæd, skal man oftest see ham at komme drukken og blot for Penge hiem. Dette gav mig et stort men desverre vildfarende Begreb om Siellands Bønders Velstand, da jeg i Førstningen saae deres Overdaadighed. Jeg tænkte: Lykkeligt det Land, hvor Bonden har saa stor Overflod; men da jeg siden alt for ofte blev vaer, at hans Forraad var borte, at han nu tog til Takke med Brød af Byg, blandet med Klidden, som han tilforn havde sigtet fra Rugen, og sligt mere, indsaae jeg og Feylene og deres Kilder.

Om Vinteren nøyes Bonden her med at spise 4 Gange om Dagen, og hans Tjenestefolk arbeyde 4 til § Timer; men om Sommeren i Tørveskiær, Høe- og Korn-Høst, spiser

36

36 han 7 Gange, og Folkene arbeyde neppe 6 Timer; Resten af Dagen spildes. Disse Maaltider, som have sat mig og andre i Siellands Bondens Huusholdning uerfarne i stor Forundring, ja Forlegenbed, og kunde synes utroelige, ere: 1) Froekost, som bestaaer af Brød, Ost og Brændeviin; 2) Daure, som meest er Grød og Sild; 3) halvgaaen Middags-Mad, som er Smørrebrød, med Ost eller Kiød; 4) Middags-Mad, et Par Rætter, som Dagen tilhører, hvorefter soves i 3 Timer; 5) Midaftens Mad, som er Smørrebrød med Ost paa; 6) Nadvere, som er Grød med Øl eller Melk til; og 7) naar lidet arbeydes efter Solens Nedgang, gives Brød, Brændeviin og godt Øl. Ved saadan Spiisning, som jeg selv i 10 Aar har givet, har jeg fundet, at en Bondekarl her neppe afmeyer en Tønde Korn, et halvt Læs Høe eller Græs, eller binder 4 Traver Sæd en heel Dag; og om Vinteren aftærsker kuns en halv Tønde Korn om Dagen, naar en Jydsk eller Fyhnsk Karl daglig kan staae et Par Læs Græs, afmeye et Par Tønder Sæd, binde 8 til 10 Traver Korn og tærske et Par Tønder Korn. Jeg ønsker derfor mere Bondens Tilstand her forbedret , ved at forandre hans HuusholdingsMaade og Dyrkningsmaade under fornuftig Opsyn og Opmuntring, end Hoveriets Afskaf-

37

37

felse; thi Jorden , som her i nogle Aar kan give Sæd, uden betydelig Giøde og Hvile, overgaaer i Godhed baade den Fyhnske og Jydske. I øvrigt vilde jeg raade Proprietairer, at give hver Hovbonde sit vis bestemte Arbeyde, og, naar det var giort, den Dag frie. Dette vilde blive et Middel at faae giort i en Dag, saa meget som nu skeer i to, og Bondens Arbeyde lettet. Det var og billigt, at Bonden blev betrygget for Plagerie, hvilket kunde naaes, ved at reglere ald Hoverie efter Hartkorn. *)

Om de dyre Tider.

Det er ikke ubekiendt, at der hos os i de to afvigte Aar har været en saadan Misvext , at den Siellandske Bonde de fleste Steder ey har avlet saa meget, som han til sine og sines Føde , Skatte og Sæde-Korn behøvede ; saa at dersom Proprietairerne ikke, i sær i dette Foraar 1770, havde havt Korn at assistere Bonden med til Sæd, havde Jorden ikke nær bleven besaaet over alt. Det har

*) Dette Forfatterens Ønske seer man nu opfyldt ved den sidst udkomne høypriselige Anordning om Hoveriets nærmere Bestemmelse.

38

38 Anseende at blive det samme tilstundende Aar; og dersom denne Understøttelse af Proprietairen mangler Bonden, vilde det vist see slet ud med Jordens Besaaelse og Landets Dyrkelse ; hvorfore jeg og hellere seer dette Baand imellem begge fastere knyttet end opløset, uden at ønske nogen Stand Mangel eller Trang. Thi jeg er af de Tanker, at naar vi ey havde Proprierairer, som jeg synes med Føye kan ansees som Huusholdere over Landets smaa Forraads-Kamre, og baade best kan og bør være Bondens Veyvisere, Understøttere og Forsvarere, da vilde Bondestanden værd i siettere Vilkaar i mange Henseender, end den nu er. Jeg tiltroer ikke Kiøbenhavns eller andre Kiøbstæders Borgere den Villighed eller Formue, at levere Bonden Æde- og Sædekorn paa Credit; at forsyne ham i Mangels Tilfælde med Foder til sine Creature, eller andre Nødvendigheder, af Forskud og Udlæg; men Proprietairen kan giøre det; han er endog i visse Maader bunden og tvungen til at giøre det.

Det, som Hr. philopatreias derfore mener og raader fc. at Proprietairer skulde afsætte deres Gaarder til Bønderne, som med mere Fordeel skulde bringe Jorden til Nytte, kan jeg ikke skiønne at være eller blive nyttigt; thi kan det, som Bønderne i Sielland nu have, ikke drives, som del bør, hvorledes kunde

39

39

man da vente, det skulde skee med det mere og større? Og om man endog satte forud, at Bønder og Beboere kunde faaes, som antoge Sædegaarders Avling, og fortærede den, hvad vandtes da derved for Landet, som overveyede Nytten af vore Hollænderier og studes Opstaldning?

Jeg troer neppe, at Hollænderne, som nu søge de storeGaarde i Jylland, hvor mest opstaldes, vilde søge Stude paa vore adspredte BønderGaarde, som de nu kiøbe paa en Gaard i 100 Tal. Jeg troer mindre, at slige Bønder-Gaarde kunde forsyne Residencen eller Kiøbstæderne, Søe- og Land-Etaten i alle Tilfælde, vore Handels Compagnier og Trafiqverende med Føde-Vahre; og allermindst, at der blev noget tilovers, som tilbragte os andres og Fremmedes Penge. Hr. Philopatreias har ey heller sagt os, hvorfra de store Bekostninger, som slige Bygninger og Indretninger vilde koste, skulde komme, og dette var dog en vigtig Sag; hvorfor man tillige burde kunde vente, at have nogen Fordeel, i det mindste, at Renterne kunde svares, om Capitalerne kunde tilveyebringes, foruden at neppe nogen Fornuftig nægter eller misbillibilliger, at jo Eyendomme og tilkiøbte Herligheder bør være hellige og uryggelige. De af Philopatreia anførte Aarfager til dyre Tider blive derfore hverken de eneste eller de

40

40

rette. Det kan ey nægtes, ak jo Qvægsygen, Misvæxt, en slet Oeconomie og Indretning i Landdyrknings-Maaden, Fællesskab, en kiendelig Hindring og Anstøds-Steen for Vindskibelighed, høre med til de Aarsager, som en Landmand lettelig bliver vaer; hvortil jeg foruden det foranførte ogsaa med god Grund kan regne de mange Kroe-Forpagtere, som ere paa Landet; thi disse opkiøbe ikke allene selv saa meget Korn, som de kan overkomme, men endog forføre Bønderne i deres Districter, til en uindskrænket Brændevins - Brænden, ved at lade sig betale for denne Friehed en aarlig Skat a 1, 2 og flere Rigsdaler. Herover savnes ey allene det umistelige Æde- og SædeRug, men Drukkenskab, Ladhed og Lediggang med flere Laster fødes og udbredes. Disse ere mine Tanker, som jeg til sine Tider og Steder har havt Leylighed til at forfatte; de sigte til Misbrug og Skade at forekomme, og almindeligt Gavn at fremme. Dersom de bedømmes i det Øyemeed, de ere fremsatte, troer jeg, at de vil finde Biefald hos Patrioter, iblandt hvilke jeg stræber at henregnes og blive en duelig Landmand.

1

Enfoldige

Danske og Norske

Tanker,

hensigtende til de

Danske, Norske,

og tilhørende Landes Indvaaneres

Huusholdings Maader,

i

Sammenhæng

med

Rigets Huusholding,

til

Rigets Nytte.

Begyndt

ved

Aarets Udgang 1770.

Første Hefte.

Kiøbenhavn, trykt hos Nicolaus Møller,

Kongl. Hof-Bogtrykker.

1771.

2

Rigets Nytte.

3

Til det Danske Riges Liv,

Kong

Christian

den Syvende.

4

        

5

Stormægtigste Monark! Allernaadigste Konge!

alle Mennesker kiender:

Deres Gud, og derhos

Guds almægtige Gierninger.

At en Konge kiender:

Sine Undersaatter, i alle Stænder; Sit Rige udvortes, i Forhold til andre Riger, og Sit Riges Tilstand indvortes, fra den mindste, til den største Deel. At Undersaattere kiender:

Dem Selv, og besynderlig deriblant:

6

Deres Siels Kraft;

Deres Hiernes Evne;

Deres Hænders Styrke;

Deres Hiertes Villie, og sammes

Udøvelses Følger;

Deres Pligter, og deriblant:

Deres Troeskabs Foreningsbaand,

med Rigets Liv, som er: Deres

Konge;

Rigets Nære-Midlers Kilders Stæder og Arter;

Nære-Midlers rette Samlelses Maader;

Nære-Midlers naturlige og muelige Virkelses Maader, til nyttigste

Brug;

Nære-Midlernes gode Anvendelse, til enhver Indvaaneres egen, deres Med-Indvaaneres, og hele Rigets beste Nytte.

7

Disse, vel forskiellige, men dog sammenhængende Benævnelsers Kundskaber, korte af Navn, enfoldige i deres Begreb; men, vidtudstrakte i deres Bemerkelse, vil alle, ved Besiddelse og Anvendelse vise sig at være:

Sande tienlige Befordrings-Midler til

Nytte:

For en Konge;

For et Rige;

For enhver, og alle et Riges Undersaatter.

At samle Tanke-Billeder, tilligemed de rette væsentlig tilhørende Grund-Ma til forberørte sammenhængende Kundskabers Erværvelse, har i mange Aar været Maalet, for min af yderste Kræfter anvendte Flid og alvorlige Bestræbelser.

Den, ved næstbemeldte min Bestræbelse erhvervede Kundskab, og de, ved virkelige

8

Gierninger, over og under Jorden havende Erfaringer, haver stedse været mit Hiertes Ønske, og fremdeles skal blive min oprigtige Attraae, ved Lejligheds Givelse, eller Opfindelse, at kunde anvende og udøve til Nytte, for min allernaadigste Konge, og mit kiere Fædreneland; Thi at nedgrave et betroet Pund, er imod vor Frelseres Lærdom; Men, at anvende det, som endog kun er lidet, paa en troe og god Maade, giver Forjettelse om Guds Naade-Gavers Forøgelse.

At en Konge, ved Raads Prøvelser, kiender en Raadgiver, af Navn, Egenskaber og Hierte, det er, i sin Henseende, en tienlig Oplysning.

Men Raad, og Anviisningers tydelige Indhold, samt Veiledelser til NæreMidlers Findelse og deres tienlige Anvendelse, og især deraf følende gode Virk-

9

ninger, er det nyttigste for en Konges Undersaattere; Derfore, udi Anledning af disse begyndte, og herved allerunderdanigst insinuerende Danske og Norske Tanker, aabenbarer jeg mig, allene for min allernaadigste Arve Konge at være, og til mit sidste Aandedræt at forblive

Deres Kongelige Majestæts

Kiøbenhavn, den 31. Decembr. 1770

Allerunderdanigste troe pligtforbundneste tiener

Forfatter.

10

Tænkemaadens

Hoved-Grunde:

Kundskabs Mængde: Nyttig Grund. Viisdoms Hierne: Naadens Pund.

Rettens Domstæd: Hellig Sæde, Kierlig Hierte: Livets Glæde.

Kongens Mangel: Hver Mands Spot. Hver Mands Velstand: Kongen Got.

Kongens Ære: Rigets Smykke. Flid og Troeskab: Rigets Lykke.

Bergmand, Bonde: Rigets Roed. Nære-Midler: Rigets Blod.

Rigets Nytter: Enhver Mands Gavn. Hver Mands Skade: Et Riges Savn.

Dyds Belønning: Salighed. Falskheds Frugter: Angest Sveed. Arbeids Hænder: Ærlig føder. Ladhed, Daarskab: Alt forøder.

11

Forklaring

Om

Forsæt og Hensigt,

til

Tankernes Indretning.

Tanker opvekkes, enten ved Tilfælde, eller efter egen foregaaende Bestemmelse.

De tilfældige Tanker, retter sig efter Tilfældes Anledninger, uden nogen Indskrænkning, eller besynderlig Orden; Men selv-bestemte Tanker, bliver indskrænket til visse forudsatte Grtændser, i en vis Orden, og sigte til et vist Maal.

I Almindelighed bliver brugt Danske Ord, og ikke fremmede Ord, uden alene paa de Steder, hvor det til en Menings retteste og beqvemmeste Forstaaelse u-undgiengelig behøves; saa at fremmede Ords Brug ikke ganske forkastes, men bruges i Nødsfald med største

12

12 Sparsomlighed, og tillige settes ved Siden af de fremmede Ord, Meningens Indhold, med Danske Ord udtrykt, paa den beqvemmeste Maade, som efter den nærværende Tænkekraft og Hukommelse kunde være at tilveiebringe. Thi, ved dette Middel kunde mueligen ubekiendte Danske Ord, som ved deres Brugs Begyndelse falder uforstaaelige, omsider blive bekiente og brugelige til samme Bemerkelse som de fremmede Ord.

Udi Stilen skal søges at udtrykke Meningerne tydelig, og derhos at giøre Sandhed fordøielig og behagelig, med oplivende, naturlig veiledende og virkeligen oplysende Afbildninger.

Skrivemaaden, bliver forestillende, afbildende og anvisende, saasom: Fremsettelser af sande Ting, og virkelige Legemer, med mellemsettende Billeder; og derhos omvexlende tilføiede: Sande Tings Sammenligninger, med andre dem lignende sande Ting. Billeders Sammenligninger, med de dem lignende Legemer og Billeders Sammenligning, med andre dem lignende Billeder.

Til Forestillings Tanke-Billeder foredrages heller at bruge:

Sande almindelige bekiendte naturlige Tings bildninger og Beskrivelser, efter deres Skikkelser, Egenskaber eller Virkninger; Ved Sammenligning hentydende paa de omtænkende Tings Overensstemmelse eller Forskiellighed; stem for Anførsel om:

13

13 Uvidenheds Hiernespind, eller Udskrivelser, efter drømmende Indbildninger i Raritet-Kamre.

Til Oplysning udi Steen-Riget, eller om nyttige Berg-Arters Kiendelse, heller at fremsette:

Sande Anviisninger, efter Naturens egen Orden, og deraf udledende rette Slutnings-Grunde, samt at beskrive Berg-Arters Skikkelse, Forhold og Beskaffenhed, saaledes som de virkelig forefindes i Berg-Verks Gruber, og udi faste sammenhængende Fielde, eller andre naturlige Opholds-Steder; End at beraabe sig paa:

De udi store og kostbare Samlinger eller saa kaldte: Stuffe-Kabinetter, befindende glimrende og rare, ligesaa kunstige, som beundringsfulde, men iblant bedragelige, enkelte og tildeels sammenkittede, sammenstøbte og tingerede Stuffer.

Til Oplysning udi Plante-Riget, eller om voxende Legemer, hellere at fremsette:

Sande Anviisninger og Beskrivelser om saadanne Planter, som efter Rigets egne Stæders modflydende Himmelluft; og Jordgrundenes enten naturlige, eller ved Virknings-Midler mueligviis forbedrende Beskaffenhed, kan voxe, forplantes og bære Frugt, til Landenes Indvaaneres almindelige Nytte; End at giøre vidtløftige Forklaringer om:

Rare og kostbare, ved Kunst, men uden Nytte, i Vexter-Huse og Kakkelovns-Gemakker, opklækken-

14

14 de og fra langtfraliggende fremmede Lande hidbragte Planter, som bortdøer og visner, udi den almindelige Himmelluft, hvor under dette Riges Lande ere beliggende.

Til Oplysning udi Dyre-Riget, eller om selvfornemmende Skabninger, hellere at fremsette:

Sande Anviisninger og Beskrivelser, om: Nyttige tamme Dyrs formerende Avling, Opfødelse, og Næringsmaader, saavel som nyttige vilde Land-Dyrs og Fugles Fangelse, ved Jagt; og Fiskes Erholdelse ved Fiskerier; Iligemaade om: Skadelige Dyrs Ødelæggelserseller Fordrivelsers-Maader; End, at giøre vidtløftige Beskrivelser, og Spaadomme om:

Forstenede Dyrs Skikkelse, med mere beslige; Dog hermed ikke ment, at ville forbigaae Naturens Merkværdigheder til Skaberens Priis.

Til Opfindelsers og Forslagers forklarende Grunde, agtes mere at anføre:

Sande Erfaringer, og Naturens egne sikkre og navngivne Spør; End at prale med:

Sympatetiske Klygtigheder, og Rutengangs intet betydende Hemmeligheder; og saa fremdeles efter enhver slags Tings Omstændigheders Beskaffenhed.

Tankernes Maal, bliver i sin hele Løbebane alene enkelt:

Rigets Nytte.

15

15 Det første Hefte, af enfoldige Danske og Norske Tanker, skal bestaae af: En almindelig Anledning, efter forekomne Tilfælde, med en tilføied Oversettelse af Linnæi Tanker, om Huusholdings-Kunstens Grunde.

Det andet, og følgende Hefter, skal indeholde:

Anlednings-Tanker efter forekomne Tilfælde; og bestemte Betragtninger, om Huusholdings Maader, til Nære-Midlers Samlelse, af Landenes Nærings-Kilder; og om: Nære-Midlers nyttigste Anvendelse i enhver slags Huusholding, med sammenhængende forklarende Hensigt til ethvert Lands, saavelsom det hele Riges almindelige Nytte.

De til disse Tankers Oplysning, i behørende Tilfælde, vedføiende Kaaberstykker, skal søges indrettede paa den beste Maade, til at afbilde ved Tegninger, ei alene Tingenes naturlige Skikkelse; Men endog til desbedre Efterretlighed, forsynes ethvert Kaaberstykke, eller Tegning med en Maalestav, for deraf at kunde see Tingenes naturlige Størrelse i Forhold efter Dansk Alnemaal; Og ved de Tings Afbildning, hvor det kunde være til Nytte, og muelig, at vide Tyngden i Forhold til Størrelsen da skal og derom paa Kaaberstykket blive anmerket Forklaring, ved Anførsel af Dansk Vægt.

Kaaberstykkerne i sig selv, skal ikke blive udstukne i Leipsig; Men med Danske eller Norske Hænder i eget Rige. Deres Zirlighed vil Viise Prøver paa: Om

16

16 de nyttige Danske Kunster, i Forhold til derpaa anvendte Bekostninger, i denne Alders Tid findes opstegne til sin rette muelige Høide, eller endnu kan tiltage i Forbedring og flere nyttige Kunstneres Antal.

Papiret, som bliver brugt til dette Skrift, skal være forarbeidet paa Danske eller Norske Papiirs-Verker, i det mindste efter min Villie og Ønske.

Materien hvoraf Papiret er, eller bliver virket, kunde og burde være voxet eller arvet paa det Danske Riges Grund; Men om det med al Materien saaledes forholder sig, staaer hos mig ligesaa meget i Tvivl, som jeg derimod med eget Øiesyn er overbeviist: At mange gamle fine Linklude, tienlige til det beste Papiir, i Danmark og Norge, uden nogens Nytte, uagtsom bortkastes og spildes, eller opbrændes i Fyrtøier; Til hvilket sidstbenevnte Brug, bedre kunde bruges raaden Træ eller Svamper, de sidste bered efter Norsk Maade til Knysk.

Videre at melde herom paa dette Sted falder ubeqvem; Men paa sit Sted udi de Danske og Norske Tanker, skal blive tilføied Anviisning paa hvad Maade man ved at samle, og til Nytte at anvende, de nu i det Danske Rige spildende fine og grove Linnedeog Uldene-Klude iberegnet opslitte Tov, Fiske-Garn og Fiske-Noeter skulle kunde (men ikkun til nogle saa flere Indvaaneres Levebrøds Fortieneste)

17

17

befrie for Udførsel af Riget, saa mange Danske Penge, mynted af Norsk Sølv, som alle de Virkelige Hamborgske Myndte-Betientere ikke skulle kunde bære flere paa deres Ryg, fra den Danske Myndt ind udi Hamborg paa engang, i hvor nær end samme Myndt er forflyttet til deres Grændser, bort fra de Norske Sølv-Gruber, hvor Sølvet udvindes mere til Fremmedes Berigelse, end til Penges Forøgelse i Landet.

Et Hefte kommer til at bestaae i det mindste af 5. Ark, men naar det ikke ved dette Rums Indtagelse, falder beqvem at afbryde den omtænkende Materie, saa kommer Hefternes Størrelse til at forholde sig efter den sammenhængende Materies Anledning.

Saa mange Hefter, som tilsammen udgiør 40. til 50. Ark, bliver indbefattet udi et Bind.

Ved ethvert Binds Slutning, skal blive tilføied syv slags Optegninger, nemlig:

1ste Optegning, skal bestaae af korte Udtoger om Indholden af samme Binds Hefter, anførte efter sine Afdelinger, i den samme Orden, som Tankerne følge paa hinanden.

2den Optegning, paa Menneskers Navne, udi den Or- den, som de Danske Bogstaver følge efter hinanden fra A. til Ø.

3die Optegning, paa Rigers, Landes og Stæders Nav ne, ligeledes anførte udi Orden efter Bogstaverne.

18

18 4de Optegning, paa Berg-Arters Navne, efter Bogstavernes

Orden.

5te Optegning, paa Planters Navne, efter Bogstavernes Orden.

6te Optegning, paa Dyrs Navne, efter Bogstavernes Orden.

7de Optegning, over Ting og Materiers Navne, eller Indhold, iligemaade anførte udi Orden efter de Danske Bogstaver.

Ved alle Benævnelser, udi enhver af disse Optegninger, anføres den Sides Tal, hvor Tankernes Indhold om det benævnte kan være at finde.

Dette er, til disse Tankers Indretning, mit Forsæt og Hensigt; Men, menneskelige Tanker vil medføre Blandinger af menneskelige Ufuldkommenheder, og Skrøbeligheder; ja, man bliver i Almindelighed lettere vaer, andres Ufuldkommenhed end sin egen; Og derfore overlades de antreffende Mangler og Feil, til andres bedre Eftertanke og Bedømmelse; og efter den retteste Bedømmelse, kan skee der beste Valg, til Anvendelse, og det rette Maals Opnaaelse, som melt er: Rigets almindelige Nytte; og dette et mit Ønske i mine Dage at kunde befordre.

19

Første Almindelig Anledning til Danske og Norske Tanker, hensigtende til Huusholdings Maader udi det Danske Rige, til Rigets Nytte.

§ 1.

De Danske og Norske Tanker, som ved 1770. Aars Begyndelse var indsperret udi enhver Indbyggers Tænkerum, nyttede sig udi de langt fraværende mørke Kraage, med en almindelig sukkende Klagelyd.

Imellem de med Snee bedekkede Fielde, hørtes overalt et sagte Ekko, i saadanne Udtrykke:

20

20 Gud give! at vores Allernaadigste gode Konge var rettelig oplyst, og bekient om vores og Landenes Tilstand.

Gud give! at Hans Trone var omringet med uegennyttige, kloge, oprigtige, og Viise Raadgivere.

Vores Eiendele, vores Hænder, vores Hierter, ja i det hele, indtil vores sidste Blodsdraabe, ere ganske redebonde, til at blive troelig anvendt, og opofret udi vores Konges Tieneste, og for vores Fædrenelands almindelige Velfært.

Men, hvad opvekker dog denne almindelige sukkende Klagelyd iblant os? og hvorudi be staaer den?

a) Vi høre, at vores Allernaaadigste og Milde Konge er besværet med en stor Gield.

b) Vi føle, Trykkelsen af den ubeqvemmeste Skat, hvorved den Fattigste som lider Mangel, ja Almisselemmer, desuagtet dog affordres at de skal svare ligesaa høi Skat, som den Rigeste. Den Fattige betaler med betlede, eller laante Penge, langt over sin Formue, og bliver endog fremdeles krævet. Den mere Formuende holder tilbage, og bliver omsider eftergivet det han med meget mere burde svare. Falske Propheter for-

21

21

syne sig med Faareklæder, eller en anden slags hellig Maske. Undersaatteres egennyttige Forslager og deres onde Opfindelser, ere paa samme Maade indklæd. Det heder: Den Formuende skal betale for den Fattige, for at sette en Sminke paa, at den Skat som 12000. fattige Mennesker i Landet af præsses, kan uformerkt blive andre Undersaattere ved en overflødig Indretning til Deel, og saadanne som kan bekoste ligesaa stor Summa i et Fierdingaar, paa vellystige Anrettelser, og fremmede Vahres Forøvelse, til Landets Udsuelse.

c) Vi føle, en almindelig Penge-Mangel, som standser Landets nyttige Handel, og setter Landets udførende Vahre i en foragtelig ringe Priis, til Landets ubodelige Skade.

d) Vi føle, Virkningen af alle Føde- og KlædeVahres Dyrhed, som qvæler nyttig Brug og Næring i Landet; og det alt uagtet at Gud, det ene Aar efter det andet, velsigner Landene, paa de dyrkede Steder, med

overflødig Frugtbarhed.

Er Aarsagerne til disse og flere klagefulde Omstændigheder, at udfinde udi Landenes eller Indbyggernes naturlige Beskaffenhed?

fcB

22

22 Ak nei! Thi det Danske og Norske Tvillingrige, med tilhørende Lande, indeholder den beste naturlige Evne, til ei alene at underholde, men endog at kunde berige baade Indbyggerne, og deres Konge. Disse Landes Indbyggere mangler i Almindelighed, hverken Begvemhed, Mod eller Villie, til at opfylde deres Konges Villie.

Men, hvad er da vel Aarsagen, og hvad hindrer den beste Konge, i de lykkeligste Lande, iblant de dueligste Indbyggere, at Rigets besværende Gield, og de pinagtigste Omstændigheder, som qvæler et Lands Lyksalighed, dog ikke engang paa en tienlig og naturlig Maade vorder afvælted? saa at, en god Vei til Landenes Nærings-Kilder kunde blive aabned?

Ak! Aarsagen er alene Hændelser, og ubeqvemme Raadgiveres egennyttige Opfindelser; Men, de foregaaende tvende Ønskers Opfyldelse, kan endnu snarlig raade Bod paa alt.

§. 2.

Gik man i Aarets Begyndelse fra de langt bortligende mørke Kraage, til Rigernes Middelpunkt, som indeholder den Soel, der efter sin Engle-Siel, samt allerlyksaligste og allerdy-

23

23 rebareste naturlige, og ret Majestætiske Egenskaber, besidder den kraftigste Evne, den munterste Arbeidsomhed, og den allerbeste Villie, til at kunde og ville udskyde de klareste og alleryndigste Lysestraaler, for at oplive og oplyse sit Riges i Formørkelse svævende Indvaanere; saa fandtes samme dyrebare Soel, dog omringet med endeel Mørke Førhænge, og Lygtemand.

Man hørte her en blandet Lyd, der ligesom trettedes om Landets Formørkelses Aar sager.

Nogle maskerede Personer paastod at Solen havde tabt sin skinnende Kraft, og derfore trængede til, at betiene sig af de omringende Lygtemænd.

Andre derimod tilegnede Forhængene og Lygtemændene alene Skylden udi Formørkelsen.

Nogle, som bedre kiendte den naturlige Soels Egenskaber, befattede sig ikke med saa nedrige Tanker, men derimod af en blot reen, og uegennyttig Kierlighed, til deres Konge og Fædreneland, forenede sig udi et Selskab; for at opmuntre, paa en ædelmodig Maade, enhver Medborger i Rigerne, til en sand Dyd og Vindskibelighed.

24

24

Solen selv med sit klarseende Øie, indsaae de ypperlige Følger som ville flyde af dette priselige Foretagende, og derfore strar lod sine oplivende, og protecterende Lysestraaler fremskinne paa dette betydelige Kongelige Danske Landhuusholdings Selskab.

Lygtemændene derimod, ansaae det med skieve Øine, holdt sig tilsides derfra, men dog, efter deres naturlige Tilbøjelighed, som er: at giøre Sandhed og Dyd, tilligemed alle nyttige Opfindelser tvivlsomme og foragtelige, gav alene derom denne Bedømmelse: Deraf vil vel ikke komme meget ud, og saalænge vore Lygtemænds Formand ikke nærmer sig dertil, er det best at holde sig derfra.

§. 3.

Udi Aarets sidste Maaneder merkede man meer og meer, udi Landets Formørkelse en kiendelig Afragelse.

De nedslagne Øine, begyndte at see op.

De fordervelige Hemmeligheder begyndte at blottes.

De onde Tungers løgnagtige Opdigtelser, imod de Helligste og værdigste Personer, hørtes ikke mere saa dumdristig udraabt.

25

25

Man begyndte med nogen Frimodighed, at tale Sandhed.

Man fornam udi Aarets Vinter Dage den angenemmeste Soelskin.

§. 4.

Landets Soel, som selv best kiendte sine Egenskaber, og Indbyggernes svage Øine, til at see blot mod Solens Legeme, gav denne allerhøistpriseligste Tilladelse, at Indbyggerne maatte betiene sig af et Redskab, som til des begvemmere Brug, bliver danned ved Bogtrykker-Pressen; Hvilket Redskab er et ypperligt og got VirkningsMiddel, brugendes paa denne Maade: At Indbyggerne fremstiller samme imellem Solens Øie, og deres Øines Da, derved fra Indbyggernes Hierte, igiennem deres Øine, udtrekkes en af deres Hierteblod og Senesaft forenet Damp, som anlegger sig paa den underste Side af bemeldte Redskab; Da Solens nedflydende Straaler paa den øverste Side, ved en beqvem Varme, strax fordeler de benævnte under neden anlagde Dunster, saaledes at de, udi den beste Orden, udbreder sig i Landet, og efter enhver Damps egen Naturs Beskaffenhed, henledes til sit beqvemme Sted, saafom:

26

26

Klogskabs og Viisdoms Dunster, til de frugtbare Egne.

Men de falske og egennyttige Lygtemænds Dunster, til Moradser, og forglemmelsens nedrige Steder.

§. 5.

Der ere fornemmelig to Slags Elementariske Lygtemænd bekiente udi Naturen, det ene Slags er overjordiske, og det andet Slags er Underjordiske.

De første ere paa en listig Maade farlige, men de sidste ere paa en voldsom Maade allerfarligst.

De have tilfelleds med hinanden nogle overensstemmende Egenskaber, men efter deres forskiellige Opholdsstæder, yttrer de forskiellige Virkningsmaader.

De overjordiske Lygtemænd, som iblant Folk i Almindelighed ere meest bekiente, have især deres Opholdsstæder ved Moradser, og Tørvemoeser. Deres væsentlige Legeme, er ved lys Dag, og i klart veierlig, altid usynlig, men i mørkt og taaget veirlig, lader de sig undertiden see, med et lysende Skin, i adskillige Slags Skikkelser; Deres almindeligste Skikkelse begynder sin Fremviselse, som et matbrændende Lys, man kan see langt

27

27

fraværende, at brænde inde udi et Huus, og at skinne ud igiennem et eller flere Vinduer; Naar dette Syn har varet i nogen Tid, antager Lygtemændene en anden Skikkelse, som afbilder en vandrende Lygte. I begge Tilfælde kan det give Anledning til, at ueftertænksomme reisende Mennesker,

forvildes fra deres rette Vandrings Vei; thi, i det første Tilfælde, forestiller de sig, at de virkelig seer et kys, som skinner ud igiennem et Vindue paa et Huus, og i det andet Tilfælde, at de virkelig seer et, eller flere Mennesker, som gaaer paa en Vei, med et brændende Lys i en Lygte.

De som da ikke strax erindrer sig, at der i Naturen virkelig findes falske Lygtemænd, bedrages letteligen deraf, til, som benevnt, at forlade deres rette Vandrings Vei, og i Tanke at de kommer til et Huus, eller til Mennesker, som ere forsynede med lysende Lygter, bortgaaer, bortrider, eller bortkiører, de, til Lygtemændenes Opholdssted, som ere: Moradser og farlige Tørvegraver, hvorudi de enten kan nedsynke, og blive fastsiddende, eller hovedkulds nedstyrte, drukne og qvæles.

De Underjordiske Lygtemænd, Hvilke iblant Folk i Almindelighed ere mindst bekiente, har fornemmelig deres Opholdssted udi Berg-

28

28 Verks-Gruber, de ere ligesom det første Slags, undertiden usynlige, og undertiden synlige; udi en bevegelig frisk og velblandet Luft, ere de baade usynlige, og uden skadelig Virkning; Men, naar der ikke Haves beqvem Lufttræk i en Grube, bliver man Lygtemændene der, snarlig vaer, enten synlig, eller af deres Virkninger.

I Steden for at de overjordiske Lygtemænd forfører til farlige Afveie ved List med et falsk Lys, saa har derimod de Underjordiske Lygtemænd den forskiellige Egenskab, at de alletider øver Vold, og udslukker et virkelig antendt, og udi mørke Stæder veiledende Lys. De lader det ikke blive derved, at de voldsom udslukker et veiledende Lys, men, saasnart Lyset er udslukt, da skrider de strax, til de grummeste dødende Udøvelser; og disse dødende Angribelser, begyndes med trende Slags forskiellige Fornemmelser hos de angrebne Mennesker.

Det første Slags, opvekker en Fornemmelse af en sodagtig honninglignende Smag paa

Tungen.

Det andet Slags giver en Fornemmelse af en ond Stank, eller løglignende Lugt for Næsen.

Det tredie Slags lader sig undertiden høre med en knallende Lyd, men den begynder sin Virkning med en synlig og følende Ildslue, som

29

29

brænder, og de fleste Tider til døde forbrænder de derpaa antræffende ulykkelige Bergfolk.

Fornemmelsen af den søde Smag, som meget hastig virker Døden, yttrer sig især i BlyeGruber.

Fornemmelsen af den onde Stank, kiendes i Besynderlighed udi Arsenikalske Gruber.

Fornemmelsen af den brændende Ildslue, kommer i Særdeleshed frem udi Steenkul-Gruber.

Alle disse Elementariske Lygtemænds Legemer, bestaaer af en syrlig og oliagtig, med LuftSalt forened Damp.

De ere alle meget farlige, for ukyndige, taabelige, og uforsigtige Mennesker.

Men, ved Kundskab, Klogskab og Forsigtighed, kan man ganske forrebygge deres farlige Virkning, og undgaae al Skade deraf.

Hvorom i de følgende Hefter, skal blive meddeelt Betænkninger.

§. 6.

De politiske Lygtemænds Hoved Egenskaber, ere nøie overensstemmende med de Elementariske Lygtemænds foranførte Egenskaber.

30

30 Men, de politiske Lygtemænds Virkningsmaader, have ingen bestemte forud fornemmende Kiendetegn, og deres uddunstende Dampers Væsen, ere langt mere end hines, urandsagelige, saa at den største Politikus, Stadsmand eller Regent, har vel endnu ikke opdaget almindelige og tilstrekkelige Midler, hvorved man Regelmæssig i alle Tilfælde kunde undgaae, at blive af dem forført undertrykt, forraad, eller qvalt.

§. 7.

En Løve viger undertiden med nogen Frygt, for en Muus, da dog Løven efter sine naturlige Egenskaber, og Mod, er Mester til at overvinde alle andre Dyr.

En Elefant gaaer med Foragt, og uden Skræk, imod en Rinoferus, da dog den sidste, kan blive den førstes Banemand.

Den Stærkeste lader sig ofte indtage af en utidig Frygt for en Skygge, som ingen Kraft har.

Den Svageste maatte man vel formode skulde best kiende sine egne Kræfter; Men, man befinder dog tvertimod, at de Svageste ved alle Leiligheder, ere snarest færdige til at prøve Styrke, og ofte foretager sig at ville opløfte Byrder, som de ikke engang kan bevege, og langt mindre fløtte fra et til andet Sted.

31

31

Af saadanne forkeerte, og uventelige Forhold findes mange, baade iblant Dyr og Mennesker.

Man bør derfor ikke være alt for hastig, til Forundringer, eller alene opholde sig med Lastelser, over at gode, og i andre Begivenheder kloge Folk, samtykker skadelige, og forkaster gode Opfindelser; eller at Huse falder ned, førend de ere tilfulde opbygte; det er altsammen meget Menneskeligt.

Det beste og klogeste Menneske, som giver ret Agt paa sig selv, vil altid finde i sin egen Sirkel, noget som dermed stemmer overens.

Det er meget got, naar man engang kan komme saa vidt, at man af Skades Tagelse bliver klog, og i Eftertiden vogter sig for Forførelse, af Lygtemænd og et falsk Skin.

Men Kiød og Blod er skrøbelig; Egennytte, Magelighed, let og hastig at komme til store Gevinster med ringe Umag; prægtige besmykkede Forestillinger i en Modens kort Stil, og tilføied Løste om saadanne Begierligheders Opfyldelse; disse ere langt behageligere Egenskaber efter almindelig Smag, hos er Forslag, som i øvrigt er uden Hoved og Hale; end, at bryde sin Hierne, med Betragtninger over Forslager, hvilke indeholde en nøie Forklaring: om et Anlægs Grund, Bygnings-Materie, Begreb, Skikkelse, Begyn-

32

32 delses- Fuldførelses- Formerelses- og Vedligeholdelses- Maade, naturligviis deraf formodende Følger, retfærdig Brngs-Maade, uden nogens Skade, men til Laudets almindelige Nytte.

§. 8.

Et Forslag, om et Misisipisk lignende Compagnies Oprettelse, er til den begierlige behagelige store Gevinstes hastige Erholdelse, til Menneskers Forlokkelse, langt mere glimrende, end de ved overtydende Forklaringer og sikkre Anviisninger, giørende Forslager, til Fordeles Vindelse paa muelige Maader, ved de rette Midler, i eget Land, udi disse trende Veie, nemlig:

1.) Ved at optage Berg-Verker og giøre

Anlæg, til nyttige Vahre og Tings Virkning.

2.) Ved at dyrke Jorden paa den beste

Maade, og berede øde Landgrunde, til . største Frugtbarhed, og til de nyttigste Planters Opklækkelse.

3.) Ved at giøre gode Indretninger til en forbædrende nyttig Fæeavl og Fiskerie & c.

Men! hvad har jeg nu vel her anført? jeg tænkte paa, at ville forfatte en Afbildning paa Grundpiller, til en Bygning. Men! kan vel

33

33

Tanker om saadanne almindelige bekiendte Ting veilede til en Grund-Materie, som er Nyttig. Ak! jeg merker at dette sidste anførte Ord:

Nyttig,

det standser alle mine Tankers Følger; thi jeg veed ikke om det er et almindelig brugelig Dansk Ord; Min Hukommelse slaaer mig herudi Feil, og jeg har ingen Danske Skrifter, eller Ord-forklarende Bøger ved Haanden, som herom kunde give mig sikker Oplysning.

Jeg erindrer mig nok med tydelig Vished, at en ung Dreng paa Rente-Kammeret, for omtrent tredive Aar siden, giorde til adskillige dette Spørsmaal:

Monne vores oprettede Laane-Banko, til Landets almindelige Velfært, er, og bliver Nyttig?

Men til min opkomne Tvivls Bestyrkelse, erindrer jeg mig med ligesaa sikker Vished, manges Svar paa samme Spørsmaal.

Nogle gav til Svar:

Det er noget, hvorom man ikke bør spørge.

Andre svarede:

Det er noget, hvorom vi ikke bør tale.

34

34

Det var Kammeralististke Svar, og det maae altsaa være imod Moden hos nogle, af de Danske Kammeralister, at undersøge og spørge om Tings Nytte; Men, om dette tillige er en almindelig Dansk Mode, derom bliver min Tvivl endnu lige stor.

§. 9.

Men, jeg erindrer mig, at for nærværende Tid, ved Sammenkomster udi Staden, tales meget om de nylig udkomne Fritanke-Skrifter; jeg vil derfor afbryde disse mine Tanker, indtil jeg paa et eller andet Sted, har funden Leilighed til at høre paa nogle Samtaler om disse Skrifter, thi, er det Moden i Danmark at spørge om Tings Nytte, da vil i nestbemeldte Anledning samme Spørsmaal, uden Tvivl blive anbragt.

§. 10.

Jeg afbrød forestaaende mine Tanker for at søge Oplysning udi et Tvivlsmaal, ved at anhøre Samtaler om de nye Fritanke-Skrifter.

Jeg har og faaet at høre mange Spørmaal, om mange Fritanker. Spørsmaalenes fornemmeste Indhold var: om artige Indfald, om en zirlig Stiil, om nymodige Skri-

35

35

vemaader, om snorrige Kritiker, med mere deslige, og intet andet.

Fritankerne i sig selv, syntes ved Anstrygning paa Enfoldigheds Provesteen, at være en Sammenblanding, af got og ont, vel og ilde meent, oprigtige og falske; Men naar enhver af disse Tankedunster, efter Væsen og Egenskaber, ved Solestraalers Fordelelse, henledes til sit naturlige Sted, saa kan ingen af dem være skadelig.

Thi man kan bedre agte sig for de giftigste Dunster, naar man seer dem med Øinene virkelig at være til, end naar de under en Honning Smag uformerket indsniger sig i vore Legemer, forvirrer vores Seenesaft, eller til vores Døds Virkning forderver og adskiller vores Blod, og derved standser der Liv-opholdende Blodløb.

Cometen og dens Hale, har vel nogle Lygtemænds Egenskaber, men at den blander Sandhed og Løgn, got og ont, Gift og Balsom, udi en Suppe, giør Sagen tvivlsom, Hvad enten den er: en Lygtemand, vores Legems farlige Fiende, eller den er: en falsk Profete, vores Siels allerfarligste Fiende.

36

36

Men, dette kan man kiendelig see, at den hverken er: Himlens Sendebud eller Sandheds Vidne.

Ord uden Lyd, eller uden Bemerkelse med Kiendetegn, er imellem Mand og Mand, mindre end Nul, og Ont er værre end Intet.

Iblant noget, Nul, mindre end Nul, og værre end Intet, af de frie Tanker jeg har seet, er Philodani Tanker virkelig det meste, ja det meste, og nesten det eneste af sande, gode, kierlige og velmeente Tanker, og viser at være Uddunstninger af et sundt Blod, og en klar, men dog menneskelig Seenesaft, og andet er ikke hos Mennesker at vente, vi ere alle ufuldkomne, og skrøbelige. Men den som begynder vel, giver Haab om en god Fremgang.

Philodani har sagt offentlig en stor og betydelig Sandhed, som havde været at ønske, at den havde været kiendt, førend man nu efter lang Tids Forløb skal begynde at lære, at kiende den, uagtet, at man længe, især udi 14. Aar, merkelig har følet skadelige Virkninger, som ved denne Sandheds Kiendelse i rette Tid kunde have været forebygget.

37

37

§. II.

Havde man ved den Tid, da der blev giort Forslag om den Kiøbenhavnske Laane-Bankes Opretning, i alle muelige Veie undersøgt, og spurgt Upartiske, om dens sande Nytte i sine mueligviis forudseende Følger; saa havde den, enten aldrig bleven opretted, eller og havde den bleven indstrenket, til et tienlig og naturlig Forhold, nemlig til en væsentlig Kiøbmands Banke, uden videre Hale.

Myndt bør bære Regentens Billede og Overskrift, og høre ham selv til, det giver ei alene en for alle, overbevisende Ret, til ar kræve Skatter, men, især baner en beqvem Bei, for de Pligtige, til at kunde betale Skatter; Men, hvor intet er, er det forgieves at kræve.

At tillade Ministre, eller Borgere udi et enkelt Selskab, at udgive Papirs Sedler, til Udlaan, for deraf, som om det var virkelige Penge, at trække Renter fra deres egen Konge, og deres egne Medborgere, er en farlig Tilladelse; og bliver vel aldrig mere, end udi en Alders Tid i Verden forsøgt. Giort Gierning er ikke at ændre; Men, Gierningers onde Følger, bør man stræbe at forandre, saasnart man bliver dem vaer.

38

38 Naar Papiirs Banko-Sedler, paa Grund af Kongelige Obligationer, gielder, og nødvendig bør gielde, som Penge, imellem Mand og Mand, udi Landet; var det da ikke i den sted, meget mere naturlig og for Riget tienlig, at Kongen selv udgav Penge-gieldende Sedler, i steden for de Obligationer, hvorefter Kongen nu giver Renter, baade til Banko-Eiere, og andre Undersaattere i Landet? Herved tog jo ingen Skaden, naar enhver erholdte Kongelige Penge for Obligationernes paalydende Summe,

§. 12.

Skulle det ikke være tienligere med engang at opløse Rigets Gield, ved en retfærdig Deeling paa enhver Indbygger, efter deres sande Formue, end langvarig at udpine Undersaatterne med Skatter, til store Renters Betaling? & c. & c.

Den Norske Bonde Christopher Jeltnæs, har med sit Exempel viist, at saadan Tænkemaade kan findes iblant enfoldige Norske Bønder; Han var ansat at skulle svare 6. Rigsdaler aarlig, udi saa kaldet Extra Forhøjelses Skat; Men, han har i steden for denne aarlige Skat, med større Fornøjelse, og i den beste Hensigt, be-

39

39

giert og erholdet Tilladelse, samt virkelig udi Kongens Casse betalt paa engang 150. Rigsdaler.

Og mange flere giorde med Glæde det samme, naar det ikkun var engang for alle, og det blev i en retfærdig Lighed for alle, uden nogen Undtagelse, hemmelige Forbeholdenheder, eller senere af uvedkommende givende forvirrende Forklaringer, men alene med tydelige Ord, saasom:

Efter Rigets Gields Beløb, skulle til sammes Afbetaling, af alle og enhver Indbygger i Landet, betales og udredes i Skat, lige mange Skillinger, af enhver eiende Rigsdaler eller Rigsdalers Værdie; saa at den hele Skat af alle Indbyggere kunde beløbe sig til ligesaa høi en Summa, som Rigets Gield i alt befindes atvære, og til sammes Udslettelse fuldkommen var tilstrekkelig.

Herimod kunde vel siges: Gods og Vahre ere ikke Penge; omendskiønt de fleste Indbyggere vel kan eie noget, saasom: Hos andre tilgodehavende og udlaante Penge, Jordegods, Skibe, eller Skibs-Parter, Kiøbmands-Vahre, Huse, Huusgeraad, Klæder, med mere deslige; saa er det dog ikke beqvemt, at betale deslige Ting i Skatter, og Ting eller Vahre kan ikke blive ombytted, eller

40

40 solgt for Penge, naar der er en almindelig Pengemangel i Landet; men, i sin rette Mening er der Raad imod alle Uraad; thi, Omgangen dermed kunde blive saaledes:

Naar Skatten, paa før forklarede Maader, først var bleven regleret, og fastsat hvad enhver Indbyggere skulle svare, efter sin Eiendom; Da burde de, som eiede Penge, der førte Kongens Billede Overskrift, strax give Kongen det Kongen til hørte; Men, de som ingen Penge eiede, skulle give Kongen en Forskrivelse for den skyldige Summa; og med disse Forskrivelsers Indhold, lod Kongen igien betale Rigets indenlands Gield.

Jeg mener saaledes:

Forskrivelserne skulle leveres til de Betientere, som oppebærer Kongens Skatter, og derefter skulle de aflægge Regnskab.

De Skyldige skulle betale deres Gield efter Muelighed, enhver paa sit Sted til vedkommende Kongelige betient, og indtil dette skeede, svare aarlige Renter af den skyldige Summa til Kongens Casse.

Og derimod lod Kongen, med almindelige Penge-gieldende Sedler, som vare betegnet med Kongens Billede og Overskrift, hvad Penge-Beløb enhver skulde betyde (thi Penge er dog i sig selv ikke andet end blotte Regnskabs-Tegn,

41

41

imellem Mand og Mand, men især fornødent imellem Regent og Undersaattere) udbetale al Rigets indenlandsk Gield;

Thi den udenlandske Gield, maatte efter sin Natur, til sin Tid, og paa sin Maade betales, enten med Landets Vahre, eller rede Penge.

De her foran berørte Penge-gieldende Sedler, med Kongens Billede og Overskrift, var af en anden Natur, end de nærværende Banko-Sedler; thi, de grundede sig paa virkelige Eiendele i Landet, i Forhold til Indbyggernes udgivende Skatte-Gields-Breve; og saaledes ere begge Dele, efter de fornødne Omstændigheder, de naturligste, billigste, beqvemmeste, og retfærdigste sande og regelmæssige Regnskabs-Tegn; og denne Maade blev vel frem for alle andre den allerletteste at iværksette, og ikke vanskelig at fuldføre; Men især beqvemmest til, paa en god, hastig og lemfældig Maade at udrydde alle qvælende Hindringer for Landets Nærings-Veies Aabnelse, og Landets Frugters lyksaligste Nydelse.

§. 13.

Men det er hertil ikke nok at tænke paa Rigets nærværende Gields Udslettelse, man maae i, og ved det samme, giøre alvorlig Indretning og Anstalt til at forebygge, at Riget aldrig vorder

42

42 besværet enten med saadan Gield, eller andre slags qvælende Omstændigheder, for saavidt som af Gud er overladt til de menneskelige Vilkaar.

§. 14.

En Plante, og et Rige, have enhver i sit Begreb, med hinanden meget lignende Forhold, Virkningsmaader og Orden, saasom: a) En almindelig Plantes Jordgrund, maae indeholde Plantens deraf fornødne NæringsSaft; og efter Jordgrundens DyrkelsesMaade, kan dens tilflydende og indeholdende Nærings-Safters Kilder, aabnes, opvækkes, forbedres og vedligeholdes; eller og, tilstoppes, hindres, forringes og ødelægges.

b) En Plantes Roed, samler Nærings-Safterne af Jordgrunden, til sin egen, og hele Plantens Næring; Dens Udspiringers Mængdes Tal, forholder sig efter Plantens Natur, og Jordgrundens Beskaffenhed, og Størrelse, saa at, udi god, beqvemliggende, af tilstrekkelig Størrelse og vel dyrked Jordgrund, forøger Naturen selv Rodspirernes Antal i Jorden, og jo flere, jo mere forøges, forhøies og udvides Plantens Vert, og bærende Frugt. c) En Plantes Stamme, modtager de Nærings-Safter af Roden, som den foruden sin

43

43

egen Fortæring samler, til hele Plantens Næring. Denne modtagende Nærings-Saft, danner Stammen udi sine Kar, og ved sine Febre opskyder Nærings-Saften, til Plantens Top; Dens Tykkelse bliver i Forhold til Rodens Størrelse, Udspiringers Antal, samt af Roden overleverende Nærings-Safters Mængde og Beskaffenhed.

d) En Plantes Grene, imodtager den tildannede Nærings-Saft fra Stammen, fordeler, ombytter og henfører Nærings-Safterne, til enhver af Plantens Deles Fornødenhed og Beqvemhed. Grenene maae ikke være for mange, de maae være i sit rette Forhold til den Nærings-Safts Beskaffenhed og Mængde, som de omgaaes med, og alle Vandgrene, som spilder Nærings-Safterne, maae i Tide dæmpes. Det er bedre at dæmpe eller trykke dem tilbage, naar de begynder at skyde ud, end at lade dem først udvoxe paa ubeqvemme Steder, og siden afskiere dem. Al voldsom Omgang med Planter har i Almindelighed onde Følger.

e) En Plantes Blade, er dens Beskiermelse.

Bladenes Antal bestemmer Naturen selv, i Forhold til Nærings-Safterne og hele Plantens Væsen, det er ikke got at de blottes for

44

44 Stormvindes Bevægelse, for saavidt som de efter Plantens naturlige Sted, og Omstændighedcene, kan være i Skygge og Stilhed. f) En Plantes Blomsterknoppe, tilbøier, ligner og anviser Nærings-Saftens Brug, til Plantens omfavnende Blomsters rette Skikkelse og Frugtens ordentlige Vext; Deres Antal som ere gode og frugtvirkende, bliver ikke for mange, thi endeel visner og falder bort i deres Begyndelse, deels for Mangel paa Nærings Saft, og deels af Uveir og tilstødende Omstændigheder

g) Plantens udsprungne Blomster, er Plantens Zirat, Frugtens Forbud, men især Frugtens Fremvextes Styrere og Befordrere. Deres Antal bliver i Forhold til Plantens Vidtløftighed, Beskaffenhed, og NæringsSafts Mængde. Svage Planter maae man ikke lade beholde for mange Blomster; thi ellers kan de trække saa megen NæringsSaft til sig, saa at de ei alene selv qvæler Hinanden og visner, men endog foraarsager at al Frugt i Fødselen ødelægges, ja det hender sig endog ofte, at hele Planten derover bortdøer, især ved betydelige Forandringer med Planterne, saasom naar de ompodes, eller flyttes fra en Jordgrund til en anden.

45

45

h) En Plantes Liv, vedligeholder al ordentlig Bevægelse udi Plantens hele Legeme.

Men Livet kan ikke virke i Planten, uden i Forhold til Plantens Legems, og Nærings-Safters, samt Grunds Beskaffenhed.

I Anledning af forestaaende Beskrivelse, over en Plantes Deles Forhold, Virknings-Maader og Orden, kan et Rige dermed paa denne Maade sammenlignes:

a) Et Rige, med alle tilhørende Lande; kan sammenlignes med en Plantes Jordgrund, og efter dens Dyrkningsmaade, giøre Anviisning om:

Landvæsenets Nærings-Kilder, saasom Steen-Riget, Plante-Riget, og DyreRiget, hvorfra alle et Lands Nære-Midler nødvendig maae fremskaffes.

b) Et Riges Landbrugere, saasom Bergverks-Folk, Bønder, Fiskere, med flere slags af Navn, men dog som Udspiringer af disse ere at ansee, kan sammenlignes med en Plantes Roed, hvorved gives Anviisning til:

Nære-Midlernes Samlelses Maader og ordentlige Anvendelse, ei alene til Land-

46

46

brugernes egen Underholdning, men endog til de andre Rigets Stænders og Regieringens Vext, Styrke, Blomstring og Vedligeholdelse.

c) Et Riges Verkbrugere og Haandverksfolk, kan sammenlignes med en Plantes Stamme; hvorved gives Anviisning til:

Alle slags Ting og Vahres ordentlige Virkning og Dannelse, til det beqvemmeste og fornødne Brug, for alle Rigets Indbyggere.

d) Et Riges Handelsmænd og Skibsfolk, kan sammenlignes med en Plantes Grene; hvorved gives Anviisning til:

En ordentlig Handel, som kan bringe enhver Stand, saa vel som hele Riget udi Blomster og Frugt.

e) Et Riges Forsvars- og Krigs-Folk, kan sammenlignes med en Plantes Blade; herved gives Anviisning til:

Rigets Indbyggeres ordentlige Beskiermelse.

f) Et Riges Lærere, kan sammenlignes med en Plantes Blomster-Knoppe; hvorved gives Anviisning til:

Ungdommens Underviisning, paa en yndig, omhyggelig, kierlig og ordentlig Maade; thi derpaa beroer hele Rigets bestandige Blomstring og frugtbare Vedligeholdelse.

47

47 g) Et Riges Raadgivere og Betientere, kan sammenlignes med en Plantes udsprungne Blomster, hvorved gives Anviisning til:

Rigets Frugters Styrelse og Befordring til den beste Fremvext, og nyttigste Anvendelse.

h) Et Riges Regent, kan sammenlignes med en Plantes Liv, hvorved gives An viisning om:

Regentens og Indbyggernes rette Sammenknytnings-Baand, samt den Førstes kierlige Omhyggelighed, og de sidstes Lydighed, til deres Pligters Opfyldelse, samt al deres Formues troe og villige Hengivelse, under Regentens Magt og Villie; thi Plantens mindste Modstand imod dens eget Liv, forkynder dens Undergang; og udi et Rige er samme Forhold, imellem Regent og Indbyggere.

§. 15.

Efter næstforanførte Forklaring og Sammenligning, er et Riges Lande og derudi værende Nærings-Kilder, Rigets rette Grundvold, og Rigets Invaanere udgiør Bygningen.

Grundvolden bærer Bygningen; men NæreMidlernes Samlelse og Anvendelse i det hele Rige, er Rigets Huusholding.

48

48

Og altfaa begynder Rigets Huusholding, i det Hele at sammenregne, fra den ringeste NæreMiddels samlende Indvaaners enkelte Huusholding, og udbredende strekker sig til alle og enhver Indbyggeres Huusholdinger, ja Regentens egen Hof-Huusholding, og den almindelige Land-Regierings Huusholding dermed indbegreben, ere alle, mindre og større Dele, men uden mindste Undtagelse, alle tilsammentaget, udgiør først Rigets Huusholding.

I Anledning heraf, skal udi de følgende Hefter meddeles Betænkninger.

§. 16.

Vores af Gud velsignede, ypperlige Danske og Norske Tvilling-Rige, med tilhørende Lande, behøver ingen Ompodning; Thi dets Grund, Roed, Stamme, Grene, Blade, BlomsterKnopper, Blomster og Engle-Liv, er i den allerønskeligste, naturligviis gode Tilstand.

Men, Manglers Opfyldelse, Forbedrings-Midlers Opfindelser og Anvendelser, samt nøiagtigere Ordens Stiftelse, udi en og anden enkelt Ting, behøver alle Riger, til alle Tider.

I denne Mening er det baade nyttig, og

høifornøden at Rigets Gield, paa en hastig

49

49

og god Maade vorder udfletted. Hvorom nogle enfoldige Tanker allerede §. 12. er anført, og alle de Tvivlsmaale og Indvendinger, som derimod af nogen kunde giøres, kan ved offentlige Spørsmaale, blive offentlig besvaret, det Urigtige udfletted, og det Rette udvalgt.

Derhos formenes, at Rigets Indtægter, ved de almindelige Skatter, Told og Consumption med videre; Saa og Rigets Udgifter i alle sine Grene, begge Dele, men især det sidste, behøver at indrettes i nogen bedre Orden, og i den rette Forhold, efter enhver Tings Natur.

De Reglementer og Indretninger, som vare i Brug for 40. Aar siden, ville sikkerlig efter Landenes Tilstand findes mere beqvem, end de som nu bruges.

Men, meget kunde forkortes i Vidtløftigheden, naar kammeralske Hemmeligheder, blev ombytted med en tydelig og sand Kundskab, om Landets hele sammenhængende Væsens Beskaffenhed; Og man derhos i steden for den vidtløftige bundløse Sædvane, allene brugte til Grund det sande Naturlige, i en tienlig sammenhængende Hensigt til den almindelige Nytte, baade ved Rigets Indtægts og Rigets Udgives Regleringer.

50

50 Og da blev det hverken farlig eller besværlig, for en kyndig, erfaren og redelig Mand, at styre Kammer-Væsenet. Ved lang Omvei bliver man træt, og i Mørke kan et seende Øie, dog ikke se.

§. 17.

Men, da Skatter og Afgifters Paabud bør grunde sig paa Nærings-Midlernes Beskaffenhed i Landet, og derefter det rette Forhold i alle Dele afpasses, udi en god Orden, til en nøie Overeensstemmelse, med hele Landets Velfært; Saa er og upaatvivlelig, uden hemmelige Forbeholdenheder: i den Deel, Rigets Huusholding Maalet for alle ordentlige og fuldstændige enkelte Huusholdingers Betragtninger i hele Riget.

Og efter denne samme Regels Grund, vil det, som forhen meldt, blive ligesaa fornøden udi Rigets Huusholdings Betragtning, at begynde sine Tanker fra den ringeste Indvaaners Huusholdings Beskaffenhed, og derefter at forfølge den hele Sammenhæng, igiennem alle tilhørende Huusholdinger, indtil man faaer et tilstrekkelig fuldstændig Begreb om det Hele, og alt i Forhold til Hoved-Maalet, der er som forbenevnt:

Rigets Huusholding.

51

51

Er da Nærings-Midlernes Beffaffenhed Grunden, og Rigets Huusholding Maalet, for alle Huusholdingers Betragtning i hele Riget; Saa bliver naturligviis det første Spørsmaal man i denne Materie har at giøre, dette: Hvorudi bestaaer en Nære-Middels samlende Indvaaneres HuusholdingsGrund?

Af dette Spørsmaals Indhold, indseer enhver lettelig, at dets Besvarelse er vigtig; thi det har en vidt udstrakt Bemerkning.

§. 18.

Ved en Grundvolds Udvælgelse er det i Almindelighed tienlig, baade at anstille Prøvelse, og tillige at søge god Raadførelse af almindelige bekiendte kyndige, erfarne og kloge Mænd.

Og i denne Henseende, vil jeg i steden for egne Tanker, til Svars Veiledelse paa det nestforanførte Spørsmaal, herved beslutte denne Anledning med disse efterfølgende i det Svenske Rige høistberømmelige Linnæi Tanker, om Grunden

til Huusholdings-Kunsten, nemlig:

52

52

Linnæi

Tanker

om

Grunden

til

Huusholdings-Kunsten,

efter

Natur-Kundffab og Natur-Lære.

En Oversettelse af det Kongelige Svenske Videnskabers Akademies Afhandlinger

udi

Aaret 1740.

Efter den Tydske Oversettelse i Hamborg og Leipzig.

1. Alt hvad som findes paa vor Jordkreds, er enten Elementer, eller Naturalier. Elementerne ere simple Ting, men Naturalier ere Le-

53

53

gemer, som ved den alvise Skabers Haand ere sammensatte.

2.) Den Videnskab, som legger os Elementernes Egenskaber for Dagen, kaldes NaturLæren, eller Physica; Hvorimod den Videnskab, som lærer os at kiende de naturlige Legemer, kaldes Natur-Kundskab, eller Scientia Naturalis.

3.) Alle naturlige Legemer, bliver indeelt udi tre Natur-Riger: Steen-Riget, PlanteRiget og Dyre-Riget. I dets Følge bliver Natur-Kundskaben ligeledes inddeelt udi tre Dele, nemlig: Kundskab om Berg-Arter, Kundskab om Planter, og Kundskab om Dyr, Fugle, Fiske, Orme, og saa videre.

4.) Alt det som Mennesket kan anvende til sin Nødtørft, maae være at finde paa Jordkredsen, det være sig enten Elementer eller naturlige Legemer. Elementerne kan hverken give Menneskene Næring eller Klæder, men dertil maae de fornemmelig bruge Naturalier. Dog ere disse ofte af sig selv raae, forinden de ved Elementerne vorder bereed, til det Brug man af dem begierer.

5.) Den Videnskab, som lærer os til vores Nødtørft at anvende naturlige Legemer, formedelst Elementernes Virkning, kaldes Huusholdings-Kunsten; Hvorfra altsaa den saa kaldede Kammeral-Huusholdning vorder adskildt.

54

54 6.) Huusholdings-Kunstens første og fornemste Grund, er altsaa en Kundskab; om dens egentlige Grund-Materie, eller de naturlige Legemer. Men, dens anden Grund, er en Kundskab om Elementernes Virkning, paa Legemernes Tildannelse, efter deres Brug. Følgelig hviler Huusholdnings-Kunsten paa tvende Piller: Natur-Kundskab og Natur-Lære.

7.) Ingen Videnskab i Verden er høiere, nødvendigere, eller nyttigere, end HuusholdingsKunsten, efterdi alle Menneskers timelige Velfærdt er grundet derpaa, og derfore bør denne Videnskab, saavel som de dertil erfordrende Midler: Natur-Kundskab, og Natur-Læren, øves og drives, med den største Flid, saasom ingen Huusholding uden dette kan bestaae.

8.) Efterdi Huusholdings-Kunstens Grund-Materie er Natur Kundskab, saa maae den samme ligesom de naturlige Legemer, inddeles efter de trende Natur-Riger, saa at den Videnskab som haver at bestille med Steen-Riget kaldes:

Berg-Væsenets Huusholdings-Kunst.

Den Videnskab, som har at giøre med Plante-Riget kaldes:

Plante-Væsenets Huusholdings-Kunst.

Og den Videnskab som handler om Dyr-Riget, kaldes:

55

55

Dyr-Væsenets Huusholdings-Kunst.

Den Verdie, som herved søges, er saa nødvendig, at Flid og Umage faa meget desmindre bør spares. Hvad er vel større, hvad vigtigere og saavel til den almindelige som særdeles Velfærdt nødvendigere end Frugterne af disse HuusholdningsKunstens trende Riger? Vi vil derfore med faae Ord berøre noget om ethvert af samme.

Om Steen-Riget.

10.) Omendskiønt Steen-Riget efter sin Beliggenhed er det nederste iblant alle, saa er samme det dog ikke, efter sin Verdie;

Thi hvad er vel til som ikke er til fals for Guld og Sølv?

Bliver ikke Stæder og Lande solgt derfore?

Bliver ikke Hunger og Dyrtid derved fordreven?

Klæder det ikke Menneskene paa det prægtigste?

Bliver samme vel ved nogen af Elementerne fortæret?

Giør det ikke alle andre Ting til Slaver?

Og hvor dette mangler, mangler der ikke alle Ting?

Er vel nogen Metal paa Jorden mere nødvendigere end Jernet?

56

56 Vilde Folk, som ikke skiøtter om andre Metaller, end ikke Guld eller Sølv, trænger dog til Jernet.

Ved samme kan man hastig omhugge de høieste og tykkeste Træer, hvilke paa anden Maade skulde falde besværlig at omkaste.

Man kan ved Jernet giennemtrænge de haardeste Klipper, og udstaae Ild af Flintesteene.

Hvad er kraftigere end Salpeter, som er Aarsag til Krudets Magt? det kan kaste de største Skibe i Luften, omvelte de sterkeste Fæstninger, søndersprænge de haardeste Klipper. Myrde de tapperste, som det var Børn; Med et Ord, udrette, at ingen Ting findes uovervindelig.

Bliver ikke det klareste Glas giort udaf Berg-Arter, hvorved man kan indkige i Maanen, see Solens Plætter, og blive Ostmiderens Øine vaer.

Saltet er jo saa nødvendigt, at Plinius siger: Intet er nyttigere end Saltet og Solen.

En eneste Magnetsteen, kan jo vise os Veien, naar vi uden at kiende Land omdrives iblant det brusende Havs vilde Bølger.

Arsenik er den Gift, som dræber alt levende.

En blot Demant er det dyreste paa Jorden.

Rav, er den herligste Omgivelse for et dødt Legeme.

57

57

Porcelin-Materie bliver hentet med stor Bekostning fra Kina og Japan.

Vansiilsteenen, kan adskille Havvandets Salt, og giøre det urene Vand sødt.

Al sort Muld har sin Oprindelse fra Planter og Dyr, og Menneskers Legeme skal blive til Jord, hvoraf det er taget.

Forsteenede Ting giver Beviis om Syndflo- den, og hvor alle Ting tier, maae Steene tale.

Men hvad behøver man at bruge mange Ord? da Sagen selv taler.

Vores store Berg-Klipper, hvilke ligesom haver forhærdet, og giort vores Land ubehagelig og ubeqvem til Huusholding, ernærer dog saa mange hundrede Bergfolk, Grube-Drenge, Smeltere, Hyttemestere, Hammer-Smede Berg-Betientere, og derhos alle Smede: Blikslagere, Bøsse-Smede, Grov-Smede, Uhrmagere, Kaaber-Smede, Klokkestøbere, Gyrtlere, Messingslagere, Guld-Smede, Juvelerere, saa og Saltkaagere, Teglbrændere, Pottemagere, Kalkbrændere og Muurarbeidere; med et Ord, de fleste Haandværks-Folk i Landet; Foruden saa mange Kiøbmænd og Skibsfolk, som sælger og tilfører Fremmede imod Betaling, disse udvundne og tilberede Ting.

58

58

11.) En saa stor Gevinst og Fordeel, fortiener en saa meget desstørre Eftertanke, efterdi at samme i alt alene maae erholdes ved Metallernes Findelse.

Metallerne kan aldrig findes, dersom man ikke kiender Ertzerne, og efter Moderen kan dømme om Fosteret.

Guld-Ertzen i Smaaland, havde været seet af mange hundrede Mennesker, uben at de kiendte den; Bergmester Svabe, havde ligesaavel som hine forbigaaet den, dersom han ikke havde havt en sikker Kundskab om Ertz til Grund.

Zink og Galmey havde man vel seet i Rætvik, omendskiønt at ingen vidste hvad det var som saaledes glindsede, forinden man, hensendte Bergarterne til Probereren, som derpaa kunde anstille Forsøg.

Saltvandet ved Umea havde mange smaget, men ingen førend Hr. Sohlberg vidste hvad det havde at betyde.

De Mineralske Vande og Suurbrønde havde vel længe været de Svenske selv bekiendte efter deres Navn, Kraft og Virkning, men ingen kiendte dog saadant Vand ved Medevi, førend samme af Hierne blev opdaget, uagtet at i hverandet Kiær i Sverrig findes deslige Art af Vand.

59

59

Tusinde gange mere Qvægsølv blev funden end man troer, naar man nøiere end blot ved den udvendige Beskuelse lærte at kiende sammes Ertz. Men derfor maae man miste samme hvor man ikke søger eller formoder den.

Vismuth-Ertz i Ferila Kirkesogn havde aldrig bleven erkiendt for tienlig til en Metal, om samme for 100. Aar siden var bleven seet af vores Bergmestere, eller forinden vore Berg-Betientere havde anvendt saa stor Flid paa at kiende Ertzer.

Med et Ord: man seer nu ved Berg-Verkerne, hvorledes alle Grube-Drænge derpaa giver Agt udi alle Fielde, og ofte af den mindste Steen tager Anledning til mere, og lader ikke noget være uforsøgt; Derimod udi de Landskaber, hvor endnu ikke i Besynderlighed er optagen Berg-Verker, seer ingen efter saadant, om de end og kom til at sidde og hvile paa Gedigene Sølv-Stuffer.

Saa meget formaaer Kundskab, og saa lidet Uvidenhed.

En ukyndig Bergmand, som har anlagt sin Smelte-Hytte, ved den rigeste Bergverkgrube, oven paa Stedets almindelige Bergarter, kiøber ofte baade Jern og blandede Bergarter, paa mange Miles Fraliggenhed, uagted at Fieldene rundt omkring hans Hytte er fuld af saadanne Bergarter;

60

60

og det blot fordi han ikke kiender Berg-Arterne, enten efter deres Navn eller Natur.

Om Plante-Riget.

12.) Plante-Riget er til Menneskenes Ophold endnu mere nødvendig end Sølv eller Guld.

Maae ikke alle Dyr nære og føde sig af Planterne, saa at Kiød synes ikke at være andet end Vexter, som ere tilberedte ved en forunderlig Maskine? Gives ikke endnu den Dag i Dag er, hele Secter, hvilke lever blot af Planter, ligesom Pyragoræer, og Gymnosophister i fordum Tider? og havde Mennesket vel ikke nogensinde havt nødig, at ombringe Dyrene, dersom Vellyst ikke havde forledet dem til saadan Tyranie. Er ikke snart den tiende Deel af hele Europa besaaet med Sæd til Menneskenes Spise, og bevoxen med Græs til Fæets Føde?

Dersom det Slags Planter, som vi kalder Sæd, ikke giver tilstrekkelig Frugt, saa døer Folk af Hunger, og et heelt Land bliver fast øde.

Hvorledes har ikke den naadige Skaber i dette Rige meddeelt sine Børn, alt det som er tilstrækkelig til Spise, Ophold og Nydelighed, saasom: Sallat, Æbler, Steenfrugter, Bær, Skalfrugter og Kryder?

61

61

Sallat: Laduk, Spinat, Melde, Syrer, Rapunzel, Løvetand, Asparges, Kaal, Latuc, Jerga, Erteskokker.

Rødder: Sellerie, Petersellie, Roer, Rødebeder, Rediker, Slangemyrderødder, Havrerødder, Pastinaker, Gulerødder.

Kiernefrugter: Æbler, Pærer, Qvæder, Granatæbler, Sitroner, Pommeranzer, Meloner, Agurker, Vandmeloner, Græskar.

Steenfrugter: Kirsebær, Blommer, Persiker, Abrikoser, Mandler, Valdnødder, Hasselnødder, Daddeler, Oliver.

Bærfrugter: Mispeler, Multebær, Eikler, Hindbær, Morbær, Heidelbær, Blaaebær, Tyltebær, Brombær, Rips, Kaarsbær, Viindruer, Figen.

Skalfrugter: Erter, Bønner, og saa

videre.

Krydder: Annis, Koriander, Kommen, Senop, Kardemomme, Peber, Negliker, Muskatnødder, Muskateblommer, Timian, Merian, Basiliker, Kapers, Løg, Peberod, Karse, Kiørvel, Kaneel, Sukker.

13.) Bestaaer ikke vores fleste Huse, og Huusgeraad af Træ? af Træ bygges Skibe ved hvilke vi i kort Tid kan svimme omkring den hele Jordkreds.

62

62

Har ikke Lin, bedre og sikrere end Marmor, forvaret alle Historier, og alle vore Videnskaber.

Hvorledes skulle vi have kundet erholdt beqvem Læder, naar Garverne ikke havde deres Garver-Bark af Sumak, Jordbærtræ, Ege-Pile- og Birke-Bark?

Hvorledes ville vel Farverne, kunde farve vores Klæder, dersom de ikke af dette Rige kunde bekomme, Indigo, Veid, Engeskier, Kurkumeie, Safran, Gyel, Saflor, Farverøde, Orlean?

Bliver og ikke af dette Rige taget Viin, Thee, Kaffe, Tobak, om hvis Brug, jeg ikke veed at sige, hvad enten samme af Gud er lært Menneskene udi Maade eller Vrede.

14.) Snart torde jeg sige, at Skaberen giver os af dette Rige, vores meste, beste og sundeste Spise, Drikke, Klæder, Huse, og Nødtørstigheder! saa at han ved de samme har villet forlyste vor Sind, Lugt, Syn og Smag.

Han har overklæd hele Landjorden med et Blomster-Teppe, og sat Mennesket derpaa, til deraf at forlyste, oplive og fornøie sig. Her finder man allehaande Lugt, Farver, Smag, paa tusinde Maader beblandet og formænget; Her seer man den Beundringsfulde Mirabilis, den Empfindtlige Mimosa den sovende, Hymenæa, den lig-

63

63 gende Tamarinde, den forunderlige Nepenthes, den Vandfulde Tilandsia, den bedugede Drosera, den fede Pinguicula, den Nat-elskende Nycthantes, den Nat-pralende Cereus, den Aften og Morgenblomstrende Cestrum, den honning-dryppende Melianthus, den foragtelige Vuluaria, den efter Aadsel stinkende Drakontium, den oplivende Anastatica, den opsvimmende Valisneria, den stolte Impatieus, den knallende Hurra, den klingende Hernandia, den klagende Delphinium, den plettende Elatrium, den nedrig krybende Arachis, den underjordiske Lathyrus, den understøttede Rhizophora, den forsølvede og forgyldede Protea, den med GuldPrikker prunkende Amaryllis den pralende Leonurus, den høitravende Gloriosa, den Pind-Svin-lignende Melokatus, den Flueopvekkende Orchis, den Fluefangende Asilepias, og den udi Vandet ligesom en Lygte lysende Pinna marina.

15.) Naturens Mester har begavet ethvert Land med sine egne besynderlige Fordele, saa at hvad et Land savner, kan erholdes fra det andet.

En klog Indvaaner, Eier og Huusholder veed saaledes at anvende dette til sin Nytte, at Han, og ingen anden, derved maae vinde, de som ham mangler.

Hollænderne beholder for sig selv udi Ostindien, Negliker, Muskater og Kannel, og har

64

64 under Livs Straf forbuden denne Sæds Udførsel. Jeg vil alene anføre Hollænderen Piso Ord, i sin Matissa aromat. pag. 177. De smaae Konger i Ostindien ere af vore Hollændere bleven forblindet med nogle tusende Rigsdaler, til at udrydde af deres Lande, alle Neglike-Træer, og vores Folk som alene have deres Afsigt til Gevinsten, formener, at de begik en Uforsigtighed, dersom de lod en saa ædel Specerie, formedelst dens Overflødighed og hastige Vext, geraade udi Affalds-Priis.

Saa længe Arabia Felix havde Kaffe-Træet alene, saa maatte alle Penge for Kaffe hengaae til disse Lande; Men siden Vitsen practicerte frisk Kaffe-Sæd til Ostindien og Forbjerget det gode Haab, saa kan det samme nu kaldes: Arabia minus Felix.

Det fortrød Spanierne saa meget, at Engelænderne bortførte hematopilon fra deres Amerikanske Provinzer, saa at de derfore giorde til Priis alle de Engelske Skibe, som førte deslige Træ, hvilket alene voxede hos dem, hvorved Hovedgrunden blev lagt til den nu under dem foreværende Krig.

Hvorledes kan da en Huusholder forvente sig af dette Rige nogen lykkelig Brug eller Frugt, naar han ikke har giort sig den Deel af Natur-Kundska-

65

65

ben bekient, som kaldes Botanik, eller PlanteKunsten.

En Landmand, som vil besaae sine Enge med tienlig Græs-Frøe, arbeider forgieves naar han ikke veed at opsøge saadan Sæd, som voxer villig, og kan fordrage samme Jordart, altsaa, naar han vil besaae en højtliggende Eng, maae ham være bekiendt alle de Slags Græs og Planter, som af sig selv kunde voxe udi saadan Jordgrund. Det er ikke nok, at man udtørrer en Morads, ved at befrie den før Vand, forbrænder og nedgraver dens Tuer, og besaaer den med Høefrøe, som er taget paa højtliggende Engmark, men man maae besaae saaDan en Plads med Græsfrøe, som ellers voxer udi nedrig liggende Engmark.

Det bliver forgieves at forskrive allehaande Farve-Urter fra udenlandske Steder, for derved at vinde Arten, dersom man ikke veed udi hvilket Land, og udi hvilken Slags Jordgrund, enhver af disse Urter, i og for sig selv voxer, og derefter anstiller sin Behandling. See Videnskabs Academiets Afhandl. 1739. Side 4.

17.) Hvorledes vil en Huusholder indrette sin Eftertanke paa noget i Besynderlighed, hvorledes vil han opfinde noget nyttigt, naar han hverken veed at kiende, at opsøge, at formere eller nyttig at anvende Planterne?

66

66

Man mente, at den saa kaldede Ninsi ikkun alene voxede udi Persien og Tartariet, indtil at Botanici ere kommen efter, at dette frem for alle andre dyreste kommende Medicament bliver forefunden lige saa godt udi America. Hvilken Huusholder ville vel have troet sig til i andre Lande end udi Kina og Japan at finde Vernix, (een udi Apothekerne bekiendt Plante-Saft) forinden at Plantekyndige har opdaget den udi Virginien.

Hvem havde troet at Rhabarber, hvoraf saa mange tusinde Lod aarlig udi Europa bliver forbrugt, skulle voxet under en anden Himmelstrekning, end Morgenlandene, forinden Botaniske Forsøg havde lærdt at samme kan voxe ligesaa god og kraftig i Holland, som der.

Hvem skulle have troet, at Tobak, som først voxede i Florida, skulle fortkommet hos os i Norden, forinden man ved Forsøg, og adskillige Prøver, udfandt en for Tobak sig stikkende Jordgrund, og havde efterdannet samme hos os.

Hvem har ikke hørt og seet, hvorledes Hollænderne paa alle deres Duiner planter deres Helmgræs, for derved at forhindre Sandens frem og tilbagedriven. ved Vinden. Men om nogen har forsøgt at dempe Drivsanden i Skaane, med saadan Græs, som dog der voxer vildt, det er mig ubekiendt.

67

67

Pateter, som voxer vildt udi Virginien, da de først ankom til Europa, vare en af de selsomste Planter, og blev nøie iagttaget, uagtet at en klog Botanikus og Huusholder selv lettelig havde kundet seet, at de samme og kunde voxe hos os i de nordiske Lande, efterdi at de voxer i America, paa lige den samme Brede.

The-Planten, som kommer saa vel frem udi Kina, har man ofte eftertragtet ved Frøet eller levende Rødder at bringe over Søen til Europa, men Solens brændende Hede under Middags Linien, har forinden de ere overkomne borttørret Rødderne, og giort Frøet ufrugtbar, men hvem kan ikke indsee, at naar samme blev ført over Rusland, kunde de i Italien, og maaskee ligesaa i Sverrig, voxe saa godt som udi Kina? Hvormange Penge blev ikke aarlig udi Europa sparet ved dette ene Forsøg.

18.) Enhver som har Eftertanke seer lettelig, hvad en stor Kundskab om Planterne er til Hielp ved al Huusholding, men forundrer sig dog, at Botanici bryder deres Hoveder med den ringe Mos, og de foragtelige Svamper, og spørger stedse, Hvortil tiener dette Skarn? Jeg tilstaaer, at der er mange Ting, om hvilke vi ikke ere vidende, hvortil de nytter, men Tiden lærer samme, naar vi ikkun kiender og forsøger dem. At

68

68

Naturen ikke har giort noget forgieves, det veed vi; jeg vi alene lade Laplænderne svare hertil. Bestaaer ikke Laplændernes ganske Landbrug udi de vilde med Rensdyr-Mos overtragte Sand-Marker, som er deres Ager og Eng, og giver dem Vinter- og Sommer-Foer, til deres Rensdyr?

Nordbotneren veed at samle denne Mos, og at blande Fæets Foer dermed om Vinteren, hvorimod vores Bønders Kiør, ikke kan faae paa deres Been formedelst Hunger, uagtet at de rundt omkring liggende Field-Klipper ganske er overvoxet med samme slags Mos.

Laplænderne veed at giøre sin Seng og Dyner af Biørnemøs, hvorudi han hviler de kolde Foraarsnætter udi de vilde Skove, da derimod vores arme Folk i Skovene snart fryser til døde. Myremosen tiener Laplænderens smaae Børn, i steden for Svøb, Dekke og Puder, den betager Urinens Skarphed, og er blødere end SilkeLagen i vore Børne Vugger.

Islænderen veed, af den Islandske Mos at kaage sig en ligesaa velsmagende som Næringsfuld Velling, da derimod vores Folk i dyre Tider døer af Hunger i hvorvel at alle omliggende Skove er fuld af samme Mos.

Søefinnerne kan af deres Havtang berede sig saavel Brød som Velling; da derimod vores

69

69

Folk udi Hungersnød har intet, uagtet at alle Strande overbredes af samme Havtang.

De Franske veed med deres Søemos, at farve og tilberede den rødeste Pontak.

Laplænderen veed, at bortjage Myg og Bremser fra hans Rensdyr med Svamper, og at forskaffe sig sin angenemmeste Lugt, ved at røge med andre Slags Svamper.

19.) Jeg har med yderste Bedrøvelse seet, i de nederste Egne af Provintserne, naar Kornavlingen for engang slaaer Feil, hvorledes Folkene bortdøer, uden at der giøres det ringeste Forsøg, hvorledes de i Steden for Korn kunde forskaffe sig andet Brød; og uagtet at alle Moeser-ere fulde af Missne, alle Urtebeder fulde af Løg, alle Agre fulde af saftige Rødder, alle Græsmarker fulde af Spergel og alle Enge fulde af Cambroc, hvormed andre Folk underholder deres Liv, og veed deraf at bage

sig Brød, om de ikkun har een eneste af de anførte Ting. Men der har og ingen her kundet lærdt nogen at kiende eller tilberede samme, efterdi ingen Har forstaaet enten Botanik, eller Oeconomie.

20.) En Huusholder, som har giort sig Plante-Videnskaben bekient, finder derudi Anledning, til Forsøg, og Efterforskelse om en uendelig Mængde Ting, saavel som til sammes nyttige Anvendelse til sit eget Beste. Hvormange Far-

70

70 ve-Urter gives der ikke endnu, som aldrig, eller i det mindste aldrig ret er bleven forsøgt, og hvilke Farverne aldrig hører nævne? Der ere faae Slags Mos, som ikke have en Farve hos sig; skulle ikke noget særdeles være at erholde af Bergfanikel (Pinguicula) skulle man ikke til noget nyttigt kunde bruge Pors (Ledum).

21.) Formedelst de af Botaniken, udi Oeconomien anvendte Grunde, veed en Huusholder, naar alle og enhver Ting skal indsamles og forvares.

Hvorledes kan en udi Botaniken ukyndig som ikke kiende Petiveriam vide, af hvad Aarsag Slagtefæets Kiød udi Jamaika til visse Tider, og fornemmelig naar der om Sommeren er stor Tørke, bliver saa skarp og bitter, at ingen kan æde samme eller kiøbe det af Slagteren?

Hvorledes kan det forstaaes, at Kramsfugle som spises, paa visse Steder, og til visse Tider, kan virke Purgering, naar man ikke veed at Korsbær (Rhamnus Catharicus) voxer i Nærværelsen, og hvad Kraft de samme have udi sig?

Hvorledes kan man vide Aarsagen, hvorfore Fæet udi Foraarstiden naar det første gang drives paa Græset paa visse Steder bortdøer, naar Skar ntyde ikke kiendes?

Hvor-

71

71

Hvorledes kan den forstaae, at udsøge got Bygnings-Tømmer, som ikke haver Begreb om Træets Ark, Egenskab eller Alder.

22.) Hvorledes vil en Huusholder blive klog paa alt dette ved Bøger eller lærde Folks Anmerkninger, naar han af Plantevidenskaben ikke har lærdt at kiende de udi Bøgerne anførende Planter.

Hvorledes vil han fra fremmede Lande søge herlige Farve-Urter og Høefrøe, hvorom han aldrig har drømt? Hvorledes vil han meddele andre, eller beskrive for den lærde Verden, sine Forsøg om en Plantes særdeles Nytte, naar han med et tydelig Navn ikke veed at anvise Planterne.

Af alt dette, er vel altsaa nøiagtig bleven beviist Plantevidenskabens Nytte udi Huusholdinger.

Om Dyrriget.

23.) Dyrriget er ikke ringere end det nestforegaaende, og er det fuldkomneste som den Høieste haver skabt, paa det at Mennesker deraf maatte have deres Underholdning.

For at Mennesket ikke skulle lide Nød, har Gud givet dem Dyr paa Marken, Fugle i Luften og Fiske i Vandet. Alle firefødde Dyr kan ædes, som Kineserne med deres eget Exempel lærer. Den mindste Orm er Americanernes Spise. Fuglene

72

72

maae aarlig drage fra en til anden Verdens Deel. Fiskene maae opkomme fra Havets Dybde til Strandene, Skiel og Musler bedekke alle Havbreddene, paa det Kiøkkenet ingen Mangel skal lide.

Hvorledes maae ikke Bierne berede den sødeste Honning, Silkeormene spinde den blødeste Silke, Bæveren hengive sin stinkende Bævergel, Bisamdyret udsvede Bisam, den vilde Buk, avle Bezoar, Perle-Skiel frembringe Perler. Af dette Rige kommer Elfenbeen, Enhorn, Havhesttænder, Fiskebeen, Skielpade, Iran og FiskeFit, her gives de fleste og varmeste Klæder, heraf haver Indianerne deres Federsmykke, og Tyrkerne deres Strudsfedre.

Hvad er med Elefantens Størrelse Hestens Styrke, Auroxsens Kraft, Tigerens Grumhed, Paafuglens Glands, Hvalfiskens Kræfter, Krokodilens Hevn, Klapper Slangens Gift, Nattergalens Sang, Remorefiskens fortryllelse, at sammenligne?

Her seer man Dyr løbe paa Marken, Fugle qviddre i Luften, Fiske blinke i Havet, Insekter glindse overalt, og enhver efter sin Art at fornøie og bringe os Nytte.

24.) Hyrdelevnet og Fæeavl, er i gamle Tider bleven Holdt for det Uskyldigste og lykkeligste. Hvad for Nytte har ikke Landmanden endnu daglig

73

73

Dags af sin Fæeavl?. Melk, Smør, Ost, Huder, Kiød, Talg; Faarene klæder od med deres Ulv; og Hestene trekker os, og vores Førsels-Vahre fra et til andet Sted.

Laplænderen lever lykkelig og fornøiet af et eneste flags Dyr, uden Brød og Viin.

25.) Alle disse Fordele, som af Gud ved dette Rige er bleven os givet; giør, at samme udi en større Mængde burde blive nytted. Men er der ikke her ligesaa nødvendig som ved der foregaaende, at man om ethvert Dyrs Skabnings Natur, Art, Viis og Egenskab, haver Kundskab.

De vilde Amerikaner, opholder sig paa mange Steder allene af Jagt. Søefinnernes ganske Gevinst kommer af de Nordiske Søegrunde. Laplænderen nyder, saa at sige, ingen Planter, men lever alene af det, som kommer udaf Dyrriget.

26.) Alle og enhver slags Jagt, maae blive anstilt efter ethvert Dyrs Art og Viis. Siden man veed, at Haren har sit Gienspring, skyder man den let ved Opspringer; siden man har giort sig Biørnens Vinterleie bekient, bliver den lettere fangen; Siden man er blevet vaer, at Gaupen forundrer sig udi Træerne over Hundene; saa er den hastig at nedlegge. Siden man har seet hvor let Sælhundene kommer ud af Vandet,

74

74

op paa Isen, og hvor besværlig de igien derfra nedkommer, da har man uden Kunst kundet dræbe dem. Rovdyrenes Gierrighed efter Kiød og Aadsel, haver lærdt os at fange dem ved Lokkemad, med Garn, Feller, Revesaxer og Ulvegruber, dog ikke alle paa lige Maade, men enhver efter sin Slegt og egen Anledning. Denne Anledning har Menneskene i Begyndelsen lærdt, ved Rovdyr (Hunde) at jage Vildt; ved Rovfugle (Falke) at fange Fugle, og ved Chamæleon, at fordrive Fluer.

27.) Kramsfuglens Viis at den saasnart den har badet sig, henflyver paa Træerne, for at søge sin Spise, har givet Anledning til Snarer.

Ur- og Birkhønses Spor, paa smale Stier Udi Skovene, naar Bærrene om Høsten ere modne, og deres Indgang under tildekkede Steder, har lært Folk at giøre Fangebur.

Hermelinens Begierlighed efter Svamper, har lærdt os, ved de samme at fange den.

Vugfinkens Høsttræk i fremmede Lande, Har lært Hollænderne at fange hele Millioner deraf.

Harens Ombytning udi Jordtuerne, naar den derover trykker sig, haver givet Anviisning til dens Berykkelse,

75

75

Lerkens Frygt for Høgen, og dens Neddukkelse paa Jorden, har lært os at fange den ved Papiirs-Høge.

Nattergalens Forundring over alt det som skeer ved dens Træe, har viist os hvor let den er at fange.

Ur- og Birkhønsenes Kurren har lærdt os Maaden til at skyde dem.

Af Fuglenes Lyd har vi lærdt Endernes, Nøddehønsenes, Kukkukkens og Reyens Efterraab.

Niøinens Fastsuelse paa Stene, har lært os at giøre Kraßhamme. Brasens Træk, udi Legenden, har givet Anledning til Ruser. Geddens Opstigende om Foraaret, til Angler; Ørtens Leeg paa stenige Grunde, til Sekkegarn, og endelig har Laxens Opspringende mod stenige Grunde foranlediget Laxefangst.

Herefter er altsaa for ethvert Slags bleven indrettet, Angler, Trækkegarn, Noeter, Sekkegarn, og mere deslige.

28.) Daa saadan Maade vinder Indvaanerne udi visse Provintser noget anseeligt, saasom: Serna Indvaanere ved Reensdyrs-Jagt; Nordlænderne ved Strømfisk; Kemi Indvaanere ved Laxefangst; Nyebyggaarene ved Høstfiskerie, og andre ved andre Midler.

76

Den som er ubekiendt om Biernes Slegt, og Artsviis, den kan ikke anlegge sin Biestok med saa stor Nytte, som en anden.

Den som ikke har Forstand paa Silkeormens Forvandling, og tænker at vinde Silke af den, begaaer ligeledes en Daarlighed.

Den som ikke veed hvorledes Coecus (Cochenille) og Kermes bliver frembragt, den vil og forgieves anvende sin Bemøielse til deres nyttige Formerelse.

Naar jeg betænker, hvor mange Insekter, der giver Farver, saa staaer jeg billig i Forundring, at endnu saa faa deraf bliver brugt og forsøgt, hvorudi vel maae være Skyld den iblant Menneskene indtil denne Dag herskende store Uvidenhed om deres Kiendelse.

Et opmerksom Hoved kan see uden paa Perleskiellene, om derudi ligger Perler eller ikke; og søger des Aarsag ikke at dræbe samme, eller for at erholde en Afføding, at ombringe mange tusinde Mødre.

29.) Hvem som vil opdrage, jage, fange, eller nyttig bruge, tamme og vilde Dyr, Fugle, Fiske, og saa fremdeles, maae forstaae og vide deres Spise, Tid, Viis, og Levemaade, hvilken Zoologie best kan blive lærdt derved, at man først opdrager et eneste, eller et

77

77 Par saadanne Dyr hos sig udi et Kammer, eller nær derved, paa det man bestandig maae see deres Viis; Ligeledes maae man omgaaes med Fiske, Fugle, og alle Dyr, og saaledes har man og forsøgt det med Insekter.

30.) Det er ofte ligesaa nyttig, at fordrive visse Dyr, som at opklække eller opdrage andre. En Huusholder er altsaa for alle Ting nødvendig, at han veed at forebygge den Skade, som Utøi kan foraarsage; herom var meget at tale.

Men jeg vil for denne gang lade det herved beroe, efterdi jeg allerede udi min Tale for Videnskabernes Akademie ved mit første Præsidii Nedleggelse desangaaende haver giort nogen AnDragelse.

En Huusholder, som har bygt sit Huus efter Natur-Kundskaben, han har grundfæstet samme paa en fast Støtte, og dersom han ved Natur-Læren legger den anden Støtte under denne Bygning, saa bliver samme fast og ubevægelig.

31.) De andre Huusholdings-Kunstens Grundstøtter er, at man forstaaer at efterforske Naturen, at man veed de fire Elementers Virkning paa naturlige Ting, og kan drive samme til Forhøjelse, eller Efterladelse.

78

78

En Huusholder maa vide, ved en behørig Hede, og ved Kunst tilveiebragt Varme, at efterligne den Himmelluft hvorudi en eller anden Plante af sig selv voxer. Han maae derefter indrette og vande Jordgrunden; og paa saadan en Maade, til visse Tider, ved Elementerne, drive Planterne, efter deres Alder, ligesom om de vare udi deres egen Clima, og paa deres Hiemmested.

Han maae formedelst Chymie, Physik og Probeer-Kunst, smelte, adskille, og udbringe alle Metaller; indrette Vand- og Vind-Maskiner, og endelig maae han kunde opfinde alle flags Verkredskaber, som er tienlige til Landvæsenets Dyrkning og Vedligeholdelse.

Beslutning:

32.) Det var at ønske, at Mineralogie, Botanik og Zoologie dog engang paa vores høie Skoler maatte blive anseed ligesaa fornød, som Historie, Metaphysik, Logik og Moral, der, for nærværende Tid er anseet, og at enhver Magister Philosophie rettelig maatte forstaae sin Natur-Kundskab og Natur-Lære; saa var allerede til alle Huusholdinger lagt Grund, men for ikke.

79

79

Det er de Herrer Magistre, som fast overalt bestilles til Præster, i det ganske Rige, men i Besynderlighed bliver indsatte paa Landet.

En Tilhører udi et Kirkesogn, aabenbarer alle Ting for sin Præst; ja saa ganske, at om nogen i Kirkesognet vidste det ringeste Spor til Ertz, da skulle de ikke gierne ville fordølge det for deres Præst: Da han altsaa til almindelig Nytte, kunde og burde opdage Ertzens Art og Godhed. Og paa denne Maade blev udi Bergverks-Væsenet i saa Aar langt mere udretted, end som ellers i lang Tid ikke kan skee.

Ligesaa ville man bekomme at see: Hekker besatte med alle flags Buskverk, vel anlagte Frugt-Hauger, Enge med alle slags Sæd besaaed, Agre med Farve-Urter og andre fornødne Vexter udziret, naar Præsterne ikkun selv forstod og havde Lyst til slige Ting. Thi hverken Tilbøjelighed eller Formue tillader den gemene Mand selv at anstille nogen Forsøg; Men derimod antager han, alt hvad han seer, at der lykkes for hans Sogne-Præst. Og derfore vilde man i saa Fald faae at see, hvorledes Bonden lærte, hvad han udi dyre Tider skulle bruge, i sted en for Brød, og

80

80 hvorledes han udi sin Sygdom, saa meget lettere skulle finde de hos ham selv voxende Huusmidler.

Paa saadan Maade ville Naturens Undersøgelser, om Insekter, Fugle og Dyr, ved Sommers-Tiden udi de angenemme Landvaaninger give en uskyldig Tidsfordriv, og disse samme Tings Betragtning blive anseet værdigere.

Men, jeg ønsker alt for meget, thi i hvor ringe endog disse Ting synes at være, saa har dog ingen Rige i Verden giort sig disse Fordele til Nytte; omendskiønt at Rommerne ved vores Frelseres Fødsels Tid havde begyndt bedre end nu at antage sig

Landvæsenets Opkomst.

1

Enfoldige

Danske og Norske

Tanker,

hensigtende til de

Danske, Norske,

og tilhørende Landes Indvaaneres

Huusholdings Maader,

i

Sammenhæng

Med

Rigets Huusholding,

til

Rigets Nytte.

Skrevet

udi

Januari Maaned Aar 1771.

Andet Hefte.

Kiøbenhavn, trykt hos Nicolaus Møller,

Kongl. Hof-Bogtrykker.

1771.

2

Rigets Nytte.

3

Anden Almindelig Anledning

til

Danske og Norske Tanker,

hensigtende

til

Huusholdings Maader

udi det Danske Rige,

til

Rigets Nytte.

Det første Hefte af Danske og Norske Tanker, blev besluttet med at anføre de i det Svenske Rige høistberømmelige Linnæi Tanker, om Grunden til Huusholdings-Kunsten, for deraf at søge Veiledning, Udi Besvarelsen paa det fremsatte Spørsmaal: Hvorudi bestaaer en Næremiddels samlende Indvaaners Huusholdings Grund?

4

84

Efter berørte Linnæi Tanker, grunder den almindelige Huusholdings-Kunst sig paa NaturKundskab og Natur-Lære, nemlig:

Natur-Kundskab, som er en Videnskab at kiende de naturlige Legemer, hvilke indbefattes udi de 3de Natur-Riger, Steen-Riget, Plante-Riget og Dyre-Riget. Natur-Lære, som er en Lærdom om Elementernes Egenskaber, og deraf flydende Virkninger, udi de naturlige Legemer.

§. 20.

At de naturlige Legemer, tilligemed Elementerne, hvilke sidste Linnæus nævner at være af Antal fire, og altsaa vel dermed meent: Ild, Luft, Vand og Jord, jo indeholder al den for Menneskene synlige og begribelige Materie, hvoraf Menneskenes Næremidler bestaaer, er unægtelig.

Men derhos finder vi udi den hellige Skrift denne Erindring: Mennestet lever ikke alene ved Brød, men ved det Ord som udgaaer igiennem Guds Mund, Matth. 4, 4. Mos. B. 8, 3. Iligemaade: At Frugternes Vexter ikke opholde Menneskene, men Guds Ord opholder dem som troe paa ham, Visd. 16,26. I hvorvel nu at den hellige Skrifts Mening fornemmelig hermed sigter til vores Sieles Føde, og det aandelige Livs Ophold; saa er dog tillige denne

5

85 Lærdom upaatvivlelig det rette veiledende Lys til en sand Natur-Kundskab, og Natur-Lære. Ja! uden dette i den hellige Skrift aabenbarede Veiledelses Lys, ville al anden derifra udelugt NaturLære, være en ufuldstændig Kundskab, og en vildfarende Lærdom; hvorved vi i Steden for at tiende, virke og anvende Næremidler til vores Ophold og sande Nytte, kunde forføres til at udvælge Midler, hvorved vore Legemer bleve forstyrrede, og vore Siele omkomne; Thi, forglemme vi Guds Almagts Kraft, og tilegne os selv Magten udi vore Gierningers Virkninger, ved vore Hænders Styrke eller nogen anden Ting; da vidner den hellige Skrift, at vi ved denne Afvigelse skal aldeles omkomme 5. Mos. B. 8. 11. til 19.

Kiende vi ikke Skaberen, tilligemed os selv, saavelsom de andre forskiellige Slags skabte Ting, Legemer og Materie i sin rette Sammenhæng;

Vide vi ikke, at giøre Forskiel, imellem Guds Almagts Kraft og Elementernes blotte Virkninger, som alene Middelviis opvækker de Forandringer, som yttrer sig udi de skabte Legemer, ved de flydende og fastere Materiers Omskiftelse fra et til andet Sted, og fra et til andet Forhold af de forskiellige Materiers Blanding; hvilken Bevægelse i et og alt alene skeer i Følge af Guds egen

6

86

almægtige retfærdige og naadige Villies Kraft; hvor lættelig kunde man da ikke (ligesom det for kort Tid siden i disse Grændser har hændet andre ukyndige Mennesker) i utallige Maader, og iblant disse, af Begierlighed til Guld, lade sig forføre til at spilde sine gode Eiendele, og i behold havende Næremidler, paa den ødelæggende falske Guldmagerkunst, i Steden for at vinde Næremidler, ved Modtagelse af Guds egen Almagts Haand, paa denne Maade: at vi udi vores Ansigtes Sved, efter den sande Bergmands Videnskab, som er grundet paa de udi den hellige Skrift anviste Regler, opsøger saavel Guldet som andre nyttige Bergarter i Jorden, eller Fjeldene. Ps. 95.4.

§. 21

Til en Afbildning om den falske Guldmager-Kunstes Farlighed, vil jeg her anføre et Udtog, af en Berg-Proberers Dagbog, angaaende en Tildragelse, for nogle og tyve Aar siden i disse Grændser, nemlig:

Udtog

Af Berg-Proberer (N. N.) Dagbog:

Efter at jeg af den berømte (N. N.) havde lærdt Berg-Probeer-Kunsten, tragtede jeg at ville drive denne Videnskab høiere, ved at nyde underviis-

7

87 ning om hemmelige Kunster af Kymisten (N. N.) ved Omgang med denne Kymist erfaredes, at han baade havde Kundskab, og Erfarenhed til at kunde iværksætte endeel gode Virkningsmaader til Forandringer udi de skabte Legemer efter Naturens Orden, som er bestemt efter Guds Villie, og flyder af Guds egen Almags Kraft; men denne Guds Kraft kiendte Kymisten ikke, uagtet at han af Stene, eller sandig Jord, hvorudi var indblandet Guldstev , kunde ved en smelte Ild, og paa en naturlig Maade udsmelte ermelte Guldstøv, til synlig og ordentlig samlet Guld. Om dette Gulds Virkning giorde Kymisten sig de Tanker, at det var tilvejebragt ved hans egen Kraft, eller udspunden efter hans egen Hiernes Indbildning; og derfore faldt han paa de Tanker, at han selv kunde giøre Guld, af de Stene, Jord eller andre Bergarter, som hans egen ugrundede Indbildning tilsagde ham at udvælge, uden at bekymre sig om, at opsøge paa de rette naturlige Steder, de rette af Gud skabte guldhaltige Bergarter.

Ved dette vildfarende Paafund, forødede Kymisten alle sine Eiendele, og anvendte al sin Tid, og hele Bestrebelse, alene paa at komme til Maalet af hans selvindbildte Guldmager-Kunst. Han havde da ingen mere Tid tilovers, enten selv at ove, eller at undervise andre om nyttige Tings rette

8

88

Virkningsmaader. Efter at han saaledes havde tilbragt 6. til 7. Aar med drømmende Indbildninger om at skabe Guld, og at forvandle de ringere Metaller til Guld, og derpaa havde forødet nogle tusinde Rigsdaler, og var ganske nær ved at trænge til Bettelstaven; da gjorde han paa ny bekiendeskab med mig, og søgte at ville overtale mig, til at være ham behielpelig udi at fuldføre sin Guldmager-Kunst, ved hvis Maal han formeente at være meget nær, og følgelig i hans Tanker, nær ved en stor Berigelses Skat.

Jeg sagde ham udi Oprigtighed mine Tanker, og grundige Tvivlsmaale. Jeg tilbød at ville være ham behielpelig, saavidt som stod i min Formue, til at fuldføre de Kunster, og det Arbeide, som kunde med Vished tilveiebringe en sand Nytte. Paa dette Løfte betroede Kymisten mig sine hemmelige Optegninger, om alle hans formeente Opdagelser udi Guldmager-Kunsten, med forlangende, at jeg ville opsætte mine Tanker, om en Kontrakts Indhold til Rettesnor og Forbindtlighed imellem os, angaaende den Handel, som vi Udi Fælledskab skulle tiltræde.

Jeg lovede at opfylde dette Forlangende, og efter at jeg havde igiennemseet, og nøie betragtet Kymistens Optegninger, om formeenlige Opdagelser udi Guldmager-Kunsten, anregnede jeg ved

9

89

de samme, udi hans egen Dagbog, efterskrevne Forslag, til Kontraktens første Postes Indhold, saaledes:

Vi kaste bort den falske Tanke,

At skabe Guld, men vil kun sanke

De Ting, som Gud ved Almagts Kraft, Til nyttig Brug for os har skabt.

Den mindste Ting vi ei kan skabe,

Paa hvad Maneer vi end vil abe,

Thi Gud alting selv skabet har,

Saaledes som det er og var.

Hvad man ei i Naturen finder,

Af vores Gierning ei udrinder.

Hvorfor og ingen Guldet giør Af Ting hvori ei Guld var før.

Dette Forslag imodtog Kymisten med Taushed; men dets enfoldige Indhold medførte dog, inden kort Tids Forløb, denne Virkning, at det befriede min Læremester fra Bettelstaven; og forandrede hans Guldmager Hjernespind, og Tænke: maade om egen Kraft, til et Foretagende af nyttige Gierninger, udi en levende Troe: at Gud alene kan give os Kraft til at giøre mægtige Gierninger. 5. Mos. B. 8,18.

10

90

§ 22 .

Silde-Sloe, feed, eller Trandagtig Materie, Havtang og Qvarksandagtig Jord, med mere deslige, som forefindes indlagt udi de Norske Salpeter Hytter, ere ei alene ubeqvemme, men endog hinderlige Materier til Salpeters Virkning.

Hvor nær er da ikke de Norske Salpeter-Verker beslægtet med den falske Guldmager-Kunst? ja, mueligen at det her paa Christianshavn anlagde Salpeter-Verk, efter den hidindtil dermed brugte Omgangsmaade, er og i samme Svogerskab.

Er der ikke meget ubehagelig, at man skal. see sine Landsmænd blot af Mangel paa Kundskab, ja end og efter opmuntrende Betænkning fra den høie Skoles Lærere, at blive fralokket en halv Tønde Guld, som i et og alt er bortkastet og spildt.

Er del ikke ligesaa forunderlig, som bedrøvelig, at Indvaanere udi et Rige, bortspilder i blinde en halv Tønde Gulds Bekostning, paa en Prøve som varer over 20. Aar; da dog i Steden for Blindespil, med en fuldkommen Vished, af en Erfaren Berg-Proberer, udi 2de Maaneder, for 16. til 32. Skillings Bekostning, kunde have været fuldført en rigtig Prøve, og derved opdaget, at den Materie man ville bruge til Salpeters Virkning, dertil var ubeqvem, og paa denne Maade

11

91

ved en saa ringe Bekostning, kunde man forebygget et saa overmaade stor Tab, skiønt dette er lidet at regne, imod andre i Milliontal betydeligere Guldmagerier. Paa hvad Maade det ansees beqvemmest, at kunde erholde en tilstrækkelig Mængde Salpeter virket, til beste Nytte for Riget, skal blive anført udi efterfølgende §. g9. 40. 41. og 42.

§. 23

Men hvad kan dog vel være Aarsag til saa stor Mangel paa Kundskab, eller Overflødighed af indbildt Klogskab, midt iblant et Riges Indvaanere som ikke mangler Soelskin, og ligesaa lidt har nogen naturlig Mangel paa Forstand, eller Savn paa Landsmænd, som baade har Kundskab og god Indsigt udi nyttige Videnskaber?

Det synes ligesom de nyttige Videnskaber ansees for at være gammeldags, eller i det mindste ikke at være i Moden, og derfore holdes foragtelige tilligemed deres Besiddere.

Det er vel ikkun de skiønne, og galante Videnskaber, som i den sidstforløbne Alders Tid haver været nyemodige og ere bleven elsket saaledes, at det har befordret deres Besiddere til Styrere udi Landenes Frugtbarende Egne, for at fortære Landenes Frugt. At samle en almindelig Kundskab om Skaberen og de skabte Ting i sin rette og hele

12

92

Sammenhæng, der er vel ikkun anseet for en Børne Lærdom, og er vel for gemeent, formeget oplyselig, og ikkun en nyttig Videnskabs Grund, som de dyblærde og store Folk ikke kan befatte sig med; det hører vel ikkun til gemene Folk i Borger- og Bonde-Standen at befatte sig med saadanne smaae Ting, som kan være til Nytte. Derimod er det vel langt mere fornemme efter Moden, at læse sig Kundskab til udi Bøger, som er forsynet med et prægtig Bind, forgyldt paa Bind og Blade, med Guld af Norsk Kaaber blandet med behørig Tilsetning, og udslagen i Holland. Der fortiener vel intet Navn af Videnskab, eller Lærdom, uden det som grunder sig paa Beundringsfulde Prøvelser, uddraget af egne dyblærde Tanker, samlet paa et Studeer-Kammer, eller i et Gemak; thi ved saadanne Redskaber, og i saadanne Probeersiuer, der kan man finde Monader af alle Slags usynlige Figurer, som ikke er at faae fat paa enten i Luften, eller paa Jorden; Der kan man opnaae Dybden udi Tanke Lærdom om at skabe, i Steden for at arbeide og virke.

§. 24

Sammenhængende grundige og nyttige Videnskaber som ved Prøver og af Exemplers, Forklaringer kan blive begribelige for enhver, som er be

13

93 gavet med sund Forstand, de ere vel alt for gemene til at befatte sig med.

Men naar en Person forstaaer en Kunst, som indbefatter saadan Dybsindighed, saa at hverken Kunstneren selv, eller andre, kan naae Dybhedens Bund, enten ved Syn, Følelse, eller andre mueligviis tilveiebringende OpsøgelsesRedskaber; dette skal vel ellers være de rette Modens Videnskaber; Thi at samle Kundskab og Grund til Videnskaber ved at grave og lede i Jorden; at plante og vande paa Marken; at vandre paa høie Fielde, og at fare udi dybe Bergverks Gruber; at opmaale Landgrunde, og derover, uden hemmelige, og til partiisk Egennyttighed hensigtende Forbeholdenheder, at forfatte aabenbare beviislige og rigtige Beskrivelser, og Tegninger med Maalstav, alt afbildet paa Land: Korter, til en bestandig Efterretning i Tiden; at fare ud paa Havet, eller udi ferske Vande, for at undersøge Fiske-Grunde, til Fiskeriers Opkomst; at giøre Modeller til allehaande nyttige Indretninger, Maskiner, Redskaber, Fiske- eller andre Slags Fange-Garn; at arbeide udi Probeer- og VirkningsHuse ved Skridning, ved Pukning, ved Sammenblanding, ved Vaskning, ved Sigtning, ved Gien nemsilning, ved Uddunstning, ved Kaagning, ved Over- eller Underdrivning, ved Røstning, ved Brænding, ved Seigering, ved Afdrivning og ved Smelt

14

94 ning; alt dette, og mere deslige, skal vel regnes for meget grovt, og ufornemt Arbeide; og holdes vel for noget forskrækkeligt, at en Person, i eget Fødeland, skulle bebyrde sig med at see paa, jeg vil ikke tale om at fornemme Personer skulde selv tage med Hænderne I saadant, og saa mange Slags grovt, (men dog fornøjelig og ikkun nyttig) Arbeide, I sin Ungdoms Tid. Nei! Ungdoms Tiden kan mere kostbar anvendes paa en Reise udi 6. til 8. Aar, til Paris for at lære nye Moder, og til Rom for at see nye Alderdomme, dette giver større Berømmelse, og især naar man kommer tilbage med et levendes Blod, og tillige førend man forfatter sit Testamente, kan rose sig af, at have udstrød i fremmede Riger, en efter Moden ligesaa ringe agtet, som dog betydelig, og til mange fattige Bergfolkes Sveeds Udpræsselse, af de Norske Sølvgruber udbragt Skat, af tolv til sexten tusinde Lod Bergfiin Norsk Sølv.

Naar man alene forstaaer at tale noget om en Videnskab, og derhos kan nævne mange flere, ved uforstaaelige Navne; dette er sikkerlig et vidtløftig Modens Studium, og den som besidder samme, kan ikke fortiene ringere Titel, end Navn af en dyblærd Herre.

15

§. 25.

Efter samme Slags bundløse Regel, er vel denne en ret ordentlig Modens Inddeling paa Videnskaber og Lærdom, nemlig: at en Person ikke befatter sig med mere end blot at læse om, og tænke paa en Ting, saasom for Exempel: En dyblærd Person, bør vel ikke befatte sig med flere Slags Betragtninger, end alene om det menneskelige Legems indvendige Dele, for des ordentligere at lære Lægekunsten, til des vissere at kunde læge Sygdomme efter Indbildninger, og med ubeqvemme Midler befordre Legemets Sygdoms Ende, til en hastig Død. En anden Kunstblind erfaren Person maa vel ikke see, eller befatte sig med at tænke paa andre naturlige Ting, end blot alene Menneskers udvendige Dele og Hud. Den tredie Person uden Navn, bør vel ikkun alene øve sig udi, at afskiere eller afsauge de menneskelige Lemmer; Herhos er det vel en æreløs Sag, om den ene gaaer (eller seer) ind i den andens Vildbane. Udi denne Maade til at dele Videnskaber, fattes vel ikke andet, end en kort Ord-Dispytte, og en uendelig Bestemmelse om Vildbanernes Grændse-Skiel, og til disse sine Grændse-Skiels Liniers Afridsning behøves vel ikkun en hastig evig menneskelig Undersøgning, ved en profitabel Grændse-Kommission af nogle faa tusinde Millioner Dyblærde, Kunstblinde erfarne Guldmagere, og Monademestere. §.26.

16

§. 26.

Paa samme Modens Maade synes det vel fornøjelig, at en Person alene beskieftiger sig at lære, at kiende udenlandske metalliske Erker, ved fremmede Navne, uden at befatte sig med de indenlandske Erker, tilligemed de ved. hørende sammenhængende Bergarters Betragtning Naturens Orden; thi dette sidste med mere, er ikkun en Veiledning til at opfinde Erker og Bergarter til Nytte. Forbenævnte Person som har lærdt at nævne udenlandske Erker ved fremmede Navne, er vel deraf klog nok, og behøver vel ikke Kundskab til at kunde Prøve Bergarters indvendige Gehalt; dette er vel den anden Mands Sag; thi ellers lunde den ene ikke saa læt bedrage den anden, og den ene kunde snart røbe den andens Vankundighed, og begge disse Dele er meget gammeldags; ja gammeldags; men hvem ved om ikke gode ærlige gammeldags Skikke, kan igien komme i Brug til rigets nytte. Men videre at tale om Moden, bør vel en smeltekyndig Person alene blive ved Smelte-Ovnen, og ikke bekymre sig om, at kiende Bergarter udvendig, og endnu mindre besidde Videnskab og Erfarenhed til at prøve Bergarter udi finaa Dele, med ringe Bekostning; Nei disse tre Kundskabs Dele forenet i Samling hos en Person, kunde snart forandre vilde Dyr, til at blive tamme.

17

97 Men hvilken Ulykke var ikke denne Forandring for en Vildbane. En Mineralogist, kunde da ikke saa læt redusere en god Smelter, fordi han kunde staae i Tvivl om en sort Bergart indeholdt Jern eller Kaaber, paa Grund af at der i naturen af den sorte Farve findes baade Jern- og Kaaber-Erk, som begge Dele efter Øiesynet meget ligner hinanden.

En Alkymist kunde da ikke saa læt skille en ærlig Berg-Proberer af med sin Ære, iblant blinde Folk; fordi Berg-Probereren ikke kunde skabe Guld af Kattesølv.

En Smelter kunde da ikke ligefrem, formedelst sit eget Lys, ansee intet for noget, og noget for intet, til at spilde Tid, Omkostninger og nyttige Tings Forøvelse, uden Nytte.

Hvad skulle vel et Menneske udrette for Gierninger med sit Legeme, naar det var som en Jordklump, og ikkun bestod af en eneste Lem?

Hvad Nytte kan der vel være ved en Lærdom, om en Fier, som er kommen fra et fremmet Land, hvis Navn og Steds Beliggenhed ingen kan give sikker Oplysning om, og endnu mindre af hvad slags Fugl Fieren har sin Herkomst?

Fiere er ingen Frøe, de kan hverken faaes eller plantes, og ei heller frembringe Fugle-Unger til Nytte. Kinder man ikke paa muelig Maade i sin hele Sammenhæng Bergarternes Væsen og Egen-

18

98

skaber baade udvendig og indvendig, baade Stykkeviis, Slegtskabsviis, Selskabsviis og Boepælsviis; saa at man baade kiender de Stykker man seer for sine Øine, ei alene efter sin Farve og Skikkelse, men endog efter sin blandings Forhold, og de indeHoldende forskiellige Slags Materier, for derefter at kunde vide enhver Bergarts Slegtskab; og derhos iligemaade af Erfarenhed har Kundskab om Bergarternes Selskabs Lemmers Følger paa hinanden, efter Guds egen alviise naturlige Skabelses Orden, for derefter at kunde oplede enhvers Boepæl, og finde deres endda usynlige rette Forsamlings Sted, med ligesaa stor Vished, som Ting man seer for sine Øine, at de og virkelig maa være tilstæde.

Besidder man ikke tillige med denne Kundskab, Kundskab om de øvrige Bergvidenskabs Dele, saasom: Om Bergarternes rette Samlelsesmaader, i alle sine Grene; om Bergarternes rette Virkningsmaader; og om Bergarternes rette gode Anvendelsesmaader, til den sande og beste Nytte; da er, ved en eneste af disse benævnte Kundskabs Deles Mangel, den hele Videnskab saa lemlæstet, saa at Kundskab om alle de andre Dele, aldeles ikke kan fortiene Navn af Bergvidenskab, og lige saa lidet af Naturkyndighed.

19

99

§. 27.

Et Erme Udi en Kiole, i Sammenhæng Med Kiolens øvrige Dele, det er paa sit Sted ganske nyttig. Men et enkelt Erme, paa den ene af et Menneskes Arme, kan ikke beskierme de øvrige nøgne Legemers Dele imod en stærk Kulde; og ligesaa lidet kan et eller nogle Stykker af en Videnskab, tilkomme Navn af en nyttig Vidensskab. Naar Sielen udvandrer fra Legemet, da bliver Legemet ikkun som en død Krop tilbage.

En Videnskab uden Liv af Nytte, er i det Mindste en død Videnskab, ja end og ofte en forgiftig Videnskab.

Alle de Ting som i Verden virkelig ere til, de alle, maa jo nødvendig være Dele af den hele sammenhængende Verdens Bygning, og har sin Oprindelse og Ophold af Verdens Skaber. Og naar dette ikke kan benægtes; kan det da vel tænkes ordentlig eller grundig, om nogen Verdens Deel, eller den mindste Ting i Verden, med mindre Tankernes Henvendelse, udi Tings Betragtning, strækker sig til det hele, og paa muelig Maade efter den menneskelige Tænkekrafts Grændser, til alle det heles Dele, i den hele Sammenhæng? hvilket dog alt paa en enfoldig og fuldstændig Maade indbefattes udi denne Benævnelse: af Skaberen og de

skabte Ting.

20

100

§. 28.

Foranførte Linnæi Tanker, om Grunden til Huusholdings Kunsten, indeholder vel upaatvivlelig i Almindelighed denne samme Tænkemaade; Hvilket udvises ved hans Benævnelse i den allerførste anførte Mening, med disse Ord: At Naturalier ere Legemer, som ved den alviise Skabers Haand ere sammensatte af Elementer;

Men at Linnæus derimod, udi hans anførte 5te Mening, i Særdeleshed efter Ordene, synes at udelukke fra Huusholdings Knnstens Væsen, den af ham saa kaldede Kammeral-Oeconomie, dette ville i saa Fald være en alt for stor Læmiæstelse udi den rette Huusholdings Kunst. § 29.

Vel er det sandt, at naar Kammeral-Huusholdingen, uden onde Følger, kunde være udelugt og adskilt fra den almindelige HuusholdingsKunst; da kunde Kammer-Regninger og Overslag til Skatters Paabudsmaader, blive meget lættere at giøre, end smaae Drenges Regninger udi Skolerne, og da ville denne efterskrevne Slags Regnings- og Overslagsmaade ikke falde meget tungt at lære, saasom:

Udi et Rige er tre Millioner Mennesker, naar hver Hoved betaler en Rigsdaler til Skat; saa erholdes tre Millioner Rigsdalers Indtægt; ja endda

21

101

uden at frygte enten for stor Misregning, eller stor Bryderie af mange Tal til Regningen. Og, hvor lidet betydelig er dog ikke en eneste Rigsdalers Udgivt udi et heelt Aar, for den som endog kun har 12000. Rigsdalers Indkomster aarlig; med et halv Aars Indkomst kan paa denne Maade svares Skat udi flere Aar end de 5738. Aar, som er anført i Almanakkerne at være bortgaaen siden Verdens Skabelse. Den derimod som udi et heelt Aar enten kan fortiene, eller indbetle en Rigsdaler, til at kiøbe sig Klæder for, kan jo alene ved at undvære Klæder, og gaae nøgen til Døden, endda skaffe Skatten tilveie, i det mindste en gang. Og saadan Skat er baade magelig og klækkelig; thi der behøves ikkun tolv tusinde fattige Menneskers Skat, til tvende middelmaadige store Herrers Løn, naar hver ikkun erholder sex tusinde Rigsdaler aarlig.

§. 30.

Men naar man derimod betragter et Riges Kammeral-Huusholding efter sit rette Væsen; saa bliver det ligesaalidet rimmelig at kunde udelukke samme fra den almindelige HuusholdingsKunst, som et Menneskes Siel kan være udelukt eller adskilt fra den Person der med rette kan gives Navn af et paa Jorden levende Menneske.

22

102 §. 31

En Afbildning efter et levende Menneske, dets Liv, Legem, Lemmer, Blod, Senesaft og Huusholding; sammenholdt og lignet med et ordentlig Rige, dets Konge, Lande, Indvaanere og Næremidler, Indtægter og Huusholding, vil Upaatvivlelig oplysende udvise imellem begge, en meget lignende Overensstemmelse, saasom: at sammenligne:

a) Et levende Menneske, med et ordentlig Rige.

b) Et Menneskes Liv, med et Riges Konge.

c) Et Menneskes Legem, med et Riges Lande.

d) Et MenneskesLemmer,med et Riges Indvaanere.

e) Et Menneskes Blod, med et Riges Næremidler.

f) Et Menneskes Senesaft, med et Riges Indtægter.

g) Et Menneskes Huusholding, med et Riges Huusholding, paa efterskrevne Maade, nemlig:

g) Et levende Menneske, behøver for at leve, et Liv og et Legems forenede Sammenværelse; thi naar Livet ikke kan virke, eller forlader Legemet, da geraader Legemet strax i Forstyrrelse og Forraadnelse, eller døer.

23

103

Et ordentlig Rige, behøver til dets lyksaligheds Vedligeholdelse og Floer, en Konge til at regiere Riget; thi uden Regiering, eller ved Indtrængelse af en ubegvem Mellemmagt, opstaaer strax udi et Rige saadan Uorden og Bevægelse, som forstyrrer og fordærver det hele Riges Lyksalighed.

b) Et Menneskes Liv, er ved Legemets friske og gode Tilstand, et fornøielig og lyksalig Liv; Men ved Legemets Mangel og Svaghed, er Livet uroelig og sorrigfuld.

Et Riges Konge, er ved sit Riges blomstrende, og gode Tilstand, en mægtig og lyksalig Konge; men Rigets Mangel og Fattigdom foruroeliger og bekymrer en Konge.

c) Et Menneskes Legem behøver Vederqvægelse, med udvortes Renselse og Vaskning, til Legemets Uddampnings Befording; med Varme, med Huse, og med Klæder, til Beskiermelse for Kuld; med ordentlig Mad og Drikke, til Nærings-Safters Virkning og Blodets Næring; fattes nogen af disse Vederqvægelses Dele, paa den rette Maade, og

24

104

i den rette Orden; Da flyder deraf Legemets Svækkelse, Sygdom og Død.

Et Riges Lande behøver at undersøges, beredes og dyrkes, til at befordre Bergarters Samlelse, Planters Bert, til nyttige Dyrs Føde, og dette alt til Menneskets Næremidlers Erholdelse. Naar Landene bliver ret ordentlig brugt, bereed og dyrket af Menneskene, saa skaffer Landene overflødige Næringsmidler til Menneskenes Ophold; Men skeer Dyrkningen ikke paa den rette Maade, i den rette Orden; da flyder deraf Mangel paa Næremidler, og derpaa følger baade Landenes og Indvaanernes ødelæggelse.

a) Et Menneskes Lemmer, saavel de indvendige som de udvendige, er af den alviise Skabere, indrettet til at tiene Mennesket, udi en beundringsfuld god Orden; thi enhver Lem er sat til sin Forretning, og med den største Lydighed, passer troelig paa samme. Naar Fødderne snubler, seer man jo Hænderne i det samme Øieblik at udrekke sig, for at aftage og befrie de vigtigste Legemets Lemmer for Anstød og Skade, og til denne Strid for Legemets vigtigste Lemmer er Hænderne i

25

105 saa aarvaagen Beredskab, saa at de anfanger Striden (vel efter Sielens Villie) men dog saa hastig, at Mennesket selv neppe skal blive vaer Sielens foregaaende Befaling dertil. Senerne modtager og frembringer Senesaften, til Sandsernes Redskabers Næring, og tillige troelig, hastig og nøie udretter Sielens Befalinger, til Legemets Lemmers opvækkende ordentlige Bevægelse. Aarerne ombærer og uddeler Blodet til Senesaftens Virknings Kar og Redskaber, saavel som til de andre Legemers Deles ordentlige Næring; Fødderne bærer og flytter Mennesket fra et til andet Sted; Hænderne som forbemelt strider mod Legemets Fiender. Og Fingrene ere Menneskets almindelige Arbeids og Opvartnings Tienere, de frembringer Mad og Drikke til Munden, og paaklæder Legemet, med mere deslige; Men ved alt dette, er det Skaberens Almagts Kraft, som ved den Sielen givne Villie, formedelst Menniskets Liv og Legems Forening, udi denne deilige Orden virker Lemmernes Bevægelse, til en saa føielig og troe Tieneste, saavel af den ene Lem imod den anden, som af alle Lemmer, imod det hele Legeme. Sielens onde Villie forstyrrer Legemets Lemmers Bevæ-

26

106

gelses Orden; og naar Livets Virkning ophører, ere Lemmerne døde.

Et Riges Indvaanere bør være inddeelt udi en god Orden, i visse Stænder, og enhver Stands Lemmer bør passe paa sine tilhørende Forretninger, og ordenslige Pligter, uden nogen uretfærdig Egennyttighed, men til det hele Riges Vedligeholdelse, og beste Nytte.

De Kongelige Uden- og Indenlandske høie Ministre og styrende Collegier, ere at ansee som Rigets Sener; de bør hellig iagttage Rigets beste Nytte, troelig tiene og udrette deres Konges Befalinger, ordentlig og sparsommelig omgaaes med Rigets Indtægter og Udgivter.

De Kongelige Betientere udi alle Slags Embeder, ere at ansee som Rigets Blod- og PulsAarer; de bør paa en god Maade styre, bevare, og redelig omgaaes med Rigets Blod, som er de samlede og virkede Næremidler, hvilke tilhører det hele Rige, i alt saaledes behandlet, at alle Rigets Indvaanere kan leve uden Fattigdom, og tillige saaledes, at der ikke mangler Senesaft, som er: Indtægter til Udgivter, paa Bekostninger til Rigets Vedligeholdelse, Floer og Magts Bestyrkelse.

De Handlende i alle Handelsstandens Grene, kan lignes ved Menneskets Fødder og Tæer;

27

107

de skal agte sig for at omflytte Rigets Næremidler udi skadelige Veie; de skal ikke gaae udi søvne, eller udi blinde; men de skal lade sig føre og veilede ved Kongelige Handels Anordninger; thi i hvor blødt det end kan synes ved Følelsen, med Føddernes Nedtrædelse i bløde Moradser, (jeg mener hermed liderlige Drikke-Huse) eller i hvor behagelig det end kunde falde Kiøbmænd, at føre en egennyttig, men dog for hele Riget skadelig Handel; faa kan dog saadan Blødheds Følelse, og behagelige Egennyttigheds Fordeel, snart forandre sig, til at nedstyrte baade deres Nydere, og det hele Rige, i den bedrøveligste Fattigdom. Men Indvaanerne i et Rige kan af sig selv ingen nyttig Orden stifte, de bør alene adlyde Rigets Konges Anordninger, og uden samme, saavel som Agtpaagivelse om alle gode Kongelige Anordningers ubrydelige og bestandige Efterlevelse, kan ingen i Riget enten leve ordentlig, fornøiet, sikker, eller i Velstand.

Stridsfolkene og Krigsstanden kan lignes ved et Menneskes Hænder. De bør med største Hurtighed og Alvorlighed aftørne Rigets Fienders Overvold, og vove sig med uforsagt Mod, og uden Frygt for egen Støds Lidelse, i den allerstørste Fare, for at beskierme det hele Legeme, og Legemets vigtigere Dele, for dødelig Anstød; thi Hændernes Saar kan læges; men knuses Hoved-

28

108 Tindingen, da er baade Hændernes og det hele Legems Død nær ved Haanden.

De Næremidlers samlende, og Næremidlers virkende Indvaanere, hvoraf de betydeligste ere: Bergfolk, Bønder, og Haandværksfolk, kan lignes ved Menneskets Fingre; ved disse samles og virkes alle Rigets Næremidler, til Næring for alle de andre Rigets Stænder; og følgelig hviler det hele Riges Velstand paa disse Indvaaneres Tilstand. De skal ikke alene skaffe sig selv Næremidler, men endog ved deres Huusholdinger vinde og spare, til Overskud, alt hvad alle de andre Stænder behøver til deres Næring, og tillige alt hvad som udfordres til Rigets almindelige, Bekostninger. Formindskes dette Slags Indvaa neres Antal, eller hindres de udi deres Forretninger, til at samle og virke Næremidler; da formindskes og hindres jo u-undgiengelig derved det hele Rigets Velfærdt.

e) Et Menneskes Blod, er det vigtigste Middel ei alene til Menneskets Legems Næring, men endog til Liv og Legems forenede Sammenværelses Vedligeholdelse. Blodets tilhørende, af Mad og Drikke erholdende, forskiellige Materiers sammenblandede Deles rette Forhold, imod hinanden efter Blodets Mængde, det er

29

109

at sige: Et af sin rette Materie vel blandet Blod, er beqvem til Blodets Forretninger, og til at igiennemvandre sine Omløbsveie, udi alle Legemets Dele, til sammes Nærings ordentlige Meddelelse. Har et Menneskes Legem Mangel paa beqvem Blod, saa vantrives alle Legemets Dele, og af Blodets Uformuenhed udi at afgive til Senesaften den behørige Næring, flyder Senernes Kraftesløshed, og saaledes virker Menneskets Svækkelse og Aftagelse i alle Dele.

Et Riges Næremidler, behøves til alle Rigets Indvaaneres Livs Ophold, og følgelig er det vigtigste Middel til hele Rigets Styrke og Velstand, naar samme haves udi tilstrekkelig Mængde og Godhed. Næremidlernes gode Tilvirkninger, giør samme beqvem til nyttig Brug, og fordeelagtig Handel. De vel tilvirkede Ting, som udi en Indvaaners Huusholding er vunden og haves til overs fra egen fornødne Brug, ere da for deres Godhed begierlig til at blive kiøbt af andre, som trænger dertil, og Kiøbe-Summen som erholdes for disse solgte Ting, kan igien anvendes til derfor at kiøbe de udi samme Huusholding manglende Ting, og det mere vundne Overskud, kan betales udi Afgivter til Rigets Kasse. Naar denne Tilstand er almindelig overalt udi et Rige, saa kan alle Stænder i

30

110

samme Rige leve udi Velstand; men har Rigets Landbrugere Mangel paa Næremidler, og Rigets Indtægter skal trækkes fra Indvaanernes egne fornødne Livs Ophold, som de selv behøvde til at mætte deres sultne Munde; da trykkes Rigets Magt snarlig paa Knæ, til en qvælende Aftagelse udi det hele Rige, i samme Forhold som næst foran er meldet, om Virkningen, udi det menneskelige Legeme, af Mangel paa fornøden beqvem Blod.

f) Et Menneskes Senesaft, er et nødvendig Hielpemiddel til at vedligeholde en ordentlig Bevægelse udi Legemet, samt til at styrke Senernes og Legemets Magt, og følgelig er en Medbefordrer til Blodets ordentlige Bevægelse og Omløb udi det menneskelige Legeme; Men derimod tages Senesaftens Næring fra Hele Legemets Blod. Saalænge denne Orden vedvarer, staaer det vel til med Menneskets Liv og Legem. Men naar enten Senesaften, eller Blodet, uordentlig og voldsom indtrænger sig udi hinandens Veie, da er deres Strid om Valdpladsens Erobring de farligste Tilfælde for et Menneskes Helsen og Liv; thi, naar Blodet løber ind udi Senesaftens Veie, da paafølger strax Afmagt, Besvimmelse, og nedfalds Syge. Men, naar Senesaften træn-

31

111

ger sig ind udi Blodets Gange, da standses Blodløbet, og derpaa følger strax den bedrøvelige voldsomme Slag-Sygdom, som de fleste Tider Haver Døden i Følge med sig.

Et Riges, eller en Konges Indtægter, ere uundgiengelige fornødne, til at vedligeholde en ordentlig, retfærdig og magtefuld Regiering; thi ved Rigets af Indvaanerne erholdende Indtægter, skal jo igien udredes alle Bekostninger paa Regieringens Indretninger i alle sine Dele. Paa Regieringens gode Indretninger, ordentlige Styrelse, og magtefulde Beskiermelse, beroer middelviis ei alene Indvaanernes Sikkerhed og Beskiermelse imod indvortes og udvortes Uret og Vold; men derhos bliver Regieringens gode veiledende Styrelse og Oplysning en tryg og ordentlig Ledsagelse for alle Rigets Indvaanere, til at vandre den retteste Vei til Velstands og Lyksaligheds Maal; og Indvaanernes Pligter, anlokkes ved Belønninger, og bøies ved Straffer paa mueligste Maade til Opfyldelse.

Saa fornøden som disse Velgierningers Nydelse er for alle et Riges Indvaanere, saa pligtig ere og alle Indvaanerne til at forskaffe Indtægter til Regieringens Vedligeholdelse. Men disse Ind-

32

112

tægters Reglering, kan Indvaanerne ikke selv bestemme, denne Forretning hører til Regieringens Væsen; og maa saaledes af Regieringen bestemmes, at der bliver en Lighed imellem alle Indvaanernes Paalæg, og denne Lighed af Paalæg, kan ikke skee efter Hoveders Antal, men den maa klogelig og retfærdig afpasses saaledes: At Paalægget alene strækker sig, til det som mueligviis kan vindes udi enhver Indvaaners Huusholding; thi overskrides disse Grændser, da tages jo Brødet fra Indvaanernes sultne Munde; og skeer dette, da maa Indvaanerne jo vandsmægte og omkomme, i det mindste for det første, de af Indvaanerne, som saadan Behandling vederfares; Og skeer dette, da tillukker jo Regieringen selv sine egne Nære-Kilder; Og skeer dette, da ødelegges jo alt, baade Regiering, Indvaanere og det hele Rige. Paa den anden Side, dersom Indvaanerne ikke stræbsom og klogelig samler, virker, sparsommelig bruger, og forsigtig, handler med Nærcmidler, saa at de baade selv kan leve, og have tilovers, til at kunde svare retfærdige og fornødne Paalæg, af deres Gevinst, til Regieringens Indtægter; eller og, naar de paa en forødende og ubetænksom daarlig Maade, forøder og spilder det som de pligtmæssige skulle svare efter Paalæg til Regieringen; da løber de jo ind udi Regieringens Indtægters Vei, og derved

33

113

foraarsager det hele Riges Afmagt, i Forhold til Grændsernes Overskridelse. Følgelig ere disse Uordener fra begge Sider, af megen Lighed, med næstforanførte Senesaftens og Blodets uordentlige Forholds Følger, til at foraarsage et Menneskes meget onde og farlige Sygdomme eller Død. g) Et Menneskes Huusholding, tager sin Begyndelse, i Moders Liv; thi Forældrenes Tilstands Beskaffenhed ved et Barns Avlelse, og Moderens Tilstands Beskaffenhed fra den Tid, indtil Fødsels-Tiden, maa et Foster Lidelseviis være underkastet. Forældrenes, ved engod og Gudhengiven Villie, glade Hierter og friske Legemers Beskaffenhed., frembringer i Guds Kraft deres Sæds Frugt, til Verdens Lys, med en munter Siel, og et velskikket Legeme; men Forældrenes onde Hierters Villie, og usunde Legemer, frembringer det som er tvertimod.

Denne et Barns medføde naturlige Beskaffenhed, kan dets Huusholding, udi dets Opfødelses eller Oopdragelses Tid, igien ligne, bøie eller forandre til Vedligeholdelse, Forbædring eller Forværrelse.

Udi Menneskets Ungdoms Tid, naar de selv begynder at bruge Eftertanke, kan ders Huusholding atter tilveiebringe store Forandringer, og

34

114

er enten den farligste, eller lykkeligste Alders Tid; thi gaaer man da over til den brede Vei som fører til Fordærvelse, saa er lidet Haab om et saadant Menneskes forbædrende Omvendelse; men kommer et Menneske til at lære en god Huusholdings Førelse i sin Ungdoms Tid, da træder man derved over i den trange Vei, som med Sikkerhed fører til det rette Lyksaligheds Maal. Det er i denne Alders Tid et Mennefte enten begynder at synde paa egen Regning, eller og begynder at kiende sin Skabere, og derved fatter den gode Vilie til at overgive sit sønlige Hierte, i den faderlige Haand, og saaledes træder ind udi en virkelig Betiening i Naadestanden for sin hele øvrige Lives Tid, indtil Oversettelses Tiden i den evige Salighed. Og dette Saligheds Maals Eftertragtelse, er ligesom en levende Siel udi ethvert Menneskes Huusholding i dette jordiske Liv; thi herved lærer man at kiende Guds Villie, at vie efter Guds Villie, at overgive sig udi Guds Villie, og herved opmuntres, styrkes og ledsages man til at ville af ganske Hierte Siel og Sind, efterfølge Guds Ville. Man søger da ikke sit Brød og timelige Ophold, ved Betlerie, ved Renters Tagelse af Nødlidende, ved Bedragerie eller ved Røverie; men man søger ærlig at erhverve sit Brød i sit Ansigtes Sveed, og at elske sin Næste som sig selv; man

35

115

lærer da først ret at begribe hvad det betyder at give Gud det Guds er, og Keiseren det Keiserens er; thi disse Gaver, udgiver man jo ene og alene til sin egen timelige og evige Lyksaligheds Nydelse. Et Menneske eier jo intet andet til at overgive Gud, end dets Hierte. Menneskets Hierte finder i dette Liv, imod alle sine Fiender, jo ingen Befæstning eller Beskiermelse, uden alene hos Gud. Man kan jo derfore aldrig for tilig overlevere sit Hierte til sin eneste Frelsere og Saliggiørere. Her behøves jo aldeles ingen Betænknings Tid, til en overveiende Udvælgelse; thi af et, kan man jo ikkuns udvælge et, og der er jo ikke Salighed i nogen anden Ting, end blot alene udi Guds Naade-Frelse; følgelig har man og ingen anden at overgive sit Hierte til, end den ene sande Gud, som selv kalder paa sine troende Børn, med denne guddommelige Kierligheds Indbydelse: Min Søn giv mig dit Hierte (Ordspr. 23, 26). Man har derfore ikke at befrygte sig for, at den overgivende Gaves Modtagelse, sulle blive afslaaet, nei; al Tvivl derom ophæver forbemelte Guds egen kierlige Indbydelse; saa at man med Sikkerhed kan frembære sin Gave, naar den ikkun alene bestaaer af et reent Hierte, overgivet udi en stadig og levende Troe.

I Henseende til et Menneskes timelige Velfært i dette Liv, da er jo den af Gud stiftede

36

116 menneskelige Regiering, det Middel, som ved Guds Kraft, imod Fornærmelse og Vold beskiermer og forsvarer Menneskets Liv og jordiske Eiendele; og altsaa udgiver ethvert Menneske, som befinder sig under et Riges Regiering, de til sammes Vedligeholdelse betalende Skatter, jo ene og alene for sin egen Sikkerhed, og for egen Velfærts Skyld; og da et Menneskes Velfærts Befordring er en væsentlig Deel af et Menneskes Huusholding; saa bliver det og unægtelig en ligesaa stor Pligt for et Menneske, at man udi alle muelige Maader stræber at erhverve og tilveiebringe det som bør svares i Skatter med mere, til Regieringens Vedligeholdelse, som det derhos for ethvert Menneske er magtpaaliggende og fornøden, at erhverve sin egen Føde, Klæde, og øvrige Underholdning. Naar nu et Menneske indseer denne Pligts Opfyldelse, endog for sin egen Velfærts Skyld, at være saa uundgiengelig fornøden; saa maa jo denne Kundskabs tydelige Overbeviisning, nødvendig opmuntre ethvert Menneske til Flittighed, Stræbsomhed, Sparsommelighed og Forsigtighed udi sin Huusholding. Den som samler Næremidler, bor søge at samle ei alene til sit eget Legems Nødtørftighed, og Skatters Udredelse, men endog til sin Velfærts Forbædring, og Eiendommes Formerelse, for at blive i Stand til at kunde opføde og oplære Børn,

37

117

som en pligtig Igiengieldelse, for det enhver haver nydt, udi de Dage da de ikke selv kunde arbeide eller fortiene noget.

Den som virker og tilbereder Næremidler, bør søge med Flid udi sit Arbeide, at fortiene og erhverve alt det, som kunde erfordres til sine Pligters Opfyldelse i alle Dele; uden Betlerie eller Bedragerie.

Den som handler med Næremidler, bør omgaaes dermed som en troe Tiener i Staten, saa at man hverken kiøber eller sælger, uden efter en tydelig Kundskab, og ordentlig Beregning, med en fuldkommen Forevidenhed at ethvert foretagende Kiøbmandskab, enten det er af liden eller stor Betydenhed, dog virkelig besindes at være, baade til den Næremiddel samlende, eller virkende Indvaaners, og til Handelsmandens egen Nytte, saavelsom til den hele Stats sikre Fordeel; følgelig bør ingen Handelsmand forskrive udenrigs Vahre, uden med en fuldkommen Vished, at de forskrivende udenrigske Vahre i eget Land uundgiengelige til nyttig Brug ere fornødne, og derhos bør man med Sikkerhed vide, at saadanne Vahre kan anskaffes for Betaling ved Omvexling med Landers egne vundne og udførende Vahrers Verdie, alt saaledes, at ingen Slags Udenrigs Handel i nogen Maade geraader til eget Lands Udarmelse eller Tab.

38

118 Den hvis Arbeide alene bestaaer udi at lære og undervise andre, bør føre sin egen Huusholding, med en god exemplarisk Forsigtighed, og derhos lære og undervise enhver af sine Disciple om saadan Hunsholdings Førelses Maade, saa at ingen i Landet formedelst Mangel paa Kundskab enten styrtes udi den timelige Legemets Armod, eller den evige Sielens Fordømmelse.

Den hvis Arbeide alene bestaaer udi at forrette Regieringens Tieneste, bør føre en saa exemplarisk klog Huusholding, saa at, det som kan spares fra den af Regieringens almindelige Kasse, eller af Landets Indvaanere paa retfærdig Maade nydende Løn, bør ikke forødes ved Overdaadighed med unyttige Udenrigs Vahres Fortærelse; men saadan havende Overskud bør man anvende til egen og Families timelige Velfærts Forbedring og Landets Rigdommes Formerelse, og saa fremdeles.

Et Riges Huusholding, haver taget sin Begyndelse ved Rigets første Stiftelse; thi efter denne Stiftelses Grunds og Forms mere eller mindre Beqvemhed, kan Rigets Huusholdingsmaade ligeledes falde mere og mindre beqvem, at indrette og fremføre, til Rigets mueligviis høieste Fuldkommenheds Opnaaelse.

Den fuldkomneste Regierings Form maa nødvendig være den, som mest nærmer sig til den

39

guddommelige Regierings Efterlignelse; og dette er jo da unegtelig en Enevolds Regiering, af en Regent eller Konge, udi et Rige.

O! lyksalige Danske Rige, som af Gud er begavet med den beste og fuldkomneste jordiske Regierings Form!

O! lyksalige Oldenborgske Konge-Stamme, hvoraf denne allerypperligste Regierings Form er frembragt! ja! frembragt, paa den helligste Maade ved en utvungen reen Kierlighed fra Rigets Fader, for at befordre Rigets Børns Lyksalighed; og af Rigets Børn, for at glæde en Faders Hierte med lydagtige Børns fuldkomne Overgivelse i den faderlige kierlige Villie, til de faderlige Velgiermingers beqvemmeste Nydelse.

Den spædeste Alder af denne Regiering, Har været en lyksalig Regiering, og hvor meget mere kan man da ikke haabe, at dens Ungdoms og Manddoms Alder vil opstige paa den høieste Spidse, af den jordiske sande Lyksaligheds Klippe, hvorpaa er opreist den Himmel Stie, som rekker til Himmelen, nemlig: den rene sande og uforfalskede christelige Religion; til denne det Danske Riges Lyksaligheds høieste Spidses Opnaaelse, hvortil den almægtigste naadefulde Gud haver lagt en saa ypperlig Grundvold, vil den store oldenborgske Konge-Stam- me, i Guds Kraft, med den viiseste Regiering og

40

120

den faderligste Omhue blive Gradeviis de lykkeligste Anførere; og til denne Anførelse bliver det en Hoved-Sag at tænke paa Rigets Rod, Bergfolk, Bønder og Fiskere, hvorledes samme kan oplives, opmuntres og veiledes, til at samle og fremtrække af Rigets Nære-Kilder, de kraftige og fødende NæreSafter, hvis alvorlige Iverksettelse maa befordres ved kierlige overtydende Underviisninger, ved kloge Anordninger, ved beqvemme Skatter, ved gode Virkningsmaaders Opfindelser, ved Haandverkers Istandsettelse, ved en forsigtig og velindrettet Handel.

Til dette at udføre, behøves gode, kyndige og kloge Lærere, som i Særdeleshed kiender Rigets egne Landes naturlige Beskaffenhed; dernæst viise og troe Raadgivere, tilligemed beqvemme og redelige Betientere; hvilke alle ligesom Leed udi en Kiede bør være forenede med Klogskab, Troskab, Flid og Redelighed, at befordre Rigets lyksaligste Fremvext, til hvilken Ende alle og enhver bør saaledes føre sine egne Huusholdinger, tilligemed Omhyggelighed udi Rigets eller Kongens Tieneste, saa at ingen Slags Brøst eller Mangel findes, men tvertimod, fra det mindste til det største alle Ting at være udi en blomstrende Tilstand, og især bør Rigets eller Kongens Skat-Kammer stedse være forsyned med en tilvorende anseelig Rigdom, af de ædle

41

121 Metaller, Sølv og Guld, hvilke overalt til en sand Verdie ere gangbare; thi Landets Indvaaneres Rigdom kan ikke til Indvaanernes Beskiermelse og Hielp, i paakommende Tilfælde være forvaret paa et beqvemmere eller sikrere Sted, end udi Rigers almindelige Skat-Kammer, og Landers Børn, kan jo aldrig levere deres, fra eget nødtørftige Brug, øverffydende Rigdom, til nogen bædre, end til deres egen Lands Faders sikre Giemme, som dog igien alletider vil staae aaben, til deraf at blive uddelt alt det som i nogen Maade kunde tiene til Landets Børns Velfært og Nytte.

§.32.

Forestaaende Afbildning og Sammenligning, formenes paa en naturlig og tydelig Maade at oplyse hvor uundaiengelig fornøden det er: at indlemme Kammeral Huusholdingen som en virkelig Deel udi den almindelige HunsholdingsKunst; thi naar en Næremiddels samlende Indvaanere ikke ville tænke paa at samle mere end han selv behøver til Klæde og Føde, hvorfra skal da Kongens Indtægter med mere til Rigets Vedligeholdelse tages; naar Kammeralisten reglerer Skatter i blinde, og derved tager Brødet fra den Næremiddels samlende Indvaaners Mund, til en fuldkommen ødelæggelse, hvorfra skal da siden Skatter vindes og tilveiebringes.

42

122 Et Riges almindelige Udgifter maa jo nødvendig udredes af det Overskud som vindes udi enhver Indvaaners enkelte Huusholding. Bliver et Riges Indvaanere paalagt Skatter af anden Natur end saadanne, som kan betales og udredes af det Overskud eller Gevinst, som samles eller falder udi enhver enkelt Persons Huusholding; saa kan det jo ikke skee paa nogen anden Maade, end ved at afpræse Indvaanerne det som de selv behøver til deres Lives Ophold. Berøver man nu et Menneske det hvormed han skal opholde sit Liv og Legems Styrke, saa bliver han jo ved saadan Afpræsning enten jaget i Landflygtighed, eller og han paa en langsom Maade ynkværdig maa qvæles udi Rigets indsluttede Grændser. En ubeqvem Skat er derfore ei alene en yderlig Forvirrelse udi hele Rigets egen sammenhængende Huusholding; men endog udi alle Rigers Indvaaneres enkelte Huusholdinger; Ja! en baned Vei til det beste Riges fuldkomne ødelæggelse.

§. 33.

Til dette i Korthed end ydermere exempelviis at oplyse, vil jeg tilføie efterskrevne Afbildning og rigtige Udregning efter naturlig Forhold, saasom:

En Huusmand udi en Fieldbøygd i Norge, med Kone og tvende Drænge-Børn, be

43

123

Høver til Opholds Midlers Anskaffelse udi et Aar, disse udgifter:

a) Klædevahre: Manden og

Konen, hver Klæder til Verdie 3. Rdlr. er 6. Rd.

de tvende Drengebørn,

hver 2. Rdlr. er 4. =

I alt = = 10. Rdlr.

b) Føde Vahre: Manden og Konen, hver til Verdie dagl. 3 sk. er 6 sk. de tvende Drængebørn, hver

til Verdie daglig 2 sk. er 4 sk.

Tilsammen daglig 10 sk. Dette udgiør i et Aar = 38. Rdlr. 2 sk.

c) Af deres Huus og Grund svares aarlig Grundleie = = 2. = = =

d) Til Præsten, Kirken og Skolen, svares aarlig = = ,, = 48 sk.

Tilsammen et Aars Udgifter = 50. Rd. 50. sk. Af denne Huusmand med Kone indsamles Næremidler, og fortienes ved Arbeide udi et Aar:

a) Udi en Ager saaes en Tønde Havre, deraf avles igien syv Tønder, og af disse ere de sex vundne, enhver Tønde regnes til Verdie

44

124 Transport 50 Rd. 50 sk. en Rigsdaler er 6 Rd.

b) Af tvende Kiør vindes paa Melk og Smør 20 =

c) Af ti Smaler (paa Dansk Faar) vindes paa Lam, Melk, Ost og Uld til Verdie 6 = 64 sk.

c) Foruden eget Huusarbeide, forrettes Arbeide hos Bønder eller andre, hvorfor vindes Dagløn, nemlig: Manden 52 Dage, for Dagen

12 sk. er = 6 * 48 sk.

Konen 20 Dage, for Dagen 8 sk. er = 1 = 64 sk.

d) Af deres Fæeavl selges tvende Slagtnød, for Hver erholdes 4 Rd. er 8 = = =

e) Udi Fieldet fanges med Snarer: 6 par Ryper a 8 sk. er = „ = 48 sk.

Med Fæller: 2 Reve, for Hvis Skind bekommes 2 Rd. =

I alt Indtægt 51 Rd. 32 sk.

Samme fradraget Udgiften, er Overskud 78 sk.

45

125

Naar nu dette er det højeste Overskud, kan der da vel haves mindre, til at bøde paa næste Aars Mislykke, eller endnu farligere, en Sygdom, om nogen af disse Dele indtreffer; thi høiere Fortieneste kan en saadan Huusmand neppe vente sig det ene Aar imod det andet regnet, og Udgiften til Livs Ophold kan aldrig være ringere end anført er.

Paabydes nu en Skat saaledes: At disse to Mennesker i et Aar skal svare hver en Rigsdaler, som er aarlig to Rigsdaler.

Hvorfra skal samme tages? og hvad er Følgerne? bliver ikke Følgerne uundgiengelig saaledes: Det første Aar maa rykkes ud med de to Rigsdaler, som Grund-Eieren tilkom i Afgivt. For denne Restanse jages Huusmanden med Kone og tvende Drengebørn fra deres Nærings Plads. Pladsen bliver ødelagt. Huusmanden med Kone og Børn nærer sig i det næste Aar med den Verdie, som kan udkomme ved at selge deres Kreature, og ringe Huusgeraad. Det andet Aar maa de betle deres Brød; men denne foragtelige Næremaade falder saa utilstrekkelig, saa at det ene Drengebarn døer efter det andet af Suult og Kulde, i Mangel, paa Føde og Klæde, Konen gaaer samme Vei, haver Manden endnu nogle Kræfter og Mod tilbage, og er endda i sine unge Aar, begiver han sig til Kiøbstæden, der findes ingen Leilighed til fortienende Levebrød. For

46

126 da om mueligt at redde sit Liv, hensøger han til Udhavne og fremmede Rigers Skibe, antreffes disse, da oversettes denne Indvaaner (med et udødelig Had til sit Fædreneland) bort i et fremmet Rige, hvor Han baade kan blive samme Rige til stor Nytte, ja endog farlig for sit eget Fødeland.

Nu spørges: Men hvad Nytte kunde Riget da vel have havt af denne Indvaaner, naar han ikke ved en ubeqvem Skat var dreven i Landflygtighed? Hertil svares:

a) Af Kornvahre, Lin, Strie (det er paa Dansk Hør og Blaar) Salt og Tobak, som han, da han var Huusmand, brugte i sin Huusholding, blev kiøbt i Kiøbstæden, for de Penge han erholdte for sit samlede og solgte Smør med mere, og af disse Vahre er ved Indførselen til Kiøbstæden betalt Told, med mere, til Kongens Kasse.

b) Af det solgte Smør, Slagteqvæg og Ryper er betalt Konsumption, udi Kiøbstæden, hvor samme er indført.

c) Af de tvende Ræveskind, er betalt udgaaende Told, og for Skindenes Verdie er indbragt fra fremmede Steder omtrent tre Rigsdalers Verdie.

d) Af den Viin som Huusmanden og hans Kone nød ved Alterens Sacramente, er betalt Afgifter til Kongens Kasse.

47

127

e) De to Rigsdaler han betalte i aarlig Grundleie, var vundne Penge for Grundeieren, og disse ere igien anvente til den af Grundeieren ers lagde Stats Betaling.

f) Paa de 72. Dages Arbeide, hvorfore han vel har nydt Dagløn, og derunder er beregnet; men de ved dette Arbeide samlede Næremidler var at ansee som en Gevinst i Landet, kort sagt: af denne Huusmands. Fortieneste i sit Ansigtes Sveed , blev sikkerlig ved bemelie Poster Midddelviis virkelig indbragt udi et Aar i Kongens Kasse 4. Rigsdalers Indtægt. Foruden dette, kunde

g) Det ene Drængebarn, naar det havde opnaaet 18. Aar, træd udi Krigstieneste som Soldat, uden nogen videre Bekostning for Riget.

h) Det andet Drængebarn kunde blive en nyttig Land-Arbeider, og omsider naar Faderen paa en naturlig Maade ved Døden afgik, tiltraad Huusmands Pladsen, foruden flere muelige tilfældige Fordele.

Kunde nu disse Fordele været i Besiddelse til Rigets Nytte, ved denne Huusmands Beskiermelse og Beholdelse i Riget; saa spørges: Hvad Indtægt, og hvad Skade havde Riget ved den paabudne Personelle Skat, til to Ridsdalers Beløb i et Aar, af ermelte Huusmands Familie?

48

128 Indtægten varede ikkun udi et, eller i høieste to Aar, følgelig beløber den høieste Indtægt sig fire Rigsdaler.

Rigers Skade, som ved Skattens Paabud foraarsagede Huusmandens tilligemed Næringspladfens ødeleggelse bliver derimod:

a) Tabes for Eftertiden Told, Konsumption og Skat til Kongens Kasse, omtrent aarlig fire Rigsdaler ; eller i det mindste i Tilfælde af HuusmandsPladsens Optagelse til Brug igien, vil der bortgaae 30. Aar forinden to ægte Folk og tvende Børn igien kan fødes og opfødes i et Land, og i denne Tid blev da Tabet omtrent regnet fire Rigsdaler aarlig, som beløb sig i tredive Aar 120. Rigsdaler.

b) I Steden for det ene bortkomne Drængebarn, maatte værves en Udenrigs Skygge til Soldat, som vel i det mindste vilde koste 30. Rigsdaler, foruden Forskiellen af en Skygge, i steden for en troe og duelig Stridsmand.

c) En Huusmands Pladses ødeleggelse, hvor forhen kunde næres fire eller flere Mennesker, er for et Rige et betydelig Tab, og den derved tabende Summe til Penge udregnet, kunde i Forhold til Tiden, naar den længe blev liggende øde, blive anseelig stor.

49

129

Denne Forklaring er upaatvivlelig tydelig nok, til at give en Kammeralist en evig Afskye til at giøre Forslag om Skatters Paabud af denne Natur, især naar til Tabet føies en Erindring om ynkværdige Huusvilde af Armod døende Folkes Suk og Landflygtiges Anke.

§. 34.

Det er ikke Huusmænd i de Norske Fieldbøigder alene, som en ubeqvem Personel Skat kan ødelegge, den kan ligesaa lettelig giøre Bønder til Huusmænd, og Herremænd til Bønder uden Hænder, og hvorledes ville det da vel gaae med det hele Rige?

§. 35.

Paa de Steder hvor Bonden avler Korn til at fælge, og samme Kornvahre er i en overalmindelig meget høi Priis, saa at i et Aar ved denne høie Priis af en Bonde kan vindes 30. til 40. Rigsdaler; der kan en Bonde af saadanne vundne Penge uden Ødelæggelse gierne betale 15. til 20.

Rigsdalers Skat i et Aar. En Bonde derimod som til sin Huusholding behøver aarlig at kiøbe Korn, og ved den overalmindelige høie Priis maa for de kiøbende Kornvahre udgive i et Aar 30. til 40. Rigsdaler mere end førhen almindelig er udgivet, og derhos skal svare en Personele Skat, i hvor liden den end og er, saa kan den dog være

50

130 utaalelig. Af Gevinster kan alletider svares Skatter, om der end og beløb sig til den største Andeel af det Hele. Men naar Skatten Dal tages af det som behøves til et Menneskes egen Livs Ophold, da er den allermindste Summe af Personel Skat end og for høi, og ødeleggende.

§. 36.

Huusholdings - Kunsten bliver derfore en bedrøvelig Kunst, naar Rente-Kammerets Huusholding skal være adskilt for sig selv i et forskiellig Rum. Men haver man i alle enkelte Huusholdinger Kammeral-Hunsholdingen for Øine og søger paa Grund af sine Pligter at vinde Overskud til Skatter; samt derimod udi KammeralHuuSholdingen haver for Øine og til Rettesnor, at ville indrette baade Skatters Paabud i det rette Forhold til enhver og alle enkelte Huusholdingers Beskaffenhed; og Rigets Udgifters Reglering i Forhold til de af det hele Rige mueligviis, og uden nogens Skade erholdende Indtægter, da befordres ved begge Dele, enhver og alle Indvaaneres, saavelsom det hele Riges sande Nytte.

§. 37.

Kammeralisten bør fornemmelig vide, ved Skatters Regleringer, at giøre Forslag til saadanne Skatter, saa at Skattens Paabud og Afgivt i sig selv kunde Middelviis give Anledning

51

131

baade til Næremidlers og Folkemængdens nyttige Forøgelse. Hertil kan vel svares: Ja, det er let sagt; men paa hvad Maade kan vel Skatter og Afgivter regleres saaledes, at samme kunde tilveiebringe saa gode Følger?

Vel synes dette Spørsmaal ved den første Lyd, at være vanskelig at besvare; Men naar man udi den rette Sammenhæng betragter Guds Indretning i Naturen; saa sigter jo alle Indretninger i det hele at regne, blot og alene til det fuldkomne gode, og udi Guds Indretninger kan ingen Mangel, intet ufuldkommen og intet ont, enten tænkes muelig, eller endnu mindre befindes at være til; Men tvertimod erfares klarligen: at alle Guds Indretninger paa Jorden Middelviis sigter til at befordre Menneskenes timelige Lykke og evige Salighed, ja end og de Hendelser som ved første Øiekast for Menneskenes Øine synes modbydelige, saasom: Krig, Dyrtid, Sygdom, ja Døden selv, ere dog i sig selv ikke andet end Befordrings-Midler til Menneskets eget Beste, og for at høie Menneskets onde Villie udi Forbedrings Vei.

Rigers Stiftelse, Kongers Regimente, og Skatters Svarelse, ere efter den Hellige Skrifts Vidnesbyrd Guds egne Indretninger, og sigte alene til Menneskets Beskiermelse og Lyksaligheds Befor-

52

132 dring; og dette maa være det rette Maal som bør sigtes til med alle Skatters Paabud.

En Kammeralist som besidder en tydelig Kundskab om Rigets Beskaffenhed, og har et got Hierte til at ville det beste, maa i alle sine Handlinger søge at faae det rette Maal i Sigte; Men til at erholde en tydelig Kundskab om Rigets Beskaffenhed, tilligemed Oplysning om Landets Næremidlers Kilders Steder, samt Næremidlernes Samlelses, Virkelses og Anvendelses Maader, vil uundgiengelig være fornøden en ordentlig Land Opmaaling, og fuldstændige Land-Korters Forfattelse, som ei alene paalidelig og rigtig udviser Jordgrundens Størrelse og Skikkelse, men endog derhos ved Anmerkninger paa muelig Maade tydelig forklarer Dens hele væsentlige naturlige Beskaffenhed, paa ethvert Sted. Om Maaden til denne Opmaalings Iverksettelse, og saadanne Land-Korters Forfattelse, (uden Bekostning for Kongens Kasse:) skal Udi efterfølgende §. 53. 54. og 55. blive vedføiet mine Tanker; Men til Oplysning paa dette Sted, vil jeg alene fremføre en Afbildning til en Skats Paabud, hvorved kunde blive tilveiebragt anseelige Indtægter til Kongens Kasse, ei alene i den første Paabuds Tid, men endog til Bestandighed for Eftertiden, og derhos bliver af den Natur, at der-

53

133

ved baade forøgedes Næremidlcr og Folkemængde i Landet.

§. 38.

Jeg har udi foregaaende §. 33. anført en Afbildning paa en ubeqvem Personel Skats Virkning, til dermed at ødelegge Norske Huusmænd i Fieldbøigderne, jeg vil derfore blive ved samme Grændser, og her fremsette mine Tanker paa hvad Maade en Skat kunde paabydes, hvorved nyttige Norske Huusmænds Antal kunde blive forøget til Rigets Nytte, saasom:

At i Norge, især udi Fieldbøigderne, ligger ganske øde mange tusinde Jordgrunde, bestaaende af Myre-Lyng- og Mose-Marker; men dog indeholder Dyrkningsværdig Jord, af saadan Beskaffenhed, at mange tusinde Huusmænd, med deres Familier, ved samme Jordgrundes Brug og Dyrkning kunde samle Næremidler, ei alene til deres eget Levebrød, men endog saaledes, at af enhver af disse nye Huusmænds Pladser tillige kunde svares aarlig Afgivt 2. Rigsdaler, samt nogle Dages Arbeide til Grundeieren, derom er jeg øjensynlig overbeviist, ligesom det og ved Undersøgninger skal blive befunden at være en uimodsigelig Sandhed.

Ved Belønninger, ved Opmuntringer af Løfter om Benaadninger, eller ændre deslige Mid-

54

134

ler, vil det fast blive evig umuelig at formaa GrundEierne til selv at optage til Dyrkning saadanne ødeliggende Jordgrunde, og endnu meget mindre at overtale dem til godvillig at overlade samme paa en god Maade til Huusmænds Brug; Men derimod ville en Skats Paabud inden kort Tid, paa den allerbeste og beqvemmeste Maade udrette denne høistbetydelige Sag, saasom:

Overalt i Norge hvor der befindes øde Jordgrunde, hvorpåa kunde indrettes en eller flere Huusmænds Pladser, enhver af saadan Størrelse og Beskaffenhed, saa at en Huusmand med Familie ved sammes Dyrkning og Brug deraf kunde samle Næremidler til Levebrød, og tillige tilveiebringe aarlig to Rigsdalers Grundleie, og derhos aarlig forrette sex Dages Arbeide for Grund-Eieren, deraf skulle paabydes strax at svares af den nærværende Bonde eller Grundeier, to Rigsdaler aarlig Skat, og hver tredie Aar, som samme Jordgrund fremdeles blev beliggende øde, skulle desuden af Grund-Eieren, for: uden den aarlige Skat, svares to Rigsdaler under Navn af Erindrings-Skat.

De to Rigsdaler skulle blive en bestandig Skat paa Gaarden; men naar Grund-Eieren beviste, at den øde Jordgrund var overladt til en Huusmand, som derpaa havde bygt Huse, og virkelig som en

55

135 gift Ægtemand derudi var boende, samt giort Begyndelse med at oprydde og dyrke Pladsen; Da skulle den tredie Aars Erindrings Skat ophøre, og af Huusmanden maatte Grund-Eieren tage i aarlig Grundleie de samme to Rigsdaler, som svartes i Skat til Kongens Kaste, hvorhos Huusmanden desuden skulle være pligtig til at arbeide for GrundEieren sex Dage udi ethver Aars Høste- og Pløietider, og det uden nogen anden Betaling, end Kostens Nydelse i samme sex Dage.

Herimod skulle Huusmanden, for at opmuntres til at forbedre Pladsen, have denne Rettighed: at naar han efter sin Pligt svarte de to Rigsdalers aarlige Grundleie, tillige med bemelte sex Dages Arbeide; da skulle han ei alene nyde Huusmands Pladsen i rolig Besiddelse for sin og Kone Leve-Tid, men han skulle endog have ret til at sælge Pladsen til en anden Huusmand i hans levende Live, og naar Pladsen ved Dødsfald blev ledig, skulle den stilles til Opbydelse ved offentlig Auction, og Kiøbesummen komme Huusmandens Stervboe tilgode.

Imod dette Forslag kunde indvendes, at om der end virkelig fandtes paa en Gaards Grund saadanne ødeliggende Jordgrunde, saa var saadant ikke

56

136 lettelig paa en beviislig paalidelig Maade oplyst; og førend saadanne tilforladelige Oplysninger havdes, kunde ikke med Retfærdighed paabydes Skat deraf.

Til at besvare denne Indvending er mine Tanker, at ved Paabudet kunde blive indrykket disse Vilkaar: .

At enhver Gaards-Eier, eller Beboer, skulle være pligtig, paa den næste Tingdag efter at PaaBuddet var bekiendtgiort, selv at giøre Angivelse om de øde Pladser, som fandtes paa hans Gaards Grund, og den som selv saaledes derom giorde Angivelse, og lod samme sin Angivelse udi Tingbogen anføre, skulle nyde Frihed for Skattens Svarelse af samme øde Grund, i trende Aar, for imidlertid at kunde giøre Anstalt til at faae de øde Jordgrunde ved en eller flere Huusmænd bebygt og opryddet, til Brug og Nytte for sig selv og hele Riget; men efter de trende Aars Forløb, da uden Undtagelse efter Paabudet af svare Skat deraf.

Den Gaards-Eiere eller Beboer derimod, som forsømte at giøre offentlig Angivelse, næste Tingdag efter Paabudets Bekiendtgiørelse, om de paa hans Gaards Grund ødeliggende Jordgrunde, og det dog siden blev opdaget, og fuldkommen beviist, at der virkelig befandtes øde Grunde paa hans Gaards Grund; han skulle fra Paabudets Dato svare af hver øde Grund som var tilstrekkelig

57

137

til en Huusmands Plads, ei alene de paabudne to Rigsdalers aarlige Skat, og hver tredie Aars Erindrings Skat, men endog desuden tre Mark Fortielses-Skat for hvert Aar som bortgik fra Forbudets Dato og indtil Opdagelsen derom skedte. Men den fuldkomne Opdagelse, om saadanne ødeliggende Jordgrunde, og deres egentlige Beskaffenhed, og rette Dyrkelses Maade, kan dog vel ikke ventes nøiagtig oplyst, uden ved en ordentlig Landopmaaling, hvorom videre udi efterfølgende §pher.

§. 39.

Udi foregaaende §. 22. er belovet at anføre Tanker paa hvad Maade det ansees beqvemmest, at kunde erholde en tilstrækkelig Mængde Salpeter virket, til beste Nytte for Riget, og da det formenes at saadant allerbest lod sig iverksætte ved en almindelig Salpeter-Skats Paabud, som blev af samme Natur som udi næstforegaaende §. 38. er anført om de ødeliggende Jordgrunde, altsaa bliver i den Anledning derom efterfølgende Tanker paa dette Sted vedføiet, saasom:

Forklaring

om

Salpeters Avling og Virkning.

Materien hvoraf Salpeter avles og fødes, befindes fast overalt paa Jorden hvor Planter kan vore,

58

138

saa at enhver Bonde og Landbruger, ved en ganske ringe Indretning og Umage kan virke Salpeter, hvilket af efterskrevne Forklaring nærmere kan indsees, saasom:

1.) Materien bestaaer af:

a) En i Luften svævende Spiritus eller brændende Saft, som fornemmelig uddunster af de i Vexter staaende Planter, og derhos vel og tildeels uddamper af Plante-Mulden.

Anmærkning: Ved nordlige og østlige Vinde, samt om Foraaret naar Planterne udspirer og tiltager i Vext, iligemaade om Efteraaret naar Planterne felder Løv eller Blade, da formerkes, at af denne Materie nedflyder af Luften største Mængde, som nedlægger sig paa og forener sig med den fremsettende eller antreffende Salpeterfødende Jord; Derimod udi sterk Frost, Heed Soelskin, samt ved sydlige og vestlige Stormvinde, nedflyder af Luften mindste Mængde af berørte Materie, og Salpeter Avlingen skeer da med mere Langsomhed.

b) En fin Muld, som erholdes af forraadnede Planter.

Anmerkning: Til denne Muld at samle, indlukker man et lidet Sted med et Skeengierde, og udi dette indlukte Sted indkaster man Ukrud, som afluges udi Kaal- eller andre Urtehauger,

59

139

iligemaade gammel ubrugelig Halm, Løv eller Blade, smaae Grene og Bark af Træer, Sauge-Spaaner, med mere deslige.

Af denne Muld tages til den Salpeterfødende Materies Blanding halvdelen. c) En almindelig Kalk, eller fin løs KalkJord.

Anmerkning: Nogle Slags Leer og Sement, er ligeledes beqvem hertil at bruge; Men da Leerarterne i Almindelighed forefindes af en meget ulige og ubestemt Blanding, hvis Væsen cg Egenskaber ved første Øiekast ikke lettelig kiendes; saa maatte alletider forud prøves, hvorvidt at de paa ethvert Sted faldende Leerarter skikkede sig til nyttig Indblanding udi den Salpeterfødende Materie.

Prøven kan skee paa denne Maade: Man tager fire Pund af den almindelige Salpererfødende Materie, som er vel jevnblandet, og deler samme udi tvende lige Parter. Udi den kue Part, eller de to Pund, blandes et halvt eller et fierdedeel Pund fin stødt tør Leer, men den anden Part bliver som den er, uden nogen Tilsetning. Derefter hensettes begge Parker i hver sit Trug, tet ved siden af hinanden, udi Salpeter-Hytten, lige længe udi nogle Uger,

60

140 for at modtage den af Luften tilflydende Salpeteravlende Materie. Fremdeles: Udludes og afkaages enhver Part for sig selv; befinder man da, at den Part som var blandet med Leer indeholder mere reen Salper i Forhold efter Salpeter Jordens Vægt, end den anden Part hvorudi ikke var indblandet Leer; da er det en Følge, at samme Leer er nyttig til at indblan-. de udi den Salpeterfødende Materie; og paa denne samme Maade kan man ligeledes forsøge andre Slags Materier, hvorvidt at de kunde befindes tjenlige til Salpeters Fedelse, eller tvertimod.

Af Kalk eller ved Prøver tienlig befunden Leer og Sement, tages til Indblanding udi den Salpeterfødende Materie omtrent en tredie Deel.

d) Træ-Aske, tages en Siettedeel, eller mindre, alt saaledes som man ved Prøver, i Forhold til den anden brugende Materie, finder det beqvemmest

e) Naar nestforbemelte (b. c. d.) Materier er bleven sammenblandet, befugtes de med DyreUrin, og røres vel omkring, saa at det bliver jevnt, men dog maadelig igiennem befugtet.

Anmerkning: 1.) Den ved Udludning tilbageblivende Salpeter-Jord, samt ved Kaagningen

61

141

overblevne Moderlud, bruges alletider pad ny igien til Indblanding udi den Salpeterfødende Materie, som meget beriger SalpeterAvlingen.

2.) Disse (b. c. d. e.) benevnte og paa forbemelte Maade blandede Salpeterfødende Materier, indlægges udi en Salpeter-Hytte/ som indrettes paa denne Maade:

a) Paa den nordlige eller østlige Side af et Huus, opreises til Salpeter-Hytte et lidet Udskud eller en Svale, som forsynes med et Halmeller Bord-Tag, som kan udeholde Regnvand. Gulvet derudi lægges med Stene eller Bræder, saa høit at intet Vand derpaa indløber. Hytten indlukkes neden omkring med et Steengierde 3/4 Alen høiere end Gulvet, deroven for paa de tvende Sider indhegnes det alene med Lægter, eller flettede Grene, saa-ledes at Luften kan have Træk derigiennem, men Sviin eller andre Kreature ikke komme der ind. Anmerkning: Naar Salper-Hytten staaer paa den nordlige Side af et Huus, da er det got at den vestlige Side er forsynet med Luger, som kan tillukkes naar det blæser sterk Vesten Vind, men være aaben naar det blæser nordlige eller østlige Vinde; Staaer Salpeter-Hytten derimod paa den østlige. Side af et Huus, da

62

142

maatte saadanne Luger haves paa den sydlige Side, saa at de kunde tillukkes i stærk Soelskin, og naar det blæser sydlige Vinde; thi stærk Soelskin, saavelsom Synden og Vesten Vinde hindrer Salpeter Avlingen; men naar Vinden er paa den nordlige eller østlige Kant, da er det got at Vinden eller Luften kan stryge tvertigiennem Salpeter-Hytten, over den derudi indlagde Salpeter fødende Materie.

b) Paa Gulvet udi denne Salpeter-Hytte, udbredes den Salpeter fødende Materie i højeste 1/2 Alen tyk, og i Midten bliver et tomt Rum, til en smal Gang at gaae paa.

Anmerkning: Naar det sees at Materien er bleven tør, saa befugtes den med Dyre-Urin, og omrøres. Jo mere løs og hulled Jorden kan ligge, jo bedre gaaer Salpeter Avlingen for sig. Dog skal den ikke oftere omrøres eller befugtes, en to til tre gange i sex til otte Uger, efter hvilken Tids Forløb, man kan begynde Udludningen.

3.) Udludningen skeer paa denne Maade: Man tager et Kar, hvorudi kan rummes sex Skiepper, derudi indlegges to Skiepper Salpeter Jord, samt 1/8 Skieppe Kalk (ulædsket Kalk er best, naar den haves ved Haanden) 1/8 Skieppe Træaske. Derefter fyldes Karret med saa-

63

143

gendes Vand og omrøres med en Træstok, hvilken Omrøring igientages nogle Gange udi 24. Timer. Efter denne Tids Forløb afflaaer eller aftapper man Salpeter Luden, og sier den igiennem en Linnet Sæk, hvilken Igiennemsining skeer tvende gange, for al erholde desto klarere Lud.

4.) Salpeter Kaagningen ffeer paa denne Made.

a) Den næstbemelte erholte klare Salpeter Lud kaages langsom udi en Kiedel, indtil man seer at en Draabe som deraf dryppes paa en kold Tintallerken styrkner , da Kiedlen tages fra Ilden og hensettes paa et kolt Sted udi 24. Timer, efter hvilken Tids Forløb, man (fra de i Kiedlen styrknede Salpeter Kristaller, der ere af Skikkelse som smaa sexkantede Piller) afhelder den tilbageværende flydende Materie, som kaldes Moderlud, hvilken fortyndes med dobbelt faa meget kaagendes Vand, og afkaages igien paa samme Maade som forbemelt, hvilket undertiden til Nytte kan igientages to til tre Gange. Den omsider tilbageblivende Moderlud, bruges paa forommelte Maade til dermed at befugte den Salpeter fodende Materie.

64

144 b) De erholdende Salpeter Kristaller kan man, medens de endnu ere vaade, hastig afffylle udi reent koldt Vand; hvilket Vand kan bruges til den omkaagende Moderluds Opspædning. c) Efter at Salpeteren er afskylt, bliver den langsom tørket pag et reent Sted, hvor ingen Støv falder.

Anmerkning: Det bliver i Almindelighed at iagttage: at ingen Slags Leerkar maa bruges enten ved Udludningen eller Kaagningen; thi om Leerkar end er nok saa vel glaseret, saa trækker de dog Salpeteren ind udi sig.

Kar og Kiedel som bruges til Udludning og Kaagning, maa være reen, især for Tælle og Fik.

§. 40:

Af forestaaende Forklaring erfares, at Salpeter meget let paa forommelte Maade kan virkes af enhver Landbruger; og naar Salpeter i nogen Mængde skal blive virket, maa det nødvendig skee ved Almuen i Almindelighed; thi enkelte store Salpeterverker paa et Sted, kan aldrig tænkes muelig at blive dreven med Fordeel, formedelst at det da ville falde for vanskelig og bekostelig at tilsammenfanke den Salpeterfødende Materie; hvorhos den i Luften svævende Salpeter avlende Materie ikke kunde ventes bestandig at tilflyde udi saadan Mængde, som udfordredes til at befrugte en stor Mængde,

65

145

paa et Sted liggende Salpeterfødende Materie; det blev og vanskelig at inddele Arbeidet ved et Salpeter Værk saaledes, at Folkene bestandig udi den rette Sirkelgang kunde blive givet Arbeide til at forrette, efterdi Salpeter Avlingen efter Vejrligets og Vindens Beskaffenhed skeer mere og mindre hastig.

Dog burde til Salpeter Virkning være Indretning ved ethvert Berg- og Krudt-Verk, for nyttig at anvende de der faldende Hjelpemidler til Salpeter Avlen.

§. 41.

Men, ligesom foran §. 38. er meldet om de ødeliggende Jordgrunde, saa vil det og blive en evig Umuelighed, enten ved Belønninger, ved Opmuntringer af Løfter om Benaadninger, eller andre deslige Midler, at formaae Bønder og Landbrugere, til at paatage sig Salpeters Virkning; hvorimod en Salpeter Skats Paabud sikkerlig paa en Tid af 10. Aar ville bringe Salpeter Avlingen i det Danske Rige til den Fuldkommenhed, at man derved erholdte baade den til Landets egen Brug fornødne Salpeter, ja endog naar man ville tragte derefter, til Overflødighed og Forhandling paa Udenrigske Steder; Endskiønt dette sidste maatte man ikke tænke paa anvende den virkende Salpeter til, i det mindste ikke førend man virkelig havde

66

146 saa stor Overflødighed, at samme ikke til bedre Brug i eget Land var at anvende.

Hvormeget ville ikke en tilstrækkelig Mængde Salpeters Virkning og Erholdelse i eget Land befordre Bergværkernes Opkomst paa mange Steder i det Danske Rige; Dette kunde blive et stort Befordringsmiddel, til at optage og anlægge nyttige Berggruber baade i Grønland, Island og Ferrøerne, ja vel og i Jylland og flere Steder, som nu mindst tænkes paa, foruden de Steder hvor allerede er begyndt med Bergværker, eller med Vished vides, at mtin kan anlægge Bergværker til Nytte baade i Norge, og paa Bornholm; thi herved ville den til Bergværkernes ødelæggelse nu daglig truende Farlighed, med krudets høie Priis, blive standset. Man kunde da vente at erholde i 1OO. Pund Krud for 8. til 10. Rigsdaler, i Steden for at Bergs Krudets Priis siden Aaret 1756. i Norge har været forhøjet fra 14. til 38. Rigsdaler for hundrede Pund, og hvad Stød er ikke saadan Forhøielse i krudets Priis for Berg, værkerne. Et Bergværk fom i et Aar bruger Krud for 10000. Rigsdaler, naar hundrede Pund koster 14. Rigsdaler, paaføres jo i et Aar naar hundrede Pund koster 38. Rigsdaler, alene, ved denne ene Post 171426 6/7 Rigsdalers Forhøjelse Udgift; og denne Forhøjelse for et Aar i et Bergværks Udgift,

67

147

er je i Stand til ganske at ødelægge et Bergværk, og sætte Værkets Eiere i Armod.

Hvormeget ville ikke Salpeter Avlen nedsætte Prisen paa Sked- og Konge-Vand, til Guld og Sølv Skedningens Befordring, hvorved man ville finde Leilighed til at samle det Guld, som ellers bliver solgt for ligesaa ringe Priis som Sølv eller Kaaber , hvorudi det er indblandet, med mere deslige.

Herved kunde man faae Midler i Hænder, som ville giøre det muelig at bane gode veie over de ujevne Field-Klipper, til at befordre Vahres beqvemme Førsel fra et til andet Sted, og hvor meget kunde ikke dette befordre baade Landvæsenets, Bergværkers, og en nyttig Handels Opkomst og Floer.

Herved kunde man med taalelig Bekostning søndersprænge de store Stene, som ligger til Hinder udi Sæde-Agre og Engemarker; hvilke i Støkkersprængte Stene, i steden for at de nu ligger til Hinder og Skade uden Nytte, da kunde samme blive brugte til stor Nytte, deels til Steengierder paa Marken, deels til Steenbroer, Vandrender, og Landeveienes Istandsættelse, og deels til Huses Opmuring , med mere.

Ubenævnt Salpeters Nytte i paakommende Tilfælde af Krig, til Landets Forsvar; endskiønt de dertil fornødne Midler maa man ønske, at

68

de alene beholder Sted udi Forvar-Huse, uden to genfinde ar finde Aarfag til deres virkelige Brug.

5, 42.

Muligheden at man i eget Land künde virke en tilstrækkelig Mængde Salpeter; firavelsom den i faa Fald Riget deraf tilflydende store Fordeel, er vel' altsaa unegtelig; og paa denne Grund vil jeg kortelig anføre mine Tanker om Maaden til Salpeter-Skatters Paabud, saasom:

1. ) Maatte ved Trykken bekiendtgløres, og enhver Landbruger i Riget fra den største til den mindste tilstilles: en Gienpart afen tydelig Beskrivelse og Forklaring om Salpeters rette Virknings» maade, i alle Dele.

2. ) Dernæst maatte paabydes: ar alle Landbrugere, som var i Besiddelse af Agerbrug og Fæavl, og saaledes vare Beboere enten paa en Huus: mands Plads, en Bondegaard, en Præstegaard, en Herregaard eller andre Slags Avlsgaarde, de alle fra den mindste til den største, skulle tilforpligtet være efter fem Aars Forlob fra Paabudets Dag at regne, da at levere udi Skat til Rigets almindelige Brug og Nytte aarlig et Pund Salpeter for hver Tønde Hartkorn som den brugende Jord vr at sat i Skattejkyld, at regne efter Skatteskylds ten i Danmark, og i lige Forhold dertil efter teskylds Taxterne i Norge og Fyrstendømmene.

69

149

De som herfra med Billighed kunde undtages formenes alene at maatte være Beboerne i Finmarken, og paa de Fieldgaarde i Norge, som ligger faa høit til Fields, at Skove eller Træer der ikke kan vore; hvorvidt at Salpeter-Avlingen paa Ferroerne, i Island eller Grønland lod sig Jværksette, maatte forsi ved Undersogninger opdages.

Den i Skat crholdende Salpeter kunde omdelende leveres til Krudtværkerne, og Apotekerne for en ester Omstændighederne aarlig foresat billig Tart, hvorefter Pengene tages til Indtægt udi de Kongelige Kasser.

Ved Paabudet maatte sættes nøie og gode Regler til en lige retfærdig Omgang i alle Maader; iligemaade til ar forekomme Bedrageris med ureen Salpeters Levering, som fornemmelig kunde skee ved Indblanding med almindelig Salt; Men saadan tiendes lektelig paa Kristallerne; thi naar derudi er indblandet Salt befindes samme mere hullede og ikke af faa ordentlig sexkanter Pillesormed Skikkelse.

Den brugende Kalk maa ikke være kæd^et med Saltvand, hvilket desuden overalt burde være forbuden ved al den Kalk som bruges til Bygninger; thi den holder sig stedse fugtig, og falder ud af, burene.

70

150

Salpeter-Skatten maatte ikke med Penge eller paa nogen anden Maade end med Salpeter betales; thi Herved blev det rette Øiemerke opnaaet til Salpeter-Avlingens tilstrækkelige Forfremmelse, efterdi at de som først begynder at foretage sig Salpeter-Virkningen nødvendig maa virke større Mængde end de betaler i Skat; De da som efterlader at virke selv Salpeter, blive nødsagede at kiøbe den Salpeter, som de skal betale i Skat, af deres Naboer som virker Salpeter, og herved finder de flittige, og til Salpetervirkning villige Indvaanere Leilighed til at høste Frugt og Nytte af deres Vindskibelighed , naar de til en Gevinst fordeelagtig og magelig kunde sælge deres Overskud, som de aarlig virkede mere end de selv skulle betale i Skat.

I hvor ringe end dette Forslag ved første Øiekast maatte synes at være af Betydenhed; faa dog naar samme paa en ret fuldkommen Maade blev iværksat, og man derhos betiente sig af den avlende Salpeter til det beste muelige Brug; Da ville dette Forslags Iværksettelses Følger upaatvivlelig blive et Middel som mueligviis udi 50. Aar kunde indbringe i det Danske Rige en Værdie af mange Millioner Danske Rigsdalere, foruden et stort Antals Forøgelse udi Rigets nyttige Folkemængde.

71

151

Af denne samme Natur som næstforbemelte kunde mange flere fordeelagtige og nyttige Skatters Paabud være at foreslaae, og hvorom i de følgende Hefter skal blive anført Tanker; Men da jeg egentlig har foresat mig i dette Hefte at ytre mine Tanker i Anledning af Linnæi Tankers HovedIndhold, til nyttig Anvendelse i det Danske Rige; saa vil jeg igien begive mig til dette mit Forsæts Fuldbyrdelse.

§. 44.

Fra den 5te til den i 5. af Linnæi Meninger forefalder intet andet end det, som uden Tillæg oplyser sig selv, at kunde tiene til nyttig Anvendelse i det Danske Rige; Men udi den 15. Mening fremføres nogle Tanker og Exempler angaaende et Lands eller Riges Handel med andre Lande og Riger, saasom:

Først fremsættes denne uimodsigelige kloge og rigtige Tanke: at Gud har begavet ethvert Land med sine egne besynderlige Fordele, saa at hvad er Land savner, kan erholdes fra et andet; hvilket en klog Indvaaner Eier og Huusholder veed saaledes at anvende til sin Nytte, at han og ingen anden derved maa vinde, nemlig: De Fordele som ham mangler.

72

152 Men hernæst bliver i Anledning deraf fremført trende Exempler, nemlig:

1.) At Hollænderne med nogle tusinde Rigsdaler har forblindet de smaa Konger i Ostindien til at udrydde af deres Lande alle Neglike-Træer, alene i Afsigt til Gevinst, for at en saa ædel Speferie, hvilke Hollænderne tilligemed Muskater og Kaneel beholder for sig selv i Ostindien, ikke skulle geraade i Affalds Priis.

2.) At Arabiens Lykke ved Kaffe-Handelen, var formindsket ved Kaffe-Sædens Udsnigelfe derfra til Forplantning i Ostindien.

3.) At Engelændernes Begierlighed til at bortføre hematopilon fra de Spanske Lande i America, blev Hoved - Grunden til en Krig imellem disse Riger.

Hvilke trende Exemplers Indhold, enhver især tildeels synes at stride imod de almindelige Menneskelige Pligter; thi et heelt Lands, eller et Riges Indvaanere bør elske et andet Lands og Riges Indvaanere i lige Grad, som ethvert Menneske er pligtig at elske sin Næste.

Det kan vel ikke ansees for andet end en ubillig Egennyttighed, naar man vil søge sin Gevinst ved saadanne Midler som indskrænker Menneskets Almindelige Nytte.

73

153

Naar Gud naturligviis lader vore et Slags Planter udi nogle Lande i saa tilstrækkelig Mængde, at sammes Frugt til Land-Eiernes Fordeel, imod en taalelig Priis, eller Verdies Betaling, kunde sælges og overlades ved omdelende Forhandling til Nytte for alle de øvrige Indbyggere paa Jorden; og derimod et eneste Lands Indvaanere enten ved List eller Magt, ødelægger den største Deel af saadanne Planter, alene for at Mangelen paa disse Planters Frugt skulle forhøie Verdien til en stor Gevinst paa en liden Mængde; da er saadan Omgang vel alene at henregne til en ubillig Egennyttighed, saa at det sikker vil omsider vederfares dem som øver saadanne Gierninger imod det menneskelig Kiøn, ligesom det gaaer med Synden i Almindelighed, som omsider til Sold alene erholder Straf og Død.

Hollændernes en Tid lang havde Gevinst ved de bemelte Neglike-Træers Udrydning, er nu vel allerede paa Veien til at indskrænkes, og mueligen til ganske at blive ophævet ved den Handel, efterdi Neglike-Træers Forplantning dog nu omsider uden for deres Landstrækninger er bleven muelige at iverksatte, uagtet deres Forbud, at denne Sæd fra deres Lande under Livs Straf ei maatte udføres.

74

154

Det er ingen forsigtig Huusholding udi et Land eller Rige, at man alene vil anvende al sin Omhyggelighed Flid og Arbeide paa at virke nogle faae Ting, eller paa at forplante et eneste Slags Træe, hvis Frugt, formedelst Menneskets Skrøbelighed til at antage nye Moder, for en Tid til Brug iblant Mennesker er bleven meget begierlig, uagtet at saadan Frugts Brug i sig selv ikke er fornøden, eller til nogen almin