Kierkegaard, Søren Notesbog 1 : 1833

↩

38 28r 3die Hovedafdeling.

^[a] Christelig ►Soterologie.

1ste Capitels 1ste Afsnit.

Om Christi Personlighed.

§ 41.

Den i den menneskelige Natur dybtgrundede for Jordens forskjellige Folkeslag fælleds Længsel efter høiere Bistand, for at udfries af det Ondes Magt, var hos det jødiske Folk efterhaanden bleven udviklet til ^[b] Forventningen om en gudd: ►👤Messias. Forventningen opfyldtes, da 👤Jesus Chr: sendtes ^[c] i Tidens Fylde til Verden efter Guds evige Raadslutning, grundet i den evige Kjærlighed til Menneskeslægtens Frelse.

I det N. T. omtales en evig Raadslutning grundet i Guds uforanderlige kjærlige Villie som den egl. Grund til Chr: Sendelse. Det hedder at Chr: er sendt ►ϰατ' ευδοϰιαν του ϑεληματος, ►ϰατ' ευδοϰιαν, ην πϱοεϑετο, ►ϰατα πϱοϑεσιν των αιωνων; ligeledes siges Chr: udseet til dette Embede fra Evighed, og at han i Tidens Fylde er sendt:

28v►Eph: 1, 11. ►3, 11. ►2 Tim: 1, 9. ►1 Pet: 1, 20. ►Gal: 4, 4.

Denne gudd. Beslutning har sin Grund alene i Guds Kjærlighed ►αγαπη, χϱηστοτης, το ελεος, φιλανϑϱοπια, χαϱις σωτεϱιος, χαϱις του ϑεου, δοϑειςα εν Ιησου Χϱιςτῳ, χαϱις αντι χαϱιϑος. ►Joh: 1, 16. ►3, 16. ►Eph: 2, 4.►7.8. ►Tit: 2, 11. ►3, 4.

39§ 42.

Ligesom det Hemmelighedsfulde ved Chr: Fødsel dunkelt betegner den oprindelige Forbindelse ⓘ afaf] , først skrevet mellem det Guddommelige og Menneskelige, saaledes træder denne aabenlyst frem i 👤Jesu Liv ved Modsætningen af den fuldendte Hellighed, de underfulde Gjerninger og den herlige Seier over Lysets Fjender, til den ikke mindre betydningsfulde Ringhed og Betrængthed i de udvortes Vilkaar. Ved sin frivillige Lidelse og Død beseglede han sin Lydighed mod Gud og sin Kjærlighed til Msk. –

Om Chr: ►αναμαϱτησια. Den fremstilles snart negativt ►1 Joh: 3, 5. ►Ebr: 4, 15. ►1 Pet: 1, 9. ►1 Pet: 2, 22. snart positivt ►1 Pet: 3, 18. ►Eb: 7, 26. ►Joh: 8, 46. – Han var kommen for at udføre Faderens Villie. ►Joh: 4, 34. ►7, 18. Han forherligede Faderen ►Joh: 17, 4.. Chr: Lydighed fremstilles ►Phil: 2, 7. 29r Steder som ►Joh: 2, 4. ►Mth: 15, 15 beviser Intet herimod.

►Chr: potuit non peccare – ►Chr: non potuit peccare. herimod indvendes: 1) bliver den naturlige Udvikling fra Barndoms Alderen til Manddoms Alderen herved forstyrret. 2) hvorledes kan Chr: fremstilles som et Mynster for Msk:? 3) ►Chr. Fristelse.^d – Imod Chr: Hellighed synes ogsaa ►►Ebr: 5, 8 at stride. Men da ►Brevet ikke er authentisk beviser det intet afgjørende. Desuden kan denne Vanskelighed ogsaa bortforklares.

Chr: skildrer sin Ringhed i Kaar.►Mth: 8, 20. ►20, 28. ►Phil: 2, 7. 1) Denne Ringhed var en Betingelse for Lærens hurtige Udbredelse, da han derved kom i Berørelse med Massen af Folket. ►Mth: 9, 35. ►9, 11.12. ►11, 25; 2) tillige ligger heri en sindbilledlig Anskueliggjørelse af Forskjellen mellem den sande og falske Høihed. ►Joh: 13, 14-16. ►Jac: 1, 9.

Chr: selv har betegnet sin Lidelse som grundet i frivillig Beslutning.►Joh: 10, 18. ►Mth: 26, 53. Denne Beslutning er grundet i Lydighed mod Gud.►Joh: 14, 31. ►Mth: 26, 39. ►Luc: 24, 26. ►Phil: 2, 7. Han gjorde det af Kjerlighed til Msk:►Joh: 10, 15. ►15, 13. ►Rom: 5, 6.

40§ 43.

ⓘ OpstandelsenOpstandelsen] , først skrevet Chr, forudsagt af Chr:, skjøndt uden Virkning paa Disciplenes Sind har 29v ei alene sin Betydning som den høitidelige historisk documenterede Retfærdiggjørelse for Verden af Chr: messianske Høihed; men ogsaa i Forbindelse med det Overnaturlige i Chr: Bortgang fra Verden til Gud, som Forherligelse af det Guddommelige, der efter sin Natur var ophøiet over Forkrænkelighed og Død.

~

Chr: omtaler sin Død og Opstandelse. ►Mth: 16, 21. ►17, 23. ►20, 19. ►Luc: 18, 33. ►24, 7. ► Joh: 2, 20. – Apostlene vare desuagtet ikke forberedte: ►Luc: 24, 11. ►Mc: 16, 11.13. ►Joh: 20, 25.

Om dette Factums Paalidelighed.

Der ►lægges Vind paa Opstandelsen i det N. T: ►Rom: 1, 4. ►10, 9. ►1 Cor: 15, 17. ►2 Cor: 13, 4. ►Eph: 1, 20. ►►Act: 2, 27. ►3, 15. ►17, 31.

Noget mere tilkjendegives ved Steder som: ►Act: 2, 24. ►ουϰ ην δυνατον ϰϱατειςϑαι αυτον υπο ϑανατου. ►Act: 13, 34.37. ►Rom: 6, 9. Opstandelsen bliver her betragtet som en Betegnelse af noget Tilkommende; altsaa Betegnelse af et synligt Vidnesbyrd ^[e] om en Natur, der ei var Døden underkastet.

Chr: Forherligelse, hvorved han adskilles fra ethvert Msk. omtales ►Joh: 14, 28. ►16, 28. ►17, 5. 30r ^[f] ►υψουσϑαι ►Act: 2, 33. ►Phil: 2, 9. ►αναβηναι εις υψος ►Joh: 6, 62. ►20, 17. ►Eph: 4, 8. ►αναληφϑηναι ⓘ ενεν] , først skrevet <της> δοξη ►1 Tim: 3, 16. ►ποϱευεσϑαι, ειςελϑειν εις τον ουϱανον ►1 Pet: 3, 22. ►Act: 3, 21. ►ⓘ Eb: 9, 24Eb: 9, 24] , først skrevet 9.

►Mc: 16, 19. ►Luc: 24, 51. ►Act: 1, 9.

§ 44.

Den Forening af det Guddommelige og Msklige, som ►fremlyser af Chr: Liv, udgjør Hovedsummen af Skriftens Yttringer om hans Natur og Personlighed. Chr: fremstiller sig selv og fremstilles af Apostlene som 1)41 en fuldkommen Menneskelighed efter Sjæl og Legeme 2) afhængig af Gud i Magt og Virksomhed; men som tillige 3) er uadskillelig forenet med den guddommelige Krafts Fylde og gjennemtrængt af den som virkende og styrende Princip. 4) forenet paa særegen Maade med Gud, den synlige Aabenbarelse af Guds Væsen paa Jorden, Gjenstand for Msk: høieste Ærefrygt. –

ⓘ 1)1)] tilføjet Den msklige Natur betegnes:►σαϱξ►Joh: 1, 14. ►1 Joh: 4, 2. ►1 Tim: 3, 16. ►Heb: 2, 14. Chr. kaldes ►ανϑϱωπος ►Joh: 8, 40. ►Rom: 5, 15. ►1 Cor: 15, 21. ►1 Tim: 2, 5. ►ανηϱ ►Act: 2, 22. ►17, 31. – Dette udføres nærmere ved at anføre de almindl. Momen30vter, som henhøre til den msklige Naturs Eiendommelighed. ►γενομενος εϰ γυναιϰος ►Gal: 4, 5. ►εϰ των πατεϱων s: εϰ σπεϱματος Δαβιδ: ►Rom: 1, 3. ►9, 5. Med Hensyn til Maaden, hvorpaa de legemlige Kræfter udvikle sig: Χ: ►ηυξανε ►Luc: 2, 40. ►επεινασε ►Mth: 4, 2. ⓘ ►διψω►διψω] SKS, διψῳ ►Joh: 19, 28. ►ϰεϰοπιαϰως ►Joh: 4, 6. ►Mth: 8, 24 ►εϰαϑευδε. Sjælskræfterne udviklede sig ogsaa paa msklig Viis: ►εϰϱαταιουτο πνευματι; ►πϱοεϰοπτε ⓘ σοφιᾳσοφιᾳ] SKS, σοφια ►Luc: 2, 40,►52.. ►Eb: 4, 15. – ►συλλυπουμενος ►Mc: 3, 5. ►ηϱξατο λυπειςϑαι ϰαι αδημονειν ►Mth: 26, 37. ►γενομενος εν αγωνια ⓘ ►Luc: 22, 44►Luc: 22, 44] SKS, Luc: 22, 39. ►ενεβϱιμησατο τω πνευματι ►Joh: 11, 33.. ►Luc: 19, 41. Hans Glæde: ►εγαλλιασατο τῳ πνευματι ^[g] ►Luc: 10, 21. – ►Mc: 13, 32. ►Mth: 26, 42. –

ⓘ 2)2)] tilføjet Afhængigheden betegnes:ⓘ Gud fremstilles som Χ. Gud og FaderGud fremstilles som ΧChristus. Gud og Fader] tilføjet ►Joh: 20, 17. ►2 Cor: 11, 31. ►Eph: 1, 17. ►Joh: 14, 28. ►1 Cor: 3, 23. ►11, 3. ►Eb: 3, 2. Den fremstilles med H. t:Χ: Kald paa Jorden: ►Joh: 3, 16. ►6, 29. ►7, 28. ►ὁν ὁ πατεϱ ηγιασεⓘ ►Joh: 10, 36►Joh: 10, 36] SKS, Joh: 10, 35. ►Act: 10,38. – Læren er ikke hans: ►Joh: 7, 17. ►8, 28.►38. ogsaa hans Gjerninger ►Mth: 26, 39. ►Joh: 5, 36. ►19. ►Joh: 15, 10. ►17, 4. Hos 👤Paulus ►υπαϰοη ►Phil: 2, 7.8. – ►Mth: 28, 18. ►Joh: 3, 35. ►13, 3. ►5, 27. ►17, 2. ►1 Cor: 15, 28. ►Eph. 1, 22.

Chr: vender tilbage til Faderen: ►Joh: 8, 14. ►14, 12. ►16, 28.

ⓘ 3)3)] tilføjet Den i Chr: værende Forening med ⓘ detdet] , < den Gudd: angivne:►ὁ λογος σαϱξ εγενετοChr:►πληϱης πνευματος αγιου. Chr: uddrev 31r Dæmoner ►εν πνευματι ►Mth: 12, 28. – ►Rom. 1, 4. ►1 Tim: 3, 16. ►Coll: 2, 9. – ►Joh: 15, 24 ►εϱγα42 εποιησε, α ουδεις αλλος. ►Joh: 16, 15. – Chr. kaldes ►ϰυϱιος της δοξης ►1 Cor: 2, 8 ►Jac: 2, 1.

Chr. kaldes Gud: ►Rom. 9, 5. ►Tit: 2, 13. ►Joh: 20, 28. ►1 Joh: 5, 20.

ⓘ 4.)4.)] tilføjet Chr er paa en særegen Maade forenet med Gud han kaldes ►υιος του ϑεου. Denne Formel forekommer i det gl. T. om Jøderne: ►Ex: 4, 22. ►Deut: 14, 1. om ►Dommere og Konger: ►2 Sam: 7, 14. ►Ps. 2, 7. ►82, 6. ^[h] om Englene ►►Hiob 1, 6. ►38, 7. – Ogsaa i det N. T. bruges υιος του ϑεου om de gode Msk: ►Luc. 20, 36. om de Christne: ►Mth: 5, 9. ►45. ►Joh. 1, 12. ►Rom: 8, 14. ►1 Joh: 3, 1.2. – Chr: kaldes ►μονογενης ⓘ (►Joh: 1, 18.)(Joh: 1, 18.)] tilføjet alene ⓘ hoshos] , ovenover er slettet· 👤Joh.; ►αγαπητος i ►de 3 Ev: og ►Brevene; ►πϱωτοτοϰος ⓘ (►Col: 1, 15.)(Col: 1, 15.)] tilføjet ; ►ιδιος paa et eneste Sted ►Rom: 8, 32. ►Ebr: 3, 5.6. adskilles han fra 👤Moses. Der betegnes Eenhed i Villie og Magt: ►Joh: 10, 30. ►38. ►17, 10. Det udtrykkes med H: t: Chr: Lære: ►ο πατεϱ εδιδαξεν ⓘ μεμε] SKS, μου ►Joh: 8, 28. ►ⓘ 6, 456, 45] SKS, 6, 46. ►8, 38. Med H: t: Chr: Gjerninger: ►ὁ πατεϱ φιλει τον υιον ϰαι δειϰνυσι αυτω παντα, α ποιει ►Joh: 5, 20. ►Joh: 14, 10 ►πατηϱ εν εμοι μενων. – Chr aabenbarer Guds Væsen paa Jorden og fremstilles derfor som Gjenstand for Ærefrygt: ►Joh: 14, 9. ►12, 45. ►Col: 1, 15. ►2 Cor: 4, 4. ►Phil: 2, 7. ►Eb: 1, 3. – ►Joh: 5, 23. ►Phil: 2, 10. ►Eb: 1, 6.

31v§ 45.

Endelig forekommer ogsaa i Skriften enkelte Yttringer om en ►forjordisk Tilstand, som ei staaer i umidd Forbindelse med Chr: Virksomhed til Msk: Frelse, idet Chr: omtaler sin Præexistents og Apostlene tillige hans Andeel i Verdens Skabelse og Opholdelse; men ►fornemlig er det Sk: Lære, at Troen paa den gudd: Høihed i Chr: Person er nødvendig ⓘ 1)1)] tilføjet ⁱ for at vække den fulde Fortrøstning til hans Læres ubedragelige Sandhed, ⓘ 2)2)] tilføjet ^j til Værdien og Virksomheden af hans Sendelse, hans Liden og Virken, ⓘ 3)3)] tilføjet ^k til den urokkelige Varighed af det af ham stiftede Rige – Saaledes bliver Forbindelsen af det Gudd: af Chr: Natur med det Gudd: ⓘ ii] , først skrevet af hans Virksomhed det væsentlige practiske religieuse Hovedmoment, og den bibelske Tro paa en Forening af det Gudd: og Msklige i Chr:, som efter sin Natur er hemmelig43hedsfuld^l og ubegribelig, endskjøndt den lader sig oplyse ved Analogie, er ligesaa langt fra dogmatiserende Theorier om denne Forenings 32r Væsen og Beskaffenhed, som fra en Opløsning^m af den ⓘ historiskehistoriske] , først skrevet r<·> Sandhed i rhetorisk Symbolisering ell. phantastisk Speculation. –

Præexistents.►Joh: 8, 58. ►17, 5. ►24. 1, ►1.2. – ⓘ Hans Andeel i Skabelse og OpholdelseHans Andeel i Skabelse og Opholdelse] tilføjet ►Col: 1, 16. ►Eb: 1, 2.3. ►Joh: 1, 3.10. ►1 Cor: 8, 6. ►Eph: 3, 9.ⁿ

§ 46.

I den ældste Kirke blev man staaende ved Resultaterne af den bibelske Lære og fastholdt i Modsætning til de ►gnostiske og ⓘ ►ebionitiskeebionitiske] , < ebionistiske Meninger Læren ⓘ saavelsaavel] tilføjet om Chr: sande msklige Natur som om dennes Forening med den guddommelige, hvilket betegnes ved ►ϑεανϑϱωπος. Men en viid Mark stod aaben for Speculation over Foreningens Natur og Beskaffenhed. Denne maatte føre til forskjellige Forestillingsmaader, som foranledigede heftige Stridigheder og efterhaanden en Række af dogmatiske ⓘ BestemmelserBestemmelser] , først skrevet Bestræbelser, ved hvilke den egl. Indsigt i Mysteriets Natur ei kunde fremmes og saa ofte Mysteriets ⓘ CharacterCharacter] , først skrevet Natur er bleven miskjendt og derved nye Vanskeligheder fremkaldte. Men ligesom disse skarpsindige Bestemmelser have udviklet sig efter en vis historisk Nødvendighed, saaledes ville de tillige ved 32v rigtig Anvendelse tjene til at befæste de bibelske Hovedsandheder imod eensidig og uskriftmæssig Dogmatiseren.

►Apollinaristiske. (i 📌Syrien i 📌Laodicea.)

►Nestorianske.

►Monophysitiske.►👤Eutyches. Paa ►Synoden i Calcedon 451 blev begge Naturer antaget som orthodox. »►ο χϱιςτος τελειος εν ϑεοτητι ϰαι τελειος εν ανϑϱωποτητι; δυο φυσεις ασυγχυτως, ατϱεπτως (mod Monophysiter), αδιαιϱετως, αχωϱιςτως (modsat Duophysitismen), αδιαςτατως συντϱεχουσι εις ἑν πϱοςωπον ϰαι μιαν υποσταςιν.

► Symb: Athans: ►Chr: perfectus deus, perfectus homo, non ⓘ duoduo] , < di<s> tamen, sed unus Chr:, unus non confusione sub44stantiæ, sed unitate personæ, non conversione divinitatis in carnem, sed assumtione humanitatis in deum.

►Monotheletiske.►Synode i 📌Constantinopel 680: »►δυο φυσιϰα ϑεληματα, ουϰ υπεναντια, αλλα το ανϑϱωπινον ϑελημα μη αντιπιπτον η αντιπαλον, μαλλον μεν ουν υποταςςομενον τω ⓘ ϑειωϑειω] , < ϑεισω ϰαι ⓘ πανσϑενειπανσϑενει] SKS, πανϑηνει ϑεληματι.«

►Adoptianske.►👤Elipandus Toletanensis og ►👤Felix Urghellitanus.

33r§ 47.

Medens ►den 📖 augsburgske Confession indskrænker sig til en kort Betegnelse af Hovedsætningen om det Gudd: og Mskliges Forening i Chr:, har ►Concordieformelen og efter dens Anviisning den senere lutherske Dogmatik, tildeels af polemisk Interresse gjort Forholdet af de tvende Naturer og de hver især tilhørende Egenskaber til Gjenstand for en fuldstændig, med scholastisk Spidsfindighed udtænkt Terminologie. Ved den nyere Theologies Tilbagevenden til Sk: Lære, beholder denne Art af Dogmatiseren meest kun historisk Interresse tilbage. –

►Propositiones verbales.

►Propositiones idiomaticæ

a) Forholdet mell. Personerne og den ene ell. anden Natur.

b) omvendt.

45c) mellem den msklige og guddommelige Natur. NB^o

d) omvendt.

a) ►genus idiomaticum. fE: ►Rom: 1, 3. ►1 Pet: 3, 18. Chr. leed; her er Chr: den hele Person; men Lidelse kan ⓘ eiei] , ændret fra kun udsiges om Gud.

33vb.) ►genus apotelesmaticumɔ: saadanne Sætninger, hvor det, der henhører til Forløsningsværket og altsaa vedkommer den hele Person, alligevel blive henførte enten til den ene ell. anden Natur. ►1 Tim: 2, 5. ^[p] ►Eb: 1, 3.

c) ►genus majestaticums: αυχηματιϰον, hvor det Gudd: bliver overført til det Msklige. ►Joh: 5, 27. ►Phil: 2, 10.

2det Afsnit.

^[q] § 48.

I Jødernes Forventning om Frelse ved ►👤Messias krydsede de forskjelligste Forestillinger hverandre, ⓘ a)a)] tilføjet saavel angaaende Frelsens Natur og Beskaffenhed, ⓘ b)b)] tilføjet som angaaende dens Omfang og ⓘ c)c)] tilføjet Maaden, paa hvilken den skulde udføres, alt i Forhold til de forskjellige Trin af Dannelse og aandelig Udvikling.

^r1. Fra den politiske Side👤Messias som ⓘ 1)1)] tilføjet Gjenopretter af den Davidiske Kongemagt: ►Es: 11, 1. etc. ^[s] ►Amos 9, 11. ►Ezechiel 34, 11.23. ►Luc: 1, 32.33. Det udmales saaledes, ⓘ 2)2)] tilføjet at Chr: skal underkaste Hedningerne det jødiske Herredømme: ►Joel 3, 7. ►Es: 11, 14. ►Micha 5. ►Zach: 12. I de apochryphiske Bøger ligesaa: 34r

Notesbog 1. Tilføjelser på en løs lap indlagt mellem bl. [33v] og [34r] (Not1:7)
►Baruch 4 og ►5. ►Sir: 36, 12-17. Ogsaa i det N. T. ^[t] ►Luc: 1, 68. ►sq: ►Luc: 24, 21. ►Act: 1, 6. ⓘ 3)3)] tilføjet Nærmere beskrives denne Frelse som Tilbagevenden til Palæstinas Land. ►Ez: 37, 22. ►Es. 11, 11.

46 ^{[u] [v]} 2. Fra den religieuse Side. Hertil hører Udryddelse af Afgudsdyrkelse. ►Micha 5, 11-12. ►Ez: 36, 25. ►Zach: 13, 2. – Hertil knyttes en Udsoning af 👤Jehova med Folket: ►Hos: 2, 19. ►Es: 54, 8. Ogsaa i d. N. T: ►Mth. 1, 21. ►Luc: 1, 77. Den messianske Periode fremstilles som en Seier af Retfærdighed, Sandhed, Kundskab og Gudfrygtighed: ►Joel 3, 2. ►Es. 11, 9. ►Ps: 85, 11. ►Jerem: 31, 33. ►Luc: 1, 75.79. ►Mth: 3, 11.12. ►Joh: 4, 25. Endnu komme hertil de mere poetiske Steder, der skildre den messianske Periode som en Guldalder. ►Es: 11, 6. ►60, 17.

Angaaende dens Omfang. I Modsætning til ►Particularismen findes den universelle Forestilling, at Frelsen skal strække sig til Alle. ►Es. 2, 2. ►56, 6.7. ►Zach: 14, 9.►16. Ligesaa i de apokryphiske Bøger: ►Tob:13, 13 ⓘ ..] , ændret fra 13, 19. ►14, 6 sq: ►Luc: 2, 32.

Mon hos Jøderne før Chr: Tid har været Forventning om en lidende og døende 👤Messias som Forsoningsmiddel? Her maae vi skjelne mell. G.T. Bøger og ►efter Canons Afslutning, altsaa nærmest foran Chr: Tid.

474849A. I Gl. T. ►Ps: 22, 17.19. Her kommer det især an paa det Ord: de gjenemborede. Læse-34v *Maaden er usikker, nogle have ►כַאֲרִי som en Løve; men andre ►כַאֲרוּ de gjenemborede ell. sammenbandt. (►Mth: 27, 35. ►Joh: 19, 24.). – ►Zach: 12, 10. ►Es. 52 og ►53.^w ►Dan: 9, 26. – Det er usansynligt, at disse Forestillinger have hersket i det Gl. T. – Desuagtet finde vi dem dog benyttede i det N. T. ►Luc: 24, 46. ►Act: 3, 18. ►26, 23. ►1 Cor: 15, 3. ►1 Pet: 1, 11.

B. Jødernes senere Forestillinger.

Vi finde her høist eventyrlige Forestillinger.

1 en dobbelt 👤Messias.

2👤Messias som præexisterende havde lidt og ved Lidelse afsonet Folkets Synder.

Her bliver nu ikke andet for end at henvende os til det N. T, hvoraf vi kunne udlede:

1 at Forestillingen om en døende 👤Messias var fremmed for en stor Deel af Folket: ⓘ a)a)] tilføjet ►Joh: 12, 34. ⓘ b)b)] tilføjet ►Disciplene fattede aldrig Betydningen af Chr: Forudsigelser om hans Lidelse og Død; c) ►Chr: Død var til Forargelse for Jøderne.

2. at Forestillinger om en lidende 👤Messias ei har ^[x] været Jøderne, som havde renere Forestillinger om 👤Messias, fremmed, og er forenet med Forestillingen om 👤Messias som Gjenføder. ►Luc: 2, 34. ►Joh: 1, 29.^y

50§ 49.

Naar 👤Jesus anmeldte sig i Ord og Gjerning som den forjettede 👤Messias, som Stifter af det for35rventede Guds Rige og Apostlene bekræftede Vidnesbyrdet herom for Jøder og Hedninger; da er her enhver Forestilling om jordisk Herredømme og verdslig Magt afviist og udelukket. Forligelse og Fred med Gud formedelst Troen; Forløsning fra Vankundighed Synd og Død; og Stiftelsen af et Samfund, hvor Besiddelsen af disse Goder skulde være tilskikket Msk:, angives som Guds ►Øiemeed med 👤Jesu Sendelse, som Øiemedet af 👤Jesu Lære, Liv og Død. (►munus propheticum et sacerdotale).

Chr: har erklæret sig for 👤Messias^z ved paa sig at anvende de Udtryk, ved hvilke 👤Messias i det Gl. T. og ellers blandt Jøderne blev betegnet.

fE►υιος του ϑεου – ►ὁ εϱχομενος – ►ὁ χϱιςτος – ►ὁ υιος του ανϑϱωπου. (►Dan: 7, 13.). ⓘ ►Mth: 3, 17►Mth: 3, 17] SKS, Mth: 4, 17. ►9, 6. ►ⓘ 10, 710, 7] , måske fejl for 10, 23 [suggestedConjecture] . ►ⓘ 11, 1411, 14] SKS, 11, 4. ►16, 16. ►Luc: 4, 21. ►Joh: 4, 26. ►5, 39. ►8, 56. ►9, 37. ►17, 3. ►Mth: 26, 64. ►Luc: 24, 25.44. –

Apostlene have bekræftet dette Vidnedsbyrd: ►Act: 2, 36. ►3, 18. ►4, 10. ►8, 35. ►10, 38. ►Joh: 20, 31. ►1 Joh: 4, 2.

Jødernes falske Forestillinger om Chr: som en politisk Fyrste modbevises: directe ►Luc: 17, 20, 21.►Joh: 18, 36 (Mit Rige er ei af denne Verden), ►17, 4 etc. indirecte 1)51 hvor han forudsiger ⓘ sin Lidelsesin Lidelse] , ændret fra sine Lidelser og Død ►Mth: 16, 21. ►17, 22. 35v og ⓘ 2)2)] tilføjet hvor han unddrager sig Mængden: ►Joh. 6, 15. 3) hvor han opfordrer Disciplene og Folket til at efterkomme alle borgerlige Pligter. ►Luc: 12, 13. ►20, 20. ►Mth: 22, 15. – Folket ønskede, at han bestemt skulde erklære sig, da de dog nærede Forestillingen om hans politiske Betydning: ►Mth: 12, 23. ►16, 14. ►Joh: 7, 4.►26.►31. ►ⓘ 10, 24.10, 24.] tilføjet – Apostlene tillægge heller ei Χdommen nogen politisk Tendents: ►Rom, 13, 1. ►1 Tim: 2, 1. ►Tit: 3, 1. ►1 Pet: 2, 13.

Mest almindelig angives Øiemedet af Chr: Komme, hvor det hedder, at Chr: er sendt ►εις σωτηϱιαν, εις το σωζεςϑαι ημας, ινα εχωμεν ζωην αιωνιον, ινα μη απολωνται: ►Mth: 18, 11. ►Joh: 3, 16.17. ►12, 47. Derfor kaldes Læren ►ευαγγελιον σωτεϱιας ►Eph: 1, 13. Sindelaget, som Gud har lagt for Dagen kaldes ►χαϱις σωτεϱιος ►Tit: 2, 11. Gud kaldes σωτηϱ ligesom ogsaa Chr: ►σωτηϱ. ►Tit: 1, 3. ►2, 11. ►3, 4.5.6. ►1 Thess. 5, 9. ►1 Cor: 1, 21. ►1 Tim: 1, 15. ►2, 3. ►4, 10. ►2 Tim: 1, 10.

Chr: Øiemeed er ei alene at oplyse; men det strækker sig til Msk. hele Væsen, stræber at sætte alle Kræfter i harmonisk Virksomhed. Men ved hvilke Midler? 1. Ved Ordet ell. Læren: ►Joh: 8, 12. ►17, 3. ►18, 37. Men det var ei nok, der behøvedes ogsaa en synlig Fremtrædelse og dertil tjente 2 Chr. Liv. Men det var ei nok; Myndigheden maatte 3 stadfæstes ved udv: Tegn. 36r Chrdommen er altsaa at betragte som en Foranstaltning, hvor Historien har forbundet sig med Læren. Derfor er det, at paa andre Steder i det N. T. snart Chr: Død, snart Opstandelsen bliver fremhævet som det væsentlige Moment. Opstandelsen fE ►1 Cor. 15. Denne nødvendige Forbindelse af Chr: Lære og de høiere historiske Momenter er antydet, naar man har opløst ►Chr:ⓘ munusmunus] , foran er slettet Virksomhed i propheticum, sacerdotale og regium.

52munus propheticum.ɔ:Chr: Virksomhed ved at aabenbare Msk. Veien til Retfærdighed og Salighed.

munus sacerdotale.ɔ:Chr: Virksomhed ved sin opoffrende Død og dens Virksomhed at skaffe Msk: Forligelse med Gud, hertil har man henført ►3 actus: satisfactio, intercessio, benedictio. ►Ebr: 4.

munus regium.ɔ: den Virksomhed, ved hvilken Chr: har stiftet sit aandelige Rige.

§ 50.

Chr: har skjenket Msk: den fuldkomne Forvisning om Guds forbarmende Naade, som alene kan yde den ængstede Samvittighed Trøst a) ved sin Lære, at Gud, som er en Aand, er Kjerlighed b) ved sit Liv, der er den synlige Aabenbarelse af den gudd: Kjærlig36vhed og Barmhjertighed; c) ved sin Død, som er ►Underpant paa Guds Kjærlighed til syndefulde Msk. Saaledes have Msk: selv under deres Synders Vægt, Forligelse, Forsoning, Fred med Gud, barnlig Tillids og Frimodigheds Aand, Syndernes Forladelse ved Chr:, og Chr: Død fremstilles med dyb Betydning som det sande Offer, der skjænker Msk. Fred og Beroligelse, som forgjeves eftertragtes ved Offerdyrs Blod, og ved sin ufortabelige Kraft ophæves Brugen af alle selvskabte Forsoningsmidler.

ⓘ FortrøstningFortrøstning] , først skrevet Fors til den gudd: Naade er skjenket de Christne. 1 ved Læren om, at Gud er Aand, hans Væsen er Kjærlighed; hans Naade maa derfor være ophøiet over enhver msklig Indskrænkning; hans Kjærlighed maa være evig, uforanderlig, udelukkende Vrede og alle Affecter: ►Mth: 5, 44.45. ►Luc: 15, 10. ►Joh: 3, 16. ►1 Joh: 4, 9.16.19. ►Rom: 5, 8. ►Eph: 2, 4. ►7. ►Tit: 3, 4. 2 ved sit Liv. Chr: siger ►Joh: 14, 9, hvo der har seet mig har seet Faderen; dette udtrykker Chr: Lighed med Gud; men hvad der fornemlig betegner Chr: Forhold til Msk. er den Kjærlighed, hvormed han opoffrede sig for dem; og blev til sit Livs Ende sig selv liig i Kjer37rlighed: ►Joh: 10, 11. ►15, 13. ►12, 47. ►8, 7.►11. ►Luc: 9, 56. ►Mth: 18, 22. ►Luc: 23, 34. 3 ved sin Død. –

Der tales i Skriften om ►ἱλαςμος og ►ιλασϰεςϑαι ►Eb: ⓘ 2, 172, 17] , < 2, 1<6>. ►1 Joh: 2, 2. ►4, 10. Her maa bemærkes, at ἱλαςμος ei henhører til Gud som ⓘ ObjectObject] , ændret fra Objet for den forsonende Virksomhed (som i de forrige Religioner); men at Msk og deres Synder ere afsonede. Dernæst taler Sk: om en Forligelse (►reconciliatio) ►ϰαταλλαγη, ►ϰαταλαςςειν. (kun i de paulinske Steder) ►2 Cor: 5, 18. ►Rom: 5, 10.53 ►αποϰαταλαςςειν ►Eph: 2, 16. ►Col: 1, 20.21. ϰαταλλαγη ►Rom: 5, 11. ►11, 15. ►2 Cor: 5, 18.19. – Ogsaa bruges mere figurlige Udtryk ►εγγιζειν ►Ebr: 7, 19. ►πϱοςαγωγη ►[Rom:] 5, 2. ►Eph: 2, 18. ►3, 12. ►1 Pet: 3, 18. – Det tilkjendegives ved mere egl. Udtryk: Chr: har skaffet Msk: ►ειϱηνην, παϱϱησιαν πϱος τον ϑεον, πνευμα υιοϑεςιας. ►Rom: 5, 1. ►8, 15.16. ►Eph: 2, 16. ►3, 12. ►1 Joh: 3, 21. ►4, 17. I samme Betydning kaldes Chr: Mægleren for den ny Pagt mellem Gud og Msk. ►1 Tim: 2, 5. ►Gal. 3, 20. ►Ebr: 7, 22. ►8, 6. Endelig siges ogsaa, at Msk. ved Chr: have erholdt Syndernes ⓘ ForladelseForladelse] , ændret fra Tilladelse: ►Mth: 26, 28. ►Act: 5, 31. ►Eph: 1, 7. ►Col: 1, 14. billedligt ved ►απολυτϱωςις των αμαϱτιων ►Eph: 1, 7. ►Col: 1, 14. ►Rom: 3, 24. ►Ebr: 9, 15. Eller naar Chr: siger, at han hengiver sig ►λυτϱον ►Mth: 20, 28. ►αντιλυτϱον. ►1 Tim: 2, 6.

Naar i det N. T. denne forsonende Virksomhed 37v især tillægges Chr: Død, da ligger til Grund Ideen om Chr: Død som Offerdød: ►πϱοςφοϱα ϰαι ϑυσια, εις οςμην ευωδιας ►Eph: 5, 2. ►1 Pet: 2, 24. ►Rom: 3, 25. ►1 Cor: 5, 7. og fornemlig i ►Ebr:

§ 51.

Christus er Menneskenes Forløser fra det Onde, Gjenføderen til et helligt Gud velbehageligt Liv. I det aabenbarede Ord og i Chr: Exempel er Guds Villies Lov fremstillet 1.) i fuldkommen Reenhed og Klarhed 2) med en Myndighed, som nedslaaer Tvivl og Modsigelse og vækker Aandens Kræfter til Virksomhed. Men Chr: Lære er tillige, saavelsom hans Sendelse og Opoffrelse, Aabenbarelse af Guds Naade og Kjærlighed. Bevidstheden herom forjager den trykkende Trældoms Frygt, indgyder Kjerligheds og Taknemligheds Følelser og med disse tillige Styrke til at opfylde Guds Lov og efterfølge Chr: og Glæde ved den frivillige Lydighed. Denne er saaledes Forsoningens Øiemed og dens Fuldendelse.

►Mth: 4, 17. ►Joh: 3, 3. ►Luc: 10, 18. ►Joh: 12, 31. ►1 Joh: 3, 8. ►Gal: 1, 4. ►Tit: 2, 12. ►ⓘ 3, 53, 5] , < 3, 15. ►1 Pet: 2, 24. ►Ebr: 9, 14.

38rMed Hensyn til den oplysende Virksomhed kalder Chr: sig: ►το φως του ϰοςμου. ►Joh: 8, 12. ►14, 6. Den nærmere Forklaring findes ►Joh: 8, 32. Øiemedet af Chr54 Lære angives som: ►επιγνωςις αληϑειας ϰατ ευσεβειαν ►Tit: 1, 1. ►1 Tim: 2, 4. ►Eph: 1, 13.17. Andre Steder i ►de apostoliske Breve fremstilles Erkjendelsen af den meddelte Sandhed som nødvendig Betingelse for gudfrygtigt Levnet: ►πεϱιπατειτε ὡς τεϰνα φωτος. ►Rom: 13, 12. ►Eph: 5, 8. ►1 Pet: 2, 9. ►1 Joh: 1, 6.7. ►5, 20. – Videre tillægges den christelige Lære høiere gudd: Kraft til at bevirke denne Oplysning: ►πνευμα ϰαι δυναμις ϑεου; ►Joh: 6, 63. ►Rom: 1, 16. ►1 Cor: 1, 24. ►2, 4. ►1 Thess: 2, 13. ►1 Pet: 1, 3.

Men hvori er denne gudd: Kraft at søge? Hvad udmærker den chr: Lære fremfor enhver anden? Hvad er det, som bevirker denne fuldkomne Omvenden? 1 den ophøiede Reenhed, Dybhed og Klarhed om Guds Natur og Væsen. 2. Den særegne Form for Chrdommen ved den Myndighed, der ledsager den: ►Joh: 3, 18. ►6, 46. ►1 Cor: 2, 7. ►Ebr: 2, 3.4. 3 Chr: Exempel paa Lydighed, Kjerlighed og Selvopoffrelse. ►Joh: 4, 34. ►10, 15. ►13, 15. ►15, 13. ►2 Cor: 5, 15. ►8, 9. ►Phil: 2, 3.5. ►1 Tim: 6, 13. ►1 Pet: 2, 21. ►1 Joh: 3, 16. ►Heb: 12, 1.2.

^[z1] Chr: Sendelse og Opoffrelse fremstilles som Aabenbarelse af Guds og Chr: Kjerlighed til Msk. Heraf gjøres nu den practiske Anvendelse grundet i Msk. Natur, at Msk. opfordres til 38v Gjenkjærlighed, der maa vise sig ved Lydighed ved den gudd: Lov, hvorved opstaaer det nye hellige Levnet: at leve ei for sig; men for Gud og Chr:, hvorved al Modsætning mell. den msklige og gudd. Villie bortfalder: ►Rom: 6, 1. ►7, 24-8,2; ►8, 14.15. ►2 Cor: 5, 14.15. ►Eph: 3, 16-19. ►1 Pet: 1, 18.19. ►1 Joh: 4, 10.19. ►5, 3. Herved blive de Christne gjenemtrængte af en høiere gudd: Friehedens, Hellighedens, Sandhedens Aand, fra hvilken det høiere Liv, der adskiller de Christne fra Andre, har sit Udspring: ►Rom: 8, 15.16. ►1 Cor: 6, 19. ►2 Cor: 3, 17. ►12, 9. ►Eph: 2, 18. ►2 Pet: 1, 4.

§ 52.

Imedens Troen paa Chr: som Frelser og Saliggjører var Grundstenen, paa hvilken Kirken hvilede fra den første Stiftelsestid af, er Læren om denne Frelses Natur bleven udviklet paa mange forskjellige Maader.55 Kirkelærerne fra de 3 første Aarhundreder ere enige i at fremhæve Ch. Død som det fornemste Middel til Forløsning; men sammenknytte efter Stifterens Forbillede forskjellige Forestillingsmaader i frit og ubestemt oftest billedligt Foredrag. De bibelske Ideer om Chr. Død 39r som Forsoningsoffer, der giver Synderen Adgang til Guds Naade og som Middel til at gjenoprette den msklige Natur ved Meddelelse af det høiere gudd: Liv, findes paa synderlig Maade forenede med de herskende Forestillinger om Dæmonernes Rige og Sjelens Udødelighed. Derimod ere Forestillinger om en Forsoning af Guds Vrede, om Chr: Død som en Straflidelse i Msk. Sted, ved hvilken den gudd. Retfærdighed skulde være tilfredsstillet, om Tilregnelse af Chr: Fortjeneste fremmede for en Tidsalder, hvis Theologie bevarede i det Hele ^[z2] Chrisd: Simpelhed og practiske Character. Den dialectiske Retning, som fra det 4de Aarh: begyndte at tage Overhaand i ⓘ DogmernesDogmernes] , først skrevet Dogmatik Udvikling, bragte hine Forestillinger efterhaanden i Forbindelse med den christ: ►Soterologie, indtil de i det 11te Aarh: bleve bragte i System af ►👤Anselm af Canterbury ved den juridisk-philosophiske Theorie om satisfactio vicaria.

§ 53.

►Satisfactionstheorien vedligeholdt sig efter Re39vformationen i de dogmatiske Systemer, saa meget mere som den indeholdt den stærkeste Modsætning til ►Catholikernes Lære om Nødvendigheden af kirkelige Satisfactionsgjerninger. I ►den 📖 augsburgske Confession findes imidlertid kun enkelte svage Antydninger, der selv underordne sig den bibelske Fremstilling. ^[z3] Derimod er denne Theorie paa det Stærkeste ►fremhævet i Concordieformlen og fuldstændiggjort ved Læren om Chr: gjørende Lydighed (►activa obedientia). Symboltvangen i den lutherske Kirke holdt længe enhver Polemik tilbage, imedens derimod ►Arminianerne formildede den kirkelige Theorie, og ►Socinianerne forkastede den. –

📖 Den augsburgske Confession 3die Artikel:►natus, passus, crucifixus, mortuus et sepultus, ut ⓘ reconciliaretreconciliaret] , < reconcialiaret nobis pa56trem, et hostia esset non tantum pro culpa originis, sed etiam pro omnibus ^[z4] actualibus peccatis.4de Artikel:►Chr: sua morte pro nostris peccatis satisfecit«21de Artikel:►Scriptura unum Chr: nobis proponit mediatorem, propitiatorem, pontificem et intercessorem. I andre symbolske Bøger 40r er denne Lære fremstillet crassere: ►📖 Cathechismus major: »►Chr: irati patris favorem et gratiam placata indignatione nobis conciliavit.« I ►📖 repetitio Confessionis(confessio Saxonica): ►Tanta est justitiæ severitas, ut non sit facta reconciliatio, nisi poena persolveretur; tanta est iræ magnitudo, ut æthericus pater non sit placatus nisi deprecatione filii. – ►📖 Cathechismus Heidelbergensis: ►modo beneficia Chr: vera animi fiducia amplector sine ullo meo merito ex mera Dei misericordia mihi perfecta satisfactio, justitia et sanctitas Chr: ⓘ imputaturimputatur] , foran er slettet mihi et donatur, perinde ac si neque ullum peccatum ipse admisissem, neque ulla mihi labes inhæreret, immo vero quasi eam obedientiam, quam pro me Chr: præstitit, ipse perfecte præstitissem.

^[z5] ►De Steder, man har anført som Beviisstæder for obedientia activa, ere: ►Mth: 3, 15. ►5, 17. ►Rom: 5, 19. ►Rom: 10, 4. ►Gal: 4, 5. ►Phil: 3, 9. ►Ebr: 10, 7.

I Modsætning til obedientia activa staaer nu ►obedientia passiva ell. ►satisfactio poenalis ɔ: ►sufficientissima poenarum, quæ nos manebant, persolutio per mortem vicariam hoc est nostro loco ad ⓘ avertendasavertendas] , < advertendas a nobis peccatorum poe40vnas sponte ⓘ susceptam susceptam ] SKS, succeptam. – Man skelnede ogsaa Virksomheden af denne dobbelte obedientia: ►agendo sustulit culpam hominum; patiendo sustulit poenam.

§ 54.

Et friere Studium af Bibelfortolkning, Religionsphilosophie og Dogmehistorie maatte føre til den Erkjendelse, at den skolastisk kirkelige Satisfactionstheorie 1.) ligesaalidt er det rette Udtryk af Chr: og Apostlernes Lære; ⓘ 2)2)] tilføjet som den oprindelig har været anseet derfor; ⓘ 3)3)] tilføjet ligesaalidt stemmer med de religieuse og moralske Ideer, som Χdommen har gjort til vor Tænknings urokkelige Ledestjerne, som den 4) sikkrer den rette ⓘ IndflydelseIndflydelse] , først skrevet Indsigt af Χdommen paa Sind og Levnet. Medens nu denne Opposition paa den ene Side ofte har57 ført til triviel Miskjendelse af Bibellærens Betydning, paa den anden Side foranlediget kunstlede Forsøg paa at lempe Skriftfortolkning og Philosophie efter kirkelige Bestemmelser, har den evangeliske K. Aand lært, at skjelne mellem den bibelske ⓘ LæreLære] SKS, lære og det theologiske System, uden at miskjende den religieuse Character i samme og opfordret til gjøre denne Adskillelse gjel41rdende i den dogmatiske Udvikling og practiske Anvendelse.

De, der miskjende Bibellærens Betydning, er fE. ►👤Tollner, ►👤Eberhardt, ►👤Steinbarth, ►👤Loffler, ►👤Hencke, ►👤Wegscheider, de lære: ►»at ΧChr: Død kun forsaavidt kan betragtes som forsonende, som ved den den christl. Religion bliver befæstet og derved bevirkes Guds ^[z6] Velbehag uden Offring. Den hele bibelske Udvikling betragtes som ⓘ enen] tilføjet enten bevidst ell. ubevidst Accommodation af jødiske og hedenske Ideer om Offrets Nødvendighed. Dog kan tillige Chr: Død betragtes som et Symbol enten paa Guds og Chr: Kjerlighed til Msk: ell. paa Offrets Afskaffelse; men med Alt det strider det dog mod den egl. chrst: Idee, ifølge hvilken Msk. kun ved Sindsforbedring kan faae Guds Naade.«

§ 55.

Med Læren om Chr: Virksomhed til Frelse og Forløsning synes den dunkle Yttring i ►1 Pet: 3, 19 om Chr: Prædiken efter Døden for Aanderne, rettest at sættes i Forbindelse, forsaavidt som her den Idee synes at være antydet, at den gudd: Foranstaltning til Msk: Frelse ved Chr: maa tænkes i sine Følger udstrakt til Alle. –

Forskiellige Forklaringer ere opstillede: 41v 1) Man forklarer Chr: Nedstigen som Seier over Døden og 👤Djævelen, som en Udfrielse af alle Msk. ell. dog af de gode fra den og derpaa en Overførelse af dem i Paradiis (hvorved ^[z7] Ordet ►ϰηϱυγμα er traadt i Baggrunden). Det findes i ►👤Nicodemi📖 apochryphiske Ev. – I ►Concordieformelen: »►Satanam devicit, potestatem inferorum evertit, et Diabolo omnem vim et potestatem eripuit«; »quomodo vero id Chr: effecerit, non est ut argutis et sublimibus ima58ginibus scrutemur. 2) at Chr: er nedsteget til det egl. Helvede, de Fordømtes Ophold, ei i saliggjørende Hensigt; men ⓘ for at vise sigfor at vise sig] tilføjet i sin Herlighed og overbevise de Fordømte om Retfærdigheden af deres Fordømmelse. 3) at Chr: Ophold i Underverdenen skulde høre med til hans ►status exinanitionis, ^[z8] for at udholde Helvedesstraffene og saaledes havde han ved den sidste Act af sin Fornedrelses-Stand bragt Forløsningen til Ende.

►👤Æpinus Præst i 📌Hamborg.