Kierkegaard, Søren Journalen NB26 : 1852

NB26:42

#

Undseelse. Den Extraordinaire.


👤Plato siger i »Lovene« (dette er citeret efter 👤Rötscher: Aristophanes und seine Zeit 📌Berlin 1827. p. 85.86.) at det der binder Mskene i Lydighed mod Lovene er Undseelse. (αιδως.)

Deri ligger det Msklige, at det at være den Enkelte, Undtagelsen er Frækhed.

I Umiddelbarheden er denne Undseelsens Magt som binder de Enkelte i Følgsomhed mod de[t] Almene egl. Dyre-Bestemmelsen, de ere ikke saaledes reflekterede i sig, at de kunde udholde at være forskjellige fra de Andre, at skulle være forskjellig fra de Andre vilde være den rædsomste Qval.

[a] Som Undseelse forbyder at blotte sig at blive nøgen, saaledes er det en Undseelse, der afholder En fra at opgive det Skjul at være som de Andre og at blottes som den Enkelte. – Det er derfor en Lidelse at blive den Extraordinaire, medens det dog alligevel er Sandhed, at han hvis han er den sande Extraordinaire skal være det, Lidelsen er, at de Andre maae ansee det for Mangel paa Undseelse, og at han selv i Anfægtelsens Øieblik maa ansee det saaledes.

I reflekterede Tider er det saa ofte kun Msk-Frygt der cujonerer de Enkelte til at være som de Andre, saa bliver Abstraktioner som Publikum, hvilket egl. er »de Andre« Tyranen.

Dog bliver ogsaa den ethiske Sandhed, at Msket skal have Undseelse for at være forskjellig fra det Almene, hvor meget end maa fastholdes, at dette let kan blive Sophistisk, naar man ikke passer paa, hvad der skal forstaaes ved det Almene, at det ikke er udenvidere hvad til en given, maaskee fordærvet Tid »de Andre« udtrykke.

Tag nu den Extraordinaire. Ogsaa dette hører med til hans Lidelse, at han ikke kan undgaae at forvexles med slet og ret Frækhed, der sætter sig ud over det Almene. Dette kan ikke undgaaes, thi Berettigelsen ligger i det den Extraordinaire har at bringe; men det er jo implicite tilstede og sees egl. ret først naar han er død.