Kierkegaard, Søren Øieblikket Nr. 9

At Idealerne skulle forkyndes – ellers er Christendommen i dybeste Grund forfalsket

Tag et andet Forhold. Der er et Ord, som lyder: det er en daarlig Soldat, der ikke haaber at blive General.

Saaledes skal det være; hvis der skal være Liv, Begeistring i en Armee, bør dette Ord besjele Alle: en daarlig Soldat, som ikke haaber at blive General.

Noget Andet er, hvad Erfaring fra Slægt til Slægt lærer, at af Soldaternes uhyre Masse blive kun Faa endog blot Underofficierer, meget Faa Lieutenanter, undtagelsesviis nogle Enkelte Stabsofficierer, aldeles sjeldent endog som Undtagelse En der blev: General.

Vend nu Forholdet om; man gaaer ud fra hvad Erfaringen lærer, hvad fra Slægt til Slægt sandes og sandes – og derpaa taler man saaledes: »taabeligt af en Soldat at indbilde sig at blive General; vær Du fornøiet med at være hvad Du er, ligesom vi Andre, fornøiet med, hvad Erfaringen lærer, at bestandigt de Tusinde kun drive det til.« Er dette ikke at demoralisere Armeen?

Saaledes christeligt. Istedetfor at forkynde Idealerne, anbringer man hvad Erfaringen lærer, hvad alle Aarhundreders Erfaring har lært, at Millionerne drive det kun til Middelmaadighed.

Saa anbringer man Christendommen: beroligende.

Nederdrægtige Præste-Løgn, men som betaler sig, at anbringe Christendommen beroligende, istedetfor at den er i dybeste Grund opvækkende, uroligende! Man anbringer den beroligende: »at stræbe efter Idealerne er en Taabelighed, en Daarskab, en Galskab, er Hovmod, Indbildskhed« (altsaa hvad Gud imodstaaer); »Middelveien er den sande Viisdom. Vær Du rolig, Du er fuldkommen lige som Millionerne; og alle Aarhundreders Erfaring har lært, at længer driver man det ikke! Vær Du rolig, Du er som de Andre, bliver salig ligesom alle de Andre« – en Euphemisme for: Du farer til Helvede ligesom alle de Andre; men dette Sande vilde ikke skaffe Præsterne Penge, det Første betales brillant.

Lever der saa en Enkelt, som ikke vil nøies med, ikke beroliges ved den Art Salighed: da vender hele Massen, commanderet af Meenederne, sig mod ham, erklærer ham for en Egoist, en rædsom Egoist, at han ikke vil være som de Andre.

Det nye Testamente faaer dog altid Ret; thi denne Enkelte kommer ganske rigtigt ind i de sande christelige Collisioner: at hades af Menneskene, fordi han vil – være Christen, kun at disse Mennesker ere costumerede som og titulerede Christne, og anførte af – hvor høitideligt! – Lærere, der have aflagt Eed paa det nye Testamente.

Paa den Maade har man demoraliseret Christenhed, ved at gjøre lige det Modsatte af at forkynde Idealerne.

Dog hvad hjælper det, hvad hjælper det, at man, assisteret af Præste-Løgn, faaer dette Liv gjort let og beqvemt? Evigheden narrer man ikke. Og saa stift som Menneske-Slægten staaer paa Sit, at straffe, endog med Livs-Straf, det ikke at ville være som de Andre: saa urokket fastholder Evigheden Sit, med evig Fortabelse at straffe det at berolige sig ved at være som de Andre.