Kierkegaard, Søren Journalen NB9 : 1849

NB9:25

#

Det er dog som 👤Luther etsteds i 📖 Prædiken over Epistelen paa 1ste Søndag i Advent siger: enten indulgerer et Msk. for meget Kjødet, saa han sophistisk faaer meget for meget til at høre med til Livets Fornødenheder, ell. ogsaa han spæger sig, men saa ligger strax den Afvei saa nær, at det skulde være noget Fortjenstligt. I første Tilfælde mærker Msket det maaskee selv, men gjør Gud til altfor kjerlig saadan lidt i Lighed med en altfor mild Fader. Imidlertid, naar Msk. dog oprigtigt for Gud tilstaaer, at han ikke ret tør vove sig længere, og henstiller det til Gud, om han vil tage denne Begunstigelse fra ham, medens han saa længe han har den, med Guds Tilladelse vil glæde sig ved den: saa er Sagen ikke saa farlig. Den anden Afvei Fortjenstlighedens er altid farligere. Naar man saadan er svag, falder det lettere at være svag ligeoverfor Gud. Men naar man er en saadan Satans stærk Karl, der saadan kan beherske sig selv, bliver man sig selv kun altfor let vigtig.