Kierkegaard, Søren En literair Anmeldelse

1. Dette kan jeg maaskee allerbedst sige, ►da jeg selv er en Yngre, men tillige Gud skee Lov aldrig har havt Noget med Tidens Fordring at gjøre ved at være forpligtet til dens Krigstjeneste. Det er gaaet mig med Tidens Fordring ►som det i sin Tid gik mig med Militair-Tjenesten: jeg fik strax min Afsked, og begge Gange var det, hvad jeg ønskede. Men naar man begynder med Afskeden har man altid den Fordeel, at man ikke kommer for langt ind i det. (tilbage)

1. ►Cfr. Af en endnu Levendes Papirer. Udgivet af 👤S. Kierkegaard. 📌Kjøbenhavn 1838. (tilbage)

*   *
*

1. Kun eet eneste Sted er endog en saadan Figur som Frue ⓘ 👤Waller👤Waller] R, Walter A opfattet comisk, men ogsaa fortræffeligt, idet hun ret viser sig repræsenterende Overfladiskhedens tro Gjengivelse af alt Muligt, uden Hensyn til enten det passer for ⓘ detdet] , afviger i K; , den R eller ikke. ►Etatsraad 👤Dalund har beskyldt vor Tid for Leflerie og sagt, at dette er noget Dæmonisk. Hvad skeer? ►Fruen overrasker en Dag en Hofjunker (en Huusven, med hvem hun selv coquetterer), ifærd med at omfavne og kysse Tjenestepigen. Pigen faaer Afskeed og en Tordentale holdes til Hofjunkeren og parodierende nok indflyder heri hiin Passus om Lefleriet, og at det er noget Dæmonisk. Hvad der gjør den comiske Opfattelse endnu fortræffeligere er, at Scenen ikke fremstilles, men at den lille 👤Colette refererer den og i Talen igjen hiin Passus af den gamle 👤Dalund. Situationen indeholder en ypperlig Ironi over de yderst uheldigt anvendte Ord; thi naar galt skal være, vilde maaskee 👤Dalund have fundet det hele Optrin med Tjenestepigen mere tilgiveligt, under Forudsætning af det blev skjult, derimod ligger netop Lefleriet i Scenen mellem Fruen og Hofjunkeren: den dydige Frue der skjender paa den Hofjunker, med hvem hun selv coquetterer. I Forhold til et pianket Fruentimmers Eftersnakken af en gammel Mands alvorlige Ord er Satiren ypperlig, ligesom ogsaa til at belyse ►Fru 👤Ws. Perfektibilitet. (tilbage)

1. Kun nogle enkelte Exempler vil jeg anføre, for ikke at blive for vidtløftig; derimod kan jeg ikke tilbageholde den Yttring, at netop jo mere man læser denne Novelle, desto mere vil man forundre sig over den Sindrighed, med hvilken Forfatteren har vidst at danne Situationerne saaledes, at de frembyde en ypperlig Leilighed til at anstille Sammenligning, og den kunstneriske Naturlighed, med hvilken Forfatteren har vidst at skjule det derved, at Situationen i Sammenhænget i sin Deel er saa ganske paa rette Sted, at den mindst af Alt synes at kunne have noget Øiemeed. (tilbage)
2. Forskjellen er fremdeles denne: medens det i første Deel er ►Grosserer 👤W., der ønsker, at hans Kone og Niece skal pynte sig med de nationalt-betydningsfulde Foræringer, som Franskmændene have tilstillet ham, ►for hvilken Frihed de selv paa den festlige Aften med chevaleresk Galanterie gjøre Damerne en Undskyldning: er det ⓘ herher] R, har A ►Frue Commerceraadinden, der saadan har faaet en Foræring af en Laps, som har kjøbt den i Forlegenhed for at kjøbe noget, og foræret Fruen den, for at blive af med den, og ►det er mod Commerceraadens Villie at hun bærer det, ►medens 👤Mariane med Smerte seer den lille 👤Colette efterligne Moderen og modtage Foræringer af en Mandsperson paa Gaden. (tilbage)

1. Man bliver ved denne Skildring næsten lidt raadvild om, i hvilken Tidsalder Scenen er. (tilbage)
2. Naar denne Collision kunde føres til sit Yderste vilde den ikke være uden psychologisk Interesse: ved et utilladeligt Forhold forædles hun, ved denne Forædling bliver hun istand til ret at indsee det Utilladelige i Forholdet: sæt nu at den Forædling havde seiret i den bedre Indsigts Triumph, saa hun af den Grund opgav Forholdet! At forøvrigt Madame 👤W. er i en Selvmodsigelse, er klart nok, og det er jo netop Forfatterens psychologiske Skarpsindighed, der har vidst at fremhæve den. Man skal ei heller smile ad Selvmodsigelsen eller hurtigt mene den hævet, fordi den er indseet, endnu mindre overilet fordømme den. Ja naar en Mand forklarer os, at han selv kan indsee det Fordømmelige i sin Handling, og dog gjør det: saa lad det Ethiske dømme ham og det Æsthetiske finde ham comisk. Noget anderledes med en Qvinde, især i det Forhold, hvor hendes Styrke er kjendelig netop som Hengivelsens Svaghed. Ved 👤Dalund kan hun indsee det utilladelige i Forholdet, men hun kan ikke undvære 👤Dalund og saa see det. Naar hun qvindeligt er betrygget ved Forholdet, der udfylder hendes hele Sjæl, kan hun indsee, at det er utilladeligt, men hæves Forholdet, vil Qvindelighedens Trang i hende erotisk fortvivlet lade hende glemme, at det var utilladeligt. (tilbage)

1. Saaledes for blot at anføre et Exempel: ►Scenen i Commerceraadens Huus, da 👤Lusard træt af at høre paa Fruens Bravour-Musik trækker sig tilbage i Cabinettet for at tale med Etatsraad 👤Dalund. ►Den veemodige Hyggelighed, der nu hviler over de tvende Erindrende, der samtale om Fortiden – indtil 👤Arnold, da Musikken er forbi, henimod Slutningen af Samtalen uden at ane Noget sætter sig bag den aabent staaende Dør og bliver Vidne til Samtalen, hvorpaa Fruen og Hofjunkeren komme til – og Nutidens Conversation begynder. Hvilken Virkelighedens Illusion, thi jeg troer ikke, at selv den vanskeligste Kritiker her skulde kunne finde en Vanskelighed, en Indvending, at der var Noget, der ikke saaledes foregik for Ens Øine, at det er som havde man selv seet det. Og dog hvilken Sindrighed i Planen: paa den Maade at bringe de tvende Tidsaldere sammen! I Cabinettets Fortrolighed lever Fortiden og gjenleves i Erindring; og uden om, ►i Salen, som er den omgivende Indfatning, er Nutiden høirøstet, ja endog ifærd med at offentliggjøre Cabinettets Hemmelighed i sin prostituerende Ugenerethed. ►Som det siges om den fuldendte Rytter, at han styrer den fnysende Ganger paa en Sytraad, saa det for Øiet seer ►skuffende ud som havde Hestens uhyre Kraft Overmagten, medens denne Tilsyneladelse ikke blot er en Tilsyneladelse men netop Udtrykket for, at Rytteren absolut har Magten: saaledes styrer Forfatteren Situationens Fremadskriden saa naturligt, at det seer ud som var der ingen Plan, medens dog denne Tilsyneladelse netop er Udtrykket for den overalt tilstedeværende Hensigt, der kun aabenbarer sig ved at skjule sig. (tilbage)
2. Det Væsentlige og det Sande kan nemlig eies af flere paa eengang, men det ►Affecterede er altid herskesygt og misundeligt. (tilbage)

1. Dette viser ogsaa, at det Satiriske hos ham ikke er at forvexle med nogen Alderdommens Bitterhed. (tilbage)

✂

►»Revolutions-Tiden«

✂ Spørgsmaalet er her ikke om en ethisk-philosophisk Vurdering af dens Berettigelse, men om ►Reflexions-Consequentserne af dens Bestemmethed, og Opgaven, at antyde dem kun i den 61 Almindelighed, der svarer til Forfatterens novellistiske Frembringelses Enkeltheder.

✂ ►Revolutions-Tiden er væsentlig lidenskabelig, derfor har den væsentligen Form. Selv den hæftigste Yttring af en væsentlig Lidenskab har ►eo ipso Form; thi denne er Yttringen selv, og har derfor atter i sin Form en Undskyldning, et Forsonende. Kun for en aldeles udvortes og ligegyldig Dialektik er Formen ikke Indholdets eget Andet og derved Indhol60det selv, men noget uvedkommende Tredie. Ethvert Brev f. Ex. der bærer Inderlighedens Præg i Udtrykket af en væsentlig Følelse, Lidenskab, har eo ipso Form. Om Brevet derimod er sammenlagt paa en uformelig Maade, vilde kun kunne beskæftige den aldeles udvortes Dialektik med Vigtighedens Skin af at være et Form-Spørgsmaal.

✂ Revolutions-Tiden er væsentligen lidenskabelig, derfor har den væsentligen Dannelse. Inderlighedens ►Spændkraft er nemlig den væsentlige Dannelses Grad¹. En væsentligen forelsket Tjeneste-Pige er væsentligen dannet; en i kraftig Beslutning væsentligen begeistret Almues-Mand er væsentligen dannet. Den udvortes stykkevise Dressur i Forhold til et tomt Indre, det kneisende Ukrudts Farve-Pragt i Modsætning til det velsignede Korns ydmyge Bøiethed, den tillærte Tællen af Takten i Forhold til den manglende Dandsens Festlighed, ►den omhyggelige Udpynten af Indbindingen i Forhold til Bogens Deficit er, som blot Form, ►Affectation. – ►Naar Novellen 58fremhæver det Dannede i den første Tidsalder, da virker den rigtignok ogsaa ved et tilfældigt Mere, forsaavidt Revolutions-Tiden i 62 📌Kjøbenhavn repræsenteres af en udmærket lille Skare af udmærket dannede Franskmænd.

✂ ►Revolutions-Tiden er væsentligen lidenskabelig, derfor maa den kunne være voldsom tøilesløs, vild, hensynsløs mod alt Andet end sin Idee, men Raahed vilde den mindre kunne sigtes for, netop fordi den dog har eet Hensyn. Den, der, hvor meget end hans Stræben er vendt ud efter, dog væsentligen er indadvendt, fordi han er i en væsentlig Lidenskab, der forholder sig til en Idee, han er aldrig raa. En Orkan, et Jordskjælv, Elementernes Rasen er ikke hvad man kalder ►raa Luft; skulde man definere denne, da maatte man vel sige: den er den uhyg61gelige Charakteerløshed. Saaledes ogsaa i Individernes Verden, tages den væsentlige Lidenskab bort, det ene Hensyn, og Alt bliver en ubetydelig Udvorteshed uden Charakteer, saa er Idealitetens rindende Væld standset, Samlivet bliver stillestaaende Vand, og dette er Raahed. Reent dialektisk ere Forholdene disse, og lad os dialektisk gjennemtænke dem uden Hensyn til nogen bestemt Tid. Naar Individerne (hver især) væsentligen i Lidenskab forholde sig til en Idee, og derpaa i Forening væsentligen forholde sig til den samme Idee: saa er Forholdet det fuldendte og normale. Forholdet er individuelt ►udsondrende (hver har sig selv for sig selv) og ideelt forenende. I den væsentlige Indadvendthed er den blufærdige ►Undseelse mellem Mand og Mand, der forhindrer raa Nærgaaenhed; i Samdrægtighedens Forhold til Ideen er den Ophøiethed, der atter glemmer de Enkeltes Tilfældighed over det Hele. Saaledes komme Individerne aldrig hinanden for nær i bestialsk Forstand, netop fordi de ere forenede paa ideel Fjernhed. Udsondringens Samdrægtighed er den vel instrumenterede ►fulde Musik. Derimod, skal Individerne blot en masse (altsaa uden den individuelle, indadvendte Udsondring) forholde sig til en Idee: saa faae vi Voldsomhed, Ustyrlighed, Tøilesløshed; men er der ingen Idee for Individerne en masse, og heller ingen individuelt udsondrende væsentlig Indadvendthed: saa har vi Raahed. ►Den sphæriske Harmonie er Eenheden af, at hver Klode forholder sig til sig selv og til det Hele. Tages et af Forhol63dene bort, saa har vi Chaos. Men i Individernes Verden er Forholdet ikke alene det Constituerende, og derfor gives der to Former. Tages Forholdet til sig selv bort, saa har vi Massens tumultuariske Sig-Forholden til en Idee; men tages ogsaa 59dette Forhold bort, saa har vi Raahed. Saa trykke og skubbe og gnide Individerne sig op ad hinanden i ørkesløs Udvorteshed; thi der er ingen Inderlighedens Blufærdighed, der sømmeligt fjerner den Ene fra den Anden; saa er der Røre og Røre, der bliver til Ingenting. Ingen har hver for sig Noget og i Forening eie de heller ikke Noget: saa blive de ►fortredne og skjendes. Da er det end ikke det glade Gjestebuds muntre Sange, der forener Vennerne; da er det ikke Oprørets ►dithyrambiske Sange, der ►flokker Masserne; da er det ikke den religieuse Begeistrings høie Rhythme, der under guddommeligt Opsyn til Revue for de himmelske Hærskarer mønstrer Slægtens Utallige. Nei, da bliver Bysnak og Rygte og chimairisk Betydningsfuldhed og apathisk 62Misundelse et Surrogat baade for det Ene og det Andet. Individerne vende sig ikke ind ad i Inderlighed fra hinanden, ikke ud ad i Samdrægtighed for en Idee, men indbyrdes mod hinanden i sinkende og mistrøstig nærgaaende nivellerende Gjensidighed. Idee-Passagen er spærret, Individerne ere komne sig selv og hinanden indbyrdes paa tværs, den selviske og den gjensidige Reflexions-Modstand er som en ►Hængesæk – og man sidder nu i det. Istedenfor Glæde træder en vis ⓘ tvivlendetvivlende] , tvinende K, R fornem Misfornøielse, istedenfor Sorgen en vis seiglivet, tvær Udholdenhed, istedenfor Begeistring en snaksom Erfarings Forstandighed. Men eet er ►som i Tusind og Een-Nat, at frelse sit Liv ved Fortællingens Tryllerie, et Andet at udelukke sig selv fra Idee-Begeistringens Fortryllelse og Lidenskabens Gjenfødelse – ved Snaksomhed. Sæt en saadan Tid opfandt de hurtigste Befordrings- og Communications-Midler, utallige Udveie til at disponere over forenede Pengekræfter: hvor ironisk, at ►Befordrings-Væsenets Hurtighed og Communicationens Hastværk staaer i omvendt Forhold til Raadvildhedens Seendrægtighed. Klogskabens Fornemhed, der bryster sig af ikke at lade sig rive hen, (hvilket 64 dog ellers kan være ganske godt, naar man sidder i en Hængesæk) er en temmelig plebeiisk Opfindelse.

✂ Revolutions-Tiden er væsentligen lidenskabelig, derfor har den ogsaa et Begreb om ►Decorum. Det kan godt være, den har et ►feilt Begreb om Decorum, men den mangler ikke dette Begreb. Man skulde troe, at Decorum var en Forstands-Bestemmelse, og dog er det ►Intet mindre. Det er hermed som med Forskjellen mellem bunden og ubunden Stiil; man skulde troe, at Lyriken maatte da være ret ugeneret, og dog er det netop den, der er bunden Tale; og Verset selv er ikke en Opfindelse af en ►indknibende Forstand, men tvertimod 60Lyrikens egen lykkelige Opfindelse. Saaledes ogsaa med Decorum; det er Følelsens og Lidenskabens egen Opfindelse; og som Prosa er ubunden Tale, saa er Prosaisme Ugenerethed, der ikke kjender et Decorum, den er ikke Tøilesløshed, der afstedkommer det Forfærdelige, men uhyggelig Charakteerløshed. Den væsentlige Lidenskab er selv ►i sidste Grund Garantien for, at der er et Helligt, og dette afgiver Bestemmelsen: Decorum. Selv Afguderiet er, naar Lidenskaben væsentligen er tilstede i Hedningen, dog ikke uden Gudsfrygt; den har et Begreb, om at man skal frygte Gud, skjøndt den har et feilt Begreb. Men Prosaisme mangler Begrebet. ►Naar saaledes 63Revolutions-Tiden tolererer et Forhold til en gift Kone, saa har den, trods dette falske Begreb, dog et Begreb om Decorum. Forholdets Tilladelighed, reflekteret i dets Utilladelighed, udtrykkes derfor ved, at Decorum fordrer det skjult. Denne Skjulthed er igjen Tegnet paa, at Forholdet selv væsentligen i Lidenskab under Taushedens Segl tilfredsstiller de Tvende. Tag Lidenskaben bort, saa forsvinder ogsaa Decorum, saa kommer Forholdet formodentligen ikke istand, men saa snakker man derom. ►Om Revolutionstiden derfor end vilde hæve Ægteskabets Form, saa hævede den ikke Forelskelsens Gehalt, og netop fordi der saaledes er væsentlig Lidenskab, bliver der ogsaa et Decorum.

✂ Revolutions-Tiden er væsentligen lidenskabelig, og har forsaavidt Umiddelbarhed, dog er dens Umiddelbarhed ingen første 65 Umiddelbarhed, den er heller ingen ►i høieste Forstand sidste Umiddelbarhed, den er en Reactions-Umiddelbarhed og forsaavidt er den midlertidig. Dette er Afgjørende med Hensyn til Spørgsmaalet om denne Lidenskabs Udholdenhed. I Livet kan det godt være, at Mangfoldige blive sig selv troe i den indtil det Sidste; men i Ideen seet maa det ende med, at den Enkelte bliver sig selv utro, fordi det er en midlertidig Idee. Kun i den høieste Idee, som er den religieuse, kan et Menneske, i Ideen seet, finde definitiv Hvile, derimod kan det gjerne være, at Mange forblive hele deres Liv sig selv troe i det Midlertidige¹. Revolutions-Tidens Umiddelbarhed er en Gjenindsættelse af Natur-Forholdene i Modsætning til en forstenet Formalisme, der ved at have tabt det Ethiskes Oprindelighed var bleven 61en vissen Brøstfældighed, en ►sneverhjertet Skik og Brug. Netop som Reaction kan en eneste Misviisning forvandle den til Usandhed, der paa en tilfældig Maade accentuerer det Polemiske, som hvis det kom saavidt, at Elskov kun var Elskov, naar den er Ægteskabsbrud.

✂ Revolutions-Tidens ►reactionaire Umiddelbarhed er i Novellen opfattet i ►det huslige Livs Reflex. Den reflekterer sig i ►Forholdet mellem 👤Madam Waller og 👤Dalund, i ►Forholdet mellem Fader og Søn (Justitsraad 64👤W. og 👤Ferdinand W.), den reflekterer sig i den politiske Anskuelse, som Samtalen og Conversationen gjenlyder af. ►I Forholdet mellem Fader og Søn vil den reactionairt have Pietetens Uforklarlige afskaffet, og Naturforholdet blot bestemmende Forholdet, saa Afhængigheden afskaffes med Modenhedens Aar, da Forældre og Børn skulle være Ligemænd og Venner. Ogsaa denne Idee, ja selv ►Friheds og Ligheds Ideen er ikke Formløshed, saa længe Ideen selv har den væsentligen begeistrende Sandhed i de Begeistrede; thi Inderligheden afskaffes ikke. Naar den religieuse Idee begeistrer en ►Brødre-Menighed, saa den udtrykker 66 Ligheden ved det at være Brødre og Søstre: saa er dette slet ikke Formløshed, thi Eensformigheden er den væsentlige Form; den er heller ingen tom Abstraktion saalænge Inderligheden boer i den. Formløshed er kun Indholdsløshed. Dersom saaledes en Qvinde i et Anfald af Keedsomhed kunde faae det Indfald at pynte sig og gjøre et pragtfuldt ►Toilet: saa vilde dette være Formløshed, netop fordi Ideen manglede. ►Den nøgne 👤Archimedes er pyntet i Glæden over sin Opdagelse og derfor egentligen paaklædt. Dette maa man erindre netop i vor Tid, da f. Ex. en formel Færdighed er ifærd med at udvikle sig til Formløshed, netop fordi Intet har væsentlig Betydning, Alt saadan lidt Betydning.

✂ Revolutions-Tiden er væsentlig lidenskabelig, derfor er den væsenlig Aabenbarelse, Aabenbarelse af en Energiens Yttring, der uomtvistelig er noget Bestemt og ikke svigefuldt undergaaer Forvandlinger ved Hjelp af en ►Conjectural-Critik om hvad det egentligen er Tiden vil.

✂ Revolutions-Tiden er væsentligen lidenskabelig, derfor har den ►ikke hævet Modsigelsens-Grundsætning, og kan enten blive god eller ond, og hvilken Vei der end vælges, saa er Lidenskabens ►impetus en saadan, at det maa blive kjendeligt, at Gjerningens Spor maa ►mærke dens Fremskridt eller dens Afvei. Det maa komme til Afgjørelse; men atter Dette er det Frelsende, thi Afgjørelse er det 62lille Trylle-Ord, som Tilværelsen respekterer. Naar Individet derimod ikke vil handle, saa kan Tilværelsen ikke hjælpe. At være som ►hiin Kong 👤Agrippa, ikke langt fra at troe, eller fra at handle, er det meest Udmattende, der lader sig tænke, naar man længe bliver deri. ►👤Claudine farer vild, Lidenskabens impetus ►mærker Afgjørelsen, men den understøtter hende igjen. Hendes ►πληϱοφοϱια εις παϑος styrter hende, men styrker hende ogsaa. En Tidsalder, der er meget reflecteret, kan man derfor ikke uden videre og ligefrem sigte for 65Kraftesløshed, thi der er maaskee megen Kraft, men den gaaer til Spilde i Reflexionens Ufrugtbarhed. Understøttet af nogen Illusion behøves der ikke nær saa stor Anstrengelse for at udrette dog Noget, som naar enhver Illu67sion er tabt. Og ligesom ►Skjørbug helbredes ved Grøn-Spise, saaledes behøver en i Reflexion Udmattet maaskee ikke saa meget Styrke som lidt Illusion.

✂ Det er ikke sjeldent, at man hører et Menneske, der er bleven raadvild om hvad han skal gjøre i et enkelt Tilfælde, klage over Tilfældets særlige Beskaffenhed og mene, at da kan man sagtens handle, naar det er saadant et Tilfælde ved en stor Begivenhed, hvor der kun er et Enten–Eller. Dette er en Misforstaaelse og et Forstandens Sandsebedrag. Et saadant Tilfælde existerer ikke. At det afgjørende Enten–Eller er der, ligger i Individets egen lidenskabelige ►Concupiscents i Retning af at handle afgjørende, i dets Dygtighed i sig selv; og en dygtig Mand eftertragter derfor i ethvert Tilfælde et Enten–Eller, fordi han ikke vil have Mere. Saasnart derimod Individet ikke har en væsentlig Begeistring i Lidenskab, men er forvænt ved at lade Forstanden komme ►paa tvært hver Gang han skal handle: saa kommer han aldrig i sit Liv til at opdage ►Disjunctionen. Og selv om hans Forstand i udgrundende Opfindsomhed kunde være fyldestgjørende for en heel Huusholdning, saa har han dog ikke forstaaet sit Liv forud eller i Handlingens Øieblik, og det lader sig heller ikke forstaae bag efter, fordi Handlingen væsentligen udeblev, og hans Livs Sammenhæng blev en snaksom Fortsættelse eller en fortsat Snaksomhed, en participiel eller infinitivisk Sætning, hvor Subjectet maa underforstaaes, eller rettere slet ikke er at finde, fordi det ingenlunde, som Grammatikerne sige, er tydeligt af Meningen, thi det er netop den, der mangler. Det Hele bliver et Flydende, dannet af lidt Beslutning og lidt Tilfælde, lidt Klogskab og lidt Mod, lidt Sandsynlighed og lidt Tro, lidt Handling og lidt Begivenhed. Enhver, der har gjort det bedrageriske Bytte at vinde abnorm Forstandighed 63ved at tabe Evne til at ville og Lidenskab til at handle, har derfor en stor Tilbøielighed til at stive sin Holdningsløshed af med diverse Betragtninger forud, der føle sig for, og adskillige Betragtninger bag efter, der omforklare det Skete. En Handling er noget kort Noget i Sammenligning hermed, og tilsyneladende noget 68 fattigt Noget, dog er den i Sandhed noget Bestemt. Det andet er Pragtfuldere, men en ►glimrende Elendighed. ►Naar 66en romersk Keiser sidder tilbords med Drabanter om sig: saa seer det jo pragtfuldt ud, men naar det er af Frygt: da blegner Herligheden. Og saaledes ogsaa naar Individet ikke ordknap tør staae ved sit Bud, ikke staae frit og freidigt paa den selvbevidste Handlings ►Postament, men er omgivet af en Skare Betragtninger for og bag, der gjør, at man slet ikke kan faae Øie paa Handlingen. Som den Bedagede understøttende lægger Haanden under sin Lænd og støtter sig ved en Stav, saaledes understøtter den abnorme Forstandighed sig ved Reflexion forud og kommer sig selv til Hjælp bag efter ved omforklarende Reflexion – og hvorfor? Netop fordi der ikke blev handlet. Istedenfor den tause ordknappe Afgjørelses Gudebarn føder Generationen en Forstandens ►Skifting, der kan sine Ting paa Fingrene.

✂

►»Nutiden«

✂ Opgaven er atter her, efter hvad jeg har forstaaet, i en almindeligere Betragtning, der er i Novellens critiske Tjeneste, at ►avancere netop de Momenter, som Forfatteren med novellistisk Kunst har gjengivet.

✂ Nutiden er væsentligen den forstandige, den reflecterende, den lidenskabsløse, den flygtigt i Begeistring opblussende og kløgtigt i Indolents udhvilende.

✂ Dersom man, ligesom man har det i Forhold til ►Forbrugen af Brændeviin o. s. v., havde Tabeller over Forbrugen af Forstand fra Generation til Generation: saa vilde man forbauses ved at see, hvilken uhyre Qvantitet der nuomstunder forbruges, hvilket Qvantum af Betænkninger og Overveielser og Hensyn selv en privatiserende lille Familie bruger, om den dog har sit rigelige Udkomme, hvilket Qvantum endog Børn og Ungdommen bruger, thi som ►Børne-Korstoget ligner Middelalderen, saa ligner Børne-Klogskaben Nutiden. Mon der er et Menneske mere, der blot eengang gjør en gevaltig Dumme69streg? Neppe en Selvmorder nuomstunder gjør det af med 64sig selv i Desperation, men han overveier dette Skridt saa længe og saa forstandigt, at han qvæles af Forstandighed, saa det endog kunde gjøres tvivlsomt, ►om han virkelig maatte kaldes en Selvmorder, forsaavidt det dog især var Overveielsen, der tog Livet af ham. En Selvmorder med Overlæg var han ikke, snarere en Selvmorder ved Overlæg. Det vilde derfor blive den vanskeligste af alle Opgaver, at skulle være ►Aktor mod en saadan Tid, thi hele Generationen er ►prokurator-dygtig, og dens Konst, dens Forstandighed, dens 67Virtuositet bestaaer i ►aldrig handlende at ville lade Sagen gaae til Doms og til Afgjørelse.

✂ Maa man sige om Revolutions-Tiden, at den farer vild, saa maa man sige om Nutiden, at den farer ilde. Individet og Generationen kommer bestandigt sig selv og hinanden paa tvært; og derfor vilde det være umuligt for en Aktor at faae noget Faktum constateret, fordi der intet er. Af Indicier i Overflod maatte man slutte, at der enten var skeet eller snarest muligt vilde skee noget Overordentligt. Og dog vilde man netop slutte feil, thi Indicierne er just Nutidens eneste Forsøg i Kraft-Præstation, og dens Opfindsomhed og Virtuositet i at ►entreprenere fortryllende Blendværk, den opblussende Begeistrings Overilelse ved Hjælp af en projekteret Form-Forandrings ►skuffende Gjenvei er i Retning af Klogskab og negativ Anvendelse af Kraft lige saa høit at anslaae som Revolutionens Præstation i Retning af energisk og omskabende Lidenskab. Trættet af den ►chimairiske Anstrengelse udhviler saa Tidsalderen sig momentviis i fuldkommen Indolents. Dens Tilstand er som den henimod Morgenen Indslumredes: store Drømme, saa Dvaskhed, saa et vittigt eller kløgtigt Indfald til Undskyldning for at man bliver liggende.

✂ Det enkelte Individ (selv hvor velmenende Mange af disse kunne være, selv hvor megen Kraft de muligen kunne have, hvis de kunde komme til at bruge den) har ikke ►sluttet Lidenskab nok i sig selv til at rive sig ud af Reflexionens Garn og Reflexionens forføreriske Uvisse; og Omgivelsen, Samtiden har 70 ikke Begivenhed eller forenet Lidenskab, men danner i negativ Forening en Reflexions-Modstand, der først et Øieblik ►gøgler med skuffende Udsigt, og saa bedrager ved at styrke med ►glimrende Udflugt: at man dog har gjort det Klogeste ved at lade være at handle. ►Vis inertiæ er det Tilgrundliggende for Tidens ►Tergiversation, og enhver Lidenskabsløs gratulerer sig selv som første Opfinder – og bliver endnu kløgtigere. ►Blev der i Revolutions-Tiden frit udleveret Vaaben, ►blev 65der i Korstogenes Tid offentlig uddeelt Bedriftens Insignie: saa beværtes der i Nutiden overalt frit med ►Klogskabsregler, Hensyns-Beregninger o. s. v. Dersom det kunde antages, at en heel Generation havde den diplomatiske Opgave at holde Tiden hen, saa det bestandigt blev forhindret at der skete Noget, og dog bestandigt saae ud som skete der Noget: saa kan man ikke frakjende vor Tid at den præsterer noget lige saa Vidunderligt som Revolutions-Tiden. Hvis En vilde anstille det 68Experiment med sig selv, at glemme Alt hvad han vidste om Tiden og om den ved Vanen opskruede faktiske Relativitet, og nu komme ligesom fra en ganske anden Verden, hvis han saa vilde læse en eller anden Bog, en Artikel i et Blad, eller vel endog blot tale med en Forbigaaende: han vilde faae det Indtryk: ►Død og Pine endnu i Aften maa der skee Noget – eller der maa være skeet Noget i forgaars Aftes.

✂ I Modsætning til Revolutions-Tiden som handlende er Nutiden ►Avertissements-Tiden, de blandede Bekjendtgjørelsers Tid: der skeer ikke Noget, derimod skeer der strax Bekjendtgjørelse. Et Oprør vilde i Nutiden være det Utænkeligste af Alt; en saadan Kraft-Yttring vilde forekomme Tidens beregnende Forstandighed latterlig. Derimod vilde maaskee ►en politisk Virtuos være istand til en ganske anderledes forbausende Konst-Præstation. Han vilde være istand til at skrive en Indbydelse, som foreslog en General-Forsamlings Afholdelse for at beslutte en Revolution, saa forsigtigt, at selv ►Censor maatte lade den passere; og derpaa vilde han om Aftenen være istand til at frembringe paa Forsamlingen et saa skuffende Indtryk, at det var den, som havde de gjort Oprør; hvorpaa de ganske 71 roligen vilde skilles ad – efterat have ►passeret en høist behagelig Aften. En enorm grundig Lærdoms Erhvervelse vilde næsten være utænkelig blandt Yngre i vor Tid, man vilde finde det latterligt. Derimod vilde en videnskabelig Virtuos være istand til at præstere et ganske anderledes Konststykke. ►Han vilde i en Subscriptions-Plan være istand til at henkaste nogle Lineamenter til et altomfattende System, og gjøre det saaledes, at det paa Læseren (af Subscriptions-Planen) frembragte det Indtryk, at han allerede havde læst Systemet. Thi ►Encyclopædisternes Tid er forbi, deres nemlig som med Jern-Flid skrev Folianter, nu er Touren kommen til de let bevæbnede Encyclopædister, der en passant gjør det af med hele Tilværelsen og alle Videnskaber. En dyb religieus Forsagelse af Verden og hvad Verdens er, fastholdt i daglig Fornegtelse, vilde være 66utænkelig blandt Yngre i vor Tid: derimod vilde hver anden ►theologisk Candidat have Virtuositet nok til at gjøre noget langt Vidunderligere. Han vilde være istand til at projektere et Selskabs Stiftelse, hvis Hensigt ikke var mindre end at frelse alle Fortabte. De ►store og gode Handlingers Tid er forbi, Nutiden er Anticipationernes. Ingen vil nøies med at gjøre noget Bestemt, Enhver vil smigres af Reflexionen med den Indbildning, at han idetmind69ste maa opdage en ny Verdens-Deel. Vor Tid er Anticipationens, selv Anerkjendelsen optages forud. Som et ungt Menneske, der beslutter sig til fra 1ste September af ret for Alvor at læse til sin Embedsexamen, for at styrke sig hertil beslutter midlertidigt ►at feriere i August Maaned: saaledes synes, hvad der dog er betydeligt vanskeligere at forstaae, den nuværende Generation at have fattet den alvorlige Beslutning, at den næste Generation skal for Alvor tage fat paa Arbeidet, og for at der slet ikke skal være noget Forstyrrende eller Sinkende for den, ►saa tager den nærværende sig – af Festmaaltiderne. Kun er Forskjellen den, at det unge Menneske ungdommeligt forstaaer sig selv i Letsindigheden, Nutiden bliver endog alvorlig – ved Festmaaltiderne.

✂ Handling og Afgjørelse er der i Nutiden lige saa lidt, som der er Svømningens farefulde Lyst for dem, der svømme paa 72 ►Lavden. Men som den Voxne, der selv forlystes ved at tumle sig i Bølgerne, raaber til den Yngre: kom herud, spring kun rask til – saaledes ligger Afgjørelsen ligesom i Tilværelsen (skjøndt den naturligviis er i Individet) og tilraaber den Yngre, der endnu ikke er afmattet ved Reflexionens Formeget og overlæsset med Reflexionens Indbildninger: kom herud, spring freidigt til; selv om det endog var et letsindigt Spring, naar det blot er afgjørende – dersom Du er dygtig til at være Mand, saa skal Faren og Tilværelsens strenge Dom over Din Letsindighed hjælpe Dig til at blive det.

✂ Dersom Klenodiet, som er Alles Lyst, laae langt ude paa den ganske tynde Iisskorpe, saa Livsfaren altsaa holdt Vagt ved det, vaagende over, at det blev et livsfarligt Vovestykke at gaae saa langt ud, thi (lad os antage dette Besynderlige, som dog kun er besynderligt i Billedet) noget nærmere inde var Isen ganske sikker og bundfrossen: saa vilde i en lidenskabelig Tid Mængden tiljuble den Modige Bifald, naar han vovede sig derud; den vilde gyse for ham og med ham i Afgjørelsens Livsfare; den vilde sørge over ham i Undergangen; den vilde forgude ham hvis han vandt Klenodiet. I 67en lidenskabsløs reflekteret Tid vilde Sagen blive en ganske anden. Man vilde forstandigen i gjensidig Anerkjendelse af gjensidig Klogskab Alle blive enige om, at det nok ikke var Umagen værd at vove sig saa langt ud, ja at det vilde være uforstandigt og latterligt; og derpaa vilde man forvandle Begeistringens Vovestykke til en Konst-Præstation – for dog at gjøre Noget, »thi Noget maa der gjøres.« Man vilde da tage derud, man vilde paa det Trygge med Kjendermine 70vurdere de kunstfærdige Skøiteløbere, der kunde løbe ►næstendeels lige til den yderste Grændse (ɔ: saa langt at Isen endnu var sikker, og Faren endnu ikke begyndt) og saa svinge af. Blandt Skøiteløberne vilde der nu være en og anden særdeles Perfectioneret; han vilde endog kunne gjøre det Konststykke, lige ved Grændsens Yderste at tage endnu et skuffende ⓘ farevarslendefarevarslende] K, farevardslende A Tilløb, saa Tilskuerne raabte: »I Guder, han er gal, han sætter Livet til.« Men see, han var saa udmærket perfectioneret, at han ganske rigtigt kunde 73 svinge af ved Grændsens Aller-Yderste ɔ: hvor Isen endnu var ganske sikker og Livsfaren endnu ikke begyndt. Aldeles som i et Theater vilde Mængden raabe Bravo og hilse med Acclamation, drage hjem med den store Helte-Konstner i deres Midte, og hædre ham med et velsmagende Festmaaltid. Forstandigheden havde i den Grad taget Overhaand, at den havde forvandlet selve Opgaven til en uvirkelig Konst-Opgave, og Virkeligheden til et Theater. Ved Festmaaltidet om Aftenen vilde Beundringen lyde høit. Og medens ellers Beundringens sande Forhold ere disse, at den Beundrende opløftes ved Tanken om at være Menneske, ligesom den Udmærkede, ydmyges ved Forestillingen om ikke selv at have kunnet udføre det Store, ethisk opmuntres ved Forbilledet til efter Evne at følge den Udmærkedes Exempel: saa vilde Forstandigheden atter have forvandlet Beundringens Forhold. Den ved Festmaaltidet beundrende Klinkende vilde endog i Fanfarens og de 9 Hurras overstadige Øieblik have en Forstandighedens kløgtige Forestilling om, at det dog nok egentligen ikke var synderligt bevendt med den Beundredes Bedrift, at det i Grunden var tilfældigt, at Selskabet gjordes for ham, da enhver af Deeltagerne ved nogen Øvelse i skuffende Vendinger omtrent vilde kunne præstere det Samme. Kort, istedenfor at hente Styrkelse i ►Skjønsomhed og Opmuntring til det Gode fra Beundringens Festlighed, vilde den Klinkende snarere gaae hjem med en yderligere Disposition til den farligste af alle Sygdomme, men ogsaa den fornemste, den ►paa Commerce ligesom at beundre hvad 68man selv anseer for ubetydeligt, fordi det Hele var bleven en ►dramatisk Spøg, og Beundringens stimulerede Kling-Klang i hemmelig Forstaaelse med, at man næstendeels lige saa godt kunde beundre sig selv.

✂ Eller dersom en Mand endeligen stillede sig i Spidsen for et begeistret Foretagende, og der da, hvad let nok opnaaes, (thi opblussende Be71geistring og kløgtig Apathie svare altid til hinanden) løb en Deel Mennesker sammen om ham, dersom han nu i Spidsen for denne Skare drog ud – under Seiers-Sange, indtil han nærmede sig Afgjørelsen og Faren – naar 74 han da vendte sig om for at tale et begeistrende Ord til Skaren: da vilde hele Scenen være forandret. Deeltagerne havde kløgtigt forvandlet sig selv til en Flok Tilskuere, der nu med Kløgtighedens store Selvtilfredshed gav sig Mine af, at det var dem, der listigen og ironisk havde faaet ham narret ud til at være begeistret, og nu vare gaaet med for at see paa ham og lee ad ham. Og denne ualmindelige Kløgtighed vilde i gjensidig Anerkjendelse tilfredsstille dem uendeligt i Sammenligning med nogen Bedrift; det var i Kløgtighedens Forstand ►brillant derfra. Der vilde ikke høres et eneste Ord om Ustadighed, Feighed, nei man vilde bryste sig ved Kløgtighedens glimrende Indbildning, og man vilde atter have gjort sig sin Helbredelse vanskeligere. Saa vilde Anføreren maaskee ogsaa tabe Modet, og det Hele blive saa ►fordærveligt derfra som muligt, fordi det blev en fingeret Bevægelse og et Incitament for feig Indbildskhed.

✂ At en Mand staaer eller falder paa sin Gjerning, gaaer af Brug, derimod sidde Alle og ►slaae sig brillant igjennem ved Hjælp af nogen Reflexion, og saa ved Hjælp af: at de meget godt veed, hvad der skal gjøres. Men see, hvad To og To i Samtale, hvad de Enkelte som Læsere, som Demonstrerende paa en Generalforsamling ypperligt forstaae i Reflexionens og Betragtningens Form: det vilde de aldeles ikke kunne forstaae i Handlingens Form. Hvis En gik omkring og hørte hvad det var man sagde der skulde gjøres, og nu, i Ironiens Interesse, ►mir nichts und Dir nichts gjorde Noget deraf: saa vilde Alle studse, de vilde finde det overilet; og saasnart de betragtende samtalede, vilde de forstaae, at det var det, der skulde gjøres.

✂ Nutiden, i dens opblussende Begeistring, og saa igjen i den apathiske Indolents, der i det Høieste gider ►spadse, ligger det Comiske meget nær; men ►Den, der forstaaer det Comiske, seer let, at det Comiske ligger paa et ganske andet Sted, end Nutiden indbilder 69sig, og ►at Satiren i vor Tid, hvis det skal være muligt at den kan gjøre lidt Gavn og den ikke skal afstedkomme ubodelig Skade, maa have ►til Borgen en consequent og vel begrundet ethisk Livs-Anskuelse, en opoffrende Uegennyttig75hed, en ►høibaaren Fornemhed, der forsager Øieblikket; ►ellers bliver 72Medicinen uden Sammenligning uendeligt langt farligere end Sygdommen. Det Comiske ligger netop i, ►at en saadan Tid endnu vil være vittig og slaae stort paa i det Comiske; thi dette er ganske rigtigt den sidste og meest gøglende Udflugt. Hvad har vel en ►udreflekteret Tid at ►trodse paa i Henseende til det Comiske? Som lidenskabsløs har den intet Følelsens ►Valuta i det Erotiske, intet Begeistringens og Inderlighedens Valuta i det Politiske og Religieuse, intet Huslighedens, ⓘ Pietetens, BeundringensPietetens, Beundringens] K, Pietetens Beundringens A Valuta i det Daglige og Omgangs-Livet. Men den Vittighed, der intet Valuta eier, den spotter Tilværelsen over, selv om Hoben leer skingrende. At ville være vittig, naar man ikke eier Inderlighedens Rigdom, er at ville ødsle paa Luxus og undvære Livs-Fornødenhederne, er, som ►Ordsproget siger, at sælge sine Buxer og kjøbe en Paryk. Men en lidenskabsløs Tid eier intet Valuta; Alt bliver ►en Omsætning i Repræsentativer. Det er saadan visse Talemaader og Betragtninger, tildeels sande og forstandige, men afsjelede, der ►cursere mellem Folk; men ingen Helt, ingen Elsker, ingen Tænker, ingen ►Troens Ridder, ingen Høimodig, ingen Fortvivlet indestaaer ved ►primitivt at have oplevet Det for Fuldgyldigheden. Og som man fra Seddel-Pengenes Hvisken i Omsætningen mellem Mand og Mand kan længes efter at høre Myntens Klangfuldhed: saaledes kan man i Nutiden længes efter lidt Primitivitet. Men hvad er mere primitivt end Vittighed, mere primitivt, idetmindste mere overraskende selv end Foraarets første Knop, og det første Grønts skøre Stengel. Ja selv om Foraaret kom efter Aftale, det vilde dog være Foraaret, men en Vittighed efter Aftale vilde være en Modbydelighed. Sæt saa, det til Afløsning fra en opblussende Begeistrings ►Febricitet kom saa vidt, at ►Vittighed, hiin guddommelige Accidentse – naar den kommer, hiin Tilgift paa Gudens Vink fra det Uforklarliges gaadefulde Oprindelse, saa end ikke den Vittigste, der har levet, ►tør sige: imorgen, men tilbedende siger: hvis det behager Guden – sæt at Vittigheden blev forvandlet til sin meest luvslidte Modsætning, en triviel Livs-Fornødenhed, 76 saa det blev en profitabel ►Marchandiser-Næringsvei, at fabrikere og lave og omsye og opkjøbe gamle og nye Vittigheder: hvilket frygteligt Epigram over den vittige Tid!

✂ 70Saa bliver Penge tilsidst det Attraaede, det er jo ogsaa et Repræsentativ og en Abstraktion. Selv en Yngling i Nutiden vilde neppe misunde En hans Evner, eller hans Konst, eller den skjønne Piges Elskov, eller 73hans Berømthed, nei, men hans Penge vilde han misunde ham. Giv mig dem, vil Ynglingen sige, saa er jeg hjulpen. Og denne Yngling, han vilde ikke fare vild i Letsindighed, han vil ikke ►forskylde, hvad Angeren gjengjelder, han vil ikke have Noget at bebreide sig, men han vil døe i den Indbildning, at havde han havt Penge, da skulde han have levet, da skulde han maaskee ogsaa have drevet det til noget Stort. Lad os tænke paa Novellen. ►En forelsket ung Mand, 👤Ferdinand Bergland, er forelsket, men hans Forstand og hans Reflexion kommer ham ►paa tvært – og Afgjørelsen er negativ. End ikke Elskovens Umiddelbarhed i Nutiden er ►sorgløs som Markens Lilie, og i de Elskendes Øine herligere end Salomons Pragt. En erotisk Critik og en mismodig Forstandighed ►bøier Sorgløsheden og forfalsker Værdien – og Religieusitetens himmelske Herlighed kan ikke komme til at hjælpe – til det Høieste. ►En Elsker forlader den Forlovede af Frygt for Næringssorger. Hvor anderledes i Revolutions-Tiden, hvor ►👤Lusard letsindigen næsten sorgløs forlader den vanærede Pige, ►overladende hende alle Sorgerne; thi at ►👤Claudine realiserer Opgaven, ►lever saa godt som af Intet, ikke tænker paa Næringssorgerne, men kun paa 👤Lusard: det bliver jo hendes Fortjeneste. Men Afgjørelse kom det dog til; og Afgjørelsens Trang er det netop Reflexionen fordriver eller vil fordrive, og under Følgerne deraf lider Individet i den ►dyspeptiske abnorme Forstandighed. Forgjeves fanger Afgjørelsen i Livet efter Individet, forgjeves venter Velsignelsen paa Afgjørelsens Øieblik: man veed klogt og dog bedragen at unddrage sig; og varer dette længe ved, og de da endeligen fanges, da ere de ligesom Piger, der for længe have været forlovede, hvilke sjeldent ere ret skikkede til Ægteskabet.

✂

✂

77

✂

✂ Efter disse paapegende Bemærkninger er det vel i sin Orden, som det er i Novellens ►interesseløse Tjeneste, fra Sammenligningen med Revolutions-Tiden at føre Nutiden tilbage paa dialektiske Kategorie-Bestemmelser og paa disses Consequentser, disse være nu netop i det givne Øieblik ganske faktiske eller ikke. Forøvrigt er der, saa lidet som i den digterisk frembringende, og at jeg saa skal sige ►foreskrivende Novelle, ligesaa lidet i den ►efterskrivende og som Tjenende sig underordnende 74Critik Spørgsmaal eller Tale om, 71hvilken Tidsalder der er den bedste, den betydningsfuldeste. Der er kun Spørgsmaal om Tidsalderens Hvorledes, og dette Hvorledes vindes ved en universellere Anskuelse, hvis Slutnings-Consequentser naaes ved en Slutning ►ab posse ad esse, og verificeres ved en iagttagende Erfarings ab esse ad posse. Hvad Betydningsfuldheden angaaer, da er det jo muligt, at den Nutiden ►foresatte Reflexions-Opgave vil ►forklare sig i en høiere Existents-Form; og hvad Godheden angaaer, da er det jo vist, at den i Reflexionen Hildede kan være lige saa velmenende, som den lidenskabeligt Snarraadige, ligesom omvendt, at der kan være lige saa Meget, der taler til Undskyldning for Den, der i Lidenskaben farer vild, som for Den, der selv har en underfundig Viden om, at han lader sig bedrage af sin Reflexion, medens hans Feil aldrig bliver ►vitterlig. Ogsaa dette er Reflexionens farefulde ►Mislighed, at man ikke kan see, om det er en gjennem Overveielse vunden Beslutning, der frelser fra det Onde, eller det er Overveielsens Udmattelse, der svækkende forhindrer fra det Onde. Men vist er det, at som ►al forøget Kundskab forøger Græmmelsen, saa forøger Reflexionen den ogsaa; og fremfor Alt er det vist, at som for det enkelte Individ saa for en heel Generation, er ingen Opgave og Anstrængelse vanskeligere, end at arbeide sig ud af Reflexionens Fristelser, netop fordi disse ere saa dialektiske, fordi en eneste kløgtig Opfindelse er istand til pludseligen at give Sagen en ny Vending, fordi Reflexionen er istand til hvert Øieblik at omforklare og lade En slippe nogenlunde, fordi det selv i den sidste Reflexions-Afgjørelses Øieblik er muligt at gjøre Alt om – efter at man altsaa har udholdt 78 langt flere Anstrængelser end nogen Snarraadig behøver til at være midt i det. Men alt dette er dog kun igjen Reflexions-Undskyldning, og Stillingen i Reflexionen uforandret, fordi den kun er forandret i Reflexion. Selv det, at Nutiden ved at sammenstilles med en afsluttet Tidsalder paa en Maade skeer Uret, forsaavidt Nutiden jo netop ligger i Vordens Vanskelighed, er dog kun en Reflexions-Bestemmelse, thi derfor har den jo ogsaa Haabets Uvisse.

✂ En lidenskabelig tumultuarisk Tid vil kaste Alt overende, omstøde Alt; en revolutionair men lidenskabsløs og reflekterende forvandler ►Kraftyttringen til et dialektisk Konststykke: at lade Alt bestaae, men underfundigt fraliste det Betydning; istedenfor i et Oprør culminerer den i at afmatte Forholdenes inderlige Virkelighed i en Reflexions Spænding, der dog lader Alt 75bestaae og har forvandlet 72hele Tilværelsen til en Tvetydighed, der i sin ►Facticitet er, medens dialektisk Sviig ►privatissime ►underskyder en hemmelig Læsemaade – at den ikke er.

✂ ►Sædelighed er Charakteer, Charakteer er det Indgravede (►χαϱασσω), men Havet har ingen Charakteer og Sandet heller ikke og abstrakt Forstandighed heller ikke, thi Charakteren er netop Inderligheden. Usædelighed er som Energie ogsaa Charakteer. Tvetydighed er det derimod, naar man hverken er det Ene eller det Andet; og Tvetydighed i Tilværelsen er det, naar Qvaliteternes ►qvalitative Disjunktion svækkes ved en gnavende Reflexion. Lidenskabens Oprør er ►elementarisk, Tvetydighedens Opløsning er en stilfærdig men Dag og Nat travl ►Sorites. Adskillelsen mellem Godt og Ondt ►enerveres ved et letfærdigt, fornemt, theoretisk Kjendskab til det Onde, ved en hoffærdig Klogskab, der veed, at det Gode ikke paaskjønnes eller lønner sig i Verden – saa det næsten bliver Dumhed. Ingen henrives af det Gode i stor Bedrift, Ingen overiles af det Onde i ►himmelraabende Synd, den Ene skal forsaavidt ikke lade den Anden høre Noget, og dog bliver der af den Grund netop desto mere at snakke om, thi Tvetydigheden 79 er et pirrende Incitament, og ganske anderledes ordriig end Glæden over det Gode og Afskyen for det Onde.

✂ Livs-Forholdenes ►Springfjædre, der kun i den qvalitativt adskillende Lidenskab ere hvad de ere, taber Elasticiteten; det Forskjelliges Fjernhed fra sit Forskjellige i Qvalitets-Udtrykket er ikke Loven for Inderlighedens Forhold til hinanden i Forholdet. Inderligheden mangler, og Forholdet er forsaavidt ikke til, eller Forholdet er en dvask ►Cohæsion. Den negative Lov er nemlig: ikke at kunne undvære hinanden og ikke at kunne holde sammen, den positive: at kunne undvære hinanden og at kunne holde sammen, eller dog positivt: ikke at kunne undvære hinanden paa Grund af Sammenholdet. Istedenfor Inderlighedens Forhold indtræder et andet Forhold: det Forskjellige forholder sig ikke til sit Forskjellige, men de staae ligesom og passe paa hinanden med Øinene, og denne Spænding er egentligen Forholdets Ophøren. Det er ikke Beundringen, der glad og freidig, ►prompt i Paaskjønnelsens Udtryk tager Hatten af for Udmærkelsen, og nu oprøres ved dennes Stolthed og Anmasselse, ei heller er Forholdet det omvendte, ingenlunde, Beundring og Udmærkelse blive ►næstendeels et Par ►galante Ligemænd, der passe paa hinan76den med Øinene. Det er ikke Borgeren, der med undersaatlig ►73Hylding frimodigt ærer Kongen og nu forbittres over hans Herskesyge, ingenlunde, det at være Borger bliver noget Andet, bliver det at være Trediemand; Borgeren forholder sig ikke i Forholdet, men han er Tilskuer ved Udregningen af den Opgave: Forholdet mellem en Konge og Undersaat; thi det gaaer ►en Tidlang med ►at nedsætte Comiteer og Comiteer, saa længe der dog endnu bestandigt er en Mængde, der med fuld Lidenskab vil, hver især, være dette Bestemte, han skal være; men tilsidst ender det med, at hele Tidsalderen bliver en Comitee. Det er ►ikke Faderen, der i Harme samler sin faderlige Myndighed i en eneste Forbandelse, ikke Sønnen, der trodser, en Adskillelse der dog maaskee kunde ende i Forsoningens Inderlighed, nei Forholdet er saadan upaaklageligt, thi det er snarere ifærd med at ophøre, fordi de ikke væsentligen forholde sig til hinanden i 80 Forholdet, men Forholdet er blevet et Problem, hvor Parterne ligesom i et Spil passe paa hinanden, istedenfor at forholde sig til hinanden, ►tæller, som man siger, hinanden Forholds-Yttringen i Munden, istedenfor Forholdets resolute Hengivelse; thi det gaaer en Tidlang med at Flere og Flere maae renoncere paa det stillere Livs beskedne, men dog saa fyldige og gudvelbehagelige Opgaver, for at realisere noget Høiere, for i et høiere Forhold at tænke over Forholdene, men tilsidst bliver hele Generationen en Repræsentation – der repræsenterer ... ja det er ikke godt at sige hvem; der tænker over Forholdene ... ja det er ikke godt at sige for hvis Skyld. Det er ikke en opsætsig Ungdom, der dog skjelver og bæver for ►Skolemesteren, nei snarere er Forholdet en vis ►Ligelighed i gjensidig Udvexling mellem Lærer og Discipel om, hvorledes en god Skole bør indrettes. Det at gaae i Skole betyder ikke at skjælve og bæve, betyder ei heller ene og alene at lære, men betyder tillige næstendeels at være interesseret i det Problem om Skole-Underviisningen. ►Adskillelsens Forhold mellem Mand og Qvinde brydes ikke i formastelig Tøilesløshed, ingenlunde, Sømmeligheden iagttages saaledes, at der bestandigt om den leflende »uskyldige« Grændsestrids enkelte Yttring maa siges, at den er en Ubetydelighed. Hvad maatte man nu kalde et saadant Forhold? Jeg tænker en Spænding, men vel at mærke ikke en Spænding, der strammer Kraften til en ►Katastrophe, men en Spænding, hvori Tilværelsen afmattes; Fyrigheden, Begeistringen, Inderligheden tabes, der ►gjør Afhængighedens 77Lænke og Herredømmets Krone let, der gjør Barnets Lydighed og Faderens Myndighed glad, der gjør Beundringens Underkastelse og Udmærkelsens Ophøiethed frimodig, 74der giver Læreren ►enegyldig Betydning og Discipelen saaledes Leilighed til at lære, der ►ener Qvindens Svaghed og Mandens Kraft i Hengivenhedens lige Styrke. Forholdet bestaaer vel, men det mangler ►Spændkraft til at samle sig i Inderlighed for at forenes i Samdrægtighed. Forholdene yttre sig vel som tilværende, og dog som fraværende, ikke fyldigt, snarere i en vis slæbende halvvaagen Uafbrudthed. Man tillade mig med et 81 ganske simpelt Billede at oplyse hvad jeg mener. Jeg kom engang i en Familie, der havde et Stueuhr, hvis Værk paa en eller anden Maade var kommen i Uorden. Men Uordenen yttrede sig ikke ved, at Spiralen paa eengang snurrede ud, og Kjeden sprang, ei heller ved at det ophørte at slaae; tvertimod det vedblev at slaae, men paa en besynderlig abstrakt-normal og dog forvirrende Maade. Det slog ikke tolv Slag naar Kl. var 12, og saa eet Slag, naar Kl. var 1, men det slog eet Slag ad Gangen med et bestemt Mellemrum. Paa den Maade slog det hele Dagen igjennem, og angav dog aldrig Klokkeslettet. Og saaledes er det i en afmattende Spænding: Forholdene bestaae; med en abstrakt Uafbrudthed, som forhindrer Bruddet, yttrer der sig Noget, som man maa kalde Forholdets Yttringer, og dog angives Forholdene ikke blot ikke præcise men næsten meningsløse. Det Dyssende er Forholdenes Bestaaen, deres Facticitet; det Farlige er, at netop dette begunstiger Reflexionens underfundige Gnaven. Thi mod Oprør kan man bruge Magt, for vitterligt ►Falskmaal er Straffen i Vente, men dialektisk Hemmelighedsfuldhed er vanskelig at udrydde; der skal allerede et forholdsviis finere Øre til for at spore Reflexionens lydløse Listen ad Tvetydighedens Snigveie.

✂ Det Bestaaende bestaaer, men Reflexionens Lidenskabsløshed finder sin Beroligelse i, at det er en Tvetydighed. ►Man vil ikke have Konge-Magten afskaffet, ingenlunde, men hvis man lidt efter lidt kunde faae den forvandlet til en Indbildning, saa vilde man med Fornøielse raabe Hurra for Kongen. Man vil ikke have Udmærkelsen styrtet, ingenlunde, men hvis man paa samme Tid kunde ►avancere en Viden om, at den er en Indbildning – saa vilde man beundre. Man vil lade hele den christelige Terminologie bestaae, men underhaanden være vidende om, at der ikke skal tænkes noget Afgjørende derved. Og man vil være angerløs, 78thi man nedriver jo Intet. Man vilde ligesaa lidet have en vældig Konge som en energisk Friheds-Helt, eller en religieus Befuldmægtiget, nei man vil aldeles uskyldigt lade det Bestaaende bestaae, men i en reflekteret 75Viden være mere eller mindre vidende om dets Ikke-Be82staaen. Og saa vilde man være ►stolt i den Indbildning, at dette er Ironie, ret som var den sande Ironiker ikke netop den skjult Begeistrede i en negativ Tid (ligesom Helten er den aabenbart Begeistrede i en positiv Tid), ret som var den sande Ironiker ikke Offrende, da jo dog ►hin Stormesteren endte med at blive straffet paa Livet.

✂ Reflexions-Spændingen constituerer sig tilsidst til Princip, og som i en lidenskabelig Tid Begeistring er det ►enende Princip, saaledes bliver i en lidenskabsløs og meget reflekterende Tid Misundelse det negativt-enende Princip. Dette maa dog ikke strax forstaaes i ethisk Betydning som en Sigtelse, nei, Reflexionens Idee, hvis man kan tale saa, er Misundelse, og Misundelsen er derfor en dobbelt, er den selviske i Individet og da atter Omgivelsens mod ham. Reflexionens Misundelse i Individet forhindrer den ►pathetiske Afgjørelse i ham; og er det da næsten som vilde det lykkes ham, saa standser Omgivelsens Reflexions-Modstand ham. Reflexionens Misundelse holder Villien og Kraften ligesom i Fangenskab. Først maa da Individet gjennembryde Fængslet, hvori den egne Reflexion holder ham, og naar saa det er lykkedes, staaer han endnu ikke i det Frie, men i den store Fængsels-Bygning, som Omgivelsens Reflexion danner, og har ved Reflexions-Forholdet i sig atter et Forhold til denne, som kun religieus Inderlighed kan frigjøre ham fra, selv hvormeget han end gjennemskuer Forholdets Usandhed. Men at det er et Fængsel, hvori Reflexionen holder Individet og Tiden, at det er Reflexionen, der gjør det, og ►ikke Tyranner og hemmeligt Politie, ikke Præster og Aristokrater, denne Forstaaelse forhindrer Reflexionen af al Magt og vedligeholder den smigrende Indbildning, at Reflexions-Muligheden er noget ganske anderledes Stort end den fattige Afgjørelse. Den selviske Misundelse fordrer i Ønskets Form for meget af Individet selv, og forhindrer ham derved, den forkjeler ham ligesom en svag Moders Forkjærlighed, thi Misundelsen paa sig selv forhindrer Individet i at give sig hen. Omgivelsens Misundelse, hvori jo Individet atter selv deeltager mod Andre, er i negativ-critisk Forstand misundelig. 83

✂ Men jo længere dette gaaer hen, desto mere vil Reflexionens Misun79delse constituere sig til ethisk Misundelse. Indespærret Luft udvikler altid Gift, og saaledes udvikler Reflexions-Indespærretheden, naar ingen Handling, ingen Begivenhed lufter ud, den fordømmelige Misundelse. Medens de bedre Kræfter holde hinanden Stangen i en Reflexions-Spænding, kommer Usselheden op, dens 76Frækhed imponerer som en Slags Yttring af Kraft, og ►dens Foragtelighed vil blive dens beskyttende Privilegium, netop fordi den derved unddrager sig Misundelsens Opmærksomhed.

✂ Forøvrigt ligger det dybt grundet i den menneskelige Natur, at den ikke i eet væk kan holde sig paa Høiden og vedblive at beundre, den fordrer en Afvexling. Selv den meest begeistrede Tid fordrer derfor en Misundelsens Spøg med det Udmærkede. Dette er aldeles i sin Orden, og kan skee i sin Orden, naar den, der efter Fastelavnsløierne med det Udmærkede, idet han atter fæster Beundringens Blik derpaa, er istand til at finde det uforandret; thi ellers har han ved Spøgen tabt meget Mere, end Spøgen var værd. Saaledes kan Misundelsen finde sit Raaderum selv i en begeistret Tid. Ja om end Tiden er mindre begeistret, naar den dog endnu har Kraft til at give Misundelsen Charakteer, og er enig med sig selv om, hvad dens Udtryk betyder, kan den have sin, om end farefulde Betydning. Saaledes var f. Ex. ►Ostracismen i 📌Grækenland et Udtryk for Misundelsen, et Slags Ligevægtens Nødværge mod det Udmærkede. Man udøvede den da, men man var enig med sig selv om, hvad der da dialektisk ligger i Forholdet, at Ostracismen var en Udmærkelse. ►Det kunde derfor i Forhold til Gjengivelsen af en noget tidligere Tid i 📌Grækenland være ironisk i Aristophanes's Aand, at lade en aldeles ubetydelig Mand blive viist i Landflygtighed ved Ostracismen. ►Dette Ironiske vilde være en endnu høiere Comik end den, der f. Ex., lader en saadan Ubetydelig ironisk blive Hersker, netop fordi Landflygtighed ved Ostracisme allerede er det negative Udtryk for Udmærkelsen; hvorfor det igjen vilde blive en høiere ironisk Comik, at lade det ende med, at Folket kaldte den Forviste til84bage, fordi det ikke kunde undvære ham, der da maatte blive en reen Gaade for de Mennesker, mellem hvilke han levede i sit Exil, da de naturligviis slet intet Udmærket kunde opdage hos ham. ►I »Ridderne« gjengiver 👤Aristophanes den fuldkomne Forraadnelses-Tilstand, hvor Pøbelagtigheden ender med, ligesom ►man dyrker Dalei Lamas Excrementer, at tilbede eller tilbe80dende at anskue sig selv i den første den bedste af Udskuddet, et Forhold, der i Opløsthed svarer ►indenfor Folkeregjeringens Bestemmelse til det, at sætte Keiserværdigheden til Auction. Men naar Misundelsen endnu har Charakteer, er Ostracismen en negativ Udmærkelse. ►Den Mand, der sagde til 👤Aristides, at han stemmede for hans Landflygtighed, »fordi han ikke kunde lide, at 👤Aristides kaldtes den eneste Retfærdige,« 77han negtede egentligen ikke 👤Aristides Udmærkelsen, men han tilstod Noget om sig selv, at han istedenfor i Beundringens lykkelige, i Misundelsens ulykkelige Forelskelse forholdt sig til det Udmærkede, men han forkleinede det ikke.

✂ Jo mere derimod Reflexionen faaer Overhaand til at udvikle Indolents, desto farligere bliver ►Misundelsen, fordi den ikke har Charakteer til at blive sig selv sin egen Betydning bevidst, men charakteerløst i Ustadighedens og Feighedens luskende Forhold til Omstændighederne omforklarer den samme Yttring paa den forskjelligste Maade, vil at den skal være Spøg, og hvis den seer det mislykket, at den skal være Fornærmelse, og hvis det mislykkes, at den skal være Ingenting, vil at den skal være Vittighed, og hvis det ikke slaaer til, forklarer, at den heller ikke var saaledes meent, at den var ethisk Satire, som man jo skal bryde sig om, og hvis dette mislykkes, forklarer, at den var Ingenting, som Ingen skal bryde sig om. Misundelsen constituerer sig som Charakteerløshedens Princip, der fra Usselhed vil snige sig op til at være Noget, bestandigt dækkende sig ved den ►Concession, at den er Ingenting. Charakteerløshedens Misundelse forstaaer ikke, at det Udmærkede er det Udmærkede, den forstaaer sig ikke i, selv negativt at anerkjende det, men den vil have det ned, have det Udmærkede forkleinet, saa det virkeligen ikke mere er det Udmærkede; og Mis85undelsen retter sig mod det Udmærkede, som er, og mod det, som vil komme.

✂ Den sig etablerende Misundelse er ►Nivelleringen, og medens ►en lidenskabelig Tid fremskynder, hæver og styrter, ophøier og nedtrykker, gjør ►en reflekteret lidenskabsløs Tid det Modsatte, den qvæler og forhindrer, den nivellerer. At nivellere er en stille mathematisk abstrakt Beskjæftigelse, der undgaaer al Ophævelse. Medens den opblussende flygtige Begeistring mismodigt kunde ønske om det saa var en Ulykke, blot for at fornemme Tilværelsens Kræfter, er dens Afløsning Apathien ikke tjent med nogen Forstyrrelse, saa lidet som ►den nivellerende Ingenieur er 81det. Er et Oprør i sit Maximum som en Vulkans Udbrud, saa man ►ikke kan høre Ørenlyd: saa er ►Nivellementet i sit Maximum som en Døds-Stilhed, hvor man kan høre sit eget Aandedrag, en Døds-Stilhed, hvorover Intet kan hæve sig, men Alt synker afmægtigt ned i den.

✂ I Spidsen for et Oprør kan der staae en enkelt Mand, men i Spidsen for Nivelleringen kan ingen enkelt Mand staae, thi saa vilde han jo blive Herskeren, og være undgaaet Nivelleringen. Det enkelte Individ78 78kan i sin lille Kreds være medvirksomt i Nivelleringen, men denne er en abstrakt Magt, og Nivelleringen er Abstraktionens Seier over Individerne. Nivelleringen er i den moderne Tid Reflexionens Tilsvarende til ►Skjebnen i Oldtiden. Oldtiden er dialektisk i Retning af Fremragenhed (den enkelte Store – og saa Mængden, een Fri – og saa Trælle); Christendommen er indtil videre dialektisk i Retning af Repræsentation (Fleertallet anskuer sig selv i den Repræsenterende, frigjøres ved Bevidstheden om at det er dem, han repræsenterer, i en Art Selvbevidsthed); Nutiden er dialektisk i Retning af Ligeligheden, og dennes, i Forfeilethed, meest consequente Gjennemførelse er Nivellementet, som den negative Eenhed af Individernes negative Gjensidighed.

✂ Enhver vil let see, at Nivelleringen har sin dybe Betydning i Generationskategoriens Overmagt over Individualitetskategorien. Medens i Oldtiden Individernes Mængde ligesom 86 var til for at bestemme Prisen paa, hvor meget det udmærkede Individ var værd, saa er Myntfoden nu saaledes forandret, at der ligeligt gaaer omtrent saa og saa mange Mennesker paa eet Individ, saa det blot gjelder om at sikkre sig det behørige Antal – saa har man Betydning. Den Enkelte i Mængden ►betydede i Oldtiden slet Intet, den Udmærkede betydede alle disse; Nutiden tenderer til den mathematiske Ligelighed, at der saa omtrent ligeligt gjennem alle Stænder gaaer saa og saa Mange paa eet Individ. Den Udmærkede turde tillade sig Alt, de Enkelte i Mængden slet Intet; nu forstaaer man, at der gaaer saa og saa mange paa eet Individ, og ganske consequent tæller man sig sammen (man kalder det jo rigtignok at forene sig, men det er et ►Galanteri) i Forhold til det Ubetydeligste. Blot om at realisere et Indfald tæller man sig nogle Stykker sammen, og saa gjør man det ɔ: saa tør man gjøre det. Deraf kommer det tilsidst, at selv en fortrinligere Begavet dog ikke kan frigiøre sig fra Reflexionen, fordi han snart i det Ubetydeligste bliver sig bevidst som en Brøks-Deel, 82og gaaer Glip af Religieusitetens uendelige Frigjørelse. Selv om en Forening af Flere havde Mod til at gaae Døden imøde: det vilde i vor Tid derfor ikke være sagt, at hver Enkelt havde Mod dertil, thi Det, den Enkelte frygtede mere end Døden, var Reflexionens Dom over ham, Reflexionens Indsigelse mod ham, at han som Enkelt vilde vove Noget. Den Enkelte tilhører ikke Gud, ikke sig selv, ikke den Elskede, ikke sin Kunst, ikke sin Videnskab, nei, som en ►Vorned tilhører et Gods, saaledes bliver den Enkelte sig bevidst i eet og alt at tilhøre 79en Abstraktion, som Reflexionen ordner ham ind under. Om en Forening af Flere i vor Tid kunde beslutte sig til, hver især, at give hele sin Formue til et eller andet velgjørende Øiemed: deraf fulgte ikke, at den Enkelte kunde beslutte sig dertil, og atter ikke fordi han var tvivlraadig med Hensyn til Afkaldet paa sin Formue, men fordi han frygtede Reflexions-Dommen meget mere end Armoden. Om Ti kunde blive enige om at vedstaae Elskovs fulde ubeskaarne Gyldighed, eller Begeistringens ved ingen lammende Hensyn ⓘ uindskrænkedeuindskrænkede] , mangler i K, uindskrænkede R; måske fejl for indskrænkede [suggestedConjecture] Berettigelse, deraf fulgte ikke, at hver af 87 de Ti var istand dertil, thi høiere endnu end Elskovens Salighed og end Begeistringens ►Vidnen med deres Aand vilde de dog tvetydigt elske Reflexions-Dommen – derfor maatte de være Ti om det, som det er en Modsigelse at være mere end Een om. ►Socialitetens forgudede positive Princip i vor Tid er netop det Fortærende, det Demoraliserende, der i en Reflexions Trældom gjør selv Dyderne til ►vitia splendida. Og hvoraf kan dette komme, uden deraf, at den religieuse Individualitets ►Udsondring for Gud i Evighedens Ansvar forbigaaes. Naar Forfærdelsen her begynder, søger man Trøst i Compagnie, og saa fanger Reflexionen Individet for hele Livet. Og De, der end ikke fornam Begyndelsen af denne Crise, de gaae uden videre ind under Reflexions-Forholdet.

✂ Nivellementet er ikke en Enkelts Handling, men et Reflexions-Spil i en abstrakt Magts Haand. ►Ligesom man beregner Diagonalen i Kræfternes Parallellogram, saaledes kan man beregne Loven for Nivellementet. Thi den Enkelte, der nivellerer Nogle, tages selv igien med, og saa fremdeles. Medens derfor den Enkelte egoistisk synes at vide, hvad han gjør, maa man sige om dem Alle, ►de vide ikke hvad de gjøre, thi ligesom der i Begeistringens Samdrægtighed kommer et Mere ud, som ikke er de Enkeltes, saa kommer ogsaa her et Mere ud. Man maner en Dæmon op, som ingen Enkelt kan magte; og medens den Enkelte i Nivellerings-83Lystens korte Øieblik selvisk nyder Abstraktionen, saa underskriver han tillige sin egen Undergang. Den Begeistredes Fremtrængen kan ende med Undergang, men den Nivellerendes Seier er ►eo ipso hans Undergang. Nivelleringens Skepsis kan ingen Tid standse, Tiden, Nutiden altsaa heller ikke, thi i det Øieblik, den vil standse den, vil den atter udvikle Loven. Den kan kun standses ved, at Individet i individuel Udsondring vinder Religieusitetens Uforfærdethed. Jeg saae engang et Slagsmaal, hvor tre Mennesker paa en skammelig Maade 80mishandlede en fjerde. Hoben stod og betragtede det med Harme; Uvilliens mumlende Udtryk begynder at give Fart til Handling: da samler et Par Stykker af Mængden sig, tager fat paa den ene af Angriberne, og 88 kaster ham til Jorden o. s. v. Altsaa Hævnerne udviklede den samme Lov som Angriberne. Hvis det tør tillades mig at anbringe min ringe Person med, saa skal jeg fortælle Historien ud. Jeg traadte til og søgte dialektisk at forklare en af Hævnerne det Inconsequente i deres Adfærd, men det lod til at være ham aldeles umuligt at indlade sig paa Sligt, han sagde blot gjentagende: »Det har han ærligt fortjent, at en saadan Slyngel skal være Tre om Een.« Det Comiske ligger nær nok især for Den, der ikke havde seet Begyndelsen og altsaa hørte en Mand sige om en anden: at han (den eenlige) var Tre om Een, og hørte det netop i det Øieblik da det Modsatte var Tilfældet: at de vare Tre om ham. Det Første vilde være comisk ved Modsigelsen i samme Forstand som ►»da Vægteren sagde til en eenlig Person: vil De være saa god at gaae fra hinanden;« det Andet vilde være comisk ved Selvmodsigelsen. Hvad jeg derimod forstod var, at det nok var bedst at opgive Haabet om at ende denne Skepsis, at den ikke skulde fortsættes mod mig.

✂ Ingen enkelt Mand (den Udmærkede i Retning af Fremragenhed og Skjebnens Dialektik) vil kunne standse Nivelleringens Abstraktion, thi den er et negativt Høiere, og ►Heltenes Tid er forbi. Ingen ►Congregation vilde være istand til at standse Nivelleringens Abstraktion, fordi Congregationen selv er gjennem Reflexionens Sammenhæng i Nivelleringens Tjeneste. End ikke Nationaliteternes Individualitet vil kunne standse den, thi Nivelleringens Abstraktion reflekterer paa en høiere Negativitet: den rene Menneskehed. Nivelleringens Abstraktion, denne Menneske-Slægtens Selvantændelse, foranlediget ved den Friktion, der opstaaer, naar den individuelle Inderligheds Udsondring i Religieusitet 84udebliver, vil blive ►staaende som man siger det om en Passat, som fortærer Alt, men ved hvilken Individerne, hver især, igjen kan opdrages religieust, i høieste Forstand kan hjælpes til, i Nivelleringens ►examen rigorosum at vinde Religieusitetens Væsentlighed i sig selv. For den Yngre, der, hvor fast han end for sit Vedkommende hænger ved hvad han beundrer som Udmærket, fra Begyndelsen fatter, 89 at Nivelleringen er hvad den selviske Enkelte og den selviske Slægt ►tænkte til det Onde, men ogsaa hvad for den Enkelte, hver især, hvis han saa vil det i Oprigtighed med Gud, kan blive Udgangspunktet for det 81høieste Liv – for ham vil det være i Sandhed dannende at leve i Nivelleringens Tid. Samtidigheden vil for ham være i høieste Forstand religieust udviklende og tillige æsthetisk og intellectuelt uddannende, idet det Comiske vil gjøre sig absolut gjeldende. Thi det høieste Comiske er netop, at det enkelte Individ skal uden nogen ►Mellembestemmelse henføres under den uendelige Abstraktion af den rene Menneskehed, idet alle Organisationens Individualitets-Concretioner, der ved Relativiteten ►temperere det Comiske og styrke ved relativ Pathos, ere fortærede. Men dette er atter Udtrykket for, at Frelsen kun er ved Religieusitetens Væsentlighed i det enkelte Individ. Og begeistrende for ham vil det være, at fatte, at netop Vildfarelsen aabner den Enkelte, hver især, hvis han høimodigt vil det, Adgang til det Høieste. Men Nivelleringen maa blive staaende, den maa til, ligesom ►Forargelsen maa indkomme i Verden, men vee den, ved hvem den kommer ind.

✂ Det er ofte nok sagt, at en Reformation skal begynde med, at Enhver reformerer sig selv; men det er ikke saaledes skeet, thi Reformationens Idee har affødt en Helt, der maaskee dyrt nok af Guden har kjøbt sin Bestalling som Helt. Ved da ligefremt at slutte sig til ham faae Individerne for bedre, ja ►for godt Kjøb det Dyrekjøbte, men de faae heller ikke det Høieste. Nivelleringens Abstraktion derimod er et Princip, ligesom ►Østens skarpe Vind, der ikke indlader sig med det enkelte Individ i noget intimere Forhold, men kun i Abstraktions-Forholdet, der er ligeligt for Alle. Ingen Helt lider da for Andre og hjælper Andre, Nivelleringen bliver selv den skarpe ►Tugtemester, der tager sig af Opdragelsen. Og Den, der lærer Maximum af Opdragelsen og bliver Maximum, han bliver ikke den Udmærkede, Helt, den Fremragende, dette forhindrer Nivelleringen, der er consequent indtil sit Yderste, og han forhindrer 85det selv, fordi han har fattet Nivelleringens Be90tydning, nei han bliver kun et væsentligt Menneske i den fyldige ►Ligeligheds Forstand. Dette er Religieusitetens Idee. Men Opdragelsen er stræng, og Udbyttet tilsyneladende meget lille; tilsyneladende, thi dersom Individet ikke vil lære i Religieusitetens Væsentlighed for Gud at nøies med sig selv, nøies med, istedetfor at herske over Verden, at herske over sig selv, nøies med som Præst at være sin egen Tilhører, som Forfatter sin egen Læser o. s. v., dersom han ikke vil lære at begeistres ved dette som det Høieste, fordi det udtrykker Ligheden for Gud og Ligheden med Alle: saa slipper han ikke ud af Reflexionen, saa 82oplever han maaskee i Forhold til sin Begavethed, et ►skuffende Øieblik, hvor han troer det er ham, der nivellerer, indtil han selv segner under Nivelleringen. Det hjælper ikke at ►bebude og varsle en Holger Danske eller en Morten 👤Luther, deres Tid er forbi, og det er dog i Grunden Individernes Magelighed, der ønsker en saadan, Endelighedens Utaalmodighed, der vil have billigt paa anden Haand istedenfor det Høieste, der ►kjøbes dyrt paa første Haand. Det hjælper ikke ►at stifte Selskab paa Selskab, thi negativt er der sat noget Høiere ind, om den kortsynede Selskabsmand end ikke kan see det. Individualitets-Principet i sin umiddelbare og skjønne Formation ►præfigurerer Generationen ved den Udmærkede, den Fremragende, og lader de underordnede Individualiteter slutte sig grupperende om Repræsentanten. Individualitets-Principet i sin evige Sandhed bruger Generationens Abstraktion og Ligelighed som Nivellerende og udvikler derved Individet i dets egen Medvirken religieust til et væsentligt Menneske. Thi saa afmægtig som Nivelleringen er mod det Evige, saa overmægtig er den mod enhver Midlertidighed. Reflexionen er ►en Slynge, hvori man fanges, men ved Religieusitetens begeistrede Spring bliver Forholdet et andet, saa bliver den Slyngen, som kaster En i det Eviges Favn. Og Reflexionen er og bliver den meest haardnakkede Creditor i Tilværelsen; listigen har den hidtil kjøbt alle mulige Livs-Anskuelser op, men den væsentlige Religieusitets evige Livs-Anskuelse kan den ikke kjøbe, derimod kan den friste med ►glimrende Blendværk fra alt det Andet, mistrøste 91 med Reminiscentser fra alt det Andet. Men ved Springet paa Dybet lærer man at hjælpe sig selv, lærer ►at elske alle Andre lige saa høit som sig selv, hvad enten man saa anklages for Anmasselse og Stolthed – at man ikke vil lade sig hjælpe, eller for 86Selviskhed – at man ikke underfundigen vil bedrage Andre ved at hjælpe dem, ɔ: ved at hjælpe dem til at gaae Glip af det Høieste. – Vil Nogen sige, at hvad jeg her har fremsat, veed Enhver og kan Enhver sige, da er dette mit Svar: saa meget desto bedre, jeg ønsker ingen Fremragenhed, jeg har Intet mod, at Enhver veed det, med mindre det, at Enhver veed det og Enhver kan sige det, skulde betyde, at det skal fratages mig og deponeres i det negative Fællesskab. Faaer jeg blot Lov at beholde det, saa taber det for mig ikke i Værd derved, at Enhver veed det.

✂ I Grunden har den moderne Tid længe tenderet til Nivelleringen gjennem mange Omvæltninger, hvilke dog alle ikke vare Nivelleringen, 83fordi de alle ikke vare abstrakte nok, men havde en Virkelighedens Concretion. Tilnærmelsesviis kan der nivelleres ved, at det Fremragende styrer mod det Fremragende, saa begge svækkes; tilnærmelsesviis kan der nivelleres derved, at et Fremragende holdes neutraliseret af et andet Fremragende; ved, at Foreningen af det i sig Svagere bliver stærkere end det enkelte Fremragende; tilnærmelsesviis kan der nivelleres ved en enkelt Stand, f. Ex. Geistlighed, Borgerstand, Bondestand, ved Folket selv: men alt dette er dog kun Abstraktionens Rørelser indenfor Individualitets Concretioner.

✂ For at Nivelleringen egentligen skal komme istand, maa der først bringes et Phantom tilveie, dens Aand, en uhyre Abstraktion, et altomfattende Noget som er Intet, et ►Luftsyn – dette Phantom er Publikum. Kun i en lidenskabsløs, men reflekteret Tid kan dette Phantom udvikle sig ved Hjælp af Pressen, naar denne selv bliver en Abstraktion. I begeistrede Tider, i lidenskabelige tumultuariske Tider, selv naar et Folk vil realisere den ufrugtbare Ørkens Idee at ødelægge og sløife Alt: der er dog intet Publikum. Der er Partier og der er Concretion. Pressen vil i saadanne Tider antage Concretionens 92 Charakteer i Forhold til Adsplittelsen. Men som ►stillesiddende Professionister især ere udsatte for at udvikle ►phantastiske Sandsebedrag, saaledes vil en lidenskabsløs, stillesiddende, reflekteret Tid, naar Pressen skal være det eneste, der selv svagt skal holde et Slags Liv i denne Døsighed, udvikle dette Phantom. Publikum er den egentlige Nivellerings-Mester, thi naar der nivelleres tilnærmelsesviis, nivelleres der ved Noget, men Publikum er et uhyre Intet.

✂ 87Publikum er et Begreb, som slet ikke kan forekomme i Oldtiden, fordi Folket selv en masse ►in corpore maatte træde op i Handlingens Situation, maatte bære Ansvaret for hvad den Enkelte af deres Midte afstedkom, medens igjen den Enkelte personligen som denne Bestemte maatte være tilstede, maatte underkaste sig Øieblikkets Standret i Bifald eller Misbilligelse. Først naar intet kraftigt Samliv giver Concretionen Fylde, vil Pressen danne dette Abstraktum Publikum, der bestaaer af uvirkelige Enkelte, som aldrig forenes eller kunne forenes i nogen Situationens eller Organisationens Samtidighed, og som dog fastholdes som et Hele. Publikum er et Corps, talrigere end alle Folk tilsammen, men dette Corps kan aldrig blive mønstret, ja det kan end ikke saa meget som have en eneste Repræsentant, fordi det selv er en Abstraktion. Og desuagtet bliver Publikum, naar Tiden er lidenskabsløs og reflekteret og udviskende 84Alt det Concrete, det Hele, som skal omfatte Alle. Men dette Forhold er atter netop Udtrykket for, at den Enkelte er anviist sig selv.

✂ I det virkelige Øiebliks og den virkelige Situations Samtidighed med de Virkelige, der hver ere Noget, er der for den Enkelte det Understøttende. Men Publikums Tilværelse danner ingen Situation og ingen Forsamling. Den Enkelte, der læser, er jo ikke Publikum, og saa læser lidt efter lidt mange Enkelte, maaskee alle Enkelte, men der er ingen Samtidighed. Publikum kan bruge Aar og Dag for ligesom at blive samlet, og naar det saa er samlet, er det dog ikke til. Abstraktionen, som Individerne ►paralogistisk danne, støder ganske rigtigt Individerne fra sig istedenfor at hjælpe dem. Den, der i det virkelige 93 Øiebliks og den virkelige Situations Samtidighed med de Virkelige, selv ingen Mening har, antager samme Mening som Majoriteten, eller er han mere stridbar, som Minoriteten. Men Majoriteten og Minoriteten er vel at mærke virkelige Mennesker, og deri ligger det Understøttende i ►Tilholdet til disse. Publikum derimod er en Abstraktion. At antage samme Mening som disse og disse bestemte Mennesker betyder, at man veed, at disse ville være underkastede samme Farer som En selv, at de ville fare vild med En, hvis Meningen er vildfarende o. s. v. Men at antage samme Mening som Publikum er en svigefuld Trøst, thi Publikum er kun til ►in abstracto. Medens derfor ingen Majoritet nogensinde har været saa sikker paa at beholde Retten og Seiren som Publikum er det, saa er dette kun lidet 88trøsteligt for den Enkelte, thi Publikum er et Phantom, som ikke tillader nogen personlig Tilnærmelse. Dersom En idag antager Publikums Mening og imorgen bliver udpeben, saa bliver han udpeben af Publikum. En Generation, et Folk, en Folkeforsamling, et Samfund, en Mand har dog et Ansvar ved at være Noget, kan skamme sig ved Ustadighed og Troløshed, men Publikum bliver Publikum. Et Folk, en Forsamling, et Menneske kan forandre sig saaledes, at man maa sige: han er ikke mere den Samme; men Publikum kan blive lige det Modsatte og er dog det Samme – er Publikum. Men netop ved denne Abstraktion og denne abstrakte ►Optugtelse dannes Individet (forsaavidt det ikke allerede ved sin egen Inderlighed er dannet) dersom det ikke gaaer under, til i Religieusitetens høieste Forstand at nøies med sig selv og sit Guds-Forhold, til istedenfor ►Enigheden med Publikum, der fortærer alle de relative Individualitets-Concretioner, at substituere det at være enig med sig selv, til istedenfor at tælle og tælle, at finde Hvilen i sig selv for Gud. 85Og Dette vil være det Modernes absolute Forskjel fra Oldtiden: at det Totale ikke er Concretionen, der understøtter, der danner den Enkelte, uden dog at udvikle ham absolut, men er en Abstraktion, der i sin abstrakte Ligelighed frastødende hjælper ham til at dannes absolut – hvis han ikke omkommer. Det Trøstesløse i Oldtiden var, at den Udmærkede var, hvad de Andre ikke 94 kunde være, det Begeistrende vil blive, at Den, der religieust vandt sig selv, kun er hvad Alle kunne være.

✂ Publikum er ikke et Folk, ikke en Generation, ikke en Samtid, ikke en Menighed, ikke et Selskab, ikke disse bestemte Mennesker, thi alt Sligt er kun ved Concretionen det som det er; ja ikke en eneste af dem, der høre til Publikum, har noget væsentligt Engagement; i nogle Timer af Dagen hører han maaskee med til Publikum, nemlig i de Timer, i hvilke han Ingenting er, thi i de Timer, i hvilke han er det Bestemte han er, hører han ikke til Publikum. Dannet af saadanne Enere, af de Enkelte i de ⓘ ØieblikkeØieblikke] R, Øieblik A, hvor de Ingenting ere, er Publikum noget uhyre Noget, det abstrakte Øde og Tomme, som er Alle og Ingen. Men af den samme Grund kan Enhver anmasse sig at have et Publikum, og ligesom ►den romerske Kirke chimairisk udvidede sig ved at udnævne Biskopper in partibus infidelium: saaledes er Publikum Noget, som Enhver, selv ►en fuld Matros, der foreviser »en Perspektivkasse«, kan tilegne sig, og den fulde Matros har dialektisk consequent absolut samme Ret dertil som 89den meest Udmærkede, absolut Ret til at sætte alle disse mange, mange Nuller foran sit Eettal. Publikum er Alt og Intet, er den farligste af alle Magter og den meest intetsigende; man kan tale til en heel Nation i Publikums Navn, og dog er Publikum mindre end et eneste nok saa ringe virkeligt Menneske. Bestemmelsen Publikum er det Reflexionens Blendværk, der ►gøglende har gjort Individerne indbildske, fordi Enhver kan anmasse sig dette Uhyre, i Sammenligning med hvilket Virkelighedens Concretioner synes fattige, Publikum er Forstands-Tidens Eventyr, der gjør de Enkelte phantastisk¹ til mere end at være Konge over et Folk; men Publikum er atter den grusomme Abstraktion, ved hvilken Individerne skal religieust opdrages – eller gaae under.

✂ 86Pressens Abstraktion (thi et Blad, en Avis er ingen statsborgerlig Concretion og kun i abstrakt Forstand et ►Indivi95duum) i Forening med Tidens Lidenskabsløshed og Reflekterethed afføder Abstraktionens Phantom: Publikum, der er den egentlig Nivellerende. Ogsaa dette kan, fraseet dets negative Betydning for Religieusiteten, have sin Betydning. Men jo mindre Idee der er i en Tid, jo mere den afmattet ved en opblussende Begeistring udhviler sig i Indolents, hvis vi endog vilde tænke os, at Pressen blev svagere og svagere, fordi ingen Begivenhed, ingen Idee griber Tiden: desto lettere vil Nivelleringen blive en fordærvelig Lyst, en Sandsepirring, som et Øieblik kildrer og kun gjør det Onde værre, og Frelsens Vilkaar tungere og Undergangens Sandsynlighed større. Og har man ofte skildret Eneherredømmets Demoralisation, revolutionaire Tiders Forfald, saa er en lidenskabsløs Tidsalders Forfald noget ligesaa fordærveligt, om end ►formedelst Tvetydigheden mindre paafaldende. Og at tænke det, kan derfor vel have sin Interesse og sin Betydning. Flere og flere Enkelte ville da i Indolentsens Blødagtighed aspirere til at blive Ingenting – for at blive Publikum, dette abstrakte Hele, der er dannet paa den latterlige Maade, at Participanten er Trediemand. Denne dvaske Mængde, som Intet selv forstaaer og Intet selv vil gjøre, dette ►Gallerie-Publikum søger nu Tidsfordriv, og hengiver sig da til den Ind90bildning, at Alt hvad Nogen gjør, skeer, for at det kan faae noget at snakke om. Dvaskheden sidder fornemt med Benene overkors, og Enhver, der vil arbeide, Kongen og Embedsmanden og ►Folkets Lærer og den dygtigere Journalist og Digteren og Kunstneren, Alle blive ligesom spændte for, for at slæbe denne Dvaskhed frem, der fornemt troer, at de andre ere Hestene. Vilde jeg tænke mig dette Publikum som en Person (thi ►om end og enkelte Bedre momentviis høre til Publikum, de have dog i sig selv en organiserende Concretion, der holder dem fast, selv om de ikke vinde Religieusitetens Høieste) saa vilde jeg nærmest tænke paa en eller anden romersk Keiser, en stor velnæret Figur, der lider af Keedsomhed, og derfor blot ønsker Latterens Sandsepirring, thi ►Vittighedens guddommelige Gave er ikke jordisk nok. Saa slendrer da til Afvexling denne Person omkring, mere dvask end ond, men negativ herskesyg. ►Enhver, der har læst Oldti96dens Forfattere, veed, hvor mange Ting en Keiser kunde hitte paa, for at forkorte Tiden. Saa holder da Publikum sig en Hund for Morskabs Skyld. Denne Hund er ►den literaire Foragtelighed. Viser der sig nu en bedre, maaskee 87endog en Udmærket, saa ►hidses Hunden paa, og Morskaben begynder. Den bidske Hund river ham i Kjoleskjøderne, tillader sig alle uvorne Kaadheder – indtil Publikum bliver keed deraf og siger: nu kan det være nok. Da har Publikum nivelleret. Den Bedre, den Stærkere er mishandlet, – og Hunden, ja den bliver ved at være en Hund, som Publikum selv foragter. Der nivelleredes altsaa ved et Tredie, ►Intethedens Publikum nivellerede ved et Tredie, som ved sin Foragtelighed allerede var mere end nivelleret og mindre end Intet. Og Publikum er angerløst, thi det er jo ikke Publikum – det var jo Hunden; ligesom ►man siger til Børn: det var Katten. Og Publikum er angerløst, thi det var jo ingen væsentlig Forkleinelse – det var blot lidt Moerskab. Dersom nemlig Nivelleringens Redskab havde været en udmærket Dygtighed, saa havde det indolente Publikum været narret, thi saa var jo Redskabet igjen blevet et Forstyrrende, men naar man ⓘ holderholder] R, havde A det Bedre nede ved Foragteligheden og Foragteligheden nede ved den selv: saa er dette Intethedens Quit. Og Publikum vil være angerløst, thi det er jo egentligen ikke dem, som holde Hunden, de subskribere blot; de hidse den heller ikke directe paa, de fløite heller ikke ligefrem af den; i Tilfælde af Søgsmaal vilde Publikum sige: Hunden er ikke min, det er ►en herreløs Hund; og i Tilfælde af, at Hunden 91blev optagen og sendt ud paa Veterinairskolen for at slaaes ihjel, kunde Publikum endnu sige: det var virkeligen godt, at den slemme Hund blev dræbt, det har vi alle ønsket – endogsaa Subskribenterne.

✂ Maaskee er Nogen, som tænkende sætter sig ind i et saadant Forhold, tilbøielig til at fæste sin Opmærksomhed paa den Bedre, der leed Mishandlingen, og mene, at der ►vederfores ham en stor Ulykke. Denne Betragtning kan jeg aldeles ikke billige, thi den, der vil hjælpes til det Høieste, han har netop godt af at gjennemgaae Sligt og ►maatte snarere ønske det, om man end paa hans Vegne kan oprøres. Nei det Forfærdelige er 97 noget Andet, det er Tanken om de mange Menneskeliv, der gaae spildte, eller let gjøre det. Jeg vil end ikke tale om ►de Fortabte, eller dog indtil Fortabelse Vildledte, der for Penge spille Hundens Rolle, men de mange Ubefæstede, Letsindige, Sandselige, der i fornem Indolents ikke faae noget dybere Indtryk af Tilværelsen end dette meningsløst grinende, alle de ►Daarlige, der føres i ny Fristelse, idet de i deres Indskrænkethed endog blive sig selv vigtige ved at have Medlidenhed med de Angrebne, uden at fatte, at ved et saadant Forhold ere de Angrebne altid de Stærkeste, 88uden at fatte, at her gjelder det med et forfærdeligt og dog ironisk Eftertryk: ►græder ikke over ham, men græder over Eder selv.

✂ Dette Forhold er Nivelleringens laveste, thi den svarer altid til, hvad Divisor er, for hvem alle gjøres lige: saaledes er det evige Liv ogsaa en Art Nivellering, og dog er det ikke saa, fordi Divisor er det: at være et i religieus Forstand væsentligt Menneske.

✂

✂

✂

✂ Fra disse dialektiske Kategorie-Bestemmelser og sammes Consequentser, disse være nu i det givne Øieblik faktiske eller ikke, fra det dialektiske Sigte paa Nutiden gaaer jeg nu over til dialektisk at naae de concretere Prædikater, i hvilke den novellistiske Gjengivelse af Nutiden viser sig ►i sin Reflex i det Huslige og Omgangs-Livet. Det er Skyggesiden, her kommer til at vise sig, og om end dennes ►Facticitet ikke lader sig negte, saa er det dog ogsaa vist, at saalidet som Reflexionen selv er det Onde, saa vist maa ogsaa en meget reflekteret Tid have sin Lys-Side, netop fordi megen Reflekterethed betinger en høiere Betydningsfuld92hed end umiddelbar Lidenskab; betinger den – naar Begeistringen træder til og fører Reflexions-Kræfterne ind i Afgjørelsen; og fordi megen Reflekterethed giver en større Gjennemsnits-Dygtighed i Forudsætningerne til at handle – naar Religieusiteten træder til i Individet og overtager Forudsætningerne. Reflexionen er ikke det Onde, men Tilstanden i Reflexionen og Stilstanden i Reflexionen er ►Misligheden 98 og Fordærvelsen, der ved at forvandle Forudsætningerne til Udflugter foranlediger Tilbagegang.

✂ Nutiden er væsentligen den forstandige, den lidenskabsløse, derfor har den ►hævet Modsigelsens-Grundsætning. Af denne Betragtning lader den Mangfoldighed af Træk sig deducere, som Novellens Forfatter med sin fine Kunst, med sin ophøiede Ligevægt saa ►interesseløst har gjengivet. Thi Forfatterens Mening erfarer man naturligviis intetsteds, han gjengiver blot Reflexen. Overhovedet kan man om en lidenskabsløs men reflekteret Tid i Sammenligning med en lidenskabelig sige: den vinder i Extensitet, hvad den taber i Intensitet. Men denne Extensitet kan atter blive Betingelsen for en høiere Form, naar en tilsvarende Intensitet igjen indtager, hvad der extensivt er disponeret over.

✂ At hæve Modsigelsens Grundsætning, er i Existents Udtrykket for at være i Modsigelse med sig selv. ►Det skaberiske Almægtige, der 89ligger i ►den absolute Disjunktions-Lidenskab, som bringer Individet i den ►sluttede Enighed med sig selv, forvandles til Forstands-Reflexionens Extensitet: ved at vide og være alt Muligt, at være i Modsigelse med sig selv ɔ: slet Intet at være. Modsigelsens Grundsætning styrker Individet i Troskab med sig selv, saa han, ligesom ►hiint standhaftige Tretal, 👤Socrates saa skjønt taler om, hellere vil udholde Alt end blive til et Fiirtal eller vel endog til et meget stort rundt Tal, saa han hellere vil være Lidet i Troskab med sig selv end ►Allehaande i Modsigelse med sig selv.

✂ Hvad er det at snakke? Det er Ophævelsen af den lidenskabelige Disjunktion mellem at tie og tale. Kun Den, der væsentligen kan tie, kan væsentligen tale, kun Den, der væsentligen kan tie, kan væsentligen handle. Tausheden er Inderligheden. Snakken anticiperer den væsentlige Talen, og Reflexionens Yttring svækker ved ►Forprang Handlingen. Men Den, der væsentligen kan tale, fordi han kan tie, han vil ikke have det Mangfoldige at tale om, men det Ene, og han vil finde ►Tid til at tale og til at tie. Snaksomheden vinder extensivt: den faaer alt Muligt at 93snakke om, og bliver ved i eet væk. 99 Naar i en Tid Individerne ikke i stille Nøisomhed, i gemytlig Tilfredshed, i religieus Inderlighed ere vendte ind ad, men i Reflexions-Forholdet søge ud efter og søge hinanden; naar ingen stor Begivenhed knytter Traad-Enderne i en ►Katastrophes Samdrægtighed: saa indtræder Snakken. ►Den store Begivenhed giver den lidenskabelige Tid (thi det Ene svarer da til det Andet) Noget at tale om; alle ville tale om det samme Ene, Digterne kun synge derom, Samtalerne kun gjenlyde deraf, de Forbigaaendes Hilsener indeholde Hentydninger til dette Ene. Det er Eet og det Samme. Snakken derimod har ganske anderledes Meget at snakke om. Og naar saa den store Begivenhed var forbi, naar Tausheden indtraadte, saa var der dog Noget at erindre, Noget at tænke paa, medens man tier, medens en ny Slægt taler om ganske andre Ting. Men Snakken gruer for Taushedens Øieblik, der vilde gjøre Tomheden aabenbar.

✂ Hvad der viser sig som Loven i Forhold til digterisk Frembringelse, det Samme er ogsaa, i det mindre Forhold, Loven for ethvert Menneskes Liv i Omgang og Dannelse. Enhver, der ►primitivt oplever Noget, oplever tillige ved Idealiteten Mulighederne af det Samme og Muligheden af det Modsatte. Disse Muligheder er hans digteriske lovlige Eiendom. Hans egen private personlige Virkelighed derimod ikke. Hans Tale, hans Produceren er saaledes netop baaren af 90Tausheden. Hans Tales, hans Producerens ideale Fuldendthed vil correspondere med Tausheden, og Taushedens absolute Udtryk vil være, at Idealiteten indeholder den qualitative modsatte Mulighed. Saasnart den Producerende maa priisgive sin egen Virkelighed, dens Facticitet, saa er han ikke væsentligen productiv; hans Begyndelse vil være hans Ende, og det første Ord allerede være en Forsyndelse mod Idealitetens hellige ►Undseelse. En saadan digterisk Frembringelse er derfor ogsaa, æsthetisk vurderet, en Art privat Snaksomhed, og er let kjendelig paa, at den ikke har sin Modsætning hos sig i Ligelighed. Thi Idealiteten er ►Ligelighed mod det Modsatte. Den, der f. Ex. ved at blive ulykkelig blev productiv, hvis han virkelig indviedes ved Idealiteten, han vil med samme Forkjerlighed producere det Lykkelige 100 som det Ulykkelige. Men Tausheden, hvormed han slutter af mod sin egen personlige Virkelighed, er netop Betingelsen for at vinde Idealiteten, ellers vil han, trods alle Forsigtigheds-Midler med at forlægge Scenen til 📌Africa o. s. v., dog være privat kjen94delig i sin eensidige Forkjerlighed. Thi en Forfatter maa jo have sin private Personlighed som enhver Anden, men denne skal være hans ►αδυτον; og som man spærrer Indgangen i et Huus ved at stille to Soldater med korslagte Geværer: saaledes danner Idealitetens Ligelighed ved de qvalitative Modsætningers dialektiske Kors den Spærring, der gjør enhver Adgang umulig.

✂ Men hvad der saaledes gjelder i de store Forhold, og der vel viser sig tydeligst, hvorfor det blev fremdraget: det Samme gjelder efter den mindre Maalestok i det Mindre, Taushed er atter her Betingelsen for den dannede Omgang i Samtalen mellem Mand og Mand. Jo mere et Menneske i Tausheden har Idealitet og Idee, desto mere vil han selv i daglig Omgang være istand til at gjenføde det daglige Liv og de daglige Menneskers Liv saaledes, at det er, som talede han kun paa Afstand selv om dette og dette bestemte Faktum. Jo mindre Idealitet, jo mere Udvorteshed, desto mere vil Samtalen blive en ubetydelig Opramsen og Refereren af Navne paa Personer, af »ganske tilforladelige« Privat-Efterretninger om hvad Den og Den med Navns Nævnelse har sagt o. s. v., en snaksom Fortrolighed ►betræffende hvad man selv vil og ikke vil, hvad man nu agter at præstere, hvad man vilde have sagt ved hiin Leilighed, hvilken Pige man gjør Cour til, hvorfor man dog ikke vil gifte sig o. s. v. Taushedens Indadvendthed er Betingelsen for den dannede Tale i Omgang, Inderlighedens vrængende Udadvendthed er at snakke, 91er Udannethed. I Novellen vil man finde ypperlige Exempler paa en saadan Snakken; det er trivielle Ubetydeligheder, men det er altid om bestemte navngivne Personer, hvis trivielle Livsforhold interessere ►det Lige paa Grund af Navnet. Ligesom ►Klokker 👤Link troer, han har talet med 👤Sophie, skjøndt hun ikke har sagt Andet end Nei: saaledes høres der mangen lang Samtale, der seer ud 101 som blev der sagt Noget, ja Meget, fordi der nævnes Navne. Den, der snakker, snakker vel om Noget, som jo Ønsket er at faae Noget at snakke om, men dette Noget er ikke i Idealitetens Forstand, thi saa taler man, det er i Trivialitetens faktiske Forstand et Noget, at ►Hr. 👤Madsen er bleven forlovet og har foræret sin Kjæreste et ►persisk Schavl, at ►Digteren 👤Petersen vil skrive en ny Digtsamling, at ►Skuespiller 👤Marcussen kom til at udtale et Ord forkeert igaaraftes. Sæt Loven kunde overholdes, vi kan jo antage det, sæt altsaa, der kom en Lov ud, som ikke forbød Menneskene at tale, men blot 95befalede, at Alt hvad der taltes om, skulde der tales om, som var det skeet for 50 Aar siden: saa var det ude med alle Snakkerne, de vilde fortvivle; og derimod vilde det ikke væsentligen kunne forstyrre dem, der væsentligen kunne tale. At en Skuespiller har udtalt et Ord feil, kan væsentligen kun interessere, hvis der i Fortalelsen selv er noget ►mærkeligt, og saa er det ligegyldigt om det er 50 Aar siden – men ►Frøken 👤Gusta f. Ex. vilde fortvivle, hun som netop selv den Aften var i Theateret, i Loge med ►Kommerceraadinde 👤Waller, og det var netop hende, der ►laae Mærke til det, og til at endog en af Chor-Personalet kom til at lee deraf o. s. v. Det vilde jo rigtignok være Synd og en Grusomhed mod alle disse snaksomme Mennesker, der jo dog ogsaa skal leve, men derfor er Loven jo kun ►et Posito.

✂ Ved denne Snakken hæves nu Distinktionen mellem det Private og Offentlige i en privat-offenlig Snaksomhed, der omtrent svarer til hvad Publikum er. Thi Publikum er det Offentlige, der interesserer sig for det allermeest Private. Hvad Ingen vilde vove at foredrage en Forsamling, hvad Ingen kunde tale om, hvad neppe de Snakkende ret ville vedgaae, at de have snakket om, det kan godt skrives for Publikum og vides ►i Qvalitet af Publikum.

✂ Hvad er Formløshed? Det er den ophævede lidenskabelige Distinktion mellem Form og Indhold, der derfor vel, til Forskjel fra Galskab og Dumhed, kan have Sandhed til Indhold, men det Sande, den indeholder, kan aldrig være væsentligt sandt. Extensivt vil den kunne udbrede sig altomfattende eller altantastende, i Modsætning 92til det væsentlige Ind102hold, der intensivt i Selvfordybelsen har sin Bestemmethedens, om man saa vil, fattige Begrændsning.

✂ Formløshedens Almindelighed i en lidenskabsløs men reflekteret Tid udtrykker sig forøvrigt, foruden ved den ►leflende Omgang mellem det Forskjelligste med det Forskjelligste, ved sin Modsætning: en overveiende Hang og Lyst til at handle »for Principets Skyld.« ►Principium er, som Ordet siger, det Første ɔ: det Substantielle, Ideen i Følelsens, Begeistringens uaabnede Form, der ved sin indre Drift fremskynder Individet. Dette mangler den Lidenskabsløse; for ham bliver Principet et Udvortes, for hvis Skyld han gjør baade det Ene og det Andet og det Modsatte. Den Lidenskabsløses Liv er ikke et sig aabenbarende og udfoldende Princip, tvertimod er hans indre Liv et gesvindt Noget, der 96ideligen er paa Farten og jager efter at gjøre Noget »for Principets Skyld«. Principet i denne Forstand bliver et uhyre Noget, et Abstraktum ligesom Publikum. Og medens Publikum er saadan noget uhyre Noget, at selv alle Nationer opstillede paa eengang og selv alle Sjele i Evigheden ikke ere saa talrige som Publikum, og dog enhver ►selv den fulde Matros har Publikum, saa er det ogsaa saaledes med Principet. Det er noget uhyre Noget, som selv det ubetydeligste Menneske øger til den ubetydeligste Handling, og bliver sig selv uendelig vigtig. Et skikkeligt, ubetydeligt Menneske bliver pludseligen en Heros for »Principets Skyld«, og Forholdet frembringer i Grunden en lige saa latterlig Virkning, som hvis en Mand, eller hvis det blev Mode, Enhver gik med en Kaskjet, hvis Skygge var ►30 Alen lang. Dersom en Mand »for Principets Skyld« vilde lade sye en lille Knap for Brystlommen i sin Frakke: saa vilde denne ubetydelige og ret hensigtsmæssige Forsigtighedsregel pludseligen faae en uhyre Betydning – det var ►ikke usandsynligt, at der blev stiftet et Selskab i den Anledning.

✂ Netop Dette: »for Principets Skyld« hæver igjen et ►Decorums lidenskabelige Disjunktion; thi Decorum ligger, ►som viist blev, i Umiddelbarheden (den første eller den vundne), i Følelsen, i Begeistringens indre Drift og indre Consequents 103 med sig selv. For Principets Skyld kan man gjøre Alt og det bliver i Grunden ligegyldigt, ligesom Ens Existents bliver ubetydelig, selv om man for Principets Skyld understøtter Alt, hvad der kaldes ►Tidens Fordring, selv om man derved, ved at være Statist, bliver lige saa bekjendt i denne Qvalitet af ►Träger der öffentlichen Meinung, som ►hine Personer i Lirekassen, der komme frem og bukke med Tallerkenen. 93For Principets Skyld kan man gjøre Alt, deeltage i Alt og selv være et umenneskeligt Ubestemt. En Mand kan for Principets Skyld interessere sig i, at ►et Bordel anlægges (der er jo anstillet mange statsborgerlige Betragtninger af Sundheds-Politiet desangaaende); og den samme Mand kan for Principets Skyld interessere sig for ►en ny Psalmebog, der skal være Tidens Fordring. Og saa uretfærdigt som det vilde være af det Første at slutte, at Manden var udsvævende, saa overilet vilde det maaskee være af det Sidste at slutte, at han vilde læse eller synge i Psalmebogen. Paa den Maade bliver Alt tilladeligt for Principets Skyld, og ligesom Politiet »paa Embeds-Vegne« kommer mange Steder, hvor ingen Anden kommer, og ligesom man med Hen97syn til Politi-Embedsmændenes Person Intet er berettiget til at slutte af deres Tilstedeværelse, saaledes kan man gjøre Alt for Principets Skyld, og undgaae ethvert personligt Ansvar. ►Man nedriver det, man selv beundrer, »for Principets Skyld«¹, hvilket er Nonsens; thi det Fødende, det Skabende er altid latent polemisk, fordi det skal have Plads, men det Nedrivende er jo Intet, og et Nedrivnings-Princip er Tomhed, hvad skal det saa med Plads? Undseelsen eller Fortrydelsen eller Ansvaret kan imidlertid vanskeligere faae fat paa en saadan Adfærd; thi det var jo for Principets Skyld.

✂ Hvad er Overfladiskhed, og dennes Lyst: ►»Repræsentations-Lysten«? Overfladiskhed er den ophævede lidenskabelige Distinktion mellem Skjulthed og Aabenbarelse, den er en Aabenbarelse af Tomhed, der dog extensivt vinder Gøgleriets ►skuf104fende Fordeel over den væsentlige Aabenbarelse, der har Fordybelsens eensartede Væsentlighed, medens Overfladiskhed har det mangehaande eller allehaande Skin. Og Repræsentations-Lysten er Reflexions-Indbildningens Selvforgabelse. Inderlighedens Skjulthed faaer ikke Tid til at sætte et Væsentligt af, der kan vorde en Aabenbarelse, men ►plumres længe før Tiden, og ►til Vederlag trækker den selviske Reflexion Alles Øine om muligt hen paa dette mangfoldige Skin, som ►Frue Commerceraadinde Waller gjør det.

✂ ►Hvad er Leflerie? Det er den ophævede Lidenskabelige Distinction mellem væsentligen at elske, og væsentligen at være udsvævende. Hverken den væsentlige Elsker eller den væsentlige Udsvævende ►forskylder Lefleriet, der gantes med Muligheden. Lefleriet er derfor en ►Indulgents i at turde tangere det Onde, og et Aflad fra 94at realisere det Gode. Det at handle for Principets Skyld er saaledes ogsaa Leflerie, fordi det forvansker den ►sædelige Handlen til en Abstraktion. Men extensivt har Lefleriet Fordelen, thi der kan lefles med alt Muligt, og væsentligen kan kun een Pige elskes, og erotisk rigtigt forstaaet (selv om Lysten i Forvildelsens Tid forblinder den Flygtige), er al Adderen en Subtraheren, jo Flere En føier til jo mere trækker han fra.

✂ 98Hvad er det at raisonere? Det er den ophævede lidenskabelige Disjunktion mellem Subjektivitet og Objektivitet. Som abstrakt Tænkning er Raisonnementet ikke dialektisk dybt nok, som Mening og Overbeviisning er det uden Individualitets ►Fuldblodighed. Men extensivt gaaer den Raisonnerende af med Skin-Fordelen; thi en Tænker kan omfatte sin Videnskab, en Mand kan have en Mening om hvad der hører til et bestemt Fag, kan have en Overbeviisning i Kraft af en bestemt Livs-Anskuelse, men den Raisonnerende raisonnerer om alt Muligt.

✂ ►Anonymitet har i vor Tid en langt prægnantere Betydning end man maaskee tænker paa, den har næsten epigrammatisk Betydning. Man ikke blot skriver anonymt, men ⓘ man skriverman skriver] R, man skrider A anonymt med Navn under, ja man taler anonymt. Som 105 en Forfatter concentrerer hele sin Sjel i Stilen, saaledes concentrerer et Menneske væsentligen sin Personlighed i Talen, dog maa dette forstaaes med den indskrænkende Undtagelse, ►som 👤Claudius i et lignende Forhold minder om, idet han siger, at naar man besværger en Bog, saa kommer Aanden ud – med mindre der ingen Aand er. Nuomstunder kan man virkeligen tale med Mennesker, og man maa sige, at deres Yttringer ere overmaade forstandige, medens Samtalen dog gjør det Indtryk, som talte man med en Anonym. Det samme Menneske kan sige det meest Modsatte, kan roligt yttre, hvad der i hans Mund er den bittreste Satire over hans egen Existents, Yttringen selv er meget forstandig, lod sig godt høre paa en Generalforsamling, for at komme med i en Discussion, ved hvilken der fabrikeres Noget, ►ligesom der paa Fabrikken bliver Papiir af Klude. Men alle disse mange Yttringer udgjøre dog ikke tilsammen en personlig-menneskelig Tale, saaledes som denne kan føres selv af den Eenfoldigste, der kun kan tale om meget Lidt, men dog taler. ►Frue Commerceraadinde 👤Wallers Yttring om det Dæmoniske er meget sand, og dog gjør hun i Yttringens Øieblik netop det Indtryk paa En, som var hun en Anonym, ►et Positiv, en Spilledaase. Yttringerne blive saa objektive, 95Yttringernes Omfang saa Alt omfattende, at det tilsidst bliver aldeles tilfældigt, hvem der siger det, et Forhold, der i Henseende til det at tale menneskeligt aldeles svarer til at handle for Principets Skyld. Og ligesom Publikum er en reen Abstraktion, saa bliver tilsidst den menneskelige Tale det ogsaa, der bliver Ingen mere som taler, men en objektiv Reflexion afsætter efterhaanden et atmosphærisk Noget, en Abstraktions-Lyden, der vil 99gjøre den menneskelige Tale overflødig, ligesom ►Maskinerne gjøre Arbeiderne overflødige. ►I 📌Tydskland har man endog Haandbøger for Elskende, saa ender det vel med, at et elskende Par kan sidde og tale anonymt med hinanden. I Alt har man Haandbøger, og Dannelsen i Almindelighed bestaaer snart i at være perfectioneret i et større eller mindre Indbegreb af saadanne Haandbøgers Betragtninger, og man 106 excellerer i Forhold til sin Færdighed i at tage det Enkelte frem, ligesom Sætteren tager ►Lettere frem.

✂ Saaledes er Nutiden væsentlig forstandig, den er maaskee i Gjennemsnit vidende som ingen Generation før har været det, men den er lidenskabsløs¹. Enhver veed Meget, vi vide Alle, hvilken Vei der skal gaaes og de mange Veie der kan gaaes, men Ingen vil gaae. Overvandt endeligen En Reflexionen i sig selv og kom til at handle, saa vilde i samme Øieblik tusinde Reflexioner udenfra danne ham en Modstand, thi kun Forslag til yderligere Overveielse modtages med opblussende Begeistring, Handling med Indolents. Nogle vilde i fornem Selvtilfredshed finde de Handlendes Begeistring latterlig, Andre vilde blive misundelige, fordi det var ham, der gjorde Begyndelsen, da de jo dog lige saa godt som han vidste, hvad der skulde gjøres – men dog ikke havde gjort det. Andre vilde benytte den Omstændighed, at der dog var En, der havde handlet, til at faae afsat en Mængde critiske Betragtninger, afhændet et Lager af Raisonnements om, hvor langt forstandigere der kunde være handlet; Andre vilde faae travlt med at gjette Udfaldet, og med om muligt at influere lidt paa Foretagendet i Retning af deres Hypothese. ►Man fortæller om to engelske Lords, der kom ridende, at de mødte en forulykket Rytter, som var ifærd med at falde af Hesten, der styrtede 96afsted i Spring, medens Rytteren skreeg om Hjælp. Den ene Lord kastede et Blik til den anden og sagde: »Hundrede Guineer, han falder af;« »antaget,« svarede den anden. Derpaa satte de deres Vædde100løbere i Carriere og ilede forud for at faae Bommene oplukkede og alle Hindringer ryddede af Veien. Saaledes vilde Nutidens Forstandighed kun med mindre ►Millionair-Spleen-Heroisme være en Personifikation, der nys107gjerrig, critisk og verdensklog i Maximum vilde have Lidenskab til at indgaae et Væddemaal. Livets existentielle Opgaver have tabt Virkelighedens Interesse, ingen Illusion ►omfreder Inderlighedens guddommelige Væxt, der modner til Afgjørelser; den Ene er nysgjerrig efter den Anden, alle vente ubesluttede og ►forfarne i Udflugter paa, at der skal komme En, der vil Noget – for saa at ►parere paa hans Haand.

✂ Og da der nu ►i vor Tid, hvor der gjøres saa lidt, gjøres saa overordentligt Meget i Prophetier, Apokalypser, Fingerpeeg, Indblik i Fremtiden: saa gaaer det vel ikke an Andet end at være med, om jeg dog har den Ugenerethedens Fordeel fremfor de Manges byrdefulde Ansvar med at prophetere og varsle, at jeg kan være sikker paa, at Ingen faaer det Indfald at troe det. Min Fordring er det derfor heller ikke, at Nogen skulde endog blot ►sætte et Kryds i Almanaken, eller uleilige sig med at lægge Mærke til, om det gaaer i Opfyldelse; thi gaaer det i Opfyldelse, saa vil han faae Andet at tænke paa end min Tilfældighed, og skeer det ikke, nu ja, saa bliver jeg dog en Prophet i moderne Forstand, thi en Prophet i moderne Forstand er En, der forudsiger Noget, videre ikke. Og det forstaaer sig, mere kan en Prophet i en vis Forstand heller ikke gjøre. Styrelsen var det jo, der føiede Opfyldelsen til ►de ældre Propheters Udsagn, vi moderne Propheter kunde maaskee i Mangel af Styrelsens Tilføiende ►med 👤Thales tilføie: hvad vi forudsige, det vil enten skee eller det vil ikke skee, thi ogsaa os har Guden forundt Prophetiens Gave.

✂ Det er da saa langt som muligt fra, at ►Socialitetens, Menighedens Idee vil blive Tidens Frelse, at den tvertimod er den Skepsis, der maa til, for at Individualitets-Udviklingen ret kan gaae for sig, idet hvert Individ enten fortabes eller, optugtet ved Abstraktionen, religieust vinder sig selv. ►Associations-Principet (der i det Høieste kan have sin Gyldighed i Forhold til de materielle Interesser) er i vor Tid ikke affirmativt men negativt, er en Udflugt, en Adspredelse, et Sandsebedrag, hvis Dialektik er: idet det styrker Individerne ►enerverer det dem, det styrker ved det Numeriske ved Sammen108holdet, men dette 97er, ethisk, en Svækkelse. Først naar det enkelte Individ i sig selv har vundet ethisk Holdning 101trods hele Verden, først da kan der være Tale om i Sandhed at forene sig, ellers bliver Foreningen af de, hver i sig, Svage noget lige saa uskjønt og fordærveligt, som at Børn gifte sig. Fordum havde Herskeren, den Udmærkede, de Fremragende hver en Mening, de Andre havde den ►Sluttethed og Afgjorthed, at de ikke turde eller ikke kunde have en Mening; nu kan Enhver have en Mening, men de maae slaae sig numerisk sammen om at have den. ►25 Underskrifter paa det Taabeligste er en Mening; det eminenteste Hoveds grundigst gjennemtænkte Mening er et Paradox. ►Den offentlige Mening er et uorganisk Noget, en Abstraktion. Men naar Contexten er bleven meningsløs, saa hjælper det ikke med store Overskuelser, saa gjør man bedst i at tage Talens enkelte Dele frem; naar ►Munden slaaer Sladder, saa hjælper det ikke at ville holde et sammenhængende Foredrag, men man gjør bedst i at tage hvert Ord for sig – og saaledes ogsaa med Individernes Forhold.

✂ Omforandringen vil da ogsaa være denne. Medens i de ældre Formationer (af Forholdet mellem Generation og Individ) Underofficiererne, Officiererne, Compagnicheferne, Generalerne, Helten (ɔ: de Udmærkede, de Fremragende efter deres forskjellige Grad, Lederne) vare kjendelige, og hver (i Forhold til sin Myndighed) med sit lille ►Detachement malerisk og organisk ordnede sig ind under det Hele, selv understøttet af og understøttende det Hele: saa vil nu de Udmærkede, Lederne (efter deres respective Grad) være uden Myndighed, netop fordi de guddommeligen have forstaaet Nivelleringens diaboliske Princip, de ville være ukjendelige, som ►Politiet er civilt, og bære ►deres respektive Distinktion skjult, og kun understøtte negativt ɔ: frastødende, medens Abstraktionens uendelige Ligelighed dømmer hvert Individ, examinerer det i dets Isolation. Denne Formation er lige den dialektiske Modsætning til ►Propheter og Dommere; og som disses Fare var, ikke at blive respekteret i Forhold til deres respektive Myndighed, saa er de Ukjendeliges Fare, at blive kjendte, at blive forlokkede til at faae Anseelse 109 og Betydning som Auctoritet, hvorved de vilde standse den høieste Udvikling. De ere nemlig ukjendelige, eller ligesom ►geheime Agenter ikke i Følge af en privat Instrux fra Guddommen, thi dette er jo netop Propheternes, Dommernes Forhold, men de ere ukjendelige (uden Myndighed) i Følge af selv at have fattet det Almene i Ligeligheden for Gud, og i Følge af at de hvert Øieblik fatte dette i 98Ansvaret, hvilket forhindrer dem fra i 102Distraction at forskylde Form-Realisationens Inconsequents i Forhold til Anskuelsens Consequents. Denne Formation er den dialektiske Modsætning til den organiserende, der gjør ⓘ Generationen, ►præformeretGenerationen, ►præformeret] R, Generationen præformeret A i de Udmærkede, til Understøttende for Individerne, da den nu som en Abstraktion, understøttet negativt af de Ukjendelige, vender sig polemisk mod Individerne – for at frelse Hver især religieust.

✂ Og naar saa Generationen, der jo selv har villet nivellere, har villet emanciperes, og revoltere, har villet sløife Myndigheden og derved selv, i Associationens Skepsis, har afstedkommet Abstraktionens trøstesløse Skovbrand, naar Generationen ved Nivelleringen gjennem Associationens Skepsis har faaet Individualiteterne bort og alle de organiske Concretioner, faaet Menneskeheden isteden og Talforholdenes Ligelighed mellem Mand og Mand; naar Generationen saa et Øieblik har forlystet sig ved den abstrakte Uendeligheds vide Udsigt, som ingen Fremragenhed, end ikke den mindste, begrændsende forstyrrer, men der kun er ►»idel Luft og Hav«: saa begynder Arbeidet, da Individerne skulle hjælpe sig selv, hver især. Thi det skal ikke være som fordum, at Individerne, naar det begyndte at svimle lidt for deres Øine, saae hen til den nærmest staaende Udmærkede, for at orientere sig. Det er nu forbi; de skulle enten fortabes i den abstrakte Uendeligheds Svimmel, eller frelses uendeligt i Religieusitetens Væsentlighed. Mange Mange ville maaskee skrige i Fortvivlelsen, men det skal ikke hjælpe, nu er det for sildig. Er Myndigheden og Magten fordum bleven misbrugt i Verden, og har den bragt en ►Revolutions-Nemesis over sig, saa var det jo Afmagten og Svagheden, der selv vilde staae paa egne Been, og derfor nu bragte denne Nemesis 110 over sig. Og ingen af de Ukjendelige tør understaae sig at hjælpe ligefrem, at yttre sig ligefrem, at lære ligefrem, i Spidsen for Mængden at gaae i Afgjørelsen (istedenfor negativt understøttende at hjælpe Individet ud i Afgjørelsen, hvor han selv er); dette vilde være hans Afsked, fordi han vilde fuske i menneskelig Medlidenheds kortsynede Opfindsomhed istedenfor at lystre Guddommens Ordre, den vrede, men dog saa naaderige Guddom, thi Udviklingen er dog et Fremskridt, fordi alle de Individer, som frelses, vinde Religieusitetens specifike Vægtfylde, vinde dens Væsentlighed paa første Haand fra Gud. Da vil det hedde: »►see Alt er beredt, see Abstraktionens Grusom103hed gjør Endeligheden aabenbar i sin ►Skuffelse som saadan, see det Uendeliges 99Afgrund aabner sig, see Nivelleringens skarpe Lee lader Alle, hver især, ►springe over Klingen – see Guden venter! Saa spring da til i Guddommens Favn.« Men om det var den meest Betroede af de Ukjendelige og om det var den Qvinde, der havde baaret ham under sit Hjerte, og om det var den Pige, han glad offrede Livet for, han skal ikke turde og ikke kunne hjælpe dem, de maae selv gjøre Springet, og Guddommens uendelige Kjerlighed skal ikke blive dem et Forhold paa anden Haand. Og dog skulle de Ukjendelige (i Forhold til deres respektive Grad) have dobbelt Arbeide i Sammenligning med de Udmærkede (af samme Grad) i en ældre Formation; thi de Ukjendelige maae bestandigt arbeide – og tillige arbeide for at skjule det.

✂ Men Nivelleringens trøstesløse Abstraktion vil bestandigt fortsættes ved sine Tjenere, for at forhindre, at det dog ikke skal ende med, at en ældre Formation kommer frem igjen. Disse Nivelleringens Tjenere ere den onde Magts Tjenere, thi Nivelleringen selv er ikke af Guddommen, og ethvert godt Menneske vil have Øieblikke, hvor han kunde græde over dens Trøstesløshed, men Guddommen tillader det, og vil med Individerne ɔ: med Hver især bringe det Høieste ud. Nivelleringens Tjenere ere kjendte af de Ukjendelige, men Magt eller Myndighed mod dem tør de Ukjendelige ikke bruge, thi da gaaer Udviklingen tilbage, fordi det i samme Øieblik vilde være 111 aabenbart for en Trediemand, at den Ukjendelige var en Auctoritet, og saa var jo denne Trediemand forhindret i det Høieste. Kun ved en lidende Handling vil den Ukjendelige turde fremhjælpe Nivelleringen, og ved den samme lidende Handling dømme Redskabet. Han tør ikke overvinde Nivelleringen ligefrem, dette vilde være hans Afskeed, da det var at handle i Retning af Auctoritet, men han vil overvinde den lidende, og derved atter udtrykke Loven for sin Existents, som ikke er at herske, styre, lede, men lidende at tjene, at hjælpe indirecte. De, der ikke have gjort Springet, ville forstaae den Ukjendeliges lidende Handling som hans Nederlag, og de, der have gjort Springet, ville have en Forestilling om, at det var hans Seier, men de ville ingen Vished have, thi Visheden kunde de kun faae ved ham, og giver han et eneste Menneske den ligefrem: saa betyder det hans Afskeed, fordi han blev Guddommen utro og vilde spille Auctori104tet, fordi han ikke lystrende Guddommen lærte at elske Menneskene uendeligt ved at tvinge sig selv, ikke svigefuldt ved herskende at tvinge dem, selv om de bade derom.

✂ 100Dog jeg afbryder. Dette kan naturligviis kun interessere som en Narrestreg, thi er det saa, at ►ethvert Menneske skal arbeide paa sin egen Frelse: saa vil det at prophetere om Verdens Fremtid i det Høieste være taaleligt og tilladeligt som et Recreations-Middel, en Spøg, ligesom det at spille Kegler, eller at slaae Katten af Tønden.

✂

✂

✂

✂ Min Tanke, som intet Øieblik har glemt Novellen, vender slutteligen med Tak tilbage til den. Den leverede Kritik er hvad jeg har lært af Forfatterens Novelle, saaledes forstaaet, at hvis der i min Fremstilling er noget Umodent og Usandt, ►Daarligt, da er dette min egen Opfindelse. Enhver derfor, der finder det Usande, han holde 112 sig til mig, men Enhver, der finder Sandhed i det Fremsatte, finder sin Anskuelse bestyrket eller berigtiget derved, han henvises til Læreren – Forfatteren af Novellen.

✂ Der har saa lidet i Kritiken som i Novellen ⓘ væretværet] R, være A Tale om at dømme eller bedømme Tidsalderne, men kun om at gjengive. ►Forordet til Novellen minder udtrykkeligt om, at begge kunne være lige berettigede, og ►Novellen ender jo med Haabet for Nutiden udtalt af Nutiden, der, som sagt, ►vistnok i Gjennemsnit er langt mere forstandig og vidende og reflexions-udviklet end Revolutions-Tiden, og som, naar Kraften kommer, ogsaa vil handle langt intensivere i Forhold til den disponible Extensitet. Thi extensivt vil vel Nutiden have Fortrinnet, men ikke intensivt, hvorfor det jo ogsaa i Nutiden forholder sig som i Novellen, at de udmærkede Mænd, vi have, tilhøre en ældre Slægt¹, medens der blandt de Yngre viser sig en almindeligere Dygtighed, men ingen Fremragenhed. Naar Kraften og Begeistringen bemægtiger sig Individerne, 105vil det maaskee ogsaa vise sig, at Nutiden egentligen ►staaer eller har staaet sig selv i Lyset. ►Ligesom nemlig en Qvinde ved at tage altfor megen Stads paa, ikke opnaaer at være pyntet, da dertil fordres den smagfulde Proportion: saaledes synes Nutiden at have ligesom maiet sig for meget ud med Reflexionens Mangfoldige, til at den harmoniske Ligevægt kan indtræde. Men bestandigt maa det dog erindres, at Reflexionen ikke selv eller i sig selv er noget Fordærveligt, at tvertimod dens Gjennemarbeidelse er Betingelsen for at handle intensivere. 101Den begeistrede Handlings Forhold ere jo disse: først kommer den umiddelbare Begeistring, saa følger Klogskabens Tid, der, fordi den umiddelbare Begeistring Intet beregner, ved Beregningens Sindrighed antager Skin af at være et Høiere; og saa følger endeligen den høieste og den intensiveste Begeistring, der er 113 efter Klogskaben, og som derfor indseer hvad det Klogeste er, men foragter at gjøre det og netop derved vinder Intensiteten i Uendelighedens Begeistring. Denne intensiveste Begeistring vil indtil videre blive aldeles misforstaaet, og Spørgsmaalet er, om den nogensinde kan blive populair ɔ: om Klogskaben i den Grad vil være at forudsætte blandt Gjennemsnittet af Mennesker, at den i disses Øine har tabt Forførelsens Tryllerie, saa de altsaa ikke blot kunde magte den, men i den høieste Begeistring ligesom ødsle med den, nøiet med den uendelige Begeistrings Tilfredsstillelse, thi netop fordi det er mod Klogskab, vil en saadan Begeistrings Handling aldrig blive iøinefaldende. ►👤Socrates var saaledes ingen umiddelbar begeistret, han var tvertimod klog nok til at indsee, hvad han skulde gjøre for at blive frifunden, men han forsmaaede at handle derefter, ►ligesom han forsmaaede den tilbudne Tale. Netop derfor har hans Heltedød intet iøinefaldende, selv i Døden fortsætter han sin Ironie ved at stille den Opgave for alle Kløgtige: om han dog virkeligen skulde have havt den Klogskab, siden han gjorde det Modsatte. Det er paa dette Punkt, Klogskaben bliver hængende i den egne og en Omverdens Reflexions-Dom, den frygter, at Handlingen mod Klogskab skal forvexles med Handlingen uden Klogskab. Den umiddelbare Begeistring kjender ikke denne Fare, derfor maa der den høieste Begeistrings ►impetus til for at trænge igjennem. Og denne høieste Begeistring er ikke rhetorisk Snik Snak om en høiere og endnu høiere og een allerhøieste, den er kjendelig paa sin Kategorie: at den handler mod Forstanden. Den umiddelbare Godmodighed kjender 106saaledes heller ikke til den Reflexionens Fare, at Godmodighed kunde forvexles med Svaghed, netop derfor maa der, efter Reflexionen, en religieus impetus til for at ►gjøre Godmodigheden flot.

✂ Da jeg første Gang læste Novellen igjennem var jeg af den Formening, at det dog maaskee havde været rigtigere af Forfatteren at give den en anden Titel mere ►i Hverdagshistoriens Aand, fordi ►Tidsalderens Reflex i Fremstillingen ikke ret vilde blive mig tydelig. Senere har jeg forvisset mig om det 114 Modsatte, og havt en baade 102rigelig og mig saa kjær Leilighed til at beundre Forfatterens Sindrighed. Min Stilling kan da ikke blive en travl Critikers, der efter i en Hast at have bladet lidt i en Bog i et Anfald af Godmodighed griber Pennen for at henlede Andres ⓘ OpmærksomhedOpmærksomhed] R, Opmærksomheden A paa Bogen. Jeg har tvertimod oftere selv læst den igjennem, og ønsker, at den ærede ubekjendte Forfatter vilde betragte denne maaskee uforholdsmæssige Anmeldelse som et Tegn paa min Erkjendtlighed for Nydelsen, jeg har havt ved at læse, og fundet i Overeensstemmelse med Mindet om saa mangen tidligere Nydelse, jeg skylder dette ►Firma. For mig idetmindste, og jeg troer dog virkeligen, at det maa være saa for Enhver, der har lært at betragte Tilværelsen menneskeligt, er ►Firmaets 20 Aar ikke Noget, der forstyrrer eller lønligen pirrer den nysgjerrige Utaalmodighed efter Nyt og Nyt, men Noget, der forøger Glæden. I tyve Aar fordobler som bekjendt en Capital sig, og skulde da den menneskelige ►Skjønsomhed ikke være ligesaa redelig en Jordbund; saa burde jo nu Glæden over Hverdags-Historien og Skjønsomheden mod dens Forfatter have fordobblet sig. Og saaledes vil det ogsaa være med et Menneskes Skjønsomhed, fordi han ikke umenneskeligt forvexler sig selv med noget abstrakt Noget, med Tiden, vor Tid o. s. v., men ved selv ret at fatte hvad det dog er at være et Menneske, finder Glæden over det Udmærkede forøget med hvert Aar det bestaaer, og derved selv igjen finder Opbyggelsen til at leve ved Skjønsomheden mod de Ældre.

✂ ►At henlede Nogens Opmærksomhed paa Novellen er ikke min Sag, vilde forekomme mig selv som en usømmelig Vigtighed; spurgte derimod Nogen mig om mit Raad, da vilde jeg raade ham at læse den, og har han læst den, at læse den om igjen.