Kierkegaard, Søren Journalen NB26

πιστιςεπιστημη.


See der har vi det. πιστις saaledes som det bruges i godt Græsk (👤Plato, 👤Aristoteles o: s: v:) ansees for at betegne noget langt lavere end επιστημη. πιστις forholder sig nemlig til det Sandsynlige. Derfor er πιστις, at frembringe Tro, ogsaa efter Classikernes Mening, Talernes Opgave.

Nu kommer Christendommen og bringer Begrebet Tro op, i en ganske anden Forstand, Tro just som forholdende sig til det Paradoxe (altsaa det Usandsynlige) men saa igjen betegnende den høieste Vished (cfr. Definitionen i Hebræerbrevet) Evigheds-Bevidstheden, den meest lidenskabelige Vished, der lader et Msk. offre Alt, Livet med for denne Tro.

Men hvad skeer, i Tidens Løb sagtnes saa Χstds Fart, og saa kommer ganske rigtigt det gamle Hedenske tilbage, og nu sluddrer man Χstd ind i dette: at Viden (επιστημη) er høiere end Tro (πιστις.), medens Begrebet af christelig Tro ligger i en Sphære for sig selv, en Qvalitæt høiere end den classiske Tohed: πιστις – επιστημη.

Nei, christeligt, er Tro det Høieste. Og just herpaa kjender man igjen, ganske conseqvent, Christendommens paradoxe Charakteer, at den ogsaa her vender op og ned paa det blot Msklige. Thi, msklig talt, er, som ogsaa Hedenskabet jo antog det, επιστημη høiere end πιστις, men Gud behagede det, at gjøre den msklige Viisdom til Daarskab, at vende Forholdet om (ogsaa her er Forargelsens Mulighed Kjendet) og gjøre Tro til det Høieste.

Men Alt lader sig kun forklare paa een ganske simpel Maade, hvilken jeg ogsaa længst har maattet henflye til: Χstd. er slet ikke til, det Hele er Vrøvl, ikke engang Hedenskab, da det pynter sig ud som Χstd.