IXA372Saaledes er det gaaet ►👤Socrates, saaledes ogsaa forholdsviis Christus: Beundrere have de haft mange af, og blandt disse ⓘ mange Beundrere ogsaa nogle, som forstode at beundre – men Efterfølgere 157 have de haft meget faae af. Forskjellen mell. en Beundrer og en Efterfølger er, at Efterfølgeren er ethisk hvad Beundreren er æsthetisk. En Beundrer er selv en anden Væren end det Beundrede; en Efterfølger er selv det Beundrede. Og dette er da den eneste sande Beundring. – Beundrings Sandhed afhænger af ell. svarer til hvad Magt den udøver over den Beundrende. Denne Magts Maximum er: selv at være ell. ligne det Beundrede. Derimod er det jo usandt, at man i Sandhed beundrer det, som ingen Indflydelse ell. Magt har over En til at forandre En i Lighed med det Beundrede. En saadan Beundring er et Falsum, den kan til Nød nok forstaae det Beundrede ell. ⓘ hvad den beundrer, men den forstaaer sig ⓘ ikke selv, ell. forstaaer ikke sig selv i at beundre. Forstod den det, saa vil den jo forstaae, at den egne Uforandrethed 158 er som en Satire over ⓘ Beundringen og hvert Øieblik gjør denne til en Løgn. Men det tænker en saadan Beundrende ikke paa. Han declamerer stærkere og stærkere, Beundringens bravo og bravissimo stiger i Heftighed – nu veed jeg da for Pokker, at han er i Sandhed beundrende – ak, og kun desto spydigere bliver Satiren, som han er over sig selv.
Overhovedet synes Msk. ganske uvidende om, at der dog er en Grændse for Forsikkringens Pathos, at denne Grændse er der, hvor ⓘ Gjerningens Pathos skulde begynde. Og naar denne mangler, saa bliver Ord-Forsikkringens Pathos kun jo heftigere og mere høirø137stet den er, desto mere en Angivelse om, at det, 159 med Respekt at sige, er Løgn i den Forsikkrendes Hals.
ⓘ Men vee det Msk, der har forstaaet Tilværelsen saa dybt, og sandt udtrykker det, at han ikke vil have Beundrere men nøies med ►een ⓘ à to Efterfølgere. Thi Beundrere kan man dog faae – men man faaer dem paa Sandhedens Bekostning; og at ⓘ forlange Efterfølgere det er at gjøre Livet altfor anstrænget for Mskene.
At beundre er oftest en Blødagtighed, som ⓘ mange Msker føle Trang ⓘ til. Og naar saa En vil lade sig beundre, saa er det godt, saa ►caressere de Beundrende ham, som man caresser[er] en sjelden Hønsehund, der har en ganske sjelden Farve, og hvad der er saa uhyre sjeldent, en ⓘ eneste hvid Plet i Panden.