Kierkegaard, Søren Øieblikket Nr. 6

At vi, at »Christenhed« slet ikke kan tilegne sig Christi Forjættelser; thi vi, »Christenhed«, ere ikke der, hvor Christus og det nye Testamente fordrer, at man skal være for at være Christen.

Tænk Dig, at der var en mægtig Aand, som havde tilsagt nogle Mennesker sin Beskyttelse, men paa den Betingelse, at de skulle indfinde sig et bestemt Sted, hvor der var Fare forbunden med at gaae hen – sæt nu, at disse Mennesker undlod at indfinde sig paa det bestemte Sted, men gik hjemme i deres Dagligstue og talte begeistrede Ord med hinanden om, hvorledes Aanden havde lovet dem sin mægtige Beskyttelse, saa Ingen skulde formaae at skade dem: er dette ikke latterligt?

Saaledes med Christenheden. Christus og det nye Testamente forstaaer noget ganske Bestemt ved det at troe; at troe er at vove saa afgjørende ud som det er muligt for et Menneske, brydende med Alt, hvad et Menneske naturligt elsker, for at frelse sit Liv brydende med Det, hvori han naturligt har sit Liv. Men Dem, der troe, dem forjættes ogsaa Bistand mod alle Farer.

Men i »Christenhed« der lege vi at troe, lege at være Christne; saa langt som muligt fra noget Brud med hvad det naturlige Menneske elsker, blive vi hjemme i Dagligstuen, i Endelighedens Tummerumme – og saa gaae vi og vrøvle med hinanden eller lade os af Præster forevrøvle om alle de Forjættelser, som findes i det nye Testamente, at Ingen skal kunne skade os, Helvedes Porte ikke faae Magt over os, over Kirken o. s. v.

»At Helvedes Porte ikke skulde faae Magt over hans Kirke«, disse Ord af Christus ere i den seneste Tid bragte atter og atter i Erindring mod mig, mod min Paastand, at Christendommen slet ikke er til.

Mit Svar er dette. Hiin Forjættelse hjælper ikke os det allermindste; thi det Vrøvl vi leve i som var det at være Christen, er slet ikke hvad Christus og det nye Testamente forstaaer ved at være Christen.

Vov saa afgjørende ud, at Du bryder med hele Timeligheden og Endeligheden, med Alt hvad ellers et Menneske lever for og i, vov saaledes afgjørende ud for at blive Christen: saa (dette er Christendommens Lære) saa vil Du, det er det Første, derved komme i Kamp med Djævle og Helvedes Magter (hvad Nittengryneriet »Christenheden« vistnok undgaaer); men saa skal ogsaa Gud den Almægtige ikke slippe Dig, men vidunderligt hjælpe Dig, og vær forvisset, Helvedes Porte skulle aldrig faae Magt over Christi Kirke.

Men »Christenhed« er slet ikke Christi Kirke; ei heller siger jeg, at Helvedes Porte have faaet Magt over Christi Kirke, paa ingen Maade. Nei, jeg siger, at »Christenhed« er et Vrøvlerie, der har klamret sig fast ved Christendommen, som Spindelvæv paa en Frugt, og som nu er saa god at ville forvexle sig med Christendom, ligesom naar Spindelvævet mener at være Frugten, fordi det er noget mindre rart Noget, som hænger ved Frugten. Den Sort Existentser, som Christenhedens Millioner udvise, have aldeles intet Forhold til det nye Testamente, er en Uvirkelighed, som ingen Adkomst har til Christi Forjættelse de Troende betræffende; ja, en Uvirkelighed, thi sand Virkelighed er kun der, hvor et Menneske har vovet saaledes afgjørende, som Christus fordrer – og saa er ogsaa strax Forjættelserne ham vedkommende. Men »Christenhed« er dette væmmelige Fjas, at ville blive i Endeligheden heel og holden og saa – tage Christendommens Forjættelser.

Dersom Controllen ikke var saa let, saa vilde formodentligen ogsaa disse Legioner Christne, eller Præste-Sladdren, som foredrages dem, paastaae, at de Christne kunne gjøre Mirakler; thi det har jo Christus forjættet de Troende, han forlod Jorden just med de Ord (Mc. 16, 17. 18), at disse Tegn skulde følge dem, som troe: »i mit Navn skulle de uddrive Djævle; de skulle tale med nye Tunger; de skulle tage paa Slanger, og dersom de drikke nogen Forgift, skal det ikke skade dem; paa de Syge skulle de lægge Hænder og de skulle helbredes.« Men ganske saaledes forholder det sig ogsaa med Forjættelsen, at Helvedes Porte ikke skulle faae Magt over Christi Kirke; begge Dele angaaer kun hvad det nye Testamente forstaaer ved Troende, ikke Præste-Snyderiet med disse Batailloner Christne, hvilke man i Lighed med Forskjellen mellem Søndags-Jægere og virkelige Jægere, kan kalde Søndags-Christne. Men saadanne Væsener fanger 👤Satan ikke engang efter, han seer jo meget godt, at Vrøvlet har taget dem; forsaavidt er det endog latterligt, at det er i Tillid til Christi Forjættelser, de mene sig sikkrede mod Helvedes Porte.