343IIC6134►📖 Encyklopaedie der theologischen Wissenschaftenv.👤Rosenkranz. 📌Halle. 1831.
►I Beviserne for Guds Tilvær er man enten gaaet ud fra ⓘ a) Væren ell. fra ⓘ b) Tænken a): 1) det historiske 2) det ⓘ kosmiske α) a contingentia mundi β) det physikotheologiske γ) det teleologiske 3) det praktiske. b) det onthologiske. Sandheden ligger i Identitæten af begge, af Tænken og Væren.
►Guds Væren er ikke i Andet, som var for det Hele et fremmed, men i sig. Ligesaa Guds Tænken. Men det værende er tillige det Tænkende; og det Tænkende det værende.
Denne i hinanden og ved hinanden sig sættende Eenhed af Tænken og Væren er Substants.
Vi have seet ⓘ det Gode som Identitæten af Frihed og Nødvendighed, og som saadan som Loven for den msklige Villie. Kun i denne Fuldbyrdelse finder den sin Ro. Men den enkelte Villie erkjendte vi i sin concrete Existents kun i Personligheden (som Identitæten af den sig vidende Villie med Individualitæten), der i Individualitæten har sit Forhold til Naturen. Ved Enkeltheden formaaer Personen at adskille sig fra Nødvendigheden, heri det Onde. –
►Enten antager man det Onde for at være lige med det Gode; ell. man sætter en udvortes Forskjellighed, det ⓘ Onde er det endnu ikke værende Gode, ⓘ quantitativ. – ell. Modsætning
►Drift er et Væsens Bestemmelse, udefter at referere sig til et Andet, der nødvendigviis hører det til, og saaledes gjenem 35 denne Relation at vende tilbage til sig selv. – ►Begjær forholder sig nærmest til Drift som dens Realisering i det Enkelte. Selv er den i sin Opstaaen medieret ved Lyster ɔ: ved den ved den enkelte Gjenstand i det levende Subjekt opvakte Lyst efter at nyde den; thi Begjæringens Indhold er aldrig det i og344 for sig Almindelige. – ►Men Ligheden i Relationen hører op, naar Objektet faaer for Subjektet en andre Objekter udelukkende Bestemmelse. Da indtræder det omvendte Forhold. Subjektet er da ikke længere Magten over Objektet, men dette bliver til Magt over Subjektet. I og for sig er Subjektet da Intet, men kun i ⓘ sin Eenhed med det opfyllende Individ. Denne Enhed af Objekt og Subjekt er Lidenskab.
►Det Onde viser sig i sin Tilværelse fornemlig i 3 Former, hvilke ere at begribe som Modsætning til den guddommelige Viden og Villie og Gudsselvvished som Salighed.
►Det Ondes Tilin[t]etgjørelsesproces falder i følgende Momenter: Erkjendelsen af det Onde, Smerten derover og Tilgivelse – Man sammenligne hermed i Dogmatiken: Kaldelsen, Omvendelsen, Helliggjørelsen. –
historisk Theologie
►Ligesom den speculative Theologie havde i sin første Deel (den dogmatiske) til sit Indhold det Guddommelige i det Msklige, i den anden det Msklige i det Guddommelige, saaledes deler ogsaa den historiske Theologie sig. I første Deel har den det saalunde, stedse sig selv lige ⓘ Element i den chr. Religion; i den [anden] den fremadskridende Forandring af samme.
(►examinativ – damnativ – vindicativ)
✂ [a] ►Overgangen fra Kritik dannes naturligen til Exegetik derved, at hiin i sin Undersøgelse af den enkelte Læsemaade o: s: v: allerede staaer paa Springet til denne. –
►har at tage Hensyn tilⓘ 1) at denne Skrift tillige er Kilde for vor religieuse Kundskab 2) de forskjellige Bøgers forskjellige Charakteer (om denne end ikke er saa stærk marqueret som paa de egl: digteriske Pro345dukter – deri netop det Eiendommelige for det Hele.) 3) Forfatternes Individualitæt.
►Hermeneutiken kan kun i Almdl. antyde Regler for den praktiserende Exegese, som igjen er 1) Oversættelse 2) Paraphrase 3) Commentar.
►Overgangen dannes let fra Commentaren, idet denne seer det enkelte Sted i sit Sammenhæng med sit Nærmeste, dette igjen med en ell. anden større Heelhed o: s: v:. I sit Indhold er denne Dogmatik identisk med den speculative, i sin Form aldeles forskjellig. – Forhold mell. det Gl. og N. T. ►Den bibelske Dogmatik falder som historisk i 3 Dele. 1) det gl. T. dogmatiske Grundanskuelse 2) Reflexionen i Apokrypherne 3) det N. T. dogmatiske Bestemmelser. –
►Det gl. T.s Dogmatik. ►Gud fastholdes i sin Abstraktion fra det ⓘ Sandselige; men denne indeholder netop en Reflexion derpaa igjen Gud aabenbarer sig i Naturen. – ►Men denne Viden om Gud staaer tillige som den ved Gud givne – det Historiske –
►i Apokrypherne træder Reflexionen frem, om der existerer en sand Lykke, om ⓘ Gud ogsaa er retfærdig og gjengjelder Godt med Godt.
►d.N. T. – ►i Χsti Liv adskiller sig 3 Afsnit, hans tildeels ubekjendte Ungdom, hans Virken ved Lære og Under, hans Død, disse danne ⓘ en opadstigende Scala, saa at ⓘ hans Død maa ansees for hans Livs-Concentration. –
37►Χsti Læreform er en tredobbelt: a) en symbolsk, idet han fremstiller Sandheden i discrete ved Siden af hverandre staaende Billeder b) den paraboliske, der sætter den religieuse Sandheds Proces ud fra hinanden som Handlinger i alle Forhold c) den symbolske Forms rolige Billede og den allegoriskes Flydenhed hæve sig i de snart kortere snart længere didaktiske Udviklinger, hvilke Χstus forstaaer saaledes at knytte til ganske individuelle Situationer, at han veed paa det nøieste at forene det Eiendommelige og Besynderlige i346 dem med det Almene i den guddommelige Sandhed.
►Χsti Død har en tredobbelt Relation a) til Gud som Realisationen af den gud. Nødvendighed b) i Forhold til Χstus selv som denne Realisation under Frihedens Form (hvorved netop Nødvendighedens høieste Moment Døden tages i Besiddelse af Friheden som gjør den til et aandeligt Moment) c) i Forhold til Mskheden som ⓘ forsonende; thi »►den tilintetgjør Guds Indskrænkethed i Forhold til Msk, og Mskets Indskrænkethed i Forhold til Gud, og forsaavidt er Χsti Død Offer; men da Χstus er det eneste Msk, der er uden al Synd, og da han altsaa var det eneste Msk., der døde i uforstyrret Eenhed med Gud, saa kan hans Død ogsaa kaldes en vicarierende; thi kun ved ham er den Bevidsthed medieret, vi nu have over vort Væsen. –
►I den chr. Religions Vorden adskille sig 3 Elementer: Forfatning, Cultus og Videnskab.
38►Kirkens politiske Historie. 1) den embryoniske Avling af alle de sig siden videre og videre omdannende Elementer 2) fra 👤Karl d. St. til 👤Luther den kirkelige Auctoritæts eensidige Overvægt 3) søger at tilintetgjøre al udvortes Auctoritæt, i hvilken Form den saa end viser sig. –
►1) Først kjæmper den for at sikkre sig sin Anerkjendelse af den romerske Stat.
►2) Deler den sig i Bestemmelserne af Orthodoxie og Heterodoxie.
►3) Identitæten af det ⓘ Dogmatiske og det Politiske, og derved er den blevet staaende. (►👤Justinian)
►1) Kamp om Hegemoniet i Kirken. –
►2) Kamp med det tydske Rige. –
►3) Strid i Hierarchiet selv. –
►Den romerske ⓘ K: skildres meget rigtigt som den, i hvilken den negative Retning var den fremherskende, som endeliggjorde Ideens Momenter men netop derved347 ogsaa indprægede disse desto dybere i Folket. 📌Rom maatte udvikle dette Hegemonie a) formedelst dets Verdens-Forhold ⓘ b) formedelst dets Grundbesiddelse (👤Carl d. Sts Gave[)] c) ved Traditionen. Jo mere bestemt den romerske Kirkes Charakteer markerede sig desto mere viste den netop sin Fremgang som en Tilbagegang, alle dens Institutioner viste sig bundne til Fortiden, Intet fremgik af den egne Tanke eller Sagens Sammenhæng men stedse af det inderligste historiske Forhold til den ældste Kirke. Kirken var derfor ikke blot den ene, ikke blot den almindelige og hellige men ogsaa den apostoliske. –
39►2.) Kampen med det tydske Rige.
►a) det abstrakte Grundlag i den canoniske Ret.
►c) Korstogene som Hierarchiets Triumph.
►b.) Investiturstriden. Kirken var aabenbart paa Veie til paa en reen verdslig Maade at afklare sit Forhold til Staten. Biskopperne toge deres Embeder til Lehn af Staten etc. kort sagt Alt det var i fuld Gang, som 👤Gregorius VII, da han gav Kirken det afgjørende Sving til den modsatte Side, stæmplede som utilladelig Simonie. –
►3) Hierarchiet i Strid med sig selv.
►a) Tiggermunkene. Munkevæsenet er egl. et Moment af den orientalske Anskuelse, der bør overvindes af Χstd. Munkevæsenet indeholder det negative Moment Løsrivelse fra det Endelige ⓘ for det Uendeliges Skyld. Men da det opfatter denne Løsrivelse paa en reen udv: Maade, bliver [b] det aldrig færdig med det Endelige. Den gjør det Endelige, som den med Rette anseer for Noget »Nichtig« til Noget Uovervindeligt, hvis Modsigelse Msk. ikke kan opløse uden ved Flugt og Død.
✂ [b] ►sætter det Endelige til en udv: Modsætning istedetfor at gjøre det til Moment.
348 ►Den protestantiske Kirke.
►De nærmere Bestemmelser, under hvilke den protestantiske K. har udviklet sig ere
a) den fastsatte sit Begreb i sin Forskjellighed fra den catholske K..
b) den tilkjæmpede sig i politisk Henseende at stilles ved Siden af den cath. K.
c) den udviklede en Stræben efter at neutralisere de i den selv endnu uenige Elementer. –
40►Efter 30aarskrigen og det hele dermed forbundne Spørgsmaals Afgjørelse, har den catholske K. indtaget samme Stilling til Protestanterne som den græske fordum til den catholske. –
Det er meget rigtigt, ►hvad 👤R. bemærker, at Qvækere, Methodister, Hernhutere etc. lade sig opfatte som Protestantismens Munkevæsen, da de haabe ved Abstraktion fra det store ⓘ verdslige Liv at fremstille det chr Liv i sin Reenhed.
►I den græske Kirke er Principet den substantielle Følelse, der stræber at sætte sig selv over i Objektivitæt. I den romerske Kirke er Anskuelsen Principet, hvortil Følelsen hæver sig. Da dog Χstd. har sit Princip i Aandens absolute Bevidsthed om sig selv, saa tilfredstiller Objektivitæten endnu ikke, og Cultus vender sig tilbage i Subjektivitætens Dybde og sætter Tanken selv som Religionens Existentss sande og sidste Form. –
Ret træffende ►siger 👤R., at den græske Cultus lader sig sammenstille med den jødiske, den catholske med den græske Religion (den antike), fordi i hiin det Ærefrygtindgydende hersker; men her er det gaaet over i Kunst og grebet af Skjønhedens Idee.
►Saaledes var den hele Cultus en ⓘ i sig saa selvstændig Objektivitæt, at Subjektets Gjenemgang gjenem dens Bestemmelser mere var formell end grundig og ⓘ inderlig
►3die Epoke den ideelle Objektivitæt.
►Den græske K. holder i sin Cultus Følelsen og den erindrende Anskuelse endnu umidd. forenede. Den kommer derfor ikke til nogen reen Objektivitæt. Den taaler349 ingen udskaarne, udhugne eller støbte Billeder af hellige Per41soner eller Gjenstande, men Billederne af Χ. Jfr. 👤Maria og de Hellige maa kun være plat malede og allenfals kunstig udlagt med Edelstene.
Den romerske Kirke udvikler Anskuelsen til virkelig Objektivitæt. Erindringen om den hell. Historie slaaer igjenem til en levende Nærværelse. Aanden entaußert sich seiner Idealitæt til gediegneste Skjønhed. Men Skjønheden, Katholicismens dybe Produkt, er ikke Visheden.
►Den analytiske – synthetiske – systematiske Erkjenden. ►Analysen mangler i Almindeligheden af dens Bestemmelser – Reflexionen; Synthesen mangler i sin Reflexion paa det Enkelte Friheden af Begrebets Subjektivitæt.
►A. Den analytiske Erkiendelses Periode .
►a) Overvindelsen [c] af den orientalske Verdens-Anskuelse.
✂ [c] ►1. Trinitæt
►Den usande Abstraktion, der laae til Grund for den ebionitiske og ⓘ doketiske Opfattelse af Χstd., søgte Gnosticismen at raade Bod paa ved en talløs Mængde af Mellemleed. Den ebionitiske og ⓘ doketiske Anskuelse lod egl. det gudd. Væsen kun kaste et Glimt i Mskslægten; Gnosticismen følte Nødvendigheden af den inderligste Identitæt med Guddommen; men Mediationen var ganske udvortes, saa at Guds Mskblivelse dog ikke lod ham selv indtræde i, men kun bestandigt en anden af ham skabt Aand.
►At Manichæismen blev saa meget udbredt, det laae alene i dens Eenhed med Orientens Aand, der er vant til at opfatte Friheden kun i sin eensidige Form som en abstrakt »Entaüßerung des Subjekts an die Substants« og fra Formens Side er vant til det Billed42lige og Sandselige i Forestillingen istedetfor Tanken, hvorved den i det Theoretiske gjør Alt, hvad der kun er et forsvindende Moment i Totalitæten til en for sig bestaaende i det Vidtløftige fra hverandre dragen Skikkelse; og i det Praktiske indskrænker Villiens Virksomhed der350hen til, at den udtømmer sig for enhver concret Bestemmethed. –
►b.) Overvindelse af den helleniske Verdens-Anskuelse
✂ [d] ►2. Forholdet mellem den gudd. og msklige Natur.
►B. Den synthetiske Erkjendelses Periode
►Striden [f] om Tillæget»filioque« er den sidste mellem den græske og latinske Kirke, og det er ingenlunde saa uvigtigt som man troer; thi idet den græske K. udelukkede Sønnen gav den tilkjende at den endnu ikke fuldkomment havde forstaaet Aandens Subjektivitæt; men endnu dvælede ved Anskuelsen af den gudd. Substantialitæt som saadan.
►a) Vesterlandets Offertheorie.
►En Munk 👤Gaunilo fra Marmoutier gjorde Indsigelser derimod omtrent som senere 👤Kant. Men denne Indvending havde ogsaa 👤Anselm taget Hensyn til. Just ved den Negation, at 43 det Absolute som blot tænkt ikke var det ⓘ Absolute, men at først Negationen af Differentsen mellem Begrebet og Realitæten altsaa Identitæten af Tænken og Væren naaede det Absolutes Natur, udtalte 👤Anselm, at Tanken af Ideen ikke var Imagination men meget mere dens egen Virksomhed. –
►b) Islam og den aristoteliske Philosophie.
►Netop de skarpe metaphysiske og logiske som phy351sikalske og ethiske Bestemmelser af 👤Aristoteles vare fuldkomment egnede til som afgjorte Sandheder at blive anvendte paa Dogmerne som Kirkens ligesaa afgjorte Sandheder. Denne Reflexion over de rene Begreber som Substants og Accidents, Aarsag og Virkning, Materie og Form o: s: v: udtrykte sig som et formelt Beviis for Dogmerne, ved hvis logiske Rigtighed man bestræbte sig for at retfærdiggjøre sammes Fornuft. Heraf opstod hiin forskregne Maneer at disputere over Alt, quod libet, i Distinctioner og Definitioner, i Qvæstioner og Responsioner. –
►C. Den systematiske Erkiendelses Periode
44►Den Gang, som Theologien nu gjenemløb, falder i følgende 3 Momenter: først udviklede sig af den gl. Kirkes Opløsning en Mangfoldighed af protestantiske Kirker med positiv Bestemthed; dernæst ophævede det Positive sig ved en Negativitæt, som deels udgik fra Følelsens Subjektivitæt deels fra Forstandens Objektivitæt, og som faldt i den største Strid med Skriften de symbolske Bøger og med sig selv – endelig har denne Troens Strid med Følelsen og med Tænkningen gjort Begyndelsen til en Forsoning, som nærmest er udgaaet fra Philosophiens Side.
►b) Protestantismens symbolske Bøger.
►Den protestantiske Theologie maatte tilsidst opløse sig i en Mængde smaae Controverser, ved hvilke Lærdom tilsidst spilte en ligesaa stor Rolle som i den skolastiske Theologie den formelle Logik.
►Den speculative Theol. udfolder den chr: Rel: Idee uden Hensyn til Phænomenet; omvendt udfolder den hist: Th: den samme Idee kun saaledes som den er gi352vet den erkjendende Bevidsthed som Phænomen. Den praktiske Th: har med 45 Ideen at gjøre som den skal virkeliggjøre sig i Phænomenet.
►Kirketjenesten er ved sin Underviisning i Troeslæren, ⓘ med sine hellige Handlingers Værdighed og med sin Opbyggelses Inderlighed ⓘ umidd: rettet paa Menigheden selv. Regimentet i Kirken sigter mere til at bevare Menighedens i sig afsluttede indre Liv i sin rene Skikkelse, og lægge dens Forskjel fra andre Formationer af det aandelige Liv for Dagen.
d. 9. Nov. 38. –