A48144.1VIII1A6611rDette er Troens ►Stigen, ell. at komme til Troen. Her ligger ogsaa det Absurde.►👤Luther taler (i Prædiken om Høvidsmanden fra 📌Capernaum) om hvorledes hans Tro tiltog, først troede han, at Christus kunde hjælpe, hvis han ⓘ
blot vilde komme, men da Christus ikke vilde dette, troede han alligevel, troede, at Christus ogsaa kunde hjælpe uden at komme.
VIII1A662Man ►talte i en ældre Theologie meget om at fordi Synden var mod Gud, derfor var den saa stor, derfor maatte Helvedsstraffene være evige. Det fandt man saa i en senere Tid taabeligt; thi Synden blev jo lige stor enten den var mod Gud ell. ikke. Dette er da i Grunden den ⓘ aandløseste og meest materielle Betragtning. Er da Synd et udvortes Faktum, er den ikke ogsaa en Forestilling, og synder den ikke mere der har en udviklet Forestilling end Den, som har en dunkel, og synder Den ikke dybest, der, uagtet han har en udviklet Forestilling om Gud dog fremturer i Synd.
A48 144.2 VIII1A663 1r Noget om Syndernes Forladelse.
Vanskeligheden ligger her psychologisk paa et ganske andet Sted end man almdl. drømmer om.
ⓘ Vanskeligheden er til hvilken Umiddelbarhed vender den tilbage som troer det, ⓘ ell. hvilken er den Umiddelbarhed som følger paa denne Tro, hvorledes forholder denne sig til hvad man ellers kalder Umidd.
At troe Syndernes Forladelse er et Paradox, det Absurde o: s: v: o: s: v: det er ikke derom jeg taler, men om noget Andet.
Jeg antager altsaa at En har haft det uhyre Troens Mod til i Sandhed at troe, at Gud bogstaveligen har glemt hans Synd – et Mod som maaskee ikke findes i 482Ti i hver Generation, dette afsindige Mod, efter at have en udviklet Forestilling om Gud, saa at troe dette, at Gud ganske bogstavelig kan glemme.
Men jeg antager det? Hvad saa. Nu er altsaa Alt glemt, ►han er som et nyt Msk. Men efterlader det da slet intet Spoer 1v det vil sige: skulde det være muligt, at et Msk. nu kunde komme til at leve med en Ynglings Sorgløshed. Umuligt!
Og just heraf beviser jeg, at det er en ubeskrivelig ►mislig Sag at ⓘ opdrage et Barn strængt i Χstd; thi man forvirrer en Saadan hans Liv efter den rædsomste Maalestok omtrent til ind i det nogle og ⓘ 30de Aar.
Hvor skulde det være muligt, at Den, der har troet sine Synders Forladelse nu skulde blive ung nok til erotisk at forelske sig.
Her er mit eget Livs Vanskelighed. Jeg er af ►en Olding opdraget uhyre strængt i ⓘ Χstd, derfor er mit Liv mig rædsomt forvirret, derfor er jeg blevet bragt ind i Collisioner som ⓘ Ingen tænker paa, mindre taler om. Og nu først, ►nu i mit 35te Aar har jeg maaskee ved Hjælp af tunge Lidelser og med Angerens Bitterhed lært saa megen ►Afdøethed fra 2r Verden, at der for mig ret kan være Tale om, at finde hele mit Liv og min Salighed i Troen paa Syndernes [Forladelse]. Men sandeligen, om en[d] aandelig stærk som nogensinde, jeg er nu meget for gammel til at blive forelsket ⓘ i en Qvinde ⓘ o: D:.
Der fordres en Udlevethed for egl at føle Trang til Χstd. Paanødes den En før den Tid, saa gjør den En egl. gal. Der er det i Barnet og Ynglingen, som hører dem saa naturligt til, at man maa sige saaledes maa Gud selv have villet at ►de skulle være; Barnet og Ynglingen ere væsentligen ⓘ blot sjæleligt bestemmede, hverken mere ell. mindre. Χstd er Aand. At opfatte et Barn strængt under Bestemmelsen »Aand« er Grusomhed er som at slaae ham ihjel, og har aldrig været Χstds Mening.2v
Og derfor er hele Χstd. i Χstheden for største Delen bleven til Piat, fordi der opdrages i den. Thi sjeldent saare sjeldent opdrages et Barn uhyre strængt deri, hvilket dog, naar galt skal være, er det ulige bedre, om 483det end dræber hans Barndom og Ungdom; som oftest opdrages der piattet deri, og saa bliver det aldeles Skidt. Det er dog altid bedre at have udholdt alle disse Qualer i Barndom og Ungdom ved at være udspændt (som i en Tortur) under Bestemmelsen Aand, som man endnu ikke er, at have udholdt alle disse Qualer, saa Ens Barndom blev idel Elendighed – og saa endeligen engang med heel Salighed forstaae, see nu kan jeg bruge den, nu er Χstd til for mig og Alt: det er dog bedre end piattet hverken at have været det Ene ell. det Andet.
A48ad144.2VIII1A6641r►»Dine Synder ere Dig forladte« dette er de Christnes Tilraab til hinanden, med dette Tilraab gaaer Christend. gjennem Verden, paa dette Sprog kjendes den som altid et Folk en Nation paa det Sprog den taler. Dette Ord tilraaber den ene den anden ►som Natteposterne i Kiæden tilraabe hinanden et Ord o: s: v:
►cfr👤Luthers Prædiken paa Evangeliet 19de Søndag efter Trinitatis Slutning
A48144.3VIII1A6651rAt alle Msker have lige Adgang til Lidenskab og Følelse har jeg altid forfægtet, det har været min Trøst. Men nu seer man dog ogsaa ►det Mislige. Et Rabalder-Fjog som ►Pastor Boiesen blæser ad Dr. 👤Rudelbachs Lærdom o: s: v:; thi han (👤Boiesen) er Patriot! Bravo. Hvilken uhyre Løgn. Blot ved at være Patriot ⓘ blot ved at vræle derpaa bliver man Alt. Jeg troede: ved at være Patriot blev man Patriot og derved blev det.
VIII1A6661vAand bliver nu i disse Tider en Overflødighed, Kunst, Videnskab o: D: ⓘ Luxus. Der var en Kone forleden Dag, der med Bevægelse beklagede sig over, at der ligeoverfor hende boede en Mand, som ►holdt Keglebane, hun fandt det saa oprørende for Nationalitets-Følelsen, at En ►i disse Tider holder Keglebane. Som en saadan Stakkels Mand formodl. nu vil gaae nedslaaet omkring, og ikke turde opløfte Øinene, fordi han ikke er Patriot – men holder Keglebane: saaledes maae vi stakkels Forf., ►item Kunstnere o: s: v: blive os bevidste, 484hvis det ikke gaaer videre, og vi blive (i Tidens Alvor!) som ►Glædes-Piger en Afskye o: s: v:
A48144.4VIII1A6671rAf alle Tyrannier er en ►Folkeregjering den qvalfuldeste, den ⓘ aandløseste, ubetinget alt Storts og Ophøiets Undergang.
En Tyran er dog ⓘ ►M.ell. et enkelt Msk. Han har dog ►ordentligviis en Tanke selv om det er den urimeligste. Man kan nu overveie med sig selv om det er Umagen værd for den Tanke at lade sig slaae ihjel om den saaledes colliderer med Ens egne Tanker, ell. om dette ikke er Umagen værd. Og saa indretter man sig og lever. – Men i en Folke-Regjering ►hvo er Herskeren? Et X ell. det evindelige ⓘ Pjat: hvad der i ethvert Øieblik er ell. har Majoriteten – den afsindigste af alle Bestemmelser. Naar man veed hvorlede[s] det gaaer til med at faae Majoritet og hvorledes det kan fluctuere, at saa dette Nonsens er det Regjerende.
En Tyran er dog kun Een, man kan altsaa, hvis det ►saa synes En, indrette sig paa at undgaae ham, leve fjernt fra ham o: s: v:. Men ►hvor skal jeg i en Folke-Regjering undflye Tyrannen. Ethvert Msk. er jo i en vis Forstand, Tyrannen, det er blot han skaffer et Opløb, en Majoritet.
En Tyran som enkelt Msk. er da saa 1v ophøiet En saa fjern, at man for ham kan faae Lov til at leve privat som man vil. Det kan i al Evighed ikke falde en Keiser ind at bryde sig om mig, hvordan jeg lever, hvad Tid jeg staaer op, hvad jeg læser o: s: v: – ordligviis veed han slet ikke af, at jeg er til. Men i en Folke-Regjering er jo »Ligemanden« ⓘ den Herskende. Ham beskæftiger Sligt, om mit Skjæg er som hans, om jeg tager i 📌Dyrehaven paa samme Tider som han om jeg er ganske som han og de Andre. Og hvis ikke, ja da er det en Forbrydelse – en politisk Forbrydelse, en Stats-Forbrydelse!
En Folke-Regjering vil ►i Maximum kunne skaffe nogle Martyrer, af hvilke den har ►Fortjeneste som 👤Josephs Brødre af 👤Joseph.
At leve under en saadan Regjering er det meest Dan485nende for Evighed, men den største Qval saa længe det staaer paa. Kun 2r ►een Længsel kan man have, hiin socratiske at døe og at være død. Thi ►👤Socrates han har døiet denne Aandsløshed, at Numerus ⓘ er Regjeringen, at vi ikke Alle ere lige for Gud (thi hvad bryder man sig om Gud i en Folke-Regjering!) men alle lige for Tallet! Og Tallet er just det Onde, som det ogsaa ►i ►Aabenbaringens Bog bruges saaledes prægnant.
En Folke-Regjering er det sande Billede paa 📌Helvede. Thi selv om man skulde holde dens Qval ud, det var dog en Lise, hvis man fik Lov at være ene, men det Qvalfulde er netop, at »de Andre« tyrannisere En.
A48144.5VIII1A6681rNaar i denne Tid Præsten prædiker om Gud og Χstus og Evigheden o: s: v:, da hører Menigheden efter ⓘ – som sædvanligt. Men naar han blot siger ►»i disse Tider, nu da Krigen....« vupti saa faaer Menigheden Ørene op, det er Noget at prædike om, man reiser sig op for at fange hvert Ord, Damerne tage Hatten af, at Intet skal undgaae dem – med hvad der siges om Gud og Χstus gaaer det ikke saa nøie.
VIII1A669min Forfatter-Virksomheds Realitet er naturligviis ►nu Nul, mindre end Nul, bliver snart en Forbrydelse. Jeg bliver tilsidst for at faae Fortjeneste af Staten og Anseelse som Patriot, nødsaget til at tilbyde ►»Fædrelandet« min Tjeneste ⓘ som Bud, med at bære Avisen om.
VIII1A6701vGuds-Forholdet er det Eneste der giver Betydning. Det seer man eminent i Χsti Liv. Det var en Dag, en Dag der formdl ogsaa har haft sin Begivenhed, om hvilken Alle have talet som det uhyre Vigtige – paa den Dag ►salvede en Qvinde Χsti Hoved – hvilken Ubetydelighed: og dog er alt det Andet glemt kun hun erin486dret. Men aldrig synes mig træder Guddoms-Værdigheden, Bevidstheden om at være Gud stærkere frem i Χsti Liv, ikke naar han gjør et Mirakel, end da Han viser hvilken uendelig Realitet hans Liv havde, at en saadan ubetydelig Begivenhed fortjener evig at erindres, at en ubekjendt Kone, et forsvindende Intet bliver udødelig blot fordi hun en Dag salvede hans Hoved!
A48144.6VIII1A6711rMan taler rigtignok stundom om, at der ogsaa stundom have levet i Sandhed Udmærkede som ikke ere blevne forfulgte, men høit ærede og anseete. Maaskee. Men lad os dog see Sagen lidt nærmere an. Fordi En er stor fE som Kunstner, Digter, Skuespiller, Taler o: s: v:, deraf følger endnu ikke at han, ethisk, er stor. Maaskee har han altsaa ⓘ trods sin æsthetiske Storhed været svag nok til at ville æres og ansees i Verden ogsaa paa en usand Maade, ogsaa ved at ►smigre for det Onde, ell. dog ved at undflye Farer, som han skulde have vovet sig ud i. See, det er noget Andet. Lad os tænke en Digter. Jeg negter altsaa ikke at han er i Sandhed stor som Digter; men det er saa vist ikke derfor han blev saa høit anseet og beundret af de Samtidige. Nei, men han var tillige en svag Charakteer, feig, han holdt gode Miner med Misundelsens Organer, styrkede sig ved Sammenhold med Andre o: s: v:, see derfor levede han æret og anseet.
Men dette staaer fast, at aldrig har Nogen, der var ethisk stor været æret og anseet saa længe han levede; thi saa maatte ogsaa Verden være god. Det er kun ved Lurvethed man naaer virkelig at være anseet og æret saa længe man lever; det at En virkelig er Genie hjælper ikke. Havde hiin Digter tillige været Ethiker saa var han ikke blevet æret og anseet.
487A48144.7VIII1A6721r►Naar I ikke see Tegn og Undergjerninger ville I ikke troe.
Her seer man Rigtigheden af at gjøre det at troe til en egen Sphære. Thi dersom det man saadan i Almdl. kalder at tro: [(at troe, at der [er] en Gud til, ►et Forsyn o: s: v) hvilket slet ikke er Andet end at vide, ell. den Umiddelbarhed som vel kan være klaret ved Tænkning, men ikke er ►forsøgt i Anfægtelse, der ►piner ud til det Absurde] var at troe, ⓘ saa blev Χsti Ord en ►Anti-Climax og Christus kom til at sige det Modsatte. Thi hiin ►qvasi Troen, den mener at troe – kun Mirakler o: D. kan den ikke komme ud af det ⓘ med; den troer, som det hedder, paa Gud og Christus, men lader Miraklet staae hen. Dog ordner Χstus Forholdet omvendt, først kommer den Tro, som troer Mirakler, troer, fordi den seer Mirakler, og saa den næste, som troer, uagtet der intet Mirakel skeer. Disse to Bestemmelser ere Troens, og det Absurde, Forargelsens ►Mærker ere der. Først at troe, at Gud vil lade Noget skee som aldeles strider stik mod vor Fornuft og Forstand. Det er absurd. Og naar man saa har troet det, at dette vil skee, saa alligevel at troe, uagtet det ikke skeer. 1v Men tager man Troens første Bestemmelse ⓘ bort, at troe fordi man seer Tegn og Under, saa forvirres Sphærerne, thi saa kommer Viden og Troens høieste Form til at ligne hinanden. Thi Viden, naar den faaer Lov til at kalde sig Tro, ⓘ forlanger intet Mirakel, det vil den tværtimod helst være fri for, thi Miraklet er den netop ►til Forargelse. Men Troens høieste Form er jo at troe, uden at see Tegn og Under.
Her seer man et Exempel paa, hvorledes Alt er forvirret, naar man ikke passer paa at gjøre Troen til en Sphære for sig selv.
A48144.8VIII1A6731rNoget om Syndernes Forladelse.
At troe sine Synders Forladelse det er den afgjørende ►Crisis, hvorved et Msk. bliver Aand, den som ikke 488troer det er ikke Aand. Det er Aandens Modenhed, det betyder, at hele Umiddelbarheden er gaaet tabt, at Msket ikke blot Intet formaaer ved sig selv, men formaaer ⓘ kun at skade sig selv. Men hvor Mange opleve i Sandhed reent personligt at forstaae om sig selv, at man er bragt til den Yderlighed. (Her ligger det Absurde. Forargelse. Paradoxet. Syndernes Forladelse.)
De fleste Msker blive aldrig Aand, opleve aldrig at blive det. Den Udvikling: Barn, Yngling, Mand, Olding, den gjennemgaae de, ►tak dem Skam til, det er ikke deres Fortjeneste, ell. ►deres Zuthat, det er den vegetative ell. vegetativ-animalske Proces. Men det at blive Aand opleve de aldrig.
Synds Forladelsen angaaer nemlig ikke noget Enkelt – som var man total god (dette er det Barnlige, thi Barnet beder altid om Forladelse for noget Enkelt, at det igaar gjorde det, idag glemte det, o: s: v:, det kunde aldrig falde Barnet ind, ja Barnet ⓘ kunde end ikke faae det i sit Hoved, at det overhovedet er ond) nei det angaaer lige omvendt ikke saa meget det Enkelte som det Totale, det angaaer hele Ens Selv, der er syndigt og fordærvende Alt, saasnart det kommer det mindste med.
Den, som saa i Sandhed har oplevet og oplever det at troe sine Synders Forladelse han er 1v saa ►vistnok blevet et andet Msk, Alt er glemt – men dog gaaer det ham ikke som Barnet, der efter at have faaet Forladelsen, væsentligen bliver det ⓘ samme Barn igjen. Nei, han er blevet en Evighed ældre; thi han er nu blevet Aand, hele Umiddelbarheden og dennes Selviskhed, dens selviske Vedhængen ved Verden og ved sig selv er tabt. Han er nu msklig talt gammel, uhyre gammel, men evigt er han ung.
VIII1A674Man finder stundom Udviklinger af Synds-Forladelsen, der fortælle, at Forf. troer paa den, ⓘ og i hans Udvikling seer man lige det Modsatte, at han egl. er forarget paa den.
Heed det da ikke ►til den Værkbrudne: stat op og gaae. Men ►Prædikeforedraget indvikler sig i lutter Modsigelse; det kan egl. ikke prædike over hiint Evangelium, fordi det ikke troer, men saa laver det selv en Lære, og det skal være Synds-Forladelsen, og er intet andet end Fornuft-Præk – og dog skal Syndsforladelsen være »den dybeste og vigtigste Lære i Χstd.«
A48 144.9 VIII1A675 1r Noget om Syndernes Forladelse
Som en sand og dyb Forelskelses første Udtryk er Følelsen af den egne Uværdighed, saaledes er Trangen til Syndernes Forladelse Kjendetegnet paa at man elsker Gud. Men af sig selv kan intet Msk. ►falde paa, at Gud elsker ham. Det maa forkyndes Msket. Dette er Evangeliet, Aabenbaring. Men netop fordi intet Msk. af sig selv kan falde paa at Gud elsker ham, derfor kan hell. intet Msk. af sig selv falde paa, hvor stor Synder han er. Consequent ►lærer den augsburgske Confession, at det maa aabenbares et Msk, hvor stor Synder han er. Thi uden den gudd. Maalestok saa er intet Msk. den store Synder (det er han kun – for Gud).
Men begge Dele svare til hinanden, naar ⓘ Msket ikke fatter hvor stor en Synder han er, kan han ikke elske Gud; og naar han ikke (ved at det forkyndes ham hvor høit Gud elsker ham) elsker Gud, kan han ikke fatte, hvor stor en Synder han er. Syndsbevidsthedens Inderlighed er just Kjerlighedens Lidenskab. Thi 1v vel ►gjør Loven En til Synder – men Kjerligheden gjør En til langt større Synder; vel kan Den, der frygter Gud og skjælver, føle sig som Synder, men Den, der i Sandhed elsker, føler sig som endnu større Synder.
490A48144.10VIII1A6761rDet er ►et sandt ⓘ Ord af 👤Luther (etsteds i hans Postil), at naar de Modige og Stærke blive bange, saa maa Gud til at bruge de Svage.
A48144.11VIII1A6771rOgsaa det er ►et evigt Billede (►cfr. Journalen NB4 etsteds langt henne): et Buskads som danner begrændsende Slutningen af en Park, en Aae løber langs med, ⓘ – der er Morgen – en ung Dame i Morgendragt spaserer ⓘ ene
Der vil gives et Partie ved ►📌Ladegaards-Aaen, som complet udtrykker dette.
A48144.12VIII1A6781rLad os tale saaledes. Tænk Dig Du var i Besiddelse af alle mulige Lykkens Goder, ►derhos en Smag, en Genialitet til at benytte dem, en Opfindsomhed i at nyde, ja som i Digter-Fortryllelse var hele Dit Liv indrettet; og Enhver der besøgte Dig fra de fjerneste Egne ⓘ selv Reisende fra de Lande, der grændse nærmest til Phantasiens Rige. Alle Alle vare enige om at beundre Din Aand og tause af Forundring over Din Lykke. Hvad manglede Du saa? Du tænker maaskee, at jeg ⓘ vilde sige: Du manglede En til at dele Din Lykke med Dig. Ingenlunde, ogsaa dette indrømmes; thi Ønsket er i min Haand ⓘ føieligere end Alt. Altsaa en Elsket havde Du, et Indbegreb af al Elskværdighed, hun var yndig som ►hiin Høisangens Rose, endnu yndigere, mere blussende ⓘ en østerlandsk Yppighed, mere bly end nordisk Qvindelighed, hun var underholdende som ►en ⓘ 👤Schehersad (i 1001 Nat) og i mere end 1001 Nat. Hvad manglede Du saa? Du tænker ⓘ maaskee, at jeg vil tale om, at dog Alt er saa usikkert, at Lykken saa ofte vexler, saa Du manglede Sikkerhed for at den vedblev. Ingenlunde, ogsaa dette indrømmes Dig. Hvad manglede Du saa? 1v Du tænker maaskee jeg vil sige: Døden er saa – uvis, nei saa vis altid, dette er Forstyrrende. Ingenlunde; ogsaa dette indrømmes Dig. Der indrømmes Dig ►70 Aar aldeles sikkre – hvad manglede Du saa?
Du manglede det at have Gud og ►hans Styrelse at forundre Dig over; thi ►Du var jo Din egen Lykkes Smed, Dit Forsyn.
See ►i hiin den ønskende ⓘ Yn[g]lings Pallads, der manglede eet Vin491due. Udsigten fra alle de andre var fortryllende – men dette Vindue som han (thi lad os digte det saaledes) rigtigt forstod, at han ikke kunde gjøre færdigt – Udsigten fra dette Vindue den var til Gud, til ►Guds Forsyn. O, og ikke sandt, naar vi saa vende det Hele om, saa stod Du Dig dog bedre: istedetfor det uhyre Pallads med de 23 Vinduer, havde Du intet mindre end et Pallads, Du havde et lille Værelse, der var kun eet Vindue paa, og selv det var ikke ganske færdigt – men det var det Vindue, gjennem hvilket Du saae til Gud.
A48 144.13 VIII1A679 1r Blandede Følelser.
Under denne Titel kunde jeg have Lyst til at henkaste lidt Lyrik. Pointen skulde naturligviis være, at der ved reent dialektiske Beregninger og ved Combinationer af Følelsers og Lidenskabers ►Krydsen blev udfundet hvad man kunde kalde de combinerede Numere. »Blandingen« vil altsaa betyde Intensiteten, thi jo større Blanding i Eenhed desto intensivere, jo flere Modsigelser og dog Harmonie jo rigere.
Overhovedet var det interessant saaledes at udregne hele Følelsens og Lidenskabens Omraade, hvad Ingen har tænkt paa, endnu mindre paa, at Hemmeligheden just er, at det maa gjøres dialektisk ikke ⓘ lyrisk, men dialektisk og saa lyrisk.
Som Exempel paa et Numer af blandede Følelser kan benyttes ►hvad der ligger henkastet »Noget om det at elske.«.
A48 144.14 VIII1A680 1r ►Noget om det at elske.
Hvilket Msk. kan ideelt tænkt blive meest elsket? Den, der gjør mig ulykkelig, men saaledes at jeg er inderlig overbeviist om, at det er med hans bedste Overbeviisning, at han i Sandhed oprigtigt mener at gjøre det Bedste. Den der skal være elsket ⓘ meest, maatte sætte alle Kjerlighedens Faktorer i Bevægelse, og det er kun Tilfældet i den her beskrevne Formel. Jeg elsker et saadant Msk, ⓘ fordi jeg føler Kjerligheden i ham; men det at han gjorde mig ulykkelig ved Noget han mente 492at gjøre til mit Bedste, vækker min Sympathie – og jeg elsker ham endnu engang høiere. I Sorgen over den egne Ulykke, naar jeg saa betænker, hvor tungt det maa være for Den der elsker at have gjort ⓘ den Elskede ulykkelig, i Sorgen derover elsker jeg ham endnu engang.
Dette er den meest fuldendte Formel for at elske. Jeg har aldrig seet 1v den fremstille. Den har det mærkelige Paradox, at jeg netop elsker meest – fordi han gjorde mig ulykkelig.
I denne Formel er der den reflekterede Sympathie mere end hvad man ellers tænker paa.
Dette er Scalaen.
A49144.15IXA4931vEet eneste Votum, absolut, uden nogen yderligere Tilføielse
►Som politisk Forfatter er ►👤Sibbern kun deri forskjellig fra ►👤Geert W., at han [a] aldrig tager Skjæget af Nogen, men kun plager Folk med sin Snak. Noget Sørgeligt ligger der i, at [en] Mand i en saa anseet Stilling i Staten, en Lærer ved Universitet[et], en Mand der altsaa er forpligtet ⓘ i Ansvar mod Ungdommen at ⓘ foregaae den 493med et godt Exempel, [b] som en lavcomisk Person tosser om paa ►Dandseboder og andre slige Steder, ⓘ som Forfatter tosser om i en vis Classe af ⓘ Bladec. Dog ►betræffende 👤S. er man vel nødsaget til at opgive at sørge.
✂ [a] ikke engang kan barbere, men kun plage Folk
✂ [b] at han, som en ►Løsgænger og Dagdriver slendrer om paa Dandseboder
✂ c der høre hjemme i Literaturens Kjelder-Etage
►I et sidste Numer af Aftenbladet orienterer han os ⓘ for 37de Gang i de inde[n]landske Forhold – thi til at orientere er det at Sib. altid føler sig kaldet. ⓘ I en lidt mere phantastisk Costume end det aldeles sluskede Gamelt og Nyt, hvor[i] han ell. optræder, viser han sig som Prophet. ►Han varsler en Reaktion mod det nu bestaaende Ministerium, en forfærdelig ⓘ Reaktion, saa forfærdelig som det ⓘ da er muligt ɔ: fra alle 4 Verdens Hjørner. ⓘ Først kommer det første Hjørne – det er allerede meget, at det gaaer saa ordentligt til. Det andet Hjørne er mærkeligt nok: »Nord og Syd.« – af et Hjørne ⓘ især et Verdens-Hjørne at være er det Nord og Syd et mærkeligt Hjørne. Og da der nu føies 2 Hjørner til saa bliver det altsaa 6 Hjørner. Hvilken for2rfærdelig Hvirvel! Hvilken Lykke at 👤S. da ogsaa ►veed Trøst m: H: t: den Confusion som muligt kunde indtræde i det frygtelige Øieblik, naar det paa een Gang begynder at storme fra alle ⓘ 4 Verdens – 6 Hjørner. Han fortrøster sig i den Henseende til »Redakteuren af Adresseavisen og Flyveposten.«
Det kan man kalde at orientere i Forholdene, det har dog maaskee neppe i alt det Sibbernske nogensinde viist sig saa tydeligt at han er kaldet til at ⓘ orientere, netop derfor have vi fremhævet det.
Og i ethvert Tilfælde vil dette lille Referat af det Sibbernske maaskee kunde være tilstrækkelig til een Gang for alle at orientere betræffende 👤Sibbern: at han, som politisk Løsgænger er en complet 👤Geert W., ogsaa deri liig denne, at han er kommet til at ►drikke Duus med Skarpretteren,: ►den litteraire Foragteligheds og Misundelsens ⓘ udtjente ussle Redskab, ell. som ⓘ 👤Sibbern, hans Duusbroder kalder ham: det ungdommelige Genie: Student 👤Goldschmidt. Disse to forstaae hinanden, ⓘ naturligviis ikke hiin den elskelige, eiendom494melige Tænker, ►Etatsraad 👤Sibbern, men den ⓘ politiske Tosse-Peer 2v 👤Sibbern – og det uartige Barn i Literaturen 👤Goldsch., der have for Skik at sige hinanden Complimenter – ⓘ de have ⓘ hvad der er ⓘ en Undergjerning ►ⓘ allerede flere Gange taget Ære af hinanden.
A48144.16VIII1A6811rMan skal ikke foragte: Springet. Der er deri noget Overordl. Derfor jo ogsaa næsten i alle Folkeslag et Sagn om et Spring hvor Uskyldigheden frelstes, medens det Onde styrtede i Afgrunden, et Spring, som kun Uskyldigheden kan gjøre.
A49144.17IXA4941rDer er nu i vore Tider talt saa meget om, at en ⓘ Individualitet udvikler sig, gjennemgaaer flere Udviklinger at dette saadant er blevet forvrøvlet nok til at blive populairt i Samfundets Kjelder-Etage. Der gjør nu ►ⓘ 👤Goldschmidt furore ►er den beundrede Individualitet der gjennemgaaer flere Udviklinger. Hans første Udvikling er ►»Corsaren.« Han synes ikke ganske selv og hans Publikum endnu mindre at vide, at der dog er visse Udviklinger som der er sat et Punktum for. Hans første Udvikling er omtrent hvis En vilde sige: min første Udvikling er at jeg kom ►7 Aar i 📌Forbedringshuset – ell. jeg blev ►offentlig Fruentimer, det var det første Moment. Saadanne Udviklinger antager andre, at trække fra.
A49144.18IXA4951rI en vis Forstand er Verden saa snild, at den saadan halvt og halvt forstaaer, at en Martyr vilde være den det allerfarligste Msk. Derfor ►tales der saa meget ⓘ om, at ⓘ nu omstunder bliver der ⓘ Ingen mere Martyr. Verden frygter nemlig den Anstrengelse, at et Msk. satte Livet til for Sandheden, at faae det ganske nær paa sig: saa ryger al Klogskaben med ►saadan til en vis Grad.
Men en umidd. Begeistret vil ikke mere kunne blive Martyr, det vil sige, selv om han blev det, vilde Verden ►protestere det, og benegte det. Kunsten er altsaa nu: en reflekteret ►Martyrer, En, der med den klareste Bevidsthed fra Begyndelsen af tenderer dertil, benyttende Alt (som det ►ell. benyttes for at vinde jordiske Fordele) til at gribe saaledes ind i Alt, at man ikke kan blive ham qvit – og saa bliver han Martyr. Dette er en langsom og en svær Operation, at gjøre 495alt Dette holde ⓘ ud Aar efter Aar, blot for at naae at falde, men rigtignok ogsaa at falde saaledes, at Sandheden seirer afgjort.
Det er det sidste Middel for at skaffe Mskene ud af »Klogskabens« selvbehagelige Fortryllelser.
ⓘ En saadan Martyr vilde jeg kalde »Sandhedens Spion.«
Det er den sidste Magt, et Msk. [har] over Andre, han kan sige: ja, ja I skal komme til at slaae mig ihjel, ell. til at handle saaledes mod mig, at ►I selv skulle fortryde det.
A49144.19IXA4961rAk, thi ►i Theateret lee vi Alle af Kameraterne; men i Virkeligheden lee vi Alle af den Enkelte, som bogstaveligen ikke paa een ell. anden Maade vil være i et Cameraderie. Thi vil han ikke det, og var han ►ell. En, der kunde være det: saa gaaer han Glip af alle jordiske Fordele, men det er jo latterligt af ham, han som kunde have dem
IXA497Literair Øienforblindelse.
Først gjælder det: at enhver Virkelighed, et virkelig Noget ikke vækker nær saa megen Sensation som et ►Spilleværk, der har disse Ender, som Snakken kan faae fat i. Dernæst: at de Industridrivende, ell. dog de som eftertragte endelige Fordele især have travlt med ⓘ den endelige Forretning. Just derfor bør ►👤M.H. optages, fordi han saa let ►skuffer, da det ham ►betræffende vel egl. ikke er Penge han eftertragter, men vel det saadan at ville være Noget i Literaturen, som han slet ikke er.
Bøger skriver han ikke, men saadan Smaatterie, som især [er] beregnet paa at blive omtalte. ►Et Skoleprogram hvert Aar med en lille Afhandling af Hr Mag. Et Skoleprogram er naturligviis slet og ret en Udgift for Skolen; som der vel i Examens-Tiden er et Frokost-Bord frit dækket for alle Lærerne, saaledes maa Skolen ogsaa udrede disse ►30 ell. 40rd, som et Program koster. Saaledes betragtes det altsaa ogsaa af ham. Der gjøres ►et meget stort Oplag – og alle Forældre, alle Skolens Velyndere, alle 1v hans Venner (efter den Maalestok, at endogsaa jeg faaer et saadant) faae hvert sit Exemplar. Alle disse Msker blive nu i godt Humeur, en Præsent er jo altid behageligt. De tale Alle godt om den, og der tales virkelig om disse lumpne ►8 a 10 a 20 Pagina, naturligviis naar man har sikkret sig en 4 a 500 Msk. ell. mere der tale derom – for at for496tælle, at de have faaet et Fri-Exemplar. Derpaa bliver saa Programmet maaskee af een af Skolens Lærere, ell. af en Velynder anmeldt i ►Berlingske T. meget rosende. Vilde En anlægge en ordl. Maalestok for Critik og ved Hjælp af den vise, at det Hele naturligviis var ►et Smule-Specimen af en Candidat i ►Candidat-Prosa: ►saa var 101 ude. Alle de, der havde faaet Fri-Exemplar vilde føle sig fornærmede. Og ikke blot dette, men Forf. vilde træde frem og sige: i en saadan lille Artikel i et Program kan man ikke udtømme en Gjenstand o: s: v:.
Man holder ►en Tale i skandinavisk Selskab. Den er der altsaa Mange der høre – og meget at tale om, at de vare der den Aften o: s: v: o: s: v: ►Bladene anmelde saa den Aften i skandinavisk Selskab, og omtale ogsaa Foredraget der roses, ja omtales vidtløftigere end mangen stor Bog, som er ⓘ Frugten af lang Tids Flid. Dette læses af Mange, naturligt læser ⓘ man gjerne om, hvor man selv var den Aften med. Dog ikke nok hermed, saa ►udgiver man den. ►»nu er Øieblikket« – hvorledes »nu« ja, ►nu er ⓘ 📌Rigsdagen sammenkaldt, og hver Medlem faaer et Fri-Exemplar – Og saa ►staaer der i Bogen, at Forf. først havde paatænkt at levere endnu en Afhandling. 2r Var den kommet, havde der ikke været nær saa meget at tale om. Men det, at han agter, giver naturligviis Snakken nok at tænke paa og at tale om.
►»Nu er Øieblikket dertil« siger Forf. Hvortil? Ja, det følger jo af sig selv, hvad han ogsaa siger: til at udgive dette Foredrag. Og hvad er da dette Foredrag? En lille Ubetydelighed, et latterligt Spilleværk, der indeholder ⓘ adskillige nogle ganske morsomme Snurrepiberier angaaende fremmede Ords Brug i det danske Sprog, men hvor der da ikke i fjerneste Maade er gjort endog det svageste Forsøg paa en egl. Undersøgelse ell. Udvikling hvad dette ►confinium mell fremede Sprog overhovedet har at betyde o: s: v: og o: s: v: o: s: v:. Men nu er Øieblikket dertil! Dersom En i al Stilhed havde fattet Planen til at stifte en ny Munke-Orden for om muligt at frelse Verden, havde alt i Beredskab, de Nærmeste allerede enige i at slutte sig til ham, og han nu, nu i dette Forvirringens Øieblik vilde sig[e]: nu er Øieblikket dertil – det lader sig høre. Om En nu havde en fuldstændig og grundigt udarbeidet Plan til 📌Danmarks Forsvar og vil sige: nu er Øieblikket. Men siger Mag. 👤M. H. nu er Øieblikket dertil. Da det i ⓘ Himmelens Raad var bestemt at Gud engang vilde lade sig føde, da ⓘ ventedes der blot paa Øieblikket – saa kom det og der blev sagt: nu er Øieblikket dertil. »Nu er Øieblikket dertil« hvor pathetisk; man faaer Forestilling om lang Tids grundige og velprøvede Forarbeide, Forestilling om hvorledes nu ogsaa Sagen ganske er udtømt – der ⓘ ventedes blot paa Øieblikket – nu er Øieblikket dertil! Er der Spor af Mening heri. Dog maaskee har Manden, satirisk nok, Ret: nu er Øieblikket dertil, Øieblikket hvor man kan faae ►Narrestreger og Ubetydelighed pustet op til Alvor og yderste Alvor. Saaledes lader denne Passus sig maaskee forklare. Det er nemlig skeet, at ►eet af Rigsdagsmøderne har spildt Tiden og Landets Penge paa at anstille intetsigende Sprogbemærkninger. Da gaaer der et Lys op for ⓘ M.👤M H: nu er Øieblikket. Videre. Maaskee ønsker ►Mag.👤H. at opnaa Noget paa 📌Rigsdagen, og ►vil maaskee ind i en Comitee. Den almdl. ►Manuprenseren og andre Hundekunster findes ikke tilstrækkeligt. Saa maa der gjøres mere. Nu man kunde jo gjøre 2v et Gjestebud ell. to. Men det er dyrt. Antaget blot 50, vil det billigst, og selv om man ►kneeb nok saa meget paa Muskaten, blive 80 a 90Rd. Dernæst smigrer det hell. ikke Folk nok. Mad og Drikke takker man vel for, men ⓘ det kan da saa mange tractere med. Nei, men en Foræring af – en 497Bog. Ypperligt: det koster kun ►höchsten 30rd, og saa har man c 2000 Præsenter. ►Hver Rigsdagsmand faaer da sit Exemplar. O, 📌Rigsdagens Alvor! ►Der blev bedet for den i alle Kirker, ►dens Mine har hidtil været den dybeste Alvor, især da ►hiin uforglemmelige Sprog-Dag, da ►Hurtigskriver[e] og Stenographer optegnede disse evig mindeværdige Ord, som kostede Landet c. 600 rd. Men aldrig var dog 📌Rigsdagens Mine saa alvorlig, som Dagen efter Mag. 👤H.s Bog var udkommet. Der var stor Gratulation, alle takkede.
Der er allerede reist megen Sensation. Nu gaaer, hvad man med en Euphemisme kalder Bogen over til Bladene. ►150, ikke almdl. Mænder men Rigsdagsmænd foruden en formdl. stor Mængde Andre ere paa en Maade forpligtede til at synes godt om den: ergo, den bliver udbasunet i ⓘ Bladene – thi nu er Øieblikket dertil. Ordl. kan man antage, at det vil gaae upaatalt af, og den driftige forfængelige Stakkel Forf. ►indskummer Ære og Anseelse – thi Penge tjener han ikke, det er sandt, han har jo givet 30rd ud for at kunne gjøre Præsenter; men ►det kommer igjen, sagde Skrædderen. Skete det derimod, at En paatalte det, og viste ⓘ Piecens Nullitet: saa træder Forfatteren frem og siger: det er dog høist besynderligt at anlægge en saadan Maalestok for en lille Ubetydelighed, der blev henkastet, et Foredrag, man blev anmodet om at holde, en lille Bagatel« – om hvis Udgivelse det dog heed: nu er Øieblikket dertil.