Kierkegaard, Søren Øieblikket Nr. 6

Hvad siger Brand-Majoren?

At et Menneske, naar han paa nogen Maade har hvad man kalder Sag, Noget han for Alvor vil – og der da ere Andre, som sætte sig det til Opgave at modvirke, forhindre, skade, at han da maa tage sine Forholdsregler mod disse hans Fjender: er Enhver strax opmærksom paa. Men at der gives en, om man saa vil, skikkelig Velmenen, der maaskee er langt farligere og som beregnet paa at forhindre, at Sagen i Sandhed bliver Alvor: er ikke Enhver strax opmærksom paa.

Naar et Menneske pludseligt bliver syg, flux iler der Velmenende til Hjælp, den ene foreslaaer Det, den anden Det; fik de alle Samtlige Lov til at raade, var vel den Syges Død vis, den Enkeltes velmeente Raad kan maaskee allerede være betænkeligt nok. Og selv om Intet af dette skeer, hverken de samtlige Velmenendes eller den Enkeltes Raad følges: deres travle, befippede Tilstedeværelse er dog maaskee alligevel til Skade, forsaavidt de staae Lægen i Veien.

Saaledes ogsaa ved en Ildebrand. Neppe er Brandraabet hørt, før der stormer en Menneske-Masse hen til Stedet, rare, hjertelige, deeltagende, hjælpsomme Mennesker, den ene har en Strippe, den anden en Spølkom, den tredie en Pibesprøite, o. s. v., alle rare, hjertelige, deeltagende, hjælpsomme Mennesker, der saa gjerne ville hjælpe til med at slukke.

Men hvad siger Brand-Majoren? Brand-Majoren, han siger – ja, ellers er Brand-Majoren en meget behagelig og dannet Mand; men ved en Ildebrand er han, hvad man kalder, grov i sin Mund – han siger eller rettere han brøler det ud: »aah, reis ad hele Helvede til med samt Eders Stripper og Pibesprøiter.« Og naar saa disse Velmenende maaskee blive fornærmede, finder det høist usømmeligt at behandle dem saaledes, og forlanger idetmindste at behandles med Agtelse: hvad siger saa Brand-Majoren? Ja, ellers er Brand-Majoren en meget behagelig og dannet Mand, som veed at vise Enhver den Agtelse, ham tilkommer, men ved en Ildebrand er han noget anderledes – han siger: »hvor 👤Satan er Politiet!« Og kommer der saa nogle Betjente siger han til dem: »skil mig af med disse forbandede Mennesker med deres Stripper og Pibesprøiter; og vil de ikke med det Gode, saa smør dem nogle over Rygstykkerne, at vi kan blive af med dem – og komme til.«

Altsaa ved en Ildebrand er hele Betragtningsmaaden en ganske anden end i det stille daglige Liv. Det, hvorved man i det stille daglige Liv opnaaer at være godt lidt: en godmodig, skikkelig Velmenen, Det honoreres ved en Ildebrand med Grovheder og tilsidst med nogle over Rygstykkerne.

Og dette er aldeles i sin Orden. Thi en Ildebrand det er Alvor; og overalt hvor det virkelig er Alvor, strækker det aldeles ikke til med denne skikkelige Velmenen. Nei Alvor indfører en ganske anden Lov: enten-eller; enten er Du Den, der her for Alvor kan gjøre Noget og for Alvor her har Noget at gjøre, eller, hvis Du ikke er i det Tilfælde, da er Alvoren just, at Du forføier Dig bort. Vil Du ikke ved Dig selv forstaae det, saa lader Brand-Majoren Dig det ved Politiet indbanke, hvad Du kan have særdeles godt af, og hvad dog maaskee kan bidrage til at gjøre Dig lidt alvorlig, svarende til den Alvor en Ildebrand er.

Men som ved en Ildebrand, saaledes ogsaa i Aandens Forhold. Overalt hvor der er en Sag der skal fremmes, et Foretagende der skal drives igjennem, en Idee der skal anbringes – man kan altid være forvisset om, at naar Den, som egentligen er Manden, den Rette, han som i høiere Forstand har og skal have Commandoen, han der har Alvoren og kan give Sagen den Alvor, den i Sandhed har – man kan altid være forvisset om, at naar han kommer, om jeg saa tør sige, til Stedet, at han da vil forefinde et gemytligt Vrøvle-Compagnie, der, under Navn af Alvor, ligger og fusker i at ville tjene denne Sag, fremme dette Foretagende, anbringe denne Idee; et Vrøvle-Compagnie, der naturligviis betragter det ikke at ville gjøre fælleds Sag med dem (hvilket just er: Alvoren) som et sikkert Beviis paa, at Vedkommende mangler Alvor. Jeg siger, naar den Rette kommer, vil han forefinde Dette, jeg kan ogsaa vende Sagen saaledes: Det om han er den Rette, afgjøres egentlig ved, hvorledes han forstaaer sig selv i Forhold til dette Vrøvle-Compagnie. Mener han, at det er Dem, der skal hjælpe, og at han skal styrke sig ved Forening med dem: er han eo ipso ikke den Rette. Den Rette seer strax, ligesom Brand-Majoren, at dette Vrøvle-Compagnie maa bort, at dets Tilstedeværelse og Virken er den farligste Bistand, Ildebranden kunde faae. Men i Aands-Forhold er det ikke som ved en Ildebrand, hvor Brand-Majoren blot behøver at sige til Politiet: skil mig af med disse Mennesker.

Saaledes i alle Aands-Forhold, og saaledes ogsaa paa det religieuse Gebeet. Man har ofte nok sammenlignet Historien med, hvad Chemikerne kalde en Proces. Billedet kan være ganske betegnende, vel at mærke, naar det forstaaes rigtigt. Man taler om en Affiltrerings-Proces; Vand affiltreres, afsætter i denne Proces de urenere Bestanddele. Ganske i modsat Forstand er Historien en Proces. Ideen anbringes – og gaaer nu ind i Historiens Proces. Men denne bestaaer uheldigviis ikke i – latterlige Antagelse! – at luttre Ideen, der aldrig er renere end i sit Første, nei, den bestaaer i, stadigt tiltagende, at forkluddre, forsluddre, forvrøvle Ideen, at forbruge Ideen, at – det Modsatte af at filtrere – anbringe de, oprindeligt manglende, urenere Bestanddele, indtil det tilsidst ved en Række Slægters begeistrede og af hinanden gjensidig anerkjendte successive Samvirken, er naaet, at Ideen er aldeles gaaet ud, det Modsatte af Ideen blevet Det, som nu kaldes Ideen, hvilket paastaaes at være naaet ved den historiske Proces, hvori Ideen luttres og forædles.

Naar saa endelig den Rette kommer, han som i høieste Forstand har Opgaven, maaskee tidligt udseet og langsomt opdraget til denne Forretning, som er at bringe Lys i Sagen, at faae sat Ild paa dette Vildnis, alt Vrøvlets, alle Sandsebedragenes, alle Gavtyvestregernes Tilhold – naar han kommer, han vil altid forefinde et Vrøvle-Compagnie, der i gemytlig Hjertelighed nok saadan mener, at det er forkeert, og at der maa gjøres Noget, eller som har indrettet sig paa at snakke om, at det er uhyre forkeert, at blive sig selv vigtig ved at snakke derom. Dersom han, den Rette, noget Secund seer feil, og mener, at det er dette Compagnie, der skal hjælpe: er han eo ipso ikke den Rette. Dersom han griber feil, og indlader sig med dette Compagnie: slipper Styrelsen ham øieblikkeligt som ubrugbar. Men den Rette, han seer med et halvt Øie, hvad Brand-Majoren seer, at det Compagnie, som velmenende vil hjælpe til at slukke en Ildebrand med en Strippe eller en Pibesprøite, at dette samme Compagnie, der her, hvor Talen ikke er om at slukke en Ildebrand, men just om at faae Ild sat paa, velmenende vil hjælpe til med en Svovlstik uden Svovl eller en vaad Fidibus – at dette Compagnie maa bort, at han ikke maa have det allermindste med dette Compagnie at gjøre, at han maa være saa grov i sin Mund mod dem, som vel muligt, han som maaskee ellers er Intet mindre. Men Alt gjælder om at blive det Compagnie qvit; thi dets Virken er, i Skikkelse af hjertelig Deeltagelse, at udmarve den egentlige Alvor af Sagen. Naturligviis vil saa Compagniet rase mod ham, mod denne frygtelige Hovmod o. desl. Det maa ikke gjøre ham hverken fra eller til. Overalt hvor det i Sandhed skal være Alvor er Loven den: enten-eller; enten er jeg Den, som for Alvor har med Sagen at gjøre, kaldet dertil og ubetinget villig til at vove afgjørende, eller, hvis dette ikke er mit Tilfælde, saa er Alvoren den: aldeles ikke at befatte mig dermed. Intet er afskyeligere, nederdrægtigere, forraadende og bevirkende en dybere Demoralisation end dette: at ville være saadan lidt med i Forhold til hvad der skal være aut – aut, aut 👤Cæsar aut nihil, at ville være saadan lidt med, saa hjerteligt smaat, pjatte derom, og saa ved denne Pjat tillyve sig at være bedre end De, der slet ikke befatte sig med det hele Anliggende – tillyve sig at være bedre og vanskeliggjøre Sagen for Den, der virkelig har Opgaven.