Kierkegaard, Søren »Ypperstepræsten« – »Tolderen« – »Synderinden«

Forord


»Hiin Enkelte, hvem jeg med Glæde og Taknemlighed kalder min Læser«, modtage Gaven. Vistnok er det at give saligere end det at modtage; men er dette saa, er jo just den Givende i een Forstand den Trængende, trængende til den Salighed at give; og naar saa er, er jo Dens Velgjerning den største, Dens, der modtager – og saa er det jo dog saligere at modtage end at give.

Han modtage den! Hvad jeg første Gang, da jeg udsendte den lille Bog, der (jvf.📖 To opbyggelige Taler 1843 Forordet) blev sammenlignet, og ogsaa bedst kunde sammenlignes med »en ubetydelig lille Blomst, i Skjul af den store Skov«, hvad jeg den Gang troede at see, det seer jeg atter »hvorledes hiin Fugl, som jeg kalder min Læser, pludselig faaer Øie paa den, kaster sig ned paa sin Vinge, plukker den af og tager den til sig«; eller, fra den anden Side og i et andet Billede, jeg seer atter hvad jeg den Gang saae, hvorledes den lille Bog »gaaer sin Gang ad eensomme Veie eller eensom ad de alfare ..... indtil den endelig træffer hiin Enkelte, hvem jeg kalder min Læser, hiin Enkelte, hvem den søger, efter hvem den ligesom udstrækker sine Arme«: det er, jeg saae og seer, at den lille Bog modtages af hiin Enkelte, hvem den søger, og som søger den.


Først i September 1849.

👤S. K.