Kierkegaard, Søren Journalen NB10

258X1A82

5. Journalen NB10. Optegnelse skrevet på forpermens inderside (NB10:2) og løs indklæbet lap på første blanke blad (NB10:3)

259X5A154ⓘ ► *Det Det ] blad i kvartformat, fastklæbet på journalens første blad if. B-fort. større Forord til »📖 en Cyclus ethisk-religieuse Afhandlinger« kan dog ikke bruges, da det svækker Virkningen af ►📖 Afhandlingen No 3 (er det et Msk. tilladt at lade sig slaae ihjel for Sandheden) ell. og maatte i en Anmærkning i selve 📖 Forordet bemærkes, at just ►Aar 48 Katastrophe havde stillet Martyriet anderledes.

260X1A791ⓘ blev jeg velblev jeg vel] , fortsat fra NB9:79; bl. 1-2 i journalen er ubeskrevet ved at være produktiv (og har produceret, hvad jeg uden disse Smerter og en vis Melancholie ikke havde formaaet) men blev dog mere og mere fortrolig med at sinkes.

►Nu udkommer 2det Oplag af 📖 Enten – Eller; men til det vil just ►»📖 en Cyclus ethisk-religieuse Afhandlinger«ⓘ svare,svare,] , < svare,« og Udgivelsen svare til det Sving jeg maa gjøre. ►Hvad jeg har færdig bliver liggende. Det er Guld men maa bruges med stor Forsigtighed.

X1A83Skulde Tiden af sig selv spørge mig: ►hvo jeg da er? Saa vil jeg svare: at den skal have Lov til at ansee mig for hvad den vil; jeg mener, at have gjort Adskilligt for at forhindre den i at anslaae mig for høit, men mere kan jeg ikke gjøre. Der er Noget, der forhindrer mig i at tale ganske uforbeholdent om mig selv, og derfor vil jeg heller ikke tale om hvad Overordl., der muligen kunde være mig betroet; thi saa vilde ⓘ dettedette] tilføjet blive usandt.

X1A84Forøvrigt kunde ►»📖 Bilagene« til »📖 Synspunktet« ^[a] meget godt ud2gives, og for sig selv. De ville da blive meget læste. Overhovedet vil jeg nu og bør jeg mere vende mig ind i Samtiden.

X1A85►Slutningen af 👤Luthers 📖 Prædikenⓘ hos ham paa Fastelavns Søndaghos ham paa Fastelavns Søndag] tilføjet over ►1 Cor. XIII, hvor han dog faaer ud, at Troen er høiere end Kjerligheden, er sophistisk. Overhovedet vil 👤Luther altid blot fortolke Kjerlighed om ►Kjerlighed til Næsten, ret lige som det ikke ogsaa var Pligt at elske Gud. Egentligen har 👤Luther istedetfor Kjerlighed til Gud sat Troen, og saa kaldet Kjerlighed: Kjerlighed til Næsten.

X1A86Sørgelige Overlegenhed i en vis Forstand! ⓘ DerDer] , først skrevet Om jeg til er Ingen her hjemme der kunde opfatte mig saa ⓘ vittigtvittigt] , < vigtigt som jeg. Og naar jeg saa gjorde det mundtligt til En, der 3 derpaa stjal det og brugte det som An261greb mod mig: saa vilde, hvis jeg ►reclamerede det, hele ►Kjøbstaden finde, at det var ganske i sin Orden.

X1A87►👤R. Nielsen vil formodl. nu gjøre furore med hvad han væsentligen skylder mig. Det beroer paa, hvorvidt han redelig vil erkjende, ►hvad han skylder mig. Gjør han ikke det, saa vil han komme til at glimre. Her ligger Prøven for hans ⓘ RedelighedRedelighed] , < redelighed. Vi ville nu see.

X1A88►»📖 Forførerens Dagbog« maatte gaae forud for at belyse »ⓘ psychologiskpsychologisk] , først skrevet psyh Experiment.« Dette sidste ligger nemlig i ►Confiniet mell. ►det Interessante og det Religieuse. Var nu Forførerens Dagbog ikke gaaet forud, 4 saa havde det vel endt med, at Læseverdenen havde fundet det interessant. Nu hjalp Forførerens Dagbog, og man fandt det keedeligt – ganske rigtigt; thi det er det Religieuse. ►Dette forklarer ogsaa 👤Frater Taciturnus selv.

X1A89Det jeg lider under er en vis Undseelighed blandet med en vis Stolthed. Jeg kan ikke i Forhold til det Endelige gjøre mig Fordeel ell. see paa min Fordeel; jeg undseer mig ved at paatale, at man bedrager mig, jeg generer mig derved paa det andet Mskes Vegne. Og dog seer ⓘ jegjeg] tilføjet det meget godt, men det er tillige en vis Stolthed, at det egl. er mig nok, at jeg har seet det.

X1A90►ⓘ DetDet] , < Denⓘ omom] tilføjet 👤Adler kunde saa dog 5 maaskee engang udgives særskilt under Titlen: ►📖 literair Anmeldelse, og her kunde saa ►det større 📖 Forord til »en Cyclus ethisk-religieuse Afhandlinger« bruges.

X1A91►👤R. Nielsen forklarer mig stundom, at han holder den dybeste Hemmelighed over sit Forhold til mig »det er ham for inderligt til at han kan tale derom«. Saa svarer jeg »det er smukt«. O, han er paa262 sin Viis snild. Ja, et erotisk Forhold hvor begge Parter sætte lige meget ind, der er Taushed i den Forstand rigtig og priselig. Men En, der er ►Forfatter som 👤R. N. er det, og aabenbart benytter hvad han faaer hos mig i sin Productivitet – saa er det jo ganske nemt med denne Taushed. Mon han er saa hildet, at han ikke selv mærker dette, ell. han skulde mene, at jeg ikke mærkede det. Vi ville see.

6X1A92Nei ►»en saadan Extraordinair« er jeg rigtignok ikke. Deels er jeg ikke collideret med det Bestaaende, men ⓘ med det Almeen:Mskeligemed det Almeen:MskeligeMenneskelige] , først skrevet <·> (en Lidelse som ofte er hændt ►et ingenium) deels er jeg ►en Poeniterende; og endeligen det Extraordinaire ved mig er saa langt som muligt fra at være bringe noget Nyt, at jeg lige omvendt just er beregnet paa at bevare det Bestaaende.

Her seer jeg det nu ogsaa tydeligere, at det er rigtigt opfattet, at kun i en indslumret blødagtig Tid skal jeg være ell. er jeg Bevægelsen, ►Opvækkelsen (thi jeg er det idealere Bestaaende) men i Oprørs-Tider er jeg ganske tydeligt det Conservative. 7 Det er ogsaa sandt, ►hvad 👤R. Nielsen sagde, at Biskop 👤Mynster paa en Maade ansaae mig for en Overdrivelse – i Fredstider; men nu synes han, at jeg dog passer bedre.

X1A93Det var det Usle og Feige hos ►👤Goldschmidt: med det Indtryk og den Forestilling han havde af og om mig, hvis der havde været mindste Ære i ham og Agtelse for sig selv samt ►sin egen udtalte Dom – saa havde han taget Polemik men ►valgt et anstændigt Sted til at føre den. Saa var han knust; det vidste han nok. Men hvilken væmmelig Løgn af ham, at dække sig bag al den Usselhed – ligeoverfor mig. Men saa er det ogsaa med ►👤P.L. Møller. Med Navn under i »📖 Fædrelandet« svarede han ganske kort og ærbødig trods ⓘ minmin] , < mit Artikels Haan mod ham, og hvorfor, fordi det var med Navn under og paa anstændigt Sted. Men hvis der var 8 det Mindste i 👤Goldschmidt: i Sandhed han er straffet ved den Virkning han frembragte. ►Thi sagde jeg ham jo selv, at det formaaede han at hidse Pøbelen paa mig. Og det gjorde han, og Den der gjorde det, var Den, der selv bedst forstod, hvilken rædsom Løgn det Hele var, at disse i263 en vis Forstand aldeles uskyldige Msker bleve af ham væmmeligt misbrugte til at øve en Nederdrægtighed, som han unddrog sig Ansvaret for.

Dersom der gives en Dom, han er dømt.

264 X1A94 9 NB.                    NB

NB.

Der maa ⓘ nunu] tilføjet passes nøie paa; der skal svinges.

Der er for mig tre Muligheder. 1) at træde ligefrem ⓘ afgjørendeafgjørende] tilføjet op i Virkeligheden i Characteer af det Overordentlige, miskjendende, at jeg dog væsentlig er Digter, at jeg væsentlig digterisk (om ⓘ endend] SKS, en ualmindelig ethisk for en Digter m: H: t: at udtrykke, at ville være det Digtede) har forholdt mig til det, ⓘ miskjendendemiskjendende] , < miskiendende at jeg har ►havt en tilfældig Begunstigelse: Formue. – Dette vilde være usandt af mig, og er mig derfor umuligt. 2) At trække Alt tilbage Digterisk i mig som Digter og da ⓘ personligtpersonligt] tilføjet ganske indrette mig i Livet som Digter, søge Digter-Fiernheden, for at undgaae enhver Anledning til Forvexlingen om jeg nu selv existentielt er det Digtede. Deri var der Mening. 3) ►At søge en Embedsstilling, mit oprindelige Forsæt.

Men Sagen er, ►min pecu10niaire Bekymring og især i ►disse forvirrede Tider har taget lidt paa mig. Med denne Begunstigelse vilde jeg kunde holde mig paa Spidsen trods al Menneskenes Mishandling og være det Digtede tilnærmelsesviis. Men hiin Bekymring har gnavet lidt paa det Dialektiskes Spænding i min Aand, og saa har Mishandlingen og alt det Væmmelige, jeg døier, gjort mig lidt utaalmodig, saa jeg nær var gaaet hen og sagt Noget om mig, (vistnok endnu saa dialektisk at jeg ikke sagde jeg var, men at jeg havde været det) Noget, som vel ikke er usandt, men som jeg religieust har anseet for min Pligt at bevare i Selvfornegtelse, og altsaa heller ikke consequent kan gjøre det end nok saa skiult aabenbart, hvori det ligger.

Derfor kan 📖 ►No 2 af 11 en Cyclus ethisk-religieuse Afhandlinger (det Almene – den Enkelte – den særlige Enkelte) heller ikke gaae ud. Trods alle ►Exceptioner vil den blive forstaaet om mig, og indeholder jo ogsaa Forklaringen af ►Forførerens Dagbog, skiøndt den dog mindst vilde blive forstaaet derom, men snarere om, at ►jeg udsatte mig for Pøbelen.

X1A95 Og saa kan, som oftere sagt, ►den hele Productivitet, der ligger færdig (det Værdifuldeste jeg har frembragt) maaskee ogsaa blive at benytte, men for Gud i Himlens Skyld saaledes at det garanteres, at det bliver digterisk holdt, digterisk Opvækkelse.

12X1A96265Det er dog underligt, naar jeg tænker derpaa. Dersom jeg (fraseet naturligviis den qvalitative Forskjel mell. os) vilde sammenligne mit Liv med en Dommers, saa er Forskjellen den, at ►i tidligere Tid kom Dommeren for at dømme Regjeringen. Jeg har havt lige omvendt Front. Det har man ikke forstaaet (fundet dette underligt af en Privatiserende) jeg har selv neppe forstaaet det dybt nok: men ►nu i 48 og der efter, da viser det sig jo ganske tydeligt, at skal ►Styrelsen nu sende fremtidigen Propheter og Dommere saa maa det ene være for at hjælpe Regjeringen, ⓘ for at hjælpe tilfor at hjælpe til] tilføjet at der dog kan blive regjeret.

Og hvad har egl. ►👤Mynster gjort i denne Henseende? Ja han har siddet og nydt det at være Styrende, 13 at bortgive Embeder o: s: v:.

X1A97 NB.                    NB.

NB.

Det meste af al den min Bekymring om at det Producerede skulde stille mig selv forkeert mig som det Overordentlige o: D.: er kun Hypochondrie. Hvad ►»📖 en Cyclus ethisk-religieuse Afhandlinger« angaaer, da har jeg atter seet igjennem, det er aldeles rigtigt holdt. ►Den øvrige Productivitet har jeg jo lige fra Begyndelsen mærket: digterisk Forsøg – uden Myndighed. ►»📖 Den bevæbnede Neutralitet« indeholder jo desuden dette saa nøiagtigt som muligt.

Spørgsmaalet er derfor fra 14 den anden Side: hvorvidt jeg overhovedet har Lov at holde hele denne Productivitet tilbage.

Jeg vilde i een Forstand helst være fri, jeg vilde helst være fri for at sætte det ind i Verden, ret som havde jeg intet Ansvar ved at lade være at sætte det ind.

X1A98 266 Dette fortjener dog maaskee

at optegnes.

►👤Goldschmidt har ⓘ (fraseet hans hele Charakteerløshed og Usselhed)(fraseet hans hele Charakteerløshed og Usselhed)] tilføjet aldrig havt Idee men vel Talent. ►»📖 Corsaren« var i den Tid han redigerede den aldrig uden Talent, den vil hell. ⓘ ikkeikke] , først skrevet i<··> saaledes blive glemt.

►Nu siger han, som jeg tilfældig saae, etsteds i Nord og Syd hvor han forsvarer sin Virksomhed, 15 at han i Betragtning af Partiernes Usselhed indtog et ironisk Standpunkt ⓘ overover] , foran er slettet lige dem.

Hermed hænger det saaledes sammen. Skulde »📖 Corsaren« have Ideer, og om hvorvidt den havde dem beroede paa og blev at prøve efter, hvorvidt den havde Dialektik nok til at fastholde og personligt Mod til at udtrykke absolut Negativitet.

Om Sligt havde 👤Goldschmidt ingen Anelse. ►📖 Corsaren var liberal, tærskede paa 👤Christian VIII, Embedsmænd o: s: v:, 📖 Corsaren var en Plante af Oppositionen. Idee har 👤Goldschmidt aldrig havt.

Da ►lod jeg længere tilbage i Tiden et lille Vink falde til 👤Goldschmidt, at, fraseet Phænomenets Usædelighed, skulde der ⓘ endogendog] tilføjet blot være Tale om Idee i det ell. i et saadant Foretagende, maa det ligeligt rette sig mod Alt, og da ikke være saa dum i vor Tid at rette sig mod Regjering. Dette Vink blev meddeelt en passant, i al den Fornemhed, som jeg ⓘ iagttogiagttog] , først skrevet a mod ham. 16 Men jeg kjendte min Mand; og ⓘ havdehavde] , først skrevet Ube kun senere den ⓘ lillelille] , først skrevet til Ubehagelighed, at han ligefrem havde fortalt ►Prof👤Nielsen (i ⓘ AarhuusAarhuus] , < Aarhuus) ved Realskolen), at jeg havde sagt det. Der svingede han saa, og der kom dog lidt Idee i 📖 Corsaren. ^[a]

Saa styrede han igjen reent forkeert, sank ned i det ussleste Personlighed, angreb private Personligheder o: s: v:. ⓘ – og ►han udødeliggjorde mig.– og han udødeliggjorde mig.] tilføjet

Da var ogsaa Øieblikket kommet for mig, til at jeg skulde have en ny existentiel Belysning; jeg meente fremdeles at skylde mit Fødeland det, og det var Negativitetens Consequents. Thi Negativiteten har jeg betragtet som Opdragelses-Middel hen til det Positive,267 jeg vilde have frem: Religieusitet. Men at jeg var berettiget, den eneste her hjemme, det viste just det Skridt, at jeg, idet jeg svingede af fuldendte min Idee ved at ►vende Negativiteten mod mig, Noget, der var skeet enten 17 ►ⓘ 👤P. L. MøllersP. L. Møllers] , ændret fra P. Møllers Angreb var kommet ell. ikke; der ►ligger ogsaa i mine Papirer en lille Artikel, der er ældre, og nærmest foranlediget af ►Udødeliggjørelsen, saa meget mere som 👤Goldschmidt nu endog blev farlig, da han ved ►»📖 Jøden« blev Gjenstand for en Art sentimental Medlidenhed ►»at han som Barn havde lidt meget o: s: v:«.

Min Tanke ved Skridtet var m: H: t: 👤Goldschmidt denne.

1) enten maa han, evigt forstaaet, komme til [at] dømme sig selv for evigt, at der slet intet Hold er i ham, at han endog foragter sig selv. det skete.

2) ell. han svarer: nei, en Productivitet som jeg har beundret og ►sagt om at jeg beundrer den, den kan jeg jo ikke, da den jo er uforandret, gaae hen og forhaane; jeg holder mig kun til ►den lille Artikel i 📖 Fædrelandet.

3) ell. han havde sagt: nei, ►Mag.👤K. angriber jeg ikke.

I dette sidste Tilfælde havde det været min Hensigt at holde lidt Dom. Jeg vilde da, for at gjøre Mskene 18 opmærksomme paa, paa hvilken Afgrund de havde svævet, selv ⓘ viist, (menviist, (men] , < viist, men ved at angribe fingerede Navne, altsaa aldeles uden Braad, reent æsthetisk) hvorledes Sligt burde være holdt, og tillige hvor farligt det kunde blive, naar det blev virkelige Personer.

Derpaa var det min Tanke, at faae 👤G. revet bort derfra, anbragt som æsthetisk Journalist paa anstændige Vilkaar i anstændigt Blad. Han var et kløgtigt Hoved, den eneste Yngre, jeg egl. har været opmærksom paa. Han kunde saa være blevet mig brugbar for det Æsthetiske.

Dette havde været ham saare gavnligt. ⓘ HanHan] , < Hans behøver en saadan Indflydelse. Han kan, som det nu viser sig, meget godt hjælpe sig igjennem, ►faae igjen mange Subscribenter o: s: v:; men Idee faaer hans Liv aldrig.

Prøven han blev sat paa, blev strengt holdt. Den 19 Dag, ell. Dagen efter, da ►Artiklen om 👤P.L.M. var ud268kommet, ►fik han fat i mig paa Gaden, aabenbart i den Hensigt, at jeg privat skulde sige ham, hvad jeg vilde han skulde gjøre. Det gjorde jeg ikke, behandlede ham endog koldt.

Da saa ►hele Læsset af Skjeldsord var væltet over mig, ►mødte jeg ham paa Gaden en Dag efter. Han gik mig forbi, jeg kaldte ad ham og sagde: 👤Goldschmidt. Han kom saa hen. Derpaa sagde jeg til ham han skulde følge med mig. Jeg sagde nu til ham, at han dog maaskee havde misforstaaet Alt, hvad jeg hidtil havde foreholdt ham og ⓘ formanetformanet] , først skrevet <r> ham betræffende, at opgive sin Corsar-Virksomhed, at han dog maaskee havde levet i den Indbildning, at jeg holdt en Slags god Mine med ham, for ikke at udsættes selv for hans Angreb. Nu kunde han dog vel see, at det Modsatte var Tilfældet. Jeg vilde ⓘ derforderfor] , først skrevet p nu ret alvorligt gjentage, hvad jeg havde sagt ham. Det gjorde jeg. 20 Jeg lagde ham det ret alvorligt paa Sinde, at han maatte bort fra 📖 Corsaren. Det var baade til at lee og til at græde over, da han med Taarer i Øinene (som han da, hvad gjerne er Tilfældet, med den Sort ⓘ MskerMskerMennesker] , < MskerMennesker) var let bevægelig til at faae Taarer i Øinene) sagde: at De kunde dømme saaledes om min hele Færd og ikke sige et Ord om at jeg dog har noget Talent.

Da jeg havde talt, hilste jeg paa ham, bød ham Farvel, med den Godmodighed, som jeg altid har viist med ham, men ogsaa med den Fjernhed, som jeg altid har iagttaget mod ham.

Siden den Tid har jeg aldrig talt med ham. Sandeligen, det er ikke for min Skyld, hvad han har gjort for mig, ikke blot tilgiver jeg ham, men det er jeg slet ikke vred over, saa inconsequent er jeg ikke. Nei, jeg meente, at skylde Forholdene det. Jeg var endnu bestandigt anseet for »Ironikeren«, holdt jeg efter den Begivenhed gode Miner, saa vilde jeg frygteligt have under21støttet ham, givet Sanction for at hans ►Treiben var Ironie. Magelig som jeg er, har det ordl. været en Byrde for mig at skulde spille den Vrede.

Han er imidlertid vedblevet i det mindre at copiere mig. Han forklarer nu som sagt, at ►📖 Corsaren var det Negative over Partierne – og ►nu vil han igjen staae over Partierne – positivt. Han læser (og jeg har maaskee ikke ⓘ mangemange] , foran er slettet saa saa ivrige Læsere) ►at det Negative er Gjennemgangen. Saa opfører han den samme Comedie. ►For ham bliver saa »📖 Corsaren« det Negative, omtrent ligesom En vilde sige at det var ⓘ etet] tilføjet Udviklings Moment i hans Liv, at han havde været i ►📌Forbedringshuset. Mig kan Publikum ikke forstaae; men det hører dog om at der skal være endog noget Dybsindigt deri – og saa spiller 👤Goldschmidt Comedien efter, og bliver populair.

ⓘ Et Islæt et Mere fra ►Styrelsens Side har der for mig været i dette269 som i Alt: jeg har lært ubeskriveligt, er maaskee mere nu frelst fra Hypochondrie og mere bestemt christelig paavirket. ændret fra et dobbeltkors Et Islæt et Mere fra Styrelsens Side har der for mig været i dette som i Alt: jeg har lært ubeskriveligt, er maaskee mere nu frelst fra Hypochondrie og mere bestemt christelig paavirket. ]

22X1A99... Jeg er (fraseet den Forskjel at jeg har haft min Frihed) fra een Side seet kun deri forskjellig fra en Embedsmand i det Bestaaendes Tjeneste, at jeg ikke har oppebaaret Gage og ►Emolumenter, men ►givet Penge til og ►incasseret Forhaanelser; at jeg ikke har haft den Betryggethed, Magt, Indflydelse ►item Leilighed til at dovne, som er forbundet med en Embedsstilling, medens jeg med en næsten søvnløs Utrættethed har arbeidet, vovet mig i Farer og just i det Bestaaendes ⓘ Interesse –Interesse –] , først skrevet Interesse, hvilket Alt et høistæret dannet Avis-Publikum har fundet sært: at En vil arbeide saa anstrenget, naar det ikke er hans ⓘ LevebrødLevebrød] , først skrevet Leverbrød, vil arbeide saa anstrenget i det Bestaaendes Tjeneste, naar det ikke er hans Embede; at En vil arbeide saa anstrenget og saa udsætte sig for Forhaanelse, vil fri og uafhængig arbeide saa anstrenget og saa ikke engang tilhøre ►Oppositionen.

X1A100 23 NB.                    NB.

NB.

Hvad jeg er for en hypoconder Underlighed. Idag ⓘ tagertager] , først skrevet f jeg ►den senere Productivitet frem, for at see, om det da skulde være saa, at der ⓘ varvar] , først skrevet <f> sagt for meget. Og see saa staaer det allerede paa den: digterisk uden Myndighed.

X1A101 ► 👤Bonaventura

📖 Titulus 1 de peccatis

📖 Cap VII de acedia citerer af Provbr. 21, d:

desideria occidunt pigrum.

24X1A102270.... I Sammenligning med en ►Reen- og Skjønskriver som ►Mag.👤M. Hamerich bliver jeg vel kun en Meel- og Grynhandler.

X1A103Det er snurrigt at læse: ►»det tydske Overhoved-Spørgsmaal« man fristes til at sige det Spørgsmaal ⓘ overhovedetoverhovedet] , først skrevet or.

X1A104Det kunde være snurrigt at give et Theater Stykke tre Titler

►Den leer ⓘ bedstbedst] , først skrevet sidst som leer sidst

ell.

Den leer sidst som leer bedst

eller

► 📖 Wie es euch gefällt

Lystspil

ell.

Syngestykke

ell.

►Frugtstykke i 3 Akter.

Dette er Nonsens, men det 25 er aabenbart, at der i den Retning maatte kunne blive ►en Replik a la 👤Falstaff. Dette Vanvittige Tredie ell. Frugtstykke er charakteristisk for ham. Saaledes i hans Skjeldsord, ⓘ saaledessaaledes] , først skrevet at i hans Sammenligninger, at naar der allerede er ⓘ opdiskedopdisked] , < opdiskede Galskab nok, kommer der endnu Eet, som er aldeles Vanvid. Sligt forekommer i Livet. Jeg erindrer fra min Barndom af, ⓘ (det(det] , først skrevet at var ►en af 👤Wahlgreens Drenge, som boede ►hos 👤Agerskov paa 8de Blegdam) at han efter i sin Arrigskab at have udtømt alle Skjeldsord mod en anden Dreng tilsidst efter en Pause halvt ►despererende halvt exstatisk udbrød: Din Canariefugl.

X1A105 NB.                    NB.

Hvis jeg tænkte mig, at det pludseligt blev mig forelagt offentligt det Spørgsmaal, om jeg er en Christen, 26 og maaskee gjort med formentlig stor Høitidelighed for at tvinge mig ud [af] min dialektiske Stilling, og faae mig frem, at jeg kunde staae i Spidsen: saa vilde jeg svare: ih, na271turligviis jeg er Christen som alle andre ere det. Mere kan jeg ikke sige uden jo at komme til at bestemme mig som Christen i Modsætning til andre ⓘ ChristneChristne] , < Christen.

Det som har været Udflugten og Skalkeskiulet, at være Christen som alle Andre, skal ogsaa blive Satiren. Der vil nok være baade Den og Den som mærker ►min Braad, og som gjerne vilde have mig frem foran, thi saa stikker jeg ikke mere. Og stillede jeg mig saaledes foran, saa vilde jeg staae mig uendelig 27 langt bedre ⓘ medmed] , først skrevet hos mig Mskene. ►👤Mynster vilde frygte mig, og gjøre Alt for at vinde mig (istedetfor han nu egl. misbruger den Forestilling han har om min Redelighed og Opoffrelse, at jeg intet Endeligt vil, og at jeg vil det Sande saa uegennyttigt, at jeg i denne Verden aldrig kan blive farlig for ham, dertil er han for meget beslægtet med Verdsligheden) Andre vilde beundre og prise mig, og Alt var Herligt. Saaledes er det. Det ⓘ det idet i] , < der Verden altid kommer an paa er ⓘ atat] , først skrevet Ver glemme Gud, og gjøre ►de Medlevende til Instantsen.

28X1A106Tag ⓘ ►👤Martensen,Martensen,] , < Martensen! det er et Exempel paa ►dette Mynstersk-Goethiske at gjøre ►de Medlevende til Instantsen kun endnu lavere. Der vil saa vist ikke et Ord af ham, ikke en Bemærkning gaae over til næste Generation, saa lidet som hans Liv har det Mindste af Idee, og saa lidet som det i fjerneste Maade udtrykker, at der er en Gud til, men vel at der i 📌Kiøbh. er en fornemmere Verden, med hvem man maa see at staae sig godt for at tilfredsstille Tidens Fordringer.

Det er et stort Embede han har ( – ja, det lader sig forstaae af Medlevende); han er Prof., har altsaa Indflydelse paa de Studerendes Skjebne og forholder sig derved til mange mange Familier som en Betydelighed; ⓘ hanhan] , først skrevet det Hele er Hofprædikant, Ridder; ►det Hele er kun een Gang hver 6te Uge, i tre Quarteer, i den pynteligste Kirke, hvor ►Kongen 29 og Dronningen kommer; ►det forholder sig til Selskabslivet i 📌Kiøbh., man aftaler at gaae hen og høre 👤M., det aftales paa Baller og Maskerader.

Saa synes jeg man maatte hellere være Udraaber paa ►Dyrehaugsbakken – det er mere alvorligt end paa den Maade at være den Alvorlige som forkynder at Sandheden ikke blev korsfæstet (thi det er ikke Χstd) men at Sandheden korsfæstes. Det er jo umuligt at bare sig for at lee, hvilket det dog maaskee nok er i Forhold til Udraaberen.

X1A107272Saaledes gaaer det. Jeg stillede Problemet, det Problem som forestaaer hele Slægten: ►Lighed mell. Msk og Msk. Det stillede jeg ►exsecutivt i 📌Kiøb. Det er noget Andet end at skrive et par Ord derom; jeg udtrykte det tilnærmelsesviis ved mit 30 Liv. Jeg har i christelig ⓘ Forstand nivelleretForstand nivelleret] , først skrevet <·>, men ikke i oprørsk Forstand mod Magt og Værdighed, som jeg af al Magt har hævdet.

Men see Mskene kjende ikke det, de selv tale om – og jeg bliver ⓘ offretoffret] , først skrevet O, og min Brøde skal være at jeg var stolt; jeg som med ethvert Offer havde kæmpet for Ligheden.

Og Følgen. Ja Følgen er ganske simpel, at jeg, hvis jeg ikke var saa stærkt religieus paavirket, som jeg er, dog maatte have trukket mig tilbage og søgt Omgang – med de Fornemme ɔ: at jeg var blevet stolt.

O, I Daarer!

X1A108At vide, at være dog saa stærkt paavirket, at man har en Forestilling om, at det Sande kun naaes i 31 Lidelser, at Sandhedens Grad er Lidelsens – og saa underhaanden at ville modtage af En, Tankerne, Udtrykkene, hvori mit Hjerteblod og min Lidelse banker – ►at ville modtage det ⓘ underhaandenunderhaanden] , først skrevet f for saa at udgive det for sit Eget.

X1A109►👤Visbyⓘ begyndtebegyndte] , ændret fra sagde idag (►Fastelavns-Søndag) omtrent saaledes:

»Vi skulle tale idag om ►den Pagt som vi Alle have indgaaet, de Fleste af os ogsaa fornyet« – ubegribeligt, at det ikke faldt ham ind at føie til: og Alle ogsaa brudt – og derpaa at lægge hele Talen om som en Bodsprædiken med Thema:

Vor Daabspagt.

32X1A110273►👤R. Nielsen har jeg draget til mig fordi jeg religieust ansaae det for min Pligt, dog at have eet Msk, at jeg ikke skulde siges ganske at have sprunget den Instants over.

Gavne mig uendeligt kan han naturligviis ikke; han er for tung, for ⓘ tykhudettykhudet] , ændret fra tughuddet, for fordærvet ►fra 👤Christian VIII Tid. Skal jeg endeliggjøres, kan han naturligviis gavne mig.

Fjerne ham lidt fra mig har jeg maattet, thi ellers ligger han og ►vrøvler min Sag ud i Form af ⓘ gemytliggemytlig] , først skrevet gemutlig Passiar, min Sag, som enten skal strammes ubetinget ell. gjemmes i dybeste Taushed.

33X1A111Forstaae mig til en vis Grad kan ►👤R:N:; men han kan ikke modstaae sig selv, ⓘ erer] SKS, et fortryllet af alt dette Dybsindige, iler hjem ►tegner det op og meddeler det – istedetfor først at gjøre det til Handling i sig. Hans Sandheds-Meddelelse bliver i al Evighed ikke Handling.

X1A112 NB.                    NB.

Det er da ganske vist ►»en saadan Extraordinair« som han er fremstillet i No 2 er jeg sandeligen ikke. Jeg er aldrig collideret ⓘ medmed] , først skrevet meg det Bestaaende, har altid været grundconservativ. Jeg er collideret men som Individ med noget Almeen-Menneskeligt, at jeg ►hævede en Forlovelse. Men dette vedgaaer egl. ikke noget andet Menneske; det er ikke en Colli34sion med det Historiske som et Bestaaende; hvilken Collisions Dialektik har det i sig: at bringe noget Nyt. Men det har jeg heller aldrig sagt mig at have. Forøvrigt har jeg jo ►gjort Alt for at mit Exempel, min Collision ikke skulde blive til Skade for ⓘ NogenNogen] , først skrevet hende, som var det noget Stort ikke at gifte sig.

X1A113 274 NB                    NB.

I Sandhed kan jeg da sige at jeg har virket i det Bestaaendes Tjeneste.

Og selv om jeg efter den af mig størst mulige tænkte Maalestok drev det til at blive Reformator, jeg er dog i det Bestaaendes Tjeneste; thi »Mængden« 35 er det jeg anseer for det Onde, skulde jeg falde, maatte jeg falde, mod den har jeg og vilde jeg tage front, af al Magt understøttende ⓘ ►Regjeringen og Regjering.Regjeringen og Regjering.] , ændret fra Regjeringen.

Men forsaavidt jeg berører dette Uvæsen ⓘ der drivesder drives] tilføjet med ►Levebrød, da er dette atter ikke for at der skulde fratages Nogen Eneste ham hans Levebrød, ell. for at Nogen skulde blive ængstelig og af den Grund nedlægge det. Det jeg strider om paa dette Punct (som dog er saare underordnet) er atter en Forestilling: om Forestillingen ⓘ medmed] , først skrevet mell hvilken man betragter sit Levebrød, at man tilstaaer sig selv, at det er en Lettelse en ►Accomodation at have det, men ikke frækt vender Forholdet om og gjør »Levebrødet« til Alvor – og Christus og Apostlene til Phantaster.

36 Det er sandeligen sandt ►hvad jeg sagde til 👤Christian VIII, at jeg rigtignok meente at have Fortjenester af det Bestaaende; men det er ogsaa sandt, hvad jeg sagde til ham, at Pointen just havde ligget i, at jeg var en Privat. Den Opvækkelse behøvedes og den Opreisning behøvede det Bestaaende i saadanne lurvede Tider, hvor Alt forklares af lave Bevæggrunde, og hvor man derfor svækker i een Henseende den dygtige Statstjener, fordi ⓘ man siger:man siger:] tilføjet han er i Statens lønnede Tjeneste.

37X1A114Forsaavidt ►👤Mynster noget Øieblik ikke erkjender ganske, at jeg har været i det Bestaaendes Tjeneste (hvad han dog gjør i sit Inderste og saasnart han tænker sig døende) saa er det kun hans ⓘ verdsligeverdslige] tilføjet Herskesyge, der ⓘ vil værevil være] , først skrevet har den høieste Magt, og ikke vil erkjende (saa længe han lever – thi i Døden gjør han det) ⓘ etet] , < en Guds-Forhold.

X1A115 275 NB.                    NB.

NB.

Det er en egen Sag med at udgive end det Mindste, der fjernt forklarer ►det om den Extraordinaire. Thi ⓘ sandtsandt] , først skrevet ga nok, jeg er ikke en saadan, men deraf, men deraf følger ikke, at det [ikke] trods alle ►Exceptioner vil blive forstaaet 38 om mig. Men hører det med til en Extraordinair at skiule det, saa bør jeg heller ikke ►telegraphere i den Retning.

Min Extraordinairitets ene Side er at jeg er ►en Poeniterende. Det kan jeg nu umuligt fremstille saaledes, at Accenten ret falder derpaa. Thi hvad bryder Verden sig egl. om Sligt, naar den blot kan faae det ⓘ OverordentligeOverordentlige] , først skrevet Overoe at gloe paa. Men kan jeg ikke sige A, saa kan jeg heller ikke sige B.

Vistnok er der noget Veemodigt deri. Mit Liv, min Forfatter-Virksomhed vil blive forklaret som höc[h]stens en noget besynderlig Genialitet, ikke slet saa alvorlig og ikke slet saa consequent 39 som adskillige Andres Liv. Dybere stikker Ingen af ►de Medlevende. Jeg er ⓘ denden] , < en Eneste der kan forklare (thi at forklare er her at ⓘ have gjorthave gjort] , ændret fra gjøre Opdagelsen, at have opdaget Egne, som ikke saaledes er til for Andre) – ak og jeg tier. Det er som hvis En eiede en stor Skat og gjemte den saa sikkert, at han kastede Nøglen bort.

Det der bekymrer mig er om jeg har Lov til det, om denne Taushed i Forhold til Gud er tilladelig; om det er tilladeligt, at lade en Productivitet, hvis Sindrighed skylder ham saa uendeligt, lade den staae hen som en Gaade, og for Mange som noget sært Noget og hvorfor? fordi Forf. deels mener dette er Selvfornegtelse, deels mener ikke at kunne overtage enhver 40 misforstaaet Virkelighedens Consequents af at give Forklaringen.

X1A116 NB.                    NB.

NB.

►»📖 En Cyclus ethisk-religieuse Smaa-Afh.« har, naar ►det om 👤Adler udelades (og det maa ubetinget udelades, thi at komme i Berøring med ham er altfor galt, og desuden er det dog maaskee ogsaa ubilligt at behandle ►en Medlevende saaledes blot ⓘ psychologiskpsychologisk] SKS, pschychologisk) den Feil, at hvad der (og oprindeligt var det jo ogsaa saaledes) som Partier i ►en heel Undersøgelse ikke drager Opmærksomheden paa sig, nu vil drage altfor276 stærkt 41 Opmærksomheden paa sig og derved paa mig. ►No 3 som er et senere Arbeide gjælder det Samme om, hvorvel det er oprindelig et selvstændigt Arbeide.

Men skal ⓘ forudenforuden] , først skrevet det det om 👤Adler, ►No 2 og 3 gaae ud, saa bliver 📖 en Cyclus slet ikke til at udgive.

Dertil kommer at der bør accentueres lidt i Retning af ►andet Oplag af 📖 Enten – Eller. Altsaa enten som jeg tidligst havde tænkt mig, ►en Qvart med hele den sidste Productivitet eller kun en lille bitte Smule, men vel at mærke en correct Modsætning til Enten – Eller. Dertil er ►📖 3 Noter til min Forf: V. som beregnede, og det tiltaler mig fortræffeligt.

Naar jeg nu slet 42 ikke gjør Noget for ⓘ directedirecte] , først skrevet at (det vil være ved at udgive ►»📖 Synspunktet for min Forf. V) ell. dog indirecte ►telegrapherende (ved at udgive 📖 en Cyclus o: s: v) for at sikkre Total-Opfattelsen af min hele Forf: Virksomhed: hvad saa? Saa vil Dommen om min Forf: Virksomhed totalt slet ikke blive til; thi at søge et Total-Anlæg i dette Hele, har Ingen Tro nok paa den, ell. Tid og Duelighed [til]. Dommen vil altsaa blive ►at jeg saadan har forandret mig lidt i Aarene.

Saaledes vil det blive. Det er ⓘ forfor] tilføjet mig det Veemodige. Jeg veed da i mit Inderste, at det har et noget andet Sammenhæng, at der (og især da ved ►Styrelsens Bistand) er en Totalitet i det Hele, og sandeligen noget Andet 43 at sige derom end dette Fattige, at Forf. saadan blev forandret.

Dette beholder jeg saa skiult i mit Inderste, hvor jeg tillige ogsaa har ⓘ Modsætning:Modsætning:] , ændret fra Modsætning i hvilken Forstand jeg blev mere skyldig end andre Mennesker.

Disse Proportioner tiltale mig saa ganske. Det er min Sjel imod paa nogen Maade at blive anseet ►pathetisk for ell. at fremstille mig selv som det Overordentlige.

Dette tiltaler mig saa ganske. Det bedste Incognito jeg saa nu kan vælge er ganske ►simplement at gaae over i ►en Embedsbestilling.

Det Fangende ved Productivitetens Totalitet (at den er æsthetisk – og saa religieus) vil blive ganske svagt 44 antydet ved de 📖 3 Noter. Og forresten naar Noget skal virke fangende, saa er det jo dog urigtigt, at forklare hvori det stikker. En Fisker vilde jo dog ikke til Fiskene om Lokkemaden sige: dette er Lokkemad. Og endeligen selv om alt Andet var i Orden betræffende at meddele Noget om ⓘ Totaliteten:Totaliteten:] , < Totaliteten, jeg kan dog heller ikke faae det accentueret nok, at Styrelsen er egl. den dirigerende Magt, og at jeg paa saa mange Maader først forstaaer bag efter.

Dette er skrevet ►Fastelavns-Mandag. ►Ifior paa den Dag besluttede jeg, 45 at udgive 📖 christelige Taler, iaar tiltaler lige det Modsatte mig.

Jeg ønsker at bringe et Øieblik Mildhed og Venlighed ind i mit hele Forhold. Bedre troer jeg ikke det kan naaes end ved andet Oplag af 📖 En277ten – Eller og saa de 📖 3 Noter. I det Øieblik hvor jeg dog tænker mig at bryde af, at begynde en Polemik, som jeg dog ikke vil indlade mig paa at svare i, en Polemik (som er uundgaaelig i Anledning af ►No📖 1 og No 📖 2 i en Cyclus): er ogsaa besynderligt.

Lad det fra min Side være mildt: vil man have Strid, sandeligen bag ved er jeg vel væbnet.

X1A117 46 NB.                    NB.

NB.

Det at vove viser sig denne Gang for mig paa en ►nogen anden Maade end før. Tidligere har jeg altid holdt paa at udgive hvad jeg havde skrevet, nu gjælder det nok om at holde igjen.

Hvad ►»📖 en Cyclus ethisk-religieuse Afh.« angaaer da er den jo fra en ældre Tid. Den er ogsaa et usædvanligere ►Compositum, fordi det er ►det oprindelig større Værk, der er hugget i Stykker, og Motivet til det Hele (👤Adler) udeladt, og en egen Opsats tilføiet No 3. Jeg kan ikke sætte mig ind i den saaledes, at jeg ret har Lyst til at udgive. ^a

Hvad ►»📖 Synspunktet o: s. v:« angaaer, da gjælder derom, at det aldeles er ►skrevet i en Tilstand, hvor jeg ikke ventede at opleve selv at udgive det. Den er som en Døendes Skriftemaal. Det er vistnok et stort Gode for mig at det er lykkedes mig at skrive 47 den, og ►var jeg, efter en første Bestemmelse, reist til Udlandet ifior Foraar, havde jeg vel aldrig oplevet at faae noget Saadant skrevet. Dertil maatte ganske anderledes Lidelser, og jeg synke end dybere end nogensinde ind i mig selv. Den forgangne Sommer har i den Henseende været mig af yderste Vigtighed. Forsaavidt var det atter godt, at jeg ikke ⓘ reistereiste] , først skrevet reise. Jeg har naaet en Productivitet, som jeg ellers ikke havde naaet. Men hvad »📖 Synspunctet« angaaer, følger deraf ikke at det skal udgives.

►2det Oplag af 📖 Enten – Eller og ►de 📖 3 Noter: saaledes tiltaler det mig. Det ligger saa ganske for mit Væsen at gjemme det Bedste i Inderlighed. Jeg har holdt ud at ►blive anseet i sin Tid for en Skurk, uagtet jeg dog nok ikke just var en Skurk: saa lad mig ogsaa holde ud som Forf. at synes en Underlighed, uagtet jeg dog nok ikke just er det: 48 Men den Gang piinte Forholdene ikke saa stærkt paa mig, saa jeg blev fristet til at vise, at jeg dog ikke var det, men maaskee lige det Modsatte. Angaaende min Forf. Virksomhed, har Forholdene piint mere paa mig, og desuden er dette jo i en anden Forstand et offentligt Forhold.

Men jeg maa huske paa, at jeg har faaet een Fare mere, een for mig278 ganske fremmed: ►en Smule Betryggelse for min Fremtid. Jeg antager nu at dette er Grændsen for at vove: at man i Tillid til Gud vover sig i den Fare, som man dog har Forestilling om Muligheden af at man kan udholde. Saaledes har jeg været og er jeg villig til (paa det gamle Vilkaar) at vove mig i Kamp med Men49neskene, deres Magt, deres Spot o:s:v:; thi jeg forstaaer mig selv i Muligheden af ved Guds Hjælp at kunne seire. Men den anden Fare kan jeg ikke have paa samme Tid. Saa stærk er jeg ikke, her anseer jeg det at vove for for mig at være en Dumdristighed.

►Min oprindelige Tanke har det altid været, at bryde min Forf.Virksomhed af, og saa søge en lille Embeds-Stilling. Jeg havde haabet, at om jeg end qua Forf. havde ►sat Penge til og ingen Fordeel høstet, at jeg ⓘ dogdog] , først skrevet dov med en Slags Ære skulde være gaaet ud deraf. Det er dette der har, hvis Noget, forbittret mig lidt, at jeg skal mishandlet gaae ud deraf. Det har smertet mig, at min Ophøren som Forf. skulde blive forklaret som Svaghed. 50 Denne Forbittrelse har muligen virket paa mig til at ⓘ villeville] tilføjet svinge mig et Stadium høiere end jeg nogensinde havde tænkt mig. Sandt nok, man maa ogsaa huske paa, at et Menneske først ⓘ succesivesuccesive] , først skrevet sue faaer sine ►Ordre, og ⓘ atat] , først skrevet al der forsaavidt kunde være noget Sandt i, om jeg gik videre end jeg oprindelig havde tænkt mig. Men det gjælder dog ogsaa om at være sig selv tro:

X1A118 NB.                    NB. ^[a]

NB.

ⓘ DetteDette] , ændret fra Det var min Opgave at ►sætte denne Opvækkelsens 51 Gaade: en æsthetisk og en religieus Productivitet i Ligevægt, i eet Nu.

Det er naaet. ►Selv i Volumen er der Ligevægt. ►📖 Afsluttende Efterskrift er Midtpunctet.

►De 📖 3 Noter svinger det saa blot ind i det Religieuse.

Det Næste lader sig ikke saaledes utaalmodigt føie til som Slutning. Thi her er just dialectisk rigtigt: Slutningen. Det Næste vilde være Begyndelsen paa et Nyt.

X1A119Hvorfor kan man ikke kalde ►Χstus en Martyr? Fordi han ikke var et Sandheds-Vidne, men »Sandheden«, og hans Død ikke et Martyrium men Forsoningen.

52X1A120279►Latterens Martyrium er det egl. jeg har lidt, ja noget Mere og Dybere tør jeg sige om mig selv: Jeg er Latterens Martyr; thi ikke Enhver der leed om end for en Idee at blive udleet, er derfor ganske nøiagtigt Latterens Martyr. Saaledes fE. naar en slet og ret alvorlig Mand for en god Sag lider det, saa har han ikke det dybere Forhold til det Martyrium han lider. Men jeg er Latterens Martyr, ⓘ ogog] , først skrevet just fordi a at blive det, derpaa har mit Liv været lagt an, jeg forstaaer mig saa ganske deri, ja det er som forstod jeg nu først mig selv – hvorimod det fE falder mig vanskeligt at ⓘ forstaaeforstaae] , først skrevet forstaae, mig selv i at blive slaaet ihjel, og da endnu ⓘ vanskeligerevanskeligere] , herefter er slettet i 53 at forstaae mig selv i at gjøre Lykke i Verden. Nei i Latterens Martyr gjenkjender jeg mig selv. Just for at kunne blive det, er jeg den Vittigste af Alle, i eminent Grad i Besiddelse af ►vis comica, kunne selv have repræsenteret Latteren efter en Maalestok som ingen Anden, lokkede ogsaa Mskene paa Glatiis ved bedragende at gjøre det, saa just jeg blev Tidens Fordring – denne Overlegenhed denne Selvbestemmelse er Criteriet paa det idealere Martyrium. Og ganske rigtigt, jeg maa ►selv commendere Latteren til at sigte paa mig (som ►Ney commendere[de] Soldaterne, der skjød ham). Og ►Den, der maa udføre Ordren, han vilde med Glæde have været min Lieutenant, og det er vist aldrig faldet ham Andet ind, end at mig tilkom Pladsen No 1.

54X1A121►»📖 Efterskriften« af 👤Anticlimachus kunde godt danne et lille Hele under Titel:

👤Climachus og 👤Anticlimachus

thi ►👤Climachus er jo tidligere bekjendt, og Tanken som heri er indeholdt (i at sætte disse to sammen) er en ægte dialektisk.

X1A122Hvad jeg ►i en tidligere Journal (fra Sommeren 48) oftere har udviklet at Reduplikationen og absolut indirecte Meddelelse dog i For280holdet mell. Msk og Msk. er noget Dæmonisk, er i een Forstand sandt. Spørgsmaalet er, har et Msk. Lov til i den Grad at tage Partie med Gud mod Msk., er det ikke 55 et Forræderi mod Msk. og en Nærgaaenhed mod Gud. Herom kan Χsti Liv Intet oplyse, thi Han var ⓘ selvselv] tilføjet Gud. Men skal et Msk. blive hos Mskene, saa kommer vi ikke længere end til ⓘ denden] tilføjet msklig Medlidenheds Religieusitet.

Her som allevegne, seer jeg kun een Udvei: skal En saaledes holde sammen [med] Gud maa det ikke være i et ligefrem Superlativ af det at være Msk, men omvendt gjennem den Elendighed at være trykket under det Almene-Msklige, sat udenfor det, og saaledes, Lidende, nødsaget til som sin eneste Mulighed at forholde sig absolut til Gud.

56 X1A123 Mit Sidste Ord om ►👤Goldschmidt.

Hvis jeg skulde tale, vilde jeg tale saaledes. Ham har jeg Intet at bebreide. Mig selv ⓘ maamaa] , først skrevet har jeg jeg bebreide, at jeg i maaskee overdreven Godmodighed og Velvillie gjorde den Uret mod mig, at troe for Meget om ham og haabe Noget skjult Godt i ham, og den Uret mod ham, at bringe ham i den Prøve, at det afgjørende maatte blive aabenbart.

Han var af Alle anseet for ⓘ en Foragteligen Foragtelig] SKS, Foragtelige; Ingen af dem, jeg havde nogen Forbindelse med, omgikkes ham. Det var Dommen, jeg tænkte, man mulig gjorde ham Uret. ►Han ønskede at blive Forf, og henvendte sig i 57 den Anledning til mig. Jeg gjorde redelig og velvillig Alt for at tilskynde ham, og ►for ⓘ omom] , først skrevet det muligt at rive ham ud af den Forvildelse og ⓘ FortabelseFortabelse] , Forløbelse EP med »📖 Corsaren.«

Jeg udsatte mig for, at Mangen (hvad faktisk er, hvad Flere selv [have] sagt til mig) opholdt sig over, at jeg vilde ►hilse ell. gaae med det Menneske paa Gaden. Jeg udsatte mig for, at visse Misundelsens Kredse udspredte den Opinion, at jeg i Smug ►indulgerede Pøbel-Ironien.

Jeg havde tænkt mig en Mulighed af at indlade mig mere med ham. Men før det skete, maatte en Prøve. Om han dog i Forhold til ►det Eneste han havde beundret, og i Forhold til hvad han selv havde paa Prent udtalt, havde Mod til agtende sig selv, at sige: enten nei, jeg angriber ikke, ell. jeg angriber ►den 58 lille Artikel han har skrevet, men da ikke ►tidligere trykte Bøger, jeg selv har beundret og udødeliggjort, og væsentlig skylder Overordentlig.

Han bestod ikke i Prøven. For mig ⓘ blevblev] , først skrevet d det, hvis det skal kaldes Straf,281 ⓘ Straf forStraf for] , først skrevet at jeg, at jeg var den Eneste her ⓘ hjemmehjemme] , først skrevet hi der begik Uret mod 👤Goldschmidt – ved at troe for Meget om ham, og ved at haabe, at der dog laae noget Godt skjult nederst.

►Et østerlandsk Ordsprog siger: Den, som først roser og saa forhaaner det Samme han lyver to Gange. Det var Snaren jeg spændte ham – en Overdrivelse, ach ja, jeg kunde jo være nøiet med alle de Andres Vished for, at 59 han var en Foragtelig.

X1A124►At »tie« er i Reflexionen: at kunne tale, nemlig om alt muligt Andet; thi ell. er jo det paafaldende og mistænkeligt at En tier, og saa er det jo ikke nøiagtigt, ikke absolut Taushed.

X1A125Men er det dog ikke en Art umenneskelig Grusomhed, ell. grusom Vellyst (►som naar Tyrannen ved kunstige Indretninger forvandlede de Martredes Skrig til Musik) ⓘ forfor] , først skrevet at sidde en pyntelig høistæret dannet ⓘ Forsamling,Forsamling,] , < Forsamling; i en pyntelig Kirke at prædike om ►hine Herlige, der lede for Sandheden o: s: v: – og hele Virkningen der frembringes er, at Tilhørerne have passeret en beha60gelig Time, og Taleren beundres. Er det ikke dyrisk Grusomhed af Tilhørerne og ►Blodpenge Taleren tjener – han gjør jo Martyrerne i Penge.

Det var dog det Rigtigste engang at lægge en saadan Tale an – Alt var i sin Orden, ►den behagelige Time var næsten passeret – og saa pludselig at falde over dem, ved at vise, hvilken Løgn det Hele var.

Overhovedet maa Opvækkelses-Prædikanter være kloge. ►»De Dannede« holde dem kløgtigt borte, saa snart de høre, at det er en Saadan; ell. komme de, saa væbne de deres Sind med tusind Klogskabsregler og Udflugter. Derfor maa man kunne narre dem, hvis de 61 skulle faae Styrtebadet.

Og er da vel Verden (Virkeligheden, hvori Du og jeg lever) nu saa fuldkommen, at der ingen Leilighed ⓘ varvar] , først skrevet f for Dig til at lide lidt for Sandhed? Men see, det er denne løgnagtige Opfindelse, at det at gjøre Alvor af hvad man siger, er ⓘ enen] , først skrevet at Overdrivelse.

En stille beskeden tilbagetrukken ►Landsbyepræst, han kan vel ikke godt prædike anderledes, der er ingen Scene for større Afgjørelser. Imidlertid kan han dog passe paa, at ydmyge sig og Tilhørerne under det Store, saa det ⓘ dogdog] , først skrevet ikke b bliver lidt mere end en behagelig Time.

282Men i Hovedstaden at prædike saaledes, er et Forræderie mod Χstd.

X1A126 62 NB.                    NB.

NB.

For ►de Medlevendes Skyld her hjemme behøver jeg egl. ikke at oplyse Noget om mig selv i ligefrem Meddelelse. Thi de ere ikke egl. i det Tilfælde at misforstaae mig, det er blot deres Uartighed, Trods, Misundelse.

Sige Noget om mig selv qua Forf. ►in toto er mig saa vanskeligt, fordi jeg aldrig kan faae Accenten til at falde stærkt nok paa ►Styrelsens Anpart, ell. paa min inderligste Opfattelse af det Hele: hvilket først 63 kan naaes ɔ gjøres, naar jeg er en virkelig Afdød.

Selvfornegtelsens Consequents er det at tie i den Henseende.

Det eneste mislige Punct er Forholdet til Gud, om jeg ikke ⓘ skylderskylder] , først skrevet sk<a> ham at tale. Man kan bedrage ved at være en Hykler. Men det er jo dog ogsaa et Art Bedrag, det at bestyrke ⓘ ii] tilføjet , at forhjælpe Menneskene til Opfattelse af En, der anslaaer En saa langt som muligt under hvad man er. Dog her ligger det Dialektiske, at naar jeg skal sige det Overordentlige om mig i Henseende til Evner o: s: v: ja i Henseende til Forfatter: saa kan jeg alligevel ikke sige det 64 som for mig selv hører absolut med: al min Elendighed, min Synd o: s: v:. Men kan jeg ikke det, saa bliver det Overordl. taget forfængeligt, og bliver usandt.

X1A127I alle ►de Svar, som Christus giver Fristeren er en mærkelig Dobbelthed, idet man forstaae[r] hver af dem anderledes, naar man betænker, at Χstus ⓘ (den Talende)(den Talende)] tilføjet selv er Gud.

X1A128Man forbyder Stryg-Svovelstikker – paa Grund af Misbrugen (som nu i Rusland); men at forbyde Pressen paa Grund af Misbrugen, falder Ingen paa. Skulde man dog ikke lære engang, at ⓘ Dag-PressenDag-Pressen] , ændret fra Pressen er et Gode, hvor Misbrugen langt 65 overveier Gavnen.

X1A129283Og hvad var saa det Hele her hjemme med ►📖 Corsaren? Det var Publikums Herskesyge – og det var ►en Jøde der vilde være Redskabet; som ►Fornuftens Gudinde i Frankrig i sin Tid var et offentligt Fruentimmer, saaledes troer jeg ogsaa kun en Jøde kunde være skikket til dette af alle ⓘ tvetydigstetvetydigste] , først skrevet tye Tyrannie, endnu tvetydigere end en Aagerkarls (hvortil dog Jøder bedst egne sig) som siger: jeg har sku ham ⓘ og hamog ham] tilføjet i min Magt – men selv bliver sparket ned af Trapperne. Det var Publikums Herskesyge. Derfor slap i en vis Forstand dog Alle De taaleligt, som bleve angrebne; thi det interesserede slet ikke Publikum at drive Sagen til det Yderste, det vilde blot have Lov til at have ⓘ lidtlidt] tilføjet Medlidenhed med dem, skaane dem for Mere o: s: v:. Kun jeg samlede Publikums Vrede over mig, og hvorfor? fordi – ja ganske rigtigt, fordi ►jeg var den Angribende.

X1A130►👤Muhamed protesterer ^[a] af al Magt mod at ⓘ bliveblive] , først skrevet L anseet for en Digter og 📖 Coranen for ⓘ etet] , < en Digt; han vil være en Prophet. Jeg protesterer 66 af al Magt mod at blive anseet for en Prophet, vil kun være en Digter.

X1A131(Det at ►jeg frivilligt udsatte mig for at blive udleet)

... Noget der i een Henseende fyldte min Sjel dybt med Veemod; thi hvad man kalder ►den simple Classe, den menige Mand i Folket har neppe haft og har neppe i 📌Kiøbh. Nogen, der christeligt har elsket ham uegennyttigere ⓘ end jegend jeg] tilføjet . Derimod have vi her som allevegne Nok, der i Egenskab af Journalister, ville tjene hans ⓘ Spare-Penge –Spare-Penge –] , først skrevet Spare-Penge, for at bibringe ham falske Begreber, der blot kunne gjøre ham ulykkelig og ⓘ gjøre Forholdetgjøre Forholdet] , først skrevet forbittre mellem Stand og Stand mere forbittret; Nok, der i Egenskab af Agitatorer og Deslige ville benytte hans ►Numerus for ⓘ saasaa] , først skrevet at at hjælpe ham til at blive skudt ned, idet man fra høiere Steder tager et forkeert vüe og siger: ⓘ det erdet er] tilføjet den simple Classe der er demoraliseret, den maa skydes ned. Nei, Nei, Nei Ulykken stikker i Bourgeoisiet, og skal der være Tale om at skyde Nogen ned, da Journalisterne for den Maade, paa hvilken de have villet benytte og profitere af den simple ⓘ ClasseClasse] , først skrevet Mand. Gud i Himlen veed284 Blodtørst 67 er min Sjel fremmed, og Forestillingen om et Ansvar for Gud troer jeg ogsaa jeg har frygtelig: men dog, dog, jeg vilde i Guds Navn paatage ⓘ migmig] , < mit det Ansvar at kommandere: fyr, naar jeg først med den ængsteligste Samvittigheds Omsorg havde forvisset mig om, at der foran Gevær-Piberne ikke var eet eneste andet Msk, ja ikke eet eneste andet levende Væsen end – Journalister. Dette er sagt om Standen. Der har, og dog vel efter en ganske anden Maalestok, været agtværdige og fortræffelige ⓘ FyrsterFyrster] , først skrevet Fyrster, og Geistlige – dog har det til sin Tid og med en vis Sandhed ⓘ ►hedthedt] , først skrevet været – altsaa om hele Standen – det Onde kommer fra Fyrsterne, fra Geistligheden..

X1A132 Hvad det med Samtidigheden med Christus angaaer, da maa 68 der dog gjøres een ⓘ BemærkningBemærkning] SKS, Bemærkningen ved det at gjøre den til Maalestokken for det at være Christen.

►Det som jeg i ⓘ forskjelligeforskjellige] , < forskiellige Skrifter har udviklet om Samtidigheden, at den er ⓘ Maalestokken,Maalestokken,] , < Maalestokken: er digterisk, historisk, ethisk absolut sandt, har saaledes sin Gyldighed, og forsaavidt ogsaa sin Gyldighed med H: t. Christus som historisk virkelig Person.

Men Christus er tillige det Dogmatiske. Her er Forskiellen. Hans Død er jo Forsoningen.

Her slaaer Kategorien qvalitativt om. Af et Sandhedsvidnes Død skal jeg lære som han at ville døe for Sandheden ⓘ at ville ligne hamat ville ligne ham] tilføjet . Men dette kan jeg ikke ville saaledes i For69hold til Christi Død. Thi Christi Død er ikke Opgaven til Efterligning ⓘ menmen] , < men, er Forsoningen. – Christus tør jeg hell. ikke betragte, opfatte som en blot historisk Person. Idet jeg betænker hans Liv hans Død – betænker jeg, ell. har jeg at betænke at jeg er Synderen.

Der maa ogsaa siges, at det dog i een Forstand er blevet lettere for Menneskene at blive og være Christne efter Christi Død end samtidigen. Hans Forsonings Død maa jo dog anslaaes som et Middel dertil. Desuden mens Han levede, havde Han selv den Opgave at udtrykke Forbilledet, og at tvinge Sandhedens Priis, indtil at de sloge Ham ihiel. Men efter sin Død kan han tillige hjælpe den Christne.

70 Altsaa ⓘ detdet] , først skrevet C er ikke saadan udenvidere med at Christus er Forbilledet, og at jeg blot har at ville ligne ham. For det Første behøver jeg jo Hans285 Hjælp for at kunne ligne Ham, og for det andet forsaavidt han er Slægtens Frelser og Forsoner kan jeg jo ikke ligne ham.

►Middelalderens Opfattelse af Christus som Forbilledet, dens skiønne Iver for at ligne Ham: er Ynglingen, der strax vil gribe til.

Men jo ældre man bliver desto dybere bliver ⓘ denden] , < det qvalitative Forskiel mellem Idealet og Mennesket, 71 som vil ligne det. Derfor ►bekæmpede 👤Luther egl. det med altfor ivrigt og glødende at ville gjøre Christus blot til Forbilledet – og desto stærkere træder det nu frem, at Forbilledet tillige er noget Andet: er Forsoneren, hvem vi ikke kunne ligne, som blot kan hjælpe os. ⓘ TilsidstTilsidst] , først skrevet Tilsid<t> ►urgerede man dette saa stærkt, at det, at Han er Forbilledet næsten svandt hen som noget altfor Ophøiet. Dette maa dog ikke gjøres.

X1A133 Sandt er det, Christendommen skal fremstilles saaledes (heri ligger Forar72gelsens Mulighed) at hvis det ikke er Syndens ⓘ BevidsthedBevidsthed] , først skrevet Bevi<·d>, der driver et Menneske, saa maa et Menneske være gal, at indlade sig med Χstd. Der skal ⓘ gjøresgjøres] , først skrevet gjor en Ende paa al denne kielne Sludder ⓘ om om] , herefter er slettet det at Christendom ⓘ tilfredsstillertilfredsstiller] , først skrevet er de de dybeste Længsler o: s: v:. Nei kun ►»den ængstede Samvittigheds Kamp og Nød« kan ⓘ hjælpe indhjælpe ind] , måske fejl for hjælpe En [suggestedConjecture] til at vove at ville have med Χstd. at gjøre, ell. er den og skal den være til Forargelse.

73 X1A134 I Forhold til et blot menneskeligt Forbillede gjælder det – og her kan jo ikke være Tale om ⓘ TilbedelseTilbedelse] , først skrevet Tilbedelsel –: ⓘ derder] , først skrevet du er ingen Tid til at beundre, rask fat paa Arbeidet med at ville ligne det. Dette er just ethisk det Sande, Beundring er mistænkelig som en Udflugt. I Forhold til Christus kan dette dog ikke være Tilfældet. Her sees atter (hvad jeg ►saa ofte oplyste i afsluttende Efterskrift) at det christelig-religieuse er en egen Sphære, hvor de æsthetiske Forhold komme igjen men paradoxt, som høiere end de ethiske, hvilket ellers jo er omvendt. Æstetisk 74 er (blot taget her Forholdet til et menneskeligt Forbillede) Beundring det Høieste; dette med at ville ligne har ⓘ æsthetiskæsthetisk] , < æstetisk intetsteds hjemme. Saa kommer det Ethiske og siger: jo just det at ville efterligne er det Afgjørende, Beundring286 har intetsteds hjemme, ell. er Udflugt. Saa kommer det Paradoxe-Forbillede (►Gud-Mennesket). Her kommer det æsthetiske paradox igjen. Dersom jeg her ethisk vil gribe udenvidere til, saa tager jeg dette ⓘ ForbilledeForbillede] , < Forbilledet forfængeligt. Her gjælder det først og fremmest Tilbedelsen – og kun igjennem Tilbedelse kan der være Tale om at ville ligne. Her ⓘ maa^amaaa] herefter er et blad udskåret og et tilføjet

75 X1A135

6. Journalen NB10. Optegnelse skrevet med latinsk håndskrift (NB10:57)
Saaledes skilles Mennesket og Idealet fra hinanden. Det at være istand til at kunne leve for en Idee, at kunne anvende al sin Dags Tid derpaa, er dog nærmere ved at forholde sig til Idealet – skiøndt naturligviis naar Idealet er Christus den uendelig qvalitative ⓘ ForskjelForskjel] , < Forskiel er mell. Ham og den der kom Ham nærmest.

Men nu de Mennesker, den større Mængde af Mennesker, som maa anvende deres meeste Tid paa at ►fortjene Livets Ophold, i underordnet Gjerning: 76 ⓘ i Forholdeti Forholdet] SKS, med Forholdet til dem vilde det dog være en Grusomhed at skrue dem Prisen op. Her bør jo dog menneskelig tilveiebringes en Trøsten og en Mildheden, netop fordi det i saadanne Mennesker kan være deres Bekymring og denne sand i dem, at det just smerter dem ikke at kunne leve for noget Høiere.

Sandeligen, sandeligen det har jeg ogsaa altid følt og erkjendt; det har altid ⓘ ubeskriveligtubeskriveligt] , < ubegribeligt begeistret mig, at det er ⓘ forfor] tilføjet Gud lige saa vigtigt at være Tjenestepige, naar man er det, som at være det eminenteste Genie. Deraf ogsaa min næsten overdrevne Sympathie for ►den simple 77 Classe, den menige Mand. Og derfor kan det være mig tungt og veemodigt, at man har ►lært den at lee af mig ɔ: at berøve sig Den, som her hjemme elskede dem oprigtigst.

Nei paa den dannede og velhavende Classe, de ⓘ omom] , først skrevet fornemme ikke fornemme saa dog det fornemme Bourgeoisie: der skal der sigtes, der skal Prisen skrues op i Salonen.287

X1A136 288Situation

En Theolog, men ikke ansat. Han har gjennem en Række Aar arbeidet saaledes, at han har naaet en Berømthed, som 78 ubetinget vil sikkre ham, at Alt vil storme i Kirke for at høre ham, især alt Fornemt o. s: v:.

Han ⓘ laderlader] tilføjet avertere, ⓘ atat] , først skrevet id han vil prædike, vælger dertil den fornemste og pragtfuldeste Kirke i ⓘ LandetsLandets] , først skrevet hele Landet, Hovedstad.

Alt er i ⓘ Kirke,Kirke,] , < Kirke. Kongen og Dronningen inclusive.

Han bestiger Prædikestolen holder en Bøn; oplæser sin ►Text om at Christus uddrev dem som kiøbsloge i Templet.

Umiddelbart derpaa 79 begynder han saaledes.

Saa være da Ordet udsagt, det Ord jeg har at sige i Verden, og til hvilket jeg har forberedt mig i mit hele ⓘ liv,liv,] , < Liv: saa være Ordet udtalt: at prædike Christendom i denne Omgivelse er ikke Christendom, om det var nok saa christeligt, det er ikke Christendom; Christendom kan kun prædikes i Virkeligheden. Og hermed forvandler jeg dette Huus til Virkelighed. Jeg er nu i Eders Magt, jeg et eenligt Menneske, men nu vil jeg tale – og saa er det Virkelighed. Jeg 80 vil tale om at Christendom kun kan prædikes i Virkeligheden.

Angreb paa hele den pyntelige Kirke, og paa den pyntelige Menighed. Christus var ikke en pyntelig Mand, der i en pyntelig Kirke, for en pyntelig Forsamling prædikede om at Sandheden lider – det var virkeligt, at ►der blev spyttet paa ham.

Der reiser sig nu et Oprør i hele Kirken, man raaber: ned med ham, ud af Kirken. Men han opløfter en 81 Torden-Røst, som døver Alt – og siger: see nu er det rigtigt, nu prædiker jeg Χstd. Havde man anet denne min Hensigt, saa havde man forhindret mig i at bestige dette Sted, ell. Alle vare blevne hjemme. Men nu staaer jeg her, nu taler jeg, og jeg gjør Eder for Gud ansvarlige at høre mig, thi Sandhed er det, jeg taler.

See det var en Opvækkelse.

X1A137►Afladets ⓘ o: Ds:o: Ds:og Desliges] tilføjet Oprindelse – dets Udartelse er jo noget ⓘ Andet –Andet –] , først skrevet Andet) var 82 dog som Alt i Middelalderen: Barnlighedens Misforstaaelse. Naar man læste den og den Bøn saa tidt saa fik man saa og saa tidt Aflad. (fE. ►cfr.👤Liguori📖 Betrachtungen und Gebetbuch Aachen 1840. p. 599. note.) Men gjorde ►min Fader ikke lige saa med mig, da jeg var Barn, han lovede mig ►1rd for at ⓘ læselæse] , først skrevet <gaae> en af ►👤Mynsters Prædikener høit289 for ham, og 4rd, hvis jeg vilde skrive ►den Prædiken op, som jeg havde hørt i Kirken. Jeg gjorde det rigtignok ikke; jeg erindrer endogsaa, at jeg foreholdt ham det urigtige i, at ville lokke mig paa den Maade, fordi han vidste jeg vilde gjerne have Penge. Men Feilen laae dog egl. ikke hos Fader, snarere hos mig, at jeg aldrig har været Barn. I Forhold til et Barn, som jo ikke har bedre 83 Forstand paa det Høieste, er det jo slet ikke urigtigt; man regner paa at Barnet paa den Maade efterhaanden ⓘ skalskal] , først skrevet k komme i de høiere Forestillingers Magt, og at det saa selv i en senere Tid skal have Leilighed til i dybere Forstand at tilegne sig dem.

X1A138 NB.                        NB

NB.                NB

NB.

Sandt nok det har bestandigt været ►min oprindelige Tanke at søge et lille Embede paa Landet. Men ►den Gang tænkte jeg mig det jo egl. i Modsætning til som Forf., trods mine Anstrengelser, at have gjort Lykke i Verden. Nu er Forholdet 84 ikke ganske saaledes, mit Vilkaar saa utaknemligt, at det just for ►en Poeniterende kan være indtil videre at blive paa Stedet. Ja menneskelig talt hvis jeg skulde ►raade mig selv, saa vilde jeg opgive det; thi den Slægt, jeg lever med, er dog elendig, naar en Forf. med min Dygtighed og mine Opoffrelser skal behandles saaledes. Det har for mig aldeles ingen Interesse at stride med dem, thi der [er] jo neppe Een, som jeg egl. kan sige har Competence til at bedømme mig. Men christeligt har jeg jo blot med Lydigheden mod Gud at gjøre.

Det er ogsaa sandt, at jeg ►bestandig har sagt, at den 85 Plads var ledig: en Forf. der vidste at holde op. Rigtigt. Men til den Tanke: ►Forsøg til at indføre Christendommen i Christenheden, dette dog digterisk og uden Myndighed (at jeg nemlig ►ikke gjør mig selv til Missionairen), saa langt burde jeg gaae. ►Det er jo ogsaa udført. Men Ulykken er, det væmmer mig at skulde sige et Ord mere til den ⓘ Slægt, et Ord, der vil blot koste mig nye Opoffrelser, og udsætte mig for ny VæmmelighedSlægt, et Ord, der vil blot koste mig nye Opoffrelser, og udsætte mig for ny Væmmelighed] , ændret fra Slægt. Og ►naar det ligger trykt, kan det lige saa godt ligge til efter min Død. Men christeligt er kun Tale om Lydighed. Havde det Noget at betyde med den Art Væmmelse, saa havde Christus aldrig lukket sin Mund op.

Det der er mig noget vanskeligt: er om det er 86 mere ydmygende at si290ge ligefrem jeg har ►ikke mere Raad til at være Forfatter og tage nu dette Endelighedens Tryk, ell. at udsætte mig for Alt hvad videre kan følge, naar jeg udgiver Noget, og da vel at mærke ikke gjør mig selv til det Overordentlige, der faaer ⓘ noglenogle] , < nogen Tilhængere.

Endeligen maa der huskes een Ting. At dette med min oprindelige Tanke dog maa underkastes en vis Control. Thi ►hvor ofte har jeg ikke sagt dette, at et Orlogskib først faaer sin Ordre paa Dybet, og at det jo derfor godt kan være i sin Orden, at jeg kommer til at gaae videre 87 ⓘ quaForf.quaForf.Forfatter] tilføjet end jeg oprindelig havde tænkt mig, især da jeg jo er blevet Forf. i ganske anden Forstand; thi oprindeligen tænkte jeg mig jo det at være Forf. dog som en Udflugt fra, et Midlertidigt i Forhold til det at gaae paa Landet som Præst. Men er ikke her allerede min Stilling væsentlig forandret, at jeg qua Forf. er kommet til at virke for det Religieuse. ►Først vilde jeg have ophørt umiddelbart efter 📖 Enten – Eller. Det var egl. den oprindelige Tanke. Men Productiviteten greb mig. ►Saa vilde jeg have ophørt ved 📖 Afsluttende Efterskrift. Men hvad skeer, saa vikles jeg ind i al ►Pøbel-88Forfølgelsen, og just det gjorde, at jeg blev paa Pletten. Nu, sagde jeg til mig selv, nu kan der jo ikke være Tale om at forlade et glimrende Vilkaar, nei nu er Situationen for en Poeniterende. Saa vilde jeg ►endt ved 📖 christelige Taler og reist, men kom ikke til at reise – og har i 48 naaet min rigeste Productivitet. Saaledes har ►Styrelsen selv holdt mig i Selerne. Jeg vil spørge mig selv: troer Du, at Du paa en Præstegaard havde været istand til at skrive saadanne ►📖 3 religieuse Skrifter som de 3 efter 📖 afsluttende E. 89 Og jeg maa svare Nei! Det var Virkelighedens Spænding der satte en ny Streng paa mit Instrument, tvang mig til at rykke endnu mere ud med Sproget. Og saaledes atter i 48.

Forøvrigt er nu kun Talen om at udgive: ►et Par 📖 ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger – og ►📖 3 venskabelige Noter. Men som sagt, jeg er blevet ækel ved at skulle henvende min Tale til en saadan Samtid, mod hvem, menneskelig talt, det ene rigtige var: at tie.

Reise maa jeg til Foraaret.

X1A139 90 NB

»►Det om »den Enkelte« forekommer i ethvert af de pseudonyme Skrifter« – ja, ganske vist, blandt andet ogsaa saaledes: ►derom er det jo at Pseudonymerne dreie sig at udregne: det Almene, den En291kelte, den særlige Enkelte,^a at udfinde den særlige Enkelte i hans Liden og i hans ⓘ Overordentlighed.Overordentlighed.] , først skrevet Overordentlighed;

Saaledes ►stillede allerede Assessoren i 📖 Enten – Eller det ⓘ m: H: t:m: H: t:] SKS, m: H: t:med Hensyn til til Exceptionen fra at gifte sig.

►Saa kom 📖 Frygt og Bæven – ►📖 Gjentagelsen; ►det psychologiske Experiment: alt Commentarer til den Categorie: den Enkelte.

Men desuden gjøre ►Pseudonymerne ogsaa selv som Bøger i Forhold til en Læse-Verden Categorien 91 den Enkelte gjeldende.

X1A140 NB

Til min Forfatter-Virksomheds Begynden indeholdes indirecte Oplysning i et Tilsvarende: ►den Afhandling ⓘ de dialektiske Forholdde dialektiske Forhold] tilføjet det Almene, den Enkelte, den særlige Enkelte. Til det senere Sving findes indirecte Oplysning i ►den Afhandling: Har et Msk. Lov til at lade sig slaae ihjel for Sandheden.

X1A141 NB.                    NB.

Hvor veemodigt, at jeg dog ogsaa blev for meget en Digter. Med den Hjælp at have ►Formue, kunde jeg, ►med Guds Bistand have holdt ud at holde mig som en ethisk Figur qua Forf; uden den Hjælp bliver jeg for tung, og synker i den Modsigelse, at mit Liv dog ikke udtrykker hvad jeg siger – jeg faaer 92 et Levebrød – ak og et Sandsebedrag.^a

Dog synes jeg, at jeg skylder mig selv den Bemærkning: at min Opgave jo dog hell. ikke har været som den ell. er for en reen ethisk Figur. ►Et saadant har ikke Arbeidet med at producere, end sige en saa uhyre Productivitet.

X1A142O, hvad er der dog i denne Verden at gjøre for Sandhed! At jeg vovede en personlig Existeren i Forhold til en Forfatter-Virksomhed, vovede at gjøre Virkeligheden til Skuepladsen, at leve paa Gaden – det blev anseet for Forfængelighed! Ak, og kun jeg forstod, at det var Sandhedens Tjeneste, ►item at det var Veien til at svække Indtrykket af mig, Veien til at tjene Sandheden ved at tage Sandsebedrag bort. Og naar ⓘ jegjeg] tilføjet saa trækker mig tilbage bliver seet sjeldne292re – da vil jeg tiltage i Ære og Anseelse. Gud i Himlene, og hvorfor, naturligviis fordi jeg nu ikke længer saa anstren93get tjener Sandheden, men et Sandsebedrag kom til Hjælp. Ak, Ak over dette Liv!

X1A143Text til ►en Fredags Prædiken kunde blive ►de Ord i ⓘ ►PhillipensernePhillipenserne] , < Pillipenserne

: »det at leve er mig Χstus;« men ikke mere, ikke det Næste, det at døe Vinding.

X1A144►I 📖 evangelisk PsalmebogNo 5, v. 6. ^[a] staaer:

Propheterne kundgjorde ⓘ DigDig] , ændret fra ham,

Apostlene forkyndte Dig,

ⓘ OgOg] , < og Martyrskaren priste Dig

I Dødens Stund høitidelig

Disse Ord kunde blive et Thema til om de forskjellige Maader at forkynde Ordet paa.

X1A145 94 NB.                    NB.

Bestandigt har jeg tænkt mig det som Øieblikket til at holde op at være Forf: naar jeg ikke mere kunde være uden ►Bekymring for mit Udkomme. ►Det var under hele min Forf. Virksomhed min Tanke at gaae paa Landet som Præst – men det var den Gang egl i Modsætning til hvad Glimrende der kunde være ved min Existeren som Forf. – og da gjorde jeg det ikke. Nu er Sagen noget anderledes, fordi jeg er kommet ind i dette stridende Forhold med en Samtid, nu kunde det synes at være som en Lindring, ell. som at forlade det Vanskeligere for at gaae til det Lettere.

Tale med noget andet Msk. kan ikke hjælpe, thi i samme Øieblik faaer jeg strax et Skub i Retning af ikke at holde ud længere men gribe det Visse. Hvorledes ethvert Msk. vil tale veed jeg forud. Jeg maa derfor holde ud at holde mig til Gud; enhver ⓘ ConsulerenConsuleren] SKS, Consoleren af 95 en ⓘ AndenAnden] , < anden: saa er jeg strax bestemmet i Retning af Endeliggjørelse.293 Istedetfor at opmuntre mig til at holde længere ud, vil han maaskee beundre mig, at jeg har holdt saa længe ud, og saa af al Magt tilskynde mig til ikke at holde længere ud.

X1A146 NB.

Til at forstaae min Forfatter-Virksomheds Totalitet, ►maieutiske Hensigt o: s: v: hører ogsaa at forstaae min Forfatter-Personligheds Existeren, hvad jeg qua Forf. ved personlig Existeren har gjort for at understøtte den, belyse den, skjule den, give den Retningen o: s: v: Noget, der er vidtløftigere ⓘ endend] tilføjet og lige saa interessant som hele Forf-Virksomheden. Og saaledes ⓘ førerfører] , ændret fra ligger i en idealere Forstand det Hele tilbage paa »den Enkelte«, der ikke [i] empirisk Forstand er mig men er Forfatteren.

At ►👤Socrates hørte med til hans Lære, at hans Lære endte i ham, at han selv var sin Lære, kunstnerisk 96 var i Virkelighedens Omgivelse det han lærte: det har man da lært at ramse udenad, thi forstaaet det har man neppe. Selv ►Systematikerne tale saaledes om 👤Socrates. Men nu skulde Alt være objektiv. Og naar En ⓘ maieutiskmaieutisk] SKS, maieutiske ►brugte sin Person saa meente man det var ⓘ aa] , < al la 👤Andersen.

Alt Dette hørte med for at belyse min Stilling i Udviklingen. Man troer Objektiviteten er høiere end Subjektiviteten det er lige omvendt. Dette vil sige, en Objektivitet som er i en tilsvarende Subjektivitet dette er det Finale. ►Systemet var et umenneskeligt Noget, til hvilket intet Msk. som ►auctor og ►exsecutor kunde svare.

X1A147 97 NB.                    NB

NB.

At lade ►andet Oplag af 📖 Enten – Eller gaae ud ganske uden noget Ledsagende, gaaer dog egl. ikke ⓘ anan] SKS, Andet. Der maa dog falde en Accent paa, at jeg er enig med mig selv om, ►at være religieus Forf.

Sandt nok, idet jeg ►søger en geistlig Ansættelse, falder Accenten jo ogsaa herpaa. Men det kan ⓘ jojo] , først skrevet jeg forklares som noget Senere.

Har jeg da Lov til, ⓘ (deels(deels] , først skrevet for i Bekymring for at komme til at sige for Me294get om mig, deels vel ogsaa af Ulyst til at udsætte mig for mulige Ubehageligheder) at lade en saadan Productivitet staae hen som et ubestemt, og dermed som et uendelig langt Mindre end 98 hvad den er, medens jo ganske vist det vil forbittre Adskillige, at skulde tænke sig at der er ►en saadan Sindrighed i det Hele. ⓘ DetDet] SKS, Der er nemlig mageligt at ansee mig for et Slags halvgalt Genie – anstrengende er det, at skulde blive opmærksom paa det Overordentligere.

Og ►denne hele Bekymring for Embede og Udkomme, den er dog baade tungsindig og overdreven. Og et andet Spørgsmaal: vil jeg ⓘ kunnekunne] , ændret fra kun udholde det Liv, hvis jeg maa tilstaae mig selv at have handlet klogt, at have undgaaet Fare, som dog Sandheden kunde fordre af mig, at jeg skulde gaae i.

Videre. De øvrige Skrifter (^a►Kommer hid; Salig den, som ikke forarges;) ere yderst værdifulde. Det er især ►i det ene af dem forundt mig at belyse Christend. efter en Maalestok, som jeg selv aldrig 99 havde turdet haabe, der er ligefrem opdaget afgjørende Kategorier. Altsaa det skal ud. Men giver jeg nu slet Intet ud, saa kommer jeg atter i Baghaanden.

►»📖 Synspunctet« kan ikke udgives.

Reise maa jeg.

Men anden Udgave af 📖 Enten – Eller er et afgjørende Point, (som jeg jo ►og oprindelig har forstaaet det, og skrevet »📖 Synspunctet« til at udkomme samtidigt dermed, og vel neppe ell. engang gjort Alvor af at udgive det andet Oplag) det kommer aldrig igjen. Passerer dette Øieblik aldeles ubenyttet forbi, saa trækker det Productiviteten totalt betragtet overveiende ned i det ⓘ ÆstetiskeÆstetiske] , < Æstestiske.