525B33_4324X6B2581r►Evangeliet: den gode Hyrde.
p. 214.
#[a]
✂ [a] # eller At først da bliver Forskjellen mellem »Hyrden« og »Leiesvenden« ►ret kjendelig – naar Ulvene komme.
Hvor forbrugt Billedet »en Hyrde« end er, opbrugt bliver det dog aldrig; hvor misbrugt det end er, næsten latterliggjort i ►smægtende Overdrivelse; hvor vanhelliget det end er blevet fra sin første høitidsfulde Betydning: det er og bliver dog ⓘ et deiligt ⓘ Billede: en Hyrde.
En Hyrde! Hist i Dalen ved Bjergenes Fod der boer Hyrden. (udføres lidt). Stille, eensformige, idylliske Liv. Landlige ⓘ Uskyld. Der boer Hyrden, kjendt af ⓘ Faarene, om end ikke forstaaet af dem, dog elsket af dem; og som de have Føde og Kildens Vand fornødent, saa Eet 1v endnu at høre Hyrdens Stemme, den gode, den trofaste Hyrde, hvis Stemme ►varer dem for enhver Fare; og vare de uforvarende komne i Fare, blot det at høre hans Stemme vilde give dem Haab, han den gode Hyrde, der sætter sit Liv til for Faarene.
En Leiesvend. Tænk Dig en rødmende Yngling, eller det endnu Finere en qvindelig Ungdoms ►Un[d]seelse – at være en Leiesvend vilde da være det Frygteligste. Ak, saaledes er det i Ungdom: hvor let at skjelne mellem en Hyrde og en Leiesvend. Men i det praktiske Liv – maaskee ogsaa hiin rødmende Yngling endte med at være en Leiesvend og at være glad derved, blot Leien eller Lønnen rettelig udbetaltes, og lige saa 2r Pigen. ⓘ I Ungdommen undflyer man Skyld for ikke at rødme – den praktiske Dannelse lærer En ikke at rødme eller blegne ved nogen Skyld.
Saaledes er Hyrden og ⓘ Leiesvenden i det praktiske Liv for os praktiske Msker, vi som have tabt saa meget af den oprindelige Undseelse, der gjør Adskillelsen saa let, ikke saa let at adskille; det er ikke som Forskjellen mellem Sort og Rødt, hvilken man strax opdager med et halvt Øie.
526Men dertil kommer en anden Vanskelighed. Leiesvenden siger naturligviis ikke selv: jeg er Leiesvend. O, langtfra, langtfra; Intet Intet er ham saa vigtigt, ⓘ som at holde det skjult i den dybeste Hemmelighedsfuldhed. Og videre, det er en heel Opgave, et langt, langt Studium, 2v og Frugten af et langt, langt Studium, at han saa ►skuffende som muligt [b] ligner »Hyrden«, ligner ham paa Stemmen, Talen, Skikkelsen o: s: v: – men dog er Leiesvend.
✂ [b] Han forsikkrer, forsikkrer, at han er villig ⓘ at sætte sit Liv til for Faarene, han forsikkrer det med Taarer – ak, maaskee er det kunstige Taarer, i ethvert Tilfælde kun en øieblikkelig Stemning, som det uægte Metals Sølvblink – ⓘ og Faarene troe ham. Ja, den virkelige gode Hyrde, som veed med sig selv at han vil sætte sit Liv til, han vilde vel end ikke tale om Sligt, naar der ingen Fare [er], og derfor af Faarene blive anseet for en mindre god Hyrde, ikke ⓘ saaledes elsket som denne ►kunstneriske Leiesvend, der ►passer sit Snit med at lege Hyrde.
Saa lad os betænke: at først da bliver Forskjellen mellem Hyrden og Leiesvenden ret kjendelig – naar Ulvene komme.
Der var engang i Χstds første Tid, da hørtes Ulvenes Tuden ⓘ Nat og Dag. Der var Livsfare forbunden med at være Χsten (udføres). [c]
✂ [c] ogsaa ►spæde Jomfruer satte Livet til.
Men saa forandredes Alt. Der hvor ⓘ før Farer truede, der ►vinkede nu den jordiske Løn – 3r Ulvene vare formodl. fortrængte ud af denne civiliserede Verden (udføres).
Nu blev Forskjellen mellem Hyrden og Leiesvenden næsten ukjendelig ►uden for ►Hjertekjenderen.
►Vistnok var ogsaa hele denne Tilstand (Alle Χstne – hele Verden Χsthed) en Frugt af Leiesvendenes Stræben, der meget vel indsaae, at i denne Ukjendelighed, dette Mørke blev der ingen Forskjel paa Hyrde og Leiesvend.
Men – naar Ulvene komme! Dog det vil jo Hyrden af al mulig 3v Magt forhindre, saa naar Du seer En paa Færde tidlig og sildig for at passe paa, at Ulvene ikke komme, saa kan Du være vis paa, at det er en Hyrde. Maaskee. Men maaskee det ogsaa er en Leiesvend. Thi atter her ⓘ er en skuffende Lighed mulig. Leiesvenden er maaskee nok saa ivrig for at forhindre, at Ulvene ikke komme, som Hyrden, idetmindste har han flere Grunde dertil. Hvad der bestemmer Hyrden er naturligviis Kjerlighed til Faarene; 4r og hvad der giver ham Ro, er den gode Bevidsthed, at han veed med sig selv, at han er villig til at offre sit Liv for Faarene.
Anderledes med Leiesvenden, han har, som sagt, endnu flere Grunde til at frygte Ulvenes Komme. Han 527frygter for sin egen Skyld – at han skal miste Levebrødet o: s: v:.
Og ikke blot dette, men han frygter, fordi han veed, at Ulvenes Komme vil gjøre det aabenbart, at han er en Leiesvend. Tænk en Ældre, længst per4vfectioneret over al Maade i den Kunst at ligne en Hyrde – og de gode Faar have elsket æret ham som en Hyrde, den gode Hyrde – og nu skulde det blive aabenbart, at han var en Leiesvend! Frygteligt. Næsten fristes Leiesvenden, for at forhindre dette, ⓘ at sætte sit Liv ⓘ til, hvis han derved kunde forebygge Ulvenes ⓘ Komme – men det er ikke af Kjerlighed til Faarene.
Saa Du seer, at man ikke ubetinget af den store 5r Iver for at forhindre, at Ulvene skulde komme, kan slutte: denne er en Hyrde, det kan netop ogsaa være en Leiesvend, en Ulv, der med Held har praktiseret som Hyrde – og nu frygter Faren, der vil ►gjøre det aabenbart, ►hvo han er.
Thi just en Hyrde for Faarene kunde maaske handle lige modsat.
►I Skriften læse vi: Høsten er stor, Arbeiderne faae. Dette Ord har man ►sindrigt vendt om og ikke uheldigt betegnet ⓘ Tilstanden i »Χsthed«: Arbeiderne ere mange, Høsten lille. Hyrder, ►gagerede 5v Hyrder er der nok af – om det er Hyrder eller Leiesvende, ja, det vil først vise sig – naar Ulvene komme.
Saa kunde maaske denne Hyrde tænke som saa: var det saa ikke bedst, at vi fik Bud efter Ulvene for engang at see, hvilke der ere hvilke. Sandt, det vil ogsaa gaae ud over Faarene; men paa den anden Side, det er jo dog ogsaa fordærveligt for Faarene at de ⓘ vænnes til denne Forvexling af at betragte Leiesvende 6r som Hyrder. Dog, nei jeg kan ikke bringe det over mit Hjerte, jeg tør ikke vove at hidkalde Ulvene. Men hvis de skulde komme, jeg siger det vil være os gavnligt at de komme, jeg vil heller ikke gjøre saa megen Støi og Larm for at ►forhindre, at Ulvene ikke komme. Selv er jeg villig ⓘ at sætte mit Liv til for Faarene – men, som Forholdene ere, lad kun Ulvene komme, at ►vi kunne faae at see, hvo der er Hyrde og hvo Leiesvend, og at ⓘ Faarene kunne faae Øine op til selv at gjøre Forskjel.