Kierkegaard, Søren Journalen NB30 : 1854

60 XI1A208 Trøst hos Andre.

Den Christne kan naturligviis ikke, sandt, trøstes af nogen Anden end En, der selv er lige saa anstrenget i Lidelse eller vel endog mere.

Sagen er ganske simpel. Dersom Lidelse stod i et tilfældigt Forhold til det høiere ⓘ Liv,Liv,] , først skrevet Liv ( saa En, førende et høiere Liv, forskaanedes for Lidelser, en Anden ►forsøgtes i dem – saaledes fremstille ►Sophisterne det, fE den ►høisalige Løgner ►Biskop 👤M – ja, saa var der jo Mening [i] at den Χstne lod sig trøste af en lykkelig Mand, der har det godt og er kisteglad ved Livet.

Men Forholdet er dette: at have det godt i denne Verden, at være uden Lidelse, saadan glad og fornøiet, naaes ganske ►simplement ved – Ubetydelighed, ved at have undgaaet ethvert Forhold til Aand.

Men at trøstes af en Saadan er jo christeligt Nonsens; saa kunde den Χstne ogsaa lade sig trøste af en Ko, 61 der har det godt. At trøstes paa den Maade vilde være i Retning af at lade det høiere Liv gaae ud – men det var jo det Sørgeligste af Alt.

Altsaa har den Christne kun Trøst paa disse tvende Maader: enten ved selv at trøste andre Lidende, eller hvis der muligen skulde leve en i samme eller endog større Lidelse Anstrenget, i hvem det Aandelige er saa meget stærkere at han kan trøste, naturligviis trøste ikke i Retning af at ⓘ blive Koblive Ko] , ændret fra blive, men i Retning af at blive Aand.