Kierkegaard, Søren Øieblikket Nr. 9

En Dosis Livslede

Som Mennesket – naturligt – ønsker hvad der kan nære og oplive Livslysten: saaledes behøver Den, som skal leve for det Evige, stadigt en Dosis Livslede, for ikke at blive forgabet i denne Verden, men meget mere ret lære at væmmes og kjedes og ækles ved denne usle Verdens Daarskab og Løgn. Her en saadan Dosis.

Gud-Mennesket forraades, forhaanes, forlades af Alle, Alle, Alle, ikke een Eneste, ganske bogstaveligt ikke een Eneste bliver ham tro – og saa bagefter, bagefter, bagefter er der Millioner, som paa deres Knæe have valfartet til de Steder, hvor for mange hundrede Aar siden hans Fod maaskee satte et Spor; bagefter, bagefter, bagefter have Millioner tilbedet en Splint af det Kors, paa hvilket han blev korsfæstet!

Og saaledes er det altid, forholdsviis, i Samtidighed; men bagefter, bagefter, bagefter!

Maa man saa ikke væmmes ved det at være Menneske!

Endnu engang, maa man ikke væmmes ved det at være Menneske! Thi disse Millioner, der paa Knæe valfartede til hans Grav, denne Menneske-Trængsel, som ingen Magt formaaede at splitte ad: der behøves blot Eet, at Christus kom igjen – og alle disse Millioner vilde snart faae Fødder at gaae paa, for at smøre Haser, hele Trængselen være som blæst bort, eller den vilde, som Masse, i opreist Stilling styrte ind paa Christus for at ihjelslaae ham.

*   *
*

Det Christus, det Apostelen, det ethvert Sandhedsvidne begjerer som det Eneste er: Efterfølgelse – det Eneste Menneske-Slægten ikke finder Behag i eller har Smag for.

Nei, tag Farerne bort – at vi kan komme til at lege: saa præsterer Menneske-Slægtens Batailloner (o, Væmmelse!) det Forbavsende i Efterabelse; istedetfor Christi Efterfølgelse træder saa (o, Væmmelse!) de hellige Abekattestreger – under Veiledning og Commando af (o, Væmmelse!) eedfæstede Præster, der gjøre Tjeneste som Sergeanter, Lieutenanter o. s. v., ordinerede Mænd, der altsaa have en hellig Aands særdeles Bistand til denne Alvor.