Kierkegaard, Søren Journalen NB28 : 1854

XI1A48 172 289De Samtidiges Jammerlighed og Verdslighed.

At jeg i sin Tid, i Ideen seet, seirede over 👤►Martensen, det kan endda maaskee Mange see. Men i den Grad er man forvænt med at Alt, skjult, skal dreie sig om det Endelige, at selv en studerende Ungdom vel omtrent har raisoneret som saa: 👤K. bliver jo til Ingenting, saa kan han da umuligt have seiret; dersom ⓘ han havdehan havde] , først skrevet nu seiret, saa maatte det vel være endt med, at han havde fortrængt 👤Martensen fra Professuren eller dog selv var blevet Professor.

Og hvis nu, ►posito, ►Studenter-Commerce sætter igjennem ►at faae 👤Peter til Professor, saa vil man – efterhaanden ►som Talen bliver almindeligere om at den Kierkegaardske Polemik tilintetgjorde 👤ⓘ MartensenMartensen] , først skrevet Peter – troe, at det var min Broder – – han blev jo ogsaa Professor efter 👤Martensen.