Kierkegaard, Søren Journalen NB4 : 1848

VIII1A615Noget Veemodigt ligger der for mig deri, at jeg virkelig troer ►de gl. Embedsmænd, just fordi det dog er sædelig opdragne Msker, der har en Forestilling om at lyde, bedre kunne finde sig i at lyde endog ►et saa phantastisk Ministerium, som vistnok er uden Exempel i 📌Europa, end de Unge i at lyde de Gamle.

Det er som i en Familie, hvor Forældrene ikke have kunnet faae Børnene til at lyde – saa siger Forældrene: nu vel, saa tag ⓘ II] , < i Commandoen og lad os lyde, det350 gaaer bedre. Og ved Forældrenes Respekt for hvad det er at lyde, gaaer det virkelig et Øieblik bedre. O, men denne Usandhed! Og den maa dog tilsidst føde Ulykker af sig.

Det er for mig rørende, men det er 148 saa, jeg troer virkelig at hiin gl. stolte Hersker, der i Sandhed er født til at regjere og har lært det ved at lyde og tugte sig selv – jeg troer at ►Biskop 👤Mynster bedre kan gjøre det Kunststykke at lyde 👤Monrad – end den unge 👤Monrad nogensinde har kunnet gjøre sin Skyldighed, at lyde den gl. Biskop.