X5A93NB Skulde ►de tre ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger istedetfor ►Forfatter-Mærket: 👤M.M. have en egentlig Pseudonym, vilde jeg ⓘ kalde Forfatteren: ►👤Emanuel Leisetritt, et pseudonymt Navn jeg maaskee forresten, hvis ikke her, kunde komme til at bruge, dersom jeg muligen igjen skulde have en Pseudonym.
X5A911r215Angaaende ►Texter til Fredags-Prædikener
Askese kan saare let blive et Sophistisk. Tænk En, der om han end ikke har, som vi sige, ►extravageret, dog Anvendt adskilligt til Nydelse – lad ham afskaffe alt Dette: mon han derfor kan standse? Nei, snart skal den ⓘ samme Bekymrings Lidenskab kaste sig paa den største Ubetydelighed, om han tør spise en Tvebak mere, om han tør spise sig mæt i tørt Brød o: s: v: o: s: v:
Askese saaledes kan saa saare let føre et Msk. enten til Hovmod eller til Vanvid.
Hvad der forresten i den Tid, da Askesen egl. indøvedes, i en vis Forstand hjalp Mskene, var, at de virkeligen troede, at der i denne Retning lod sig naae en Grændse, saa de ikke havde en mere udviklet Intellectualitets Forestilling om det Grændseløse her ligger.
X5A95 Et umiddelbart Forhold til Gud – det almindelig msklige.
►Jøderne meente, at de[t] at see Gud 2 var Døden; ►Hedningerne, at det at see Gud straffedes med Vanvid – det straffedes, og dog var det jo den høieste Naade og Salighed. Saaledes med det at have et ⓘ umiddelbart Forhold til Gud, det er ►eo ipso at offres, det er, ►hvad jeg oftere har talt om, at rammes af det Ubetingedes Solstik – den størst mulige ⓘ menneskelige Lidelse og en overmenneskelig Salighed.
Vi Msker i Almindelighed have ikke et umiddelbart Forhold til Gud. Hans Villie forkyndes os ►in abstracto i hans Ord o: s: v:, men der siges ikke til mig (dette concrete Jeg) Du skal under disse concrete Omstændigheder gjøre Det og Det. Nei, hver Enkelt maa saa at sige oversætte Guds Befaling ►in concreto. Og dette skeer blandt Andet ved Hjælp af Forstanden.
Saaledes er ethvert ⓘ almindeligt Msk. (thi hvem et umiddelbart Forhold til Gud ⓘ forundtes er fritagen for al Bekymring i denne Henseende) Gud ansvarlig for baade at han bruger sin Forstand og 3 hvorledes han bruger den.
Altsaa et Msk. skal ogsaa i Forhold til at gjøre Guds Villie bruge sin Forstand? Ganske vist, at ville vove saaledes, at Ens Forstand 218 maa sige En: dette er den visse Undergang, er at ►paanøde sig Gud, er at intendere at ville have et umiddelbart ⓘ Forhold til Gud (men de som virkelig havde et umiddelbart Forhold til Gud, havde det ikke derved, at ⓘ de paanødte sig Gud men at Gud valgte dem) er ►at friste Gud.
Men naar saaledes et Msk. skal bruge sin Forstand, har vi saa ikke hele Verdsligheden, der egoistisk bruger sin Forstand, og Feigheden.
Nei. Hvad det Sidste angaaer, er det jo klart nok, at et Msk. derfor ingenlunde fritages for at vove, fordi det formenes ham at vove sig ud i den visse Undergang. Nei, naar man vover, kan Undergangen være mulig; det kaldes at vove.
Hvad det ⓘ Første angaaer, da ►lærer Χstd. jo ⓘ at et Menneske skal hade 4 sig selv, og forsaavidt er der ingen Fare for at han skal komme til egoistisk at bruge sin Forstand.
Imidlertid vove saaledes som Den, der har et umiddelbart Guds Forhold, kan og tør ja skal intet almindeligt Menneske; thi Den, der har et umiddelbart Guds Forhold er fritagen for alt Ansvar har blot at adlyde Ordren. Lyder Ordren paa at styrte sig i Undergangen: han har intet Ansvar. Da derimod ethvert almindeligt Msk. har et Ansvar, at han ikke styrter sig i den visse Undergang, og da dette igjen kan være vanskeligt for ham at afgjøre, hvor det er den visse Undergang og hvor ikke, og da han dog skal vove, ⓘ og dog ogsaa hade sig selv: saa er ⓘ her et uhyre Vanskeligt, der i ethvert Øieblik ►ret kan lære et Msk. at ⓘ føle, at han trænger til Naaden. Stundom kan det saa endog være fornødent, at skaane sig selv, og saaledes at bruge sin Forstand – men det har man saa strax at gjøre ►Anmeldelse 5 om for Gud.
Lad mig tage et Exempel. ►Χstus siger til den rige Yngling: sælg alt hvad Du haver. Dersom denne rige Yngling i Χstus har seet Gud, ja saa er han i det Tilfælde at have et umiddelbart Guds Forhold, han ⓘ som denne Concrete har af Gud en Ordre en concret Ordre. Har hiin Yngling ikke seet Gud i Χsto, saa er han væsentligen i samme Tilfælde, som enhver senere riig Yngling, der læser denne Fortælling, til hvem Χstus jo ikke umiddelbart siger: gaae »Du« hen og giv Alt til de Fattige.
Den der har det umiddelbare Forhold til Gud, han har det let nok i Henseende til at vide hvad han skal gjøre, og i Henseende til at være fritagen for Ansvar – ak, men saa lyder Ordren paa, at komme til at lide, at offres. Vi Andre skaanes maaskee for Lidelser, 219 i ethvert Tilfælde for Lidelser efter den Maalestok, men saa har vi ⓘ Lidelsen med at forstaae, hvilken Ordren er og ⓘ saa har vi Ansvaret.
X5A96 6 Det Ubetingede, et umiddelbart Forhold til Gud; at det nye Testamente ikke ganske ligefrem ⓘ eller udenvidere er eller kan være ►Regulativet for os almindelige Msker; Naaden; ►👤Luther.
For at et Msk. skal kunne udtrykke det Ubetingede ubetinget maa han have et umiddelbart Forhold til Gud, Gud maa in concreto sige ham, hvad han in concreto har at gjøre, saa han er fritagen for ⓘ alt Ansvar betræffende, hvad der er hans Opgave, hvad han har ⓘ at gjøre, er aldeles angerløs, om Gud befaler ham ⓘ fE at faste i 10 Dage, hvilket er Dødsdom o: s: v: o: s: v:
Anderledes med os almindelige Msker, der ikke have et umiddelbart Forhold til Gud, men ved Hjælp af os selv maa see at udfinde, hvad vi in concreto under eget Ansvar har at gjøre.
Heraf sees ogsaa, at det N. T. ikke ganske ligefrem og udenvidere kan 7 være Regulativet for os, thi hvad udtrykker det N. T.? Først Χsti Liv, dog dette er jo ⓘ ►Gud-Msket. Fremdeles, Enhver der levede samtidig med Χstus, og i ham saae Gud-Msket havde jo ►eo ipso et umiddelbart Forhold til Gud, og ►Paulus blev kaldet ved en Aabenbaring altsaa et umiddelbart Forhold til Gud.
Ak, hvad jeg dog har lidt paa dette Punkt, fordi jeg tungsindigt har meent udenvidere at ville gjøre det N. T. til Regulativ for mig, jeg som dog ikke har noget umiddelbart Forhold til Gud. O, men saaledes er Gud ikke, at han stiller Fordringen lige for Den, der umiddelbart af Gud faaer at vide, hvad han skal gjøre, og Den, som selv maa, under eget Ansvar udfinde, hvad Opgaven er. Byder Gud mig umiddelbart, in concreto, at jeg skal udsætte mig saaledes og saaledes, gjøre Det og Det ⓘ (in concreto) som vil gjøre, at jeg bliver ►ihjelslagen: vel, jeg ⓘ har intet Ansvar. Men, naar jeg intet umiddelbart For8hold til Gud har, saa er det jo paa eget Ansvar: har jeg saa Lov dertil? Naar jeg har et umiddelbart Forhold til Gud og Gud in concreto siger mig, hvad jeg skal gjøre og tillige forudsiger ⓘ mig, hvorledes jeg vil komme til at lide derfor: vel, saa ►kjender jeg ganske rigtigt paa Lidelsen, at jeg er paa rette Vei. Men, naar jeg intet umiddelbar Forhold har til Gud, kan jeg saa, paa eget Ansvar, tilta220ge mig at ville kjende mit Guds Forhold paa Lidelse, et Guds Forhold kan jo dog ogsaa være kjendeligt paa Medgang! o: s: v: o: s: v:
Heraf seer man, at det N. T. ikke udenvidere er Regulativet for os almindelige Msker det vil sige, de ⓘ Existentser, som det N. T. fremstiller er en heel Qvalitet forskjellig fra det saadan at være et almindeligt Msk.
Her bryder saa Læren 9 om »Naaden« frem. Naar jeg ikke har et umiddelbart Forhold til Gud, saa han in concreto siger mig hvad jeg in concreto skal gjøre: saa maa jeg eo ipso for at finde Hvile og Fred for min Sjel have ►Naaden paa første Sted. Naaden paa første Sted! ►Hvilke frygtelige Smerter og Kampe i mig erindrer dette Ord mig ikke om. Og dog ikke een eneste af disse Lidelser ønskede jeg borte; thi Gud være lovet og takket, at det i een Forstand er faldet mig saa tungt at blive opmærksom paa Naaden, man kan kun altfor let ►tage den forfængeligt. Men rigtigt er det: Naaden paa første Sted, Naaden ►betræffende det Tilkommende, ikke blot betræffende det Forbigangne. Hvad vil det sige Naaden paa første Sted, Naaden i Forhold til det Tilkommende? Det vil sige: da jeg kun er et almindeligt Msk og ikke har et umiddelbart Forhold til Gud, men paa eget Ansvar 10 maa see at udfinde (in concreto) min Opgave, hvad jeg har ⓘ at gjøre: saa maa jeg jo bruge saa godt jeg kan min Forstand, og har Ansvar i denne Henseende, og paa den anden Side, om jeg end bruger den saa godt som jeg formaaer, ak, det er dog ►Daarlighed – ergo maa jeg have Naaden paa første Sted, hvis ikke maa jeg enten gaae fra Forstanden ganske bogstaveligt eller fortvivle.
👤Luther er ►næst det N. T. den sandeste Skikkelse. Hvad udtrykker 👤Luther? 👤L. udtrykker en Standsning, en Besindelses-Akt. I ham besinder Mskheden eller Christenheden sig paa, at der mellem Gud-Msket og os andre Msker, ja mellem Apostelen og os andre Msker er en Qvalitets-Forskjel, at derfor »Naaden« maa anbringes. De første Christne, ►de gamle Kfædre forstode det ikke 11 saaledes, de gik naivt løs paa Efterfølgelsen. Ære og Priis være dem! Men til Grund for al deres Stræben ligger dog en Overseen af, at der mellem Gud-Msket og et almindeligt Msk. er en Qvalitets-Forskjel, at et almindeligt Msk. ikke ganske ligefrem og udenvidere kan (selv om han nok saa redeligt vilde) eller tør bøie sit Liv efter dette Paradigma.
Der er derfor i en Forstand i 👤Luther en Slaaen af i Forhold til det Christelige sammenlignet med de ældste Χstne, i en anden Forstand er der et Fremskridt betræffende den Naivitet, at et almindeligt Msk., hvor redeligt han end vilde, udenvidere kan have Gud-Msket til Forbillede. 221
👤Luther►slog af. Det jeg dadler er, at han ikke stærkere gjorde dette kjendeligt, at det høist ►en passant bemærkes fE i ►den augsburgske Confession i ►Artiklerne om Misbrugene No 2 de conjugio Sacer12dotum, ►14: Et cum senescente mundo paulatim natura humana fiat imbecillior.
I 👤Luther er der slaaet af. Dog bliver det at hade sig selv alligevel, men paa en anden Maade. Til Grund for de første Χstnes Stræben laae en naiv Forestilling om virkelig at kunne naae Forbilledet og at hade sig selv var at faste og ►hudflette sig eller var at blive Martyr. I det Lutherske ligger det at hade sig selv paa et andet Sted, nemlig ►betræffer ⓘ den dræbende Forstaaen, hvorledes et Msk. trænger til Naaden, hvilket for ►Kjød og Blod kan være lige saa tungt – thi Kjød og Blod kan ogsaa være villig til at ville faste og hudflette sig og lade sig brænde, naar det blot staaer fast, at Lighed med Gud-Msket, med Apostelen 13 lader sig naae.
X5A97 »Kirken«
Paa forskjellige Maader ►stikker Kjætterierne i »Χsthed« i ►Læren om »Kirken«. Man har ved Hjælp af denne villet afskaffe eller fortrænge det sande christelige, at Χstdom forholder sig til den Enkelte, og saa frembragt lavere Forhold af Religion som svarer til Hedenskabet og Jødedommen med »National-Religion og National-Gud.« Man har ikke nøiagtigt nok passet paa, i hvilken Forstand Kirken dannes af Enkelte, men ved at ►gjøre Mskene allerede som spæde Børn til Christne i Grunden etableret, at Kirken er det udvalgte Folk ligesom Jøderne vare det; men dette er ikke Χstd. det er Jødedom, thi Christen kan man ikke fødes, nei den Enkelte bliver det, Χstd. forholder sig til den ⓘ Enkelte, i Betydning af Aand.
X5A98 14 ►Christendommens Perfectibilitet.
Det er denne ►πϱωτον ψευδος, der i sig indeholder Spiren til, og af sig ogsaa har affødt alle Confusioner i »Christenhed«.
Christendommen er perfectibel, hvad vil det sige? Det vil egl. si222ge: Χstdommen er ligesom andet ⓘ Mskligt, maaskee et superlativt Superlativ af det Msklige, men dog det Msklige. Og Loven for det Msklige er: Udvikling er Perfectibilitet.
Men Χstd. er det Guddommelige, om ⓘ vendt af det Msklige: den er saa langt fra at være perfectibel i Tid, at ⓘ den gaaer tilbage i Tid, sagtnes, aftager.
Men selv den af alle ►Kirkefædrene ubetinget meest conseqvente og meest christelig tveæggede, ►👤Tertullian, selv han, der saa rigtigt har opfattet at Troen, ►fides objectiva eller quæ creditur ubetinget bliver uforandret, han antager dog, at ►der er en Perfectibilitet i Disciplin og 15 Vandel (cfr. ►👤Böhringerp. 362.).
Nei, Christendommen er saa langt som muligt fra at være perfectibel i Tid; og det det gjælder om er tillige at afværge, at man ikke sætter Χstd. fra præsens over i præteritum, saa man faaer ⓘ alt dette historiske Vrøvl at slæbe paa. Dette saae 👤Tertullian rigtigt, medens det for en Deel blev ►udraabt som Kjætterie, Montanisme.
Mig synes ogsaa, at det for Enhver, der, naar det engang er sagt, vil tænke lidt derover, maa være indlysende, at Χstd. ikke kan være perfectibel, ja at det at statuere dens Perfectibilitet er ►Majestæts-Forbrydelse mod Χstus og Apostlene. Ak, og dog ►hvor længe har det ikke gjældt for Alvor og Viisdom at foredrage Χstds Perfectibilitet.
X5A99 Forrykkelsen af hele Christendommen.
►Christendommen degraderes til at blive Stats-Religion. Samtidigt dermed blev Χstd. Doctrin – og Askesen 16 opkom. Askesen er den ⓘ situationsløsea Forsagelse, ►da Χstd. kæmpede ⓘ og leed Forfølgelse behøvedes Askesen i den Forstand ikke.
✂ a Anm Conseqventsen heraf var saa igjen: ►det Fortjenstlige, det Overfortjenstlige, ►item, at man fik overordentlige Christne og almindelige Christne.
Tag en lærd, grundig Fremstilling af Χstdommens Historie: jeg er enig i Alt, jeg er ⓘ endog lærende, thi Forfatteren er lærdere end jeg, men i Eet er jeg uenig, han forklarer Alt saaledes, at han betragter som Fremskridt hvad der er Tilbageskridt.
Tag en Cirkel – nu viser En, mere skarpsynet end jeg, see her, her er en ►Brydning, altsaa en Tilnærmelse til Polygon, og nu stiger det, ⓘ bestandigt flere og flere Brydninger: jeg er aldeles enig med ham, men i Eet er jeg uenig, at det er Fremskridt for en Cirkel at blive Mangekant. Saaledes 17 med Christendommens formentlige Perfectibilitet og med dens Væreblevenfuldkommen.
X5A101 Et umiddelbart Guds-Forhold; ►Naaden paa første Sted eller ►forlænds; det Objektive.
Altsaa vi almdl. Msker have ikke et umidd. Guds-Forhold kunne derfor ikke ubetinget udtrykke det Ubetingede, behøve bestandigt Naaden ogsaa forlænds, fordi selv den redeligste Begynden altid er en Ufuldkommenhed sammenlignet med Idealets Fordring altsaa som en ny Synd.
Altsaa Naaden paa første Sted.
[a] Men saa føles igjen Trangen desto dybere til et Objektivt. Og dette tilbydes jo i Sacramenterne, i Ordet, dog ikke magisk.
✂ [a] cfr næste Side: Naaden paa første Sted.
X5A102 Forunderlige Selvmodsigelse.
Just da Kirken ret slog sig til Ro og fik det gjort ►tilgavns til Dogme, 18 at ►udenfor Kirken er ingen Salighed – forunderligt, at just da slog man sig til Ro. Hvor grusomt, jo fastere det staaer, at udenfor Kirken er ingen Salighed, saa ikke at blive Missionair. Men det 224 blev man ikke, derimod udarbeidede man lærd den Doctrin, at udenfor Kirken er ingen Salighed.
Saaledes i Ro og med den Doctrin, og især jo lærdere den doceres, at udenfor Kirken er ingen Salighed, blev Kirken Analogien til Jødefolket eller vel endog til Hedningefolk, Gud en Slags National-Gud, om end Kirken var dannet af forskjellige Nationer, men dog som en Nation for Den, der ⓘ fødtes i Kirken og som Barn døbtes.
X5A103 ►Naaden paa første Sted.
Dette gjælder selv i Forhold til det Objektive, Sacramenterne og Ordet.
Tag Nadveren. Idet jeg nu tænker at 19 ville gaae til Alters: vel, jeg tilstaaer da, at hidtil er det ikke lykkedes mig at gaae værdig til Alteret. Dette fortryder jeg, Naaden tilbydes mig, dette er Naaden paa andet Sted, Naaden baglænds, i Forhold til det Forbigangne.
Men nu skal jeg jo til [at] gaae igjen til Alteret – er jeg da nu værdig? tør jeg nu sige: jeg er værdig? Og det maatte jo dog fordres af mig til Tak for Naaden i Forhold til det Forbigangne.
See, der har vi det! Sacramentet forjætter og bekræfter mig Naaden, men jeg maa have Naaden for at turde benytte Sacramentet. Anderledes kan det ikke være, med mindre jeg har et umiddelbart Forhold til Gud, saa han umiddelbart siger til mig: idag Kl. 4. skal Du gaae til Alters – thi saa har jeg intet Ansvar.
Som med Nadveren, saa vilde det ogsaa vise sig med Daaben, hvis vi nu ikke døbtes som Børn: naar tør jeg sige, nu er jeg værdig til at modtage Daaben, der vil forsikkre mig Naaden i Forhold til det Forbigangne. See derfor ►udsatte man i 20 den tidligere Tid Daaben saa længe som muligt, ►👤Tertullian advarer mod at haste med Daaben. Men allerede ►👤BasilfE opmuntrer til jo før jo hellere at lade sig døbe.
Overhovedet var i den ældste Tid al Opfattelse af det Christelige mærket af Efterfølgelsen, men tillige ogsaa hvilende i den Naivitet, at et almdl. Msk. kan saadan udenvidere have ►Gud-Msk. til Forbillede. Man udsatte Daaben saa længe som muligt; man antog, at Daaben kun gjorde Fyldest for det Forbigangne, at de senere Synder maatte der gjøres Fyldest for ved gode Gjerninger, at Martyriet sikkrede Synds-Forladelsen endnu bedre end Daaben.
X5A104 21 225 Hvad jeg har villet.
Som jeg nu kan overskue det.
Der er en Tanke, som med en uforklarlig Oprindelighed har været fra tidligste Tid i min Sjel og beskjeftiget den, en Tanke der saa igjen har forholdt sig til ►👤Socrates som et Exempel, den Mand, til hvem jeg har haft en mig uforklarlig Rapport fra min tidligste Tid længe før jeg egentligen begyndte at læse 👤►Plato – den Tanke: hvorledes lader det sig dog forklare, at alle De, der i Sandhed have tjent Sandhed, altid ere komne forkeert fra det i levende Live i Samtidighed, og aldrig saa snart ere de døde, saa forgudes de.
Forklaringen er ganske simpel: Mængden af Msker kan kun gjennem Phantasie forholde sig til ⓘ Idee, det Gode, det Sande. Men en Afdød er paa Phantasie-Afstand. Den levende derimod, der giver Virkelighed (værende Ingenting er til 22 for Enhver, altsaa uden at understøtte ved Sandsebedrag,) ham kan de ikke bære, de forarges paa ham og slaae ham ihjel, træde ham ned.
Det er Dette som saa igjen alle Bedragerne, der speculere i at ►Verden vil bedrages, have, tydeligere eller mindre tydeligt, forstaaet og indrettet sig efter. De understøtte i levende Live ved Sandsebedrag (►leve skjult, tage jordiske Fordele, give en endelig Forklaring o: s: v:) og gjøre derfor Lykke o: s: v:. – Og dette er Aarhundrede efter Aarhundrede blevet værre og værre, især ⓘ da ►siden Pressen blev Magt i Samfundet, thi den hjælper just til, at En kan leve skjult (upersonligt, som en Afdød, i Retning af Sandsebedrag) og virke objektivt.
Og dog er det i Retning af at faae Personligheder, at vi skal fremad.
Altsaa Loven er den: Den, som ikke vil virke ved Sandsebedrag, han vil ubetinget komme 23 forkeert fra det i levende Live, blive nedtraadt, offret. Paa den anden Side, saasnart en Saadan er død, saa bemægtige strax Bedragerne (Talerne, Digterne, Professorerne o: s: v:) sig ham og gjøre ham i Profit – og han bliver forgudet af næste Generation. Og er der En i næste Generation, som ikke vil bedrage eller virke ved Sandsebedrag, ja saa vil det, hvis han holder heelt ud, gaae ham ligesom den Afdøde i levende Live.
226Men paa den Maade bliver jo den egentlige samtidige Generation ikke ret opmærksom, det kommer ikke til Samtidighed; thi De, der ihjelslaae eller nedtræde en Saadan, ►vide ikke ret hvad de gjøre – og de der forgude ham, er jo næste Generation, der altsaa forholde sig til ham paa Phantasie-Afstand.
Lader her sig ikke Noget gjøre, for at vække Samtidigheden?
Jo, det er jo dog et Forsøg værd. Og ⓘ her ligger nu mit Forsøg. An24vend dine bedste Aar efter den størst mulige Maalestok i Retning af ikke at ville virke ved Sandsebedrag – saa vil Du være paa gode Veie og i Fart i Retning af at blive nedtraadt: bryd saa af, træk Dig tilbage, lev skjult, og begynd nu derfra at ►udvise de Samtidige det Tilbagelagte, Det, som de jo selv ere Vidner til, at det er skeet, og viis dem saa, hvad Følgen vilde være blevet, hvis Du ikke havde trukket Dig tilbage og ►mindsket, indskærp dem, hvorledes det egentligen forholder sig med at tjene Sandhed i Sandhed.
Det jeg mener er: det gjælder om at faae en msklig Redelighed til at overtage et Tilbagelagt som har i Sandhed været i Sandheds Tjeneste. Men naar det er en af ►hine Herlige, saa holde de jo ud til det Sidste, 25 og blive altsaa nedtraadte – og saa er det Bedragerne der tage dem til Indtægt. Og, som sagt, er der En, som ikke paa den Maade vil profitere af dem, saa gaaer han maaskee hen og bliver selv en af hine Herlige og bliver Offeret – og vi fik ikke Det, jeg har tænkt mig, en msklig Redelighed der interpreterer det: i Sandhed at tjene Sandhed.
Denne er min Tanke. Paa den er der ødslet Alt, Tid, Kræfter, Penge Alt, Alt. Jeg har gjort Alt for at sprænge Sandsebedragene, ►levet paa Gader og Stræder, ►er kjendt af Enhver, ►spilt i Komedien o: s: v: o: s: v:
Denne Tanke er ►eiendommelig og ogsaa ►betjent saaledes, at jeg turde fremstille mig for 👤Socrates, og jeg er overbeviist om, at han vilde reflectere derpaa, om jeg 26 end mener, at Det han praktiserede ved at holde ud til det Sidste er uendeligt Høiere.
Imidlertid, dette har nu tilfredsstillet mig. Dog er der en Tvivl, som er ►opkommet i mig: vil jeg ikke i Evigheden fortryde det, er det ikke for lidt, er det ene Rigtige dog ikke dette, at Enhver har blot at passe Sit, at tage Lydighedens Examen, at blive nedtraadt offret, og lade Gud om Resten, ubekymrede, om det kunde synes, at ⓘ de ikke kom til at udrette nok. At udrette nok! Ja, her er det. Just det var det jeg vilde, og det har tilfredsstillet mig som ►en Poeniterende, og just derfor har jeg altid talt spøgende om det at udrette, fordi jeg ækle227des ved det ►hykkelske Sludder, 27 som bestandigt høres om at udrette, hvor det dog er Egoismen, der vil have Profit.
Altsaa at udrette Noget, just det var det jeg vilde – og dette var det, hvis jeg i dyb Ærbødighed tør have nogen Mening om hine Herlige, om en 👤Socrates, just dette var det, som syntes mig at gjøre, at de ikke kom til at udrette saa meget som de havde fortjent, dette, at ⓘ de blot vare betænkte paa i ubetinget Lydighed at blive nedtraadte, offrede – medens saa, som sagt, Bedragerne bemægtigede sig dem, naar de vare døde; men Mængden blev ikke gjort opmærksom.
Jeg ⓘ anseer det jeg har villet for noget langt lavere end hine Herliges, thi den ubetingede Lydighed det at blive nedtraadt som havde man Intet udrettet, er og bliver dog det Høieste – og just Det, som jeg jo vilde ►udvise fra et lavere Punkt.
Gjælder det i ethisk Henseende, at der gives relative Opgaver, at ►Ingen kan tage, hvad ham ikke blev givet, saa, ja saa er jeg glad nøiet med Mit – og ►svinger af. Men gjælder dette ikke ethisk, gjælder det derimod, at En28hver har at betragte sit Liv som at tage en Examen, Lydighedens, den ubetingede Lydigheds Examen: ja, saa tør jeg ikke svinge af, men har at blive ved at styre ud i Retningen af at blive nedtraadt.
Om mig selv.
Et dybt Tungsind blev holdt nede ved at producere.
Saaledes gik Aarene. Da blev den ►Bekymring for Udkommet lagt mig nærmere og nærmere. Og det stillede sig for mig som var denne uhyre Productivitet ikke næsten en storartet Adspredelse.
Vel, saa blev den standset. Det var tungt nok.
►Nu har jeg i vel et Par Aar ikke været produktiv, altsaa det er holdt.
Følgen deraf er blevet, at der nu igjen ligger ligesom opsamlet i mit Hoved og ⓘ i min Tanke en enorm Produktivitet – ja, jeg troer der i dette Øieblik kunde 29 gjøres rigeligt diverse Professorer og Digtere ud af mig.
Men det der er vanskeligt for mig, er noget Andet. For ►ret at ►indulgere denne Produktivitet maatte jeg først sikkre mig min Fremtid, 228gjøre Skridt i denne Henseende. Og der har vi det saa igjen, mig synes det christeligt at have mere Værd, at ⓘ jeg holder ud saa længe som muligt uden at betrygge mig det Endelige, meget mere Værd end, naar jeg først har sikkret mig det, saa at producere. Det Christelige er jo dog ikke at producere men at existere. O, men forstaaet bliver jeg ikke, allermindst i vor Tid, hvor jo just det er dette der skulde indskærpes, dette, at det Christelige ikke er: selv levende i andre Categorier at fremstille o: s: v: det Christelige.
►Som jeg altid pleier at sige ved denne Leilighed siger jeg atter her: denne min Paaholdenhed i Henseende til at betrygge mig det Endelige, kan jo ogsaa være en vis Stolthed. Vel, derfor er det jeg underkaster mig Examinationen, dog altid glad ⓘ fortrøstende mig til og hvilende i, at ►Gud er Kjerlighed.
Al Udvikling er bestandig dialektisk, den »næste Generation« vil bestandigt behøve »Modsætningen« ►til Correctiv.
Enhver der da i at udtrykke det Religieuse vælger den Side, der er forladt af Forestillingen, af Samtidens Forestilling, han hader sig selv. Den, som vælger den Side, der bæres oppe af Samtidens Forestilling, elsker dog egl. [sig] selv, selv om ⓘ Samtidens Forestilling var: at faste, at ►hudflette sig selv og saaledes at hade sig selv.
Det med Χstd. er blevet aldeles Vrøvl; vi ere Χstne ved Fødselen – i 31 »Christenhed« ►fødes et Barn ikke blot i Synd, men i Vrøvl.
X5A108Eet er det, at Alle de som frelses, ►frelses ved Naaden; men følger deraf, at Alle frelses.
Ved Hjælp af »Naaden« har man nu, især i Protestantismen naaet, at ►praktisere Χstd. een Gang for Alle udenfor det Hele. Vi ⓘ frelses Alle ved Naaden – den Sag er engang for alle afgjort: og derpaa arrangere vi os i Livet ►paa bedste Hedensk.
Χstds Mening var ved at anbringe »Naaden« i Livet at omdanne hele Livet.
►Om en svensk Præst fortælles, at han, da han ved sin – det maa det da have været – mesterlige, herlige Tale havde bevæget Alle til Taarer, der fortælles, at han, formodentlig selv rystet ved Synet af den Virkning han frembragte, beroligende ⓘ tilføiede »græder ikke Børn, det turde være Løgn Altsammen« – – hvorfor tilføier Præsten det ikke i vore Tider, hvorfor ikke?
Svar: det behøves ikke, Menigheden veed det – men derfor kunde deres Taarer jo være lige alvorligt meente, eller ere de ikke alvorligt meente de Taarer, som fældes i Theateret, hvor dog Menigheden eller det christelige Publikum veed, at det er Løgn Altsammen.
I
►Christendommen er perfectibel! – Det gaaer fremad! – Nu er det naaet, det Fuldkomne!
►Hvad Christendommen fremstiller som Idealet, at de Christne ere et Folk af Præster; hvad end ikke blev naaet ⓘ ganske i ⓘ Apostlenes ⓘ Dage: det er nu ⓘ naaet, især i Protestantismen, især i Danmark.
230Dersom nemlig ⓘ hvad vi nutildags kalder ⓘ Præst dersom det i Sandhed er at være Præst: ja, ►saa ere vi Alle Præster.
II
Vi ere ⓘ Alle Præster!
Da Hedenskabet opløstes fandt man det ►ubegribeligt, at den ene Præst kunde see paa den anden uden at komme til at lee. Nu er Forholdet saaledes, at det er ubegribeligt, at Præst kan see paa Lægmand eller Lægmand paa Præst uden at komme til at lee – men vi ere jo ogsaa Alle Præster!
III
Overveielse.
.... Men naar jeg nu gjør Det og Det, hvad vil saa Følgen deraf blive? Nu, jeg vil ikke dølge for mig selv, at Følgen vil blive, at jeg vil blive hadet, forbandet afskyet, betragtet som en Forræder af mine Nærmeste: »hvor i al Verden kan det saa dog falde Dig ind, at det skulde være Guds Villie; hør dog hvad Præsten siger: det er den frygteligste Ugudelighed, Guds Villie er just, at Du skal elske Mskene, og Din Løn blive, at de elske Dig.«
Vel, mig synes det ►ogsaa saa! Saa vil jeg da opgive alle hine Tanker, ja hvad mere er, jeg vil bede Gud tilgive mig, at saadan ugudelig Tungsind kunde ►opkomme i mit Hjerte, og det vil jeg gjøre med Glæde, o, thi det Præsten siger, det tiltaler mig ganske, rører mig, 35 da det er, som det synes mig, saa menneskeligt.
Imidlertid, førend jeg ganske opgiver hine »tungsindige Tanker«, vil jeg dog først efterlæse den Hellige-Skrift, – – – ►»I skulle hades af Alle for mit Navns Skyld, ►den Tid skal komme, da hvo som ihjelslaaer Eder, skal mene, at vise Gud en Dyrkelse; ►hvo som ikke hader Fader og Moder for min Skyld er mig ikke værd; ►jeg er kommen at tvistiggjøre Fader og Søn o: s: v:.
Hvilket er nu hvilket? At Præsten og vi Msker sige Eet, det N. T. 231 et Andet er ikke det forunderlige; det Forunderlige er, at Præsten siger Det han siger er det N. Ts Lære. At En siger, jeg skal gaae ad ►📌Østergade, en Anden, at jeg skal gaae ad ►📌Amagertorv, er ikke videre underligt; men at Den, der siger jeg skal gaae ad 📌Østergade paastaaer, at han siger det Samme som den Anden det er underligt.
7. Journalen NB28, s.[36]-37. Optegnelsen NB28:24 indeholder adskillige dobbelte og tredobbelte understregninger
IV.
►»Fører denne Vei til 📌London?« »Ja, naar De vender Dem om, thi De gaaer fra 📌London.«
Jeg har læst mange theologiske Skrifter, en Deel philologiske, og ⓘ philosophiske: philosophiske især ►betræffende den græske Philosophie: jeg bøier mig i ⓘ Ærbødighed for den Lærdom, det Studium o: s: v: de forraade, jeg tilstaaer i sømmelig Beskedenhed, jeg er kun en Lærling, men Eet er der som jeg maa være uenig med dem i.
I dem alle har jeg fundet Sagen saaledes fremstillet, og aldrig anderledes i noget eneste.
►Man siger: I 👤Socrates var dog Philosophien endnu kun 37 (læg vel Mærke til dette: endnu kun) den var endnu kun et Liv. ►I 👤Plato derimod (altsaa det gaaer fremad, vi stiger) bliver den (vi stiger) Doctrin. Saa bliver den Videnskab. Saa gaaer det i Philosophien fremad indtil i vore Tider, da vi staae paa Videnskabens Høieste og see tilbage paa 👤Socrates, som paa det Lavere, thi ⓘ i ham var Philosophien dog endnu kun et Liv.
I Χstus, i Apostlene, i de første Χstne var Χstd. endnu ⓘ kun (læg vel Mærke ⓘ til endnu kun) den var endnu kun et Liv. Saa gaaer det fremad, vi stiger, Χstd bliver Lære, saa Videnskab, vi stiger – og nu staaer vi paa Videnskabens Høieste og seer tilbage paa 38 ⓘ de første Χstne, thi i dem var Χstd. dog endnu kun et Liv.
Hvad er dog dette? Er det en uendelig dyb ►Underfundighed, eller en ubegribelig Hildethed, hvor der forresten er alle Aands-Evner.
Fører denne Vei til 📌London? Dog ►vistnok kun naar man vender sig om.
Dog hvorledes forklarer man denne ubegribelige Bagvendthed.
Naar nemlig Philosophien eller Religionen er Liv i et Msk, da ⓘ vil, fordi Religionen og Philosophien er det med dette jordiske Liv Ueensartede, hans Liv (thi Philosophien og Religionen er Liv i ham) gaae Glip af alle jordiske Fordele og Goder.
See, det har vi Msker nu ikke Lyst til – og dette 39 finder jeg ganske naturligt.
Kunde vi da ikke paa en behændig Maade faae det arrangeret anderledes. Aah jo! Saaledes nemlig: jeg bringer mit personlige Liv udenfor, gjør mit personlige Liv til Eet og Philosophien til et Andet. Saaledes raader jeg altsaa over mit personlige Liv, og kan nu, som enhver Anden, aldeles ugeneret af Philosophien, som enhver Anden, en Kjøbmand, en Kræmmer o: s: v: indrette mig personligt paa at naae de jordiske Fordele og Goder, saa godt som muligt. Philosophien derimod er Videnskab.
Paa den Maade faaer vi (istedetfor hiin Philosoph, i hvem Philosophien endnu kun var et ⓘ Liv istedetfor hine første Χstne, i hvem Χstd. endnu kun var et 40 Liv) faaer vi en Docent, en Professor i Philosophien, en Præst o: s: v:, En, der saa fra Videnskabens, det Objektive[s] høiere Standpunkt seer tilbage paa 👤Socrates og som paa det Lavere, paa de første Χstne og som det Lavere, thi i 👤Socrates var Philosophien dog endnu kun eet Liv og i de første Χstne var Χstd dog endnu kun o: s: v:
Men er dette dog ikke lidt for meget: at ville have de jordiske Goder og Fordele – og saa tillige at ville staae høiere end hine Herlige.
Fører denne Vei til 📌London? Dog vistnok kun naar man vender sig om.
Man vende sig ⓘ om, man gjøre Begyndelsen med (mere fore41slaaer jeg ikke) dog at tilstaae, at det Nuværende ikke er det Høiere men det Lavere. Ad den Vei er det muligt at komme tilbage til det Sande, ad den anden Vei er – eller naar man ad den Vei som fører til 📌London gaaer fra 📌London – det umuligt.
X5A114 235 At ville lide – at ville have Mskenes Hjælp.
Er dette dog ikke Χstds Mening: det at leve er at examineres, ►i Evigheden kommer Dommen, og vil det i Dommen blandt Andet blive Spørgsmaalet: har Du lidt for Læren – men hvortil saa Travlhed for at faae Mskene til Hjælp, jeg maa jo snarere see, at afværge den, at det da ikke skal ende med, at jeg maaskee ved Menneskenes Hjælp kom til at seire istedetfor at lide og derved i Forlegenhed paa ►Dommens Dag, hvor Spørgsmaalet vil blive: har Du lidt for Læren.
Saaledes som jeg her har fremstillet det forstode de første Χstne det, derfor blev det Alvor, de kom virkelig til at lide, og de kunde ►bære Χstd. igjennem. Thi 42 ⓘ Den der, omend redeligt, siger: jeg er villig til at lide, og nu tilføier: men jeg vil ikke forsmaae Mskenes Hjælp, Du skal see det ender med, at han ikke kommer til at lide, han vil – for ikke ⓘ at forsmaae Mskenes Hjælp, eller som det vel snart vil hedde, for ikke at ►forskylde det Ansvar, at forsmaae M.s Hjælp, eller som det vel snart vil hedde, for ikke at ►forskylde den Ugudelighed at forsmaae Mskenes Hjælp, vil han, maaskee uden ret selv at vide hvorledes det gaaer til, komme til at forandre sin Sag Noget (for desto bedre at faae Mskenes Hjælp) og naar saa hans Sag er blevet lidt usandere, ⓘ ja saa faaer han naturligviis Mskenes Bistand, og saa bliver den usandere og han faaer naturligviis nu ⓘ i end høiere Grad Mskenes Hjælp, han seirer, Hurra – og det Hele blev til hvad der er værre end at ►blive til Vind.
Nei som de første Χstne forstode det, de holdt ⓘ det ud. Og just i det Øieblik en Saadan vilde til 43 msklig at mistrøstes fordi han maatte ⓘ sige sig selv, gaaer Du saa langt ud, saa faaer Du ikke Mskenes Hjælp: da styrkede just den Tanke ham: Sagen forholder sig jo saaledes, at Du, hvis msklig Hjælp tilbydes, endog maatte være betænkelig ved at modtage, thi det at lide har i og for sig selv ⓘ Værd, og derom vil Spørgsmaalet blive.
Saaledes forstode de første Χstne det. Det vilde nu for os, ved det vi ere forkiælede med at være Christne og forvænte ved christeligt ►Slikkerie fra Barndom, blive ►end engang saa tungt, og Den, der for Alvor skulde sætte dette ind, vilde faae den uhyre Tyngde paa sig, at gjøre paa en Maade de Andre til Hyklere, fordi de kalde sig Χstne (saaledes var jo Forholdet ikke i Χstds første Tid, da de Andre vare Hedninger): derfor troer jeg, at Gud idetmindste 44 indtilvidere ikke vil gaae strengere i Rette med os end at fordre, at det skal sees.
X5A115 236 Den høieste christelige ►Pathos
Den er udtrykt i ►de Ord i ►Hebr-Brevet: de forsmaaede at lade sig trøste eller at lade sig hjælpe.
ⓘ Kun denne Pathos kan ►bære Χstd. igjennem, kan ►holde den paa det Gudd.s Spidse, at den ikke som en Vogn løber ned af Bakken, kun i denne Pathos er det Christelige luftæt afproppet, utilgængeligt for enhver ►Communication med det Ueensartede. Saasnart den Tanke kommer op om Mskenes Hjælp, om ikke at forsmaae Msks Hjælp, saa 45 er væsentligen Alt tabt, Troen paa Martyriet, at det har Værd i og for sig, og Χstd. løber ned af Bakke, indtil den, ligesom ►Rhinen ender i Mudder, ender i Politikens Mudder. ⓘ Tag en ►Luftpude: et ⓘ Knappenaalsstik er nok; om Du med en Sax klipper et stort Hul, forandrer væsentligen ikke Sagen, den er ikke mere ►luftæt.
Og denne Forandring indtræder egl. med Luther. Han var den christelige ►Heros, der blinkede med Øiet, visseligen ikke af Mangel paa Mod, nei men hildet i Forestillingen om at det just var ►Gudelighed at glædes ved dette Liv, gik Troen paa Martyriets ubetingede Værd ud. Han forsmaaede ikke Mskenes Hjælp – ►i sin Dødsstund angrede han det.
Her indtraadte Forandringen, og fra nu af bliver 46 saa Χstd. mere og mere Politik. Formelen er ⓘ ogsaa ganske simpel: en Sag der ►betienes saaledes, at Msks Hjælp forsmaaes, ja det kan være Hovmod, men det kan ogsaa virkelig være Guds Sag; men en Sag, der betjenes saaledes, at man tager Mskenes Hjælp er Politik. At man sætter Guds Navn til gjør dog vel ikke Udslaget, som hvis En vilde sige: nu vil jeg da i Guds Navn gaae hen og stjæle, eller: saa vil jeg da i vor ⓘ Herres Jesu Χsti Navn gaae hen og hænge mig.
X5A116I det N. T. læres, hvorledes vi Msker skulde tjene Gud; den msklige Opfindelse som vi kalde Χstd er: hvorledes vi lader Gud tjene os.
X5A117 47 237 Den sande Ophøiethed.
►»Christus døde eengang for alle Mskers Synder, nu behøves der intet Offer mere«, saaledes lærer og vidner ►»Apostelen« – og for ret at ⓘ faae dette forkyndt, er Apostelens Liv saaledes anstrenget, ►at han selv bliver Offer. O, ædle, uendelig ophøiede, elskelige qvindelige ►Undseelse! Thi saaledes er det at forstaae – Apostelen gyser ved at bringe sig i Erindring ved Siden af Gud, nei, der behøves intet Offer mere – og dog er hans eget Liv ogsaa offret. Men ved sin Tale bortleder han reent Opmærksomheden derfra, i qvindelig Undseelse skjuler han det! – ►Evangelium er det glade Budskab – og for ►ret at forkynde det er Apostelens Liv saaledes anstrenget, at der blandt alle Lidende (►Gud-Msket undtagen) 48 er ingen saa anstrenget. Uendelige Ophøiethed, ædle, elskelige, qvindelige Undseelse! Ved sin Tale bortleder Apostelen ganske Opmærksomheden fra, skjuler over det Ædle – just dette er det Ædle. – ►»Det er idel Naade« – og paa samme Tid er Forkynderens Liv mere anstrenget end nogen Gjernings-Hellig: ja, det er rigtigt, her er Undseelsen.
De fleste Msker leve paa en anden Maade, de bruge Talen til at skjule over det Lurvede i deres Indre. En raaber »denne Sag beskjeftiger mig uendeligt« – medens hans Liv udtrykker, at den beskjeftiger ham temmelig ►endeligt. Og saaledes i alle mulige Forhold.
X5A118 49 ► »Noget er bedre end Intet.«
Ja, ganske vist, dette gjælder i Forhold til alt Endeligt, Timeligt, Jordisk og hvorfor? Fordi det Endelige selv ikke er det Ubetingede, men det Relative. ⓘ Der er ingen Riigdom om hvilken det ubetinget gjælder at den ubetinget er Rigdom, Rigdom er en Relativitet – derfor er Noget altid bedre end Intet, thi alt Endeligts Væren er at være Noget, ikke: at være Alt eller ikke at være.
Anderledes med det Ubetingede. Dette forholder sig nemlig til: enten-eller, enten ubetinget eller ikke. Her er det derfor saare langtfra, at Noget dog er bedre end Intet. Nei, nei, er det Ubetingede 238 ikke ubetinget for En, er man det dog altid nærmere ved ubetinget ikke at forholde sig til det, end ved at [have] forkluddret og forvansket selve det Ubetingede ved den Sludder Noget er bedre end Intet.
Det er Dette der har forvirret hele Χstd. Istedetfor at Χstd. skal ►betjenes som det ubetingede, har man behandlet 50 den som ⓘ andet Endeligt, hvor det gjælder Noget er bedre end Intet. Man bevæger sig i en reent forkeert Retning. ►1000 Præster, af hvilke Ingen betjener det Χstlige ubetinget, mener man er dog altid Noget og bedre end Intet; kunde man faae 10,000 af den Art Præster vilde man vel mene at dette var igjen Noget mere og altsaa adskilligt bedre end Intet. Uendelige Dyb af Nonsens, der forfalsker hele Χstd.
Forunderligt nok, denne Tanke har ofte beskjeftiget mig; jeg har mere end engang taget Pennen for at ville tegne det op, men den vilde ikke blive mig saaledes ⓘ tydelig, at jeg meente det kunde fattes af Enhver. Igaaraftes (d. 10 Mai) som jeg staaer allerbedst uden i fjerneste Maade at have tænkt paa den Tanke, ►falder den mig pludselig paa, og i hele sin Klarhed, at kun endeligt gjælder det, at Noget er bedre end Intet, at, uendeligt, gjælder lige det Modsatte, at Intet er bedre end Noget.
Enhver Sag der ikke ►betjenes: enten – eller (men baade-og, tillige o: s: v:) er ►eo ipso ikke Guds Sag; dog følger deraf ikke, at enhver Sag, der betjenes enten – eller derfor er Guds Sag.
Enten – Eller, ɔ: at Sagen betjenes Enten – Eller, er en ►Paategning ligesom den »kongelig Tjeneste«.
Det Msklige, Middelmaadigheden, Verdsligheden, Aandløsheden ligger i: baade-og, tillige.
Og saaledes har 👤►Mynster egl. forkyndt ⓘ Χstd, nemlig naar man agter paa hans egen personlige Existeren.
X5A120 239 Forunderlige Selvmodsigelse.
►👤Anselm beder ret inderligt til Gud, at det maa lykkes ham at bevise Guds Tilværelse. ►Han mener det er lykkedes ham, og han kaster sig tilbedende ned for at takke Gud: forunderligt, han mærker ikke, at denne Bøn og denne Taksigelse er uendeligt mere bevisende Guds Tilværelse end – Beviset.
Consequentsen, uden at jeg dog paastaaer at have realiseret den.
Eet er at bringe en ny Lære ind i Verden, et Andet at inderliggjøre en given Lære.
I første Tilfælde maa der antages Disciple, stiftes Partie, thi ellers kunde det jo skee, at Læren, naar Læreren var bragt af Dage, slet ikke kom ud i Verden.
Anderledes i Forhold til at inderliggjøre en given Lære, her gjælder, at der netop ikke maa antages Disciple, stiftes Partie, thi det er just at svække Virkningen i Retning af Inderliggjørelse, her ►gjælder som Enkelt at arbeide, at staae som Enkelt, at offres som Enkelt.
Den Opgave: at inderliggjøre er den eneste der i Sandhed kan være Tale om i »Χsthed« thi Læren er jo Alle bekjendt.
53Χstd. er det Ubetingede, men derved, at det Ubetingede er blevet Millioners Religion er det ►altere[re]t, nu gjælder det at inderliggjøre.
Χstd. er det Ubetingede. Det Ubetingede kan kun paa een Maade ubetinget udtrykkes: ved at offres.
Det er Betydningen af »den Enkelte«. Det er det Offer, eller de Offrede, der ►Tid efter anden behøves for at ⓘ inderliggjøre den givne Lære.
Saasnart nu en saadan Enkelt istedetfor at holde det fast at være Enkelt, arbeider i Retning af at stifte Partie, saa fjerner han sig mere og mere fra Det, han just skulde bruges til. Han kommer ikke til ubetinget at udtrykke Forholdet til det Ubetingede, men faaer ►sandselig Magt ved numerisk Udbredelse, og hans Tanker blive 240 snart forsluddrede ligesom de Tanker, til hvilke han vil forholde sig ►qua 54 Correctiv – thi det Numeriske er det just der nedtræder det Ubetingede.
Dog at lade være at stifte Partie, ►ja, god Nat! Det faaer man Ingen til. ►»Skulde jeg være saa selvkjerlig« – at ville offres. O, Du Løgner og Hykler med Din Tale om at det er af Kjerlighed til Mskene Du ⓘ vil stifte Partie. Nei, Du vil stifte Partie for at faae sandselig Magt, og saa veed Du meget godt, at Du undgaaer baade Latterens og alle andre Martyrier.
Dette om den Enkelte er Vendepunktet i Opfattelsen af Χstd. Situationen er »Χsthed«; Læren noksom forkyndt; Inderliggjørelse er Opgaven; ved Hjælp af »den Enkelte«, den Offrede – saasnart det bliver et Partie gaaer det udenad paa ►Ramse igjen om en føie Tid.
55Den Enkelte er saaledes forstaaet den Extraordinaire. Han forstaaer sig i Forhold til Gud i hvad han gjør – dette, siger han – og saligt at ►det er saa! – det kan jo ethvert Msk. gjøre; men paa anden Haand maa jeg for ingen Priis tillade at det gjøres, thi just Inderliggjørelse er min Opgave, og just fordi de fleste vel have deres Χstd. paa 17de Haand, just derfor er det jo min Opgave, at arbeide i Retning af Inderliggjørelse. Men drager jeg nu Tilhængere til mig, og opelsker Efterabelsen – ja, saa ere vi jo lige vidt.
O, men det er saa svært at holde ud at staae alene. Dog er det Opgaven. Tænk paa 👤►Luther, denne Herlige, og dog hvilken ⓘ Forvirring er ikke ved ham afstedkommet, fordi han 56 ikke undlod at stifte Partie. Han var en Enkelt, en Extraordinair. Hans Opgave var Inderliggjørelse, thi nogen ny Lære har han ikke havt at indbringe i Verden, Χstd. var jo til, men Inderliggjørelse var det der behøves – og saa, istedetfor at blive selv Martyr, stifter han Partie og i ganske føie Tid er det Lutherske Udvorteshed og Ramsen som nogensinde det Katholske.
ⓘ Men som sagt ved at stifte Partie, undgaaer man alle Martyrier. I en ældre Tid tænkte man ved Martyrium altid paa Blod Martyriet, nu kan man maaskee ogsaa tænke paa Latterens ⓘ Martyrium. Just Latterens Martyrium venter det i en Forstands Tid at ville være »den Enkelte«. Msk-Frygt er Det, der behersker 57 Mskene, Ingen tør være sig selv, ⓘ Alt skjuler sig i ethvert Forhold under dette »at være nogle Stykker«. Og ikke sandt, for ⓘ om muligt at bidrage til at standse dette, ikke sandt, saa lad os see, at blive nogle Stykker.
X5A122 241 Den bestaaende Χsthed.
Hvor er det Skriftsted, hvoraf man beviser Rigtigheden, Tilladeligheden af noget saadant Galimathias, som bestaaende Χsthed? I det N: T: er Χstd. bestandigt Mission, enhver Χsten Missionair: ►gaaer ud og forkynder min Lære – og nu ere vi Alle saaledes Χstne, at det da ikke falder end ikke i fjerneste Maade nogen af os ind, at blive Missionairer, – undtagen nogle for[u]lykkede Subjekter, der gribe det som sidste Udveia – frygtelige Satire!
✂ a (enten ►vestindisk Soldat eller Missionair)
X5A12358At holde sammen – for at offres;
At holde sammen – for at undgaae at offres;
At holde sammen – for at vinde det Jordiske.
Den uchristelige ►Anticlimax
Christus fødes, kommer til Verden – for at lide og døe, for at offres.
►Derpaa udsender han de 12 Apostle. Han har forberedt dem, sagt dem deres Skjebne forud ►»I skulle hades af Alle for mit Navns Skyld, ja den Dag skal komme da hvo som ihjelslaaer Eder, skal mene at gjøre Gud en Dyrkelse« altsaa de udsendes – for at offres. – Og Apostlene gaae ud; lader os holde sammen, sige de til hinanden, lader os holde sammen for at bestyrke hinanden i at fuldkomme vor Opgave – at offres.
Men snart vindes der Tusinder for Χstd. Imidlertid Partiet er endnu saa ulige, at der er Sandsynlighed eller dog Mulighed for at det at være Χsten kommer til at betyde: at offres, 59 medens dog allerede tidligt Forholdet forandres saaledes, at det ikke i strengeste Forstand gjælder, at de holde sammen – for at offres, thi det Numeriske begynder allerede at gjøre dette til en Usandsynlighed, at de Alle skulle blive offrede.
Nu bliver der flere og flere Tusinder – desto længere fjerne vi os fra det Christelige: at holde sammen for at offres; ved, naar man er saa mange Tusinder, at holde sammen, undgaaer man vel snarere at blive offret.
242Endelig – og der behøvedes kun ⓘ eta Aarhundrede – lyder Feldtraabet: lader os holde sammen – for at undgaae at offres.
✂ a høist to
Her er allerede Qvalitets-Forandringen. Og nu gaaer man ⓘ videre – nu, tænk Dig hvilken Glæde, Χstd. har seiret, den er blevet ►Stats-Religion, »lader 60 os holde sammen – for at naae det Jordiske.
Dette vil sige, nu er ►Farten af Χsti og Apostlernes, og Martyrskarens Liv forbrugt, vi ere lykkelig og vel arriverede ind i Vrøvlet. Held Den, der her skal føre Mskene an! Thi ►hvo bliver dog saaledes elsket, agtet, paaskjønnet, lønnet, som det ædle, dyrebare Msk, der fatter det som sin Opgave at føre Mskene dybere og dybere ind i Vrøvlet, og hvad under vel, thi er Fisken glad i Vandet, Fuglen i Luften, Msket føler sig endnu lykkeligere i – Vrøvlet, hvor han hører hjemme.
Fra det Øieblik af er naturligviis det Hele med Χstd. blevet Galimathias – og naturligviis først nu begynder det ►at gaae rigtigt i det Store med 61 Millioner, Millioner, Billioner Χstne. ⓘ Det det fra nu af gjælder om, er naturligviis at sørge for, at der bestandigt strømmer mere og mere ►Numerus ind, thi i samme Grad bliver det vanskeligere, tilsidst vel umuligt at bringe Gjennemsigtighed ind i dette Vrøvl – og det er vel egl. til den Ende man nu holder sammen (man har holdt sammen for at sikkre sig det Jordiske og har sikkret sig det) lad os nu blot holde sammen for at gjøre det Sandheden umuligt at gjennemlyse ⓘ Dette. Lad os blive flere og flere Millioner Χstne, flere og flere Tusinder af Præster og Professorer, desto større bliver Confusionen, desto uigjennemtrængeligere Mørket.
Det første Exempel paa Aflad er vel ►Aflads-Brevene under 👤Cyprian (cfr 👤Böhringer die Kirche und ihre Zeugen, Stedet er bemærket i mit Exemplar) som tillod Christne at fritages for at vidne for Læren.
243Maal nu Afstanden her fra det Oprindelige.
Og maal saa igjen Afstanden herfra til det Nuværende, hvor Profitten er blevet lagt over paa den Side at være Christen: frygtelige Aflad.
Mit Livs Operation totalt, som jeg nu omtrent forstaaer ⓘ det, eller som jeg muligen vil komme til at forstaae det.
At belyse Christd. har jeg forstaaet som min Opgave.
Hvis det Bestaaende i Sandhed havde christelig Interesse maatte det jo takke mig derfor. I ethvert Fald har fra Begyndelsen af det Bestaaende ingen Grund haft til at beklage sig over mig.
Thi medens jeg belyste det Christelige, tog jeg bestandigt kun polemisk Sigte paa det Numeriske, Oppositionen, og har forsaavidt dækket det Bestaaende, og udviklet Idealiteten i Forhold til, skruet Prisen op paa det at være Opposition.
Sagen var den, Oppositionen var saa charakteerløs, Profiten paa den Side at være »Opposition«, at jeg ⓘ meente, at saa er det Bestaaende altid at foretrække, medens jeg jo udviklede Belysningen af det Christelige.
►Nu begynder Reaktionen at seire, Regjeringen faaer vel igjen lidt Mod, maaskee faaer 64 vi endog Tyrannier – Oppositionen [a] synes ogsaa at være af den Mening, at nu er ►Dyrehavs-Tiden forbi, og trækker sig tilbage: saa bliver vel Enden den, at jeg bliver Opposition.
✂ [a] X5A126►Rigtignok kom jeg ogsaa til i Aarene 48, 49, 50, 51 at gjøre et sørgeligt Indblik i det religieuse Bestaaendes Charakteer, at det i Grunden ikke er et Haar bedre end Oppositionen, baseret paa det Numeriske, og naar det Numeriske forlader det, veed det Intet at gjøre, har intet høiere Begreb om Regjering om det at være Regjering, o, sørgelige ►Epigram eller ►Hieroglyph, som hans Excellence selv skrev, og som for mig blev Udbyttet af Aar 48 ►o: fl: 👤Mynster-►👤Goldschmidt. Dog kunde 👤Mynster see sit Snit og igjen være verdslig Magt sikkret, ja saa kunde han nok ville despotisere, om dog end hans Sjel væsentligen er i enhver Retning fortabt i dette lyksaliggjørende: til en vis Grad, til en vis Grad.
Næsten gysende er det, saa jeg her igjen gjenkjender min Personlighed, medens jeg dog ingenlunde har overskuet det saaledes fra Begyndelsen. Altid ►Potensation. Jeg begynder ikke, da det var profitabelt, at være Opposition, nei, da forfægter jeg det Bestaaende, og 244 udvikler saa Idealiteten af det at være Opposition – og saa bliver det vel min Opgave.
►Aabenbart er det, at 👤►R. Nielsen egl. har anseet mig for Opposition, og meent ►nu, i 48, nu er Profiten der. ⓘ Den Gang var jeg det sandeligen ikke, jeg meente, at 48 maatte hjælpe det Bestaaende til at faae Øine op for Rigtigheden af ►min Attakke mod Oppositionen. Naar nu Reaktionen har seiret, Oppositionen bliver det Farlige – saa ender det vel ogsaa med, at ►Prof.👤N. igjen bliver Ven med 👤Mynster-👤Martensen.
X5A127 65 👤►Nicodemus og mig selv.
Efterhaanden er det blevet mig mere og mere utaaleligt med den Art Prædiken, der ►ordentligen høres. [a] Mig synes, at den hele Gudstjeneste bliver et storartet Forsøg i Retning af at gjøre Nar af Gud, om end man ikke er sig dette bevidst. Men saa, christelig, bagvendt tales der. Æsthetisk kan det være ret smukt, Talen er godt memoreret (fE af ►👤Pauli) godt holdt o: s: v:, men i Alt næsten mærker man indirecte, at Taleren ikke lever i det Christelige, saa bagvendt taler han, og altsaa heller ikke hjælper ved sin Tale Andre dertil. Bestandigt , ⓘ christeligt, Galimathias eller Øienforblindelse.
✂ [a] X5A128Og altid denne Tvetydighed, at Prædikenen vurderes æsthetisk. Det er dog reent desperat. Enten – Eller. Lad en Skomagersvend prædike, men hans Liv udtrykke hvad han lærer: vel. Eller lad en Skuespiller declamere, saa veed man dog, hvor man er.
Kan man forsvare, at deeltage i Sligt.
Jeg havde virkelig tænkt paa at lade være at gaae i Kirke og saa læse hjemme i et strengere Opbyggelsesskrift Søndag-Formiddag og synge et Par Psalmer.
Og forunderligt nok, det var som sagt ►faldet mig paa, og den næste Søndag paa hvilken jeg havde tænkt paa at lade være at gaae i Kirke, var – uden at jeg havde tænkt derpaa – ►Trinitatis-Søndag, ►Evangeliet om 👤Nicodemus.
66Dette Evangelium har altid særligt paanødet [sig] mig.
Jo mere jeg tænker over Forholdene, jo klarere bli245ver det mig, at paa den Maade som nu tildags i Χsthed, rigtignok ved høilys Dag at være Christen, at det er 100,000 Gange værre end som 👤Nicodemus at komme om Natten. Alt er Vane, Dvaskhed, Aandløshed, al Profitten ⓘ ovre paa den Side at være Χsten – og saa ►brouter man af, at man ikke om Natten kommer til Χstus!
Naar man lever i Χsthed, maatte man vel, just for at undgaae at ligne 👤Nicodemus, ligefrem træde ud af »Christenheden«, det var vel den eneste Maade paa hvilken man kunde siges: ved høilys Dag at komme til Christus.
X5A129 67 At beraabe sig paa et Forhold til Gud.
Der har været baade Den og Den, der jublende, triumpherende beraabte sig paa at have et Forhold til Gud, fuld forvisset om, at dette da maatte betyde, at han skulde seire. Maaskee kom han dog galt fra det (og i saa Fald var det dog muligt, at det var sandt, at han har haft et særligt Forhold til Gud) maaskee seirede han, i saa Fald er det ►vist nok, at det var en Indbildning med hans særlige Forhold til Gud.
Men at man kan ►falde paa, at det at have et særligt Forhold til Gud skulde betyde at seire, hænger naturligviis sammen med den almindl. Dumhed og Aandløshed, der gjør det Gudd. til ligefrem Superlativ af det blot ⓘ Msklige, istedetfor at det Gudd. altid er i Omvendthed, paradox.
At forstaae at have et særligt Forhold til Gud betyder ►eo ipso at forstaae: at man skal offres. Kun saaledes udtrykker Gud 68 ►qua Aand sin Kjerlighed, kun saaledes er det Sandhed, at elske Gud qua Aand, at forstaae at være villig, glad, taknemlig for at skulle offres, eller for at Gud vil elske En, det er Fordringen.
Men ►naar saa er, er det just ikke fristende, at beraabe sig paa et særligt Guds Forhold.
246Og dog kan det ikke være anderledes med at have et særligt Guds-Forhold. Gud er, om jeg saa tør sige, i uendelig Kjerlighed villig til at indøve dette med den Paagjældende, at han bliver Offeret, han lokker og drager ham, formaner og opmuntrer og styrker ham, men bestandigt staaer det fast, at Enden bliver at han bliver Offeret, at Gud lader ham i Stikken – og at dog han, just han er den af Gud Elskede.
See, dette er gysende at forstaae, var dette forstaaet, var der vistnok ikke Rift om at beraabe sig paa et særligt Guds Forhold.
En indbildsk Forstandighed mener at kunne gjøre Indsigelse mod Miraklet, naar dette ikke viser sig at have ►endelig teleologisk Betydning fE som velgjørende o: s: v:.
At ►Christus byder Havet at tie og være stille, skjønnes ikke at have nogen saadan endelig Teleologie: ergo.
O, msklige Forstandighed! Nei, Miraklet har en anden Side at sees fra. Det hører med, især modsætningsviis, for at gjøre Christus til Troens Gjenstand, ►Modsigelsens Tegn, hvori er indeholdt Forargelsens Mulighed. Miraklet kommer igjen i Lidelsens Historie, her bliver det just det ⓘ Spændende, at han nu er saaledes afmægtig, han som dog endog bød Veir og Vind og næsten kun som i Nydelse af sin gudd. Magt.
X5A131 70 ►247»Sandelig, sandelig«
O, guddommeligt at sige dette paa Korset, som Χstus siger det til Røveren. Alt, Alt, Alt, selv ►Gud i ⓘ Himlene, af hvem han »er forladt«, vidner ham imod, – men han, aldeles uforandret, endnu med samme Tilforladelighed som nogensinde, siger han fra Korset: ►sandelig siger jeg Dig, idag skal Du være med mig i 📌Paradiis.
X5A132 71 248 ►Ny »Frygt og Bæven.« [a]
✂ [a] Dette forholder sig til ►Noget der findes i en af Journalerne ►fra den Tid jeg boede paa Østerbro.
.... Og 👤Abraham besteeg 📌Moria ⓘ Bjerget med 👤Isaak. Han besluttede at tale til 👤Isaak – og det lykkedes ham at opløfte 👤Isaak, da det er Guds Villie, saa er 👤Isaak villig til at blive Offeret.
Og han kløvede Brændet og han bandt 👤Isaak, og han antændte Baalet – han kyssede endnu engang 👤Isaak, ikke som Fader og Barn forholdt de sig jo nu til hinanden, nei, som Ven til Ven, begge som lydige Børn for 👤►Jehova
– – og han drog Kniven – – og han stødte den i 👤Isaak.
I samme Øieblik stod Herren 👤Jehova i legemlig Skikkelse ved 👤Abrahams Side og sagde: gamle Mand, gamle Mand hvad har Du gjort? hørte Du da ikke hvad jeg sagde, hørte Du ikke jeg raabte: 72 👤Abraham, 👤Abraham stands.
Men 👤A. svarede, med en Stemme, der halv var den lydige Underkastelses halv Sindsforvirringens, nei, o Herre det hørte jeg ikke. Stor var min ⓘ Sorg – Du veed det bedst, thi ⓘ veed Du at give det Bedste, Du veed ogsaa at fordre det ⓘ Bedste – dog formildedes den, thi 👤Isaak forstod mig, og i Glæden over at være i Forstaaelse med ham har jeg slet ikke hørt din Stemme, men selv, som jeg meente det, lydig, stødte jeg Kniven i det lydige Offer.
Saa kaldte 👤Jehova 👤Isaak igjen tillive. Men i stille Sorg sagde 👤A. ved sig selv: det var dog ikke den 👤Isaak, og i en vis Forstand var det jo heller ikke, thi ved at have forstaaet hvad 👤Isaak forstod paa 📌Moria Bjerget, at han var af Gud udseet til Offeret, var han i een Forstand blevet som en Olding, 73 lige gammel med 👤Abraham, det var ikke ganske den 👤Isaak, og kun for Evigheden passede de ►retteligen for hinanden.
Det ⓘ forudsaae Herren 👤Jehova, ⓘ og han forbarmede sig over 👤Abraham, og ►gjorde som altid Alt godt, uendeligt bedre end hvis det Forkeerte ikke var skeet. Der er, sagde han til 👤A, en Evighed, snart skal Du der evigt være forenet med 👤Isaak, hvor I for evigt passe for hinanden. Havde Du hørt min Røst, holdt inde – saa havde Du faaet 👤Isaak for dette Liv, men det ⓘ med Evigheden var ikke blevet Dig tydeligt. Du gik for vidt, Du fordærvede Alt – dog jeg gjør det endnu bedre, end hvis Du ikke var gaaet forvidt: der er en Evighed.
Dette er Forholdet mellem Jødedom og Χstd. Christeligt bliver 👤Isaak virkelig offret – men saa Evigheden; ►i Jødedommen var det 249 kun en Prøvelse, 👤Abraham beholder 👤Isaak, men saa ►bliver det Hele dog væsentligen inden for dette Liv.
►👤Bernhard af Clairvaux prædiker Korstog, under aaben Himmel (cfr Stedet hos 👤Böhringer) Tusinder og Tusinder ere forsamlede, han kan ikke engang faae endt, da tordner det fra denne Masse: Korset, Korset – – see, det er at arbeide i Retning af ►Dyre-Bestemmelsen, at arbeide Mskene sammen til – Mængde.
O, 👤►Socrates, Du ædle Vise. Midt i Mængden, omringet af disse Tusinder og Tusinder arbeider Du – for at splitte »Mængde« ad og søge »den Enkelte« – – dette er Aands-Be75stemmelsen af det at være Msk.
Og 👤Bernhard er Χsten, og det er i Χsthed – og 👤Socrates er Hedning – – og dog er der mere Χstd. i det Socratiske end i den ⓘ Helgen ⓘ 👤Bernhards.
X5A134 Christendommens Forvirring.
Χstd. er Praxis, Charakteer-Opgave.
Ved at gjøre Χstd. til Lære, til Gjenstand for uvirksom, grublende Meditation, er da opkommet den usalige Art af Tænkere, der anvender 40 ►Pagina til at phantasere, og saa pag. 41 ender med at tilføie76: ganske begribe det kan man dog alligevel [ikke]. O, ulyksalige Tidsspilde. Og saaledes er selv en 👤►Augustinus!
Hvor klar, hvor jomfruelig reen, om jeg saa tør sige, er 👤Socrates qua Tænker, ved Hjælp af sin ⓘ energiske ►Distinction mellem hvad han forstaaer og begriber og hvad ikke. Naar der p. 41 skal staae, at man alligevel ikke kan begribe det, saa er det Socratisk at spare de 40 pagina. Dog naar dette indføres, hvad blev der saa af alle Professorer!
►I 👤Bernhard af Clairvaux Liv af 👤Böhringer (die Kirche und ⓘ ihre ⓘ Zeugen 2det B. ⓘ 1ste Afdl. p. 550.) omtales 👤Hildegardis og der siges saa, at Paven udtrykte sin fulde Anerkjendelse af at hun virkelig havde guddommelige ⓘ Aabenbarelser.
►Charmant, charmante Distraction, Paven mærker slet ikke, at ►hvis saa er, er hun en heel Qvalitet høiere end han. Nei, Paven bliver ganske roligt siddende og anerkjender det at have guddommelige Aabenbaringer paa samme Maade som at ellers et Msk. har store Gaver.
X5A136 78 At stride med »Mængden« og at stride med en Tyran.
Det Sidste er maaskee det lettere.
I at stride med en Tyran vil nemlig den stridende være forstaaet af Mskene, og det er en uhyre Hjælp; hvorimod den hele Fægtning med »Mængden« er som en ubekjendt Art Kamp.
Men ►fornemligen gjør Følgende det saa anstrengende at stride med »Mængden«. Naar En strider med en Tyran, vel, saa kommer det da til en Afgjørelse, han bliver fængslet o: s: v: o: s: v: det er, fra nu af er det ikke mere i hans Magt at unddrage sig. Men at stride med »Mængden« begynder hver evige Dag forfra. Man kan jo trække sig tilbage, ►leve skjult, reise til 79 et andet Sted o: s: v: Altsaa hver evige Dag skal Opgaven paa ny overtages, og hver evige Dag ligesom det ►fristende Spørgsmaal: ⓘ spar Dig selv, er Du nu ikke træt deraf, er det ikke Selvplagelse. I Sandhed for at stride med »Mængden« og holde ud, maa det Bestemmende være Guds-Forholdet – just derfor forstaaer Ingen denne Art Kamp, som dog fremtidigen vil være af uundgaaelig Nødvendighed, hvis ikke Χstd og ⓘ Gud skal være ganske afskaffet og Msk-Frygt indsat paa Thronen.
X5A137 ►251Græder ikke over mig men over Eder selv!
Thi den Leeg vil Verden saa gjerne lege, at vende Forholdet om, saa Usselheden endog bliver Den, der har Medlidenhed med den Gode. Naar den feige Klogskab, der feig og lurvet forraadte den Gode og 80 lod ham i Stikken, naar den nu seer ham lide, saa vil den – istedetfor desto dybere at føle sin Skyld – have den lumpne Profit: at vise Medlidenhed mod ham. Hvilket Dyb af Afskyelighed.
X5A138 Dag-Pressen.
Ogsaa saaledes kan man see det Demoraliserende i Dag-Pressen.
Der lever vel neppe i hver Generation 10, der – ►socratisk – ere meest bange for at have en urigtig Mening; men der lever 1000 og Millioner, der ►for Alt ere bange for at staae ene med om det saa var den rigtigste Mening.
Men naar Noget staaer i et Blad er jo ►eo ipso deri 81 Sikkerhed for, at der da altid er ►en Slump der ville have eller yttre den samme Mening: ergo tør Du gjerne have den Mening.
I Sandhed, hvis Dag-Pressen skulde som andre Næringsdrivende have Skilt ude, det burde have Paaskrift: her demoraliseres Msker, i den kortest mulige Tid efter den størst mulige Maalestok, til den billigst mulige Priis.
X5A139 Fortvivlet ►Formastelse – fortvivlet Ydmyghed.
Det er ganske rigtigt, der er vistnok mangen Gang i Catholicismen forekommet Exempler paa fortvivlet Formastelse i Retning af ►at ville ligne Χstus, ligne Forbilledet, være fuldkommen o: s: v: 82 Men det Gode bliver det dog altid ved Katholicismen, at dette om at Χsti Efterfølgelse er fordret, samt hvad derved forstaaes, staaer fast.
Hvad har derimod Protestantismen opfundet? Den har opfundet – en Verdslighedens Opfindelse – den fortvivlede Ydmyghed, som een Gang for alle erklærer dette for for høit – og saa aldeles verdsligt indrettet sig, opnaaende to Beqvemmeligheder, først at blive fri 252 for »Efterfølgelsens« Anstrengelse, og dernæst at dette æres, agtes, ansees som Ydmyghed.
Hvilket er saa værst! O, 👤►Luther, ►hvo er saaledes blevet af Tilhængere benyttet til just lige det Modsatte af det han vilde, som Du!
X5A140 83 ►Arbeiderne i Viingaarden.
Lønnen blev lige for dem Alle. Lønnen er den evige Salighed – Qvalitæts-Bestemmelse. De, der ville have Forskjel paa Lønnen, ville endeliggjøre, verdsliggjøre det Evige. I det Verdslige er ganske rigtigt Lønnen forskjellig: i den rene Qvalitæt, evigt, er Lønnen eens. I ethvert Tilfælde skulde der være en Forskjel, da maatte denne gjøres af Giveren selv, den kan ikke fordres af Arbeideren.
X5A141 At bruge msklig Klogskab.
Er det, christeligt, tilladt at bruge msklig Klogskab? Er det ikke at slippe Gud, – og maa saa han ikke slippe mig? Og ►sæt saa, just i samme Secund jeg havde brugt msklig Klogskab, kom Hjælpen fra ham: hvor tungt maatte 84 dette ikke falde paa En, at man ikke havde holdt ud med Gud!
At der var et Msk, med hvem jeg kunde tale om Sligt! Og dog, det lader sig egentligen ikke gjøre, han kan umuligt komme til at svare paa Spørgsmaalet, det forhindrer jeg jo selv, thi ►han svare hvad han vil, det at jeg har spurgt ham til Raads, det er jo allerede at have brugt msklig Klogskab, saa jeg altsaa har gjort Det, hvorom jeg spørger ham, om det, christelig, er tilladt eller ikke. O, ⓘ det Guddommeliges Dialektik hvor uendelig conseqvent!
X5A142 Paradoxet.
At Χstd. er paradox, kan da sees alene af dette Ene, at den til Svar paa det Spørgsmaal: hvad er Livets Bestemmelse, hvilken Opga253ven, svarer: 85 ►at døe, at afdøe. Altsaa ►denne Verden af Levende skabte Gud, og satte Msket i den og i Msket nedlagde han denne uhyre Livslyst, og Livets Betydning og Opgave er: at døe, at afdøe!
Hvor paradoxt! Og atter hvor paradoxt og hvor conseqvent! Dette at døe og at afdøe er nemlig saa ►Kjendet paa at forholde sig til et evigt Liv. Altsaa at Evigheds-Livet rører sig i En, kjendes ikke (ligefrem) paa potenseret Livslyst, men negativt, paradoxt, paa det at være afdød, at være en ⓘ Afdød!
Saaledes Χstdommen! O, men her er et Punkt, hvorpaa jeg bestandigt kommer tilbage, sæt det ⓘ forundtes mig selv saaledes at afdøe – thi hvor langt er jeg dog ikke tilbage! – men sæt det forundtes mig: at skulle forkynde dette for Andre synes mig saa tungt! Hvor skal jeg faae dem til at gaae ind derpaa, og paa den anden Side, hvis 86 en evig Salighed er knyttet til denne Betingelse, frygteligt, hvis der saa er et Msk, man elsker lige saa høit som sig selv, og som man ingen Udvei øiner til at faae til at gaae ind herpaa.
Ak, vi der ere opdragne i Χstd. fra Barn, vi leve dog Alle i den formildede, letsindigere mskligt saa velgjørende Forestilling, at vi nok Alle blive salige: det N. T. aander i den Modsætning: en lille Flok, der bliver evig salig, og Resten. O, min Gud! Jeg kan blive ►angest indtil Døden, naar jeg tænker paa, om da jeg bliver salig – o, men jeg kan blive næsten lige saa angest, ja, lige saa angest, naar jeg tænker paa, om en Anden da ikke blev evig salig, en Anden, en Anden, hvem man 87 elsker lige saa høit som sig selv, for hvem man vilde gjøre Alt.
Ak, vi der ere fra Børn opdragne i Χstd, vi ane ikke de store christelige Collisioner, dette ►at hade Fader og Moder o: s: v:, thi er dette ikke som at hade dem, naar man selv lever i en Tro, i Kraft af hvilken man troer at blive salig, og ikke kan faae de Andre til at gaae ind derpaa, og altsaa i Kraft af den samme Tro, maa troe, at de blive evigt fortabte – er det ikke som at hade dem, ⓘ at man saa ikke slipper sin Tro og vælger at følge de Elskede! Men slige Collisioner anes ikke i »Χsthed«, hvor vi jo Alle ere Χstne, og Alle blive salige! –
X5A14388254Den bestaaende »Christenhed«
Mulighed – ⓘ Virkelighed.
Lad mig tale billedligt. Tænk et Land, ⓘ beliggende ved Havet.
I dette Land – lad os tænke det saaledes – blev denne Lære foredragen som en Troesartikel: Msket kan svømme er lettere end Vandet, drukner ikke. Der var af Staten beskikkede Lærere, som – thi ⓘ Dette der synes saa kort, var naturligviis, da det var blevet officiel Lære ►fra Slægt til Slægt, voxet op til en heel Videnskab, talløse Bøger skrevne derom med Grundene og Grundene – foredrog hver Søndag denne Lære, beviste og overbeviste Mskene, beroligede dem, at de kunne være ganske sikkre, det er vist, de kunne Alle svømme.
Dette var den officielle Forkyndelse. Saa var der ⓘ tillige en anden Magt i Staten, Politiet, der med de strengeste Forbud 89 og Straffe vogtede paa, at da Ingen ►understod sig at gaae i Vandet – for at see, om det ogsaa var sandt, at han kunde svømme. Et saadant Forsøg straffedes med Tugthuset, og Præsterne advarede derimod som mod ►det Formastelige.
See det er Forholdet i »Χsthed.« Man holder Χstd. hen som en Mulighed, beviser og beviser den, overbeviser og overbeviser os om, at vi ere Χstne, vi kan være ganske rolige – og saa erklærer man det for Formastelse og raaber Vee over Den, som vilde vove at gjøre Χstd. til Virkelighed (vilde gaae i Vandet for at see, om det ogsaa er sandt, at han kan svømme, eller vilde gaae i Vandet af Glæde over, at han jo, som Præsterne beviste det af mange Grunde, kan ⓘ svømme) og Øvrigheden straffer det.
90Χstd. forkyndes – og Alt anvendes for at bestyrke os i den Indbildning, at vi ere Χstne og troe det – – men vee Den, som understaaer sig at ville springe ud for at see om han nu ogsaa har Troen, eller vilde springe ud i Kraft af at Præsten jo siger, at han har Troen.
255Du skal troe, at der er et Forsyn, og »vær Du rolig, Du troer det, Du er Χsten« – men vee Dig, om Du vover at indrette Dit Liv i Kraft deraf – saa blev det nemlig Virkelighed med Din Χstd, et saadant Forsøg er Formastelse og straffes med Tugthuset.
Og dog er det nok Χstds Mening, at man just skal benytte dette Liv til at vove saaledes, at Gud kan faae fat i En, at man da faaer at see, om 91 man virkelig har Troen, og hvis ikke, at man da med Guds Hjælp stræber at faae den.
Hvilket Ansvar! ►I Dommen maa det jo blive Spørgsmaalet, har Du benyttet Livet til at prøve, om Du har Troen eller ikke, for da at faae den? Og det er just dette som »Χstheden« af al Magt vil forhindre Enhver i at gjøre ved 1) at berolige og berolige i Indbildning 2) ved at erklære det at ►vove ud for det Formastelige 3) ved at sætte borgerlige Straffe paa det.
Saa larmer og støier og ivrer man mod ►Fritænkerne, der ville gjøre Χstd til Mythologie – men naar man paa den Maade holder Χstd. hen i Mulighed gjør man den jo selv til Mythologie, Poesie, 92 kort til Noget, man kun forholder sig til gjennem Phantasie. Og man er ⓘ ene deri forskjellig fra Fritænkeren, at man lumskeligen ikke siger det, skjuler det, at Χstd. er Mythologie, Poesie.
X5A144 En tidligere Χstd., den nuværende, at Omvendtheden er naaet.
Skulde jeg med een eneste ►Paralelle betegne Forskjellen, ⓘ er alene den nok: ►den første Χsthed udsatte Daaben [a] saa længe som muligt, ►den nuværende anbringer den saa tidligt som muligt.
✂ [a] X5A145►I den ældste Kirke kjendte man derfor heller slet ikke Julefesten, ►den største Fest ansaaes Paasken for. Nu derimod er Julen bleven den »skjønneste christelige Fest« og Χstd. er blevet ►Jule-Jav.
Og hvorfor? Fordi den første Χsthed betragtede Daaben hovedsagligt som ⓘ For93pligtelse, Ansvar (►Daaben gjorde ogsaa kun Fyldest for det Forbigangne, de senere Synder maatte forsones ved gode Gjerninger, ►»gode Gjerninger vare Supplement til Sacramenterne« (►👤Cyprian)) den nuværende betragter Daaben ene 256 som Gevinst, Noget, som man jo før jo hellere maa see at faae Fingre i. Der er meget Sandt og Træffende i, ►hvad 👤Pascal siger, at den senere Χstd. ved Hjælp af nogle Sacramenter fritager sig selv for det at elske Gud.
Overalt viser det sig, at man egl. har franarret Gud Χstd, redigeret den om og ►sat den aldeles over i Mskets Interesse, istedetfor at den oprindelig er i Guds Interesse om end af Kjerlighed.
Om mig selv.
I hvad der er optegnet om mig selv i ►Journalerne fra 48 ►og 49 er ►vistnok ofte endnu løbet ►et Produktivt med ind. Det er ikke saa let, naar man i den Grad er digterisk-produktiv som jeg, saa at holde Sligt borte. Det fremkommer strax, naar jeg faaer Pennen i Haanden. Thi forunderligt nok i mit eget Indre er jeg ganske anderledes kort og klar over mig selv. Men ⓘ saasnart jeg vil optegne det, bliver det strax Produktivitet. Saaledes er det ogsaa forunderligt nok, at religieuse Indtryk, Tanker, Udtryk som jeg selv bruger dem har jeg ikke Lyst til at optegne, dertil ere de mig lige95som for vigtige. Af saadanne har jeg nogle faae – men jeg har produceret Masser. Og først naar et saadant Ord er ligesom forbrugt, saa kan det falde mig ind at optegne det eller lade det løbe med i Produktivitet.
Nu vil jeg dog igjen optegne lidt om mig selv.
Der er to Tanker, der ere saa tidlige i min Sjel, at jeg egl. ikke kan eftervise deres Opkomst. Den første er: at der gives Msker, hvis Bestemmelse er at offres, paa een eller anden Maade at offres for Andre, for at faae Ideen frem – og at jeg ved mit særlige Kors var en Saadan. Den anden Tanke er, at ►jeg aldrig vilde blive forsøgt i at skulle arbeide for Udkommet, deels fordi ►[jeg] meente at skulle døe meget 96 ung, deels ►fordi jeg meente, at Gud i Betragtning af mit særlige Kors vilde holde denne Lidelse og Opgave fra mig. Hvorfra man har slige Tanker, ja det veed jeg ikke; men det veed jeg, læst mig dem til har jeg ikke, ei heller har jeg faaet dem fra et andet Msk.
Nu vil jeg gjennemgaae mit Liv kortelig.
►Da jeg forlod »hende« begjerede jeg af Gud Eet, at det maatte lykkes mig at skrive og ►blive færdig med »Enten – Eller« (dette var ogsaa for hendes Skyld, thi ►»Forførerens Dagbog« var jo for at støde fra, eller som det hedder i ►»Frygt og Bæven« ►»naar ⓘ Barnet skal vænnes fra, da sværter Moderen ⓘ sit Bryst«) – ►og saa ud paa en Præstegaard, dette meente 97 jeg nemlig var et Udtryk for at forsage Verden.
Det med »Enten – Eller« lykkedes mig. Dog skete det ikke, som jeg havde ventet og tilsigtet, at jeg vilde blive hadet, afskyet o: s: v:, o, nei, ►jeg gjorde glimrende Lykke.
258Altsaa det Ønske, min Begjering opfyldtes ►betræffende at blive færdig med Enten – Eller.
Nu skulde jeg altsaa have været afsted ud paa en Præstegaard som Landsbypræst. Jeg skylder Sandheden at tilstaae, at efter ►en saa enorm Produktivitet i saa kort Tid, efter at der saa var blevet ►en saadan Sensation her hjemme, var hiin Tanke ligesom gaaet mig af ⓘ Minde. Tillige var der vaagnet i mig en saa stærk Produktivitet, at jeg ikke kunde gjøre den Modstand.98
Her skete altsaa noget Andet, jeg blev Forfatter, men svingede ind i Retning af at blive religieus Forfatter.
Snart dukkede dog hiin anden Tanke (Landsbypræsten) op igjen. Jeg meente at see i den kortest mulige Tid at blive færdig som Forfatter – og saa Landsbypræst.
►Ved hvert ny Skrift tænkte jeg bestandigt, nu maa Du bryde af.
►Meest afgjørende viste det sig dog for mig i Forhold til »Afsluttende Efterskrift«.
Her var det min Tanke at standse ––– ►da skrev jeg den Linie om Corsaren.
Fra det Øieblik af forandredes for mig Indtrykket af det at være Forf. Nu meente jeg jeg burde blive ved, saa længe som det paa nogen Maade 99 var muligt, nu var det at være Forf. ►at være her mig saaledes forbittret, at det snarere var Askese end at gaae ud paa Landet.
►Da kom 48. Her forundtes mig en ►Overskuelse over mig selv, som jeg næsten overvældedes af. Jeg troede at forstaae, hvorledes en ►Styrelse havde fulgt mig, at mig virkelig var forundt det Overordentlige.
Men i samme Øieblik blev en anden Tanke mig klar, at skulde jeg virkelig være det Overordentlige, saa maatte der nu fordres af mig at kunne saaledes ►træde i Charakteer deraf, at jeg var villig til at leve i Armod, lide i en anden Forstand end jeg hidtil havde tænkt mig.
Altsaa det var 48; Stærk har jeg egl. aldrig været. Og i den 100 Tid hændte det mig at jeg et Par Gange blev nærmere mindet om Døden – da forstod jeg dette saaledes, at jeg burde see at faae et Msk, jeg kunde sætte ind i min Sag, hvis jeg døde. ►Dertil valgtes Prof. 👤Nielsen, som nogen Tid iforveien havde søgt Tilnærmelse (►Herom findes nok baade i Journalerne og andetsteds paa løse Papirer).
Her blev jeg saa igjen sinket.
Nu gik Tiden hen. Saa tænkte jeg som saa, naar Du ikke kan ►overtage det Overordentlige i Charakteer, nu vel, saa slip hele den sid259ste Produktivitet og see saa at gjøre ⓘ Noget for det Endelige, paa den Maade vil Du kunne seire, thi det havde jeg da ►længst forstaaet, at jeg forholder 101 mig omvendt til Samtiden, skal jeg timeligt seire maa det skee ved ►at slaae af.
At være sand har jeg altid anseet for Hovedsagen – vel, saa ►endeliggjør jeg min Stræben!
I samme Øieblik vaagnede saa Tanken om »hende«, thi skal der slaaes af, skal jeg timeligt seire, saa skal hun frem.
I disse Tanker gik Tiden hen. Jeg leed saare meget.
►Summa Summarum blev at jeg dog gøs tilbage for den Tanke at slippe Ideen – og jeg besluttede at sætte den sidste Produktivitet ind (►Indøvelse i Χstd.). ►Jeg skrev til Bogtrykkeriet, der forlangtes Manuskript næste Dag – ►da døer Etatsraad 👤Olsen. Forunderligt! Havde jeg faaet det at vide Dagen iforveien, havde jeg neppe 102 skrevet til Bogtrykkeriet, men ventet endnu nogen Tid. Nu ansaae jeg det for afgjort. Men slaaet af, blev der dog, derfor ►blev den sidste Produktivitet pseudonym.
Saa tænkte jeg atter at blive Landsbypræst – men nu er Sagen blevet mig en anden, thi nu er det jo en pecuniair Hjælp, en Handling i Retning af Udkommet.
Her er jeg standset, jeg er standset paa dette: tør jeg christeligt endeliggjøre min Stræben.
Hvad »hende« angaaer, da kan jeg ikke gjøre Noget. Deels maa jeg bestandigt betragte det som uhyre voveligt at røre ved det Forhold (cfr. derom ►Optegnelser – fra 48 og 49.), deels tør jeg det ikke, fordi det vil ►betyde mig, at jeg tillige afgjør noget Andet, at jeg endeliggjør min Stræben. Derfor har 103 jeg ikke været utilbøilig til at tænke det saaledes, at hvis hun paa een eller anden Maade forlangte det, søgte paa en officiel og afgjørende Maade Forstaaelse med mig, saa vilde jeg ►muligt betragte det som et Vink af Styrelsen i Retning af, at jeg skal slaae af, endeliggjøre min Stræben.
Jeg bliver mere og mere anstrenget, at producere forekommer mig næsten som en ►Narrestreeg, og derimod at sulte snarere at være Χstd. Thi hvad er dog Χstd? Χstd. er jo dog ikke en Sum af Læresætninger men er – ►Charakteer-Betjeningen.
I en halvanden Aar har jeg nu forandret min Leve-Maade, Alt i Retning af at see, hvad jeg kan taale.
Dog forekommer det mig saa, at Askese er Sophistik – og saa kommer 104 jeg til Naaden igjen.
Det N. T. hviler ►aabenbart i den Betragtning, ►der er en evig Forta260belse og – maaskee ikke een af Millioner frelses. Vi som ere opdragne i Χstd, vi leve i den Betragtning, at vi nok blive alle salige.
Der er Øieblikke, hvor det er mig som maatte jeg gribe det Første, og saa i Guds Navn bryde med Alt.
Jeg seer det an, da er der Eet, der standser mig: hende. Den Art Χstd. har hun ingen Anelse om. Griber jeg den, fører jeg den igjennem, saa er der en Religions-Forskjel imellem os.
»Men hvor kan Du saa tvivle om, at dette betyder, at Du ikke skal opfatte Χstdommen saaledes« det vil ethvert Msk. 105 sige. O, men det N. T. er en frygtelig Bog; ⓘ thi det regner jo netop den Art Collision med til sand Χstd.
Saaledes kæmper jeg. Og saa er der igjen Øieblikke, hvor Alt er saa uendeligt mildt for mig, hvor jeg netop mener at forstaae, at min Opgave just er at bringe Sandhed ind i vor Existeren derved at vi gjøre det tydeligt og aabenhjertet tilstaae, at vor Χstd. er en Formildelse, at det ikke er fordret af Enhver at være ⓘ »Discipel«.
Dog jeg afbryder. Det trætter mig at skrive. Der hviler paa mig en Masse af Produktivitet, enorm. Men det der beskjeftiger mig er noget Andet: tør jeg endeliggjøre min Stræben, have timelig Fordeel af at forkynde – Χstd, der er Forsagelse af det Timelige.
d. 2 Nov.
►Før 48 maatte man vel ansee Oppositionen næsten for det Mægtige, Det man havde af Regjering for det Bedste, og (for at blive ved Mit, paa det religieuse Gebeet) ►Biskop 👤Mynster er som beregnet paa ►at skuffe, i stillere Tider seer han ud som en Charakteer. – Saa var mit Valg let gjort: at angribe Oppositionen, og dække det Bestaaende.
48 og følgende Aar gjorde det aabenbart, at Biskop 👤M. er charakteerløs, er ogsaa en Journalist (►selv har han jo ogsaa sat sig = 👤Goldschmidt).
►Nu er Reaktionen indtraadt, Oppositionen er ⓘ svækket.
107Men naar det Regjerende er »ogsaa Journalist«, ogsaa tragtende efter og styrkende sig ved det Numeriske saa kan jeg dog virkelig ikke – det er jo umuligt – vedblive at ville dække det mod det Nu261meriske, Det jeg bekæmper ►forskylder jo just det Regjerende selv – jeg taler bestandigt om vore kirkelige Forhold.
Hvad der har bevirket Conflikten mellem 👤Mynster og mig er forresten let at see. Hvis Oppositionen paa det kirkelige Gebeet ikke var charakteerløs, saa vilde den tage Sagen saaledes, at den Vending, jeg har anslaaet, blev det enest mulige Forsvar. Jeg har i min Tanke repræsenteret Oppositionen som den burde være, og saa leveret Forsvaret for det Bestaaende. Men idet jeg har gjort det, er der lagt en Maalestok an, saa mit Forsvar synes at blive 108 farlig for det Bestaaende. Og da nu den faktiske ⓘ Opposition ikke har taget Sagen saa høit, saa er jo mit Forsvar som en Plage for Biskop 👤M – thi Sandheden og Deslige beskjeftiger ham ikke, han spørger blot om hvad der ►sandseligt har saa megen Magt, at det kunde blive verdsligt farligt.
XI1A1262109
8. Journalen NB28, s. 109. Med optegnelsen NB28:56 genoptager SK skrivningen af journalen efter fire måneders pause
►d. 1 Martz 1854.
Biskop 👤Mynster.
Dersom man kunde have bevæget ham til [at] ende sit Liv med at gjøre Χstdommen den Tilstaaelse, at Det han har repræsenteret egl. ikke var Χstd men Formildelse: da havde dette være[t] saare ønskeligt, thi han bar en heel Samtid.
Denne Tilstaaelses Mulighed maatte derfor holdes aaben, indtil det Sidste, ja indtil det Sidste, om han ikke maaskee døende skulde ville gjøre ⓘ den. Derfor maatte han aldrig angribes; derfor burde jeg finde mig i Alt, selv naar han gjorde saa desperate Ting ►som det med 👤Goldschmidt thi Ingen kunde jo vide, om dette ikke maaskee kunde virke paa ham selv saa [han] rørt dog kom med hiin Tilstaaelse.
Død uden denne Tilstaaelse, er Alt forandret, nu bliver kun det tilbage at han har ►prædiket Χstd. fast i et Sandsebedrag.
Ogsaa i Forhold til ►min tung110sindige Hengivenhed for min afdøde Faders Præst er Forholdet forandret; thi det var dog ogsaa for meget, om jeg end ikke efter hans Død skulde kunne tale uforbeholdnere om ham, ►i hvorvel jeg meget godt veed, at der dog altid ►vistnok vil blive noget Bestikkende for mig i min gamle Hengivenhed og min æsthetiske Beundring.
►Oprindeligen havde jeg ønsket at forvandle hele Mit til en Triumph for 👤Mynster. Som jeg i en senere Tid nærmere forstod det, var det uforandret mit Ønske, men jeg maatte dog forlange denne lille Tilstaaelse, Noget jeg ikke begjerede for min Skyld, og som derfor, det var min Tanke, godt lod sig gjøre saaledes, at det blev en Triumph for Biskop 👤M.
Fra den Tid der kom 111 en skjult Misforstaaelse imellem os, var det mit Ønske, at det da idetmindste maatte lykkes mig at undgaae at komme til at angribe ham i levende Live; ►jeg tænkte paa, at jeg vel muligen selv kunde døe.
Og dog var det kommet nær, nær, at jeg troede jeg maatte angribe ham. Kun een Prædiken har jeg ikke hørt af ham, det var den sidste; jeg var ikke ved Sygdom forhindret, ►jeg var tværtimod i Kirke hos 👤Kolthorf. Dette ►betydede mig, det maa nu skee, Du maa bry263264de Traditionen fra Fader: ►det var den sidste Gang 👤M. prædikede. Gud være lovet, er det dog ikke som en ►Styrelse.
ⓘ Kunde Biskop 👤M. have givet efter, (hvad dog kunde være blevet skjult for Alle, for hvem det var kommet til at blive hans Triumph) saa havde jo ogsaa mit udvortes Vilkaar kunnet blevet sorgløsere end det blev; thi Biskop 👤M. 112 der i sit stille Sind vistnok gjorde mig Indrømmelse nok i Retning af Aand, han regnede verdsligt klog paa, at det dog maatte ende med, at jeg paa een eller anden Maade kom til at give efter for ham, ►fordi jeg pecuniairt ikke kunde holde ud med ham. Et Ord som han ►oftere anbragte i Samtale med mig, uden at rette det paa mig, var mig ret betegnende: det kommer ikke an paa, hvo der ⓘ har fleest Kræfter men hvo der kan holde længst ud.
XI1A2 113265En Forstaaelse som ⓘ dog er et Menneske for høi.
Hvor langt lettere var det ikke i de Tider, ►da man ved Hjælp af Djævelen forklarede noget af det meest Vanskelige i Χstd!
Dette, at naar et Msk. virkeligt vil tjene Gud, at der saa ►slaaer sig Uheld dertil; dette at naar et Msk. fornegter sig selv for at behage Gud, at der da slaaer sig Uheld [dertil]: dette, at det forsaavidt seer ud, som stod man sig langt bedre ved slet ikke at indlade sig med Gud – dette forklarede man i en ældre Tid ved Hjælp af Djævelen. ►Gud var ⓘ de gode Gavers Giver – det Andet kom fra Djævelen, der ►gjorde det Gud paa Trods, saa Gud næsten leed med derunder.
Dog denne Forklaring strækker ikke til, thi ⓘ kom det end fra Djævelen, Gud bliver jo dog ansvarlig derfor.
Forklaringen ligger i noget Andet, i Guds Væsen, i ⓘ Guds, om jeg saa tør sige: uendelige 114 Fornemhed som Aand. Just Det, at naar man gjør hans Villie, at det da seer ud (paa Uheldet) som mishagede det ham, just det betyder: jeg er Aand, uendelige Distance. Paa den anden Side betyder [det]: jeg fordrer af Dig, at Du skal være Aand. Det er en uendelig qvalitativ Distance fra den en Fader har lige overfor sit Barn; thi naar Barnet blot gjør som Faderen vil, saa dandser Faderen af Glæde. Men ►Gud, som er Kjerlighed, ►han er dog ogsaa Aand, og derfor denne uendelige Distance næsten som svarende til det, at Barnet maatte sige om Faderen: han er afsindig; thi naar jeg slet ikke indlader mig med ham, slet ikke gjør som han vil, kan jeg godt komme ud af det med ham, saa seer det ud, 115 som var han meget naadig og mild, og først naar jeg indlader mig med ham, og ret gjør som han vil, saa er det som han blev vred.
Dette kan intet Msk. fastholde, og derfor lærer ogsaa det N. T., at Guds-Aand maa hjælpe Msk. til at kunne fastholde det, at dette er af Kjerlighed, at anderledes kan »Aand« ikke elske.
Men forresten hænger dette sammen med Noget, som da reent er overseet i vore Tider. Det er ganske rigtigt, at det i denne Verden seer ud som ►og er saa, at naar man blot ikke indlader sig med Gud, saa kan man endda nok komme godt gjennem Verden – just denne Betragtning er Χstdommens; og den lader den Ugudelige og Hykleren ►sig skuffe af, og lige saa den Letsindige. Men det ligger i, at Guds Straf over Msk. i denne Verden er 116 at ignorere ham – en i Guds Øine naturligviis frygtelig Straf, da Gud har en uendelig Forestilling om sig selv. Den derimod som vil ►holde sig til Gud, og hvem 266 Gud ikke nænner at ignorere, han kan ikke komme godt igjennem denne Verden. Men det Farlige ⓘ er just (efter Guds Mening, han som mener, at ►denne Verden ligger i det Onde) at komme godt, triumpherende gjennem denne Verden, og derved forhindres i at benytte dette Liv til om muligt at komme godt fra det i Evigheden.
XI1A3117►Christus siger til hiin Mand, der vilde at han skulde skifte mellem ham og en Anden: hvo har sat mig til Skifter og Deler –
og dog var Christus jo just kommen til Verden for at ►skifte og dele. Ja han skiftede og deelte mellem Timelighed og Evighed: enten – eller. Derimod vilde han rigtignok ikke indenfor Timeligheden være Skifter og Deler i al det Vrøvl og Jammerlighed.
XI1A4 ►Blodet i Nadveren negtet Lægfolk.
Det har dog maaskee ikke blot været Herskesyge, der bestemte Geistligheden til at negte Lægfolk Blodet i Nadveren, men en vis, om man saa vil, Anstændigheds-Følelse fordi det Liv som Lægmand almindeligviis [fører] hans hele Beskjeftigelse og Stræben og Virken synes ikke at staae i noget Forhold til dette frygteligt Forpligtende: at drikke hans Blod. Man ⓘ maa jo huske paa, at saaledes gik det jo ikke til selv den Gang i Kirken, som nu især i Protestantismen, hvor man aldeles slaaer en Streeg over alt 118 hvad der vil gjøre Χstd. til Forpligtelse og derimod blot tager den som ►»Skjenk« ja saa aldeles tankeløst som Skjenk, at man vel tilsidst ►skjenker vor Herre det Hele.
Altsaa det kunde være en Anstændigheds Følelse. Men saa blev det et Spørgsmaal, om ikke ogsaa saa Præsterne burde formenes Kalken.
Det er dog egl. gyseligt, naar man tænker tilbage: det er Verdens Frelser, han veed han er Offeret; ►han sidder nu for sidste Gang tilbords med sine Disciple – og deres Bestemmelse er ogsaa at blive offrede: saa rækker han dem Kalken og siger: ►dette er mit ⓘ Blod, som udgydes for Eder – saa drikke de Vinen og ►der forstaaes under: nu 267 kommer Touren til os at udgyde vort Blod. Det er dog gyseligt naar man saa tænker paa dette Dyb af Nonsens disse Millioner, Millioner Χstne, og ►en langvarig lærd Strid om Sacramentet sub utraque specie – og i Aarhundreders 119 Løb det mere og mere og aldeles glemt[e]: ⓘ det Forpligtende. Hvor let løste dog ►👤Cyprian hele Vanskeligheden, ►betræffende om man skulde negte Lægfolk Blodet, ved at svare: ►naar man forlanger af dem, at de skulde udgyde deres Blod for Christi Skyld, tør man heller ikke formene dem Χsti Blod.
XI1A5 ►Guds Majestæt – det Eneste, som interesserer ham er Lydighed.
Dette er da let nok at see, at Den, for hvem Alt er lige betydeligt og lige Intet, at for ham bliver der kun Eet tilbage der kan interessere: Lydighed. Dette er den absolute Majestæt.
Med en relativ Majestæt er det ikke ►saa, ham er der bestandigt et eller flere »Hvad« der interessere. Dette er Differentserne. For ham er Eet vigtigere end et Andet, for ham er Noget betydeligt Andet ubetydeligt o: s: v:, men just derved er han forhindret i den uendelige Ophøiethed, den egl. Majestæt, hvem kun Lydighed interesserer.
120Men denne Forestilling om Guds Majestæt ⓘ og om Lydighed behager egl. ikke os Msk. Derfor har vi faaet den afskaffet, og tilladt os at lade som kunne vi narre Gud ind i Differentser, som var der Noget vigtigt for ham, et vigtigt »Hvad«. Dette har vi opfundet til Bedste for de mere begunstigede, der ved at have deres Liv i ►Differentsen mell. Msk. og Msk. meente at være Gud nærmere. Og tillige have vi opfundet det, fordi vi Msker selv helst vil have med Differentserne at gjøre. Et Msk. vil saaledes gjerne styre og regjere maaskee et heelt Land, og saa vil han tillige gjerne, at dette skulde være noget som var vigtigt for Gud, der saa igjen ikke tog det alt for nøie med Smaating. See, ►her stikker det! Det er, som sagt, saa uhyre anstrengende for et Msk, at det Eneste, der interesserer Gud er Lydighed, at den største Ubetydelighed altsaa kan for121vandles til hvad der er vigtigere end hele Verdenshistorien, saasnart nemlig det behager Gud at lægge Eftertrykket derpaa som Lydigheds Opgave.
Det er saa ►gesvindt at have med Gud at gjøre paa denne Maade: det er kun det Aller-Aller-Vigtigste, der beskjeftiger ham; og det er saa frygteligt anstrengende at have med Gud at gjøre paa ⓘ denne Maade: kun Lydighed interesserer ham, og derfor kan den aller-268aller største Ubetydelighed interessere ham. Dog er det Første en Forkleinelse af Guds Majestæt; og kun det Sidste er Udtrykket for Guds Majestæt.
XI1A6 Min Samtids Usselhed.
Det er en gammel Historie, at hvad der paa een ell. anden Maade er Fremragende, lidt Udmærket gjerne ►kommer galt fra det i denne Verden, fremfor Alt da Det, som paa nogen Maade er af Sandhed.122
Dog er der Forskjel, een Samtid ikke slet saa ussel som en anden. ⓘ Det er saaledes det mindre Slette, naar ⓘ Samtiden virkelig ikke kan forstaae den Samtidige og derfor ►bona fide forfølger ham. Men i samme Grad som Samtiden er vidende om, at den Paagjeldende er det Fortrinlige, i samme Grad er jo Mishandlingen nederdrægtigere.
Dog selv ►naar saa er, er det dog altid bedre, naar der dog er lidt charakteristisk Lidenskab med i Spillet, som i Oldtiden, der ligefrem sagde: ►👤Alcibiades er den Retfærdige, den Eneste – just det ville vi ikke taale. Men min ⓘ Samtid er ⓘ den jammerligste Usselhed. I Egenskab af Publikum paatager man sig ►at mishandle mig og gjøre ⓘ sit Bedste for at jeg, om muligt, maatte styrte – og paa samme Tid er Enhver privat god Ven med 123 mig, og privat erkjendes og respekteres jeg overordentligt – men Genierne, siger man (og jeg opføres nu vel blandt disse) maae gaae en tornefuld Vei – – og derfor (hvilket Piank!) maae de passe paa at gjøre deres bedste for at forbittre mig ⓘ Livet. Dette Forhold er noget nær det Gemeneste der er muligt, det er ogsaa kun muligt i et Land, der ►summa summarum er: en ►Kjøbstad.
XI1A7At være Christen er, ifølge det nye Testamente, at blive offret.
Dog fremstilles det ogsaa saaledes, at der ikke altid tænkes paa det at blive ⓘ Martyr for Mskene, men paa det at blive offret i den Forstand som det er i Sammenhæng med og Forhold til det at for269holde sig til det Ubetingede; thi Χstd. er det Ubetingede, og ubetinget at forholde sig til det Ubetingede er ►eo ipso for det Betingede at offres.
Jeg sigter herved til det Sted ►►Mc: [9,] 42-50. 124 Her fremstilles den ubetingede Fordring i Retning af ubetinget at undgaae ⓘ Forargelse. Og da hedder det (altsaa om Dem, som saaledes ubetinget undflye Forargelse): »Thi hver skal saltes med Ild, og alt Offer skal saltes med Salt.« Altsaa dette Ubetingede er at offres, at blive Offer. Saa hedder det videre: »haver Salt i Eder selv«, altsaa ogsaa uden at blive Offer for Andre, bliver den Christne Offret, offret nemlig ved det ubetingede Forhold til det Ubetingede.
At han er Offeret udtrykkes nemlig ogsaa ved det Billede, ►som Christus idelig bruger, og da her gjentaget: at være Salt. Thi at være Salt er: ikke at være for sig, men at være for Andre ɔ: at være offret; »Salt« har ingen Væren for sig, men er reent ►teleologisk, og dette at være blot teleologisk bestemmet er at offres.
Dog, som sagt, Χstus fremstiller det her saaledes, at ogsaa det, i sig selv ubetinget at forholde sig til det Ubetingede er at offres, saa ikke blot Martyren er Offeret, men ogsaa Den, der, selv om han ikke forfulgtes, ubetinget forholder sig til det Ubetin125gede.
Saaledes forstaaet var der Intet at indvende mod Middelalderens ubetingede Forsagelse. Feilen laae, ►som jeg andetsteds har viist (i Journalerne), deri, at man gik paa Accord med Verden ved at ville nyde Anseelse som det Overordentlige, istedetfor ►simplement at udtrykke, at dette blot var det simpelt Fordrede. Herved forhindredes saa igjen det ubetingede Forhold til det Ubetingede, da en saadan endeliggjørende ►Mellembestemmelse skjødes imellem.
XI1A8 Forfølgelse
I vore Tider er Forfølgelse slet ikke til – fordi man har gjort Christendommen aldeles charakteerløs, saa der virkelig Intet er at forfølge.
I Middelalderen forhindrede man Forfølgelse derved, at man gjorde den virkelige Forsagelse til det Overordentlige, der fandt Behag i at lade sig beundre. Men saa er der jo atter 126 ikke ⓘ Noget at forfølge. Kun naar den ubetingede Forsagelse ganske ►simplement gjøres til det Ordentlige, ⓘ Det som fordres af Enhver, kun da ægger den til Forfølgelse. Thi det Ubetingede vil Verden være qvit; men den 270 kan blive det paa to Maader: ved at beundre eller ved at forfølge. Naar da den ubetingede Forsagelse gaaer paa Accord og – hvorved den da forresten ophører at være den ubetingede Forsagelse – og tager mod Beundring, saa falder Forfølgelsen bort.
XI1A9 Tiltagende Nederdrægtighed.
Som man i Forhold til »►Gifter« alt som Nederdrægtigheden tiltog, ►ophørte at bruge de stærkt virkende og opfandt ⓘ feigt de langsomt virkende: saaledes har Verden nu ogsaa opfundet at dræbe Msker ved den Art Mishandling der er langsomt 127 dræbende, saa det er som var det Ingenting: o, ⓘ Dyb af Nederdrægtighed.
XI1A10 Min Samtid.
Pøbelen er jo af Bladene beordret til at see i mig en Aristokrat – og altsaa at forhaane mig.
Og de mere Vidende – blandt disse er der ikke en Eneste, uden at han i sit stille Sind siger som saa: »►Mag.👤K. har aldeles havt Ret; det er og var jo dog uværdigt at vi ville saaledes ►lade os despotisere af et Blad som i sin Tid af 👤Goldschmidts Corsar.« Men, men da nu Ingen af dem besluttede sig til at gjøre, hvad jeg gjorde, ja, ikke engang besluttede sig til at følge mig: ⓘ saa maa vi see at hjælpe med til, men paa en fiin Maade, at 👤K. kan ►ligge under.
►I et Opbyggelsesskrift (👤Arndt) læser jeg, at man selv under Alt, hvad man ellers foretager sig maa have Gud i Tanke: ak, hvor ofte hænder ikke, at man i Andagtens Time, naar 128 man skulde have Gud i Tanke, at man da endogsaa da tænker paa Andet!
Derfor vedbliver Grinets ⓘ Mishandling og Piattets Forfølgelse saa haardnakket at holde fast ved mig, fordi jeg interesserer de Samtidige. De veed meget godt, at jeg baade ved mine Evner og ved min Arbeiden og ►ved det Skridt at forlange at blive udskjeldt: fortjener deres Beundring – og nu er det saa interessant, at jeg istedetderfor honoreres med Grin og ►Commerce.
Der er jo Andre end jeg der ere blevne (om end ikke saa intensivt) angrebne af Grinet, der er jo de, som stadigt bruges til Bytte for den fade Grinen: men de interessere ikke, dette forandrer Forholdet. Tag fE ►Grosserer 👤Nathanson. Han er jo ►en staaende 129 Person. Deels er det nu vistnok ikke slet saa personligt (thi det er mere ►Bladet) som ►Angrebet paa mig; men Hovedsagen er: han interesserer ikke. Ingen ►falder paa, at Grosserer 👤N. egl. fortjente Beundring: see derfor bliver det glemt lige saa hurtigt som det bliver sagt, og Ingen bryder sig egl. stort derom.
Har jeg ønsket at studere den msklige Usselhed og Nederdrægtighed o: s: v:: jeg har faaet Leilighed dertil. Mit Liv vil derfor ogsaa efterlade et overordentligt Udbytte.
Derfor!
: ►»Jeg finder ingen Skyld hos dette Menneske, derfor vil jeg revse ham.« Vidunderlige Derfor!
»👤Pilatus sagde tredie Gang: jeg finder ingen Skyld hos dette Msk, derfor vil jeg revse ham«.
XI1A14 130 Vore Tiders religieuse Jammerlighed.
Nu tildags har man ikke engang saa meget som et Kjetterie, ikke engang det er der Charakteer nok til – thi et Kjetterie forudsætter a) Redelighed nok til at lade Χstd. gjælde for hvad det er og b) Lidenskab til at have en anden Mening.
272Nei, nu er det Falsknere man har; dette usle Falsknerie at lege Χstd., at lade som var det Χstd. man lærte og havde, medens det er noget udvandet og blødagtiggjort Sentimentalitet og raffineret ►Epicuræisme.
O, bedre, bedre Tider, da man dog lod Χstd. være hvad den er, og saa enten for Alvor antog den, ell. for Alvor brød med den.
Men nu er Falskneriet det eneste Χstd. man har – og dette er just det Allerfarligste. Saaledes er der heller ingen Philosophie der var Χstd. saa skadelig som den Hegelske. Thi de 131 tidligere var dog ærlige nok til at lade Χstd. være hvad den er – men 👤►Hegel var dum-fræk nok til at løse Problemet angaaende Speculation og Χstd. derved, at han ►altererede Χstd – og saa gik det ►charmant.
XI1A15 ►Den socratiske Uvidenhed
betyder ogsaa: ►Primitivitet, Inderlighed; betyder: væk med hele denne Sludder ⓘ af historisk Viden om, hvorledes disse Tusinder og Tusinder, de Andre have baaret sig ad, levet o: s: v: – jeg vil være ene med Ideen.
Og hvad »Christenheden« efter den størst mulige Maalestok behøver er just: et Msk (ikke en Efterabelse af det at være Msk, en Efterabelse af »de Andre«, det Historiske o: s: v:) et Msk – og saa det nye Testamente, et Msk. ene med Guds Ord, dette sikkret ved socratisk Uvidenhed.
XI1A16132►»Vogter Eder for Mskene«; Klosteret; at lide Forfølgelse.
Msket er naturligt en Dyre-Skabning. Al msklig Stræben er derfor i Retning af at løbe sammen i Flok »lader os forene os o: s: v:«. Det skeer naturligviis under allehaande høitidelige Navne, at det er af Kjerlighed, af Sympathie, af Begeistring, for ret at udrette noget Stort o: s: v: – dette er den sædvanlige msklige gavtyveagtige Hyklen. Sandheden er, at i Flok er man fri for Enkelthedens og Idealets Maalestok.
273Christeligt er Loven da den: enten ud i Eensomhed, bort fra Msk, at Du kan faae Idealets Maalestok uforstyrret af Tallets Vrøvl og ⓘ Prutten (thi at tælle er her at prutte); eller bliver 133 Du blandt Mskene, saa maa Du see at lide Forfølgelse – for at bevare Ueensartetheden, der igjen sikkrer Enkeltheden og Idealets Maalestok. Men i ligefrem Continuitet med Flokken er Χstd. umulig.
Her seer man atter, hvor løgnagtigt det er, at Det vi nu lever i (den ligefremme Continuitet og Eensartethed med »de Andre«) skulde være høiere end Klosteret.
XI1A17 Det Nye.
Christeligt kommer det Nye ⓘ fra Gud; politisk kommer det ⓘ – fra Gaden.
XI1A18 134 At stifte Partie, at danne Skole o: d.
Hvorfor gjør jeg Intet i den Retning? Det er jo klart, at baade 👤►Socrates gjorde det, og Christus endnu mere.
Hertil maa svares. Just vore Tiders Vildfarelse er jo just denne Stiften-Partie, Dannen-Skole, Sammenholdet o: d: følgeligt maa man netop i Sandhedens Interesse ►marquere saa stærkt som muligt.
Dog er dette Svar ikke afgjørende. Men Sagen er: det at stifte Partie, at danne Skole kan være et Lavere end Det, jeg gjør, (saaledes med hele vor Tids politiske ►Treiben) og det kan være et Høiere saaledes som 👤Socrates og Χstus.
Det det kommer an paa, er i hvilken Tilstand, i hvilket eller paa hvilket Stadium En gjør det. Det er jo let at see at det at stifte Partie og danne Skole er at faae mere eller mindre ►sandseligt Magt: men saa kan jo En af reent egoistiske Grunde ville danne Skole og Partie. I denne Forstand er Mit høiere.
Men dersom det er saaledes, at 135 det at lide hører med til Sandheden, at kun i Lidelse bliver et Msk. indviet i de sande Former af det Sande: saa gjælder det jo dog vel, baade for Sandhedens og, vel forstaaet, for sin egen Skyld, om, at man ikke i Utide bliver saaledes sandselig Magt, at man derved kommer til at undgaae at lide.
274Hvad nu Christus angaaer, da vidste han jo med sig selv, at han vilde blive Offeret, han var guddommeligt sikker paa sig selv: følgelig kan han med største Rolighed danne Skole. Hvad 👤Socrates angaaer, da begyndte han ►vistnok først at ►danne Skole, da han var saa stærkt udviklet, og hans Liv saa vidt priisgivet, at han egl. var offret.
Den der ikke er saaledes modnet, saa vidt fremme, hans Liv saa marqueret, han kan ved at danne Skole let ►skuffe sig selv, om det ikke er Egoisme der bestemmer ham – ikke Sandheds-Interessen.
Christendommen bruger jo de samme Udtryk og Ord, det samme Sprog, som vi Msker – men den forstaaer ved det enkelte Ord lige det Modsatte af hvad vi Msker forstaae ved det.
fE Christendommen siger: ►ⓘ kommer til mig, jeg vil borttage Eders Byrder, gjøre det let for Eder o: s: v: Ved »Byrder« forstaaer saa Χstd. Rigdom, Magt, Vælde, de jordiske Goder. Aha, dette er et Gude-Sprog – dog bruges jo det samme Ord som i det msklige Sprog »Byrde«.
Vi Msker forstaae Sagen anderledes; ved »Byrder« forstaae vi Armod Mangel, Ringhed o: s: v: – vi rende med Tungen ud af Halsen for at samle Rigdom, for at blive til Noget for at undgaae Timelighedens Farer; vi maatte da finde det meget ironisk om En vilde sige til en Millionair: min Ven kom til mig, jeg skal tage Byrden af Dig, Byrden, hvorunder Du sukker, giv Du mig Din Million og Du skal see hvor let o: s: v: – det er jo næsten lige som i ►»Recensenten og Dyret« hvor ►Taskenspilleren 137 ⓘ gjør det vidunderlige Kunststykke ein zwei drei kakkelorum at drikke 👤Klatterups og 👤Ledermanns Viin.
Dog er det saaledes, saa uendelig ophøiet er Χstds Gude-Sprog – men, som sagt, dog det samme Sprog, som vi Msker tale. Som der er sagt om ►👤Socrates, at han bestandigt kun taler om Pak-Æsler og Feldberedere o: s: v:, men bestandigt lægger noget Andet ind deri, saaledes bruger Χstd. de samme Ord og Udtryk som vi Msker, og dog taler den om noget ganske Andet end hvad vi Msker tale om.
Ved Hjælp af 1000, 10,000, 100,000, Millioner »Præster« bliver saa Sagen vrøvlet – med stor Høitidelighed – tilbage i den almdl. msk275lige Jargon, og det kaldes Χstd – og dette er »Christenheden«. Præsten forstaaer ved »Byrder« Armod, Mangel o: s: v: bukker sytten Gange for Millionairen – og derpaa forelæser Præsten Noget af det nye Testamente, og begynder saa at declamere – – men Christendommen forstaaer ved »Byrder« Millionen, 138 de jordiske Goder o: s: v:
Paa den Maade er Christendommen efterhaanden ført ind i Staterne, overalt er det nu christne Folk, christne Stater, christne Lande – – men Christendommen forstaaer ved »Byrderne« det at være Millionair, at ⓘ besidde eller at tragte efter de jordiske Goder.
Gud i Himlene hvilket Dyb af Nonsens!
XI1A20Forbausende Behændighed med hvilken selv det dummeste Msk. veed at tale om det Uendelige og – ►hykkelsk – at faae det Endelige.
Saaledes forstaaet, er, selv det dummeste Msk., frygtelig klog.
XI1A21Hvor høfligt, hvor dannet, hvor hierteligt!
Saaledes leve vi med hinanden, at vi gjensidigen fordre og respektere det som Dannelse, Høflighed, Hjertelighed, at den Ene ikke ►falder 139 paa paa nogensomhelst personlig Maade at tale til den Anden om Evigheden og Salighedens Sag o: D. Vi forudsætte, den Ene om den Anden, at han – ⓘ naturligviis! – i dybeste Alvor er bekymret ►den Sag betræffende i dybeste Inderlighed.
Hvor gavtyveagtigt. Ellers antager man det ikke for Høflighed, Dannelse, Hjertelighed at lade være at tilraabe En betræffende ⓘ een eller anden Fare, han muligt er udsat for – men her er det saa høfligt, saa dannet, saa hjerteligt ⓘ – og hvorfor? fordi vi Alle helst ville være disse Tanker qvit. Deraf kommer saamænd ogsaa for en stor Deel den Hjertelighed og Dannelse, der taler saa euphemistisk om enhver Afdød, »han er i Fred« »han sover« »han har det godt« o: s: v: – vi ønske nemlig Alle for vort Vedkommende jo før jo hellere at blive Tanken om Døden qvit.
Saaledes er nok det sande Sammenhæng.
►Gud-Msket er Forbilledet, der natur140ligviis ikke lever mere end een Gang, saa lidet som han ►qua Forsoner døer mere end een Gang.
Gud-Msket er Forbilledet. Χstd. er saa Tilværelsens Examination: vil Du være en Discipel eller dog idetmindste sandt forholde Dig dertil.
Der begyndes forfra med hver Generation – alt dette om Χstdommens Historie er Vaas, Gavtyvestreg; ►item er det Vaas at forvandle Spørgsmaal om ubetinget at forholde sig til det Ubetingede til en ►fra Slægt til Slægt fortsat ►approximerende Stræben thi hvor Fordringen er enten-eller der ⓘ er en Brøksdeel af en Generations-Stræben Nonsens; item er det Nonsens at ville i Forening (maaskee millionsviis) stræbe, thi hvor Fordringen er enten-eller der er det Numeriske Galimathias.
Χstd. vil forkyndes for Alle, Alle – ⓘ den vil at Ingen skal kunne undskylde sig med Uvidenhed, men Examinationens Udfald er jo noget Andet.
141Der begyndes forfra med hver Generation. Heri ligger saa Muligheden af, at de frygtelige, sande christelige Collisioner kan fremkomme ogsaa i »Χsthed« ►at hade Fader og Moder o: s: v: Idet nemlig den nye Slægt skal paa sit eget Ansvar see til i det nye Testamente hvad Χstd er, kan maaskee ⓘ Opfattelsen blive saa forskjellig at en christelig Collision bliver mulig. Thi, christeligt, er atter Dette Vaas og Gavtyvestreeg, dette om den ligefremme Continuitet med forrige Generation, om at holde fast ved Fædrenes Tro o: s: v: Nei, vi har kun det nye Testamente, og hver Generation har at begynde forfra, og forsaavidt, hvis den har Noget med et Foregaaende at skaffe, med Revision af det nærmest Foregaaende.
Dersom det forholdt sig saaledes som vi Msker have lavet det om, ►at Χstdom er perfectibel har Historie 277o: s: v: saa er det ligefrem uforsvar142ligt af Gud-Msket at forlade Jorden uden at sige forud, at efter nogle ⓘ Aarhundreders Forløb vil Alt være saaledes forandret, at hans Beskrivelse af hvad Χstd er slet ikke mere passer.
Alene i dette Ord ligger en Bestemmelse af det Frivillige. [a] Dersom nemlig Χstus ikke her tænkte paa den Frivillighed (som forholder sig til hans »Efterfølgelse«) saa maatte han vel sige: Veien er stundom trang stundom let, for Nogle trang for Andre let o: s: v: Men han siger: Veien er trang. Vil man da ikke indrømme at her er indeholdt et Hensyn til det Frivillige, saa er der dog vel i ethvert Tilfælde sagt noget Andet end naar man saadan almindeligviis taler om, at dette jordiske Liv kan have Trængsler. Der er lagt et særligt Eftertryk paa dette, at 143 Veien er trang, saa det enten maa komme fra det Frivillige eller fra Gud, som særligen tilsender den Χstne Lidelse – saa man altsaa ikke ved at ville være Christen bliver fri for Lidelse men omvendt.
✂ [a] XI1A24I ethvert Fald ligger da det Fri, det Frivillige, Selvbestemmelsen o: s: v: i det Ord: ►gaaer ind ad den ⓘ trange Port – thi er det jo overladt til En selv om man vil eller ikke, vil udsætte sig for Lidelser og Besværligheder og Trængsler.
XI1A25 Dag-Presse
er ret egl. beregnet paa at gjøre Personlighed umulig. Thi den virker som et uhyre Abstraktum, ⓘ Generation, der er uendelig overmægtigt over den Enkelte.
Det er et Middel som jo Oldtiden ikke kjendte; i Oldtiden var dog Kampen mellem en Personlighed og det Abstrakte ikke saa uhyre uproportioneret, som i vore Tider, hvor en Enkelt (nemlig upersonligt, slyngelagtigt) kan bruge dette uhyre Vaaben mod den Enkelte.
XI1A26 144 ► 278 »Det har Χstus særligen sagt til Apostlene« .
Saaledes hedder det gjerne ►betræffende Alt, hvad der af Χsti Udsagn ikke ►convenerer os.
Convenerer det Udsagte os, saa gjør det slet ikke Noget, at det, endog af Χstus siges særligen til ⓘ Disciplene fE de Ord: ►salige de Øine, som see ⓘ Det I see.
Men paa den Maade maatte vi jo ogsaa fordre Miraklets Gave.
Enten er dette Χstd: ⓘ At være Christen er ►at være i Slægt med Gud; men saa er Forbilledet og Efterfølgelsen ogsaa Charakteristisk; og saa betyder det Ord ►»salig Den som ikke forarges« at det at være Christen er at blive, msklig talt, ulykkelig for dette Liv, og at ville blive det.
EllerΧstd. udtrykker: hvad ►Hedenskabet drømte om at Msket er i Slægt med Gud er meget for høit – ►Χstus er Midleren, ... og saa forresten kan I Msker glæde Eder paa Eders Viis ved Livet, men I ere degraderede. I saa Fald forsvinder »Efterfølgelsen« ganske; og det Ord »salig Den som ikke forarges« maatte da være at forstaae saaledes: forarges ikke, at der ikke kan indrømmes Eder mere, at I ikke ere i Slægtskab med Gud, men degraderede.
Den første Opfattelse er aabenbart 146 det nye Testamentes og den ældste Kirkes – den anden er især Protestantismen.
Det Lutherske er ►et Correctiv – men et Correctiv gjort til det Normative, til det Hele, er ►eo ipso i anden Generation (hvor man altsaa ikke har Det, hvortil det var Correctivet) forvirrende. Og med hver Generation det saaledes gaaer hen, maa det blive værre, indtil Enden bliver at dette Correctiv, der selvstændigt har etableret sig, frembringer lige det Modsatte af dets oprindelige Bestemmelse.
Og dette er ogsaa Tilfældet. Det Lutherske Correctiv frembringer, 147 naar det selvstændigt skal være hele Χstd., den meest raffinerede Art Verdslighed og Hedenskab.
XI1A29 Replik.
Lad en Apostel forkynde Χstd, eller dog et ⓘ Sandhedsvidne, ►i Charakteer og med Myndighed – lad saa mig være en Hedning: og jeg troer jeg kunde blive en Χsten!
O, men i dette uendelige Vrøvl at være Χsten, opdraget i Χstd; i dette uendelige Vrøvl med Millioner Præster og Trillioner Χstne: o, min Gud, hvor skal man der faae Indtrykket af det Ubetingede.
XI1A30 Opposition
At være i det Bestaaendes Tjeneste er at have ►sandselig Magt. At 148 stifte Partie og i den Forstand være Opposition er at have sandselig Magt: men dette er ikke at tjene Sandhed.
Jeg tilhører ikke det Bestaaende ►qua Embedsmand, har saaledes hverken Løn eller Magt eller ►Tilhold. Paa den anden Side jeg har ikke blot ikke stiftet Partie, men værget mig imod at faae Partie, og tillige ►taget Polemik mod Oppositionen.
XI1A31 ►👤Peter gik udenfor og græd bitterligt.
Det var smukt af 👤Peter! Maal ogsaa her en Afstand fra det der er det Almindelige blandt Msk! Dersom der lever et Msk, mod hvem 280 man handler uforsvarligt, lader ham i Stikken forraadt o: s: v: – dersom han da atter er ædel nok til ikke at gjøre dem Bebreidelser, ikke at foreholde dem det: saa benytter man sig deraf, lader som Ingenting, som var Alt prægtigt: dette er det Almindelige.
XI1A32 149 Tidens Charakteerløshed
Blot deraf kan man danne sig en Forestilling om mit Livs Anstrengelse, naar man betænker, hvor længe jeg har maatte ►arbeide under falsk Flag, blot for ikke for tidligt at blive standset; thi havde man anet, hvor jeg vilde hen, ⓘ eller skulde hen, havde man gjort Alt for at standse mig. Men ►»dette letsindige Msk, en Dagdriver, en Flaneur« – aah, ja!
Ogsaa saaledes, hvor anstrenget er mit Liv! Der lever ikke let Nogen i vor Tid, der ikke, med Fornøielse og aldeles uden at gjøre sig Samvittighed deraf, spillede mig det Puds: hvis jeg meddeelte ham den Viden, jeg raader over, saa at tage en Deel deraf, udgive det for sit Eget, docere det charakteerløst – og saaledes vilde jeg, hvis jeg ikke passede paa at undgaae dette, skabe mig den allerfarligste Art Modstand. 150 Det der skal anbringes er ikke Viden, Ideer – men Charakteer. Det Allerfarligste for mig er derfor om En fik Lov til charakteerløst at ►anbringe min Viden.
►Det er det Kunststykke som 👤R. Nielsen har villet gjøre.
Jeg gjør – idetmindste indtil videre – een Undtagelse med ham. Jeg har ⓘ formodentligt behøvet at faae Erfaring for, hvad det fører til med at indlade mig med Andre, derfor er det vel skeet, at jeg indlod mig med ham. Men da jeg dog har indladt mig med ham, og ►da han bestandigt privat har holdt mig hen med »det kommer nok«: saa har jeg forholdt mig roligt.
XI1A33 151 Atter et Exempel paa Fordoblelsen.
»I skulle hades af alle for mit Navns Skyld« – altsaa i den Grad skal Gud lade dem i Stikken, udsætte dem »dog ikke et Haar af 281 Eders Hoved skal forkomme« – altsaa i den Grad skal de, fra en anden Side, ⓘ være Gjenstand for Omsorg.
Vi Msker lave Noget vi kalde Χstd. ved at slaae af paa begge Steder; saa faae vi en jævn Sandsynlighed Middelmaadighed, hvori vi befinde os bedst. Men Eet synes mig dog vi skulle: vi skulle vedgaae, at saaledes beskrives Χstd. ikke i det nye Testamente.
XI1A34 Ironie.
Dette er ret egl. ironisk: tænk en Mand, der ►under Kjød og Blods Souverainitet lever hen i den selvbehagelige Selvtil152fredshed »naar det kom derpaa an, kunde jeg sagtens«.
O, mon der blandt os findes endog blot En, der har endog blot en Forestilling om, hvad her ligger for en Kamp, naar det skal blive Alvor! ►Apostelen siger »vi have ikke Strid med Kjød og Blod men med Fyrstendømmer og Magter« – ja, ganske vist, thi Striden med Kjød og Blod bliver til en Kamp med Fyrstendømmer og Magter.
Men saaledes have vi hjulpet os, vi have reent afskaffet det i christelig Forstand at blive Aand. Derved befinder vi os vel, vi ►trodse endog paa, at vi jo ikke kjende Noget til hine uhyre Kampe og Anfægtelser, og slutte vel endog deraf, at Vort, christeligt, er det Rette!
Hvilket Dyb af Nonsens og Forvirring og Hyklerie!
Som Alt hvad der høres er ►Hykkelsk saa ogsaa denne megen Tale om, hvor saligt det er med en personlig Gud.
Ja, ganske vist i een Forstand! men i en anden Forstand, sandeligen saa er det lettere at have med en blind Skjebne at gjøre. Thi i »Skjebnen« som blind er der Intet ophidsende, man maatte da være saa ►gal som en 👤Xerxes for at kunde blive ophidset af Havet og Natur-Magter.
Men en personlig Magt – naar den begynder at ►»friste«; og en personlig Magt, hvor altsaa den største Ubetydelighed kan blive 282►commensurabel for den frygteligste Afgjørelse: o, i een Forstand, qvalfuldt, qvalfuldt.
154Men dette udelader man, tager blot den anden Side, det er, lyver, hykler, sluddrer her som overalt.
Jeg betvivler meget, at der blandt os findes en Eneste, der er istand til, i gammel christelig eller jødisk Forstand at have personligt med en personlig Gud at gjøre. I Forhold til hine Heroer ere vi Pialte, Exemplarer, ►Snese-Tørv, ⓘ Dusin-Msker, Silde-Stime o: s: v:
XI1A36 Den Enkelte – ►Numerus.
Ingen vil være det Anstrengede: den Enkelte. Men overalt er man til Tjeneste med det løgnagtige Surrogat: nogle 155 Stykker; lad os forene os, være nogle Stykker, saa kan vi nok. Dette er Msk-Slægtens dybeste Demoralisation.
Derfor ere Folk i Almdl. saa tilbøielige til at finde det latterligt, at En religieust bryder en ny Bane, fordi de forstaae, at jo en Saadan ikke faaer Leilighed til at nyde Livet, at samle Penge o: s: v: o: s: v:.
Saaledes vil man nemlig have Religionen, saa lidet generende som muligt, et Slags Accompagnement til al endelig Stræben.
Og denne Dvaskhed og Aand156løshed ►sminkes saa hykkelsk (især af hykkelske Præster) op til dette Høitidelige: at holde fast ved Fædrenes Tro.
Men see nøiere efter, og Du skal see, at det dog er som jeg siger det. Thi hvis da En for at holde fast ved Fædrenes Tro tabte alt det Endelige af Syne, saa vilde man atter finde dette latterligt. Seer Du, det man vil, er, man vil at Religion skal være omtrent Ingenting, eller en gudelig Bestyrkelse i [at] eftertragte det Endelige.
Og derfor taler man saa meget om Guds Ophøiethed, fordi man nemlig forstaaer den saaledes, at han er saa uhyre ophøiet – at han villigt finder sig i, at man narrer ham.
Heri er forresten – men i en anden Forstand – noget 157 meget sandt. Gud er meget lettere at narre end min Nabo, hvorfor? fordi min Nabo er ubetydelig nok til at passe nøie paa mig. Men, men, men, det 283 at Gud saaledes er lettest at narre, betyder: Gud straffer – ægte majestætisk – ved at ignorere.
Og ►her stikker det. Gud har i svundne Tider straffet frygteligt – dette betydede, at han dog fandt Noget der behagede ham, at han ikke ganske opgav Mskene. Nu er det naaet, den rædsomste Straf over os, den sande majestætiske Straf over »Χstheden«, hvis Skyld ogsaa just er ►Majestæts-Forbrydelse: Gud ignorerer os ganske. Og derfor – frygtelige Straf! – gaaer 158 det verdsligt ►charmant for os, Mskheden gjør Kjæmpeskridt i physiske Opdagelser o: s: v: – men Gud ignorerer os!
XI1A38Grund-Forvirringen – Samtidigheden.
Grund-Forvirringen ligger i, at man har faaet Χstd. gjort til det Historiske, til det at have Historie, end sige – blasphemisk! – ►at være perfectibel.
Allerede i een Generation kan det være forvirrende nok med disse mange Millioner (thi det gjælder Alt om at faae »den Enkelte«) men nu at slæbe paa disse mange Aarhundreders Millioner: hvor i al Verden skal det saa blive 159 muligt at faae et ubetinget Indtryk af det Ubetingede.
Nei, der begyndes med hver Generation – og med det nye Testamente.
XI1A39►»Jeg er ⓘ kommet at frelse det Fortabte« – at opdrage Barnet i Χstd at blive Christen som spæd Barn.
Hvilket Nonsens dog Χstd. bliver, naar man tager Χstds Forgrund eller Baggrund bort. Χstus siger: jeg er kommet for at frelse det Fortabte – see det er Baggrunden; herpaa kan Χstd. anbringes.
Nu forvrøvler man Alt ved ⓘ at lade det spæde Barn gjælde for Χsten.
Dog Vrøvl er det Msk. 160 dybest føler Trang til og som ►det ene Fornødne, kun i Vrøvl er Msk. lykkeligt og vel.
Ja, Ære være hende! O, min Gud, naar Budskabet kommer til hende: Du skal nu leve et Liv forhaanet af de andre Piger, behandlet som en fjantet, indbildsk Tøs, eller et sølle halvgalt Skrog, eller som en letfærdig Qvinde o: s: v:; derpaa skal Du udsættes for al mulig anden Lidelse, tilsidst ►et Sværd gaae gjennem Dit Hjerte ved at see, at det er som om Gud ogsaa svigtede Dig: dette er ►det glade Budskab – – ja, Ære være hende, 161 saa uden at betænke sig et Øieblik at kunne sige: ►See jeg er Herrens Tjenerinde, saa at kunne istemme den Lovsang: ►fra nu af skulle alle prise mig salig. O, min Gud. See, det er noget Andet end at kunne tale alle mulige levende og døde Sprog perfect (som vore dannede Piger) det er at ►tale i Tunger.
XI1A41 Forbillederne.
Om alle Forbillederne vil det gjælde at de i Samtidigheden, af de Samtidige blive ynkede som de ulyksaligste af Alle.
Saa seire de – efter deres Død.
Og naar der saa er gaaet en Række Aar, saa er det Samtidige reent glemt, Alle prise dem ⓘ salig – og Professorer og Præster tjene baade Penge og Andet ved ⓘ at prise dem salige. Hele Forholdet vendes om, det bliver »ydmygt« ikke at begjere at blive noget saadant Overordentligt.
285XI1A42162Idee – Individ – Exemplar.
ogsaa et Ord om mig selv.
Som Naturen dannede de ►zartere Organer saaledes, at de ikke umiddelbart forholde sig til Gjenstanden men ere dækkede, fordi nemlig ellers Organerne vilde tilintetgjøres: saaledes [a] kan ⓘ ►ordentligviis Mskene ikke taale at forholde sig til Idee umiddelbart.
✂ [a] Dog maa erindres, at, christeligt, kan Enhver være den Enkelte.
De forholde sig derfor kun til Idee middelbart, gjennem en Tradition ►pr.ⓘ de Andre, dette være nu to eller Ti eller Millionviis. Deres Liv kommer saaledes ikke i Forhold til Ideen; men indbildende sig at forholde sig til Ideen, ►fatte de dem i denne Henseende meget kort – og faae nu desto bedre 163 Leilighed til [at] udfylde deres Tid med det Endelige; nu, og det forstaaer sig, Den, der umiddelbart forholder sig til Idee, han har ogsaa nok hermed at gjøre og gaaer gjerne Glip af det Endelige.
Dette er at være Exemplar; og Exemplaret er den letteste Art Tilværelse, dækket mod umiddelbart at forholde sig til Idee, hvilket vel [vilde] virke dræbende ligesom Solstik.
Individet forholder sig til Idee.
[b] I det nye Testamente fremstilles nu det [at] være Χsten saaledes, at man ikke kan være Exemplar men maa være Individ – »Χstheden« har kun Exemplarer.164
✂ [b] Men, ifølge det nye Testamente, kan Enhver være den Enkelte; derfor skal Χstd. forkyndes for »Alle«, ►kommer hid »Alle«, ►gaaer ud og forkynder »alle Folk«.
Hvad mig selv angaaer, da er det Samtiden der ►ret har gjort mig opmærksom herpaa, opdraget mig. Jeg er egl. ikke collideret med ►Generation; thi ►»Corsaren« var dog vel ikke den offentlige Mening i Landet. Og dog er Landet saa charakteerløst, at jeg egl. er blevet behandlet som havde jeg gjort mig selv til mere end Msk. ved at være »ⓘ den Enkelte« i Modsætning til Generation. Dette er ikke min Skyld. Men paa den anden Side, dette er blevet min Opdragelse.
Dog saaledes opdrager enhver ►Slægt just Den, som vil faae med den Slægt at gjøre. Det seer saa nemt ud, 286de ere jo de Mange, hvad vil han formaae mod dem. Og dog, det kommer igjen, han giver ►Contra-Trykket.
XI1A43165Christus – og 👤►Pilatus
eller
Gud – og Menneske
eller
Idealet – og den praktiske Mand.
XI1A44 Veemod!
O, Veemod! Med den tungsindige Sympathie for og Kjerlighed til Msker, som jeg gik ud i Verden – og at saa Resultatet blev: der var ikke En, ikke en Eneste, der i Forholdet til mig viste noget Spor af ⓘ et Høiere, Ophøiethed, Sands for et Høiere o: s: v:
166Og da er der blandt disse mange Msker (hvilke jeg Alle er baade velvillig og hengiven) nogle Enkelte, hvem jeg dog ønsker, saa gjerne, at de havde været anderledes.
Der er baade Den og Den, der ganske ►simplement har handlet verdsligt klogt, simpelt og lurvet mod mig, og som dog synes at indtage, privat, det Forhold til mig, at han er min Ven. Ak, maaskee er han endog ret tilfreds med at have handlet saaledes klogt, især da jeg lader som Ingenting.
O, min Gud, hvor gjerne vilde jeg dog ikke, hvis jeg turde det, om muligt ved en ligefrem Tiltale vise ham det sande Sammenhæng, og derved bidrage til, at han maaskee fortrød og kom til at handle anderledes.
Men jeg tør det ikke. Af tvende Grunde. For det Første tør jeg 167 det ikke, fordi jeg jo selv er Part i Sagen. Jeg kunde nemlig her let komme ⓘ ind i den ►Mislighed, om det ikke var for min egen Skyld jeg ønskede Forandringen, at han skulde vidne for mig o: D:. Men paa den 287 Maade tør jeg ikke slaae af, eller bidrage til at gjøre mit Liv lettere.
For det Andet. Selv om hiint første Hensyn ikke var iveien, er der et andet: jeg tør det ikke, om jeg saa maa sige, for Gud. Saaledes forstaaer jeg nemlig mit Liv, det er min Opgave at gjøre en Samtid og Samtidige skyldig. Værgeløs gaaer jeg om imellem dem, Enhver faaer Lov til at gjøre mod mig lige som han vil – dette er ►at gjøre aabenbar. Jeg tør ikke gribe forstyrrende ind eller forhindre, 168 at det bliver aabenbar, hvad der boer derinde selv i det Msk, jeg maatte kalde min bedste Ven. O, men hvor veemodigt! Ak, og ►Halvhed, verdslig Klogskab det er i vore Tider som identisk med det at være Msk.
►Biskop 👤Mynstera fik Lov at gjøre lige hvad han vilde. Selv har han maaskee et Øieblik tvivlet om det lod sig gjøre; og da han saae det lod sig gjøre, har han vel yderligere triumpheret over sin Klogskab. O, min Gud: han mærkede ikke, at Dommen just var den, at det blev gjort aabenbart hvad der boede i ham. O, og hvorledes faaer man saa dette bort igjen!
✂ a (som da altid har handlet verdsligt klogt, lurvet imod mig, hvad jeg kun altfor godt saae, medens jeg – ak, næsten ►düperende! – ►bukkede i dyb ⓘ Ærefrygt)
XI1A45169►»Ogsaa Din egen Sjel skal et Sværd gjennemtrænge«.
►Luc. 2, 34.35. Disse Ord der indskudviis ere sagte i Forbindelse med Det om at Χstus skal være et Tegn, som gjør Hjerte[r]nes Tanke aabenbar, maa saa vistnok ikke blot forstaaes om Smerten ved ►Synet af Sønnens Død, nei, det maa forstaaes om, at det Øieblik, det Smertens, Qvalens Øieblik vil komme for hende, da hun vil – ved Synet af Sønnens Lidelse – tvivle, om det Hele ikke var en Indbildning, et Bedrag, det Hele med, ►at 👤Gabriel sendt af Gud havde bebudet hende at være den Udvalgte o: s: v:
Som Χstus raaber: ►min Gud, min Gud, hvi haver Du forladt mig – saaledes har ogsaa Jfr. 👤Maria maattet gjennemlide et mskligt dertil Svarende.
288Et Sværd skal gjennemtrænge Din Sjel – og gjøre Hjerte[t]s Tanke aabenbar, ogsaa Dit, om Du endnu tør troe, endnu er ydmyg nok til at troe, at Du i Sandhed er ►den udvalgte blandt Qvinderne, Den der har fundet Naade for Gud.
XI1A46 170Om mig selv i Samtiden.
At jeg afgiver Maalestokken, kan de i Grunden Alle see. Men Ingen vil have med mig at gjøre. Det Regjerende kunde nok ønske at faae mig vendt saaledes, at jeg anlagde min Maalestok paa Oppositionen; Oppositionen saae gjerne at faae mig vendt saaledes, at jeg anlagde min Maalestok paa det Regjerende. Det er derimellem jeg maa styre.
Oppositionen er jeg dog i Grunden meest generende. Oppositionen har nemlig lagt Beslag paa at være: det Ædle, det Uegennyttige o: s: v:. At nu min hele Forfatter-Virksomhed er uegennyttig, det lader sig ikke negte. ►Aber, det tør Oppositionen ikke vedgaae; thi, ►raisonerer den, at ►proclamere 👤K., fører ikke til Noget, vi faae Ingen til at gaae ind paa den Art Uegennyttighed. Sagen er, Oppositionen hjælper sig med en anden Art Uegennyttighed, en hensigtsmæssig Op171findelse, som man endda nok kan faae Folk til at gaae ind paa: at sikkres Profiten og saa tillige – æres, agtes, ►skatteres som uegennyttig, bespises, beskjenkes, besynges ved Festmaaltider, betjenes med Hurraer og Fakkeltog o: D:.
XI1A47 Om mig selv – ►min Broder.
Jeg lever paa den Maade, at der efter den største mulige Maalestok er gjort et Forsøg paa at gjøre mig gal, og saaledes, at jeg for en heel Classe af Befolkningen virkelig existerer som en Slags Halvgal: og saa har jeg en Broder, som behændig faaer anbragt ►den Dom om mig, at jeg repræsenterer Extasen (dette Ord betyder for Folk i Almdl. det Samme som gal, og ►anføres ogsaa i lægevidenskabelige Skrifter som en egen Art Galskab) – medens ►👤Martensen er Besindighed.
XI1A48 172 289De Samtidiges Jammerlighed og Verdslighed.
At jeg i sin Tid, i Ideen seet, seirede over 👤►Martensen, det kan endda maaskee Mange see. Men i den Grad er man forvænt med at Alt, skjult, skal dreie sig om det Endelige, at selv en studerende Ungdom vel omtrent har raisoneret som saa: 👤K. bliver jo til Ingenting, saa kan han da umuligt have seiret; dersom ⓘ han havde seiret, saa maatte det vel være endt med, at han havde fortrængt 👤Martensen fra Professuren eller dog selv var blevet Professor.
Og hvis nu, ►posito, ►Studenter-Commerce sætter igjennem ►at faae 👤Peter til Professor, saa vil man – efterhaanden ►som Talen bliver almindeligere om at den Kierkegaardske Polemik tilintetgjorde 👤ⓘ Martensen – troe, at det var min Broder – – han blev jo ogsaa Professor efter 👤Martensen.
XI1A49
173
290
9. Journalen NB28 er beskrevet på indersiden af bagpermen
ⓘ
En Trykfeil
et Sted i »Stadier paa Livets Vei«.
Der findes vistnok flere og mange i mine Skrifter, og egl. har jeg aldrig ⓘ bekymret mig stort derom. Men besynderligt nok, der er een i ►»Stadier paa Livets Vei« som jeg nu gjennem en lang Række af Aar bestandigt kommer til at huske paa, at den vil jeg have bort.
Det er i ►»Gjestebudet« i en Replik af »👤Modehandleren« Der staaer: ►proh dii immortales hvad er ogsaa en Qvinde, naar hun ikke er paa Moden; per deos obsecro hvad er hun naar hun ⓘ [ikke] er paa Moden. Der skal naturligviis ikke staae »ikke« paa andet Sted; der skal staae: hvad er hun, naar hun er paa Moden.
Snurrigt nok, saa ligegyldig jeg er ved Sligt, denne Trykfeil har plaget uafbrudt fra Aar til Aar, og jeg har bestandigt været bange for ikke at faae den rettet. Replikken bliver saa uendelig triviel ved de to Gange »ikke«, og derimod saa charakteristisk, naar det sidste »ikke« ⓘ ikke staaer der, ►hvad visseligen heller ikke var Tilfældet i Manuscriptet. Deri ligger just den dæmoniske Haan, og tillige Beviset for, at 👤Modehandleren da ikke er en Nar, der selv for Alvor troer paa Realiteten af sin Kunst, som var det hans Alvor, at Qvinden var Noget, naar hun er paa Moden. Nei, »hvad er hun, naar hun ikke er paa Moden« det er ironisk Haan; nu følger den langt dybere: per deos obsecro hvad er hun, naar hun er paa Moden.291