Kierkegaard, Søren Søren Kierkegaards Skrifter, Bd. 19

Not5:1

* Phantasier for et1 Posthorn


Farvel Du mit Hjem

1 Jeg er ikke synderlig musicalsk og det er det eneste Instrument jeg stundom tracterer, og da jeg seer, at man nu ønsker, at Posthornet skal afløses af en ordl. Trompet, og at Postilloner skal underkastes en Examen i Foredraget, saa er det paa den høie Tid at man endnu til Afskeed bringer. Skade at Befordringsvæsenet ikke kan faae indført, at Fuglene foredrage bestemte følsom[me] Stykker og ikke dette meningsløse Qvidder og den Kæphøihed, som Ingen kan blive klog paa ell. have sand og forædlende Tilfredstillelse af – tillige kunde man lade afgangne Journalister og andre reducerede Personer ansætte cfrp. 28 som Echoer i de forskjellige Skovdistrikter. Her af vilde jo rigtignok blive en Følge, at det ikke altid blev ligesaa punktligt, naar fE Echo var i Besøg andetsteds; men saa fik man da ogsaa at høre Noget der var værd at høre; thi man burde have visse Formularer, som bleve anvendte, og da man vidste forud, hvad der i den enkelte Distrikt foredroges, saa kunde enhver reise efter sin Smag Jeg nægter forøvrigt ikke, at det vilde blive en besværlig Post, saaledes strax at maatte springe op af sin Seng, naar en eller anden forfløien Vildttydsker behagede at overbevise sig om, at der var Echo, ligesom de ogsaa i sproglig Henseende maatte være meget uddannede for at der ikke skulde spørges i Sprog, de ikke forstode, – meget lydhøre for at der ikke skulde opstaae meningsforstyrrende Misforstaaelser og ikke altfor hyppigt behøve at sige: hvad behager –

Not5:2


Farvel tag min Hilsen

Vær hilset Du mægtige Natur, med din flygtende Skjønhed, det er ikke Dig jeg vil det er Dit Minde, forgjeves standser Du mig i min Fart, Du maa bøie Dig under Skjebnens vældige Magt som ved hvert Hjulets Omdreining føder sig det Fatum som er Dig uimodstaaelig kjører hen over Dig1

1 Vær hilset Du Landsbye-Skjønhed unge Pige som nysgjerrig stikker Hovedet ud af Vinduet, frygt ikke, jeg skal ikke forstyrre Din Ro, O see kun ret paa mig, at jeg ikke ren glemmer Dig vær hilset Du Himlens bevingede Beboer Du som saa let svinger Dig op, hvorhen vi andre saa møisommelig stræbe –

Not5:3


Det er denne Overfladiskhed der er saa karakteristisk for Reiser, derfor pleier man ogsaa at sige om Postillonennaar han blæser, at han blæser Fidtet af Suppen

Not5:5


Vaagn op, reis Dig ifør Dig al din Herlighed, det er ikke Dig der i Din flygtige Jagt skal fare hen over vore Hoveder, Du skal staae, det er os der i flygtig Iil svæver Dig forbi

Not5:7


Semipelagianismen er slet intet Standpunkt, den gaaer ud i de uendelig Phænomeners Enkelthed semper numularii instar deum computatione inst[r]uit, semper inter arma nunquam neque beatitatem pacis neque lætitiam victoriæ reportat, semper anxie,1 den siger den Enkelt[e] behøver det maaskee, en anden Enkelt behøver det maaskee ikke, spørge vi da hvorfor ikke, kan den Intet svare, men blot sige saaledes forholder det sig, spørge vi hvorfor maa den ogsaa svare fordi det faktisk forholder sig saaledes, ell. er det fordi en større Fordærvethed kræver det, da spørges hvor stor skal denne da være, men dette kan den heller ikke svare paa –

1 semper indagans, verbosus garrulus nunquam propositi potitus habeant, valeant vivant cum illa –

Not5:8


Si philosophi hujus ævi jure contenderint, disputationes ipsorum et magna eorundem de ph. merita ignorare immo non in succum et sanguinem convertere non impunite licere, equidem non negaverim mihi persuasum esse, melius veritati consultum iri, si illorum vestigia non secuti non vitam ex systemate disponere et interpretari, sed systema tandem ex experientia evadere atque prodire conamur ab utrimque enim pugnandum est –

Not5:9


Netop fordi der ved det chr. opgaaer et heelt nyt Liv i Msk, vil det være umuligt at afgjøre Noget om den Umiddelbarhed, der gaaer forud og i al Evighed vil gaae forud for den igjennem Reflexionen givne Middelbarhed og Dialektik, saaledes ogsaa ved den naturlige Fødsel om Sjælen maa tænkes i et spontant Forhold til den skabende Guddom, saaledes sees at det vil blive et reent metaphysisk Spørgsmaal, om hvilken der begynder, og det derover reflecterende Individ maa jo altid blive sig et Forhold til det Guddommelige bevidst, men netop fordi den aandelige Fødsel selv ligger ud over al Bevidsthed, maa det lægge i det Gudd., og det at det enkelte Individ kan reflectere derover, viser jo det guddommeliges Prioritæt –

Not5:12

om gode Gjerninger

Skygge – den høire Haand ikke veed, hvad den venstre gjør –

Not5:22


Det er netop Betydningen af Allestedsnærværelse, at Gud ikke blot [er] tilstæde allestæder og til alle Tider, men ogsaa at han er total nærværende i sin Nærværelse, nærværende i sin Absoluthed i hver Enkelt, heel i Enhver og dog i Alle, han er ikke ligesom udstykket og derfor partielt tilstæde i hver og gjennem Succession sig selv total nærv., dette er Pantheisme, men han er total i enhver især og dog i alle det er Theisme, Personlighed, Individualitæt, men efter at man har besindet sig derpaa vil ogsaa den organiske Udvikling faae sin dybere og fyldigere Gyldighed, ligesaa vist som en Armee ikke vilde være ringere fordi hver Soldat var en General i Aand

Not5:23


Deraf seer man og at Tro er en concretere Bestemmelse end det umidd. fordi paa det rene humane Standpunkt er al Erkjendelsens Hemmelighed at besinde sig paa det i det Umidd. Givne, i Troen annamme vi Noget som ikke er givet og aldrig lader sig uddemonstrere af den foregaaende Bevidsthed, denne var nemlig Syndsbevidstheden og det andet er Forvisningen om Syndernes Forladelse, men denne Forvisning fremgaar ikke paa samme Maade som Viden fremgaar af Tvivl med en indre Consequents, og Enhver vilde vistnok føle det Letsindige i at opfatte det saaledes ell. rettere sagt den der opfattede det saaledes har ikke det foregaaende Standpunkt (Syndsbevidsthedens), men den er en fri Akt. Syndsbevidstheden er heller ei som Tvivlen en vilkaarlig Akt af Msk., den er en objektiv Akt, thi Gudsbevidstheden er netop immanent i Syndsbevidstheden. Hertil komer at Bevidstheden om Syndsforladelse er knyttet til en udvortes Begivenhed Χsti hele Fremtræden, der vel ikke er udv: i Betydning af os fremmed os uvedkommende men udv: som historisk.

Not5:24


Der findes etsteds i 📌Engeland et Gravmonument, hvorpaa der blot staaer disse Ord: den ulykkeligste. Jeg vilde tænke mig at Een læste det og nu troede at der slet ingen laae begravet, men at det var bestemt for ham

Not5:29

nihil extra deum

nihil præter deum

Not5:30


Humor kan være enten religieus ell. dæmonisk (i Forhold til de to Mysterier)

Not5:31


og om det end sortner nok saa meget for Dit Øie, om Tankerne forvirre sig, Du er dog som Χsten Borger i det Rige, om hvilket vi med Stolthed sige, at Solen aldrig gaaer ned deri

Not5:32

#

Det at Philosophien skal begynde med en Forudsætning maa ikke ansees som en Feil, men som en Velsignelse, derfor bliver ogsaa dette an sich en Forbandelse, som den aldrig kan blive fri for – det er denne Strid mell. Bevidstheden som den tomme Form, som det af den flygtende Gjenstand fastholdte Billede, der svarer til det samme Problem i Friheden, hvorledes det indholdsløse Arbitrium, der ligesom Vægtskaalen Intet har med Indholdet at gjøre, men som den uendelige abstrakte Elasticitæt holder sig seirig og indifferent i al Evighed, hvorledes dette bliver til den positive Frihed – ogsaa her møder en Forudsætning fordi dette liberum arbitrium egl. aldrig findes, men allerede Verdenexistentsen selv giver det –