Kierkegaard, Søren Notesbog 1

59 42r Andet Hovedafsnits

ⓘ 1ste Afdeling. 1ste Afdeling. ] tilføjet

om Troen.

§ 56.

Msk: bliver deelagtig i ⓘ FrelsenFrelsen] , først skrevet Frelse ved Chr: ved Troen ell. ved Hengiven af det hele msklige Væsen i al dets Tænken, Følen og Villen til Chr: som den, i hvem den gudd: Sandheds og Naades Fylde er aabenbaret. Denne Stemning udgaar fra Erkjendelsen saavel af egen Syndighed og egen aandelig Trang, som af den høiere Tilfredsstillelse i Aabenbaringens Sandheder, og Ordet »Tro« betegner derfor ofte i Skriften den blotte Fasthed i Overbeviisningen, enten i Almdl. ell. med H. t: Chr: Lære og hans Person.

Den almdl. Sætning: ►Mc: 16, 16. ►Joh: 3, 16. ►6, 40. ►Act: 10, 43. ►Rom: 3, 25.28. ►Gal: 2, 16. ►Eph: 2, 8. Gjenstanden for Troen angives ►Rom: 3, 25. ►4, 24.

Naar Frelsen ved Chr: tilregnes Msk. umidd, uden at Troen nævnes, maa den dog i Tanken suppleres: ►Rom: 5, 10. ►2 Cor: 5, 21.

§ 57.

►Ved Tro ikke ved Gjerninger bliver Msk. retfærdiggjort for Gud ɔ: Guds Naade kan ei erhverves ved msklige Gjerninger, men grundet 42v i Guds eget Væsen, staaer Adgang til den aaben for enhver, som ved Chr: har Fortrøstning til Faderens evige Kjærlighed. Den paulinske Lære herom er indeholdt i Chr: Lære om Guds Natur og om Troens Virksomhed. Det er kun ved Misforstaaelse, at den er bleven anseet for stridende mod ►Apostlens 👤Jacobs Lære om den indbyrdes Uadskillelighed af Tro og Gjerninger, og at den høie Trøst som indeholdes i den er bleven skadelig for den chr: Dyd.

^[a] Om Betydningen af ►διϰαιουςϑαι og ►διϰαιοσυνη. ►διϰαιουν betyder ei blot at gjøre retfærdig; men og ⓘ erklæreerklære] , < erklæres retfærdig. ►ⓘ Tob:Tob:] SKS, Job: 3, 2. ►Sir: 10, 28. – ►Luc: 7, 35. – ►διϰαιουν εαυτον ►Luc: 10, 29. ►16, 15. ►Saaledes og naar det60 hedder ►χϱιςτος ell. ϑεος διϰαιουται ►Luc: 7, 29. ►1 Tim: 3, 16.

►Allene hos 👤Paulus findes denne Sætning, hvorfor det kunde synes, at den ikke er oprindelig christelig, at han forsaavidt er afvegen fra den chr: Lære, som han ⓘ har lagthar lagt] , først skrevet er afvegen mere i den, end der oprindel. tilhørte den. – Men de chr: Grundideer, som 👤Paulus fuldstændigen har udviklet, ere: 1. at ingen Gjerning i og for sig selv betragtet kan ansees for Udtrykket af det dydige Sindelag, og altsaa ei Gjenstand for Guds Velbehag. 2. at Gud er op43rhøiet over enhver msklig Indvirkning, saa at Msk. ligesaalidet ved deres Synder kan udelukke sig fra Guds Naade, som de ved gode Gjerninger kunne vinde den. 3 at Troen paa Chr: aabner Adgang til Guds Naade.

§ 58.

Ligesom den sande christ: Tro er forbunden med Anger og en Omdannelse af Sjælens Virksomhed i ⓘ TankeTanke] , ændret fra Tænkning og Villie, saaledes yttrer den sig endvidere som helliggørende Kraft, den henvender Msk: Stræben til det høie Samfund med Gud og ⓘ Chr:Chr:Christus] , først skrevet Msk:Menneske, udvikler af Kjærlighed den rene christ: Dyd, af Haabet den sande Styrke til Opoffrelse for det Gode. Et saadant Liv er den synlige Forherligelse af Troen, Chrd: ►Øiemed og Veien for Msk. til Guds Velbehag og den evige Salighed. –

Angeren maa med H. t: det forbigangne Liv være forbunden med Troen; men om denne er før hiin ell. omvendt kan ei altid afgjøres. Den levende Erkjendelse og Følelse af Synden maa føre til Tro, og paa den anden Side maa Troen vække Angeren, saa at Msk., idet det bliver sig Guds Naade bevidst erkjender sin egen Uværdighed. ►Luc. 15. ►2 Cor: 7, 10. – Ligesom Troen ei 43v kan tænkes virksom uden Anger, saaledes er Omvendelsen ogsaa forbunden med den sande Tro. Tænker man sig nemlig et Msk, i hvis Sind Kjærligheden er traadt i Stedet for Frygt, da vil hans Virksomhed, som tilforn var rettet udad, blive vendt ⓘ indadindad] , ændret fra inad, saa at frivillig Lydighed vil afløse den tvungne, forfængelig Stolthed og Hovmod af fortjenstlige Gjerninger vil afløses af den med Ydmyghed ledsagede Bevidsthed, at In61gen kan opfylde den gudd: Lov. Denne Omdannelse er fremsat under forskjellige Billeder: ►συναποϑνηςϰειν τῳ χϱιςτῳ, ►αναγεν[ν]αςϑαι, ►συνεγειϱειν συν τω χϱ., ⓘ ►παλιγγενεσια►παλιγγενεσια] SKS, παλλιγγενεσια, ►αναϰαινωςις του πνευματος, ►ανανεουςϑαι τῳ πνευματι, ►μεταμοϱφουςϑαι, ►αποδυεςϑαι, ►αποϑεςϑαι, ►σταυϱουν τον παλαιον ανϑϱωπον, ►ενδυεςϑαι τον ϰαινον ανϑ:, ►σταυϱουν την σαϱϰα, ►τας πϱαξεις του σωματος, ►ἡ ϰαινη ϰτιςις, ►αποϰυειν, ►γενηϑηναι ανωϑεν. ►Joh: 3, 3.5. ►Rom: 6, 6.7. ►7, 6. ►8, 13. ►12, 2. ►2 Cor: 3, 18. ►5, 17. ►Gal: 4, 19. ►5, 24. ►6, 15. ►Eph: 2, 5.15. ►4, 22. ►Coll: 3, 5.►9. ►Tit: 3, 5. ►ⓘ επιστϱεφεςϑαιεπιστϱεφεςϑαι] SKS, επιστϱεπεςϑαι απο σϰοτους εις φως, ►εγειϱεςϑαι εξ υπνου, ►ανοιγειν τους οφϑαλμους, ►αποϑεςϑαι τα οπλα, ell. ►εϱγα του σϰοτους, ►ενδυεςϑαι τα οπλα του φωτος. ►Mth: 18, 3. ►Act: 14, 15. ►26, 18. ►Rom: 13, 12. ►Eph: 5, 8. ►1 Thess: 5, 4.6. ►Col: 1, 13.

I Skriften hedder det, at ved Troen meddeles 44r Msk. den hellige Aand, som tager Msk. Væsen i Besiddelse og bliver det virksomme Princip i det. ►το πνευμα αγιον της πιςτεως, δια της πιςτεως. ►2 Cor: 4, 13. ►Gal. 3, 2. ►5, 14. ►Eph: 1, 13. Ved Troen boer Guds Aand i Msk. ►1 Cor: 3, 16. ►6, 19. Ved den hellige Aand indvies Msk. til sand Gudsdyrkelse, saa at dets hele Liv bliver en fortsat aandelig Gudsdyrkelse. ►1 Cor: 3, 16. ►6, 19.20. ►2 Cor: 6, 16. ►Eph: 1, 19. ►Rom: 8, 14. Eensbetydende hermed er, at Msk. skulle stræbe at tilegne sig Chr: Aand. ►Rom: 13, 14. ►Gal: 3, 27. Chr: ►uddannes i de Christne: ►Gal: 4, 19. ►Rom: 6, 5. ►8, 29. ►Gal: 2, 20. ►Eph: 3, 17.

Kjærligheden indeholder ikke blot Begrebet af en Følelse; men beskrives som den høieste moralske Fuldkommenhed. ►Mth: 22, 40. ►Joh: 15, 12. ►Rom: 13, 9.10. ►1 Cor: 13. ►Gal. 5, 14. ►1 Tim: 1, 5. ►Jac: 2, 8.

►K: Væsen bestaaer deri, at Msk. omfatter det, som ligger udenfor det, og gjør det til Gjenstand for samme Omhu, som det, der er i det selv, ell. at Msk. bliver Eet med Gud. Det Modsatte er det egoistiske, som alene har Agt paa sig selv. Egoisme udspringer af sandselig ⓘ AttraaerAttraaer] , først skrevet Attraa, der stræbe at tilegne sig det Gode for sig alene. – Endvidere skildres Bestandigheden i det Gode, Haabet, som en umidd. Følge af Troen: ►Mth: 10, 22.28. ►Joh: 16, 33. ►Rom: 5, 2-5; ►8, 25. ►12, 12. ►15, 13. ►1 Cor: 13, 13. ►Col: 1, 23. ►Phil: 4, 13. ►Heb: 10, 35. ►12, 1.2.

62Den chr. Dyd fremstilles som sidste Øiemeed 44v for Χdommen og Særkjende for dens Bekjendere.

Derpaa skulle nemlig Chr: Disciple kjendes, at de elske hverandre, at de opfylde Guds Bud, at de efterfølge Chr, at de vare hellige som Gud, at de levede ikke for sig; men for ham: ►Mth: 7, 21. ►12, 50. ►Joh: 15, 14-17. ►Rom. 6, 13-22. ►2 Cor: 5, 14. ►Gal: 1, 4. ►Eph: 1, 4. ►2, 10. ►Tit. 2, 14. ►1 Joh: 1, 7. Dette oplyses indirecte, idet de beskrives som Fornægtere af Chr:, hvis Vandel ei svare til deres Overbeviisning: ►αϱνειςϑαι τον χϱιςτον τοις εϱγοις. ►Tit: 1, 16. ►βλαςφημειν το ονομα του ϑεου: ►Rom: 2, 24. ►1 Tim: 6, 1. ►Tit: 2, 5. ►εχοντε[ς] μοϱφωςιν ευσεβειας. ►2 Tim: 3, 5. ⓘ ►αγαπαν γλωςςῃ►αγαπαν γλωςςῃ] SKS, αγαπᾳν γλωςςη ►1 Joh: 3, 18. – ►Jac. 2, 16. Da Opnaaelsen af Chrd: Øiemeed er Opfyldelsen af den gudd: Verdensplan, opfordres enhver Christen til at bidrage Sit til Guds Riges Fremme. ►Rom: 2, 6. ►Mth: 25, 34. ►Rom: 8, 1.13. ►1 Cor: 6, 9. ►2 Cor: 9, 7. ►Eph: 5, 5. ►2 Tim: 4, 7.8. ►Heb: 12, 14. ►Jac: 1, 27. ►Joh: 3, 21. ►ⓘ 4, 174, 17] , først skrevet <·>.

§ 59.

Det var en Følge af at christ: Tro mere og mere forvexledes med blind Underkastelse af de chr: Dogmedecreter, at Læren om Troens Værd og Kraft tabte sin Betydning i den ►chr:K:. Heraf fulgte et Tilbagefald til den gl. Verdens Overtro om Gjerningers og Bodsøvelsers Kraft, og det laa 45r i det hierarchiske Systems Interesse at bestyrke denne Betydning. I det catholske ved Reformationen fremsatte Lærebegreb, hvor Retfærdiggjørelse som moralsk Forandring i Msk. selv falder sammen med Helliggjørelse, medens Troen alene betragtes som den foreløbige Betingelse for denne, og Gjerninger som et Middel til at forøge Retfærdigheden og fortjene Saligheden, kunde Afvigelse fra den evangeliske Lære synes mindre væsentlig, naar denne ikke faldt ⓘ saasaa] , først skrevet sammen meget stærkere i Øinene ved de practiske Misbrug, som have deres naturlige Støttepunct i denne Theorie. –

►Trident: Conc: 6te►Sessio:►justificatio non est sola peccatorum, sed et ⓘ santificatio etsantificatio et] tilføjet renovatio interioris hominis, renovamur spiritu mentis nostræ, et non modo reputamur, sed vere justi nominamur et sumus, justitiam in nos63 recipientes unusquisque suam secundum naturam, quam sp: s: partitur singulis prouti vult et secundum ⓘ propriampropriam] , < proprium cujusque dispositionem et cooperationem. –

Hvad Forholdet mellem Tro og Retfærdiggjørelse angaaer, hedder det: ►disponuntur homines ad justitiam, dum fidem ex auditu concipientes libere 45v moventur in Deum, credentes, vera esse, quæ divinitus revelata et promissa sunt, et dum a divinæ justitiæ timore ad considerandam Dei misericordiam ⓘ sese] , først skrevet moventur convertendo in spem eriguntur, et moventur adversus peccatum per poenitentiam.« Conciliet har erklæret sig mod at Troen skulde være den tilstrækkelige Betingelse, men kun den foreløbige: »►fides, nisi ad eam spes accedat et caritas, non unit perfecte cum Chr:, ►si quis dixerit, sola fide impium justificari, et nulla ex parte necesse esse, eum suæ voluntatis motu ⓘ præpararipræparari] , foran er slettet justificari et disponi, anathema sit.

Om Forholdet, hvori Gjerninger staae til Tro og Retfærdiggjørelse, hedder det: »►licet in hac vita quantumvis sancti et justi in levia saltem et quotidiana peccata cadant, non propterea desinunt esse justi. ►Si quis dixerit, justitiam acceptam non conservari, aut etiam non augeri per bona opera, sed ipsa opera fructus solum, et signa justificationis esse, ►vel justificatum bonis operibus non vere mereri augmentum gratiæ (vitam æternam et ipsius vitæ æternæ consecutionem) atque gloriæ 46r augmentum, anathema sit.«

§ 60.

I Modsætning til ⓘ ForestillingerneForestillingerne] , først skrevet Forestillinger, af hvilke de fordærvelige Følger vare øiensynlige i den cath: K:, blev det Reformatorernes vigtigste og fortjenstfuldeste Værk at kalde den bibelske Lære til Liv om Retfærdiggjørelse som Msk. Naadestand, grundet ei i msklige Gjerningers Fortjeneste, men i Guds uendelige Naade og Chr: Fortjeneste, ell. fra Msk. Side ved Troen ell. den klare og faste Fortrøstning til ⓘ ForløsningenForløsningen] , < Forløsning ved Chr:, og om de uudeblivelige Følger ell. Virkninger af denne Tro, frivillig Lydighed mod Guds Lov og Flittighed til gode Gjerninger, der saaledes ere Troens Prøvesteen, og med al deres Ufuldkommenhed velbehagelige for Gud. Den rigtige Opfattelse og Anvendelse af64 denne Lære betrygges kun ved oplyst chr. Forstand og levende religieus Følelse. De Misforstaaelser, der yttrede sig allerede i Reformationperioden, vise, ⓘ hvorhvor] , først skrevet hvorledes skadelig her enhver polemisk Eensidighed virker; og den sørgelige Maade, paa hvilken denne Lære ofte bruges i den evangeliske K. til at stille Gjerningerne i Modsætning til Troen, og fremkalde et tomt Gudfrygtigheds Skin, 46v opfordrer til en samvittighedsfuld Omhyggelighed, navnlig i den populaire Udvikling. –

I deres Opposition imod ⓘ Cathol:Cathol:Catholicismen] , < Chatol: fremhævede Reformatorerne især den practiske Side: Conf: ^[b] Aug: »►olim vexabantur conscientiæ doctrina operum, non audiebant ex evangelio consolationem, quosdam conscientia expulit in desertum, in monasteria, sperantes, ibi se gratiam merituros esse per vitam monasticam. Alii alia excogitaverunt opera ad promerendam gratiam et satisfaciendum pro peccatis; ideo magnopere ^[c] fuit opus, hanc doctrinam de fide in Chr: tradere et renovare, ne deesset consolatio pavidis conscientiis. Tota ^[d] hæc doctrina ad illud certamen ⓘ perterrefactæperterrefactæ] SKS, perterrefectæ conscientiæ referenda est, neque sine illo certamine intelligi potest.«

§ 61.

For at anskueliggjøre den fremskridende Udvikling af ⓘ denden] , < de Christnes nye aandelige Liv, efter psychologiske Love, har man i det theologiske System benyttet de billedlige Udtryk i Skriften til at abstrahere forskjellige Acter af en saa kaldet ►ordoell.oeconomia salutis. Denne 47r bestemte Adskillelse og ►Gradation har imidlertid bidraget til at indtvinge det religieuse Liv i unaturlige Baand, hvor man saaledes, som i de ►pietisti65ske Skoler, ei har skjelnet mell. den vidensk: Abstraction og Anvendelse paa det virkelige Liv. –

En Antydning heraf findes i ►👤Luthers liden ⓘ Cat:Cat:Cathecismus] , < Chat: ►Sp. s: me per evangelium vocavit, suis donis illuminavit, in recta fide sanctificavit et conservavit.« I ►senere dogmatiske Sk: blev Terminologien bestemt. Det første Moment er ⓘ 1)1)] tilføjet ►vocatio. 2) ►illuminatio ►Joh: 14, 21. ►1 Cor: 2, 13. ►Eph: 1, 17. Denne illum: har man kaldet ►mediata, for at adskille den fra ►immed: ell. Inspiration. 3.) ►conversioell.poenitentia. 📖 Conf: Aug: »►Constat poenitentia duabus partibus, altera est contritio, sive terrores incussi conscientiæ, agnito peccato, altera est fides, quæ concipitur ex evangelio seu absolutione, et credit propter Chr: remitti peccata, et consolatur conscientiam, et ex terroribus liberat. Deinde sequi debent bona opera, quæ sunt fructus poenitentiæ, ►hoc est, ⓘ mutatiomutatio] SKS, mutationem totius vitæ ac morum in melius.« – Det ⓘ 4)4)] tilføjet fierde Moment er ►santificatio ►αγιαςμος. 5) ►unio mystica. ►Joh: 14, 23. ►1 Joh: 4, 12. ►Eph: 3, 17.

47v ⓘ Andet Hovedafsnits Andet Hovedafsnits ] tilføjet

ⓘ 2den Afdeling. 2den Afdeling. ] tilføjet

Om Naaden.

§ 62.

Ligesom vi prise i Chr: Sendelse til Verden, Fuldendelsen af Guds faderlige Naade mod det msklige ►Kjøn, saaledes er det Forhold, i hvilket det enkelte Msk. træder til Χstum, til de ved Χ. skjænkede aandelige Goder, den ved Χ. forhvervede Salighed, et Værk af Guds almægtigt virkende Naade. Skriften betegner dette Forhold ved Navnene: Kaldelse (som nærmest udtrykker Meddelelsen af Chr: ►Ev.) og Udvælgelse (som udtrykker den troende Annammelse af Ev., og den derved bevirkede Tilstand af Fromhed og Lydighed, Glæde og Fred med Gud). De billedlige Udtryk, ved hvilke Gud ell. ►d. h: A: ⓘ sigessiges] , < siges, at virke, fuldføre og bevare det Gode i Msk., indeholde en Advarsel mod at ville udgrunde Virksomhedens Natur og Maade, medens vi saavel ved bestemte Yttringer, som ved Χstendommens hele Aand, paa eengang henvises til i Yd66myghed at erkjende det Gode i os, virket ved den Høiestes Velsignelse, og opfordres til at nytte Naadens Vink og Tilskyndel48rse ved Anvendelsen af egen Kraft og Evne.

►ϰλητος bruges om de Christne: ►Mth: 20, 16. ►22, 14. I Brevene bliver ►ϰαλειν, ►ϰληςις, ϰλητος brugt enten absolut om de Christne, ell. forbundet med andre Ord fE til Guds Rige ►εις την ϰοινωνιαν του Χ:, ►εις [e] ζωην αιωνιον. ►Rom: 8, 30. ►9, 24. ►1 Cor: 1, 9. ►1 Thess: 2, 12. ►Eph: 4, 4. ►1 Tim: 6, 12. ►1 Pet: 1, 15. ►Heb: 3, 1. I en mere udstrakt Betydning forekommer ϰληςις om den Plads, det enkelte Msk. indtager i det hele Samfund: ►1 Cor: 7, 15.24. Ordet ►εϰλεγεσϑαι har samme Betydning som det hebr: ►ⓘ בחר‎בחר‎] SKS, בקר. ϰαλειν og ►εϰλ: bruges vel undertiden som synonyma; men ϰληςις betegner dog nærmest Kundgjørelsen ell. Meddelelsen af Ev; εϰλεγεςϑαι den Indgang, som Ev. har fundet: ►1 Cor: 1, 27. sq. ►Jac: 2, 5. ►Eph: 1, 4. ►2 Thess: 2, 13. ►Mth: 24, 22.24.31. ►Rom: 8, 33. ►Col: 3, 12.

Naar saaledes de Christne siges kaldede og udvalgte, hvorledes beskrives da Bistanden af den gudd: Naade, ved hvilken Kaldelsen siges at være bevirket? Paa mange Steder bliver Virkningerne betingede ved den chr: Lære, saa at denne fremstilles som ►Vehiklet, Organet, hvorved Gud virker paa Msk. Her bliver saaledes Troen og Omvendelsen, som Virkninger af Ev, ikkun indirecte henførte til Guds Naade. ►Rom: 8, 2. ►10, 14.17. ►Jac: 1, 18.21. ►1 Tim: 4, 16. ►1 Pet: 1, 23. ►2 Pet: 1, 3. Her omtales jo altsaa kun den Guds Virksomhed, som virker gjenem den chr: 48v Lære, der jo ikke virker paa anden Maade end enhver anden Lære (i det mindste er der ingen specifisk Forskjel); men der udfordres en vis Receptivitet, Evne og Villie hos Msk. Disse Betingelser tilskrives atter i ►den h. Sk: Gud ell. Guds Naade. Gud gjør ligesom Msk. selv disponeret til at modtage Læren. Saaledes hedder det i Skriften, at Sands for Sandheden, som maa gaa forud for Omvendelsen og Troen, skjænkes af Gud: ►1 Cor: 3, 6. ►1 Cor: 1, 4.5. ►2 Cor: 4, 6. ►Eph: 1, 17. ►2 Tim: 2, 25. Fremdeles siges Troen at bevirkes ved Gud, uden hvis Virksomhed Ingen siges at kunne komme til Χstum. ►Joh: 6, 44. Endelig siges67 ogsaa Troens Frugt at være bevirket ved Gud. ►Rom: 15, 13. ►1 Cor: 1, 8. ►2 Cor: 1, 21. ►Eph: 3, 16. ►Phil. 1, 6. ►2, 13. ►1 Thess. 3, 12. ►2 Thess. 2, 17. ►1 Pet. 1, 5. ►5, 10.

§ 63.

Paa Spørgsmaalet, hvorledes det kan forenes med Ev: Bestemmelse, at det ikke er bleven alle Msk. meddelt, henviser Sk: til den samme urandsagelige Viisdom, som først efter Aartusinders Forløb har ladet Lyset opgaae for Jordens Slægter, og ⓘ somsom] SKS, som om i ►Tidens Fylde vil føre Alle til saliggjøren49rde Erkjendelse af Sandheden. Paa samme Maade maatte Svaret falde ud, naar spurgtes ⓘ omom] , ændret fra til Grunden til, at Ev: saa ofte er bleven forkyndt, og endnu ofte forkyndes uden at finde Indgang ell. yttre sin Kraft. Ved her at gaae ud over de nærmere mellemliggende Aarsager paanøder sig Ideen om en Eenhed af den gudd. Naade og msklige Frihed, som lige nødvendig og ubegribelig, og idet 👤Paulus udleder Χstendommens Virkninger paa det ene Msk. fremfor paa det andet af den gudd. Styrelse (Udvælgelse, Anordning, Forudbestemmelse), og paa samme Tid udhæver den msklige Selvbestemmelses Evne paa det stærkeste, antyder han denne Eenhed, men tillige Mysteriets Ufattelighed for den reflecterende Tænkning, og afskjærer Veien for enhver Slutning, som udledes af eensidig Forfølgelse af den ene ell. den anden Sætning. –

Hensigten af Χ. Sendelse er at frelse Alle: ►1 Tim: 2, 4. ►Joh: 3, 16. ►Rom: 3, 29.30. ►10, 12. ►2 Cor: 5, 14. ►1 Joh: 2, 2. ►Tit: 2, 11. Hermed synes nu de i ►§ anførte Sætninger at stride. Χstendommen omtales som ►μυστηϱιον σεςιγη49vμενον, ►αποϰεϰϱυμμενον πϱο χϱονων αιωνιων, ►φανεϱωϑεν εν τω πληϱωματι του χϱονου: ►Rom: 16, 25-26. ►1 Cor: 2, 7. ►Gal. 4, 4. ►Eph: 3, 9. ►2 Tim: 1, 9.10. ►Tit. 1, 2.3. ►De to i § omtalte Phænomener fremstilles som grundede i Guds urandsagelige Villie: ►Eph: 1, 9. ►Eph: 3, 3. ►Col. 1, 27.

👤Paulus fremstiller den Virkning Ev: yttrer paa de Enkelte som Virkning af Guds Forudviden: ⓘ ►πϱογινωσϰεινπϱογινωσϰειν] , < πϱογιγνωσϰειν, ►πϱοὁϱιζειν, ►ταττειν, ►εϰλεγεςϑαι, ►αιϱειν. ►Rom: 8, 29.30. ►Eph. 1, 4.5.11. ►2 Thess. 2, 13. ►1 Pet. 1, 2. ►Act: 13, 48. Men68 paa den anden Side fremstilles Troen og Omvendelsen som Virkning af Msk: egen Selvbestemmelse: ►Mth: 4, 17. ►7, 13. ►Rom: 12, 1. ►Eph: 6, 10. ►Phill: 2, 12.

§ 64.

Sk: beroliger os med H. t: Følgerne af Ev: endnu stedse indskrænkede Virksomhed; thi naar den fremstiller os den gudd. Naade ei som bevirket ved Χstendommen; men denne som den fulde Aabenbarelse af den evige under forskjellige Former virkende Naade –, da kan den ei tænkes indskrænket til dem, der til en vis Tid ere kaldede til Andeel i Χstendommen. Det følger endvidere, at den gudd. Raadslutning til Frelsens Fuldendelse 50r ved Χstendommen maa tænkes i sig selv een, almindelig, omfattende Alle. Udtryk som Udvælgelse, Forskydelse kunne derfor kun betegne Overgangstilstande, en Adskillelse ifølge de forskjellige Forhold til Ev:, som til en given Tid finder Sted, men som tilligemed sine Følger vil ophøre. –

Om Hedningernes Fordømmelse.

§ 65.

►Den Augustinske Theorie om Msknaturens fuldkomne Fordærvelse og Kraftløshed maatte ved en umiddelbar Consequents føre til stræng Modsætning af Natur og Naade og derved til en Række af Misforstaaelser og Overdrivelser. Naar al Frihed til det Gode tænktes uddød, maatte ⓘ 1)1)] tilføjet Omvendelse og Tro tænkes udledt af en overnaturlig uimodstaaeligt virkende Naade, som ⓘ 2)2)] tilføjet var indskrænket til de Christne; og Grunden til denne ⓘ 3.)3.)] tilføjet Naades Omfang og Virksomhed maatte søges i ►en evig og ubetinget Forudbestemmelse, ved hvilken nogle bleve udfriede af den almdl. Fordømmelse, og ved Guds Naade førte til Tro og Salighed. Den strenge Consequents i den50vne Lærebygning, i Forbindelse med den Maade paa hvilken den henviser Msk. til at søge sin Beroligelse alene i Fortrøstning til Gud, bragte til at oversee den Eensidighed, som sætter den i Strid med Sk. og det chr: Livs Fordringer. Efter at have været i Middelalderen Gjenstand for flere Stridig69heder, blev 👤Augustins System ^[f] i det Væsentlige optaget som privat Mening af samtlige Reformatorer; men kun i en Deel af den reformerte K. herskende Lære som Følge af ►👤Calvins Anseelse. I den catholske K. blev den strænge Augustinianisme under overveiende Modstand fornyet af ►Jansenister. –

►👤Gotschalck gik videre og fremsatte Læren om ►prædestinatio gemina electorum ad requiem – ⓘ reproborumreproborum] , ændret fra proborum ad mortem ⓘ (Imod(Imod] , ændret fra .Imod ham ►👤Rabanus Maurus og ►👤Hinkmarus Rhemensis.ⓘ ))] tilføjet

§ 66.

Ligesom indtil 👤Augustins Tid Forestillingerne om en fri Samvirken fra Msk. Side med Guds Naade og om den gudd. Forudbestemmelse, som grundet i Guds Forudviden, vare almdl. antagne; saaledes er den græske K. stedse bleven disse tro. I den latinske K. bleve disse Forestillinger efter at ►Pelagianismen var banlyst, Grundvolden for ►det semi51rpelagianske System, der i Middelalderen kan ansees ^[g] som det herskende, og omsider ►i den cath: K. blev sanctioneret som ⓘ KlæreKKirkelære] , først skrevet K:, og opretholdt i flere dogmatiske Controverser. I den lutherske K. fandt ►Synergismen Forsvar hos 👤Melanchton og hans Skole, og 📖 den augsburgske Conf: indskrænker sig uden skarpere positive Bestemmelser til at vise Nødvendigheden af Guds Naade til Omvendelse. ^[h] Derimod ►urgerer Concordieformelen med 👤Augustin Msk. Naturs fuldk: Kraftløshed; men forkaster derhos Prædestinationen, idet den fremstiller Naaden vel som almdl.; men tillige som modstaaelig ^[i] fra Msk. Side. Den er ogsaa heri bleven Grundvold for den senere lutherske Dogmatik, som forgjeves har søgt ved subtile Distinctioner at dække Systemets Inconsequents. I den reform: K: har ^[j] ►det strænge Calvinske Lærebegreb fundet Modstand, saavel i flere enkelte symbolske Bøger, som i den hollandske K. hos ►Arminia70nerne, og for størstedelen ^[k] i den nyere Theol:. Derimod have de protest: Kirker været enige i at afvise de mystiske sværmærske Forestillinger om overnaturlige og umidd. ⓘ NaadevirkningerNaadevirkninger] , først skrevet Naadegaver, ligesom det ogsaa 51v ^[l] indtil de nyere Tider almindeligt lærtes, at den saliggjørende Naade var indskrænket til Χstendommens Bekjendere.

📖 Confessio Aug: 18de Artikel: ►humana voluntas non habet vim sine sp. s. efficiendæ justitiæ Dei seu justitiæ spiritualis; sed hæc fit in cordibus, cum per verbum sp. s. concipitur. – »►Damnant Pelagianos, et alios, qui docent, quod sine sp. s. solis naturæ viribus possimus Deum diligere super omnia, item præcepta facere quoad substantiam actuum.« 5te Artikel: ►Sp. s. fidem efficit, ubi et quando visum est Deo, in iis, qui audiunt evangelium.« – 20de Art: »►per fidem efficitur sp. s.«.

Om det kirkelige Samfund

1ste Afsnit.

71 Om Kirkens Væsen og ►Øiemeed.

§ 67.

Gjenstanden for Chr: Virksomhed er ei det enkelte Msk; men Mskslægten, hvis Vee og Vel er ethvert enkelt Msks. Og Samfundet, som ved Χstum er stiftet paa Jorden er i sin Natur og sin Bestem52rmelse angivet ved Χ. Liv og ved hans Lære. Den gudd. Aabenbaring forener Msk. ikke til fælleds Bestræbelse for timelige Formaal; men for at forene dem med Gud ved fælleds Sandheds Erkjendelse, fælleds Tro og Gudsfrygt. Dette Øiemeed er uafhængigt af de ydre Betingelser for enhver anden Samvirken, og saaledes er den Χ. Kirke ligesom Χ. Lære i Omfang ophøiet over enhver Nationalitets Indskrænkning, og i sin Tilværelse over enhver Omvexling af de msklige Ting. Dens Eiendommelighed betegnes derfor ved Navnet Guds Rige. –

Χstendommens Universalisme angives: ►Joh: 3, 16. ►8, 12. ►Act: 10, 34. ►Eph: 2, 16. ►Col. 1, 19. ►Mth: 28, 19. – K. Vedvaren: ►Mth: 16, 18. ►28, 20. ►1 Cor: 15, 25.

§ 68.

Den chr K. forudsætter til Opnaaelse af sit Øiemed Eenhed i Troen, uden hvilken den aandelige Samvirken falder ⓘ bort;bort;] , først skrevet bort. og Frihed for den Enkelte til selvstændig Udvikling af egen Overbeviisning. I begge Retninger møder K. ⓘ ModstandModstand] , < Modstandere; men hvor Chr: er i Sandhed K. Hoved og Troens Grundvold, der kan Kraften ei ►fattes til 52v at overvinde ⓘ dennedenne] , først skrevet den Modstand; thi af dette Forhold udvikler sig den chr: Almeenaand, som ►bevarer Troens Eenhed i Fredens Baand, medens den beskjærmer dens Frihed mod Tvangens Baand. Denne Aand, tænkt som det Alt gjenemtrængende, i Alle virkende Princip betegner K. Ideal, fra hvilken den synlige K. til enhver Tid er forskjellig, som Samfundet, der72 sammenholdes ved Ev: og Sacramenterne, og ved disse ⓘ arbeiderarbeider] , ændret fra Arbeider under gudd. Styrelse til sit Maal. –

De Χstne opmuntres til Eenhed: ►ομοφϱονειν, ►το ἑν φϱονειν. ►Rom: 15, 5. ►Phil: 2, 2. ►1 Pet: 3, 8. Denne Eenhed betegnes netop som Eenhed i Troen: ►Eph. 4, 5.13. ►Gal. 3, 28. Spørges endvidere, hvad forstaaes ved denne Troes Eenhed, da svares herpaa i ►Joh. 17, 3. ►Heb. 6, 1. Paa den anden Side omtale ofte Apostlene Forskjel i Aandsgaver som nødvendige og gavnlige: ►Rom: 12, 3-6. ►Eph: 4, 7. ►1 Cor: 12, 4. Ligeledes at Chr: er K. eneste Herre og Mester, saa at Msk. ei skulle erkjende noget andet Herredømme i Troens Anliggender: 53r ►Mth: 23, 8. ►Joh: 13, 13. Saaledes fremkommer den chr: Frihed: ►2 Cor: 3, 17. Tydeligst bliver dette Forhold af Eenhed og Frihed antydet i Lignelsen af K. som et Legeme: ►1 Cor: 12. ►Col. 1, 18. ►Eph: 1, 22. ►4, 15.16. ►5, 23.►30.

§ 69.

Allerede tidlig blev K. Idee forvansket ved misforstaaet Stræben efter Eenhed, som bragte Traditionen i Sk. Sted, Bekjendelsen i Troens, og fuldendte Hierarchiets Organisation. Saaledes udviklede Catholicismens Idee sig til Begrebet af K. som Samfundet, hvis Eenhed, Almindelighed, Hellighed og apostoliske Oprindelse er umidd. givet i den historiske Forbindelse med Chr. og hermed tillige Ufeilbarhed i enhver dogmatisk Bestemmelse og kirkelig Indretning. Denne Miskjendelse af Forholdet mell. den stræbende og fuldendte K. maatte ophæve al chr: Frihed og føre til et System af Troestvang. –

§ 70.

Den protestantiske K. sætter Særkjendet for Chr. K. i Overeensstemmelse med 53v Chr: Aand. Den skjelner mellem den usynlige og synlige K., som imellem Opnaaelsen af det ophøiede Øiemeed og Stræben derefter, og erkjender, at til ingen Tid i Samfundet saa lidet som hos den Enkelte ⓘ aandeligaandelig] , først skrevet aan<ne> Eensidighed og Feil kan undgaaes; men som det af Chr: indstiftede Middel til Opnaaelsen af dette Øiemeed, er de Troendes Forening, sin Ufuldkommenhed uagtet, at ansee som73 den ene sande K. og Veien til at nærme sig Maalet er alle Enkeltes frie og selvstændige Samvirken. –

2det Afsnit.

Om Kirkens Virksomhed.

§ 71.

K. Øiemed tilstæder ingen Anden Art af Virksomhed end aandelig Indvirken efter Χsti og Apostlernes Forbillede. Midlerne hertil ere givne i Ordet og Sacramenterne, og Virksomheden af disse til at befordre Guds Riges Seier over det[s] Fjender, bliver efter Sk. Lære betrygget ved det vedvarende Samfund med Χ., som Menighedens Herre og Beskytter. ►Sac: virke ei umidd. ►ex opere operato; men forsaavidt de nyttes 54r og anvendes med troende Sind.

Anmk. Ved denne Tro paa Χ. udelukkes den cath: K. Paakaldelse af Helgenes Forbønner, hvorimod en Forbindelse af K. Fortid med dens Nutid ved Beskuelse, Ihukommelse og Hylding af høie Forbilleder i Tro og chr. Dyd kun kan tjene til at oplive og lede Udviklingen af et sandt chr. Liv. –

Disse Midler ere: ►verbum divinum, ►sacramentum, ►potestas clavium. Disse Midler staa nu ogsaa i Forhold til Øiemedet; thi Χ. staaer i vedvarende Forbindelse med K. Dette har Χ. selv forjættet, Sætningen har Apostlene udført ved at fremstille Χ. som Menighedens Herre, Konge, de Troendes Hyrde: ►1 Cor. 15, 25. ►►Eb: 13, 20. ►1 Pet. 2, 25. 5, 4. – Χ. fremstilles som siddende ved Guds Høire: ►Mc. 16, 19. ►Eph. 1, 20. ►Eb. 8, 1. ►Rom: 8, 34. ►1 Pet. 3, 22.

§ 72.

Χ. Virksomhed bliver afbildet og fortsat, idet K. gjør den fri Forkyndelse og fleersidige Udvikling af det gudd. Ord, efter den Anviisning, som er indeholdt i den h. Sk., til Middelpunct for sin Virksomhed. –

§ 73.

54vSaavel ved Χstendommens hele Tendents ►som ved Sk. Yttringer om et Præstedømme, fælleds for alle Χst74ne, er ethvert Hierarchie udelukt af K., som uforeneligt med de Troendes Forhold til Χ., hvorimod Nødvendigheden af en bestemt ordnet Virksomhed med H. t: Ordets Forkyndelse, og en Overdragelse af denne Virksomhed til enkelte Medlemmer efter Aandsgavernes Forskjellighed, ved Siden af den fri almdl. Meddelelse, er grundet i Samfundets Natur, og udtrykt i ►Χ. og Apostlenes Foranstaltninger. Det fulgde af de senere kirkelige Forhold, at en bestemt Udvikling og Dannelse maatte blive en nødvendig Betingelse for denne Virksomhed, og saaledes fremstod en geistlig Stand, som Organet, ved hvilket Χ. skal virke ved sit Ords Kraft. –

Amk. Den catholske Lære om Ordinationens Natur og Geistlighedens Forhold til Χ og Menigheden er umidd grundet i Læren om K. Væsen. –

§ 74.

Som synlig Fremstilling af Ev, der 55r har Auctoritet og Virksomhed tilfælleds med det gudd. Ord forudsætte Sacramenterne Indstiftelse af Chr:. Den protest: K. forkaster derfor den cath. Klære om ►7 Sacramenter, ligesom den erklærer sig mod enhver Betragtningsmaade af ►de tvende S. enten som magisk virkende Tryllemidler ell. som blot billedlige Betegnelser. I typologisk Betydning have Dogmatikerne antaget Sacramenter i det Gl. T. –