X3A1593311rAngaaende Texter til ►Fredags-Prædikener
Strenghed letter til Afgjørelse (som man siger: jeg skal nok ►lette Dig); fra Strenghed er Afgjørelsen lettest, ⓘ let som Fuglen, der letter fra den gyngende Green, hvilkena ►hjælper efter.
✂ a vippende
(►Denne Tanke stod vist i ⓘ et oprindelig Udkast til de tre Taler »📖 Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen« i ⓘ Indgangen til den første. Eller den ►findes et andet Sted optegnet, som jeg ikke veed, hvor er, derfor vil jeg dog optegne den igjen.)
X3A162 Differentsen mellem ►Prof.👤Martensen og mig.
Prof.👤M.s hele Liv ligesom ogsaa ►hans Forfatter-Virksomhed bærer indirecte 2 Præget af, at han lige fra Første af har levet hen i den Forestilling: at det da naturligviis fulgte af sig selv ⓘ at han er Χsten.
Han er opdraget og endog strengt i Χstd, tidligere døbt, saa confirmeret: det følger da naturligviis af sig selv, at han er Christen. ►Saa blev han Student; valgte at studere Theologie – det fulgte naturligviis af sig selv, at han var Χsten; det var ikke det han valgte at blive Χsten, nei det var jo givet, han valgte mellem Facultets-Studier og valgte Theologie. Blev Candidat. Han har maaskee overveiet, om han skulde gaae den praktiske ell. ⓘ theoretiske Vei, blive Præst ell. Prof. Han blev Professor – at han er Χsten følger naturligviis af sig selv.
Saa studerede ⓘ han, og fæstede sit Blik paa ►allehaande storartede videnskabelige Problemer – en høist alvorlig Mand som han var, saa han i eetvæk taler om Alvor og Alvor.
3Anderledes med mig. Jeg er meget strengt opdraget i Χstd; men paa mig virkede det til, at jeg engang i mit Liv forstod mig selv i, at denne Væren-Χsten var en Indbildning, men at den Afgjørelse at blive Χsten var 333 for mig saa vigtig, at jeg satte min personlige Existents ind derpaa, hvad allerede var antydet derved, at jeg i en tidligere Tid egl. har været forarget paa Χstd.
Jeg beskæftigede mig da med dette Spørgsmaal reent personligt. I Alt hvad jeg overveiede, tænkte jeg tillige det med: naar Det er Χstd, kan Du saa beslutte Dig til for Alvor at blive Χsten; ell. naar Det er Χstd, forstyrrer det Dig saa ikke i at være Χsten. Men ⓘ ud af den Indbildning vilde jeg med saadan udenvidere naturligviis at være Χsten, enten virkelig blive Χsten, ell. ligefrem bryde ⓘ med den.
Derfor har det beskæftiget mig 4 saa meget med at faae ret sat fast, hvad Χstd. er, ikke for Lærens Skyld, men for min Skyld, at jeg kunde faae det afgjort, om jeg vilde være Χsten.
Dette er mit Liv og min Forfatter-Virksomhed. Jeg er ingen alvorlig Mand, idetmindste ikke i den Forstand, at jeg ►skriver Systemer, arrangerer Χstds Lære – medens det da naturligviis følger af sig selv, at jeg er Χsten.
X3A163 [a] Hvilken uendelig Tryghed hos ►👤Martensen! ►Der tales bestandigt i det Store: om hele Kirken, den apostoliske Tid, de 3 første Aarhundreders Dogmatik, Middelalderens Dogmatik, ⓘ Reformations-Periodens Dogmatik, den hele Række af berømte Kirkelære[re] – og ►Χstus siger: mon Troen ved min 5 Gjenkomst findes paa Jorden.
✂ [a] 👤Martensen.
Sligt beskæftiger ikke 👤Martensen, ►han er objektiv.
X3A164 [a] ►I »📖 Dogmatiske Oplysninger« beklager 👤M. sig over, at Stilling med »uvaskede Hænder« tager paa Sagen, hvorfor man ikke kan indlade sig med ham.
✂ [a] 👤Martensens 📖 dogmatiske Oplysninger.
Christeligt maatte Sligt ikke forstyrre, da jo ►Χstus (der, ►in parenthesi bemærket, ingen ►pyntelig ►Hofprædikant var, som ►stadseligt bringer Χstd tilbage til udvortes Pyntelighed) selv siger: at det om man spiser med 334 uvaskede Hænder ikke har Noget at betyde. Hvor naturligt ogsaa, at Χstus maatte dømme saaledes, han, som desto stærkere saae paa det Modsatte, at fE ►en 👤Lady Machbeth kan vaske sine Hænder fra Morgen til Aften, bruge Oceanet til at vaske dem – og de blive dog ikke rene, [b] eller at ►👤Pilatus jo ogsaa vaskede sine Hænder, formodentlig for ikke at ►korsfæste ⓘ Sandheden – med »uvaskede Hænder.«
✂ [b] thi at korsfæste Sandheden det er formodentlig det Ligegyldige, det Vigtige er, om man gjør det med vaskede eller – o Rædsel! – med uvaskede Hænder.
X3A165►Lignelsen om det fortabte Faar.
6Denne Lignelse udtrykker jo ►vistnok paa det Stærkeste, at Msket slet Intet selv har at gjøre til sin Frelse: Hyrden tager Faaret, lægger det paa sine Skuldre, bærer det o: s: v: – Faaret har blot at ligge ganske stille.
O, men dette er jo kun ►Momentet. Hvis Faaret ikke døer i samme Øieblik, saa skal det altsaa til selv at stræbe igjen. Og er det saa ikke det uendelig Vanskelige, at kunne ligge ganske stille, at der ikke kommer nogen ny Skyld, eller at ikke Angesten for den gamle igjen faaer Overhaand o: s: v:.
Χstd. er Mildhed i Strenghed. Da saaledes Strengheden er det dialektiske Moment, saa har Mskene reent afskaffet det, og ►faae ud, at Χstd. er Mildhed.
Det er det uhyre farlige ved Alt, hvor der er ►et dialek7tisk Moment, der vistnok skal ophæves, forvandles til sit Modsatte, (Strenghed til Mildhed) at man der gjør Sagen altfor let, ved at forvandle det Dialektiske til Noget, hvorom man i det Høieste forsikkrer, at man i sit Inderste o: s: v:
Den meeste Sviig og ►Underfundighed paa Aandens Gebeet vil forholde sig til ►Misligheder ►betræffende et saadant Dialektisk, at fordi det dog skal ophæves, at man saa ogsaa gjør sig Sagen altfor let, hvorved den anden Sætning (Mildheden her) bliver Usandhed.
X3A166335Christendommens Trøst – at ►afdøe fra Verden.
Christendommen er Trøst og Mildhed hedder det. Godt. Men en Fordring gjør dog Χstd, at et Msk. skal afdøe fra Verden.
8See her har vi det igjen. Hvor Mange ere der vel i hver Generation der vilde beholde en Lidelse tilbage, for hvilken de søgte Trøst, naar de først udholdt alle de Lidelser, som ligge indenfor ►det Omfang: at afdøe fra Verden. Thi her ligger egl. saa godt som alle ⓘ msklige Bekymringer. Der er kun een Sorg mere, den over sin Synd, og hvor Mange have vel den, især saadan i ►eneste Forstand.
Vil man da sige, at det er Trøsten: at Χstd. vil hjælpe En til at afdøe fra Verden – men, ⓘ hvor Mange ere der vel, der virkelig ønske det, saa de i Sandhed finde det trøsteligt at hjælpes dertil.
Nei, Χstd. existerer egl. ikke mere. ►Springfjederen – og hvilken Springfjeder? selve det Absolute – er længst 9 ►afmattet, og det Hele blevet Vrøvl.
X3A167Veemod.
O, sidste Trøst, kun at have den Trøst: at trøste Andre. O, Veemod, naar saa Det, man kalder Trøsten og hvorved man selv trøstes, forekommer Andre saa forfærdeligt, at de da for Alt betakke sig for den Art Trøst, der synes dem den værste af alle Plager.
X3A168Min Kategorie.
Det jeg egl. repræsenterer er: Standsningen, der gjør en Ende paa de fra Slægt til Slægt fortsatte Reflexioner, og sætter de christelige Qvaliteter. – ⓘ Til at kunne gjøre dette er jeg 10 understøttet, thi jeg er selv en fra tidligste Tid »Standset«, i usigelige Qvaler sat udenfor det Almene-Msklige, ene anviist ⓘ Forholdet til Gud.
336Skjøndt staaende midt i Virkeligheden efter en Maalestok som ingen Anden herhjemme (thi jeg har dog nogenledes naaet »Virkelighed«) har jeg i en anden Forstand levet som i ⓘ en Verden for mig selv.
Om min Sags Rigtighed ⓘ dens Betydning har jeg aldrig tvivlet – tvivlet, nei det er jeg saa langt fra som muligt, jeg har kun haft eet Udtryk: ►at jeg aldrig noksom kunde takke Gud for hvad der er forundt mig, saa uendelig meget Mere end jeg havde ventet eller kunde eller 11 turde have ventet, og jeg har længtes efter Evigheden for at takke Gud uafbrudt.
►En yndig Pige, min Elskede – ►ⓘ hendes Navn vil gaae til Historien med mit – blev til en vis Grad ødslet paa mig, at jeg ⓘ ved nye Smerter (ak ►det var en religieus Collision af en egen Art) maatte blive Den jeg blev. I en vis Forstand er jeg saa igjen blevet ødslet paa Χstds Sag; i en vis Forstand, thi, menneskelig talt, har jeg sandeligen ikke været lykkelig – o, men dog kan jeg aldrig noksom takke Gud for det ubeskrivelig Gode han har gjort for mig saa uendelig langt mere end jeg havde ventet.
Vilde man spørge, om der var Noget, jeg mener, kunde være ⓘ skeet anderledes, og at det saa havde været bedre? O, ►daarlige Spørgsmaal: nei. Der var Eet og Andet, hvorom jeg mener, 12 at det kunde være saaledes skeet anderledes, at jeg saa var blevet, msklig talt, lykkeligere – o, men at det derfor skulde have været bedre nei nei. Og i ubeskrivelig salig Forundring forstaaer jeg ogsaa bagefter mere og mere, hvorledes Det, der skete, var det Eneste, det eneste Rigtige.
X3A169 Hvorledes det N. Testamente kun vil læses fangende.
►Grund-Forvirringen af det Christelige er, hvad jeg ofte nok har sagt, at man har gjort den til Lære. I Forhold til en Lære gjælder det, at man først og ⓘ fremmest maa see totalt at sætte sig ind i det Hele. Med det N. T. lige omvendt. Det forholder sig blot til det Ethiske, og vil der13for, at Du skal ganske simpelt begynde med at tage et Enkelt – men saa see at gjøre det.
Naar derfor En bliver vigtig ved først at ville forstaae det Hele o: s: v: og lader som var dette ⓘ Sandhedskjerlighed og ikke ►Underfundighed, der vil være fri for ►det Exsecutive: saa kan man bære sig saaledes ad (og er man selv Den, der er i det Tilfælde, saa bærer man sig ligeledes ad mod sig selv): man tager eet eller andet af hi337ne ⓘ Ord i det N. T, der indeholde Fordring i Retning af Selvfornegtelse og Forsagelse, hvilke Ord da altid ere saa ligefrem som muligt at forstaae men saa ⓘ vanskelige at udføre – og siger nu til ham: hvorfor gjør Du da ikke efter det Ord, som dog er saa let at forstaae – saa seer man Underfundigheden.
Ethisk gjælder det aldeles 14 ikke om al denne Forstaaen og Forstaaen, det gjælder om at gjøre Det, som man forstaaer, og Det, som et Msk. egl. skal gjøre er altid let at forstaae.
Men just Det er det ogsaa som den msklige Underfundighed altid skaffer til Side – for saa at gaae ind i det Dybe, med Tilføiende, at man kan jo dog ⓘ ikke handle efter Noget, man ikke har forstaaet. Ja ganske vist, derfor har Gud ogsaa altid indrettet det saaledes, at Det, der skal handles efter, det er saa let at forstaae, at den Dummeste kan forstaae det strax. Hvad er lettere at forstaae end: ►giv Din Formue til de Fattige – men her er andre Vanskeligheder. Hvad er lettere at forstaae end alle 15 Fordringerne i Retning af Selvfornegtelse og Forsagelse.
Men Sligt vil man slet ikke høre nævne. Derimod har man faaet det vendt om, som var det Dybe Det, hvorefter der skulde handles. I Sandhed saa var Gud en maadelig ►Makker af en Lovgiver, der – formodl. for at opleve den Glæde, at hans Love ikke opfyldtes – gjorde sine Love saa dybe og dybsindige, at Mskene kom til at anvende deres Levetid paa at interpretere dem – og saaledes vare lovlig undskyldte i, at de ikke fik Tid til at opfylde dem ikke engang til at begynde derpaa – thi det var, endnu i ⓘ det sidste Øieblik, ikke blevet dem tydeligt hvad der fordredes.
»Men er det da ikke af absolut Vigtighed først at forstaae?« 16 Nei, ethisk, er det det Vigtige, at Du gjør Det, der er saa uendelig let at forstaae at Du forstaaer det strax, men som ►Dit Kjød og Blod vil forhindre Dig i at gjøre.
X3A170►Pharisæeren – og Tolderen.
►I sin 📖 Prædiken derover gjør 👤Luther rigtigt opmærksom paa, at Pharisæerens Skyld ogsaa var, at han, da han nu følte sig bedre end Tolderen, slet ikke tænkte paa at hjælpe ham til Frelse, men nøiedes med at føle sig bedre, og saaledes brugte Tolderen, om jeg saa tør sige, ⓘ tila at illustrere sin Dyd og Fromhed.
✂ a ved Modsætningen
338►Mærkeligt ogsaa at ►📖 Evangeliet lægger Tolderen den reent christelige Bøn i Munden, og saaledes jo egl. anbringer det Christelige før det 17 Christelige. Derfor ►mener 👤Luther ogsaaⓘ , i samme 📖 Prædiken, at man maa antage at Tolderen har hørt Χstds Forkyndelse. Saa bliver ►Parabelen ikke udvisende Forskjelle indenfor Jødedom men udvisende Forskjellen: Jødedom – Χstd.
X3A171Samtidigheden med Χstus – ►det at afdøe.
Lad os antage, at En sagde: Det, der driver mig til Χstus og binder mig til ham, er ikke saa meget endda Bevidstheden om Synd, som det er, hvad ogsaa ►👤Petrus siger: til hvem skulle vi gaae; jeg antager, at Forholdet til Gud, at Saligheden hisset er betinget ved Χstus, derfor holder jeg mig til ham.
Vel. Men tænk nu Samtidigheden. Hvad udtrykker Χstus? Χstus udtrykker Det at være afdød fra Verden, levende i Armod, i Foragt, i Forfølgelse. Skal Du nu i Samtidighedens Situation holde Dig til ham, saa maa Du blive 18 ►conform med hans Existents. Thi Χstus har ikke foredraget en Lære om det at ⓘ afdøe fra Verden, men Han er selv existentielt det at afdøe fra Verden.
Er nu den evige Salighed Dig virkelig saa stort et Gode, at det til den Priis er Dig det absolute Gode? Det forstaaer sig egl. kun til den Priis ⓘ kan et Gode være det absolute Gode.
Hvor pædagogisk forsigtig er ikke Χstd? ►Den siger ikke strax hele Vanskeligheden, hvad jo Χstus heller ikke gjorde i Forhold til Disciplene. Den siger: vil Du vorde evig salig? Svarer ⓘ Du: ja, saa siger Χstd.: vel, saa slut Dig til Χstus, slut Dig ganske nøie til ham – men han udtrykker just det at være afdød fra Verden.
X3A172Min Opfattelse af Χstd.
Naar den saa sættes ind, saa vil der da blive opløftet et uhyre Skrig, 19 at det er en Overdrivelse, at jeg dog nok virkelig vil afskaffe Χstd., eller skræmme Folk bort fra den o: s: v: o: s: v:.
Hertil maa svares. Naar saaledes fra Generation til Generation 339 disse Tusinder og Millioner have faaet Lov til upaatalt at slaae af og slaae af: ja saa maa rigtignok Omsvinget ⓘ tage sig ud som en frygtelig Overdrivelse, især da det – just fordi Vildfarelsen i saa lang Tid har været fortsat – maa tages om muligt i et qvalitativt Yderste, at ikke til syvende og sidst ogsaa Omsvinget bliver ►conformt med Vildfarelsen.
Men saaledes ligger sandeligen Feilen ikke i Omsvinget men i den tidligere Vildfarelse.
X3A173Min Mening
er, at det er aldeles i sin Orden, ►at en Lærer i Χstd. lønnes af de Lærende; men derimod mener jeg ogsaa, at det i al Evighed ikke gaaer an, at forandre Χstd., for at gjøre Folk desto villigere 20 til at lønne Læreren – i hvad der saa egl. ikke er Χstd. Vil de hellere have Det, vel, men saa lade man blot være at kalde det Χstd.
X3A174Min Kamps Forskjel fra tidligere.
Tidligere har det været om een ell. anden Lære man har stridt, at den ene Part ikke vilde have den Lære med o: D:.a
✂ a Dette er Kampen mellem Orthodoxie og Heterodoxie.
Min Kamp er langt inderligere om: Lærens Hvorledes. Jeg siger at En kan antage hele Læren, men idet han foredrager den, tilintetgjøre den. Her strides altsaa ikke saaledes, at de Andre ikke ville have Χstd. men de ville have den paa en forkeert Maade. De ville fE. have hele Χstd – men i Kraft af ⓘ Grunde: saa er det ikke Χstd. ⓘ De ville have hele Χstd. men i Kraft af ►Speculation: saa er det ikke Χstd. De ville have hele Χstd. men som en ⓘ Lære: saa er det ikke Χstd.
21Denne Kamp er langt inderligere, og bliver vanskelig populair.
X3A175Middelalderen – Det Nye.
Deri laae det Forkeerte, ogsaa det Forfængelige i Middelalderen: at løbe i et Kloster, ►hudflette sig selv – og saa blive beundret derfor.
Nei, bliv staaende – men vidn for Sandhed og mod Usandhed, 340 faae ikke travlt med ►allehaande jordiske og endelige Formaal, men arbeid for Sandheden og Guds Rige: og Du skal see, Du skal snart, msklig talt, blive ulykkelig i Verden, hudflettet enten paa den ene ell. paa den anden ⓘ Maade – [a]
✂ [a] ⓘ og saa vel at mærke, at det dog ene og alene ubetinget er Naade, at man frelses, aldeles lige saa fuldt som at det er Naade, at ⓘ Den frelses, der først omvender sig paa sit Dødsleie.
Men naar man travlt udfylder sin Tid med allehaande ⓘ endelig Stræben og saa ⓘ i det Høieste sætter en Forsikkring til om i sit Inderste o: s: v:: ja, saa bliver man strax ►conform med Verdsligheden, colliderer ikke.
22Χstd. maa, menneskelig talt, gjøre et Msk. ulykkeligt, dersom dette Msk. gjør Alvor af det med Χstd. Den retter øieblikkelig hele hans Sind og Stræben mod det Evige; derved bliver han ueensartet med hele Verdsligheden, maa collidere.
Og saa ►beskikkes man saadan udenvidere dusinviis til Præster i denne Lære, denne Lære, der, msklig talt, er som en Plage for det naturlige Msk. Det forstaaer sig, det naturlige Msk. existerer formodl. ikke mere – vi ere jo alle Χstne.
X3A176Det hele Χstlige er blevet Talemaade.
Hvor mangen Præst gives der vel, som tør vedgaae reent personligt, at han beder, ⓘ han personligt, at han personligt henfører sit Liv til Gud, beder 23 til Gud i den Anledning. Nei, han personligt indretter sit Liv som andre ►Mænder ɔ: efter Klogskab og Sandsynlighed, og i dybere Forstand falder det ⓘ ham da aldrig ind, at Gud skulde gribe styrende ⓘ ind i hans Liv o: s: v: – ⓘ men om Søndagen præker han om, at den Χstne (►in abstracto) han beder, den Bedende (in abstracto) han henfører Alt til Gud.
Det Hele er blevet Talemaader, som man finder det aldeles i sin Orden, at »Præsten« bevæger sig i om Søndagen (ligesom jo ogsaa Jurister og Læger have et eget Sprog) men som man da hverken vilde tillade Præsten eller Lægmanden personligt at gjøre Brug af om ⓘ Mandagen – det var jo latterligt.
341Tidens Forstandighed er formeentligen længst, længst voxet fra dette Barnlige – nu er det en Stiil som bruges i ►Prædikeforedraget, ligesom ►Bedemands-Stiil o: D:.
At ►jeg har været ødsel – Gud veed det, det erkjender jeg villigt og tilstaaer min Skyld.
Imidlertid kan jeg dog heller ikke dømme mig selv ganske efter som jeg nu forstaaer mig selv; thi saaledes forstod jeg mig ikke oprindeligt.
Hvad jeg her anfører, er ikke beregnet paa at forsvare mig for Gud ell. mig selv, men er blot historisk Oplysning.
Ubeskrivelig ulykkelig som jeg følte mig ved til alle mine indre Qvaler at faae den nye: at have ►gjort »hende« ulykkelig, var jeg som tabt for dette Liv – da vaagnede den enorme Productivitet, som jeg saa omfattede med en lige saa enorm Lidenskab.
Min Ødselhed har derfor et væsentligt Forhold til min Productivitet, hvilken jeg forstod som min eneste Mulighed, og paa den anden Side som en ubeskrivelig Naade af Gud at skaffe mit Liv en saadan Betydning. Saaledes blev Alt ødslet for at holde mig i produc25tiv Stand. At det havde været Gud velbehageligere ell. sandere christeligt, hvis jeg lige Modsat tillige kunde have været sparsom: det forstaaer jeg nu; men hverken forstod jeg det den Gang, ei heller troer jeg, at dette tillige havde været mig muligt. Derimod er det vist, at jeg [har] forholdt mig til Gud, bedet til ham, hver Gang jeg maatte gribe til en kostbar Adspredelse, og at jeg ungdommeligt har forstaaet mig selv i, at det lod sig gjøre. Jeg bad Gud, at jeg ►ret maatte fornøie mig paa ►en saadan Tour, og jeg henførte det til ham.
Saaledes gik Aarene hen. Bestandig forstod jeg tydeligere, hvor meget der forundtes mig i Henseende til 342 at udrette – og jeg forstod mig saa i, at turde ødsle for at bevare mig i productiv Tilstand, fremskyndet desuden ved ►Tanken om, at jeg ikke levede længe.
Ved Siden deraf havde jeg saa den Hjælpe-Tanke, ►at jeg jo var qvalificeret til at blive Landsby-Præst, og at jeg paa mange Maader ønskede det.
I Aaret 1848 fik jeg det afgjørende 26 Stød i Retning af Χstd. ►Skrifterne fra den Tid ligge endnu uudgivne. Det virkede (ogsaa ved en Misforstaaelse med ►Prof.👤Nielsen, som jeg imidlertid havde trukket til mig, og som har været mig til en Ydmygelse, uden at han ⓘ just veed det) saa stærkt paa mig, at jeg ønskede at flytte ud paa Landet og ganske udtrykke det Christeliges Ueensartethed.
Imidlertid forstod jeg ⓘ det dog næsten i samme Øieblik som et Bedrag af min Phantasie, et Noget, der overgik mine Kræfter, og som jeg et ⓘ maaskee langt Liv igjennem vilde fortryde.
Jeg blev staaende. ►ⓘ Hiin første Misforstaaelse med 👤Nielsen blev ogsaa endnu samme Dag beroliget, saa Tanken om et saa afgjørende Skridt neppe var i mig mere end een Dag.
Imidlertid begyndte jeg at blive opmærksom paa, at hiin sidste Productivitet var saa afgjørende, at den maaskee vilde stille mig ganske udenfor det Almene, og man muligt 27 ogsaa ⓘ vilde benytte den til ligefrem at ►negte mig Ansættelse.
Denne Collision maatte jeg nu see saare betænkelig an, just fordi jeg nu mere end nogensinde maatte ►tænke paa Udkommet, og da jeg engang var blevet ældre end ►34 Aar (hvilket Aar jeg bestandigt har ventet skulde blive mit Døds-Aar), kunde det jo være ⓘ muligt at jeg blev gammel.
Hvad jeg saaledes fordybet i mig selv, og ligesom udenfor Verden havde fattet om hvad Χstd. egl. er: det skulde nu min Forstand til at see efter, efter hvilken Maalestok jeg havde Kræfter til at sætte det ind. Ikke saaledes forstaaet, som om jeg vilde have Fordeel deraf; nei, det var ogsaa for Gud at jeg anstillede min Forstands Betragtninger, [a] at jeg da ikke, muligt bedragen af Phantasie, endte med at sprænge mig selv og forvirre 343 Alt ved at have villet for meget. At der ogsaa ►slog sig ►Hypochondrie til, negter jeg heller ikke.
✂ [a] X3A178Mine mange Tanker i denne Henseende findes i ►Journalerne fra den Tid, hvor det ogsaa har fundet sin Plads hvad der beskæftigede mig saa meget ►betræffende ⓘ ►Udgivelseni levende Live af ⓘ Skrifterne angaaende mig selv: om det ikke var stridende mod Selvfornegtelse at tale om mig selv, da der er en heel Side jeg ikke saaledes kan drage frem, medens det saa fra den anden Side ogsaa syntes mig at kunne være Pligt baade mod Gud (for at henføre Alt til ham) og mod ►Medlevende, at jeg sagde Noget om mig selv.
Imidlertid ►havde jeg 👤Nielsen 28 ude, og ventede paa ham. Han holdt mig bestandigt Tiden hen, og sagde: at næste Gang saa skulde jeg see o: s: v:. Dog meente jeg at burde vente med at udgive Mit, for først at see, hvad der kunde regnes paa af ham.
Dette var en sørgelig Tid. Jeg følte vel, at han egl. kun sinkede mig, for ikke at sige bedrog mig (hvilket dog muligt er Uret, og blot en Følge af at bruge min Maalestok) – og imidlertid gik den kostbare Tid hen.
Saa havde jeg Sorger hjemme (►Strube – jeg led ogsaa af ►Garverens Stank i den ⓘ varme Tid) for at ►holde mig hen, maatte jeg ►bruge mange Penge til Kjørsler. Og medens der egl. Intet skete, gik 👤Nielsen og smigrede mig i Privat Samtale, Noget som ⓘ jeg hverken paa den ene ell. den anden Maade havde godt af.
Saa meente jeg ogsaa, at jeg først burde søge et Embede, inden jeg ►gav Noget ud – men her var jo igjen ganske egne Vanskeligheder, som hænge sammen med mit Livs indre Qval.
Dog troer jeg (og dette er min 29 Trøst og Glæde) at Alt Dette tjener til at hjælpe mig til at ►afdøe fra Verden, at jeg maatte blive bedre skikket til ret religieust at tjene det Religieuse, og afdøe fra Digter-Utaalmodigheden og saa meget Andet.
X3A179Christendommens Trøst
..... O, men dersom Du virkelig er en af disse saaledes uendeligt Lidende, at menneskelig Deeltagelse og Medlidenhed kun veed at værge sig mod Dig, at udstøde Dig af Samfundet, kort er Du en af Dem, i ⓘ Forholdet til hvilke msklig Deeltagelse forvandler sig til Grusomhed: ja, da er Χstd. Trøst. Trøst Dig – o priis Gud i Himlene – ►der var En, han opsøgte just saadanne Elendige, helbredte nogle af dem, men i ethvert Tilfælde kaldte dem alle til sig, ja forandrede sit eget Livs-344Vilkaar ganske i Lighed med dem: o, Gud være lovet for Χstd.
Det vanskelige ved Χstd. er egl. at blive saa elendig, at man ►ret trænger til den – men er Du det, sandeligen saa er den ogsaa Trøst.
30X3A180Syndsbevidstheden binder til Χstus.
[a] ►De forlode Alle Χstum, ►selv Apostelen fornegtede ham – kun ►Røveren paa Korset blev ham tro indtil det Sidste og i det sidste Øieblik; men ham bandt ogsaa Syndens Bevidsthed og Dødens Situation.
✂ [a] X3A181Men hvilken Tro ogsaa! at troe, at Den, der ►lige Dom underlagt, ►forhaanet, bespottet, bespyttet, forbandet, naglet til et Kors: at troe, at hans Ord have Noget at betyde, at han skulde være Gud, som ►giver En Plads i Paradiis, at bevare denne Tro, da Dette kommer til, at ►denne Korsfæstede selv raaber: min Gud, min Gud, hvi haver Du forladt mig. ⓘ (►Dette har 👤Tersteegen gjort opmærksom paa). O, der prækes saa meget om, at Χstd. er ligefrem Meddelelse. I Sandhed, at en Mand, under Alles Forhaanelser og Forbandelser, dømt som Forbryder, naglet til et Kors – naar han saa siger: troer paa mig, jeg er Gud – Gud i Himlene er det ligefrem Meddelelse!
X3A182 Guds særlige Opdragelse.
Et Msk., der er Gjenstand for denne, gaaer det maaskee saaledes. Han er fra tidligste Tid bunden i en Lidelse, der er ham ►Pælen i Kjødet, sætter ham udenfor det Almene-Msklige. Denne forhindrer ham i at komme til at kunne nyde Livet – og tvinger ham ind i Guds-Forholdet som eneste Trøst og Salighed. Forgjeves om ⓘ han vilde ►bede og besværge Gud, at denne Pæl maa tages fra ham. Naar saa langt om længe maaskee dette Msk. er 31 saaledes ►afdød fra Verden, at Livets verdslige selviske Nydelse for ham ►gudeligt har tabt sit Værd, saa maaskee tages ogsaa Pælen bort.
Menneskene ere ofte ►underfundige nok mod Gud, de ville gjerne bede og bønfalde ham, og saa maaskee ogsaa takke ham – at de fik deres Villie.
Dette Forhold kan forresten ogsaa belyse det med Synds-Forladelsen. Det det kommer an paa er bestandigt til hvilken Art af Liv man vil tilbage efter at have modtaget Syndernes-Forladelse, hvilket ►integrum det er, hvortil den er en restitutio. Mangen lever væsentligen blot bestemmet af Lyst til at nyde Livet. Imid345lertid er der en Skyld, der trykker ham. Saa vil han saa gjerne bede og bønfalde om Synds-Forladelsen – for saa, naar han saaledes er blevet lettet, ret at nyde Livet. Men her holder Gud maaskee igjen. Det Msk. kan ikke ►ret finde Hvile i, at hans Synd virkelig er forladt ham. Tanken bliver ved at forfølge ham. Saa gaaer der maaskee Aar hen, i hvilke han afdøer fra Verden – og saa, saa fornemmer han ogsaa, at han nu fuldkommen har Syndernes Forladelse.
X3A183Χsti Kjortel
►Hos en opbyggelig Forfatter (👤Scriver)32 har jeg læst, at der er et Sagn, som fortæller, at Jfr. 👤Maria havde strukket denne Kjortel til ham medens han var Barn, og at den saa var voxet med ham, efter som han voxede.
X3A184 Christendommens Vanskelighed.
Det Vanskelige er sandeligen ikke, naar man absolut føler sin Elendighed saa at gribe Χstds Trøst, denne, om jeg saa tør sige, mageløse Overdrivelse, at Gud for min Skyld vil lade sig korsfæste, for at frelse mig og for at vise, hvorledes han elsker mig.
Nei, det Vanskelige er, at blive saaledes elendig, at ville vove at opdage denne sin Elendighed.
At blive helbredet ved Hjælp af Χstd. ⓘ er ikke det Vanskelige, det Vanskelige er ►tilgavns at blive syg.
Er Du saaledes syg, saa falder 33 Χstd. Dig mageløst let, som det falder den Hungrige mageløst ⓘ let at tage for sig af Maden.a Om saa hele Verden vilde lee Dig ud – hvad bryder den Hungrige sig derom i Sammenligning med at faae Noget at spise. Saaledes ogsaa med det Christelige. Forstyrrer Verden Dig saa er Du ikke absolut syg. ⓘ Tænk Dig, at ►det var saa, at der var en Sulten, hvem Alle ville lee ud, hvis han spiste af den Mad, som stod for ham. Nu der vilde maaskee gaae endnu nogle Timer hen, hvor han vilde foretræk346ke det at sulte for det at blive udleet. Men gjaldt det tilsidst Døden, saa valgte han dog ►vistnok at spise.
✂ a især den Mad, for hvis Tilberedelse Himmel og Jord er sat i Bevægelse, at den ►ret maa være livsalig og velsmagende – naar man i den Grad er udhungret.
X3A185►ⓘ 👤Tersteegen (📖 Auswahl seiner Schriften v. Georg Rapp. Essen 1841.) p. 370 citerer af ►Davids Psalme 77, 3: meine Seele soll sich weigern sich trösten zu laßen«. Nemlig i Modsætning til ene at trøstes af Gud.
Her vilde man da sige, at 34 det jo er at ►friste Gud, ligesom ►hiint Ord i ►Hebræer-Brevet, hvor der tales om dem som »ikke vilde tage mod Trøst«, nemlig menneskelig, atter i Modsætning til det ene at trøstes af Gud.
X3A186 Er Mskets Væsen, christelig forstaaet, en Eenhed ell. en Dobbelthed?
Det tales der nu saa meget om; og Philosopherne veed naturligviis, at Msk.[s] Væsen er Eenhed – og ►min Broder 👤Peter foredrog det ogsaa i hiin lille Artikel paa Conventet; kort det er da vist, Noget man kan beraabe sig paa, som paa et Axiom at Msks Væsen er og skal være en Eenhed.
►Sidst da jeg talte med Biskop 👤Mynster, bragte han den samme Sag frem ►i Anledning af 👤R Nielsen, om hvem han sagde, i Modsætning til ►👤Stilling 35 der blot blev dadlet for Tonen, ⓘ »👤Nielsen kan jeg slet ikke forstaae; han synes at ville gjøre et Msk. til et Dobbelt-Væsen«. Dertil svarede jeg: nu ja, om saa var, ►Deres Høiærværdighed, det er jo ogsaa Χstds Lære, Striden i ethvert Msk. mellem det naturlige Msk. og det nye Msk, hvilken Strid jo skal blive ved hele Livet igjennem.
Jeg udviklede derpaa min Opfattelse omtrent saaledes.
Kategorien for Forholdet mell. Msk. og det Msklige er: jo mere jeg tænker derover, jo bedre forstaaer jeg det. I Forholdet mellem Msk og Gud er Kategorien: jo mere jeg tænker over det Gudd. jo mindre forstaaer jeg det. To ueensartede Qvaliteter kunne aldrig ved den fortsatte Sig-Forholden ⓘ til hinanden blive eensartede, derimod bliver Forskjellen, Qvalitets-Forskjellen, Ueensartetheden tydeligere. Al sand Religieusitet er derfor 36 i en Forstand Tilbagegang, ɔ: ikke ligefrem Fremgang. Som Barn mener jeg at være Gud nærmest; jo Ældre jeg bliver, jo mere opdager jeg, at vi ere uendelig forskjellige, 347 jo dybere føler jeg Afstanden – og ►in casu: jo mindre forstaaer jeg Gud, ɔ: jo mere tydeligt bliver det mig, hvor uendelig ophøiet han er.
Altsaa: jo mere jeg udvikles ⓘ i Retning af Tænkning og Forstand og Begriben, desto naturligere bliver det mig ogsaa, at jeg saa gjerne vilde begribe og begribe. Men see desto mindre begriber jeg det Gudd. (paa Grund af Forholdet mell. Qvaliteterne). Og hver Gang dette skeer, træder Χstd. ligesom til mig og siger: vil Du da nu opgive mig. Dertil 37 svarer saa den Troende: o, nei vist ikke, jeg vil ⓘ troe. Dette er Troens ►Potensation: jo mindre jeg kan begribe, naar jeg dog troer, desto intensivere Tro.
Men ►Χstheden er forfængelig den vil unddrage sig det Kors, den Ydmygelse simpelt og ligefremt at tilstaae, at man har sit Liv i hvad man ikke kan forstaae. Det er jo flaut for et voxent Msk, end sige i ►vor speculative Tid, end sige jo mere speculativ man selv er. Saa ►substituerer man det Dybe, og det Speculerende – for at undgaae Korset.
Og Χstheden er magelig, deraf denne Tendents til Eenhed. Man gjør hvad der er christelig Kategorie gjældende for hele dette Liv til ►et ⓘ Transitorisk ⓘ en Gjennemgang. Det begynder med at være 38 ubegribelig men efterhaanden o: s: v: Det vil sige: man smugler det naturlige Msks Lyst til at begribe ind, og faaer saa Eenhed i sit Væsen – og Magelighed. Thi med denne Eenhed gaaer ogsaa Uroen og Stræben og ►Frygt og Bæven ud, der skal gjælde for hele Livet.
At Dobbeltheden skal være i Msk.s Væsen ligger forresten allerede i at Gud maa være en absolut Hersker. Tag et herskesygt Msk., der ret har Begreb om den Nydelse at herske. Mon han nøies med at herske ligefrem? Nei, for at nyde Herredømmets Lyst, sætter [han] en Dobbelthed i det andet Msk: han forvandler sig selv til ⓘ et U39begribeligt, og just ved dette Frastød piner han Hengivelsens Tilbedelse ud af den Anden. Dette er i Forholdet mell. Msk. og Msk. Ugudelighed. Men Gud kan det ikke anderledes. Gud kan ikke være det høieste Superlativ af det Msklige; han er qvalitativ forskjellig. Deraf kommer ►i Første Ubegribeligheden, som stiger med Udviklingen af Mskets Forstand – og derved potenseres saa igjen Troen, der troer mod Forstand.
Endeligen skal der christelig være Eenhed i Kirken, det vil Gud for ►Overskuelsens Skyld. Det skal ikke ►være saa, at Præsten siger Eet og Professoren et Andet, nei, Professoren skal sige det Samme men intensivere. Naar Præsten eenfoldigt forkynder, at man ikke 40 kan begribe Troen, skal Forholdet ikke være at dette er noget Fat348tigt Noget, at derimod Professoren begriber den, formodentlig for at indbildske og næsvise Hoveder, ►fripostige Aander skulle forsmaae Præsten og holde sig til Professoren. Nei, Forholdet skal være dette: vil I ikke nøies med Præsten, saa skal I ved at gaae til Professoren komme til det endnu Strengere; thi han kan begribe, at man ikke kan begribe Troen, Andet kan han ikke begribe, men det kan han begribe med en saadan gudfrygtig Magt, at han kan knæsætte alle opsætsige ⓘ Aander, der vil begribe, der fornemt vil underhandle med Gud 41 paa andet Vilkaar end paa Troens, der troer mod Forstand.
See dette gjør Livet anstrænget, det er sandt; men at det tillige er Χstd, er ogsaa sandt. At gjøre Mskets Væsen til en Eenhed i dette Liv er Tendents til Magelighed, selv om man udviser et Første, hvor ⓘ Dobbeltheden, Spliden var. Χstd har aldrig lært, at et Msk. i dette Liv blev saa fuldkommen, at han kunde hvile i en saadan Eenhed. Det er med dette som med Lidelse. Χstlig forstaaet er der ikke et Første, hvori der var Lidelse, og saa ophører dette allerede i dette Liv, og nu er det idel Salighed. Nei, christeligt, er Lidelse det bestandigt Medtilhørende i dette Liv; gaaer Lidelsen ganske ud, saa er dette ikke Fuldkommenhed, men ⓘ ►Affald fra det ⓘ Christelige, svarende til den Art Tryghed, som findes hos det reent verdslige Msk, kun at den, hvor den ⓘ tillige er 42 Affaldet, er endnu fordærveligere.
X3A187 Blot Redelighed.
Det er min Overbeviisning (og anderledes har jeg aldrig forstaaet Χstd.) at saa ⓘ streng den er, saa mild er den ogsaa.
Det er ikke Enhver givet, og fordres heller ikke saaledes ubetinget af Enhver, at han i strengeste Forstand skal leve i Armod og Fornedrelse. Men han skal være redelig, han skal tilstaae oprigtigt, at Sligt er ham for høit, og saa barnligt glæde sig ved mildere Vilkaar, da dog til syvende og sidst Naaden er eens for Alle.
Men man skal ikke vende Forholdet om, blive indbildsk, og sige: at tage Verdslighed med er det Fuldkomnere.
Saa lidet som jeg mener, at 43 jeg selv er istand dertil, lige saa lidet har jeg ogsaa seet eet eneste Msk, om hvem jeg kunde troe, at han var istand til at leve som Asket i strengere Forstand. O, alene det, at den største Ubetydelighed bliver i et saadant Liv af uendelig Vigtighed, at Alt, Alt, selv det Mindste bliver at bringe i Forhold til det 349 Spørgsmaal om min evige Salighed: o, det er til at tabe Forstanden over.
Vel muligt at mangen Asket var en aandelig Opblæst; men det tilkommer ikke mig at dømme, da jeg maa tilstaae, at ►hans Første kan jeg ingenlunde gjøre.
O, men i den Grad har Verdsligheden seiret, at man bruger Bestemmelsen »Asketen« som et Raffinement til at smigre sig selv i sin kjødelige Livs-Nydelse, følende sig, ⓘ christelig, bedre end Asketen.
Lad saa ►Landets 1000 Geistlige, forsikkre: at det at leve som Asket det er ikke det Høieste, samt at dersom det fordredes, saa vare de villige nok: jeg tilstaaer, at hvad enten nu Asketen er det Høieste ell. ikke det Høieste, saa ligger han et heelt Stadium høiere end hvor 44 jeg har mit Liv, ⓘ og forresten har jeg dog vel heller ikke Ret til udenvidere at paadutte enhver Asket aandelig Hovmod, hvorimod han just har denne uhyre Fare mere, at føle hvor nær denne Fristelse ligger ham, Noget der alene vilde være mig nok til ikke at turde begynde paa Sligt, selv om jeg ellers – hvad ingenlunde er Tilfældet – meente at være ►saa uafhængig af Kjød og Blod, at jeg turde begynde paa Sligt. Og dernæst, saa tilstaaer jeg at hvis jeg sagde: dersom det fordredes, saa er jeg strax færdig og villig nok, jeg tilstaaer, at hvis jeg sagde det var det ►Løgn i min Hals.
ⓘ Saa lidet som mit eget Liv ligner en ⓘ Askets, lige saa lidet har jeg i fjerneste Maade forpligtet noget andet Msk. til et saadant Liv, ell. dømt noget eneste Msk, at han ikke gjorde det – jeg som kun saa smaat efter mine Kræfter [har] søgt en lille Smule at forpligte mig selv, og i ethvert Tilfælde til at gjøre Indrømmelse om mig selv, og ►fra Første af erindret om, at jeg er uden Myndighed. Jeg har intet 45 Forslag i Forhold til ►det Bestaaende, ikke eet eneste. Jeg mener, at det for den Sags Skyld kan bestaae som det bestaaer, blot hver især vilde for Gud gjøre en Indrømmelse og tvinge sig til at huske den.
Men dette har i mine Tanker demoraliseret ►Χstheden især Protestantismen: at en ►med Verdsligheden indtil Punkt og Prikke aldeles conform Geistlighed, istedetfor at tilstaae, at det christeligt, er ►Indulgents, har vendt Forholdet om, gjort dette Verdslige til noget, christeligt, langt Høiere og Sandere end den virkelige Forsagelse, det virkeligt at leve i Armod og Fornedrelse. Dette har Verden gjennemskuet, og derfor er Geistligheden uden Indflydelse.
Og deri er jeg ganske enig med Verden. Det er mig utaaleligt dette evindelige Vrøvl og denne Forsikkring at dersom og dersom saa skulde de gjerne opgive Alt, leve ugifte i Armod o: s: v: o: s: v:. Med mig hænger det idetmindste ikke saaledes sammen, det tilstaaer jeg, 350 jeg har ikke Kræfter ell. ►Høimod til Sligt. Det siger jeg lige46frem, og saa forresten ►anpriser jeg Χstd. efter al den Evne mig er forundt.
Og dog har jeg holdt ud som Forfatter at forkynde Χstd. ►for egen Regning; men ►jeg har haft Formue. ►Blandt Geistlige er det, som bekjendt, ikke Skik at gjøre Noget gratis. Skikken er: man søger først (– ja det er dog vel egl. ikke ►først at søge Guds-Rige) et Levebrød – og saa forsikkrer man, at dersom o: s: v:. Mod det Første har jeg ikke det Mindste at indvende, jeg finder det aldeles i sin Orden (aldeles i samme Forstand som jeg har hjulpet mig med at have lidt Formue) at en Mand sikkrer sig et Levebrød. Men det Næste mener jeg Ingen har Lov til at sige uden at han gjør det. Ellers bliver det saa let et ►Blærerie, der svækker Indtrykket af Χstd. Det er slet ikke farligt at ⓘ vi faae at vide, at en Geistlig er som vi Andre, et Msk, ingen Heros, det Farlige er at han paa en saa nem Maade sikkrer sig en 47 Ansættelse ►ⓘ i virkelig Nummer ►a la suite blandt Heroer og er tillige Heros – dersom det forlanges. [a] Man kan være Eet og maaskee tillige ►Lieutenant i Krigs-Reserven – dersom Landet skulde faae Krig. Men at leve Livet hen og være slet og ret Msk, maaskee næsten Spidsborger – og tillige være Heros dersom: det gaaer ikke an. Det er meningsløst at ville tillige være det ⓘ Høieste; ⓘ thi maatte man sige til en Saadan: falder det Dig saa let, saa skulde Du virkelig gjøre Alvor deraf.
✂ [a] Man kan, værende det og det Høiere, forsikkre, at man, dersom det fordredes, tillige er villig til at være det og det Lavere; deri er der Mening, thi det, at man er det Høiere afgiver netop Garantien for, at man sagtens kan være det Lavere. Men naar man er det Lavere, saa at forsikkre, at man, dersom det fordredes, tillige er villig til at være det Høiere, det er Nonsens, thi det at være det Lavere er ingen Garantie, og det Andet saaledes just det, ►quod erat demonstrandum.
X3A188 Forholdenes Uret mod mig.
Menneskelig talt rigtigt og klart har jeg forstaaet min Opgave og hvad jeg formaaede. Der er et Overveiende af en Digter i mig, men forresten har jeg fremstillet og belyst det Christelige. ►Jeg har aldrig tilladt mig at bruge Myndighed.
Havde nu de Samtidige med blot nogenlunde Sandhedskjerlighed taget imod 48 mig, saa havde Alt været i sin Orden, Alt blevet saa mildt og fredeligt som muligt.
I dets Sted er der fra Ende til anden ⓘ blevet begaaet et 351 Forræderie imod mig, hvorved man har forceret eller villet forcere mig ud over min Grændse. Uproportioneret begavet i Forhold til saa smaa Forhold var jeg oprindelig. Den Behandling jeg har lidt har end mere udviklet mig, saa jeg blot bliver mere og mere uproportioneret.
Som ►👤Asaph i Forhold til jordisk Gods beder, at Gud hverken vil give ham Rigdom eller Armod men til Maade, saaledes er jeg næsten bragt dertil, at jeg i mismodige Øieblikke kunde fristes til at sige: giv mig, o Gud, da ikke de altfor overordentlige Evner, naar jeg skal leve i smaa Forhold – dette kunde jeg fristes til at sige i Veemod, om jeg end paa den anden Side erkjender med dyb Taknemlighed, at ►jeg aldrig noksom kan takke Gud for hvad der er gjort for mig saa uendelig langt mere end jeg kunde eller turde have ventet.
Forresten har da ogsaa ►den hele 👤Nielsenske Diversion mod 👤Martensen været mig ubehagelig, fordi den saa let bidrager til igjen at gjøre mig end mere uproportioneret.
49X3A189Den virkelige Forsagelse – det Vigtige.
Christeligt forstaaet er det Vigtigere, at jeg fornegter mig selv i een eller anden Henseende, forsager een eller anden Nydelse end at jeg, ►indulgerende denne, frembringer det fuldend[t]este Mesterværk af sand Tænkning, Kunst o: D:, eller at jeg udretter det meest Forbausende, om dette ogsaa er gavnligt.
See dette er den egl. Χstd. Men saa høit har jeg ikke mit Liv. Jeg har barnligt glædet mig ved mangen, mangen Nydelse, og saa har det atter glædet mig, naar jeg ved Hjælp af den fik Kræfter igjen til at præstere Noget, hvorom jeg kunde forstaae at det var sandt og rigtigt, hvorfor jeg saa har takket Gud.
352O, men denne uendelige ►Ædruhed som er den strenge christelige, den er mig for ophøiet, jeg kan kun berømme og lovprise den. Denne Ædruhed! Thi jeg og mine Lige vi ere dog alle mere eller mindre berusede i Phantasie, og danne uvilkaarligt Gud noget i Lighed dermed. Istedetfor at han, den ene Salige, 50 med salig Ædruhed, om jeg saa tør sige, seer ene og alene paa det Ethiske, og alt dette om Præstationen, om det at udrette o: s: v: betyder ham slet Intet, rører ham slet ikke.
Hvor mangt et Msk. er der vel, der roligt kunde fastholde dette, saa det overbeviste ham til at handle derefter: hvis han fE ved at leve ►overflødigt virkelig var ⓘ istand til at præstere et Mesterværk i den Grad, at det fra Slægt til Slægt overbeviste Tusinder om det Sande, og hvis han, dersom han ikke fik Lov at leve i Overflod, ikke var istand dertil – hvor Mangen var der vel, der var saa ædru, at han forstod, at det Sidste var det Vigtige, at det var vigtigere, at han levede tarveligt og lod alle Mesterværker fare. Og saaledes er det dog for Gud. Men paa den anden Side for mig, og vel for de fleste Msker er det saaledes, at det er som skulde jeg omkomme, naar jeg alene skulde aande i denne det Ethiskes rene 51 Æther.
Mere siger jeg ikke; jeg gjør bestandigt blot opmærksom, og bestemmer mig selv uendelig lavere. Naar man saa blot ikke vil forcere mig ud til at være det Fuldkomne hvad jeg slet ikke er.
Jeg kan i stille Tanke fastholde denne det Ethiskes uendelige Ædruhed; men handlende i mit eget Liv kan jeg ikke saaledes tvinge mig selv. Jeg bliver saa angest og bange der for som for det rædsomste Pedanterie, der umenneskeligt vilde qvæle mig, ja det er mig som var det Gud imod, at jeg vilde indbilde mig at forsøge mig saa høit. Men prise det gjør jeg alligevel. Og sandt er det, at jeg, i Forstaaelse med Gud som jeg altid stræber at være, kan være rolig og barnlig glad ved at bære mig ad som jeg bærer mig ad. Jeg kan ganske ⓘ barnligt (og det falder mig saa naturligt) sige til Gud, som jeg vilde sige til ►min Fader: nu maa jeg have lidt Fri at jeg kan more mig – og saa morer jeg mig. Stundom kan det saa til andre Tider falde mig ind, at da hiin Ædruhed er det Ethiske, saa er 52 den jo min ⓘ Pligt, og altsaa skal jeg kunne være saaledes. Jeg gjør saa stundom et anstrenget Forsøg – men jeg bringes næsten til Fortvivlelse, og maa saa tye tilbage til mit Lavere. Kun fastholder jeg bestandigt, at det Andet er det Høiere, og jeg bestemmer ⓘ mit Liv i Forhold dertil, ved at gjøre Indrømmelse ►mig selv betræffende.
X3A190 353 Min Bekymring med Hensyn til Udgivelsen af ►den Productivitet, som ligger færdig.
Uagtet jeg veed, at der med en næsten overdreven Forsigtighed bestandigt er svinget i Retning af en Inderligheds-Bevægelse og aldrig Svinget gjort i Retning af ⓘ pietistisk eller asketisk Opvækkelse, der vil udvortes realisere det: saa frygter jeg dog bestandigt for, at en saadan Meddelelse skulde for mig indeholde nogen Forpligtelse til strax exi53stentielt at udtrykke det, hvilket er over mine Kræfter, og heller ikke min Mening, der er, at ►det ⓘ skal bruges for at gjøre Trangen til Naaden intensivere, hvorimod jeg, selv om jeg var mere aandelig end jeg er, har en ubeskrivelig Angest for at vove mig saa langt ud ell. saa høit op.
Men saa længe jeg fører det Liv, jeg nu fører, kunde det dog saa let misforstaaes, som meente jeg, at realisere Sligt.
Derfor er det, at jeg har meent, at jeg ►først burde sikkre mig en Embedsstilling eller noget Lignende, for at udtrykke, at jeg ikke gjør mig bedre end Andre.
Men dette har igjen sine ganske særegne Vanskeligheder, og derfor er Tiden gaaet hen, og jeg har lidt ubeskriveligt.
1) Der er i mig et overveiende Digterisk, som jeg ikke er aandelig nok til at kunne dræbe, ei heller engang (just fordi dette Digteriske er der) ►ret kan forstaae, at det skulde være Guds ⓘ Villie med mig, ei heller er jeg aandelig nok til at leve som en Asket.
2) Saa ⓘ veed jeg derimod efter en ualmindelig Maalestok Beskeed om, hvad Χstd. er, veed at fremstille det, har Evner i den Henseende som ere sjeldne.
3) Saa bruger jeg disse Gaver til at fremstille det under Guds Bistand, vinder 55 Mskene derfor, at de dog faae Indtryk, blive opmærksomme.
4) Saa er der Eet endnu jeg troer at der vil forundes ⓘ mig Kraft til, at indskærpe et stadigt ►Memento: just da, naar jeg har faaet Folk til at gaae ind derpaa, ⓘ saa, mildt og venligt men sandhedskjerligt at 354 minde dem om, at Grunden hvorfor de nu gaae ind derpaa, just er, at jeg ikke er efter stor Maalestok den sande Religieuse, men noget af en Digter, der har brugt mildere altsaa dog i høieste Forstand mindre sande ⓘ Midler, ⓘ hvorimod just den sande Religieuse vilde blive ilde lidt og forfulgt, fordi han brugte de absolut sande Midler, [a] ethisk realiserede Alt, istedetfor at indrømme sig selv og ⓘ Andre dog et noget digterisk Forhold dertil.
✂ [a] var i Sandhed Alvor,
Der døbes saa og saa mange Børn hvert Aar, confirmeres saa mange, blive saa mange theol. Candidater; ►der er 1000 Præster; der er theologiske Professorer, Biskopper, Provster, der er ►Klokkere, ►Gravere, ►Undergravere: alt er i sin Rigtighed – blot saa ogsaa Χstd. er til.
X3A193 Christendommens Absoluthed.
See, det ⓘ alene er et Beviis for Χstds Guddommelighed, ganske anderledes end ►det af de 18 Aarhundreder.
►Et Msk. kommer til Χstus og vil være Discipel, kun for57langer han, at Χstus vil vente de Par Dage medens han begraver sin afdøde Fader, saa vil han forlade Alt og følge ham. Χstus svarer: lad de Døde begrave deres Døde og kom Du og følg mig. Gud i Himlene, see det er et Beviis for, at man har den absolute Forestilling om at Ens Sag er den absolute, efter den Maalestok at fordre Brud med Alt. ►Sandeligen saaledes har aldrig noget Msk. talt. Sandt nok, jo bedre Ens ⓘ Sag er, jo strengere ⓘ er han ogsaa i at vælge Discipel – men, næst efter det absolute ⓘ Brud, kan der ⓘ da tænkes et smukkere end dette: blot at betinge sig et Par Dage for at begrave en afdød Fader! Aldrig har nogensinde noget Msk. saaledes havt en Sag, at det kunde være faldet ham ind at afvise en saadan Discipel, hvem jo lige tvertimod 58 just Pieteten mod den afdøde Fader, som han udviste, maatte anbefale. Men kun Χstus havde den absolute Sag.
Og hvilken Ophøiethed, som atter kun kan være Guddommens: roligt hvilende i Forestillingen om sin Sags Absoluthed, at afvise 355 en saadan Discipel. Aldrig har noget Msk., der har havt en Sag, i at have en Sag havt denne absolute Uafhængighed af at behøve et andet Msk.: det er igjen det Guddommeliges Absoluthed.
Dog det forstaaer sig, med den Sag, Χstus havde, har det igjen ⓘ et eget Sammenhæng. Det var ikke som ellers en Sag, der behøvede Understøttelse for om muligt at seire. Nei, hans Sag var det just at passe paa, at han ikke kom til 59 at seire ⓘ seire kunde han sagtens. Saa er der jo rigtignok en Grund til at være streng, man kunde jo ellers faae Disciple, der hjalp En til at seire. Og Χsti Sag var: at have Alt i Orden at han kunde blive ►slaget ihjel.
Forunderlige Sag! Dog atter her er Udtrykket for det Absolute, som er det Guddommelige; i den Forstand har aldrig noget Msk. havt en Sag. Mangt et Msk. har tabt en Sag; men aldrig har noget Msk. haft en Sag, hvis Bestemmelse var, at den skulde tabes, saa Arbeidet væsentligen var i den Retning. Det er atter det Overmenneskelige, der aldeles ueensartet med al Mskligt, blot forholder sig til sig selv, ikke kommer til Verden for ⓘ nu at faae sin Skjebne afgjort, men evig afgjort med sig selv, om hvad man vil, kom60mer til Verden – for at blive ihjelslaget.
X3A194 Det menneskelige Hjertes Sviig.
O, hvor ►underfundigt er dog dette et Msks Hjerte, mit som vel ogsaa Andres.
En Taler træder frem, og – saaledes ere vi vante til at der tales, og jeg taler jo ogsaa saaledes – beder: ►Herre 👤Jesus Χstus ⓘ drag mig ganske til Dig.
Gud i Himlene! At Den, der et heelt Liv igjennem vilde lide al Sjele-Qval, og tilsidst den forsmædelige Død for at frelse ethvert Msk: at der fra hans Side skulde være Noget i Veien for, at han vilde med største Glæde ⓘ drage mig ganske til sig – 61 det var jo at beskylde ham for en næsten vanvittig Art Selvmodsigelse.
Men saa taler jeg jo bagvendt? O, ja vist, og just deri ligger Svigen. Det er mig, der har en Forestilling om at ►det at afdøe fra Verden, er saa smerteligt, at jeg krymper mig. Istedetfor nu anklagende at sige: Herre 👤Jesus Χstus, o tilgiv mig, at jeg endnu er saa langt tilbage – ⓘ istedetderfor snakker jeg bagvendt, og lader som var jeg da villig nok, men Vanskeligheden [er] en anden, formodentligen 356 den, at ►Χstus i sin salige Ophøiethed ikke har Tid ell. Leilighed til at hjælpe mig.
►ⓘ »Riv mig fra Alt, hvad mig holder tilbage« Men Du min Herre og Gud, hvad er det da, der holder mig tilbage? Det er jo just mig selv; dersom jeg ikke underfundigt spillede under Dækket og holdt 62 sammen med Det, der holder mig tilbage: saa var det eo ipso givet, at Χstus drog mig ganske til sig; thi han bestiller ikke Andet end at ville drage hvert Msk. til sig.
Altsaa snakker jeg igjen bagvendt. Istedetfor anklagende at dømme mig selv og bede om Tilgivelse, at jeg er saa langt tilbage, at jeg lader saa ⓘ Meget holde mig tilbage, lader jeg som var jeg villig nok, men der er noget Andet, der holder tilbage. Min Bøn bliver saaledes næsten en Bebreidelse i Forhold til Χstus; thi, sandeligen, er det i Sandhed ►saa, at jeg ubetinget er villig, men at der er noget Andet, som aldeles mod min Villie holder mig tilbage, saa viser Χstus sig jo ikke at ville være Frelseren.
O, men saaledes er det svigefulde menneskelige Hjerte: det 63 Ønskende er egl. Maximum, vi komme til; og saa naar dette Ønskende udtrykkes rigtigt brændende, saa mener vi, at vi ere overordentlig fremmelige.
Forskjellen er som naar en Sag betjenes ►gudeligt eller dog i Idealitetens Interesse, og naar den betjenes verdsligt, med jordisk Utaalmodighed. Og da det var min Sag leed jeg meget under at ►see dette an, da jeg følte mig forpligtet til at haabe.
Som man verdsligt vilde mene at det at tjene en Sag saaledes, at man Ingenting blev, at det ikke er Alvor (medens det just ideelt er Alvor) saaledes ogsaa med det at tjene en Sag saaledes at man ene arbeider for at udfolde Ideen og ikke bryder sig om at gjøre Angreb paa Nogen, fuld forvisset om sin Sags Rigtighed. Det verdsligere Sind vil mene, at det ikke er ►ret Alvor, at Alvoren er ⓘ strax at angribe Andre, hvilket, 64 ideelt, netop ikke er Alvoren ⓘ (og allermindst da, naar der tillige er ►personlig Animositet med i Spillet), da det er Beviis for Mangel paa Tro baade paa Ideen og Gud. Der driver ingen Sag over som i Sandhed er Ideens; dens Tid kommer.
Vil jeg nu gaae ind paa det 👤Nielsenske, saa maa jeg dog sige, at selv om ►det directe Angreb havde været rigtigt, saa burde det have 357 været ganske anderledes energisk og ►resolveret. Hans Optræden bærer ikke Præget af en Charakteer, der hviler i en Tro paa Sagens Rigtighed, men snarere af En, der føler sig for.
Dog det Hele har vendt sig saaledes, at 👤N. dog vel vil blive udviklet.
✂ [a] 👤Martensen
👤M. havde haft den Mulighed, dis65puterende ►e concessis med ►👤N. og ►👤Stilling at benytte ►Pseudonymerne mod dem, uden derfor at gjøre Pseudonymerne synderlig Indrømmelser, men blot visende, at der var ►Mislighed i deres Forhold til Pseudonymerne.
Det gjorde han ikke i ►sine 📖 dogmatiske Oplysninger. Han foretrak at ►spille fornem mod Pseudonymerne. Det var taabeligt af ham. Thi Pseudonymerne ►have en stor Forestilling for sig i Folks Inderste, men Misundelsen vil ikke at det maa siges. Dog lad blot En, der gjør Fordring paa at være Anseet, tale ►despecterligt om dem, saa faaer Misundelsen Lyst til at være redelig.
X3A197Christendommens nuværende Forkyndelse i ►Christenhed
gjør omtrent det samme Indtryk som naar 66 man fE herude paa ►Glacien ►læser paa et malet Bræt, hvilket just er anbragt der hvor en meget besøgt Stie over Glacien begynder, altsaa naar man der læser: paa Glacien maa Ingen gaae; Enhver, som bliver antruffet kan vente at blive arresteret.
X3A198 ►👤R. Nielsens Brøde. ⓘ (►hans store Bog).
Dog ►vistnok med en Forestilling om efter hvilken Maalestok jeg har lidt; med en Forestilling om ⓘ hvilken overordentlig Betydning Sagen som jeg har den Ære at tjene, havde: saa saadan udenviderea at ►ville tage sig ⓘ alt detb til Indtægt, ignorere mig og forsøge at sætte Sagen ind for egen ⓘ Regning – og det efter at jeg ⓘ og altsaa medens at ►jeg et heelt Aar havde personligt manuduceret ham!
✂ a , ►noget nær med Fortielse af sin Kilde,
✂ b literairt Præsterede
358Hvor stor denne Skyld var, beroer paa hvad Forestilling han har haft. For mig var det det smerteligste Indtryk i Retning af Veemod som jeg 67 har faaet. Et saadant Forræderie lige i Hjertet og saa at det er ►den Mand, der træder op og holder Dom over »Middelmaadighed«.c
✂ c medens han selv senere ofte nok har tilstaaet mig, at han oprindeligt forstod, at den afgjørende Fare for ham, Faren af ►prima Qvalitet, ingenlunde var den at angribe ►👤Scharling, ►👤Engelstoft, ►👤Martensen o: s: v: (thi hertil havde han netop Lyst, fordi han følte sin Overlegenhed og mit Standpunkts Seierrighed) men den at ►slippe mig forbi, og derfor søgte han om muligt at sikkre sig ved ►personlig Tilnærmelse til ⓘ mig, skjøndt han da rigtignok aldrig har faaet noget directe Tilsagn af mig eller hvad der kunde ligne Sligt. Men see hele denne hans Taktik er saa jo igjen Middelmaadighed, der unddrager sig den afgjørende Fare, vælger den Fare, som egl. ingen er – og saa leger Helt, der dømmer »Middelmaadigheden.«
Dog med min Forestilling om, at ►for Gud er Alt muligt; med saadanne Idealer for Øie, som altid have foresvævet mig – og da jeg engang havde taget ham ind i mit Guds-Forhold: forstod jeg det som min Opgave at forholde mig rolig.
X3A199 En ►Mislighed ved netop den dygtigere Forkyndelse af Χstd.
Næsten Enhver af de fremragende Personligheder i Kirken ⓘ vare ogsaa gjerne i det Tilfælde tidligere at have været i strengere Forstand Syndere. Just dette har bidraget til at give dem Indtrykket af Χstd., de behøvede i strengere Forstand Χstd.
Men dette have de nu fortiet, og derimod ►urgeret Begrebet af den almin68delige menneskelige Syndighed.
De Forhold som Χstd udviste, da Χstus selv forkyndte den, de maa jo dog være de normale. Men den Gang var det ⓘ faktisk ►Toldere og Syndere (altsaa hvad vi kalde i strengere Forstand Syndere) der holdt sig nær til Χstus.
X3A200 Den Kategorie: ►Χstusⓘ en Ven, vi har i Himlene, er sentimental.
Til sin Fred og Hvile og Salighed behøver et Msk. en Gud i Himlene, hvem han – o uudsigelige Salighed! – tør kalde sin Fader, betragtende sig som Barnet. – Saa behøver han en Frelser og Forsoner, at han trods sin Synd tør troe at Gud vil være hans Fader. – Saa behøver han ►en Hellig-Aand, der styrker ham i Stræben og vidner med hans Aand.
359Men en Ven! Saadan slet og ret en Ven! Er da den Christne blevet 69 saa gammel, at han ikke mere er Barn, og altsaa Gud formodl. ikke mere Fader? Ja saa er det paa ⓘ den høie Tid at ►see sig om en Ven. Men er han Barn – et Barn pleier ikke at have hvad man saadan kalder Venner.
Dette med en Ven i Himlene ⓘ er en Sentimentalitet, der aldeles har forqvaklet Χstd. Ja ►Synderes Ven kan man kalde Χstus, thi det er det Samme som Frelser og Forsoner. Men det saadan slet og ret at kalde Χstus en Ven i Himlen, det er at afskaffe Gud Fader og gjør Χstus til noget reent Forkeert.
Naar vi ere blevne saa gamle, at vi indbilde os, selv at maatte være vort Forsyn, saa maae vi til at see os om en Ven, en Ven, der egl. ikke kan hjælpe os, men deeltage med os. Og saaledes har man tilsidst gjort Χstus til ►en Ven, en Ven »til hvis Bryst jeg kan helde mit trætte Hoved« (som der staaer i en Prædiken af 👤Mynster).
►👤Jehova aabenbares for 👤Salomo i en Drøm og tillader ham at begjere Noget af ⓘ ham (►1 Kong. 3.) 👤Salomo begjerer Viisdom. Og dette behager Gud saa vel, at han siger, fordi Du ikke begjerede Rigdom, ikke et langt Liv, ikke Seier over Dine Fjender, men Viisdom saa skal Du ogsaa faae Viisdom som Ingen har haft den. Forunderligt; thi i en vis Forstand maa man jo sige, at 👤Salomos Valg viste, at han havde Viisdommen.
X3A202Det er fortræffeligt af ►👤Tersteegen (i en 📖 Prædiken am Erscheinungsfeste p. 131 i Rapps Udvalg af hans Skrifter): de Skriftkloge vidste at sige, hvor 👤Messias maatte være født – men de bleve ganske rolige i ⓘ Jerusalem, gik ikke med for at søge ham.
360Ak saaledes kan man ►vide71 hele Χstd. men den bevæger En ikke. ►Denne Magt der bevægede Himmel og Jord – den bevæger En slet ikke.
I det Hele er 👤Tersteegen uforlignelig. Hos ham finder jeg sand og ædel Fromhed og eenfoldig Viisdom.
ⓘ Ak, og hvilken Forskjel: ►de hellige 3 Konger havde kun et Rygte at holde sig til – men det bevægede dem til at reise den lange Vei. ►De Skriftkloge vidste ganske anderledes Beskeed, sad og studerede i Skriften som Professorer – men det bevægede dem ikke. ⓘ Hvor var der saa meest Sandhed enten i de tre Konger, der løbe efter et Rygte, eller i de Skriftlærde, der bleve siddende med al deres Viden.
[a] Saaledes har ►👤Tersteegen ikke benyttet dette Forhold, han benytter det – og ypperligt – som Anfægtelse det maa have været for Kongerne, at de Skriftlærde, som sagde dem Beskeed, selv bleve rolige i Jerusalem »saa ere vi vel narrede har Kongerne maattet tænke«; thi det er jo ogsaa en betænkelig Selvmodsigelse, at de Skriftlærde virkelig 72 ⓘ skulde vide det, og dog blive rolige. Det er lige saa betænkeligt som naar En veed Beskeed om Χstd – og hans eget Liv udtrykker det Modsatte, man fristes til at antage at ⓘ han vil gjøre Nar af En – med mindre man vil antage, at han blot gjør Nar af sig selv.
✂ [a] X3A203Forresten seer jeg dog nu ved at læse ►et tidligere Sted i samme Prædiken at dog ogsaa 👤Tersteegen har været opmærksom ⓘ paa hvad jeg nærmest vilde fremdrage.
X3A204 Potensationen i det at være Christen.
►Det man i vor Tid kalder Humanitet er ikke hvad man maa kalde slet og ret Humanitet, men er en forflygtiget Form af det Christelige.
Oprindeligt var da Forholdet dette: med Udgangspunktet »den almindelige menneskelige Bevidsthed« at antage det Christelige. Nu er Forholdet: fra ►et Første, der allerede er det forflygtigede Christelige at blive Χsten.
Ergo er det at blive Chri73sten potenseret.
Her sees igjen ►hvad jeg har udviklet i »den bevæbnede Neutralitet«, at Forholdet bliver at lægge en heel 361 Reflexion inderligere, ligesom da den Forandring skete, at man istedetfor σοφοι fik φιλοσοφοι, just fordi Opgaven var blevet saa uhyre meget større.
X3A205►👤Tersteegen siger etsteds: fra Kjerligheds-Maaltidet reiser 👤Jesus sig og gaaer ud til – 📌Gethsemane. Saaledes er det altid: Gethsemane ligger den høieste Salighed nærmest.
X3A206Naar Forholdet er: et Andet gjør mig ulykkelig og lidende – og nu er Christendommen Trøst: dette er ikke det strenge Forhold. Nei, naar det er Χstd. selv, der gjør Dig ulykkelig, menneskelig talt, at Du har indladt Dig med den – og at den saa alligevel skal være Trøsten: saa er Forholdet paa sit Høieste.
74X3A207En mildere Maade at komme ind i Χstd. paa.
Forvisningen om et evigt Liv, den knytter sig til Χstus.
Dersom da nu Det om et evigt Liv bliver et Menneske absolut vigtigt, saa slutter han sig da til Χstd.
Endnu er ⓘ der imidlertid ingen væsentlig Omforandring foregaaet med dette Msk. Han lever saadan hen i sine egne Kategorier, kun at han ved sit Forhold til det Evige er bundet til Χstus.
Men nu vil han da selv blive opmærksom paa, at vil han saaledes have med Χstus at gjøre saa maa han ►heelt have med ham, han vil bestandig ►dilemmatisk blive drevet ind i den egl. Efterfølgelse.
Saa vil vel ogsaa Lidelsernes guddommelige Ophøiethed 75 lidt efter lidt røre og bevæge, ►lokke for ham.
Imidlertid bliver det dog altid et Spørgsmaal, ⓘ om et 362 saadant Forhold til Χstd. kan staae sin Prøve naar det i strengeste Forstand Afgjørende indtræder, naar det viser sig, at Religionen ikke strax ►i sit Første er Trøst, men snarere at den i sit Første styrter mig i Lidelser og Gjenvordigheder.
X3A208En Stridendes Suk.
»O, min Gud, min Gud; dette er over mine Kræfter; selv i Forhold til det meest Ubetydelige er det mig som trykkede Du med hele Din Vægt ⓘ paa mig; og saaledes bestandigt, blot det mindste jeg rører mig, strax er det som var det en uhyre Skyld ►en himmelraabende Synd, der maatte have de rædsomste Følger, og ⓘ jeg segner under Vægten af Dig. Nei, jeg har ikke mere Kræfter til at bære Dig.« Svar: lad Dig dog sige; Du feiler jo som ►den Mand, der troede han var blevet 76 blind, da han havde lukket det brændende Lys inde – eller er det da Dig, der skal bære Gud, jeg troede det var Gud, der i uendelig Kjerlighed vil bære Dig, ⓘ og bære Dig lige saa let, ja lige saa let som han rigtignok er tung, hvis Du skulde bære ham.
X3A209Min Operation i Forhold til det Christelige.
Den er at ►fornagle de christelige Bestemmelser saaledes, at ingen Tvivl ingen Reflexion skal kunne faae fat i dem. Det er som naar En lukker en Dør og kaster Nøglen bort: saaledes ere de christelige Bestemmelser gjorte utilgængelige for Reflexionen. Kun Valget bliver tilbage: vil Du troe ell. vil Du ikke troe, men Reflexions-Sluddren kan ikke faae fat deri.
77X3A210363I Almindelighed begynder et Msk. med først at see hvor langt han nogenlunde tør indlade sig med Χstd. Naar han saa finder hvad der saadan da ikke fordrer altfor meget af ham, saa kalder han Det Χstd, og forkynder nu Χstd.
Mig har først og fremmest det Idealitetens Spørgsmaal ⓘ beskæftiget: hvad er Χstd. Om jeg selv maaskee skulde segne derunder, det har ikke beskæftiget mig.
Denne rene Idealitets Interesse er det Mere jeg har; og deraf kommer det, at det har været mig saa naturligt og nødvendigt at bruge Pseudonymer.
sætter dog ikke Tankerne sammen, men taler paa eet Sted begeistret ud af Eet, og glemmer saa, at han paa et andet Sted siger noget 78 Andet, saa det er vanskeligt at handle efter slig Anviisning.
►I Evangeliet om den blodsottige Qvinde taler han lige i ⓘ Slutning[en] om, at om det saa var det Største af Alt, naar et Msk. har Tro paa at det vil skee saa skeer det. Det, siger han, seer man man af Evangeliets to Mirakler.
Men see ►paa andre Steder forklarer 👤Luther, at det at vente Mirakler er at friste Gud.
X3A212►Den blodsottige Qvinde.
►Det Ord: blot jeg rører ved Sømmen af hans Kjortel er jeg hjulpen. Det Ord kan da ►ikke strax benyttes som et Beviis for en saa overordentlig Tro, der end ikke forlanger at tale med Χstus. Man maa jo erindre, at ►den blodsottige Qvinde, efter Moselov var ureen, saa hun altsaa helst ønskede, at det 79 Hele skal gaae ubemærket af. Man kunde da ogsaa forstaae Ordet saaledes: hun har ikke haft Mod til at træde frem, men hun har troet, at Χstus var Den, der kunde hjælpe hende, og er 364 han det, har hun saa tænkt, saa ⓘ kan han vel ogsaa gjøre det blot jeg ⓘ rører ved hans Kjortel.
Hendes Ord bliver da ikke at betragte som ⓘ et Udtryk for en potenseret Tro i Sammenligning med Dem, som ►aabenbart henvendte sig til Χstus, men hun bliver en ►Type paa Dem, der have Troen, men af visse Grunde ønske at nærme sig Χstus saa skjult som muligt. Undseelsen er det der holder hende ⓘ tilbage. [a]
✂ [a] ⓘ Derfor har hun heller ikke det Grandiose i sin Fremtræden som ►»Synderinden«, der aabenbart gaaer ind til Χstus ved Gjestebudet.
Hvad Χsti Forhold angaaer, da er det maaskee ogsaa at opfatte paa en noget ⓘ anden Maade end sædvanligt gjøres. ►Han vil ikke tillade denne hemmelighedsfulde Communication med ham. Han ⓘ drager hende derfor frem. Dette forstaaes da som noget Dømmende. Men maaskee er det just af Medlidenhed, guddommelig Medlidenhed, for at vise hende, at han ikke er bange for, at en blodsottig Qvinde rører ved 80 ham og gjør ham ureen. Et blot Msk. i Χsti Sted vilde, selv om han kunde gjøre Miraklet og havde gjort det, være med Qvinden interesseret i, at hun blev skjult; det var for meget at forlange af ham, at han ovenikjøbet skulde udsætte sig selv for Folks ⓘ Domme.
X3A213►»Den tabte Penning« – ►»Det fortabte Faar« – ►»Den forlorne Søn.«
3 christelige Taler.
1) Den tabte Penning. Her kan ikke være Tale om Fortabelse, en Penning kan blot tabes ikke fortabes. Fremdeles en Penning har selv slet ingen Skyld i at den tabes; tabes den er det ⓘ Ihændehaverens Skyld eller Dens Skyld, som skulde passe paa den. Endeligen en Penning kan heller 81 slet Intet selv gjøre til Hjælp for at blive fundet igjen. Forsaavidt kunde man sige, at det intet Under er, at Eieren ⓘ bliver saa glad ved at finde den; thi da det er hans egen Skyld at han har tabt den, saa er det paa ingen Maade paa Penningens Vegne han glæder sig, men aldeles paa egne Vegne, ogsaa saaledes, at Skylden, Uordenen, ved hvilken han tabte den, nu er gjort god igjen.
3652) Det ⓘ fortabte Faar. Hvorledes det gik til, derom tales der ikke, dets Fortabelse har ingen saadan Historie. Historien begynder med, at det er det fortabte Faar. Dog er det aabenbart, at et Faar ligesom selv kan have Skyld i ⓘ sin Fortabelse, ved at forlade Hyrden, om Hyrden maaskee ogsaa har Skyld, at han ikke passede paa. Til at bevirke sin Fortabelse kan altsaa Faaret gjøre Noget selv. Til sin Frelse kan det Intet gjøre. Hyrden maa gaae ud og søge det. Endeligen finder han det, og saa 82 elendigt, at han maa bære det hjem. Stor er Hyrdens Glæde; men ganske reent paa Faarets Vegne er den dog maaskee ikke, forsaavidt muligt Hyrden har Noget at bebreide sig med Hensyn til ikke at have passet ret paa Faaret.
3) Den ⓘ forlorne Søn. Her begynder det med en Historie, hvorledes det gik til at han blev ⓘ forloren; og han er ganske og alene selv Skyld ⓘ deri. Dernæst maa han dog selv gjøre Noget til Hjælp for at frelses: vende ⓘ hjem til Faderen og omvende sig. Endeligen er Faderens Glæde reent paa Sønnens Vegne. Faderen har Intet at bebreide sig, han har gjort Alt for Sønnen, og Sønnen er i den Alder, at Faderen end ikke kunde forsvare at behandle ham som Barn men maa lade ham selv forsøge sig i Livet.
83Der er derfor ►Gradationfra Qvindens ⓘ Glæde, der tænder Lyset, feier Huset, finder Penningen og sammenkalder Naboer og Veninder til Hyrdens Glæde, der gaaer ud og søger det fortabte Faar og finder det, til Faderens Glæde over at gjenvinde ⓘ den forlorne Søn.
►Saaledes er der Glæde i Himlen over een Synder, der omvender sig. Saaledes; thi som En eier alle disse mange mange ►Skillinger og veed nøiagtigt, hvor mange han har, og savner strax den tabte: saaledes eier ⓘ Gud alle os Mennesker. Og som Hyrden vogter sine Faar, kjender dem alle, og opdager strax, naar eet er blevet borte: saaledes er Gud som en Hyrde i Forhold til alle os Millioner Msker. Og som en Fader elsker sit Barn, saaledes elsker Gud hvert Msk., veed nøiagtigt, hvor mange Børn han har, og savner strax det forlorne Barn. O, naar En eier Millioner Millioner Penninge (som Gud 366 eier Msker) saa fristes man maaskee til at tænke, at Forholdet her maa være anderledes end med Qvinden, der kun eiede ►ti Penge 84 og altsaa sagtens maatte blive opmærksom, naar hun tabte een. Eller naar En eier Millioner Millioner Faar (som Gud eier Mennesker) saa fristes man maaskee til at antage, at Forholdet maa være anderledes end Hyrdens, der da ikke har saa mange Faar, og derfor sagtens maa savne det ene. Men naar det er Børn! Var dette tænkeligt, at en Fader kunde have saa mange Børn, at han ikke vidste, hvor mange han havde, og ikke strax savnede det forlorne! Det var vel muligt, at en Mand kunde eie saa mange Penge, at han tilsidst ikke selv vidste, hvad han eiede og blev ►ligegyldig derved, medens han dog alligevel maa siges at eie Pengene. Men dersom en Fader havde saa mange Børn at han ⓘ blev ligegyldig derved og selv ikke vidste, hvor mange han havde: saa er han heller ikke Fader.
85X3A214►Den forlorne Søn – ►den Eenbaarne Søn.
►I ⓘ hiint Evangelium har den forlorne Søn en ældre Broder; men han vil Intet gjøre for at frelse den ⓘ Forlorne.
Men Χstd. selv er jo ►ϰατεξοχην Evangeliet. Og i dette Evangelium har den forlorne Søn (Mske-Slægten) en ældre Broder (den eenbaarne Søn) og han gjør Alt, ►sætter Livet til for at frelse den Forlorne, ►fra Begyndelsen af i Enighed derom med Faderen.
Jeg ►læser i det N. T. at det at forkynde Χstd. er Veien til at blive udleet, forfulgt, ihjelslaget. Mit Liv udtrykker idetmindste, at det at forkynde 86 Χstd. er Veien til at blive til Ingenting. 👤M. udtrykker, at det er Veien til at gjøre den meest glimrende Carriere, Veien til at føre det nydelsesrigeste Liv. I Sandhed jeg maatte være et besynderligt Msk, om jeg ikke kunde forstaae, at Alle flye mig og følge M.
Jeg læser i ⓘ det N. T., at det at ⓘ forkynde Χstd. fører et Msk. dertil, at han, ►hvis der intet evigt Liv er, ⓘ er den Elendigste af alle. Mit Liv er vel snart saaledes, at Enhver vil forstaae, at hvis der intet evigt Liv 367 er, var jeg rigtignok narret, ⓘ jeg, for hvem Verden har aabnet sig som sjeldent for ⓘ Nogen, men jeg har ►refüseret. 👤M. udtrykker, at enten ⓘ der nu er en Evighed ell. ikke, narret 87 er han ikke, han har nydt dette Liv ►tilgavns.
Det bliver 👤Ms Sag at forsvare Sit.
Thi lad os slaae en Streeg over det med frivillig Armod og Ringhed: dersom jeg er født Millionair, født Greve, antager Χstd. at jeg forblivende deri, dog meget godt kan være Χsten. Men at blive Millionair ved at forkynde Χstd., at blive Greve, ►Excellence ved at forkynde Χstd: hvor er det Skriftsted, som taler derom!
X3A216Bedraget.
Ja ►naar 👤Cato Uticensis havde ladet være at myrde sig selv, fordi det var større ikke at gjøre det: deri er Mening. Men at 88 enhver ►Spekhøker, der ikke afliver ⓘ sig, at han ⓘ strax er større end 👤Cato: det er Nonsens.
Saaledes med det Christelige i vor Tid i Forhold til Asketen og ►Kloster-Candidaten.
Da 👤Luther sagde: ►frivillig Armod, eenlig Stand, at tilbringe den meste Deel af Dagen med Bøn og Paakaldelse, Faste o: D: Alt Sligt kommer det ikke an paa, det er Troen (hvorved da vel maa erindres, at Troen jo ogsaa kunde forenes med det Klosterlige og var vel ogsaa oprindelig forenet dermed, og Udartelsen ikke saa meget var Klosterlivet som ►Fortjenstligheden man bildte ⓘ sig ind det havde) da var 89 det ►vistnok ogsaa Sandhed i 👤Luther. Han var desuden, for en Forsigtigheds Skyld, tillige ►den Mand, der havde viist at han kunde, og kunde hvert Øieblik gjøre det Første.
O, men 👤Luther var ikke Dialektiker, han saae ikke, hvilken uhyre Fare der var forbunden med at sætte et Andet ind som det Høieste, et Andet, der forholder sig til og forudsætter et Første, for hvilket der slet ingen Control haves. Han forstod ikke, at han havde ⓘ afgivet ►Correctivet, med yderste Forsigtighed burde dreie Hanen om, at man ikke gik udenvidere hen og gjorde ham til ►Paradigma.
Just dette skete. Det varede ikke længe, saa forstod Verdsligheden: 368 ih, bevares det var dog ►ret en Mand for os, den 👤Luther! Ved Hjælp af hans Theorie faae vi Lov til at beholde hele Verdsligheden, ⓘ at indrette os saa verdsligt at det er en Lyst og saa sige vi tillige »at give Alt til de Fattige, leve i Kloster det er ikke det ⓘ Høieste det har 👤Luther sagt«, ⓘ det havde end ikke en af vore egne meest Fiffige havt Mod nok til at ⓘ udtænke. Og det 90 er sandt; thi der hører stort Mod, stor Tro og Frimodighed for a at vove Sligt – og derimod fordres der kun en ganske almindelig Slyngel for at ►tage det forfængeligt.
Stakkels 👤Luther! Tænk ⓘ hvorledes nu enhver Karl beraaber sig paa Dig, hvorledes alle disse ►Levebrøds-Gaster, ►»Mænd Fædre Fuglekonger« ►Medlemmer af Venskabelige o: s: v: og tillige Geistlige hvorledes de beraabe sig paa Dig.
Jeg for mit Vedkommende har blandt Alle, jeg har kjendt, ikke fundet en Eneste, om hvem jeg turde troe, at han ⓘ duede til frivillig at opgive Alt for at leve i en ⓘ Klostercelle, saalidet som jeg tør paastaae det om mig selv. ⓘ Og det er virkelig tungt, naar man er blevet ►37 Aar gl., ►mange 91 Aar theol. Candidat, længst allerede bekjendt Forfatter, saa at opdage, at man ikke er istand til at gjøre, hvad man, ved Hjælp af Opdragelsen, ►i det 16 Aar vidste man var langt ude over.b
✂ b X3A218Hvad Under saa, at 👤Luther meget hurtigt fik saa stort Medhold? Verdsligheden forstod strax, at her var ►Aflad. At det var Sandhed i 👤Luther, det kom ikke dem ved, de forstode strax, hvorledes dette ved en lille Usandhed kunde benyttes paa det Profitableste. Man opfandt Forsikkringen, man forsikkrede, at man i sit Inderste var villig til at give Alt til de Fattige o: s: v:, men da det ikke var det Høieste, saa gjorde man det ikke, beholdt hver en Skilling og ►grinte i Skjæget af vor Herre, det N. T., 👤Luther, især af 👤Luther, dette Guds udvalgte Redskab, der saa ypperligt havde hjulpet Mskene til at gjøre Nar af Gud. Mærkeligt nok derfor ogsaa, at 👤Luther selv maatte opleve, at det, efterat Evangeliet var indsat i sin Ret, og alt Det om frivillig Armod o: s: v: var afskaffet, ►at han nu neppe kunde faae lidt Penge til Præster og Skolelærere. Formodentlig har man svaret: at give sit Gods til Fattige ell. Kirker, det er ikke det Høieste, det siger 👤Luther – ⓘ derfor gjøre vi det ikke; var det det Høieste, saa skulle vi nok gjøre det. ►Saaledes klager 👤L. ⓘ foruden andre Steder i Prædiken over 📖 Evangeliet paa 26de Søndag efter Trinitatis over, at det var meget bedre før end nu, da dog Evangeliet er blevet draget frem for Dagens Lys. Overhovedet har 👤Luther hugget for stærkt til. Han skulde have gjort Alt for at faae Forestillingen om Fortjenstlighed bort fra saadanne Gjerninger, og saa forresten ladet dem staae, dernæst betragtet ►sit Ægteskab som en Opvækkelses-Akt. Men nu gik han forvidt, Resultatet blev: at det at gifte sig, og ikke at give Noget til de Fattige, blev anseet for det store Fremskridt i Religieusitet. Ogsaa ►i 📖 Tishreden (udgivne af 👤Benjamin Lindner, Salfeld 1745) (i en Artikel med Overskrift »von einem ⓘ Fürsten, der in seinem letzten Ende Geld auf Wucher ausliehe«, den findes 2den Deel p. 229) siger 👤Luther: also ist es jetzt (nemlig siden Evangeliet er kommet for Dagen) leider dahin kommen, daß man sagt: oh, gute ⓘ werck, meine frömmigkeit macht mich nicht selig, darum wil ich geitzen, ⓘ wuchern, und thun, was mir gefällt und wohl thut etc.« –
Tænk 👤M. samtidig med 👤L. Lad der nu siges om 👤M. alt hvad Udmærket der kan siges med Sandhed og lidt til; men dersom Nogen vil negte, at hvad jeg nu siger om 👤M. er Sandhed, saa vil jeg sige ⓘ han er en Løgner: 👤M. er en klog, forsigtig Mand, der Intet, Intet gyser for i den Grad som for Scandale, i ⓘ Forhold til hvilken han har en ⓘ Idiosynkrasie som En kan have det i Forhold til at man ►skærper en Saug o: D:.
ⓘ Og hvad er nu det Christelige! Det Christelige 92 er fra 369 først ⓘ til sidst Scandale, det Guddommeliges Scandale (►σϰανδαλον). ⓘ Hver Gang En i eminent Grad vover at reise Scandalen, da er der Glæde i Himlen, thi kun det Guddommeliges udvalgte Redskab formaaer eminent at reise Scandalen.
Og hvilken er 👤Luthers ⓘ Storhed? Hans Skrifter vilde maaskee glemmes, selv hans Optræden mod Paven (skjøndt her var sandelig Scandale nok) vil maaskee svinde: men paa Høiden af Middelalderske Begreber at vove at gifte sig, ►selv Munk, og ►med en Nonne! O, udvalgte Guds Redskab! Dig forbeholdtes det ved denne Handling i 93 ►Χstenheden at reise den største Scandale der nogensinde er reist. Først kommer Christendommens Indtræden i Verden, da Χstus forkyndte den og Apostlene: det var selve det Guddommeliges Scandale. Men dernæst og i Christenhed bærer 👤Luther Prisen for at ⓘ have reist den største Scandale.
Og nu 👤Mynster med sin – christelige – Angest for end den mindste Smule Scandale! Og han begeistrer sig selv og Andre ved Hjælp af 👤Luther.
X3A220►ⓘ Qvantum satis af det Χstlige for det blot Msklige.
Man perfectionerer sig i, at kunne sandt og træffende ⓘ fremsætte det 94 Rigtige, det Gode, skildre Afveiene. Det synes man kan der fordres af et Msk; det er i ethvert Tilfælde Dannelse.
Men i det daglige Liv selv at ville begynde paa at udføre det: det vilde jo være flaut, næsten ►affecteret, man vilde jo noget nær blive smaalig, nøieregnende, derved generende sig selv og generende for Andre. Desuden, tænker man, det kan ikke hjælpe at begynde paa Sligt. Begynder Du derpaa, saa er det Christelige noget farligt Noget, der ►tager hele Haanden, naar Du giver den lille Finger – og saa maa Du dog bryde af; og 370 da er det flaut at have begyndt. Altsaa ►principiis obsta. Det er det passende Qvantum satis at Du veed smagfuldt og skjøndt og træffende at fremstille og skildre, at Du er Psycholog nok til at vise Mskenes Afveie – men saa heller ikke mere.
95X3A221►I ⓘ Prædiken over 📖 Evangeliet ⓘ paa 26de Søndag efter Trinitatis vil 👤Luther udenvidere bevise, at der i ►Mth: 25, 31 o: s: v: ikke kan være Tale om Hedningers Barmhjertigheds-Gjerninger, fordi der staaer, at de ere viste mod Χstne, »og en Hedning vilde da neppe vise Barmhjertighed mod en Χsten«. Dette er en noget forkeert og overilet Slutning. ►I et endnu bittrere Forhold end det mellem Hedning og Χsten, i Forholdet mell. Jøde og Samaritan, viste jo dog ⓘ Samaritanen Barmhjertighed mod Jøden.
Hvis ►det end var saa, at saa længe jeg kunde forstaae, hvorledes Du var god imod mig, da var jeg dog ogsaa, msklig talt, taknemlig for hver Din Velgjerning: o, dette er dog egl. ikke et Forhold mell. Dig, o Gud, og et Msk, at han skal kunne forstaae at Du er god. Hjælp Du mig, at takke Dig ogsaa da, naar jeg ikke forstaaer, at Du er god, men næsten barnagtig vil forstaae, at det er som var Du nu mindre ⓘ kjerlig. Afskyelige Tanke, hvormed jeg kunde gjøre mig selv for evigt ulykkelig.
Saa ofte er det mig dog, som var mit Forhold til Dig liig det til en Examinator: jeg ⓘ maa bruge min Forstand, min Kraft, og saa ⓘ beroede det paa, om jeg nu 371 greb det Rette; greb jeg 97 feil, saa sagde Du blot: ja, der greb Du feil, der gjorde Du det Forkeerte – det er Din egen Skyld. O, min Gud, er dette et Forhold mellem Gud og Msk! Nei, Gud være lovet, saa fornemt staae vi ikke lige over for hinanden, Du og Jeg. O, nei, selv naar jeg greb feil, da var dog ►Din Styrelse med, Din Styrelse, der tillod at det skete, og strax kjerligt optog det i Din faderlige Hensigt med mig, ►kjerligt raadende over disse Millioner Muligheder, at selv dette Feilgreb i Sandhed blev mig tjenligt.
Du lod Alt lykkes for mig; da kom der en Tid, hvor det var mig, som lod Du Alt mislykkes for mig. Saa forstod jeg det saaledes, at nu var det forbi, nu vilde Du ikke mere have med mig at gjøre i den Forstand. Saa 98 meente jeg da, at for mig blev dog een Salighed tilbage, uafbrudt ►at takke ⓘ Dig for det ubeskrivelige Gode Du havde gjort mod mig saa uendelig meget mere end jeg havde ventet ⓘ kunde eller turde have ventet. – O, dette mit smaalige Hjerte, der dog med alt tænker saa smaaligt om Dig. Nei, Din ⓘ Mening var, at jeg skulde gjøre et Fremskridt, at jeg af Det ubeskrivelige Gode, Du har gjort mod mig saaledes, at jeg kunde forstaae det, skulde lære den Salighed at prise og takke Dig, naar jeg ikke kan forstaae Andet, end at Alt er uheldigt for mig.
X3A223 Den Religieuses ⓘ Tale.
Der var en Tid, o Gud, da 99 overøste Du ⓘ mig med gode Gaver, og for en Velgjerning ⓘ tænkte jeg paa Dig: dette var saligt. Da ⓘ forandredes Alt, det var som mislykkedes Alt; og hver Gang saa der kom et nyt Uheld, saa tænkte jeg paa Dig, paa at ►Du er Kjerlighed: det var dog endnu saligere. Thi ikke er det med Din Kjerlighed som med et Mskes, at af hvad han gjør mod mig, maa det bevises at han elsker Dig. O, nei, Din Kjerlig372hed er over al Beviis: hvad Du saa end gjør ved mig – det er uendelig Kjerlighed. [a]
✂ [a] ⓘ Og ►naar er det dog meest Sandhed i mig, at jeg fornemmer, at Du uendeligt er Kjerlighed? dog vel ikke naar jeg hjælpes ved Beviset, o, nei, naar jeg fornemmer det uden ⓘ Beviis, naar det ikke er en Læresætning, hvilken altid behøver Beviis, men er blevet mig Grundsætningen, hvilken aldrig behøver Beviis. O, men naar min Sjel bliver træt, da vil Du ikke lade Beviset udeblive.
X3A224 Det Christelige – det Msklige.
Blot et Msk. lader sig mærke med, at han troer, at Gud virkelig hjælper ham, saa er han strax ikke godt lidt af Mskene. De have deres Glæde af at skade ham o: s: v: ►for, som 100 det hedder, at see, om Gud vil hjælpe ham. Siden han ⓘ er saa fornem, hedder det, at leve i et saadant Forhold til Gud, saa have vi da ikke fælles Sag med ham.
Gud i Himlen, og hver Søndag prædiker »Præsten« om, at ethvert Msk. skal leve saaledes, troe paa Guds Bistand – og vi ere Alle Χstne.ⓘ
Handel blot saaledes engang, at Din Handling udtrykker, at Du ene frygter Gud, og slet ikke frygter Msker: saa reiser Du ogsaa strax til en vis Grad Scandalen.
Det som undgaaer Scandalen, er kun hvad ⓘ der i 101 Msk-Frygt og Msk-Hensyn er aldeles ►conformt med Verdslighed.
X3A226►👤Martensen📖 dogmatiske Oplysninger. [a]
✂ [a] 👤Martensen📖 dogmatiske Oplysninger.
►Han antyder selv et Sted, at Pseudonymernes Betydning vel nærmest er i Retning af at vække det personlige Liv – og saa ►skal han dog tidligere despecterligt sige: alle disse Talemaader om lykkelige og ulykkelige Elskere, Troens Risico o: s: v:. Men Herre Gud er det Første indrømmet, hvor kan da en Forfatter, som vil vække det personlige Liv, faae andre ell. bedre Kategorier.
Men 👤M. ►kan ikke huske fra Næsen til Munden i hvad han selv siger.
102Dybt i min Sjel lagde Du ⓘ saligt Forvisningen om, at ►Du er Kjerlighed. Saa behandlede Du mig faderligt som et Barna, og beviste og beviste mig, at Du var Kjerlighed. Saa taug Du et Øieblik, Du vilde, at jeg nu skulde forsøge ⓘ mig lidt uden Beviis, om jeg kunde gjøre det Samme uden Beviis. Da forvirredes Alt for mig, jeg blev saa angest og bange, ogsaa saaledes, at jeg meente dette var mig uendelig for høit, og jeg var bange at jeg var gaaet forvidt, var blevet for nærgaaende, havde holdt for længe ud med Digb. Blot een Bekymring, sagde jeg, maa Du ►fritage mig for, at det ikke er min egen Skyld. Jeg utaknemlige Slyngel, ligesom det da var 103 min tidligere Godhed der var Skyld i, at Du hidtil havde beviist mig Din Kjerlighed. Een Bekymring, sagde jeg, maa Du skaane mig for, at det skulde være mine mange Feilgreb, der har gjort Dig træt af mig: jeg utaknemlige Slyngel, som var det da paa Grund af ⓘ Viisdom og Fortjenester Du tidligere havde elsket mig. O, ►daarlige forfængelige Hjerte, som dog vil ►tillyve sig noget i Forhold til det Forbigangne, ikke blot have fornummet Saligheden af, at Gud er Kjerlighed, og at han beviser En det, men at man dog saadan saa smaat skulde have været værdig dertil, om end kun i Sammenligning med sin nu værende Uværdighed. ⓘ O, nei, nei Gud være lovet, at det aldrig har været paa Grund af min Værdighed at Gud har elsket mig. Just dette giver Frimodighed, ellers maatte jo et Msk. i samme Øieblik døe af Angest for, at han i næste Øieblik ikke mere var værdig.
Dersom det ikke i en anden Forstand var Vanvid vilde det være et Exempel paa Humor, dersom et Msk vilde sige til Gud: skjøndt strengt opdraget i Χstd., er 374 jeg dog, som Du veed, født i det 19de Aarhundrede, og har derfor ogsaa min Deel af den almindelige Overtro paa Forstand o: s: v:. Det Humoristiske vilde ligge i dette »som Du veed«.
X3A229Det er skjønt ►sagt af 👤Tersteegen etsteds i en 📖 Jule-Prædiken: ⓘ (p. 108 i Rapps Udvalg) Ja, Seelen, raümet eure Herzen aus von euren Sünden, von der Welt, und von allen ihren Eitelkeiten; denn Christus vil kommen und in uns geboren werden. O, daß es nicht auch heiße: Er fand keinen Raum in der Herberge!«
Det er ogsaa mærkeligt, ►hvad 👤Helveg bemærker i 📖 Fortalen til Oversættelsen af ►Esra Bog (i 📖 Kalkars Bibel) at medens andre Folk jo ældre de bleve, desto mere fjernede sig fra deres Fædres Tro, [a] saa er det omvendt med Jøderne: medens de i yngre Dage løbe efter Afguderne, saa bliver den Religion, hvilken de i Ynglings-Alderen vragede, Alderdommens Trøst. Men da skete de[t] igjen at de saa eensidigt fixerede sig i det Gamle, at just derfor Χstd. ret maatte blive dem til Anstød. Det Gamle slutter sig saaledes af, at det maa støde sin Udvikling fra sig.
✂ [a] der næsten blev dem en Spot,
106X3A231Χstds Forkyndelse – Dag-Presse.
Den nu brugelige Χstds Forkyndelse er Nonsens.
Men skal Χstd. virkelig forkyndes, vil det ogsaa vise sig, at Dag-Pressen er Det, der, om muligt, vil gjøre den ⓘ umulig.
Aldrig har der været nogen Magt, der er Χstd. saa diametral imod som Dag-Pressen.
Dag-Pressen bestiller ikke Andet end Dag ud og Dag ind at foregøgle Mskene denne ⓘ Løgnens [a] Grundsætning, at ⓘ Mængde er det Afgjørende. Og Χstd. 107 hviler i den Tanke, at Sandheden er den Enkelte.
✂ [a] høieste
X3A232375Atter en ►Underfundighed.
Naar da En i at tjene det Religieuse gaaer blot en lille Smule ud over den reent verdslige Trafik, at det blot er en Næringsvei og Vei til ►allehaande jordiske Fordele: saa raabes der strax »Sligt kan kun fordres af en Apostel, at forsøge Sligt er at ville gjøre sig til en Apostel.« Aha, paa den Maade vinder man i to Retninger, ikke blot finder man en brillant Undskyldning, at man lader Sligt være, nei det er priisværdigt, det er jo ⓘ Ydmyghed, men tillige finder man en Anklage mod Den, der ⓘ realiserer Sligt, det er jo formasteligt at gjøre sig saaledes til en Apostel.
108Ja Verden er fiffig. Men lad os dog see lidt nærmere til. Jeg veed da ikke, at det paa nogen Maade skulde være Gud ubehageligt, at et Msk. for at tjene Sandheden er villig til at bringe Offere, bringer dem, lider derfor, ⓘ ja om det saa var blev ►ihjelslagen. Men det veed jeg vel, at Gud ikke finder Behag i, at et Msk. gaaer hen og selv vil gjøre sig til Apostel.
See her ►stikker Knuden. ►Det Apostoliske er ingenlunde det at lide, men den guddommelige Myndighed. Alle ►Sandhedsvidnerne have jo ogsaa lidt lidt indtil Døden, uden at det er faldet dem ind at gjøre sig til Apostle.
Men Fiffigheden er strax at vippe Sagen saa høit op, at man bliver fri for at gjøre det, vinder Ære og Anseelse for Ydmyghed ved ikke at gjøre 109 det, og finder Leilighed til Anklage mod den, som uden i fjerneste Maade at gjøre Fordring paa Myndighed end sige gudd. Myndighed, bringer Offrene, saa han ovenikjøbet faaer den Byrde mere, at dømmes strengt, fordi han bringer Offere.
X3A233Præste-Benyttelse af Bibelen.
Hvor ofte har jeg hørt Præsterne oplyse, at de Fordringer, som findes i ►►Bjergprædikenen, det var til Apostlene alene det var ikke til ⓘ os (hvorved dog maa erindres, at der staaer ►»han henvendte sig til Disciplene« og ►han havde jo 70 Disciple, og vi see ogsaa i de Exempler, ►hvor En kommer til ham, og vil være Discipel, hvor 110
12. Journalen NB19, s. [110]. I begyndelsen af optegnelsen NB19:73 har SK foretaget en tilføjelse under teksten i hovedspalten
X3A234 ►👤Luthers Forvandlinger.
De der levede samtidigen med 👤Luther, især ⓘ De, der stode ham nær, de fik da det mægtige Indtryk af at han var ⓘ Troes-Helt, først tungsindig over al Maade og saa rædsomt forsøgt i de frygteligste Anfægtelser, at han var den fromme, gudfrygtige 111 Mand, som saadan væsentligen ►en Fremmed i Verden.
Snart forandredes imidlertid Indtrykket af 👤Luther, han blev egl. opfattet som politisk Helt, og Stik-Ordet, hvor under han ⓘ erindredes, blev: ►hør mig Du Pabst jeg være vil o: s: v:
Endnu engang forandredes Indtrykket, da nu ⓘ Paven engang var knækket, og ⓘ 👤Luther opfattedes som en livslysten Verdens-Mand og ⓘ Selskabsbroder, Stikordet hvor under han erindredes baade af Geistlige og Lægfolk, blev: ►wer nicht liebt Weiber, Wein, Gesang o: s: v:. Ganske populairt kunde man nu tildags sige, at Opfattelsen er: Reformationens Betydning er, at 👤Luther indsatte Piger og Viin og Kortenspil i deres Rettighed i den christne Kirke, som et væsentligt Medhenhørende, ⓘ ja som det sande Fuldkomne i Modsætning til det Ufuldkomne: Armod, Bøn og Fasten. ⓘ Forsaavidt 112 bliver hans Minde bedst at celebrere paa følgende Maade. Chor af Geistlige og Lægfolk: ►og dette skal være 👤Morten Luthers Skaal, Hurra; og Skam for Den, som ikke, 👤Morten Luthers Skaal vil drikke, Hurra, Hurra, den Skaal var ⓘ bra', Hurra; nok engang Hurra, Hurra. Det kunde ogsaa gjøres saaledes, at for at bevare hans Minde, hans Portrait gjordes til Kløerknægt. Reis Mindestøtter for ham, det forslaaer ikke; nævn en Dag om Aaret efter ham, det forslaaer ikke; nei gjør ham til ⓘ Kløerknægt: og der skal neppe være nogen Geistlig uden han ofte ofte vil faae Anledning til at mindes 👤Morten Luther og Reformationen.
►Langfredag prædiker man om: mig er Verden korsfæstet og jeg Verden.
ⓘ Gjør nu et Tanke-Forsøg, 113 tænk Dig, hvorledes vel den Mand maa see ud, hvis Livs-Anskuelse er indeholdt i denne Sætning. Og nægt saa, om vi ikke alle maatte ønske, at et saadant Msk. dog ⓘ vilde skjule sig i et Kloster, at vi ikke fik ham at see, at han da ikke reent ⓘ skulde forstyrre os Glæden ved Livet. Nægt det, at hvis han ikke selv hittede paa at gaae i Kloster, saa maatte vi bede ham derom ell. tvinge ham dertil, ligesom ►da man bad Χstus at forlade det Sted, hvor man var blevet bange for ham.
Og betragt saa ►hans trivelige, smilende ►fittede Velærværdighed, der stjælende lidt af en af ►👤Mynsters Prædiken[er] holdt denne herlige Tale. Og betragt saa ►hans Excellence selv, denne fine ⓘ Verdens Mand, der har suget ⓘ Nydelse ud af Livet som 114 sjelden sjelden Nogen – og hvis Livs-Anskuelse det er: mig er Verden korsfæstet og jeg Verden. [a] Ja dersom han ikke selv sagde det, saa skulde man rigtignok have ondt ved at ►falde paa, at det var hans Livs ►Løsen.
✂ [a] X3A236Det er ligesom hvis En (hvad Tilfældet var med ►min Faders Broder, da han en Sommer var herovre) om Sommeren gik med tre Frakker paa og saa vilde sige: min Anskuelse [er] at man bør gaae saa let paaklædt som muligt. Her maa man ogsaa sige: dersom De ikke selv sagde det, saa skulde man have ondt ved at falde paa, at det var Deres Anskuelse.
Men det er til en Afvexling! Ubetalelige Nonsens. Til Afvexling har man maaskee den Anskuelse fryd Dig ved Livet – og saa til Afvexling: mig er Verden korsfæstet; eller den første har man maaskee til daglig Brug, og til en Afvexling (thi man bliver dog kjed af Alt) til Afvexling har man den Anskuelse: mig er Verden korsfæstet. Nu det er jo ganske i sin Orden, aldeles ligesom i Theateret: 115 hver evige Aften Tragedie, det gaaer ikke an, nei det Almdl. maa være Lystspil, Ballet o: D: – og engang imellem for en Afvexling: en ⓘ Tragedie, saa har man Lyst til at græde, ⓘ gjøregjør sig en Fornøielse af at flæbe flere Lommetørklæder fulde – ja, ligesom i Kirken, naar der til Afvexling prædikes om: mig er Verden korsfæstet og jeg Verden.
X3A237 379 Prøven paa ►Christenheden.
Befal Præsterne at holde Munda. Hvad bliver der saa tilbage? Ja, saa bliver det Væsentlige ⓘ tilbage: Existentserne, den ⓘ daglige Existents med hvilken Præsten prædiker. Vil Du saa ⓘ ved at see paa den, faae Indtrykket af, at det er Χstd. de forkynde.
✂ a om Søndagen
116 X3A238 ►At søge først Guds Rige.
Enhver der i sit Stræben strax i første Øieblik og senere i ethvert har den ►commensurabel for eet eller andet endeligt ►τελος, om ham kan ⓘ man med Sandhed sige, han søger ikke først Guds Rige. Deraf følger imidlertid ikke, at Enhver, hvis Stræben har Uendelighedens Ueensartethed, kan siges at søge først Guds Rige, men Idealitet har han dog.
ⓘ Exempel paa det strax i første Øieblik at gjøre sin Stræben commensurabel for endeligt τελος. Naar En vil virke ved at forkynde Χstd, og ⓘ denne Stræben da strax i første Øieblik bliver ham commensurabel for det Endelige fE. hvilket ►Præstekald han ⓘ nu skal søge, om helst i en Kjøbstad eller paa Landet, om i saa Fald helst i Jylland eller Sjelland, for naar han saa først har faaet et saadant ►Levebrød, at prædike freidigt om, at et Msk. skal først søge Guds Rige. Er Trangen til at virke 117 paa den Maade dog bestemmet af det Uendelige, saa undersøger han først om han har Forudsætninger til at kunne virke saaledes, og hvis ikke begynder han strax at erhverve dem, og har han dem saa begynder han strax, spilder intet Øieblik, om det ikke lader sig gjøre anderledes, gaaer han lige ud paa Gaden og begynder. Saa skeer det ham maaskee, at han kommer i Conflict med ►det Bestaaende, bliver arresteret o: s: v: o: s: v:, kommer aldrig til at faae noget Embede og Levebrød: see det er Følgen af at søge først Guds Rige. Det med Verden Eensartede derimod er først at søge den jordiske ⓘ Fordeel – saa colliderer man heller ikke.
Det ►faldt mig paa idag, hvilken Lighed mit Liv har med hans. Som han lever derovre i 📌Brasilien, tabt for Verden, fortabt i at udgrave ►antideluvianske Forsteninger: saaledes lever jeg 118 som udenfor Verden fortabt i at udgrave de christelige Begreber – ak, og saa er det i ►Christenheden jeg lever, hvor Χstd. er i fuld Flor, ⓘ staaer i frodig Væxt med ►1000 Geistlige, og hvor vi alle ere Χstne.
X3A240►👤Tersteegen siger rigtigt etsteds: dersom ⓘ en Syg vilde sige, jeg ⓘ troer, at der er en Læge, som boer der ⓘ og der, og som formaaer fuldk. at helbrede mig; hvorledes beviser han saa han har denne Tro? Derved, at han seer at faae fat i denne Læge. Saaledes med al Tro, dersom den ikke bevæger et Msk. til at gjøre efter den, saa er det Indbildning med at have den Tro, som jo Enhver vilde indsee det var en Indbildning med hiin Syges Tro, dersom han forblev ganske rolig uden at gjøre det mindste Forsøg paa at faae fat i hiin Læge, om hvem han forsikkrede, 119 at han fuldt og fast troede, at han formaaede ganske at helbrede ham.
X3A241I den udvortes Verden hænder det da ikke, at Landmanden tager feil, og troer at ►Klinten er Hveden, gjør stort Væsen af Klinten, høster den, kjører den ind, og lader Hveden ligge og raadne paa Marken. I Aandens Forhold gaaer det gjerne ►saa i denne Verden, at man tager feil, og anseer Klinten for Hveden. Nu det forstaaer sig det er da ikke saa forunderligt, thi, aandeligt forstaaet, findes der vel altid selv i den Hvede-Mark der staaer renest flere Klinteblomster, end der findes Hvedestraae i denne Verdens Klinte-Mark. Og 381►a parte potiori eller dog majori fit denominatio: da langt, langt det Meest[e] er Klinte, saa er altsaa Klinte Hvede og Hvede Klinte; det er om ikke absolut Alle saa dog langt, langt de Fleste bedst tjente med – og de Fleste er jo Sandheden. Da i Aandens Verden Begreberne 120 ikke have en udvortes Virkelighed men er Forestillingen, saa benytter man sig frisk væk af Leiligheden og ►stempler Begreberne om i Forhold til som det ►convenerer de Fleste.
X3A242 Geistligt-verdsligt Galimathias.
See Sligt fremkommer i diverse Mønstre atter og atter paa Grund af denne fuldkomne ►Conformitet af Geistligt og Verdsligt.
En er Præst. Han er en yderst maadelig Præst, det veed Enhver. Men ►han skal tillige være en udmærket Land-Mand eller Heste og Stude-Opdrætter. Regjeringena bliver opmærksom paa hans Fortjenester – og han bliver ►Ridder af D.
✂ a (jeg lader det uafgjort, om det er den geistlige eller den verdslige, thi det manglede blot, at det var den geistlige, at Biskoppen, der selv ⓘ maaskee var en udmærket Vetrinair, var Den, som ved Indstilling havde henledet Regjeringens Opmærksomhed paa ham)
Istedetfor at see at faa ham 121 ud af ⓘ den geistlige Stilling, og ⓘ at faae en Plads for ham, hvor han hører hjemme – bliver han i geistligt Embede – og tillige decoreret.
Det at han er decoreret skulde altsaa vel betyde at han var endogsaa en mere ⓘ end almindelig Præst, men her betyder det Minus, det er i Egenskab af noget ganske Andet han er Ridder.
Ubetalelige Galimathias! I ethvert Fald synes jeg dog det burde formenes ham ►at bære Decorationen paa Præstekjolen. Det kan være galt nok, at en Præst bærer en Decoration, hvor dog denne skal betyde, at han er en ualmindelig dygtig Præst; [b] men at han bærer en Decoration for at erindre Menigheden om, at han er noget ganske Andet end Præst det er dog altfor galt.
✂ [b] X3A243Nylig seer jeg at ►en Lieutenant og Ridder af D. er blevet Præst (han har formodentlig ►været ⓘ med i ⓘ Krigen som Frivillig og udmærket sig.). Lige saa godt som man nu lader ham bære hans Ridderkors paa Præstekjolen, lige saa godt kunde man tillade ham tillige at bære ►Epauletter paa Præstekjolen.
Dette kommer af den fuldkomne 122 Mangel paa Respekt for hvad det er at være Geistlig, hvilket igjen er en Følge af den fuldkomne Conformitet mell. Geistligt og Verdsligt.
Sæt at en Præst opnaaede den Lykke at blive ►Fugle382konge, saa vilde ⓘ dog Enhver finde det Upassende at han vilde bære ►sin Værdigheds Tegn paa Prædikestolen. Og dog er det i Grunden ikke saa latterligt, som at en Præst stadigt bærer en ⓘ Decoration, der erindrer Menigheden om, at han er en udmærket Vetrinair eller Deslige. Det er dog egl. ikke i Egenskab af Vetrinair han bærer Præstekjolen – og dog er det i Egenskab af Vetrinair han bærer Ridderkorset paa Præstekjolen.
Men Regjeringen har Øie for Fortjenester – derimod 123
13. Journalen NB19, s. 123. Nederst er optegnelsen NB19:82 skrevet i hele sidens bredde og afsluttet på langs i marginalspalten
intet Øie ⓘ
for hvad det burde betyde at være Geistlig.
X3A244Hvor ere vi?
Der ere vi: naar en Mand ikke er gift, saa er det upassende, ja forargeligt, at han vil være Præst. Ja vi ere i Grunden endnu videre, thi vi ere saavidt, at man ►af det N. T. beviser at saaledes forholder det sig.
Der ere vi: Erfaringen lærer, at det er det rigtigste at en Fader lader sin Søn studere Theologie, »thi det er den sikkreste Vei til ►et Levebrød.«
X3A245NB19:82 Hvorfor see vi slet ingen Forfølgelse?
Fordi der ingen Χstd. er. ⓘ Lad Χstd. komme, saa kommer ogsaa Forfølgelse. Og saa kommer igjen Lidenskab. Den, der har seet et Msk, i hvem han saae den Fromme, Gudfrygtige, og msklig talt, Retfærdige, lide Mishandling og Forfølgelse tilsidst Døden, han faaer nok Lidenskab, Had til denne Verden, om ikke efter den uhyre Maalestok som ⓘ Apostlene, der havde seet den Hellige korsfæstet, saa fra det Øieblik ►Verden var dem korsfæstet og De Verden.
Χstd. kan væsentligen ikke forkyndes ved Tale, – men ved Handling.
Intet er farligere end at alle disse høie Følelser og ophøiede Beslut383384ninger o: s: v: ⓘ faae det blot oratoriske Sving. Det bliver da en ⓘ Beruselse, som er yderst ⓘ farlig, og det ►skuffende er just, at det Hele bliver glødende Stemning, og ►at det, som det hedder, er »saa sandt i En« – ak ja i Betydning af Stemning i Øieblikket.
Forkyndelsen ved Hjælp af Handling er fastende; den ►flokker ikke Tilhørere om sig til Beruselse; den er næsten kjedelig, det kjedelige 125 er, at det strax dreier sig om at gjøre dog Noget deraf, og at man seer paa Læreren at han gjør det.
X3A247 For Gud.
ⓘ Nu men, ja der er to Veie, og den sidste af dem burde dog egl. være den saligste: enten at Alt mere og mere udvortes understøttes af Lykke, og Du takker Gud; eller Du lærer at kunne bære mere og mere, at kunne undvære mere og mere, lærer det ved ►Samfundet med Gud.
X3A248 Den ethiske Idealitet.
Det er en aldeles forvirret 126 Sprogbrug her i Forhold til det Høiere, man endnu ikke har naaet, at sige: jeg kan ikke, som var der Tale om Talent o: D: At bruge »kan« her maa man erindre er saa langt fra at være Undskyldning at det er Selvanklage. ►👤Paulus siger heller ikke: det Fuldkomne kan jeg ikke, han siger: jeg jager derefter. Naar man siger: det kan jeg ikke, saa betyder det gjerne, at man vil svinge af og berolige sig.
►ⓘ 👤Luther siger etsteds i sine Prædikener, at til 127 et ret christelig Liv hører tre Ting 1) Tro 2) Kjerligheds-Gjerninger 3) Forfølgelse for denne Tro og disse Kjerligheds-Gjerninger.
Tag nu 👤Mynster. Han har slaaet af paa Troen i Retning af Spænding og Inderlighed. Istedetfor Kjerligheds-Gjerninger har han sat ►Legalitet. Og Forfølgelse har han ganske afskaffet.
X3A250 385 ►Point de vue for ►Χstheden.
Det Almindelige er nu at ønske en hurtig Død – og ►i det endnu autoriserede Litanie bedes, at Gud blandt andre Onder, vil befrie os fra en brad Død.
ⓘ Man dømmer det som Skyld som 128 uchristeligt, at et Msk. trøster sig ved Døden, længes ud af dette Liv. ►Jo jeg takker det er Χstd! Χstdom er det ⓘ just at Døden er Ens væsentlige Trøst, ►Ens Dødsdag Ens Fødselsdag, og Længselen efter Evigheden større og større. Men Sagen er, man forguder den sandselige Vedhængen ved Livet, og ved at længes efter Døden forstaae[r] man Dens Tilstand, som ►neppe engang antager en Udødelighed. Og det er i Χstheden, hvor vi alle ere Χstne.
Man advarer mod Indadvendthed, saa kunde man lige saa godt advare mod Χstd.
Ved Hjælp af Naaden 129 søger man at spærre af mod Retningen ind efter, saa afsted ud i det Verdslige.
Men Sagen er, man er angest for det egl. anstrengede ⓘ Aandsliv, hvilket først kommer med Indadvendtheden, medens man nu lever i Verdslighed og saa piatter om det Høieste.
X3A252 Min Inderlighed.
Det ligger i mit Væsen at skjule min Inderlighed, just det er Inderlighed.
Men da ►det dog christelig er saa, at deta skarpt at udtrykke det Christelige vil paadrage En Verdens Unaade og Latter, saa er det dog et Spørgsmaal, 130 om jeg tør bevare denne skjulte Inderlighed.
✂ a ikke blot i Skrift men ogsaa i daglig Existeren
386Sandt min Maade at leve paa kan have og have haft sin Betydning som ►Spion; men dog er det et Spørgsmaal, om jeg ikke mangen Gang ogsaa har gjort Mskene Sagen for let ved min ►Underfundighed, der i saa Fald dog engang burde indfries ved en directe Erklæring.
X3A253►👤Socrates – Idealet.
►👤Socrates havdeⓘ ikke det sande Ideal, ei heller Forestillingen om Synden, ei heller om at Mskets Frelse krævede en korsfæstet Gud: hans Livs ►Løsen kunde derfor aldrig blive: ►mig er Verden korsfæstet og jeg Verden. ►Han bevarede derfor Ironien, som blot udtrykker hans Opløftelse over Verdens Daarlighed. Men for en Χsten er Ironie for lidt, den kan aldrig svare til det Forfærdelige at Frelsen er at Gud korsfæstes, ⓘ medens Ironie nok kan bruges i ►Χstheden til Opvækkelse ⓘ en tidlang.