361 58 IIC9 ►📖 Epistola ad Romanos. [a]
✂ [a] ►Nova sectio ab initio cap: 9 ad c: 10 et 11. Monstrata via salutis per Chr: comparata, restabant nonnulla de promissis datis Judæis, quibus certam possessionem gratiæ divinæ sperabant. Huc redeunt: 1) illa promissa non pertinent ad omnes Judæos natos, pendere vero a mera gratia divina. 2) illa gratia divina pertinet ad gentiles immo vero iis facilius quam Judæis evenire ob incredulitatem Judæorum. 3) lætiorem spem addit, jubet sperare fore, ut aliquando Judæi rectius intelligant et ⓘ resipiscant, salutem sibi oblatam accepturi. –
Cap. IX.
v. 3. ►αναϑεμα = חֶרֶם; ►חֶרֶמִי אִש ►1 Reg: 20, 42 ανηϱ οληϑϱιος.
►De senere Rabb. havde ⓘ 3 Sorter Bann 1) נִדוּי (seclusio) bestod i en 4 Alens Fjernelse fra hele Familien, varede 1 Maaned. 2) חֶרֶם med dem maa Ingen lære, handle, spise, drikke, ogsaa Adgang til Synagogen er dem nægtet. 3) שַמַתָא hermed var Udelukkelse fra ⓘ Gudstjeneste og Omgang for stedse forbunden. ►👤R. Salomo siger: den, der [er] forbandet med Schammatha er som Fidtet smurt paa den hede Ovn, det tørrer ind og kommer aldrig igjen. –
►δοξα כָבוֹד; ►arca foederis dicitur: מִייִשְרַאֵל כְבוֹד
►Af hvad 👤P. her udvikler om 👤Esau og 👤Jacob synes Calvinisten med Rette at gjøre følgende Slutning: beraaber 👤P., for at retfærdiggjøre Uddelingen af Adgang til det indv: Guds Rige, sig paa den Maade, paa hvilken Adgang til det udv: blev tildeelt, saa følger dec: absolutum, og det maae vi jo ogsaa indrømme, at Grunden til at Jøderne blev det udvalgte Folk alene laae i Guds Raadslagninger, vi maa indrømme det, hvormeget vi end fra en anden Side maa erindre om at det Hele jo dog maa have haft sin dybere Grund i Guds Viisdom. Men i at gjennemføre denne Anskuelse, maae vi bruge Forsigtighed. Vi maae erindre at 👤P. ikke beraaber 59 sig paa ►det gl. T: theokratiske Indretning for derved at retfærdiggjøre sin Anskuelse, men at denne er ham som al Jødedom et Billede ►en Præfiguration af Χstd. (en Skygge af Χstd, noget som ret vil vise sig, naar vi betænke, at hiint havde sit Hjem i den udv: i Tilfældighedernes Verden, denne i Frihedens og Aandens). Vi maae betænke at 👤P. polemiserer mod egoistisk-tilfredse Jøder, en Polemik der gjentager sig i en høiere Sphære i det Følgende,362 hvor han viser ►i 👤Pharaos Exempel de sørgelige Følger af at reise sig mod Gud og gjøre Modstand. Ville vi derfor gjennemføre i den høiere theokratiske christelige Verden, da bliver Ligheden fra den negative Side sand, ►forsaavidt nemlig Adgang til dette høiere Theokratie ligesaa lidt beroer paa Fødsel Afstamning, udv: Gjerninger, som hos Jøderne; men fordi Χstd. ikke blot er Noget udv: ikke nogen blot udv: Kirke, saa er der seet fra den positive Side den Forskjel, at her gives eet Vilkaar, et Vilkaar som jo dog netop har sin Grund i den gudd. Naade, og altsaa er en Negation af al msklig foreløbig Competence. Denne sidste Betragtning er altsaa ligesom det ►👤Okeanos, der omslynger hele Χstd., og ethvert Forsøg paa at gjøre udv: Fortrin gjeldende, vil blot have til Følge, at man ikke bliver ►overskibet.
►Hvad Billedet hentet fra 👤Isaak angaaer, da bliver det lige træffende, enten man søger det Typiske deri, at 👤I. blev født paa en underfuld usædvanlig Maade; 60 ell. deri, at den blotte Forjættelse kaldte ham tillive, ligesom den objektive Tilbydelse af Naaden fra Msk. Side kun kræver Modtagelsen. –
v.ⓘ 9. ►istedetfor ϰατα τον ϰαιϱον τουτον staaer i den heb: Text den vanskeligere Læsemaade חַיָה כָעֵת og LXX har: ϰατα τ. ϰ. τουτον εις ωϱας. ►rimeligst er at חיה er et Tillægsord foem: gen:ɔ: hoc tempore vivente ɔ: redeunte. –
►ϰοιτη שְכָבָה v. מִשְכַב
►►Mal: 1, 3 Herren strider med Folket ved sin Prophet og foreholder det, at det forlader ham, da han dog netop havde overøst dem (📌Israel) med Velgjerninger, hvorimod ►Edomiterne, der dog nedstammede fra samme Stamfader levede fortrykte.
►μισειν er ikke her positive men privative, en mindre Elsken udtrykte Jøderne ofte med det Ord »at hade«. –
v. 15. ►►Ex: 33, 19. ►👤Moses sibi expetit apparitionem solennem, quam annuit Jehova illa verba dicens. –
►Apostlen vil anføre et Exempel ⓘ af Historien paa, at Gud paa ingen Maade skaaner den Halstarrige, at meget mere Guds Langmodighed bliver ved hans Stivhed363 til større Fordærvelse. Saaledes havde nu 👤Pharao seet 6 Plager styrte frem over sit Land, uden at agte paa Guds Vink. Gud havde med Langmodighed (v. 22) taalt hans Opsætssighed. Men af denne Langmodighed var nu ingenlunde at slutte, at Gud tilsidst vilde lade ham faae sin Villie. Tvert61imod var 👤Pharao bleven et levende Exempel paa, hvor aldeles Intet Msk. udrettede mod Gud. (Saaledes udvikledes rigtigen Sammenhænget paa Synoden i ⓘ 📌Dortrecht.).
►Det er for øvrigt at bemærke, at dette Guds Udsagn først udgik til 👤Pharao efter den sjette Plage, altsaa efter flere gjentagne Ulydigheder; og at Gud vilde 👤Pharaos Omvendelse sees af det strax derpaa følgende Spørgsmaal: Vil Du endnu bestandig undertrykke mit Folk og ikke lade det vandre. –
►Man maa ogsaa huske paa, at Forhærdelsen i det Gl. T. ikke alene tilskrives Gud; der siges ogsaa: 👤Pharao forhærdede sig selv, hans Hjerte blev forhærdet, uden at gaae tilbage til Aarsagen. –
Angaaende det Hele maa man erindre ►👤Origenes Udvikling: »Vi maae ved denne Forhærdelse ikke tænke paa nogen speciel Akt af Gud paa Sjælen; men det er Følge af de uophørlig fortgaaende Kjerlighedsbeviser af Gud, hvorved den ⓘ Fordærvede bliver det end mere, den Omvendte Gud end mere hengiven. Efter ►Heb: 6, 7.8. bringer en og den samme Regn Urter paa den ene Mark, Torne paa den anden.« –
Endelig maa man erindre, at det Udtryk ►σϰληϱυνει kun er en Continuation af ►det foregaaende μισειν, hvilket, som ovenfor bemærket maa opfattes i den Relativitæt, den hebraiske Sprogbrug berettiger til.
v. 17. ►הֶעֱמַדְתִךָ LXX habent ⓘ διετηϱησα.
►οπως ενδειξωμαι. ►אֶת־כֹחִי הַרְאֹתֶךָ►ut faciam te videntem potestatem meam ɔ: 62 ut te experiri faciam potestatem meam. ut ex tuo exemplo manifesta sit potestas mea.
►בְכָל־הָאָרֶץ שְמִי סַפֵר וּלְמַעַן
►Orientalerne opfattede Gud som Aarsag til Synden, saavel da, hvor han tillader den συγχωϱητιϰως, som ogsaa da, hvor han ved visse Foranledninger fremkalder den αφοϱμητιϰως.
364►Es. 6, 10►ὁ ϑεος τετυφλωϰεν ϰαι πεπωϱωϰεν τον λαον.
Maaskee lod hele Stedets Vanskelighed sig bedst forklare saaledes. ►👤P. havde i det Foregaaende talt om [b] de forskjellige Begunstigelser, der var faldet saa vel i hele Jødefolkets, som indenfor dette i enkelte Mænds Lod, disse som Msk. aldeles ingen Fordring kunde gjøre paa, havde alene deres Grund i Guds uforanderlige Villie. Herom havde han brugt Udtrykket ►ελεειν (v. 15.); men idet han nu gaaer videre i sin Udvikling, udvider efterhaanden det oprindelig kun i en udv: jødisk-theokratisk Forstand brugte Udtryk ►ελεος sig til det som egl. er Løsnet i hele 👤P. Lære til Begrebet om Naaden; men hvad der tænkes uden for denne Naade, men dog i Forhold til den, det maa mere ell. mindre, mere ell. mindre bevidst tænkes forhærdende sig imod den. Saaledes at ►σϰληϱυνειν er aldeles analogt med ►μισειν i den blot udv. Verden. –
✂ [b] Det som overhovedet 👤Paulus især bestræber sig for er at frigjøre Gud fra de utidige Consequentser af ►det Naadevalg, hvorved Jøderne vare blevne til det, de vare, ved at vise, at det netop som et Naadevalg ikke gav dem Gyldighed til at fordre Noget.
v. 22 ►ϰατηϱτιςμενα. ►Nogle have taget det reent medialt, og derved undgaaet 63 den dogmatiske Vanskelighed. Dette lader sig nu vel grammatisk forsvare; men rigtigere vistnok passivisk, saaledes at Gud er at ansee for den Bevirkende, men ligesom ved 👤Pharao ikke τελιϰως, men εϰβατιϰως. Saaledes som ogsaa ►Act: 13, 48 ὁσοι ησαν τεταγμενοι Omvendelsen efter popoulair Udtryksmaade henføres alene til Gud, medens han dog kun ὑλιϰως og διαταϰτιϰως er det. Ligesaa ►Jud. 4. οἱ ⓘ πϱογεγϱαμμενοι εις τουτο το ϰϱιμα. 👤Tholuck mener at man efter hebraisk Sprogbrug kan tage dette Participium adjektivisk = »fertige, egnede til«. –
v. 25. ►At in illo loco Hoseæ non sermo est de gentilibus sed de populo Israelitico. Hoseas gratiam divinam promittit: vos qui antea perfidi fuistis, idolorum cultores, ideoque Jehovæ invisi, vos aliquando ad Jehovæ cultum redibitis, ubi ita redieritis etiam redibitis in gratiam Jehovæ. Nec accurate verba exscripta sunt: miserebor ejus, cujus antea non misertus sum, qui populus meus non sit, populum meum vocabo. – ►ηγαπημενην exstat in textu heb:365 רֻחָמָה, som ellers oversættes ελεημενην (►1 Pet: 2, 10) men begge Oversættelser lader sig forsvare, da רִחַם baade betyder at elske og at forbarme sig over.
v. 26. ►Stedet referer[er] sig ligeledes som det foregaaende i den heb: Text kun til de 10 Stammer og forudsiger hvilken Herlighed, de ville blive deelagtige i, naar de forene sig og indgaae i det messianske Rige og med 📌Juda deeltage i den messianske Herlighed.
►ϰαλεισϑαι er ofte = at være נִקְרָא
v. 27. ►Non loquitur propheta de tempore Messiano sed de clade politica, et dicit, non 64 nisi paucos ex insigni Jehovæ gratia incolumes evasuros, quænam sit miseria non accuratius describitur. Emphasis est quærenda in ϰαταλειμα. – ►hebr: exstant: »vastatio decreta est, irruit illa, justitiam ferens, nam vastationem judicium Jehova efficiet in terra. Sed 👤P. non secutus est textum sed ⓘ οἱ οʹ exstat ibi: כִלַיוֹן vastatio ex כלה 1) perfectus fuit 2) perditus fuit. Piel consum[m]avit rem, aliquod perdidit, ideo est »vastatio« notio genuina sed LXX alteram notionem secuti verterunt λογον decretum.
►συντεμνω חָרַץ enten fremskynde ell. beslutte.
v. 29. ►Sermo est in textu heb: de bello aliquo, sed quodnam incertum est. ►Dog staaer dette Sted af ►Es. ikke i noget bestemt Forhold til den messianske Tid, og handler om de Jøder, der skulle overleve Straffedommen og opleve Frelsen.
v. 33. ►hæc verba nusquam leguntur in V. T; conflatus est locus ex duobus: 28, 16: in 📌Zione lapidem fundamentalem jeci (Jehova) lapidem probatum, angularem, pretiosum et bene formatum, ei qui confidit non aufugiet. 8, 14: Jehova asylum erit idem lapis offensionis et rupes, in quam utrumque regnum impinget. ⓘ Primus locus est historici argumenti, pertinet ad tempus bellicosum, quo Judæis cum 📌Assyria bellum imminebat. Propheta improbat factionem politicam, ⓘ quæ contra legem foedus inire volebat cum 📌Ægypto contra Assyrios, vetat confugere ad 📌Ægyptum sed suadet, 65 ut fidem habeat regi 👤Hiskiæ, regi pietatis et fortitudinis probatæ, ideo ille lapis bene fundatus est. – Alter locus. Sermo est de Jehova, sed quomodo lapis offensionis? quia Judæi sæpe a Jehova deficie366bant, et inde poenas luebant, et eo majores, quod deum cognoscebant.
►מִכְשוֹל צוּר . נֶגֶף אֶבֶן
►λιϑος πϱοςϰομματος. πετϱα σϰανδαλου.
►αισχυνϑησεται. in textu heb: »qui ei confidit יָחִיש לֹא הוּא 1) tremere 2) suffugere fugam capere. Sed LXX legisse videntur יָבִיש ex בוּש.
Cap. X.
v. 5. ►►Lev: 18, 5. αυτα ɔ: πϱοςταγματα, nam in textu heb: exstat מִשְפָטַי. 👤Moses dixit de longa vita h: l: de æterna.
►►Deut: 30, 12. ultima 👤Mosis oratio, qua Israelitis ante oculos ponit 1) beneficia legis 2) comendat legem et addit promissa et minationes ad ⓘ deterrendum ab inobedientia, et deinde dicit: lex illa, quam hodie vobis præcepi nec difficilis vobis nec nimis profunda non in coelo est, ut dicat aliquis, quis adscendet in coelum, eam arcessiturus, ut eam audiamus et ei obediamus, nec posita ultra mare ut dicere ⓘ opus sit, quis mare transibit eam nobis translaturus, ut eam audiamus et pareamus, ecce admodum prope adsunt præcepta in ore tuo et in corde tuo, ut unusquisque parere possit. 👤P. non accurate secutus est nec textum nec LXX. Verba: μη ειπης εν τη ϰαϱδια σου a 👤P. sunt adjecta. nec accurate verba 66 ϰαταβησεται εις αβυσσον. LXX: ⓘ τίς διαπεϱασει εις το πεϱαν της ϑαλασσης הַיָם מֵעֵבֶר sed in libris poeticis sæpe dicitur יָם תְהוֹם
v.ⓘ 9. 10. ►Vant til den heb: Paralellismus Rythmik ynder 👤P. den ogsaa i Prosa, og disse to Leed ere da paralelistiske; ►thi ihvorvel med den sande Tro ogsaa Bekjendelsen er givet, og med den sande Retfærdiggjørelse ogsaa Saliggjørelsen, saa kan dog i begge Leed i en vis Forstand det ene Leed ansees som et Complement til det andet.
►►Joel 3, 5. Der er paa det Sted Talen om den store Sigtelses Tid, der vil gaae foran Messiæ Ankomst. –
v. 14.👤P. gaaer over til den anden Deel. ►Jøderne kunde maaskee sige, at Noget saadant var dem ikke forkyndt, og idet nu 👤P. ►i en zirlig Sorites udvikler Indvendingerne, føres han paa en Maade ud over sin egent367lige Disputations Enemærker, idet han viser at Χstd. var en fælleds Eiendom for alle Folk, en Betragtning, som dog igjen fører ham tilbagec paa sin egl. Thesis, at Jøderne umuligt kunne være ⓘ uvidende, da jo Propheterne endog polemisk havde foreholdt dem Hedningerne, som de der, hvis Jøderne forbleve ulydige, skulle arve Saligheden. –
✂ c Derfor falder det i to Stykker v. 18 ►μη ουϰ ηϰουσαν? hørte de det ikke jo; thi det var bekjendt nok. v. 19 μη Ιςϱαηλ ουϰ εγνω? forstod ⓘ de det ikke? jo; thi naar Propheterne indskjærpede det saa truende, saa maatte de forstaae det.
►►Es. 52, 7. alius sensus. Ibi est sermo de miseria exilii babylonici, et deinde solatio erigitur populus, et promittitur auxilium et reditus in patriam, qui sistitur ut præsens, et ⓘ inducuntur prophetæ reditum nuntiantes. n: l: sunt illi prophetæ apostoli doctoris christiani.67
►►Es. 53, 1.👤Esaias conqueritur de incredulitate Israelitarum, nolebant ad doctrinam dei et comminationes apostolorum ɔ: prophetarum attendere. ►לִשְמֻעַתֵנוּ הֱאֶמִין מִי ex שְמוּעַ citatur hic locus etiam ►Joh: 12, 38.
►►ψ 19, 5. est hymnus, qui celebrat majestatem dei in rebus physicis conspicuam. »dies diei nuntium dicit nox nocti scientiam indicat. Licet nec verba habeant nec dicta, ⓘ nec vox eorum audiatur, tamen vox eorum per totam terram exit.
►εις πασαν γην hyperbolice. ►ita et 👤Philo de lege: αχϱι των τεϱματων της οιϰουμενης εφϑασε.
v. 19. Her mangler Objektet for ►εγνω, derfor ►tager 👤Tholuck det intransitiv: var 📌Israel ikke underrettet«.?? jeg anderledens.
►►Deut. 32, 21. 👤Moses in ultima sua oratione ad promissa addit comminationes verbis: illi excitarunt ⓘ ζηλοτυπιαν meam adhærendo deo qui non est deus ɔ: idolis, ideo ego excitabo ⓘ ζηλοτυπιαν vestram fovendo populo, qui non est populus meus, barbaro, sc: concedendo iis victoriam in Israelitas. Non loquitur de regno Messiano et gentilibus in id admittendis, sed de victoriis, ideo alio sensu.
►בְלֹא־עָם אַקְנִיאֵם ex קִנֵא excitabo piel ad iram provocavit.
►Es. 65. 1.2.►ευϱεϑην נִדְרַשְתִי. ►נִמְצֵאתִי pro Hitpoel: inveniendum præbui me.
►ζητειν, επεϱοταω = בִקֵש שָאַל
v. 2. ►סוֹרֵר ⓘ עַםאֶל־ כָל־הַיוֹם יָדִי פֵרַשְתַי
►αντιλεγεινde populo contumace = מוֹרֶה v. סוֹרֵר
368 ►👤P. verba 👤Esaiæ priora explicat de gentilibus. 👤Esaias vero omnia dixit de Judæis, hoc sensu: equidem admo68dum benignus fui Israelitis, nam dum se convertebant ad alios deos, eos ego ad me vocavi. –
Cap. XI.
►►1 Reg: 19, 10. Ibi sermo est de persecutione 👤Jesabelis uxoris 👤Achabi; 👤Esaias aufugerat in speluncam ad 📌Hebronem et clamavit ad deum dicens: אֶת־נַפְשִי וַיְבַקְשוּ
►👤Baalɔ: dominus, erat deus 📌Phoenicum, qui idem dicitur βασιλευς ουϱανου = 👤Molok מֶלֶך apud Babylonios, 👤Bel commemoratur apud 👤Danielem. A Romanis et Græcis dicebatur: 👤Hercules Tyrius. Per hunc deum indicabatur vis solis ɔ: vis procreans, nam antiqui conveniebant in sole colendo creatoris symbolo. Huic deo gen: masc: Phoenices dabant deam 👤Baaltis ɔ: 👤Astarten 👤αφϱοδιτη, indicantem lunam v. terram ɔ: ⓘ vim concipientem, nam luna lucem suam accipit a sole et vires terræ excitantur calore solis. Quo sensu foemininum est positum? alii subintell: ειϰων imagine sed arbitrarie; aliid ignominiæ causa ad indicandum deum fictitium. Potius 👤P. cogitavit de dea 👤Baaltis, nam ⓘ ab antiquis sæpe conjungebantur Deus et Dea, ex quibus junctis oritur novus deus ανδϱογυνος, indicans vim generativam et conceptivam esse conjunctam. ►Sæpe LXX η 👤Βααλ pro ὁ 👤Βααλ ►Jerem: 2, 8. ►Hos. 2, 8 ►Zeph: 1, 4.
69 ►►Es. 29, 10. in textu non exstat εδωϰεν sed specialius verbum: πεποτιϰεν. – ►ϰατανυξις ex ϰατανυσσω compungo ideo compunctio, sed 👤P. derivat ex ϰατανυσταζω capite nuto ideo sopor = תַרְדֵמָה רוּחַ. secutus est LXX.
►►Deut. 29, 3 exstant verba: deus non dedit Israelitis ⓘ oculos, qui vident, non aures, quæ audiunt.►Da nu i den heb: Text Nægtelsen ikke staaer ved de Ord at høre og at see, have Nogle troet, at de vare citerede af ►Es. 6, 10, og at blot de sidste Ord: εως της ημεϱας ταυτης vare af ►Deut:
►►ψ 69, 23.24.👤David ønsker Ondt over sine Fjender. ►Han betragter Theokraties Fjender som sine egne, og ønsker nu efter det gl. T. Oekonomie, at den gudl. Retfærdighed vil vise sig som Beskytter af Theokratiet. ►ⓘ ϑηϱα forekommer hverken i Texten ell. i LXX. ►»Deres Bord369 skulde blive en Slynge.« Derved udtrykker Psalmisten, at Farer skulde overraske dem, naar de mindst ventede det.« ►I det andet Hemistich staaer ⓘ der i det Heb. לְמוֹקֵש לִשְלוֹמִים »for de Rolige til Fald« men LXX har læst שְלוּמִים Gjengjeldelse ►af שִלוּם Gjengjeldelse.
ⓘ v. 16. ►בְכוּרִים רֵאשית og תְרוּמוֹת רֵאשִית
v. 17. ►εϰϰλαω defringo, abscindo v. exscindo.
►Es. 59, 20. ►גוֹאֵל לְצִיוֹן וּבָא
►αποστϱεψει etc: בְיַעֲקֹב פֶשַע וּלְשָבֵי
►Veniet 📌Zioni vindex et illis inter Jacobitos, qui a peccato reversi sunt. 👤P. secutus est LXX, qui legerunt: וַיַשִיב reverti fecit ɔ: abstulit. Apud LXX legitur ενεϰα 📌Zion, in salutem 📌Zio70nis. 👤P. vero ex 📌Zione. Sed ενεϰα longe aptiorem sensum verbis affert. Sæpius videmus 👤P. liberius loca veteris T. tractantem in commodum suum, sed h: l: non est in commodum ejus. Unde oritur suspicio lectionis. Fortasse 👤P. per compendium scripsit: εϰ pro ενεϰα.
►συγϰλειω = בְיַד הִסְגִיר ell. לְ ell: אֶל
v. 33. ►i 📖 Sohar forekommer et lignende Udtryk: דְחָכְמְתָא עוּמְקָא ɔ: Viisdoms Dybde.
C: XII
v. 19. ►לְחֵמָה מָקוֹם נָתַן
►in textu hebr: ⓘ sunt duo substantiva:
וְשִלֵם נָקָם לִי
Cap. XIII.
v. 9.
תִרְצַח לֹא
גָנַב
חָמַד
Cap. XIV.
v. 4. ►עָמַד נָפַל
v 5. ►πληϱοφοϱεισϑω. ►לֵב מָלֵא
►►Es. 45, 23. nec consentit auctor cum LXX nec cum textu heb:, sed ex memoria excitatur. pro ζω εγω legitur נִשְבַעְתִי370 בִי ⓘ ϰατ' εμου ομνυμι. Sensus idem. Jehova inducitur loquens et jurans modo per se modo per vitam: ut ego sum 71 deus, ita certe fiet, ut omnes me adorent. –
XV.
ⓘ v. 2. ►πλησιον er et Adverb:prope, juxta, det forbindes med Artiklen: ὁ, ἡ, το πλησιον οἱ, αι, τα πλησιον, proximus, proximi. –
►►ψ. 69, 10. עָל נָפְלוּ חוֹרְפֶיךָ חֶרְפוֹת. ►ⓘ Queritur psalmistade vexationibus hostium et dicit, se eas subire Jehovæ causa, se innocentem pati ob piam in Jehovam fidem.
►►ψ 18, 50.Commotus est auctor voce: εν εϑνεσιν, in loco psalmi non sermo est de felicitate futura gentilium, sed de liberatione ipsius 👤Davidis, qui sic erupit.
►►Deut 32, 43. Hebraice sensus alius: עַמוֹ גוֹים ⓘ הַרְנִינוּ celebrate o gentes! populum ⓘ ejus ɔ: Israelitas. Indicatur salutem pertinere ad Judæos, et ethnicos cogi ad hanc Judæorum salutem celebrandam. LXX ante עַמוֹ posuerunt אֶת, quod est nota acc: et præpositio μετα inde hæc versio. –
► ►ψ 117, 1 Sensus communis sexcentis locis, omnes terram inhabitantes debere convenire ad deum celebrandum.
►►Es: 11, 10. ϱιζα Ιησσαι. יִשַי שוֹרֶש radix, sed h: l: quod oritur a radice, soboles, surculus, quod apparet ex ►ⓘ Es. 11, 1: prodibit surculus ex stirpe 👤Jessæ, et ramus e radice ejus fructus feret. Argumentum loci promittitur salus futura Israelitis, sic 1) dicitur illa salus pertinere ad sæcula futura. 2) rex aliquis coelestis dicitur hujus seculi auctor. 3) su72per eum acquiescet spiritus dei, sapientiæ, consilii, fortitudinis. 4) extendetur imperium super omnes gentes 5) justissimum habebit super gentes judicium. pax communis etiam instituetur inter belluas et feras et homines omnes sine discrimine, iisque continget cognitio dei. Ideo describitur seculum aureum. Alii de 👤Hiskia, qui rem Judæorum restituit; alii de 👤Zerubabele restauratore reipublicæ Israeliticæ. Sed fatendum potius de tempore Messiano, et ideo annumerando ad loca Messiana nam 1) describitur tempus seculi futuri 2) aurei seculi 3) hujus regni autor sistitur ut rex coelestis, institutus omnibus eximiis facultatibus. Hæc criteria faciunt locum Messianum. Non accurate citata sunt, hebraice exstat: stabit ut signum gen371tilibus ɔ: ⓘ ita omnes gentiles ad eum dirigant attentionem. Alexandrini sensum magis quam verba expresserunt. –
►►Es: 52, 15. ex interpretatione 👤Pauli est πεϱι αυτου = πεϱι Χϱιστου. sed in loco citato contextus est sensus alius; sermo est de reditu a 📌Babylone in 📌Palæstinam: »de gloria Israelitis restituta audient gentes remotissimæ« ideo ibi αυτου est »λαος«. Ideo applicatio admodum distat ⓘ a genuino loci sensu. –
XVI.
► 👤Φοιβη modo h: l: nominatur .
73v. 20. ►respicitur ►Gen: 3, 15: tu mordebis calcem ejus et ille conteret caput tuum (רֹאש יְשוּפְךָ)
v. 21. ►👤Timotheus et 👤Sosipatruscfr►Act. 20, 4 in eodem itinere per 📌Macedoniam et 📌Achaiam facto. –