Kierkegaard, Søren Journalen NB32 : 1854

XI1A524 32 134 Aands-Existents.

At leve saaledes anstrenget, at man, uagtet Ens Liv ikke blot er ►ustraffeligt, men, msklig maalt, i høi Grad strengt og reent, dog ►taler om sit Legeme som et »Syndens Legeme« (saaledes 👤Paulus) see det er Aand. ►Som det hedder at hvad der ikke er af Tro er Synd, saaledes er dette: at saasnart Legemet ikke er Aandens Villighed, paa ethvert Punkt end det mindste, ethvert Øieblik end det korteste, hvor det ikke vil som Aanden vil, er det Syndens Legeme.

Men Sligt anes ikke engang i vor Tid, hvor al Existeren er Middelmaadighed og kalder det Χstd. at leve i Harmonie med Kjødet.

Og det forstaaer sig, just det at der er Aand med i Spillet gjør ogsaa igjen Legemet mere ⓘ opsætsigopsætsig] SKS, optsætsig. Legemet er om man saa vil ogsaa paa sin Viis en Slags skikkelig Fyr. Naar det faaer Lov til at gaae saadant i sit ►Tummerumme ɔ: i jævn Middelmaadighed, 33 saa gjør det heller ikke mange Bryderier. Og dette gunstige Resultat, som resulterede af denne Behandlingsmaade, det anseer man saa for et Beviis for, at Methoden er den rigtige eller, som det saa hedder, den sande christelige.

Ja, det er i en Forstand sandt, hvad ►Fritænkerne paastaae og ►de Orthodoxe indirecte ogsaa, Χstd. er Mythe; ja, det er Mythe, Fabel, at der har levet ⓘ MskerMsker] SKS, Msket, som have existeret efter en saadan Maalestok, det er Mythe, da jo ►»Drenge-Folket« som ►nu kalder sig Χstne er det sande Menneskelige, endog det høieste Msklige, thi det er jo det Sidste af den voxende Msk-Slægtens Perfectibilitet. Dersom man ikke havde ►Knoklerne af Mamuths Dyret, saa vilde man naturligviis ogsaa paastaae, at den historiske Fortælling om slige Dyr var Fabel, Mythe – det vilde idetmindste alle ⓘ dede] , foran er slettet Køer og Dyr, der høre til den Dyre-Art paastaae.